Download bladet her - Dansk Poker Union

danskpokerunion.dk

Download bladet her - Dansk Poker Union

Klør 5 . November 2007 . 3. årgang . nr. 3

DPU i udvalg

under

justitsministeriet

DPUs kasserer, Ole

F. Kristensen, der

deltager i udvalgsarbejdet

giver her

et indblik

Side 3

Ludomani

Engelsksproget

bog vedrørende

ludomani og ludomanibehandling

er blevet læst og

anmeldt

Side 6

klør5

Philip Hilm

- fortæller om sin

spillestil ved WSOP

2007, hvor han kom på

finalebordet til selveste

main event

Side 4

Las Vegas

Ole F. Kristensen

fortæller om sin tur til

Vegas i sommer.

Side 10

DPU

Dansk Poker Union


2 Klør 5 nr. 3// November 2007

Leder

Af: Lisa Smith

Så sendes endnu et nummer af

Klør 5 ud til omverdenen via

det internationale, elektroniske

medium – ”Internettet”.

Dermed kan DPU atter byde

på en gang gratis læsning

til de pokerinteresserede.

Dette år har vi grundet

travlhed måttet nedjustere

til tre numre (i stedet for

fire) og jeg vil sædvanen tro

opfordre alle jer læsere til at

overveje, om ikke I kunne

have lyst til at bidrage med

en artikel, en boganmeldelse,

en fotoreportage el. andet.

Alle indlæg luner her

redaktionen.

I sidste nummer havde vi en

konkurrence sponseret af

Pokershop.dk – og den blev

vundet af Brian Kristensen.

Stort tillykke til Brian, der

vandt Daniel Negreanus bog

”Hold’em wisdom for all

players”.

God fornøjelse med bladet!

Indholdsfortegnelse

Leder ....................................................................... s. 2

DPU i udvalg om hasardlovgivning ........................ s. 3

Power Poker ............................................................ s. 4

Boganmeldelse vedr. ludomani ............................... s. 6

Uddrag af bogen: Music of Chance ........................ s. 8

Las Vegas, 2007 .................................................... s. 10

Redaktion

Redaktør:

Lisa Smith

Skribenter:

Phillip Hilm

Ole F. Kristensen

Lisa Smith

Fotos:

Frederik Fanth

Ole F. Kristensen

Lisa Smith

Forsidens standardlayout

samt logo: Jesper Munk

Layout: Lisa Smith

Frederik Fanth


Klør 5 nr. 3// November 2007 3

DPU i udvalg om hasardlovgivning

Af: Ole Fjeldgaard Kristensen

I forsommeren blev DPU

anmodet om at stille med et

medlem til et nyt udvalg under

Justitsministeriet, der skulle

kigge på den eksisterende

lovgivning vedr. begrebet

hasard.

Det er bl,a. på baggrund af de

seneste års stigende interesse

for poker, at udvalget er blevet

nedsat.

I retspraksis er poker hidtil

blevet anset som strafbart

hasardspil (medio juni). Dette

er der dog efterfølgende

blevet sat spørgsmålstegn

ved, da Dansk Pokerforbunds

tidligere formand Frederik

Hostrup, foreløbig har vundet

en sag vedr. turneringspoker.

Sagen er dog siden blevet

anket, så en endelig afklaring

på området er stadig ikke

fundet.

Den nuværende lovgivning

om hasard stammer tilbage fra

1930, så man må sige, at det

vist er på tide at få den kigget

efter i sømmene.

Udvalget består af

repræsentanter for diverse

myndigheder (Politi,

Skat, rigsadvokaten,

s p i l l e m y n d i g h e d e r n e ) ,

interesseorganisationer (DPU,

DPF, kasinoforeningen),

derudover er der medlemmer

med speciale i Jura ligesom

ludomanicentret også er

repræsenteret.

Der har på nuværende

tidspunkt været afholdt ét

møde i udvalget. På dette

indledende møde blev der efter

en præsentationsrunde drøftet

generelle synspunkter fra de

forskellige repræsentanter.

Michael Jørsel fra

ludomanicentret kunne bl.a.

fortælle, at pokerspillere udgør

en større del af deres “kunder”

i dag. Han henviste til tal fra

deres egne undersøgelser,

som viser, at i 2006 var ca.

22 % af deres “kunder” fra

pokerverdenen, for få år siden

var dette tal kun ca. 2 %.

Af udvalgets 15 medlemmer

var det kun et fåtal, som

havde kendskab til poker.

Til de kommende møder

bliver det dermed en stor

udfordring for DPU og DPF

at forklare, hvorfor vi anser

poker som et vidensspil, der

bør lovliggøres.

I første omgang satser vi på at få

lovliggjort, at pokerforeninger

kan afholde turneringspoker

med et begrænset indskud.

DPU har den holdning, at

den øvre grænse bør ligge i

størrelsesordenen 500-1000

kr.

Derved vil mange få

mulighed for at spille livepoker

– modsat i dag, hvor

turneringerne på de danske

kasinoer minimum har et buyin

på 1000 kr. og oftest mange

gange dyrere end dette.

Der er selvfølgelig meget

mere, man skal tage stilling

til, før man kan lovliggøre

dette, lad mig lige nævne et

par stykker

1) Skal man være medlem af

en pokerforening i 24 timer

før turneringen begyndelse?

Eller skal man kunne komme

direkte ind fra gaden og spille

med?

2) Skal gevinster udbetales på

stedet eller via bankoverførsel?

(Det sidste for at undgå

overfald på folk, der lige har

vundet et større sum)

Der skal afholdes endnu to

møder i dette år og et endnu

ikke aftalt antal i 2008.

Udvalget har en foreløbig

deadline til sommeren 2008,

hvor arbejdet forventes

færdigt, så der evt. kan stilles

lovforslag i folketinget i

folketingsåret 2008-09.

Jeg skal nok redegøre i de

næste numre af Klør5, hvis

der sker interessante ting i

udvalget.

Hvis du ønsker at læse hele

udvalgets kommissorium (3

sider), henvises der til vores

hjemmeside:

www.danskpokerunion.dk


4 Klør 5 nr. 3// November 2007

Power Poker

Af: Philip Hilm

Jeg spiller rigtig mange

hænder i turneringer, og går

ikke af vejen for et coinflip.

Heller ikke selvom jeg skulle

være en lille smule bagud.

Generelt folder modstanderne

nok til, at jeg gainer massivt

på at pushe. Og jo flere

chips, jeg akkumulerer,

jo nemmere bliver min

beslutning, hvorimod det er

turneringslivet det gælder

for en mindre chipstærk

modstander.

Live turneringer adskiller sig

fra online på flere områder. Et

af dem er folks motivation og

ambitioner for turneringen.

Flere online qualifiers får en

once-in-a-lifetime oplevelse,

og er vældig glade bare for

at være med. For dem er det

vigtigt ikke at buste tidligt.

De folder i en uendelighed,

indtil de er så shortstacked, at

de kommer all-in et par gange

og bliver badbeatet ud. Så har

Philip Hilm kom i år på finalebordet

ved intet mindre

end WSOP Main Event i

Las Vegas.

Philip er en del af pokerteamet

1623poker

(se: www.1623poker.com)

Han skriver her om spillestilen

‘power poker’, som

bragte ham til finalebordet.

Artiklen har tidligere været

bragt i Ace.

de en god historie at tage med

sig hjem. Mod denne type

modstandere, som der er flest

af i starten af turneringen, er

det korrekt at presse ekstra

hårdt på speederen (ikke

noget med at spille Sklansky

tight, som teoribøgerne ellers

foreskriver – det er passé).

Lad mig give et eksempel fra

1. dag i WSOP’en. Vi har et

friendly table. Folk taler gerne

om deres hænder, og vi skal

lige til at spille sidste hånd:

UTG raiser til 3 x BB.

Næste mand fortæller, at

normalt ville han calle, men

det er vigtigere for ham, at nå

til dag 2.

Der bliver foldet om til

manden lige inden mig, der

afslører, at han dårligt kan tro,

han folder sin hånd. Men det

gør han.

Jeg caller med:

Qd Jd

Alle andre folder. Floppet

kommer:

As 9h 3c

UTG manden checker.

Jeg stikker ud – han folder

55.

Næste mand fortæller han

foldede TT og manden inden

mig siger, han foldede JJ

preflop. De var begge dybe

nok til at have spillet et flop.

Og UTG manden ville have

vundet puljen med et bet på

floppet.

Sådan en situation er man

nødt til at udnytte. Deres

chips arbejder alligevel langt

bedre fra min stack.

Men hvad gør man så, når

modstanderne bliver mere

rutinerede hen mod slutningen

af turneringen? Man vælger

sine spots og trykker så endnu

hårdere på speederen med

deciderede Power Plays.

Jeg lavede faktisk 2 af den

type på ”Rain” Khan kort

inden finalebordet. Den

første hånd startede med et

sædvanligt cut-off raise fra

en LAG nordmand. Button

caller. Khan sidder i SB og

reraiser saftigt.

Der ligger nu 1 mio i puljen.


Klør 5 nr. 3// November 2007 5

Foruden Philip Hilm, Mads Andersen og Lars Bønding består

pokerteamet 1623poker også af Christian ‘Tox’ Togsverd

Jeg er table leader med 6

mio og Khan har næstflest

med 5,5. Mens jeg langsomt

vender hjørnerne af mine

kort, sidder jeg som altid i en

stor pulje og håber at kigge

ned i AA. Men nej. Hånden

er 8h7h og er en af mine

favorithænder at spille i en

4-vejs pot. Indvendigt bander

jeg Khan et stykke for at have

reraiset, så jeg umuligt har

odds til at spille hånden. Og

skal egentlig lige til at smide,

da jeg får en anden tanke.

Cardplayer

Jeg har set Khan reraise en

del. Formentlig med TT

og opefter, så jeg er nok

massivt bagud. Men på den

anden side, kan jeg lave et

perfekt squeezeplay, som han

næsten kun kan calle med

AA eller KK. Og hvis han

lige skulle vågne op med en

af dem, har jeg nogenlunde

chancer alligevel. ”I’m all-in”

announcer jeg.

De 2 første spillere smider

hurtigt, men Khan skal lige

se, om han kan lure mig.

Han sidder nogle minutter

og ender med at folde JJ. I

slutningen af dagen fortæller

jeg ham selvfølgelig, at han

lavede et godt laydown til

mine ”KK”. Og skiftet fra

marginal tableleader til et

mere solidt forspring, gjorde

det muligt at rykke endnu

mere fra. Jeg endte dagen som

nr. 2 i turneringen.

Mit andet Power Play mod

Khan var med 10 spillere

tilbage, hvoraf de 9 kom på

final table. Jeg havde chips at

arbejde med og vidste, at alle

gerne ville på FT. 6h5h fra

early position virkede som en

monster og skulle selvfølgelig

raises. Khan lige efter mig

reraisede og alle foldede om

til mig igen. What to do, what

to do?

Jeg havde ham dækket,

men kunne under ingen

omstændigheder forsvare at se

floppet ude af position til den

pris. På den anden side kender

jeg jo godt Khans reraising

range, så ordene kom igen:

”I’m all-in”, hvorefter Khan

bandede over sit eget spil og

foldede hånden langt væk.

Det er Power Poker, når det

er bedst. Det er nemlig bedst,

når der virker, og man ikke

bliver pillet ned af fx AK der

har snittet floppet lidt.


6 Klør 5 nr. 3// November 2007

Understanding and Treating

the Pathological Gambler

Forfattet af: Robert Ladouceur, Caroline Sylvain, Claude Boutin og Celine Doucet

Anmeldt af: Lisa Smith

Som overskriften antyder,

er der her tale om en bog

på engelsk og ydermere en

faglitterær bog – formentlig

fortrinsvist henvendt til

faggrupper, der arbejder med

ludomaner. Efter at have

læst ”ludomani – ikke flere

indsatser tak!” af Michael

B. Jørsel fik jeg lyst til at gå

en smule mere i dybden med

begrebet ’ludomani’ og måtte

så ud på det internationale

bogmarked.

Det skal siges, at jeg selv

er psykologistuderende,

hvorfor jeg måske nok har

en smule baggrundsviden i

forhold til diverse begreber,

bogen anvender. Jeg vil dog

med denne anmeldelse søge

at henvende mig til ikkefagpersoner.

Bogen er som sagt skrevet på

engelsk, men den er skrevet

i et almindeligt, forholdsvist

lettilgængeligt sprog. Den

virker altså ikke til at have

psykologer eller psykiatere

som eneste målgruppe,

men også pædagoger,

socialrådgivere og andre, der

kunne tænkes at komme i

berøring med ludomaner.

Endvidere er den bygget

logisk op med følgende otte

kapitler:

1. Introduction: The History

and Psychology of Gambling

2. Etiology and Treatment

of Problem Gambling: The

Different Approaches.

3. Assessing the Gambler

4. The Fundamental Principle

of Gambling: Independence

of Turns

5. Treatment of the Excessive

Gambler: The Cognitive

Approach.

6. Treatment of the Excessive

Gambler: The Behavioral

Approach.

7. Relapse Prevention

8. Difficulties Related to the

Treatment: How to Overcome

Them.

Hasard

Kapitel fire omhandler således

uafhængighedsprincippet:

at hvert slag med en terning

er uafhængigt af foregående

og efterfølgende slag. Det

vil sige, at der ikke er større

eller mindre chance for at slå

en sekser, hvis man netop har

slået en sekser, eller hvis man

ikke har slået en sekser længe.

Denne pointe fungerer som

en grundpille i den fremlagte

behandling af ludomaner

bogen igennem, og det er

da også oplagt, at man ved

behandling af ludomaner, der

har holdt til ved eksempelvis

de enarmede tyveknægte

(slotmaskinerne) eller

roulette- og crapsbordene,

må gøre op med de myter

den ludomane skaber om de

såkaldte hasardspil.

Hasardspil kan jo defineres

ved, at spilleren ikke har

indflydelse på spillet, der

således afgøres ud fra

tilfældigheder – eller held/

uheld, om man vil. Ludomaner

kan så tillægge diverse følelser

eller hændelser betydning og

således tro, at de kan forudsige

spils udfald – eksempelvis:

”automaten her har ikke givet

gevinst i lang tid, så det må

jo snart ske” eller: ”jeg føler

mig rigtig heldig i dag, jeg har

gode chancer for at vinde”.

Dette aspekt af ludomani

vil formentlig også blive

genkendt af en ludoman

pokerspiller: ”jeg plejer at få

gode hænder på PartyPoker”,

”Jeg fik så gode hænde i

går – jeg er sikkert inde i en

stime” eller”jeg får ofte høje


Klør 5 nr. 3// November 2007 7

par, når jeg hører Mozart”.

Men hvor man i behandling af

hasardspilleren kan anfægte

hans/hendes fejlagtige tro på,

at det er muligt at vinde i det

lange løb, vil det jo forholde

sig anderledes med en

ludoman pokerspiller. Han har

jo ret i, at der er måder hvorpå,

man kan ”slå systemet” og

blive en vindende spiller. Det

betyder så ikke, at alle kan

blive vindende pokerspillere.

Man kan naturligvis sagtens

være en tabende pokerspiller

– dem er der jo sådan set brug

for, for at andre kan leve af

spillet. Det er ikke realistisk,

at vi alle kan blive berømte,

rige pokerstjerner. Samtidig

kan vindende pokerspillere

naturligvis også blive så

afhængige af at spille, at

de forsømmer andre dele

af deres liv – eksempelvis

sociale relationer: kone, børn,

venner.

Det kunne – set ud fra vores

pokermæssige perspektiv

– have været interessant,

hvis man i bogen kom ind

på, hvorledes man takler

afhængighed af de mere

vidensbaserede spil – herunder

poker og backgammon, hvor

held spiller ind, men hvor den

gode spiller vinder i det lange

løb. Et kig på ludomaner,

der vinder pengene i poker

og spiller dem væk på

Blackjack og sportsbetting

kunne ligeledes have været

interessante at se på i denne

sammenhæng.

Der er altså ikke tale om en

bog, der gør os så fantastisk

meget klogere på, hvordan man

udfordrer pokerludomanernes

tankerække. Den kognitive

tilgang til ludomani, der

her fremlægges, går jo som

sagt ud på at søge at ændre

hasardspillerens fejlagtige

tro på, at han kan vinde i det

lange løb. Andre aspekter

af den behandling, bogen

Frederik Fanth

fremlægger, kan så bedre

inspirere – eksempelvis

udforskningen af, hvad der

får ludomanen til at spille. Er

det for at udfylde et tomrum?

Er det en flugt væk fra angst,

depression, vrede, frustration

eller lignende? Hvilke

omkostninger har spillet?

Hvad kunne man erstatte

spillet med? Og endelig:

Hvordan undgår ludomanen

på sigt at vende tilbage til

spilafhængigheden?

Alt i alt

Hvis man læser bogen

udelukkende for at få et

indblik i afhængighed af

hasardspil er den glimrende.

Den er overskuelig og

letlæselig uden at være direkte

overfladisk som så mange

andre populærvidenskabelige

publikationer. Desværre kunne

man som sagt ønske sig en

smule viden om afhængighed

af de mere vidensbaserede

spil, men det er muligt, at der

ikke har været meget forskning

inden for dette område.


8 Klør 5 nr. 3// November 2007

Uddrag af bogen: The Music of Chance

Forfattet af: Paul Auster

I følgende scene møder vi

Pozzi, Stone og Flower,

der spiller seven-card-stud

hos Stone, der er blevet

mangemillionær efter at

have vundet et stort lotteri.

Nashe, som ser på, er en

ven til Pozzi, mens Flower

er en ven til Stone. Det

skal bemærkes, at følgende

hånd optræder midt i bogen

og i høj grad former resten

af bogens forløb.

Pozzi had the two kings in the

hole, with the king and ace

of hearts showing. Flower’s

two up cards were a six of

diamonds and a seven of

clubs – a possible straight,

perhaps, but still weak when

compared to the three kings

the kid was already holding.

Stone’s hand was a potential

threat, however. Two eights

were showing, and from the

way he had led off the betting

on the fourth card (coming

on strong, with consecutive

raises of three hundred and

four hundred dollards),

Nashe suspected that good

things were hidden in his hole

cards. Another pair, perhaps,

or even the third and fourth

eights. Nashe pinned his

hopes on Pozzi drawing the

fourth king, but he wanted it

to come at the end, face-down

on the seventh deal. In the

meantime, he thought, give

him two more hearts. Even

better, give him the queen and

jack of hearts. Make it look as

though he’s risking everything

on a possible straight flush

– and then stun them with the

four kings at the end.

Stone dealt the fifth cards.

Flower received a five of

spades; Pozzi got his heart.

It wasn’t the queen or jack,

but it was almost as good:

the eight of hearts. The flush

was stille intact, and Stone

no longer had a chance of

drawing the fourth eight. As

Stone dealt himself the three

of clubs, Pozzi turned to

Nashe and smiled for the first

time in several hours. All of a

sudden, things were looking

hopeful.

In spite of the three, Stone

opened by betting the limit,

the full five hundred. This

puzzled Nashe somewhat,

but then he decided it had to

be a bluff. They were trying

to squeeze the kid, and with

so much money in reserve,

they could afford to take a few

wild punches. Flower stayed

in with his possible straight,

and then Pozzi saw the five

hundred and raised another

five hundred, which Stone and

Flower both matched.

Flower’s sixth card turned out

to be the jack of diamonds, and

the moment he saw it skidding

across the table, he let out

a sight of disappointment.

Nashe assumed that he was

dead. Then, as if by magic,

Pozzi came up with the three

of hearts. When Stone drew

the nine of spades, however,

Nashe suddenly began to

worry that Pozzi’s cards were

too strong. But Stone bet high

again, and even after Flower

dropped out, the hand was

alive and well, still growing

as they moved into the home

stretch.

Stone and Pozzi went head

to head on their sixth cards,

going back and forth in a flurry

of raises and counterraises.

By the time they were done,

Pozzi had just fifteen hundred

dollars left to use on the last


Klør 5 nr. 3// November 2007 9

deal. Nashe had figured that

ransoming the car would

buy them at least another

hour or two, but the betting

had become so furious that

everything had suddenly

boiled down to the one hand.

The pot was enourmous. If

Possi won, he sould be off

and running again, and this

time Nashe sensed that there

would be no stopping him.

But he had to win. If he lost,

that would be the end of it.

Nashe knew that it would be

too much to hope for the fouth

king. The odds against it were

simply too grat. But no matter

what happened, Stone would

have to assume that Pozzi

was holding a flush. The four

exposed hearts had seen to

that, and since the kid was

playing with his back to the

wall, his big bets would seem

to eliminate the possibility of

a bluff. Even if the seventh

card was a dud, the three kings

would probably do the trick

anyway. It was a good hand,

Nashe thought, a solid hand,

and from the looks of things

on the table, the chances of

Stone beating it were slim.

Pozzi drew the four of clubs.

In spite of everything, Nashe

could not helt feeling a bit let

down. Not so much for the

king, perhaps, but at lease

for the absence of another

heart. Heart filure, he said

to himself, not sure if it was

meant entirely in jest, and

then Strone dealt himself the

last card and they were ready

to square off and finish the

hand.

It all happened very quickly.

Stone, still leading with his

two eights, went in for five

hundred. Pozzi saw the five

hundred, then raised another

five hundred. Then with only

five hundred left at that point,

the kid pushed his remaining

chips into the center of the

table. “All right, willie,” he

said. “Let’s see what you’ve

got”.

Stone’s face gave away

nothing. One by one, he

turned over his hole cards, but

even after all three of them

were showing, it would have

been difficult to tell whether

he had won or lost. “I have

these two eights,” he said.

“And then I have this ten”

(turning it over), “and then I

have this other ten” (turning

it over), “and then I have this

third eight” (turning over the

seventh and last card).

“A full house!”, Flower

roared, punding his fist on the

table. “What can you do to

answer that, Jack?”

“Not a thing, Pozzi said, not

bothering to turn over his

cards. “He’s got me beat.”

The kid stared down at the

table for several moments, as

if trying to absorb what had

happened. Then, mustering his

courage, he wheeled around

and grinned at Nashe. “Well,

old buddy,” he said. “It looks

like we have to walk home.”

Paul Auster blev født i

Newark, New Jersey, d. 3.

februar, 1947.

Hans forældre tilhørte

den amerikanske middelklasse

og var jøder af polsk

afstamning.

Efter at have taget

uddannelse på Columbia

University flyttede han til

Paris, hvor han levede af at

oversætte fransk litteratur

til engelsk.

Han har siden udgivet både

digte, essays, romaner og

oversættelser af fransk

litteratur.

Et af temaerne fra Paul

Austers udgivelser er

tilfældigheders indflydelse

på menneskelivet, og bogen

’The music of chance’ er et

eksempel herpå.

Han udtrykker det selv

således:

”This idea of contrasts,

contradictions, paradox,

I think, get very much to

the heart of what novel

writing is for me. It’s a way

for me to express my own

contradictions”


10 Klør 5 nr. 3// November 2007

Las Vegas, 2007

Af: Ole Fjeldgaard Kristensen (Parma15)

Ja, så er det min tur til at

berette om, hvorledes det er

at holde ferie i Las Vegas i

tre uger. Jeg vil fortælle lidt

om pokeren, men det meste

blive om oplevelsen samt

forberedelserne til turen. Der

er en hel del fælder, man nemt

kan hoppe i, hvis man ikke

har været derovre før.

Det hele startede i 2006,

hvor min gode ven Pølse68

og undertegnede aftalte,

at vi skulle til Las Vegas i

forbindelse med WSOP 2007.

Herefter afventede vi blot, at

kalenderen for Eventen blev

offentliggjort. Det var godt, at

vi ikke regnede med tidligere

år, da det hele var rykket et

lille måned frem i år, så nu

sluttede WSOP i midten af juli

og ikke som tidligere i midten

af august.

Da vi nu havde planlagt turen,

kunne vi lige så godt være i

god tid. I slutningen af januar

mødtes vi derfor for at bestille

billetter og hotel over nettet.

Frederik Fanth

Visa/Dankort har så åbenbart

en begrænsning på 30.000,- kr.

pr. mdr., så vi blev nægtet at

betale vores hotel, der kostede

mere. Banken foreslog, at

jeg fik et Mastercard med en

beløbsgrænse på 100.000 kr.

og hvor jeg kunne hæve max.

8.000 kr. i kontanter pr. dag.

Fint, så var den side af sagen

også klaret, til man stod i

Vegas uden kontanter, fordi

man havde spillet det hele op.

Jeg fik kortet efter et par uger,

og vi mødtes så i februar for

at bestille. Pølse var i Vegas i

2005 til WSOP, så han havde

gjort sig nogle erfaringer,

bl.a. havde han sidste gang

to mellemlandinger, hvilket

resulterede i, at han fik 8

timers ventetid i Amsterdam

på hjemvejen pga. et misset

fly. Vi ønskede dermed kun at

have én mellemlanding begge

veje. Det endte med SAS til

Washington og så indenrigs

til Vegas. Billetterne kostede

10.500 kr. pr. stk. Vi kunne

også have betalt 7.500kr. pr.

stk, men det var med Delta

Airlines, der ikke fik den

bedste kritik på den tråd,

vi oprettede på pokernet.

Nu er vi jo også begge fra

Amager, og har derved

mange bekendte, der arbejder

i lufthavnen og SAS, så det

gav også mulighed for en

eventuel opgradering.

Da vi ikke er de yngste

pokerspillere (begge 38

år), vil vi gerne have noget

komfort, når vi er længe

væk. Hotellet blev derfor The

Wynn, det er et 5-stjernet

luksushotel på Strippen. Vi

valgte et værelse med udsigt

udover Strippen samt golfbanen

og måtte slippe med.

1.800 kr. pr. døgn for to

personer. Egentligt ikke dyrt

når man tænker på standarden

– det var ren luksus, men det

kommer jeg til senere…

De næste måneder fik jeg

en del historier fra Pølsens

første tur ’over there’, og det

lød bestemt ikke kedeligt. Vi

fik også i god tid klaret de

forskellige ting til turen – så

som adapter, bestilt valuta,

tjekket at ens elektriske ting

kunne køre på 110 volt, det

sidste resulterede i, at jeg

måtte have ny mobil, da

min gode gamle 3310 ikke

kunne dette. Jeg fik så købt

en anden Nokia, som viste sig

ikke at virke derovre, da den


Klør 5 nr. 3// November 2007 11

ikke havde Triband, så vær

opmærksom på dette, hvis I

skal af sted til USA.

Vi forsøgte også at kvalificere

os til Main Event hjemmefra.

Jeg var tæt på i første hug på

Stars – jeg kom all in på turn

med 83% vinderchance, men

blev slået ud. Det var surt, da

jeg ellers ville have ligget nr.

6 med 69 tilbage om 41 sæder.

Efter dette var jeg end ikke tæt

på i mine små forsøg. Pølse

fik kvalificeret sig på Stars i

slutningen af april, så han var

i god tid. De nye amerikanske

regler bevirkede, at han fik

pengene sendt på en check,

og så selv må betale sit buy-in

derovre.

De 10.000$, vi hver måtte

have med ind i landet uden

at deklarere (vi havde forhørt

ambassaden), skulle for Pølses

vedkommende bruges til buyin

til Main Event. Det burde så

ikke blive noget problem, da

han jo kunne hæve derovre…

men vi blev klogere (mere om

det senere).

Den 29. Juni oprandt dagen,

hvor vi skulle af sted. Vi

mødtes i lufthavnen 3 timer

før afrejsen, og check-in

forløb uden problemer.

Pga. de nye terror-regler er

sikkerhedstjekket lidt mere

omfattende end tidligere,

man skal bl.a. have bælte og

sko af og den bærbare skal

tjekkes separat fra anden

håndbagage, ligesom man

ikke må medbringe væsker i

håndbagagen.

Selve flyveturen til Washington

gik fint. Vi havde fået nogle fine

pladser igennem vores buddy i

lufthavnen, så vi sad ret godt

på en 2-mands række bagest i

flyet. Komforten er ok – bl.a.

egen skærm til hver plads,

ok mad (skal jeg indskyde,

at jeg har arbejdet i det firma,

der laver det?) og en venlig

betjening fra personalet om

bord. Vi landede planmæssigt

i Washington, hvor vi havde to

timer, til vi skulle videre, men

vi var spændte, da den nye

terrorlov skulle gøre det til

et helvede at rejse ind i USA.

Det holdt stik.

Man får først sin kuffert ét sted,

og så står den ellers på kontrol

endnu engang med narkohunde

Ole F. Kristensen

osv., inden man kan sende

den videre i systemet. Det

var den eneste gang, vi

oplevede, at det amerikanske

organisationstalent led en

krank skæbne. Man vidste

ikke, hvor man skulle gå

hen, og der var masser af

mennesker i alle køerne. Nåh,

men det tog os ca. halvanden

time at komme igennem, og det

viste sig, at vores fly til Vegas

var et par timer forsinket.

Der er ikke er servering på

indenrigsflyvninger, så vi fik

spist lidt aftensmad.

Vi kom dog af sted og kunne

se frem til 4½ time mere i

luften. Dermed blev der tid

til en lille morfar, så vi kunne

være friske, når vi landende

kl. 22 lokal tid. Indflyvningen

til Vegas er ret smuk i mørke,

Strippen lyser hele himlen op,

så giv dig selv den oplevelse.


12 Klør 5 nr. 3// November 2007

Det første vi oplevede,

da vi kom ud af flyet, var

slotsmaskiner ude ved gaten

– Velkommen til Vegas: gør

jeres indsatser!

Denne gang gik det nemt med

bagagen, men nu var det jo

også indenrigs. Så gik vi ud

for at få en taxa, og her blev

vi mødt af et vartegn mere:

varmen. Der var ca. 35 grader

kl. 22 om aftenen, vildt!

Lufthavnen ligger ret tæt på

Strippen, så vi skulle kun køre

i ca. et kvarter, før vi var på

hotellet. Og hvilket hotel! Det

var godt nok flot… Vi fik et

stort dobbeltværelse (ca. 40

km 2 ), lækre kæmpesenge,

fladskærme (også på

badeværelset), badeværelse

med hele to vaske, bruser og

kar, så der var alt det, man

kunne ønske sig – virkelig

luksus. Se evt. wynnlasvegas.

com og oplev det selv. Der

er bl.a. en Ferrari-shop, fine

Ole F. Kristensen

restauranter i alle prisklasser

samt et kæmpemæssigt kasino

i midten af det hele. Jeg vil

tro, at arealet var ca. 50-75

gange så stort som Casino

Copenhagen, og det var

mere reglen end undtagelsen

i Vegas, at de havde denne

størrelse. En af dagene fik vi

at vide, at der var ca. 8500

ansatte alene på dette hotel…

På fladskærmen kunne man

følge reservationslisten til

pokerbordene, så man behøver

ikke at stå dernede og vente.

På mit niveau gik det nu

stærkt med at få plads, men

på de dyre borde kunne det

godt tage tid. På fladskærmen

kunne man også følge sin

hotelregning, hvilket var ret

smart, da køleskabets priser

var ret pebrede. Samtidig

var det så smart indrettet, at

tog man noget derfra, havde

man 60 sek. til at sætte det

på plads igen, ellers blev man

bonet direkte. Man kunne

altså ikke købe noget i det

lokale supermarked og bruge

køleskabet hertil.

Vi tog over på Rio samme

aften for at tilmelde os WSOP

event 49, der startede dagen

efter, og Pølse fik tilmeldt

sig Main Eventen. Ganske

smart, da køen ikke var så

lang som dagen efter. Vi

havde læst hjemmefra, at

folk havde problemer til de

tidligere events, bl.a havde

Lars Bønding vist stået i kø

i 4 timer en dag – blot for at

ende på ventelisten, men vi

slap med under 30 minutter.

Vi fik også forhørt os om de

berømte 30 % skat, der er på

gevinster, men vi fik at vide,

at det ville blive ordnet for

os, hvis det blev aktuelt. På

hotellerne i byen klarede de

“problemet” ved at udbetale

turneringsgevinster i chips,

som man så vekslede i kassen.

Dermed skal man selv opgive

sine gevinster, når man

kommer hjem.

Turneringen var en 1500$

no limit, som for begges

vedkommende gik ret skidt.

Vi startede med 3000 i chips,

og blinds 25/50, 45 min levels.

Jeg røg efter 39 minutter, da

mine A-A blev suget ud af

K-K, Pølsen holdte 3½ time

– så kunne hans J-J ikke klare

K-K.

Jeg fik tilmeldt mig en super


Klør 5 nr. 3// November 2007 13

sat. til Main Eventen nogle

dage efter, hvor det ikke gik

meget bedre. Der var 30 min.

levels, men 5000 i start-chips

og en hårdere struktur. Jeg

røg efter halvanden time med

A-Q suited, der mødte et par

konger. I denne turnering sad

jeg i det berømte telt, hvor air

condition er en by i Rusland.

Da byen samtidig var ramt

af hedebølge efter Vegasstandard

(ca. 50 grader om

dagen), var det hot derude.

Havde jeg vidst, at vi skulle

spille derude, havde jeg

ikke meldt mig til – det var

overhovedet ikke forsvarligt

at deltage. Jeg havde læst

hjemmefra, at en tysker i

en af de tidligere events var

besvimet pga. heden hele tre

gange. Han havde insisteret

på at spille videre og var endt

godt oppe i pengene.

Pølsens Main Event gik til

dag 2. Han var gået videre fra

dag 1 med average, hvilket

var efter planen, men da han

gik kort-kold, besluttede han

sig for at re-raise med A-K,

for så at blive re-raiset af en

tredje all-in. Han kalder, og

der bliver vist 7-7, flop Q-Q-

J, turn en dejlig 10er, river

Q…………….damn, dermed

var det bal desværre ovre.

Alle hotellerne har deres egne

daglige turneringer, der starter

kl. 12, og som kan anbefales.

Man får virkelig meget spil

for pengene, da strukturen

er meget fin med startchips

5000, levels 45 min. blinds:

25/50

50/100

75/150

100/200

100/200 ante 25

150/300 ante 25

200/400 ante 50

300/600 ante 50

400/800 ante 100 osv.

Turneringerne tager typisk 10-

14 timer, da pauserne er korte

(10 min. hvert tredje level).

Buy-in ligger typisk i 300-

1000$-niveauet, men der er

også hoteller, der har billigere

turneringer. Vi valgte at

støtte vores hotel, der hver

dag havde en 300$-turnering

med max. 90 deltagere. Den

blev fyldt alle dagene. Pølse

lavede desværre ikke nogen

nævneværdige resultater, jeg

cashede i 3 ud af 4 turneringer

(fik bl.a. en 2.plads en af

gangene, så kan ikke klage).

Jeg spillede også en enkelt

500$ turnering på Venetian

Ole F. Kristensen

med 193 deltagere og vandt

en 8.plads. Turneringerne

blev altså ganske givtige

derovre. Pølsen havde 20%

i mig, så han klagede heller

ikke. Gevinsterne gav mig en

gratis tur i tre uger og endda

lidt ekstra dollars med hjem.

Som tidligere nævnt havde

Pølse pengeproblemer

derovre. Hans cash-beholdning

hjemmefra blev brugt på buyin

til WSOP. Et VISA/Dankort

har et max. beløb pr. dag på

2.000 kr., men den Danske

Bank havde udstedt et Ame.

Ekspress, der kunne hæve

kr. 15.000,- pr. gang. Det

skulle så nulstilles, hvilket

de havde fortalt kunne klares

via en mail hjem. Problemet

var bare, at det kunne banken

ikke alligevel. Det skulle

Ame.Ekspress åbenbart gøre,

og deres grænse er 15.000 kr.

i alt, så de ville ikke nulstille.

Vi fik dog klaret det med en

overførsel til kasinoet, men

ikke rart at blive rådgivet


14 Klør 5 nr. 3// November 2007

forkert hjemmefra af sin bank

og så stå med problemerne i

Vegas…

Kasinoerne har kontorer, der

er behjælpelige med denne

type problemer. Vores hotel

havde dog den regel at kun

10% kunne udbetales til

almindeligt forbrug, så Pølsen

fik hævet ved at spille blackjack

i en times tid og derefter

gå op til kassen. Deres

begrundelse for dette var ”you

are here for gambling, not for

spending your money”

Vi fik også spillet nogle cashgames.

Det foregik mest

på MGM, der har et stort

pokerrum. Niveauet er til at

klare. Der er typisk tre slags

spillere:

1) Turister, der skal prøve

at spille poker, og som ikke

kender til pot- og implied

odds

2) De der er i byen for at spille

poker

3) De lokale spillere, der lever

på kasinoet

Den sidste slags er faktisk ret

fine at spille imod. De er mere

end knastørre, men turisterne

opdager det ikke, så det lever

de fint af.

De hænder, man fik mest ud

af, var straight- og flushdraws,

der ramte. Man fik gerne

rigtig gode odds efter flop og

turn. Til gengæld skulle man

indstille sig på, at selvom man

raisede 6-8 gange BB preflop

med AA-QQ på hånden, så

var stadig 4-5 stykker der så

floppet. Der kom altså nogle

beats undervejs. Den værste

var en hånd, hvor jeg sad

med A-A, raiser 8 gange BB

preflop efter at én spiller har

limpet. Jeg bliver kaldt, og

limperen folder. Flop: Q-3-3

rainbow. ”Nice” tænker jeg

og better tre fjerdedele af

potten. Vi ryger all-in, efter at

han har raiset. Han viser stolt

Q-3 off op i smasken på mig,

tillykke.

Jeg spillede cash-games 3-

4 gange og det gik ca. lige

op. Pølsen fik et mindre

underskud, da hans A-A

blev knækket af K-K en af

gangene. Han havde i det

hele taget ikke meget skrub

i pokeren derovre. De gange

han røg ud af turneringerne på

hotellerne, var det også gerne

grimme beats. Men da han

klarede sig godt på black-jack

bordene, blev ferien ikke så

dyr igen.

De dage, vi ikke spillede

turneringer, befandt vi os ved

hotellets fantastiske pool. Der

var naturligvis spilleborde

dernede – jeg så bl.a én sidde

med ca. 250.000$ foran sig

og spille 10.000$ pr. boks i

Blackjack…

Om aftenen gik vi gerne ned

og spillede lidt Blackjack.

Den ene aften sad vi ved et

bord i over 6 timer og drak

Vodka/red bull. Vores dealer

var ved bordet hele aftenen

på nær nogle få pauser. Han

Ole F. Kristensen

var rigtig flink, så ham fik

vi snakket en del med. Det

viste sig, at han nogle gange

dealede privat for Howard

Lederer, så han kendte nogle

af storspillerne ret godt. Vi fik

også sunget fødselsdagssang

på dansk for en af de andre

ved bordet – sikkert til stor

morskab for de andre spillere

ved bordene omkring os.

Dealeren fortalte bl.a., at

de ansatte tjener ret gode

drikkepenge. Vi hørte senere,

at de bedste natklubdansere

tjener mere end 2 millioner

kr. om året og en taxachauffør

en halv million – meget

glimrende, når man tænker på

den lavere skat.

”Så I ikke nogen

seværdigheder?”, spørger du

måske. Men nej, den slags

er der ikke meget af i Vegas.

Hotellerne er tema-hoteller

som bl.a. Venetian (Venedig),

Caeser Palace (Rom), Luxor


Klør 5 nr. 3// November 2007 15

(Egypten) osv. Kasinoerne

er ens alle steder, men

omgivelserne følger temaet.

Det flotteste er uden tvivl

Venetian. Dér løber Canal

Grande igennem butiksgaden,

og man kan få en tur i gondol

og sejle under Sukkenes Bro.

Dermed kan man nok regne

ud, at hotellerne er af en

betragtelig størrelse – bl.a.

tog det 5-10 min. at gå fra

taxaen og ind til pokerrummet

på MGM.

Vi tog også ud på et outletmarked

en eftermiddag. Det

var den eneste gang, vi forlod

Strippen. Tøj er under halv

pris i forhold til Danmark

– bl.a. koster et par Levi’s

’model 501’ ca. 200 kr. Man

skal blot have i baghovedet,

at man kun må importere for

omkring 1.500,- kr. til DK

Ellers er der ikke meget at se

i Vegas. Man kan dog tage

ud og se Grand Canyon og

Hoover-dæmningen. I bil er

det en dagsrejse, hvilket ikke

kan anbefales pga. varmen.

Men man kan også tage

helikopter – det koster ca.

1500-2000 kr.

Jeg besluttede, at jeg kun

ville tage turen derud, hvis

jeg fandt nogen at tage af

sted sammen med. Pølse var

derude sidste gang, så han

gad naturligvis ikke igen. Jeg

har efterfølgende fortrudt min

beslutning en smule, så nu har

jeg en grund til at tage derover

igen en anden gang.

Vegas er desuden berømt

for er sine shows – og der er

mange… Der kører ca. 75

shows hver aften, og de er

store alle sammen. Da vi var

i byen kørte Celine Dion,

David Copperfield og andre

kæmpenavne, så man kan godt

forstå, at Thomas Eje ikke har

succes. Vi tog ind og så ”Le

Reve” og ”Mamma Mia”.

Begge shows var fantastiske

– bl.a. kunne scenen i ”Le

Reve” laves om til pool, så de

sprang fra 25 meters højde.

”Mamma Mia” er bare god.

Jeg sad og hyggede mig og

hørte de gamle ABBA sange

– fik da vist også sunget med

et par gange… godt lyden var

så høj, at omgivelserne slap

for at høre på…

Vi spiste primært på hotellerne,

der har et glimrende udbud af

restauranter i alle prisklasser

og stil. Prisniveauet er lidt

under det danske, selv når

man har givet drikkepenge,

der typisk er på 15-20%.

Restauranterne bød ikke på

mange overraskelser, men

vi havde dog en enkelt sjov

oplevelse på en italiensk

restaurang overfor vores

hotel. De havde en lille splejs

der spillede harmonika, han

var mindre end lille Palle og

ca. 70 år. På samme restaurant

havde vi en tjener af indiansk

afstamning. Han var rigtig

flink og spurgte til vores

nationalitet. Det viste sig, at

han havde venner i Polen og

Finland og mente at være god

til sprog. Han formåede at sige

“hvornår” men måtte give op

over for “rødgrød med fløde”,

som han ellers fik skrevet op.

Ellers var hotellets buffet i

absolut topklasse. For kun et

par hundrede danske kroner

kunne man gå i krig med 5

forskellige køkkener og et

kagebord, som ville få selv

Sønderjylland til at miste

pusten.

En af de sidste dage tog vi på

en bytur, hvor den skulle have

hele armen. Det blev i selskab

med Brian Jensen og Kenneth

Gregersen fra Ålborg. Efter

at have varmet op med et par

drinks ved Blackjack-bordet,

stod den på 3-retters menu,

godt med rødvin og irsk

kaffe. Bagefter tog vi en tur i

rutsjebanen på New York og

en limo til Spearmint Rhino,

hvor der blev festet igennem

og set på lap-dances. Pølsen

var i godt humør, så han

Ole F. Kristensen


16 Klør 5 nr. 3// November 2007

ville blive der til lukketid.

Vi andre måtte give op kl. 4,

og han kom hjem kl. 9.30.

Efterfølgende fandt vi ud af,

at stedet har åbent 24/7, så

godt han blev træt inden…

Nåh, men efter ca. tre uger i

Sin City, bliver man også glad

for at skulle hjem igen. Man

bliver træt af ”blink blink” og

lydene fra spilleautomaterne.

I fald man ikke har noget

specielt at foretage sig i

Vegas, skal man nok være der

i lidt kortere tid. Da Pølse røg

ud fra Main Event, blev det

da også til et par aftener med

en video på fjernsynet. Jeg så

dog også frem til at komme

hjem til min dejlige kæreste.

Vi fik snakket en del over

msn, men man finder jo ud af,

at man savner den man elsker,

når man er væk længe.

Vi stod tidligt op på

afrejsedagen, da vi skulle

med et fly kl. 8.00. Vi tog fra

hotellet i god tid omkring kl.

5.00, da vi jo ikke vidste om

kontrollen ville vare længe.

Vi blev dog tjekket ind og

kom igennem security på ca.

15 min., så der blev tid til en

gang morgenmad, hvor vores

nabo, en ældre mand, fortalte

os hvor dum Bush var. Han

kunne ikke forstå, at vi ikke

gad diskutere Irak-krig kl. 6

om morgenen og blev vist lidt

sur på os.

Flyet bakkede ud til tiden,

men så skete der ellers ikke

mere. Vi blev holdende,

idet kaptajnen skulle vente

’et øjeblik’ på tilladelse.

Dét øjeblik varede en time,

hvilket var højst uheldigt,

idet vi kun havde 1 time og

15 min i transit i Washington

til vores fly lettede mod Kbh.

Nåh, men så havde vi kun et

kvarter fra vi landende. Vi

spænede igennem lufthavnen

og nåede vores fly……….5

min for sent. Det holdt der

stadig, men gaten var closed.

Damn! Nu så det ud til at

vi skulle tilbringe et døgn i

Washington, men en hurtig

check-in mand ringede til

Lufthansas gate og forhørte

sig. De skulle være fløjet før

SAS, men var forsinkede. Vi

kunne dermed godt komme

med til Frankfurt, hvor vi så

skulle videre til Kbh. Vi endte

altså med at komme hjem tre

timer senere end planlagt,

hvilket var langt bedre end

at strande i Washington, hvor

lufthavnen ligger et pænt

stykke fra centrum.

Ferien var ikke helt slut

endnu. Vores bagage nåede

ikke flyet i Washington, så

den skulle eftersendes. I Kbh.

fik vi lavet en rapport og fik at

vide, at der kunne gå op til 3

dage før bagagen nåede frem.

Vi kunne dog følge bagagen

over nettet, og allerede efter

én dag var den ene af mine

tasker registreret i Kbh. Min

anden taske og Pølses to

tasker var ikke ankommet

endnu. Efter tre dage vi tog

ud til lufthavnen for at lede

efter det “forsvundne”, og til

vores overraskelse stod alle

fire stk. bagage lige ved siden

af hinanden.

Pølse havde på det tidspunkt

fået sovet igennem. Han

fik ikke meget søvn i Vegas

– primært fordi han ikke

kunne udholde min snorken.

På det felt blev han altså badbeatet.

Kun de dage hvor han

drak masser af vodka/red bull,

kunne han sove, og red bull

skulle være en energi-drik…..

Nåh, men det var tre dejlige

uger ’over there’. Det var

første gang, jeg var i USA

– men det bliver bestemt ikke

den sidste. Der var en utrolig

service overalt, hvor vi var.

Sjovt nok så vi næsten intet

politi, men det var nok fordi,

vi blev på Strippen, så jeg

håber på en anden gang at

kunne skrive om en tur til Las

Vegas.

More magazines by this user
Similar magazines