Kapitel 1. Om juraens terminologi Om juraens terminologi

rasmussendata.dk

Kapitel 1. Om juraens terminologi Om juraens terminologi

Almene fag Kapitel 3 - Om retspositivismen

Kapitel 3. Om Om retspositivismen

retspositivismen

3.1 POSITIVISME

· Kun det er, der eksisterer som iagttageligt.

3.1.1 Reaktion mod rationalismen

· Mens naturretten helt havde domineret i det 17. og 18. århundrede europæiske

retsvidenskab, ændredes dette i det 19.århundrede med den reaktion mod især den

rationalistiske naturret, som den såkaldte retspositivisme medførte.

3.1.2 Auguste Comte

· Fransk forsker, som sagde at iagttagelse er vores eneste kilde til kundskab.

· Havde et særligt syn på sociologien, at mennesket ikke var et individ som i naturretten,

men del af samfundet, som det påvirkede og påvirkedes af. Retten er derfor kun et magt

instrument til at lave flere påvirkninger.

3.2 RETSPOSITIVISMEN

· De retspositivistiske retninger var enige om at betragte naturretslæren som

uvidenskabelig. Al virkelig ret måtte, antog man, eksistere i et givet samfund til en

bestemt tid; retten er hverken naturgiven eller af uforanderlig beskaffenhed, men måtte

altid have sit udspring i bestemte sociale-historiske forløb i de menneskelige samfund.

3.2.1 F.C. von Savigny

· Tysker af den berømte historiske skole, med bl.a. Hegel og Schelling.

· Han mente at gennem loven udtrykker staten folkeviljen, og folket blev direkte påvirket af

loven. Altså vi påvirker loven, og loven påvirker os.

3.2.2 Jeremy Bentham

· Engelsk filosof, der lovede en rationel undersøgelse af hvad loven er.

· Den suveræne samfundsmagt er den faktisk etablerede politiske magt, og loven det retlige

instrument, hvormed denne magt under straftrussel gennemtvinger sine ønsker.

· Rettens inderste væsen er derfor: At befale og true med straf.

· Det har ingen mening at spørge, hvorfra samfundsmagten udleder sin ret til at udstede

befalinger og forbud; den ligger alene i magtsystemet selv.

3.2.3 John Austin

· Lagde grund til den analytiske retsfilosofi

A) Definition af retspositivisme

i. Retten er lig med magt. Rettens gyldighed beror alene på dens gennemtvingelighed,

dvs. dens effektivitet som magtinstrument.

ii. Retten udgøres af et system af befalinger, der hver for sig udtrykker lovgiverens

vilje overfor borgeren.

iii. Ret og moral er to adskilte fænomener. Rettes gyldighed er uafhængig af dens

moralske indhold og overensstemmelse med etiske principper.

iv. De eneste retskilder, som kan anerkendes, er den positive lov og visse sædvaner.

Alene disser er samfundsskabte og indeholder et objektivt-positivt udtryk for

folkets eller statsmagtens vilje.

v. Retsanvendelsen er af ren logisk-grammatikalsk karakter. Den retlige subsumption

foregår som en deduktion fra præmisser, hvis rette indhold kan findes gennem

logiske, grammatiske og empiriske studer over, dels hvad der er sket, dels hvad der

er retsreglen i den enkelte sag. Der er tale om ren retsanvendelse, og hver sag har

kun én rigtig afgørelse.

· Naturretten prøver altså at finde årsagerne til loven i metafysikken, og retspositivismen

acceptere at lovene er der blot fordi der nu er nogen der har vedtaget at de skal være der,

de er et magtinstrument.

Side 4

More magazines by this user
Similar magazines