Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Nicoline Kirkegaard - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
39<br />
„Ane Mette dog,“ sagde Inger lavt,<br />
„styr dig selv.“<br />
„Hvor<strong>for</strong> siger du ikke, du er<br />
uskyldig?“<br />
„Det har jeg sagt.“<br />
„Hvor<strong>for</strong> <strong>for</strong>sikrer du <strong>det</strong> ikke.“<br />
„Det har jeg gjort.“<br />
Fuldmægtigen bed sig i Skægget,<br />
mens han nød Synet af <strong>det</strong> opkiltede,<br />
halv<strong>for</strong>styrrede Pigebarn, der saa<br />
u<strong>for</strong>sagt læste Øvrigheden Teksten. <strong>—</strong><br />
Haaret hang i lange Tjavser om hendes<br />
Ansigt, hun saa ud som en <strong>for</strong>rykt.<br />
Men den graanende Overauditørs<br />
milde Øjne hvilte deltagende paa begge<br />
Søstrene.<br />
„Der er jo ingen Ulykke sket,<br />
<strong>for</strong>di vi tager deres Søster med til<br />
Byen. Jeg har just nu sagt hende, at<br />
ingen vil have, hun skal tilstaa en<br />
Forbrydelse, som hun ikke har begaaet.<br />
„Nej, <strong>det</strong> er da vist nok,“<br />
istemmede Mads Klint, som nu var<br />
kommen hjem.<br />
Men mod Vinduet stod Hans Kragh<br />
lænet, og han sagde ikke et Ord.<br />
„Vil De ikke ind i Stuen og tage<br />
Afsked med hinanden,“ sagde<br />
Overauditøren.<br />
De to Ægtefællers Øjne mødtes.<br />
Hans lyse Øjne var saa fulde af Sorg,<br />
saa hun syntes, <strong>det</strong> var ikke til at taale.<br />
De tav begge.<br />
„Ja, ja,“ sagde Overauditøren, „vil<br />
De saa stige op ?“<br />
Selv satte han sig op paa højre<br />
Side af Fuldmægtigen.<br />
„Men De har jo ingen Tøj paa,<br />
Menneske,“ sagde han til den<br />
skælvende Kvindeskikkelse <strong>for</strong>an paa<br />
Bukken. Han saa, hvor hendes Krop<br />
skjalv. <strong>—</strong> „Læg Dækkenet om hende,<br />
Jens.“<br />
Mads Klints Kone kom med et<br />
Sjal, og Hans var traadt hen <strong>for</strong> at<br />
lægge Dækkenet om hendes Fødder. <strong>—</strong><br />
Da faldt de første Taarer fra de mørke<br />
Vipper. <strong>—</strong> Hans følte dem paa sin<br />
Haand. <strong>—</strong> De brændte som Ild.<br />
<strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><strong>—</strong><br />
Mads Klint nærmede sig Hans<br />
Kragh <strong>for</strong> at indlede en Samtale; men<br />
Hans rakte Haanden frem til Farvel og<br />
gik ud af Porten. Han fulgte efter<br />
Vognen nedad til Bækgaardens Tomt.<br />
Der stod han stille og saa efter den,<br />
indtil den som et mørkt Punkt <strong>for</strong>svandt<br />
langt ude sammen med Vejens hvide<br />
Linie.<br />
De to hede Taarer brændte endnu<br />
paa hans Haand, da han gik over til<br />
Anders Brats <strong>for</strong> at se til sit Barn.<br />
Hans Liv var ødelagt, hans Lykke<br />
<strong>for</strong>spildt. Og <strong>det</strong> var altsammen hans<br />
egen Skyld, tænkte han. Saa megen<br />
selv<strong>for</strong>skyldt Kval havde han aldrig<br />
vidst der var til i Verden.<br />
Hos Anders Brats gik Dorthe og<br />
hyssede <strong>for</strong> lille Marie. Saa tidt Barnet<br />
saa paa <strong>det</strong> fremmede Ansigt og<br />
Øjnene, der var røde af Graad, stak hun<br />
i at skrige. Hans tog hende paa Armen<br />
og bar hende op i Øverstestuen, hvor<br />
han klædte hende af og lagde hende ind<br />
i den store Himmelseng saa satte han<br />
sig paa Sengekanten og byssede og<br />
nynnede, som Inger plejede <strong>det</strong>, alt<br />
imens han saa sig om i den fremmede,<br />
tomme Stue.<br />
Der jog et Stik af Smærte gennem<br />
hans Bryst, da han fik Øje paa Ingers<br />
gamle Kjole, hen ad en gammel<br />
Standkiste. Han huskede, hvor hun<br />
havde været tarvelig klædt <strong>—</strong> <strong>det</strong> var<br />
næsten ikke til at udholde at mindes<br />
<strong>det</strong>.<br />
Dorthe kom og bød ham ned til<br />
Aftensmad. Han var ikke sulten, sagde<br />
han. Saa satte hun sig paa en Stol ved<br />
Sengen, hvor Barnet nu sov, og gav sig<br />
til at tale med ham.<br />
„Far siger, at Inger kunde godt<br />
være friet <strong>for</strong> at komme med i Dag imod<br />
Kaution.“<br />
Hans svarede ikke.<br />
„Er du nu vis paa, Hans Kragh, at<br />
du har gjort <strong>for</strong> hende, hvad du kunde?“<br />
„Ja.“<br />
„For vi kan jo ikke <strong>for</strong>staa, at de<br />
har Lov til at tage hende, naar der ikke<br />
er Grund til Mistanke.“<br />
„Men hvis der nu er Grund<br />
dertil?“<br />
„Hans, Hans, <strong>det</strong> kan du ikke<br />
mene?“<br />
„Det er haardt at skulle sige <strong>det</strong> <strong>—</strong><br />
men jeg er nær ved at mene <strong>det</strong>,“ sagde<br />
Hans og gav sig til at lette sit Hjerte.<br />
<strong>—</strong> Han <strong>for</strong>talte, hvad de havde talt om<br />
Aftenen før, da de ikke kunde faa Smør,<br />
og hvorledes han om Natten havde lagt<br />
Mærke til, at hun ikke var i Sengen. <strong>—</strong><br />
Nu huskede han endvidere, at hun<br />
havde haft noget af Tøjet paa, da de<br />
vækkedes ved Mortens Raab.<br />
Der faldt Skræk over Dorthe. Hun<br />
var ikke længer saa sikker i sin Sag.<br />
„Hun var jo ogsaa saa Underlig<br />
under Branden,“ sagde hun.<br />
Efter en Stunds Tavshed føjede<br />
hun til :<br />
„Ja, Inger var ikke saa let at faa<br />
fat paa. Hendes Tanker laa altid saa<br />
langt inde. Jeg tror, at hun kunde sætte<br />
alt paa Spil <strong>for</strong> den, hun holdt af.“<br />
„Ja, saadan var hun,“ sagde Hans.<br />
Men han tænkte paa, hvor lidt han<br />
havde kendt hende, og hvor lidt han<br />
havde gjort <strong>for</strong> at kende hende.<br />
XIV.<br />
Fædres Jord af <strong>Nicoline</strong> <strong>Kirkegaard</strong>