pamflet om oplevet kommunalpolitik, helt gratis, lige her - Trine Nebel

trinenebel.dk

pamflet om oplevet kommunalpolitik, helt gratis, lige her - Trine Nebel

Trine Nebel Schou trinenebel.dk


Boginfo

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Skal jeg virkelig smide tøjet?

- Insiderguide og afsløringer fra kommunalpolitik

Trine Nebel Schou

Dansk udgave © Trine Nebel Schou

Pressefoto: (Forside) Lars Horn, Baghuset Pressefoto

Layout & Cover: Forlaget ViraBooks

Gratis Udgave - Intet ISBN

1. udgave 2011


Indhold

Boginfo

Trines Blå Bog

Kære Læser

Prolog....................................................1

Kapitel 1...............................................3

Kapitel 2...............................................8

Kapitel 3.............................................11

Kapitel 4.............................................14

Kapitel 5.............................................17

Kapitel 6.............................................20

Kapitel 7.............................................23

Kapitel 8.............................................24

Kapitel 9.............................................26

Kapitel 10...........................................29

Kapitel 11...........................................31

Kapitel 12...........................................34

Kapitel 13...........................................37

Kapitel 14...........................................40

Kapitel 15...........................................42

Kapitel 16...........................................47

Kapitel 17...........................................52

Kapitel 18...........................................54

Kapitel 19...........................................56

Kapitel 20...........................................59

Kapitel 21...........................................61

Kapitel 22...........................................62

Kapitel 23...........................................63

Kapitel 24...........................................65

Epilog..................................................67

Kontaktmuligheder..........................68

Trine Nebel Schou trinenebel.dk


Trines Blå Bog

Trine Nebel Schou

Født: 14. juli 1971, Virum, Lyngby-Taarbæk Kommune.

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

T R I N E S

B L Å

Uddannelse

Uddannet forsikringsassistent, og senere lærer. Søgte i 1994

ind på Blaagaards Statsseminarium. Hun dimitterede som

B O G

folkeskolelærer i 1998.

Søgte og blev i 2007 optaget på retorikstudiet på Københavns

Universitet, hvor Trine læste i ét år.

Blev i 2008 optaget på MARC, Master in Rhetoric and Communication, ved Aarhus Universitet.

Dimitterede juni 2010 som MA i retorik og formidling - med speciale i “Jønkes argumentation i medierne”. I

rastløshed over endt universitetsstudie fortsatte Trine i efteråret 2010 og foråret 2011 med diplommoduler

ved Danmarks Medie- Journalisthøjskole, hvor fokus har været på formidling på nettet, sociale medier og

web-tv.

Tidligere ansættelser m.v.

Startede som forsikringselev og assistent ved Kommunernes Pensionsforsikring, men søgte året efter ind

på seminariet. Fik efter endt lærereksamen i 1998 job ved Høsterkøb Skole i Birkerød Kommune. I maj 1999

gik Trine på barsel og fik den 14. juli 1999 – på sin egen fødselsdag – sønnen Mads-Gustav.

I 2001 blev Trine ansat som lærer ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her arbejdede hun frem til folketingsvalget

i februar 2005, hvor hun fik job hos Radikale Venstre på Christiansborg. Ni måneder senere, da Trine

ved kommunalvalget i november 2005 blev valgt til kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune,

stoppede hun på Christiansborg. Kom tilbage som lærer 1. august 2006. Det blev Trines sidste år som lærer

i folkeskolen. Efteruddannelse i kommunikation og et arbejde som taleskriver, kommunikationsrådgiver og

retoriker kaldte.

Nuværende arbejde

Trine har en enkeltmandsvirksomhed: Trinenebel.dk, hvor spidskompetencen er at levere taler og rådgivning

om troværdighed. Trine har rådgivet kunder inden for alle retorikkens tre faggenrer; politiske ord og

taler, retslige taler som procedurer og juridisk argumentation samt lejlighedstaler til fx mærkedage, foredrag

og fremlæggelser i erhvervsfora.

Tillidshverv

2005 valgt til kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Sad fra 2006-2010 i fire udvalg og var

formand for kommunens integrationsråd.

Efter kommunalreformen i 2007 blev også valgkredsreformen ændret, og Radikale Venstres Lyngby-kreds

blev ledig. Trine har fra 2007 været Radikale Venstre folketingskandidat i Lyngby, som er en del af Københavns

Omegns Storkreds.

Blev i 2009 genvalgt til kommunalbestyrelsen med næsten 4% af alle stemmerne i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Trine indtrådte den 1. januar 2010 som formand for kommunens Børne- og Ungdomsudvalg.

Trine sidder i Radikale Venstres hovedbestyrelse, og er desuden medlem af repræsentantskabet for Wonderful

Copenhagen - udnævnt af Lyngby-Taarbæk Kommune for en fireårig periode.

Udgivelser

Debutterer med e-bogen ”Skal jeg virkelig smide tøjet? Insiderguide og afsløringer fra kommunalpolitik”

Civilstatus

Bor sammen med Svend Foldager, politiinspektør ved Københavns Politi.


Kære Læser

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Har du nogen sinde tænkt, at: “Det er mandag aften, nu skal vi rigtig

hygge. Vi går ned på rådhuset for at overvære et kommunalbestyrelsesmøde”?

Hvis tanken aldrig har strejfet dig eller hvis det forekommer at være et dræbende

kedsommeligt forslag, så er du ikke alene. Kommunalpolitik er ikke

nogen kiosk-basker og opleves af mange som noget livet er for kort til. Men

nu kan du skyde genvej! Denne bog om mine oplevelser i kommunalpolitik

er skrevet i frivillighedens ånd. Bogen har hverken akademiske, litterære eller

opslagsværks-mæssige ambitioner, da det blot ville bekræfte den gængse

fordom om kommunalpolitik. I stedet får du et ucensureret indblik i oplevet

kommunalpolitik. Uden omsvøb. Men med saftige detaljer.

Jeg satte mig for at skrive alle mine erfaringer ned, fordi folk med teoretisk

forstand på kommunalpolitik påpeger at kommunalpolitik er usexet, upersonlig

og ude af øje for de fleste borgere. Inspireret af professorer som Ulrik Kjær

og Johannes Andersen, der begge forsker i borgernes forhold til kommunalpolitik,

besluttede jeg derfor at bidrage med lidt konkret insiderviden - unplugged.

Om mine timer ved tastaturet bidrager til at gøre kommunalpolitik

til en mere sexet, nærværende og personlig størrelse, er alene op til dig som

læser at afgøre.

Jeg håber det!

Her får du den første bog om oplevet kommunalpolitik. Med afsløringer der

ikke før har været offentliggjort!

Rigtig god læselyst!

Trine Nebel Schou


Prolog

1

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Af Ulrik Kjær, Professor MSO, Institut for Statskundskab, Syddansk

Universitet.

Bragt som klumme i magasinet Danske Kommuner nr. 9 / 2011, og gengives

med Ulrik Kjærs og Dansk Kommuners tilladelse.

Pak nu kommunalpolitikken pænere ind!

”Indpakningsmæssigt må der meget gerne snart ske noget, hvis kommunalpolitik

i fremtiden ikke kun skal virke tiltrækkende på de overmenneskeligt

arbejdsomme, de driftsorienterede, og de overfor kritik meget hårdhudede”.

Hvis man lytter i krogene hos de lokale partiforeninger, så virker det som om,

at det mange steder bliver stadigt sværere at få fat i kandidater. Og det er

måske ikke altid så underligt, når man tænker på det image, som kommunalpolitisk

arbejde efterhånden har fået.

Det er jo ikke historien om, at man kan deltage i spændende politiske diskussioner,

gøre noget godt for sit lokalsamfund og sine medmennesker og

få indflydelse på vigtige prioriteringer, der præger billedet. I stedet er det i

højere grad historien om, at man ved at bruge al sin fritid kan være med til at

beslutte nogle få småting (som Folketinget endnu ikke har detailreguleret), og

så i øvrigt få en masse vrøvl og ballade med sine naboer og bekendte i lokalsamfundet,

når kommunen lukker deres skole eller skærer i hjemmehjælpen.

Det er uklart, om virkeligheden ligger tættest på skønmaleriet eller rædselsbilledet,

ligesom der kan være forskellige holdninger til, om man i ”det kommunale

Danmark” skal fokusere på at ændre indholdet eller indpakningen.

Min vurdering vil være, at den negative historie høres lidt for tit, og at man

derfor er nødt til ikke bare at arbejde med indholdet i kommunalpolitikken

men også med indpakningen.

Indholdsmæssigt så skal der selvfølgelig gøres noget ved kommunalpolitikernes

arbejdsvilkår, så det ikke bare er et meget lavtlønnet halvtidsjob. Der skal


2

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

kæmpes imod detailregulering, som fjerner politikken fra kommunalpolitikken.

Og der skal kæmpes for lokale styringsmuligheder.

Men indpakningsmæssigt må der også meget gerne snart ske noget, hvis

kommunalpolitik i fremtiden ikke kun skal virke tiltrækkende på de overmenneskeligt

arbejdsomme, de driftsorienterede, og de overfor kritik meget

hårdhudede. Der må gås imod de negative historier om kommunalpolitikere,

som ikke har tjek på alle detaljer eller ikke kommer til alle møder – det er vel

ikke dovenskab og sløseri, hvis en kommunalpolitiker forsøger at holde det

kommunalpolitiske arbejde under 20 timer af deres fritid om ugen?

Der må gøres op med historien om, at staten bestemmer det hele – det kan

godt være Folketinget bestemmer mere og mere, men hvis man ser på den

helt altoverskyggende politiske diskussion i de fleste kommuner i disse år,

nemlig skolestrukturen, så er valget mellem få store eller flere små skoler da

stadig et hundrede procent kommunalt anliggende. Og så skal der i allerhøjeste

grad gøres op med forestillingen om, at kommunalpolitikerne hele tiden

foretager nedskæringer, og at de gør det, fordi de er onde mennesker.

Kommunalpolitikerne foretager omprioriteringer (nogen får mere andre får

mindre). Og kommunalpolitikerne har jo sådan set bare påtaget sig den svære

men nødvendige opgave at prioritere, hvordan pengene i kommunekassen

skal bruges. Det er jo borgerne, der i øjeblikket ikke fylder kassen så meget op

igennem deres skattebetaling, som de samme borgere har ønsker om kommunal

service for. Det er ikke kommunalpolitikerne, der er skyld i en eventuel

ubalance mellem penge i kassen og ønsker om service – det er borgerne selv.

Det kan imidlertid være vanskeligt at arbejde med kommunalpolitikkens

image, da det jo blandt andet kræver, at man ikke lefler for de højest råbende

borgere og tager en ærlig snak med sine borgere. Man skal trække nogle streger

i sandet, når man mener, at borgerne går over stregen. Og man skal gøre

op med historien om, at det hele er kommunalpolitikernes skyld. Det kan

være farligt for folkevalgte, der skal genvælges. Men det er dybest set det, der

er essensen i politisk ledelse.


Kapitel 1

3

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Den første filterløse guide til kommunalpolitik

Den bog du læser i lige nu er den første af sin slags. Bogen er født i tanken om

at ringe til radioprogrammet ”Mads og monopolet”, der sendes på P3 hver

lørdag formiddag kl. 9-12. Utallige er de lørdage hvor jeg har bidt mig selv i

underlæben og tænkt, at nu skriver jeg simpelthen til ‘monopolet’, med alle

mine politik- og karrieredilemmaer og beder om råd og en slagplan. Som jeg

så følger.

E-bogen kommer ind på mange af de spørgsmål og udfordringer, der ligger i

vægtskålen når en politisk karriere overvejes. Noget taler for og andet imod.

Statistikken taler nemlig sit eget kedelige sprog. Prøv at læse med her, hvad

Kommunernes Landsforening skrev, da de skulle præsentere et tema-indlæg

på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg den 25. marts 2011.

To kedelige rekorder

Temabeskrivelse på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg:

”Kommunalvalget i 2009 satte to kedelige rekorder: For det første var det den

laveste stemmeprocent i 35 år. For det andet var der markant færre, der ønskede

at stille op til kommunalvalget end tidligere. Det er to udfordringer, der

kalder på opmærksomhed og konkrete indsatser.

Det lokale demokrati er hjerteblod i den danske samfundsmodel. Det er en

fast forankret værdi i den danske demokratiske tradition, at beslutningerne

skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Det giver de bedste løsninger,

det styrker borgernes forståelse for de samfundsmæssige udfordringer, og

det øger deres engagement for at påvirke det lokale samfund, de lever og

bor i. Det lokale demokrati er en forudsætning for sammenhængskraften i

Danmark.

En lavere stemmeprocent til kommunalvalg og færre kandidater til kommunalvalg

er derfor ikke kun en kommunal udfordring. Det er en udfordring for

hele den danske samfundsmodel – en udfordring for demokratiet.

Kurvene skal knækkes. Der er lang tid til kommunalvalget i 2013, men arbej-


4

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

det med at hæve stemmeprocenten og rekruttere fremtidens kommunalpolitikere

begynder nu. Udfordringen kan kun løftes i fællesskab.

Baggrunden for bogen

Udfordringen med den manglende interesse for det lokale demokrati skal løses

i fællesskab. Både Johannes Andersen og Ulrik Kjær kommer med forslag

til, hvor der kan sættes ind. Det er dén udfordring jeg tager op, ved med denne

e-bog at bidrage med nogle hands-on betragtninger fra kommunalpolitik.

Jeg står selv med et ben i to karrierespor. En udfordring mange overvejer

inden de bliver aktive i kommunalpolitik, og som Ulrik Kjær berører i prologen.

Jeg arbejder med politik som kommunalpolitiker og er udvalgsformand

i Lyngby-Taarbæk Kommune. Dertil har jeg en mindre politisk nichebeskæftigelse

som folketingskandidat. Og sidst, men ikke mindst, har jeg en enkeltmandsvirksomhed,

der leverer højt specialiseret retorisk rådgivning til særlige

kunder, der skal ‘levere de afgørende ord’ i en helt særlig situation. Det

kan være i form af en tale, jeg hjælper med at skrive og øve leveringen af. Det

kan være forberedelsen af et vigtigt foredrag, en afgørende udtalelse til pressen

eller tilskæring af argumentation i forhold til interessenter.

Det giver næsten sig selv, at det er en udfordring at drive selvstændig virksomhed,

når ens politiske virke tager meget af ens tid. Det samme tidskneb gør sig

gældende, hvis man som kommunalpolitiker samtidig er ansat i et karrierejob

eller hos en arbejdsgiver, der synes man dårligt kan undværes. Tidsknebet får

én til at overveje om der er rum for at være aktiv i politik og om omkostningerne

vil være for høje.

For eksempel ved enhver der har læst om talent, karriere og ekspertise, at

man skal arbejde 10.000 timer koncentreret med sit stofområde, før det for

alvor batter. Og man skal være villig til at rydde forstyrrelser af vejen. Jeg bestiller

ikke andet end at forstyrre min ene karriere med den anden. Og forstyrre

mit privatliv med mine to karrierer. Jeg ved at mange andre (kvindelige?)

kommunalpolitikere oplever det samme.

Det var dét, jeg ville ringe til ”Mads og monopolet” om. I stedet har jeg skrevet

en e-bog, eller en nemt anvendelig og hurtig læst insiderguide, hvor jeg

prøver at gøre en dyd af nødvendigheden ved at fortælle om oplevelser og


5

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

erfaringer i kommunalpolitik. Bogen er ikke tiltænkt erfarne kommunalpolitikere,

kommentatorer og landspolitikere. Men de må gerne læse med. Bogen

henvender sig til nyvalgte kommunalpolitikere, potentielle kandidater, medlemmer

af politiske partier og borgere, der gerne vil med om bag kulissen.

Du kan jo altid smide tøjet

”Du kan jo altid smide tøjet”, sagde min mand Svend en aften, hvor jeg igenigen-igen

stillede lister op med på-den-ene-side-og-på-den-anden-side.

Svend ved fra sit arbejde som politiinspektør ved Københavns Politi, hvor han

ofte taler med pressen, at hvis der noget, der kan få journalister til at vågne

op til dåd, så er det blod, drab, våben og kvinder uden tøj – de sidste har dog

sjældent smidt det helt frivilligt. Det sælger åbenbart flere aviser...

Kommentaren som Svend kækt slyngede ud, og bitterligt har fortrudt som

disse sider begyndte at skride frem (foruden de mange absurde overvejelser

kvinder gennem tiden har gjort sig om en politisk karriere) inspirerede mig til

overskriften. Den er tænkt som en selvironisk kommentar til de dilemmaer,

der, sat på den ekstreme spids, er forbundet med en politisk karriere. Mere

skal der ikke lægges i titlen.

Men de mange lister med på-den-ene-side-og-på-den-anden-side, der udløste

inspirationen til e-bogens titel, er reelle nok. Det er, som Ulrik Kjær også

nævner indledningsvis, lysten til, på den ene side, at deltage i spændende

politiske diskussioner, gøre noget for sin kommune, medborgerne og få indflydelse

på vigtige prioriteringer, der tæller. På den anden siden tæller de vanskelige

arbejdsvilkår og overvejelserne om at bruge sin sparsomme fritid på

overordnet at omfordele pengene fra kommunekassen, hvor få bliver glade,

flere skuffede og hvor man risikerer skældud fra vrede borgere.

Jeg synes derfor at Ulrik Kjærs klumme rammer det lokale demokratis dilemma

så udmærket ind. Og derfor er jeg naturligvis glad for, at jeg har måtte

genbruge klummen som denne bogs prolog.

Johannes Andersen om det lokale demokrati

Foruden Ulrik Kjær som præsenterer den udfordring kommunalpolitik står

overfor, forsker også Johannes Andersen, professor på Aalborg Universitet,

i det kommunalpolitiske fagfelt. Hans forskningsområder spænder over: de-


6

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

mokrati, unge, politik, valgforskning, identitet, modernitet, politisk kommunikation

og kommunikerende offentlige institutioner.

På Kommunalpolitisk Topmøde, hvor 1400 kommunalpolitikere og embedsmænd

samles én gang om året, fortalte Johannes Andersen hvordan ‘de faktisk

forhold i jernindustrien’ er lige nu, når det kommer til deltagelse i det

lokale demokrati. De udfordringer han nævnede i sit oplæg på topmødet,

passer nøjagtig på mine og andres kommunalpolitikeres ‘Mads og monopolet

dilemmaer’. Der er bare ingen andre kommunalpolitikere der har skrevet

deres oplevelser ned – og suppleret dem med afsløringer fra de kommunalpolitiske

magtkampe.

Johannes Andersen påpeger en tendens i forhold til sidste kommunalvalg.

I de nordjyske kommuner var der i 2009 fx 300 færre kandidater at vælge

imellem end ved kommunalvalget i 2005. Stemmeprocenten faldt ikke kun i

Nordjylland, men også i min egen kommune Lyngby-Taarbæk. Andersen mener,

at mange kan være blevet afskrækket af, hvad de har hørt om arbejdet

som kommunalpolitiker til medlemsmøderne og påpeger, at det især er kvinderne,

der afholder sig fra at stille op.

Man hører så meget, men virkeligheden er måske en anden

Her midt mellem to kommunalvalg, og i god tid inden valget i 2013, håber jeg

at denne insiderguide til kommunalpolitik kan være med til at afklare nogle

af de mange udestående spørgsmål. Bogen kommer selvsagt ikke rundt i alle

kroge, men giver forhåbentligt et supplement til de mere teoretiske overvejelser

om lokaldemokratiets trængsler. Christiansborg hører vi så meget om.

Om spillet og magten. Men et lignende indblik i arbejdet, men også spillet og

magten, i en kommunalbestyrelse, findes ikke.

De fleste borgere har formentligt intet reelt billede af, hvad det vil sige at

være kommunalpolitiker, og kun de færreste ved, hvad der foregår af rævekager,

spil, studehandler, oplevelser, udfordringer og store beslutninger bag

rådhusenes lidt grå mure. Mange føler sig distanceret i forhold til det kommunalpolitiske

rum, og vel kun de færreste har overværet et kommunalbestyrelsesmøde

i deres kommune. Hvis kommunalpolitik og de nye store kommuner

forekommer verdensfjerne, er det næppe så uforståeligt at færre tiltrækkes

af en kommunalpolitisk karriere.


7

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Om det vil føles rigtig at involvere sig i kommunalpolitik, kan man kun selv nå

frem til, men det kan være svært at blive afklaret i dét spørgsmål, når der ikke

findes nogen detaljeret beskrivelse af selve arbejdet og oplevelserne som

kommunalpolitiker. Det håber jeg denne e-bog kan råde en smule bod på.

At skrive om et emne de færreste interesserer sig for

Hvis borgerne synes at kommunalpolitik er kedeligt, usexet og distanceret,

hvordan pokker promoverer man så en e-bog om lige dette emne. Mit bedste

bud er at komme med nogle løfter til læseren. Den guide du læser i lige nu,

vil derfor komme med afsløringer og hemmeligheder fra virkelighedens hverdag

delt mellem kommunalpolitik, civilt arbejde og den familie, der skal bære

over med deltagelse i det lokale demokrati.

En bog med alle de tanker, dilemmaer og overvejelser man gør sig undervejs

i politik. Om spillet, lokumsaftalerne, utroskaben. Og om et aktivt liv i kommunalpolitik

er det hele værd, når summen af på-den-ene-side-og-på-denanden-side-listerne

skal gøres op.


Kapitel 2

8

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Når jeg kan, kan du også

Der findes mange veje ind i politik. Nogle hentes eller opfordres. Nogle udpeges.

Unge melder sig ind i et partis ungdomsafdeling. De fleste i starten blot

for at sympatitilkendegive og gør intet væsen af sig i øvrigt. For nogle starter

det hele med en lille konkret mærkesag, for andre starter det med de store

landspolitiske spørgsmål. Uanset udgangspunktet bliver man som indmeldt i

et parti tilmeldt i den lokale afdeling. Her starter starter et aktivt liv i kommunalpolitik

for langt de fleste. Første praktiske gøremål er at møde op. Dernæst

at gøre et væsen af sig. Gøremålene er mange. Lige fra det at bage kage til

et møde, smøre litervis af lim på tonsvis af plakater, melde sig til bestyrelsen

eller springe hovedkulds ud i at være revisorsuppleant. Siden kan det som

bekendt gribe om sig.

Kun 1% er politisk aktive

Det er kun 1% af Danmarks befolkning der er politisk aktive, og man skal være

medlem af et parti for at stille op. Bevares. Du kan stille op som enkeltperson,

men det kræver så ufatteligt meget arbejde og ditto antal personlige stemmer,

at det reelt og for de fleste ikke vil kunne lade sig gøre at blive valgt.

De fleste der melder sig ind i et parti, er ofte blevet politisk vakte på grund af

den landspolitiske debat. Når man er blevet medlem af det parti, hvor man

skønner man passer bedst, erfarer man hurtigt at det er til medlemsarrangementer

i den lokale afdeling man får invitationer om at møde op, og ikke til

politisk rådslagning på Christiansborg. Det gælder om ikke at skuffe nye medlemmer

når de første gang møder op i partiernes lokalforeninger.

Inddrag nye medlemmer – hurtigt!

Nye medlemmer drømmer ofte om at diskutere landspolitik, det var derfor

de blev aktive, og når de så møder op i den lokale afdeling, eller til den lokale

generalforsamling bliver de skuffede over timers gennemgang af de vedtægter,

lange formelle dagsordener og små lokalpolitiske spørgsmål, man ikke

anede at man skulle have en holdning til.

Sådan kom jeg selv ind i politik. Fanget af den landspolitiske debat. Indmeldt


9

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

i den lokale afdeling af mit parti, og så til generalforsamling.

Forinden havde jeg været lidt af en nedtur igennem. Jeg havde haft galopperende

tyktarmsbetændelse, fået fjernet hele ende- og tyktarmen, fået anlagt

og senere fjernet en stomi, og var blevet udstyret med et såkaldt bækkenreservoir

og funklende skilsmissepapirer. Helt grundlæggende havde jeg to

muligheder tilbage i 2002, hvor jeg lå ned fysisk, men var blevet politisk vakt.

Jeg kunne vælge at tage kampen op eller lade være. Jeg valgte det første.

Jeg gjorde derfor min personlige situation op. Tarmopereret, fraskilt, enlig

mor. ”Jeg er født til at være politisk aktiv”, tænkte jeg! Ingen andre vil kunne

identificere så meget med hverdagen som mig. Så jeg meldte mig ind i den

lokale afdeling af Radikale Venstre!

Lautrup-Larsens tilfældige opfordring

Det første åbne møde var tilfældigvis generalforsamlingen, og fordi jeg kom til at

kigge op fra bordpladen, da Grethe Lautrup-Larsen (Christiansborgjournalisten

Peter Lautrup-Larsens mor) spurgte om der ikke nogle af de yngre kræfter,

der ville melde sig til bestyrelsen, blev jeg suppleant. Kort efter flyttede et bestyrelsesmedlem

ud af kommunen, og så sad jeg i bestyrelsen. Jeg nåede ikke

engang at tænke over det, men det var skægt og jeg blev grebet af diskussionen

og stemningen. I godt år sad jeg i bestyrelsen og i 2004 sagde jeg ja til at

være kampagneleder for den lokale folketingskandidat. Hun blev valgt, kom i

Folketinget og skulle bruge en sekretær. Det blev mig. Jeg søgte orlov fra skolen,

og arbejde for partiet på Christiansborg indtil efteråret, hvor der skulle

være kommunalvalg. Her stillede jeg op, blev valgt som nummer 1 på vores

liste, og kom derfor tilbage til mit job som lærer i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Smagen af politik

Men jeg havde fået smag for det. Det politiske, det retoriske, debatterne, talerne,

indlæggene og ordene. Ordene elskede jeg som dansklærer i forvejen,

men jeg fik ikke nok ud af dem som lærer. Jeg tog derfor en rask beslutning og

et lån på kr. 400.000,- i mit hus. Derpå søgte jeg orlov igen, blev optaget på

retorikstudiet på universitetet – i omvendt rækkefølge – og fokuserede nu på

lokalpolitikken og en karriere med retorik som kernefaglighed.

Farvel faste job...

Året efter sagde jeg endegyldigt mit job op. Vores folketingskandidat søgte


10

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

andre veje, så jeg overtog kandidaturet for Lyngby-kredsen. Jeg blev genvalgt

med næsten 4% af samtlige stemmer til kommunalvalget i 2009, og blev formand

for kommunens Børne- og Ungdomsudvalg. Kort efter blev jeg færdig

som Master i retorik og formidling 2010, og her 2011 skal vi så have valg til

Folketinget. Kan du se de mange stole og gøremål for dig?


Kapitel 3

11

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Løn og arbejdsforhold

Kommunalpolitik er en fritidsinteresse og et ombud man udfører ud over sit

civile arbejde. Det aflønnes med et grundbeløb og derudover med et beløb

pr. udvalg man sidder i.

Sidste valgperiode sad jeg i hele fire udvalg, og var formand for Integrationsrådet,

der i vores kommune ikke lønnes med honorar. Det har man dog valgt

at gøre i andre kommuner. Det var et stort arbejde at skulle være opdateret

på fire fagområder, og være orienteret om kommunens øvrige udvalg.

I denne valgperiode er det anderledes. Her er jeg formand for Børne- og

Ungdomsudvalget, og har valgt alle andre udvalg fra. Det har jeg gjort for

at koncentrere mig om arbejdet i Børne- og Ungdomsudvalget, der er kommunens

største udvalg. Min kollega Henrik Brade Johansen sidder i de udvalg

jeg har valgt fra. Børne- og Ungdomsudvalget dækker ca. 40% af kommunens

økonomi og har store og meget komplicerede sagsmængder. Det er derfor

et meget tidskrævende udvalg, og et udvalg hvor der er stor bevågenhed fra

borgerne, så som mange mails, papirbreve, telefonopkald eller ansigt-til-ansigt-møder.

For dette arbejde får jeg ca. kr. 19.000,- brutto pr. måned + telefon.

Er der penge i kommunalpolitik?

Aflønningen af byrådsmedlemmer afspejler at det er en fritidsbeskæftigelse

for alle andre end borgmesteren, som får en løn der afhænger lidt af kommunens

størrelse. I vores tilfælde ca. 700.000 kr om året.

Grundhonoraret for et byrådsmedlem er 66.000 kr. om året. Hertil kommer

20.000 kr. for hvert udvalg, man sidder i. Udvalgsformænd får i vores tilfælde

ca. 100.000 kr. yderligere for anstrengelserne. Endelig kan der være tale om

honorarer for forskellige bestyrelsesposter udenfor selve byrådet. Disse varierer

kolossalt fra kommune til kommune. Man kan se alle honorarer og hvad

de enkelte byrådsmedlemmer modtager på sin kommunes hjemmeside.

Man regner med at en kommunalpolitiker bruger mellem 10 og 25 timer om


12

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

ugen på deres hobby – ofte tid, der må tages fra deres almindelige arbejde

og som de derfor typisk vil blive trukket i løn for. Tidsforbruget afhænger af

det antal udvalg man sidder i, med dertil hørende brugergrupper, relaterede

gøremål og sager, der skal læses.

Til sammenligning er det at være valgt til Folketinget et fuldtidsjob, og selvom

du som én af de 179 folketingspolitikere gerne må have jobs ved siden af –

dog ikke som minister – så har folketingspolitikere deres borgerlige ombud

som sit primære arbejde. Det lønnes med en fuldtidsløn på knap kr. 50.000,-

brutto om måneden. Hertil kommer ca. kr. 6.000,- pr. måned til hjemmekontor,

foruden at selve partiet får midler til sekretariatshjælp. Bor du vest for

Nyborg kan du få hjælp af Folketinget til bolig nummer to.

Det at man arbejder dobbelt som kommunalpolitiker, og oplever en mental

splittelse mellem to ‘arbejdsgivere’ sammenholdt med lønnen, er givet

en medvirkende årsag til, at flere kommunalpolitikere søger opstilling til

Folketinget. Alene i Københavns Borgerrepræsentation er 25% af kommunalpolitikerne

også opstillet til Folketinget. Og endelig er der flere kommunalpolitikere,

der bliver angrebet af en politisk bacille og bruger kommunalpolitikken

som springbræt.

Det kommer bag på borgerne hvor meget kommunalpolitik fylder

En kommunalpolitisk kalender har mange møder. I løbet af en helt almindelig

uge har jeg i gennemsnit 5-6 kalenderposteringer. Nogle uger har jeg ti

selvstændige politiske posteringer, andre uger færre. Enkelte sjældne uger og

nogle ferier kan være helt fri for politiske gøremål.

Nu hvor jeg udelukkende sidder som formand for Børne- og Ungdomsudvalget,

og ikke deltager i andre udvalg, råd, fora eller nævn, har jeg ‘kun’ følgende

mødefora jeg deltager i:

Børne- og Ungdomsudvalgets møder

Formøde med forvaltningen forud for Børne- og Ungdomsudvalgets møder

Gruppeformandsmøder på borgmesterens kontor

Gennemsnitligt et ekstra møde månedligt på tværs af sager og udvalg

Løbende bilaterale møder om store og komplicerede sager

Udvalgsformandsmøder med de andre formænd, borgmesteren og


13

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

- kommunaldirektør

Temamøder for kommunalbestyrelsen

Møder med Småbørnsforum med repræsentanter for daginstitutionerne

Møder i Skoledialog hvor alle skolebestyrelsesformændene mødes

Møder med skolelederne

Institutions- og skolebesøg

KL’s årlige to-dages møde om børne- og skolepolitik

KL’s to-dages topmøde årligt for kommunalpolitikere

Møder med borgere og interessenter til Børne- og Ungdomsudvalget

Der er møder i fagudvalgene hver måned. Hertil kommer mulige ekstraordnære

møder, der selvsagt er ad hoc. De brugergrupper, der relaterer sig til

Børne- og Ungdomsudvalget, mødes én gang i kvartalet, men ellers er den

normale frekvens månedsvis.

Dertil kommer dagsordener og bilag til sagerne. Jeg får materiale til alle

udvalgenes sager. Jeg er ikke helt nede i materien af andre end Børne- og

Ungdomsudvalgets sager, men vi skal jo stemme om alle typer sager i kommunalbestyrelsen,

så det kræver at vi har et tilstrækkeligt kendskab til alle

udvalgenes sager. Her gælder det om at sætte det kollegiale arbejde i system,

så man fordeler opgaverne mellem sig. Er man en enmandsgruppe, er det

oplagt at man følger en større politisk gruppe, for simpelthen ikke at sande

fuldstændig til.

Jeg får ca. 8 cm. brevpost om ugen, og modtager månedsblade, nyhedsbreve

og magasiner fra alle hjørner af den kommunale verden, herunder foreninger,

boligselskaber og klubber. Dem får jeg sjældent læst. Jeg orienterer mig i

magasinet Danske Kommuner og læser bladet ”Kommunen” som noget af det

eneste ud over at følge to-tre morgenaviser.


Kapitel 4

14

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Hvordan hænger kommunalpolitik sammen med en civil karriere?

Hvad ville du selv tænke om en jobansøger der åbent fortalte, at hun flere

gange om ugen må gå eller komme på fleksible tidspunkter, og som har en

hobby – delvist i arbejdstiden – der tager op mod 20 timer om ugen! Jeg tænker

at man – for nu at sige det lige ud – skal være heldig, hvis man søger nyt

job, og arbejdsgiveren synes at ens kommunalpolitiske ombud er ok.

Spørger du arbejdsgivere, vil de fleste af dem sige, at det er godt og prisværdigt

at der er nogen, der er engageret i det lokale demokrati. Men spørger du

arbejdsgiveren uden for citat, og beder dem tage stilling til to kandidater, der

alt andet er er lige kvalificerede, så vil arbejdsgiveren gøre det let forståelige.

De vil ganske ofte vælge den medarbejder, hvor de får mest nærvær for pengene.

Bundlinjen er at du som en del af det lokale demokrati altid har et ben i to

eller flere lejre. Der er altid to job at passe. To mentale verdener. Men 1+1

giver næppe 2 i denne sammenhæng. For to adskilte faglige verdener, der

begge kræver en arbejdsindsats, forventer ikke kun det halve. Det er muligt

at der både i kommunalpolitik og i ens arbejde er forståelse for, at man ikke

er tilstede fuld tid, men ingen accepterer – i den virkelige verden – hvis man

kun er tilstede halvt.

Dårlig karriere-cocktail, men godt for samfundet!

Jeg må komme med en advarsel. Er man beskæftiget i kommunikationsbranchen

eller endnu værre, med journalistik, så skift ALDRIG job, med mindre

du har noget nyt på hånden. Jeg har selv bygget oven på min Master i retorik

og formidling med diplomkurser fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole,

herunder en del kurser i formidling på nettet, sociale medier og videoproduktion

som kommunikationsform. Det fik mig til en dag at spørg min gode

kammerat, Sune Fischer fra Ekstra Bladet, om jeg mon ikke kunne komme ind

nogle dage på Ekstra Bladet TV, og følge deres arbejde med web-tv? ”Arbejde

her på avisen? Det tror jeg ikke du skal regne med. Du er jo politiker! Og jeg

tror faktisk alle andre medier vil have det på samme måde!”


15

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Når jeg sætter det hårdt op, og kommer med et konkret eksempel som dette,

er det ikke for at være lyseslukker eller tage modet fra folk. Det er alene for

at skitsere mulige konsekvenser og for at forberede en potentiel kandidat

som godt som muligt på, hvad der også skal overvejes når man går aktivt ind

i politik.

Kommunikationsfolk skal være uafhængige

På mange måder give det jo mening at medierne gerne vil kunne påberåbe

sig en vis form for objektivitet, og derfor ikke kan have politisk aktive i deres

stald. Men på den anden side, så har kommunalpolitikere en civil faglighed,

de selvfølgelig formår at holde adskilt fra deres almindelige job. Ingen ville jo

spørge en tilkaldt VVS’er om dennes politiske tilhørsforhold, og efterfølgende

frygte at toilettet blev sat forkert op, hvis vedkommende repræsenterede et

‘forkert’ parti. Man tager fuldt og helt for givet, at VVS’erens personlige politiske

observans ikke påvirker hans faglighed.

Men er VVS og kommunikationsbranchen ikke to fuldstændig forskellige ting?

Jo! Men tænk over denne lille pointe: Alle de mange kommentatorer vi kender

fra medierne går formentligt ned og stemmer. Vi ved bare ikke på hvad. Vi

må blot håbe på objektiviteten. For kommunikationsfolk der samtidig er politisk

aktive, gælder, at modtagerne akkurat kender det politiske ståsted. Man

kan derfor være forvisset om, at tungen holdes fagligt lige i munden. Af den

simple grund, at det vil blive åbenlyst for alle, hvis kommunikationspersonen

blev politisk i sit civile virke. Det opdager vi ikke lige så hurtigt med de kommentatorer

vi møder i pressen.

Mandlige politikere håndterer karrieresplittelsen bedre

Jeg skal ikke kunne sige om der er belæg for min næste påstand, der derfor

rent videnskabeligt må fungere som et postulat, men min opfattelse er, at

mandlige politikere er bedre til at håndtere splittelsen mellem karriere og

et politisk virke, end kvinder er. I marts 2011 fik vi ny undervisningsminister.

Tina Nedergaard besluttede at de familiære omkostninger var for store. En

anden kvinde, Liberal Alliances tidligere spidskandidat i Københavns Omegns

Storkreds, forlod kandidaturet med næsten samme forklaring. Og jeg overvejer

ofte selv at gøre det samme. Når jeg kigger rundt på mine mandlige

politiske kollegaer, så hører jeg, at de også synes der er for meget at se til i


16

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

det daglige, men de ser ud til at have nemmere ved at leve med det. Jeg tror

ikke de oplever den tyngende, gnavende dårlige samvittighed, der kan få én

til at overveje, om man nu har disponeret sin tid til familie og øvrige karrieremuligheder

godt nok. Og strategisk nok. Eller om man brænder sit lys i begge

ender, fordi det simpelthen er svært at balancere med akkuratesse i to fagligheder.

Måske kan kvindelige kandidater og kommunalpolitikere lære noget af

mændene i denne sammenhæng.

Børnene og deres nålespidse kommentarer

Og så er der børnene. Eller i mit tilfælde ét barn. Dem skal der også være tid

til, og ingen er bedre end dem til at påpege, at man nu sidder ved computeren

igen. De har styr på, hvor længe man har siddet der, og de har styr på,

hvor mange ugentlige møder man har haft i indeværende uge – uden for normal

arbejdstid. Min søn kan sagtens finde på at spørge mig, hvorvidt han ser

mig denne uge? Eller – og den er slem – antyde at han føler sig begyndende

sløj. Underforstået at hvis jeg ikke selv fatter et vink med en vognstang, så kan

der være en virus i luften. Det plejer at virke. Hans øjne virker på mig, som

hunde gør på deres ejere, når de lægger hovedet på skrå og beder om en kiks.

Det går lige i hjertekulen på én, og der er ikke andet at gøre end at få meldt

afbud til det kommende møde, hvis det er et møde, hvor man overhovedet

kan undværes.


Kapitel 5

17

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Politik er ikke repræsentativt demokrati

Det er åbenlyst at politik ikke er nær så repræsentativt som det burde være.

Det er langt fra alle fagområder, løngrupper, jobtyper og ledelsesniveauer der

i praksis er foreneligt med et kommunalpolitisk virke. Bevares, man kan selvfølgelig

få fri. Det er lovbestemt. Men fri for egen regning forstås. Men de civile

arbejdsopgaver skal jo erlægges på et andet tidspunkt. Og de tidspunkter

hvor forsømt arbejde kan indhentes er svære at finde. Der er selvsagt ikke

meget tid at arbejde over i, for næste uge er der nye møder, flere sager og

mere fravær fra den civile karriere. Det er selvsagt en skrue uden ende, hvor

et åbenlyst karrieredilemma langsomt men insisterende tårner sig op.

Ingen kommunalpolitikere har et konventionelt 37-timers job

Lad os kigge på min egen kommune; Lyngby-Taarbæk kommune. Hos os er

der INGEN ud af de 21 sjæle i kommunalbestyrelsen der har et konventionelt

37-timers arbejde. En enkelt har det på papiret, men indrømmer det er svært

at holde trit med timerne. Hvorfor? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Du

skal kunne møde på alle tidspunkter af dagen, kunne nås på mail og telefon

og være tilgængelige det meste af tiden. Derfor er mange kommunalpolitikere,

såvel hos os som i andre kommuner, enten selvstændige, på nedsat tid,

hjemmegående, studerende, pensionerede, chefer med fleksibel arbejdstid

eller virksomhedskonsulenter der kan købe sig fri. Hvorvidt dette er godt for

demokratiet, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg er dog ikke sikker på,

at man med sikkerhed får de bedst egnede politikere på denne måde, eller de

mest repræsentative, men når arbejds- og lønvilkårene er som de er, kan det

næppe være anderledes.

Hvis kommunalpolitik opfattes som ligegyldigt

”I februar 2011 konstaterede to forskere fra universiteterne i København og

Aarhus i en ny undersøgelse, at nærdemokratiet har fået det dårligere efter

kommunalreformen. I 2001 mente fire ud af ti borgere, at kommunalpolitik

var så kompliceret, at det ikke var til at forstå, hvad der foregik. Efter kommunalreformen

forstår seks ud af ti ikke, hvad der sker i deres kommuner. Det er


18

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

en sti, der fører lukt ud i ligegyldigheden med det lokale demokrati”. Sådan

skrev Carsten Terp fra bladet ”Kommunen”, den 8. marts 2011.

Hvis borgerne ikke forstår eller interesserer sig for kommunalpolitik, med

mindre deres lokale skole eller vej er til debat, og hvis de føler det kommunalpolitiske

arbejde ligegyldigt, så har vi en udfordring, der leder tankerne

tilbage på Ulrik Kjærs indledende klumme. Måske skal vi til at pakke kommunalpolitikken

pænere ind, så ikke blot borgerne finder den mere nærværende,

men så det også blive mere attraktivt for den enkelte at investere en

del af sit liv på at engagere sig i det lokale demokrati. Netop demokratiet er

jo afgørende vigtigt for vores samfund, men også for vores nationale og folkelige

selvforståelse. At det nytter at engagere sig og bidrage. Også selvom

den kommunale proces kan være langsommelig, kompromissøgende og ende

med et andet resultat end det man allerbedst kunne tænke sig. Og et andet

resultat end hvis man havde absolut flertal.

Men ville alting være meget bedre, hvis blot man kunne få lov til at bestemme

det hele selv? Det sidste kunne måske lyde fristende, men sådan ser jeg ikke

det lokale demokrati.

Politik er for mig en demokratisk handling

Mit eget parti har flere gange publiceret en pjece med titlen: ”Hvis vi havde 90

mandater”, og det er selvfølgelig en meget god måde at illustrere sit partis politik

på. Sådan ville Danmark se ud, hvis Radikale Venstre, Socialdemokraterne

eller Dansk Folkeparti havde 90 mandater.

Men er absolut flertal overhovedet et smart tankeeksperiment set med kommunalpolitiske

øje, og ud fra spørgsmålet om, hvordan kommunalpolitik kan

fremstå mere attraktivt?

For mig er politik en demokratisk handling, og selvom det kan trække tænder

og søvn og timer ud at skulle forhandle om stort og småt, så er det trods alt

også en måde at sikre, at mange borgere er repræsenteret i det politiske slutresultat.

For mig at se, sikrer konsensus at så mange borgere som muligt er

blevet hørt. Det er derfor jeg er så inderligt imod blokpolitik. Uanset farven,

og uanset partikombinationen. Blokpolitik holder en meget stor del af vælgerskaren

uden for beslutningerne, alene på baggrund af deres politiske observans,

og det er efter min mening en misforståelse af selve meningen med

demokratiet. Bevares. Det er da skønt at få ret, og bestemme. Men det er jo

ikke det, der er hensigten i sig selv. Udgangspunktet var vel, at vi skal finde


19

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

løsninger som så mange borgere som overhovedet muligt, føler sig repræsenterede

af. At vedtage store politiske beslutninger med mindst muligt flertal, er

en demokratisk mulighed, men bør efter min beskedne mening ikke være det

efterstræbelsesværdige. Uanset hvor. Og uanset af hvem.


Kapitel 6

20

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Når borgerne ruller sig ud

Hvis demokratiet handler om at repræsentere borgerne og træffe beslutninger

på baggrund af et flertal, hvor gøres dette så bedst?

Det er vældig oppe i tiden med borgerinddragelse, dialog, frivillighed og fora

for det ene og det andet. Og det er fint. Selv er jeg meget optaget af, hvordan

vi finder de gode eksempler på frivillighed, og hvordan vi inddrager den

enorme ressource, der ligger her, på en meningsfuld måde. For er det meningsfyldt

med dialog, når den kun opstår i spidsbelastede situationer?

Til vores kommunalbestyrelsesmøder kommer der i snit 10 tilhørere, hvoraf

halvdelen allerede er partisoldater. Dertil har vi web-tv fra kommunalbestyrelsesmøderne

og her er der højst 50, der logger sig på. Der bor 52.000 borgere

i Lyngby-Taarbæk Kommune. Noget kunne derfor tyde på, at borgerne ikke

til daglig er særlig optaget af kommunalpolitik, og at Ulrik Kjær og Johannes

Andersen har fat i noget.

Kommunalpolitik, i den form borgerne kender den lige nu, er ikke noget de

som hovedregel ønsker at involvere sig i – med mindre der er noget på spil. Er

der tale om besparelser, en skolelukning eller vejdiskussioner, kan det ændre

sig. Og det sker, at borgerne ruller sig ud.

Enkeltsager kan få borgerne op af stolene

I foråret 2011 var vi i Lyngby-Taarbæk Kommune presset helt i bund på ventelisten

til daginstitutionerne. Der var i hundredvis af ventende familier. Samtidig

manglede vi allerede 20 mio. i forhold til budgettet, fordi vinteren havde bragt

meget sne med sig. Der gav asfalthuller i vejene, der skulle repareres. Og vi

havde tabt en vejsag i Folketinget, hvor vi havde forsøgt at ligestille borgere

der allerede ejede en privat vej, med de husejere, der af uforklarlige årsager

ikke selv ejede deres vej. Dertil havde dele af vores gamle stadion fået konstateret

galopperende skimmelsvamp, hvilket ville koste os yderligere 30-40

mio.

Med andre ord. Vi var allerede i foråret 2011 bagud med ubudgetterede millionudgifter,

og det lå derfor ikke lige for at bygge nye institutioner til de mange

ventende familier. En mulig løsning på udfordringen, og den billigste i situa-


21

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

tionen, blev en såkaldt ‘tidlig SFO-start’, der kendes fra andre kommuner, og

hvor børnene rykker fra børnehave til SFO allerede i maj. Det ville løse hovedparten

af alle vores problemer. Men snart begyndte det at vælte ind med

vrede forældremails i indbakken.

Borgercitater fra indbakken

De mange mails jeg får og måden de kommunikerer på, bekræfter mig i at

borgerne ikke føler at de spiller på samme banehalvdel som deres kommunalpolitikere.

De oplever ikke at vi er i samme båd, eller sammen om de kommunale

udfordringer. De oplever kommunalpolitikerne som nogle, der ikke

fatter en brik, som er afsondret fra virkeligheden og som skal behandles som

en modstander. Det er faktisk ærgerligt, når det burde være lige omvendt.

Noget kunne tyde på, at der ligger et kommunikativt arbejde og venter forude

for den kommunalpolitiske verden. Læs fx her:

”Det var rystende læsning. Vent til næste år og gør tingene ordentligt, tak”.

”Det er forkasteligt, at politikerne ikke tænker på, at der er tale om små børn

der har krav på, at få en rolig, tryg og struktureret skolestart som regeringen

lægger op til”.

”Tak for dit svar – som det jo nok har været nødvendigt at sende til en del

utilfredse forældre”.

”Jeg føler mig som gidsel i en sag, hvor I ikke vil det bedste for børnene”.

”Kom ind i kampen, og brug kræfterne på at finde penge til at sikre landets,

kommunens, vores, og vores børns fremtid”.

”En stor kaotisk suppe, hvor der kun er en gruppe, der mærker det direkte på

deres krop, - og det er børnene, vores børn, mit barn!!”

”Er der nogle politikere i Lyngby-Taarbæk kommune der selv har børn? Måske

er det os i Lyngby-Taarbæk kommune der har fået børn, der ikke fatter en

skid”.


22

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Som Ulrik Kjær skriver i sin klumme, føler også jeg det kærkomment, hvis man

kunne gøre op med den lidt unuancerede beskrivelse af, at kommunalpolitikerne

hele tiden foretager nedskæringer, og at vi gør det, fordi vi er inkompetente,

ufølsomme eller ude af trit med det omgivende samfund. Det giver

ingen glæde eller tilfredsstillelse af skulle spare igen og igen, og de mange

nødvendige omprioriteringer vi foretager, skyldes alene den påtrængende og

ofte trælse opgave det er, at prioritere kommunens stadig færre midler, og

tage et løbende ansvar for at der er balance i kommunens økonomi. Derfor

kan de mange vrede henvendelser fra borgerne føles urimelige, men selvom

man ikke tror det, bliver man mere og mere hårdhudet som tiden går.

Selvom man som kommunalpolitiker og udvalgsformand tager sig tid til at

svare de mange mails man får, er det sjældent borgerne står og jubler over

dialogen. Min største fortrydelse var da jeg brugte 1. halveg af en semifinalehåndboldlandskamp

på at svare en borger i en lang og forklarende mail.

Tilbage kom et kort svar:

”Det kan jeg ikke bruge til noget, du må komme op med noget bedre”.

Desværre havde jeg ikke noget bedre at komme op med, for jeg havde fyret

det hele af i mailen, der fyldte mere end en side. Men der er jo heller ingen

grund til at svare på mails under landskampe – om det så er nationens ringridderhold,

der er i infight! Så kan man lære det.


Kapitel 7

23

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Borgernes manglende budskabsforståelse

Overskriften er noget misvisende, for der kunne også have stået, at kommunalpolitikere

skal kommunikere hurtigere og bedre om problemer der venter.

Når mange kommunalpolitikere forsømmer sig mod dette, skyldes det ikke

kun mangel på tid, og pressens manglende interesse for kommunalpolitik.

Det skyldes også en lille væsentlig pointe, som jeg har lånt fra Iben Jensen,

der er forfatter til en grundbog i kulturforståelse.

Iben Jensen siger:

”Vi vurderer andres adfærd på den effekt, den har på os. Men vi vurderer vores

egen adfærd på den intention vi havde med den!”

Som borger vurderer man ofte en politiker på den effekt den vedtagne politik

har på én selv. Men som politiker vurderer vi vores egen politiske adfærd, og

de beslutninger vi lægger navn til, ud fra de intentioner vi havde med den.

Det giver selvsagt en vis interessekløft mellem borgere og politikere, navnlig i

en tid, hvor der skal spares alle vegne for at få budgetterne til at hænge sammen.

Kulturkløften mellem borgere og politikere

Kulturel intelligens handler også om mødet mellem organisatoriske forskelle.

Når vi nu ved at over halvdelen af borgerne ikke forstår hvad der sker i deres

kommuner, så er det måske ikke så svært at forstå, hvor nemt det kan gå

skævt med kommunikationen politikere og borgere imellem. Og at det kan gå

helt galt, når de kommunale politikere forsøger at finde så brugbare løsninger

som muligt – ud fra hvad der økonomisk kan lade sig gøre. Det har ikke høj

nok prioritet at gøre den kommunale virkelighed forståelig overfor borgerne.

Der skal sættes langt mere strategisk ind, hvis der skal etableres et konstruktivt

samarbejde på tværs af kulturforskellene mellem borgerne og kommunalpolitikerne.

Først når vi får prioriteret denne demokratiske kommunikation,

kan vi forvente egentlige konstruktive møder med borgerne, hvor vi sammen

enes om det bedste resultat, og hvor emnet ikke blot ender med en variation

over ”Skyd på en politiker”.


Kapitel 8

24

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Forholdet mellem politikere og pressen

Det bringer mig til et lille afsnit om politikeres forhold til pressen. I april 2011

ramte en debat aviserne, der gik på om politikere kan forhandle sig til en

avisforside. Om en avis kan presse et parti, eller friste et parti, til at vinkle

en holdning til en sag på en bestemt måde, der gør at partiet – eller politikeren

– rammer forsiden med sin historie. Debatten kom frem på baggrund af

en ny ph.d.-afhandling, der påpeger en forhandlingskultur som er opstået på

Christiansborg. Afhandlingen viser at politikere og journalister i fællesskab

finder frem til de formuleringer, der kan få en historie til at ramme forsiden af

en avis. Risikoen ved denne forhandlingskultur er, at et parti begynder at ændre

sine formuleringer eller sine standpunkter i samarbejde med en journalist

for at få mest mulig gennemslagskraft i pressen, hvilket ifølge afhandlingen,

kan føre til at politisk journalistik kan risikere at nærme sig aftalte historier.

Man kan læse meget mere om afhandlingen på http://videnskab.dk/kultursamfund/christiansborg-journalister-skaber-politik,

lige som journalisternes

faglige hjemmeside http://journalisten.dk/christiansborg-journalister-forhandler-om-historier

også har skrevet om tendensen.

Lokalpolitik er mindre ‘breaking news’ end landspolitik

Det er mit skøn, baseret på min egen helt uvidenskabelige erfaring, at forhandlingsfænomenet

politikere og journalister imellem, ikke gør sig gældende

i samme grad i den lokale journalistik. Det er selvsagt at en god politisk historie

kan ramme den lokale avis’ forside, men jeg har ikke selv erfaring med

at dette kan forhandles. Jeg er heller ikke vidende om, at lokalpolitiske kollegaer

har haft held til at arrangere dette. Og hvis de havde, ville de formentligt

ikke indrømme det. Når det er sagt, så er der selvfølgelig et vist ‘behov’ for

samarbejde mellem den lokale presse og de lokale politikere. Uden artikler

om det politiske liv og de beslutninger, der følger, ville den lokale avis komme

til at fremstå kødløs. Og uden presseomtale kan politikerne have svært ved

at kommunikere med deres vælgere – og have svært ved at blive valgt. Så

tingene går lidt hånd i hånd. Mange små redaktioner er tillige pressede på

økonomi og mandskab, så indsendt materiale eller læserbreve er de lokale


25

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

journalister ofte interesserede i af hensyn til avisens lokale nyhedsværdi. I

tidligere valgperioder brugte vi i Lyngby-Taarbæk Kommune at hver enkelt

udvalgsformand holdt et beskedent pressemøde efter udvalgsmøderne, så

den lokale avis kunne høre om sagerne. Det gav de respektive udvalgsformænd

en signifikant fordel i forhold til at fremlægge sagerne for pressen, så

den metode er vi gået bort fra, men den bruges formentlig andre steder.

Det politiske superbrand kræver synlighed i medierne

Mange politikere får skabt deres brand eller kendskabsgrad gennem medierne.

Man skal derfor aldrig få ondt af en politiker, der ynker i pressen over,

at de må tage deres telefon på alle tider af døgnet. Pointen er at uden presseomtale

ville der næppe være mange politikere, der ville blive valgt, og bliver

det for anstrengende for en politiker at tage telefonen, kan man jo slukke

eller sætte den på lydløs.

De to forfattere til bogen Det Politiske Superbrand, Mads Christian Esbensen

og Bo Bredsgaard Lund, beskriver i deres bog seks parametre, der er afgørende

for skabelse af et personligt politisk superbrand. Som lokalpolitiker forekommer

det nok fuldt tilstrækkeligt at blive et politisk brand, men derfor kan

man jo godt citere fra bogens konklusion:

”Hvis man skal skabe synlighed omkring en politiker er at af de mest centrale

værktøjer opbygningen af en platform, der kan danne grundlag for en øget

kendskabsgrad i mediebilledet. En sådan platform består i at identificere og

fokusere på, hvilke begivenheder og anledninger, der kan bruges som afsæt

for at komme i medierne. Der skal tænkes i og planlægges historier, som lever

op til mediernes nyhedskriterier, og platformen skal gøre det muligt for den

pågældende politiker at bringe sig selv i spil – både som (privat)person og

som politiker – idet medierne i stigende grad fokuserer på historier, der har

konflikter, personsager og enkeltsager som omdrejningspunkt. Andre synlighedsopbyggende

aktiviteter involverer indsalg af for eksempel solohistorier

samt udarbejdelse af kronikker og debatindlæg. Desuden er det vigtigt proaktivt

at vedligeholde kontakten til pressen ved løbende at nurse relevante journalister

og ‘fodre’ medierne med forslag til oplagte historier og vinkler m.v.”

Sådan skriver Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund i deres bog,

hvis analyser alene baserer sig på landspolitik. Men hvis læseren af disse linjer

‘spiser lidt brød til’ og ‘klapper hesten’, kan der givet trækkes en vis mængde

paralleller til lokalpolitikere og deres respektive lokale presse.


Kapitel 9

26

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Hvordan kan retorik forbedre den politiske debat?

Som uddannet retoriker føler jeg en vis forpligtigelse til at være med til at pointere

den kulturkløft der findes mellem borgere og politikere, og som burde

kunne afhjælpes med optimal kommunikation. Jeg har tidligere arbejdet som

folkeskolelærer over en ti-årig periode. Jeg vil mene at dette var en periode

i mit liv, hvor jeg var ret tæt på borgerne og deres hverdag. Jeg har desuden

arbejdet med politisk kommunikation på Christiansborg inden jeg begyndte

at læse retorik på Københavns Universitet. Efter eksamener i argumentation

og mundtlig samt skriftlig retorik søgte jeg til Aarhus Universitet, hvor jeg har

taget en Master i retorik og formidling – med offentlige ytringer og troværdighed

som speciale. Nok var casen for mit speciale Jønkes argumentation i

medierne, og hvordan disse blev journalistisk behandlet, men det kunne have

været hvilken som helst signifikant argumentation, der var case. Hvorfor det

blev Jønke, og hvad hans ytringer har lært mig om mediernes magt, vil jeg

kort fortælle om i et kapitel for sig selv. Det kan springes over eller læses for

fornøjelsens skyld. Måske er der nogen, der på et praktisk og selvoplevet plan

ved mere om snitfladen mellem politik, politisk retorik, offentlige ytringer og

troværdighed i proces, end jeg gør. Men jeg tror det ikke. Og jeg vil derfor

knytte et par bemærkninger til debatten herom. Flere teoretikere har begået

undersøgelser, der på hver deres måde bidrager til diskussionen om den politiske

debat, men der findes, så vidt jeg ved, ikke andre retorikere, der har

gjort sig egne politiske erfaringer.

Politikere – de svarer jo ikke!

Christian Kock, der er professor ved institut for retorik på Københavns

Universitet, skriver i bladet ”Kommunen” den 5. april 2011, at politikere skal

blive bedre til at tale lige ud af posen, og skal undlade at bagatellisere borgernes

kritik. Kock mener at borgerne er mere modtagelige overfor en ordentlig,

plausibel forklaring end politikere har tendens til at tro. Retorikprofessoren

mener at der ikke er nogen vej udenom at tale om tingene, og at politikerne

skal forklare, stille og roligt, at der grunde til at vi beslutter som vi gør. Og at

de grunde vejer tungere end andre grunde. ”Den form for ærlighed er befolk-


27

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

ningen parat til”, siger Christian Kock.

Han mener at mange borgere føler sig fremmedgjorte og frustrerede, fordi de

ikke rigtig får forklaret, hvad der foregår. Måske har professoren ret et stykke

ad vejen. Men jeg mener også borgerne har et medansvar for at bidrage til

den gode debat ved at spørge konstruktivt ind til beslutningerne og anerkende,

at der findes andre politiske områder i kommunen som en lokalpolitiker

skal varetage ligeværdigt med det område borgeren har særlig interesse for.

Jeg henviser i øvrigt til kapitel 6, hvor jeg prøver at zoome ind på netop dialogen

med borgerne.

Når det er sagt så tilhører jeg Christian Kocks faste læserskare. Professoren

er, foruden at være mit fags faglige Don, også bosiddende i min kommune,

hvorfor han kan holde sig orienteret om de lokalpolitiske ytringer i avisen Det

Grønne Område.

Jeg kan anbefale at læse Christian Kocks nye bog: ”De svarer ikke. Fordummende

uskikke i den politiske debat”. Bogen handler om, hvorfor det ofte går galt,

når politikere og andre debattører diskuterer med hinanden og med offentligheden.

Bogen dissekerer den politiske debats uskikke med afsæt i konkrete

eksempler – dog fra landspolitik. ”Har man først fået øje på de mest almindelige

unoder, er man bedre klædt på til at forholde sig kritisk og selvstændigt

til den politiske debat – og til at forlange noget bedre”. Sådan skriver Christian

Kock på bagsiden af sin bog, der udkom i foråret 2011 og har været omtalt

i alverdens medier. Men et er landspolitik, hvor Christiansborg flyder med

rådgivere og spindoktorer, der kan vejlede eller vildlede partiernes politikere.

Noget andet er kommunalpolitik, hvor den enkelte kommunalpolitiker må stå

på egne ben. Vil de gerne gøre det bedre, er der ikke meget konkret hjælp at

hente.

Værktøjskasse til landets kommunalpolitikere

Den kommunikationsrådgivning landspolitikere har, men som kommunalpolitikere

mangler, vil jeg gerne forsøge at hjælpe med. Mit første spæde forsøg

på at anskueliggøre virkeligheden i kommunalpolitik og bidrage til en større

indsigt og måske forståelse for det kommunalpolitiske arbejde, er denne bog

– senere påtænker jeg at begå en pamflet med råd om politisk retorik og

konkrete kommunikationsværktøjer til kommunalpolitikeren. Jeg skriver ambitionen

her i bogen for at sætte mig selv under pres. Jeg mener der er brug

for en gør-det-selv-bog med gode råd, genveje og anvisninger for den helt


28

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

almindelige kommunalpolitiker, der ikke lige har en spindoktor ved hånden,

og som gerne vil have en overskuelig allround retorisk værktøjskasse, når der

skal bedrives kommunalpolitik. Fordi man går ind i kommunalpolitik er man

ikke automatisk den fødte taler eller argumentationsekspert. Det bliver man

nok heller ikke af at læse en pamflet. Men hvis der kom en lille guide, målrettet

det kommunalpolitiske arbejde med at kommunikere med borgere og

presse, vil der være lidt praktisk hjælp at hente i hverdagen.


Kapitel 10

29

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Hvad Jønkes retorik har lært mig om mediernes politiske ansvar

Enhver der har skrevet speciale til universitetet ved at det er en periode i ens

liv, hvor man flytter ind i sit emnes substans. Selv tog jeg orlov fra kommunalbestyrelsen

i to måneder for at fordybe mig i arbejdet – og for at være sikker

på at få afleveret til tiden. Det er ikke for meget at sige, at Jønke – eller rettere

hans ytringer i det offentlige rum – fyldte ret meget i mit liv på det tidspunkt.

Flere i mit netværk spurgte om jeg ikke var bange for at skrive om Jønke. For

tænk nu hvis han fandt ud af det og blev sur! Tanken faldt mig aldrig ind. Jeg

vil nærmest sige tvært imod, for jeg vil jo gerne tage den debat. Ikke med

Jønke, for han er uinteressant i min optik. Men en debat om hans ytringer

og hvad de gør ved modtagerne. Og navnlig hvad kendis-kriminelles ytringer

kommer til at fylde, hvis ytringerne bliver kommenteret og ‘sponsoreret’

af andre personer i det offentlige rum med relativ høj troværdighed. Jønkes

ytringer kan ud fra mit fagområde ikke betragtes som god retorik. Heller ikke

selvom flere personer i offentligheden har benævnt det sådan. Det var det jeg

skrev speciale om, og om, hvad vi så i øvrigt kan lære af dette. Læs eventuelt

min artikel fra sitet ‘Kommunikationsforum’ her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/joenke-snerrer-og-straks-logrer-pressen.

Det teoretiske arbejde med at analysere ytringer i det offentlige rum, gav

mig dog et overblik over, hvor dagsordensættende det er, når visse personer

herunder politikere – ytrer sig. Og når medierne vel at mærke vælger, eller

fravælger, at følge op. Det har givet mig en ny indsigt i politikernes forhold til

pressen, men i særdeleshed en indsigt i mediernes magt. Sådan en magt forpligter.

For med magt følger også et ansvar.

Pressens rolle som meningsdanner

Som retoriker tilhører jeg i så udpræget grad praktikerne. Jeg synes pressens

rolle og ikke mindst det medfølgende moralske medansvar den 4. statsmagt

påtager sig, når de vælger at skrive om en sag, er uhyre interessant for den

offentlige kommunikation. Og ikke mindst for den politiske retorik. Jeg mener

helt indiskutabelt at pressen har et stigende ansvar for de sager, der kommer

til fylde (for) meget i pressen, og som er med til at puste til en ild. Ikke at der


30

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

kommer højpandede artikler fra min side herom, men jeg mener det er vigtigt

at fastholde en dialog om pressens rolle i forhold til politikere og andre personer,

der fremhæves i medierne. Jeg mener det er vigtigt at både politikere

og kommunikatører ikke frygter mediemøllen mere end, at vi tilstadighed deler

vores praktiske betragtninger om, hvordan offentlige ytringer, eller undladelsessynder,

påvirker de historier og ‘virkeligheder’ vi møder i medierne.

Pointen er, at uanset om vi er agerer som politikere, kommentatorer eller

presse, så påtager vi os et moralsk medansvar for de kommunikationssituationer,

der udvikler sig i medierne. Og det faktum bør vi stå ved. Så meget desto

mere er der brug for en pamflet til de hårdtarbejdende kommunalpolitikere

rundt om i landet, der arbejder dobbelt, og som måske ikke får kommunikeret

baggrunden for det de gør, godt nok. Eller ikke får ‘pakket politikken pænt nok

ind’ som professor Ulrik Kjær anbefaler i prologen.


Kapitel 11

31

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Når politik og retorik smelter sammen

Når jeg overhovedet kom på den tanke at skrive om Jønke og hans ytringer,

var det fordi jeg igennem en tre-årig periode havde været så heldig at få lov at

arbejde med nogle ekstremt spændende retoriske opgaver på det retslige område.

Jeg har undervist anklagere i regi af Rigsadvokaten, været med statsadvokaten

for Nordsjælland i retten i en drabssag, undervist på Politiskolen, hos

Københavns Politi (hvor jeg mødte min mand – og tak for det), Nordsjællands

Politi, Rejseholdet, og de betjente, der øst og vest i Danmark beskæftiger sig

med bandekonflikten. Jeg har fulgt statsadvokaturen i en terrorsag og undervist

forsvarsadvokater. Alt sammen om troværdighed som proces og om afgørende

ord i særlige situationer. Min pointe er og bliver, at der er meget store

ligheder mellem den almene retorik – den som vi kender, eller burde kende,

fra den politiske retorik – og den juridiske argumentation. Jeg ser derfor meget

store sammenfald med den indsigt jeg har fået i det retslige områdes argumentationsmuligheder,

og så den almene argumentation. Borgerne burde

i langt højere grad mødes med en almen argumentation fra politikernes side.

Og droppe skyttegravskrigene fra rød og blå fløj. Giv i stedet borgerne en argumentation

de føler sig oplyste af, så de selv kan træffe deres egen afgørelse

på et nuanceret og oplyst grundlag, vil være mit råd.

Ligheden mellem retssager og politik

Som rådgivende retoriker mener jeg som sagt, at det er helt indiskutabelt, er

der er store fællestræk mellem mit fagområdes genrer, der kendes som politisk

retorik, juridisk retorik og retorik til særlige lejligheder. Jeg sammenligner

borgeren, der skal træffe et politisk valg, med den nævning, der skal træffe et

retsligt valg. Begge parter har krav på at blive så grundigt informeret som muligt.

Begge skal have nuancer og argumenter på begge sider af sag forelagt,

inden de kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Personligt mener jeg

at den politiske retorik forsynder sig mod at tage ordentligt hensyn til borgeren,

der i stedet lades i stikken med en politikerlede, fordi hensynet til den

partipolitiske strategi vejer tungere end hensynet til tredjepart, her forstået

som borgeren.


32

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

De politiske kommentatorer

Noget kunne pege i retning af, at dette er blevet værre eller påvirket af de

mange kommentatorer, der alle – lige på nær Hans Engell – ingen personlig

erfaring har med politik. Mig bekendt er der heller ingen af dem, der har en

teoretisk retorikfaglig indsigt, hvilket måske medvirker til at politik, set med

kommentatorbriller, omgøres til en sportsgren, eller et spil, hvor det alene

handler om at vinde. Og hvor det ikke primært drejer sig om at oplyse borgerne

om de mangefacetterede valgmuligheder. En mere nuanceret kommentatorrolle

vil selvsagt kræve en stor indsigt i selve den politiske substans. Jeg

mener der kan være en sammenhæng mellem indsigten (eller manglen på

samme) i den konkrete politiske substans og sports- eller krigsmetaforerne.

Men jeg mener ikke at de politiske kommentatorer bærer ansvaret for denne

udvikling alene. Faktisk slet ikke. Flere af dem, uden navns nævnelse, forsøger

fra tid til anden at klarlægge den politiske substans for seeren/lytteren/

vælgeren. Når politikerne ikke selv gør den substantielle bundlinje helt klar,

og ikke holder sig for gode til mudderkastning og nedgørelse af modpartens

forslag, så opstår der et tomrum. Og det tomrum har kommentatorerne let

forståeligt fyldt ud.

Magt bliver samlet op

Det foregår som med magt. Magt får heller ikke lov til at ligge og flyde. Den

bliver samlet op og taget, hvis ingen andre gør noget. De politiske kommentatorer

har efter min mening fået lov til at fylde så meget, fordi politikerne

har ladet dem fylde. De har tilranet sig et tomrum, hvor det politiske arbejde

og virke ikke er blevet udfoldet tilstrækkeligt af politikerne selv. Og hvor de

folkevalgte fra tid til anden har så meget fokus på blokpolitisk magtkamp, og

kævlerier, at de glemmer den redelige oplysningspligt i forhold til borgerne.

Derfor har de agerende politikere, mig selv inklusive, et kæmpe ansvar for at

få den redelige og ikke-personfikserede politiske debat tilbage på sporet. De

politiske kommentatorers arena vil vokse i omfang indtil da. Alene fordi muligheden

er der.

Den daglige spilfægteri om magten

Når folk stopper i politik nævner de ofte at det politiske spil, selve ‘gamet’, vil

blive savnet. De mange og lange møder som man ikke altid kan se den lang-


33

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

sigtede mening med, lever man nok foruden. Det samme kan formodentligt

siges om sagsmængderne. Men spillet om magten er det, der går i blodet på

folk, og det jeg selv godt kan lide ved at være politiker. Det er langt fra sjældent

at det går stille for sig, og meget af det der foregår, får borgerne faktisk

aldrig noget at vide om. De fleste tror måske, at de store dramaers holdeplads

er landspolitik. At det er dér man for alvor lægger arm. Intet kunne være

mere forkert. Der foregår mindst lige så meget magtkamp i kommunalpolitik,

hvor man er meget tættere på borgerne og deres hverdag, og hvor politikerne

derfor konfronteres direkte med dem som de politiske beslutninger berører.

Alle borgere bor selvsagt i en kommune, men det er nok de færreste, der forholder

sig til magten, der udkæmpes i kulissen på deres lokale rådhus. Men

det skal være slut nu. I de næste kapitler vil jeg komme ind på eksempler fra

min egen tid som kommunalpolitiker, hvor der har været mere end almindelig

gang i de politiske magtkampe. Jeg vil komme med et konkret eksempel, hvor

jeg selv fik parkeret på øretævernes holdeplads. Og i et senere kapitel vil jeg i

detaljer beskrive valgnatten, og forløbet omkring konstitueringen efter kommunalvalget

i Lyngby-Taarbæk Kommune 2009. Mere dramatik kan det lokale

demokrati næppe mønstre.


Kapitel 12

34

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Case: En magtkamp hvor jeg fik Morten Messerschmidt på nakken

“Det er dybt usympatisk. Først bliver man beskyldt for at være dybt kriminel,

og så bagefter vil man ikke indbringe sagen for politiet. Dermed fratages min

klient muligheden for at blive renset.”

Citat: Morten Messerschmidt om mig. Til lokalavisen ”Det Grønne Område”,

10. november 2009.

Jeg var de sidste seks måneder af min første valgperiode fra 2005-2009 formand

for kommunens Miljøudvalg. I den konstituering vi havde lavet efter

kommunalvalget 2005, fik Radikale Venstre miljøformandsposten, så i praksis

bestemmer partiet selv, hvem der skal have formandskasketten på. Formelt

kan de andre partier sætte sig imod, men så risikerer man ‘gengæld’, og da de

færreste ønsker det inde i en valgperiode, så er der reelt sjældent nogen der

blander sig i, at formandsposten skifter hænder inden for det enkelte parti.

I denne periode behandlede vi en spektakulær sag om en forlystelse på

Bakken, der larmede for meget. Det kan man selvfølgelig indvende at nutidens

kørende forlystelser altid vil gøre, men den slags laves der støjmålinger

for, og der er regler for hvor meget forlystelserne må larme.

Det startede med en ansøgning og en støjmåling

Nu kan man indvende at der næppe vil være nogen omsætning et sted som

Dyrehavsbakken, hvis det ikke var for de vilde og hæsblæsende forlystelser.

Det er jeg for så vidt enig i, og jeg også glad for at vi har Bakken liggende

i Lyngby-Taarbæk Kommune. Men nu er det én gang sådan, at når der er

regler, så skal de overholdes. Og når det er miljøregler, så er det kommunens

miljøudvalg, der har ansvaret for at det sker. Min radikale kollega Henrik

Brade Johansen havde haft orlov i nogle måneder og vi besluttede derfor, at

jeg skulle være formand for miljøudvalget det sidste halve år. Det blev nogle

hæsblæsende måneder, hvor man godt kan sige lige ud, at jeg fik Morten

Messerschmidt på nakken. Det viste sig nemlig at en ny og meget stor kørende

forlystelse på Bakken havde Morten Messerschmidts kæreste som ejer.

Ejeren mente at kommunen, og i særdeleshed jeg som formand for miljøud-


35

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

valget, havde ondt i måsen, fordi hun var kæreste med en kendt politiker.

Til alle de møder vi holdt på forvaltningen om sagen, var der ikke én der forholdt

sig ét sekund til denne side af sagen. Hvem ejerne var gjorde absolut

hverken fra eller til. Det afgørende var at forlystelsen larmede for meget, og

det var vi nødt til at skride ind overfor, hvis det skulle give nogen mening, at

der fandtes støjmiljøregler på området. Så det gjorde vi. Skred ind.

Allerede inden forlystelsen blev sat op, havde vi i kommunen hørt fra Morten

Messerschmidt, der i en mail, med Folketinget som signatur, havde skrevet på

vegne af sin kæreste og klient, og spurgt om kommunen kunne fremskynde

sagsbehandlingen af tilladelsen til at støbe fundament til forlystelsen. Den

daværende borgmester gav tilladelsen på 6 timer.

Allerede ved sæsonåbning var der problemer med støjen. Forlystelsen måtte

skærmes af, af hensyn til det samlede støjniveau, men det løste ikke hele

støjproblematikken.

Messerschmidt kastede sig op på hesten og red ind i kampen

Det blev en lang og sej kamp, hvor ejeren gjorde alt hvad der stod i deres

magt for at holde forlystelsen kørende så meget som muligt. Uden drift, ingen

indtjening. Det blev til endeløse diskussioner om hvad støj var for en størrelse,

hvor mange decibel der kunne måles, hvor mange vogne der måtte køre,

for ikke at tale om diskussionen om, hvor vidt én vogn var én vogn, hvilket

var kommunens opfattelse. Eller om én vogn var et vognsæt, bestående af to

vogne, som var de ejer mente. Diskussionen fik efterdønninger lang tid efter

Bakken var lukket og undervejs var vi meget tæt på at politianmelde ejeren

for at få dem til at overholde gældende regler. Til sidst blev sagen, og min

ageren i den, for meget af det gode for Messerschmidt, der red ud i et juridisk

forsvar for sin klient, hans kæreste, ejeren af forlystelsen. Han var så vred.

To uger inden kommunalvalget i november 2009 kontaktede han lokalavisen

Det Grønne Område, fordi han mente at avisen havde ageret partisk i sagens

fremlæggelse. Han ‘krævede’ at møde mig mand-til-mand på avisens redaktion,

for, som det udtryktes, borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune skulle vide,

hvad det var for en person, Radikale Venstre stillede med som spidskandidat.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget (fx valgkamp)

Hvad jeg tror Messerschmidt overså i vredens iver, var, at det næppe ville være

skadeligt for mit personlige valg til kommunalbestyrelsen, der lå små to uger

senere, at jeg var blevet udfodret til kamp på den kommunale kanvas af Morten


36

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Messerschmidt. DF’eren havde ved sommerens valg til Europaparlamentet,

nogle måneder forinden, fået 284.258 personlige stemmer. Det er svimlende

mange stemmer. Men kæresten skulle forsvares. Det var ridderligt og faktisk

en skæg oplevelse. Lokalavisen satsede stort og optog det hele på video, og

lagde det ud på web’en som en politisk boksekamp i to halvlege. Se ‘kampen’

her, hvis du orker:

http://lokalavisen.dk/web-tv-morten-messerschmidt-i-opg%C3%B8r-medradikal-kommunalpolitiker/20091110/artikler/711109538/1021

Da lokalavisen udkom var nævefighten på forsiden. ”Nebel vs. Messerschmidt”

stod der med fede typer, og det ville være løgn, hvis jeg ikke synes det var

ganske belejligt én uge før valget. I Politiken stod der, at jeg var udmattet, hvilket

jeg for så vidt også var, fordi det havde været en intens fight, hvor ingen

blev knockoutet. Boksemetaforen blev med andre ord holdt intakt hele vejen.

Politiken fulgte hurtigt op på lokalavisens gode historie, og Messerschmidt

harmede videre da han fik Politiken i røret:

»Hun har skamredet denne sag i et fuldstændigt utilstedeligt omfang i de seneste

måneder og hængt mit navn ud i hendes valgkamp, hvis hun har den offermentalitet,

må hun lade være med at være udvalgsformand og fremsætte

ting, der er løgn. Folk må elske mig eller hade mig så meget, de vil. Men de

skal altså være oplyste«, sagde Morten Messerschmidt. Læs hele artiklen fra

Politiken her: http://i.pol.dk/politik/article828634.ece


Kapitel 13

Hvorfor dog bruge tid på kommunalpolitik?

37

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

”Så derfor, mine kære medborgere: Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig

– spørg hvad du kan gøre for dit land”.

Citat: John F. Kennedy i hans tiltrædelsestale den 20. januar 1961.

Som retoriker elsker jeg taler. Og jeg er vild med Ted Sorensens bog

”Præsidentens mand”, der går bag om Ted Sorensens arbejde for den berømte

præsident. Nuvel, bogen er temmelig ukritisk. Ted Sorensen var loyal til det

sidste, men det er god underholdning for en som mig.

Nu er det ikke for at tale om Kennedy, men når jeg tænker over , hvad der virkede

dragende på mig, da jeg stillede op til kommunalvalget for første gang,

var det IKKE den velkendte kliché med at jeg ‘ville gøre en forskel’, selvom det

ofte er det svar politikere giver. Sådan har jeg aldrig set på det.

Jeg har desuden svært ved at tro, at én politiker skal kunne gøre en forskel, så

for mig har det mere handlet om at få lov til at tage et medansvar. Man kan

faktisk, i pagt med et retorisk kneb som Ted Sorensen benyttede på Kennedys

vegne, lave en let omskrivning af Kennedys tiltrædelsestale, så har man vel

nogenlunde , hvad der pirrede til den politiske bacille i mig:

”Så derfor, mine kære medborgere: Spørg ikke hvad din kommune kan gøre

for dig – spørg hvad du kan gøre for din kommune”.

Det er sådan jeg har det. Jeg vil gerne give noget tilbage. Det er min lille andel

af engagement og bidrag til samfundet. Når det så er sagt, så har jeg det sikkert

som så mange andre politikere. Jeg kan godt lide en god diskussion mod

et fælles mål, jeg kan godt lide at bestemme, jeg synes ikke nødvendigvis at

alle andre er bedre til at bestemme end jeg – og jeg er uforfængelig nok til at

indrømme det. Og så havde jeg helt lokalt et ønske, en mærkesag om man vil,

om forandring og et opgør med den lokalpolitiske blokpolitik, der var blevet

ført i Lyngby-Taarbæk kommune i 60 år, da jeg stillede op for første gang i

2005.


38

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Fra mærkesager til milliarder

Nogle borgere er gået ind i kommunalpolitik eller har overvejet at stille op

til valg, fordi de har haft en mærkesag. Det kan være konkrete forhold på

et plejehjem, det kan være ønsket om en cykelsti på en bestemt strækning,

modstanden mod placeringen af en vindmølle eller kampen mod lukning af

en lokal skole.

Uanset om man starter med det store landspolitiske billede, eller med den

helt konkrete, jordnære og personlige mærkesag, så får de fleste et økonomisk

eller driftsmæssigt granatchok, når den kommunale virkelighed rammer

én som nyvalgt. Som indvalgt i kommunalbestyrelsen kan man nemlig ikke

nøjes med at kæmpe for sin mærkesag. Pludselig venter hundredvis af beslutninger

om alt muligt andet, end det man gik til valg på, og måske viser det sig,

at hvis man overhovedet skal finde opbakning til den mærkesag, der startede

en lokalpolitiske interesse, så skal man pludselig lægge stemmer til nogle helt

andre sager, der betyder noget for andre politikere.

For mig har det været sværest at tage store beslutninger på skoleområdet,

fordi jeg har en tidligere faglighed som lærer. Men der er ingen vej udenom.

Selv kernevælgere risikerer man at skulle se i øjnene, mens man tager beslutninger,

der påvirker et yndet politisk fagområde. Min anbefaling er derfor,

at hvis man alene påtænker at involvere sig politisk, fordi et bestemt og bevaringsværdigt

mosehul står ens hjerte nær, så skal man seriøst overveje sit

forehavende. Det er uladsiggørligt i kommunalpolitik kun at fokusere på ét

område og lade hånt om resten. Dertil kommer økonomien, driften af kommunen,

personaleansvar og budgetlægning.

Helt bogstaveligt skal millioner og atter millioner fordeles på de forskellige

fagområder, og hvad der måske startede som et isoleret interesseområde bliver

til et kæmpe ansvar for kommunens samlede virke. Dette ikke være skrevet

for at afskrække en eneste for at forfølge interessen for kommunalpolitik.

Jeg skriver det alene for at forventningsafstemme, hvis indgangsvinklen til

politik er en konkret mærkesag.

Kvinder skal blive bedre til at mase sig frem

Mit håb er at mange flere kvinder landet over vil overveje at gå i samme


39

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

retning. Der er generelt ikke ligestilling mellem kønnene, når det kommer

til politisk repræsentation i kommunalbestyrelser. Ej heller i Folketinget. I

Lyngby-Taarbæk Kommune er vi heltomgangshøjde, men det er absolut

en undtagelse. Hvis ikke kommunalbestyrelser landet over i overvejende grad

skal bestå af midaldrende mænd i en blød Ekko-sko, der elsker budgetter og

Excel-regneark, så er det på høje tid at mange flere og yngre kvinder tager

kampen og handsken op - også selvom det er tidskrævende.

Man behøver jo ikke sidde med i kommunalpolitik til man er næsten skindød

– og behøver heller ikke at vente med at stille op til man er næsten pensionist

- selvom guderne skal vide at nogle kandidater virker til at stræbe efter

det. Hvis det billede skal brydes, kræver det en handling fra partiernes lokale

bestyrelser og kvinderne selv. Og husk så, at selv én periode er et væsentligt

bidrag til samfundet og det lokale demokrati. Måske denne bog kan virke

som en afklaring for de yngre (også kvindelige) medborgere, som overvejer

at stille op til næste valg. Så ville mit skrivearbejde ikke have været forgæves.


Kapitel 14

40

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

At vælge borgmester er et stort dilemma

På mange måder adskiller kommunalpolitik sig fra almindelig arbejde. Og på

flere måder adskiller arbejdet i kommunalbestyrelsen sig fra andet bestyrelsesarbejde.

For det første skal man vælge borgmester inden selve valgperioden

starter, uanset hvor lidt eller hvor meget man kender til vedkommendes

ledelsesmæssige evner. Man hænger på den valgte borgmester hele valgperioden

ud, for han kan ikke væltes eller skiftes ud undervejs, med mindre han

forbryder sig mod loven.

Det er et kæmpe dilemma, for ét er at man måske kender hinanden politisk.

Men det at drive en mellemstor kommune er sammenligneligt med at drive

en større dansk virksomhed. Tanken om at man i virksomhed med flere tusinde

medarbejdere, ville ansætte en leder uden at kende dennes evner, CV,

fortid, referencer eller meritter, ville lyde helt tosset i de flestes ører. Eller

som at spille hasard med virksomhedens ve og vel. Men det er sådan det

foregår i kommunalpolitik. Ikke altid og ikke ved hvert valg i alle kommuner.

Men det kan ske ved hvert valg og i alle kommuner. Ved forrige valg i 2005 sås

et sandt ‘konebytteri’ i dagene efter kommunalvalget, hvor politikere skiftede

parti i et væk for at komme tættere på den magt, de fleste gerne vil have del

i. Efter 2009-valget var det den store udskiftning af borgmestre, der var et af

pressens store samtaleemner. Der blev indsat, skiftet og væltet borgmestre

over hele landet.

Efter nogle kommunalvalg i nogle kommuner er den politiske magtfordeling

måske afgjort på forhånd. Her kan det være, at der intet palaver er, hvorfor

man efter valget blot tæller stemmer op, får sig en pølsemad og en pilsner,

siger tillykke med genvalget, og går hjem. Men sådan forholder det sig langt

fra altid.

Fire borgmesterskift på tre uger.

I Lyngby-Taarbæk Kommune var det nogenlunde ovenstående der var reglen

– i tres år! Det meste var afgjort på forhånd. Der blev måske rykket en smule


41

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

her eller dér, men ikke noget der flyttede det store. I 2009 kom der skred i

tingene. Og med hensyn til borgmesterkaos indtog vi nok en førsteplads. Det

var ikke noget kønt syn, og ikke noget man som deltager og medansvarlig

for kaoset ser tilbage på med stolthed. På de fjorten dage der fulgte kommunalvalget

i 2009 havde vi fire borgmesterskift. Vi startede med en venstreborgmester

i nogle timer. Derpå fulgte en SF-borgmester i et halvt døgns

tid. Han blev afløst af en konservativ borgmester, der holdt distancen i små

14 dage og indtil konstitueringsmødet i kommunalbestyrelsessalen, hvor den

første borgmester – ham fra Venstre – kom tilbage og blev valgt for en fireårig

periode. Hvordan det kan lade sig gøre, og hvordan det forløb – internt – vil

jeg fortælle i det følgende, så enhver der ikke har prøvet dette drama kan få

en indsigt. Og endelig kan potentielle kandidater forberede sig på, hvad der

eventuelt kan ske – også selvom man er nyvalgt og ikke aner sine levende råd.


Kapitel 15

42

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Sådan bliver din stemme omsat til medlemmer af kommunalbestyrelsen

Gæstekapitel af Henrik Brade Johansen, valgstyrerformand i Lyngby-Taarbæk

Kommune, og Trines kollega i kommunalbestyrelsen.

I Lyngby-Taarbæk byråd er vi 21 medlemmer. Alle kommuner operer naturligvis

med et ulige antal mandater, ofte svingende fra 17 – 25. I Københavns

Borgerrepræsentation er der dog 55 mandater. Pladserne i en kommunalbestyrelse

bliver fordelt i forhold til hvor mange stemmer, hvert parti får – uanset

om man sætter sit kryds ved et partinavn eller stemmer personligt på en

kandidat – som jo alle tilhører et parti eller en lokalliste.

Når afstemningen er afsluttet kl. 20 hældes alle stemmesedlerne op på store

borde og optællingen begynder. Det gælder først og fremmest om at finde ud

af, hvor mange pladser de enkelte lister og partier får i det nye byråd, så man

kan vurdere hvordan det fremtidige flertal bliver og dermed hvem der har

udsigt til at blive borgmester.

Optællingen tager 1½-2 timer på hvert valgsted, der melder resultatet ind til

rådhuset, hvor embedsmænd lægger dem sammen og udregner den kommende

fordeling af pladser.

Det sker så nogenlunde ved at dividere det samlede stemmetal med 21. Så

véd man hvad en plads koster af stemmer. Hos os var der ca. 27.500 vælgere

der stemte (svarende til 68 % af de stemmeberettigede vælgere). Hver plads

koster således 27.500/21 = ca. 1300 stemmer. Herefter kan man regne ud

hvor mange pladser hvert parti skal have. Det bliver naturligvis sjældent et

helt tal, men der rundes op og ned efter et sæt komplicerede regler, så alle

får så tæt på det matematisk rigtige som muligt. Reglerne giver en svag fordel

for større partier.


43

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Valgforbund

Inden valget kan partierne indgå i valgforbund, som betyder at man lægger

stemmerne sammen for alle partierne i et valgforbund som om de var ét parti

når pladserne i byrådet skal fordeles. Når det er gjort fordeles de pladser,

valgforbundet fik, efter samme regler mellem de deltagende partier.

Valgforbund kan være en måde hvor små partier, der risikerer ikke at få stemmer

nok til en enkelt plads, alligevel kan sikre sig indflydelse og imod at deres

stemmer går til spilde. Men de kan også betyde at partierne tilsammen får

rundet deres samlede mandattal op og altså til sammen får et mandat mere

end de ville have gjort enkeltvis. Forestiller man sig at partierne A og B får

hvad der svarer til henholdsvis 3,3 og 2,3 pladser vil det blive rundet ned til 3

og 2 hvis de står alene men op fra 5,6 til 6 tilsammen hvis de er i valgforbund.

I det tænkte tilfælde vil det ekstra mandat tilfalde det største parti, der således

får 4 pladser.

Der er ikke noget krav om at partier i et valgforbund skal være enige om et

politisk program. Men selvfølgelig er det naturligt at de ikke ligger milevidt fra

hinanden når nu overskydende stemmer kan gå til at hjælpe et af de andre

partier i forbundet.

Personlige stemmer og listestemmer er ikke det samme

Hvis du vælger at stemme personligt – og det gjorde 17.000 vælgere ved sidste

kommunalvalg i Lyngby-Taarbæk – er du også med til at bestemme hvem,

der kommer i byrådet for det parti, du har stemt på.

Det daglige byrådsarbejde er meget sjældent så partipolitisk som man ser fx

fra Christiansborg. Derfor betyder det rigtigt meget at få valgt medlemmer

ind, der kan og vil samarbejde og som har lyst og evner til at sætte sig ind i

de mange sager, der kommer hen over ens bord i det månedlige politiske arbejde.

Derfor er det vigtigt hvem der kommer ind og derfor bør man bruge sin

mulighed for at få den ekstra indflydelse ved at stemme personligt. Men det

kræver selvfølgelig at man har sat sig en smule ind i hvad de enkelte kandidater

står for, fx ved at besøge deres hjemmesider eller følge med i lokalpressen.

De personlige stemmer kommer først i spil når pladserne i byrådet er fordelt


44

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

– altså når man ved hvor mange pladser hvert parti får. Det sker typisk først

dagen efter valget. Her samler man alle stemmesedlerne fra hele kommunen

på ét sted, fordelt i bunker for hvert parti og embedsmænd går i gang med at

tælle, hvor mange stemmer de enkelte kandidater har fået. Derfor kan man

se kandidaterne vandre hvileløst rundt indtil de personlige stemmetal bliver

annonceret så man véd præcis hvem der er kommet ind.

Sideordnet opstilling eller listeopstilling

Næsten alle partier har det der hedder sideordnet opstilling – og det betyder

helt enkelt at de kandidater, der får flest personlige stemmer for hvert parti

bliver valgt. Uanset hvor højt de står på listen. Her er det altså vælgerne og

ikke partiforeningerne der bestemmer hvem der skal ind i byrådet. Enkelte

partier bruger dog listeopstilling, hvor kandidaterne normalt vælges i den

rækkefølge, de er opstillede. Her betyder de personlige stemmer kun noget

hvis en laverestående kandidat får så mange personlige stemmer, at det rækker

til en hel plads. Det ville i vores tilfælde sige ca. 1400 personlige stemmer.

Der var ganske vist to kandidater ved sidste valg der fik flere end 1400 personlige

stemmer – men de var begge opstillede som nr. 1 på deres lister, så

det er yderst sjældent at man ser laverestående kandidater ”sprænge listen”.

Ved valget i 2009 fik de valgte medlemmer i Lyngby-Taarbæk mellem 175 og

2140 personlige stemmer.

Fordelingen af borgmesterpost og formandsposter

Politik handler om at få indflydelse. Det får man i kommunalpolitik først og

fremmest ved at besætte borgmesterposten, som er det eneste politiske fuldtidsjob

i en almindelig kommune (de fire største København, Århus, Aalborg

og Frederiksberg har en styreform med flere fuldtidspolitikere). Dernæst

handler det om at besætte formandsposterne i byrådets faste udvalg. Det giver

gode muligheder for at påvirke politikken og for at profilere sig i medierne

og formandsposterne er noget bedre aflønnet end menige medlemmer. Se

Trines kapitel om løn tidligere i bogen.

Det vil typisk være de partier, som kan skabe et flertal for deres fælles borgmesterkandidat

der også besætter udvalgsformandsposterne. Har man et

flertal på blot en enkelt plads kan man besætte samtlige formandsposter.


45

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

I Lyngby-Taarbæks tilfælde endte en lang og omskiftelig periode, hvor tre forskellige

borgmesterkandidater skiftede plads fire gange. Dette drama beskrives

i et af bogens følgende kapitler, og for første gang i detaljer. Vi endte med

en borgmester samtlige partier stod bag. Derefter blev formandsposterne

fordelt. Her fik borgmesterpartiet, som det største, to formandsposter, de øvrige

partier, med mere end et mandat, én formandspost.

Pladser i de såkaldt stående udvalg

Dernæst fordeles de øvrige pladser i hvert udvalg, også kaldet stående udvalg,

og her får partierne det antal pladser, der svarer til deres størrelse. I

Lyngby-Taarbæk har vi 6 fagudvalg med 7 pladser i hvert samt et økonomiudvalg

med 9 pladser. Det giver 50 pladser i alt til fordeling, svarende til 2½

plads per medlem. Borgmesteren er formand for økonomiudvalget, men sidder

ikke i andre udvalg. Det er de enkelte partier selv der bestemmer, hvem

der skal sidde i hvilke udvalg.

Alle disse forhandlinger starter normalt allerede på valgnatten når man kender

valgresultatet. Det drejer sig om at sikre sig og sit parti den bedste fremtidige

placering – kan man ikke række ud efter borgmesterposten, kan man

alliere sig med andre partier, så man er sikker på at komme med i den flertalsgruppe,

der kan besætte de tunge poster. Men som vi så i vores kommune

efter sidste valg, kan alliancerne nå at skifte adskillige gange i dagene mellem

valget og datoen for det nye byråds stiftende (konstituerende) møde 2-3 uger

senere.

Det konstituerende møde i den nye kommunalbestyrelse

Det konstituerende møde, eller stiftende møde, er det første møde i den kommunalbestyrelse.

På dette møde vælges først borgmesteren, dernæst viceborgmesteren

(fra den næststørste gruppering med mindre borgmestergruppen

er mere end dobbelt så stor som denne) og dernæst udvalgsmedlemmerne.

Formelt set er det de enkelte udvalg selv, der vælger deres formænd

på det første møde, men i realiteten er det aftalt på forhånd som en del af

den politiske forhandling om magten. Af samme grund betragtes det også

som en krigserklæring, hvis formanden væltes undervejs. En handling der kan

lade sig gøre i forhold til udvalgsformænd, men ikke selve borgmesterposten.


46

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

På det konstituerende møde vælger den nye kommunalbestyrelse også medlemmer

til en lang række andre poster i bestyrelser, råd og nævn. Disse betegnes

ofte som ben, da flere af dem kan være lønnet med et honorar. Her kan

de små partier, der ikke fik stemmer nok til at blive repræsenteret i kommunalbestyrelsen,

blive tilgodeset af deres valgforbundspartnere, og ikke-valgte

kandidater og tillidsfolk kan belønnes med en post.


Kapitel 16

47

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Valgnatten efter et kommunalvalg

Der har været sagt og skrevet meget i medierne om ‘de lange knives nat’ efter

et kommunalvalg. I vores kommune var den lokalavis, der udkom 1½ døgn

efter valget allerede forældet da den nåede borgernes postkasser.

Den følgende beskrivelse af valgnatten er delt i to. Lad mig forklare hvorfor.

Som du kan læse i det foregående kapitel af Henrik Brade Johansen, er der

drøn på, når valgstederne lukker kl. 20.00. De første timer går med optælling.

På de små valgsteder kan optællingen gøres på én time, på de store steder

tager det 2-3 timer. Det går ofte sport mellem valgstederne i at få talt op først.

Eller i det mindst hurtigere end ved forgangne valg. Så snart man har en vis

form for vished, går selve valgnatten i gang. Mange og især udenforstående

har haft foreslået at de implicerede burde aftale sig til, at alle gik hjem og sov,

og mødtes friske og veludhvilede dagen derpå, hvor man så kunne tale om

tingene. Denne løsning er forståelig og umiddelbart ræsonnabel, men næppe

ladesiggørlig i det virkelige politiske liv. Når jeg tænker tilbage på valgnatten

2009 i Lyngby-Taarbæk kommune, var der så meget politisk købmandskab der

skulle håndteres, at telefoner, sms, svinkeærinder og lokumsaftaler ikke ville

kunne tilbageholdes af ønsker om nattesøvn. Der skulle smedes mens jernet

var varmt, for ingen turde løbe risikoen for at andre partier og politikere smedede,

mens man selv lå og sov.

Hvis man teoretisk set skulle have politisk borgfred om natten, så alle implicerede

parter kunne få sovet efter en lang og opslidende valgdag og optælling,

ville det kræve en uhørt grad af selvdisciplin og loyalitet fra alle sider. En

sådan uselvisk selvjustits skønner jeg ikke er realistisk i en tid, hvor kommunikationskanalerne

er så udbredte, samtidig med at der er magt, prestige og

aflønning på spil.

Først mad og drikke, så blodig magtkamp

Lad mig spole tiden tilbage til den spektakulære valgnat på Lyngby rådhus

efter kommunalvalget i 2009.

Så snart stemmerne var ved at være talt op, samledes alle politikerne fra de

forskellige partier på rådhuset. Her var der arrangeret storskærm, mad og


48

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

drikke, så vi kunne følge slagets gang rundt i landets øvrige kommuner, mens

vi selv fik hældt lidt kalorier indenbords. De kalorier skulle senere vise sig

nødvendige til nattens strabadser. Her kommer først en kort introduktion til

en af de kommunale magtkampe, der blev mest omtalt i pressen i 2009.

Vores lokale valgkamp havde kort fortalt været præget af to fløje. Den ene

fløj bestod af de siddende magthavere fra henholdsvis Socialdemokraterne

og Konservative. Den anden fløj bestod af alle andre. Alle partier fra venstre

til højre, fra Enhedslisten, over SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance,

Venstre og Dansk Folkeparti, havde samlet sig i en opposition, der ikke orkede

mere blokpolitik. I Lyngby-Taarbæk Kommune havde Socialdemokraterne og

Konservative delt magten mellem sig i umindelige tider. Der havde været reelt

været tale om blokpolitik i 60 år. Den politiske pose stod til at skulle rystes,

så støvet kunne hvirvles og nye vinde blæse.

En samlet opposition smuldrede

Tilsammen kaldte den noget brogede opposition sig for LYNGBYversion2009

og havde til formålet oprettet én fælles hjemmeside. Læs beskrivelsen her

Wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/LYNGBYversion2009.

Da stemmerne var talt op, så missionen ud til at være lykkedes. De seks oppositionspartier

havde tilsammen fået 13 mandater ud af 21. Magten og dermed

borgmesterposten kunne for første gang siden 2. verdenskrig skifte. Der

var derfor glade miner om aftenen på rådhuset, da alle de mange kandidater

mødtes til vådt og tørt i spisestuen på rådhusets 5.sal. Ved 23-tiden gik

forhandlerne fra de respektive partier afsides. Det skete i et mødelokale på

borgmestergangen, der ligger fire etager under valgfesten, på rådhusets 1.

sal. Rovet i form af den kommunale magt skulle deles, og posterne lige så.

Allerede her opstod der mislyd.

Venstre havde fået 6 mandater. SF fire. Radikale Venstre to mandater og DF

et enkelt. Radikale Venstre havde været i valgforbund med Enhedslisten, og

vi havde således gavn af deres stemmer. Liberal Alliances stemmer gik til

Venstre. Ved forhandlingsbordet var der derfor kun samlet forhandlere fra

Venstre, SF, Radikale Venstre og DF.

SF mente at de forholdsmæssigt havde vundet mest, og at de derfor måtte

vælge først efter Venstre, der med seks mandater fik borgmesterposten. SF

mente derfor at de skulle have formandsposten for to eller tre udvalg, hvilket

ikke kunne støttes af de andre partier. Selvom alle holdt gode miner til slet

spil, blev stemningen hurtig anstrengt. SF ville have mere end de andre par-


49

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

tier fandt rimeligt, og samarbejdet fra valgkampen blev derfor sat under pres

allerede inden midnat på valgnatten.

Socialdemokraterne udgav sig for kone til SF’er

Klokken var over midnat og nærmede sig hastig 00.30. Flere af os var tissetrængende.

Det lyder irrelevant for denne fortælling, men intet kunne være

mere misforstået. Man render ikke på toilettet under en konstituering. Man

holder sig, eller ”Tisser i bukserne, og slipper ikke de andre af syne”. Sådan lyder

en joke fra kommunalpolitik, men den er god nok. Tisseri spøger man ikke

med på en valgnat. Vi trådte lidt vande i forhandlingslokalet, luften var tynget

af begyndende uenighed, da telefonen ringede hos SF’ernes spidskandiat. Det

var angiveligt konen, der ikke forstod hvorfor valgnatten sådan trak ud. Hun

stod tilsyneladende ude foran rådhuset og trippede. Vi aftalte derfor en kort

pause på mindre end 15 minutter. Kl. 00.45 skulle alle være tilbage, have tisset

af og talt koner til ro. Men SF kom aldrig tilbage. Socialdemokraterne havde

ringet ind i forhandlingslokalet, og udgivet sig for at være SF’erens kone.

Magten bølgede frem og tilbage

Jeg vil i det følgende beskrive det forløb der udspandt sig de følgende timer

på Lyngby Rådhus natten mellen den 17. og 18. november 2009. Et forløb

der ikke har været beskrevet i detaljer før, og som givet ville lyde anderledes

med en anden politisk fortællerstemme. Der vil derfor selvsagt ikke være tale

om nogen objektiv beskrivelse, og fortællingen skal primært ses som en bagkulisserne-fortælling

set med Radikale Venstres spidskandidats øjne.

Jeg ved fra andre kommuner og partier, at vores historie langt fra er et særsyn.

Men det er vigtigt at slå fast, at der altid vil være nuancer i de forskellige

magtkampe rundt om i landet. Vores dramatiske forløb efter kommunalvalget,

kan derfor ikke bruges som pejlemærke for de generelle processer rundt

i landets andre 97 kommuner. Men fortællingen kan give et unikt indblik i en

meget omtalt og turbulent fase i de sene nattetimer lige efter et kommunalvalg.

Jeg vil over de næste sider forsøge at beskrive hele forløbet omkring konstitueringen

af den nye kommunalbestyrelse time for time. Forløbet blev i dagene

efter valget beskrevet i pressen, men aldrig så detaljeret som her. Nu hvor der

er gået langt over et år siden kommunalvalget 2009 skønner jeg, at sindene

og følelserne er faldet så meget til ro, at historien kan tåle at blive fortalt med

lidt flere detaljer. Således vil jeg i næste kapitel splitte et konkret tidsforløb


50

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

op i to parallelle fortællinger. Det vil give læseren mulighed for at følge de

samme 9 timer oplevet på to forskellige måder. Opsplitningen af fortællingen

sker kl. 04 på valgnatten. Tre timer efter at SF forlod oppositionen, og hvor

min kollega, Henrik Brade Johansen og jeg, gik hver til sit i den tro at alting

var overstået.

Vi mødtes igen 9 timer senere, hvor magtkampen om borgmesterposten og

udvalgsformandsposter atter var blusset op. Henrik og jeg oplevede de ni timer

meget forskelligt og havde reageret forskelligt. For at give så nuanceret

et indblik i de dramatiske timer, bringer jeg begge vores beskrivelser. Mit håb

er at læseren kan se for sig, hvor hurtigt tingene kan ændre sig, og hvordan

små detaljer som en telefon stillet på lydløs, kan indvirke på en magtkamp.

Mellem tissepausen fra kl. 00.45 og til kl. 04, hvor vi forlod rådhuset, skete

der følgende.

Et parti skiftede side og magten forsvandt

Der gik ikke mange minutter før vi blev opmærksomme på, at SF’erens ‘kone’

var den socialdemokratiske forhandler. Han havde ringet op til SF’s spidskandidat

og haft held til at vriste ham ud af oppositionens arme. Tilbuddet

SF’eren var blevet lokket med, var til at tage at føle på. Borgmesterposten i

Lyngby-Taarbæk kommune var lokkemaden.

I noget tiden troede vi at SF ville komme tilbage og konfrontere oppositionen,

som SF havde været en del indtil kl. 00.30 på valgnatten. Som alliancepart

med den øvrige opposition forventede vi et forhandlingsoplæg, hvor SF ville

forsøge at optimere deres position. Det scenarium vi overvejede som sandsynligt

var, at Venstre som det største oppositionsparti skulle afgive borgmesterposten

til SF, mod at magten blev på oppositionens hænder. I overensstemmelse

med hele valgkampens ånd og behovet for nye vinde. Det skete

ikke.

Fra vinderstemning til taberstemning

Det tager ikke mange timer at komme fra en vinderstemning til en taberstemning.

Klokken var hen mod 02.30, da det stod klart for resten af oppositionens

forhandlere at slaget var tabt. Vi fik fra borgmesterkontoret, der fungerede

som det andet forhandlingslokale, at vide, at magthaverne gennem tres år, nu

suppleret af SF, havde underskrevet en konstitueringsaftale. Alle tre partier

havde skrevet det samme papir under. Det var dét papir, der senere blev vist


51

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

frem i pressen.

Af konstitueringsaftalen fremgik det, at SF fik borgmesterposten, men at de to

gamle magtpartier Konservative og Socialdemokraterne, fik hver deres viceborgmesterpost,

og reelt kunne sidde som dukkeførere for SF, der kun havde

fire mandater, mens Konservative og Socialdemokraterne havde fire hver, og

derfor flertal internt i denne magtkonstellation.

Sms-beskeder til den lokale presse

Udviklingen af forhandlingerne sms’ede jeg til journalisten fra den lokale avis,

der var gået hjem i den tro, at Venstre havde vundet borgmesterposten. Jeg

fortalte journalisten, at magten havde skiftet hænder. Heller ikke journalisten

havde set det som sandsynligt at et af oppositionspartierne ville skifte side,

og var derfor gået hjem. Men sådan endte de første fire timer efter midnat på

valgnatten efter kommunalvalget 2009.

Personligt var min skuffelse enorm. Jeg følte at den forgangne valgperiode

og samarbejdet i en samlet, omend noget broget, opposition, var spild af tid.

Jeg havde været den i oppositionen, der havde været mest skeptisk i forhold

til SF’s lidt vage loyalitet, og jeg havde haft kæmpe diskussioner med min kollega,

Henrik Brade Johansen, om min mavefornemmelse når det kom til SF. På

et tidspunkt gik bølgerne så højt, at vi ikke tale sammen i fire dage, hvilket for

os, som meget tætte kollegaer, var det samme som en mindre krise. Jeg følte

derfor SF’s svigt sved særlig meget, og i situationen oplevede jeg det som, at

arbejdet med at vælte det siddende styre havde været forgæves. Jeg var træt,

skuffet, opgivende og totalt desillusioneret, da jeg kl. 04 forlod rådhuset sammen

med min partifælle Henrik Brade Johansen, der mut konstaterede: ”Du

fik ret”.


Kapitel 17

Henriks oplevelse af 9 dramatiske timer

Gæstekapitel af Henrik Brade Johansen:

52

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Kl. 4 om morgenen forlod jeg rådhuset i stærkt nedtrykt sindstilstand og cyklede

de 4 km hjem gennem novembermørket. Alt det vi havde kæmpet for

i den unikke alliance, kaldet LYNGBYversion2009, var skredet under os. Seks

partier i oppositionen havde delt fælles platform, hjemmeside og valgavis,

udenom de magthavende partier, A og C, og vi stod sammen med Venstre og

DF tilbage med 9 mandater, men intet at bruge dem til.

Næste morgen stod jeg op ved 9-tiden og cyklede til Virum-Hallen, hvor alle

kommunens stemmesedler var blevet samlet, og hvor embedsmænd og

-kvinder var i gang med optællingen af de personlige stemmer. Det var let at

se hvem der følte sig nogenlunde sikre på en plads, og hvem der svævede i

usikkerhed om resultatet.

Jeg regnede ikke med at der var så megen tvivl for Trine og mig. Vi havde haft

en periode sammen, kørt en intens valgkamp sammen, og fået generobret de

to mandater, trods partiets generelle tilbagegang. Det vist sig da også at Trine

fik et overordentligt fint valg med tredjeflest personlige stemmer af samtlige,

nemlig næsten 1000, mens jeg fik mere beskedne knap 300, men dog dobbelt

så mange som nr. 3 på listen.

Så det var ikke så meget om jeg var blevet valgt, der drev mig til Virum-hallen.

Det var mere fordi jeg trængte til at have nogen at dele nederlagsfølelsen

med.

Netop som jeg kom, ankom nattens kupmager, SF’s borgmesterkandidat ledsaget

af TV2-Lorry. Det var naturligvis godt stof at 60 års konservativt styre

var afsluttet. Men det var også en god historie, at det højt profilerede og

selvsikre oppositionssamarbejde, ikke kunne holde hele vejen, når det kom til

stykket. Og at samarbejdet i stedet havde ladet det største og sejrende parti,

Venstre, stå tilbage sammen med os som de helt store tabere. Det var næsten

ikke til at holde ud.

Jeg snakkede en del med Søren P. Rasmussen, hvis borgmesterdrømme så


53

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

brat var endt lidt før kl. 01 sidste nat, da SF ikke kom tilbage efter vores pause.

Han var spændt på hvem af de mange nye ansigter, Venstre stillede med, der

rent faktisk var valgt ind, men naturligvis var han først og fremmest kæmpeskuffet

over udfaldet.

Vi talte naturligvis om der var noget vi kunne gøre ved hele situationen og nåede

frem til – det indrømmer jeg var Sørens idé – at der måtte gøres et forsøg

på at få brudt den ejendommelige alliance af de gamle magthavere fra A og C

samt tilkomne SF. Alle tre partier havde fået fire mandater. Det var åbenlyst at

de konservative måtte være det svageste led i dén kæde, navnlig fordi de var

groggy efter at have tabt 4 af deres tidligere 8 mandater.

Jeg forsøgte flere gange at få kontakt til Trine, der ikke er morgenmenneske,

for at vende mulighederne. Men det lykkedes først senere omkring frokost,

og i mellemtiden enedes Søren og jeg om, at tiden var inde til at tage kontakt

til de konservative, og tilbyde dem at beholde borgmesterposten mod

at de konstituerede sig sammen med os i stedet for A og F. Lokkemaden var

et såkaldt borgerligt samarbejde, foruden borgmesterposten i sig selv. At det

skulle blive et forløb uden sidestykke, vidste vi af gode grunde ikke. Klokken

ca. 12.30 fik jeg via sms fat på Trine, og kl. 13.00 var vi atter samlet om de

videre strategiske overvejelser.


Kapitel 18

54

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Trines oplevelse af 9 dramatiske timer

Vel hjemme, så træt at jeg ikke kunne tænke, kunne jeg ikke finde ro. Jeg gik

op til min mand, Svend, vækkende ham og sagde at SF havde skiftet side.

”Hvad sagde jeg”, lød det søvndrukne svar. Sove kunne jeg ikke, så jeg fandt

en øl i kælderen, drak lidt af den mens jeg læste på må og få, hvad der lå af

dagens avis på spisebordet. Ved 05-tiden gik jeg politisk ulykkelig i seng. kl. 10

stod jeg op, så politisk ulykkelig som for få timer siden. Jeg var langt nede i en

sort hul af afmagt og skuffelse og ligegyldighed, da TV2-Lorry ringede. De ville

gerne høre om nattens drama. Om de måtte komme forbi? Det måtte de da

gerne, var min umiddelbare selvterapeutiske tanke. TV2-Lorry kom, vi lavede

kaffe, jeg talte ud til kameraet og havde af samme grund mobilen på lydløs.

Jeg var derfor slet ikke opmærksom på, at der var en fornyet magtkamp under

opsejling i Virumhallen, hvor stemmer for kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk

kommune blev fintalt.

Det var først da jeg så en sms fra Henrik, min kollega, der med sans for valgmatematik,

var taget til Virumhallen for at følge optællingen, spise frokost

og hænge ud med de andre, herunder Venstre der endnu ikke havde opgivet

kampen.

Jeg tog TV2-Lorry under armen og kørte til Virumhallen, hvor et hidtil uhørt

magtspil var i gang.

Den gamle borgmester kom i spil igen

I Virumhallen satte Henrik mig ind i tingene. Oppositionen havde tilbudt den

gamle borgmester fra Konservative at han kunne beholde borgmesterposten,

mod at han fik Venstre, Radikale Venstre og DF som dukkeførere. Det lyder

groft. Men Konservative havde fået fire mandater. I en alliance med Venstre,

Radikale Venstre og DF, ville flertallet være på 13, og den interne magtfordeling

ville derfor være 4-9. Sådan er spillet.

Jeg var meget imod denne løsning, og min kollega havde truffet denne disponering

uden mit samtykke, hvilket martrede mig, fordi vi jo netop var gået

til valg på at vælte det bestående. Omvendt havde jeg haft min telefon på

lydløs. Ingen havde kunnet få fat på mig, da magtkampen blev genoptaget,


55

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

og jeg havde ladt min kollega i stikken alene med beslutningen. Han valgte,

for ikke at blive hægtet af forhandlingerne, at melde sig ind i denne mulige

magtkonstellation – ud fra devisen om, at UD af politisk magt, kan man jo altid

komme. Det er sværere den anden vej. Samtidig forsøgte Henrik desperat

at få fat i mig. Jeg havde været vores spidskandidat og fået flest stemmer, så

både Henrik og jeg vidste at han ikke kunne træffe denne beslutning alene,

men han gjorde det eneste rigtige. Han tog forhandlingskasketten på sig, fordi

jeg glimrede med mit fravær i min politiske nedtrykthed. Sådan var situationen

ved 13-tiden da jeg endelig sluttede mig til oppositionskollegaerne i

Virumhallen. (Læren af dette er, at man ALDRIG slukker sin telefon før al magt

vitterligt ER fordelt).


Kapitel 19

56

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Magtkampen gik via Christiansborg

Personer i vores oppositionsgruppe, altså det der var tilbage af den, var i netværk

med personer, der på Christiansborg havde adgang til Lene Espersen,

som på daværende tidspunkt var formand for Det Konservative Folkeparti.

Via dette netværk fik vi adviseret den konservative ledelse om, at vi i oppositionen,

bestående af Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, var villig til

at lade de konservative beholde den borgmesterpost, de havde haft i tres år.

Hvorfor nu det, tænker du måske som læser? Er det ikke en politisk studehandel?

Jo, det er!

Situationen set med politiske øjne så sådan her ud: Enten kunne vi lade magten

tilgå de gamle magthavere fra Socialdemokraterne og Konservative, nu

suppleret af SF, hvilket ville stille den øvrige opposition uden for politisk indflydelse

i fire år mere. Det vi havde lovet vælgerne var fornyelse og forandring.

Set fra vores side af forhandlingen, ville vi ingen mulighed have for at

påvirke politikken i retning af fornyelse og forandring, når vi var sat uden for

politisk indflydelse de kommende fire år.

Der var ved gud heller ikke meget fornyelse og forandring i at lade et parti

beholde den borgmesterpost, de havde haft i tres år. Men forskellen, som vi

analyserede det, var, at vi som flertal bag den den noget decimerede borgmester,

hvis parti var halveret, ville have noget lettere ved at skabe den tiltrængte

fornyelse og forandring, hvis vi sad med ved flertalsbordet, end hvis

vi stod ‘ude foran i regnen’, som jeg vist kom til at udtale til TV2-Lorry.

Det var derfor vi forfulgte en strategi med at gå bag om de lokale konservative

og lægge et ovenfra kommende pres på dem. Det var ikke noget jeg havde det

godt med. Jeg havde i valgkampen i den grad stået for antitesen til det beståede

styre. Og nu kunne det for de berettigede måbende borgere se ud som

om jeg løb fra alt, hvad jeg havde stået for. Jeg vred mig, og trak Henrik og

Søren P. Rasmussen, den senere borgmester, i enrum i Virumhallen, hvor jeg

klagede min nød og tenderede det politisk patetiske. For hvad var alternativet?

Der VAR allerede en underskrevet aftale mellem et nyt flertal bestående

af de gamle magthavere og SF. Det var altså udsigten til denne løsning, eller

et forsøg på at forbedre vores politiske situation, der var vilkåret i situationen.


57

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Jeg bed selvleden i mig og støttede op om, at vi gik så langt vi kunne, for at

tilbageerobre så meget magt som muligt.

Lene Espersen blev derfor af netværkets kringlede veje informeret om, at et

overvejende borgerligt flertal i Lyngby-Taarbæk kommune var villig til at pege

på den konservative borgmester igen, mod at de konservative ville forlade

den konstitueringsaftale, de havde indgået om natten med de gamle kollegaer

fra Socialdemokraterne, og hvor SF var blevet borgmester, med de konservative

som støtte.

Alle vogtede på alle

De næste timer er meget svære at gengive, fordi der foregik rigtig meget i

flere små forhandlingsrum. Rum er måske så meget sagt, det var blandt andet

vindfanget ved den nye Virumhal, der blev forhandlet i. Der blev ringet

og sms’et på kryds og tværs. Forhandlere vandrede helt åbenlyst ud og ind

til hinanden. Der blev åbnet for mulige løsninger, luftet ønsker om poster

og langsomt indvilgede de konservative i holde konkrete bilaterale møder –

uden Socialdemokraterne og SF. Her blev den ny magtfordeling linet op. Jeg

vil tro, at lige så svært som det var for oppositionen at tilbyde de konservative

borgmesterposten tilbage, lige så stor en beslutning var det for de konservative

at starte en flirt med oppositionen, når blækket på vielsesattesten fra

nattens armlægning om magten dårlig var tørt. Ingen af os stolede reelt på

hinanden. Natten havde vist, at det var der ingen belæg for at vi kunne, så

alle vogtede på hinanden. På et tidspunkt i forløbet, et sted mellem kl. 14 –

16 skønner jeg, blev der ført en samtale mellem de lokale konservative og

Lene Espersen. Hvad der dér blev sagt, ved kun de færreste fra de konservative,

men resultatet var at de konservative accepterede at bryde den skriftlige

aftale med Socialdemokraterne som de havde kørt parløb med i tres år, og

endvidere bryde aftalen om, at SF skulle have borgmesterposten, mod at de

konservative selv fik posten – og et nyt flertal i ryggen.

Ingen var rigtig glade

Uanset om man have kæmpet på den ene side eller den anden side, uanset

hvilket parti man repræsenterede, var der ingen der var rigtig glade, da den

nye aftale blev en realitet. Alt i alt var vi alle klar over, at forløbet var uskønt,

og havde åbnet for en kæmpe kløft af svigt og politisk usikkerhed på, hvor

vi overhovedet havde hinanden. Dertil var vi alle trætte. Så selv om der blev


58

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

trykket hænder og vist også sagt tillykke her og dér, så var der ingen feststemning

i nogen lejr. Talsmænd fra de forskellige partier blev interviewet til sværmen

af medier, der efterhånden havde samlet sig i Virumhallen, og selvom

alle anstrengte sig for at udlægge forløbet set med egne briller, og forsøgte at

være positive, var stemningen ret speciel.

Siden fulgte to uger med fingeret fred og fordragelighed. Sådan var situationen

ikke internt. Henrik og jeg var i krise. I forhold til vores selvopfattelse,

valgkampen og vores personlige bagland. Det politiske bagland tog det meget

pænt. Kun fem henvendte sig bebrejdende til os, inklusiv to-tre vælgere, der

havde stemt på os, men i de private forhold fattede folk ikke vores ageren, og

det sled på os. Vi mistrivedes for nu at sige det lige ud. Jeg var meget mærket

af situationen og kunne slet ikke finde nogen gejst eller glæde. Hjemme talte

jeg ikke om andet, og jeg klagede igen og igen min nød til Søren P. Rasmussen

fra Venstre og min kollega Henrik. Jeg følte vi havde svigtet borgernes ønske

om fornyelse og forandring ved at tilbyde de konservative borgmesterposten.

Jeg kunne på et politisk rationelt plan godt se, at vi tilbage i Virumhallen ikke

havde haft andre valg. Men jeg havde svært ved at se mig selv i øjnene, fordi

jeg havde været så stærk i opposition til det bestående styre under valgkampen,

og nu havde været med til noget, der kunne se ud som en fortsættelse.

De to ugen op til konstitueringsmødet

I ugerne op til konstitueringsmødet pressede jeg mere og mere intenst på

for, at Søren P. Rasmussen skulle kontakte Socialdemokraterne for at foreslå

en delt magt. Et sådan træk er yderst risikabelt. Det kræver maksimal tillid at

sende følere af den slags ud. Og tillid de forskellige partier imellem, var der der

ikke meget tilbage af. Dog vidste vi alle, at først på selve konstitueringsmødet

i kommunalbestyrelsessalen, ville posterne uigenkaldeligt være fordelt. Indtil

da var underskrevne aftaler og håndtryk blot solide hensigtserklæringer, men

ikke formelle aftaler.


Kapitel 20

59

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Uhørt at bryde forlig og konstitueringsaftaler

På samme måde som det må betragtes som en krigserklæring at bryde et forlig,

betragtes også brud på konstitueringsaftaler som noget ganske uhørt. Det

er ikke bare politisk uskønt, det er også med til at kaste grus i det kollegiale

maskineri og det politiske samarbejde. Det er om muligt endnu mere uhørt

at bryde en konstitueringsaftale ganske kort før det konstituerende møde.

Men at bryde en aftale for åben skærm og uden varsel er hidtil uset. At det

alligevel blev resultatet i Lyngby-Taarbæk kommune skyldes flere forhold. For

det første påvirkede det uskønne forløb omkring valgnatten og dagen derpå

os alle sammen. For det andet var der ingen, der stolede 100% på hinanden,

og derfor turde ingen tage nogle chancer. Og for det tredje var alle klar over,

at vælgerne havde tilkendegivet et ønske om fornyelse, hvilket vi ikke politisk

havde levet op til.

Hvordan og af hvem kontakten blev taget til Socialdemokraterne kan jeg simpelthen

ikke afsløre, men det var med så nænsom hånd, og så langt fra rådhuset,

at det dårligt kunne mærkes. Men at det skete er ganske vist, og en meget

sårbar og forsigtig forhandling tog langsomt form. De ekstremt hemmelige

forhandlinger foregik mellem meget få personer, der havde forhandlingsmandater

med hjemmefra. Denne strategi blev anvendt for at undgå de mange

muligheder for lækage. Det der foregik forud for konstitueringsmødet var så

politisk sprængfarligt, at hvis det blev opdaget ville forehavendet formentligt

mislykkes. Der måtte derfor ikke slippe så meget som et åndedrag ud.

På dagen for konstitueringsmødet

Vi overvejede at den konservative borgmester, der stod foran at skulle genvælges,

skulle adviseres en time før selve konstitueringsmødet. Det ville give

ham mulighed for at tage luft ind og samle sig. Vi var alle klar over, at det var

en unfair situation vi bragte ham i. Men vi turde ikke andet. At advisere de

konservative ville have givet dem muligheden for at agere politisk. Vi havde

ikke politisk råd til flere ‘tissepauser’ som den, der udspandt sig på valgnatten

og som jeg har beskrevet tidligere. Vi valgte derfor ikke at løbe risikoen,

hvorfor jeg med sikkerhed kan sige, at den siddende borgmester var totalt


60

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

uforberedt på hvad der ventede ham. Det er ikke en metode jeg er stolt af,

men i situationen skønnede vi ikke, at der var andre muligheder.

Det konstituerende møde foregår ved at det medlem, der har højst anciennitet

tager ordet, fordi der i situationen reelt ingen valgt borgmester er. I den

konkrete situation i 2009 var det den tidligere borgmester, der tog ordet. Ikke

i egenskab af borgmester, men fordi han havde flest år på bagen i kommunalbestyrelsen.

Normalt ville det altså foregå sådan at den med højst anciennitet tager ordet

og samler op på valget og dets resultat. Derpå vil et parti eller en politiker,

der bakker op om den borgmester, der skal vælges, tage ordet. Denne vil så

formelt foreslå en kommende borgmester. Når sådan et borgmesterforslag er

stillet, sikrer man sig, at der ikke er andre forslag til borgmesterkandidater, og

derpå stemmer man. Når borgmesteren er valgt vælges udvalgsformændene.

Reelt er alle disse faser aftalt på forhånd og der vil ingen overraskelser være.


Kapitel 21

61

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Vi væltede en borgmester for åben skærm

Til konstitueringsmødet efter kommunalvalget 2009 var den hemmelige aftale,

at når den siddende borgmester var færdig med at byde velkommen, så skulle

Socialdemokraterne med det samme melde sig på banen. Gruppeformanden

fra Socialdemokraterne skulle causere over valgresultatet, og så foreslå at vi

lagde det uskønne forløb efter valgnatten bag os. Og at vi i stedet lyttede til

borgernes ønske om fornyelse og forandring og pegede på en borgmester,

der både havde fået flest personlige stemmer, men hvis parti også havde fået

flest mandater. Og endelig at vi alle 21 enedes om at dele magten, så der blev

lige meget til hver.

I det sekund Socialdemokraternes gruppeformand var færdig med at tale,

skulle jeg markere og offentliggøre vores synspunkt. Nemlig at vi havde været

i opposition under både den forgangne valgperiode og selve valgkampen,

og at vi undervejs havde peget på Venstres spidskandidat som ny borgmester,

hvorfor vi selvfølgelig stadig foretrak denne løsning i håbet om bred opbakning

til fornyelse og forandring. Efter vores indlæg, markerede de øvrige

partier, og tror jeg det da stod klart for den siddende borgmester, at han var

i færd med at blive kuppet. Der var derfor ingen grund til at trække pinen

ud, og da et af hans egne gruppemedlemmer foreslog kampvalg, blev ønsket

meget hurtigt trukket tilbage igen. Der var ingen grund til at trække pinen

ud for nogen af os. Situationen var ubehagelig at være i for os alle, og skulle

eksekveres i en fart.

Det lykkedes at holde alting hemmeligt til det sidste. End ikke alle medlemmer

af de respektive politiske grupper, der stod bag kuppet, vidste besked før

få minutter inden vi gik ind til mødet i kommunalbestyrelsessalen.

Kuppet blev filmet på kommunens nyinstallerede web-tv fra kommunalbestyrelsessalen,

og klippet findes stadig på kommunens hjemmeside og har

været bragt i flere sammenhænge. Jeg sætter derfor linket ind her til dem,

der måtte have nerver til at se eller gense det måske mest dramatiske konstitueringsmøde

i dansk kommunalpolitik, der er blevet optaget live: http://

www.kommune-tv.dk/ktv/ltk/index.php?idvid=39&lang=dk&idpag=166


Kapitel 22

62

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Eftertanker om kommunalvalget 2009

Jeg håber med ovenstående lange beskrivelse af kommunalvalget, der så afgjort

må betragtes som et partsindlæg fra min side, at jeg har formået at uddybe,

hvorfor tingene udspillede sig som de gjorde. Og ikke mindst håber jeg

at historien kan tjene som et indblik i, hvad man også kan risikere at blive en

del af som kommunalpolitiker.

Jeg vedhæfter også links til DR, Politiken og Berlingske, der alle berettede om

forløbet. De fem udvalgte artikler er blot et lille udpluk. Taster man relevante

søgeord kan man læse, hvordan forløbet i øvrigt blev beskrevet i pressen.

K kan bytte med V i Lyngby-Taarbæk

http://www.b.dk/kommunalvalg-2009/k-kan-bytte-med-v-i-lyngby-taarbaek

SF’er bliver borgmester i Lyngby-Taarbæk.

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2009/KV09/2009/11/18/064020.htm

K-kup sikrer borgmesterpost i Lyngby-Taarbæk

http://www.b.dk/kommunalvalg-2009/k-kup-sikrer-borgmesterpost-i-lyngby-taarbaek

Lyngby-Taarbæk-bogmester kuppet for åben skærm og på første møde

http://politiken.dk/politik/ECE849019/lyngby-taarbaek-borgmester-kuppetpaa-foerste-moede/

Her drypper blodet stadig fra knivene

http://www.b.dk/kommunalvalg-2009/her-drypper-blodet-stadig-fra-knivene


Kapitel 23

63

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Efter valget. Når sårene skal slikkes

Jeg har beskrevet hvordan valgnatten og dagene derpå forløb i Lyngby-

Taarbæk Kommune, og jeg har forklaret hvordan måneders samarbejde i en

opposition, bestående af seks partier, blev sat under pres allerede inden midnat

på valgnatten. Jeg har uddybet hvor de tidlige morgentimer varslede ét

resultat, mens dagen derpå varslede et andet. To uger senere så det hele ud

på en tredje måde. Jeg har efter ringe evne forsøgt at fortælle om et forløb,

der påvirkede mig voldsomt, på en så neutral måde som muligt taget mit eget

medansvar og involvering i betragtning. Min intention har været at inddrage

mig selv i fortællingen og beskrive det følelsesregister man gennemgår undervejs.

Nok er der ‘bare’ tale om politik, men politik føres af mennesker, og

de handler menneskeligt også i politisk pressede situationer.

Det betyder at jeg også selv har et anseeligt ansvar for både valgkampen i

2009, valgnatten, konstitueringsforløbet og det dramatiske møde, hvor vi

kuppede en borgmester. Det er ikke alt, jeg er lige stolt af at have deltaget i,

men nu er historien fortalt. Det skete går jo ikke væk ved ikke at tale om det,

og måske kan vi alle lære noget af forløbet. Nu bærer jeg heldigvis ikke det

fulde ansvar alene, men sammen med mine kollegaer i kommunalbestyrelsen.

Vi har alle en andel, stor eller beskeden, i hvordan tingene gik. Måske

sidder der en læser eller to og grunder over, om man så bare lægger sådan et

forløb bag sig, og fortsætter som om intet var hændt? Her kan jeg kun svare

på egne vegne, men mit personlige svar vil være nej.

Det tager tid at komme sig

For mig har det taget en rum tid at konsumere hele forløbet, og enkelte delkomponenter

undervejs gav mig faktisk følelsesmæssige oplevelser, der i situationen

mindede om utroskab. Men det er jo bare politik! Ja. Men det er en

hobby som aktive kommunalpolitikere bruger utrolig meget tid på og engagerer

sig i. I kampens hede kan de politiske forviklinger derfor godt ramme en

hårdt, hvilket man naturligvis må se at komme over i en fart. For mig personligt

har det været endog meget svært at sluge at SF forsvandt på valgnatten,

ikke mindst efter en lang valgkamp i fælles opposition. For SF og socialdemo-


64

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

kraterne tror jeg det føltes svært, da de konservative brød den skriftlige aftale

mellem Socialdemokraterne, Konservative og SF, hvor sidstnævnte skulle

være borgmester. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det har været svært for de

konservative i almindelighed og den tidligere borgmester i særdeleshed at

blive kuppet som tilfældet var.

Sådanne oplevelser tager tid at komme sig over. Men komme sig, det gør man

lige så langsomt. Det kan godt være at uskylden ikke længere helt så intakt

som tidligere, og at kynismen har sat lidt pletter på den politiske erfaring.

Men erfaring er til for at blive givet videre, og det er hermed gjort.


Kapitel 24

65

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

De små ekstra goder der følger med kommunalpolitik

Som det sidste i denne bog om oplevet kommunalpolitik vil jeg nævne nogle

af de ekstra goder, der følger med det at være aktiv i kommunalpolitik.

Det er indiskutabelt at man får en masse ekstra oplevelser som man formentlig

i nogle tilfælde kunne mønstre på egen hånd, men sjældent ville få gjort.

Man får som kommunalpolitiker en indsigt i, hvordan en større virksomhed,

som en kommune jo er, driftes og hænger sammen rent økonomisk.

Kommunalpolitikeren får en helt unik forståelse for, at ‘det offentlige’ ikke er

noget fjernt og utilnærmeligt, men os alle sammen, og noget vi er fælles om.

Man få mulighed for at besøge alle hjørner af sin kommune, herunder skoler,

institutioner, arbejdspladser, væresteder, museer, idrætsfaciliteter, udstillinger,

musikarrangementer, teaterforestillinger og sportsoplevelser.

Noget af det mest skønne, for mig at se, er dog muligheden for at vie kommende

ægtefæller. Det er jo sådan, at borgerlige vielser både kan foretages

på selve rådhuset, men også ude i det fri, hjemme i privaten eller ‘ude i byen/

skoven’. Skal man vies på rådhuset vil det typisk være borgmesteren eller en

offentlige giftefoged, der smeder folk sammen. Men hvis et par vil vies uden

for rådhuset, men inden for kommunens grænser, skal de rette henvendelse

til en af kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Reglerne er forskellige fra kommune

til kommune. Andre steder er det udelukkende borgmesteren selv, der

forlader rådhuset for at vie brudepar. I Lyngby-Taarbæk Kommune er dette et

gode de menige kommunalbestyrelsesmedlemmer også har.

Det er en fantastisk oplevelse af få lov til at være en del af sådanne unikke

øjeblikke. En dag i folks liv de aldrig glemmer. Som retoriker er det helt særligt,

fordi jeg ofte bliver spurgt om jeg vil holde en lille tale – for at fastholde

øjeblikket – og det giver mig mulighed for at gøre det jeg fagligt er allermest

begejstret for; at skrive taler.

Hvis et par har henvendt sig til mig, og jeg har sagt ja til at vie dem, så inviterer

jeg dem ned på rådhuset, hvor vi kan tale om deres forventninger til


66

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

dagen, og om de har eventuelle ønsker til vielsen eller en eventuel tales indhold.

Derpå skriver jeg en tale, får udleveret de relevante papirer af kommunens

juridiske kontor, og får en lille kommunal gave med under armen, inden

jeg drager ud til dér, hvor folk vil giftes. Jeg har blandt andet stået på kanten

af Øresund, hjemme i en have, på et hotel, i Dyrehaven og i pavillonen ved

Lyngby Sø. Hver gang er det forskelligt og hver gang er det skønt. Det er for

min del et lille ekstra gode, der følger med det kommunalpolitiske arbejde –

og så er det endda en gratis service for borgerne.


Epilog

67

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

“Indpakningsmæssigt må der meget gerne snart ske noget, hvis kommunalpolitik

i fremtiden ikke kun skal virke tiltrækkende på de overmenneskeligt

arbejdsomme, de driftsorienterede, og de overfor kritik meget hårdhudede”.

Sådan skrev Ulrik Kjær i prologen, og jeg har forsøgt at tage hans udfordring

op. Bogen giver ikke alle svar på alle spørgsmål, men forhåbentligt nogle svar

på nogle spørgsmål.

Måske har bogen givet et indblik i de rævekager, spil, oplevelser, udfordringer

og store beslutninger bag rådhusenes lidt grå mure, og i bedste fald er distancen

mellem borgeren og kommunalpolitik blevet kortere.

Om det vil være indsatsen værd for den enkelte at involvere sig i kommunalpolitik,

håber jeg denne bog har hjulpet til en større afklaring af.

Bogen er et non-profit tiltag som jeg har begået i de endnu ikke særligt lyse

forårsaftener 2011. Du må derfor bære over med, at et forlag ville have redigeret

bogen på en anden måde. Den er blevet som den er blevet, fordi jeg

selv har skrevet den, og fordi det har betydet mere for mig at få budskabet ud

end om det ligner ‘en rigtig bog’.

Jeg vil i denne forbindelse sige tak til min gode ven og politiske kollega i kommunalbestyrelsen

i Lyngby-Taarbæk Kommune, Henrik Brade Johansen, der

har assisteret med to gæstekapitler.


Kontaktmuligheder

68

Trine Nebel Schou trinenebel.dk

Skulle denne bog, eller dele heraf, have ført til nysgerrighed på det kommunalpolitiske

arbejde, eller have animeret til et gå-hjem-møde eller foredrag

om vores lokale demokrati, så er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Kunne du være interesseret i at modtage et kommende gratis nyhedsbrev

om, hvordan du selv kan bruge bruge retoriske værktøjer i din daglige kommunikation,

så send mig en mail, og jeg vil skrive dig på min mailingliste.

Og har du lyst til fortsat at følge med i mit politiske arbejde, så klik allerede nu

ind på ligeiøjet.dk, hvor jeg løbende opdaterer og videoblogger under valgkampen

2011.

Mange hilsner og tak fordi du læste med!

Trine Nebel Schou

http://trinenebel.dk

kontakt@trinenebel.dk

Mobil: 50 83 10 06

Twitter: @Trine_i_Tinget

Facebook: trine.nebel.schou

More magazines by this user
Similar magazines