KATALOG OVER ANLAGTE VEJ- OG BROANLÆG

KATALOG OVER ANLAGTE VEJ- OG BROANLÆG 

KATALOGNR.: 1 

ANLÆGGETS NAVN: Nielsminde / Snesbro st.nr. 100102, sb.nr. 52 

AMT: Hjørring HERRED: Børglum SOGN: Børglum 

LANDSKAB: Eng ved Hundelev Å øst for en mindre bæk, der løber sammen med åen 

ANLÆGSTYPE: Vej og kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Gren- og risvej fastholdt af lodrette træpæle og planker samt 

sten fra et eller to vadesteder 

UNDERSØGT AF: Privat 1919, 1942 og 1944, besigtiget af NM ved Hans Norling 

Christensen 1944, udgravet 1993 af VHM ved Torben Nilsson 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 343/44 = VHM Journalnr. 10/1994; RAS 

Journalnr. P. 2834/93; DKC 100102-52; Dendrokronologisk datering D-6668 

LITTERATUR: Klitgaard 1936 s. 98; Arentoft 1986 s. 99-112; AUD 1993 nr. 233; 

Stednavne ordbog s. 264 

ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for en pæl fra gren- og risvejen er dendrokronologisk dateret 

til omkring 917 og to pæle uden splint er dateret til efter ca. 648 og efter 785. Genstande 

i et vadested er funddateret til jernalder eller vikingetid samt til 1200-1400-tallet 

BESKRIVELSE: I 1919 er Hundelev Å oprenset mellem Børglum og Jelstrup, hvorved 

der ved Snesbro blev påvist rester af et gammelt vadested. I tilknytning til vadet er der 

bl.a. fundet et sværd og en spydspids, som enten er fra jernalder eller vikingetid samt to 

fragmenter af hestesko. Den ene er en triangelsko, der har været anvendt i 

1200-1300-tallet og den anden en højdragtsko, som ifølge Eskil Arentoft, har være 

benyttet i 1300-1400-tallet. 

I 1942 er der fjernet fire lodretstående træpæle og flere sten fra en brolægning på 

lokaliteten. Om det er det samme vadested som blev registreredes i 1919 er uvist. 

Igen i 1944 er der gravet på lokaliteten denne gang i forbindelse med anlæggelsen 

af en panserafværgegrav. Ved den lejlighed blev der registreret en del lodrette træpæle 

og bearbejdede træstykker, der alle stod lodret i jorden. I tilknytning til anlægget er set 

en del keramik, som i udgravningsberetningen er benævnt oldtidskeramik, et hjortegevir 

og brudstykker af menneskekranier. Ved NM’s efterfølgende besigtigelse er anlægget 

især pga. genstandsmaterialet blevet opfattet som et færdselsanlæg, der har været 

anvendt i tilknytning til en bebyggelse eller offerplads fra oldtiden. Ved besigtigelsen 

blev også påvist rester af den stenbrolægning, der er set i 1942. 

Der blev ikke gjort mere ved anlæggene før i 1993, hvor der er registreret træpæle i 

forbindelse med anlægsarbejde. Ved en efterfølgende prøvegravning er set i alt 15 

lodretstående egepæle og træstykker, som stod i engen syd for Hundelev Å. 

3

Prøvegravningen blev derfor fulgt op af en større undersøgelse, hvor det er konstateret, 

at træet har indgået i et anlæg, som har ført tværs over åen. I alt er der registreret 65 1 m 

lange pæle og planker samt en del oppløjet egetræ. Træet stod spredt over de sydligste 

ca. 16 m af et oprindeligt ca. 75 m langt og ca. 5 m bredt anlæg af grenflet og småsten, 

som var lagt direkte på tørvejorden. Grenlaget var 10-15 cm tykt hvorpå lå et lag tørv, 

der indeholdt enkelte grenstykker. 

Udgraveren har kaldt anlægget for en bro, en konstruktion som denne vil jeg 

nærmere betragte som en gren- og risvej, hvor belægningen blev holdt på plads af de 

nedrammede træstykker og småsten. At der ikke var tale om en egentlig bro ses ved 

belægningen med grene, og de forskelligartede træstykker, som var stukket ned i laget 

og placeret noget usystematisk over hele anlægget. Flere af stykkerne blev ved 

udgravningen tolket som genanvendt bygningstømmer, fordi de havde forskellige 

udskæringer og indborede huller, som kan stamme fra en tidligere brug. 

Fældningsåret for en af de lodrette pæle er dateret til omkring 917, om det andet 

tømmer, der er dateret til efter ca. 648 og efter 785 også er fældet omkring 917 vides 

ikke, da træet ikke havde bevaret splint. Da det ikke vides om det daterede tømmer er 

genbrugstræ, kan det ikke afgøres hvornår vejen er anlagt, eller om den har haft flere 

faser. Pælen der er fældet omkring 917 tyder på, at en fase i anlægges brugstid kan 

dateres til 900-tallet. 

I vadestedet af sten er der fundet genstande fra jernalder eller vikingetid og fra 

1200-1400-tallet, hvilket tyder på, at der også har været færdsel på lokaliteten på et 

tidspunkt i disse perioder. 

De sparsomme oplysninger om de ældste undersøgelser har gjort det været vanskeligt at 

få styr på, hvor mange forskellige anlæg der er undersøgt. Det har derfor været 

problematisk, at kæde de ældre fundbeskrivelser sammen med beskrivelserne fra 1993. 

Noget tyder imidlertid på, at der i 1993 ikke blev set rester af det / de vadesteder der sås 

i 1919 og 1942, men af det vejanlæg, der er registreret i 1944. 

Det er muligt, at vadestedet af sten har været brugt både før og efter vejen af grene 

og pæle, der er dendrokronologisk dateret til efter 648, efter 785, omkring 917, hvilket 

det fundne sværd og spydspidsen fra jernalderen / vikingetiden samt hesteskoene fra 

højmiddelalderen tyder på. 

I udgravningsberetningen fra 1993 er det nævnt, at der formentlig også har været 

færdsel på stedet i nyere tid, idet en skriftlige kilder fra 1638 kalder lokaliteten 

”kongebroen”. I Børglum Klosterbirks tingbog fra 1765 er den omtalt som ”Den 

ældgamle Snesbro”. Da snes i denne sammenhæng er opfattet som kviste eller grene er 

det muligt, at navnet er opstået i vikingetiden, hvor sådanne materialer har indgået i en 

vejkonstruktion. 

De undersøgte konstruktioner kan ikke bruges til at fastslå, om Snesbro har været 

et led i en ældre vejføring fra Aggersborg over Børglum Kloster, Hjørring, Bangsbo og 

Elling som en tradition antyder. 

4


ANLÆGGETS NAVN: Emb st.nr. 100103, sb.nr. 13 

AMT: Hjørring HERRED: Børglum SOGN: Em 

LANDSKAB: Mose lige nord for Ulkær Bæk 

ANLÆGSTYPE: Vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej af forskellige størrelser sten på et fundament af træ og 

grene. Anlægget er muligvis en gren- og risvej, der er udbygget med en stenvej 

UNDERSØGT AF: Privat i forbindelse med tørvegravning i starten af 1900-tallet og 

besigtiget 1908 af NM ved Hans Kjær 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv; DKC 100103-13 

LITTERATUR: 

ANDET: 

DATERING: Funddateret til middelalderen, da der lå et middelalderligt keramikskår i 

tilknytning til anlægget 

BESKRIVELSE: I en mose nord for Ulkær Bæk er der registreret et ca. 7 m langt stykke 

af en stenvej, som lå på mosejorden under et 0,25-0,75 m tykt lag tørv. Nederst bestod 

vejen af træ og grene, hvorpå var lagt et lag sten i flere størrelser, hvoraf de største var 

ca. 25 cm i diameter. Mod syd var vejen 1,24 m bred og mod nord 1,68 m bred. Ud fra 

beskrivelsen virker vejen meget helstøbt. Det kan dog ikke udelukkes, at anlægget har 

bestået af en ældre vej af træ og grene, som har dannet fundament for en yngre stenvej. 

I tilknytning til vejen er der fundet et middelalderligt keramikskår, der indikerer, at 

vejen har været anvendt i en periode i middelalderen. Da keramikskåret ikke er nærmere 

dateret, kan en brugstid for vejen ikke præciseres. 

5


ANLÆGGETS NAVN: Rønbro st.nr. 100214, sb.nr. 176 

AMT: Hjørring HERRED: Dronninglund SOGN: Volstrup 

LANDSKAB: Volstrup Bæk 

ANLÆGSTYPE: Bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper, der muligvis stammer fra en bro 

UNDERSØGT AF: VHM 1994 som en besigtigelse ved Torben Nilsson, efter at anlægget 

var blevet udgravet i forbindelse med anlægsarbejde 

KILDER, ARKIVALIER: VHM Journalnr. 23/1994 (ikke gennemset), RAS Journalnr. O. 

402/94-3; DKC 100214-176 

LITTERATUR: AUD 1994 nr. 278 

ANDET: 

DATERING: To stolper er dendrokronologisk dateret til 1050 og 1170 

BESKRIVELSE: I forbindelse med ombygningen af den stående Rønbro er der i 1994 

registreret otte kraftige tilspidsede egetræsstolper. Ved besigtigelsen lå stolperne i engen 

syd for den nye bro. Under udgravningen have to af stolperne stået lodret, de øvrige var 

væltet, men havde oprindeligt stået lodret uden at en nærmere indbyrdes placering 

kunne angives. Alligevel blev anlægget betragtet som resterne af et broanlæg. 

Prøver fra to af stolperne er dendrokronologisk dateret til 1050 og 1170. Stammer 

stolperne fra en bro antyder dateringerne, at anlægget har været anvendt og repareret 

over længere tid. Dateringen af stolperne har betydet, at en egentlig udgravning er 

ønsket fra museets side, men aldrig er blevet foretaget. 

6


ANLÆGGETS NAVN: Assenbæk Bro / Arænbæk Bro st.nr. 100401, sb.nr. 1 

AMT: Hjørring HERRED: Hvetbo SOGN: Alstrup 

LANDSKAB: Assenbæk beliggende i et mosedrag 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej på et fundament af vandrette planker, som blev 

fastholdt af lodrette pæle ved siderne. Det kan ikke udelukkes, at der er tale om en 

plankevej, som er senere udbygget med en stenvej 

UNDERSØGT AF: Privat 1848 og besigtiget 1882 af NM ved Sophus Müller og 1928 ved 

Johannes Brøndsted 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv; DKC 100401-1 

LITTERATUR: Klitgaard 1906 s. 9-10 

ANDET: 

DATERING: Funddateret til middelalderen, da flere middelalderlige jernspyd er fundet i 

tilknytning til anlægget 

BESKRIVELSE: Ca. 200 m fra Assenbæks udløb i Ryå skal mosen og åen ifølge en 

tradition være blevet passeret af en bro eller vej. På stedet er der i 1848 udgravet en 

anlæg af kampesten og tømmer. Konstruktionen bestod af vandretliggende planker, som 

ved enderne blev fastholdt af lodrette egepæle placeret parvise overfor hinanden. Ved 

besigtigelserne blev anlægget tolket som et fundament for en stenlagt kørebane, hvorfra 

der er påvist flere 10-15 cm store sten. Mange af stenene er siden blevet fjernet, men i 

1906 var der stadigvæk bevaret en større mængde under ca. 2 m jord. 

Ud fra den sparsomme beskrivelse virker anlægget meget helstøbt og betragtes 

derfor som en vejbane anlagt i en omgang. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det 

oprindeligt var en plankevej, som senere er erstattet af en stenvej. 

I tilknytning til vejen er der påvist et hjortegiver, takker og to hulslebne jernspyd 

med firkantet dølle. Spydene er bredt dateret til middelalderen. Det er derfor 

sandsynligt, at vejanlægget er blevet anvendt på et ikke nærmere fastsat tidspunkt i 

middelalderen. 

7


ANLÆGGETS NAVN: Aggersborg st.nr. 100701, sb.nr. 5 

AMT: Hjørring HERRED: Øster-Han SOGN: Aggersborg 

LANDSKAB: Ringborg 

ANLÆGSTYPE: Porte og veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Fire overdækkede porte af træ, aksegader, parallelgader og 

ringgade alle i form af pælehuller fra plankeveje 

UNDERSØGT AF: NM 1906 ved P. Hauberg, 1945-52 ved C. G. Schultz, 1948 ved 

Harald Langberg, 1949-50 ved Hans Stiesdal, 1951, 1970 ved Olaf Olsen. 1954 

opmålinger ved Mogens Brahde og 1970 udgravninger ved Holger Schmidt, Morten 

Aaman Sørensen og Else Roesdahl 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset) 

LITTERATUR: Nørlund 1948 s. 30-31; Schultz 1949; Bonde og Christensen 1984 s. 

128-132; Andersen 1984; Roesdahl 1986 

ANDET: 

DATERING: Omkring 980 pga. dateringen af borgtypen 

BESKRIVELSE: Ved udgravningerne er det påvist, at ringborgen Aggersborg havde en 

diameter på 286 m og i alt med 48 huse fordelt i fire karreer med 12 i hver. Borgen er 

derfor den største af de fire danske ringborge. 

I volden omkring borgen er påvist fire portanlæg, et i hvert verdenshjørne. Kun 

porten mod syd er ikke udgravet. På selve borgen var portene forbundet to og to af 

aksegader, der har krydset hinanden midt på anlægget. Gaderne er erkendt som tre 

parallelle rækker pælehuller, der har indgået i funderingen af ca. 3 m brede veje. 

I forbindelse med fundet af lignende veje på Trelleborg i Sorø Amt har Poul 

Nørlund foreslået, at vejene havde langsgående strøer, som lå på jorden, hvor de blev 

støttet af de lodrette pæle. På tværs af strøerne skal have ligget selve kørebanen af 

træplanker, der ved siderne formentlig har været tappet ned over de lodrette pæle. Den 

store lighed mellem de to borganlæg gør, at vejene på Aggersborg er blevet tolket som 

anlæg af samme type. 

Til hver af aksegaderne er påvist en parallelgade, der gik mellem borgens fire 

karreer. Ligesom aksegaderne blev parallelgaderne erkendt i form af pælehuller. Da 

vejene kun har været ca. 1,5 m brede, havde de kun to rækker huller. 

Langs indersiden af volden omkring borgen er der ligeledes påvist to rækker 

pælehuller. Udgraverne mente hullerne var fra en ringgade efter samme princip som de 

øvrige gader. 

Borgens lighed med ”søsteranlæggene” Fyrkat (48) og Trelleborg, der er 

dendrokronologisk dateret til 979-81 og 980-81 gør, at Aggersborg menes at være 

opført omkring 980. 

8


ANLÆGGETS NAVN: Hillerslevhus Voldsted st.nr. 110202, sb.nr. x 

AMT: Thisted HERRED: Hillerslev SOGN: Hillerslev 

LANDSKAB: Eng ved Lilleå, der er omkranset af stejle skrænter 


KONSTRUKTIONSFORM: Flere systemer af træstolper fundet mellem to borgbanker. 

Stolperne er formentlig fra flere faser af en bro 

UNDERSØGT AF: R. H. Kruse, der har tegnet og beskrevet voldstedet 1841 eller før, 

opmålt 1905 af NM ved P. Hauberg og Vilhelm la Cour, besigtiget 1912 af NM ved K. 

Friis Johansen, 1920 ved Chr. Axel Jensen og 1924 ved Kai Uldall. 1952 prøvegravning 

og fladenivellement af NM ved Vilhelm la Cour 

KILDER, ARKIVALIER: 

LITTERATUR: la Cour og Stiesdal 1957 s. 79-96; Madsen 1997 s. 85-88; Jantzen og 

Olsen (red.) 1999 s. 69-71 

ANDET: 

DATERING: Broen er dateret til 1200-1400-tallet, da udgraverne mente, at voldstedet har 

været i brug i den periode 

BESKRIVELSE: Hillerslevhus voldsted har ligget i en eng ved Lilleå, hvor det blev 

omgivet af stejle skrænter. Til engen har ført tre hulveje, som ikke længere er synlige, 

fordi engen og voldstedet er drænet og har været under kraftig kultivering. 

Ved en mindre arkæologiske undersøgelse er det i 1952 påvist, at voldstedet 

oprindeligt bestod af to kunstige banker. Den nordlig var den mindste, som blev adskilt 

fra den større sydbanke via en 27-28 m bred voldgrav. De to banker var anlagt i en 

udtørret sø, der har fremtrådt som en sump, hvor bankerne blev omsluttet af en fælles 

grav. Ved udgravningen blev der set svage spor af en mulig ydre vold mod syd og øst. 

I voldgraven mellem de to banker var fire lodrette egetræsstolper synlige, to af 

ubearbejdet rundtømmer og to, der var hugget firesidet. Ved undersøgelsen blev der lagt 

to parallelle søgegrøfter på tværs af graven med en indbyrdes afstand på ca. 2,5 m og de 

to grøfter blev indbyrdes forbundet af tre mindre grøfter. Ved gravningen er påvist i alt 

otte egetræsstolper, der er betragtet som rester af en bro. Tre af stolperne var firesidede 

og de fem af rundtømmer. Ifølge udgraverne stod stolperne i et nogenlunde system af to 

parallelle dobbeltrækker, hvorfra størstedelen af stolperne manglede. Afstanden mellem 

de to inderste rækker var 1,5-1,6 m og mellem de yderste op til 2,6 m. Afstanden 

mellem de to rækker i hver side var derimod kun ca. 40 cm og afstanden mellem to 

stolper i anlæggets længderetning ca. 2,9 m, der har udgjort længden på et brofag. 

Udgraverne har på den baggrund opfattet broen som fire stolper bred. Det faktum at 

nogle af stolperne var af rundtømmer mens andet var hugget firesidet, mener jeg 

sandsynliggør, at anlægget indeholdt flere faser. Det antydede system af en indre og en 

ydre stolperække kan således skyldes en eller flere reparationer. Det er derfor muligt, at 

9

oen oprindeligt havde to rækker stolper med en afstand på ca. 2,5 m, som er den 

almindeligste opbygning for stolpebroerne. Af anlæggets overbygning er ikke påvist 

rester. 

Ved gravningerne på voldstedet er der fundet mange genstande, der kan være med 

til at fastsætte voldstedets brugstid. Ved broen er der bl.a. fundet større mængder 

glaseret og uglaseret middelalderkeramik. 

Hillerslevhus gods er nævnt første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet 

som er kongeligt gods. Men hvornår gården er blevet befæstet vides ikke. Fra 1406 

fremgår det, at den ”faste gård” bliver adeligt pantelen. Opførelsestidspunktet for det 

undersøgte anlæg kendes ikke. Voldstedstypen, de skriftlige kilder og genstandene kan 

ikke komme en brugstid nærmere end 1200-1400-tallet. Da broen har været anvendt 

sammen med det øvrige anlæg, må dens brugstid sættes til samme periode. De flere 

mulige faser af broen sandsynliggør, at den har været anvendt i hele borgens brugstid. 

10


ANLÆGGETS NAVN: Volhøj ved Mejlsø st.nr. 110301, sb.nr. x 

AMT: Thisted HERRED: Hundborg SOGN: Hundborg 

LANDSKAB: Naturligt næs, som fra sydøst har skudt sig ud i den i dag udtørrede Mejlsø 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en mulig bro, der kan have dannet adgang fra 

voldstedet til faste land 

UNDERSØGT AF: Privat sidst i 1800-tallet, opmålt 1905 af NM ved P. Hauberg og 

Vilhelm la Cour, besigtiget af C. M. Smidt 1914, 1952 fladenivellement ved Vilhelm la 

Cour 


LITTERATUR: la Cour og Stiesdal 1957 s. 171-176 

ANDET: 

DATERING: Middelalder 

BESKRIVELSE: Voldstedet ”Volhøj” er beliggende på den sydlige spids af et næs, som 

fra sydøst skyder sig ud i den udtørrede Mejlsø. Voldstedsbanken har været adskilt fra 

det øvrige næs via en kunstig grav. 

Sidst i 1800-tallet er der gravet en afløbsrende på stedet, hvor der er påvist flere 

lodrette træstolper fra en mulig bro, som kan have ført over graven, der adskilte banken 

fra det øvrige næs. Ved de efterfølgende opmålinger og besigtigelser er stolperne ikke 

genfundet. 

Udfra beskrivelsen af anlægget kan et opførelsestidspunkt for voldstedet ikke 

nærmere fastslås, men voldstedstypen sandsynliggør, at det er opført i middelalderen. 

11


ANLÆGGETS NAVN: Sjørring Kanal st.nr. 110305, sb.nr. 82 

AMT: Thisted HERRED: Hundborg SOGN: Sjørring 

LANDSKAB: Lille åløb mellem Sperring og Sjørring søer på det sted, der betragtes som 

det bedst egnede overgangssted over åsystemet inden for flere kilometer 

ANLÆGSTYPE: Dæmning, vej, veje / kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Dæmning af sten, jord og træ samt en stenlagt vejbane og to 

stenveje / vadesteder af to rækker sten, delvist i to lag 

UNDERSØGT AF: NM 1876 ved Sophus Müller og J. B. Löffler, besigtiget 1912 og 

1945-46 ved Hans Kjær, 1953 opmålt ved C. G. Schultz 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset); DKC 110305-82; C14-datering 

K-854 

LITTERATUR: Hald 1921; la Cour og Stiesdal 1957 s. 97-118; Tauber 1967 s. 115; 

Behrend 1970 s. 90-93; Liebgott 1976 s. 7-11; Jørgensen 1996 s. 39; Olsen 1999 

ANDET: Overvejelserne omkring dæmningens opbygning er venligst oplyst af 

Mogens Schou Jørgensen 

DATERING: En planke fra dæmningen er C14-dateret til 1210-1400. Dateringen støttes 

stratigrafisk af dateringen af flere genstande fundet i anlægget 

BESKRIVELSE: Det lille åløb, som oprindeligt har forbundet Sperring og Sjørring søer, 

har formentlig altid været det bedst egnede overgangssted over åsystemet indenfor flere 

kilometer. I forbindelse med gravningen af en afløbskanal mellem søerne blev der i 

1876 lokaliseret to parallelle rækker stolper, hvilket gav anledning til en mindre 

arkæologisk udgravning. Ved undersøgelsen kunne stolperne følges over en strækning 

på ca. 14 m med retning nord-syd. Den indbyrdes afstand mellem stolperækkerne var 

ca. 3,5 m og mellemrummet var fyldt op med grus, større sten, og enkelte 

plankefragmenter. 

I første omgang foreslog Sophus Müller, at stolperne og plankerne stammede fra en 

egentlig bro, som har ført til Sjørring Voldsted (9), der er beliggende lige nord for. 

Argumenterne for at tale om en bro var bl.a., at der sås et hak i to par indbyrdes 

modstående stolper, som kan have været brugt som leje for skråstolper til støtte for en 

kørebane over vandet. Da hakkene sad henholdsvis 1,88 m og 2,51 m fra toppen af 

stolperne, vil det have været en meget høj bro. 

Senere har Sophus Müller ændret sin teori om anlæggets udformning og foreslået, at 

stolperne har indgået i et dæmningsanlæg. Opfattelsen var især baseret på anlæggets 

opbygning: der bestod af op til 1 store sten, som var pakket med mindre sten og grus, 

der på ydersiden blev fastholdt af vandrette planker og lodrette stolper. 

Efter en nygennemgang af materialet er Mogens Schou Jørgensen kommet til den 

opfattelse, at de lodrette stolper kan have støttet en bolværkskonstruktion af vandrette 

planker, repræsenteret ved de plankefragmenter, som blev fundet i anlægget. 

12

Dæmningen virker meget helstøbt, hvorfor den formentlig er anlagt i en omgang. Der er 

derfor ikke tale om stolperne fra en ældre bro, som er genanvendt i en yngre dæmning. 

Før undersøgelserne i 1912 var der påvist tre stenlagte overgange over ådalen, som 

lå henholdsvis 60, 94 og 110 m vest for dæmningen. Den første skal have været en 

egentlig stenlagt vejbane af flere lag sten. De to andre var mere spredte stenlægninger af 

op til 30 cm store sten, som var pakket med mindre sten i et eller to lag. Vejen og 

stenlægningerne, der måske er rester af veje eller vadesteder er alle udaterede, men det 

er muligt at de er forløbere for dæmningen. 

la Cour og Stiesdal mente ikke som Sophus Müller, at de undersøgt færdselsanlæg 

havde tilknytning til voldstedet Sjørring Volde. De har i stedet opfattet anlæggene som 

resterne af en vejføring, der har gået forbi borgen, hvilket også er opfattelsen hos de der 

i dag arbejder med vejene. la Cour og Stiesdal mente at dæmningen muligvis var fra 

vikingetiden. Ligesom det er foreslået, at anlæggene indgik i en større vejlinie, som har 

forbundet Nord- og Sydthy. Et forslag, som især er begrundet med vejføringens passage 

tæt forbi voldstedet, der kan have fungeret som et opsyn med vejen. 

En C14-datering af en planke fra dæmningen er dateret indenfor perioden 1210- 

1400. Da planken manglede splint og samtidig har en vis egenalder, kan dæmning 

tidligst være bygget i 1300-tallet. Det er vanskeligt at fastsætte brugstiden for selve 

overgangsstedet, da de forskellige anlæg formentlig vidner om, at passagen har været 

benyttet gennem længere tid. Der er desuden fundet adskillige våben i de to søer og i 

tilknytning til dæmningen. Fundene spænder i tid fra bronzealder til middelalder. På den 

oprindelige moseoverflade under dæmningen er der fundet en mejsel af jern (D1055), 

der ikke kan tidsfæstes nærmere end vikingetid eller middelalder. Mellem stenene i 

dæmningen blev der påvist en spydspids (D1053), som er dateret til middelalderen, to 

jernknive (D1056, D1057) fra vikingetid eller middelalder og en hel og fire fragmenter 

af hestesko (D1058) af en type, der blev anvendt i 1300-tallet. 

13


ANLÆGGETS NAVN: Sjørring Voldsted (”Sjørring Volde”) st.nr. 110305, sb.nr. 118 


LANDSKAB: Voldsted på et næs ved østenden af den i 1878 udtørrede Sjørring Sø 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en mulig bro mellem borgbanken og volden 

omkring anlægget 

UNDERSØGT AF: Artilleriløjtnant og landmåler C. Sørensen 1825. Tegnet og beskrevet 

1838 af R. H. Kruse, tegnet af A. C. Fabricius 1845 og 1848, besigtiget af NM ved C. 

Engelhardt 1875, opmålt af NM 1905 ved P. Hauberg og Vilhelm la Cour, besigtiget af 

NM 1912 ved Hans Kjær. Prøvegravning i 1945 under ledelse af NM ved C. G. Schultz 

og fladenivellement 1953 

KILDER, ARKIVALIER: THY Journalnr. 2198, 3471 (ikke gennemset); NM 1 Journalnr. 

1976/77 (ikke gennemset); DKC 110305-118 

LITTERATUR: Hald 1921 s. 288-294; la Cour og Stiesdal 1957 s. 97-118; Olsen 

1999 

ANDET: 

DATERING: Voldstedet og den mulige bro er dateret til middelalderen 

BESKRIVELSE: Voldstedet Sjørring eller ”Sjørring Volde” var formentlig en 

tilflugtsborg, som bestod af en kvadratisk midterbanke med tårn. Banken skar sig ind i 

et naturligt næs, der var skudt frem fra nord, hvor det har dannet skel til Sjørring og 

Sperring søer, der er tørlagt i 1878. Banken har oprindeligt været omgivet af vold og 

grav, hvor graven blev fyldt med vand fra søerne. 

I 1945 er der foretaget en mindre prøvegravning i voldstedet som led i et 

beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse unge. Undersøgelsen viste, at selve banken var 

delvist kunstigt opbygget af græstørv. På banken er påvist rester af lette bygninger, 

mens der i den vestlige voldgrav er set tre rækker af stolper med firesidet tværsnit med 

sidemål på 10 tommer (ca. 26 cm). Stolperne blev tolket som stolper fra en bro, der har 

ført til den vestlige vold omkring borgbanken. Det er foreslået, at vejen til fast land har 

fortsat i endnu en bro, som udgik fra den nordlige vold, men fra denne er ikke fundet 

rester. Udgraveren mente adgangsvejen til fast land gik mod nord, fordi den egentlige 

beboelse i tilknytning til borgen formentlig har ligget nord for tilflugtsbanken. I nyere 

tid er der på dette sted registreret et vikingetidigt eller tidlig middelalderligt hus, som 

formentlig ikke har haft relation til voldstedet, der er opfattet som yngre. 

Allerede i 1876 har Sophus Müller udgravet et dæmningsanlæg syd for voldstedet, 

som han mente havde givet adgang til borgen. Senere forskere har imidlertid afvist at 

anlægget har dannet adgangsvej til borgbanken. Dæmningen skal i stedet ses som del af 

en vejføring, der har gået vest om voldstedet (se Sjørring Kanal (8)). 

14

Den første sikre omtale af Sjørring gods er fra 1231, hvor det er nævnt som 

kongelev i Kong Valdemars Jordebog. I en periode var det adelsgods, men blev i 1365 

skødet til Valdemar Atterdag. Det vides ikke om borgen eksisterede på dette tidspunkt. 

Ved udgravningerne i 1945 blev der ikke fundet daterbare genstande. Det kan derfor 

ikke afgøres, hvornår i anlæggets historie den mulige bro mellem borgbanken og volden 

var i brug. Anlægget må derfor blot opfattes som middelalderligt. 

15


ANLÆGGETS NAVN: Sjørring st.nr. 110305, sb.nr. 260 


LANDSKAB: Vejen er lagt henover en hustomt i en landsby fra vikingetid og tidlig 

middelalder 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej 

UNDERSØGT AF: THY 1985, 1994, 1995-99 ved Anne-Louise Haack Olesen 

KILDER, ARKIVALIER: THY Journalnr. 2198, 3809 (ikke gennemset); NM 1 Journalnr. 

6613/87 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 956/86, P. 2970/94; DKC 110305-260 

LITTERATUR: AUD 1995 nr. 164; AUD 1996 nr. 215; AUD 1997 nr. 234; AUD 

1998 nr. 259; AUD 1999 nr. 302 

ANDET: Suppleret med oplysninger fra Anne-Louise Haack Olsen 

DATERING: Vejen er stratigrafisk dateret til højmiddelalderen 

BESKRIVELSE: I 1985, 1994 og 1995-99 er der foretaget undersøgelser af en beboelse i 

den østlige udkant af den nuværende Sjørring by, hvor der er påvist flere tomter af 

tørvehuse og huse af ”trelleborgtype” samt grøfter og værkstedsspor. 

Bebyggelsen har evt. haft to faser, som er dateret til vikingetid og tidlig middelalder 

(omkring år 1000-1200). 

Mellem husene lå flere ca. 3 m brede stier af grus og småsten og ved indgangene til 

husene var stierne kantet med større sten. Desuden sås et ca. 60 m langt stykke af en 

større stenvej, der ikke har haft tilknytning til bebyggelsen, idet den lå delvist henover 

et af husene. Da vejen lå direkte ovenpå dele af bebyggelsen er dens anlæggelse 

stratigrafisk dateret til højmiddelalderen. 

16


ANLÆGGETS NAVN: Søgård Voldsted (Sjørring Sogn) st.nr. 110305, sb.nr. x 


LANDSKAB: Voldsted på en naturlig holm i den i 1878 udtørrede Sperring Sø 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en mulig bro til fast land 

UNDERSØGT AF: R. H. Kruse 1841 eller før, hvor voldstedet og brostolperne er tegnet 

og beskrevet, mens stedets ejer i starten af 1900-tallet har gravet i voldstedet. 

Voldstedet er opmålt af NM 1905 ved P. Hauberg og Vilhelm la Cour, besigtiget 1943 

af Otto Norn og fladenivellement ved Vilhelm la Cour og Hans Stiesdal 


LITTERATUR: la Cour og Stiesdal 1957 s. 119-128; Madsen 1997 s. 85-86 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder sandsynliggør, at voldstedet har været i 

brug i 1300-tallet 

BESKRIVELSE: Søgård voldsted er beliggende som en ø i den nu udtørrede Sperring Sø. 

Ved forskellige opmålinger og undersøgelser har voldstedet fremstået som to 

borgbanker på en naturlig holm. Bankerne er lavet ved, at en kunstig grav er ført hen 

over holmen så der mod nord fremkom en større gårdbanke og mod syd en mindre 

tårnbanke. Bankerne har været omsluttet af fælles grav og vold. I 1952 var holmen og 

den tidligere sø så overpløjet, at det var vanskeligt at se hvor grænsen mellem holm og 

sø oprindeligt har gået. 

I forbindelse med en opmåling af voldstedet i 1841 er der registeret flere 

lodretstående træstolper vest for anlægget. Stolperne blev tolket som resterne af en bro, 

der har ført til faste land mod vest, hvor det er antaget, at en mulig forborg har ligget. 

Stolperne skal også være påvist af stedets ejer i 1943, men siden er de ikke set. 

Lige nord for borgholmen er der fundet to formentlig middelalderlige jernøkser, 

mens der i voldgraven er udgravet en kniv af middelalderlig type. 

Borgen var sandsynligvis adelsgods, der er omtalt første gang i en skriftlig kilde fra 

1418 hvor det er overgået til Børglumbispen, som formentlig har nedlagt det. Borgen og 

de registrerede stolper er ikke daterede, ligesom de fundne genstande kun giver et 

fingerpeg om en datering. Ud fra de skriftlige kilder og voldstedstypen er det 

nærliggende at antage, at borgen er opført i løbet af 1300-tallet som en af mange 

adelsborge, der blev opført i løbet af 1300-1400-tallet. Den mulige bro har været 

anvendt på et tidspunkt i borgens brugstid. 

17


ANLÆGGETS NAVN: Sundby st.nr. 110412, sb.nr. x 

AMT: Thisted HERRED: Morsø Nørre SOGN: Sundby 

LANDSKAB: Mark 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej med meget store kantsten, der kan have fungeret som 

trædesten 

UNDERSØGT AF: MHM 1987 ved Per Bugge Vegger 

KILDER, ARKIVALIER: MHM Journalnr. 717x (ikke gennemset) 


ANDET: 

DATERING: Vejen er stratigrafisk dateret til middelalderen 

BESKRIVELSE: Vejanlæg af grus og mindre marksten med meget store sten som 

kantsten. Vejen lå i meget tykke kulturlag, der er dateret til middelalderen. 

18


ANLÆGGETS NAVN: Blåborg Voldsted st.nr. 110511, sb.nr. x 

AMT: Thisted HERRED: Morsø Sønder SOGN: Rakkeby 

LANDSKAB: Voldsted i nu en nu udtørret mose eller sø op til Spangå 


KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper fra en mulig bro mellem voldstedet og fast land 

UNDERSØGT AF: NM 1873 som en besigtigelse og opmåling ved Magnus Petersen og 

C. Engelhardt, 1900 ved P. Hauberg, 1955 og 1956 ved Vilhelm la Cour og Hans 

Stiesdal 


LITTERATUR: la Cour og Stiesdal 1957 s. 247-256; Madsen 1997 s. 85-88 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder sandsynliggør, at anlægget er opført i 

1300-1400-tallet 

BESKRIVELSE: Blåborg voldsted ligger i en nu udtørret mose eller sø op til Spangå. 

Anlægget bestod oprindeligt af en firesidet banke, der var omgivet af en op til 14,5 m 

bred voldgrav. Mod nordvest var graven erstattet af Spang Å, hvis vand har fyldt 

voldgraven. Omkring graven er påvist rester af en vold, der også havde åbning mod 

nordvest. 

Ved bankens sydvestside, er der ved besigtigelsen i 1873 registreret syv træstolper, 

som stod lodret i voldgraven. Stolperne, der var 7-8 tommer i diameter (18-21 cm) stod 

i to tilnærmelsesvis parallelle rækker med tre i hver, mens den syvende stolpe stod 

mellem rækkerne helt inde ved bankens fod. Den indbyrdes afstand mellem pælene i 

den enkelte række var 4-4,5 m og mellem de to rækker ca. 3 m. Anlægget blev fulgt 

over ca. 10 m. 

Ved besigtigelsen blev stolperne betragtet som resterne af en bro, der har ført over 

voldgraven og videre til fast land. I 1900 er set fire stolper fra den mulige bro og i 1955 

fem. 

Blåborg er første gang omtalt som adelsgods i 1478, mens dets opførelsestidspunkt 

er ukendt. Anlæggets udformning og de skriftlige kilder sandsynliggør, at det hørte til 

den store gruppe adelsborge, som blev opført i 1300-1400-tallet. Broen, der hørte til 

anlægget er anvendt på et tidspunkt i borgens brugstid. 

19


ANLÆGGETS NAVN: Ågård Voldsted st.nr. 110704, sb.nr. 172 

AMT: Thisted HERRED: Vester-Han SOGN: Kettrup 

LANDSKAB: Østenden af et kær- og moseområde, der gennemstrømmes af Mølleåen 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en mulig bro fra voldstedet til fast land 

UNDERSØGT AF: Stedets ejer E. C. Storm i perioden 1842-48 og den efterfølgende ejer 

C. E. Roulund, der ejede stedet 1848-68. Opmålt 1905 af NM ved P. Hauberg og 

Vilhelm la Cour, 1952 og 1956 ved Hans Stiesdal og Vilhelm la Cour og besigtiget 

1999 af ÅHM ved Stig Bergmann Møller 

KILDER, ARKIVALIER: ÅHM Journalnr. 4215; NM 2 arkiv (ikke gennemset); 

Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 1108-20 

LITTERATUR: la Cour og Stiesdal 1957 s. 31-56 

ANDET: 


brug i perioden 1300-1600-tallet 

BESKRIVELSE: Ved Kettrup lå voldsted Ågård i nærheden af et betydeligt kær- og 

moseområde, der har spærret for den nord-sydgående trafik. 

Voldstedet er opmålt i 1905, hvor det fremstod som to borgbanker mod nord og 

syd. Der blev samtidig påvist en dæmning i nordøst, der havde retning ned over marken 

mod øst. Dæmningen blev opfattet som en del af adgangen til voldstedet, som 

formentlig har været forbundet med voldstedets nordøsthjørne via en ca. 100 fod lang 

(31 m) bro. I 1800-tallet er der påvist 21 stolper og flere store kampesten, der er tolket 

som rester af et brohoved til broen. Fra selve broen er ikke registreret stolper. 

la Cour og Stiesdal mente ikke de fundne stolper var fra et brohoved, men at de var 

udskredet fra selve banken. Dæmningen menes blot at have lavet et indelukke omkring 

voldstedet, med en kunstig sø bag ved. la Cour og Stiesdal mente i stedet, at adgangen 

til voldstedet have udgået fra en staldgård øst for anlægget, hvorfra den havde ført over 

en forborg til sydsiden af hovedbanken. Senere skal adgangen være flyttet, så den har 

gået direkte fra staldgården til hovedbankens østside. 

Ved pløjninger i marken blev der i 1999 registreret to lodrette egetræsstolper, der 

stod udfor den nordlige banke i området hvor der blev påvist stolper i 1905. Ved en 

efterfølgende besigtigelse blev stolperne tolket ligesom Haugberg havde gjort i 1905: 

som rester af en bro, der var forbundet med en vejdæmning over mosen til fast land. 

De to stolper var af egetræ og henholdsvis 1 m og 1,5 m lange og nedadtil 

tilspidsede. De var hugget firesidet med sidemål på 25 cm. Prøver er udtaget til 

dendrokronologisk datering, men disse foreligger endnu ikke. Stolperne skal formentlig 

dateres til middelalderen, idet voldstedet udfra skriftlige kilder menes at have været i 

brug fra 1300-1600-tallet. 

20


ANLÆGGETS NAVN: Gunderup Sten 1 st.nr. 120104, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Fleskum SOGN: Gunderup 

LANDSKAB: Gravhøj på en mark nær Lindenborg Ådal 

ANLÆGSTYPE: Runesten ved mulig vej og overgangssted 

KONSTRUKTIONSFORM: 

UNDERSØGT AF: Jonas Andersen Skonvig omkring 1627 som en besigtigelse. Højen er 

udgravet 1898 

KILDER, ARKIVALIER: NM 2 (Moltke-Jacobsenske Samling) (ikke gennemset) 

LITTERATUR: DR nr. 143; Moltke 1976 s. 252 

ANDET: 

DATERING: Stenen er runologisk dateret til sen vikingetid (omkring år 1000) 

BESKRIVELSE: Omkring 1627 beskrev Skonvig en 246 cm høje runesten, der stod på en 

høj ved Gunderup. Højen lå i et terræn, som skrånede ned mod Lindenborg Ådal på et 

sted som var velegnet til overgang, fordi der på begge sider var fremskudte landtunger. 

Lige forbi stenens opstillingssted har flere historikere ment, at der har passeret en vej 

mellem Fjellerad og Håls. Stenen menes oprindeligt at være blevet opstillet ved vejen 

og overgangsstedet over ådalen. Højen, som stenen stod på er tolket som det kuml, der 

er nævnt i stenens indskrift. En arkæologisk udgravning i højen i 1898 gav ikke noget 

resultat, da højen på dette tidspunkt havde været anvendt som kartoffelkule gennem 

længere tid. 

I dag er stenen opstillet i kirkens våbenhus. 

Stenens indskrift lyder: Toke rejste disse sten(e) og gjorde disse kumler (dødeminder) 

efter sin måg (stedfader) Abe (el. Ebbe) en velbyrdig thegn, og efter sin moder Tove. De 

ligger begge i denne høj. - Abe ”undte” Toke sit (fæ) gods efter sig. ” 

21


ANLÆGGETS NAVN: Håls Bro st.nr. 120104, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Fleskum SOGN: Gunderup 

LANDSKAB: Lindenborg Å 


KONSTRUKTIONSFORM: Kvaderstensbro 

UNDERSØGT AF: Broen er ikke arkæologisk undersøgt, men i 1960 har Olaf Olsen 

fotograferet flere sten fra broen, der var genbrugt i et blomsterbed ved Blenstrup Skole 


LITTERATUR: Vellev 1974a s. 73-74 

ANDET: 

DATERING: Broen er arkæologisk dateret til 1200-tallet pga. slægtskabet med Løvel Bro 

(35) og materialevalget 

BESKRIVELSE: Over Lindenborg Å skal der tidligere have ført en kvaderstensbro, 

hvorfra der er påvist flere kvadersten, nogle med bueform. Broen menes at være opført 

nogenlunde samtidig med den formentlig beslægtede Løvel Bro (35), der er dateret til 

1200-tallet pga. dateringen af en indskrift på en sten fra broen. 

Første gang Håls Bro er omtalt i en skriftlig kilde er i 1511, men om det er 

kvaderstensbroen der menes er uvist. Ifølge en ældre beskrivelse skal kvaderstensbroen 

først være ødelagt under svenskekrigene i 1600-tallet, hvorefter den blev erstattet af en 

træbro i 1753. 

Flere af stenen fra broen har været anvendt som grundsten under Håls Skole og 

flere bygninger nær broen. Alle bygningerne er i dag nedrevet, men flere af stenene ses 

formentlig i et blomsterbed ved Blenstrup Skole, hvor de er fotograferet i 1960. 

22


ANLÆGGETS NAVN: Stenild Bro st.nr. 120211, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Gislum SOGN: Stenild 

LANDSKAB: Simested Å 



UNDERSØGT AF: Resen i slutningen af 1600-tallet som en besigtigelse, besigtiget af 

Testrup omkring 1750 


LITTERATUR: Nielsen 1866-67 s. 368; Vellev 1974a s. 76-77 

ANDET: 

DATERING: Arkæologisk dateret til 1200-tallet pga. slægtskabet med Løvel Bro (35) og 

materialevalget 

BESKRIVELSE: I Slutningen af 1600-tallet beskrev Resen, at der i Stenild Sogn stod en 

bro, som var opført af hugne sten. Bygherren skal i følge et gammelt vers have været en 

vis Tyge og Sigvard: ”Tyge Nold og Sigvard Boe, byggede Blenstrup Kirke og Stenild 

Broe”. 

I Kristian Sørensen ”Testrups Rinds Herreds Krønike” fra omkring 1750 omtales 

broen som nedrevet. Testrup fortæller, at broen oprindeligt have to hvælvinger, hvoraf 

den ene er nedrevet af egnens bønder i 1627, for at forhindre de indtrængende kejserlige 

tropper i at benytte den. Den anden hvælving skal være styrtet ned omkring år 1710, 

hvorefter der i 1733 er opsat en træbro på stedet. Testrup nævner en variation af verset 

om broens opførelse: ”Ingot og Svendbo de bygte Stenild Kirke og Stenild Bro”. 

Rester af broen er ikke observeret i nyere tid 

Broen er dateret til 1200-tallet, fordi en indskrift på den beslægtede Løvel Bro (35) 

er dateret til 1200-tallet. Dateringen bygges også på, at kvaderstensteknikken blev 

hyppigt brugt på den tid, hvor den ofte er anvendt ved bygningen af landsbykirker. 

23


ANLÆGGETS NAVN: Nørre Kongerslev st.nr. 120307, st.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Hellum SOGN: Nørre-Kongerslev 

LANDSKAB: Nørre Kongerslev Kær, der mod nord er afgrænset af Store Brede Å. 

Borgen Nørre Kongerslev har ligget i en arm af højmosen Lille Vildmose 

ANLÆGSTYPE: Broer og veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette ege- og bøgetræsstolper fra to træbroer, en mellem to 

borgbanker og en til faste land samt trædesten fra et vejforløb og rester af en stenvej 

UNDERSØGT AF: ÅHM 1959 ved Peter Riismøller og beretning ved Peter Seeberg 

KILDER, ARKIVALIER: ÅHM Journalnr. 791 (ikke gennemset) 

LITTERATUR: Riismøller 1966; Jantzen 1992b s. 210, Johansen 1997 bilag 4b s. 1-3 

ANDET: 

DATERING: De forskellige færdselsanlæg har været i brug i tilknytning til borganlægget, 

der er funddateret til 1300-tallet 

BESKRIVELSE: I Nørre Kongerslev Kær er der i 1959 foretaget en undersøgelse af en 

sumpborg, efter at adskillige stykker træ var blevet synlige ved pløjning. Borgen har 

ligget mere end 1 km fra fast land i en arm af Lille Vildmose, der kaldes Lunen. 

Voldstedet bestod af to næsten lige store banker, mod vest gårdbanken som en 

delvis kunstig ø, der var forbundet med gårdbanken mod øst. Adgangen mellem de to 

banker har sandsynligvis foregået via en ca. 9 m lang bro. Fra broen er der påvist to lidt 

uregelmæssige rækker egetræsstolper med fire stolper i hver række og fire lidt tyndere 

bøgepæle, som var placeret imellem egestolperne. Afstanden mellem de to rækker 

egestolper var ca. 3 m og mellem stolperne i den enkelte række 3-3,5 m. Broen har 

derfor været minimum 3 m bred, mens det enkelte brofag var 3-3,5 m langt. 

Udgraveren har foreslået, at de mindre bøgepæle stammer fra en midlertidig bro, 

mens egepælene er fra et permanent anlæg. Det er imidlertid også muligt, at bøgepælene 

kan stamme fra en reparation af broen. 

Adgangen til fast land er foregået mod sydøst, hvor der er udgravet fem lodrette 

stolper fra en bro over det sumpede morads i Lunen. To stolper var bevaret i en 

nordvestlige række og tre i en sydøstlige. Den indbyrdes afstand mellem de to rækker 

var 2,5-3 m, der tyder på, at broen har været ca. 3 m bred. 

Broen har udgjort de inderste ca. 20 m af adgangsvejen over Lunen, der herefter har 

fortsat i et vejforløb med trædesten og længst mod fast land som en 2-3 m bred vej af 

kridt og sten. 

Ud fra det fundne genstandsmateriale og bygningerne på borgen menes anlægget 

kun at have været anvendt i kort tid. Formentlig er borgen opført som væbnergård i 

1300-tallet og nedrevet ved borgforbudet sent i samme århundrede eller først i det 

følgende. Færdselsanlæggene dateres derfor til samme tidsrum. 

24


ANLÆGGETS NAVN: Egholm 1 st.nr. 120310, sb.nr. 269 

AMT: Ålborg HERRED: Hellum SOGN: Skørping 

LANDSKAB: Voldsted i et sumpet engområde med en lille bæk, der har afløb i 

Lindenborg Å. Formentlig har området delvist stået under vand da borgen var i brug 

ANLÆGSTYPE: Vej og bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Rester af en 2 m bred gren- og risvej samt stolper og tømmer 

fra en træbro 

UNDERSØGT AF: ÅHM 1985 ved Bente Springborg, 1986-87 ved Connie Jantzen og 

Jan Kock 

KILDER, ARKIVALIER: ÅHM Journalnr. 794; NM 2 Journalnr. 316/84 (ikke gennemset); 

RAS Journalnr. P. 678/84; DKC 120310-269; Dendrokronologisk datering W-282 

LITTERATUR: Jantzen og Kock 1988/1 s. 5-6; Jantzen 1992a s. 131-152 

ANDET: 

DATERING: Bro og vej var i brug fra omkring 1334-1350’erne, da voldstedets 

anlæggelsestidspunkt er dendrokronologisk dateret til 1334 og borgen er afløst af 

Egholm Slot, der er opført i 1350’erne 

BESKRIVELSE: I 1984-87 er der foretaget arkæologiske udgravninger af et voldsted, 

som lå i et sumpet engområde op til Lindenborg Å. Anlægget lå kun ca. 200 m sydvest 

for Egholm Slot, som er opført i 1350’erne. Undersøgelserne var foranlediget af en 

forestående dræning, der truede borganlægget og i årene forud for anlægsarbejderne var 

der gentagne gange optaget egetømmer i området. Blandt det optagne var en ca. 2,5 m 

lang rektangulær bjælke med et naglehul i begge ender og tre rektangulære 

forsænkninger ved siden af hinanden på den ene bredside. Stykket blev betragtet som en 

brobjælke, der kan have været anvendt som tværtømmer, der var lagt på tværs af to 

rækker lodrette stolper. Henover tværtømmeret menes længdetømmer at have hvilet i de 

tre udhugninger. 

Det undersøgte borganlæg er betragtet som det ældste Egholm, hvorfra der er påvist 

en lille tårnbanke, hvorimod gårdbanken ikke er lokaliseret. 

Til anlægget var der adgang fra sydvest, over de første ca. 100 m fra borgen gik 

vejen henover et fugtige engområde og en lille bæk. På dette stykke har adgangsvejen 

bestået af en stolpebro af egetræ. De sidste par hundrede meter til fast land, hvor 

terrænet må have været mere tørt, bestod vejen af en ca. 2 m bred risvej, der var lagt ud 

direkte på moseoverfladen. Resterne af risvejen kunne ses frem til omkring 1985, hvor 

den er pløjet væk. 

Fra broen er der påvist et system af lodrette egestolper, som især er fra den østlige 

af oprindeligt to tilnærmelsesvis parallelle rækker med en indbyrdes afstand på 

1,80-1,90 cm. Desuden fandtes enkelte stykker fritliggende tømmer fra overbygningen 

25

l.a. et 2,65 m langt firesidet stykke, der havde samme udformning som det tidligere 

fundne tværtømmer. På oversiden havde stykket et naglehul i begge ender, mens der på 

undersiden var to rektangulære taphuller. Fra midten af det ene taphul til midten af det 

andet var afstanden 1,80 m. Stykket er derfor tolket som tværtømmer, der har forbundet 

to lodrette stolper på tværs af broen. Hvilket passer godt med, at afstanden mellem de to 

rækker stolper flere steder har været ca. 1,80 m. 

Blandt de største af stolperne var to stolper af rundtømmer med en diameter på 30 

cm. Stolperne stod helt inde ved borgbanken, hvor de var placeret i nordvest-sydøstlig 

retningen, med en indbyrdes afstand på ca. 1,90 m. Mellem og nord for stolperne sås 

større kampesten, der nok skal tolkes som stenpakninger, som oprindeligt var lagt rundt 

om stolperne for at støtte dem. I området syd herfor er afdækket både kraftige stolper 

som de omtalte, men også mindre pæle og stolper med en diameter på 10-25 cm, 

firesidede stolper og stolpehuller. I området er også påvist flere vandretliggende 

tømmerstykker. 

Ca. 40 m fra borgbanken bestod et område af broforløbet af stolper med en afstand 

på 2,5-3,0 m mellem rækkerne. På ydersiderne af disse sås mindre stolper, der mod syd 

var forbundet af stolper, som stod på tværs af anlægget. Også her er set spredte 

stenpakninger mellem stolperne. Denne del af anlægget er tolket som et muligt porthus, 

der evt. har haft pæleforstærkninger ved siden for at undgå, at nogen forsøge at snige sig 

udenom porten. Fund af en del affald i området sandsynliggør, at broen i en længere 

periode har været bevogtet herfra. 

Ved udgravningen var fylden omkring stolperne flere steder fedtet mudder nærmest 

uden tørvedannelse. Området er derfor blevet opfattet som et oprindeligt vådområde, 

der i hvert fald en del af året har stået under vand. Det meget fugtige terræn kan være 

med til at forklare, at det har været nødvendigt med en egentlig bro i stedet for en vej. 

Konstruktionen af broen kan med visse forbehold rekonstrueres udfra det fundne 

tværtømmer og de lodrette stolper, til at have bestået af to rækker stolper med 1,80-1,90 

m’s afstand. På tværs af stolperækkerne har et stykke tværtømmer været tappet nedover 

to stolper, hvor det blev fastholdt med nagler. I de tre forsænkninger ovenpå 

tværtømmeret har hvilet tre strøer, som bandt broen sammen i lænderetningen. Ved 

forsænkningerne har det desuden været muligt at justere broens højde. På tværs af 

strøerne må have ligget ca. 2 m lange kørebaneplanker, der formentlig har været 

fastholdt til strøerne og tværtømmeret med nagler. 

Langt det meste af tømmeret på selve borgen var genbrugstømmer, kun to stolper i 

en af bygningerne har vist sig at være fremstillet af nyfældet træ. Dateringen af disse 

stolper daterer tårnbankens opførelse til omkring år 1334, men allerede i 1350’erne er 

anlægget blevet afløst af Egholm Slot. 

Broen og vejen, der har dannet adgang til det ældste Egholm er udaterede, men må 

opfattes som opført samtidigt som resten af anlægget. 

Under udgravningen af borgen er der registreret en del genstande bl.a. en tredjedel 

af et vognhjul med fælg, rester af to hjuleger og en halv hestesko. 

26


ANLÆGGETS NAVN: Kongstedlund Kær st.nr. 120313, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Hellum SOGN: Sønder-Kongerslev 

LANDSKAB: Ådal med retning mod to slugter i et bakkeområde ved siden af og på tværs 

af dalen. Ca. midt i ådalen har ligget en nu udtørret del af Haslevgård Å’s gamle leje, 

der har været ca. 4 m bredt. Det gamle åleje ses ved, at tørven adskiller sig fra den 

øvrige som en lang halvcirkelformet sænkning fyldt op med dynd 

ANLÆGSTYPE: Vej og bro / dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Gren- og risvej samt dæmning, der oprindeligt var en stolpebro 

UNDERSØGT AF: ÅHM 1947 ved Peter Riismøller 

KILDER, ARKIVALIER: I ÅHM Journalnr. 1601 foreligger ikke en skriftlig beretning men 

en del fotos og tegninger, som har været et væsentligt supplement til udgraverens artikel 

LITTERATUR: Riismøller 1948 

ANDET: 

DATERING: Middelalderen, tidligst fra anden halvdel af 1100-tallet, da der er fundet 

munketeglsten i det ældste anlæg 

BESKRIVELSE: Under tørvegravning i Kongstedlund Kær er der i 1947 påvist en del træ, 

som lå ca. 1,5 m under terræn. Ved en efterfølgende udgravning er her frilagt et vej- og 

broanlæg, det lå i en dal med øst-vestlig retning, hvor det ca. midt i dalen har passeret 

en ca. 4 m bred nu udtørret del af Haslevgård Å’s gammelt leje. 

Vejdelen af anlægget, som lå i selve dalen men udenfor det gamle åløb, bestod af et 

op til 6 m bredt og meget tykt lag grene og kviste af birk og el samt en anelse eg. 

Henover grenlaget lå et op til 20 cm tykt lag jord, sand og tang, hvor tanglaget var 

højest 1,5 m bredt. 

På det sted hvor vejanlægget nåede det gamle åløb blev det afløst af en bro, der ved 

hver åbred bestod af to nedrammede egestolper. På tegninger og fotos fra udgravningen 

ses det, at stolperne både ved øst- og vestbredden var tappet op gennem et 17-20 x 5 cm 

stort hul i hver ende af et vandretliggende stykke tværtømmer. Ved østbredden var 

tværtømmeret ca. 2,70 m langt, mens det ved vestbredden var ca. 2,55 m langt. På det 

østlige tværtømmer var de yderste ca. 33 cm i stykkets sydenden brugt til fæstnet af den 

lodrette stolpe, mens der i nordenden var brugt ca. 37 cm. Det betyder at kørebanen har 

været ca. 2,00 m bred ved østbredden. Tilsvarende tal viser, at kørebanen var ca. 1,85 m 

bred mod vest. 

På den østlige rammes sydlige stolpe er set et 12 cm højt rektangulært hul, som gik 

i retning nord-syd og altså på tværs af anlægget. I hullet sad et kort stykke træ. Hvilken 

funktion hullet har haft vides ikke, men på den vestlige ramme er påvist et lignende hul 

på den sydlige stolpe, her blot i øst-vestlig retning. De to forskelligt placerede huller kan 

ikke have været anvendt til at binde anlægget sammen, måske er de snarere udtryk for, 

at der er tale om genbrugstømmer. 

27

Ca. ti runde birke- og ellestammer på 7-15 cm i diameter var som strøer lagt 

henover åen, så de hvilede på begge stykker tværtømmer. Da broens fulde længde har 

været ca. 4,15 m, har træstammerne været lige så lange. Over stammerne lå på tværs af 

kørselsretningen større grene og et tykt lag kviste og lyng, der evt. er fra en reparation. 

De langsgående birke- og ellestammer er på et tidspunkt sunket eller knækket under 

tyngden af belægningen og trafikken. Efter sammensynkningen er der formentlig sket 

en forstærkning af anlægget, nok først med enkelte nye langsgående træstammer og lag 

af tang og kridt. På et tidspunkt er der også lagt grene ind under broen så hulrummet er 

blevet fyldt op. Opfyldningen har gjort, at vandet ikke har kunnet løbe frit og med tiden 

er tørven vokset op over anlægget. Efter reparationen har der ikke længere været tale 

om en fribro, men om et dæmningsanlæg med en træ- og grenbelægning øverst. 

Udgraveren har beskrevet, at der efter af dæmningen blev opgivet er anlagt en ny 

delvist henover den gamle. Den skal have bestået af grenlag med løse stammer fra bred 

til bred. På tværs af stammerne var som ved det ældre anlæg lagt grene, og hele 

anlægget blev holdt på plads med lodrette pæle, der gik ned igennem den gamle bro. 

Anlægget skal ikke have været anvendt ret længe, da det ikke bære præg af reparationer. 

Fund af munketegl i den ældste bro er med til at datere dens brug til middelalderen. 

Udgraveren har også forsøgt at sætte vejanlægget i sammenhæng med den 

middelalderlige herregård Kongstedlund, som lå nordøst herfor. Anlæggene giver ikke 

vidnesbyrd om en sådan sammenhæng, brugstiden kan derfor ikke præciseres nærmere 

end middelalderen efter ca. 1160, hvor teglen er taget i brug i Danmark. 

28


ANLÆGGETS NAVN: Onsild Ådal st.nr. 120415, sb.nr. 49 

AMT: Ålborg HERRED: Hindsted SOGN: Øls 

LANDSKAB: Onsild Ådal med tørvefyldte enge, der til begge sider er omsluttet af 

bakkedrag. 


KONSTRUKTIONSFORM: Hulveje og stenvej med større kantsten 

UNDERSØGT AF: NM 1898 ved Sophus Müller og Hans Kjær. Opmålt og besigtiget af 

Helge Larsen 1938 i forbindelse med en fredning. I 1982 foretog Fredningsstyrelsens 

Fortidsmindeforvaltning en mindre undersøgelse ved Mogens Schou Jørgensen, med 

henblik på en datering af stenvejen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 713/00, 262/37, 666/50 (ikke gennemset); 

Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 1811-125; DKC 

120415-49; C14-datering K-3919 

LITTERATUR: Trap 1963 s. 161; Jørgensen 1988a s. 106; Jørgensen 1996 s. 39 

ANDET: Suppleret med mundtlige oplysninger fra Mogens Schou Jørgensen 

DATERING: Stenvejens anlæggelse er yngre end en C14-datering af en hesteknogle 

under vejen, som er dateret til 1280-1410 

BESKRIVELSE: Over Onsild Ådal er der i 1898 foretaget en undersøgelse af en 

vejføring på grænsen mellem Øls og Nørre Onsild sogne. Langs begge sider af åen var 

der enge med tørvejord, som blev omsluttet af bakkedrag. Overgangen over åen var 

derfor lagt på et sted, hvor engen var smal og bakkerne var forholdsvis lave, stedet er 

betragtet som områdets bedst egnede overgangssted. 

Passagen er af den ”klassiske” oldtidsform, hvor hulveje har ført til og fra ådalen 

med gravhøje som flankering af vejene. Fra nord førte otte parallelle hulveje over 

skrænterne til ådalen, mens der syd for åen er påvist seks vifteformede hulveje i 

skrænterne. På begge sider af ådalen blev vejene samlet til ét spor inden passagen. 

Mod nord er der påvist halvdelen af en lavtliggende gravhøj mellem hulvejene, på 

det sted hvor vejene blev samlet inden passagen. Mod syd er derimod registreret fire 

forhøjninger, der af Sophus Müller blev tolket som gravhøje. Højene lå tilnærmelsesvis 

på række med retning nord-syd, alle langs østsiden af hulvejene. Pga. manglende 

undersøgelser er nogle af højene ikke med sikkerhed gravhøje. 

På et tidspunkt er overgangen over ådalen foregået via en ca. 150 m lang og 2,5 m 

bred stenlagt vejbane med mellemstore kantsten. Selve kørebanen var ca. 2 m bred og 

lagt på en fundering af grene. Vejen havde ikke et lige forløb, i stedet har den fulgt 

terrænets fastere bund over ådalen, hvorved den kom til at gå i en bue fra nordvest mod 

øst og herfra videre mod sydvest. 

29

En hesteknogle, der lå i et uforstyrret sandlag under stenvejens grenfundering blev 

efter en undersøgelse i 1982 C14-dateret indenfor perioden 1280-1410. Da knoglen 

havde en vis egenalder kan stenvejen tidligst være anlagt i 1300-tallet. 

Hulvejene, der førte til ådalen er ikke daterede, det kan derfor ikke afgøres om der 

allerede har været en vejføring på stedet i oldtiden, som det traditionelt er opfattet pga. 

de mulige gravhøje. Det er derfor tænkeligt, at vejføringen først er lagt langs højene 

mange år efter at disse er opført. 

30


ANLÆGGETS NAVN: Øls st.nr. 120415, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Hindsted SOGN: Øls 

LANDSKAB: Mose nordvest for Øls Kirke 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej på risflet fastholdt af lodret nedrammede pæle. Det er 

muligt at anlægget er en gren- og risvej, som senere er udbygget med en stenvej 

UNDERSØGT AF: NM 1898 som en besigtigelse ved Sophus Müller og en mindre 

undersøgelse ved Hans Kjær 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Inventarnr. C 9430-C 9434 (ikke set) 

LITTERATUR: Schovsbo 1987 s. 222-223 

ANDET: 

DATERING: Anlæggets brugstid er funddateret til vikingetid og / eller middelalder 

BESKRIVELSE: Da der i 1898 skulle graves en drængrøft i en mose nordvest for Øls 

Kirke fandt man rester af et hjul med eger af træ. Efterfølgende er der foretaget en 

mindre arkæologisk undersøgelse, hvor der blev registreret flere dyreknogler, et 

fragment af et hjulnav, en nagle fra et hjul og flere andre forarbejdede træsager. 

Godt 10 m syd for de fundne genstande er der påvist rester af en stenvej med grene, 

trækul og kviste mellem stenene. Under vejen lå en risfletning mellem nedrammede 

træpæle og i vejens sydende én enkelt egetræsplanke. Anlægget virker umiddelbart 

meget helstøbt selvom det ikke kan udelukkes, at der er tale om en gren- og risvej, som 

senere er udbygget med en vej af sten. 

Efter udgravningen er flere af de fundne trægenstande hjemtaget til NM, hvor 

hjuldelene er blevet bestemt til at være fra vikingetid eller middelalder. Af genstandene 

er i dag kun bevaret et lille fragment af et hjulnav. 

Pga. vejanlæggets tilknytning til de fundne genstande er det rimeligt at antage, at 

vejen har været anvendt i en periode i vikingetid og / eller middelalder, uden at en 

nærmere brugstid kan angives. 

31


ANLÆGGETS NAVN: Byrsted st.nr. 120513, sb.nr. 141 

AMT: Ålborg HERRED: Hornum SOGN: Veggerby 

LANDSKAB: Binderup Ådal 

ANLÆGSTYPE: Vadested og dæmning bestående af flere selvstændige vejanlæg, træbro 

og trædestensrække 

KONSTRUKTIONSFORM: Færdselskompleks hvis ældst element muligvis er et vadested. 

Vejføringen over vadestedet er på et tidspunkt afløst af en ny vest for. Dette anlægs 

ældste faser var tre gren- og risveje, som er erstattet af en stenlægning med træbro flere 

stenlægninger i en egentlig dæmningsopbygning og en trædestensrække 

UNDERSØGT AF: NM 1949 som en besigtigelse ved P. V. Glob, 1950 prøvegravning 

ved Poul Simonsen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 121/50; C14-datering K-3234 (34) 

LITTERATUR: Jørgensen 1977a s. 154, 158-159, 162; Jørgensen 1988a s. 113 

ANDET: 

DATERING: Grenvejene er funddateret til oldtiden, mens stendæmningen er funddateret 

til 1300-tallet. En planke fra træbroen er C14-dateret til 1210-1390, mens de øvrige 

faser er stratigrafisk dateret 

BESKRIVELSE: I forbindelse med jordarbejde er der i 1949 påvist sten og træ i et 

engområde, som gennemstrømmes af Byrsted Å. Ved en besigtigelse blev det 

konstateret, at der var tale om en dæmning, som havde ført over åen. I 1950 er der 

foretaget en mindre prøvegravning på et stedet, hvor åen var reguleret få år forinden. 

Det undersøgte anlæg havde nordøst-sydvestlig retning og kunne følges over ca. 

100 m i hele ådalens bredde. Anlægget var ca. 8 m bredt ved foden og 5 m ved toppen, 

0,7-1,0 m højt og med to gennembrydninger et ved åens gamle løb og et ved det nye. 

Begge gennembrydninger var sekundære, idet dæmningen oprindeligt har fortsat 

uafbrudt, hvorved den har opstemt vandet i åen, som har løbet henover kørebanen. 

Ved begge ender fortsatte dæmningen i hjulspor på fast land, der mod vest var 

næsten helt bortpløjede. Mod øst blev vejene fulgt nordvest og nordøstlig retning, hvor 

de var 1,5-2 m bredde og 0,5-0,8 m dybe. Mod nordøst er set fire-fem spor, der løb 

sammen med andre gamle vejstumper kaldet ”Viborg Landevej”. Udgraveren har derfor 

foreslået, at dæmningen kan have været en del af hærvejsstrøget fra Ålborg til Viborg. 

Flere af de øvrige vejspor fra dæmningens østside har slået et sving mod sydøst 

mod et formodet vadested over åen. Hulvejene skar her ældre vejspor, der udgik fra 

engens kant ca. 60 cm syd for dæmningen. Noget tyder på, at der syd for dæmningen 

har været et vadested, der var ældre end vejsporene, som udgik fra dæmningens østside. 

Ved undersøgelsen af dæmningen er der lagt et 1 m bredt og 16 m langt snit på 

tværs af anlægget i nord-sydlig retning ca. 4 m øst for Byrsted Å. Efterfølgende er dele 

af snittet udvidet frem til åen, så der fremkom et egentligt felt på 5,5 x 4 m. 

32

Ud fra resultaterne af gravningen har udgraveren tolket anlæggets ældste elementer 

som tre grusbelagte vejbaner på et underlag af grene og ris. Ud fra beskrivelserne og 

fotos af anlæggene har jer i stedet opfattet det som tre veje af grene og ris med kørelag 

af sand og grus. De to ældste grenveje er keramikdateret til ældre jernalder pga. flere 

potter, som blev fundet nær konstruktionen. 

Henover grenvejene er der påvist en ca. 3 m bred stenlægning af 10-50 cm store 

sten og oven i den en trækonstruktion. På fotos og tegninger fra udgravningen ser det ud 

til, at stenene stammer fra en egentlig vejbane, som har afløst grenvejene. Tømmeret er 

resterne af en bro, hvorfra der er undersøgt flere lodrette stolper, der stod i to parallelle 

rækker ned langs siderne af anlægget. Afstanden mellem de to stolperækker var ca. 2,6 

m og den indbyrdes afstand mellem stolperne i den enkelte række ca. 1 m. 

Stolperne i hvert andet stolpepar var 21-26 cm i diameter og ca. 1,75 cm lange, 

hugget med 10-11 facetter og forsynet med en kort spids. De øvrige stolper var 18-21 

cm i diameter af rundtømmer med bevaret bark og 1,86-2,00 m lange. Disse stolper 

havde en lang spids og var i toppen forsynet med en ca. 10 cm bred og 25 cm dyb 

udsparing. I udsparingen hvilede på tværs af anlægget et ca. 2,45 m langt firesidet 

stykke tværtømmer. Henover tværtømmeret har broen været bundet sammen af 

langsgående strøer, hvoraf der sås ét stykke. På tværs af strøerne har selve kørebanen 

ligget. Et ca. 43 cm langt fragment af en mulig kørebaneplanke, der var 13 cm bred og 4 

cm høj blev fundet i konstruktionen. 

På tilspidsningen af flere af stolperne, både de med lang- og de med kort spids sås 

små indborede huller, hvis betydning er uklar. Udgraveren har opfattet hullerne som 

bevis på, at der er tale om genbrugstømmer. Denne tolkning er nærliggende men ikke 

holdbar, da lignende huller siden hen er konstateret på brostolperne over Holtum Å (73), 

Ravning Enge (80) og broen ved Skjern Vad (84). 

De to forskellige typer stolper antyder, at der enten har været to forskellige 

broanlæg oven i hinanden, eller at stolperne repræsenterer hver sin byggefase. 

En del af tømmeret er hjemtaget til NM, hvor en C14-datering af et plankefragment 

efterfølgende har dateret broens anlæggelse til et sted i 1200-1300-tallet. Hvor længe 

broen har været anvendt vides ikke, men på et tidspunkt har de lodrette stolper indgået 

som et ydre bolværk i en dæmning, der bestod af flere lag sten, som var op til 80 cm i 

diameter. Stenene blev efterfølgende dækket af grus, ler og større sten, der blev lagt ned 

langs begge sider af anlægget som en slags kantsten. Ved bunden var anlægget ca. 8 m 

bredt og i toppen ca. 5 m. Under en af de store sten i dæmningens nordside er der fundet 

en skosål af en type, som optræder i 1300-tallet. 

Dæmningen er repareret adskillige gange med ler og grus og øverst er der lagt en 

trædestensrække langs anlæggets nordside. I det 5,5 m lange og 4 m brede 

udgravningsfelt bestod rækken af tolv 30-50 cm store flade sten. En af stenene var et 

fragment af en slibesten og en anden havde mærker efter kløvning med kile, 

trædestensrækken er derfor dateret til nyere tid. Ved siden af trædestenene lå langs 

dæmningens sydside en ca. 1,90 m bred vejbane af ler og grus. I den sidste fase har 

anlægget derfor samtidig kunnet anvendes af gående og kørende. Det er ikke til at sige 

om trædestenene oprindeligt har hørt til samme fase som belægningen af ler og grus, 

eller om de stammer fra en senere udbedring. 

Af genstande blev der foruden skosålen fundet flere dyreknogler og træstumper. 

Alle daterbare genstande er af Niels Knud Liebgott henført til omkring år 1300. 

33


ANLÆGGETS NAVN: Hedegård st.nr. 120803, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Års SOGN: Ejdrup 

LANDSKAB: Oprindelig sump ved Halkær Å mellem Halkær mod syd og Vegger by mod 

nord. Ca. 400 m øst for stedet ligger det nuværende Hedegård 

ANLÆGSTYPE: Broer og veje 

KONSTRUKTIONSFORM: To veje har ført over den fugtige ådal, den ene af disse er 

undersøgt. Vejen havde langsgående tømmer med grus, siv og lyng henover og lodrette 

pæle ved siderne. Inde ved borgbanken blev vejene afløst af to broer, hvorfra er 

udgravet enkelte lodrette stolper. Hvor broerne har nåede borgbanken er der set rester af 

portbygninger med plankeveje i bunden. De to porte var forbundet af en vej af 

forhåndenværende træ, mens en sidevej ligeledes bestod af forhåndenværende tømmer 

UNDERSØGT AF: NM ved Aage Roussel og Peter Riismøller ved flere små kampagner i 

perioden 1938-46, ÅHM 1989 udgravning at træ til dendrokronologisk datering 

KILDER, ARKIVALIER: ÅHM Journalnr. 2589 (ikke gennemset); Dendrokronologisk 

datering W-376 

LITTERATUR: Roussell 1946; Hyldgård 1986; Hyldgård 1988; AUD 1989 s. 267- 

268; Jantzen 1992b s. 208-210; Johansen 1997 bilag 4b s. 3-5 

ANDET: 

DATERING: Voldstedet og tømmer fra den østre indgang er dendrokronologisk dateret til 

1362 og 1370-90, mens skriftlige kilder antyder at borgen er nedlagt i 1406 

BESKRIVELSE: Efter gravning af en drængrøft i et engområdet ved Halkær Å i 

1920’erne sank tørvelaget så meget, at egetræ fra et større anlæg blev synligt. I 1938-46 

er der foretaget en række mindre undersøgelser af anlægget, som viste sig at være en 

lille træborg, der oprindeligt har ligget i en sump. 

Udgravningerne er formentlig blevet dækket til efter hvert års gravning. Hele 

anlægget har derfor ikke været frilagt samtidigt. 

Borgen var opbygget direkte på den oprindelige tørveoverflade, der var fyldt op 

med kæppe, grene og lyng, der blev dækket af gødning, grus og ler. Ovenpå denne 

opbygning var selve borgens huse anlagt, mens hele anlægget blev afgrænset af et ydre 

risgærde. 

Til banken har der været to adgange en fra vest og en fra øst, der begge gik over 

den sumpede ådal i form af vejanlæg, der fremstod som lange forhøjninger i terrænet. 

Desværre har udgraverne ikke oplyst, hvor lange veje menes at have været. 

Den vestre vej havde retning mod en mæander på Halkær Å, hvor der formentlig 

har været et overgangssted. Et snit gennem vejen ca. 27 m vest-sydvest for borgbanken 

har vist, at den var funderet på langsgående rundtømmer, som var dækket af ca. 20 cm 

grus og et tyndt lag siv og lyng. Langs sydsiden blev belægningen støttet af flere 

34

småpæle. Aage Roussell beskriver, at der syd for vigen er set en areal med spåner hvori 

der har stået spredte pæle. 

Inger Marie Hyldgård har i 1986 behandlet anlægget i et speciale fra Afdelingen for 

Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet. Pga. Aage Roussells beskrivelse af arealet 

med spåner og småpæle, er hun i tvivl om vejen er blevet snittet på langs eller på tværs. 

Fra den østre adgangsvej er også set flere lodrette pæle, ellers er vejen kun kendt 

som en ca. 5,40 m bred vejbane med enkelte større sten. Ca. 78 m fra banken er påvist 

en lille tværvold på tværs af vejen. Volden var funderet på bøgestammer, som blev 

fastholdt af lodrette pæle og grene. Da der ikke foreligger fotos og tegninger af volden 

kan det være vanskeligt at afgøre dens funktion. Jeg finder det muligt, at anlægget har 

båret en slags porthus, som det muligvis også er set på broen ved Egholm 1 (19) og på 

nordbroen til Boringholm (66). 

På selve borgbanken er der både ved den vestre og den østre indgang påvist rester 

af portbygninger. Flere lodretstående stolper i området lige udenfor portene viser, at 

vejene på det sidste stykke blev afløst af broer med egestolper i to parallelle rækker. 

Udgraveren nævner ikke hvor lange broerne oprindelig har været, ligesom der heller 

ikke foreligger opmålinger og fotos af adgangsvejene. 

Fra den vestre bro er frilagt to rækker af tre stolper med ca. 3 m’s afstand mellem 

rækkerne og 2-2,5 m mellem stolperne i den enkelte række. Broen har derfor været 

minimum 3 m bred, med 2-2,5 m lange fag. Fra den østre bro var bevaret 11 stolper, der 

stod i to noget uregelmæssige rækker, som ser ud til at have udgjort et anlæg analog 

med den vestre bro. I mosen mellem stolperne er påvist fragmenter af opløste planker, 

der formentlig var fra broernes overbygninger. 

Fra de to portanlæg på borgbanken var kun bevaret resterne af vejene gennem dem. 

Ved østporten blev vejen fulgt over ca. 9 m som to rækker langsgående træstammer 

med ca. 2,50 m’s mellemrum. Mellem stammerne var bevaret enkelte stykker 

vandretliggende træ fra en kørebane, der var delvist dækket af forkullet træ. Aage 

Roussell betragtede træet i vejbanen som sveller med en bredde på 10-18 cm. Ud fra 

beskrivelsen og plantegningen af anlægget, (der findes som bilag 2 hos Hyldgård 1986) 

har jeg valgt at betragte det som en plankevej. Det kan derimod ikke afgøres, om 

enderne af kørebaneplankerne oprindeligt har hvilet på de langsgående træstammer ved 

vejen sider. Ifølge bilag 2 er det mere sandsynligt, at træstammerne har ligget ved siden 

af plankerne, hvor de har afgrænset og fikseret kørebanen. 

På ydersiden af de to rækker stammer er frilagt tre lodrette stolper med firesidet 

tværsnit, der stod overfor hinanden to og to. Den yderste af stolperne stod helt ved 

borgbankens kant, mens den næste stod ca. 1 m fra kanten og den sidste yderligere 2,5 

m inde på banken. Stolpernes har formentlig indgået i en form for portbygning og 

samtidig har de støttet det langsgående træ ved vejens sider. Lige udenfor porten er 

påvist en større mængde brændt tømmer, som lå i nord-sydlig retning. Tømmeret er af 

udgraveren tolket som bevis på, at broen og porten er gået til ved en brand. 

Ved den østre indgang er set et lignende port- og vejanlæg. Vejen var her 2,5-3,00 

m bred og den kunne følges over ca. 2,5 m svarende til portens længde. Henover de få 

bevarede kørebaneplanker lå et gruslag, mens der mellem de fire yderste lodrette stolper 

lå en større mængde trækul. 

Tværs over borgen er påvist sparsomme rester af en vej, der forbandt de to porte og 

delte borgen i to. Langs vejens sydside er set fire kraftige lodrette stolper, tre firesidede 

af eg og en bøgestolpe af rundtømmer. Langs vejens nordside lå langsgående tømmer og 

mellem de lodrette stolper og de langsgående træstammer selve kørebanen. Nederst har 

35

den muligvis bestået af forskellige træstykker, der var dækket af to ujævne lerlag med 

lommer af tørv. Et tyndt sort lag mellem de to lerlag tyder på, at det første lag ler er 

blevet anvendt i en periode inden det er repareret med det næste. 

Vejen har delt borgen i en nordlig og en sydlig halvdel, med tre bygninger mod syd 

og fire mod nord. Via genstandsfund fra bygningerne ser det ud til, at den sydlige del af 

borgen har været en funktionsdel med bl.a. en stald, mens norddelen var en 

beboelsesdel. Opdelingen af banken har yderligere været markeret af en palisade på 

vejenes nordside, der bestod af nedrammede stolper. I palisadens østenden var der en 

1,62 m bred åbning og nord for den lå en ca. 6,5 m lang og 2 m bred vej. Vejen bestod 

af en ramme af vandretliggende genbrugstræ med en kørebane af forskellige træstykker. 

En analyse af det fundne genstandsmateriale antyder, at borgen var i brug fra sidst i 

1300-tallet og ind i 1400-tallet. Genstandsmaterialet tyder samtidig på, at anlægget 

næppe har været anvendt i mere end ca. 50 år. Ved en dendrokronologisk datering i 

1989 er byggeaktiviteterne på voldstedet dateret til 1362-90, da seks prøver fra husene 

er dateret til 1370-90 og to fra den østre indgang til omkring 1362. Borgen menes derfor 

at være påbegyndt i 1362. En skriftlig kilde viser, at Hedegård blev dømt til nedrivning i 

1406. Da vejene og broerne er en del af anlægget, må de opfattes som opført og anvendt 

i borgens brugstid. 

36


ANLÆGGETS NAVN: Ravnkilde Sten 2 (Lille Rørbæk Stenen) st.nr. 120810, sb.nr. x 

AMT: Ålborg HERRED: Års SOGN: Ravnkilde 

LANDSKAB: Høj tæt ved Simested Å og Bradstrup Sø 

ANLÆGSTYPE: Runesten opstillet ved muligt overgangssted 


UNDERSØGT AF: Privat 1847 



ANDET: 


BESKRIVELSE: Ravnkilde Sten 2 er fundet i 1847, hvor den lå ved en lille høj nær Lille 

Rørbæk. Fundstedet er lige ved Simested Å ca. 100 skridt fra Bradstrup Sø, hvor stenen 

måske har været opstillet ved et overgangssted over åen. 

Efter fundet er den 140 cm høje sten blevet rejst på fundstedet, men er siden flyttet 

til det østlige præstegårdsdige ved kirken i Kongens Thisted i Ålborg Amt. 

Stenens indskrift lyder: ”Asgot, Tygotes? (eller Duender?) søn, rejste stenen efter sin 

broder Esge”. 

37


ANLÆGGETS NAVN: Stisager 1 st.nr. 130202, sb.nr. 205 

AMT: Viborg HERRED: Harre SOGN: Fur 



KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej, der delvist var flankeret af gravede grøfter 

UNDERSØGT AF: FUM 1994 ved John Brinch Bertelsen og Christian Aabo Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: FUM Journalnr. 106/94; NM 2 arkiv (ikke gennemset); DKC 

130202-205 


ANDET: 

DATERING: Ud fra den arkæologiske kontekst ses vejforløbet at have været anvendt 

frem til senmiddelalderen, men det er uvist hvornår det er taget i brug 

BESKRIVELSE: I 1994 er resterne af en formodet enestegård undersøgt ved Stisager. 

Gården er dateret til før ca. 1650 og i nærheden af den blev påvist et vejforløb, som har 

været anvendt til sen middelalder. 

Vejen var en 2,5 m bred grusvej med tydelige hjulspor fra vogne med en sporvidde 

på ca. 80 cm. Langs vejens vestside er set en gravet grøft, der løb parallelt med vejen i 

en afstand af ca. 1 m. Øst for vejen er påvist en anden grøft, som over det første stykke 

fra syd løb parallelt med grusvejen, herefter drejede den mod øst og fortsatte parallelt 

med en ældre grøft, der sluttede under grusvejen. 

Vejforløbet er betragtet som en sidevej til den gamle hovedvej på Fur, som gik fra 

Nederby til øens vestkyst, hvor der skal have været en anløbsplads og en større 

bebyggelse. Vejene kan endnu ses på luftfoto. 

38


ANLÆGGETS NAVN: Stisager 2 st.nr. 130202, sb.nr. 209-211 

AMT: Viborg HERRED: Harre SOGN: Fur 



KONSTRUKTIONSFORM: Vejforløb flankeret af grøfter samt ældre hjulspor 

UNDERSØGT AF: FUM 1995 ved John Brinch Bertelsen og Christian Aabo Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: FUM Journalnr. 115/95, 116/95, 137/95 (ikke gennemset); NM 1 

arkiv (ikke gennemset); RAS Journalnr. G. 6040/95; DKC 130202- 209-211 


ANDET: 

DATERING: Ud fra den arkæologiske kontekst er den ældste vej dateret til vikingetid og / 

eller middelalder, mens vejen med grøfter er fra middelalderen 

BESKRIVELSE: I forbindelse med ledningsarbejder blev der i 1995 foretaget en 

muldafrømning over en ca. 2 m bred og 2 km lang strækning ved Stigsager. Ved en 

løbende arkæologisk undersøgelse er iagttaget et agersystem og flere faser af et 

vejforløb, som bestod af hjulspor, der formentlig kan dateres til vikingetid og 

middelalder. Der blev også undersøgt et yngre ca. 6 m bredt vejforløb med gravede 

grøfter langs begge sider. 

På et luftfoto kan vejen med hjulspor følges fra Nederby i syd til Furs vestkyst 

formentlig som hovedvejen på Fur, mens vejen med grøfter går fra Nederby til Debel 

midt på øen. 

39


ANLÆGGETS NAVN: Funder Å st.nr. 130303, sb.nr. 188 

AMT: Viborg HERRED: Hids SOGN: Funder 

LANDSKAB: Funder Ådal 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodretstående egetræsstolper og enkelte plankefragmenter fra 

mulig bro med stenpakninger omkring stolperne 

UNDERSØGT AF: SIM 1992 som en besigtigelse ved Knud Bjerring Jensen, efter at 

anlægget var blevet udgravet i forbindelse med anlægsarbejde 

KILDER, ARKIVALIER: SIM Journalnr. 55/1992; NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 

Journalnr. 12/93 (ikke gennemset); NM Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske 

Undersøgelser (Marine journalsager (NMU)). Journalnr. 1613 (ikke gennemset); DKC 

130303-188 


ANDET: 

DATERING: Flere af stolperne er dendrokronologisk dateret til midten eller slutningen af 

1200-tallet 

BESKRIVELSE: Ved ændringen af fiskedamme i et eksisterende dambrug ved Funder Å 

blev der i 1992 fundet flere kraftige egestolper med stenpakninger, der havde stået på 

tværs af ådalen. Efterfølgende er foretaget en besigtigelse på stedet, hvor der var bevaret 

10-12 stolper, som alle var optaget med maskine. Stolperne var op til 1,5 m lange og 

kanthuggede med tværsnit på 15 x 15 cm og nedadtil tilspidsede. En enkelt stolpe havde 

desuden indhugget not på to naboflader. 

Foruden stolperne og stenpakningerne er der registreret brudstykker af et par 20-30 

cm brede planker. Samlet set blev fundet tolket som lodrette stolper og kørebaneplanker 

fra et broanlæg, der har ført over ådalen. 

På sydsiden af ådalen er set et system af hulveje, som løb i skrænterne ned mod 

ådalen. På nordsiden var skrænten derimod kraftigt afgravet pga. grusgravninger og 

vejanlæg i nyere tid. Selvom hulvejene er udaterede, blev de ved besigtigelsen opfattet 

som anvendt i tilknytning til det formodede broanlæg. Fældningsåret for træet i flere af 

stolperne er dendrokronologisk dateret til midt i- eller sidst i 1200-tallet. 

40


ANLÆGGETS NAVN: Gammel Skivehus st.nr. 130409, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Hindborg SOGN: Skive 

LANDSKAB: Voldgrav 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodretstående træpæle, der muligvis stammer fra en gangbro 

UNDERSØGT AF: SMS 1993 ved John Simonsen 

KILDER, ARKIVALIER: SMS Journalnr. 214 A (ikke gennemset) 


ANDET: 

DATERING: Dendrokronologisk dateret til 1492 

BESKRIVELSE: Ved Skivehus blev der i 1993 påvist flere lodretstående egetræsstolper, 

som muligvis stammer fra en gangbro over voldgraven til Gammel Skivehus. Stolperne 

er dendrokronologisk dateret til 1492. 

41


ANLÆGGETS NAVN: † Langå Sten 1 og 2 st.nr. 130707, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Middelsom SOGN: Langå 

LANDSKAB: Eng nær Gudenåen 

ANLÆGSTYPE: Runesten opstillet ved muligt overgangssted / sejlløb 


UNDERSØGT AF: Jonas Andersen Skonvig omkring 1627 som en besigtigelse 


LITTERATUR: DR nr. 84, 85 

ANDET: 

DATERING: Stenene er runologisk dateret til sen vikingetid (omkring år 1000) 

BESKRIVELSE: Omkring 1627 har Jonas Andersen Skonvig set et stykke af Langå Sten 

1 ligge nær Gudenåen. I nærheden af fundstedet lå Langå Sten 2, men begge sten er i 

dag forsvundet. I følge Skonvig skulle Langå Sten 2 have været ca. 6,5 alen høj (4 m), 

den har derfor været Danmarks højeste. 

Måske har der ved stenenes fundsted været et overgangssted over Gudenåen, da 

stenene blev opstillet. Da runesten ofte er blevet rejst ved veje og overgangssteder, 

tolker jeg fundstedet som stenenes oprindelige opstillingssted. 

Læsningen af brudstykket fra Langå-sten 1 gav ingen mening, mens der på Langå-sten 2 

ifølge Skonvig skal have stået: ”Hvad (?) rejste denne sten efter sin fader NN og efter 

sin broder jærpulv. Thore (?) h(uggede)(?) ”. 

42


ANLÆGGETS NAVN: Langå Sten 3 st.nr. 130707, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Middelsom SOGN: Langå 

LANDSKAB: Engområde ved Gudenåen 

ANLÆGSTYPE: Runesten opstillet ved muligt overgangssted 




LITTERATUR: DR nr. 86 

ANDET: 


BESKRIVELSE: I forbindelse med brobyggeri ved Langå blev der i 1861 søgt efter 

egnede sten i området ved Gudenåen. I den forbindelse blev Langå Sten 3 fundet i en 

eng ved åen lige syd for Langå by. Stenen har formentlig haft sit oprindelige 

opstillingssted ved en overgang over åen. 

Selvom stenen var forsynet med runer blev den kløvet, men runesiden blev redet og 

stenen er siden blevet opstillet ved kirken. 

Indskriften lyder: ”NN (rejste denne) sten efter sin (bror) NN, en meget velbyrdig 

thegn”. 

43


ANLÆGGETS NAVN: Skjern Slot st.nr. 130710, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Middelsom SOGN: Skjern 

LANDSKAB: En nu udtørret sø ved Nørreå 

ANLÆGSTYPE: Broer og dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra et broanlæg, der har dannet adgang til 

voldstedet. Mod nord fortsatte adgangsvejen som en dæmning af ukendt opbygning 

UNDERSØGT AF: Stedets ejer proprietær Frederik Borch og sønnen, arkitekt Martin 

Borch flere gange i perioden 1839-70, hvor der også er påvist rester af brostolper. 

Anlægget et tegnet 1843 af R. H. Kruse, opmålt af NM ved Anders Bach og Ole B. 

Timmer 1969. I foråret 2001 har Afdelingen for Middelalderarkæologi, Aarhus 

Universitet foretaget uddannelsesgravning på stedet under ledelse af Mette Svart 

Kristiansen og Jan Koch 

KILDER, ARKIVALIER: NM 2 arkiv 

LITTERATUR: Bruun 1920 s. 218, Lebech 1945 s. 584-585; Trap 1963 s. 392-393 

ANDET: Mette Svart Kristiansen har venligst oplyst om undersøgelserne i 2001 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder sandsynliggør, at voldstedet og 

færdselsanlæggene har været i brug i middelalderen eller renæssancen 

BESKRIVELSE: Voldstedet fra det ældste Skjern Slot ligger i dag som en forhøjning 

midt i en tidligere sø syd for Nørreå og syd for det nuværende slots hovedbygning. 

Oprindeligt bestod anlægget af en firesidet banke, som var omgivet af dobbelte grave, 

der blev adskilt af en vold. Mod nord blev volden mellem de to grave udvidet til en lille 

forbanke. 

I perioden 1839-50 er en del jord og murbrokker fjerne fra banken, som på det 

tidspunkt fremstod som en grøn bakke. Jorden blev tilført marken vest for anlægget, der 

led kraftigt af sandflugt. 

Ved afgravningerne er på banken blevet frilagt rester af et trefløjet anlæg af tegl 

samt en runesten med maskemotiv. Stenen er i dag opstillet ved Skjern Kirkes våbenhus 

nord for voldstedet. 

På nordsiden af banken er der i 1840’erne påvist en del egetræsstolper i en dyb 

voldgrav mellem borgbanken og den lille forbanke samt mellem forbanken og den ydre 

vold. Stolperne stod i to parallelle rækker og blev derfor tolket som resterne af broanlæg 

på adgangsvejen til borgbanken. At adgangen har gået henover forbanken er 

underbygget af fundet af et granitfundament, som muligvis er fra en slags porttårn på 

forbanken. 

Fra adgangen er også påvist stolper fra en bro, der forbandt den ydre vold med en 

dæmning. Dæmningen har ført mod nord over engen til det sted, hvor det nuværende 

Skjern Slot ligger, her lå formentlig det ældre anlægs ladegård. 

44

I voldstedets indre voldgrav er der også påvist en del spredte stolper, som 

formentlig har skullet forhindre bankens fod i at skride ud. I 1820’erne er en del af disse 

pæle trukket op og solgt til anvendelse i en dæmning ved Brunshåb. 

Ved opmålingen i 1969 er der kun registreret stolper fra broen, der gik fra den lille 

forvold til den ydre vold, mens der ikke er set stolper i den inderste grav. En del stolper 

er registreret vest for borgbanken, hvor de måske har været sat for at stabilisere den 

omkringliggende vold. I dag er der stadig synlige rester af stolper i de tidligere 

voldgrave. 

I 2001 er der foretaget undersøgelser på forbanken, hvor der er påvist flere 

konstruktionsspor, men ikke rester af et egentligt porttårn. 

Skjern er nævnt som adelsgods i 1347 og den middelalderlige borg menes at have 

ligget på det undersøgte voldsted. De påviste ruiner stammer nok hovedsagelig fra et 

renæssanceanlæg, der sandsynligvis blev ødelagt af kejserlige topper i 1627. Afløseren 

for dette anlæg er den nuværende hovedbygning, som er opført i årene efter 1692. 

45


ANLÆGGETS NAVN: Sønder Vinge Sten 1 (Ulstrup Stenen) sb.nr. 130712, st.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Middelsom SOGN: Sønder-Vinge 

LANDSKAB: Ulstrup Mark nær Gudenåen 

ANLÆGSTYPE: Runesten ved sejlbar å og muligt overgangssted 


UNDERSØGT AF: Jonas Andersen Skonvig omkring 1627 som en besigtigelse 


LITTERATUR: DR nr. 82, sp. 118-120; Moltke 1976 s. 427 

ANDET: 


BESKRIVELSE: Sønder Vinge Sten 1 er beskrevet af Skonvig omkring 1627. På 

daværende tidspunkt lå den på Ulstrup Mark mellem Ulstrup-Rønge vejen og 

Gudenåen, der menes at have været sejlbar på dette sted i vikingetiden. 

Skonvig mente, at stenen var blevet slæbt hertil fra det nærliggende Grøndal, men 

ifølge Lis Jacobsen og Erik Moltke er det usandsynligt, da Grøndal ligger 3-4 km væk. 

De har i stedet betragtet fundstedet ved Gudenåen som stenens oprindelige 

opstillingssted, hvor den var synlig fra sejlløbet. Muligvis har her også været et 

overgangssted over åen. 

Stenen er i dag opstillet i slotsparken ved Ulstrup herregård. 

Stenens indskrift lyder: ”(NN) rejste (denne sten eller lignende) efter sine ”skippere” 

Thire og Tue”. 

46


ANLÆGGETS NAVN: Bispens Hald st.nr. 130803, sb.nr. 121 

AMT: Viborg HERRED: Nørlyng SOGN: Dollerup 

LANDSKAB: Lille næs, der fra vest skyder sig ud i Hald Sø 


KONSTRUKTIONSFORM: Vindebrogrube og stolper 

UNDERSØGT AF: NM 1886 som besigtigelse ved Daniel Bruun, udgravet i perioden 

1889-1913 af stedets ejer juristen og politikeren Christopher Krabbe og NM. I 1979-80 

undersøgt af NM ved Johs. Hertz i forbindelse med en restaurering af anlægget. 1992 

har VSM udtaget prøver til dendrokronologisk datering 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 885/85 (ikke 

gennemset); DKC 130803-121; Dendrokronologisk datering, W-155, W-241, W-476 

LITTERATUR: Hertz 1980 s. 172-174; Hertz 1982 s. 422-423; AUD 1992 s. 324; 

Vellev 1993 

ANDET: 

DATERING: Opførelsestidspunktet for Jørgen Friis’ voldsted er på baggrund af 

arkæologi, skriftlige kilder og dendrokronologi dateret til 1520’erne 

BESKRIVELSE: Det yngste af tre voldsteder, som lå ved Hald Sø er Bispens Hald, der lå 

på en lille holm, som skød sig ud i søen fra vest. Ved en voldgrav blev holmen afskåret 

fra faste land, så den fremtrådte som en lille ø. Borgen, der bestod af flere 

teglstensbygninger er formentlig opført af Viborgbispen Jørgen Friis i 1520’erne, hvor 

Hald tilhørte bispestolen. Ved reformationen overgik Hald til kronen, hvorefter godset 

var lenssæde til 1660’erne, hvor det blev privat gods. I starten af 1700-tallet er 

bygningerne nedrevet og den nuværende hovedbygning blev bygget længere mod vest. 

Adgangsvejen til Jørgen Friis’ borg er formentlig foregået via en lang bro med 

vindebroklap, der har ført gennem en portbygning i anlæggets sydvest hjørne. Fra broen 

er undersøgt enkelte stolper, mens rester af porten stadigvæk ses hovedsageligt i form af 

genanvendte granitkvadre fra nedbrudte landsbykirker. 

I bunden af porten er påvist to kontravægtgrubber fra vindebroerne kantet med 

granitkvader og teglsten. Grubberne, som formentlig har været overdækkede er fra to 

selvstændige vindebroer, en smal til gående og en bredere til gående, ridende og 

kørende. Fra den smalle vindebros kontravægt er der påvist en lang smal granitsten. 

Flere pæle, som stod i søen omkring borgøens nordlige del er dendrokronologisk 

dateret til 1423 og til de første år af 1500-tallet. Pælene har formentlig udgjort en 

forstærkning af borgbankens fod, fordi vandstanden i søen på borgens opførelsestidspunkt 

har været nogle meter lavere end i dag. 

Dateringerne til 1400-tallet tyder på, at der har været bygget på stedet før bispens 

borg, af dette byggeri er ikke fundet rester. Teglstensbygningerne og vindebroen 

stammer i hovedsagen fra Jørgen Friis’ byggeri. 

47


ANLÆGGETS NAVN: Løvel Bro st.nr. 130809, sb.nr. 48 

AMT: Viborg HERRED: Nørlyng SOGN: Pederstrup 

LANDSKAB: Skals Å 

ANLÆGSTYPE: Broer, dæmning og vadested 

KONSTRUKTIONSFORM: Kvaderstensbro, nyere tids dæmning af jord og træ, stolper fra 

nyere træbroer samt vadested af sten 

UNDERSØGT AF: Vadestedet er fjernet af privat 1905. Kvaderstensbroen er udgravet af 

NM ved Hugo Matthiessen 1936. Træbroerne er undersøgt 1979 af Fredningsstyrelsens 

Fortidsmindeforvaltning ved Ib Jensen og Mogens Schou Jørgensen, mens stenbroen er 

undersøgt 1993 af VSM ved Hans Langballe og Jens Vellev samt Skov- og 

Naturstyrelsen ved John Skovmand Thomsen. 

KILDER, ARKIVALIER: VSM Journalnr. 223 F (ikke gennemset); NM 2 Inventarnr. D. 

6047 (sværd fra vadested); NM 2 Journalnr. 479/05; Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning 

Fredningsnr. F. 53-1109, F. 1810-83; C14-dateringer K-3230, K-3231 

LITTERATUR: Matthiessen 1933 s. 34-35; Moltke 1974; Vellev 1974a s. 69-73; 

Møller 1988; Vellev 1996 

ANDET: 

DATERING: En indskrift fra kvaderstensbroen er dateret til 1241-50 eller 1259-86. 

Vejdæmningen er dendrokronologisk dateret til omkring 1630. Kerneved fra to 

brostolper er C14-dateret til efter 1635, mens et brugstidspunkt for vadestedet er 

funddateret til 1500-tallet 

BESKRIVELSE: Fra en kvaderstensbro, der har ført over Skals Å ved Løvel er flere dele 

udgravet i forbindelse med anlæggelsen af en dæmning i 1936 og igen ved en 

forskningsgravning i 1993. Forud for udgravningerne var broen kendt fra en buesten 

med latinske indskrift, som blev fundet i 1925. 

I 1936 er der frilagt en strømpille af granit samt et brohoved på søndre bred, flere 

løse sten og lodretstående træstolper. Strømpillen var ca. 4,36 m lang, 1,65 m bred og 

brohovedet ca. 3,55 m langt. Strømpillen har båret en af formentlig to bropiller med 

isryg, så broen oprindeligt har haft tre rundbuede gennemløb. 

Efter udgravningen i 1936 er der lavet flere forsøg på en rekonstruktion af broen. 

Den bedst funderede er lavet i forbindelse med undersøgelsen i 1993, hvor flere løse 

buesten blev opmålt. Stenene kunne deles i to skarpt adskilte grupper, den største 

gruppe med en indre diameter på ca. 3,60 m og en mindre med en diameter på 2,70 m. 

Udgraverne har derfor foreslået, at broens midterste gennemløb har været ca. 3,60 m 

bredt og de øvrige ca. 2,70 m brede. 

Filolog Erik Moltkes tolkning af den latinske indskrift på den fundne buesten lyder 

i oversættelse: I den første tid (dvs. først) befalede Kong Erik, denne... konge, Piller at 

48

gøre af sten ..., resten af indskriften, der kan have været: piller at gøre af sten i stedet 

for de gamle af træ må have stået på en anden sten. 

Ud fra skriftformen og indholdet har Erik Moltke tolket broen som opført af Erik 

Plovpenning (1241-50) eller Erik Glipping (1259-86), med størst sandsynlighed for den 

første. Broens opførelsestidspunkt er derfor ældre end den første kendte omtale af Løvel 

Bro i en skriftlig kilde fra 1454, hvor det er umuligt at fastslå, om den omtalte bro er 

kvaderstensbroen. 

Ved undersøgelsen i 1993 er der foruden den detaljerede opmåling af de bevarede 

dele af broen foretaget en mindre undersøgelse i terrænet rund om fundstedet, for evt. at 

påvise rester af forgængerne for stenbroen. Nord for åen blev der gravet et snit gennem 

en ældre vejdæmning, der havde været anvendt frem til 1935, hvor vejføringen blev lagt 

om. Træ fra dæmningen er dendrokronologisk dateret til omkring 1630. Ved fredningen 

af stenbroen i 1979 blev der foretaget en mindre undersøgelse af de træstolper, som 

allerede var synlige ved undersøgelsen i 1936. Stolperne er frilagt tværs over åen, hvor 

de har indgået i flere broanlæg, der er C14-dateret til efter 1635. 

Før stenbroen blev rejst har passagen af Skals Å ikke nødvendigvis foregået via en 

bro, da der både øst og vest for broen er påvist flere naturlige overgangssteder. I 1905 

skal et vadested af sten være fjernet i forbindelse med en omlægningen af Skals Å nær 

Løvel Bro. I vadestedet er fundet et stort tohåndssværd, der er dateret til 1500-tallet. Der 

er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser på stedet, vadets fundsted er derfor kun 

angivet som ”10 fod vest for den store Løvelbro”. 

Dateringen af sværdet antyder, at vadestedet har været i brug i 1500-tallet, men om 

stenbroen stadigvæk har stået på dette tidspunkt vides ikke. Det fundne sværd udelukker 

ikke, at vadestedet også kan have været anvendt før anlæggelsen af stenbroen og mens 

den var i brug. I notatet om fundet er vadestedet beskrevet som meget stenrigt, hvilket 

kan betyde, at det har været anvendt og udbygget gennem længere tid. 

Ved undersøgelserne af stenbroen i 1993 er der fundet en del genstande bl.a. flere 

hestesko, og en meget fin stigbøjle fra omkring år 1300. 

49


ANLÆGGETS NAVN: Borgvold st.nr. 130815, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Nørlyng SOGN: Viborg 

LANDSKAB: Naturlig morænedannelse ved Nørresø i Viborg 

ANLÆGSTYPE: Dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper og dæmning af ler, der har forbundet borgen og 

byen 

UNDERSØGT AF: Borgen er undersøgt af VSM 1889 ved etatsråd G. F. S. Bruun 

foranlediget af igangværende gravearbejde på voldstedets top. Adgangsvejen er 

besigtiget 1970 ved Peter Seeberg, 1970-71 og 1988 ved Erik Levin Nielsen 

KILDER, ARKIVALIER: VSM Journalnr. 1/1889, 803 E, 834 E (ikke gennemset); 

Dendrokronologisk datering, Wormianum (VSM 550 C) 

LITTERATUR: Vellev 1985; Jaubert 1987 s. 24-25; AUD 1988 nr. 229, 231; 

Hjermind et al. 1998 s. 18 

ANDET: 

DATERING: En stolpe fra dæmningen er dendrokronologisk dateret til 1314 

BESKRIVELSE: Ved Nørresø i Viborg ligger ruinerne af voldstedet Borgvold, der har 

bestået af en 110 x 90 m stor banke, som har rejst sig ca. 12 m over det flade land. 

Banken er fremkommet ved afgravninger og påfyldninger af en naturlig morænedannelse. 

Tidligere havde volden et lille fremskudt parti mod sydøst, hvor en mulig 

hovedindgangen med port og vindebro kan have været placeret. 

I 1970-71 blev der i forbindelse med kloakarbejde undersøgt resterne af en anden 

mulig adgangsvej, som udgik fra anlæggets sydvesthjørne. Vejen fremstod som en 

dæmning af ler, der antagelig var lagt som en udbygning af en smal naturlig sandtange, 

som har krydset et sumpet område vest for borgen. Langs lerfyldningens vestside er 

påvist en række lodrette egetræsstolper, der formentlig er sat som en markering af 

dæmningen og til støtte for belægningen. En ca. 130 cm lang firesidet stolpe med 

sidemål på 15-20 cm er i 1983 dendrokronologisk dateret til 1314, hvilket antyder, at 

vejen kan være anlagt eller udbygget på dette tidspunkt. 

Ved en mindre undersøgelse i 1989 er der påvist flere stolper fra samme anlæg, der 

også i den forbindelse blev tolket som resterne af en dæmning. Anlægget menes at 

havde haft retning mod en tidligere registreret hulvej nedenfor bybakken ved Ibsgade. 

Den dendrokronologiske datering til 1314 passer fortrinligt med, at borgen er nævnt 

som opført af Erik Menved omkring 1313 som en af tre jyske tvangsborge, de andre er 

Kalø Slot på Djursland (55) og Bygholm Slot ved Horsens. 

50


ANLÆGGETS NAVN: Viborg, vej til byen fra nord gennem Skt. Mogens port st.nr. 

130815, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Nørlyng SOGN: Viborg 

LANDSKAB: Vej / gade 

ANLÆGSTYPE: Vej / gade 

KONSTRUKTIONSFORM: Vej bestående af adskillige trafikhorisonter 

UNDERSØGT AF: VSM 1979 ved Erik Levin Nielsen 

KILDER, ARKIVALIER: VSM Journalnr. 41 E, 358 E 

LITTERATUR: Krongaard Kristensen 1987 s. 77, især note 30 

ANDET: 

DATERING: Vejforløbet er pga. arkæologiske iagttagelser og skriftlige kilder dateret fra 

tidlig- til senmiddelalderen 

BESKRIVELSE: Flere observationer i mindre grøfter gravet i forbindelse med 

rørlægninger har vist, at det trekantede torv nord for Skt. Mogens Port ligger på er en 

gammel vejforte med adskillige trafikhorisonter. Trafikhorisonterne stammer formentlig 

fra en landevej, der har ført til byen fra nord. 

De fleste af vejlagene fremstod som sandstriber, hvoraf de nederste lå delvist på 

undergrund. Blandt de nederste vejlag sås også en del småsten, som udgraveren har 

tolket som en bevidst sikring af trafikfladen i form af et egentlig stenlægning. 

Vejforten er formentlig blevet brugt fra tidlig- til senmiddelalderen, da der menes at 

være opstået en forstad på stedet i 1500-tallet. Teorierne er begrundet med, at der er sket 

en opfyldning og planering af området i perioden 1500-1800-tallet. 

51


ANLÆGGETS NAVN: Simested Bro st.nr. 130910, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Rinds SOGN: Simested 

LANDSKAB: Simested Å 

ANLÆGSTYPE: Broer 

KONSTRUKTIONSFORM: Kvaderstensbro og to yngre træbroer 

UNDERSØGT AF: NM 1900 som en besigtigelse ved Thomas Thomsen 


LITTERATUR: Matthiessen 1933 s. 37-38; Vellev 1974a s. 74-76; Lidegaard 1983 s. 

79 

ANDET: 

DATERING: Stenbroen er dateret til 1200-tallet pga. slægtskabet med Løvel Bro (35) og 

pga. materialevalget 

BESKRIVELSE: Da den stående bro over Simested Å blev restaureret i år 1900, blev der 

nær Hvam station fundet rester af en ældre kvaderstenbro. Broen blev påvist som tre 

bropiller med isryg, en ved hver åbred og en midt i åen. Ved NM’s besigtigelse er den 

midterste pille målt til at være ca. 5 alen lang (3,14 m), mens afstanden til de to piller 

ved åens bredder var ca. 4 alen (2,5 m). Pillerne blev tolket som fundamenterne til to 

hvælvede gennemløb, hvor de 4 alen mellem midterpillen og de yderste piller har 

udgjort bredden af de to gennemløb. 

Foruden fragmenterne fra stenbroen er der ved arbejdet påvist stolper af to 

træbroer, der var yngre end kvaderstensbroen. 

Efter frilægningen af stenbroen er flere af stenene blevet anvendt som sokkelsten i 

Adelgade 24 i Hobro. 

Broens opførelsestidspunkt er dateret til 1200-tallet pga. slægtskabet med Løvel 

Bro (35) og kvaderstensteknikken, som i den periode blev hyppigt brug ved opførelsen 

af kirker. 

52


ANLÆGGETS NAVN: Bundrup Bro st.nr. 130915, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Rinds SOGN: Vester Bølle 

LANDSKAB: Lerchenfeld Å 



UNDERSØGT AF: Herredsfoged Kristen Sørensen Testrup 1735 som en besigtigelse 


LITTERATUR: Nielsen 1866-67 s. 262-263; Vellev 1974a 

ANDET: 

DATERING: 1200-tallet pga. slægtskabet med Løvel Bro (35) og materialevalget 

BESKRIVELSE: I ”Rinds Herreds Krønike” omtaler herredsfoged Kristen Sørensen 

Testrup (1685-1761), at der øst for gården Lerchenfeld ligger en mølle, hvis forgænger 

har ligget lidt øst derfor. Den gamle mølle skal have haft navn efter en ældre bro, som lå 

ved møllen. Broen, der hed Bundrup Bro (Bonderup) var i gammel tid opført af huggede 

sten og forsynet med to hvælvinger. Broen blev erstattet af en træbro, som menes at 

være gået ud af brug, da der et par hundrede meter mod øst blev bygget en ny bro ved 

Bonderup (i dag Lerchenfeld). I 1670 skal der stadigvæk have stået rester af den gamle 

træbro. 

I 1735 har Kristen Sørensen Testrup fjernet flere sten fra kvaderstensbroen, der var 

sat i kalk. Mellem de fjernede sten skal der bl.a. have været en hvælvingssten. 

Nyere iagttagelser af broen kendes ikke. 

Broen er muligvis opført i 1200-tallet, hvor en lignende bro er opført ved Løvel 

(35). Samtidig blev kvaderstensteknikken hyppigt brug ved opførelsen af 1200-tallets 

kirker. 

53


ANLÆGGETS NAVN: Skindersbro st.nr. 130916, sb.nr. 117 

AMT: Viborg HERRED: Rinds SOGN: Vester-Tostrup 

LANDSKAB: Simested Ådal på et sted hvor en landtunge skyder sig ud i åen 

ANLÆGSTYPE: Broer og vadested 

KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper, der måske stammer fra flere træbroer samt et 

vadested af sten 

UNDERSØGT AF: VSM 1984 ved Mette Iversen og Jytte Nielsen 

KILDER, ARKIVALIER: VSM Journalnr. 415 E (ikke gennemset); RAS Journalnr. G. 

1002/85-28 

LITTERATUR: Matthiessen 1933 s. 40-47; AUD 1985 nr. 226; Iversen et al. 1987 

ANDET: 

DATERING: Den ældste gruppe stolper er dendrokronologisk dateret til 990’erne, 1070 

og 1120, mens et andet system er dateret til 1564-65, 1590, 1592 og det yngste til 

1649-50. Vadestedet er stratigrafisk ældre end stolperne 

BESKRIVELSE: Hulveje og hjulspor fører fra nord og syd ned over bakkeskråningerne 

til et overgangssted over Simested Å ved Skindersbro. I forbindelse med nedlægningen 

af en naturgasledning er der foretaget en del rekognosceringer, uden at der blev påtruffet 

anlæg. Først under selve maskinarbejdet blev der fra en dybde af 4-5 m opgravet flere 

egetræsstolper. En hastig undersøgelse i den ca. 5 m brede grøft har efterfølgende påvist 

i alt 23 stolper, som var 1,20-2,53 m lange og nedadtil tilspidsede. 

Stolperne grupperede sig i to områder: 11 stolper stod i grøftens vestligste 7 m, 

hvilket var godt 30-37 m øst for Simested Å’s nuværende løb. Disse stolper var alle 

1,20- 2,26 m lange og firesidede med sidemål på 20-25 cm. Stolperne ragede op af den 

tidligere åbund, så de kunne ses 70-80 cm under nuværende terrænoverflade. Nogle af 

stolperne var omgivet af stenpakninger, der både har fungeret som støtte for stolperne, 

men også som stabilisering af den tidligere åbrink. Fældningsåret for 10 af stolperne er 

dendrokronologisk dateret, fem til 1564-65, en til 1590, 1592 og tre til 1649-50. 

Udgraverne mente at stolperne var fra et broanlæg opført i 1564-65 og repareret i 1590 

og 1592. De tre stolper fra 1649-50 menes at stamme fra en bro, som via skriftlige 

kilder vides opført efter 1627. Pga. omstændighederne ved undersøgelsen har det ikke 

været muligt at få nærmere klarhed over stolpernes indbyrdes placering, der kan derfor 

ikke udskilles egentlige brofag. 

Den anden gruppe stolper, der ligeledes bestod af 11 stk. er fundet 42-48 m øst for 

det nuværende åløb. Stolperne var 1,52-2,53 m lange, flere af dem kanthuggede med 

sidemål på 20-30 cm, mens resten var ubearbejdede på nær tilspidsningen. Seks af 

stolperne blev hevet op via entreprenørmaskinerne, mens fem er undersøg in situ. 

Ved en dendrokronologisk datering havde fem af stolperne et identisk kurveforløb 

uden at det var muligt at foretage en datering. Tre af de øvrige stolper er dateret til 

54

990’erne, en til 1070 og en til 1120. Pga. forholdene kan en nærmere konstruktion ikke 

fastlægges. Udgraverne har fundet det sandsynligt, at stolperne stammer fra et broanlæg 

opført i 990’erne og repareret i 1070 og 1120. Da der ikke er påvist et system i 

stolpernes placering, kan det ikke fastslås om der er tale om en bro. Det er også muligt, 

at stolperne er rester af en bredforstærkning. 

Under det yngste system af pæle er der fundet et ret dybtliggende vadested af sten, 

som udgraverne har betragtet som ældre end de øvrige konstruktioner. Det er derfor 

muligt, at der løbende har været overgang på stedet. 

55


ANLÆGGETS NAVN: Gotriks Høj st.nr. 131208, sb.nr. x 

AMT: Viborg HERRED: Sønderlyng SOGN: Tjele 

LANDSKAB: Lave enge syd for Tjele Å 

ANLÆGSTYPE: Bro / vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper fra en mulig bro / vej mellem borgbanken og en 

gård på modsatte side af åen 

UNDERSØGT AF: ? 


LITTERATUR: Jantzen og Olsen (red.) 1999 s. 298 

ANDET: 

DATERING: Stolper fra vejen / broen er dendrokronologisk dateret til 1333-47 

BESKRIVELSE: Voldstedet Gotriks Høj er beliggende i et lavt engområde syd for Tjele 

Å som en meget udjævnet borgbanke, der oprindeligt var omgivet af en ca. 10 m bred 

voldgrav og en 7-9 m bred ydre vold. 

I engene nordvest for banken er der påvist en række egetræsstolper, som muligvis 

stammer fra en bro eller vej. Anlægget menes at have ført mod nord til gården Sønderup 

i Vammen Sogn, Nørlyng Herred, der har ligget på den anden side af åen. Stolperne fra 

den mulige vej / bro er dendrokronologisk dateret til 1333-47, mens det er uvist hvornår 

voldstedet er anlagt. 

56


ANLÆGGETS NAVN: Auning st.nr. 141001, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Auning 

LANDSKAB: Sænkning i en tidligere lavmose, der er en udløber fra Tinkær 

ANLÆGSTYPE: Veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Vejkonstruktion, som enten var en solidt funderet stenvej med 

større kantsten eller en ældre gren- og risvej på træfundering, der er erstattet af en yngre 

stenvej. Ved siden af anlægget er påvist en udateret plankevej 

UNDERSØGT AF: KHM 1945 ved Povl von Spreckelsen 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 255/72; NM 1 Journalnr. 662/46 (ikke 

gennemset) 

LITTERATUR: Spreckelsen 1945 

ANDET: 

DATERING: Stenvejen er funddateret til middelalderen pga. et middelalderligt hjulnav 

fundet i anlægget 

BESKRIVELSE: Under tørvegravning i en mose ca. 1 km syd for Auning by er der i 

1945 påvist en del sten og træ, som gik midt gennem mosen med retning nord-syd. Ved 

en efterfølgende besigtigelse og en mindre undersøgelse blev anlægget betragtet som et 

vejanlæg, der udgik ca. 20 m fra mosens nordkant. Udgraveren har tolket anlægget som 

en solid stenvej på en fundering af træ, grene og ris. Der er imidlertid ikke noget der 

udelukker, at det kan have været en gren- og risvej, der er udbygget med en vej af sten. 

Funderingen eller den ældre gren- og risvej bestod af ca. 1 m lange lodrette 

egepæle, der var placeret i 3 parallelle rækker med en indbyrdes afstande mellem de to 

yderste rækker på ca. 3 m. Henover den øvre ende af pælene lå på tværs af anlægget ca. 

3,3 m lange og 15 cm tykke planker af flækkede egetræsstammer. Mellemrummet 

mellem plankerne var udfyldt med grene og ris. På billederne fra udgravningen ser det 

ud til, at mellemrummene i vejens længderetning har været ca. 1 m. Det meste af 

belægningen har derfor været af grene og ris. Oven på funderingen / gren- og risvejen 

har ligget en kørebanen af sten i blandet størrelse, med kantsten af større sten ned langs 

begge vejen ydersider. Den største af kantstenene vejede op imod 500 kg, mens stenen i 

selve vejen har været 10-50 cm store. Stenene var generelt noget mindre i vejbanens 

nordende, end de var mod syd. Over de ca. 40 m som vejen blev undersøgt, var stenene 

dækket af et op til 15 cm tykt kørelag af grus og sand 

Godt 50 m vest for vejen er der gravet et mindre snit på tværs af en anden vej, der 

formentlig var en plankevej. Vejen løb parallelt med den første og så vidt den kunne 

følges i terrænet så det ud som om, at den i sydenden havde en let krumning mod øst. 

Udgraveren har med stenspyd fulgt begge veje over ca. 100 alen (62,8 m). Det 

udgravede stykke af stenvejen var ca. 40 m langt, mens plankevejen kun blev undersøgt 

i et mindre prøvehul. Ved besigtigelsen var opfattelsen, at begge vejkonstruktioner har 

57

ført over en lavning i mosen, hvor de forbandt Gl. Estrup mod nord med 

hovedgårdsjorden mod syd. Begge veje blev derfor betragtet som middelalderlige. 

Udgraveren mente at vejanlægget med stenene var det ældste, der siden er afløst af 

plankevejen, fordi trykket på den første vej har været så stort, at den er sunket i mosen. 

Det har ikke været muligt udfra udgravningsberetningen og Spreckelsens artikel at 

afgøre om dette er tilfældet. 

Blandt de genstande, som blev fundet i stenvejen var bl.a. et middelalderligt 

hjulnav, der blev medtages til museet, men senere er forsvundet. Det er ikke nærmere 

præciseret hvor i anlægget navet er fundet, alligevel er det det nærmeste man kan 

komme en datering af anlæggets brugstid. 

58


ANLÆGGETS NAVN: Fuglslev st.nr. 140204, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Djurs Sønder SOGN: Fuglslev 

LANDSKAB: Lavmose syd for Fuglslev by 


KONSTRUKTIONSFORM: Dæmning af træ, sand og sten, der muligvis er opført i en 

omgang 

UNDERSØGT AF: DJM 1986 ved Esben Kannegaard og NM ved Nils Engberg 

KILDER, ARKIVALIER: DJM Journalnr. 1945 (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 1860/86 

(ikke gennemset) 


ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for træet i anlægget er dendrokronologisk dateret til omkring 

år 1100 

BESKRIVELSE: Under et større dræningsarbejde i et moseområde syd for Fuglslev kirke 

stødte man i 1986 på en større mængde vandretliggende træ. Ved en arkæologisk 

undersøgelse er der frilagt et færdselsanlæg af egetræ og sten, der som en art dæmning 

førte over det lave fugtige moseområde. Nederst bestod anlægget af langsgående 

vandretliggende egetræsplanker, hvorpå lå mindre træstykker på tværs. Op mod begge 

sider af anlægget var lagt lag af sand blandet med sten og træ. 

Det var kun den nederste halve meter af anlægget, der var bevaret. Det kan derfor 

ikke afgøres hvor højt anlægget oprindeligt har været, eller om det er bygget i en 

omgang. Den fundne del af dæmningen var ca. 5 m bred og kunne følges over ca. 30 m. 

En dendrokronologisk datering fastsætter fældningsåret for træet i plankerne til ca. år 

1100. 

59


ANLÆGGETS NAVN: Tordrup Voldsted st.nr. 140314, sb.nr. 24 

AMT: Randers HERRED: Galten SOGN: Ørum 

LANDSKAB: Fugtigt område i en mark ca. 50 m fra Gudenåen 

ANLÆGSTYPE: Bro / dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en bro / dæmning mellem voldstedets to banker 

UNDERSØGT AF: Privat i 1880’erne, KHM ved Poul von Spreckelsen 1946, 1950 og 

1953, 1994 ved Inger Marie Hyldgård. I 1880’erne og 1994 er der set egetræsstolper fra 

en mulig bro. Træstolperne, der er opgravet i forbindelse med landbrugsarbejde er 

besigtiget af NM 1934, 1941 og 1986, i 1941 ved Aage Roussel 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 271/72, A/0258, 0294; NM 2 Journalnr. 198/41, 

763/85, 49/97 (ikke gennemset); DKC 140314-24 

LITTERATUR: Trap 1963 s. 797-798; AUD 1994 nr. 402 

ANDET: 

DATERING: På baggrund af fund og skriftlige kilder er voldstedets brugstid dateret 

indenfor perioden 1300-1550 

BESKRIVELSE: Fra 1880’erne er der efterretninger om, at flere egetræsstolper er fundet 

i tilknytning til Tordrup Voldsted, som på dette tidspunkt var næsten helt overpløjet. I 

indberetningerne er det desværre ikke nævnt, hvor i forhold til voldstedet stolperne blev 

påvist. Stolperne er tolket som resterne af en anløbsplads, det er derfor sandsynligt, at 

de er fundet i nærheden af Gudenåen, som løber nordnordvest for voldstedet. 

Efterfølgende er det foreslået, at stolperne ikke er fra en anløbsplads men fra en mulig 

laksegård, der skal have ligget på fundstedet eller fra en bro over engen til voldstedet. 

Ved gravningen af en drængrøft på omtrent samme sted som en nuværende grøft 

skærer voldstedets nordøstlige hjørne, blev der i 1931 fundet en 1,75 m lang 

egetræsstolpe med sidemål på 18 x 24 cm samt en 8 cm bred planke, der var 1,60 m 

lang og forsynet med et taphul i begge ender. Muligvis var det rester af en bro i 

tilknytning til voldstedet. 

Ved oprensninger af drængrøften i 1986 og 1992 er der igen påvist tømmer i form 

af firesidede egetræsstolper. Ved de arkæologiske undersøgelser af voldstedet i 1946, 

1950 og 1953 er adgangsvejene ikke berørt. 

I 1994 foretog KHM en opmålings- og besigtigelseskampagne af voldsteder i 

Galten, Middelsom og Houlbjerg Herreder. Efter besigtigelsen og studier af luftfoto af 

Tordrup blev det besluttet at foretage en prøvegravning. Ved undersøgelsen er det 

konstateret, at borgbanken, som var beliggende ca. 50 m syd for Gudenåens nuværende 

løb, var opført af træ, grene og tørv. På banken sås ingen rester af bygninger eller fund 

af genstande. På en naturligt sandbanke længere mod syd sås derimod et firesidet 

plateau, der viste flere faser bygningsrester og genstandsfund fra 1300-1400-tallet. De 

to banker betragtes som henholdsvis borgbanke og gårdbanke fra voldstedet. 

60

Adgangen mellem de to borgdele har formentlig foregået via en ca. 100 m lang bro 

eller dæmning, der skæres af den tidligere omtalte drængrøft. Ved gravningen i 1994 

blev der påvist stolper både nord og syd for grøften. To havde firesidet tværsnit og en 

var nærmest oval. Stolperne blev registreret i det samme område, som der tidligere var 

registreret stolper. 

Fra stolperne blev udtaget prøver, som desværre ikke kunne dateres. Voldstedets 

brugstid er derimod keramikdateret til 1300-1400-tallet. Skriftlige kilder fortæller at 

Tordrup oprindeligt var et adelsgods, der i 1374-75 afhændes til Valdemar Atterdag. Fra 

1429 og til nedlæggelsen i omkring 1550 var det lenssæde. Om den mulige bro / 

dæmning mellem de to borgdele vides kun, at den har hørt til anlægget. Den må defor 

have været anvendt på et tidspunkt i perioden 1300-1550. 

61

KATALOGER.: 45 

ANLÆGGETS NAVN: Jennum Stenen (Spentrup Sten 2) st.nr. 140608, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Nørhald SOGN: Spentrup 

LANDSKAB: Bæk gennem Jennum by 

ANLÆGSTYPE: Runesten ved muligt overgangssted 


UNDERSØGT AF: Søren Abildgaard 1767 og genfundet 1913 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 197/76, 246/80 (ikke gennemset); Museumsnr. B 

3233; NM 2 (Moltke-Jacobsenske Samling) (ikke gennemset); NM 2 

(Museumshistorisk arkiv) Abildgaards notesbøger (1 ks., I 36) (ikke gennemset) 

LITTERATUR: DR 120; Sterum 1982 

ANDET: 


BESKRIVELSE: I 1767 blev Jennum Stenen set af Søren Abildgaard, der foretog en rejse 

rund i landet. Stenen lå for enden af en brolægning, som har ført over en bred bæk ved 

Jennum By. Stedet er formentlig stenens oprindelige opstillingssted, hvor den har stået 

ved en overgang over åen. 

Efter Søren Abildgaard har flere forgæves forsøgt at finde stenen igen, men den 

dukkede først op i 1913 i forbindelse med renoveringen af en stenkiste under vejen 

gennem Jennum by. Stenen sad i stenkisten, men stenhuggeren skyndte sig at kløve den 

for at genbruge den i vejen. Nogle smådrenge opdagede runerne og runedelene blev 

redet. De syv runedele er nu sat sammen og udstillet på Kulturhistorisk Museum, hvor 

stenens højde over gulvet er målt til 132 cm. 

Indskriften lyder: ” Askatle rejste denne sten (efter....)ls, Spages søn”. 

62


ANLÆGGETS NAVN: Vester Tørslev Stenen st.nr. 140610, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Nørhald SOGN: Vester-Tørslev 

LANDSKAB: Mark ved en lille bæk nær Glenstrup Sø 





LITTERATUR: DR nr. 124 

ANDET: 


BESKRIVELSE: Runestenen er fundet i 1870 i en grøftekant i Gettrup ved den gamle vej 

mellem Tørslev og Gettrup. Fundstedet var lige ved en lille bæk nord for Glenstrup Sø. 

Måske har stenen oprindeligt stået ved et overgangssted over bækken. I dag er den 

opstillet i Vester-Tørslev Kirkes våbenhus, hvor højden over gulvet er 154 cm. 

Stenens indskrift lyder: ”hala, litu søn, rejste denne sten efter sin bror Asulv (?)”. 

63


ANLÆGGETS NAVN: Kærbybro st.nr. 140702, sb.nr. 81 

AMT: Randers HERRED: Onsild SOGN: Hem 

LANDSKAB: Engdrag umiddelbart nord for Kastbjerg Ås nye forløb og lige syd for en 

gammel åslynge 


KONSTRUKTIONSFORM: Gren- og risvej hvor kørebanen blev fastholdt af lodrette pæle 

samt sten fra en mulig vej 

UNDERSØGT AF: KHM 1978 ved Elmer Christensen. Beretning ved Niels T. Sterum 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 231/78; NM 1 Journalnr. 3462/81 (ikke 

gennemset); C14-datering K-4407 

LITTERATUR: 

ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for en pæl fra vejen er C14-dateret til 990-1160 

BESKRIVELSE: Under pløjning i en eng ca. 250 m øst for Kærbybro blev der i 1978 

fundet flere lodrette egetræspæle på nordbredden af Kastbjerg Å. Fundet blev anmeldt 

til KHM, der efterfølgende foretog en besigtigelse og udgravning umiddelbart nord for 

Kastbjerg Ås nye forløb, men lige syd for en gammel slyngning på åen. 

Ved udgravningen er der åbnet to felter omkring de registrerede pæle, det ene 7-8 m 

fra den nuværende å, det andet yderligere 6 m længere oppe på marken nærmere åens 

gamle løb. Ved undersøgelsen fremkom yderligere fire lodrette egepæle, så der i alt er 

påvist seks pæle med en diameter på ca. 15 cm. Pælene kunne følges i to parallelle 

rækker vinkelret på åen med nordvest-sydøstlig retning. 

I feltet mod nordvest nærmest åens gamle trace stod fire pæle parvise to og to med 

en indbyrdes afstand på ca. 2,00 m. Afstanden mellem de to rækker i feltet længst mod 

det nye åløb var derimod 2,5 m. I alt dækkede pælene en strækning på 12 m. 

I mellem og på begge sider af pælene er set et lag grene, som hovedsageligt lå på 

tværs af kørselsretningen. Grenene var ca. 5 cm i diameter og øverst i laget lå spredte 

større grene og enkelte fragmenter af bjælker, brædder og ligende. 

Grenlaget var mod nordvest mindst 40 cm tykt, herfra aftog tykkelsen mod sydøst, 

hvor det ikke blev påvise ved den en af pælene. Grenlaget var lagt direkte på tørven og 

henover det sås et lag tørv med indhold af ler og sand. 

Ud fra oplysningerne i beretningen kan anlægget tolkes som en 2,00-2,50 m bred 

vej af grene, der blev holdt på plads af nedrammede pæle, der har raget ca. 35 cm op 

over vejen. Udgraveren har nævnt, at der sås tørv med sand og ler henover anlægget, 

hvor tørven menes at være dannet på stedet. Det er imidlertid sandsynligt, at i hvert fald 

sand og ler stammer fra et kørelag, der har være lagt ud for at gøre kørebanen mere jævn 

og givet yderligere fast bund. 

64

I anlægget indgik en 2,20 m lang flækket træstamme, der var 15 cm tyk og havde 

en 40 cm lang indskæring i den ene ende. Stykket er af udgraveren tolket som en mulig 

bom over vejen eller resterne af et gelænder ved vejsiden. 

Mod nord (nærmest åens gamle forløb) er der oppløjet 4-5 flade sten på 15 x 35 cm, 

men om det er resterne af en vej og om den i givet fald er samtidig med grenvejen er 

uvist. Stenene lå i en lys sandstribe, der kunne følges i et ca. 3 m bredt bælte ud over 

engen og ned mod den nuværende å. Længst mod nord sås sandstriben at fortsætte med 

retning mod nogle hulveje over et bakkeparti. 

I forbindelse med udgravningen er der savet en skive af en af de lodrette pæle med 

bevaret bark, hvoraf to prøver er C14-dateret. Et gennemsnit af prøverne er dateret til 

perioden 990-1190. Stolpens egenalder er næppe mere end 50 år, vejen er derfor anlagt i 

sen vikingetid eller tidlig middelalder. 

65


ANLÆGGETS NAVN: Fyrkat st.nr. 140707, sb.nr. 11 

AMT: Randers HERRED: Onsild SOGN: Nørre-Onsild 

LANDSKAB: Ringborg 

ANLÆGSTYPE: Porte og veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Fire overdækkede porte af træ og pælehuller, der menes at 

være fra plankeveje, som har dannet akse- og ringgader på borgen 

UNDERSØGT AF: NM 1882 som en besigtigelse ved K. Bahnson og Sophus Müller, 

undersøgt af Hobro Museum 1943 og 1950 ved Z. K. Zachariassen, NM 1950 ved Tage 

E. Christiansen, 1951-54 ved C. G. Schultz, 1952-54, 1958-63 og 1973 ved Olaf Olsen, 

1955-58 ved amatørarkæolog Svend Søndergaard, 1958-63 ved Knud Thorvildsen, 

1960-63 og 1973 ved Holger Schmidt og 1963 og 1973 ved Else Roesdahl 


LITTERATUR: Olsen og Schmidt 1977 s. 37, 44, 64, 78-82; Roesdahl 1977 s. 129; 

Andersen 1984; Ravn 1999 s. 246 

ANDET: 

DATERING: Træ fra borgens opførelse er dendrokronologisk dateret til 979-81 

BESKRIVELSE: Under udgravningerne af ringborgen Fyrkat blev der i den omløbende 

vold påvist fire porte, en i hvert verdenshjørne. Portene havde en indvendig bredde på 

2,90-3,10 m og i bunden er der registreret tre rækker pælehuller, som mentes at have 

fastholdt en kørebane. Pælehullerne blev fulgt mellem nord- og sydporten og mellem 

øst- og vestporten, hvor vejene forbandt portene to og to så der i midten blev dannet et 

vejkryds. I syd har vejen fortsat ud gennem porten til bermen foran borgen. 

Ved fundet af lignende huller på Trelleborg i Sorø Amt har Poul Nørlund foreslået, 

at vejene havde langsgående strøer, der lå på jorden, hvor de blev støttet af de lodrette 

pæle. På tværs af strøerne har ligget selve kørebaneplankerne, hvor en planke i hvert fag 

har ligget henover den midterste pæl og var tappet ned over de to yderste pæle. 

Borgenes mange lighedspunkter har gjort, at udgraverne har opfattet vejene på 

Fyrkat som lignende konstruktioner. Der kan dog ikke siges noget sikkert om vejenes 

opbygning, da det eneste der blev registreret fra vejene var pælehullerne. 

Rundt langs indersiden af volden har der været en ringgade, der var ca. 1,8 m bred 

og påvist i form af to rækker pælehuller. 

Nordøst for borgen er undersøgtes en begravelsesplads, hvor der også er erkendt et 

gadeforløb af samme type, henholdsvis i form af tre og fire rækker pælehuller. 

Anlæggelsen af borgen er dateret til 979-81. Borgen var kun i brug i kort tid, 

plankevejene må derfor være anlagt sammen med resten af borgen. 

66


ANLÆGGETS NAVN: Ovsgård st.nr. 140708, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Onsild SOGN: Sem 

LANDSKAB: Eng syd for Kastbjerg Å i Kastbjerg Ådal 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej på fundering af lodrette stolper, vandrette 

bøgestammer og blåler 

UNDERSØGT AF: NM 1893 


LITTERATUR: Jantzen og Olsen (red.) 1999 s. 171-172 

ANDET: 

DATERING: Vejen er anvendt i tilknytning til voldstedet, der formentlig er fra 

middelalderen 

BESKRIVELSE: Ovsgård voldsted ligger i en meget sumpet eng syd for Kastbjerg Å, 

hvor det fremstår som en noget uregelmæssig borgbanke, der nærmest har trekantet 

form. Bankens facon skyldes tildels flere års pløjninger. Sydøst for banken ligger en 

mindre og næsten totalt bortpløjet banke eller forhøjning, hvis formål er ukendt. 

I 1893 er der foretaget nogle mindre undersøgelser på borgbanken, hvor der blev 

påvist brændt tømmer og lerklining fra bebyggelsen. Der blev også registreret en meget 

solidt funderet vej, som gik fra borgbankens sydside til sydsiden af den lille banke 

sydøst herfor. Fra den lille bankes nordside fortsatte vejen videre mod nord til fast land. 

Vejen var ca. 1,5 m bred og bestod nederst af en pilotering af lodrette egetræspæle, 

hvorpå var lagt vandrette bøgestammer. Henover træet lå en kappe af blåler med en 

brolægning af marksten. Ved et snit gennem den lille banke er det påvist, at banken var 

anlagt delvist ovenpå vejen. 

Anlægget er ikke dateret, og da det heller ikke er kendt fra skriftlige kilder er det 

vanskeligt at fastslå dets brugstid nærmere. Dateringen af voldstedstypen sandsynliggør, 

at både voldsted og vej har været anvendt i middelalderen. 

67


ANLÆGGETS NAVN: Gl. Estrup st.nr. 141003, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Fausing 

LANDSKAB: Den vestlige side af Alling Ådal ved foden af Helligbjerge 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra en bro, som formentlig har haft vindebroklap. 

Broen har dannet adgang til herregården 

UNDERSØGT AF: Anlægget er ikke arkæologisk undersøgt, men stolperne kan stadig ses 


LITTERATUR: Trap 1963 s. 853; Haugsted 1967 s. 107; Koch 1999 

ANDET: 

DATERING: Broen hører til en fase af herregården, hvis brugstid pga. arkæologiske og 

skriftlige kilder er dateret fra omkring 1490-ca. 1610 

BESKRIVELSE: Gl. Estrups nuværende trefløjede bygningskompleks ligger på en lav 

holm i kanten af de brede enge i Alling Ådalens vestlige side. De ældste sikre 

bygningsspor på banken er resterne af et firefløjet anlæg, der er opført af Lave Brok 

omkring 1490. Enkelte spor af anlægget kan endnu ses i murene på de nuværende 

bygninger, særlig tydeligt i den nuværende portbygning mod vest. 

På alle fire sider var voldstedet i middelalderen som nu, omgivet af en voldgrav. I 

dag sker passagen via en muret bro over den vestre grav. Adgangen til Lave Broks 

anlæg gik derimod over den nordre voldgrav til en port i nordfløjen. Fra adgangen kan 

stadigvæk ses stolper i voldgraven, der formentlig har båret en bro med vindebroklap. 

Den første kendte omtale af Gl. Estrup er fra 1340, hvor stedet var ejet af Anders 

Jensen. Efter hans død ragede hans enke uklar med Kong Erik Atterdag, som formentlig 

har fået det ældste Estrup ødelagt i 1359. Først omkring 1490 opfører Lave Brok et nyt 

anlæg, hvortil resterne af den påviste bro menes at høre. Den nuværende bro stammer 

fra en ombygning af anlægget, der har stået færdig senest omkring 1610. De stående 

stolper fra den ældre bro må derfor have været anvendt på et tidspunkt i perioden 

omkring 1490-ca. 1610. 

68


ANLÆGGETS NAVN: Fløjstrup st.nr. 141006, sb.nr. 41 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Hørning (Nørre) 

LANDSKAB: Slugt vest for Fløjstrup by, der fører fra nord mod syd til Alling Å 

ANLÆGSTYPE: Vej / sti 

KONSTRUKTIONSFORM: Vej- / stianlæg af forhåndenværende tømmer, der muligvis har 

været et fundament for en gren- og risvej 

UNDERSØGT AF: KHM 1964 ved Bjørn G. Stürup, S. Søndergaard og Elmer 

Christensen og af NM ved Hans Stiesdal 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 11/65; NM 1 Journalnr. 760/64 (ikke gennemset) 

LITTERATUR: Schovsbo 1987 s. 227-228 

ANDET: 

DATERING: Funddateret til middelalderen, da flere fragmenter af vognhjul, der indgik i 

anlægget er dateret til middelalderen 

BESKRIVELSE: Ved nedlægning af en drænledning blev der i 1964 registreret både 

forarbejdet og uforarbejdet egetræ i en slugt vest for Fløjstrup by. Ved en efterfølgende 

arkæologisk undersøgelse er der frilagt en godt 2 m bred og 7 m lang vej eller sti, der 

gik i slugten fra nord mod syd, med retning mod Alling Å. Vejen var af træstammer og 

grene, tre hele vognhjul, hjuldele, forarbejder til sådanne samt uforarbejdet affaldstræ i 

forskellig størrelse. Træet var især lagt på langs af vejens længderetning. 

På begge sidder af anlægget stod tynde birkegrene på 5-7 cm i diameter, som 

formentlig har fastholdt tømmeret, men også har markeret vejens forløb. Grenene gik 

15-110 cm under terrænoverfladen, dybest længst mod åen. Ud mod åen stod grenene 

tættere end længere oppe på land, ligesom anlægget ud mod åen var yderligere 

forstærket med grene og ris. Over hele strækningen er der mellem træet påvist lyst 

udvasket sand, der kan være fra et kørelag, som har været lagt henover træet. 

Da træet hovedsagelig lå på langs af kørselsretningen kan det ikke udelukkes, at 

anlægget var en sti eller et fundament til en vej og ikke selve kørebanen. Ved kørsel 

med vogn er det sandsynligt, at vognhjulene sank i når træet lå på langs af kørebanen. 

Det er derfor muligt, at det påviste lag grene og ris har udgjort selve kørebanen. 

Udgraverne har tolket anlægget som en del af en vejstrækning mellem tre tidligere 

gårde, der lå vest for slugten og den nuværende Fløjstrup by. 

Tolkningen har medført, at udgraverne har dateret anlægget til middelalder eller 

nyere tid. Et studium af de fundne hjuldele tyder også på, at anlægget har været i brug i 

middelalderen, da hjuldelene har stor lighed med fund fra voldstedet Boringholm (66), 

Danevirke (122) og Tårs i Vendsyssel. Om anlægget har forbundet de omtalte 

bebyggelser kan ikke fastslås. 

69


ANLÆGGETS NAVN: Moeskjærgård st.nr. 141006, sb.nr. 55 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Hørning (Nørre) 

LANDSKAB: Eng med tørvefyldt sænkning, der er bunden af det fossile Kolindsund 


KONSTRUKTIONSFORM: Vejføring, som muligvis har bestået af hulveje, der har ført til 

en stammevej, som evt. har haft sammenhæng med en vej af sten 

UNDERSØGT AF: KHM 1992 ved Ole Schmidt, Folmer Christiansen og Hans Skov 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 0179; NM 2 Journalnr. 78/93 (ikke gennemset); 

RAS Journalnr. P. 2717/92; DKC 141006-55; Dendrokronologisk datering A-7343 

LITTERATUR: AUD 1992 nr. 281, s. 311 

ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for træ i stammevejen er dendrokronologisk dateret til 1091 ± 

10-15 år og 1106 

BESKRIVELSE: I forbindelse med etableringen af et læbælte langs østsiden af en 

eksisterende markvej ved Moeskjærgård er der i 1992 oppløjet rester af et 

nord-sydgående anlæg af træstammer og sand. Ved en prøvegravning er anlægget fulgt 

henover en 75-80 m lang dalsænkning. Sænkningen var et tørvegroet engstykke, som 

har udgjort bunden af det fossile Kolindsund. Anlægget forbandt herved to faste 

landstykker nord og syd for sænkningen. 

Ved en efterfølgende udgravning er anlægget tolket som en vej af ubearbejdede 

egetræstammer på 15-20 cm i diameter, der var lagt i en ca. 3,00 m bred bane, som blev 

fulgt over 18 m. Træstammerne, som lå direkte på tørven lå helt tæt i den nordlige ende, 

mens de lå med ca. 10 cm’s mellemrum mod syd, hvor den vestlige afslutning på vejen 

sås i et ret forløb. Mod syd lå vejen delvist i to lag, der kan være udtryk for en 

reparation eller for variationer i bundforholdene. I denne del af vejen blev desuden 

registreret flækkede træstammer og plankelignende stykker. Vejens nordlige afslutning 

er ikke påvist, men vejen menes ikke at have strakt sig mere end maksimalt 20 m 

længere mod nord, hvor terrænet steg markant. 

Henover og ned imellem træstammerne er der påvist et 10-15 cm tykt lag sand, som 

formentlig er rester af et kørelag. Både nord og syd for anlægget sås hvidt sand i den 

opgravede tørv, der fulgte samme retning som stammevejen. 

Syd for trævejen steg terrænet gradvist og op at stigningen er set en del oppløjede 

10-15 cm store sten i forlængelse af stammevejen. Stenene kunne følges som en 2,5-3,5 

m bred og ca. 50 m lang rygning, der ikke er nærmere undersøgt. 

I skrænterne nord for dalen blev påvist fem-seks parallelle vejspor i form af 

trugformede fordybninger med hjulspor i bunden, der havde en sporviden på 1,10-1,20 

m. I hulvejene var påført sand, tørv og grene, der så meget ens ud i alle vejene. Lagene 

70

lev derfor ikke opfattet som reparationer, men som regulære opfyldninger efter at 

vejene er taget ud af brug. Teorien støttes af, at der ikke sås hjulspor i de påfyldte lag. 

Hvornår hulvejene har været anvendt vides ikke, men udgraverne har tolket dem 

som en del af vejføringen over dalen, hvor de har været anvendt sammen med 

stammevejen. Det samlede anlæg blev derfor opfattet som bestående af flere hulveje, 

der har ført til dalen fra nord. I det fugtige område blev vejsporene afløst af en ca. 40 m 

lang vejbane, som hovedsagelig bestod af ubearbejdede egetræsstammer. Syd for 

stammevejen kan vejføringen muligvis være fortsat som en stenvej. 

To dendrokronologiske prøver fra trævejens sydende er dateret til 1091± 10-15 år 

og efter 1106. Dateringerne viser, at der på dette tidspunkt har gået en stammevej 

henover dalen. Derimod er der ingen vished for, at hulvejene og den mulige stenvej har 

været anvendt i samme periode. Hulvejene kan også have været i brug i en periode både 

før og efter, at stammevejen blev anvendt. 

Dateringen af stammevejen har vist, at vejen er betydeligt yngre end en boplads fra 

300-400-tallet, som er undersøgt øst for vejen. Under udgravningen af vejen troede 

udgraverne, at vejen skulle ses i tilknytning til bebyggelsen. 

71


ANLÆGGETS NAVN: Sjellebro st.nr. 141010, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Lime 

LANDSKAB: Lavtliggende engpartier i Alling Ådal 

ANLÆGSTYPE: Veje og billedsten 

KONSTRUKTIONSFORM: Vejkompleks af flere veje ovenpå- og ved siden af hinanden. 

Bl.a. et muligt kompleks af gren- og risveje samt en dæmning af fire veje over 

hinanden, hvor de to ældst var stenveje med større kantsten og de yngste var plankeveje 

UNDERSØGT AF: FHM 1952 ved P. V. Glob, 1953 ved T. G. Bibby og 1957 ved Georg 

Kunwald. Mindre undersøgelser er foretaget af NM 1980, 1982, 1984 og 1991 ved 

Mogens Schou Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: FHM Journalnr. 225 (beretningen foreligger ikke); NM 1 

Journalnr. 3436/80 (ikke gennemset); RAS Fredningsnr. F. 54-1181 Journalnr. A 46/85 

(ikke gennemset); Dendrokronologisk datering, Wormianum 

LITTERATUR: Kunwald 1957; Kunwald 1964 s. 17-18; Jansson 1977 s. 106-110; 

Jørgensen 1977a s. 157, 162; AUD 1984 s. 87; Møller 1988; Roesdahl 1990 s. 

24-26; AUD 1991 nr. 270; Stoklund 1991 s. 289-294; Jørgensen 1993 s. 16; 

Jørgensen 1997c s. 160-161; Ravn 1999 s. 246 

ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for en pløk fra en af trævejene er dendrokronologisk dateret 

til 752, mens de to stenveje er stratigrafisk ældre. Maskestenen, der menes at have været 

opstillet ved vejene er stilistisk dateret til sen vikingetid (omkring år 1000) 

BESKRIVELSE: På det sted hvor Randers-Ebeltoft vejen føres over Alling Ådal er der i 

1951 fundet en 1,8 m høj sten med maskebillede. Efter fundet er der foretaget en 

prøvegravning i 1952 og en grøftegravning i 1953 og 1957. Ved disse lejligheder blev et 

vejkompleks af op imod 20 vejanlæg påvist. Vejene lå ovenpå eller ved siden af 

hinanden og vejkomplekset spænder i tid fra jernalderen til i dag. 

Den bedst undersøgte del af komplekset bestod af fire veje oven på hinanden. Fase 

1 og 2 var stenveje på en fundering af grene og ris. Begge veje havde en kørebane af 

blandede store og små sten og ned langs begge sider en række af lidt større kantsten. 

Stenvejene er på et tidspunkt blevet afløst af en plankevej (fase 3), hvis konstruktion 

ikke kan angives nærmere, da meget af træet er blevet genbrugt i den yngste vej, der er 

blevet lagt henover (fase 4). Den yngste vej var ligeledes en plankevej, der nederst 

bestod af tre rækker lodrette egetræspæle, som var afstivet med små pløkker for ikke at 

skride ud. Pælene har støttet korte stykker tværtømmer, der lå på tværs af kørebanen. På 

tværtømmeret har hvilet enderne af tyndere træstammer eller strøer, som bandt vejen 

sammen i længderetningen. Ovenpå strøerne lå selve kørebanen af tværgående 

egeplanker, der ved siderne var lagt ned i en skinne i vejens længderetning. Skinnen har 

dannet en slags ramme, der fastholdt plankedækket. 

72

I 1982 er der foretaget en mindre undersøgelse i en kloakgrøft, der gennemskar 

trævejene syd for åen. Fældningsåret for en pløk fra grøften er dendrokronologisk 

dateret til 752, men det var ikke muligt at fastslå, om pløkken er fra fase 3 eller 4. 

Mange steder i Sverige er det konstateret, at runesten ofte er blevet opstillet ved 

vejene. Udgraverne ved Sjellebro har derfor foreslået, at stenen med den store maske 

oprindeligt har været opstillet ved vejkomplekset, formentlig nogle meter nord for 

fundstedet, hvor vejen har nået fast land. Herfra har den kunnet ses vidt omkring, 

samtidig med at den har kunnet markere vejens forløb. 

Masken er udført i Mammenstil, der har sit navn efter ornamentikken på 

genstandene fra Mammengraven i Bjerringhøj, hvor selve gravkammeret er 

dendrokronologisk dateret til 970-71. Stenen ved Sjellebro er derfor dateret til omkring 

år 1000. Udgraveren har på den baggrund foreslået, at stenen oprindeligt er blevet 

opstillet i tilknytning til vejkompleksets fase 4, og at den daterede træpløk er fra fase 3. 

Den topografiske placering af vejbanerne er ikke tilfældig, idet kørebanerne er lagt 

skråt på det oprindelige åløb. Herved har man udnytte et naturligt lavvandet sted 

imellem de yderste og dybere partier i en mæanderbue, som geologiske undersøgelser 

har påvist på stedet. 

Ved georadar undersøgelser og boringer i 1980’erne og 1991 er kortlagt en 

anomali, der blev tolket som et muligt kompleks af gren- og risveje. 

I tilknytning til udgravningerne er der fundet flere ikke nærmere publicerede 

træsager, herunder fragmenter af køretøjer, som ikke er nærmere bestemt. 

73


ANLÆGGETS NAVN: Tustrup / Hevring Å st.nr. 141013, sb.nr. 77 

AMT: Randers HERRED: Sønderhald SOGN: Nørager 

LANDSKAB: Hevring Ådal 

ANLÆGSTYPE: Gåvad 

KONSTRUKTIONSFORM: Vadested af grene og træ med større grene og sten henover 

UNDERSØGT AF: KHM 1983-84 ved Reno Fiedel 

KILDER, ARKIVALIER: KHM Journalnr. 03/83, 171/84; NM 2 Journalnr. 1590/84 (ikke 

gennemset); DKC 141013-77 

LITTERATUR: AUD 1984 s. 87 

ANDET: 

DATERING: Funddateret til middelalderen, da et middelalderligt keramikskår lå i 

tørvefylden mellem stenene 

BESKRIVELSE: Ved kraftig vanderosion af brinkerne ved Hevring Å fremkom der i 

1983 flere sten ca. 150 m vest for Tustrup Nørregård, på et sted hvor ådalen er 40-50 m 

bred. Ved en efterfølgende besigtigelse blev der påvist større sten i selve åen. På begge 

sider af åen er der foretaget en udgravning, hvor der er frilagt et ca. 1 m bredt bælte af 

20-50 cm store sten, som blev fulgt over ca. 14 m på åens sydside og over 20 m på 

nordsiden. Mod syd var anlægget noget ujævnt og stenene lå flere steder noget spredt. 

Flere snit på tværs af anlægget har vist, at det nederst bestod af et op til 40 cm tykt 

tørveblandet lag af grene og ris med spredte striber af sand. På tværs af laget lå større 

grene og armtykke stammer og herpå et lag sten. Under og mellem stenene er påvist 

lodrette egepæle, der har fastholdt anlægget. I den øvre ende af en af pælene sad et løst 

stykke tømmer, som i første omgang blev opfattet som et stykke af selve pælen. Ved en 

nærmere granskning så det ud til, at stykket var en rest tværtømmer, som formentlig har 

været bundet fast til pælen så det har hjulpet med til at holde på grenlaget. 

Anlægget er tolket som en sti og vadested, der har ført tværs over ådalen med 

retning nord-syd. Nederst havde anlægget et bærelag af grene og ris, hvorpå var lagt 

tværtømmer til yderligere fundering af en stenlægning. Det hele blev fastholdt af 

lodrette træpæle. Stenlægningen var kun ca. 1 m bred, derfor må anlægget opfattes som 

et gå- og ikke et køreanlæg. 

Da anlægget fremstod meget helstøbt skal det nok opfattet som anlagt i en omgang. 

Teorien støttes af, at der hverken i den skriftlige beretning fra udgravningen eller på 

tegninger og fotos er noget der indikerer, at gren og rislaget oprindeligt har været 

anvendt som et selvstændigt anlæg, der senere er blevet forstærket. 

Blandt tømmeret i konstruktionen sås flere stykker genanvendt egetræ, som 

antagelig var fra et gammelt stemmeværk. Selvom flere prøver blev udtaget til 

dendrokronologisk datering, er det ikke lykkedes at få anlægget dateret. Brugstiden er 

derfor kun dateret udfra ét middelalderligt keramikskår, som lå i tørven mellem stenene. 

74


ANLÆGGETS NAVN: Kalø Slot st.nr. 141101, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Øster-Lisbjerg SOGN: Bregnet 

LANDSKAB: Stejl delvis naturlig banke på en ø i Kalø Vig 

ANLÆGSTYPE: Vej, porte og vindebroer 

KONSTRUKTIONSFORM: En ca. 500 m lang stenvej med større kantsten og striber af 

større sten på langs og tværs af vejen, vindebroer af træ samt portbygninger, hvor rester 

af to anlæg af tegl er udgravet 

UNDERSØGT AF: NM 1902 ved P. Hauberg, 1904, 1907-09, 1931 og 1941-42 ved C. M. 

Smidt. Opmålt af Stadsingeniøren i Århus 1941 


LITTERATUR: Smidt 1932 s. 67-70; Smidt 1944 s. 6, 16-17, 30; Topsøe-Jensen 

1966 s. 27-29, Stiesdal 1967; Olsen 1982; Koch 1999 s. 34-38 

ANDET: 

DATERING: Adgangsvejen til borgen er foregået ad en stenvej, der må høre til anlæggets 

ældste fase, som via skriftlige kilder er dateret til omkring 1313. De øvrige anlæg er 

især fra borg nr. 2 og yngre faser, der er anlagt efter 1343 

BESKRIVELSE: Kalø Slot ligger på en stejl delvis naturlig banke på en lille holm i Kalø 

Vig, hvor det har været omgivet af en ringmur. Adgangen til borgen sker via en ca. 500 

m lang stenvej, der fører fra fast land over havvigen til selve borgøen. Vejen er af 10-15 

cm store sten lagt i ler. Langs yderkanterne og ned gennem midten af vejen ses striber af 

større sten, ligesom der også er striber på tværs af vejen. Striberne i vejen er af lidt 

større sten end kørebanen, mens stenene langs vejens sider har været større, for at danne 

beskyttelse for havet. 

Vejen slutter noget før den når selve borgen, hvor den muligvis har været afløses af 

en vindebro over en tværgående voldgrav. Broen har således kunne hæves for at spærre 

adgangen for indtrængende. 

Stenvejen er formentlig noget af det første der er bygget for at give adgang til 

borgøen. Den må derfor have dannet adgang til borgen gennem hele dens brugstid. Om 

den formodede vindebro over voldgraven til borgøen har man derimod ikke 

arkæologiske vidnesbyrd, men den er sandsynligvis nævnt i en skriftlig kilde fra 1697. 

Fra den mulige vindebro har adgangsvejen fortsat videre mod syd over et let 

stigende terræn til Staldgården. Her ses voldgrave med bagvedliggende volde. På stedet 

har der nok oprindelig været en vindebro, der senere er erstattet af en jorddæmning. 

Måske har her også været et porttårn, hvorfra man har kunnet overskue hele 

adgangsvejen, af et sådant er dog ikke påvist rester. Bag volden og graven har 

ladegårdsbygningerne ligget, hvorfra en vej har fortsat videre mod vest over ridebanen. 

Fra ridebanen har passagen til borgbankens forborg foregået over en stor voldgrav med 

en bro, som muligvis har haft vindebroklap. I dag foregår passagen af en brolagt vej. 

75

I forgårdens sydlige ringmur er der i 1941-44 påvist rester af et porthus, som sprang 

ca. 10 m frem foran ringmuren og var ca. 14,5 m bredt. Porthuset, der var opført helt af 

røde munkesten, havde en ældre og en yngre fase. Den ældre fra det ældste borganlæg. 

På hovedborgen ses i sydøsthjørnet rester af et stort tårn og vest herfor endnu en 

port, som har ført fra forborgen ind på selve borggården, hvor alle bygninger har været 

opført af teglsten. 

Den meget komplicerede adgangsvej viser, at borgen er opført som et decideret 

forsvarsværk. Det ældste anlæg er opført af Erik Menved omkring 1313 som del af en 

gruppe forsvarsborge, der også omfattede Borgvold ved Viborg (36) og Bygholm ved 

Horsens. 

Det ældste Kalø bliver formentlig nedrevet af Christoffer 2., som ved sin 

indsættelse som konge i 1320 har forpligtet sig til at nedrive Erik Menveds 

forsvarsborge. Ret hurtigt efter at han var blevet konge er Nørrejylland blevet pantsat. 

Først efter at Valdemar Atterdag kom i besiddelse af landsdelen i 1343 menes Kalø at 

været genopbygget. Herefter har det fungeret som administrationscenter for kronen helt 

frem til 1660’erne. De stående bygningsrester stammer især fra anlægget opført efter 

1343 og fra adskillige ombygninger og ændringer, som løbende er foretaget indtil 

borgen er nedrevet omkring 1672. 

76


ANLÆGGETS NAVN: Egå Stenen st.nr. 141102, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Øster-Lisbjerg SOGN: Egå 

LANDSKAB: Brobjerg Bakke 



UNDERSØGT AF: Privat i årene før 1814 og 1814 besigtiget af Vedel Simonsen 



ANDET: 


BESKRIVELSE: På en rejse gennem Jylland så Vedel Simonsen i 1814 en runesten, der 

sad indmuret i et stengærde i Egå by. Ifølge lokale folk skulle stenen nogle år tidligere 

være udgravet af en høj eller bakke kaldet Brobjerg Bakke, som lå ved en bro over 

Egåen. Fundstedet er formentlig stenens oprindelige opstillingssted, hvor der har været 

et overgangssted over åen. 

Den 110 cm høje sten er i dag opstillet i Nationalmuseet runehal. 

Stenens indskrift lyder: ”Alkil og hans sønner rejste denne sten efter deres frænde 

Manne, som var ”landhyrde” (godsbestyrer) hos Kæld den norske”. 

77


ANLÆGGETS NAVN: Eskjærtoft Voldsted st.nr. 141104, sb.nr. x 

AMT: Randers HERRED: Øster-Lisbjerg SOGN: Hornslet 

LANDSKAB: Sophie-Amaliegård Skov 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej 

UNDERSØGT AF: ? 1950, 1956, besigtiget af Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning 

1982 og 1988 

KILDER, ARKIVALIER: Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 

53-1538, F. 2215-14 

LITTERATUR: Trap 1963 s. 1044-1045 

ANDET: 

DATERING: Vejen har hørt til voldstedet, der formentlig var i brug i middelalderen 

BESKRIVELSE: Voldstedet Eskjærtoft ligger i dag i en lysning i Sophie-Amaliegård 

Skov, hvor det består af et nærmest ovalt plateau, der har størst udstrækning i 

nordvest-sydøst. Plateauet er omgivet af en 1,5-2 m høj vold, som yderligere er omgivet 

af en grav, der nok oprindeligt har været fyldt med vand fra en nærliggende bæk. 

Adgangen til plateauet er tidligere foregået fra nordvest via en ca. 5 m bred og 20-25 m 

lang stenvej. Ved besigtigelserne er brudstykker af vejen set som en fortsættelse på 

plateauet, hvor den bestod af en blanding af små og store sten. 

I 1950 og 1956 er der foretaget flere smågravninger, hvor der bl.a. er påvist flere 

lodrette træpæle i voldgraven. Om pælene er fra et broanlæg kan ikke siges med 

sikkerhed. 

I Renæssancen var der et stutteri på lokaliteten, mens borganlægget formentlig er 

fra middelalderen. Stenvejen har nok ført til det middelalderlige borganlæg, selvom det 

ikke kan udelukkes, at den først er anlagt ved aktiviteterne i renæssancen. 

78


ANLÆGGETS NAVN: Sandgravvold / Gammelgård st.nr. 150109, sb.nr. 14 

AMT: Århus HERRED: Framlev SOGN: Storring 

LANDSKAB: Lille holm i den nu delvis udtørrede Gammelgård Sø 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette stolper og træ fra overbygningen af en oprindeligt ca. 

300 m lang bro, der har ført fra voldstedet til fast land 

UNDERSØGT AF: NM 1869 som en besigtigelse ved Johansen, 1918 ved S. Schultz. 

Sporadisk undersøgt 1920 ved K. C. Uldall og Chr. Axel Jensen, besigtiget af FHM 

1957 ved Georg Kunwald. 1986-87 har Afd. for Middelalderarkæologi Aarhus 

Universitet foretaget en uddannelsesgravning på stedet under ledelse af Hans Krongaard 

Kristensen 

KILDER, ARKIVALIER: FHM Journalnr. 735, 3129 (ikke gennemset); NM 1 arkiv (ikke 

gennemset); NM 2 Journalnr. 153/20, 882/26, 287/57, 176/95 (ikke gennemset); DKC 

150109-14 

LITTERATUR: Kunwald 1958; Jørgensen 1977a s. 158-159; Krongaard Kristensen 

1992 

ANDET: 

DATERING: Voldstedets brugstid er pga. genstandsfund og skriftlige kilder dateret 

indenfor perioden 1250-1350 

BESKRIVELSE: På en lille holm i den nu delvis udtørrede Gammelgård sø ca. 17 km 

vest for Århus ligger resterne af voldstedet Sandgravvold. Borgen har været en lille 

træborg, som formentlig bestod af en østre og en vestre banke, der var adskilt af en lille 

sænkning. Ved en mindre undersøgelse i 1920 er der udgravet fire fag af en stolpebro, 

som har ført fra borgen til fast land. Tre af brofagene blev udgravet i sammenhæng ca. 

midt mellem borgøen og det faste land. 

Broen har oprindelig været ca. 300 m lang og 4 m bred. At broen var så lang 

skyldes, at den ikke er lagt på den korteste vej over søen. Broen har i stedet gået så den 

har passeret et voldsted kaldet Klosterknoldene, som formentlig har fungeret som en 

slags forborg til kontrol af adgangsvejen. Det vides ikke om Klosterknoldene 

oprindeligt var et ældre voldsted, eller om det er anlagt samtidig med selve 

Sandgravvold. 

Broen bestod af 20-30 cm tykke uafbarkede egestolper, der var 7-8 m lange og 

nedadtil tilspidsede. Stolperne var nedrammede i to parallelle rækker med en indbyrdes 

afstand af ca. 3,5 m og med godt 4 m mellem stolperne i den enkelte række. Hvert 

stolpepar var på tværs af anlægget forbundet med et firesidet stykke tværtømmer. På 

undersiden var tværtømmeret forsynet med to ca. 10 cm stort taphuler, der har gjort det 

muligt at tappe tværtømmeret ned over de lodrette stolper. De enkelte stykker 

tværtømmer var herefter forbundet i broens længderetning af tre strøer, der var godt 4 m 

79

lange. Enkelte stykker tværtømmer havde udhugninger på oversiden til fastholdelse af 

strøerne og justering af broens højde. På tværs af strøerne lå selve det 3,90 m brede 

plankedække, der har udgjort kørebanen. Små naglehuller i plankerne, strøerne og 

tværtømmeret viser, at hele broen har været holdt sammen af trænagler. 

At man har så god kendskab til broens konstruktion skyldes, at dele af den er styrtet 

sammen og derfor er blevet bevaret på søens bund. Et sted er der fundet rester af sand 

og risflet ovenpå broen hvilket tyder på, at den sammenstyrtede bro er blevet brugt som 

en slags vej i det lave vand. Ellers bar broen ikke præg af reparationer. 

Borgens alder er ukendt, da det ikke har været mulig at datere det fundne træ. 

Dateringer af en del fundne genstande og historiske kilder tyder på, at borgen har været 

i brug i perioden 1250-1350. Broens tilhørsforhold til borgen gør, at den må dateres til 

samme periode. Da det fundne træ fra broen ikke viste tegn på reparationer, har den 

formentlig kun været i brug i en kort årrække indenfor perioden. 

80


ANLÆGGETS NAVN: Kærsgård Voldsted st.nr. 150207, sb.nr. x 

AMT: Århus HERRED: Hads SOGN: Hundslund 

LANDSKAB: Kunstigt opført borgbanke, der er beliggende på en bakkeskråning vest for 

Åkær Å 


KONSTRUKTIONSFORM: To træstolper, som evt. er fra en bro mellem to dele af borgen. 

Stolperne har muligvis hvilet i fodtømmer 

UNDERSØGT AF: OOM 1947 ved Læge J. Didriksen og 1949 af NM ved Hans Stiesdal 


LITTERATUR: Didriksen 1950; Stiesdal 1952 

ANDET: 

DATERING: Genstandsfund og skriftlige kilder sandsynliggør, at voldstedet har været i 

brug i første halvdel af 1300-tallet 

BESKRIVELSE: Resterne af voldstedet Kærsgård ligger på en bakkeskråning vest for 

Åkær Å i en sænkning, der i middelalderen var en vandfyldt mose eller kær. 

Voldstedet bestod oprindeligt af en nærmest kvadratisk tårnbanke, som var delvist 

kunstigt opført. Banken var omgivet af en ca. 10 m bred voldgrav, der mod øst kun var 

ca. 6 m bred. På tre sider blev graven omsluttet af en lav vold, mens der mod øst er 

påvist et fladt plateau, som formentlig har været yderligere afgrænset af en grav, af 

hvilken der er set svage spor. Plateauet har formentlig været en del af anlægget, måske 

som en egentlig gårdbanke med beboelse, stalde og økonomibygninger. I dag er der kun 

bevaret få rester af plateauet, der ligger delvist under en nuværende landevej. 

I 1947 og 1949 er der foretaget arkæologiske udgravning på tårnbankens top, hvor 

der er påvist syldsten fra et ca. 6 x 6 m stort hus eller forsvarstårn, som er gået til ved en 

brand. Under banken sås en større mængde sten, der menes at have dannet fundering for 

en ældre bygning, som antagelig er opført samtidig med at den kunstige banke er anlagt. 

I graven mellem banken og plateauet mod øst er registreret to løstliggende ca. 3 m 

lange træstolper, som begge var forsynet med tapper i begge ender. Stolperne var 

forkullede over 140 cm, mens de 160 cm havde bevaret bark. Ingen af stolperne havde 

naglehuller, Hans Stiesdal mente derfor ikke at de har indgået i en egentlig bygning. 

Han har derimod tolket stolperne som brostolper fra adgangen mellem anlæggets to 

dele, fordi de 160 cm med bevaret bark svarer til den formodede vandstand i 

voldgraven. De øverste 140 cm af broen er derimod brændt, formentlig i samme 

omgang som bygningen på banken. 

Hvis stolperne er fra en bro har den nok været af en type, hvor de nederste tapper 

har hvilet i vandretliggende tømmer på bunden af voldgraven. Tapperne i den øvre ende 

har derimod fastholdt et plankedække. Fodtømmeret i voldgraven er ikke påvist. 

81

Ved undersøgelserne på selve banken er der registeret flere genstande bl.a. en del 

keramik, en stor nøgle, ca. 30 armbrøstbolte hvoraf de 20 lå samlet i et lille depot samt 

10 sølvmønter. Tre af mønterne er slået i Erik Menveds regeringsperiode (1286-1319) 

og seks i Christoffer den 2.’s. (1320-26, 1330-32). Dateringen af mønterne og de øvrige 

genstande er derfor sammenfaldende med de ældste skriftlige kilder, der nævner 

Kærsgård første gang i 1331. Anlægget tilhørte da Laurids Trugotsen, som herefter har 

overdraget Kærsgård til Marquart Rostrup, der blev gift med Laurids Trugotsens datter. 

Marquart Rostrup var en stor godssamler, som var stærkt knyttet til de tyske grever. Et 

tilhørsforhold, der har gjort ham upopulær blandt danskerne. Omkring 1340 har det 

udviklet sig til en egentlig strid, måske er Kærsgårds brand et resultat af denne. 

Udgravningerne har påvist, at borgen ikke er blevet genopført efter branden. Da den 

mulige bro skal dateres i tilknytning til borgens sidste fase, har den med rimelig 

sikkerhed været anvendt i 1. del af 1300-tallet. 

82


ANLÆGGETS NAVN: Århus, vej til byen fra vest st.nr. 150311, sb.nr. 81, 90 

AMT: Århus HERRED: Hasle SOGN: Århus 

LANDSKAB: Nuværende gadeforløb 

ANLÆGSTYPE: Vej / gade 

KONSTRUKTIONSFORM: Stenbelægning, som er set både indenfor og udenfor 

Vesterport, der har dannet indfaldsport til byen 

UNDERSØGT AF: FHM 1996 ved Hans Skov 

KILDER, ARKIVALIER: FHM Journalnr. 3958, 3977 (ikke gennemset) 

LITTERATUR: AUD 1996 nr. 312, 313 

ANDET: 

DATERING: Anvendelsen af vejføringen er stratigrafisk- og funddateret fra omkring 

1250 og frem til nyere tid 

BESKRIVELSE: På strækningen fra Lille Torv til Emil Vetts Passage er der ved en 

undersøgelse i 1996 påvist i alt 14 vejlag. Det ældste var en stenlægning fra omkring år 

1250 og de yngste vejlag fra nyere tid. 

Udenfor Vesterport, som har udgjort byens vestlige grænse i middelalderen, er der 

registreret en stenlægning i samme stil som den der er påvist længere mod øst, også her 

er den dateret til omkring 1250. 

83


ANLÆGGETS NAVN: Hulpiberen / Tovstrup st.nr. 160102, sb.nr. 54 

AMT: Skanderborg HERRED: Gjern SOGN: Dallerup 

LANDSKAB: Lyngbygård Ådal hvor åen løber ud i Århus Å 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej med én række større kantsten langs den ene side 

UNDERSØGT AF: SIM 1983-85 ved Christian Ficher, Knud Bjerring Jensen og Connie 

Jantzen 

KILDER, ARKIVALIER: SIM Journalnr. 358/1983; NM 2 Journalnr. 1371/83, 1262/85 

(ikke gennemset); NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske Undersøgelser. 

(Marine journalsager (NMU)) Journalnr. 1620 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 

591/83; Dendrokronologisk datering W-172 

LITTERATUR: AUD 1984 s. 88; Ficher 1984; AUD 1985 nr. 273; AUD 1988 s. 245- 

247; Ficher 1990 s. 40-42 

ANDET: 

DATERING: Vejen er anvendt sammen med møllens yngste fase. Møllehusets ældste fase 

er dendrokronologisk dateres til 1100-tallet og den yngste til 1400-1500-tallet 

BESKRIVELSE: Under en ekstrem høj vandstand i Lyngbygårds Å i 1983 skete der en 

voldsom udvaskning og nedskridning af åbrinkerne ved Tovstrup, hvor åen munder ud i 

Århus Å. Udskridningen bevirkede at der blev blottet flere trækonstruktioner, som 

efterfølgende er undersøgt af SIM. 

Ved udgravningen er der udlagt et større felt både nord og syd for åen, hvor der er 

påvist rester af et vandmølleanlæg i to faser samt rester af en stenvej. Vejen har ført tæt 

forbi det yngste møllehus til en formodet vej / bro øverst på mølledæmningen over åen. 

Stenvejen bestod af marksten, som var lagt direkte på undergrundssandet. Langs den 

sydøstre side blev vejen afgrænset af en række store sten med en diameter på ca. 50 cm, 

der formentlig har fungeret som trædesten. I stenlægningen er set tydelige hjulspor med 

en sporvidde på ca. 90 cm. Sporene var ca. 20 cm brede og 4-8 cm dybe. Hvor vejen 

sluttede i nordøst fortsatte hjulsporene som aftryk i undergrundssandet. Hjulsporene var 

fyldt af gråligt sand med træ- og trækulsstumper, der også blev påvist mellem og over 

stenene i vejen. Måske har sandet ligger henover stenene som et kørelag, der har skullet 

udjævne vejen. 

Parallelt med og syd for vejen er påvist hjulspor, der måske er rester af en ældre 

vej. På åens vestside er der derimod ikke påvist rester af vejføringen. De manglende 

spor skyldes formentlig, at terrænet er ændret i nyere tid. Det kan dog ikke udelukkes, at 

vejen ikke har ført over åen, men kun har gået på dens østside ned til mølleanlægget. 

Træet i mølleanlæggets ældste fase er dendrokronologisk dateret til 1100-tallet, 

mens træ fra det yngste anlæg er dateret til efter 1384, efter 1486, 1531, 1561 og 1575. 

Vejens tilknytning til den seneste fase datere dens brugstid til senmiddelalderen. 

84


ANLÆGGETS NAVN: Sejs Snævringen st.nr. 160105, sb.nr. 182 

AMT: Skanderborg HERRED: Gjern SOGN: Linå 

LANDSKAB: Smalt åløb mellem Brassø og Borre Sø 

ANLÆGSTYPE: Bredafstivning evt. i tilknytning til en bro over snævringen 

KONSTRUKTIONSFORM: Egetræspæle, planker og sten, som måske er rester af en 

bredafstivning, der skal ses i tilknytning til en mulig overgang i form af en træbro 

UNDERSØGT AF: NMU i starten af 1980’erne og 1998 som mindre 

dykkerundersøgelser, mens en amatørdykker har set på stedet i år 2000, hvor det også er 

besigtiget af SIM ved Knud Bjerring Jensen og Mette Busch samt af RAS ved Mogens 

Schou Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: SIM Journalnr. 3/1948 (genstandsfund, jernøkse); NM 1 

Journalnr. 5848/84 (ikke gennemset); NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske 

Undersøgelser (Marine journalsager (NMU)). Journalnr. 1612 (ikke gennemset); RAS 

P. 3772/00; DKC 160105-182; Dendrokronologisk datering A-8151 

LITTERATUR: 

ANDET: Suppleret med mundtlige oplysninger fra Knud Bjerring Jensen 

DATERING: To pæle er dendrokronologisk dateret til efter 1144 og ca. 1150 

BESKRIVELSE: På bunden af Sejs Snævringen mellem Brassø og Borre Sø er der i 1948 

fundet en jernøkse af vikingetids / tidlig middelalderlig type. I nærheden af fundstedet 

er der siden registreret sten og egetræspæle. Pælene stod både langs snævringen og på 

tværs af denne, hvor lystsejlere flere gange er stødt på dem midt i sejlrenden. Da vandet 

oftest er meget grumset, har det ikke været muligt at foretage egentlige undersøgelser. 

Ved et forsøg i begyndelsen af 1980’erne og 1998 kunne intet ses. Først i år 2000 har 

det været muligt at påvise lodretstående pæle og vandretliggende planker helt inde ved 

den nordvestlige bred. Enkelte af pælene er taget op til dendrokronologisk datering, en 

er fældet efter 1144 og en ca. 1150. 

Ved en besigtigelse af stedet i oktober år 2000 fik jeg forevist de steder, hvor der 

endnu stod lodrette egetræspæle og vandretliggende tømmer på bunden. Træet sås langs 

hele snævringens nordvestside over en strækning på omkring 200 m. Den lange 

strækning tyder på, at der er tale om en bredforstærkning. En planlagt undersøgelse i 

2001 eller 2002 bør kunne give svar på, om der ses lignende tømmer langs snævringens 

modsatte bred. Ligeledes skal det undersøges, om der stadigvæk står træ tværs over 

snævringen og om det eventuelt er fra et overgangssted. Stedet virker egnet til 

overgang, da snævringen ikke er mere end ca. 20 m bred, samtidig er terrænet ret 

lavtliggende på begge bredder. 

85


ANLÆGGETS NAVN: Søbygård Voldsted st.nr. 160112, sb.nr. x 

AMT: Skanderborg HERRED: Gjern SOGN: Søby 

LANDSKAB: Engdrag ved den nordvestlige bred af Søby Sø på grænsen til Sall Sogn i 

Houlbjerg Herred, Viborg Amt 

ANLÆGSTYPE: Bro(er) 

KONSTRUKTIONSFORM: Stolper fra en / to mulig broer, der har ført fra voldstedet til 

fast land 

UNDERSØGT AF: Grev C. Emil Frijs i 1875. Opmålt og besigtiget 1968 og 1988 af 

Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning 


2312-35 

LITTERATUR: Trap 1964 s. 581-582; Madsen 1997 s. 85-88 

ANDET: 


brug i 1300-1500-tallet 

BESKRIVELSE: Voldstedet fra det middelalderlige Søbygård er stadigvæk delvist 

bevaret ved den nordvestlige bred af Søbygård Sø, nordøst for den nuværende 

hovedbygning. 

I 1875 foretog Søbygårds daværende ejer grev C. Emil Frijs flere små gravninger i 

anlægget, der bestod af to banker, som lå i retning øst-vest med gårdbanken mod øst. 

Ved gravningerne sås flere stolpesætninger både syd og vest for anlægget. Et 

system af stolper mod vest blev opfattet som resterne af en bro, der menes at have ført 

til faste land. Både i 1875 og ved de senere besigtigelser er stolperne genfundet. Ved 

fredningsberejsningen i 1988 er desuden set lodretstående stolper nord for anlægget, der 

også blev betragtet som rester af en bro til faste land. Om der er tale om stolper fra 

samme anlæg kan ikke afgøres. 

Første gang Søbygård er omtalt i en skriftlig kilde er i 1323 og anlægget mens først 

at være nedlagt i 1500-tallet, hvilket bl.a. fundet af flere glaserede kakkelovnsfliser 

vidner om. Ud fra arkæologiske og skriftlige kilder kan borgens anvendelse ikke dateres 

nærmere end høj- og senmiddelalderen. Det er dog nærliggende at betragte anlægget 

som tilhørende den gruppe adelsborge, der er opført i 1300-1400-tallet. Hvornår i 

anlæggets brugstid den /de mulige broer har været i funktion kan ikke siges. 

86


ANLÆGGETS NAVN: Hørning Stenen st.nr. 160205, sb.nr. x 

AMT: Skanderborg HERRED: Hjemslev SOGN: Hørning 

LANDSKAB: Mark ved Århus Å 

ANLÆGSTYPE: Runesten ved vej og overgangssted 


UNDERSØGT AF: Gårdmand Jens Mortensen 1849 


LITTERATUR: DR 58; Moltke 1976 s. 259 

ANDET: 


BESKRIVELSE: Hørning Stenen er fundet i 1849, hvor den stod øverst på en bakke 

ovenfor Bering Bro. Stedet er formentlig stenens oprindelige opstillingssted, hvor den 

har markeret en overgang over Århus Å. På et tidspunkt efter 1849 er stenen blevet 

flyttes ned til den moderne Bering bro, hvor den blev opstillet. I dag står den 160 cm 

høje sten i runehallen på Forhistorisk Museum Moesgård. 

Indskriften lyder: ”Toke smed rejste stenen efter Troels, Gudmunds søn, som gav ham 

guld (?) og frelse / (frihed) ”. 

87

KATALOG NR.: 65 

ANLÆGGETS NAVN: Horndrup Holm st.nr. 160208, sb.nr. 84 

AMT: Skanderborg HERRED: Hjemslev SOGN: Skanderup 

LANDSKAB: Den 20-25 m brede Tåning Ådal, der ses som en lavning i morænelandskabet. 

På lokaliteten hæver terrænet sig jævn på åens sydside, mens det stiger brat 

nord for åen 

ANLÆGSTYPE: Overgang / bro og dæmninger 

KONSTRUKTIONSFORM: Lodretstående træpæle og stolper samt gren- og ris fra 

bredafstivning og et muligt overgangssted. Tørv, planker og stolper fra to mulige 

dæmninger 

UNDERSØGT AF: Privat 1931, 1957 af SBM ved N. Gjessing og Jacobsen, 1991 mindre 

undersøgelse af SBM ved Helle Reinholdt, Geologisk Institut Aarhus Universitet ved 

Jens Tyge Møller og RAS ved Mogens Schou Jørgensen. I 1992-93 er undersøgelserne 

fortsat af SBM ved Anne Bloch Jørgensen og 1994 ved Jacob Tue Christensen 

KILDER, ARKIVALIER: SBM Journalnr. 1/57, 125; NM 1 Journalnr. 5905/84 (ikke 

gennemset); NM 2 Journalnr. 719/91; NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske 

Undersøgelser (Marine journalsager (NMU)). Journalnr. 1628 (ikke gennemset); RAS 

Journalnr. P. 2605/91; DKC 160208-84; Dendrokronologisk dateringer W-450 samt 

dendrokronologiske dateringer lavet på SIM, 1992. 

Oplysningerne om anlæggene er vanskeligt tilgængelige, da der er skrevet en 

beretning for hvert års gravning uden at der er lavet en samlet konklusion. 

LITTERATUR: AUD 1991 nr. 302, s. 273; AUD 1992 nr. 301; AUD 1993 nr. 362; 

AUD 1994 nr. 455 

ANDET: 

DATERING: Stolper fra en formodet bredafstivning er dendrokronologisk dateret fra midt 

i 1000-tallet til 1110-15, mens træ fra anlæggelsen af en dæmning er dateret til omkring 

1095 med reparationer i 1100-tallets første del. Et anlæg af pæle og stolper, som gik på 

tværs af åen er dateret til første del af 1100-tallet 

BESKRIVELSE: Tåning Å er reguleret flere gange siden sidst i 1800-tallet i forbindelse 

med ændringer af flademålet ved Fuldbro Mølle nordvest for Horndrup Holm. Af disse 

var især de sidste ændringer i 1931-33 betydelige, fordi de gav en sænkning af 

vandstandstanden på ca. 1 m i selve åen og i Skanderborg Sø. Tåning Å forbinder 

Skanderborg Sø med sydvestenden af Mossø. 

Den lavere vandstand og åens øvrige reguleringer har betydet, at åforløbet og 

terrænet ved Horndrup Holm er noget anderledes i dag end det var i vikingetid og 

middelalder, hvor åen har haft et forløb længere mod syd. 

I forbindelse med vandstandssænkningen i 1930’erne blev der blotlagt træ i 

nordkanten af åen ved Horndrup Holm. Træet indgik i en form for forhøjning, der var 

88

3-5 m bred og op til 0,5 m høj. I tilknytning til anlægget er der bl.a. opsamlet en 

lansespids. 

I 1957 foretog SBM en mindre undersøgelse på åens nordside, hvor der blev påvist 

to parallelle rækker egepæle og stolper samt vandretliggende egeplanker, der lå mellem 

pælene i den enkelte række. Anlægget kunne følges op i ådalen, hvor mellemrummet 

mellem pælerækkerne fremtrådte som en slags jordvold. I tilknytning til anlægget blev 

der opsamlet flere genstande, bl.a. resterne af en jernkniv. 

I 1990 stødte en fritidssejler på en egestolpe et stykke fra den søndre åbred. 

Stolpens fældningsår blev dateret til midt i 1000-tallet, hvorefter det blev besluttet at 

foretage en egentlig arkæologisk undersøgelse. Undersøgelserne fandt sted i 1991-94, 

det første år især som mindre forundersøgelser. På begge sider af åen blev ved hjælp af 

stenspyd og prøvehuller iagttaget forskellige sandlag, faskiner af grene og ris samt tørv, 

der menes at være lagt ud for at tørlægge området. I kanten af den nuværende å blev 

laget afløst af det i 1957 registrerede system af vandretliggende planker, lodrette pæle 

og stolper. Dele af de vandrette lag har formentlig været en bredafstivning. Tømmeret 

fra anlægget blev dendrokronologisk dateret fra midt i 1000-tallet til 1110-15. 

Ved de fortsatte undersøgelser er der påvist yderligere rester af pæle, stolper og 

planker, der kunne følges op på begge sider af åen. Syd for åen over minimum 40 m, 

mens det på nordsiden er fulgt over mindst 70 m. Udgraverne har tolket anlægget som 

to dæmninger med en kerne af tørv, der blev forstærket af et ydre bolværk af vandrette 

egetræsplanker fastholdt af lodrette stolper. Anlægget har dannet en form for tragt med 

den største åbning mod nord og en indsnævring mod sydvest. Dendrokronologiske 

dateringer har fastsat en opførelse til omkring 1095 med en reparation i 1. halvdel af 

1100-tallet. 

Ved indsnævringen mellem de to dæmninger syd for åens nuværende forløb, er der 

undersøgt en del vandretliggende træ i form af forarbejdet tømmer bl.a. et hjulnav, 

træpløkker, planke og stolperester. Træet lå på den tidligere overgang mellem vådt og 

tørt land, hvorfor det er opfattet som sammenskyllet. Flere af stykkerne er 

dendrokronologisk dateret til sidst i 1000-tallet og først i 1100-tallet. I området er også 

påvist et system af større og mindre lodretstående pæle og stolper med lag af fletværk 

imellem. Anne Bloch Jørgensen har tolket stolperne som del af en mulig overgang over 

åens tidligere løb, fordi anlægget stod hvor afstanden mellem de to dæmninger kun var 

ca. 8 m. 

Samlet blev anlægget tolket som to vejdæmninger, der på hver side af åen har ført 

til et overgangssted, hvorfra lodrette pæle og stolper er dateret til først i 1100-tallet. 

Overgangen er derfor yngre end pæle og stolper fra dæmningernes første fase, der er 

dateret til slutningen af 1000-tallet. Anlægget var derimod jævngammelt med pæle og 

stolper fra reparationen af dæmningen. Det blev samtidig set som en mulighed, at der 

kan have været et mølleanlæg i tilknytning til konstruktionerne, hvor dæmningerne har 

kunnet fungere som mølledæmninger. Selve mølleværket er ikke påvist. 

I forbindelse med udgravningen i 1994 mente Jacob Tue Christensen, at de lodrette 

pæle og stolper over det tidligere åløb har været for svage til at bære et egentligt 

broanlæg, i såfald kun en gangbro. Han finder det derfor tvivlsomt, om der i det hele 

taget har været en overgang, ligesom han har afvist teorien om en mølle. 

89


ANLÆGGETS NAVN: Boringholm st.nr. 160304, sb.nr. 96 

AMT: Skanderborg HERRED: Nim SOGN: Hvirring 

LANDSKAB: Mose ved Boring Sø 

ANLÆGSTYPE: Broer og dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Træstolper fra broer, der har dannet adgang til borgen fra nord 

og syd samt stolper fra en mindre bro mellem to borgdele, som senere er udbygget til en 

dæmning 

UNDERSØGT AF: NM 1909-16 ved C. M. Smidt og Chr. Axel Jensen, opmålt 1975 af 

Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning ved H. Larsen og N. C. Clemmensen. I år 

2000 prøveudtagning af VKH ved Folmer Christiansen og Afdelingen for 

Middelalderarkæologi Aarhus Universitet ved Jan Kock 

KILDER, ARKIVALIER: VKH Journalnr. 6331 (prøveudtagning); NM 2 arkiv (ikke 

gennemset); C14-datering K-5002 (Hjulnav); Dendrokronologisk datering A-5885 

LITTERATUR: Witt 1970 s. 136-138; Schovsbo 1987 s. 231-232; AUD 1988 s. 227; 

Johansen 1997 s. 44, 62-64, 86-89, 117, 121-123; Nielsen 1998 del 1 s. 76-77, del 

2 s. 56-59; AUD 1999 s. 334-335; Schovsbo 1999; Hylleberg Eriksen 2000 

ANDET: 

DATERING: Borgens opførelse er dendrokronologisk dateret fra sidst i 1360’erne til 

omkring 1380, en stolpe fra den sydlige bro til 1367/68 og to stolper fra en bro mellem 

hovedanlægget og en østlige forborg til 1371/72 og 1376/77 

BESKRIVELSE: Boringholm har ligget i en mose ved Boring Sø, hvor det via skriftlige 

kilder vides det at være opført af adelsslægten Bork i løbet af 1300-tallet. 

Ved en større undersøgelse i 1909-16 er der foretaget en totaludgravning af 

anlægget, som ikke er foregået stratigrafisk. Udgravningsteknikken har givet nogle 

problemer ved de efterfølgende bearbejdninger af materialet, hvor der ikke har kunnet 

udskilles byggefaser. Det er delvist blevet afhjulpet ved efterfølgende 

dendrokronologiske dateringer. 

Ved udgravningen fremstod anlægget som en delvist kunstigt langoval, der var 

opbygget af tørv, gødning og forskelligt genbrugstømmer på et fundament af risflet, 

som blev holdt på plads af adskillige nedrammede ege- og bøgepæle. Midt i 

opbygningen lå hovedanlægget som en firefløjet træborg på en fundering af pæle. Øst 

for hovedborgen er påvist en forborg, mens en lignende måske har været tænkt mod 

vest, hvor den aldrig er blevet færdigbygget. 

Det har formentlig også været meningen, at der skulle være en voldgrav hele vejen 

rundt om hovedbanken. Ved udgravningen blev den påvist langs nordsiden af 

hovedanlægget og ned langs østsiden til en lille bro mellem hoved- og forborg. Den 

undersøgte del af voldgraven var ikke gravet, men fremkommet ved opbygningen af 

hovedbanken og ved anlæggelsen af en ydre ca. 300 m lang oval af nedrammede 

90

stolper, der har gået rundt om hele borgen. På hovedanlæggets syd- og vestside er 

graven aldrig blevet anlagt. 

De dendrokronologiske dateringer har vist, at selve hovedanlægget havde flere faser 

samt at den ydre oval af lodrette stolper er yngre end hovedborgen. Træet i selve 

borganlægget er fældet i vinteren 1368/69, 1370/71, 1371/72 og 1376/77, mens træ fra 

det ydre anlæg er dateret til omkring 1380. Fra borgens fundering er også dateret en del 

bygningstømmer, som formentlig er genanvendt. 

Til anlæggets ydre oval har fra fast land ført to broer, en fra nord og en fra syd. Fra 

anlæggene er udgravet stolper fra selve broerne og fra brohovederne. Fra den nordre 

bro, der menes at have været ca. 50 m lang, var der kun bevaret ganske få stolper i to 

parallelle rækker. Helt inde ved borgen er påvist to rækker stolper med seks i hver 

række, mens de stod mere spredt længere mod nord. Stolperne, der alle var af 

rundtømmer stod med en afstand af 2,0-2,4 m mellem de to rækker, som udgjorde 

broens bredde. Afstand mellem stolperne i den enkelte række var 2,8-4,3 m som 

længden af et brofag. 

Fra broens overbygning er muligvis registreret en bjælke med taphuller i begge 

ender, der kan have været et stykke tværtømmer, som har været lagt henover to stolper 

på tværs af anlægget. Hvordan overbygningen i øvrigt har set ud vides ikke. 

Hvor broen har nået den ydre oval er der udgravet et brohoved i form af en række 

egetræsstolper, som kan have båret en portbygning. På selve broen er muligvis også 

undersøgt resterne af et porthus, da der er set en lille firkantet udbygning af fire stolper, 

som stod på broens østside ca. 12 m fra den ydre oval. 

Ved de dendrokronologiske dateringer har det ikke været muligt at daterer træet fra 

broen og pga. manglende beskrivelse af stolperne kan det ikke afgøres, om der har været 

flere faser i anlægget. 

Fra sydbroen, som har været ca. 38 m lang var bevaret otte enkeltstående stolper og 

to par, der alle var af kraftigt rundtømmer. Afstanden mellem stolperne i de bevarede 

stolpepar var 2,3 og 2,8 m. Ud fra de enkeltstående stolpers placeringer kan det 

beregnes, at afstanden mellem rækkerne har varieret fra 2,2 til ca. 4 m. Brohovedet er 

påvist som nedrammede egetræspæle, der stod i seks tilnærmelsesvis nord-sydgående 

rækker med tre i hver. Midt i konstruktionen er set flere lag ler og kampesten, som ud 

mod broen var holdt på plads af nedrammede småpæle. Opbygningen virker meget 

solid, hvorfor den eventuelt kan have båret et porthus. 

En af stolperne fra broen er dateret til 1367/68, hvilket indikerer, at broen er opført i 

anlæggets første fase. Stolper fra brohovedet er dateret til efter 1357, ca. 1369-84 og ca. 

1386-1401. Dateringerne sandsynliggør, at en mulige portbygning på brohovedet er 

opført samtidigt med broen, hvorefter den er repareret i perioden 1386-1401. 

Ingen af de to brohoveder viste tegn på at have været forsynet med en vindebroklap, 

hvilket jeg syntes vil have været naturligt for at hindre ubudne gæster i at trænge ind. 

Det er dog muligt, at vindebroen blot ikke er blevet registreret. 

Resterne af en tredje bro er udgravet øst for hovedanlægget i området umiddelbart syd 

for den ufuldstændige voldgrav. Broen har forbundet hovedanlægget med forborgen 

mod øst. Fra broen er registreret ca. ti lodrette egetræsstolper, som har stået i to 

parallelle øst-vestgående rækker med en indbyrdes afstand på lige under 3 m. Flere af 

stolperne stod meget tæt, hvilket måske betyder at den ene stammer fra en reparation. 

Teorien er underbygget af, at to tætstående stolper er dateret til 1371/72 og 1376/77. 

Dateringerne antyder, at anlægget meget hurtigt er blevet ødelagt og efterfølgende 

91

epareret. Dateringerne viser også, at broen og formentlig forborgen har hørt til 

anlæggets første fase. 

Fra broens overbygning er der muligvis fundet tre strøer, som har bundet broen 

sammen i lænderetningen. Strøerne var ca. 4 m, 4,5 m og 5 m lange og forsynet med 

naglehuller med 30-45 cm’s afstand. Afstanden mellem naglehullerne i strøerne 

illustrere formentlig kørebaneplankernes bredde på 30-45 cm. Da strøerne ikke er 

daterede kan det ikke afgøres, hvilken af broens faser de har tilhørt. 

Broens placering indikerer, at der har været planer om at fører voldgraven hele 

vejen rundt om hovedanlægget, ellers ville det være unødvendigt med en bro på stedet. 

Da voldgraven aldrig er blevet færdig, har man i borgens sidste brugstid opgivet broen 

og fyldt mellemrummet mellem stolperne op, så anlægget har får dæmningskarakter. 

I forbindelse med udgravningen af borgen er der fundet mange genstande, bl.a. otte 

hele- og firetyve fragmenter af hestesko, tolv spore og en meget fin stigbøjle. Der er 

også registreret en del vognfragmenter bl.a. tre-fire stykker af vognaksler, et stykke af 

en svingel, to vognkæppe og tre vognunderdele. Hertil kommer flere store vognhjul, 

hvoraf nogle har haft styrt samt løse hjulnav, stykker af hjulfælge og flere eger. 

Vogndelene er af Chr. Axel Jensen opfattet som bevis på, at der på borgen har 

været to-fire firehjulede vogne med styrt. Per Ole Schovsbo mener derimod, at der både 

har været firehjulede langvogne med hjul uden styrt og firehjulede vogne med styrthjul, 

de sidste til personbefordring. 

Der er en del problemer med dateringen af vogndelene, da flere af dem har været 

anvendt til opfyldning af området ved opførelsen af borgen. På nogle af hjulene er 

museumsnumrene blevet byttet om. Det er derfor ikke længere entydigt hvilke af 

hjulene, der har været brugt i opbygningen af borgen og derfor er ældre end denne og 

hvilke, der er fra anlæggets brugstid. Problemerne har resulteret i, at Torben Witt har 

dateret alle hjulene til omkring år 1400, som en del af anlæggets brugstid, mens Per Ole 

Schovsbo har dateret dem til omkring år 1300. I 1988 blev træ fra et hjulnav 

C14-dateret til et sted i tidsrummet 1160-1270. Træet havde ikke bevaret splint. 

Dateringen er derfor for gammel og selvom hjulet har haft en vis brugstid, må det 

opfattes som anvendt i opbygningen af borgen. 

92


ANLÆGGETS NAVN: Bredstenbro st.nr. 160305, sb.nr. 109 

AMT: Skanderborg HERRED: Nim SOGN: Nim 

LANDSKAB: Græsmark på sydsiden af Gudenåen og fugtigt mose- og engareal på åens 

nordside 

ANLÆGSTYPE: Kørevad og hulveje 

KONSTRUKTIONSFORM: Sten fra et vadested, som i en periode har været støttet af 

lodrette pæle ved siderne. To hulvejsspor har formentlig ført til vadet. Den ene er på et 

tidspunkt repareret med bl.a. teglbrokker 

UNDERSØGT AF: HOM 1988 ved Søren Gottfred Petersen, 1998 ved Susanne Nissen 

Gram 

KILDER, ARKIVALIER: HOM Journalnr. 425 og 1137; NM 2 Journalnr. 2131/88, 464/19 

(ikke gennemset); DKC 160305-109; Dendrokronologisk datering W-374 

LITTERATUR: Smidt 1919 s. 123-141; AUD 1989 s. 266-267; Nielsen 2000 

ANDET: 

DATERING: Træ fra vadestedet er dendrokronologisk dateret til 1092, efter 1092 men før 

1110 og efter 1094. Reparationer af hulvejene tyder på, at de har været anvendt gennem 

længere tid, mens deres endelige opfyldning er funddateret til middelalderen 

BESKRIVELSE: Ved nedlægningen af en naturgasledning under Gudenåen ved 

Bredstenbro, blev der i 1988 registreret en større stenlægning af 20-45 cm store sten i 

flere lag. Anlægget lå lige syd for åen og sydvest for den nuværende bro. I tilknytning 

til stenene er der påvist en del lodret og vandretliggende egetømmer. Fældningsåret for 

én pæl er dendrokronologisk dateret til 1092, mens træet i to pæle som mangler splint, 

er dateret til efter 1092 men før 1110 og efter 1094. Pælene er af udgraveren blevet 

opfattet som del af en mulig bredafstivning med relation til stenpakningen, der kunne 

følges over Gudenåen. Siden er det foreslået, at træet kan være tilflydt til stedet evt. som 

rester af en egentlig bro, som har stået længere oppe af åen. Denne løsning finder jeg 

noget usandsynlig, man må nok opfatte træet som en del af selve overgangsstedet, hvor 

det kan have været brugt til at holde på stenene i belægningen. 

Forud for nye rørarbejder i 1998 er der foretaget en mindre grøfteundersøgelse syd 

for det lokaliserede vadested. I en af grøfterne er fundet en træspade, der menes at være 

fra vikingetiden. Desuden sås en stensat brønd, som kun var tre skifter høj. Brønden er 

antagelig fyldt op i middelalderen, da der både lå teglsten og munke- nonnetagsten i 

tilfyldningen. Vandstanden i brønden var ved udgravningen for lav til, at den kan have 

været anvendt til kreaturvanding, men formentlig har vandstanden været højere i 

middelalderen. 

To store lavninger lige syd for vadestedet blev tolket som to hulveje med retning 

mod vadet. Øverst i den ene vej sås flere munkesten, der tyder på, at vejene er blevet 

repareret eller opgivet i middelalderen. Fylden i de to hulveje varierede en del, 

93

formentlig fordi det har været nødvendigt med mellemrum at påføre lag af jord eller 

tørv, når vejene blev for dybe og fugtige. 

De to hulveje løb mellem vadestedet og en tomt fra et kapel, som menes at have 

ligget ved en hellig kilde. En skriftlig kilde fortæller, at kapellet er opført lige efter 

1395. Ruinerne af kapellet er undersøgt af C. M. Smidt i 1917. 

I den vestligste hulvej er der påvist en grube med en genbegravelse af minimum tre 

individer. Personerne har nok oprindelig været gravlagt på en begravelsesplads, der er 

undersøgte i tilknytning til kapellet. Genbegravelsen i hulvejen skyldes formentlig, at 

man har fundet skeletterne i forbindelse med nyere tid grusgravning i den nedlagte 

begravelsesplads. 

Samlet set har færdselsanlægget bestået af et vadested af sten, der i en periode sidst 

i 1000-tallet og måske senere er blevet forstærket med lodrette egepæle. I den ene af 

hulvejene, der havde retning mod vadestedet er fundet tegl, som tyder på, at vejen er 

blevet repareret i middelalderen. Formentlig har vejene været anvendt gennem længere 

tid, da de begge er blevet lappet flere gange med jord og tørv. Hvordan vejene har været 

brugt i forhold til hinanden i tid vides ikke, men formentlig har de forbundet vadestedet 

og kapellet fra senmiddelalderen. 

Da den daterede fase i vadestedet er noget ældre end kapellet er det nærliggende, at 

se kapellet som anlagt ved en eksisterende vej. Ifølge traditionen har der været et større 

knudepunkt ved Bredstenbro, hvor vejene Horsens - Viborg og Ry - Jelling har passeret 

Gudenåen. Det kan ikke udfra konstruktionerne påvises, om de fundne vejanlæg har 

været en del af disse vejføringer. 

94


ANLÆGGETS NAVN: Falgård st.nr. 160405, sb.nr. 144 

AMT: Skanderborg HERRED: Tyrsting SOGN: Rye (Gammel) 

LANDSKAB: Gudenåens udløb i Rye Møllesø ved Holm, på et sted hvor åen i dag er ca. 

70 m bred og 4 m dyb 

ANLÆGSTYPE: Dæmning og mulige vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Stolpebro af egetræ, der senere har indgået i en dæmning af 

sten og træ, i tilknytning hertil formentlig en plankevej 

UNDERSØGT AF: Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning 1978-81 ved Mogens 

Schou Jørgensen, opmålt 1980 ved E. Buhl og N. C. Clemmensen. De arkæologiske 

undersøgelser er suppleret med geologiske undersøgelser, der siden 1989 er foretaget af 

Geologisk Institut Aarhus Universitet ved Jens Tyge Møller 


54-486, F. 57-24 (ikke gennemset); NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske 

Undersøgelser (Marine journalsager (NMU)). Journalnr. 1608 (ikke gennemset); DKC 

160405-187 (Rye Mølle); C14-dateringer. K-3120, K-3121, K-3524-3528 

LITTERATUR: Asschenfeldt Birkebæk 1963 s. 47-48; Jørgensen 1979; Jørgensen 

1980 s. 6; Jensen et al. 1984; Jørgensen 1988a s. 113; AUD 1999 nr. 470 (Rye 

Mølle) 

ANDET: Suppleret med mundtlige oplysninger fra Mogens Schou Jørgensen, da der 

ikke foreligger en egentlig beretning fra undersøgelserne 

DATERING: Fra broanlægget er en planke uden splint C14-dateret til 980-1160 (K-3120) 

og splinten fra en stolpe til 980-1160 (K-3121). En planke fra dæmningens ældste fase 

er dendrokronologisk dateret til 1069 ± 5 år, andre planker er usikkert dateret til 1000 

tallet, mens støttetømmer er C14-dateret til 1040-1250 (K-3526). Udbygninger af 

anlægget er C14-dateret til 1430-1630 (K-3524) og efter 1635 (K-3525). Kerneved fra 

en bortgravet plankevej er C14-dateret til 990-1160 (K-3528) og 1040-1230 (K-3527) 

BESKRIVELSE: Ved besigtigelser i området ved Holm blev skovfoged Christian Tue 

Jensen, Rye Nørreskov opmærksom på en forhøjning i terrænet og stolper i Gudenåen, 

på det sted hvor åen løber ud i Rye Møllesø. Fundet blev anmeldt til 

Fortidsmindeforvaltningen, der har foretaget flere mindre undersøgelser med ekkolod 

og dykkere. Ved undersøgelserne er på 4 m’s bybde set en dæmning, som i midten var 

afbrudt af et gennemløb, mens der ved siderne og på toppen blev set rester af træstolper. 

Siden er der foretaget flere arkæologiske og geologiske undersøgelser, hvor anlægget er 

blevet tolket som en vejoverføring over Gudenåen, der har passeret det smalleste sted 

mellem Ry og Gudensø, hvor åen i dag er ca. 70 m bred og 4 m dyb. 

Det undersøgte anlæg fremstod som en 5-8 m bred, 2 m høj og 200 m lang 

dæmning, der over åen havde et ca. 17 m bredt gennemløb. Dæmningens store længde 

95

skyldtes, at terrænet har været meget sumpet på begge sider af åen, hvorfor den er ført et 

godt stykke op på begge sider. 

Ved gravninger i dæmningen er det påvist, at den har bestået af op til meter store 

sten, som var lagt i anlæggets længderetning. Langs siderne blev stenene fastholdt af et 

bolværk af vandretliggende egetømmer og tætte rækker egepæle. Øverst på dæmningen 

er over hele forløbet registreret rester af lodrette egestolper. Ved en nærmere 

undersøgelse har det vist sig, at de forskellige dele stammer fra et anlæg i flere faser. 

Fase 1 bestod af lodrette egetræsstolper, der delvist stod inde i dæmningen. 

Oprindeligt har stolperne indgået i et broanlæg, hvorfra et plankefragment og splinten 

fra en stolpe er C14-dateret indenfor perioden 980-1160. 

I fase 2 blev 30-50 cm store sten lagt hen over broen. Da fasen ikke er dateret, kan 

det ikke afgøres, om den kan adskilles fra fase 3 som en selvstændig fase, eller den er en 

del af denne. I fase 3 blev anlægget udbygget til et dæmningsanlæg med meter store 

sten i 5-8 m’s bredde og op til 1,5 m’s højde. Yderst blev stenen fastholdt af 

langsgående egetømmer og lodrette pæle. Indvendigt var stenene støttet af stolperne fra 

den ældre bro. Et af tømmerstykkerne fra det ydre bolværk er dendrokronologisk dateret 

til 1069 ± 5 år, mens andet træ fra fasen er dateret til 1000-tallet. 

Da dæmningen er stratigrafisk ældre end broen, kan broen maksimalt have været 

anvendt i perioden 980-1070, hvorefter brostolperne har indgået i dæmningsanlægget. 

Anlæggets 4. og sidste fase var en udbygning af dæmningen, hvor en stenlægning 

er blevet lagt øverst på anlægget i det sumpede område vest for åen. Tørv fra fasen er 

C14-dateret indenfor intervallet 1430-1630 og en gren til efter 1635. Anlægget er 

formentlig allerede opgivet i løbet af 1600-tallet, fordi vandstanden i åen er steget pga. 

anlæggelsen af Rye Mølle, der er nævnt i en skriftlig kilde fra 1578. Efter dæmningens 

opgivelse er overgangen over Gudenåen nok sket ved møllen, hvor den ældste 

arkæologisk påviste dæmning er fra først i 1600-tallet. 

Til en eller flere af Falgård anlæggets faser skal formentlig ses en plankevej, som er 

bortgravet omkring 1970. Enkelte bevarede fragmenter af kerneved er C14-dateret 

indenfor tidsrummet ca. 1000-1200. Vejen har gået på åens vestbred mellem 

dæmningens landfæste og et endnu synligt hulvejssystem i et lille skovområde. 

96


ANLÆGGETS NAVN: Klosterbro st.nr. 160405, sb.nr. x 

AMT: Skanderborg HERRED: Tyrsting SOGN: Rye (gammel) 

LANDSKAB: Gudenådalen hvor åen løber ud i Gudensø ved Præstholm Hoved 

ANLÆGSTYPE: Dæmning og bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Dæmning af sten og træ, hvor i evt. indgår egetræsstolper fra 

et ældre broanlæg 

UNDERSØGT AF: Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning ved Mogens Schou 

Jørgensen 1977 og 1979-80, 1980 opmålt af NM ved E. Buhl og N. C. Clemmensen 

KILDER, ARKIVALIER: Dendrokronologisk datering, Wormianum 

LITTERATUR: Jørgensen 1978 s. 220; Jørgensen 1979 s. 227; Jørgensen 1980 s. 6; 

Jensen et al. 1984 s. 183 

ANDET: Suppleret med mundtlige oplysninger fra Mogens Schou Jørgensen og Carsten 

Sønderby (Wormianum), da der ikke foreligger en beretning fra undersøgelserne 

DATERING: En planke fra broen er dendrokronologisk dateret til efter 1122, mens en 

stolpe fra dæmningen er dateret til 1692 

BESKRIVELSE: Foranlediget af skovfoged Christian Tue Jensens’ mange observationer 

i området blev der sidst i 1970’erne foretaget nogle mindre undersøgelser af et 

dæmningsanlæg, der har passeret Gudenåen hvor den løber ud i Gudensø ved 

Præstholm Hoved. Anlægget fremtrådte som en ca. 60 m lang dæmning af store sten 

med bolværk af træ ved begge sider. Bolværket bestod af vandretliggende egetømmer, 

som blev fastholdt af tætte rækker pæle. Dæmningen er påvist på åens meget sumpede 

nordbred, mens der i selve åen er registreret rester af et ældre broanlæg i form af de 

nederste dele af lodrette egestolper. Stolperne blev hver især omgivet af en stenpakning, 

der var lagt ud til stabilisering af stolperne. Flere af de lodrette stolper fra broen kan evt. 

have indgået i bolværket på det yngre dæmningsanlæg. 

En planke, som menes at have indgået i brokonstruktionen er dendrokronologisk 

dateret til 1107, pga. manglende splint sættes fældningsåret til lidt efter 1122. 

Dæmningen menes at være fra 1600-tallet, da en af de stolper, der med sikkerhed ikke 

har indgået i brokonstruktionen er dendrokronologisk dateret til 1692. 

97


ANLÆGGETS NAVN: Dødeåen st.nr. 160406, sb.nr. x 

AMT: Skanderborg HERRED: Tyrsting SOGN: Rye (gammel) 

LANDSKAB: Dødeåens tidligere forløb i et lavtliggende område, der mod syd er 

afgrænset af Kollens Tå, som en udløber af et bakkedrag ved Sukkertoppen 

ANLÆGSTYPE: Kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Vadested af sten, sand og grene, som langs ydersiderne blev 

holdt på plads af to parallelle rækker lodrette bøgepæle. En række pæle inde i anlægget 

er muligvis fra en ældre fase 

UNDERSØGT AF: HOM 1992 ved Orla Madsen 

KILDER, ARKIVALIER: HOM Journalnr. 689; NM 2 Journalnr. 19/92 (ikke gennemset); 

RAS Journalnr. A. 166/97 


ANDET: 

DATERING: Ældste fase er formentlig ældre end et keramikskår, der er dateret til efter år 

1500 

BESKRIVELSE: Under gravning af et strygforløb ved Voer Klosters stemmeværk 

mellem Gudenå og Dødeåen, er der i 1992 påvist rester af et vadested. Ved en 

efterfølgende arkæologisk udgravningen blev et 22 m langt stykke af vadet frilagt. 

Vadestedet havde retning nord-syd vinkelret på en tidligere kanal ca. 3 m vest for den 

nuværende Dødeå. Anlægget, der samtidig har fungeret som opstemning af vandet i det 

tidligere åløb bestod af ca. 50 x 50 cm store sten, som lå i en 3-4 m bred bræmme. 

Stenene har udgjort det øverste lag i anlægget, som bestod af to-tre lag sten i vekslende 

størrelse med rødt grus imellem. I anlægget er også påvist flere teglbrokker og et enkelt 

stykke dobbeltsidet glaseret keramik. Vadestedet var ca. 8 m bredt og 70-80 cm højt og 

funderet på flere lag grene og kvas lagt på åbunden. Ned langs begge sider blev 

anlægget forstærket med en-to rækker lodrette bøgetræsstammer på 20-25 cm i 

diameter. I nord stod stolperne spredt, mens de mod syd stod regelmæssigt med en 

indbyrdes afstand på ca. 1 m. Alle stolperne var så lange at de gik ned igennem hele 

anlægget. 

Inde i selve vadet er der påvist en indre række bøgepæle, der måske stammer fra en 

ældre fase i anlægget, idet pælerækken var dækket af sten og sand. 

I anlægget er fundet et stykke 1500-tals keramik, som udgraveren har betragtet som 

bevis på, at vadet er anlagt efter år 1500. Opbygning med de mange lag sten og flere 

rækker pæle tyder på, at der har været en eller flere ældre faser. Keramikskåret, der lå 

blandt de øverste sten, kan derfor være endt her i forbindelse med en senere reparation 

eller udbygning. 

98


ANLÆGGETS NAVN: Fuldbro Mølle (Nord) st.nr. 160510, sb.nr. 47 

AMT: Skanderborg HERRED: Voer SOGN: Tåning 

LANDSKAB: Den lavtliggende Tåning Ådal lige sydvest for åens udløb af Mossø, med 

kraftigt stigende terræn på begge sider af ådalen 

ANLÆGSTYPE: Veje, broer og mulig fiskegård 

KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej med større kantsten og stolper ved siderne, anlæg af 

ellestammer, som muligvis er en sti eller stammevej med kørelag af forhåndenværende 

træ samt flere trækonstruktioner, hvoraf nogle formentlig er egentlige broanlæg 

UNDERSØGT AF: Privat 1971-72 og besigtiget af SBM ved Jens Aarup Jensen og Birgit 

Lind. Prøvegravning 1991 af SBM ved Helle Reinholdt, RAS ved Mogens Schou 

Jørgensen og Geologisk Institut Aarhus Universitet ved Jens Tyge Møller. Udgravet 

etapevis i mindre grøfter 1992 af SBM ved Anne Bloch Jørgensen og i 1993-95 ved 

Jette Bang. 

De mange udgravningskampagner og de forholdsvis små huller udgravningerne 

foregik i, har gjort det vanskeligt at få et sammenhængende billede af det fundne, 

hvilket er yderligere vanskeliggjort af, at anlæggene ikke har været frilagt samtidigt. 

KILDER, ARKIVALIER: SBM Journalnr. 90/72, 284; NM 1 Journalnr. 7695/94 (ikke 

gennemset); NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske Undersøgelser (Marine 

journalsager (NMU)). Journalnr. 1619 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 2615/91; 

DKC 160510-47; Dendrokronologiske dateringer A-4236, A-5734; W-506, W-511 

LITTERATUR: Møller 1988; AUD 1991 nr. 309; AUD 1992 nr. 308, s. 325-326; 

AUD 1993 nr. 361; AUD 1994 nr. 454; AUD 1995 nr. 364 

ANDET: 

DATERING: Stolper ved en stenvej er dendrokronologisk dateret til 600-tallet, mens en 

mulig bro er C14-dateret fra 700-1000-tallet. I et område sås flere anlæg, som dateres 

fra midt i 600-tallet og ind i 1000-tallet 

BESKRIVELSE: I 1863, 1911-12 og 1931-33 er Tåning Å reguleret i forbindelse med 

ændringer af flademålet ved Fulbro Mølle. Især ændringerne i 1931-33 har betydet en 

vandstandssænkning på ca. 1 m i åen og i Skanderborg Sø, hvis vestende Tåning Å 

forbinder med sydøstenden af Mossø. Den lave vandstand og åens reguleringer har 

betydet, at åens forløb ved Fuldbro Mølle ligger nordøst for det ældre løb. 

På sydsiden af Mossø sydvest for Tåning Å’s udløb er der i 1971-72 anlagt nye 

damme til et eksisterende ørreddambrug syd for åen. I den sammenhæng er der 

registreret en del pæleværk ved åens tidligere bred. Ved en besigtigelse fremstod 

anlægget som nedgravede pæle i et 8-15 m bredt område, der blev tolket som en form 

for pilotering eller opfyldning i området. Samtidig blev der påvist flere stykker træ, som 

formentlig er fra en fiskegård. Siden er pæle fra anlægget C14-dateret til midt i 

1000-tallet og en enkelt til 700-tallet (ikke nykalibreret !). 

99

I 1991 er der igen blottet konstruktioner ved ændringer af dambruget. Herefter 

fulgte i 1991-95 en række undersøgelser langs Mossøs sydlige strand. 

Ca. 100 m vest for åens udløb i Mossø er der påvist en stenvej, som kunne følges 

over ca. 45 m mod øst. I flere snit var vejen 2,5 m bred og bestod af 10-15 cm store sten 

med 30-40 cm store kantsten langs begge sider. Vejen var funderet på flere lag sand og 

øverst blev den dækket af et muligt kørelag af sand og ler. Langs vejens sider blev 

stenen støttet af egepæle, der har raget 20-30 cm op over stenlægningen. Anlægget 

havde øst-vestlig retning mod Tåning Å, og ifølge geolog Jens Tyge Møller, havde det 

retning mod det geologisk bedst egnede overgangssted over Tåning Å indenfor et større 

område. Det mulige overgangssted lå imellem de yderste og dybere partier i en 

mæanderbue, hvor vandstanden var jævn hele vejen over åen. Dendrokronologiske 

dateringer af flere af stolperne ved vejen har vist, at de er fældet midt i 600-tallet. 

I det fugtige område længere mod øst blev vejen afløst af et træanlæg, der evt. har 

haft relation til det pæleværk, som blev påvist i 1971. Træ fra anlægget er dateret til 

midt i 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet. Endnu længere mod øst er påvist de 

nederste del af to egetræsstammer med en diameter på ca. 1 m, som udgraveren har 

tolket som brofundamenter. Der blev også påvist en del både forarbejdet og uforarbejdet 

tømmer samt spredte lodrette pæle. Dendrokronologiske dateringer har vist at træet i det 

ene af ”brofundamenterne” er fældet omkring år 900, mens de lodrette pæle dateres fra 

600-tallet til midt i 900-tallet, og det forarbejdede træ fra 600-tallet til først i 1000-tallet. 

Nord for dette noget uoverskuelige område er der påvist flere vandretliggende 

træstammer, der hovedsagelig var af elletræ. Stammerne lå på langs af anlægget, hvor 

de på begge ydersider blev støtte af et solidt fletværk af grene, som var flettet rundt om 

små pæle, der stod med ca. 0,5 m’s mellemrum. Anlægget blev fulgt over 11 m uden at 

afslutningen blev påvist, i øst sås derimod en ca. 1,5 m bred vandrende på tværs af 

anlægget. Bredden af anlægget var 2,10-2,20 m, vest for vandrenden i form af seks 

tætlagte træstammer på 15-35 cm i diameter. Øst for renden var stammerne i midten af 

anlægget erstattet af halvtømmer med den flade side opad. Hvor anlægget blev afbrudt 

af vandrenden, var træstammerne afsluttet med en tværliggende stamme, der blev 

fastholdt af fire lodrette pæle, to i hver ende. 

Anlæggets funktion er noget uvis, udgraveren har tolket det som en anløbsplads, 

eller evt. i relation til en fiskegård. Det kan imidlertid også være et sti- eller vejanlæg. 

For stifunktionen taler stammernes placering med længderetningen på langs af 

anlægget, der ikke egnede sig til vognkørsel, da vognhjulene ville glide ned mellem 

stammerne. Ovenpå vejen er påvist et delvist omsat lag af grene og affaldstræ, som 

formentlig har skullet give en jævn overflade. At anlægget kan være resterne af en sti / 

vej er bekræftet ved, at der mod øst er påvist pæle og stolper fra en fortsættelse af 

vejføringen i to forskellige anlæg. 39 pæle og stolper blev fulgt over et 9 m langt og 6 m 

bredt forløb i flugt med ellestammerne. Ca. 8 m syd herfor er set seks egestolper i to 

rækker med tre i hver, med en afstand mellem rækkerne på 2,6-2,8. Anlæggets 

afgrænsning blev ikke fastslået, men formentlig er det resterne af en stolpebro, der gik i 

et skråt forløb over åen, hvor den flugtede med den tidligere registrerede stenvej. 

Samlet må anlægget tolkes som flere parallelle vejforløb, der har fulgt hinanden i 

tid som adgangsveje fra vest over Tåning Ådal, hvor der evt. har ligget en fiskegård. Fra 

selve passagen af åen er registreret et eller måske to broanlæg. Samlet set har anlægget 

faser fra 600-1000-tallet. 

100


ANLÆGGETS NAVN: Fuldbro Mølle (Syd) st.nr. 160510, sb.nr. 48 

AMT: Skanderborg HERRED: Voer SOGN: Tåning 

LANDSKAB: Den lavtliggende Tåning Ådal lige syd for Fuldbro Mølle hvor terrænet 

stiger voldsomt på begge sider af ådalen 


KONSTRUKTIONSFORM: Sten i hele åens bredde med lodrette pæle ved siderne 

UNDERSØGT AF: SBM 1990, 1991 besigtigelse og afsøgning med stenspyd af SBM ved 

Helle Reinholdt, RAS ved Mogens Schou Jørgensen og Geologisk Institut Aarhus 

Universitet ved Jens Tyge Møller 

KILDER, ARKIVALIER: SBM Journalnr. 212; NM 2 Journalnr. 764/91 (ikke gennemset); 

NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske Undersøgelser (Marine journalsager 

(NMU)). Journalnr. 1618 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 2491/90 (ikke 

gennemset); DKC 160510-48; Dendrokronologisk datering W-409 


ANDET: 

DATERING: Kerneved fra en pæl er dendrokronologisk dateret til 948-1018 

BESKRIVELSE: I kanten af Tåning Å syd for Fuldbro Mølle er der i 1990 fundet en 

egetræspæl. Fra pælen er kerneved dendrokronologisk dateret til 948-1018 og pga. den 

manglende splint er pælens fældningsår sat til efter 1026. 

Efterfølgende er der foretaget en besigtigelse og afsøgning med stenspyd både i åen 

og på begge bredder. Anlægget blev herved tolket som et vadested, der bestod af en 4-5 

m bred stenlægning, der kunne følges hele vejen over åen. Langs vadets sider stod flere 

lodrette egetræspæle, der ragede ca. 30 cm op over stenene. Pælene er formentlig sat for 

at holde på stenene og for at markere vadestedets forløb. 

Dateringen til efter 1026 viser, at der er foretaget en stabilisering af vadet i første 

halvdel af 1000-tallet, men vadestedet kan også have været anvendt både før og efter. 

101


ANLÆGGETS NAVN: Holtum Å st.nr. 160601, sb.nr. x 

AMT: Skanderborg HERRED: Vrads SOGN: Ejstrup 

LANDSKAB: En udskudt landtunge godt 300 alen (188 m) fra Holtum Ås udløb af 

Ejstrup Sø. Landtungen har strakt sig ud i en flad ca. 40 m bred engstrækning syd for 

åen. Syd for engen var der i 1904 en afvandingsgrøft, som gik rundt om Ejstrup Sø. 

Grøften har adskilt engen fra en mark, der har hævet sig jævnt op mod en bakkekam 

med tre gravhøje, som de yderste udløbere af en række på ca. 20 høje. På åens nordside 

var der en ca. 1,30 m høj skrænt, der ligesom syd for åen skrånede jævnt op til en 

bakkekam, hvor der lå en næsten sløjfet gravhøj 

ANLÆGSTYPE: Plankevej udvidet med forhåndenværende tømmer og tilhørende bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Plankevej af egetræsplanker delvist i to lag, der på et tidspunkt 

er blevet udvidet med forhåndenværende tømmer. I tilknytning til vejen er påvist flere 

egetræsstolper fra en bro 

UNDERSØGT AF: Stedets ejer 1904 og samme år af NM ved Thomas Thomsen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 296/04; C14-dateringer K-2836 (Hå 59), K-2878 

(Hå 42), K-2879 (Hå 32) 

LITTERATUR: Jørgensen 1989 s. 20-21; Ravn 1999 s. 227-248 

ANDET: 

DATERING: Fra den bærende del af brokonstruktionen er fældningsåret for en stolpe 

C14-dateret til 1030-1230 (K-2836), mens kernevedet fra en stolpe uden splint er C14dateret 

til 1190-1300 (K-2878) og kerneved fra et vognhjul til 1160-1290 (K-2879) 

BESKRIVELSE: Under nogle jordarbejder i en eng syd for Holtum Å blev der i 1904 

opgravet en del forarbejdet træ. Stykkerne var især af egetræ i form af vandretliggende 

tømmer og lodretstående stolper. 

Efter en anmeldelse til Nationalmuseet blev der foretaget en arkæologisk 

undersøgelse på stedet, men der er ikke helt enighed om hvor fundet præcist er gjort, 

idet stedets ejer nævner at det er registreret ca. 150 alen (94 m) fra åens udløb af Ejstrup 

Sø. Arkæologen Thomas Thomsen, der foretog den egentlige udgravning nævner, at 

fundet er gjort ca. 300 alen (188 m) fra åens udløb. Da Thomas Thomsen har foretaget 

en egentlig opmåling på stedet, må man nok regne med at hans angivelse er den rigtige. 

Selvom store dele af anlægget var optaget før den egentlige udgravning fandt sted, 

har det alligevel været muligt at rekonstruere anlægget over en strækning på ca. 28 m, 

hvor det bestod af tre dele: en ca. 10 m lang plankevej, som på et tidspunkt er blevet 

udvidet mod vest af et lag forhåndenværende træ. Vejanlægget blev ude mod åen afløst 

af en stolpebro, hvorfra stolper kunne følges over ca. 18 m på åens sydside. Anlægget 

blev derimod ikke eftersøgt i selve åen eller på den nordre åbred. 

Plankevejen som var lagt ud til støtte for kørsel i den fugtige ådal begyndte ca. 35 m 

fra åens sydbred. Fra vejen er udgravet lidt mere end 40 planker, godt 30 er udgravet af 

102

stedets ejer over ca. 6,5 m. Plankerne fra Thomas Thomsens gravning er indmålt på en 

plantegning, hvor de ligger side om side delvist i to lag, som gik på tværs af kørebanens 

længderetning. Flere af plankerne var ca. 2 m lange og 25 cm brede enkelte hugget 

tyndere mod enderne, hvor nogle havde et eller flere huller. I Hullerne har siddet 

trænagler, som har været anvendt til at fæstne plankerne så de ikke skulle forskubbe sig. 

Da der ikke er udgravet rester af en egentlig fundering, må naglerne have fæstnet det 

øverste lag planker til plankelaget under. 

I forløbet sås også en anden form for fastgørelse i form af pælekroge af krumvokset 

træ, der var nedbanket ved plankeenderne, hvor de også har markeret vejens forløb. 

24-25 m fra åens sydlige bred har anlægget skiftet karakter, idet her er registreret de 

første lodrette stolper fra en bro, der har ført over selve åen. Overgangen fra den ene 

anlægstype til den anden kendes ikke, men måske har tre egetræsstammer, som lå på 

tværs af kørebanen haft en funktion i den sammenhæng. 

Flere af brostolperne var taget op af ejeren, uden at en nærmere placering kan 

angives, mens anlægget ved den egentlige udgravning blev fulgt over en strækning på 

ca. 18 m ud mod åen. Undersøgelsen er stoppet 6-7 m fra åbredden pga. indtrængende 

vand. Forløbet var generelt præget af de lodrette stolper, som kunne følges i to parallelle 

rækker med 2-3 m’s afstand. I den vestre række sås 17, i den østre 22 stolper. Afstanden 

mellem stolperne i den enkelte række har varieret noget, da flere af stolperne stod tæt 

sammen. De steder hvor stolperne stod én og én har afstanden været ca. 2,5 m. 

Fra udgravninger af længere træbroer i det åbne land ved man, at det kan have 

været nødvendigt at støtte de lodrette stolper med skrå støttestolper (80). Når flere 

stolper bliver påvist stående tæt sammen kan det derfor skyldes, at anlægget har haft 

støttestolper. Ved Holtum Å havde flere af stolperne også en vis hældning, som 

muliggør en sådan funktion. De tætstående stolper kan også skyldes, at broen er blevet 

repareret flere gange ved at en gammel stolpe er blevet erstattes med en ny. Ved 

reparationer af broerne har resterne af de gamle stolper ofte fået lov at blive stående, 

som det f.eks. er set på broen ved Skjern Vad (84). Der er imidlertid ikke noget der 

forhindre, at nogle af stolperne har været reparationsstolper, mens andre var 

støttestolper. 

Ved Holtum er også påvist flere liggende stolper i broforløbet, der antyder, at nogle 

af de gamle stolper er blevet trukket op. En af de mere spændende stolper (mærket nr. 

37) havde tre indborede huller 35 cm, 45 cm og 55 cm fra den nederste spids. I det 

midterste af hullerne sad en trænagle. Borede huller og trænagler på den del af stolpen, 

som har været rammet ned i jorden, er også ses på flere af de øvrige stolper (nr. B1, B5, 

D8 og 97). Stolper med lignende huller er påvist på broerne ved Byrsted (23), Ravning 

Enge (80) og Skjern Vad (84). Funktionen af hullerne og naglerne er endnu ukendte, men 

i og med at de er påvist på flere anlæg, må det udelukkes, at de skyldes at tømmeret er 

genanvendt. Broen over Holtum Å bærer heller ikke præg af, at der er anvendt større 

mængder genbrugstømmer, kun enkelte stykker kan klart betragtes som genanvendt. 

De lodrette stolper var ikke ret lange kun 50-210 cm, hvor en større gruppe havde 

en længde på lige under en meter, og en anden gruppe var 1,10-1,30 m lange. De korte 

stolper skyldes, at det kun var de nederste dele af stolperne der var bevaret. De øverste 

dele er slidt eller rådnede bort. Thomas Thomsen har opfattet flere af stolperne som 

tilspidsede i toppen, for at de kunne indpasses i brodækket. Da ingen af stolperne er 

udgravet i deres fulde længde er der ikke tale om en bevidst tilspidsning, men om en 

forrådnelses og forvitringsproces skabt af vind og vejr. Da der også er foretaget større 

103

tørvegravninger og dræninger i området, kan det have bevirket yderligere ødelæggelser 

og udtørringer af stolperne. 

Der er ingen tvivl om, at de undersøgte stolper er fra en egentlig bro, da en sådan 

har været nødvendig for at komme op over de stejle skrænter langs åen. At de lodrette 

stolper muligvis har været støttet af skråstolper er endnu en indikator for, at der er tale 

om en egentlig bro, da sådanne ikke har været nødvendige på vejene. 

Fra broens overbygning var kun bevaret enkelte fragmenter, bl.a. en ca. 3 m lang og 

15 cm tyk bjælke af let krumvokset træ med et indskåret hak i begge ender, 30 cm og 35 

cm fra kanten. Stykket der er mærket nr. 46 kan måske være et stykke tværtømmer, som 

har bundet to lodrette stolper sammen på tværs af kørebanen. Lignende stykker er bl.a. 

udgravet ved Egholm 1 (19), Sandgravvold (57), Boringholm (66) og Ravning Enge (80). 

Ud fra de beskrevne oplysninger, må det samlede anlæg betragtes som et 

plankedække, der er blevet afløst af en egentlig bro over åen. Broen har formentlig 

været af den ”almindeligste” brotype fra vikingetid og middelalder, hvor de lodrette 

stolper blev bundet sammen af tværtømmer på tværs af anlægget, mens strøer har ligget 

på langs henover. Øverst har ligget tværgående køreplanker. Det hele tappet og naglet 

sammen. De lodrette stolper er formentlig blevet yderligere støttet af skråstolper. 

Thomas Thomsen har antaget, at man for at lette kørslen på plankevejen, har 

dækket den med et kørelag af jord eller græstørv. Kørelaget har gjort det vanskeligt at se 

vejen, derfor er man kørt udenfor plankerne mod vest. Vest for vejen er i hvert fald 

påvist en mængde vandretliggende tømmer, der formentlig er lagt som en 3-4 m bred 

udvidelse af plankedækket. 

I tilknytning til anlæggene er der udgravet fragmenter af to vognhjul, det ene ved 

ejerens gravning det andet ved museets. Hjulfragmentet fra Thomas Thomsens gravning 

blev fundet ca. 17 m fra åens søndre bred umiddelbart vest for den vestligste række 

brostolper. 

En del træ fra anlægget er hjemtaget til NM, hvor det stadigvæk opbevares. Det har 

derfor været muligt at foretage C14-dateringer på flere af stykkerne. To på brostolper 

fra den del af broen som Thomas Thomsen har udgravet og en på et vognhjul. Stolpe nr. 

59, der er af rundtømmer delvist med påsiddende bark, er fældet i perioden fra ca. 1030- 

1230. Træ fra en firesidet stolpe (nr. 42) er dateret indenfor intervallet 1190-1300, da 

træet manglede splint er det tidligst fældet i 1200-tallet. Kerneved i hjulfragmentet nr. 

32 er C14-dateret til 1160-1220. 

Den mulige forskel i dateringerne på de to lodrette stolper er med til at underbygge, 

at anlægget har haft flere faser. De forskellige udformninger af stolperne er også til 

støtte for denne teori. To dateringer er dog for lidt til at give et mere nuanceret billede af 

anlæggets brugstid. Det ideelle ville være at foretage dendrokronologiske dateringer af 

det meste af træet, så alle faser og reparationer kan udskilles. Det er f.eks. gjort for 

broen ved Skjern Vad (84) (se bilag 9). Anlægget over Holtum Å er udgravet før 

dendrokronologien blev taget i brug, og der er ikke længere bevaret træ i så god en 

stand, at en sådan datering kan foretages. 

104


ANLÆGGETS NAVN: Rodelund / Sønderskov st.nr. 160606, sb.nr. 337 

AMT: Skanderborg HERRED: Vrads SOGN: Them 

LANDSKAB: Skov 


KONSTRUKTIONSFORM: Vejspor, der er repareret med 10-15 cm store natursten 

UNDERSØGT AF: Privat 1956 og besigtiget af NM 1958 ved C. L. Vebæk. 1983 

udgravet af SIM ved Christian Ficher og F. R. Jensen, 1984 opmålt af NM 

KILDER, ARKIVALIER: SIM Journalnr. 350/1983; NM 1 Journalnr. 766/58 (ikke 

gennemset); NM 2 Journalnr. 358/84 (ikke gennemset); DKC 160606-337 

LITTERATUR: Arentoft 1986 s. 93-111 

ANDET: 

DATERING: En reparation af vejen er funddateret til 1100-1200-tallet, da en hestesko fra 

denne periode er fundet i belægningen 

BESKRIVELSE: I 1956 blev der foretaget en privat udgravning af et anlæg, der fremstod 

som en smal godt 1,3 m bred delvis brolagt vej, som i luftlinie kunne følges over 

220-230 m. 

Oprindeligt bestod vejen blot af et hjulspor, hvor større huller gennem tiden er 

blevet repareret med 10-15 cm store sten. Ved en arkæologisk undersøgelse i 1983-84 

kunne vejen følges over ca. 315 m. Hvor længe vejstrækningen har været anvendt vides 

ikke, men i reparationen blev der fundet et fragment af en hestesko med bølgerand, der 

kan dateres til 1100-1200-tallet. Vejen har derfor været anvendt i den første del af 

middelalderen, men den har formentlig også været brugt både tidligere og senere, uden 

at det har sat sig daterbare spor. 

105


ANLÆGGETS NAVN: Staksevold st.nr. 170102, sb.nr. x 

AMT: Vejle HERRED: Bjerre SOGN: Barrit 

LANDSKAB: Fladt land i Staksrode Vesterskov ca. 300 m nord for Vejle Å tæt op ad en 

naturlig slugt 


KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper fra en mulig bro over voldgraven mellem tårn- 

og gårdbanken 

UNDERSØGT AF: Grev Frijs-Frijsenborg 1870’erne, 1941-42 af Christen Leif Vebæk 

under tilsyn af NM ved Poul Nørlund og Aage Roussell i forbindelse med en 

restaurering af anlægget 


LITTERATUR: Vebæk 1945 

ANDET: 

DATERING: Voldstedet er funddateret til 1300-tallet 

BESKRIVELSE: Voldstedet Staksevold har bestået af en tårnbanke mod vest og en 

gårdbanke mod øst, der lå tæt op ad en nord-sydgående slugt i Stagserode Vesterskov 

ca. 300 m nord for Vejle Å. 

Ved udgravninger har det vist sig, at tårnbanken har haft et tårnlignende stenhus på 

et kampestensfundament med indvendige mål på 8,2 x 6,10 m. Bygningen er opført på 

nærmest flad mark, hvorefter der er gravet en grav rundt om den. Gravens bredde og 

dybde har varieret så den var størst mod øst. 

Dele af den opgravede jord fra voldgraven er lagt rundt om stenhuset, der derfor har 

fremstået som delvist nedgravet. Den resterende del af jorden er brugt til en vold rundt 

om graven. Volden har været meget uregelmæssig og bredest mod vest, hvor den ved 

udgravningen fremstod i en højde af 1,5-2,00 m. 

Et snit gennem borgen har vist, at hovedbanken mod vest var anlagt oven i et ældre 

kulturlag. Samtidig ser det ud til, at vestvolden er lagt delvist henover en stensyld på 

forborgen, hvor der formentlig har stået et større bindingsværkshus. Volden må derfor 

være yngre end bygningen på forborgen. Det kan dog ikke udelukkes, at fænomenet 

skyldes jordskred. 

I den nordvestlige del af voldgraven er der registreret fire kraftige firesidede 

egetræsstolper, som stod i to parallelle rækker. Stolperne er formentlig fra en bro, der 

har ført over graven til forborgen. Lidt nordvest for anlægget er set yderligere to stolper, 

som udgraveren har betragtet som rester af en ældre fase af broen. 

En del keramik er fundet på borgen bl.a. tre næsten hele kander, hvoraf de to var 

glaserede og den sidste sortbrændt. Flere mønter er bestemt, en til Kristoffer 1. 

(1319-32), en skotsk Alexander 3. (1279-85), tre Londonsterling fra Edward 1. 

106

(1272-1307) og Edward 2. (1307-37) samt en hulpenning fra Lüneburg, der ikke er 

dateret nærmere end 1300-tallet. 

Både keramikken og mønterne indikerer, at borgen har været i brug i 1300-tallet, 

hvilket ikke udelukkes af de øvrige genstandsfund. Manglen på yngre genstande tyder 

på, at anlægget er nedrevet i forbindelse med Dronning Margrethes borgforbud fra 

1396. Der er ikke bevaret skriftlige kilder, som kan hjælpe til at belyse borgens historie. 

Da det mulige broanlæg er betragtet som en del af anlægget, har der været anvendt i 

borgens brugstid. 

107


ANLÆGGETS NAVN: Stenvad Gårde st.nr. 170104, sb.nr. x 

AMT: Vejle HERRED: Bjerre SOGN: Glud 

LANDSKAB: Sydsiden af en naturlig lavning, som afvandes mod vest. Lavningen har 

vådbund, der delvist er blevet fyldt op i forbindelse med bebyggelse 


KONSTRUKTIONSFORM: To stenveje bestående af flere størrelser sten. Begge veje har 

formentlig ligget på et underlag af grene og ris 

UNDERSØGT AF: HOM 2000 ved Anders Horsbøl Nielsen 

KILDER, ARKIVALIER: HOM Journalnr. 1436 

LITTERATUR: 

ANDET: 

DATERING: Begge stenveje er stratigrafisk yngre end keramikfund fra førromersk 

jernalder og ældre end en vej fra 1960’erne 

BESKRIVELSE: Under nedlægningen af en spildevandsledning ved Stenvad Gårde 

stødte man på en 6 x 2,5 x 2 m stor sten samt flere stenlægninger, der lå under den 

nuværende Østrupvej. HOM blev kontaktet og ved en besigtigelse blev der påvist rester 

af en stenlægning, som lå hen til den store sten så dele af stenen indgik i færdselsfladen. 

Efterfølgende er der foretaget en mindre undersøgelse af anlægget, som især har 

koncentreret sig om opmåling af profiler, da der var gravet til undergrund på begge 

sider af den store sten. 

I et lag lige over undergrunden blev der fundet en skraber fra stenalderen. Henover 

laget lå et sandlag og derpå er brunt lag, som indeholdt lidt organisk materiale og 

keramikskår fra førromersk jernalder. Stratigrafisk yngre end keramikken var et op til 

60 cm tykt humøst lag med en del organisk materiale i form af småpinde og hugspåner. 

Lag er evt. et gren- og rislag, som er blevet lagt som underlag for en stenvej, der bestod 

af et 20-30 cm tykt lag af store og små sten. Mellem stenen sås udvasket sand og ler, 

som evt. er resterne af et kørelag over stenvejen. Stenvejen blev overlejret af endnu et 

lag småpinde og kviste og en mulig stenvej, der har inddraget den store sten. Henover 

vejen lå et lag grus, der må opfattes som et kørelag. Ovenpå stenvejen lå stabilgrus som 

fundering til en moderne asfaltvej fra 1960’erne. 

De to stenveje er udaterede men yngre end keramikskår fra førromersk jernalder og 

ældre end den moderne vej. Måske har vejene været i brug i middelalderen. 

108


ANLÆGGETS NAVN: Kolding Å st.nr. 170203, sb.nr. 37 

AMT: Vejle HERRED: Brusk SOGN: Harte 

LANDSKAB: Kolding Å 


KONSTRUKTIONSFORM: Træstykke fra overbygningen på en mulig stolpebro 

UNDERSØGT AF: MKH og RAS 1989 som en besigtigelse, RAS ved Mogens Schou 

Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: MKH Journalnr. 704 (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 732/89 

(ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 2362/89; DKC 170203-37; Dendrokronologisk 

datering A-6977 


ANDET: Suppleret med mundtlige oplysninger fra Mogens Schou Jørgensen 

DATERING: Kerneved fra tømmeret er dendrokronologisk dateret til 945-1170 

BESKRIVELSE: I Kolding Å blev der i 1989 fundet et stykke egetræ, der formentlig 

stammer fra et broanlæg over åen. Træstykket var hesteskoformet og menes at have 

udgjort den ene halvdel af et taphul fra et stykke tværtømmer, som har bundet to 

lodrette brostolper sammen på tværs af et broanlæg. Tværtømmer af denne type er bl.a. 

fundet ved broen over Ravning Enge (80) og Skjern Vad (84). På tværs af tværtømmeret 

har formentlig hvilet langsgående strøer og tværlagte kørebaneplanker, som har udgjort 

broens overbygning. 

Ved besigtigelsen blev der ikke påvist yderligere tømmer fra broanlægget på det 

angivne fundsted, i stedet sås en del hulveje i et skovområde syd for ådalen. Vejene løb 

ned af skrænterne mod åen, men uden at de umiddelbart kunne henføres til tømmerets 

fundsted. Kerneved fra tømmeret er dendrokronologisk dateret til 945-1170 og 

fældningsåret er beregnet til tidligst 1190-1200. 

109


ANLÆGGETS NAVN: Kolborg st.nr. 170601, sb.nr. 303 

AMT: Vejle HERRED: Jerlev SOGN: Egtved 

LANDSKAB: Vejle Ådal på et sted hvor fast land skyder sig ud fra nord, så ådalen ikke er 

mere end ca. 100 m bred 


KONSTRUKTIONSFORM: Anlæg i flere faser opbygget af gren- og ris, planker og 

forhåndenværende træ samt stolper fra en formodet bro 

UNDERSØGT AF: Læge K. V. Christensen sidst i 1950’erne, 1977 af NM ved Mogens 

Schou Jørgensen, 1980’erne og 1990 af VKH ved Jens Erik Lund Olsen, RAS ved 

Mogens Schou Jørgensen og Geologisk Institut Aarhus Universitet ved Jens Tyge 

Møller 

KILDER, ARKIVALIER: VKH Journalnr. 1277 (ikke gennemset); NM 1 Journalnr. 

2169/77; RAS Journalnr. P. 979/86; C14-dateringer K-4777, K-4778, K-4839-4842 

LITTERATUR: Christensen 1952; Christensen 1959 s. 121; AUD 1986 nr. 421, s. 

198; AUD 1987 nr. 359, s. 243; AUD 1988 nr. 352; AUD 1989 nr. 341; AUD 1990 

nr. 302; Jørgensen 1990 s. 87-90; Jørgensen og Møller 1999 s. 70 

ANDET: Beskrivelsen er suppleret med mundtlige oplysninger fra Mogens Schou 

Jørgensen, da der ikke foreligger en samlet oversigt over anlæggene 

DATERING: Træ fra to pæle er C14-dateret til 240-410 (K-4839) og 420-600 (K-4840), 

mens træ fra en udbygning er dateret til 680-870 (K-4841). Tømmer, grene og 

affaldstræ fra en stratigrafisk yngre fase er C14-dateret til 1220-1390 (K-4842), 

1280-1390 (K-4778) og dendrokronologisk dateret til 1300-tallet. Den yngste aktivitet 

på stedet er C14-dateret til efter 1635 (K-4777) 

BESKRIVELSE: Kolborg ligger ved Vork nord for Egtved, hvor der sidst i 1950’erne 

blev udrettet en markant åslyngning på Vejle Å (se bilag 16). Under arbejdet fremkom 

lodretstående egetræsstolper på et sted hvor ådalen ikke er mere end ca. 100 m bred, 

pga. fremskudt fast land på nordsiden. Det fundne tømmer stod både nord og syd for 

åen som to parallelle rækker stolper, der var hugget firesidede med kantmål på ca. 30 

cm. Da der i 1953-54 var fundet lignende stolper ved Ravning Enge (80), som blev tolket 

som resterne af en bro, mente læge K. V. Christensen at stolperne ved Kolborg havde 

haft samme funktion. 

Navnet Kolborg stammer fra et muligt voldsted, der ligger umiddelbart syd for det 

fundne broanlæg på en stejl bakketop ved åen. Ved gravninger på bakken i starten af 

1950’erne har K. V. Christensen frilagt flere natursten, som blev tolket som syldsten fra 

lettere bygninger. Flere kilder fortæller om et større godskompleks i Egtved Sogn i 

middelalderen, placeringen ved Kolborg synes imidlertid at være en lokal tradition. 

Efter en besigtigelse finder jeg det tvivlsomt, om her har været et voldsted på lokaliteten 

110

pga. bankens stejle sider og en meget lille topflade. Der er heller ikke noget der tyder 

på, at det mulige broanlæg har haft tilknytning til anlægget. 

I 1975 blev der igen fundet kraftige firesidede stolper i åen ved Kolborg, hvorefter 

der i 1977 er foretaget dykkerundersøgelser. I den sydlige brink blev der påvist et ca. 3 

m bredt og 30 cm tykt lag af vandrullede sten, som var lagt i sand. Anlægget blev tolket 

som mulige rester af en stenvej eller et vadested. Ved dykningen sås også en 

lodretstående bøgestolpe, der antagelig er fra en bredafstivning. Derimod blev det ikke 

påvist flere af de store firesidede stolper. 

Foranlediget af fremkomsten af tømmer ved en oprensning af åen i 1986 blev der 

igangsat en arkæologisk og geologisk undersøgelse på åens nordbred, hvor der tidligere 

har været en åslyngning. Fra fast land mod nord blev en ca. 50 m lang dæmning fulgt 

mod syd ud i ådalen som en langstrakt forhøjning, hvis top lå ca. 0,5 m over det 

omkringliggende terræn. Dæmningen bliver stadig benyttet som en del af et stisystem i 

ådalen. Ifølge flyfoto og amatørarkæologerne Blankholm, som har færdes i ådalen siden 

1950’erne, er dæmningen først blevet synlig i takt med at det omkringliggende terræn 

har sat sig som følge af dræninger påbegyndt omkring 1960. Før den tid var området 

dækket af tørv. 

Flere mindre undersøgelser af dæmningen har vist, at den har flere faser, der med 

tiden er lagt over hinanden, fordi anlægget er blevet overgroet af tørv eller er sunket i 

den bløde ådal. Nogle af faserne var enkle belægninger af ris og grene, mens andre var 

af træ. I en af faserne har formentlig indgået en stolpebro, hvorfra de i 1950’erne påviste 

stolper kan have indgået. 

Træ fra det ældste kendte system af egetræspæle og planker fra den synlige del af 

dæmningen er C14-dateret til et sted i perioderne 240-410 og 420-600. Et gennemsnit 

af dateringerne tyder på at anlægget er fra 400-tallet, formentlig som en plankevej, der 

blev fastholdt af lodrette pæle. Anlægget er efterfølgende repareret og udbygget flere 

gange med sand, grus og affaldstræ. Træ fra en af udbygningerne er C14-dateret til 

perioden 680-870. To prøver fra en middelalderlig fase af tømmer, grene og affaldstræ 

er C14-dateret til 1200-1300-tallet og dendrokronologisk dateret til 1300-tallet, mens de 

yngste aktivitet på stedet er fra efter 1635. 

Foruden de her fastlagte faser er anlægget løbende blevet forbedret med grus og 

sand uden at en egentlig kontinuitet er givet. 

111


ANLÆGGETS NAVN: Gl. Rørbæk / Risager st.nr. 170816, sb.nr. x 

AMT: Vejle HERRED: Nørvang SOGN: Vester 

LANDSKAB: Engområde på sydsiden af Rørbæk Sø nordøst for Rørbæk by 


KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper fra en mulig bro mellem borgbanken og fast 

land 

UNDERSØGT AF: ? 1920’erne 


LITTERATUR: Trap 1964 s. 1070-1071; Jantzen og Olsen (red.) 1999 s. 269-270 

ANDET: 


brug i middelalderen 

BESKRIVELSE: Nær sydsiden af Rørbæk Sø ligger resterne af et voldsted kaldet 

Risager. I 1920’erne er der optaget en del egetræsstolper, som menes at have indgået i et 

broanlæg, der har ført fra borgbanken til faste land, hvor der muligvis har ligget en 

ladegård. 

Det er uvist hvornår borgen er opført, men formentlig er den fra middelalderen, 

hvor godset er nævn første gang i 1478. Anlægget menes først at være nedbrudt i 

1740’erne. Den mulige bros tilhørsforhold til voldstedet daterer den til borgens brugstid. 

112


ANLÆGGETS NAVN: Ravning Enge / Fandens Dal st.nr. 170907, sb.nr. 109, 126 

AMT: Vejle HERRED: Tørrild SOGN: Nørup og (Bredsten) 

LANDSKAB: Det bredeste sted i Vejle Ådal indenfor en snes kilometer. Her er 

bundforholdene og landskabet egnet til passage, fordi naturlige højtliggende sand- og 

grusbanker har indbudt til passage uden yderlige anlæg. Det faste land skyder sig 

samtidig lidt frem i forhold til det omgivende terræn 

ANLÆGSTYPE: Bro, ”arbejdsplatform”, nedkørsler og veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Stolpebro af fire parallelle rækker lodrette egestolper, hvor de 

to yderste blev støttet af skrå støttestolper samt flere stykker træ fra overbygningen. I 

tilknytning til broen er påvist en ”arbejdsplatform” af grene. Både nord og syd for broen 

ses nedkørsler i skrænterne som vejspor og stenlægninger samt yngre nedkørsler til 

ådalen i form af gren- og risveje 

UNDERSØGT AF: Stedets lodsejer 1934, læge K. V. Christensen 1953-54, NM 1 

1972-82 ved Thorkild Ramskou. 1993-96 af RAS ved Mogens Schou Jørgensen og 

Geologisk Institut Aarhus Universitet ved Jens Tyge Møller 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 1150/75 (ikke gennemset); RAS. Journalnr. P. 

905/85, P. 3401/98; Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 

3109-27 (ikke gennemset); DKC 170907-126; C14-dateringer K-2673-2675; 

Dendrokronologiske dateringer A-5683 

LITTERATUR: Christensen 1959; Ramskou 1980; Ramskou 1981a s. 32-49; 

Jørgensen 1989 s. 20-21; AUD 1994 s. 299-300; Møller 1995 s. 11-12; Jørgensen 

1997a s. 74-84; AUD 1998 nr. 485; Jørgensen og Møller 1999 s. 68-70, 78 

ANDET: 

DATERING: Træbroen med nedkørsler af sten er dendrokronologisk dateret til 979-80, 

mens flere gren- og risveje er C14-dateret til 1300-1440 (K-2673), 1310-1450 (K-2675) 

og efter 1635 (K-2674) 

BESKRIVELSE: De arkæologiske undersøgelser i Ravning Enge er påbegyndt i 1972, 

efter at der var fremkommet stolper i 1934 pga. sætning af terrænet som følge af 

dræning. Ved anlæggelse af et dambrug i 1953-54 er der påvist adskillige store 

træstolper i området, der blev tolket som resterne af en middelalderbro. 

Ved de arkæologiske undersøgelser er det konstateret, at stolperne har udgjort de 

nederste dele af et 760 m langt og 5 m bredt broanlæg, som har gået tværs over ådalen. 

Flere dendrokronologisk dateringer har vist at anlægget er opført i 979-80. 

Broen bestod af 280 ens fag, der hver bestod af fire lodrette nedadtil tilspidsede 

stolper. De længste stolper var bevaret i mere end 6 m’ s længde, men har oprindelig 

været op til 9 m lange. Stolperækkerne stod parallelt med en indbyrdes afstand på ca. 

1,2 m og de to yderste stolper i hvert fag blev på ydersiden støttet af en skråtstillet 

støttestolpe. De lodrette stolper var firesidede med et sidemål på 22-34 cm, de fleste ca. 

113

30 cm. De skrå støttestolper var derimod af halvtømmer med den flade side vendt mod 

broen. Geologiske undersøgelser i ådalen har vist, at skråstolperne og de yderste lodrette 

stolpe har mødtes ca. 1,2 m over vikingetidens vandstand / terrænoverflade. 

Afstanden mellem to brofag har været ca. 2,40 m med en afvigelse på op til 0,5 m, 

der ikke har haft betydning for konstruktionen. I selve broens forløb er derimod ikke 

tolereret afvigelser, hvilket er undgået ved, at hasselkæppe er blevet sat som 

landmålerstokke, der har markeret hvor de enkelte stolper skulle placeres. 

Flere af brostolperne havde på den del, som havde været rammet ned i jorden små 

borede huller, der var 2-3 cm i diameter og op til 10 cm dybe. Hullernes funktion er 

ukendt, dog må de have haft en konstruktionsmæssig betydning, da lignende huller er 

set på broen ved Byrsted (23), broen over Holtum Å (73) og Skjern Vad (84). 

Fra overbygningen i Ravning Enge var bevaret ca. 100 fragmenter, som har gjort 

det muligt at rekonstruere broens opbygning. Henover der lodrette stolper har på tværs 

af anlægget ligget 5,5 m lange, 50-60 cm brede og 25-30 cm tykke stykker tværtømmer. 

Via et taphul i begge ender var tømmeret tappet ned over toppen af de yderste lodrette 

stolper. På tværtømmeret lå strøer i form af træstammer med en diameter på 9-12 cm, 

som har bundet de enkelte brofag sammen i længderetningen. Henover strøerne har 

hvilet 5 m lange og op til 50 cm brede kørebaneplanker. Alt samlet med pløkker og 

trænagler. 

Flere steder i broforløbet er der påvist en op til 1 m tyk pakning af grene og 

træstykker, som har fungeret som en art byggepladsvej eller ”arbejdsplatform” ved 

broens anlæggelse. 

De mange arkæologiske og geologiske undersøgelser har vist, at broen er blevet lagt på 

ådalens bredeste sted indenfor en snes kilometer, hvor bundforholdene og landskabet 

var bedst til passage. Her skyder det faste land sig lidt frem i forhold til det omgivende 

terræn. Placeringen af en bro på et bredt sted giver mindre strøm og ispres, hvorved der 

er mulighed for en helårlig anvendelse. Endnu en medvirkende faktor til valg af 

overgangssted er de højtliggende naturlige sand- og grusbanker, der måske indikerer, at 

her har været et naturligt overgangssted før broen blev bygget. 

Broen er på begge sidder ført helt til fast land, hvor tilkørselsvejene var forbundet 

med broen via en stenlagt opkørsel. På begge sider af ådalen er tilkørselsvejene 

registreret i form af to ca. 2 m brede vejspor, som hovedsageligt har fulgt terrænet (se 

bilag 16). På nordsiden har skrænterne været så stejle, at det har været nødvendigt med 

en afgravning for at gøre det muligt at køre op med vogn. 

Arkæologiske undersøgelser i hulvejene ved det nordlige brofæste (på lokaliteten 

Fandens Dal) har vist, at vejene på de fladeste partier var stenlagte, antagelig for at 

hindre vognhjulene i at sidde fast. 

Efter at broen er gået ud af brug er der på begge sider af ådalen sket flere kraftige 

udskylninger af erosionskløfterne, der har bortrevet og dækket store dele af broen. Da 

udskridningsmaterialet efter noget tid er blevet stabilt, er adgangsvejene til ådalen igen 

taget i brug ved Fandes Dal. På de blødeste partier i dalens kant er der anlagt gren- og 

risveje. De ældste af vejene er C14-dateret til 1300-tallet men adskillige udbedringer 

viser, at vejene har været anvendt i flere perioder i middelalderen og nyere tid, bl.a. er 

der fundet adskillige middelalderlige hestesko i reparationslagene. 

Da der ikke længere har været overgang over ådalen, skal gren- og risvejene 

formentlig opfattes som engveje, der har ført til høslæt i ådalen men ikke over den. 

114


ANLÆGGETS NAVN: Randbøl Stenen (Store Rygbjerg Stenen) st.nr. 170908, sb.nr. x 

AMT: Vejle HERRED: Tørrild SOGN: Randbøl 

LANDSKAB: Randbøl Hede 

ANLÆGSTYPE: Runesten 


UNDERSØGT AF: Privat 1874, NM 1875 og omkring 1980 af Fredningsstyrelsens 

Fortidsmindeforvaltning ved Svend Erik Albrethsen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 2 (Moltke-Jacobsenske Samling) (ikke gennemset); 

C14-datering K-4087 

LITTERATUR: DR nr. 40; Moltke 1976 s. 240, 248 

ANDET: Oplysningerne om den nyeste undersøgelse er venligst givet af Svend Erik 

Albrethsen 

DATERING: Stenen er runologisk dateret til sen vikingetid (omkring år 1000), mens en 

menneskeknogle fra en begravelse i nærheden af stenens fundsted er C14-dateret til 

1300-1420 

BESKRIVELSE: Randbøl Stenen blev fundet i 1874 af en stenhugger, der var i færd med 

at kløve den. På daværende tidspunkt lå stenen nedsunket ved en naturlig sandbanke på 

Randbøl Hede. Lige ved fundstedet blev der dannet en vinkel, som var afgrænset af 

vejene Viborg - Skanderborg - Ribe og Kolding - Ringkøbing. 

Efter fundet blev den 185 cm høje stenen i første omgang sprængt i stykker, siden 

er runedelene samlet og stenen er opstillet ved fundstedet. Ved en mindre undersøgelse i 

1875 blev det fastslået, at stenen havde stået ved en gravhøj, hvor ældre hulvejsspor fra 

”hærvejen” menes at have ført tæt forbi. De nyeste undersøgelser har imidlertid vist, at 

den forhøjningen som stenen blev fundet ved ikke er en gravhøj, men en naturlig 

sandbanke. De påviste hulveje er formentlig blot naturlige klitter af flyvesand, der er 

derfor ikke meget belæg for en vejføring i årene omkring år 1000. 

Ved undersøgelsen i 1875 blev der også påvist en begravelse ved sandbanken. Da 

indskriften på runestenen fortæller, at stenen er rejst til ære for en afdød kvinde ved 

navn Thorgun, blev graven tolket som hendes. Ved de nye undersøgelser er en knogle 

fra skelettet C14-dateret indenfor perioden 1300-1420. 

Stenens indskrift lyder: ”Bryden Tue rejste denne sten efter brydens ”lege” (hustru). 

Disse stave for Thorgun monne meget længe leve”. 

115


ANLÆGGETS NAVN: Højris st.nr. 180307, sb.nr. 62 

AMT: Ringkøbing HERRED: Hammerum SOGN: Ikast 

LANDSKAB: Eng, der tidligere var en sumpet ådal vest for den nu regulerede Storå og øst 

for Ikast by 

ANLÆGSTYPE: Bro og vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Pæle og stolper fra mulig simpel træbro i tilknytning til en 

stenvej af forskellige størrelser sten. Broen er på et tidspunkt erstattet af en pakning af 

forhåndenværende træ 

UNDERSØGT AF: HEM 1975-76 ved Hans Rostholm 

KILDER, ARKIVALIER: HEM Journalnr. 1716 (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 

1265/76 (ikke gennemset); Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 

54-206 (ikke gennemset); Dendrokronologisk datering Wormianum sag nr. II 

LITTERATUR: Rostholm 1982 

ANDET: 

DATERING: Træ fra nordenden af stenvejen er dendrokronologisk dateret til efter 1529 

og efter 1553. De yderste årringe i pæle uden splint, som kan være fra en træbro er 

dannet i 1478 og 1519. Det samlede anlæg er funddateret til 1500-tallet 

BESKRIVELSE: Under anlæggelsen af en sø i en eng vest for Storåen stødte man i 1975 

på en større mængde sten, som ved en arkæologisk undersøgelse viste sig at være en 

stenlagt vej, der har haft nordvest- sydøstlig retning over åen. 

Vejen var delt i en ca. 50 m lang del og en ca. 3 m lang og 1,5 m bred del, som lå 

ca. 5 m nord for den lange dels nordlige afslutning. Den korte del af vejen bestod især af 

små sten, der lå meget spredt. Den lange del var derimod af 10-50 cm store sten, hvor 

hovedparten var mellem 15 og 25 cm store. Stenene var over det meste af strækningen 

lagt i et kompakt lag, der oftest havde ujævne sider. 

Vejbredden varierede en del i den lange del af vejen, men for det meste var den 

5-6,5 m bred. Ca. 13 m fra sydenden nåede den op på en bredde af 8 m og længst mod 

syd lå stenene meget spredte, så vejen kun var ca. 3 m bred. I de nordligste 3,5 m sås 

kun spredte sten i en 1,5 m bred zone. De manglende sten var her erstattet at en stor 

mængde både forarbejdet og ubearbejdet egetræ, som lå i op til 1 m’s tykkelse på begge 

sider af stenene. På vestsiden var trælaget 3,5 m bredt, mod øst 2 m bredt og mod nord 

1,5 m langt. Uregelmæssigt placerede træstykker lå også ned langs begge sider af vejen, 

hvor det evt. har holdt på stenene. Delvist under og mellem stenene er de fleste steder 

set et gråligt sandlag, der måske er rester af et kørelag, som oprindeligt har ligget 

henover vejen. 

I nordenden ved træbelægningen er der fundet 5 lodrette egepæle og stolper med en 

diameter på 7-20 cm. To af pælene stod mod nord, med en indbyrdes afstand på 60 cm, 

mens to stod ca. 2,5 m længere mod syd med en indbyrdes afstand af 40 cm og den 

116

sidste pæl stod mellem de øvrige. Anlægget, som formentlig er ældre end træpakningen 

kan være rester af en simpel bro anvendt i tilknytning til stenvejen. Broen har ført over 

en mindre sænkning, sandsynligvis et åløb, der på et tidspunkt er blevet erstattes af en 

træpakning, som har fyldt sænkningen op. 

Vejen har haft retning sydøst-nordvest, hvor den gik fra fast bund i ådalens 

sydvestside og ca. 50 m ud i den tidligere sumpede ådal mod nord. På det sted hvor den 

lange del af vejen er ophørt, var der endnu 200 m til fast land. Den eventuelle 

fortsættelse af vejen kendes ikke, på nær den lille stenlægning 5 m nord for den lange 

vejdels nordende. Det er derfor muligt, at stenlægningen stammer fra en fortsættelse af 

vejen, der siden er blevet fjernet. 

Genstandsfund i form af en dolk og flere hestesko af senmiddelalderlig eller 

renæssancetype datere vejens brug til 1500-tallet, mens træ fra træpakningen i vejens 

nordende er dendrokronologisk dateret. Den yderste årring på træ fra den nederste del af 

træpakningen er dannet i 1515, men da prøven manglede splint er fældningstidspunktet 

sat til efter 1529. Fældningsåret for en prøve fra midten af trælaget sættet til efter 1553. 

Stykkerne behøver dog ikke at være blevet brugt i vejen umiddelbart efter at de er 

blevet fældet. Yderste årring i to runde pæle fra den mulige træbro er dannet i 1478 og 

1519. Da ingen af pælene havde bevaret splitved, skal der lægges mindst 10-20 år til 

dateringerne. 

Usikkerheden i dateringerne gør det vanskeligt at påvise en tidsforskel på 

anlæggelsen af den mulige træbro og den senere træpakning. Samlet ser vejanlægget ud 

til at have været i brug i 1500-tallet, og i hvert fald efter 1553. 

117


ANLÆGGETS NAVN: Omgård st.nr. 180408, sb.nr. x 

AMT: Ringkøbing HERRED: Hind SOGN: Nørre-Omme 

LANDSKAB: Omgård mose og Pøl Bæk nær Grønbjerg. Pøl Bæk, som er det nordlige 

udløb af Tim Å afvandes i Stadil Fjord. Bækken løber i dag et par meter syd for sit 

oprindelige løb 

ANLÆGSTYPE: Veje, vadesteder, dæmning, bro og forsvarsvold 

KONSTRUKTIONSFORM: Flere vejsystemer og vadesteder hvoraf to er brolagte. 

Dæmning af sand evt. med bro og tilhørende vold af træ, sten, tørv og ler til forsvar af 

vejen 

UNDERSØGT AF: FHM og NM 1974-86 ved Leif Christian Nielsen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 515/69, 1140/75 (ikke gennemset); 

C14-dateringer K-1538, K-2691; Dendrokronologiske dateringer af den formodede 

vandmølle D-3001, D 3002, D-3009-D-3012, D-3018, D-3020-D-3022, D-3025, 

D-3031, D-3036, D-3039, D-3044-D-3047, D-3049, D-3052, D-3058, D-3069-D-3072, 

D-3077, D-3078, D-3084; 

LITTERATUR: Nielsen 1977 s. 62-63, 77; Nielsen 1980 s. 173-176, 196-201; 

Nielsen 1982 s. 131, 139-141; AUD 1986 nr. 446; Havemann 1986; Nielsen 1987; 

Ficher 1990 s. 46-47 

ANDET: 

DATERING: Brugstiden for en af de ældste hulveje i et større vejkompleks er stratigrafisk 

ældre end en trækølle, der er C14-dateret til 780-1000 (K-1538). Brugstiden for den 

yngste hulvej er C14-dateret til 890-1160 (K-2691) og dendrokronologisk dateret til 

1060-1120. Dæmning og bro er arkæologisk dateret til 900-tallet og volden til 

950-1000, mens to vandmøller med tilhørende vejanlæg er dendrokronologisk dateret til 

840-41 og 970 

BESKRIVELSE: I 1960’erne er der fundet træ og sten i en mose nær Grønbjerg, men 

først i 1974-86 er der foretaget en større udgravningskampagne på stedet. Foruden at 

lokalisere en bebyggelse i to faser fra omkring år 400-600 og 990-1070 er der påvist 

resterne af et samtidigt vejsystem. 

Bebyggelsen lå på et let kuperet terræn med Pøl Bæk og Omgård Mose i nord, Pøl 

Bæk som det nordlige udløb af Tim Å. I vikingetiden har det formentlig kun været 

muligt at passere bækken få steder, et af dem er ved Omgård hvor flere veje med 

vadesteder er lokaliseret over en strækning på ca. 400 m. Bl.a. er der i 1960’erne 

undersøgt to stenveje og flere vejspor, hvoraf to er C14-dateret. Kerneved fra en 

trækølle fundet ca. 0,5 m over bunden af den ældste af vejene er C14-dateret indenfor 

tidsrummet 780-1000. Dateringen angiver derfor ikke vejens første brug, men 

formentlig en reparationsfase. Fra en anden vej er en lille pind uden betydelig egenalder 

C14-dateret til et sted i perioden 950-1160. Samme vej er dendrokronologisk dateret til 

118

1060-62, med reparationer i 1078-86 og 1120, mens brugstiden for den yngste vej i 

komplekset er arkæologisk dateret fra 1500-tallet til 1960’erne. 

Vejsystemet skal ifølge udgraveren have fortsat fra vadestederne videre til Omgård 

Mose i form af en dæmning af sand, måske med tilhørende bro, der er arkæologisk 

dateret til 900-tallet. Fra alle verdenshjørner skal hulveje have ført til dæmningen og 

vest herfor er formentlig i perioden 950-1000 opført en vold af tørv, sten, ler og egetræ 

til forsvar af dæmningen. Nederste bestod dæmningen af genbrugt træ i form af 

vandretliggende egetømmer, som blev fasthold af lodrette pæle. Henover træet lå store 

natursten i en opbygning med lodret vestfront. Volden skal have været forbundet med 

vejdæmningen via en plankevej og hvor dæmning og vej mødtes, blev dæmningen 

forstærket med to lag store sten. Plankevejen lå lavere end den højeste del af 

dæmningen og menes derfor kun, at have været i brug ved voldens opførelse. 

Ca. 1,2 km syd for bebyggelsen ses Omme Bakker med et større system af hulveje, 

hvor nogle i følge udgraveren har haft sammenhæng med vejene ved Omgård. 

Udgraveren mente også, at vejsystemet kunne følges helt til Vardeegnen, hvorfor det er 

blevet opfattet som en del af den ”Vestjyske Hærvej”. De mange veje skal have gjort, at 

Omgård lå centralt placeret ved et færdselsknudepunkt. 

Ved undersøgelserne i 1986 blev der ifølge udgraveren registreret store mængder 

træ fra to vikingetids vandmøller, hvortil er set to vejanlæg. Den ældste af møllerne er 

dendrokronologisk dateret til 840-841, den yngste til før 970. Den ene af de to veje der 

menes at have haft tilknytning til mølleanlægget er en stenvej, som blev udgravet i 

1960’erne, hvor de første spor af møllerne også er registreret. 

I det tidligere løb af Pøl Bæk er der fundet rester af en vikingetids vognaksel, 

ligesom der ved udgravningerne er registreret yderligere tre vognaksler, en arm til en 

sådan samt flere hjuldele. 

Publikationerne af undersøgelserne på Omgård er præget af uoverskuelighed. Samtidig 

er de enkelte anlæg ofte blevet nytolket hver gang lokaliteten er nypubliceret. Det gør 

det vanskeligt at få et overblik over de enkelte anlæg. Udgraveren har også haft 

problemer med, at argumentere for sine tolkninger. Der er især stor usikkerhed omkring 

eksistensen af dæmningen og den tilhørende bro. Hans Rosholm (HEM) har venligst 

oplyst, at anlægget formentlig ikke er et færdselsanlæg. 

Tolkningen af de to meget tidlige mølleanlæg er også problematiske. I følge 

Christian Ficher (SIM) er det tvivlsomt, om der overhovedet har eksisteret møller på 

lokaliteten. Det har han bl.a. begrundet med udgraverens usikkerhed overfor 

konstruktionernes bærende led. Der er derfor generelt store problemer med at bruge 

tolkningerne af anlæggene ved Omgård. 

Vanskeligheden ved brugen af anlæggene skyldes især, at Leif Christian Nielsen 

døde i 1990 uden at have fået færdigbearbejdet materialet. 

119


ANLÆGGETS NAVN: Skjern Vad st.nr. 180601, sb.nr. x 

AMT: Ringkøbing HERRED: Nørre-Horne SOGN: Egvad 

LANDSKAB: Naturlig grusryg over Tarm Kær ved det gamle trace af Skjern å, der blev 

sløjfet ved åens udretning i 1960’erne. Dele af traceet tages i brug igen ved åens 

tilbageføring, som foregår i perioden 1999-2002 

ANLÆGSTYPE: Reparation af vejstrækning samt bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Opfyldning af hul i vejføring hvortil bl.a. er brugt sten og 

slagger. Stolpebro af egetræ, hvorfra er registreret to rækker stolper formentlig med skrå 

støttestolper 

UNDERSØGT AF: SKJ 2000 ved Peter Duun Andersen, Mette Busch og Torben Egeberg 

Hansen samt RAS ved Mogens Schou Jørgensen og Geologisk Institut Aarhus 

Universitet ved Jens Tyge Møller 

KILDER, ARKIVALIER: Endnu ikke færdig bearbejdet materiale fra udgravningerne SKJ 

Journalnr. 319; RAS Journalnr. O. 539/00-14; Dendrokronologisk datering A-8089 

LITTERATUR: KB 1630-1632 s. 681, 853; Repertorium diplomatarium Regni Danici 

mediævalis 2. rk. 4. bd. s. 472-473; Andersen et al. 2000 s. 70-72; Busch og 

Jørgensen 2001; Daly 2001; Jørgensen og Egeberg 2001 s. 6-8 

ANDET: 

DATERING: Stolperne fra broen er dendrokronologisk dateret inden for perioden 

1105-1353 (se bilag 9). En enkelt pæl fra det opfyldte hul i vejføringen er dateret til 

400-410 (x120) 

BESKRIVELSE: Undersøgelserne på lokaliteten Skjern Vad blev foretaget i år 2000 i 

forbindelse med tilbageføringen af Skjern åens nederste ca. 20 km, til et ca. 26 km langt 

snoet forløb, som svarer til forløbet før åens udretning i starten af 1960’erne. 

Lokaliteten er angivet på et kort fra 1730 ca. 500 m sydvest for Skjern Bro. Andre 

kilder fra 1600-1800-tallet fortæller om en vejføring over Tarm Kær, der har passeret 

dette sted. Muligvis er der allerede i 1494 nævnt en lokalitet kaldet Skjern Vadested. 

Overleveringen fortæller desuden, at det var på vejføringen over Tarm Kær, at Kong 

Hans i 1513 faldt af hesten og pådrog sig den forkølelse, han senere døde af. 

Forud for udgravningen i år 2000 kunne der stadigvæk erkendes en naturlig 

forhøjning i ådalen tværs over kæret, hvor en grusryg har dannet fast bund og udgjort 

selve vejlinien uden yderligere anlæggelse. Et 2 x 3 m stor hul på vejføringen er på et 

tidspunkt blevet fyldt op med knusesten, stykker af jernslagger, del af en drejekværn, 

bearbejdet træ og et enkelt keramikskår. Genstandene er dateret til 200-600-tallet og en 

mindre bearbejdet pæl er dendrokronologisk dateret til 400-10. Tingene, der er brugt til 

opfyldningen er formentlig hentet lige i nærheden, men beviser ikke, at vejstrækningen 

er repareret i jernalderen. Genstandene kan evt. være hentet langt senere på en nedlagt 

boplads i området. 

120

Skriftlige og arkæologiske kilder vidner om, at der også i 1700-1800-tallet var 

vejføring over Tarm Kær. Der er imidlertid ikke vished for en kontinuerlig brug fra de 

tidligste anvendelser til midt i 1800-tallet, hvor den nuværende hovedved A11 er anlagt 

øst for. 

Blot ca. 100 m nordnordvest for opfyldningen med jernaldergenstandene viser 

1700-1800-tals kort, at vejføringen over Tarm Kær har nået Skjern Å. De første 

prøveundersøgelser på stedet gav intet resultat, da grundvanspejlet stod meget højt. 

Først da gravningen af den nye ås trace nåede ned i 3-4 m’s dybde fremkom der et 

større system af lodrette pæle og stolper, som kunne følges over ca. 30 m på tværs af 

traceet. Et par hastigt foretagne dendrokronologiske dateringer viste, at anlægget var fra 

1100-1300-tallet. Herefter er der foretaget en regulær frispuling af træet. I de østligste 

15 x 25 m bestod anlægget hovedsageligt af mindre pæle, der især havde karakter af 

bredforstærkning. Flere af stykkerne så dog ud til, at være de nederste dele af et 

egentligt træbygget anlæg, indtil videre er en arbejdshypotese, at der er tale om resterne 

af en fiskegård. 

I feltets vestside er der påvist et system af ca. 50 stolper, der grupperede sig i to 

nord-sydgående rækker af stolpegrupper i en ca. 5 m bred zone. Anlægget blev fulgt fra 

fast land i syd, hvor de øvrige konstruktioner sås og ca. 30 m mod nord tværs over det 

oprindelige åleje. Den nordlige afslutning blev ikke påvist, men da der tidligere er 

registreret stolper længere mod nord, blev det antaget, at anlægget har krydset hele den 

oprindeligt ca. 50 m brede ådal som en bro. 

De to stolperækker virkede noget uregelmæssige, fordi stolperne ikke stod en og en 

i to lige rækker, men oftest var anbragt tre eller flere tæt sammen. Placeringen kan evt. 

skyldes, at nogle af stolperne har været skråtstillede til støtte for de lodrette stolper. 

Støttestolper har været nødvendigt på flere af de længere broer i det åbne landet, bl.a. 

på broen over Ravning Enge (80). En funktion som støttestolper kan muligvis også 

forklare, hvorfor flere af stolperne ikke stod helt lodrette, men havde en vis hældning. 

En anden mulig forklaring på grupperingen er, at stolperne stammer fra flere faser eller 

reparationer, hvor en ny stolpe er sat ned så tæt ved resterne af den gamle som muligt. 

Der er imidlertid ikke noget der forhindre, at nogle af stolperne har været 

reparationsstolper, mens andre var støttestolper. 

For at få overblik over konstruktionen er der foretaget dendrokronologiske 

dateringer på godt 30 stolper. Dateringen viser, at stolperne er fældet i en periode fra 

først i 1100-tallet til midt i 1300-tallet. Anlægget må derfor have været i brugt og 

repareret over længere tid. For at kunne forklare og udskille de enkelte faser og 

reparationer blev det besluttet, at hjemtage de fleste af stolperne. Ved optagningen er 

langt de fleste stolper registreret som rundtømmer, hvis største diameter var 12-29 cm, 

de fleste på omkring 18 cm og på 20-22 cm. Stolpernes bevarede længde varierede fra 

112 cm til 525,5 cm. Kun to af stolperne var over 5 m lange, mens flere var 250-400 cm 

lange. Generelt var stolperne tilspidsede i den nedre ende, hvor antallet af facetter har 

varieret fra tre til otte, bestemt af træets udseende. 

Fire af stolperne af rundtømme og en med firesidet tværsnit var forsynet med en tap 

i den øverste ende, der for det meste havde et rektangulært tværsnit. Tappen var 12-15 

cm lang, ca. 10 cm i bredden og 25 cm højt, lavet ved et lige snit ind på stolpen fra fire 

sider. Flere af tapperne var yderligere forsynet med en gennemboring og i en enkelt af 

dem sad en 18,7 cm lang træpløk med en diameter på op til 2,8 cm. 

Da tappene har siddet i stolpernes øvre ende, har de formentlig været brug til at 

fastholde et stykke tværtømmer, der har bundet de to rækker stolper sammen på tværs af 

121

anlægget. Af tværtømmeret er formentlig påvist et enkelt fragment. Stykket var op til 75 

cm langt med rektangulært tværsnit. I den ene ende sås rester af et taphul, hvis 

dimensioner passer med tappen øverst på de lodrette stolper. Lignende stykker er bl.a. 

fundet ved Ravning Enge (80). 

Flere af de andre stolper har måske også været forsynet med tapper i den øvre ende, 

men da det hovedsageligt var de nederste dele af stolperne der var bevaret, sås de ikke. 

Foruden de ”almindelige” stolper er der også registreret fire stolper af halvtømmer 

med en dobbelt udsparing øverst på træets rundede del. Udsparingen er dannet ved, at 

der med økse er blevet hugget 5-12 cm vinkelret ind på træet fra begge sider, hvorved 

der dannes et højere midterstykke, der er fra 0-5 cm højt og ca. 4,5 cm bredt. 

Udformningen med den dobbelte udsparing kan tyde på, at stolpernes formål har været 

at fastholde tømmer sideværts, hvordan de har været anvendt er endnu ikke klarlagt. På 

en af stykkerne sås fire borede huller på den tilspidsede del, det ene stadigvæk med i 

siddende pløk. Sådanne huller med eller uden træpløkker er også set på flere af de 

firesidede stolper og på stolperne af rundtømmer. Hullernes formål kendes ikke, men da 

lignende huller er set på broen i Byrsted (23), Ravning Enge (80) og broen over Holtum 

Å (73), skyldes de formentlig ikke at der er brugt genbrugstømmer. 

Selvom bearbejdningen af materialet endnu ikke er færdig, har de dendrokronologiske 

dateringer gjort det muligt at påvise så mange faser, at der kan gives et 

rimeligt sikkert billede af broens konstruktion. Broen har været ca. 3,5 m bred, 

bestående af to rækker lodrette stolper, hvoraf de længste ved udgravningen var over 5 

m lange. Da ingen af disse stolper var bevaret i fuld længde har de været noget længere, 

måske 8-9 m. 

Det ser ud til, at de lodrette stolper på ydersiden er blevet støttet af skråstolper og 

på tværs henover stolperne har tværtømmer været fastholdt i en sammentappet 

konstruktion. Tværtømmeret bar langsgående strøer og på tværs af broen op til 50 cm 

brede kørebaneplanker, som har været tappet og naglet sammen med de øvrige dele. 

Stolpernes indbyrdes placering antyder, at de enkelte brofag har været 1,5-2 m lange. 

Konstruktionen er derfor helt tilsvarende de fleste af de øvrige undersøgte stolpebroer 

fra vikingetid og middelalder. 

De dendrokronologiske dateringer har også vist, at det tidligst påviste fældningsår 

for de lodrette stolper er 1105, hvorefter der ses en tydelig sammenhæng i udskiftningen 

frem til den yngste stolpe, der er dateret til omkring 1353. I de første år er kun udskiftet 

enkelte stolper, mens der senere er sket udskiftninger af større dele af broen samtidigt. 

Det er typisk, at udskiftningerne er sket med intervaller af 10-20 år, fordi stolperne på 

dette tidspunkt er rådnet over på overgangen mellem vand og luft. 

122


ANLÆGGETS NAVN: Amholm, Skjern Ådal st.nr. 180605, sb.nr. x 

AMT: Ringkøbing HERRED: Nørre Horne SOGN: Lønborg 

LANDSKAB: Skjern Ådal ved åens nedre løb nord for Lønborg Kirke, hvor ådalen er 

domineret af fast bund, som bliver udgjort af banker eller holme af aflejret sand. Den 

største holm er Amholm 


KONSTRUKTIONSFORM: Flere vadesteder på et naturligt passabelt sted, hvor en 

overgang gennem tiden er blevet udbygget til en belægning af sand og 10-15 cm store 

sten 

UNDERSØGT AF: SKJ 1999 ved Peter Duun Andersen og Torben Egeberg, RAS ved 

Mogens Schou Jørgensen og Geologisk Institut Aarhus Universitet ved Jens Tyge 

Møller 

KILDER, ARKIVALIER: Endnu ikke færdig bearbejdet materiale fra udgravningerne SKJ 

Journalnr. 319; AMS C14-datering AAR-5336-1.1, AAR-5337-1.1 

LITTERATUR: Andersen og Egeberg 1999 s. 89, 92-94; AUD 1999 s. 310-311; 

Jørgensen og Egeberg 2000 s. 35-36; Møller 2000 s. 8; Jørgensen og Egeberg 2001 

s. 2-3 

ANDET: 

DATERING: Et vejspor er C14-dateret til 800-520 f.Kr. (AAR-5337-1.1), mens 

reparationer af et andet vejspor og vadested er C14-dateret tidligst til 260-540 e.Kr. 

(AAR-5336-1.1) og funddateret til jernalderen, 1300-1400-tallet og nyere tid 

BESKRIVELSE: I forbindelse med naturgenopretningen - Skjern Å Naturprojekt føres 

den nedre del af Skjern Å i årene 1999-2002 tilbage til det slyngede forløb, den havde 

før udretningen i 1960’erne. Pga. oplysninger fra tidligere undersøgelser, arkivmateriale 

og ældre kort, er der i tilknytning til projektet foretaget en del undersøgelser og 

rekognoscering langs den berørte del af åen. 

I 1999 var undersøgelserne koncentreret om åens forløb ved Lønborg Kirke, hvor 

der er påvist et overgangssted mod vest, som var domineret af fast bund. Overgangen 

blev udgjort af en større holm, Amholm samt flere mindre holme. På dette sted har de 

gode bundforhold muliggjort passage uden større anlæg, blot har det af og til været 

nødvendigt at reparere med grus. Når et spor blev for opkørt, er et nyt lagt ved siden af, 

derfor ses adskillige spor af vognkørsel henover holmene. Brugstiden for det ældste af 

sporene er C14-dateret indenfor perioden 800-520 f.Kr. 

Et vejforløb fremtrådte ved undersøgelsen som en ca. 50 m lang og 3 m bred 

stenlægning, hvor vadet gentagende gange er repareret med 10-15 cm store sten. Efter 

hver reparation er stenene blevet dækket med sand og grus, så anlægget til sidst har nået 

en højde af ca. 0,5 m. En C14-datering af et lag klæg over den ældste reparation og en 

lille glasperle mellem stenene har dateret de første udbedringer til jernalderen. En anden 

123

udbedring er formentlig foretaget i middelalderen, da der i reparationslaget er fundet en 

hestesko, som kan dateres til 1300-1400-tallet. I de øverste stenlag er registreret flere 

genstande fra nyere tid, bl.a. en del tegl. 

Suppleret med oplysninger fra kort og skriftlige kilder viser dateringerne, at 

Amholm har været anvendt som overgangssted helt op i nyere tid. På det sted hvor 

overgangen har nået fast land mod syd, fører en meget tydelig og op mod 2 m dyb 

hulvej op til Lønborg Kirke, der er beliggende højt på en bakkeskråning (se bilag 19a, 

19b). I området er gjort fund fra forskellige perioder i form af jernalder bosættelse, 

grave fra yngre romersk jernalder og genstande og grubehustomter fra vikingetiden. 

Samtidig bevidner kirken og to voldstedsbanker fra ”Borgvold” og ”Lønborg 

Kongsgård” om middelalderlige aktiviteter i området. 

Muligvis kan hulvejen følges på et naturlige højdedrag videre mod syd til Brosbøl i 

Egvad sogn, hvor der er påvist et større system af hulveje. De nyeste af disse spor blev 

anvendt indtil den nye hovedvej over Tarm og Skjern er taget i brug omkring 1850. 

Planlagte undersøgelser kan måske vise, om der også er ældre vejforløb på stedet, og 

om de kan have haft en sammenhæng med hulvejen ved Lønborg. 

124


ANLÆGGETS NAVN: Rysensten st.nr. 180701, sb.nr. 79 

AMT: Ringkøbing HERRED: Skodborg SOGN: Bøvling 

LANDSKAB: Voldsted 

ANLÆGSTYPE: Sti og vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Sti af munkesten og vej af store natursten 

UNDERSØGT AF: HOL 1999 ved Helle Henningsen 

KILDER, ARKIVALIER: HOL 20.340 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 3618/99 

LITTERATUR: Lebech 1966 s. 401-414; AUD 1999 nr. 584 

ANDET: 

DATERING: Anlæggene er stratigrafisk dateret til middelalderen 

BESKRIVELSE: På det fredede voldsted Rysensten er der i 1999 foretaget enkelte 

småundersøgelser forud for et mindre anlægsarbejde. I en søgegrøft på voldstedets 

vestlige halvdel er der påvist en sti af munkesten og en vejbane af store natursten. Vejen 

og stien lå på senmiddelalderlige kulturlag, hvor de var uberørte af nedbrydningslag fra 

1600-tals huset, som prægede resten af voldstedet. Pga. den stratigrafiske datering 

menes vej og sti at være anlagt i senmiddelalderen. 

Rysensten var i middelalderen et af Ribebispens betydeligste besiddelser, der er 

nævnt første gang i 1401. 

125


ANLÆGGETS NAVN: Fjandhus st.nr. 180807, sb.nr. 18 

AMT: Ringkøbing HERRED: Ulfborg SOGN: Sønder-Nissum 

LANDSKAB: Flad marskeng på østsiden af Fjandhalvøen nær Nissum Fjord 


KONSTRUKTIONSFORM: 6 m bred dæmning, der formentlig var opbygget af klæg. 

Langs begge sider af anlægget er påvist en gravet grøft på 2 m’s bredde 

UNDERSØGT AF: RIM 1994, 1996-97 ved Palle Eriksen som en forskningsundersøgelse 

KILDER, ARKIVALIER: RIM Journalnr. 7488 (ikke gennemset); NM 2 arkiv (ikke 

gennemset); RAS Journalnr. P. 3184/96; Skov- og Naturstyrelsen, 10. kontor. Journalnr. 

606-0012 (ikke gennemset); DKC 180807-18; AMS C14-datering AAR-2167 

LITTERATUR: AUD 1995 s. 319; AUD 1997 nr. 434; Ulsig 2000 

ANDET: 

DATERING: Trækul fra voldstedets brugstid er C14-dateret til 1040-1250, mens 

voldstedet menes være nedlagt i slutningen af 1400-tallet. Dæmningen har været brugt i 

voldstedets brugstid 

BESKRIVELSE: Fjandhus er nævnt første gang i 1424, hvor det var ejet af adelsmanden 

Lage Rød. Før ham var godset ejet af hans farfader Bo Høg, der er kendt fra 1354-77. 

I den flade fugtige marskeng på østsiden af Fjaldhalvøen skal hovedbygningen til 

Fjandhus have ligget, mens ladegården antages at have ligget på tørt land. 

På hovedbygningens formodede plads er der oppløjet sten, på et sted hvor der ellers 

er stenfrit. I 1994 er her gravet et par småhuller, hvorved der fremkom teglbrokker, træ 

og trækul. Det fundne træ blev C14-dateret indenfor perioden 1040-1250. 

På et luftfotografi fra 1996 ses en dæmning, der kan følges over ca. 250 m fra fast 

land ud til den formodede hovedbygning. Dæmningen var 6 m bred og langs siderne 

afgrænset af en 2 m bred grøft. Et snit gennem anlægget har vist, at grøfterne var gravet 

til ca. 1 m under nuværende terræn. Dæmningen har formentlig bestået af den klæg, 

som blev gravet op af grøfterne. Ved undersøgelserne er ikke set tegn på yderligere 

befæstning af anlægget. På strækningen over marsken har dæmningen krydset en bæk, 

der i dag er helt tilsandet og derfor kun kan ses som en lys snoet stribe i terrænet. 

Udgraveren har foreslået, at dæmningen og Fjandhus var et vigtigt led i en ind- og 

udskibning, der skal være foregået ad Nissum Fjord. En trafik, som formentlig er blevet 

kontrolleret og beskyttet fra Fjandhus. 

Det er uvist hvornår hovedbygningen er opført, men C14-dateringer har vist, at den 

må have været i brug på et tidspunkt i perioden 1040-1250. De skriftlige kilder tyder på 

at anlægget tidligst er opført i 1100-1200-tallet. Nedlæggelsen af Fjandhus er 

sandsynligvis sket ved et kongeligt bud i slutningen af 1400-tallet. Det er defor muligt, 

at dæmningen har været anvendt på et tidspunkt fra 1100-eller 1200-tallet til slutningen 

af 1400-tallet. Det kan ikke fastslås hvornår i perioden den er taget i brug. 

126


ANLÆGGETS NAVN: Bække Sten 2 st.nr. 190102, sb.nr. 55 

AMT: Ribe HERRED: Anst SOGN: Bække 

LANDSKAB: Klebækhøjene. Se beskrivelse neden for 

ANLÆGSTYPE: Runesten, gravhøje med stensætning og vej 


UNDERSØGT AF: Privat 1858, besigtiget af NM 1898 ved G. V. Blom, 1952 ved Therkel 

Mathiassen og udgravet 1956-57 ved Olfert Voss 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Journalnr. 1130/56 (ikke gennemset); NM 1 arkiv (ikke 

gennemset); NM 2 (Moltke-Jacobsenske Samling) (ikke gennemset); DKC 190102-55 

LITTERATUR: Matthiessen 1927b s. 117; DR nr. 30, Voss 1959; Moltke 1976 s. 

314-415 

ANDET: 

DATERING: Stenen er runologisk dateret til sen vikingetid (omkring år 1000), mens en 

vej gennem skibssætningen er yngre 

BESKRIVELSE: I 1858 er der fundet en runestenen mellem to bronzealderhøje kaldet 

Klebækhøjene. Stenen lå nedgravet i nærheden af en stenrække, der var resterne af en 

skibssætning, som har forbundet de to høje. 

Efter fundet blev runestenen flyttet hen i vestenden af skibssætningen og hele 

anlægget er fredet. I 1957-58 har en mindre arkæologisk undersøgelse påvist sten og 

standspor fra i alt 60 sten fra skibssætningen, der oprindeligt har været ca. 45 m lang. 

Stenene har stået så de vendte den flade side eller spejlet ind mod skibet, hvor de laveste 

sten stod langs skibssætningens sider, mens stævnstenene var højere. Den højeste af 

stenene var den 125 cm høje runesten, der blev tolket som den vestlige stævnsten. 

Lokaliteten med højene er sognets højeste, hvorfor det ved fundet af runestenen 

blev foreslået, at højene og senere skibssætningen har dannet pejlemærke for 

”hærvejen”, der i en periode menes at have gået ca. 1 km herfra. 

Lidt foran midten af ”skibet” blev der i 1957-58 udgravet en kvindegrav, som 

menes at have hørt til skibssætningen. Fundene i graven var få, alligevel er det rimeligt 

at datere den til vikingetid. 

Indskriften på runestenen viser, at den er rejst for kvinden Viborg. Det er derfor 

nærliggende at tolke graven som hendes. Ca. 6 m nord for skibssætningens vestlige 

ende er der ligeledes påvist en begravelse, der er dateret til vikingetid. 

På et tidspunkt efter at skibssætningen er blevet ødelagt har en vej gået igennem 

den og henover kvindegraven fra vikingetiden. Vejen sås i skibssætningens østende som 

to brede sandstriber, der markerer tilsandingen af to hjulspor. 

Stenens indskrift lyder: ”Revne (?)... efter Viborg sin moder”. 

127


ANLÆGGETS NAVN: Gl. Kærgård st.nr. 190204, sb.nr. x 

AMT: Ribe HERRED: Gørding SOGN: Hunderup 

LANDSKAB: Eng syd for Riber Kærgård 


KONSTRUKTIONSFORM: Porthus og bindingsværkstømmer, som muligvis har været 

anvendt i en bro mellem to borgbanker 

UNDERSØGT AF: ? 1938 


LITTERATUR: Madsen 1997 s. 85-88; Jantzen et al. (red.) 1999 s. 228 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder antyder, at voldstedet og den mulige bro 

har været anvendt på et tidspunkt i 1300-1500-tallet 

BESKRIVELSE: Syd for Riber Kærgård ligger det nu næsten sløjfede voldsted af Gl. 

Kærgård. På stedet er der i 1938 foretaget en mindre undersøgelse, hvor der blev påvist 

en tårnbanke mod syd og en gårdbanke mod nord. Bankerne var omgivet af en fælles 

10-11 m bred voldgrav. 

I tårnbankens sydvesthjørne er der undersøgt et fremskudt parti med resterne af en 8 

x 8 m stor bygning, som blev tolket som en slags portbygning ved en bro mellem tårn- 

og gårdbanke. I voldgraven ved det formodede porthus er der fundet en del 

bindingsværkstømmer. Det har ikke været muligt at afgøre, om tømmeret var fra 

bygninger på gårdbanken eller det er genbrugstømmer, som har været anvendt i den 

formodede bro. 

Der er ikke fundet daterbare genstande ved anlægget, som er omtalt i 1400-tallet 

som privat adelsgods. De skriftlige kilder antyder, at borgen er flyttet til den nuværende 

placering lidt mod nord i starten af 1500-tallet. Det vides ikke hvornår den ældre borg er 

anlagt, men den er formentlig et af de mange adelsanlæg, der er opført i 

1300-1400-tallet. Den mulige bro har været anvendt i en periode i borgens brugstid. 

128


ANLÆGGETS NAVN: Lervadgård st.nr. 190303, sb.nr. x 

AMT: Ribe HERRED: Malt SOGN: Føvling 

LANDSKAB: Vådområde på en nuværende mark 

ANLÆGSTYPE: Sti 

KONSTRUKTIONSFORM: Sti bestående af en flækket egetræsstamme på et underlag af 

grene 

UNDERSØGT AF: ASR 1987 ved Per Kristian Madsen og Lene B. Frandsen 

KILDER, ARKIVALIER: ASR Journalnr. 739 (ikke gennemset); RAS Journalnr. P. 2135/88 


ANDET: 

DATERING: Anlægget er funddateret, da træet i et ufærdigt hjulnav fundet i tilknytning 

til anlægget er dendrokronologisk dateret til 1160-70 

BESKRIVELSE: Under markarbejde på en fugtig mark ved Føvling blev der i 1987 

oppløjet større sten og forskellige stykker træ, bl.a. et ufærdigt hjulnav. Ved en 

efterfølgende undersøgelse har det vist sig, at stenene indgik i et brøndlignende 

vandingssted af sten og nedrammede træstolpe, der har givet et klart vandspejl. 

Ud til vandingsstedet har ført en sti lavet af en flækket egetræsstamme, som lå på et 

underlag af tværgående grene og træstykker. Træstammen er lagt ud, fordi området var 

for fugtigt til, at man har kunnet færdes uden anlæg. 

I tilknytning til anlægget er fundet et forarbejde til et hjulnav, som er 

dendrokronologisk dateret til 1160-70. Det er derfor nærliggende at antage, at stien har 

været brugt i slutningen af 1100-tallet. Hvor længe den er blevet anvendt og hvornår 

den er taget i brug kan ikke afgøres. 

129


ANLÆGGETS NAVN: Læborg Stenen st.nr. 190306, sb.nr. x 

AMT: Ribe HERRED: Malt SOGN: Læborg 

LANDSKAB: Mark ved Læborg Kirke 

ANLÆGSTYPE: Runesten og vej 


UNDERSØGT AF: Ole Worm i starten af 1600-tallet som en besigtigelse 


LITTERATUR: Matthiessen 1927b s. 117; Matthiessen 1930b s. 75-91; DR nr. 26; 

Moltke 1976 s. 185, 200 

ANDET: 


BESKRIVELSE: På en rejse rundt i Jylland i begyndelsen af 1600-tallet skal Ole Worm 

have set den 236 cm høje Læborg Sten, som lå på en mark nord for Læborg Kirke lige 

ved den traditionelle ”hærvej”. Ved siden af stenen skal have ligget en anden og større 

sten, der formentlig ikke havde runer. I dag er runestenen opstillet ved kirken. 

I Hugo Matthiessens bog Hærvejen er Læborg Stenen og Randbøl Stenen (81) brugt 

som indikatorer for, at ”hærvejen” har haft et forløb fra Jelling over Randbøl Hede til 

Skodborghus. 

Stenens indskrift lyder: ”Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin 

”drotning (sin drots hustru)”. 

130


ANLÆGGETS NAVN: Skodborghus (vejføring vest om voldstedet) st.nr. 190308, sb.nr. 

99 

AMT: Ribe HERRED: Malt SOGN: Vejen 

LANDSKAB: Kongeåen 

ANLÆGSTYPE: Bro / dæmning / kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Egestolper, pæle og sten fra en eller flere broer, dæmninger 

eller vadesteder, der har passeret Kongeådalen vest om voldstedet Skodborghus 

UNDERSØGT AF: ? 1700-tallet og starten af 1900-tallet, 1985 af ESM ved Ingrid 

Stoumann 

KILDER, ARKIVALIER: ESM Journalnr. 1519 (ikke gennemset); RAS Journalnr. G. 

5015/85-1 

LITTERATUR: Matthiessen 1930b s. 93 især note 2; Trap 1967 s. 998-999; 

Lidegaard 1979 s. 31; Becker-Christensen 1981 s. 74-78, 114-115; Svensson 1984a 

s. 28-29; AUD 1985 nr. 336; DD 1367-1370 nr. 189; Knudsen 1987 

ANDET: 

DATERING: Stolper og pæle fra anlægget er dendrokronologisk dateret til 1362, efter 

1494 og 1540 

BESKRIVELSE: Voldstedet Skodborghus ligger ved Kongeåen, hvor en gren af 

hærvejsstrøget traditionelt menes at have passeret. Voldstedet er i dag meget ødelagt, 

fordi der i 1856 blev anlagt et toldsted på banken og i 1862 er ført en vej henover 

anlægget. Ændringerne medførte også en regulering af Kongeåen, der kom til at gå syd 

om voldstedet og ikke nord om, som den oprindeligt har gjort. 

Allerede i 1700-tallet er der i Kongeåen nær voldstedet registreret træstolper, som 

måske er fra et overgangssted. Også i starten af 1900-tallet er der vest for voldstedet 

fundet kampesten, der mentes at stamme fra et vej- eller broanlæg over engen. 

I 1985 er en naturgasledning ført gennem den vestlige del af voldstedet med retning 

nord-syd. I forbindelse med anlægsarbejderne blev der foretaget nogle hastige 

iagttagelser i den 0,8-1,0 m bredde og 1,5 m dybe grøft, som konstant stod under vand. 

Over ca. 50 m er der registreret fem rækker pæle og stolper, som gik på tværs af grøften. 

De største af stolperne var 1,5 m lange og firesidede med kantmål på 30-40 cm, mens 

andre blot var mindre tilspidsede pæle. Ved det sydligste og de to nordligste pæleværker 

er registreret kraftige stenlægninger af store sten, som formentlig svarer til de sten, der 

blev registreret i starten af 1900-tallet. Det nordligste system af pæle og sten har 

antagelig stået i den sydlige kant af Kongeåens oprindelige løb, pælene er derfor tolkes 

som en bredforstærkning eller del af et færdselsanlæg over åen. 

I første omgang har udgraveren opfattet de resterende pæleværker og sten som en 

stabilisering, der skulle hindre fylden fra voldstedsbanken i at skride ud. Senere 

131

earbejdninger af materialet har medført, at man i dag opfatter alle anlægsspor som 

resterne af færdselsanlæg. 

Nogle af de lodrette stolper er dendrokronologisk dateret til 1362, efter 1494 og 

1540. Det er derfor muligt, at pæle og stolper stammer fra flere anlæg, eller fra 

reparationer og udbygninger. Teorien støttes af, at der var stor variation i udformningen 

af de fundne pæle og stolper. Om anlægssporene er fra broanlæg, dæmninger eller 

vadesteder, kan ikke fastslås. 

Skodborghus er første gang nævnt i 1368 som et kongeligt slot, der siden blev en 

almindelig adelsgård. 

Det er en traditionel opfattelse, at anlægget i middelalderen kan have haft 

forbindelse med grænseovervågningen til Hertugdømmerne Slesvig-Holsten på et sted, 

hvor en vejføring fra Kolding til Ribe har mødt de nord-sydgående strøg af ”hærvejen”. 

Det er ikke alle der er enige i Skodborghus’ rolle i forbindelse med ”hærvejen”. Bjørn 

Svensson har bl.a. argumenteret for, at vejen forbi borgen blot var en genvej til 

supplering af de store vejstrøg. 

Det eneste der kan bevises er, at der i løbet af senmiddelalderen har ført en vej over 

Kongeåen vest om voldstedet. Om vejen var en del af et hærvejsstrøg eller en mindre 

vejføring, kan ikke afgøres. 

132


ANLÆGGETS NAVN: Gl. Lindbjerggård st.nr. 190806, sb.nr. x 

AMT: Ribe HERRED: Øster-Horne SOGN: Ølgod 

LANDSKAB: Eng, der er en tidligere mose lige nord for Østbækken og ca. 150 m nordøst 

for det nuværende Lindberggård 


KONSTRUKTIONSFORM: Vej af grene og lyng befæstet og markeret af spinkle 

vandretliggende grene og enkelte lodrette pæle langs vejens sider 

UNDERSØGT AF: ØLM 1965 ved S. Manøe Hansen og H. Øllgaard, 1980 ved Susanne 

Andersen og NM ved Hans Stiesdal 


LITTERATUR: Stiesdal 1981 s. 10-15; Jantzen et al. (red.) 1999 s. 224 

ANDET: 

DATERING: De arkæologiske kilder sandsynliggør, at voldstedet er opført i 1300-tallet 

BESKRIVELSE: I en tidligere mose ca. 150 m nordøst for det nuværende Lindbjerggård 

ligger voldstedet Gl. Lindbjerggård lige nord for Østbækken. 

Ved en undersøgelse i 1980 er der gravet en søgegrøft tværs over anlægget, som var 

præget af pløjning, men formentlig aldrig hævet sig ret meget over terrænet. Voldstedet 

er derfor ikke betragtes som en egentlig banke men som et forhøjet plateau, der er 

karakteriseret som et tilflugtssted i mosen. 

Plateauet var kunstigt opført af ler på en fundering af grene og ris, som har hindret 

anlægget i at synke i mosen. Plateauet, der var ca. 20 m i diameter har ikke været 

omgivet af vold og grav, antagelig fordi mosen i sig selv har dannet et effektivt forsvar. 

På voldstedet er der ikke fundet bygningsrester, men udgraverne har antaget, at her har 

stået en lettere træ eller bindingsværksbygning, mere har plateauet ikke kunnet bære. 

Adgangen til fast land er foregået fra anlæggets sydvesthjørne, hvor der er påvist 

rester af en vej, som gik i sydvestlig retning mod det nuværende Lindbjerggård. Måske 

har den middelalderlige gård ligget på samme sted, men fra den er ikke påvist rester. 

Adgangsvejen bestod nederst af en udskudt tunge af det grenlag ,som plateauet var 

funderet på. Henover grenlaget var lagt ét, undertiden to lag lyngtørv, som ved siderne 

blev markeret og afgrænset af tyndere vandretliggende grene og enkelte lodrette pæle. 

Der vides meget lidt om Gl. Lindbjerggård, der først er nævnt i en skriftlig kilde fra 

1527, men menes at være ældre. Pga. anlæggets karakter har udgraverne opfattet det 

undersøgte anlæg som opført i 1300-tallet. I tilknytning til anlægget er der fundet et 

stykke keramik, som muligvis kan dateres til samme århundrede. 

133


ANLÆGGETS NAVN: Vester Immervad st.nr. 200210, sb.nr. 254 

AMT: Haderslev HERRED: Gram SOGN: Vedsted 

LANDSKAB: Sønderå ved Abkær Mose 

ANLÆGSTYPE: Gå- og kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Trædestensrække af 22 større sten lagt i skrid afstand samt et 

kørevad af sten 

UNDERSØGT AF: HAM 1929 ved Chr. Lund, besigtiget af NM 1937 ved H. C. Broholm, 

undersøgt 1982 af Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning ved Mogens Schou 

Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 98 (ikke gennemset); NM 1 arkiv (ikke 

gennemset); DKC 200210-254; C14-datering K-3819 

LITTERATUR: Lund 1929 s. 201-203; Becker-Christensen 1981 s. 108-111; 

Svensson 1984a s. 34; Jørgensen 1996 s. 41; Hauglid et al. 1998 s. 41-44 

ANDET: 

DATERING: En sumptørv under to af trædestenen er C14-dateret til 890-1160, hvilket 

angiver det tidligst mulige tidspunkt for stenens placering. Kørevadet er udateret 

BESKRIVELSE: Under omlægningen af Sønder Å ved Abkær mose, blev der i 1929 

frilagt en 21 m lang trædestensrække af 22 store sten, som har ført den gående trafik fra 

den nordlige engrand ud i mosen og over åen. På stedet har man formentlig også kunnet 

passere med vogn via et kørevad, der i 1920’erne blev kaldt ”det brede vand”. Ud fra 

oplysningerne har jeg tolket vadene som to forskellige anlæg, der lå nær hinanden. 

På et kort fra 1914 er vejføringen over Sønderå markeret som den nordligste af tre 

nordvest-sydøstgående veje. Strækningen er traditionelt opfattet som en del af 

hærvejsstrøget, fordi flere mulige gravhøje er set både nord og syd for åen. 

Området er fredet i 1937 og omkring 1980 var trædestensrækken næsten intakt, 

mens der i dag kun er bevaret enkelte sten. Ødelæggelserne skyldes især landskabspleje 

i 1980’erne. 

I 1982 er der foretaget en mindre undersøgelse, for at datere trædestenenes 

anlæggelsestidspunkt. Prøver blev udtaget af en sumptørv under midten af to af stenene. 

Den nedre datering af de øverste 2,5 cm af tørven er herefter C14-dateret indenfor 

perioden 890-1160. Tørven er dannet af de planter som voksede på stedet da stenene 

blev lagt. Da der ikke er sket indblanding af yngre vegetation i det iltfrie miljø under 

stenene, har tørvelaget formentlig kun indeholdt kulstof fra anlæggelsestidspunktet. 

Dateringen viser at trædestensrækken er lagt i vikingetid eller tidlig middelalder. 

Noget tyder på, at overgangen er anvendt i hvert fald til 1789, hvor den er set på et 

udskiftningskort for Abkær Sogn. Her er vejen stadigvæk ført direkte gennem åen, da 

der ikke var nogen bro på stedet. Fra 1786 er overgangen formentlig i højere grad rykket 

ca. 4 km mod øst til Øster Immervad, hvor der er opført en stenbro. 

134


ANLÆGGETS NAVN: Ejsbøl Voldsted st.nr. 200302, sb.nr. x 

AMT: Haderslev HERRED: Haderslev SOGN: Haderslev (Gammel) 

LANDSKAB: Voldsted ved Ejsbøl Mose, der tidligere var Ejsbøl Sø 


KONSTRUKTIONSFORM: Egestolper fra en formodet træbro over voldgraven mellem to 

borgbanker 

UNDERSØGT AF: Museet i Kiel 1900 


LITTERATUR: Trap 1967 s. 203; Madsen 1997 s. 85-88; Jantzen et al. (red.) 1999 s. 

163-165 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder sandsynliggør, at voldstedet er anlagt i 

1300-1400-tallet 

BESKRIVELSE: Ejsbøl voldstedet er beliggende på sydsiden af den tidligere Ejsbøl Sø, i 

dag Ejsbøl Mose. Fra voldstedet kan stadig ses to borgbanker i form af en gårdbanke og 

en tårnbanke. Bankerne er udskåret af en aflang naturlig holm, der har afgrænset søen i 

nordvest-sydøstlig retning, hvor holmen er blevet afskåret med en 6 m bred voldgrav. 

Den afskårne del af holmen udgør gårdbanken, mens der i holmens østlige del er 

udskåret en cirkulær tårnbanke, ligeledes ved en ca. 6 m bred grav 

I voldgraven mellem de to dele af borgen er der udgravet egetræsstolper fra en 

mulig bro. 

Voldstedet og stolperne er udaterede, men Ejsbøl gods er nævnt første gang i 1355, 

hvor det er en adelig besiddelse, som gennem hele middelalderen forblev adelsgods. 

Bygningerne på det undersøgte voldstedet menes at være nedrevet i løbet af 1500-tallet. 

Udfra voldstedstypen og de skriftlige kilder er det sandsynligt, at anlægget skal regnes 

til den store gruppe af adelige voldsteder, som er opført i 1300-1400-tallet. Broens 

tilhørsforhold til borgen datere dens anvendelse indenfor borgens brugstid. 

135


ANLÆGGETS NAVN: Husted Banke st.nr. 200308, sb.nr. x 

AMT: Haderslev HERRED: Haderslev SOGN: Sønder-Starup 

LANDSKAB: Lavning 300 m vest for Kobbelgård i Lønt, hvor voldstedet tidligere lå helt 

omgivet af vand 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette stolper fra en mulig bro, der har ført fra voldstedet til 

faste land 

UNDERSØGT AF: ? 


LITTERATUR: Jantzen et al. (red.) 1999 s. 252 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder antyder, at voldstedet er opført i 

1300-tallet 

BESKRIVELSE: I en lavning ved Kobbelgård ligger Husted Banke, som består af en 

borgbanke med en større indskæring i øst-vest. Da banken blev anlagt lå den i vand, det 

har derfor ikke været nødvendigt at omgivet det med voldgrave. I dag er området drænet 

og ligger hen som eng. 

Nordøst for anlægget kan stadigvæk ses toppen af flere lodrette stolper med en 

diameter på op til 30 cm. Stolperne menes at stamme fra en bro, som har ført over 

vådområdet til faste land. 

Det vides ikke hvornår borgen er anlagt, men i slutningen af 1300-tallet er gården i 

adelseje og i 1586 er den afhændet til kronen. De arkæologiske og skriftlige kilder 

sandsynliggør, at anlægget skal regnes til de adelige voldsteder, som er opført i 

1300-1400-tallet. Det er rimeligt at antage, at gården er opført 1300-tallet, men det vides 

ikke om den mulige bro går tilbage til anlæggets første tid. 

136


ANLÆGGETS NAVN: ”Dr. Margrethes Bro”, Ørby Hage st.nr. 200310, sb.nr. 19 

AMT: Haderslev HERRED: Haderslev SOGN: Vonsbæk 

LANDSKAB: Haderslev Fjord 

ANLÆGSTYPE: Sejlspærring og mulig bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette træpæle, stolper og flydere fra sejlspærring samt 

stolper fra en mulig bro 

UNDERSØGT AF: NM Skibshistorisk Laboratorium 1967-69 ved Ole Crumlin Petersen, 

1974 af et dykkerhold fra Fulton og 1991 ved HAM 

KILDER, ARKIVALIER: HAM, Vonsbæk Sogn sb.nr. 19; NM 1 arkiv (ikke gennemset); 

NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske undersøgelser (Marine journalsager 

(NMU)). Journalnr. 154 (ikke gennemset); DKC 200310-19, 27; Dendrokronologisk 

datering A 5412 (”Dr. Margrethes Bro”), A 5517 (”Æ Lei”) 

LITTERATUR: Crumlin-Pedersen 1975; AUD 1988 s. 233-234; AUD 1991 s. 260, 

262-263 

ANDET: 

DATERING: Fældningsåret for de lodrette stolper er dendrokronologisk dateret til 

slutningen af 300-tallet, 400-10, ca. 1132 og ca. 1134, 1142/1143 og ca. 1162 

BESKRIVELSE: I flere omgange er der foretaget sonderinger i Haderslev Fjord mellem 

Ørbyhage og Stagodde ved indsejlingen til fjorden. I området er der registreret mange 

lodretstående træpæle og stolper samt en del flydere (planker med huller ved begge 

ender). Flyderne har ligget i vandoverfladen hele vejen over sejlrenden, hvor pæle var 

sat ned i hullerne. Pælenes diameter var noget mindre end diameteren af hullerne, de har 

derfor ikke låst flyderne fast, men blot forhindret dem i at glide med strømmen. 

Tilsammen har stolper, pæle og flydere dannet en effektiv sejlspærring, fordi anlægget 

lå i vandoverfladen så skibene ikke har kunne se det. 

Rækker af stolper og pæle kan stadigvæk følges på begge sider af det nuværende 

sejlløb, mens de kun er registreret enkelte steder i selve sejlløbet, hvor der i 1800-tallet 

er foretaget adskillige oprensninger for at lette sejladsen. 

På sydsiden af sejlløbet er der ikke foretaget arkæologiske undersøgelser, men nord 

for er der i 1991 udtaget 24 træprøver til brug for en dendrokronologisk datering. 13 af 

prøverne er dateret fra sidst i 300-tallet til 400-10, mens to er dateret til 995-1118 og 

990-1131. Begge prøver havde bevaret del af splint og fældningsåret sættes derfor til ca. 

1132 og ca. 1134. En anden stolpe med bevaret bark er fældet i 1142/43, mens træet i en 

stolpe delvist med bevaret bark, er dateret til 1006-1157. Fældningsåret er beregnet til 

ca. 1162. 

Udgraverne har på baggrund af dateringerne antaget, at anlægget har indeholdt to 

sikre konstruktioner. Det ældste anlæg fra 300-400-tallet har bestået af tusinder af pæle, 

stolper og flydere, der stod i en ca. 24 m bred zone tværs over fjorden som en egentlig 

137

sejlspærring. Det yngre anlæg, som blev dateret til 1100-tallet, bestod af kraftigere ege- 

og bøgestolper samt tyndere stager i to tilnærmelsesvis parallelle rækker. Udgraverne 

har derfor foreslået, at anlægget evt. skal opfattes som en reparation eller udbygning af 

sejlspærringen. Da anlægget har haft noget anden karakter end det ældre anlæg er det 

muligt, at nogle af stolperne er fra et broanlæg, som har gået tværs over fjorden. 

Anlægget kan derfor have haft en dobbelt funktion, at formidle landtransporten og 

regulere sejladsen. Har der været en bro på stedet må den have været ca. 250 m lang. 

Ca. 1 km inde i fjorden mod vest har der været endnu en sejlspærring kaldet ”Æ 

Lei”, der er fulgt i et ca. 10 m bredt bælte over en strækning på omkring 500 m i 

sydvest-nordøstlig retning over fjorden. Anlægget har mindet meget om spærringen ved 

”Dr. Margrethes Bro”, bl.a. er der påvist flere flydere hvoraf nogle er dendrokronologisk 

dateret til omkring år 403. Det har ikke kunnet udelukkes, at anlægget har 

haft flere faser. Dateringen til ca. 403 viser, at mindst en af ”Æ Lei’s” faser er 

jævnaldrende med den ældste spærring ved ”Dr. Margrethes Bro”. 

138


ANLÆGGETS NAVN: Fjællebro st.nr. 200501, sb.nr. 32 

AMT: Haderslev HERRED: Sønder-Tyrstrup SOGN: Aller 

LANDSKAB: Kær Mølleå 

ANLÆGSTYPE: Gå- og kørevad 

KONSTRUKTIONSFORM: Trædestensrække på fundament af to træstammer og kørevad 

af træ på lag af grene og ris 

UNDERSØGT AF: HAM 1979-80 ved landskabsarkitekt I. P. Junggren Have, 1980 af 

RAS ved Mogens Schou Jørgensen 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 1066 (ikke gennemset); Fredningsstyrelsens 

Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 54-681; NM 1 arkiv (ikke gennemset); DKC 

200501-32; C14-dateringer K-3369-3373 

LITTERATUR: Junggreen Have 1988; Jørgensen 1990 s. 84-85 

ANDET: 

DATERING: To træstammer under trædestenene er C14-dateter til 1320-1460 (K-3369), 

mens materiale fra kørevadet er dateret til 1310-1450 (K-3373), 1430-1630 (K-3372), 

1440-1630 (K-3370) og efter 1635 (K-3371) 

BESKRIVELSE: Da stenplankebroen over Kær Mølleå skulle restaureres i 1979 blev der 

afdækket rester af et ældre vejkompleks. Efter supplerende undersøgelser i 1980 er det 

konstateret, at der var tale om et meget stabilt vadested bestående af to hovedanlæg. Det 

ene var en trædestensrække af store kampesten, som var lagt på et underlag af to 

egetammer, der lå med 40-50 cm’s afstand. Stenene havde flad overside og var lagt i 

passende trinafstand, nogle i udhugninger i stammerne. I alt strakte anlægget sig over 

ca. 20 m. 

Ved siden af trædestenene blev der ind mod åløbet påvist en flade af planker, som 

var lagt på et ca. 2,5 m bredt lag grene og ris. Det hele var fastholdt af lodret 

nedrammede egepæle. Anlægget udgjorde som trædestensrækken en længde på ca. 20 

m. 

Ses de to anlæg samlet, skal trædestensrækken opfattes som anvendt til gående, 

mens planker, gren- og ris har udgjort en kørevad. Muligvis har kørevadet i første 

omgang blot bestået af grene og ris og enkelte 10-15 cm store sten. Først senere er 

anlægget udbygget med træplanker og flere grene. 

Det ældste kørevad af ris og grene er C14-dateret til et sted i perioden 1310-1450. 

Anlægget har formentlig været anvendt i tilknytning til gåvadet af egestammer og sten, 

som er C14-dateret til 1320-1460. Egetræsplankerne fra selve kørevadet er dateret 

indenfor tidsrummet 1430-1630, mens grenlag fra udbygninger af vadet er dateret til 

1440-1630 og efter 1635. Anlægget har sandsynligvis været i brug frem til 

stenplankebroens opførelse i 1788. 

139


ANLÆGGETS NAVN: Stangborg st.nr. 200505, sb.nr. 4 

AMT: Haderslev HERRED: Sønder-Tyrstrup SOGN: Frørup 

LANDSKAB: Afvandet eng ved Fovs Å 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette egetræsstolper, som muligvis er fra en bro, der har 

ført fra voldsted til fast land 

UNDERSØGT AF: NM 1928 som besigtigelse ved H. C. Broholm, 1955 ved Therkel 

Mathiassen og 1968 ved Olaf Olsen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 1124/69; DKC 

200505-4 

LITTERATUR: Madsen 1997 s. 85-88 

ANDET: 

DATERING: De arkæologiske kilder sandsynliggør, at voldstedet er fra middelalderen 

BESKRIVELSE: Voldstedet Stangborg ligger ved Fovs Å, hvor der i dag ses en lille 15 x 

15 m stor og ca. 2 m høj tårnbanke. Banken er omgivet af en 5 m bred grav og rester af 

en ydre vold mod syd og sydvest. En mulig gårdbanke kan have ligget ca. 40 m mod 

vest, hvor der er påvist en 80 x 30 m stor og 1-1,5 m høj forhøjning i terrænet. 

I engen ca. 100 m sydøst for tårnbanken er der registreret stolperester, som kan 

være fra en bro til fast land. 

I 1970 er voldstedet fredet, hvilket kun gælder selve tårnbanken. Der kendes ikke 

til fund eller skriftlige kilder om anlægget. Det kan derfor ikke dateres nærmere end, at 

det formentlig er fra middelalderen, hvor den mulige bro har været anvendt i en periode 

af borgens funktionstid. 

140


ANLÆGGETS NAVN: Løgumgårde st.nr. 210307, sb.nr. 110 

AMT: Tønder HERRED: Lø SOGN: Nørre-Løgum 

LANDSKAB: Eng vest for Nørre-Løgum Kirke og vest for Lobækkens nuværende løb, 

ved bækkens tidligere løb 


KONSTRUKTIONSFORM: Mulig træbro hvorfra er påvist lodrette træstolper i to parallelle 

rækker med skrå støttestolper 

UNDERSØGT AF: HAM 1986 som en besigtigelse ved Frede Gotthardsen, udgravet 1996 

ved Lisbeth Christensen. 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 1901, Nørre Løgum Sogn, sb. nr. 110; NM 1 

arkiv (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 48/90 (ikke gennemset); RAS Journalnr. A. 

89/97-1; DKC 210307-110; Dendrokronologisk datering A-7997 


ANDET: 

DATERING: Stolper og planker fra anlægget er dendrokronologisk dateret til midt i 

1100-tallet 

BESKRIVELSE: I forbindelse med nedlægningen af en vandledning i et engområde vest 

for Nørre-Løgum Kirke, blev der i 1986 registreret flere store egetræsstolper i et område 

på vestsiden af Lobækken. Fældningsåret for den største af stolperne blev efterfølgende 

dendrokronologisk dateret til efter 1164. 

I 1996 er der foretaget en prøvegravning på stedet forud for en restaurering af 

Lobækken. Undersøgelsen foregik i flere søgegrøfter, der måtte begrænses til et 14 m 

bred forløb, som det nye åleje udgjorde. 

Ved undersøgelsen blev der registreret to vandretliggende egetræsplanker, der lå 

med retning nord-syd i østsiden af det nye åtrace. Plankerne er dendrokronologisk 

dateret til efter 1125 og ca. 1151 og betragtes som en art bredforstærkning, idet vandet i 

bækken har løbet fra nord mod syd. Et område med flere stykker vandretliggende træ 

sydvest for de to planker blev tolket som en mulig opstemning af vandet i åen, evt. til 

brug for en mølle. Træet kan også blot være en form for stabilisering af området, eller 

en art fundament. 

I området vest for de to vandretliggende planker er der påvist to 11-12 m lange 

rækker af lodretstående ege- og bøgestolper, som har haft retning øst-vest på tværs af 

Lobækkens tidligere løb. 

Stolperne stod i to parallelle rækker med en indbyrdes afstand på 2-3 m og en 

afstand mellem stolperne i den enkelte række på 3-5 m. 

Udgraveren har tolket anlægget som stolper fra en bro, der måske har været i brug i 

tilknytning til et mølleanlæg, hvoraf der ikke er fundet rester. Det eneste der ledte 

tankerne hen på en mølle, var en planke med en gaffelformet afslutning i den ene ende. 

141

Planken kan evt. have været brugt i en form for mekanik, som har stemmet vandet op 

via et stigbord langs broens vestside. 

Fra den formodede bro er påvist fem stolpepar, hvor nogle af stolperne var hugget 

firesidet, mens andre var af rundtømmer og enkelte tyndere bøgestammer. De kraftige 

bærende egetræsstolper var alle tilspidsede og bevaret i 1,5-3,5 m’s længde. 

I de to vestligste stolpepar stod stolperne en og en, mens de to efterfølgende par 

bestod af tre eller fire tætstillede stolper og det østligste stolpepar stod en og en. I det 

andet stolpepar fra vest er stolpen i den nordlige række dendrokronologisk dateret til 

1150. I stolpeparret øst for hvor der blev påvist flere stolper, er set tre tætstillede stolper 

i den nordligste række og fire i den sydlige. De to største stolper i hver række var 

firesidede og mellem dem stod en mindre stolpe af bøgetræ, der var skråtstillede mod 

vest, hvor den har lænet sig op ad den ene af de firesidede stolper. 

Dendrokronologiske dateringer har vist, at den ene af de firesidede stolper i hver 

række kan dateres til sommeren 1150, mens de to andre er fra sommeren 1163. 

Dateringerne tyder på, at det første stolpepar er sat midt i 1100-tallet hvorefter anlægget 

er repareret i 1163. De to skrå bøgestolper er stratigrafisk dateret til den første fase. 

Stolpeparret øst herfor bestod både i den nordlige og i den sydlige række af to 

firesidede stolper og en mindre bøgestolpe af rundtømmer. De små bøgestolper var 

næsten helt bortrådnede, men har formentlig også haft vestlig hældning. 

Dendrokronologiske dateringer har vist, at den vestligste af egestolperne i den nordlige 

række var fældet i sommeren 1150, mens den østlige er dateret til efter ca. 1141. Alle 

stolperne ses således ud til at stammer fra anlæggets første tid. 

På ydersiden af dette stolpepar har der i begge rækker stået endnu en stolpe i en 

afstand af ca. 1 m fra de øvrige. Ca. 1 m øst for disse stolper, der var af rundtømmer, 

stod i begge rækker en stolpe med firesidet tværsnit. Stolpen af rundtømmer blev mod 

nord kun set som et stolpeaftryk, mens stolpen mod syd er dendrokronologisk dateret til 

1165-85. Den firesidede stolpe på nordsiden er dateret til efter 1136 og stolpen i 

sydrækken til ca. 1146. 

Det ser altså ud til, at de to firesidede stolper i denne ”udvidelse” af anlægget har 

indgået i det oprindelige anlæg, mens stolperne af rundtømmer er fra en reparation eller 

udbygning. Mellem de to stolper i samme række sås en vandret planke, der indikerer at 

de to ”gamle” stolper delvist har været i brug sammen med de ”nye”. 

Lige øst for ”udvidelsen” lå de to planker fra bredafstivningen, og ca. en meter bag 

dem to korte vandretliggende stykker tømmer på 1,35 og 1,40 cm’s længde. Stykkerne 

har ligget parallelt og på linie med de to rækker stolper, hvorfor de er blevet opfatte som 

en del af konstruktionen. Det ene stykke er dendrokronologisk dateret til efter ca. 1122 

og det andet til efter ca. 1131. 

Som omtalt er bøgetræsstolperne i anlægget blevet opfattet som skrå støttestolper til 

støtte for de lodrette stolper af eg. Er der tale om et broanlæg er bøgestolpernes 

placering noget malplaceret, fordi de var sat på sydsiden af egestolperne, hvor de havde 

hældning mod vest i anlæggets lænderetning. De har derfor ikke givet en støttende 

effekt, men har i stedet været med til at vælte anlægget. For at give støtte burde 

stolperne i begge sider være sat på ydersiden af de lodrette stolper med hældning mod 

disse, som det bl.a. er påvist på broanlæggene over Ravning Enge (80). 

En mulig løsning kan være, at stolpernes hældninger ikke er tilsigtet, hvilket ikke 

virker sandsynligt. Hvis hældningen var forsaget af vandets i Lobækken, ville hældning 

have været mod syd, idet vandet er kommet fra nord. 

142

Det virker også underligt, at der længst mod øst har stået to stolpepar på ydersiden 

af de øvrige stolper, da det har gjort anlægget bredere her end over det øvrige forløb. 

Dette område virker nærmest som en form for rampe eller platform. 

Et andet kritikpunkt mod tolkningen af anlægget som en bro er afstanden mellem de 

lodrette stolper i den enkelte række, som i det vestligste fag har været hele 5 m. Det er 

meget langt i forhold til øvrige broanlæg, hvor en sådan normalt ikke overskrider 

3,0-4,0 m, fordi anlæggene bliver ustabilt ved for lange brofag. 

Det er sandsynligt, at anlæggets noget specielle konstruktion skyldes, at det ikke er 

et broanlæg. Har det i stedet indgået i et mølleanlæg kunne man have forventet at finde 

rester af vandhjul, padelblade eller møllesten, men intet sådant er registreret. 

De dendrokronologiske dateringer har vist, at anlægget er bygget i midten af 

1100-tallet, hvorefter der er sket en reparation eller tilføjelse i 1163 og måske igen i 

1165-85. Stolpen der i 1989 blev dateret til omkring 1164, må derfor stamme fra en 

reparationsfase. 

143


ANLÆGGETS NAVN: Lobækken st.nr. 210307 sb.nr. 124 

AMT: Tønder HERRED: Lø SOGN: Nørre-Løgum 

LANDSKAB: Lobækken 


KONSTRUKTIONSFORM: Flere lag af 10-30 cm store natursten samt enkelte teglsten. 

Anlægget er støttet af lodrette egetræspæle og stolper 

UNDERSØGT AF: HAM 1996 ved Lisbeth Christensen 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 3370, Nørre Løgum Sogn, sb.nr. 124; NM 2 

arkiv (ikke gennemset); DKC 210307-124; Dendrokronologisk datering A-7796 


ANDET: 

DATERING: Fem stolper fra anlægget er dendrokronologisk dateret til efter ca. 1150, ca. 

1190, efter ca. 1215 og efter ca. 1230 

BESKRIVELSE: I en lavtliggende eng ved Lobækken ligger et af bækkens gamle lejer på 

et sted, hvor terrænet stiger både mod øst og vest. Omkring år 1900 er her påvist rester 

af et gammelt vadested. 

Under en restaurering af Lobækken og opførelsen af en granitbro stødte man i 1996 

på egetræspæle og sten, der formentlig er fra samme vadested. Efter lokaliseringen blev 

anlægget besigtiget af HAM, men ved museets ankomst var det meste af vadet gravet 

væk og fire egetræsstolper var trukket op. Det var derfor vanskeligt at få et ordentligt 

indtryk af anlægget. Ved en mindre undersøgelse blev en lodret pæl og en stolpe 

registreret i anlæggets sydlige del. Pælen, der var af rundtømmer og ca. 15 cm i 

diameter, stod helt ude ved åbredden i sydvesthjørnet. Ca. 3,20 m nordvest herfor stod 

stolpen, som var 1,87 m lang og 22 cm i diameter og ligeledes af rundtømmer. 

I området mellem pælen og stolpen lå en stenpakning, som har udgjort det egentlige 

vadested. I bunden bestod vadet af gråt gytje med gult sand over. Herpå lå et lag granit i 

10-30 cm store stykker blandet med enkelte teglsten. Ved undersøgelsen blev det 

konstateret, at stenene var størst mod bunden, hvor der også lå flere teglsten. 

Jeg tror man må forestille sig, at den lodrette pæl og stolperne har været sat som 

støtte for vadet og i tilgift har de opragende stolpeender markeret vadets forløb. 

To af stolperne er dendrokronologisk dateret til efter ca. 1150 og ca. 1190, hvorfor 

de må være sat i sidste halvdel af 1100-tallet. To stolper er dateret til efter 1215 og to til 

efter 1230. Dateringerne tyder på, at anlægget har været anvendt gennem længere tid, da 

de yngste stolper formentlig er fra reparationer eller udbygninger. 

144


ANLÆGGETS NAVN: Solvig st.nr. 210403, sb.nr. 13 

AMT: Tønder HERRED: Slogs SOGN: Hostrup 

LANDSKAB: Moseområde ved Arnå, der er et af Vidåens udløb 

ANLÆGSTYPE: Dæmninger, broer og vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Midlertidig dæmning af sand og tynde grene samt adgangsveje 

til det middelalderlige voldsted, bl.a. i form af en dæmning af sand. Dæmningen er 

blevet erstattet af en bro, hvorfra er påvist lodrette egetræsstolper og en grube fra en 

vindebroklap. I forbindelse med opførelsen af borganlægget har der været brugt en solid 

gren- og risvej, som var funderet på kraftigt tømmer 

UNDERSØGT AF: NM 1965-72 ved Johs. Hertz efter at der var fundet pæle og teglsten i 

engen i forbindelse med dræningsarbejde 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 2393, Hostrup Sogn, sb.nr. 22 (Solvig Mølle); 

NM 1 arkiv (ikke gennemset); DKC 210403-13-22, C14-dateringer K-1965, K-1966 

LITTERATUR: Hertz 1967; Hertz 1973a; Hertz 1973b; Hertz 1980 s. 166 

ANDET: Brev fra Johs. Hertz dateret 14. januar 2001 (bilag 2) 

DATERING: Grene fra en midlertidig dæmning er C14-dateret til 1450-1670 (K-1965) og 

1440-1640 (K-1966), mens det middelalderlige borganlægs banke 1 er C14-dateret til 

1350 ± 100 år , 1370 ± 100 år og genbrugstømmer til 1220 ± 100 år (dateringerne fra 

voldstedet er ikke nykalibrerede !) 

BESKRIVELSE: Ned til et af Vidåens udløb kaldet Arnå lå voldstedet af det adelige gods 

Solvig, der første gang er omtalt i en skriftlig kilde i 1390. 

Johs. Hertz har tidligere ment, at der forbi voldstedet har gået en vej fra Tønder til 

Åbenrå og Haderslev. Teorien blev især underbygget af, at der henover ådalen er påvist 

rester af en dæmning. Et snit gennem dæmningen har vist, at den ikke var særligt solid. 

Enkelte tynde træpæle fra konstruktionen er C14-dateret indenfor perioden 1450-1670 

og 1440-1640. Udgraveren har derfor antaget, at dæmningen kun var midlertidig, og 

måske har været anvendt i forbindelse med opførelsen af renæssanceanlægget Solvig i 

slutningen af 1500-tallet. Johs. Hertz mener derfor ikke længere, at der har været en 

hovedvej forbi Solvig. Han mener i stedet, at passagen over Arnå kan være foregået ved 

Solvig Mølle. 

I 1989 er der registreret flere kraftige egetræsstolper i engen nord for den 

nuværende Solvig Mølle og vest for Arnå, ca. 1 km nordøst for Solvig. Stolperne er 

udaterede, ligesom deres anvendelse er uvis. Frede Gotthardsen, der har besigtiget 

fundet for HAM har foreslået, at stolperne kan stamme fra et broanlæg, som har ført 

over åen. 

I 1965-72 er der foretaget flere arkæologiske undersøgelser af selve det 

middelalderlige Solvig, som bestod af fire små banker med bygninger i flere faser, der 

var henholdsvis af tørv, træ og bindingsværk med tegl. Bankerne var kunstigt opførte på 

145

en ramme af træstolper, som var fyldt op med jord og tørv på den fugtige mosebund. 

Ved udgravningen hævede bankerne sig kun 30-60 cm over terrænet. Da Arnåen 

oprindeligt har haft et andet forløb på stedet, har banke nr. 1 ligget syd for åen, mens de 

øvrige lå nord for. Udgraveren tolker derfor anlægget som beboelse på de tre banker 

nord for åen, med en tilflugtsborg syd for. 

Borgen menes at have være anvendt i 1300-1500-tallet. Fra den periode er bevaret 

rester af flere adgangsveje til fast land og fra forbindelsesveje mellem de enkelte 

banker. 

Den ældste adgang til banke nr. 1 (”tilflugtsbanken”) er foregået via en dæmning af 

sand, som har gået fra fast land i syd. Senere er adgangen formentlig foregået af en 

træbro. I bankens sydøstlige kant er registreret seks store egetræsstolper med en 

indbyrdes placering, der har gjort anlægget ca. 2 m bredt. I tilknytning til brostolperne 

er registreret rester af en formodet kontravægtgrube fra en vindebroklap, der udfra typen 

er dateret til 1300-tallet. 

Under banke nr. 3 er der påvist en ”byggepladsvej”, som menes at have været brugt 

ved anlæggelsen af banke nr. 2. Vejen var meget solid og bestod af tre fag, som hver 

havde fire ca. 5 m lange strøer af træstammer. Enderne af strøerne var lagt op på 

tværlagt træ i form af gammelt slusetømmer, der var op til 2,5 m langt og 45 cm bredt. 

Oven på funderingen lå en vejbane af faskiner af grene og ris med et kørelag af grus. 

Vejens solide opbygning skyldes, at den har skullet bære tunge byggematerialer uden at 

synke i det fugtige terræn. 

Adgangsvejene er opgivet ved midten af 1500-tallet, da borgen blev sløjfet til fordel 

for et renæssanceanlæg på faste land. 

146


ANLÆGGETS NAVN: Tønderhus st.nr. 210503, sb.nr. 31 

AMT: Tønder HERRED: Tønder SOGN: Tønder 

LANDSKAB: Lille lav holm, som oprindeligt var helt omsluttet af Vidåen 

ANLÆGSTYPE: Bro og flere veje 

KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette stolper fra en bro mellem hoved og forbanke samt 

flere ”byggepladsveje” en af forhåndenværende træ, en af sten og flere af gren og ris. 

Vejforløbet af grene og ris er afløst af en mere permanent vej over forbanken, med en 

fase af jord og en af sten 

UNDERSØGT AF: HAM 1996-97 ved Jette Linaa Larsen og Lars Krants Larsen 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 3140 (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 226/94 

(ikke gennemset); RAS Journalnr. D. 91/94; Dendrokronologisk datering A-4351 

LITTERATUR: Trap 1967 s. 504; AUD 1996 nr. 508; AUD 1997 s. 296-297; Larsen 

1999a s. 5; Larsen 1999b 

ANDET: 

DATERING: En byggepladsvej af træ er dendrokronologisk dateret til lige efter 1265. 

Genandvendt tømmer i en vandrende på tværs af en stenvej er dateret til efter 1145 og 

1175. Fra broen mellem hoved- og forbanke er to stolper dateret til 1249 (genanvendt) 

og efter 1310 og to til 1450 og 1450/51 

BESKRIVELSE: I forbindelse med opførelsen af en ny museumsbygning blev der i 

1996-97 foretaget omfattende arkæologiske undersøgelser af Tønderhus Voldsted. 

Borgen har bestået af tre kunstige jordbanker, som lå på en lille lav holm sydvest for 

byen. Undersøgelserne var koncentrerede om den sydlige del af tårnbanken og om 

broen til hovedbanken. Borganlægget har vist sig at have fire hovedfaser: 1: 1270-1330, 

2: 1330-omkring 1450, 3: 1451-1523, 4: omkring 1523. 

Før 1996 var der kun foretaget sparsomme undersøgelser på voldstedet, der især 

havde koncentreret sig om beboelsesbanken, hvor vej- og broanlæg ikke er påvist. 

Ved gravningen i 1996-97 blev flere veje anset som ”byggepladsveje” til transport 

af byggematerialer ved opførelsen af hovedbanken og forbanken. Vejen brugt ved 

opførelsen af hovedbanken gik i nordvestlig retning henover det sted, hvor forborgen 

senere kom til at ligge. I den ældste fase havde vejen strøer af bøg og eg lagt i 

kørselsretningen, hvorpå var lagt tværtømmer som kørebane. Enkelte steder var der 

indskudt mindre rundstokke mellem strøerne for at bringe vejen i vatter. Af selve 

kørebanen var kun bevaret én genanvendt bul- eller stavplanke, som så ud til at være 

lagt løst henover strøerne uden fastholdelse med nagler eller pløkker. Årringene i en af 

strøerne er dendrokronologisk dateret til 1045-1265. Stykket havde delvist bevaret bark 

og fældningsåret er beregnet til lige efter 1265. På et tidspunkt under opførelsen af 

hovedbanken er trævejen formentlig blevet kørt i stykker, hvorefter den er erstattet af en 

147

stenvej. Begge veje var kun bevaret over et kort stykke, da det meste af dem er fjerne i 

forbindelse med anlæggelsen af voldgraven mellem for- og hovedbanken. 

Ved opførelsen af forbanken har op til fem gren- og risveje afløst hinanden som 

arbejdsveje. Vejene har alle startet samme sted som de to veje brugt ved hovedbankens 

opførelse (på det sted ved voldgraven, hvor der blev anlagt bro mellem for- og 

hovedbanke). Grenvejenes retningen har være mod nord og ikke mod nordvest som 

trævejen og stenvej. Efter forbankens fuldførelse er der lagt flere lag jord henover gren- 

og risvejene, som herefter har fungeret som en permanent vej over forbanken. I 

nordenden sås en ca. 20 cm bred vandrende tværs over vejen, der var dækket med et 

trælåg. Ud fra en dendrokronologiske datering af træet i renden og af flere stykker træ i 

opbygningen af forbankens vold, er voldstedets fase 1 dateret til 1269-70. 

Omkring 1330 er forborgen brændt og fra 1330-1450/51 er der foretaget en 

forhøjning og udvidelse af banken, hvor vejføringen over banken er bibeholdt. Ovenpå 

jordvejen fra fase 1 er lagt et lag sand som sættelag for en 3-4 m bred brolægning af 

10-15 cm store sten. Ned langs vejens sider lå genanvendt bygningstømmer, 

træstammer og andet træ, som en art vejkasse til støtte for afretningssandet og for 

stenene. I vejens nordenden er påvist en vandrende med træsatte sider og trælåg, som lå 

direkte ovenpå vandrenden i jordvejen. Fældningsåret for to af de genanvendte stykker 

egetræ er dendrokronologisk dateret til efter 1145 og 1175. Begge stykker var 

ildpåvirkede, måske fordi de har indgået i en bygning fra bankens første fase, som i så 

fald har været bygget af genbrugstræ. 

I perioden 1450/51 til omkring 1523 sker der store ombygninger på forbanken, der 

bl.a. er blevet forhøjet og udvidet. I den sammenhæng er stenvejen blevet dækket af 

grene og ris, der flere steder var bredere end stenvejen. Hvor grenene gik udenfor 

stenvejen blev ler og sand lagt under som fundering og til at bringe vejen i vatter. 

Omkring 1523 nedlægges voldstedet og voldgravene er blevet fyldt op. 

Adgangen mellem forborgen og hovedbanken er foregået via en ca. 7 m lang bro over 

voldgraven. Fra broen er påvist 12 stolper, hvoraf de fire er dendrokronologisk dateret. 

Fra forborgens 1. fase kunne ingen stolper udskilles, det skyldes evt. blot at disse er 

blandt de otte udaterlige. Fra fase 2 er påvist fire stolper, hvoraf de tre var firesidede. 

Stolperne stod i tilnærmelsesvis to parallelle rækker. Fældningsåret for to af stolperne er 

dateret til 1249 (genanvendt) og til efter 1310. 

To firesidede stolper er henført til borgfase 3, den ene stolpe er fældet i 1450 og den 

anden i 1450/51. Begge stolper stod i voldgraven mellem de to tidligere rækker stolper. 

Seks af de påviste egetræsstolper samt seks mindre pæle, der er fundet i forløbet, lod sig 

ikke indplacere i nogle af faserne. Udgraveren har foreslået, at de mindre stolper var 

støttestolper for de større. Jeg syntes ikke at det kan udelukkes, at stolperne er fra 

reparationer af broen. 

Ifølge udgraveren har broen været fire stolper bred, med 3 m mellem de to yderste 

rækker, og ca. 2 m mellem stolperne i den enkelte række. De tre meter svarer til 

afstanden mellem de to sikre stolper fra fase 2, der er derimod ikke belæg for, at de 

mellemstående stolper er fra samme fase. Jeg tror i stedet at broen har været af den 

almindelige opbygning med to rækker stolper med ca. 3 m’s mellemrum, hvor de øvrige 

stolper stammer fra reparationer. 

Den første bygherre på Tønderhus menes at være Hertug Erik Abelsen, og i løbet af 

middelalderen var godset skiftevis på hertugens, kongens og de tyske grevers hænder. 

148


ANLÆGGETS NAVN: Trøjborg st.nr. 210506, sb.nr. 10, 20 

AMT: Tønder HERRED: Tønder SOGN: Visby 

LANDSKAB: Kunstig holm anlagt på en naturlig bakkeø, som skyder sig ud i Sejersbæklavningen 

ANLÆGSTYPE: Vindebrogrube 

KONSTRUKTIONSFORM: Vindebrogrube fra den middelalderlige borgs adgangsvej 

UNDERSØGT AF: NM 1957-65 ved Charles Christensen og Johs. Hertz 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 531/86 (ikke 

gennemset); Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F 53-2343 (ikke 

gennemset); DKC 210506-10, 20 

LITTERATUR: Hertz 1965; Hertz 1980 s. 167; Hertz 1992 s. 153-158, 162 

ANDET: 

DATERING: Vindebroen er anvendt på den ældste borg, der har været i brug i 

1300-1500-tallet 

BESKRIVELSE: I forbindelse med en arkæologisk undersøgelse og restaurering af 

Trøjborg Slot fra 1580’erne, er der under slottets ruiner fundet rester af en 

middelalderlig borg. Anlægget er ud fra fund af genstande og udformningen af 

bygningsresterne blevet opfattet som opført i 1300-tallet, hvilket er støttet af, at de 

første skriftlige kilder nævner Trøjborg i 1347. 

Middelaldervoldstedet bestod af en kunstigt holm, der var lagt i et sumpet terræn i 

Sejersbæklavningen. Banken lå i kanten af en bakkeø, hvor den var omgivet af en 

voldgrav og ud mod lavningen i nord, syd og vest af en vold. Uden om volden er påvist 

yderligere en voldgrav. 

Adgangen til borgøen er foregået fra nord, hvor der i kanten af borgbanken er påvist 

et hak fra en vindebrogrube. På dette sted er der i 1580’erne rejst et meget flot 

portanlæg af sandsten, som har hørt til Trøjborgs renæssanceslot. Af selve broerne til 

middelalder- og renæssanceanlægget er ikke fundet rester. 

149


ANLÆGGETS NAVN: Holbækgård st.nr. 220101, sb.nr. 2 

AMT: Adsbøl HERRED: Lundtoft SOGN: Åbenrå 

LANDSKAB: Engområde sydøst for Adsbøl ved Nybøl Nor 


KONSTRUKTIONSFORM: Lodrette stolper, som formentlig er fra en bro mellem to 

borgbanker 

UNDERSØGT AF: NM 1921 som en besigtigelse ved Johs. Brøndsted, 1955 opmålt af 

Museet på Sønderborg Slot ved Jens Raben, 1992 besigtiget af NM 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 arkiv (ikke gennemset); 

Skov- og Naturstyrelsen, 10. kontor Fredningsnr. F 1532/64 (ikke gennemset); DKC 

220101-2 

LITTERATUR: Madsen 1997 s. 85-88; Jantzen et al. (red.) 1999 s. 262-263 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder sandsynliggør, at anlægget er opført i 

1300-tallet 

BESKRIVELSE: Ved Nybøl Nor ligger voldstedet Holbækgård, som har bestået af en 

gårdbanke, der mod syd blev afgrænset af noret. Mod vest sås en dalsænkning med en 

lille bæk og mod øst en 5 m bred voldgrav. Nord for gårdbanken lå tårnbanken, som 

blev adskilt fra denne ved en grav, der i dag er næsten helt udjævnet. Tårnbanken har 

yderligere været afskåret fra det faste land mod nord af vold og grav. 

I voldgraven mellem de to banker er påvist flere lodrette stolper, som menes at være 

fra en bro, der har forbundet de to dele af borgen. Mellem stolperne er der fundet et 

stykke grønglaseret kakkel og flere stykker rudeglas, der tyder på, at anlægget har 

anvendt i 1500-tallet. 

Holbækgård er kendt i skriftlige kilder fra slutningen af 1300-tallet, men hvornår 

det undersøgte anlæg er opført vides ikke. Det er nærliggende at se det som et af mange 

adelige voldsteder, der er opført i 1300-1400-tallet. 

150


ANLÆGGETS NAVN: Rønsdamvej i Bov st.nr. 220102, sb.nr. 158 

AMT: Åbenrå HERRED: Lundtoft SOGN: Bov 

LANDSKAB: Beliggende delvist under en moderne vejføring ned mod en ådal 


KONSTRUKTIONSFORM: To på hinanden følgende stenveje, den ældste af 10-20 cm 

store natursten med striber af større sten og større kantsten langs begge sider 

UNDERSØGT AF: HAM 1975 ved Hans Neumann, 1984 ved Per Ethelberg 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 1027; NM 1 arkiv (ikke gennemset) 

LITTERATUR: Lidegaard 1980 s. 91-93; Becker-Christensen 1981 s. 195; Petersen 

1983 s. 73; AUD 1984 s. 103; Jørgensen 1987 s. 302-303 

ANDET: 

DATERING: Den ældste vej er formentlig fra senmiddelalderen og afløses af en vej, som 

er i brug frem til omkring 1920 

BESKRIVELSE: I 1975 blev der under Rønsdamvej i Bov afdækket et 4,50- 4,70 m bredt 

og godt 45 m langt stykke af en stenvej. Vejen bestod af mindre sten med tre rækker 

større sten ned gennem vejen og en række større kantsten langs begge ydersider. 

I forbindelse med en fredning af vejen er der i 1984 gravet et 2 m bredt snit tværs 

gennem den moderne vej, hvorved det blev konstateret at den har haft to forgængere, 

hvor den ældste var vejen med striber. Stenene i vejbanen var 10-20 cm store og for at 

stabilisere vejen var der brugt sten, som var naturligt eller kunstigt tilspidsede i den ene 

ende, hvor spidsen var sat i flere lag sand og ler, der var lagt på undergrunden. 

Kantstenene langs vejens sider og i striberne ned gennem vejen var ikke højere end de 

øvrige sten men bredere. Stenrækkerne ned gennem vejen, lå med ca. 1 m’s afstand, så 

den midterste stribe nærmest har delt vejen i to kørebaner og fået vejen til at fremstå 

bølget, nærmest som vejspor. 

Henover vejen er påvist flere lag sand og ler med aludfældninger, der kan være 

opstået ved vejens brug. Det kan dog ikke udelukkes at nogle af lagene er tilførte som 

kørelag til udjævning af vejen, i så fald har kørelagene skjult striberne. 

Vejen med striber er blevet afløst af en vej, hvis forløb var forskudt lidt mod nord. 

Udgraveren tolker denne vej som bestående af et fundament af 10-15 cm store sten i et 

op til 30 cm tykt lag, der var dækket af en vejbane af teglbrokker, glasstumper og 

dyreknogler. 

Den ældste vej er traditionelt betragtet som en sidevej til ”hærvejen” kaldet ”Den 

krumme vej”. Vejen betragtes som en alternativ vej fra hovedstøgene til Flensborg. Om 

vejen har indgået i hærvejsstrøget kan ikke siges med sikkerhed. 

Vejen med striber er formentlig fra høj- eller senmiddelalderen, hvor denne type 

veje ses første gang. Det er ikke til at sige hvornår den yngre vej er anlagt, men den 

vides at være i brug til omkring 1920, hvor den nuværende vej er anlagt. 

151


ANLÆGGETS NAVN: Søgård Voldsted (Kliplev Sogn) st.nr. 220107, sb.nr. 16 

AMT: Åbenrå HERRED: Lundtoft SOGN: Kliplev 

LANDSKAB: Naturligt næs, som fra syd skyder sig ud i Lille Søgård Sø 

ANLÆGSTYPE: Dæmning og bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Dæmning og stolper, der muligvis er fra en bro, som har 

dannet adgangsvej til fast land 

UNDERSØGT AF: NM 1847 som en besigtigelse ved P. Timm, udgravet 1911 af Kieler 

Samlingen, Archäologisches Landesmuseum, 1920 udgravet af NM ved Kai Uldall, 

besigtiget 1923 ved H. C. Broholm, 1954 ved Olaf Olsen og Hans Stiesdal og i perioden 

1908-55 af Museet på Sønderborg Slot ved Jens Raben 

KILDER, ARKIVALIER: Kieler Samlingen, Archäologisches Landesmuseum Journalnr. 

502/1911 (ikke gennemset); NM 1 arkiv (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 248/25, 

348/25, 446/55; DKC 220107-16 

LITTERATUR: Trap 1967 s. 994, 999; Madsen 1997 s. 85-86 

ANDET: 

DATERING: Adskillige fund af middelalderlige våben samt skriftlige kilder antyder, at 

voldstedet har været i brug i en periode af senmiddelalderen 

BESKRIVELSE: I 1847 foretog NM en besigtigelse af Søgård Voldsted, der har ligget på 

en holm nær sydbredden af Lille Søgård Sø. Besigtigelsen blev foranlediget af, at der 

var ført en vej tværs over anlægget. Under arbejdet var der fundet en række 

middelalderlige våben, som blev opbevaret på det nuværende Søgård. 

I 1911 og 1920 er der foretaget egentlige udgravninger af anlægget, der var meget 

ødelagt af vejbyggeriet. Borgen blev derfor kun erkendt i form af en vold med en 

mindre forsænkning indenfor, som formentlig er resterne af en voldgrav. Af selve 

banken sås kun svage forhøjninger. Derimod blev der påvist rester af en dæmning, som 

har forbundet voldstedet med fast land mod syd. Dæmningen var 11-12 skridt bred, 100 

skridt lang og ca. 1 m høj. I tilknytning til anlægget er der registreret en del genstande 

fra 1500-1600-tallet. 

Ved besigtigelsen i 1954 så det ud til, at dæmningen havde været forbundet med 

volden omkring borgen via en bro, hvorfra der blev registreret egetræsstolper. 

Søgård omtales første gang i 1357 som et adeligt gods, der menes ødelagt under 

Torstenssonkrigen i 1643-44. Det er derfor nærliggende at opfatte anlægget som en af 

de mange adelsborge, der er opført i løbet af 1300-1400-tallet. 

Ud fra beskrivelsen af anlægget er det ikke muligt at fastslå, hvor i voldstedets 

historie dæmningen og den mulige bro skal passes ind. Anlæggenes datering kan derfor 

ikke præciseres nærmere end, at de må have været i brug i senmiddelalderen. 

152


ANLÆGGETS NAVN: Povlsbro st.nr. 220107, sb.nr. 91 

AMT: Åbenrå HERRED: Lundtoft SOGN: Kliplev 

LANDSKAB: Bjerndrup Mølleå 


KONSTRUKTIONSFORM: Lyngvej og vej af sand, grene og ris 

UNDERSØGT AF: ? 1744, 1780 


LITTERATUR: Petersen og Aamann Sørensen 1970; Høgsbro 1978 s. 168; 

Becker-Christensen 1981 s. 170 

ANDET: 

DATERING: Vejene er funddateret til middelalderen, da en middelalderlig hestesko er 

fundet i tilknytning til vejene 

BESKRIVELSE: Et par kilometer syd for Urnehoved ligger Bjerndrup Mølleå, der 

passeres af en gammel kampestensbro kaldet Povlsbro. Broen har navn efter den nu 

nedlagt Povlskro, som har ligget tæt ved. Stenbroen er opført i 1844 som erstatning for 

to træbroer, der blev bygget i 1744 og 1780. De to 1700-tals broer har formentlig afløst 

en spang at træ fra 1600-tallet. Henrik Becker-Christensen har fejlagtigt skrevet at 

stenbroen er opført i 1744. Samtidig nævner han, at der i forbindelse med byggeriet i 

1744 og en forlængelse af broen i 1780 fandtes rester af flere ældre veje på stedet. De 

aktiviteter der er tale om i 1700-tallet er i stedet opførelsen af de to træbroer. 

I forbindelse med opførelsen af træbroerne blev den endnu benyttede vejdæmning 

anlagt. Ved byggeriet blev der ca. 1,40 m under den nordlige vejbane påvist rester af en 

vej af lyng. Godt 1,55 m under det nuværende terræn sås rester af en vej af grene og 

sand. Vejene menes at have ført til et tidligere vadested eller bro over åen. I relation til 

vejene er fundet en hestesko der kan dateres til middelalderen. Det er derfor rimeligt at 

antage, at vejene har været brugt på et tidspunkt i middelalderen. 

Vejforløbet over Povlsbro er almindeligvis opfattes som en del af den 

middelalderlige ”oksevej” fra Årøsund via Haderslev til Rendsborg, uden der er vished 

for denne vejføring. På et tidspunkt i middelalderen er åen formentlig blevet passeret på 

dette sted, illustreret ved de to veje. Det er derimod ikke muligt at fastslå, om vejene har 

indgået i et større vejstrøg, eller de har været del af en mindre lokal vejføring. 

153


ANLÆGGETS NAVN: Hvornhøj Stenvase st.nr. 220110, sb.nr. x 

AMT: Åbenrå HERRED: Lundtoft SOGN: Uge 

LANDSKAB: En vejstrækning fra Uge bys marker op over den lerede Urnehoved Bakke 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej med større kant- og midtersten 

UNDERSØGT AF: NM 1928 ved Hugo Matthiessen 


LITTERATUR: Matthiessen 1930a; Matthiessen 1930b s. 115-116, især note 32; 

Becker-Christensen 1981 s. 156-160 

ANDET: 

DATERING: En brugsperiode for vejen er funddateret til middelalderen og renæssancen, 

da flere hestesko er fundet ved vejen 

BESKRIVELSE: I bakkeområdet ved Urnehoved blev der i 1928 foretaget en mindre 

prøvegravning i en stenvej, som oprindeligt var en fjerdingvej lang (et par kilometer) og 

6-7 m bred, men nu fremstod i meget dårlig stand. Vejen bestod af 10-15 cm store 

marksten, som var lagt direkte på undergrunden i tre lag med grus imellem. Stenene er 

formentlig lagt i en omgang, idet der ikke var kulturlag mellem stenlagene. 

Undersøgelse viste, at vejbanen har været kantet af bredere sten og delt i to ca. 3 m 

brede vejbaner af en række bredere sten, som lå ned gennem midten af vejen. 

Flere hestesko er fundet på markerne ved siden af vejen, hvor der formentlig har 

været drevet kreaturer, mens vognkørslen er foregået på stenvejen. Anlæggelsen af en 

stenvej har nok været eneste mulighed for, at komme op over den stejle og lerede 

Urnehoved Bakke. Hesteskoene er både af ældre og yngre typer og med til at datere 

vejens anvendelse til middelalderen og renæssancen. 

Historikere og arkæologer har traditionelt opfattet vejstrækningen over Urnehoved 

som del af den middelalderlige ”oksevej”, der er antaget at have gået fra Årøsund via 

Haderslev til Rendsborg. Enkelte forskere har foreslået, at den noget besværlige færdsel 

over Urnehoved Bakke har bevirket, at færdslen ofte har søgt udenom og i stedet har 

gået over Bolderslev og Uge. Om vejstrækningen over Hvornhøj Stenvase har indgået i 

et overordnet vejforløb eller i en mindre bivej kan ikke fastslås. 

I dag er så godt som alle spor af vejen væk. 

154


ANLÆGGETS NAVN: Elsholm Voldsted st.nr. 220203, sb.nr. 192 

AMT: Åbenrå HERRED: Rise SOGN: Løjt 

LANDSKAB: Engdrag syd for Elssø og nord for det nuværende Elsholm 


KONSTRUKTIONSFORM: Dæmning, der har dannet adgangsvej fra fast land til 

voldstedet. Øverst på dæmningen er set flere lag sten 

UNDERSØGT AF: NM 1925 som en besigtigelse ved Kai Uldall, 1954 ved Olaf Olsen, 

1956 ved Johs. Brøndsted og 1984 af HAM. I 1984 er der foretager en opmåling 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 1750 (ikke gennemset); NM 2 Journalnr. 429/25, 

1719/84; Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F. 447-55, F. 

4010-10; DKC 220203-192 

LITTERATUR: Madsen 1997 s. 85-86; Jantzen et al. (red.) 1999 s. 258 

ANDET: 


brug i middelalderen 

BESKRIVELSE: Voldstedet Elsholm ligger på en lav 35 x 50 m stor holm i en fugtig 

eng, som tidligere var en del af Elssø. Anlæggets tårnbanke har derfor oprindeligt ligget 

midt i søen. Fra banken har en dæmning ført mod sydvest. I 1925 var dæmningen 70 

skridt lang og ca. 3 m bred og på overfladen sås en del rå kampesten. Mod øst endte 

dæmningen i en halvø, som har skudt sig ud fra det højere liggende land øst for engen. 

Måske har der på halvøen været en gårdbanke, der via dæmningen var forbundet med 

tårnbanken. I dag ses dæmningen at være ca. 5 m bred og 7 m lang. 

I 1954 kunne stene fra adgangsvejen stadig påvises men især som en vej, der 

fortsatte fra dæmningen tværs over tårnbanken. 

Første gang Elsholm er nævnt i en skriftlig kilde er i 1351, hvor det er omtalt som 

adels gods, hvilket det vedblev at være op i 1500-tallet. Anlægget er nok en af de mange 

adelsborge, der er opført i løbet af 1300-1400-tallet. Ud fra beskrivelsen af voldstedet er 

det vanskeligt at datere dæmningsanlægget nærmere, end at det har været anvendt på et 

tidspunkt i borgens brugstid. 

155


ANLÆGGETS NAVN: Øster Løgum Stenen (Hovslund Stenen) st.nr. 220304, sb.nr. x 

AMT: Åbenrå HERRED: Sønder-Rangstrup SOGN: Øster-Løgum 

LANDSKAB: Mark ved Hovslund 



UNDERSØGT AF: ? 1592, 1854 


LITTERATUR: Matthiessen 1927b s. 117; DR nr. 15; Becker-Christensen 1981 s. 

136-137; Lidegaard 1992 s. 123-124 

ANDET: 


BESKRIVELSE: Øster Løgum Stenen er omtalt så tidligt som i 1592, hvor den skal have 

stået på en mark ved Hovslund ca. 3 km syd for Immervad. Fundstedet skal have været 

lige vest for det sted, hvor ”hærvejen” eller ”oksevejen” menes at have passeret fra 

Haderslev. Stedet menes at være stenens oprindelige opstillingssted. 

Efter 1592 skal der være blevet lagt et jorddige rundt om stenen, hvorfra den er 

udgravet i 1854 og efterfølgende blev opstillet ved vejen. Her stod den til freden i 1864, 

hvor den blev flyttet til slottet Dreilinden ved Potsdam. Efter 2. Verdenskrig er stenen 

igen blevet opstillet ved den tidligere ”oksevej”, hvor dens højde over terrænet er målt 

til 124 cm. 

Stenens indskrift lyder: ”Hærulv”. 

156


ANLÆGGETS NAVN: Stegsvig st.nr. 230103, sb.nr. 117 

AMT: Sønderborg HERRED: Als Nørre SOGN: Nordborg 

LANDSKAB: Landtange, som afgrænser det smalleste sted i indsejlingen til Dyvig 

ANLÆGSTYPE: Vej og vold / dæmning 

KONSTRUKTIONSFORM: Vejforløb, der er afgrænset af sten. I tilknytning til anlægget er 

påvist en vold eller dæmning af tørv samt stolper fra en mulig bro 

UNDERSØGT AF: NM (Skibshistorisk Laboratorium) 1967 ved Ole Crumlin Petersen, 

1980 af Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning ved Jens Schou Hansen og E. 

Buhl, 1983 besigtiget af NM ved M. Teisen. Undersøgelse 1997 af HAM ved Tenna R. 

Kristensen og NMU ved Susanne B. Petersen 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. 2755, Nordborg Sogn sb.nr. 117; NM 1 arkiv 

(ikke gennemset); NM, Skibshistorisk Laboratorium. Journalnr. U 30/67 (ikke 

gennemset); NM, Forskningsafdelingen, Marinarkæologiske Undersøgelser (Marine 

journalsager (NMU)). Journalnr. 695; Skov- og Naturstyrelsen 10. kontor. Journalnr. 

1996-623-0010 (ikke gennemset); C14-dateringer K-2504, K-3529, K-3530 

LITTERATUR: Sørensen 1987 s. 319-320; Stednavne ordbog s. 271; AUD 1997 nr. 

491 

ANDET: 

DATERING: En faskine fra volden er C14-dateret til 1460-1640 (K-2504) mens 

træstolper fra en mulig bro er dateret til 1520-1950 (K-3530) og efter 1635 (K-3529) 

BESKRIVELSE: I 1967 er der foretaget en mindre undersøgelse langs den smalle tange 

Stegshoved, som fra nord skyder sig i øst-vestlig retning ud i fjorden. Tangen adskiller 

således Stegsvig og Farresdam ved Dyvig i en tidligere sejlbar fjordarm. Ved 

undersøgelsen er påvist rester af en formodet sejlspærring, der har hindret indsejling 

gennem Stegsgab til Dyvig og den bagved liggende bebyggelse ved Nordborg Sø. 

På tangen er der ved samme undersøgelse registreret rækker af sten, lodrette stolper 

og tørv, der blev opfattet som resterne af en oprindelig 600-700 m lang forsvarsvold 

med en kerne af tørv og sten, med træstolper og faskiner af grene yderst. 

Ved en dykkerundersøgelse foretaget af Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning 

i 1980 er der også påvist dele af en trækonstruktion, som stod i sejlranden i 

en dybde af 1,5-2 m. Stolperne blev tolket som mulige brostolper. På land er der ved 

samme undersøgelse registreret to rækker sten, som blev opfattet som rester af en mulig 

vej. Både ved undersøgelsen i 1967 og 1980 er der udtaget prøver til C14-datering. 

Først i 1997 er der foretaget nye arkæologisk undersøgelser af anlægget forud for 

en reetablering af tangen. HAM foretog en mindre undersøgelse på selve landtangen og 

NMU i sejlranden. På land blev der gravet et 1 m bredt og ca. 5 m langt snit i 

nord-sydgående retning tværs over tangen. I snittet lå enkelte større og mindre sten, som 

157

udgraveren mente var den sydlige afgrænsning af en vej. På land er der også påvist 

rester af den tørveopbygning, som blev registreret i 1967. 

Sammenholdt med resultaterne fra de tidligere undersøgelser blev anlægget opfattet 

som en øst-vestgående vejføring, der mod nord og syd var afgrænset af store natursten. 

Mod syd ud mod vigen sås yderligere en forstærkning med en dæmning eller vold af 

tørv, som langs landtangens sydside var afgrænset og stabiliseret med lodrette pæle og 

større sten. 

Ved undersøgelsen i vigen sås flere lodrette egestolper midt i sejlrenden samt flere 

stolpekoncentrationer forskellige steder i indsejlingen. Koncentrationerne af pæle og 

stolper begyndte 3-4 m fra land og gik herfra ud i vigen, hvor de stod i større og mindre 

klynger. Anlægget blev opfattet som resterne af en mulig bro i tilknytning til vejen. 

En faskine fra volden / dæmningen er C14-dateret indenfor intervallet 1460-1640. I 

den sidste del af denne periode holdt Hertug Hans den yngre til i området, hvor han 

havde besiddelser på begge sider af vigen. De skriftlige kilder oplyser, at Hertug Hans 

omkring 1590 har bygget dæmninger andre steder langs vigen. Det er derfor 

nærliggende at tilskrive anlægget ved Stegsvig til ham. Pga. den brede datering kan det 

ikke udelukkes, at anlægget i stedet er fra den sene del af middelalderen. Dæmningen 

kan i vigen være blevet afløst af et egentligt broanlæg. To stolper, som blev påvist i 

vigen er dateret efter 1520 og efter 1635. Pga. problemer med C14-dateringer af prøver 

fra nyere tid er dateringerne meget usikre og derfor vanskelige at anvende. 

En skriftlig kilde nævner, at der ved Stegshoved er slået bro i 1864, det er derfor 

muligt, at de påviste stolper i stedet stammer fra denne. Dateringerne af dæmningen og 

den udelukker ikke, at vejføringen kan være middelalderlig, men om der har været en 

tilhørende bro i middelalderen er uvist. I navnet Stegsvig antyder substantivet Stege i 

betydningen pæl, stok eller stage, at der har været en stolpekonstruktion på stedet. 

Beskrivelsen bære præg af, at det ud fra beretningerne har været vanskeligt at finde ud 

af hvilke konstruktioner, der er påvist. Det skyldes at udgraverne selv har været i tvivl 

om karakteren af det fundne, især fordi der på land kun er anlagt enkelte små 

prøvegrøfter. Det kan derfor ikke fastslås om vejen, der er afgrænset af sten og den 

omtalte vold har været anvendt samtidig, eller der er tale om et anlæg i flere faser. Det 

fremgår heller ikke, om der har foregået færdsel på den omtalte vold. I enkelte 

sammenhænge er den omtalt som en vold og i andre som en dæmning. 

158


ANLÆGGETS NAVN: Nordborg Slot st.nr. 230103, sb.nr. 132 

AMT: Sønderborg HERRED: Als Nørre SOGN: Nordborg 

LANDSKAB: Sumpet engdrag ved Nordborg Sø 

ANLÆGSTYPE: Porttårn og broer 

KONSTRUKTIONSFORM: Fundament fra porttårn og stolper, som formentlig er fra to 

forskellige broer til fast land 

UNDERSØGT AF: NM 1924-25 ved Kai Ulldal, 1958 i forbindelse med anlægsarbejde 

KILDER, ARKIVALIER: NM 2 Journalnr. 924/54 (ikke gennemset); DKC 230103-132 

LITTERATUR: Trap 1967 s. 1148-1152; 1157-1158 

ANDET: 

DATERING: Arkæologiske og skriftlige kilder antyder, at voldstedet har været i brug i 

middelalderen 

BESKRIVELSE: Det ældste Nordborg slot blev kaldt Alsborg, ifølge Saxo er det opført 

af Svend Grathe, som døde i 1157. Borgen er tidligst kendt fra en samtidig kilde fra 

1192. Navnet er først ændret til Nørborg eller Nordborg i 1313 i forbindelse med 

opførelsen af Sønderborg Slot. 

Hvor mange anlæg der har været på Nordborg Slot vides ikke, men i slutningen af 

1500-tallet er middelalderanlægget blevet erstattet af et anlæg, som brænder i 1665. 

Først i 1678 er slottet genopført, hvorefter det hurtigt fik lov at forfalde, indtil det blev 

hårdhændet restaureret i 1909. 

Resterne af det middelalderlige voldsted er på tre sider omgivet af Nordborg Sø og 

mod syd af et sumpet engdrag. Ved arkæologiske udgravninger i 1924-25 er der 

registreret flere træstolper i engen syd for anlægget. Stolperne blev tolket som resterne 

af en bro, der har dannet adgangsvej fra fast land længere mod syd. På Resens prospekt 

af slottet fra 1670 ses resterne af en bro på dette sted og det er muligt at prospektet 

illustrere borgholmens udformning, som den har set ud siden middelalderen. 

Ved kloakgravninger i 1958 er der påvist rester af et halvrundt 2 m bredt og 3 m 

højt kampestensfundament fra et porttårn, som har stået på borgbanken på det sted, hvor 

adgangsvejen mod syd kan have udgået. Ved samme lejlighed skal der mod øst være set 

træstolper fra en anden bro, som ligeledes har ført til fast land. 

De registrerede spor af broerne til voldstedet kan ikke dateres nærmere, end at de 

må have været i brug i middelalderen. 

159


ANLÆGGETS NAVN: Kropholm st.nr. 230207, sb.nr. 144 

AMT: Sønderborg HERRED: Als Sønder SOGN: Notmark 

LANDSKAB: Lavning i mark 


KONSTRUKTIONSFORM: Stenvej af to lag sten 

UNDERSØGT AF: Privat 1934 besigtiget samme år af Museet på Sønderborg Slot ved 

Jens Raben, der har besigtiget stedet igen 1952 

KILDER, ARKIVALIER: HAM Journalnr. R. 4213/160, Notmark Sogn, sb.nr. 144; NM 1 

arkiv (ikke gennemset); NM 2 arkiv (ikke gennemset) 

LITTERATUR: Jantzen et al. (red.) 1999 s. 277 

ANDET: 

DATERING: Adskillige hestesko af senmiddelalderlig type er fundet oven på vejen, 

hvilket sandsynliggør, at den har været anvendt i en periode af senmiddelalderen 

BESKRIVELSE: I 1934 er foretaget flere gravninger i en mark ca. 200 m øst for 

voldstedet af det gamle Kropholm, hvor der fremkom en større mængde sten. 

Lokaliteten som stenene blev fundet på kaldes ”e vaj” (vadestedet). 

Ved en efterfølgende besigtigelse kunne de udgravede sten følges over et ca. 8 m 2 

stort område. Anlægget blev tolket som rester af en stenvej med retning nord-syd 

henover lavningen. Pga. vejens retning er det muligt, at den kan have dannet adgangsvej 

til Kropholm voldsted. 

Vejen har oprindeligt været 3-3,5 m bred og bestået af et lag store natursten, hvorpå 

var lagt et lag mindre sten, som delvist var pakket ned imellem de store. Ved en 

sondering i terrænet blev vejen fulgt over ca. 25 m. Oven på vejen er fundet en lille 

jernkniv og 17 hele og 10 fragmenter af hestesko, der hovedsageligt var af 

senmiddelalderlig type. Fundene er derfor med til at fastslå, at vejen har været i brug i 

en periode i senmiddelalderen, hvornår kan ikke nærmere præciseres. 

160


ANLÆGGETS NAVN: Sønderborg Slot st.nr. 230208, sb.nr. 71 

AMT: Sønderborg HERRED: Als Sønder SOGN: Sønderborg 

LANDSKAB: Lille holm i Alssund 

ANLÆGSTYPE: Vindebroer 

KONSTRUKTIONSFORM: Vindebrogruber fra adgangen til slottet, i form af en bro for 

gående og en for kørende 

UNDERSØGT AF: Borgbanken er undersøgt af NM 1941 ved Charles Christensen og 

Jens Raben, vindebroerne er undersøgt 1970’erne ved Johs. Hertz, 1985 besigtiget af 

Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning ved N. Hørlück Jessen 

KILDER, ARKIVALIER: NM 2 Journalnr. 1712/85 (ikke gennemset); Fredningsstyrelsens 

Fortidsmindeforvaltning Fredningsnr. F 53-2476 (ikke gennemset); DKC 230208-71 

LITTERATUR: Hertz 1980 s. 170-172, 174-175; Liebgott 1989 s. 109-110 

ANDET: 

DATERING: Vindebroerne er arkæologisk dateret til omkring 1525 

BESKRIVELSE: I det nu firefløjede Sønderborg Slot, som især indeholder 

eftermiddelalderlige byggeelementer, er det stadigvæk muligt at se enkelte træk fra den 

middelalderlige borg. I starten af 1500-tallet blev anlægget forsynet med rondeller, som 

var vendt mod den truende alsiske kyst. I den forbindelse blev indbygget en portbygning 

syd for det nordligste og kraftigste tårn. Porten blev især opfør af granitkvader. 

Passagen gennem portbygningen har foregået via to vindebroer, en for gående og en 

for kørende. Fra broerne er registreret en stor teglsat vindebrogrube i portens gulv. Flere 

mindre flintsten, der lå i gruben har formentlig været fyld i vindebroernes balastkasse, 

som har været fastgjort til broklappens underside. Vindebroerne er dateret til omkring 

1525. 

161


ANLÆGGETS NAVN: Bustoft Stenen (Danevirke-, Haddeby Sten 3) 

AMT: (Sydslesvig) HERRED: SOGN: 

LANDSKAB: Vestsiden af et vejforløb nær en gravhøj 





LITTERATUR: Matthiessen 1927b s. 117; DR 3; Moltke 1976 s. 154-161, 191; 

Petersen 1983 s. 76-77; Moltke 1985 s. 24-26; Jankuhn 1986 s. 70-76 

ANDET: 

DATERING: Stenen er ud fra runologi og tolkning af indskriften dateret til sen vikingetid 

(omkring 980) 

BESKRIVELSE: Den 158 cm høje runesten er fundet i 1857 syd for Bustrup, hvor den lå 

ved foden af en gravhøj på vestsiden af vejen mellem Slesvig og Rendsborg. Stenens 

fundsted er opfattet som det oprindeligt opstillingssted. Fundet af stenen har medført, at 

vejen forbi fundstedet traditionelt er opfattet som en del af ”hærvejen”, som på dette 

stykke kaldes ”oksevejen”. 

Stenens indskrift lyder: ”Kong Sven satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var 

draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby”. 

Erik Moltke har udfra udsagnene på stenen tolket den som rejst af Kong Svend 

Tveskæg, der var konge senest 987-1014. Stenen er rejst efter en hirdmand ved navn 

Skarde, som faldet ved belejringen af Hedeby i årene omkring 980. 

162


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke (generelt) 


LANDSKAB: Det ”slesvigske pas”, der ligger som et ca. 7 km bredt farbart terræn mellem 

Slien i øst og åerne Reide, Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Adskillige voldforløb med og uden foranliggende grav 

KONSTRUKTIONSFORM: Forskellige opbygninger af volde, som især har været af jord, 

træ, tørv og sten (tegl) 

UNDERSØGT AF: Mange både danske og tyske arkæologer i perioden 1861-1993 (se 

detaljeret under beskrivelsen af de enkelte voldforløb) 


LITTERATUR: Andersen 1998 

ANDET: 

DATERING: Arkæologisk dateret, C14-dateret og dendrokronologisk dateret indenfor 

perioden omkring 650 til slutningen af 1100-tallet 

BESKRIVELSE: Danevirkeanlægget var et ca. 14 km langt voldkompleks, der har ligget 

som en fuldstændig færdselsblokade af det ”slesvigske pas”, som er et ca. 7 km farbart 

terræn mellem Slien i øst og åerne Reide, Ejderen og Trenen i vest. 

Voldanlægget har haft mange faser, som udgjorde tre spærrelinier: Det ældste 

Danevirke, der var under opbygning fra 650-800-tallet bestod af Hovedvolden, 

Krumvolden, Nordvolden og Østervolden. Den sidste lå øst for det egentlige 

Danevirkeanlæg, hvor den har spærret adgangen til halvøen Svansen. Den næstældste 

spærrelinie bestod af Kovirkevolden, mens Det yngste Danevirke er opført fra ca. 950 til 

slutningen af 1100-tallet i form af byggerier på Hovedvolden, Dobbeltvolden, 

Buevolden, Forbindelsesvolden samt Halvkredsvolden om Hedeby med Forvolden. 

163


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Dobbeltvolden og Buevolden med Jernporten 


LANDSKAB: Kanten af et moseområde 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af volde med grave 

KONSTRUKTIONSFORM: Anlæg af to parallelle volde i flere faser med fælles voldgrav 

UNDERSØGT AF: H. Hellmuth Andersen og Hans Jørgen Madsen 1970-71, 1973 og 

1975 ved Kurt Schietzel 


LITTERATUR: Andersen 1998 s. 110-117 

ANDET: 

DATERING: 968 og senere, da fase 1 i Dobbeltvoldens nordvold er dendrokronologisk 

dateret til 968, er de andre voldforløb yngre 

BESKRIVELSE: I Det yngste Danevirke lå Dobbeltvolden og Buevolden i vestenden af 

Forbindelsesvolden. Ved flere undersøgelser er anlægget fulgt over ca. 800 m, hvor det 

bestod af to parallelle volde i flere faser, der lå på randen af et gammelt moseområde. 

Den nordlige vold havde to faser med samme front. Fase 1 lå på et brandlag, som 

formentlig var en rydningsild. Volden var ca. 13 m bred og to m høj med en kerne af ler 

og sand dækket af hedetørv. I fase 2 var volden ligeledes af sand og ler, 18 m bred og 

bevaret i 2,5 m’s højde. Foran volden er påvist en 5,5 m bred og 1 m dyb voldgrav. 

Ca. 10 m foran den nordlige vold lå sydvolden, der har dannet en art forvold til den 

nordlige vold. Sydvolden har været minimum 3 m høj og ca. 11 m bred opbygget af 

sand og hedetørv delvist på et fundament af grene og ris. Foran volden lå en ca. 4,25 m 

bred og 1 m dyb grøft. 

Bag Dobbeltvolden lå Buevolden, der har spærret samme forløb som 

Dobbeltvolden. Volden har været 2-3 m høj og 12 m bred med et let krummet forløb, 

opbygget af sand og tørv. 

I første fase var der kun en vold på stedet i form af fase 1 i Dobbeltvoldens 

nordvold, de to andre voldforløb er derfor tilføjelser og udvidelser af anlægget. 

Midt igennem anlægget har gået en vej, der via landsbyen Store Danevirke menes 

at have forbundet Slesvig med ”hærvejen”. Dobbeltvolden og Buevolden har således 

fungeret som beskyttelse af vejen og en regulering af færdslen, der kun havde denne ene 

mulighed for passage. Porten, der skal have ført færdslen gennem anlægget er i ældre 

overleveringer kendt som Jernporten. Den er ikke arkæologisk påvist, men har 

formentlig ligget under den nuværende vej. 

Ved undersøgelserne i 1975 er der foretaget en dendrokronologisk datering af 

egetræ fra fase 1 i Dobbeltvoldens nordvold, som er dateret til 968. De øvrige 

voldforløb, må derfor være yngre. 

164


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Forbindelsesvolden med vadested 


LANDSKAB: Det ”slesvigske pas”, der er et ca. 7 km bredt farbart terræn mellem Slien i 

øst og åerne Reide, Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af vold med vadested 

KONSTRUKTIONSFORM: Vold af sand, ler og tørv, som var forsynet med brystværn men 

uden grav. Vadestedet var af planker på et fundament af sand og træstykker 

UNDERSØGT AF: Friedrich Knorr 1913-14, Herbert Jankuhn 1938, Schäfer og 

Schledermann 1962-63, H. Hellmuth Andersen og Hans Jørgen Madsen 1970-71 og 

1973, Kurt Schietzel 1975 og 1990, 1992 ved H. Hellmuth Andersen 


LITTERATUR: Andersen 1998 s. 109-110, 127-131 

ANDET: 

DATERING: Vadestedet er dendrokronologisk dateret til 964/65 og Forbindelsesvoldens 

vestende til 968 

BESKRIVELSE: Forbindelsesvolden, som har indgået i Det yngste Danevirke lå i 

anlæggets nordende, hvor den har forbundet Dobbeltvolden og Buevolden i vest med 

Halvkredsvolden omkring Hedeby i øst. Anlægget kan derfor betragtes som en afløser 

for Nordvolden i Det ældste Danevirke. 

Ved flere snit gravet på tværs af anlægget har forbindelsesvolden vist sig fortrinsvis 

at være af sand, ler og tørv, forsynet med et brystværn men uden grav. Undersøgelserne 

har vist, at volden over det meste af forløbet har været 3-4 m høj, 13-14 m bred og 

næsten 3,5 km lang. Ved udgravningerne i 1992 blev det erkendt, at volden mod øst har 

stoppet ved et sumpområde ca. 15 m fra Halvkredsvolden omkring Hedeby. I slippet 

mellem Forbindelsesvolden og Halvkredsvolden er der i ca. 1,5 m’s dybde påvist et lag 

af 4,5 m lange egetræsplanker, som gik i retning øst-vest. Plankerne lå i samme dybde 

som Forbindelsesvoldens fod, hvor de var funderet på et lag sand, som nogle steder var 

erstattet af træstykker og sten. Enkelte bearbejdede træstykker tyder på, at der har været 

brugt en del genbrugstømmer i anlægget. Da plankelaget har ligget i stillestående vand 

er det blevet opfattet som et vadested, der har ført over moseområdet, hvor det forbandt 

Forbindelsesvolden og Halvkredsvolden. 

Flere af de planker fra vadestedet, der ikke var genbrugstømmer er 

dendrokronologisk dateret til 964/65, mens anlæggelsestidspunktet for 

Forbindelsesvoldens vestende er dateret til 968. 

165


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Forvolden til Halvkredsvolden om Hedeby, med mulig 

port 


LANDSKAB: Østenden af det ca. 7 km brede ”slesvigske pas” mellem Slien i øst og åerne 

Reide, Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af en vold med port 

KONSTRUKTIONSFORM: Vold af ukendt opbygning med tegn på portgennemgang på det 

sted, hvor volden støder op til forbindelsesvolden 

UNDERSØGT AF: Friedrich Knorr 1914 


LITTERATUR: Andersen 1998 s. 115, 125, 131 

ANDET: 

DATERING: Forvolden er en tilføjelse til Forbindelsesvolden, den må derfor være yngre 

end denne, hvis vestende er dendrokronologisk dateret til 968, mens vadestedet i øst er 

dateret til 964/65 

BESKRIVELSE: I et par søgegrøfter på det sted hvor Forvolden til Halvkredsvolden 

omkring Hedeby er bygget på Forbindelsesvolden, er der påvist flere fyldlag med en 

brat afslutning. Udgraveren har tolket lagenes afslutning som bevis på, at der ved 

sammenbygningen er lavet en port. Det er vanskeligt at datere opførelsestidspunktet for 

den mulige port, da Forvolden er en tilføjelse til Forbindelsesvolden, hvis vestende er 

dendrokronologisk dateret til 968, mens østenden er dateret til 964/65. Det eneste 

udgravningen har vist er, at både Forvolden og den mulige port er tilføjelser til 

Forbindelsesvolden. De må derfor være yngre end dennes yngste datering til 968. 

166


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Halvkredsvolden omkring Hedeby med Nord- og 

Sydport 


LANDSKAB: Østsiden af det ca. 7 km brede ”Slesvigske pas” mellem Slien i øst og åerne 

Reide, Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Vold med palisade og foranliggende voldgrav og porte med rester af 

veje 

KONSTRUKTIONSFORM: 1,3 km lang vold i fem faser med tilhørende grave. Voldene 

var hovedsageligt opbygget af sand og tørv med tømmerafstivning bagtil og palisade 

fortil. I volden er påvist fem faser af både nordporten og sydporten, der især er erkendt i 

form af sten- og plankeveje i bunden af portene 

UNDERSØGT AF: Friedrich Knorr 1910-12 og 1915, 1934 af Herbert Jankuhn 


LITTERATUR: Jankuhn 1986 s. 68; Andersen 1998 s. 9-18, 115, 131, 133-143, 146 

ANDET: 

DATERING: Volden og portene er udaterede, men de første faser er formentlig fra 1. 

halvdel af 900-tallet, da Halvkredsvolden er ældre end Danevirkes Forbindelsesvold, 

der er dendrokronologisk dateret til 964/65 og 968 

BESKRIVELSE: Halvkredsvolden omkring Hedeby hører til Det yngste Danevirke, hvor 

volden lå på kanten af en skrå terrasse, der har hævet sig over terrænet, hvilket har fået 

volden til at virket større. Anlægget var ca. 1,3 km langt og ved udgravningerne er der 

påvist fem voldfaser med tilhørende voldgrave. Voldene var i hovedsagen opbygget af 

sand og tørv, med tømmerafstivning bagtil og palisade fortil. 

Den arkæologiske undersøgelse af Nordporten er foretaget i 1910-12, hvor der blev 

påvis portanlæg med tilhørende veje fra alle fem voldfaser. Ved bunden af 

udgravningen er den ældste port registreret i form af en ca. 3 m bred brolægning af små 

sten, som lå direkte på undergrunden. Brolægningen, der var indrammet af to 

portvanger, blev afbrudt nord for porten af en formentlig senere voldgrav. 

Til voldfase 2 hørte en ca. 9 m dyb port, som indvendig var ca. 1,5 m bred med en 

belægning af planker og portvanger af træ. De fire porthjørner var befæstet med 

stenophobninger, der evt. er rester af et portlukke. 

Fra de tre yngste voldfaser blev portene erkendt i form af vejene igennem dem. Fra 

fase 3 er udgravet ganske få træstammer brugt som strøer til underlag for en plankevej. 

Vejen gennem porten fra voldfase 4 var bedre bevaret, ligeledes som en plankevej på 

strøer, hvor portgennemgangen var ca. 2 m bred. Den yngste vej i voldfase 5 var en 

brolægning af små sten, som lå noget højere end de øvrige veje. 

Til porten i voldfase 2 eller 3 har hørt en voldgrav umiddelbart nord for porten. 

Graven var træbeklædt og har formentlig været forsynet med en bro, der ikke er påvist. 

167

Ved de senere udbygninger af volden er portvangerne rykket længere mod nord og 

graven er sløjfet. 

Sydporten har som Nordporten indgået i Halvkredsvolden fra fase 1, hvorefter den 

er udbygget i fire omgange. I voldfase 1 blev porten set som en række stolpehuller fra 

den vestlige portvange og en 3 m bred brolægning af små sten, et anlæg helt analogt til 

Nordporten i voldfase 1. 

Fra voldfase 2 er påvist begge portens vanger med stolpehuller og enkelte bevarede 

pæle. I det sydvestre hjørne sås en stenpakning fra et muligt portlukke. I samme 

voldfase i Nordporten sås stenpakninger i alle fire hjørner. Henover brolægningen i 

voldfase 2 er der registreret flere plankeveje og øverst en brolægning af sten, som 

menes at have fortsat gennem porten. Sydportens bygningshistorie er derfor meget lig 

Nordportens. 

Halvkredsvolden er ikke naturvidenskabeligt dateret, men første fase er traditionelt 

opfattet som opført i 1. halvdel af 900-tallet, fordi den er ældre end Forbindelsesvolden 

mellem Dobbeltvolden og Buevolden, der er dateret til 964/65 og 968. 

168


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Hovedvolden med Kalegat 


LANDSKAB: Det ca. 7 km brede ”slesvigske pas” mellem Slien i øst og åerne Reide, 

Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring, som bestod af en vold i otte faser 

KONSTRUKTIONSFORM: 5,4 km lang jordvolde med palisade, en mur af kampesten og 

en teglstensmur 

UNDERSØGT AF: NM 1861 ved Hamann og Kornerup, 1936 af Haseloff og Herbert 

Jankuhn, 1972 og 1991-93 af H. Hellmuth, 1983 af W. Kramer 

KILDER, ARKIVALIER: NM 1 Inventarnr. 2056 (Fælgkrans fra vognhjul) (ikke set), 

C14-datering K-3640 

LITTERATUR: Witt 1970 s. 127, 132-133; Schovsbo 1987 s. 261; Andersen 1998 s. 

29-90, Planche 1 

ANDET: 

DATERING: Via C14-dateringer, dendrokronologi og arkæologisk datering er 

Hovedvoldens faser dateret fra omkring år 650 til slutningen af 1100-tallet 

BESKRIVELSE: Hovedvolden, som har haft faser både i Det ældre og Det yngre 

Danevirke bestod af en ca. 5,4 km lang jordvold, der var placeret henover en bred slette, 

som i vest har nået Danevirke Sø og i øst Rheide Ådal. Ved flere snit gravet på tværs af 

anlægget er påvist i alt 8 faser. De to ældste er dateret til 650-737, mens den yngste er 

Valdemarsmuren af tegl fra 1100-tallets anden halvdel. 

Det ældste Danevirke havde 5 faser: første fase omfattede Danevirke 1, der over det 

meste af forløbet bestod af en mandshøj vold, som var 7-8 m bred og forsynet med en 

foranliggende grav. I Danevirke 2 blev volden udbygget og i Danevirke 3, som dateres 

fra til 700-37 forsvandt graven. I Danevirke 4 blev jordvolden forsynet med en palisade 

på forsiden, der øverst på volden fortsatte i et brystværn. Fra palisaden er stolper 

dendrokronologisk dateret til 737. 

Danevirke 5 bestod af en kampestensmur, som har erstattet palisaden i Danevirke 4. 

Muren har været mere eller mindre massiv, ca. 3 m høj og 3 m bred. Muren var bygget 

op ”omkring” palisaden fra Danevirke 4 og på forsiden blev den gjort ekstra stærk ved 

en sildebensmuring. De nyeste udgravninger har påvist stolpehuller på ydersiden af 

muren, der formentlig stammer fra en træbeklædning af kampestensmuren, som dermed 

har udgjort en form for murkerne. Foran kampestensmuren har der været en ca. 4 m 

bred og 2 m dyb grav. Kampestensmuren er dateret til 700-tallet, fordi stolperne fra 

Danevirke 4, der er dateret til 737 var forholdsvis friske, da de blev indkapslet i muren. 

Ved undersøgelserne i 1990-93 blev der påvist et ellers ukendt voldforløb, hvor 

hovedvolden var ca. 25 m bred og 5 m høj. Voldfasen har indesluttet alle de tidligere 

169

volde fra Det ældste Danevirke. Voldfronten var skrå og beklædt med tørv, mens der 

ikke sås en grav foran anlægget. Voldens opførelsestidspunkt er vanskelig at indordne i 

bygningshistorien og derfor ikke mulig at datere. Det kan kun fastslås, at volden er 

yngre end Kampestensmuren, som er dateret til 700-tallet efter 737 og ældre end den 

første vold i Det yngre Danevirke, som er dateret til 900-tallet. Det ser dog ud til, at der 

har været et længere byggestop mellem Det ældre og Det yngre Danevirke. 

Det yngre Danevirkes første fase var Danevirke 6 fra midten af 900-tallet, hvor der 

formentligt ses en udbygning af Hovedvolden. Det eneste sikre vidnesbyrd om fasen er 

imidlertid forbedringerne på Thyraborg dæmningen, der er dendrokronologisk dateret til 

midt i 900-tallet. Det er derfor foreslået, at det er Danevirke 6 der hentydes til i de 

skriftlige kilder, som nævner Thyras Danevirke. 

Danevirke 7 var ved udgravningen meget dårligt bevaret pga. den senere 

Valdemarsmur (Danevirke 8). Langs Hovedvoldens sydside har det været muligt, at 

følge Danevirke 7 som en ca. 30 m bred og 6 m høj vold med skrå fronter, der i øst var 

forholdsvis indtakt. Foran volden er set en 12 m bred og 2 m dyb voldgrav. 

Danevirke 8 bestod af Valdemarsmuren af teglsten, der er tilskrevet Valdemar den 

Store (1157-82). Anlæggelsen har medførte en betydelig afgravning af Danevirke 7 

både i højden og på forsiden samt en tilkastning af voldgraven. Muren blev bygget bag 

den tilkastede voldgrav på et fundament af kampesten, som på forsiden var beskyttet af 

en støbt rand. Teglstensmuren var 2 m bred og er i dag delvist bevaret. Oprindeligt 

bestod den af to skalmure med fyld imellem og forstærkninger i form af stræbepiller på 

særlige fundamenter. I 1700-talles kunne der endnu ses skaktformede render på murens 

yderside, hvori har hvilet træstolper, som bar en udhængende våbengang. Muren har 

muligvis også været forsynet med tinder, der gav adgang til våbengangen. 

Adskilt fra teglstensmuren ved en 10 m bred bærme er der foran muren gravet en ny 

grav, som var ca. 15 m bred og 2,5 m dyb og foran den en nu helt sløjfet forvold. 

Generelt må Valdemarsmuren betragtes som en tilmuring af indfaldsvejen til Danmark. 

Efter opførelsen af Valdemarsmuren er den politiske situation i landet ændret og 

Danevirke har ikke længere haft så stor betydning. Anlægget fik derfor lov at forfalde, 

til Danevirke igen blev taget i brug under De Slesvigske Krige i 1850 og 1861-64. Det 

var ved byggerierne i 1800-tallet, at der blev foretaget de første større arkæologiske 

iagttagelser på Danevirke 

Hovedvolden var hovedforsvarsværket i hele Danevirkes historie og det var her, at 

det store hovedstrøg ”hærvejen” blev ført igennem ved porten Kalegat. Arkæologiske 

undersøgelser har ikke haft held til at lokalisere portens eksakte placering. 

Danevirke er nævnt første gang i De Frankiske Rigsannaler, hvor det er omtalt, at 

Kong Godfred i 808 ved hjælp af en grænsevold forsøgte at beskytte sig mod Karl den 

Stores pres syd fra. Arkæologisk har man ikke vished for, hvilken del af Danevirke der 

er tale om. Undersøgelserne i 1990-93 har åbnet for den mulighed, at det har været 

Kampestensmuren eller Hovedvoldens sidst og udaterede voldfase i Det ældste 

Danevirke. 

I forbindelse med skansebyggerierne i 1861 er der udgravet et næsten intakt 

vognhjul, der oprindeligt har haft ti eger og en udvendig diameter på 87 cm. Kerneved 

fra hjulets fælgkrans er C14-dateret til et sted i perioden 1060-1280. 

170


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Hovedvolden med Thyraborg og Thyraborgdæmningen 


LANDSKAB: Moseområde i den nordøstlige del af Danevirkeanlægget ca. 100 m fra det 

sted, hvor Hovedvolden har mødt Thyraborg 

ANLÆGSTYPE: Voldsted, dæmning og bro 

KONSTRUKTIONSFORM: Voldsted med dobbelt forvold og rester af en mulig bro mod 

øst til Forbindelsesvolden med Dobbeltvolden og Buevolden. Vest for Thyraborg ses en 

dæmning i to faser, som især bestod af jord støttet af et bolværk af træ 

UNDERSØGT AF: Friedrich Knorr og Rothmann 1915, 1929 af Rothmann. Opmålt ved 

Kock i 1972 og udgravet af Hellmuth H. Andersen og Hans Jørgen Madsen samme år 


LITTERATUR: Ramskou 1981a s. 19-24; Andersen 1998 s. 45-49 

ANDET: 

DATERING: En bolværkskasse fra den ældste dæmning i Hovedvolden er 

dendrokronologisk dateret til 737 og en træpakning til 730. Fra den yngre dæmning ses 

en datering til 848, mens andre prøver er dateret til 940, 947 og 948. Keramik fundet på 

selve voldstedet indikerer en brugstid i den tidlige middelalder 

BESKRIVELSE: I østenden af Hovedvolden hægter voldstedet Thyraborg sig på voldens 

bagende nord for Danevirke Sø. Anlæggets historie står noget dunkelt, da der kun er 

foretaget små undersøgelser på stedet, ligesom det heller ikke er kendt fra skriftlige 

kilder. 

I 1915 er der foretaget en mindre prøvegravning på banken, som var tildannet ved 

regulering af siderne på en naturlig holm. Via en grav, som gik i øst-vestlig retning er 

anlægget delt i en større nordbanke og mod syd en dobbelt forborg med to grave. 

Ved en undersøgelse i 1929 er der gravet fra voldstedets nordøstre hjørne og mod 

øst til Forbindelsesvolden med Dobbeltvolden og Buevolden. Ved gravningen er der 

påvist stolper fra en mulig bro. 

Af daterende genstande er der ved de to prøvegravninger bl.a. fundet en del 

keramik, som kan henføres til den tidlige middelalder. Voldstedet har derfor formentligt 

har været i brug i Det yngste Danevirkes senere tid. 

I en sænkning i Hovedvolden ca. 100 m sydvest for voldstedet blev der i 1915 og 

1972 registreret en ca. 10 m bred afbrydelse i form af en dæmning, der har været brugt 

som del af den vestlige passage til og fra Thyraborg. En dæmningen har været 

nødvendig, fordi en mosearm har krydsede voldforløbet på dette sted. Dæmningen 

havde to faser, som hovedsagelig bestod af jord. I den ældste fase var kernen i 

dæmningen et rammeværk af egetræ i anlæggets sydside og i nordsiden en pakning af 

træ. Rammeværket bestod af en 6 x 4 x 1 m stor bolværkskasse, der antagelig har været 

171

flere meter høj. Kassen har nok skullet hindre udskridning af jordmasserne, men er 

delvist nedtaget i forbindelse med anlæggelsen af den nye dæmning. 

Trykket fra dæmningen har fået anlægget til at synke, hvilket har gjort det 

nødvendigt at fylde op med ler, før den yngre dæmning er blevet anlagt ovenpå. 

Fra den yngre dæmning er den søndre sidefod påvist i form af planker, mens den 

nordre sidefod bestod af faskiner af ris. I denne fase var dæmningen 13-14 m bred og 

næsten 2 m høj. 

Bolværket fra den ældste dæmning er dendrokronologisk dateret til 737, mens 

træpakningen er dateret til 730. Det afspejler formentligt en opførelse og en reparation 

af dæmningen, hvis dateringer ligger tæt op ad Nordvoldens og Hovedvoldens 4. fase. 

Fra den yngre dæmning ses en tvivlsom datering til omkring 848, mens andre prøver er 

dateret til 940, 947 og 948. Dateringerne gør det muligt at tilskrive 

Thyraborgdæmningen til Kong Gorms dronning Thyra, som navnet antyder. 

Keramikdateringen af voldstedet Thyraborg sandsynliggør, at det er blevet anvendt i 

den tidlige middelalder, men det kan ikke udelukkes, at voldstedet har været i brug i 

flere omgange og derfor også på dronning Thyras tid. 

172


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Kovirke med port(e) 


LANDSKAB: Nordranden af et fladt sletteland i området syd for Danevirke mellem 

Rheide Ådal i vest og Selk Nor i øst 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af en vold med port og vej 

KONSTRUKTIONSFORM: Lille jordvold med palisade af træ og foran liggende spidsgrav. 

I voldens østende ses et 4 m bredt hul fra en port, hvorfra portvanger er udgravet 

UNDERSØGT AF: Friedrich Knorr 1921, Herbert Jankuhn 1934, Genrich 1935, Hans 

Jørgen Madsen, Telling og Raddatz 1939, Rochna 1940, Olfert Voss 1969-70, H. 

Hellmuth Andersen og Hans Jørgen Madsen 1974 og 1992 af H. Hellmuth Andersen 


LITTERATUR: Andersen et al. 1976 s. 21-22, 25; Jankuhn 1986 s. 58; Andersen 

1998 s. 153-168, 193 

ANDET: 

DATERING: Anlægget er arkæologisk dateret til sidst i 900-tallet 

BESKRIVELSE: Kovirke var oprindeligt en 6,5 km lang vold, der lå syd for Danevirke 

som spærring af den ca. 5 km brede passagen mellem Rheide Ådal og Selk Nor. 

Anlægget er derfor ikke en del af selve Danevirke, men et supplement til dette. 

Volden er anlagt på nordranden af et flat sletteland, det har derfor været muligt at 

bygge den snorlige og meget systematisk. Ved flere snit gravet på tværs af anlægget, er 

voldens bedst bevarede dele påvist med en meget præsis opbygning. Anlægget har 

bestået af en lille jordvold med en ca. 3,5 m høj palisade af træ og foranliggende 3 m 

dyb spidsgrav. 

I 1969-70 er der anlagt en motorvej i anlæggets nordende og forud for anlægsarbejderne 

er her undersøgt et portanlæg, som var beliggende under en nord-sydgående 

markvej med flankerende jorddiger. Porten, som blev set som et 4 m bredt hul i volden, 

fremstod som to 4,2-4,4 m lange portvanger af ca. 0,75 m’s brede. I den vestre og bedst 

bevarede vange sås rester af 12-14 træstolper. I den østre, som var delvist ødelagt af 

senere forstyrelser, blev ligeledes set spor af stolper. Imellem portvangerne er påvist et 

bundt buede hjulspor som ca. 10 cm brede striber af lyst sand på en stenet bund. Kun 

den østlige side af sporene var bevaret og syd for porten blev de bredt ud i vifteform. 

Vejsporene menes at stamme fra en sidevej til ”hærvejen”, der antages at have ført til 

den sydlige port i Halvkredsvolden om Hedeby. Vejen har ligget på det nord-sydgående 

vandskel, hvor der formentlig har været kontinuerlig vejføring, idet der lå en moderne 

markvej ovenpå den ældre vej. 

Foruden sidevejen til Hedeby har selve ”hærvejen” også passeret Kovirke, måske er 

gennemgangen oprindeligt forgået ca. 500 m øst for den nuværende gennemkørsel, hvor 

der i 1940 blev konstateret et noget tvivlsomt portanlæg. 

173

Kovirke menes at afspejle et ændret forsvarsbehov i Danevirkekompleksets seneste 

tid, anlæggets systematiske opbygning har givet et godt udsyn, hvor man har kunnet se 

mod syd og på langs af anlægget. Den topografiske beliggenhed har desuden muliggjort 

et væsentligt kortere anlæg, end det omfattende Danevirke. 

Anlægget strenge opbygning har bevirket, at det er blevet set i relation til 

Trelleborgene (5, 48), Ravning Enge Broen (80) og den politiske situation i Danmark 

sidst i 900-tallet. Borgene og broen har ligeledes en meget stram opbygning og samtidig 

har de kun været i brug i meget kort tid, hvilket formentlig også er tilfældet med 

Kovirke, som ikke bærer præg af reparationer og udbygninger. 

174


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Krumvolden 


LANDSKAB: Rheide Ådal på nordsiden af Rheide Å 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af en jordvold med bagvedliggende terrassekonstruktion, 

der er blevet brugt som en slags dæmning for tropper 

KONSTRUKTIONSFORM: Jordvold på græs, tørv og grene 

UNDERSØGT AF: Haseloff og Herbert Jankuhn 1933, Kurt Schietzel 1965 og 1969, 1992 

af H. Hellmuth Andersen 



ANDET: 

DATERING: Voldens anlæggelse er C14-dateret til omkring 700, mens de yngste 

udbygninger er ældre end Danevirke 4, som er dendrokronologisk dateret til 737 

BESKRIVELSE: Krumvolden indgik i Det ældste Danevirkes ældste faser, der var under 

opførelse fra år 700-800. Navnet Krumvolden antyder, at volden var en direkte 

fortsættelse af Hovedvolden mod vest, men også af voldens har fulgt terrænet på 

nordsiden af Reide Å. 

På trods af mange undersøgelser er voldens opbygning kun sparsomt kendt, fordi 

den ikke har fremstået som et homogent anlæg. Bedst kendt er den ældste fase fra 

Danevirke 1, som har været gemt under de yngre faser. I Danevirke 1 var volden en 

mandshøj og ca. 10 m bred jordvold, som var lagt på et fundament af græs, tørv og 

grene. Opbygningen er påvist i flere snit på tværs af anlægget, hvor der ikke er 

registreret en foranliggende grav. Formentlig har en grav været unødvendig pga. 

anlæggets placering på nordsiden af Rheide å i den naturlige ådal. 

På voldens nordside er der påvist en 7-8 m bred terrassekonstruktion, som kan have 

dannet kolonnevej for tropper. Opbygningen giver et praj om, at Danevirkekomplekset 

har haft en militær brug allerede fra starten omkring år 700. 

I Danevirke 2 og 3 sker der en renovering eller forstærkning af Hovedvolden og 

Krumvolden, hvor der i Danevirke 2 er foretaget påfyldninger med jord. I Danevirke 3 

er der sket voldsommere udbygninger med tørv, græs, grene og træ. Anlægget har 

indlemmet de to forrige, så volden har nået en højde på 4 m og en brede på ca. 15 m. 

Krumvolden i Danevirke 1 er dateret til omkring år 700. De yngste udbygninger i 

Danevirke 2 og 3 er ældre end Danevirke 4, som er dendrokronologisk dateret til 737. 

175


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Nordvolden 


LANDSKAB: Det ca. 7 km brede ”slesvigske pas” mellem Slien i øst og åerne Reide, 

Ejderen og Trenen i vest 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af voldanlæg 

KONSTRUKTIONSFORM: Jordvold men palisade på forsiden, der har fortsat i et 

brystværn øverst på volden 

UNDERSØGT AF: Haseloff og Herbert Jankuhn 1933, Kurt Schietzel 1964, H. Hellmuth 

Andersen og Hans Jørgen Madsen 1971 og 1973 



ANDET: 

DATERING: Voldens opførelse er dendrokronologisk dateret til 737 

BESKRIVELSE: Nordvolden har indgået som den nordligste spærring i Det ældste 

Danevirke, der er under opførelse fra år 700-800. Volden er formentlig et nybyggeri til 

Danevirke 4. 

Ved en af de arkæologiske undersøgelser er der påvist en træpakning, som har 

dannet fundament for en ca. 2 m høje vold, der hovedsageligt var af ler. Over en anden 

strækning har voldens funderingen bestået af et kraftigt rammeværk af træ. Begge 

funderinger har skullet forhindre at volden sank, ligesom de har modvirket at voldfoden 

skred ud. 

Lervolden har været forsynet med en palisade, som øverst på anlægget har fortsat i 

et brystværn, der er erkendt som bevaret tømmer, stensatte stolpehuller og brændt 

palisade. Volden har været forbundet med Hovedvolden via en dæmning over 

Danevirke Sø. 

Voldens opførelse er dendrokronologisk dateret til omkring 737. 

176


ANLÆGGETS NAVN: Danevirke, Østervolden 

SOGN: HERRED: AMT: (Sydslesvig) 

LANDSKAB: Et ca. 5,5 km bredt landstykke mellem Sliens store bredning og Vindeby 

Nor, der ligger som adgang til halvøen Svansen 

ANLÆGSTYPE: Vejspærring i form af vold delvist med grav foran 

KONSTRUKTIONSFORM: Selvstændig vold i tilknytning til Danevirkeanlægget. Volden 

var af jord med palisade og formentlig i to faser 

UNDERSØGT AF: H. Hellmuth Andersen og Hans Jørgen Madsen 1972, Reichstein 

1978, 1979-81 af ? 



ANDET: 

DATERING: Voldens vestende er dateret til ca. 737 pga. palisadens lighed med et 

lignende anlæg på Hovedvolden. Den østlige del er ældre, formentlig fra omkring år 

700 

BESKRIVELSE: Østervolden var et selvstændigt anlæg, der lå øst for selve Danevirke 

som en 3,3 km lang spærring af adgangen til halvøen Svansen. Anlægget har ikke nået 

helt frem til Slien, men er stoppet ved Østerbækken godt 2 km fra fjorden. Afslutningen 

er tolket som bevis på, at Østerbækkens dale har været så fugtige, at de har 

overflødiggjort volden. 

Flere snit gennem anlæggets østende har påvist volden som en simpel 7-8 m bred 

jordvold med en 4 m bred og 1 m dyb grav foran. I vestende har anlægget vist sig som 

en jordvold med palisade men uden grav. 

De to forskellige udformninger skyldes formentlig to byggefaser, hvor den østlige 

palisadeløse del er den ældst og den vestlige er en yngre forlængelse. 

Anlæggets lighed med de øvrige spærringer i Danevirkeanlægget har gjort, at det er 

betragtet som en del af Danevirkekomplekset. Palisaden i Østervoldens vestdel har 

været af samme opbygning som palisaden på Hovedvolden i Det ældste Danevirke 

(Danevirke 4), som er dateret til 737. Den østlige del har mindet meget om 

Hovedvoldens første fase, den er derfor dateret til omkring år 700. 

177


ANLÆGGETS NAVN: Mågeøen / Möweninsel, Slien 


LANDSKAB: Slien mellem Mågeøen og Slesvig by 


KONSTRUKTIONSFORM: Egetræsstolper fra en bro mellem Mågeøen og fast land 

UNDERSØGT AF: Borgen er undersøgt i starten af 1950’erne, mens broen aldrig er 

arkæologisk undersøgt 


LITTERATUR: Sakses Danesaga 2 1925 s. 67-68, 96, 372-373; la Cour 1930a s. 354, 

359, 362, 385-386, 465; DD 2. rk. 4. bd. nr. 1; Lauritsen 1967 s. 363-384, 401-420; 

la Cour 1971a s. 41-43; la Cour 1971b s. 152, 188-189; Lauritsen 1971 s. 151, 188; 

Vogel 1983 s. 34-35; Vogel 1989 s. 70-71 

ANDET: 

DATERING: Borgens brugstid er ud fra arkæologiske og skriftlige kilder dateret fra 

starten af 1100-tallet til omkring 1268 

BESKRIVELSE: I Slien næsten helt inde ved indsejlingen til Slesvig by ligger den lille ø 

Mågeøen, hvor der skal have været en borg kaldet Jurisborg / Juriansborg. I dag er der 

ikke længere synlige rester af anlægget, men ved en mindre udgravning i starten af 

1950’erne er der påvist middelalderlige stenfundamenter, der blev tolket som resterne af 

et tårn. Måske er det dette tårn med fæstningsmur, som er afbilledet på Slesvig bys 

ældste segl. 

Flere forskere har foreslået, at den undersøgt borg er opført af Knud Lavard i 

1100-tallets første del som en af flere Warth (vagttårne). Teorien er baseret på, at Saxo 

nævner, at Knud Lavard har lovet at forsvarer egnen mod sørøvere. Saxo nævner flere 

begivenheder, der har foregået på borgen, bl.a. skal Kong Erik Emune i 1135 have holdt 

Harald Kesjas sønner Bjørn Jernside og Erik Diakon fanget her, hvor han senere lod 

dem drukne. 

I følge Vilhelm la Cour var borgens primære formål at beskytte indsejlingen til 

Slesvig by, samtidig har det været muligt at opkræve told af de skibe, der førte varer ud 

af byen. Denne tolkning har la Cour ivrigt diskuteret med frugtavlskonsulent Aage 

Lauritsen i flere indlæg i Sønderjysk månedsskrift 1971. Aage Lauritsen har antaget, at 

borgen har dannet forsvar af en vejstrækning, som menes at have gået fra Haddeby 

Kirke i syd via Mågeøen til Slesvig. På denne strækning skal adgangen til Mågeøen 

være foregået af en dæmning. Aage Lauritsens teorier bygger især på læsning og 

tolkning af ikke helt pålidelige kort fra 1600-1800-tallet. 

Ved meget lavvande er det muligt at se to rækker lodrette egetræsstolper på 

Slibunden, der går fra Mågeøens nordvestlige bred mod nord til Slesvig by, hvor de kan 

følges over ca. 30 m. På Slesvigsiden er der i sivkanten ligeledes set rester af træstolper, 

178

uden at det med sikkerhed kan siges om de stammer fra samme anlæg. Stolperne, der er 

udaterede er ikke tolket som resterne af en dæmning, men som de lodrette stolper fra en 

bro mellem Mågeøen og Slesvig by. 

I følge Vilhelm la Cour nævner Saxo, at Kong Valdemar den Store i 1177 har mødt 

den afgående biskop Eskil på Slesvig Bro. På broen har kongen og biskoppen taget 

afsked, før Eskil dragede til Clairvaux klostret i Frankrig, for at leve sin sidste tid der. 

Denne Slesvig Bro har Vilhelm la Cour betragtet som broen mellem Slesvig og 

Mågeøen. Han har derfor dateret broen samtidig med borgen på Mågeøen, som menes at 

være anlagt i starten af 1100-tallet. Borgen har herefter været i brug til omkring 1268, 

hvor Gottorp Slot er opført. I et brev fra 1291 betragtes Jurisborg / Juriansborg da også 

som antiqum, eller den gamle borg. 

179


ANLÆGGETS NAVN: Vedelspang Stenen (Haddeby Sten 2) 


LANDSKAB: Selk Nor 

ANLÆGSTYPE: Runesten ved overgang 




LITTERATUR: Matthiessen 1927b s. 117; DR nr. 2 = 4; Moltke 1976 s. 149, 

154-161; Moltke 1986 

ANDET: 

DATERING: Stenen er dateret til lidt før år 950 pga. en runologisk tolkning af stenen og 

en udlægning af dens indskrift 

BESKRIVELSE: Stenen er fundet i 1797 ved Selk Nor, hvor den lå kløvet i to dele, som 

indgik i et vadestedet mellem Selk Nor og Haddeby Nor, lige syd for Hedeby. Den 214 

cm høje sten har nok stået i nærheden af vadestedet, hvor den igen blev opstillet efter 

fundet i 1797, men siden er den flyttet til Gottorp Slot. Stenen er ofte blevet opfattet 

som oprindeligt opstillet ved en gren af ”hærvejen”. 

Stenens indskrift lyder: "Asfrid gjorde disse kumler (dødeminde) efter Sigtryg, hendes 

og Gnupas søn". 

Adam af Bremen nævner i sin kirkehistorie fra omkring 1070 en svensk høvding 

ved navn Olav, som skal have erobret Danmark i starten af 900-tallet. Olavs søn Gnupas 

blev gift med Astrid og sammen fik de sønnen Sigtryg, der i en kort periode skal have 

haft magten i Danmark. I Sakserkrønniken fra omkring 970 er det nævnt, at den tyske 

Kong Henrik 1 i 934 angreb danske Kong Gnupas. Gnupas kan ikke have været dansk 

konge på det tidspunkt, for da sad Gorm den Gamle i Jelling. Erik Moltke har i stedet 

set den mulighed, at først Gnupas og senere Sigtryg, der begge var af svensk afstamning 

har haft herredømmet i Hedeby. Det bygger han især på tolkningen af indskriften på 

Vedelspang Stenen. Erik Moltkes tolkning er yderligere støttet af, at Vedelspang Stenen 

er ristet med svenske runer. Sammenholdt med oplysningerne fra de skriftlige kilder må 

stenen være rejst lige før 950. 

180

KATALOG OVER ANLAGTE VEJ- OG BROANLÆG

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template ?