Der er e-mail ….fra Mars - Jakob Schultz

More documents

Recommendations

Info

konstant udvikling. Derfor kan vi lige så godt lave en arkitektur i det nye net, hvis der pludselig kommer skred i den kommercielle udvikling på dette område, konkluderer Vinton Cerf og hans team i deres projektrapport. På forkant med fremtiden For Vinton Cerf har opbygningen af internet været et omdrejningspunkt i hans karriere. Han har hele tiden forsøgt at være foregangsmand for nye initiativer, og frem for alt mener han, at udviklingen af nettet går for langsomt. Derfor forsøger han nu at skabe det interplanetariske internet og være på forkant med den efterspørgsel, der måske vil komme i fremtiden. – Jeg begyndte at tænke over, at det faktisk har taget 25 år at få internettet op at stå, og selv om Kosmisk indbakke: Det er via disse enorme parabolantenner, som står tre placeret steder på kloden, at kommunikationen med satellitterne om Mars skal skabe internetforbindelse til Moder Jord. det vokser hurtigere end nogensinde, er det stadig et ret lille system sammenlignet med telefonsystemet. Det fik mig til at spekulere på, hvad jeg skulle lave 20 år fra nu, har Vinton Cerf forklaret. Da han begyndte at udarbejde ideen om det interplanetariske internet, fandt han ud af, at NASAs såkaldte Jet Propulsion laboratorium arbejdede på en lignende idé, og i dag arbejder de sammen om projektet, der også inkluderer en lang række netværksvirksomheder, der udvikler systemer, som måske skal bruges i rummet. Et af disse stammer fra en virksomhed ved navn Worldcom, som delvis ejes af Cerf. Det er Cerfs håb, at alle og enhver med tiden kan rejse ud i rummet via internet foran pc’en på hjemmekontoret. Selv om det sikkert har lange udsigter, er Cerf overbevist om, at det bliver en realitet på et tidspunkt. Udvidet cyberspace med master og satellitter Interplanetarisk internet er satellitbaseret, og det vil sige, at forbindelsen mellem planeter og Jorden etableres via seks små satellitter, der sendes i kredsløb om Mars. Fra Jorden skal NASAs Deep Space Network forbinde nettet til satellitterne, så rumfartsorganisationen er i stand til at sende og modtage data. Deep Space Network – DSN – er et internationalt netværk af antenner, som NASA bruger til at spore data, navigere rumfartøjer og modtage billeder fra rummet. Antennerne er designet, så de kan have en konstant radiokon- takt med et fartøj. Men denne form for kommunikation er langt fra perfekt og ved de seneste missioner som Mars Climate Orbiter og Mars Polar Lander i 1999 har radiokontakten fra fartøjet været stoppet, hvilket har skabt problemer og fiasko. Derfor vil en mere stabil internetforbindelse til fartøjer være fordelagtig for NASA. Der er tre steder i verden, hvor DSN-antennerne er opstillet. Det er henholdsvis Californien, Australien og Spanien, og hvert område er udstyret med flere højteknologiske master med størrelser op til 70 meter i diameter. De enorme parabolantenner vil Et andet blive Jordens portal til det inter- perspektiv: Billeder planetariske internet. Det foreslås som disse af vulka- af forskere, at antennerne rettes nen Olympus Mons mod Mars, så der kan opnås en på Mars giver en for- forbindelse imellem Jorden og nemmelse af, hvor Mars i mindst 12 timer i døgnet. fremmedartet et DSN-antennerne vil arbejde sted, Mars egentlig sammen med de seks satellitter er. Dimensionerne tæt på Mars og en større satellit alene kalder på ære- ved navn Marsat, placeret længere frygt; Olympus Mons væk fra Mars. Den store Marsat- er 27 km høj og dersatellit vil indsamle data fra de med tre gange så mindre satellitter og sende dem høj som Mount tilbage til Jorden. Marsat vil også Everest. Det er – så øge båndbredden og gøre det vidt vides – den muligt at sende højt opløselige højeste vulkan i sol- videooptagelser fra planeten. systemet. NASA kan allerede sende Marsat op næste år, mens de seks mikrosatellitter bliver formentlig først opsendt i 2009. Når disse ting er på plads, er det første store skridt til det interplanetariske internet taget. Hertil kommer så programmeringen af den protokol, der skal udgøre hele rygraden i systemet. Vinton Cerf og en række programmører er i fuld gang med at ➥ 43
FREMTIDENS INTERNET Infrastruktur: Sådan vil det Interplanetariske internet fungere: De seks små satellitter sender data videre til den større Marsat satellit, som transmitterer dem videre til Jordens DNSantenner. 44 Datatid.09.02 ➥ fremstille og udvikle protokollen, der i lighed med TCP/IP skal transportere data i små pakker. Det vigtigste er, at den nye protokol skal være stabil nok til at kunne sende filer over lange afstande mellem planeter og rumfartøjer. Protokollen skal også kunne filtrere støj fra rummet, så data ikke går tabt på den lange rejse på millioner af kilometer. En af ideerne til protokollen kaldes PTP – Parcel Transfer Protocol – som vil kunne lagre og sende data fra hver enkelt planet. PTP vil lave en forespørgsel til en slags portal og videresende data til den endelige destination. Portalen vil dobbelttjekke, bearbejde og sende informationer tilbage via samme rute. Fremtiden byder på surfture til Mars Hvis vi skal vide noget om solsystemet og andre planeter er kommunikation og mulighed for at sende data uundværligt på fremtidige rum-missioner. I dag foregår hastigheden af data i rummet med sneglefart. Seneste eksempel kan registreres fra de data, der blev sendt til Jorden fra Mars Pathfinder-fartøjet, som blev sat ned på Mars’ overflade. Dataene blev sendt med en hastighed på cirka 300 bits per sekund, hvorimod en almindelig pc kan arbejde med en hastighed, der er mere end 200 gange så hurtig. Et internet mellem Mars og Jorden vil i første omgang kunne sende med 11.000 bits per sekund. Og det er stadig meget langsommere end en computers arbejdshastighed, men alligevel så hurtigt, at det vil være muligt at sende billeder og optagelser i en langt bedre kvalitet, end de billeder Pathfinder kunne præstere. Forskere mener, at det med tiden vil blive muligt at sende data med op til 1 megabyte per sekund, hvilket vil være så hurtigt, at alle og enhver med internetadgang vil kunne tage på en surftur omkring Mars. Et internet mellem Mars og Jorden vil altså give en lang række fordele for rumfarten, og selv om hastigheden ikke er imponerende i forhold til det internet, som vi bruger i dag, så er det stadigvæk en mindre revolution, hvis det lykkes. Men der er mange problemer forbundet med et interplanetarisk internet. Et af hovedproblemerne er afstanden til Mars, andre planeter og rumfartøjer der imellem. Afstanden medfører forsinkelser på flere minutter eller adskillige timer, fordi lyset skal rejse millioner af kilometer imellem sender og modtager. Afstanden til en satellit, der overvåger Mars, kan være mellem 56 millioner kilometer og 400 millioner kilometer. Selvsagt kan forsinkelsen på sådanne afstande blive større, fordi alt hvad signalet møder på vejen vil blokere og bremse forbindelsen. Derfor vil det interplanetariske internet ikke kunne efterligne den real-time hurtighed, som vi er vant til via det almindelige net. Et andet problem er, at satellitterne, der skal kredse om Mars, skal bygges af materialer, som skal være mere holdbare end de materialer, som man bygger „almindelige“ satellitter af. De skal kunne holde til stort set alt, da det er umuligt at reparere på dem, når de først kredser om Mars. Desuden er der også en stor risiko for, at hackere kan true nettet. Indbrud og ødelæggelse af data vil kunne udløse katastrofer i forbindelse med rum-ekspeditioner og i værste fald forårsage dødsfald på bemandede rumfartøjer. Derfor skal protokollen være umulig at gennemtrænge for hackere, og forskerne knokler i øjeblikket med at videreudvikle den såkaldte Secure Sockets Layer – SSL-protokol – som er den sikkerhedsstandard, der bruges i forbindelse med kreditkort-transaktioner via nettet. Af den grund fortsætter NASA deres udviklingsarbejde, indtil deres missioner er blevet mere effektive og resultaterne bedre. Det vil en dag sikkert medføre, at alle og enhver kan rejse ud til planeten via internettet og senere måske også besøge Saturn eller Jupiter via en virtuel rejse fra en pc og en opkobling til det interplanetariske internet. I hvert tilfælde er der én mand, der tror på det, og det er Vinton Cerf. – Selv om resten af verden ikke LINKS: Internet Engineering Task Force www.ietf.org Deep Space Network http://deepspace.jpl.nasa.gov/dsn/ Interplanetary Research Project www.ipnsig.org Worldcom – Vinton Cerfs virksomhed www.worldcom.com Mars Network http://marsnet.jpl.nasa.gov Space Communications Protocol Standards www.scps.org NASA www.nasa.gov Jet Propulsion Laboratory www.jpl.nasa.gov Mars Pathfinder Ekspeditionen http://mars.jpl.nasa.gov/MPF Marsnyt www.marsnyt.dk Sneglefart: Dataoverførsel gennem de store afstande i rummet foregår langsomt. Pathfinder-fartøjet, som blev sat ned på Mars’ overflade, sendte data med en hastighed på cirka 300 bits per sekund. Et internet mellem Mars og Jorden vil i første omgang kunne sende med 11.000 bits per sekund er så optimistisk som jeg, så er jeg sikker i min sag. Om 20 år har vi kolonier på Mars og måske endda research-stationer på nogle af Jupiters måner. Og jeg vil meget gerne have, at internettet også er til stede der, så vi kan kommunikere med hinanden, siger han. ■
Page 1: FREMTIDENS INTERNET E AF JAKOB SCHU

Der er e-mail ….fra Mars - Jakob Schultz

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?