KAPITEL 1 - data Fiction

datafiction.dk

KAPITEL 1 - data Fiction

Rense skyndte sig ned i den anden ende af stalden, hvor Brate og hans kvinde, Anli,

var i færd med at bringe deres oppakning i orden. Der var mange forberedelser at gøre

til den afrejse, som Torgerd sagde skulle foregå meget hurtigt. Hvorfor de kun fik en

halv time til at forberede sig, kunne ingen af dem regne ud, men de havde ikke tid til at

tænke på det, endsige snakke om det. Det gjaldt om at gøre alting hurtigt, så ridderens

hest og udrustning var klar i gården inden den halve time var gået, naturligvis sammen

med væbnernes muldyr og udstyr.

Brate og Anli så trætte ud. Rense vidste, at de var gået senere i seng end sædvanligt,

for da han lagde sig til at sove, kunne han høre dem hviske sammen udenfor. Han havde

ikke kunnet høre, hvad de hviskede om, men de var endnu ikke gået i seng, da han sov

ind.

Nu måtte Rense en tur ud til møddingen, hans blære pressede på, som den altid

gjorde, når han vågnede om morgenen. Det var koldt udenfor, men med et suk fik han

lettet sig. Han skyndte sig tilbage til staldens velsignede varme og begyndte at klargøre

sadlerne til væbnernes muldyr. Det var sandelig godt, det meste var rejseklart i forvejen.

Ingen af dem havde troet, at ridderen blev sendt ud på nye opgaver så hurtigt. De

havde kun været på kongens borg i en uge, og der plejede altid at gå flere uger, før

kongen havde brug for de specielle evner, som han mente, Ridder Attan besad. Rense

vidste også, at Torgerd og den anden væbner, Jemmy, gik ud fra, at der ville gå lang tid,

før ridderen skulle afsted igen. Der var ro ved alle grænser, alle regnede med, at der

ville herske fred i hvert fald nogle måneder, så væbnerne havde taget det lidt let med

arbejdet. Rense og de to andre slaver havde selvfølgelig straks sørget for, at udstyret,

våbnene og rustningen blev bragt i stand, for de kunne ikke få fred for væbnerne, førend

det var gjort.

I den uge, der var gået, siden de var kommet hjem til borgen efter en hemmelig

mission i et land langt mod - nå, nej, det er en hemmelighed! - havde de tre slaver

knoklet for at bringe tingene i orden. Rense havde renset og pudset rustningen, lanserne,

sidevåbnene og seletøjet, Brate havde slebet sværdene og lansespidserne og striglet og

børstet Herold, ridderens store, sorte hingst, Anli havde vasket og repareret tøjet og de

lange kapper, og selv væbnerne havde gjort deres vigtige del af arbejdet: de havde et par

gange set ind i stalden og sikret sig, at slaverne arbejdede hårdt og hurtigt nok.

Ellers havde Torgerd og Jemmy travlt med deres koner, eller rettere kærester, for der

var ingen af dem, der var gift. De var aldrig på kongeborgen længe nok til at finde sig

en kone, inden ridderen atter skulle afsted. Det så nu ikke ud til at genere de to særlig

meget, for der var masser af unge piger, som gerne ville være kærester med den berømte

Ridder Attans væbnere. De var ikke længe om at finde sig en pige hver og tilbringe en

behagelig tid sammen med dem, mens de solede sig i glansen af ridder Attans bedrifter,

som alle var så betagede af.

Rense, Brate og Anli arbejdede i stilhed. De behøvede ikke at snakke sammen for at

vide, hvad de hver især skulle lave. De vidste alle tre, hvem der gjorde hvad og hvornår.

- Åhhh, det er godt nok tidligt, gabede Brate, mens han for sidste gang sikrede sig, at

Ridder Attans sværd let gled ud af skeden.

- Jo, men man kan også bare sørge for at komme ordentlig tid i seng, ikke. Og sove,

vel at mærke! Anli så over på ham fra den tøjbunke, hun var ved at pakke. Rense kunne

ikke se hendes ansigt rigtigt i skæret fra det ene stearinlys, de havde tændt, men i Anlis

stemme kunne han høre en drillende tone, han ikke rigtig forstod.

Ridder Attans slave Jens E.Hansen Side 3

More magazines by this user
Similar magazines