24.07.2013 Views

Politiets anvendelse af skydevåben

Politiets anvendelse af skydevåben

Politiets anvendelse af skydevåben

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

POLITIETS

ANVENDELSE AF

SKYDEVÅBEN

EN TVÆRFAGLIG ANALYSE AF PERIODEN

2002 – 2006

POLITIETS VIDENSCENTER

2007


INDLEDNING

Hermed foreligger den endelige rapport om politiets anvendelse af skydevåben. Opgaven

har været at uddrage viden om de faktorer, som har betydning for politiets brug af

skydevåben og at omsætte dette til fremadrettet læring, der kan inddrages i det operative

politiarbejde og i politiets uddannelser. Det har ikke været arbejdsgruppens opgave at

evaluere enkeltsager eller enkelte personers handlinger i forbindelse med den konkrete

anvendelse af et tjenestevåben, hvilket er en opgave for domstolene,

anklagemyndigheden og politiets disciplinære system. Det har derimod været opgaven at

identificere mønstre og forhold i hele forløbet af konkrete situationer, fra anmeldelsens

modtagelse til situationen er afsluttet.

Rapporten er baseret på en kvantitativ sammenfatning af den generelle udvikling af

politiets anvendelse af skydevåben i perioden 1996-2006. Ved anvendelse forstås såvel

trussel med pistolen som konkret skudafgivelse. Der er i alt registreret 2725 sådanne

situationer. Dertil kommer en kvantitativ analyse af et statistisk tilfældigt udvalg

bestående af 345 indberetninger (ca. 25 procent) om anvendelse af tjenestepistol i

perioden 2002-2006, samt en kvalitativ analyse i samme periode af samtlige 23

situationer, hvor politiet har ramt personer.

Information indsamlet i Holland, Tyskland, England, Finland, Sverige og Norge indgår

sammen med tidligere danske og udenlandske undersøgelser også i undersøgelsen. Med

undtagelse af udenlandsk information er rapportens analyse baseret på eksisterende

skriftligt datamateriale om politiets anvendelse af skydevåben, samt på arbejdsgruppens

samlede faglige ekspertise. Der er ikke gennemført interviews med personer, som har

været direkte eller indirekte impliceret i disse situationer.

Arbejdsgruppen har haft fra midten af maj til udgangen af september 2007 til at

indsamle, bearbejde og analysere data og til at udfærdige denne rapport. Opgavens

omfang og kompleksitet, samt den ubestridelige betydning for alle direkte berørte

personer i og uden for politiet har medført, at det har været nødvendigt at udvide den

fastsatte tidsramme med godt 4 uger.

Det er håbet, at resultaterne af arbejdsgruppens analyser yder det indsamlede materiale

retfærdighed, giver ny viden om baggrunden for politiets anvendelse af skydevåben, og at

hovedkonklusioner og anbefalinger vil kunne bidrage til at nedbringe risikoen for, at

politiet ender i nødværgesituationer. Det er vigtigt at fastholde fokus på emnet. Blandt

arbejdsgruppens vigtigste anbefalinger er derfor, at der – gerne i tæt samarbejde med

udlandet – iværksættes systematisk og mere dybdegående undersøgelse af området og

med en væsentlig længere tidshorisont.

Undersøgelsen havde ikke kunnet gennemføres uden støtte fra landets politikredse og

statsadvokaturer, samt fra enkeltpersoner og centralenheder i politi og anklagemyndigheder

i de udvalgte lande. Et betydeligt datamateriale er med kort varsel stillet til

rådighed for arbejdsgruppen. Flere politikredse og afdelinger i Rigspolitiet har endvidere

stillet personaleressourcer til rådighed for arbejdet. Arbejdsgruppen takker for stor

imødekommenhed og hjælp.


INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning.................................................................................................................................................1

Indholdsfortegnelse ..................................................................................................................................3

Resumé .....................................................................................................................................................5

KAPITEL 1

OM OPGAVEN OG DENS LØSNING................................................................................... 9

Hvad er opgaven?.....................................................................................................................................9

Projektgruppen .......................................................................................................................................10

Præcisering og afgrænsning ...................................................................................................................11

Hvad består datamaterialet af? ...............................................................................................................11

Metoder ..................................................................................................................................................13

Arbejdets tilrettelæggelse .......................................................................................................................17

KAPITEL 2

LOVGRUNDLAG, UDDANNELSE, VÅBEN OG AMMUNITION........................................19

Regelgrundlaget for politiets anvendelse af skydevåben........................................................................19

Politiets uddannelse i anvendelse af magt ..............................................................................................22

Våbentyper og ammunition i Danmark og i udvalgte lande...................................................................28

Sammenfatning.......................................................................................................................................29

KAPITEL3

DET KVANTITATIVE BILLEDE ........................................................................................31

Omfang og udvikling i politiets brug af skydevåben i Danmark............................................................31

Hvordan ser det ud i forhold til andre lande? .........................................................................................34

Hvornår, hvor og i hvilke situationer anvendes skydevåben? ................................................................35

Hvem er aktørerne? ................................................................................................................................40

Sammenfatning.......................................................................................................................................41

KAPITEL 4

DET KVALITATIVE BILLEDE .......................................................................................... 43

’Den smalle kontekst’.............................................................................................................................43

Hvad kendetegner situationen i skudsagerne?........................................................................................44

Hvad kendetegner modparten i skudsagerne? ........................................................................................44

Hvad kendetegner politiets håndtering af situationerne?........................................................................45

’Den brede kontekst’ ..............................................................................................................................47

Organisationsforhold ..............................................................................................................................48

Stress i forbindelse med konfliktsituationer ...........................................................................................54

Retspraksis og politilovens regler om politiets pligter ...........................................................................54

Tendenser i samfundsudviklingen af betydning for politiets anvendelse af skydevåben .......................56

Den legale magt som trusselslogik .........................................................................................................60

Sammenfatning.......................................................................................................................................62

KAPITEL 5

KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER........................................................................... 65

Ledelse, planlægning og koordinering ...................................................................................................65

Videns- og erfaringsopsamling...............................................................................................................67

Tjenestevåben og ammunition................................................................................................................69

Alternative magtmidler...........................................................................................................................70

Lov- og regelgrundlaget .........................................................................................................................71

Politiets grund- og videreuddannelse i magtanvendelse.........................................................................72

Afsluttende bemærkninger .....................................................................................................................74

Bilag – udvalgte tabeloversigter til belysning af politiets anvendelse af skydevåben............................77

Litteraturliste ..........................................................................................................................................81

3


RESUMÉ

I det følgende resumeres de væsentligste resultater af arbejdsgruppens samlede analyser.

For mere dybdegående information henvises til rapportens enkelte kapitler inklusive

sammenfatninger ved hvert kapitels afslutning, samt til hovedkonklusioner og

anbefalinger sidst i rapporten.

Siden 1996 har danske politifolk årligt trukket skydevåben mellem 196 og 305 gange, og

der er i gennemsnit afgivet skud i 6 procent af tilfældene, heraf en del varselsskud. Der er

ingen klar udviklingstendens i hverken op- eller nedadgående retning. I perioden blev i alt

40 personer såret og 11 dræbt. Årligt såres mellem 2 og 7 personer, hvorimod der kun i 4

af de 11 år fra 1996-2006 blev dræbt personer. 2006 adskiller sig fra de øvrige år ved, at

der dette år blev såret 7 og dræbt 4 personer. Da der ikke ses en stigende tendens de

foregående år, anses det for mest sandsynligt, at stigningen i 2006 er udtryk for et

tilfældigt sammentræf af uheldige omstændigheder. Politiets samlede antal indberetninger

om brug af skydevåben var således i 2006 på niveau med 1985.

Sammenlignes udviklingen fra 1996-2006 med vore nærmeste nabolande ligger Danmark,

hvad angår sårede og dræbte pr. 1 mio. indbyggere, højere end Norge, Finland, Sverige,

Tyskland og England. Holland ligger dog højest, hvad angår sårede. Der skal dog tages

hensyn til, at politiet i England og Norge som udgangspunkt er ubevæbnet, og at alle tal

er meget små; blot ét tilfælde mere eller mindre påvirker statistikken meget, navnlig i de

befolkningsmæssigt små lande.

Der er ikke i denne undersøgelse set direkte sammenhæng mellem på den ene side

stigning i registreret vold i samfundet eller faldende respekt for autoriteter, og på den

anden side politiets brug af skydevåben. En indirekte sammenhæng med ændringer i

behandlingssystemet af psykisk syge mennesker kan derimod ikke udelukkes.

Situationer, hvor politiet i Danmark trækker tjenestevåben, forekommer på alle

tidspunkter af døgnet, alle ugens dage og i alle årets måneder. Risikoen for, at der afgives

skud, er lidt større i dag- og aftentimerne, lavest ud på de ”små” timer og lidt større i

udendørs sammenhæng end indendørs. Hver femte situation opstår i mørke.

Situationerne opstår såvel i de større byområder som i provinsen og på landet. Op mod

hver tredje skudepisode er foregået i en lille provins- eller landsby. På alle disse punkter

er det gennemgåede materiale ret fyldestgørende. For så vidt angår de efterfølgende

observationer skal disse ses i lyset af, at materialet i en del tilfælde enten ikke indeholder

data, eller at data er upræcise. Omfanget af denne usikkerhed vil fremgå af rapportens

enkelte afsnit.

Der er kun en lille risiko for, at politiet affyrer tjenestevåben ved planlagte politiindsatser.

Hovedparten af skudsituationer opstår efter anmeldelse, eller ved at patruljen iværksætter

indsatsen på eget initiativ. I lidt over halvdelen af skudsituationerne sendes der kun én

patrulje til opgaven, typisk fra den lokale politistation. Politifolkene står ofte over for en

etnisk dansk mand i 20’erne eller 30’erne. Der ses ingen overvægt af politifolk med relativ

lav tjenesteanciennitet.

I de fleste tilfælde er der forudgående oplysning om, at modparten kan være farlig. I

skudsituationerne skyldes farligheden især den pågældendes adfærd, rusmidler, psykisk

5


sygdom, uligevægtighed eller selvmordstrusler. Der er indikationer på, at mere end

halvdelen af politiets skudofre havde psykiske lidelser, og 2 ud af 3 var påvirket af

rusmidler og/eller medicin i skudøjeblikket. Politiet søgte i skudsagerne ofte at anvende

andre magtmidler før skydevåben. Der ses gennem perioden et svagt fald i andelen af

indberetninger, hvor politiets modparter er bevæbnede – især med skydevåben. Antal

våbentrusler mod politiet eller angreb på politiet er dog – med visse udsving –

nogenlunde konstant. I de 23 undersøgte skudsager var personer i 14 situationer

bevæbnet – overvejende med stikvåben. I de øvrige 9 situationer blev politiet eller andre

angrebet eller truet med enten et køretøj eller med fysisk vold.

Når tjenestevåbenet trækkes, sker det oftest efter anmeldelse om vold, våbenbesiddelse

og røverier; når det affyres, er det imidlertid hyppigere i situationer med husspektakler,

brugstyveri, psykisk syge og selvmordsforsøg. Situationer, hvor psykisk syge eller

eftersættelse af biler forekommer, er forbundet med markant højere risiko for, at politiet

affyrer tjenestevåben.

Politiet har i en tredjedel af alle disse situationer trukket våben ved ankomsten til stedet,

men det er kun i hvert sjette tilfælde, hvor skud efterfølgende afgives. Inden for de første

fem minutter er der trukket våben i seks ud af ti situationer. I hver fjerde skudsag går der

dog mindst et kvarter eller længere. Politiet trækker typisk våben på grund af

overhængende farlige angreb, ”forberedt nødværge”, pågribelse af en farlig gerningsmand

på flugt eller – især for skudsagerne – farligt angreb på politiet. Som oftest afgives ét skud

på en afstand af 1-5 meter. I lidt over halvdelen af skudsagerne, er der 1-2 politifolk til

stede, i den anden halvdel flere og ofte i en kombination af politifolk fra forskellige

afdelinger.

Dansk politi anvender – i lighed med de andre undersøgte lande – tjenestepistol af

kaliber 9 mm. Ammunitionen er den ikke-ekspanderende Action 3. Også Norge og

Holland anvender ikke-ekspanderende ammunition, men Holland er på dette område i en

omstillingsproces. De øvrige undersøgte lande anvender ekspanderende

ammunitionstyper. Politiets skud rammer oftest ben og arme, og projektilet fortsætter i

cirka halvdelen af tilfældene gennem den ramte person. Ingen tredjemand er ramt efter

gennemskydning siden indførelse af Action 3 ammunition.

Politifolk er i fire skudsager fra perioden 1996-2006 blevet tiltalt for overtrædelse af

straffelovens bestemmelser om legemsangreb i forbindelse med anvendelse af

tjenestepistol. Domstolene har i alle sagerne frikendt de pågældende. Analysen af det

samlede situationsforløb i de 23 skudsager tyder på, at politifolk handler ”efter bogen” i

betydningen, at man – udover de formelle juridiske bestemmelser - følger eksisterende

indsatskoncepter og polititaktiske metoder.

Både i en smal kontekst som i en bredere samfundsmæssig sammenhæng viser analysen

imidlertid også, at der er mulighed for forbedringer gennem udvikling og justering af

polititaktiske metoder og indsatskoncepter og ved mere målrettet uddannelse af politifolk

inden for specifikke områder. Det gælder især optimal anvendelse af tidsfaktoren som et

aktivt redskab til at undgå, at en situation ender med anvendelse af skydevåben. Politifolk

kan også blive bedre til at aflæse psykisk syge eller modparter, som er påvirket af rusgifte,

og til at tilpasse deres handlingssvar til disse personer.

6


Planlægning og opmærksomhed på en situations potentielle farlighed – hos såvel den

operative leder som indbyrdes mellem politifolk i opgaven - kan forbedres. Det gælder

også systematisk indsamling af information fra alle tilgængelige kilder især med henblik

på den fremadrettede indsats og på at forbedre politiets muligheder for at bevare kontrol

og overblik over farlige situationer. Dermed kan man bedre undgå, at modpartens adfærd

kommer til at ”styre” situationen, og at der derved opstår nødværgesituationer.

Den tværfaglige analyse af skudsituationerne tegner et billede af fem ”typiske”

situationer, hvoraf de fire er uplanlagte: Anholdelse af psykisk syg og/eller påvirket

person på privat område, anholdelse af psykisk syg og/eller påvirket person på offentligt

område, eftersættelse af mistænkt gerningsmand i en bil og anholdelse i forbindelse med

husspektakler. Dertil kommer planlagt anholdelse af en gerningsmand på privat område.

På samme måde tegner der sig et billede af modparten, som spænder fra marginaliserede

personer, psykisk syge, personer i krise, kriminelle, til unge mænd på kanten af et

kriminelt miljø.

Der er set tegn på manglende fælles linje og ledelse i løsning af opgaver, og på at løsning

af rutinemæssige opgaver i et vist omfang er baseret på ”tavs” praksis mellem politifolk,

hvorved løsningen får præg af tilfældigheder, hvilket kan blive af stor betydning, når en

rutinemæssig opgave udvikler sig til en farlig situation. På det overordnede og generelle

plan er der behov for en større grad af ledelsesmæssigt ansvar for, at der findes

veldefinerede, tidssvarende og afprøvede interne instrukser, strategier, operative mål,

planer og uddannelser for alle aspekter af betydning for politiets indsats i

konfliktsituationer herunder situationer, hvor anvendelse af magt i almindelighed og

skydevåben i særdeleshed kan komme på tale.

En del skudsituationer udvikler sig så hurtigt, at det er indtrykket, at politifolk ikke ser

det som en aktiv handling at trække sig tilbage og give situationen tid. Situationer, hvor

politiet har anvendt tjenestevåben, er kendetegnet ved at være pludseligt opståede og

med et betydeligt stressniveau – ikke mindst når man står over for svært aflæselige

personer med irrationel adfærd, som er psykisk uligevægtige, psykotiske eller påvirkede af

rusgifte, hvor traditionelle polititaktiske metoder ikke slår til.

I et teoretisk perspektiv kan man se politiets adfærdskontrollerende opgave som betinget

af nogle paradokser, ”magtens paradokser”. Politiet kan tvinge borgere til at efterkomme

sine anvisninger, om nødvendigt ved at true med magtanvendelse, ultimativt med

skydevåben. Paradokser kan opstå, hvis borgeren i det konkrete tilfælde ikke forstår

politiets trussel eller ikke er indstillet på at acceptere denne.

Politiets anvendelse af skydevåben er reguleret i politiloven, som på alle vigtige områder

svarer til regelgrundlaget i de undersøgte nabolande. Udgangspunktet for enhver

anvendelse af skydevåben er, at det alene må finde sted i farlige situationer som et sidste

middel og kun, når det er forsvarligt og nødvendigt, og fordi mindre indgribende midler

ikke er tilstrækkelige.

Set under ét er dansk politis grunduddannelse i magtanvendelse i indhold og omfang på

niveau med tilsvarende uddannelser i udlandet. Skydetekniske færdigheder vægtes højt,

men også emner som kommunikation og håndtering af aggression og stress indgår. Der

er dog forbedringsområder f.eks. ved at gøre en ret fagopdelt grunduddannelse mere

tværfaglig især på områder som håndtering og vurdering af potentielt farlige konflikter.

7


Yderligere uddannelse i at aflæse personer, som kan tænkes at reagere irrationelt, i at

udnytte alle til rådighed værende metoder og midler (herunder tidsfaktoren) forinden

anvendelse af skydevåben (f.eks. inspireret af det tyske Skyd/Skyd ikke-koncept og det

engelsk Stop og Tænk-koncept). Øget formidling af viden om egen adfærd og

reaktionsmønstre under stress er andre væsentlige indsatsområder.

Det er en overordnet målsætning i politiets uddannelse, at polititjenestemænd på egen

hånd eller i samarbejde med andre er i stand til selvstændigt og med god

situationsfornemmelse at løse alle relevante opgaver. I praksis betyder det, at danske

politifolk i en vid udstrækning forventes at kunne håndtere de fleste af dagligdagens

udfordringer uden konstant at skulle forelægge beslutninger for nærmeste leder. Det er

efter arbejdsgruppens opfattelse både en nødvendighed og en styrke.

Politiets efter- og videreuddannelse på beredskabsområdet var frem til udgangen af 2006

et ansvar for de daværende politiregioner. Der var ingen formel overordnet koordinering

eller planlægning; fra 2004 til 2006 blev efter- og videreuddannelse gennemført i

forskelligt omfang og intensitet. Der er behov for tæt samarbejde mellem politikredsene

og Politiskolen om udvikling og vedligeholdelse af politiets efteruddannelse i

polititaktiske metoder efter ensartede koncepter vedrørende løsning af farlige

konfliktsituationer og håndtering af farlige gerningsmænd.

Der er med henblik på en fremadrettet indsamling af al tilgængelig viden og erfaring et

behov for revision af politiets indberetningsblanketter i forbindelse med konkret

anvendelse af skydevåben. Der mangler især flere detaljerede oplysninger om hændelsens

karakter og årsag, om de involverede personer og politifolk og om forløbet af hændelsen.

Der er også et behov for at modernisere Rigspolitiets statistikdatabase vedrørende disse

hændelser. Den er baseret på forældet teknologi, som vanskeliggør sikker opdatering,

overførsel af data og ikke mindst analyse.

Med henblik på fremadrettet indsamling af al tilgængelig viden og erfaring bør der

indføres en generel bestemmelse om obligatorisk og systematisk polititaktisk evaluering

og debriefing i alle situationer, hvor politifolk har affyret skydevåben med det resultat, at

nogen er såret eller dræbt, eller at der har været nærliggende risiko herfor. Desuden bør

der iværksættes et længerevarende (3-5 år) tværfagligt projekt – eventuelt som en del af et

nordisk/internationalt samarbejde – med det sigte at gennemføre en langt mere

dybdegående undersøgelse af de faktorer, der fører til politifolks anvendelse af

skydevåben.

8


KOMMISSORIET

1

OM OPGAVEN OG DENS

LØSNING

HVAD ER OPGAVEN?

Efter drøftelse i politiets koncernledelse den 1. maj 2007 og i Rigspolitiets Centrale

Samarbejdsudvalg den 8. maj 2007 besluttede Rigspolitiet at nedsætte en tværfaglig

arbejdsgruppe, som skal indsamle al tilgængelig viden samt analysere alle aspekter og

elementer i forbindelse med politiets anvendelse af skydevåben gennem de seneste år.

Formålet med analysen er at uddrage viden om de faktorer, som har betydning for

politiets brug af skydevåben og at omsætte dette til fremadrettet læring, der kan inddrages

i det operative politiarbejde og i politiets uddannelser.

Arbejdsgruppen skal inddrage erfaringer fra udlandet, oplysninger om gerningsmænds/skudofres

personlige forhold, psykiske tilstand og bevæbning, forhold i

samfundsudviklingen, som kan have indflydelse på politiets anvendelse af skydevåben,

politiets uddannelser, alternative magtmidler og politioperative metoder samt de

psykologiske faktorer, som har indflydelse på forløbet af de episoder, hvor tjenestevåben

kan blive anvendt.

Resultaterne af gruppens analyse skal foreligge i løbet af september måned 2007,

eventuelt i form af en delanalyse. 1

Politiets Videnscenter fik ansvaret for gennemførelsen af analysen.

Rigspolitichefen overdrog den 9. maj 2007 opgaven til arbejdsgruppen med følgende

præciseringer:

1 På grund af opgavens omfang og kompleksitet kunne rapporten først færdiggøres ved udgangen af oktober 2007.

9


Arbejdsgruppen skal basere sit arbejde på eksisterende data- og rapportmateriale

vedrørende konkrete skudepisoder inden for de seneste 10 år med hovedvægt på

situationer, hvor skydevåben har været affyret, og hvor personer er blevet såret

eller dræbt. I muligt omfang skal også optakten til de enkelte episoder søges belyst.

Arbejdsgruppens arbejde bør endvidere ikke alene resultere i rent kvantitative

opgørelser; der skal også anvendes relevante metoder til støtte for kvalitative

vurderinger af de faktorer, som har betydning for politiets anvendelse af

skydevåben. Arbejdsgruppen skal endvidere inddrage resultater af lignende

undersøgelser, f.eks. det fælles nordiske forskningsprojekt ”Politiets brug af

skydevåben i Norden”, udgivet 2005. Generel viden og erfaring fra udlandet bør

omfatte Norge, Sverige og Finland og i muligt omfang England, Tyskland og

Holland.

PROJEKTGRUPPEN

Det tværfaglige aspekt i arbejdsgruppen er tilgodeset ved – foruden politifaglig ekspertise

– at inddrage psykologisk, sociologisk, kriminologisk, juridisk og retsmedicinsk viden.

Arbejdsgruppen har haft følgende sammensætning: Psykolog Kristina Kepinska

Jakobsen, sociolog Anne-Stina Sørensen og antropolog Camilla Kvist, alle Politiets

Videnscenter, chefpsykolog Bjarne Frøslee Ibsen, Rigspolitiets Psykologtjeneste,

antropolog og lektor Lars Holmberg, Københavns Universitet, statsadvokat Lars

Stevnsborg, Rigsadvokaten, vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen, Retsmedicinsk

Institut, Syddansk Universitet, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, Københavns Politi,

politikommissær Preben Juul Nielsen, Rigspolitiet, logistikafdelingen, vicepolitiinspektør

Søren Styrk Larsen, Politiskolen, chefpolitiinspektør Flemming Drejer, Bornholms politi,

politiinspektør Hans Corfitsen, PET, forhandlingsudvalgs-medlem Claus Hartmann og

faglig sekretær Flemming Olsen begge Politiforbundet, vicepolitiinspektør Frode Z.

Olsen, Politiets Videnscenter (formand).

Arbejdsgruppens formand refererer til politimester Karsten Petersen, Politiskolen.

Derudover har følgende personer bidraget:

Cecilia Logo-Koefod og Cæcilie Rahbek Schou, begge sociologistuderende, samt Peter

Stougaard Melin og Maria Louise Nielsen, begge antropologistuderende, alle

Københavns Universitet (bistand til kvantitativ bearbejdning og opdatering af

indberetninger og skudsager, kildesøgning og resumering).

Politiassistent Jannie Glæsner, kriminalassistent Torben Skovgaard Bach, vicepolitikommissær

Leo Vinge Nielsen, politiassistent Tony Neumann, alle Politiskolen, samt

vicekriminalkommissær Knud Støiholm, PET (bistand til indhentelse og registrering af

indberetninger og skudsager). Politikommissær Lars Juel Clement (bistand til indhentelse

af information i Finland).

Vicepolitikommissær Keld Rasmussen, Holbæk Politi, politikommissær Jarl Rosenquist,

Politiskolen, politikommissær Uffe Uldall Nielsen og kriminalassistent Henrik Schalls

10


Jørgensen, Københavns Politi, vicepolitikommissær Jørgen Juel Stitz, Politiskolen,

vicepolitiinspektør Søren Heick, Politiets Videnscenter, psykolog Pia Munkehøj og

psykolog Pär Henrik Nigard, begge lærere i psykologi på Politiskolen (bistand til

kvantitativ/kvalitativ bearbejdning af indberetninger og skudsager).

PRÆCISERING OG AFGRÆNSNING

Arbejdsgruppen har været nødt til at foretage yderligere afgrænsning for at løse opgaven

inden for tidsrammen. Dette betyder at:

Undersøgelsen afgrænses til en statistisk redegørelse for politiets anvendelse af

skydevåben i perioden 1996-2006 (11 år), samt af en uddybende kvantitativ og kvalitativ

analyse af indberetninger og skudsager fra perioden 2002-2006 (5 år).

Sidstnævnte analyse omfatter alene politiets tjenestepistol, som er personlig udrustning.

Dansk politi råder udover tjenestepistol også over maskinpistol, gasgevær samt visse

præcisionsskydevåben udleveret til specialenheder, men disse våben anvendes relativt

sjældent og har ikke såret eller dræbt personer i den undersøgte periode.

INDBERETNINGER OG SKUDSAGER

HVAD BESTÅR DATAMATERIALET AF?

Rapportens primære datamateriale kan opdeles i 3 hovedgrupper:

1) De indberetninger (blanket P38) en polititjenestemand i henhold til rigspolitichefens

kundgørelse II, nr. 38, pkt. V skal indsende, når han eller hun har anvendt (inklusive truet

med) sit tjenestevåben. Der er udvalgt 345 sådanne indberetninger i periode 2002-2006 til

brug for den kvantitative analyse, jævnfør metodeafsnittet.

2) Dataudtræk fra Rigspolitiets centrale database vedrørende politiets anvendelse af

skydevåben. Datamaterialet er baseret på de ovenfor nævnte indberetninger. Samtlige

2725 opdateringer af hændelser i databasen i perioden 1996-2006 er bearbejdet til brug

for den kvantitative analyse. Dette materiale udgør et væsentligt bidrag til lektor, ph.d.

Lars Holmbergs løbende forskning på området. 2

3) De regionale statsadvokaturers skudsager i de tilfælde, hvor politiets skud mod personer

har ramt disse. Statsadvokaten skal i medfør af retsplejelovens § 1020a, stk. 2 foretage en

undersøgelse af sådanne situationer. Samtlige 24 skudsager i perioden 2002-2006 indgår i

den kvalitative analyse. 1 sag er efterfølgende udeladt, da den vedrører en vådeskudsulykke

på en af politiets skydebaner.

2 Databasen indeholder faktuelle oplysninger om de konkrete hændelser (f.eks. dato, tid, indendørs/udendørs,

belysningsforhold, uniformeret/civil/planlagt indsats, om der er afgivet skud af modpart og af politiet, samt et kort

resumé af hændelsesforløbet). Indberetninger sendes til Rigspolitiet, hvor statistikken i anonymiseret form opdateres i

databasen med henblik på at danne en samlet statistik for hele landet.

11


DATA- OG KILDEMATERIALE I ØVRIGT

I 2002 udarbejdede fem politifolk 3 et projekt ”Skyd – skyd ikke” som en del af deres

gennemførelse af Politiets Forberedende Lederuddannelse. Formålet var at undersøge

politiets anvendelse af skydevåben i perioden 1999-2001 med henblik på at identificere

faktorer og fællestræk, som kunne bidrage til at begrænse brugen af tjenestevåben under

patrulje. Undersøgelsen var baseret på en gennemgang af data fra Rigspolitiets centrale

database af i alt 447 hændelser, hvor politiet havde anvendt (inklusive truet med)

tjenestepistol. Fokus for undersøgelsen var bl.a. tid, anledning og modpartens adfærd,

farlighed og bevæbning.

I 2004 udarbejdede fem politifolk 4 et projekt ”Klar!” som en del af deres gennemførelse

af Politiets Forberedende Lederuddannelse. Formålet var at undersøge, om politiets

vedligeholdende skydeuddannelse med tjenestepistol var tilpasset virkelighedens behov

især med hensyn til afstande, lysforhold, og hvorvidt tjenestevåben anvendes udendørs

eller indendørs. Undersøgelsen var baseret på en gennemgang af data fra Rigspolitiets

centrale database om 29 hændelser i perioden 1999-2003, hvor politiet havde affyret skud

med tjenestepistol mod personer.

Derudover er de seks udvalgte lande (Holland, Tyskland, England, Finland, Sverige og

Norge) skriftligt underrettet om den igangsatte danske analyse, og de blev anmodet om at

bistå med relevant information, herunder tilgængelig statistik vedrørende politiets

anvendelse af skydevåben de seneste 11 år i det pågældende land, eventuel forskning eller

analyse, information om uddannelses- eller træningsprogrammer samt om polititaktiske

koncepter med relation til indsats i farlige situationer og mod farlige personer.

Anmodningen er fulgt op med et 1-2 dages besøg i hvert land, hvor to-tre af

arbejdsgruppens medlemmer med forskellig faglig baggrund aktivt har søgt information

på politihøjskoler, i centrale enheder i politiet, ved anklagemyndigheden eller hos

enkeltpersoner med særlig indsigt i emnet. Forud for studiebesøgene udarbejdede

arbejdsgruppen en fælles spørgeguide med 4 hovedspørgsmål: 1) Findes der en

landsdækkende overordnet strategi (politik/filosofi) for så vidt angår politiets anvendelse

af skydevåben? 2) Hvordan kommer en sådan strategi i givet fald til udtryk? 3) Hvilke

konkrete uddannelses- og træningskoncepter understøtter strategien? 4) Hvilket statistisk

materiale og hvilken forskning er til rådighed, vedrørende politiets anvendelse af

skydevåben i perioden 1996-2006? Til hvert hovedspørgsmål var der udarbejdet en række

uddybende underspørgsmål.

I andre lande findes en del kildemateriale, som beskæftiger sig med aspekter af politifolks

anvendelse af skydevåben i det pågældende land. Hovedsagelig er det nationale rapporter

eller beretninger, ikke sjældent årsberetninger fra f.eks. en national institution, som har til

opgave at beskæftige sig med (evt. vurdere eller evaluere) politiets anvendelse af

skydevåben.

Af særlig betydning for denne undersøgelse er det fællesnordiske forskningsprojekt fra

2005 ”Politiets bruk av skytevåpen i Norden” redigeret af professor Johannes Knutsson,

Forskningsafdelingen, Politihøjskolen i Oslo. Projektet omfatter dels en national

fremstilling og analyse af situationen i hvert land, dels en sammenlignende redegørelse af

3 Lars Fredensborg, Helle Holst Nielsen, Peter Grønbek Nielsen, Bonnie Ludvigsen og Poul Kjeldsen

4 Finn Wegner Petersen, Jesper Pedersen, Søren Høj Madsen, Claus Stoltenberg og Erik Rosenlund Knudsen

12


politiets brug af skydevåben i Norge, Sverige, Finland og Danmark for perioden 1996-

2002. Undersøgelsen indeholder tillige et overblik over det retlige grundlag for politiets

anvendelse af skydevåben i landene. Bidrag om danske forhold er udarbejdet af lektor i

strafferet, ph.d. Thomas Elholm, Syddansk Universitet, og lektor i kriminologi ved

Københavns Universitet, ph.d. Lars Holmberg.

De vigtigste fund i såvel udenlandske som danske undersøgelser og kildemateriale vil

blive refereret i denne rapports efterfølgende afsnit, i det omfang de skønnes at være af

betydning for rapportens analyser og problemstillinger.

Arbejdsgruppen har endvidere i rapportens sidste halvdel inddraget relevant psykologisk,

sociologisk og organisationskulturel teori, som kan være med til i en bred kontekst at

forklare relationer mellem mennesker i en vanskelig og ofte stresspræget

konfliktsituation. Disse teorier er i sagens natur ikke en direkte følge af analysen af de

konkrete hændelser, men er tænkt som et bidrag til forståelsen af bagvedliggende

fænomener og dermed også til bestræbelserne på fremover at udvikle politiets uddannelse

vedrørende håndtering af konfliktprægede situationer.

Endelig er arbejdsgruppen bekendt med, at rigspolitichefen som en del af et fælles

nordisk projekt den 16. april 2007 nedsatte en arbejdsgruppe, hvis opgave er at kortlægge

trussels- og voldssituationen mod politifolk. Undersøgelsen baseres hovedsagelig på en

analyse af politikredsenes registreringer i 2006 af forskellige former for vold mod

tjenestemand i funktion omfattet af straffelovens § 119. Rapporten er endnu ikke

færdiggjort, og dens endelige konklusion er således ikke inddraget i denne undersøgelse.

METODER

Valg af metoder skal ses i sammenhæng med undersøgelsens formål og med de praktiske

vilkår og muligheder, som har været til rådighed. I denne sammenhæng har den korte

tidsfrist for arbejdsgruppens arbejde spillet en afgørende rolle. Adgang til eksisterende

viden indgår også som et praktisk vilkår for undersøgelsen. Tidsfristen har især begrænset

mulighederne for at gennemgå alle detaljer i det indsamlede udenlandske materiale.

Som beskrevet i kommissoriet er hovedopgaven at analysere eksisterende data og

rapportmateriale med hovedvægt på situationer, hvor personer er blevet såret eller dræbt,

inklusive optakten til skudepisoden, for på denne måde at identificere væsentlige faktorer,

som spiller ind på politiets anvendelse af skydevåben. Analysen skal således munde ud i

konklusioner og anbefalinger, som kan omsættes i politiets uddannelse og i det operative

arbejde. Sigtet med undersøgelsen er derfor både at identificere eventuelle problemer,

samt fremsætte bud på løsningsmodeller i relation til disse.

Arbejdsgruppen har under hensyn til kommissoriet vægtet den kvalitative analyse højt; af

samme årsag er den kvantitative analyse tilrettelagt med henblik på at understøtte den

kvalitative analyse.

13


Målet var indledningsvis at basere analysen på et repræsentativt og statistisk tilfældigt

udsnit på ca. 300 indberetninger 5 (svarende til mindst 10 procent) af det totale antal

indberetninger i perioden 1996-2006. Politikredsene registrerer hver indberetning under

journalkode 10195 med angivelse af individuelt løbenummer og årstal. Arbejdsgruppen

anmodede samtlige landets politikredse om at indsende journaliserede indberetninger

med løbenummer 0001, 0005, 0010 og så fremdeles for hvert år i perioden 1996-2006.

Der er efterfølgende modtaget mere end 800 indberetninger fra stort set hele landet.

Visse politikredse kunne dog ikke imødekomme anmodningen i fuldt omfang – især var

der problemer med tiden før 2002, hvilket er en medvirkende årsag til, at analysen blev

afgrænset til perioden fra 2002-2006. Samtidig viste det sig, at mange politikredse også

havde fremsendt indberetninger, som er registreret under en anden journalkode end

10195 6, hvilket gjorde, at visse politikredse blev ”overrepræsenteret” i materialet. Der er

korrigeret herfor, hvorefter i alt 345 indberetninger indgår i analysen – eksklusive 23 7

skudsager, hvor politiet har skudt på og enten såret eller dræbt en eller flere personer.

Det analyserede materiale udgør således et repræsentativt og tilfældigt udsnit på ca. 25 %

af alle indberetninger i perioden 2002-2006 og en totalundersøgelse af alle skudsager fra

samme periode.

ANALYSE AF INDBERETNINGER OG SKUDSAGER

Da analysen efter kommissoriet ikke alene skal omfatte den isolerede anvendelse af

tjenestepistol, men også inddrage optakten og forhold hos såvel modparten som hos

politiet, er gennemgangen af indberetninger og skudsager baseret på en forløbsanalyse.

Den fokuserer på processuelle aspekter af forløbet fra politiet tilkaldes eller tager initiativ

til at kontakte modparten, til politiet affyrer skud, herunder efterfølgende dispositioner

og konsekvenser samt retsmedicinske spørgsmål af betydning herfor. Med henblik på at

identificere væsentlige faktorer i situationerne tager analysen desuden udgangspunkt i

følgende model:

Bred kontekst

Modpart

Smal kontekst (situation)

Politiperson

Ved modparten forstås de(n) person(er), som giver anledning til, at politiet anvender

tjenestepistol. Politiperson er den/de polititjenestemænd, som er til stede, når der

anvendes våben. Den smalle kontekst er omstændigheder ved den konkrete situation,

5 Jf. definition side 6

6 Ikke sjældent er indberetningen om anvendelse af skydevåben registreret under samme journalkode, som anledningen

til politiets tilkaldelse – drab, røveri eller lignende.

7 Der er 24 skudsager i perioden. 1 vedrører et vådeskud på en skydebane, hvor en politibetjent såres. Den er udeladt af

denne undersøgelse.

14


hvorimod der ved den brede kontekst forstås den overordnede sammenhæng, situationen

foregår i, herunder aspekter af organisatorisk, samfundsmæssig eller psykologisk art.

DEN KVANTITATIVE ANALYSE

Alle indberetninger og skudsager er gennemgået kvantitativt med henblik på at indsamle

enhver nedfældet oplysning, som kan belyse omstændighederne ved hændelsen i den

smalle kontekst begyndende ved det tidspunkt, hvor politiet første gang bliver involveret

(ofte ved anmeldelsens indgivelse til vagthavende eller via 112) til det tidspunkt, hvor

handlinger med umiddelbar tilknytning til politiets anvendelse af tjenestepistol er afsluttet

(typisk hvor modparten enten har opgivet den adfærd, som førte til brug af

tjenestevåben, eller hvor eventuel tilkaldt ambulance har afhentet en såret eller dræbt

person).

Den kvantitative gennemgang af 345 indberetninger i perioden 2002-2006 er foretaget af

personer med politifaglig baggrund og af studentermedhjælperne. Alle er forinden

arbejdets påbegyndelse vejledt med henblik på at sikre, at der alene registreres

information, som konkret er anført i indberetningen.

Den kvantitative gennemgang af de 23 skudsager er foretaget af personer med politifaglig,

psykologisk, sociologisk, medicinsk eller antropologisk baggrund – hovedsagelig

medlemmer af arbejdsgruppen. I det omfang der i indberetninger og skudsager har været

vedlagt objektive oplysninger om modparten (f.eks. udskrift fra strafferegister, lægelige

erklæringer eller mentalundersøgelser) er dette selvstændigt registreret, og i relevant

omfang indgår disse oplysninger i analysens resultater.

DEN KVALITATIVE ANALYSE

Resultaterne af den samlede kvalitative analyse af situationernes forløb i de 23 skudsager

er baseret på de forskellige faggruppers gennemlæsning, faglige overvejelser, diskussioner

på en workshop og på efterfølgende møder. Fokus i disse sammenhænge har været de

mest fremtrædende karakteristika ved situationerne, fundet på baggrund af de observationer,

der er gjort i løbet af gennemlæsningerne. Analysen har således ikke været rettet mod at

evaluere enkeltsager og enkeltpersoners handlinger og dispositioner, men alene mod at

identificere mønstre og forhold i materialet, som kan bidrage til læring. Ved analysen har

den tværfaglige arbejdsgruppe derfor også trukket på egen viden og erfaring – ikke

mindst set i lyset af det relativt begrænsede datagrundlag.

Desuden har mere samlede teoretiske bidrag fra forskellige faggrupper været fremlagt for

arbejdsgruppen. Disse bidrag vedrører primært det teoretiske grundlag for den brede

kontekstanalyse og er udsprunget dels af gennemlæsning af skudsager, dels af

workshoppens analyseresultater, som herefter har været udgangspunkt for yderligere

fortolkning med henblik på at kortlægge de vigtigste faktorer af betydning for politiets

anvendelse af skydevåben.

Det skal bemærkes, at tværfagligheden i gruppen har været en stor styrke i bestræbelserne

på at analysere konkrete faktorer, som gør sig gældende i aktuelle hændelser, og i den

efterfølgende bearbejdning og sammenfatning af mulige sammenhænge og forklaringer til

brug for fremadrettede forslag og anbefalinger. Der har været overraskende stor enighed

i hele arbejdsgruppen om alle vigtige observationer og konklusioner.

15


BEMÆRKNINGER TIL DATAMATERIALET

Arbejdsgruppen har ved gennemgangen af de 345 indberetninger og 23 skudsager måttet

konstatere, at materialet er mangelfuldt for så vidt angår information om vigtige faktorer

til belysning af forhold af psykologisk karakter og af den konkrete sociale interaktion, der

har været mellem politiet og modparten samt indbyrdes mellem de politifolk, som var

involveret i opgaven. Det er tydeligt, at materialet først og fremmest er produceret til

brug for en strafferetlig vurdering, men det vanskeliggør en bredere og mere nuanceret

vurdering og sammenligning af situationerne.

Datamaterialet vedrører udelukkende situationer, hvor politiet har gjort brug af

skydevåben. I sagens natur sker der i dag ikke registrering i de tilfælde, hvor politiet – til

trods for at alle materielle betingelser beskrevet i love og regler er opfyldt – ikke har gjort

brug af skydevåben, men løst situationen på en anden måde. Det ville imidlertid - set ud

fra et læringsperspektiv - have været et værdifuldt sammenligningsgrundlag, og denne

mangel må derfor anses for en svaghed i dokumentationen af politiets håndtering af

farlige konfliktsituationer.

Også i relation til Rigspolitiets database vedrørende indberetninger af politiets anvendelse

af skydevåben er der set mindre mangler. Fuldstændigheden er afhængig af, om de

enkelte politikredse indsender indberetninger i alle sager, hvor der er anvendt

skydevåben. Dette synes ikke altid at være tilfældet: et tilfældigt udtræk af indberetninger

fra 2002-2006 viser, at ca. 2 procent af disse ikke findes i databasen. Rigspolitiets

personale overfører manuelt oplysninger fra P 38 blanketten. Proceduren er

arbejdskrævende og indebærer risiko for fejltastninger, da de samme oplysninger skal

opdateres manuelt flere gange. Databasen er desuden baseret på et forældet edb-program

(DSI-system), hvilket gør elektronisk udveksling med mere tidssvarende statistik- og

databehandlingsprogrammer umulig.

Det har derfor været nødvendigt at gennemgå databasen vedr. 1996-2006 systematisk og

kode relevante oplysninger i et statistikbehandlingsprogram, ligesom oplysninger i

sagsresumeer er sammenholdt med de statistiske oplysninger. I en ikke ubetydelig del

episoder er der uoverensstemmelser mellem de statistiske oplysninger og sagsresumeet.

Det kan for eksempel forekomme:

• at modparten ifølge statistikken har været bevæbnet med stikvåben, mens det af

resumeet fremgår, at der ikke er fundet våben,

• at resumeet oplyser, at modparten har angrebet politiet, mens dette ikke fremgår

af statistikken,

• at politiets afgivelse af skud med gasvåben er opdateret som afgivelse af skarpe

skud (særligt i 1998 og i 2006) og

• at den samme episode optræder flere gange – formodentlig indberettet af

forskellige politifolk.

Uoverensstemmelser og fejl ses ikke at være af systematisk karakter, men bærer præg af

tilfældig fejltastning og i visse tilfælde fortolkningsproblemer, når komplekse sagsforløb

skal indpasses i en række snævre kategorier. For at skabe et ensartet analysemateriale til

brug for opgørelser over det totale antal indberetninger i perioden 1996-2006 er

uoverensstemmelser søgt rettet efter følgende retningslinjer:

16


• I de episoder, hvor sagsresumeet giver tilstrækkelige oplysninger, er de statistiske

oplysninger rettet, hvis de ikke passer med resumeet.

• I tilfælde, hvor resumeet ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger, er de

oprindelige oplysninger i statistikken lagt til grund, også i tvivlstilfælde.

• I de episoder, hvor politiet har ramt personer, er der endvidere foretaget en

sammenligning med oplysninger fra statsadvokatens resumé af sagen. I de

tilfælde, hvor der har været uoverensstemmelser, er statsadvokatens oplysninger

lagt til grund.

• Endelig er episoder, som figurerer flere gange, samlet til én, hvis episoden har

udspillet sig på én geografisk lokalitet. Sammenhængende sager, som har udspillet

sig flere steder (f.eks. ransagning efter gerningsmænd på flere adresser), figurerer

fortsat hver for sig.

Denne fremgangsmåde betyder, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem den

foreliggende opgørelse og Rigspolitiets offentliggjorte tal for antal episoder, antal afgivne

skud mm. (da denne er baseret på et direkte udtræk af databasens oplysninger). 8

Tal vedrørende det samlede antal indberetninger fra 2005 og 2006 afviger fra de af

Rigspolitiet offentliggjorte med henholdsvis 5 og 6 sager. I 2006 skyldes dette

tilsyneladende, at en omfattende anholdelsesaktion, som i Rigspolitiets database er opført

under 7 enkelte indberetningsnumre, er slået sammen til én i den offentliggjorte

opgørelse. Vedr. 2005 er det ikke muligt at afgøre, hvorfor Rigspolitiets officielle

opgørelse har færre indberetninger end databasen.

ARBEJDETS TILRETTELÆGGELSE

Arbejdsgruppen har afholdt 7 fælles møder, hvoraf 1 har været af 2 dages varighed. 2

møder i maj og juni 2007 blev anvendt til afgrænsning af opgaven, fastlæggelse af

metoder og undersøgelsesdesign samt til planlægning af arbejdet – herunder kontakter til

udlandet. Arbejdsgruppens medlemmer har herefter individuelt eller i samarbejde med

andre produceret selvstændige bidrag eller statistik til brug for den endelige rapport,

ligesom hovedparten af arbejdsgruppens medlemmer, jf. metodeafsnittet, har bidraget

ved den kvantitative og kvalitative analyse af de enkelte indberetninger og skudsager.

På et 2-dages møde i slutningen af august 2007 blev den samlede analyse gennemført, og

arbejdsgruppen blev enige om alle væsentlige konklusioner og anbefalinger. Efter

yderligere 4 møder i september og oktober 2007 blev den endelige rapport godkendt af

en enig arbejdsgruppe.

8 Tallene for det samlede antal indberetninger afviger desuden for år 2000 fra en tidligere opgørelse (Holmberg 2005).

Dette skyldes, at en fornyet gennemgang af materialet har afsløret enkelte dubletter, som nu er fjernet.

17


2

LOVGRUNDLAG, UDDANNELSE,

VÅBEN OG AMMUNITION

Dette kapitel giver et overblik over det regelgrundlag, som gælder for politiets anvendelse

af skydevåben, og de fagplaner og målsætninger, som er gældende for politiets

nuværende uddannelse. Uddannelsesafsnittet fokuserer dels bredt på ”magtanvendelse”,

hvori skydevåben indgår som det ultimative magtmiddel, dels smalt på den aktuelle

udformning af politiets skydeuddannelse og –træning på forskellige niveauer i grund- og

videreuddannelsen. Sidst i kapitlet redegøres kort for det våben og den ammunitionstype,

der anvendes i Danmark sammenlignet med udvalgte nabolande.

Formålet er at give en bredere forståelse af forhold, som ikke kan anses for alment

kendte, og som danner baggrund for såvel analysen som arbejdsgruppens anbefalinger.

REGELGRUNDLAGET FOR POLITIETS ANVENDELSE AF SKYDEVÅBEN

POLITILOVEN

Indtil politiloven trådte i kraft den 1. august 2004 fandtes politiets lovhjemmel til at

anvende magt (f.eks. skydevåben) i straffelovens § 13 og § 14 om lovligt nødværge og

nødret. Disse bestemmelser gælder for enhver borger, som udøver en eller anden form

for magt (vold) for at forsvare sig selv eller andre. Som udgangspunkt er det strafbart for

enhver at begå vold mod et andet menneske, men § 13 og 14 imødeser, at der kan være

omstændigheder, som gør en sådan handling straffri.

Gennem årtier har der eksisteret en intern instruks (kundgørelse II nr. 38) udfærdiget af

rigspolitichefen. Kundgørelsen beskriver i detaljer, i hvilke situationer og under hvilke

vilkår anvendelse af skydevåben kan være berettiget. Kundgørelsen er løbende ajourført

og fortsat gældende. Politiets adgang til at anvende magt, herunder skydevåben, er

nærmere reguleret i politiloven og i bekendtgørelse om politiets anvendelse af visse

magtmidler. Formålet med denne del af politiloven er ikke at ændre i den hidtidige

19


etstilstand, men at skabe udtrykkelige og klare lovregler på området for bl.a. at styrke

borgernes retssikkerhed samtidig med, at politiet får et klarere lovgrundlag at arbejde på.

For så vidt angår brug af skydevåben er de centrale bestemmelser i politiloven:

§ 16. Politiets magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og må alene ske med midler og i en

udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Det skal indgå i

vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan

komme til skade.

Stk. 2. Magt skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle

skader begrænses til et minimum.

§ 17. Skydevåben må kun anvendes med henblik på

− at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person,

− at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige

helbredsskader [...],

− at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt

eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den

pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.

Stk. 2. Før politiet afgiver skud, der indebærer risiko for skade på person, skal det så vidt muligt

først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt

at skyde, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at

vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Er der nærliggende risiko for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste

nødsfald. [...]

Stk. 5. Har politiets skudafgivelse medført skade på person, skal den pågældende straks undersøges af

en læge.

En detaljeret gennemgang og fortolkning af de enkelte bestemmelser i politiloven kan

findes i Thomas Elholms ”Nye regler for politiets brug af skydevåben i Danmark”. 9

RIGSPOLITIETS KUNDGØRELSE II NR. 38

Kundgørelsens fire første afsnit indeholder politiets almindelige regler for anvendelse af

skydevåben, bestemmelser for politifolks afgivelse af skud (herunder også affyring af

tjenestevåben under kommando) og for varselsskud. Indholdet svarer til politiloven.

I kundgørelsens § 9 bestemmes, at der efter enhver anvendelse af skydevåben eller trussel

med skydevåben snarest muligt ad tjenestevejen skal ske skriftlig indberetning til

rigspolitichefen i overensstemmelse med en særlig vejledning.

Vejledningen foreskriver blandt andet, at der skal anvendes en til formålet udarbejdet

blanket (P 38). Indberetningen skal almindeligvis udfærdiges af den eller dem, der har

gjort brug af skydevåbenet. Hvis det sker under kommando, bør indberetning udfærdiges

af den ansvarlige leder af politiaktionen. P 38 er opdelt i 3 afsnit: 1) beskrivelse af

hændelsesforløbet 2) politidirektørens eller politimesterens indstilling samt 3) statistiske

oplysninger. For så vidt angår beskrivelse af hændelsesforløbet, fremgår det at den bør

9 Elholm i Knutsson 2005:11-28

20


omfatte optakt til situationen, overvejelser og dispositioner i sagens anledning (herunder

vurdering af andre magtmidler og metoder), udførelsen inklusive oplysning om eventuelt

advarselsråb, varselsskud eller ordre, resultatet af indsatsen, herunder virkning af afgivne

skud, ramte personer, skadeomfang samt fund af våben.

RIGSPOLITIETS KUNDGØRELSE II NR. 39

Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 39 indeholder detaljerede regler om politiets

vedligeholdende skydetræning – også benævnt øvelsesskydninger. Det er politidirektørernes

ansvar at sikre, at der årligt gennemføres mindst 2 øvelsesskydninger – normalt

forår og efterår. Kundgørelsen indeholder også en række detaljerede forskrifter om

fremgangsmåde og sikkerhedsmæssige forhold, bl.a.:

Kun certificerede skydeledere kan lede skydeuddannelse af danske politifolk. Skydeledere

skal have gennemgået et særligt skydelederkursus med tilfredsstillende resultat.

Skydeledercertifikatet har en gyldighedsperiode på 3 år og giver bemyndigelse til at kunne

lede øvelsesskydninger. Ved fornyelse af certifikatet skal det godtgøres, at skydelederen er

aktiv. Skydelederen skal gennemføre lokale skydeuddannelser såvel praktisk som

teoretisk, hvor han eller hun skal bistå skytterne med vejledning og medvirke til en

holdningsprægning i forhold til skydning, skydeuddannelse og skydevåben. Forinden

skydningen iværksættes, skal der således gives grundig instruktion i våbenbetjening,

skydeteknik og omgang med ammunition, og der skal tages forskellige sikkerhedsmæssige

forholdsregler – bl.a. for at undgå vådeskud og høreskader.

Skydelederen er øverste myndighed på skydebanen og har ansvar for sikkerheden og

skydningernes gennemførelse. Han eller hun kan endvidere anvendes som faglig rådgiver

i forhold vedr. skydevåben og skydeuddannelse. Skydelederen er over for politidirektøren

ansvarlig for skydeuddannelsen og tilser, at målsætningerne opnås vedr. den enkelte

skytte. Opnås der ikke et tilfredsstillende resultat, skal skydelederen sikre, at der gives

yderligere undervisning til den enkelte, så kravet opfyldes.

Skydeuddannelsen skal gennemføres efter sikkerhedsbestemmelser fastsat af Forsvaret 10

og i Politiets Håndbog for Skydeledere. Håndbogen 11 beskriver sikkerhedsbestemmelser,

skydeuddannelsen, skydeteori, sårballistik, skydebaner og skivemateriel, skydeprogrammer,

tjenestevåben og ammunitionstyper. Principperne for den nuværende

skydeuddannelse er fastlagt i 1998 og består af 3 dele: 1) Polititaktik, mentaltræning og

skydeteori med et skydemodul i dagslys om foråret og i mørke om efteråret. 2) Realistiske

taktiske træningsmomenter, hvor skytten anvender særligt tjenestevåben med

farvepatroner 3) Simulatorskydning hvor tekniske, taktiske og mentale elementer indgår.

Alle polititjenestemænd, der har fået udleveret et tjenestevåben, har pligt til at deltage i de

halvårlige pistolskydninger. Politikredsene har pligt til at føre kontrol og derigennem

sikre, at personale udrustet med tjenestevåben også gennemfører de halvårlige

skydninger. Politikredsene skal til Rigspolitiet indberette omfanget af personalets

udeblivelse fra øvelsesskydning med oplysning om fraværsårsag.

10 HRN 911-11, sikkerhedsbestemmelser for skydning med kamptroppers våben i fredstid, indeholdt i Politiets

Håndbog for Skydeledere.

11 Revision påbegyndt i 2006 – efter det oplyste endnu ikke afsluttet.

21


POLITIETS UDDANNELSE I ANVENDELSE AF MAGT

Politiets grunduddannelse (PG) strækker sig over 3 år og består af fire dele: 2

overvejende teoretiske moduler (PG I og PG III), som gennemføres på Politiskolen, og 2

overvejende praktiske moduler (PG II og PG IV), som gennemføres henholdsvis i en

lokal politikreds og i Københavns Politis Beredskabssektion. Hovedindholdet i dette

afsnit er baseret på notater udarbejdet af de ansvarlige fagledere på Politiskolen og i

Københavns Politi.

POLITIETS GRUNDUDDANNELSE MODUL I OG III (PG I OG PG III)

Uddannelsen på PG I og PG III, som hver har en varighed af 8 måneder afbrudt af en

praktikperiode (PG II), indeholder en del forskellige teoretiske og praktiske fag. Følgende

fag og emner er af direkte betydning for denne undersøgelse:

• Generel politifaglig og juridisk undervisning i håndtering af konflikter og lovlig

magtanvendelse.

• Specifik undervisning i anvendelse af skydevåben (og andre magtmidler) samt i

polititaktiske koncepter til brug for indsats i konkrete situationer, hvor

skydevåben kan komme på tale.

• Generel fysisk træning og specifik undervisning og træning i forskellige former

for selvforsvar og anholdelsesteknikker.

• Psykologi.

• Sociologi og kriminologi.

• Førstehjælp.

Det er en overordnet målsætning i politiets uddannelse, at polititjenestemænd på egen

hånd eller i samarbejde med andre er i stand til selvstændigt og med god

situationsfornemmelse at løse alle relevante opgaver 12. Det er endvidere en målsætning, at

undervisning på PG I og PG III i muligt omfang søges gennemført som tværfaglig

undervisning, således at flere forskellige faglærere arbejder sammen om at gennemgå

udvalgte emner. Det påhviler den politifaglige klasselærer at koordinere planlægningen og

tilrettelæggelsen af den tværfaglige undervisning.

GENEREL POLITIFAGLIG OG JURIDISK UNDERVISNING I HÅNDTERING AF

KONFLIKTER OG LOVLIG MAGTANVENDELSE

I fagene polititeori og strafferet undervises i det formelle grundlag for løsning af konflikter

gennem dialog og om fornøden fysisk magt herunder anvendelse af stav og ultimativt

tjenestevåben. Undervisningen gennemføres som traditionel klasseundervisning, hvor

teori gennemgås på baggrund af lov- og regelgrundlaget 13. I polititeori gennemføres også

i en vis udstrækning situationsspil samt dilemma- og disponeringsøvelser baseret på såvel

generelle praktiske erfaringer som – efter praktikperioden – politibetjentenes egne

erfaringer. Mental forberedelse er en del af undervisningen. Under PG I er fokus på

gældende lovgivning, da de nye politibetjente ikke har et personligt erfaringsgrundlag at

12 Kursusplan for PG I og III.

13 Relevante bestemmelser fra retsplejeloven, straffeloven, politiloven med tilhørende bekendtgørelser samt

rigspolitichefens kundgørelser.

22


trække på. På såvel PG I som PG III bringes begrebet nødvendig og forsvarlig

magtanvendelse ind i diskussioner i forbindelse med gennemgang af konkrete

politimæssige opgaver af enhver art. På PG III anvendes og diskuteres magtanvendelse

på baggrund af personlige erfaringer, ligesom konkrete sager – herunder sager, hvor

politifolks dispositioner efterfølgende bliver behandlet af statsadvokaterne – inddrages.

Undervisning i polititeori varetages af klasselærere (politifolk med mindst 10 års tjeneste),

som har gennemgået forskellige pædagogiske og psykologiske særkurser. Klasselærerne

rekrutteres til Politiskolen fra alle dele af dansk politi. Der er derfor en vis faglig og

geografisk variation i deres baggrund – selvom de alle har forrettet deres første 5-6 år

tjeneste som uniformeret politibetjent. Undervisningen i strafferet varetages af jurister –

typisk politiets anklagere. Der aflægges eksamen i såvel polititeori som strafferet ved

afslutning af PG III.

TEORETISK OG PRAKTISK UDDANNELSE I ANVENDELSE AF SKYDEVÅBEN

Målsætningen er, ”at eleven kan anvende sit tjenestevåben sikkerheds- og træfningsmæssigt

forsvarligt, samt har kendskab til pistolens funktion og virkemåde.” 14 Der

undervises i bl.a. våbenkendskab, -betjening og -vedligeholdelse, i opbevaringsbestemmelser,

korrekt brug af bæremidler til våbnet, sikkerhedsbestemmelser, skydeteori,

våbenvirkningsmyter, ballistik, fysiologisk og psykologisk virkning på mennesker ved

våbentrussel.

Den praktiske undervisning i anvendelse af tjenestevåbenet gennemføres som

præcisionsskydning, skydning i dagslys og i mørke, skydning i skydesimulator samt

anvendelse af tjenestevåben i forbindelse med taktiske opgaver og ved nærkampskydning.

Undervisningen baseres også på erfaringer fra konkrete sager og omfatter også en

holdningsmæssig bearbejdning af politibetjentene i korrekt brug af og omgang med

våben. Hver politibetjent følges for at kunne iværksætte fornøden differentieret undervisning.

Undervisningen på PG I omfatter 53 lektioner à 45 minutter bestående af: 4

lektioner i våbenudlevering, 2 lektioner i våbenkendskab, -virkning og ballistik, 45

lektioner grunduddannelse på skydebane og 4 lektioner mørkeskydning på skydebane.

Ved uddannelsens afslutning skal eleven bestå en særlig skydetest. I modsat fald bliver

eleven pålagt at gennemføre ekstraskydninger, indtil kravet er opfyldt. 15

Undervisningen på PG III omfatter 31 lektioner à 45 minutter bestående af: 20 lektioner

grunduddannelse på skydebane, 5 lektioner mørkeskydning på skydebane, 4 lektioner

uddannelse i skydesimulator og 2 lektioner på handlebane”. 16 Pistoluddannelsen afsluttes

med prøver, hvor eleverne på tilfredsstillende vis skal gennemføre særlige testskydninger.

Uddannelsen på PG III er analog med målet for pistoluddannelsen på PG I, og man

forventer således en stabilisering af såvel de træfnings- som betjeningsmæssige resultater.

TEORETISK OG PRAKTISK UDDANNELSE I POLITITAKTISKE METODER TIL LØSNING AF

KONKRETE FARLIGE OPGAVER

Målsætningen med den såkaldte beredskabsuddannelse er, at ”eleverne erhverver sig

kundskaber og færdigheder, som gør, at de under løsningen af praktiske politiopgaver

sættes i stand til at vælge og anvende den adfærd og fremgangsmåde, der er mest

hensigtsmæssig for opgavens løsning, og som udgør mindst mulig risiko for dem selv og

14 Fagplan PGI – skydning – pistol og maskinpistol 040607

15 Pensumplan PGI-pistol 040607

16 Pensumplan PGIII-pistol 181200

23


andre.” 17 Der undervises i materielkendskab, taktiske grundprincipper, magtanvendelse,

makkermetode og første patruljevogn på gerningsstedet. Der indøves forskellige

principper og løsningsmodeller og undervises i mentale aspekter ved anvendelse af

tjenestepistol. Uddannelsen omfatter både polititaktisk optræden som enkeltmand, i

makkerpar og som deltager i en enhed, hvori bl.a. følgende discipliner indgår:

• aktionsteori og polititaktiske grundprincipper

• taktiske indsatsprincipper

• makkermetoder

• samarbejdsøvelser

• anholdelse af farlig gerningsmand, som har forskanset sig

• standsning af bil med farlig gerningsmand

Den tekniske og praktiske uddannelse i at betjene og anvende tjenestepistol og dele af de

teoretiske forudsætninger (operative teknikker og taktikker relateret til brug af

skydevåben) varetages af lærere, som alle er uddannede skydeinstruktører og tillige har

erfaring og uddannelse som delings- eller gruppeførere.

GENEREL FYSISK TRÆNING OG SPECIFIK UNDERVISNING I SELVFORSVAR OG

ANHOLDELSESTEKNIKKER

Målsætningen er, at politibetjentene modtager undervisning, som dels videreudvikler

deres fysiske og psykiske egenskaber, herunder giver dem indsigt i egne stærke og svage

sider, dels giver dem viden, færdigheder og holdninger, så de ved uddannelsens afslutning

er i stand til – på egen hånd og/eller i samarbejde med andre – at løse daglige

politiopgaver på en tillidsvækkende, smidig og hensigtsmæssig måde herunder anvende

politiets selvforsvarsteknikker og magt med størst mulig hensyn til egen sikkerhed og

uden at tilføje andre unødig overlast. 18

Politibetjentenes fysiske form opbygges, så de besidder det fornødne fysiske overskud til

at kunne handle med psykisk overskud i arbejdsrelaterede stresssituationer. I

undervisningen afprøves betjentenes stresstærskel gennem forholdsvis enkle opgaver,

som skal løses under stor fysisk anstrengelse. En del af undervisningen er forsvar over

for andres våben, sikring af eget våben, afvæbning og sikring af person. Undervisningen

varetages af lærere med særlig uddannelse inden for idræt og selvforsvar. Der er både

lærere med civil og med politimæssig baggrund. Der aflægges eksamen i idræt og i

selvforsvar.

PSYKOLOGI

Undervisning i psykologi råder over 83 lektioner på både PG I og PG III. Fagplanen er

opdelt i tyve overordnede emner, som falder i følgende tre grupper:

• Introduktion til fagets almene begreber og tankegange

• Redskabsorienterede emner til politiets brug i udøvelsen af deres fag

• Emner omhandlende politifolks egen-psykologi og påvirkning af jobbet.

Hver af de tyve emner er i pensumplanerne opdelt i en række underpunkter med

præciserende mål for undervisningen. Fælles for målene er, at der sigtes på en tilegnelse

17 Fagplan PG I beredskabsuddannelse 120202 samt for PGIII 070102

18 Pensumplan PG I, selvforsvar og magtanvendelse 010106, samt fagplan for fysisk træning og dannelse 150302

24


inden for tre grundlæggende områder: Viden, færdigheder og holdninger. Dertil kommer,

at der i pensumplanerne er krav om, at politibetjentene forholder sig kritisk

selvreflekterende til deres rolleudøvelse og udvikling som fagfolk.

På PG I er der særligt fokus på:

• Krise og stress

• Kommunikation og borgerkontakt

På PG III omfatter undervisningen:

• Psykologisk orienteret analyse af PG II

• Krisebehandling samt stressbearbejdning

• Polititjenestens påvirkning af den enkelte

• Autoritet, magt og magtudøvelse

• Konflikt og konfliktløsning

• Aggression og vold

Der arbejdes løbende på at gøre psykologiundervisningen så nær på politiets praksis som

muligt, f.eks. ved tværfaglige forløb sammen med skolens politiuddannede undervisere

og øvelsesbaseret undervisning. Undervisningen varetages af psykologer. Der aflægges

ikke eksamen i psykologi.

SOCIOLOGI – KRIMINOLOGI

Undervisningen i sociologi på grunduddannelsen består af 12 lektioner på PG I og 12

lektioner på PG III. Derudover modtager eleverne på PG III undervisning i kriminologi,

i form af 4 foredrag af 3 lektioners varighed. Emnet magt berøres på såvel PG I som PG

III. Endvidere behandles sociale og kulturelle forhold vedrørende forskellige

befolkningsgrupper. Undervisningen varetages af sociologer. Der aflægges ikke eksamen i

sociologi og kriminologi.

FØRSTEHJÆLP

Målsætningen er at give politibetjentene viden om menneskets livsvigtige funktioner:

åndedræt, kredsløb, hjerne, menneskets anatomi, sygdomme, psykiske reaktioner, chok

og hygiejne. Der undervises i trinvis førstehjælp (stands ulykken, livreddende førstehjælp,

alarmering, chokforebyggelse, kunstigt åndedræt og hjertemassage) samt i brug af

førstehjælpstaske. Samarbejde mellem redningsvæsen og politi indgår også i

undervisningen, som veksler mellem teori og praktiske øvelser. På PG I er afsat 22

lektioner. Undervisningen afsluttes med en mundtlig og en skriftlig prøve. Faget følges

op med 4 lektioner på PG III, som dels anvendes til repetition af tidligere indlært stof,

dels til praktiske øvelser i tilknytning til livreddende førstehjælp. Undervisningen

varetages af medarbejdere fra Røde Kors og Politiskolens lærere i beredskabsfag. Der

afholdes kun prøve på PG I.

POLITIETS GRUNDUDDANNELSE MODUL II OG IV (PG II OG PG IV)

Uddannelsen på PG II og PG IV varer henholdsvis ca. 18 og ca. 5 måneder og er dels

praktisk polititjeneste på en politistation, dels praktisk polititjeneste og uddannelse i

Københavns Politis Beredskabssektion.

25


PG II – PRAKTISK TJENESTE PÅ EN POLITISTATION

Under PG II-uddannelsen er der ikke en decideret (videre)uddannelse i anvendelse af

tjenestepistolen. De nye politibetjente indgår i den almindelige polititjeneste på lige fod

med øvrige og ældre kolleger. Det er målsætningen, at de hver især de tre første måneder

tilknyttes mere erfarne vejledere, hvis opgave blandt andet er at støtte den nye betjents

fortsatte praktiske og holdningsmæssig uddannelse blandt andet ved at være opmærksom

på mulige faglige eller teoretiske mangler og i nødvendigt omfang afhjælpe disse.

Politibetjentene deltager i de obligatoriske halvårlige tjenesteskydninger, hvis formål er at

vedligeholde de allerede indlærte færdigheder i at betjene tjenestevåbenet. Hver

tjenesteskydning består typisk af 50 afgivne skud under ledelse og instruktion af

skydeledere.

PG IV – PRAKTISK TJENESTE I KØBENHAVNS POLITIS BEREDSKABSSEKTION

PG IV uddannelsen for alle landets politibetjente gennemføres af Københavns Politi.

De første fire uger anvendes til uddannelse i beredskabsmæssige discipliner – primært

”Det Mobile Indsatskoncept” og indtrængningskoncepter til brug for anholdelse af

”farlig gerningsmand og/eller psykisk syg person”. Uddannelsen bygger på viden og

færdigheder indlært under PG I-III, og der lægges vægt på at gennemføre øvelser og

skydninger som en del af en gruppe. For så vidt angår farlig psykisk syg person indøves

brug af alternative magtmidler i form af skjolde og specialskum19. Overordnet bygger anholdelse af farlig gerningsmand på to principper:

1) Anholdelse af farlig gerningsmand (normalt bevæbnet og/eller forskanset) skal

gennemføres med størst grad af sikkerhed for politiet og omkringboende og ved

brug af mindst mulig magt.

2) Den farlige person skal ”komme til politiet” gennem motivation og mulighed for

at overgive sig. Taktikken er at fastfryse situationen for at skabe overblik og

manøvremulighed.

VEDLIGEHOLDELSESKURSER OG HALVÅRLIGE TJENESTESKYDNINGER

POLITIETS EFTER- OG VIDEREUDDANNELSE (PRV/PRL)

Efter afslutning af grunduddannelsen søges politifolks færdigheder i brug af

tjenestevåben og polititaktiske koncepter (beredskabs- og udrykningstjeneste) fastholdt

og udviklet gennem Politiets Regionale Vedligeholdelsesuddannelse (PRV) og Politiets

Regionale Lederuddannelse (PRL). Frem til 1. januar 2007 var landets 54 politikredse

samlet i 6 politiregioner, som havde ansvaret for at gennemføre disse kurser 20. I perioden

fra 1996 og frem til september 2004, hvor en kursushåndbog blev udsendt af Rigspolitiet,

gennemførte politiregionerne kurserne på eget initiativ med forskelligt interval, indhold

og varighed.

19 Der er tale om en specialfremstillet 6 kg trykbeholder med 50 cm gummislange og dyse indeholdende 2 liter

godkendt væske bestående af vand og sæbe i en 3-6 procent opløsning samt komprimeret atmosfærisk luft. Skummet

kan anvendes både inden- og udendørs.

20 Efter 1. januar 2007 er de 54 politikredse samlet i 12, og politiregionerne eksisterer ikke mere. Ansvaret for efter- og

videreuddannelsen (PRV/PRL) ligger nu i de nye politikredse.

26


Hensigten med kursushåndbogen er at sikre en ensartet uddannelse på PRV/PRL i hele

landet. Kursushåndbogen beskriver uddannelse i udryknings- og beredskabstjeneste –

herunder vedligeholdelsesuddannelse i magtanvendelse og brug af skydevåben, og den

indeholder fag- og pensumplaner med angivelse af indhold og timetal for de enkelte

emner samt intervaller for kursernes gennemførelse. 21

Formålet med regionernes efter- og videreuddannelse er at vedligeholde den viden og de

personlige færdigheder og holdninger, politibetjentene har erhvervet under

grunduddannelsen, herunder den forståelse for grundregler og normer, der er gældende

for polititjenestens udførelse i det danske samfund, så de med evne og vilje kan optræde

som professionelle polititjenestemænd. Uddannelsen omfatter kendskabet til gældende

love, kundgørelser og meddelelser vedrørende magtanvendelse, træning i anvendelse af

politiets udrustning, materiel, våben og hjælpemidler samt praktisk udførelse af normale

tjenesteforretninger.

Undervisningen på PRV og PRL er dels udformet til operativt personale, dels til ikkeoperativt

personale 22. Størstedelen af kurserne er obligatoriske. De valgfri kurser er typisk

”funktionskurser”, der kan søges af polititjenestemænd med behov for målrettet

uddannelse i forbindelse med pågældendes aktuelle funktion. Undervisningen varetages

af særligt uddannede regionale instruktører.

Et af de obligatoriske emner for alt uchargeret personale i uddannelsen på PRV er

vedligeholdelse (Skydning Trin II) af færdigheder i anvendelse af tjenestepistol. Kurset

skal gennemføres inden udløbet af det andet år efter den afsluttede grunduddannelse (PG

IV). Kurserne gentages herefter med 2 års interval for operativt personale og med 4 års

interval for ikke-operativt personale.

Der er afsat 2 timer til kurset, som består af en teoretisk gennemgang af indramning og

indtrængning, våbenbetjening, materielkendskab, egen og andres sikkerhed,

magtanvendelse, praktisk gennemgang af lade- og afladeprocedurer på pistol og

maskinpistol, makkermetoden i praksis, indramning og fastfrysning, taktisk placering og

udkald af gerningsmand samt dækningstykkelser.

Kurset gennemføres ofte sammen med kursus i ”Anholdelse af farlig gerningsmand”,

som har følgende indhold: Makkermetode og magtanvendelse (5 timer),

Teambuilding/samarbejde (1 time), Første vogn på gerningssted (2 timer) og Standsning

af bil (3 timer).

PRV- og PRL-kurserne er fra september 2004 og til udgangen af 2006 gennemført med

varierende intensitet i de enkelte regioner. Efter det oplyste overvejende på grund af

anvendelse af personaleressourcer ved mange, store og krævende indsatser.

DE HALVÅRLIGE TJENESTESKYDNINGER

Som tidligere anført skal personale udstyret med tjenestevåben deltage i de obligatoriske

halvårlige tjenesteskydninger efter særligt program. Afviklingen af disse påhviler de

enkelte politikredse, og det er tjenestestederne selv, der sikrer og kontrollerer, at alle

gennemfører skydningerne.

21 Taktikken for anholdelse af farlig gerningsmand/psykisk syg er sidst ændret i 2004. En væsentlig ændring er, at

politiet ved kontakt med modparten trækker sig.

22 Politipersonale som hverken helt eller delvis indgår i det daglige beredskab.

27


Der har hidtil været forskelle på, hvordan skydningerne gennemføres i politikredsene.

Visse kredse har kombineret skydedagene med egentlige temadage for derved at kunne

arbejde bredere med relevante emner. I den teoretiske del lægges vægt på at sikre, at

politifolk fortsat har indgående kendskab til våbnet og på at afværge fejl. Endvidere

gennemgås sikkerhedsbestemmelser for at undgå vådeskud, ligesom førstehjælp

(herunder hjertemassage), signaltjeneste og selvforsvar er væsentlige emner.

Mental forberedelse og hvordan man undgår at komme i en situation, hvor der er risiko

for at skulle skyde, ses ikke efter det foreliggende at være en del af teorien eller kravene i

politiets interne instrukser. Visse politikredse 23 har dog arbejdet med at inddrage mental

forberedelse som en del af de halvårlige vedligeholdelsesskydninger, men det har i de

tilfælde været initiativer iværksat af lokale skydeledere.

Det har ikke været muligt at fremskaffe statistik om, i hvilket omfang politifolk deltager i

de obligatoriske skydninger. Efter det oplyste er der et vist fravær især på grund af

uforudsete vigtige tjenstlige opgaver, manglende mulighed for at undvære personale

netop på dagen, hvor skydning er arrangeret, kombineret med vanskeligheder ved at

arrangere opsamlende skydninger på grund af pladsmangel på skydebanerne. Ofte er der

tale om civile skydeanlæg med begrænset plads, hvor skydning kun kan ske på bestemte

dage og tidspunkter.

VÅBENTYPER OG AMMUNITION I DANMARK OG I UDVALGTE LANDE

I det følgende beskrives kort den tjenestepistol og tilhørende ammunition, som anvendes

i Danmark og i de udvalgte lande. Tabel 1 er udarbejdet med baggrund i den nordiske

undersøgelse 24 og i information, arbejdsgruppen har indhentet fra de anførte lande.

Tabel 1: Anvendt våbentype og ammunition i Danmark og udvalgte lande

Danmark Finland Norge Sverige Tyskland England Holland

Hvilke Alle Alle Kun efter Alle Alle Kun Alle

politifolk er

konkret

særligt

bevæbnet?

tilladelse

udvalgte

politifolk

Tjeneste- 9 mm 9 mm 9 mm 9 mm SIG 9 mm 9 mm 9 mm

pistol (type) Heckler & Glock og Heckler & Sauer Heckler & Glock Walther

Koch cal. 38 Koch og

Koch, SIG

Smith & cal. 38

Sauer,

Wesson Smith &

Wesson

Walther

Ammunition 9 mm

RUAG25 9 mm 9 mm og 9 mm 9 mm

Speer Gold .38 sp. Speer Gold RUAG

Action 3 Dot Fiocchi Dot Action 4,

MEN QD

PEP

Ekspanderer Ekspanderer Ekspanderer Ekspanderer

ikke

ikke

26

9 mm af 9 mm

forskelligt RUAG

fabrikat Action 3 &

Action

Effect

Ekspanderer Ekspanderer

27

28

Ekspanderer

ikke

23 I hovedstadsområdet kan peges på Frederiksberg og Tårnby Politikredse. Der er antageligt flere andre i resten af

landet, men det har ikke indenfor de givne rammer været muligt at lave en systematisk undersøgelse.

24 Knutsson 2005.

25 Tidligere Dynamit Nobel

28


Både i Danmark og i de udvalgte lande er der gennem årene sket en udvikling væk fra

revolvere og over til selvladepistoler (halvautomatiske pistoler). De to vigtigste årsager til

dette er, at revolvere i de aktuelle kalibere højest kan indeholde 6 patroner, og at

genladning ikke kan ske så hurtigt som et magasinskift med en selvladepistol. Den

Heckler & Koch pistol, som anvendes i Danmark, har et magasin med 13 patroner.

Udviklingen inden for ammunition er især gået fra brug af såkaldt fuldkappede projektiler

af militær type til en udbredt anvendelse af projektiler, der er konstrueret til at blive

afbremset mere i målet enten ved deres form (Action 3, THV) eller ved at de i varierende

grad deformeres/ekspanderer (f.eks. Action 4), når de rammer et mål – i denne

sammenhæng et menneske. Begrundelsen er først og fremmest at nedbringe risikoen for,

at projektilet går gennem personen (gennemskydning) og uforvarende rammer

tredjemand. Risikoen for gennemskydning kan kun nedbringes ved, at en større del af

projektilets energi bruges til at afbremse det i målet. Dette vil uundgåeligt medføre større

skader. Afvejning af balancen mellem risiko for gennemskydning og risiko for skade må

foretages af rigspolitichefen.

SAMMENFATNING

Politiets anvendelse af skydevåben er reguleret i politilovens bestemmelser og svarer på

alle vigtige områder til tilsvarende lov- og regelgrundlag i de undersøgte nabolande.

Udgangspunktet for enhver anvendelse af skydevåben er, at den alene må finde sted i

farlige situationer som et sidste middel og kun, når det er forsvarligt og nødvendigt og

dermed, at andre og mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige. Regelgrundlaget,

som det kommer til udtryk i rigspolitichefens kundgørelser, synes også at dække alle

hovedaspekter af politiets anvendelse af skydevåben og den efterfølgende

videreuddannelse og træning.

I Danmark skal al brug af skydevåben indberettes – herunder også trusler om at anvende

skydevåben, hvilket – bortset fra Tyskland – også er gældende i de undersøgte lande.

Indholdet af landenes indberetninger er dog forskelligt. I Danmark mangler der især

yderligere oplysninger af objektiv art, og der mangler central dokumentation for

gennemførelse af halvårlige skydninger.

Dansk politis grunduddannelse omfatter detaljeret undervisning i både generel og

specifik magtanvendelse støttet af fag som psykologi og sociologi, og svarer i indhold og

omfang til tilsvarende uddannelser i udlandet. Skydetekniske færdigheder vægtes højt,

men også emner som kommunikation, håndtering af aggression og stress indgår. Den

26 Action 4 anvendes f.eks. i Hamburg, Nord-Rhein Westphalen og Rheinland, MEN QD PEP i Bayern og Hessen

27 Kilde er Metropolitan Police, afd. CO19. Der skal dog tages forbehold for fuldstændigheden af den anførte

information om engelsk ammunition. Der kan være forskelle mellem de forskellige politikredse i England; det har ikke

inden for den afsatte tid være muligt at kortlægge disse fuldstændigt.

28 Action Effect ekspanderer ikke ud over sin kaliber, når den rammer et mål. Derfor kategoriseres den som ikkeekspanderende.

Hollands politi introducerede i foråret 2005 Action Effect med henblik på at fase Action 3 ud. Action

3 anvendes fortsat så længe lager haves. Ifølge Jaap Timmer skyldes ændringen, at Action 3 slider mere på våbenet.

Også tekniske EU-udbudsregler har spillet en rolle. De hollandske myndigheder har ikke taget principiel stilling til, om

hollandsk politi skal anvende ikke-ekspanderende eller ekspanderende ammunition. Det er dog besluttet at iværksætte

forskellige undersøgelser de kommende 2 år med henblik på anskaffelse af nyt tjenestevåben og ny ammunition for

hele hollandsk politi.

29


danske uddannelse bærer dog præg af at være fagopdelt med begrænsede muligheder for

tværfaglig undervisning.

Efter- og videreuddannelsen (PRV/PRL) var frem til udgangen af 2006 et ansvar for de

daværende politiregioner uden formel overordnet koordinering eller planlægning og blev

gennemført i forskelligt omfang og med forskellig intensitet. Hensigten med Rigspolitiets

kursushåndbog (2004) er at imødegå dette.

Dansk politi anvender – i lighed med de undersøgte lande - tjenestepistol af kaliber 9

mm. Ammunitionen er ikke-ekspanderende Action 3. Også Norge og Holland anvender

ikke-ekspanderende ammunition; Holland er dog efter det oplyste i en omstillingsproces.

De øvrige undersøgte lande anvender ekspanderende ammunitionstyper.

30


3

DET KVANTITATIVE BILLEDE

I dette kapitel redegøres statistisk for omfanget og udviklingen af politiets anvendelse af

skydevåben. Fremstillingen er baseret dels på Rigspolitiets database, dels på den

kvantitative gennemgang af indberetninger og skudsager, og omfatter også et generelt

billede af de situationer, hvor politiet har anvendt skydevåben.

OMFANG OG UDVIKLING I POLITIETS BRUG AF SKYDEVÅBEN I DANMARK

I det følgende gives en fremstilling af situationen baseret på samtlige 2725 indberettede

hændelser i perioden 1996-2006.

Tabel 2: Politiets brug af skydevåben i Danmark inkl. Grønland 1996-2006

(alle våbentyper inklusive CS-gas)

Årstal

Samlet antal indberetninger om brug

af skydevåben (heraf fra Grønland)

Samlet antal indberetninger med

skudafgivelse (heraf fra Grønland) 29

1996 222 (3) 15 (1)

1997 276 (5) 18 (0)

1998 196 (9) 7 (1)

1999 216 (7) 10 (0)

2000 234 (7) 11 (1)

2001 242 (5) 22 (0)

2002 269 (6) 17 (1)

2003 305 (3) 10 (1)

2004 269 (4) 18 (0)

2005 243 (8) 15 (0)

2006 253 (6) 20 (0)

I alt 2725 (63) 163 (5)

29 Heri ikke medregnet CS-gas

31


Der ses ikke at være en klar udviklingstendens i antallet af indberetninger i hverken op-

eller nedadgående retning (se tabel 2). Indberetningerne svinger mellem 196 og 305. De

registrerede 163 skudepisoder svarer til 6 procent af alle indberetninger og fordeler sig på

69, hvor der alene er afgivet varselsskud, 66 hvor der alene er afgivet sigtede skud, 26

indberetninger, hvor der er afgivet en kombination af varsels- og sigtede skud og 2 hvor

der kun er afgivet vådeskud. Der synes heller ikke at være en klar tendens i udviklingen af

indberetninger, hvor der er afgivet skud.

Figur 1: Antal indberetninger om politiets brug af skydevåben inkl. Grønland 1985-2006.

(Opgørelsen omfatter også indberetninger om brug af CS-gas)

350

300

250

200

150

100

50

0

1985

1986

1987

1988

1989

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

Som det kan ses af figur 1 er der heller ikke i et længere tidsperspektiv nogen klar

tendens. Antal indberetninger i 1985 og 2006 er stort set ens.

Tabel 3: Antal indberetninger, hvori politiet har afgivet sigtede skud inkl. Grønland 1996-2006

fordelt efter år og mål for skudafgivelse. Antal afgivne skud er anført i parentes.

(alle våbentyper undtagen CS-gas)

Årstal Antal indberetninger Antal indberetninger Antal indberetninger Antal indberetninger

med sigtede skud med skud mod med skud kun mod med skud mod dyr

personer 30

køretøj

(antal afgivne skud)

(antal afgivne skud) (antal afgivne skud)

1996 9 7 (14) 2 (4) 1 31 (1)

1997 8 7 (27) 0 1 (1)

1998 4 4 (5) 0 0

1999 7 5 (34) 2 (4) 0

2000 7 3 (6) 3 (6) 1 (1)

2001 13 12 (51) 1 (2) 1 32 (1)

2002 10 7 (10) 2 (10) 1 (1)

2003 3 3 (9) 0 0

2004 11 4 (4) 6 (28) 1 (3)

2005 4 2 (2) 1 (1) 1 (8)

2006 16 11 (41) 2 (6) 4 (37)

I alt 92 66 (203) 19 (61) 11 (53)

30 Tallet inkluderer skud mod motorkøretøjer, hvor det ikke klart fremgår, om der alene er skudt efter dæk.

31 Indberettet som vådeskud.

32 I ét tilfælde hvert år er der i samme episode skudt efter personer og hunde. I de øvrige sager er der kun skudt på dyr.

32


Der er i perioden i 92 tilfælde konkret afgivet 317 sigtede 33 skud, hvoraf 64 procent var

rettet mod personer (herunder personer i køretøjer), 19 procent var rettet alene mod

køretøjer (primært dæk), og 17 procent var rettet mod dyr. Det høje antal skud mod dyr i

2006 skyldes et par indberetninger, hvor løssluppent kvæg var kommet ud på en

motorvej og efterfølgende angreb de politifolk, der søgte at genne dem væk, hvorefter

man søgte dyrene aflivet.

Tabel 4: Antal indberetninger, hvori politiet har afgivet sigtede skud mod personer i Danmark

(inkl. Grønland) 1996-2006 samt antal sårede og dræbte personer.

(Alle våbentyper undtagen CS-gas)

Årstal Indberetninger med

skud mod personer 34

(Heraf fra Grønland)

Heraf ramte personer

(heraf fra Grønland)

33

Heraf sårede

(heraf fra Grønland)

Dræbte

1996 7 (1) 7 (1) 6 (1) 1

1997 7 (0) 3 (0) 3 (0) 0

1998 4 (1) 4 (1) 4 (1) 0

1999 5 (0) 3 (0) 3 (0) 0

2000 3 (0) 3 (0) 3 (0) 0

2001 12 (0) 7 (0) 4 (0) 3

2002 7 (1) 5 (0) 3 (0) 2

2003 3 (0) 3 (0) 2 (0) 1

2004 4 (0) 3 (0) 3 (0) 0

2005 2 (0) 2 (0) 2 (0) 0

2006 11 (0) 11 (0) 7 (0) 4

I alt 66 (3) 51 (2) 40 (2) 11

Politiet rammer i 77 procent af tilfældene de personer, man sigter efter. Det ses også, at

antallet af ramte personer frem til 2005 har ligget mellem 2 og 7 pr. år. 2006 skiller sig ud,

idet 11 personer er ramt, hvoraf 4 blev dræbt.

Der synes imidlertid ikke at være tale om en klar udviklingstendens i antallet af ramte

personer, idet de to foregående år viser meget få episoder. På det foreliggende grundlag

er det vanskeligt at sige noget sikkert om årsagen til det høje tal i 2006, men det antages

for mest sandsynligt, at der dette år er tale om et tilfældigt sammentræf af uheldige

omstændigheder. Tilsvarende eksempler ses også i andre landes statistik, f.eks. Holland,

hvor antallet af dræbte i perioden 1996-2006 svinger mellem 1 og 6. 35

Der ses gennem perioden et svagt fald i andelen af indberetninger, hvor politiets

modparter er bevæbnede, især hvad angår skydevåben. Andelen af indberetninger, som

omfatter våbentrusler mod politiet og/eller angreb på politiet, synes til gengæld – med

visse udsving – nogenlunde konstant gennem perioden.

Såkaldte planlagte, ledede aktioner udgør hen ved 2/5 af alle indberetninger, og i disse

situationer er risikoen for, at politiet sårer personer væsentlig lavere end i øvrige

situationer. Kun 4 personer blev såret, og ingen blev dræbt i planlagte eller ledede

aktioner 36 .

33 I modsætning til advarselsskud og vådeskud.

34 Tallet inkluderer skud mod motorkøretøjer, hvor det ikke klart fremgår, at der kun er skudt efter dæk.

35 Timmer 2007.

36 Der skal dog bemærkes, at data for 2006 i Rigspolitiets ikke er endeligt opdateret, idet enkelte sager for dette år ikke

er endeligt afsluttede.


HVORDAN SER DET UD I FORHOLD TIL ANDRE LANDE?

I den nordiske skydevåbenundersøgelse 37, der dækker perioden 1996-2002, konkluderes

det, at politiet i Danmark oftere truer med våben sammenlignet med politiet i Norge og

Finland. Der er ikke tilgængelige tal fra Sverige, hvor politifolk frem til 2005 alene havde

pligt til at indberette, når de havde affyret deres tjenestepistol. Og netop i de situationer

fandtes der ingen forskelle mellem Danmark, Sverige og Finland, hvorimod Norge lå

noget lavere end de tre andre lande.

I den hjemlige offentlige debat har der været henvist til, at dansk politi trækker våben

hyppigere end Norge og England – begge lande, hvor politiet altovervejende er

ubevæbnet.

For at vurdere den nuværende situation og inddrage et bredere sammenligningsgrundlag

har arbejdsgruppen søgt aktuel statistik indhentet i Sverige, Norge, Finland samt

England, Tyskland og Holland. Igen støder man på forskelle i indberetningsprocedurer,

som vanskeliggør en fuldstændig sammenligning. Tyske politifolk skal alene indberette,

når de har affyret deres tjenestevåben, hvorimod hollandske politifolk i lighed med

danske skal indberette al brug af våben. Der ses også forskelle i registrering af vådeskud,

skud mod dyr og varselsskud.

Derimod foreligger der fra de nævnte lande sammenlignelige opgørelser over antallet af

sårede og dræbte personer som følge af skud affyret af politiet.

Tabel 5. Gennemsnitligt og totalt (i parentes) antal årligt sårede eller dræbte personer som følge

politiets skud 1996-2006 i forhold til indbyggertal

Sårede pr. år Dræbte pr. år Sårede pr. 1

million

34

indbyggere

Dræbte pr. 1

million

indbyggere

Antal

indbyggere

år 2000

Danmark 3,45 (38) 1,00 (11) 0,647 0,187 5.330.020

Sverige 5,00 (55) 1,18 (13) 0,564 0,133 8.861.426

Norge 38 1,00 (11) 0,27 ( 3) 0,223 0,060 4.478.497

Finland 1,45 (16) 0,18 ( 2) 0,280 0,034 5.171.302

Tyskland 30,00 (330) 7,36 (81) 0,365 0,089 82.163.475

Holland 11,63 (128) 2,18 (24) 0,733 0,137 15.863.950

England/Wales 2,56 (28) 2,27 (25) 0,048 0,042 52.943.300

England skiller sig klart ud som det land, hvor færrest såres i forhold til befolkningstallet,

og ligger også lavt for så vidt angår dræbte; kun Finland ligger lavere på dette punkt.

Danmark ligger sammen med Holland og Sverige i den øvre ende, både hvad angår

sårede og dræbte. Danmark ligger højst, hvad angår dræbte. Tyskland indtager en

midterplacering; der må dog antages at være variationer mellem de forskellige tyske

forbundslande. I vurdering af situationen og forskelle mellem landene skal der tages

hensyn til, at alle tal er meget små, og at antallet af sårede og dræbte personer svinger år

for år. For eksempel vil én yderligere såret eller dræbt person i Danmark påvirke

37 Knutsson 2005.

38 I de 11 sårede indgår 2 tilfælde, hvor det er usikkert, hvorvidt personen faktisk blev såret pga. flugt.


gennemsnittet forholdsvis mere end befolkningsrige lande som Tyskland, England og til

en vis grad Holland.

HVORNÅR, HVOR OG I HVILKE SITUATIONER ANVENDES SKYDEVÅBEN?

De 368 situationer (345 indberetninger og 23 skudsager) er i det følgende analyseret

kvantitativt med henblik på at belyse flest mulige aspekter ved forløbet af situationerne

fra anmeldelsesfasen over dispositioner og forhold op til det punkt, hvor politiet trækker

deres tjenestevåben. Også forhold vedrørende aktørerne indgår i analysen. I de tilfælde,

hvor der er observeret særlige forskelle på karakter og forløb af situationer, hvor politiet

affyrer skud, og hvor politiet alene truer med tjenestepistolen, redegøres der selvstændigt

herfor. Den bagvedliggende statistik er placeret i bilaget til denne rapport.

PÅ HVILKET TIDSPUNKT AF DØGNET OPSTÅR SITUATIONERNE?

De fleste situationer, hvor politiet trækker deres tjenestevåben, opstår i tidsrummet fra

klokken 15:00 til klokken 07:00. Samme tendens blev fundet i en tidligere undersøgelse 39,

hvor lidt mere end 40 procent af hændelserne, fandt sted i tidsrummet, fra klokken 15-

23, efterfulgt af lidt mere end 30 procent i tidsrummet 23-07 og lidt over 25 procent i

tidsrummet fra klokken 07-15. Nævnte undersøgelse viste endvidere, at risikoen er lavest

fra klokken 05:00 til klokken 09:00, hvor under 10 procent af situationerne opstår. Det

samme ses i denne undersøgelse. Ser man udelukkende på situationer, hvor politiet har

såret eller dræbt personer, forekommer de imidlertid oftest i aften- og dagtimerne. (Bilag,

tabel B1)

HVORNÅR PÅ UGEN ELLER I HVILKEN MÅNED?

Uanset om man ser på indberetninger under ét eller alene fokuserer på situationer, hvor

politiet har skudt mod personer, er der ingen markant ophobning på nogen af ugens dage

– heller ikke i weekenden. Situationerne fordeler sig stort set ligeligt på ugens syv dage.

Det er også tilfældet med årets måneder. Ingen måned adskiller sig markant fra en anden.

HVILKE LOKALITETER – BY ELLER LAND?

Der ses ingen markant forskel på, hvor situationerne opstår. Indberetningerne fordeler

sig nogenlunde ligeligt mellem udendørs og indendørs situationer.

Der ses dog en tendens til en relativt større andel skudsager udendørs. I en tidligere

undersøgelse 40 sås en klar overvægt af udendørs situationer, når politiet affyrer

tjenestevåben mod personer. Ud af 29 undersøgte situationer, fandt 19 sted udendørs.

De fleste situationer, hvor politiet trækker våben, udspiller sig i storbyer, men omkring

hver fjerde situation er foregået i en mindre provinsby, og hver tiende situation har

fundet sted i en landsby. Næsten hver tredje af skudsagerne er foregået i en mindre

provinsby eller landsby. (Bilag, tabel B2 og B3)

UNDER HVILKE BELYSNINGSFORHOLD?

Hovedparten af situationerne foregår på fuldt oplyste steder, mens kun hver femte

situation foregår i mørke. Her ses ingen forskel på indberetninger og skudsager.

39 Fredensborg m.fl. 2002.

40 Petersen m.fl. 2004.

35


Tendensen støttes til en vis grad af tal fra 1999-2003, hvor 29 tilsvarende hændelser blev

undersøgt. 10 fandt sted i mørke. 41

HVORDAN MODTAGES ANMELDELSEN?

Op imod halvdelen af de tilfælde, hvor politiet har trukket våben, sker på baggrund af en

telefonisk anmeldelse til vagthavende eller alarmcentralen, men i skudsagerne er det 3 ud

af 4. Disse indsatser er karakteriseret ved, at det ikke i forvejen har været muligt at

planlægge. En fjerdel af situationerne under ét vedrører planlagte aktioner, hvor det for

skudsagerne kun er 1 ud af 10, som er planlagt. Endelig er 1 ud af 10 situationer under ét

indledt af patruljen selv (enten som en initiativsag eller fordi man modtager en

anmeldelse under patrulje). I skudsituationerne forekommer denne indgang til sagen

næsten dobbelt så hyppigt. I hver ottende indberetning har der dog manglet oplysning

om, hvordan politiindsatsen blev indledt. (Bilag, tabel B4)

HVILKEN ANMELDT SAGSTYPE?

Langt de fleste situationer, hvor politiet trækker våben, vedrører anmeldelser om vold,

våbenbesiddelse og røverier. Billedet ændrer sig imidlertid bemærkelsesværdigt, når det

kommer så vidt, at politiet må affyre våbenet. I disse tilfælde optræder husspektakler,

tyveri, psykisk syge, brugstyveri og selvmordsforsøg hyppigst.

De situationer, hvor der indgår biler med risiko for eftersættelse, udgør et særligt

faremoment. Dette underbygges af, at der i de 23 skudsager, hvor politiet har affyret

skud, som har ramt personer, forekommer eftersættelse i 8 tilfælde.

Tendensen bekræftes i en tidligere undersøgelse 42, hvor der fandtes fire hovedårsager til,

at politiet måtte trække tjenestepistol: Husspektakler, mistænkelige forhold, våbenlovsovertrædelser

og røverier, som tilsammen tegnede sig for næsten 70 procent af

situationerne. Berigelseskriminalitet, herunder især brugstyveri af motorkøretøj, udgjorde

lidt over 6 procent af tilfældene, og endnu lavere lå narkotikasager og værtshusuorden

med henholdsvis 2,5 og 3,4 procent.

I samme undersøgelse blev der fra de 447 undersøgte tilfælde udskilt 69, hvor

politifolkene havde været i livsfare 43. De mest markante forandringer var, at røverier faldt

til lidt over 4 procent, mens brugstyverier steg til lidt over 20 procent af de livsfarlige

situationer. (Bilag, tabel B5)

MODPARTENS FARLIGHED, BEVÆBNING OG ADFÆRD VED POLITIETS ANKOMST

I godt otte ud af ti tilfælde i indberetningerne har politiet oplysninger om, at modparten

kan være farlig (f.eks. på grund af bevæbning, adfærd, tidligere kriminalitet eller psykisk

sygdom), før politiet opnår kontakt med modparten.

De væsentligste forskelle mellem indberetninger under ét og skudsager er, at oplysning

om modpartens farlighed i skudsagerne i markant mindre grad skyldes bevæbning og i

højere grad den pågældendes adfærd, rusmidler, psykisk sygdom, uligevægtighed eller

trussel om selvmord. Når modparten i skudsager er bevæbnet, er det oftest med

41 Petersen m.fl. 2004.

42 Fredensborg m.fl. 2002.

43 Definitionen på livsfare var enten a) at gerningsmanden havde truet med et skarpladt skydevåben eller havde søgt at

nå et sådant våben, som var indenfor rækkevidde, b) at der havde foreligget et overhængende eller påbegyndt angreb

med livsfarlige stik- eller slagvåben eller med et køretøj eller c)et påbegyndt angreb af en ubevæbnet person, hvis

størrelse eller vildskab gjorde angrebet livsfarligt.

36


stikvåben. I næsten hver fjerde skudsag er der ingen oplysninger om, at modparten kan

være farlig. (Bilag, tabel B6)

Ser man på det samlede antal indberetninger (2725) i perioden 1996-2006, viser det sig, at

modparten i gennemsnit var bevæbnet i 42 procent af situationerne med en svagt

faldende tendens mod den sidste del af perioden. Det skyldes først og fremmest færre

indberetninger, hvor modparter var bevæbnet med skydevåben. Andelen af

indberetninger, hvor modparten var bevæbnet med stikvåben, svinger noget gennem

perioden, men der er ingen klar tendens. Andelen af indberetninger, hvor modparten var

bevæbnet med andre våben, fylder meget lidt i det samlede billede. (Bilag, tabel B7)

Ser man på modpartens bevæbning i de 23 skudsager, var 10 personer bevæbnet med

stikvåben 44 og 4 med skydevåben 45. I 9 tilfælde blev politiet eller andre angrebet eller

truet med enten et køretøj eller fysisk vold 46.

Modpartens adfærd ved politiets ankomst har ikke overraskende betydning for situationens

videre udvikling. I indberetninger under ét optræder op mod 2 ud af 5 passivt, hvor det

kun er hver tyvende i skudsagerne. Lidt over hver tiende flygter, hvor det er dobbelt så

mange i skudsagerne. Omkring hver sjette truer (verbalt eller fysisk) politiet, lidt flere i

skudsagerne. Hver tredje angriber politiet i skudsagerne, hvor det er mindre end hver

tiende i indberetningerne. Om end de absolutte tal er lave, hvad angår selvmordstruede,

så er disse personer overrepræsenteret i skudsagerne. I lidt mere end hver tiende

indberetning mangler oplysning om modpartens reaktion. (Bilag, tabel B8)

ANDRE MAGTMIDLER FØR SKYDEVÅBEN

I politiets terminologi taler man om det såkaldte ”magtbarometer”. Det er en oversigt

over de lovlige magtmidler, politiet kan gøre brug af. Det er ikke en autoriseret skala,

men dog et begreb, som i årtier har været brugt som en pædagogisk oversigt i politiets

uddannelse. Tale (almindelig dialog, henstillinger eller egentlige ordrer) kommer først

efterfulgt af fysisk magt (typisk håndkraft), håndjern, specialskum, gas, tjenestehund,

politistav og til sidst tjenestepistol. Andre lande har tilsvarende gradueringer af politiets

magtmidler. Bortset fra tale og tjenestevåben er den indbyrdes placering af de øvrige

magtmidler genstand for debat i de fleste lande.

Bortset fra, at der i næsten hvert femte indberetning mangler oplysninger om, hvorvidt

der er anvendt andre magtmidler i situationen, er indberetningerne generelt karakteriseret

ved, at der sjældnere – når der ses bort fra gas – er anvendt andre magtmidler før

skydevåben. Derimod er der i omkring otte ud af ti skudsager forsøgt en eller flere

former for alternative magtmidler. Kun i to skudsager er der ikke forsøgt andre

magtmidler før tjenestevåben. (Bilag, tabel B9)

HVOR HURTIGT TRÆKKES VÅBEN, HVOR MANGE BETJENTE TRÆKKER VÅBEN OG

HVAD ANGIVES SOM ÅRSAG?

I næsten hver tredje situation mangler der oplysninger om, hvor hurtigt der trækkes

våben. Politiet har i en tredjedel af indberetningerne trukket våben ved ankomsten til

stedet; i skudsagerne forekommer det halvt så mange gange. Inden for de første fem

minutter er der generelt trukket våben i op mod 60 procent af indberetningerne – lidt

44 I 1 tilfælde blev kniven brugt til forsøg på selvmord.

45 I 1 tilfælde viste det sig senere, at der var tale om en attrappistol

46 Herunder også en situation, hvor et slagvåben blev anvendt.

37


mindre i skudsagerne. I hver fjerde skudsag går der mindst 15 minutter, før politiet

trækker våben – og i hver sjette mere end en halv time. (Bilag, tabel B 10)

I omkring hver femte indberetning mangler der oplysninger om, hvor mange betjente der

trækker våben i situationen. Såvel i indberetningerne generelt som i de situationer, hvor

politiet affyrer skud, er det undtagelsen, at flere end to politifolk trækker deres våben.

(Bilag, tabel B11)

Hovedårsagen til, at politifolk trækker våben, er ”overhængende farligt angreb på

betjent”, ”forberedt nødværge” eller ”pågribelse af farlig gerningsmand på flugt”. I

skudsagerne er det ”overhængende” eller ”påbegyndt” farligt angreb mod betjent. (Bilag,

tabel B12)

PÅ HVILKEN AFSTAND HAR POLITIET SKUDT OG RAMT PERSONER?

Politiet har i alt ramt 24 personer i 23 skudsager. Ingen tilfældigt forbipasserende er ramt

(ej heller ved gennemskydning).

Tabel 6. Skudafstand i 23 skudsager, hvor politiet har ramt personer

1-3 meter 3-5 meter 5-10 meter Over 10 meter Ingen eller utilstrækkelige

oplysninger

Total

10 6 1 2 5 24

Som det kan ses, skyder politiet alt overvejende på relativt kort afstand. Blandt de 10, der

blev ramt på 1-3 meters afstand var der 2, som befandt sig i en bil.

OM MODPARTENS SKADER OG FØRSTEHJÆLP

Halvdelen af de ramte skud traf arme eller ben. Øvrige skud ramte hoved (2) og

kroppens for- eller bagside (henholdsvis 14 og 8). 6 personer blev ramt mere end én gang

forskellige steder. Når personer rammes på kroppens bagside, sker det typisk ved, at den

pågældende bevæger sig eller drejer kroppen i skudøjeblikket.

Hovedparten af personer (16) blev ramt af ét skud. I 6 tilfælde ramtes personen af 2-3

skud, og i to tilfælde blev den pågældende ramt af mere end 3 skud.

Personer, der afgik ved døden, havde overvejende skader i brystregionen. 1 havde

pådraget sig skade i både bryst og bughule, og 1 havde skader i de store blodkar i begge

lår.

Ved den lægefaglige gennemgang af skudsagerne er der ikke konstateret mangler ved den

førstehjælp, politiet har ydet personer, der er ramt af skud.

SAMMENHÆNG MELLEM SKADER OG ANVENDT VÅBEN ELLER AMMUNITION

Hovedparten (22) af de 24 personer er ramt med politiets nuværende tjenestepistol

Heckler und Koch USP Compact 9 mm med Action 3 ammunition. Kun i 2 tilfælde blev

Walther PP 7,65 mm med fuldkappet ammunition anvendt.

1 person blev dræbt af et fuldkappet projektil 7,65 mm; de 6 øvrige af 9 mm Action 3

projektiler.

38


Der blev observeret gennemskydning i 12 tilfælde, hvor Action 3 var blevet anvendt,

mens projektilet i 4 tilfælde forblev i kroppen. Gennemskydning skete i tilfælde, hvor de

ramte personer ikke befandt sig i et køretøj, og oftest fordi de pågældende var ramt i et

ben eller en arm. I 3 tilfælde fandtes begge fænomener repræsenteret. Det skal ses i

kontrast til, at der i 6 ud af 7 sager, hvor der havde været gennemskydning af bilruder

eller dele af biler, fandtes projektiler i kroppen. I 2 tilfælde, hvor 7,65 mm var anvendt,

var der 1 tilfælde med gennemskydning og 1 uden.

Konklusionen er, at der som regel ses gennemskydning med Action 3-projektiler, såfremt

projektilet ikke har en lang skudkanal i kroppen eller har ramt hårdt materiale forinden.

Dette er som forventet, idet forsøg med Action 3 har vist, at projektilet har en

gennemtrængningsevne på 36 cm i 20 procent gelatine, svarende til 7,65 mm

fuldkappet. 47 Kun i ét tilfælde sås et projektil utilsigtet at gå gennem en person og ramme

en tredjemand. Det drejede sig om en person, der blev ramt i hånden, hvorefter

projektilet ramte den person, politiet havde sigtet på. Vedkommende blev ramt i

brystkassen. Der foreligger ikke detaljerede oplysninger om skader ud over, at de var

lette, og at personen overlevede.

Ved en vurdering af skadernes omfang set i forhold til forskellige ammunitionstyper kan

siges, at jo større kaliber, jo større direkte skade på den, der rammes. Dertil kommer, at

ekspanderende projektiler - netop på grund af deres ekspansion efter træfning - skaber

størst skade. Omvendt er risikoen for gennemskydning af en person størst med ikkeekspanderende

projektiler, hvorved risikoen for at ramme tredjemand så stiger. Action 3

placerer sig midt imellem, idet den ikke er ekspanderende, men på grund af sin form

afbremses den lidt mere og derved giver lidt større skader og samtidigt lidt mindre risiko

for gennemskydning end 9 mm fuldkappet, der penetrerer 50 cm i 20 procent gelatine.

Af de undersøgte 24 tilfælde vurderes skader på modparten at ville have været mindre i 7

tilfælde og de samme i 14 tilfælde (heriblandt de dræbte), såfremt man havde anvendt

7,65 mm. I 3 tilfælde savnes tilstrækkeligt grundlag for at vurdere forholdet.

På samme måde er vurderingen, at såfremt der i de 24 tilfælde havde været anvendt

ekspanderende ammunition, ville skaderne i 10 tilfælde have været de samme; i 11

tilfælde større, mens der også her savnes tilstrækkeligt grundlag i 3 tilfælde. Der er dog

her ikke grund til at antage, at de formodede større skader ville have forårsaget dødsfald,

som ellers ikke også ville indtræffe med enten Action 3 eller 7,65 mm. Der er heller ikke

(i det begrænsede materiale) grund til at antage, at et ekspanderende projektil ville have

betydet mindre skader. Det ville forudsætte, at de væsentlige skader opstod på et sted i

kroppen, som det ekspanderende projektil med sin mindre gennemtrængningsevne ikke

ville nå ind til.

47 Rigspolitichefens ”Rapport om politiets tjenestepistoler” 1997: 23.

39


HVEM ER AKTØRERNE?

POLITIFOLKENES ANTAL, ANCIENNITET OG AFDELINGSTILKNYTNING

Som tidligere nævnt adskiller indberetningerne og skudsagerne sig fra hinanden blandt

andet, hvad angår den relative andel af planlagte aktioner. Dette afspejler sig også i, hvor

mange betjente der er sendt til stedet i første omgang. Som det kan ses af tabel 7, er der i

omkring hver fjerde indberetning under ét sendt mere end 6 politibetjente til stedet,

hvorimod det kun gælder for omkring hver ottende af skudsagerne, som oftere

kendetegnes af, at der kun er sendt én patrulje til stedet.

Tabel 7. Antal politifolk til stede indledningsvis fordelt på indberetninger og skudsager 48

Antal politifolk Indberetninger under ét Skudsager

1-2 42 % 57 %

3-4 16 % 17 %

5-6 5 % 9 %

Mere end 6 23 % 13 %

Ser man på tidspunktet for skudafgivelsen i skudsagerne, er der i halvdelen af disse

situationer også kun én patrulje på stedet. I den anden halvdel fordeler antallet af

politifolk sig nogenlunde ligeligt mellem 3-4 betjente, 5-6 betjente og mere end 6

betjente.

Det er forsøgt belyst, om der er indikationer på, at politifolks anciennitet eller tjenstlige

baggrund – herunder afdelingstilknytning eller uniformering - har indflydelse på, om

politiet trækker og/eller affyrer våben. Det er dog ikke muligt at sige noget kvalificeret

herom på grund af registreringsmetoden i den kvantitative analyse 49 med følgende

undtagelser: Der ses ingen overvægt af politifolk med relativ lav tjenesteanciennitet 50. I en

del situationer optræder en kombination af politifolk med forskellig tjenstlig tilknytning,

hvilket er forventeligt, idet hundepatruljer og udryknings- eller beredskabsenheder i

sådanne situationer ofte tilkaldes til assistance for det lokale politis døgnberedskab. I godt

halvdelen af alle situationer er der sendt uniformeret politi fra det lokale døgnberedskab.

I skudsagerne er der en vis overvægt af personale fra flere forskellige tjenestesteder –

også i nogen grad civilklædt politi.

GENERELLE KENDETEGN VED POLITIETS MODPARTER

Ved den kvantitative analyse er der søgt information om modpartens antal, køn, alder,

etnicitet og erhvervstilknytning. Der er fundet oplysninger om modpartens køn i alle

situationer, og i 94 procent af disse har politiet trukket skydevåben over for en mand. I

tre ud af fire situationer, hvor politiet har trukket deres pistol, har betjentene stået over

for én person.

48 I 14 % af indberetningerne og 4 % af skudsagerne mangler oplysninger.

49 Ved den kvantitative analyse er politifolkenes tjenstlige tilknytning registreret på ankomsttidspunktet, ligesom det

den tjenstlige baggrund af tilstedeværende politifolk er registreret på det tidspunkt, der afgives skud. Den tjenstlige

baggrund for den eller de politifolk, som afgiver skud er derimod ikke særskilt registreret.

50 Observationen er baseret på datamaterialets angivelse af, om det var politibetjente (op til 5 års anciennitet) eller

andre gradsbetegnelser som f.eks. politiassistenter eller kriminalassistenter (mere end 5 års anciennitet), som var

involveret i episoderne.

40


Derudover er der ret begrænsede informationer i materialet om de personer, som giver

anledning til, at politiet trækker våben. Oplysning om alder findes kun i ca. halvdelen af

situationerne, og anden personlig baggrund er kun at finde i hver femte situation. Det er

derfor vanskeligt at afgøre, om der er væsentlige forskelle mellem de personer, som giver

anledning til, at politiet truer med våben, og dem, som konkret foranlediger politiet til at

skyde. På det grundlag og med disse forbehold viser materialet følgende:

I skudsagerne stod politiet hyppigst over for én person. Kun i omkring en fjerdedel af

skudsagerne var der mere end én modpart involveret. Modparten var i ni ud af ti tilfælde

etniske danske mænd i 20’erne eller 30’erne, som ofte stod uden for arbejdsmarkedet. I

enkelte sager var modparten udlænding, som ikke forstod dansk. Omkring halvdelen af

modparterne var kendt for tidligere kriminalitet, og cirka 2 ud af 3 var påvirket af

rusmidler og/eller medicin i skudøjeblikket.

I mere end halvdelen af alle skudsagerne er der grund til at antage, at modparten var

psykisk uligevægtig. Baggrunden herfor er mere uddybende behandlet i det kvalitative

afsnit, jf. side 56-58.

SAMMENFATNING

Der er ikke i perioden 1996-2006, hvor i alt 40 personer blev såret, og 11 personer blev

dræbt, nogen klar udviklingstendens i antallet af indberetninger om brug af skydevåben.

Heller ikke hvis man ser tilbage til 1985, fremstår der nogen klar tendens. Antallet af

indberetninger er stort set ens i 1985 og 2006. I perioden 1996-2006 har politiet

gennemsnitligt afgivet skud i 6 pct. af indberetningerne.

2006 adskiller sig ved at have det højeste antal indberetninger med sigtet skudafgivelse,

hvoraf næsten hver fjerde dog drejer sig om skud afgivet mod dyr. Alligevel ses i dette år

også periodens højeste antal personer ramt af politiets skud (7 sårede og 4 døde), hvor

periodens gennemsnit er lidt over 4 ramte pr. år. Der synes dog ikke at være nogen

stigende tendens de foregående år, hvorfor det - med forbehold for hvad de kommende

år vil vise - må konkluderes, at der mest sandsynligt i 2006 er tale om et tilfældigt

sammentræf af uheldige omstændigheder.

Uanset at tallene i alle lande er relativt små, ligger Danmark i perioden 1996-2006 højere

end Norge, Finland, Sverige, Tyskland og England, hvad angår sårede og dræbte pr. 1.

million indbyggere.

Situationer, hvor politiet trækker og anvender tjenestevåben, forekommer på alle

tidspunkter af døgnet, alle ugens dage og i alle årets måneder. Risikoen for, at der affyres

skud, er lidt større i dag- og aftentimerne, lavest ud på de ”små” timer og lidt større i

udendørs sammenhæng end indendørs, men der er ingen markant forskel. Hver femte

situation opstår i mørke. Situationerne kan opstå overalt i landet – såvel i større

byområder som i provinsbyer og på landet. Op mod hver tredje skudepisode er foregået i

en lille provins- eller landsby.

41


Det er sjældent, at politiet må affyre tjenestevåbenet ved planlagte politiindsatser.

Hovedparten af skudsituationerne opstår efter anmeldelse til vagthavende eller ved, at

patruljen iværksætter indsatsen på eget initiativ. Der ses ingen overvægt af politifolk med

lav tjenesteanciennitet.

I lidt over halvdelen af skudsituationerne sendes der kun én patrulje til opgaven – typisk

fra den lokale politistation, og man står ofte over for én etnisk dansk mand i 20’erne eller

30’erne, som i 2 ud af 3 tilfælde var påvirket af rusmidler og/eller medicin i

skudøjeblikket.

Når tjenestevåbenet trækkes, sker det hyppigst efter anmeldelse om vold,

våbenbesiddelse og røveri; når våbenet affyres er det hyppigere i situationer med

husspektakler, tyveri, psykisk syge, brugstyveri og selvmordsforsøg.

I de fleste tilfælde, hvor politiet trækker våben, er der forudgående oplysninger om, at

modparten kan være farlig. I skudsituationerne skyldes farligheden især den pågældendes

adfærd, rusmidler, psykisk sygdom, uligevægtighed eller selvmordstrusler. I disse tilfælde

har politiet ofte søgt at anvende andre magtmidler før skydevåben. Situationer med

psykisk syge personer og situationer, hvori eftersættelse af biler forekommer, er

forbundet med en markant højere risiko for, at politiet affyrer tjenestevåben.

I en tredjedel af alle indberetninger har politiet trukket våben ved ankomsten til stedet,

dog kun i hvert sjette tilfælde af skudsagerne. I mere end hver anden indberetning har

politiet trukket våben inden for de første fem minutter; i hver fjerde skudsag går der dog

mindst et kvarter eller længere. Årsagen er typisk, at et farligt angreb er overhængende,

”forberedt nødværge”, pågribelse af en farlig gerningsmand på flugt eller – især for

skudsagerne – farligt angreb på politiet. Skud – som oftest ét skud - affyres alt

overvejende på en afstand af 1-5 meter. I lidt over halvdelen af skudsagerne er der 1-2

politifolk til stede. I de øvrige er der tit en kombination af forskellige afdelinger.

Politifolk fra udryknings- eller beredskabsenheder ses ikke involveret i skudsituationer.

Når personer rammes af politiets skud, fortsætter projektilet i cirka halvdelen af

tilfældene gennem den pågældende (typisk ben eller arm).

42


4

DET KVALITATIVE BILLEDE

I dette kapitel redegøres for resultaterne af arbejdsgruppens kvalitative analyse. Der

skelnes mellem:

- den smalle kontekst og de konkrete faktorer, som er fundet af betydning for, at politiet

kommer i nødværgesituationer, som medfører afgivelse af skud, og

- den brede kontekst, som nødværgesituationerne er forankret i, herunder organisationskulturelle,

psykologiske, juridiske samt overordnede samfundsmæssige faktorer, og som

indirekte har indflydelse på de situationer, hvori politiet affyrer skud mod personer, og

som på væsentlige områder er med til at strukturere den virkelighed, politiet må agere i,

og den måde politiet agerer på.

’DEN SMALLE KONTEKST’

Som nævnt er denne rapports analyser i stor udstrækning baseret på en gennemgang af

23 skudsager. Det er et relativt begrænset antal situationer. Analysen har ikke omfattet de

mange lignende situationer, hvor politiet af den ene eller den anden årsag ikke anvendte

tjenestepistolen. Det er en svaghed, hvis man skal skabe sig et fuldstændigt billede med

henblik på at lære af de erfaringer og vilkår, der som helhed gør sig gældende for sådanne

situationer.

Arbejdsgruppen har endvidere alene kunnet basere sin gennemgang på de informationer,

der fremgår af sagsmaterialet. Det kan ikke udelukkes, at politifolk kan have gjort

iagttagelser, overvejelser eller eventuelt foretaget dispositioner af betydning, som ikke

fremgår af det materiale, arbejdsgruppen har haft til rådighed.

Som anført på side 15 har den tværfaglige arbejdsgruppe ved analysearbejdet inddraget

egen fagviden og erfaring. De efterfølgende observationer, vurderinger og anbefalinger

skal ses i dette lys.

43


Uanset at skudsituationerne hver for sig er forskellige i deres optakt og forløb, så tegner

der sig ved den kvalitative analyse et billede af forskellige situationstyper. Billedet er baseret

på identificeringen af nogle gennemgående faktorer i skudsagerne, ved typen af

politiopgaven og ved kriminalitetens art og udfoldelse.

Skudsituationerne er i sig selv unikke, idet de er sjældne og samtidigt kendetegnet ved at

opstå i en type opgaver, som politiet står overfor mange gange hver dag, og hvor det i de

fleste tilfælde ikke fører til anvendelse af skydevåben. Det understreger - som tidligere

nævnt - svagheden ved, at det ikke har været muligt at foretage en bredere og grundigere

sammenlignende analyse ved at inddrage farlige situationer, som er løst uden anvendelse

af våben.

Der er i skudsituationerne observeret mønstre, som gør det muligt at inddele disse i fem

”typiske” situationer, hvor de identificerede forhold spiller sammen på karakteristisk

måde. Disse ”typiske” situationer skal forstås som ”typologier”, som er baseret på bredt

forekommende mønstre, men som i de konkrete situationer optræder og udfolder sig på

forskellig måde og i forskellig sammenhæng.

På samme grundlag har der vist sig fælles træk ved de persontyper, som giver anledning til,

at politiet ender med at affyre deres tjenestevåben, for eksempel deres sociale og

kulturelle baggrund og deres adfærd i den konkrete sammenhæng.

HVAD KENDETEGNER SITUATIONEN I SKUDSAGERNE?

De fem situationstyper er kendetegnet af forskellige faktorer, som er af stor betydning

for, at en situation i almindelighed kan udvikle sig farligt og i yderste konsekvens til, at

politiet må affyre tjenestevåben. Ved vurdering af farlighed har det været af stor

betydning også at medtage graden af risiko for tredjemand. De efterfølgende fem

situationer afspejler også dette forhold.

• Den uplanlagte anholdelse af en psykisk syg og/eller påvirket person på privat

område.

• Den uplanlagte anholdelse af en psykisk syg og/eller påvirket person på offentligt

område.

• Den uplanlagte eftersættelse og anholdelse af en gerningsmand i bil (F.eks. ved

mistanke om brugstyveri eller om anden kriminalitet).

• Den uplanlagte anholdelse i forbindelse med husspektakler.

• Den planlagte anholdelse af en gerningsmand på privat område.

HVAD KENDETEGNER MODPARTEN I SKUDSAGERNE?

På samme måde viser gennemgangen af skudsagerne et billede af fem forskellige

persontyper, hvis adfærd har givet anledning til, at politiet har affyret tjenestevåben for at

pacificere dem:

44


• De marginaliserede: Personer med aktuelt misbrug af rusmidler og/eller medicin,

uden kontakt til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og med en kriminel

fortid. Mennesker (uden fast bopæl) som lever fra dag til dag. Nogle havde

forsøgt selvmord og havde haft kortvarige ophold på psykiatriske afdelinger.

Nogle forsøgte at slippe væk fra politiet i en bil, hvorunder der opstod fare for

omgivelserne, og hvor indtrykket er, at de var gået i panik eller under ingen

omstændigheder ville anholdes. Flere var påvirkede i situationen, hvor de mødte

politiet.

• Psykisk syge: Personer som optrådte psykotisk, forekom personlighedsforstyrrede

og som var aggressive overfor politiet. Nogle havde tidligere været i behandling.

Når politiet mødte dem, var de vanskelige at komme i kontakt med og havde ikke

sjældent et stikvåben, der blev brugt til enten at true politifolkene eller til trussel

om at begå selvmord.

• Personer i krise: Personer, der mentalt og følelsesmæssigt var ude af balance på

grund af skilsmisse, alvorlig sygdom, arbejdsløshed eller alkoholmisbrug. En del

havde talt om eller aktuelt forsøgt selvmord forud for skudepisoden. Typisk var

de ikke tidligere registreret for straffelovsovertrædelser, og de optrådte oftest i

situationer om husspektakler eller i selvmordsforsøg, hvor familie eller naboer

havde tilkaldt politiet. Ikke sjældent havde personerne forud for anmeldelsen

truet eller udsat nære slægtninge eller samlevere for vold eller konkret forsøgt at

gøre skade på sig selv. Ofte var de bevæbnede med et stikvåben eller – i sjældnere

tilfælde – et skydevåben.

• De kriminelle: Personer, der tidligere havde begået alvorlig kriminalitet, og som

tilhørte et mere organiseret kriminelt miljø. Gruppen udgør den mindste del af de

personer, politiet ender med at skyde på. Når det skete, var det typisk, fordi de

var bevæbnede, angreb politiet eller forsøgte at stikke af.

• De unge uprofessionelle: Unge mænd, der bevægede sig i et kriminelt miljø på kanten

af mere organiserede kriminelle grupper. Nogle forsøgte eksempelvis ved røverier

at skaffe penge til gæld til andre personer i det kriminelle miljø. Det er unge, der i

en vis udstrækning opfører sig som professionelle kriminelle, og som nemt kan

foranledige tilkaldte politifolk til at misfortolke deres reelle farlighed.

HVAD KENDETEGNER POLITIETS HÅNDTERING AF SITUATIONERNE?

Udover de ovenfor beskrevne typer af situationer og personer er der ved analysen fundet

en række karakteristika ved politiets håndtering af situationer, hvor der afgives skud.

Resultaterne er af hensyn til overskueligheden samlet nedenfor under hver sin overskrift:

PROFESSIONALISME

Det er en gennemgående observation, at politifolkene som oftest handler ”efter bogen”,

og at den enkelte betjent i skudsituationen, som den udviklede sig, sjældent kunne have

handlet ret meget anderledes – den eksisterende uddannelse og til rådighed værende

45


midler og metoder taget i betragtning. Samtidigt har gennemgangen af skudsagerne

imidlertid også givet anledning til at stille spørgsmål ved, om ”bogen” i alle tilfælde er

tidssvarende og tilstrækkeligt tilpasset den virkelighed, politiet møder, og måske mere

afgørende, om ”bogen” undergår revision og udvikling med en hastighed, som matcher

udviklingen i dagens Danmark.

Der er observeret mange hensigtsmæssige dispositioner - på såvel leder- som

patruljesiden – forhold som er vigtige, og som må anses for afgørende for, at politiet i

konkret sammenhæng bevarer kontrol over situationen. Disse dispositioner var for

eksempel, at vagthavende løbende havde indhentet mest mulig relevant information om

den aktuelle person eller adresse, at der var sendt tilstrækkeligt og rigtigt mandskab til

opgaven med fornøden vejledning, og at vagthavende aktivt havde påtaget sig sin del af

ansvaret for opgavens løsning. Andre eksempler var, at patruljen bevarede overblik og

gav sig tid til at planlægge og løse opgaven, at man løbende havde kontakt med

vagthavende, tilkaldt forstærkning eller havde søgt dialog med modparten.

STYRING OG KOORDINERING

I en del situationer har det været vanskeligt at finde dokumentation for en tilstrækkelig

styring af et forløb, som har ført til, at politiet har affyret skud mod en person. Det

gælder lige fra anmeldelsens modtagelse til forløbet op til og under skudafgivelsen, og det

gælder såvel formel som uformel ledelse. I disse tilfælde er det vanskeligt at se, om både

vagthavende og politipersonalet på stedet har haft en plan for opgavens løsning –

herunder har været bevidste om potentielle risikoaspekter. I de fleste tilfælde er patruljen

alene på stedet, og der synes ikke altid at være fornøden kontakt med vagthavende for

eventuelt at afklare vigtige vurderinger og dispositioner. Utilstrækkelig styring og

koordinering kan have sammenhæng med svagheder i organisation, kommunikation,

ansvarsfordeling og i planlægningsmæssige forhold – herunder risikovurdering.

INFORMATIONSINDSAMLING OG FORMIDLING

Af sagsmaterialet fremgår ikke konsekvent, om der rutinemæssigt er indsamlet og

formidlet information af betydning for en samlet vurdering af situationen og til

forberedelse af patruljens løsning af opgaven. Det kan f.eks. være søgning og formidling

af oplysning fra tilgængelige registre, fra anmelder eller andre om modpartens forhistorie,

farlighed eller viden om tilstedeværelse af skydevåben på den aktuelle adresse i form af

givet jagttegn eller våbentilladelse. Det kan også være information af tilsvarende karakter

indsamlet af patruljen på stedet og efterfølgende formidlet til vagthavende eller operative

leder – alt sammen med henblik på fornyet vurdering af situationen.

PLANLÆGNING, ANSVAR OG OPGAVEFORDELING

Der ses også relativt få indikationer på, at patruljen eller patruljerne indbyrdes på forhånd

har aftalt ansvars- og opgavefordelingen og dermed afklaret den taktiske løsning af

opgaven. Det synes i visse situationer at have haft uhensigtsmæssige konsekvenser for

koordinering og samarbejde på stedet. Dette er i særlig grad tilfældet, når der sendes eller

uafhængigt af hinanden ankommer 2 til 6 politifolk – typisk i 1-3 patruljevogne – til en

opgave. Der ses ikke at være klare regler om opgave- og ansvarsfordelingen, hvilket ofte

fører til, at én betjent tager initiativet – uanset at vedkommende måske ikke formelt har

fået denne opgave. Det kan medføre, at politiet mister kontrol og overblik, og at

situationen og modpartens adfærd kommer til at ”styre” situationen. Politifolk kan

komme ”i vejen” for hinanden, og muligheden for at støtte og supplere hinanden

46


svækkes betydeligt. Risikoen for, at en betjent bringer sig selv eller en kollega i en

faresituation, er derfor nærliggende.

TID

Tidsfaktoren synes at spille en væsentlig rolle i mange af de 23 gennemgåede skudsager.

Det kan dog også have sammenhæng med utilstrækkelig planlægning, ansvarsfordeling og

informationsformidling. I en del tilfælde er det indtrykket, at muligheden for at bruge

tiden aktivt som et redskab til enten at undgå, at en situation går i ”hårdknude”, eller til at

få situationen løst op, ikke er anvendt optimalt. Risikoen er særlig stor, når der er tale om

psykisk syge samt personer i krise eller under påvirkning af rusmidler. Man kan få indtryk

af, at der i visse situationer er stor fokus på hurtigt at få kontrol over situationen. Det kan

have sammenhæng med en opfattelse af, at man som polititjenestemand har pligt til at

handle. Der vendes tilbage hertil nedenfor.

KOMMUNIKATION MED MODPARTEN

Hvis tiden ikke i optimalt omfang anvendes bevidst som et middel til at vinde kontrol

over en vanskelig situation, er det sværere at få en hensigtsmæssig dialog med modparten.

Der kan være andre årsager til, at dialog ikke kan opnås, f.eks. at modparten befinder sig i

et køretøj, er psykisk syg, påvirket af rusgifte eller eventuelt ikke taler dansk. Det er dog i

flere situationer uklart, om og i hvilket omfang betjentene dels søger alternative

muligheder for at kommunikere, dels søger at aflæse modpartens adfærd for at vurdere

vedkommendes hensigt. Man kan let blive mere fokuseret på kniven i hånden eller andre

faresignaler, hvilket til en vis grad vil kunne modvirkes ved en klar ansvars- og

opgavefordeling mellem betjentene på stedet – én tager sig af at tale, mens den anden

sikrer sin kollega.

TAKTISKE UHENSIGTSMÆSSIGHEDER

I nogle tilfælde er en nødværgesituation opstået, fordi en polititjenestemand efter det

foreliggende har placeret sig uhensigtsmæssigt – enten ved at komme for tæt på en farlig

person, ved ikke at have sikret sig mulighed for at trække sig tilbage og/eller søge

dækning eller ved direkte at stille sig i vejen. Det kan være begrundet i utilstrækkeligt

overblik og utilstrækkelig planlægning forud for indsatsen eller utilstrækkelig vurdering af

risici ved en bestemt situation.

’DEN BREDE KONTEKST’

Udover de ovenfor behandlede situations- og persontyper samt faktorer ved politiets

håndtering af skudsituationerne er der også i den tværfaglige analyse gjort en række

gennemgående observationer, som har væsentlig betydning for en dybere forståelse af,

hvorfor politiet i visse sammenhænge ender med at måtte skyde imod personer. Der er

tale om forhold, som ligger uden for den konkrete skudsituation.

Det er, ikke mindst på grund af situationernes pludselig opståen og datamaterialet, let at

komme til at fokusere specifikt på handlingen i situationen og på selve

beslutningsøjeblikket for anvendelse af skydevåbenet – den såkaldte ”split-second

decision” – hvilket også er fremhævet som en problematik ved tidligere politistudier. 51

Efter arbejdsgruppens opfattelse, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere udelukkende på

den enkelte politibetjent og konkrete skudsituation (smalle kontekst) – uanset at

51 Se for eksempel Reiss Jr. 1980 og Alpert og Smith 1994.

47


tilgængeligt datamateriale i høj grad fremtvinger dette fokus. Når formålet med analysen

er at uddrage viden og erfaring med henblik at identificere relevante indsatsområder, som

kan være genstand for udvikling og forbedring, må perspektivet i analysen være bredere.

Politiet agerer i en bestemt organisatorisk og samfundsmæssig kontekst, som spiller

afgørende ind både på politifolkenes forståelse af situationen og den måde, de løser

opgaven på. Nedenfor vil følgende temaer blive nærmere behandlet:

• Den organisationskultur, der præger de enkelte politifolks handlinger i en given

situation.

• De overordnede psykologiske faktorer, som har stor betydning i situationer, hvor

politiet afgiver skud.

• Aspekter af retspraksis og –teori af betydning for politiets anvendelse af

skydevåben.

• Samfundsmæssige udviklingstendenser og forhold, som medvirker til at definere

den virkelighed, politiet agerer i.

• Den sociale og kulturelle sammenhæng, der kendetegner skudsituationer og

modpartens adfærd.

ORGANISATIONSFORHOLD

Analysen af de 23 skudsager rejser en række problemstillinger, som har været centrale i

arbejdsgruppens efterfølgende diskussioner. Det er problemstillinger arbejdsgruppen,

med udgangspunkt i medlemmernes erfaringer og faglige vurderinger, anser for at have

afgørende betydning i et fremadrettet perspektiv.

Når politiet anvender deres tjenestevåben, er det naturligvis i høj grad betinget af

situationen, modparten og dennes adfærd samt de fysiske rammer, hvilket tilsammen er

bestemmende for, de handlemuligheder politiet har. Af tilsvarende betydning er dog også

de værktøjer og kompetencer, polititjenestemænd er forsynet med til at løse den givne

opgave. Sidstnævnte vil nødvendigvis definere og forme de alternativer og handlingssvar,

som er tilgængelige for politifolk i konkrete situationer. Det samme gør sig gældende for

en række organisationskulturelle forhold, såsom formelle og uformelle normer og regler

for opgaveløsning, gængse praksisser samt definitioner af politiets opgaver og ansvar,

herunder måden disse formidles i organisationen.

Den vigtigste pointe at drage af forløbsanalysen er, at der går meget forud for det øjeblik,

hvor der affyres skud. Det er netop i denne del af forløbet, at der kan sættes positivt ind

med henblik på at nedbringe risikoen for, at politiet ender i nødværgesituationer, hvor de

afgiver skud.

De problemstillinger, som er til stede i skudsituationer, kan anskueliggøres ved at betragte

de situationer, som politiet skal håndtere, som forløb der udspiller sig inden for nogle

handlerammer 52. Rammerne knytter sig til forskellige faser i forløbet. Inden for de

enkelte rammer står politiet over for forskellige dilemmaer, og forskellige organisatoriske

forhold kan spille enten positivt eller negativt ind på forløbet.

52 Se Alpert og Smith 1994

48


Figur 3: Model af forløbsanalysen

Den første ramme vedrører de aktiviteter, der ligger forud for kontakten med modparten,

så som: ankomst til stedet, indsamling af taktisk information, planlægning og

koordinering af opgaveløsningen samt samarbejde, taktisk positionering og

”terrænlæsning” generelt.

Den anden ramme vedrører fasen af opgaveløsning, som ligger umiddelbart før

anvendelsen af magt, begyndende fra det øjeblik politiet tager kontakt med modparten.

Politiets handlinger på stedet er med til at skabe det rum, de kan handle i. Måden

politifolk vælger at gribe opgaven an, kan være med til bestemme, hvorvidt en potentiel

farlig situation eskalerer eller deeskalerer.

Den tredje ramme vedrører den konkrete anvendelse af magt. I de konkrete situationer,

hvor politiet anvender magt, ligger der en række muligheder og problematikker, der

vedrører valget af magtmiddel – herunder skønnet af, hvorvidt anvendelsen af

tjenestevåbnet er forsvarligt, proportionalt og sker i lovligt nødværge.

De mest kritiske rammer – set i forhold til at forhindre, at politifolk ender i situationer,

hvor de må agere i nødværge – er efter arbejdsgruppens vurdering den eller dem, der

ligger længst fra selve skudafgivelsen. 53 Den rette information, en tilpasset tilgang til

situationen, fokus på politifolkenes og andres sikkerhed gennem planlægning, taktik og

kommunikation og et lavt stressniveau 54 øger chancen for, at politiet kan bevare

kontrollen over situationen. Situationskontrol mindsker således risikoen for voldelige

angreb – og dermed anvendelse af skydevåben. Herefter følger forholdene vedrørende

konkret situationslæsning og aflæsning af truslen samt valget af handlingssvar. Sidst

følger de forhold, som vedrører håndteringen af selve øjeblikket for magtanvendelse.

53 Denne observation støttes af Alpert og Smith 1994:493

54 Se afsnittet ’stress i forbindelse med konfliktsituationer’ for yderligere herom.

49


Man bør således anskue forløbet ”udefra og ind” jævnfør figuren med henblik på at

identificere de faktorer, som er afgørende for: 1) At politiet bevarer kontrollen med

situationen, uden at måtte anvende deres ultimative magtmiddel, eller 2) at politiet i

farlige situationer sikres størst mulig handlerum til at vælge det mest hensigtsmæssige og

eventuelt et mindre farligt magtmiddel.

RELEVANTE PROBLEMSTILLINGER INDEN FOR DE ENKELTE RAMMER

FORUD FOR KONTAKT MED MODPARTEN

Politiet er opbygget som en hierarkisk organisation, hvor den formelle operative leder

som oftest sidder på en politistation, mens opgaverne løses selvstændigt på stedet af

uchargerede politifolk. Da den formelle chargerede ledelse er fraværende i de gængse

arbejdsrutiner, forudsætter det, at politifolk er uddannet og vænnet til at løse opgaver

selvstændigt og usuperviseret. Dette forhold anser arbejdsgruppen grundlæggende som

både nødvendigt og en afgørende styrke ved dansk politi. Den hierarkiske ledelsesform

rejser dog en række problemstillinger i forbindelse med magtanvendelsessituationer, idet

denne form for organisering kan medføre et fravær af ledelse, når der pludseligt opstår

farlige situationer.

En af de potentielle konsekvenser af at have et politi, som løser opgaver selvstændigt og

på baggrund af uddannelse, som fokuserer på at forberede dem til at udøve hensigtsmæssige

skøn i stort set alle typer situationer, samt tage selvstændigt ansvar for opgaven,

er, at denne ’selvstændighed’ fører til, at politifolk på patrulje og patruljer imellem ikke

har for vane at tage ledelse over hinanden i løsning af konkrete opgaver. En anden

konsekvens kan være, at der ikke i samme grad som for ’særlige politiopgaver’ foreligger

indarbejdede koncepter for funktioner og roller for dagligdags politiforretninger.

Politifolk løser typisk opgaverne med baggrund i generelt indlærte metoder og polititeori

– eller på den facon patruljen selv finder hensigtsmæssig. Der kan derfor komme til at

mangle en fælles linje og ledelse (forstået som funktion) i løsning af de mere

rutineprægede og dagligt forekommende opgaver. Ledelsen af den rutinemæssige opgaveløsning

er med andre ord i risiko for at blive uforankret og få præg af tilfældigheder.

Denne problemstilling kan få afgørende betydning, når en ellers rutinemæssig opgave

udvikler sig til en farlig situation – ikke mindst når flere patruljer involveres.

I og med der eksisterer en risiko for, at der ikke udøves decideret ledelse på løsningen af

dagligdags politiopgaver, så hviler situationshåndteringen afgørende på politifolkenes

interne samarbejde. Dette rejser en tilsvarende problemstilling, idet samarbejde og

samarbejdsevner i løsning af daglige politiopgaver hovedsagligt opøves gennem den

praktiske udførelse af arbejdet og gennem kollegiale relationer. Samarbejde er derfor ikke

nødvendigvis udtrykt som klart definerede roller og funktioner i løsning af den aktuelle

politiopgave, men risikerer at basere sig på en form for ”tavs” praksis mellem politifolk

på tværs af afdelinger og i den enkelte patrulje. Dette medfører yderligere en risiko for, at

der dannes uudtalte ’gyldne regler’ frem for klart definerede og formidlede arbejdsgange, som

hviler på kommunikation og planlagt koordination i situationen.

For fremadrettet at imødekomme de problemstillinger, som analysen af skudsagerne har

givet anledning til, er det efter arbejdsgruppens vurdering vigtigt også at arbejde målrettet

med fastlæggelse og indøvelse af mere funktionsbaserede samarbejdsformer og samarbejdsmetoder

i relation til dagligt forekommende politiopgaver, og hvor flere patruljer

sættes ind.

50


Hvordan konkrete politiopgaver håndteres og udvikler sig afgøres blandt andet af,

hvordan information til løsning af opgaven indhentes, og hvordan man organisatorisk

reagerer på og kommunikerer information videre. Politifolk træffer – som alle andre –

beslutninger ud fra den tilgængelige information i situationen. Tilgang af ny information

f.eks. om modpartens farlighed samt aktuelle eller tidligere adfærd, anvendes til at

foretage risikovurderinger, der ligger til grund for beslutninger om, hvordan man kan løse

opgaven bedst muligt. Information er således en ressource, der er nødvendig for at træffe

beslutninger i en given situation. Skudsituationer er præget af et højt stressniveau, hvilket

medfører, at alle informationer, der kan medvirke til vurdering af situationens karakter,

og hvilke muligheder der er for at løse situationen, vil være medvirkende til at nedsætte

stressniveauet hos de involverede politifolk og øge situationskontrollen.

Som anført i tidligere studier af politiets magtanvendelse 55 er politiarbejde primært

organiseret omkring reaktiv mobilisering. Organisationen er med andre ord først og

fremmest indrettet på at handle reaktivt. Dette gælder også for indhentning og formidling

af information. Vagthavendes informationsindsamling er hovedsagelig centreret om de

umiddelbart vigtigste oplysninger fra anmelder, hvilket ofte leder til, at en patrulje sendes

til opgaven med et minimum af oplysninger. Det er en del af arbejdsrutinen, at patruljen

indhenter yderligere information som en del af opgaveløsningen. Information og

formidling af information mellem vagthavende og patrulje på stedet behandles med

andre ord fortrinsvist som en ressource med henblik på sagsbehandling og i mindre grad

som en afgørende taktisk ressource. 56

Den problemstilling, som rejses af denne ’informationskultur’, er – i forhold til

anvendelsen af skydevåben – at den medfører en risiko for, at information, der kunne

have været anvendt til at planlægge og vurdere opgaven, ikke indhentes i tide med det

resultat, at politifolk først for sent (f.eks. når de har trukket våben) bliver klar over en

række forhold, der kunne have haft betydning for planlægningen af opgaven med henblik

på at vælge den mest hensigtsmæssige metode for opgaveløsning. Information kan også

være det afgørende element i forhold til at forberede patruljen på en eventuel risiko for,

at situationen eskalerer i farlighed. For at imødekomme denne problemstilling synes det

at være et vigtigt fokusområde for politiet som organisation i højere grad at udvikle og

formidle et proaktivt syn på – og anvendelse af – information som taktisk ressource, frem for

primært at betragte denne som ressource for konkret sagsbehandling.

KONTAKTEN MED MODPARTEN

Politiets opgaver og arbejde spænder som tidligere nævnt bredt. Visse opgavetyper

udføres mange gange dagligt og medfører sjældent vanskeligheder eller risici for

politipersonalet. Dette gælder også for den type situationer, som er analyseret i denne

undersøgelse. Der er med andre ord tale om opgaver, som i langt de fleste tilfælde kan

løses uden de store problemer, men som også kan føre til, at politifolk indledningsvis kan

have en rutinepræget tilgang til løsningen. Når man så står i den ene situation, som ikke

kan håndteres som forventet, og hvor den rutinemæssige tilgang måske betyder, at man

ikke er mentalt og polititaktisk på plads, kan der være risiko for, at man mister kontrol

over situationen og i værste fald må trække sit tjenestevåben for at afværge en farlig

situation.

55 Jævnfør Reiss Jr. 1980: 130

56 For diskussion af konsekvenserne af dette i forbindelse med et amerikansk studie se Reiss Jr. 1980:130-31.

51


Analysen af skudsagerne sætter fokus på de potentielle farer ved at få en rutinepræget

tilgang til det daglige politiarbejde. Faren ved at få en rutinepræget tilgang til visse typer

af politiopgaver er, at dette kan medføre, at man mister den taktiske fordel, der ligger i at

tænke og handle proaktivt i forhold til konkret opgaveløsning.

Spørgsmålet om den rette og tilstrækkelige anvendelse af tid i løsningen af politiopgaver

er blevet rejst som en grundlæggende problemstilling i skudsituationerne. Analysen af

skudsagerne har givet anledning til at bemærke, at tid ikke i alle sammenhænge synes at

være en faktor, politifolk anvender som et aktivt redskab til at få en vanskelig og

potentielt farlig situation under kontrol. Samtidigt er der i analysematerialet indikationer

på, at politifolkene oplever at være pålagt en professionel pligt til at handle i situationen.

Set i sammenhæng er det således indtrykket, at politifolk i en række situationer ikke

opfatter det at trække sig tilbage og give situationen tid som en aktiv handling eller en

mulig effektiv opgaveløsning.

Forholdet mellem tid og organisationens forståelse af ”handling” peger på baggrund af

de gennemgåede skudsituationer på en problemstilling, som kan have afgørende indirekte

betydning for, om polititjenestemænd ender i uforudsete nødværgesituationer. Hvis den

organisationskulturelle norm og forståelse af handling er for snæver, giver det politifolk

et dårligere beslutningsgrundlag til at afgøre, hvordan opgaven skal løses. Problemet er

således, at hvor effektivitet og succes i visse situationer er lig med hurtig indgriben, er det

i andre medvirkende til at forværre situationen og komplicere opgaveløsningen.

Dette er en problemstilling, som efter analysegruppens vurdering bør imødekommes ved,

at man sætter øget fokus på politifolks generelle handleberedskab og handlingsforståelse.

Herunder at man i uddannelsen fokuserer specifikt på anvendelsen af tid til løsning af

også mere dagligdags opgaver. Men også at man i organisationen forsøger at gøre

forståelsen af handlingsbegrebet til genstand for et afklaringsarbejde, herunder forholdet

til den juridisk definerede ”handlepligt”, som har været diskuteret i forbindelse med den

strafferetlige behandling af skudsager. 57

ANVENDELSEN AF MAGT

Politifolks handlinger må af indlysende årsager være regelstyrede, men det kan i de

yderste situationer have utilsigtede virkninger i det omfang, at et for overvejende fokus

på at lære – og at handle efter – ’regler’ bliver en hindring for udøvelsen af et kvalificeret

og velovervejet skøn. På baggrund af analysen har analysegruppen fundet anledning til at

overveje en grundlæggende problemstilling omkring forholdet mellem regelstyring og

skønsudøvelsen i forbindelse med ultimativ magtanvendelse. Det er således bemærket af

arbejdsgruppen, at der er en potentiel fare ved, at uddannelse i magtanvendelse i høj grad

baseres på undervisning i magtbarometer (optrapningslogik) og regelgrundlag

(proportionalitet og nødværgebestemmelser). Faren er til stede i det øjeblik, denne

undervisning ikke tilstrækkeligt modsvares af undervisning, som træner og udfordrer

skønnet i relation til konkrete situationsvurderinger og den konkrete anvendelse af magt.

Problemstillingen er den, at dette – efter arbejdsgruppens vurdering – kan betyde, at

politifolk i stressede og farlige situationer risikerer ikke at besidde et tilstrækkeligt bredt

og trænet handleberedskab til at tænke strategier og handlingssvar, som ligger udover det,

der er defineret direkte i regelgrundlaget og formuleringen af magtbarometeret.

57 For yderligere behandling af spørgsmålet om den juridiske handlepligt, se afsnittet: ’Retspraksis og politilovens regler

om politiets pligter’.

52


Problemstillingen vedrørende tilstrækkelig konkret træning af det politimæssige skøn

peger på en anden og vigtig problemstilling, som er relevant for forståelsen af politiets

anvendelse af skydevåben. Det er problemstillingen vedrørende den opfattede trussel og

skønnet af, hvordan denne imødegås mest hensigtsmæssigt – det vil sige med størst

mulig proportionalitet og sikkerhed for såvel tredjemand som politifolkene selv.

Politiets magtanvendelse baseres nødvendigvis på et individuelt skøn, og det anerkendes i

regelgrundlaget, at dette skøn er forholdsvist vidt, samt at også oplevelsen af et

påbegyndt farligt angreb – selv hvis dette efterfølgende skulle vise sig objektivt at have

været ufarligt, eksempelvist hvis der var tale om en attrap eller lignende – vil være

indeholdt i reglerne om straffrihed på grund af nødværge. Det er således også primært

udøvelsen af skønnet i skudøjeblikket, der granskes for ”rationalitet”, proportionalitet og

legalitet, når skudsager efterfølgende efterforskes.

Set i et fremadrettet perspektiv er problemstillingen her, at der i politiets arbejde er en

ekstra dimension, som det er umuligt at genskabe i en analyse af det tilgængelige

materiale, og som er medvirkende til, at dele af offentligheden post facto kan have en

anden holdning end de involverede politifolk til, hvorvidt magtanvendelsen var

hensigtsmæssig og rimelig. Denne dimension drejer sig om et konstant tilstedeværende

”risikoaspekt” eller ”mulighedsrum”, som er indeholdt i politiets arbejde, baseret på at

politiets opgave er at sikre borgernes sikkerhed og den samfundsmæssige orden. Dette

betyder med andre ord, at politifolk – for at disponere rigtigt – må tænke længere frem

end til blot det umiddelbart forekommende. Pligten til at beskytte borgerne betyder, at de

- samtidigt med at de skal bedømme og beskytte mod konkrete angreb - også skal være

orienterede mod at forebygge, samt mod at forudsige og afværge risikoen for sådanne

angreb. ”Det mulige angreb” må derfor være en del af enhver aflæsning af situationen,

som politiet foretager, og dette vil spille afgørende ind i de situationer, hvor anvendelse

af ultimativ magt bliver relevant. Dette aspekt af politiarbejdet er en afgørende dimension

at forholde sig til med henblik på at forstå og uddrage læring af skudsituationer og med

henblik på at forberede polititjenestemænd på at anvende magt samt på de konsekvenser,

der er forbundet hermed.

For at imødekomme begge de problemstillinger, som udspiller sig i rummet mellem det

regelstyrede og skønnets nødvendige råderum, er det afgørende, at politifolk kender både

regler og ”hensigten” bag regler og lovgivning, således at de kan udøve en

situationstilpasset og hensigtsmæssig – i betydningen proportional og mindst indgribende

– magtanvendelse. Det vil sige, at der organisatorisk sættes fokus på at formidle en

sammenhængende linie baseret på helhedsforståelse og hensigter bag reglement og

lovgivning til den enkelte polititjenestemand. Det er også afgørende, at

polititjenestemænd er udstyret med et tilstrækkeligt bredt handleberedskab til, at de kan

tænke proaktivt og kreativt i de situationer, hvor de skal anvende magt – og hvor

skydevåbnet altid må anses som værende absolut sidste udvej, ikke mindst af hensyn til

tredjemand.

Det ”mulige angreb”, som politifolk er forpligtede til at foregribe, bør gøres til genstand

for en øget opmærksomhed i uddannelsen. Denne organisatorisk betingede ’evne til

fremadrettet tænkning’ kan med fordel anvendes til i endnu højere grad at lære politifolk at

imødekomme risici langt tidligere i et situationsforløb, samt til at imødegå disse ved brug

af mere situationstilpassede strategier og magtmidler.

53


STRESS I FORBINDELSE MED KONFLIKTSITUATIONER

En del af de situationer, hvor politiet har anvendt tjenestevåben, er kendetegnet ved at

være opstået uden varsel og ved at rumme et betydeligt stressniveau. Det gælder især, når

politifolk står over for psykisk syge og svært aflæselige personer, uligevægtige eller

personer, som er påvirkede af rusmidler. I disse tilfælde slår sædvanlige polititaktiske

metoder sjældent til.

Ved stress råder en ubalance mellem de ressourcer, individet råder over, og de krav, der

stilles i situationen. En måde at forstå stress på, er at anskue de tankemæssige aspekter,

der ligger til grund for stressoplevelsen. Når en person havner i en situation, der

overstiger vedkommendes umiddelbare tilpasningsevne, igangsættes en vurderingsproces.

Denne proces omfatter dels en primær vurdering af, om der er tale om skade, trussel eller

udfordring, dels en sekundær vurdering, af hvilke muligheder man har for at løse

situationen. Denne vurdering skal ses som en måde at håndtere en potentiel

stressbelastning. Hvis belastningen elimineres, kan håndteringen af situationen betragtes

som succesfuld. Hvis belastningen ikke elimineres, kan man tale om stress. I det øjeblik

en person oplever stress, må vedkommende iværksætte yderligere en vurdering (tertiær

vurdering), hvilket indebærer en overvejelse af, hvilke alternative muligheder der kan

anvendes for at eliminere belastningen. Disse vurderinger foregår for det meste ubevidst

og meget hurtigt og er bestemt af tidligere erfaringer, viden og forventninger.

En del af de situationer, hvor politiet har anvendt tjenestevåben, er kendetegnede ved, at

det første forsøg på at håndtere situationen ikke eliminerer belastningen, hvilket

medfører en betydelig grad af stress. I en sådan situation aktiveres en række fysiologiske

faktorer, og der vil være en risiko for, at man bliver låst i sin adfærd eller kommer til at

forcere situationen og måske handler overilet for at få belastningen elimineret og dermed

situationen løst. En yderligere stressfaktor i situationerne er, at modparterne ofte er

psykisk uligevægtige, psykotiske eller påvirkede af alkohol og/eller euforiserende stoffer,

hvilket medfører, at de opfører sig anderledes, end politiet forventer. Derved er det

sværere for betjentene at aflæse situationen og foretage en vurdering af, hvilke

handlemuligheder der vil være mest hensigtsmæssige. Man har stået overfor noget, der

adskiller sig fra det sædvanlige, og man har oplevet sig truet.

Situationerne er i de fleste tilfælde pludseligt opståede og er af traumatisk karakter, og der

har sjældent været mulighed for mentalt at forberede sig til opgaven. Omvendt viser den

relativt sjældne anvendelse af skydevåben i planlagte aktioner, at politifolkene i de

situationer har haft lejlighed til at tænke alle tænkelige handlingsmuligheder igennem, før

de blev udsat for den givne belastning, og altså ikke har været nødsaget til at foretage den

sekundære og tertiære vurdering samtidig med, at de har følt sig truet.

RETSPRAKSIS OG POLITILOVENS REGLER OM POLITIETS PLIGTER

Formålet med dette afsnit er at afklare, om domstolene ved behandling af sager, hvor

politifolk er blevet tiltalt for overtrædelse af bestemmelser i straffeloven, har taget stilling

til spørgsmål af betydning for denne undersøgelse – altså forhold som ligger udover

bedømmelsen af den enkelte polititjenestemands isolerede dispositioner i skudøjeblikket.

54


Retspraksis i straffesager om politiets anvendelse af skydevåben er sparsom. Der er

således behandlet fire skudsager fra den undersøgte periode i byretten. Retten frifandt i

alle sagerne de tiltalte polititjenestemænd for overtrædelse af straffelovens bestemmelser

og legemsangreb med henvisning til straffelovens § 13 om nødværge. Der var dissens i to

af sagerne 58.

Domstolene har i afgørelserne foretaget en vurdering af, hvorvidt anvendelsen af

skydevåben i den konkrete situation var nødvendig og forsvarlig og har herunder

inddraget spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende polititjenestemand ”var underlagt

en handlepligt” eller ”var forpligtet til at handle”, men der kan ikke af dommenes

præmisser udledes noget mere generelt om rækkevidden af denne ”handlepligt”.

Spørgsmålet behandles af Ib Henricson i Politiret 59 :

”Bestemmelsen i politiloven er formuleret som en opgavebeskrivelse for politiet, uden at der er taget

stilling til, hvorvidt politiet inden for de enkelte områder er forpligtet til at handle, eller hvorvidt

det er op til den enkelte politimands skøn, om han vil skride ind. Det er fast antaget, at politiet

har pligt til at indlede efterforskning ved mistanke om et begået strafbart forhold, der forfølges af

det offentlige. Dette gælder foruden bestemmelserne i straffeloven tillige de mange

særlovsbestemmelser. Også mange særlovsbestemmelser om politiets bistand til andre myndigheder

er formuleret på en sådan måde, at det indebærer en pligt for politiet til at træde til. Derimod er

det den gældende opfattelse, at der er tillagt politimanden et vist skøn, når det drejer sig om

ordens- og sikkerhedsopgaver. Politimanden vil altså kunne vælge at forholde sig passiv i forhold

til en ordenskrænkelse. Det fremgår indirekte af politilovens bestemmelser om orden og sikkerhed,

der i modsætning til de fleste øvrige bestemmelser ikke taler om, at politiet skal varetage opgaven.

Dette skøn vil kunne indsnævres af centrale eller lokale instrukser. Når det imidlertid drejer sig

om en enkelt borgers eller de manges sikkerhed mod ulykker og lignende, vil hensynet til

beskyttelsesinteressen dog vægte så tungt, at politimanden reelt har en pligt til at skride ind, jf.

ordlyden af bestemmelserne i PL §§ 10, 11 og 13, der vedrører sikkerheden for børn, berusere og

syge, og også ved fare for ulykker og katastrofe, jf. PL § 5, må der, trods ordlyden, reelt bestå en

pligt for politiet til at forsøge at forhindre faren i at blive realiseret. En undtagelse herfra foreligger

ved sammenstød af beskyttelsesinteresser, fx hvor en politipatrulje har valget mellem at afspærre et

område, hvor der er nærliggende fare for, at et hus styrter sammen, eller sætte efter en flygtende

voldtægtsforbryder. Her må politifolkene udøve et skøn i form af at vægte beskyttelsesinteresserne i

de to konkrete forhold mod hinanden.

Selv om der foreligger en pligt for politimanden til at handle for at værne beskyttelsesinteressen, så

er denne pligt begrænset af mulighederne for at benytte tvangsindgreb eller at skride ind med magt.

Det nødvendige tvangsmæssige indgreb, fx en frihedsberøvelse, kan være udelukket, fordi faren for

den politiretlige beskyttelsesinteresse ikke er tilstrækkelig overhængende, og den magtanvendelse,

der skal til for at gennemføre et tvangsindgreb, kan være uproportional og dermed udelukket.”

Spørgsmålet er derfor, om den såkaldte ”handlepligt” reelt har nogen selvstændig

betydning i relation til politiets brug af skydevåben, idet magtanvendelsen - selv om der

som udgangspunkt måtte foreligge en pligt til at skride ind over for en given handling –

58 Retten i Køges dom af 19. juni 2003 (”Ølby-sagen”), dissens i forhold 1, Københavns Byrets dom af 20. oktober

2005 (”Refshalevej”), Retten på Frederiksbergs dom af 7. september 2007 (”Seven Eleven-sagen”) og samme rets dom

af 18. oktober 2007 (”Rådvadsvej-sagen”). Ankefristen i sidstnævnte sag var ikke udløbet ved redaktionens afslutning.

59 4. udgave, 2007: 107 f.

55


skal opfylde betingelserne i politilovens kapitel IV om politiets anvendelse af magt og

derved kravene om nødvendighed, mindste middel (forsvarlighed) og proportionalitet, jf.

politilovens § 16.

Det forhold, at politiet ikke vil kunne undlade at skride ind over for en handling,

udelukker ikke, at det for eksempel efter en konkret vurdering vil være mest

hensigtsmæssigt at afvente effekten af en dialog, at afvente forstærkning m.m. En

dissentierende dommer har i en af afgørelserne 60 været inde på denne problemstilling.

Det er således anført i dissensen, at ”tiltalte ikke gav den nødvendige tid til at reagere, før

han besluttede sig for at skyde et sigtet skud”, og at handlingen derfor var gået ud over,

hvad der var nødvendigt og forsvarligt i den foreliggende situation 61.

Domstolene ses ikke at have vurderet det politifaglige aspekt, herunder den mest

hensigtsmæssige måde at løse den konkrete politiopgave på. Derimod er der i en

erstatningsretlig afgørelse i U 2003.1442 Ø refereret til rigspolitichefens disciplinærafgørelse

af 12. november 1998, hvorefter det blev fundet ”kritisabelt, at politiassistent A

- bl.a. ved sin påkørsel af den brugsstjålne personbil - bragte sig i en sådan situation, at

han følte det nødvendigt at afgive skud mod en person”.

TENDENSER I SAMFUNDSUDVIKLINGEN AF BETYDNING FOR POLITIETS

ANVENDELSE AF SKYDEVÅBEN

Det er en del af arbejdsgruppens opgave at inddrage eventuelle samfundsmæssige

forhold, som kan have betydning for politiets anvendelse af skydevåben. Efter

arbejdsgruppens opfattelse forudsætter eventuel sammenkædning af den type tendenser

langt mere dybdegående analyse, end det har været muligt inden for den fastsatte

tidsramme. Der er dog visse faktorer, som analysegruppen finder anledning til at berøre:

Psykisk syge kriminelle

Nyere undersøgelser 62 viser, at psykisk sygdom øger risikoen for, at den syge begår

kriminalitet, og der er særlig risiko for, at skizofrene og andre psykotiske personer med

vrangforestillinger eller forestilling om, at man er forfulgt eller ”styret udefra”, begår

personfarlig kriminalitet. Effektiv behandling kan reducere risikoen betydeligt.

Danmark har siden midten af 70’erne omlagt det psykiatriske behandlingssystem gennem

nedlæggelse af sengepladser til fordel for distriktspsykiatrisk behandling. Fra 1976 til

2003 er antallet af sengepladser reduceret fra ca. 11.000 til 3.676. Formålet har efter det

foreliggende været at bringe patienterne ud fra hospitaler og ind i et distriktspsykiatrisk

behandlingssystem, som i løbet af 90’erne er blevet udbygget. I samme periode er der

registreret en stigning i kriminalitet begået af psykisk syge. Fra januar 1980 til december

1999 steg antallet af retspsykiatriske personer, der er under tilsyn, fra 297 til 1.134

svarende til en årlig vækstrate på 6,79 procent, og fra 2002 til 2004 med en årlig vækstrate

på 12,8 procent. Udviklingen har medført, at retspsykiatriske patienter i 2005 beslaglagde

20 procent af den samlede psykiatriske sengekapacitet. Væksten skyldes først og

60 Retten i Køges dom af 19. juni 2003

61 Lektor i strafferet, ph.d. Thomas Elholm har kommenteret dommen, jævnfør ’Politiets brug af skydevåben

juridiske aspekter’, 1. udgave, 2003: 26.

62 Bratbo, Kyvsgaard og Sestoft 2006.

56


fremmest omlægning fra hospitalsbehandling til behandling i distriktspsykiatrien 63. Andre

mener, at problemet er mere komplekst. Det understøttes af, at psykiatriske patienters

kriminalitet fortsat stiger, uanset at antal sengepladser de seneste år har været konstant.

Det forhold, at distriktspsykiatrien tilsyneladende ikke har formået at tilbyde og fastholde

en gruppe psykisk syge i et stabilt behandlingsforløb, kan måske også forklare, hvorfor

personer med en psykisk lidelse i højere grad end andre er impliceret i situationer, hvor

politiet affyrer skud mod dem. Der findes imidlertid ikke opgørelser, som viser, om

andelen af psykisk syge personer er stigende i sager, hvor politiet skyder.

Ved arbejdsgruppens indsamling af information i udlandet blev det i Sverige, Norge,

Finland, England og Holland oplyst, at psykisk syge personer optræder i situationer, hvor

politiet bruger våben. Der er dog ikke modtaget dokumentation af omfang eller

omstændigheder. Det har heller ikke indenfor den afsatte tid været muligt at indhente

detaljeret information om behandlingssituationen i de pågældende lande.

PSYKISKE KARAKTERISTIKA VED POLITIETS MODPARTER

I enkelte skudsager er der oplysninger om modparten i form af en retspsykiatrisk

mentalundersøgelse. Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med den konkrete sag og

giver derfor grundlag for at afgøre, om modparten led af en psykisk lidelse eller ej. Men i

de fleste tilfælde er oplysningerne ret sparsomme, og der er store forskelle på, i hvilken

grad der er indhentet oplysninger om modpartens psykiske tilstand.

For eksempel kan det fremgå, at modparten har været kortvarigt indlagt på psykiatrisk

afdeling uden oplysning om anledning, om personen stadig har en psykisk lidelse eller om

et eventuelt videre behandlingsforløb. Det kan også fremgå, at modparten har flere

selvmordsforsøg bag sig, uden at der er yderligere oplysninger om den pågældendes

psykiske tilstand. Selvom der ikke foreligger direkte oplysning om, at en person har en

psykisk lidelse, evt. er psykotisk, kan det godt være tilfældet, da der som hovedregel ikke

forelå en sådan psykiatrisk udredning ved sagsbehandlingen af den aktuelle skudepisode.

Efter gennemgang af materialet er det imidlertid indtrykket, at mere end halvdelen af

politiets modparter har psykiske problemer. Denne vurdering er overvejende baseret på

de tilgængelige lægelige informationer, information fra andre (f.eks. personen selv eller de

pårørende) og beskrivelsen af de pågældende personers adfærd i situationen.

Med disse forbehold er der grundlag for at sige, at 16 ud af de 23 modparter, der er ramt

af politiets skud, var psykisk uligevægtige med følgende uddybning: 5 var med sikkerhed

psykotiske. 2 var ud fra de foreliggende oplysninger formentlig psykotiske. 6 havde andre

psykiske lidelser eller havde tidligere haft kontakt til behandlingssystemet. 3 personer har

ud fra beskrivelserne af hændelsesforløbet og egne oplysninger haft omfattende sociale

og/eller personlige problemer. Gruppen omfatter dels personer, der flere gange har

forsøgt selvmord, dels personer i krise, hvilket har ledt til husspektakler, der igen har ført

til, at politiet er blevet tilkaldt. Mange personer var yderligere påvirkede af enten alkohol,

medicin eller euforiserende stoffer eller en blanding af dette.

Selvmordstruede er en særlig udfordring for politiet. De senere år er et særligt begreb

blevet omtalt: ”Suicide By Cop”. I USA 64 er der gennemført en del forskning af

63 Kramp og Gabrielsen 2003 samt Kramp og Gabrielsen 2005.

64 Hutson et al. 1998.

57


fænomenet også benævnt ”victim-precipitated homicide” 65. Begge begreber henviser til

situationer, hvor en person bevidst forsøger at provokere en politibetjent til at skyde sig,

fordi pågældende ønsker at dø.

I en amerikansk undersøgelse forsøgte man at afdække omfanget af fænomenet og

gennemgik 437 sager, hvor politiet havde været involveret i skudepisoder, undersøgt af

Los Angeles County Sheriffs Department fra 1987 til 1997. Der blev opstillet følgende

kriterier for at rubricere et dødsfald som suicide-by-cop. Alle fire kriterier skulle være

opfyldt i hvert tilfælde:

1. Personens udtalte intention var selvmord

2. Personen ønskede specifikt, at politiet skød ham/hende

3. Personen var i besiddelse af våben eller noget, der lignede et våben

4. Personen eskalerede bevidst situationen for at provokere politiet til at skyde sig.

46 af de 437 tilfælde opfyldte disse kriterier.

I de undersøgte 23 danske skudsager er der ingen entydige eksempler på situationer, hvor

alle disse kriterier er opfyldt. Som tidligere nævnt er materialet på dette punkt i mange

tilfælde utilstrækkeligt. Der er dog flere sager, hvor det fremgår, at politiets modpart

tidligere har forsøgt at begå selvmord, eller i forbindelse med skudepisoden forsøger at

tage livet af sig selv, og der er eksempler på, at personer direkte siger til politiet, at de skal

skyde dem, eller at de efterfølgende tilkendegiver, at de ønskede at dø. Det forhold, at

modparten tidligere eller aktuelt ønsker at begå selvmord, afspejler ikke nødvendigvis et

ønske om at dø, men kan ligeså vel være udtryk for, at personen er i krise og/eller har

psykiske problemer. På trods heraf må også danske politifolk være forberedte på denne

problemstilling.

UDVIKLINGEN I VOLDSRELATERET KRIMINALITET I ALMINDELIGHED OG VOLD MOD

POLITIFOLK I SÆRDELESHED

Siden 90’erne er der sket en stigning på op mod 25 procent i registrerede anmeldelser af

voldskriminalitet. 66 Baggrunden for stigningen og karakteren af de enkelte voldsforbrydelser

(herunder om der er anvendt våben) er imidlertid mere sammensat og

vanskelig at relatere direkte til politiets anvendelse af skydevåben. Ser man isoleret på

anmeldt vold mod tjenestemænd 67 (overtrædelse af straffelovens § 119) er der – som det

kan ses af figur 2 - også her sket en stigning.

65 Parent 1996.

66 Balvig og Kyvsgaard 2006.

67 Straffelovens § 119 omfatter ikke alene polititjenestemænd, men enhver, der handler i medfør af offentlig tjeneste

eller hverv.

58


Figur 2: Udviklingen i udvalgte typer af registreret voldsrelateret kriminalitet 1996-2006. Indekstal,

1996=100.

250

200

150

100

50

0

1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006

Røveri Våbenlov Vold Vold mod tjenestemand Indberetninger

68

I flere sammenhænge, bl.a. i Visionsudvalgets rapport om ”Fremtidens Politi”, anføres

det, at der i visse dele af befolkningen er dalende respekt for autoriteter – herunder

politiet. Der skal ikke her argumenteres mod den antagelse. Der er imidlertid ikke på

baggrund af arbejdsgruppens arbejde set tegn på, at respekt for politiet har haft

afgørende betydning for, at politiet måtte affyre deres tjenestevåben.

Derimod viser analysen af skudsagerne eksempler på, at politiets trussel om at anvende

skydevåben af forskellige årsager ikke har virkning. Dette vil blive uddybet i det følgende.

Når man tager hensyn til, at politiets samlede anvendelse af skydevåben siden 1985 ligger

på et nogenlunde konstant niveau, synes hverken faldende respekt for autoriteter eller

registrerede stigninger i voldskriminalitet at have nogen betydning. Den antagelse deles af

den hollandske forsker Jaap Timmer, som i mere end to årtier har studeret det hollandske

politis anvendelse af magt. Han anfører bl.a., at på trods af at voldskriminaliteten

(inklusive drab og vold med døden til følge) i det hollandske samfund i perioden 1978 til

2006 er mere end fordoblet og på trods af et øget antal hollandske politifolk, har det

gennemsnitlige antal sårede og dræbte som følge af politiets anvendelse af skydevåben

været stabilt 69.

Derimod vil udviklingen på psykiatriområdet muligvis have indflydelse på udviklingen af

de situationer, hvor politiet konkret anvender skydevåben, jf. side 56-58.

68 Visionsudvalget 2005: 71-73

69 Timmer 2003 og 2007.

59


DEN LEGALE MAGT SOM TRUSSELSLOGIK

Politiet er bemyndiget til at anvende magt for at sikre, at samfundets love og regler

overholdes. En væsentlig del af politiets arbejde og opgaver handler derfor om

adfærdskontrol. Den gængse model for adfærdskontrol er i høj grad baseret på en

”trussel” om, at magt i yderste konsekvens kan blive anvendt.

Det forhold er blevet beskrevet teoretisk som en ”afpresningstransaktion” 70 forstået på

den måde, at borgeren kan tvinges til at efterkomme politiets anvisninger, fordi politiet i

modsat fald har magt til at true borgeren med at tage noget fra dem, de ikke vil miste.

Politiet er med andre ord i stand til at tage et ’gidsel’ hos borgeren, hvilket gør, at

vedkommende retter sig efter politiets anvisning. ’Gidslet’ kan f.eks. være borgerens

frihed; hvis ikke man efterkommer ordren, kan man blive anholdt. Det at følge politiets

ordre bliver derved udbetaling af ’løsesummen’, der medfører, at ’gidslet’ frigives.

Ultimativt kan politiet i alvorlige og farlige situationer true med at anvende skydevåben

mod en borger, hvorved borgerens førlighed eller liv bliver ’gidslet’.

Ser man på de 23 analyserede skudsituationer, viser det sig, at politiet tilsyneladende ikke

havde nogen reel afpresningsmulighed over for modparten – enten fordi politiets trussel,

hvis ikke modparten gjorde, hvad politiet forlangte, ikke blev forstået eller erkendt af

modparten (de irrationelle), eller fordi modparten ikke havde noget at miste (de

besiddelsesløse) 71.

Den succesfulde politimæssige tvang (afpresning) – og dermed muligheden for at

opretholde sikkerhed og orden – hviler grundlæggende på, at borgeren tager truslen

alvorligt, ikke på at truslen udføres. Begge parter har en interesse heri, fordi

gennemførelsen af truslen er forbundet med alvorlige konsekvenser – også for den der

truer. Når politiet tvinges ud i at anvende våben, anfægter det de grundlæggende

samfundsmæssige værdier og normer, som politiet er sat til at varetage: Politiet giver med

udførelsen af truslen køb på det, som de ultimativt er udpeget til at beskytte, nemlig

værdien af menneskeliv. Dette aktiverer det ultimative paradoks, som er forbundet med

den legitime magtanvendelse.

Det er i denne sammenhæng, politiets konkrete anvendelse af skydevåben bør ses.

Politiet står som garant for opretholdelsen af samfundets orden. Politiet må imidlertid – i

kraft af netop samfundsordenen – udføre sine opgaver på en måde, hvor både mål og

midler er rationelle og i overensstemmelse med vedtagne normer og regler. De

modparter, som politiet typisk står overfor i skudsituationerne, er imidlertid frisat fra

samfundets regler og trusselsmuligheder. De har enten psykiske lidelser, er påvirkede af

rusmidler eller er i en ustabil følelsesmæssig eller mental tilstand, der gør dem ude af

stand til at forholde sig til rationelle argumenter og trusler, eller de er i en marginaliseret

position, der sætter dem uden for den aktuelle samfundsorden.

Det afgørende karakteristika ved denne frisathed er, at det bliver muligt for de frisatte at

handle irrationelt, bryde reglerne eller gøre, som det passer dem, uden at de mister noget.

Modparten har med andre ord alle muligheder for at vende situationen om og de facto

70 Se Muir 1977

71 Kun en enkelt modpart fremstod fuldstændig rationel og formålsorienteret i situationen umiddelbart forud for, at

politiet afgav skud.

60


afpresse politiet. Mere eller mindre bevidst fortsætter de deres ekstreme adfærd, som

indebærer konkrete farlige situationer for enten andre borgere eller politifolkene, og

herved tvinger de politiet til at bringe adfærden til ophør – ultimativt ved at skyde.

MAGTENS PARADOKSER

I teorien knytter der sig fire paradokser til den magtudøvelse, der baserer sig på tvang –

afpresning. Især to af disse er relevante i denne sammenhæng for at forstå, hvad der er på

spil i de situationer, hvor politiet affyrer skud imod borgerne. Det er rationalitetens paradoks

og besiddelsens paradoks.

Rationalitetens paradoks indebærer, at nogle trusler bliver virkningsløse, fordi de ikke

anerkendes eller erkendes af modparten. Hvis modparten ikke forstår, at de trues eller ikke

kan forholde sig til truslens konsekvenser, er truslen virkningsløs. De irrationelle

modparter kan være psykisk syge, svært påvirkede af rusmidler eller personer i krise, der

umiddelbart ikke er til at opnå en rationel dialog med, men som typisk blot kræver af

politiet, at de skal gå deres vej. Det kan også være den ’vilde’ eller ’uregerlige’ modpart,

som ikke benytter sin fornuft, og som drives af en egen overbevisning og/eller en

subkulturel ideologi eller ’fornuft’.

Der er derfor ikke umiddelbart - med de midler og ressourcer politiet har til rådighed i

situationen - mulighed for at gennemføre en afpresning. Truslen i sig selv er virkningsløs.

De irrationelle modparter tager politifolkenes hele virke som gidsel, idet de 1) ikke

anerkender/erkender truslen, så politiet hindres i at udføre sin mest grundlæggende

opgave, og 2) kræver en løsesum af politiet, som politiet ikke er i stand til at betale (hvis

politiet undlader at gribe ind overfor adfærden og lader situationen uløst og modparten

usanktioneret, er de ikke længere ’politi’ og mister ultimativt sin rolle).

Den logik, som styrer afpresningstransaktioner, fungerer således, at hvis politiet lader den

irrationelle vinde afpresningen ved at betale den forlangte løsesum – lader modparten

”slippe” - har politiet mistet den magt og kontrol, de er indbegrebet af. Den yderste

konsekvens i et forstørret perspektiv er, at den samfundsorden, politiet repræsenterer,

undergraves. Det er derfor nærliggende for politiet at reagere på denne problemstilling

med at optrappe sin trussel ved at tage yderligere et skridt op ad ”magtbarometeret”, og –

afhængig af hvor man har været på ”magtbarometeret” ultimativt at true modparten med

skydevåben, for derigennem at tvinge modparten til at opgive løsesummen – dvs.

efterkomme politiets ordre, eksempelvis at lægge våbnet. I og med denne trussel ikke

opfattes, og/eller at løsesummen ikke kendes eller kan betales (som det eksempelvis ofte

også er tilfældet i sager, der involverer de marginaliserede), vendes afpresningen mod

politiets selv, og politifolkene tvinges til at gøre alvor af truslen for at opnå den ønskede

effekt af afpresningen. Den trusselslogik politiet baserer udførelsen af sine opgaver på –

det vil sige truslen om anvendelsen af magt og i yderste tilfælde dødelig magt – vendes

mod politiet, som dermed selv bliver offer for afpresning.

Besiddelsens paradoks indebærer, at det kan være meget svært at finde et virkningsfuldt

gidsel, fordi modparten intet har at miste. De besiddelsesløse modparter er de

marginaliserede personer, der stort set intet ejer – end ikke anerkendelse og respekt som

ligeværdige samfundsborgere. Afpresningssituationen opstår her ofte i forbindelse med

en bil, som politiet forsøger at bringe til standsning. Situationerne er kendetegnet af, at

modparten netop ikke har andet at miste end friheden, og at de sætter den så højt, at

politiets indledende trusler spiller en underordnet rolle. Politiet skaber dermed en

61


afpresningssituation, som de besiddelsesløse ikke kan tåle at tabe – et gidsel, som de

besiddelsesløse ikke kan forhandle om. Den løsesum, der kræves – at modparten

overgiver sig – er for stor, hvorfor de besiddelsesløse i stedet tager politiets autoritet som

gidsel – konkret ved at forsøge at true politiet eller at få politiet til at opgive at fange dem.

Magtens paradokser afføder altså nogle helt grundlæggende problemstillinger for politiet:

Politiets magt i situationen hviler på truslen om (ultimativ) magtudøvelse. Når

truslen ikke erkendes eller frygtes, mister truslen i sig selv sin virkning, og

situationen kan udvikle sig sådan, at politiets trussel må effektueres.

• Politiet kan som garant for samfundsordenens opretholdelse - i udgangspunktet -

ikke lade sig afpresse. Hvis politiet i en afpresningstransaktion udviser en

manglende vilje til at udføre truslen om anvendelse af samfundssanktioneret

magt, er det i større perspektiv det samme som at tillade, at denne magt

fundamentalt undergraves.

• Politiet kan ikke selv tilsidesætte samfundets regler. De må nødvendigvis handle

rationelt og i overensstemmelse med regler og normer, hvorfor de ikke besidder

den samme grad af frihed til at vælge handlingssvar som modparten. Politiet

risikerer derfor ofte at komme i en situation, hvor de må optrappe truslen, frem

for at give køb på rationalitet eller grundlæggende værdier.

AFPRESNINGSTRANSAKTIONEN OMVENDT

Hvis politiet skal undgå at blive afpresset til at skyde, kræver det enten, at politifolkene i

situationen finder et gidsel, der har tilstrækkelig høj værdi for modparten til at fremtvinge

den ønskede adfærd, eller at politifolkene undgår at sætte sig i en position, hvor de bliver

ofre for modpartens afpresning. Af disse to muligheder forekommer den sidste mest

enkel. For at undgå at modparten bliver i stand til at gennemføre en afpresning, må

politiet sikre, at der ikke af modparten kan tages ultimative gidsler – det vil sige gidsler

som politiet med udgangspunkt i samfundets værdier og normer er forpligtet og tvunget

til at sikre. Det gælder med andre ord om i videst mulige omfang at afskære modparten i

at være til konkret fare for andre eller sig selv. Herved skaber politifolkene et ’helle’ for

sig selv, hvorfra de kan arbejde videre med at få kontrol med situationen. Fra dette helle

opstår alternative handlingsmuligheder til at skyde. Mange af de skudsager, der er

gennemgået, er karakteriseret ved, at politifolkene netop ikke får skabt dette helle, men i

stedet en situation, hvor man tvinges til at handle i nødværge og anvende sit ultimative

middel – paradoksalt nok stik imod trusselslogikkens grundlæggende principper og

dermed det, man ønskede.

SAMMENFATNING

Analysen af skudsituationerne – deres konkrete forskellighed og forløb til trods - tegner

et billede af fem forskellige ”typiske” situationer og modparter; hovedsagelig uplanlagte

situationer, som politiet dagligt står overfor, og hvor det i de fleste tilfælde ikke fører til

anvendelse af skydevåben. Det er en svaghed ved undersøgelsen, at det ikke har været

62


muligt at foretage en bredere og grundigere sammenlignende analyse ved at inddrage

farlige situationer, som er løst uden anvendelse af våben.

I den konkrete og ”smalle” sammenhæng ses modparterne at spænde fra marginaliserede

personer, psykisk syge, personer i krise, kriminelle til unge mænd på kanten af et

kriminelt miljø.

Der er i den undersøgte periode rejst enkelte sager ved domstolene, hvor de involverede

politifolk alle er frikendte.

Set både i en smal og bredere sammenhæng handler politifolk gennemgående ”efter

bogen” i betydningen, at man følger eksisterende indsatskoncepter og polititaktiske

metoder, som ligger udover formelle juridiske bestemmelser. Analysen peger imidlertid på

en række områder, hvor der er et udviklings- og forbedringspotentiale, som uddybes i det

følgende.

Der er behov for bedre planlægning af og bevidsthed om en situations potentielle

farlighed – såvel hos den operative leder som indbyrdes mellem politifolk i opgaven og

uanset antal. Det gælder også systematisk indsamling af al betydningsfuld information fra

alle tilgængelige kilder – især med henblik på den fremadrettede indsats. I modsat fald

stiger risikoen for, at politiet mister kontrol og overblik, placerer sig uhensigtsmæssigt,

eller at situationen og modpartens adfærd kommer til at ”styre” situationen, og at der

derved opstår nødværgesituationer. Politiets nuværende informationsindsamling bærer

præg af at være bagudrettet og koncentreret om oplysninger til brug fra en strafferetlig

sagsbehandling.

Tidsfaktoren spiller en væsentlig rolle i mange af de 23 gennemgåede skudsager, og tiden

anvendes ikke altid optimalt som et aktivt redskab til at undgå, at en situation går i

”hårdknude”. Risikoen er særlig stor, når der er tale om psykisk syge, personer i krise

eller under påvirkning af rusmidler. Der ses også eksempler på, at politifolk har

vanskeligt ved at aflæse eller etablere en hensigtsmæssig dialog med modparten.

Set i bred sammenhæng agerer politiet i en bestemt organisatorisk og samfundsmæssig

kontekst, som spiller afgørende ind på politifolks forståelse af situationen og på den

måde, de løser opgaven. Politiets organisationskultur, overordnede psykologiske faktorer,

retspraksis, samfundsmæssige udviklingstendenser og sociale og kulturelle sammenhænge

har indflydelse både på situationerne, den enkelte polititjenestemand og modparten.

Hierarkisk ledelsesstruktur kan skabe afstand mellem opgaveløsning og opgaveledelse og

mellem forskellige personalegrupper. Hvis den formelle ledelse er fraværende i arbejdsrutiner,

forudsætter det, at politifolk er uddannet til selvstændigt at løse opgaver. Politiet

er i vidt omfang baseret på dette princip, som anses for at være en nødvendighed og en

styrke. Der er imidlertid set tegn på manglende fælles linje og ledelse i løsning af opgaver,

og på at løsning af rutinemæssige opgaver i et vist omfang er baseret på ”tavs” praksis

mellem politifolk, som dermed får præg af tilfældigheder, hvilket kan blive af stor

betydning, når den rutinemæssige opgave udvikler sig til en farlig situation.

Der er indikationer på, at politifolkene oplever at være pålagt en professionel pligt til at

handle. En del skudsituationer udvikler sig endvidere hurtigt, hvilket kan det give indtryk,

at politifolk ikke ser det at trække sig tilbage og give situationen tid som en aktiv handling.

63


Mange situationer er yderligere kendetegnet af at være pludseligt opståede og med et

betydeligt stressniveau – ikke mindst når man står over for svært aflæselige personer med

irrationel adfærd, som er psykisk uligevægtige, psykotiske eller påvirkede af rusgifte, hvor

traditionelle polititaktiske metoder ikke slår til.

16 ud af de 23 personer, der er ramt af politiets skud, var psykisk uligevægtige, og en del

var desuden påvirkede af alkohol, medicin eller euforiserende stoffer eller en blanding af

dette. Fra udlandet kendes begrebet ”Suicide By Cop” med henvisning til personer, der

bevidst forsøger at provokere en politibetjent til at skyde sig, fordi pågældende ønsker at

dø. I de danske skudsager synes der at være eksempler på dette, uden at det entydigt kan

dokumenteres. Teorien om ”magtens paradokser”, set i sammenhæng med politiets

adfærdskontrollerende opgave, herunder især umuligheden af at tvinge nogen til at gøre

eller tåle noget, de enten ikke forstår eller ikke er indstillet på at acceptere, understreger

yderligere den enkelte polititjenestemands dilemma i skudsituationer; risikoen for selv at

blive taget som ”gidsel” og dermed behovet for viden om og uddannelse i

situationslæsning og -kontrol.

Retspraksis og lovgivning forudsætter som udgangspunkt, at politiet har pligt til at skride

ind i givne situationer. En særlig ”handlepligt” kan således knyttes an til magtanvendelse

generelt, men skal opfylde betingelserne i politilovens kapitel IV og derved kravene om

nødvendighed, mindste middel (forsvarlighed) og proportionalitet. Om udstrækningen af

pligten til at handle også vil omfatte anvendelse af skydevåben, vil derimod altid skulle

vurderes konkret i den aktuelle sammenhæng. Domstolene ses ikke hidtil at have

vurderet det politifaglige aspekt, herunder den mest hensigtsmæssige måde at løse den

konkrete politiopgave på.

Der er ikke fundet direkte sammenhæng mellem på den ene side i udviklingen i

registreret voldsrelateret kriminalitet i samfundet eller faldende respekt for autoriteter og

på den anden side politiets brug af skydevåben. Derimod kan en indirekte sammenhæng

med ændringer i behandlingssystemet af psykisk syge mennesker ikke udelukkes.

64


5

KONKLUSIONER OG

ANBEFALINGER

Formålet med denne undersøgelse har været at indsamle og analysere viden og erfaring

om politiets anvendelse af skydevåben de senere år med henblik på at nyttiggøre

resultaterne i både politiets uddannelser og i det operative politiarbejde.

I det følgende samles arbejdsgruppens hovedkonklusioner og dertilhørende anbefalinger

på alle områder. Også i denne sammenhæng inddrages indsamlet udenlandsk information

og erfaring.

Fremstillingen er samlet i seks overordnede indsatsområde: 1) Ledelse, planlægning og

koordinering 2) Videns- og erfaringsopsamling 3) Tjenestevåben og ammunition 4)

Alternative magtmidler og anden udrustning 5) Lov- og regelgrundlaget 6) Politiets

grund- og videreuddannelse i magtanvendelse.

HOVEDKONKLUSIONER

LEDELSE, PLANLÆGNING OG KOORDINERING

Arbejdsgruppen er opmærksom på, at det er en meget væsentlig overordnet målsætning,

at polititjenestemænd gennem deres uddannelse skal kunne fungere selvstændigt i

forbindelse med løsning af deres opgaver. I praksis betyder det, at politifolk i vid

udstrækning forventes at kunne håndtere de fleste af dagligdagens udfordringer uden

konstant at skulle forelægge beslutninger for nærmeste leder. På den anden side må det

ikke medføre, at der i mere generel sammenhæng ikke fastlægges et operativt eller

overordnet ledelsesmæssigt ansvar for politiets anvendelse af skydevåben - med alle de

forudsætninger og konsekvenser, det indebærer.

Det er for arbejdsgruppen ikke klart, i hvor høj grad politiets anvendelse af skydevåben i

konkrete sammenhænge er baseret på fælles, gennemprøvede og tidssvarende

65


indsatskoncepter. Der er set eksempler på, at politikredse i mangel af overordnet

koordinering udarbejder og iværksætter egne modeller og træning. Det er ikke

nødvendigvis negativt, og kvaliteten af de pågældende koncepter og træningen kan være

både høj og relevant, men da der ikke findes en overordnet kvalitetssikring og evaluering

af disse initiativer, er det ikke muligt vurdere virkningen af disse træningskoncepter.

Der er et klart behov for en større grad af overordnet ledelsesmæssigt forankret ansvar

for, at der findes veldefinerede, tidssvarende og afprøvede interne instrukser, operative

mål, planer og uddannelser for alle dele af betydning for politiets indsats overfor

konfliktsituationer herunder situationer, hvor anvendelse af magt i almindelighed og

skydevåben i særdeleshed kan komme på tale.

I konkrete skudsager ses der tegn på uhensigtsmæssigheder i fordeling og placering af

ansvar i løsning af indsatser, hvor politiet bruger tjenestevåben. Når der efterfølgende

opstår kritik, falder den som oftest tilbage på den enkelte polititjenestemand. Uklar

ansvars- og rollefordeling kan f.eks. i en konkret farlig situation medføre øget risiko for,

at den operative leder ikke i tilstrækkelig grad deltager i den løbende risikovurdering og

planlægning af opgaven. Svagheder i ansvarsforankring kan også føre til utilstrækkelig

planlægning af en opgave, svag informationsindsamling og utilstrækkelig kommunikation

og samarbejde i løsning af den konkrete opgave. Analysen af de konkrete skudsager

underbygger denne antagelse.

I lande, hvor det ledelsesmæssige ansvar er klarere defineret og forankret såvel generelt,

men også i relation til episoder, hvor der trækkes våben, synes det også at medføre større

kontrol og ledelse af opgaverne - ikke blot på det formelle ledelsesniveau, men også

blandt det operative personale på stedet. I England, hvor politifolk som udgangspunkt er

ubevæbnede, må politiets indsats i særlig grad tage højde for, at politifolkene kommer

sikkert igennem en aktion. Der lægges stor vægt på, at enhver præcist kender sin rolle, sit

ansvarsområde og sin funktion – i særlig grad, når der er tale om farlige opgaver præget

af et højt stressniveau. Funktions- og rolleforståelse trænes og er baseret på klare

indsatskoncepter og kommandostrukturer.

ANBEFALINGER

Det anbefales, at det overordnede ledelsesmæssige ansvar tydeliggøres ved følgende

foranstaltninger:

− Gennemgang med henblik på fornøden revision og udvikling af alle interne

instrukser, strategier, taktikker, operative planer samt uddannelsesplaner med

henblik på at sikre et indhold, som i praksis understøtter det operative personales

faktiske muligheder for kunne bringe en så fleksibel løsning af konfliktsituationer

som muligt under hensyn til situationens karakter.

− Operative og taktiske indsatsprincipper, -planer og -undervisning bør bygge på

princippet om, at enhver form for politiindsats forudsætter planlægning fra alt

involveret personale (uanset om 1 eller flere sendes til opgaven), og at en sådan

planlægning af indsats i potentielt farlige konfliktsituationer skal være

konkretiseret og udtalt indbyrdes mellem operativt personale på stedet og i

forhold til deres operative leder.

66


− Operative og taktiske indsatsplaner bør klart definere alle aspekter af

ansvarsfordeling mellem såvel vagthavende/operativ leder og operativt personale

som mellem operativt personale indbyrdes i potentielt farlige konfliktsituationer.

Det bør klart fremgå, at ledelse ikke udelukkende er et spørgsmål om charge, og

der bør fastlægges principper for fordeling af ansvaret på ”gaden”, når en formel

leder ikke er til stede. Dette gælder særligt, når der sendes flere patruljer til en

opgave.

− Operative og taktiske indsatsplaner bør klart fastlægge og beskrive procedurer for

indhentning og formidling på alle planer af enhver form for information af

betydning for den aktuelle opgaves løsning, og i den sammenhæng bør

grundprincipper for fordeling af ansvar mellem vagthavende/operativ leder og

det operative personale fastlægges.

− Gældende operative og taktiske planer angående indsats mod potentielt farlige

konfliktsituationer bør formidles og indøves så hyppigt, at såvel operative ledere

som operativt personale har fornøden forståelse, evne og mulighed for at

anvende de fastlagte principper før og under indsatsen – uanset om der er tale

om samarbejde mellem få eller i en større gruppe.

− Fortsat understøttelse og videreudvikling af metoder og midler til sikring af

operativt politipersonales egen sikkerhed.

HOVEDKONKLUSIONER

VIDENS- OG ERFARINGSOPSAMLING

Der findes på nuværende tidspunkt ikke en overordnet procedure, hvorefter al

anvendelse af skydevåben følges eller evalueres med henblik på at identificere styrker og

svagheder. Den eneste systematiske vurdering af de enkelte politifolks dispositioner er af

disciplinær eller strafferetlig karakter med henblik på at afgøre, om den konkrete

anvendelse af skydevåben var i overensstemmelse med interne forskrifter og lovgivning.

Politiet mister dermed som organisation værdifuld viden, fordi eksisterende

undersøgelsers juridiske sigte fratager fokus fra de aspekter af situationen, som ikke

vedrører den disciplinære eller strafferetlige undersøgelse. Dette er kritisk, fordi den tabte

information kan vedrøre vigtige kvalitative og polititaktiske aspekter ved

opgaveløsningen.

Rigspolitiets særlige database vedrørende politiets brug af skydevåben er baseret på

indberetningsblanket (P 38), som alle politifolk udfylder efter hver hændelse, hvor

skydevåben har været anvendt. Indholdet i blanketten er utilstrækkeligt, og databasen er

baseret på et forældet edb-program. Data anvendes efter det oplyste til en årlig statistisk

opgørelse af omfanget af og til at vurdere, om de nuværende skydeprogrammer er

tidssvarende og realistiske i forhold til de situationer, hvor der er anvendt skydevåben.

Efter det oplyste, er det Politiskolens skydeinstruktører, der vurderer dette. Der laves

ingen selvstændig analyse. Arbejdsgruppen har således kun i begrænset omfang kunnet

basere sin undersøgelse på databasens indhold. Især forhold af objektiv karakter mangler,

f.eks. hvor mange parter var involveret, hvordan reagerede modparten på politiets

67


ankomst, hvor mange politifolk blev sendt til opgaven, hvor lang tid gik der fra politiets

ankomst, til våbenet blev bragt i anvendelse, eller oplysninger om modpartens alder,

nationale og sociale baggrund og om de politiansattes tjenstlige anciennitet og tilknytning.

Dertil kommer, at indberetninger ikke i alle tilfælde indeholder tilstrækkelig beskrivelse af

hændelsesforløbet.

Svenske politifolk er først fra 2005 blevet pålagt at indberette al anvendelse af

skydevåben, og i den anledning blev der udarbejdet en indberetningsblanket, som består

af et grunddokument, som udfyldes af den enkelte länspolismästareenhed, og som skal

indsendes til Rikspolisen umiddelbart efter hændelsen. Dertil kommer en individblanket,

som udfyldes af den polititjenestemand, der har anvendt våben. Sidstnævnte blanket

indsendes først i det øjeblik, hændelsen er endeligt efterforsket og afgjort.

Indberetningerne omfatter også vådeskud, som umiddelbart synes at være et større

problem i Sverige end i de andre undersøgte lande – inklusive Danmark.

Den tyske indberetningsmodel tager også højde for en bredere vurdering af årsager til

politiets konkrete anvendelse af skydevåben. Som fast praksis foretages der politifaglig

evaluering af alle situationer med henblik på forbedringsmuligheder af taktiske

principper, sikkerhed, uddannelse og lignende. Evalueringen iværksættes sideløbende

med en eventuel strafferetlig og/eller disciplinærundersøgelse. Dette har den fordel, at

man ikke mister værdifulde erfaringer, og at processen ikke forlænges unødigt for den

enkelte politimand. Det er oplyst 72, at 98 procent af politipersonalet anser den

evalueringsproces for værdifuld, fordi den bidrager til at øge politifolkenes egen

sikkerhed.

I Holland har man i en del år haft et egentligt forskningsprojekt om vold mod politiet og

politiets anvendelse af magt. I nordisk sammenhæng er der gennemført flere

forskningsprojekter. Gennemgående er der på internationalt plan stor interesse for at

finde metoder til videns- og erfaringsindsamling på området – også gerne efter fælles

principper.

I Sverige overvejes det at indføre en slags ”havarikommission”, som det ses inden for

sundhedssektoren samt ved fly- og togulykker. Det afgørende princip er, at

organisationen har procedurer, som giver mulighed at tage ved lære af eventuelle

svagheder og fejl. Visse modeller rummer mulighed for, at ansatte – evt. i anonymiseret

form – kan indberette gode og dårlige erfaringer. En anden løsning er at gennemføre

sådanne undersøgelser efter endelig afgørelse af eventuelle disciplinære eller strafferetlige

undersøgelser.

Uanset hvilke løsninger, man vælger, skal disse respektere politifolks grundlæggende

retssikkerhed, som de kommer til udtryk i retsplejeloven.

ANBEFALINGER

Det anbefales, at såvel den konkrete som den overordnede og langsigtede videns- og

erfaringsindsamling på området styrkes ved:

− Revision af politiets særlige P-38 indberetning ved især at tilføre en række mere

detaljerede kvantitative oplysninger om hændelsens karakter og årsag, om de

72 Kilde: Skydeinstruktører på politiskolen i Nord-Rhein Westphalen (Tysklands mest folkerige forbundsland med ca.

18 mio. indbyggere.)

68


involverede modparter og politifolk og forløbet af hændelsen. Efter de

nugældende regler er det alene den politimand, som har anvendt tjenestevåben,

som skal udfærdige indberetningen. Det kan overvejes at lade alle direkte

involverede politifolk (inklusive operativ leder) bidrage til rapportens udfyldelse.

− Hurtigst mulig opdatering og modernisering af Rigspolitiets statistikdatabase til

brug for behandling af politiets konkrete anvendelse af skydevåben. Formålet er

at opnå bedre muligheder for analyse, udveksling af data og mindre risiko for fejl.

Ved valg af løsning bør en hensigtsmæssig og tidsbesparende elektronisk

overførsel af data fra den enkelte politikreds til Rigspolitiet prioriteres.

− Indførelse af generel bestemmelse om, at obligatorisk og systematisk polititaktisk

evaluering og debriefing skal finde sted i alle situationer, hvor politifolk har

affyret skydevåben med det resultat, at nogen er såret eller dræbt, eller at der har

været nærliggende risiko herfor. Ordningen bør sikre, at den aktuelle politikreds,

Rigspolitiet og de efter omstændighederne særligt kyndige specialister deltager i

evalueringer med henblik på, at al viden og erfaring (læring) kommer hele politiet

til gode. Andre landes ordninger af lignende art bør undersøges og følges med

henblik at vurdere egnetheden for dansk politi.

− Fortsættelse af nærværende undersøgelse i et længerevarende (3-5 år) tværfagligt

projekt – eventuelt som en del af et nordisk/internationalt samarbejde. Der er i

den aktuelle undersøgelse indsamlet et ret betydeligt datamateriale, som ikke er

fuldt ud bearbejdet, og som vil kunne være en god basis for fremtidig forskning

på området. Projektet kan eventuelt – i lighed med det hollandske projekt –

omfatte relaterede emner som vold mod politiet, baggrund for vådeskudsulykker

og vil som en uundgåelig del af sit virke løbende indsamle al væsentlig

information om forskellige landes evalueringssystemer og – procedurer.

HOVEDKONKLUSION

TJENESTEVÅBEN OG AMMUNITION

Dansk politi og politiet i de udvalgte lande anvender alle en tjenestepistol af kaliber 9

mm. De forskellige fabrikater anses ikke at have nogen betydning for forløbet af en

konkret skudsituation. Der er heller ikke i denne undersøgelse set indikationer på, at den

aktuelle ikke-ekspanderende ammunition (Action 3) medfører større fare for hverken

den, der rammes, eller andre i forhold til den tidligere ammunition, som heller ikke var

ekspanderende. Under arbejdet har der været offentlig debat om fordele og ulemper ved

at udskifte Action 3 med en ekspanderende type ammunition, som i dag ikke anvendes af

dansk politi. Undersøgelse og afklaring af det spørgsmål er ikke en del af arbejdsgruppens

opgave og vil forudsætte en selvstændig undersøgelse af teknisk og lægefaglig natur.

ANBEFALINGER

Arbejdsgruppen anbefaler i dette spørgsmål - som i alle vigtige forhold, der har betydning

for politiets anvendelse af skydevåben – at der indsamles viden og erfaring på området

69


med henblik på, at der vælges løsninger, som er tidssvarende, forsvarlige og

hensigtsmæssige til løsning af opgaven.

HOVEDKONKLUSIONER

ALTERNATIVE MAGTMIDLER

Der har ikke under analysen af de konkrete situationer været fokus på en eventuel

betydning af alternative magtmidler.

Peberspray som personlig udrustning for politifolk har været på prøve i Danmark

(Århus). I foråret 2007 blev forsøget afsluttet; endelig afgørelse om indførelse i hele

landet afventes. Det er endnu for tidligt at sige noget sikkert om virkningen. Forsøget i

Århus tyder dog på, at peberspray overvejende erstatter anvendelse af mindre magtmidler

end pistolen. Der er ikke fundet udenlandsk dokumentation, som modsiger denne

tendens. I Holland var det antagelsen, at indførelse af peberspray som personlig

udrustning netop ville kunne nedbringe anvendelse af farligere våben, men en evaluering

bekræfter tilsyneladende ikke den formodning. 73

Den såkaldte Taser-pistol har været kendt og anvendt i navnlig USA i op mod 30 år.

Også engelsk og finsk politi råder over dette magtmiddel på forsøgsbasis. Der er tale om

et elektronisk våben, som affyrer liner med kontaktstifter, som har modhager, mod f.eks.

en aggressiv eller truende person. Herved overføres svagstrømsimpulser, som alt efter

strømstyrken (henholdsvis 7-14 watt eller 18-26 watt) har den følge, at personen falder

om og bliver ukampdygtig. Taseren medfører generelt mindre skade end skydevåben,

men der nævnes eksempler på dødsfald – typisk for personer, som lider af

hjertesygdomme eller er påvirkede af narkotika eller lignende. Taser bruges inden for en

afstand af 7 meter. Der foreligger et ret omfattende dokumentationsmateriale. De

foreløbige erfaringer i England og Finland synes overvejende positive. I Sverige har man

efter konkret vurdering fravalgt dette våben. I betragtning af at dansk politi har indledt et

forsøg med peberspray, anses det ikke for hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at

introducere et nyt magtmiddel.

ANBEFALINGER

Det anbefales, at dansk politi fortsat fra centralt hold indsamler og bearbejder danske og

internationale forsøg og viden - både om magtmidler og om alternative magtmidler til

skydevåben – for at vurdere hensigtsmæssigheden af at indføre sådanne, enten som

special- eller standardudrustning. De forskellige magtmidlers virkning i forhold til deres

formål og særdeleshed i forhold til personer, som er psykisk syge, påvirkede af alkohol

eller rusmidler eller på anden måde må antages at kunne reagere irrationelt, bør være en

del af vurderingen.

73 Timmer 2003.

70


HOVEDKONKLUSIONER

LOV- OG REGELGRUNDLAGET

Politiets anvendelse af skydevåben er reguleret i den danske politilov, som er relativ ny.

Lovens bestemmelser svarer på alle vigtige områder til tilsvarende lov- og regelgrundlag i

de undersøgte nabolande. Udgangspunktet for enhver anvendelse af skydevåben er, at

den alene må finde sted i farlige situationer som et sidste middel og kun, når det er

forsvarligt og nødvendigt og dermed, når andre midler og mindre indgribende midler

ikke er tilstrækkelige. I den nordiske undersøgelse 74 anføres det, at Danmark er det eneste

nordiske land, hvor politiets anvendelse af skydevåben er reguleret ved lov, som tillige

tydeligst sætter grænserne for denne form for magtanvendelse.

Regelgrundlaget, som det kommer til udtryk i rigspolitichefens kundgørelser, synes også

at dække alle hovedaspekter af politiets anvendelse af skydevåben og den efterfølgende

videreuddannelse og træning. Under uddannelsesafsnittet nedenfor er indholdet og

navnlig den overordnede tilgang til det at løse potentielt farlige situationer behandlet –

her ses klare forbedringsmuligheder.

I Danmark skal al brug af skydevåben indberettes – herunder også trusler med at

anvende skydevåben. Det samme gør sig gældende i Finland, Norge, Holland og senest

også Sverige. Derimod skal politifolk i Tyskland alene indberette situationer, hvor man

faktisk har affyret skud med sit tjenestevåben. Der kan være visse forskelle på, om f.eks.

vådeskud eller skud mod dyr skal indberettes. Dertil kommer forskelle i indhold

(herunder dokumentation) i indberetningerne. Det anføres i den nordiske undersøgelse, 75

at finske, norske og svenske regler i højere grad end tilsvarende danske regler bestemmer,

at den faktiske våbenbrug skal dokumenteres. Ser man på indholdet af den nuværende

danske indberetning, savnes der yderligere oplysninger af især objektiv art. Disse mangler

er behandlet i afsnittet om videns- og erfaringsindsamling.

Regelgrundlaget indeholder bestemmelser om, hvordan politiet skal indberette konkrete

hændelser, og om hvordan indberetninger om afholdelse af halvårlige skydninger skal

finde sted. Formålet er dels at kontrollere, at bestemmelserne overholdes, dels at

indsamle viden og erfaring med henblik på justeringer af uddannelsen. Arbejdsgruppen

har inden for tidsrammen haft vanskeligt ved at fremskaffe tilstrækkelig information om,

i hvor høj grad politifolk gennemfører obligatorisk vedligeholdende uddannelse og

træning. Det er derfor uvist, om indberetning finder sted på beskrevet måde og i forudsat

omfang, og i modsat fald hvilke konsekvenser det har.

ANBEFALINGER

Der ses ikke anledning til at foreslå ændringer på lovområdet. Med hensyn til

regelgrundlaget (kundgørelser) forslås:

Systematisk sikring af, at interne bestemmelser om indberetninger af brug af skydevåben

og obligatorisk deltagelse i kurser og tjenesteskydninger faktisk overholdes gennem

tydelige procedurer og klargøring af såvel det centrale som det decentrale organisatoriske

ansvar. Procedurer bør indeholde bestemmelser, som sikrer opfølgning i de tilfælde, hvor

74 Knutsson 2005.

75 Knutsson 2005.

71


indberetninger enten er mangelfulde eller udeblevne, ligesom der bør være klare

bestemmelser om relevant bearbejdning og opfølgning af indkomne data.

POLITIETS GRUND- OG VIDEREUDDANNELSE I MAGTANVENDELSE

HOVEDKONKLUSIONER

Såvel dansk politis generelle uddannelse i magtanvendelse, fag som psykologi og

sociologi, samt den specifikke grund- og efteruddannelse er udførligt beskrevet først i

denne rapport. Set under ét og sammenlignet med tilsvarende uddannelser i udlandet

synes indhold og omfang af dansk politis uddannelse på dette område at være på et

generelt højt niveau. På baggrund af analysen af de konkrete situationer ses der imidlertid

at være et forbedringspotentiale på en række områder:

Grunduddannelsen er i sin nuværende form fagopdelt. Psykologi udgør en stor del af det

samlede timetal. Det tilstræbes at tilrettelægge tværfaglige samarbejder f.eks. mellem

klasselærer, lærer i strafferet, skydeinstruktør og lærere i psykologi og sociologi, men i og

med at der ikke findes faste strukturer og undervisningskoncepter, hviler det primært på

de enkelte underviseres egne initiativer. Det er indtrykket, at det i praksis er vanskeligt at

gennemføre. Det betyder, at undervisningen kan få et meget teoretisk tilsnit, som ikke

nødvendigvis sætter politibetjentene i stand til at omsætte teorierne i praksis i den

virkelighed, de møder i deres arbejde på gaden.

Ved gennemgangen af de konkrete skudsager er der set eksempler på, at politifolk ikke i

optimal grad aflæser situationen for muligheder for at agere og reagere og for at undgå at

udsætte sig selv for unødig risiko. Det ser det ud til, at politifolk kan drage nytte af

yderligere redskaber og metoder til at aflæse modpartens adfærd for at undgå, at man i

visse sammenhænge anvender en uhensigtsmæssig kommunikations- og handlemetode.

At arbejde aktivt med at vinde tid kunne være én del af løsningen. Vanskeligheder opstår

især i forbindelse med personer, som reagerer irrationelt ved politiets ankomst, f.eks.

psykisk syge og personer, som er i krise eller påvirkede af rusmidler, og i situationer, hvor

biler og eftersættelse er involveret.

I England arbejder man i uddannelsessammenhæng med begrebet special population groups.

Betegnelsen bruges om mennesker, som ikke umiddelbart efterkommer politiets

anvisninger, eller som ikke synes at reagere rationelt herpå. Udover psykisk syge og

påvirkede personer indgår også døve i gruppen. Uddannelsen omfatter undervisning i

typiske kendetegn og risikomarkører og træning af særligt udviklede taktikker, som kan

hjælpe politifolk til at forstå og håndtere disse personer hensigtsmæssigt.

Politiets særlige ”forhandlergruppe” har fået specialuddannelse i at håndtere forskellige

grupper af mennesker i tilspidsede situationer. Der er ikke i dag i Danmark – modsat

Sverige – tradition for at indsætte dette personale i mere dagligdags politiopgaver, selvom

deres viden og erfaring med fordel også kan anvendes i den sammenhæng. Det synes

oplagt, at man i højere grad søger at udbrede forhandlergruppens kompetencer – dels

ved at gøre oftere brug af dem – men også ved at uddanne bredere dele af dansk politi i

de grundlæggende principper.

72


Undervisning og træning i anvendelse af tjenestepistolen tildeles af indlysende årsager i

grunduddannelsen en del undervisningstimer. Det vil være hensigtsmæssigt, at der

afsættes flere timer i undervisning til målrettet løsning af vanskelige og potentielt farlige

situationer ved anvendelse af alternative magtmidler – ikke mindst talens brug. Såvel i

grunduddannelse som i efteruddannelse og vedligeholdelsestræning ligger det implicit i

øvelsesoplæg, at skydevåben på et eller andet tidspunkt vil være en del af løsningen.

I flere nabolande er al skydeuddannelse tilrettelagt med udgangspunkt i en bred og

situationstilpasset tilgang til magtanvendelse og situationsløsning – f.eks. som det ses i

det tyske Skyd/Skyd ikke-koncept. Metoden sigter på at give politifolkene en øget

handlekompetence, som også baseres på psykologisk forståelse og indsigt. Man fokuserer

på at styrke kvaliteten af de handlinger og vurderinger, som politifolk imødegår truende

og farlige situationer og opgaver med. Sikkerhed - herunder sikkerhed for de involverede

politifolk - er overskriften. Andres og egen sikkerhed er også basis i det engelske Stop og

Tænk-koncept med tilhørende tips, når politifolk står i en farlig situation.

Skyd/Skyd ikke-konceptet udspringer af tværfaglig og situationsbaseret undervisning, der

kobler teori sammen med praktiske dilemmaer. I Finland har man samlet undervisning i

’magtanvendelse’ i ét fag, hvor både etiske, juridiske og psykologiske problemstillinger

samt fysisk træning indgår. De senere års anvendelse af skydesimulatorer i grund- og

efteruddannelse i både Danmark og udlandet synes at understøtte denne tværfaglige

tankegang. Der foreligger dokumentation for, at simulatorøvelser baseret på Skyd/Skyd

ikke-konceptet giver en væsentlig forbedring af politifolks situationsbevidsthed og

bedømmelse af kritiske situationer - både hvad angår egne fysiologiske stresssymptomer

og egen vurderingsevne. 76 I Norge afsættes op mod 3 gange så mange timer til

simulatorøvelser i grunduddannelsen som i Danmark.

Forståelse for stressfaktorer og håndtering af såvel egen som andres stress synes at være

et emne med klart forbedringspotentiale i dansk politi. Det gælder i særdeleshed i farlige

situationer, men antagelig også inden for ikke så få af politiets øvrige arbejdsopgaver. I

Finland arbejdes med det ”grønne felt” og det ”røde felt”. Det gælder om at forblive i

det grønne felt, hvor man har overskud til at beslutte, planlægge, vurdere og dermed også

bevare kontrol over situationen.

ANBEFALINGER

Det anbefales, at politiets samlede uddannelse styrkes på følgende områder 77 :

− Større fokus på uddannelse i strategier, taktikker og koncepter samt uddannelsesmæssige

moduler i alle dele af uddannelsen, som kan øge politifolks kompetencer

i at aflæse og reagere i konkrete situationer, samt tilbyde dem flere redskaber til at

løse disse. Uddannelsen skal understøtte det operative personales mulighed for at

genkende risikomarkører som led i en risikovurdering med henblik på i videst

mulige omfang at kunne bevare kontrol over situationen. Modpartens forhold og

mulige reaktionsmønstre, egne forhold og reaktions-muligheder, vurdering af de

fysiske rammer på stedet (begrænsninger og muligheder) samt mulighed for

tilkaldelse af bistand bør være centrale elementer.

76 Saus et al. 2006.

77 Anbefalinger i dette afsnit skal ses i sammenhæng med de anbefalinger, der er fremsat under ”Ledelse, planlægning

og koordinering”.

73


− Højere grad af samspil mellem teori og praksis (læringscirkel) gennem ajourføring

af alle undervisningsmaterialer og af politikredsenes og Rigspolitiets operationsplaner

på baggrund af nyeste danske og internationale viden og erfaring.

− Øget anvendelse af situationsspil i undervisning og træning (operationalisering) af

såkaldte ”best practices” samt ”best thinking” baseret på et tilstrækkeligt antal

klassiske potentielt farlige situationer (f.eks. med udgangspunkt i denne rapports

5 typiske situationer), hvor anvendelse af skydevåben ofte forekommer.

− Øget tematiseret og situationsbestemt tværfaglig og integreret undervisning i

konflikthåndtering og løsning af potentielt farlige konfliktsituationer og

håndtering af farlige gerningsmænd. Der bør være størst mulig fokus på at

opstille, indarbejde og i videst mulige omfang udnytte alle til rådighed værende

metoder og midler – herunder tidsfaktoren - forinden anvendelse af skydevåben

(f.eks. inspireret af det tyske Skyd/Skyd-ikke koncept og det engelsk Stop og

Tænk-koncept).

− Særlig uddannelse og træning til alt operativt personale med henblik på at

forbedre forudsætningerne for at gå i konstruktiv og situationsafpasset dialog

med farlige personer – herunder personer med irrationel adfærd. Det kunne være

et ”basis forhandlerkursus” med hovedvægt på bl.a. formidling af viden om

påvirkede og psykisk syge personers adfærd og reaktionsmønstre under stress og

om alternative støttefunktioner i relation til kommunikation med irrationelle

personer, f.eks. ved tilkaldelse af læge, psykiater eller politiets særligt uddannede

forhandlere.

− Øget undervisning i og forståelse af egen adfærd og egne reaktionsmønstre under

stress. Tidsfaktoren skal tænkes ind som en del af de øvelser, politiet gennemgår

med henblik på at bevare fokus på egen og andres sikkerhed. I stressede

situationer vil handlinger ofte bliver automatiserede, og det er derfor afgørende,

at hensigtsmæssige rutiner er grundigt indlært i træningssituationer. Stresskontrol

bør indøves også i forbindelse med situationer, hvori eftersættelse af biler indgår.

− Tættest mulige samarbejde mellem politikredsene og Politiskolen om udvikling

og vedligeholdelse af tidssvarende situations- og behovsbestemte kurser og

træning vedrørende viden om og erfaring med løsning af potentielt farlige

konfliktsituationer og håndtering af farlige gerningsmænd.

− Gennemførelse af efteruddannelse i polititaktiske metoder efter ensartede

koncepter, der godkendes af Rigspolitiet.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Ved formulering af arbejdsgruppens samlede konklusioner og anbefalinger er der lagt

vægt på, at resultaterne af gruppens arbejde også konkret kan nyttiggøres i bestræbelserne

74


på at begrænse dansk politis anvendelse af skydevåben mest muligt. Skulle man opstille

en målsætning, kunne det være:

• At alle politifolk er uddannede og handler på baggrund af "Best Practice” og ”Best

Thinking" så risiko for pludseligt opståede nødværgesituationer undgås i videst

mulige omfang.

• At alle politifolk i konkrete situationer har det bedst mulige beslutningsgrundlag

baseret på indbyrdes klar kommunikation imellem personale på stedet og til

vagtcentral eller operativ ledelse.

• At der rutinemæssigt indsamles relevante informationer til målrettet løsning af

den bestemte opgave, og at information bruges dynamisk i løsning af opgaven

herunder kommunikeres til og mellem involverede politifolk.

• At der samarbejdes bedst muligt på tværs, så potentialet i det personale, der er

involveret i opgaven, anvendes optimalt.

• At alle politifolk har redskaber til og viden om betydning af situationskontrol

herunder om vigtigheden af mental forberedelse, gennemtænkning og

planlægning af indsats – herunder aktiv anvendelse af tidsfaktoren – uanset hvor

mange, man er om opgaven.

• At der udøves dynamisk, konkret og situationel ledelse på stedet og fra

vagtcentralen.

• At alle indsatser, hvor der har været fare for politifolk eller andre, evalueres og

gennemgås lokalt og formidles videre i organisationen ad systematiske veje med

henblik på læring og forbedring af praksis.

75


BILAG – UDVALGTE TABELOVERSIGTER TIL BELYSNING AF POLITIETS

ANVENDELSE AF SKYDEVÅBEN

Nedenstående tabeller er – med undtagelse af tabel B7 - udarbejdet på baggrund af de

345 situationer (indberetninger) i perioden 2002-2006, hvor politiet har trukket tjenestevåben,

samt de 23 situationer, hvor politiet har ramt personer (skudsager). Der er med

andre ord – især for så vidt angår skudsagerne – tale om et relativt lille datagrundlag.

Dette bør taget i betragtning ved vurdering af de procentvise angivelser.

Tabel B1. Fordelingen af indberetninger 78 og skudsager på dag-, aften- og nattevagt (tid)

Daghold

Aftenhold

Nathold

(07-15)

(15-23)

(23-07)

Indberetninger under ét 26 % 40 % 32 %

Skudsager 30 % 52 % 17 %

Tabel B2. Fordelingen af indberetninger 79 og skudsager i forhold til lokalitetens art

Lokalitetens art Indberetninger under ét Skudsager

Udendørs offentlig vej 42 % 48 %

Udendørs i øvrigt 15 % 17 %

Indendørs privat bolig 32 % 17 %

Indendørs i øvrigt 7 % 17 %

Tabel B3. Indberetninger og skudsager i forhold til urbaniseringsgrad 80

Urbaniseringsgrad Indberetninger under ét Skudsager

Storby 31 % 39 %

Større forstadskommune 19 % 4 %

Større provinsby 9 % 9 %

Mindre provinsby 26 % 13 %

Landsby 10 % 17 %

Andet 2 % 13 %

78 I 2 % af indberetningerne mangler der oplysninger om tidspunkt.

79 I 4 % af indberetningerne mangler der oplysninger om lokalitetens art.

80 I 4 % af hhv. indberetningerne og skudsagerne mangler der oplysninger om urbaniseringsgrad.

77


Tabel B4. Måden anmeldelsen modtages på fordelt på indberetninger 81 og skudsager

Hvordan modtages anmeldelsen Indberetninger under ét Skudsager

Telefonisk/personligt til vagthavende/radiostationen 45 % 74 %

Anmeldelse indgives personligt til patrulje på stedet 1 % 4 %

Initiativsag 8 % 13 %

Planlagt aktion 27 % 9 %

Anden måde 6 % 0 %

Tabel B5. Hvad vedrører anmeldelsen fordelt på indberetninger 82 og skudsager

Sagens art Indberetninger under ét Skudsager

Mistænkeligt forhold 2 % 4 %

Politivedtægten 1 % 0 %

Husspektakler 3 % 9 %

Butikstyveri/tyveri 4 % 13 %

Vold 24 % 17 %

Røveri 16 % 13 %

Drab/drabsforsøg 5 % 4 %

Ransagning/eftersøgte/anholdelse 9 % 4 %

Tvangsindlæggelse/psykisk syg 2 % 4 %

Våbenbesiddelse/skyderi 18 % 9 %

Eftersøgte gerningsmand 0 % 0 %

Brugstyveri/flugtbilist 3 % 9 %

Dyr 1 % 0 %

Selvmordsforsøg 1 % 9 %

Andet 8 % 4 %

Tabel B6. Modpartens farlighed fordelt på indberetninger og skudsager 83

Oplyst farlig på grund af … Indberetninger under ét Skudsager

Adfærd 34 % 48 %

Bevæbning 70 % 48 %

Antal 10 % 4 %

Fortid 18 % 9 %

Rusmidler 1 % 4 %

Psykisk sygdom 5 % 9 %

Andet 3 % 26 %

81 I 13 % af indberetningerne mangler der oplysninger om, hvordan politiforretningen iværksættes.

82 I 4 % af indberetningerne mangler der oplysninger om, hvad anmeldelsen går på.

83 I 22 % af skudsagerne og 12 % af indberetningerne er der ingen eller utilstrækkelige oplysninger om modpartens

farlighed.

78


Tabel B7. Antal indberetninger om politiets brug af skydevåben i Danmark (inkl. Grønland) 1996-

2006, hvor modparten var bevæbnet – fordelt på bevæbningens art 84 (procent af årets

indberetninger i parentes) (N= 2725)

Modpart bevæbnet Modpart bevæbnet Modpart bevæbnet Modpart bevæbnet

Årstal

med skydevåben med stikvåben med andre våben

1996 123 (55 %) 77 (35 %) 37 (17 %) 25 (11 %)

1997 123 (45 %) 83 (30 %) 43 (16 %) 17 (6 %)

1998 79 (40 %) 49 (25 %) 28 (14 %) 11 (6 %)

1999 85 (39 %) 43 (20 %) 26 (12 %) 22 (10 %)

2000 107 (46 %) 61 (26 %) 29 (12 %) 14 (6 %)

2001 122 (50 %) 75 (31 %) 41 (17 %) 16 (7 %)

2002 134 (50 %) 80 (30 %) 43 (16 %) 17 (6 %)

2003 106 (35 %) 70 (23 %) 33 (11 %) 12 (4 %)

2004 100 (37 %) 50 (19 %) 50 (19 %) 3 (1 %)

2005 91 (37 %) 48 (20 %) 45 (19 %) 9 (4 %)

2006 84 (33 %) 39 (15 %) 36 (14 %) 14 (6 %)

Gennemsnit 1154 (42 %) 675 (25 %) 411 (15 %) 166 (6 %)

Tabel B8. Modpartens reaktion fordelt på indberetninger 85 og skudsager

Reaktion på politiets ankomst Indberetninger under ét Skudsager

Efterkommer politiets anvisninger 2 % 0 %

Passivt/neutralt 38 % 4 %

Flygter 12 % 22 %

Passiv modstand 8 % 4 %

Kommer med provokerende/aggressive tilråb 2 % 9 %

Truer fysisk/Fremsætter trusler 14 % 13 %

Angriber politiet 8 % 35 %

Afmagt/Selvmord 1 % 4 %

Andet 4 % 9 %

Tabel B9. Anvendelse af andre magtmidler fordelt på indberetninger 86 og skudsager

Anvendt andre magtmidler før skydevåben Indberetninger under ét Skudsager

Tale 46 % 78 %

Håndkraft 2 % 17 %

Stav 1 % 17 %

Hund 4 % 9 %

Gas 3 % 0 %

Anvendt andre/Andet 4 % 17 %

Ingen anvendelse af andre magtmidler 30 % 9 %

84 Summen af antal indberetninger, hvor modparten er bevæbnet med hhv. skyde-, stik- og andre våben svarer ikke til

det samlede antal indberetninger med bevæbnet modpart, da modparten i en del af indberetningerne (88 i alt) er

bevæbnet med to eller flere typer våben samtidig.

85 I 13 % af indberetningerne mangler der oplysninger om modparten/modparternes reaktion på politiets ankomst.

86 I 19 % af indberetningerne mangler der oplysninger om, hvorvidt der er anvendt andre magtmidler før skydevåben.

79


Tabel B10. Hvornår trækkes tjenestevåben fordelt på indberetninger og skudsager 87

Tid gået fra ankomst til der trækkes våben Indberetninger under ét Skudsager

Trukket ved ankomst 32 % 17 %

Mindre end 1 minut 19 % 17 %

1-5 minutter 9 % 13 %

6-15 minutter 4 % 9 %

16-30 minutter 2 % 9 %

Mere end 30 minutter 5 % 17 %

Tabel B11. Hvor mange politifolk trækker våben fordelt på indberetninger 88 og skudsager

Hvor mange politifolk trækker våben Indberetninger under ét Skudsager

1 31 % 26 %

2 28 % 61 %

3 5 % 4 %

4 4 % 0 %

Mere end 4 10 % 9 %

Tabel B12. Årsag til at politifolk trækker våben fordelt på indberetninger og skudsager

Hvilken årsag der angives til, at der trækkes våben Indberetninger under ét Skudsager

Overhængende farligt angreb mod betjent 50 % 30 %

Overhængende farligt angreb mod 3.mand 6 % 4 %

Farligt påbegyndt angreb mod betjent 4 % 39 %

Farligt påbegyndt angreb mod 3.mand 1 % 4 %

Pågribelse af farlig gerningsmand på flugt 21 % 13 %

Forberedt nødværge 15 % 4 %

Andet 1 % 4 %

87 I 28 % af indberetningerne og 17 % af skudsagerne mangler oplysning.

88 I 23 % af indberetningerne mangler oplysning.

80


LITTERATURLISTE

Alpert, Geoffrey P., & William C. Smith. 1994. "How Reasonable is the Reasonable Man? Police and

Excessive Force". The Journal of Criminal Law and Criminology 85:481-501.

Balvig, Flemming, & Britta Kyvsgaard. 2006. Volden i Danmark: 1995 og 2005. København:

Københavns Universitet, Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitichefen.

Bratbo, Johanne, Britta Kyvsgaard og Dorthe Sestoft. 2006. Psykisk sygdom og kriminalitet.

København: Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet.

Elholm, Thomas. 2003. Politiets brug af skydevåben. Juridiske aspekter. København: Forlaget

Thomson.

Fredensborg, Lars, Helle Holst Nielsen, Peter Grønbek Nielsen, Bonnie Ludvigsen, og Poul Kjeldsen

2002 "Skyd - Skyd ikke". København: Rigspolitiet, Politiskolen

Henricson, Ib. 2007. Politiret. København: DJØF Forlag.

Holmberg, Lars. 2005. "Politiets brug af skydevåben i Danmark". I: Knutsson, Johannes (Ed.).

Politiets bruk av skytevåpen i norden. Oslo: Politihøgskolen i Oslo, pp. 29-44.

Hutson, H. R., D. Anglin, J. Yarborough, K. Hardaway, M. Russel, J. Strote, M. Canter, and B. Blum.

1998. "Suicide by Cop." Annals of Emergency Medicine 32:665-669.

Justitsministeriet. 2004. "Lov om politiets virksomhed, lov nr. 444 af 9. juni 2004." København.

Knutsson, Johannes (Ed.). 2005. Politiets bruk av skytevåpen i norden. Oslo: Politihøgskolen i Oslo.

Kramp, Peter og Gorm Gabrielsen. 2005. "Retspsykiatriske patienter – udvikling 2000-2004".

Videnskab og Praksis: Ugeskrift for Læger 167/47. 21. november 2005.

Kramp, Peter og Gorm Gabrielsen. 2003. "Kriminalitet begået af psykisk syge 1977-1999". Videnskab

og Praksis: Ugeskrift for Læger 165/25. 16. juni 2003.

Muir, William Ker. 1979. Police: Streetcorner Politicians. Chicago: The University of Chicago Press.

Olsen, Claus Hjelm. 2007. "Notat: Våben og skydeuddannelse i dansk politi." Københavns Politi.

Parent, Richard. 1996. "Aspects of Police Use of Deadly Force in British Columbia: The

Phenomenon of Victim-Precipitated Homicide". Vancouver: Simon Frazer University.

Petersen, Finn Wegner, Jesper Pedersen, Søren Høj Madsen, Claus Stoltenberg, og Erik Rosenlund

Knudsen. 2004. "Klar... Et PFL-projekt om skydeuddannelsen." København: Rigspolitiet,

Politiskolen

Politiskolen. "Kursusplan for PG I og PG III", senest rev. 2006, Brøndbyøster: Politiskolen

Politiskolen. "Fagplan for fysisk træning og dannelse 150302." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Pensumplan PG1 Selvforsvar og magtanvendelse 010106." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Fagplan PG3 Beredskabsuddannelse 070102." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Fagplan PG1 Beredskabsuddannelse 120202." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Pensumplan PG3 - pistol 181200." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Pensumplan PG1-pistol 040607." Brøndbyøster: Politiskolen.

Politiskolen. "Fagplan PG1 - Skydning: Pistol og maskinpistol 040607." Brøndbyøster: Politiskolen.

Reiss Jr., Albert J. 1980. "Controlling Police Use of Deadly Force." Annals of the American Academy

of Political and Social Science 452:122-134.

Rigspolitichefen. 2006. "Håndbog for skydeledere" Rev. juni 2006. København: Rigspolitichefen

Rigspolitichefen 1997 Rapport om politiets tjenestepistoler: København: Rigspolitichefen

Rigspolitichefen. "Kundgørelse II nr. 38." København: Rigspolitichefen.

Rigspolitichefen. "Kundgørelse II nr. 39." København: Rigspolitichefen.

Saus, E-R., Johnsen, B.H., Eid, J. Riisem, P.K., Andersen, R. og Thayer, J.F. 2006. The Effect of Brief

Situational Awareness Training in a Police Shooting Simulator: An Experimental Study.

Military Psychology. 18: 3-21.

Timmer, Japp. 2007. "Police Violence: The Use of Force by the Police in the Netherlands." Under

publicering.

Timmer, Japp. 2003. "At Gunpoint." I: Eigensicherung og Schusswaffeneinsatz bei der Polizei,

Clemens Lorei (ed.). Frankfurt: Verlag für Polizeiwissenschaft.

Toft, Peer. 2007. "Notat: Hvordan uddanner vi politifolk i anvendelsen af tjenestepistolen?"

Brøndbyøster: Politiskolen.

Visionsudvalget. 2005. Fremtidens Politi. København: Justitsministeriet.

81

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!