KAPITEL 1 - data Fiction

datafiction.dk

KAPITEL 1 - data Fiction

- Åh, du var da selv ... Brate gav hende et hårdt klask i bagdelen.

Anli vendte sig mod Brate, og selv om hun råbte vredt, at han skulle lade være med

den slags, kunne Rense se, at hendes øjne ikke var vrede. De var i stedet fulde af noget,

som var ... ja, hvad det var, kunne han ikke rigtig regne ud. Det vrede ansigtsudtryk

forsvandt, og Anli smilede. Rense stirrede måbende fra den ene til den anden - var Anli

vred over Brates slag, eller var hun ikke vred? Rense forstod ingenting.

- Stå ikke der og glo, knægt. Se hellere at få hentet Herold. Du kan ordne muldyrene

bagefter. Brate puffede til ham.

Dét lod Rense sig ikke sige to gange, for var der noget i verden, han elskede, var det

Herold, Ridder Attans hest. At få lov til at føre Herold, var noget af det bedste, der

kunne ske for ham. Det skete bare alt for sjældent, syntes Rense. Herold var det eneste

væsen, Rense rigtig troede på. Alle andre - mennesker som dyr - afslørede ofte, at de

ikke var til at stole på.

Ikke Herold. Den var stolt, selvsikker og aldrig svag. Den var meget kræsen, hvad

mennesker angik, men den var trofast overfor dem, den besluttede sig for at være venner

med. Var man først blevet Herolds ven, viste den det også.

Allerede den første gang, Rense fik lov til at holde Herolds tømme, havde han

mærket, at hesten var ham venligt stemt, og det havde varmet ham helt ned i tæerne.

Han havde ikke turde tro sine egne følelser dengang, men da Brate lidt efter rakte ud

efter tømmen for at føre hesten ind i stalden, havde den meget bestemt kastet med

hovedet, og til Brates store overraskelse, var Herold spankuleret ind i stalden, nærmest

trækkende Rense efter sig.

Rense havde aldrig glemt den hændelse. Han vidste fra det uforglemmelige øjeblik,

at han og Herold var venner, og han nød tanken i hemmelighed, for er der noget en

slave hurtigt lærer, er det at holde sine tanker for sig selv. Når Rense i en af de korte

stunder, hvor han ikke havde noget særligt at lave, forsigtigt nærmede sig Herolds

fornemme stald, kunne han mærke, at hesten - ... ja, Rense var sikker på, at Herold

kunne tænke, næsten som et menneske, og han havde en fornemmelse af, at den på sin

vis prøvede at snakke med ham. Rense ønskede brændende, at han kunne forstå, hvad

Herold ville fortælle ham.

Desværre var det ikke særlig ofte, han fik lov til at føre Herold ind og ud af stalden,

for det var Brates ansvar. (Ja, skal vi være helt ærlige, var det Torgerds ansvar, men når

nu det var nemmere at sætte en af slaverne til det, ikke.) Torgerd vidste, at Brate - og de

andre slaver også for den sags skyld - hellere ville skære tarmene ud på sig selv end

gøre den mindste smule forkert med Herold. Herold var trods alt næsten lige så berømt

som Ridder Attan.

Rense fik til sin endnu større glæde lov til også at hjælpe Brate med at sadle Herold.

Derefter ordnede han væbnernes muldyr og til sidst hentede han sin egen oppakning.

Den var allerede klar, alle pudsegrejerne lå samlet i de to tunge tasker, og Rense svang

dem om på ryggen og hoppede dem på plads, så vægten blev fordelt bedst muligt. Anli

hjalp Brate med hans tasker, og køkkengrejerne blev fordelt mellem dem alle tre.

Så var de klar, og der var endda tid tilovers, da de tre slaver, Herold og muldyrene

krydsede den store gårdsplads på kongeborgen.

Slaverne vidste, at Ridder Attan skulle forlade borgen gennem vestporten. Slottets

vigtigste port var godt nok østporten, men den var også den største og mest besværlige,

ovenikøbet med en vindebro over den dybe voldgrav. Ridder Attans hemmelige opgaver

Ridder Attans slave Jens E.Hansen Side 4

More magazines by this user
Similar magazines