Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

hjortshoejkirke.dk

Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

Ikke et ord om flygtninge- og indvandrerpolitikken…

- men et par ord om Brorsonkirken. Og vores egen.

Midt i august ryddede politiet med magt Brorsonkirken

i København for et større antal afviste, irakiske

flygtninge, som gennem længere tid havde søgt

og fået ophold der. Sagen har siden været heftigt

debatteret, ikke mindst i kirkelige kredse. Det har

været en diskussion med flere niveauer: Man har

diskuteret både flygtningepolitikken generelt, medmenneskelighed,

retfærdighed, kirken som fredhellig

og politiets fremfærd. Og de forskellige diskussioner

har ofte været godt blandet sammen.

Jeg prædikede om begivenhederne i Brorsonkirken

den følgende søndag, og flere af kirkegængerne

sagde bagefter ”der gik du godt nok på listesko”. Ja,

det gjorde jeg, og det var helt bevidst. For jeg vil insistere

på, at vi så vidt som overhovedet muligt skal

adskille kristendom og politik.

For hver enkelt af os, kan der meget vel være en

sammenhæng mellem det, vi tror på og vores politiske

overbevisninger. Men vi kan konstatere, at der

er rigtigt mange forskellige politiske holdninger til

samfundets indretning, også blandt mennesker der

betragter sig som kristne. Er det da mig eller de andre,

der har fejlsluttet fra kristendom til politik? Lur

mig, om ikke jeg som regel vil mene, at det er de

andre, der har misforstået noget. Men det er en farlig

vej at gå: At jeg skulle have forstået, hvad kristendommen

vil at vi skal gøre som mennesker i

et samfund. At jeg skulle have den fulde indsigt i,

hvordan Gud vil indrette velfærdssamfundet i 2009,

hvilken efterlønsalder vi skal have, og hvor mange

flygtninge vi skal give ophold i Danmark.

I kirken prædiker vi kærlighed. Kærlighed fra Gud

og kærlighed mellem mennesker. Og det skal vi blive

ved med for ingen kan leve uden den kærlighed. I

kirken får vi at vide, at Gud elsker os som vi er. Det

er en stor befrielse og en stor gave. Og han giver os

den opgave, at vi skal elske med den kærlighed han

viser og tilgive med den tilgivelse, han viser os. På

den måde kan kærligheden strømme med hver enkelt

kirkegænger ud i verden og blive til virkelighed,

også der.

Men hvordan det sker gennem hver enkelt af os…

det er svært at sige. Som kristne er vi tvunget til

konstant at overveje, hvad det rigtige er at gøre.

Der er ingen opskrifter. Der er ingen facitliste. Der

står intetsteds i Biblen, om vi skal give opholdstilladelse

til 213 afviste irakere i Brorsonkirken, eller

om det også gælder de 200 afviste flygtninge, der

er rejst frivilligt hjem, eller om det også gælder de

tusindvis af flygtninge, der hensygner i lejre i Iraks

nabolande, eller om det gælder alle irakere.

I enhver situation; i vores privatliv og i de sociale

sammenhænge, vi er en del af, må vi overveje igen

og igen, hvad det er, vi skal gøre. Som mennesker,

som samfundsborgere, som kristne. Det er ingen let

opgave, men jeg tror, at man skal gå til sagen med

en vis ydmyghed. Og at man derfor skal være varsom

med at spænde Jesus foran en bestemt politisk

vogn. Måske man endda skal være varsom med at

spænde ham for noget som helst andet end foran

ens eget liv.

Og mest af alt skal jeg vogte mig for, når jeg en

gang har truffet mine valg og dannet mig min holdning,

at være skråsikker og selvretfærdigt bedrevidende

som den farisæer, der også blev prædiket

om i august: Ham fra Lukasevangeliets kapitel 18,

vers 9-14.

Morten SKovsted

FLYGTNINGE I HJORTSHØJ KIRKE?

Forestil dig, at de afviste, irakiske flygtninge havde banket på døren til Hjortshøj kirke i stedet for

Brorsonkirken i København. Hvad ville du have sagt som borger i Hjortshøj eller som medlem af

menighedsrådet? Skal vi give husly og kirkeasyl til disse medmennesker, der står i kød og blod for-

an vores dør? Eller skal vi afvise dem, fordi vi som kirke ikke vil blande os i politik?

Kom til en forhåbentlig fredelig og hyggelig debataften i Den Gamle Skole

onsdag d. 2. september kl. 19.30

Om dette nummer ......................2

Sommerhøjskolen 2009 ..............4

Kirketid ..................................... 6

Et blik på kirkens historie .........10

Om Hjortshøj Kirkes historie ........ 14

Kristendom i praksis ..................... 17

Salmer og tekster ......................... 18

Reformationen i korte træk .......... 20

Besøgstjenesten ........................... 22

Et liv uden Gud ............................. 23

Fornyelse i kirken ......................... 24

Aktiviteter ............................. 25 - 26

FDF/Praktisk info ........................... 27

Kalenderen ................................... 28

Kirkebladet udgives af Hjortshøj menighedsråd

og udarbejdes af en redaktionsgruppe bestående

af: Ruben Fønsbo, Heidi Jensen og Morten SkovSkovsted (ansv.). Evt. indlæg, kommentarer, kritik eller

ros kan mailes til rubens@email.dk.

Kirkebladet har til formål at oplyse om kirke og

kristendom, at anspore til refleksion og debat

herom samt at oplyse om arrangementer i kirke

og sognegård. Redaktionen ønsker et kirkeblad

skrevet af en bred skare af skribenter, og læserindlæg

modtages derfor gerne. Dette betyder

også, at hvert enkelt indlæg ikke nødvendigvis er

udtryk for redaktionens holdning, men udelukkende

må stå for skribentens egen regning.

Bladet udgives fire gange om året d. 1. marts, 1.

juni, 1. september og 1. december. Deadline en

måned før udgivelse.

Kirkebladet trykkes i 1500 eksemplarer, der ho-

hvor vi i afslappede rammer og fordomsfrit vil diskutere, hvad kristendom og kirke i denne

vedsageligt omdeles i Hjortshøj sogn og forefindes

i kirken. Har du ikke fået Kirkebladet leveleve- konkrete, politiske og menneskelige virkelighed betyder i 2009. Sognepræst Morten Skovsted vil

ret, bedes du henvende dig til Hanna Rasmussen,

forsøge at styre gemytterne og efter behov komme med et par provokerende indspark i debatten.

Løvgangen 1, tlf. 86 22 02 84. Bladet kan også

Alle er velkomne og der vil være kaffe, øl og vand at købe.

læses på www.hjortshoejkirke.dk.

2 3


Omvejen er den eneste vej!

Sommerhøjskole 2009 med ’Fællesskab’ som tema

Temaet for Sommerhøjskole 2009 var ”Fællesskab”.

Og på vanlig vis blev temaet angrebet fra forskellige

sider: Foredrag, debat, fællessang , vandring og bevægelse

og musik.

Indledningsforedraget stod det tidligere medlem

af Moon-bevægelsen og nu folkekirkepræst Martin

Herbst for. Titlen var: ”Sekterisme og sundt menneskeligt

fællesskab. Fra Moon-sektmedlem til

folkekirkepræst”. Og det blev til 2½ times spændende

beskrivelse og diskussion af emnet. Men

med så mange interessante synspunkter at det er

umuligt at få det hele med i en så kort artikel som

denne. Vi blev alle meget grebet af problemstillingen:

Hvad er sekterisme og hvordan bekæmper vi

den? Foredraget gav også anledning til at mange

købte hans bog: ”Mit livs omvej” så man selv kunne

fordybe sig.

Beskrivelsen af Martin Herbst´s 20 årige medlemskab

af Moon-bevægelsen er interessant, men det

mest spændende var hans refleksioner over hvad

sekterisme er og hvordan vi undgår den. Ifølge

Martin Herbst er sekterisme karakteriseret af følgende

3 synspunkter:

1. Al autoritet bliver forankret i en karismatisk lederskikkelse.

2. Man kommer til at leve i færdige forklaringers paradis.

3. Der er ingen selvkritik. Det er altid de andres skyld!

Vi skal alle ud på nogle omveje i livet for at blive

menneske. For at blive klogere. Odysseus var 20 år

på færden, Moses 40 år i ørkenen. For Martin Herbst

blev næsten 20 år i Moon-bevægelsen hans livs omvej

før han atter vendte hjem, for nu at sidde i en

præstebolig på Amager.

Af K.E. Mortensen

selvkritik. Og det er problematisk, for det fører til åndeligt

dovenskab, arrogance og frygt. Når hele autoriteten

er forankret i en karismatisk lederskikkelse

eller i en snæver gruppe af ledere, så mister det enkelte

medlem noget af sin selvstændighed. Man forfalder

til en åndelig dovenskab og glemsel. Man er i

form for arrogance, for man ved alt. Og man ved det

bedre end alle andre, hvad der afføder en falsk form

for selvstændighed hos den enkelte. Og fordi man nu

har lederen og læren, opstår der et tredje problem.

Der er ikke nogen selvkritik. Sekten kryber sammen i

en angstens bevægelse, hvor man lukker ting ude og

vinkel kan bidrage til en sund optik og være et lødigt

korrektiv til en sekterisk tænkning. En sekt trives,

fordi den klart markerer sig i forhold til omverdenen.

Så man skal gøre hvad Jesus gjorde: bryde

grænsen, nedrive skellet. Man skal rette en saglig,

men også en kærlig kritik mod sekterismen.

Man støder jo også på modsætninger og paradokser

i kristendommen. Hver gang Jesus åbner

munden, insisterer han på menneskers værdighed,

og just i den insisteren opfordrer han

dem til selvkritik: ”Altså det der sker når folk

møder Jesus, er at de tror problemet ligger i de

andre, men hele tiden bliver de kastet tilbage

på sig selv”.

Martin Herbst følte at da han var med i Moonbevægelsen,

var han midt i noget større. Og

bange for at dø hvis han gik. Men i mødet med

kristendommen mødte han noget større og turde

tage angsten i hånden.

Og vi skal huske at en åndelig kamp skal kæmpes

med åndelige midler, og at en verdslig kamp skal

kæmpes med verdslige midler.

For at give de mange indtryk fra foredraget lejlighed

til at bundfælde sig gik vi med Ib og Milena i

spidsen gennem Andelssamfundet.

Efter spisning af den dejlige mad som højskoleudvalget

havde lavet, var der en meget smuk koncert

i kirken, hvor Kirsten Münster Berg sang vidunderligt

og Anne-Marie Elbech tryllede smukke toner ud

af vort orgel.

Der findes sekter i både fast og flydende form. Den

På 2.-dagen startede vi meget smukt med Britta

Søes morgensamling i kirken, som rørte os alle

dybt, inden Kirsten Thonsgaard godt hjulpet af alle

deltagerne gennemgik de sidste 100 års kulturhistorie.

Og om eftermiddagen var deltagerne i højskoledagene

endnu mere selv på. Først ude at røre

faste form er til at få øje på, f.eks. Al-Qaeda, Blekin-

os med hjælp fra Anita og derefter sang fra Højskogegadebanden,

Jehovas Vidner og altså også Moon- fare for at miste sig selv, for man får hele sin iden-

ikke stiller selvkritiske spørgsmål. Denne forsimpling lesangbogen under ledelse af og med kommentarer

bevægelsen. Men så findes der også en sekterisme, titet fra denne organisation eller struktur, hvor det

i et ”dem” og ”os” er ikke konstruktiv. Den styrker fra tidligere forstander på Vestbirk Højskole, Jens

der ikke er særlig synlig, fordi den foregår i åbne so- egentlige referencepunkt er lederen. Man glemmer

blot positionerne. Martin Herbst mener at sekteris- Grøn.

ciale fællesskaber, f.eks i familien, på arbejdspladsen alt det der gik forud: historien, bevidstheden og trame

simpelthen er en øjensygdom. Et angreb på vo-

og selv i folkekirken. Men ovenstående er 3 kendeditionen. Arrogancen opstår i forbindelse med at der

res perspektiv. Og kampen står mellem perspektiver. Og den dejlige mad som højskoleudvalget havde lategn

på sekterisme, uanset om formen er fast eller i den sekteriske optik, i læren, ligger færdige forkla-

Man kan ikke bombe Al-Qaeda væk. Det er en forvet alt for meget af, kom hjemløse til glæde, for Pe-

flydende. Der er en karismatisk lederskikkelse, det ringer på alt mellem himmel og jord. Nuvel, det giver

tolkning af Islam, det er et perspektiv. Ikke overrater kørte det ind til Kirkens Korshærs Nattjeneste i

4 er de færdige forklaringers paradis og der er ingen stabilitet og ro, men det afføder også en uhyggelig

skende mener Martin Herbst at den kristne indfalds-

Mejlgade, da højskoledagene var slut.

5


Vor kirkes tidslinje Af Steen Kløve Lassen

En tidslinje – sådan i store træk, og fra en lidt alternativ synsvinkel

År 0 – eller sådan ca.

Ingen ved præcis, hvornår Jesus blev

født – det er rent gætværk. Derfor

kan man strengt taget holde juleaften,

når det nu passer én selv! Skrifterne

i bibelen stemmer nemlig ikke

helt overens med andre historiske

kilder. Ej heller er de indbyrdes særligt

enige. Egentlig gik man da Jesus

blev født, i romerriget ud fra tidspunktet

for Roms grundlæggelse, og Jesus

var således født d. 25. december, 753

år efter Roms grundlæggelse. Faktisk

skiftede man først til den nuværende årstalsbestemmelse

engang i middelalderen, da en smart munk fik

den fikse ide, at det jo kunne være et godt PR-fif for

kirken, hvis man nu gik ud fra den centrale figurs fødselsdag!

År 30 – eller 33 – eller sådan derved

Jesus rager uklar med det jødiske præsteskab, og de

vil have ham klynget op – på et kors. Det blev han så

– med lidt hjælp fra romerne. Dette skal vise sig at

blive en skelsættende begivenhed, idet vi stadig fejrer

den som den vigtigste kirkelige begivenhed her

knapt 2000 år senere. For selv om Jesus var død, var

han nemlig ikke død alligevel – han fortsatte med at

leve, og gå rundt blandt sine venner og sit folk i endnu

en tid. Netop deri ligger en stor del af budskabet

med Jesus – at det er noget, der sker for os alle –

altså ikke det at dø, men at vi – på en måde – netop

ikke gør. Men dette at Jesus genopstår, skal nok mere

forstås i overført betydning,

idet Helligånden også bliver

blandet ind i det omkring

pinsetid. Desuden sagde Jesus:

”Gå ud og gør alle folkeslag

til mine disciple”,

hvilket apostlene så gjorde.

Én af dem tog til Rom,

og prædikede der. Han hed

Peter. Fik også en stor kirke

opkaldt efter sig - det er

noget med løver og forfølgelse

og grundlæggelsen af

kirken der, der skulle udvikle

sig til pavedømmet.

Til gengæld var damer ikke

velkomne, der måtte være

måde med liberalismen. Så

det store spørgsmål var nu:

Kunne man være kristen,

uden at være jøde? Og det

uden at lade sig omskære?

Heldigvis blev svaret ”ja” til

begge spørgsmål. Det er vi

nogle stykker, der er glade

for i dag – specielt mændene!

Men hermed var vejen ideologisk set banet for,

at kristendommen kunne udvikle sig til en verdensreligion.

År ca. 150 til omkring 400, eller sådan noget

Hvis nogen tror, Bibelen er specielt hellig i sig selv, og

at man ved at følge den har gjort sig ufejlbarlig, bedre

end andre, eller i øvrigt tager dens ord for pålydende,

er man i den grad galt afmarcheret! Bibelen er nemlig

skrevet af mennesker som dig og mig. Jeg ved ikke

med jer, men jeg er i hvert fald ikke ufejlbarlig! Så diverse

nyreligiøse bevægelser er altså på glatis, hvis

teksten skal tages helt og fuldt bogstaveligt. Bibelen

skal nok forstås i forhold til den tid, den er skrevet i

– af mennesker. Helt grundlæggende består Bibelen,

som de fleste ved, af det Gamle Testamente, som vi

et langt stykke af vejen deler med jøderne, og vores

egen tilføjelse: Det Ny Testamente. Til daglig plejer

vi fx at sige, at der er fire testamenter – altså i Bibelen.

I og for sig findes der mange flere, de kom bare

ikke med i den endelige udgave. Ligesom så mange

andre skrifter. Så der er sket en stor frasortering, og

efterhånden er der opstået en kanon – en slags fælles

overenskomst om, hvad der er med i Bibelen – eller

”Bogen”.

fulgt minoritet blevet salonfæhig, og nærmest påbudt,

hvis man ville have en karriere i den romerske administration.

Man holdt det første økumeniske koncil =

kirkemøde: Her besluttes det, at faderen og sønnen

er én og samme person. Desuden kommer den første

fælles trosbekendelse til: Den Nikæanske – mødet

blev nemlig holdt i Nikæa.

År 381

Andet økumeniske koncil: Nu med Helligånd. Så nu

hedder det ”Faderen, Sønnen og Helligånden”, i modsætning

til mødet i Nikæa, hvor de ”kun” var faderen

og sønnen. Holdt i Konstantinopel, opkaldt efter førnævnte

kejser, og nu indkaldt af en anden romerske

kejser.

År 395

Romerriget deles i det Vestromerske og det Østromerske

rige, med hovedstæder i Rom og Konstantinopel/Byzans.

Af disse kommer det Østromerske rige til

at bestå længst – helt frem til 1453. Paven bliver boende

i Rom, men Patriarken i Konstantinopel og Paven

i Rom stod næsten lige i magtmæssig henseende. Patriarken

kronede fx den Østromerske kejser, mens Paven,

da Vestromerriget gik til grunde, i mange år ikke

havde nogen at krone til kejser – surt!

År 431

Vi er nu – logisk nok – nået til det tredje økumeniske

koncil: Nu med Jomfru Maria. Ses som en vigtig figur

i kristendommen, idet hun føder Kristus, og dermed

er i en slags forbindelse med Gud. Siden indførslen af

protestantismen i vores kulturkreds set som en ret

overdrevet detalje, men ses som af stor vigtighed i

katolicismen.

År 451-681

Tre økumeniske konciler afholdes, i 451, 553 og 680-

681, hvor det overvejende diskuteres om Jesus er af

menneskelig natur, eller om han er en del af Guds natur,

og hvornår han var det ene, og hvornår han var

det andet, hvornår man skulle tolke hans udsagn som

et menneskes, og hvornår det var som Gud, han talte.

Kort sagt: En temmelig forvirrende diskussion, men

det blev dog en ”både/og” – løsning.

År 476

Vestromerriget går til grunde – det er efterhånden

blevet en fælleseuropæisk folkefornøjelse at invadere

og plyndre Rom! (- man kommer til at tænke på udsalg

i Bilka ;-)) Ingen til at beskytte Paven og Kirken i

Rom – stakkels Pave :-(

År 537

Haga Sofia indvies. Den største og vigtigste kirke i datidens

kristne verden indvies i Konstantinopel. Dette

var den kristne kulturs fremmeste udstillingsvindue.

Indtil Peterskirken i Rom blev bygget, den vigtigste

kristne kirke.

År 325 – præcist!

År 787

Syvende økumeniske synode i Nikæa (II) i Lilleasien.

Det havde i mange år været en stående debat, om

man måtte afbilde Jesus eller Gud. Nogle mente ”ja”,

andre ”nej”. Ikonoklasmen = billedforbuddet havde sit

Dette år menes fødselskirken i Betlehem påbegyndt –

udgangspunkt i det 5. Bud: ”Du må ikke have andre

af Konstantin den Store, af stilling kejser i Rom, af re-

guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede

ligiøs overbevisning kristen – en nyhed, der kom til at

i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på

År 50 – eller deromkring

betyde uanede muligheder for udbredelsen af religio-

jorden eller i vandet under jorden”. Denne ret firkan-

Apostelmødet i Jerusalem. Her blev det besluttet, at nen. Den blev nemlig statsreligion i hele romerriget,

tede og ortodokse tolkning blev heldigvis underkendt,

kristendommen var for alle. Paulus havde nemlig la- og som sådan også en del af det politiske magtspil. På

idet tolkningen var, at så længe det ikke var billedet,

6 vet rav i den, idet han havde forkyndt for ikke-jøder. godt og ondt. Kristendommen var fra at være en for-

man tilbad, men tanken og ideen bag, var det OK. 7


År 800

Og ”Juhuu” siger Paven i Rom:

Endelig én, der værd at krone

til Kejser: Karl den Store: Så

har jeg også én, ligesom Patriarken

i Byzans! Og så gør han

det slemme ved muslimerne i

Spanien! Muhammeds ide med

Islam har nemlig haft stor succes

i det sydlige udland, og er

blevet en politisk, militær og

religiøs trussel til kristendommen.

År 968

En vis Harald Blåtand hævder, at danerne er blevet

kristne: Nok lidt af en tilsnigelse, eftersom han nok

var under storpolitisk pres, og det sandsynligvis kunne

være forbundet med en politisk fordel i forhold til

Karl den Stores efterfølgere.

Så havde de i

hvert fald ikke den undskyldning

til at invadere

landet, at det var for at

kristne dem – det var de

jo allerede. Desuden var

mange almindelige mennesker

noget forbeholden

ved en konvertering,

men generelt vendte den

folkelige stemning også efterhånden til fordel for kristendommen.

Der var ligesom mere perspektiv i det

med evigt liv i himlen, frem for Ragnarok!

har sikkert hjulpet godt

på motivationen, så den

var der mange, der var

med på at støtte. Minder

det lidt om jihad? At

det så samtidig kunne gå

ud over Konstantinopel/

Byzans, der lå på vejen,

gjorde sandsynligvis ikke

udfordringen mindre interessant.

Det koster at

have en hær på kost – og de blev længe i byen – er

det påfaldende?

Sådan blev det ved et par hundrede år, og i 1292 var

vi så nået til det fjerde korstog. Alle påfaldende præget

af en del studehandler undervejs. En byzantinsk

prins tilbød fx en kæmpe sum, hvis toget da lige slog

et smut forbi Konstantinopel og gjorde ham til kejser

i stedet for kejseren – så det gjorde man da lige.

Til gengæld var det så som så, hvad der var tilbage

af datidens største europæiske by, efter den behandling.

I vores del af verden er der jo lidt langt til Jerusalem.

Men så kan vi jo tage på korstog tættere på. Så

Valdemar den Store tog til de baltiske lande i stedet.

Hvad der lige talte mest, udbredelsen af kristendommen,

eller udvidelsen af ens eget magtgrundlag, skal

jeg lade folk selv gætte om. Men der fik han så fat en

rød klud med et hvidt kors! Det har vi siden syntes var

meget pænt.

det lykkes dem aldrig at erobre byen. Dog får de et

nogenlunde fast herredømme på Balkan frem til 1683,

hvorefter det gik gradvist tilbage, for til sidst at gå til

grunde som en følge af første verdenskrig.

År 1492

Spanierne får smidt de sidste muslimer ud af landet,

så vestfronten mod dem i Europa får en naturlig

grænse ved Gibraltar.

Omkring 1500

Der var voksende utilfredshed med den katolske kirke

mange steder i Europa. Den spanske inkvisition kom

også på banen. Det var simpelthen udrensning af anderledes

troende – jøderne og muslimerne, som der

ellers var en del af. Dette skete under store folkelige

protester.

delse, blev tingen skåret noget mere ud i pap for menigmand.

Samtidig var man jo i renæssancen, hvor

der skete en del med hensyn til videnskab og argumentation,

og noget af det gik kirken en del på tværs

– fx at Jorden ikke var universets centrum, og at man

kunne bruge sin sunde fornuft og ræsonnere sig frem

til ting. Så den katolske kirke var på flere måder ved

at male sig op et hjørne, og tabte en stor del af sin

menighed. Os, for eksempel.

At den katolske kirkes rigdom stak mange i øjnene,

var ganske åbenlyst. På den tid var det typisk sådan,

at magten i et land var tredelt: Kronen, herremændene

og kirken, og alliancerne skiftede jævnt hen hele

tiden. Nu fik man i vores del af verden mulighed for at

køre kirken ud på et sidespor, og kronen fik lejlighed

til at hapse kirkens rigdomme – hvilket den så gjorde,

fx i Danmark. Det kostede godt nok et par konger,

men hvor der handles osv. Læs fx ”Kongens Fald”.

Dette er i hvert fald baggrunden for, at kirken i vores

del af verden hører under staten, og hvorfor vi af og til

beder for, at Margrethe skal ha’ det godt!

År 1175 – 1250

Samtidig skete der i det nordlige Europa en afstandtagen

til den katolske kirke, og kritikken begyndte indefra.

Paven havde gang i byggeriet af Peterskirken

i Rom, og det kostede. Enhver der har set den, ved

hvorfor. Kirken var i sig selv vel ved muffen, men skulle

bruge flere penge. Så man begyndte at sælge afladsbreve

til opholdet i Helvedes forgård, Skærsilden

= den lutrende/rensende ild, hvor du får dine synder

År 1618 – 1648

Herimellem er tredive år, og der var krig derimellem,

heraf navnet: Trediveårskrigen. Katolikkerne ville

gøre protestanterne til katolikker, og protestanterne

ville gøre katolikkerne til protestanter. Og sådan

skete der ikke specielt meget, ud over der blev slået

en hel del mennesker ihjel, Christian den IV fik roterende

storhedsvanvid og kørte landet bankerot, foruden

han fik startet en masse krige med svenskerne.

Blev der bygget mange huse i halvfjerdserne? Var

”brændt af”, inden du kommer i himlen. Mod en be-

Storebæltsbroen et stort projekt? Det var småting i

stemt sum penge kunne man springe opholdet over,

År 1054

forhold til det, der blev bygget mellem to ovennævnte

eller afkorte det. ”Når pengene i kassen klinger, snart

Den første store ballade: Den kristne kirke deles i to, årstal. Næste alle de hvide landsbykirker rundt i det

sjælen ud af skærsilden springer”, forkyndte en smart

den (græsk/russisk-) ortodokse, og den katolske. Den ganske danske land blev nemlig bygget mellem disse

munk som slogan på en markedsplads. Man kunne

ene med centrum i Konstantinopel, den anden i Rom. to årstal, også den på bakken. En imponerende bedrift

endda købe afladsbreve for sine slægtninge mange

Patriarken mener, at han har monopol på at udnæv- af en befolkning på under en halv million – og de står

generationer tilbage. Det faldt mange for brystet at

ne kejsere, og at der absolut ikke skal være nogen der endnu, så hvis man tager det som udtryk for styr-

der skulle være en sammenhæng mellem usselt mam-

tysk-romersk, udnævnt af Paven! Ikke desto mindre ken i deres tro, må den have været stor!

mon og ens tid i skærsilden. Jesus sagde jo netop, at

har Paven fået ambitioner, og er efterhånden blevet til

ville være sværere at få en rig i himmeriget, end en Til slut var de, som var protestanter før krigen, stadig

chefen i butikken, idet man ikke blev konge eller kej- År 1309-1378 – eller senere, tror jeg???

kamel gennem et nåleøje, og så kom kirken selv med protestanter, og ligesådan med katolikkerne. Så det

ser noget sted i den vestlige del af Europa, uden hans Paven flytter til Avignon. Og så i 1378 var der igen en

en nem smutvej! Og Jesus sagde jo også, at alene ved eneste nogen vandt ved det, var strengt taget at in-

godkendelse. Ellers var det ud (- af min butik!) Erin- Pave i Rom – og stadig én i Avignon: Er De forvirret?

tro var man tilgivet sine synder – betingelsesløst! gen vandt noget, men alle blev en god del fattigere.

drer vi en vis Barbarossa, der måtte kravle på sine Det var datiden også – kort og godt noget rod. To pa-

Specielt Danmark. Surt!

knæ, og vente ved porten, til Paven ”havde lyst til” at ver, hvoraf den ene blev udnævnt antipave af den an-

se ham?

den – stadig forvirret? Nå, men forklaringen bliver nok

Dette er en meget summarisk gennemgang, med et

ikke meget bedre.

glimt i øjet, og med absolut frasigelse af historisk kor-

År 1095 til 1292:

rekthed. Ligeledes er tiden før Kristi fødsel udeladt,

Det første korstog blev indledt i 1095. Det blev ind- År 1453

men mange af Jesu handlinger skete netop i kraft af

ledt, da der stadig var røre i andedammen efter kir- Konstantinopel og Byzans rendes over ende af mus-

en nyfortolkning af indholdet og budskabet i det Gamkens

deling. Men nu var kejseren i Byzans på spanlimerne. Byen/staten havde ellers væres bolværket

le Testamente, og som en indsigelse mod præsteskaden,

idet han var trængt af muslimernes fremmarch. mod muslimernes indtrængen i Europa østfra. Dette

bets fortolkning af dette. Deraf konflikten og døds-

Og Paven mente, at Jerusalem skulle befries fra de er for eksempel forklaringen på, at der findes muslidommen

ved korsfæstelsen, men sådan sagde han jo

vantro, altså muslimerne. At Paven så også lovede, at mer i det tidligere Jugoslavien. Tyrkerne, for dem er

Godt nok var de fleste jo u-uddannede, men derfor også selv, det måtte gå. Og det gjorde det jo også.

8 det var den direkte vej i Himlen, hvis man faldt i kamp, det, trænger ad flere omgange helt frem til Wien, men

behøver man jo ikke være dum. Og med Luthers le- Heldigvis?

9


Den kristne kirkes tilblivelseshistorie

En hurtig gennemgang af de første 1.500 år og et bud på

hvorfor kirken ser ud som den gør

Prøv noget sjovt næste gang du skal rundt i Danmark:

Se dig omkring. Næsten uanset hvor du er, er der kun

få steder du ikke har udsigt til mindst én kirke. Her kan

man konstatere mere end et gran af sandhed i den

franske katolske teolog Alfred Loisys ord ’Kristus prædikede

Guds Rige; i stedet fik vi kirken’. Mener man at

kunne spore en vis bitterhed, kan det skyldes Loisys

lange kamp med den katolske kirke. I 1902 udgav han

skriftet ’L’Évangile et l’Église’ (Evangeliet og Kirken),

som året efter kom på den katolske kirkes liste over

forbudte bøger. Bogen var den katolske modernismes

programskrift, og her gentog Loisy bl.a. sine synspunkter

fra 1890’erne om at Bibelen ikke var fejlfri og

ufejlbarlig. Allerede i 1893 førte disse synspunkter til

at han mistede sit job som professor i bibelsk teologi,

og i 1908 blev han ekskommunikeret. Han døde i 1940

uden at være blevet forsonet med kirken.

Men hvordan kan kirken som organisation ekskludere

medlemmer? Hvad er det for en struktur, og hvad er

det for regler der gør det muligt, og hvordan er udviklingen

fra de 12 apostle til den katolske kirke sket?

Hvor kommer traditionerne, dogmerne og skikkene

fra? Dem læser man nemlig ikke noget om i Bibelen,

og man kan med god ret sige at det i hvert fald ikke

var Jesus der grundlagde den kristne kirke. De kirker

der bekender sig til kristendommen, har dog alle det

til fælles at de baserer deres forkyndelse på Bibelen,

men de gør det på vidt forskellige måder og ud fra vidt

forskellige tolkninger af både skrift og tradition.

Når kirken udviklede sig som den gjorde, skyldes det

i høj grad at Jesu genkomst lod vente på sig. De første

kristne menigheder levede i det som i teologiske

kredse kaldes ’nærforventningen’; dvs. forventningen

om at Jesu genkomst var nært forestående. Paulus

var fx ganske sikker på at Jesus ville vende tilbage

i hans egen levetid, og herom skriver han i 1. Tessalonikerbrev

kap. 4 v. 15: ’For det siger vi jer med

et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når

Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede’.

Der skulle altså ikke gå ret lang tid, og de første kristne

samfund havde således mere karakter af religiøse,

uformelle og afventende grupperinger end en egentlig

kirke. De evangelier som vi kender, var heller ikke

nedskrevet endnu; det begyndte man først på da de

første generationer; dvs. da de mennesker som havde

mødt, set og hørt Jesus, var ved at uddø. Da Jesu

Af Ruben Fønsbo

genkomst samtidig udeblev, opstod gradvist et behov

for en formalisering af både menighedsstrukturen og

trosgrundlaget.

De tidlige menigheder og kirkedannelsen

De første menigheder var kristustroende jøder, og fra

tidlige tider, sandsynligvis allerede kort efter Jesu død,

afholdt man sammenkomster i private huse, ofte under

ledelse af disciple eller husenes ejere. I Apostlenes

Gerninger kap. 2 beskrives hvordan de troende dagligt

mødtes i templet, og hjemme brød de brødet og spiste

sammen mens de priste Gud.

Gennem en årrække efter Jesu død rettede forkyndelsen

af hans ord sig mod jøder, men på det såkaldte

Apostelmøde i år 50 (ca.) mødtes på den ene side

disciplene og de ældste fra menigheden i Jerusalem,

og på den anden side Paulus og Barnabas. Paulus havde

gennem længere tid missioneret blandt både jøder

og hedninger, mens flertallet af hans modstandere

talte for at Kristi ord udelukkende var rettet mod jøder.

Paulus fik imidlertid sine synspunkter anerkendt;

synspunkter som bl.a. handlede om at kristne ikke behøvede

at blive omskåret, og derudover skulle de kun

overholde de fire regler som blev specificeret i Ap.G.

15.28-29: ’For Helligånden og vi har besluttet ikke at

lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,

at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og

fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at

holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!’.

Hermed var grunden for kristendommens udbredelse

blandt ikke-jøder lagt, og gennem de følgende mere

end 50 år voksede antallet af kristne støt. Apostelmødet

understreger dog det grundlæggende problem i

den tidlige kirke, nemlig enighed; eller rettere, mangel

på enighed. Det var ganske enkelt nødvendigt at

have et fælles grundlag for forkyndelsen, og de personer

som fastlagde dette grundlag, kom meget hurtigt

til at stå som teologiske autoriteter i de tidlige menigheder.

Her indtog apostlene, ikke mindst Peter, en

særstilling, men også Paulus opnåede, ikke mindst i

kraft af det enorme antal omvendelser han udvirkede,

en væsentlig position. Det er ikke praktisk muligt

at sætte tal på hvor mange der blev omvendt af Paulus,

men de af hans breve der kendes fra Bibelen, er

skrevet til menigheder som han selv grundlagde på

sine missionsrejser til bl.a. Cypern, Lilleasien, Makedo-

10

Søndagsskolebillede; en ukendt kunstners bud på kir-

’De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til

alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver

dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jub-

11

kens allerførste menighed

lende og oprigtige af hjertet priste de Gud ...’ (Ap.G. 2)


nien, Grækenland, Kreta og Rom. Mange af brevene indeholder

anvisninger på menighedsliv, troslære, regler

for kirkepraksis og kristen livsførelse. En stor del af det

som skulle udvikle sig til kirkens praksis, er således allerede

grundlagt her, kort efter midten af det 1. årh.

Peter og Paulus. Mosaik fra Ravenna, ca. år 500

Kanon og tradition

Uanset hvor uformel og løs den tidlige kirkestruktur

kan have set ud, var der allerede tidligt tre grundlæggende

træk, nemlig det nævnte episkopat, og

derudover bekendelse og kanon (græsk: rettesnor

el. målestok).

Da man sent i det 1. århundrede begyndte at nedskrive

de kendte overleveringer, opstod behovet for

en anerkendt kanon; dvs. en oversigt over hvilke tekster

der skulle være en del af trosgrundlaget, og hvilke

der ikke skulle. Det blev især nødvendigt fordi troen

hyppigt var under angreb. Omkr. år 140 offentliggjorde

Markion af Pontus sit bud på en bibelkanon,

og da han ikke brød sig om jødedommen og dens

gudsbillede, udelod han Gammel Testamente. Hans

kanon omfattede således kun 10 breve af Paulus og

et Lukas-evangelium hvorfra alle referencer til jødedommen

var fjernet. Markions opfattelse af Kristus

og frelsen adskilte sig også radikalt fra hvad apostlenes

efterfølgere forkyndte, og i det hele taget medvirkede

hans kanon til at forstærkede behovet for en

konkret oversigt over de tekster der udgjorde det

sande troens grundlag. Markions kanon blev afvist,

og teologer som Muratori, Irenæus, Tertullian og Clemens

gav hver deres bud på en bibelkanon, men det

skulle vare mere end 200 år endnu før biskop Athanasius’

definitive oversigt lå fast i 367. Til gengæld har

den ikke ændret sig siden.

sti magt befalede Konstantin herefter at forfølgelserne

af de kristne skulle indstilles, og kristendommen skulle

være statsreligion i Romerriget. Roms betydning i romerriget

smittede af på kirken; ikke mindst fordi Rom

var den by hvor apostlene Peter og Paulus led martyrdøden,

og med byens betydning voksede også den

romerske biskops betydning, og med årene vandt han

anerkendelse som kirkens egentlige overhoved. I vore

dage er biskoppen af Rom formentlig bedre kendt under

titlen ’Pave’.

Kirken den er et gammelt hus...

De første egentlige kirker kendes fra omkr. år 200. Her

fandt man de såkaldte ’huskirker’ som var bygninger

der kun anvendtes til gudstjenester. Ingen af de oldkirkelige

bygninger er bevaret, men under Rom findes

stadig de tidligste kristne begravelsespladser, Katakomberne,

og herfra har man hentet store mængder

oplysninger om de tidlige kristne. Ikke alene har man

en kirke på det sted hvor apostlen Peter blev korsfæstet

og begravet. Resterne af denne kirke og apostlens

grav findes stadig under den nuværende Peterskirke i

Rom. Fra samme periode kendes ruinerne af kristne

kirker i bl.a. Jordan, og Laterankirken i Rom, som i dag

er byens domkirke, blev påbegyndt i 313.

Kirken i Danmark

På vore breddegrader er kristendommen, og dermed

de kristne kirker, et noget nyere fænomen. Traditionen

vil vide at kong Harald Blåtand kristnede danerne efter

at have set munken Poppos jernbyrd, og det skete

i slutningen af 900-tallet. Det vides dog med sikkerhed

at der har været kristne missionærer i Danmark

allerede i 700-tallet, og krønikeskriveren Adam af Bremen

skriver at der i 1070 fandtes 300 kirker i Skåne,

150 på Sjælland og 100 på Fyn. Disse kirker var dog

opført i træ, da de ældste kendte stenkirker herhjemme

er fra ca. 1075, men det vil ikke være urimeligt at

antage at i hvert fald en del af dem er fra før Harald

kristnede danerne.

Den tidlige kirkeledelse

I de tidlige menigheder kunne enhver tage ordet og for-

De nordiske kirker bar præg

kynde. Der var formelt ingen præst eller leder af de

af at man havde masser af

enkelte samfund af troende, men mange religiøse og

byggematerialer til rådig-

verdslige sager og pligter blev varetaget af en kreds af

hed i form af kampesten og

presbytere (ældste). Blandt dem blev udpeget en over-

frådsten, men hvor kirkerne

ordnet leder; en såkaldt opsynsmand. Det græske ord

af udseende adskilte sig fra

ἐπίσκοπος (episkopos) betyder ’opsynsmand’, og ordet

andre landes kirkebygninger,

’biskop’ er afledt af ’episkopos’. Udnævnelsen til opsyns-

kunnet udforske begravelsesskikke, men katakomber-

overtog man via ærkebispemand

(dvs. biskop) skete ved en formel indvielse med

håndspålæggelse og velsignelse som symboler på at

Helligånden nu var med den nyindviede, og at man nu

var en af apostlenes efterfølgere og dermed et led i den

såkaldte Apostolske Succession; rækken af biskopper

tilbage til apostelen Peter.

I begyndelsen havde mange af disse biskopper borgerlige

hverv ved siden af opsynstjenesten, men efterhånden

som menighederne voksede i størrelse, blev det

nødvendigt at biskopperne kun varetog deres opsynshverv.

Det blev derefter menighedernes pligt at forsørge

dem med gaver i form af naturalier og penge. Bi-

Gradvist blev troen, kirken og dens struktur udbredt

i Romerriget, dels på grund af den glimrende infrastruktur

der gjorde missionsrejser lette, og dels på

grund af den romerske statsmagts afslappede forhold

til andre religioner. Der fandt dog fra tid til anden

betydelige kristenforfølgelser sted, dels fra romersk

side, og dels foranlediget af jøder der hævdede

at de kristne opfordrede til omstyrtelse af den

bestående samfundsorden. Paradoksalt nok var forfølgelserne

med til at styrke troens udbredelse. Mange

så nemlig med respekt og ærefrygt hvordan de

kristne mødte både forfølgere og straf; som regel

dødsstraf, uden frygt og med stor værdighed, og en

ne er også rigt udsmykket med kalkmalerier der fortæller

om samtidens Kristusopfattelse, menighedsliv,

skikke og traditioner.

Med kristendommens rolle som statsreligion i Romerriget

opnåede kirken og dens embedsmænd store privilegier.

Biskopper og præster var bl.a. fritaget for

krigstjeneste og en række skatter og afgifter, og kirken

fik ret til at erhverve ejendomme, modtage arv

og inddrage rigdomme fra tidligere hedenske kulter.

Biskopperne forvaltede rigdommene, og det blev ret

hurtigt almindeligt at indtægterne blev delt i fire dele.

De tre tilfaldt hhv. biskoppen, præsteskabet og de fatsædet

i Hamburg-Bremen de

skikke der hørte til den katol- Vor Frue Kirke i Århus er fra

ske kirke (’katolsk’ er afledt ca. 1060 og opført i frådsten

af græsk ’kata holos’; for alle,

dvs. at den katolske kirke var kirken for alle). Af politiske

grunde ønskede den danske konge Svend Estridsen

at løsrive kirken fra tysk overherredømme, men

det blev afvist af paven. Alligevel gik Svend i gang; der

var jo langt til både Bremen og Rom, og bl.a. Ribe, Viborg,

Århus, Vendsyssel og Skåbne stifter blev oprettet.

Det lykkedes dog ikke Svend at løsrive kirken, og

først i 1103 blev der oprettet et ærkebispesæde i Lund,

så den danske kirke nu var fri af tysk indflydelse.

skoppens opgave var bl.a. at forvalte sakramenterne,

dåb og nadver, og at føre tilsyn med at menighederne

samtidig observatør vurderer at for hver kristen der

blev henrettet, kom ti nye troende til.

tige, mens den sidste fjerdedel blev brugt til kirkebygninger

og gudstjenester. Det kom til at bidrage bety- Lokale uenigheder til trods var kirken stadig én. Den

holdt sig til den tro på Jesus som blev forkyndt. Det vadeligt

til kirkens velstand at man fremhævede almis- kanoniske ret (Corpus Juris Canonici) indeholdt alle

rede heller ikke længe før det kun var biskopperne der I begyndelsen af 300-tallet indledtes de hidtil værsens

syndsforladende virkning, og kirken blev snart så nødvendige bestemmelser for kirkelige handlinger, de

havde ret til at forkynde, og forkyndelsen tog udgangsste kristenforfølgelser under kejser Diocletian, og

velhavende at staten overlod fattigplejen til kirken. gejstliges embeds- og livsførelse, definitioner af kirpunkt

i kanon, den samling af traditioner og mundtlig de fortsatte et stykke ind i efterfølgeren, Konstankelige

begreber osv., og Corpus Juris Canonici gjaldt

overlevering som dannede grundlaget for missionen. tin den Stores regeringstid. Om ham skriver kirkehi-

Økonomi gav magt, og snart var kirken også en uund- overalt. Selv meget store stridigheder; fx en længere

storikeren Eusebius senere at han umiddelbart forgåelig

faktor i retsplejen med biskoppen som døm- periode med to samtidige paver i hhv. Rom og Avig-

Til hjælp for biskopperne kom, ud over presbyterne, ud for et stort slag i 312 havde en drøm hvor han så

mende myndighed i både kirkelige og verdslige sager. non, lykkedes det kirken at overleve. Den styrke og

en særlig stand af diakoner, dvs. hjælpere, som kunne et lysende kors for sig, mens Kristus befalede ham

Selv om fattigdom og askese stadig var et kirkeligt magt som institutionen havde, er væsentlige grunde

prædike og døbe, men ikke forrette nadver. I gudstje- at rykke mod fjenden under dette fanemærke. Det

ideal, smittede velstanden af på både gudstjeneste og til at der skulle gå mere end 1500 år før nogen overnesten

fik nadveren stadig større betydning som offer- gjorde Konstantin, og trods fjendens overmagt vandt

biskoppernes levned; begge dele blev præget af både vejede gennemgribende ændringer, og først med Lugave,

og da biskopperne var de eneste der måtte forret- han en afgørende sejr der gjorde ham til enehersker i

pragt og ødselhed. Det afspejlede sig også i opførelthers reformation så man et brud med den kirkestruk-

12 te denne offertjeneste, voksede deres betydning.

Det Vestromerske Rige. Som en anerkendelse af Krisen

af kirkebygninger; i Rom blev omkr. år 300 opført tur som grundlagdes i det 1. århundrede.

13


Hjortshøj kirke og historien

Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har

oplevet det, man kalder ”historiens vingesus”? Denne

svimlende fornemmelse af i et glimt at være der,

hvor der engang skete noget stort og vigtigt, sådan

at man pludselig står midt i det, mærker en stemning,

hører stemmer og genoplever historien. Jeg elsker

den slags! Det kan ske, når man ser historiske

film eller dokumentarudsendelser, men de stærkeste

oplevelser har man som regel ”on location”, når man

befinder sig der, hvor det skete. I år gik præstefamiliens

ferie til Sydtyskland, hvor megen historie har udspillet

sig, ikke mindst i forbindelse med nazisternes

overtagelse af magten i Tyskland. Det var rystende;

både tankevækkende og fascinerende at stå der på

talerplatformen på Zeppelintribunen i Nürnberg og

skue ude over den store plads. Herfra stammer de

kendte billeder fra Nationalsocialisternes partidage i

1934, hvor Hitler taler fra selvsamme kvadratmeter

til hundredtusindvis af begejstrede, ekstatiske nazister,

SS’er og Hitlerjugends i snorlige rækker. Der

stod man pludselig midt i historien.

hellige Asadyrkende sted, hvor man ofte valgte at

lægge de første kirker. Den første stenkirke har været

mindre end den nuværende, der sidst i 1400tallet

er blevet udvidet med korpartiet (hvor alteret

står), med tårn og med hvælvinger. Først med reformationen

i starten af 1500-tallet er der kommet

større vinduer i kirken, for da begyndte man at have

salmebøger og dermed behov for lys til at kunne

læse ved. Bænkene har heller ikke været der i den

første kirke, men til gengæld har man haft et vindue

eller en åbning i kirkens kor, sådan at man har

kunnet se den opgående sol i øst. I dette rum, der

gennem tiden har skiftet udseende og indretning på

forskellig vis, men i det store og hele ligger, som det

gjorde for 800 år siden, har mennesker i Hjortshøj

og omegn takket, bedt, grædt, frygtet og håbet i århundreder.

Prøv en dag i kirken at lukke øjnene og lad tankerne

glide tilbage til den barnedåb i 1253, hvor en familie

fra Hesselballe bar deres lille spædbarn til dåben

i kirken med glæde men også med frygt for hvordan

det skulle gå barnet i en tid, hvor hvert andet barn

døde, inden det blev fem år. Prøv om du kan tænke

dig tilbage til 1368 eller mange andre år, hvor tårer

fra folk i Hjortshøj har ramt gulvet, fordi de stod der

ved kisten foran koret for at tage afsked med deres

barn, deres ægtefælle, deres forældre eller andre,

som pesten, lungebetændelsen, krigen eller alderen

havde taget fra dem. Prøv om du kan forestille

dig, hvordan borgerne fra Hjortshøj sogn i 1421

har lyttet til prædikerne om frelse og fortabelse. Se

om du kan sætte dig ind i, hvordan de udannede

bønder – sikkert med præstens hjælp - med gysen

har forestillet sig, hvordan der har set ud fra deres

plads i det hinsidige. Tænk videre over, hvordan man

i 1530’erne har været vidne til overgangen fra katolicisme

til protestantisme. De fleste sikkert uden at

forstå særligt meget.

Lyt, og se om du kan høre, hvordan præsten en søndag

i 1617 fra prædikestolen har oplæst Christian

IV’s helt nye forordning om intensivering af heksejagten,

som kom til at koste så mange troldkvinder

livet. Se, om du i tankerne kan snige dig ind til globryllup

i 1700-tallet, måske endda et et af de sjældne

af slagsen, hvor brudeparret selv havde valgt hinanden.

Og måske du endda kan se for dig, hvordan

byens mest dannede personer midt i 1800-tallet i

våbenhuset eller foran kirken har diskuteret Darwins

allernyeste teorier, mens fossilerne i kirkens stengulv

tavst har været vidne til menneskers forsøg på

at begribe Guds skaberværk. Og sådan kan du fortsætte

frem til efteråret 2009, hvor der stadig søndag

efter søndag ringes til gudstjeneste i byens ældste,

største og indtil nu eneste museum. Men vel at

mærke et museum, hvor der stadig døbes børn. En

bygning hvor der stadig vies forelskede unge og lidt

ældre. Og et rum, hvor der stadig grædes, når nogen

har mistet.

de også glæder sig over, at nogen (andre end dem

selv) holder det hele kørende: At orglet spiller, som

det plejer, at nogen tager sig af det der med det åndelige,

og at kirken også ligger klar der til dem selv,

hvis det en dag skulle blive nødvendigt. Og så er der

dem, der bruger kirken helt regelmæssigt: Som deltager

i gudstjenester, sognearrangementer og måske

endda menighedsrådsarbejdet.

Men man behøver ikke at tage til Tyskland for at

Og kaster man sig ud i det sidstnævnte, så vil man

opleve, hvordan det er en balancegang at være kirke

i 2009: En balancegang mellem en historisk arv, som

man forvalter og et budskab, man gerne vil forkynde

for moderne mennesker… på nutidens vilkår. Vi har

smukke rammer om forkyndelsen i Hjortshøj, men

opleve historiens vingesus. Man kan bare besø-

også rammer der med Nationalmuseet som vogter,

ge Hjortshøj kirke, som har ligget på sin bakketop i

helst skal være, som de altid har været. Vi har i me-

over 800 år, og som er åben hver dag i dagtimerne.

nighedsrådet oplevet at blive pålagt meget dyre re-

Prøv en dag at gå derind, gerne helt alene. Uden annoveringer

(600.000 kr) af kirkens inventar, fordi det

det ærinde end det at opleve rummet og historiens

Det er i sig selv fascinerende, at vi i byen har en byg- var udtørret på grund af den opvarmning af kirken,

vingesus. Rigtigt mange Hjortshøjborgere kommer i

ning, der i 800 år har dannet rammen om Hjortshøj som jo er en naturlig konsekvens af, at der faktisk

kirken hvert år: Til juleaften, til søndagsgudstjene-

borgernes religiøse liv: Deres undren, deres tvivl, foregår meget i kirken. Vi har oplevet at få nej til at

ster, vielse eller begravelse, men gad vide, om sær-

deres spørgen og deres afmagt. Det er en historie, vi opsætte enkle, diskrete forsatsvinduer for at spare

ligt mange rigtigt tænker over, hvor meget der er

alle er del af, selv om vi forvalter denne arv vidt for- på den ret store varmeregning.

sket i det rum?

skelligt. Nogle kommer aldrig i kirken og ænser den

måske slet ikke i deres daglige liv og færden. An- Og der ligger flere ”kampe” foran os: Menighedsrå-

Kirken blev bygget en gang i 1100-tallet, sandsyndre

nyder at kirken ligger der, lidt hævet over byen, det regner med i løbet af få år at skulle i gang med

ligvis der, hvor der allerede har ligget en trækirke,

pænt belyst i den mørke tid, som et udtryk for at no-

14 og sandsynligvis dermed også oven på det gamle,

get trods alt står fast i en omskiftelig verden. Måske

Forts. næste side

15


en nænsom opdatering af kirkerummet. Vi drømmer

om pænere og mere brugervenlig belysning, evt. vil

vi have lidt mere livlige farver på bænkene. Og vi

vil gerne have et mindre bastant knæfald, og vi vil

gerne have sænket prædikestolen, så ham præsten

kommer lidt længere ned i nærheden af menigheden.

Men det er svære processer; prædikestolen

har fx haft den højde den har i 300 år, og når kirken

betragtes som museum, har den slags en helt egen

værdi. I Nationalmuseets optik bliver det godt at

prædikestolen er høj, alene fordi den har været det

i 300 år. Og her over for står altså menighedsrådets

ønske om at få præsten lidt mere ned på gulvet.

Det er en balancegang, fordi vi på den ene side ønsker

et brugsrum med god varme, gode lysforhold,

moderne musik, projektor og scenekasser til de dramaer,

der af og til opføres af og for børn og unge.

Samtidigt anerkender vi, at kirken er en del af en

historie, som vi skal værne om. Mindetavlen for min

forgænger i embedet, Knud Eschisøn (der var præst

i Hjortshøj sidst i 1600-tallet) er træls, fordi det forhindrer

os i at varme kirken op til en behagelig temperatur.

Men det er også fascinerende at have hængende

som et vidnesbyrd om, at vi i kirken blot er

små brikker i et langt større puslespil; at vi alle blot

er små dele af en større historie. Den slags erkendelse

giver ydmyghed. Og mindetavlen (eller epitafiet,

som det hedder) kan minde os om, at alle pastor

Eschisøns fire børn døde, før de blev 18 år gamle.

Den slags kan fylde os med taknemmelighed, når vi

kommer med vores børn til dåben og med nogenlunde

sikkerhed kan forvente, at de vil forblive sunde

og raske længe endnu.

At kirken både et er museum og et brugsrum kommer

vi ikke uden om. Det er vores vilkår. Ofte ville

jeg ønske, at vi kunne smide alle de gamle ting

ud og indrette kirken, som vi i menighedsrådet ville

anse det for formålstjenstligt (idet vores egentlige

formål er at forkynde kristendom). Men på den anden

side (måske det er alderen) får jeg også en større

og større forståelse for, hvad det vil sige at være

indfældet i en historie, der er større end mine opfattelser

af, hvad der er formålstjenstligt her og nu.

Kristendom i praksis

Det kristne budskab er blevet fortalt i Danmark i mere

end 1000 år, og det har måske været praktiseret næsten

lige så længe. Budskabet er i kristendommens

grundfortællinger, og dem kan vi bruge som støtte og

vejledning, når vi møder store udfordringer. Fortællingerne

kan hjælpe os, så vi ikke mister orientering i tilværelsen

men også i tilspidsede situationer er i stand

til at træffe valg, der er i overensstemmelse med vores

grundholdning til livet og til andre mennesker.

En af fortællingerne er fra Lukasevangeliet

Lukas kap. 10 v30: ’Jesus svarede og sagde: En mand

var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne

på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham,

så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis

kom en præst den samme vej; han så manden, men

gik forbi ...’

(I kan læse resten i salmebogen, det er teksten til 13.

søndag e. trinitatis, eller høre hele teksten læst i kirken

på søndag, den 6. september. )

Vi kender vist alle historien. De ansatte ved templet i

Jerusalem gik forbi og lod ham ligge; hellige love og

religiøse regler hindrede dem i at hjælpe, mente de;

sådan forstod de deres ansættelse, selvom jødedommen

indeholder en grundregel om at hjælpe enker, faderløse,

fattige og fremmede. I fortællingen er det en

mand fra Samaria der hjælper den nødstedte, og det

har givet navn til fortællingen ”Den Barmhjertige Samaritaner”.

Fortællingen indeholder en skarp kritik af

den måde jødernes ledere praktiserer deres religion

på. I kristendommen har vi taget fortællingen til os

som en vejledning om at hjælpe mennesker i nød.

Vincent van Gogh ’Den barmhjertige samaritaner’

I Danmark har vi også en anden grundfortælling, som

siger noget om, hvordan vi gerne vil opfatte os selv.

Den handler om begivenhederne i 1943, da mange

danskere satte livet på spil for at skjule jøderne og

hjælpe dem væk fra den aktion, som skulle sende

dem til lejrene i Tyskland. Fortællingen har mange nuancer,

men den er vigtig at huske, for den er med til at

give os identitet: Vi hjælper mennesker i nød.

Det er også kristendom i praksis.

Peder Kjærgaard

Studiekredsen ”Tro og virkelighed”

Hvad er det for et liv Jesus tilbyder os,

når han taler om Guds rige, frelse, frihed og evigt liv?

Er det krav eller muligheder? Liv eller ånd? Tro eller virkelighed?

Heldigvis har vi et godt menighedsråd i Hjortshøj,

der har en fin forståelse for denne balancegang. Med

Det samles vi om i samtale og stilhed – med udgangspunkt i

respekt for det, der er blevet os overleveret, fortsætter

menighedsrådet således arbejdet på at gøre

Bibelens budskaber og menneskers tanker og erfaringer.

rammerne for den kristne forkyndelse endnu bedre

og endnu mere tidssvarende i fremtiden. I næste

nummer kan du læse om det smukke lystræ, som vi

Vi mødes på tirsdage kl. 19.30 i Den gamle Skole.

I efteråret er datoerne 29/9, 27/10 og 1/12.

inden længe indvier i kirken, og derefter vil der på et

tidspunkt blive løftet lidt af sløret for, hvad vi videre

har af planer med vores museum. Jeg mener vores

Vil du vide mere, kontakt Edvard Borbye, telefon nr. 86226126.

16 kirke. Jeg mener… begge dele.

17


En bibeltekst, en god salme…

Af Morten Skovsted

og en gammel

Den opmærksomme læser af Kirkebladet ved, at jeg

er glad for nye salmer. Overskriften er derfor kærligt

provokerende, fordi jeg ved, at salmediskussionen

kan udløse store følelser. Jeg holder rigtigt meget

af mange af de gamle salmer. De bedste har en

uendeligt rig poetisk dybde; de er billedskabende,

de er flydende, strømmende og evigt gode. Men alt

for ofte står sproget i vejen for et ellers godt indhold.

En søndag midt i august valgte jeg hele to salmer,

der var skrevet over prædiketeksten, men med

et par århundreders mellemrum. Den pågældende

Bibeltekst lød således (i uddrag):

’Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han

over den og sagde: »Vidste blot også du på denne

dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult

for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da

dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre

dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal

jævne dig med jorden og dine børn sammen med

dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig,

fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han

ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem

ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der

står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I

har gjort det til en røverkule.’ (Fra Luk 19,41 ff.)

At Bibelteksternes alder også af og til kan stå i vejen

for budskabet, er en lidt anden sag, men hvor salmedigterne

fortolker i sangtekster, har vi heldigvis

præster til forsøgsvis at gøre det samme i prædikener.

Jeg håber, at det af og til lykkes. To salmedigtere

har udlagt teksten. Den første er Johan Nordahl

Brun, der i 1786 skrev den salme, der i dag er at

finde som salmebogens nummer 174:

Brug lys og dag, o sjæl, mens sol er oppe,

og vogt dig for modvillig at tilstoppe

det kildevæld, som i din ørk brød frem!

Foragtet nåde strengelig sig hævner,

kom det i hu, hver gang din tunge nævner

Jerusalem!

O Jesus! lad de tårer, som du fældte,

mit sovende og hårde hjerte smelte!

Min andagt skal i dag opsamle dem,

og Åndens dug min andagt skal velsigne,

og så skal ej min sidste skæbne ligne

Jerusalem!

Salmens indhold og opbygning er slet ikke tosset.

Vers 1 ridser op, henvendt til Jerusalem: Jesus

græder, han taler din sag, og bare du dog for

alvor fattede det. I vers 2 lyder det formanende:

Pas på ikke at tilstoppe det kildevæld hvorfra Guds

nåde strømmer, for det hævner sig, hvis man foragter

den slags.

Og vers 3 forløser ved, trods den løftede pegefinger

i vers 2, at beskrive hvordan Jesu tårer rammer

mit hjerte under gudstjenestens andagt og sikrer

at min skæbne bliver bedre end Jerusalems. Som

sagt (på jysk): Det er slet ikke så ringe… men det

er heller ikke så umiddelbart forståeligt. Mere ligetil

virker (synes jeg) Lars Busk Sørensens salme fra

1995, ”Der kom han, Søn af himlens Gud”. De tre

første vers lyder:

Der kom han fra Guds evighed

til vore snævre gader

og lyste himmerigets fredag

som hilsen fra sin Fader

- og dér gik vi

Ham sløvt forbi

Og søgte tomme glæder

Og glemsel andre steder

Der kom han med sin kærlighed,

vor revser og forsoner,

og rev de blanke borde ned,

hvor magten altid troner

- og bittert kom

for livets dom

de drømme, vi har døvet

de længsler, vi har sløvet

Denne salme er i den grad, og på langt mere moderne

vis, en øjenåbner, i hvert fald for prædikanter og/

eller opmærksomme salmesangere. Det kan være,

at jeg er fagidiot, og at også denne salme kræver forkundskaber

og fromhed for at give mening. Men jeg

synes, at den skaber billeder og mening på spændende

vis. Det er mit håb og mit indtryk, at også

de mere kirkefremmede deltagere i gudstjenesterne

den pågældende søndag fik noget med sig af denne

salme. Om ikke andet, så fordi jeg også i prædikenen

inddrog salmen og fremdrog nogle af følgende pointer,

der for mig at se rummes i salmen:

Gennem hele salmen tales der i datid: Jesus kom. Og

vi stod der. Men ved i vers 1 at bruge ”vi” i stedet for

”de”, bliver vi (kirkegængeren/salmesangeren) inddraget

som en aktiv del af det, der foregik og foregår.

Det var ikke kun Jerusalem dengang, der vendte det

døve øre til. Det er også os her og nu.

Ved at bruge ordet ”travl” og ved at sige, at vi står

der med sind og tanker drejet mod vort eget, formår

digteren på enkel vis at placere salmen og teksten

tæt på vores egen erfaringsverden: Vi kender

til travlhed. Vi kender til at være vendt mod vores

eget. Og derfor har det stadig trange kår med det

evige livsfornyelsesprojekt, som Gud lancerede, da

han sendte Jesus til den verden, der som regel har

nok i sig selv.

gøre det for at glemme folkemordet i Sudan og det

faktum, at der dør 30.000 børn af sult i dag i en verden,

hvor Gud ellers har sørget for så rigelige resurser

til alle?

I vers tre må der være tale om et bevidst spil på den

kendte salme ”Hil dig, frelser og forsoner”. Det er en

salme, som de fleste kender, og ”revser og forsoner”

ligger så tæt på ”frelser og forsoner”, at de fleste i

det mindste ubevidst vil opleve genkendelsens glæde.

Genkendelse er altid rar, så det er både frækt og

effektivt af LBS på den måde at bygge bro mellem

gammelt og nyt. Men det siger også noget om en

strømning i moderne kristendom: I gamle dage proklamerede

man Jesus som frelser og forsoner. I dag

ved vi, at vi lige så meget har brug for en revser, som

en frelser. Frelse er noget hinsidigt, verdens gang og

ansvaret for medmennesket er dennesidigt, og det

kræver rusken og revselse at minde os om det.

For igen og igen stiller vi disse magtens blanke borde

op, i templer, kirker, og på bonede gulve. For at vi

kan sætte ting i menneskelige og retfærdige systemer,

og for at vi kan gemme os bag noget, så vi ikke

behøver at blive konfronteret med alt det, vi har døvet

og sløvet. Herunder Guds ord, som vi jo udmærket

kender til… hvis vi tør lytte og tage imod Ham,

når han kommer til os, som han kom til Jerusalem.

Der kom han, Søn af himlens Gud,

I vers 2 synes jeg også at ordet ”snævre” rammer

Til jordens travle byer

noget, jeg kender. Og når han skal oplyse dem, må

Med kærlighed i overskud

det være fordi de er mørke. Snæverhed i form af

18

Jerusalem! i dag din konge græder

og nåderig mod dine mure træder,

og bedende han taler for din sag.

O, vidste du, hvad til din fred dig tjente,

og hvor din ømme frelsers hjerte brændte

for dig i dag!

Og blev vor livsfornyer

- og dér stod vi

og så forbi

med sind og tanker drejet

så fattigt mod vort eget

selvtilstrækkelighed, fordomme, smålighed er jo netop…

mørke. Og det har brug for oplysning. Men igen

går vi ham sløvt forbi. Hvem sagde TV, celebrities,

ugeblade, psykofarmaka, bedøvelse, apati, mismod,

tomhed og fortrængninger? Kender vi ikke alle til at

søge tomme glæder og glemsel? Er vi ikke nødt til at

En anden slags salme:

Middelalderlig gregoriansk munkesang

19


Den Store Omvæltning

Luthers reformation gjorde op med 1500 års

tradition, og Luther er sandsynligvis, bortset

fra Jesus og Paulus, den enkeltperson der har

haft størst betydning for kirken

Reformationen er den bevægelse som efter brud med

pavemagten i 16. årh. førte til dannelsen af de protestantiske

kirkesamfund, dvs. de lutherske kirker, de

reformerte kirker og den anglikanske kirke. Baggrunden

for reformationen var især de anklager der ved

middelalderens slutning blev rejst over for pavekirken

om forfald; bl.a. på grund af salg af aflad, som angiveligt

skulle kunne forkorte synderes ophold i skærsilden.

Reformkoncilier

Ved flere store kirkemøder i 1400-tallet, de såkaldte

reformkoncilier, havde man forsøgt at fjerne de mest

iøjnefaldende misbrug inden for kirken og dermed

genoprette tilliden til pavedømmet, men resultaterne

var ikke imponerende. Det som vi nu kalder reformationen,

siges at have sit udspring i en bestemt begivenhed,

nemlig at munken Martin Luther d. 31. oktober

1517 slog sine 95 teser om afladshandelen op på

kirkedøren i Wittenberg. Den katolske kirke tog denne

handling meget fortrydeligt op, selv om den fra Luthers

side egentlig var ment som en indbydelse til en

akademisk drøftelse af kirkens kræmmervæsen.

Luther var i årene frem til 1517 kommet til personlig

klarhed over evangeliets sande indhold, men det

var ikke hans hensigt at bryde

med den kirkelige øvrighed.

Hans væsentligste synspunkt

var at frelse ikke kan vindes

ved aflad, gode gerninger eller

bønner, men ved troen

alene. Frelse er Guds nådeshandling,

som gives til mennesket

på trods af synd; blot

man tror. Hans synspunkt

vandt spontan og udbredt

tilslutning, og det medførte

at paven selv satte betydelig

magt ind for at bringe

den lærde munk til tavs-

Af Ruben Fønsbo

bekendelse og forkyndelse. Disse tanker skulle komme

til at kendetegne de kirkesamfund der under Reformationen

opstod og udviklede sig som modstykker

til pavedømmet og den katolske kirke.

Rigsdagen i Worms

Efter at Luther på rigsdagen i Worms 1521 havde

nægtet at tilbagekalde sine skrifter, fortsatte han sit

teologiske arbejde; nu som bandlyst og fredløs i skjul

på borgen Wartburg. Mens han her arbejdede med at

oversætte Det Nye Testamente til tysk, udviklede den

Luthers arbejdsværelse på Wartburg er i dag indrettet

som museum. Her oversatte han NT fra græsk til tysk.

spirende reformation sig i hans fravær til både oprør

mod øvrigheden og til sværmeri (en form for Gudsdyrkelse

hvor man mente at Guds ord fødes i den troendes

bevidsthed, og hvor den troende kan bedømme

alt i kraft af ånden). Luther, som i 1522 vendte tilbage

til Wittenberg for at tale sine overordentligt ivrige tilhængere

til rette, afviste meget skarpt den drejning

som reformationen her tog.

Rigsdagen i Augsburg

Ved rigsdagen i Augsburg 1530 fremlagde man Confessio

Augustana, som Philip Melanchton, Luthers gode

ven, udarbejdede som et forsøg på at bilægge reformationsstridighederne.

Konfessionen fortalte om det

trosmæssige grundlag for reformationsbevægelsen,

og sammen med Luthers lille katekismus blev CA lærenorm

i de lutherske kirker. CA sigtede på at fastslå

den lære der var i overensstemmelse med Det hellige

Skrift og dermed fælles for alle kristne, og Melanchton

gjorde sig stor umage for at nedtone uoverensstemmelserne

mellem katolske og evangeliske. Rigsdagen

ønskede dog ikke noget forlig, og stadfæstede i stedet

dommen fra Worms over Luther.

Calvin og Zwingli

Sideløbende med den lutherske reformation fandt en

lignende fornyelse sted i Schweiz, Frankrig, Nederlandene

og Skotland, hvor de to schweiziske reformatorer

Ulrich Zwingli og Johannes Calvin kom til at præge

både forkyndelse og kirkestyre. Zwingli var en god

ven af Luther, bortset fra at de på afgørende punkter

var uenige om nadverlæren (se Kirkebladet/plakat

juni 2009), og han havde stor betydning for reformationens

gennemførelse i Schweiz. Den reformation

som Calvin inspirerede til, nåede endnu videre; hans

teologi var skarpt formuleret, og han gennemførte en

streng kirkeorganisation hvor både gudstjeneste og

kirkestyrelse blev udformet efter Skriftens anvisning.

Den reformerte kirketype blev ledet af såkaldte ældste

(presbytere; jf. s. 12), og kirken blev den katolske

kirkes mest tydelige modstykke.

Skotland og John Knox

Calvinismen blev hurtigt udbredt i Skotland, men i

England fik bruddet med den katolske kirke et højst

broget forløb, som sluttede med dannelsen af Church

of England. Henry VIII fik i 1534 parlamentet til at erklære

at kongen var den engelske kirkes overhoved.

Henry var egentlig ganske katolsk, men ville gøre landets

kirke uafhængig af paven. Under Mary I måtte

parlamentet ophæve reformlovgivningen, og protestanterne

blev grusomt forfulgt. Først i 1559, under

dronning Elizabeth I blev kirkens forfatning og gudstjenestens

form fastlagt med bl.a. ’The Book of Common

Prayer’. Church of England holder stadig fast i en

række gamle traditioner, ikke mindst bispeembedet

med den apostolske succession.

Nederlandene

Også i Nederlandene blev reformationen gennemført,

men ikke uden kamp, og ved Den Westfalske Fred i

1648 blev de reformerte nordstaters

(det nuv. Nederland) uafhængighed

bekræftet. De sydlige provinser

forblev under spansk herredømme,

hvilket er grunden til at

meget af Belgien stadig er katolsk.

Frankrig og Huguenotterne

I Frankrig vandt den reformatoriske

bevægelse bredt indpas, men mødte

fanatisk modstand. De franske

reformerte, huguenotterne, blev

løbende forfulgt, og Bartholomæusnatten,

d. 24. august 1572, hvor

størstedelen af Paris’ huguenotter

blev dræbt, blev indledningen til nye

voldsomme kampe. Senere bredte

forfølgelserne og drabene sig til resten

af Frankrig. Ved fredsslutningen

med Nantesediktet i 1598 blev

katolicismen anerkendt som statsreligion, mens de reformerte

fik begrænset religionsfrihed. I Italien og i

Spanien fik reformationen ikke videre betydning.

Reformation i Danmark

Reformationen i Danmark blev tidligt udbredt på grund

af kong Christian II’s tilslutning til Luthers tanker. Den

evangeliske lære slog først igennem i hertugdømmerne

og siden på herredagene i Odense i 1527. Her fik

reformpræsterne i Viborg, Hans Tausen og Jørgen Sadolin,

kongeligt beskyttelsesbrev som gav de lutherske

prædikanter ret til at danne frie menigheder. Herefter

bredte reformationen sig fra Viborg og så langt

som til København og Malmö, hvor den første danske

salmebog blev trykt i 1528.

Kirkeordinansen af 1537

Den endelige ordning af kirkens forhold efter luthersk

forbillede blev truffet på rigsdagen i København i 1536

og lovfæstet i den såkaldte Kirkeordinans i 1537. På

samme måde blev forholdene ordnet i Norge og Island.

Ved rigsdagen i Västerås i Sverige brød man i

1527 med den katolske kirke, men den definitive stiftelse

af den lutherske kirke her skete først ved rigsdagen

i Västerås i 1544. Den første svenske ærkebiskop

i Uppsala var Laurentius Petri, og han blev indviet

1531 af en af de gamle kanonisk indviede bisper, så

Sverige har, til forskel fra Danmark og Norge, bevaret

den apostolske succession.

Originalt Luther-håndskrift fra

1527. Kan ses i Luthers arbejdsværelse

på Wartburg.

hed. Det havde den mod-

satte virkning; Luther studerede

kirkens væsen endnu

mere intenst, og snart

erklærede han at Det hel-

Schmalkaldiske Forbund

I de følgende år blev reformationen forsvaret af et for-

Luthers hustru, Katarina von Bora. Han var præst og

hun var nonne, og det var et radikalt brud med tidens

skikke at præster og nonner giftede sig. De mødte

hinanden da Luther i juni 1523 indvilligede i at hjælpe

20

lige Skrift var den eneste ufejlbarlige autoritet for alle

kristne. I en række fremragende teologiske skrifter

redegjorde han i løbet af 1520 for hovedtankerne i sin

bund af evangeliske fyrster (Det Schmalkaldiske Forbund),

og i Tyskland blev de kirkelige forhold endeligt

ordnet ved religionsfreden i Augsburg 1555.

hende og 11 andre reformtilhængere med at flygte

fra klosteret i byen Nimbschen. Kvinderne skjulte sig

i sildetønder som blev transporteret ud af klostret på

en købmands hestevogn.

21


Plante smil og plante solskin ...

Arrangement ved Besøgstjenesten, Lokalcenter Hjortshøj

Besøgstjenesten i Hjortshøj formidler kontakt mellem

mennesker, et ”win-win” projekt hvor to mennesker

mødes en time om ugen. Den ene part er en

person som ønsker mere kontakt udefra og er besøgsvært,

fordi vedkommende inviterer den anden,

besøgsvennen til at komme i sit hjem. En del af besøgsværterne

har ikke selv ressource til at skabe

kontakt og den etableres derfor ofte efter forslag fra

Merete som er ansat i aktivitetsafdelingen på Lokalcentret

eller efter forslag fra hjemmesygeplejen eller

hjemmehjælper.

Doris Berg har i mange år haft kontakt med besøgsvennerne

og forsøger at finde to personer som kan

have glæde af hinanden, så mødet kan blive ægte og

ligeværdigt.

Ønskerne fra besøgsværterne er meget forskellige.

For nogle er det vigtigste glæden ved at se frem til,

at der kommer en ven og får en kop kaffe en gang

om ugen. Samtale og nærvær er her det værdifulde.

Nogle vil gerne tale om gode bøger, have hjælp til at

skrive breve eller på anden måde vedligeholde kontakt

med familie og venner. Behovet kan også være

at få hjælp til at læse avis eller breve. Måske er det

vigtigste for besøgsvennen at have en ledsager til en

lille tur udenfor hjemmet. Det er forskelligt som altid

i mødet meller to mennesker.

vært og besøgsven får en oplevelse

sammen, og der er

mulighed for at lære andre at

kende.

En del af disse ugentlige møder

har varet ved gennem

mange år, og besøgsvenner

har oplevet at deres vært er

blevet meget skrøbelig og til

slut er gået ud af ordningen.

Selv i disse situationer kan

det være berigende for begge

parter, andre gange vælger en

besøgsven at gå ud af ordningen,

når den anden bliver meget

svækket.

Der er også brug for dig i besøgstjenesten,

vi mangler

både mænd og kvinder (børn

og hunde) som besøgsvenner.

Du giver din tid – og få del i en

andens liv. Du kan på en time bringe lys og glæde ind

i en stille tilværelse en gang om ugen og få smil og

solskin tilbage.

Henvendelse til menighedsrådet eller Doris Berg.

Et dejligt liv – uden gud

Ateistisk reklamekampagne på busser i London. Oversat lyder teksten ’Der er sandsynligvis ingen Gud, så lad være med

at bekymre dig og nyd livet’. Personen på billedet er Richard Dawkins, forfatter til bl.a. ’Illusionen om Gud’

Ikke alene kan man leve et liv uden religion, men måske

kan man ligefrem leve et, der er bedre? Fri fra

gamle dogmer, der er skrevet i en tid, som var radikalt

anderledes end vores egen? Fri for at skulle granske

hvad den almægtige dog kan have ment med flystyrt

og tsunamier?

I disse år breder gudløsheden sig, og med god grund.

Religionens rolle som arnested for fanatisme, terror

og intolerance er alment kendt og videnskaben har efterhånden

ædt sig ind på biblens myter og afvist dem

én efter én. Mange konkluderer derfor, at religionen

ikke har noget at byde på rent moralsk eller i forhold

til at forstå virkeligheden omkring os. Også for mig

står moderne humanisme, hvor man anerkender alle

menneskers værdi uanset tro, seksualitet eller noget

som helst andet, som en noget mere holdbar etik for

det 21. århundrede. Samtidig mener jeg, at forestillinger

om ånder og sjæle ofte står i vejen for et mere

realistisk og videnskabeligt syn på mennesket og den

naturhistorie vi er formet af.

Tilbage er der næsten kun det gode at sige om religionen,

at den styrker den personlige identitet, giver en

svag sundhedsmæssig gevinst og selvfølgelig skaber

fællesskab omkring et livssyn, der også udmønter sig

i rituelle rammer om livets store begivenheder.

kekirken stadig en religion, og derfor føler vi os ikke

hjemme i den. Og mange af de gode ting folkekirken

rummer, kan efterhånden tilbydes af sekulære foreninger

som Humanistisk Samfund, der siden sin stiftelse

har fået en massiv medlemstilgang.

Mange ikke-troende oplever faktisk det at forlade folkekirken

som en befrielse. Endelig slipper de for at

høre komplicerede ting om Helligånd, arvesynd og

gudesønner og endelig kan de fejre navngivninger

og bryllupper uden at gud skal inviteres med. Endelig

handler det om os selv og hinanden, og ikke om hellige

magter (som vi sandsynligvis selv har opdigtet).

Endelig kan vi begrunde moral og etik igennem fornuft

og ikke igennem stentavler.

Gudløshed og humanisme er for os en befrielse. En logisk,

virkelighedsnær og måske også mere ansvarlig

måde at være menneske på. Men hvor godt går det

med at leve i fredelig sameksistens troende og ikketroende?

Og vil vores projektor uundgåeligt konflikte

længere nede af sporet? Det håber jeg, at I vil komme

og diskutere med mig tirsdag

d. 20. oktober kl. 19.30

i Den Gamle Skole.

Tak til Doris Berg og Martha Frandsen, som nu efter

otte år stopper som leder og administrator af en vel-

Måske er folkekirken blevet så meget en tradition, at Dennis Nørmark, Antropolog

Besøgstjenesten arrangerer hvert år 3-4 fester og fungerende solskinstjeneste.

man undertiden kan glemme, at den overhovedet er og forfatter, talsmand for

22 udflugter for brugerne, forår, høst og jul. Besøgs-

Peder Kjærgaard

rammen om en religion? Men for mange af os er fol-

Humanistisk Samfund

23


Åndelig fornyelse i kirken

Sogneaften med Lene Højlund d. 24. november kl. 19.30 i Den Gamle Skole

En ny bølge af åndelig fornyelse er på vej ind i Folkekirken.

I mange kirker arrangeres der stille- eller

meditationsgudstjenester, fordybelse i bibeltekster,

pilgrimsvandringer, natkirke, og menigheder tager

på retræte eller pilgrimsrejser sammen. Ofte er det

en længsel efter mere inderlighed i forhold til Gud

og efter et rum for religiøse følelser, der får mange

mennesker til at deltage i sådanne arrangementer.

Længe har det kun været muligt at ”bruge” religiøse

følelser i mere alternative sammenhænge,

men mange har en længsel efter at finde tilbage til

kristendommen, som jo er de flestes baggrund, og

derfor er det så vigtigt og glædeligt, at kirken er begyndt

at engagere sig i denne længsel og kommer

disse mennesker i møde.

Kirken og kristendommen har virkelig noget at byde

på, men der må en fordybelse og en fornyelse til. Et

stort problem er det, at mennesker i dag har glemt

det religiøse sprog og derfor ikke kan læse de bibelske

tekster eller forstå de kirkelige handlinger.

Indholdet i teksternes fortællinger tages for konkret

pålydende i stedet for at forstås som symbolske billeder

på de vilkår, vi mennesker har fået her i livet.

i virkeligheden er det modsatte. Derfor har kirken

en stor opgave i forhold til det religiøse sprog og

tolkningen af det livstydende indhold heri.

Denne aften vil med udgangspunkt i egne erfaringer

være refleksioner over tidens nye spirituelle strømning.

Med baggrund i et arbejde først som adjunkt

på VUC i Århus og forelæser på Folkeuniversitetet,

dernæst som selvstændig terapeut og kursusudbyder

og endelig som præst i Folkekirken har jeg igennem

rigtig mange år færdedes i den kristne virkelighed

på kanten af den ”alternative” bølge. Jeg har

igen og igen mødt mennesker, der har følt sig lukket

ude af Folkekirken, men også i de senere år mennesker,

der har glædet sig over, at de nu har fundet

kirker, hvor de kan føle sig hjemme.

Der er dog stadig lang vej at gå, for mange mennesker

har i dag en stor blufærdighed overfor kirken

og det kristne, og det er endnu en opgave for kirken

at få løst op for den.

Gud og spaghetti

Musikalsk legestue for børn

Efterårets aktiviteter

Gud og spaghetti er en gudstjeneste særligt tilrettelagt

for børnefamilier. Vi synger børnesange med

fagter og bevægelse til, en salme, hører bibelfortælling

(dukketeater, drama

el.), beder Fadervor

og får Guds velsignelse.

Det starter kl. 17 og varer

ca. 30 min. Efter gudstjenesten

er der spaghetti

og kødsovs i Den Gamle

Skole ved kirken og mulighed

for at hygge sig

med andre. Maden koster

20 kr. for voksne og 10

kr. for børn.

Tilmelding til spisning

senest tirsdag, før kl. 12

– mail til sognemedhjælper

Britta Søes på sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk

eller sms til kirketjener Else Elmer på tlf.

25 47 02 13

Datoer for kommende spaghettigudstjenester:

Onsdag d. 23.sep. kl. 17

Onsdag d. 21.okt. kl. 17

Onsdag d. 18.nov. kl. 17

Der er Musikalsk Legestue hver tirsdag fra kl. 10-

12 i Den Gamle Skole ved siden af kirken. Det er

for alle småbørn (0-5 år) ifølge med en voksen. Vi

synger, spiller, bevæger os, leger m.m. Hver gang

hygger vi os med at spise medbragte madpakker.

Legestuen sørger for kaffe, te og saftevand. Det er

gratis at være med.

For yderligere info kontakt Sognemedhjælper Britta

Søes. Eller se kirkens hjemmeside under ”Særligt

for børn”: www.hjortshoejkirke.dk

BUSK-gudstjeneste

Den åndelige fornyelse, der i dag banker på til den

BUSK–gudstjeneste i Hjortshøj Kirke søndag

d. 25. 10. kl. 14.

BUSK står for Børn, Unge, Sogn og Kirke. BUSK er

blevet indført af kirkelige børne- og ungdomsor-

kirkelige verden, har meget at byde på. Den rumganisationer,

for at sætte fokus på børn og unge

24

Det betyder, at mange tager afstand fra tekster og

ritualer uden at forstå deres egentlige indhold og

budskab. Mange tekster kommer f.eks. til at stå som

udtryk for love og regler og begrænsninger, hvor de

mer en tilbagevenden til tidligere tiders inderlighed

og alvor, til værdsættelse af religiøse følelser og bøn

og til sanselighed og glæde.

Aftenen vil give gode muligheder for samtale.

i kirken. I mange sogne er det efterhånden blevet

en god tradition med BUSK-dagen, som kan

foregå på mange måder. BUSK i Hjortshøj er et

samarbejde mellem FDF og kirken. Børnekoret

ved Hjortshøj Kirke medvirker til BUSK. Velkommen

til en festlig gudstjeneste!

25

FRIRUM

EFTERÅRETS FRIRUM

Dette efterår er der planlagt FRIRUM til d. 13. september,

1. november og 6. december, alle dage

kl. 14 i Hjortshøj Kirke.

Gudstjenesterne vil som sædvanligt rette sig mod

publikum i alle aldre. Vi stræber efter en ligefrem

tilgang til forkyndelsen, og vi synger lovsange og gospel

på både danske og engelsk. Der er altid musik,

god stemning og friskbagt alterbrød :-). Gudstjenesten

var ca 1 time og et kvarter, og bagefter er der

altid hyggeligt samvær i Den Gamle Skole, for dem

der har lyst. Alle er velkomne.

Et dejligt liv uden gud

Tirsdag d. 20. oktober kl. 19.30 i Den Gl. Skole

Foredrag og efterfølgende debat ved antropolog og

forfatter Dennis Nørmark, som også er talsmand for

Humanistisk Samfund. Se omtale af arrangementet

på side 23 i dette nummer af kirkebladet.


De 9 læsninger

De ni læsninger er en musikgudstjeneste og en forberedelsesgudstjeneste

til julen og finder sted mandag

den 7. dec. kl. 14 i Hjortshøj kirke. Efterfølgende

er der glögg og æbleskiver i Den Gamle Skole.

Vi håber at mange vil møde op til en stemningsfuld

og hyggelig eftermiddag. Alle er velkomne!

Sogneaften med Peter Duetoft

Kravlegudstjeneste

Kravlegudstjeneste er en særlig gudstjeneste planlagt

for småbørn (0-5 år) m. deres voksne. Det er

efterhånden en tradition ved kirken at vi 2-3 gange

årligt holder kravlegudstjeneste for de mindste –

en ganske kort gudstjeneste, hvor børn og voksne

sidder på tæpper oppe ved alteret – synger nogle

sange, hører bibelhistorie, ber Fadervor og så får vi

besøg af spændende dukker mm.! Det foregår tirsdag

kl. 10 i kirken, og bagefter er alle velkomne til

at spise medbragte madpakker i Den Gamle Skole.

Kontakt sognemedhjælper Britta Søes for at høre

nærmere (man. og tirs. ml. 12-13, 86228366 eller

pr. mail sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk

Dato for kommende kravlegudstjeneste

Tirsdag d. 29.sept. kl. 10

Gospelkids

Nyt fra FDF i Hjortshøj

FDF er startet på en ny sæson

Mandag den 17. august startede FDF på en sæson.

Her var hele kredsen samlet, for at få skudt sæsonen

i gang med et brag. Igen i år bliver det et travlt efterår

i FDF. De ældste starter med en kano- og kajaktur

på Gudenåen sidste weekend i august, mens alle andre

klasser har weekendture på programmet i efteråret.

Den 23.-25. oktober skal hele kredsen af sted på

løvfaldstur på Himmerlandsgården. Derudover er der

også ungdomsweekend for de ældste i kredsen. Endeligt

er der også seniorfestival.

Seniorfestival

For 10. gang afholder FDF Seniorfestival på Kongeådalens

Efterskole den 11.-13. september. Med nye

idéer og skøre påfund bliver dette års Seniorfestival

mere end bare fed rock! Der kommer flere spændende

boder med alverdens spændende tilbud og lækkerier.

Det er nu 20 år siden den første Seniorfestival

blev afholdt. Denne Seniorfestival bliver nr. 10 i

rækken og det bliver markeret! Deltagerne kan derfor

glæde sig til nogle spændende aktiviteter og optrædener

på festivalen. Blandet andet kan festivalen

præsentere komikeren Dan Andersen, som vil

optræde med sit fantastiske og spetakulærte guitarshow

samt den dygtige sanger Anna David, som gæster

festivalen lørdag! Sidste gang var 1.000 unge

FDFere mellem 14 og 18 år med til at skabe en fantastisk

fest – der viste at unge sagtens kan more sig

uden alkohol!

Kom og få smag for FDF – er du til store oplevelser og

gode kammerater så er det lige noget for dig. Vores

klasser er opdelt efter klassetrin i skolen, så man følger

ens klassekammerater. FDF-Hytten ligger Virupvej

15.

Hvornår mødes vi?

Puslinge og tumlinge (0. – 2. klasse) Mandage fra

16.30 - 18.00

Pilte (3. – 4. klasse) Tirsdage fra 18.00 - 20.00

Væbnere (5. – 6. klasse) Onsdage fra 17.00 - 19.00

Seniorvæbnere og seniorer (7. kl. og ældre)

Onsdage fra 19.00 - 21.00

Kontakt Morten (del af kredsledelsen) for information

på tlf. 27 21 62 53, springborg@fdf.dk, eller se mere på

www.fdf.dk/hjortshoej

15.9. 2009 kl. 19.30 i Den gl. Skole

Det er de, der er ”anderledes”, der gør livet smukt

og spændende. Denne påstand kommer Peter Duetoft

med i et engageret foredrag, hvor han tager temperaturen

på dagens Danmark. Ældre, sindslidende,

Kan du li´ dans, sang, rytmer, bevægelse, leg og at

høre bibelfortælling? – så er gospelkids lige noget

for dig

Velkommen til en ny sæ-

Praktiske oplysninger

udviklingshæmmede, mennesker med anden

son med Gospelkids! Vi

etnisk baggrund eller ”blot særlinge” kan have

starter onsdag d. 9.

26

problemer med at finde fodfæste i vort samfund.

Men taber samfundet ikke derved? I Bjergprædiken

slog Jesus fast, at det er overfor de, der er

anderledes end os selv, vor næstekærlighed skal

vise sig. Forstår vi at leve op til det i vor moderne

kultur? Hvad betyder globaliseringen og massemedierne

for os alle? Bliver vi blot ensrettede?

Forsvinder det spændende og udfordrende? Er

jaget efter sensationer ødelæggende for Danmarks

mulighed for at være et samfund, der har

plads til alle? Den tekniske udvikling giver os i dag

mulighed for at sikre, at de, der er ”for anderledes”

slet ikke bliver født. Er det en nødvendighed

eller er er det en umenneskelig udfordring?

Peter Duetoft tager fat i en række af de grundlæggende

holdninger og tankemåder og konfronterer teori og

virkelighed. De valg, vi træffer i dag, får betydning for

generationer fremover. Er vi vort ansvar bevidst? Kom

og hør med! Der kan købes kaffe og kage.

sept. kl. 16.30

Gospelkids er for alle

5-8 årige børn. Vi mødes

hver onsdag fra

kl. 16.30 - 17.45 i

Den Gamle Skole ved

siden af kirken. En gang

imellem optræder vi til

spaghettigudstjeneste

mm. Det er gratis at

være med.

Kontakt sognemedhjælper

Britta Søes for

tilmelding eller for at høre nærmere (på tlf. 86228366

– træffes ikke torsdag, eller pr. mail sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk)

Sæsonen slutter onsdag d. 2.december.

Kirkelige handlinger:

Ved fødsler, dåb, navngivelse, vielse, begravelse og

ind- og udmeldelse af Folkekirken: Kontakt kordegnekontoret

på tlf. 86 22 79 66

Hjortshøj-Egå-Skæring kordegnekontor:

Poul Erik Ettrup Larsen, Egå Mosevej 7, 8250 Egå, tlf.

86 22 79 66, fax 86 22 44 19, mand. - fre. kl. 9 - 13,

torsd. desuden kl. 16 - 18. E-mail: egaa.sogn@km.dk

Præster:

Morten Skovsted (kbf. og begravelsesmyndighed)

Skødstrupvej 2, 8530 Hjortshøj, t,lf. 86 22 02 30

Fri fredag. E-mail: morten@skovsted.dk

Barselsvikar f. Lise Juhl Nielsen: Majbritt Fabech, email:

vince@post6.tele.dk

Mette Djurhuus, mette@born-djurhuus.dk

Menighedsrådsformand:

Peder Kjærgaard, tlf. 86 22 96 68

E-mail: peder.kj@pedersplads.dk

Næstformand, menighedsrådet:

Christian Nørby Ernstsen, tlf. 86 21 16 24,

E-mail: christian@ernstsen.dk

Barselsvikar organist:

Birgitte Ø. Nielsen. E-mail: organist@hjortshoejkirke.dk

Kirketjener:

Else Elmer, tlf. 25 47 02 13

E-mail: kirketjener@hjortshoejkirke.dk

Sognemedhjælper:

Britta Søes.

Træffetid mand. og tirsd. ml. 12 og 13 i Den gl. Skole.

Tlf. 86 22 83 66.

E-mail: sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk.

Kirkesanger:

Birgitte Stougaard, tlf. 86 78 90 38

Graver:

Finn Matzen, Virupvej 11, 8530 Hjortshøj.

Tlf. på kirkegården: 40 35 69 56.

E-mail: graver@hjortshoejkirke.dk

Gravermedhjælper:

Torben Nielsen

Kirkens hjemmeside:

www.hjortshoejkirke.dk

27


Kalender, efterår ’09

September

Ti 2 Kl. 19.30 Sogne- og debataften om ’Flygtninge i Hjortshøj Kirke’, Den Gl. Skole,

Sø 6 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted

On 9 Kl. 16.30 Opstart Gospelkids i Den Gamle Skole

Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole

To 10 Kl. 14 Lokalcenter Hjortshøj, Gudstjeneste v. Morten Skovsted

Sø 13 Kl. 14 FRIRUM v. Morten Skovsted

Ti 15 Kl. 19.30 Sogneaften med Peter Duetoft, ’De anderledes’, Den Gamle Skole

Sø 20 Kl. 14 Liturgsk høstgudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

On 23 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes

Sø 27 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Morten Skovsted

Ti 29 Kl. 10 Kravlegudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes

Oktober

Sø 4 Kl. 11 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

On 7 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole

To 8 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

Sø 11 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

Sø 18 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted

Ti 20 Kl. 19.30 Sogneaften, Den Gl. Skole, Dennis Nørmark, ’Et dejligt liv - uden gud’

On 21 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes

Sø 25 Kl. 14 BUSK-gudstjeneste v. FDF, kirkens pigekor og Morten Skovsted

November

Sø 1 Kl. 11 Allehelgensgudstjeneste v. Morten Skovsted

Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted

Sø 8 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

On 11 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole

To 12 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Morten Skovsted

Sø 15 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted

On 18 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes. Gospelkids medvirker.

Sø 22 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus

Ti 24 Kl. 19.30 Sogneaften, Den gl. Skole, Lene Højholt, ’Åndelig fornyelse i kirken’

Sø 29 Kl. 14 1. sønd. i advent, Gudstjeneste v. Morten Skovsted. Efterflg. kaffe i Den gl. Skole

December

Sø 6 Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted

Ma 7 Kl 14 De ni læsninger v. Morten Skovsted, Hjortshøj Kirke

Kl 15 Glögg og æbleskiver, Den gl. Skole

On 9 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole

Sø 13 Kl. 9.30 Gudstjeneste v. Majbritt Fabech

More magazines by this user
Similar magazines