De arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord - Hørsholm Egns ...
De arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord - Hørsholm Egns ...
De arkæologiske udgravninger ved Kokkedal Nord - Hørsholm Egns ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
J.nr. HØM 301 og HØM 305<br />
KUAS j.nr. FOR 2003-2122-0193<br />
<strong>De</strong> <strong>arkæologiske</strong> <strong>udgravninger</strong> <strong>ved</strong><br />
<strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> i <strong>Hørsholm</strong> Kommune<br />
Ole Lass Jensen<br />
<strong>Hørsholm</strong> <strong>Egns</strong> Museum<br />
November 2004
Indholdsfortegnelse<br />
1. Indledning……..…………………………………………..……………………………….. 2<br />
2. Baggrund for <strong>udgravninger</strong>ne……...…………………..…………………………….…….. 3<br />
3. Landskabet og fortidsminderne …………………..…………………………………..…… 4<br />
Landskabet <strong>ved</strong> bopladserne……………………………………………………………....... 4<br />
<strong>De</strong>t omgivende landskab…………………………………………………………………… 5<br />
Fortidsminderne i området…………………………………………………………………. 5<br />
4. Udgravningernes metode……………………………………………………………...…… 8<br />
5. Udgravningernes resultater………………………………………………………………… 10<br />
Stenalderbopladsen………………………………………………………………………… 10<br />
Bronzealderbopladsen……………………………………………………………………… 16<br />
6. Sammenfatning og perspektiver……………………………………………………...……. 19<br />
Litteraturliste………………………………………………………………………………….. 20<br />
1
1. Indledning<br />
Forud for byggemodning af det 6 hektar store areal ”<strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>” udførte <strong>Hørsholm</strong> <strong>Egns</strong><br />
Museum <strong>arkæologiske</strong> <strong>udgravninger</strong> på arealet i foråret 2004. Udgravningerne omfattede to<br />
fortidsminder. <strong>De</strong> <strong>arkæologiske</strong> undersøgelser blev koncentreret om en boplads fra den tidligste<br />
del af bondestenalderen, dvs. fra tidsrummet ca. 3700-3500 f.Kr. <strong>De</strong>nne udgravning har<br />
resulteret i en række nye og meget spændende oplysninger om de tidligste bønders liv på<br />
<strong>Hørsholm</strong>-egnen. <strong>De</strong>suden blev der foretaget en begrænset undersøgelse af en senere boplads på<br />
arealet, nemlig en boplads fra begyndelsen af den yngre bronzealder, omkring 1000 f.Kr. <strong>De</strong><br />
<strong>arkæologiske</strong> fund fra bronzealderbopladsen omfatter bl.a. nogle fine eksempler på tidens<br />
karakteristiske lertøj.<br />
_____________________________<br />
1 km<br />
Fig. 1. Kortudsnit, hvor undersøgelsesområdet <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong><br />
er markeret med rødt.<br />
<strong>De</strong>n foreliggende rapport er en såkaldt ”bygherrerapport”, der på kortfattet og overskuelig vis<br />
fortæller om udgravningsresultaterne fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>. Rapporten omhandler begge de<br />
undersøgte lokaliteter, dvs. både stenalderbopladsen og bronzealderbopladsen.<br />
2
2. Baggrund for <strong>udgravninger</strong>ne<br />
I forbindelse med <strong>Hørsholm</strong> Kommunes kommende salg af det ca. 6 hektar store areal,<br />
”<strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>”, til boligbyggeri udførte <strong>Hørsholm</strong> <strong>Egns</strong> Museum en arkæologisk<br />
forundersøgelse på arealet i oktober måned 2003. Forundersøgelsen skulle afklare, om der<br />
fandtes væsentlige fortidsminder, som i henhold til museumsloven skulle undersøges<br />
arkæologisk forud for det kommende anlægsarbejde.<br />
Forundersøgelsen påviste spor af fortidsminder i to delområder i form af bopladsspor fra<br />
henholdsvis yngre stenalder, ca. 3700-3500 f.Kr. og yngre bronzealder, omkring 1000 f.Kr. <strong>De</strong>r<br />
er tidligere redegjort for forundersøgelsen i museets rapport fra oktober 2003.<br />
Allerede under forundersøgelsen stod det klart, at bopladsen fra yngre stenalder hørte hjemme i<br />
en tidlig del af denne periode, blot nogle få århundreder efter, at man herhjemme begyndte drive<br />
agerbrug. Bopladser fra den tid kendes kun i begrænset omfang fra Danmark, og er navnlig<br />
sjældne i <strong>Nord</strong>sjælland. Fra egnen omkring <strong>Hørsholm</strong> er bopladsen den første af sin art. <strong>De</strong>r var<br />
derfor ikke tvivl om, at vi havde at gøre med et væsentligt fortidsminde, som skulle underkastes<br />
en nærmere arkæologisk undersøgelse, inden anlægsarbejdet kunne gå i gang.<br />
Anderledes forholdt det sig med bopladsen fra bronzealderen. Bopladserne fra den tid er langt<br />
bedre belyst, og da bopladsen samtidig var stærkt ødelagt af den moderne landbrugsdrift, blev<br />
det besluttet at nøjes med en begrænset undersøgelse af dette fortidsminde. Konkret blev en stor<br />
affaldsfyldt nedgravning udvalgt til nærmere undersøgelse, mens der ikke blev foretaget videre<br />
<strong>udgravninger</strong> på den øvrige del af bopladsen.<br />
<strong>De</strong>t blev aftalt med <strong>Hørsholm</strong> Kommune, at de <strong>arkæologiske</strong> <strong>udgravninger</strong> <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong><br />
skulle udføres i april og maj 2004. Udgravningerne blev ifølge museumsloven betalt af<br />
kommunen indenfor en budgetramme på 233.352 kr.<br />
3
3. Landskabet og fortidsminderne<br />
Landskabet <strong>ved</strong> bopladserne<br />
Undersøgelsesområdet omfatter et ca. 6 hektar stort areal, som udgør den nordlige del af matr.nr.<br />
3a, Vallerød By, <strong>Hørsholm</strong>. Arealet afgrænses mod vest af Lågegyde, mod nord af P.M. Daells<br />
Allé og mod øst af golfbanerne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> Slot. Mod syd grænser området op til et ubebygget<br />
Fig. 2. Kortudsnit, hvor bopladserne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> er markeret. Samtidig er vist øvrige stenalder-<br />
og bronzealderfund fra nærområdet.<br />
4
areal, der stiger relativt stejlt videre mod syd. Området, hvor bronzealderbopladsen ligger,<br />
udgøres af en stor bakke, hvis højeste punkt, 17 m o. DNN, befinder sig nordligt på arealet.<br />
Bakken falder jævnt i alle retninger. Bopladssporene befinder sig på bakkens højeste partier.<br />
SSV for bakkefoden, hvor terrænet er lavest (8-9 m o. DNN) antager det karakter af græseng.<br />
Her må området tidligere have udgjort et regulært vådbundsareal. Sydvestligst i det lavt liggende<br />
område findes en ca. 75 x 50 m stor, N-S vendt højning i terrænet. <strong>De</strong>t er på denne højning, at<br />
lokaliteten fra yngre stenalder er udgravet.<br />
<strong>De</strong>t omgivende landskab<br />
Topografien <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> er typisk for landskabet på egnen, der netop karakteriseres af<br />
små og større bakker afbrudt af lavtliggende arealer. <strong>De</strong> lave områder mellem bakkerne var<br />
førhen, dvs. inden de omfattende dræninger, som landbruget udførte i 1800-tallet, vådbundsarealer.<br />
Bopladserne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> ligger blot omkring 600 m fra Øresundskysten, der<br />
også i oldtiden havde nogenlunde samme forløb som i dag. <strong>De</strong>r er altså for både stenalderbopladsens<br />
og bronzealderbopladsens <strong>ved</strong>kommende tale om kystnære bopladser, men ikke<br />
egentlige kystbopladser.<br />
Fortidsminderne i området<br />
Bopladser fra den tidlige del af bondestenalderen er sjældne i <strong>Nord</strong>sjælland, og bopladsen <strong>ved</strong><br />
<strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> er som nævnt den første af sin art på egnen omkring <strong>Hørsholm</strong>. I den<br />
forudgående periode, jægerstenalderen, og frem til overgangen mellem jæger- og<br />
bondestenalder, omkring 3950 f.Kr., lå bopladserne koncentreret <strong>ved</strong> den daværende Nivåfjord,<br />
blot 2 km nord for <strong>Kokkedal</strong>. I slutningen af jægerstenalderen faldt vandstanden, og fjorden<br />
groede gradvist til. I den tidlige del af bondestenalderen anvendte man sporadisk stadigvæk<br />
nogle af bopladserne <strong>ved</strong> Nivåfjorden som jagtstationer, men ellers flyttede man bopladserne<br />
væk fra kysten og længere ind i landet. At det var herinde, bopladserne lå, afspejles af, at de<br />
samtidige grave, stendysserne, findes i samme område. I dag kan man stadig se dysser – og de<br />
lidt senere grave, jættestuer – omkring Karlebo, i Stasevang og i skoven <strong>ved</strong> Sjælsø. Oprindelig<br />
har antallet af dysser og jættestuer været langt større, men mange er ødelagt fordi man har<br />
anvendt de store sten til senere bygningsarbejder.<br />
Når bopladserne omkring 3950 f.Kr. flyttes ind i<br />
landet, hænger det sammen med det basale<br />
erhvervsskifte, som markerer overgangen mellem<br />
jægerstenalderen og bondestenalderen. Ca. 3950<br />
f.Kr. introduceres kornavl og husdyrhold i<br />
Sydskandinavien, og i de følgende århundreder<br />
lægger man mere og mere vægten på disse<br />
erhvervsformer på bekostning af jagt og fiskeri.<br />
Nu var det ikke længere mulighederne for jagt og<br />
fiskeri, der afgjorde, hvor bopladserne blev<br />
anlagt, men derimod hensynet til dyrkningsarealer.<br />
Til marker valgte stenalderbønderne<br />
helst højtliggende, veldrænede jorder og samtidig<br />
gerne en let, sandet jordbund.<br />
Fig. 3. Tidstavle, hvor dateringen af de to bopladser<br />
<strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> er angivet.<br />
5
I de første århundreder af bondestenalderen har jagt og fiskeri dog stadig spillet en væsentlig<br />
rolle i ernæringsstrategien, så faktisk kan de tidligste bønder herhjemme bedst betegnes som<br />
halvagerbrugere. Netop dette forhold er bondestenalder-bopladsen fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> et godt<br />
eksempel på, for her er der fundet såvel pilespidser, der jo indirekte påviser jagt, som stykker af<br />
kværnsten, der indirekte påviser kornavl.<br />
At de første stenalderbønder tog ophold <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> mere end blot et enkelt sted illustreres af<br />
tre andre fund fra nærområdet. I forbindelse med boligbyggeri <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> Station udgra<strong>ved</strong>e<br />
museet i 1988 resterne af en gravhøj fra den tidlige del af bondestenalderen. <strong>De</strong>r er tale om en<br />
såkaldt langhøj, der rummede en enkelt grav. Højen var delvist træbygget, og denne type<br />
gravhøje anses for at være forløbere til de lidt senere stenbyggede dysser. Fra parcelhuskvarteret<br />
lige nord for <strong>Kokkedal</strong> Station stammer et brudstykke af en sleben flintøkse, der ligeledes hører<br />
hjemme i den tidlige del af bondestenalderen. På markerne øst for <strong>Hørsholm</strong> Rådhus er der også<br />
fundet en økse fra samme tid, men i dette tilfælde er der tale om et sjældent pragteksemplar: En<br />
27 cm lang, velformet økse tilhugget af grønsten. På marken er der også fundet forskellige<br />
flintredskaber, som tyder på, at der her skjuler sig en regulær boplads fra bondestenalderen.<br />
Efter en kort årrække forlod stenalderbønderne bopladsen <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>, og først mere end<br />
2000 år senere slog oldtidsmennesker sig atter ned på stedet. <strong>De</strong>t skete omkring 1000 f.Kr., i<br />
begyndelsen af den yngre bronzealder, hvor man anlagde en boplads på den høje bakke ovenfor<br />
stenalderbopladsen. Hvor stenalderbopladsen var ret beskeden i udstrækning – omkring 3000 m 2<br />
– så lagde bronzealderbopladsen beslag på et mere end 10.000 m 2 stort areal.<br />
<strong>De</strong>r kendes flere bronzealderfund i nærheden af bopladsen, både samtidige fund og lidt ældre<br />
fund, dvs. fund fra ældre bronzealder. I ældre bronzealder og begyndelsen af den yngre<br />
bronzealder, mellem ca. 1500 og 1000 f.Kr., var kyststrøget ud for <strong>Kokkedal</strong> tæt bebygget. <strong>De</strong>t<br />
har sat sig meget synlige spor i landskabet i form af store gravhøje. Langs en 1,5 km lang<br />
strækning af kysten ud for <strong>Kokkedal</strong> lå oprindelig mindst 13 gravhøje på toppen af bakkerne og<br />
skrænterne ud til sundet. Flere af højene er stadig bevaret, det gælder f.eks. den nordligste af<br />
højene, den store ”Jens Olsens Høj”, og flere af højene på kystskrænten <strong>ved</strong> Mikkelborg.<br />
Gravhøjene blev oprindelig bygget over begravelser af højtstående personer i løbet af ældre<br />
bronzealder, men senere, bl.a. i yngre bronzealder, hvor bopladsen <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> var i<br />
brug, anvendte man også højene som begravelsespladser.<br />
Højenes oprindelige grave bestod af store sten- eller trækister, hvor den døde blev begravet<br />
sammen med sit personlige udstyr: Bronzesværd, dolke og dragtsmykker for mændenes<br />
<strong>ved</strong>kommende og bronzesmykker for kvindernes. <strong>De</strong> døde blev begravet ubrændte, men senere, i<br />
yngre bronzealder, ændredes gravskikken. <strong>De</strong> døde blev nu brændt, og de brændte knogler blev<br />
anbragt i enten en urne eller en lille stenkiste, som blev gravet ned <strong>ved</strong> foden af gravhøjen.<br />
Fra gravhøjene <strong>ved</strong> Mikkelborg kendes flere gravfund, der er gjort af bl.a. Nationalmuseet i<br />
1880´erne. Således blev der i 1881 udgravet en delvist ødelagt høj med tre grave fra ældre<br />
bronzealder, hver under sin stendynge. <strong>De</strong>n ene var en barnegrav med bevarede tænder fra et<br />
barn mellem fire og ti år. Med sig i graven havde barnet fået en flad bronzeskive, en knap af<br />
bronze og et lille lerkar. <strong>De</strong> to øvrige var begravelser af voksne mænd. Ved det ene skelet lå en<br />
pincet af bronze og en ildslagningssten af flint, mens den sidste grav indeholdt en bronzedolk<br />
med rester af en læderskede, rester af uldtøj og skår af forskellige lerkar. I en anden høj fandtes<br />
en stenkiste fra ældre bronzealder. Her lå en velbevaret skelet af en mand udstrakt på ryggen og<br />
6
hyllet i en dyrehud (fig. 4). Hen over brystet og maven var der bevaret stumper af groft vævet<br />
uldtøj, måske fra et lændeklæde eller et tæppe, og her lå også en dragtnål af bronze (Leth-Larsen<br />
1986, s. 45). I en anden gravhøj <strong>ved</strong> Mikkelborg lå der i en lille stenkiste med brændte<br />
menneskeben to knive og en pincet af bronze (fig. 4). <strong>De</strong>nne grav er fra yngre bronzealder, og<br />
bronzesagerne er – arkæologisk set – samtidige med bopladsen fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>.<br />
Fig. 4. T.v. stenkisten fra Mikkelborg. Hen over mave- og brystregionen på det velbevarede skelet ses<br />
rester af uldtøj med en dragtnål af bronze (Fra Vilhelm Boyes beretning 1881 på Nationalmuseet).<br />
T.h. bronzepincetten og en af bronzeknivene fra stenkisten med de brændte menneskeben, der ligeledes er<br />
fundet <strong>ved</strong> Mikkelborg. (Tegning: Anne Sylvest).<br />
Bronzealderens mennesker ernærede sig først og fremmest af kornavl og agerbrug. Husdyrholdet<br />
afspejles både af gravfundene, hvor der er fundet uldtøj, og af fund fra bopladsen <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong><br />
<strong>Nord</strong>, hvor der er fundet knogler af enten får eller ged.<br />
7
4. Udgravningernes metode<br />
<strong>De</strong> to bopladser <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> var ikke kendt på forhånd, men blev først opdaget <strong>ved</strong> den<br />
forundersøgelse, der blev udført i efteråret 2003. Ved forundersøgelsen blev der systematisk<br />
trukket lange søgegrøfter med gravemaskine, hvor muldlaget blev fjernet i to meter brede,<br />
parallelle baner. På den måde blev det muligt at se, hvilke spor af fortidsminder, der var bevaret<br />
på stedet, ligesom bopladsernes udstrækning kunne afgrænses. Da de egentlige <strong>udgravninger</strong><br />
blev udført i foråret 2004, blev der også anvendt en gravemaskine til at fjerne pløjemulden, som<br />
dækkede resterne af bopladserne (fig. 6).<br />
Fig. 5. Oversigtskort over <strong>udgravninger</strong>ne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>. Både søgegrøfterne fra<br />
forundersøgelsen og de efterfølgende udgravningsarealer er vist (de hvide områder).<br />
8
Fig. 6. Gravemaskinen i færd med at afdække<br />
stenalderbopladsen.<br />
<strong>De</strong> affaldslag, eller kulturlag, som<br />
oprindelig har ligget tilbage på<br />
bopladserne, var over det meste helt<br />
ødelagt af den moderne landbrugsdrift<br />
– kun på stenalderbopladsen var der en<br />
rest af dette affaldslag bevaret. <strong>De</strong>t var<br />
først og fremmest de nedgravninger,<br />
som oldtidsmenneskene foretog, der<br />
var bevaret. <strong>De</strong>t drejer sig om f.eks.<br />
nedgra<strong>ved</strong>e bålsteder og kogegruber<br />
samt huller, der var gravet for at skaffe ler til lertøjet eller til klining af husene. Mange af de<br />
huller, der blev gravet med et eller andet formål for øje, blev siden fyldt med affald fra<br />
bopladsen, bl.a. ituslået lertøj.<br />
I forbindelse med den maskinelle afdækning blev udgravningsfladen rengjort manuelt med skovl<br />
eller graveske, så alle nedgravningsspor fremstod tydeligt mod den lyse råjord. <strong>De</strong>rnæst blev<br />
udgravningsfladen, alle nedgravninger m.v. opmålt elektronisk med en totalstation, så der<br />
bagefter kunne fremstilles computerbaserede planer over bopladssporene. I forbindelse med<br />
denne opmåling fik hvert nedgravningsspor et løbenummer – et ”anlægsnummer”, så<br />
nedgravningen, og de fund, der efterfølgende blev gjort heri, kunne identificeres entydigt.<br />
Næste skridt var at undersøge og udgrave nedgravningerne. Først blev den ene halvdel af<br />
nedgravningerne udgravet, så der fremkom et snit eller en profil gennem nedgravningen. Alle<br />
snit blev registreret på tegninger og beskrevet mht. farve, form, indhold af genstande osv. – bl.a.<br />
med henblik på en tolkning og datering af nedgravningerne.<br />
Udgravningsarealet på stenalderbopladsen omfattede ca. 2400 m 2 , hvortil kommer søgegrøfterne<br />
fra forundersøgelsen. Antagelig er mellem 80 og 90 % af det samlede bopladsareal udgravet,<br />
således at bopladsen må anses for at være nærmest totalt udgravet. På bronzealderbopladsen<br />
blev der som nævnt kun undersøgt et meget begrænset udsnit i forbindelse med den egentlige<br />
udgravning, nemlig 92 m 2 . Til gengæld blev der her udgravet mange søgegrøfter <strong>ved</strong><br />
forundersøgelsen, således at der i alt er undersøgt ca. 3300 m 2 af denne boplads, svarende til ca.<br />
33 % af det samlede bopladsareal.<br />
Fig. 7. Nogle af nedgravningerne på<br />
stenalderbopladsen er her <strong>ved</strong> at blive<br />
undersøgt nøjere.<br />
9
5. Udgravningernes resultater<br />
Stenalderbopladsen<br />
På stenalderbopladsen blev der registreret 49 nedgravninger fra oldtiden foruden et affaldslag,<br />
som dækkede et 150 m 2 stort areal. Nedgravningerne udgjordes først og fremmest af gruber af<br />
forskellig størrelse, form og funktion. Nedgravningerne var ikke jævnt spredt, men lå<br />
koncentreret i tre-fire klynger. På oversigtsplanen fig. 8 ses en klynge med mange og<br />
forholdsvist tætliggende nedgravninger østligt i udgravningsfeltet. En anden, velafgrænset<br />
klynge ses mod sydvest. <strong>Nord</strong> herfor, nogenlunde centralt i udgravningsfeltet ses en lidt mere<br />
diffus koncentration af nedgravninger. Endelig forekommer der en lille samling nedgravninger<br />
nordligst i udgravningsfeltet.<br />
<strong>De</strong>t er kun i få tilfælde muligt at afgøre, hvilket formål gruberne oprindelig har tjent. Nogle<br />
gruber er opfyldt med trækul og brændte sten og har givetvis fungeret som nedgra<strong>ved</strong>e bålsteder<br />
eller kogegruber, hvor maden blev tilberedt. <strong>De</strong>nne type kogegruber er kun fundet i to tilfælde,<br />
som begge lå i den sydvestlige klynge af nedgravninger. Ud over brændte sten og lidt brændt<br />
flint samt trækul indeholdt kogegruberne ikke fund som f.eks. redskaber eller lerkarskår.<br />
Fig. 8. Udgravningsplan over stenalderbopladsen <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>.<br />
10
<strong>De</strong>n mest almindelige type gruber på bopladsen var små nedgravninger fyldt med mere eller<br />
mindre mørkfarvet sand. Gruberne havde et tværmål på mellem 0,4 og 3,3 m og en dybde på<br />
indtil 0,5 m. Som regel indeholdt gruberne lidt spredte trækulsstykker, og nogle af dem har<br />
sikkert fungeret som bålsteder. Andre af gruberne kan være gravet for at skaffe sand til at blande<br />
i den lermasse, som man brugte til fremstillingen af lerkar eller til lerkliningen af husene (se<br />
senere). Hvorom alt er, blev mange af gruberne bagefter brugt som affaldskuler, hvor bl.a.<br />
ituslået lertøj og kasserede flintredskaber blev smidt. Oprindelig har mange af gruberne sikkert<br />
indeholdt organisk affald som slagteaffald o. lign., men sådant materiale var ikke længere<br />
bevaret.<br />
Fig. 9. En af de små sandfyldte gruber halvt gennemskåret. Til venstre<br />
skæres gruben af en nyere grøft.<br />
Lerkarskårene fra gruberne stammer fra tidens karakteristiske lerkar med afrundet bug og<br />
tragtformet hals, også kaldet ”tragtbægere”. Faktisk har denne lerkarform givet navn til den<br />
tidlige bondestenalder i Danmark, som også kaldes for ”Tragtbægerkulturen”. Fra to af gruberne<br />
i den østlige klynge af nedgravninger stammer flere lerkarskår fra ganske tilsvarende bægre som<br />
de, der er vist på fig. 10. <strong>De</strong>t drejer sig bl.a. om skår, der lige under randen har tre bånd med<br />
snoreornamentik (fig. 11). Mønsteret er opstået <strong>ved</strong>, at man har presset en tosnoet snor ind i det<br />
våde ler, inden karret blev brændt. Andre skår har den karakteristiske lodrette afstribning på<br />
bugen, som hyppigt ses på lerkar fra den tidlige del af bondestenalderen (fig. 10).<br />
11<br />
Fig. 10. <strong>De</strong>r er kun fundet<br />
brudstykker af lerkar på<br />
bopladsen, men eksemplerne<br />
her viser, hvordan karrene<br />
oprindelig så ud. Tegning:<br />
Eva Koch.
Fig. 11. Skår fra tragtbæger mønstret med indtryk af<br />
tosnoet snor under randen. Skåret blev, sammen med<br />
andre brudstykker af lerkar, fundet i en af bopladsens<br />
gruber.<br />
I nogle af gruberne blev der fundet kasserede<br />
flintredskaber og flintafslag fra tilhugningen af<br />
redskaber. Flintredskaberne er dog fåtallige og<br />
tæller bl.a. fem skrabere, et flintbor og stumper af<br />
to-tre slebne flintøkser foruden brudstykker af<br />
flintflækker, der sikkert blev anvendt som knive.<br />
<strong>De</strong> fleste flintredskaber blev fundet i en stor,<br />
naturlig sænkning i undergrunden, der lå i<br />
udgravningens nordlige del (fig. 8). Sænkningen<br />
dækkede et areal på omkring 150 m 2 og var fyldt<br />
med et lyst sandlag, der var indtil 15 cm tykt. I<br />
sandlaget blev der fundet flintafslag og kasserede<br />
flintblokke, skrabere og to pilespidser af flint (fig.<br />
12). Pilespidserne er vigtige, for de vidner om, at<br />
man drev jagt fra bopladsen. At der også fandt<br />
korndyrkning sted er indirekte påvist af to store<br />
brudstykker af en kværnsten, som blev fundet i en<br />
af gruberne.<br />
To af bopladsens gruber var ganske specielle. Gruberne lå blot 5 m fra hinanden i den lille<br />
klynge af gruber på bopladsens sydvestlige del. <strong>De</strong>n ene grube målte 1,8 m i tværmål og var<br />
indtil 0,6 m dyb. Gruben var tæt pakket med store, rødbrændte lerstykker. På mange af<br />
stykkerne ses der tydelige aftryk af kraftige grene og kløvet tømmer (fig. 13). <strong>De</strong>r er tale om<br />
stykker af lerklining, sandsynligvis fra ydervæggene på et nedbrændt hus. Aftrykkene viser, at<br />
_________<br />
2 cm<br />
Fig. 12. T.v. ses en af bopladsens flintskrabere, mens de to pilespidser ses t.h. Pilespidserne er<br />
såkaldte ”tværpile”, der ikke har egentlig spids, men en bred tværstillet æg.<br />
12
huset havde en slags bindingsværkskonstruktion. Lignende stykker lerklining med aftryk af<br />
grene og tømmer er fundet på enkelte andre bopladser fra den tidlige bondestenalder, men i<br />
forhold til de fund er mængden af lerklining fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> meget stor. Da mange af<br />
stykkerne var meget møre, og derfor ikke kunne optages i hel tilstand, blev kun omtrent<br />
halvdelen af lerkliningen hjembragt fra udgravningen – alene dette materiale tæller 493 stykker<br />
med en samlet vægt på 30 kg.<br />
Fig. 13. T.v. ses gruben med den brændte lerklining halvt gennemskåret. Nederst i gruben rager et stort<br />
stykke af en kværnsten ud af jordvæggen. T.h. et udvalg af lerklining med tydelige aftryk af grene og<br />
kløvet tømmer.<br />
Ud over at lerkliningen kan fortælle om byggekunsten for mere end 5500 år siden, gemmer de<br />
brændte lerstykker på andre vigtige informationer. På overfladen af stykkerne ses af og til aftryk<br />
af plantefrø. En kommende naturvidenskabelig analyse af aftrykkene kan bl.a. fortælle, hvilke<br />
kornsorter, der blev dyrket på bopladsen. Selve et sted, hvor det nedbrændte hus stod, er ikke<br />
påvist med sikkerhed. Men 25 m øst for gruben med lerklining blev der fundet spor fra to<br />
nedgra<strong>ved</strong>e stolper, som meget vel kan stamme fra en huskonstruktion. At der ikke fandtes flere<br />
spor af huse skyldes formentlig, at de er ødelagt af den moderne pløjning.<br />
<strong>De</strong>n anden grube, der var af omtrent samme størrelse som den første, indeholdt også en stor<br />
mængde brændte lerstykker, men denne gang er der tale om flade stykker på 2-3 cm´s tykkelse,<br />
Fig. 14. <strong>De</strong>n øvre del af det store lerkar, der<br />
blev fundet på bunden af den ene grube med<br />
brændt lerklining.<br />
13
og kun ganske få bærer aftryk af grene. Disse stykker kan også stamme fra kliningen af et hus,<br />
men forskellen mellem lerstykkerne i de to gruber er påfaldende. Måske stammer de flade<br />
lerstykker ikke fra ydervægge, men fra en anden del af huset, f.eks. et gulv. I gruben blev der<br />
gjort andre påfaldende fund: På bunden af gruben lå store, sammenhængende dele af et knust<br />
lerkar, et stort tragtbæger (fig. 14), og spredt i gruben blev der fundet 10 små og større stykker af<br />
slebne flintøkser, der var brændt <strong>ved</strong> kraftig varme (fig. 15).<br />
Fig. 15. Æggen af to brændte flintøkser, som<br />
blev fundet i en af de gruber, der også<br />
indeholdt brændt lerklining. Stykket t.v. er<br />
sammensat af tre fragmenter, der lå spredt i<br />
gruben.<br />
<strong>De</strong>r er stykker fra to, muligvis tre forskellige økser. Nogle af de brændte øksestykker har kunnet<br />
sættes sammen, så de danner et lidt større parti af øksens ægende. I gruben lå også andre brændte<br />
flintsager, 113 i alt, der omfatter både flintafslag og knuste flintstykker foruden en brændt<br />
flintflække (kniv), der var brækket i tre stykker.<br />
Indholdet i gruben – den store mængde brændt lerklining, det knuste lerkar og de brændte<br />
flintøkser – tyder på, at der ikke er tale om en almindelig affaldsgrube, men derimod om særligt<br />
udvalgte genstande, der f.eks. er nedlagt i forbindelse med en offerhandling. Netop fra den<br />
tidlige bondestenalder og de følgende århundreder kender vi utallige offerfund fra hele landet.<br />
<strong>De</strong>t gælder særlig fra moserne, hvor der er hensat lerkar, nedlagt offerdyr og slebne flintøkser.<br />
Sådanne offerfund kendes også i flere tilfælde fra egnen omkring<br />
<strong>Hørsholm</strong>. <strong>De</strong>t gælder bl.a. et fund fra en mose i Usserød, der<br />
omfatter tre store og meget smukke, slebne flintøkser, der var<br />
nedlagt sammen (fig. 16).<br />
<strong>De</strong>t er sikkert i en sådan sammenhæng, at man skal se det<br />
knuste lerkar og de brændte flintøkser, der er fundet i gruben <strong>ved</strong><br />
<strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>. Her er der bare ikke tale om ofringer i en mose,<br />
men på tørt land – i udkanten af en boplads. Brændte flintøkser,<br />
der er fundet i en sådan sammenhæng, at de må tolkes som<br />
ofringer, kendes også fra andre bopladser i Danmark og Skåne.<br />
Fig. 16. To af de i alt tre flintøkser, der blev ofret i en mose i Usserød<br />
i begyndelsen af bondestenalderen omtrent samtidig med, at bopladsen<br />
<strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> var i brug. <strong>De</strong>n længste økse måler 34 cm.<br />
Foto: Nationalmuseet.<br />
14
Tre små gruber, der lå lidt for sig selv nordligst i udgravningsfeltet, skilte sig også ud fra de<br />
almindelige gruber på bopladsen. Gruberne, der havde et tværmål på mellem 0,5 og 1,3 m, og en<br />
dybde på kun indtil 18 cm, var fyldt med sort, trækulsholdigt sand, trækulsstykker og små<br />
hvidbrændte knoglefragmenter. Knoglerne er analyseret af Pia Bennike, Retsmedicinsk Institut,<br />
Københavns Universitet, og det har overraskende vist sig, at nogle af knoglerne sandsynligvis<br />
stammer fra menneske (Bennike 2004). Knoglerne, der er fra hhv. lårben, mellemøre og<br />
nakkeben, er fundet i to forskellige gruber (markeret på oversigtsplanen fig. 8). Muligvis<br />
stammer alle de brændte knoglestykker i de tre gruber fra menneske, men stykkerne er så små, at<br />
det ikke kan afgøres med sikkerhed.<br />
Eventuelt er de tre trækulsfyldte gruber brandgrave, altså begravelser af kremerede lig.<br />
Brandgrave kendes normalt ikke fra bondestenalderen, og det er derfor muligt, at gravene hører<br />
til den yngre bronzealderboplads på bakken ovenfor stenalderbopladsen. Netop i yngre<br />
bronzealder er ligbrænding den mest almindelige gravskik. Gruberne med brændte<br />
menneskeknogler behøver imidlertid ikke at være begravelser, men kan være menneskeofringer.<br />
Sammen med ofringer af bl.a. økser, lerkar og dyr var menneskeofre et relativt almindeligt<br />
fænomen i bondestenalderen. Hvorvidt menneskeknoglerne skal forbindes med den ene eller<br />
anden af de to bopladser bliver afgjort af en kommende kulstof 14-datering af knoglerne.<br />
Datering af stenalderbopladsen<br />
<strong>De</strong>t er de fundne lerkarskår og flintredskaber, der er baggrunden for, at vi kan datere bopladsen<br />
til den tidlige bondestenalder. Keramikformerne og deres ornamenter gennemgik relativt hastige<br />
ændringer i løbet af bondestenalderen. Gennem ændringerne i keramikstile er det muligt at<br />
inddele bondestenalderen i forskellige tidsafsnit, og dermed er lerkarrene vigtige instrumenter til<br />
en mere præcis datering. Keramikken fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> synes at repræsentere to forskellige<br />
tidsafsnit af den tidlige bondestenalder. En større samling lerkarskår fra en af nedgravningerne<br />
på bopladsens østlige del stammer fra et kar med karakteristiske, lodrette striber på bugen (fig.<br />
10). Sådanne kar skal dateres til tiden mellem 3500 og 3100 f.Kr. I en nærliggende grube er<br />
fundet skår, der stammer fra lidt ældre kar, dvs. fra tiden mellem ca. 3700 og 3500 f.Kr. <strong>De</strong>t<br />
gælder f.eks. skåret vist fig. 11. Samme tidlige datering gælder det store tragtbæger, der blev<br />
fundet i gruben med de brændte flintøkser, og skår af et tragtbæger, der lå gruben med den<br />
brændte lerklining, der bar indtryk af træværk.<br />
Stenalderbopladsen har med andre ord været i brug mindst to gange i bondestenalderen. Første<br />
gang i bondestenalderens tidlige del, mellem 3700 og 3500 f.Kr., anden gang på et tidspunkt<br />
mellem 3500 og 3100 f.Kr. <strong>De</strong> fleste bopladsspor synes at stamme fra bondestenalderens tidlige<br />
del, mens foreløbig kun en enkelt eller et par af nedgravningerne er fra tiden efter 3500 f.Kr. <strong>De</strong><br />
<strong>arkæologiske</strong> dateringer vil i den nærmeste fremtid blive suppleret med kulstof 14-dateringer af<br />
trækul fra udvalgte gruber, så bopladsen kan tidsfæstes mere præcist. Særligt vigtigt er det at få<br />
en snæver datering af de to gruber med brændt lerklining, for at det kan fastslås, hvor tidligt i<br />
oldtiden byggeskikken med bindingsværkskonstruktion optræder.<br />
At dømme ud fra de forholdsvis få nedgravninger og den begrænsede fundmængde har<br />
bopladsen kun været anvendt i kort tid – måske et par år. Udpining og vinderosion af de lette,<br />
sandede jorder, som man dengang foretrak til opdyrkning, har sammen med hastigt<br />
fremvoksende ukrudt formentlig været årsagen til, at datidens marker blev flyttet med<br />
forholdsvis korte mellemrum.<br />
15
Bronzealderbopladen<br />
Først mere end to årtusinde senere slog oldtidsmennesker sig atter ned <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>. <strong>De</strong>t<br />
skete omkring 1000 f.Kr., i begyndelsen af den yngre bronzealder, hvor der blev anlagt en<br />
boplads på den høje bakke ovenfor stenalderbopladsen. Som tidligere nævnt var der tale om en<br />
relativt stor boplads, der dækkede et areal på mere end 10.000 m 2 . Ligesom det var tilfældet på<br />
stenalderbopladsen, udgøres bopladsresterne af forskellige nedgravninger, først og fremmest<br />
kogegruber og nedgravninger, der sekundært var opfyld med bopladsens affald. <strong>De</strong> affaldslag,<br />
som oprindelig har dækket store dele af bopladsens overflade, var for længst ødelagt af pløjning.<br />
<strong>De</strong>t samme gælder stolpespor af de huse, som givetvis fandtes på bopladsen.<br />
Fig. 17. <strong>De</strong>n store grube på bronzealderbopladsen under udgravning.<br />
<strong>De</strong> dårlige bevaringsforhold var en medvirkende årsag til, at udgravningen på bronzealderopladsen<br />
blev begrænset til en enkelt af de store, affaldsfyldte nedgravninger. Formålet med<br />
udgravningen af den store grube var at fremskaffe et repræsentativt udvalg af den keramik, der<br />
havde været i brug på bopladsen. Selvom bopladser fra den yngre bronzealder er relativt<br />
almindelige, så har vi på <strong>Nord</strong>sjælland kun få fund af keramik fra periodens tidlige del. Med<br />
henblik på bl.a. regionale sammenligninger af bronzealderens keramikstile var det derfor<br />
relevant at få sikret en del af keramikken fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>. Samtidig indeholder gruberne ofte<br />
organisk materiale som forkullede frø, trækul og dyreknogler, der kan informere om livet på<br />
bopladsen.<br />
<strong>De</strong>n udgra<strong>ved</strong>e grube lå på selve toppen af den store bakke, centralt i bopladsområdet. Gruben<br />
målte 6 x 4 m og var over 0,5 m dyb. Antagelig er det store hul gravet for at skaffe ler til klining<br />
af et af bopladsens huse. Huset må have ligget tæt <strong>ved</strong> nedgravningen, men der var ikke bevaret<br />
spor af det. Bagefter har man brugt hullet som affaldsplads.<br />
Fundene fra gruben omfatter først og fremmest lerkarskår. Skårene tæller 511 stykker, hvoraf<br />
mange har kunnet samles til større partier af kar. Skårene ser ud til at stamme fra 12 forskellige<br />
lerkar, der både omfatter grove kogekar og finere bordservice som smukt formede kopper og<br />
skåle (fig. 19-20).<br />
16
Fig. 18. Udsnit af profilvæg gennem den store grube på bronzealderbopladsen. Man ser tydeligt, at<br />
gruben indeholder forskelligt far<strong>ved</strong>e lag. <strong>De</strong>t tyder på, at gruben ikke er opfyldt på én gang, men over et<br />
lidt længere tidsrum.<br />
<strong>De</strong>n fine keramik – bordservicet – udgøres af lave skåle med en højde på 6-8 cm og en<br />
mundingsdiameter på mellem 16 og 25 cm. Skålene er velbrændte og tyndvæggede med en glat<br />
yderside. Nogle af skålene er forsynet med en båndformet hank, så måske er der tale om store<br />
drikkekopper (fig. 19).<br />
Fig. 19. To af de lave skåle eller kopper fra den store grube på bronzealderbopladsen.<br />
Husholdningskarrene er fremstillet af en noget grovere lerblanding, hvor leret er æltet sammen<br />
med knuste granitkorn. Nogle af karrene har fået påsmurt en endnu grovere lerblanding på<br />
ydersiden, inden de blev brændt. Lerkarrenes ru yderside har sikret et godt greb omkring karrene,<br />
når de skulle flyttes. <strong>De</strong>n samme funktion har de lodrette knopper, der ses på nogle af karrene,<br />
(fig. 20) sikkert haft. Husholdningskarrene har en simpel, S-formet profil og er gennemgående<br />
relativt små med en højde på 20-25 cm og en tilsvarende mundingsdiameter. Nogle skår stammer<br />
fra større lerkar – antagelig forrådskar – men her har det ikke været muligt at fastslå karrenes<br />
størrelse.<br />
Mange af de grove lerkar har været anvendt som kogekar. <strong>De</strong>t ses af, at der er fastbrændt<br />
madskorpe – ikke bare på indersiden, men også på ydersiden under randen, som følge af, at<br />
17
Fig. 20. To af kogekarrene fra den store grube på bronzealderbopladsen. Karret t.v. er udvendigt<br />
påsmurt en grov lerblanding (beklaskning) og har desuden lodrette knopper under randen – begge dele<br />
har modvirket, at karret gled, når det blev håndteret. På begge kar ses rester af fastbrændt madskorpe.<br />
indholdet er kogt over. <strong>De</strong>t er i øvrigt muligt at undersøge madskorpen mikroskopisk for rester af<br />
eventuelle plantefrø, fiskeskæl og lignende, så det indhold, der er kogt i karret, kan bestemmes.<br />
Gruben indeholdt også forskellige genstande af flint, bl.a.<br />
mange flintafslag fra redskabsfremstilling, tre skrabere og en<br />
lille mejsel (fig. 21).<br />
Gruben må have rummet en stor mængde organisk materiale<br />
som slagteaffald og måltidsrester, men det er kun de brændte<br />
dyreknogler, der er bevaret. <strong>De</strong> i alt 47 små stykker knogle fra<br />
gruben er analyseret af Inge Bødker Enghoff, Zoologisk<br />
Museum, Københavns Universitet. Kun fem knoglestykker har<br />
kunnet bestemmes, og de stammer alle fra enten får eller ged<br />
(Enghoff 2004).<br />
Fig. 21. Flintmejsel fra den store grube på bronzealderbopladsen.<br />
18
6. Sammenfatning og perspektiver<br />
Udgravningerne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> har givet tre nye og vigtige oplysninger. Stenalderbopladsen<br />
er den første af sin art på egnen, og dermed har vi først og fremmest fået ny viden om<br />
de tidligste bønders landskabsudnyttelse i lokalområdet. <strong>De</strong>rnæst giver fundet af de to<br />
nedgravninger med den store mængde lerklining og de brændte økser sjældne informationer om<br />
datidens byggeskik og offerritualer.<br />
<strong>De</strong> trækulsfyldte gruber med brændte menneskeknogler må også betegnes som et væsentligt<br />
fund, og det uanset om den kommende kulstof 14-datering viser, at disse fund skal knyttes til<br />
stenalderbopladsen eller bronzealderbopladsen. Hvis de brændte menneskeknogler er samtidige<br />
med stenalderbopladsen, vil de være et yderst sjældent eksempel på en offerskik i den tidlige<br />
bondestenalder. Hvis gruberne i stedet viser sig at være samtidige med bronzealderbopladsen,<br />
og dermed skal betragtes som brandgrave, vil vi stå med et af de meget få eksempler på<br />
begravelser i yngre bronzealder, som er foretaget udenfor gravhøjene.<br />
Udgravningerne <strong>ved</strong> <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> har dermed sikret oplysninger om væsentlige fortidsminder,<br />
der ellers ville være gået tabt, når arealet i nær fremtid bliver bebygget.<br />
HØRSHOLM EGNS MUSEUM<br />
30. november 2004<br />
Ole Lass Jensen<br />
19
Litteraturliste<br />
Bennike, Pia, 2004: Antropologisk undersøgelse af knoglemateriale fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong> II,<br />
<strong>Hørsholm</strong> sogn, Frederiksborg amt. Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, rapport<br />
24. november 2004.<br />
Enghoff, Inge Bødker, 2004: Rapport over bestemmelse af knogler fra <strong>Kokkedal</strong> <strong>Nord</strong>.<br />
Zoologisk Museum, Københavns Universitet (ZMK 32/2204).<br />
Leth-Larsen, Bodil, 1986: Oldtidsminderne i <strong>Hørsholm</strong>. Museumsforeningen for <strong>Hørsholm</strong> og<br />
Omegn.<br />
20