i denne notits. - Anklagemyndigheden

anklagemyndigheden.dk

i denne notits. - Anklagemyndigheden

Generelle emner, der bør søges forelagt Højesteret

Med henblik på at forbedre mulighederne for en mere koordineret styring af, hvilke

sager der på det strafferetlige område søges indbragt for Højesteret, er der etableret et

forum bestående af repræsentanter for Rigsadvokaten, de regionale statsadvokater og

forsvarsadvokaterne. Formålet er at opnå en mere strategisk tilgang til, hvilke sager

der søges indbragt for Højesteret.

På det pågældende forums seneste møde den 5. april 2013 var der enighed om at ud-

pege følgende emner som fokusområder, som det i den kommende tid vil være hen-

sigtsmæssigt at søge at få Højesterets stillingtagen til:

Sager om hjemmerøverier

Ved lov nr. 760 af 29. juni 2011, der trådte i kraft den 1. juli 2011, er straffelovens §

288 ændret, således at det nu fremgår af bestemmelsen, at et egentligt hjemmerøveri

som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at

forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, der har en

strafferamme på fængsel indtil 10 år. Ifølge forarbejderne til loven er det samtidig

tilsigtet, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den

straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen for et egentligt

hjemmerøveri som udgangspunkt vil være fem års fængsel.

Et egentligt hjemmerøveri er i lovforslagets bemærkninger defineret som et røveri,

hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men

hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og

hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboeren var hjemme.

Højesteret har ved dom af 7. december 2012 (U 2013.821 H) haft lejlighed til at tage

stilling til en sag om røveri begået i et privat hjem, hvor der var spørgsmål om, hvor-

vidt der var tale om et egentligt hjemmerøveri omfattet af strafskærpelsen. Det frem-

går af dommens præmisser, at kerneområdet for egentlige hjemmerøverier må antages

at være planlagte overfald på tilfældige sagesløse personer i deres eget hjem for at

RA-2011-170-0007

R I G S A DV O K A TE N

7 . m aj 2 0 13


fratage dem værdier. Det må i øvrigt i lyset af Højesterets dom antages, at der ikke vil

være tale om et egentligt hjemmerøveri, hvis der er en personlig relation mellem én af

gerningsmændene og ofret, uanset om den pågældende gerningsmand har deltaget i

selve udførelsen af røveriet eller ej. Det følger endvidere af dommen, at straffen for et

egentligt hjemmerøveri som udgangspunkt skal forhøjes til det dobbelte i forhold til

den straf, der i det konkrete tilfælde ville være blevet udmålt efter den retspraksis, der

gjaldt i årene umiddelbart før strafskærpelsen.

Der er således ved Højesterets dom sket en betydelig afklaring af rækkevidden af

strafskærpelsen vedrørende egentlige hjemmerøverier. Det kan imidlertid ikke ude-

lukkes, at der fortsat vil kunne opstå spørgsmål, som vedrører afgrænsningen af

egentlige hjemmerøverier i forhold til andre røverier i private hjem, og som det vil

være relevant at få Højesterets stillingtagen til.

Straffen i grove sager om menneskehandel

Sager om menneskehandel efter straffelovens § 262 a har gennem de senere år haft en

stor bevågenhed.

I forarbejderne til bestemmelsen, der blev indsat i straffeloven ved lov nr. 380 af 6.

juni 2002, er der ikke tilkendegivelser om det nærmere strafudmålingsniveau i sager

om menneskehandel.

Af Rigsadvokatens oversigt over domme om overtrædelse af straffelovens § 262 a

fremgår det, at sager om menneskehandel varierer i karakter, omfang mv., og at dette

afspejles i strafudmålingen, der varierer fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 3 år og 9

måneder.

Det fremgår af lovforarbejderne, at det ved straffens fastsættelse bl.a. vil kunne være

en skærpende omstændighed, hvis offeret for menneskehandel på gerningstidspunktet

var under 15 år, og formålet var at udnytte den pågældende ved prostitution mv., hvis

der er tale om organiseret menneskesmugling, eller hvis offeret forsætligt eller groft

uagtsomt er blevet bragt i livsfare.

Det vil i lyset heraf være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til strafni-

veauet i kommende sager om menneskehandel, hvor der måtte foreligge skærpende

omstændigheder af samme eller lignende meget grove karakter, som er fremhævet i

forarbejderne.

Sager om krænkelse af immaterielle rettigheder

2


I reglerne om krænkelse af immaterielle rettigheder (varemærkeloven, ophavsretslo-

ven, patentloven, designloven mv.) sondres der mellem tre kategorier af krænkelser:

1) forsætlige eller groft uagtsomme krænkelser

2) grove krænkelser (”skærpende omstændigheder”)

3) særlig grove krænkelser, jf. straffelovens § 299 b (”særlig skærpende om-

stændigheder”).

Der foreligger inden for de senere år kun et meget begrænset antal domme, der berø-

rer grænsedragningen mellem varemærkelovens § 42, stk. 1, om forsætlige og groft

uagtsomme krænkelser og § 42, stk. 2, om overtrædelser under skærpende om-

stændigheder, og denne praksis synes ikke at være entydig. I U 2010.3059 Ø skete der

således domfældelse for overtrædelse af varemærkelovens § 42, stk. 2, i en sag om

211 produkter, mens landsretten i U 2011.2475 Ø ikke fandt 155 produkter omfattet

af bestemmelsen.

Tilsvarende synes der ikke i den foreliggende retspraksis at være trukket en klar

grænse mellem særlovgivningens regler og overbygningsbestemmelsen i straffelovens

§ 299 b. Der foreligger endvidere kun en begrænset retspraksis om strafniveauet for

krænkelse af immaterielle rettigheder efter lovændringen i 2009, der tilsigtede en

generel skærpelse på området.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til de nævnte

spørgsmål.

Sager om frakendelse af næringsbrev

Efter § 11, stk. 1, i lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder kan retten til

at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed med detailsalg af fødevarer mv. frakendes

en person eller et selskab, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skær-

pende omstændigheder væsentligt har overtrådt nærmere opregnede dele af lovgiv-

ningen. Frakendelse kan ske i en periode fra 1 til 5 år.

Ifølge forarbejderne til næringsloven kan domstolene ved vurderingen af, om der er

grundlag for rettighedsfrakendelse, lade forseelsernes hyppighed, grovhed, varighed,

sundhedsrisici samt de regelsæt, der er overtrådt, indgå. Det almindelige proportiona-

litetsprincip vil endvidere indgå bl.a. sammen med virksomhedens størrelse og karak-

ter.

Der er hidtil kun afsagt et begrænset antal domme om frakendelse af næringsbrev.

Det vil på den baggrund være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til, i

hvilket nærmere omfang der – bl.a. i lyset af det almindelige proportionalitetsprincip

3


– kan ske frakendelse af næringsbrev, når der er tale om ”grænsetilfælde” (det vil

sige, hvor der alene er tale om 3-4 overtrædelser, eller hvor de tidligere overtrædelser

er af mindre grov karakter).

Tvangsberammelse af hovedforhandling

Efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret

til en rettergang ”inden en rimelig frist”.

Som udgangspunkt har den tiltalte ret til frit at vælge sin forsvarer. Den tiltaltes valg

af en bestemt forsvarer kan imidlertid i visse tilfælde medføre, at sagen forsinkes,

fordi forsvareren f.eks. på grund af travlhed ikke har tid til at medvirke ved sagens

behandling. Dette problem er oftest forekommende i større sager over flere dage eller

med flere tiltalte, men problemet er heller ikke ukendt i mindre sager.

På den baggrund er der i 2008 indsat en bestemmelse i retsplejelovens § 843 a, stk. 1,

hvorefter retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed

kræver og tillader. Retten skal således – bl.a. i forbindelse med hovedforhandlingens

berammelse – sørge for, at enhver sag fremmes hurtigst muligt.

Efter retsplejelovens § 843 a, stk. 2, påhviler det endvidere anklagemyndigheden og

forsvareren at tilrettelægge deres virke på en sådan måde, at sagen kan gennemføres

inden rimelig tid. Efter bestemmelsens forarbejder indebærer denne pligt bl.a., at en

forsvarer, der af en sigtet eller tiltalt anmodes om at påtage sig forsvaret, må overveje,

om de andre sager, som han eller hun er engageret i, medfører, at vedkommende ikke

vil kunne medvirke til sagens gennemførelse inden rimelig tid, og at den pågældende

i givet fald undlader at påtage sig sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at det også

følger af de advokatetiske regler, at en advokat ikke bør påtage sig en opgave, med-

mindre advokaten under hensyntagen til andet arbejdspres kan behandle denne pas-

sende hurtigt.

Hidtil er der kun afsagt et begrænset antal kendelser vedrørende tvangsmæssig be-

rammelse af hensyn til sagens behørige fremme. Der kan i den forbindelse også hen-

vises til kendelsen refereret i U 2011.1785 H, hvor Højesteret fastholdt en foreløbig

berammelse af hovedforhandlingen i en større straffesag af hensyn til de tiltaltes for-

svarervalg. Det vil være hensigtsmæssigt med en nærmere afklaring af, i hvilket om-

fang retten – som alternativ til eller inden der tages stilling til at afbeskikke eller næg-

te at beskikke en forsvarer, jf. retsplejelovens § 733, stk. 2 – kan beramme hoved-

forhandlingen til dage, hvor forsvareren angiver ikke at kunne deltage.

4


Det bemærkes, at kæremål om nægtelse af beskikkelse, jf. retsplejelovens § 733, stk.

2, og om tilbagekaldelse af beskikkelse, jf. § 736, stk. 2, behandles af Den Særlige

Klageret.

Beskikkelse af forsvarere fra samme advokatkontor i sager med flere sigtede

Som udgangspunkt har den sigtede i en straffesag lov til selv at vælge sin forsvarer,

jf. retsplejelovens § 730, stk. 1, 1. pkt., samt EMRK artikel 6, stk. 3, litra c.

Efter retsplejelovens § 734, stk. 2, kan forsvaret i en straffesag med flere sigtede dog

kun udføres af den samme person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er mod-

stridende. Tilsvarende fremgår det af pkt. 12.2. i de advokatetiske regler, at en advo-

kat ikke må bistå en klient i situationer, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor

der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan konflikt opstår.

Baggrunden for disse bestemmelser, der i visse tilfælde kan indebære en fravigelse af

princippet om det frie forsvarervalg, er først og fremmest et ønske om at sikre, at det

konkrete forsvar tilrettelægges på en sådan måde, at det tilgodeser den enkelte tiltaltes

interesser bedst muligt. Herudover kan der peges på, at reglerne generelt styrker tilli-

den til straffeprocessen, idet der ikke kan rejses spørgsmål om, hvorvidt forsvareren

vil være i stand til at varetage de tiltaltes modstridende interesser på behørig vis.

Retsplejelovens § 734, stk. 2, regulerer ikke den situation, hvor flere advokater fra

samme kontor bliver beskikket som forsvarere i den samme straffesag med flere sig-

tede. I retspraksis er der dog eksempler på, at man efter principperne i § 734, stk. 2,

har afvist at beskikke flere advokater fra samme kontor.

Imidlertid synes retspraksis på området ikke fuldt ud at have taget stilling til grænsen

for, i hvilke tilfælde beskikkelse kan afvises efter § 734, stk. 2, eller principperne heri.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at få Højesterets stillingtagen til egnede sager af

denne karakter.

5

More magazines by this user
Similar magazines