Indlandsisen, den smeltende kæmpe - Det grønlandske Selskab

groenlandselskab.dk

Indlandsisen, den smeltende kæmpe - Det grønlandske Selskab

AF SEBASTIAN H. mERNILD OG BJARNE HOLm JAKOBSEN

Indlandsisen, den smeltende

kæmpe

– et billede af årsagerne i for-, nu- og fremtid

Klimaet – den drivende faktor

Den beregnede globale middeltemperatur er

i de sidste 50 år steget cirka 0,6 grader celsius.

I samme periode er de seks varmeste år

observeret siden 1998 og de 15 varmeste år siden

1988. I Arktis og Grønland ses den samme

udvikling. Temperaturerne er generelt

steget siden afslutningen af »den lille istid«,

som sluttede sidst i 1800 tallet. De mest markante

stigninger ses i årtierne efter 1920 og i

perioden efter 1970. Observationer viser, at

temperaturen nogle steder i Arktis, f.eks. i

visse områder af det nordlige Canada og Alas-

324 Tidsskriftet Grønland 4/2009

Sebastian H. mernild

Climate, Ice Sheet, Ocean,

and Sea Ice Modeling

Group, Computational Physics

and Methods, Los Alamos

National Laboratory,

New Mexico, USA.

mernild@lanl.gov

Bjarne Holm Jakobsen

Institut for Geografi og Geologi,

København Universitet,

Danmark.

bhj@geo.ku.dk

ka, er steget med 2–4 grader celsius, hvor

stigningen generelt set i det arktiske område,

RESumÉ

Indlandsisen er den største iskappe på den

nordlige halvkugle og har gennem de sidste

årtier oplevet en accelererende afsmeltning.

Aktuelt er Indlandsisen den iskappe, som er den

største bidragsyder af vand til det stigende

globale havniveau. Smeltningen af Indlandsisen

bidrager med omkring 25 procent af vandet som

indgår i den samlede stigning i havniveauet,

hvor havenes termale ekspansion står for cirka

halvdelen af den samlede stigning. Det stadig

varmere klima har bevirket, at afsmeltningen af

den grønlandske indlandsis i de seneste år er

øget voldsomt og i 2007 var større end på noget

andet tidspunkt siden iværksættelsen af

systematiske satellitobservationer i slutningen af

1970’erne. Indlandsisens øgede afsmeltning

medfører øget afstrømning af ferskvand, som

udover den direkte betydning for havniveauet

også har betydning for havmiljøet og for de

processer, som er med til at opretholde den

globale oceaniske cirkulation. De pågående

ændringer af Indlandsisen giver os mulighed for

at observere og modellere klimaets indflydelse.

Kan vi med denne viden om nutidens forhold

komme nærmere en forståelse af fortidens klima

som ramme for tidligere istider og mellemistider,

f.eks. situationen i den forudgående og noget

varmere Eem mellemistid, og kan vi desuden

komme med et bud på effekten af en fortsat

menneskeskabt global opvarmning?


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

inklusive Grønland, ligger på 1–2 grader celsius.

I Grønland har de seneste 10 år været

det varmeste årti siden varmeperioden i

1930’erne og 1940’erne. Dog tyder meget på,

at mekanismerne bag opvarmningen i dag

er andre end for 70–80 år siden, og meget indicerer,

at opvarmningen, i modsætning til

tidligere, denne gang primært er atmosfærisk

og drivhusgasbetinget, hvilket vil bide

sig fast og fortsætte. Baggrunden for de særlig

store klimaforandringer i Arktis er de stigende

temperaturers effekt på is- og snedække.

Et vigende is- og snedække fører til en

markant aftagende refleksion af solindstrålingen,

hvorved en stadig øget opvarmning

af havet og de isfrie landskaber resulterer i

regionens ekstraordinære opvarmning. Velfunderede

modelberegninger viser, at temperaturerne

i Østgrønland kan forventes at

stige voldsomt, hvor især vinterperioden kan

blive op til 12 grader varmere. Der er især i

Østgrønland tale om forventede temperaturstigninger,

der vil forstærke den allerede accelererende

afsmeltning af den grønlandske

indlandsis og af en række lokale gletschere i

kystlandskaberne.

Indlandsisen – udviklingen gennem

de sidste årtier

I en tid, hvor observerbare klimaforandringer

og klimaeffekter i stigende grad bringes

til vores kendskab og fylder vores bevidsthed,

samler en del af interessen sig naturligt

om den grønlandske indlandsis. Der er således

et stort behov for at opnå en bedre forståelse

af klimaets indvirkning på Indlandsisens

overfladeafsmeltning, dynamiske processer

og øgede ferskvandsbidrag, idet disse

forhold har stor betydning for det stigende

globale havniveau og påvirker den oceaniske

cirkulation, hvilket kan føre til ændringer i

Golfstrømmen. Behovet understreges af FN’s

klimapanel’s (IPCC) 4. tilstandsrapport fra

2007, hvor det endnu ikke var muligt på et

holdbart grundlag at inddrage Indlandsisens

bidrag i relation til det stigende havniveau.

Konsekvenserne af klimaforandringerne

Grønland observeret fra NOAA satellit den 2. juni 1988.

Det er åbenlyst at Indlandsisen med en højde på over

3000 m og sin store nord-syd udstrækning på mere

end 2600 km fra 60 til næsten 84 grader nordlig

bredde spiller en særskilt og meget vigtig rolle for

energibalancen, og for den oceaniske og atmosfæriske

cirkulation i Nordatlanten. Ændringer i Indlandsisens

udbredelse og højde vil derfor have en voldsom

tilbagevirkning på det nordatlantiske og globale

klimasystem.

er tydelige. I udbredelse og omfang har Indlandsisen,

især inden for de sidste 10–15 år,

gennemgået en række forandringer på såvel

regionalt som lokalt niveau. Der er tale om

forandringer, som påvirker den arktiske hydrologiske

cyklus og vandbalance, da Indlandsisen

i et hydrologisk perspektiv kan betragtes

som et reservoir af sne og is, hvor

vand fra kredsløbet opmagasineres i kortere

eller længere tid. At indsamle information

om Indlandsisens tilstand er vanskeligt. Det

barske klima, det ufremkommelige terræn,

de logistiske udfordringer og Indlandsisens

størrelse betyder, at forskerne i stadig højere

grad gør brug af satellitbilleder og modelberegninger

til at beskrive og analysere iskappens

tilstand.

Tidsskriftet Grønland 4/2009 325


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

326 Tidsskriftet Grønland 4/2009

Ændring i overfladelufttemperatur på den

nordlige halvkugle siden 1957. Skalaen er i grader

celsius (kilde NASA).

Modelresultaterne viser, at smeltesæsonen

2007 har sat ny rekord i afsmeltningen

af Indlandsisen. Det samlede smelteareal for

2007 udgjorde omkring 51 procent af Indlandsisens

samlede areal eller svarende til

22 gange Danmarks størrelse (ca. 954.000

km 2 ). Smeltearealet i 2007 var omkring 20

procent større end det gennemsnitlige smelteareal

for perioden 1995–2006. Udviklingen

i smeltearealets størrelse har siden 1995 generelt

set været stigende, med en samlet forøgelse

over perioden på 8 procent. Den gennemsnitlige

stigning dækker over en årlig

variation i smeltearealets størrelse, fra maksimum

51 procent i 2007 til en minimums-

Simplificeret principskitse af Indlandsisen og dens dynamiske flydestrukturer når isen dels flyder på grundfjeld,

dels ud i oceanet. på den centrale del af Indlandsisen forekommer der en netto-pålejring af sne, hvorimod der

langs isranden sker et netto-tab af is og sne på grund af fordampning, sublimation og afsmeltning samt

dannelsen af isbjerge. Ved bunden af Indlandsisen forekommer ligeledes et netto-tab af is på grund af

bundsmeltningen som følge af geotermal varme (jordvarme).


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

Den rumlige variation i modelleret smeltningsareal på Indlandsisen for perioden 1995 til 2007.

værdi i 1996 på 28 procent af Indlandsisens

samlede areal. I 1996 svarede det smeltede

areal til cirka 519.000 km 2 eller 12 gange

Danmarks størrelse. De største ændringer i

arealafsmeltningen ses i den sydlige del af

Indlandsisen. Afsmeltningen sker primært i

randområdet af iskappen med værdier op til

450 cm pr. år i den sydlige del, hvorimod pålejringen

og ophobningen af sne finder sted

den indre centrale del af Indlandsisen. En

pålejring, der varierer fra omkring 5 til 40

cm om året. År 2007 var det første år i perioden

1995 til 2007, hvor Indlandsisens overflademassebalance

var negativ, idet iskappens

overflade isoleret set mistede volumen

svarende til 3 km 3 . En negativ overflademassebalance

vil sige, at der i sommerperioden

bortsmelter mere sne og is fra Indlandsisens

overflade, end der er blevet akkumuleret

som sne gennem den forudgående vinterperiode.

Den gennemsnitlige overflademassebalance

for Indlandsisen for perioden 1995

til 2007 er +124 km 3 pr. år, dog for perioden

med en gennemsnitlig aftagende tendens i

overflademassebalancen på 10 km 3 pr. år.

Den aftagende tendens er betinget af en

både aftagende akkumulation og en tiltagende

ablation (fordampning, sublimation

og afstrømning). Ændringerne i Indlandsisens

overflademassebalance sker hurtigere

end tidligere antaget, da opvarmningen i

Arktis har bragt iskappen i voldsom ubalance

med nutidens klimaforhold. Indlandsisen

bidrager som sagt allerede i dag til det stigende

havspejl, idet de øvrige massetab, herunder

den dynamiske aktivitets produktion

af isbjerge, bundsmeltning (geothermal

smeltning) og smeltning i kontaktfladen

mellem udstrømmende gletscheris og det

varmere havvand, markant overstiger Indlandsisens

positive overflademassebalance.

Indlandsisen kan derfor være på vej til at blive

en væsentlig større bidragyder til stigningen

i det globale havniveau.

Indlandsisens Tipping point og

udvikling frem mod 2350

Tipping point er defineret ved, at Indlandsisens

overflademassebalance i en på hinanden

følgende række af år er negativ, hvilket

Tidsskriftet Grønland 4/2009 327


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

udvikling i Indlandsisens udstrækning og omfang for år 2000 og frem til 2350 for hvert 25. år, baseret på

temperaturscenarierne med 1.000 ppm cO2 i atmosfæren. Lokaliteten af iskerneboringerne: Dye3, GRIp,

NorthGRIp og camp century er angivet.

betyder, at der samlet set fra hele Indlandsisen

overflade mistes mere masse ved fordampning,

sublimation og smeltevandsafstrømning,

end der akkumuleres som sne og

ved kondensation. Da Indlandsisen derudover

løbende mister masse ved dynamisk ak-

Indlandsisen

Indlandsisens areal er på omkring

1,83x106 km 2 svarende til cirka 85% af

Grønlands areal og næsten 43 gange

Danmarks størrelse. Fra nord til syd

strækker Indlandsisen sig over ca.

2.400 kilometer, hvor den maksimale

bredde på Indlandsisen er cirka 950

kilometer. På det tykkeste sted er Indlandsisen

over 3.200 meter høj. Isen

har et volumen på omkring 3.000.000

km 3 , som svarer til omkring otte procent

af Jordens samlede ferskvandsmængde.

Smelter Indlandsisen helt,

vil det medføre en global stigning af

havoverfladen på syv til otte meter. En

fuldstændig nedsmeltning vil tage adskillige

tusinde år.

328 Tidsskriftet Grønland 4/2009

tivitet, bundsmeltning og ved smeltning i

grænsefladen mellem udstrømmende gletscheris

og varmere havvand, så mister Indlandsisen

efter at have overskredet sit Tipping

point enhver mulighed for at stabilisere

eller genopbygge sit volumen. Bestemmelsen

af overflademassebalancens klimaafhængighed

og derunder en bestemmelse af Indlandsisens

Tipping point bliver derfor vigtig,

hvis man ønsker at begrænse eller eliminere

et permanent og accelererende bidrag af

vand fra Indlandsisen til verdenshavene.

For tiden mister hele Indlandsisen trods

en stadig gennemsnitlig positiv overflademassebalance

netto omkring 250 km 3 vand

pr. år, hvilket udgør cirka 1/3 af den samlede

ferskvandsbidrag fra Indlandsisen til oceanerne

fra smeltevandsafstrømning, regn og

fra produktion af isbjerge, og som er i størrelsesordenen

800 km 3 pr. år. Indlandsisens

nettotab bidrager således markant til den

igangværende og accelererende stigning af

det globale havniveau. Havspejlstigningen er

for tiden cirka 3 millimeter om året, hvilket

er næsten dobbelt så meget som de 1,7 millimeter

pr. år, der var den gennemsnitlige

stigning i det 20. århundrede. Indlandsisens


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

tab på de 250 km 3 om året bidrager cirka

med 25 procent af det vand, som indgår i

den pågående globale havniveaustigning. Lokale

gletschere kloden rundt, herunder også

de mere end 2000 lokale gletschere i Grønlands

kystnære landskaber, er stadig den

største bidragyder af vand til den aktuelle

stigning i det globale havniveau (omkring 65

procent), hvor det Antarktiske område skønnes

at bidrage med cirka 10 procent.

Simuleringer af energi- og massebalancer

for Indlandsisens overflade frem til 2080,

baseret på et moderat IPCC scenarier (A1B)

for udviklingen i atmosfærens indhold af

drivhusgasser, viser, at Indlandsisen i slutningen

af 2020’erne vil nærme sig sit Tipping

point. Fra begyndelsen af 2040’erne synes

tendensen klar: Indlandsisens overflademassebalance

vil derefter stabilt være negativ.

Hidtidige erfaringer med IPCC’s klimascenarier

viser, at de aktuelt observerede trends

og effekter, som følge af det ændrede klima,

i en række områder udvikler sig hurtigere

end modelberegningerne indikerer. De allerseneste

års forskning peger på, at dette gør

sig gældende, når vi ser på det vand, som er

bundet i klodens ismasser. Det er derfor realistisk

at antage, at en overskridelse af tipping

point i begyndelsen af 2040’erne, altså

om 35 år, er det seneste tidspunkt for, hvornår

Indlandsisen ikke længere er i stand til

at stabilisere eller genopbygge sig selv. Simuleringerne

viser, at tipping point vil indtræde

i begyndelsen af 2040’erne ved en tempera-

mittivakkat iskappen på Ammassalik Ø i Sydøstgrønland. Iskappen er en af de mere end 2000 mindre iskapper

og gletschere, som findes i Grønland, i tilknytning til de isfri landskaber omkring Indlandsisen. Disse lokale

gletschere er på grund af deres kystnære og oftest lavere beliggenhed meget følsomme overfor klimaændringer

(foto. Bent Hasholt, Institut for Geografi og Geologi).

Tidsskriftet Grønland 4/2009 329


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

330 Tidsskriftet Grønland 4/2009

Indlandsisens plastiske strømning fra de centrale

akkumulationsområder til randzonen udgør et

væsentligt element til forståelsen af Indlandsisens

samlede massebalance. En lang række steder sker

der en direkte udstrømning af is til havet, hvorved

kælvning og smeltning af is i direkte kontakt med et

varmere havvand påfører Indlandsisen et stort tab

af masse og også skaber en stor ferskvandstilførsel

til havområderne (fotos H.H. Thomsen, GEuS).

turstigning for Grønland på blot 1,2°C i forhold

til de nutidige temperaturforhold. Da

temperaturstigningen for Arktis, inklusive

Grønland, i gennemsnit har været dobbelt så

kraftig de seneste mange årtier sammenlignet

med den globale temperaturstigning, er

der grund til at forvente, at tipping point allerede

vil indtræde ved en global middeltemperaturstigning

på omkring 0.6°C. En sådan

temperaturstigning ligger langt under den

målsætning og det ambitionsniveau, som

kendetegner de pågående globale klimapolitiske

forhandlinger.

Der er også foretaget simuleringer af Indlandsisens

dynamiske processer og ændringer

i bl.a. isens areal, volumen og tykkelse

frem til 2350. Dette er sket på baggrund af

to scenarier for den fremtidige CO2-koncentration

i atmosfæren: en stabilisering af

CO2-koncentration på henholdsvis 450 og

1.000 ppm., hvilket repræsenterer den forventede

minimum- og maksimumudvikling

i atmosfærens CO2-koncentration frem mod

år 2350. Simuleringerne viser, at der vil ske

en fremtidig formindskelse af Indlandsisens

areal, hvad enten atmosfærens CO2-indhold

stiger fra de nuværende 387 ppm til 450

ppm (omkring 15 procent), eller om stigningen

måtte blive omkring 150 procent, dvs.

en stigning til 1.000 ppm i år 2350. Isens areal

vil i forhold til det nuværende areal formindskes

med henholdsvis 10 procent

(181.000 km 2 , svarende til cirka fire gange

Danmarks areal) eller 25 procent (439.000

km 2 , svarende til cirka ti gange Danmarks

areal). ændringerne vil hovedsageligt finde

sted i den sydlige, østlige og nordøstlige del

af Indlandsisen, hvilket en række steder vil


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

forøge afstanden fra isranden og til kystområdet

med op til 150 km. Netto-tabet af Indlandsisen

vil primært finde sted i det egentlige

randområde, hvorimod netto-pålejringen

af sne fortsat vil finde sted på den centrale

del af isen. Indlandsisens volumen vil i

forhold til det nutidige volumen i samme simulering

frem mod år 2350 skrumpe ind

med henholdsvis 4 procent (103.000 km 3 ) eller

20 procent (573.000 km 3 ). Ændringerne i

Indlandsisens volumen, altså nettotabet, vil

også i fremtiden bidrage til stigningen i det

globale havniveau, og vil sandsynligvis spille

en stadig større rolle. Det samlede bidrag

fra Indlandsisen til og med år 2350 vil medføre

en stigning i det globale havniveau på

henholdsvis 47 cm for 450 ppm CO2-scenariet

og 125 cm for 1.000 ppm CO2-scenariet.

Temperatureffekten af klimaforandringerne

kan vise sig yderligere at forøge stigningen

af det globale havniveau, da havvandet vil

udvide sig i takt med, at det bliver varmere.

Havspejlstigningen vil sandsynligvis blive

det dobbelte sammenlignet med de beregnede

bidrag fra smeltende is, og den samlede

effekt af bidraget alene fra Indlandsisen kan

derfor risikere at forøge stigningen i det globale

havniveau med op til omkring 250 cm

frem mod år 2350.

Fremtiden, det geologiske

tidsperspektiv og forholdene under

tidligere mellemistider

Oceanerne dækker i dag omtrent 71 procent

af Jordens overflade, og det globale havniveau

er som sagt grundlæggende bestemt af

havvandets temperatur, idet vand fylder

mere ved stigende temperaturer, samt af

mængden af ferskvand, som er lagret på

land, og her især det vand, som er bundet i

iskapper og gletschere. I et længere geologisk

tidsperspektiv spiller bl.a. oceanernes

og kontinenternes udformning og placering

naturligt også en vigtig rolle.

Betragter vi det varmere klima, som har

præget lange geologiske tidsperioder forud

for vores nuværende Kvartærtid, antages

Vandbalanceligningen

For Indlandsisen kan man opstille en

vandbalanceligning, der balancerer de

faktorer, der tilfører eller fjerner

vand fra et område. Vandbalanceligningen

kan beskrives på følgende

måde:

P – (E+SU) – R ± ΔS = 0 ± η,

hvor P er nedbør fra sne og regn (og bidrag

fra kondensation), E er fordampning,

SU er sublimation fra sne- og isoverfladen

samt fra fygende sne (sublimation

er et skift i fase direkte fra

fast form til dampform), R er afstrømning,

ΔS er reservoirændringer (f.eks.

overfladevand, gletscheris, eller sneudbredelsen)

og η er usikkerhedsparameteren.

Usikkerhedsparameteren er 0 (eller

lille), såfremt alle større vandbalancekomponenter

(P, E, SU, R og ΔS) er bestemt

nøjagtigt. Den sæsonmæssige

akkumulation (pålejring) beregnes ud

fra P og ablationen (dvs. fjernelse af

materiale) ud fra E, SU og R. Nettobalancen

er den sæsonmæssige forskel

mellem akkumulation og ablation.

havspejlet i lange perioder at have været op

mod 100 m højere end i Kvartærtiden, og en

endnu større andel af Jordens overflade at

have været dækket af vand. Kvartærtiden,

som er vores nuværende geologiske tidsalder,

regnes for at starte for cirka 2,6–2,8 millioner

år siden, efter lukningen af åbningen

mellem Nord- og Sydamerika og etableringen

af det geologiske, oceaniske, atmosfæriske

og orbitale setup, som kendetegner vores

nutid. Forud var gået en isolation og efterfølgende

afkøling af det Antarktiske kontinent,

hvis afkølende indvirkning på det globale

temperaturniveau, efter en række tilløb, førte

til de mere udbredte nedisninger på den

nordlige halvkugle. De seneste par millioner

Tidsskriftet Grønland 4/2009 331


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

Selv om store dele af Indlandsisen gennem udløbsgletschere afstrømmer direkte til fjorde og havområder, så

sker der også mange steder en afstrømning af smeltevand til de isfri landskaber. mange søer og smeltevandsløb

præger landskabet, og smeltevandet med dets store indhold af opslemmede sedimenter og næringsstoffer

spiller en stor rolle for økosystemerne i de tilstødende fjorde og havområder (fotos H.H. Thomsen, GEuS).

332 Tidsskriftet Grønland 4/2009


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

år har derfor været præget af orbitalt betingede

vekslende istider og mellemistider,

hvilket har givet anledning til eustatiske

havspejlssvariationer i størrelsesordenen

100 meter.

Selv om vi overordnet set taler om cykliske

skift mellem lange istider og relativt set

kortere mellemistider, så er både istider og

mellemistider ganske ustabile perioder. I istider

forekommer varme faser, hvor store

dele af de store isdækker smelter tilbage, og

også i mellemistiderne ses betydelige udsving

i temperaturer og isdække. Ser man

tilbage over de seneste 1–2 millioner år, så

tegner der sig et billede af en meget forskellig

længde og intensitet af varme og kolde

perioder, også specifikt for de faser som betegnes

som de egentlige mellemistider. De

cykliske glaciale skift er grundlæggende styret

af variationer i solindstrålingen, hvor

samspillet mellem forskellige orbitale variationer

i jordens rotation og bane omkring solen

giver anledning til en meget forskellig

amplitude i den solindstrålingsvariation,

som forskellige breddegrader oplever. Indstrålingsvariationerne

ændrer også vedvarende

og cyklisk de gradienter, som uafvendeligt

fører overskudsenergi og nedbør fra

lave breddegrader til de polnære områder.

Ses der specifikt på det grønlandske område

og den variable solindstråling, så ses tydeligt

det indstrålingsmaksimum i de polnære

områder, der for cirka 11 tusinde år siden

førte til starten på vores nuværende

mellemistid Holocæn og til den dramatiske

afslutning på den seneste istidsprægede periode,

Weichselistiden, som havde varet omkring

100.000 år. Man ser også, at solindstrålingen

igennem de seneste 11 tusinde år har

ændret sig med et betydeligt fald i den polnære

indstråling og en derved stadig stærkere

insolations- og temperaturgradient mod

de lave breddegrader. Betingelserne for glaciation

i Grønland er således blevet bedre gennem

Holocæn, idet energioverskudet om

sommeren er aftaget og en gradientdreven

atmosfærisk cirkulation generelt set har ført

mere nedbør til det grønlandske område i

vinterhalvåret. Fra midt Holocæn kendes således

også tydelige tegn på en neoglaciation

i Grønland, ligesom is og snedækket i hele

det arktiske område har været i tilvækst.

Ses der ind i fremtiden og på fordelingen

af solindstråling over de næste 10.000–

100.000 tusinde år, så må vi erkende, at vi

befinder os i en kold fase af den nuværende

mellemistid, senest dokumenteret ved perioden

fra 1400–1800 tallet, hvor store områder

den nordlige halvkugle havde et koldt klima.

Umiddelbart må vi forvente, at solindstrålingen

og dens fordeling på Jorden over

de kommende årtusinder vil fastholde os i

en kølig fase af den nuværende mellemistid.

I et lidt længere perspektiv, udover de første

1.000–2.000 år, tegner der sig konturerne af

varmere faser og en mellemistid, som kan

komme til at strække sig over måske mere

end 30.000 år, en længde på en mellemistid,

som også er set tidligere.

Havspejlet forud for vores aktuelle mellemistid,

dvs. under Weichsel istidens maksimum

for ca. 18.000 år siden, var omkring

120 meter lavere end i dag. I Holocæn antages

havspejlet at have nået sit nuværende niveau

for 4.000–6000 år siden, hvorefter der

kun har været tale om mindre ændringer og

fluktuationer. Ser vi på den forudgående

Eem mellemistid, så regnes denne for i sin

varmeste fase at have været op mod 5 grader

varmere end i dag, Indlandsisen væsentlig

mindre (omkring 30 procent) og havspejlet

for at have ligget nogle meter over det nuværende

havspejl. Med erfaringerne fra nutidens

forhold for Indlandsisen og i lyset af

dele af Eem tidens varmere klima må vi antage,

at Indlandsisens overflademassebalance

i Eem formentlig over længere tid har været

negativ og Tipping point dermed overskredet.

At Indlandsisen ikke nedsmeltede totalt

skyldes, at Eem perioden og Eem periodens

varmeste fase var relativ kort og blev efterfulgt

at en væsentlig koldere periode, Weichsel

istiden, hvor isen igen voksede.

Det er netop på baggrund af denne ind

Tidsskriftet Grønland 4/2009 333


SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN: INDLANDSISEN, DEN SMELTENDE KÆMPE

sigt, og på baggrund af den relativt set stabile

og kølige klimaperiode, vi må forvente

over de kommende årtusinder betinget af

fordelingen af solindstråling på kloden, at

den seneste klimaudvikling giver anledning

til bekymring. Det er bekymrende, at vi øger

mængden af drivhusgasser med en sådan

rate, at jordsystemets evne til på kort sigt at

modvirke denne ubalance overskrides voldsomt,

og at temperaturerne ikke mindst i

Arktis derfor fortsat vil stige. Skal vi lære af

fortiden, så tegner der sig et billede af en

334 Tidsskriftet Grønland 4/2009

nært forestående og meget lang periode,

hvor Indlandsisens Tipping point vil være

overskredet, og store dele af Indlandsisen

kan udsættes for en dramatisk smeltning. Eller

også når vi Tertiærtidens Tipping point,

hvor en naturlig hurtig stigning i koncentrationen

af drivhusgasser sandsynligvis fra

vulkansk aktivitet og udslip fra marine miljøer

førte til et langvarigt og meget varmt

klima på Jorden uden egentlige isdækker og

med et meget højt globalt havspejl.

More magazines by this user
Similar magazines