betænkning i

ligvis medføre dels, at den korte kredit uden
sikkerhedsstillelse beskæres yderligere eller
begrænses til visse virksomheder efter skøn
over disses kreditværdighed (hvilket dog
næppe er administrativt muligt), dels at det
bliver vanskeligere eller dyrere at opnå sikkerhedsstillelse
i form af kautionsforsikring,
når forsikringsselskaberne går glip af fortrinsretten
i konkurstilfælde. Fra afgiftsmyndighedernes
side har man endvidere anført,
at staten ikke kan sidestilles med private
leverandører; disse kan kræve kontant betaling
eller nægte at levere, medens staten
uden hensyn til skyldnerens kreditværdighed
er nødsaget til at indrømme ham kredit
uden sikkerhedsstillelse, efter omstændighederne
i indtil 2 måneder. Der er i det første
tidsrum ikke tale om nogen kreditgivning,
men om afregningsteknik. Det er endelig
blevet gjort gældende, at den særlig gunstige
stilling, der er indrømmet statskassen ved
reglerne om privilegium og separatistret, måske
også kan forsvares ud fra den betragtning,
at skyldneren, der fungerer som skatteopkræver
for staten, ved at undlade at
afregne opkrævede afgiftsbeløb har gjort sig
skyldig i underslæbslignende forhold. Efter
§ 2, stk. 2, i den norske lov om omsætningsafgift
straffes den, der i berigelseshensigt
undlader at betale omsætningsafgift, som
indgår i oppebåret vederlag, på samme
måde som for underslæb.
Ingen af disse betragtninger kan dog tillægges
afgørende vægt. Som anført ovenfor
side 22 er der adskillige ikke-privilegerede
kreditorer, som har fået krav på skyldneren,
uden forinden at kunne tage hans kreditværdighed
i betragtning. Heller ikke de,
der har tabt penge ved skyldnerens strafbare
forhold, har efter gældende ret privilegium
i hans bo.
For skyldneren kan det være en stor fordel,
at han på grund af statens fortrinsstilling
lettere kan opnå henstand med afgiftsbetalingen,
men hans behov for kredit
med netop disse betalinger er ikke væsentlig
forskellig fra hans forhold f. eks. til
sine leverandører, og det er ikke noget sundt
23
træk, at virksomheder uden fornøden kapital
gennem kreditten med told og forbrugsafgifter
kan opnå billig driftskapital til etablering
og fortsættelse af virksomheden. På
grund af det offentliges privilegium bliver
det i virkeligheden de almindelige kreditorer,
der ufrivilligt financierer henstand med
skatter og afgifter. De vanskeligheder, som
vil kunne opstå for de handlende ved en
strengere kurs fra afgiftsmyndighedernes
side, vil i nogen grad blive modsvaret af
en styrkelse af den almindelige kredit.
Af de anførte grunde foreslår udvalget,
at fortrinsretten også for offentlige afgifter
afskaffes.
c. Som anført ovenfor side 13 er der i
vidt omfang tillagt leverandører af afgiftspligtige
varer fortrinsret i detaillistens konkursbo.
Man har til støtte for begunstigelsen
henvist til. at afgiftsforhøjelser medfører, at
avancen bliver relativt mindre, og at risikoen
bliver større, idet der ofte ikke vil
være mulighed for øgede avancer i forbindelse
med afgiftsforhøjelser.
Vedrørende leverandørernes fortrinsret
henvises til forhandlingerne i Folketinget
efter vedtagelsen af lov nr. 437 af 19. november
1950 om omsætningsafgift af forskellige
varer m. v. Ved denne lov tillagde
man i § 33 staten privilegium for de i loven
omhandlede afgifter i overensstemmelse
med konkurslovens § 33, 2, c, men gav
ikke leverandørerne samme privilegerede
stilling for afgifterne i detailhandlernes konkursboer,
idet man fra finansministeriets
side ønskede at gøre dette spørgsmål til
genstand for nærmere forhandling. De afgiftspligtige
protesterede imidlertid straks efter
lovens vedtagelse, og spørgsmålet blev
rejst i Folketinget, hvor der var enighed
om at imødekomme kravet, jfr. Rigsdagstidende
1950-51, Folketingets forhandlinger,
sp. 3195-96, og ændringsloven nr. 114
af 22. marts 1951.
Efter udvalgets opfattelse bør denne fortrinsret
bortfalde. Henstanden med den del
af prisen, som skyldes afgiften, er, uanset
det anførte, hyppigt ikke væsensforskellig