ØJE FOR ØJE af Jørn Staus Jacobsen ©, 2006 Fra videoen ... - Hjem

ØJE FOR ØJE af Jørn Staus Jacobsen ©, 2006
Fra videoen, offentliggjort i forbindelse med det planlagte
terrorangreb på Danmarks tre store broer:
Mit navn er Iachim. Jeg har besluttet at gå med i denne aktion
mod den danske stat som gengældelse for Danmarks deltagelse i
invasionen og besættelsen af Irak.
Fra politiets interne notater:
Iachim Sefrioui, 26 år; bosiddende i Århus; chauffør; har læst
kemi i to år; ca. 185 cm høj, almindelig af bygning; arabisk
udseende; taler flydende dansk; kom til Danmark fra Marokko som
treårig med sine forældre; fire søskende; er gift og har to sønner;
betinget dom for besiddelse af euforiserende stoffer.
1. dag
Iachim startede motoren og granskede bakspejlet og sidespejlet,
inden han blinkede af fra rastepladsen.
- Så kører vi!
Ashraf trykkede på stopurets startknap. Den olivengrønne
Toyota Corolla rulle langsom ud mod motorvejen. Trafikken var
forholdsvis spredt, fordi det var søndag og midt i frokosten.

Iachim skiftede til femte gear og sikrede sig at
speedometernålen ikke overskred 80 km/t. Vognen holdt samme
fart den korte strækning til Nyborg og videre over Storebælt.
De to unge mænd talte ikke til hinanden. Heller ikke, da den
første vrede bilist tudede i hornet, utilfreds med Toyota´ens
sneglefart. De bagvedliggende trak ud, når der blev plads til det, én
efter én. En travl lastbilchauffør sluttede sig til det lydelige
mishag.
Hverken chaufføren eller tidtageren lod sig anfægte af chikanen.
Alligevel holdt Iachim et vågent øje med trafikken bag sig, klar til
at sætte farten op, hvis der viste sig en patruljevogn. Ashraf
virkede som hypnotiseret af urets digitale tidsregning, der
forvandlede sekunder til minutter.
Et tog susede forbi på lavbroen for kort efter at være opslugt af
tunnelrøret på Sprogø.
To betjente i en patruljevogn, der kom fra Sjællandssiden,
overså bilkøen, som den langsomt kørende personvogn trak efter
sig.
Selv med blæseren på fuld styrke, mærkede Iachim fugtigheden
i håndfladerne. Heldigvis var der kun et par kilometer tilbage, så
kunne han sætte farten op.
Østbroens pyloner med deres netværk af kabler skiftede fra
hårfint filigran til himmelstræbende strukturer i beton og stål.
- Nu, råbte Iachim, da Toyota´en passerede midten af brofaget,
hvor de svære kabler nåede sinuskurvens lavpunkt.
Ashraf trykkede på stopurets knap. Han vendte sig mod Iachim
2

og kundgjorde resultatet med et alvorligt udtryk i det drengede
ansigt.
- Godt mand, svarede Iachim og speedede vognen op.
Resten af vejen holdt han samme hastighed som den øvrige
trafik.
Samtidig med, at de to nåede Sjællandssiden, bad en anden
mørklødet ung mand vennen ved sin side om at starte stopuret.
- Så kører vi, Adnan.
- O.k. Reda, svarede denne og satte uret i gang.
Deres røde Toyota Corolla kørte langsomt fra rastepladsen ud på
motorvejen ved Middelfart med kurs mod Lillebæltsbroen. Bilen
holdt samme fart på 80 km/t., til de nåede midten af broen.
- Stop, sagde Reda.
Den anden gav ham resultatet og tilføjede:
- De må jo tro, vi er analfabeter. Ethvert barn kan regne ud, hvor
lang tid det tager med 80 i timen, når man kender distancen.
- Måske er de analfabeter. Abdullah skal altid have en eller
anden til at læse op for sig.
- Det er, fordi han ser dårligt.
- Siger han.
Over broen svævede en af færdselspolitiets helikoptere.
Politiassistent Bent Petersen flyttede blikket fra kameraets
monitor og spejdede ud af helikopterens tonede forrude.
For lidt siden havde en lang kolonne fra Fynssiden overhalet en
3

ød personbil, der kørte provokerende langsomt.
Midt på broen satte den omsider farten op til samme hastighed
som den øvrige trafik.
Politiets Efterretningstjeneste havde - for han vidste ikke
hvilken gang - indskærpet om at holde øje med mistænkelig kørsel
på broerne.
Hvor mange pensionister havde han ikke indberettet, fordi en
venlig læge havde forbarmet sig over en halvsenil olding, tænkte
han.
- Sikkert en pensionist, der nyder udsigten, sagde han ind i
mikrofonen.
- Endnu et gammelt tossehoved, der burde af med kørekortet,
svarede piloten.
Fahad og Cem gik hen mod en blå Toyota Corolla på p-pladsen
mellem to højhuse i det sydvestlige København.
Fahad åbnede døren til førersædet og steg ind.
- Er benzinen billigere i Sverige end i Danmark?
- Ja, men jeg kan ikke huske hvor meget, svarede Cem og
spændte sikkerhedsselen.
- Jeg venter med at tanke, til vi når Malmø.
De kørte i retning af motorvejen og drejede af mod Amager.
Ved lufthavnen holdt de ind på rastepladsen et kort øjeblik, inden
de fortsatte mod Sverige.
Da de passerede midten af broen satte Fahad hastigheden op fra
80 km/t og holdt samme fart som den øvrige trafik resten af vejen
4

til Malmø.
Færdselspolitiets helikopter havde lagt Fyn og Storbælt bag sig.
De befandt sig nær det punkt, hvor Østbroen blev landfast med
Sjælland.
Om et par timer havde Bent Petersen fyraften, efterfulgt af fem
dages afspadsering.
Han havde lovet at tage sin syvårige søn med i svømmehallen
og glædede sig til deres alt for sjældne fritid sammen.
En kilometer fremme ad motorvejen rasede en endeløs kolonne
forbi en langsomt kørende bil, der havde en hale af medtrafikanter
bag sig.
Bent Petersen korrigerede billedvinklen på kameraets monitor
og zoomede ind. Så kikkede han igen ud ad vinduet. Hvis han ikke
gættede galt, var den lille, grønne personvogn en Toyota Corolla.
Halen af biler ventede på et hul i trafikken for at komme forbi.
Et par lastbiler deltog i overhalingen med alt for høj hastighed.
Han overvejede at kalde en patrulje for at give synderne en
lærestreg.
Han tænkte på episoden ved Lillebælt for en lille halv time siden
og ændre beslutning.
- Drej til højre, så vi kan se, hvad der sker i modsat retning,
sagde han ind i mikrofonen.
Han mærkede en underlig stivhed i nakken. Det måtte være træk
fra døren.
Piloten reagerede omgående. Helikopteren krængede blidt mod
5

syd.
Bent Petersen zoomede ud på kameraets joystick, så han var
sikker på, at Toyota´en forblev inden for monitorens ramme.
Midt på broen satte bilen farten op og fortsatte med samme
hastighed som den øvrige trafik.
Den underlige fornemmelse i nakken bredte sig til en rislen ned
ad ryggen. Et øjeblik følte han sig fristet til at følge efter og kalde
en patrulje for at checke den.
- Det er sikkert en pensionist, beroligede han sig selv.
- Hvad siger du, spurgte piloten.
- Ikke noget. Lad os vende næsen hjemad, svarede han usikker
på, om det var den rigtige beslutning.
Hvis de fulgte efter Toyota´en, kunne det koste turen med
sønnen i svømmehallen.
Politikernes og mediernes hysteriske snak om terrorisme havde
smittet af på etaten - og ham selv. Selv besindige kolleger var
hoppet på vognen. De værst ramte var lige så paranoide som de
værste politikere på højrefløjen.
Gese Köller glædede sig til besøget hos mormoren i Odense.
Hun var taget tidligt af sted fra Flensborg. Hun så på uret:
næsten en time for tidligt. Mormoren havde sagt, at hun først var
hjemme kl. tre.
Det gav hende tid til at strække benene og få en tiltrængt kop
kaffe. Hun besluttede at holde ind ved det første cafeteria efter
Lillebæltsbroen.
6

Foran sneglede en rød Toyota sig af sted med 80 km/t. Sikkert et
ældre par, der var ude på sightseeing. Den sidste km havde hun
været klemt inde på grund af den tætte trafik.
Hvorfor fanden vælger de ikke en idyllisk vej ude på landet i
stedet for at genere færdslen på motorvejen, sagde hun ophidset til
sig selv. Samtidigt ærgrede hun sig over sin utidige reaktion og
hastværket: faktisk var hun nødt til at trække tiden ud.
På Lillebæltsbroen blev der en åbning. Da hun passerede, så hun
uvilkårligt til siden.
Chaufføren til højre for hende var ikke en affældig olding, men
en sydlandsk udseende ung mand med en usædvanlig smuk profil.
Hun følte et stik i brystet og smilte igen. Godt gjort, at en moden
pige på snart 30 kom i affekt ved synet af en ung mand, der så ud
til at være ti år yngre.
I øvrigt var der vejarbejde på broen. Så umiddelbart efter måtte
hun sætte hastigheden ned til 70.
Ved afkørslen til Middelfart blev hun overhalet af den røde
Toyota, der kørte væsentligt mere end den tilladte hastighed.
Hun trak på skuldrene i indignation. Besynderlig opførsel. Først
sinke trafikken, så blæse på alle hastighedsregler.
Passageren i Toyota´en var en ung mand på samme alder som
chaufføren. Også mørklødet, med ørnenæse og barsk udseende;
ikke den type, pigehjerter kom i affekt over.
Hun blinkede af ved det første skilt med cafeteria øst for
Middelfart. Det skulle blive godt med en kop kaffe.
7

Efter at have betalt så hun sig om efter en ledig plads. Et par
rejste sig fra et bord ud mod p-pladsen. Hun satte sig og pustede til
den dampende kaffe.
Hun tænkte, hvor godt det skulle være at sove længe i morgen
og stå op til mormorens lækre morgenmad inden mødet på Nyborg
Strand kl. halv to.
- Hvornår bliver det, lød en mandsstemme.
- Vi får det først at vide i sidste øjeblik. Men det er tæt på,
svarede den anden.
- Tror du, den kollapser?
Den anden slog over i noget, hun antog for at være arabisk.
Gese kunne ikke se de to mænd, der sad skjult bag en
sammenplantning.
Mændene fortsatte på arabisk.
Det lød en smule konspiratorisk, næsten som et planlagt bræk,
tænkte Gese og flyttede sig en smule for at se, hvem de talende
var.
Hun mærkede samme stik i brystet, da hun så, at det var den
unge mand i Toyota´en. En face var han endnu kønnere end i
profil. Han lod ikke til at bemærke, at han blev overvåget.
Et par minutter senere rejste de sig.
Fra vinduet så hun dem sætte sig ind i den røde Toyota og køre
ud mod motorvejen.
Nærmest mekanisk fandt hun kuglepen og notesblok frem fra
tasken og noterede bilnummeret.
8

- Så er det slut, råbte Bent Petersen til sin søn, der var på vej op i
svømmehallens tremeters vippe.
- Det er allersidste gang, svarede Morten midt på trappen
ventende på farens afgørelse.
- Så er det også sidste gang.
De var alligevel forsinket, så han undgik ikke Hannes
bebrejdelser.
Når han havde afleveret Morten ville han køre ind på
politigården for at gennemse dagens optagelser. Han kunne ikke
slippe tanken om de to bilers ensartede adfærd ved Lillebælt og
Storebælt for få timer siden.
Fadham og Cem tog afsked med de to venner i en lejlighed på
femte sal i en medtaget lejekaserne i Malmøs udkant.
De sidste timers samtale havde efterladt en engageret glød i de
mørke øjne. Deres ansigter virkede ophedede under den brune hud.
Efter at have tanket Toyota´en og et kort ophold på rastepladsen,
kørte de ud på motorvejen, mens stopuret registrerede den
tilbagelagte tid.
Cem meddelte resultatet fra stopuret, da de havde passeret
midten af broen.
- Jeg tror ikke et ord på al deres pral, sagde han.
- Dem, vi har, er gode nok.
- Men hvis det passer, hvad de siger.
- En detonator er en detonator. Nogle gange virker skidtet, andre
gange gør de det ikke.
9

- De er altså ikke 100 pct. sikre, lød det bekymret fra Cem.
- Intet er 100 pct. sikkert. Du kan se hvor mange ueksploderede
granater, der er spredt ud over verden. I Madrid var der også
fusere.
Ved udfletningen på Sjællandssiden drejede de af mod
Københavns centrum. De skulle ind og aflægge rapport.
Manadel ville bebrejde dem, at de var forsinket.
Abdullah nynnede med på den arabisk slager der tonede ud af
højtalerne i kassevognen. Han kørte gennem en lille landsby en
halv snes kilometer nord for Odense.
En kilometer uden for landsbyen blinkede han af og parkerede
foran en lagerhal, der lå et stykke fra en gulstensvilla og en række
drivhuse. Han steg ud, fjernede hængelåsen og åbnede portene.
- Skal jeg hjælpe til, spurgte en stemme bag ham.
- Hej Salem! Ja tak, svarede han med et hjerteligt smil og rakte
den anden hånden. - Der er rigtigt mange.
Abdullah var en tætbygget, middelhøj mand med et rundt,
godmodigt ansigt. Han var midt i trediverne med begyndende
måne på den brune isse. Det glatte, kulsorte hår glinsede af
pomade. Han kørte kassevognen ind i hallen.
Salem slentrede bagefter. Han var sidst i tyverne, høj og slank
med rødt hår og lys hud. Det stolte blik og ørnenæsen vidnede om
hans arabiske gener.
10

Den unge bestyrer havde god grund til at være stolt, for i de fire
år, han havde ledet gartneriet, var omsætningen og overskuddet
steget år for år.
De to mænd placerede lasten af sække ved siden af de sirlige
rækker af kunstgødning, der var stablet fra gulv til loft langs
hallens ene langside. På den modsatte side stod flere gange så
mange sække med Spagnum trykt på den side, der vente opad.
Abdullah bakkede kassevognen ud. Salem lukkede portene og
smækkede låsen.
De to mænd gik hen til et af drivhusene med Kontor malet på
glasdøren.
Abdullah satte sig i gæstestolen ved det velordnede skrivebord.
Salem tog to krus og skænkede te fra en termokande.
- Hvor meget mangler vi, spurgte Abdullah.
- Egentlig har vi nok. Men der kommer et læs fra Sjælland i
morgen og det samme fra Jylland i overmorgen. Nu kan vi snart se
en ende på det.
Den skrattende ventilator var ikke til megen nytte. Varmen fra
drivhuset, der trængte gennem skillevæggen af glas, var
ubehagelig trykkende. Bag ruderne sås en skare tørklædedækkede
kvinder beskæftiget med at omplante spæde planter fra
vækstbakker til urtepotter.
Salem bød en cigaret og tændte for dem begge.
- Har du hørt fra Iachim og Reda?
- De aflægger rapport i aften.
Abdullah tog et dybt drag af cigaretten.
11

- Vi bliver nødt til at give den en ekstra tand de næste par dage,
sagde han og drak af teen.
- Så må vi tage dagen til hjælp.
- Helst ikke. Munaza mener, risikoen er for stor. Vi skulle
nødigt blive opdaget nu.
Der var en ledig parkeringsplads lige over for opgangen til
mormorens lejlighed. Gese åbnede bagagerummet og hankede op i
kufferten og den lige så tunge taske.
Da hun lukkede bagagerumsklappen, så hun den røde Toyota
svinge ind og parkere ud for naboblokken. Hun genkaldte sig
nummeret på bilen det korte øjeblik, udsynet var frit.
Bag efter fulgte en grøn Corolla, der parkerede til højre for den
første.
Gese skyndte sig ind i opgangen og stillede kuffert og taske fra
sig. Forsigtigt vovede hun sig frem i døren og så de fire mænd
forsvinde ind ad den fjerneste indgang.
Det gentagende møde gjorde hende underlig til mode.
Eftertænksomt begyndte hun at gå op ad trappen til anden sal: tre
gange inden for et par timer; det var lige til at blive overtroisk af.
Hun satte bagagen fra sig og sundede sig et øjeblik, inden hun
trykkede på knappen. Døren med Karen Nielsen på skiltet gik op.
- Hej lille skat, sagde mormoren og gav hende et knus.
- Hvordan kan du klare alle de trapper, mormor? Jeg er
fuldstændig færdig.
Mormoren tog kufferten og gik foran.
12

- Det er trapperne, der holder mig ung. Uden dem havde jeg
ikke været i live.
Gese stod et øjeblik og betragtede hende. Af en dame på 75 år
så hun beundringsværdig godt ud. Slank og rørig. Hun gik også til
gymnastik to gange om ugen.
- Åh, pjat mormor. Du har da aldrig fejlet noget, sagde hun og
lukkede entredøren. - Du ser yngre og smukkere ud end
nogensinde. Du har vel ikke fundet en kæreste?
- Ja, udseendet har du og din mor fra mig. Morfar var ikke
nogen skønhed. Men til gengæld havde han et godt hjerte. Nej, jeg
har desværre ikke fundet en kæreste. Dem, der gør kur, er sgu for
gamle. Og dem, jeg kikker efter, ser ikke efter gamle koner som
mig.
Gese og mormoren så på hinanden og brast i en hjertelig latter.
- For øvrigt så jeg en usædvanlig tiltrækkende ung mand lige
uden for blokken. Måske kender du ham. Ligner en araber. Har en
rød Toyota og gik ind i den sidste opgang ved siden af.
- Der bor en masse unge, kønne udlændinge her i kvarteret.
Danske mænd falder helt ved siden af. Det er ikke andet end
misundelse, når de rakker ned på dem.
Mormoren gik ud i Køkkenet.
- Nu skal vi have en god kop kaffe. Sagde du en rød Corolla? Ja,
han er usædvanlig smuk. Ikke så sært, at pigerne er vilde med ham.
Og så er han behagelig. Han har hjulpet med at bære indkøb op et
par gange. Han fortalte, han læste til ingeniør. Men ham kan du
godt opgive. Han er gift og har en sød lille datter.
13

Gese mærkede en følelse, der mindede om jalousi.
- Min søde pige, tager du kopperne og kagerne med ind i stuen.
Så kan du pakke ud bag efter.
Bent Petersen sad på politigården og gennemså dagens optagelser
fra helikopteren.
Han ærgrede sig over Hannes sure bemærkning om, at de var en
halv time for sent. En aftale er en aftale, havde hun sagt. Du ved,
jeg er nervøs for, hvad der kan være sket.
Det er sgu ikke let med den trafik, undskyldte han, selv om
trafikken var uden skyld i forsinkelsen.
Det burde du tage højde for, blev hun ved. Hun fik altid det
sidste ord. Han gad ikke engang spørge, om Morten måtte tage
med over til forældrene på Fyn et par dage.
Han stirrede på skærmen. Der var optagelsen fra Lillebælt af
den røde vogn i sneglefart. Den havde en hale af biler efter sig og
en rasende kolonne i ydresporet. Midt på broen satte den farten op
til samme hastighed som de forankørende - på trods af vejarbejde
med 7o km/t; men der var ingen vejarbejdere. Alligevel burde de
knaldes hele bundtet, tænkte han.
Han spolede tilbage og zoomede ind for at se
registreringsnummeret og opdagede, at det var bilen bag ved - en
rød Golf med tysk nummerplade. Han zoomede ind på den næste
og fik bekræftet sin formodning. Vognen var en Toyota Corolla.
Efter en række interpolationer, lykkedes det ham at tyde de
uskarpe bogstaver og cifre.
14

Scenen ved Storebælt lignede en gentagelse af den foregående,
men med første del mod køreretningen. Fra den vinkel var det
umuligt at læse den grønne Toyotas nummerplade. Først efter at
helikopteren var vendt 180 grader lykkedes det.
Han føjede nummeret til de andre og søgte efter de to danske i
registeret.
Navn og adresse på den første sprang frem på skærmen. Reda
Asmar hed ejeren. Det lød arabisk. Adressen bekræftede det.
Fyren i den grønne hed Iachim Sefrioui og var fra en lige så
belastet bydel i Århus. Da han ikke kunne stedbestemme navnet,
slog han sig til tåls med, at det ikke lød dansk.
Han så på uret og håbede at træffe Per Ege på politigården i
Odense. Han var ikke meget for at ulejlige andre på så spinkelt et
grundlag. Per og han var blevet nære venner under uddannelsen i
København.
- Per Ege.
- Hej Per! Det er Bent.
- Hej gamle jas. Jeg havde tænkt at slå på tråden. Jeg skal på
kursus i hovedstaden næste måned.
- Lyder godt. Og jeg har tænkt mig at besøge mine forældre i
Munkebo et par dage. Måske kikker jeg forbi.
- Gør det, du gamle.
- Kan jeg få dig til at checke et navn, sagde Bent og satte vennen
ind i sagen.
Per gentog navnet, mens han tastede det ind. Det tog kun nogle
sekunder.
15

- Vi har intet på ham. Han hører til undtagelsen. I den bydel har
vi vrøvl med de fleste. Men ærlig talt, de fyrer kører enten
helvedes stærkt eller sinker trafikken. Der er ligesom ikke nogen
middelvej. Måske har de noget på ham i Århus.
De snakkede om kurset og enedes om, at Per lige så godt kunne
bo hos ham end på et kedeligt hotelværelse.
- Hvis jeg finder noget på araberen, slår jeg på tråden, lovede
Per.
Bagerst i den saneringsmodne lagerhal i Sydhavnen stod flere
hundrede sække med påtrykt Spagnum stablet på paller. To unge
mænd af sydlandsk herkomst bar sække fra en kassevogn og lagde
dem på nye paller.
Det kneb efterhånden med pladsen. Hallen var fyldt med al
verdens varer, der ventede på at blive kørt ud til kiosker i
København og omegn.
- Hvor mange mangler vi, spurgte Kemal, der var den yngste af
de to.
På grund af sit anselige korpus og det velplejede, sorte fuldskæg
så han ældre ud end sine 20 år.
Den anden hed Mahmoud. Han var knap 30, lille og spinkel med
et smalt, indfaldet ansigt. Han satte hænderne i siden og svajede
bag over for at afhjælpe smerten i ryggen.
- Fahad sagde to læs. Jeg regner med, at det kan gøres på et par
dage. Så er det overstået.
16

- Heldigvis. Jeg bliver sgu mere og mere nervøs for, at lortet
skal futte af.
- Det er også meningen - bare ikke her, sagde den anden og lo,
mens han gik hen efter en ny sæk.
Kemal brød sig ikke om de lange enerverende vagter foran tvskærmene.
Sådan havde han siddet og gloet, siden ankomsten af de
første sække med Spagnum og opsætningen af udstyret til
overvågning.
Gese tømte kufferten og tasken og hængte tøjet på plads i
klædeskabet. Lige fra barndommens ferier i Odense havde det
været hendes værelse.
Billedet af mormoren som ung med moren som etårig på armen
stod på den vante plads på kommoden. Hun så sig i spejlet og
smilte. Det var rigtigt, hvad mormoren havde sagt. Hun, moren og
mormoren lignede hinanden. Det var også rigtigt, at hverken
morfaren eller hendes far havde smittet uheldigt af på udseendet.
Hun redte det lange, sorte hår og smilte til sig selv i spejlet.
- Mormor, du ved den unge mand, jeg nævnte. Ham er jeg rendt
på et par gange i dag, sagde hun og tog et viskestykke for at hjælpe
med opvasken.
- Minsandten om du ikke er brændt varm på ham. Fortalte jeg
ikke, at han er gift?
- Det er slet ikke det, sagde Gese leende og fortalte om mødet
ved broen og cafeteriaet.
17

- Det kan betyde alt. Du har altid haft en levende fantasi. Det har
I journalister jo. Han er hverken typen på terrorist, indbrudstyv
eller lejemorder.
- Du glemte det med kollapse. Så du ikke tv-avisen i går? Der
dukker flere og flere trusler op på nettet.
- Vi skulle ikke have blandet os i den krig.
- I skulle have holdt jeg uden for ligesom os. De fleste trusler
henviser til jeres engagement i Irak-krigen.
- Hold venligst mig uden for. I øvrigt er det under halvdelen af
danskerne, der er så krigsgale som regeringen. Alle ved, at det var
løgn alt sammen. Handler mødet i Nyborg om terrorisme?
- Noget så banalt som det danske arbejdsmarked. Det
interesserer tyskerne mere i øjeblikket end terrorisme. Industrien
og de fleste politikere ville helst indføre den danske model den dag
i morgen. Men dem med gode, faste jobs er imod.
- Så forstår jeg bedre, du foretrækker en rask lille terroristsag.
- Det bliver mere end en lille terroristsag, hvis de har tænkt sig
at sprænge en bro i luften.
- Visvas, sagde bedstemoren og strøg hende smilende over
kinden.
Inden emnet nåede at blive fortrængt af et andet, havde Gese
besluttet sig. Når hun var færdig med mødet i Nyborg i morgen,
ville hun køre omkring politigården og høre, hvad de kendte til den
unge mand.
- Jeg går ned og henter min computer, sagde hun, da hun havde
tørret det sidste service af.
18

På legepladsen og rundt omkring på plænerne legede børn af
mange nationaliteter og alle aldre. Voksne af begge køn sad
omkring på bænkene og holdt øje med rollingerne eller snakkede
sammen. Gese gik lidt omkring og nød den fredfyldte stemning.
Vejret var skønt. Kun en svag brise holdt varmen i skak.
Da hun passerede opgangen, hvor de fire unge mænd var gået
ind, kikkede hun uvilkårligt til siden. I et vindue i stueetagen stod
den smukke unge mand med en lille pige på armen i samtale med
en lige så billedskøn ung kvinde. Sikkert hans kone, gættede Gese.
Hun tog en rask beslutning, gik ind ad døren og op ad trappen.
Reda Asmar, stod der på skiltet. Hun hørte skridt inden for og
skyndte sig ned i entreen. Hun lyttede med tilbageholdt åndedræt.
Der blev atter stille. Hun skrev navnet i sin notesblok samt
nummeret på den olivengrønne Corolla, der holdt ved siden af.
Den øgede hjerterytme satte varme i kinderne, konstaterede hun,
da hun gik hen til bilen for at hente lab top´en. Hun så sig
omkring. Der var vist ingen, der havde bemærket hendes lille
udflugt.
Politiassistent Bent Petersen var mere heldig med opringningen til
Århus.
Iachim Sefrioui, ejeren af den grønne Corolla, var 22 år gammel
og født i Danmark af marokkanske indvandrere.
For et par år siden havde han fået en dom for forsøg på
fremstilling af amfetamin. Da der var tvivl om produktionens
19

esultat og omfang, var dommen blevet betinget. Siden havde han
opgivet sit kemistudie og var nu chauffør.
Efterfølgende havde politiet foretaget et par razziaer i hjemmet
uden at finde narkotiske stoffer.
Bent takkede kollegaen og følte sig en smule oplivet.
Oplysningen bestyrkede mistanken. Den var grund nok til at
kontakte PET uden at behøve at føle sig paranoid eller til grin. Så
kunne de gøre med tippet, hvad de ville.
Kort efter fyraften, da den sidste af de ansatte havde forladt
gartneriet, gik Salem Hicham over i lagerbygningen og låste sig
ind. Ingen andre end han og Abdullah havde nøgler til bygningen.
Han skød slåen i efter sig, tændte armaturerne i loftet og
begyndte at gøre klar til aftenens produktion. Hvis nogen spurgte
efter ham, ville konen sige, at han var taget ind til byen.
Ved hjælp af trucken fjernede han pallerne med spagnum, der
dækkede døren til det lydisolerede rum med de to cementblandere.
Derefter flyttede han dem, der skjulte tønderne og kasserne og
kørte to af hver hen til det lydtætte rum. Til sidst placerede han en
palle med kunstgødning midt mellem blanderne.
Han slukkede og lukkede for at gå over at spise.
Alt var parat, når de andre dukkede op om et par timer.
Kemal havde lagt sig på den ene af de to brikse for at holde øje
med monitorerne: den ene dækkede pladsen ud mod gaden og den
20

anden det meste af lageret. Ingen kunne komme ind uden at blive
set.
Nu var der kun en halv time til, at Abdel dukkede op med
middagen. Så snart en af vennerne viste sig, var tiden mere
udholdelig. Enten snakkede de om projektet eller så film. Når han
igen var alene, vendte angsten tilbage.
Det havde stået på i fjorten dage. Nerverne var ved at give efter
for presset, kunne han mærke. Hele tiden tænkte han på, hvad der
kunne ske af ukontrollable hændelser, der fik lortet til at futte af.
De andre havde forsøgt at berolige ham med, at det var lige så
sikkert som ammen i kirken. Hverken en påkørsel eller gnist var i
stand til at antænde det. Der skulle en tændsats til, og de ville først
blive monteret i sidste øjeblik.
Jo mere vagterne sled på nerverne, jo mindre forstod han, at de
seks frivillige gjorde det frivilligt. Han blev helt syg ved tanken
om, at de i stedet for at blive hentet ville blive sprængt til atomer:
alene som hævn for en åndssvag krig, der ikke vedkom nogen af
dem.
Han rejste sig fra briksen. Der kørte en vogn gennem porten og
ind på gårdspladsen. Det var Abdel med maden. Så slap han for at
ligge alene og tænke på de forbandede sække.
Kriminalkommissær Henrik Andersen havde mest lyst til at blæse
på foredraget i PETs konferencesal om en time og tage hjem til
konen og børnene i Holte. Men hensynet til det gode eksempel fik
ham til at blive.
21

For at udfylde tiden gik han i gang med den sag, han egentlig
havde tænkt sig at udskyde til i morgen.
Telefonen ringede.
- Har du tid til at tale med en politiassistent Bent Petersen fra
færdselspolitiet, spurgte vagthavende.
Politiassistenten blev stillet ind. Efter at have undskyldt
ulejligheden gav betjenten en kort beskrivelse af de
sammenfaldende oplevelser ved Lillebælt og Storebælt.
- Jeres opfordring om at holde øje med broerne fik mig til at
tænke…, undskyldte helikopterbetjenten.
- Rigtigt opfattet. Det er den slags tilsyneladende uskyldige
hændelser, vi ønsker rapporteret.
Andersen benyttede lejligheden til at fortælle, at han netop var
blevet ringet op af Københavns politi, der havde fået en lignende
meddelelse fra kollegerne i Malmø. Overvågningen på
Øresundsbroen havde observeret et mistænkeligt tilfælde samme
eftermiddag.
Kommissæren takkede og bad ham sende en vogn med båndet.
I morgen ville han ringe til kollegerne i Odense og Århus og
bede dem undersøge de to mænds færden. Derefter ville han tage
til Malmø og se på videooptagelserne fra broen.
Øresundsbroen var den eneste bro med konstant overvågning.
Af samme grund var de øvrige broer rubriceret som udsatte mål.
- Gese, vil du være sød at åbne vinen, spurgte bedstemoren, der
havde travlt med at forberede middagen.
22

Gese fandt proptrækkeren i skuffen og stillede den åbne flaske
ind på spisebordet.
- Det dufter dejligt, sagde hun og åndede dybt ind for rigtigt at
nyde den velkendte duft af gammeldags oksesteg. - Jeg er
skrupsulten.
- Det lyder godt, for der er kød til en hel familie.
- Skal jeg dække bord?
- Ja tak, tag det fine stel og sølvbestikket, så leger vi fine damer.
Gese lo. Det var typisk for mormor.
- Ham fyren, vi talte om. Ved du, hvad han laver.
- Sagde jeg ikke, han læste til ingeniør? Og så kører han varer
ud til kiosker i Odense og andre steder på Fyn, når han har tid.
- Hvad ville du gøre, hvis du fik til opgave at sprænge en bro i
luften uden at skabe for megen opmærksomhed?
- Det lyder ligesom, da du var lille. Du blev ved, til du fik svar.
Og jeg fik ikke fred, før du var tilfreds: jeg ville fylde en lastbil
med sprængstof og detonere det midt på broen. Hvis
sprængladningen er stor nok, kan man forstille sig resultatet. Jeg
brænder maden på, hvis jeg samtidig skal agere terrorist. Er du
tilfreds?
Ja, mormor. Jeg ville gøre nøjagtigt det samme, sagde Gese og
lagde armene om hende.
Bent Petersen afleverede selv videooptagelserne til
politikommissær Henrik Andersen.
23

Efter tredje gennemsyn var kommissæren enig i, at
sammenfaldet virkede mistænkelig nok til at foretage en
undersøgelse. Af ren høflighed spurgte han betjenten, om han
havde lyst til at gå med til aftenens foredrag.
Mindre end 30 af PETs samlede styrke havde bekvemmet sig til
at møde op; måske fordi terroreksperten var af hunkøn.
Andersen skammede sig på tjenestens vegne over den
manglende interesse. Chefen var der heller ikke. Han var til møde
med ministeren og lovlig undskyldt.
Det pauvre fremmøde skyldtes ikke Mette Sørensens udseende;
faktisk var hun en fryd for øjet. Tilmed udstrålede hun en
selvsikkerhed, som de kritiske blikke - med overvægt på de
mandlige - ikke syntes at påvirke.
- Begreber som ondt og godt er som bekendt relative, begyndte
hun.
Det lød ikke særligt ophidsende, tænkte Bent Petersen og
fortrød allerede, at han ikke havde sagt nej tak og var gået på
værtshus i stedet. Han havde altid haft svært ved at afvise selv
indlysende håbløse invitationer.
- Bush´s korstog mod de islamiske ekstremister og Ondskabens
akse imødegås med retoriske modangreb som Den store Satan.
Tjetenske oprørere er banditter og terrorister i Putins terminologi,
men opfattes som helte og martyrer af deres tilhængere. Vi kan
drage en lignende modsætningsfyldt parallel til os selv: Vore
senere frihedskæmpere blev i begyndelsen stemplet som terrorister
24

af både de tyske nazister og de danske myndigheder samt i
pressen.
Opgivende miner og undertrykte gab udveksledes rundt om på
stolerækkerne.
- Vestens selvforståelse bygger på myten om, at kristendommen
og Vestens demokratier står for det gode, mens andre landes
diktaturer og især islamiske diktaturer med deres fundamentalisme
repræsenterer det onde.
- Vi troede, at det skulle handlede om, hvordan vi takler
terrorismen, lød det utålmodigt fra en af tilhørerne.
- Det kommer vi til, sagde skønheden. - Men vi bør først sætte
myterne på plads. Og til myterne hører, at vi er de gode, og de
andre de onde. Kan det tænkes, at det er os selv, vesten selv, der
udløser det onde? Det spørgsmål må vi stille for at forstå terrorens
væsen. Svaret er ja, set med fundamentalisternes øjne. Der er en
stærk afsky over friheden til at gøre, hvad man har lyst til. Hadet
og væmmelsen retter sig mod vestlig kulturs mangel på respekt for
andres værdier. Både materielle og åndelige. Vestlig indstilling
signalerer uorden og opløsning. Dertil kommer, at vesten også
forhåner egne værdier. Selvkritik er den egenskab,
fundamentalister frygter mest skal smitte af på deres egne unge. En
sådan spredning ville nedbryde den bestående orden. Derfor
indoktrineringen af de unge og succesen med det, vi betegner som
hjernevask. Agitatorerne er de virkelig farlige: de er de
fundamentalistiske bagmænd. Bombemændene er bagmændenes
våben. Uden bagmændene var der ingen selvmordsterrorrister.
25

Agitatorerne drømmer ikke selv om at gøre det beskidte arbejde
eller ofre sig selv. De hjernevasker de unge til at udfører terroren.
- Så er det altså imamerne, vi skal have fat i, afbrød en
selvbevidst udseende ung mand, der sad med armene foldet over
det tøndeformede bryst.
- I ved af egen erfaring, at nogle imamer har det med at prædike
ét i moskeen og i lukkede fora, og noget helt andet for åben skærm
og mikrofon. Takaia er det arabisk ord for fænomenet. Udadtil er
det tilladt at forstille f.eks. en demokratisk holdning, selv om man
er tilhænger af shari´a. Hykleri er tilladt i den gode sags tjeneste.
Vi kender en afart heraf blandt visse nydanske politikere: de
skifter parti, som andre skifter undertøj. En skæbnesvanger version
så vi med mujahidinerne i Afghanistan. Først arbejdede de
sammen med CIA, siden terrorbombede de USA.
- Jeg tror, det bunder i ren og skær misundelse, indskød én. - De
er misundelige over ikke at kunne deltage i alt det sjove, vi
foretager os i levende live. De må pænt vente til senere. Hvis man
er så enfoldig at tro på det, der prædikes, forstår man godt, at nogle
får lyst til at stikke os livsnydere en på trynen.
Mette Sørensen smilte og ventede tålmodigt, til der blev ro i
salen.
- Det er faktisk en accepteret udlægning ifølge nogle
psykologer. Man reagerer ud fra devisen, If you can´t join them,
beat them. Samme holdning udtrykte en forhenværende dansk
udenrigsminister for øvrigt for mange år siden efter et politisk
nederlag. På den anden side gør en splittet holdning det lettere for
26

terrorister at falde ind i et givet samfund. Vi så det med World
Trade-terroristerne. De lignede almindelige unge; klædte sig
vestligt, gik på diskotek og drak spiritus; måske har de befundet
sig i et frygteligt dilemma: på den ene side tiltrukket af vestlig
levevis, på den anden bundet af en streng islamistisk orden. Det
gjorde dem til lette ofre for bagmændene.
- Det var det, jeg mente, sagde forslagsstilleren.
- Den dybe binding til det kulturelle og religiøse begrænser
friheden. Med andre ord: Når man er afskåret fra at få del i
friheden, kan den synes så frustrerende, at man er opsat på at
destruere den. Det er disse usikre unge, der lader sig begejstre af
imamer, der prædiker hellig krig, islamisk verdensherredømme og
had til vesten. Det er samme slags imamer, som prædiker i
Finsburry Park-moskeen i London. Deres hadefulde budskaber er
med til at rekrutterer bombemænd i den hellige terrors navn.
Henrik Andersens mobil summede.
- Jeg bliver nødt til at gå. Det er chefen, sagde han.
- Jeg går med, sagde Bent og så på sit ur.
Heldigvis sad de tæt ved udgangen.
På vej hen til kontoret gav Andersen sin chef en kort orientering
om videooptagelserne.
Bag sig hørte Bent Mette Sørensens stemme:
- Det er ikke antallet af bomber og døde, der er den enkelte
terrorhandlings mål, men at skabe permanent frygt og angst i
samfundet. En israelsk terrorekspert har sagt, at hemmeligheden
ved terrorisme er at få en håndgranat til at ligne en atombombe.
27

- Jeg tager til Malmø i morgen, sluttede Andersen. - Det var
chefen. Han mente også, det bør tages alvorligt.
De to hilste af med hinanden. Kommissæren lovede at holde sin
yngre kollega orienteret.
En sort BMW med tonede ruder kørte ind og parkerede bag
gartneriets lagerhal, ude af syne fra vejen. Salem havde set dem
komme og nåede hen til bilen, samtidig med at de fire venner steg
ud.
Han hilste med et masa`a-lkher og gav Ashraf, Reda, Adnan og
Abdullah hånden, inden han låste op.
- Vi skal være færdig i overmorgen, sagde Abdullah, da døren
var lukket bag dem. - Jeg har talt med Mahmoud. Han henter de
sidste læs i morgen og overmorgen. Lad os komme i gang.
De åbnede sækkene med kunstgødning og hældte nøje afmålte
mængder gødning og indhold fra tønderne og ballonflaskerne i de
to cementblandere. Så lukkede de dørene med den dobbelte
isolering og tændte for blanderne. En næsten uhørlig brummen
trængte ud i hallen.
Efter nogle minutter slukkede de for maskinerne og åbnede
dørene.
De tømte blandingen over i et par fodervogne og kørte dem
nogle meter væk for at give plads til at fylde maskinerne op på ny.
De andre begyndte at skovle den klæbrige substans tilbage på
sækkene. Derefter syede de dem til med en håndholdt symaskine.
Til sidst lagde de dem i nye sække, påtrykt Spagnum, og afsluttede
28

med et lag spagnum til at opsuge fugtighed og for at vildlede
eventuelt nysgerrige.
Klokken var fire om morgenen, da de forlod lagerhallen med det
lydisolerede rum skjult bag højtlæssede paller.
Salem hilste af med de andre og gik ind for at få et par timers
søvn.
Hamida
Hamida sad på en skammel og malkede en ged fra den lille flok,
der befandt sig i indhegningen. Når hun var færdig med den sidste,
ville hendes yngste bror føre gederne ud over de tørre stubmarker.
Det var tidlig morgen. Solen var endnu skjult bag de takkede
tinder i øst. Om et par timer ville dens stråler bage ubarmhjertigt
over Marokko og Hamidas fattige landsby ved foden af
Atlasbjergene.
Hamida var ankommet til landsbyen med bus for ti dage siden.
Mod sin vilje. Men Iachim ville havde det sådan, og hun havde
ikke vovet at sætte sig imod. Det eneste, hun havde sagt, var
hvorfor, når hun hellere ville blive hos ham i Århus. Han havde
brugt samme argument, som da hun havde født første gang: at
familien i Marokko havde krav på at se deres søn. Halvandet år
senere havde hun født deres anden søn og skulle igen tilbringe de
næste par måneder i landsbyen.
29

Iachim ville følge efter, så snart han fandt en ferieafløser. Når
Iachim kommer, slipper jeg for at slide hele dagen, trøstede hun
sig, når moren satte hende i arbejde. Hun følte, hun forsømte den
mindste, der skreg af mangel på opmærksomhed eller på grund af
en våd ble, der kogte i varmen.
Så snart den første gensynsglæde havde lagt sig, var hun blevet
sat til det, der havde fyldt det meste af hendes barndom og
ungdom. Hun gik moren til hånde med hverdagens mange
gøremål: hjalp til med maden, så efter familiens mindste, gjorde
rent og malkede gederne morgen og aften. Når Iachim kommer,
bliver det anderledes, gentog hun for sig selv.
Hun længtes efter Iachim og den frie, ubekymrede tilværelse i
Århus. Hendes pligter i Danmark begrænsede sig til at passe
børnene, hjemmet og undervisningen i dansk.
Egentlig anså hun ikke skolen som en pligt, men som en
kærkommen mulighed for samvær med unge på hendes egen alder
og med samme baggrund. Det danske sprog var svært, men Iachim
var en tålmodig og dygtig hjælper. Hendes danske lærer roste
hende og sagde, at hun havde sprogøre. Ordet fik hende til le og
opmuntrede hende til at gøre sit bedste. Når hun kom tilbage, ville
hun søge ind på en uddannelse som social- og sundhedshjælper for
at tjene sine egne penge.
- Er du ved at være færdig, råbte moren.
- Jeg mangler kun to, råbte hun tilbage og lod den løbe, hun
netop havde malket.
30

Hun løsnede knuden til det reb, der holdt den næstsidste ged
bundet til indhegningen af sammenflettede krogede grene. Når hun
var færdig, skulle der kærnes smør og laves ost. Hun forstod ikke,
hvordan hendes mor nåede det, når hun ikke var her til at hjælpe.
Moren så mindst ti år ældre ud, end hun var. Faren var daglejer og
arbejdede for en ussel løn på egnens godser. Hendes to yngste
brødre lavede ingen ting ud over at passe skolen og gederne. Den
ældste bror var i lærer som tjener i Rabat og kom kun hjem et par
gange om året. Så snart, han var udlært, ville han forsøge at
komme til Spanien. Søstrene på tre og fem var endnu for små til at
aflaste moren.
Både de gifte og ugifte kvinder og piger i landsbyen misundte
hende, fordi hun var gift med Iachim og var flyttet til udlandet.
Flere af de gifte mænd arbejde i byerne og kom kun sjældent hjem.
De få, der havde været heldige at finde arbejde og få
opholdstilladelse i udlandet, havde bragt deres ægtefæller og børn
med sig, så snart det var muligt. Sådan som Iachims far havde
gjort det. Andre unge mænd var henvist til at leve og arbejde
illegalt i Europa, ofte til en løn, der gjorde det svært at sende penge
hjem til familien.
Landsbyen var efterhånden reduceret til et samfund, beboet af
overvejende kvinder, børn og gamle mennesker.
Hendes fætter Iachim var tre år, da hans far hentede familien til
Danmark. Farens butik med eksotiske varer gav tilstrækkeligt
overskud til, at han kunne sende penge hjem til forældrene. For en
halv snes år siden byggede faren et hus i landsbyen stort nok til, at
31

hans forældre og egen familie kunne bo der. Her lærte Hamida
Iachim at kende, når han og hans søskende var hjemme på ferie.
Landsbyen forblev den udvandrede Sefrioui-families rigtige hjem
og Marokko dens fædreland. Når Iachims forældre blev gamle,
ville de vende tilbage og bosætte sig i det store, flotte hus i
landsbyen.
Det var under et af de årlige besøg i landsbyen, at hendes og
Iachims far aftalte deres børns giftermål. Det fandt sted flere år før,
de blev voksne. Sådan som det var skik og brug i Marokko og det
meste af den arabiske verden.
Hamida vidste, at man ikke så med blide øjne på den slags
forbindelser i Europa. I Danmark blev det kaldt tvangsægteskaber.
Men hun forbandt ingen tvang ved sit ægteskab med Iachim. Så
langt, hun huskede tilbage, havde hun beundret og elsket sin blide,
jævnaldrende fætter. Længe før familiens aftale vidste begge, at
det skulle være de to for resten af livet.
Når hun selv fik arbejde, ville hun sende penge hjem til
forældrene, så de ikke var nødt til at arbejde så hårdt. Hvis der blev
råd, skulle hendes små søskende have en ordentlig uddannelse. Så
slap de for at malke geder og slide for føden fra tidlig morgen til
sen aften. Hun håbede, de var lige så heldig som hende og blev gift
med mænd som Iachim.
Hamida var færdig med den sidste ged. Hun rejste sig og gik
hen mod det beskedne hus, der for snart tre år siden havde været
hendes livs omdrejningspunkt. Når hun sammenlignede det med
sin tilværelse i Århus, fattede hun knap sin egen forbindelse til to
32

så modsætningsfyldte verdener. På samme måde som Iachims far
havde gjort det, håbede hun en dag at få råd til at bygge nyt hus til
sine forældre.
Hendes ældste søn og søskende sad på gulvet og spiste
morgenmad, sønnen og pigerne med mælk over hele munden. Alle
fem gumlede daggammelt fladbrød i sig med glubende appetit og
skyllede det ned med gedemælk. Brødrene dyppede brødet i den
skål, der stod midt mellem dem, fyldt med en blanding af olie,
urter og krydderier.
- Skynd dig at blive færdig, sagde moren til hendes yngste bror.
Det var hans tur til at vogte gederne, mens den ældre passede
skolen.
- Jeg kan også malke, sagde den ældste af pigerne til Hamida.
Hamida tog sin yngste søn op af den barnestol, hun havde købt i
byen, og vuggede ham i favnen.
- Det er godt, du kan hjælpe mor. Næste gang, jeg kommer på
besøg, klarer du dem alle selv.
- Hvor gammel er jeg så?
- Så er du seks.
- Hvorfor bliver I ikke hos os?
- Fordi vi bor hos Iachim.
- Hvornår kommer Iachim?
- Så snart, han får fri fra sit arbejde.
- Hvad laver Iachim?
- Han er chauffør.
33

- Hold så op med at blive ved med at spørge, afbrød hendes mor.
- Når I er færdige, kan du rydde til side.
Da hendes lillesøster rejste sig, tørrede Hamida hende om
munden, som hun altid havde gjort, når de mindste havde spist.
Moren skummede fløden fra mælken og hældte den i kærnen.
Hun lagde et klæde over mælken, for at beskytte den mod fluerne.
- Fatima fortalte, at Hassan er død, sagde moren.
- Er Hassan død, spurgte Hamida og så bestyrtet på moren.
Hassan var på alder med hende og var rejst fra landsbyen til
Rabat, da han havde afsluttet skolens ældste klasse. Det hed sig, at
han var medlem af en undergrundsbevægelse mod landets styre. I
forbindelse med et terrorangreb mod et hotel og andre vestlige
mål, var han blevet fængslet af det hemmelige politi, der var
berygtet for deres brutalitet.
- Hun sagde, han døde af et dårligt hjerte.
- Hassan havde da ikke dårligt hjerte.
Hamida huskede ham som en, der overgik alle de andre drenge i
styrke og udholdenhed. Hassan var den naturlige leder af
drengeflokken i landsbyen, hvad enten det drejede sig om ulykker
eller sport.
- Det plejer man at sige, når nogen dør i fængslerne, sagde
hendes mor uden at se på hende.
Hamida vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var bedst ikke at
tale for meget om den slags, havde hun fået indprentet fra sin
tidlige barndom.
- Skal han begraves i landsbyen?
34

- Han er allerede begravet; på et sted i nærheden af fængslet.
Hans forældre ved ikke præcis hvor. Måske ved Sefriouis, hvad
der er sket.
Moren henviste til Iachims bedsteforældre, som Hamida
afleverede mælk til hver morgen under ferierne i landsbyen.
Sefriouis vidste alt om alle, fordi de blev opsøgt som de første, når
der rygtedes nyt.
Hamida lagde den mindste i promenadevognen og tog en to
liters flaske med mælk, der havde stået til afkøling i en spand med
vand.
- Så går vi, sagde hun, som hun plejede, når de yngste var
færdige med morgenmaden.
Søstrene tog deres toårige nevø i hver sin hånd og fulgte efter
Hamida.
Der var endnu stille på vejen. Et stykke foran dem traskede en
knægt efter nogle geder på vej mod de solsvedne stubmarker. En
hane galede, da en hønseflok, der pikkede frø i vejsiden, måtte
vige for gederne.
- Har Iachim været i fængsel, lød det bag Hamida fra den ældste
søster.
Spørgsmålet kom bag på Hamida. Hun vidste ikke, hvad hun
skulle svare. Iachims affære med det danske politi for flere år
siden levede i den fælles bevidsthed, helt ned i den yngste
generations. Sammen med Hassans skæbne ville rygtet om Iachim
stå som et skræmmende eksempel.
35

- Iachim har ikke været i fængsel. Hvem siger det, spurgte hun
efter at havde sundet sig.
- Det siger far.
- Du har hørt forkert. Og så snakker vi ikke mere om det.
Forstået?
- Ja, svarede søsteren forknyt og tav resten af vejen hen til
Sefriouis.
Hamida havde ikke kunnet få sig selv til at sige, at faren talte
usandt. Man vidste aldrig, om tøsen kunne finde på, at sige, at
faren løj. Det ville afstedkomme stor opstandelse, hvis nogen i
familien påstod, at familiens overhoved talte usandt. Hun huskede,
at der havde været megen snak, om Iachim ville komme i fængsel
for sine kemiske eksperimenter. Heldigvis gik det ikke så galt. Han
slap med en advarsel i form af en betinget dom.
Hun tænkte på den sidste tid inden afrejsen til Marokko. Iachim
var det sidste års tid begyndt at virke mere og mere fraværende og
indadvendt. Nogle gange overhørte han helt, hvad hun sagde eller
spurgte om. Hun havde følelsen af, at han levede i sin egen verden.
Det begyndte samtidig med den ny bil. En dag havde han stolt
præsenteret bilen for hende. Den gamle havde han for længst skilt
sig af med, fordi det var blevet for dyr. Først når hun fik arbejde,
ville de købe en ny.
Neden for på p-pladsen holdt den skinnende grønne Toyota, der
udsendte en duft af ny bil både ude og inde.
- Hvor har du fået pengene fra, spurgte hun overrasket og en
smule forskrækket.
36

- Købt den på favorable betingelser, sagde han i et beroligende
tonefald. - Chefen tilbød mig et lån. Vi kommer ikke til at mærke
det.
Siden anskaffelsen af bilen skete det ofte, at Iachim ringede og
sagde, han blev forsinket. Når hun spurgte, fortalte han, at det var
på grund af overarbejde, eller fordi han var sammen med
vennerne.
For nogle måneder siden var han begyndt at tage til Odense,
hvor han havde boet de første 14 år. Først ville han ikke sige, hvor
han havde tilbragt sine fridage og ofte det meste af natten. Men da
hun blev ved, sagde han, at han havde besøgt nogle venner på Fyn.
Derefter meddelte han blot, at han kørte til Odense. Det blev sagt
på en måde, der lod hende forstå, at hun ikke skulle stille
spørgsmål.
En gang havde hun foreslået at tage hende med for at lære hans
venners familier at kende. Tydeligt irritabel afviste han det med, at
der kun var mænd til stede. Siden havde hun ikke spurgt.
Aller mest var hun bange for, at han havde rodet sig ind i noget
kriminelt. Veninderne fortalte så meget. De var selv nervøse for, at
deres mænd, brødre og sønner skulle blive indblandet i noget på
grund af den udbredte arbejdsløshed og lediggang. Ofte snakkede
de om det dårlige rygte, indvandremænd havde blandt danskerne.
Selv om der måske var noget om snakken, overdrev man det.
Danskerne forvekslede mediernes sensationslyst med sandheden.
- Sabaha-lkher! Hvornår kommer Iachim, lød en mandsstemme
bag hende.
37

Det var en af Iachims jævnaldrende venner, der ligesom hendes
far arbejdede på egnens godser eller større gårde, når der ellers var
arbejde at få.
- Sabaha-nnur! Når han har fundet en afløser.
- Jeg vil gerne afløse ham, svarede han med et stort smil, der
afslørede en manglende fortand i overmunden.
- Det skal jeg sige til ham, når han ringer, smilte hun til svar.
Hendes egne tænder var der intet at udsætte på. De var hvide
som sneen i Danmark, hvor hun havde fået plomberet det eneste
hul, der havde været.
- Hils ham, råbte han og fortsatte i modsat retning.
Hamida ringede på, inden hun åbnede den smukt udskårne dør i
landsbyens flotteste hus.
- Det er mig, råbte hun, inden Iachims farmor nåede ud i den
store forgang for at tage imod dem.
- Kære børn, sagde farmoren og gav dem alle et kys. - Nu skal
Hamida og farmor have en kop kaffe, og til jer har jeg de sødeste
dadler.
Hamida stille flasken med mælk ind i køleskabet.
Bedsteforældrene var blandt de få i landsbyen, der havde køleskab
og rigtig telefon. Huset var indrettet på moderne vis med
europæiske møbler, køkken og badeværelse som i Danmark. Sådan
ville Iachims forældre have det. Eneste undtagelse var
bedsteforældrenes stuer, der var udstyret, som det var skik på disse
kanter.
38

Farmoren satte en skål med dadler frem til børnene og skænkede
kogende vand på den kande, der allerede stod parat.
I det fjerne hørte de Iachims farfar råbe, uden at Hamida kunne
tyde, hvad der blev sagt.
- Han råber altid ind i telefonen. Det er fordi, han hører dårligt,
sagde farmoren undskyldende.
Det var en stående bemærkning, hver gang han talte i telefon.
Måske var det Iachim, der ville høre, hvordan de havde det. Han
havde ringet tidligt om morgenen to gange før uden at tale med
hende. Farfaren havde sagt, at han skulle hilse og sige, at det ikke
varede så længe, inden de så ham.
Hvorfor ville han ikke tale med hende? Det havde han bedt om
de foregående år, hun var rejst i forvejen. Igen mindede det hende
om, hvor meget han havde ændret sig på det sidste.
De hørte trin ude på flisegulvet. Farfaren trådte ind ad døren
med et hjerteligt smil.
- I søde børn er kommet med mælk til os to gamle. Smager
dadlerne jer? Jeg købte en hel kasse i går, så bare spis.
Han satte sig på en stol og så stolt på sine oldebørn.
- Jeg skal hilse fra Iachim. Jeres far kommer snart, lovede han.
Den ældste forsøgte at imitere oldefarens ord.
De voksne lo ad de gutturale lyde.
- Han skal lære at tale arabisk, det må I love mig, sagde farfaren
til Hamida.
Hamida nikkede.
- Vi taler arabisk med ham hver dag. Hvad sagde Iachim ellers?
39

- Han ville blot høre, hvordan I havde det. Om I manglede
noget, han skulle tage med?
Hamida var skuffet over, at han ikke havde villet tale med
hende. Han vidste jo, at hun bragte frisk mælk til bedsteforældrene
tidligt om morgenen netop for at få lejlighed til at hilse på ham.
- Når han ringer næste gang, skal du sige, at Hamida vil tale
med ham, lød det fra farmoren, som læste hun hendes tanker.
- Det har jeg sagt, men han siger blot, at jeg skal hilse alle.
Hamida mærkede tårerne presse sig på og så ned for sig.
Bedsteforældrene måtte under ingen omstændigheder se hende
græde.
- Vi mangler ikke noget, sagde hun.
Undtaget Iachim, tænkte hun, men beholdt det for sig selv.
Hun havde en underlig følelse af, at der ville gå lang tid, inden
hun så sin mand igen.
Fra videoen, offentliggjort i forbindelse med det planlagte
terrorangreb på Danmarks tre store broer:
Mit navn er Reda. Jeg går med i denne aktion for at vise den
danske regering, at vi har samme vilje til modstand som de danske
frihedskæmpere under den tyske besættelse af Danmark.
Fra politiets interne notater:
Reda Asmar, 25 år; bosiddende i Odense; ingeniørstuderende,
chauffør; ca. 180 cm. høj, almindelig af bygning; arabisk
40

udseende; taler flydende dansk; kom til Danmark fra Libanon som
syvårig sammen med sine palæstinensiske forældre; tre søskende;
gift og har en datter; ustraffet.
2. dag
Politiassistent Bent Petersen så ned over Storebæltsbroen gennem
helikopterens siderude. Trafikken gled problemfrit i begge
retninger, kun afbrudt af de sædvanlige fartsyndere. På grund af
frokostpausen lod han dem være i fred.
De nærmede sig Nyborg. Om et par dage ville han selv køre
over broen. Han havde forberedt forældrene på besøget. De tre af
sine fem fridage ville han tilbringe i Munkebo.
Morten skulle bo hos ham de to første, fordi Hanne havde en
aftale med nogle venner. Aller helst havde han taget ham med til
Fyn, men hun var imod, at han forsømte skolen.
Neden under på motorvejen blinkede Gese af ved den næstsidste
frakørsel på Fyns-siden.
Helikopteren midt i hendes synsfelt voksede fra
humlebistørrelse til et overdimensioneret piskeris, der drønede
forbi i retning ad Odense.
I Malmø sad politikommissær Henrik Andersen sammen med sine
svenske kolleger for at gennemse gårdsdagens optagelser af
trafikken over Øresund.
41

Til stede var en repræsentant fra brovagten og den betjent fra
Malmø politi, der havde henvendt sig til kollegerne i København
dagen før.
Den første optagelse af den blå Toyota Corolla med kurs mod
Sverige var taget midt på eftermiddagen. Den anden i retning af
København skete knap tre timer senere. Begge situationer dækkede
samme mønster: Corolla´en kørte 80 km/t med en hale af
medtrafikanter efter sig. Midt på broen satte den farten op og
fortsatte med samme hastighed som den øvrige trafik.
Ejeren af Toyota´en var ikke kendt af politiet. Fahad Salim med
bopæl i det sydvestlige København havde aldrig været i konflikt
med myndighederne.
Reda Asmar sænkede lastbilens hydrauliske lift, hvorpå der stod
kolli med cola og andre købmandsvarer. Han kørte det ind i
kiosken og vekslede et par ord med den mørklødede indehaver.
En af ejerens sønner hjalp ham med at bringe resten af varerne
ind og læsse de tomme flasker på ladet.
Reda havde kørt den samme rute mellem kioskerne i Odense og
omegn hver dag de sidste 14 dage. Normalt kørte han kun i
weekenden, og når han havde tidligt fri fra teknikum. Men på det
sidste havde han haft svært ved at koncentrere sig om studiet. Når
han arbejdede hårdt, følte han sig bedst tilpas.
Han skulkede også fra samværet med familien. Det var ligesom,
han manglede gejsten.
42

Selv om Abdullah havde indprentet dem ikke at ændre deres
daglige rutiner, havde ingen nævnt noget om fraværet fra studiet.
Måske var det, fordi Munaza altid stod og manglede chauffører;
eller fordi, det var så som så med Abdullahs interesse for det
boglige.
Abdullah beundrede alt, hvad Munaza foretog sig og sagde. Han
nærmest forgudede Munaza, der bestyrede Fyns Varetransport.
Hans øjne fik en underlig glød, når de talte om Munaza, eller når
Munaza var til stede og talte til ham i sit faderlige tonefald. Ja,
Munaza. Det er rigtigt Munaza. Det lover jeg Munaza, lød det fra
Abdullah som fra en elektronisk dukke. Ægtheden af hans
hengivenhed for Munaza, stillede ingen spørgsmålstegn ved.
I nat var de nået op på det største antal sække. Rutinen gjorde, at
de fik mere og mere fra hånden. Klokken var næsten fire, inden
rekorden var nået. Det betød, at der kun var tid til et par timers
søvn. Ikke så sært, at han følte sig udkørt.
I Sydhavnen kørte Kemal frem og tilbage med gaffeltrucken og
læssede nye stabler af varer af på ladet af dagens sidste bil.
Han og chaufføren var alene om arbejdet. De andre havde sagt,
at de gik i moskeen. Det var en stående undskyldning for noget
andet. Han gættede på, at de i stedet var gået på internetcafé.
De venner, der gik i moskeen, opfordrede ham ofte til at gå med.
Men han fandt altid en undskyldning og snoede sig på den måde
uden om.
43

- De sække fylder snart hele lageret, sagde chaufføren og
sparkede til en af dem.
Chaufføren hed Raman og kørte varer til kioskerne, når han ikke
var på universitetet.
- Hvem er det til?
Kemal havde svar parat til eventuelt nysgerrige.
- Det er et parti fra en konkurs, der er købt billigt. Et rent
røverkøb. 90 pct. fortjeneste, sagde han af hensyn til
troværdigheden.
Raman lænede sig op ad stakken og slog en hæl mod en af
sækkene i takt til tonerne af en arabisk melodi fra Kemals radio.
- Hold op med det. Hvis du slår hul i den, får jeg skyld for at
have gjort det, råbte Kemal vredt.
Han var blevet rigtig pirrelig de sidste dage. De satans sække
gik ham på nerverne. Selvfølgelig vidste han, at der skulle mere
end et spark til at få lortet til at futte af. Alligevel var han
skrækslagen for, hvad der kunne ske. Selv bevægede han sig i en
stor bue uden om den voksende stak for ikke at udfordre skæbnen.
- Det var det sidste, sagde han til chaufføren, lettet over at slippe
af med ham.
Man vidste sgu aldrig, hvad en fyr som Raman kunne finde på,
hvis han fik mistanke om noget. Som kashmirer blev Raman ikke
regnet for en af deres egne.
Kemal lukkede portene og gik ind på kontoret for at vente på
afløsning.
44

Abdel havde taget vagten, så han kunne tage hjem. Han glædede
sig til et rigtigt måltid mad og at sove i sin egen seng.
Henrik Andersen forlod chefens kontor.
Alle afdelingsledere havde været til stede. Hans besøg i Malmø
havde skabt stor opstandelse. Terrorberedskabet var sat i gang med
øjeblikkelig virkning. Chefen havde givet sagen første prioritet på
trods af usikkerheden.
Som det første gik man i gang med at undersøge de tre
navngivnes forhold og færden samt aflytte deres telefoner. Man
håbede, at et eller andet dukkede op, der kunne berettige en
anholdelse.
Det hold, der skulle skygge Fahad Salim, havde endnu ikke
fundet ham eller hans blå Toyota Corolla. Salim befandt sig ikke
på sin bopæl, meldte holdet tilbage.
Henrik Andersen kontaktede Odense og Århus og satte dem ind
i sagen.
Gese var på vej tilbage til Odense efter mødet i Nyborg.
Det var lykkes hende at få et interview med den danske
beskæftigelsesminister. Hun var tilfreds med resultatet. Her fik
hun de punchlines, der manglede i de øvrige indlæg.
Hun var sent på den på grund af interviewet med ministeren.
Alligevel besluttede hun at køre ind om politigården. Hun vidste
med sig selv, at gjorde hun det ikke, ville det forstyrre hendes
45

koncentration, når hun skulle til at skrive artiklerne til Frankfurter
Allgemeine og Der Spiegel.
Kvinden ved skranken viste hende ind til en venligt udseende
kriminalbetjent.
Gese satte ham kort ind i episoden. Betjenten gentog
eftertænksomt Reda Asmars navn, som var navnet ham bekendt.
- Per, kaldte han. - Hed han ikke Reda Asmar, ham du spurgte
om?
En ca. 30-årig høj, sportstrænet mand dukkede frem i døren til
kontoret ved siden af. Han lænede sig op ad karmen og så
interesseret på Gese.
- Ja, Reda Asmar.
- Har du tid, så er det måske bedre, I taler sammen? Det er Gese
Köller, tysk journalist. Hun har noget at fortælle om Asmar. Det er
Per Ege, sagde han henvendt til Gese.
Den flotte unge betjent bad hende følge med ind på sit kontor og
lukkede døren efter sig.
Gese fortalte i korte træk om sin oplevelse. Hun forventede så
småt, at Asmar allerede var kendt af politiet. Men Asmars
generalieblad var blankt. Odense politi kendte intet til ham.
Det blev hendes beretning, der for alvor satte gang i tingene.
- Og den anden svarede, vi får det først at vide i sidste øjeblik,
gentog han, mens han skrev Geses udsagn ned på computeren.
Hun nikkede.
- Og hvordan lød fortsættelsen, spurgte han med fingrene hævet
i ventepositur over tastaturet.
46

- Men det er tæt på, sagde Gese.
- Og så svarede den anden, tror du, den kollapser?
- Rigtigt. Jeg skrev det ned, mens jeg havde det i frisk erindring.
Per Ege fortalte hende om helikopterens observationer over
Lillebælt og Storebælt dagen før.
- Min intuition sagde mig, at det ikke drejede sig om en
almindelig, banal samtale. Eller også er jeg bare fagligt belastet,
sagde hun.
- Jeg tager altid andres intuition alvorligt. Min egen udvikles
heldigvis med årene. Fagligt set har vi også en del til fælles, sagde
han med et smil.
Hun gengældte hans smil. Han virkede charmerende og så rigtig
godt ud.
- Ja, en væsentlig del af vores løn og velfærd afhænger af andres
ulykke. Hvor brutalt det end lyder.
- Enig! Så du, om begge biler holdt der i dag?
- Jeg kikkede efter i morges - af ren nysgerrighed. Begge var
væk. Min mormor fortalte, at Reda Asmar læser til ingeniør. Han
er måske kørt på teknikum.
- Vil du slå på tråden, hvis de dukker op, sagde han og skævede
til uret.
Han tænkte, at det var omsonst at træffe nogen på teknikum.
Alle var for længst gået hjem.
- Naturligvis, sagde hun med en fornemmelse af, at det dækkede
over noget andet.
47

I øvrigt havde hun intet imod det. Han havde et venligt og
behageligt væsen. Og så bar han ikke ring, lagde hun mærke til.
Hun fortalte, at hun holdt ferie de næste otte dage hos
mormoren. Han bad om hendes telefonnummer og adresse i
tilfælde af, at det blev nødvendigt med supplerende spørgsmål.
Gese rejste sig. Han rakte hende hånden og lovede at give et praj
om sagens forløb.
- Vi ses, sagde han.
- Vi ses, svarede hun og gengældte hans smil.
På vejen hjem tænkte hun samtalen igennem. Hendes fantasi var
ikke løbet af med hende. Hun havde ikke været ene om at undre
sig over Toyota´ens mærkelige kørsel. Desuden havde mandskabet
i helikopteren registreret en lignende episode på Sjællands-siden
en halv time senere. Det kunne selvfølgelig være et tilfælde. Men
det kunne også være et forvarsel om noget skæbnesvangert.
Oplevelsen med de to unge arabere i cafeteriaet bestyrkede
mistanken.
Hun følte en nærmest barnlig stolthed over at have haft øjne og
ører med sig.
Ingen af de to Corolla´er holdt i nærheden. De var heller ikke til
at få øje på andre steder. Fra mormorens køkkenvindue havde man
det bedste udsyn til p-pladsen.
- Var det spændende, spurgte mormoren, da hun trådte ind.
- Ikke så spændende som duften af mad. Jeg er skrupsulten.
- Jeg er også blevet sulten.
- Jeg er ked af, at det blev så sent.
48

- Det er en gryderet. Den tager ikke skade af at blive varmet op.
Gese gik hen til vinduet og så ud over pladsen. Asmars røde
Toyota holdt ud for nabobygningen. Han var kommet lige efter
hende og havde parkeret, mens hun var på vej op.
- Jeg var inde hos politiet for at høre, om de havde noget på
Reda Asmar.
- Hvem?
- Din kønne nabo, som vi talte om i går.
- Ah ham. Du ved, jeg er rigtig dårlig til navne. Havde de det?
- Ja, de har overvåget ham. Endda fra luften, tilføjede hun for
effektens skyld.
- Du godeste! Så havde du alligevel ret. Hvad har han dog lavet?
- Han har ikke lavet noget. Men de mener, at der måske er noget
under opsejling.
- At de har tænkt sig at sprænge Lillebæltsbroen i luften?
- Noget i den retning.
- Så håber jeg sandelig, at de ikke eksperimenterer med deres
sprængstoffer her.
Gese så tænksomt på de mange legende børn på den åbne plads.
Den mulighed havde ikke strejfet hende.
- Det håber jeg heller ikke, sagde hun og gik ind på sit værelse
for at ringe til Per Ege.
Da kriminalassistent Ole Winther alligevel var på de kanter,
besluttede han at køre forbi Iachim Sefriouis bopæl for at se, om
hans efterlyste Toyota var hjemme.
49

Han kendte det berygtede kvarter i Århus som sin egen
bukselomme. De unge mennesker kendte ham og hans kolleger
lige så godt. Det vidnede de hyppige stenkast på deres biler om,
når de viste sig i kvarteret.
Han huskede Sefrioui fra en sag om amfetamin, der løb ud i
sandet. Fyren læste kemi og havde af nysgerrighed
eksperimenteret med fremstilling af forskellige stoffer. Sefrioui
havde været dum nok til at fortælle om sin kunnen. Både
informanten og pressen havde gjort mere ud af sagen, end den
kunne bære. Fyren slap med en betinget dom.
I går havde en kollega fra helikoptertjenesten og senere PET
spurgt til Sefrioui. Vagthavende havde sagt, at han havde opført
sig mistænkeligt under passagen af Storebæltsbroen.
Den grønne Toyota Corolla holdt ud for Sefriouis adresse. Ole
Winther parkerede et stykke derfra, steg ud og så sig omkring. Der
var kun børn at se på legepladsen og de grønne områder. Det var
ved at være spisetid. En liflig duft af fremmede retter strømmede
ud fra de åbne vinduer og gjorde ham sulten.
Han standsede ikke ved Toyota´en, men nøjedes med at kaste et
blik ind i kabinen. Så gik han tilbage og satte sig ind i sin vogn.
På tredje sal stod Iachim og betragtede Ole Winther. Han
huskede ham fra den skæbnesvangre sag, og tænkte på de gange,
han som yngre havde smidt ting efter ham og de andre strømere,
når de viste sig.
Iachim så ham kikke ind i Corolla´en og vidste straks, at det var
ham, de holdt øje med.
50

Han fik en underlig følelse af, at væggene lukkede sig om ham.
Ligesom den gang, de kom brasende ind i lejligheden og
gennemrodede det hele. Måske havde de slået ring om hele
kvarteret, fantaserede han i sin uvished.
Han slappede først af, da han så kriminaleren stige ind i bilen og
forsvinde bag karreerne.
En ting havde han lært af sit møde med politiet: ikke at have
noget i lejligheden, der kunne røbe ham. Det havde han gjort til en
fast regel længe før, Abdullah indprentede dem det.
Han skrev brevet færdigt til sin kone, der var taget til Marokko
med deres to børn, og lagde det i en kuvert. Så gik han ud for at
ringe til Odense.
Abdullah havde også indprentet dem aldrig at nævne det
mindste om sagen i deres egen telefon.
Abdullah blev bleg under den brune hud, da han hørte Iachims
kodenavn. Det betød, at der var noget galt.
Abdullah handlede ifølge ordren, når en sådan situation dukkede
op.
Fra en telefonboks på banegården ringede han tilbage til Iachim,
der stod og ventede på opkaldet.
- Jeg giver de andre besked, sagde Abdullah, da Iachim var
færdig med sin beretning. - Det kan være et tilfælde. Men kontakt
under ingen omstændigheder de andre. Og vær forsigtig med, hvad
du siger og hvem, du taler med. Det kan være en af vore egne, der
er meddeler for politiet.
51

Umiddelbart efter ringede han til Manadel i København, så han
kunne advare Fahad og Cem.
- Hej Manadel! Det er Abu Said. Jeg ville høre, om du vil købe
et billigt parti appelsiner?
- Desværre Said, vi svømmer i billige appelsiner for tiden. Du
må prøve en anden.
Det med appelsinerne var kodeordene for, at Mandel skulle
ringe fra en sikker telefon til boksen på Odense banegård.
- Vi snakkes ved, Manadel, sluttede Abdullah og gik ud for at
vente på opringningen.
Så snart han havde givet Manadel besked, ville han sende bud til
Reda, Adnan og Ashraf om, at de måske var under overvågning,
og at han ikke kom og hentede dem i aften.
Gese sad og skrev på sin artikel til Frankfurter Allgemeine.
Som lovet havde hun ringet til Per Ege og fortalt, at
Asmars vogn var hjemme. Han kunne til gengæld fortælle, at
der var nyt i sagen uden at røbe, hvad det drejede sig om. Jeg får
en skideballe eller en fyreseddel, hvis jeg fortæller noget til en
journalist, havde han sagt og spurgt, om han måtte ulejlige igen.
Han havde ikke nævnt hvorfor, men hun havde sin anelse og sagt
ja.
Hun sendte den første artikel til Frankfurt. Den hastede mest.
Den anden var kun et af mange indlæg til en artikelserie i Spiegel
om de udbredte problemer på det europæiske arbejdsmarked. Den
52

kunne vente. Hun rejste sig og gik ind til mormoren, der sad og så
fjernsyn.
- Du kan selv tage en kop kaffe. Den står på varmepladen.
Gese gik ud i køkkenet og så ud ad vinduet.
Hun fik øje på vognen med det samme. Den holdt i fjerde række
skråt til højre for blokken med front imod.
Trods tusmørket var det tydeligt at se de to personer i bilen. Hun
stod lidt og betragtede dem, sikker på, at det var Per Ege eller hans
kolleger, der holdt øje med Reda Asmars lejlighed.
- Det er Henrik Andersen, PET. Jeg ringer for at sige tak for
indsatsen. Det ser ud til, at der er hold i mistanken, lød det i
telefonen.
Bent Petersen var netop trådt ud af brusebadet. Han begyndte at
tørrede sig og nåede kun at få sagt hej!
- Vi har identificeret bilernes ejere og bedt Århus og Odense
overvåge dem. Hvem, passagererne er, må vente, til vi har noget,
der legitimere en anholdelse. Det er åndsnærværelse af din slags,
der gør, at vi kan stoppe de fyre, inden de når at udføre deres
forehavende.
Bent nåede lige at sige tak, inden kommissæren var væk igen.
Han tørrede sig færdig og klædte sig på. Foran sig havde han
fem fridage. Det skulle fejres med en munter aften sammen med
gutterne.
53

I morgen havde han lovet at tage Morten med i Zoologisk have.
Hanne skulle noget sammen med vennerne, så Morten overnattede
hos ham.
Telefonen ringede igen. Det var Per Ege.
- Hej, du gamle! Jeg har lige talt med Henrik Andersen fra PET.
- Det har jeg også.
- Ja, han sagde, at han ville kontakte dig for at sige tak for
hjælpen. For øvrigt havde jeg besøg af en sød tysk kvindelig
journalist for et par timer siden. Hun fortalte, at hun befandt sig på
Lillebæltsbroen lige i røven på ham araberen og undrede sig over
hans kørsel.
- Sikke et sammentræf!
Bent tænkte, at det måtte være den Golf, han havde forvekslet
med Toyota´en.
- Ja, ikke! Men det var ikke det eneste. For hun traf ham igen på
et cafeteria ved Middelfart. Her overværede hun en højst
intimiderende samtale mellem ham og en kammerat. Det lød, som
havde de planer om at sprænge broen i luften.
- Hold da kæft mand, sagde Bent og mærkede den samme
trækning i nakken, som han havde oplevet i går over Storebælt.
- Men ikke nok med det. Da hun parkerede uden for mormorens
lejlighed i Odense en time senere, hvem parkerer så få meter fra
hende? Det gør ham arabersnuden med kammerat og to andre
perkere. Det er den slags oplevelser, der får svage sjæle til at blive
overtroiske. Vi har sendt et par mand derud for at finde ud af, hvad
de skiderikker er ude på.
54

- Det lyder helt utroligt!
- Kan jeg tillade mig at invitere hende på middag?
- Er hun så fantastisk?
- Slank, mørk, med former så det svimler og det mest
indtagende ansigt, du kan tænke dig. Kan jeg ikke sige, det er som
påskønnelse for hendes indsats?
- Hvorfor ikke! Hvis hun er almindelig intelligent, tror hun
alligevel ikke på dig, lige gyldigt hvad du siger. Hvad laver hun i
Danmark?
- Besøger sin mormor. Hun skal dække et eller andet møde i
Nyborg i morgen.
- Der kan ikke ske noget ved at spørge.
- Synes du, jeg skal?
- Naturligvis mand! Gå på hende.
De to kriminalere fik først øje på den mørke skikkelse, da han var
lige ud for dem. Ham med kikkerten, nåede ikke at fokusere, inden
manden forsvandt ind ad opgangen til Reda Asmars lejlighed.
Reda hørte det ringe på døren og åbnede den. Det var Ali, en af
Munaza og Abdullahs håndlangere, som han ikke brød sig særligt
meget om.
Manden trådte ind i entreen og rakte ham en lukket kuvert.
- Læs det, sagde han og lukkede døren efter sig. - Du bliver
overvåget af politiet.
Reda kikkede spørgende på ham og flåede kuverten op.
55

Abdullah aflyste det natlige arbejde på gartneriet. Han havde
mistanke om, at politiet måske vidste noget og indprentede ham at
passe sit arbejde, som han plejede; ikke mødes med nogen af de
andre; ikke bruge telefonerne og ellers afvente nærmere besked.
Brænd brevet med det samme, stod der til sidst efterfulgt af
Abdullahs mærke.
- Brænd det, sagde Ali, og rakte ham en lighter.
Reda gik ud i badeværelset og smed de forkullede rester i
toilettet.
- Du bliver overvåget, sagde Ali til lyden af det brusende vand
fra cisternen. - Sluk lyset i køkkenet. De holder lige ud for
opgangen.
Reda slukkede lyset og fulgte Ali hen til vinduet.
- Kan du se dem, spurgte han. - Fjerde række.
Da øjnene havde vænnet sig til mørket, kunne han netop skimte
dem i den mørklagte bil. Havde Ali ikke fortalt det, havde han
forvekslet de to hoveder med sædernes nakkestøtter.
- Jeg hopper ud fra altanen, sagde Ali, der lod hjemmevant i
lejligheden.
Reda nikkede og fulgte efter ham ind i stuen.
Hans kone sad i sofaen og så tv. Hun havde taget tørklæde på,
da hun hørte det ringe på døren.
Ali hilste med et masa`a-lkher og gik sammen med Reda ud på
altanen.
56

- Han har netop slukket lyset i køkkenet, rapporterede betjenten i
mikrofonen til Per Ege, der befandt sig på Odense politigård.
Med den anden hånd holdt han krampagtigt om den tunge
kikkert med natsigtet.
- Jeg kan se dem begge i vinduet. Satans også! Måske har de
fået øje på os. Hvad fanden skal vi gøre?
- Jeg sender en vogn til at skygge den anden. Hvis han går,
inden den når frem, må I finde ud af, om han er kørende og i så
fald notere nummeret.
- Ok, sagde betjenten beredt på, at ventetiden kunne blive lang.
En af Per Eges kolleger kom ind ad døren med en notesblok i
hånden.
- Det lykkedes mig at finde frem til en af Reda Asmars lærere.
Han fortalte, at de ikke havde set noget til ham de sidste 14 dage.
Det undrer dem, fordi Asmar aldrig har været fraværende mere end
en enkelt dag. Asmar har hverken meldt afbud eller sagt noget, der
forklarer udeblivelsen, sagde han. Han mente, Asmar kører som
chauffør i sin fritid.
- Something´s rotten in Denmark, mumlede Per Ege for sig selv.
Ali fulgte stien langs naboblokken og drejede derefter af mod ppladsen.
Han var ude af syne for de to betjente i vognen.
Mindre en 20 meter fra dem satte han sig ind i sin bil og
bakkede forsigtigt ud. Heldet var med ham. De to betjente var så
optaget af deres overvågning, at de ikke så ham forsvinde ud af
boligområdet.
57

Ali åndede lettet op. Det var rent held, at han havde fået øje på
betjentene. Han måtte være mere forsigtig med de to andre og
parkere i god afstand derfra. Begge var hjemme, vidste han. De
sad og ventede på, at Abdullah skulle komme og hente dem og
kunne sikkert ikke forstå, hvor han blev af. Bare de ikke begyndte
at ringe.
Efter hans mening, havde de valgt de forkerte. De manglede
troen. Den var det afgørende. Hadet kom i anden række. Det rakte
ikke med hadet alene, selv om Abdullah påstod, at det først og
fremmest var det, der talte. Han mindedes ikke nogen sinde at have
set dem i moskeen. Men ingen gad lytte til ham.
Gese og mormoren sad og snakkede, mens de så den sene tv-avis.
Der var netop åbnet en ny udstilling på Brandts.
Fru Nielsen foreslog, at de tog ind for at se den næste dag. Gese
syntes, det var en udmærket begyndelse på ferien. Hun elskede at
gå på udstillinger med mormoren.
Også det følgende indslag inspirerede dem. Det var med
udenrigsministeren, der glorificerede de danske soldaters indsats i
Irak. Hans idelige forsvar for invasionen af Irak virkede efter
hånden noget krampagtig. Og som sædvanligt afviste han at give
en fast dato for dansk udtrædelse af besættelsen.
- Vi skulle aldrig have deltaget i den krig, Gese. Det byggede på
en stor løgn det hele. I var alligevel de klogeste, sagde hun, som
hun plejede, når talen faldt på krigen i Irak.
58

Journalisten blev ved med at bore i det omstridte grundlag for
krigsdeltagelsen. Ministeren fejede Kofi Annans fordømmelse af
koalitionens invasion til side. Han forsvarede det med, at det skete
på baggrund af en tidligere vedtaget resolution.
- Krigen har kun skabt mere terror og elendighed, fortsatte
mormoren. - I radioavisen påstod de, at amerikanske og engelske
olieselskaber presser på for at få en ny aftale om olieudvinding,
der vil koste Irak 200 milliarder dollar i tabt fortjeneste. Er der
noget at sige til, at almindelige irakere er rasende? Det svarer til en
forrentning på 160 pct., hvor 12 er det normale.
- Ja, det lyder jo helt vanvittigt, mormor.
- Jeg forstår godt, folk protesterer. I deres sted ville vi gøre det
samme. I min ungdom protesterede vi over både det ene og det
andet, der havde langt mindre betydning. Vi var selvfølgelig ikke
så voldsomme og kunne ikke drømme om at sprænge mennesker i
luften - eller broer, for den sags skyld, føjede hun til.
Gese tænkte på betjentene på p-pladsen. Mon de havde tænkt sig
at anholde Reda Asmar i aften?
De to betjente, Henrik Andersen havde sat til at overvåge Fahad
Salims lejlighed, rapporterede, at Salim endnu ikke havde vist sig.
Klokken var ved at nærme sig midnat. Han lovede at sende
afløsning, når et nyt hold mødte op.
I løbet af aftenen havde en af PETs kvikke hoveder fundet ud af,
at de tre Toyota´er var købt hos samme forhandler i København.
59

Forhandleren fortalte, at han havde solgt seks Corolla´er til seks
unge indvandrere med en syvende og noget ældre som
mellemmand for knap et år siden. Han havde givet en klækkelig
rabat, da samtlige biler blev betalte kontant.
Den usædvanlige handel gjorde, at forhandleren huskede
omstændighederne omkring salget. Han tippede køberne til
mellem 20 og 25 år og deres ledsager til ca. 35.
Det tog ham kun et øjeblik at finde frem til de seks navne og
adresser i arkivet. To af dem var mødt op til serviceeftersynet.
Ud fra de nye oplysninger kunne PET sende folk ud til de
respektive adresser med besked om at rapportere enhver
bevægelse, de seks overvågede foretog.
Det drejede sig om én i Århus, tre i Odense og to i København.
Tre af dem stod noteret i politiets kartoteker i forbindelse med
småkriminalitet som indbrud, tyveri og besiddelse af euforiserende
stoffer. De andre tre havde aldrig været i myndighedernes søgelys.
Sidst på aftenen kunne overvågningsholdene meddele, at fem ud
af seks Corolla´er var parkeret i umiddelbar nærhed af ejernes
bopæl.
Med undtagelse af Reda Asmar, hvis gæst endnu ikke havde
forladt lejligheden, havde man kun observeret bevægelser i
lejlighederne, men ingen trafik hverken ud eller ind af disse.
PET havde givet besked om at undgå kontakt med de
overvågede. Eventuel tilbageholdelse og husundersøgelse ville
man tage stilling til den følgende dag.
60

Henrik Andersen gabte inderligt. Heldigvis blev han afløst ved
midnat. Det blev ikke til mange timers søvn. Chefen havde kaldt til
briefing allerede kl. halv syv.
Ligesom han var i færd med at pakke sammen ringede
telefonen. Det var fra det hold, der ventede på Fahad Salim. Han
var ankommet til bopælen i sin blå Corolla, alene, og havde netop
tændt lys i lejligheden.
Kommissæren havde lyst til at anholde dem alle. Omgående.
Det skulle ske koordineret og så overrumplende, at ingen af de
seks fik tid til at advare eventuelt involverede. Men Chefen
ønskede flere facts og ville vente til i morgen.
Sikker på, at det var den forkerte beslutning, ønskede han
natholdet god vagt.
Ali spejdede mistænksomt til begge sider, inden han kørte ud fra
gartneriet. Salem havde været slemt nervøs, fordi de ikke var mødt
op som aftalt eller havde gjort sig den ulejlighed at ringe afbud.
Nattens produktion var aflyst. Til gengæld havde Abdullah
foreslået at tage dagtimerne til hjælp de næste par dage for at
indhente det forsømte.
Der holdt ingen mistænkeligt parkerede biler inden for
synsvidde, konstaterede Ali. Han havde heller ikke observeret
noget usædvanligt under vejs. Ingen var fulgt efter ham til
gartneriet.
Adnan og Ashraf mente heller ikke at være under overvågning.
Eller måske var betjentene mindre interesseret i at blive set.
61

Frygten for, at hele operationen gik i vasken, hvilede som et
stadigt pres på ham. I drømme så han dem alle bag lås og slå. Det
måtte ikke ske. Han håbede, Abdullah beordrede alle under jorden
indtil gengældelsens store dag.
Gese sad og skrev på artiklen til Spiegel. Mormoren var gået i
seng. Natten var helt stille. Der hørtes ikke en lyd fra lejlighederne
omkring dem. Hun var nået til interviewet med
beskæftigelsesministeren og lyttede til båndoptagerens
forvrængede stemme:
- Havde vi været lige så succesfulde med at få vore flygtninge,
indvandrere og deres børn i arbejde, havde vi ikke de problemer,
vi har i dag. Virkeligheden er desværre den samme som i store
dele af Europa. Den uheldige udvikling er resultatet af flere års
manglende forståelse for og vilje til jobskabende integration.
Faktisk har man brugt større energi på at lægge hindringer end
bane vejen for vore nye medborgeres adgang til arbejdsmarkedet.
Resultatet er, at vi står med en subkultur, hvis økonomiske
grundlag i alt for mange tilfælde bygger på en blanding af sort
arbejde, socialt bedrageri og andre former for kriminalitet.
Gese slukkede for båndoptageren og gabte. Hun følte sig for
træt til at skrive artiklen færdig og lukkede pc´en ned. Resten
kunne vente til i morgen.
Hun var på vej ud i badeværelset for at børste tænder, da hun
kom i tanke om de to betjente på p-pladsen.
62

Bilen holdt der endnu. Det var så mørkt, at man skulle vide det
for at få øje på dem.
Per Ege og hans kolleger arbejde sikkert på højtryk for at samle
beviser til en anholdelse.
Hun var ikke fri for at ønske, at hendes fantasi var løbet løbsk,
og at mistanken var ubegrundet.
Fahad Salim vidste, at politiet holdt øje med ham. Ligesom med de
andre. Det havde Manadel fortalt.
Manadel havde indprentet ham at opføre sig roligt og fattet, køre
ud til døgnkioskerne med varer i morgen og ellers vente på
nærmere besked. Han måtte kun benytte de aftalte telefonbokse,
hvis han var sikker på ikke at blive skygget. Samtidig måtte han
være forberedt på at gå under jorden med øjeblikkelig varsel.
Manadel var tydeligt rystet efter beskeden fra Iachim i Århus.
Hvem var forræderen, hvem havde talt over sig? Han havde
opremset en lang række muligheder om svigt blandt de indviede.
Den eller de skyldige skulle komme til at stå til regnskab, svor han
over for ham og Cem, opbragt over forræderiet.
Manadels vrede blev ikke mindre af, at han og Cem havde
bebrejdet ham tidtagningerne ved broerne. Enhver kunne sige sig
selv, at broerne var videoovervåget. De havde forsøgt at tale
Manadel fra det, men var blevet afvist. Cem og han var ude af
stand til at gøre andet end at parere ordre. Ligesom Manadal var
bundet af de ordrer, han fik fra højere sted.
63

Fahad stod og betragtede højhuset over for. Der var kun lys i få
af vinduerne. Fra hvilket af dem holdt de øje med ham?
P-pladsen var mennesketom. Derfor kunne der kun være tale om
en af de tomme lejligheder over for.
Han listede ind i soveværelset og stod og betragtede sin søn i
vuggen. Hans kone sov dybt, kunne han høre på åndedrættet. Han
lagde sig og kontrollerede at viseren på vækkeuret stod til vækning
kl. seks.
Den ene af de to betjente i den fraflyttede lejlighed lå på en
efterladt briks med et tæppe over sig. Han forsøgte at få et par
timers søvn, inden han skulle afløse den anden, der sad og holdt
vagt ved vinduet.
Efter at havde parkeret sin bil var Fahad Salim gået en runde på
p-pladsen for fem minutter senere at tage elevatoren op til femte
sal.
Salim havde slukket lyset i stuen en halv time senere. Derefter
var han gået hen til vinduet og havde stirret over på boligblokken,
hvor de havde siddet den halve aften og ventet på, at han skulle
dukke op.
Der var ingen tvivl om, at fyren var på vagt. Enten var det fast
rutine, eller ønskede han at vise, at han vidste, hvor de var. Noget
tyede i al fald på, at han ikke havde rent mel i posen.
Ventetiden havde de fået til at gå med at diskutere, hvad fanden
skiderikken var i gang med. Det eneste, de vidste, var, at PET
havde modtaget et tip om en række terroraktioner, og at en halv
64

snes personer af fremmed herkomst var under overvågning
forskellige steder i landet.
- Nu slukker han lyset i soveværelset, sagde ham ved vinduet.
- God nat, svarede den anden og trak tæppet op om hagen.
Nadia
Nadia kunne ikke sove. Reda lå ved siden af hende og trak vejret
med lange, fredfyldte åndedrag. Han sov trygt.
Hun tænkte på aftenens oplevelse og de to mænd, der sad i
vognen på p-pladsen og overvågede deres lejlighed. For lidt siden
var hun gået ud i køkkenet for at se, om de stadig holdt der. Det
gjorde de, hvilket bekræftede hendes frygt for, at de havde nået det
punkt, der ville ændre deres liv for altid.
Nadia vidste ikke nøjagtigt, hvad der foregik. Af det, hun havde
stykket sammen, forstod hun, at det drejede sig om en handling på
linje med terrorangrebet i Madrid.
Havde hun spurgt Reda, var hun bange for, at han ville have
fortalt hende alt. Derfor lod hun være, selv om hun brændte efter at
kende sandheden. Hun vidste, at hans tavshed betød, at han havde
pålæg om ikke at betro sig til nogen. Ikke engang sin egen kone.
Hun forstod dem, hvem de end var. Og hun forstod Reda og hans
venner, der havde meldt sig til en mission, hvis formål var at
hævne den danske deltagelse i den skændige krig i Irak.
65

Så meget vidste hun. Havde hun været mand, ville hun have
handlet ligesom dem. Af samme grund ville hun ikke vide noget.
Hvis hun og de andres ægtefæller blev anholdt og afhørt, kunne
hele missionen gå i vasken. Hun følte, at hun måtte tilsidesætte
egne personlige hensyn. Det var hendes bidrag til
modstandskampen.
- Du behøver ikke at fortælle noget, havde hun sagt, hver gang
Reda var på nippet til at betro sig. - Jeg ved, at du er med i en
hemmelig mission, men vil ikke vide mere. Det er bedst for os alle
tre. Jeg støtter dig i din beslutning, lige gyldigt hvad det ender
med. Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var dig.
Hver gang så han lige forundret på hende, som kom det bag på
ham, at hun gennemskuede ham og alle hans dårlige
undskyldninger.
Brænd det, havde hun hørt den usympatiske Ali sige. Hun var
ikke et øjeblik i tvivl om, at det drejede sig om en besked, der ikke
måtte falde i forkerte hænder.
Reda havde smidt det brændende brev i toiletkummen og skyllet
ud. Senere havde hun fundet nogle forkullede rester på gulvet.
At Ali valgte at forsvinde via altanen understregede kun det
farlige ved situationen. I sit stille sind håbede hun, at det ikke var
typer som ham, der repræsenterede ledelsen af gruppen.
Hvad blev der nu af hendes uddannelse og fremtid? Hun turde
ikke tænke tanken til ende. Hvis ... Hvis Reda blev taget - eller
døde i forbindelse med aktionen, hvad ville der så ske med hende
og deres datter? Ville hun blive udvist - efter en kortere eller
66

længere fængselsstraf? Og hvad ville der ske med datteren. Fik
man lov at tage sit spæde barn med i fængsel? Eller ville det blive
sendt på et hjem, til hun igen var fri. Dog var hun temmelig sikker
på, at hun ikke ville ende i fængsel. Sådan reagerede man ikke her.
Danmark var ikke som landene i Mellemøsten. Danmark var en
civiliseret stat med domstole, der ikke straffede uskyldige.
Da Reda holdt op på teknikum for lidt over en uge siden -
snarere fjorten dage - blev hun for alvor nervøs. Hun undrede sig
over, at han ikke tog sine bøger med, og havde spurgt ham
hvorfor? Først svarede han undvigende, men sagde så, at han var
træt af studierne. Jobbet som chauffør passede ham bedre. Efter de
havde fået den lille, var der brug for flere penge.
Hun havde sagt, at de kunne klare sig for det, de havde, og at det
var dumt af ham at afbryde uddannelsen. Men han var ikke til at
rokke. Hver gang hun nævnte det, reagerede han tvært og gik sin
vej. Derfor opgav hun at få ham på bedre tanker.
Selv mærkede hun, at det var sværere at koncentrere sig om sit
medicinske studie. Den lille gjorde det heller ikke lettere på trods
af aflastningen i vuggestuen. Moren havde protesteret, men Nadia
ville ikke være for afhængig af forældrene. Hun var bange for, at
barnet ville blive for præget af det fædrene miljø. Og moren ville
få endnu sværere ved at give afkald på bindingen til sit barnebarn,
når den tid kom, det skulle i børnehave.
Hendes beslutning havde givet anledning til nogle kedelige
scener mellem hende og moren.
67

- Er en arabisk opdragelse måske ikke god nok, havde hun
spurgt. - Har du noget at udsætte på din egen?
- Naturligvis ikke, mor, svarede hun velopdragent, selv om hun
inderst inde havde et og andet at indvende. - Det er blot sådan, at
jo tidligere man vænner sig til livet omkring, des nemmere er det
at begå sig.
- Du er flov over din familie og arabisk kultur, svarede moren
som sædvanligt, når talen ledte hen på integration.
Og som sædvanligt varede det et stykke tid, inden moren glemte
fornærmelsen.
Hun var den yngste af sine fem søskende og havde været den
mest forkælede. Endda mere end hendes ældste bror, der var
familiens stolthed.
Hendes tre brødre havde gode uddannelser og havde alle stiftet
familie og hjem. Hendes søster var tandlæge og var emigreret til
USA sammen med sin mand, fordi de havde haft svært ved at få
arbejde i Danmark. Heldet havde været med dem. I dag havde de
egen klinik med adskillige ansatte.
Det var det værste ved at være indvandrer eller efterkommere af
indvandrere i Danmark. Selv om diskrimination så at sige var
ukendt i undervisningssystemet, blomstrede den til gengæld på
arbejdsmarkedet. Flere i hendes bekendtskabskreds var efter endt
uddannelse rejst til England og USA, fordi de havde opgivet at
finde arbejde i Danmark.
Nadia kunne ikke slippe de triste tanker. Ville hun nogen side få
sin uddannelse? Burde hun ikke tale Reda til fornuft i stedet for at
68

forsvare hans deltagelse i en aktion, hun ikke kendte til, men som
hun følte ville få hendes verden til at bryde sammen?
Det var halvandet år siden, hun blev klar over, at Reda og hans
venner var involveret i forberedelsen af en terroraktion. Hun var
kommet hjem, uden at han og vennerne havde hørt det.
Fra entreen havde hun overværet deres samtale med tilbageholdt
åndedræt. Hun var på ingen måde opsat på at udspionere dem.
Men Ashrafs indtrængende stemme fik hende til at stivne.
Spørgsmålet virkede som en lammende injektion.
- Er I indstillet på at sætte livet på spil for at sprænge en bro i
luften?
Der gik et par lange sekunder, inden nogen svarede. På stemmen
kunne hun høre, det var Adnan.
- Naturligvis. Men jeg stoler så meget på Abdullah og de andre,
at der er en god chance for, at det ikke sker.
- Har I sagt noget til Saniya og Fatima, spurgte Reda.
- Er du rigtig klog! Har du, lød det udfordrende fra Ashraf.
- Er du hjemme, råbte Nadia og smed støjende taksen fra sig i
panik.
Hun åbnede døren til soveværelset og lukkede den højlydt igen
for yderligere at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.
Ja, lød det bag den halvåbne dør til stuen. Hun åbnede den og
forsøgte at se naturlig ud.
- Hej, sagde hun med et anstrengt smil.
Ashraf og Adnan hilste med et naharak sa´id.
69

Hun havde fornemmelsen af, at alle tre granskede hende
indgående.
- Jeg laver en kop te, sagde hun for at få tid til at sunde sig.
Siden havde hun spekuleret meget over, om det var hende selv,
der havde fået Reda til at handle, som han gjorde.
Hun havde været den, der var mest opbragt over den danske
deltagelse i Irak-krigen og besættelsen. Hun følte sig svigtet ikke
alene af den danske regering og folketinget, men af den danske
befolkning som helhed. Den krigeriske holdning i medierne og
blandt danskerne i almindelighed kom fuldstændig bag på hende.
Den side af danskernes psyke havde hun fuldstændig overset på
trods af de sidste ti års voksende fremmedhad og racisme.
Reda, derimod, havde virket forholdsvis upåvirket. I
sammenligning med familien og deres omgangskreds havde han
været den, der udtrykte mindst forargelse og vrede.
- I betragtning af, at Danmark er i militær alliance med USA, er
der vel ikke noget at sige til det, havde han i begyndelsen forsvaret
regeringens disposition.
Hun forstod godt vestens vrede over den 11. september. Men for
hende havde det skændige angreb på Irak stået som en handling i
stil med at rette bager for smed. Den bager græd
gudsjammerligt.., tænkte hun sørgmodigt med tanke på sin elskede
klasselærer i dansk. Vesten havde rettet Irak for Al-Queda.
Hun havde aldrig delt sin viden med nogen i familien, hendes
venne- eller øvrige omgangskreds. Hendes mands og hans to
venners samtale for halvandet år siden hvilede som en tung byrde
70

på hende. Lige siden havde hun følt behov for at tale med nogen
om det. Aller helst Reda, hvilket var udelukket. At betro sig til sin
mor om så farligt et emne var lige så utænkeligt.
Havde hun så bare kunnet tale med Saniya og Fatima om det,
Ashraf og Adnans ægtefæller, der var på alder med hende selv.
Hendes fornemmelse sagde hende imidlertid, at de intet vidste.
Ingen af dem bar præg af at være tynget af viden om deres mænds
farlige sysler.
Fatima og Adnan var nygifte og stadig forelskede. Ægteskabet
var resultatet af et rigtigt dansk kærlighedsforhold, der havde stået
på i flere år, og som ingen af forældrene havde modsat sig.
Ashrafs og Saniyas derimod var arrangeret. Men på ingen måde
ulykkeligt, som det ellers var almindeligt i alt for mange tilfælde.
Blot forekom det, som begge endnu tre år efter brylluppet ikke helt
havde vænnet sig til hinanden.
De to veninder var lige så oprørte over den danske deltagelse i
Irak-krigen, som hun selv. Men ingen af dem havde nogen sinde
ytret ønske om hævnaktioner mod Danmark eller danskerne i den
forbindelse. Det var én af grundene til, at hun var overbevist om, at
de intet vidst om deres mænds skjulte sider.
Venindernes uskyld fik Nadia til at ønske, at hun var lige så
uvidende om, hvad deres mænd havde gang i. Samtidig tænkte hun
på, hvad der fik Reda til at vælge terroren frem for hende og deres
barns trygge fremtid.
71

Tanken var forholdsvis ny. Umærkeligt havde den sneget sig ind
og var langsomt ved at fortrænge følelsen af stolthed over Redas
engagement og beslutsomhed.
Hun vendte sig hvileløs i sengen og håbede, at datteren ville
begynde at græde, så hun kunne stå op og give hende bryst.
Redas profil stod tydeligt mod lyset fra gardinet. Hvordan kunne
han sove så trygt med det, der var i vente. Måske ville han dø eller
blive såret. Hvis han blev fanget, måtte han tilbringe de næste
mange år i fængsel.
Hun gøs ved tanken og havde lyst til at ruske i ham og råbe, at
han skulle glemme al tanke om hævn og i stedet tænke på hende
og barnet. I stedet vendte hun sig bort fra ham i håb om at falde i
søvn.
Ligesom hun var ved at døse hen, begyndte den lille at græde.
Hun lå lidt og ventede, men i stedet tog gråden til.
Nadia stod forsigtigt ud af sengen for ikke at vække Reda. Hun
gik hen til vuggen og tog datteren op uden at tænde lys. Så gik hun
ind i stuen og satte sig i mørket. Hun tænkte ikke nærmere over
det. Men lidt efter faldt det hende ind, at det skyldtes den
underbevidste reaktion på de to betjentes tilstedeværelse. Hun
rejste sig og gik ud i køkkenet. Ja, vognen holdt der endnu.
Lejlighedens beliggenhed gjorde, at der aldrig var helt mørkt.
Lyset fra lygterne på p-pladsen og stien bagved henlagde den i et
søvnigt skær. Hun så ned på sin datter, der hvilede trygt ved
hendes bryst. Bortset fra suttelyden var alt stille.
Mon de to i bilen var bange for, at Reda ville flygte?
72

Siden de havde tænkt sig at blive der hele natten, måtte de være
overbevist om, at det var ulejligheden værd. Hvad vidste de? Lige
så lidt som hende, eller det hele? Nej, så ville de have anholdt ham
allerede. Altså var de ikke sikre i deres sag, konkluderede hun og
gik tilbage til stuen.
Efter at Reda havde hilst af med Ali på altanen, havde han stillet
sig foran hende med samme udtryk i ansigtet som tidligere, når
han ville betro sig.
- Jeg synes, du bør vide det, lød det brødbetynget. - Det er tæt på
...
- Det synes jeg ikke. Hvad jeg ikke ved, kan jeg ikke fortælle
videre, har jeg jo sagt. Det er bedst sådan, uanset hvad der sker. I
øvrigt hørte jeg, hvad Ali sagde.
O.k., havde han svaret og sat sig i stolen ved siden af, mens de
tavst overværede det program, hun havde valgt i fjernsynet.
Lidt efter var han gået i seng.
Den lille var mæt og var igen faldet i søvn. Hun hørte støj bag
sig.
- Hvorfor sidder du i mørke, spurgte Reda.
Hun trak på skuldrene uden at svare.
- De holder der endnu, fortsatte han. - Hvad skal vi gøre?
Spørgsmålet fik hende til at føle sig medskyldig.
- Ingen ting. De håber, du vil foretage dig et eller andet
hovedkuls.
- Som når de stresser rockerne, sagde han med en lille latter. -
Hvad har du tænkt dig?
73

- Vente og se, hvad der sker. Vente og se, om du slipper levende
fra det. Gør du det, hørte hun sig selv spørge.
- Det er ingen selvmordsmission.
Hun ventede, at han ville fortsætte, forklare sig nærmere, men
han sagde ikke mere.
Da hun rejste sig, var han gået. Hun fulgte efter og lagde den
lille tilbage i vuggen.
Fra videoen, offentliggjort i forbindelse med det planlagte
terrorangreb på Danmarks tre store broer:
Mit navn er Ashraf. Jeg er gået med i denne aktion for at vise, at
forbrydelsen ved at gå i krig mod Irak er lige så stor, som den
Tyskland begik mod Danmark under Anden verdenskrig.
Fra politiets interne notater:
Ashraf Alami, 27 år; bosiddende i Odense; chauffør; handelsuddannet;
ca. 175 cm høj, muskuløs bygning; arabisk udseende;
taler flydende dansk; kom til Danmark fra Jordan som niårig med
sine palæstinensiske forældre; to søskende; er gift og har en datter;
ustraffet.
74

3. dag
Klokken var seks morgen. Abdullah og Ali sad i det lille kontor på
Fyns Varelager med hver en kop kaffe foran sig. Abdullah
gennemgik dagens ordresedler, mens Ali bladrede i Fyens
Stiftstidende, som budet netop havde afleveret.
- De skriver om os, lød det hæst fra Ali.
- Hvad siger du? Skriver de om os?
Abdullahs tanker kredsede uvilkårligt omkring nogle tvivlsomme
forretningsmetoder.
- Nogen har lagt mærke til dem på broerne, sagde Ali og
begyndte at læse: - Mistænkelig færdsel på Lillebælts-, Storebælts
og Øresundsbroen. Fra en kilde, hvis identitet er redaktionen
bekendt, erfarer vor hovedstadsredaktion, at der inden for de
sidste dage er observeret mistænkelig trafik på de tre store broer.
Politiet frygter, at det kan være rekognoscering forud for et
terrorangreb. Ved redaktionens slutning var det ikke muligt at få
en kommentar fra Københavns politi. Man ønskede hverken at be-
eller afkræfte rygtet.
Ali foldede avisen sammen og så på sin chef.
- Så havde de alligevel ret, sagde Abdullah.
- Vi skulle ikke have foretaget de tidtagninger.
- Det samme sagde Munaza og jeg. Manadel sagde, det var
ordre fra højere sted. Jeg må tale med Munaza, sagde Abdullah og
gjorde et opkald på mobilen.
75

Gorm Børgesen, kaldt Chefen af PETs medarbejdere, bød
velkommen til mødet præcis kl. halv syv for at gennemgå det
sidste døgns begivenheder.
- Fra nu af behandler vi sagen som en overhængende, realistisk
trussel, som vi sætter alle resurser ind på at løse. Nogle vil med
rette indvende, at grundlaget forekommer temmelig tyndt på
nuværende tidspunkt. Jeg er helt enig. Ud over det, vi ved fra det
lokale politi, Færdselspolitiets helikoptertjeneste, Øresundsvagten
og vort tyske vidne, er vi på bar bund. Vi mangler beviser på, at et
terrorangreb virkelig vil finde sted. Bortset fra de nævnte indicier,
findes der intet håndgribeligt, skriftligt eller mundtligt, der
berettiger øjeblikkelig anholdelse. Aflytningen af de mistænktes
telefoner har endnu ikke givet resultat. Eller rettere: De
implicerede telefoner har været døde, siden vi begyndte
aflytningen. Det i sig selv er måske det vigtigste tegn på, at der er
noget i gære.
Børgesen holdt en pause og rømmede sig.
- Vi kunne ransage lejlighederne med det samme og få alle
varetægtsfængslet. Men jeg har i samråd med politiets øvrige
chefer besluttet at vente - til i eftermiddag eller aften: i håb om, at
vi i løbet af dagen bliver ledt på sporet af sprængstoffer og våben,
øvrige sammensvorne, kontakter eller eventuelle bagmænd.
- Hvis målet er en af broerne - eller to eller flere - skal der
anselige mængder sprængstof til at beskadige konstruktionerne.
Det siger sig selv, at selv en mindre sprængmængde vil medføre
skader, der gør, at broen må lukkes for trafik i kortere eller
76

længere tid. Uanset hvad, betyder det en alvorlig trussel mod
trafikken mellem landsdelene. Alternative transportmuligheder til
afhjælpning af situationen etableres ikke fra den ene dag til den
anden.
- Lad os gå et skridt videre og forestille os, at målet er alle tre
broer. Der skal ikke megen fantasi til at forudse, hvad det vil
betyde for infrastrukturen som helhed samt økonomien. Selv få
dages lukning i forbindelse med mindre skader vil skabe
vidtrækkende problemer. Hvad det vil betyde rent psykologisk
siger sig selv. Som en CIA-officer udtrykte det: To bomber
rammer ikke dobbelt så hårdt. Virkningen er 100 gange værre. Tre
bomber vil ... Behøver jeg sige mere?
- Det virkelige skrækscenarium er naturligvis, at der er tale om
så store mængder sprængstof, at det får broen eller broerne til at
kollapse. Jeg bruger med vilje samme udtryk, som vort tyske vidne
anvendte. Det første terrorangreb på World Trade Center i 1993 og
bomben i Oklahoma City i 1996 viste, hvor megen skade primitivt
fremstillede sprængstoffer kan forvolde. World Trade Centerbomben
med en anslået vægt på 550 kg efterlod et krater på 6o
meter i diameter. Seks mennesker blev dræbt og mere end 1000
såret. Bomben i vognen foran den federale bygning i Oklahoma
City vejede ca. to tons og bortsprængte hele facaden af bygningen,
dræbte 168 og sårede 500. Begge bomber havde det til fælle, at
ingredienserne til fremstillingen kunne købes i almindelige
byggemarkeder og havecentre. Bomben under World Trade Center
bestod af almindelig kunstgødning, blandet med salpeter og
77

svovlsyre til et beløb, der svarer til ca. 3.000 danske kr. I det
prislag kan selv en kontanthjælpsmodtager være med! Vi har sendt
besked til samtlige politistationer og bedt dem kontakte lokale
forhandlere angående de produkter, der er angivet på den liste, jeg
har delt rundt.
Henrik Andersen lod øjnene løbe ned over rækken af
ingredienser. Det var den sædvanlige liste, der var genoptrykt med
en enkelt tilføjelse: Ammonium nitrat blandet med diesel olie har
en detonationskraft på 1.1oo m/sek.
- Jeg hørte Mette Sørensens foredrag og er enig med hende på
flere punkter, fortsatte Børgesen. - Vi optog foredraget på bånd
med hendes tilladelse. Et væsentligt spørgsmål er, hvilke
oplevelser og forhold, der sætter beslutningen om en sådan
hævnakt i gang. Kan vi indkredse mistænktes omgangskreds, leder
det måske til motivet. Vi skal ikke stirre os blind på religionen. I
mange tilfælde bruges den blot for at legitimere terroren og til at
rekruttere de unge. Drivkraften har som regel udgangspunkt i
andre forhold: det kan være politisk, kulturelt eller psykisk, så som
fælles eller personlige oplevelser af nederlag og ydmygelse. Vi må
altså ikke indskrænke os til at rette opmærksomheden mod det
klientel, der flokkes omkring visse moskeer og religiøse
grupperingers tilholdssteder. Som vi har set, kan spiren lige så vel
være lagt i et gymnasiemiljø, på en højere læreanstalt, eller på en
arbejdsplads, hvor snakken går på had og krig.
Henrik Andersen ledte i hukommelsen, men huskede ikke det
refererede. Det havde han misset, mens han talte med Chefen.
78

Det bankede på døren.
- Undskyld jeg forstyrrer, sagde en høj, langhåret ung mand, der
mere lignede en rokker end en strømer. - Overvågningsholdene har
enstemmigt rapporteret, at de seks mistænkte har forladt deres
lejligheder og er kørt af sted i deres biler. Vi følger dem og giver
besked, når der viser sig nyt.
- Well, sagde Børgesen, lad os så se at komme i gang drenge.
Da Ashraf forlod sin bopæl, observerede han intet mistænkeligt.
Men efter få minutters kørsel var han overbevist om, at han blev
skygget.
Bevidstheden om, at man holdt øje med ham, gjorde ham
nervøs. Han huskede Abdullahs formaning og anstrengte sig for at
opføre sig så naturligt som muligt.
Reda var allerede kommet. Hans røde Corolla holdt ved siden af
Munazas sorte BMW. Lastbilerne stod opmarcheret på den
sædvanlige snorlige række. Munaza var et udpræget
ordensmenneske, der ikke tålte nogen form for efterladenhed.
Ashraf stod ud ad vognen og kastede et blik ned ad vejen. Den
sølvgrå vogn, der var fulgt efter ham, var ikke at se nogen steder.
Munaza sad sammen med Reda i frokoststuen og gennemgik
nogle regnskaber.
- Jeg har haft strømerne i hælene hele vejen, sagde han uden at
sige god morgen.
- Havde du ventet andet, svarede Munaza uden at se op fra
papirerne.
79

- De har holdt vagt på p-pladsen hele natten, sagde Reda. - Men
siden har jeg ikke set noget til dem.
- Selvfølgelig er de fulgt efter dig, sagde Munaza. - Andre
afløser undervejs, for at I ikke skal opdage det. Ser du aldrig film?
Reda så på ham, som ledte han efter sammenhængen, men sagde
ikke noget.
Døren gik op. Det var Adnan.
- Har de også været efter jer, spurgte han en smule ophidset.
- Det skal I ikke bekymre jer om, lød det upåvirket fra Munaza.
Roligt fortalte han, hvad der havde stået i Fyens Stiftstidende,
og hvordan de skulle forholde sig. Derefter bad han hver af dem
gentage, hvad forholdsreglerne gik ud på, for at undgå
misforståelser.
De tre unge chauffører trak i deres uniformer og gik ud til
lastbilerne bærende på en pose med skiftetøj.
På Århus politigård sad kriminalassistent Ole Winther og talte med
de kolleger, der skyggede den lastbil, som netop havde forladt Jysk
Varelager med Iachim Sefrioui ved rattet.
- Vi er på vej mod centrum og ligger så tæt på, at han ikke kan
se os. Vi behøver ikke afløsning, før han stopper. Vær klar til at
sætte en vogn ind, når han fortsætter.
- O.K., den er i venteposition.
I den indre by parkerede Iachim ud for en døgnkiosk og gik ind i
butikken.
- Sabaha-lkher!
80

- Sabaha-nnur, svarede den palæstinensiske indehaver, og
fortsatte med at ekspedere en kunde.
- Kan jeg låne telefonen, spurgte Iachim. - Jeg er løbet tør for
batteri.
- Naturligvis, sagde manden og nikkede i retning af
bagbutikken.
Iachim gik ind i kontoret og tastede det nummer, han havde fået
opgivet.
- Det er Iachim. Jeg har været under observation siden i aftes,
sagde han og fortalte, hvor han befandt sig.
Uden at afbryde lyttede han opmærksomt til instrukserne fra den
anden ende af forbindelsen.
- Har forstået, var hans eneste kommentar, inden han lagde røret
på.
Den blå Ford, der havde fulgt efter ham fra det øjeblik, han
kørte hjemme fra, var ikke længere at se.
Han begyndte at læsse af og køre varerne ind i butikken.
Cem var ikke i tvivl om, at han blev overvåget.
Han havde mest af alt lyst til at trykke hornet i bund for at
signalere, at han havde set dem; men lod være. Manadel havde
indprentet dem ikke at lade sig provokere til at begå dumheder.
Han holdt ind ved kiosken og ventede med at stå ud, indtil de to
strømere havde parkeret 50 meter længere fremme.
I aftes havde Manadel fortalt, at nogen sandsynligvis havde talt
over sig. Alle måtte forberede sig på, at politiet holdt øje med dem.
81

Han havde ikke observeret noget fordægtigt omkring sin bopæl.
Der havde ikke holdt mistænkelige biler på p-pladsen. Det eneste
foruroligende var hans fars gentagende spørgsmål om, hvad han
kikkede efter. Han havde svaret, at han ventede besøg af en ven,
hvilket lod til at beroligede den gamle.
Cem var hele tiden på vagt over for farens mistro. Han vidste, at
hans forældre ville blive ude af sig selv, hvis de fandt ud af, hvad
han var med i. Selv om hele familien frydede sig hver gang, det
gik ud over vestlige soldater og civile i Afghanistan og Irak,
sørgede alle for at hold deres fælles hemmelighed inden for
hjemmets fire vægge.
Han kørte ind i butikken med det første læs varer. Underligt nok
bad ejeren ham sætte det hele af i baglokalet.
Lige inden for stod Manadel og ventede på ham. Han lagde en
finger på læberne og førte ham hen bagerst i lokalet.
- Vi har fået besked om, at I skal gå under jorden i dag. Du
bliver hentet, når du når frem til den sidste kiosk på Østerbro i
eftermiddag, sagde Manadel i et hviskende tonefald.
Efter yderligere nogle instrukser forsvandt han ud ad bagdøren.
Indehaveren lod upåvirket af stævnemødet. Det samme forsøgte
Cem, da han gik ud til lastvognen efter de resterende varer.
Per Ege sad på sit kontor og lyttede interesseret til
kriminalassistent Fouzi Kassim, der læste op af nogle notater.
Fouzi var palæstinenser. Han havde været ansat ved Odense
politi i et par år og var af de fleste kolleger anset for at være en
82

dygtig betjent og god kammerat. Fouzi var kommet til Danmark
som flygtning i begyndelsen af 1990’erne. Hans hyppige forsvar
for flygtninge og indvandrere blev ikke modtaget med lige stor
forståelse af alle. Når bølgerne gik højt, lagde enkelte ikke skjul på
deres utilfredshed med hans ansættelse i korpset.
- Munaza Nasrallah er bestyrer af Fyns Varetransport, der ejes
af et investeringsselskab i København. Så vidt jeg kan se ud fra
PETs foreløbige lister, er investorerne indvandrere. Listen er
ufuldkommen, men bliver ajourført i løbet af dagen.
Vognmandsfirmaet har afdelinger i København, Næstved, Århus,
Ålborg, Esbjerg og Kolding. Og nu kommer det interessante: de
seks overvågede er chauffører i tre af firmaets filialer, nemlig
Odense, København og Århus.
- Hvor befinder de sig i øjeblikket?
- Alle tre er på arbejde i dag. De mødte kl. syv og kørte ind til
Fyns Varelager, der ejes af samme investeringsselskab, som har
lignende afdelinger spredt ud over landet, bl.a. i København og
Århus. Ved ottetiden kørte de ud til kunderne. Reda Asmar har
netop afleveret varer i en kiosk på Kertemindevej. Adnan Mughni
befinder sig i Årslev, og Ashraf Alami i Blommenslyst. Hvis de
har opdaget, at vi overvåger dem, lader de som ingen ting.
- Det virker som én stor, mystisk klan, sagde Per og så
afventende på Fouzi.
- Sådanne arrangementer bliver mere og mere almindelige
blandt flygtninge og indvandrere. Det er resultatet af den
83

manglende integration på det danske arbejdsmarked. Landets
fremmedpolitik indbyder til den slags strukturer.
- Du har sikkert ret, sagde Per en smule afvisende.
- Heldigvis ser det ud til, at vore politikere er ved at vågne af
deres tornerosesøvn og indse, at der skal gøres noget. Lad os håbe,
at det sker, inden parallelsamfundene for alvor slår rod og skaber
endnu større problemer.
Det ærgrede Per, at han var i vildrede med sin egen holdning.
Fouzis argumentation irriterede ham, fordi hans fornemmelse
sagde ham, at han havde ret. Han havde svært ved at finde ud af,
hvor han selv stod. Den fremmedfjendske indstilling trivedes på
værste vis inden for politigårdens mure.
- Hvornår tror du, de beslutter sig til at slå til, spurgte Fouzi.
Med de hentydede han til PET, NEC, AKS, politidirektøren og
de lokale politimestre.
- Ingen tør åbenbart tage ansvaret. For mange kokke ...
Per afbrød sig selv, fordi det lød for banalt og tilføjede i stedet:
- Ret beset har vi ikke en skid på dem.
- Nej, det havde man heller ikke i New York og Madrid. Bag
efter bebrejdede man politiet og sikkerhedstjenesterne, at man ikke
reagerede på de oplysninger, man vitterlig havde. Seks telefoner
går ikke pludselig død uden grund.
- Jeg er enig! Hvad venter vi på? Lad os anholde dem og se,
hvad ransagningerne afslører. Det er den hurtigste måde at finde
ud af, hvad der foregår.
84

- Jeg er bange for, at inden de når at bestemme sig, er fuglene
fløjet.
Gese vågnede ved, at det bankede på døren.
- God morgen! Sagde du ikke, du skulle have din artikel færdig
inden frokost, spurgte mormoren og stillede bakken med
morgenmad på sengebordet.
- Det var sødt af dig. Jeg er næsten færdig med den, svarede hun
og indsnusede duften af kaffe.
Hun blev skrupsulten af at se, hvad der stod på bakken. Der var
yoghurt, appelsinjuice, rundstykker, blødkogt æg, pålæg og ost.
Mormoren kendte hendes appetit. Hun forkælede hende, som
var hun stadig hendes lille pige, der trofast kom og besøgte hende i
ferierne, og som hun stadig mente trængte til lidt mere sul på
kroppen.
Mormoren gik ud og kom tilbage med Fyens Stiftstidende.
Hun satte sig ved skrivebordet og begyndte at læse højt: -
Mistænkelig færdsel på Lillebælts-, Storebælts og Øresundsbroen.
Da hun var færdig, lagde hun avisen fra sig.
- Hold da helt ferie. Det må være en fra politiet, der har lækket
oplysningen, sagde Gese med en skefuld yoghurt i venteposition. -
Jeg håber ikke, de mistænker mig.
- Hvorfor skulle de mistænke dig?
- Fordi jeg er journalist, naturligvis.
- Det er ikke særlig smart, hvis politiet ønsker at holde det
skjult.
85

- Det kan ødelægge hele operationen. De implicerede vil kunne
nå at skaffe beviser af vejen og fabrikere alibier eller forsvinde ud
af landet.
Gese tænkte på Per Ege og den betjent, der havde observeret de
to episoder på broerne. Det kunne være én af dem. De ville
uvilkårligt tænke det samme om hende. Det kunne være hvem som
helst: piloten, en kone eller kæreste, der uforvarende eller tilsigtet
havde viderebragt nyheden.
Henrik Andersen tog telefonen. Det var Chefen.
- Kik lige ind. Jeg har noget, jeg vil vise dig.
Chefen lagde røret på uden nærmere forklaring. Det plejede han
ikke.
Kommissæren havde på fornemmelsen, at der ventede
ubehageligheder.
Gorm Børgesen sad med en opslået avis foran sig. Han pegede
på en kort notits med en overdimensioneret rubrik, der signalerede
sidste-øjeblik-nyhed.
Øverst på siden stod Fyens Stiftstidende.
- Hvem fanden har lækket det, spurgte Chefen.
Det var sjældent, man hørte ham bande.
Efter få linjers læsning mærkede Andersen varmen brede sig fra
halslinningen.
- Det ved jeg sgu ikke, svarede han for at parere stilen.
- Det kan være den tyske journalist.
- Måske.
86

- Bed Odense om en snak med hende. Hvis det ikke kommer fra
dem selv?
- Eller fra en af vore egne?
- Hvad hed ham fyren fra helikoptertjenesten?
- Bent Petersen. Han er på afspadsering de næste fem dage, men
ville være til rådighed, hvis vi fik brug for ham. Det kan lige så
godt være piloten.
- Naturligvis, men tag alligevel en snak med ham, og bed ham
tale med piloten. Er vi enige om, at det ikke kan være nogen
herfra?
- Fuldstændig enig!
Inderst inde var han ikke så sikker.
- Håber, vi finder ud af det. Jeg vil forsøge at få de øvrige
medier til at holde tæt.
Kommissæren brød sig ikke om det. Det lagde beslag på kostbar
tid og placerede ham i rollen som inkvisitor over for kollegerne.
Han bladede i sin notesbog og fandt nummeret.
Kemal følte det, som nerverne kunne slå klik, hvad øjeblik det
skulle være. Det blev ikke bedre af, at Abdel syntes fuldstændig
upåvirket.
De var netop færdige med at læsse Fahad og Cems vogne på
dagens første tur til den indre bys kiosker. Ved middagstid vendte
de tilbage efter andet læs.
87

Manadel var også kørt. Han have fortalt, at Fahad og Cem blev
skygget af politiet, og havde instrueret dem om, hvad de skulle
sige, hvis strømerne dukkede op og stillede spørgsmål.
For at dulme uroen besluttede Kemal at få lidt orden på pallerne.
De stod hulter til bulter på grund af den mangel på plads, stakken
med sække havde skabt.
Lidt efter dukkede Raman op. Han mødte en halv time senere
for ikke at holde i vejen for de andre.
Hans morgenfriske bemærkninger irriterede Kemal. Derfor
skyndte han sig at køre det frem, han skule have med på turen.
Abdel hjalp Raman med at placere varerne i den rigtige
rækkefølge på laddet.
I et overilet øjeblik kom Kemal for tæt på sækkene og rev hul i
en af dem med kanten af pallen. Samtidig faldt et mindre antal på
gulvet, men forblev intakte.
Kemal gav et skingrende hyl fra sig og sprang af trucken.
- Så hjælp mig dog, råbte han hysterisk til de to på laddet.
Begge sprang ned og hjalp med til at lægge sækkene på plads.
- Hvad er det, spurgte Raman og stak hånden frem.
Alle tre stirrede på den klæbrige blanding af salpeter og
spagnum.
- Det stinker ad helvede til, fortsatte Raman og snuste til det.
- Gå ud og vask det af, skreg Kemal. - Det kan være farligt.
Raman skyndte sig ind på toilettet og kom lidt efter tilbage.
Han snuste igen til hånden.
- Det er ligesom, det ætser huden. Hvad fanden er det?
88

- Det skal du ikke bekymre dig om, sagde Kemal vredt.
Han var kommet sig over den værste forskrækkelse.
- Det der er sgu ikke almindelig spagnum, sagde Raman og
trykkede prøvende på en af sækkene.
- Det skal du ikke bekymre dig om, gentog Kemal og slog ham
over hånden.
Raman rykkede et par skridt tilbage og tog tilflugt på ladet.
Kemals truende opførsel undrede ham.
Abdullah og Salem passede blandemaskinerne, mens Ali og
Mahmoud gjorde deres yderste for at holde trit med at fylde den
ildelugtende substans i sækkene og sy dem til.
De færdige sække læssede de i Mahmouds kassevogn, der holdt
parkeret i hallen. Når det blev fyraften, kørte han den
sprængfarlige last til København. Hvis alt gik, som forventet,
hentede han det sidste læs i morgen.
Salem gik hen og kikkede ud ad et glughul i porten. Det gjorde
han af og til, når der hørtes motorstøj fra en bil, der kørte forbi.
Han var bange for, at de skulle få uønskede gæster. Endnu var
ingen standset ved gartneriet. Omhyggeligt dækkede han gluggen
med den klud, der sikrede, at ingen udefra havde mulighed for at
kikke ind.
Ali så på Mahmoud og rystede på hovedet. Den største fare var
ikke den klæbrige, stinkende blanding, de hældte på sækkene, men
mænd med svage nerver som Salem.
89

Gese var netop færdig med artiklen til Der Spiegel, da Per Ege
ringede.
- Jeg har fået til opgave at tale med dig angående en notits i
Fyens Stiftstidende her til morgen, lød det en smule beklemt.
- Jeg kan næsten gætte, hvad det drejer sig om, svarede Gese
ikke overrasket over at blive ringet op. - Jeg har set den, og det er
ikke mig, der er kilden.
- Det regnede jeg heller ikke med, lød det lettet. - Jeg er ked af
at måtte ulejlige dig med så pinligt et spørgsmål.
- Du nåede ikke at stille det. Jeg kom dig i forkøbet.
- Undskyld, jeg er helt forvirret. Det er også rigtigt. Mange tak.
Så slap jeg heldigvis for det. Jeg anede faktisk ikke, hvordan jeg
skulle få det sagt. Må jeg invitere dig på middag som et plaster på
såret. Sig ikke nej.
Heller ikke det kom bag på hende. Faktisk havde hun haft på
fornemmelse, at han ville bruge et eller andet som påskud til at
kontakte hende og invitere hende ud.
- Ja tak, men jeg er optaget i dag og i morgen.
- I over morgen?
- Det lyder fint. Kan det ikke være brodne kar hos jer selv?
- Det har vi talt om.
- Den slags er umuligt at holde hemmeligt. Det ved jeg af
erfaring.
- Helt enig. Vi har samme erfaring. Nu helmer den øvrige del af
pressen ikke, før vi giver dem et eller andet, der stiller dem
tilfreds.
90

- Det er det, vi lever af.
Han lo.
- Ja, det er det, vi begge lever af.
Hun kom også til at le. Han huskede, hvad hun havde sagt på
politigården.
- Ja, vi ses.
- Jeg henter dig kl. syv.
- O.K., kl. syv.
- Far jeg er sulten. Gi´r du en pølse, spurgte Morten.
Bent Petersen stod sammen med sin søn og så på elefanterne i
Zoologisk have. For lidt siden var han blevet ringet op fra PET.
Det var Henrik Andersen, der fortalte, at Fyens Stiftstidende havde
bragt en meddelelse om, at der var tegn på, at et terrorangreb var
under forberedelse. Radioen havde gentaget nyheden hver time.
PET var bange for, at lækken ville sabotere aktionen, og at de
involverede nåede at forsvinde.
Andersen forsøgte at pakke spørgsmålet så pænt ind som muligt:
var han kilden?
Nej, og han troede heller ikke, det var piloten. Ja, det var ganske
sikkert. Ingen af dem hørte til den type, der gjorde sig interessante
for pressen på etatens bekostning.
Andersen undskyldte ulejligheden. Han lød, som var han rigtig
dårligt til mode over den ubehagelige opgave, man havde pålagt
ham.
- Skal vi ikke spise rigtig frokost?
91

- Jeg vil hellere have en hot dog.
- Så tager vi en hot dog.
Fahad kørte ud ad porten på dagens anden tur.
Han spejdede til begge sider for at finde ud af, hvor de holdt,
men kunne ikke få øje på dem.
Sidst på formiddagen, havde de næsten torpederet ham, da han
måtte bremse kraftigt op for en cyklist. De nåede at styre uden om
og undgik kun med nød og næppe at køre cyklisten ned.
Abdel havde fortalt, at Kemal var kommet til at vælte nogle af
sækkene med trucken, og at han var gået helt amok. Han havde
hylet og skreget og truet Raman, der var blevet så forskrækket, at
han måtte springe i sikkerhed på ladet af sin vogn.
Raman havde stillet nærgående spørgsmål om sækkenes
indhold, fordi han havde fået noget af sprængstoffet på hænderne
fra en iturevet sæk. Abdels beretning virkede foruroligende.
Ramans viden var en sikkerhedsrisiko, der kunne bringe dem alle i
fare. Han ville nævne det for Manadel, så snart de mødtes.
Fahad holdt øje med sidespejlene. Han var sikker på, at de
havde skiftet til en anden vogn. Den foregående var en sølvgrå
Ford, den ny, han mistænkte, var hvid.
Han blinkede til højre for at teste dem. De fulgte efter. I næste
kryds drejede han til venstre og troede, at de var forsat lige ud,
men fik så øje på dem. De havde lagt længere afstand til ham. Han
blinkede til højre og var på rette vej igen. Denne gang tog det
længere tid, inden de atter dukkede op. De var blevet forsigtige.
92

Fahad parkerede ud for eftermiddagens første kiosk og begyndte
at læsse varerne af.
Om godt en time ville han blive afløst. Han smilte ved tanken
om, hvordan de ville reagere, når de opdagede, at han var
forsvundet.
Ole Winther havde selv bedt om at deltage på et af eftermiddagens
hold. Han havde på fornemmelsen, at Iachrim Sefrioui vidste, han
blev skygget.
Når han holdt ved en kiosk, blev han siddende i førerhuset,
indtil de havde parkeret eller havde overladt overvågningen til en
ny vogn på holdet. Man behøvede heller ikke være særlig opvakt
for at opdage, at det var de samme tre biler, der dukkede op med
skiftende mellemrum.
Kriminalkommissæren sad og gumlede på den hamburger, han
lige havde købt. Han skyllede den ned med termokaffe og ventede
på, at Sefrioui fik læsset de tomme flasker og kørte videre.
Sefrioui manøvrerede liften på plads og vinkede smilende i
retning af dem.
- Hvad fanden bilder den skiderik sig ind, sagde Winthers
kollega. - Han har set os!
- Mon det ikke er til ham, der står i døren, svarede Winther og
nikkede i retning af en mand, der stod uden for den forretning,
hvor de havde købt burgerne.
- Man ved sgu aldrig med de skiderikker, de har ingen respekt.
93

Kollegaen gumlede videre på sin hamburger, mens Winther
gjorde klar til at følge efter Sefrioui.
Kriminalassistent Fouzi Kassim sad på sit kontor og bladede i en
stak udklip med artikler om terrorisme.
Bombemændenes terrormanual, læste han og gik videre til et
afsnit, markeret med rødt. Undlad at have skæg eller andre
muslimske karakteristika. Lad være med at tiltrække andres
opmærksomhed ved at tale højt og sørg for at leje lejligheder i
områder, hvor naboerne ikke kender hinanden særlig godt.
Han skimmede det efterfølgende, der beskrev hvordan de 19
flykaprere havde ageret efter manualen forud for angrebet på
World Trade Center den 11. september og nærlæste det markerede:
Bo ikke i nærheden af politistationer, skab ikke nogen form for
problemer i dit nabolag, parker ikke hvor det er forbudt, vær ikke
nysgerrig, brænd alle breve, så snart du har læst dem og smid
asken ud med det samme. Lej lejligheder i nyopførte
boligkomplekser, hvor folk ikke kender hinanden, brug koder når
du taler i telefon og sørg for et udseende, der ikke indikerer, at du
er muslim.
Instruktionerne passede udmærket på de overvågedes adfærd.
Kun den ene af de tre var kendt af Odense politi: et enkelt
butikstyveri for flere år siden. Ikke så meget som en
parkeringsforseelse var de noteret for. Nogle rigtige duksedrenge
ville man sige, hvis det havde drejet sig om rigtige danskere.
94

Fouzi tog den stak billeder, som var taget af de tre unge mænd i
dagens løb, og studerede dem. Ingen af dem havde skæg. De bar
samme uniform i et moderne design. Når de lagde uniformen, ville
de falde ind i den almindelige skare af moderne klædte, unge
indvandrere.
Selv om han ikke var nogen flittig moske-gænger, ville han
huske deres ansigter, hvis han havde mødt dem til fredagsbønnen.
Heller ikke fra de arabiske og fælleskulturelle arrangementer, han
af og til deltog i, erindrede han at have set dem.
Per Ege trådte ind ad døren.
- Jeg har talt med boligforeningerne, sagde han. - Alle tre betaler
deres husleje til tiden og har aldrig været i restance. Der har heller
ikke været klaget over dem fra naboerne. Umiddelbart ser de ud til,
at være rene dydsmønstre. Alle har passet deres uddannelse og
arbejdet i deres fritid. Altså lige med undtagelse af Reda Asmar,
der har skulket fra teknikum de sidste 14 dage. Mughni og Alami
er begge handelsuddannet, men er blevet hængende ved
fritidsjobbet.
- Det er sikkert bedre betalt end at sidde ved et kasseapparat i
Netto eller Bilka.
Per mente, tonen forekom en smule bitter.
- Uden tvivl. Direktørjobs hænger ikke på træerne.
- Ikke når man hedder Adnan og Ashraf. Hvornår går vi i
aktion?
- Om en times tid. De er ved at kalde forstærkning ind. Der er
nogle, der er godt sure i betrækket.
95

- Det burde vi have gjort allerede i aftes eller i morges.
- Enig. Hvad har vi på dem? Det her, sagde han og rakte sine
notater frem. - Det nærmeste man kommer rollemodeller.
- Taget lige ud af terrormanualen, sagde Fouzi, og pegede på det
markerede i avisartiklen.
- Ah, den! Det er faktisk mig, der har understreget det.
- Jeg er aldrig stødt på dem i moskeen og har aldrig set dem til
et møde.
- Går du i moske?
- Går du aldrig i kirke?
- Kun til Jul.
- Hykler! For at få appetit til juleanden?
- Noget i den retning. Det var ikke sådan ment.
- Det er faktisk ret usædvanligt. Altså at jeg ikke er stødt på
dem. Det virker, som er der et mønster i det: at gøre sig så lidt
synlige som muligt. Helt bevidst! Lige efter manualen.
- Det lyder foruroligende. Ligesom Mohamed Atta og venner?
- Ligesom de fleste af dem, der har deltaget i de store
terrorhandlinger. De opfører sig efter samme kodeks: undgå at
påkalde opmærksomhed.
- Jeg håber, du tager fejl.
- Det håber jeg også.
- Der er bare noget, der undrer mig. Hvorfor er de gift og har
børn?
- Er den fuldendte familie ikke det bedste alibi; hvem vil
mistænke en familiefar?
96

- Det er sgu for groft!
- Dem, der står bag, tager ikke den slags hensyn. Det er sagen,
der tæller, sagde Fouzi og citerede: Alle hader døden, frygter
døden. Men kun de troende, som ved, at der er et liv efter døden og
en belønning efter døden, vil søge døden.
- Hvem siger det?
- Mohamed Atta i et brev, han skrev lige før angrebet. Du har
selv streget det ind.
- Tror du på det sludder?
- Nej, men det er der mange, der gør. Har nogen peget på mig
som lækken til pressen?
Spørgsmål kom bag på Per. Han tøvede et øjeblik.
- Det er der faktisk. Jeg vil ikke lyve for dig.
- Det tænkte jeg nok. Hvem?
- De sædvanlige.
- Hvorfor ikke? Når de kan anholde en uskyldig mand for tyveri
og banke ham til ukendelighed, kan de vel også beskylde en
kollega for at være stikker. Hvad tror du?
- For fanden mand! Selvfølgelig tror jeg ikke, det er dig.
Der holdt en bil og spærrede for parkering uden for kiosken i
Skejby. Iachim Sefrioui bandede af ærgrelse. Omar stod og
ventede på ham inde i butikken, og strømerne holdt 30 meter bag
ham.
Endelig kom en kunde ud og kørte. Det gav tilstrækkelig plads
til at bakke lastbilen ind til fortovskanten.
97

Han begyndte at køre varerne ind i kiosken. Den afghanske
indehaver hørte ikke hans hilsen eller så, at han gav tegn til Omar
om at følge med ud i bagbutikken.
Iachim tog uniformen af og iførte sig sit skiftetøj. Så gav han
Omar de aftalte 1000 kr. og skyndte sig ud.
Indehaveren var så optaget af sine kunder, at han ikke lagde
mærke til ham.
100 meter henne ad vejen holdt Hassan og ventede.
Iachim nåede knap nok at lukke døren efter sig, før vognen satte
i gang. Nervøst kikkede han bag ud, for at se, om strømerne fulgte
efter.
Han åndede lettet op. Det så ikke ud til, at de havde opdaget
forsvindingsnummeret.
Cem mærkede hjertet banke, da han stod ud af lastbilen i Valby.
Han holdt i gården ud for bagindgangen til den kiosk, der var den
tredje sidste på ruten. Bare Rashid nu var der?
Rashid stod inde i baglokalet og snakkede med den ene af de
irakiske brødre, der ejede butikken.
- Min mor ringede og sagde, at min søster er blevet syg, sagde
Cem og skyndte sig at skifte til det tøj, han havde i bæreposen.
Rashid virkede tilfreds med forklaringen.
Cem stak en foldet 1000 kr. seddel i hans brystlomme og
forsvandt ud gennem butikken.
Da han ikke vidste til hvilken side, strømerne holdt, krydsede
han gaden og gik ind i det anlæg, der mundede ud i den nærmeste
98

parallelvej. Han tastede et nummer på den mobil, han havde fået af
Manadel i morges, og fortalte, hvor han befandt sig.
Fahad havde kørt to læs ind i kiosken i Herlev og havde næsten
opgivet at se noget til Najib, der skulle afløse ham.
Da han var på vej ud fra lageret med tomme flasker, stod Najib
stakåndet foran ham og undskyldte forsinkelsen.
Najib trak i uniformen, og Fahad gav ham nøglerne og de aftalte
1000 kr.
- Vi ses, sagde Fahad og forsvandt ud ad bagindgangen.
- Ila-lrad, svarede Najib og tog sig af flaskerne.
Adnan gik og stirrede ned i fortovet og ventede hvert øjeblik, at et
par af de strømere, der havde fulgt efter ham hele dagen, skulle
standse og anholde ham.
Hans højre hånd knugede om avisen, han havde købt i kiosken
for at have noget at beskæftige de urolige hænder med.
Da han fik øje på vognen, måtte han lægge bånd på sig selv for
ikke at se bagud. Han var overbevist om, at de fulgte efter ham.
Heldigvis var det ikke andet end indbildning. Betjentene havde
kun øje for den uniformsklædte chauffør, der kom ud af butikken.
Adnan hilste på sin hjælper og spændte sikkerhedsselen.
- Hvor skal vi hen?
- Hold kæft, hvor ser du bleg ud, svarede denne med et skævt
smil. - Du trænger rigtigt til ferie.
Adnan forsøgte at gengælde smilet.
99

Selv om der gik nogle dage, inden aktionen var forbi, blev der
rig lejlighed til at hvile ud og slappe af bag efter.
Ashraf fyldte en del mere end sin afløser, men trøstede sig med, at
strømerne holdt så langt væk, at de ikke lagde mærke til, at
uniformen var et nummer for stor til Mansur.
- Tak for hjælpen, sagde han og gav ham 1000 kr.
- Jeg håber, din datter bliver hurtigt rask, sagde Mansur.
- Hun har sikkert spist et eller andet, hun ikke kan tåle. Vi ses!
- Ila-llika!
Ashraf vidste, hvor strømerne holdt. Derfor ringede han fra
butikken og fortalte i hvilken retning han gik.
Fem minutter senere blev han samlet op på Bogensevej i retning
ad Odense.
Ali sad og ventede på Reda. Han var blevet ringet op af ham på
den nye mobil, han havde fået af Abdullah.
Reda åbnede døren og satte sig ind.
- Hej, sagde han.
- Naharak sa´id, svarede Ali demonstrativt.
- Har du talt med Nadia?
- Hun har fået besked.
- Hvad sagde hun?
- Det ved jeg ikke. Abdullah sendte Heba.
100

Reda vidste, at han lige så godt kunne lade være med at spørge.
Selv om han brændte efter at vide, hvordan hans kone havde taget
det, og hvad hun havde sagt til Heba.
Ali lagde ikke skjul på, at han ikke kunne lide ham. Han brød
sig heller ikke om Adnan eller Ashraf. De var ikke rigtige
muslimer, mente han. Eller måske var det misundelse over at være
forbigået.
Mustafa havde ventet på ham i kiosken i Dalum som aftalt. Han
havde skiftet tøj og givet Mustafa de 1000 kr., som alle tre havde
fået af Abdullah i morges.
Han fortalte, at Nadia var blevet syg og indlagt på sygehuset.
Mustafa ville gerne tjene en ekstra skilling. Desuden slap han fra
lektierne et par timer. Han var altid villig til at træde til i en snæver
situation.
Ali kørte gennem Odense centrum og ned til havnens østre kaj.
Over alt var der underligt mennesketomt. På Næsbyhoved-siden
var der mere liv. Et par både stævnede ud ad kanalen for fulde sejl.
Ali svingede ind ad porten til en stor, grim lagerhal. Den var
lige så forsømt som de øvrige bygninger, der var dømt til
nedrivning i forbindelse med den forestående sanering af kvarteret.
Der holdt en enlig bil i gården. Reda fulgte efter Ali op ad en
rusten jerntrappe til første sal og ind ad en dør, hvorpå der stod
Personale.
Ashraf var der allerede. Han virkede lettet ved synet af Reda og
smilte bredt.
- Nogen problemer?
101

- Overhovedet ikke, svarede Reda. - Det gik som smurt.
- Hvem henter Adnan, spurgte Ashraf.
- Marwan, svarede Iqbal, der havde hentet Ashraf.
- Jeg vil vise jer, hvor I skal bo, sagde Ali og gik foran hen ad
en smal gang med snavsede vinduer, der vendte ud mod den
mørklagte hal.
Han åbnede en dør for enden af gangen og tændte lyset.
Det store rum, der tidligere havde tjent til frokoststue for
lagerets arbejdere, var omdannet til sovesal med en række
etagesenge.
Alt virkede rent og velholdt i kontrast til den forsømte gang.
Den lange serveringsdisk var bibeholdt og udstyret med en række
barstole. I den ene ende af rummet stod en hjørnesofa og tre
lænestole med front mod en stor fladskærm. Den anden ende var
fyldt op med alskens motionsudstyr, der så ud til aldrig at have
været brugt.
Rummets to eneste vinduer var dækket med spånplader og malet
i samme lysegrønne farve som væggen.
- Skal vi være her, indtil ...
Ashraf fuldførte ikke sætningen.
De hørte en dør smække og skridt på gangen.
Det var Marwan med Adnan i hælene.
- Hold da helt kæft, de har vel ikke tænkt sig, at bure os inde
her, sagde Adnan og så sig omkring. - Det minder sgu om en
flygtningelejr.
Ali så ud, som havde han lyst til at irettesætte ham.
102

- Her er alt, hvad I har brug for, sagde han og åbnede lågen til
det ene af de to køleskabe.
Skabet var fyldt til bristepunktet med alt, hvad hjertet kunne
begære af mad og drikke.
- Og der er frostvarer i fryserne, fortsatte han og åbnede for det
andet køleskab. - Er der noget, I ønsker, skal I bare sige til.
Ahsraf kikkede om bag disken, hvor der stod kasser med
sodavand. Han var lige ved at bede Ali købe en kasse øl, men fandt
det klogest at lade være.
Fahad og Cem sad og lyttede til Manadel i en rummelig lejlighed
på Nørrebro.
- Har I forstået, spurgte Manadel.
Begge nikkede. De havde forstået, at de skulle holde sig inden
døre, også når alle andre beboere i karréen var gået til ro.
Manadel rakte sin kop frem mod Cem, der skænke for ham af
den nybryggede kaffe.
Afløsningen var sket uden problemer. De var blevet hentet som
aftalt af to mænd, som de kendte flygtigt.
I øjeblikket var deres største bekymring at få tiden til at gå,
indtil den store dag oprandt.
Manadel havde også tænkt på den side af sagen. Foruden
rigelige forsyninger af mad og drikke havde han taget en kasse
med et bredt repertoire af DVD´ere med: lige fra al Qaedavideoer
til amerikanske krigsfilm.
103

- Fra nu af vil politiet og medierne ikke snakke om andet, end
hvor I er blevet af, sagde Manadel. - Der vil blive offentliggjort
billeder af jer, og hele landet vil være optaget af, hvor I skjuler jer.
Hold jer væk fra vinduerne og tænd kun lys, når der er trukket for.
Har I forstået, spurgte han igen.
De nikkede pligtskyldigt. Begge nærede dyb respekt for
Manadel, der havde været major i Saddam Husseins hær.
- Jeg tager en snak med Raman, sagde han, inden han overlod
dem til sig selv.
Fahad havde fortalt om uheldet på lageret og Ramans
nærgående spørgsmål angående sækkene.
- Er du klar, spurgte Per Ege.
- Ja, lad os komme af sted, svarede Fouzi Kassim. - Hvem af
dem er vi sat på?
- Ashraf Alami. Han befinder sig på Rugårdsvej.
Fouzi satte sig ind ved rattet, selv om Per foretrak at være
chauffør. Kollegaen tog sig flere friheder, end han brød sig om.
Fouzi glemte ofte, at færdselsreglerne også gjaldt for politiet.
- Vi når det nok, sagde Per.
- Hvad når vi?
- De er lige i hælene på ham, så du behøver ikke at være nervøs
for, at han stikker af.
- Kører jeg for stærkt?
- Færdselsreglerne gælder også for politiet.
Fouzi vendte sig mod ham og smilte.
104

- Det er mit arabiske temperament.
- Det tror jeg sgu også. Hvor befinder I jeg nu, spurgte han ind i
mikrofonen.
- Han er standset ved en kiosk lige efter Åløkke Allé. I kan ikke
tage fejl. Der er kun den ene lastbil, lød det skrattende i højtaleren.
De nærmede sig stedet og fik øje på den vogn, der skyggede
Alami.
Da de nåede op på siden af den, gav Per tegn til de to i vognen.
Fouzi parkerede ud for lastbilen for at hindre den i at køre ud.
Begge ventede, til de to andre nående hen til dem. Der var ingen
at se i eller ved lastbilen.
- Han er inde i butikken. Dækker I bagindgangen, sagde han til
de to.
De delte sig. Per fulgte efter Fouzi ind i butikken.
Chaufføren i den blå uniform med Fyns Varetransport trykt på
ryggen stod og talte med en mand bag disken.
Fouzi gik op på siden af ham. Han viste ham sit politiskilt og
bad ham følge med uden for.
Fyren reagerede aggressivt.
- Hvad fanden skal det betyde? Holder jeg ulovligt?
- Alami, det har intet med din parkering at gøre. Vær venlig at
følge med.
- Jeg heder sgu ikke Alami, jeg hedder Mansur Aziz.
- Det er sgu ikke ham, sagde Per og viste Fouzi billedet af
Ashraf Alami.
- Hvor er Ashraf Alami, spurgte Fouzi desorienteret.
105

- Han skulle på sygehuset med sin datter. Hun havde ondt i
maven. Jeg afløste ham for godt en halv time siden.
- Shit, røg det ud af Fouzi. - Han har sgu snøret os.
Per følte sig ligeså pinlig berørt. Alami måtte have opdaget, at
han blev skygget.
- Du bliver nødt til at følge med, sagde Fouzi.
- Hvem fanden skal så aflevere de sidste varer? Hvad har han
lavet? Jeg kender ikke en fucking skid til noget. Jeg mangler kun
én kunde. Hvis nu jeg lover at komme ind på politigården?
Mansur stirrede forvirret på dem.
- Du bliver desværre nødt til at følge med.
Politiet havde sat en større styrke ind på at anholde Cem og Fahad.
Både PET, NEC og Københavns politi var repræsenteret.
Det myldrede med uniformeret politi, civile betjente, patruljer
og mandskabsvogne omkring de to kiosker i henholdsvis Rødovre
og Søborg, hvor de to lastvogne fra Københavns Varetransport
stod parkeret.
Betjentene opdagede hurtigt, at de var taget lige så grundigt ved
næsen, som deres kolleger ved de tre destinationer på Fyn.
Samtidig måtte Ole Winther og hans kollega i Århus konstatere,
at fuglen var fløjet. Chaufføren bar samme uniform, men det
forkerte navn.
Under skarp bevogtning blev de seks chauffører bragt til
nærmere afhøring på de respektive politistationer.
106

Politikommissær Henrik Andersen var den, der fik til opgave at
bringe Chefen den ubehagelige meddelelse: De seks mistænkte var
sporløst forsvundet.
Alle involverede fra bund til top følte sig ydmyget.
Menneskejagten havde slået totalt fejl. Politiets uduelighed ville
blive skreget ud i medierne, når fiaskoen sivede i løbet af
eftermiddagen og aftenen. Man måtte finde en syndebuk.
Internt fik medierne og den eller de ukendte, der havde lækket
nyheden, skylden. Eftersom det var forbundet med en vis risiko at
bebrejde pressen, foreslog Chefen at alliere sig med den i stedet.
Man udsendte en efterlysning på de seks med alle tilgængelige
data, vedlagt de mest vellignende af de billeder, der var taget af
dem i dagens løb.
PETs generalstab ventede spændt. Alt, hvad der var
menneskeligt muligt, blev gjort for at afværge den værste
skandale. Forhåbentlig ville nationens opmærksomhed være rettet
så meget mod de forsvundne, at man overså politiets fadæse.
På samme tid befandt Iachim sig med sin chauffør på
motorvejen øst for Middelfart. Han var på vej til Odense for at
slutte sig til Reda, Adnan og Ashraf.
I Brandts cafeteria sad et ældre ægtepar og diskuterede Fyens
Stiftstidendes notits, der i løbet af radioens opsummering var
steget til apokalyptiske højder. Gese og hendes mormor sad ved
nabobordet og lyttede til samtalen.
107

- Stod det til mig, blev de ekspederet hjem alle sammen, sagde
den ældre herre midt i en bid lagkage.
- Fordi synderen er rødhåret, behøver alle rødhårede ikke være
forbrydere, lød det spidst fra damen.
- Jeg forlanger ikke, at du skal sendes med.
Hendes kobberfarvede frisure med associationer til det røde
bølgede i protest.
- Hvor er du simpel. Hvorfor melder du dig ikke ind i Dansk
Folkeparti? Du lyder ligesom ham præsten. I er værre end
Bandidos og Hells Angels tilsammen.
Manden lo støjende.
- Du bliver sgu bedre og bedre. Hvorfor forsvare de
arabersnuder? Om 25 år har de overtaget det hele.
- Jeg håber sandelig ikke, nogen hører, hvad du siger, sagde hun
og skottede til Gese og mormoren.
- Det tager ingen skade af. De fleste mener det samme som mig.
- Der er ikke noget at sige til, at ordentlige mennesker efter
hånden er flove over at være danskere, fortsatte hun
irettesættelsen.
Gese og mormoren så skiftevis på hinanden og ned i
tallerknerne. Der var kun nogle krummer tilbage fra
napoleonskagen.
- Skal vi gå, spurgte mormoren.
- Ja, lad os det.
- Der kan du se! Nu har du skræmt de pæne mennesker væk,
sagde damen undskyldende i retning af dem.
108

Mormoren smilte.
- Sikke en skrækkelig mand. Ham har hun måtte høre på hele
livet. Og nu er det for sent at slippe ud af det. Morfar var heldigvis
ikke så slem, sagde hun og så på Gese.
- Nej, han kunne bare ikke lide tyskere.
- Det er noget andet, sagde mormoren og lo. - Kan man forvente
andet af en gammel modstandsmand?
- Han havde svært med at acceptere far.
- De første par år. Derefter gik det udmærket.
- Jo, men han forblev altid vores tyske svigersøn.
- Den generation, der husker krigen, er svær at lave om på.
- På samme måde som dem, der ser Danmark som en
besættelsesmagt.
- Det er en udmærket sammenligning.
Efterlysningen af de seks formodede terrorister blev udsendt sidst
på eftermiddagen.
PETs telefoner glødede. Medierne ønskede uddybende
kommentarer til meddelelsen og flere oplysninger om de seks
eftersøgte.
Man bad om interviews med Chefen og souscheferne til brug for
aftenens nyhedsudsendelser.
PET stillede sig til rådighed i den udstrækning, man kunne afse
tid til det. Chefen viste størst mulig imødekommenhed i håb om at
mindske kritikken.
109

Men kritikken og de pinlige spørgsmål udeblev ikke på trods af
den gode vilje.
Reda, Adnan og Ashraf sad og så tv-avis. Deres tre hjælpere var
kørt for en time siden. Pludselig poppede nogle utydelige billeder
af dem frem på skærmen. Dog var resultatet ikke dårligere, end de
ville blive genkendt, så snart de viste sig uden for en dør.
Ashraf sprang op af stolen af ophidselse og begyndte at råbe op
og skælde ud. Vennerne tyssede på ham for at høre, hvad tvværten
og repræsentanten fra politiet sagde.
PET´chefen gjorde sit bedste for at skjule, hvorfor det ikke var
lykkes at anholde chaufførerne. Nødtvunget fortalte han, at man
havde overvåget dem lige fra morgenstunden, men at man havde
undervurderet deres professionalisme.
Hverken PET eller det lokale politi havde noget bud på, hvor
flygtningene befandt sig. PET´chefen mente, at de involverede
ville forsøge at komme ud af landet, hvorfor man havde sat ekstra
forstærkning ind ved alle grænseovergange, i havne og lufthavne.
Europol, Interpol og nabolandenes politi var også adviseret.
Det bankede på døren til flygtningenes opholdsrum. Det var
Hassan med Iachim.
Alle tre omfavnede ham og bød ham velkommen. Nu var de
fuldtallige. Glæden over, at det var lykkes dem at narre deres
forfølgere, overdøvede efterlysningerne, der rullede over skærmen
en ekstra gang, inden man skiftede indslag.
- Jeg troede, I havde travlt på fabrikken, sagde Iachim.
110

- Abdullah mente det var for risikabelt, svarede Adnan. - Han
kommer forbi i aften.
- Hvor langt er de nået?
- De er ved at være færdige.
- In sa-allah, sagde Iachim.
- In sa-allah, gentog Adnan.
Ashraf så ud, som ville han protestere, men valgte at tie.
Munaza Nasrallah sad og beklagede sig over sine tre forsvundne
lastbiler. Fouzi Kassim og Per Ege lyttede tålmodigt på mandens
forklaring.
Bestyreren af Fyns Varetransport havde ventet dem hjem for et
par timer siden. Ingen af chaufførerne havde svaret på hans
gentagende opkald. Derfor var han kørt ind på politigården for at
melde dem savnet. Måske kendte politiet noget til deres
forsvinden.
Da de fortalte, hvad der var sket, vendte han sin ophidselse og
aggression mod politiet.
Hvorfor havde man ikke henvendt sig til ham om det skete?
Kunderne stod og ventede på varerne. Var det fordi, han var
udlænding, at man ikke gad ulejlige sig?
Fouzi forsøgte at tale ham til fornuft og forklarede, at de netop
var på vej ud til ham for at høre nærmere om de seks chauffører.
Det kunne han passende nu, da han var kommet dem i forkøbet. I
øvrigt forsøgte politiet at løse opgaverne i den rækkefølge, de
111

indløb, og efter den betydning, de havde. Belæringen dæmpede
den vrede mands temperament en smule.
Munaza forklarede, at han kun havde overfladisk kendskab til
de seks unge mænd: ikke mere, end hvad der var normalt mellem
arbejdsgiver og løsarbejdere. Rent privat havde han ingen omgang
med dem. De kørte for ham i deres fritid og i ferierne, eller når det
brændte på.
I øvrigt kendte han intet til afløsningen denne eftermiddag.
Ingen havde fortalt ham noget, hverken Ashraf, Adnan eller Reda.
Hvad der var hændt, siden de havde bedt vennerne om hjælp,
anede han ikke. Det hændte af og til, at de byttede. Det var der
intet usædvanligt ved, bortset fra det uforklarlige sammenfald.
Munaza var fornærmet over, at man ikke havde fortalt, hvad de
tre tilbageholdte chauffører var sigtet for. Hvorfor skulle nogle
uskyldige undgælde for, at andre var stukket af? Det var det
sædvanlige: man var altid hurtig til at finde syndebukke, når det
gjaldt indvandrere.
Fouzi var ved at være godt irriteret over irakerens opførsel. Per
havde endnu ikke sagt et ord. Fouzi gættede på, at han godtede sig
over de tos skænderi.
- Har du hørt dagens nyheder, brød Per ind.
- Naturligvis har jeg hørt dagens nyheder, svarede Munaza.
- Så ved du også, at dine tre venner er mistænkt for at planlægge
terrorisme her i landet.
Munaza virkede ægte forbavset.
112

- Terrorisme? I tror, vi alle sammen er terrorister. Det har de
ikke nævnt noget om i de arabiske nyheder.
- Hører du ikke dansk radio, spurgte Fouzi.
- Nej selvfølgelig hører jeg ikke dansk radio. De bestiller ikke
andet end at svine os til.
- Du har heller ikke læst Fyens Stiftstidende, fortsatte Fouzi.
- Det har jeg først tid til efter fyraften.
De var ved at læsse Mahmouds kassevogn. Dagens produktion af
sprængstof var nået. Undgik de flere forstyrrelser, ville de blive
færdige som planlagt.
Ali var hastet tilbage til gartneriet, så snart han havde afleveret
Reda på lageret ved havnen.
Mahmoud og han havde fyldt den færdige blanding på sække,
mens Abdullah og Salem sled ved de to blandere.
Sveden drev dem ned ad kroppen og gennemblødte deres
skjorter og t-shirts. Mahmoud var segnefærdig. Hans spinkle
skikkelse var ikke egnet til hårdt slid. De tre andre arbejdede
målrettet og uden hvil. Han ville ikke stå tilbage for dem.
- Tag et hvil, sagde Abdullah. - Du har lang vej hjem. Vi vil
ikke have, du falder i søvn under vejs.
- Ja, tag et hvil, sagde Salem. - Vi er snart færdige.
Mahmoud nøjedes med at rette ryggen, inden han greb den
næste sæk.
De hørte en bil køre hen over perlestenene uden for. Salem løb
hen og så ud ad kikhullet i porten.
113

- Det er vel Hassan, sagde Abdullah. - Jeg sagde, han skulle
komme forbi, når han havde hentet Iachim.
- Ja, det er Hassan, bekræftede Salem og åbnede døren.
- Hvordan gik det, spurgte Abdullah og trykkede den andens
hånd.
- Som smurt! Ingen problemer. Jeg ønsker mig en GPS i
julegave, sagde han og lo.
Abdullah lo med. For lettere at finde adressen i Århus, havde
han lånt ham sin GPS.
- Nogen problemer? Brokkede Iachim sig lige så meget som de
andre?
- Det ved jeg ikke. De snakkede om efterlysningen i tv-avisen.
- Pokkers også, vi skulle have haft et tv herud, sagde Abdullah.
- Hvad sagde de?
- Der var billeder af alle seks. Politiet har været hurtigt ude. De
tror, at de vil forsøge at flygte ud af landet.
- Vi må være ekstra forsigtige de kommende dage, sagde
Abdullah. - Lad os se at blive færdig.
Lidt efter havde de læsset vognen og fået sendt Mahmoud af sted.
Gese glædede sig til at nyde resultatet af mormorens traditionelle
danske kogekunst. I dag stod middagen på stegte rødspætter med
persillesauce og aspargeskartofler.
De havde vendt tv-apparatet for at følge med i dagens
hovednyhed, der var spidset til i løbet af eftermiddagen.
114

Billederne af de seks unge mænd gav indtryk af at være taget på
lang afstand. De var stærkt forstørret og ikke særlig tydelige. Kun
dem, der kendte de efterlyste, ville genkende dem. Hvis nogen var
i tvivl, fremgik det af navnene, at alle havde mellemøstlig
baggrund.
Journalisterne forsøgte ikke at skjule deres frustration. Ingen af
de repræsenterede myndigheder ønskede at gå i detaljer om sagen.
Gese fik det indtryk, at politiet stod på bar bund. Politimestrene i
Århus og Odense bekræftede det ved udenomssnak. Det virkede,
som var de ikke kommet sig efter chokket over de efterlystes
forsvinding.
PETs chef bidrog heller ikke med meget andet end henholdende
svar: Af hensyn til sagens alvorlige karakter, kunne han ikke
udtale sig om, hvor langt man var nået.
Aftenens første nyhedsudsendelser gjorde hverken Gese, Karen
Nielsen eller den øvrige danske befolkning klogere på omfanget af
terrortruslen.
- Jeg troede, han var yngre, sagde Gese, da billedet af Reda
Asmar dukke op sammen med de personlige data.
- Ja, han ligner mere en skoledreng på 17 end en familiefar på
25, supplerede mormoren. - Når man når min alder, synes man,
mange unge forældre ligner store børn.
- Da politiet nægter at svare, kan vi spørge vor terrorekspert
her i studiet, sagde studieværten. - Hvor meget sprængstof skal der
til at sprænge Storebæltsbroen i luften?
115

- Den 11. september 2001 så vi, hvordan to fly med fyldte
brændstoftanke fik World Trade Centers tvillingetårne til at styrte
sammen. Et tilsvarende angreb på en af broernes ville ganske givet
ende med samme katastrofale resultat. Med det nuværende høje
beredskab i det meste af Europa - og på verdensplan i øvrigt, må
en sådan mulighed anses for så godt som udelukket. I stedet skal vi
nok forestille os et angreb af mindre spektakulær art. Dette kunne
være en sprængladning i en varevogn, som det sker dagligt i Irak,
med omfattende menneskelige og materielle skader til følge. En
lignede bombe ville beskadige broen så alvorligt, at man måtte
lukke den af for trafik i længere tid. Om det ville afstedkomme
egentligt kollaps, afhænger helt af sprængladningens størrelse og
sammensætning. Man kan også tænke sig, at formålet måske ikke
er at påføre størst mulig menneskelig og materiel ødelæggelse,
men først og fremmest at sende et signal.
- Et signal gående ud på hvad?
- At gøre opmærksom på, at grænsen for vestlig arrogance og
mangel på respekt for andre kulturer og selvstændige stater er
nået, og at man svarer igen ud fra princippet, øje for øje!
- Er det ikke en lidt uciviliseret fremgangsmåde i et demokratisk
land, spurgte journalisten. - Virker det ikke en smule overreageret?
- Jo! Og man kan sætte spørgsmålstegn ved, om den
fremgangsmåde, vi har brugt i Irak og den retorik, der anvendes i
store dele af samfundet, er særlig civiliseret, svarede kvinden.
- Modig dame, udbrød mormoren. - Hende kunne politiet tage
ved lære af.
116

Den unge araber over for ham så ud, som havde han netop
modtaget sin dødsdom.
Lige så hurtigt Henrik Andersen stillede nye spørgsmål, lige så
rask benægtede Rashid Abassi noget som helst kendskab til Cem
Kamhi og Fahad Salims planlægning af et terrorangreb.
Kommissæren have truet den unge mand med fængsling, hvis
han ikke samarbejdede. Men fortrød det, i samme øjeblik han
havde sagt det: det var ikke ligefrem efter bogen.
Mandens stædighed irriterede ham. Det lignede en gentagelse af
det første forhør.
- Hvor længe har du kendt Cem Kamhi.
- Vi har gået i skole sammen. Vi læser begge på handelsskolen
og arbejder som chauffører i vores fritid for samme firma. Der er
tale om håndsrækning til en ven, der stod og havde brug for hjælp.
Vi er venner, og han ville gøre det samme for mig til hver en tid.
Som studerende har man i øvrigt ikke råd til at sige nej til 1000 kr.
- Fik du ikke mistanke om, at der kunne være noget galt, da han
tilbød så meget for to timers arbejde?
- Cem sagde, hans mor havde ringet og sagt, at hans søster var
blevet syg. Han var vel bange for, at jeg skulle sige nej. Havde jeg
ikke været flad, havde jeg gjort det gratis.
- Mødes I i samme moske?
- Jeg har aldrig set ham i vores moske. Måske fordi, han er
tyrker. Så vidt jeg ved, er han ikke særlig religiøs. Jeg har i al fald
aldrig hørt ham diskutere religiøse spørgsmål.
117

Andersens intuition sagde ham, at den unge mand talte sandt.
Ved skæbnens ironi var Rashid Abassi endt i den fælde, der var
tiltænkt Cem Kamhi. Han var mest stemt for at slippe knægten fri.
Men Børgesen ville have dem begge varetægtsfængslet. Det
smagte lidt af fugl efter nederlaget over, at de andre var stukket af.
- Har han nogens sinde givet udtryk for sin mening om
terrorister eller terrorisme?
- Vi diskuterer naturligvis verdens begivenheder, som alle
andre. Er der noget at sige til, at man en gang i mellem forarges
over den måde, Vesten opfører sig i Mellemøsten og Den tredje
Verden? Det behøver man hverken være araber eller tyrker for. Jeg
kender flere danskere, der væmmes over det røvslikkeri,
regeringen praktiserer med amerikanerne.
Andersen overvejede, om han skulle bede ham finde en anden
tone, men lod være. Manden havde jo ret. Set fra hans side kunne
det næppe være anderledes.
- Ved du, hvor de skjuler sig?
Rashid Abassi vendte opgivende blikket mod loftet.
- Jeg har sagt 100 gange, at jeg intet aner om jeres vanvittige
påstande. Hvad med at fortælle mig, hvor I har det sludder fra?
Kommissæren rejste sig. Afhøringen begyndte at køre i ring.
Erfaringen sagde ham, at den var omsonst: de to tilbageholdte
kendte intet til de eftersøgtes planer og deres tilholdssted. Han
håbede, at kollegerne i Odense og Århus havde mere held med sig.
- Kommer du i tanke om noget, kan du sende bud efter mig,
sagde han og forlod afhøringslokalet.
118

Bent Petersen var på vej hjem efter at have afleveret Morten.
Hanne havde været i sjældent godt humør. Det var vist første
gang, han havde hørt hende le efter skilsmissen. Selv Morten
syntes beklemt ved hendes opførsel.
Var vennerne en bekvem betegnelse for, at hun havde fundet sig
en fyr? Han mærkede et stik i maven. Det overdrevne gode humør
tyede på det. De havde vel bollet hele tiden? Han havde lyst til at
spørge, hvem det var, men lod være. Egentlig var han lige glad.
For hans skyld kunne hun bolle med lige så mange, hun ønskede.
Lyden fra en udrykningsvogn trængte ind gennem det halvåbne
vindue. Han satte hastigheden ned og blinkede ind til siden for at
lade patruljevognen passere. Det var den tredje inden for fem
minutter. Der måtte være sket noget stort.
Han tænkte på de terrormistænkte, der var forsvundet. Var det
dem, hurlumhejet gjaldt? Den spektakulære forsvinding ville være
det store samtaleemne de kommende dage. Han var glad for, at det
ikke var ham, der havde misset opgaven.
Det var tid til timenyhederne. Han tændte for radioen. Der var
de sædvanlige selvmordsbombninger i Irak. I Spanien havde man
opsporet en ny Al Qaeda celle. Den hjemlige pendant var en
gentagelse af den forrige: Der var intet nyt om de seks
terrormistænktes pludselige forsvinden.
Han blinkede af til vænget med de kedelige rækkehuse, der kun
adskilte sig fra hinanden ved numrene.
119

En bølge af ensomhed slog ham i møde, da han trådte ind i
entréen. Det var ekstra svært, når han havde afleveret Morten.
Han besluttede at pakke kufferten og køre til Fyn.
Ole Winther stod i Iachim Sefriouis lejlighed og så på et
indrammet billede af Iachim sammen med kone og børn. Hans
smukke, unge kone sad med et spædbarn i favnen. Iachim stod
bagved med deres ca. treårige søn på armen. De stolte forældre så
på fotografen med et lykkeligt smil.
Winther stillede billedet fra sig på skænken. Alt i den lille
lejlighed gav indtryk af orden, grænsende til det sirlige. De havde
været i lejligheden en times tid uden at efterlade spor efter
ransagningen. Det, de ønskede at se nærmere på, lå pænt stablet i
et par medbragte flyttekasser.
Dommerkendelsen var en formsag. Nogle kaldte det en vittighed.
Hvad fanden skal vi med dommerkendelser, når de bevilges i
99 pct. af tilfældene, lød det ofte. Winther kunne ikke huske et
eneste tilfælde, hvor de have fået afslag.
En af naboerne i ejendommen havde fortalt, at konen og
børnene var på ferie hos hendes forældre i Marokko, og at Iachim
ville komme senere.
I reolen fandt han et album med familiebilleder fra Marokko. Så
vidt, han kunne se, stammede billederne fra samme lille, usle
landsby med lerklinede huse og masser af nøgne klipper og sand.
Grønt var der ikke meget af. En palme hist og pist var alt, hvad det
120

kunne blive til. Ikke så sært, at nogle satte livet på spil for at slippe
fra så trøstesløse omgivelser, tænkte han.
På et af billederne så man Iachim, ca. fem år yngre, stående midt
i stenørkenen med et gevær i hånden. Winther smilte og tænkte på,
hvad billedet kunne afstedkomme af sensation, hvis det faldt i
hænderne på den rigtige journalist: Sefrioui med Kalashnikov i
træningslejr i Afghanistan.
Billedet var ikke særlig skarpt. Han holdt albummet tætter på.
Geværet var i værste fald en salonriffel, men mere sandsynligt et
luftgevær. Han lagde albummet ned i flyttekassen til nærmere
studie.
Kollegaen havde fjernet ledningerne fra pc´en og båret den ud i
entréen.
- Er vi ved at være færdig, spurgte han.
- Har du kikket i soveværelset.
- Ja, under sengene, madrasserne og i samtlige skabe: intet frækt
legetøj eller så meget som et pornoblad. Han er blevet forsigtig.
Håber, vi finder noget på pc´en, vi kan knalde ham på.
Kollegaen hentydede til amfetaminsagen, tænkte Winther, mens
han bar den halvfyldte kasse ud til de andre i gangen.
- Har du set efter i badeværelset?
- Ingen piller eller narko i medicinskabet.
De låste entredøren og bar pc´en og kasserne ned i bilen.
Mahmoud var totalt udkørt. Da han nærmede sig Sydhavnen,
vågnede han med et sæt. Han havde blundet og hørte først sirenen
121

fra en patruljevogn, da den lå lige i baghjulene på ham. De
forankørende var allerede trukket ind til siden.
Kemal og Abdel ventede på ham. Abdullah havde ringet for at
høre, om han var nået frem.
De så Mahmouds kassevogn dukkede frem i indkørslen og
åbnede porten, så han kunne køre direkte ind.
- Lad os se at komme i gang, sagde Mahmoud.
- Abdullah har ringet, svarede Kemal. - Han sagde, du skulle
hvile dig for at være frisk til i morgen. Du skal ikke tænke på
sækkene. Dem klarer vi.
Mahmoud så ud til at ville protestere, men tav og gik ind i
kontoret, hvor han smed sig på en af sofaerne. Få minutter senere
var han faldet i søvn.
Gese stod og så ud ad vinduet, mens hun tørrede af. Ud for
naboblokken holdt en politibil. En betjent i uniform stod og talte
med en civil klædt mand, der bar på en aluminiumskuffert. Han
forsvandt ud af synsfeltet fulgt af en anden i civil.
- Jeg tror Reda Asmars kone har besøg af politiet, sagde Gese. -
De holder neden for.
Mormoren stillede sig hen ved siden af.
- Stakkels pige. Jeg håber ikke, hun har noget med det at gøre.
Reda Asmars kone åbnede døren og stirrede forskrækket på de
to mænd.
- Er det Nadia Asmar, spurgte betjenten med kufferten.
- Ja, Reda - min mand - er ikke hjemme.
122

- Det er kriminalpolitiet, sagde betjenten og viste hende sin
legitimation. - Din mand er eftersøgt af politiet. Vi har
dommerkendelse til at undersøge lejligheden.
Manden viste hende en trykt skrivelse med stempel og en
ulæselig underskrift.
Nadia Asmar trådte til side for at lade de to betjente passere. Det
forskrækkede udtryk var forsvundet og erstattet af værdig
ligegyldighed.
Abdullah omfavnede sine fire venner. Han var lettet over, at alle
havde klaret den nervepirrende flugt og lagde ikke skjul på sin
opstemthed.
- Der tog vi rigtigt røven på dem, sagde han med et bredt grin. -
Godt klaret! Lad os vise dem, at vi også er i stand til at føre det til
ende. Jeg skal hilse fra jeres koner. Heba har talt med dem og
fortalt, at I har det godt. I skal ikke være urolige for dem, de
kommer ikke til at mangle noget.
- Vi vil geren hjælpe til på gartneriet? Det er sgu ikke til at
holde ud at sidde her og glo, sagde Reda.
Abdullah så fra den ene til den anden.
- Det bliver I nødt til. Vi risikerer at blive taget i en razzia, hvis I
er med.
- Hvad skal vi få tiden til at gå med i det her hul, spurgte Adnan.
- Motion, sagde Abdullah og vendte sig mod det kromskinnende
motionsudstyr. - I får måske brug for det, hvis I vil løbe hurtigere
end dem.
123

- Hvad med detonatorerne, spurgte Ashraf.
- Dem har jeg.
- Har du talt med politiet, fortsatte Ashraf.
- Nej, ikke endnu. Men de har spurgt efter mig. Jeg regner med
at få besøg af dem i aften.
- Hvad vil du sige til dem?
- At jeg kun kender jer rent forretningsmæssigt. Og så vil jeg
naturligvis fortælle dem, at I alle er nogle flinke unge mænd, der
aldrig kunne finde på den slags, sagde han og lo.
Familien Kamli var oprørt over, at Cem ikke ringede og gav
besked om, at han blev forsinket. Han huskede altid at sige, når
han skulle arbejde over. Af samme grund forestillede de sig det
værste, da politiet ringede på.
Først troede de, at han havde været ude for en ulykke. Kun
langsomt gik det op for dem, at deres ældste søn var mistænkt for
at deltage i forberedelse af en terrorhandling.
Ransagningskendelsen viste, at det var alvor.
- Vores søn har intet med terrorister at gøre, hylede fru Kamli
med ansigtet begravet i hænderne.
- Det må skyldes en misforståelse, supplerede hr. Kamli sin
kone. - Han passer sin skole og sit arbejde og har ikke tid til den
slags. I må tage fejl af ham og en anden.
De to betjente gjorde deres bedste for at tale forældrene til
besindelse, uden større held. Begge bedyrede sønnens uskyld med
imponerende ildhu.
124

For at få arbejdsro tilkaldte kriminalerne to betjente, der ventede
neden for lejligheden.
- Se lige her, sagde den ene kriminalbetjent og halede en svær
kaliber pistol op af en skuffe. - Er det ikke en Walther.
- Det er en MKE Kirikale; tyrkisk kopi af en Walther PP. Den er
ret almindelig i tyrkiske kredse, sagde den anden.
Kamli, der befandt sig i den tilstødende stue, kom frem i døren
og protesterede højlydt.
- Det er min. Min søn har intet med den at gøre.
- Uanset om det er din eller din søns, er den ulovlig, sagde den
første.
- Alle tyrkere har våben. Vi er vant til at omgås våben. Det er en
del af vores kultur.
- Det bliver det ikke mere lovligt af. Du ved, at alle slags våben
er forbudt i Danmark, fortsatte kriminaleren sin belæring.
- I kan sætte mig i fængsel, men ikke min søn. Han er uskyldig.
Kriminaleren bad de to ordensbetjente om at tage sig af Kamli.
- Sender I Cem til Guantanamo, lød en forsigtig pigestemme.
Det var familiens 12-årige datter, der havde trodset farens påbud
og vovet sig ud af børneværelset.
Alle stirrede på hende.
- Naturligvis ikke lille ven, sagde ham med pistolen og smilte
beroligende til hende.
- Ind med dig, råbte faren. - Sagde jeg ikke, I skulle blive i
værelset!
Pigen gik en stor bue uden om faren og forsvandt ud i entréen.
125

Gorm Børgesen sad og ærgrede sig over politiets uheld og den
måde, hvorpå medierne behandlede sagen. Det var ikke for at
frasige sig skylden. Han var fuldt bevidst om sit ansvar for, at de
havde ventet med at slå til.
Havde han lyttet til Andersen og de andre, var udfaldet blevet
anderledes. Det indrømmede han blankt. I så fald var det næppe
lykkedes alle seks at stikke af.
Selv om der var god grund til at bebrejde ham, var skylden ikke
udelukkende hans. Samtlige afdelinger havde sovet i timen: ikke
én eneste betjent havde bemærket skiftet af chauffør under vejs.
Når det kom ud, ville ikke alene PET, men alle involverede blive
totalt til grin.
Det pauvre resultat med hensyn til afhøringen af de seks
tilbageholdte stand ins, som Andersen kaldte dem, gjorde ikke
situationen bedre. Ingen af de unge mænd havde røbet noget, der
kunne lede på sporet af de undvegne. Flere af forhørslederne var
overbevist om, at de tilbageholdte intet kendte til terrorplanerne.
På grund af deres naivitet var de endt som gidsler i et udspekuleret
spil.
Børgesen besluttede at tage hjem. Han følte sig både ydmyget
og udkørt. Der var ikke mere, han kunne gøre i dag. Han tog
telefonen.
- Andersen, jeg kører hjem. Ring, hvis der dukker noget op.
- O.k., jeg giver beskeden videre, sagde kommissæren.
126

Han var selv på vej hjem og kom til at tænke på, at var chefen
blevet hjemme i dag, var aktionen formentlig endt med succes.
Fahad og Cem havde trukket gardinerne for og sad og så fjernsyn.
Sofabordet flød med tallerkner med madrester, bestik, dåser og
flasker.
I tv-avisen havde en reporter ved politigården sagt, at de seks
tilbageholdte chauffører ville blive krævet varetægtsfængslet.
Begge var beklemt ved den forlegenhed, de havde bragt deres
venner i. Med politiet i hælene havde der ikke været tid til at tænke
på konsekvenserne: at seks uskyldige måtte bøde for deres frihed.
- Hvor længe tror du, de beholder dem, spurgte Cem.
- Så længe pressen bebrejder politiet, vi slap fri, sagde Fahad. -
De vil blive krævet varetægtsfængslet i tre uger.
Cem følte sig dobbelt skyldig ved desuden at have ladt sine
forældre og tre mindre søskende i stikken. Han var ikke fri for at
betragte sig selv som en slem forræder.
- Har du fortalt om det til nogen, spurgte Cem.
- Nej, løj Fahad.
Blev Cem taget, skulle han ikke vide, at han havde fortalt sin
kone alt.
Hun havde ikke bebrejdet ham med et eneste ord. Tvært imod
havde han på fornemmelsen, at hun billigede hans beslutning. Selv
om hun ikke havde sagt det direkte, mærkede han tydeligt, at hun
var stolt af ham. Hendes øjne havde fået et udtryk, han ikke havde
set før.
127

- Har du, spurgte Fahad.
- Nej, min far bliver stjerne tosset, når han hører det. Han vil
banke mig sønder og sammen.
Han tænkte på, at politiet sikkert allerede havde været der. Det
var det første sted, de ville lede, efter han var stukket af.
- Banker han dig?
- Han banker mig for et godt ord. For at jeg ikke skal ende som
de andre, siger han. Han tror på alt det lort, de sender i tv.
Fahad tænkte, at han foretrak en far, der bankede ham, end én,
der aldrig vendte hjem fra Afghanistan.
Bent Petersen befandt sig på Storebæltsbroen ved Korsør.
Pylonernes mørke silhuet tegnede sig skarpt mod den rødmende
himmel i vest. Meteorologerne lovede godt vejr i morgen.
Midtvejs mellem København og Roskilde fortrød han, at han var
taget af sted. Beslutningen var sket hovedkuls; nærmest panisk;
umodent. Han burde have ventet til i morgen; men havde allerede
ringet til forældrene og sagt, at han kom.
Midt på broen kom han i tanke om de seks efterlyste
terrormistænkte. Hvor ville virkningen af en bombe være størst: ud
for pylonerne eller på midten? I tankerne gangede han det halve
ton, man havde anvendt ved det første terrorangreb på World
Trade Center, med både fem, ti og 50. Hvor meget skulle der til,
for at få broen til at styrte sammen? En varevogn eller en lastvogn
fyldt til randen? Hvor mange mennesker ville det koste livet?
128

Når man gangede resultatet med tre, lignede det en sand katastrofe.
Måske ikke på linje med den 11.september, hvad angik
dødsofre, men de materielle ødelæggelser ville være enorme.
Han fejede de dystre tanker til side og tænkte på, hvad han ville
tage sig til de næste tre dage: en tur på Brandts, som han ikke
nåede sidst; og besøge gamle venner. Per Ege var sikkert begravet
i arbejde til op over begge ører på grund af terrorsagen. Han kunne
køre omkring politigården og sige hej og høre, om han havde haft
held med den tyske journalist. Per havde aldrig haft egentlige faste
forhold. Ikke fordi han lå på den lade side, men de gik ofte i sig
selv efter kort tid.
Hvordan med ham selv? Han burde tage sig sammen i stedet for
at spilde aftenerne på værtshus.
Per Ege sad og studerede Mansur Husseins ungdommeligt
troskyldige ansigt. Han var sikker på, at manden talte sandt.
Mansur havde lige så lidt viden om de seks forsvundne som de to
andre.
Han havde overtaget afhøringen efter Fouzi, der sad og fulgte
med. Fouzi havde haft til opgave at blødgøre manden med
overdrevet venlighed og forstående spørgsmål. Det var der ikke
kommet noget ud af. Manzur benægtede på det kraftigste.
Heller ikke hans egen ublide metode fik ham til at ændre
forklaring. Den unge mand holdt stædigt fast ved, at han intet
kendte til Ashraf Alami og de to andres forehavende. Det eneste,
han vidste, var, at han var blevet ringet op af Ashraf, der havde
129

edt ham afløse sig, fordi hans datter var blevet syg. Han havde
ikke tænkt nærmere over, at Ashraf havde insisteret på at iføre sig
hans uniform. Selv om den var en smule for stor, havde han
pareret ordre. Bag efter kunne han godt se, at det virkede en smule
underligt, ikke mindst på grund af de 1000 kr. Men det hele var
gået så hurtigt, at han ikke nåede at stille spørgsmål eller
protestere. Hvis det gjorde ham medskyldig i de andres
forbrydelse, var der ingen retfærdighed til.
Fouzi og han var lige ærgerlige over det ringe resultat. Opgaven
havde lydt på, at fremlægge udsagn, der berettigede en
varetægtsfængsling. I stedet forlod de afhøringslokalet så godt som
tomhændet.
Forhåbentlig skaffede ransagningen af Manzurs hjem de
ønskede beviser.
- Jeg trænger til noget at styrke mig på, inden vi fortsætter,
sagde Fouzi.
- Det ville være godt med en kop kaffe.
- Hvad fik I ud af dem, spurgte deres internetekspert, da de
passerede ham i kantinen.
- Ikke en skid, svarede Per. - Vi er ret sikre på, at de intet har
med det at gøre.
- Jeg har skimmet en af deres pc´ere. Farid et eller andet, hedder
han. Han viser mere end almindelig interesse for de ekstreme
muslimske hjemmesider. Har I snakket med ham?
- Ja, svarede Per. - Lad os få et par facts, så går vi til ham igen.
130

Omar Murad lod sig ikke forvirre af de to kriminaleres
afhøringsmetode. Det ene øjeblik spillede den ene flink, det næste
brød den anden ind på sin ubehagelige facon.
Omar vidste udmærket, at strategien var at forvirre så meget, at
man modsagde sig selv. Han havde dog intet besvær med at holde
hovedet koldt af den simple grund, at han intet vidste om Iachims
påståede terrorforbindelser. Som kriminel i småtingsbranchen
havde han desuden årelang erfaring med politiets afhøringsteknik.
Han vidste, at de ikke lukkede ham ud i aften, men var ret sikker
på, at dommeren slap ham fri i morgen.
Der var bare én ting, Omar ikke havde taget højde for.
Ransagningen af hans lejlighed havde bragt nogle ting for dagen,
som ganske vist ikke havde noget med den aktuelle sag at gøre,
men som opfyldte politiets ønske om at få ham varetægtsfængslet.
Kosterne var af en art, at det ville betyde adskillige måneder bag
tremmerne.
- Omar, for at tale om noget andet, sagde Winther med sin mest
behagelige stemme, hvordan har du råd til et musikanlæg til
50.000 kr., når du kun har deltidsjobs?
- Fordi jeg har købt det billigt.
- Omar, hvordan kan du desuden få råd til en fladskærm til
35.000 kr.?
- Fordi jeg har købt den billigt og på afbetaling.
- Og så er der to pc´ere til en samlet værdi af 40.000 kr.? Alt
sammen nyt, Omar. Hvordan kan det lade sig gøre?
131

- Fordi, jeg har købt dem billigt og på afbetaling, blev han ved
uden at lade sig anfægte af kriminalerens belastende beviser.
- I så fald er du skyldig i omfattende hæleri, kan jeg betro dig.
Selv om jeg personligt er af den mening, at der er tale om tyveri.
Alle apparater er nummereret og mærket og står anmeldt stjålet i
vort register. Omar du kan se frem til en længere fængselsstraf,
medregnet din betingede dom på seks måneder. Så glem alt om at
komme ud i morgen.
Omar så skiftevis på Winther og hans kollega uden at sige
noget. Der var had i hans blik.
De to kriminalere rejste sig. De vidste af erfaring, at de ikke fik
noget ud af Omar Murad. Hans stolthed forbød ham at samarbejde
med politiet. På den anden side var Winther temmelig sikker på, at
den hårdnakkede unge mand intet havde med den aktuelle sag at
gøre.
Iachim Sefrioui sad i shorts og svedte, mens han af alle kræfter
trådte i pedalerne på motionscyklen. Det var ikke så meget for
motionens skyld som for at dæmpe en voksende indre uro.
- At du gider, sagde Adnan. - Det eneste, vi behøver, er at bruge
hovedet og en god portion held. Vi kan hverken løbe eller cykle fra
dem. De vil sætte himmel og hav i bevægelse for at få fat i os.
- Jeg er nødt til at foretage mig noget. Jeg bliver tosset af at
tænke på, at vi måske skal tilbringe den næste uge på den måde.
- Jeg gætter på en tre-fire dage. De er nødt til at fremskynde det
for at mindske risikoen for at blive taget, sagde Ashraf.
132

- Mustafa og de andre slipper ikke med tre-fire dage, sagde
Reda.
- Mon nogen af dem havde mistanke om, hvad vi har gang i,
spurgte Adnan.
- Ashraf så skiftevis på de andre.
- Hånden på hjertet, har nogen fortalt noget til nogen, spurgte
han.
Alle svarede nej.
- Heller ikke til jeres koner eller søskende?
Ashraf stirrede stift på Reda.
Reda rystede på hovedet.
Adnan gentog sit nej.
- Ikke engang til min kone, sagde Iachim.
Han havde fortalt dem, at han havde sendt kone og børn til
Marokko for at spare dem for ubehagelighederne med politiet og
naboerne.
- Jeg ville ønske, jeg havde gjort det samme, sagde Reda. - Efter
det her, kan de ikke vise sig uden for en dør.
- Jeg ville ønske, at jeg ikke var gift, sagde Adnan.
- Det var grunden til, de valgte os, sagde Iachim.
- Det er vores koner og børn, der må betale for det, sagde
Adnan.
- Alle kommer til at betale: du og jeg, vore familier, Mustafa,
Farid og Mansur. Alle må betale for det! Det vidste vi på forhånd,
sagde Ashraf.
Han så udfordrende på Adnan.
133

- Det ved jeg. Bare det kun var os, der må undgælde for det. Så
gjorde det ikke så meget, sagde Adnan med hæs stemme.
- Du har haft to år til at vænne dig til det, sagde Ashraf. - Det
kan ikke komme bag på dig. I øvrigt ser du dem igen, når det hele
er overstået.
- Hvis det ikke går i vasken, sagde Iachim, der var holdt op med
at træde i pedalerne.
- Hvorfor skulle det gå i vasken, spurgte Ashraf. - At skaffe
sækkene har været den farligste del af operationen. Faktisk er det
en kæmpe præstation, at det lykkedes.
- Den farligste del var i eftermiddag, sagde Reda. - Er I klar
over, hvor heldige vi har været? Hvem siger, det bliver ved med at
gå så let? Vi mangler at hente lastbilerne, vi mangler at læsse og
armere dem. Lykkes det, er der stadig et stykke vej til målet. Vi
må se risikoen i øjnene og bevarer roen.
Ingen sagde noget. Reda gentog kun, hvad de allerede vidste.
De hørte en dør smække. Der lød trin ude på gangen. Døren
blev åbnet. Abdullah trådte ind ledsaget af Ali.
- Masa´a-lkher!
Han smilte bredt og trykkede dem alle i hånden.
- Jeg har godt nyt: I kommer ikke til at vente længe. De har
besluttet at rykke det frem.
Iachim åndede lettet op. Så havde Ashraf alligevel ret.
- Jeg har netop talt med dem. De mener, vi løber en for stor
risiko ved at vente længere. Som I har hørt, tror politiet, at I er
134

flygtet eller vil forsøge at flygte til udlandet. I så fald regner ingen
med, at vi går i aktion nu.
- Det kan også være en fælle, sagde Ashraf.
- Naturligvis. Vi har heller ikke tænkt os at slække på
sikkerheden. I bliver her, til vi kender det nøjagtige tidspunkt.
- Vil det sige, at det kan ske i morgen eller overmorgen, spurgte
Adnan.
- Jeg ved ikke mere, end jeg har fortalt.
- Hvad hvis detonatorerne er for gamle, spurgte Reda.
- De er ikke for gamle. Vi afprøvede en af dem. Den virkede
upåklageligt. Ikke, sagde Abdullah henvendt til Ali.
Ali nikkede bekræftende. Han havde endnu ikke sagt et ord.
- Har I fundet ud af nogen anden måde, vi kan udløse det på,
hvis det skulle glippe, fortsatte Reda.
Han havde fra begyndelsen foreslået en alternativ mulighed.
Abdullah havde lovet at lade det gå videre til Ingeniøren, uden der
var sket noget.
- Vores prøvesprængning har vist, at det er unødvendigt. Alt
fungerede, som det skulle, lød det en smule utålmodigt. - Nå, vi
må videre. Forretningen skal også passes. Lajlatan sa´ida!
- Tusbih ala-kher!
Abdullah forsvandt hen ad gangen med den tavse Ali i hælene.
Med mormorens accept skiftede Gese fra et kedeligt talk show
med en lige så kedelig dansk politiker til aftenens sidste nyheder.
135

I aftenens løb havde politiet modtaget en række henvendelser
om de efterlyste. De var bl.a. set i Københavns lufthavn, ved
betalingssluserne til broerne, i færgehavnene og ved den tyske
grænse.
Gese tog notater til den artikel, hun ville sende i morgen.
Billederne af de seks havde fået et kvalitativt løft. Der var ikke
længere tvivl om, at de eftersøgte var af mellemøstlig herkomst.
De kan være langt nede i Tyskland nu, tænkte Gese. Med det
netværk, man påstod, terrorcellerne havde rundt om i Europa,
kunne de have skiftet bil adskillige gange under vejs. Udstyret med
falske pas var det muligt at nå frem til et land i Mellemøsten i
løbet af et par døgn.
Men hvad, hvis de i stedet valgte at gennemføre deres
forehavende? Man hørte om flygtninge, der fik afslag på asyl, men
som levede i det skjulte i årevis. De seks havde ganske givet
sympatisører, der ville gøre alt for at hjælpe dem; ligesom de
danskere, der havde hjulpet frihedskæmperne, som hendes morfar
havde fortalt om, da hun var barn. Hvis virkeligheden svarede til
beskrivelsen af de seks, var de dødsens farlige. Mænd, der var i
stand til at prisgive deres familier, måtte være fanatikere. Var de
indstillet på at ofre sig selv, som ved terrorangrebene i New York,
og som det skete dagligt i Irak? Hun gyste. Hvis det lykkedes, hvor
mange uskyldige ville de så bringe med sig i døden?
- Hvem ville tro, at vi fik det så tæt på, sagde mormoren. - Jeg
kan ikke lade være med at føle mig en lille smule skyldig.
136

- Og jeg er lige ved at ønske, at jeg aldrig havde overværet den
samtale, sagde Gese.
- Måske har du reddet os fra en katastrofe.
Manadel havde købt en pizza, der var stor nok til dem alle tre.
- Vi har besluttet at rykke det nogle dage frem, sagde Manadel
og tog en bid.
Fahad og Cem havde stort set ikke bestilt andet end spise, siden
Manadel havde afleveret dem i lejligheden. Alligevel tog de hvert
et stykke for syns skyld.
- Vi besluttede, at flytte sækkene til et mere sikkert sted. Jeg
talte med Raman. Han svor på, at han intet havde nævnt om
uheldet. Måske lyver han, men fra nu af tror jeg, han holder tæt.
Cem spekulerede på, hvad Manadel havde truet Raman med for
at lukke munden på ham.
- Hvem henter os på broen, spurgte Fahad.
Fahad havde stillet spørgsmålet før, uden at Manadel havde
givet et tilfredsstillende svar. Dem, han hentydede til, var de
ledsagere, der skulle samle dem op og udløse sprængstoffet, når de
var på sikker afstand.
- Det er ikke besluttet endnu, svarede Manadel efter den pause,
det tog at tygge en ny mundfuld.
Manadel undgik øjenkontakt og rakte ud efter endnu et stykke.
Fahad tænkte ofte på, om de over hovedet ville blive hentet.
Uvisheden nagede også Cem.
137

- Ville det ikke være praktisk, hvis vi vidste, hvem det er, så vi
ikke risikere at få et lift med en forkert bil, sagde han og stirrede
udfordrende på Manadel.
Manadel så på ham, som var den mulighed aldrig faldet ham
ind.
- O.k., jeg skal fortælle hvorfor! Der er en risiko ved alt. Der er
også en risiko for, at I bliver taget. Derfor må I ikke vide, hvem
der henter jer. Men det er selvfølgelig nogen, I kender. Det gælder
også de fire på Fyn.
Manadel tog det sidste stykke i æsken.
- For at de kan udløse sprængstoffet, hvis noget går galt, sagde
Fahad eftertænksomt.
- Præcist!
- Uanset om det er på broen eller et andet sted, spurgte Cem.
- Uanset hvor det er.
- Uanset om vi befinder os i nærheden, fortsatte Fahad med
blikket fæstnet på Manadels gumlende læber.
Denne gang stirrede Manadel ham fast i øjnene.
- Det kan jeg ikke svare på, af den simple grund, at der træffes
afgørelser højere oppe, som hverken jeg eller I får kendskab til.
Cem så rådvildt fra den ene til den anden, som håbede han, at en
af dem sad inde med det forløsende svar.
- I værste fald betyder det, at vi ryger ad helvede til, sagde
Fahad roligt.
138

- Kom ikke og bild mig ind, at I ikke for længst har overvejet
den mulighed, svarede Manadel kynisk. - I øvrigt ender muslimske
martyrer ikke i helvede.
Cem forsøgte at synke, men opgav. Han var så tør i munden, at
der intet var at synke af. Selvfølgelig havde han gennemtænkt det
hele. Risikoen forekom så fjern, at han regnede den for en
umulighed.
Manadel krøllede omhyggeligt pizzaæsken sammen og gik ud i
køkkenet og smed den i skrallespanden.
- Der trænger til at blive ryddet op, sagde han og så kritisk på
sofabordet, som fik han først øje på roderiet nu. - Sørg for at det
ser ordentligt ud, inden I lægger jer til at sove.
Han så spørgende på dem begge.
- Naturligvis, sagde Cem, da Fahad ikke svarede.
Kemal kørte de varer, der havde hobet sig op i den ene side af
hallen, hen, hvor sækkene havde stået.
Manadel havde sagt, at alt skulle være på plads, inden han kørte.
Det ville han også hellere end at tilbringe flere nætter på dette
nervepirrende sted.
Abdel og Manadel var kørt med hver et læs. Manadel ville ikke
sige hvorhen. Han fik det vel at vide af Abdel i morgen.
Manadel havde beordret ham til at gøre grundigt rent. Der måtte
intet være tilbage af salpeter eller spagnum fra eventuelt utætte
sække. Han havde fejet det hele ned i den store kloak og hældt
flere spande vand efter på eget initiativ.
139

Efterhånden som der kom orden i tingene, følte han sig i bedre
humør. Det havde han ventet på længe. Nu skulle alt blive normalt
igen.
Lyset fra en bils forlygter flakkede hen over rækken af
købmandsvarer. Han standsede trucken. Det måtte være Manadel,
der allerede var tilbage. Godt, at han næsten var færdig.
Han så først det blå armatur på bilens tag, da den holdt helt
stille. Det var en patruljevogn. Kemals hjerte slog en koldbøtte.
Han gjorde sit yderste for at virke rolig.
En betjent steg ud og slentrede hen mod hallen. Døren i
skydeporten blev åbnet.
- Hallo, råbte han. Vi undrede os over, at der var lys så sent.
- Vi er bagud med varerne til i morgen, sagde Kemal så
uanfægtet som muligt. - For at undgå, at kioskerne ringer os sønder
og sammen.
Han mærkede sveden klæbe til skjorten. Betjenten gik rundt
mellem pallerne med flasker og kartonner og undersøgte alt med et
nysgerrigt blik.
- Alt i orden, kammerat. Man ved jo aldrig.
- O.k., svarede Kemal.
Han var så lettet, at han havde lyst til at omfavne strømeren.
Denne slog ud med armen og ønskede god nat.
Da patruljevognen var kørt, begyndte han at sitre over hele
kroppen. Der gik flere minutter, inden han faldt så meget til ro, at
han var i stand til at fortsætte arbejdet.
140

Hans humør var bombet tilbage til før, Manadel og Abdel kørte
med sækkene.
Per sad og bladede i nogle udskrifter fra de hjemmesider, Farid
alHazin havde besøgt for nylig.
Fouzi havde overtaget afhøringen.
- Farid, vi kan se, at du interesserer dig en hel del for
terrororganisationer på nettet. Det er især de blodigste aspekter,
der bekymrer os. Du har downloaded en række af de mest
afskyelige henrettelser, der findes. Hvad har du at sige til det?
Farid trak på skuldrene, men sagde ingen ting.
- Mener du ikke, det er en lidt bizar interesse, som man kan
undre sig over?
Farid fortsatte med at se tomt frem for sig.
- Lad os tale om noget andet. Hvor meget kender du til dine fire
venners terrorplaner? Ved du, hvor meget meddelagtighed i den
slags kan koste?
Farid bøjede hovedet, men forblev tavs.
- Du er ikke dansk statsborger, Farid. De år, du risikerer bag
tremmer, er intet ved siden af en udvisning. Har jeg ret? Det
betyder en fremtid, hvor du vil være overvåget af jordansk politi
med risiko for gentagende, ubehagelige afhøringer. Synes du, det
er en tilværelse at se frem til? Jeg synes, du skulle fortælle, hvad
du ved om dine venner, så fremtiden kommer til at se mindre slem
ud.
141

- Farid, her er en organisation, der hverver frivillige til Irak. Er
det noget, du har overvejet, brød Per ind.
- I spilder jeres tid, gentog Farid, som han allerede havde sagt,
inden han valgte tavsheden. - Jeg har intet med Adnan og de andre
at gøre. Der er intet at tilføje. Jeg interesserer mig for
Mellemøsten, ligesom 99 pct. af alle muslimer. Blodige
uretfærdigheder begås af alle parter.
- Det, dine venner har gang i, kan måske ende i uskyldige
menneskers død og lemlæstelse. Har du tænkt over det, fortsatte
Fouzi. - Selv den mindste viden kan medvirke til at afværge det.
Hvad med Munaza og Abdullah? Er de indblandet?
Farid tav. Han havde sagt sit sidste ord den aften.
Det var langt over midnat, da de opgav at få noget ud af den
stædige palæstinenser.
Khadidja
Khadidja var færdig med maden. Den stod endnu på komfuret for
ikke at blive kold. Hvor blev Fahad af? Han plejede altid at give
besked, hvis han blev forsinket, eller skulle arbejde over. Hun
havde forsøgt at få fat i ham flere gange, uden at det var lykkes.
Havde radioen eller tv´et været tændt, ville hun have vidst, at
hendes mand var efterlyst, både af det danske politi og Interpol.
142

Hendes nervøsitet smittede af på deres snart toårige søn. Han
rakte ud efter hende og begyndte at græde. Hun tog ham op i
favnen og talte ham til ro.
- Far kommer snart hjem. Når far kommer hjem, skal vi spise,
sagde hun på fejlfrit dansk.
Den lille holdt op med at græde og forsøgte at sige far.
Det ringede på døren. Khadidja skyndte sig ud i entreen. Det
måtte være Fahad. Han plejede at ringe på, når han havde hænderne
fulde af indkøb.
Der stod to mænd i døren. Den ene viste hende sit politiskilt og
et ark papir, han holdt op foran hende.
- Det er politiet, sagde han.
Khaddidja gav et gisp fra sig af forskrækkelse. Hun havde ikke
et øjeblik tænkt den tanke, at det kunne være politiet på trods af, at
angsten herfor var blevet en del af hendes tilværelse, siden Fahad
havde fortalt om sit dobbeltliv.
- Er der sket ham noget, røg det ud af hende.
Inden betjenten nåede at svare var hun klar over, at besøget ikke
skyldtes en ulykke, men hans farlige engagement.
- Det er en dommerkendelse med ret til at undersøge Fahad
Salims lejlighed, sagde han og viftede med papiret. - Er De hans
kone?
Trods situationens alvor kunne Khadidja ikke lade være med at
tænke, at det var første gang, nogen havde tiltalt hende med De.
Den bizarre situation hjalp hende til at holde hovedet koldt midt i
katastrofen.
143

- Ja, jeg er Fahad Salims kone.
- Deres mand er mistænkt for at deltage i planlægning af et
terrorangreb mod den danske stat. Må vi komme ind?
Hun åbnede døren og trådte til side. Sønnen begyndte at græde,
da mændene passerede dem.
- Så, så, lille skat, de gør ikke noget.
- Nej, vi gør skam ikke noget, sagde den bagerste med et venligt
smil.
Khadidja vendte sig bort for at undgå mandens blik. Hun var
fast besluttet på, at det ikke skulle lykkes dem at få nok så lille en
indrømmelse ud af hende. Hun ville nægte ethvert kendskab til
aktionen, selv om hun var overbevist om, at Fahad havde fortalt
hende alt.
- Kender De noget til Deres mands forbindelse til
terrorbevægelser, spurgte den første, da de var kommet ind i stuen.
- Intet. Deres beskyldning har intet på sig, sagde hun og ville gå
ud i køkkenet for at slukke for komfuret.
- Hvor skal De hen, spurgte den første.
- Slukke for komfuret.
- Er der telefon i køkkenet?
- Nej, svarede hun vel vidende, at hendes mobil lå på
køkkenbordet.
Han fulgte efter og så bebrejdende på hende, da han fik øje på
mobilen.
- Den tager jeg. Er der flere.
- Nej, sagde hun ærgerligt.
144

Hun vidste, at lige gyldigt, hvad hun sagde herefter, ville de
ikke tro hende.
- Har De talt med Deres mand?
- Jeg har ringet til ham, men han svarede ikke.
- Ved De, hvor han befinder sig?
- Ikke ud over, at han tog på arbejde i morges. Jeg går ud fra,
han har overarbejde.
Hun følte, at hun allerede havde sagt for meget.
- Opbevarer Deres mand våben eller sprængstoffer i
lejligheden?
- Naturligvis ikke.
- Har De adgang til kælder eller loftrum?
- Vi har et kælderrum.
- Må jeg bede om nøglen?
Hun fandt nøglen i køkkenskuffen og rakte ham den.
De må ikke forlade lejligheden. Jeg må bede Dem sætte Dem
ind i stuen.
Hun gik foran ham ind i stuen. Mon han troede, de havde
skufferne fulde af skydevåben og bomber, siden han ikke turde
lade hende blive i køkkenet.
Den anden var i fuld gang med at undersøge hyller, skabe og
skuffer. Han havde lagt nogle arabisksprogede bøger og papirer på
sofabordet sammen med et album.
- Vi bliver desværre nødt til tage computeren med. Du får den
selvfølgelig tilbage, når vi har kikket på den, sagde han med et
undskyldende smil.
145

Under andre omstændigheder ville hun have gengældt det.
- Der kommer en kollega og taler med dig, sagde den paranoide
og gik tilbage til køkkenet.
Hun satte sig i sofaen med sønnen på skødet.
- Jeg skal nok lade være med at rode mere end højst nødvendigt,
sagde strømeren og smilte igen. - Vi er kede af at måtte forstyrre,
men er desværre nødt til det. Det er jo skrækkeligt det, din mand
har rodet sig ind i. Har han virkelig ikke fortalt noget? Nej, det
hører jo ikke til arabisk kultur at betro sig til kvinder. Havde det
været en dansker, havde han plapret ud med det hele. Men vi er jo
så forskellige.
Khadidja så ned for sig. Hun måtte lægge bånd på sig selv for
ikke at bede ham holde mund.
Den anden havde spurgt, om hun vidste, hvor Fahad befandt sig.
Betød det, at han var på fri fod, at det var lykkes ham at slippe fra
dem? Eller var det en fælde for at få hende til at røbe, hvem han
omgik?
I tankerne gennemgik hun, hvad Fahad havde fortalt hende. Han
havde virket rastløs i længere tid og var begyndt at gå hvileløs
frem og tilbage i stuen, så snart han kom fra arbejde: som et vildt
dyr i et bur. Hun havde spurgt, hvad der var i vejen, men fik kun til
svar, at der intet var galt. Sidst, hun spurgte, havde han set
alvorligt på hende og røbet det hele.
- Jeg har noget, jeg må fortælle dig, sagde han og satte sig over
for hende.
146

I begyndelsen forstod hun ikke meget af den
usammenhængende snak om hævnens time, som han benævnte det
terrorangreb, han og hans medsammensvorne forberedte mod de
tre broer. Men efter hånden, som ordene faldt på plads, begyndte
hun at fatte perspektivet. Hvis deres plan lykkedes, ville resultatet
måle sig med de største aktioner.
Han nævnte ingen af terrorcellens medlemmer ved navn. Derfor
vidste hun ikke, om andre i familien eller venner og bekendte var
involveret.
- Du må ikke spørge om navne, sagde han. - Jeg må slet ikke
fortælle det, jeg har fortalt dig nu, men jeg holder ikke ud at tænke
på, at du måske kommer til at sidde alene med vores søn, uden at
vide, hvad der er sket. Jeg vil heller ikke vide, om du forstår eller
fordømmer det. Uanset hvad, vil jeg fuldføre min opgave. Det
besluttede jeg for to år siden og har ikke ændret mening.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Umiddelbart virkede det
som det mest skræmmende, hun havde oplevet i hele sit liv. På den
ene side fyldte terrorangrebene rundt om i verden hende med
rædsel og væmmelse, på den anden følte hun stolthed ved, at der
blandt hendes undertrykte folk var nogle, der turde sætte sig op
mod uretfærdigheden.
- Jeg forstår dig, hørte hun sig selv sige.
Han så forbavset på hende.
- Hvis jeg var mand, tror jeg, at jeg ville gøre det samme.
Hun var ikke sikker på, at hun var helt ærlig, men følte, at hun
måtte sige det: nødt til at bakke ham op; støtte ham.
147

Fahad havde tårer i øjnene, så hun. Han sagde ikke noget, men
rejste sig og satte sig ved siden af hende i sofaen.
Undskyld, undskyld, sagde han og omfavnede hende. - Jeg
kunne ikke andet.
- Du skal ikke græde, lød det trøstende fra strømeren.
Khadidja fór sammen og tørrede tårerne væk med bagsiden af
højre hånd. Med den venstre vuggede hun sønnen, der var begyndt
at klynke.
Hun havde helt glemt kriminalerne, der var i gang med at
gennemrode lejligheden. Hun snøftede og kikkede afvisende i
retning af vinduet.
- Kunne jeg ikke få at vide, hvad der er sket, spurgte hun med
klar stemme.
- Det lykkedes din mand at smutte fra os. Har du ikke hørt
nyhederne?
Hun rystede på hovedet.
- Eller rettere, de stak sgu af alle seks, sagde han og lo. - Men vi
skal nok få fat i dem. Vær ikke ked af det. Det skal nok gå.
Den anden vendte tilbage fra køkkenet.
- Hvordan går det, spurgte han.
- Ikke opsigtsvækkende. Det lugter sgu dejligt. Man bliver helt
sulten, sagde han med henvisning til duften fra køkkenet.
Den anden granskede hende indgående, inden han fortsatte ud i
entreen. På lyden kunne hun høre, at han åbnede døren til
soveværelset. Hvordan ville de selv tage det, hvis et par vidt
148

fremmede mennesker kom brasende ind i deres hjem og begyndte
at gennemrode deres private ejendele?
Fahad var altså ikke ene om at være på flugt. I tankerne
forestillede hun sig, hvor han og hans fem medsammensvorne
skjulte sig. Hvem ville han opsøge for at få hjælp? Ikke familien
eller nogen, hun kendte. Så dum var han ikke. Hun hældte mere til,
at han og de fem andre var forberedt på en sådan situation. Betød
det, at aktionen ville gå i vasken? Hun var ikke længere i tvivl,
konstaterede hun. Hun håbede og bad til, at terrorangrebet ikke
ville finde sted.
Hendes forældre og søskende fordømte terrorhandlinger lige
gyldigt, hvor de fandt sted i verden. Der var ingen undskyldning
for hævnaktioner. Det havde de haft mange højlydte diskussioner
om. Hun mente, at visse situationer retfærdiggjorde voldelig
modstand. I princippet var der ingen forskel på den danske
frihedskamp under den tyske besættelse, den palæstinensiske
intifada mod den israelske besættelse og angrebene på de danske
besættelsesstyrker i Irak. Danskerne havde reageret på samme
måde, da de var i en lignende situation. Alligevel accepterede de
ikke, at andre gjorde det samme. Både tyskerne og deres danske
medløbere havde kaldt frihedskæmperne for terrorister. Historien
havde gjort dem til helte, ligesom det var tilfældet med de arabiske
martyrer blandt hendes eget folk.
Hun kom i tvivl, om det var hendes egen uafhængige holdning,
eller om den skyldtes påvirkningen fra Fahad. Nej, tvivlen var
langsom modnet i gymnasiet som en reaktion mod den indstilling,
149

hun mødte fra næsten alle sider. Hendes egen familie var lige så
enøjede som de fleste af hendes lærere og skolekammerater. I
søgen efter sandheden besluttede hun at læse historie. Årene på
universitetet havde ikke gjort hende mindre usikker. Én ting var
hun dog sikker på: at den danske deltagelse i den ulovlige krig i
Irak ikke kunne forsvares med et eneste af de argumenter, skaren
af hykleriske danske politikere hidtil havde brugt. Alligevel
håbede hun, at Fahad og hans fem venners aktion blev forpurret.
Samtidig følte hun, at hun forrådte både Fahad og sig selv. Det
var tanken om, at deres aktion ville føre uskyldige mennesker med
sig i døden, der fik hende til at vakle. Tanken om en heldig udført
aktion var skræmmende. Dødstallene fra Nairobi, Istanbul, Bali og
Madrid fór gennem hovedet. Et nyt 11. september havde hun ikke
fantasi til at forestille sig. En sammenligning med angrebet på
tvillingetårnene virkede ganske enkelt for grotesk.
Den paranoide strømer befandt sig i badeværelset, kunne hun
høre på den klikkende lyd fra toiletskabets låger.
Den anden supplerede stakken af bøger med et par af hendes.
Det var historiebøger omhandlende den politiske udvikling i
Mellemøsten i sidste århundrede.
- Det er mine. Det er historiebøger, jeg bruger i mit studie. Der
er hverken opskrifter på bomber, eller hvordan man forbereder
terrorangreb, sagde hun aggressivt.
- Hvilket studie, lød det interesseret.
- Historie.
- I tiende klasse?
150

- Universitetet.
- Universitetet, sagde han, som forsøgte hun at binde ham noget
på ærmet.
- Er der noget galt i at læse historie, fortsatte hun den bidske
tone.
- Nåh, næh, naturligvis ikke stammede han forskrækket, som var
han taget på fersk gerning.
Hun var lige ved at smile. Det var tydeligt, at han anså hende for
en ubegavet, tvangsgift indvandrersinke, der kæmpede med at
afslutte folkeskolen.
Han bladede bøgerne hurtigt igennem, inden han satte dem
tilbage i reolen.
- Min datter går også på universitetet, forsøgte han at redde
situationen. - Hun læser til cand. mag. i engelsk og dansk.
Den anden var gået ind i barneværelset, hørte hun på den
skramlende lyd fra legetøjet, der blev endevendt i deres kasser.
Hans fantasi stod ikke tilbage for de forbrydere, han jagtede.
- Er du ved at være færdig, lød det fra døren.
- Ja, jeg har været det meste igennem.
- Jeg smutter ned i kælderen. Er det det nummer, der står på
nøgleskiltet, sagde han henvendt til Khadidja.
Hun nøjedes med at nikke.
Han så ud, som var han på nippet til at kræve et ordentligt svar.
- Hun læser historie på universitetet, sagde den anden, og
begyndte at lægge papirerne og bøgerne i plastikposer.
- Jeg hørte det, sagde han og gik.
151

Hans blik røbede, at valget af studie gjorde hende endnu mere
suspekt.
Den anden bad hende flytte over i en af lænestolene.
Han løftede hynderne i sofaen én for én. Derefter trak han den
ud fra væggen for at se, om der var skjult noget bag ved.
- Vi er nødt til at tage alt i betragtning. Hvis du vidste, hvor
opfindsomme folk er, sagde han uden at uddybe emnet nærmere.
- Så må du godt sætte dig tilbage.
Kadidja parerede ordre, selv om de sad udmærket der, hvor de
sad.
Kriminaleren kontrollerede straks lænestolen, som var han
kommet i tanke om noget.
Det paranoide var åbenbart et fællestræk ved politiet, et
væsentligt led i valget, tænkte hun.
- Så tror jeg, vi er færdige, sagde han og så sig tilfreds omkring
og derefter på uret. - Min kollega, der skal tale med dig, er
forsinket.
Der lød et kort klemt fra dørklokken.
- Det må være hende, sagde han og forsvandt ud i entreen.
- Jeg hedder Heidi Hansen. Jeg vil gerne stille dig et par
spørgsmål, sagde den høje, blonde ca. 30-årige kvinde, der trådte
ind i stuen sammen med den paranoide kriminaler.
- Så smutter vi, sagde han. - Tager du pc´eren, så klarer jeg
resten.
152

Fra videoen, offentliggjort i forbindelse med det planlagte
terrorangreb på Danmarks tre store broer:
Mit navn er Fahad. Jeg deltager i denne aktion for at vise det
danske regering, at vor ære og stolthed byder os at reagere på den
ydmygelse, de krigsførende nationer i Irak og Afghanistan retter
mod den muslimske verden.
Fra politiets interne notater:
Fahad Salim, 26 år; bosiddende i København; chauffør, handelsuddannet;
ca. 190 cm høj; almindelig af bygning; arabisk
udseende; taler dansk med accent; kom til Danmark som 13-årig
fra Kuwait sammen med sin mor og tre søskende; faren død i
Afghanistan i krigen mod Sovjetunionen; gift og har en søn;
ustraffet.
4. Dag
Fahad indsnusede duften af frisklavet kaffe. Han var på vej ud i
badeværelset og hørte Cem rumstere i køkkenet.
- Der er morgenmad, råbte Cem ved lyden af trin i entreen.
Fahad svarede ikke. Han var ikke rigtig vågen og gav sig god
tid. Der var intet arbejde, der ventede. Fra nu af var der kun den
nervepirrende venten på ordren til aktion.
Hvornår bliver det, spurgte han igen sig selv, mens han børstede
tænder. Det spørgsmål havde han stillet mange gange uden at få
153

svar. Manadel vidste det ikke; eller påstod, at han ikke vidste det.
Det bestemmes på højere sted, gentog han hver gang, emnet var på
bane. Hverken han eller Cem havde fulgt spørgsmålet op og
spurgt, hvem det var, der bestemte. Hvem var denne ukendte kong
gulerod, der sad og styrede det hele fra dette udefinerlige,
ophøjede sted?
Gik der en uge, fjorten dage, eller ville det ske allerede i morgen
eller over morgen? Sådan måtte det være at vente på en dom eller
blive idømt en tidsubestemt straf.
Han skyllede munden og spyttede vandet ud med en kraft, der
måtte kunne høres helt ud i køkkenet. Det var en ringe erstatning
for at få luft.
Fahad kastede et blik ind i stuen. Cem havde ryddet til side, som
Manadel havde forlangt. Selv var han gået i seng og ladt vennen
om arbejdet. Det var ikke for at snyde sig fra det, men skyldtes et
stigende behov for at trodse Manadel.
Køkkenbordet stod dækket med et bredt udsnit af køleskabets
indhold.
- God morgen, lød det alt for frisk fra Cem.
- God morgen, svarede han nødtvunget.
Cem skænkede kaffe til dem begge.
- Hvor længe tror du, vi skal vente?
- Aner det ikke.
- Har du nogen sinde overvejet, at de måske ikke kommer og
henter os, sagde Cem og satte sig.
154

- Hvad mener du, svarede Fahad, selv om han godt vidste, hvad
vennen hentydede til.
- At de har tænkt sig at sprænge os i luften sammen med hele
lortet, som du sagde i går; at det er grunden til al
hemmelighedskræmmeriet.
- Naturligvis ikke. De er bange for, at én eller flere af os bliver
snuppet og lader munden løbe. De tager deres forholdsregler.
- Jeg kan klare tanken om, at vi måske ryger i luften; men har
svært ved at acceptere at skulle dø på grund af en afgørelse fra
nogle mennesker, som jeg ikke kender.
- Vi ryger sgu ikke i luften. Hold op med det sludder, sagde
Fahad ærgerligt over, at Cem havde taget hans egen tvivl alvorligt.
- Ville det ikke være naturligt, at vi selv kunne trykke på
knappen for alle tilfældes skyld.
- I tilfælde af hvad?
- Hvis den, der skal udløse det, bliver opdaget eller forhindret.
- De har selvfølgelig garderet sig.
- At der er flere om det?
- I princippet kan der være uendeligt mange, der kender
nummeret.
- Det er det, jeg mener. Ville det så ikke være naturligt, at vi
også havde mulighed for at udløse det. Det er i sidste ende os, det
hele afhænger af.
- Jeg gider ikke snakke mere om det, sagde Fahad vrissent og
tog en bid af sin bolle. En beslutning er en beslutning. - Sig det til
Manadel.
155

Cem lagde to spejlæg over på tallerkenen og smurte en bolle
med flere lag pålæg imellem.
- Jeg synes også, det er underligt, at vi ikke kan få at vide, hvor
de har tænkt sig at sende os hen bag efter.
- Af samme, simple grund. Det vi ikke ved, kan vi ikke sladre
om. Det må du kunne få ind under din tyrkiske æggeskal.
Det fik ham til at tænke på, at han selv havde røbet alt, hvad han
vidste til Khadidja. Når de ikke fik mere at vide, var det
selvfølgelig fordi, Manadel og ledelsen tog højde for, at enkelte,
som han, ikke ville kunne holde kæft.
- Har du noget mod tyrkere?
- Jeg elsker tyrkere, der ikke spørger så meget.
- Under tiden føler jeg, at I regner mig for mindre værdig. Og
jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvorfor Manadel
valgte mig i stedet for en anden: en araber som I andre.
- Adnan er da ikke araber.
- Nej, men pakistanere regnes for bedre muslimer end tyrkere,
og så ligner han en araber.
- Forkert igen. Det er fordi pakistanere snakker mindre end
tyrkere. Manadel har valgt dig, fordi du er en ildsjæl, der mener,
hvad du siger uden at blande en masse religiøst vrøvl i det. Derfor
lille Cem.
- I skal ikke være bange for, at jeg har fortalt det til nogen. De
gamle får et chok.
Fahad svarede ikke. Han følte varmen i kinderne. Måske var han
den eneste, der havde sagt noget. Han fik lyst til at ringe til
156

Khadidja for at høre, om politiet havde været der. På en måde var
han glad for, at han havde taget sig sammen til at fortælle hende
det. Hendes beherskede reaktion var kommet bag på ham, selv om
de stort set havde samme holdning til konflikterne i Mellemøsten
og krigen i Irak. På intet tidspunkt havde hun forsøgt at tale ham
fra det. Inderst inde var han en lille smule skuffet. Når alt kom til
alt, var det med livet som indsats. I værste fald risikerede de at dø
af det.
Gorm Børgesen gik frem og tilbage i sit kontor på PET. Han havde
netop talt med justitsministeren, der var ivrig efter at vide, hvad
der var sket i aftenens og nattens løb.
Hans tyndbenede orientering havde ikke været meget bevendt.
Han følte sig som en skoledreng, der havde forsøgt at snakke sig
uden om en uløst opgave.
Samtidig følte han sig langt fra udhvilet. Det føltes som en
evighed, inden han var faldet i søvn. Dagens fiasko havde holdt
ham vågen. Han håbede, at Henrik Andersen til gengæld var fit for
fight. Han mistænkte ham for at høre til den type, der udnyttede
nattesøvnen til at fostre nye ideer.
Han standsede og stirrede tankefuldt ud ad vinduet. En gang
havde han læst, at visse mennesker evnede at lade søvnen løse
problemer, man var kørt fast i. Han havde selv forsøgt, men opgav,
da han indså, at han ikke var benådet med den evne.
Stædighed og viljestyrke var ikke tilstrækkeligt til at løse alle
problemer. Det han og PET havde brug for i øjeblikket var talent,
157

indsigt, konduite, fantasi og en god portion held. Han tog telefonen
og bad Henrik Andersen kikke ind.
Kriminalkommissæren så med et halvt øje, at chefen ikke var i
sit es. De mørke skygger under øjnene og den gustne hud røbede
mangel på søvn. Selv havde han snorkboblet, så snart han lagde
sig.
- En gang imellem kunne man godt ønske, at der blev set med
blidere øjne på begrebet fysisk pres, sagde Børgesen.
- Det ville være synd at sige, at de er særlig meddelsomme.
Med de hentydede han til de seks chauffører som sad
varetægtsfængslet i Århus, Odense og København, og som skulle
for dommeren i løbet af formiddagen med begæring om varetægtsfængsling.
- Nej, der er endnu ingen oplysninger, vi umiddelbart kan bruge
til noget. Ingen ved, hvor de seks befinder sig - påstår de. Der er
indløbet rapporter fra så at sige hele landet: de er set både her og
der. Også svensk, norsk og tysk politi har modtaget en del
henvendelser.
- Ja, det hører jeg. Altså ser det ikke alt for godt ud. Kan de
lokale varetransportfirmaer være involveret i sagen?
Det er svært at sige. I Odense mødte forretningsføreren op på
politigården og beklagede sig over ikke at være informeret om
aktionen. Han brokkede sig over, at kunderne stod og manglede
deres varer. Dem i Århus og Sydhavnen tog det mere afslappet.
- Vil du indkalde til møde om en halv time, jeg har et par
opringninger, der skal overstås først.
158

Andersen rejste sig og forlod kontoret.
Reda lå og stirrede op i den øverste køje. Han havde spist lidt
morgenmad og lagt sig igen. Nattens mareridtagtige drøm gnavede
stadig i bevidstheden.
Adnan og Ashraf sad ved disken og spiste. Iachim trådte så
voldsomt i pedalerne på motionscyklen, at han kunne høre hans
vejrtrækning.
Både sofabord og disk flød med emballage og madrester fra det,
de havde spist dagen før og til morgen. Ingen af dem havde gidet
rydde op.
Reda lukkede øjnene. Straks dukkede erindringen om drømmen
frem igen: den vilde flugt i lastbil over en bro med en hale af
blinkende politibiler efter sig. Han hørte den summende lyd fra sin
mobiltelefon, men turde ikke række ud efter den. Han vidste, at i
samme øjeblik, han aktiverede den ville den tonstunge last af
sprængstof eksplodere og blæse ham til atomer.
Han mærkede sveden pible frem på panden som i nat, da han
vågnede med et halvkvalt råb.
- Hvad fanden er der galt, havde det lydt fra Ashraf i køjen oven
over.
- Jeg drømte, sagde han med hjertet oppe i halsen.
- Var der en strømer efter dig?
Ashraf stak hovedet frem, kunne han se i skæret fra vågelampen
ved døren.
159

- Noget i den retning svarede han og vendte ansigtet ind mod
væggen.
- Jeg har selv lidt af mareridt. Men det er heldigvis længe siden,
sagde Ashraf. - God nat!
Reda tænkte på Nadia og den lille. Han brændte efter at høre,
hvordan de havde det. Havde politiet behandlet hende
uforskammet og nedladende? Havde de taget hende med på
politigården? Måske havde de varetægtsfængslet hende. Hvad så
med den lille?
Han håbede, at Abdullah snart dukkede op med nyt. Abdullah
havde sikkert sendt Heba af sted for at høre, hvordan Nadia,
Fatima og Saniya havde det.
Adnan og Ashraf var også bekymret for deres koner, hørte han.
Fatima og Adnan ventede deres første barn. Ashraf, der havde en
lille datter, forsøgte at mildne vennens bekymringer.
- Så snart det er overstået, sidder du med Fatima, ungen og os
andre under palmerne i Langtbortistan og nyder livet.
- Bare man vidste, hvor fanden de har tænkt sig at gemme os
hen, lød det nedtrykt fra Adnan.
- Abdullah har sagt, at vi ikke kommer til at mangle noget. Der
er tale om ansvarlige mennesker, der er indstillet på at honorere
vores indsats. Der står milliarder bag, siger han.
- Når jeg skal være ærlig, tror jeg ikke på halvdelen af hans
skrøner. Abdullah siger så meget.
- Vær nu ikke så pessimistisk.
- Er der noget at sige til, at jeg er bekymret for Fatima?
160

- Han har jo lovet, at de ikke kommer til at savne noget.
- Det er heller ikke det. Jeg tænker mere på, om hun kan klare
det. Hun har altid været bange for, at der skal ske os noget; som
om hun har haft en mistanke.
- Har du fortalt hende noget?
Nej, selvfølgelig ikke. Men du ved, kvinder fornemmer altid,
hvis der er noget galt, noget, man forsøger at dække over.
- Enig. De kan være svære at løbe om hjørner med. Godt man
ikke er gift med en dansker.
Begge brød ud i højlydt latter.
Iachim var stået af cyklen og gik hen og satte sig ved siden af de
to andre.
- Hvad er der galt med Reda, spurgte han.
- Han er bare træt, hørte Reda Ashraf sige.
Reda mærkede pludselig det snigende, tilbagevendende ønske
om at springe fra. Så stærkt havde han aldrig følt det. Flere gange
havde han overvejet, om den form for aktion var den rigtige måde
at handle på: om det var det hele værd? Hver gang havde han fejet
tvivlen til side og tilkendt det fejhed eller dårligt humør.
Samtidig vidste han, at fortrydelse var en umulighed. Det var
udelukket at melde fra på nuværende tidspunkt. De havde haft
masser af tid til at overveje deres stilling. Han kunne ikke lade de
andre i stikken.
Han følte en slags lettelse ved det ultimative i sin konklusion.
Lige gyldigt hvad, havde han intet valg. Når man havde sagt A
161

måtte man også sige B. Uanset hvor meget ens samvittighed - eller
fortrydelse - stillede sig i vejen.
- Der er et gennembrud på vej i eftersøgningen af de seks
efterlyste terrormistænkte, oplyser PET, uden at ville komme ind
på nærmere detaljer, lød det fra radioen, som netop var blevet
tændt. - De terroreksperter, vi har spurgt, mener, at en eller flere
af de seks tilbageholdte chauffører kan have bidraget med
oplysninger om de forsvundne. Vi vender tilbage, så snart der
foreligger nyt i sagen.
- Hvad Satan, udbrød Ashraf. - De ved da ikke en skid.
- Måske har de digtet et eller andet, sagde Adnan.
- Eller et nummer fra politiets side for at få nogen til at snakke,
sagde Iachim. - I stil med: Du kan lige så godt indrømme, din
kammerat har fortalt det hele.
Reda vendte sig. Meddelelsen i radioen fik ham på andre tanker.
- Vi ved ikke engang hvor mange, der er involveret.
Iachim trak på skuldrene.
- Ikke engang Abdullah og Munaza kender dem i toppen, sagde
Adnan. - Det hele er styret fra udlandet. Vi er de afgørende brikker
i operationen, men aner i virkeligheden ikke en skid.
- Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør, sagde Ashraf.
- Forkert! Én hånd ved, hvad alle de andre gør, rettede Iachim
ham.
- Tror I det er Osama, sagde Adnan.
162

- Gu´ er det da ikke Osama. Han har rigeligt at gøre med at tage
vare på sig selv, sagde Iachim. - De kan sidde i London, Rom og
Madrid.
- Eller København, sagde Iachim.
- Abdullah og Munaza har sikkert ikke en skid at skulle have
sagt, sagde Reda.
Han havde glemt de triste tanker. Samtalen begyndte at blive
interessant.
- Ingen af os, der har forbindelse med hinanden, har en skid at
skulle have sagt, fortsatte Iachim. Det er ideen med det hele. Hvis
noget går galt, er der mindre risiko for, at toppen bliver taget. De
har selvfølgelig sikret sig, så de kan forsvinde i ro og mag.
- I begyndelsen troede vi, at vi kørte det hele selv, lo Adnan. -
At vi var nogle fandens karle, der på egen hånd skulle hævne hele
den ydmygede muslimske verden. Og så viser det sig, at vi kun har
været naive, villige redskaber i et udspekuleret spil.
Han lo igen.
- Det er ikke helt rigtigt, sagde Ashraf. - Det er mere end et år
siden, Abdullah fortalte, hvorfor netop vi blev valgt.
- Fordi vi opfyldte de krav, ledelsen stillede til eksekutorerne af
operationen, sagde Reda.
- Fordi vi var villige til at sætte liv og helbred på spil, fortsatte
Iachim.
- Og fordi vi som selvstændige, gudløse, lovlydige,
velintegrerede, nygifte, uddannelsessøgende med fritidsarbejde
opfyldte alle krav. Hvem fanden vil tro, at en sådan samling
163

dydsmønstre kan finde på at planlægge en hævnaktion for noget så
banalt som dansk deltagelse i et par krige mod forhadte diktaturer,
remsede Adnan op.
Reda tænkte på, at han det sidste år ikke havde kørt en tur, uden
at have en sæk kunstgødning med tilbage i bagagerummet. Det
måtte være blevet til langt over hundrede alene i det år, han havde
haft bil. De andre havde mindst præsteret det samme, foruden de
hundreder af sække, der var købt legalt til gartneriet.
- Nu må Abdullah godt komme og fortælle, hvordan det går,
sagde Adnan.
- Skulle vi ikke se at få en smule orden i tingene, sagde Ashraf. -
I ved, han hader uorden.
Alle gav en hånd med at få styr på syndfloden af emballage,
brugt service og madrester.
Kriminalkommissær Ole Winther var på vej ud ad sit kontor på
Århus politigård, da telefonen ringede.
- Det er Gorm Børgesen fra PET.
Winther kendte udmærket chefen for PET, selv om de ikke var
på fornavn.
- God morgen Winther! Jeg sidder med en rapport foran mig
med Iachim Sefriouis generalieblad. Han ser ud til at være den
eneste, der har haft et mellemværende med retssystemet.
- Stemmer, sagde Winther.
164

- I den forbindelse fik jeg den tanke, om gruppen har forbindelse
til narkokredse, eller klarere formuleret, om det kunne tænkes, at
opperationen finansieres af narkopenge?
Winther tænkte sig om. Tanken havde ikke strejfet ham.
Umiddelbart virkede det som grebet i luften.
- Jeg tvivler. Men det kan selvfølelig ikke udelukkes. Sefriouis
sidespring vil jeg nærmest betegne som drengestreger, almindelig
nysgerrighed. Der var ikke tale om egentlig produktion.
- Det er sådan set lige meget. Jeg tænkte, at hvis vi lod det sive
til pressen, ville det måske sætte en skræk i livet på de rigtig store
drenge. Det er ikke utænkeligt, at de ved noget. Måske kunne det
få dem til at synge for at fjerne mistanken på dem.
Winther kunne ikke lade være med at tænke, om PET´chefen
læste for mange kriminalromaner. Det lød jo helt forrykt. Noget i
stil med ETAs forbindelse til al Queda-cellen i Madrid. På den
anden side var det forståeligt, at PET greb enhver mulighed,
situationen taget i betragtning. Han var lykkelig for ikke at være i
Børgesens sted.
- Det er da forsøget værd. Skal vi lade det sive med det samme,
tilføjede han for at vise god vilje.
- God ide! Lad os håbe, det giver resultat.
Kriminalkommissæren lagde eftertænksomt røret på. Han følte
sig snigløbet. Viste det sig at være ren fantasi, kunne Børgesen
sige sig fri og placere ansvaret på ham.
165

Det irriterede Per Ege, når kollegerne kom brasende ind uden at
banke på.
Denne gang var det Fouzi Kassim. Til og med lod han døren stå
pivåben efter sig. Per havde mest lyst til at spørge, om han troede,
det var et beduintelt; men lod være. Fouzi havde fået lige så lidt
søvn som han selv; så det kunne let udvikle sig.
- PET har netop meddelt, at Århus har beviser for, at
terrorgruppen muligvis finansieres af narkopenge. De opfordrer os
til at lade det sive i miljøet og til pressen i håb om en reaktion. Jeg
tvivler på, det får nogen frem af busken.
Per forsøgte at undertrykke et gab. Kaffen var ikke begyndt at
virke endnu. Om ikke andet gav det dem et påskud til den
ransagning, de havde talt om så længe. Der var alt for megen narko
i omløb i byen.
- Jeg forslår, vi overrasker dem, inden det slipper ud.
- For sent! Det er i nyhederne kl. ni.
Per så på uret. Klokken var kvart i ni. Blev det lige så sent
fyraften i dag?
- Satans også! Lad os gå ned og tale med chaufførerne, inden de
skal i retten. Måske vil de snakke efter at have sovet på det.
- Noget i retning af: Ved du, at de 1000 kr., du fik, er
narkopenge?
Per kunne ikke lade være med at smile. Fouzi havde et specielt
talent for uortodokse metoder.
- Måske, hvis det havde været 10.000 eller 100.000 kr.
166

- Hvorfor så nøjeregnende. Det er det overraskende og uventede
ved metoden, der tæller.
- Jeg tror ikke på den slags metoder.
- Hvorfor så sart. Så skulle du se, hvor håndfast vi går til den i
Mellemøsten.
- Det er blandt andet derfor, I har så mange problemer.
- Jeg mener, det er forsøget værd.
- Ok! Lad os gå ned og få en snak med dem.
Karen Nielsen fortalte Gese nyheden, da hun satte sig til
morgenbordet klokken halv ti.
- De mener, at nye oplysninger tyder på, at der kan være
involveret narkopenge i finansieringen af terrorcellen.
Gese lod smagsløgene komme til deres fulde ret, inden hun sank
den første mundfuld mokkastærke kaffe. Aftenen før havde hun
sagt, at mormoren ikke skulle servere morgenmad på sengen. Det
gjorde hende flov. Hvis det endelig skulle være, burde det være
omvendt. Mormoren havde svaret, at hun hadede krummer i
sengen.
- Holder de der endnu, spurgte Gese med henvisning til
betjentene på p-pladsen.
- Jeg kan ikke få øje på dem. De kan være flyttet ind i én af de
tomme lejligheder. Efterhånden er der nok at vælge mellem. Folk
er ved at blive kugleskøre af al den snak om de fremmede.
Gese spekulerede på, hvad de skulle give sig til, når hun have
sendt sin artikel til Frankfurter Allgemeine. Hun måtte huske at
167

høre radioavisen for at få det nye indslag om narkoforbindelsen
med.
- Hvad skal vi lave i dag, spurgte hun.
- Jeg har tænkt på Egeskov Slot. De har en masse nyt at byde på,
så jeg i tv for nylig. Så kan vi starte med at spise frokost. Hvad
med din artikel?
- Den er færdig på et øjeblik. Egeskov lyder spændende. Det er
mange år siden, vi var der sidst.
Gese gav sig god tid med morgenmaden. Som sædvanlig var
hun skrupsulten.
Abdullah var på vej ned mod Odense havn. Han vidste, at de fire
venner ventede utålmodigt på ham for at høre nyt om familien.
Alle tre ægtefæller havde fortalt Heba, at politiet havde endevendt
lejlighederne og taget computerne med. Alle var opbragte over det
uventede besøg og mistanken om deres mænds indblanding i en
terrorhandling.
Selv var Abdullah mere bekymret over den meddelelse, han lige
havde fået. Azar havde ringet og sagt, at han ville modtage den
lovede sending bananer ved middagstid. Det betød, at Ingeniøren
ville komme for at forberede monteringen af de fire
sprængladninger. Han havde arvet titlen efter Yahya Ayyash, der
blev likvideret af det israelske efterretningsvæsen i 1996. Man
brugte kun navnet i sluttede kredse og erstattede det med kodesprog
såvel i e-mails som ved telefonbeskeder.
168

Nyheden om Ingeniørens ankomst betød, at aktionen var nært
forestående. Azar havde sagt, at de ville få nærmere besked,
hvilket betød, at Ingniøren kendte det eksakte tidspunkt.
Abdullah gættede på, at det ville ske inden for de nærmeste
dage. For hans skyld kunne aktionen lige så godt gå af stablen i
morgen som i over morgen, da alt var parat. Den fortsatte
produktion af sprængstof skete kun for at udnytte de sidste dage
fuldt ud. Yderligere ventetid gav kun anledning til nervøsitet og
stress. Det havde han registreret for længst. Der skulle ikke meget
mere til, før Iachim og Reda begyndte at skabe problemer.
Portens hængsler peb, da han aktiverede fjernkontrollen. Han
måtte huske at smøre dem, selv om det hele blev jævnet med
jorden om et par måneder.
Porten svingede roligt på plads, mens han kørte hen og
parkerede. Hvis operationen ikke endte i fiasko, måtte han se at
finde en anden lagerhal.
Da han trådte ind ad døren til de fire chauffører, var de netop
færdig med at rydde til side og vaske op.
Han hilste med et bredt smil for at hjælpe på den trykkede
stemning.
- Jeg har gode nyheder. Aktionen er nært forestående. Ingeniøren
er på vej.
Henrik Andersen havde netop været til morgenmøde hos Chefen
sammen med de øvrige afdelingsledere.
169

Børgesen havde fortalt om sin samtale med Winther og
initiativet med at få rockerne og andre narkohajer til at synge. Han
havde selv sørget for, at nyheden blev videregivet til pressen og
håbede på snarlig respons.
Andersen var ikke særlig begejstret for Århus-historien.
Fremgangsmåden forekom temmelig fantasifuld, for ikke at sige
desperat.
Telefonen ringede. Det var en kriminalassistent, der fortalte om
en kvindelig ansat i et havecenter, der havde henvendt sig på
politistationen i Roskilde. For ca. fjorten dage siden havde hun
solgt tre sække kunstgødning til tre sydlændinge i løbet af sin vagt
ved kassen. Hun var kommet i tanke om hændelsen, da hendes
chef orienterede personalet om politiets forespørgsel.
Andersen fornemmede med det samme, at her var måske deres
chance for et gennembrud i sagen. Han lovede betjenten at sende
et par medarbejder af sted med det samme i håb om at indkredse
de mistænkelige kunder.
Han skyndte sig at sætte to af korpsets bedste sporhunde på
opgaven og følte sig så oplivet, at han lod nyheden gå videre til
Chefen.
- Der kan du bare se, sagde Børgesen, som var planen udtænkt
af ham selv.
Per Ege og Fouzi Kassim var opfyldt af en lignende optimisme.
170

Der var kun en time til, Mansur Hussein og de to andre
chauffører skulle i retten. Den unge mand virkede opgivende og
modfalden. Det gav håb om, at han var indstillet på samarbejde.
- Jeg kom i tanke om noget, da I var gået i aftes, lød det
brødbetynget fra Mansur.
- Hvorfor sendte du så ikke bud efter os, spurgte Fouzi irriteret.
- Det ved jeg ikke. Men jeg kom i tanke om en episode i firmaet
for kort tid siden.
- Hvilket firma, afbrød Fouzi ham.
- Fyns Varetransport. Reda holdt på p-pladsen og åbnede
bagagerummet i sin bil for at tage sin taske.
- Reda Asmar i sin Toyota Corolla, afbrød Fouzi igen.
- Ja, Reda Asmar. I bagagerummet lå en sæk kunstgødning. Det
stod med store, tydelige bogstaver, så det var umuligt at overse.
Jeg spurgte, om det var til hans altankasser, sådan for sjov. Han
skyndte sig at lukke og svarede, at det var til familiens have. Et par
dage senere så jeg en sæk mage til i Adnans bagagerum. Jeg
spurgte, om det måske også var til familiens have. Han blev sur og
bad mig passe mig selv.
Adnan Mughni i sin Toyota Corolla samme sted, spurgte Fouzi.
- Ja, på Fyns Varetransport.
Fouzi og Per så på hinanden. Her var endelig noget at arbejde
videre med. De vidste, at det var i sidste øjeblik. For ingen af dem
regnede med, at dommeren ville gå med til varetægtsfængsling.
- Lad os komme i gang, sagde Per. - Der er en halv time til.
171

- Lad os tage Farid. Han er den mindst besværlige, sagde Fouzi,
mens de skydte sig hen ad gangen.
Farid Nasr, der havde afløst Adnan som chauffør, viste sig at
være mere meddelsom end dagen før.
- Har du lagt mærke til, at dine venner transporterede
kunstgødning i deres biler, gik Fouzi lige til sagen for at spare tid.
Farid så forundret på ham.
- Det har jeg faktisk. Lukker I mig ud, hvis jeg siger det i retten?
- Din sag kommer helt sikkert til at stå betydeligt bedre, sagde
Fouzi.
Farid tænkte sig om.
- Jeg har set sække med kunstgødning i et par biler, men jeg vil
ikke nævne navne. I øvrigt tror jeg ikke en skid på, at det stiller
mig bedre. Jeg siger det kun, fordi jeg er stærkt modstander af
enhver form for terror.
- Har du talt med andre om det?
Han svarede ikke.
- Vi snakkes ved, når vi er færdige i retten, sagde Fouzi. -
Måske er du kommet i tanke om mere.
Farid så ud, som var han i dyb vildrede med sig selv.
Bent Petersen så ud ad sideruden i sin bil. Mod syd svævede en af
færdselspolitiets helikoptere over motorvejen syd for Odense. Om
et par dage sad han igen ved siden af piloten og holdt øje med
trafikken.
172

Han befandt sig på Kertemindevej på vej ind mod byen. Når han
var færdig i Egeskov ville han kikke inden for på politigården for
at hilse på Per. Han var spændt på, hvordan det gik med
eftersøgningen af de formodede terrorister.
En artikel i Fyns Stiftstidende havde fået ham til at vælge
Egeskov slot i stedet for Brandts. Vejret spillede også en rolle.
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var helligbrøde at
opholde sig inde på en dag som denne.
Vejarbejdet med anlæggelsen af den ny motorvej til Svendborg
var i fuld gang. Syd for Ørbækvej holdt han i kø og ventede på, at
omkørslens lyssignal skiftede til grønt. Foran ham holdt en rød
Golf med tyske nummerplader. Der tog nogle sekunder, inden det
gik op for ham, at nummeret virkede bekendt: Var det ikke den
Golf, han fejlagtigt havde zoomet ind på, da han gennemså
videooptagelserne fra Lillebæltsbroen?
Der sad to damer i vognen. Han var ikke længere i tvivl. Pigen
ved rattet måtte være den kvindelige tyske journalist, der havde talt
med Per. Hvilket sammentræf! Han kom til at smile ved tanken om
Pers betænkelighed ved at invitere hende på middag.
Golfen var den sidste i køen, der nåede med, inden lyset skiftede
til rødt. Han bandede af ærgrelse. Nu fik han ikke lejlighed til at
se, hvordan hun så ud.
Da vejen mod Svendborg ikke indbød til overhalinger, opgav
han forsøget. En fartbøde var ikke det, der pyntede mest på en
færdselsbetjents generalieblad.
173

P-pladsen foran slottet var halvtom. Restaurationens priser var
pebrede, huskede han. Så folk spiste sikkert frokost hjemme, inden
de tog på slotsbesøg.
Det gav et gib i ham, da han fik øje på Golfen. Den holdt som
den sidste i rækken. Han parkerede ved siden af og gik oplivet hen
og købte en billet.
Det glædede Manadel, at der igen var kommet orden på
varelageret.
Han sad i kontoret i Sydhavnen og betragtede rækkerne af fyldte
paller gennem den store glasrude. Trods sin unge alder var Kemal
en dygtig og arbejdsom medarbejder. I dag gik han og nynnede til
de arabiske slagere, der strømmede ud ad ghettoblasteren.
Kemal virkede tydeligt lettet over at være sluppet af med
sækkene. Det var han også selv. Det uventede besøg af politiet i
aftes kunne være endt i en katastrofe for hele operationen; i det
mindste for den sjællandske del. En sådan prøve på skæbnens
lunefulde spil ville andre tillægge Den Almægtige. Men Manadel
nøjedes med at smile og kaldte det et helt utroligt held.
Det fik ham til at tænke på den opgave Azar havde pålagt ham,
Munaza og Abdullah for flere år siden: at udvælge seks unge
mænd til en hemmelig mission.
Han og de to venner havde meldt sig ind i en række muslimske
foreninger, hvor de fungerede som trænere i forskellige
idrætsgrene. Deres baggrund som tidligere officerer gjorde dem
velegnet til opgaven.
174

Efter at have studeret samtlige drenges personlighed og færdigheder
grundigt, faldt valget på de seks unge mænd, der nu sad og
ventede på den endelige ordre om aktion. Alle seks opfyldte de
krav, Azar havde opstillet: unge mænd, der aldrig eller sjældent
gik i moske; velintegrerede, uddannelsessøgende og
selvforsørgende, ustraffede og gifte. Det sidste måtte vente, da
ingen af dem på daværende tidspunkt var i nærheden de
skelsættende 24 år.
Azar - og dem højere oppe - som det så kryptisk hed, havde intet
hastværk. Udvælgelsen var et langtidsprojekt. Man ønskede unge
af den rette støbning, som man kunne forme efter hensigten.
Der havde heller ikke været nogen vaklen i geledderne. Alle
seks var lige entusiastiske med hensyn til at løse den opgave, der
blev stillet dem efter den danske deltagelse i Irak-krigen. Der blev
givet dem to år til at forberede aktionen.
Nu nærmede dagen sig. Han og de øvrige, der havde arbejdet så
målbevidst, ventede kun på, at Ingeniøren fuldendte sin del af
opgaven og meddelte det endelig tidspunkt.
Manadel så på uret. Der var endnu seks timer til, at
sprængladningerne skulle monteres. Tanken fik det til at risle ned
ad ryggen. Nu, da de var nået så langt, måtte de være ekstra forsigtige.
Han rejste sig. Det var tid at køre ind til Nørrebro for at se,
hvordan Fahad og Cem havde det. Fahad havde virket en smule
opsætsig i aftes. Han var sikkert bekymret for kone og barn. Han
175

måtte huske igen at berolige dem med, at der blev taget hånd om
familien.
Manadel satte sig ind i sin sorte BMW og tændte for radioen. I
de seneste nyheder antydede man, at de mistænkte kunne være
finansieret af narkopenge. Den eneste forklaring han kunne finde
på politiets og mediernes løbske fantasi var mangel på spor.
Abdullah sad midt mellem de fire unge mænd med en kop kaffe
foran sig. Alle fire lyttede interesseret. Det så ud til at berolige
dem, at operationen var nært forestående, og at Heba havde talt
med deres koner.
- Hvornår bliver det, spurgte Ashraf.
- Måske i morgen, svarede Abdullah.
Ingeniøren ville komme i løbet af aftenen. Abdullah tolkede det
derhen, at aktionen meget vel kunne finde sted i morgen eller
overmorgen.
I morgen var det Danmarks befrielsesdag og på grund af nogle
kirkelige finurligheder desuden Kristi himmelfartsdag. Af hensyn
til fridagen havde chaufførerne ekstra mange vare med i dag.
Munaza var blevet ringet op af to af chauffører, der var blevet
standset af politiet. Strømerne havde været yderst grundig med at
gennemsøge hver en palle på lastvogne. Hvad de ledte efter, forlød
der intet om. Munaza forventede, at de øvrige chauffører blev
udsat for det samme.
- Hvordan tog Nadia det, spurgte Reda.
176

Abdullah svarede, at alle familier havde det godt, at alle var
blevet afhørt, men ingen tilbageholdt.
Reda var skuffet over de intetsigende ord. Ingen vidste, hvor
længe det ville vare, inden de sås igen.
- Jo, sagde Abdullah. - Hun sagde, at hun støttede dig, lige
gyldigt, hvad der skete.
Nadia havde insisteret på, at Heba skulle give det videre til
Abdullah.
Reda blev forlegen. Han vidste, hvor svært det have været for
hende, at lade andre viderebringe et så personligt budskab.
Selv Abdullah syntes en smule beklemt ved situationen.
- Forsøg at sove så meget som muligt. I får brug for det, sagde
han.
- Jeg håber, det bliver i morgen, så vi kan få det overstået, sagde
Adnan.
Der var mere opgivelse end begejstring i hans stemme.
- Så får vi ikke lejlighed til at lave videoen om, sagde Iachim.
Han havde tidligere udtrykt sin utilfredshed med den, de havde
lavet.
- Vi må nøjes med den, vi har, sagde Abdullah.
Abdullahs ligegyldighed irriterede Iachim. Det vidnede om
manglende professionalisme.
- Lad os gennemgå proceduren endnu en gang, sagde Abdulla. -
Først kører Iachim, derefter Adnan. Så kører Reda, og Ashraf til
sidst. Ali samler Iachim op, Ingeniøren Adnan, jeg henter dig Reda
og Munaza Ashraf.
177

Han så skiftevis på hver enkelt for at se, om alle forstod.
- Når I har fået tidspunktet, kører I herfra i god ro og orden.
Ligegyldigt, hvad der sker, må I ikke lade jer gribe af panik. Hold
så vidt mulig hastigheden, til I når p-pladsen og vent til det
nøjagtigt angivne tidspunkt. Hvis alt går som planlagt, kommer vi
kun til at parkere få minutter. Eventuelle forsinkelser og ændringer
meddeler ledsagerne jer. Har I nogen spørgsmål?
- Jeg er stadig af den mening, vi bør have nummeret, så vi kan
udløse ladningen, hvis noget uforudset skulle ske, sagde Ashraf.
- Det har vi diskuteret. Jeg har forelagt det, og svaret var nej!
Dette er ikke en selvmordsaktion, hvis nogen skulle have glemt
det.
- Ingen har tænkt sig at sprænge sig selv i luften. Men det vil
være lige til at begå selvmord over at se to års indsats spildt, bare
fordi nogle stivnakker nægtede at betro os en alternativ
udløsermulighed, sagde Ashraf.
- Jeg er enig, sagde Iachim. - Der er bare det minus ved det, at
hverken du, jeg eller Abdullah er i stand til at gøre noget ved det.
Ashraf trak opgivende på skuldrene.
- Jeg er sikker på, at det vil gå langt bedre, hvis vi ikke var
tvunget til at rette os efter andres direktiver.
- Lad os fortsætte til næste punkt. I bliver siddende i førerhuset,
til vi samler jer op, sagde Abdullah.
- Er det stadig din mening, at vi skal skyde, hvis nogen forsøger
at trænge ind i bilen, spurgte Adnan.
178

- Ligegyldig hvem! Det kan være en betjent i civil, sagde
Abdullah.
- Hvad hvis det er en kvinde, sagde Reda.
- Hun kan også være en betjent!
Ole Winther var en tålmodig og omhyggelig strømer. Hans
kolleger drillede ham ofte med, at han gik med både livrem og
seler.
Flere blandt personalet i det andet havecenter, han aflagde
besøg, genkendte den unge mand på billedet, som han havde lånt
fra Iachims album. Men ingen kunne huske, om han havde købt
gødningssalpeter.
Det betød heller ikke så meget. For hvad skulle Iachim Sefrioui
i et havecenter, når han hverken havde have eller altankasser,
spurgte Winther sig selv.
Selv om han var temmelig sikker i sin formodning, fortsatte han
til den næste adresse på listen.
Kassedamen betragtede eftertænksomt portrætbilledet.
- Jeg burde være gået til politiet allerede første gang, jeg fik
mistanke til ham, sagde hun.
- Mistanke om hvad, spurgte Winther.
- At han måske havde gang i noget, siden han købte gødning
uden for sæsonen.
- Hvor mange gange har han købt gødningssalpeter?
179

- Et par gange. Højst tre. Men han kan have været her, mens
andre sad ved kassen.
- Har I snakket om det.
- Nej, jeg har ikke nævnt det for nogen.
- Har dine kolleger talt om lignende oplevelser eller haft
mistanke til nogen?
- Nej.
- Hvorfor fortalte du ikke din chef det?
- Jeg ville ikke være årsag til dårlig stemning blandt kollegerne.
- Hvordan?
- Vi har adskillelige indvandrere ansat, og der har aldrig været
problemer. Derfor!
Winther takkede og sagde, at han måske blev nødt til at ulejlige
igen.
Både Per Ege og Fouzi Kassim jublede, da de hørte udfaldet af
grundlovsforhøret. Dommeren gik med til at tilbageholde de tre
chauffører i foreløbig tre gange 24 timer.
Fouzi fortrød sin reaktion. Var det ikke bevis på, at han var
styret af forfængelighed mere end hensynet til retfærdighed?
Hans tre trosfæller burde ikke være fængslet: af den simple
grund, at de sandsynligvis intet havde med sagen at gøre. De var
udelukkende havnet i fedtefadet på grund af deres kammeraters
forsvinden, deres egen naivitet og politiets selvforståede
ufejlbarlighed.
180

Nogle af kollegerne var sendt rundt i Odense og omegns
havecentre og andre forhandlere af kunstgødning med billeder af
de eftersøgte.
De første positive resultater viste sig hurtigt: Nogle blandt
personalet i de respektive forretninger mente at genkende
personerne på billederne, enten som engangs- eller periodiske
kunder. Endnu havde kun en enkelt turde sige med sikkerhed, at én
af de eftersøgte have købt gødningssalpeter mere end en enkelt
gang. Den pågældende ekspedient have gjort sin pligt ved at
nævne sin mistanke for direktøren.
- Sådan er det altid! En masse idioter sidder inde med viden om,
at noget måske er rivende galt uden i øvrigt at foretage sig en skid,
sagde Per.
- Og bag efter undskylder man sig med, at man nødigt vil blande
sig, fortsatte Fouzi. - Hvor er det typisk dansk!
Per var uenig. Fænomenet var universelt, men nåede ikke at sige
det, da telefonen ringede. Han tog den.
- Hej Per, det er Bent.
- Hej, er du på øen?
- Vejret er helt fantastisk, så jeg besluttede at tage en tur til
Egeskov slot. På hjemvejen har jeg tænkt mig at kikke forbi. Det
bliver sidst på eftermiddagen. Hvad siger du til det?
- Glimrende, jeg bor her faktisk i øjeblikket. Kik ind og få en
pilsner.
181

- Det er o.k. du. For resten, hvordan ser hende din tyske veninde
ud? Jeg havde nær torpederet hende, sagde han og fortalte om det
tilfældige møde på Svendborgvej.
- Det var pokkers! Hun er middelhøj, slank, har langt mørkt hår
med et smukt, smalt ansigt.
- Så har jeg gættet rigtigt. Hun sidder og spiser frokost på
restaurationens terrasse sammen med en ældre dame. De snakkede
om en tysk avis, da jeg gik forbi. Frankfurter Allgemeine var det
vist.
- Ikke noget med at stjæle hende fra mig!
Bent kunne ikke lade være med at le.
- Det havde jeg ellers tænkt mig. Jeg kan ikke dy mig for at
spørge, om jeg har gættet rigtigt.
- O.k., hvis du nøjes med det.
Bent lo og spurgte, hvor langt de var kommet i terrorsagen,
inden han hilste af.
Kriminalkommissær Henrik Andersen sad ved sit skrivebord på
PET og gjorde status.
Alt pegede på, at man et eller flere steder i Danmark havde
fremstillet eller påtænkte at fremstille sprængstof med salpeter
som grundsubstans til et terrorangreb med en eller flere af de
danske broer som mål.
Spørgsmålene var: Hvor i landet fandt fabrikationen sted? Og
hvor store mængder var der tale om?
182

Ud fra de oplysninger, politiet havde, måtte man frygte, at det
drejede sig om ret store mængder.
Fra flere havecentre og andre handlende med kvælstofgødning
var der indkommet positive meldinger. De eftersøgte blev
genkendt som kunder i forretninger, spredt over hele kongeriget. I
et par tilfælde huskede man, at de havde købt kunstgødning.
Resultatet var både opløftende og skræmmende. Ingen havde
håbet på så hurtig og massiv respons. Hvis indberetningerne var
kommet på et tidligere tidspunkt, var sagen måske allerede
opklaret.
Nu stod politiet med en række vidnesbyrd, som foreløbig ikke
kunne bruges til ret meget. Man kendte nogle af forhandlerne og
enkelte af distributørerne, men ikke modtagerne.
Fabrikationen kunne sådan set foregå hvor som helst: i en
lagerhal, et garageanlæg, på en ødegård, ja, en almindelig kælder
midt i byen for den sags skyld.
Adskillige fortilfælde viste, at enhver opvagt skoleelev var i
stand til at fremstille primitivt sprængstof. Selv i mindre kvanta
var produktet farligt nok til at kunne koste en arm, et ben eller i
værste fald livet.
Chefen havde gennem radioavisen opfordret alle, der havde
observeret større lagre af kunstgødning på steder, hvor man
normalt ikke forventede det, til at kontakte myndighederne.
Andersen vidste af erfaring, at den slags henvendelser ofte gav
resultat. I nogle tilfælde var reaktionen så massiv, at det blokerede
telefonerne i de berørte distrikter.
183

Da der ikke var tale om et enkelt distrikt eller en enkelt landsdel,
men hele landet, forventede han en mere behersket reaktion.
- Undskyld! Jeg gik forbi for lidt siden og hørte, at du arbejdede
for en tysk avis, sagde Bent Petersen.
Pigen med det lange mørke hår og det smalle ansigt sad alene
ved bordet. Hendes ældre ledsagerske var gået ind i restauranten
for et øjeblik siden.
- Du hedder vel ikke tilfældigvis Gese Köller?
- Jo, det gør jeg, svarede Gese forbavset.
Hun havde lagt mærke til den enlige, nydelige fyr, der sad et
stykke fra dem. Deres blikke havde mødtes et par gange. Hun ledte
i hukommelsen, men kunne ikke komme i tanke om at have set
ham før. Til gengæld lod han til at være godt underrettet.
Bent præsenterede sig og fortalte kort om sit arbejde som
luftbåret færdselsbetjent og om episoden over Lillebælt for nogle
dage siden. Han havde taget fejl af hendes vogn og den unge
arabers, fordi begge biler var røde. Derfor huskede han hendes
registreringsnummer.
- En gammel ven og kollega fortalte om vores fælles
observation, sagde han.
- Det må være Per Ege.
- Ja, jeg har lovet at kikke forbi på vejen hjem.
- Jeg har faktisk også en aftale med ham. Men det er først i
morgen. Det har han måske fortalt, sagde hun og smilte.
184

- Nej, det har han nu ikke. Hvis det er rent privat, forstår jeg
ham godt, smilte han tilbage.
Han forsvarede den lille løgn med hensynet til Per.
Den ældre dame kom ud fra restauranten.
- Det er min bedstemor, sagde Gese. - Det er Bent Petersen, han
er politibetjent. Du er måske klar?
Bent tog det som et tegn på, at de skulle til at gå.
- Jeg vil gå over og se på veteranbilerne, sagde han. - Tak for
snakken. Og fortsat god ferie.
- I lige måde. Og hils Per Ege, tilføjede hun.
Bent gik over mod den store lade, der husede veteranbilerne.
Inderst inde kunne han ikke lade være med at missunde Pers aftale
med den smukke, tyske pige.
Der blev vist nye billeder af de seks flygtninge i middagens tvavis.
Kvaliteten var betydelig bedre, fordi de var erstattet af
portrætter fra deres private albums.
De var midt i frokosten. Iachim og Ashraf sad ved disken og
Reda og Adnan ved sofabordet.
- Hvad vil du gøre, hvis du ikke bliver hentet, sagde Adnan til
Reda.
- Hvorfor skulle jeg ikke blive hentet, svarede Reda undvigende.
Han have ikke tænkt på muligheden.
- Fordi det måske ikke er meningen, du skal hentes.
- Er det kun Reda, der ikke skal regne med at blive hentet, eller
mener du os alle, brød Ashraf ind.
185

- Os alle, naturligvis!
- Hvorfor skulle vi ikke blive hentet, spurgte Reda.
- Fordi det måske aldrig har været planen, at vi skal hentes. De
har bare glemt at fortælle det!
- Er du ved at blive skør, udbrød Iachim.
Stemmen lød en smule hæs.
Adnan tog en mundfuld af den falafel, han lige havde lavet.
- Lad os forestille os, at vi ikke bliver hentet, hvad vil I så gøre,
sagde han og tyggede videre.
- Så ryger vi selvfølgelig ad helvede til, sagde Ashraf iltert. - Sig
mig en gang, er du ude på at gøre os alle nervøse?
- Nej, men jeg har tænkt meget over det. Måske er det ikke så
usandsynligt, som det lyder. Hvis vi ryger med i købet, er der
ingen til at røbe noget. I mange tilfælde lader terroristerne sig
blæse til atomer. Det giver bagmændene mulighed for at forsvinde
i ro og mag eller forberede nye aktioner. Nu spørger jeg igen:
Hvad vil I gøre, hvis ingen kommer og henter jer?
Adnan satte tænderne i sin falafel.
Der var tavshed et øjeblik.
- Jeg vil standse en bil - den første den bedste, sagde Reda.
- Der er sgu ingen, der standser på broen, sagde Iachim.
- Så standser jeg dem, fortsatte Reda. - Blokerer den ene
kørebane og tager den første den bedste.
Adnans provokerende spørgsmål irriterede ham.
186

- Udmærket, lød det opmuntrende fra Adnan. - Jeg synes vi bør
forestille os det værste scenarium. Så vi ikke er fuldstændig
uforberedte, hvis det skulle ske.
- Hvis det endelig skulle ske, når du ikke at overveje en skid. De
eneste, der registrer noget, er dem, der befinder sig langt nok væk
til at overleve, sagde Ashraf.
- Jeg har ikke tænkt mig og sidde og vente i flere minutter. Hvis
Ingeniøren ikke holder der inden for et halvt minut, spærrer jeg
vejen, sagde Adnan.
- Hvis det er hans mening at lade dig gå med i købet, ender du
som martyr i samme øjeblik, han er langt nok væk til at turde
udløse tændingen, sagde Iachim.
- Good by, lille Adnan, sagde Ashraf. - Har du andre muntre
historier at underholde os med?
- Det er ikke fordi, jeg fortryder. Men jeg kan ikke slippe
tanken.
- Du er ved at få kolde fødder, fortsatte Ashraf i en eksalteret
tone. - Det er for sent nu, lille Adnan. Vi har ikke tænkt os, at lade
dig slippe. Du ryger ad helvede til sammen med os andre.
Ashraf lo hysterisk. De andre så tavst på hinanden.
I Sydhavnens Varelager var Kemal og Abdel for anden gang den
dag ved at læsse Ramans vogn. Hvis de ikke fik plads til det hele,
måtte han køre en tredje tur.
På grund af fridagen i morgen havde kioskerne bestilt flere
varer, end de plejede.
187

- Er I ikke glade for at være sluppet af med alle de sække, sagde
Raman til Abdel, der hjalp til på ladet.
- Har du ikke fået at vide, at du ikke skal blande dig i andres
sager, Råbte Kemal til ham.
Han hørte det tabubelagte spørgsmål, fordi han netop havde
standset truckens lift.
- Undskyld, stammede Raman.
Han havde allerede fortrudt sin nysgerrighed, inden Kemal
irettesatte ham.
Der havde ikke været tale om en egentlig skideballe, men
Manadel havde gjort det klart, at han ikke skulle blande sig i, hvad
de foretog sig på lageret eller fortælle om det. Raman var ikke et
sekund i tvivl om, at det var ment alvorligt. Han følte, han have
brudt en aftale og fortrød af hele sit hjerte.
Resten af arbejdet med at læsse foregik i tavshed. Episoden
havde ødelagt Kemals gode humør. Sammenbidt hentede og løftede
han de sidste paller op til de to på ladet.
Så snart vognen var læsset, sprang Raman ind bag rattet og
skyndte sig af sted. Når Kemal var i det humør, var det bedst at
holde sig på afstand.
- Har du fortalt, hvor I kørte sækkene hen, spurgte Kemal
Abdel.
- Selvfølgelig ikke. Det kunne aldrig falde mig ind, svarede
Abdel fornærmet.
- Du må være forberedt på at arbejde over i aften, sagde Kemal.
- Hvad drejede det sig om?
188

Kemal betragtede vennen et øjeblik.
- Man skal ikke stille så mange spørgsmål. Man skal bare gøre,
hvad der bliver sagt.
Manadel gik en runde i lejlighed. Alt så ryddeligt og pænt ud.
Han satte sig i en lænestole og fortalte om Ingeniørens besøg.
- Sprængladningerne bliver monteret i aften. Det betyder, at vi
formentlig får at vide, hvornår det går løs. Lad os gennemgå de
nye tidspunkter, så ingen er i tvivl.
Den næste halve time gennemgik de det ændrede forløb, som
følge af sækkenes flytning.
Differencen var på under ti minutter, men en nøjagtig justering
var afgørende for de simultane sprængninger.
De nye tider skulle sidde i rygraden, som Manadel udtrykte det.
Salem Hicham begyndte at flytte den yderste række sække med
spagnum. Der skulle være plads til, at en lastbil kunne holde inde i
hallen.
Munaza var kørt for et øjeblik siden. Han var kommet for at
give besked om Ingeniørens besøg. Aktionen var nært forestående.
Alt skulle gøres klar til læsning af de fire biler.
Endelig var der udsigt til en ende på det hele. Nu slap han for de
belastende besøg hos øens foderstof- og gødningsforhandlere. Det
var ham, der havde taget det tunge læs med at købe nogle sække
her og andre der. Altid i små mængder for ikke at vække mistanke.
Han var stolt af at have skaffet langt mere, end de andre havde
189

præsteret til sammen; uden at underkende betydningen af deres
indsats for det samlede resultat.
Ikke en eneste gang havde han følt at været genstand for
mistænksomhed. Alligevel havde han kæmpet med nervøsiteten,
når han opgav sit navn.
Hans røde hår og øvrige udseende gjorde, at ingen betvivlede
identiteten på Jens Hansen, Nordfyns Blomster.
Navnet stod i telefonbogen - uden de afslørende mellemnavne,
hvis nogen skulle finde på at kontrollere det. I øvrigt sørgede han
altid for at være punktlig med betalingen. Ingen måtte have noget
at sige gartner Jens Hansen på.
De, der kendte hans fulde navn og baggrund, havde ikke svært
ved at se de arabiske træk. Næsen og det stolte udtryk havde han
arvet efter sin marokkanske far.
Sidst, han hørte fra faren, var for fire år siden fra Syrien på vej
til Afghanistan. Siden havde ingen hørt fra ham.
Moren, der boede i Århus, besøgte han sjældent. Ikke fordi de
var uvenner, men fordi de følte sig fremmed for hinanden. Fra
hende havde han arvet det røde hår og den lyse teint. Det var
hende, der havde givet ham navnet Jens Salem Hicham Hansen
efter hendes afdøde far.
Salem havde tilbragt det meste af sit liv i Danmark, men
mindedes sin marokkanske barndom med glæde.
Alt var rede til at læsse den sprængfarlige last. Salem så sig
omkring for at se, om han havde glemt noget. Egentlig burde de
have fjernet blanderen og demonteret det lydisolerede rum. Man
190

vidste jo aldrig! Bag efter blev der forhåbentlig tid til at slette alle
spor.
Salem låste efter sig og gik over mod gartneriet. Gennem
ruderne kunne han se de tørklædedækkede kvinder travlt
beskæftiget med blomsterne.
Han håbede inderligt, at de bag efter fortsatte arbejdet, som om
intet var hændt.
På Odense politigård studerede man den første fax af en række
fakturaer fra et lokalt gødningsfirma.
Firmaets kundekreds var omfattende, så man var enedes om kun
at bede om regninger fra den sidste måned.
Snart tikkede der flere ind. Sådan fortsatte det slag i slag resten
af eftermiddagen.
En udvalgt gruppe betjente begyndte at studere og sammenligne
fakturaerne. Især var man interesseret i navne på kunder, der
gik igen i to eller flere af bunkerne: vel at mærke kunder, der
havde købt kunstgødning.
Derefter kontrollerede man, om køberne nu også eksisterede, og
om mængden af kunstgødning svarede til bedrifternes størrelse.
Den første kontrol klarede man ved hjælp af de gængse
vejvisere. Dernæst kontaktede man de lokale landbrugsforeninger
og forhørte sig om de respektive brugs størrelser og anslåede
gødningsforbrug. Resultaterne tikkede ind ved siden af de andre.
Gartnerierne udgjorde et særligt problem, fordi gartnere
anvendte gødning året rundt, afhængig af kulturer og specialer. Det
191

var umiddelbart svært at vurdere, om behovet for gødning stod i
rimeligt forhold til indkøbene.
Skiftet mellem forskellige forhandlere kunne forklares med
konkurrerende priser og særlige sæsonmæssige tilbud.
I løbet af eftermiddagen samlede man interessen om de få, der
spredte sig over flere forhandlere, uden hensyn til priser og tilbud.
Man henvendte sig igen til forhandlerne og bad om flere
fakturaer fra de foregående måneder på de udvalgte navne. De
fleste viste sig imødekommende, men kunne på grund af fridagen
først love yderligere materiale efter weekenden.
Den lille stak udvalgte havde alle gode danskklingende navne:
Andersen, Bøgekilde, Christensen, Eriksen, Frederiksen,
Gammelgård, Hansen, Ipsen. Ingen syntes umiddelbart at være
oplagte al-Qaeda- eller Taliban-sympatisører. Alligevel ville man
gerne sikre sig, at de berørte landbrug, planteskoler og gartnerier
også havde en reel forklaring på deres indkøb, at de ikke fungerede
som dækadresse for folk med mistænkelige hensigter.
Per Ege kikkede fakturaerne igennem og noterede tal og andre
oplysninger på navnelisten.
- Vi kan ikke vente til næste uge, sagde han til Fouzi, der sad
med sin egen liste. - Jeg foreslår, vi tager ud at besøge et par af
dem?
- Lad os først spørge vore tre venner, om de kender nogen.
God ide, tænkte Per. Hvorfor var han ikke selv kommet på den
tanke?
- Hvorfor ikke? Lad os komme i gang!
192

De valgte den mest medgørlige af de tre.
Mansur Hussein kastede et uinteresseret blik på listen.
- Genkender du nogen af navnene, spurgte Fouzi.
- Er I nu også begyndt at jagte danskere, spurgte han med en
uinteresseret mine.
- Du har sikkert hørt om folk, der blæser på moralen og handler
de mærkeligste ting for profittens skyld.
- En hæler?
- Noget i den retning. Ham vi leder efter handler salpeter,
nitratgødning, eller hvad man nu kalder det.
- Til sprængstof?
- Fuldstændig rigtigt! Kender du noget til den slags?
- Der er masser af det på nettet. Alle mulige opskrifter og
ingredienser, man kan købe i enhver butik.
- Kender du en landmand eller gartner, der leverer nitrat til
terrorister. Prøv at se på navnene en gang til.
Mansur tog arket og studerede det en gang til.
- Nej, sagde han. Det siger mig ikke noget. Hvornår slipper I os
ud?
- Forhåbentlig om tre dage. Hvis vi ikke havde lagt et godt ord
ind for jer, havde I fået tre uger.
Fouzis frækhed overraskede ikke Per. Politiet havde ønsket de
tre chauffører varetægtsfængslet i tre uger, men dommeren ville
kun gå med til tre gange 24 timer.
- Du kan beholde listen. Måske kommer du i tanke om et eller
andet. Det er sket før.
193

Fouzi og Per håbede på bedre resultat hos Farid Nasr. Men
heller ikke han kendte nogen af mændene på listen.
De havde halvvejs opgivet at bruge tid på Reda Asmars afløser,
Mustafa Saruji, da de alligevel ombestemte sig.
- Det glæder mig, at I kun fik tre gange 24 timer, sagde Fouzi til
den tydeligt nervøse unge mand. Alle tippede på tre uger.
Per vred sig over kollegaens forstilte medfølelse.
- Har du hørt nogen af disse navnen nævnt, spurgte han.
- Nej, svarede Mustafa. - Men de har snakket om et gartneri,
hvor de vist arbejdede efter fyraften. Eller noget i den retning. Jeg
fik ikke rigtigt fat i det. Egentlig ville jeg have spurgt, fordi jeg
ledte efter et ekstra job.
- Hvornår var det?
- Det er længe siden. Måske et år. Jeg husker det ikke nøjagtigt.
Men de begyndte at tale om noget andet, da de fik øje på mig. Som
om, det var noget, der ikke vedkom mig.
Antallet af faxede meddelelser fra Odense og Århus fik
kriminalkommissær Henrik Andersen til at føle en vis grad af
optimisme. Det så ud til, at der var ved at komme skred i tingene.
De to kolleger, der var sendt til Roskilde, havde meldt positivt
tilbage. Den forretning, hvorfra man havde fået henvendelsen,
havde et intakt videobånd fra den dag, man sidst havde solgt
kunstgødning til en af de mistænkte. Andersen håbede, det var en
person, PET allerede havde i kikkerten.
194

Desuden var der indløbet en interessant fax fra Odense. En af de
tilbageholdte chauffører havde fortalt om et gartneri, hvor de
eftersøgte øjensynligt arbejdede.
Gartnerier var ligesom landbrug og planteskoler storforbrugere
af kunstgødning og dermed mulige forsyningskilder. Der var sat
folk på sagen, men desværre ingen bestemt adresse at gå efter.
Telefonen ringede. Det var en kriminalkommissær Ole Winther
fra Århus, sagde omstillingsdamen.
Andersen kendte udmærket Winther. De havde i årenes løb
deltaget i adskillige kurser sammen.
- Henrik Andersen. Dav Winther!
- Hej Andersen. Jeg hører, det er dig, der samler op på tingene.
Jeg har talt med personalet i forskellige havesentre. Det ser ud til,
at vor chauffør i Århus har været ivrig kunde i et par af dem. I et
enkelt tilfælde ved man med sikkerhed, at han har købt kvælstofgødning.
- Det lyder strålende Winther. Både i Odense og her har vi fået
lignende henvendelser. Det betyder, at der ikke er tale om en
tilfældighed, men at der er et klart mønster. Nu mangler vi kun et
tip om, hvor de gemmer det.
- Det kan have lange udsigter, med mindre vi beder om hjælp fra
offentligheden.
- Ja, og det vil jeg sørge for omgående. Ingen ved, hvor de er:
om de er stukket af til udlandet eller i fuld gang med at
virkeliggøre deres forehavende.
195

- Eftersom vi har et udmærket forhold til imamerne, burde vi
være adviseret. Underligt, at vi endnu ikke har hørt fra dem.
Måske skal vi lede et helt andet sted? For eksempel undrer det
mig, at der i Iachims Sefriouis lejlighed ikke fandtes et eksemplar
af Koranen eller overhovedet noget, der pegede på et muslimsk
hjem. Har I ikke bidt mærke i, at ikke en eneste af dem bærer
skæg? Måske er det slet ikke religiøse motiver, der ligger bag. Jeg
mener: Hvis vi ser bort fra den religiøse dimension, kan vi
indskænke os til udelukkende at fokusere på det kriminelle.
- Faktisk har jeg tænkt på det samme.
- Hvordan skal det gå os med en kriminel mand og en søn, der er
terrorist, sagde fru Kamhi til sin datter, der lige var kommet fra
skole.
Datteren betragtede bekymret sin mor, der sad sammensunket på
en stol i køkkenet. Hun havde frygtet, at hendes skolekammerater
vidste det hele og ville råbe forhånelser mod hende. Men hverken
de eller lærerne lod sig mærke med noget.
Hun gik hen og lagde begge armen trøstende om morens
skuldre.
- Du skal ikke være ked ad det.
- Hvor tit har jeg ikke sagt til din far, at han skulle skille sig af
med den pistol, inden det endte med en ulykke? Havde jeg kun
haft piger, var det aldrig gået så galt. Jeg håber sandelig ikke, du
bliver så slem som Cem, sagde hun til sin mellemste søn, der så til
fra døren.
196

- Det skal jeg nok sørge for, at han ikke gør, sagde pigen
bestemt. - For så får han med mig at bestille.
- Sagde de noget i skolen i dag?
- Nej, men jeg var lige ved at gå hjem igen af frygt for, at de
skulle.
- De har sikkert en far, der har givet dem en ordentlig
opdragelse.
- Der er flere af dem, der ingen har.
- Så er det måske derfor, sagde moren og rejste sig. - Jeg må se
at få købt ind, selv om jeg helst var fri.
- Jeg kan gøre det.
- Nej, du skal passe dine lektier, så du ikke må nøjes med en lige
så tåbelig mand, sagde hun og strøg datteren over håret.
- Hvornår kommer far hjem?
- Når han er sulten. Du ved, han bliver tosset, hvis maden ikke
står på bordet.
Fouzi og Per havde valgt to adresser på listen. De lå på Nordfyn,
ikke så langt fra hinanden.
Den første var en landmand med en mellemstor gård. De
diskuterede, om de skulle nøjes med at lokalisere beliggenheden
eller gå ind og drøfte sagen med ejeren.
De valgte det sidste.
Gårdmanden var i færd med at rense ud i et stort hønsehus. Han
virkede aldeles upåvirket, da de præsenterede sig og fortalte om
197

deres ærinde. De havde undret sig over hans spredte indkøb af
salpetergødning og ville gerne have en forklaring.
Manden fortalte, at han havde fulgt med i dagens nyheder og
forstod godt deres bekymring.
- Jeg køber som regel lidt her og der, som det passer ind i
kørslen. Det sparer på brændstof og udgifter til vognmand.
Landbrug af den størrelse har ikke så meget at gøre med. Jeg
sælger æglægningshøns over alt på Fyn og undertiden også i
Jylland. Hvis politiet i Jylland går nogle måneder tilbage, vil I også
kunne finde mit navn der. Jeg håber, I er tilfredse med den
forklaring.
Manden smilte venligt. Han så aldeles ikke ud til at være
medlem af en terrorcelle eller leverandør til en sådan.
Fouzi og Per undskyldte ulejligheden og kørte videre til næste
adresse.
- Hvor får de alt det vrøvl fra, om at vi er finansieret af
narkopenge, spurgte Cem.
De havde lige hørt timenyhederne.
- Fra nogen, der måske ved, at det er sandt. Ved du måske, hvor
pengene kommer fra, spurgte Fahad.
Han var i dårligt humør og træt af at være lukket inde. Vejret
indbød til at opholde sig udendørs.
Cem tænkte sig om. Han havde aldrig spekuleret over, hvor
pengene kom fra. Selvfølgelig blev emnet berørt af og til, men for
198

det meste i sjov. Måske, fordi ingen i virkeligheden ønskede at
vide, hvor pengene til operationen stammede fra.
- Al-Qaeda, Saudi Arabien, Saddam Husseins pengetank,
de irakiske modstandsbevægelser, Iran.
Han kunne ikke finde på flere og ventede spændt på vennens
reaktion.
- Du glemte de Taliban-styrede opiumproducenter. Narkoen er
Talibans hævn mod Vesten. Nej! Du kan gætte fra nu af og til
dommedag. Hvis man mente, det var vigtigt at lade os vide, hvor
pengene kommer fra, havde vi vidst det for længst. Vi er kun
villige redskaber i deres spil: tilfældige unge, der nærer samme had
til besættelsen af Irak, og som er indstillet på - om ikke ofre livet -
så at sætte det på spil for en retfærdig sag. Vi har det til fælles med
andre al-Qaeda-inspirerede celler verden over, at vi udgør et
netværk, der ikke har direkte forbindelse med hinanden. Denne
autonomi sammen med et indædt had til vesten er den største
styrke. Optrævling af én celle betyder kun lidt eller intet for andre
celler.
Cem havde hørt den remse l00 gange.
- Hvor tror du, pengene kommer fra?
- Fra velmenende oliesheiker i Mellemøsten. Ikke til terrorisme,
men til fremme og udbredelse af Islam verden over. Blandt
administratorerne i de enkelte lande sidder sympatisører for en
væbnet opfattelse af Jihad. De ønsker at ramme vesten med alle
midler, bl.a. ved hjælp af vrede unge mænd som os. En del af de
penge går til udførelse af aktioner som denne.
199

- Så har oliesheikerne også betalt vore biler.
- Det er ikke usandsynligt. Uden de ved det!
- En form for bestikkelse?
- Ja, eller en form for belønning i levende live!
Vejen indbød ikke til hurtigkørsel. Heldigvis, tænkte Per. Han
følte sig altid utryg med Fouzi ved rattet.
Fouzi bremsede og trak ind til siden, da en minibus fyldt med
tørklædeklædte kvinder passerede. Bag efter fulgte to personbiler,
ligeledes med kvinder med tørklæder.
- Muslimsk husmoderforening på udflugt, sagde Per ironisk.
Fouzi så på sit ur.
- Snarere fyraften. Ligger der ikke en fiskefabrik i Bogense?
Per trak på skuldrene.
- Aner det ikke.
De kørte gennem en lille landsby og endnu et par kilometer,
inden de fik øje på et skilt, hvorpå der stod Nordfyn Blomster.
Gartneriet, der bestod af fem middelstore drivhuse, lå en smule
tilbagetrukket fra vejen. Privatboligen lå midt imellem. Til højre
for indkørslen ca. 25 meter nede ad en perlegrusbelagt vej lå en
lagerhal.
Gennem vinduerne på det nærmeste drivhus så de en mand bag
et skrivebord. De gættede på, at det var indehaveren og kørte hen
og parkerede. På glasdøren stod der Kontor.
- Kom ind, lød det, da Per bankede på.
- Det er måske Jens Hansen?
200

Manden rejste sig og svarede bekræftende.
Per præsenterede sig og fortalte kort om deres ærinde.
- Når jeg kører ud med blomster plejer jeg som regel at tage
nogle sække gødning med på tilbagevejen. Der går en hel del
spagnum og gødning til at fabrikere potteblomster. Det er faktisk
hele hemmeligheden, sagde han med et smil.
Den rødhårede gartner med den markante næse virkede venlig
og imødekommende.
- I sælger altså blomster over hele Fyn, sagde Per.
- Over hele landet, men jeg kører normalt kun ud på Fyn. En
sjælden gang til Sjælland og Jylland, hvis det skal gå hurtigt.
- Vi vil gerne se, hvad du har på lager, sagde Per.
- Naturligvis.
Jens Hansen bad dem følge med og gik foran ned mod
lagerhallen.
Han tog en nøgle frem og åbnede hængelåsen i døren.
Per og Fouzi betragtede de mange sække i det sparsomt
neonoplyste rum. Der stod halvanden palle med hvide sække
indeholdende kunstgødning. Resten var spagnum fra gulv til loft i
grønne sække.
- Det er, hvad der er tilbage. Så jeg slipper ikke for at betale en
vognmand næste gang, sagde gartneren med et smil.
Fouzi gik hen og trykkede på én af de grønne sække.
- Vi leverer adskillige tusinde hver eneste uge, sagde gartneren,
der var fulgt efter Fouzi. - I er velkomne til at selv gå en tur i
201

gartneriet. Jeg har desværre et par ting, der skal være færdig til en
kunde.
- Vi har set, hvad vi ønsker, sagde Per og gik ud ad døren.
Fouzi trykkede prøvende på endnu en sæk, inden han fulgte
efter.
- Tak for ulejligheden, sagde Per og satte sig ind i bilen.
- Det var så lidt, svarede gartneren og forsvandt ind i kontoret.
- Samme gode forklaring. Det kunne vi have sagt os selv, sagde
Per.
- Måske er de medlemmer af samme bande og har samstemt
deres forklaringer, sagde Fouzy tørt.
- Ja, og nu sidder de og morer sig over, hvor let det var at tage
røven på os, lo Per.
- Hvad nu?
- Lad os tage et par af dem vest for Odense.
Pc-eksperten lagde to A-4 ark på Henrik Andersens skrivebord.
- Det var alt, hvad jeg kunne finde på Fahad Salims harddisc,
sagde han. - Resten er almindelige breve og opgaver til
handelsskolen.
Tilføjelser i video, stod der øverst på det første ark.
- Det kunne se ud, som har de tænkt sig at udsende en video i
forbindelse med aktionen, fortsatte eksperten. - Eller at han ikke er
tilfreds med den foreliggende og ønsker at ændre den.
Andersen læste det første forslag.
- Det kunne tyde på det, sagde han og læste videre.
202

Ved sin støtte til USA’s sanktioner mod Irak er Danmark
medskyldig i 1,2 millioner børns, gamle menneskers og andre
uskyldige irakeres død.
Ved sin støtte til USA er Danmark medskyldig i tusinde af
kurderes død ved brug af giftgas, der i form af kemikalier blev
leveret til Saddam Husseins styre med den amerikanske regerings
godkendelse.
Ved sin deltagelse i den ulovlige besættelse af Irak åbnede
Danmark mulighed for danske firmaers økonomiske fordel af
krigen og satte dermed økonomiske interesser over hensynet til
menneskeliv.
Sådan fortsatte opremsningen af anklager mod den danske stat
og regering resten af siden ned og videre på den følgende.
- Vi har gennemgået alle videoer. Foreløbig ser det ud til at
dreje sig om ganske uskyldige optagelser fra dansk og udenlandsk
tv. Der er ikke en eneste ekstremistisk optagelse imellem, sagde
Andersen.
- Hvad med Odense og Århus?
- De har heller ikke meldt noget om videoer. Fandt I noget på
Cem Kamhis pc?
- Vi er ikke færdige endnu. Bortset fra det der, er det lige så
uskyldigt som Fahad Salims. Det ser ud, som har de bestræbt sig
på ikke at efterlade kompromitterende materiale. Altså bortset fra
smutteren der, gentog han.
203

Reda stod og så ud over bygningerne på havnen. Varmen fra den
bagende sol trængte gennem taget og gjorde det ulideligt at
opholde sig i deres vinduesløse rum.
De andre lå og sov. Han var gået ud i forkontoret for at trække
frisk luft og få bekræftet, at det endnu var dag. Abdullah havde
ellers forbudt det af hensyn til sikkerheden.
Flere vinduer pegede i retning af, hvor han stod. Men der var
ikke en sjæl at se. Bygningerne og havneområdet virkede som
ryddet for alt liv.
Han kom i tanke om Abdullahs forbud og besluttede at tage et
bad.
Vinduerne langs den lange gang med udsigt til lageret var ikke
blevet pudset i umindelige tider. De få ovenlysvinduer gav kun lidt
lys. Det var svært at se, hvad der gemte sig i den store, skumle hal.
Da øjnene havde vænnet sig til omgivelserne, genkendte han nogle
af de varer, de kørte ud til kioskerne.
Han klædte sig af og åbnede for en af bruserne i det miserable
baderum. Der lød en spruttende lyd efterfulgt af en rustrød
vandstrøm fra armaturet.
Da vandet blev klart, stillede han sig ind under bruseren. Den
kølige douche gav ham en følelse af ny energi.
Bare det blev i dag, tænkte han. Eller i morgen. Han orkede ikke
tænke så langt som til i over morgen. De spændinger, der allerede
tegnede sig, kunne bryde ud i lys luge. Hvem gik først amok? Han,
eller en af de andre?
Han klædte sig på og gik tilbage til deres rum.
204

Alle tre lå og sov oven på sengetøjet.
Abdullah havde foreslået, at de brugte dagen til at sove - for alle
tilfældes skyld. Reda lagde sig på sengen, men kunne ikke falde i
søvn.
Blev det i nat, i morgen eller over morgen?
- Hvad med en kop kaffe, inden vi kører hjem, foreslog Karen
Nielsen.
- God ide, sagde Gese.
Hun trængte også til noget at styrke sig på. De havde gået rundt
et par timer mellem den velplejede parks staude- og blomsterbede.
På afstand havde hun fået øje på betjenten, der var kommet hen
til hendes bord. Hun betragtede ham i smug og var ikke i tvivl:
skulle hun vælge mellem ham og Per Ege, faldt valget afgjort på
ham.
Hun kunne ikke lade være med at smile ad sine analyserende
tilbøjeligheder. Her gik hun og uddelte points til intetanende
mennesker, som hun kun kendte flygtigt.
Han sad med en Albani foran sig, da de nåde hen til
restaurationens terrasse. Gese satte sig ved et bord ved siden af, for
at det ikke skulle se ud, som forsøgte hun at undgå ham.
- Var der nogle spændende, nye biler, spurgte hun med et
professionelt smil.
- Ja, der er kommet et par stykker til, siden jeg var her sidst. I
øvrigt er der ingen nye biler. Det er udelukkende veteranbiler,
sagde han og smilte tilbage.
205

Gese blev klar over det sproglige kiks.
- Naturligvis! Jeg interesser mig ikke så meget for biler. Får du
ikke nok af at holde øje med dem hver dag?
- Det er såmænd ikke det værste job. Man slipper i det mindste
for ubehagelighederne fra folk. Det tager kollegerne på jorden sig
af.
- Hvad gjorde dig opmærksom på de to Toyota´er på broerne?
Der må være mange, der falder for fristelsen til at nyde udsigten.
Mormoren bestilte to kopper kaffe hos den pige, der kom hen til
deres bord.
- Fordi vi med jævne mellemrum bliver bedt om at holde særligt
øje med broerne: al afvigende trafik, såsom racerkørsel, langsom
kørsel og egentlig parkering, hvilket hænder ret ofte. En bilist, der
sætte farten ned, kan have til hensigt at standse og springe ud fra
broen. Det er faktisk sket. Er der en patrulje i nærheden, er der en
chance for at afværge det. Det er ikke til at vide, hvor mange
gange vi har hindret potentielle selvmordskandidater i at fuldføre
deres forehavende. Der er ingen tvivl om, at det sker.
- En slags frelsende engel fra oven, sagde fru Nielsen.
- Det er så meget sagt. Dem, vi giver bøder, er i al fald uenige.
Og andre mener, vi foregriber overvågningssamfundet.
- Hvordan kan man huske et tilfældigt bilnummer, når man ser
så mange hver dag, spurgte Gese. - Jeg mener selv, jeg har en god
hukommelse.
- Det kan jeg heller ikke. Det skyldes udelukkende en række
tilfældigheder. Jeg forvekslede din vogn med den anden på grund
206

af samme røde farve og noterede derfor dit nummer. Dertil
kommer, at den er tysk registreret. Og endelig fortalte Per Ege om
vores fælles observation. Det må være det samlede billede, der fik
mig til at huske nummeret. Eller snarere bildte mig ind, at jeg
huskede det. Jeg mangler vist de forudsætninger, der skal til for at
forklare de psykologiske mekanismer.
- Det lød da meget fornuftigt, sagde mormoren.
Hun sad og blev helt forelsket i den kønne, unge mand.
- Nu må du føle, at du har et ekstra ansvar for broerne, sagde
Gese drillende. - Ville det ikke ærgre dig, hvis det lykkes dem at
sprænge en af dem i luften?
- Skulle det ske, vil jeg føle, at det er min skyld - resten af livet,
sagde han med forstilt bekymret mine.
De to kvinder lo.
Gorm Børgesen stod og så ud ad vinduet i sit kontor. I tankerne
gennemgik han, hvor langt kollegerne i politiet, han og PETs
øvrige medarbejdere var nået.
Han håbede, et eller andet viste sig inden mødet med ministeren.
Det, han havde at byde på, var ikke særligt opmuntrende.
Tilbageholdelsen af de seks chauffører var ikke noget at prale af,
eftersom de burde være sat fri.
Der var heller intet nyt i salpeter-sagen. Man vidste, de
eftersøgte havde været ivrige kunder i flere af de adspurgte
forretninger. Men hvor skjulte og forarbejdede de deres indkøb?
207

Så var der sammenkomsten i Mindelunden i morgen. Egentlig
havde han mest lyst til at melde afbud, men mente ikke, han kunne
tillade sig det. Han ville se tiden an. Det kunne være, løsningen
kom af sig selv.
Det gav et gib i ham, da det bankede på døren. Måske var det de
højere magter, der havde hørt ham.
I stedet var det Henrik Andersen med det memorandum, han
havde bedt om.
- Nåh, Andersen, er der lys for enden af tunnelen?
- Det ser ikke værst ud i betragtning af, at vi lige er begyndt. Det
kunne være værre.
- Noget nyt?
- Vi er i gang med at checke de indkøb, vi har sammenstykket
ud fra de udvalgte fakturaer. Ikke så få forretninger og firmaer
landet over har reageret på henvendelsen. Med den opbakning er
der ingen tvivl om, at vi kan vente flere.
- Det lyder godt. Lad os håbe, det giver resultat.
- Som du foreslog, undersøgte vi de forskellige arbejdsgiveres
baggrund. Bestyreren af Sydhavnens Varelager Manadel Waleed
er tidligere officer i den irakiske hær. Det er der flere flygtninge,
der er. En militær baggrund er ikke usædvanlig. Men jeg synes det
er tankevækkende, at bestyreren af Fyns Varetransport Munaza
Nasrallah har været officer samme sted?
Børgesen lyttede interesseret. Her var gennembruddet måske.
Om ikke andet ville meddelelsen falde i god jord hos ministeren.
- Var det i Republikaner Garden?
208

- Der står blot den irakiske hær. Jeg må indrømme, at jeg ikke
en gang ved, hvad forskellen er. Under alle omstændigheder har
det været med Saddam Hussein som arbejdsgiver.
- Kunne de ikke enes med Saddams generaler?
- Nasrallah har oplyst, at han faldt i unåde, at han flygtede, fordi
han frygtede for sit liv. Nogen lunde samme begrundelse bruger
Manadel Waleed. Det står alt sammen i memoet.
- Lad os dække dem døgnet rundt, Andersen.
- Det er sat i gang.
Planteskolen havde længe åbent på grund af den forestående
fridag.
Fouzi klemte bilen ind mellem to andre på den overfyldte pplads.
Per var tvunget til at smyge sig sidelæns ud og tænkte pr
instinkt, at Fouzi ydmygede ham med vilje.
Ejeren virkede ærgerlig over besøget. Han og personalet havde i
forvejen svært ved at klare ekspeditionerne.
- Kan I ikke vente til i morgen, spurgte han. - Så har jeg masser
af tid. Vi har den regel aldrig at køre med tomt lad hjem. Derfor
handler vi flere forskellige steder. Det sparer os for en hel del
kørsel.
Samme forklaring som de andre, tænkte Per. Det lød nærmest
som et mantra for folk med jord under neglene. Hvor logisk, hvis
man tænkte forretningsmæssigt. De spildte indehaverens og deres
egen tid.
- Hvor mange indvandrere har I beskæftiget, spurgte Fouzi.
209

Per vendte sig og så i den retning, Fouzi stod og stirrede.
Tre sydlandsk udseende arbejdere i kedeldragt var ved at læsse
stauder og buske fra en fuldlastet vogn over på ladet af en pickup.
Køberne, et midaldrende ægtepar, stod og så til.
- Seks faste plus det løse i sæsonen, svarede han undvigende.
- Er det svært at finde dansk arbejdskraft, spurgte Fouzi.
- Egentlig ikke. Men det er svært at finde nogen, man kan stole
på. Udlændinge er mere stabile - og så er de taknemmelige for at
få arbejde, tilføjede han. - Det er ikke noget, vi er forvænte med i
min branche.
Fouzi smilte.
- Har du haft nogen af de her i arbejde, sagde han og viste ham
et ark med navne og billeder af de fire efterlyste.
Manden studerede det et øjeblik, inden han rakte det tilbage.
- Kender dem ikke, sagde han. - Er det dem, der er efterlyst?
- Ved du, om der er andre, der beskæftiger udlændinge, sagde
Fouzy efter at have svaret bekræftende.
- Ja for eksempel dem der ovre, sagde han og pegede i retning af
en række drivhuse der stak op over horisonten. - Det er der
efterhånden flere, der gør. De er mere stabile, og har få sygedage.
Fouzi takkede og undskyldte ulejligheden.
- Måske har de taget det løsarbejde, der bød sig og så stjålet
salpeter fra dem alle, sagde han til Per på vej hen til vognen.
- Måske! De muslimske kvinder, vi så, arbejder måske ikke på
fiskefabrik, men planter blomster i potter?
- Jeg har tænkt på det samme.
210

Ali lød forpustet, da han trådte ind i Munazas kontor.
- Har der været en hund efter dig, spurgte Munaza.
- De holder øje med dig, sagde den lille mand med det tætte,
sorte fuldskæg.
- Ved det. De holder ca. 25 meter nede ad vejen, ikke sandt?
- Jo, svarede Ali ikke særlig overrasket.
Munaza var beundret og kendt for at have et øje på hver finger.
- Hvor har du parkeret?
Ali pegede bagud.
- Omme bag ved. Jeg gik gennem garagen for ikke at blive set.
- Udmærket! Det er ikke sikkert, Abdullah ved det. Giv ham
besked om at lade bilen stå.
- Skal jeg køre for ham?
- Ja, du kører for ham. Ingeniøren regner med at kunne være
fremme kl. ti.
Så lå det endelig fast. Ingeniøren kom og gjorde
sprængladningerne klar i aften, tænkte Ali euforisk.
- Hvornår bliver det?
- Ved det ikke; en af de nærmeste dage. Du må fjerne det skæg;
med det samme.
Ali tog sig uvilkårligt til det korte, velplejede skæg. Munaza
havde nævnt det før, men havde nådigst ladet ham beholde det.
- Men…
- Med det samme! Der ligger en saks og barbergrej i
badeværelset. Vi risikerer at blive taget i en razzia.
211

Denne gang ville Ali ikke slås for sit skæg. Han frygtede, at
Munaza fik ret.
Abdullah havde allerede opdaget, at der var noget på færde. Den
samme lyseblå Ford var kørt langsomt forbi hans gamle
murermestervilla et par gange.
Dørklokken til bagindgangen ringede, hørte han fra første sal.
Han gik ned og så Ali spejde gennem vinduet. Eller rettere: Først
var han ikke klar over, hvem det var, men opdagede, at det var Ali,
der havde fjernet skæget.
- Jeg kunne ikke kende dig, sagde han efter at have lukket ham
ind. - Har Munaza…
- For en sikkerheds skyld, afbrød Ali ham. - Et par i civil holder
øje med huset. Munaza sagde, jeg skal køre for dig.
- Jeg havde det på fornemmelsen. De er kørt forbi et par gange.
Når jeg har lukket og slukket på lageret, mødes vi. Skal vi sige, vi
kører kl. otte?
- Jeg er her kl. otte, sagde Ali.
Abdullah så ham forsvinde mellem baghavens buske og træer.
Heldigvis lod det til, at Munaza havde styr på det hele.
Reaktionen indtrådte, så snart de to strømere var gået. Salem
Hicham rystede så meget på hænderne, at han havde besvær med
at lukke computeren ned.
Han var i vildrede, om han skulle starte bilen og kontakte
Abdullah eller Ali. Men opgav af frygt for, at de var under
212

overvågning. Havde der så bare været en alternativ mulighed: De
forholdsvis sikre mobilforbindelser havde de også måtte opgive.
Nu var der kun den personlig kontakt tilbage.
De næste par timer føltes som dage. Hvornår dukkede Abdullah
op?
Ventetiden forsøgte han at slå ihjel ved at holde sig i bevægelse.
Han vandrede hvileløst gennem drivhusene uden mål eller med.
Egentlig var der nok at se til, men det var umuligt for ham at
koncentrere sig.
Han låste sig ind i lagerhallen. Bare lyden af neonlyset, der
tændte, fik ham til at fare sammen.
Først nu fik han øje på taget af det lydisolerede rum. De havde
overset, at der manglede det sidste lag sække. Han begyndte igen
at svede og sitre. Hvad ville der være sket, hvis den emsige
arabiske strømer havde set det? Selv om det var usandsynligt, at de
vendte tilbage, begyndte han at udbedre det forsømte.
Han hørte lyden af en bil, der kørte hen over indkørslens
perlesten. Hurtigt satte han stigen på plads. Det lykkedes ham at
genvinde roen, inden han lettede på kluden for kikhullet. Han
åndede lettet op. Det var Ali, nybarberet, på vej ud ad bilen.
Ali standsede på trappen til privaten, da han hørte Salem kalde
på vej hen mod kontoret.
- Alle bliver overvåget, sagde han.
- Også du?
- Jeg er ikke sikker. Derfor skiftede jeg bil under vejs. Men de
holder øje med både Abdullah og Munaza.
213

- De har også været her.
Ali blegnede.
- Har de været her?
Salem fortalte ham om de to strømere, der havde forhørt sig om
hans køb af gødning.
- De forlangte at se lageret. Jeg troede, jeg skulle dø.
Det tog et par sekunder, inden Ali fik sundet sig.
- Tog du dem med ind på lageret?
- Det var jeg sgu nødt til.
- Tror du, de fattede mistanke?
- Nej, den ene - jeg tror, han var araber - stod og følte på
sækkene.
- Araber? Var det Fouzi Kassim?
- Kender ham ikke.
- Høj, bred, med kort kruset hår?
- Ja.
- Så er det Fouzi Kassim. Han er palæstinenser.
- Kender du ham?
- Flygtigt. Det var ham, der afhørte mig, efter besøget i London.
Salem huskede episoden. Det engelske politi havde kontaktet
det danske om Alis forbindelse til det ekstremistiske islamiske
miljø i London.
- Vi kommer ved halv ni tiden, sagde Ali.
- Sammen med Ingeniøren?
- Han kommer senere.
214

Bent parkerede ved Koncerthuset, da der ikke var nogen ledig pplads
bag Odense politigård.
- Bent Petersen, præsenterede han sig for den kvindelige betjent
ved skranken. - Jeg har en aftale med Per Ege, vil du høre, om han
er der.
- Det er han ikke, sagde hun. - Men jeg skulle sige, at du kan
tage en kop kaffe i kantinen. Han er her om ikke så længe.
Han sendte hende et smil, som hun ikke gengældte. Mokke,
tænkte han og gik hen i kantinen.
Han havde netop sat sig med kaffen og et par stykker smørrebrød,
da Per dukkede op sammen med en sydlandsk udseende
mand på deres egen alder.
- Har du ventet længe, spurgte han.
- Jeg er lige kommet.
- Det er Bent Petersen, ham der opdagede Toyota´erne på
broerne, præsenterede han ham. - Og det er Fouzi Kassim.
Han nikkede. Per satte sig.
- Hvad vil du have, spurgte Kassim.
- Kaffe og to stykker.
- Flæskesteg?
- Det samme som dig.
Kassim gik hen til disken.
- Så du hende, spurgte Per interesseret.
- Jeg snakkede med hende og hendes bedstemor. De ligner
hinanden - med 40 års forskel.
- Du holder fingrene fra hende, sagde Per og lo.
215

- Ikke, hvis jeg fik chancen!
- Det ender sgu med, at de skide terrorister når at spolere det
hele.
- Er der noget nyt?
- Egentlig ikke. Jeg har besøgt en landmand, et par gartnerier og
planteskoler - uden resultat. Vi arbejder ud fra den teori, at de har
arbejdet som løsarbejdere med det formål at stjæle salpeter.
- Det lyder interessant. Måske har de opgivet falsk navn?
- Sikkert! Men dem, vi viste billederne, havde aldrig set dem.
Kassim kom tilbage med en overlæsset bakke. For uden kaffe
var der to stykker med flæskesteg og rødkål til hver.
Manadel parkerede uden for Restaurant Cairo. Han havde haft en
bil i hælene, siden han kørte hjemme fra.
Fra Munaza havde han modtaget en kodet besked om, at han og
Abdullah blev overvåget.
Der var udelukkende mænd i restauranten. Han hilste på alle,
han passerede på sin vej gennem det lange, trange lokale og fik en
sludder med dem, han skyldte mere end en hilsen.
Hastigt gik han gennem køkkenet og ud i gården, hvor
Mahmoud holdt og ventede på ham.
- Kør stille og roligt, sagde han og lagde sig ned på bagsædet. -
De holder i en cremefarvet Ford nede ad gaden til venstre.
Mahmoud satte i gang og kørte til højre og derefter til venstre i
den første lyskurv.
216

Han holdt opmærksomt øje med bakspejlet. Efter at have drejet
skiftevis til højre og venstre endnu et par gange, rejste Manadel sig
op i siddende stilling.
De fortsatte i retning af Sydhavnen. Mahmoud svingede ind på
et stort indhegnet område med en lang række nyopførte bygninger,
hvorpå der stod A/S Kølehuse.
Manadel trykkede på en fjernkontrol, der åbnede porten til en af
hallerne. De kørte ind og parkerede ved siden af en gaffeltruck og
en Audi. Porten gled langsomt tilbage, da de steg ud.
Bag den ubrudte række vinduer til kontoret, stod en ca. 40-årrig
høj, rank mand og ventede. Det var Ingeniøren. Hverken Manadel
eller nogen af de andre kendte hans virkelige navn.
Manadel gik ind i kontoret, mens Mahmoud blev ved bilen.
- Naharak sa´id! Undskyld forsinkelsen, sagde Manadel. Jeg er
blevet skygget siden i eftermiddag. Vi var nødt til at køre en
omvej.
- Det burde I have taget højde for, svarede Ingeniøren og
kastede et blik ud ad vinduet mod vejen.
Der var ingen at se.
- Her er tændsatserne, sagde Manadel og stillede den bærepose,
han holdt i hånden, på skrivebordet.
Ingeniøren så på Manadel med sit gennemborende blik.
- Aktionen finder sted i morgen kl. 15.00. Da skal alle vogne
være på plads på broerne. Så snart I har hentet bilerne, begynder I
at læsse. Vi er desværre nødt til at foretage en ændring: Begge
vogne kører samtidigt og parkerer på samme side af broen.
217

- På samme side af broen?
- Bag hinanden, på samme side. Det er en ordre! Risikoen for at
blive standset på den svenske side er for stor efter det skete. Og
chaufførerne skal ikke samles op!
Manadel havde svært ved at få ordene frem.
- Skal vi ikke samle dem op?
- Det har aldrig været meningen, at nogen skulle samles op. Som
gammel soldat burde du vide bedre. Det er det samme som at
angive sig selv. Du fortsætter kørslen og udløser som aftalt. Din
mobil udløser begge ladninger simultant.
Manadel følte en tørhed i munden, der gjorde det nytteløst at
synke. Ingeniøren åbnede den taske, han havde sat fra sig på
skrivebordet.
- Lad os gøre dem klar, sagde han og lagde en pakke, der var
holdt sammen med flere lag sejlgarn, på bordet.
Øverst på pakken var fæstnet en mobiltelefon med tape.
Ingeniøren tog den ene tændsats og trykkede den ned i pakkens
bløde masse. Ledningerne forbandt han med to andre, der stak ud
fra pakken. Til slut viklede han omhyggeligt tape omkring de to
samlinger.
Manadel stod tavs og så til. Chokket over dødsdommen ville
ikke fortage sig.
Ingeniøren begyndte at montere den anden tændsats. Hans
bevægelser var rolige og øvede. Han rystede ikke det mindste på
hænderne. Kun et menneske, der havde prøvet det før, kunne
optræde så upåvirket.
218

Hvor mange menneskeliv havde disse uhyggeligt benede fingre
på samvittigheden, tænkte Manadel. Flere end han selv?
- Tag den her, sagde Ingeniøren, da han var færdig, og gik foran.
Mahmoud åbnede den tunge ståldør til kølerummet og tændte
lyset. De grønne plastsække med påtrykt Spagnum var det eneste,
der var i rummet. Selv om køleanlægget var slået fra, var
temperaturforskellen mærkbar. Eftermiddagen havde været
bagende varm, og meteorologerne havde lovet samme vejr i
morgen.
- Hent to sække, og læg dem her, kommanderede Ingeniøren.
Mahmoud kravlede op ad en trappestige ved en af rækkerne, og
kom tilbage med en sæk, som han lagde på gulvet.
Ingeniøren tapede den første pakke fast på midten af sækken og
gentog det samme med den anden.
- De skal placeres øverst på ladet, så intet skærmer for signalet,
sagde han med en mine som en lærer, der nærer mistro til sine
elever.
Han rejste sig fra hugsiddende stilling og strøg hænderne mod
hinanden for at fjerne snavset.
- Læg en stak sække uden om, så der ikke sker dem noget.
Manadel og Mahmoud hjalp hinanden med at udføre
Ingeniørens befaling.
De lukkede og slukkede efter sig og gik tilbage til kontoret.
- Her er mobilen og nummeret, sagde Ingeniøren og gav
Manadel en mobil, hvorpå der var klæbet et otte-cifret nummer
øverst på displayet.
219

Mahmoud blev i bilen, mens Manadel var inde hos Fahad og Cem.
Manadel nåede at få kontrol over sine følelser på vej op ad
trappen til lejligheden. Cem måtte have set ham komme, for døren
gik op umiddelbart efter, han havde ringet på.
Fahad sad i en lænestol og så en krigsfilm. Manadel kunne ikke
huske titlen, men scenen, hvor amerikanere og somalier kæmpede
omkring en nedskudt kamphelikopter i Mogadishus gader. Fra tv
og aviserne huskede han, hvordan jublende civile slæbte en nøgen,
død pilot efter sig i støvet.
- Det bliver i morgen kl. tre, sagde han.
Fahad så væk fra skærmen og stirrede på ham. Øjnene skinnede
som på et menneske, der havde feber.
Var det på grund af filmen eller det lakoniske budskab, tænkte
Manadel.
- Endelig, lød det befriende fra Fahad.
- Vi begynder at læsse ved femtiden og henter jer i god tid.
- Skal vi ikke hjælpe til, spurgte Cem.
- Nej, der er sket en ændring. I skal udelukkende koncentrere jer
om at checke tiderne. Det er bestemt, at I skal parkere på samme
side af broen: altså den ene bag den anden. Risikoen for at blive
standset på Sveriges-siden er for stor. I skal køre fra p-pladsen
med 30 sekunders mellemrum, er det forstået?
- Så skal jeg også til Sverige, sagde Cem.
- Ja, jeg samler jer begge op, sagde Manadel og så dem fast i
øjnene.
220

Han mærkede, at han var ved at genvinde sin vante selvtillid.
Den nådesløse professionelle soldat havde sejret over
medlidenheden.
- Mahmoud holder og venter. Er der spørgsmål?
- Hvornår rejser vi fra Sverige, spurgte Cem.
- Det får vi at vide senere. Husk at checke tiderne!
Cem fulgte ham ud og låste efter ham.
På vej hen til vognen mærkede han en sidste rest af medfølelse:
Stakkels djævle, tænkte han. Nu bliver det et andet Paradis end
det, de havde drømt om.
Manadel satte sig tavst ind på bagsædet.
Mahmoud styrede rutineret gennem Københavns gader. Han lod
sig aldrig friste til provokerende eller hasarderede manøvre.
Mahmoud hørte til den lille eksklusive skare bilister, der aldrig
havde fået en bøde eller var blevet standset af politiet. Manadel
følte sig tryk i hans selskab.
Da de nærmede sig Restaurant Cairo, lagde han sig ned på
sædet.
Den cremefarvede Ford med betjentene holdt der endnu.
Ali ventede på det aftalte sted. Abdullah gik via baghaven ad den
tilstødende villavej uden at møde et menneske
Folk sad og så tv eller hyggede sig udendørs. Duften af grillstegt
kød hang i luften. Selv havde han været for anspændt til at nyde
sin mad.
221

Adskillige lystsejlere var på vej ud ad fjorden, en enkelt på vej
ind. På deres side af havnen var der som sædvanligt ikke et
menneske at se.
Sejlerne ude på vandet undrede sig næppe over, hvad ærinde de
havde på dette menneskeforladte sted. Der, hvor de drejede af,
spærrede en bygning for udsigten.
Porten lukkede sig bag dem med en afslørende pibende lyd.
Abdullah lovede sig selv at smøre hængslerne, inden de kørte.
Mange gange var det den slags undladelser, der påkaldte folks
opmærksomhed.
- Husk mig på, at få hængslerne smurt, sagde han til Ali, og steg
ud.
Det ærgrede Ali, at han ikke allerede selv havde gjort det.
Lagerets fire beboere var i færd med at spise. På disken og
sofabordet flød det som sædvanligt.
Ali var irriteret over, at de ikke holdt orden. Deres ligegyldighed
vidnede om mangel på disciplin: noget, han ofte havde givet
udtryk for.
Abdullah bemærkede også roderiet.
- Jeg håber, I har mere styr på tidsplanerne end det her, sagde
han og så sig kritisk omkring. - Det ligner en svinesti.
- Vi rydder til side, så snart vi har spist, beroligede Adnan ham.
- Vi kikker forbi, når jeg har talt med Ingeniøren. Så er I
forberedt.
- Hvornår, spurgte Ashraf.
- Omkring midnat, hvis alt går, som det skal.
222

- Bliver det i morgen, spurgte Iachim.
- Det ved jeg, når vi ses igen. Masa`a-lkher!
Ude i forkontoret fandt han en smørekande og gik ned og smurte
hængslerne i porten. Ali ydede sit bidrag til det forsømte ved at
sætte kanden på plads.
Abdullah kontrollerede resultatet, mens Ali kørte ud på vejen.
Porten åbnede og lukkede sig uden en lyd.
- Jeg kan vist godt skyde en lang pind efter den middag, sagde Per.
De sad og sludrede i Pers kontor. Fouzi havde netop været inde
og sagt, at han tog hjem.
- Jeg skal gerne afløse dig. Bare slå på tråden, sagde Bent.
- Jeg er ikke i tvivl.
- De er sikkert over alle bjerge. Om et par dage ringer Interpol
og siger, at de har dem.
- Jeg tror, de er her endnu.
- Tror du, de vil bruge Danmarks befrielsesdag til en aktion?
Per fornemmede ironien i Bents spørgsmål.
- Faktisk kan jeg ikke slippe tanken. Eller Kristi
himmelfartsdag?
- Hvad forskel skulle det gøre?
- Det kommer an på, om inspirationen tager udgangspunkt i
noget religiøst eller for eksempel besættelsen af Irak.
Bent syntes, begge dele lød lige søgt.
- Tror du ikke, de er taknemmelig for, at vi hjalp dem af med
Saddam Hussein?
223

- Det er ikke Saddam Hussein, det drejer sig om, men
ydmygelsen; hadet til Vestens arrogance, løgnene og hykleriet.
- Men derfra og så til at sprænge en bro og uskyldige mennesker
i luften…
- Sådan ser de ikke på det. I deres øjne er vi alle skyldige. Prøv
at sætte dig i en almindelig arabers sted. Ville vi klappe i vores
små hænder, hvis vi så mor Danmark besat af fremmede tropper,
der gav indtryk af ikke at ville forsvinde igen? Selvfølgelig ikke!
Og slet ikke, når alle er overbevist om, at det hele er ét stort
skuespil for at tilrane sig landets ressourcer. På en måde er de lige
så meget frihedskæmpere, som vore modstandsfolk under den
tyske besættelse.
Bent gad ikke indlade sig i yderligere diskussion. I bund og
grund var han enig. Danmark sad i saksen i selskab med resten af
medløbende nationer.
- Hvor ville du gemme dig, sagde han for at lede samtalen
tilbage på sporet.
- Her, lige så godt som et andet sted. Odense er stor nok til, at
det er muligt at skjule sig. Det er der masser af eksempler på. Både
blandt afviste flygtninge og kriminelle. Man behøver ikke tage til
København eller Hamburg.
- Hvor i Odense?
Per tænkte sig om. De havde stillet sig det samme spørgsmål
gentagende gange.
- Et sted, hvor ingen normalt kommer: en ensomt beliggende
ejendom i byen eller på landet. Eller et sted, hvor miljøet
224

garanterer en vis sikkerhed. Alle patruljer har det for øje og har
gennemsøgt adskillige tomme bygninger og lejligheder. Indtil nu
har det resulteret i en hel stribe rapporter om narkomaner,
drukmåse og hjemløse.
- Lille Gese, vil du være sød at tage kaffen med ind, sagde
mormoren fra stuen.
Gese havde netop sendt en tilføjelse til Frankfurter Allgemeine
om den seneste udvikling i eftersøgningen af de terrormistænkte.
E-mailen var ganske kort og refererede udelukkende til, hvad hun
vidste fra medierne.
Det eneste personlige bidrag var observationen af en øget
patruljering i Odense. Det gjaldt i øvrigt for hele landet, havde hun
fra den seneste tv-avis.
- Glæder du dig til i morgen, spurgte mormoren.
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde hun, fordi hun var i
tvivl.
- Ville du ønske, det var ham den anden. Hvad var det, han hed?
Gese kunne ikke lade være med at le. Mormorens spørgsmål
mindede hende om en lignende episode med et par rivaliserende
bejlere i hendes barndom.
- Hvem ville du foretrække?
- Ja, men søde Gese, hvordan kan du tro, at en gammel kone
som mig…? Jeg tror, jeg ville vælge ham, hvad var det han hed?
- Bent Petersen.
225

- Ja, rigtigt! Han var sådan en behagelig ung mand; ham den
anden kender jeg jo ikke.
Gese kom til at le.
- Han er lige så flot. Jeg tror du ville blive mindst lige så
forelsket i ham.
- Nej, nu må du holde op, sagde hun og lo med.
Abdullah så på sit ur.
- Nu må de snart være her, sagde Salem efter at have set på sit.
Ali var den eneste af de tre, der virkede rolig.
I samme øjeblik rullede en vogn ind ad indkørslen. De hørte
hjulene knase i perlestenene, indtil den standsede.
Salem stod allerede og kikkede ud ad glughullet.
- En Audi. Hvordan ser han ud?
- Høj og tynd, sagde Abdullah.
Så er det ham, sagde han og skyndte sig at åbne døren.
Endnu en bil rullede ind. Den kørte forbi Audi´en og standsede
ved siden af lagerhallen. Det var Munaza med Iqbal som chauffør.
Mændene hilste på hinanden.
- Iqbal kan parkere din bil bag hallen, sagde Munaza.
Ingeniøren rakte Iqbal nøglen og fulgte efter de andre ind på
lageret.
- Hvornår bliver det, vovede Abdullah at spørge.
- Kl. 15.00 i morgen, sagde Munaza. - Vi henter bilerne kl. fire
og begynder at læsse med det samme.
226

Munaza og Ingeniøren havde gennemgået hele forløbet, tænkte
Abdullah, der følte sig en smule tilsidesat. Han lagde æsken med
tændsatserne på det bord, der var sat frem til lejligheden.
Ingeniøren tømte en sportstaske, han havde med. Han placerede
de fire sprængladninger omhyggeligt side om side, som var det
afgørende for resultatet, at de lå som trukket efter en lineal.
Hans lange, tynde fingre bevægede sig med en elegance som en
tryllekunstners. De fem fascinerede tilskuere så til med en
blanding af afsky og beundring.
Ingeniøren monterede den sidste tændsats i det bløde
sprængstof. De dødbringende ladninger lå på rad og række så
ensartede som enæggede firlinger.
Salem kom med en af de hundreder af sække, de havde arbejdet
så målbevidst med de sidste to år. I morgen skulle det vise sig, om
anstrengelserne bestod prøven.
Ingeniøren havde sagt god for resultatet. Han havde for længst
prøvesprængt en mindre ladning, nok til at lægge en lejlighed i
ruiner og sende dens beboer hinsides. Det vellykkede attentat
kendte de fem dog intet til.
Salem og Ali gemte de færdige bomber bag en stak sække. I
morgen skulle de placeres øverst på lastbilernes tonstunge last.
Ingeniøren rakte en mobiltelefon til Munaza, Abdullah og Ali.
Den fjerde beholdt han selv.
Salem misundte ikke dem, der skulle udløse bomberne. Han
tvivlede på, at han var i stand til at gøre det.
227

Ali, derimod, lagde ikke skjul på sin begejstring. Hans øjne
skinnede som et barns, der havde fået den ønskede julegave.
- Tænd først for den umiddelbart før aktionen og husk: brug den
under ingen omstændigheder til andre opkald, sagde Ingeniøren,
mens han lagde sit værktøj tilbage i tasken.
Ordene og det skæbnesvangre nummer, der var klæbet på
displayet, brændte sig fast i Alis bevidsthed. Når han havde samlet
Iachim op, skulle han udløse bomben efter 45 sekunder.
De fem forlod hallen med et god nat. Der blev ikke tid til mere
end et par timers søvn.
Inden de skiltes sagde Munaza, at han ville give de fire besked.
Abdullah var glad for at slippe, men undrede sig over, hvorfor han
valgte at gøre det selv. Den slags opgaver overlod han normalt til
ham. Desuden bekymrede det ham, at Munaza havde været tavs
hele aftenen.
Ingeniøren fulgte med Salem over til privaten, hvor der var redt
op i gæsteværelset.
- Ønsker du noget a spise, spurgte Salem.
Han havde bedt konen dække bord i tilfælde af, at deres
logerende trængte til et eller andet, inden han gik til ro.
- Nej tak! Jeg trænger til at sove.
Salem betragtede Ingeniørens udtærede ansigt og tænkte, at han
lignede én, der levede på lånt tid.
De sad og så en film, da Munaza trådte ind. Det måtte være noget
vigtigt, siden det ikke var Abdullah.
228

- Masa`a-lkher! Så er ventetiden ved at være til ende, sagde han
med et opmuntrende smil. - Nedtællingen til nul er klokken tre i
morgen eftermiddag.
Ashraf slukkede for filmen.
Munaza fortalte om aftenens arbejde og gennemgik derefter de
formelle sider af operationen.
- Ali henter Iachim, Ingeniøren Adnan, Abdullah Reda, og jeg
henter Ashraf.
De fire unge mænd lyttede til deres leders opremsning af
forløbet. Der var intet nyt. De havde gennemgået det så mange
gange, at de kunne aflire det i søvne.
Munazas olivenfarvede hud virkede grå i neonlyset. Hans
monotone stemme var et dække over den følelsesmæssige
anspændelse, han befandt sig i. Han var fuldt ud bevidst om den
rolle, han var udset til at spille i denne kyniske aktion.
Ingen af de udvalgte unge havde den mindste anelse om, at det
var afsigelsen af deres dødsdom.
Under mødet i aften havde Ingeniøren afsløret, at det aldrig
havde været ledelsens hensigt, at de seks skulle overleve. Deres
redning var forbundet med alt for stor risiko. Slog den fejl, kunne
det betyde optrævling af netværket og dermed udelukkelse af
fremtidige aktioner.
Det var det offer, de måtte bære, lød Ingeniørens hykleriske
begrundelse. Som var det dem selv, der ofrede sig.
Munaza følte dyb afsky ved fremgangsmåden, men fortrængte
det af hensyn til sin militære ære og ønsket om hævn. Desuden var
229

han en principfast mand. Uden den fornødne disciplin var enhver
indsats dømt til fiasko. Det var derfor, han var flygtet. I Irak var
disciplin og fædrelandskærlighed afløst af hensynet til egne
interesser. Korruption og griskhed kendte ingen grænser.
Med Danmarks deltagelse i USA's besættelse af Irak havde han
fundet en ny sag at kæmpe for. Her kunne han bidrage med sin
erfaring og sit professionelle overblik. Trods den skæbnesvangre
afgørelse formåede han at holde hovedet koldt og acceptere
ordren.
Samtidig spurgte han sig selv, hvordan Abdullah ville have
reageret, hvis han kendte den fulde sandhed.
Ingeniøren havde ret: Danske muslimer var for præget af vestlig
tankegang til at ville ofre sig.
Saniya
Hun turde knap nok tænke det. Ja, hun drømte end ikke om at
fortælle Nadia og Fatima, at Ashrafs forsvinden gav hende et
påskud til at vende hjem til Jordan.
Heba havde været der og sagt, at hun skulle sige til, hvis hun
manglede noget. Nadia havde ringet og trøstet hende. Hendes
stemme havde lydt forbavsende rolig og fattet. Nadia lovede, at
hun og Fatima ville kikke ind en af dagene.
Saniya havde lidt af hjemve fra det øjeblik, hun, Ashraf og hans
familie for snart to år siden sad i flyet til Danmark. Deres nu
230

etårige datters fødsel havde ikke mindsket hendes hemmelige
længsel.
Hun havde tryglet sine forældre om at blive gift med den mand,
hun elskede. Men hverken faren eller moren lod sig påvirke af
hendes gråd og bønner. De to familiers aftale om Ashraf og hendes
giftermål stod ved magt. De mange tårer havde været forgæves.
Til brylluppet i Az-Zarqa mellem de to palæstinensiske familier
var der gæster fra det halve Europa, USA, Canada og
Mellemøsten. Der var mere end 300 indbudte, og festen varede,
indtil de udenlandske gæster rejste hjem til deres respektive lande
og kontinenter.
Ensomhedsfølelsen havde næsten ikke været til at bære. Hun
havde ingen forbindelse med sine danske naboer. Det blev højst til
en kort hilsen og i bedste fald et smil.
Sproget var svært at lære, og danskerne var endnu sværere at
komme i kontakt med. De brød sig ikke om arabere, sagde Ashraf,
når han var venlig stemt. I sine mørkeste øjeblikke, påstod han,
at de hadede alle muslimer.
Ud over indkøbene i supermarkedet kom hun ikke meget ud.
Som regel blev det kun til en tur med barnevognen i anlægget
omkring boligblokkene. Når hun trængte til selskab, satte hun sig
på en bænk og fik en snak med de muslimske kvinder, hun følte
sig mest tryg ved.
Hun fik et chok, da de to mænd kom stormende ind ad døren.
Først troede hun, at der var tale om et røveri, og bebrejdede sig, at
hun havde åbnet døren.
231

Bag efter blev hun klar over, at det, den ene betjent viste hende,
var hans legitimation. Deres talestrøm virkede så overvældende, at
hun ikke forstod sammenhængen af det, der blev sagt.
Betydningen af ordet politi gik først op for hende flere minutter
senere. Da var de allerede i gang med at ransage lejligheden.
Den kvindelige betjent fik ikke andet ud af hende end gråd og
fortvivlelse. Tolken, hun sendte bud efter, formåede at tale hende
til ro, men fik intet ud af forhøret.
Det lykkedes tolken at overbevise den kvindelige betjent om, at
Saniya intet kendte til sin mands terrorforbindelser. Faktisk vidste
politiet mere end hun.
Gennemsøgningen af lejligheden gav samme negative resultat.
Alt, hvad de fik ud af deres anstrengelser, var hendes
mobiltelefon, pc´en, nogle bøger og blade, som de tog med til
nærmere granskning.
Kort efter, de var gået, ringede det igen på døren. Denne gang så
hun først ud ad dørspionen, inden hun åbnede.
De var hendes svigerfar sammen med to af Ashrafs brødre.
Synet af dem, fik hende igen til at græde.
De tre mænd virkede lige så bestyrtet.
- Vi hørte det i radioen, sagde den ældste af brødrene.
- Hvad har du fortalt politiet, spurgte svigerfaren.
- Intet, skreg hun. - Jeg forstod intet af alt det, de beskyldte ham
for.
232

Ashrafs far lagde armene om hende og forsøgte at trøste hende.
Hun kom først til fornuft ved lyden af den lilles gråd fra
soveværelset.
- Fandt de noget, spurgte den yngste bror.
- Hvis Ashraf forsøgte at skjule noget, ville jeg vide det. De tog
computeren og mobilen med.
Den ældste bror løftede røret på telefonen, der stod i reolen.
- Den virker, sagde han og lagde røret på. - Pas på, hvad du
siger, når du bruger den.
Det fik hende til at tænke på, hvor længe politiet havde aflyttet
dem.
- Har han fortalt dig noget, spurgte Ashrafs far.
- Ashraf har aldrig nævnt noget om, at han var med i den salgs.
Vi snakker kun om den lille. Når han er hjemme, ser han fjernsyn
eller sover.
Svigerfaren forsøgte at skjule sin forlegenhed. Det var ingen
hemmelighed, at ægteskabet mellem hans mellemste søn og Saniya
ikke var familiens mest lykkelige.
- Du kan tage med os hjem, sagde Ashraf far.
- Jeg er nødt til at være her, hvis han kommer.
- Han kommer sgu ikke, sagde den yngste bror.
Faren så vredt på ham. Han brød sig ikke om sønnens banden.
- Jeg sender Husniya, sagde svigerfaren. - Hun kan blive her
nogle dage.
Husniya var hendes svigerinder og bedste veninde. Så slap hun
for at forlade lejligheden og møde naboernes fordømmende blikke.
233

- Er der noget, du mangler, spurgte svigerfaren.
- En pakke bleer, sagde hun og mærkede efter om den, datteren
havde på, var gennemblødt.
Han så ud, som overvejede han, hvordan han skulle løse
problemet.
- Vi må gå nu, men ring, hvis du mangler noget. Og husk, at
telefonerne bliver aflyttet.
Han bøjede sig frem og kyssede den lille på panden. Det samme
gjorde hendes to svogre. Den ældste forsøgte sig med nogle
opmuntrende ord.
Saniya lukkede forsigtigt døren efter dem og smækkede låsen.
Hun tænkte på, hvad naboerne vidste, og om de stod ved døren og
lyttede.
Den lille begyndte at klynke. Det var længe siden, hun havde
fået noget at spise. Saniya gik ud i køkkenet og varmede en flaske.
Hun åbnede for radioen. Måske var der nyt om Ashraf og de andre.
Hun havde svært ved at forstå meningen i den samtale, der var
på programmet. Men så meget forstod hun, at den interviewede
person var psykolog og specialist i, hvad der gjorde unge mænd til
selvmordsterrorister.
Desuden forstod hun, at indslaget var afledt af de aktuelle
begivenheder.
Havde hun dog bare åbnet for radioen elle fjernsynet noget
tidligere. Men vanskelighederne med at forstå det danske sprog
gjorde hende ofte så ør i hovedet, at hun var nødt til at slukke. Var
Ashraf til stede, skiftede han til en mellemøstlig kanal. Han hadede
234

dansk tv, sagde han, fordi det eneste, man viste, var talentløs
underholdning på alle stationer.
- Det er en blanding af ydmygelse og indædt had, der udgør
drivkraften, sagde psykologen i radioen.
Det fik hende til at tænke på sin fætter, som hun aldrig havde
mødt eller set. Han var vokset op under fattige kår hos den del af
familien, der var blevet boende i Jenin på Vestbreden.
Familien havde været udsat for adskillige overgreb og
ydmygelser fra den israelske hærs side. Det var disse oplevelser,
der uden familiens vidende fik ham til at melde sig til en
selvmords-aktion mod en bus som mål.
En onkel i Jenin havde ringet og fortalt om selvmordet et par
timer efter terrorhandlingen. Samme aften havde alle tv-stationer
vist de forfærdelige ødelæggelser, bomben havde forårsaget.
Angrebet havde kostet mange døde og endnu flere sårede.
Saniya kunne ikke lade være med at føle medskyld i den
forfærdelige ulykke, der havde ramt så mange uskyldige. Samtid
havde hun svært ved at forstå den glæde og stolthed, resten af
familien havde givet udtryk for efter hændelsen.
På årsdagen højtideligholdt familien fætterens bedrift. Selv følte
hun mere afsky end begejstring for den makabre heltedåd, men
vovede ikke at betro sig til nogen.
Husniya var kommet en time efter, at svigerfaren og svogrene
var gået. Hun læste til laborant og skulle først giftes, når hun var
færdig med sin uddannelse.
235

- Stakkels, lille Saniya, sagde hun og trykkede hende ind til sig.
- Hvem forestillede sig, at han ville lade familien i stikken for så
skændig en handling? Sin egen kone og lille datter? Selv om han
er min bror, foragter jeg ham.
- Måske er det hele en misforståelse, sagde hun, fordi hun følte,
at hun burde forsvare ham.
Inderst inde vidste hun, at det var tomme ord. Hun havde intet at
have det i.
- Hvorfor har han ikke ringet, indvendte Husniya vredt. - Fordi
han skammer sig over at have svigtet os.
Nu var der gået et døgn siden den skrækkelige oplevelse. De sad
i sofaen og fulgte med i tv-avisens seneste nyheder.
Husniya oversatte det, der blev sagt, til arabisk, for at Saniya
kunne følge med.
- Hvad skal Ashraf med salpetergødning, fnyste Husniya. - Han
har aldrig interesseret sig for havearbejde. Far kunne knap nok få
ham til at slå græsplænen. Jeg har virkelig ondt af dig, at du blev
tvunget til at gifte dig med ham.
Saniyas øjne fyldtes af tårer ved svigerindens nådesløse syn på
hendes mand. Husniya vidste, hvor meget hun havde været imod
giftermålet.
- Og jeg har ondt af de stakler, der er fængslet. Måske har de
intet med det at gøre. Hvis Ashraf var en rigtig mand, ville han
melde sig og få dem fri.
Hele aftenen havde de forskellige tv-stationer gentaget den
samme historie om de seks formodede bombemænds indkøb af
236

gødningssalpeter i forskellige havecenter landet over. Ind imellem
blev der vist billeder af dem, ledsaget af en beskrivelse af hver
enkelt.
En anden ekspert kaldte dem vildfarne unge mænd, der
sandsynligvis havde været udsat for religiøs hjernevask.
Husniya fnyste igen. Denne gang var hendes angreb på broren
rettet mod hans ugudelighed og tilbøjelighed til at spotte sine
søskende, når de en sjælden gang gik til fredagsbøn i moskeen.
- Alle de kloge hoveder skulle bare kende sandheden, sagde
hun. - Ashraf har ikke sat sine ben i en moske de sidste ti år. Og
vores imam har han kun hån til overs for.
- Jeg håber ikke, de fanger ham, sagde Saniya eftertænksomt.
Husniya stirrede uforstående på hende.
- Hvorfor håber du, at de ikke fanger dem?
- Jeg håber, han når at flygte til Jordan, så vi kan rejse hjem, og
jeg kan arbejde som sygeplejerske igen. Efter det, der er sket,
ønsker jeg ikke at bo i Danmark.
- Han har ødelagt tilværelsen for os alle, sagde Husniya og lagde
sin kind mod Saniyas. - Far overvejede at ringe til Hamburg for at
høre, om han havde kontaktet hans bror.
Saniya vidste, at Ashraf havde en farbror i Hamburg, men havde
ikke tænkt på, at han måske havde søgt tilflugt der.
- Men han turde ikke. Han tror, politiet aflytter telefonerne, og
at vi alle bliver overvåget. Fra Hamburg kunne han tage videre til
Frankfurt, Wien og Rom.
Husniya lod tankerne vandre.
237

- Det er egentlig underligt, at vores familie er spredt over hele
verden. Jeg kommer til at tænke på jeres bryllup: der var familie
både fra Australien og Canada.
Og USA og det meste af Europa, tænkte Saniya. Var hun blevet
gift med den mand, hun elskede, havde der formentlig kun været
lokale bryllupsgæster.
Terroreksperten i fjernsynet forsøger at tegne en profil af de
eftersøgte, sagde Husniya.
- Man stirrer sig let blind på den forestilling, at de seks må være
islamiske fundamentalister, oversatte hun. - Og man forledes let til
at tro, at de må tilhøre de laveste sociale lag. At deres had til det
danske samfund skyldes forhold som udelukkelse fra
arbejdsmarkedet og diskrimination i almindelighed. I
virkeligheden er der tale om relativt veluddannede unge mænd
med et socialt overskud. Gennem en veltilrettelagt aktion mod et
fælles fjendebillede bekræfter man hinanden.
- Vi skal heller ikke forestille os, at der et sted i Pakistan sidder
en generalstab, der planlægger og styrer aktioner verden over. Der
er i højere grad tale om uafhængige celler, der handler
selvstændigt, men som henter inspiration fra hinanden og
organisationer som al-Qaeda via nettet. Ideologisk set har disse
unge måske mere til fælles med historiske terrorbevægelser som
Rote Arme og De røde Brigader end med de hadefulde budskaber,
der prædikes af visse fundamentalistiske imamer.
Saniya forstod ikke meget af det, eksperten og svigerinden
sagde. Men hun var enig i, at det ikke kunne være Ashrafs tro,
238

nærmere mangel på samme, der havde ledt ham i uføre. Hvad det
helt nøjagtigt var, havde hun ingen anelse om.
- Der er ikke meget, der tyder på, at man kan løse terrorismen
ved bedre integration, sagde eksperten. - Vi skal se terrorisme og
politik som sammenhængende størrelser.
- Jeg forstår ikke, hvad det betyder, sagde Saniya. - Og når jeg
spørger Ashraf, hvad det er, der interesserer ham på nettet, siger
han, at det kan være lige meget, fordi jeg alligevel ikke forstår det.
- Da han boede hjemme, sagde han det samme til mig, svarede
Husniya. - Far var rasende over, at han brugte så megen tid på
nettet. Han sagde, at det var bedre, han passede sin skole end at
interessere sig for gale mennesker. Da hans navn blev nævnt i
radioen i går, kom jeg til at tænke på, at han for alvor begyndte at
opføre sig mærkeligt efter 11. september.
Saniya kom til at tænke på sine egne brødres reaktion på
terrorangrebet på World Trade Center.
- Mine brødre jublede, hver gang de så flyene ramme tårnene.
De spillede videoen igen og igen, indtil den ikke ville længere. Jeg
forstod ikke, at de kunne glæde sig over uskyldige menneskers
død. Når jeg sagde det, vrængede de ad mig og sagde, at det havde
kvinder ikke forstand på.
Husniya sad tavs et øjeblik.
- Jeg oplevede noget af det samme. Min far og brødre havde
svært ved at skjule deres begejstring for flykaprerne og aktionen.
Hun så Saniya i øjnene.
239

- Og ved du hvad, inderst inde betragtede jeg faktisk
Mohammed Atta og de 18 andre som en slags helte. De havde
modet til at udfordre USAs og Vestens selvretfærdige arrogance.
Bag efter skammede vi os alle sammen, undtaget Ashraf. Han gav
ikke ud-tryk for samme begejstring som de andre, men var
alligevel dybt berørt af aktionen. Han kaldte os en flok hyklere.
Husniyas betroelse overraskede Saniya. Hendes opvækst og
baggrund gjorde, at hun accepterede mænds voldelige sider. Men
det berørte hende dybt, når hendes medsøstre afslørede samme
tilbøjelighed.
Fra videoen, offentliggjort i forbindelse med det planlagte
terrorangreb på Danmarks tre store broer:
Mit navn er Adnan. Vi har arbejdet tålmodigt og målbevidst i to
lange år på at fuldføre denne aktion. Efter to lange år kan vi
endelig opleve gengældelsens store dag.
Fra Politiets interne notater:
Adnan Mughni, 24 år; bosiddende i Odense; chauffør, handelsuddannet;
ca. 180 cm høj; muskuløs; markeret ansigt; taler
flydende dansk; født i Danmark af pakistanske forældre; fire
søskende; gift, ingen børn; betinget dom for butikstyveri.
240

5. Dag
Fem minutter over fire rullede den første lastbil ud fra Fyns
Varetransports garageanlæg i Odense. Med fem minutters
mellemrum kørte yderligere tre af firmaets vogne ud i den
mennesketomme by.
Næsten samtidig og med samme interval forlod to lastbiler
Sydhavnens Varetransport i København.
På grund af Befrielsesdagen og den sammenfaldende Kristi
Himmelfartdag havde politiet i København og Odense begrænset
overvågningen til de respektive bestyreres privatboliger.
Hvad enten de overvågede så stort på helligdagen og gik på
arbejde eller valgte at tage på familiebesøg, udflugt i det grønne
eller deltage i et af befrielsesdagens arrangementer, lød ordren på
at følge deres færden.
Ali var den første, Munaza sendte af sted.
Hagepartiet på Alis nybarberede ansigt var lysere end resten af
ansigtet. Han havde svært ved at vænne sig til sit skægløse
udseende og lovede det snart tilbage igen.
Fem minutter senere startede Iqbal den anden vogn og kørte ud
fra Fyns Varetransports indhegnede p-plads. Da han nåede ud på
ringvejen, satte han kurs mod Odenses nord-vestlige bydel.
Abdullah kørte den tredje vogn. Han var stået op uden at tænde
lys. For at blive rigtig vågen havde han plasket koldt vand i
ansigtet, inden han lukkede sig ud i baghaven for at møde Ali på
241

det aftalte sted. Trods manglen på søvn holdt begge et vågent øje
med eventuelle forfølgere.
Abdullah kikkede i sidespejlene en ekstra gang, inden han
blinkede af. Målet var det samme, selv om de fire lastbiler kørte
hver sin vej gennem byen.
Som den sidste kontrollerede Munaza, at der var lukket og
slukket. Han startede lastbilens motor og lod den gå i tomgang et
par minutter, inden han satte den i første gear og kørte ud på vejen.
Der var gået fem minutter, siden Abdullah tog af sted.
Om ti minutter ville solens skive begynde at dukke frem på den
skyfri, allerede rødmende himmel. Meteorologernes lovning om en
varm og solrig dag lod til at holde stik.
Odense lå endnu i dyb, provinsiel søvn. De eneste liv var de
natteravne, der stavrede hjemad, eller var på vej til byens
morgenåbne værtshuse.
Munaza kastede et blik på den sæk, der lå på gulvet foran
passagersæderne. Den indeholdt skiftetøj til hans fire chauffører.
Transporten fra havnen til gartneriet havde bekymret både ham og
Abdullah. Derfor fulgte de Manandels råd om, at en forklædning
ville være den bedste løsning.
Han mærkede et stik i brystet ved tanken om de fire unge mænd,
der intetanende nærmede sig deres endeligt. På vej hjem i nat
havde han leget med tanken om at sætte Ingeniøren ud af spillet,
men lige så hurtigt forkastet den. Nu overvejede han igen at
overtage kommandoen for at spare deres liv.
242

Han var så optaget af sit tankespind, at han først fik øje på
patruljevognens blå blink, da den lagde an til overhaling.
Øjeblikkeligt glemte han Ingeniøren og de morderiske planer. I
stedet gennemgik han den historie, han havde forberedt, hvis han
skulle være så uheldig at blive standset og afkrævet en forklaring.
Rolig og fattet forberedte han sig på at blive vinket ind til siden.
Men patruljevognen fortsatte i høj fart uden udrykning.
Den første lastbil svingede ind på pladsen foran rækken af
nyopførte haller med navnet A/S Kølehuse i Københavns Sydhavn.
Den ene af de to porte åbnede sig i den midterste hal og
begyndte at rulle tilbage i samme øjeblik, lastbilen var indenfor.
Mahmoud steg ned fra førerhuset. Kemal og Manadel havde
allerede kørt den første palle med sprængstof ud af kølerummet.
Den hang på gaffeltruckens stålspyd og ventede på at blive løftet
op på bilens overdækkede lad.
I tavshed begyndte de at læsse vognen. Lidt efter hørte de lyden
af en dieselmotor udenfor. Kemal gik hen og så ud ad ruden i
porten, inden han åbnede den.
Den anden lastbil med Abdel bag rattet bakkede ind ved siden af
den første, hvorefter porten straks gled på plads.
Det tog dem mindre end to timer at læsse begge vogne. Da det
kneb med pladsen, fordelte de de overskydende sække på toppen
af de andre. Til sidst placerede Manadel sprængladningerne der,
hvor Ingeniøren havde anvist.
243

Salem havde sat uret til at vække kl. fire. Han ventede den første
vogn mellem halv fem og kvart i fem.
Hans kone havde sat morgenmaden frem. Duften af kaffe fik
ham i lidt bedre humør. Mens han vaskede sig, overvejede han, om
han skulle vække deres gæst, men fandt det bedst først at rådføre
sig med Abdullah eller Munaza.
Han var netop færdig med at spise, da den knasende lyd af sten
forkyndte, at en vogn var på vej ind ad indkørslen.
Det var Ali, der sad bag rattet. Salem skyllede den sidste
mundfuld kaffe i sig og skyndte sig ud.
Den første vogn var nået velbeholdent frem.
Ali begyndte at vende på pladsen for at bakke ind i lagerhallen.
Salem mærkede uroen brede sig ved tanken om, hvordan dagen
ville forløbe. De andre skulle ankomme med ca. fem minutters
mellemrum inden for det næste kvarter.
Han åbnede porten for at lade Ali køre ind, lukkede den igen og
satte sig op på trucken for at læsse den første palle med sprængstof
op på ladet. Arbejdet dulmede hans tyndslidte nerver. Der var
ingen grund til at vente, til de andre kom.
Cem var vågnet et par gange i nattens løb. Normalt sov han som en
sten. Bevidstheden om, hvad dagen ville bringe, havde blandet sig
i søvnen.
Drømmen havde gentaget sig: Han kørte og kørte med broen
inden for rækkevidde, men uden at formindske afstanden. Broen
var som horisonten på et uendeligt hav, der lokkede ved sin
244

tilsyneladende nærhed uden at komme den mindste smule
nærmere.
Han valgte at stå op. Mest fordi sulten begyndte at melde sig.
De sidste dages spænding gjorde, at han følte en konstant lyst til at
spise. Han havde knap nok holdt pause i sin søgen efter nye
lækkerier blandt det forråd, der var til deres rådighed. Det virkede,
som havde Manadel forestillet sig, at de skulle tilbringe uger i
lejligheden.
Han havde hældt bønner på kaffemaskinen og var begyndt at
tilberede morgenmaden, da Fahad dukkede op.
Han stod i døråbningen og betragtede ham.
- Spejl lige et par æg til mig, lød det, som en, der er vant til at få
maden serveret.
- Med bacon?
- Hellere rottekød!
- Det er kalkun, sagde han og holdt pakken med kalkunbacon op
foran ham.
Han flåede pakken op og hældte indholdet ud på den varme
pande.
- Hvornår tror du, de kommer og henter os, spurgte Cem.
- Ikke før, vi skal køre. Manadel gider ikke se på sådan et par
nervøse skiderikker.
- Er du nervøs?
- Skide nervøs!
245

- Jeg ved ikke rigtigt, sagde Cem og vendte baconen. - På en
måde føler jeg mig euforisk: at det ikke kan gå hurtigt nok.
Samtidig ved jeg, at jeg skider i bukserne, hvis noget går galt.
Han delte baconen i to lige store portioner og slog fire æg ud på
panden.
- Vi må prøve at holde hovedet koldt, lige gyldigt hvad der sker.
Jeg har ligget og tænkt på det og har besluttet at stikke af, lige så
snart jeg har parkeret på broen. Jeg vil anbefale dig at gøre det
samme. Noget siger mig, at Manadel kun tænker på at redde sig
selv.
- Mener du, at vi skal løbe og så håbe, at han standser og samler
os op?
- Netop! Jeg har sgu ikke lyst til at blive siddende og vente på at
blive sprængt til atomer.
- Du er bare nervøs.
- Gu´ er jeg nervøs! Og det gør mig endnu mere nervøs, at han
opfører sig mærkeligt.
- Opfører han sig mærkeligt?
- Synes du ikke, han opførte sig mærkeligt i aftes? Han spillede
en rolle, han havde svært ved at spille.
- Jeg mener, han opførte sig, som han plejer, sagde Cem og
lagde æggene oven på baconen.
Adnan lå og stirrede op i loftet. Han tænkte på familien: hans mors
gråd ved den mindste modgang, hans søskendes fordømmelse og
hans fars vrede over sit uregerlige, oprørske afkom.
246

Han var sikker på, at de tog sig af Fatima. Alle i familien havde
overøst hende med omsorgsfuld opmærksomhed, da de fik at vide,
at hun ventede sig.
Hans ældste søster kom slæbende med alt muligt: tøj, legetøj,
sutteflasker og alt muligt ragelse, fordi det var så yndigt, at hun
ikke kunne lade være med at købe det.
Hvordan tog Fatima det? Bare han havde mulighed for at tale
med hende et par minutter. Han var desperat af frygt for, hvordan
hun havde det. Hvor lang tid gik der, inden han så hende? Hvis de
nogen sinde sås igen?
Han mærkede en knugende fornemmelse i brystet ved den
ubærlige tanke. Måske ville han aldrig få sin søn at se. Fatima
bedyrede, at det blev en dreng. Det lød så overbevisende, at han
selv troede på det.
Den næststørste bekymring var naboernes, venner og bekendtes
reaktion. Ville de fordømme familien og holde sig på afstand af
den? Bagtale den og lade børnene råbe ukvemsord? Han tænkte på
sin skoletid, når de danske børn råbte arabersnude efter ham på
grund af hans næse. Han havde banket dem og skreget tilbage, at
han ikke var mere araber end dem, men pakistaner, og at han var
stolt af det.
Reda kom ind ad døren med et badehåndklæde om halsen.
- Sabaha-lkher, sagde han og smed håndklædet hen over
motionscyklens styr.
- Sabaha-nnur, svarede Adnan på arabisk.
247

Han brugte også de arabiske hilsner, selv om han mente, det
virkede både pjattet, anstrengt og krukket.
Iachim og Ashraf lå og snorkede endnu.
Reda åbnede køleskabet og betragtede indholdet, som kunne han
ikke beslutte sig. Han valgte et bæger yoghurt, sikkert fordi det
krævede mindst tilberedning.
- Skal du have noget?
- Ja, også en yoghurt.
Reda gik hen til køjen og rakte ham bægeret og en ske.
- Jeg har mest lyst til at stikke af fra det hele, sagde han.
- Hvem har ikke det?
- Bare de ville komme og hente os. Ventetiden går mig på
nerverne.
- Jeg forstår heller ikke, hvorfor fanden vi ikke skal hjælpe til
med at læsse skidtet.
- Måske er de bange for, at vi skal fortryde.
- Måske har de svært ved at se os i øjnene.
- Tror du, de tager røven på os?
Adnan rev låget af bægeret og slikkede det rent.
- Ved det ikke. Det er sikkert udtryk for begyndende panik.
Han rejste sig op med benene dinglende ud over sengekanten.
Reda satte sig ved disken og begyndte at spise.
Deres snak havde vækket de andre.
- Hvad er klokken, spurgte Iachim.
- Syv, svarede Reda.
248

- Hvad fanden er det for en tid at vække folk på, når man har
ferie, sagde Iachim og vendte sig om på den anden side.
Adnan og Ashraf brød ud i latter. Deres reaktion virkede
fuldstændig grotesk.
Virkeligheden var for alvorlig til, at man kunne spøge med den,
tænkte Reda.
Ashraf sprang ud af køjen.
- Jeg er ved at pisse i bukserne, sagde han grinende og forsvandt
ud ad døren.
Reda forsøgte at koncentrere sig om sin yoghurt. Det lød, som
var de ved at blive gale alle sammen.
PET syede ikke ligefrem af aktivitet, tænkte Gorm Børgesen, da
han lukkede døren efter sig til sit kontor.
De medarbejdere, han havde hilst på, så ikke særlig begejstret
ud. Egentlig var der ikke noget at sige til det: for de fleste betød
det, at de mistede en fridag.
Han skimmede de rapporter, der lå i Indgående post.
Det eneste afslørende, man havde fundet på de seks beslaglagte
computere, var forslaget til ændring af en øjensynlig allerede
produceret video. Manuskriptet pegede på, at en aktion var under
opsejling. Det så ud, som ville man offentliggøre en video med et
budskab på linje med de videoer, terrorister udsendte i forbindelse
med selvmordsaktioner i Mellemøsten.
De fleste rapporters indhold var en omskrivning af dem fra
dagen før. Med undtagelse af én, der vakte hans opmærksomhed.
249

Bestyreren af Fyns Varelager, Abdullah Murtaza, var tidligere
officer i den irakiske hær. Han var flygtet fra Irak efter Golfkrigen
og var med en dødsdom hængende over hovedet tildelt politisk
asyl uden anmærkninger.
Murtaza havde altså samme baggrund som de to andre bestyrere
i den landsdækkende lager- og vognmandskæde.
Børgesen fandt de to andres dossier frem.
- Det ligner sgu et oberstkomplot, mumlede han for sig selv.
Underlig nok stod der intet om, hvilke officersgrader de tre
havde pyntet sig med.
Nederst på den første rapport var tilføjet et nota bene: De tre
bestyrere er under stadig overvågning. Ledelserne i de berørte
afdelinger foreslår, at alle tre hentes ind til øjeblikkelig afhøring.
Børgesen tog telefonen og tastede Henrik Andersens nummer.
- God morgen, Andersen. Kik lige ind. Jeg har noget, jeg vil
drøfte med dig.
Der lød en rytmisk banken på porten. Det gav et gib i Kemal, da
han fik øje på et mandsansigt, der stod og skyggede med hånden
for bedre at se ind ad det smalle, snavsede vindue.
Manadel skyndte sig hen og åbnede døren. Manden var ret mørk
i huden og havde et blåsort, tætklippet fuldskæg. Det er Azar,
hviskede Mahmoud til Abdel. Gennem døren så Abdel en bil
forsvinde ud ad indkørslen. Han havde aldrig set den mystiske
mand, kun hørt ham nævnt.
250

Når Manadel talte med ham i telefonen, gjorde han det med et
særligt udtryk i ansigtet og en holdning, som når en soldat taler til
en overordnet.
De to forsvandt ind i kontoret. Mahmoud vinkede de andre væk,
så de var ude af syne fra vinduerne.
Kemal stillede sig hen bag gavlvæggen til kontoret for at se, om
der var nogen besked på mobilen. Når han var færdig, havde han
lovet at hjælpe sin bror med at flytte nogle møbler.
Han kunne høre Mahmoud og Abdel snakke sammen bag den
nærmeste lastbil.
- Det var ikke aftalen, hørte han nogen sige.
Kemal så sig forvirret omkring. Det lød som Manadels stemme.
- Ingen af dem må overleve. Det er afgjort fra højeste sted. Hvis
de bliver taget, risikerer vi, de angiver os alle.
Kemal nåede at gribe mobilen, inden den faldt på gulvet. For
ikke at tabe den igen stoppe han den i lommen. Han mærkede, at
hjertet bankede helt vildt.
- Så gør jeg det selv, fortsatte stemmen, som kun kunne være
Azars.
Kemal stirrede hypnotiseret på lamellerne i den kvadratiske rist i
væggen, hvorfra lyden kom.
Så fór han sammen og skyndte sig hen til de andre.
- Har du set spøgelser, spurgte Mahmoud og stirrede undrende
på ham.
- Jeg føler mig bare en smule dårlig.
251

Beskeden fra PET lød på at udføre aktionen samtidigt.
Præcis kl. otte skulle de tre hold betjente omringe de tre villaer i
Odense og København og anholde Abdullah Murtaza, Munaza
Nasrallah og Manadel Waleed.
Sigtelsen lød på, at de havde været behjælpelige med de
eftersøgtes flugt.
Tilbagemeldingerne fra de involverede ledere af aktionen indløb
næsten samtidig. Fuglen var fløjet. Ingen af de tre befandt sig i
hjemmet. Ægtefællernes forklaring var bemærkelsesværdig
enslydende: Manden var taget på arbejde for et par timer siden!
Per og Fouzi fik nyheden over politiets radio. De var blevet
enige om at starte tidligt med besøg på gartnerier og planteskoler i
Odenses omegn og tilstødende kommuner.
Kollegernes fiasko lignede deres egen for to dage siden.
Mistanken om, at de tre tidligere officerer havde kendskab til deres
ansattes formodede terrorplaner, blev yderligere bestyrket.
Spørgsmålet var, i hvor høj grad de var involveret.
- Enten har de fået kolde fødder og er stukket af. Eller også er de
i fuld gang med at fuldføre deres planer, sagde Fouzi.
Havde det været en anden, der udfoldede sit vid på samme
uinspirerende måde, ville Per have svaret anderledes. Nu nøjedes
han med at brillere med sin egen udlægning.
- En af dem har opdaget, at han blev overvåget og har advaret de
andre. Hvis de intet har med sagen at gøre, er de tilbage i løbet af
dagen. Ellers ser vi dem aldrig igen, ligesom ham generalen i
Næstved. Hvad var det han hed?
252

- Nizar al-Khazraji; medskyldig i at gasningen af de irakiske
kurdere. Og det var Sorø.
- Jeg mener, det var Næstved.
- Sorø, og han var hærchef.
Per studerede telefonbogens rubrik med gartnerier. De havde
netop passeret skiltet, der markerede Langeskovs bygrænse.
- Det må være her i nærheden.
Udsigten var hæmmet af buske og træer.
- Der er det, udbrød Fouzi.
- Jeg kunne tænke mig at se den udstilling, sagde Gese og pegede
på notitsen i Fyens Stiftstidendes guide over ugens kulturelle
tilbud.
Hun stod og kikkede over skulderen på bedstemoren, der sad og
læste dagens avis.
- Lad os det. Det lyder spændende.
Udstillingen af aborigin kunst i Bogense fik en pæn omtale.
- Er det ikke dem, der maler med prikker over det hele, sagde
mormoren.
- Jo, lo Gese. - Ligesom pointillisterne. Kender du Georges
Seurat?
- Nej. Noget i stil med van Gogh?
- I princippet ja, med bitte små prikker i stedet for streger.
- Der står, at politiet fandt en død narkoman i en
nedrivningsejendom, hvor naboerne havde set lys. De troede, det
var en af de efterlyste.
253

- Indvandrere søger vist ikke tilflugt i nedlagte ejendomme. De
har som regel gode netværk.
- Modsat danskere. Mange har ikke en gang en familie at ty til.
Der er ikke ualmindeligt, at enlige ligger døde i ugevis, inden man
finder dem. Ingen savner dem. Som ham narkomanen. Det ville
ikke ske blandt indvandrere.
- Det er rigtigt, mormor. Både danskere og tyskere kunne lære af
deres familiesammenhold.
- Hvordan går det med din gamle kæreste? Hører du fra ham?
- Hvilke af dem, lo Gese.
- Jeg kender kun Jannik. Det ved du da. Du får det til at lyde,
som skifter du dem ud med badevandet.
Gese lo igen.
- Så slemt er det heller ikke. For øvrigt skulle jeg hilse fra
Jannik. Han kikkede forbi for leden.
- Det ville da være dejligt, hvis I fandt sammen igen.
- Vi er stadig venner. Mere er der ikke ved det.
- Var det ikke på tide at begynde at finde en fast?
- Er jeg så gammel, synes du?
- Du risikerer at få peberbøssen, hvis du ikke skynder dig.
- Du har altid sagt, at man ikke skal forhaste sig.
- Det er også rigtigt lille Gese.
Henrik Andersen kunne ikke lade være med at føle sig ydmyget på
etatens vegne: først de seks mistænkelige chauffører og nu deres
lige så suspekte arbejdsgivere.
254

Han havde modtaget meddelelsen om de tre bestyreres
forsvinden for få minutter siden.
Hvis ikke Chefen var tæt på at have mistet besindelsen, havde
han måske gjort det selv. Af samme grund følte han sig forpligtet
til at holde hovedet koldt. De menige betjente måtte ikke få indtryk
af, at cheferne lod sig slå ud af et par nederlag. Derfor valgte han
at se det positive i de tre bestyreres forsvinden. Flugten betød, at
de øjensynligt var involveret i eller havde kendskab til
chaufførernes terroraktion.
Det bankede på døren. En assistent trådte ind med et udskrift i
hånden.
- Vi har netop modtaget det her fra Odense. Hverken Abdullah
Murtaza eller Munaza Nashrallah var at træffe i deres firmaer. Så
vidt man kan se, mangler der fire af firmaets vogne.
Andersen læste den korte meddelelse om bestyrerne og de
manglende lastbiler fra Fyns Varetransport.
Der var ingen lov, der forlangte, at muslimer overholdt de
kristne helligdage, tænkte han. Bestyrerne kunne være kørt ud med
varer til nogle trængende døgnkiosker. Men hvad med de
resterende to?
Telefonen ringede. Det var fra Københavns politi, der meddelte,
at man var kørt ud til Sydhavnens Varetransport i forbindelse med
eftersøgningen af Manadel Waleed. Alt var lukket og sluk-ket,
men patruljen meddelte, at der manglede to af firmaets vogne i
forhold til tidligere observationer.
- Seks lastbiler, sagde Andersen for sig selv.
255

To til hver bro, konkluderede hans hjernes neuroner, uden aktiv
bevidst medvirken.
- Undskyld, jeg fik ikke fat i det, lød det i røret.
- Jeg snakker bare med mig selv. Vi må sætte alt ind på at finde
de to biler. Det kan ikke gå hurtigt nok. Og sørg for at der
etableres massiv overvågning ved Øresundsbroen. Når man
observerer dem, skal de standses med alle midler.
- Hvad mener du, lød det i røret.
- Med sømmåtter og i værste fald skarp ammunition, hvis
chaufføren ikke reagerer. Og meddel alle involverede, at der kan
være en bombe om bord.
Andersen tænkte, om han overskred sin kompetence. Chefen var
til parade i Mindelunden. Der var ikke tid til at vente på hans
accept. Den udvidede ordre kunne altid annulleres, hvis Børgesen
var i mod.
- Forstået! Vi bliver nødt til at have det skriftligt?
- Jeg sender en fax med det samme.
Han lagde røret på.
- Tak, sagde han til assistenten og begyndte at skrive ordren.
Ingeniøren havde vist sig et par gange uden at tilbyde sin hjælp.
Han forsvandt hurtigt igen uden nogen så, hvor han gik hen.
Klokken halv ti havde de læsset den næstsidste vogn.
Munaza gav Iqbal de sidste instrukser og rakte ham nøglerne til
Salems sølvfarvede Citroen Picasso. Så gik de ud til lastbilerne,
256

der stod opmarcheret side om side bag hallen, og hentede sækken
med skiftetøj.
- Det er vigtigt, at man ikke kan se så meget som skyggen af en
skægstub, sagde Munaza. - Lige gyldigt, hvor meget de
protesterer. Forstået?
- Forstået!
- Skulle I løbe ind i en razzia, er det dig, der fører ordet. De
andre skal holde mund. Det eneste, du skal sige, er at I er på vej til
arbejde.
- Forstået!
- Vi ses.
Iqbal satte sig ind i Citroen´en og kørte. Klokken var kvart i ti.
Den sidste lastvogn ville være læsset, når han vendte tilbage.
Indtil nu havde de ikke haft heldet med sig. Ingen af de adspurgte
kendte noget til de fire efterlyste på billederne.
Der var flere gartnerier i Årslev. Per valgte det nærmeste.
Gartneren havde åbenbart ikke råd, tid eller lyst til at holde fri.
Han gik og arbejdede udendørs.
- I skulle prøve at spørge ham araberen, sagde han og studeret
billederne en ekstra gang. - Efter sigende, beskæftiger han
udelukkende udlændinge.
- Hvad hedder han, spurgte Per.
- Jeg kan sgu ikke huske det. Han kalder sig Nordfyns Blomster.
Per blev så forbavset, at Fouzy nåede at komme ham i forkøbet.
- Jens Hansen!
257

- Det kan godt være, han kalder sig det. Men han har også et
andet navn. En af vore damer kender en, der arbejder hos ham. Jeg
mener, hun sagde, han er marokkaner.
Per så spørgende på Fouzi.
- Tak for hjælpen sagde de i munden på hinanden og gik tilbage
til bilen.
- Store idiot! Undskyld, jeg mener ikke dig, sagde Fouzi. -
Måske er sækkene fyldt med sprængstof. Jeg mærkede oven i
købet på dem for en sikkerheds skyld.
- Men han var da rødhåret og temmelig bleg.
- Det er slet ikke så sjældent at støde på rødhårede arabere. Det
er ikke henna i alle tilfælde. Nogle har også blå øjne.
- Som Saddam Husseins rødhårede minister med det kraftige
overskæg.
- Ibrahim al-Duri! Lagde du mærke til hans arabertud?
- Jens Hansens? Jo, nu du siger det. Måske har fyren ret.
Fouzi startede bilen og satte kurs mod Nordfyn. Per havde
allerede forbindelse med politigården.
- Per Ege her. Vil i checke Jens Hansen, Nordfyns Blomster.
Han skulle være araber. Han har vist også et arabisk navn. Klarer I
det?
- Jeg kalder tilbage, lød det i højtaleren.
- Skal jeg bede om forstærkning, sagde han henvendt til Fouzy.
- Lad os parkere et stykke derfra og se, om det er muligt at
komme ind på lageret.
258

- Jeg tager sgu ikke det kluns på, sagde Fahad og smed kjolen fra
sig på lænestolen.
- Der er ikke tid til diskussioner, sagde Manadel.
Cem var allerede trukket i den lange, sorte kjole, og stod og
famlede med tørklædet. Om sider overvandt han sig til at tage det
på. Han gloede forundret på det fremmede ansigt i spejlet.
Manadel havde vist, hvordan de skjulte de afslørende
skægstubbe med pudderet. Resultatet var forbløffende. Ikke alene
dæk-kede det hagepartiets og overlæbens mørke aftegning
effektivt, men gav samtidig ansigtet et overbevisende kvindeligt
præg.
Fahad trak modvilligt i kjolen. Den passede, som var den syet
efter mål.
- Pas på, sagde Manadel og fjernede det pudder, der var smittet
af på halsudskæringen, med hånden.
Fahad skubbede til Cem, der ikke kunne løsrive sig fra spejlet,
og bandt det beigefarvede tørklæde om hagen.
- Hold kæft mand, råbte han ad sit eget spejlbillede og ville
fjerne tørklædet igen.
Men fascinationen ved forklædningen, fik ham til at standse.
Han betragtede sig selv og konstaterede, at resultatet stod mål med
de smukkeste kvinder, han kendte.
Manadel og Mahmoud var kørt, kort efter at chaufføren vendte
tilbage for at hente Azar.
259

- Jeg er ved at dø af sult. Jeg nåede ikke at spise morgenmad,
sagde Abdel.
- Jeg henter en pizza, sagde Kemal.
Bortset fra et par nødvendige svar, var det det eneste, han havde
sagt den sidste time.
- Det kan jeg selv gøre, svarede Abdel.
- Jeg er også sulten. Jeg ved, hvor der er et pizzeria, sagde han
og gik.
Han trængte til at være alene. Ordvekslingen mellem Manadel
og Azar kværnede endnu i hovedet. Den havde vækket ham af den
døs, han følte at have befundet sig i længe. Et eller andet i ham
sagde, at det, han havde hørt, havde han haft på fornemmelsen i
lang tid. Det havde aldrig været ledelsens mening, at de seks unge
mænd, skulle overleve.
Der var kun fem minutters gang til pizzeriaet. Han havde rigelig
tid. Først om en lille time ventede de Manadel og Mahmuoud
tilbage med Fahad og Cem.
Fouzi undlod bevidst at sænke farten, da de passerede indkørslen
til Nordfyns Blomster. I det brøkdel af et sekund, han havde udsyn
til lagerhallen, så han en lastbil holde ud for porten.
- Det lignede den vogn, vi raidede i forgårs.
- Hvad skal vi gøre?
- Finde ud af, hvad der sker.
- Lad os ringe efter forstærkning.
260

- Hvis jeg ikke er tilbage om ti minutter, ringer du efter
forstærkning.
- Hvad fanden har du tænkt dig?
Fouzi svingede ind på en markvej og parkerede bag ved den
endeløse, tætte hæk, der skjulte dem fra vejen.
- Vil du, eller skal jeg, sagde Fouzi.
Per vidste ikke, hvad han skulle svare. Han var ikke meget for
den slags improvisationer.
- Hvis jeg ikke er tilbage om ti minutter, kan du tilkalde hjælp
eller følge efter. Du bestemmer selv.
Fouzi steg ud og så sig til begge sider, inden han gik over vejen.
Han fandt en åbning i hækken på den anden side, stor nok til, at
han kunne klemme sig igennem. Inden for strakte sig en
frugtplantage med æbletræer lige til gartneriet.
Derfra, hvor han stod, kunne han se lagerhallens tag over
trætoppene. Skellet mellem plantagen og gartneriet bestod af et
uigennemtrængeligt hegn af rødtjørn. Hegnet var dog ikke mere
tæt, end han tydeligt kunne se de tre lastbiler af mærket Renault, to
personbiler og en varevogn, der stod parkeret bag hallen.
Han var sikker på, at der havde stået Fyns Varetransport på
dørene af den lastbil, de troede, Ashraf Alami havde parkeret ud
for kiosken på Rugårdsvej i forgårs. Men den dør, der vendte hen
mod ham, var ensfarvet grøn. De andre kunne han ikke se. Han
fulgte hækken til højre for at finde et sted med bedre udsigt.
15 meter længere fremme havde han udsyn til den næste vogns
højre dør. Den var også ensfarvet grøn.
261

De har selvfølgelig malet dørene over, tænkte han. Han var nødt
til at komme tættere på for at studere dem nærmere.
I nærheden af det første drivhus var en åbning i hegnet, der bar
præg af at være benyttet flittigt. Herfra havde han uhindret udsyn
fra indkørslen til lagerhallen. Lastvognen foran porten var af
samme type som de andre og havde heller ikke firmanavn på
døren.
Han bevægede sig hurtigt fra den ene prydbusk til den anden i
håb om at nå i skjul, hvis nogen dukkede frem fra hallen.
Det sidste stykke hen til de tre lastbiler foregik i hurtigløb over
den velplejede plæne.
En nærmere undersøgelse var unødvendig. Malingen var
identisk med den øvrige, men umiskendelig ny. Man havde ikke
gjort sig den ulejlighed at slibe niveauforskellen ned mellem tekst
og grundmaling. Med en politimands oparbejdede intuition, var det
ikke svært at forestille sig, at der stod Fyns Varetransport under
den ny lak.
Fouzi så på uret og gik hen til bilens bagende. Begge bagdøre
var forbundet med en solid hængelås. Det samme var tilfældet med
de andre. Han skyndte sig tilbage til drivhuset.
Der var kun tre minutter tilbage. Alligevel kunne han ikke dy
sig for at se ind ad en klar stribe glas i drivhusets kalkede ruder.
Inden for stod en høj tynd arabisk udseende mand med hænderne
på ryggen. Manden stirrede direkte på det sted, hvor han stod.
Fouzi blev stående bomstille. Pludselig vendte manden sig og
begyndte uanfægtet at gå i modsat retning.
262

Fouzi forsvandt gennem hullet i hækken. Der var to minutter
endnu.
Gese kørte ad Næsbyvej og standsede for rødt. Til venstre for
hende holdt en Citroen med muslimer.
Der sad tre kvinder på bagsædet med forskelligfarvede
tørklæder. Føreren var en ung mand. Den unge kvinde ved siden af
ham bar et broderet tørklæde i blå nuancer.
Gese betragtede kvinden i smug. Hendes rene, smukke profil
virkede bekendt.
- Jeg mener, jeg kender hende. Hun er måske fra vores kvarter,
sagde mormoren.
- Jeg synes også, jeg har set hende før. Vi skulle vist være drejet
fra her.
- Ja, du skulle have været over i den anden vejbane.
- Pokkers også. Måske bliver der et hul.
Bag Citroe´en holdt flere biler og ventede på at drejede til
venstre. De var nødt til at fortsætte lige ud.
- Jeg prøver næste vej til venstre, sagde hun og havde allerede
glemt episoden med Citroen´en.
- Vi har rigelig tid. Der er længe til frokost.
De var blevet enige om at finde et hyggeligt sted i Bogense,
hvor de kunne spise.
I den næste lyskurv vendte hun og kørte tilbage til krydset mod
Bogensevej.
- Nu ved jeg, hvem hun lignede, sagde bedstemoren.
263

- Hvem?
- Pigen med det blå tørklæde. Min kønne nabo. Måske har han
en tvillingsøster.
- Reda Asmar?
- Ja, jeg kan aldrig huske fremmede navne.
Gese kørte videre uden at svare. Mormorens ord virkede som et
chok. Hun havde ret. Pigen lignede fuldstændig Reda Asmar: den
samme harmoniske, smukke profil.
Hun havde mest lyst til at køre ind til siden for at tænke tanken
rigtigt til ende. Var det Reda Asmar på flugt forklædt som kvinde?
Muligheden syntes indlysende, jo længere hun tænkte over det.
Som et lyn forsvandt den sidste tvivl: De tre piger på bagsædet var
hans tre efterlyste venner.
Hun satte farten op. Måske kunne hun nå at indhente Citroen´en.
- Lille Gese, glemmer du ikke, at vi kun må køre 50, lød det
bekymret fra bedstemoren.
- Du har ret. Hun lignede ham så meget, at jeg tror, det var Reda
Asmar og hans venner.
- Du tror da ikke…
- Jo, jeg er overbevist om, at det var dem. Hvad er den mest
nærliggende forklædning for fire kønne unge mænd: en
kvindedragt!
- Lille Gese, det lyder helt forrykt. Men hvorfor ikke. Jeg ville
gøre det samme, hvis jeg var dem.
264

En bil foran tvang hende til at sætte farten ned. Desuden var der
fuldt optrukne streger frem til næste lyskurv - og så langt hun
kunne se, hvilket gjorde overhaling umuligt.
Fremme ved lyskurven skiftede det til rødt. Ærgerligt besluttede
hun at opgive forfølgelsen.
- Han hedder Jens Salem Hicham Hansen, sagde stemmen i
politiradioen.
Det varede et par sekunder, inden Per fik taget sig sammen til at
svare.
- Er du der, spurgte kollegaen.
- Hvordan staver du det?
Kollegaen stavede de arabiske mellemnavne for ham.
- Og så må I godt sige til, hvis I støder på en lastbil fra Fyns
Varetransport. Der mangler fire på firmaets adresse, fortsatte
stemmen. - Men forsøg ikke at standse dem. Nøjes med at skygge
dem. PET advarer om, at de kan være bevæbnet.
- Forstået!
I det samme åbnede Fouzi døren og satte sig ind.
- Der holder fire lastbiler fra Fyns Varetransport, sagde han
stakåndet.
Per undertrykte et hosteanfald.
- Er du der endnu?
- Yes Sir, svarede stemmen i radioen.
- Vi ved, hvor de fire eftersøgte biler er, sagde han hæst. - Du
får Fouzi.
265

Fouzi satte dem kort ind i, hvad han havde observeret.
- Send en jammer med første vogn, så vi ikke ryger ad helvede
til alle sammen, sagde han.
- Og så mange sømmåtter, I kan organisere, tilføjede Per.
- Jeg håber, vi finder en helikopter til at guide os fra luften, lød
det i radioen.
- Jeg kender en ekspert, sagde Per og gav ham Bent Petersens
navn og mobilnummer. - Han arbejder i helikoptertjenesten og er
på ferie i Munkebo. Jeg ringer til ham og beder ham holde sig klar.
- Glimrende! Sig at vi samler ham op.
- Jeg tror, de er propfyldt med ammoniumnitrat, eller noget i den
stil, sagde Fouzi, da Per havde slukket for mikrofonen.
- Der bliver ikke andet end murbrokker tilbage, hvis en eller
anden galning udløser skidtet. Sker det mekanisk, er en jammer
ikke en skid bevendt.
- Så håber jeg sgu, at de enes om at gøre det elektronisk.
- Mon de fire chauffører er der, sagde Per, mens han ledte efter
Bents nummer.
- Aner det ikke. Det eneste levende væsen, jeg så, var fyren i
drivhuset.
- Det er Per, sagde Per i mobilen og satte Bent ind i situationen.
- Hvad siger du til det?
- Det lyder helt vanvittigt, men selvfølgelig er jeg klar. De kan
hente mig på stadion.
- På gensyn! Jeg gætter på, de er i røret om få minutter.
266

Få minutter i elleve indløb et anonymt alarmopkald til Københavns
politi fra et ulokaliseret sted i Sydhavnen.
- Der holder to lastbiler fyldt med sprængstof i hal fem i A/S
Frysehuse i Sydhavnen…
- Stop en halv, sagde vagthavende. - Hvem taler jeg med?
- De kører herfra om et par timer med Øresundsbroen som mål,
lød det hæst, hvorefter forbindelsen blev afbrudt.
Københavns politi, PET, NEC og AKS blev omgående sat i
højeste alarmberedskab.
Alle disponible patruljer fik besked om at slå ring omkring den
angivne adresse med pålæg om, at holde sig på mindst en halv
km´s afstand fra stedet og afvente nærmere ordre.
I kraft af sin funktion som souschef, var det Henrik Andersen,
der traf afgørelsen. For alt i verden ville han undgå, at en forsinket
kommandovej endte i en katastrofe.
- Det var den helt rigtige beslutning, bakkede Chefen ham op. -
Jeg kommer hurtigst muligt.
Han befandt sig midt i paraden og bebrejdede sig selv, at han
havde ignoreret opkaldet de første to gange.
Et par minutter senere så han sit snit til at træde ud af rækken af
særligt indbudte og hastede tilbage til PET.
Henrik Andersen havde i løbet af få minutter sørget for at
etablere en observationspost, hvorfra man havde udsyn til
frysehusene, indkørslen og de tilstødende områder.
Den første melding om alt roligt på stedet indløb efter 25
minutter.
267

- Min kompliment, sagde Chefen, efter at have lyttet til
Andersens redegørelse. - Det kunne jeg ikke have gjort bedre.
Gese parkerede på en holdeplads i vejsiden. Hun og bedstemoren
var blevet enige om, at det var rigtigst at kontakte politiet.
- Hun tastede Per Eges mobilnummer med klar forvisning om, at
middagsaftalen røg i vasken.
- Per her!
- Det er Gese Köller.
- Hej, lød det opstemt.
- Hej! Jeg tror, jeg har set Reda Asmar og hans venner.
- Hvor, sagde han uden større undren.
Måske fordi, han havde indstillet sig på, at fra nu af kunne alt
ske.
Gese fortalte om deres møde med den sølvgrå Citroen og de fire
tørklædeklædte personer.
- Hvis det er rigtigt, har jeg på fornemmelsen, hvor de er på vej
hen, lød det kryptisk.
Inden Gese nåede at spørge, fortalte han, at politiet var på sporet
af dem, og at alt tyede på en forestående aktion.
Gese vidste, det var omsonst at spørge hvor?
- Så røg vores middag, sagde hun for at komme ham i forkøbet.
Hun tænkte, hvor pinligt det måtte være for ham at få det sagt.
- Ja, jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at bede om udsættelse.
- Naturligvis! Det kan vi gøre om en anden gang.
- Jeg er virkelig ked af det.
268

- Det betyder ikke noget. Min mormor og jeg hygger os så
dejligt sammen. Jeg vil ikke forstyrre længere. Ciao!
- Vi ses!
Af en eller anden grund følte hun lettelse over afbudet.
- Det var da kedeligt, sagde bedstemoren.
- Egentlig ikke! Hvis vi har gættet rigtigt, får han fire arabiske
ungmøer i stedet.
Begge brast i en hjertelig latter.
Samtidigt svingede Iqbal ind ad indkørslen til Nordfyns
Blomster med sine fire forklædte venner.
Så snart døren til lagerhallen havde lukket sig efter dem, afførte de
sig deres ydmygende dragt.
Under andre omstændigheder ville stripnummeret have
fremkaldt berettiget morskab. Men situationen indbød ligesom
ikke til det.
Tilskuerne nøjedes med at se tavse til og nippe af de tekrus, de
stod med hånden.
- I kan gå med over i baderummet, sagde Salem og lagde
kjolerne ned i en sæk.
- Det får I mig ikke til at gøre igen, sagde Iachim, mens han
forsøgte at tørre pudderet af ansigtet.
Han studerede resultatet på hænderne. Der hang mindre ved, end
han havde regnet med.
- I så ellers så søde ud, forsøgte Abdullah at muntre dem op.
269

Den manglende reaktion understregede, at øjeblikket ikke var til
morsomheder.
- Vi gennemgår tiderne en sidste gang, når vi har spist frokost,
sagde Munaza og fyldte sit krus med te.
Han begyndte at mærke, at han ikke havde fået mere end et par
timers søvn.
- Lad os få skidtet vasket af, sagde Adnan og åbnede døren.
Salem gik foran hen mod drivhusene. For enden af det andet
drivhus lå en beskeden murstensbygning med frokoststue og
baderum.
Reda spekulerede på, om der ville blive noget tilbage af
gartneriet og dem alle sammen, hvis en sprængladning gik af ved
et uheld.
Inde bag ruderne til kontoret stod en høj, slank mand og
betragtede dem.
- Hvem er det, spurgte han.
- Ingeniøren, svarede Salem.
Han havde undret sig over, hvor han var gået hen og havde
tænkt sig at gå ind og se efter i privaten. Alle havde svært ved at
skjule deres misfornøjelse med, at Ingeniøren ikke hjalp til.
Mahmoud kørte en omvej for at drage fordel af den tættere trafik.
Man blev nemmere overset i mængden, havde Manadel indprentet
ham.
De var blevet overhalet af et par patruljevogne under vejs. Det
var der intet usædvanligt ved. Men Manadel begyndte at blive
270

urolig, da han fik øje på den anden parkerede patruljevogn, der
holdt mindre end en km fra frysehusene i Sydhavnen. I begge
vogne sad to betjente og holdt øje med trafikken.
Cem tænkte, at deres forklædning måske ikke var så tosset en
ide, som Fahad havde påstået. Hvis de blev standset ville enhver
betjent tro, at der var tale om to helt almindelige ægtepar.
Intet tyede imidlertid på, at det drejede sig om en razzia.
Trafikken gled uhindret videre. De fire i vognen åndede lettet op,
da de kørte ind på pladsen foran frysehus nr. fem.
Manadel, Fahad og Cem forsvandt ind ad døren, mens
Mahmoud kørte om bag ved, ude af syne fra vejen.
De første betjente begyndte at indtage deres stillinger ved alle
mulige og umulige forbindelsesveje til Norfyns Blomster.
Selv perifere markveje blev i den følgende halve time afskåret
for al færdsel.
De undrende beboere fik besked om at holde sig hjemme og
undlade at kontakte naboer, venner og familie for ikke at varsko
forbryderne.
Hvem forbryderne var, eller hvad forbrydelsen gik ud på forblev
foreløbig en hemmelighed. Alligevel gættede en og anden på, at al
ståhejet måske betød, at man havde lokaliseret de eftersøgte
bombemænd.
Over radioen fik Per at vide, at en styrke fra AKS, NEC og PET
var på vej med et af luftvåbnets fly. Han håbede, at aktionsgruppen
nåede frem i tide.
271

Fouzi steg ud for at holde øje med vejen. Var det sket få
sekunder før, havde han set Citroen´en dreje af til gartneriet.
Nu stod han og betragtede den lange vejstrækning, der henlå
lige øde i begge retninger.
Kollegerne havde lukket for al trafik. På et eller andet tidspunkt
måtte det blive bemærket af folkene i gartneriet. Han mærkede
uroen og utålmodigheden og tænkte, hvornår alle var på plads, så
aktionen kunne løbe af stabelen.
Angrebet skulle foregå så overraskende som muligt. Ordren lød
på, at forhindre bombemændene i at komme i nærheden
lastbilerne.
Han turde ikke tænke tanken til ende. Angrebet måtte ikke
mislykkes. Det hele ville ende i en katastrofe, hvis blot en enkelt af
bomberne nåede at blive udløst.
- Der er netop kørt en personvogn ind på pladsen foran kølehus nr.
fem, sagde betjenten fra sin ophøjede observationspost over for.
Chefen og Henrik Andersen sad i PETs kommandovogn en halv
km derfra og forsøgte at få et overblik over, hvor indsatsgrupperne
fra AKS, NEC og Københavns politi befandt sig.
Forinden havde de fået bekræftet, at en samlet styrke fra AKS,
NEC og PET var gået i luften med kurs mod Odense.
Når helikopteren med den gruppe, der skulle landsættes på taget
af frysehuset, dukke op fra sydlig retning, ville Chefen beor-dre
aktionen i gang.
272

- Skulle de finde på at køre før, sætter vi ind med det samme,
sagde han.
Andersen var i vildrede med sin egen og Chefens beslutning.
Udløste de bomberne, frygtede han, at nabolaget kunne blive lagt
øde. Tanken om, hvor mange menneskeliv, eksplosionen ville
koste, var skræmmende.
De havde måttet opgive at evakuere området. Dels på grund af
manglende tid, og dels fordi de frygtede, at en evakuering ville
blive bemærket af terroristerne og få dem til at handle i panik. Af
samme grund havde man besluttet at vente med at lukke af for
trafikken til sidste øjeblik. Hvis terroristerne opdagede, at de var
omringet, var der risiko for, at de nåede at ændre slagplan.
Andersen hørte lyden af helikopteren i det fjerne. Få sekunder
efter viste den sig som en prik over byens hustage.
Om mindre end et minut ville aktionen gå i gang.
Bent Petersen var steget på helikopteren på Munkebo stadion for
mindre end fem minutter siden.
De havde kurs mod den position, som en observationspost
havde opgivet. Der var kun få minutters flyvning fra det nordlige
Odense til det udpegede mål.
Ordren lød på at holde sig på længst mulig afstand af gartneriet.
Så snart de fik det i sigte, skulle de finde en position, der gjorde
det muligt at observere alle bevægelser på området.
273

Bent var den første, der fik øje på gartneriets glastage. Han
udpegede dem for piloten, der straks ændrede kurs. Folkene på
gartneriet måtte ikke få mistanke til helikopteren i det fjerne.
Der holdt en lastbil foran en lagerlignende bygning i nærheden.
Bag den var parkeret yderlige tre samt to personbiler og en
varevogn. Når de nåede frem stik vest for gartneriet, ville han være
i stand til at typebestemme dem.
- Vil du tættere på, spurgte piloten.
- Nej, fortsæt stik nord, sagde han og begyndte at rapportere sine
iagttagelser til kommandovognen, der holdt et ukendt sted i
nærheden af målet. I det samme fik han øje på fem mænd, der var
på vej fra hallen i retning af drivhusene.
Salems kone havde dækket op i medarbejdernes frokoststue.
Munaza trådte ind sammen med Iqbal, Ali og Abdullah. De fire
chauffører befandt sig i baderummet i færd med at fjerne sminken,
da Ingeniørens høje, slanke skikkelse viste sig i døren.
- Jeg tror, nogen udspionerer os, sagde han med sin hæse,
monotone stemme. - For lidt siden så jeg en mand forsvinde ind
mellem æbletræerne. Det lykkedes mig ikke at se, hvor han løb
hen. Bor der nogen arabisk udseende mænd i nærheden?
Han stirrede anklagende på Salem, der syntes endnu blegere,
end han plejede.
- Nej, ikke så vidt jeg ved. Jeg er ikke stødt på nogen i
landsbyen.
274

- Måske har nogen snakket over sig. Jeg har været en tur helle
vejen rundt. Vi må sætte vagter ud: en ved indkørslen, en i
frugthaven bag hallen og to syd og vest for drivhusene. Og det skal
være nu!
Ingeniøren udpegede Salem, Iqbal, Ali og Abdullah til opgaven.
Resten fik lov at spise færdig.
Efter at have anvist dem deres poster, vendte han tilbage til
frokoststuen.
Han satte sig ved et tomt bord uden at røre maden.
- Det var tydeligt, at han var ude på et eller andet. Inden jeg
nåde ud af drivhuset, forsvandt han ind i plantagen. Træerne
gjorde det umuligt at få ordentligt sigte.
De andre var ikke tvivl om, at den mystiske mand havde været
død nu, hvis det var gået efter Ingeniørens ønske.
- Jeg går en runde, sagde han. - Vær klar til, at gennemgå
tiderne, når jeg kommer tilbage.
Ingeniøren gik gennem hækken til æbleplantagen og fortsatte i
den retning, flygtningen var forsvundet.
I det øjeblik helikopteren befandt sig over frysehusene, satte
samtlige biler kurs mod målet.
Indenfor rasede Manadel endnu over, at Kemal var gået.
- Han er her om et øjeblik, forsøgte Abdel at berolige ham.
- Hss, tyssede Manadel på ham.
Han havde hørt helikopteren nærme sig uden at forbinde det
med fare. Lufttrafik hørte til hverdagens støjplager. Men det, der
275

undrede ham, var, at rotorlarmen forblev centreret lige over
hovedet på dem.
Han gik hen til vinduet og kikkede ud. Fra begge sider af vejen,
så han politiets blå mandskabsvogne nærme sig med rasende fart.
To patruljevogne, som havde været ude af syne, standsede på hver
side af porten.
Så hørte han et bump oppe fra taget. En hvid tåge bredte sig ud
fra en ventilationsrist i loftet. Umiddelbart efter begyndte alle at
hoste.
Døren gik op med et højlydt brag. En skare sortklædte,
maskerede mænd strømmede ind pegende med deres
maskinpistoler i alle retninger. De skubbede de handlingslammede
mænd ud på pladsen, hvor andre stod parat til at tage sig af dem.
Mindre end to minutter senere lå alle fem med ansigtet vendt
mod asfalten og med hænderne i håndjern.
…
Ønsker du at læse resten af bogen, kan
ØJE FOR ØJE af Jørn Staus Jacobsen købes som e-bog på
www.saxo.com
276