Notat om national model for Børnehuse i Danmark - Red Barnet

socialstyrelsen.dk

Notat om national model for Børnehuse i Danmark - Red Barnet

Notat om

national model for Børnehuse

i Danmark

Oktober 2009


Notat om national model for Børnehuse i Danmark

En national model for Børnehuse i Danmark – resumé..................................................2

1. Indledning.......................................................................................................................4

Barnets vej gennem systemet - med barnet i centrum .....................................................4

2. Baggrund........................................................................................................................5

2.1 Indsatsen i Danmark ..................................................................................................6

3. Formål.............................................................................................................................9

4. Målgruppe.......................................................................................................................9

5. Børnehusets opgaver ..................................................................................................10

5.1 Kerneopgaver...........................................................................................................10

5.2 Henvisning til Børnehuse .........................................................................................10

5.3 Uddybende beskrivelse af Børnehusets opgaveområder.........................................11

5.3.1. Den psykosociale indsats.....................................................................................11

5.3.2 Undersøgelse ved børnelæge (Socialpædiatrisk undersøgelse)...........................14

5.3.3 Politiets opgaver....................................................................................................14

5.3.4 Retsmedicinsk undersøgelse ................................................................................15

5.3.5 Øvrige opgaver......................................................................................................16

6. Model for Børnehuse i Danmark.................................................................................16

6.1 Forslag til model.......................................................................................................17

6.2 Organisering.............................................................................................................18

1


En national model for Børnehuse i Danmark – resumé

En tværfaglig arbejdsgruppe, der er udsprunget af Forskningsnetværket om seksuelle

overgreb på børn, fremkommer i dette notat med en række anbefalinger til den fremtidige

organisering i Danmark af indsatsen i forhold til børn og unge, der bliver udsat for

seksuelle eller fysiske overgreb. I notatet bruges betegnelsen ”Børnehus” til at beskrive

rammerne for en koordineret tværfaglig og tværsektoriel samarbejdsmodel, hvor

samarbejde sker i et børnevenligt miljø på barnets præmisser.

Børnehusets overordnede formål er at bidrage til at undersøge, udrede, krisebehandle og

følge op på sager om overgreb mod børn. Ved at samle den tværsektorielle ekspertise i et

Børnehus er det hensigten at sikre en optimal tværsektoriel indsats og koordinering, der

bedst muligt varetager barnets behov.

Den tværfaglige arbejdsgruppe bag notatet foreslår, at der etableres Børnehuse i Danmark

ud fra en model, hvis organisatoriske forankring bygger på tværsektorielle partnerskaber.

Samtidig lægges der i den foreslåede model vægt på at tilstræbe en vis ensartethed i

Børnehusenes opbygning og ydelser. Dette er vigtigt med henblik på at sikre, at børn og

familier i hele landet som udgangspunkt har adgang til sammenlignelige tilbud. Men også

med henblik på at muliggøre en tværgående vidensopsamling, forskning og evaluering af

Børnehusenes resultater er det en fordel, at variationen ikke er for stor.

Børnehusene tænkes i den skitserede model som et fysisk hus med et fast personale, der

samtidig trækker på et netværk af faglig ekspertise, der er eksternt forankret, men som

flytter sig til Børnehuset, når der er behov for deres ydelser.

Konkret anbefaler den tværfaglige arbejdsgruppe, at der etableres 10-12 Børnehuse

landsplan, hvoraf 3-5 Børnehuse placeres i børnevenlige omgivelser i tilknytning til

regionale specialiserede børneafdelinger og i nærheden af de retsmedicinske afdelinger.

De resterende Børnehuse foreslås placeret geografisk hensigtsmæssigt, eksempelvis i

forhold til de 12 politikredse.

De 3-5 Børnehuse, der placeres i tilknytning til de regionale børneafdelinger (samt

retsmedicinske afdelinger), benyttes af de børn, der har behov for undersøgelse af en

specialiseret børnelæge og retsmedicinsk undersøgelse samt de børn, der geografisk bor

tættest på dette Børnehus.

I de øvrige Børnehuse, der placeres geografisk hensigtsmæssigt, vil det være muligt, at

børnene bliver videoafhørt, ligesom børn og familier vil kunne modtage overgrebsfokuseret

behandling. Hvis et barn i et af disse Børnehuse har brug for at blive vurderet af en

børnelæge, kan dette foregå i børnehuset af den lokale børneafdeling. Børn, der

geografisk bor tættest på et af disse Børnehuse, og som skal undersøges af en

specialiseret børnelæge og retsmedicinsk, vil være nødt til at blive kørt til et af de

regionale Børnehuse, men den øvrige indsats vil foregå tæt på barnets hjemlige miljø.

Med hensyn til ledelse og finansiering af Børnehusene anbefaler arbejdsgruppen, at

Børnehusene baseres på et tværsektorielt ejerskab - mellem sundhedssektor, politi,

retsmedicinske institutter og landets kommuner - med fælles finansiering og ledelse og en

organisering, der fremmer koordinering og beslutningsdygtighed. Det fælles ejerskab bør

2


endvidere understøttes af en forankring i en national tværministeriel strategi, der som

minimum omfatter Justitsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og

Sundhedsministeriet.

3


1. Indledning

Dette notat er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe, der er udsprunget af

Forskningsnetværket om seksuelle overgreb på børn 1 . Med notatet ønsker

arbejdsgruppen at stille sin faglige ekspertise til rådighed og bidrage med anbefalinger til

den fremtidige organisering i Danmark af indsatsen i forhold til børn og unge, der bliver

udsat for seksuelle eller fysiske overgreb. I notatet bruges betegnelsen ”Børnehus” til at

beskrive rammerne for en koordineret tværfaglig og tværsektoriel samarbejdsmodel – et

samarbejde, der sker i et børnevenligt miljø på barnets præmisser 2 .

Barnets vej gennem systemet - med barnet i centrum

Når der opstår mistanke om, at et barn har været udsat for eller overværet fysiske eller

seksuelle overgreb, får vi indblik i en verden, der kan være svær at gennemskue. Barnet

er på en gang offer og også tit det eneste vidne til overgreb, som omverdenen sjældent

ser. Oveni det fysiske og/eller det seksuelle overgreb følger ofte en psykisk traumatisering,

særligt i de tilfælde, hvor overgrebene bliver begået af barnets nære relationer. I disse

tilfælde bliver overgreb og omsorg blandet sammen, hvilket forhindrer barnet i at udvikle

en evne til at skelne mellem omsorg og overgreb. Det betyder, at barnet udsættes for

noget, det ikke ved, hvad er, samtidig med, at netop barnets beskrivelse af, hvad det

udsættes for, ofte vil være afgørende for sagens videre forløb.

Det kræver stor tværfaglig ekspertise at håndtere og undersøge disse vanskelige sager,

hvor viden og erfaring hele tiden udfordres af tvivl og usikkerhed. Samtidig er det vigtigt, at

barnets møde med de mange forskellige instanser, der ofte er involveret i et sagsforløb,

ikke former sig som en lang vej gennem et uigennemskueligt system, men i stedet

tilrettelægges som en proces med barnet i centrum og med et tværfagligt og koordineret

netværk af professionelle voksne omkring barnet.

Mistanken om, at et barn har været udsat for overgreb, opstår oftest på baggrund af et

barns udsagn eller adfærd. Men vejen fra en mistanke opstår, til det afklares, om barnet

har været udsat for overgreb, er ofte lang og vanskelig, da det kan være meget svært

enten at bekræfte eller afkræfte, om et barns måske løsrevne udsagn eller adfærd er

forbundet med et konkret overgreb. Det kan være vanskeligt at udtale sin mistanke, fordi

man kan være bange for at tage fejl og gøre en diffus og uigennemskuelig bekymring

konkret ved at sætte ord på den. Eller omvendt kan omgivelserne alt for hurtigt komme til

at nedtone tvivlen ved at give mistanken et konkret indhold. Erfaringer fra en lang række

sager vidner om, hvordan disse dilemmaer kan påvirke håndteringen af et sagsforløb i

uhensigtsmæssig retning. Faren er, at de voksnes tvivl enten forhindrer dem i at reagere

1 Følgende har deltaget i den tværfaglige arbejdsgruppe: Børnerådet (Søren Gade Hansen), CBO (Hanne Nødgaard

Christensen, Luci Maria Østrup, Charlotte Ballegaard), Glostrup Hospital, Børneafdelingen (Bodil Moltesen), Institut

for Psykologi, Københavns Universitet (Katrine Zeuthen), Januscentret (Mimi Strange, Birgitte Jørgensen), Red

Barnet (Kuno Sørensen), Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet/CBO (Annie Vesterby), Rådgivningscentret

Langenæs (Lise Færch), Sct. Stefans Rådgivningscenter (Niels Jepsen, Pernille Spitz), SISO (Anne Melchior Hansen,

Anette Hammershøi), SMB (Annette Baadsgaard, Pia Rathje), Statens Institut for Folkesundhed (Karin Helweg-

Larsen), Østjyllands Politi/CBO (Bjarne Laursen, Poul Erik Christensen)

2 Betegnelsen ”Børnecenter” eller ”Børnebeskyttelsescenter” anvendes undertiden også i forbindelse med denne

samarbejdsmodel/form (jf. det internationale ”Child Protection Center”). I nordisk sammenhæng (Island, Norge og

Sverige) anvendes betegnelsen Børnehus.

4


på deres mistanke eller modsat bevirker, at barnets udsagn eller adfærd for hurtigt tages

for pålydende.

Et fællestræk for sager af denne karakter er derfor, at de kræver professionel håndtering

og trygge rammer, hvor tvivlen kommer barnet til gode gennem en tværfaglig og

struktureret indsats, der har barnet i centrum. I feltet omkring børn, der bliver udsat for

overgreb, herunder også de tilfælde, hvor børn og unge udsætter andre børn for overgreb,

er der mange forskellige faggrupper involveret. Kommunale myndighedssagsbehandlere,

politi, jurister, retsmedicinere, pædiatere, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, lærere

m.fl. har hver deres kompetence, opgave og rolle i et sagsforløb - fra en mistanke opstår,

når sagen startes, mens den undersøges og behandles og endeligt til den afsluttes og

slippes eller gives videre til andet regi.

Behovet for en tværfaglig indsats, der tager afsæt i en faglig viden om, hvad det betyder at

være udsat for overgreb, når man er et barn, kan realiseres i et Børnehus. Her vil alle

faggrupper kunne mødes i et samarbejde omkring barnet med barnet i centrum: Hvad vil

det sige at være udsat for overgreb, når man er et barn? Hvordan forstår barnet selv det,

der er sket? Hvad betyder et overgreb for barnets udvikling? Og hvordan kan vi bedst

muligt tage højde for barnets udvikling i håndteringen af et sagsforløb?

En tværfaglig indsats er også påkrævet i forhold til børn, der har udvist krænkende adfærd

over for andre børn.

Ved at samle arbejdet omkring børn, der har været udsat for overgreb – eller har udsat

andre børn for overgreb - i et hus, der har barnet i centrum, skabes mulighed for øget og

styrket samarbejdet mellem de involverede faggrupper.

2. Baggrund

Børnehustanken har sit afsæt i den amerikanske model om ”Childrens Advocacy Center 3 ,

(CAC), hvis grundtanke er at etablere et tæt og koordineret tværfagligt og tværsektorielt

samarbejde af medicinsk, psykologisk og juridisk undersøgelse og hjælp til barnet – alt

sammen i et børnevenligt miljø, hvor myndighederne samarbejder med barnet i centrum

og ud fra barnets præmisser 4 .

I de nordiske lande blev Børnehus-tanken introduceret i 1998 hvor det det islandske

”Barnahus” blev etableret med inspiration fra den amerikanske model 5 .

Også i Norge og Sverige er der inden for de seneste år udviklet Børnehuse med afsæt i

bl.a. de islandske erfaringer. I Sverige etablerede man i 2005 en forsøgsordning med

Børnehuse seks forskellige steder i landet. I et samarbejde mellem Åklagarmyndigheten,

Rikspolisstyrelsen, Rättsmedicinalverket og Socialstyrelsen blev der i perioden 2006-2007

høstet erfaringer med - i Børnehus-regi - at foretage udredninger om og undersøgelser af

børn, som har været udsat for fysisk mishandling og/eller seksuelle overgreb - eller hvor

der er mistanke herom. Forsøgsordningens formål var at tilpasse undersøgelserne til

3 Se http://www.nationalcac.org

4 Læs mere på http://www.nationalcac.org/professionals/model/cac_model.html og

5 Se mere om det islandske Barnahus på http://www.bvs.is/files/file743.pdf

5


arnet og samle dem under et tag samt via et koordineret samarbejde at forbedre

kvaliteten i undersøgelserne, hvilket tilsammen skulle give bedre grundlag for

retsprocessen og den fremtidige indsats for de berørte børn og unge.

Forsøgsordningen blev evalueret i 2008, og resultatet beskrives som overvejende positivt 6 .

Ifølge evalueringen indebærer Børnehusene en forbedret kvalitet ud fra et

børneperspektiv, miljøet er børnetilpasset, og krisehjælpen er generelt forbedret. Efter

forsøgsperioden er flere af Børnehusene blevet permanente, og ud over de seks

Børnehuse, som indgik i forsøgsordningen, er der i dag oprettet yderligere fem og andre er

undervejs, hvilket betyder, at indsatsen med Børnehuse nu er landsdækkende i Sverige.

I Norge besluttede regeringen i 2006 at etablere ”Barnehuse” som et 3-årigt

forsøgsprojekt. Etableringen af Barnehus er et tiltag under den norske regerings

handlingsplan mod vold i nære relationer. Det første norske Barnehus åbnede i 2007, og

siden er yderligere fire Børnehuse kommet til. Det femte Barnehus åbnede i Tromsø i

marts 2009. Perspektivet er, at Barnehuse i løbet af 2009 bliver et landsdækkende tilbud i

Norge.

2.1 Indsatsen i Danmark

Inden for de seneste år er etableret enkelte tiltag, der på forskellig vis rummer erfaringer

med og kan inspirere til en videre udvikling af Børnehus-tanken i Danmark. I 2001 blev

Team for Seksuelt misbrugte børn (SMB) etableret på Rigshospitalet, og i 2007 blev

Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) etableret på Skejby Sygehus.

Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet

Team for Seksuelt Misbrugte Børn (SMB) blev oprettet som et projekt i 2001 og etableret

som en permanent funktion i 2004, som en del af Regeringens handlingsplan. Teamet er

forankret i sundhedssektoren og er et tværfagligt tilbud til børn, forældre og professionelle,

der har behov for specialiseret behandling og rådgivning ved seksuelle overgreb mod

børn. Tilbuddet er baseret på et tæt samarbejde mellem pædiater fra en af Rigshospitalets

pædiatriske klinikker, børnesygeplejerske, psykologer, socialrådgivere og sekretær. Der er

endvidere et tæt formaliseret samarbejde med Retsmedicinsk Institut. I sager, hvor politiet

som et led i deres efterforskning begærer en retsmedicinsk undersøgelser, kontakter

retsmediciner SMB´s sygeplejerske, som kontakter familien og forbereder dem på

undersøgelsen. Der er således fra første færd etableret en kontakt til SMB, som vil være

dem, der varetager den fortsatte kontakt til familien. SMB´s pædiater og sygeplejersker

varetager i samarbejde med retsmedicineren undersøgelsen af barnet, så barnet ved én

og samme undersøgelse undersøges klinisk af pædiater og efterforskningsmæssigt af

retsmediciner. SMB samarbejder endvidere med politiet med henblik på at koordinere den

efterforskningsmæssige indsats med den behandlingsmæssige indsats.

SMB tilbyder overgrebsfokuseret behandling, en behandling, der primært har fokus på

bearbejdning af den akutte krise, som det seksuelle overgreb og følgerne heraf udløser

hos barnet og dets familie/netværk.

6 Se rapporten ”Barnahus – försöksverksamhet med samverkan under gemensamt tak vid mistanke om brott mot barn”

Rikspolisstyrelsen, Rättsmedicinalverket, Socialstyrelsen og Åklagarmyndigheten, februar 2008.

6


Behandlingen foregår som individuelle forløb og gruppeforløb både til børn og

forældre/omsorgspersoner. SMB vægter i sit arbejde, at der er et parallelt

behandlingsforløb til barn og forældre/omsorgspersoner. Udover det kliniske arbejde

tilbyder SMB telefonrådgivning til både pårørende og professionelle samt supervision til

professionelle, der arbejder med familien i nærmiljøet.

SMB har endvidere en videnscenterfunktion, der varetager bearbejdning af SMB´s

database, iværksætter og koordinerer projekter i relation til det kliniske arbejde med

henblik på metodeudvikling samt formidler ny viden og erfaringer ud til omverdenen. 7

Center for Børn udsat for Overgreb, Skejby Sygehus

Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) blev etableret i 2007. Centret er placeret i en

nybygget afdeling i tilknytning til Retsmedicinsk Institut på Skejby Sygehus. Centret er det

første af sin art i landet, hvor børn i alderen 0-15 år kan få foretaget både

børnelægeundersøgelse, videoafhøring af politiet, retsmedicinsk undersøgelse samt få

psykolog- og socialrådgiverhjælp.Centret tilbyder også akut krisehjælp til forældre

i form af samtaler med en psykolog, ligesom der er mulighed for samtale med en

socialrådgiver. I de tilfælde hvor en mistanke anmeldes til politiet foregår afhøring af børn

op til ca. 12 år på centret i et børnevenligt afhøringslokale.

CBO varetager således opgaver for hhv. sundhedssektoren samt retsvæsenet. Fra

Børneafdelingen på Skejby Sygehus er centret bemandet med børnelæge og

børnesygeplejerske på fuld tid samt psykolog, socialrådgiver, pædagog og sekretær på

deltid, alle ansatte i sundhedssektoren. Fra Østjyllands Politi er tilknyttet fire

specialuddannede videoafhørere, der kommer til CBO for at afhøre børnene, mens resten

af den politimæssige efterforskning stadig foregår på Politigården i Århus.

Retsmedicinske undersøgelser foretages af retsmediciner fra Retsmedicinsk Institut,

Århus Universitet, som kommer i centret og foretager undersøgelserne og efterfølgende

laver det opfølgende kontorarbejde på det nærliggende Retsmedicinsk Institut.

CBO står endvidere for den lovpligtige kontakt til kommunens myndighedssagsbehandler,

der har ansvaret for den efterfølgende støtte og psykologbehandling til barnet og familien 8 .

Fremadrettede tiltag i sundhedssektoren

I sundhedssektoren foregår der pt. en drøftelse mellem regionerne og Sundhedsstyrelsen

om, hvordan arbejdet med børn udsat for overgreb og omsorgssvigt fremadrettet skal

organiseres. Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at lægelig undersøgelse og udredning vedr.

seksuelle overgreb mod børn er en højt-specialiseret funktion, som skal forankres i tre

børne-centre i hhv. København, Odense og Århus, hvor også de retsmedicinske institutter

er placeret. Der vil være behov for at indgå samarbejdsaftaler i fht. Region Sjælland og

Region Nordjylland.

Det forventes, at også komplicerede tilfælde af fysisk og psykisk overgreb skal varetages

af disse børnecentre, der placeres i tilknytning til eksisterende børneafdelinger. Alle

børneafdelinger skal kunne modtage børn udsat for alle former for overgreb (eller

7 Se mere om SMB på

www.rigshospitalet.dk/menu/AFDELINGER/Enheder+paa+tvaers/Team+for+Seksuelt+Misbrugte+Boern/

8 Se mere om CBO www.cbo.skejby.dk

7


mistanke herom) og visitere til den specialiserede funktion afhængig af den kliniske

problemstilling.

Der er pt. nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en mere udførlig beskrivelse af

centrenes arbejdsopgaver på det sundhedsfaglige plan. Arbejdet med at udvikle en

national model for Børnehuse i Danmark bør således sammentænkes med de tiltag, der

pt. er i gang i sundhedssektoren.

Øvrige tiltag

Herudover er der på landsplan etableret en række tiltag, der på forskellige områder har

indhøstet erfaringer med de tværfaglige indsatser i sager, der omhandler seksuelle

overgreb mod børn.

Videnscenter om Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb mod børn

Videnscentret om Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) blev

etableret som et projekt i 2001 i det daværende UFC Børn og Familier. Siden januar 2007

har SISO, der er en del af Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt

misbrug af børn, været forankret i Servicestyrelsens Børn og Ungeenhed. SISO har fokus

på de sociale indsatser i sager om overgreb mod børn, og kommunernes indsatser og

opgaver på området er derfor et særligt omdrejningspunkt for SISO's arbejde. I 2004

oprettede SISO en telefonrådgivning for fagpersoner, men som i dag også henvender sig

til pårørende og børn/unge. SISO har desuden foretaget to landsdækkende undersøgelser

i forhold til omfanget af og indsatsen i sager om overgreb mod børn og unge, der er

anbragt uden for hjemmet samt børn og unge med handicap. SISO formidler

landsdækkende viden via oplæg, undervisning og hjemmesiden www.siso-boern.dk. I

perioden 2007-2010 har SISO fokus på at støtte kommunerne i at udvikle og implementere

beredskaber i forhold forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering af samt opfølgning på

sager om overgreb mod børn. Via undersøgelser, nationale rapporter, telefonrådgivning og

konsulentbistand samt det løbende samarbejde med kommunerne har SISO et grundigt og

praksisnært indblik i de udfordringer og dilemmaer, der knytter sig til kommunernes

forebyggende indsatser og håndtering af sager, der omhandler overgreb mod børn 9 .

Januscentret

Januscentret er en psykologisk behandlingsklinik, der tilbyder behandling til børn og unge i

alderen 6-18 år med seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd samt deres familier.

Centret blev etableret som et projektet i 2003, som led i Regeringens handlingsplan om

bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn og i 2006 forlænget for en 4-årig periode. Centret

har til formål at forebygge seksuelle overgreb mod børn ved så tidligt som muligt at gribe

ind i forhold til børn og unge, der udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd.

Henvisning af børn og unge til Januscentret sker i samarbejde med de sociale

myndigheder. Centret tilbyder udredning af barnets/den unges vanskeligheder og

ressourcer med henblik på behandlingsbehov. Herudover tilbydes individuel psykologisk

behandling og gruppebehandling af barnet/den unge samt forældre- og familiesamtaler.

Centret samarbejder og koordinerer desuden med de øvrige professionelle, der er

involveret omkring barnet/den unge og tilbyder supervision, rådgivning samt kurser til

professionelle på området. Januscentret, der er placeret i København, har en

9 Se mere om SISOs arbejde på www.siso-boern.dk

8


videnscenterfunktion og foretager videns- og dataindsamling samt landsdækkende

formidling heraf – bl.a. med henblik på at medvirke til, at den nyeste viden på området

implementeres, og der etableres landsdækkende tilbud på området 10 .

Kommunale rådgivnings og behandlingscentre

I kommunalt regi findes flere rådgivnings- og behandlingstilbud. Her skal nævnes Skt.

Stefans Rådgivningen i Københavns Kommune 11 og Rådgivningscentret Langenæs i

Århus Kommune 12 , der begge udgør specialiserede rådgivnings- og behandlingstilbud, der

gennem en årrække har opbygget solid erfaring med behandling af børn og unge, hvor der

er mistanke eller viden om seksuelle overgreb samt deres familier.

Der er således samlet set en række gode erfaringer at bygge videre på i arbejdet med at

sikre en velkoordineret, tværfaglig og tværsektorielt indsats i et Børnehus-regi, der skaber

tryghed for barnet og dets familie.

3. Formål

Det overordnede formål med Børnehuse er at bidrage til at undersøge, udrede,

krisebehandle og følge op på sager om overgreb mod børn. Ved at samle den

tværsektorielle ekspertise i et Børnehus er det hensigten at sikre en optimal tværsektoriel

indsats og koordinering, der bedst muligt varetager barnets behov i sager om fysiske

og/eller seksuelle overgreb - eller hvor der er mistanke/tvivl herom.

Med etableringen af Børnehuse i hele landet sikres det samtidig, at alle børn og deres

familier – uanset hvor i landet de bor - har adgang til et kvalificeret og specialiseret tilbud i

tilfælde, hvor børn udsættes for fysiske eller seksuelle overgreb.

Det er samtidig et formål med etableringen af Børnehuse at skabe et nationalt grundlag for

vidensindsamling, dokumentation og forskning vedrørende sager om overgreb mod børn

samt at sikre en koordineret formidling af denne viden.

4. Målgruppe

Børnehusets primære målgruppe er børn og unge 0-18 år - samt deres familier - som har

(eller hvor der er mistanke om, at de har)

o været udsat for fysiske og/eller seksuelle overgreb

o været vidne til fysisk vold eller seksuelle overgreb

o udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd over for andre børn og unge

Børnehuset arbejder ud fra et formuleret børneperspektiv, der også omfatter barnets nære

relationer og netværk. Det betyder, at forældre, søskende og evt. andre

ressourcepersoner i barnets netværk inddrages i det omgang, der er behov for det.

10 Læs mere om Januscentret på www.projekt-janus.dk

11 Se mere om Sct. Stefans Rådgivningscenter på www.sctstefan.dk/

12 Se mere om Rådgivningscenter Langenæs på

www.aarhuskommune.dk/portal/organisation/sociale_forhold_og_beskaeftigelse/socialforvaltningen/sociale_institutioner/

raadgivningscentret

9


En del unge inden for Børnehusets målgruppe dækkes i dag af landets Voldtægtscentre 13 .

Det er derfor vigtigt, at der bliver etableret et samarbejde og en nærmere målgruppe-

afgrænsning med disse centre.

5. Børnehusets opgaver

5.1 Kerneopgaver

Set ud fra en før-under-efter optik på sager om overgreb mod børn vil Børnehusets

kerneopgaver være de opgaver, der knytter sig til fasen ”under” en sag. Opgaver, der

knytter sig til det forebyggende arbejde (”før”) varetages primært af kommunerne, mens

opgaverne ”efter” en sag, såsom længerevarende efterbehandling/opfølgning, primært

bliver iværksat på baggrund af kommunal beslutning og varetaget af specialiserede

behandlingstilbud i eller uden for Børnehusene. Disse behandlingstilbud tænkes at indgå i

et fagligt netværk omkring det enkelte Børnehus og i geografisk nærhed til barnets hjem.

Børnehusets kerneopgaver omfatter:

• Modtagefunktion

• Tværsektoriel koordinering

• Videoafhøring

• Undersøgelse og udredning (psykosocialt, retsmedicinsk og pædiatrisk)

• Krisehjælp

• Behandling (overgrebsfokuseret)

• Rådgivning

• Supervision

Ud over ovenstående kerneopgaver er det også vigtigt, at hvert Børnehus løbende

foretager dataindsamling og således bidrager til en landsdækkende vidensindsamling, der

kan gøres til genstand for tværgående forskning på området.

5.2 Henvisning til Børnehuse

Der vil være flere mulige veje for børn og deres familier ind i et Børnehus. Typisk vil

henvisning ske via:

• Kommunen (myndighedssagsbehandler)

o fx på baggrund af kommunal underretning 14

• Sundhedsvæsenet

o Fx via egen læge, skadestue, børneafdeling, børn og ungdoms psykiatri

• Politiet

o Fx på baggrund af politianmeldelse

13 En opgørelse fra Voldtægtscentre i Region Midt og Nord viser, at der i 2008 samlet set blev undersøgt 95 unge i

alderen 12-18 år på voldtægtscentre i hhv. Århus (59), Ålborg (14) og Herning (22). Ca. 1/5 af de unge var under 15 år.

14 En kommunal underretning kan komme fra eksempelvis private personer, lærere, pædagoger, sundhedsplejersker,

børnetandplejen m.fl.

10


Telefonisk henvendelse

Børnehusene skal generelt levere ekspertrådgivning i sager om overgreb mod børn – og

det er vigtigt, at den rådgivning og ekspertise, som Børnehusene råder over, også bliver

direkte tilgængelig for børn, unge og deres familier. Det bør derfor være muligt for alle at

rette telefonisk henvendelse til det nærmeste Børnehus, som så på baggrund af den

konkrete henvendelse vil vurdere og rådgive om videre henvisning.

5.3 Uddybende beskrivelse af Børnehusets opgaveområder

Når der opstår en mistanke om, at et barn har været udsat for fysisk eller seksuelt

overgreb, og denne mistanke medfører en underretning til kommunen og/eller en

anmeldelse til politiet, indledes en udredningsproces, der kan køre ad flere parallelle spor.

Dels indledes en undersøgelsesfase i politiets regi, og dels indleder de sociale

myndigheder en udredning i forhold til barnets (og familiens) behov for hjælp og støtte.

Politiet kan begære en retsmedicinsk undersøgelse, og barnet kan desuden have behov

for læge- og psykologfaglig undersøgelse eller behandling.

Antallet af aktører i et sagsforløb kan være betydeligt, og det kræver et veludviklet

samarbejde og en tæt koordinering at sikre barnet og dets familie et godt forløb samt

skabe de bedste betingelser for udredning og behandling af sagen. Det er i den

sammenhæng centralt, at de forskellige aktører agerer i overensstemmelse med deres

ansvars- og kompetenceområde og, at de respektive myndigheders forskellige roller er

tydelige og respekteres 15 .

5.3.1. Den psykosociale indsats

Behovet for en psykosocial indsats i tilfælde af overgreb mod børn varierer fra barn til barn

og vil bl.a. afhænge af overgrebets karakter, barnets/ den unges alder, køn og konstitution

samt relationen mellem krænkeren og offeret og ressourcerne i miljøet omkring barnet.

Samlet set skal den psykosociale indsats i Børnehuset indeholde: psykologisk krisehjælp

og rådgivning til omgivelserne samt psykosocial udredning og overgrebsfokuseret

behandling af barnet og sideløbende hermed rådgivning til den/de primære

omsorgsperson(er). Herudover vil supervision, konsulentbistand og samarbejde med

kommunale myndighedssagsbehandlere og psykosociale tiltag i primærkommunen også

være en del af Børnehusets psykosociale indsats.

Seksuelle overgreb er ikke alene skadelige for offeret, men også for den, der udfører

handlingen. Børnehuset skal også stille sin ekspertise til rådighed i forhold til børn og

unge, der udviser krænkende adfærd overfor andre børn og unge 16 .

Samarbejdet med myndighedssagsbehandler i barnets kommune

Det er vigtigt, at Børnehusene har så tæt et samarbejde med kommunens

myndighedssagsbehandler som muligt, eftersom myndighedssagsbehandleren - på

15 Det er her også vigtigt at være opmærksom på, at tilbuddet til børn, der visiteres til Børnehuset, også må omfatte

mekanismer, der garanterer barnets retssikkerhed. Det bør derfor ved visitationen afklares, i hvilket sektorielt regi, barnet

befinder sig, så adgangen til uvildig rådgivning og evt. klage kan sikres og lettes for barnet (Det sociale Nævn, Den

sociale Ankestyrelse, patientrådgiver, beskikket forsvarer, bistandsadvokat).

16 Internationale undersøgelser viser, at op mod en tredjedel af kendte overgreb er begået af unge under 18 år (se

Strange, Mimi (2002): Unge krænkere. Socialforskningsinstituttet, 02:7)

11


aggrund af udredning og vurdering af barnets/familiens behov for særlig støtte - har

kompetencen til at beslutte/bevilge de nødvendige foranstaltninger.

Dette samarbejde kan sikres ved, at den lokale kommunale sagsbehandler har mulighed

for midlertidigt at rykke ind i Børnehuset og dermed være en aktiv del af sagsforløbet i

Børnehuset og hermed varetage den koordinerende rolle i forhold til eksterne

samarbejdspartere bedst muligt.

Kommunernes aktive medvirken i Børnehuset skal sikre, at den nødvendige psykosociale

indsats bliver iværksat, at der er kontinuitet i indsatsen samt handlekraft og

handlekompetence i forhold til at iværksætte eventuelle hjælpeforanstaltninger.

Hurtig indsats er vigtig

I forhold til en hurtig indsats er det afgørende for sagens videre forløb, at Børnehuset står

til rådighed med den nødvendige ekspertise. Den hurtige indsats skal dels ydes til den

kommunale myndighedssagsbehandler og andre professionelle omkring barnet og barnets

familie og dels direkte til barnet og den/de involverede familie(r).

Det udløser ofte en akut krisereaktion i familier, hvor der opstår mistanke om overgreb.

Erfaringen viser, at en hurtig psykosocial førstehjælp og rådgivning i den akutte krise kan

forebygge, at de psykiske og relationelle problemstillinger eskalerer og dermed svækker

familiens og omgivelsernes omsorg for barnet. Barnet kan efter overgrebets afsløring

forekomme lettet og opleve sig beskyttet, men det overvældende følelsesmæssige kaos

og usikkerheden i familien og miljøet omkring barnet, kan bevirke yderligere

traumatisering.

Psykosocial udredning

I forlængelse af den psykosociale krisehjælp er der mulighed for psykosocial udredning af

barnets/den unges og familiens behov for behandling. Afklaringen af behandlingsbehovet i

forhold til overgrebet munder ud i en behandlingsplan, som kan have forskelligt omfang.

Formålet med en psykosocial udredning er at afdække, hvordan barnet/den unge (og

familien) oplever og reagerer på overgrebet eller mistanken herom. Symptomer og

reaktioner samt mere varige udviklingsmæssige og psykiske mén af et overgreb, virker ind

på det sociale samspil, der er vigtigt for barnets/den unges fremtidige udvikling. Det er

derfor vigtigt, at der foretages en vurdering af, på hvilken måde overgrebet vil influere på

barnets/den unges selvopfattelse og evne til at relatere sig til andre, herunder samspillet

med omgivelserne og de nære tilknytningspersoner.

I sager, hvor barnet/den unge har været seksuelt grænseoverskridende eller har begået

seksuelle overgreb mod andre børn, vil den psykosociale udredning fokusere på

forebyggelse af tilbagefald samt det personlighedsudviklende perspektiv.

Baggrunden for de seksuelle overgreb vil i mange tilfælde være kompliceret og

multifaktoriel, hvor udredningen ikke entydigt kan rettes mod en enkeltstående faktor eller

problemstilling. I mange tilfælde vil udredningen afdække andre traumer og former for

omsorgssvigt, som barnet har været udsat for.

12


Den psykosociale udredning, der tænkes foretaget i Børnehuset, rummer ikke som

udgangspunkt en egentlig psykologisk undersøgelse af barnet eller en forælderressourceundersøgelse,

som kan være nødvendig i forhold til børn/unge med mere

komplekse problemstillinger udover overgrebet, hvor der er behov for en grundig

udredning af barnet, behandlingsbehovet og behovet for hjælpeforanstaltninger.

Psykologiske undersøgelser af børn og unge bør dog være en ydelse, der kan ”tilkøbes” i

Børnehuset, mens forældreundersøgelser forslås tilkøbt uden for centeret.

Overgrebsfokuseret behandling

Behandlingsbehovet kan varetages ved individuelle-, familie- og

gruppe 17 behandlingsforløb.

Behandlingsformen foreslås overvejende at være såkaldt overgrebsfokuseret behandling,

der vil være i tæt samklang med hele den tværfaglige og tværsektorielle indsats i

Børnecentret. Ligeledes kan der i sager, hvor der er grundlag for det, tilbydes mediation

mellem offer og krænker. Erfaringsmæssigt kan det være til stor gavn for både offer og

den krænkende part og deres familier at foretage mediation / genoprettende møde mellem

parterne.

I nogle familier vil der være et mere omfattende behov for behandling end centrenes

gennemsnitlige tilbud. Det gælder fx i tilfælde, hvor overgrebet åbner op for andre, mere

omfattende problematikker, som familien har med sig fra tidligere. I de tilfælde, hvor det

vurderes som mest hensigtsmæssigt, at denne indsats ligger i centret, skal der være

mulighed for tilkøb af en efterbearbejdningsfase. I andre familier, hvor der er tale om

meget omfattende omsorgsvigt eller så mange andre behandlingsbehov end det, der retter

sig mod overgrebet, kan det være mest hensigtsmæssigt, at behandlingsopgaven placeres

i andet regi.

Erfaringsmæssigt strækker den psykosociale indsats – herunder den psykologiske

behandling af barnet og rådgivningen til familien – sig gennemsnitligt over 6 – 8 måneder.

Der er dog store variationer i behovet. Mens én gruppe børn/unge er i positiv trivsel igen

efter 3 måneder vil andre have behov for behandling, der strækker sig over et år eller

mere. Længerevarende overgrebsfokuseret behandling bør være en tilkøbsydelse i

Børnehuset.

Konsulentbistand og supervision ud af huset

Konsulentbistand og supervision bliver især relevant i sager, hvor børn og unge lever i

familier med så omfattende omsorgssvigtproblematik, at den psykosociale indsats må

ydes uden for Børnehusene.

17 Børn og Ungeenheden i Servicestyrelsen har i september 2009 udmeldt en kommunal ansøgningspulje til afprøvning

af gruppebehandling for børn udsat for seksuelle overgreb. SISO tilrettelægger et vidensdelingsnetværk for de udvalgte

kommuner. Januscentret har samtidig fået midler til at øge gruppebehandling vest for Storebælt. Begge initiativer

evalueres eksternt mhp. at få mere præcis viden om effekterne af gruppebehandling.

13


Omfanget af supervision fra Børnehusene til lokale behandlere og institutioner vil variere

med husenes størrelse og antal og vil afhænge af de kommunale tilbud og kompetencer i

det pågældende lokalområde.

5.3.2 Undersøgelse ved børnelæge (Socialpædiatrisk undersøgelse)

En del børn henvises til undersøgelse på en børneafdeling via praktiserende læge,

vagtlæge og skadestue ved en klinisk mistanke om overgreb (f.eks. blå mærker, brækkede

knogler, blødning fra skeden). I disse tilfælde laver børnelægen et udredningsprogram, der

kan være med til at underbygge mistanken om overgreb eller modsat finde en medicinsk

forklaring på barnet symptomer. Afhængig af disse undersøgelsesresultater tages stilling

til behovet for at foretage underretning til socialforvaltningen (iht. Servicelovens §153) og

behov for beskyttelse af barnet. Socialforvaltningen tager i forlængelses heraf stilling til,

om der skal foretages en politianmeldelse.

Andre børn bliver henvist til undersøgelse af en børnelæge med symptomer, der i

primærsektoren ikke har rejst mistanke om overgreb. Det kan fx være vigende vækst,

mavesmerter, hovedpine, ufrivillig afføring eller epilepsi-lignende anfald. I forbindelse med

udredning og diagnosticering kan børnelæge eller børnesygeplejerske få mistanke om

overgreb, og der skal dermed ske underretning til socialforvaltningen.

Den medicinske udredning for overgreb afhænger af den kliniske problemstilling, men kan

bl.a. indeholde blodprøver, røntgenbilleder, scanninger, tilsyn ved øjen- og ørelæge samt

undersøgelse af kønsorganerne med et såkaldt kolposkop (kikkert med lys). I nogle

tilfælde laves udviklingsvurdering ved en fysioterapeut, som oftest i samarbejde med en

pædagog. Det medicinske udredningsprogram kan kun foregå på en børneafdeling. Alle

børneafdelinger i landet modtager børn på klinisk mistanke om overgreb. Aldersgrænsen

er 0-15 år.

En undersøgelse af de ydre kønsorganer (kolposkopi) er ikke en gynækologisk

undersøgelse. Det er en ekstern undersøgelse, hvor kønsorganerne ses udefra i

forstørrelse og optages på bånd med henblik på mere detaljeret gennemsyn og

dokumentation ved evt. senere retssag. Kolposkopisk undersøgelse kan i dag foretages

på Glostup Hospital, Rigshospitalet (SMB), Næstved Sygehus, Odense

Universitetshospital og Århus Universitetshospital, Skejby (CBO).

Børnelægen tager ved henvisning stilling til, om barnet skal indlægges, eller om

udredningen kan foregå ambulant.

5.3.3 Politiets opgaver

Som nævnt indledningsvis i dette notat er det pt. kun på CBO på Skejby Sygehus, at

videoafhøringen af børn, der er udsat for overgreb, finder sted i børnevenlige lokaler, som

fysisk er placeret i samme hus som de børnelægelige og retsmedicinske undersøgelse af

barnet.

Politiet har generelt i de seneste år kvalificeret indsatsen i forhold til videoafhøring af børn.

Bl.a. har man uddannet særlige videoafhørere, der varetager afhøring af børn som ofre og

14


vidner i straffesager 18 , og man har indrettet børnevenlige videoafhøringsrum i ti ud af de

tolv eksisterende politikredse.

Når der foretages politianmeldelse om overgreb mod et barn/ung har politiet en række

opgaver at varetage. I meddelelse nr. 2/2007 19 anbefaler Rigsadvokaten, at videoafhøring

af et barn bliver gennemført hurtigst muligt, og hvis det er praktisk muligt inden en uge fra

anmeldelsen. Inden for denne tidshorisont har politiet til opgave at udføre et forberedende

arbejde i form af afhøringer og/eller undersøgelser inden en evt., videoafhøring af barnet.

Når det er afgjort, at der skal foretages en videoafhøring af et barn, er det ligeledes

politiets opgave at sørge for, at der beskikkes en forsvarer til den mistænkte og

bistandsadvokat til barnet. Under denne del af politiets forberedende arbejde er der ikke

kontakt til barnet.

Politiets første kontakt til barnet sker normalt dagen før selve videoafhøringen, hvor den

sagsbehandlende politiassistent og den politiassistent, der skal foretage selve afhøringen

kommer på besøg i barnets hjem. Dette hjemmebesøg hos barnet er en forberedende

kontakt mellem barnet og afhøreren. Afhøreren får ved hjemmebesøget et indtryk af

barnet, og barnet får mødt politiassistenten under afslappede forhold hjemme hos sig selv.

Der sker ingen former for afhøring af barnet forud for selve videoafhøringen.

Dagen efter hjemmebesøget ankommer barnet til videoafhøringen sammen med forældre

eller anden omsorgsperson. Hvis det efterfølgende viser sig, at der skal foretages flere

videoafhøringer af det samme barn, bestræber politiet sig på, at det vil foregå så hurtigt

som muligt og på bedst mulig vis.

Hvis der skal gennemføres en retsmedicinsk undersøgelse på begæring af politiet, vil det

ske kort tid efter, at barnet er blevet videoafhørt.

Fremadrettet

På CBO modtager man børn op til 15 år. Det er dog kun børn op til og med 12 år – eller

børn, der ikke er alderssvarende - der kan videoafhøres, idet børn i alderen 13-15

normalvis skal møde op i retten. I forbindelse med en national etablering af Børnehuse

foreslås det, at aldersgrænsen for videoafhøring af børn, der har været udsat for overgreb,

udvides til 15 år. Ligeledes anbefales det, at der også bliver mulighed for, at politiet kan

foretage videoafhøring af unge med seksuelt krænkende adfærd over andre børn/unge.

5.3.4 Retsmedicinsk undersøgelse

Hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb, skal barnet efter

begæring fra politiet undersøges af en retsmediciner, såfremt man rent

efterforskningsmæssigt vurderer, at det er realistisk at lave sporsikring.

Retsmedicinerens opgave er i disse tilfælde at foretage dokumentation og sporsikring

samt udarbejde en retsmedicinsk erklæring. Retsmedicinsk undersøgelse stiller særlige

18 Justitsministeriets forskningsenhed har i marts 2005 foretaget en undersøgelse af videoafhøringer af børn, der er

gennemført i perioden 1. oktober 2003 til 1. juli 2004, se

http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/Undersoegelse_af_video.pdf

19 Se http://www.rigsadvokaten.dk/media/RM_2-2007.pdf

15


krav til sporsikring (hvem må komme i rummene, rengøring mv.) og foretages derfor

Retsmedicinsk Institut eller sygehus.

I nogle tilfælde vil der være tvivl om, hvorvidt sygdom er årsag eller medvirkende årsag til

barnets symptomer, og et samarbejde mellem børnelæge og retsmediciner er derfor

meget vigtigt. Børnelæger og retsmedicinere arbejder på en koordinering af

lægeundersøgelsen, så det sikres, at der lægeligt tages vare på både den kliniske del

(børnelæge) samt den lægelige dokumentation og vurdering i forhold til en eventuel

straffesag (retsmediciner). Dette samarbejde er også centralt i forhold til at sikre, at børn

ikke udsættes for flere undersøgelser en højest nødvendigt og, at børnelæger og

retsmedicinere i et vist omfang kan bruge hinandens undersøgelser.

Børn, der bliver henvist til en retsmedicinsk undersøgelse, kan også have været udsat for

andre former for omsorgssvigt og dermed have ikke-behandlede sygdomme som fx

forsømt eksembehandling, børneorm eller lign. Det er alene børnelægen, der kan

behandle en sygdom og kontrollere barnet efterfølgende.

5.3.5 Øvrige opgaver

Data- og vidensopsamling med henblik på forskning

En samlet national model for Børnehuse i Danmark udgør en enestående mulighed for en

koordineret tværgående videns- og dataindsamling samt forskning inden for fagområdet

fysiske og seksuelle overgreb mod børn og unge. Det vil dels være muligt at få en samlet

tværsektoriel registrering af, hvor mange tilfælde af seksuelle eller fysiske overgreb mod

børn og unge, der kommer til udredning i et Børnehus, og dels vil Børnehusene give

mulighed for at generere løbende viden om karakteren af disse sager og den tværfaglige

indsats, der iværksættes i forhold til børnene og deres familier.

Det er derfor helt centralt, at videns- og dataindsamling i tilknytning til Børnehusene

tænkes ind i fra begyndelsen, så fx fælles og tværgående registreringssystemer kan

udvikles og tages i brug, når Børnehusene etableres.

6. Model for Børnehuse i Danmark

I de faglige drøftelser, der danner baggrund for dette notat om etableringen af Børnehuse i

Danmark, er der blevet lagt vægt på at tilgodese og balancere følgende tre principper:

• Nærhedsprincip

• Én-indgang princip

• Koordineret ekspert-princip

Vedr. Nærhedsprincip

Ud fra et børneperspektiv er det vigtigt, at børnene og deres familier har så kort en

geografisk afstand (og dermed transporttid) som muligt til de af Børnehusets ydelser, der

kræver mere end ét besøg som fx overgrebsfokuseret behandling. Med afsæt i dette

princip er det vurderingen, at en model, der baserer sig på ét Børnehus pr. region, stadig

vil resultere i forholdsvis lang transport tid for mange børn/familier. Ikke alle børn har

behov for alle ydelser i et Børnehus, de retsmedicinske undersøgelser vil eksempelvis kun

16


skulle ydes til et mindre antal af de børn, der henvises til et Børnehus. Et nærhedsprincip

vil derfor være relevant at forsøge at imødekomme i forhold til de børn, der ikke har behov

for retsmedicinsk undersøgelse, eller som i øvrigt bor langt væk fra et retsmedicinsk

institut.

Vedr. Én-indgang princip.

Med dette princip lægges vægt på, at Børnehusene udgør én fælles indgang for barn og

familie i forhold til alle de professionelle aktører, der kan blive involveret i det specifikke

sagsforløb. 20

Vedr. Koordineret ekspert-princip

Med dette princip lægges vægt på, at Børnehusene danner rammen om en faglig

specialiseret ekspertindsats, hvor børnene og deres familier møder færrest mulige

professionelle - de rigtige fagpersoner på det rigtige tidspunkt - og oplever, at de

involverede fagpersoner koordinerer deres indsatser. Det er endvidere vigtigt at sikre et

grundlag for, at det koordinerede ekspert-princip løbende vedligeholdes, kvalificeres og

udvikles, såvel mono- som tværfagligt.

Herudover er det centralt, at Børnehusene fremstår som børnevenlige miljøer, der skaber

en børnevenlig og tryg ramme for de børn, der kommer der.

6.1 Forslag til model

På baggrund af de samlede erfaringer, som det faglige netværk bag dette notat udgør,

samt under hensyntagen til de tre ovenstående principper, anbefales følgende model:

Der etableres 10-12 Børnehuse på landsplan, hvoraf 3-5 Børnehuse placeres i

børnevenlige omgivelser i tilknytning til regionale specialiserede børneafdelinger og i

nærheden af de retsmedicinske afdelinger. De resterende Børnehuse placeres geografisk

hensigtsmæssigt, eksempelvis i forhold til de 12 politikredse 21 .

De 3-5 Børnehuse, der placeres i tilknytning til de regionale børneafdelinger (samt

retsmedicinske afdelinger), benyttes af de børn, der har behov for undersøgelse af en

specialiseret børnelæge og retsmedicinsk undersøgelse samt de børn, der geografisk bor

tættest på dette Børnehus.

I de øvrige Børnehuse, der placeres geografisk hensigtsmæssigt ud fra et

nærhedsprincip, vil det være muligt, at børnene bliver videoafhørt, ligesom børn og

familier vil kunne modtage overgrebsfokuseret behandling ud fra et ”én-indgang”-princip 22 .

Hvis et barn i et af disse Børnehuse har brug for at blive vurderet af en børnelæge, kan

dette foregå i børnehuset af den lokale børneafdeling, evt. i samråd med en specialiseret

20

Dette princip vil ikke kunne forenes med nærhedsprincippet i forhold til de børn, der har behov for en retsmedicinsk

undersøgelse, og som bor langt fra et retsmedicinsk institut. Til gengæld er der typisk kun tale om én undersøgelse, som

barnet skal køres til.

21

Danmark er fra januar 2007 opdelt i 12 politikredse. Se en oversigt herover på

http://www.politi.dk/da/servicemenu/soegkreds/

22

Der finders i dag 8 videoafhøringssteder i Danmark (Ålborg, Viborg, Århus, Esbjerg, Svendborg, Slagelse, Hillerød og

Glostrup). I flg. tal fra politiet er der i 2008 foretaget 459 videoafhøringer af børn, heraf drejer 358 sig om

sædelighedssager, 96 om voldssager og 5 om ”andre sager”.

17


ørnelæge. Det vil ikke være muligt at foretage retsmedicinske undersøgelser i disse

Børnehuse. Børn, der geografisk bor tættest på et af disse Børnehuse, og som skal

undersøges af specialiseret børnelæge og have foretaget en retsmedicinsk undersøgelse,

vil altså være nødt til at blive kørt til undersøgelse på et af de regionale Børnehuse 23 . Den

øvrige indsats vil foregå tæt på barnets hjemlige miljø.

6.2 Organisering

Det faglige netværk bag dette notat anbefaler, at der skal skabes en organisatorisk

forankring, der bygger på tværsektorielle partnerskaber samt en model, der sikrer en vis

ensartethed i centrenes opbygning og ydelser. Det er vigtigt, at børn og familier i hele

landet som udgangspunkt har adgang til sammenlignelige tilbud. Også i forhold til den

tværgående vidensopsamling, forskning og evaluering af Børnehusenes resultater er det

en fordel, at variationen ikke er for stor (jf. erfaringerne fra Sverige, hvor Børnehusenes

forskellighed har vanskeliggjort en evaluering af den samlede indsats).

Børnehusene tænkes som et fysisk hus med et fast personale, der samtidig trækker på et

netværk af faglig ekspertise, der er eksternt forankret, men som flytter sig til Børnehuset,

når der er behov for deres ydelser. En foreløbig model, der beskriver hvilke faggrupper, et

Børnehus trækker på, kan skitseres på følgende måde:

Fast del

(forankret i

Børnehuset)

Netværkstilknytning

(eksternt forankret)

Samarbejdspartnere

Centerleder Retsmediciner Statsforvaltningen

Socialrådgiver* Politi/anklagemyndighed Krisecentre

Omsorgsperson ** Pædiater *** Voldtægtscentre

Psykolog(er) Børnepsykiater (konsulentbasis) Anbringelsessteder

Sekretær Jurist (konsulentbasis) Børn og ungdomspsykiatrien

*Den kommunale myndighedssagsbehandler ”flytter ind” og får arbejdsplads i Børnehuset,

mens sagen kører, hvorved han/hun får mulighed for faglig støtte fra Børnehusets faste

socialrådgiver. Herved fastholdes myndighedsansvaret hos den kommunale

sagsbehandler, der er "indgangen" og den røde tråd til kommunens ydelser og forpligtelser

overfor barn og familie også efter endt overgrebsfokuseret behandling i Børnehuset.

** Der kan være lokale forskelle i forhold til den faglige baggrund hos medarbejdere, der

har en funktion som primærkontakt/omsorgsperson i forhold til barnet og dets

familie/tryghedpserson. Det kan eksempelvis være socialrådgiver, børnesygeplejerske

eller pædagog.

23 Tal fra SMB viser, at der blev foretaget 81 retsmedicinske undersøgelser på børn/unge under 15 år på Sjælland i

2007. Heraf omhandlede 12 undersøgelser vold og 69 undersøgelser omhandlede seksuelle overgreb. Tal fra CBO

viser, at der i 2008 blev foretaget 48 retsmedicinske undersøgelser i CBO. 44 af disse undersøgelser omhandlede

seksuelle overgreb, 3 omhandlede vold, og 1 undersøgelse omhandlede både seksuelle overgreb og vold.

18


*** I de Børnehuse, der etableres i tilknytning til børneafdelinger, skal pædiater og

børnesygeplejerske være en fast del af/forankret i Børnehuset.

Ledelse og finansiering

Det anbefales, at ledelse og finansiering af Børnehusene baseres på et tværsektorielt

ejerskab – mellem sundhedssektor, politi, retsmedicinske institutter og landets kommuner -

med fælles finansiering og ledelse og en organisering, der fremmer koordinering og

beslutningsdygtighed. Der ansættes en centerleder med ansvar for den daglige drift,

ledelse og koordinering. Den daglige ledelse refererer til en tværsektorielt sammensat

bestyrelse bestående af repræsentanter fra højeste ledelsesniveau i hver sektor.

Det fælles ejerskab bør endvidere understøttes af en forankring i en national

tværministeriel strategi, der som minimum omfatter Justitsministeriet, Indenrigs- og

Socialministeriet og Sundhedsministeriet.

19

More magazines by this user
Similar magazines