5.s.e. trinitatis - Vinderslev: Vinderslev

vinderslevsogn.dk

5.s.e. trinitatis - Vinderslev: Vinderslev

5 s e Trin. 30.juni 2013. Hinge Kirke

kl.8.00. Vinderslev Kirke kl.9.30. Ans

Kirke kl.11.00

Salmer:

Hinge kl.8.00: 422- 582/ 147- 52

Vinderslev kl.9.30: 422- 598- 582/ 147- 475- 52

Ans kl.11.00: 422- 598- 582/ 147- 475- 52

Tekst: Luk 5,1-11

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham

for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var

gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene,

den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og

underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til

Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon

svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord

vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde

fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres

kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de

kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så

det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er

en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af

rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes,

Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til

Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde

bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må blive

grebet af det, som kommer fra dig, så det bliver det, der fylder vort liv med mening og

indhold. Amen.

Det ringer på døren, og uden for står der nogle venlige fremmede

mennesker, som vil fortælle os om det, de tror på, og som de gerne vil

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 1


have os til at gå ind for. Eller måske ser vi dem på gågaden i Silkeborg,

hvor de står med deres blade og traktater, som de gerne vil have os til

at tage imod. Jehovas Vidner kalder de sig.

Skal vi være ærlige, bryder vi os jo ikke om den slags, og så er det

sådan set lige meget, om det er Jehovas Vidner eller andre, som gerne

vil påvirke os i religiøs eller politisk retning. Vi vil gerne have lov til at

være i fred, og hører vi om nogle i familien, som er blevet grebet af

den slags, ja, så begynder de røde advarselslamper at blinke, og vi

bliver kede af det. For vi har hørt rigeligt om mennesker, som på den

måde er blevet grebet, så de på den måde har fået deres liv spoleret.

Mon ikke de har tænkt i samme baner på Jesu tid?

Og mon ikke fiskeren Simon har haft den samme nøgterne opfattelse?

Han var jo en ganske almindelig fisker, som havde sit daglige arbejde

og udkomme på Genezareth Sø. Der har været dage, hvor det gav

godt, når han satte sine garn i søen, og den slags er jo dejligt, når man

har hus og hjem og familie, som skal leve. Min egen svigerfar var i sin

tid fiskeskipper i Esbjerg, og jeg ved, at der var dage, hvor der var

smalhans, fordi de ikke rigtig fangede noget. Med en kutter, som

skulle afdrages, og med flere mænd ansat, ja, så var det ikke særlig

sjovt, når garnene var tomme. Præcis som når en landmand oplever,

at det ikke rigtig blev til det med høsten, som han havde regnet med,

men regningerne kommer alligevel.

Man kan sagtens forestille sig, hvordan stemningen har været blandt

de fiskere, som sad på søbredden og var ved at skylle garnene efter en

hel forgæves nat derude. Der har nok været temmelig stille, og det,

man mindst af alt har brug for i sådan en situation, det er da folk, der

på den ene eller anden måde stiller sig op for at ”kloge den”, som vi

siger.

”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” lyder det så fra

denne Jesus fra Nazaret.

Hvor var det dog irriterende at høre de ord!

Sådan tror jeg Simon har tænkt.

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 2


Vist var Jesus god til prædike. Simon havde jo lige lånt sin båd ud til

ham, så han kunne bruge den som prædikestol, men hvorfor i

alverden skulle han nu pludselig blande fiskeriet ind i det? Det havde

han da ingen forstand på…

”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået” indvender Simon

derfor, og det er nok både træthed og irritation, der ligger bag de ord.

Men så er det, som om han pludselig tager sig i det.

Måske fordi han husker noget af det, Jesus har sagt? Eller måske fordi

han husker, hvad han netop har set og oplevet?

En mand, der var besat af en uren, dæmonisk ånd, var blevet helbredt

af Jesus i Kapernaum, og folk var blevet forfærdede og havde sagt:

”Hvad er det dog for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft

over de urene ånder, og de farer ud!”

Simon havde oven i købet oplevet, hvordan Jesus havde gjort hans

egen svigermor rask. Hun lå syg med høj feber, og det så slet ikke godt

ud, så de bad Jesus om at komme og hjælpe. Da var det, Jesus havde

bøjet sig hen over hende og truet feberen, så den pludselig forlod

hende.

Mærkeligt!

Og da det blev aften, strømmede de til ham, og Simon havde med

egne øjne set, hvordan Jesus lagde hænderne på de syge, så de blev

raske, og hvordan de onde ånder fór ud af mennesker….

Alle disse ting farer gennem hovedet på Simon, og så er det,

trætheden og irritationen viger, så han siger: ”Men på dit ord vil jeg

kaste garnene ud!”

Det er troen, der får ham til at sige sådan.

Troen på, at det kan nytte at tage Jesus på ordet. Nok er Simon stadig

fyldt af tvivl og skepsis, men han har alligevel så meget tro, så han

vover at tage Jesus på ordet, og det er det, sagen handler om. Som vi

skal synge det om lidt i Grundtvigs pragtfulde salme:

For tvivl var Simon slet ikke fri,

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 3


men spejl, du tvivler, dig smukt deri:

Han gjorde, som Herren sagde.

Og så fik de alle tiders største fiskefangst.

”De fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges”,

hørte vi. To både blev så fyldt med fisk, så de var nær ved at synke, og

for Simon Peter var det så overvældende, så han måtte på knæ for

Jesus og sige: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Både for ham og de andre, som var med ham, var det en oplevelse,

som ikke bare var glædelig, men som også fyldte dem med rædsel.

Fordi de med ét var klar over, at her var det Gud selv, de stod overfor.

Det, som de så her, var ikke gået naturligt til. Det var simpelt hen et

under, som kun lod sig forklare på samme måde som uddrivelsen af

de onde ånder og helberedelsen af Simons svigermor. Et indgreb fra

Gud selv, sådan som vi også hørte det fra alteret for lidt siden, hvor

det var profeten Esajas, som oplevede det samme.

Nej, det er ikke meningen, vi skal lade os lokke eller friste af diverse

sekter, som ringer på døren eller står med deres pjecer og traktater

for at få os til at hoppe på limpinden. Meget af den slags fører i

virkeligheden kun til ulykke, og der er al mulig grund til at have ondt

af dem, der lader sig lokke af den slags.

Når det så er sagt, skal vi altså ikke glemme, at vi tror på ham, der er

den almægtige. Vi tror på ham, som kan standse et menneske på dets

vej – også i vor moderne tid. Og vi må for alt i verden ikke vende

ryggen til sandheden, men være villige til at lade os påvirke, når det er

Herren selv, der taler, sådan som det var tilfældet både med Esajas og

med fiskeren Simon.

Jamen, hvordan kan jeg vide, at det er sandheden, jeg møder, og ikke

en eller anden fanatisk vildfarelse?

Ja, det er slet ikke så let, og der vil altid være en vis mulighed for at

tage fejl, men standser vi ved det, som skete både med Esajas og med

Simon Peter, så er der noget, som går igen her.

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 4


For det første: Både for Esajas og for Simon Peter sker der det, at de

får øjnene op for, at de er syndere.

Det er jo et ord, som mange ikke bryder sig om, og efter sigende er

der mange, der slet ikke forstår, hvad ordet synd betyder.

Synd betyder egentlig noget med at forfejle målet, at ramme ved

siden af. Når mennesker overhovedet ikke kan se, hvad de skal med

den kristne kirke og med troen på Gud, ja, så rammer de på den måde

ved siden af. Når mennesker er overbevist om, at det bare vil

ødelægge livet, hvis de får for megen kristendom ind i tilværelsen, ja,

så rammer de på den måde ved siden af.

”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg

bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen,

Hærskarers Herre”, sådan lyder det fra Esajas, da han får øjnene op

for virkeligheden.

”Gå bort fra mig, Herre, for jeg en syndig mand”, lyder det fra fiskeren

Simon, da han på samme måde ser Guds virkelighed. Og her har vi det

første kendetegn, når Gud griber ind og standser et menneske på dets

vej: Jeg ser mig selv som den, der har forfejlet målet. Sådan som vi

også hører det, da folk kommer ud til Johannes Døberen og bliver

ramt af hans ord: ”Mester, hvad skal vi gøre?” siger de i deres nød.

Eller på den store Pinsedag i Jerusalem, hvor folkeskaren lytter til

apostlen Peters prædiken. ”Da de hørte dette, stak det dem i hjertet,

og de spurgte Peter og de andre apostle: ”Hvad skal vi gøre, brødre?”

Se, det er det første skridt ind på troens vej! Dette at blive urolig. At

blive klar over, at jeg har ramt ved siden af, når det gælder hele min

tilværelse. Jeg står som en synder over for den hellige Gud. Jeg

mangler simpelt hen det, som skal til, for at jeg kan bestå! Altså

nogenlunde det stik modsatte af det, mange af har oplevet i den

senere tid, hvor de fik studenterhuen efter veludført eksamen. Over

for Gud er det dumpekarakter. Rejiceret, som det hed, da vi gik på

universitetet, når der var én, der ikke bestod. Familien stod ellers

uden for med blomster og ventede, men præstationen var i dette

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 5


tilfælde så elendig, så der ikke blev nogen bestået eksamen. Rejiceret

betyder bortkastet, smidt væk, og det er sådan, din og min situation

er over for Gud.

Men så kommer det andet, som er mindst lige så vigtigt.

For både Esajas og Simon Peter oplever nemlig at få det, som skal til

for at bestå. Det kan man ikke til en almindelig eksamen, men over for

Gud lader det sig gøre. Med et gloende kul renser Gud selv synden

bort fra Esajas, så det hedder: ”Nu har dette rørt dine læber, din skyld

er fjernet, og din synd er sonet.” Og med Jesu komme til vor jord får

Simon Peter det, som han behøver, for at kunne bestå for Gud. Med

Jesu liv, Jesu retfærdighed, Jesu lidelse, død og opstandelse er skylden

fjernet og synden sonet, så det på ingen måde bliver aktuelt med at

gå bort, sådan som Simon ellers foreslår det.

Tværtimod. For Esajas lyder kaldet: ”Hvem vil gå bud for os?” Og

Esajas svarer: ”Her er jeg, send mig!” For Simon Peter lyder kaldet:

”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

Det samme kald lyder i dag til dig og til mig.

Fra ham, som på ingen måde vil have os til at hoppe på limpinden,

men som ene af elle kan fylde et menneskes liv med varme, glæde og

indhold.

For som vi skal synge det nu:

Og end er ikke på jord forbi

det store menneske-fiskeri,

som Herren og Simon grunded. Amen.

5.s.e. trin. Prædiken af Frede Møller 6

More magazines by this user
Similar magazines