Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Atlantsammenslutningen

atlant.dk

Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Atlantsammenslutningen

info

s i k k e r h e d s p o l i t i s k

o p l y s n i n g o m s i k k e r h e d s p o l i t i k info

Tyrkiet

– landet i midten...

forum for sikkerhedspolitik

AKP: Politisk

Islam er

moderne

se mere side 4

Cypern – zorba

eller tyrkisk

folkedans

se mere side 6

Denne publikation udgives med støtte fra

Europa-nævnet • NATO PDD

Regionen kigger

mod Tyrkiet

se mere side 7

DEc

11


forum for sikkerhedspolitik

2012 bliver et spændende år på flere

punkter. I 2011 spredte Det Arabiske

Forår inspiration til hele verden. Bl.a. har

Occupy Wall Street bevægelsen åbenlyst

fundet opmuntring i de kæmpe forsamlinger

det er lykkedes at mobilisere i de

arabiske lande. Det seneste valg i Rusland

viser også folkelige tilkendegivelser

i hidtil uset omfang mod Medvedev-

Putinregimet. I Tunesien, Egypten og

Libyen så vi, at folket er i stand til at vælte

regimer, hvis blot man står sammen på

tværs af religiøse, politiske og sociale

skel. De tre revolutioner blev udført på

hver deres måde og i Libyens tilfælde

med international støtte. Med diktatorernes

fald er revolutionen dog kun lige

begyndt.

Systembevarende kræfter og strukturer

er i mange arabiske lande fortsat dominerende.

Udfordringen bliver nu at omsætte

ønsket om medbestemmelse og

respekten for visse fundamentale rettigheder,

til faktiske demokratier og sunde

økonomier til samfundet og folkets bedste,

i modsætning til blot elitens. Dette

er mindst lige så stor en udfordring som

processen med at bringe despoterne til

fald. Håbet består, men om udfaldet af

leder Den tyrkiske model

Atlantsammenslutningen

Ryvangs Allé 1

DK-2100 København Ø

Tlf.: (+45) 39 27 19 44

Fax: (+45) 39 27 56 26

E-mail: atlant@atlant.dk

www.atlant.dk

disse revolutioner er der delte meninger.

Det er bemærkelsesværdigt, at flere af

de nye styrer – midlertidige eller valgte

– ser et demokrati med inspiration i den

tyrkiske model som en mulighed. Derfor

kan Tyrkiets relationer til de tre lande i

2012, blive afgørende for udfaldet af Det

Arabiske Forår. Det ved man også i EU,

hvor løsningen af den økonomiske krise

fylder dagsordenen. Til sammenligning

står Tyrkiet med en sund økonomi, og

har banket på EU-porten – uden at komme

ind – i længere tid end noget andet

land. Dog har EU og Tyrkiets parløb traditionelt

været præget af gode intentioner

og på handelsområdet især, er samarbejdet

særdeles veludviklet. Hvad Danmark

i den forbindelse kan opnå med sit EU

formandskab i det første halvår af 2012,

bliver særdeles interessant at følge.

Også for NATO bliver Tyrkiet fremover en

vigtig allieret. Som medlem af alliancen

siden 1952 har Tyrkiet længe været en

trofast støtte. Pga. geografiske forhold,

som f.eks. naboskab til Iran og relativt

tæt på Rusland, har Tyrkiet været strategisk

vigtig for NATO under Den Kolde

Krig og vil fortsat være det fremover.

Atlantsammenslutningen vil med dette

Atlantsammenslutningen takker følgende for økonomisk støtte til udgivelsen af denne udgave

af Sikkerhedspolitisk INFO: EUROPA-NÆVNET og NATO PDD

forum for sikkerhedspolitik

nummer af Sikkerhedspolitisk INFO –

med afsæt i en historisk og aktuel gennemgang

- tegne et billede af Tyrkiets

fremtidige muligheder og udfordringer i

et internationalt perspektiv.

Med sit NATO medlemskab, de tætte

forbindelser til EU og sidst men ikke

mindst, det gode forhold til MENA

landene, bliver Tyrkiet i flere sammenhænge

en særdeles vigtig aktør. Her

præsenterer vi med stud .mag. Andreas

Mølvig Larsen som forfatter muligheden

for at blive sat ind i de mange forhold,

der gør Tyrkiet til et land der vil få fortsat

stor opmærksomhed, i de næste mange

år.

Med mottoet – viden fremmer forståelse

– ønsker vi god læselyst

Troels Frøling

Generalsekretær

Atlantsammenslutningen har siden 1950 informeret den danske befolkning om NATO og

dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Som en landsdækkende og internationalt

orienteret NGO fungerer Atlantsammenslutningen som bindeled mellem politikere, forskere,

studerende og den brede befolkning og som et forum for sikkerhedspolitisk debat.

Sikkerhedspolitisk INFO udgives af Atlantsammenslutningen og kan bestilles enkeltvis

eller i klassesæt mod et mindre gebyr.

Ansvarshavende redaktør: Troels Frøling

Redaktør: Søren Kyster Hvelplund

Forfatter: Andreas Mølvig Larsen

Forside : Verdensledere samlet ved G20-topmøde i Toronto, juni 2010.

Fra venstre ses: Første række: USA’s præsident Obama, Saudi Arabiens konge Abdulaziz Al Saud, den

franske præsident Nicolas Sarkozy. Anden række: Etiopiens premierminister Meles Zenawi, Tyrkiets

premierminister Recep Tayyip Erdogan, og den indiske premierminister Manmohan Singh. Tredje

række: Brasiliens finansminister Mantega, EU Kommissionens formand Manuel Barroso, og præsident

for Verdensbanken Robert Zoellick. Foto © EU

Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS · 66139075

Oplag 1.000 stk.

ISSN: 1602-0952(tryk version) · ISSN: 1903-6396(Elektronisk version)


Tyrkiet – landet i midten…

Siden Tyrkiets grundlæggelse i årene

efter 1. Verdenskrig har landet været en

vigtig brik i både regionens og Vestens

sikkerhedspolitiske spil.

Tyrkiet er en af EU’s og NATOs vigtigste

samarbejdspartnere i regionen. De bilaterale

forbindelser til andre lande i Mellemøsten

samt Tyrkiets økonomiske og

politiske samarbejder med Vestlige aktører,

gør landets netværk omfattende.

Tyrkiets geopolitiske forhold gør landet

til en vigtig strategisk spiller for USA og

NATO. Det har historien vist flere eksempler

på, men i lige så høj grad kommer

det til udtryk den dag i dag, senest med

opsætning af radarer på tyrkisk grund

som en del af NATOs missilskjold.

For EU er Tyrkiet vigtig af flere grunde.

Den fremskredne handel parterne imellem

gør, at økonomiske interesser vejer

særdeles tungt i dette forhold. Også med

henblik på Tyrkiets fremtidige medlemskab

af EU er de politiske forhold af stor

interesse. Det seneste årti har Tyrkiet

vars let og gennemført reformer i overensstemmelse

med EU’s anvisninger,

men f.eks. angående menneskerettigheder

er der stadig plads til forbedringer.

Samtidig har det religiøse udtryk fået

større synlighed i det offentlige rum,

hvilket regeringen internationalt har fået

både ris og ros for - afhængigt af afsenderen.

For Danmark er Tyrkiet ligeledes noget

særligt. Da gæstearbejderen blev ”hot”

fra 1960’erne, var en stor del af dem fra

Tyrkiet. Dansk indvandrings historie i

nyere tid er således forbundet med Tyrkiet.

Også i forbindelse med det danske

formandskab for EU i det første halvår af

2012, kan Tyrkiet vise sig at spille en stor

rolle. Her har Danmark mulighed for at

forstærke EU’s forbindelse til Tyrkiet.

Tyrkiets stillinger og handlinger påvirker

dermed det internationale samfund i et

omfang sjældent set.

Det Arabiske Forår har vist at folket på

tværs af religioner og landegrænser ønsker

og – endnu vigtigere endda - tør,

kæmpe for deres rettigheder, mod en

overmagt der i midler og anciennitet

ellers synes uovervindelig. Dette har

spredt håb og inspireret mennesker

over det meste af verden, i særdeleshed

i regionen. Men udover push-faktorerne;

de ringe kår og de begivenheder der

har fungeret som ”dråben”, hvad har de

revolutionære kræfter så haft af håb for

tiden efter regimets fald? I f.eks. Tunesien

– der har været i forreste række af forårslandene

– har der ikke været lagt skjul på

at det politiske system i Tyrkiet har været

deres inspiration.

Alle disse forhold kombineret gør, at

Tyrkiet er et land der går en meget

spændende fremtid i møde. Mulighederne

for at landet kan blive en endnu

større spiller i både regionen og på den

internationale scene synes i den grad at

være til stede. Således er der behov for

indblik i de faktorer og forhold der gør

sig gældende både nu og fremover.

Et sekulært system i en

muslimsk nation

Da den Tyrkiske Republik blev grundlagt

i 1923 var inspirationen hovedsageligt

hentet i de europæiske nationalstater

og sekulære principper. Særligt har den

franske variation laïcité udgjort grundlaget

for den tyrkiske sekularisme. Det

har i høj grad betydet beskyttelse af det

offentlige rum fra religiøs udbredelse og

påvirkning. Den tyrkiske sekularisme er

dog ikke helt som den franske. Mest af

alt er den tyrkiske version sin egen.

Sekularisme indføres dog ikke over én

nat. Det var en længere proces der startede

med afskaffelsen af kalifatet, hvilket

reelt først skete i 1924. Dette i sig selv

markerede enden på den religiøst funderede

institution. Slagordet blev loyalitet

over for nationen i modsætning til

loyalitet og underkastelse over for Gud.

Af konstitutionen fra 1924 fremgår det

dog at Islam officielt var statsreligionen

i Tyrkiet. Ad to omgange – i henholdsvis

1928 og 1937 - ændrede man konstitutionens

artikel 2 fra at fremhæve Islam

som statsreligion til eksplicit, at erklære

Tyrkiet for en sekulær stat. Det medførte

en helt ny identitetsforståelse og tilhørsforhold

som borger.

Laïcité

Fransk form for sekularisme.

En adskillelse der først og fremmest

skal sikre statens uafhængighed af

religionen ved at forhindre religiøs

udbredelse og påvirkning i den politiske

sfære og det offentlige rum.

Staten sætter rammerne for religionen.

Adskiller sig fra den amerikanske

sekularisme der først og fremmest

skal sikre religionsfriheden. Altså

skal religionen ikke påvirkes eller

begrænses af statslig indblanding. 1

Fakta om Tyrkiet

Nabolande:

Grækenland, Bulgarien, Georgien,

Armenien, Aserbajdsjan, Iran, Irak,

Syrien

Hovedstad: Ankara

Befolkningsstørrelse: 73.728.988

(estimeret 31. December 2010)

3


forum for sikkerhedspolitik

Stjerner på skuldrene

eller politisk flertal?

I 1946 afholdt Tyrkiet det første egentlige

flerparti-valg. Indtil da havde der

kun været ét politisk anerkendt parti,

nemlig Atatürks og hans efterfølger

Ínönü’s Republikanske Folkeparti (CHP).

Det var dog valget i 1950 der – med

regeringsskifte - for alvor markerede

det parlamentariske demokratis faktiske

indførelse og virke i Tyrkiet. Magtskiftet

medførte dog ikke en radikal ændring i

den politiske linje. Flere medlemmer af

toppen i det nye regeringsparti havde

da også deres politiske baggrund i det

tidligere regerings-parti. På enkelte

punkter var der dog en forskel: Med

regeringsskiftet fulgte en ny type politiker

i Ankara. Folk fra landet og lavere

sociale klasser gjorde deres indtog. Også

politikere med mere religiøse profiler fik

pladser, hvilket resulterede i en knap så

aggressiv tone mod Islam, end tidligere.

Man gjorde også op med forbuddet

mod at kalde til bøn – Ezan – på arabisk,

hvilket tidligere kun været tilladt på tyrkisk.

I det hele taget kan regeringsskiftet

ses som en konsekvens af den stigende

utilfredshed med Kema listernes centralisering

af magten. Hæren havde desuden

fået en mindre rolle i både politik og

samfundet. For eksempel udpegede premierminister

Menderes den første forsvarsminister

i landets historie, der ikke

havde en fortid i militæret. I modsætning

til både Atatürk og Inönü var Menderes

heller ikke selv militærmand.

Da militæret kuppede magten i 1960,

skal det ses i lyset af en fejlslagen økonomisk

politik i løbet af 1950’erne, en tyr kisk

økonomi i ringe stand og høj inflation,

samt hærens og oppositionens reaktion

mod at blive kørt ud på et sidespor.

Knap halvandet år sad militæret på

magten før der blev dannet en civil politisk

regering igen.

Igen i 1971 blev den valgte regering afsat

af militæret. Denne gang var det Süleyman

Demirel og hans regeringsparti

Retfærdighedspartiet, der blev presset

til at træde tilbage efter at have vundet

valgene siden 1965. Ved valget i 1965

havde Retfærdighedspartiets slogan

lydt ”Vi er til højre for midten og på Guds

vej”. 2 Det var netop sådanne slagord

der kunne bruges af Kemalisterne i det

Republikanske Folkeparti imod den siddende

regering. Men det var i lige så høj

grad studenterdemonstrationer - med

inspiration fra Paris - der udartede til

uroligheder regeringen ikke formåede

at kontrollere, som var medvirkende til

militærets indgriben. De politiske slogans

med religiøse tendenser samt uro-

lighederne, gav militæret incitament til

at udføre kuppet; Man henviste til trusler

mod nationens sikkerhed og sekulære

republik. 3 Demirel blev dog ikke henrettet

sådan som det skete med Menderes

i 1961, men blev senere genvalgt ikke

mindre end 4 gange.

1970’erne var præget af politisk uro.

Der var valg årligt i denne periode og

regeringsmagten skiftede mellem Retfærdighedspartiet

og det Republikanske

Folkeparti. I slutningen af årtiet polariseredes

det politiske miljø. Det yderste

højre og det yderste venstre var i direkte

konflikt og politisk motiverede drab var

blevet dagligdag. Udover den politiske

uro kæmpede Tyrkiet fortsat med svære

økonomiske problemer. I 1980 tog det

Nationale Sikkerhedsråd – dvs. militæret

– konsekvensen og forbød alle politiske

partier og organisationer. Man forbød

strejker og satte den lovgivende forsamling

ud af kraft. Dermed var udført endnu

et militærkup og endnu en gang hed

den afsatte premierminister Süleyman

Demirel. De næste tre år sad mi-litæret

på magten og udpegede ministre.

Det er tydeligt at militæret spiller en stor

rolle i Tyrkiets politiske historie. Dog er

det værd at nuancere opfattelsen af, at

disse kup alle var i sekularismens navn

og modreaktioner på en islamisering af

staten, udført af den siddende regering.

For skønt det har været blandt argumenterne

ved de to første kup – og har

vejet tungt uanset hvor meget disse

påstande i virkeligheden har haft på sig

– blev kuppet i 1980 ikke udført under

påskud af et forsvar for den sekulære republik.

Tværtimod søgte general Kenan

Evren – der stod i spidsen for kuppet

– ligefrem en form for samarbejde med

islamisk orienterede grupper, i fælles

front mod tidens største trussel af dem

alle: Venstrefløjen. Der var sågar tale om

en ”tyrkisk-islamisk syntese” hvor de to

størrelser – nationalismen og Islam - altså

ikke blev set som inkompatible, men

derimod med fælles mål og værdier. 4

Hvad der til gengæld adskiller sig er, at

militæret med konstruktionen af den

”tyrkisk-islamiske syntese” fra 1980’erne,

muligvis selv var med til at bane vejen for

den senere islamisering af samfundet.

”Blødt kup” og politisk

Islam ved roret

Tyrkiets mest populære parti har i det

seneste årti været Adalet ve Kalkinma

Partisi (På dansk Partiet for Retfærdighed

og Udvikling eller AKP). AKP blev stiftet

i 2001 og har siden parlamentsvalget i

2002 siddet på regeringsmagten. AKP

er et liberalt konservativt parti men

betegnes også af nogle som et islamisk

parti. Politisk ligger det i forlængelse af

en række partier der, siden Necmettin

Erbakan stiftede den Nationale Ordens

Parti i 1970, ikke har afsværget deres

muslimske identitet og som konsekvens,

har måttet se sig selv dømt ude af deres

politiske modstandere.

Ved valget i 1995 var det Refah Partiet

– Velfærdspartiet - der blev det største

parti. Året før havde partiet også vundet

stor opbakning ved kommunalvalget og

fået ikke mindre end 29 borgmesterposter,

heriblandt både i Ankara og Istanbul.

Refah blev dannet som efterfølger til det

Nationale Frelserparti, der var efterfølger

til den Nationale Ordens Parti. Begge

partier var blevet lukket med henvisning

til brud på sekularisme-paragrafferne og

førstemanden Necmettin Erbakan selv,

sad i en kort overgang i 1980’erne fængslet.

Erbakan betragtes som manden der

for alvor introducerede politisk Islam i

Tyrkiet, med det særlige forhold samtidig

at have en nationalistisk dagsorden,

hvilket navnene på hans to tidligere partier

også indikerer. I 1996 blev Erbakan

premierminister i en koalitionsregering

med den tidligere – første kvindelige -

premierminister Tansu Çiller.

Tørklædeforbuddet for offentligt ansatte

kvinder blev ophævet og arbejdstiderne

under Ramadanen blev ændret, så

de tog hensyn til de religiøse pligter.

Derudover inviterede Erbakan højtstående

folk fra Sufi-ordener (tarikats)

til middag under Ramadanen. 5 Den 28.

februar 1997 stod militæret – støttet

af visse oppositionspartier - i spidsen

for den proces der førte til Erbakans og

hans regerings fratrædelse i juni måned

samme år. Således blev flere af de love

den nu afsatte regering havde vedtaget,

rullet tilbage. Dette ”bløde kup” eller

”postmoderne kup” som det også er blevet

kaldt, var til forskel fra de tidligere

kup i meget høj grad et spørgsmål om

at beskytte den sekulære republik. På

universitetsområder blev det forbudt at

bruge nogen form for religiøs beklædning

som hovedtørklædet. I januar 1998

blev Refah Partiet opløst ved lov, men

traditionen tro blev der blot dannet et

nyt parti (Dydspartiet) på resterne af det

gamle, dog uden overhovedet at opnå

samme succes.

AKP: Politisk Islam er

moderne

I slutningen af 1990’erne og særligt

efter kuppet i ’97, skete en drejning i

tyrkisk politik i forhold til EU. Blandt

kema-listerne bredte der sig en skepsis

over for EU mens der blandt en del af de

pro- islamiske politikere spredtes en opfattelse

af, at EU kunne være deres egen

sikkerhed for overlevelse i politik. Kuppet

blev nemlig kritiseret af EU og vur


deret som et skridt i den forkerte retning

med hensyn til demokratiseringsprocessen.

Fra EU’s side mente man også at

militæret burde spille en langt mindre

rolle i tyrkisk politik. Således så man nu

fra de pro-islamiske politikere side et

potentiale for, at udnytte EU-forholdet

til at sikre egne rettigheder. Hvor Dydspartiet

ikke formåede at samle opbakning

i samme omfang som Refah, var det

lige præcis hvad AKP gjorde. AKP’s stifter

Recep Tayyip Erdoğan blev dog idømt

fængselsstraf i 1998 efter at han som

borgmester i Istanbul havde fremsagt

et digt, der blev anset for at forbryde sig

mod den siden 1982-forfatningssikrede

sekularisme i landet. Derfor kunne

Erdoğan heller ikke blive premierminister,

da han fortsat var udelukket fra at

blive valgt ind i parlamentet.

I stedet blev det partiets 2. mand, Abdullah

Gül, der blev premierminister.

Med stor tilslutning til AKP (34,3 % af

stemmerne) og en spærregrænse fastsat

til 10%, fik partiet 363 af de 550 – altså

to tredjedele - af pladserne i parlamentet.

Det var vigtigt for det nye AKP at

to tredjedele af pladserne, da det netop

er hvad der kræves for at gennemføre en

forfatningsændring. Grundet den høje

spærregrænse klarede kun ét andet parti

sig over spærregrænsen med 19 %: CHP.

Således blev det – for første gang i en årrække

– en et-parti-regering.

At et enkelt parti sidder med regeringsmagten,

kan være en stabiliserende faktor.

Til gengæld var det umiddelbart en

uheldig situation, at partiets førstemand

– nemlig Erdoğan – måtte stå på sidelinjen.

AKP var naturligvis interesseret i at

få Erdoğan som premierminister. Derfor

ændrede man i slutningen af 2002 ordlyden

i den lov á 1982, som Erdoğan

havde forbrudt sig imod. 6

Da Erdoğan ikke var skyldig ifølge den

nye formulering, kunne han i foråret 2003

indtage posten som premierminister. EUmedlemskab

var et erklæret mål for AKP.

Derfor var den lovede reformpolitik for

vigtig for AKP’s troværdighed til blot at

blive ved snakken. Indenrigs- og udenrigspolitikken

– eller i hvert fald EU-politikken

– var i store træk to sider af samme

sag. Med de afgørende to tredjedele af

parlamentet i ryggen lykkedes det da

også Erdoğan og hans regering, at gennemføre

flere reformer. I 2007 genvandt

AKP regeringsmagten og var det første

parti i 50 år der blev genvalgt med øget

tilslutning. 7 I 2008 ophævede regeringen

tørklædeforbuddet på universitetsområder.

Oppositionen indbragte sagen til

forfatningsdomstolen der annullerede

beslutningen. Det gav blod på tanden

hos oppositionen der forsøgte at få Forfatningsrådet

til at lukke AKP med hen-

visning til, at partiet var til skade for den

sekulære republik. Oppositionen fik dog

ikke medhold heri. 8

Tyrkiet og EU – en slowfox

Ankara-aftalen EU og Tyrkiet indgik i

1963, havde til formål at lette fremtidige

optagelsesforhandlinger ved en gradvis

oprettelse af en toldunion. Dette skulle

ske ved at fremme økonomiske og handelsmæssige

forbindelser mellem de

involverede parter, under hensyntagen

til forbedringer af det tyrkiske folks levestandarder.

9 Man inddelte processen i 3

faser; en indledningsfase, en overgangsperiode

og en endelig fase.

I den indledende fase skulle Tyrkiets

økonomi styrkes, så landet kunne opfylde

de forpligtelser som de senere faser

krævede. 10

1959: Tyrkiet ansøger om associeret

medlemskab i EU.

1963: Associeringsaftalen

– Ankara-aftalen – underskrives.

1987: Tyrkiet ansøger om

EU-medlemskab – og får afslag.

1995: Toldunionen oprettes.

1997: Tyrkiet erklæres egnet som EUmedlem

af Det Europæiske Råd.

1999: Tyrkiet får status som

kandidatland.

2005: Tyrkiet og EU indleder

forhandlinger om EU medlemskab

og toldunionen udvides.

I 1970 blev en tillægsprotokol til Ankara-aftalen

- vedrørende overgangsfasen

- indgået. Det vurderedes at den

indledende fase havde udviklet sig som

håbet og at betingelserne for at gå videre

til overgangsfasen var til stede. 11

Grundet den politiske uro i 1970’erne og

Cypern-problematikken, trak denne fase

dog ud. Den politiske scene i Tyrkiet var

blevet noget roligere efter kuppet i 1980

og økonomien forbedret. Med toldunionen

der oprettedes i 1995 fulgte forbud

mod told og kvantitative restriktioner. Et

forbud der skulle forbedre handelsbetingelserne

for og med Tyrkiet. Blot et

halvt år efter at Erbakan måtte opgive

premierministerposten ved det ”bløde

kup” i 1997, blev Tyrkiet vurderet egnet

til at være EU-medlem, men fik endnu

ikke status som kandidatland. Erbakan

var udtalt modstander af et tyrkisk EUmedlemskab.

Hans holdning var, at et

sådant medlemskab var et kemalistisk

forsøg på at europæisere Tyrkiet på bekostning

af politisk Islam. 12 Som nævnt

var dette en holdning der blandt pro-islamiske

politikere ændredes i slutningen

af årtiet.

Da Tyrkiet i 1999 fik status som kandidatland

var forholdet mellem Grækenland

og Tyrkiet en smule mildnet bl.a. pga. et

voldsomt jordskælv der havde medført

gensidig solidaritet. Med status som kandidatland

kan man normalt påbe gynde

den egentlige forhandlingsproces. Dog

måtte Tyrkiet som det eneste af de i alt 13

kandidatlande, fortsætte med at imødekomme

de såkaldte københavnerkriterier

– betingelserne for EU-medlemskab

fastlagt i København i 1993 – før de officielle

forhandlinger kunne starte.

I december 2002 samledes Det Europæiske

Råd i København.

Det blev besluttet at Tyrkiet – som det

eneste af kandidatlandene – måtte

vente på en revurdering i 2004. Rådet

ankerkendte de reformer der allerede var

indført, samt regeringens fortsatte bestræbelser.

Det var de politiske kriterier

der blev henvist direkte til fra Rådets side

som endnu skulle forbedres – både hvad

angår lovgivning og implementering.

Hvis disse kriterier vurderedes at være

imødekommet i 2004, ville forhandlingerne

startes uden forsinkelser. 13

Vurderingen i 2004 faldt positivt ud og

medlemskabsforhandlingerne kunne

ind ledes i oktober 2005. Kommissio nens

rapport betegner de fremskridt der er

sket i forhold til de politiske kriterier de

foregående årtier, som sporadiske. Derimod

fremhæver den tiden efter det

tyrkiske valg i 2002, som en tid hvor der i

forhold til lovgivning og på institutionelt

niveau er sket afgørende fremskridt.

Fremskridt der medfører at Tyrkiet på

disse felter nu i høj grad nærmer sig europæiske

standarder.

Tyrkiet vedtog i tiden mellem 2002 og

2004 otte lovpakker der får stor kredit

af Kommissionen. Der er bl.a. sket fremskridt

mht. retssikkerheden, forholdet

mellem det civile og militæret, samt

anerkendelsen af folkeretten og den europæiske

ret. Alt i alt vurderede Kommissionen

i 2005 at Tyrkiet opfyldte de politiske

kriterier i en tilstrækkelig grad og

anbefalede dermed at forhandlingerne

kunne påbegyndes. Samme år blev toldunionen

med Tyrkiet udvidet til også at

gælde for de ti nye EU-stater – der iblandt

Cypern, hvis græsk-cypriotiske regering

Tyrkiet ikke anerkender. Dermed udgør

Cypern et af de største problemer for

Tyrkiets EU-medlemskab, da Cypern blev

medlem af EU i 2004.

En rapport fra Europakommissionen fra

oktober 2009 konstaterede, at Tyrkiet,

på trods af opbakning til forhandlinger

mellem den græske og tyrkiske del af

Cypern under FN, ikke havde gjort fremskridt

på bilateralt niveau med Cypern. 14

I 2010 rapporterede Europakommissio-

5


forum for sikkerhedspolitik

nen at Tyrkiet alene fra oktober 2009 og

et år frem, havde forbrudt sig mod den

Europæiske Menneskerettighedskommission

ikke mindre end 553 gange. 15

For de flestes tilfælde er det sager vedrørende

ejendomsretten eller retten til

en fair rettergang, hvilket f.eks. 53 kurdiske

borgmestre – med en retssag der

trækker i langdrag – lider under. Det

økonomiske samarbejde går imidlertid

upåklageligt. I november 2011 udtalte

EU’s handelskommissær Karel de Gucht,

at handlen mellem de to parter er mere

omfattende end nogensinde og at Tyrkiet

er EU’s 7. største handelspartner. 16

G20-topmøde i Cannes november 2011. Fra

venstre: Obama, Erdogan og EU Kommissionens

formand Manuel Barroso. Bag Erdogan,

på højre side, ses i øvrigt Det Europæiske Råds

formand Herman Van Rompuy. Foto © EU.

Cypern – zorba

eller tyrkisk folkedans

Det tyrkisk-græske forhold har båret

præg af Grækenlands historie som underlagt

det Osmanniske Rige indtil 1829

og har flere gange været i væbnet konflikt

med hinanden. Især har der været

ét punkt hvor de to lande stadig ikke har

kunnet nå til enighed: Cypern har været

det helt store emne i landenes udenrigs-

og sikkerhedspolitik i 2. halvdel af det 20.

århundrede. I 1960 blev der indgået en

aftale der gav Cypern uafhængighed. I

1963 måtte FN dog gribe ind for at lægge

en dæmper på den særdeles optrappede

konflikt mellem den græske og tyrkiske

del. Året efter forsøgte USA sig som mægler,

dog uden nogen endelig løs ning. I

1974 fandt Grækenland olie i græsk territorialfarvand.

Tyrkiet var imidlertid uenig

om delingen af havet og således var der

tilføjet endnu et punkt til listen over

stridsspørgsmål. Da den Cy priotiske Nationalgarde

– ført an af græske officerer

og støttet af Grækenland – gennemførte

kup på Cypern, svarede Tyrkiet igen ved

at tage absolut kontrol med det nord-

lige Cypern. I 1975 udråbtes den Tyrkiske

Føderalstat i det nordlige Cypern.

Uenigheden om Cypern er til stadighed

et problem for de involverede parter.

Efter at Cypern i 2004 blev medlem af EU,

er Tyrkiet nu ikke længere blot uenige

med EU i denne sag, men i konflikt. Som

EU-medlem har Cypern også stor indflydelse

på beslutningsprocesser inden

for EU, angående Tyrkiet. Et forhold der

flere gange har været brugt imod tyrkiske

interesser og direkte spærrer dele

af forhandlingerne.

Den store minoritet

En af de største indenrigspolitiske udfordringer

i Tyrkiet drejer sig om Kurderne

og PKK. Ledet af Abdullah Öcalan

begyndte PKK – Kurdistans arbejderparti

– en væbnet kamp for et selvstændigt

Kurdistan i 1984. Siden da har mindst

30.000 mistet livet i konflikten, heraf

langt de fleste kurdere. Der er usikkerhed

om tabenes egentlige størrelse og alene

dét, har Kurderne set som tegn på manglende

politisk engagement fra Tyrkisk

side. 17 Öcalan blev dog fanget i 1999 og

dømt til døden – en dom der dog blev

ændret til fængsel. Kurderne har været

underlagt restriktioner og love der har

begrænset deres muligheder i Tyrkiet.

Skønt forbedringer er situationen stadig

problematisk, hvilket ny opblusning af

konflikten i sommeren 2011 vidner om.

Efter parlamentsvalget førte sammenstød

til mere end 200 omkomne, endnu

engang de fleste på kurdisk side. Den

seneste udvikling er at PKK nu efter sigende

skulle være indstillet på at arbejde

for en fremtid for kurderne i Tyrkiet, i

stedet for løsrivelse. 18 Det kan vise sig at

være særdeles konstruktivt for det fremtidige

samarbejde, der stadig har lang

vej igen.

NATOs Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen

mødtes med Erdogan i april 2011 i

Ankara. Mødet angik NATOs militærbase i Izmir,

der med beliggenhed ud til det Ægæiske

Hav havde stor betydning for NATOs mission i

Libyen. Foto © NATO.

En all time NATO favorite

Lige siden Tyrkiet blev medlem af NATO

i 1952 har landet været af stor strategisk

betydning for organisationen. F.eks. var

Tyrkiet afgørende i forbindelse med

ind dæmningspolitikken over for Sovjetunionen.

USA havde allerede i 1946 –

kort efter Churchill’s ”jerntæppe-tale”

- sendt et krigsskib til Istanbul. Set i konteksten

var det af stor symbolsk betydning.

Da Tyrkiet kæmpede på Sydkoreas

– og dermed Vestens – side i Korea-krigen

og var et af de lande der mistede

flest menneskeliv i kampen, var nu ikke

blot stillingtagen men også engagementet

klart og resulterede som nævnt

i NATO-medlemskab i 1952.

Da Tyrkiet søgte om medlemskab i

1950 var det med argumentet, at man

ikke ville kunne sikre stabilitet i Middelhavsregionen

uden optagelse af både

Tyrkiet og Grækenland – Grækenland

blev ligeledes optaget i ’52. I 1980 – året

efter Sovjet invaderede Afghanistan -

indgik USA og Tyrkiet en aftale der gav

økonomisk støtte til Tyrkiets militær, til

gengæld kunne USA anvende ikke mindre

end 25 militæranlæg i Tyrkiet. Igen i

1990 indgik man en aftale der gav logistisk

støtte til amerikanske tropper i den

forestående Golfkrig. I 1991 fik NATO

lov til at benytte tyrkiske baser i Sydøsttyrkiet

til at bombe mål i Nordøstirak. Alt

dette tegner et billede af hvad NATO og

Tyrkiet hver især har fået ud af samarbejdet;

Tyrkiet – der råder over et af de

største militærapparater i verden – er

åbenlyst fordelagtig for NATO at have

med ved bordet, ikke mindst på grund

af landets geografiske placering. Tyrkiets

betydning for USA tydeliggøres også af

det faktum, at USA var med til at foreslå

Tyrkiets medlemskab af NATO. 19

For Tyrkiet – som de andre NATO-lande

- har medlemskabet medvirket til international

sikkerhed og stabilitet. Desuden

øgede USA den økonomiske og militære

støtte til Tyrkiet i 1991 og ’92, hvilket skal

ses i forlængelse af aftalerne vedrørende

Golfkrigen. Derudover har NATO samarbejdet

bidraget til Tyrkiets internationale

goodwill og slagkraft.

Da USA gik i krig i Irak i 2003 fik de amerikanske

fly lov at benytte det tyrkiske

luftrum. Til gengæld fik de ikke lov til at

skabe en nordlig front i Irak via Tyrkiet.

Dette afslag havde økonomiske konsekvenser

da Tyrkiet dermed ikke fik de

fordelagtige lån de ellers ville have fået. 20

Tyrkiets vigtige betydning for USA og NATO

er senest blevet bekræftet ved opsættelsen

af radarer på Tyrkisk grund, der skal være en

del af det NATO missilskjold der skal kunne

reagere på et evt. angreb fra f.eks. Iran.


Efter at have givet Israels præsident klar besked, forlader Erdogan paneldebatten i Davos. Fra venstre:

Ordstyrer David Ignatius, Erdogan, Simon Peres, FN Generalsekretær Ban Ki-Moon og yderst til

højre Generalsekretær for den Arabiske Liga Amr Moussa. Moussa er i øvrigt i færd med at rejse sig

op for at give Erdogan et håndtryk at gå på. Foto © World Economic Forum.

Regionens

stormagt

Erdoğan er ikke

landsfaderen, men…

Erdoğan har reddet på en bølge af popularitet

både nationalt og internationalt.

Han blev i 2004 listet som en af verdens

100 mest indflydelsesrige personer

ifølge Time Magazine, der fremhævede

hans evne til at bygge bro. 21 Fra European

Voice blev han samme år kåret til årets

europæer! 22 Begrundelsen var hans reformpolitik

i Tyrkiet. Der var dog mange

der så med stor skepsis på den isla miske

profil og mange har hæftet sig ved at

Erdoğans kone selv bærer tørklæde.

Skeptikerne frygter at regeringen har en

skjult islamistisk agenda og vil tilbagerulle

den sekulariseringsproces der har

taget snart et århundrede. I takt med

at reformer har forbedret menneskerettigheder,

ytringsfriheden og demokratiske

principper, har det religiøse

udtryk fået større synlighed, hvilket

paradoksalt nok virker afskrækkende på

dele af EU. Erdoğan udtalte selv i 2008,

at mens muslimer i USA og Europa godt

må bære tørklæde på universiteter var

det en skam at muslimer i Tyrkiet, hvor

mu slimer udgør 99 %, ikke må bære tørklæde

på universitetet. 23

Erdoğan har flere gange vakt opsigt på

den internationale scene. I Tyskland – der

er en af de helt store aftagere af tyrkisk

arbejdskraft – fandt Erdoğan ligeledes

one-linerne frem tidligere i år. Under en

tale henvendt til tyrkere bosat I Tyskland,

sagde han (Her gengivet på engelsk):

“You are my fellow citizens, you are my

people, you are my friends, you are my

brothers and sisters!” og fortsatte: “You

are part of Germany, but you are also part

of great Turkey.” 24

USA’s allierede i intern

konflikt

I 2009 deltog Erdoğan i en paneldebat

ved Verdens Økonomiske Forum i Davos,

Schweiz, i et forsøg på indirekte at mildne

forholdet mellem Tyrkiet og Israel. Det

gik dog ikke som planlagt da Erdoğan

kom med alvorlige udbrud mod Israels

præsident Simon Peres (Her gengivet på

engelsk): ”When it comes to killing, you

know well how to kill.” 25 Inden Erdogan

forlod paneldebatten, forsikrede han at

han aldrig ville vende tilbage. Tyrkiets

forhold til Israel er ikke bedre den dag i

dag. Efter israelske soldater gik ombord

på et tyrkisk skib og dræbte 9 aktivister

i 2010, har der været mere end kold luft

mellem de to lande. Israel har nægtet at

undskylde for tabet af menneskeliv, da

skibet var på vej til at bryde en blokade

af Gaza. Samtidig anerkender Tyrkiet ikke

den deling af havene syd for Cypern, hvor

Israel og Cypern søger efter oliereserver,

hvilket har medført Kold Krigs lignende

tilstande mellem Tyrkiet og Israel. Det er

i øvrigt noget der optager Washington i

meget høj grad, da disse lande er USA’s

tætteste allierede i regionen.

I forbindelse med Erdogans besøg i de Arabiske

Forårs-lande i september 2011, blev

der i Egypten sat kæmpe-plakater op med

billede af Erdogan og det egyptiske og tyrkiske

flag side om side. Teksten, her gengivet

på dansk, lyder: "Hånd i hånd med Recep

Tayyiep Erdogan for en fælles fremtid." Foto

© Turkey Analyst.

Regionen kigger

mod Tyrkiet

Skønt Tyrkiet så sent som i år har

bekræftet sit engagement i NATO og

i en årrække gennemført EU-venlige

refor mer, har forholdet til de arabiske

lande ikke lidt overlast. Irans og Tyrkiets

forhold er i dag bundet op på omfattende

økonomiske aftaler. Iran er med

3,6 % af Tyrkiets samlede handel Tyrkiets

5. største handelspartner – hvor det

samlede EU er nr. 1. 26 Er der noget der

har vist sig at binde lande sammen er det

netop handelsaftaler. Det kan vise sig at

være yderst belejligt hvis Iran fortsat øger

sin dominans over Irak og efterhånden

bliver en større regional spiller. Dog kan

dette forhold, på trods af økonomiske

interesser, vise sig at være yderst skrøbeligt

og i særdeleshed under påvirkning af

udviklingen mellem Israel – men i højere

grad – Vesten og Iran. Desuden var Tyrkiets

forhold til Iran, Tyrkiets politiske vej

ind til Assad i Syrien. Det var formentligt

manges håb at lige præcis Tyrkiet ville

kunne påvirke udviklingen i Syrien.

Erdoğan og Assad havde inden Det Arabiske

Forår et tæt forhold, hvilket kan

være forklaringen på at Tyrkiet stædigt

forsøgte ad diplomatisk vej længere end

andre lande. Men Erdoğan har siden

måttet erkende at han ikke har kunnet

gøre en forskel for det syriske folk. Siden

hen har han været en af de skarpeste kritikere

af sin tidligere ven og Tyrkiet har

været foregangsland mht. sanktioner der

skal ramme styret. Generelt har Erdoğan

og hans regering været særdeles aktive i

forhold til Det Arabiske Forår. Syriens Nationale

Råd, der er den etablerede opposition

til styret i Syrien, har base i Istanbul

og Erdoğan var blandt de allerførste til at

opfordre Mubarak til at træde tilbage. 27

7


Den tidligere nul-problemer doktrin der var

gældende for tyrkisk udenrigspolitik er i

den grad blevet udskiftet. Tyrkiet har været

mere eller mindre indblandet i alle sager der

har været på den internationale dagsorden

i Mellemøsten i det forgangne år. Den politiske

orientering mod regionen har været

undervejs i nogle år, men for Tyrkiet, falder

Det Arabiske Forår så meget desto heldigere.

Og Erdoğan har ikke ladet chancen for at

profilere sig i de post-revolutionære lande

forbi. Tiljublet har han rejst i Tunesien,

Libyen og Egypten. Han er den stærke mand

der siger fra over for Israel. Han har talt til

folket i de respektive lande om broderskab

og præsenteret for dem et system som det

tyrkiske, der ikke afsiger Islam, men kombinerer

Islam med ”det moderne”. I den opsigtsvækkende

fangeudveksling mellem

Israel og Hamas var det Erdoğan der – efter

ønske fra den israelske soldats far – overtalte

Hamas til at acceptere betingelserne. 28 Tyrkiets

udenrigspolitiske linje har medført at der

blandt iagttagere tales om ”neo-osmannisk”

politik.

Nye vinde?

I 2005 viste meningsmålinger blandt EUlande,

at 52 % af EU’s borgere var imod Tyrkiets

medlemskab. Det er bemærkelsesværdigt

når EU samme år vurderede, at landet var klar

til at påbegynde forhandlingerne. Det går

naturligvis ikke ubemærket hen i Tyrkiet hvor

utålmodigheden med EU er steget og for slag

fra EU-lande som privilegeret partnerskab i

stedet for egentligt medlemskab, er ikke just

opmuntrende for de tyrkiske politikere, til at

fortsætte ad EU sporet. I sommer vandt AKP

så valget for 3. gang. Nogle måneder inden

valget udtalte Tyrkiets chefforhandler med

noter

1 Associeringsaftalen art. 2.

2 Associeringsaftalen, protokol nr. 1, art. 1.

3 Associeringsaftalen art. 4.

4 Kuzmanovic, Daniella 2008. Civilization and EU-Turkey Relations, Jung, Dietrich og Catharina Raudvere,

Religion, Politics, and Turkey’s EU Accession. New York: Palgrave Macmillan, s. 47-48.

5 www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ec/73842.pdf

6 ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2009/tr_rapport_2009_en.pdf

7 ec.europa.eu/enlargement/pdf/key_documents/2010/package/tr_rapport_2010_en.pdf

8 trade.ec.europa.eu/doclib/press/index.cfm?id=754

9 International Crisis Group, Turkey/Europe Report N°213 – 20 september 2011, p.1.

10 Ibid s. 2.

11 Hale, William 2000. Turkish Foreign Policy 1774-2000. London: Frank Cass. S. 119.

12 Mortensen, Claus og Mehmet Ümit Necef 2005. Tyrkiet. Lars Erslev Andersen, Søren Hove og Maj Vingum

Jensen (ed.) Mellemøsthåndbogen: Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika. Odense. Syddansk Universitetsforlag,

s. 446.

13 www.time.com/time/subscriber/2004/time100/leaders/100erdogan.html

14 www.europeanvoice.com/page/the-evawards-europeans-of-the-year-winners-in-2004/1662.aspx

15 Koçak, Mustafa 2010. Islam and National law in Turkey, Jan Micheel Otto (ed.) Sharia Incorporated: A Comparative

Overview of the Legal Systems of Twelve Muslim Countries in Past and Present. Leiden. Leiden University

Press, s. 256.

EU - Egemen Bağış – direkte hvad iagttagere

og også andre officielle repræsentanter for

Tyrkiet før ham har sagt, dog aldrig så klart:

”Turkey’s plan A in the EU process was full

membership. We are presently implementing

the plan B.” 29

Det lader til at Tyrkiet er ved at udfylde det

vakuum der er opstået i den arabiske verden

de seneste år og i særdeleshed efter Det Arabiske

Forår.

Hvor Tyrkiet tidligere har oplevet at den politiske

ledelse har måttet træde tilbage under

pres fra militæret, var det i sommeren 2011

den militære ledelse der trak sig fra sine poster.

Det skete i protest over en igangværende

retssag mod mere end 200 højtstående officerer,

heriblandt flere generaler. De er anklaget

for at planlægge at vælte regeringen

tilbage i 2003, i flere af sagerne med mangelfuld

bevisførelse. Efter bl.a. den øverstkommanderende

for Tyrkiets væbnede styrker og

de tre værn – hæren, flyvevåbnet og søværnet

– trak sig, blev de hurtigt erstattet af

mere regeringsvenlige officerer. Dermed har

Erdogan og formanden for det Nationale Overgangsråd i Libyen, Abdul Jaleel, hilser på folket på Martyrernes

Plads i Tripoli 16. september 2011. Foto © Mohamed Madi.

den politiske ledelse taget et sjældent men

vigtigt stik i forhold til militæret. Et nyt militærkup

virker ikke sandsynligt i Tyrkiet i

dag.

I forhold til USA og NATO har Tyrkiet været en

uhyre vigtig medspiller i et mere end et halv

århundrede og der er intet der tyder på, at

Tyrkiet skulle miste den betydning i de kommende

år. At USA ikke forsøger at ”banke”

Tyrkiet på plads i konflikten med Israel, er

et udtryk for en bevidsthed om dels manglende

evne til at gøre dette, men i lige så høj

grad om den dobbelte afhængighed der er

gældende mellem Tyrkiet og USA. Tyrkiet var

vigtig for NATO under Den Kolde Krig og det

havde stor betydning da man i 1961 satte

Jupiter missilerne – bevæbnede med atomsprænghoveder

- på tyrkisk grund. 50 år

senere udgør Tyrkiet en afgørende del af NA-

TOs missilskjold. Specielt set i lyset af den seneste

udvikling mellem flere NATO lande og

Iran, kan det vise sig afgørende med Tyrkiet

som allieret.

Tyrkiet og EU har et veludviklet økonomisk

samarbejde der forsat vil være interessant for

begge parter fremover. Det tyrkiske medlemskab

i EU virker ikke nært forestående, men

spørgsmålet er i hvor høj grad det stadig er

Tyrkiets førsteprioritet. Tyrkiet står stærkt i

regionen i forhold til de arabiske lande, både

mht. økonomi og militær, men vigtigst her,

som model på et system der kombinerer islam,

demokrati og et moderne udtryk.

Således går Tyrkiet fra en interessant historie

som ny republik, over den spændende

genkomst af politisk islam med først Erbakan

og siden AKP, til en fremtid som regional hegemon

med vide rammer.

Folket stod klar til at modtage Erdogan i Tunis d. 14.

september 2011. Foto © Turkey Analyst.

Tyrkiet landet i midten...

Forfatter: Stud. Mag. i Islamiske studier

Andreas Mølvig Larsen

16 www.spiegel.de/international/europe/0,1518,748070,00.html

17 www.nytimes.com/2009/01/30/world/europe/30clash.html

18 Tal fra European Trade Commission, trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113456.pdf

19 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-calls-on-mubarak-to-heed-calls-for-change-2011-02-01

20 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-working-for-shalits-release-2011-07-03

21 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html

22 www.europeanvoice.com/page/the-evawards-europeans-of-the-year-winners-in-2004/1662.aspx

23 Koçak, Mustafa 2010. Islam and National law in Turkey, Jan Micheel Otto (ed.) Sharia Incorporated: A Comparative

Overview of the Legal Systems of Twelve Muslim Countries in Past and Present. Leiden. Leiden University

Press, s. 256.

24 www.spiegel.de/international/europe/0,1518,748070,00.html

21 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html

25 www.nytimes.com/2009/01/30/world/europe/30clash.html

26 Tal fra European Trade Commission, trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113456.pdf

27 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-calls-on-mubarak-to-heed-calls-for-change-2011-02-01

28 www.hurriyetdailynews.com/n.php?n=turkey-working-for-shalits-release-2011-07-03

29 www.todayszaman.com/news-237439-eu-losing-credibility-in-turkish-public-opinion-bagis-says.html

More magazines by this user
Similar magazines