Februar 2012 - Nr. Søby - Heden Sogn

de ikke behøver at tænke på føring.”
Ja så! Provsten havde elles
ofte set, hvordan det kunne være
til stor trøst for enken at holde et
prægtigt gravøl.
- ”Der bliver ikke noget ligfølge!
Kun jeg og mine brødre. Provsten
så appellerende på konen. Var
hun indforstået med at blive plyndret
for alt det, som måtte være
mere værd end sølv og guld?
- ”Vi vil ikke have nogen klokkeringning
og ingen sølvplader på
kisten! Moder og jeg ønsker det
sådan, men vil spørge provsten,
om vi gør uret mod fader.”
Nu tog konen ordet og gentog
spørgsmålet, og da provsten ikke
svarede umiddelbart, fortsatte
hun ivrigere:
- ”Jeg skal sige provsten, at havde
min mand forbrudt sig mod
konge eller foged, eller havde jeg
været nødt til at skære ham ned
fra galgen, skulle han alligevel have
fået en hæderlig begravelse
som hans fader før ham; thi Ingmarsønnerne
er ikke bange for
nogen, og der er ingen, de behøver
at gå af vejen for. Men om julen
har Gud sat fred mellem dyr
og mennesker, og det stakkels
dyr holdt Guds bud, men vi brød
det, og derfor er vi under Guds
9
straf. Og det sømmer sig ikke for
os at træde op med brask og
bram.”
Provsten rejste sig og gik hen til
konen.
- ”Hvad I siger, er ret, og I skal følge
jeres samvittighed” og tilføjede
– sådan lidt for sig selv: ”Ingemarerne
er storslåede folk”.
- ”Det tilkommer Ingmar sønnerne
at give folk et godt eksempel,”
sagde hun. ”Det tilkommer os at
vise, at vi er ydmyge for Gud.”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Historien får mig til at tænke på
denne salme af Grundtvig, som vi
jævnligt synger i kirken:
Fred til bod for bittert savn
Gud os gav i Jesu navn,
fred os købte med sit blod,
fred os Jesus efterlod.
Kristendom er i en sum
fredens evangelium.
Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde ved i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!
Glædelig jul!
Carsten Burmeister