Storken i Ribe: - Dansk Center for Byhistorie

Storken i Ribe:
Turismens indvirkning på erindringssteder i Ribe 1899-2005
The stork in Ribe: The impact of tourism on places of memory in Ribe 1899-2005
Specialeafhandling af Christina Balslev Jespersen
Vejleder: Martin Rheinheimer
April 2006
Center for Historie, Syddansk Universitet Esbjerg

Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1 Begrundelse for valg af emne samt tidsperiode 2
1.2 Struktur og fremgangsmåde 2
1.3 Kildepræsentation 5
1.3.1 Postkort 6
1.3.2 Turistbrochurer 11
1 3.3 Turistbøger 14
1.3.4 Avisartikler 16
1.3.5 Forhandlingsprotokoller m.m. 18
1.3.6 Internettet 19
1.4 Storken i forskningen 20
1.5 Teori 24
1.5.1 Overordnet teori om erindringssteder 24
1.5.2 Supplerende teori 28
1.5.2.1 Invention of tradition 28
1.5.2.2 Levendegørelse af historien 29
2. Storken som myte
2.1 Storkens historie generelt 32
2.2 Storken som erindringssted generelt 33
2.2.1 Storken som leverandør af spædbørn 34
2.2.2 Storken som forvandlet menneske 39
2.2.3 Storken som lykkefugl og straffen for at gøre den fortræd 39
2.2.4 Afspejlingen af samfundets love i opfattelsen af storken 40
2.2.5 Storken forbundet med varsler og spådomme 41
2.2.6 Storken som lægedom og forestillinger om storkens anatomi 42
2.3 Storken som uofficiel nationalfugl 43
2.4 Delkonklusion 45
1
32

3. Turismen og storken
3.1 Storkens historie i Ribe 47
3.2 Storken som erindringssted i Ribe 49
3.3 Turismens indvirkning på storken som erindringssted 53
3.3.1 Postkort med storkemotiver 54
3.3.2 Storken i turistbrochurer 58
3.3.3 Storken i turistbøger 59
3.3.4 Storken i avisartikler 60
3.3.5 Storken i forhandlingsprotokoller m.m. 61
3.3.6 Storken på Internettet 62
3.4 Storkens betydning for Ribe som turistby 62
3.4.1 Storkens forsvinden ud af turismen i Ribe 65
3.4.2 Storkens comeback i Ribe 67
3.4.3 Storkens øgede popularitet i det sidste årti 70
4. Sammenligning med andre erindringssteder
4.1 Vægteren som erindringssted 73
4.1.1 Historisk baggrund 73
4.1.2 Turismens anvendelse af vægteren som erindringssted 76
4.1.3 Traditionsopfindelse eller levendegørelse af historien? 80
4.2 Vikingerne som erindringssted 85
4.3 ’Ribe – Danmarks ældste by’ som erindringssted 92
5. Konklusion
6. Summary
Arkivmateriale m.m.
Litteratur
47
73
98
103
106
109

1. Indledning
Hvad er årsagen til at en by kan tiltrække mange turister, mens andre byer aldrig formår at
virke tiltrækkende på turister? Dette spørgsmål vil jeg svare på ved at undersøge, hvordan
turismen anvender og påvirker erindringssteder for at fremme besøget af turister, hvor mit
speciale er et casestudie med storken i Ribe som eksempel.
”Besøg Ribe – Storkenes By”. Dette var titlen på den første turistbrochure fra Ribe
Turistforening i 1935. 1 Ribe var på dette tidspunkt den by i Danmark, som havde flest storke
på besøg i sommerhalvåret, hvilket turismen i Ribe kunne anvende for at tiltrække turister.
Storken var dog blevet anvendt som en turistattraktion længe før 1935, for turismen i Ribe var
allerede blevet sat i gang med stiftelsen af Ribe Turistforening i 1899, og storken havde på
dette tidspunkt i adskillige århundreder været en del af Ribe og ripensernes identitet.
I mange generationer havde storkene bygget deres reder på tagene og skorstene på ripensernes
boliger, og denne store hvide fugl med de røde ben og næb skabte med sin ankomst hvert
forår stor glæde blandt ripenserne. Imidlertid var der meget mystik om storken, da man fx
ikke vidste, hvor storken rejste hen om efteråret, og i de forskellige historiske perioder opstod
der en række mønstre til fortolkning af storkens betydning og dens natur. Disse mønstre
videreudviklede og forbandt sig, og bidrog hver for sig til en mytisering af storken, hvorved
myten om storken blev mere og mere kompleks. Således fungerer storken som et
’erindringssted’, hvor ét af de interessante aspekter er, at de gamle mytiske forestillinger om
storken stadig af til dukker op i vores moderne tænkemåde.
Storken har en væsentlig betydning i Ribe som erindringssted, og turismen i Ribe har haft stor
succes med at markedsføre sig som ’Storkenes By’, men ved at anvende storken som en
turistattraktion i Ribe, har turismen også påvirket udviklingen af storken som erindringssted.
Imidlertid er det forskelligt, i hvor høj grad turismen har anvendt storken som en
seværdighed, og markedsført storken i Ribe i løbet af den sidste 100 års periode, men dette
gør blot min undersøgelse af turismens anvendelse af storken som erindringssted mere
interessant, for det særlige ved erindringssteder er netop, at de befinder sig i en konstant
udviklingsproces.
Dermed er min problemformulering:
Med fokus på udviklingen af storken som erindringssted i Ribe, analyseres og diskuteres hhv.
turismens anvendelse af erindringssteder, samt indflydelse på udviklingen af erindringssteder
i Ribe i perioden 1899-2005.
1 Forsiden af specialet viser denne brochures forside.
1

1.1 Begrundelse for valg af emne samt tidsperiode
Turismens indflydelse på erindringssteders udvikling i Ribe, med fokus på storken som
erindringssted, er et emne som mangler at blive belyst, eftersom de bøger der findes om
turismen i Ribe, først og fremmest omhandler Ribes forskellige seværdigheder og
turistforeningens arbejde. 2 Blandt erindringsstederne i Ribe er det kun stormfloden som
erindringssted, der er blevet behandlet i forskningen, og storkens funktion som erindringssted
har endnu ikke været genstand for forskning i Danmark.
Storken blev heller ikke omtalt i Deutsche Erinnerungsorte, 3 selvom storken kom til Tyskland
længe før den begyndte at yngle i Danmark, og officielt har været Tysklands nationalfugl
siden 1966. 4
Desuden findes der rige mængder kildemateriale om storken samt turismen i Ribe på Ribe
Byhistoriske Arkiv og Ribe Turistforenings eget arkiv i turistbureauet, og dermed vil jeg ikke
komme i en situation, hvor jeg mangler kilder til at svare på min problemstilling.
Angående tidsperioden for mit speciale vil analyse- og diskussionsafsnittene tage
udgangspunkt fra Ribe Turistforenings stiftelse i 1899, men da storken fungerede som et
erindringssted længe før turismen begyndte i Ribe, er jeg nødt til først at belyse storkens
betydning som erindringssted og dennes udvikling før 1899, samt informere om storkens
historie generelt i Danmark og Ribe, for at jeg kan give de relevante oplysninger, der senere
danner basis for min analyse og diskussion af turismens indflydelse på udviklingen af storken
som erindringssted i Ribe.
Jeg vil nu fortsætte med at komme nærmere ind på strukturen og fremgangsmåden i mit
speciale.
1.2 Struktur og fremgangsmåde
Hovedvægten i dette speciale er historisk, men jeg vil hente inspiration i antropologisk teori
og litteratur, og anvende dette hvor det er relevant i specialet.
I Deutsche Erinnerungsorte sammenligner Francois og Schulze erindring med Pandoras æske,
da mængden af erindringssteder er uoverskuelig, eftersom enhver skolebog, testamente, arkiv,
2 Med undtagelse af Magnussen 1991.
3 Francois og Schulze (ed.) 2001, tre bind.
4 Ifølge artiken „Eine Briefmarke für den NABU-Wappenvogel“ på www.nabu.de d. 10/1 2006.
2

forening m.m. kan beskrives som erindringssted, når de er forbundet med bevidste
overleveringshensigter. 5
Der findes således adskillige erindringssteder i Ribe, som er blevet påvirket af turismen, men
jeg har valgt at fokusere på storken som hovedeksempel på et erindringssted, der har udviklet
sig med turismens påvirkning, fordi storken i flere århundreder har haft, men også stadig har
stor betydning for danskernes og i særdeleshed ripensernes identitet, hvilket har afspejlet sig i
det rige kildemateriale samt litteratur, der findes om storken.
Til sidst i specialet vil jeg sammenligne storken med andre erindringssteder i Ribe, hvor jeg
har valgt at fokusere på de erindringssteder, som forekom mest betydningsfulde, dvs. de
erindringssteder som turismen i høj grad har anvendt for at gøre folk interesseret i at besøge
Ribe. Valget er faldet på vægteren, vikingerne og selve byen Ribe som erindringsstedet
’Danmarks ældste by’, eftersom disse erindringssteder ligesom storken i høj grad er blevet
videreudviklet via turismens påvirkning.
Årsagen til at jeg har fravalgt stormflodsøjlen skyldes, at Martin Rheinheimer allerede har
undersøgt stormflodens udvikling som erindringssted, hvor han også kort omtaler Ribe 6 , og
jeg anvender Rheinheimers analyse af stormfloden som inspiration i min analyse og
diskussion af storken som erindringssted.
Det kunne have været relevant, at undersøge turismens anvendelse af de gamle huse og
bygninger, eftersom ét af turistforeningens vigtigste formål lige siden dens stiftelse i 1899 har
været at restaurere og bevare Ribes gamle huse og bygninger samt domkirken. 7 Desværre har
der ikke været plads til at give en analyse af disse erindringssteder, men jeg vil i forbindelse
med afsnittet om turismens indflydelse på udviklingen af erindringsstedet ’Ribe - Danmarks
ældste by’ kort belyse, hvorledes domkirken samt de gamle huse og bygninger er blevet
anvendt som erindringssteder af turismen i Ribe.
Desuden har der gennem tiden boet mange berømte personer i Ribe, fx Dronning Dagmar,
Hans Tavsen, Maren Spliid, Hans Adolf Brorson og Jacob A. Riis, men som erindringssted
har de ikke gennemgået en ligeså markant forandring via turismens indflydelse, som de
erindringssteder jeg har udvalgt.
Der er andre faktorer end turisme, som har betydning for erindringssteders udvikling, og det
er blot nogle af erindringsstederne i Ribe, som kan anvendes som turistattraktioner, men
hovedfaktoren i min undersøgelse er turismen, og i denne forbindelse er det vigtigt at påpege,
5 Francois & Schulze 2001, bd. 1 s. 18.
6 Rheinheimer 2003b.
7 Til vore medlemmer. Støt bevaringsarbejdet i Ribe, dec. 1992.
3

at selvom Ribe Turistforening 8 er den vigtigste aktør i min undersøgelse, har der været andre
aktører i turismen fra 1899 op til i dag. Ribe Handelsstandsforening har spillet en væsentlig
rolle i forbindelse med tulipanfesten og kulturarrangementer i Ribe, og Arbejdsmarkedets
Feriefond er kapitalmæssig en betydningsfuld aktør, og har økonomisk støttet Ribe Byferie,
Vadehavscentret, samt museerne ’Ribes Vikinger’ og ’Ribe VikingeCenter’. Derudover blev
der i slutningen af 1990´erne dannet Fællesmarkedsføring Ribe, som har lanceret nye
muligheder for at udvikle turismen – fx via temaferier. 9
De forskellige aktører der igennem de sidste 100 år har arbejdet med turismen i Ribe, har ikke
selv været bevidst om begrebet erindringssteder, men har tænkt på fx storkene, vægteren,
vikingerne, domkirken og de gamle huse som seværdigheder, der kunne anvendes til at
tiltrække turister, og på den måde gøre Ribe til en kendt turistby. Imidlertid fungerer disse
turistattraktioner, der er blevet Ribes kendetegn, som erindringssteder da de alle er
bestanddele i Ribes kollektive erindring. Min opgave som historiker er hverken at stille mig i
en positiv eller negativ position overfor den måde, turismen har påvirket erindringsstederne i
Ribe igennem de sidste 100 år, for som Paul Ricoeur har mindet os om: ”Urteil und Strafe
sind Sache des Richters; der Kampf gegen das Vergessen und für eine wahrhaftige Erinnerung
ist Sache des Bürgers; dem Historiker bleibt es vorbehalten, zu verstehen, ohne zu verurteilen
und ohne zu entschuldigen.” 10
Når dette er sagt, så vil jeg gerne påpege, at jeg er meget taknemmelig for den hjælpsomhed,
jeg har mødt overalt blandt de mennesker, der arbejder med turisme og arkivmateriale m.m. i
Ribe, og havde Ribe Turistbureau ikke været så venlige at stille turistforeningens
kildemateriale til rådighed for mig, og svare på diverse spørgsmål som jeg ikke kunne læse
mig til svarene på, ville det ikke have været muligt at skrive dette speciale.
Angående struktureringen af mit speciale så vil jeg begynde med et metodisk afsnit, der giver
en præsentation og vurdering af kildematerialet, samt en forskningsoversigt over litteratur om
storken, og til sidst en redegørelse af de anvendte teorier, hvor den overordnede teori
omhandler erindringssteder, og de to supplerende teorier traditionsopfindelse samt
levendegørelse af historien.
8 Bemærk anvendelsen af forkortelsen RT for Ribe Turistforening i noterne.
9 Telefonsamtale med Jens Philipsen, Danhostel Ribe Vandrehjem, d. 28/4 2005.
10 Paul Ricoeur, ”L´écriture de l´histoire et la représentation du passé,” in Annales Histoire, Sciences Sociales, 55
(2000) s. 744, citeret i Francois & Schulze 2001, bd. 1 s. 24.
4

Derefter følger analyseafsnittet ’Storken som myte’, hvor jeg først belyser storkens historie
generelt, og storken som erindringssted generelt, hvor jeg har inddelt underafsnittene efter de
myter og varsler som er forbundet med storken, samt efter diverse forestillinger man tidligere
havde om storken, og efter afsnittet om storken som uofficiel nationalfugl afrunder jeg med
en delkonklusion.
Næste analyse- og diskussionsafsnit ’Turismen og storken’ indledes med storkens historie i
Ribe, og storken som erindringssted i Ribe, hvor jeg har inddelt underafsnittene efter de
forskellige kilder og medier jeg har anvendt, samt efter bestemte emner.
Herefter kommer min sammenligning af storken med andre erindringssteder i Ribe, hvor jeg
udover min overordnede teori om erindringssteder, i forbindelse med min undersøgelse af
turismens anvendelse af vægteren og vikingerne som erindringssted, vil anvende teori om
traditionsopfindelse og levendegørelse af historien. Sammenligningen afsluttes med
erindringsstedet ’Ribe – Danmarks ældste by’, hvorefter konklusion og engelsk resume
afrunder specialet.
1.3 Kildepræsentation
Mit speciale er hovedsageligt baseret på kilder fra Ribe Byhistoriske Arkiv og fra Ribe
Turistforenings eget arkiv, hvor jeg fra sidstnævnte arkiv i høj grad har anvendt Ribe
Turistforenings forhandlingsprotokoller fra 1899-1997, der indeholder vedtægter og love for
turistforeningen, referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, årsberetninger, breve,
korrespondance, diverse avis- og presseudklip, regnskaber og fotos. Desuden har jeg anvendt
C. Willemoes optegnelser over turistforeningens historie 1899-1946 11 , udklipsmapper fra
årene 1924-1986, ringbind med presseomtale fra 1975-1999, en udklipsmappe alene med
storkeartikler fra årene 1978-1982, tidsskriftartikler og presseudklip, turistbrochurer, postkort,
og Ribe Turistforenings 75 års jubilæumsskrift 1899-1974 samt ringbindet med materiale fra
100 års jubilæet i 1999. 12
Kildematerialet efter 1999 fra hhv. Gammelt Præg(tidligere Ribe Turistforening) 13 og Ribe
Turistbureau er for hovedparten endnu ikke blevet arkiveret, men er tilgængeligt i ringbind på
kontorerne i turistbureauet.
11
Willemoes ca. 1947. C. Willemoes var redaktør på Ribe Stifts-Tidende samt initiativtageren til stiftelsen af RT
i 1899, hvori han var formand 1908-1949 og udnævntes til æresmedlem i 1942.
12
Personen der skulle have skrevet 100 års jubilæumsskriftet blev alvorlig syg på et tidspunkt, hvor det var for
sent at få en anden til at overtage arbejdet.
13
Efter jubilæet i 1999 skiftede RT navn til Gammelt Præg hvis formål udelukkende er bybevaring.
5

Fra Ribe Byhistoriske Arkiv har jeg anvendt turistbrochurer og turistbøger, avisartikler,
postkort og udklipsmapper af C. Willemoes.
Desuden har jeg anvendt bøger om postkort, bøger og artikler om Ribes historiske udvikling
generelt, samt storkens og vægterens historie generelt og specifikt i Ribe. Udover arkiv og
biblioteksmateriale har jeg med henblik på at belyse den nyeste udvikling af erindrings-
stederne anvendt Internettet, da dette er et medie, som inden for det sidste årti har været i
stærk fremgang, og i stigende grad er blevet anvendt til markedsføring af turisme.
Som sidste kilde har jeg benyttet mig af interviews (telefonsamtaler/samtaler) og e-mails for
at få de oplysninger, der manglede i mine kilder og litteratur, såsom datering af postkort samt
informationer om storkemotiver på postkort, den nyeste markedsføring af storken i Ribe,
informationer om salget af turistsouvenir m.m.
På arkivet for Ribe Turistforening er der desuden gamle film om Ribe, men da jeg i forvejen
har rigeligt med kildemateriale, har jeg valgt ikke at anvende filmene i mit speciale, fordi det
ville være et meget tidskrævende arbejde af se filmene igennem.
De fleste kilder jeg anvender i min analyse og diskussion stammer fra Ribe Turistforenings
arbejde, og jeg vil anvende kilderne til at vise hvordan turismen gennem markedsføring af
storken, samt andre udvalgte erindringssteder i Ribe, via forskellige medier med varierende
intensitet har påvirket udviklingen af storken og andre erindringssteder i Ribe i den sidste 100
års periode.
I det følgende vil jeg kort gennemgå de vigtigste kilder i mit speciale, og forklare hvilke
problemer der kan forekomme ved anvendelsen af de forskellige typer kilder, som på nær
forhandlingsprotokollerne og andet upubliceret arkivmateriale, også kan karakteriseres som
forskellige typer medier.
1.3.1 Postkort
Mens der i Danmark findes adskillige bøger med trykte postkort, hvor der er tekst ved siden
af eller under postkortene, som fortæller hvad postkortene forestiller og evt. hvornår de er fra,
så er der mangel på bøger, der belyser postkortenes betydning og værdi som kildemateriale. 14
Derimod er der i England og Tyskland blevet forsket i postkort som kilder, hvor den første
14 I 2006 er der dog udkommet bogen Danske brevkort og postkorts historie 1871-2006, skrevet af Steffen Riis,
der heri besvarer mange hidtil ubesvarede spørgsmål om postkort.
6

publikation Pictures in the Post af Richard Carline udkom i 1959 i England, mens Tyskland
først udsendte bøger med postkort som forskningstema i begyndelsen af 1970´erne. 15
I bogen Postkarte und Fotografie fra 1995 der er skrevet af Karin Walter, fremgår det
imidlertid, at mindst to tredjedele af de bøger som er skrevet om postkort i Tyskland, først og
fremmest blot gengiver de forskellige postkortmotiver med mere eller mindre udførlige
beskrivelser og historier om postkortene. 16 I de øvrige publikationer behandles postkort
overordnet set, enten fra en filokartisk eller kulturhistorisk synsvinkel, hvor førstnævnte har
hovedvægt på postkort som samlerobjekt, og beskæftiger sig meget med bestemmelsen af de
anvendte trykteknikker som hjælp til bedre at kunne vurdere og klassificere de forskellige
postkort. Derimod har kulturhistorikerne siden 1970´erne og i højere grad 1980´erne
interesseret sig for postkortene som massemedie, og ”Altonaer Museum” i Hamborg har
været et forbillede for andre museer med systematisk at opbygge en samling af postkort for at
lave udstillinger med dem. 17
Walter har en anden indfaldsvinkel, da hendes bog belyser postkort som et stykke af
fotografihistorien, og hun sætter bl.a. fokus på, hvorvidt postkort viser realiteten eller kun den
pæne side, og om postkort kan betragtes som dokumenter, samt hvem der bestemmer udvalget
af egnede motiver. 18
Korrespondancekortene som var forløberen til de illustrerede postkort, der findes i dag, blev
indført omkring 1870 i Tyskland, og brede dele af befolkningen blev hurtigt kendt med dette
nye korrespondancemiddel til korte meddelelser, hvilket den portofrie forsendelse af kortene
under den Tysk-Franske krig var afgørende for. Postkortenes egentlige opgangsperiode
begyndte imidlertid først midt i 1890´erne, hvor de udviklede sig til en massevare. 19
I begyndelsen var postkort kun en billig erstatning for fotografier, hvor de brede kredse i
befolkningen med hjælp fra de illustrerede postkort for første gang kunne dokumentere deres
dagligdag og dagsudflugter, og ikke kun særlige begivenheder. Fotopostkortene opnåede
højdepunktet for deres popularitet i tiden omkring 1. verdenskrig, hvor de var blevet en
erstatning for fotografier, og opfyldte to væsentlige funktioner for soldaterne: De var det
15 Walter 1995, s. 4.
16 Ibid. s. 4.
17 Ibid. s. 5. Optakten til udstillinger med postkort kom allerede i 1965 med “Die Bildpostkarte in Deutschland –
auch ein Spiegel der Kulturgeschichte”.
18 Ibid. s. 3.
19 Ibid. s. 221-222.
7

vigtigste kommunikationsmiddel mellem hjemmet og fronten, og fungerede samtidigt som
egen krigsdokumentation. 20
Kort efter 1. verdenskrig aftog postkorteuforien tydeligt, men som rejsesouvenir blev postkort
stadig købt. Selvom de rejsende i mindre grad selv fik fotografiapparater, vedblev postkort
med at være populære, da det ofte ikke var muligt for de rejsende selv at tage så flotte billeder
af seværdighederne på deres rejse. 21
I kap. 9 undersøger Walter forbindelsen mellem postkortmotiver og udvikling af turisme, og
hun påpeger, at postkort siden slutningen af 1800-tallet har haft to grundlæggende
betydninger for de rejsende: For det første hjælper postkortene med at dokumentere
personlige erindringer, og for det andet kan folk derhjemme gennem postkortene få et visuelt
indtryk af ferieområdet. 22
Eftersom de rejsende havde forskellige ønsker angående motiverne på postkortene, afspejlede
postkortmotiverne vidt udbredte stereotyper. Modsat de tidligere dannelsesrejser der kunne
vare op til flere år, var rejserne foretaget af borgerskabet i slutningen af det 19. og i
begyndelse af det 20. århundrede, karakteriseret ved en begrænset tidsfaktor, som betød at
oplevelsen ved hvert sted på rejsen ligeledes blev indskrænket. For at kunne bevare
erindringen om de forskellige steder på rejsen, og dokumentere det man havde oplevet,
hvormed andre eller en selv kunne genopleve rejsen, blev højdepunkterne på rejsen ’bundet i
billeder’ og bragt med hjem. Således genspejlede postkortmotiverne højdepunkterne på
rejsen, og dette har i høj grad medvirket til udviklingen af de stereotype motiver på
postkortene. 23
Samtidigt formidlede postkortene som rejsesouvenir et idealbillede af seværdigheder på ens
rejse, og de viste seværdighederne fra deres optimale side ved de bedste vejrforhold. 24
Et interessant aspekt ved postkort er, at de ikke blot er gode billeder taget af dygtige
fotografer, men derimod anvendes de originale negativer sjældent uden ændringer til
postkort. 25 Normalt gennemgår de originale fotografier forskellige retoucheringer, hvor fejl og
uskarpheder rettes, og montager hvor de enkelte dele, dvs. forskellige negativer,
sammenstilles til et hele, hvilket foretages for at postkortene får det ønskede udseende, og
desuden indsættes fx personer i originalfotografiet for at give mere liv til billedet. Disse
20 Ibid s. 225.
21 Ibid s. 231.
22 Ibid s. 212.
23 Ibid. s. 214.
24 Ibid. s. 219-220.
25 Ibid. s. 170.
8

indsatte personer og andre figurer betegnes staffage, og ved at gennemse forskellige postkort i
fx begyndelsen af 1900 tallet er det tydeligt at se, at bestemte personer går igen på mange af
postkortene. 26
Ligeledes kunne man med farveovermaling få forstyrrende køretøjer, skygger og huller i
vejen m.m. til at forsvinde samt forskønne husenes facader. 27 Fotografen havde således
mulighed for at ændre, forbedre og endda forfalske originalfotografiet, indtil idealbilledet ud
fra fotografens egne forestillinger kom frem. 28
Postkort anvendes af turismen til at transportere det indtryk, som turismens aktører ønsker at
give omverden af fx en by, og min hensigt med at anvende postkort som kilde er først og
fremmest at undersøge, hvordan storken samt de andre erindringssteder i Ribe afbilledes på
postkortene, og hvornår de forskellige motiver af erindringsstederne bliver fastlagt og
stereotypiseret.
Angående postkortene jeg har anvendt i mit speciale, har postkortsamler Karl Heinrich
Andresen, som har specialiseret sig i storkemotiver, venligst givet mig lov til at anvende
diverse postkort fra sin samling, og disse postkort udgør størstedelen af de postkort, som
indgår i specialet.
Derudover har jeg anvendt bøgerne Jyllands vestkyst i gamle postkort 29 og Glimt fra det
gamle Ribe – Gamle postkort fortæller om Danmarks ældste by, 30 samt i mindre grad
postkortene på Ribe Byhistoriske Arkiv.
Et af de særlige karakteristika ved postkortene fra Ribe er, at der findes utrolig mange, dvs.
mellem 3500 og 4000 forskellige postkortmotiver fra Ribe. 31
Ved at gennemgå de forskellige postkortmotiver fra Ribe fra år 1900 op til i dag ses tydeligt,
at der relativt tidligt er sket en fastlæggelse af motiverne på postkortene. Indtil slutningen af
1930´erne findes stadig en del postkort med motiver af industri, forretninger og institutioner
såsom Shellstationen i Nygade, mejeriet ’Riberhus’, cikoriefabrikken ’Sønderjylland’, Ribe
Seminarium, Kathedralskolen, Ribe Sygehus og Åndsvageanstalten ’Ribelund’. 32
Men derefter er motiverne på postkortene først og fremmest af storkene, vægteren, de gamle
bindingsværkshuse og bygninger, de stemningsfulde gader, Ribe Domkirke, Sct. Catharinæ
26 Ibid. s. 189 og 191.
27 Ibid. s. 196.
28 Ibid. s. 180.
29 Meesenburg 1979.
30 Hestehave og Mulvad 1994.
31 Oplysning fra postkortsamler Torben Hestehave i en telefonsamtale d. 30/3 2005.
32 Postkortene er gengivet i Meesenburg 1979 og Hestehave & Mulvad 1994.
9

Kirke, stormflodssøjlen på skibbroen, Riberhus (slotsruin), statuer og mindesmærker af
kendte ripensere såsom Dronning Dagmar og Maren Spliid, selve byen Ribe set fra afstand,
og fra slutningen af 1990´erne også af museerne ’Ribes Vikinger’ og ’Ribe VikingeCenter’. 33
Det kan være problematisk at tidsbestemme postkort, fordi de ofte er udateret, og ligeledes er
det normalt, at et populært postkortmotiv genoptrykkes i flere årtier, da dette er meget
billigere end at få fremstillet et nyt postkort. I adskillige tilfælde med Ribemotiver har man
således gemt glaspladerne, og genbrugt motiverne på et senere tidspunkt, og desuden har
forlagene lånt af hinanden. 34
Der findes dog bestemte kendetegn ved postkortene, som gør det muligt at finde ud af hvornår
de er fra, for inden for dateringen af postkort anvender man bestemte årstal som skillelinier. 35
Indtil 1905 var bagsiden af postkortene udelukkende til påføring af adressen, så før 1905
måtte man skrive sin hilsen i højre hvide margen på forsiden af postkortet, men sidst i 1904
tillod postvæsenet, at der også måtte skrives tekst på adressesiden, der herefter blev opdelt,
som vi kender det fra nutidens postkort, med korrespondancen på venstre side af kortets
bagside. I 1913 blev reglen om, at adressesiden skulle bære betegnelsen ’Brevkort’ ophævet,
og desuden var de fleste postkort indtil 1907 litografiske i en god og skarp gengivelse og til
tider håndkolorerede. 36
Fra 1920’erne til 1940’erne var postkortene brunlige i farverne, mens postkortene omkring
1950 fik en blankere overflade pga. der blev trukket et lag (glas)film over billedet. Omkring
1970 blev postkortene gjort ¼ gang større, hvormed de fik den størrelse som anvendes i dag.
Dog har det også før 1970 været muligt at købe store postkort, men disse hørte til
sjældenhederne. 37
Dateringsproblemet undgås naturligvis hvis postkortet er sendt, eftersom man så har et
poststempel at gå ud fra, og hvis dette er ulæseligt, er det muligt at personen som i sin tid
sendte postkortet, enten selv har skrevet en dato, eller også kan man via hilsenen på kortet
finde ud af, hvornår kortet omtrent er fra.
På samme måde som erindringsstederne afbilledes som motiver på postkortene, indgår de i
forskellig grad i turistbrochurerne om Ribe, og jeg vil nu i det næste afsnit beskæftige mig
med turistbrochurer.
33
Ifølge de nævnte bøger med postkortmotiver og postkortene på arkivet, samt de postkort som var til salg i Ribe
2005-2006(feb.).
34
Samtale med K.H. Andresen d. 8/2 2006.
35
Følgende afsnit gengiver blot nogle af dateringsmulighederne.
36
Bruhn 1978, s. 9-10.
37
Ifølge en telefonsamtale med Karl H. Andresen d. 28/11 2005.
10

1.3.2 Turistbrochurer
”Considering the sheer size of the international tourism industry today, there is a remarkable
lack of analysis of the many ways it is promoted.” 38
Ovenstående citat er fra en bog med en antropologisk/sociologisk indfaldsvinkel, men også
inden for historiefaget er det først inden for de sidste år, at der er opstået interesse for de
forskellige måder, som destinationer og deres folk er blevet fremstillet og præsenteret af
turismens kulturformidlere. Interessen for turistbrochurer stammer fra de skelsættende
analyser af rejsehåndbøger for turister fra slutningen af 1960´erne, selvom Roland Barthes
allerede i et kapitel i bogen Mytologies, der udkom første gang i 1957 på fransk, kritisk
analyserede den franske serie af guidebøger Guide Bleu. 39 Barthes kritiserede Guide Bleu for
at reducere de forskellige landes befolkninger til stereotyper, for at kunne fremhæve
monumenterne som det væsentligste ved landskaberne:
For Guide Bleu eksisterer menneskene kun som ”typer”. I Spanien er baskeren for
eksempel en vovelysten sømand, levantineren en sorgløs jordbruger, katalaneren en dygtig
handlende og kantabreren en følsom bjergbo. Vi genfinder denne essensens virus som
enhver borgerlig mytologi om mennesket er befængt med (…) Den iberiske halvøs
befolkningsmæssige sammensætning reduceres således til en stor klassisk ballet, til en
raffineret ’comedia dell´arte’ hvis usandsynlige typologi tjener til at maskere
levevilkårenes, klassernes og de forskellige professioners virkelige skuespil. 40
Barthes kritiske analyse af Guide Bleu er tydeligvis politisk motiveret, men han var også
præget af den marxistiske samfundskritik, der fandtes i Frankrig på denne tid (i 1950’erne),
og Barthes mener således, at Guide Bleu ved at fremstille for eksempel baskeren som en
’vovelysten sømand’ fastfryser baskeren i denne ’essens’, og dermed maskerer guidebogen de
historiske betingelser bag essensen, – i dette tilfælde det fascistiske styre i Spanien. 41
Mens de fleste analyser af turistbrochurer og guidebøger siden Barthes har været mindre
politisk motiveret, så er ’denne essensens virus’, dvs. typologisering, som Barthes kritiserer
stadig et varmt emne inden for analyse af turisme, hvor en række debattører af turisme har
fremhævet det skadelige ved en unuanceret og kommercielt tilskyndet dyrkelse af
turistmyterne. 42
38
Dann 1996, s. 61.
39
Ifølge Dann 1996, s. 61og 80, udkom Barthes Mythologies i 1984, men dette er forkert, for den første udgave
på fransk udkom allerede i 1957. Jeg har valgt at anvende den danske udgave fra 1996, som er en revideret og
komplementeret udgave af den danske udgave fra 1969.
40
Barthes 1996, s. 151.
41
Daugbjerg 2004, s. 19.
42
Ibid. s. 18-19. Dette er en meget vidtgående debat, så jeg henviser til Daugbjerg 2004 for mere information.
11

Selvom de første deciderede analyser af rejsehåndbøger udkom i 1967, var det først i
begyndelsen af 1980´erne, at forskere begyndte at tage turistbrochurer seriøst, og således er
turistbrochurer kun begrænset, og først indenfor de seneste årtier blevet anvendt som
kildemateriale. 43
I 1996 udkom bogen Big Little Denmark – will the British love it? Dansk turistmarkedsføring
i Storbritannien, skrevet af Anette Therkelsen. Med udgangspunkt i Danmarks Turistråds
brochuremateriale henvendt til det britiske marked søger Therkelsen at identificere de
strategier, der ligger bag udformningen af Danmarks Turistråds Danmarksprofilering, samt
analysere de billeder og myter, som anvendes og skabes inden for turismegenrens diskurs. 44
Et af Therkelsens synspunkter er, at et turistkatalog kan betragtes som en reklame, der søger
at overtale den potentielle turist til at købe det immaterielle produkt: oplevelsen af ferielandet
Danmark.
Hendes fokus i undersøgelsen er på Danmarks Turistråds 1992-katalog ”Big little Denmark –
you’ll love it”, som hun løbende sammenholder med et interview af den ansvarshavende for
det britiske marked, for at afgøre om Danmarks Turistråds intentioner viderebringes gennem
ord og billeder til læseren.
Turistbrochurer er foldere som fx turistforeningen i en by dels udsender til andre byer og
lande for at skabe opmærksom om byen og således tiltrække folk, og dels anvender for at
informere de besøgende om byen. Turistbrochurer omtaler altid byens seværdigheder,
mulighederne for ferieaktiviteter, og giver diverse årsager til at man som turist skal besøge
denne by. Derudover indeholder brochurerne som regel praktiske oplysninger, bykort, flotte
billeder samt reklamer for den pågældende bys spisesteder, forretninger m.m.
I mit speciale anvender jeg turistbrochurer fra Ribe fra 1935-2006, og mit formål med dette er
at se, hvordan erindringsstederne fremstilles og beskrives i dem, samt at belyse hvilken
udvikling erindringsstederne gennemløber i denne periode.
Det præcise årstal for hver enkelt brochure kan dog være vanskeligt at bestemme, eftersom
brochurerne ikke fik påtrykt årstal før udgaven i 1999, da man således lettere kunne anvende
brochuren året efter, eller indtil beholdningen af den pågældende brochure var opbrugt, samt
genoptrykke turistbrochuren hvis der ikke var grund til at ændre i den.
Imidlertid har de personer, som har arkiveret brochurerne, ofte skrevet hvornår brochurerne
ca. er fra, men i de tilfælde hvor brochurernes årstal ikke umiddelbart er indlysende, har jeg
43 Dann 1996, s. 61-62.
44 Therkelsen 1996, s. 8.
12

anvendt beretningerne og mødereferaterne i forhandlingsprotokollerne, hvori der er
informationer om turistbrochurerne for hvert år, såsom om det er nødvendigt at få lavet en ny
brochure, genoptrykt flere af den gamle, hvordan den nye brochure kommer til at se ud ang.
tekst og illustrationer, og hvor stort et oplag den bliver trykt i på hhv. dansk og fremmede
sprog. 45
Indtil 1951 blev der kun trykt brochurer på dansk og engelsk, herefter blev brochurerne også
trykt på fransk og tysk, og siden også på hollandsk, hvor den hollandske udgave i 1986 afløste
den franske udgave, da der fra midten af 1980´erne har været betydeligt flere hollandske
turister i Ribe end fransktalende. 46
I en beretning fra turistforeningen i 1952 oplyses om nødvendigheden af at være godt dækket
ind med brochurer på både dansk og fremmede sprog, idet en pæn brochure foruden at være
fører for den fremmede under besøget, også senere derhjemme vil være et minde om besøget
og en reklame for byen. 47
Mht. turistbrochurernes layout, så forandrer brochurerne udseende alt efter hvilken person,
der er formand/chef og hvordan personen synes brochuren bør se ud, med hensynstagen til de
herskende økonomiske omstændigheder. 48 Dermed har Ribe-brochurerne skiftevis været
tynde med enkelte billeder og i andre perioder mere detaljerede og interessante at læse, hvor
brochurerne siden 1990´erne har været meget detaljerede.
Forsidens motiv(er) forandres ligeledes løbende, og et interessant fænomen ved turist-
brochurerne er, at titlen på forsiden er forskelligt alt efter hvilket sprog brochuren er skrevet
på, og dette viser, at Ribe Turistforening tidligt har haft en bevidst markedsføringsstrategi om,
hvordan Ribe bedst kunne sælges til turister fra forskellige lande.
Et eksempel på dette er brochurerne fra året 1952 hvor overskriften på dansk er ”Ribe –
Danmarks ældste by. Storkenes by”, mens den på engelsk er ”Ribe in Denmark – City of
Storks and Old-world Charm”, på fransk ”Ribe – Danemark: La ville des Cigognes et au
charme médiéval”, og endelig på tysk ”Ribe – Dänemark. Die Perle des Dänischen
Mittelalters”.
I Danmark, England og Frankrig markedsføres Ribe som ”storkenes by”, men i Tyskland hvor
det er meget almindeligt at se storke, tiltrækkes folk ikke af Ribe på grund af byens forekomst
af storke, og derfor fokuserer overskriften i den tyske brochure på Ribe som en perle fra
Danmarks middelalder.
45 Referat af bestyrelsesmøde i RT d. 8/8 1977, samt 10/8 1981.
46 Referat af generalforsamlingen i RT d. 25/2 1986.
47 Beretning om RTs virksomhed i 1952.
48 Oplysninger fra Grethe Færch Simonsen og Trine Rosen Madsen fra Ribe Turistbureau, hhv. d. 2/5 2005 og
9/1 2006.
13

I et referat fra 1951 oplyses således at: ”…for alle de fremmedsprogede brochurer gælder det,
at vi ved bedst mulig udnyttelse af forbindelser har fået skrevet dem direkte på de pågældende
sprog, hvad der er meget bedre end oversættelser”. 49
Denne sproglige tilpasning af brochurerne til de forskellige lande, er også gældende indenfor
turistbøgerne.
1.3.3 Turistbøger
Da turistbøger hører i samme kategori som turistbrochurer, har turistbøgerne ligesom
brochurerne ikke været genstand for meget forskning, men denne mangel har jeg belyst i
sidste afsnit, og vil ikke komme nærmere ind på det her.
Faktisk er turistbøgerne i Ribe blot mere udførlige turistbrochurer, hvor Ribes historie og
seværdigheder bliver beskrevet mere dybdegående. Turistbøgerne fungerer oftest som
vejledning til en byvandring på egen hånd, og de indeholder mange billeder, og har ofte en del
reklamer og annoncer indrykket. Mens brochurerne virker som gratis appetitvækkere og giver
de vigtigste informationer, så er turistbøgerne beregnet til salg til de mere interesserede
turister (men også byens egen borgere), samt til uddeling ved pressebesøg, fornemt besøg
m.m.
Den første turistbog Ribe, illustreret Vejledning for Turister 50 udkom allerede i 1901, – to år
efter stiftelsen af Ribe Turistforening, og den blev udsendt til 75 hoteller i Danmark, samt til
den norske turistforening i Christiana, den svenske i Stockholm og til den danske
turistforening i København samt en række af landets dagblade. 51 Den lille bog om Ribe blev
vel modtaget, og var i høj grad medvirkende til at opfylde turistforeningens formål om at:
i Ribe By og Omegns interesse at udbrede Kendskab til Ribe og derigennem fremhjælpe
Fremmedbesøget her til Byen. At gøre Ribe By og Omegns seværdigheder kendte i videre
kredse ved gode Beskrivelser i Landets Blade, hensigtsmæssig Reklame og Vaagen over, at
der ydes de Fremmede god Vejledning og forsvarlig behandling her i Byen og Omegnen,
hvilket helst maa ske ved at sætte sig i Forbindelse med Autoriteterne af de alt bestaaende
Institutioner, der virker for byens seværdigheder og dens forskønnelse; i det Hele ved
bypatriotisk Arbejde at hjælpe med til økonomisk Opsving. 52
49
RTs Virksomhed i 1951.
50
(Forfatter unævnt) 1901. For de øvrige turistbøger henviser jeg til listen over arkivmateriale m.m. bagerst i
specialet.
51
Jacobsen 1974, s. 9-10.
52
§1 Love for RT. Vedtaget i Ribe i maj 1899 og revideret i maj 1917, 1946 og 1947.
14

De to næste turistbøger der udkom i 1920 og i 1930 havde titlerne Ribe. En kortfattet
Turistbog og var anden og tredje omarbejdede udgave af turistbogen fra 1901, og ligeledes
udgivet ved Ribe Turistforening. Disse to eksemplarer indeholder meget bemærkelsesværdigt
ingen reklamer, selvom den første udgave i 1901 havde syv sider med reklamer bagerst.
Derimod indeholdt den følgende turistbog, En 2 timers Rundtur i Ribe, der blev skrevet af
Aage Jensen og udkom omkring 1946, næsten en reklamerubrik på hver side.
I 1954 udkom der en ny udgave af turistbogen, med titlen Ribe. En kortfattet historisk
beskrivelse og vejledning for en 2 ½ timers rundtur gennem Byen, skrevet af Aage Jacobsen.
Denne udgave blev i 1966 genoptrykt med meget få ændringer, bestående af en ekstra omtale
af restaureringen af Quedens Gaard i 1964-1965 samt udskiftning af et billede af et
gårdinteriør med Quedens Gaard. Ligesom turistbrochurerne blev genoptrykt, hvis der ikke
var behov for at lave nye, så valgte man også at rette og omarbejde turistbøgerne, samt at
trykke flere eksemplarer af den samme bog. 53
Den nyeste turistbog er Ribe: Vandringer i Danmarks ældste by, som udkom i 1979. 54
Herefter udkommer der ikke flere nye turistbøger i fast bogform, men man går derimod over
til de lidt tykkere hæfter eller brochurer om ’byvandring i Ribe’. I adskillige år har
vejledningen til byvandringen dog været inkluderet i turistbrochuren, hvilket sidst forekom i
2002, men ellers kan man i dag udover turistbrochuren købe hæftet ”Byvandring på egen
hånd” for 5 kr. Inden for det sidste årti har turistbrochurerne i øvrigt henvist til bøgerne Ribe i
1000 år, Ribes Vikinger, og Ribe Domkirke, hvis man ønsker at læse mere om Ribe, og disse
tre bøger kan bl.a. købes på Turistbureauet, hvor de i øvrigt også sælges på tysk og engelsk.
Ligesom turistbrochurerne er blevet trykt på andre sprog, så er der også udkommet flere
turistbøger eller hæfter på tysk og engelsk, fx Ribe – die alte Königstadt og Ribe. 55
C. Willemoes oplyser i sine optegnelser fra Turistforeningen for årene 1899-1946, at der i
1905, 1907, 1931 blev udgivet pjecer med beskrivelse af Ribe på engelsk pga. besøg af hhv.
den engelske flåde, den engelske presse, og repræsentanter af engelske rejsebureauer. 56
I 1974 udkom i øvrigt Ribe Turistforenings 75 års jubilæumsskrift, 57 der er skrevet af
bogtrykker Aage Jacobsen, som også skrev turistbogen, der udkom i 1954 samt 1966, og han
53
Se fx referatet af RTs bestyrelsesmøde d. 5/7 1976.
54
Thorulf 1979.
55
Den tyske er fra 1933 og den engelske fra 1930’erne.
56
Willemoes ca. 1947, s. 2 og 6.
57 Jacobsen 1974.
15

var bestyrelsesmedlem i Ribe Turistforening i årene 1933-1968, formand 1950-1968 og blev
udnævnt til æresmedlem i 1968. 58
Udover selve turistbøgerne der er udgivet med det formål at vejlede og informere turister og
andre interesserede om Ribe, så findes der bogen Gamle Huse I Ribe 59 skrevet af Hugo
Matthiessen, tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseet, samt bogen Med Hugo
Matthiessen gennem Ribe september 1917. 60
Aviser et at andet kildemateriale, der lige siden turismens begyndelse i Ribe har bragt meget
omtale af byens turistattraktioner, men oplysninger i avisartikler kan imidlertid være
ukorrekte.
1.3.4 Avisartikler
Ifølge Clausen i Aviser som historisk kilde udvises der ofte skepsis over for aviser som
historiske kilder, da de hører ind under kategorien af mindre troværdige kilder, og især i
forbindelse med avisreferater af politiske taler o.a. er det svært at afgøre, hvor pålidelige de er
som kilder. 61
For mit vedkommende er det imidlertid ikke nødvendigt at anvende referater af møder og
taler i aviserne, eftersom jeg har adgang til alle referater m.m. fra Ribe Turistforening i deres
forhandlingsprotokoller. Men jeg har anvendt beretninger om diverse begivenheder i aviserne
til at give et indblik i udviklingen af turismen i Ribe, og som indikatorer der viser, hvor en
videre undersøgelse bør sættes ind.
Et andet problem ved at anvende aviser som kildemateriale er, at aviser på grund af
manglende tid og information ofte er unøjagtige, især med talangivelser, og avisernes
oplysninger bør derfor generelt tages med varsomhed. 62
Derudover er det vanskeligt at arbejde med aviser som kildemateriale, fordi mængden er
enorm, og dette forhindrer en virkelig effektiv udnyttelse af avisstoffet. 63 Derfor er det lettest
at anvende aviser som kilder, når man ved, hvilke årstal og datoer i bestemte aviser man leder
efter. Ribe Turistforening har heldigvis selv udklippet og gemt alle avisartikler til og med
58 Ibid. s. 50-51.
59 Matthiessen 1966.
60 Jensen & Madsen 1983.
61 Clausen 1972, s. 3-4.
62 Ibid. s. 9.
63 Ibid. s. 3.
16

1999, der i årenes løb har haft relevans for turismen i Ribe, og avisartiklerne fra 2000-2005
har jeg fundet via e-arkiver på Internettet, samt i avisudklip på Ribe Byhistoriske Arkiv, men
det har stadigvæk været et meget tidskrævende arbejde.
Den tidskrævende og vanskelige arbejdsproces med at anvende aviser som kildemateriale kan
imidlertid frembringe nyttige informationer, for avismaterialet er også vigtigt kildemateriale
for historikerne, eftersom aviser indeholder store mængder stof, der kan belyse
betydningsfulde processer såsom meningspåvirkningen og meningsdannelsen i samfundet.
Aviserne er de væsentligste vidnesbyrd om den politiske menings indhold, og i en lang række
tilfælde vil man ved hjælp af pressen i det mindste kunne fastslå, på hvilket grundlag de
forskellige meninger har kunnet danne sig. Således giver aviserne et billede af de politiske
begivenheder og synspunkter, som de er præsenteret for læserne, men det er problematisk, at
afgøre hvornår pressen genspejler en mening i en snævrere eller videre kreds, og hvornår
pressen selv er ophav til denne mening. 64
Når man anvender aviser som udtryk for meninger og synspunkter, betragter man dem i den
kildekritiske terminologi som levninger. I 1921 sammenlignede Wiener-historikeren Wilhelm
Bauer aviser med dagbøger: ”De er deres samtids dagbog, som kommende slægter blot
behøver at slå efter i for at opdage selv de fineste bevægelser i det forbigangne liv.” 65
Aviser kan bedre end nogen anden kildetype gengive en tids atmosfære, da man i pressen
finder vigtige elementer til en beskrivelse af de store bevægelser i samfundene af økonomisk,
social og kulturel natur. Ligesom en dagbog er en avis en blanding af kendsgerninger og
vurderinger, og som i dagbogen er der intet klart skel mellem de to elementer. 66
Forskellen mellem dagbogen og avisen er imidlertid, at man i arbejdet med en almindelig
dagbog, dvs. en enkeltpersons optegnelser, vil bestræbe sig på at fastslå, hvordan de skildrede
begivenheder er præget af at have passeret gennem forfatterens bevidsthed, og hvad der kan
have betinget forfatterens synspunkter og vurderinger. Dette er en noget vanskeligere opgave,
når man forsøger at gøre tilsvarende på avisstoffet, da man ikke her kan fastslå forfatterens
identitet, og helt ud i de enkelte dele er avisen en blanding af meddelelse og vurdering.
Aviser er en kildetype, der fra begyndelsen har haft til hensigt at blive trykt og offentliggjort,
og aviser er ofte udformet til at påvirke den offentlige mening, hvilket betyder at man normalt
må tage redaktionens politiske overbevisninger i betragtning. 67
64 Ibid s. 5.
65 Wilhelm Bauer (1921). Einfürung in das studium der Geschichte s. 305 i Clausen 1972, s. 11-12.
66 Clausen 1972, s. 12.
67 Brundage 1997, s. 19.
17

I tilfældet med min anvendelse af avisartikler for at belyse turismens indflydelse på
erindringssteder i Ribe forekommer det ret ofte, at forfatterne af de enkelte avisartikler er
engageret i turismen i Ribe, og derfor vil artiklerne bragt i fx Ribe Stifts-Tidende eller
Vestkysten ofte bære præg af en positiv indstilling overfor turismen i Ribe.
Imidlertid anvender jeg kun avisartikler som et supplement til mine andre kilder, og først og
fremmest til at vise tidsånden og hvordan erindringsstederne bliver fremstillet i aviserne, hvor
jeg desuden kan jeg tjekke oplysningerne efter i primærkilderne fra turistforeningen.
1.3.5 Forhandlingsprotokoller m.m.
Modsat avisartikler der kildemæssigt kan være svære at arbejde med for historikere, så er
hovedparten af kildematerialet, der findes i Ribe Turistforenings forhandlingsprotokoller
primærkilder, som har en høj troværdighedsgrad. Mødereferater og beretninger af foreningens
generalforsamlinger er meget mere detaljeret end de referater som bringes i aviserne, og er
modsat avisreferaterne ikke offentlige kilder, hvilket betyder at de har været udsat for mindre
kontrol 68 . Desuden er mødereferaterne sammen med de andre kilder i forhandlings-
protokollerne de mest oprindelige kilder til turistforeningens virke i årenes løb.
I forhandlingsprotokollerne findes der udover mødereferater, kildemateriale såsom breve og
korrespondance, vedtægter, love og vedtægter for turistforeningen, ansøgninger og svar på
bevillinger(især fra Ribe Byråd), årsberetninger fra turistforeningens forskellige formænd,
dagbog og optegnelser af turistforeningens arbejde samt hvilke tilskud foreningen har ydet til
restaureringen af forskellige gamle huse, og regnskab over diverse. Alle disse primærkilder
har oprindeligt tjent et formål for de personer, der har skabt dem, og det er disse værdifulde
levn fra fortiden, som gør historieskrivning muligt. 69 Dog er det vigtigt at huske, at alle kilder
kan indeholde fejl, og at man som historiker derfor altid må benytte sin kildekritiske sans.
Dette gør sig naturligvis også gældende ved de elektroniske kilder, som vi i dag er blevet
begunstiget med, takket være de elektroniske fremskridt vi stadig oplever i stigende grad,
hvor Internettet har vist sig at være et nyttigt redskab i søgning efter kilder.
68 Dahl 1997, s. 77.
69 Marwick 1989, s. 199.
18

1.3.6 Internettet
For mindre end ti år siden var Internettet et nyt, for de fleste meget eksotisk medie med
nærmest ubegribelige egenskaber. Men allerede tilbage i 1997 skrev Anthony Brundage
følgende:
The World Wide Web (…) has undergone extraordinary expansion in the last few years,
and many Web sites are quite valuable to historical researchers. They offer an array of
primary and secondary sources, along with archives of historic maps, photographs, and
other images. 70
Det er ikke uden grund, at Internettet er blevet beskrevet som en ny informationsmotorvej, og
for historikere udgør historiske sider m.m. på Internettet et udmærket supplement til trykte
kilder og andre medier. 71 Turismens aktører i Ribe har indenfor det sidste årti i stigende grad
benyttet sig af markedsføring på Internettet, og dette har også bidraget til erindringsstedernes
udvikling.
På Internettet kan man som bruger selv bestemme, hvornår man vil anvende det materiale, der
findes på nettet, og desuden er materialet tilgængeligt på hele nettet få øjeblikke efter, at det
er udgivet. 72 Problemet ved at anvende kilder fra Internettet er imidlertid, at websiderne er
foranderlige, og derfor er det uvis, hvor lang tid en webside har det samme udseende. Således
kan man risikere, at de oplysninger man henviser til på en bestemt hjemmeside ikke er
tilgængelige, hvis en anden person på et senere tidspunkt ønsker at tjekke oplysningerne, og
derfor skal man huske, at angive hvilken dato man har hentet sine informationer fra de
pågældende websider.
Indenfor IT er der dog i de sidste år blevet arbejdet på at udvikle et web-arkiv over gamle
websider, hvor det er muligt at tjekke hvordan den pågældende webside så ud på en bestemt
dato. 73 Linket til denne side er www.archive.org, men ved anvendelsen af et web-arkiv, kan
der også opstå komplikationer, som medfører at den webside man leder efter ikke kan vises.
Men der er sikkert fremtidsmuligheder i web-arkiver, for det ville gøre Internettet til et endnu
bedre medie, hvis man fx er i stand til at tjekke, hvordan en webside så ud, da en person for
fire år siden henviste til linket i en artikel.
Jeg vil nu fortsætte med kort at præsentere den litteratur, der findes om storke generelt.
70 Brundage 1997, s. 46.
71 Finnemann 2005, s. 119 og Brundage 1997, s. 48.
72 Finnemann 2005, s. 145.
73 Samtale med datalog Niklas Saers d. 19/1 2006.
19

1.4 Storken i forskningen
Storken er uden tvivl en af de fugle i Danmark, der er samlet mest viden om, da storken altid
har vækket interesse hos almindelige mennesker såvel som blandt fagfolk. Årsagen til det
store kendskab vi har om storken i dag, hvilket bl.a. betyder, at vi er i stand til at følge
storkens udviklingshistorie i Danmark så langt tilbage i tiden, skyldes en række pionerer i
storkeforskningen. 74
En af disse var Hans Chr. C. Mortensen (1856-1921), der i 1899 som den første i verden
begyndte på en systematisk ringmærkning af fugle, hvor han forsynede ringene med nummer,
navn og adresse, så den enkelte fugl kunne identificeres, og finderen kunne skrive tilbage til
adressen på ringen. Fra 1901 begyndte Mortensen at ringmærke storkeunger, og det var denne
ringmærkning, der for første gang viste de danske storkes trækveje, hvilket frembragte ny
epokegørende viden, om hvor storken fløj hen om efteråret. Således fandt man nu ud af, at
storken ikke fløj til Faraos enge i Egypten, men derimod helt ned til Sydafrika, og man fik
f.eks. indblik i hvor gammel en stork var, før den begyndte at yngle, og hvor den slog sig ned
i forhold til sit fødested. 75
Mortensen skrev om sine resultater af storkeringmærkningen i Dansk Ornitologisk Forenings
Tidsskrift i 1920, hvor han også berettede om sine problemer med skeptiske bønder i
forbindelse med ringmærkningen af storkeunger. 76 Derudover udkom der i 1929 bogen
Storkens Liv, skrevet af Tage Heft men efter optegnelserne af Mortensen, som beretter om
Mortensens revolutionerende storkeforskning. 77
Danmarks flittigste ringmærker var Peter Skovgaard (1887-1972), og både den hvide og sorte
stork havde en fremtrædende plads i Skovgaards fuglestudier, hvor han nåede at ringmærke
10.096 storke med ringe, som han selv fremstillede.
Skovgaard indsamlede historiske oplysninger om tidligere tiders storkekolonier og
forekomster, og fik i 1934 gennemført den første totale optælling af den danske storke-
bestand. Samme år udgav han i øvrigt den velillustrerede og interessante bog Storken i
Danmark, der fremlagde resultaterne af 20 års storkeforskning. 78
Skovgaard fik indsamlet et enormt datamateriale om fuglene, herunder storkene, i Danmark,
hvoraf meget desværre aldrig er blevet publiceret eller bearbejdet. Men heldigvis findes det
74 Skov 2003, s. 41.
75 Ibid. s. 41-42.
76 Ibid. s. 42.
77 Heft 1929, s. 77.
78 Skov 2003, s. 43 og Skovgaard 1934.
20

store arkiv hos Skovgaards arvtager, Sigurd Rosendahl, som delvis baserede sin bog
Danmarks Storke fra 1974 på Skovgaards indsamlede data. 79
En tredje pioner inden for storkeforskningen var Halfdan Lange (1898-1855), som var
Ribeegnens ringmærker. Langes store rolle i storkeforskningen skyldes, udover de mange
storke han ringmærkede, især det opfølgende ringaflæsningsarbejde han udførte i Ribe og
hele Sydvestjylland, da han var den første, som systematisk fandt og aflæste alle de
ringmærkede storke, der hvert år dukkede op i hans område. Således er det Langes fortjeneste,
at vi har præcise tal for Ribes storkekoloni fra 1915 til 1955, hvilket er unikt i forbindelse
med storke, da det først var i 1952, at Zoologisk Museum i København begyndte at foretage
årlige optællinger af de danske storke. 80
I 1940 publicerede Lange de banebrydende iagttagelser, han havde opnået ved ringaflæsning,
i bogen Storkens Alder og Yngleforhold i Danmark, der er et pionerværk i den internationale
storkeforskning. 81 Mens han i 1942 publicerede artiklen ”Storkebygder i Danmark og Tal-
Svingninger i Europa” i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, hvori han var den første til
at give et kvalificeret og overbevisende bud på hvor mange storke, der var i Danmark
omkring 1890. Lange fik udgivet en del andre publikationer, men de vigtigste er de to jeg har
nævnt. Efter Langes død blev hans omfattende notater m.m. af broderen Johan Lange
overdraget til Zoologisk Museum, hvor de storkeinteresserede i DOF har haft stor glæde af
materialet i årenes løb. 82
DOF etablerede i oktober 1978 en storkegruppe, der skulle tage arven op efter de tre pionerer,
og blandt medstifterne var Skovgaards arvtager Sigurd Rosendahl, samt Niels B. Thomsen der
var Langes medhjælper i sommeren 1955. Drivkraften bag Storkegruppens oprettelse var
imidlertid Tommy Dybbro, som var bindeleddet til Zoologisk Museum, der videreførte
ringmærkningsarbejdet og optællingerne i tomrummet efter Lange og Skovgaard. 83
Tommy Dybbro har været en aktiv person indenfor storkeforskningen, og han er forfatteren til
den velskrevne og smukke bog Storken, der udkom i 1979. 84 Desuden skrev han det
79 Rosendahl 1974, s. 7.
80 Skov 1992, s. 382.
81 Lange 1940.
82 Skov 2003, s. 45.
83 Ibid. s. 45.
84 Dybbro 1979.
21

informative hæfte Kan vi redde storken i Danmark fra 1980, og spillede en afgørende rolle i,
at ringmærkningen af de danske storkeunger kom i gang igen i 1981 efter en pause på 20 år. 85
DOF’s storkegruppe har siden dens stiftelse i 1978 arbejdet for at undgå at storken skal
forsvinde helt fra Danmark, og har indsamlet grundig dokumentation om årsagerne til
storkens forsvinden. Det er på baggrund af resultaterne af Storkegruppens arbejde, at DOF i
deres Forvaltningsplan for Hvid Stork Ciconia ciconia i Danmark fra 2000, har været i stand
til at udarbejde en redningsplan for storken, hvori et naturforbedrings-projekt ved Ribe Østerå
har højeste prioritet. 86
Fra d. 26.-29. september 1996 blev der afholdt internationalt symposium om Hvid Stork i
Hamborg, og resultaterne af denne er publiceret i bogen Weißstorch im Aufwind?-White
Storks on the up? – Proceedings, International Symposium on the White Stork. 87 Siden 1934
er bestanden af Hvid Stork med uregelmæssige intervaller blevet optalt i hele verden, og den
Hvide Stork er den eneste fugl, hvor der eksisterer statistisk sammenligneligt materiale over
bestandens udvikling i så lang en periode. 88 Bogen indeholder detaljerede reporter om
storkens situation i 35 forskellige lande, og den danske storkeekspert, Hans Skov, har skrevet
kapitlet ”The White Stork (Ciconia ciconia) in Denmark”, som sammenfatter mange af de
informationer, der findes i diverse bøger og artikler om den Hvide Stork i Danmark. 89
Den nyeste bog om storke, der i øvrigt er den mest omfattende og detaljerede af alle danske
storkebøger, er Storken. En kultur- og naturhistorie, som udkom i 2003, og ligeledes er
skrevet af Hans Skov. Bogen beretter kulturhistorisk om storken fra dens storhedstid i
Guldalderen til nutiden, hvor den er blevet en sjælden gæst, og naturhistorisk belyses bl.a.
storkens biologisk betingede krav til levestedet, samt storkens fantastiske trækbiologi og liv i
vinterkvartererne. Derudover skriver Skov om storkens udvikling i andre lande, og kommer i
kap. 8 med sit bud på, hvad der skal til for at bevare storken som dansk ynglefugl. 90
Hans Skov har desuden skrevet adskillige artikler om de danske storke, men den væsentligste
for min problemstilling er ”Ribe – Storkenes by – storkenes 500-årige historie i Ribe”, fra
85 Skov 2003, s. 46.
86 Grell 2000, s. 32.
87 Schulz (ed.) 1999.
88 Ibid. s. 20.
89 Skov 1999, s. 111-131.
90 Skov 2003. I øvrigt var det Hans Skov, som i 1976 begyndte at istandsætte gamle forfaldne storkereder, og
han har i mange år været formand i DOF’s Storkegruppe, se Grell 2000, s. 2 og Skov 2003, s. 223.
22

1992. 91 I denne artikel belyses primært storkens historie i Ribe, og indeholder desuden to
meget nyttige bilag med af hhv. udviklingen i Ribes storkebestand 1700-1992, og placeringen
af storkereder i Ribe fra 1852-1992. Dette er den eneste artikel jeg har fundet med fokus på
storken i Ribe, da de andre bøger og artikler kun omhandler Ribe i mindre grad, selvom
størstedelen nævner Ribe som en storkeby, og kort beskriver storkebestandens udvikling i
Ribe.
De fleste af ovenstående ’storkeforskere’ samt nævnte bøger og artikler om storken, fokuserer
først og fremmest på storkens biologi og adfærd; dvs. diverse ornitologiske aspekter ved
storken. Dog fortæller Tommy Dybbro i sin bog Storken også om storken i sagn og tro m.m.,
og kap. 3 i Hans Skovs bog Storken. En kultur- og naturhistorie omhandler ”Storke i myter,
overtro og meget andet”.
Men V. J. Brøndegaard har skrevet det imponerende danske etnozoologiske tre binds værk
Folk og fauna, hvor bind 2 fra 1985 omhandler fuglene. Heri har Brøndegaard skrevet et
meget udførligt kapitel om storken, hvor han giver en god sammenfatning af alle de myter,
varsler, forestillinger, eventyr, digte m.m. som storken har givet anledning til gennem
adskillige århundreder. 92
Mht. litteratur om storken i folketroen skrev Tage la Cour i forordet til sin bog Gøg, Stork og
Svale i Sagn og Tro fra 1938 følgende:
Siden den dansk-amerikanske Præst F.L. Grundtvig, der i 1878 skrev en sagnhistorisk
Studie ”Løsningsstenen” og i 1883 en Bog om Fuglene i Folkets Digtning og Tro, har
ingen her i Landet specielt beskæftiget sig med Studiet af Fugle i dansk Folkeminde. Hvad
der ellers findes herom i vor Litteratur er spredt i folkloristiske Værker, eller i gamle
Folkebøger. 93
Dette er dog ikke helt korrekt, for i 1927 udkom bogen Storken, der var den første egentlige
danske storkebog. 94 Bogen blev skrevet af O. Helms, med digte af Johannes V. Jensen og
illustrationer af Johannes Larsen, og indeholder udover kapitler med ornitologiske aspekter,
kapitler om ’Storken og Mennesket’ samt ’Storken i dansk Digtning’, og belyser dermed også
storken i dansk folkeminde. 95
Således skriver Helms følgende om storken i begyndelsen af bogen:
91 Skov 1992.
92 Brøndegaard 1985.
93 la Cour 1938, forordet.
94 Skov 2003, s. 33.
95 Helms m. fl. 1927.
23

For den ældre Slægt var den en velkendt Fugl, den er saa ejendommelig i sit ydre og sin
Levevis med bolig paa meneskets Huse, og i Folkets Tro og Tanker har den spillet en Rolle
som vel ingen anden Fugl, saa der kan nok være Grund til at berette lidt om den(…)Den er
dog en Fugl, der gennem Aarhundreder har hørt med til det danske Landskab, en Fugl hvis
Færd mange har haft Lejlighed til at følge og glædes ved, og foruden i Folketroen har den
sat sig mange Spor i dansk Kunst og Litteratur. 96
Siden bogen Storken udkom i 1927, er der mange andre personer, som har fundet interesse i at
skrive om storken, for der er skrevet alt fra biologiske, natur- og kulturhistoriske og
ornitologiske fagbøger til eventyr, digte og børnebøger om storkene.
Derimod er storkens funktion som erindringssted og turismens indflydelse på udviklingen af
denne, endnu ikke blevet behandlet i forskningen, og dette er derfor målet for mit speciale.
I de næste afsnit vil jeg gennemgå de teorier, jeg vil anvende i min analyse og diskussion af
turismens påvirkning af storken og andre erindringssteder i Ribe.
1.5 Teori
1.5.1 Overordnet teori om erindringssteder
Erindringssteder er et relativt nyt begreb, der først blev formuleret af den franske historiker
Pierre Nora i sit syv binds værk Les lieux de mémoire, som udkom i årene 1986-1992. Nora
anvender begrebet ’sted’ i en abstrakt forstand, og han mener, at erindringssteder har en
central status i de nationale erindringsfællesskaber, der er baseret på et sæt fælles erfaringer,
historier og symboler, hvor erindringssteder markerer vigtige eller typiske tegn på og i
fællesskabet. 97 Etienne Francois og Hagen Schulze har overført og videreudviklet begrebet på
Tyskland, og ifølge deres definition på erindringssteder i Deutsche Erinnerungsorte bd. I, er
det vigtigt at forstå, at begrebet erindringssted ikke er et begreb i en filosofisk analytisk
forstand, men derimod er en metafor.
Således kan erindringssteder lige så godt være af materiel som immateriel art, og omfatter
både reelle og mytiske skikkelser og begivenheder, bygninger og mindesteder, institutioner
og begreber, bøger og kunstværker – i vor tids sprogbrug kan man tale om ’ikoner’. Det er
steder, der fungerer som kilde til erindring, ikke på grund af deres materielle konkrete
form, men på grund af deres symbolske funktion. Det drejer sig om steder og
begivenheder, der igennem generationer har fungeret som krystalliseringspunkter for den
kollektive erindring og identitet – krystalliseringspunkter, som ligger forankret i
96 Ibid. s. 15-16.
97 Bekker-Nielsen m.fl. 2001, s. 142.
24

samfundsmæssig, kulturel og politisk skik og brug og som forandrer sig efterhånden som
den måde de opfattes, tilegnes, anvendes og overføres på ændrer sig. 98
Erindringssteder er med andre ord dynamiske, og opfattelsen af erindringsstederne befinder
sig i en permanent proces af omfortolkning, som følger samfundets og den enkeltes udvikling
og behov. 99
Erindringsstederne som behandles i Les lieux de mémoire og Deutsche Erinnerungsorte er
alle af national og for enkeltes vedkommende også international betydning, men
erindringssteder kan også have lokal eller regional betydning, samt både regional og national
betydning.
I ”Stormfloden som myte” beskæftiger Martin Rheinheimer sig med stormfloden, der virker
som et regionalt og nationalt erindringssted, da stormfloden som nationalt erindringssted
udgøres af mange enkelte regionale erindringssteder. Erfaringer fra stormfloderne har lagret
sig dybt i den kollektive bevidsthed hos de mennesker, der bor i kystområderne og bidrager i
væsentlig grad til deres regionale identitet. 100 Rheinheimer anvender i artiklen stormfloden
som et alment billede på den regionale identitets struktur, funktion og virkemåde, men han
påpeger, at stormfloder var og er naturligvis ikke identitetsskabende på samme måde for alle
mennesker i kystnære områder, tværtimod er det her nødvendigt at differentiere. Det som er
vigtigt for Rheinheimer, er hvordan et identitetsmønster er opstået og udviklet – dvs. et
erindringssted – som den enkelte person kan men ikke skal benytte sig af. Hvert enkelt
erindringssted er således et tilbud, hvis symbolske kraft udgør dets tiltrækningskraft. 101
For at forstå hvad et erindringssted er, er det ifølge Rheinheimer vigtigt at inddrage
forandringer i opfattelse og mentalitet, eftersom der i erindringssteder lever langvarige
mentale strukturer (longue durée) i form af en mytisk forståelse videre den dag i dag. Disse
hører oprindeligt til antikkens og middelalderens tænkemåde, men via erindringsstedet
videreføres de som en relikt i den moderne psyke. Ændringer i tænkemåde og opfattelse har
ført til, at elementer i den historiske tænkemåde (myten er i modsætning hertil ahistorisk i sin
struktur) og naturvidenskaberne også efterhånden er indføjet. 102 Derfor ændres og
omfortolkes opfattelsen af erindringssteder konstant, og betydningen af erindringssteder
gennemløber ligeledes en udvikling gennem forskellige perioder. I middelalderen blev
98 Oversættelse af definitionen fra Deutsche Erinnerungsorte bd. I s. 17, i Rheinheimer 2003b, s. 151.
99 Rheinheimer 2003b, s. 152.
100 Ibid. s. 151.
101 Ibid. s. 152.
102 Ibid. s. 151-152.
25

stormfloden opfattet som Guds straf, og stormfloden fungerede også som et tegn, der kunne
varsle om større begivenheder som jordens undergang, krig eller monarkens død. Stormfloder
blev endnu i det 18. århundrede opfattet som en straffedom fra Gud for et syndigt liv, og først
gradvist blev det erkendt, at årsagen til stormfloderne lå i forkert forvaltning og manglende
vedligeholdelse af digerne. 103
Stormfloder har siden middelalderen optaget meget plads i krønikerne fra kystområderne, og
ligeledes beretter land- og rejsebeskrivelser fra den nyere tid indgående om stormfloder. Selv
i private optegnelser der hovedsageligt indeholder familiære og økonomiske oplysninger,
skildres stormfloder af såvel bønder som borgere fra kystnære områder, og endnu i dag har
stormfloden betydning som regionalt og nationalt erindringssted og tematiseres i
stormflodssøjler, dokumentarprogrammer og spillefilm. 104 Storken virker på samme måde
som et erindringssted med rod langt tilbage i tiden, og jeg vil anvende Rheinheimers teori om
stormflodens udvikling som erindringssted i min undersøgelse af turismens anvendelse af
erindringssteder.
Bogen Nordlichter – Geschichtsbewußtsein und Geschichtsmythen nördlich der Elbe fra 2004
anvender ligeledes et regionalt indfaldsvinkel til begrebet erindringssteder, da bogen
omhandler: “...verdichtete Zeiterfahrungen und Konstruktionen des historischen (Selbst)-
Bewußtseins aus dem Raum nördlich der Elbe vom Hamburg über Schleswig-Holstein bis
hinein nach Dänemark“. 105
I denne bog har Martin Rheinheimer skrevet et kapitel om sømanden Hark Olufs fra øen
Amrum, der har funktion som et lokalt eller regionalt nordfrisisk erindringssted. 106 Beboerne
på den nordfrisiske ø Amrum levede i det 18. århundrede hovedsageligt af søfart, og den 15 år
gamle Hark Olufs arbejdede i 1724 ombord på skibet ”Hoffnung” der sejlede med en last fra
Nantes til Hamborg, da skibet i nærheden af Scilly-øerne blev opbragt af et tyrkisk kaperskib,
og dermed slæbt til Algier. Her blev Hark Olufs solgt som slave, og blev efter et par uger købt
af beyen 107 i Constantine, hvor Hark Olufs skulle tilbringe de næste 11 år. Han præsterede
hurtigt at klatre op af rangstigen og blev en af beyens mest betroede folk, før beyen gav ham
sin frihed tilbage og han atter kunne vende tilbage til sin fødeø Amrum.
103 Ibid. s. 154-155.
104 Ibid. s. 151.
105 Lundt (ed.) 2004, s. 14.
106 Rheinheimer 2004, s. 223.
107 Rheinheimer 2000, s. 40. Beyen er en tyrkisk titel for herre eller hersker, og Hark Oluf betegner selv beyen
som en liden konge.
26

Fortællingen om Hark Olufs blev en fast bestanddel i lokalhistorien på Amrum, og endnu i
midten af det 19. århundrede fortalte man et gengangersagn om Hark Olufs. 108 Ligeledes er
Hark Olufs’ livsforløb blevet genfortalt i populære såvel som i mere ambitiøse værker, og i
turistbrochurer er der et afsnit om Hark Olufs, ofte med et billede af sin gravsten. 109 I
forbindelse med Hark Olufs som erindringssted påpeger Rheinheimer, at erindringsstederne
konstant er i forandring og udvikling, for selv:
…wenn wir heute als kritische Historiker Olufs´ Geschichte untersuchen und
entmythologisieren, arbeiten wir, auch ohne es zu wollen, indem wir die Geschichte
objektivieren und in eine neue Sinnzusammenhäng stellen, an der Fortschreibung und
Weiterentwicklung des Erinnerungsortes. 110
På Hark Olufs’ tid var søfarten eksistensgrundlaget for beboerne på Amrum, men i anden
halvdel af det 19. århundrede kom søfarten i krise, og i det 20. århundrede blev turismen
afløser for søfarten. Øens historie blev i betragtning af masseturismen en kilde til identitet for
øens oprindelige beboere, der på denne måde kunne afgrænse sig fra turisterne og tilflyttere,
og på den anden side blev det en indtægtskilde, hvor den specifikke lokale tradition kunne
sælges til turisterne som interessant underholdning, når det var dårligt vejr. 111
Udover Hark Olufs har Amrum kun få egne historiske overleveringer, men i erindringen og
fortællingen om Hark Olufs finder øens beboere deres plads i verden, og erindringsstedet
Hark Olufs har således i generationer fungeret som et krystalliseringspunkt for den kollektive
erindring og identitet på øen Amrum.
På samme måde som turismen på Amrum har haft indflydelse på udviklingen af Hark Olufs
som et lokalt og regionalt nordfrisisk erindringssted, ved fx at fremvise Hark Olufs´ gravsten
og hus, 112 samt fortælle om Hark Olufs´ eventyrlige livsforløb, så har turismen i Ribe haft
indflydelse på udviklingen af erindringssteder, såsom storken, i Ribe. Inden jeg undersøger
dette, vil jeg dog først redegøre for de andre teorier, jeg vil anvende i mit speciale.
108 Ibid. s. 47-48.
109 Rheinheimer 2004, s. 220-221.
110 Ibid. s. 224.
111 Ibid. s. 225.
112 Ibid. s. 226. Hark Olufs’ gravsten står imidlertid ikke længere over hans grav og huset er blevet ombygget og
forandret.
27

1.5.2 Supplerende teori
1.5.2.1 Invention of tradition
I min undersøgelse og diskussion af vægteren som erindringssted, vil jeg anvende teori fra
The Invention of Tradition 113 , hvor historikeren Hobsbawm i introduktionen pointerer, at i
forbindelse med skabelsen af nationalstaterne i de sidste 200 år er traditioner blevet opfundet
til nationale, imperialistiske og radikale formål for at skabe fællesskabsfølelser og legitimere
handling. Hobsbawms definition på ’invented traditions’ er:
…a set of practices normally governed by overtly or tacitly accepted rules and of a ritual
or symbolic nature, which seek to inculcate certain values and norms of behaviour by
repetition, which automatically implies continuity with the past. In fact, where possible,
they normally attempt to establish continuity with a suitable historic past. 114
Begrebet ‘opfundne traditioner’ bliver i bogen anvendt i en bred, men ikke upræcis betydning,
og inkluderer både de traditioner som taktisk er opfundet, konstrueret og formelt
institutionaliseret, og dem som opstår på en mindre påviselig måde inden for en kort og
dateringsmulig periode, måske kun få år, og etablerer sig med en stor hastighed.
Eksempelvis er den kongelig juleudsendelse i England, der blev institutionaliseret i 1932, en
opfunden tradition ud fra den første betydning, mens fremkomsten og udviklingen af praksis
forbundet med Cup Finalen i Britisk Fodbold er af den anden betydning. 115
Ifølge Hobsbawm er det kontrasten mellem den konstante forandring og fornyelse i den
moderne verden, og forsøget på i det mindste at strukturere nogle dele af socialt liv inde i den
som uændret og uforanderligt, der gør opfindelsen af tradition så interessant for historikere,
der beskæftiger sig med de sidste to århundreder. 116
Dog advarer Hobsbawm imod, at de ægte traditioners styrke og tilpasningsevne bliver
forvekslet med de opfundne traditioner, for i de tilfælde at de gamle traditioner stadig
eksisterer, er det hverken nødvendigt at genoplive gamle traditioner eller opfinde nye
traditioner. 117
I forbindelse med afsnit 4.1.3 hvor jeg sammenligner storken med vægteren som
erindringssted, vil jeg vurdere, hvorvidt der i forbindelse med vægteren er tale om en
113 Hobsbawm 1983.
114 Ibid. s. 1.
115 Ibid. s. 1.
116 Ibid. s. 2.
117 Ibid. s. 8.
28

(gen)opfindelse af tradition eller levendegørelse af historien, og jeg vil nu fortsætte med kort
at redegøre for teorien om levendegørelse af historien.
1.5.2.2 Levendegørelse af historien
Levendegørelse af historien er den almene danske betegnelse for det engelsk-amerikanske
begreb living history, som dækker en hel retning inden for den internationale museologi. 118
I bogen Exploring Museum Theatre definerer Tessa Bridal living history som, “– costumed
characters who may or may not have theatrical training, engaging audiences in unscripted
dialogue.” 119
Gennem de seneste år er levendegørelse blevet et satsningsområde for flere af Europas
førende frilandsmuseer, hvor man tilstræber at gøre fortidens mennesker nærværende for
nutidens mennesker, dvs. museumsgæsterne. Formålet med levendegørelse af historien er at
fremme et følelsesmæssigt engagement med et museums samling ved at sætte
kulturgenstandene ind i en menneskelig sammenhæng, og dermed skabe en følelse af lige at
have set en reinkarnation af virkelige mennesker fra fortiden. 120
Modsat teater er levendegørelse af historien spontant, og det kan udøves i første eller tredje
person. Opførelse i første person er designet til at give en opfattelse af en virkelig historisk
person som en levende kulturgenstand, og den ansatte i museet påtager sig rollen som den
historiske person og fortæller ud fra dennes synspunkt, hvordan livet blev levet i denne
tidsperiode. I tredje person fokuserer præsentationen mere på autenticiteten af klæder,
redskaber, genstande, teknikken ved de traditionelle håndværk og selve optrædningen/
opførslen generelt, m.m. 121
Museernes forsøg på at gengive hvordan fortidens mennesker virkelig havde det, vil ifølge
Thomas Bloch Ravn, museumsdirektøren for Den Gamle By i Århus, af flere årsager altid
være ufuldkomne, da det bl.a. ikke er muligt at give aktørernes ansigter og kroppe det præg
som nød, sygdomme, undertrykkelse og krig må have sat på dem. Men museet tilstræber, at
alle figurerne skal have en identitet, en rolle og en funktion, som er med til at give deres
fremtræden dybde og dimension, og dermed gøre dem mere troværdige for publikum. 122
118 Bloch Ravn 2001, s. 7.
119 Bridal 2004, s. 2.
120 Ibid. s. 149-150.
121 Ibid s. 149.
122 Bloch Ravn 2001, s. 10-11.
29

I tilfældet med Den Gamle By har museet udarbejdet et sæt såkaldte manualer(ringbind) til de
enkelte levende stationer, hvori aktørerne kan søge information både om påklædning,
rollebeskrivelse, formidlingsmæssig målsætning samt personlig baggrund for de figurer de
skal indleve sig i og portrættere. Derudover indeholder manualerne historiske oversigter,
avisartikler fra perioden, ordsprog, madopskrifter til køkkenerne og baggrundsviden om
figurernes huse og inventar. 123
Begrebet levendegørelse kan forklares som en sammenfatning af forskellige metoder, der
anvendes af museer og andre institutioner for at formidle det liv fortidens mennesker levede i
forskellige tidsperioder. Metoderne spænder lige fra folk i kostumer, levende dyr, giner og
figurer, butikker og levende værksteder, aktiviteter, lyde, lugte og smag til detaljer i de
konstruerede museumsmiljøer. 124
I forbindelse med levendegørelse af historien er det betydningsfuldt, at miljøerne fra de
forskellige perioder er helstøbte, og en vigtig detalje for at kunne give publikum en bedre og
mere ægte historisk oplevelse er bl.a., at de forskellige værksteder og museumsmiljøer ikke
holdes meget ryddelige og rene, for dette stemmer ikke overens med virkeligheden. 125
Lyde, lugte og smag og andre sansepåvirkninger spiller en væsentlig rolle i forbindelsen med
formidlingen af det liv fortidens mennesker levede, og dette foregår ved hjælp af levende
værksteder, hvor der bl.a. bages brød i historiske ovne, ristes kaffebønner, brygges øl og laves
mad på ildsted og støbejernskomfur, hvor man måske er så heldig, at kunne få lov til at smage
retter fra forskellige historiske perioder. 126
Det er dog ikke alle museer i Danmark som synes om begrebet ’levendegørelse af historien’,
og i Den Gamle By i Århus har man i stedet valgt at omskrive Living History til ’levende
museum’, da man her mente, at begrebet ’levendegørelse’ havde en lidt poppet klang i
Danmark, og man ønskede et signalere seriøsitet og autoritet ved straks at forbinde det
levende med det museale. 127
Ribe VikingeCenter er et levende museum på samme vis som den gamle by, men har ingen
problemer med at anvende begrebet ’levendegørelse’, for i turistbrochurerne markedsføres
123 Daugbjerg 2004, s. 67.
124 Bloch Ravn 2000, s. 37.
125 Ibid. s. 38.
126 Ibid. s. 40-41 og Bloch Ravn 2001, s. 12.
127 Daugbjerg 2004, s. 66.
30

Ribe VikingeCenter med en beskrivelse af, hvordan man her kan opleve markante
rekonstruerede og levendegjorte vikingetidsanlæg fra Danmarks ældste by, Ribe. 128
Teorien om levendegørelse af historien er således oplagt at anvende i forbindelse med min
undersøgelse af turismens indflydelse på udviklingen af vikingerne som erindringssted i Ribe,
hvilket afsnit 4.2 vil omhandle.
Erindringssteder er, som jeg tidligere har påpeget, dynamiske og dette ses markant med
storken, der som et erindringssted har befundet sig i en permanent forandringsproces. Jeg vil
nu belyse storkens historie og dens udvikling som erindringssted generelt, hvor jeg vil hente
inspiration i Rheinheimers undersøgelse af stormfloden som erindringssted, og derefter vil jeg
analysere storkens funktion som myte og varsel.
128 Ifølge Ribe-brochurerne 1997-2006 samt brochurerne fra Ribe VikingeCenter.
31

2. Storken som myte
2.1 Storkens historie generelt
Den storkerace vi omtaler som ’storken’ betegnes egentligt Hvid Stork (Ciconia ciconia), og
har lange højrøde ben, lang hals og langt rødt næb, mens svingfjerene og skulderfjerene er
sorte. Hvid Stork er en forholdsvis ny fugl i den danske fauna, eftersom den ikke nævnes i
den nordiske mytologi eller i folkeviserne fra 1200-1400, hvilket man skulle forvente, hvis
denne store og særprægede fugl havde ynglet her i landet. 129
Første gang storken nævnes skriftligt på dansk grund er i et gammelt dansk dyrerim fra ca.
1460, men det er først i 1500-årene, at de skriftlige kilder er så mange og så præcise, at
storken med sikkerhed kan siges at være en velkendt fugl i Danmark. 130 Herefter nævnes
storken mere hyppigt, og omkring år 1700 var den hvide stork en almindelig fugl i det meste
af Danmark. Første halvdel af 1800-tallet havde den hvide stork sin glansperiode her i landet,
hvor 8-10.000 storkepar ynglede, og det var et almindeligt syn med op til 300 storke, der
vandrede efter et pløjespand for at finde føde. Således har Pontoppidan fra sin barndom
omkring 1870 i Randers erindret følgende:
I hundredetal så jeg dem spankulere med kræsen mine omkring engenes rigtdækkede taffel;
og da jeg nåede ind til den nærmeste landsby, sad de her oppe på bøndernes tage, som de
havde overbygget med et formeligt buskads af reder – ofte 4-5 stykker på én og samme
gård. 131
Fra 1856 aftog storkebestanden, og i 1890 var der ca. 4000 par, i 1939/40 11-1200 par, og i
1952 kun 222 par. I 1964 var storkebestanden på 111 par og i 1974 på 40 par, mens
storkebestanden i dag er helt nede på enkelte storke. 132
Den Hvide Stork har faktisk en mindre kendt fætter, som betegnes Sort Stork (Ciconia nigra)
og har sorte fjer med grønlig metalglans, mens bryst og bug er hvid. I modsætning til den
Hvide Stork findes der knoglefund af den Sorte Stork, som viser at den levede her i landet
allerede i Borealtiden 7000-6000 f. Kr.; da fyrreurskoven blev afløst af eg, ask, lind og
løvtræer. 133 Den Sorte Stork var indtil midten af 1800-tallet en ret almindelig ynglefugl,
særlig i østjyske løvskove; i 1890´erne var der stadig omkring 100 par Sorte Storke, de fleste
129 Skov 2003, s. 50.
130 Ibid. s. 51-52.
131 Brøndegaard 1985, s. 23.
132 Skov 1992, s. 384 samt se figuren i Skov 2003, s. 47.
133 Brøndegaard 1985, s. 24.
32

på Silkeborgegnen, derefter gik bestanden hurtigt tilbage, og siden 1953 har den Sorte Stork
kun været en sjælden sommergæst i Danmark.
Modsat Sort Storken der er en løvskovsfugl, er den Hvide Stork en steppefugl, og den
rykkede ind i Danmark i takt med at landet blev åbent som følge af omfattende skovrydning,
da den Hvide Storks foretrukne landskabstype er åbent græsland, såsom marsken og
vådområder. En af hovedårsagerne til den drastiske tilbagegang i bestanden af Hvid Stork i
Danmark, skyldes Danmarks overgang fra at være et ekstensivt landbrugsland til et
industrisamfund, hvor der er sket regulering af vandløb, dræning og en intensivering af
landbruget med monokulturer i stedet for den mangfoldighed som storken kræver for at kunne
trives. 134
Men selvom der i dag kun kommer enkelte storke til Danmark om foråret, så har storken
stadig en vigtig betydning som erindringssted.
2.2 Storken som erindringssted generelt
Af alle vilde fugle er storken 135 sandsynligvis den, som står menneskets nærmest, for med sin
tillidsfulde ynglen på tage og skorstene og sin livlige færden og familieliv har storken altid
været populær blandt befolkningen, der lagde gamle vognhjul og redestativer op på tagene,
for at storken netop skulle slå sig ned på deres hjem. 136
Lige siden storken kom til Danmark i slutningen af 1400-tallet, og blev en del af det danske
kulturlandskab, har den haft stor betydning for menneskene, og erfaringer fra storkene har
lagret sig dybt i den kollektive erindring, – især i byer som Ribe der var begunstiget med
mange storke.
Storken befinder sig som erindringssted i en permanent proces af forandring og
omfortolkning, da erindringssteder er dynamiske og udvikler sig i takt med forandringer i
opfattelse og mentalitet i samfundet. Således har storken i de forskellige tidsperioder haft
forskellig betydning som erindringssted, og opfattelsen af storken er dermed et billede på (den
regionale) identitets struktur, funktion og virkemåde. Derfor er der også afvigelser i myterne
om storkene, og hvilken betydning storken har haft i forbindelse med tegn og varsler alt efter
hvilken egn de stammer fra. Der findes utrolig mange myter og varsler tilknyttet storken, men
den mest kendte storkemyte er, at storken kommer med de nyfødte børn, og derfor vil næste
afsnit omhandle -
134 Hvid 2005, s. 8-9.
135 Hvis andet ikke skrives, betegnes den Hvide Stork blot ’storken’ i resten af specialet.
136 Dybbro 1979, s. 5.
33

2.2.1 Storken som leverandør af spædbørn
Denne myte om storken kan, i den form vi kender den i dag, føres tilbage til skriftlige
beretninger fra 1400-tallet i det tysktalende Alsace langs med Rhinen, men mytens oprindelse
menes at være helt tilbage til oldgermansk mytologi. 137 Egentligt var det i eventyr først
pelikanen, der fløj med spædbarnet i sin store næbpose, men eftersom pelikanen var ukendt
her i landet, blev det storken som overtog dens rolle. Storken var i forvejen hjemmets
lykkebringende fugl, så derfor passede det fint med, at den også bragte familiens spædbørn,
hvilket som regel var en glædelig begivenhed, og man havde svar på rede hånd, når børn
begyndte at stille spørgsmål om den nyfødtes herkomst. 138
Der findes forskellige varianter af denne storkemyte, angående stedet hvor storken hentede
spædbarnet; lige fra mølledamme, søer, moser, ved stranden, og i skoven til under bestemte
store sten i egnen eller så langt væk som i Nilen. Fælles for de fleste varianter er at årsagen til,
at spædbarnet havde et navlesår, var at storken når den hentede barnet, stak sit lange spidse
næb i barnets mave. Dette illustrerer det første af de to nedenstående postkort, som er fra
Frankrig omkring 1915, mens det andet, som faktisk er en nota fra en syforretning, og er fra
Danmark fra d. 15/8 1890, viser en mere morsom ’fangstmetode’. 139
137 Skov 2003, s. 25.
138 Brøndegaard 1985, s. 34-35.
139 Ifølge telefonsamtale med K.H. Andresen d. 2/3 2006. Kortene er fra K.H. Andresens samling og bag på
notaen står bl.a. at der var blevet købt fingerbøl for 6 øre, og bånd for 8 øre.
34

Storken lod ved ’leveringen’ spædbarnet falde ned gennem skorstenen, og derfor måtte barnet
ved ankomsten straks i bad. I nogle egne forklarede man på samme vis, at moderen efter
barnets ankomst var sengeliggende, fordi hun blev så forskrækket, da barnet drattede ned
gennem skorstenen, og en alternativ forklaring var, at storken havde bidt moderen i benet. 140
De voksne kunne ved hjælp af storken således forklare børnene de mystiske omstændigheder
omkring fødslen, og helt ind i 1900-tallet var den almindelige forklaring på, hvor børn kom
fra, at det var storken som bragte de nyfødte. Det var først efter voldsomme debatter, at
Københavns skolevæsen i 1907 som det første her i Danmark forbød lærerne at give deres
elever forklaringen om, at storken bringer spædbørnene. 141
Storken har sandsynligvis i en del år efter dette, stadig fungeret som forklaring på spædbørns
tilsynekomst, men i 1900 tallet blev det efterhånden sværere at anvende forklaringen
troværdigt, da storkebestanden i takt med at den blev mindre, ikke længere ville være i stand
til blot at overkomme en hundrededel af arbejdet. Derfor måtte man nu til at anvende en mere
rationel og biologisk forklaring på forplantningens mysterier. 142
Indtil da havde mange børn troet på storken, og det var en udbredt skik over det meste af
landet, at børn lagde et stykke sukker i vinduet for at få storken til at komme med en bror eller
søster. Ligesom børn har sendt breve til julemanden, så er der også fundet breve adresseret
henholdsvis til ”Storke Langeben, Ægypten” og til ”Storken i Ribe”, og følgende brev blev
omkring forrige århundredskifte fundet i en postkasse på toget fra Århus til Grenå:
140 Brøndegaard 1985, s. 35.
141 Ibid. s. 37.
142 Skov 2003, s. 26.
35

Til Storke Langeben, Ægypten
Vil du ikke være så rar at komme med en lille Dreng til Madam Nielsen, for hun vil så
gerne have en lille Dreng at køre med i Sommer, men det skal helst være en Dreng, hvis du
har en, og han skal have lysegule Krøller og blå Øjne.
Mange kærlige Hilsner fra Jakobine 143
Det faktum at storkemyten var så udbredt og rodfæstet i samfundet, skyldes også at personer
såsom A. Oehlenschläger, B. S. Ingemann, Chr. Winter og særlig H.C. Andersen bidrog med
deres digtning til at udbrede og befæste storkemyten. Bedst kendt er B. S. Ingemanns
børnevise fra 1842, der lyder således:
Stork, stork! Favre små
bringer du vor moder;
er det en søster med øjne blå
eller en lille kær broder? 144
Men af alle danske digtere er det H. C. Andersen, der har beskæftiget sig mest med storken,
for storken indgår i adskillige af H.C. Andersens eventyr og romaner og alene myten om, at
storken bringer de nyfødte børn, nævnes i otte af hans mange eventyr. Følgende er et morsomt
uddrag fra eventyret Kun en Spillemand fra 1837:
Har storken også hentet mig fra de varme lande? spurgte pludselig den lille dreng, som
bestandig havde trykket ansigtet mod ruden, men dog hørt hvert ord.
Henne i mølledammen har han fisket dig! svarede faderen; du véd jo nok, at de små børn
hentes fra mølledammen!
Men de har jo ingen klæder på! sagde drengen, hvor kan så storken se, hvilke der er
drenge og hvilke der er piger?
Ja, derfor tager han ofte fejl, sagde kommander-sergeanten, han bringer os en pige når vi
venter en dreng! 145
Det faktum at H. C. Andersen ofte har storkene med i sine eventyr, medførte faktisk at
storkene i Ribe fra d. 19.-21. maj 1928 blev filmet af amerikanske Fox Film til brug som
illustrationer i en amerikansk udgave af H. C. Andersens eventyr. 146 Dette viser at H. C.
Andersen også har haft betydning for storken som erindringssted i andre lande, hvilket er
kommet turismen i Ribe til gode. For ifølge avisartiklen ”Ribe Storke filmes til Amerika”, så
skyldes det H. C. Andersens eventyr, at alle amerikanere forbinder storken med Danmark. 147
143
Brøndegaard 1985, s. 36.
144
Ibid. s. 35.
145
Citat fra H.C. Andersen, 1837. Kun en Spillemand i Brøndegaard 1985, s. 35.
146
Willemoes ca. 1947, s. 5.
147
”Ribe Storke filmes til Amerika”, i Ribe Stifts-Tidende d. 21/5 1928.
36

I samme avisartikel er der i øvrigt en henvisning til myten om, at det er storken, der kommer
med spædbørnene, eftersom den franske repræsentant fra amerikanske Fox Film på
spørgsmålet om hvad han synes om Ribe, bl.a. svarer at ”Ribe er en overordentlig malerisk
By, og saa er her en forfærdelig masse Børn, men det er jo ikke så underligt i en by med så
mange storkereder på tagene.” 148
Walt Disney har ligeledes haft stor indflydelse på den videre udbredelse af myten om storken
som leverandør af babyer, for i tegnefilmen Dumbo fra 1941 er det storke, der kommer
flyvende med alle dyreungerne til de vordende dyremødre i den zoologiske have. Storken som
flyver med Dumbo i en bylt i næbet er blevet forsinket, og får først leveret den lille
elefantunge til sin elefantmor Mrs Jumbo på toget, hvor storken synger fødselsdagssang for
Dumbo efter at Mrs Jumbo har kvitteret for leveringen.
Myten om at det er storken der bringer spædbørnene, har gennem tiden fået stor udbredelse,
og er blevet et fast element i erindringen hos befolkningen i mange lande; også i de lande hvor
storken aldrig har ynglet, såsom Norge og USA. Selv i Lapland, hvor folk hverken hvor de
boede eller på deres rejser havde set storke, var denne storkemyte særdeles velkendt. 149
Selvom storken ikke fandtes i USA, findes der alligevel mange postkort herfra, som henviser
til denne storkemyte, hvilket nedenstående postkort sendt i USA hhv. d. 20/9 1908 og 26/4
1910 viser. 150
148 Ibid.
149 Helms m.fl. 1927, s. 104.
150 Postkortene er fra K. H. Andresens samling.
37

Forskellen på myten førhen og i dag er, at myten tidligere anvendtes som en gyldig forklaring
til børn angående hvor spædbørnene kom fra, mens myten i stigende grad i 1900-tallet er
blevet anvendt som en vittighed eller som del i et motto. Således skrev Flensborg Avis i
begyndelsen af 1900-tallet, efter at en stork flere gange havde stjålet børnelinned fra
tørresnorene i haverne, at for fremtiden kunne storken levere småbørn med fuldt udstyr, og en
kampagne i 1982 for brug af præservativer anvendte storkemyten i mottoet ”Hold storken i
snor”. 151
Storkeattrapper er en anden måde, hvorved myten om at storkene kommer med de små børn,
på det mere humoristiske plan har overlevet helt op i nutiden, da man endnu i dag ofte ser
storkeattrapper med små babyer anbragt i indkørslen til nybagte forældre. 152 Desuden
anvendes der stadig lykønskningskort, sangskjulere m.m. med storkemotiv til barnedåb, så
lige siden de første postkort kom frem i slutningen af 1800-tallet, har myten om storken som
leverandør af småbørn været afbilledet på postkort. De to nedenstående kort er således hhv.
fra 1902 og 1981. 153
151 Brøndegaard 1985, s. 36.
152 Skov 2003, s. 26.
153 Postkortet fra 1902 er fra K.H. Andresens samling, mens kortet fra 1981 er fra specialeskriverens egen
barnedåb.
38

2.2.2 Storken som forvandlet menneske
En anden udbredt storkemyte er forklaringen på hvor storkene fløj hen, når de drog mod syd i
august måned, da dette var genstand for megen undren. Eftersom sømændene var de personer,
som rejste længst omkring i verden, virkede det naturligt, at de på deres færden kunne havde
mødt storkene, og der findes adskillige fortællinger om sømænd, der langt borte i fremmede
lande havde mødt storkene fra deres hjemegn som forvandlede mennesker. På samme vis
findes der fortællinger om rejsende og soldater, der i deres tjeneste i fjerne lande havde mødt
storkene i det land, hvor de opholdt sig om vinteren. 154 Fælles for alle fortællingerne er
moralen om, at man skal behandle storken godt, fordi storken er et forvandlet menneske, og
derfor ville man blive straffet, hvis man var ond ved storken. 155
Mens der ikke herskede tvivl om, at storken var et forvandlet menneske, så fandtes der
forskellige opfattelser af hvilken mennesketype, der var tale om. Således kunne storken være
lige fra en ægypter på sjælerejse, til en forvandlet prins/asiatisk prins, en præst, en fornem
dame til blot gamle mænd eller jævne folk. 156
Ligesom stormfloden blev opfattet som en straffedom fra gud, og man først sent gik væk fra
denne forklaring, da man fandt ud af stormfloderne skyldtes forkert forvaltning og manglende
vedligeholdelse af digerne, så var det først, da man ved hjælp af ringmærkning fandt ud af at
storken fløj sydpå til Afrika om vinteren, og man fik bevis for, at der også fandtes storke i
Afrika og i andre fjerne lande, at myten om storken som et forvandlet menneske gradvis hørte
op. Men opfattelsen om at storken er en speciel lykkefugl, som man ikke må gøre fortræd, har
overlevet i den kollektive erindring op til i dag.
2.2.3 Storken som lykkefugl og straffen for at gøre den fortræd
Udover at storke var forvandlede mennesker, der blot i nogle månederne af året levede som
storke, så blev storke, som nævnt ovenfor, opfattet som en hellig fugl der bragte lykke. Lynet
slog ikke ned, og ilden hærgede ikke på de gårde eller huse hvor storken byggede rede, og
storken bragte således held, lykke og velstand – eller med andre ord velsignelse til
beboerne. 157 Samtidig var det almindelig overtro, at storken ikke ville bygge rede, hvis der var
ufred i hjemmet, så derfor var storken naturligvis en kær gæst.
154 la Cour 1938, s. 43-44.
155 Ibid. s. 42.
156 Brøndegaard 1985, s. 30-31.
157 Ibid. s. 32-33, la Cour 1938, s. 45 og Helms m.fl. 1927, s. 102.
39

Udover at bringe lykke gjorde storken også nytte ved at ødelægge skadedyr såsom hugorme,
muldvarper, mus og rotter, og det blev regnet for en stor synd at gøre storken fortræd.
Personen som havde dræbt eller såret en stork ville blive straffet, og der findes utallige
varianter af, hvordan denne straf kunne ramme gerningsmanden; i mange af beretningerne er
opfattelsen, at skyder man en stork, gælder det liv for liv ligesom med mennesker. Døden
ville ramme gerningsmanden på det ene eller anden måde inden årets udgang; han ville enten
blive skudt, begå selvmord, dø af sygdom eller komme ud for en ulykke. 158 Andre varianter af
konsekvenserne af at skyde eller gøre storken fortræd på anden vis ved fx at ødelægge reden
var, at lykken ville forsvinde fra gården, eller man resten af livet ville være forfulgt af uheld,
der ville komme uheld og død i besætningen, man ville miste forstanden, blive pukkelrygget,
brække armen eller et andet lem, armen eller hånden man brugte ville blive stiv eller visne
hen, man ville miste sin ægtefælde eller lynet ville slå ned der hvor man boede. 159
Samfundets normer og skikke angående hårde straffe afspejlede sig således i folks opfattelse,
af hvilke konsekvenser det ville få at gøre storken fortræd, og i det næste afsnit vil jeg belyse
hvordan samfundets love og normer afspejlede sig i befolkningens opfattelse af hvordan
storkene levede.
2.2.4 Afspejlingen af samfundets love i opfattelsen af storken
Storkene blev tillagt menneskelig adfærd, da de blev betragtet som forvandlede mennesker,
og samfundets forestillinger og love, moralske som juridiske, afspejlede sig i opfattelsen af
storkene. Således var det en udbredt folketro, at storkeparret hvert år eller hvert andet år
betalte en slags tiende, afgift eller husleje til husets/gårdens ejer med et æg eller en unge, som
blev kastet ud af reden; dog kunne det også bare være en af de lange svingfjer. 160
Fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1900-tallet findes der kilder, der viser at folk
mente, at storkene havde meget strenge ægteskabslove og straffede utroskab hårdt, hvilket
ligefrem blev betragtet som en kendsgerning i naturhistoriske lærebøger. 161 Storken blev
betragtet som et sindsbillede på ægteskabelig troskab, og man mente, i de tilfælde en stork
havde overtrådt ægteskabsloven, så ville storkene holde rettergang i storketinget, hvilket
158 Brøndegaard 1985, s. 33.
159 Ibid. s. 33, og la Cour 1938, s. 42.
160 Brøndegaard 1985, s. 26-27.
161 la Cour 1938, s. 46 og 50.
40

oftest endte med at synderen blev idømt dødsstraf, og alle de andre storke angreb og huggede
den ihjel. 162 Rettergangen over de storke som havde brudt ægteskabet ville oftest blive holdt
før bortrejsen i efteråret, hvor alle storkene samlede sig og holdt råd, og de storke som havde
overtrådt ægteskabslovene, ville så blive dræbt. Denne opfattelse udspringer sandsynligvis
fra, at storkene samledes på marker og enge før de trak mod syd om efteråret, og i forbindelse
med dette blev de syge og svagelige storke, som ikke havde kræfter nok til den anstrengende
lange rejse, overfaldet og dræbt af de andre storke. 163
En anden måde hvorpå samfundets moral i denne tidsperiode kom til udtryk i forestillinger
om storken, var i forbindelse med de unges omsorg for de gamle storke, hvor man mente, at
ungerne gengældte forældrenes omsorg ved at støtte de gamle og svage storke med vingerne
på den lange rejse. 164
2.2.5 Storken forbundet med varsler og spådomme
På samme måde som stormfloden fungerede som et tegn, der kunne varsle om større
begivenheder såsom krig, jordens undergang eller blot monarkens død, så har storken været
forbundet med utrolig mange varsler og spådomme indenfor så forskellige emner som
graviditet, held og ulykker, vejret, høstudbytte og om hvordan det kommende år ville blive
angående arbejde, rejser, ægteskab, død og krig. Nedenstående er derfor kun et lille udsnit af
storkens funktion i varsler og spådomme, eftersom der kunne skrives adskillige sider om dette
emne, og desuden er der meget stor forskel på den betydning, man tillagde storken som
varsel, alt efter hvilken egn man kom fra. Fælles for alle disse varsler er, at man anvendte
storkens optræden som et udtryk for selve den skjulte skæbne, og man kunne fx tyde sin
skæbne for årets løb, ved den stilling storken havde, når man så den første gang om foråret. 165
Der var imidlertid forskellige opfattelser af betydningen af, hvorvidt årets første stork blev set
flyvende, gående eller stående, da en flyvende stork i nogle egne blev tolket som et tegn på, at
man det kommende år ville blive flittig og duelig, og man fik et godt og heldigt år, mens en
flyvende stork i andre egne blev tydet som det modsatte, hvor man ville blive uduelig til
meget arbejde. 166 Blev årets første stork derimod set gående, var det et tegn på at man ville
162
Brøndegaard 1985, s. 28 og la Cour 1938, s. 46.
163
Brøndegaard 1985, s. 28 og Helms m.fl. 1927, s. 81.
164
Brøndegaard 1985, s. 30 og la Cour 1938, s. 50.
165
Lange 1940, s. 5.
166
Brøndegaard 1985, s. 37-38.
41

live let til bens, og en stående stork varslede enten stilstand, fx at tyendet ville blive på den
plads de tjente, eller noget negativt, såsom dovenskab og ulykke. 167
I Uldum mente man at ens tilkommende ægtefælde boede i den retning årets første stork kom
flyvende, mens andre variationer af dette var, at den retning storken fløj, ville man selv
komme til at flytte eller rejse, eller også ville det ske i det modsatte retning. 168
Storkene kunne varsle om krig, hvis de byggede rede på kirken eller sloges blodigt med
hinanden, og hvis årets første stork fløj mod kirken var det et tegn på, at man snart skulle dø.
Ligeledes var det folketro i 1700-tallet, at hvis en stork satte sig på kirken skulle dens præst
snart dø. Ellers var den Hvide Stork mest forbundet med gode varsler, da den jo blev betragtet
som en lykkebringer og en hellig(”Vorherres”) fugl, hvorimod den Sorte Stork mest blev
forbundet med dårlige varsler såsom krig, sorg, onde tider i landet og død. 169
Ofte blev den Hvide og Sorte Stork opfattet som symbol på det gode og onde, hvilket hænger
sammen med den tids tro på hekseri m.m. og følgende historie fra Sydvestjylland beretter
således om kampen mellem de gode og onde: ”Mens en præst var inde hos en døende heks
kom en hvid og en sort stork hen over huset, de sloges og den hvide stork vandt; præstens
besværgelse af fanden havde altså hjulpet.” 170
2.2.6 Storken som lægedom og forestillinger om storkens anatomi
Før videnskaben vandt frem i 1800-tallet, fandtes der også en del overtro om storkens
egenskab som lægedom. Storkefedt er således anført i apotekertaksten fra1672, og det blev
brugt til indgnidning af forstrakte lemmer, eller når der var kommet gift i ben eller hænder.
Ligeledes kunne man som middel mod apopleksi og rystende hænder gnide med storkeungens
fedt, og endelig skulle en kraftig suppe på storkekød kunne modvirke gift. Omkring 1789
mente man, at asken af en brændt stork indtaget med vin kunne anvendes mod podagra, gigt
og koldfeber, og som middel mod epilepsi og besvimelse anbefalede man i 15- og 1600-tallet
at blødkoge et storkehjerte i vin, og derefter knuse og drikke det med vinen. 171
Der har dog også været mere ’storkevenlige’ midler mod forskellige sygdomme; fx troede
man i 1800-tallet, at man kunne give storken sin sygdom med på rejsen, hvis man lagde en
167 Ibid. s. 38.
168 Ibid. s. 38-39.
169 Ibid. s. 39.
170 Kristensen, E. Danske Sagn som de har lydt i Folkemunde, s.405 i Brøndegaard 1985, s. 32.
171 Brøndegaard 1985, s. 40-41.
42

klud gnedet på det syge sted op i reden, og i 1700-tallet på Fyn mente man, at man kunne
undgå tandpine resten af året ved at byde årets første stork velkommen. 172
Derudover var det jysk folketro, at den person som spiste storkeæg ville sladre. Denne
folketro hænger sandsynligvis sammen med de mærkelige forestillinger, man havde om
storkens anatomi og kropsfunktioner, hvor man bl.a. mente, at storken ikke havde fået nogen
tunge, for at den ikke skulle sladre om alle de familiescener, den var vidne til under sit lange
ophold blandt menneskene. I Vestjylland mente man desuden, at storken kun havde en tarm,
der gik lige igennem kroppen, og indeni var storken glaseret som en lergryde, hvilket var
grunden til, at storken ikke tog skade af at spise hugorme og andet giftigt kryb. 173
Storkens udseende og forestillinger om dens anatomi har også fundet udtryk i ordsprog og
talemåder, hvor man i 1800-tallet sagde, at den langbenede person havde spillet kort med en
stork og vundet benene, eller byttet ben med storken. En person med udstående ører havde
siddet bagvendt på storken, og betegnelsen stork blev både anvendt om et tyndt eller
langbenet menneske, og om en slughals/grovæder. 174 På samme måde kunne man tidligere
være sulten som en stork eller grådig som en storkeunge, og derudover anvendtes
udsagnsordene ’storke’ og ’stalke’ i betydningen af at gå langsomt og løfte benene højt. 175
2.3 Storken som uofficiel nationalfugl
Gennem århundreder har storken været en del af det danske natur- og kulturlandskab, for den
har bidraget til en særlig stemning med sin levevis med rede på menneskenes gårde og huse,
og danske digtere og malere har hyppigt anvendt storkene som emne og motiv. Storken er
blevet betragtet som en af de mest danske fugle, og det faktum at storken bærer Dannebrogs
farver rødt og hvidt, har også bidraget til, at den er blevet til et nationalt symbol, og uofficielt
er blevet betragtet som Danmarks nationalfugl. 176 Således havde ti-kronesedlerne, som var i
omløb fra 1952-75, et billede af en storkerede i et træ samt et portræt af H. C. Andersen
172 Ibid. s. 40.
173 Ibid. s. 26.
174 Ibid. s. 43.
175 Helms m.fl. 1927, s. 99.
176 Skov 2003, s. 34-35. Ifølge www.dof.dk d.10/1 2006 under ”Knopsvanen - Danmarks nationalfugl”, blev
Sanglærken i 1960 af Undervisningsministeriet officielt udnævnt til Danmarks nationalfugl, men mistede i
sommeren 1984 sin status til Knopsvanen ved en stor seerafstemning arrangeret af Poul Thomsen, Danmarks
Radio, i udsendelsen ”Dus med Dyrene”.
43

tegnet af Ib Andersen. 177 Derudover vidner storkens funktion som topfigur på familiens
juletræ for omkring 70 år siden om, at den var den mest folkekære fugl i den danske fauna. 178
Selv N.F.S. Grundtvig benyttede storken i sine salmer, hvilket denne smukke kendte
efterårssalme fra 1844 viser:
Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
nu storken flyver over strand,
ham følge muntre svaler. 179
På det tidspunkt hvor Grundtvig levede, kom der mange storke til Danmark hvert forår, men
selv om storken i dag er en sjælden gæst i landet, så indgår den stadig i moderne tekster til
sange. Både Gnags og Shu-Bi-Dua har fastholdt storken og dens rede som en del af den
danske idyl i deres sange, hvilket sætningen ”Storken er en dejlig flyver…” (i omkvædet) i
sangen ”Se solen stiger op over bilkirkegården” fint illustrerer. 180
Storken har især i krigstid fungeret som nationalt symbol på det danske, og fx viser et maleri
på Frederiksborg Museet af Jørgen Sonne en slagscene fra Treårskrigen med storke flyvende
over hovedet på de danske soldater, som om storkene kæmpede på dansk side. 181
Ligeledes vidner en avisartikel fra august 1946 i Vestkysten om storkens betydning som
Danmarks (uofficielle) nationalfugl, eftersom der heri bl.a. nævnes at storkene lige var
kommet til Ribe, da tyskerne besatte Danmark d. 9. april(1940): ”Men end ikke Tyskernes
grimme Flyvemaskiner bragte Storken ud af Ligevægt. Urokkelig filosofisk i storisk Ro stod
den paa sin Rede uden at lade sig skræmme, et Forbillede for alle Danske.” 182
Alle disse forskellige anvendelser af storken som motiv på genstande m.m. samt henvisninger
til storken i sange, digte og eventyr som forbindes med danskhed viser, at storken har en stor
symbolværdi for vores danske identitet. 183
Det faktum at storken uofficielt er blevet betragtet som Danmarks nationalfugl, er et
interessant aspekt ved storken som erindringssted, for Tyskland har siden 1966 officielt haft
storken som nationalfugl, og derfor var det ikke muligt for danskere ved afstemningen i 1984
177
Skov 2003, s. 34 og Brøndegaard 1985, s. 32.
178
Skovgaard 1934, s. 4.
179
Skov 2003, s. 28.
180
Ibid. s. 29 samt nr. 195 i Folkehøjskolens sangbog 1997.
181
Brøndegaard 1985, s. 38.
182
”Ribe Storke”, kronik i Vestkysten d. 9/8 1946.
183
Rosendahl 1974, s. 9 og Skov 2003, s. 34.
44

at stemme på storken som officiel nationalfugl, da to lande ikke kan have samme nationalfugl.
Årsagen til at Litauen imidlertid også har storken som nationalfugl skyldes, at dette land
sammen med Østblokken og Sovjetunionen ikke var med i den gængse aftale om
nationalfugle fra begyndelsen. 184
At det blev sanglærken og ikke storken, der af Undervisningsministeriet i 1960 blev udnævnt
til officiel nationalfugl, skal ses i lyset af, at storkebestanden på dette tidspunkt havde været i
kraftig tilbagegang, og at der ikke længere fandtes storke i hele landet, mens der stadig
fandtes en stor bestand af sanglærker. 185
I turistbrochuren for Ribe fra 1964 står der imidlertid, at ”Danmarks nationalfugl, storken,
ynder at færdes i marsken omkring Ribe, og endnu findes mange beboede storkereder i Ribe,
hvor den yngler hver sommer på de røde tage.” Turismens aktører i Ribe har tilsyneladende
ikke lagt så meget i, at sanglærken på dette tidspunkt egentligt havde haft status som
Danmarks officielle nationalfugl siden 1960, og desuden har de spredt den ’ukorrekte’
oplysning til andre lande, for i en norsk artikel om Ribe fra 1966 står følgende: ”Skriver man
om Ribe, må man ikke unnlate å nevne storken, Danmarks nasjonalfugl.” 186
2.4. Delkonklusion
Jeg har i de ovenstående afsnit forklaret storkens betydninger generelt som erindringssted, og
vist at der findes adskillige myter, eventyr, sange, varsler m.m. om storken. Det
karakteristiske ved et erindringssted er, som jeg nævnte i teoriafsnit 1.5.1, at langvarige
mentale strukturer (longue durée) i form af en mytisk forståelse der oprindeligt hørte til i
antikkens og middelalderens tænkemåde, videreføres via erindringsstedet som en relikt i den
moderne psyke. Ændringer i mentalitet og opfattelse har medført, at elementer i den historiske
tænkemåde og naturvidenskaberne efterhånden også er blevet indføjet i erindringsstedet, og
derfor befinder opfattelsen af erindringsstedet sig i en permanent proces af omfortolkning,
som følger samfundets og den enkeltes udvikling og behov. 187
Mens storken helt op i begyndelsen af 1900-tallet via storkemyten fungerede som forklaring
på, hvor de små børn kom fra, samt tjente som varsel om diverse begivenheder, og ligeledes
blev opfattet som et forvandlet menneske, der rejste til ’storkelandet’ om vinteren, så
184 Schulz 1999(ed.), s. 148 og 265, samt www.nabu.de og oplysninger fra Hans Skov via mail d. 9/1 2006.
185 Ifølge www.dof.dk under ’sanglærken’ d. 14/1 2006.
186 ”Storken hekker endnu på byens røde hustak”, i Sandefjords Blad d. 20/7 1966.
187 Rheinheimer 2003b, s. 151-152.
45

esulterede arbejdet med ringmærkningen foretaget i første halvdel af 1900-tallet af
pionererne indenfor storkeforskningen i, at man fik viden om, hvor storken rejste hen om
vinteren, og myten med at det var storken, som bragte spædbørnene blev i 1900-tallet, dels
pga. det stred mod (moderne) naturvidenskab, dels pga. nedgangen i storkebestanden,
efterhånden erstattet med en mere rationel og biologisk forklaring.
Selvom storken i dag er blevet en sjælden fugl, og den danske befolkning ikke længere
anvender storken som varsel om vejret, høsten, fødsel, dødsfald, og ens kommende
arbejdssituation, så har opfattelsen af at storken er en lykkefugl, og ikke må gøres fortræd,
overlevet i nutidens tænkemåde. Ligeledes er myten om storken som leverandør af spædbørn
blevet videreført som en relikt i den moderne psyke, dog med den forskel at henvisningen til
storkemyten nu kun fungerer som en humoristisk reference. Men en væsentlig årsag til at
storken som erindringssted i Ribe har udviklet sig markant i løbet af de sidste 100 år, findes i
turismens påvirkning, og dette er netop omdrejningspunktet for de næste analyse- og
diskussionsafsnit.
46

3. Turismen og storken
3.1 Storkens historie i Ribe
Ribe har sandsynligvis været et af de første steder storken slog sig ned, da den kom til
Danmark i slutningen af 1400-tallet. På dette tidspunkt har storken været kendt af ripensere,
der havde set storken på besøg i nordtyske og hollandske byer, og her bl.a. lært at det betød
lykke med et storkepar på taget. 188
Ribe skulle vise sig at blive begunstiget med virkelig mange storkepar, og flere steder boede
storkene meget tæt; det gl. apotek, Overdammen 5-7, havde fire beboede reder før 1893,
Katedralskolen havde tre beboede reder, og Quedensgård og Weis-stue havde hver to beboede
reder. 189
Mht. udviklingen af storkebestanden i Ribe fra 1915 til 2003, så udskiller 1930’erne sig
markant fra de andre årtier, med 17 storkepar i 1931 som det mindste antal og 34 storkepar i
1939 som det største. 190 Dette er et meget højere gennemsnitsantal af storkepar end de
foregående og efterfølgende årtier, og det var da også i 1930´erne at Ribe for alvor fik
tilnavnet ”Storkenes by”. 191 Det var et imponerende syn med storke over alt, i de bedste år
kunne op imod 150 storke samles på Hovedengen sidst i august, før de påbegyndte det 12.000
km lange træk til Sydafrika. 192 Ribes ry som storkenes by var en kendsgerning, man skiltede
med, samt en turistattraktion på linie med de gamle huse. 193
Fra 1940 til 1949 faldt storkebestanden i Ribe fra 29 par til kun 6 par. Nedgangen skyldtes
dels isvintrene, dels tørke og fødemangel i de afrikanske vinterkvarterer. Frem til 1966 var
bestanden ret jævn med 4-6 par de fleste år, dog var der i 1962 9 storkepar, men herefter gik
storkebestanden ind i en drastisk tilbagegang. I 1967 og 1968 var der således kun 2 par og en
enlig stork, hvor parrene boede på kunstmuseet og i et træ ved klosteret, mens den enlige
stork holdt til på rådhuset. I 1969 dukkede der kun en enkelt stork op som valgte at bosætte
sig på kunstmuseet, og fra 1970 til 1972 var der et storkepar på rådhuset. 194 Sidst i juni 1972
skete det ulykkelige, at en jæger skød en af de gamle storke i Ribe Holme, hvilket udløste et
ramaskrig. Jægeren blev pågrebet og fik en bøde på sølle 500 kr., mens konsekvenserne for
188 Skov 1992, s. 384.
189 Ibid. s. 386. Oplysningerne stammer fra H. Langes optegnelser, samt fra Den Antikvariske Samlings
billedarkiv.
190
Skov 1992, s. 389 og Skov 2003, s. 69.
191
Skov 1992, s. 386.
192
Ibid. s. 386.
193
Ibid. s. 382.
194
Skov 2003, s. 69-70.
47

estanden af storke i Ribe blev katastrofal; den tilbageblevne stork sled sig op for sine fire
unger, og i 1973 kom der ingen storke til Ribe for første gang siden middelalderen. 195
Først i 1978 kom der et nyt storkepar til byen, og dette skete sandsynligvis kun, fordi Hans
Skov fra Dansk Ornitologisk Forening sammen med turistforeningen tog initiativ til at
istandsætte flere af byens gamle storkereder. 196
Storkene har i dag 11 reder at vælge imellem i Ribe, men foretrækker hvert år reden på det
gamle rådhus, hvilket i øvrigt er meget heldigt, da det netop er denne rede, som af ripenserne
regnes for at være den vigtigste rede i byen, fordi den har en så smuk og iøjnefaldende
placering. Den nuværende redeplacering på rådhuset kan føres tilbage til 1917, hvor et
redestativ for første gang blev opsat på stedet, mens en ny rede blev opsat i 1933. Dette
resulterede i at der i årene 1933-1946 både var et storkepar i den nye rede, og i den gamle
rede på rådhusets gamle fløj, og i 1940 og 1942 var der endda unger i begge reder. 197
Reden på rådhusets gamle fløj nåede at være ramme for utallige storkegenerationers liv, da
der findes efterretninger om en storkerede her allerede i 1752, for i kæmnerregnskabet fra 21.
november 1752 er noteret ”Knægten for at feje Raadhusskorstenen og nedkaste storkereden 4
Skilling”. 198
Denne notering vidner om, at storkene i foråret 1752 havde fået lov til at bygge rede på en af
rådhusets skorstene, men da vinteren nærmede sig, og det blev nødvendigt at tænde op i
kakkelovnene, måtte reden fjernes, for at man kunne få træk i skorstenen.
Det var helt normalt, at storkene i mangel på redestativer byggede reder på skorstene, men
ellers sad storkerederne langt op i forrige århundrede skjult på baghuse og udhuse, som ikke
kunne ses fra gaden. Sandsynligvis skyldes dette, at man ville undgå at storkene grisede
hovedstrøgene til med deres skarn, og uheldig placerede reder der fx forårsagede, at folk blev
svinet til, når de passerede under reden, fik kun kort levetid. 199
Idéen med at opsætte storkereder på iøjnefaldende steder, såsom den nuværende redeplacering
på rådhuset, vandt først frem da storkebestanden var aftaget i begyndelsen af forrige
århundrede. Storken var nu blevet så sjælden, at dens reder skulle fremhæves på
hæderspladser, og dette blev meget lettere at praktisere med introduceringen af en ny type
storkerede i 1920’erne i Ribe. Den nye type rede var en tagrytter med et vognhjul eller
195 Skov 1992, s. 387.
196 Se de to ovenstående noter.
197 Skov 1992, s. 386.
198 Skov 2003, s. 70.
199 Skov 1992, s. 384.
48

træplatform som redeunderlag, og havde den fordel at folk ikke, som med den gamle type
rede der var en pæl gennem tagryggen, behøvede at lave hul i taget. Fra omkring 1920
begyndte der således at være storkereder på fremtrædende bygninger centralt i Ribe, hvor
eksempler på dette er Rådhuset, Klubbens Hotel, Hans Tavsens Hus, Sønderportsgade 17
(Termansens Boghandel), og senere Porsborg. 200
I takt med at bestanden af storke er blevet færre i Danmark og dermed også i Ribe, er
interessen for storkene vokset, da storkenes ankomst om foråret ikke længere kan tages for
givet som for 50 år siden, hvilket ripenserne erfarede fra 1973 til 1978, hvor der ikke kom en
eneste stork til byen. Hvilke konsekvenser dette havde for turismen i Ribe, vil jeg vende
tilbage til i afsnit 3.4.1 og 3.4.2.
3.2 Storken som erindringssted i Ribe
Ligesom storken har en stor symbolværdi for danskerne, og er blevet betragtet som Danmarks
uofficielle nationalfugl, så har storken en vigtig betydning for ripensernes identitet. På en
rundtur i Ribes gader og forretninger finder man mange spor af storkens funktion som
erindringssted i Ribe, hvor storken udover at optræde som postkortmotiv, ofte er at finde som
uro, papirklip og forskellige slags pyntegenstande. Desuden er storken adskillige gange blevet
anvendt som logo af forskellige forretninger, såsom Ribe Antenneforening, restauranten
’Dronning Dagmar’, supermarkedet ’Spar’ (på plastikposerne i 1978), og Asberg Lauridsen,
Ribe Glarmester- og kunsthandler, som anvendte et storkemotiv fra et postkort fra Ribe ca.
1960 til et klistermærke, hvilket er gengivet herunder. 201
200 Ibid. s. 386 og 388.
201 Samtale og telefonsamtale med K. H. Andresen hhv. d. 8/2 og 2/3 2006. Klistermærket er produceret mhp. at
kunne sættes på tændstikæsker og dermed virke som reklame.
49

På Ribe Turistbureau kan man købe den genoptrykte storkeplakat af Haakon Spliid fra
1949, 202 samt forskelligt souvenir med storkemotiver, såsom keramik, der imidlertid ikke har
været nogen større salgssucces, hvilket miniaturestorke af naturhår samt ’Storkevinen’
derimod er; en argentinsk rødvin hvor motivet på etiketten er storkene i Ribe i reden på Det
Gamle Rådhus. 203
Det er vigtigt at huske at storken udover at være en turistattraktion i Ribe, har været et lokalt
erindringssted i adskillige århundreder, og ved storkens ankomst om foråret bliver ripenserne
ifølge et øjenvidne helt ekstatiske, og bringer det glade budskab om ”storken er kommet!”
videre til alle som de møder på deres vej. 204
I en avisartikel fra 1978 får man kendskab til den store betydning storken som erindringssted
har for ripensernes identitet: ”Efter i en årrække ikke at kunne smykke sig med prædikatet
”storkenes by” har et storkepar nu slået sig ned, og det endda på byens ældgamle rådhus. Så
ripenserne er stolte, og føler sig pludselig som hele ripensere igen.” 205
202
Mens den oprindelige plakat var påtrykt ”Kom til Ribe. Storkenes By”, er teksten på den genoptrykte plakat
ændret til ”Ribe. Danmarks ældste by”, hvilket skyldes skiftet i markedsføringen af Ribe.
203
Ifølge oplysninger fra d. 9/1 og 14/2 2006 fra Trine R. Madsen, ansat ved turistbureauet. ’Storkevinen’ kan i
øvrigt også købes i Kvickly i Ribe.
204
Samtale d. 9/1 2006 med Diana Bertelsen, Turistchef i Ribe.
205
Vestkysten d. 12/5 1978. Min markering i citatet.
50

For personer der er opvokset i byer, som ikke har været begunstiget med storkebesøg, kan det
virke underligt, at storken er så betydningsfuld for ripensernes identitet, at Ribe uden stork
nærmest er som et puslespil, hvor den sidste brik mangler. Men ripensernes begejstring for
storken dokumenteres tydeligt i en kronik fra 1946, hvori journalisten K.H. Rosenstand
indleder med at beskrive storkens betydning for menneskene helt fra 1600-tallet og opefter,
og derefter påpeger følgende:
Men mon vi, der lever nu, ikke har arvet lidt af de gamles Syn paa denne dejlige Husfugl,
der saa trygt og saa trofast Aar efter Aar slaar sig ned paa vore røde Tage og tillidsfuldt
følger tæt i Plovmandens Spor for at søge efter Føde. Vi Ripensere holder i hvert Fald af
vor Lykkefugl. Vi glæder os over dens Liv og Færden, og vi sørger over, naar den aftager i
Antal. 206
Ripenserne værdsætter stadig i høj grad storkenes besøg, og er meget villige til at hjælpe
storkene bl.a. ved at sørge for at de har føde nok under deres ophold i Ribe. Således fik en
kreds af lodsejere med jord ned til Ribe Østerå i 2004 den idé at de ville stille deres jord til
rådighed for storken, da storken hidtil havde haft problemer med at skaffe sig føde nok i
sommermånederne. For at redde storken i Ribe blev der i maj 2004 derfor indgået et
samarbejde mellem lodsejerne, Ribe Amt og Ribe Kommune, hvor engene ved Ribe Østerå
skulle slås flere gange i løbet af sommeren for at opnå de gammeldags græsmarker, som
tidligere var storkenes væsentligste spisekammer og som alt efter at dømme betød, at der var
mange storkepar i Ribe. 207 Redningsplanen for at bevare storken i Ribe vakte hurtigt
begejstring hos storken, for kun 10 minutter og 23 sekunder efter at første høslet var blevet
gennemført, stod storken og spiste på marken. 208
Desværre ser det ud til at redningsplanen for storken har fået mere omtale end den har haft
effekt, selvom der kom en enkelt stork til Ribe i 2005. 209 Men på sigt er det muligt, at
anstrengelserne for at bevare storken i Ribe kommer til at bære frugt, og det er sikkert at
ripenserne samt turisterne håber, at storken kommer på besøg i de næste mange år.
Udover at have en særlig plads i ripensernes hjerte, har storken også vist sig som en meget
nyttig fugl for byen Ribe, da man ved at anvende storken som en turistattraktion, har fået
206
”Ribe Storke”, kronik i Vestkysten d. 9/8 1946.
207
”Storke får enestående spisekammer”, i Jydske Vestkysten d. 16/5 2004 og ”En historisk storkeaftale”, i
Ugeavisen d. 18/5 2004.
208
”Redningsplan for storken i Ribe gav ekstra bonus”, i Ugeavisen d. 15/6 2004.
209
Ifølge samtale d. 17/1 2006 med Kristian Bendix Drejer, udviklingschef i Ribe, som er den lodsejer der tog
initiativ til at hjælpe storken ved at stille sin jord til rådighed som spisekammer for storken.
51

esøg af virkelig mange turister i løbet af de sidste 100 år, hvilket naturligvis er godt for
Ribes økonomi.
I en canadisk avisartikel fra 1980 omtales storkene således som ”A prime tourist attraction in
Ribe”, og ”one of Denmarks’ natural treasures”, og avisartiklen fortæller at ripenserne var
meget bekymrede pga. storkenes sene ankomst dette forår, som kunne medføre, at ungerne
ikke ville nå at blive stærke nok til at klare efterårets flyvetur til vinterkvarteret. For
ripenserne frygtede at storken på sigt ville forsvinde fra Ribe, hvorved ”something unique and
lovely will have been lost”. 210
Ribe er dog kun én blandt mange storkebyer rundt omkring i verden, som har anvendt storken
som en seværdighed, der kan tiltrække turister. Andre eksempler på storkebyer er fx
Bergenhusen, som ligger i et gammelt marsklandskab mellem Husum og Schlesvig, samt
Linum der ligger i nærheden af Berlin. På hjemmesiden for Bergenhusen reklameres der med,
at storkebyen Bergenhusen altid er et besøg værd, og byvåbnet er med storkemotiv. 211 I en
avisartikel om Bergenhusen fra maj 1980, får man et tydeligt indblik af turismens anvendelse
af storken som erindringssted i denne by, der rummer Nordeuropas største storkekoloni:
På en informationstavle ved den gamle kirke kan man læse alt om Bergenhusens storke.
Man laver i øvrigt også en smule forretning med dem. Op mod tusind turister om dagen
kommer i sommertiden for at opleve en stund i storkeparadis. De kan købe postkort med
flyvende storke, som på posthuset stemples med et særligt storkestempel. Til bilen er der en
autoklæber med en stork. Og til haven kan der købes et storkepar i plastik. 212
Storkebyen Linum skriver ligeledes på deres hjemmeside, at især de årligt tilbagevendende
storke er en del af byens attraktioner, og man i dag kan tælle op mod 17 storkepar, der
opfostrer deres unger i Linum. Desuden holder borgerne samt gæsterne i Linum hvert år i den
første weekend i august en storkefest til ære for storkene. 213
På www.jv.dk/storkesiden samt www.storke.info er der adskillige links til andre storkebyers
hjemmesider, og dette vidner om, at storken i virkelig mange byer spredt over hele kloden har
funktion som erindringssted.
Det interessante ved erindringssteder er netop, at de lokale og regionale erindringssteder
finder tilknytningspunkter i det nationale og for nogle erindringssteders vedkommende også i
det internationale erindringssted. På samme måde som stormfloden har funktion som et lokalt
210 ”When the storks come home late the Danes worry”, i Toronto Star d. 7/6 1980.
211 www.bergenhusen.city-map.de d. 12/1 2006.
212 ”Storkenes paradis ligger 60 km syd for Danmark”, i Jyllands Posten d. 3/5 1980.
213 www.storchendorf-linum.de d.13/1 2006.
52

og regionalt erindringssted i de kystnære egne, men samtidigt fungerer som et nationalt
erindringssted, hvorved folks identitet i de forskellige kystnære egne via stormfloden som
erindringssted tilknyttes til den nationale identitet, så fungerer storken som lokal/regionalt
erindringssted i de forskellige byer med storke i Danmark, og disse regionale erindringssteder
har tilknytning i storken som et nationalt erindringssted. Eftersom der findes adskillige byer
med storke rundt omkring i verden, har storken som regionalt og nationalt erindringssted også
tilknytningspunkter i storken som internationalt erindringssted, og har derfor betydning for
mennesker fra mange forskellige nationaliteter.
Selv i lande hvor storken aldrig har været på besøg, er storken via eventyr og myter blevet en
del af befolkningens kollektive erindring, og fx i USA findes der utrolig mange postkort med
storkemotiver, der bl.a. hentyder til myten om storken som leverandør af spædbørn. 214
I denne henseende er det dog vigtigt at påpege, at storken som erindringssted ikke har samme
betydning i de lande, hvor storken aldrig har levet og ynglet, og befolkningen kun har fået
kendskab til storken via eventyr, myter m.m., som i de lande hvor storkene i århundreder har
boet blandt befolkningen, der har anvendt storken som varsel, og betragtet storken som
hjemmets lykkefugl og en kær gæst.
Men storken appellerer til turister fra stort set alle nationaliteter, og er derfor en fremragende
turistattraktion. Hvor storken generelt har funktion som lokalt/regionalt, nationalt og
internationalt erindringssted, så er det først via turismens anvendelse af storken i Ribe som
turistattraktion, at storken specifikt i Ribe er blevet kendt i andre lande.
Jeg vil nu i de følgende afsnit undersøge hvordan turismen i Ribe har anvendt storken som
turistattraktion, og diskutere hvilken påvirkning dette har haft på storkens udvikling som
erindringssted.
3.3 Turismens indvirkning på storken som erindringssted
Utallige er de turister, som er kommet til Ribe og andre storkebyer for at fotografere
storkene og beundre dem. Amerikanere og englændere, svenskere og nordmænd har ingen
storke, og for mange af dem er et besøg ved en storkerede et af højdepunkterne under
Danmarksturen. 215
214 Samtale med Karl H. Andresen d. 8/2 2006.
215 Dybbro 1979, s. 5.
53

Således har storken spillet en meget vigtig rolle for turismen i Ribe, hvilket den i øvrigt stadig
gør, og i det følgende vil jeg undersøge, hvordan turismen har anvendt storken i de forskellige
medier og kilder.
3.3.1 Postkort med storkemotiver
Siden slutningen af 1800-tallet har storken været et yndet motiv på postkort fra Ribe. Således
findes der omkring 100-125 forskellige storkemotiver på postkort fra Ribe, og der er solgt
uanede mængder af postkort med storkemotiver fra denne gamle storkeby. 216
Selvom Ribe fra 1973-1978 ikke fik storkebesøg, og turismen i Ribe fra 1969 ikke længere
anvendte sloganet ”Ribe - storkenes by”, så har der sandsynligvis stadig været storkemotiver
på nogle af postkortene, der blev solgt. På dette tidspunkt blev der produceret flermotivs-
postkort, og eftersom det var dyrt at producere helt nye postkort, har storken været afbilledet
som et af motiverne på flere af postkortene. 217
Storkens øgede popularitet inden for de sidste 15-20 år, pga. storken i dag er blevet en sjælden
gæst i Danmark, har medført, at storken også er et populært postkortmotiv, selvom det
varierer fra år til år hvor mange postkort, der sælges med storkemotiv, da dette afhænger af
hvilke motiver, forlagene og firmaerne som sælger postkortene har valgt at anvende. 218
Ifølge ekspeditricen i ’Papirhuset’ i Ribe så hører postkortene med storkemotiver til midt
imellem mest og mindst solgte postkort, og i hendes forretning er der altid mindst ét postkort
med storkemotiv, iblandt de postkort hun sælger. 219
Men om storken der er afbilledet på de postkort, som sælges i Ribe, i realiteten også er
fotograferet i Ribe, kan man ikke altid være sikker på. Nedenstående viser fire postkort fra
1960’erne med storkemotiver med ’Ribe’ påtrykt, men storkereden på postkortene er faktisk
fra Skjern Banegård. 220
216
Hestehave & Mulvad 1994, s. 26 samt oplysning fra telefonsamtale med postkortsamler Karl H. Andresen d.
28/11 2005.
217
Telefonsamtale med Karl H. Andresen d. 28/11 2005.
218
Samtale med de ansatte i ’Ribes bøger og gaveidéer’ d. 17/1 2006.
219
Samtale med ekspeditricen i ’Papirhuset’ i Ribe d. 17/1 2006.
220
K. H. Andresen fortalte i en telefonsamtale d. 28/11 2005, at han havde sendt et postkort til Hans Skov, for at
finde ud af hvilken storkerede i Ribe der var afbilledet på det pågældende postkort, og blev meget overrasket, da
reden viste sig at være fra Skjern.
54

I afsnit 1.3.1 nævnte jeg, at manipulation af billederne var almindeligt i forbindelse med
fremstilling af postkort for at komme frem til det ønskede motiv. Dette gør sig også gældende
ved nogle af postkortene med storkemotiver, hvor det fx er tydeligt at se, at man har indsat
storken. De fire nedenstående postkort fra Ribe fra 1958-1965 viser motiver, hvor storken er
indsat i billedet. 221
221 Alle postkort er fra K. H. Andresens samling.
56

3.3.2 Storken i turistbrochurer
I 1930´erne, 1940´erne og begyndelsen af 1950´erne var overskriften på turistbrochurernes
forside, ’Besøg Ribe – Storkenes By’ 222 eller ’Velkommen til Ribe - Storkenes By’, hvorefter
hovedoverskriften ændredes til ’Ribe – Danmarks ældste by’, mens ’storkenes by’ herefter
blev flyttet nederst på forsiden, for helt at forsvinde i slutningen af 1960´erne.
Fra de første turistbrochurer i 1930´erne til slutningen af 1960’erne bliver storken omtalt og
afbilledet i turistbrochurerne, og er også en del af motiverne på forsiden 223 . Selvom de tyske
brochurer fra 1950’erne og 1960’erne, ikke anvender ’Storkenes By” som en del af forsidens
titel som de danske, engelske og franske brochurer, så omtales og afbilledes storken på
samme måde i den tyske brochure som i de andre.
Men i udgaven af Ribe-brochuren der første gang blev udsendt i 1973, er der ingen omtale
eller billede af storken, og denne brochure bliver genoptrykt indtil 1981. 224 I 1980´erne og
1990´erne bliver storkeparret, oftest i reden på Det gamle Rådhus, igen afbilledet i
brochurerne, og desuden optræder storken i 1997 og 1999 som en del af motiverne på forsiden
af brochurerne. 225 Derimod er det først i begyndelsen af det nye årtusinde, at storken atter
bliver omtalt i turistbrochurerne, hvor man fra det ene år til det andet, skifter fra en brochure
uden tekstmæssigt omtale af storken, til at bringe en hel tætskrevet side om storkene, foruden
et stort billede af Ribes storkepar i deres rede.
Således er der inde i brochurerne fra 2001 til og med 2005 atter omtale af Ribe som ’storkenes
by’, og meget tekst samt billeder af storkene. I brochuren for i år (2006) er omtalen af storken
i Ribe blevet skåret ned til en enkelt side, og overskriften på afsnittet i indledningen er ikke
længere ’storkenes by’, men ’Ribe Å giver liv til byen’. Brochuren giver dog stadig de
vigtigste informationer om Ribes prominente sommergæster, storkene.
Årsagen til den store forskel der har været på fokuseringen af storken i Ribe i turist-
brochurerne fra 1935 op til i dag, skyldes først og fremmest de forskellige turistchefers
vurdering af, hvor meget storken skal fylde i turistbrochurerne. 226 Mens det virker logisk, at
storken ikke omtales i brochurerne fra 1973 til 1978, hvor der ingen storkebesøg var i Ribe, så
virker det mindre plausibelt, at storken ikke tekstmæssigt omtales i brochurerne fra slutningen
222
Se specialet forside som viser denne brochure fra 1935.
223
Faktisk gengiver brochurernes forside indtil begyndelsen af 1950’erne det storkepostkort med indsat
storkerede i fotoet af domkirken, som H. Spliid anvendte til sin storkeplakat fra 1949, og i 1950’erne havde
brochurerne denne plakat som forsidemotiv.
224
Referat af bestyrelsesmøde i RT d. 10/8 1981.
225
Det er muligt at storken også har været et motiv på forsiden af brochurerne fra 1998 og 2000, da brochurerne
her er blevet genoptrykt fra de foregående år.
226
Samtale med Grethe F. Simonsen fra Ribe Turistbureau d. 17/1 2006.
58

af 1960´erne til begyndelsen af det nye årtusinde, hvor omtalen til gengæld nærmest
eksploderer. Jeg vil vende tilbage til dette aspekt senere, når jeg har undersøgt hvorledes
storken anvendes af turismen i de andre kilder, og hermed forsætter jeg til -
3.3.3 Storken i turistbøger
I de første udgaver af turistbøgerne fra 1901 og 1920 omtales storkene kun begrænset, men på
dette tidspunkt fandtes der endnu storke i mange danske byer, og derfor var der ikke noget
specielt ved storkene i Ribe. I Turistbogen fra 1901 nævnes blot, at de mange storkereder på
tagene og køerne, der om morgenen og aftenen drives igennem gaderne, giver Ribe et næsten
landsbyagtigt skær. 227 Tilsvarende oplyses i turistbogen fra 1920, at storkerederne befinder
sig på husmønningen ligesom for århundreder siden, 228 mens Hugo Matthiessen i 1917 dog
omtalte de talrige storke på tagene som én af de mange grunde til at besøge Ribe. 229
Derimod fik Ribe, pga. byens talrige forekomst af storke, i 1930’erne status som ’Storkenes
By’, og i turistbogen fra 1930 oplyses, at der fra de røde tage i sommertiden lyder en lystig
storkeknebren ned til den rejsende. 230 Desuden er denne udgave illustreret med flotte
storkebilleder, hvorimod turistbøgerne fra 1901 og 1920 ingen storkebilleder indeholder,
selvom der fandtes adskillige postkort med storkemotiver fra Ribe allerede fra slutningen af
1890’erne.
Mht. den tyske og engelske turistbog fra 1930’erne ses tydeligt, at Ribe på dette tidspunkt har
fået ry som ’Storkenes By’, for i Ribe – Die alte Königsstadt får storkene følgende smukke og
detaljerede omtale:
Dann thronen, majestätisch von Sonnengold verklärt, die Störche auf ihren altvertrauten
Nestern, der Krönung der roten Ziegeldächer. Seit Jahrhunderten werden diese Boten des
Frühlings, wenn sie bei ihrer Rückkehr aus dem Süden gravitätisch ihren Flug den
Sommerquartieren zulenken, von Jung und Alt mit Freuden begrüβt. Dann ist die würzige
Luft erfüllt von ihrem Schwingensausen und fröhlichen Geklapper, dann sind die grünen,
in üppiger Blütenpracht stehenden Wiesen rings um die rote Stadt von diesen heiligen
Vögeln des Mohammed belebt, die dort würdig einherstolzieren und ihre Jungen in der
Kunst des Fliegens unterweisen. 231
227 (Forfatter unævnt) 1901, s. 11.
228 (Forfatter unævnt) 1920, s. 6.
229 Jensen & Madsen 1983, s. 5.
230 Haar & Nørregaard 1930, s. 8.
231 Elsner 1933, s. 3.
59

Den engelske udgave, der er tyndere end den tyske og blot har titlen Ribe, omtaler også
storkerederne på de røde tegltage som et af de særlige kendetegn ved Ribe, og bagerst er der
et stort billede af en storkefamilie tæt ved Ribe Å. 232
I turistbogen fra 1946 er der ligeledes fokus på storkene som turistattraktion, da der udover et
stort storkebillede bagerst i bogen står følgende:
Men mens Vandringen fandt Sted, vil man have iagttaget talrige Storkereder, de fleste
bebygget om Sommeren, skønt Antallet af Ribe-Storke desværre er dalet betydeligt gennem
de senere Aar. Alligevel er Storkene en af Ribes gode Turistattraktioner, lige så sikre paa
Turisternes Interesse som den gamle Vægter, Mads Madsen…. 233
Turistbogen der udkom i 1954 og blev genoptrykt med få ændringer i 1966, nævner ikke
storken i bogens tekst, men har dog et enkelt billede af en storkerede samt bagerst en tegning
af to storke på en skorsten. 234
I den sidste deciderede turistbog Ribe. Vandringer i Danmarks ældste by, der udkom i 1979,
samt bogen Ribe i tusind år udgivet af BYGD i 1978 nævnes storken hverken i tekst eller
billeder, men som nævnt havde Ribe heller ingen storkebesøg fra 1973-1978.
3.3.4 Storken i avisartikler
Storken var og er tydeligvis et varmt emne i aviserne, for lige siden begyndelsen af 1900 tallet
til i dag er der blevet skrevet adskillige avisartikler hvert år om storkene; angående deres
ankomst, hvorvidt der er kommet en mage til storken, og informationer om storkeungerne
osv. Således findes der et meget stort antal avisartikler, danske såvel som udenlandske, der
enten har storkene i Ribe som omdrejningspunkt, eller omhandler storkene i mindre grad.
Udover at storken for mange mennesker er interessant avisstof, tyder det på, at turismen i
Ribe har været gode til at skabe mediebevågenhed om storkene. Willemoes, redaktøren på
Ribe Stifts-Tidende, der som nævnt var en særdeles vigtig aktør indenfor turismen i Ribe,
232
Forfatter, årstal samt sidetal unævnt, men fra 1930’erne.
233
Jensen 1946, s. 42.
234
Jacobsen 1954/1966, s. 23 og 31.
60

sørgede i høj grad for at invitere udenlandske pressefolk til Ribe, 235 men også efter
Willemoes’ død har turismen været gode til at få rettet pressens opmærksomhed på Ribe og
dens storke. Faktisk var turismens markedsføring af storken i Ribe så succesfuldt, at de
udenlandske aviser blev ved med at skrive artikler om storken i Ribe, selv i perioden fra 1969
til 1978 hvor Ribe havde afskrevet storken som symbol for Ribe, og således ikke længere
reklamerede med storken.
Inden for de sidste 5 år har der desuden været ekstra fokus på storken i aviserne, pga.
nedgangen i den danske storkebestand, og JydskeVestkysten afholdt bl.a. i 2001 en
læserkonkurrence, hvor man skulle skrive en historie om sin egen eller andres bedste
oplevelse med storken. De bedste bidrag blev bragt fra d. 18. til 24. juni, og førstepræmien
var en rejse til en værdi af 3000 kroner til storkebyen Ribe. 236
Mens avisartiklerne om storkene ofte kan indeholde en del fejloplysninger, så er de nyttige til
at belyse tidens ånd; dvs. hvilke reaktioner folk kommer med i forbindelse med hhv. storkens
udeblivelse og tilbagekomst i Ribe, samt storkens betydning for Ribe.
3.3.5 Storken i forhandlingsprotokoller m.m.
Storken har generelt været et emne, der ofte er blevet nævnt i referaterne fra møder og
generalforsamlinger i Ribe Turistforening, hvor man fra slutningen af 1940’erne kan spore en
stigende bekymring for storkebestandens aftagen, indtil turistforeningen i 1969 besluttede at
Ribe ikke længere kan kalde sig selv for ’storkenes by’. Herefter nævnes storken i 1970’erne
og 1980’erne først og fremmest i forbindelse med istandsættelse af storkerederne, for det
meste ved hjælp af Hans Skov, men det faktum at turistforeningen i de sidste årtier har ofret
adskillige kroner på istandsættelse af storkerederne, vidner om at storken stadig er blevet
betragtet som en vigtig turistattraktion. 237
I mødereferaterne fra 1990’erne er der øget omtale af storkene i mødereferaterne, og heri er
der oplysninger om forskellige initiativer til at tiltrække flere storke til Ribe, hvor Den
Danske Bank i 1992 tog initiativet til oprettelse af ”Storkefonden”, der skulle finansiere de
forskellige projekter for bevarelsen af storken i Ribe, der bl.a. gik ud på at gøre byens
vandhuller mere storkevenlige ved at skabe god vegetation og anden føde end frøer i
235 Willemoes ca. 1947. Næsten hver side i optegnelserne har en notits ang. udenlandsk pressebesøg i Ribe.
236 ”Vind rejse til storkebyen”, i Jydske Vestkysten d. 20/5 2001.
237 Se fx Referat af ekstraordinært bestyrelsesmøde i RT d. 26/3 1980, og ”Danskerne tror fortsatt på storken”, i
Sunnmørsposten d. 14/5 1988.
61

vandhullerne.10 % af indtægten ved salg af storkeplakaten fra 1949 af Haakon Spliid, der var
blevet genoptrykt i 6000 eksemplarer i 1989, skulle tilfalde Storkefonden, og desuden ville
man opstille en trækvogn med en storkerede uden for Den danske Bank som blikfang i
bestræbelserne for at indsamle penge til sagen. 238
3.3.6 Storken på Internettet
Der findes adskillige websider om storken generelt, hvor det bl.a. er muligt at læse om storken
og få diverse oplysninger om de forskellige storkepars situation i Danmark samt se billeder og
videoklip af storkene. Jeg har især anvendt Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside
www.dof.dk , ’storkesiden’ på JydskeVestkysten www.jv.dk/storkesiden, samt
www.storke.info hvor der er adgang til diverse artikler om storke, samt links til adskillige
storkesider og webkameraer i Danmark og Europa.
På Ribes storkeside har det siden foråret 2001 været muligt via webkamera at følge storkene i
Ribe i deres rede på Det gamle Rådhus, hvilket har været meget populært blandt danske såvel
som udenlandske turister. 239
Derudover er der på disse storkesider mulighed for at komme i kontakt med andre
storkeinteresserede via storkeforum og debatsiden, hvis formål er at udveksle viden mellem
de storkeinteresserede. ’Storkeklubben’, der er en gruppe storkeinteresserede, som bl.a. mødes
og tager på udflugter til storkebyer såsom Ribe og Bergenhusen, er fx opstået via Ribes
’storkeside’, hvor der var nogle stykker som kommunikerede via gæstebogen, hvorefter
Storkeklubben snart var dannet. 240
3.4 Storkens betydning for Ribe som turistby
Resultaterne af undersøgelsen af turismens anvendelse af storken via ovenstående kilder peger
på, at storken i perioden 1900-2006 især blev markedsført af turismen fra midten af 1920´erne
til begyndelsen af 1960´erne, og derefter igen fra 2001-2005, selvom der også var fokus på
storken i flere medier i 1980’erne og 1990’erne.
238 Referat af RTs generalforsamling d. 23/2 1993.
239 ”Storken landede på Internettet”, i JydskeVestkysten d. 21/4 2001.
240 ”Storkeklubben 2003”, på www.storke.info d. 30/1 2006.
62

Turistforeningen blev hurtig bevidst om storkens potentiale som en seværdighed, der kunne
lokke udlændinge, især amerikanere, til Ribe, og sørgede for at der blev gjort reklame for
storken i Ribe i den udenlandske presse. I en avisartikel fra 1928 oplyses således, at det er
turistforeningen selv, der har sendt fotografier til den udenlandske presse af storke og
storkereder fra hustagene i Ribe, hvorefter disse fotografier er blevet gengivet i den
udenlandske presse og navnlig i de amerikanske tidsskrifter. 241 Dette vakte amerikanernes
levende interesse for storkens daglige liv i Ribe, og medførte at det amerikanske filmselskab
Fox Film senere på foråret sendte sine medarbejdere i Paris til Ribe for at filme storkene. 242
Lige siden de første turister rejste til Ribe i begyndelsen af 1900-tallet, har storkene været en
seværdighed som turisterne var meget interesseret i, og i en avisartikel fra juli 1933 står
skrevet, at det vrimlede med turister på Ribes gader, hvoraf de fleste var ivrigt i færd med at
fotografere storkeungernes flyveøvelser. 243
Pga. turismens anvendelse af storken som en vigtig del af Ribes turistattraktioner, har storken
udviklet sig som erindringssted i Ribe, ved at der først og fremmest er kommet meget mere
fokus på storken i medierne, hvorved storken i Ribe også er blevet kendt i udlandet.
Således har storken haft og har stadig i dag stor betydning for turismen i Ribe, og fx er der i
1962 en svensk avis som bringer artiklen ”Ribe – Nordens storkstad”, der priser alle storkene
i Ribe, efter at Skåne ikke siden 1954 selv har haft besøg af de populære storke. Faktisk
mener artiklens forfatter, Björn Nihlén, at det var storkene som redede Ribe op fra sin
nedgangstid, da den vigtigste næringsvej for ripenserne siden begyndelsen af 1900-tallet, har
været turismen: ”Och det är storkarna som är turistfällans vigtigaste bete; det är tack vare dem
som tiotusentals utsocknes varje sommar fyller hotellen och krogarna och köper glödritade
sovenirer i massor. Försvann storkarna skulle Ribe falla i en ny törnrosasömn.” 244
Den 8/8 1938 bragte Ribe Stifts-Tidende en artikel af I. Quedens, hvor han skriver, at han er
tilbøjelig til at tro, at storkene i Ribe er byens fornemste turistattraktion, og at den virker mere
’ægte’ end så meget andet, og underbygger sin påstand med en udtale fra en norsk dame, der
efter sigende i et interview efter at have rejst verden rundt, svarede at storkene i Ribe var det
vakreste, hun havde set på sin rejse. 245
Ligeledes er der i Turistforeningens beretning for året 1949 følgende afsnit:
241 ”De Ribe Storkes Verdensry”, i Ribe Stifts-Tidende d. 13/4 1928.
242 ”Ribe Storke filmes til Amerika” i Ribe Stifts-Tidende d. 21/5 1928 og Willemoes ca. 1947, s. 5.
243 ”Det vrimlede”, i Ribe Stifts-Tidende d. 14/7 1933.
244 ”Ribe – Nordens storkstad”, i Fagensta-Posten, Stockholm, d. 27/9 1962.
245 ”Storkene”, i Ribe Stifts-Tidende d. 8/8 1938.
63

Fra gammel Tid har Ribe været præget af Storkene, der her levede i stort Tal, og
Turistforeningen har gennem Aarene betragtet dem som en af Ribes bedste attraktioner,
ligesom Turisterne, navnlig fra Udlandet, næsten altid er begejstrede for det smukke Syn af
Storkene i Rederne, gaaende i Engene eller på Flugt over Byen. 246
Turistforeningen anvendte på dette tidspunkt i høj grad storkene som en seværdighed, der
kunne trække turister til byen, hvilket betød at storken indgik i markedsføringen af Ribe på
internationalt basis, der udover postkort, turistbrochurer og -bøger samt presseomtale,
indbefattede film og plakater. Således udsendte Turistforeningen i 1949 tegneren Hakon
Spliids berømte storkeplakat, med det kendte motiv af en storkerede med et storkepar med to
unger hvor domkirken danner baggrund. Plakaten blev udsendt til Skandinavien, England,
Amerika og Frankrig, samt adskillige steder rundt om i Verden, og plakaten fik stor succes,
”…idet det fra mange Udlændinge er udtalt, at man satte Pris på det smukke Motiv, og i flere
tilfælde fortaltes det, at Plakaten var den direkte Aarsag til, at man havde lagt Ferierejsen til
Ribe.” 247
Hakon Spliids turistplakat der reklamerer for Ribe som ’storkenes by’, er blevet kaldt for den
smukkeste storkeplakat, men faktisk har motivet på plakaten aldrig eksisteret i virkeligheden.
Dette skyldes, at Spliid har hentet motivet fra et postkort, der var i omløb i Ribe på dette
tidspunkt, men postkortet var et fotografisk falsum, hvor man i forgrunden på det flotte
billede af byen med domkirken indsatte en storkerede, der egentligt stammede fra et billede af
læderhandler Hansens rede i Sønderportsgade. På det originale storkefoto var der fire unger,
men på Spliids storkeplakat blev dette ændret til to voksne storke og to unger.
Mens turisterne i Ribe har haft adskillige beboede storkereder at nyde synes af, så har det
m.a.o. aldrig været muligt for dem at gense udsigten fra den smukke storkeplakat, som måske
havde lokket dem til Ribe. 248 Nedenfor ses Spliids storkeplakat.
246
RTs Virksomhed i Aaret 1949.
247
Ibid.
248
Skov 2003, s. 34-35.
64

3.4.1 Storkens forsvinden ud af turismen i Ribe
Storkene var en meget betydningsfuld turistattraktion i Ribe, og derfor kan man i beretningen
fra 1949 læse en udpræget bekymring over nedgangen i storkebestanden og de kommende
konsekvenser heraf: ”Desværre er det i de sidste Aar svundet stærkt i Bestanden, og hvis det
ikke lykkes på en eller anden Maade at vedligeholde den, maa man vist se den Tid i møde, da
Storkerederne står tomme, og Byen er berøvet et af sine smukkeste Særpræg.” 249
Men allerede i 1952 er storkebestanden i en så stærk tilbagegang, at man i Ribe Turistforening
forudser, at man snart må finde et andet slogan end ”Ribe – storkenes by”. Dette konstateres
med stor beklagelse, da storkene er at af de bedste trækplastre for mange udenlandske turister
– særlig englændere og amerikanere. 250
Nedgangen i storkebestanden i Ribe medførte, at turistforeningens anvendelse af storkene
ligeledes aftog, og i 1969 ophørte Ribe Turistforening med at benytte sloganet ”Ribe –
Storkenes by”. Således forsvandt storken fra slutningen af 1960´erne til slutningen af
1970´erne helt ud af turistbrochurer og bøger skrevet om Ribe, hvilket hænger sammen med
249 RTs Virksomhed i Aaret 1949.
250 Beretning for RTs Virksomhed i 1952.
65

det drastiske fald i storkebestanden, hvor der i perioden 1973-1978 ingen storke kom til Ribe.
I turistforeningens 75 års jubilæumsskrift fra 1974 nævnes storken på intet tidspunkt, og det
virker som om turistforeningen nærmest prøvede at udviske erindringen om, at Ribe tidligere
havde været vært for så mange storke, at byen havde haft status som storkeby. I en avisartikel
1969 står der, at storkene svigter Ribe efter århundreders bekendtskab, så:
Ribe Turistforening har erkendt nederlaget og opgiver nu sloganet ’Ribe – Storkenes by’.
Plakater og brochurer med storkesymbolet gemmes væk. Foreningens brevpapir (med
storken påtrykt) makuleres. Men det vil koste mange penge før storkesymbolet er helt væk.
Det findes på souvenirs, på reklameskilte osv. 251
Avisens informationer underbygges af følgende citat:
Desværre må vi vel nok nu endelig afskrive STORKEN som symbol for RIBE – indtil dato
har vi ikke her i Ribe fået et fastboende storkepar, og vi må nok indrømme, at det er sket
med at kalde RIBE for storkenes by. De resterende storkeplakater bliver gemt hen som et
kuriosum for hvad RIBE engang stod for – atter er en storhedstid forsvundet, men vi har så
mange andre faciliteter at byde på her i Ribe, at vi nok kommer over dette tab. 252
Det virker helt utroligt, at en by der tilbage i 1965 markant markedsførte sig som ’storkenes
by’ i erhvervsbrochuren Få luft under vingerne – kom til Ribe, blot fire år senere er villige til
at afskrive storken totalt som symbol for Ribe. I dette hæfte som er skrevet på dansk, tysk og
engelsk, da formålet er at tiltrække nye virksomheder og arbejdsomme borgere til Ribe, er
storken blikfang og spiller en aktiv rolle som en slags tegneseriefigur på samtlige sider, bl.a.
er der nogle meget fine tegninger af storken som vægter, som studerende og som lystfisker.
Desuden påpeges der at: ”Grunden til, at storken er den gennemgående figur i vor brochure,
skyldes, at Ribe kaldes storkenes by”. 253
Selvom brochuren er mere erhvervs– end turismerelateret, så viser citatet, at storken endnu i
høj grad i 1965 anvendtes i forbindelse med markedsføringen af Ribe.
Turismens aktører i Ribe var udmærket klar over storkens store betydning for Ribe som
turistby, og selvom der i referatet for turistforeningens generalforsamling i maj 1969 oplyses,
at de ikke længere kan kalde Ribe for ’storkenes by’, men at de nok skal komme over dette
tab, så mistede turistforeningen dog ikke håbet om, at storkene ville vende tilbage til Ribe
igen på et tidspunkt. I et mødereferat fra 1975 kan man læse, at der besluttes at gøre
251 ”Ribe erkender, at den ikke mere er storkenes by”, i Jyllands Posten d. 29/5 1969.
252 Referat af RTs generalforsamling d. 27/5 1969.
253 Få luft under vingerne – kom til Ribe, udgivet af Ribe Byråd i 1965 under borgmester Carl Johan Pedersen.
66

storkerederne i stand, for i det mindste at kunne vise turisterne hvordan en storkerede ser
ud. 254
Desuden skulle rederne være klar i det tilfælde storkene atter skulle komme på besøg i Ribe,
for storken var savnet i Ribe, både af turisterne og ripenserne selv, og det var med stor
beklagelse, at storken ikke længere slog sig ned i Ribe, som den havde gjort hvert år indtil
1973.
3.4.2 Storkens comeback i Ribe
I 1978 – til stor glæde for ripenserne og turismen – fik Ribe atter storkebesøg, og daværende
turistchef Heinz Lorenzen var én af dem som jublede højt, for nu kunne man atter reklamere
for Ribe som storkeby. 255
Stor var begejstringen over, at storkene endelig var kommet tilbage til byen, og nyheden fik
turisterne til at valfarte til stedet for at studere storkeparret på Ribes gamle rådhus. Desuden
blev storkeplakaten fra 1949, tegnet af Haakon Spliid, nu så eftertragtet, at samlere betalte
store beløb for et eksemplar, men der fandtes så få, at de fleste måtte nøjes med at se den
gamle plakat på byens turistkontor. 256 Ripenserne og turisterne glædede sig atter over at se et
storkepar opfostre deres unger, og ved storkenes afrejse mod varmere himmelstrøg i
september, håbede man i Ribe, at både forældre og unger ville vende tilbage næste år og
genoprette Ribes ry som storkeby. 257
Dette håb blev indfriet, selvom 1979 var et dårligt år for storkene, da mange af storkene
ankom sent og ikke fik ynglet, hvilket også hændte med Ribes storkepar, der ifølge DOF’s og
Zoologisk Museums optællingsliste over danske storke, ankom sammen d. 16. maj 1979. 258
Ifølge flere avisartikler var der dog ingen storke i Ribe i 1979, da de var flyttet til et
naboområde, hvilket medførte at turistforeningen, der havde fundet turistplakaterne med
storkene frem igen, blev nødt til at skuffe de mange turister som kom for at se storken i Ribe,
og henvise dem til oplandsbyer der var mere begunstiget med storkebesøg. 259
254 Referat af bestyrelsesmøde i RT d. 2/6 1975.
255 ”Kan atter reklamere for Ribe som storkeby”, i Ribe Stifts-Tidende d. 9/5 1978.
256 ”Storkenes by har fået storken tilbage”, i Jyllands Posten d. 11/5 1978. I denne avisartikel står der fejlagtigt,
at storkeplakaten er fra 1925, men plakaten fra 1925 havde ikke storkemotiv, da den første turistplakat med
storkemotiv blev tegnet af Hakon Spliid i 1949. (referat fra RTs møder i 1949)
257 ”Monstro de vender tilbage?”, i Vestkysten d. 1/9 1978.
258 Oplysninger via mail fra Hans Skov d. 19/1 og 23/1 2006.
259 Inntrykk fra dansk grenseland (IX). Ribe - en opplevelse av de store med kultur, historie og idyll”, i Østlands
Posten, Larvik d. 20/8 1979 og ”Ribe vil igen være storkeby”, i Jyllands Posten d. 25/5 1980.
67

Årsagen til fejlkilden i aviserne kan ifølge Hans Skov fra DOF’s Storkegruppe skyldes, at
Gredstedbro storkene ankom tidligere end storkeparret i Ribe, og muligvis har opholdt sig en
kort stund på rådhus reden i Ribe, før de fortsatte videre til Gredstedbro og bosatte sig der.
Dette kan have givet anledning til historien om, at storkene havde svigtet Ribe, og selvom
Ribe d. 16. maj fik deres hjemmeboende storkepar, så ankom parret så forsinket, at de sikkert
kun har benyttet reden på det gamle rådhus som soveplads, hvilket således kan have virket på
folk og pressen, som om reden ikke var beboet, for kun fra skumringen til daggry har storkene
været på reden. Men storkeparret i Ribe i 1979 har helt sikkert været en realitet, da et
storkepar skal have været på en rede i mindst 4 uger uafbrudt, for at blive talt med på
optællingslisten. 260
I 1980 kan man i flere avisartikler læse, at Ribe ville forsøge at tilbageerobre sit gamle ry som
storkeby. Derfor sørgede turistforeningen for at få Hans Skov til at istandsætte fire storkereder
forskellige steder i Ribe, da man håbede at dette kunne få et storkepar lokket til at blive i
domkirkebyen, og forhåbentligt ville det lykkes at få et storkepar til at slå sig fast ned i byen i
sommerhalvåret. 261
Det var dog ikke kun turistforeningen, der i bestræbelsen på at få storken som en tilbage-
vendende gæst i Ribe, sørgede for at forbedre dens boligforhold, for i en avisartikel fra
september 1980 oplyses der, at gartner Poul Mathiasen sammen med en mindre hærskare af
folk gik i aktion for at opsætte en storkerede på Mathiasens hus i Skolegade. Årsagen til
postyret med redebygning og opsætning skyldtes, at der om sommeren havde været nogle
tilsyneladende hjemløse storke som havde resideret på en naboejendom, og disse skulle
selvfølgelig have en ordentlig rede, hvis de vendte tilbage året efter. 262
Turismens og ripensernes bestræbelser på at få storken tilbage i Ribe, bar heldigvis frugt for
lige siden 1978 har Ribe hvert år fået storkebesøg. Hvor stor betydning storken har for Ribe,
giver en norsk avisartikel fra 1979 sit bud på med ordene:”…Ribe uten stork, er for mange
egentligt ikke Ribe!” 263
Selvom Ribe i perioden 1973-1978 ikke fik besøg af storke, og fra 1969 til 1978 ikke længere
markedsførte sig som ’storkenes by’, så blev byen i udlandet stadig forbundet med storke.
260 Oplysninger fra mail fra Hans Skov d. 23/1 2006 samt Skov 1992, s. 389 og Skov 2003, s. 278-279.
261 ”Storkereder sat i stand. Tror vi får fast storkepar i Ribe”, i Vestkysten d. 25/3 1980.
262 ”Der er alligevel stadig folk i Ribe som tror på storken”, i Ugeavisen d. 23/9 1980.
263 ”Inntrykk fra dansk grenseland (IX). Ribe – en opplevelse av de store med kultur, historie og idyll”, i
ØstlandsPosten, Larvik d. 20/8 1979.
68

For i en svensk avisartikel fra d. 31. juli 1972, året hvor en jæger skød den ene stork i Ribes
storkepar, og Ribe herefter først fik storkebesøg igen i 1978, omtales Ribe som den sidste by i
Norden, hvor man fortsat kan se storke i deres reder. 264 Imidlertid er det højst mærkværdigt,
hvordan journalisten, Staffan Mats, til den pågældende svenske avisartikel har fået
oplysninger om, at Ribe er den sidste by i Norden, hvor storke stadig kan ses i deres reder på
tage og skorstene, for i 1972 var der 51 storkepar i Danmark! 265
Denne artikel er således et godt eksempel på aviser som en utroværdig kilde, for Ribe var
langt fra den sidste storkeby i Norden, men derimod havde der i de sidste år været stor
nedgang i Ribes storkebestand. 266
Oplysningen om fraværet af storke i Ribe havde imidlertid ikke nået turisterne, og mange
rejste i 1970’erne stadig til Ribe kun for at se storke, hvilket resulterede i at turismens aktører
i Ribe måtte henvise turisterne til storkereder i nærheden af Ribe. Således udtalte daværende
turistchef, Heinz Lorenzen, i 1975 følgende:
Det er forbavsende at se, at Ribe stadig kendes som storkeby. Det er trods alt længe siden,
vi har slået på, at vi var storkenes by. Vi modtager dagligt breve fra ind- og udland med
forespørgsler plus de mange, der tropper op på kontoret. De er kommet til Ribe for at se
storke, og nu kan de af gode grunde ikke finde dem. Storkene er virkelig en betydningsfuld
turistattraktion,… 267
Storkene vendte heldigvis tilbage til Ribe, så turisterne kunne få bekræftet deres viden om
storken som Ribes kendemærke, hvilket følgende avisartikel fra 1980 beretter om:
Ribes storke er vidt berømt og kender man i det store udland ikke til andet i Ribe, kender
man i hvert tilfælde storkene. Det mener en nordamerikansk lærer, som netop har gæstet
Ribe for at indsamle materialer om storkene og for at se deres reder.( …)Jeg tror, at der er
mange mennesker i Nordamerika, som kommer til Danmark og som også interesserer sig
for storkene. Selv har jeg lige fra barn vidst, at der var storke i Ribe og jeg har altid ønsket
at komme til byen for at se dem. 268
William Fox ville desuden udarbejde en rapport om Ribe og storkene, da han mente, at der i
Nordamerika ville være stor interesse for at få materiale om denne dejlige fugl i forbindelse
med den gamle by. 269
264
”I danska Ribe – Nordens äldsta stad”, Södermanlands Nyheter, Nyköping, d. 31/7 1972.
265
Skov 2003, s. 49.
266
Ibid. s. 70.
267
”Stork lokker turister – men fuglen er fløjet”, i Jyllands Posten d. 7/8 1975.
268
”Storken er Ribes kendemærke. USA-lærer rejste til Ribe for at studere den sjældne fugl”, i Vestkysten d. 3/3
1980.
269 Ibid.
69

Det var således ikke altid kun folk i Ribe, der skabte opmærksomhed om storken i Ribe, og i
slutningen af 1980’erne fik Ribe gratis reklame i en virkelig stor målestok, da en japansk TV-
station i slutningen af 1987 fortalte seerne om Ribes historie og de gamle bygninger.
Storkereden på det gamle rådhus ved domkirken kom også med i udsendelsen, og dette
inspirerede direktøren for et stort japansk byggefirma, til at anvende Ribes storkepar i
firmaets logo. Derfor sendte det japanske firma film- og PR-folk til Ribe, og i sommeren 1988
optog de materiale til syv forskellige TV-reklamespots. Desuden blev der fremstillet plakater
med 16 forskellige motiver fra Ribe, der blev sendt ud over hele Tokyo-området, ligesom der
kunne ses Ribe-motiver i S-togene i Tokyo, og annoncer i helsider i tre af Japans største
dagblade.
Hver gang var Ribes vartegn – storkene – med i centrum sammen med byggefirmaets nye
navn, LIEBE. Det tyske ord for kærlighed lyder bedre ude i den store verden end
byggefirmaets tidligere navn, ”Ohyama Construction CO. & Kyoryoku Advertising Co.”
Japanerne bruger storkene som symbol på kærlighed til boligen og Ribe som symbol på en
by, hvor man af kærlighed til boligerne og byen gør et stort stykke bevaringsarbejde –
netop som LIEBE bygger boliger med kærlighed. 270
Ribe fik hermed gratis markedsføring for millioner i Japan, og på Ribe Turistbureau findes
der desuden postkort samt telefonkort med storkemotiv fra Ribe i forbindelse med
markedsføringen af LIEBE, og ifølge et brev fra d. 8/2 1989 er disse blevet sendt til den
daværende turistchef, Heinz Lorenzen, af direktøren for byggefirmaet. 271
LIEBE’s markedsføring af Ribe i Japan resulterede i, at der i slutningen af 1980’erne samt
begyndelsen af 1990´erne kom adskillige flere japanere til byen end sædvanligt, hvilket
adskillige mødereferater fra turistforeningen samt avisartikler dokumenterer. 272
3.4.3 Storkens øgede popularitet i det sidste årti
Fra midten af 1990´erne op til i dag er der sket en opblomstring i storkenes popularitet,
hvilket skyldes at storkebesøg i Danmark er blevet mere og mere sjældne.
Interessen for at bevare storkene i Ribe blev i løbet af 1990´erne så stor, at man i 1996 stiftede
et storkelaug i Ribe, hvis formål er at skabe bedre levevilkår for storken så den også i
fremtiden vil besøge byen. Derudover mødes storkelaugets medlemmer første torsdag efter
270 ”Ribe er blevet en kendt by i Japan!”, i Månedsmagasinet, februar 1989, s. 32.
271 Brevet er i ringbindet Presseomtale fra 1986 til og med 1989.
272 Se fx ”Flere japanske turister til Ribe”, i Vestkysten d.16/2 1989 og ”Focus. Ribe”, i Vestkysten d. 18/2 1989
samt Bestyrelsens beretning ved RTs generalforsamling d. 27/2 1989.
70

storken er landet i Ribe for at fejre storkens ankomst ved at udskænke enten kildevand eller
Gammel Dansk og servere chokoladefrøer til de fremmødte. 273
Eftersom Ribe nu var blevet en af de få udvalgte byer i Danmark, der fik storkebesøg,
resulterede det i en stigning i markedsføringen af storkene i Ribe, hvilket bl.a. har afspejlet sig
i mere omtale af storkene i turistbrochurerne. Således tildeles storkene i brochurerne fra 2001,
2002 og 2003 hele 2 sider, mens storkene i 2004 og 2005 har fået en hel sides omtale, og i
2006 lidt under en side. Storkene er ikke afbilledet på forsiden af brochurerne som fra 1935 til
midt i 1960’erne, men til gengæld er der i perioden 2001-2005 mere omtale af storkene inde i
brochurerne. Årsagen til den øgede fokus på storkene i Ribe efter årtusindskiftet skyldes bl.a.,
at der på dette tidspunkt tiltrådte en ny turistchef i Ribe, Sanne Stammose, der mente at
storkene skulle markedsføres mere.
En anden årsag til det øgede fokus på storken skyldes, at der i 1999 var ekstra dramatik
omkring Ribes storkepar, fordi hanstorken mistede sit ene ben, på det tidspunkt hvor æggene
var blevet udruget, og der var hårdt brug for faderlig assistance til fodring af ungerne. Men på
mirakuløst vis klarede hanstorken sig alligevel igennem sommeren, og det lykkedes for Ribes
storkepar at få to flotte storkeunger på vingerne. 274 Denne dramatiske hændelse som heldigvis
endte lykkeligt, medførte at der kom mere fokus på storkene i Ribe, for det var en historie, der
kunne anvendes i turismeøjemed, såvel som avisstof. 275
Ligeledes resulterede nyheden i maj 2001 om, at Danmark måske for første gang i 500 år ikke
ville få nogen storkeunger, i øget fokus på storken i pressen. 276 Siden 2001 har der som nævnt
også været et web-kamera rette mod storkenes liv i reden, så det er muligt for mennesker over
hele verden at holde øje med de populære storke. 277 Interessen for at følge storkene på
storkesiden på adressen www.jv.dk har været særdeles stor; alene i perioden 1-21. april 2001
var der 632.388 sidehenvisninger på Ribes netsted, hvoraf storken tegnede sig for ni ud af
ti. 278 Det faktum at det ikke kun er danskere, der klikker sig ind på ”storkesiden”, men også
personer af forskellige nationaliteter viser, at storken i Ribe med turismens indflydelse har
fået international betydning.
273
”Der serveres Gammel Dansk og chokoladefrøer på Torvet”, i Jydske Vestkysten d. 16/6 2005.
274
Ribe-brochuren 2002, s. 7.
275
Samtale med Grethe F. Simonsen fra Ribe Turistbureau d. 17/1 2006.
276
”Vind rejse til storkebyen”, i Jydske Vestkysten d. 20/5 2001.
277
Skov 2003, s. 109.
278
”Storken landede på Internettet”, i Jydske Vestkysten d. 21/4 2001.
71

Storkens ankomst i Ribe ventes således med spænding hvert år fra steder rundt om i hele
verden, og Ribe har i de sidste år været den stolte værtsby for nogle af Danmarks sidste
storke. I 2004 fik Ribes storkepar endda hele fem unger, hvoraf desværre kun to
overlevede. 279 I 2005 måtte ripenserne og turisterne længe spejde forgæves efter storken i
reden på Det Gamle Rådhus, da hanstorken først ankom den 15. juli, og forblev enlig resten af
sommeren. 280 Det bliver spændende om der i foråret 2006 atter kommer et storkepar til Ribe,
for selvom man på turistbureauet her fra 2006 har valgt at skære ned på markedsføringen af
storken, pga. storkens besøg er usikkert, så sætter man alle sejl til hvis storken kommer, for
den reklame som storken kan give Ribe som turistby er ubetalelig. 281
Selvom Ribe ikke længere markedsføres som ’storkenes by’, så forbindes Ribe i resten af
Danmark samt i udlandet stadig med storke. På turistbureauet modtages fx sommetider
telefonopkald fra personer der spørger om, hvor man fx kan købe en ’barselsstork’, dvs. en
stork i plastik eller træ som bærer en baby i en tøjbylt i næbbet, og bruges til at sætte i
indkørslen hos forældre, der har fået en nyfødt. 282
På samme vis som Ribe i medierne stadig omtaltes som ’storkenes by’, og turisterne fortsat
rejste til Ribe for at se storke i perioden 1973-1978, hvor Ribe ikke fik storkebesøg, så vil der,
i det tilfælde at storken i fremtiden skulle svigte Ribe, gå mange år før Ribe ikke længere vil
blive forbundet med storke, og turisterne ikke kommer på turistbureauet for at spørge efter
storken. For storken er et af Ribes vigtigste og smukkeste særpræg, og med sin symbolske
kraft som erindringssted virker storken tiltrækkende på de fleste mennesker.
Imidlertid er storken kun ét af de mere betydningsfulde erindringssteder i Ribe, som anvendes
i turismen, og i de næste afsnit vil jeg nu sammenligne turismens anvendelse af storken med
andre erindringssteder i Ribe.
279 ”Kun to unger tilbage i storkereden”, i Ugeavisen d. 15/6 2004.
280 ”Der serveres Gammel Dansk og chokoladefrøer på Torvet”, i Jydske Vestkysten d. 16/6 2005.
281 Ifølge samtale med Ribes turistchef Diana Bertelsen d. 9/1 2006.
282 Se ovenstående note.
72

4. Sammenligning med andre erindringssteder i Ribe
Vægteren er et andet erindringssted i Ribe, der har rod langt tilbage i tiden, og som turismen
har haft stor indflydelse på. Når jeg i det næste afsnit har informeret om vægterens historiske
baggrund, vil jeg fortsætte med at vurdere hvilke forskelle og ligheder, der er mellem
turismens indflydelse på udviklingen af storken og vægteren som erindringssted.
4.1 Vægteren som erindringssted
4.1.1 Historisk baggrund
Vægterinstitutionen stammer helt tilbage fra de første købstæder, og spredte sig herefter til
provinsbyerne; i København kender man til vægtere allerede i 1294 dvs. ca. 100 år efter byens
anlæg, hvilket betyder, at Ribe sikkert har haft vægtere endnu tidligere, da Ribe som bekendt
omkring år 1300 var langt mere anselig end København. Men hvorvidt der allerede på dette
tidspunkt har været fastansatte vægtere, eller om borgere på omgang måtte passe
vagttjenesten, vides ikke. 283
Der var som hovedregel ansat fire vægtere i Ribe, selvom der i 1845 ved byrådsbeslutningen
af den 6. september blev ansat en femte vægter, men ved ophævelsen af vægterordningen i
1902 var der igen kun 4 vægtere, hvilket nedenstående billede viser.
283 Abell 1902, s. 13.
73

Vægterne fungerede nærmest som datidens politi og nattevagter, da de skulle sikre ro og
orden i købstæderne om natten, samt slå alarm i tilfælde af ildebrand og stormflod. Således
var vægternes forpligtelser: ”at påagte, om ildebrand, vandsnød, mord, tyveri, klammeri, støj
eller anden for den offentlige rolighed forstyrrende uorden skulle forefalde”. 284
Eftersom det kun var de færreste personer, som dengang havde ur, og for at sikre sig at
vægterne ikke sov på deres post, skulle vægterne på deres rundgang råbe hvad klokken var
ved hvert fulde klokkeslæt. Udråbningen efter den fastslåede formel: ”Hov vægter, klokken er
slagen…” – er meget gammel og kendes helt tilbage fra svenskerkrigens tid i 1659. 285
Stormfloderne havde et særligt afsnit i instruksen, hvilket var yderst relevant for vægterne i
Ribe: ”Når om natten indfalder stormvinde, hvorved flod kunne forårsages, skal vægterne ved
hvert råb tillige tilkendegive, hvad vinden er, og hvis nogen som helst fare af floden kunne
være at befrygte for nogen af indvånerne, bør disse uopholdeligt advares af vægterne.” 286
Endeligt var det vægternes ansvar at passe gadebelysningen, som indtil ca. 1880 bestod af
tranlamper, men det der gav vægterne deres mest karakteristiske fremtoning, og gjorde dem
populære i byernes natteliv, var vægterversene, der blev indført i København i 1683, og
herefter bredte sig til provinsbyerne. 287
Vægterversenes tilblivelse tilskrives med stor sandsynlighed salmedigteren Thomas Kingo,
eftersom der er mange ligheder i tanke og udtryksform mellem vægterversene og Kingos
salmer, og tiden passer godt, da det netop i 1683 blev overdraget Kingo at udarbejde en ny
salmebog. 288
Oprindeligt var der otte vægtervers, fra kl. 9 om aftenen til kl. 4. om morgenen, men da
vægtertjenesten senere forlængedes med 2 timer om vinteren, blev der tilføjet to nye vers (kl.
8 aften og kl. 5 morgen), som dog ikke kunne måle sig poetisk med de andre vægtervers. 289
Det vægtervers der er mest gengivet i mine kilder, er det fra kl. 10 som lyder således:
Om du vil tiden vide,
husbonde, pig´ og dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig herren fri,
vær klog og snild,
vogt lys og ild!
Vor klokk´ er slagen ti. 290
284 Svendsen 1981, s. 15.
285 Ibid. s. 4.
286 Ibid. s. 15.
287 Abell 1902, s. 8.
288 Ibid. s. 9.
289 Ibid. s. 12.
74

I ældre tid holdt man virkelig af vægtersangen, og man ønskede, at den blev sunget ordentligt,
derfor måtte vægterne aflægge prøve for borgmesteren før antagelsen, men der har stadig
været stor forskel på deres sangevner. Vægterne blev opfattet som en slags professionelle
gadesangere, og sangstemmen havde stor betydning for de enkeltes vægteres popularitet. 291
Vægterens uniform bar præg af det undertiden kunne være en kold omgang at passe
vægtervagten; påklædningen bestod af en solid kavaj (herrefrakke med blanke knapper), lange
støvler og en kabuds med klapper til at slå ned om ørerne i hårdt vejr. I tilfælde af kraftig
kulde eller blæst trak vægteren tykke uldsokker uden på støvleskafterne og et stort slag af
sækkelærred uden på uniformen.
Vægterens pligter kunne være risikabelt at udføre, for så sent som i det 18. århundredes
begyndelse hører man i København om vægtere, der blev kastet i vandet og druknede, eller
som blev stukket ned, og for at kunne forsvare sig var vægteren bevæbnet med
morgenstjernen; et ægte middelalderligt våben med spydspids og en tung trækugle besat med
store jernpigge. Dette våben var helt op til 1848 en del af vægterens normale udrustning, men
herefter gik man over til at benytte en tyk stok i stedet for, da morgenstjernen var et farligt
våben, og desuden ikke bekvem som støttestav. 292
Hvor farligt vægternes arbejde var, kan aflæses i de hårde straffe det gav at forulempe en
vægter; det kostede 40 mark - hvilket var en stor sum penge på den tid – at slå en vægter, og
man kunne kun slippe for at betale ved at sidde bøden af i stadens mørkehus. På et tidspunkt
var straffen for at skade en vægter, ligefrem at gerningsmanden mistede både livet og sine
ejendomme, men på trods af de hårde straffe har vægterne alligevel været udsat for en del
voldelige overfald. 293
Selvom vægterne udførte et vigtigt arbejde, var deres løn temmelig ringe, hvilket medførte at
vægterne måtte supplere med dagsarbejde, og de blev især anvendt når folk skulle have deres
brændselforsyning for vinteren kløvet og stablet. Vægterne var i det hele taget gode venner
med byens folk, og opfattedes mere som vogtere og tjenere end som politi, da vægterne på
mange måder hjalp byens borgere ved fx at kalde på de folk, der skulle tidligt op, eller glæde
syge folk ved at synge i kor udenfor deres vinduer. Når højtiderne så kom, takkede byens
borgere vægterne med gaver i form af penge, lys, mad og andre gode sager. 294
290 Svendsen 1981, s. 5.
291 Ibid. s. 12-13.
292 Abell 1902, s. 6 og 20.
293 Ibid. s. 6.
294 Svendsen 1981, s. 14 og 22.
75

På samme vis som unge og gamle ripenserne holdt af deres storke, var de fleste af byens
vægtere afholdt af ripenserne, og vægterne var således kendte personer, der ofte havde
kendingsnavne mere af klang og individualitet end deres døbenavne, såsom Hans Borgmester,
Mads Bisp, Store Niels og Lille Brorson, hvor sidstnævnte var meget populær pga. sin dejlige
sangstemme og hjælpsomhed. 295
Selvom der var stor forskel på hvor modige og dygtige vægtere var til at udføre deres arbejde,
så var særlig de ældre borgere i Ribe glade for vægterne og deres sang, og ønskede at de blev
bevaret, på trods af det fra midten af 1800 tallet flere gange var beslutninger på vej om
vægterinstitutionens og vægtersangens ophævelse. Således blev vægterråbet afskaffet ved
byrådsbeslutning af den 12. september 1865, men efter indstilling af 100 borgere og under
henvisning til at afskaffelsen kun var sket på prøve, indførtes det igen den 28. januar 1867. 296
Vægterne var ligesom storken en kær del af Ribe, og hvor ripenserne er villige til at gå langt i
deres kamp for at bevare storken i Ribe, så var ripenserne også villige til at kæmpe for at
bevare deres vægtere, der blev betragtet som et af byens mest ejendommelige træk. 297
Mens vægterordningen i København allerede blev afskaffet og afløst ved nattepoliti i 1863,
gik der endnu ca. 40 år før vægterne den 31. december 1902 forsvandt væk fra Ribes gader,
og selvom vægterne fandtes i kort tid herefter i et par enkelte småbyer og på enkelte
herregårde, så var vægternes saga hovedsageligt forbi i Danmark. 298
Kendskabet til denne gamle skik kunne nu efterhånden være blevet glemt, og erindringen om
vægteren udvisket, hvis ikke turistforeningen havde set potentialet i vægterrundgangen i Ribe
som en begivenhed, der kunne tiltrække turister. I 1930´erne havde man (endnu) svært ved at
få turisterne til at overnatte i Ribe, og derfor havde man brug for en aktivitet, der kunne få
turisterne til at blive boende gæster, og her skulle erindringen om vægterne vise sig at være
nyttig. 299
4.1.2 Turismens anvendelse af vægteren som erindringssted
I 1935 fik man i Ribe Turistforening den idé, at man ville prøve at lade vægtertraditionen
genopstå. Dette var dog ikke en helt ny idé, da vægterskikken allerede i 1921 i forbindelse
295 Ibid. s. 11-12.
296 Ibid. s. 22.
297 Abell 1902, s. 39.
298 Svendsen 1981, s. 1.
299 Jacobsen 1974, s. 17.
76

med den nationalhistoriske fest kortvarigt var blevet genoplivet med folkesangeren Mads
Madsen som vægter i Ribe, hvorfra nedenstående postkort stammer.
Vægtersangen blev en så stor succes, at Mads Madsen ved adskillige lejligheder derefter sang
de gamle vægtervers af Thomas Kingo, og derfor fik man i turistforeningens bestyrelse idéen
om, at man i sommermånederne skulle lade en vægter iført original uniform og udstyr, synge
vægterversene hver aften i Ribes gader. Valget faldt naturligt på Mads Madsen og d. 4. juli
1935 begyndte han sin daglige aftensvandring imens han sang vægterversene, og allerede i
denne første sæson vandt vægteren stor popularitet. 300
Vægteren blev hurtig en vigtig attraktion for turismen i Ribe, da han, ligesom storken, havde
stor tiltrækningskraft på turister både fra Danmark og udlandet, men på samme måde som
turistforeningen reklamerede for storken i Ribe, sørgede man også for at udbrede kendskabet
300 ”Det ringer nu af Vagt. Tak for Sangen, Mads Vægter!”, i Ribe Stifts-Tidende d. 31/8 1935.
77

til vægteren i Ribe via turistbrochurer og -bøger, postkort, artikler både i danske og
udenlandske aviser samt i magasiner/blade. Nedenunder vises et postkort af vægteren fra
slutningen af 1930´erne.
Alle disse kilder om vægteren giver et godt overblik over udviklingen af vægteren som
erindringssted, for lige siden 1935 har vægteren, med undtagelse af årene under 2. verdens-
krig pga. mørklægning, været en vigtig bestanddel i turismen i Ribe. 301
Desuden kom der mere fokus på vægteren i perioden 1969- 1978, hvor storken kun i meget
ringe grad fungerede som turistattraktion i Ribe, og de andre seværdigheder i Ribe måtte tage
over for storken.
Hvor stort et trækplaster vægteren har været for turismen i Ribe siden 1935, vidner følgende
beretning fra 1985 om:
Der er vel næppe en aktivitet i byen, der giver så megen omtale i ind- og udland som den
gamle vægtertradition. Ganske vist har vi en velbevaret by at kunne vise frem, men en
samtale med vægteren er en simpel nødvendighed for at få rigtigt liv i en journalists
beretning. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med filmoptagelser, hvad enten det er for
TV eller filmselskaber. 302
301 ”Ribes vægter”, i ringbindet Jubilæum 100 år R T.
302 Bestyrelsens beretning ved RTs generalforsamling d. 26/2 1985.
78

Turistforeningen var, på samme vis som med storken, i det hele taget meget opmærksom på at
få fokus på vægteren, og sørgede for at sende vægteren til diverse arrangementer og på
’propagandature’. Således var vægteren i 1949 sendt til København for at deltage i
udstillingen ’Jylland i København’, hvor man i en avisartikel kan læse, at vægteren Anders
Madsen havde været yderst populær på udstillingen, hvor Dronningen havde talt med ham, og
han nåede at optræde tre gange i radioen, blive fotograferet til alle landets aviser og samtlige
150.000 gæster hørte ham synge. Derudover havde der været stor interesse for Ribe-standen
generelt, hvor mange af gæsterne på udstillingen måtte hen og røre ved vægterens kappe og
morgenstjerne, så han har virkelig gjort god reklame for Ribe. 303
I beretningen fra turistforeningens virksomhed i 1952 står der, at Valdemar Lauridsen der
sidste år var blevet ansat som vægter, mange gange i årets løb havde måttet stille sig til
rådighed for filmfotografer, radiofolk osv. Derudover oplyses at:
På den sædvanlige aftentur er det efterhånden blevet skik, at de turister, der overnatter i
byen, skal følge vægteren på vej. Det er en morsom skik, der vel er opstået spontant, men
som dog er blevet næret af turistbureauet, idet man fandt, at dette at kunne rejse hjem og
sige, at man havde fulgtes med vægteren i Ribe på hans natlige tur, medvirker til
popularisering af hele Ribe-besøget. 304
I 1954 var Ribes sommervægter, Valdemar Lauridsen, på propagandatur til Oslo for Ribes
turisme, og her blev han filmet, interviewet og i den grad fejret og hyldet af nordmændene
samt de danskere som opholdt sig i Oslo. 305
Turistforeningen opnåede dog også øget kendskab til vægteren i Ribe på en nemmere og
billigere måde. I referatet fra generalforsamlingen i 1967 kan man se, at turistforeningen i
vinterens løb havde udlånt vægterens dragt med lygte og morgenstjerne til en udstilling i
Braunschweig, hvor den var udstillet sammen med en række nationaldragter og andre
interessante og kulturelle beklædninger fra Danmark. 306
Uanset hvem der har været ansat som vægter fra 1935 op til i dag, så har der stort set kun
været rosende ord at finde om vægterne i kilderne. I beretningen fra generalforsamlingen i
1988 kan man ligesom i de foregåendes årtier læse en rosende omtale af vægterens arbejde:
303 ”Vi maa se at komme til Ribe – Vægteren har gjort god Reklame for Byen i København”, i Ribe Stifts-
Tidende d. 12/4 1949 samt RT. Af Virksomheden fra januar 1948 til april 1949.
304 Beretning for RTs Virksomhed i 1952.
305 ”Vægter Lauridsen hjem fra Norge”, i Vestkysten d. 19/3 1954.
306 Formandens beretning ved RTs generalforsamling d. 29. maj 1967.
79

”Den fastetablerede vægterrundgang i sommerhalvåret er meget populær. Tusindvis af
mennesker har fulgt vægteren på hans tur, og vi hører megen rosende omtale af Aage Granns
formidling af byens historie.” 307
Imidlertid er det vigtigt at påpege, at turistforeningen har indført vægtertraditionen i en anden
form end den ’oprindelige’, der fandtes op til slutningen af 1902, da vægteren i dag går rundt i
Ribes gader for at glæde de mange turister og byens borgere generelt, og ikke har de samme
pligter som vægterne førhen. 308
Ved at vægteren i dag synger Kingos gamle vers, bliver vægtersangen som er en vigtig del af
vægtertraditionen bevaret, og det er mere end hvad Abell turde håbe på, da han i 1902 skrev
Vægterne som minde og hyldest om den gamle vægterinstitution med Kingos vægtervers. 309
Således er det via turismen, at vægteren har udviklet sig som erindringssted i 1900-tallet og
nu også i det nye årtusinde, for uden turismen ville vægteren ikke på ny have været et af
Ribes særpræg. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan betegne vægterrundgangen som en
traditionsopfindelse ifølge Hobsbawms teori om Invention of tradition eller som
levendegørelse af historien ligesom frilandsmuseer benytter sig af. I det næste afsnit vil jeg
diskutere, hvilke belæg der er i kilderne for at argumentere for vægterne som
traditionsopfindelse eller levendegørelse af historien, hvor jeg mener, at man faktisk kan
argumentere for begge dele.
4.1.3 Traditionsopfindelse eller levendegørelse af historien?
Tilbage ved vægterens indførelse som turistattraktion i 1935 findes der belæg for vægteren
både som genindførelse af tradition samt levendegørelse af historien, eftersom der i
avisartikler fra sommeren 1935 oplyses om, at vægtersangen efter mange års hvile er
genopstået, og at den gamle vægterskik er blevet genoplivet ved at folkesangeren Mads
Madsen agerer vægter. 310
Bagerst i turistbogen fra 1946 står der ligeledes, at den gamle vægter Mads Madsen er sikker
på at få turisternes interesse, når han:
307
RTs generalforsamling d. 29/2 1988.
308
Svendsen 1981, s. 24 og Ribe-brochuren 2002, s. 15 og 24 samt 2005, s. 2 og 15.
309
Abell 1902, s. 4.
310
”Vægtersang i Ribes Gader”, i Sydvestjylland d. 5/7 1935 og ”Sommer-Vægtersang i Ribe paa
Turistforeningens Initiativ”, i Ribe Stifts-Tidende d. 5/7 1935.
80

… i Sommermaanederne gaar sin Tur gennem Byen iført Vægterkappe, forsynet med
Morgenstjerne og Lygte, syngende de gamle Vægtervers med sin smukke Stemme, der er
kendt over det meste af Landet fra de Aar, da han var en yndet Folkesanger. Mads Madsen
er en Gestus, som Turistforeningen ofrer paa Sommerens Turistliv. Men han bidrager til
levende at genkalde den gamle Stemning over Ribe,… 311
I referaterne fra turistforeningens virksomhed 1948-1949 findes der også belæg for vægteren
som traditionsopfindelse samt levendegørelse af historien, eftersom her står, at foreningen for
en række år siden traf aftale med Mads Madsen om, at han hver aften kl. 10 og kl. 11 i et par
sommermåneder skulle gå en runde i Ribe og synge de gamle vægtervers, for at give
sommerens turister en illustration af, hvorledes vægterinstitutionen med vægtersangen var
foregået i århundreder, indtil den blev ophævet kort efter århundredskiftet 1900. 312
Desuden oplyses der om, at der var mange turister, som havde udtalt deres glæde over dette
minde fra en svunden tid som Ribe Turistforening har genskabt. 313
Turistbøgerne fra 1954 og 1966 giver derimod følgende omtale af vægterrundgangen:
Kl. 10 begynder Byens vægter på sin Runde gennem Byen med Morgenstjerne og Lygte,
mens han synger den ældgamle Vægtersang. (…)følg med ham på hans Tur gennem Byen,
der nu viser sig for Dem fra en ny Side, naar Tusmørket og Lyset fra de gamle, kønne
Gaslygter kaster et Skær af Uvirkelighed over de gamle Husfacader. De vil da opleve
noget ejendommeligt som et Pust fra længst forsvundne Tider… 314
Ovenstående citat giver indtryk af, at Ribe hele tiden har bevaret vægterskikken, og gør
hverken opmærksom på, at vægteren er blevet ’genopfundet’ eller at han fungerer som
levendegørelse af historien til ære for turisterne, men pointerer, at vægteren med sin
”ældgamle vægtersang” stemmer overens med Ribe som en by fra ”længst forsvundne tider”.
Dette passer godt med teorien om traditionsopfindelse, for et karaktertræk ved ’opfundne
traditioner’ er netop, at de ofte forsøger at påvise kontinuitet med fortiden som en ældgammel
tradition. 315 I turistbrochurerne for 2002 og 2005 er der ligeledes fokus på, at man kan følge
vægteren på sin traditionelle rundgang i byen, og faktisk er det sjældent, at kilderne eksplicit,
311 Jensen 1946, s. 42. Min markering.
312 RT. Af Virksomheden fra Januar 1948 til 1. April 1949.
313 RTs Virksomhed i Aaret 1949.
314 Jacobsen 1954 (1966), s. 30-31.
315 Hobsbawm 1983, s. 1
81

som det er tilfældet med en del af kilderne fra turismen i Ribe, oplyser om at en tradition er
blevet (gen)opfundet.
I turistbrochuren fra 1995/1996 står der således, at den sidste vægter i Ribe ophørte sin
gerning i 1902, men at Ribe Turistforening allerede i 1932 genoptog den gamle tradition, som
siden er blevet en tilbagevendende begivenhed hver sommer.
Hvordan fejlen med 1932 i stedet for 1935 for årstallet hvor vægtertraditionen blev
genoptaget er opstået vides ikke, men fejlen findes også i vægteromtalen i forbindelse med
turistforeningens 100 års jubilæum i 1999, hvor vægterrundgangen betegnes som en af de
allerældste turistbegivenheder i Danmark:
Levendegørelsen af forne tiders skik er gennem årene blevet et af de allerstørste
tilløbsstykker for feriegæsterne i det vestjyske. Endda så langt væk fra som Australien
forlyder det fra et rejsebureau, at kunderne helst planlægger deres ferie i Danmark, så det
passer med vægterrundgangen i Ribe.(…) Ribe Turistforening fik den geniale idé at lade
vægtertraditionen genopstå som led i turistarbejdet. En sådan attraktion ville passe fint til
byens middelalderlige atmosfære og være en ekstra oplevelse for byens besøgende. 316
Ifølge ovenstående citat betragter turistforeningen selv vægteren både som en levendegørelse
af historien samt en genopfindelse af tradition.
Et interessant aspekt ved nutidens vægterrundgang i Ribe er, at han lige siden 1935 har båret
på en morgenstjerne, selvom dette våben, som tidligere nævnt, i 1848 blev udskiftet med en
tyk stok, da morgenstjernen blev vurderet til at være for farligt et våben og desuden ubekvem
som støttestav. 317 Dette indebærer, at vægteren må fungere som levendegørelse af historien
fra før 1848, hvilket i øvrigt stemmer overens med turistforeningens hensigt med, at vægteren
skal give turisterne indblik i den middelalderlige atmosfære som tidligere fandtes i Ribe. 318
Formålet med vægteren i Ribe er således, at han levende er med til at gengive fortidens
stemning ved at illustrere, hvordan vægteren gik rundt i byen og sang for flere hundrede år
siden, og dermed gøre fortidens vægter nærværende for nutidens mennesker. De personer som
siden 1935 har været ansat af turistforeningen til at agere vægter, har fokuseret på selve
optrædningen indbefattet autentisk uniform, udstyr og vægtersang, og derfor mener jeg ud fra
316
”Ribes Vægter”, i Jubilæum 100 år RT. Mine markeringer.
317
Abell 1902, s. 20.
318
Referat fra RTs generalforsamling d. 14. maj 1968 samt ’Ribes vægter’, i Jubilæum 100 år RT.
82

teorien om levendegørelse af historien, at vægteren kan betegnes som levendegørelse af en
historisk person, hvor den ansatte udøver rollen i tredje person. 319
I de første årtier efter 1935 nøjedes vægteren med at gå rundt i byen og synge vægtersangen,
men efterhånden begyndte vægteren også at fortælle turisterne om Ribes historie, og de
seværdigheder som turister kom forbi, når de fulgtes med vægteren på hans runde i byen.
I en avisartikel fra 1978 står, at årsagen til at vægteren begyndte at fungere som guide, for det
første var at turisterne var nysgerrige, og ville høre om byen og for det andet at vægteren,
Aage Grann, gerne ville fortælle turisterne om Ribes historie, hvor byens huse i flere
hundrede år har været ramme om mange familiers liv. 320 Aage Grann har været dygtig til at
formidle Ribes historie på sine vægterture, og allerede en avisartikel fra 1977 omtaler
vægteren i Ribe som ”noget af en omvandrende historiebog, som til stor fornøjelse for
tusindvis af turister fortæller om byens gamle huse”. 321
Turistforeningen var derfor yderst tilfreds med vægterens arbejde, og sidestillede vægteren
med de andre guider i Ribe: ”Sammen med vore andre dygtige guider har du [vægteren] også
inden for dette område gjort en stor indsats, og vi vil ved denne lejlighed takke dig og de
andre guider for et godt samarbejde.” 322
Angående teorien om traditionsopfindelse som jeg behandlede i afsnit 1.5.2.1, så passer
vægteren udmærket ind i Hobsbawms definition på opfundne traditioner, og det var let for
turistforeningen at indføre den nye vægtertradition ved at henvise til fortiden, da vægter-
institutionen oprindeligt fandtes i Ribe til slutningen af 1902.
Vægtertraditionens indførelse som turistattraktion i 1935 er dog ikke opfundet til samme
formål, som de opfundne traditioner der behandles i The Invention of Tradition, fordi
vægtertraditionen ikke fungerer som et element i konstruktionen af ideologier som
nationalisme, imperialisme og radikalisme ved at skabe fællesskabsfølelse og identitet samt
legitimere handling, men først og fremmest er blevet til for at fremme turismen.
Hvorvidt man kan karakterisere vægterrundgangen som en genopfindelse/genoptagelse af
tradition er tvivlsom, for vægterens opgaver i dag er for hovedparten anderledes, end de var
319 Jf. Bridal 2004, s. 149.
320 ”Ribe-vægteren er grebet af byens gamle historie”, i Jyllands Posten d. 23/6 1978.
321 ”Turister og beboere i Ribe følger vægterens rundvisning”, i Jyllands Posten d. 19/7 1977.
322 Bestyrelsens beretning ved RTs generalforsamling d. 26/2 1985.
83

op til 1902, så jeg vil vurdere, at genindførelsen af vægteren i Ribe efter 1935 nærmere kan
betegnes som en ny slags tradition, der blot tager udgangspunkt i den gamle vægtertradition.
De elementer der findes fra den gamle vægtertradition, som man har opbygget den nye
vægtertradition over, er først og fremmest vægtersangen og vægterens rundgang i byen iført
sin autentiske påklædning med lygten og den originale morgenstjerne fra middelalderen.
Men der er stor forskel på formålet med vægterens rundgang i byen i dag og før 1903, da
arbejdet for de oprindelige vægtere var farligt at udføre, og de havde mange forskellige pligter
at udføre, mens de hver time hele natten patruljerede rundt i byens gader, hvor de både
fungerede som politi, passede gadebelysningen, samt alarmerede borgerne i tilfælde af
ildebrand og stormflod. Derimod er arbejdet for nutidens vægter, meget mindre risikabelt, da
han udover at synge vægterversene på sine runder i byen, blot skal orientere turisterne om
seværdighederne, de passerer undervejs samt fortælle om Ribes historie. 323
Desuden skulle de oprindelige vægtere gå en runde i byen hver time fra kl. 20 om aftenen til
kl. 5 om morgenen hele året rundt, mens nutidens vægtere kun går to runder i
sommermånederne kl. 20 og 22, samt i skolernes vinter og efterårsferie en enkelt runde, oftest
kl. 20. 324
Men dette ændrer ikke på, at Ribevægteren er blevet et begreb som en levende turistattraktion,
samtidigt med at vægteren som et erindringssted i Ribe har udviklet sig fra at blive erindret
via lokale historier og sjove fortællinger, til via turismens anvendelse af vægteren at være
kendt verden over. Faktisk sidestilles vægteren med storken i turistbogen fra 1946, da her står
at storkene er ”…en af Ribes gode Turistattraktioner, lige saa sikre paa Turisternes Interesse
som den gamle Vægter….” 325
På samme måde som storken fungerer som et lokalt og regionalt erindringssted, der har
tilknytning i storken som nationalt samt internationalt erindringssted, så har vægteren som et
erindringssted i Ribe også forbindelse til vægteren som nationalt samt europæisk
erindringssted, da vægterinstitutionen også anvendes som turistattraktion i andre europæiske
lande, såsom Norge, England, Tyskland, Østrig, Polen og Holland. 326
I 1985 blev Det Europæiske Natte- og Tårnvægterlaug dannet, og i forbindelse med fejringen
af Aage Granns’s 30 års jubilæum som vægter i 2005, kom der vægtere fra Danmark, Norge,
323
Se bl.a. Ribe-brochuren 1995/96, s. 3 og 2002, s. 24.
324
Ribe-brochuren 2002, s. 24 og 2005, s. 2.
325
Jensen 1946, s. 42.
326
Telefonsamtale med Ribes vægter Aage Grann d. 27/1 2006.
84

Tyskland og England til træf i Ribe, hvor nedenstående billede viser vægterne opstillet i deres
forskellige dragter ved denne begivenhed. 327
Jeg vil nu fortsætte min sammenligning af storken med andre erindringssteder ved at
undersøge turismens anvendelse af vikingerne som erindringssted, der er blevet en anden
levende turistattraktion i Ribe.
4.2 Vikingerne som erindringssted
Vikingerne er en betegnelse, som anvendes om de normannere, der fra slutningen af 700-tallet
og til og med ca. 1050 foretog handels-, krigs-, plyndrings- og koloniseringstogter
hovedsageligt uden for Skandinavien. 328 Da vikingerne kom vidt omkring i verden på deres
togter, har de sat sig spor i den kollektive erindring hos mennesker i adskillige lande, og
dermed har vikingerne, ligesom storken, udover en funktion som regionalt og nationalt
327 Referat af bestyrelsesmøde i RT d. 29/4 1997 og ”30 år som vægter i Ribe”, i Jydske Vestkysten d. 4/4 2005.
Billedet er fra artiklen ”Ribes vægter, Aage Grann, havde 30 års jubilæum…”, under linket ’Storkeklubben
2005’ på www.storke.info d. 24/1 2006.
328 Bekker-Nielsen, m.fl. 2001, s. 657.
85

erindringssted også en bredere betydning som erindringssted, ved at vikingerne virker
dragende på folk fra mange forskellige nationaliteter.
Imidlertid adskiller vikingerne som erindringssted sig på flere måder fra storken som
erindringssted, for mens storken er en fugl, der i fysisk form har været tilstede i vores verden i
adskillige århundreder, selvom storkebestanden inden for de sidste 100 år er kraftig aftaget, så
’fandtes’ vikingerne kun synligt i en begrænset periode i forhold til storken. Vikingerne har
først og fremmest fungeret som et erindringssted i kraft af skriftlige og arkæologiske kilder,
samt bynavne der stammer fra vikingernes togter og kolonisering af andre lande, og har ikke
haft samme betydning i folketroen som storken, selvom vikingerne som erindringssted har en
vigtig betydning for især nordboere, og i løbet af de seneste årtier også er blevet erindret via
film, vikingespil, tegneserier m.m.
Der er stor forskel på turismens anvendelse af storken og vikingerne som erindringssted i
Ribe; mens storken helt fra turistforeningens stiftelse i 1899 har været anvendt som en
turistattraktion, selvom der har været perioder, hvor storken har været mere i fokus end andre,
så har vikingerne som erindringssted kun begrænset været anvendt af turismen i Ribe indtil
for ca. 28 år siden.
I turistbrochurerne og -bøgerne findes ingen deciderede henvisninger til vikinger før
slutningen af 1970’erne, selvom der i alle turistbøger og brochurer nævnes, at Ribe er en
meget gammel by, og i de fleste omtales, at Ribe i oldtiden og langt op i middelalderen havde
stor betydning som konge-, handels- og søfartsby. Derimod fokuserer brochurerne og bøgerne
på Ribe Domkirke, samt de gamle bindingsværkshuse og bygninger fra middelalderen.
Dette skyldes, at man endnu ikke havde fundet arkæologiske levn fra vikingetiden i Ribe, og
således heller ikke kendte det præcise årstal til Ribes grundlæggelse, men kun vidste fra de
skriftlige kilder, at munken Ansgar, Nordens Apostel, omkring år 860 fik tilladelse af den
danske konge til at opføre en kirke i Ribe. 329
Efter årtiers eftersøgning lykkedes det endeligt i 1973 at finde spor efter vikingetidens Ribe,
da man på nordsiden af Ribe å fandt massive kulturlag med affald fra en handelsplads, der
kunne føres tilbage til begyndelsen af 700-tallet. 330 Ved de efterfølgende udgravninger blev
der fundet tusindvis af oldsager fra vikingetiden, der afspejler dagliglivet på handelspladsen,
329 Se fx Haar og Nørregaard 1930, s. 3-4.
330 Jensen 1991, s. 3.
86

og fortæller om de eksklusive håndværk samt den internationale handel, der var knyttet til
stedet. 331
I slutningen af 1980’erne skulle Ribe kommune lave en ny p-plads, og i denne forbindelse
fandt man ved udgravningerne foretaget 1989 til 1991 spor af begravelsespladser og de huse
vikingerne boede i ved handelspladsen, og hermed fandt man nu også de ’manglende’ fund fra
årene 850-1100, samt man fik konstateret Ribe bygrænse fra 800-årene. 332
Således var der opstået en ny potentiel bestseller af en turistattraktion, og på samme måde
som turismen tidligere havde markedsført sig via storkene, blev fokus nu lagt på vikingerne.
Fundene fra vikingetiden var meget passende dukket frem i perioden, hvor Ribe var blevet
svigtet af sine ellers trofaste storke, og gav fornyet håb til Ribe, der i 1969 både havde mistet
sine sloganer samt status som ’storkenes by’ og ’Danmarks ældste by’. 333
I turistbogen fra 1979 fortælles for første gang om de rige arkæologiske fund fra vikingetidens
Ribe:
I området på begge sider af Sct. Nikolaigade har der nu været gravet, og med et ganske
eventyrligt resultat. Mere end 60.000 genstande er registreret. De bliver nu bearbejdet,
undersøgt og enkelte af dem vil blive udstillet på byens museum. Med disse fund må det
være bevist, at Ribe er Danmarks ældste by. 334
Den første juli 1989 åbnede Danmarks største specialudstilling om vikingetiden i Hans
Tausens Hus i Ribe, der havde til hensigt, at vise håndværket, handelen og dagligdagen i
vikingetiden i Ribe, og man regnede med at 25.000 årligt ville besøge udstillingen. 335
I turistbrochuren fra 1994 kan man endnu læse, at udstillingen ’Ribes Vikinger’ findes i Hans
Tausens Hus, og at Ribes museum, Den Antikvariske Samling, rummer titusinder af fund fra
udgravningerne. Desuden får man informationer om, at et rekonstrueret perlemagerværksted
fra 700-årene kan ses i Ribes posthus sammen med en udstilling om de nyeste fund fra
vikingetiden.
Ribe udgør et af de bedst belyste vikingetidssamfund herhjemme, og Ribes historie er en
vigtig brik i Danmarkshistorien, endog med internationale aspekter. 336 Derfor var der gode
muligheder for at anvende vikingerne som trækplaster i Ribe, og begejstringen over dette ses
331
Invitation til åbningen af Den antikvariske Samlings nye udstilling ’Ribes Vikinger’ i Hans Tausens Hus d.
1/7 1989.
332
”Vikingerne kommer”, i Vestkysten d. 1/7 1989 samt Jensen 1991, s. 3.
333
”Ribe erkender, at den ikke mere er storkenes by”, i Jyllands Posten d. 29/5 1969.
334
Thorulf 1979, s. 31.
335
”Vikingerne kommer”, i Vestkysten d. 1/7 1989.
336 Jensen 1995, s. 3.
87

tydeligt i følgende udtalelse fra 1991 af Jørgen Bech, formanden i Ribe Turistforening på
dette tidspunkt:
Det kommende vikingemuseum i ”Bikubens” bygninger vil uden tvivl blive en markant
turistattraktion, som vil tiltrække mange turister fra både ind- og udland. Hvis planerne
om et vikingeland også kan realiseres, vil Ribe kunne byde på en attraktion af helt nye
dimensioner. 337
Det kommende vikingemuseum skulle dog få noget flottere rammer, da bl.a. en million-
bevilling i foråret 1993, efterfulgt af bevillinger fra Ribe Kommune og Ribe Amt, gjorde det
muligt at bygge et nyt, stort museum til formidling af Ribes vikingetid og middelalder,
hvormed Den Antikvariske Samlings store ønske om, at kunne tilvejebringe fine moderne
faciliteter til et sådan formål, endelig gik i opfyldelse. 338
Den 6. juni 1995 åbnede Ribes nye flotte museum for vikingetid og middelalder, Ribes
Vikinger i det 2.500 m2 store museumskompleks, der udover de arkæologiske fund, og
plancher med tekster m.m. indeholder en oplevelseshal, hvor man i to afsnit med
rekonstruerede miljøer fra hhv. 800 og 1500 oplever livet i Ribe i disse vidt forskellige faser
af byens udvikling. 339 I den vikingetidige del af oplevelseshallen befinder museumsgæsterne
sig i et stemningsbillede på en aprildag i år 800, hvor der på åen ligger et lille handelsskib
med varer fra Norge, og på bolværket står en vogn med handelsvarer fra Rhinegnene. Kigger
man væk fra åen, ser man ud over markedspladsen med dens mange håndværkere og
handlende. Rekonstruktionerne og kopierne i oplevelseshallen er lavet så autentisk som
muligt, og lydeffekter samt lugten af det tjærede skib er med til at fuldende billedet. 340
Desuden er det muligt, at gå ned i vikingeskibet og røre ved pelse, jernøkser, og slibesten
m.m., så museumsgæsterne kan se, lugte og føle hvordan dagligdagen var på en markedsdag i
vikingetidens Ribe. 341
Ved at museet Ribes Vikinger formidler vikingetidens Ribe på en spændende og lærerig måde
til de besøgende, så bidrager museet også til at udvikle vikingerne som erindringssted i
forbindelse med Ribe. For som jeg tidligere nævnte i afsnit 1.5.1, så videreudvikles
337
Nytårsudtalelse 1991 v/formand Jørgen Bech.
338
Jensen 1995, s. 3.
339
Ibid. s. 5.
340
Ibid. s. 5 og brochurer fra museet Ribes Vikinger.
341
Ribe-brochuren 1997/98, s. 12 og 2002, s. 20.
88

erindringssteder konstant, og derfor vil enhver formidling og bearbejdning af vikingetiden
resultere i en forandring samt videreudvikling af erindringsstedet. 342
Vikingerne som erindringssted skulle dog snart blive videreudviklet i endnu højere grad af
turismen i Ribe, da man samtidigt med åbningen i 1995 af museet ’Ribes Vikinger’ inde midt
i Ribe, 2 km syd for Ribe var i gang med at rekonstruere markante vikingetidsanlæg efter de
seneste udgravninger.
I 1990’erne havde kulturturismen fået fart på, og der dukkede det ene oplevelsescenter op
efter det andet, hvilket ofte skete med massiv støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond. 343 Ribe
fulgte med udviklingen, og udnyttede resultaterne efter de sidste årtiers udgravninger om
vikingetidens Ribe. Således blev det første spadestik til Ribe VikingeCenter taget i 1992, og i
1995 var VikingeCentret klar til at modtage besøgende. 344
I Ribe-brochuren fra 1997/98 er der en sides omtale af ”Ribe VikingeCenter – levendegørelse
af vikingetiden”, hvor der bl.a. er skrevet følgende:
Man har her rekonstrueret en del af markedspladsen fra år 720, som der er udgravet i
området ved Sct. Nicolai Gade i Ribe. Under et besøg på markedspladsen oplever man
vikingernes dagligdag, som den må have formet sig for ca. 1300 år siden. Her er
håndværkere i gang med smedning, trædrejebænksarbejde, buefremstilling og –skydning.
Her arbejder pottemageren side om side med ravsliberen og kurvefletteren, mens andre
arbejder med tekstil, garvning, læder og halmbinding. 345
Udover diverse levende værksteder, så var både ’storgården fra år 980’ og et ’bymiljø fra år
1050’ under opbygning i disse år, for et vigtigt aspekt ved Ribe VikingeCenter er, at de har
valgt at lade opbygningen af rekonstruktionerne være en del af formidlingen, eftersom det
giver en dynamik som ikke er til stede, når man indvier et ’færdigt’ center. 346
Ribe VikingeCenter er derfor blevet udvidet år for år, og er her i 2006 blevet et meget
omfangsrigt levende museum, hvor man nu, udover alle aktiviteterne på markedspladen, kan
opleve hvordan vikingerne også levede som bønder i Storgården fra 980, hvor der er islandske
heste, og i området med rekonstruktionen og levendegørelsen af Ribe By i år 825 kan man
være med til at bage, spille og skyde med bue. Endelig kan man opleve, hvordan falkoneren
flyver med sine fugle, og den første weekend i maj hvert år afholder Ribe VikingeCenter
342 Rheinheimer 2004, s. 224.
343 Jensen 1995, s. 3.
344 Telefonsamtale med Anette Nikolajsen d. 27/1 2006 og Formand Jørgen Bechs beretning ved RTs
generelforsamling d. 31/1 1996. Indtil 1994 afholdtes vikingemarkeder ved Hovedengen ned til Ribe Å.
345 Ribe-brochuren 1997/98, s. 13.
346 ”Ribe VikingeCenter’s historie” under linket ’Om Centret’ på www.ribevikingecenter.dk d. 31/1 2006.
89

Danmarks største vikingemarked. 347 Dette er blevet en meget populær begivenhed, som får
tusinder af besøgende til at strømme til Ribe, og i brochuren for 2006 omtales
vikingemarkedet således:
Henved 300 vikinger fra alle verdenshjørner tager på togt til Ribe, hvor der venter dem et
par herlige vikingedage. Med respekt for vore forfædres liv og levned er de naturligvis alle
klædt i enkle og smukke dragter som dengang og med pragtfulde smykker og farver der
viser deres rang.
Stemningen på vikingemarkedet er intens og autentisk. Enkle musiske toner og sang
overdøves af støjen fra værkstederne, hvor der arbejdes på traditionel vis. Røgen og duften
af mad tilberedt ved ildstederne sniger sig ind mellem teltene, hvorfra der handles livligt.
Pludseligt høres galopperende heste og brøl fra kamppladsen. Minsandten om ikke de aller
modigste vikinger udfordrer hinanden med sværd og skjold! 348
Mens museet Ribes Vikinger har anvendt enkelte elementer indenfor levendegørelse af
historien, såsom oplevelseshallen med rekonstruktionen af markedspladsen i vikingetiden,
hvor man kan se, lugte og føle, hvordan dagligdagen var på en markedsdag i Ribe, år 800, så
er Ribe VikingeCenter opbygget efter diverse aspekter indenfor levendegørelse af historien, -
ligesom Den Gamle By i Århus har tilstræbt. 349 Således anvender Ribe VikingeCenter
adskillige metoder til at gøre vikingetiden levende og historien nærværende; lige fra folk i
autentiske kostumer, levende dyr, detaljer i de rekonstruerede museumsmiljøer, til levende
værksteder og aktiviteter. 350 Kort sagt – de besøgende oplever og hører gennem alle sanser.
Siden åbningen af de to vikingemuseer midt i 1990’erne har der været øget fokus på
vikingerne i brochurerne, samt i aviserne, og begge vikingemuseer har desuden i stigende
grad anvendt Internettet, selvom det er Ribe VikingeCenter, der har den mest detaljerede og
oplysende hjemmeside.
På samme måde som der i Ribe er blevet solgt uanede mængder af postkort og souvenirs med
storkemotiver, sælges der nu postkort med vikingemotiver, samt diverse souvenirs med
relation til vikingetiden. Nedenstående viser to postkort fra Ribe VikingeCenter.
347
Ribe-brochurer 2002-2006 samt www.ribevikingecenter.dk
348
Ribe-brochuren 2006, s. 15.
349
Bloch Ravn 2001.
350
Jf. metoderne jeg nævnte i afsnit 1.5.2.2 vedrørende teorien om levendegørelse af historien.
90

Turismens anvendelse af vikingerne som erindringssted har, ligesom tilfældet var og er med
storken samt vægteren, været en succes for Ribe. Interessen for Danmarks og Ribes vikingetid
er stor blandt turisterne, og på samme måde som storken lokker turister til Ribe, tiltrækker
især Ribe VikingeCenter hvert år mange folk fra nær og fjern, som kommer for at opleve,
hvordan vikingetiden her er blevet rekonstrueret og levendegjort med åbne værksteder og
prøv-selv-aktiviteter. 351 Ribe VikingeCenters popularitet blandt gæsterne resulterede således i
efteråret 2005 i en vurdering som en 4 stjernet turistattraktion af organisationen ”Danske
Turistattraktioner”. 352
351 Brochuren fra Ribe VikingeCenter 2005.
352 ”4 stjerner til Ribe VikingeCenter”, under linket ’nyheder’ på www.ribevikingecenter.dk d. 31/1 2006.
91

Turismens anvendelse af vikingerne som turistattraktion har medført, at vikingerne som
erindringssted har gennemgået en kraftig udvikling fra at være et erindringssted, der i de
sidste mange hundrede år først og fremmest har været erindret via sagaer, fortællinger,
historiebøger og enkelte genstande, til inden for de sidste ti år at blive håndgribelig for
nutidens mennesker via museer der rekonstruerer og levendegør vikingetiden, hvormed de
museumsbesøgende med egne sanser kan erfare, hvordan vikingerne levede.
På hjemmesiden for Ribe VikingeCenter står der således følgende:
Her er der ikke glas imellem dig og oplevelserne, du kommer helt tæt på og kan prøve selv.
(…) et besøg på Ribe VikingeCenter [vil] give dig en unik oplevelse og ny viden om
vikingetiden. Du går rundt i rekonstruerede vikingeanlæg i naturlig størrelse, befolket med
vikinger som du kan se arbejde og snakke med. De er klædt i vikingetøj og arbejder med
rekonstrueret værktøj og teknikker som kendes fra dengang.
Du kan lugte røgen og duften fra gryderne på bålene hvor der tilberedes de lækreste
måltider, du kan møde dyrene og se dem arbejde. Du kan gå ind i husene og sætte dig,
lukke øjnene, lade tankerne flyve og når du åbner dem igen, er du kommet mere end tusind
år tilbage i tiden. 353
Meget rammende beskrives et besøg på Ribe VikingeCenter således i en pressemeddelelse
som at gå på opdagelse i en levende historiebog, hvor der venter nye oplevelser omkring hvert
hjørne. 354
Vikingerne er dog ligesom storken og vægteren kun et af de mange erindringssteder, der
findes i Ribe, og med den fokus turismen i næsten hundrede år har haft på at markedsføre
Ribe som en meget gammel by i Danmark, er Ribe som ”Danmarks ældste by” blevet et
erindringssted i sig selv, der består af de mange enkelte erindringssteder i Ribe, som anvendes
af turismen.
4.3 ’Ribe – Danmarks ældste by’ som erindringssted
Erindringsstedet ’Ribe – Danmarks ældste by’ har ligesom storken gennemgået en markant
udvikling i de sidste 100 år. Ved at undersøge beskrivelsen af Ribe fra de første turistbøger og
brochurer op til i dag, får man et tydeligt billede af denne udvikling, hvor der på intet
tidspunkt er tvivl om, at Ribe er en meget gammel by, en af de ældste byer i landet.
353 www.ribevikingecenter.dk d. 31/1 2006.
354 ”Den gode historie – om Ribe VikingeCenter”, under linket pressemeddelelse på www.ribevikingecenter.dk
d. 31/1 2006.
92

Derimod er der i begyndelsen mere usikkerhed om hvorvidt Ribe også er Danmarks ældste
by, og den første turistbog der udkom i 1901, nævner på intet tidspunkt direkte, at Ribe skulle
være Danmarks ældste by, selvom der står skrevet at: ”Fra Arilds Tid har denne Aa sat sit
Stempel paa Ribe; thi Byen har ligget paa samme Plads og næsten indenfor samme Grænser,
saalangt Historien rækker tilbage.” 355
Derimod påpeger turistbogen fra 1920 i begyndelsen, at ”Ribe er Danmarks ældste Marskby”
og til slut: ”Men trods alle tilføjelser og Nydannelser er Ribe stadig om ikke af Aar, saa af
Præg den ældste blandt Danmarks Byer.” 356
I turistbogen fra 1930 omtales Ribe på samme vis: ”Hvornaar Danmarks ældste Marskby er
opstaaet, véd ingen; Ribe er ældre end vor ældste Historie.” 357
Mens følgende står i udgaven fra 1946: ”Skønt man med megen Sikkerhed kan betegne Ribe
som Danmarks ældste by, er det ikke muligt at tidsfæste dens første begyndelse. Dens
Oprindelse taber sig langt tilbage i den forhistoriske Tid, ja endnu før Sagntiden.” 358
I de to næste turistbøger fra hhv.1954 og 1966 omtales Ribe mere skråsikkert som Danmarks
ældste by, for i begyndelsen påpeges at ”Ribe menes af flere Historikere at være den ældste
By i Norden. Byens Grundlæggelse fortaber sig i Oldtidens Mørke,…” mens der til slut står
”Danmarks ældste og ejendommeligste købstad.” 359
I tilfældet med turistbrochurerne nævnes allerede i den første brochure fra 1935, at Ribe af
alle danske Købstæder er den ældst kendte, og i begyndelsen af 1950´erne blev titlen på
brochurernes forside ændret fra ’Besøg Ribe – Storkenes By’, til ’Ribe – Danmarks ældste
by’, hvor ’storkenes by’ blev anvendt som undertitel nederst på forsiden. Desuden omtales
Ribe som Danmarks ældste by i samtlige danske og udenlandske brochurer fra begyndelsen af
1950’erne til slutningen af 1960´erne, hvilket også er den periode hvor turismen i Ribe
generelt anvender sloganet, Danmarks ældste by. For i 1969 mister Ribe sin status som den
ældste by i Danmark til Viborg:
Ved en række omfattende arkæologiske udgravninger og undersøgelser i Sct. Pedersstræde
i Viborg er det konstateret, at Viborgs historie kan føres tilbage til 700-tallet. Det er den
ældste datering af en dansk købstad, og Ribe må derefter vige pladsen som Danmarks
ældste by. Den er grundlagt midt i 800-tallet. 360
355 (Forfatter unævnt) 1901, s. 5-6.
356 (Forfatter unævnt) 1920, s. 5 og 26.
357 Haar & Nørregaard 1930, s. 3.
358 Jensen 1946, s. 5.
359 Jacobsen 1954 (1966), s. 3 og 30.
360 ”Viborg ældste danske købstad – 100 år ældre end Ribe”, i Jyllands Posten d. 28/5 1969.
93

Dette bragte turismens aktører i Ribe i krise, for hermed havde Ribe både mistet sit slogan
’Danmarks ældste by’, og som tidligere nævnt sloganet ’Storkenes by’. Der var således brug
for gode idéer til hvilket slogan, man nu skulle markedsføre Ribe med, og i turistbrochurerne
for de efterfølgende år ses, at man er kommet frem til ’Hold ferie i Ribe – en historisk
oplevelse’, hvor man inde i brochuren har valgt at fokusere på, at Ribe har en enestående
middelalderlig historie og derudover ligger i smuk natur. 361
Men på samme vis som Ribe i udlandet stadig blev betragtet som Storkenes by i perioden
1973-1978, så blev Ribe også nævnt som Danmarks og endda Nordens ældste by i
udenlandske artikler efter 1969, hvor Viborg ellers havde overtaget titlen. 362 Dette tyder på, at
turismens markedsføring af Ribe som ’Danmarks ældste by’ havde været lige så succesfuldt
som markedsføringen af Ribe som ’Storkenes by’.
Ripenserne gav heller ikke titlen ’Danmarks ældste by’ fra sig uden kamp, og i en avisartikel
fra juni 1969 står der følgende: ”Landets ældste by, siger man i Ribe, og den mening har
Viborg ikke kunnet rokke ved, selvom Viborg for nylig fremviste en kniv fra 700-tallet. Det
er ikke noget argument, og et rygte i Ribe siger oven i købet, at kniven såmænd er fremstillet i
Ribe.” 363
Ribe skulle imidlertid hurtigt vinde sin status som ’Danmarks ældste by’ tilbage fra Viborg,
for som jeg nævnte i afsnit 4.2, lykkedes det ved arkæologiske udgravninger i 1973 samt i de
efterfølgende år at finde fund fra vikingetidens Ribe, hvormed man kunne datere Ribes
grundlæggelse til ca. 700. 364
Nu kunne Ribe med god ret markedsføre sig som Danmarks ældste by, og alle Ribe-brochurer
har siden slutningen af 1970’erne op til i dag haft ’Ribe – Danmarks ældste by’ som
forsidetitel.
I nogle kilder omtales Ribe som ’Nordens ældste by’, for ifølge artiklen ”Fra elværk til
museum”, i Mark og Montre 1995, så er museet ”Ribes Vikinger” placeret ned mod Ribe Å
på det sted hvor Nordens første by omkring år 700 blev grundlagt. 365 Ligeledes påpeger bogen
361 Ribe-brochuren 1973.
362 ”Ribe – Danmarks äldsta köpstad”, i Blekinge Läns Tidning d. 26/4 1972 samt ”I danska Ribe – Nordens
äldsta stad”, i Södermanlands Nyheter d. 31/7 1972.
363 ”Ribe blev atter ’verdensby’ efter århundreders stagnation”, i Jydske Tidende d. 29/6 1969.
364 Jensen 1991, s. 3 og 5.
365 Jensen 1995, s. 4.
94

Ribes Vikinger, at Ribe er den eneste by i Skandinavien, som kan føres tilbage til omkring
700, da de andre handelspladser, med undtagelse af Åhus i det østlige Skåne, aldrig udviklede
sig til byer. 366
I en avisartikel fra 1988 står der dog, at Ribe havde udnævnt sig selv til at være ’Nordens
ældste by’, 367 og turismen har også kun i mindre grad anvendt sloganet ’Nordens ældste by’,
da kun brochuren fra ’Ribes Vikinger’ omtaler Ribe som Nordens første by, mens de andre
brochurer fra ’Ribe VikingeCenter’ og Ribe-brochurerne generelt kun omtaler Ribe som
Danmarks ældste by.
Selvom der i et brev til medlemmerne af turistforeningen i dec. 1992 står skrevet, at ”Ribe er
kendt viden om som Danmarks og endda Nordens ældste by” 368 , så er Ribe først og fremmest
blevet markedsført som Danmarks ældste by.
Erindringsstedet ’Ribe – Danmarks ældste by’ er, på samme vis som storkene, blevet udviklet
og anvendt af turismen i Ribe i forbindelse med markedsføringen af Ribe som turistby. Det
virker tillokkende og spændende at besøge Danmarks ældste by, men for at kunne opnå og
bevare en status som Danmarks ældste by, er det nødvendigt, at kunne vise turisterne
forskellige seværdigheder, der er unikke for Ribe pga. byens høje alder.
Nogle af disse seværdigheder er storken, vægteren og vikingerne. Storken har betydning for
Ribe som ’Danmarks ældste by’, fordi storken i dag er blevet et sjældent syn, der minder os
om gamle dage, og vægteren med sin autentiske uniform, udstyr og sang fungerer som en
levendegørelse af vægteren i middelalderen på det tidspunkt, hvor byens gamle
bindingsværkshuse blev bygget. Men det er vikingerne, som er den vigtigste brik i
erindringsstedet ’Danmarks ældste by’, for det er pga. de arkæologiske fund fra vikingetiden,
at Ribe genvandt og siden har beholdt sin fornemme status som Danmarks ældste by.
Der er adskillige andre erindringssteder i Ribe, der indgår som brikker i erindringsstedet
’Danmarks ældste by’, hvoraf nogle af de vigtigste er domkirken, samt de gamle
bindingsværkshuse og bygninger, der sammen med de brostensbelagte gader bidrager til et
unikt gammeldags bymiljø. I brochuren fra 2005 står der, at kun ”få steder i landet ser man
som her hele den middelalderlige bykerne bevaret med gamle bindingsværkshuse og
brostensbelagte gader med Ribe Domkirke som det absolutte midtpunkt.” 369
366 Jensen 1991, s. 69.
367 ”Danskerne tror fortsatt på storken”, i Sunnmørsposten d. 14/5 1988.
368 Til vore medlemmer. Støt bevaringsarbejdet i Ribe, dec. 1992.
369 Ribe-brochuren 2005, s. 2.
95

Mens storken har haft en meget svingende omtale i turistbøger og brochurer, så har
domkirken og de gamle huse kontant været detaljeret beskrevet fra den første turistbog og
turistbrochure udkom i hhv. 1901 og 1935 op til i dag.
Ribe er ofte blevet omtalt som en helt speciel gammel by; især udenlandske turister bemærker
begejstret, hvordan Ribe skiller sig ud, hvilket i høj grad illustreres med dette citat fra en
artikel skrevet af en amerikansk journalist under sit ophold i Ribe sommeren 1939:
Jeg standsede pludselig ved en uventet støj: Saa i Vejret og fik Øje paa en ensom Stork.
Den stod fuldkommen stille et Øjeblik i Reden paa Toppen af Skorstenen, saa stak den sit
lange Næb i Vejret, bøjede det saa langt bagover, at det næsten rørte ved dens Ryg og
frembragte en hul, raslende Lyd, som naar man slaar en Bambuskæp mod en Cementmur.
Havde ikke nogle Cyklister og et Lastautomobil netop passeret mig i dette Øjeblik, kunde
jeg godt havde troet, at jeg var spadseret ind i en anden Tidsalder. At sige, at Ribe er
gammel, maaske den ældste By i Danmark, er ikke nok. Det er den fuldstændige
Virkeliggørelse af en Drømmens Middelalder-Domkirkeby, en levende Levning fra det 12.
eller 13. Aarhundrede,… 370
Ovenstående citat vidner om, at Ribe indtil slutningen af 1980’erne blev opfattet som en
middelalderby, for minderne om Ribes Vikingetid lå på dette tidspunkt gemt langt nede i
jorden, og det er først efter, at de arkæologiske vikingefund er blevet udstillet, og museerne
Ribes Vikinger samt Ribe VikingeCenter åbnede i 1995, at Ribe også er blevet forbundet med
vikinger.
Storken, vægteren, vikingerne samt derudover domkirken og de gamle huse og bygninger, er
alle erindringssteder som er med til at bekræfte erindringsstedet Ribe – Danmarks ældste by. I
årenes løb er turistarbejdet blevet mere forretningsmæssigt, men allerede i en beretning fra
1950 pointeres at:
Turistarbejdet er ikke mere et idealistisk arbejde, der går ud på blot at holde hævd over de
skønne ting, som findes her i byen, men mere og mere går det over til at være en ren
forretning, der gennem vedligeholdelsen af vore mange seværdigheder bevidst søger at
skaffe det størst mulige besøg og derved den størst mulige omsætning. Disse
seværdigheder er altså fra at være smukke ting, som det var værd at vise frem, gået over til
at være aktiver som man udnytter forretningsmæssigt, og det er denne opgave udadtil, som
turistforeningen må betragte som sin egentlige og vigtigste. 371
370 ”Ribe – Byen hvor Tiden staar stille…Fornemt amerikansk Tidsskrift bringer begejstret Artikel om en
Drømmens middelalderlige Domkirkeby”, kronik i Vestkysten d. 6/3 1940.
371 RTs Virksomhed i 1950.
96

Således har turismen i Ribe anvendt adskillige seværdigheder, der også fungerer som
erindringssteder, forretningsmæssigt for at tiltrække flest mulige turister til Ribe, og dette har
resulteret i en udvikling af bl.a. storken, vægteren, vikingerne, samt Ribe – Danmarks ældste
by som erindringssteder, da erindringsstederne fungerer som krystalliseringspunkter for den
kollektive erindring og identitet, og forandrer sig efterhånden som den måde de opfattes,
tilegnes, anvendes og overføres på ændrer sig.
97

5. Konklusion
Via turismens påvirkning har storken som erindringssted i Ribe gennemgået en udvikling fra
at være anvendt af turismen pga. storkenes store forekomst i Ribe, der gav byen status som
storkeby, til helt at være opgivet af turistforeningen i Ribe i perioden 1969-1978, pga.
nedgang i antallet og siden fravær af storke i Ribe. Mens storken igen i 1990´erne og op til i
dag i høj grad har været i fokus som en særlig turistattraktion i Ribe, eftersom Ribe nu er en af
de få byer i Danmark, som begunstiges af storkebesøg.
På arkivet for Ribe Turistforening findes utallige udenlandske avis- og tidsskriftartikler samt
andre kilder om storken i Ribe helt fra begyndelsen af 1900-tallet op til i dag, og dette vidner
om turismens markedsføring af storken i Ribe hurtigt var succesfuldt. Faktisk har turismens
reklamering for storken i Ribe været så succesfuldt, at selv i perioden 1969-1978 hvor
turismen i Ribe ikke længere reklamerede for storken, blev Ribe internationalt ved med at
være forbundet med storke.
Turismen har således påvirket udviklingen af storken som erindringssted i Ribe ved at
anvende storken som en turistattraktion, der kunne sælges til turister fra især USA, England,
Japan og Skandinavien, hvilket har resulteret i, at storken i Ribe har fået international
betydning, da mennesker fra mange forskellige nationaliteter har vist interesse for storken i
Ribe.
Samtidigt er det vigtigt at pointere, at storken udover at være en populær turistattraktion i
Ribe, også har en identitetsskabende funktion, hvilket bedst illustreres ved, at både ripensere
og turister i kilderne har påpeget, at Ribe ikke er 100 % Ribe uden stork!
Storken er imidlertid ikke det eneste erindringssted i Ribe, som turismen anvender som en
turistattraktion, og jeg har sammenlignet storken med turismens anvendelse af vægteren,
vikingerne og sloganet ’Ribe – Danmarks ældste by’, som erindringssteder, hvor jeg har vist,
at vægteren både er en traditionsopfindelse af turistforeningen i Ribe, samt fungerer som
levendegørelse af historien, da vægteren som en levende turistattraktion oprindelig var
resultatet af en idé i 1935 til at få turisterne til at overnatte i Ribe.
Vikingerne som erindringssted er modsat storken og vægteren først blevet anvendt af
turismen i de sidste årtier, fordi vikingetidens Ribe først blev fundet ved udgravninger
foretaget i perioden 1973-1991, og den første udstilling med vikingefund blev åbnet i 1989 i
Hans Tausens Hus. Men i vikingerne som erindringssted fandt turismens aktører i Ribe en ny
98

turistmagnet, hvilket i 1995 resulterede i åbningen af museet ’Ribes Vikinger’ samt
frilandsmuseet ’Ribe VikingeCenter’.
Turismens anvendelse af vikingerne som erindringssted har ikke kun betydning som en vigtig
turistattraktion, for de arkæologiske fund af vikingetidens Ribe spiller hovedrollen i
erindringsstedet Ribe – Danmarks ældste by, da Ribe først reelt kunne bevise at være
Danmarks ældste by pga. disse fund, selvom Ribe også fra begyndelsen af 1950´erne og op til
1969 markedsførte sig som Danmarks ældste by, indtil Ribe mistede sin status til Viborg.
Således har Ribe siden slutningen af 1970´erne igen markedsført sig som Danmarks ældste
by, og i denne forbindelse indgår storken, vægteren, vikingerne, domkirken, de gamle huse
samt andre erindringssteder i Ribe i erindringsstedet Ribe – Danmarks ældste by, for det er
ved turismens anvendelse af disse erindringssteder, at man kan vise turisterne, at Ribe er
Danmarks ældste by.
Det er takket være sine mange erindringssteder, at Ribe er blevet en velkendt turistby, for de
erindringssteder jeg har nævnt, har alle udover en lokal samt national funktion som
erindringssteder, også forbindelse til erindringssteder i andre lande, og det er via denne
internationale tilknytning, at turismen kan anvende erindringsstederne som turistattraktioner
succesfuldt. Hvis storken, vægteren, vikingerne, Ribe – Danmarks ældste by, domkirken og
de gamle huse m.fl. ikke appellerede til udenlandske turister, ville de ikke kunne anvendes
som turistattraktioner, men disse erindringssteder har netop betydning for danske såvel som
udenlandske turister, der gerne vil se og opleve erindringsstederne som seværdigheder, når de
er på ferie i Ribe.
Årsagen til at Ribe virker tiltrækkende på turisterne skyldes således byens mange
erindringssteder, der kan anvendes i turisme øjemed, hvor storken, vægteren, vikingerne og
’Danmarks ældste by’ alle har forskellige funktioner i Ribe.
Mens storken og vægteren i adskillige århundreder har fungeret som krystalliseringspunkter
for ripensernes kollektive erindring og identitet, og fra begyndelsen af 1900-tallet også har
fungeret som vigtige turistattraktioner, så er det først inden for de sidste tre årtier, at
vikingerne reelt har haft betydning for ripensernes identitet. For Ribe er først og fremmest en
velbevaret middelalderby med domkirke, gamle bindingsværkshuse og smalle brostensbelagte
gader. Vægterens funktion som en levende turistattraktion er således at forstærke indtrykket
af Ribe som en stemningsfuld middelalderby, ved at bære autentisk uniform, lygte og det ægte
middelalderlige våben, morgenstjernen, samt at synge de gamle vægtervers.
99

Vægteren og storken er meget populære blandt turisterne i Ribe, og storken har ligesom
vægteren været en kær del af Ribe lige siden middelalderen, da storken i utallige generationer
har fungeret som ripensernes lykkefugl, og har haft en meget stor betydning i folketroen.
Således passer storken godt ind i billedet af Ribe som en middelalderby, og samtidigt er
storken i dag blevet en så sjælden gæst i Danmark, at dens besøg i Ribe tilføjer byen en unik
turistattraktion.
De arkæologiske fund af vikingetidens Ribe er derimod årsagen til, at Ribe i dag har fået
bevis på at være Danmarks ældste by, og vikingerne som erindringssted anvendes i høj grad
af turismen, og er blevet en vigtig indtægtskilde i Ribe. Især Ribe VikingeCenter, der hvert år
i maj afholder Danmarks største vikingemarked, tiltrækker mange turister fra nær og fjern.
’Ribe - Danmarks ældste by’ fungerer som erindringssted først og fremmest ved at gøre
turisterne interesserede i at besøge Ribe, da en status som Danmarks ældste by gør Ribe til en
enestående by. Men ligesom storken som erindringssted har så stor en betydning for
ripensernes identitet, at de ikke føler sig som hele ripensere uden storkebesøg i Ribe i
sommerhalvåret, så udgør erindringsstedet ’Ribe – Danmarks ældste by’ også en vigtig brik i
ripensernes identitet, og er ikke blot et slogan, der anvendes for at fremme turismen i Ribe.
I indledningen påpegede jeg, at mit speciale er et casestudie over turismens anvendelse og
påvirkning af erindringssteder med storken i Ribe som eksempel, for turismens indvirkning på
erindringssteder er et generelt fænomen. Turisme udgør en vigtig indtægtskilde for mange
byer over hele verden, og i denne forbindelse spiller erindringssteder en betydningsfuld rolle,
fordi turismen kan anvende dem som seværdigheder, der får byerne til at blive mere attraktive
for turisterne at besøge. Der findes adskillige byer i verden, der ligesom Ribe enten har
markedsført sig via storken, vægteren, vikingerne, gamle huse og bygninger, eller som landets
ældste by, men der findes også mange andre erindringssteder, som kan anvendes i
turismeøjemed.
Stormfloderne symboliseret ved stormflodssøjler i kystområder langs kyststrækningen mellem
Belgien og Danmark, og dermed også i Ribe, er et andet eksempel på et erindringssted som
anvendes i turismen, 372 og som jeg nævnte i afsnit 1.5.1, har sømanden Hark Olufs i
generationer fungeret som et krystalliseringspunkt for den kollektive erindring og identitet på
øen Amrum, og anvendes i dag som en turistattraktion på øen, ved at turismens aktører
372 Rheinheimer 2003b, s. 168.
100

fortæller om Hark Olufs’ eventyrlige livsforløb samt fremviser Hark Olufs’ gravsten og
hus. 373
Mens de erindringssteder som anvendes som turistattraktioner i Ribe først og fremmest har en
positiv betydning, 374 så anvendes der indenfor turisme også erindringssteder med en negativ
betydning, såkaldte ’dark places’, hvor eksempler på dette er nazismens dødslejre, slagmarker
der markerer vendepunkter i krige, samt Robben Island som er den straffekoloni tæt ved
Capetown, hvori Nelson Mandela var fængslet i 28 år. 375
Kz-lejrene fungerer som turistattraktioner delvis pga. de uhyrlige grusomheder begået af
Hitler, men især pga. triumfen af menneskets livsmod ved at overleve disse forfærdelige
vilkår. For at blive succesfulde turistattraktioner præsenteres disse erindringssteder dog på en
måde, der gengiver fortidens rædsler i en nutidig kontekst, som er fredelig og forhåbnings-
fuld, og dermed ligger fjernt fra virkelighedens blodsudgydelser. 376
I tilfældet med Nelson Mandelas indespærring på Robben Island er der på baggrund af dette
erindringssted blevet opbygget en ny nationalmyte om kampen mod apartheid i Sydafrika, der
ved turismens anvendelse er med til at skabe en ny identitet for sydafrikanerne. Mandelas
celle har opnået status som et helligt sted inden for Robben Island, der er blevet en populær
og betydningsfuld turistattraktion i postapartheid Sydafrika, og rundviserne er tidligere
fanger, som fortæller om solidariteten blandt alle fangerne, samt om håbet de alle delte under
fængslingen. 377
Erindringssteder der markerer vendepunkter i historien, bliver således i høj grad anvendt som
turistattraktioner, men der anvendes også fiktive personer og begivenheder som
erindringssteder i turismen. Fx er den klassiske børnebog Anne fra Grønnebakken 378 , hvori
den rødhårede forældreløse Anne bor på Prince Edward Island, Canada i sit opdigtede hjem,
Grønnebakken, blevet anvendt af turismen som en hovedattraktion på Prince Edward
Island. 379
Et interessant fænomen ved turismens anvendelse af erindringssteder er den identitet, som
erindringsstedet tilfører fx den pågældende by, der anvender erindringsstedet som en
373 Rheinheimer 2004, s. 225-226.
374 Undtagelser er fx stormfloden og Maren Spliid, som blev dømt som heks og brændt på bålet i 1641 i Ribe.
375
du Cros & McKercher 2002, s. 128-130.
376
Ibid. s.132.
377
Ibid. s. 129-130.
378
Originaltitel: Anne of Green Gables.
379
du Cros & McKercher 2002, s. 130-131.
101

turistattraktion, og det kunne være spændende med en videre forskning indenfor
sammenhængen mellem turismens indvirkning på erindringssteders udvikling og
erindringsstedernes betydning for turistbyernes identitetsdannelse, hvor det kunne være
relevant med en sammenligning af turistbyerne i forskellige dele af verden.
Fælles for alle erindringssteder er imidlertid, at de ved turismens anvendelse vil forandres og
videreudvikles, da opfattelsen af et erindringssted konstant ændres via nye fortolkninger og
bearbejdelser, og dette vil en anvendelse af et erindringssted som turistattraktion altid
indebære.
102

6. Summary
The aim of this study has been to analyse and discuss the impact of tourism in Ribe on places
of memory (lieux de mémoire, Erinnerungsorte), focusing on the development of the stork 380
as a place of memory in Ribe in the period 1899-2005.
The concept ‘place of memory’ was first formulated in Les lieux de mémoire, by the French
historian Pierre Nora, composed of seven volumes published 1986-1992. Later the concept
was applied to German by Etienne Francois and Hagen Schulze, the editors of the three
volumes Deutsche Erinnerungsorte, published 2001.
Places of memory are only places in a symbolic significance, ranging from mythical and real
persons, to buildings, works of art, institutions, events etc. All places of memory represent
enduring focal points in the collective memory and identity, and these focal points are deeply
rooted in social, cultural and political common practice and change gradually as the way they
are conceived, acquired, used and transmitted is changing.
Concerning the stork as a place of memory, there are many myths and omens connected with
the stork. Examples are the myth about the stork delivering babies and that people have used
the behaviour of the stork as an omen for how the year would turn out to be as regards the
harvest, work, travel, marriage, weather, war etc. The stork was regarded as a holy bird that
brought fortune to the persons who lived in the houses and farms on which it nested, and if
you killed or harmed a stork, you would get a severe punishment in the form of accidents,
illness and misfortune.
Today people don’t use the behaviour of the stork as omens and don’t believe in the myths,
but the old ideas and interpretations of the stork have been transmitted as relics in modern
mentality, so people still conceive the stork as a bird that brings fortune and there are many
humorous references to the stork as deliverer of babies.
Since the stork acts as a place of memory in many parts of the world, the stork has an
important meaning to many tourists, and is used as a successful tourist attraction.
This study has shown that the stork as a place of memory in Ribe, by the impact of tourism
has developed from being mainly known to Ribe and its vicinity in the end of the 19 th century,
to gradually become a famous tourist attraction known to people almost all over the world in
the 20 th century. Many pairs of storks visited Ribe every year from April to September, and
380 The White Stork (Ciconia ciconia).
103

the Tourist Association in Ribe was quick to market Ribe as ‘City of Storks’, and to draw the
press attention to the storks in Ribe.
The marketing of Ribe as ‘City of Storks’ did actually show to be so successful that even in
the years 1969-1978, when the tourism in Ribe had ceased to focus on the stork as a tourist
attraction and no longer used the slogan ‘City of Storks’, Ribe was still known by tourists and
the press as ‘City of Storks’.
The stork has been used as subject on many postcards, tourist brochures and souvenirs and
has an identity creating role for Ribe, since both tourists and inhabitants of Ribe think that
without the stork Ribe would not be Ribe!
The stork is, however, just one of the many places of memory in Ribe that tourism has used as
tourist attractions. I have compared the stork with the night watchman, the Vikings, and the
slogan ‘Ribe, the oldest city in Denmark’ as places of memory that, like the stork, have
become successful tourist attractions.
While the original night watchmen ceased to exist around 1902, the watchman in Ribe was
invented as a tourist attraction in 1935 as an attempt to get the tourists to stay overnight in
Ribe. The watchman as a living tourist attraction soon proved to be a success, and he has
developed from just walking around in the streets of Ribe, wearing the authentic uniform and
singing the original watchman’s song, to also being followed by the tourists working as a
historical guide.
The Vikings as a place of memory was, unlike the stork and the watchman, not used as a
tourist attraction until the end of the 1980s. This was due to the fact that the relics from the
Viking Age in Ribe were not found until archaeological excavations were carried out in the
years 1973-1991. Tourism in Ribe has been very quick to turn these archaeological finds into
tourist attractions: in 1995 two new museums, ‘Ribes Vikinger’ and ‘Ribe Viking Centre’,
opened in Ribe. ‘Ribe Viking Centre’ is particularly successful attracting people from near
and far with its open workshops and interesting “have-a-go” activities that let you explore
authentic Viking settings.
It was owing to the archaeological finds of the Viking Age in Ribe that Ribe could regain its
status as the oldest city in Denmark, and the Vikings are therefore the most important part of
‘Ribe, the oldest city in Denmark’ as a place of memory. But the stork, the watchman and the
Vikings are together with Ribe Cathedral, the old houses and buildings and other places of
104

memory in Ribe, all parts of ‘Ribe, the oldest city in Denmark’ because these places of
memory have been and are still used by the tourism in Ribe as tourist attractions that confirm
Ribe as the oldest city in Denmark. Without these important places of memory, Ribe would
not have become a popular destination for tourists.
Places of memory are used as tourist attractions in all parts of the world, but the impact of
tourism on places of memory will always result in changing and further developing the places
of memory because places of memory are constantly changing through new interpretations
and adaptations. This will always be a consequence when places of memory are used as
tourist attractions.
105

Arkivmateriale m.m.
Anvendt forkortelse i fodnoterne: RT for Ribe Turistforening.
Arkivet for Ribe Turistforening på Ribe Turistbureau
7 bind forhandlingsprotokoller fra Ribe Turistforening fra årene 1899-1999 opdelt i følgende
årstal:
1899-1908
1909-1934
1935-1943
1943-1954
1963-1971
1971-1988
1988-1997
Ringbind med diverse materiale fra Ribe Turistforenings 100 års jubilæum.
Ringbind med presseomtale fra 1975-1999.
Turistbrochurer fra 1935-2006, samt Ribe ’Byvandring på egen hånd’ fra 2005.
Udklipsmapper fra 1924-1986, her i blandt en mappe med ’storkeudklip’ fra 1978-1982.
Willemoes, C. (u. å., men ca. 1947) Fra Ribe Turistforening.
Ribe Byhistoriske Arkiv
Fra arkivkassen A258 vedrørende Ribe Turistforening 1902-1967 har jeg anvendt:
Presseudklip fra 1923-1969
Turistbrochurer fra 1921-1967
Vedtægter 1917 og 1947
Derudover har jeg anvendt diverse avisudklip om storke, Willemoes’ udklipsmapper med
avisartikler m.m. fra årene 1883-1952, samt ringbind med postkort.
106

Andet kildemateriale
Brochurer fra museerne ’Ribes Vikinger’ og ’Ribe VikingeCenter’ fra 1997 til 2006.
Postkortsamlingen af Karl Heinrich Andresen, Granly 9, Ø.V. 6760 Ribe.
Postkort til salg på Ribe Turistbureau og andre steder i Ribe.
Turistbøger (i kronologisk rækkefølge)
(Forfatter unævnt) 1901. Ribe. Illustreret Vejledning for Turister. Ribe: Turistforeningen for
Ribe og Omegn.
(Forfatter unævnt) 1920. Ribe. En kortfattet Turistbog. 2. gennemsete og rettede udgave.
Ribe: Ribe Turistforening.
Haar, Helge & Nørregaard, Tage 1930. Ribe. En kortfattet Turistbog. 3. omarbejdede
udgave. Ribe: Ribe Turistforening.
Jensen, Aage A. ca. 1946. En 2 Timers Rundtur i Ribe. Ribe: Ribe Boghandel.
Jacobsen, Aage 1954. Ribe. En kortfattet historisk Beskrivelse og en Vejledning for en 2½
Timers Rundtur gennem Byen. Ribe: Dansk Hjemstavns Forlag.
Jacobsen, Aage 1966 (revideret udgave af 1954). Ribe. En kortfattet historisk beskrivelse og
en vejledning for en 2 Timers Rundtur gennem Byen. Ribe: Dansk Hjemstavns Forlag.
Thorulf, Hrolf 1979. Ribe. Vandringer i Danmarks ældste by. Ribe: Junior Chamber.
Engelske og tyske turistbøger
(Forfatter unævnt), ca. 1930’erne. Ribe. Ribe: The Tourist Office.
Elsner, Paul 1933. Ribe. Die alte Königsstadt. U.s.
107

Danske aviser
Jydske Tidende
Jydske Vestkysten
Jyllands Posten
Månedsmagasinet (erhvervsmagasin)
Ribe Stifts-Tidende
Sydvestjylland
Uge-avisen for Ribe og Omegn
Vestkysten
Udenlandske aviser
Blekinge Läns Tidning
Fagensta-Posten (Stockholm)
Sandefjords Blad
Södermannlands Nyheter (Nyköping)
Sunnmørsposten
Toronto Star
ØstlandsPosten, Larvik
Internetsider
www.bergenhusen.city-map.de
www.dof.dk
www.jv.dk/storkesiden
www.nabu.de
www.ribe.dk
www.ribesvikingecenter.dk
www.ribesvikinger.dk
www.storchendorf-linum.de
www.storke.info
www.storken.dk
108

Litteratur
Abell, P. 1902. Vægterne. København: Berlingske Tidende (særtryk).
Barthes, Roland 1996 (1.udgave på fransk 1957). Mytologier. København: Gyldendal.
Bekker-Nielsen, Tønnes m.fl. 2001. Gads Historie Leksikon. København: Gads Forlag.
Bloch Ravn, T. 2000. “Levendegørelse”, i Den Gamle By 2000. Årbog udgivet af ’Den
Gamle By’ i Århus, s. 31-54.
Bloch Ravn, T. 2001. ”Levende Museum”, i Den Gamle By 2001. Årbog udgivet af ’Den
Gamle By’ i Århus, s. 7-13.
Bridal, Tessa 2004. Exploring Museum Theatre. New York: Altamira Press.
Bruhn, Jens 1978. Den gamle grænse – set på postkort. København: Toldhistorisk Selskab.
Brundage, Anthony 1997. Going to the Sources. A Guide to Historical Research and
Writing. Illinois: Harlan Davidson.
Brøndegaard, V.J. 1985. Folk og fauna 2. Dansk etnozoologi. København: Rosenkilde og
Bagger.
Clausen, H. P. 1972,(5. reviderede udgave). Aviser som historisk kilde. Århus: Århus
Universitet, Institut for Presseforskning og Samtidshistorie.
Dahl, Ottar 1997. Grunntrekk i historieforskningens metodelære. Oslo: Universitetsforlaget.
Dann, G. 1996. ”The People of Tourist Brochures”, i Selwyn, T.(ed.) 1996. The Tourist
Image: myths and myth making in tourism. London: John Wiley & Sons, s. 61-81.
Daugbjerg, Mads 2004. Fremstillinger af fortiden: myte og struktur i den kulturhistoriske
turisme. Mag.art. speciale ved Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet.
109

du Cros, Hillary & McKercher, Bob 2002. Cultural Tourism. The Partnership Between
Tourism and Cultural Heritage Management. New York: The Haworth Hospitality Press.
Dybbro, Tommy 1979. Storken. Holte: Skarv’s ornitologiske serie.
Francois, Etienne & Schulze, Hagen (ed.) 2001. Deutsche Erinnerungsorte bd. I, II, og III.
München: Beck.
Grell, Michael Borch 2000. Forvaltningsplan for Hvid Stork Ciconia ciconia i Danmark.
København: Dansk Ornitologisk Forening.
Heft, Tage 1929. Storkens Liv. Efter Optegnelser og Fotografier af H. Chr. C. Mortensen.
København: H. Aschehoug & Co.
Helms, O. m.fl. 1927. Storken. København: Hage & Clausens Forlag.
Hestehave, Torben & Mulvad, Søren 1994. Glimt fra det gamle Ribe – Gamle postkort
fortæller om Danmarks ældste by. Ribe: Antikvarisk Samling.
Hobsbawm, Eric 1983. ”Introduction: Inventing Traditions”, i Hobsbawm & Ranger (ed.)
1983. The Invention of Tradition. Cambridge: Cambridge University Press, s. 1-14.
Hvid, Mikkel 2005. “En sjælden fugl trækker sydpå”, i Natur og Miljø. Medlemsblad for
Danmarks Naturfredningsforening. 2005 nr. 3, s. 6-9.
Jacobsen, Aage 1974. Ribe Turistforening 1899-1974. En beskrivelse af turistforeningens
arbejde gennem 75 år. Ribe: Ribe Turistforening.
Jensen, Stig & Madsen, Per Kristian 1983. Med Hugo Matthiessen gennem Ribe september
1917. Esbjerg: BYGD.
Jensen, Stig 1991. Ribes Vikinger. Ribe: Den Antikvariske Samling.
110

Jensen, Stig 1995. ”Fra elværk til museum”, i Mark og Montre 1995. Årbog for Ribe Amts
museer, s. 3-6.
la Cour, Tage 1938. Gøg, Stork, og Svale i Sagn og Tro. København: P. Haase & Søns
Forlag.
Lange, Halfdan 1940. Storkens Alder og Yngleforhold i Danmark. København: Haase.
Lundt, Bea (ed.) 2004. Nordlichter. Geschichtsbewußtsein und Geschichtsmythen nördlich
der Elbe. Köln: Böhlau Verlag.
Magnussen, Jan 1991. Turist i Ribe. SUC, Regionalforskning: Notat 23/91.
Marwick, Arthur 1989. The Nature of History. 3. udgave. London: Macmillan.
Matthiessen, Hugo 1966. Gamle Huse I Ribe. København: Nationalmuseet. 3. uændrede
udgave.
Meesenburg, Horst 1979. Jyllands vestkyst i gamle postkort. København: Forum.
Nora, Pierre (ed) 1992. Les lieux de mémoire bd. 7. Paris: Gallimard.
Rheinheimer, Martin 2000. ”Hark Olufs’ besynderlige eventyr”, i Sjæklen 2000. Årbog for
Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg, s. 34-51.
Rheinheimer, Martin 2003a. ”Pirater og kristne slaver – at lave en udstilling med et hold
studerende”, i Mark og Montre 2003. Årbog for Ribe Amts museer, s. 55-63.
Rheinheimer, Martin 2003b. ”Stormfloden som myte – kampen mod havet og menneskets
søgen efter identitet”, i Sjæklen 2003. Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet
i Esbjerg, s. 150-173.
Rheinheimer, Martin 2004. ”Vom persönlichen Mythos zum lokalen Erinnerungsort. Hark
Olufs und das Geschichtsbewußtsein der Amrumer“, i Lundt, Bea (ed.) 2004. Nordlichter.
111

Geschichtsbewußtsein und Geschichtsmythen nördlich der Elbe. Köln: Böhlau Verlag, s. 199-
226.
Rosendahl, Sigurd 1974. Danmarks Storke. Skjern: D. O. C.’s Forlag.
Schulz, Holger (ed.) 1999. Weißstorch im Aufwind? – White Storks om the up? Proceedings,
International Symposium on the White Stork, Hamburg 1996. NABU, Bonn.
Skov, Hans 1992.“Ribe – Storkenes by – storkenes 500-årige historie i Ribe“, i Fra Ribe Amt
1992, bd. XXV-3, s.382-391. Udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt.
Skov, Hans 1999. ”The White Stork (Ciconia ciconia) in Denmark”, i Schulz, H. (ed.) 1999.
Weißstorch im Aufwind? – White Storks on the up? – Proceedings, International Symposium
on the White Stork, Hamburg 1996. – NABU, Bonn, s. 111-131.
Skov, Hans 2003. Storken. En Kultur- og Naturhistorie. København: Gads Forlag.
Skovgaard, Peter 1934. Storken i Danmark. Viborg.
Svendsen, Preben Fog 1981. Vægter i Ribe – en kort fortælling om vægtertraditioner i
Danmarks ældste by. Ribe: Sparekassen Sydjylland.
Therkelsen, Anette 1996. Big Little Denmark – will the British love it. Dansk
turistmarkedsføring i Storbritanien. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Walter, Karin 1995. Postkarte und Fotografie. Studien zur Massenbild-Produktion.
Würzburg: Veröffentlichungen zur Volkskunde und Kulturgeschichte.
112