Nordjyllands Historiske Museum. Årsberetning 2007.

Årsberetning 2007 

1 

NORDJYLLANDS HISTORISKE MUSEUM

2 

Redaktion: Lars Christian Nørbach 

Layout: Jan Slot-Carlsen 

Illustrationer: Jan Slot-Carlsen m.fl . 

Korrektur: Bodil Nørbach 

Tryk: Gandrup Bogtrykkeri 

Skrift: Adobe Garamond Pro 10 pt. 

Trykt i 700 eksemplarer 

For- og bagside: Knivskaft af ben fra Algade 9 

ISBN 978-87-91381-14-0.

Forord 

Jeg har her fornøjelsen af at kunne præsentere Nordjyllands Historiske 

Museums årsberetning for 2007, hvor vi fi k gennemført fl ere 

af vore mål. Udbygningen af Lindholm Høje Museet stod således 

færdig, mens den sidste skrue først er skruet i udstillingen i sensommeren 

2008. Vi ser frem til efter mange års hårdt arbejde at kunne 

præsentere den nye oldtidsudstilling for publikum! 

Museets aktiviteter afspejler på fl ere områder det øvrige samfund, 

hvor der er god gang i byggeaktiviteten. Der byggemodnes og bygges 

om, hvilket afstedkommer en del undersøgelser for museets arkæologer. 

Dette og meget mere kan man orientere sig om på de efterfølgende 

sider, hvor vi i udformningen har lagt vægt på kun at gengive et 

væsentligt udvalg af de mange aktiviteter, undersøgelser og forskning, 

som foregår på et regionalt forankret museum anno 2007. 

Museet havde i 2007 i alt 81.141 besøgende, hvilket stort set 

var status quo i forhold til det meget positive besøgstal i 2006. De 

besøgende fordelte sig med 21.473 besøgende på Aalborg Historiske 

Museum, 26.631 besøgte Lindholm Høje Museet, 21.541 personer 

tog elevatoren ned i Gråbrødrekloster Museet, 2.487 gik på Hadsund 

Egns Museum, 8.005 fandt vej til Hals Museum og 1.005 gæstede 

Apotekersamlingen i Jens Bangs Stenhus. 

Nordjyllands Historiske Museum vil her gerne benytte lejligheden til 

at takke Aalborg Portland A/S, Dronning Margrethe II´s Arkæologiske 

Fond, Elisabeth Munksgaards Fond, Augustinus Fonden, Spar 

Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, Fonden Ulsted Sparekasse, 

Hals Sparekasse, Den Danske Bank, Gandrup Bogtrykkeri, Realdania, 

Arkitektur Forum Aalborg, Akademisk Arkitektforening Nordjylland, 

Fondet af 31. marts 1979, Bogfonden af 2000, Bikubenfonden 

og museets Mæcener for støtte til diverse aktiviteter i forbindelse 

med museets forskning og formidling i 2007. 

Aalborg 31. marts 2008 

Lars Christian Nørbach 

Museumsdirektør, ph.d. 

3

4 

Ildmagerens værksted, side 92 

Vor Frue Kirke i Aalborg, side 43 

Gavlhuset, side 26 

Flintdolke, side 15 

Bredegade 18, side 38 

Jernalderboplads i Vester Hassing, side 21 

Gamle Aalborghuse, side 80 

Kulturarvskommune, side 74 

Pastorens pistoler, side 64 

Tidsrejsen 1907, side 87 

Detektorarkæologi, side 50 

Nyregistrering af møller, side 52 

Publikationer, side 101 

Fortidsmindernes tilstand, side 9 

Udstillinger og undersøgelser, side 95 

Dobbeltselvmordet i Hadsund, side 70 

Fugle og sten på Majsmarken, side 12 

Kongens Borge, side 5

Kongens Borge 

– nye undersøgelser ved Fyrkat 

Af Niels Haue, Andres Dobat, Moesgård Museum og 

Esben Schlosser Mouritsen, Moesgård Museum 

Når museets arkæologer rykker ud til en lokalitet, sker det oftest forud 

for en byggemodning, en projektering af et vejforløb eller efter henvendelser 

fra borgere, som har påtruff et arkæologiske fund. Kun sjældent 

bestemmer arkæologerne selv, hvilke fund som skal belyses. I 2007 

indgik museet dog i et forskningsprojekt i samarbejde med Vesthimmerlands 

Museum, Vestsjællands Museum, Nationalmuseet og Moesgård 

Museum om nye undersøgelser ved vikingetidens ringborge, de 

såkaldte trelleborge. Projektet ”Kongens Borge” er fi nansieret af Dronning 

Margrethe II’s Arkæologiske Fond og Augustinus Fonden. 

Den første ringborg blev erkendt og undersøgt ved Trelleborg på 

Vestsjælland. Siden fulgte undersøgelserne af Aggersborg ved Limfj orden, 

Fyrkat ved Hobro og til dels Nonnebakken ved Odense. Siden 

afslutningen af udgravningerne ved Fyrkat i 1963 er der kun lavet 

mindre undersøgelser ved ringborgene. På grundlag af dendrokronologiske 

dateringer kan tidspunktet for etableringen af Trelleborg og 

Søgegrøfter udlagt ved Fyrkat. 

Med blå er det formodede forløb 

af den påviste kanal markeret. 

5

Grafi sk fremstilling af resultaterne 

fra 14C analyserne 

ved Center for AMS 14C Datering 

ved Institut for Fysik og 

Astronomi, Aarhus Universitet. 

Sammenholdt med materialets 

mulige egen-alder kan 

resultaterne således forenes 

med det formodede tidspunkt 

for konstruktionen af borgen 

omkring 980. 

6 

AAR-11654 1142±32BP 

AAR-11655 1071±42BP 

AAR-11656 1174±39BP 

AAR-11657 1119±33BP 

AAR-11658 1094±32BP 

Fyrkat 

400AD 600AD 800AD 

Calibrated date 

1000AD 1200AD 

Fyrkat stedfæstes til lige omkring år 980. Borgene er karakteriseret 

ved en ydre ringvold med tilhørende grøft, en portåbning i hvert verdenshjørne 

og et indre gadenet udløbende fra hver åbning, og som 

krydser hinanden i borgens centrum. På indersiden af ringvolden ses 

et omløbende vejforløb. Borgens indre er inddelt i kvadratiske karréer, 

der indeholder fi re langhuse ordnet som en fi rlænget gård. Trods 

størrelsesforskelle borgene imellem, vidner deres ensartede struktur og 

den strenge geometriske opbygning om den samme bygherre: Kong 

Harald Blåtand. 

Det står klart, at det var en velorganiseret centralmagt, som stod 

bag trelleborgenes opførelse som militære magtcentre omkring år 980. 

Borgene spillede en afgørende rolle i denne historiske begivenhed, der 

er refereret til på Jellingstenen som en ”samling af riget”. Som kongelige 

borge tjente de formentlig til opretholdelse af den centrale kontrol 

over de forskellige dele af riget, og de må have haft en særlig betydning 

i sammenhæng med konfl ikter såvel indenfor som udenfor rigets grænser. 

Dermed må borgene ses som en del af den langvarige proces, som 

senere skulle føre til dannelsen af den danske stat. 

Vikingeborgene spillede en afgørende rolle i kampene om magten 

i slutningen af 900-tallet. Såvel forsvar som krigsførelse var i denne 

periode afhængig af skibe, men det er stadigt uklart, hvorvidt og på 

hvilken måde borgene relaterede sig til datidens militære sømagt. Det 

er dette forhold mellem borg og skibsfart, som fremstår som et centralt 

spørgsmål i forskningsprojektet ”Kongens Borge”. Projektet søger 

således bl.a. at belyse, om der var skibsværfter tilknyttet borgene eller 

deres nærmeste omgivelser samt, hvilken betydning den maritime tilknytning 

havde for borgenes funktion og organisation? 

I sensommeren 2007 påbegyndtes de indledende undersøgelser 

ved Fyrkat. En række søgegrøfter blev anlagt nord for borgen på arealet 

ned mod Onsild Å, men trods gode bevaringsforhold fremkom 

der ingen trægenstande. På arealet nord for åen afslørede en række 

boreprøver, at tørvene i dette område var helt ”sammenbrændt”. Træ 

kræver et vådt miljø i f.eks. intakte tørvelag for at kunne bevares i godt 

1000 år. Den intensive dræning havde med andre ord ødelagt tørve-

strukturen og de eventuelle organiske fund. I stedet blev det videre 

arbejde koncentreret i området øst for borgen. Flere nord-syd gående 

søgegrøfter blev udlagt, og allerede i den første grøft var der gevinst: 

bevaret træ. De fundne træstykker bestod af grene med hugspor og 

hugspåner af eg. Ikke i massive mængder som kunne indicere et fl ittigt 

brugt skibsværft, men fundene beviste dog, at bevaringsforholdene i 

de intakte tørvelag var til stede. Fundene fremkom i en øst-vest gående 

nedgravning, som kunne følges over en strækning på ca. 350 meter. 

Nedgravningen var 50-70 cm dyb og 5-6 meter bred. De fundne 

genstande besvarede som nævnt spørgsmålet om bevaringsforholdene, 

men de afl edte også en række nye spørgsmål. Skulle fundene relateres 

til reparation af skibe, de mange trækonstruktioner på selve borgen 

eller til den historiske mølleaktivitet ved Fyrkat? En del af svaret kom 

få dage før jul. Resultatet af de indsendte træprøver til kulstof-14 datering 

viste nemlig samstemmende en datering til 900-tallet, med andre 

ord til borgens opførelse og brugstid. Svaret på de øvrige spørgsmål 

må afvente de planlagte undersøgelser i 2008. Her vil arbejdet være 

koncentreret om den fundne kanal. Hvilken funktion havde denne, 

og hvilken kobling ses mellem borg og kanal? 

Sideløbende med anlæggelsen af søgegrøfter blev udvalgte områder 

afsøgt med metaldetektorer. Et evt. skibsværft ville nemlig ikke kun 

efterlade sig spor af træ, men tillige af jernnagler. Naglerne er meget 

karakteristiske og er opbygget ved to rombiske nitteplader. Med hjælp 

fra de fl ittige detektorfolk, som har deres virke i museets arbejdsområde, 

blev et større areal øst for borgen undersøgt. Normalt leder detektorfolkene 

efter fi bler, mønter og andre rigdomme, som gennem 

årtier er blevet pløjet op fra deres oprindelige kontekst. Ved Fyrkat var 

det dog de mere beskedne jernfund, som havde museets interesse. En 

Knivblad og to mejsellignende 

redskaber, som blev fundet 

under de systematiske metaldetektorafsøgninger 

lige uden 

for borgens østlige port. 

7

Fyrkat set fra luften. 

8 

smuk efterårsdag i november blev et areal på størrelse med en fodboldbane 

afsøgt, og fundet af fl ere jernnagler og egentlige redskaber vidner 

om udøvelsen af håndværk på arealet mellem borgen og den påviste 

kanal. 

Undersøgelserne i 2008 vil forhåbentlig give svar på mange af vore 

spørgsmål, men som altid vil nye udgravninger aff øde nye problemstillinger. 

Den fulde forståelse af ringborgenes betydning og deres rolle i 

”samlingen af riget” vil således sandsynligvis fortsat blive debatteret 

om 30 år, men med projektet ”Kongens Borge” kan nye brikker i det 

arkæologiske puslespil blive lagt.

Fortidsmindernes tilstand 

Af Niels Haue, Elisabeth B. Carlsen, Tina L. Rasmussen, 

Lone Andersen og Lars Guldager 

I 2005 påbegyndte museet en nyberejsning af alle fredede fortidsminder 

i det tidligere Nordjyllands Amt. Dette store arbejde blev afsluttet 

få dage før udgangen af 2007, og en samlet status over tilstanden af 

fortidsminderne kan derfor udarbejdes. Langt størstedelen af fortidsminderne 

udgøres af gravhøje, som enten ligger frit på markerne eller 

fi ndes hengemt i skove og haver. Voldsteder, kirkeruiner, saltsyderier, 

sagnsten m.m. er dog også omfattet af museumslovens fredningsparagraff 

er. 

De første fredninger blev foretaget i begyndelsen af 1800-tallet, 

men var alle omfattet af frivillige aftaler mellem Nationalmuseet og 

lodsejerne. Først i 1937 blev alle synlige fortidsminder fredet ved lov. I 

de følgende 20 år berejste Nationalmuseets medarbejdere stort set alle 

fortidsminder med det formål at afgøre, hvilke fortidsminder som var 

synlige, og som dermed var omfattet af fredningsloven. I de seneste 50 

år er tilsynet med fortidsminderne blevet varetaget af skiftende aktører 

- og med større eller mindre aktivitetsniveau. Man manglede derfor en 

samlet status over tilstanden af de fredede fortidsminder, og Kulturarvsstyrelsen 

indgik derfor en aftale med Nordjyllands Historiske Museum 

om en nyberejsning af alle fredede fortidsminder i Nordjyllands 

Amt. Gravhøje m.m. beliggende på statsejet jord var dog ikke omfattet 

af aftalen. 

I alt 4661 fredede fortidsminder er blevet berejst de seneste tre år. 

95 fortidsminder kunne ikke lokaliseres længere, hvilket svarer til, at 

2 % af fortidsminderne er blevet destrueret de seneste 50 år. Man kan 

mene, at der er tale om et lavt tal, men for arkæologien og kulturlandskabet 

er der tale om et uopretteligt tab. I mange tilfælde har det 

Høj i Vester Skærum. 

9

10 

ikke været muligt at retsforfølge den lodsejer, som ulovligt har fj ernet 

fortidsmindet. Dette skyldes bl.a., at tilsynet ikke tidligere har haft et 

regelmæssigt forløb. Flere gravhøje er således ikke blevet besigtiget i 

de seneste 30-50 år. Hovedparten af sagerne er med andre ord blevet 

forældede, inden lovovertrædelserne er blevet indberettet. Med en ny 

aftale, som Kulturarvsstyrelsen og Nordjyllands Historiske Museum 

har indgået om et kontinuerligt tilsyn af fortidsminderne, vil evt. nye 

lovovertrædelser blive opdaget i tide. En aftale, hvor de fredede fortidsminder 

vil få den bevågenhed, som de fortjener efter tusinder af års 

synlighed i kulturlandskabet. 

De fredede fortidsminder er omfattet af to fredningsbestemmelser: 

Der må ikke ske indgreb i selve fortidsmindet (§29e), og rundt 

om fortidsmindet skal der opretholdes en to meter bred dyrkningsfri 

zone (§29f). Endnu en bestemmelse (naturbeskyttelseslovens §18) 

henviser til fortidsmindets omgivelser, idet der inden for 100 m fra 

fortidsmindets kant ikke må ske ændringer i landskabet, f.eks. nybyggeri, 

skovrejsning m.m. Dette skal sikre, at indsynet til - og udsynet 

fra - fortidsmindet bibeholdes. Ved nyberejsningen har museet tillige 

vurderet plejebehovet for hvert fortidsminde. Mange af gravhøjene er 

næsten skjult i uønsket vegetation, hvilket kan skade de arkæologiske 

rester. Rødderne perforerer det intakte højfyld, og rodvæltere efter en 

vinterstorm kan ødelægge stensætninger samt omrode de grave, som 

højen er rejst over. Over halvdelen af alle besigtigede fortidsminder 

trænger til vegetationspleje. Et skræmmende højt tal, som desværre 

afspejler mange lodsejeres ligegyldige holdning til fortidsminderne. 

På diagrammet ses fordelingen af påviste lovovertrædelser og behovet 

for vegetationspleje. Som det fremgår af fi guren, er blot 1704 

fortidsminder (svarende til 37 %) uden anmærkninger, mens der ved 

hvert femte fortidsminde er registreret et eller fl ere ulovlige forhold. 

Nyberejsningen af de nordjyske fortidsminder har klargjort, at et

kontinuerligt tilsyn er påkrævet for at sikre, at antallet af gravhøje og 

andre synlige minder ikke yderligere formindskes. I forbindelse med 

opstarten af det kommende tilsyn vil Kulturarvsstyrelsen informere 

landbrugsorganisationer, kommuner m.m. om museumslovens fredningsbestemmelser. 

Dette skulle sammen med selve tilsynet og den 

opfølgende sagsbehandling forbedre fortidsmindernes chancer for at 

overleve i et stadigt skiftende kulturlandskab. Det kommende tilsyn 

vil forløbe over de næste fi re år, og en status i 2012 vil således afspejle, 

om tilstanden af fortidsminderne virkeligt er blevet forbedret. 

Velbevaret gravhøj ved Hvornum 

11

På oversigtsplanen ses de mange 

huse og stenkonstruktioner. 

12 

Fugle og sten på majsmarken 

Af Lars Egholm Nielsen 

I efteråret 2007 igangsatte Slots- og Ejendomsstyrelsen byggeriet af et 

nyt tinglysningskontor i Hobro nord, og i den forbindelse undersøgte 

Nordjyllands Historiske Museum et ca. 1,5 ha stort område grænsende 

op til Ny Hadsundvej. Her blev der fundet en boplads fra tiden omkring 

Kristi fødsel med omfattende bebyggelsesspor og overordentlig 

gode bevaringsforhold. 

Landsbyen 

Der blev fundet 17 langhuse eller udhuse, alle dateret til overgangen 

mellem yngre førromersk jernalder og ældre romersk jernalder (ca. 200 

f.Kr. til 200 e.Kr.). Husene ligger samlet i tre koncentrationer, der 

øjensynligt repræsenterer tre gårdsanlæg, som er genopført et par gange. 

Bopladsen er langtfra totaludgravet eftersom Ny Hadsundvej skærer 

lige igennem det område, som indeholder fl est huse. Det er desuden 

meget sandsynligt, at bopladsen fortsætter på den anden side, og de tre 

gårdsanlæg skal nok opfattes som en del af et større landsbykompleks. 

De gode bevaringsforhold på udgravningen var sikret af et meget tykt 

muldlag, der gjorde, at den ”datidige overfl ade” ikke var pløjet væk. 

Det vil sige, at der lige under pløjelaget fremkom store områder med 

brolægninger, som har tjent som en slags gårdsplads foran husene. 

Blandt stenene i brolægningerne var der meget keramik, som kunne 

datere landsbyen meget nøjagtigt.

Fugleranglen 

Et meget sjældent og heldigt fund var den lille fuglefi gur, som ses på 

næste side. Der er sandsynligvis tale om en rangle, eftersom fi guren er 

hul og indeholder nogle små sten eller lignende, der får den til at rasle. 

Fuglefi guren er fundet blandt stenene i brolægningen i indgangsrummet 

i et af husene. Om det er tabt eller bevidst anbragt der er selvfølgelig 

ikke til at sige, men den giver et sjældent indblik i livet som barn 

i ældre jernalder. 

Fra Himmerland og Vendsyssel kendes fl ere andre genstande, der 

er tolket som rangler, men ingen af dem er, som fuglen fra bebyggelsen 

her, udformet som dyr. Funktionen ”rangle” er også omdiskuteret, og 

fl ere andre funktioner er foreslået gennem tiden, f.eks. musikinstrument 

eller kultisk fi gur. 

Den store stenlægning har været 

i brug til fl ere huse. 

13

Fugleranglen efter konservering. 

680 kg sten var pakket sammen 

i bunden af denne grube. 

14 

Flere sten 

Foruden de mange brolægninger, blev der også udgravet en grube fyldt 

med sten. Her var i alt 680 kg sten pakket sammen i bunden af gruben. 

Alle stenene var knytnævestore og mange af dem tillige sodsværtede. 

Dog syntes der ikke at være en af de velkendte kogestensgruber, 

da omtrent en tredjedel var fl intesten, men der er nok snarere tale om 

en form for sivebrønd. Gruben med de mange sten lå lige nord for 

indgangen til et langhus og har måske fungeret som afl øb for regnvand 

eller lignende fra huset. Analyser af de naturvidenskabelige prøver fra 

gruben viser, at der er rester af byg og brændte knogler i gruben - måske 

rester fra husholdningen. 

Ikke færdigundersøgt 

Som nævnt er landsbyen kun delvist udgravet. Resten ligger formodentlig 

på den anden side af Ny Hadsundvej og venter på, at Hobro 

skal udvide sig endnu et stykke mod nord. Når det sker, kan vi kun 

håbe på at fi nde lige så spændende fund i resten af landsbyen, så også 

denne gravning kan sætte Hobro på arkæologiens landkort.

Flintdolke – et 4300 år gammelt 

nordjysk eksporteventyr 

Af Torben Sarauw 

I det følgende skal vi kigge nærmere på fl int og fl intdolke – det nordjyske 

råstof og stenalderens ”eksportvare”. Anledningen er, at den nye 

oldtidsudstilling på Lindholm Høje Museet, hvor et af temaerne er 

fl inten, åbner i efteråret 2008. 

I stenalderens sidste tidsafsnit før bronzealderen oplever fl inthåndværket 

en opblomstring, og man massefremstiller teknologisk avancerede 

fl intdolke efter udenlandske forbilleder i kobber. I den første del 

af dette tidsafsnit fra ca. 2350 f.Kr. fremstår Nordjylland og i særdeleshed 

Aalborg-området som noget særligt mht. arkæologiske fund af 

fl intdolke. Dette skyldes først og fremmest, at der i området er nem 

adgang til fl int – et af datidens vigtigste råstoff er. Flintdolkene blev 

en eftertragtet handelsvare, hvilket bevirkede, at man blev en del af 

et nordvesteuropæisk handels- og udvekslingsnetværk og på den måde 

fi k kendskab til en række nye opfi ndelser både af teknologisk og sandsynligvis 

også ideologisk art. Allerede for ca. 4300 år siden spreder nye 

opfi ndelser bl.a. våbentyper, særlige gravskikke, vævning og brugen af 

uld til klæder sig således hurtigt over store afstande. 

Flintminer og dolkproduktion 

For 71-65 millioner år siden var bakkeøerne i Aalborg-området ligesom 

hele Nordvesteuropa dækket af hav. Områdets karakteristiske 

kridtundergrund blev dannet på bunden af dette hav ligesom pladefl 

inten, der fi ndes indlejret i kridtlagene. På Skovbakken i det sydlige 

Aalborg, hvor fl intlagene ligger særlig højt i skrivekridtet, opdagede 

stenalderbønderne snart fl inten. Til at begynde med har man sikkert 

gravet nogle lave gruber for at få fl int, men med tiden blev disse gruber 

til regulære skakter, der var optil 5 meter dybe. I nogle tilfælde fulgte 

man fl intlagene på bunden af skakterne ud i små sidegange, så langt 

man nu turde pga. faren for sammenstyrtning. Når fl intlaget i bunden 

af en skakt var fj ernet, anlagde man en ny skakt ved siden af den 

gamle. På den måde vidste man, hvor dybt fl intlaget lå. Det anslås, at 

Kobberdolk og nordjysk fl intdolk. 

Kobberdolken, som er 

fundet i Kongens Tisted, er 

den eneste af sin art i Danmark. 

Metallet er sandsynligvis 

fra Bretagne i Frankrig, 

og den er fremstillet et sted i 

Europa for ca. 4300 år siden. 

15

16 

Skovbakken 

Bejsebakken 

Hævet havbund 

Hasseris-bakkeøen beliggende 

SV for Aalborg. Bopladsen 

Bejsebakken, fl intminekomplekset 

Skovbakken og dolkdepoterne 

(blå fi rkanter) ses 

markeret. 

Limfjord 

mineområdet på Skovbakken har dækket et område på ca.13.750 m², 

hvilket svarer til ca. 800 mineskakter eller gruber. 

Selve indvindingsarbejdet, som efter al sandsynlighed foregik med 

hakker af tak og spader af træ, var hårdt og tidskrævende i forhold til 

udbyttet, hvor kun en del af råfl inten har været egnet til dolkproduktion. 

Stenalderfolkene må dog have syntes, at resultatet var arbejdet 

værd. 

Den første grove tilhugning af fl inten fandt sted ved minerne. Man 

fj ernede den porøse kridtoverfl ade fra fl inten og fi k ved samme lejlighed 

testet fl intens kvalitet. En del fl int blev videreforarbejdet på 

områdets bopladser. En af disse var Bejsebakken, der er beliggende 

blot 750 m syd for Skovbakken og med udsigt til Limfj orden og det 

omkringliggende landskab. Her undersøgte arkæologerne fra Aalborg 

Historiske Museum i 1999 og 2000 i alt 23 hustomter fra den periode, 

man siden har benævnt dolktid. Disse huse var ikke samtidige. Deciderede 

landsbyer kendes således ikke fra dette tidsrum. I stedet skal 

man nok forestille sig, at området var kontinuerlig bebygget af 2-3 

gårde, som hver eksisterede gennem en længere periode. Husene var 

hovedsageligt af den toskibede konstruktion, dvs. at taget blev båret af

sunken part 

Neddybet del 

en række midterstolper. I nogle tilfælde var husene delvist nedgravede, 

og den nedgravede del kan have haft en slags kælderfunktion. Fund af 

forkullede korn, fl intsegl, kværnsten og sågar pløjespor viser, at man 

levede som bønder, og at korn var en vigtig afgrøde. Længere væk fra 

gårdene har man kunnet se fl okke af kvæg og får græsse. 

Oppe på selve bopladsen videreforarbejdede man råmaterialet fra 

minerne. Et sted har fl inthuggeren siddet og arbejdet i en lille, lettere 

nedgravet hytte forsynet med en halvtagslignende konstruktion. 

Dolkforarbejder, sågar en færdig fl intdolk og fl ere tusinde karakteristiske 

afslag, viser at man her fremstillede fl intdolke. Det færdige resultat 

0 

1 

metres Meter 

2 

Flintsmedens hytte på Bejsebakken. 

De sorte fyldskifter 

viser, hvor husets tagbærende 

stolper har stået. De lysegrå 

fyldskifter er fl intaff ald. 

Dolkforarbejde, færdig fl intdolk 

og karakteristiske fl intafslag 

fra dolkfremstilling 

fundet i fl intsmedens hytte på 

Bejsebakken. 

17

Depotfund af fl intdolke fundet 

samlet ved Vesterkjæret, 

Hasseris. 

18 

var relativt små dolke, der var ca. 10-20 cm lange. Moderne forsøg 

har vist, at sådanne dolke kunne fremstilles på ca. 2½-3 timer, hvis 

alt gik vel. 

Områdets særlige betydning understreges af, at der nord og øst for Bejsebakken 

er fundet 6 dolkdepoter med tilsammen 86 fl intdolke og en 

fl intsegl. Ingen andre steder i Sydskandinavien er der fundet så mange 

dolkdepoter inden for så lille et område. Ud fra de enkelte dolkes størrelse 

og udformning kan det fastslås, at dolkene i de enkelte depoter er 

lavet af den samme fl inthugger, hvilket er interessant, fordi det fortæller 

noget om den måde, samfund og arbejdsdeling var organiseret på. 

Var alle mænd fx i stand til at hugge fl intdolke, eller var det udelukkende 

en form for specialister, der producerede dolkene? 

Dolkdepoterne er hovedsageligt fundet på tørt land, og et af depoterne 

fremkom i en gammel fl intmine. Depoterne repræsenterer ikke hengemte 

vareforråd eller lignende, men skal i stedet ses som off erfund, 

dvs. en form for taksigelser til guderne. Endvidere hænger dolkdepoterne 

meget nøje sammen med dolkeksporten til fremmede egne, hvilket 

vi skal se nærmere på. 

Klokkebægre og europæisk union 

Som nævnt indledningsvis blev det nordjyske område en del af et nordvesteuropæisk 

handels- og udvekslingsnetværk, som først og fremmest 

var karakteriseret af brugen af særlige klokkeformede og rigt dekorerede 

lerkar. Disse ligheder i materiel kultur over et stort europæisk område, 

der groft set svarer til det nuværende EU, kalder arkæologerne for

klokkebægerfænomenet. Tidsperioden karakteriseres ved, at brugen 

af kobber og guld til redskaber og smykker vinder indpas. Endvidere 

optræder bueskytteudstyr sammen med kobberdolke i mange europæiske 

grave. Dette gælder dog ikke Nordjylland, hvor kobberdolke 

var en sjældenhed. I stedet var fl intdolken tidens statussymbol og en 

væsentlig del af mandsudrustningen, i nogle tilfælde sammen med bue 

og pil. 

Handel og sejlads 

For folk, der levede i det øvrige Skandinavien, især i Norge og derfor 

endnu længere væk fra det attraktive metal, blev fl intdolken umådelig 

populær. Fra ca. 2350 f.Kr. blev nordjyske fl intdolke således i stor stil 

eksporteret til Norge og Vestsverige, hvor der stort set ikke fi ndes fl int 

naturligt. Alene fra Norge kendes således omkring 600 danske fl intdolke, 

forarbejder og råmaterialer, som er fragtet over Skagerrak for 

4300 år siden. Dette er en fascinerende tanke, eftersom den korteste 

afstand, nemlig den fra Hanstholm til Kristiansand, er ca. 110 km. 

Til dette skal der sandsynligvis lægges sejlads fra Limfj ordsområdet og 

langs den norske vestkyst til Stavanger-området, hvor de fl este dolke er 

fundet. Det øger sørejsen betragteligt. 

Dette rejser en række spørgsmål vedrørende karakteren af de fartøjer, 

der blev brugt til sådanne sørejser. Var det simple udhulede stammebåde, 

som vi kender fra store dele af oldtiden, eller mere avancerede 

Kort, der viser udbredelsen 

af en særlig dansk type fl intdolke 

(den parallelhuggede 

type IC). Cirklerne markerer 

områder, hvortil kontakten 

var særlig tæt. Pilene angiver 

mulige sejlruter. 

19

Eksempel på skib afbildet 

på helleristning fra Truehøjgård, 

Rold. 

20 

fartøjer? Det sidste synes mest sandsynligt, for allerede fra bronzealderens 

begyndelse ca. 1800 f.Kr., altså blot 200-550 år senere end det 

tidsrum, artiklen beskriver, fi ndes naturalistiske afbildninger af større 

skibstyper, som må have eksisteret i virkeligheden, men som ikke kendes 

fra arkæologiske fund. Forgængeren til denne skibstype må have 

været udviklet allerede i dolktid, måske som plankebyggede både uden 

sejl og baseret på en selvstændig sydskandinavisk tradition. Moderne 

forsøg med rekonstruerede både har vist, at turen over Skagerrak ved 

padlekraft har taget mellem 12 og 15 timer. 

Dette lader os tilbage med en række uafklarede spørgsmål. Bragte 

dolkeksporten en form for velstand til området, og hvad fi k nordjyderne 

i bytte for deres dolke? Var det naturprodukter såsom pelsværk, 

honning, trægenstande eller sågar kvinder eller noget helt andet? 

Omkring 2000 f.Kr. har de nordjyske dolke mistet deres tidligere 

betydning, og området fremtræder ikke længere så markant i det arkæologiske 

fundmateriale. Nye tider var på vej, og her skulle bronzen 

blive det altdominerende materiale til våben og redskaber.

Jernalderbopladsen ved 

Vester Hassing kirke 

Af Simon Kjær Nielsen 

Forud for opførslen af et nyt boligkvarter umiddelbart sydøst for Vester 

Hassing kirke, foretog Nordjyllands Historiske Museum i vinteren 

2007 en forundersøgelse af det berørte område. Forundersøgelsen 

afslørede sporene af en velbevaret boplads fra ældre jernalder. Ved den 

efterfølgende udgravning, fra marts til august 2007, blev der afdækket 

og udgravet et område på i alt 9000 m2 . Museets arkæologer udgravede 

fl ere end 20 langhuse, 5 økonomibygninger, et større antal gruber 

og grubekomplekser, fem kulturlag, et vejforløb, syv brønde, tre jordfæstegrave 

og tre urnegrave fra den sene del af bronzealderen til ældre 

romersk jernalder (ca. 600 f.Kr.-150 e.Kr.). 

Fra enkeltgård til landsby 

Centralt i det store udgravningsfelt fandtes et fl adehugget segl og fl ere 

groft magrede lerkarskår. som kan dateres til ca. 2000 f.Kr. Fundet 

Forenklet udgravningsplan 

over den centrale del af bopladsområdet. 

Hustomter er 

røde og blå, økonomibygninger 

er gule, brønde er grå, grave er 

grønne, vejen er militærgrøn 

og sten/stenlægninger er sorte. 

Det nedgravede hus A169 i 

gulvniveau. 

21

Jordfæstegrav A184 forud for 

udgravning. 

22 

afslører, at mennesker allerede i slutningen af bondestenalderen færdedes 

i det lettere kuperede landskab sydøst for den nuværende kirke 

i Vester Hassing. 

De tidligste vidnesbyrd om en egentlig bebyggelse på stedet stammer 

imidlertid fra den sene del af bronzealderen. Således kunne to 

regulære hustomter fra tiden omkring 600 f.Kr. udskilles af pladsens 

mange stolpehuller. Der var omtrent 100 meter mellem de to 23 meter 

lange og 6 meter brede hustomter, der var blevet opført på hver sit fl ade 

sandede plateau. Konstruktionsmæssigt var de to huse identiske, men 

om de har eksisteret samtidigt som naboer, eller om det ene hus på et 

tidspunkt afl øste det andet, kan ikke siges med sikkerhed. Denne form 

for spredt bebyggelse, hvor en til to enkeltliggende gårde fl yttede rundt 

i landskabet, kan følges på pladsen igennem de næste 400 til 500 år. 

I løbet af det 2. århundrede f.Kr. begyndte en bosættelse af karakter 

som en landsby at tage form. Flere gårde opførtes nu side om 

side inden for et mindre område, og i fl ere tilfælde blev nye bygninger 

genopført i nærheden af eller direkte oven i ældre hustomter. Der anes 

en begyndende inddeling af jorden i gårdsparceller, men først et par 

hundrede år senere, i årene efter Kristi fødsel, tegner der sig et billede 

af et landsbysamfund med en stram parcelstruktur. I en generation eller 

to bestod bebyggelsen af mindst 6 samtidige gårde, der var opført i 

to parallelle rækker på hver sin side af en hulvej. Formentlig skal endnu 

et par gårde føjes til denne sene fase af bebyggelsen, således at op imod 

8 gårde eksisterede samtidigt. 

Bebyggelsen opgives omkring forløbet af det andet århundrede 

e.Kr. Gravgodset fra jordfæstegravene hører til blandt pladsens yngste, 

og oldsager kan dateres til ca. 150 e.Kr., og jordfæstebegravelserne synes 

således anlagt omkring tidspunktet for bebyggelsens ophør. 

Gårde fra jernalderen 

Alle udgravningens langhuse fra jernalderen var orienteret øst-vest, 10- 

20 meter lange, 5-6 meter brede og med beboelse og stald under samme

tag. De fl este huse var opført på den oprindelige markoverfl ade og gav 

sig til kende ved stolpehullerne efter to parallelle rækker af tagbærende 

stolper. Flere huse havde tillige bevarede væg- og gavlforløb, ligesom 

det fl ere steder var muligt at erkende husenes indgangspartier. 

Hen imod slutningen af landsbyens levetid opførtes imidlertid tre 

langhuse af en lidt anden type end de øvrige. Disse huse adskilte sig 

konstruktionsmæssigt ved at være helt eller delvist nedgravede i undergrunden. 

Denne type af huse, som daterer sig til tiden omkring Kristi 

fødsel, giver ofte arkæologerne en kærkommen mulighed for mere detaljerede 

oplysninger om aktiviteterne i husene, fordi tykke jordlag har 

beskyttet husenes gulv mod senere forstyrrelser. 

Den nedgravede del af det bedst bevarede nedgravede hus i Vester 

Hassing (Hus A169) var 12,7 x 5,6 meter stort. Nedgravningen var 

omtrent 20 cm dyb i vestenden og 40 cm dyb i østenden. En gennemsnitlig 

nedgravningsdybde på 30 cm betyder, at mere end 21 m3 

undergrund blev bortgravet før anlæggelsen af huset. Som det almindeligvis 

forholder sig med langhuse fra ældre jernalder var huset opdelt 

i tre adskilte rum med beboelse i husets vestende, stald i østenden samt 

et mindre indgangsparti i husets midte. 

I beboelsesrummet og i indgangspartiet bestod gulvet af et ca. 5 

cm tykt lag af faststampet ler, mens gulvet i stalden bestod af et hårdt 

stampet jordlag. Ved overgangen mellem de to slags gulve sås i hele 

husets bredde en svagt skrånende sliske, som førte ned til husets dybereliggende 

stald. Midt i husets beboelsesrum fandtes ildstedet indlejret 

i lergulvet. Det bestod af en mørk hårdtbrændt lerplade med ornamentik 

i form af en fi ngerfuge langs kanten. Ildstedet har formentlig 

været husets eneste lys- og varmekilde, og en morterstensgrube mellem 

ildstedet og vestgavlen indikerer, at det var her, maden blev tilberedt. 

Huset har kun haft en indgang, nemlig midt i den sydlige langside. 

Umiddelbart uden for indgangen sås et lille vindfang, hvorfra en 10 

meter lang brolagt sliske førte såvel folk som fæ op på jordoverfl aden. 

I forbindelse med dokumenteringen af husets vindfang og indgangsbrolægning 

sås to nedgravninger, som syntes noget uforholdsmæssigt 

Ornamenteret skår fra fodbæger. 

23

Stempelornamenterede lerkarskår. 

24 

placeret i forhold til færdselen til og fra huset. Placeringen af disse dybe 

huller foran indgangen syntes upraktisk, og de må nødvendigvis have 

haft en form for overdækning. Denne specielle konstruktion kendes 

desuden kun fra den samtidige jernalderlandsby Overbygård tre km 

nord for Vester Hassing. 

Vej og vand 

Flere huse, deriblandt det nedgravede hus A169, kan tilknyttes en 

større samtidig bebyggelse i form af en hulvej, som respekterer fl ere 

gårdsenheder på bopladsen. Via vejen har mennesker og husdyr formentlig 

haft forbindelse til marker og engarealer samt andre nærliggende 

landsbyer. Endvidere har der fra vejen været adgang til friskt 

grundvand, for umiddelbart øst for vejen fandtes nemlig seks brønde. 

Fem af brøndene blev opført uden nogen former for brøndopbygning i 

et område med leret undergrund. De har været anvendt i længere eller 

kortere tid, idet den ene med tiden har afl øst den anden. På et tidspunkt 

blev det lerede område dog så gennemgravet, at der ikke længere 

var plads til fl ere brønde. En ny brønd anlagdes da umiddelbart øst 

for de andre - i sandet undergrund. For at forhindre brøndskakten 

i at skride sammen var sten af generelt tiltagende størrelse anvendt 

til at fore siderne med. Stenene var anbragt i seks skifter langs siden 

af det 1,50 meter dybe brøndhul, så diameteren mod bunden gradvis 

blev mindre. Den stensatte brønd anvendtes efter alt at dømme over 

en længere periode i bopladsens sidste levetid. Dens solide opbygning 

betød formentlig, at den var værd at oprense og vedligeholde; hvorfor 

der ikke blev gravet nye brønde efter dens opførelse. 

Grave 

Spredt mellem pladsens hustomter fandtes seks grave, tre urnegrave 

og tre jordfæstegrave. De tre urnegrave indeholdt alle varmesprængte 

knoglefragmenter fra liget, men ingen gravgaver. Urnegravene kan 

ikke umiddelbart dateres nærmere end til yngre bronzealder eller ældre

jernalder. De tre jordfæstegrave derimod, kan dateres mere præcist. De 

stammer fra tiden omkring bebyggelsens ophør i 150 e.Kr. 

Specielt en af jordfæstegravene (A184) vakte opsigt. I fl aden sås 

den som et 330 x 265 cm rektangulært fyldskifte orienteret VNV- 

ØSØ. Oprindeligt havde graven været omkranset af et enkelt skifte af 

meget store sten, som tilsammen dannede et gravkammer. De fl este af 

stenene var på et tidspunkt blevet fj ernet af ukendte gerningsmænd, og 

det var tydeligt, at museets arkæologer ikke var de første, som gravede 

i graven. Der kan kun gisnes om, hvilke genstande der er blevet fj ernet 

fra gravkammeret, men heldigvis var der stadig gravgaver tilbage at 

fi nde. I den omrodede gravfyld fandtes der en guldfi ngerring, en spore 

af bronze, et bæltespænde af jern, skår fra et ornamenteret fodbæger 

samt skår fra et sortglittet kar med stempelornamentik. Gravens dimensioner, 

guldringen og sporen (rytter) afslører, at den gravlagte var 

en mand, som har haft en vis status i samfundet. 

De øvrige to jordfæstegrave var mere ordinære. Den ene fandtes 

under gulvniveauet i en nedgravet økonomibygning, og foruden en 

kniv fandtes fl ere nagler fra den gravlagtes kiste. I den anden grav 

fandtes der på gravbunden adskillige skår fra et sortglittet stempelornamenteret 

lerkar, meget lig det som fandtes i ryttergraven. 

Nordjylland som regional gruppe 

Sortglittet keramik, stempelornamenter og trekantede indstik på lerkarrene, 

nedgravede huse, storstensgrave og stensatte brønde. Disse og 

en række andre oldsags- og anlægstyper har deres eneste eller største 

udbredelse i Nordjylland i tiden efter Kristi fødsel. Bebyggelsen sydøst 

for Vester Hassing kirke bekræfter således billedet af en eksisterende 

nordjysk regional gruppe i ældre romersk jernalder. Man regner med, 

at den kulturelle samhørighed er et udtryk for, at folk inden for den 

regionale gruppe indgik i en form for stammeforbund. Meget taler for 

nære kontakter mellem landsdelens bebyggelser, og oldsagernes fælles 

formsprog samt de særprægede gruber foran indgange til nedgravede 

huse i henholdsvis Vester Hassing og Overbygård synes at bekræfte 

det billede. 

25

Gavlhuset 2007 før nedrivningen. 

Den grundmurede 

gavl, der vendte ud mod 

Algade var formentlig fra 

begyndelsen af 1800-tallet. 

Husets oprindelige gavl fra 

ca. 1574 har været i bindingsværk. 

26 

”Gavlhuset” 

- Algade 9 i Aalborg 

Af Christian Vrængmose Jensen 

Indledning 

I begyndelsen af 2007 blev huset på grunden Algade 9 i Aalborg revet 

ned. Huset kendtes i byen almindeligvis blot som “Gavlhuset” efter 

navnet på husets seneste butik. Et gavlhus var da også netop, hvad det 

var: Altså et hus, der vendte gavlen mod gaden. Mens dette var synligt 

for enhver, var der formentlig ikke mange, der vidste, at huset hørte 

til blandt Aalborgs allerældste. Gavlen, der vendte ud mod gaden og

dermed var den mest synlige del, var imidlertid resultatet af en yngre 

ombygning. Først når man så huset fra bagsiden, blev det tydeligt, at 

det drejede sig om et meget gammelt hus. Her kunne det ses, at huset 

var et bindingsværkshus med særtræk, der normalt dateres til 1500tallet 

eller begyndelsen af 1600-tallet. I forbindelse med nedrivningen 

af huset blev der udtaget prøver af bindingsværkstømmeret til en årringsdatering 

af huset. Resultatet viste, at egetræerne til husets tømmer 

var fældet i vinterhalvåret 1573-74. 

Gavlhusets bagside 2007 før 

nedrivningen. Ved bagsiden 

træder husets virkelige karakter 

frem. Højstolperne, der går 

fra bund til tag i langsiden, er 

et typisk renæssancetræk. Sydgavlens 

bindingsværk er omsat 

i senere tider med en delvis 

genanvendelse af det oprindelige 

tømmer. 

27

Rekonstruktion af gavlhusets 

oprindelige langsider set ude 

fra bygningen. Øverst den 

vestlige langside. Nederst den 

østlige langside. Med mørk udfyldning 

ses de bevarede dele 

ved nedrivningen i 2007. 

28 

Det nye hus, der skal opføres på grunden, skal udstyres med en stor 

kælder, hvis anlæggelse vil medføre en ødelæggelse af de arkæologiske 

levn, der ligger bevaret i jorden under det gamle gavlhus. Grundstykkets 

centrale placering ved byens gamle hovedstrøg, Algade, har betydet, 

at der på stedet formentlig har været en kontinuerlig bebyggelse 

lige fra byens spæde start i vikingetiden. Gennem de mange århundreder 

har det medvirket til, at der på grunden er dannet et imponerende 

lag af husrester, aff ald, gangbelægninger m.m., der tilsammen er omkring 

4 m tykt. Denne kulturlagstykkelse er i sig selv et fænomen, der 

kun matches få steder i det øvrige Danmark, og at den oven i købet var 

kronet af et hus fra renæssancen betyder, at de underliggende lag ikke 

er forstyrrede af store moderne husfundamenter, samt at de øverste lag 

allerede er garanteret en alder fra 1500-tallet eller ældre. I arkæologisk 

sammenhæng er grundstykket altså aldeles spændende og en sjælden 

mulighed for at nå helt ned til byens begyndelse. Museet iværksatte en 

større arkæologisk undersøgelse, der med start i efteråret 2007 forventes 

afsluttet i 2008. I skrivende stund er undersøgelsen godt halvvejs 

og resultaterne i det følgende derfor kun foreløbige. 

Det nedrevne gavlhus 

Før de foreløbige resultater af den arkæologiske undersøgelse præsenteres, 

skal der berettes om det nedrevne gavlhus, der i sig selv var lidt 

af en bygningsarkæologisk attraktion. I løbet af husets ca. 433 år lange 

levetid havde det gennemgået fl ere ændringer i forbindelse med det 

løbende vedligehold. Nogle af disse ændringer har været så gennemgribende 

projekter, at man må imponeres over den indsats, der tidligere er

gjort for at bevare huset. I det følgende skal beskrivelsen af huset tage 

udgangspunkt i, hvorledes det så ud ved opførelsen. 

Huset var to stokværk højt, en stueetage og en 1. sal. Hertil kommer et 

stort loft i tagrummet. Ved nedrivningen var huset 11 fag langt, svarende 

til ca. 16 m. Den samme længde havde huset ved grundtaksationen 

i 1682, og det må formodes, at dette var den oprindelige længde. 

Hele den vestlige langside stod endnu i bindingsværk ved nedrivningen, 

mens den østlige side havde bindingsværk bevaret i stueetagens fag 

8-10 samt i 1.salens fag 1-7, begge steder regnet fra Algade. Hvor det 

oprindelige bindingsværk manglede, var det udskiftet med jerndragere 

eller teglmur. Typisk for det ældre bindingsværk var tømmeret af egetræ. 

Det havde et rektangulært tværsnit, der målte ca. 14-15 x 20-22 

cm. Alle tømmerdele var tappet sammen og fornaglet med trænagler. 

Den vestlige langside var opført med højstolper, der fra husets bund 

nåede gennem begge etager op til husets tag. Mellem stolperne var der 

tre vandrette løsholte, der delte hvert fag i fi re tavl. Spor i højstolperne 

viste, at der i hvert af de nederste tavl havde været en enkelt skråstiver. 

Disse var alle forsvundet, og i stedet var der efter senere tiders byggetraditioner 

indsat lodrette tømmerstykker i tavlene, såkaldte dokker. 

Den østlige langside, der har udgjort husets gårdside, var konstruktionsmæssig 

helt anderledes end vestsiden. Ved at indsætte to vandrette, 

langsgående remme har man her så at sige etagedelt konstruktionen, 

hvortil der altså kun kræves stolper med én etagehøjde. Denne fremgangsmåde 

tillader den øvre etage at rage ud over den nedre, hvorved 

der vindes lidt ekstra boligrum. Dette kan nok have været påkrævet 

i middelalderens og renæssancens bystruktur, hvor husene har ligget 

tæt. Gavlhuset har kun haft en beskeden udkragning på ca. 22 cm, 

svarende til bredden på remmen, der bærer 1. salens bindingsværk. 

Under udkragningen, der hviler på enderne af de tværgående bjælker, 

har der været indsat korte skråstivere, såkaldte knægte. Desværre var 

ingen af disse, ofte ornamenterede tømmerdele bevaret. Taphullerne 

herefter kunne dog ses i både stolper og bjælker. 

Den bedst bevarede del af det 

nedrevne gavlhus, hvor den 

oprindelige lerklining var bevaret. 

Der er tale om 1. salens 

forreste fag mod Algade i den 

østlige langside. Læg mærke til 

den afblændede dør, der har 

givet adgang til en udvendig 

svalegang eller en sidebygning 

langs Algade. 

29

Gavlhuset i år 1900, før stueetagen 

forsynedes med store butiksvinduer. 

Stueetagens gulv 

lå tre trin over gadeniveau, 

hvilket har givet ekstra højde 

i den ellers meget lave kælder 

under husets forreste del. (Aalborg 

Stadsarkiv foto). 

30 

Østvæggens fag 1-4 i 1. sal var det eneste sted, hvor husets oprindelige, 

lerklinede tavl var bevarede. I hele den bevarede vestvæg var der dog 

tydelige spor, der viste, at denne side også har været lerklinet. Det vides 

ikke, om gavlen mod Algade - som husets ansigt udadtil - måske 

har haft en lidt fi nere tavludfyldning i form af teglsten. Lerkliningen 

var foretaget på lodrette støjler af tilspidsede grene eller småstammer, 

hvorimellem der var fl ettet tvundne halmbånd, såkaldte halmsimer. 

Støjlernes øvre ender var indsat i udmejslede, fi rkantede huller i tømmerets 

undersider. De nedre ender stod i en rille eller fure, udhugget 

i tømmerets oversider. Det faste mønster med huller til støjlernes øvre 

ender og en rille til de nedre ender synes at være en almindelig fremgangsmåde, 

der også er anvendt i det nuværende Algade 5, der ligeledes 

er dateret til 1570’erne. Desuden er det også set i genbohuset Algade 

8, der ligeledes må dateres til renæssancen. At man lerklinede i hvert 

fald sine langvægge i renæssancens Algade var altså ikke ualmindeligt. 

Men tilbage til Algade 9: I alle de øvrige tavl, hvor lerkliningen var 

forsvundet, var tavlene udmuret med mursten. Det drejede sig næsten

udelukkende om gule mursten med moderne størrelse. To af de nederste 

tavl i vestvæggen var dog udmuret udelukkende med røde munkesten, 

der alle var blevet stemplet på teglværket. Aftrykket, der viser 

et hjerte omsluttende et H, fortæller, at stenene er fra Lübeck, muligvis 

Gross-Wesenberg ved Trave-fl oden. De er formentlig fremstillet i 

1500-1600-tallet. Stenene repræsenterer sandsynligvis en mindre samling 

af brugte sten, der på et tidspunkt er blevet genanvendt i huset. 

At østsiden var husets gårdside, og at huset i det hele taget orienterede 

sig mod øst, fremgår af, at der her var spor efter to oprindelige døre. 

Begge var i senere tider blændet af. Den ene havde siddet i stueetagens 

10. fag og må have fungeret som indgang fra gårdspladsen. Den anden 

havde siddet i 1. salens 3. fag, altså ganske tæt på Algade, hvor den må 

have givet forbindelse til en svalegang eller en sidebygning. Endelig 

skal det nævnes, at huset havde en kampestensbygget kælder under de 

forreste 4 fag mod Algade. Kælderen var så lav, at bjælkerne derover 

må have været hævet for at opnå en acceptabel loftshøjde. På de ældste 

fotos af huset ses det da også, at stueetagens gulv over kælderen i ældre 

tider lå tre trin over gadeniveau. 

Den arkæologiske undersøgelse 

Da det nedrevne gavlhus opførtes omkring 1574, var det en fortsættelse 

af en bebyggelsesstruktur på grunden, der rækker langt tilbage 

i middelalderen. I hvert fald siden slutningen af 1300-tallet eller begyndelsen 

af 1400-tallet har grunden på samme måde været optaget af 

et stort hus, der foruden beboelse måske har rummet en håndværks- 

og/eller handelsaktivitet. Det er ikke det samme hus, der består gennem 

hele perioden. På et tidspunkt er huset nedbrændt og genopført 

i nogenlunde samme skikkelse, denne gang blot en anelse længere. 

Brandtidspunktet er endnu usikkert, men må foreløbigt sættes til den 

sene del af 1400-tallet eller begyndelsen af 1500-tallet. Det yngre hus 

ser også ud til at ende sin tilværelse ved en brand, der vel tidsmæssigt 

nærmer sig tidspunktet, hvor det nedrevne gavlhus opføres. De to 

forgængerhuse har været en anelse længere end det nedrevne gavlhus. 

Herved bekræftes tidligere udgravningsresultater, der viser, at de forsvundne 

byhuse i Algade fra 1400-1500-tallet har været ganske store 

huse, ligesom de efterfølgende renæssancehuse, hvoraf enkelte endnu 

er bevarede. 

Et andet generelt træk, der gælder gadens huse fra senmiddelalderen og 

renæssancen, er, at de oftest er udstyret med en mindre kælder under 

en del af huset. Mørke, kolde og fugtige som de må have været, må de 

som hovedformål have været benyttet til opbevaring. Forgængerhusene 

har også haft en form for kælder, der i begge tilfælde var placeret 

under husets bagerste del, fj ernt fra Algade. Deres nedgravningsdybde 

var så ringe, at der dårligt nok kunne tales om en halvkælder. Til den 

yngste og bedst bevarede af kældrene var tre trin af kældertrappen 

bevaret, hvorved kælderdybden kunne måles til mindst at have været 

70 cm. Som en pudsig detalje var det nederste af kælderdøren lige- 

31

Den yngste af kældrene fra 

forgængerhusene til det nedrevne 

gavlhus. Set fra syd. 

Mod nord ses kældertrappen, 

der fra husets indre har givet 

adgang til kælderen. 

Den ældste af kældrene fra forgængerhusene 

til det nedrevne 

gavlhus. Set fra syd. På gulvet 

fandtes et pilgrimsmærke – se 

side 35. Nord for kælderen ses 

først et smalt rum. Bag dette 

ses husets opvarmede rum 

med gulv af lyst silt. 

32

ledes bevaret, og den har således underligt nok endnu eksisteret, da 

opfyldningen af kælderen påbegyndtes, formentlig engang i midten 

af 1500-tallet. 

De to fundne kældre har haft vægge af træ og adskiller sig derved fra 

de andre kældre fra perioden, der er udgravet i byen. Væggene har i 

disse altid enten været af kampesten, munkesten eller en kombination 

af begge. Det her noget utraditionelle materialevalg hænger sikkert 

sammen med den meget beskedne kælderdybde, hvor man for 

den ældste kælders vedkommende vel egentlig blot har gravet sig en 

anelse ind i grundens skrånende terræn, der falder mod syd ned mod 

den nuværende Mølleplads. Det bærende element i væggene har været 

træstolper, der enten har været gravet eller i hyppigere fald rammet ned 

i jorden. Stolperne, der alle var af egetræ, var omhyggeligt tilspidsede i 

den nedre ende. De udgjordes typisk af en hel stamme uden yderligere 

tilvirkning. De anvendte træer har oftest været mindre egetræer med 

en alder på ca. 40-60 år. I begge kældre har der været et stenpikket 

gulv, der i den yngste kælder var særligt velbevaret. Det ses her, at 

stengulvet ikke har nået helt ud til kælderens ydervægge, hvor der altså 

har været et område fritaget for gangfærdsel. Mon ikke der her bl.a. 

har stået diverse opbevaringskar i form af tønder og andre bødkrede 

kar. I begge kældre blev der i hvert fald fundet enkelte løse stave og 

fragmenter af bunde og låg fra tønder, foruden en enkelt stav fra en 

bødkret spand eller balje. 

Husenes øvrige vægge lod sig tydeligst erkende i den ældste husfase, 

hvor der var enkelte stolper bevaret. Der var tale om stolper af samme 

type, som blev anvendt ved kælderkonstruktionerne. Imellem stolperne 

var der en kantstillet planke, der hvilede mod indersiden af stolperne 

uden at være fastgjort heri. Væggene har således ikke haft en fodrem. 

Det vides ikke om plankerne er begyndelsen på en væg med vandrette 

planker, eller om de blot er anvendt ved jordniveau. Den yngre husfases 

vægge har formentlig stået på en syld af kampesten, hvoraf tre 

var bevaret. Der har sikkert aldrig været tale om en ubrudt række af 

kampesten, men snarere om enkelte sten anbragt med en vis afstand, 

hvorpå stolper eller fodtømmer har hvilet. Selve husenes vægfl ader må 

have været opført som en art bindingsværk, hvor tømmerkonstruktionen 

har været udfyldt med lerklining. 

Husresterne i øvrigt giver sig især til kende ved bevarede gulve af lyst 

ler eller silt. På disse ses der ofte afsat let genkendelige, sorte smudslag, 

der tit vidner om, at der i det pågældende rum har været et ildsted. 

Ligeledes vidner de vel om, at fejning ikke var en yndet beskæftigelse 

i senmiddelalderen og renæssancen. I begge huse har rummet med 

ildsted været anbragt i en vis afstand til gaden, hvilket minder om et 

allerede kendt mønster med et rum nærmest gaden til husets erhverv, 

hvorefter der følger et rum med ildsted til stue- og køkkenfunktion. 

Det skal dog påpeges, at de fundne huses forreste del mod Algade var 

33

34 

bortgravet af kampestenskælderen til det nedrevne gavlhus, hvorfor 

den nævnte ruminddeling ikke kunne bevises. 

I de ældre kulturlag, der ligger under de store beboelseshuse, ses der 

pludselig en anden bebyggelsesstruktur på grunden. Trukket tilbage til 

en afstand af ca. 10 m til Algade fandtes der her rester af en relativ stor 

bygning, der har haft vægge af fl etværk, formentlig af pil eller hassel. I 

huset, der tilsyneladende ikke har haft noget ildsted, var der dannet et 

tykt lag dyregødning. På et tidspunkt har man forsøgt at skabe et gulv 

eller gangfl ade ved at udlægge vidjefl ettede ”måtter” og brede planker. 

Stedvist ligger fl etværksmåtterne under plankerne således, at de måske 

er udlagt for at hæve plankebelægningen op fra det fugtige underlag. 

Den helt oplagte tolkning af huset er, at der er tale om en stald eller 

stalddelen af et større hus. Der kunne ikke påvises noget samtidigt hus 

på den forreste del af grunden, som det ellers ville være oplagt at forvente. 

Et sådant kan dog være forsvundet ved gravningen af kælderen 

til det nedrevne gavlhus. I skrivende stund er udgravningen nået til 

niveauet lige under den formodede staldbygning. Endnu engang synes 

det at være rester af et ganske stort hus, der dukker op. 

Fund 

Fundlisten fra den igangværende udgravning nærmer sig hastigt 1000 

numre. Langt størsteparten af de mange fund er skår fra de forskellige 

keramikkar, der har været et fast indslag i periodens husholdninger. 

Ligeledes fylder de fundne dyreknogler, dyretænder, hornstejler, fi skeben 

m.m. godt i listen, ligesom prøver til årringsdatering tager sin del. 

Naturligvis er der også et væld af mere unikke fund, hvoraf kun en 

mindre del skal nævnes i det nedenstående. Først skal der angående de 

mange keramikskår nævnes, at hovedparten må stamme fra hjemligt 

producerede kar, mens en betydelig del dog stammer fra importerede 

kar fra det nordvesteuropæiske område. I den yngre periode ca. 1450- 

1574 drejer det sig rødbrændt keramik fra Nederlandene og stentøj 

fra det rhinske område. I perioden her før ca. 1300-1450 drejer det 

sig især om det tyske stentøj fra Siegburg ved Rhinen syd for Köln. 

Enkelte skår stammer fra en fi nt dekoreret kande fra Nordfrankrig. 

Fund af diverse stenarter vidner ligeledes om handlen i middelalderen. 

Flere fundne hvæssesten er af en skiff erart, der er importeret fra Norge. 

Fragmenter af mindre håndkværnsten af såkaldt granatglimmerskiff er 

vidner ligeledes om kontakten med Norge, og en større kværnsten af 

den vulkanske bjergart basalt stammer formentlig fra Rhinområdet. 

Metalfundene fylder en stor del i fundlisten. Det drejer sig bl.a. om 

dagligdagsting som søm, knive, nøgler, låse, fragmenter af malmgryder, 

diverse spænder fra remme eller bælter, fragmenter af hestesko og 

et øksehoved, hvoraf det meste er af jern og ellers af bronze. Desuden 

skal fundet af to mere eller mindre hele jernhjul fra hjulsporer fremhæves, 

foruden fundet af en fi skekrog af kobberholdigt metal. Blandt 

de fi nere metalfund kan nævnes to fi ngerringe og ca. 20 mønter. De

fundne mønter kan typisk først identifi ceres efter den kommende konservering. 

I fl ere tilfælde er der sikkert tale om ret underlødige sølvmønter 

fra kongerne i perioden 1259-1332. I to tilfælde er der dog tale 

om en Valdemar Sejr mønt (1202-41), slået i Viborg. De to fi ngerringe 

er vidt forskellige typer. De stammer begge fra 1300-1400-tallet. Den 

ene, der formentlig er af bronze, er en spinkel ring med en indfattet 

dråbe af blåt glas. Den anden er en lidt bredere ring af sølv med bogstaver 

eller symboler, der forhåbentlig kan tydes efter den kommende 

konservering. 

Blandt metalfundene ses et lille pilgrimsmærke støbt i bly eller tin. 

Det har kunnet købes ved et af de mange valfartssteder, der fandtes i 

middelalderens Europa. Det fundne mærke er en såkaldt Skt. Hjælper, 

der muligvis stammer fra et af de danske valfartssteder, Kliplev i Sønderjylland. 

I kirken fandtes her et krucifi ks, der mentes at have særlig 

undergørende evner, hvorfor stedet blev mål for valfart. Det meget 

velbevarede mærke blev fundet på gulvet i den ældste af de to kældre, 

hvor det formentlig er tabt en gang ved midten eller i anden halvdel af 

1400-tallet. Pilgrimsmærker er sjældne jordfund, der til gengæld også 

er overleveret nutiden i en anden sammenhæng. De blev nemlig ofte 

benyttet ved støbning af middelalderens kirkeklokker. Det nyfundne 

Skt. Hjælper-mærke kendes således i afstøbning på 4 kirkeklokker, 

jævnt fordelt over det ganske land. Men mon ikke det her er det første 

fund af selve mærket. 

Fundforholdene for det organiske materiale er som sædvanligt gode, 

fristes man til sige når det drejer sig om Aalborgs kulturlag. Det har 

givet en mængde fund af både træ, læder, ben og tak. Blandt læderfundene 

drejer det sig især om fragmenter af sko. Desuden ses diverse 

Pilgrimsmærke af tin eller bly. 

Det er en såkaldt Skt. Hjælper, 

der forestiller en fuldt 

påklædt Kristus på korset. 

Stammer måske fra Kliplev i 

Sønderjylland. 1400-tallet. 

Fundet i den ældre af to udgravede 

kældre. 

35

Knivskaft af ben eller tak forestillende 

en bisp. 1300-tallets 

første halvdel. 

36 

bælter eller remme. En meget smal læderrem var forsynet med jernnitter, 

mens et bredere bælte har haft en mængde pyntebeslag, måske af 

sølv, hvoraf de fl este desværre mangler. Et større læderstykke udgør en 

stor del af en sværdskede. Blandt mange fund af ben og tak, der må karakteriseres 

som middelalderens altmuligmateriale, ses en hel kam og 

to fragmenter af sådanne. Desuden ses i omegnen af 10 fragmenter af 

armbrøste. Det drejer sig om fragmenter af styreskinnen, hvorpå pilen 

har ligget, foruden tre fund af nøden, der indgik i aftrækkersystemet. 

Det er også blandt ben- og takfundene, vi fi ndes udgravningens måske 

fi neste fund, nemlig et skaft af ben udskåret som en lille bisp. Det 

kunstneriske arbejde virker meget sikkert i sin stil og hører afgjort til 

blandt landets fi neste af sin art. Bispen er formentlig fremstillet engang 

i første halvdel af 1300-tallet. 

Blandt træsagerne ses bl.a. fl ere større stykker af drejede træskåle, 

mindre stykker af skibsplanker med dyrehårskalfatring, foruden de 

nævnte tøndedele. Af de mere sjældne og særprægede trægenstande 

kan der nævnes et stort stykke af låget til en jernbeslået kiste og et lille 

fragment af rammen til et spejl. Begge dele må dateres til 1400-tallet. 

Middelalderlige spejlrammer kendes kun i ganske få tilfælde fra hjemlige 

fund. Et af disse er fra udgravningen af borgen Boringholm ved 

Horsens, hvor spejlet således med sikkerhed optræder i et højere socialt 

miljø. Spørgsmålet er, om der ikke efterhånden er tale om et sådant 

højere socialt miljø i Algade 9. Der tænkes her desuden på fundet af 

fi ngerringe, våben- og rytterrelaterede fund, det fi ne skaft og på evnen 

til at drage på valfart eller betale andre for det. Det sociale tilhørsforhold 

for beboerne tages op til overvejelse i de kommende undersøgelser. 

Slutteligt skal der nævnes et fund blandt de organiske genstande, 

der måske ikke vinder meget i fi nhed, men alligevel må karakteriseres 

som lidt af en arkæologisk verdenssensation, nemlig fundet af et knap 

700 år gammelt hønseæg. Helt og aldeles intakt! 

En kirkegård fra den ældre middelalder? 

Igennem 1400-tallet og frem til opførelsen af gavlhuset omkring 1574 

synes grunden at have været benyttet til almindelig bybebyggelse med 

et stort beboelseshus, der har ligget helt ud til gaden. I 1300-tallet 

ses en anderledes bebyggelsesstruktur, hvor grunden rummede en stor, 

noget tilbagetrukket bygning, der synes at have fungeret som stald. 

Under staldbygningen synes der at dukke endnu et stort hus op med 

ildsted(er). Atter er der sandsynligvis tale om et stort beboelseshus fra 

byens almindelige bebyggelse. Der er dog visse forhold, der gør, at der 

måske skal tænkes i lidt alternative baner, hvad angår den ældre udnyttelse 

af grunden. I middelalderen lå byens gråbrødrekloster vest for den 

aktuelle matrikel, hvor det optog en stor grund på den sydlige side af 

Algade. Klostret grundlagdes mellem 1240 og 1250. Tidligere undersøgelser 

under det nuværende Algade 11 og Algade 13-15 har påvist 

begravelser, der ud fra type og placering langt nede i kulturlagene med 

stor sandsynlighed skal dateres til 1200-tallet. Begravelserne i Algade

13-15 ligger med sikkerhed på klostrets grund inden for den murede 

klostermur, der formentlig er opført i 1400-tallet. Begravelserne, der 

blev fundet i Algade 11 og kun ganske få meter fra den igangværende 

udgravning, synes til gengæld at ligge uden for klostermuren. Spørgsmålene 

er da, om disse stammer fra klostrets ældste tid, eller om der 

i stedet er tale om begravelser fra en ældre kirke. Ved de arkæologiske 

undersøgelser, der har berørt klostrets hovedbygninger under Algade 

17, 19 og 21, er der fundet begravelser og bygningssten af granit, der 

viser, at der før gråbrødreklostret har været en ældre kirke. I den nyeste 

forskning er det foreslået, at det drejer sig om en Skt. Clemens kirke, 

der nævnes i en skriftlig kilde fra omkring 1200. De begravelser, der 

er fundet ganske få meter fra det nuværende udgravningsfelt, lå i en 

dybde, der svarer til 3-4 m under terræn. Udgravningen er i skrivende 

stund ved at være nået ca. 3 m under terræn og nærmer sig altså hastigt 

niveauet, hvor begravelserne er registreret. Forhåbentlig kan der snart 

kastes lidt lys over tilhørsforholdet for denne gamle kirkegård. Under 

kirkegården forventes der at fi ndes kulturlag fra byens ældste tid, der 

mindst går tilbage til ca. 1025-50. Ved udgravninger under Algade 

19 er der påvist ældre kulturlag fra perioden ca. 900 til 1025-50, hvor 

lokaliteten måske kun har været en sæsonbetonet handelsplads. Det 

bliver spændende at se, om der endnu engang kan fi ndes rester fra 

denne vikingetidige periode, hvilket man kan læse mere om i museets 

årsberetning for 2008. 

Et meget usædvanligt fund, et 

hønseæg fra 1300-tallet. Skallen 

er helt intakt, mens det indre 

er forgået. 

37

Puslespillet af felter ligger 

spredt og udgør kun 32 % af 

undersøgelsesområdet, hvilket 

gør det svært at tolke sporene. 

38 

Bredegade 18 i Aalborg 

- en udgravning under tag 

Af Christian Graabach-Klinge 

I løbet af sommeren og efteråret 2007 har ejendommen på Bredegade 

18 i Aalborg gennemgået en større ”ansigtsløftning”. Det store 

renoveringsprojekt har også berørt de middelalderlige kulturlag, der 

i denne del af byen har en tykkelse på over to meter. Halvanden meter 

af disse lag skulle fj ernes for give plads til en forbedret fundering 

og derved undgå yderligere sætninger i det 150 år gamle hus, hvorfor 

museets middelalderarkæologiske afdeling fi k mulighed for at udgrave 

de berørte kulturlag. Udgravningen blev udført i oktober og november 

under noget vanskelige forhold. De forudgående jordarbejder med at 

sikre huset mod sammenstyrtning havde omrodet mere end to tredjedele 

af kulturlagene, hvilket kun efterlod et puslespil af mindre felter 

til den arkæologiske undersøgelse. Udgravningen blev fi nansieret af 

John Nørgaard Erhvervsejendomme A/S og Kulturarvsstyrelsen, og 

museet vil gerne takke John Nørgaard for et glimrende samarbejde. 

De yngste kulturlag består af karakteristiske gulvlag af sten, tegl, sand, 

kalk eller ler, mellem dem mørke horisonter af forskelligt ophobet skidt 

og smuds. I 1300-tallet ændrer lagene karakter, de markante gulvlag

ophører, og i stedet ophobes der tykke organiske lag, hovedsageligt 

bestående af dyregødning og husholdningsaff ald. Disse organiske lag 

har meget gode bevaringsforhold for træ- og læderfund. Fund som ellers 

normalt ikke overlever 500 år i jorden. Kulturlagene fra tiden før 

1300 blev ikke forstyrret af byggeriet, og de ligger derfor endnu under 

huset, godt beskyttet af dets nye betongulv. 

Et bindingsværkshus fra den tidlige renæssance 

De yngste undersøgte gulvlag stammer fra et hus bygget i 1500-tallet, 

og der kan udskilles to rum i huset: Mod nordvest lå et rum med et 

gulv belagt med teglsten og natursten, gulvet kunne i puslespillet af 

udgravningsfelter følges over 7x4 meter orienteret øst-vest. Flere steder 

var gulvet udbedret med et tykt lerlag, velsagtens fordi de anvendte 

teglsten var dårlige genbrugssten, der hurtigt smuldrede. Mod syd bliver 

teglgulvet tydeligt afgrænset af en stenrække. Naborummet mod 

syd har ligget i en ret vinkel ud fra teglgulvet og har haft et lergulv på 

op til 15 cm’s tykkelse. Rummet har kunnet opvarmes med både en 

ovn og et åbent ildsted, som lå umiddelbart ved siden af hinanden. I 

smudslagene over gulvet blev en del karakteristiske grå, potteformede 

keramikovnkakler fundet, og det må derfor være en kakkelovn, der 

har stået i rummet. I 1500-tallet blev kakkelovne med pottekakler meget 

almindelige blandt Aalborgs borgere. 

Huset har været et bindingsværkshus - en hustype, der dominerede 

Aalborg fra i hvert fald renæssancen og langt op i 1800-tallet, hvor nye 

huse i teglsten blev opført til afl øsning af de gamle bindingsværkshuse. 

Omridset af husene nævnt i 

brandtaksationen fra 1761 

markeret med rødt. Husene 

passer godt sammen med de 

udgravede gulvlag. 

39

Forslag til størrelsen af det 

ældre hus fra 1400-tallet 

markeret med rødt. Huset 

har haft mindst to rum samt 

både åbent ildsted og ovn. 

Ravperlen er 18 mm lang og 

har en diameter på 15mm. 

40 

Kigger man i 1700-tallets brandtaksationer, ses det, at grunden i 1761 

var bebygget med bindingsværkshuse; to af dem er i denne sammenhæng 

interessante. Ud mod Nørregade stod et 12 fag langt forhus, 

svarende til omkring 18 meter, og vesten udi gaarden stod et baghus på 

5 fag, hvilket svarer til omkring 8 meter. Mange af husene i 1700-tallet 

var 200 år gamle, og beskrivelsen passer fi nt overens med udstrækningen 

af de udgravede gulvlag. Forhuset ud mod Nørregade har således 

haft teglgulv i sin vestlige del, mens ovn og ildsted har været placeret i 

det korte baghus mod vest i gården. Så trods de meget sparsomme rester 

er det muligt med relativ stor sandsynlighed at rekonstruere huset, 

der har stået på grunden i 1500-tallet. 

Senmiddelalderens gavlhus 

Huset, der fra midten af 1400-tallet stod på grunden, har på mange 

måder mindet om det yngre hus. Også dette hus har haft en ovn og 

endda på samme sted som det efterfølgende hus. I alt tre ovne overlejrede 

hinanden på samme sted, og de to ældste skal henføres til 1400tallet. 

Kontinuiteten i ovnens placering må betyde, at huset fra 1500tallet 

må have fællestræk med det ældre hus. Gulvenes udstrækning 

er igen her til hjælp: Det nordøstligste og det sydligste felt har ingen 

gulvlag, og huset kan derfor ikke strække sig ud i de felter. Det efterlader 

kun plads til et omkring 12 meter langt hus med gavlen ud til 

Nørregade, en meget almindelig måde at placere sit hus på i 1400-tallet. 

Der har været mindst to rum i huset: Ud mod gaden et rum med et 

solidt gulv af fast stampet læsket kalk og bagtil et dobbelt så stort rum

med ovnen midt i og et åbent teglbelagt ildsted foran. Gulvet her har 

været stampet ler, udbedret af fl ere omgange med læsket kalk. 

Fundene fra dette hus er for det meste almindelige potteskår fra 

dagligdagens husholdning. Enkelte skår af rhinsk stentøj fortæller om 

den import fra Tyskland, som var så almindelig i senmiddelalderens 

Aalborg. I det sydligste felt var en skibsplanke blevet genbrugt som 

gangbræt, hvilket vidner om, at den trafi kerede Limfj ord i middelalderen 

kun lå godt 100 meter fra Bredegade. Et lille sjovt fund, der 

blev gjort umiddelbart under husets kalkgulv, er en smukt udformet 

perle perfekt udskåret af en klump rav; et smykke, som er tabt under 

opførelsen af huset, sikkert til ejerens store ærgrelse. 

Stalde og mindre træhuse fra 1300-tallet 

Jo længere tilbage i tid vi gravede os på grunden, jo sværere blev det 

at stykke historien sammen. Det er anlæggene fra 1300-tallet et godt 

eksempel på. Nu fandtes der ikke længere markante gulvlag, men i 

stedet de tykke organiske lag, og bebyggelsen blev svær at erkende i 

puslespillet af felter. Byggeskikken er anderledes end i 1400- og 1500tallet, 

husene er typisk opført med jordgravede stolper eller over et fodtømmer 

lagt direkte på jorden. Et sjældent indblik i tidens huse blev 

det dog til, idet et stykke af en væg var væltet og efterfølgende dækket 

af lagene. Væggen var derved blevet bevaret. Fragmentet afslørede, at 

mindst et af husene på grunden har haft vægge af pilefl et beklasket på 

begge sider med kalkholdigt ler i en tykkelse på op til 15 cm. 

De opmålte husrester fra 

1300-tallet med mulige vægforløb 

markeret i rødt. 

Tallerkenen er drejet ud af 

asketræ og næsten intakt. 

Diameter 24 cm. 

41

Den lille barnesko er størrelse 

21, og har passet til et barn 

på ca. 2 år. 

42 

To hushjørner kan identifi ceres ud fra forløb af fodtømmer, men 

tynde lerlag og rækker af pæle antyder, at yderligere to huse har ligget 

på grunden i 1300-tallet. Flere naturvidenskabelige prøver, udtaget 

nøje udvalgte steder fra lagene, kan muligvis afklare, hvad der har 

ligget under tag, og hvad der ikke har. Sikkert er det dog, at der på 

grunden har ligget en mere spredt bebyggelse i 1300-tallet end i senere 

århundreder. Ud mod Nørregade, der var en del af Aalborgs hovedstrøg, 

har der været stalde, hvilket et over 30 cm kompakt lag af kolort 

og halm vidner om. 

Hvad denne periode ikke byder på af bebyggelsesrester, byder den 

til gengæld på i spændende fund. I staldområdet ud mod Nørregade 

har et barn tabt sin sko. Den lille sko er trods det, at den kun er en 

størrelse 21, fi nt syet og næsten intakt bevaret, endda var snørebåndet 

stadig bundet. I umiddelbar nærhed af skoen har måske det samme 

barn tabt en lille læderpung. Pungen var lukket, og i den lå et kort 

stykke snor. Andre sko og skorester i voksenstørrelser blev også fundet 

i lagene, men ingen så intakte som barneskoen. 

En tallerken drejet af et stykke asketræ fundet sydligst i udgravningen 

vidner om tidens bordtøj. Trægenstande endte i middelalderen 

ofte på ildstedet, når de var udtjente, men denne tallerken har overlevet 

mellem stenene i en brolægning. 

Afslutning 

Puslespillet blev trods manglende brikker samlet og fortæller om grundens 

historie gennem 200 år fra 1300-tallet til 1500-tallet. En periode, 

hvori grunden går fra at ligge i den østligste udkant af Aalborg, hvor 

man kunne holde kvæg ud til hovedgaden, til i renæssancen at ligge på 

byens hovedstrøg og bebygget med et stort solidt bindingsværkshus. 

Det hus, der for 150 år siden måtte vige pladsen for det nu nyrenoverede 

hus for enden af Bredegade. Men historien er ikke fortalt færdig, 

for gemt under husets betongulve ligger der stadig kulturlag gemt. Det 

vil være op til arkæologer langt ude i fremtiden at udgrave dem og 

fortælle om grundens historie fra Aalborgs tidligste tid.

Vor Frue i Aalborg 

Af Bente Springborg 

I foråret 2007 foretog Aalborg Kommune en renovering af det grønne 

område mellem Vor Frue kirke og Aalborg Stadsarkiv. Ved den lejlighed 

opsattes ”Kayerøds springvand” som et samlende punkt i det lille, 

nye anlæg. Springvandet blev oprindeligt udført til minde om apoteker 

Georg Severin Kayerød, der var apoteker i Løveapoteket i Algade fra 

1814 til 1845. Kayerød var en dygtig og energisk mand, som ud over at 

udføre et stort arbejde som apoteker og veterinær også engagerede sig 

ivrigt i arbejdet med at retablere beplantningen af Skovbakken, der var 

blevet plyndret for træer i løbet af krigene i 1600-tallet. I begyndelsen 

af 1800-tallet opstod et ønske om at genskabe denne grønne oase 

syd for byen, og under Kayerøds ledelse påbegyndtes beplantningen i 

1822. I 1839 var 10 tdr. land beplantet, og som tak for Kayerøds indsats 

opsatte byen i 1861 springvandet ved indgangen til Skovbakken. 

Springvandets kumme bæres af tre kvindefi gurer, der symboliserer 

henholdsvis apoteker- og veterinærfaget samt plantørvirksomheden, 

og på fodstykket kan følgende tekst læses: ”Georg Severin Kayerøds 

utrættelige og uegennyttige Virke i Aaret 1822 skyldes dette Anlægs 

Tilværelse og sattes ham dette Minde i Aaret 1861 af erkjendtlige 

Medborgere”. 

Kayerøds springvand i det 

nyetablerede anlæg ved Stadsarkivet. 

I baggrunden ses 

Vor Frue kirke. Foto: Bente 

Springborg. 

43

44 

Ved etablering af fundament og vandforsyning til springvandet i 

det nye anlæg ved Stadsarkivet måtte der foretages et større jordarbejde. 

Inden dette arbejde påbegyndtes, foretog Aalborg Historiske Museum 

en arkæologisk forundersøgelse på de berørte områder. Undersøgelsen 

blev iværksat for at se, om der skulle fremkomme spor af det middelalderlige 

Vor Frue kloster, der sandsynligvis har ligget syd for Vor 

Frue kirke, og af Vor Frue kirkegård, der i nyere tid vides at have ligget 

nord og øst for kirken. Endelig ønskede museet at undersøge området 

for aktivitetsspor fra tiden før opførelsen af kirke og kloster. På baggrund 

af forundersøgelsens resultater vurderede museet, at en egentlig 

arkæologisk udgravning af området var nødvendig. Udgravningerne 

blev fi nansieret af Aalborg Kommune, Park og Natur, som her skal 

takkes for et godt samarbejde. I det følgende skal der berettes om kirken, 

klosteret, kirkegården og udgravningsresultaternes sammenhæng 

med disse. 

Vor Frue kirke 

Vor Frue kirke var i middelalderen såvel sognekirke som klosterkirke 

for Aalborgs ældste nonnekloster, men hvilken af disse funktioner, der 

var den oprindelige, er det i dag ikke muligt at fastslå. Om Vor Frue 

kirke og klosters oprindelse kan med sikkerhed kun siges, at de stammer 

fra første halvdel af 1100-tallet. Der har ikke været mulighed for 

at undersøge, om der før opførelsen af den romanske kvaderstenskirke 

har ligget en trækirke på stedet i 1000-tallet. 

Kvaderstenskirken blev i senmiddelalderen ombygget til en gotisk 

teglstenskirke, og denne bygning blev i 1877 nedrevet og erstattet af 

den nyromanske kirke, som står i dag. Inden nedrivningen af kirken 

foretoges undersøgelser, der gør det muligt at udrede hovedtrækkene 

i kirkens bygningshistorie. Undersøgelserne viste, at den romanske 

kirke var en korskirke bestående af et skib med en korsfl øj i form af 

et par mindre udbygninger og af et kor med apsis. Kirken var bygget 

af granitkvadre, og soklen var udført på i hvert fald to forskellige 

måder, hvilket tyder på, at den romanske kirke ikke var opført 

på én gang. Kirken var udsmykket med fi ne bygningsdetaljer, hvoraf 

bl.a. den imponerende søjleportal, der oprindelig sad omkring kirkens 

nordlige indgang, og fl ere billedsten har overlevet fra den ene kirke til 

den anden. 

I 1400-1500-tallet ombyggedes kirken til en toskibet langhuskirke 

opført i tegl og med bygningsdele fra den gamle kirke. Den nye kirke 

fi k høje, spidsbuede vinduer samt kamtakkede og blændingsprydede 

gavle på det nordlige sideskibs fag. Mod vest opførtes et tårn af munkesten, 

og det fi k kamtakkede gavle mod øst og vest. Ved ombygningen 

til gotisk teglstenskirke blev kirkens sydmur bygget på den eksisterende 

sokkel, mens den romanske kirkes nordmur blev bevaret som en 

skillemur, der via spidsbuede arkadeåbninger forbandt den nye kirkes 

hovedskib og det nordlige sideskib. Den sydlige, romanske korsarm 

blev stående, men givetvis i en ”moderniseret” udgave indtil 1805, hvor 

den blev nedrevet.

Den gotiske kirke var efterhånden meget brøstfældig, især var den 

sydlige mur så meget ude af lod, at man frygtede, at den ville skride 

ud. Man opgav derfor at foretage fl ere reparationer af kirkebygningen, 

som efter 1877 blev erstattet af den nuværende, nyromanske teglstenskirke, 

hvori indgår enkelte bygningsdele fra den gotiske kirke - et kapel 

på nordsiden og tårnet i vest. Disse bygningsdele blev skalmurede, 

så de i dag fremstår som resten af kirkebygningen. I tårnets vestgavl er 

den romanske kirkes omtalte søjleportal og fl ere billedsten indsat. 

Klosteret 

Vor Frue kloster var indviet til Jomfru Maria, hvorfor det også kaldtes 

Mariaklosteret. Det vides ikke, hvem der indstiftede det, ligesom 

det ikke vides, hvilken orden Vor Frue kloster tilhørte. En almindelig 

antagelse er, at det har tilhørt benediktiner-ordenen, men det er også 

muligt, at det tilhørte augustiner-ordenen. 

Oplysninger om klosterets placering i forhold til kirken og om bygningernes 

antal og udseende er yderst sparsomme. Man kan dog sige, 

at klosteranlægget formentlig har ligget på sydsiden af kirken. I et kongebrev 

af 1567 omtales en af kronen ejet ejendom, Klostergården, som 

liggende syd for kirken. Denne ejendom overdrager kongen til bolig for 

præsten ved Vor Frue. I samme kongebrev nævnes, at Klostergården 

strakte sig fra kirken sydpå 95 alen (ca. 60 m), og at bredden var 58 

alen (ca. 36 m) i den nordlige del og 80 alen (ca. 50 m) i den sydlige 

del. De opgivne mål er af en størrelsesorden, der må angive, at det er 

selve klosterets grundareal, det handler om og ikke bygningerne. Hvis 

målene indlægges på et matrikelkort, fremkommer et grundareal, der 

strækker sig fra den gotiske kirkes sydvestlige hjørne til den nuværende 

Niels Ebbesensgades vestlige side, herfra mod sydøst til Pederstrædes 

nordlige side, og endelig nordpå langs Peder Barkes Gades østlige side. 

Den gotiske Vor Frue kirke før 

nedrivningen i 1877. Billedet 

er taget fra sydøst, så kirkens 

brøstfældige sydmur ses. Foto: 

Aalborg Stadsarkiv. 

Søjleportalen og billedstenenes 

nuværende placering i tårnets 

vestgavl. Set fra vest. Foto: 

Jan Slot-Carlsen. 

45

46 

Ved opførelsen af Aalborg Stadsarkivs bygning i 1928 på den sydlige 

del af grunden fandtes en del store, delvist tilhugne sten. Der gives 

ikke nøjere oplysninger om stenenes fundsted ud over, at de er observeret 

tæt op til Peder Barkes Gade. Stenene tolkedes som værende fra 

et havegærde, men de kan muligvis stamme fra et fundament til en 

bygning. Bortset fra disse sten var byggefeltet fundtomt, hvilket tyder 

på, at klosterbygningerne har ligget længere mod nord. 

Efter kongens overdragelse af Klostergården indrettedes præstebolig 

i en fl øj, som lå i forlængelse af den romanske kirkes sydlige korsarm, 

mens klosterets øvrige bygninger blev nedrevet i 1568. I 1634 

frafl yttede Vor Frue kirkes præst boligen muligvis i utilfredshed med, 

at korsarmen blev indrettet til adeligt gravkapel. Efterfølgende benyttedes 

boligen af kapellanen ved Vor Frue kirke, og endelig indrettedes 

der skole i bygningen. Den sydlige korsarm blev som nævnt nedrevet 

i 1805, mens den syd for liggende bygningsdel levede videre som to 

små, selvstændige matrikler, indtil bygningsdelen blev nedrevet samtidig 

med kirken i 1877. 

I forbindelse med etableringen af det nye anlæg fj ernede ”Park og 

Natur” en betonbunker fra 2. Verdenskrig. Bunkeren lå ud mod Niels 

Ebbesensgade i et område, hvor man kunne forvente at fi nde spor efter 

klosteret, men der fremkom ingen bygningsfragmenter ved opgravningen. 

Forklaringen på dette fænomen skal måske fi ndes i det forhold, at 

der fra terræn og ned til jordlag af arkæologisk interesse lå et ca. 1,40 

m tykt, stort set fundtomt muldlag. Muldlaget tolkes som påført efter 

afgravning og planering af arealet mellem den nuværende Vor Frue 

kirke og Stadsarkivet ved disse bygningers opførelse. Ved en sådan afgravning 

af området kan bygningsfragmenter fra klosteret være blevet 

fj ernet. 

Kirkegården 

I området, hvor springvandet skulle anbringes, blev der udgravet 16 

middelalderlige begravelser, hvoraf 6 indeholdt komplette skeletter, 

mens de øvrige i varierende grad var fragmenterede. Desuden fandtes 

en omrodet skeletkule og humane knogler, som ikke kunne relateres 

til egentlige begravelser. 

Det er muligt i grove træk at tidsfæste gravlæggelserne ved at se på, 

hvordan skeletternes arme er placerede, idet undersøgelser af kristne 

grave har vist, at armenes placering ændredes i løbet af vikingetid og 

middelalder. 3 af de gravfæstede lå med armene i en såkaldt A-stilling, 

dvs. med armene strakt ned langs siderne – en armstilling, der anvendtes 

til omkring 1300. Et skelet lå i en såkaldt B-stilling, dvs. med 

bøjede arme og hænderne samlede over bækkenet – en armstilling, der 

anvendtes fra ca. 1300 til ca. 1350. To lå i en såkaldt C-stilling, dvs. 

med bøjede arme og hænderne samlede på mellemgulvet – en armstilling, 

der anvendtes fra ca. 1350 og ind i 1400-tallet. 

To af de udgravede skeletter lå i en AB-stilling, ét i en AC-stilling 

og ét i en CD-stilling – i D-stillingen lå den afdøde med bøjede 

arme og hænderne samlede på brystet. D-stillingen anvendtes sammen

med C-stillingen i 1400-tallet, og fra slutningen af 1400-tallet og ind 

i 1500-tallet var denne armstilling den mest anvendte. Ved en grav var 

det kun muligt at bestemme armstillingen for den ene arm, der lå i 

A-stilling. Ud fra disse kriterier er gravene anlagt i perioden fra 1000tallet 

til 1500-tallet. 

Da begravelserne lå inden for det foreslåede klosterområde, kan de 

ældste af dem være anlagt såvel før som efter opførelsen af klosteret, 

mens de yngre begravelser må høre klostertiden til. I håb om at kunne 

opnå en mere præcis datering af begravelsesperiodens spændvidde er 

prøver fra skeletmaterialet sendt til C-14 datering på Institut for Fysik 

og Astronomi ved Århus Universitet, hvorfra der ventes svar i løbet af 

2008. Det øvrige skeletmateriale er overgivet til Syddansk Universitets 

Retsmedicinske Institut til antropologisk undersøgelse, der kan give 

oplysninger om de begravedes køn, alder og sygdomme. 

Foruden begravelserne udgravedes i den sydlige udkant af feltet 

tre øst-vest orienterede grøfter, der gik gennem hele feltet, og et kort 

stykke af en nord-syd orienteret grøft, som skar de to sydligste østvest 

orienterede grøfter. De to bredeste af de øst-vest orienterede grøfter, 

på henholdsvis 60 cm og 84 cm i bredden, skal formentlig tolkes 

som værende matrikelskel, enten i forbindelse med profan benyttelse 

af området før anlæggelse af kirkegården eller mere sandsynligt som 

kirkegårdsgrøfter til markering af kirkegårdens udstrækning mod syd 

i dennes tidligste periode – før opførelse af klosterbygninger. Hvilken 

funktion, den smalleste af de øst-vest orienterede grøfter og den 

nord-syd orienterede grøft har haft, kunne ikke afgøres. Der var ikke 

mulighed for at følge de øst-vest orienterede grøfters forløb yderligere 

mod øst og vest. Ud mod Peder Barkes Gade udgravedes et felt, der var 

uden spor efter begravelser eller grøfter, hvorfor dette område må have 

ligget uden for kirkegården. 

Den nøjagtige udstrækning af Vor Frues middelalderlige kirkegård 

kendes ikke, men foruden den ovennævnte udgravning er der ved en 

arkæologisk undersøgelse, som museet foretog i 1995 i kælderen under 

Bredegade 4, matr.nr. 846, fundet middelalderlige begravelser, hvor 

de gravlagtes armstilling var henholdsvis A og B. Desuden fandtes et 

stykke af en øst-vest orienteret grøft, der tolkes som den middelalderlige 

kirkegårds skelgrøft mod nord. Ved en udgravning i 1976 på matr. 

nr. 829, Niels Ebbesensgade 9, fandtes begravelser, hvor de gravlagtes 

armstilling var henholdsvis C og D. 

På grundlag af disse arkæologiske oplysninger kan man med nogen 

forsigtighed sige, at kirkegården i den tidlige middelalder lå syd og 

nord for kirken afgrænset af en kirkegårdsgrøft, der foreløbig er påtruff 

et en mindre del af. Vi mangler endnu oplysninger om, hvorvidt 

kirkegården også lå øst for kirken, men det forekommer sandsynligt. 

Mod vest ved vi kun, at den ikke har strakt sig helt ud til Peder Barkes 

Gade. Udgravningen i Niels Ebbesensgade viser, at kirkegården i den 

senere del af middelalderen og renæssancen har strakt sig mod sydøst, 

hvilket kunne tyde på, at den i løbet af middelalderen fi k samme udstrækning 

som den efterreformatoriske kirkegård havde – dvs. at den 

To frilagte begravelser. Det 

ene skelet ligger med armene i 

A-stilling, mens det andet ligger 

med armene i CD-stilling. 

Foto: Bente Springborg. 

47

Fragment af gravsten fra 

1600-1700-tallet. Foto: Jan 

Slot-Carlsen. 

Vor Frue kirke med angivelse 

af den middelalderlige kirkegårds 

formodede udstrækning 

og Klostergårdens areal, som 

det blev beskrevet i 1567. 

Tegning: Jan Slot-Carlsen. 

48 

Udgravningsfelter 2007. 

Kirkegårdsgrøfter fra 

den tidlige middelalderkirkegård. 

Begravelser fra den tidlige 

middelalderkirkegård. 

Kirkegårdens formodede 

udstrækning i senmiddelalderen. 

”Klostergårdens” udstrækning 

i 1567. 

har ligget nord for kirken over mod husene på Bredegades sydside og 

øst for kirken over mod den vestlige side af Klokkestøbergade. Der 

blev dog fortsat i den senere del af middelalderen foretaget begravelser 

syd for kirken. Disse begravelser er muligvis sket i nonneklosterets 

gård. 

Ved fj ernelsen af den ovennævnte bunker indeholdt den opgravede 

jord en del humane knogler, hvilket tyder på, at man ved bygningen 

af bunkeren i 1941-42 stødte på begravelser i dette område. Foruden 

knogledelene dukkede et hjørne af en gravsten op. Gravstensfragmentet, 

der er udsmykket med en roset, et anker og en stump tekst, synes 

ud fra tekstens form at stamme fra 1600-1700-tallet. Fundet af skeletdelene 

og gravstensfragmentet sydøst for kirken viser, at kirkegården 

også har strakt sig over dette område. Da der var tale om løsfundne 

skeletdele, kan det ikke afgøres, om begravelserne hørte til den middelalderlige 

eller efterreformatoriske kirkegård. 

Der vides ikke meget om kirkegårdens udformning og vedligeholdelse, 

men standarten har tilsyneladende ikke altid været tilfredsstillende, 

for i 1722 blev der klaget over, at kirkegården benyttedes som 

blegeplads, og at der blev slået græs på den med høleer. Disse tildragelser 

kunne tyde på, at kirkegården så småt var ved at gå ud af brug til 

fordel for Sct. Jørgens kirkegård sydvest for byen. Sct. Jørgens kirkegård, 

der i middelalderen tilhørte spedalskhedshospitalet Sct. Jørgens 

Gård, indgår i dag som en del af Almenkirkegården.

Der har dog stadig stået gravsten på Vor Frue kirkegård, for i 1738 

foretog den historisk interesserede rektor Th omas Hopp fra Aalborg 

Katedralskole en registrering af 72 gravsten på kirkegården. Stenenes 

indskrifter blev optegnet i Hopps ”observationes”, som han siden sendte 

til teologen og den topografi ske forfatter Erik Pontoppidan. Optegnelserne 

fi ndes nu på Det Kongelige Bibliotek. Det vil være interessant 

at undersøge, om ”vores” gravstensstump kan fi ndes blandt Hopps registrerede 

sten. Vor Frue kirkegård blev nedlagt i 1806. 

Afslutning 

Den arkæologiske undersøgelse løftede ikke sløret for, hvor Vor Frue 

klosters bygninger har ligget i forhold til kirken, hvilket kan skyldes 

afgravning af jord ved opførelsen af den nye Vor Frue kirke og Stadsarkivet. 

Men der kan dog stadig være håb om, at fremtidige udgravninger 

syd for kirken kan give oplysninger om bygningernes placering og 

om deres udformning. 

Til gengæld høstede vi ny viden om den tidlige, middelalderlige 

kirkegårds sandsynlige udstrækning syd for kirken på baggrund af 

armstillingerne i de ældste begravelser og de øst-vest orienterede grøfter. 

Disse begravelser kan være anlagt før opførelse af klosteret eller i 

dettes tidlige fase, mens de yngre begravelser derimod må høre klostertiden 

til. 

I feltet ud mod Peder Barkes Gade fremkom der under nyere tids 

opfyldningslag en aff aldsgrube og et aktivitetslag, hvori fandtes genstande, 

hvis datering ligger i 1100-1200-tallet. Fra aff aldsgrubens indhold 

af dyreknogler er indsendt materiale til C-14 datering. Dette område 

indeholdt som nævnt ikke spor efter begravelser, hvorfor det må 

have ligget uden for den tidlige kirkegård. Hvorvidt aktivitetssporene 

i dette område har hørt til en profan bebyggelse i tiden før anlæggelse 

af klosteret eller til klosterets tidligste fase kunne ikke afgøres. 

Der er stadig mange spørgsmål at fi nde svar på om Vor Frue kirke, 

kloster og kirkegård, før der kan stykkes et helt billede sammen af 

dette interessante kompleks, men forhåbentlig vil der i fremtiden blive 

mulighed for at foretage nye undersøgelser, der kan forøge vores viden. 

Ved fj ernelse af bunkeren blev 

der i den opgravede jord fundet 

denne besynderlige terning. 

Som andre middelalderlige 

terninger er den ganske lille, 

ca. 1x1x1 cm. Øjnenes placering 

er almindeligvis 1-6, 2-5 

og 3-4, men denne terning viser 

2-3, 4-5 og 6-9 øjne. 

Gad vide hvilket spil den har 

været brugt til? 

49

50 

Detektorarkæologi 

Af Claus Holm Sørensen 

Nordjyllands Historiske Museum er beriget af en gruppe meget ivrige 

amatørarkæologer, der bruger meget af deres fritid ude i museets 

arbejdsmark. I næsten alt slags vejr kan man se dem rundt omkring i 

landskabet enten alene, to og to eller i små grupper, vandrende med fejende 

bevægelser hen over markerne med metaldetektorer. En til tider 

utaknemmelig hobby, da vejrliget jo ikke tager hensyn til de få dage 

om året, hvor bonden lader sin mark hvile, efter høst og før den nye 

afgrøde står så højt, at man ikke længere kan færdes i den. Men dette 

til trods er glæden også stor, når detektoren hyler og indikerer, at her 

ligger der en genstand, som langtfra hver gang er af historisk interesse. 

Når den så endelig er af historisk interesse, så er sliddet og tålmodigheden 

blevet belønnet. 

Afsøgning med metaldetektorer i arkæologiens tjeneste tog for alvor 

fart i begyndelsen af 1980érne, hvor det blev muligt for de fl este mennesker 

at erhverve et sådant apparat for nogle få tusinde kroner. Snart 

begyndte fl ere og fl ere metalfund at komme ind på landets museer, 

men den etablerede arkæologi havde i begyndelsen lidt svært ved at 

forholde sig til disse fund, idet de ikke var samlet op efter traditionelle 

arkæologiske metoder. Efterhånden erkendte man dog på museerne, at 

man via disse mange fund fi k et unikt materiale, som man hidtil ikke 

havde haft eller har mulighed for at indsamle indenfor de økonomiske 

rammer, som normalt er afstukket museerne. 

De til Nordjyllands Historiske Museum tilknyttede detektorfolk 

har igennem alle årene indleveret mange tusinde detektorfund, som 

museet ikke til alle tider har kunnet behandle så hurtigt, som ønskeligt 

var, og for at forstå hvorfor vil det være på sin plads at berette om, 

hvorledes håndteringen af detektorfundene fi nder sted. 

Som følge af den fl ere hundrede år gamle bestemmelse om danefæ 

tilhører jordfundne genstande, som ingen kan gøre lovformeligt krav 

på, staten, og det er i den forbindelse museets opgave at registrere dem 

og sende dem videre til Nationalmuseet, hvorefter fi nderen kan få sin 

dusør og Nationalmuseet sit danefæ. 

Når en fi nder indleverer et fund til Nordjyllands Historiske Museum, 

registreres dette i museets arkiv, såvel før som efter de bliver sendt 

til bedømmelse på Nationalmuseet i relation til omtalte lov om danefæ 

– en relativt langsommelig og tidskrævende proces har dermed taget 

sin begyndelse. Til frustration for såvel arkæologer som detektorfolk, 

så var Nordjyllands Historiske Museum på grund af andre gøremål 

desværre kommet bagud med denne registrering, og det stod klart, 

at man måtte arbejde mere målrettet med dette store materiale. Det 

gjaldt både det, som allerede var registreret i vores arkiver og de mange 

nye fund, som vi havde liggende, men endnu ikke havde registreret. 

Hertil kom naturligvis de nye fund, som til stadighed blev afl everet til 

museet.

Ud af 6.591 sager i museet arkiv er der omkring 722 sager alene om 

detektorfund. Nogle af disse sager består af en enkelt genstand fundet 

på en af markerne inden for museets arbejdsområde, mens andre sager 

består af op til fl ere hundrede genstande fundet på større arealer. 

Et materiale, der i alle henseender må betegnes som uhomogent registreret, 

hvorfor det også er meget svært tilgængeligt og tidskrævende 

at anvende i det pågående forskningsarbejde. Derfor valgte museet at 

gennemgå alle disse ældre sager og få dem lagt rigtigt ind i Kulturarvsstyrelsens 

elektroniske registreringssystem REGIN. Et arbejde, der 

blev betydelig lettere af, at museet havde scannet næsten alle detektorfundene 

fra de seneste år. Efter hovedparten af sagerne således var 

bragt i orden i REGIN, etableredes en database i et internt Geografi sk 

Informationssystem (MapInfo), hvor alle genstandene, fortrinsvis enkeltvis, 

men for nogle af de ældre funds vedkommende i grupper, er 

markerede med punkter, hvortil er knyttede informationer om alder, 

genstandstype. Yderligere kan man fi nde henvisning til REGIN samt 

billederne af disse. 

Her halvandet år efter at dette arbejde er påbegyndt, er projektet 

nu så langt, at kun nogle få gamle sager fra midten af 1980érne mangler 

at blive lagt i databasen. Hovedparten af de fund, der gennem årene 

havde hobet sig op, er også registrerede og sendt til Nationalmuseet, 

hvor de enten er færdigbehandlede eller ved at blive det. En gruppe af 

særligt fi ne genstande holdes efter aftale dels med fi nderne, dels med 

Nationalmuseet tilbage for, at Nordjyllands Historiske Museum fra 

marts 2008 kan vise disse frem på en mindre udstilling på Aalborg 

Historiske Museum. 

Når Nordjyllands Historiske Museum således i løbet af foråret 

2007 når til, at alle sager af ældre dato er lagt ind i MapInfo, og de 

sidste sager desforuden er gjort tilgængelig i REGIN, så vil det gå langt 

hurtigere, fra fundet er registreret på museet, til det er sendt til danefæbedømmelse 

på Nationalmuseet. Hertil kommer, at Nordjyllands 

Historiske Museum langt hurtigere vil kunne bruge materialet i det 

daglige arkivaliske arbejde og i forskningsøjemed. Allerede nu kan der 

på baggrund af databasen udtegnes forskellige spredningskort over, 

hvor eksempelvis fi blerne fra en periode i jernalderen er fundet. 

Ansporet af museet er en del af detektorfolkene begyndt at anvende 

moderne GPS-instrumenter til mere præcis stedfæstelse af de fundne 

genstande. Nøjagtigheden af stedfæstelsen er helt nede på under få 

meter, og museet får således helt nye muligheder i forbindelse med udgravninger 

i fremtiden. Lad os således forestille os, at en række mønter 

fra en møntskat er blevet fundet over en årrække og præcist afsat med 

GPS. Spredningsmønstret vil efterfølgende vise, hvorfra præcist skatten 

stammer, og museet vil efterfølgende vha. en udgravning måske 

kunne afdække, at skatten lå begravet i et hus. 

I samarbejde med detektorfolkene er der taget initiativ til at danne 

en forening, og museet håber således, at vi i fremtiden kan samarbejde 

om mere målrettede undersøgelser. Senest har detektorfolkene 

og museet således samarbejdet om afsøgning af arealer ved ringborgen 

Fyrkat i forbindelse med projektet ”Kongens Borge”. 

51

Typisk for Himmerlands 

vandmøller er det indvendige 

vandhjul. En støbt vandkarm 

leder vandet fra den opstemmede 

dam og ind i møllen til 

vandhjulet eller (som her på 

Tustrup Mølle) til turbinen. 

52 

Møllepuljen er en erfaringsudvekslingsgruppe 

for museumsfolk, 

restaureringsarkitekter, 

møllebyggere etc., der 

alle beskæftiger sig med 

bevaringen af de gamle 

møller. 

Nyregistrering af vand- og vindmøller 

i Region Nordjylland 

Af Lise Andersen 

Under titlen ”Møllebygninger i Danmark. Redegørelse og status 1993” 

publicerede Skov- og Naturstyrelsen i 1993 resultatet af en registrering 

af alle bevarede danske vand- og vindmøller. Registreringen var foretaget 

sidst i 1980’erne i samarbejde med medlemmer af Møllepuljen. 

Siden den tid er mange møller forsvundet, andre er blevet restaureret, 

og i første omgang ”glemte” møller er dukket op. Derfor har 

Møllepuljen taget initiativ til et pilotprojekt, hvis formål er at skabe 

og afprøve værktøjer til en landsdækkende nyregistrering af møllernes 

bestående bygningsmasse og det dertil knyttede mølleinventar - nu 

ikke med henblik på publicering i bogform, men som en digital registrering, 

så det bliver nemmere fremover at holde fortegnelsen ajour. 

For at afprøve de forskellige parametre, der skulle indgå i databasen, 

valgte man at foretage en registrering af møllerne i et afgrænset 

område, der af praktiske årsager blev Region Nordjylland. Projektet 

er blevet gennemført af møllebygger John Jensen, Hønsinge og museumsinspektør 

Lise Andersen, Nordjyllands Historiske Museum, og 

blev støttet med midler til Møllepuljen fra Kulturarvsstyrelsen. 

Forud for besigtigelserne var gået fl ere måneders forberedelser med: 

• Afklaring af hvilke elementer, der skulle registreres. Ikke mindst 

detaljeringsgraden gav anledning til mange overvejelser. 

• Fremstilling af spørgeskemaer og afklaring af terminologi. 

• Fremstilling af vejledning til registreringsskemaerne med det klare 

formål at kunne håndhæve en fælles terminologi. 

• Indhentning af oplysninger om ejerforhold hos kommunerne og

efterfølgende kontakt med samtlige mølleejere. Det var et tidsrøvende, 

men helt nødvendigt forarbejde. 

• Planlægning af køreruter og tidsplaner, fremskaff else af køretilladelser 

i lukkede områder, bestilling af logi og lign. praktiske ting. 

Registreringsarbejde i praksis 

I dagene 31. oktober til 7. november blev de 65 nordjyske møller så besigtiget, 

beskrevet og gennemfotograferet (i alt ca. 1300 fotos). Region 

Nordjylland er ikke den region, der har fl est møller, men afstandene 

er store, og infrastrukturen ikke landets tætteste. Da vi ydermere var i 

bekneb for tid (der var ikke økonomisk mulighed for mere end 8 dage), 

var det derfor væsentligt at få lavet nogle praktiske ruter. Det blev til 8 

dage med fra 10 til13 arbejdstimer pr. dag! 

Det skulle vise sig, at anvendelsen af de mange timer på kontakten 

med ejerne var velanbragt. Det lykkedes faktisk at komme ind i alle 65 

møller, og alle tog vel imod os. Flere havde forberedt spørgsmål om restaureringsarbejde, 

tilskudssøgning m.v. Spørgsmål som vi besvarede, 

så godt vi kunne med den tid, der var afsat, eller henviste til en senere 

kontakt. 

Undervejs i registreringsarbejdet opdagede vi mangler ved skemaerne, 

og på baggrund af de reviderede skemaer blev der så indrettet 

en database i Access. Dataene vil siden blive præsenteret på nettet via 

dataadgangssider sammen med det udvalg af billeder, der allerede er 

lagt ud. Herefter kan vi gå i gang med at eksperimentere med at skabe 

overblik og analysere data vha. rapportfunktionerne i programmet Acces 

og korttegningen i MapInfo. 

Møllerne i Region Nordjylland 

Formålet med pilotprojektet var først og fremmest at afprøve et registreringsværktøj, 

men for os i Nordjylland er det også spændende, nu 

14 år efter udgivelsen af den første registrant, at få lejlighed til igen at 

”tage temperaturen” på møllernes bevaringsmæssige tilstand. En sam- 

Gammel Viff ertsholm Mølles 

vandhjul med de originale 

skovle er regionens bedst bevarede 

underfaldshjul. 

53

54 

Nordjylland har vindmøller i alle 

størrelser – lige fra Grønnestrand 

Mølles 8,8 m vingefang (nederst) og 

til Glombak pumpemølle på Bygholm 

Vejle med sine 22 m’s vingefang 

(til venstre). 

menligning med den første registrering afdækker den bevaringsmæssige 

udvikling i de seneste ca. 15 år; men registreringernes begrænsning 

er, at de ikke sætter os i stand til at bedømme, om det bevarede 

er repræsentativt for det, som var, da kundemøllerne var en almindelig 

del af livet på landet. For at få den vinkel med må man inddrage de 

skriftlige kilder. 

Karakteristik af de nordjyske møller 

I 1802 var der i de gamle Hjørring og Aalborg amter 111 vandmøller, 

49 stubmøller og 11 hollandske vindmøller – i alt 171 kundemøller. 

Herefter steg antallet af hollandske møller støt, mens stubmøllerne 

forsvandt. Efter vedtagelsen af loven om den frie møllernæring i 1852 

eksploderede antallet af hollandske vindmøller. Bare i det område, der

indtil 2007 udgjorde Hals Kommune, steg antallet af hollandske vindmøller 

fra 3 i 1802 til 30 i begyndelsen af 1900-tallet – i dag er kun én 

tilbage, nemlig Ulsted mølle! 

I det gamle Th isted Amt (Th y og Mors) har vindmøllen haft en 

massiv udbredelse, idet der allerede i 1802 fandtes 49 hollandske møller 

(altså 4½ gange så mange som i Vendsyssel og Himmerland tilsammen!) 

foruden 31 stubmøller, men kun 36 vandmøller - i alt 116 

kundemøller. I 1920’erne fi k mange hollandske møller skiftet hatten 

ud med en vindmotor. I dag er der kun bevaret 7 vindmøller i Th y og 

4 på Mors, heraf 2 med vindmotor. 

Til sammenligning med de 227 møller, der blev optegnet i forbindelse 

med indførelsen af arealskatten i 1802 i et område svarende til den nuværende 

Region Nordjylland, er der i 2007 registreret 65 møller fordelt 

på 29 vandmøller, 1 stubmølle (gårdmølle), 1 stokmølle (gårdmølle) 

og 32 hollandske vindmøller (heraf én hatmølle uden stjernehjul) og 

2 vindmotorer. 

Møllebestand Vandmøller Stubmøller Hollandske møller Stokmøller Vindmotorer 

1802 227 147 80 52 0* 0 

2007 65 (28,2 %) 29 (19,7 %) 1 (1,3 %) 32 (61,5 %) 1 2 

Sammenligner man med situationen i 1802, så er vindmøllerne i dag 

overrepræsenteret i forhold til vandmøllerne. Mange af de nordjyske 

vandmøller er imidlertid nedlagt ret tidligt og erstattet af vindmøller. 

Denne udvikling var startet før 1802. Stubmøllerne havde nok kunnet 

tjene som supplement til en vandmølle, men som selvstændige møller 

var deres kapacitet for ringe. Med udviklingen af den hollandske 

vindmølle blev vindmøllen for første gang et brugbart alternativ til 

vandkraften. 

Mange møllere opførte en vindmølle og solgte deres opstemningsret 

til bønderne. En katalysator for denne proces var jordskælvet i Lissabon 

i 1755. I indberetninger til Rentekammeret fra 1761 fremgår, at 

mange nordjyske vandmøller havde manglet vand siden jordskælvet. 

Den første hollandske mølle i Bælum blev opført i 1761 som erstatning 

for to små vandmøller, der således havde mistet vand. Ejeren af 

Tustrup vandmølle søgte også i 1761 om tilladelse til at erstatte møllen 

med en vindmølle, men vi kan i dag glæde os over, at han aldrig udnyttede 

den tilladelse, han faktisk fi k, så vi i dag stadig kan glæde os over 

en stor og fl ot vandmølle ved Tustrup hovedgård. 

Vandmøller: Der fi ndes ikke mange oplagte vandmøllesteder i Nordjylland, 

da vandløbene enten har for lidt fald eller for ringe vandføring 

(eller begge dele). I det fl ade landskab bestod tilpasningen derfor oftest 

i, at der etableredes en opstemning, så vandet blev samlet i en mølledam, 

hvorfra det i reguleret mængde kunne ledes ind til møllehjulet. 

Der kunne også være tale om gravning af kanaler, hævning af vandstanden 

i søer eller regulære omlægninger af vandløb. 

*stokmøller er gårdmøller, 

og ville ikke være registreret i 

forbindelse med arealskattens 

indførelse i 1802. 

55

Det gigantiske hattehjul i 

pumpemøllen ved Bygholm 

har tænder, der er lige så høje 

som stavlygten (25 cm). 

56 

I Østdanmark ligger åerne ofte i dybe dale, der danner skel mellem 

ejerlav. Anderledes var det i store dele af Nordjylland, hvor vi fi nder de 

brede, fl ade ådale, på hvis sider kreaturer blev græsset. Her er landsbyerne 

mere orienteret mod enge og vandløb. Ved de meget brede åer, 

som f.eks. på Nordjyllands litorinafl ader, var opstemning direkte på 

vandløbet umuligt. Det ville kræve en kæmpe dæmning tværs over 

ådalen og ville så resultere i, at store engarealer blev oversvømmet. Til 

mølleanlæg udnyttede man derfor oftere tilløbene til disse åer, eller 

man anlagde møllen i forbindelse med fremspringende kilder på dalsiden. 

Kelddal mølle får f.eks. sit vand fra en kilde i en sidedal til den 

store Halkær ådal. Det er værd at bemærke, at af de 36 vandmøller, der 

registreredes i Th isted Amt i 1802, er der slet ikke bevaret nogen. 

Langt de fl este af Nordjyllands vandmøller har deres rod i middelalderen 

(den ældst kendte er Aa Mølle ved Mariager Fjord, der er nævnt 

i 1328), men er ombygget fl ere gange. Af den nuværende bygnings-

masse er der enkelte bygninger fra 1700-tallet, mens de fl este er opført 

i 1800-årene. 

De første vandmøller havde strømhjul. Det vil sige, at der ikke 

var nogen opstemning af vandet – vandløbets strøm var alene det, der 

skubbede hjulet rundt. Der er ikke bevaret strømhjul i Nordjylland. 

Det næste udviklingstrin var underfaldshjulet, hvor vandet ledes 

ind forneden på hjulet. Dette vandhjul kan arbejde med en ret lille 

faldhøjde, men skal gå tæt på bunden og er derfor sårbart over for 

grøde og sand. Underfaldshjulet kan kun udnytte ca. 20-30 % af vandets 

kraft. Først omkring 1430 brugtes egentlige opstemninger, der 

gav mulighed for at bruge et brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind lidt 

højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Brystfaldshjulet 

kan køre med faldhøjder på ned til 1 m, og kan – afhængig af faldhøjden 

– udnytte 40-70 % af vandets kraft. 

Underfaldshjul og brystfaldshjul har været brugt mange steder i 

Nordjylland, især på litorinafl ader og ved møller, der er placeret ved 

et vandløbs udløb i stranden (Sæby Mølle, Haslevgårde mølle og Ovegårds 

møller f.eks.), hvor det var umuligt at opnå tilstrækkeligt fald til 

et overfaldshjul. I dag er blot bevaret 2 underfaldshjul (Gl. Viff ertsholm 

og Højris møller) og slet ingen brystfaldshjul. 

Langt mere eff ektivt var det senere opfundne overfaldshjul. Her 

ledes vandet op på toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt 

på hjulets skovle, der driver det rundt. Overfaldshjulet kræver en faldhøjde 

på mindst 2-3 m. Det giver gode driftsforhold og er robust over 

for grøde. Udnyttelsen er ca. 60-80 % af vandets kraft – alt efter størrelse. 

Overfaldshjulet blev almindeligt i Nordjylland i de mere kuperede 

landskaber i slutningen af 1600-tallet. Overfaldshjulet er eff ektivt, 

men det kan ikke bruges alle steder. Valg af vandhjulstype vil 

altid afhænge af naturforholdene. Overfaldshjulet stiller støre krav til 

opstemning og malerender end underfaldshjulet. 

Specielt for himmerlandske vandmøller er, at de - uanset om de 

havde under- eller overfaldshjul - som regel havde indvendigt vandhjul, 

dvs. at hjulet er placeret inde i møllehuset som f.eks. Hjerritsdal, 

Tustrup, Lundbæk, Højriis og Gl. Viff ertsholm møller, eller i det 

mindste under et halvtag som Kelddal og Halkær møller. 

Fælles for de nordjyske vandmøller generelt er, at de har undertræk 

– dvs. at kværnen trækkes af hjul og drev, der sidder under kværnen, 

mens kværnen på øerne som regel har overtræk – her sidder drev og 

hjul over kværnen. 

Med drevet siddende under kværnen, er det muligt at have kværnen 

stående på loftet, hvorfor de nordjyske vandmøller ofte er en etage 

lavere end vandmøllerne på øerne og i de sydligere dele af Jylland, hvor 

der skal være plads til et stort stjernehjul over kværnen. 

I 1962 blev Ryds Mølle fra Fyn genopført på Fyrkat, hvor der indtil 

1916 havde stået en typisk himmerlandsk vandmølle. Ryds Mølle er en 

fynsk mølle med overtræk og deraf følgende højde, og dens placering 

på Fyrkat må siges at være temmelig uheldig i kulturmiljømæssig henseende. 

Alternativ udnyttelse af en 

sækkeelevator til bardisk. 

57

Klapperne på Øster Sundby 

Mølles vinger reguleres af 

lange fj edre, der sidder på 

vingens bagside. Det er den 

eneste fj edersvikkede mølle, 

der er bevaret i Danmark. 

58 

Hovedparten af de nordjyske møller fi k i deres seneste driftsår installeret 

turbine, som ofte blev udnyttet til produktion af jævnstrøm. 

Der fi ndes bevarede eksempler på turbiner både med stående og med 

liggende aksel. Alle registrerede turbiner er af Francis typen. 

Vindmøller: Mens vandmøllerne blev lagt, hvor der var de bedste 

muligheder for opstemninger, var placeringen af vindmøller mere fri. 

Mange vindmøller er bygget i forbindelse med en allerede eksisterende 

vandmølle (Dorf, Sulbæk, Flamsted for blot at nævne nogle, hvor både 

vand- og vindmølle stadig er helt eller delvist bevaret). Det eneste krav 

til placeringen - at der var vind nok - har sjældent været et problem 

i det område, der i dag udgør Region Nordjylland, hvilket bl.a. kan 

afl æses af, at vi kun kan præstere to egentlige gallerihollændere, nemlig 

Sindal Mølle (hvor galleriet p.t. mangler) og Vodskov Mølle, der er 

bygget oven på en magasinbygning. Det var normalt ikke nødvendigt 

at bygge møllerne så høje for at få dem op i vind, og det er da også 

typisk, at de to eneste eksempler, vi har på gallerihollændere, står i 

bymæssig bebyggelse. 

I slutningen af 1800-tallet, da jernbanenettet var blevet udbygget, 

blev mange møller placeret i nærheden af banen, hvorfra transport af 

f.eks. foderstoff er kunne foregå. Et fi nt eksempel herpå er Sindal Mølle. 

De mange vindmotorer, der tidligere prægede landskabet på Mors, 

er helt specielt for området og hænger sammen med tilstedeværelsen 

af fi rmaet Heides Vindmotor- og Maskinfabrik i Øster Jølby. Firmaet 

blev grundlagt af møllebygger Diderik R.M. Heide i 1887, og fremstillede 

frem til 1930 ca. 1500 vindmotorer. Heide fremstillede således 

også de 2 tilbageblevne vindmotorer på Mors, der står i Mollerup og 

på hovedgården Sø. 

Den ældste vindmølletype var i Nordjylland, såvel som i resten af 

landet, stubmøllen, der er kendt i Danmark siden 1200-tallet. På et 

kalkmaleri i Dronninglund Kirke fi ndes den ældste danske afbildning 

af en stubmølle fra ca. 1450. 

Stubmøllen har navn efter ”stubben”, den kraftige lodrette stolpe, 

der står i en krydsfod på et stenfundament. Stubben bæres og støttes 

af et sæt skråstivere mellem krydsfoden og en tømmerramme (sadlen) 

lige under møllens nederste bjælkelag. Stubben afsluttes foroven med 

en tap, der går op i en tværgående bjælke – stenbjælken, der igen bærer 

to hovedbjælker. På denne konstruktion hænger hele møllehuset. 

Stubmøller er af praktiske årsager små og oftest bygget som supplement 

til en vandmølle. 

Hvis man ser bort fra den lille gårdmølle på Læsø, hvor kun kværnen 

og gangtøjet er bevaret, mens resten er senere rekonstruktioner, så 

eksisterer der ikke længere stubmøller i Region Nordjylland. 

Den hollandske mølle var en væsentlig forbedring af vindmøllerne. 

Dels skulle kun hatten drejes for at få vingerne op i vind, hvorfor møllerne 

kunne bygges større og af kraftigere materialer; dels har den hollandske 

mølle stjernehjul, der sammen med kværndrevene danner et

60% 

Møllernes funktionsdygtighed 

Hel Delvis Ingen 

5% 

35% 

gear, der dels muliggør tilkobling af fl ere kværne, dels forøger hastigheden 

på møllestenene. 

Den ældste kendte hollandske mølle i Nordjylland blev bygget i 

Himmerland i 1761 (Nørgårds Mølle i Bælum). En lang række bevillinger 

blev givet både nord og syd for Limfj orden i 1770’erne. Den del 

af Nordjylland, hvor den hollandske vindmølle sidst gjorde sin entre, 

var Sydhimmerland, hvor de mange vandmøller langs Mariager Fjord 

blokerede for, at der kunne gives nye bevillinger. Den første sydhimmerlandske 

hollænder blev bygget i Korup i 1832. 

Anderledes så det ud i Th y og på Mors, hvor hollandske vindmøller 

meget tidligt og i stort tal holdt deres indtog før 1800. Bare i perioden 

1773 til 1789 gav Rentekammeret bevilling til opførelse af 6 vindmøller 

i det daværende Th isted Amt. Forskellene mellem landsdelene 

skyldes dels forskellige behov, idet der var stor forskel på mængden og 

kvaliteten af de gamle vandmøller, men hænger også sammen med, 

hvor der var entreprenante godsejere. 

Af den bevarede bygningsmasse er Havnø Mølle (opført 1842) den 

eneste vindmølle i regionen, der er opført før loven om den frie møllernæring 

blev givet i 1852. Havnø Mølle er til gengæld et meget typisk 

eksempel på de møller, der opførtes i Nordjylland i perioden 1770 

– 1850. De var alle jordhollændere, de var opført på en kælder/undermølle 

der oftest var af kampesten (enkelte dog også af tegl) og var 

ottekantede trækonstruktioner, tækket med strå. Vingerne havde lærredssejl 

og blev manuelt krøjet (vendt) vha. krøjevogn. Havnø Mølles 

maskineri er også typisk for denne periodes møller, hvor grynværker 

var ved at vinde indpas ved siden af melkværnen. Tilladelser til brug af 

grynværker var blevet lettere at opnå efter en kgl. resolution af 1825. 

I fl ere egne af Danmark har man kendt en hybridform mellem stubmøllen 

og den hollandske mølle - nemlig møllen med hat, men uden 

stjernehjul. Møllen krøjes (vendes) som en hollandsk mølle, mens gangtøjet 

er uden stjernehjul og således identisk med stubmøllens. Denne 

59

60 

Møller fordelt efter bygningens bevaringstilstand 

god rimelig dårlig faldefærdig forsvundet siden 1993 

7% 

25% 

6% 

7% 

55% 

hatmølle var oftest bygget som gårdmølle i egne, hvor der var langt til 

nærmeste privilegerede mølle. Der er i dag kun bevaret to møller af 

denne type i Danmark. Den ene er den lille lyngtækkede vindmølle 

ved Grønnestrand. Der vides dog at have stået en tilsvarende hatmølle 

ved Dalsgård i Vive sogn i midten af 1800-tallet. 

I slutningen af 1800-årene blev den automatiske krøjning (vha. vindrose) 

udbredt, ligesom automatisk svikning af sejlfl aderne blev almindelig. 

Vindroser er i dag bevaret på Stenvad Mølle, Mariendals Mølle 

og Bælum Mølle. Klostergaards mølle, hvis vindrose i dag blot er en 

attrap, var speciel ved at være dobbelt. 

Vindroser var dyre. En billigere form for krøjning var kædekrøjeren, 

hvor krøjningen foregik manuelt vha. en kæde lagt over et kranshjul. 

I forhold til det manuelle krøjeværk havde kædekrøjeren bl.a. den 

fordel, at man lettere kunne dreje møllen uden at standse vingerne, og 

i forhold til den svanskrøjede mølle, var den mindre udsat for at dreje 

utilsigtet i stærk vind. Møller, der i første omgang fi k kædekrøjer, har 

ofte senere fået vindrose. I Th y er der stadig bevaret kædekrøjning på 

Snejstrup og Refsbøl møller. I Snejstrup ligger kranshjulet dog på jorden, 

og i Refsbøl har kædekrøjeværket i dag mest karakter af attrap. 

Automatisk svikning foregår normalt vha. ”edderkop” og trækstænger 

på vingerne, hvis bevægelse styres af en ladestok gennem vingeakslen. 

Denne type af svikning er bevaret på bl.a. Bælum Mølle og Mariendals 

Mølle. 

En anden type af automatisk svikning er fj edersvikningen, som i 

Danmark dels er kendt som ”ren” fj edersvikning (fj edersvikning på alle 

4 vinger) og som ”hybridsejl” (fj edersvikning på 2 vinger og lærredssejl 

på 2). Hybridsejl var i Nordjylland bl.a. brugt på Hasseris Mølle, 

Rubjerg Mølle og Gandrup Mølle, men de eksisterer ikke længere på 

nogen dansk mølle. 

Fjedersvikning på alle fi re vinger har været kendt på et mindre 

antal danske møller, men kendes i dag udelukkende på Øster Sundby

Mølle, der i den forstand er helt unik (se foto side 58) i den danske 

møllebestand. 

Blandt de 36 bevarede vindmøller i Region Nordjylland fi ndes møller 

i alle størrelser lige fra den lille hatmølle ved Grønnestrand med 

et vingefang på 8,8 m og til den gigantiske Glombak pumpemølle på 

Bygholm Vejle med et vingefang på ca. 22 m. Karakteristisk for området 

er dog 8-kantede jordhollændere med vingefang på 14-16 m. 

Generelt har de hollandske møller i Nordjylland et særskilt stjernehjulsloft 

og kværnene drives ved overtræk. I nyere møller som f.eks. 

Mariendals Mølle i Aalborg (opført ca. 1890), hvor kværnene har 

kunnet køre både ved vind- og ved motorkraft, har kværnene (aht. 

til remtrækket fra motoren) undertræk. Der er dog også møller, hvor 

motoren er koblet til stjernehjulet, og hvor kværnen derfor har bevaret 

sit overtræk. 

Mens de hollandske møller i Vendsyssel og Himmerland oftest har 

gulv på de øverste lofter, står de fl este hollandske møller i Th y med 

lofter, hvor der ikke er lagt gulv på bjælkelaget. 

Forandringer i den nordjyske møllebestand i forhold til 

registreringen publiceret i 1993 

Et af formålene med en nyregistrering udført som digital registrering 

var at få samlet op på nogle af de møller, der ikke kom med i den første 

registrering. I Nordjylland var det bl.a. Karls Mølle og Maren Mølle 

på hhv. nord- og sydsiden af Mariager Fjord. 

Det er så skæbnens ironi, at vi mindre end 2 måneder efter, at 

nyregistreringen blev gennemført, er blevet opmærksomme på endnu 

en ”glemt” mølle, nemlig Klæstrup Mølle ved Nibe – en gammel kornmølle 

på Binderup Å, der i 1800-tallet blev ombygget til kartemølle 

(underleverandør til Nibe Kradsuldsfabrik), og senere igen til savværk 

og maskinsnedkeri. Møllen fungerede som maskinsnedkeri indtil for 

mindre end et år siden. At Klæstrup Mølle (kaldet ”Kradsen”) ikke 

tidligere er blevet registreret er i virkeligheden endnu et argument for, 

at en mølleregistrant bør være digital, så den let lader sig opdatere. 

De tidligere glemte møllers antal er imidlertid ikke så stort som 

antallet af forsvundne møller. 

Ved registreringen i 1980’erne var Mors kendetegnet af en ”skov” 

af møller trukket af Heide vindmotorer. Af disse er møllerne ved Torup, 

Fredsø, Frøslev, Tødsø og Hestbakgård taget ned efter 1993, og i 

Sejerslev står kun møllekroppen af den gamle hollænder tilbage, mens 

vindmotoren er nedtaget. Tilbage er kun vindmotorerne på Sø og i 

Mollerup. 

Også en enkelt hollandsk mølle er forsvundet. Møllen på Oxholm 

brændte i oktober 2004. Den er ganske vist blevet genopført, men står 

som en kulisse, hvor hatten er boltet fast på kroppen og vingerne ikke 

kan dreje. Der er således ikke længere tale om en historisk mølle, men 

om et landskabselement og et mindesmærke over en forsvunden mølle. 

Heide vindmotor på toppen af 

Mollerup Mølle i Th y. 

61

Det indre af Grønnestrand 

Mølle. Der er direkte træk 

fra krondrevet til møllestenen 

som i en stubmølle. 

62 

For vandmøllernes vedkommende behandles der i skrivende stund 

en ansøgning om nedrivningstilladelse for Lundby Mølle, hvis forfald 

(jvf. registreringen) er så fremskredet, at det ikke vil være formålstjenligt 

at fastholde dens beståen. 

Der er dog også lyspunkter. Havnø Vindmølle, der i 1980’erne stod 

som noget nær ruin, er blevet gennemgribende restaureret og er i dag 

en velfungerende museumsmølle, hvor der males mel om sommeren. 

Og mens ejerne af Lundby Vandmølle ønsker deres mølle nedrevet, 

har ejerne af Huul Mølle allieret sig med Vokslev Samråd og kommunen, 

der i fællesskab forbereder en restaurering af vandmøllen. 

Ud over at møller er helt forsvundet, er der også møller, der er 

blevet ombygget til ukendelighed og udnyttes på mere eller mindre 

fantasifulde måder. I en vindmølle, der i dag bruges som sommerhus, 

gør den gamle hejsestol det ud for bar, mens den franske kværnsten 

er blevet fj ernsynsbord. En møllesten i en mølle, der er omdannet til 

spejderhytte, har fået samme funktion. I en tredje vindmølle er hele 

undermøllen indrettet som bar, og mens en enkelt vandmølle i dag er

indrettet som fi tnesscenter, har en anden, der i dag er uden funktion, 

sidst tjent som hønsehus. Selv et løbehjul fra en turbine omskabt til 

lampe har vi set! 

Vi fi k også set attrapper af snart sagt hvad som helst: ”Vindroser” 

uden forbindelse til resten af krøjeværket, ”vingeaksler” uden forbindelse 

til vingerne, ”vinger”, der ikke kan dreje, vandhjul, der snurrer 

lystigt uden nogen som helst forbindelse med gangtøjet osv. 

I retfærdighedens navn skal siges, at vi også har set mange møller, 

hvor man har arbejdet meget seriøst med restaurering, vedligeholdelse 

og formidling. Men tendensen synes at gå imod, at møllerne udskilles 

i tre grupper: 

• møller, der med stor seriøsitet søges bevaret så autentisk som muligt. 

I denne gruppe er driften af de fl este af møllerne lagt i hænderne 

på møllelaug eller foreninger, hvor frivillige gør et stort arbejde. 

• møller, der bare får lov at stå, indtil de falder ned af sig selv, og 

som i mellemtiden udnyttes som pulterkammer. Flere af disse møller 

havde et rigt og autentisk maskineri, der gør dem til vigtige kilder til 

mølleriets teknologihistorie, selv om det er tvivlsomt, om de vil kunne 

bevares for eftertiden. 

• møller, der har fået helt nye funktioner, og hvor man har boltret sig 

med sjov og ballade, hvorved møllen har mistet sin autensitet og værdi 

som historisk dokument. 

Af de 65 registrerede møller, fungerer 7 vandmøller og 20 vindmøller 

i dag som museum eller har museumslignende funktion. For 18 

møllers vedkommende er der et møllelaug eller en forening, der tager 

sig af møllens vedligeholdelse og formidling. Deres fremtid synes at 

være nogenlunde sikret, mens fl ere af de øvrige synes at gå en usikker 

fremtid i møde. 

Den smukke Maren Mølle ved 

Mariager, var ikke kommet 

med i den første registrant. 

63

64 

Pastorens pistoler 

Af Henrik Gjøde Nielsen 

Pastor Nielsen 

Det er ikke så ofte, vi på Hals Museum har kontakt med ordensmagten. 

Det indskrænker sig stort set til, når vi skal indhente politiets 

tilladelse til gennemførelse af arrangementer, som f.eks. Hals Skanse 

Marked og Sortkrudtfestival. Til en af undtagelserne hører, da vi blev 

kontaktet af politiet og var med til at rette op på en ulovlighed. Ganske 

lovformeligt, naturligvis. 

På sin vis var det ikke overraskende, at anledningen til hele det 

langstrakte forløb var Pastor Nielsen; en af de navnkundige personligheder 

i Hals. En mand, om hvis navn der på mange måder stod gny, 

og som endnu i dag er levende i mange Halsborgeres erindring. 

Sagen drejer sig om noget så ukristeligt som et par pistoler. Ulovlige 

pistoler, forstås. Selvom pistolerne nu er gået fra at være våben og 

ulovligheder til at være lovformelige museumsgenstande, så har vejen 

været lang. Det er heller ikke et hvilket som helst par pistoler, der er 

tale om. Det drejer sig nemlig om pastorens pistoler. Pastor Nielsens 

pistoler. Men hvem var denne Pastor Nielsen? 

Portræt af pastoren 

Pastor Einar Nielsen (1900-1965) var sognepræst i Hals fra 1936 til 

1965. Pastoren havde en tid lang været i Grønland, og mindede tilsyneladende 

ikke så lidt om den bidske læge i Gustav Wieds roman ”Livsens 

Ondskab.” Også han havde været i Grønland, og også han stak 

ud ved sin optræden og ved sin evne til at træde hårdt og ufortrødent 

på de ømmeste ligtorne, både bevidst og som følge af sin natur. Skal 

vi sige, at Pastor Nielsen ikke altid opførte sig på en måde, som man 

forventede af en præst. 

Pastor Nielsen mødte således en dag en tilfl ytter i Hals, hvor det vel 

at mærke ikke altid har været lige let at være tilfl ytter. Pastoren mødte 

vedkommende med følgende svada: ”Hvad fanden hedder De, og hvor 

kommer De fra?” Da navn og oprindelsessted spagfærdigst var oplyst, 

tordnede pastoren: ”Det var dog et besynderligt navn! Find ud af, hvor 

det kommer fra, og anskaf Dem så et andet.” Hermed var samtalen 

slut, og Nielsen gik sin vej. 

Når Nielsen optrådte i tjenesten, var han ikke mindre brysk. Således 

oplyste han i en bryllupstale det unge par om, at et ægteskab ikke 

var som en cykel, man bare kunne lade ruste og så smide væk. Et ægteskab 

skulle, ligesom en cykel, hvis den skulle holde, passes ordentligt. 

Det er da en lignelse. Pastor Nielsen var god for andre, og der fi ndes 

personer i Hals, som under ingen omstændigheder vil fortælle, hvad 

Pastor Nielsen sagde ved deres bryllup. Ikke på vilkår.

Ægteskaber resulterer 

jo gerne i småfolk, og her 

kunne Pastor Nielsen også 

træde i karakter. Han indskrænkede 

sig ikke blot til 

at blande sig i forældrenes 

navnevalg, men kunne ligefrem 

nægte at døbe og 

give barnet det navn, som 

forældrene egentlig havde 

tænkt sig. I et tilfælde blev 

Gunnar f.eks. til Viggo. 

Når så de små nåede 

konfi rmationsalderen, var 

Pastor Nielsen tilsyneladende 

en lige så usædvanlig 

præst for sine konfi rmander, 

som han var for folk, 

der stod for at gå ind i den 

hellige ægtestand, og for 

dåbsfolk. Ved optagelsen 

af fl ere af de traditionelle 

konfi rmationsbilleder, hvor 

de unge stillede op til fotografering 

sammen med 

deres præst, bragte Pastor 

Nielsen de to sengotiske træskulpturer – der med undtagelse af ophold 

i haver i Hals og en tid på Aalborg Kloster – siden 1300-tallet havde 

haft ophold i Hals Kirke, med ind i konfi rmandstuen eller med ud 

foran kirken, alt efter hvor billedet nu skulle tages. Her blev så Jomfru 

Maria og Johannes Døberen foreviget sammen med præst og konfi rmander. 

Det bør her for god ordens skyld oplyses, at de to sidealterfi 

gurer nu atter befi nder sig i Hals Kirke, hvor de sammen med det 

tidligere korbuekrucifi ks er opsat på skibets nordvæg, hvorfra de ikke 

fj ernes. 

Pastor Nielsen havde også smag for de verdslige glæder, men kunne 

tillige give disse et vist kirkeligt anstrøg. Når bydrengen fra købmanden 

kom med varer til Pastor Nielsen, bankede drengen naturligvis på 

døren. Denne banken blev besvaret af pastoren, som med messende 

stemme spurgte: ”Hvem er det der banker på pastorens døér?” Hertil 

svarede drengen, ligeledes med messende stemme: ”Det er købmandens 

bydreng med øl til pastoóren.” 

Pastor Nielsen havde, som Gustav Wieds Knagsted, en til tider 

ganske massiv form for humor. På et tidspunkt oplevede en anden prominent 

Halsborger, strandvagtmester H. R. Fribert, at læse sin egen 

nekrolog i avisen. Fribert ringede til Pastor Nielsen og spurgte: ”Jeg 

ved ikke, om De har hørt, at jeg er død?” ”Jo,” svarede Pastor Nielsen, 

”det har jeg. Sig mig engang – hvor ringer De fra?” 

Pastor Nielsen var en ivrig 

fotograf. Her er pastoren selv 

foreviget med sit kamera, i 

fuldt ornat. Men pastoren 

kunne også være kreativ i arrangeringen 

af motiv, selv ved 

så traditionelle optagelser som 

konfi rmationsbilleder. Foto i 

Hals Museums Lokalhistoriske 

Arkiv. 

65

Konfi rmationsbillede fra Hals, 

1937. Her ses Pastor Nielsen, 

årets konfi rmandhold i Hals 

samt Jomfru Maria og Johannes 

Døberen fra sengotikken, 

foran Hals Kirke. Foto i Hals 

Museums Lokalhistoriske Arkiv. 

66 

Med udgangspunkt i en liste udarbejdet af samme strandvagtmester 

Fribert, udarbejdede Pastor Nielsen i øvrigt en lang liste med øgeeller 

kaldenavne over folk i Hals, med tilhørende ”facitliste.” Problemet 

med den slags navne er, at nogle ved godt, at de har dem, andre ikke. 

Oprindeligt var det meningen, at listen skulle udgives, med forord og 

det hele, men tanken blev opgivet, vist mest efter pres fra pastoren. 

Man kan således sige, at Pastor Nielsen i mangt og meget gik op 

i og tog del i alle sider af livet i Hals. Ikke desto mindre skal han selv 

have udtalt, at han aldrig faldt til i Hals, og at han i hvert fald ikke ville 

begraves der. Trods det til tider lidt anstrengte forhold mellem byen 

og dens præst, så tjener det dog Pastor Nielsen til ære, at han fi k bragt 

Hals by uskadt igennem de vanskelige befrielsesdage i maj 1945. 

Pastorens indsats under besættelsen 1940-1945 – i kort form 

Pastor Nielsen var leder af modstandsbevægelsen i Hals, og trådte som 

sådan særlig i karakter i befrielsesdagene i maj 1945. I Hals overgav 

tyskerne sig først den 17. maj 1945 kl. 17.00, og Pastor Nielsen og hans 

omtrent halve snes mænd måtte i dagene frem til den 17. maj føre vanskelige 

forhandlinger med kommandanten for de omtrent 600 tyske 

tropper, hvis chef truede med at beskyde Hals, hvis man ikke kunne 

hold justits blandt folk, der også her overfaldt og forulempede piger, 

der havde haft tyske kærester, ødelagde tyske anlæg o.s.v. Da tyskerne 

endeligt overgav sig, blev Pastor Nielsen i dele af dagspressen hængt 

ud for at have brugt ”Gestapolignende” metoder for at skaff e ro blandt

sine sognebørn. Bl.a. skal Pastor Nielsen på et tidspunkt have hentet en 

fl ok unge ind i Tøjhuset på Hals Skanse, i det der nu er Hals Museums 

udstillingsbygning, placeret dem med ansigtet ind mod væggen, lagt 

sin pistol på bordet og have sagt, at hvis ikke de forholdt sig i ro, ville 

han skyde. Andre dele af pressen roste ham for at være manden, der 

havde forhindret, at Hals blev skudt i grus. Sagen gik Pastor Nielsen 

meget på, men han kom ud af den med æren i behold, og i øvrigt med 

en skrivelse fra Oberst Lunding, forsvarsstabens efterretningsafdeling, 

i hvilken anføres følgende: 

”På given foranledning skal forsvarsstabens efterretningsafdeling 

udtale, at pastor Nielsen, Hals, under den tyske besættelse 

af Danmark har ydet afdelingen særdeles værdifuld bistand 

i dens arbejde i Nordjylland. Afdelingen kom ved pastorens 

hjælp i besiddelse af betydningsfulde oplysninger, som den 

næppe ville have kunnet skaff e sig på anden måde, og skal 

derfor udtale sin anerkendelse af pastor Nielsens udmærkede 

arbejde.” 

I en anbefalingsskrivelse for optagelse af Pastor Nielsens søn, der ligeledes 

hedder Einar Nielsen, på 4. Majkollegiet i Århus, skriver Kaj 

Mortensen bl.a.: 

”Efter kapitulationen gik han [Pastor Nielsen] hårdt, hensynsløst 

og uden personanseelse ind for udrensningen, kun med ét 

for øje: sandhed og ret. Det er vel derfor ikke mærkeligt, at der 

fra ”et vist befolkningslags” side rejste sig en bevægelse for at få 

ham fj ernet fra embedet. Hele præstens færd var dog uangribelig, 

og de sunde og gode kræfter i befolkningen stod vagt om 

ham, hvorfor bevægelsen da også ganske løb ud i sandet.” 

Befrielsessommeren 1945 var altså en vanskelig tid for Pastor Nielsen 

og hans familie. Efter at have været udsat for stort psykisk pres 

Et vejskilt i Hals: Pastor Nielsens 

Vej. Foto: Bjarne Høj, 

Hals Museum. 

67

Pastorens Pistoler. Øverst 

den amerikansk producerede 

Smith & Wessen. Nederst 

den tyske Mauser, formodentlig 

tyvstjålet. Foto: Henrik 

Gjøde Nielsen. 

68 

som følge af arbejdet i modstandsbevægelsen, blev Pastor Nielsen nu 

angrebet fra fl ere sider. Men sagen gik i sig selv, og Pastor Nielsens 

eftermæle som leder af den lokale modstandsbevægelse står uantastet. 

Alene dét forhold kalder på anerkendelse og ihukommelse. Men det 

gør pastorens særegne karakter, hans gøren og laden i byen og sognet 

også. Pastor Nielsen bør huskes, og da der gav sig en anledning til at 

bidrage hertil, lod Hals Museum ikke denne gå fra sig. 

Pastor Nielsens Vej 

Da området ved præstegården i Hals blev udstykket i årene efter år 

2000, skulle den nye vej naturligvis have et navn. Pastor Nielsen boede 

selvsagt i præstegården, og Hals Museum forslog derfor, at den nye vej 

skulle hedde Pastor Nielsens Vej. Den nu hedengangne Hals Kommunes 

tekniske udvalg besluttede på møde den 12. januar 2005, at den 

nye vej skulle hedde Pastor Nielsens Vej. Det var så ikke den eneste 

historie om Pastor Nielsen, der skulle gives dette år. Det var nemlig 

også i året 2005, historien om Pastorens Pistoler tog sin begyndelse for 

at nå til vejs ende i 2008. 

Pastorens Pistoler 

I foråret 2005 blev Hals Museum kontaktet af Holstebro Politi. Pastor 

Einar Nielsens søn, Einar Nielsen, forhenværende bibliotekar, havde 

henvendt sig til politiet med to pistoler. De to pistoler var Pastor Nielsens 

pistoler fra hans tid som leder af modstandsbevægelsen i Hals. 

Pistolerne havde ”overvintret” i familiens eje, og nu ville Einar Nielsen 

gerne af med dem. Imidlertid havde Einar Nielsen været både så venlig 

og fremsynet at meddele Holstebro Politi, at Hals Museum muligvis

ville være interesseret i at få overdraget våbnene. Om vi var det, spurgte 

Holstebro Politi. Det var vi naturligvis. 

Nu indledtes så en længere proces. Til en begyndelse sendte Holstebro 

Politi pistolerne til en nærmere, kriminalteknisk undersøgelse 

ved Rigspolitiet i København. Man skulle have klarlagt, om pistolerne 

havde været anvendt ved røveri el.lign. Det var ikke tilfældet. Efter undersøgelsen 

blev pistolerne returneret til Holstebro Politi, som orienterede 

Hals Museum om resultatet. Pistolerne skulle Hals Museum så 

afhente ved Holstebro Politi, men man kører altså ikke bare rundt med 

pistoler her i landet. Museet henvendte sig så til Aalborg Politi, med 

en ansøgning om tilladelse til våbentransport. Transporten omfattede 

ruten Aalborg – Holstebro Politi – Aalborg Politi, hvor pistolerne blev 

indleveret m.h.p. destruktion. Altså ikke med en klaphammer, men 

hos en våbensmed, som skulle gøre pistolerne ubrugbare. Transporten 

blev gennemført, pistolerne indleveret ved Aalborg Politi, og hen på 

året 2007 kunne Hals Museum så afhente Pastorens Pistoler hos politiet. 

Den ene pistol er en Smith & Wesson tromlerevolver, fremstillet 

i USA. I skæftet er indridset et ”N”, formentlig af Pastor Nielsen. Da 

tromlerevolvere af denne type indgik i de allierede troppers udstyr 

og i nedkastninger til den danske modstandsbevægelse, må pistolen 

stamme fra en sådan nedkastning. 

Den anden pistol, med tilhørende magasin og skede, er en tysk 

fremstillet Mauser, kaliber 7,65 mm. Heller ikke denne pistols oprindelse 

kan bestemmes, men da pistoler af denne type indgik i tyske 

Værnemagtsoffi cerers bevæbning, og da danske præster jo ikke var 

omfattet af denne, må pistolen være blevet stjålet fra en tysk offi cer på 

et tidspunkt under krigen og endt hos Pastor Nielsen i Hals. 

I 2008 kommer Pastorens Pistoler endelig til vejs ende, til Tøjhuset 

på Hals Skanse, hvor Pastor Nielsen i maj 1945 lagde en af sine pistoler 

på bordet, og truede med at skyde. Hals Museums særudstilling 2008 

har titlen ”Gemte Genstande og Aktuelle Antikviteter – Fabelagtige 

Fotos og Sære Seværdigheder.” Som titlen siger, vises bl.a. nytilkomne 

genstande til Hals Museum, og blandt disse er Pastorens Pistoler, som 

efter særudstillingen 2008 vil indgå i Hals Museums permanente, besættelseshistoriske 

afdeling i museets basisudstilling. 

69

Søndergaardes beliggenhed 

på GI´s højkantskort fra ca. 

1890. 

70 

Dobbeltselvmordet i Hadsund 

Af Erik Laursen 

I december 2007 fi k Hadsund Egns Museum en forespørgsel fra en 

slægtsforsker vedrørende hendes tiptipoldefar, inderste Hans Christensen, 

som var død i Søndergårde (en del af det nuværende Hadsund) 

den 21. august 1827. Ham og en anden mand, husmand Christen 

Christensen, blev begravet samme dag, og ved dem begge stod der, at 

begravelsen fandt sted i stilhed efter myndighedernes ordre. Slægtsforskeren 

spurgte i mailen, hvorvidt vi havde kendskab til, hvad der var 

sket, og om det muligvis kunne være en epidemi eller en ulykke. 

Et opslag i kirkebogen for Visborg Sogn viste, at der i bemærkningen 

til dødsindførslen stod ”Druknet sig, begravet i stilhed efter 

Øvrighedens Ordre”. Forklaringen herpå er enkel, da selvmord blev 

betragtet som en forbrydelse. En konsekvens heraf var, at sådanne begravelser 

altid fandt sted i stilhed, og at selvmordere blev begravet i et 

afsides hjørne af kirkegården, hvis de da ikke blev begravet uden for 

kirkegårdens mure. 

Det var således nemt og hurtigt at give slægtsforskeren et svar på, 

hvorfor der var skrevet en bemærkning i kirkebogen i forbindelse med 

hendes tiptipoldefars begravelse. Det var derimod ikke så ligetil at forklare, 

hvorfor to mænd druknede sig den samme dag. Det var utænke-

ligt, at der var tale om to af hinanden uafhængige hændelser, dertil var 

selvmord i Søndergårde, som blot var en lille landsby, alt for sjælden. 

Ved næste besøg på Landsarkivet i Viborg måtte sagen undersøges 

nærmere. Når der var tale om selvmord, skulle der altid foretages en 

politimæssig undersøgelse af omstændighederne herom. Et kig i politiprotokollen 

for Hellum Hindsted Herredsfoged gav gevinst og fortalte 

historien bag dobbeltselvmordet. 

Retten er sat 

Den 22. og 23. august 1827 blev retten sat på Ouegaard under ledelse 

af dommer og skriverprokurator Møller. Årsagen var, at der i den senere 

tid var forsvundet et antal lam i Lyngby, Terndrup og Bælum. 

Til retten var der mødt 6 bønder op, som alle havde mistet lam. De 

tre af bønderne, Husmand Jens Jensen i Bælum, Sognefoged Jørgen 

Nielsen i Lyngby og Bolsmand Niels Kjer af Lyngby, havde allerede 

foretaget deres egen efterforskning. De tre bønder var taget op til Aalborg, 

da de velsagtens forventede, at det var her tyvene kunne afsætte 

deres tyvekoster. Det var en fornuftig beslutning, for i vinduet hos 

Købmand Peter Rask blev nogle skind genkendt. Købmanden kunne 

fortælle dem, at han havde købt dem hos Slagter Lars Sørensen. De tre 

bønder besøgte herefter slagteren, der fortalte dem, at han fredag den 

3. august og fredag den 10. august havde købt i alt 17 lam af to mænd 

for en pris på 45 skilling. 

Bøndernes efterforskning førte hurtigt frem til, at det var de to 

mænd nævnt i indledningen, Hans Christensen og Christen Christensen, 

som havde solgt lammene i Aalborg. De blev i politiprotokollen 

omtalt ved fl ere navne, hvilket er typisk for den tid. Hans Christensen 

gik også under navnene Hans Skelund og Snog Hans, mens Christen 

Christensen havde tilnavnet Christen Skrædder. 

Ud over afhøringer af de frastjålne bønder, så afhørtes familierne 

til de to tyveknægte også. Afhøringerne gav et indblik i de to tyveknægtes 

baggrund og en beskrivelse af, hvordan tyveriet blev udført. 

Hans og Christens baggrund: 

Hans Christensen, der var 34 år, havde været gift med Karen Jensdatter 

i 13 år, med hvem han havde 6 børn. Hans kom fra Skelund, mens 

Karen var fra Søndergårde. De første 9 år af deres ægteskab boede de 

i Søndergårde, men de fl yttede så til Skelund, da de fi k fæste på en 

udfl yttergård. De fl yttede efter 4 år tilbage til Søndergårde i maj 1827, 

hvor de boede hos Karens forældre. Årsagen til, at de fl yttede tilbage 

til Søndergårde, angives ikke, men dårlig økonomi har givetvis været 

en medvirkende faktor. De havde ikke noget af værdi undtagen et par 

heste, som var opstaldet hos Karens forældre. Der var altså tale om 

en familie, som havde oplevet en social deroute. I politiprotokollen 

beskrives Hans som ”…middel af Bygning, velvoxet, blond Haaer og 

blaae Øine.” 

Christen Christensen, 36 år, var året før tyveriet blevet gift med 

Ane Mortensdatter, og de var barnløse. Giftermålet var kommet i 

71

Side i Politiprotokollen for 

Hellum Hindsted Herredsfoged. 

72 

stand, efter Christen havde overtaget fæstet på et hus i Søndergårde. 

At få foden under eget bord inden stiftelsen af familien var det almindelige. 

Huset var for øvrigt Christens fødehjem, og hans far var blevet 

boende hos dem. Hvordan familien havde det økonomisk nævnes 

ikke, men som fæster af et hus, har der ikke været meget at slå til Søren 

med. Christens udseende beskrives således: ”…lille af Væxst, men i 

øvrigt velskabt, han har brune Øine og mørkebrunt Haaer.” 

Hverken Hans eller Christen har tidligere været straff et, og ifølge 

familien har de aldrig tidligere været indblandet i noget kriminelt. 

Hvis der var tale om deres første lovovertrædelse, var det trods alt et 

alvorligt skridt, når det tages i betragtning, at det var en planlagt lovovertrædelse, 

som oven i købet blev gentaget. 

Hvorfor stjal de så lammene? Det er oplagt, at de fattige kår, som 

de begge levede under, har haft en stor indfl ydelse på deres beslutning. 

Men på den anden side set var de nok ikke fattigere end en stor del af 

den danske befolkning på det tidspunkt. Det kan også være, at de blot 

har haft en uheldig indfl ydelse på hinanden – hvem ved. 

Tyvetogterne 

Ved begge tyvetogter begyndte de med at tage af sted torsdag aften 

efter mørkets frembrud. På det første tyvetogt havde de brugt Hans’ 

heste og Christens vogn, mens de på andet tyvetogt havde brugt Christens 

heste og Hans’ svigerfars vogn. 

Overfor familie og venner havde de tilkendegivet, at de skulle køre 

varer for Træsko Niels i Korup. Der var blot tale om et røgslør, for de 

havde ingen aftale med manden i Korup. I stedet kørte de på landevejen 

fra Søndergårde til Aalborg og gjorde holdt, når de så lam, som de 

kunne stjæle i nattens mulm og mørke. Gerningsstederne var i Bælum, 

Lyngby og Terndrup, som alle lå langs landevejen. Det første tyvetogt 

gav et udbytte på 8 lam, mens det næste var på 9 lam. 

Lammene blev så solgt til Slagter Lars Sørensen i Aalborg om fredagen, 

hvorefter Hans og Christen kørte tilbage til Søndergårde i deres 

hestevogn, hvor de ankom fredag aften efter mørkets frembrud. 

Spillet er ude 

Tirsdag den 21. august før solens opgang blev Christen Skrædder og 

Ane Mortensdatter vækket ved, at der blev banket på deres ruder. Det 

viste sig at være Anes søster, Bodil, der tjente i Bælum, samt en svigerinde 

ligeledes fra Bælum. 

Årsagen til besøget var, at det var kommet dem for øre, at Hans 

og Christen havde stjålet lam. Derudover berettede de, at herredsfogeden 

og hans mænd ville komme og arrestere dem. Christen afviste 

beskyldningerne og sagde til sin kone, at der bliver sagt så meget, der 

ikke er sandt, men ”…imidlertid kunde hun godt mærke at han var bestyrtet.” 

Christen forlod derefter huset, mens Ane sundede sig en tid, 

førend hun gik ud for at lede efter ham. Hun kunne ikke fi nde ham i 

landsbyen, så hun gik ned til kæret, hvor deres heste stod – igen uden 

resultat. På vejen tilbage fra kæret mødte hun sin mand, som fortalte

hende, at han ville ned og fl ytte hestene. Ane ville gå med, men det 

måtte hun ikke, da Christen tillige ville hen til præsten for at få ham til 

at hjælpe. Christen var tydelig oprevet, da han sagde til Ane, at ”…nu 

var han forraadt, men hun skulde ikke bryde sig om det, det kunde vel 

blive godt og ei heller behøvede hun at frygte for at han skulde tage 

Livet af sig.” Med disse ord gik han ned til hestene i kæret, mens hun 

gik hjem. 

I tiden fra Christen forlod sit hus, og til han mødte sin kone, havde 

han været henne at vække Hans. De snakkede et stykke tid uden for 

huset, hvorefter Christen gik ned mod kæret, mens Hans gik tilbage 

i huset. Her tog han sit tøj på, og da konen, Karen, spurgte til hvad 

Christen ville, svarede Hans, at en af Christens heste var syge, og at de 

skulle ned og se til den. 

I løbet af tirsdagen ankom herredsfogeden med 4 mand, men Hans 

og Christen var som sunket i jorden. Natten mellem tirsdag og onsdag 

blev Hans og Christens huse overvåget af herredsfogeden og hans 

mænd i håb om, at de dukkede op, men det skete ikke. 

Mændene fi ndes 

Tidligt tirsdag morgen stod Hans og Christen nede i kæret. De vidste, 

at de var afsløret som tyveknægte, og de kunne imødese fl ere år i tugthus, 

og desuden havde de bragt en stor skam over deres familier. De 

besluttede at begå selvmord sammen ved at vade ud i Mariager Fjord. 

Hvorvidt det var straff en eller skammen, der havde størst betydning 

for deres drastiske skridt, kunne ingen andre end de selv svare på. 

På et retsmøde den 2. september på Ouegård meddelte Sognefoged 

Westedt, at ligene var fundet i strandkanten i Mariager Fjord. Sognefogeden 

fortalte, at der ikke var tegn på vold på de to lig, og han 

”…tror, hvad ogsaa alle Omstændigheder bestyrker at de Afdøde have 

ombragt sig selv, fordi de have vidst sig skyldige og frygter for Tiltale 

eller Straf.” 

Familien 

Det har ikke været nemt for de efterladte familier at klare sig igennem 

hverdagen efter Hans og Christens selvmord. Hans’ enke Karen Jensdatter 

havde den fordel, at hun boede hos sine forældre ved mandens 

død. Karen blev da også boende i Søndergårde med sine børn, og hun 

blev gift i 1832 med en væsentlig yngre mand, som hun nåede at få 

2 børn med. Sporet efter Christens kone Ane Mortensdatter og hans 

fader Christen Nielsen ender blindt. De forlod tilsyneladende sognet, 

men hvorhen vides ikke. 

73

De mægtige levn efter cementindustrien 

er blandt de stærkeste 

vidnesbyrd om, hvordan 

det østlige Limfj ordslands 

historie har været formet 

af de fælles forudsætninger, 

som landskabet har budt på 

– fj orden og råstoff erne i undergrunden. 

Aalborg Portland 

er ’still going strong’. 

Foto: Morten Pedersen. 

74 

Kulturarvskommune Aalborg 

Af Lars Christian Nørbach og Morten Pedersen 

Da Kulturarvsstyrelsen og Realdania i 2005 skød projektet ”Kulturarvskommuner” 

i gang, ville ikke mindre end 54 af landets 98 kommuner 

gerne være med. Men kun fi re kommuner kom gennem nåleøjet 

og fi k del i de midler, der blev stillet til rådighed af Kulturarvsstyrelsen 

og Realdania: Haderslev, Hvidovre, Hjørring og Aalborg. 

Årsagen til den overvældende interesse for projektet er ikke svær at 

få øje på. Kort forinden havde Kulturarvsstyrelsen og Realdanias 

undersøgelse ”Kulturarv - en værdifuld ressource for kommunernes 

udvikling” nemlig klart vist, at kulturarven besidder et stort potentiale, 

når kommunerne ønsker at udvikle deres profi l eller at tiltrække 

borgere, erhverv og turisme. Det kan blandt andet nævnes, at blandt 

de adspurgte, der udgjorde et repræsentativt udsnit af befolkningen, 

tilkendegav 79%, at de ville foretrække en bolig i en bygning med kulturarvsværdi, 

også selvom boligen ville være 500 kr. dyrere om måneden. 

Tilsvarende var 53% af virksomhederne villige til at betale ekstra 

husleje for en bygning med kulturarvsværdi, og ikke mindre end 93% 

af borgerne og 88% af virksomhederne ønskede, at kommunen tager 

hensyn til kulturarven i forbindelse med nybyggeri, trafi kforhold, udlægning 

af erhvervsområder, udviklingsplaner mm. Kulturarvskommuneprojektet 

fulgte op på det klare budskab og ændrede perspektivet 

på kulturarven – fra et passiv, der står i vejen for udvikling, til at være 

en aktiv ressource. Det konkrete mål var udviklingen af metoder til

indarbejdelse af denne ressource i den fysiske planlægning for dermed 

at skabe erfaringer, der kan stå til rådighed for andre kommuner, som 

ønsker at gøre de fi re pilotprojekter kunststykket efter. 

Nordjyllands Historiske Museum har gennem en årrække bidraget til 

planlægningsopgaver på både regions- og kommunalt niveau, og det 

var derfor nærliggende for museet at deltage aktivt i arbejdet i Aalborg 

Kommune, dels med den overordnede koordinering, dels i de mange 

delprojekter undervejs. Projektet løb af stabelen 2006-2007 under betegnelsen 

”Kulturarvskommune Aalborg”, og det væsentligste produkt 

har vel nok været en indarbejdelse af kulturarven i den Planstrategi09, 

der skal føre frem til den nye kommuneplan. 

Industriens kulturarv skal genanvendes 

I Aalborg kommune valgte man at sætte fokus på industriens kulturarv 

som en ressource for opbygningen af kommunens identitet og som 

en af de unikke oplevelsesværdier, der kan styrke tiltrækningskraften 

overfor nye borgere, erhverv og turisme. Det var altså en samlet målsætning 

at fi nde og udnytte elementer, der både kan indgå i etableringen 

af en fælles fortælling for de gamle kommuner Nibe, Hals, Sejlfl od 

og Aalborg og samtidig være med til at brande Aalborg udadtil. I begge 

henseender byder industriens kulturarv på oplagte muligheder. 

Ved 1800-tallets slutning og frem mod 2. Verdenskrig udviklede Aalborg 

sig til et af landets betydeligste industricentre. En række store 

virksomheder bragte sociale og økonomiske forandringer med sig, æn- 

En af forudsætningerne for 

Aalborgs markante industrielle 

udvikling var sikringen af 

en tilstrækkelig vanddybde ved 

indsejlingen til Limfj orden, så 

der med moderne skibstrafi k 

kunne fragtes varer og råmaterialer 

til og fra fabrikkerne 

ved Aalborg. Den blev opnået 

i 1880’erne – på lokalt initiativ 

og uden støtte fra staten 

– ved uddybningen af Hals 

Barre. Fyret står på den måde 

som et af nøgleelementerne i 

landsdelens industrielle kulturarv. 

Foto: Bjarne Høj. 

75

Den industrielle udnyttelse 

af fj orden som transportvej og 

af råstoff erne i undergrunden 

skabte en eksplosiv udvikling 

i årtierne omkring 1900. En 

af de brancher, der blev toneangivende 

i dette samlede 

spring fremad, var spritfremstillingen, 

som De Danske 

Spritfabrikker fra 1931 samlede 

på den nyopførte spritfabrik 

med eget havneanlæg i 

Aalborgs vestby. Foto: Morten 

Pedersen. 

76 

drede landskabet radikalt og kom til at profi lere byen på landsplan og 

internationalt. Det var en proces, der krævede store visioner, kreativitet 

og ikke mindst risikovillighed, men som samtidig udsprang af 

de fælles landskabelige betingelser i hele den østlige Limfj ordsregion. 

Forudsætningen var udviklingen af fj orden fra det gamle Limfj ordslands 

livsnerve til en industriel infrastruktur, og en af hovedmotorerne 

blev den storindustrielle udnyttelse af de kridtforekomster, der præger 

landskaberne langs fj orden. Den samlende fortælling om fj orden som 

transportvej, råstofudvindingen og storbyens markante industriudbygning 

var derfor grundlaget for udvælgelsen af de lokaliteter, bygninger 

og landskabselementer, der indgik i kultuarvskommuneprojektet. 

Aalborg har for længst lagt rollen som industriby bag sig og er nu godt 

på vej ind i videnssamfundet. Det er en transformation, der på mange 

måder er en succes, og som kan sammenlignes med andre større byer 

i Danmark. Men undervejs i transformationen byder den industrielle 

kulturarv på muligheden for en identitetsmæssig forankring i den fortælling 

om vovemod og evnen til at håndtere morgendagens udfordringer, 

der både regionalt og på landsplan kan profi lere byen som 

noget helt særligt. Det er en fortælling, der kommer meget synligt og 

klart til udtryk i nogle af de mest imponerende industrianlæg i Nordeuropa, 

helt på linie med de berømte i Ruhr-distriktet, og i de spor

efter råstofudvinding og industriens transportstrukturer, man fi nder 

overalt langs Limfj orden. 

Kommunen med den gode historie trækker stærkere folk til end kommunen 

uden, og med indarbejdelsen af den industrielle kulturarv i 

Planstrategi09 blev et afgørende skridt taget i retning af skabelsen af 

en lokal planlægning, der kan udnytte kulturarvsværdierne som en 

ressource og ikke blot forudsætter dem fj ernet ved først givne lejlighed. 

DAC-MAN 

Ud over at udvikle vigtige fortællinger og dermed pege på centrale 

identitetsskabende kulturarvsværdier har Kulturarvskommune Aalborg 

arbejdet med udviklingen af nye metoder til inddragelse af 

borgerne i debatten om håndteringen af den fysiske kulturarv. Det 

er blandt andet sket med inspiration i en ny type spil, der går under 

betegnelsen ARGs, og som sikrer, at brugerne kommer ud på lokaliteterne, 

at de er fysisk aktive, og at de lærer noget om - og tager stil- 

På Historiens dag lancerede 

Kulturarvskommune Aalborg 

skattejagten DAC-MAN på 

Dansk Andels Cementfabriks 

nedlagte anlæg i Lindholm. 

Fabrikken, der blev opført efter 

arkitekterne Posselt & Simonsens 

tegninger i 1923, gemmer 

på en skat. Men hvilken skat? 

Og hvor fi ndes den mon? Skattejagten 

blev afviklet med mobiltelefon, 

enten ved at sende 

og modtage SMS’er eller ved 

at modtage telefonopkald via 

en interaktiv voice responstjeneste, 

eller ved at afl æse fysiske 

poster. Foto: Bente Jensen. 

77

78 

ling til sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid i bygninger og 

landskabsstrukturer. 

ARGs er en forkortelse for Alternate Reality Games eller Augmented 

Reality, dvs. spil, der skaber og foregår i en slags alternativ virkelighed. 

Som regel har spillene karakter som en såkaldt quest, hvor opgaven er 

at løse en serie af gåder eller at opklare et mysterie. Spillebrættet er den 

virkelige verden, men med moderne kommunikationsmidler, gerne 

mobiltelefoner, tilføjet en fi ktiv dimension, således at grænsen mellem 

virkeligheden og fi ktion bliver svær at trække. Kulturarvskommuneprojektet 

valgte at afprøve en sådan ARG som et middel til formidling 

og diskussion af konkrete kulturarvselementer, bl.a. bygningerne og 

anlæggene fra Dansk Andels Cementfabrik i Lindholm. Spillet blev 

lanceret på Historiens Dag, 3. juni, og det blev selvfølgeligt kaldt 

DAC-MAN, så der både kunne henvises til fabrikkens navn og alle 

computerspils moder PAC-Man. Fremgangsmåden og plottet fremgik 

af det indledende telefonopkald: 

”Du må hjælpe mig... Tiden er knap... Jeg er... Jeg... Selv mit navn er 

ved at blive glemt... Jeg kan ikke huske… Jo, selvfølgelig. De kaldte 

mig DACMAN. Jeg arbejdede her på D.A.C., Dansk Andels Cementfabrik 

– eller DAC, som man også kalder det – for lang tid siden. 

Fra 1917 til 1957 for at være præcis. Men hør her… der er en værdifuld 

skat, en dyrebar arv, gemt på DAC-området. Den er ved at blive 

glemt… En forårsdag i 1957, den 3. juni for præcis halvtreds år siden, 

blev jeg pludselig revet væk af en arbejdsulykke. Det var ikke ufarligt 

at arbejde på cementfabrikken dengang skal du vide... Hallo, er du der? 

Nu er jeg dømt til at vandre rundt på det gamle fabriksområde. Indtil 

der er nogen, der fi nder skatten, der ligger gemt på cementfabrikken. 

Først da får jeg fred. Det kan kun gøres hvert halvtredsindstyvende år. 

Så i dag er dagen. Den 3. juni 2007. En historisk dag. Du må hjælpe 

mig… Tiden går… Du skal opklare nogle spørgsmål for mig… Lad 

os holde kontakt via SMS… Hvis du vil hjælpe mig, så send beskeden 

”DACMAN OK” til 1231… Tiden er knap... HJÆLP MIG... SEND 

”DACMAN OK” TIL 1231. JEG STOLER PÅ DIG. JEG ER VED 

AT FORSVIN… (…forbindelsen bliver brat afbrudt).” 

Gennem spillet blev spillerne med SMS’ere og telefonopkald via en interaktiv 

voice responstjeneste guidet rundt på området for at afdække 

spor og ar i landskabet efter den industrielle aktivitet på stedet. Langsomt 

kom det til at stå klart, at skatten er selve kulturarven i området, 

og spillet mundede ud i, at deltagerne via SMS skulle formulere deres 

bud, hvad der er DACMANs skat, hvilke dele der skal bevares, og 

hvad den skal bruges til i fremtiden. Den typiske kommentar var noget 

i retning af: ”mega fedt, vi er lokale, men har set steder og hørt historie 

vi ikke kendte, spændende opbygning”. Det lykkedes tydeligvis at nå 

en målgruppe, der normalt ikke er aktiv i den traditionelle borgerinddragelse 

omkring den fysiske planlægning.

Fortsat samarbejde om kulturarven 

På grundlag af projekterne i de fi re kommuner udarbejdede Kulturarvsstyrelsen 

en publikation Kulturarven – et aktiv, der bl.a. formidlede 

de resultater og metoder, som blev udviklet i kulturarvskommunerne, 

til inspiration fra andre kommuner (se www.kulturarv.dk). 

Deltagelsen i projektet gav såvel Aalborg Kommune som Nordjyllands 

Historiske Museum mod på at arbejde videre med udviklingen 

af kulturarven som en aktiv ressource i planlægningen, og i det felt, 

man i dag med en bred term kalder oplevelsesøkonomien. Kommunerne 

er efter strukturreformen den største forvalter af kulturarven 

i Danmark, og museet vil i de kommende år arbejde målrettet for at 

bidrage positivt til samarbejdet med de kommuner, som vores ansvarsområde 

dækker, om udviklingen af denne værdifulde ressource. 

79

Indtil 1909 lå Povl Pops 

smukke bindingsværkshus fra 

1571 på hjørnet af Brødregyde 

(Gråbrødregade) og den 

nu forsvundne Torvegade. 

Huset blev i 1937-38 genopført 

i Den Gamle By i Århus. 

Efter Engqvist 1968, s. 31. 

80 

Gamle Aalborghuse 

– en ressource for lokal udvikling 

Af Stig Bergmann Møller og Morten Pedersen 

Det er et populært standpunkt, at kulturarven ikke skal betragtes som 

en sten i skoen, men snarere som en dynamo for den lokale udvikling. I 

kommuner landet over kommer det bl.a. til udtryk ved, at der arbejdes 

ihærdigt på at indarbejde kulturarven i den fysiske planlægning til 

udvikling af den kommunale profi l, tiltrækning af borgere, erhverv og 

turisme. I Aalborg Kommune har deltagelsen i Kulturarvsstyrelsen og 

fonden Realdanias kulturarvskommuneprojekt indtil videre resulteret 

i, at den industrielle kulturarv har fået en central rolle i arbejdet frem 

mod revisionen af kommuneplanen i 2009.

Det er en af Aalborgs helt store oplevelsesværdier, at byrummet både 

udgøres af industriens og modernismens markante byggerier og af levnene 

fra middelalderen og renæssancen, dengang Aalborg var ’Limfj 

ordens dronning’ og indtog rollen som rigets andenstørste by med 

vidtstrakte handels- og kulturforbindelser. Aalborgs historiske byrum 

er kontrastfyldt og efterlader en følelse af dynamik og sjæl. Tænk bare 

på, hvordan man kan stå ved foden af trappen til Jørgen Olufsens gavlhus 

fra 1616 og se ud til Aalborg Portlands rygende skorstene. 

Aalborg bymidte var tidligere rig på renæssancens bindingsværkshuse, 

men med det 20. århundredes store saneringsprojekter blev hele bydele 

erstattet af nye vejforløb og bebyggelser. Husene blev enten kasseret 

eller fl yttet, og en del af perlerne blev tilløbsstykker i Den Gamle By 

i Århus. Inden for de seneste år har Aalborg Historiske Museum sat 

fornyet kraft på arbejdet med den tilbageværende bestand af byens 

ældste huse, og det er en indsats, der vil fortsætte. For det er museets 

klare opfattelse, at fortællingen om renæssancens Aalborg er af stor 

værdi for byen i dag, og at de ældste huse fortsat styk for styk forsvinder 

fra bybilledet. Groft sagt fj ernes der et renæssancehus hvert 5. år, 

og med små skridt afl øses det sjælfulde historiske byrum af ensartede 

historieløse nybyggerier. 

Den situation synes ikke mindst at være udløst af, at der i kølvandet på 

de store saneringer i bymidten har hersket en stemning af, at alt det, 

der var noget værd fra den gamle maleriske renæssanceby, er væk, og 

at vi derfor lige så godt kan se at lægge det bag os og komme videre. 

Det har efterladt de tilbageværende huse, gårdmiljøer og byrum i en 

udsat position, hvor bestræbelser på at udnytte deres potentiale ikke 

har været udfoldet ved meget andet end Jens Bangs Stenhus. Spørgsmålet 

er imidlertid, om den tilgang er den mest konstruktive, og om 

den overhovedet er berettiget. For selvom meget jo helt rigtigt er væk, 

så kræves der på den anden side ikke den store nysgerrighed for at 

kunne konstatere, at både enkeltbygninger og betydelige helheder fra 

Aalborgs ældste tider stadig ligger der som historiske oplevelsesoaser. 

Synet på renæssancebyen Aalborg som noget tabt bunder nok endvidere 

i, at selvom de fl este kender til eksempler, så er der vist ikke 

mange, der kan prale af et samlet overblik over, hvad der er tilbage fra 

tiden før Aalborgs nedgangsperiode i midten af 1800tallet. Det er der 

for så vidt ikke noget at sige til, for ofte er de gode oplevelser skjult bag 

mere eller mindre heldige facaderenoveringer. Tænkes der i oplevelsesøkonomiske 

baner, er der tale om en stor ressource, som henligger 

både gemt og glemt. 

Museets satsning har derfor et todelt udgangspunkt. De grundige 

undersøgelser af enkeltbygninger, der som regel opstår ved bygge- og 

nedrivningssager, vil naturligvis blive fortsat. Men samtidig vil der 

blive arbejdet på at tilvejebringe et overblik over de bevarede dele af 

81

Vestsiden af Algade 9 under 

nedbrydning. Gulmalede tavl 

ses mellem to sorttjærede, bærende 

højstolper. Foto: Stig B. 

Møller. 

Gårdsiden af Hjelmerstald 

2 under renovering i 2004. 

Foto: Christian V. Jensen. 

82 

byens ældste byrum, der vil kunne udnyttes ved en samlet indsats mod 

forvaltning, formidling og udvikling af denne del af kulturarvsressourcen. 

At der vil være et stort udbytte står klart i lyset af de resultater, 

som er opnået i forbindelse med det arbejde, der har udgjort 

optakten. 

Bag Algades facader 

Et af de bedste eksempler på, hvordan der kan ligge store oplevelsesværdier 

gemt, uden at vi nok helt har gjort os klart hvordan, er højaktuelt. 

Det er samtidig noget, langt de fl este aalborgensere kender til, 

nemlig ”Gavlhuset”, Algade 9, der i løbet af 2007 blev nedrevet. Hvem 

kan sige sig fri for, at et besøg i den butik, der var indrettet i stueetagen, 

var lidt af en oplevelse? Ikke mindst fordi den til fulde udnyttede 

det potentiale, som var opstået ved bygningens mangeårige udvikling. 

Der var rig lejlighed til at gå på opdagelse i de charmerende rum med 

deres småtrapper, fritlagte bjælker og kroge. Det hele bar en stemning 

fra en anden tid. 

Den stemning var ikke opstået ud af ingenting, hvilket afslørede sig 

med al tydelighed, da museet i forbindelse med nedrivningen fi k lejlighed 

til at kigge nærmere på husets historie. Bygningen havde gennemgået 

store ændringer siden opførelsen. Facaden mod Algade var 

i 1800tallet udskiftet med en grundmuret gavl, ligesom en stor del 

af den østre langsides bindingsværk var udskiftet med grundmur og 

jernkonstruktioner. Derimod stod hele den sydlige gavl og den vestlige 

langside endnu i det oprindelige bindingsværk, og da museet udtog 

prøver til årringsdatering fra de bærende højstolper, var resultatet 

opsigtsvækkende: Bag den grundmurede facade gemte der sig et hus 

opført af egetømmer fældet i vinteren 1573-74! 

Museets undersøgelser har samtidig vist, at man ikke behøver at bevæge 

sig langt fra det nedrevne ”Gavlhuset” for at fi nde tilsvarende gemte

perler. Da hjørnegavlhuset Algade 3 - Hjelmerstald 2 i 2004 skulle gennem 

en ombygning, var museet nemlig også på pletten med en årringsdatering, 

der gav et opførelsestidspunkt i 1594. Tilsvarende har det på 

nabogrunden, Algade 5, i forbindelse med en indre renovering været 

muligt at årringsdatere opførelsen af det 9 fag lange bindingsværkshus, 

der skjuler sig bag den grundmurede facade, til tiden umiddelbart efter 

1571. Selvom ”Gavlhuset” er væk, står det altså nu klart, at betydelige 

dele, ja faktisk en større sammenhængende helhed, af Algades bebyggelse 

ned mod Møllegade og Hjelmerstald faktisk stadigvæk stammer 

fra tiden umiddelbart efter middelalderen. Det kunne man nok have 

haft en fornemmelse af på forhånd, men blandt de off entlige bygningsregistres 

noget tilfældighedsprægede oplysninger optræder samtlige de 

nævnte bygninger med langt senere opførelsesår. Dateringen af Algade 

5 rammer endda godt og vel 300 år ved siden af! 

Nu er det ikke uden videre muligt at foretage årringsdateringer af alle 

byens gamle huse, men det er da heller ikke den eneste mulighed for 

at få et indtryk af husenes og byrummets alder og udvikling. Skal der 

skabes overblik, er der især oplagte gevinster at hente ved at kombinere 

de bygningsregistreringer, der er foretaget gennem historien, med nutidens 

muligheder for en digital håndtering af kort, luftfoto og andre 

former for stedbundne oplysninger. 

Kortlægning af det ældste Aalborg 

Lige over for det nedrevne ”Gavlhuset” lå indtil for nylig det lidt forsømte 

gavlhus Algade 8, der blev genstand for museets undersøgelser i 

forbindelse med den byggesag, som endte med nedrivningen i februar 

Stabssergent Krags kort fra 

1893-94 over Algadeområdet. 

83

Nordsiden af Algade omkring 

1890. Algade 8, med den høje 

gavltrekant, ses som det andet 

hus fra højre. Foto: H. Tønnies, 

Aalborg Stadsarkiv. 

84 

2008. Udgangspunktet var de skriftlige kilders oplysninger om huset, 

og med den metode – der på længere sigt søges gennemført for bebyggelsen 

i hele renæssancebyens udstrækning – var det ikke vanskeligt at 

fastslå, at bygningens rødder skulle fi ndes før 1700tallets midte. 

Randbebyggelsen på Algades nordside – hvor Algade 8 ligger – fra 

Salling til Lille Nygade er det eneste, der er tilbage fra det gamle Store 

Nygadekvarter, hvor stormagasinet blev opført i 1960’erne. Selve 

bygningen Algade 8 er på J.J. Krags detaljerede kort over Aalborg fra 

1893-94 gengivet som en bygning med grundmurede ydermure, formentligt 

de samme mure som kunne ses i sydgavlen mod Algade, i den 

vestlige langside og mod baggården. Den østlige langside kunne ikke 

iagttages, for her var udsynet til sidens smalle tagdrypsslippe lukket. 

Huset fremstod altså umiddelbart som et murstenshus fra 1800tallet, 

og fotografi er viser, at det hen mod 1900 var et gavlhus med en fl ot høj 

rejsning. Efterfølgende var den høje gavltrekant ud mod Algade dog 

fj ernet til fordel for en valmet tagfl ade med en kvist. 

Men det var ikke hele historien om Algade 8. Med Aalborgs første 

brandtaksation fra 1761 i hånden stod det nemlig klart, at huset havde 

rødder i et bindingsværkshus, som dengang befandt sig på stedet, og 

at dette hus stadig på den ene eller den anden måde ”skjulte sig” i det

grundmurede 1800tals hus. Algade 8 havde med en bredde på 6,5 meter 

og en længde på 16,5 meter en størrelse, der svarede til et bindingsværkshus 

på 10 til 11 fag. I brandtaksationen beskrives huset netop 

som et bindingsværkshus på 10 fag! Senere, i 1828, opgives husets 

dimensioner til 6,27 x 16 meter (10 x 25½ alen), hvilket ganske nøje 

svarede til bygningens mål ved indgangen til 2008. Så hvis ikke der 

var tale om det samme hus i en renoveret udgave, var det i hvert fald 

en nybygning med nøjagtig den samme struktur som den bygning, der 

stod på stedet ved 1700tallets midte. 

Da museet i januar 2008 foretog en nøjere undersøgelse, dukkede der 

da også 3 fag, ca. 5 m 2 , bindingsværk af svært egetømmer op i østmuren 

på 1. sal; hertil kom enkelte bjælker i vestmuren på samme etage. Det 

var dog også alt. De resterende dele af bygningen var erstattet af nyere 

grundmur. Museet udtog naturligvis prøver til en årringsdatering, der 

vil vise om bindingsværksfragmentet stammer fra renæssancen, sådan 

som stilpræget tydeligt peger på. Men uanset hvor dateringen så end 

havner, gør de skriftlige optegnelser det altså klart, at Algade 8 frem til 

2008 gav mulighed for med egne øjne at opleve det byrum, der fandtes 

i Aalborgs storhedstid fra 1500- til 1800tallet. Her fortalte byrummet 

stadig om livet blandt gavlhusene i bindingsværk, i de gamle gårdmiljøer 

og i de snævre tagdrypsslipper. Forhåbentligt vil nybygningen på 

stedet respektere og videreføre den del af oplevelsen! 

Perspektiver 

Området midt i Algade har været genstand for museets forundersøgelser 

til et samlet arbejde, der dels med udgangspunkt i brandtaksationer 

og byggesager vil tilvejebringe et dækkende overbliksbillede af, hvad 

der er bevaret fra det ældste Aalborg, dels vil fortsætte stikprøveundersøgelserne 

af udvalgte huse. Målet er at etablere den hårdt savnede 

registrering af, hvad der er tilbage, hvor det er placeret, og hvori kvaliteterne 

består, samt at give resultatet en form så det fremover vil kunne 

udnyttes både i administrative sammenhænge og til formidling. Pro- 

I mange af byens gårdsrum, 

skjult fra gaden, dukker levnene 

op fra det ældste Aalborg. 

Her hjørnet af Algade 

- Jernbanegade. Foto: Morten 

Pedersen. 

Den østlige mur på 1. salen af 

Algade 8. 3 fag bindingsværk 

var bevaret, og der sås spor efter 

ranker, som var bladet på 

indersiden af konstruktionen. 

Bindingsværket på Algade 8 

mindede om konstruktionen 

på Algade 5, hvorfor en datering 

af Algade 8 til 1550- 

1600 er sandsynlig. Foto: 

Christian V. Jensen. 

85

Kontrasten mellem de gamle 

bygningsdele og nyere renoveringer 

er ofte stor. Her et 

eksempel fra Nørregade. Termovinduer 

og bindingsværk. 

Foto: Morten Pedersen 

Baggårdsbindingsværk fra 

den nordlige side af Nørregade 

længst mod øst. 

86 

jektet er støttet fra Fonden til Bevarelse af gamle Aalborghuse og første 

fase vil løbe af stabelen i løbet af 2008 i et samarbejde med fonden og 

Aalborg Kommune. 

Museets foreløbige undersøgelser viser, at selvom vi ser bort fra byens 

fredede bygninger, kan mindst et halvthundrede huse med overvejende 

sandsynlighed henføres til tiden før midten af 1800tallet, mens 

yderligere godt og vel 100 står som oplagte kandidater – på linie med 

Algade 8. En bygning som Algade 8 springer måske ikke umiddelbart 

i øjnene som en kulturhistorisk ressource, men som en del af en helhed 

og måske med en bearbejdning, der bragte kvaliteterne op til overfl aden 

og understregede dem, er der imidlertid næppe tvivl om, at der her 

er tale om en variation i byrummet, som man ikke kan skabe med de 

historieløse nybyggerier. 

En undersøgelse af befolkningens holdning til kulturarven, som blev 

foretaget på initiativ af Kulturarvsstyrelsen og fondet Realdania i 

2005, viste helt entydige tendenser. Hele 82% af befolkningen ønsker 

f.eks. en bolig med kulturarvsværdi, og 68% af virksomhederne mener, 

at kulturarven kan styrke den lokale udvikling. Det er museets 

overbevisning, at der bør fokuseres på kvaliteterne fra det gamle Aalborg, 

og at de bør udvikles, så de kan blive et af de aktiver for byen, 

der er så hårdt brug for i disse tider. Det fremhæves ofte, at Aalborgs 

udvikling er afhængig af evnen til at tiltrække og fastholde den højt 

kvalifi cerede arbejdskraft, som er forudsætningen for succes i den globaliserede 

oplevelsesøkonomi. Det er næppe forfejlet at gætte på, at 

netop denne gruppe sætter stor pris på det daglige møde med den helt 

særlige identitet, som kun kan skabes gennem oplevelsen af byens århundredelange 

historie.

Tidsrejsen 1907 

– en historisk sommerskole 

Af Inger Kirstine Bladt 

For anden gang blev der (med støtte fra Nordjyllands Amt) afholdt to 

ugers sommerskole på Aalborg Historiske Museum. I alt 72 børn fordybede 

sig i den nære fortid, og eftersom 2007 var udnævnt til at være 

industrikulturens år, så handlede sommerskolen selvfølgelig om livet i 

det unge industrisamfund. Ved blot at gå 100 år tilbage i tiden mødte 

børnene en dagligdag, der var helt anderledes end det, de kendte til. 

Formålet med årets sommerskole var blandt andet, at de deltagende 

børn fi k skærpet deres historiske bevidsthed ved at fornemme på deres 

egen krop, hvordan det var at leve for 100 år siden. Ved at eksperimentere, 

afprøve og undersøge, fi k de muligheden for at gå i dybden med 

en ikke alt for fj ern fortid. Nogle af de udfordringer børnene blev udsat 

for var fysisk krævende. Blandt andet skulle de køre på budcykel – det 

var især vanskeligt for de mindste af børnene, men stoltheden, når de 

havde gennemført, lyste ud af dem. Andre gøremål udfordrede mere 

de ”fi ne fornemmelser”; i museets baggård skulle de vaske beskidt vasketøj 

i en zinkbalje med brun sæbe og skure et snavset gulv. Over bål 

blev der fremstillet stegt sild med kartofl er og persillesovs, hertil kom 

frugtgrød som dessert. Til de voksnes forbavselse gled maden ned. 

I hver af de to uger deltog 36 børn, der blev fordelt i 3 grupper, 

der alle kom igennem de samme aktiviteter. På start og slutdagene var 

alle deltagere samlede, mens grupperne på skift besøgte tre forskellige 

”værksteder” på de tre midterste dage. I et af værkstederne havde 

aktiviteterne hjemmet som tema. Børnene var med til at lave et måltid 

varm middagsmad med f.eks. stegt sild og kogte kartofl er og med 

gamle redskaber. En lektion i stopning, lapning og isyning af knapper 

87

88 

hørte også med, og endelig blev der også tid til at lege nogle af de lege, 

man førhen legede i baggårdene. På en byvandring så børnene eksempler 

på de forskellige typer boliger, der var i brug i 1907, og der blev 

også berettet om, hvem der boede hvor. 

I et andet værksted var temaet skole og opdragelse. Om formiddagen 

ventede Aalborg Kommunes gamle skolestue og lærer Flemming 

Lasborg med spanskrør, blækskrivning og anskuelsestavler. På vej 

hjem blev børnene undervist i gammeldags skarnsstreger (buksevand, 

viskelæderskydning m.m.), for hjemme på museet igen at blive opdraget 

af Emma Gad i skikkelse af en skuespiller fra ”Det hem’lige Teater”. 

Denne dag var det selvfølgelig ekstra vigtigt, at børnene mødte 

renvaskede, med vandkæmmet hår eller fl etninger, samt med kjoler og 

forklæder eller shorts og kasket. 

I det tredje værksted blev børnene sat på arbejde i Godthåb Hammerværk. 

Der blev pudset skovlskafter, smedet kroge, stanset emblemer, 

leget med dampmaskine og vandkraft. Men da det ikke skulle 

være arbejde og pligter alt sammen endte sommerskoleugerne med fælles 

udfl ugter om fredagen – den ene fredag med veterantog, den anden 

fredag med hestevogn i Rold Skov. 

Det blev et par uforglemmelige uger – både for de mange børn, for 

museets ansatte og for de mange frivillige, der havde afset en uge af 

deres sommerferie til at hjælpe. Mange af børnene har i øvrigt efterfølgende 

meldt sig ind i Nordjyllands Historiske Museums nye børneklub, 

”Hugin & Munin”.

”Træsko på stenbroen” 

– En udstilling om den store vandring fra land til 

by 1870-1940 

Af Inger Kirstine Bladt 

Når man i 2007 satte fokus på industrikulturen, så var det ikke udelukkende 

industriarbejde og fabrikker, det handlede om, men i ligeså 

høj grad forudsætningerne for og følgerne af industrialiseringen. 

Fra 1801 til 1945 voksede den danske befolkning fra omkring en 

million til næsten fi re millioner. I 1840 boede 8 ud af 10 danskere på 

landet, mens det i 1945 kun var 5 ud af 10. I vore dage bor 85 % af befolkningen 

i byer. Fra sidst i 1800-tallet forlod fl ere hundredtusinder 

landbruget for at søge lykken i byerne. Hvorfor de forlod landbruget, 

og hvordan de fi k det i byerne, beretter en særudstilling på Aalborg 

Historiske Museum om. 

Erindringer 

De vigtigste kilder til udstillingen er rundt regnet 70 erindringer og 

interviews, alle fortalt af mænd og kvinder, der enten selv har oplevet 

rejsen fra land til by (dvs. Aalborg-området), eller hvis forældre 

har. Erindringerne breder sig nogenlunde over perioden fra 1870 til 

1950erne. 

Personerne bag de 70 erindringer kommer næsten alle fra landarbejder-, 

landhåndværker- eller husmandsfamilier, og de fl este er fra det 

nordjyske område. Dette passer godt med en stikprøvegennemgang 

af Folketællingen 1911, der viser at 65 % af tilfl ytterne til Aalborg 

var nordjyder. De fl este af erindringerne kommer fra Nationalmuseets 

Industri-, Haandværker- og Arbejdererindringer (NIHA), der blev 

indsamlet i 1950erne. Andre erindringer kommer fra Aalborg Stadsarkiv 

og er gennemgående af lidt nyere dato. En tredje gruppe er trykte 

erindringer. 

Det har været interessant at have mulighed for at stille så mange 

beretninger op ved siden af hinanden og fi nde fællestræk og forskelle. 

Erindringerne har således ikke blot kunnet bruges til at fortælle en 

unik, personlig historie om én familie, men kan også bruges i en større 

sammenhæng. 

Fælles for erindringerne er, at næsten alle kan berette om hvordan 

de som børn, unge eller voksne fl yttede til byen, som alle andre måtte 

arbejde hårdt, men fi k et godt liv med familie og materielle goder, de 

ikke havde kendt til som børn, og på deres livsaften kan se tilbage 

på et liv, der er endt godt. Vandringen fra land til by beskrives gennemgående 

som en tornefyldt, men trods alt succesrig færd. Man må 

dog ikke overse, at tilfl yttere, det er gået dårligt for, næppe har skrevet 

deres erindringer. 

Gennem staldvinduet ses Th orenfelds 

prospekt over Aalborg 

1885. 

89

Kolonihavehuset blev for 

mange forhenværende landboere 

en lille oase i byen. 

90 

Folketællinger 

Statistikkerne kan fortælle os, hvor mange der rejste til byerne, hvilke 

erhverv der voksede osv. , men af statistikkerne kan vi ikke læse, hvem 

der er tilfl yttere. I folketællingen 1911 har vi derfor udvalgt hver 20. 

husstand og undersøgt, hvor personerne kom fra, hvad de beskæftigede 

sig med, hvornår de fl yttede til byen m.v. Folketællingerne giver 

en grundlæggende viden om, hvor folk kom fra, hvor de slog sig ned, 

hvilke erhverv de fi k, hvor mange børn de fi k m.v. Folketællingen for 

Aalborg Købstad udgør hovedmaterialet, derudover har vi gennemgået 

folketællingerne for Nørresundby og for Nørre Tranders Kommune, 

også 1911. 

Erindringerne og gennemgang af folketællingerne udgør således hovedmaterialet 

for udstillingen, der er opdelt i to hovedafdelinger; først 

præsenteres man for den fattige landbefolknings vilkår og for deres 

rejse til byen. Et karlekammer er bygget op i udstillingen for at give 

en fornemmelse af, hvor fattigt mange levede til helt op mod 2. Verdenskrig. 

Derefter fortælles i resten af udstillingen om, hvordan det så 

gik, når man var kommet til byen. Mændene blev ofte arbejdsmænd i 

den nye industri og fortsatte på den måde med tungt knokkelarbejde, 

men som regel til en bedre løn end på landet. Mange unge kvinder fra 

landet stiftede bekendtskab med byen som tjenestepiger. Gifte kvin-

der havde meget sjældent fuldtidsarbejde (ifølge folketællingen 1911), 

men enker og ugifte mødre fra landet ernærede sig ofte ved vask og 

rengøring. 

Selv om det for langt de fl este var en økonomisk optur at rejse til byen, 

var der dog også nogen, der endte på fattiggården. Til dette var brændevinen 

en stærkt medvirkende årsag. Hygiejne, oplysning og afholdsbevægelse 

var med til at ”skabe” den moderne lønarbejder. Drankerne 

blev færre i tal, det fælles grødfad forsvandt, og de landboere, der fl yttede 

til byen, kom til at ligne byboerne mere og mere. Fritid blev fra 

begyndelsen af 1900-tallet noget alle havde del i – selv ufaglærte arbejdere 

kunne få tid og overskud til at dyrke sport eller til at have en 

lille kolonihave. 

Indtil 1921 havde husbonden 

ret til at revse (afstraff e) sine 

tjenestefolk fysisk – drengene til 

de fyldte 18, pigerne til de fyldte 

16 år. 

Richard Th erkelsen, der var 

søn af en skolelærer i Siem, tegnede 

som dreng denne tegning af 

en scene han lige havde set. Det 

er gårdejer Th or Nielsen, der 

griber om en tjenestedreng, der 

har været ulydig og skal afstraffes. 

Ind fra højre side kommer 

sognefoged Michael Andersen, 

der også var gårdejer. 

Tegneren, den unge Richard 

Terkelsen udvandrede som 17årig 

i 1893 til Racine i Wisconsin. 

Det var der også mange 

tjenestefolk, som den afstraff ede 

på tegningen, der gjorde. 

91

Udfl ugt til Gjøl Bjerg og Ulvedybet. 

92 

”Ildmagerens Værksted” 

– et formidlingsrum 

Af Tommy Jensen 

Med udvidelsen af Lindholm Høje Museet er der etableret et nyt formidlingsrum, 

hvori der er skabt nogle spændende rammer for en aktiv 

formidling af oldtidens håndværk. Formidlingsrummet ligger i umiddelbar 

forlængelse af museets nye udstillingsrum og er gravet ind i 

terrænet således, at det ikke er synligt fra toppen af selve Lindholm 

Høje. Fra værkstedet er der fri adgang til en aktivitetsplads med en fl ot 

udsigt ud over Limfj ordslandet og bag værkstedet knejser stenene på 

Lindholm Høje. 

Formidlingsrummet, der er døbt ”Ildmagerens Værksted” er indrettet 

med snittebænke, huggeblokke og brændestabler. At arbejde i 

træ har altid været et fascinerende håndværk, og gennem årtusinder er 

der skabt forskelligt værktøj til de specielle opgaver, som skulle løses. 

Nogle af de væsentligste stykker værktøj er uden tvivl kniven og øksen, 

og dem er der rig lejlighed til at bruge her. Det naturlige samlingssted 

i Ildmagerens Værksted er et langhusmiljø med bænke beklædt med 

skind og langild i midten af rummet. Omkring langilden kan man her 

samles og høre beretninger om vore forfædre, mens bålet knitrer, og 

suppen damper i gryden. Eller man kan bage fl adbrød af mel fremstillet 

på oldtidens skubbekværn. I Ildmagerens Værksted er der også indrettet 

et runeværksted, hvor man kan riste runer i træ med glødende 

jern opvarmet på smedeesser. 

Opgaven med at indrette det 100m² store rå betonrum til et funktionelt 

værksted med appel for såvel børn som voksnes leg og læring

er løst af udstillingsarkitekt MAA Lars Haastrup og naturvejleder 

Tommy Jensen. Det er ikke hensigten med indretningen at skabe et 

korrekt rekonstrueret miljø, men derimod at skabe et multifunktionelt 

rum med en atmosfære, der leder tanken hen på fortidens interiør. 

Det væsentlige var, at værkstedet kunne rumme håndværksaktiviteter, 

vi måtte ønske, samt være udgangspunkt for forskellige naturvejledningsarrangementer. 

Da fredningsbestemmelserne ikke tillod skorsten på byggeriet, blev 

en af de helt store udfordringer i indretningen af Ildmagerens Værksted 

at skabe tilstrækkelig træk til, at man kunne tænde bål i rummet. 

Problemet blev løst ved at lave et skadegab over loftåbningerne og forsyne 

dette med lodrette skodder, der kan åbnes i forbindelse med, at 

der tændes bål. I selve rummet blev der konstrueret en ”røghætte” over 

bålstedet, som i øvrigt består af en forhøjning af ildfaste sten samt en 

lerkappe, der er hævet ca. 30 cm over gulvet. Løsningen lyder enkel, 

men krævede en hel del praktiske forsøg i forskellige indretninger. 

På pladsen foran Ildmagerens Værksted kan man fl ytte aktiviteterne 

ud i det fri og evt. forlænge rummet, idet værkstedet er forsynet 

med to store skydeporte. Pladsen giver mulighed for bl.a. at afvikle arrangementer 

med bueskydning og øksekast. Aktivitetspladsen indgår 

Interiør fra ilsmagerens værksted. 

93

94 

som en del af græsningsarealerne på Lindholm Høje, og ofte møder 

man her en lille fl ok af får uden for værkstedet. 

”Ildmagerens Værksted” henvender sig til både børn og voksne, 

og løbende vil der blive lavet forskellige arrangementer i og omkring 

værkstedet. Til dato har der været afholdt efterårsferiearrangementer 

med snitte- og runeværksted, og på pladsen har der været opsat bueskydningsbaner. 

I vinterferien har man kunnet sidde ved langilden og 

snitte i træ, og det er glædeligt, at et stort antal børn og voksne har 

taget rigtig godt imod det nye værksted. I løbet af året er der allerede 

planlagt nye aktiviteter med udgangspunkt i værkstedet, hvor museets 

børneklub Hugin & Munin arrangerer ”Jernalderliv på Lindholm 

Høje”. Desuden bliver der arrangementer for voksne og barnlige sjæle, 

hvor man kan prøve forskellige spil fra oldtiden eller skyde med langbue 

og kaste med økse. Anvendelsen af det nye formidlingsværksted 

vil til stadighed være under udvikling og mulighederne er mangfoldige.

Udstillinger, undersøgelser, 

arrangementer og aktiviteter: 

Aalborg Historiske Museum 

Udnævnelsen af 2007 til ”Industrikulturens år” satte præg på museets 

mange aktiviteter. I foråret åbnede to særudstillinger. ”Træsko på stenbroen”, 

der beretter om de mange tusinde mænd og kvinder, som i løbet 

af industrialiseringen søgte lykken i storbyen. ”Industrikultur på tour 

– med eternit” er Industri Kultur 07’s vandreudstilling om Danmark 

som industrisamfund, som museet valgte at supplere med en udstilling 

om eternitfabrikken, en af Aalborgs største industrivirksomheder. Udstillingerne 

blev fulgt op af en række arrangementer, bl.a. ”Hvad spiste 

man i 1907?” med smagsprøver fra menuen hos bonden og arbejderen. 

Hertil kom en sanseudstilling, hvor museets gæster kunne lugte, føle 

og høre nogle af industrialiseringens produkter. Industrikulturen var 

også temaet for årets sommerskole ”Tidsrejsen 1907”. 

Historiens Dag, som museet af Kulturarvsstyrelsen var blevet bedt 

om at planlægge, løb af stabelen søndag d. 3. juni ved Lindholm Brygge 

og den nedlagte andelscementfabrik D.A.C. På vejen fra Aalborg 

Havn til cementfabrikken var der opgaveløb med spisning af spegesild 

og fedtemadder, kørsel på budcykel, og hestevognstur. På pladsen 

kunne man møde Emma Gad, cigarmagere, idrætspædagoger, slægtsforskere 

og mange andre, og en helt ny mobiltelefonskattejagt, DAC- 

MAN, blev introduceret. Historiens Dag blev arrangeret sammen med 

Stadsarkivet, Det nordjyske Landsbibliotek, Teknisk Forvaltning og 

Pædagogseminariet. 

Historisk Bogmesse blev afholdt for anden gang i marts med præsentationer 

af et righoldigt udvalg af bøger med tilknytning til Nordjylland. 

Efter at en række forfattere dagen igennem havde holdt korte 

foredrag om aktuelle bøger, afsluttede forfatteren Inge Eriksen med 

at fortælle om sin bog ”En kvinde med hat.” Nyttige og fornøjelige 

kontakter knyttedes, og inden dagen sluttede, havde arrangører og deltagere 

besluttet at gentage succesen i 2008. 

I oktober inviterede museet i samarbejde med Flaskeklub Danmark 

til ”Store fl askedag”. Publikum blev inviteret til at tage gamle fl asker 

fra vindueskarmen, boghylden eller hele kælderen med på museum, 

hvor fl askeklubbens eksperter fortalte om fl askernes alder, anvendelse 

og oprindelse. Der blev båret mange poser med klirrende fl asker ind og 

ud af museet den dag. 

2007 var også året hvor børneklubben Hugin og Munin så dagens 

lys. Selv om første møde blev holdt i begyndelsen af december, var 

medlemstallet hurtigt oppe på 30 børn – mange af dem er gengangere 

fra museets sommerskoler. Klubben er støttet af Bikuben Fonden og 

Danske Bank. 

95

96 

Lindholm Høje Museet 

Mange af Lindholm Høje Museets arrangementer er blevet til tilbagevendende 

begivenheder, der er med til at skabe presseomtale og synlighed 

omkring museet og dermed sikre et stigende besøgstal. Sæsonen 

begyndte med et weekendforedrag om Islands geologi, arkæologi og 

historie i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg. Dette samarbejde 

har gennem årene resulteret i mange spændende foredrag om vor 

oldtid. Museets nye auditorium – Aalborg Portland Salen – giver gode 

rammer for endnu fl ere foredrag i fremtiden. 

Årets natur- og kulturtur ”Den østlige Limfj ord – på sporet af fortiden” 

blev igen en dejlig oplevelse rundt om Limfj orden med en bus 

fyldt med forventningsfulde deltagere og et skønt forårsvejr. Denne 

tur hører helt sikkert til blandt museets faste arrangementer, idet den 

ligger fi nt i forlængelse af den kommende nye udstillings formidling af 

Limfj ordens vikingetid, forhistoriske lokaliteter og geologi. 

Ved midsommer blev der traditionen tro afholdt vikingemarked, vikingespil 

og Skt. Hans bål, og også i år trak arrangementet mange 

gæster til højene. Årets båltaler var folketingsmedlem og nu sundhedsminister 

Jakob Axel Nielsen. 

Men programmet har også budt på meget andet end de tilbagevendende 

arrangementer. Først på året deltog museets naturvejleder 

Tommy Jensen i et landsdækkende undervisningsprojekt ”Kors for en 

hammer”, der er igangsat af ”Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester 

og Skole-Kirke Samarbejder i Danmark”. Projektet satte 

fokus på religions- og kulturskiftet ved overgangen fra hedenskab til 

kristendom, og det mundede ud i undervisningsmateriale, musical og 

konkurrencer med præmier fra museets butik. 

Museet var dertil vært for en inspirationsdag for de nordjyske skoletjenester, 

og sæsonen kulminerede med to store arrangementer ”Islænderhestens 

dag” og efterårsferiens ”Vildt, fi sk og fortid”. Det var 3. år i 

træk, at islænderhesteforeningen Hekla afholdt ”Islænderhestens dag” 

på Lindholm Høje Museet. Islænderhesten falder helt naturligt ind i 

landskabet omkring museet, og der trækkes tråde tilbage til vikingetiden, 

hvor Lindholm Høje var befolket. Blandt de mange aktiviteter var 

forskellige rideopvisninger og boder, og er man vild med heste, så var 

der rig mulighed for hele familien til at møde hestefolk. ”Vildt, fi sk og 

fortid” trak atter rigtig mange mennesker til museet, hvor deltagerne 

fi k en god oplevelse både udendørs og i museet. Målet er at skabe en 

forståelse for forbindelsen mellem naturen og vor fortid. 

Gråbrødrekloster Museet 

Gråbrødrekloster Museet oplevede i 2007 en god fremgang i besøgstallet, 

idet 21.541 gæster tog elevatoren ned til fortiden. Der gøres 

jævnligt en særskilt indsats for at markedsføre museet, så interessen for 

det bibeholdes, og det ser ud til at være lykkedes. Specielt glædeligt er 

det, at især mange børn fi nder vej til museet, enten i selskab med deres 

familier eller sammen med børnehaven eller skolen.

Hals Museum 

I 2007 benyttede 8.005 mennesker sig af muligheden for at se museets 

kultur- og lokalhistoriske udstilling om livet ved hav og fj ord, på 

land og i by, med en besættelseshistorisk afdeling som et nyt indslag 

i basisudstillingen. Museet tog hul på året med udstillingen ”Kunst 

til påske” med skulpturer, akvareller og oliemalerier af Robert Hjeds 

Christensen, mens sommerens særudstilling var ”Genbrug,” som i 

mere end en forstand levede op til sit navn: Der var nemlig tale om 

genbrug af dele af den store udstilling ”Genbrug i fortid og nutid”, der 

tidligere har været vist på Aalborg Historiske Museum, suppleret med 

genstande fra Hals Museums samlinger. I efteråret arrangerede museet 

endvidere udstillingen ”Hals i gamle postkort” på Hals Bibliotek. Der 

blev ikke ført statistik her, men udstillingen var ifølge bibliotekspersonalet 

både velbesøgt og rost. 

Af arrangementer gennemførte museet såvel traditionelle arrangementer 

som nye tiltag. I maj deltog Hals Museum som det eneste 

danske museum i den europæiske museumsnat med arrangementet 

”Nat på Hals Museum” med levende lys, fakler og gespenster. I august 

genlød byen igen af bragene fra ”Hals Skansemarked og Sortkrudtfestival”. 

Museet har derudover arrangeret arkivdag, bogudsalg i efterårsferien 

og julemarked, og en god del af disse arrangementer er blevet 

gennemført i samarbejde med andre aktører, lokale og landsdækkende. 

Som noget særligt skal nævnes Mølledag på Ulsted Mølle, som ganske 

vist også er en tradition, men som i 2007 var noget særligt, idet vingerne 

på den nyrenoverede mølle kørte for første gang siden 1953. Det 

var det nystiftede og meget aktive Ulsted Møllelaug, der stod for den 

del af arrangementet. 

I 2007 er desuden fortsat blevet arbejdet med gravminderegistrering, 

og med projektering af renovering af Hals Skanse, ligesom museumsinspektør 

Henrik Gjøde Nielsen har været involveret i et projekt 

vedrørende retablering af Hou Batteri, et anlæg fra Englandskrigene 

1807-1814. Gennemførelsen af strukturreformen har endvidere betydet, 

at Hals Museums Lokalhistoriske Arkiv er blevet medlem af 

Arkivudvalget i Aalborg Kommune, og at inspektøren er indtrådt i 

forretningsudvalget for dette. 

Hadsund Egns Museum 

Projektet vedrørende Mariager Fjord området i renæssancen blev fortsat 

fra 2006. Stud. mag. i historie Th omas Bagge er blevet tilknyttet 

projektet, og han har specifi kt arbejdet med områdets to købstæder 

(Mariager og Hobro) og deres udvikling i perioden 1536-1660. 

Som nævnt i selvstændig artikel i årsberetningen, museumsinspektør 

Lise Andersen og møllebygger John Jensen, Hønsinge, er der i Møllepuljens 

regi udført en nyregistrering af samtlige bevarede vand- og 

vindmøller i Region Nordjylland. Nyregistreringen var et pilotprojekt, 

hvis formål var at skabe og afprøve værktøjer til en kommende landsdækkende 

registrering. 

97

Under TIMS symposiet i 

Holland blev der afholdt 

møllepasserkurser. Lise Andersen 

er her i færd med at 

svikke sejl på Bolweksmole i 

Deventer, der med sit 22,5 

m vingefang er noget større 

end Havnø Mølle (vingefang: 

17,30 m). 

98 

Fra den 29. maj til den 10. juni deltog museumsinspektør Lise Andersen 

i Th e International Molinological Society’s 12. symposium, der 

blev afholdt i Putten i Holland under deltagelse af ca. 90 molinologer 

fra hele verden (4 kontinenter var repræsenteret). Under symposiet blev 

det under akklamation besluttet at imødekomme invitationen til, at 

det 13. symposium afholdes i Nordjylland i 2011. En begivenhed, som 

museet ser frem til at være vært for. 

På Hadsund Egns Museum er der i det forgangne år afholdt en 

række arrangementer, som der efterhånden er skabt tradition for. Det 

drejer sig om fastelavnsfesten med tøndeslagning 18. februar, ”Dansk 

Mølledag” på Havnø Mølle 17. juni, høstfesten samme sted 23. september 

og julearrangementerne i november/december. 

Ved julemarkedet til fordel for Havnø Mølles bevaring 24. november 

stiftedes foreningen ”Havnø Mølles Venner”, der vil arbejde for at 

skaff e midler til den fortsatte vedligeholdelse af møllen og bistå museet 

og møllelauget ved arrangementer på møllen. 

Pr. 1. januar ophørte Hadsund Kommune med at eksistere, og vi 

skulle til at lære at orientere os i den nye Mariagerfj ord Kommune. 

Hadsund Egns Museum bidrog til kendskabet til den nye kommune 

med en foredragsrække, hvor der blev fokuseret på nogle af den nye 

kommunes kulturhistoriske perler. Den 19. marts fortalte museumsinspektør 

Ernst Stidsing, Kulturhistorisk Museum, Randers, om ”Hohøj

og Alstrup Krat”. Den 16. april fremviste Anne Mette Gielsager, Vikingecenter 

Fyrkat, kopier af vikingetidens husgeråd og klæder og fortalte 

om ”Fyrkat – ringborgen og dagliglivet i og omkring den”. Den 

14. maj var det forhenværende museumsinspektør Viggo Petersens tur 

til at fortælle og vise billeder over emnet ”Mariager Fjord områdets 

herregårde”. Den 10. september sluttede museumsinspektør Lise Andersen 

af med et foredrag om ”Mariager Fjord områdets møller”. Alle 

foredrag var henlagte til det nye Hadsund Kultur Center, som museet 

har fået et godt samarbejde med. 

Årets udstilling 2007, ”Bevaringsværdige kulturmiljøer i Mariagerfj 

ord Kommune”, (som stadig står) var tilrettelagt af Mie Vinther 

Ellekilde, og fortæller om de kulturmiljøer i Mariagerfj ord Kommune 

som hhv. regionplanerne i Århus og Nordjyllands Amter har udpeget 

som bevaringsværdige. Den 1. januar blev ansvaret for disse kulturmiljøer 

overført til de nye kommuner. 

For børn og barnlige sjæle var der også en del arrangementer i 2007. 

Således blev der i dagene 10. – 12. juli afholdt historisk sommerskole 

på Hadsund Egns Museum. Temaet var renæssance, og 17 glade børn 

boltrede sig som ædle riddere (m/k) og skønne jomfruer under kyndig 

ledelse af museumsinspektør Bodil Frandsen. Desuden deltog Hadsund 

Egns Museum i Mariagerfj ord Kommunes børnekulturnat 28. 

september med konkurrencen ”Kan du gætte hvor vi er?”. Vi udstillede 

Riddere af begge køn i drabeligt 

slag på Vandværksengen 

ved Hadsund Egns Museum 

under sommerskolen 2007. 

99

Annagrete Skjødt. 

100 

to sæt billeder af huse og gader i Hadsund før og nu. Børnene skulle 

så parre billederne sammen to og to. Spøgen var nu lige så populær 

blandt voksne som hos børn! I december måtte vi bede børnene om 

hjælp, fordi nisserne havde invaderet Hadsund Egns Museum. En fl ok 

små mænd med røde huer havde slået sig ned på Museet, hvor de havde 

muntret sig med at bytte rundt på genstandene i udstillingen! Børnene 

hjalp med at få identifi ceret de forkert anbragte genstande. 

Økonomi og medarbejdere 

I 2007 har der været beskæftiget 90 personer på Nordjyllands Historiske 

Museum, der omregnet til fuldtidsstillinger svarer til 42. 

Annagrete Skjødt, der igennem en længere årrække har været 

beskæftiget ved skiftende arkæologiske projekter ved museet, døde i 

2007. Annagrethe var i de første år ansat som studentermedhjælp og i 

de sidste år som færdiguddannet arkæolog, hvor hun på kompetent vis 

varetog berejsningen af de mange fredede fortidsminder i museets arbejdsområde 

– en opgave, som hun var overordentlig glad for at kunne 

bruge sin sidste arbejdsindsats på. Museet havde i Annagrete Skjødt 

en god og vidende medarbejder, der til det sidste bevarede en positiv 

livsindstilling. 

Museets bestyrelse bestod ultimo 2007 af: Formand Per Svensson, 

næstformand Anthon Guldberg Poulsen, bestyrelsesmedlem Knud 

Knudsen, bestyrelsesmedlem Birgit Flemming Larsen, bestyrelsesmedlem 

Dorthe Wallin, bestyrelsesmedlem Nils Bork, medarbejderrepræsentant 

Henrik Gjøde Nielsen, medarbejderrepræsentant Per 

Th orling Hadsund, repræsentant for Aalborg Kommune Lis Vestergaard, 

repræsentant for Aalborg Kommune Kjeld Kjærgaard Jensen, 

Repræsentant for Mariagerfj ord Kommune Ronny Th omsen. Museets 

daglige ledelse varetages af direktør, ph.d. Lars Christian Nørbach. 

Nordjyllands Historiske Museum havde i 2007 udgifter på 22.355.594 

kr. og indtægter på 22.600.601 kr. Det overskydende beløb skyldes 

indtægter fra fonde og undersøgelser, som skal anvendes til aktiviteter 

i 2008 

Udgifter ialt 22.355.594 kr. 

Indtægter ialt 22.600.601 kr. 

Tilskud og indtægter: 

Aalborg Kommune 8.995.699 kr. 

Hadsund Kommune 640.300 kr. 

Region Nordjylland 1.321.881 kr. 

Statstilskud 1.464.929 kr. 

Entre- og salgsindtægter 1.684.714 kr. 

Fonde og §26 7.378.841 kr. 

Indtægtsdækket virksomhed 1.114.237 kr. 

Indtægter ialt 22.600.601 kr.

Publikationer 2007 

Lise Andersen under medvirken af John Jensen: Spring sails and hybrid 

sails on Danish windmills. International Molinology, No. 74, July 

2007, s. 2-8. 

Lise Andersen: Troldkvinder ved Mariager Fjord. Fra Reformation til 

Enevælde. Renæssancen i Nordjylland 1536-1660. Udg. af Nordjyske 

Museers Østkystnetværk 2007, s. 53-77. 

Lise Andersen: Jakob Seefeldt – fra landadel til højadel. Fra Reformation 

til Enevælde. Renæssancen i Nordjylland 1536-1660. Udg. af 

Nordjyske Museers Østkystnetværk 2007, s. 77-91. 

Inger Kirstine Bladt: Fra landarbejder til lønarbejder. Fuld fart frem, 

udgivet af Skoleavisen.com, 2007, s. 10-11. 

Inger Kirstine Bladt: Den store fl ugt. Fra Himmerland og Kjær Herred 

2007, s.77-100. 

Henrik Gjøde Nielsen: At fremme sportens interesse. Hals forenede 

Sportsklubber 1932-2007. Hals Museum, 2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: Støvring Kirke. Hals Museum, 2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: Hvor regnbuen ender – Kunst i Ulsted. Hals 

Museum, 2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: Monumentalt minimalt – Guldsmed og billedkunstner 

Bent Exner 1932-2006 og skulpturen ”Smykket” på Hals 

Havn. Hals Museum, 2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: Hals i gamle billeder og postkort. Hals Kalenderen 

2008. Hals Museum, 2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: Ovn til gloende kugler forefi ndes ikke. Johan 

Christian Stabells rejse i det østjyske sommeren 1810. Østjysk Hjemstavn 

2007, s. 154-165. 

Henrik Gjøde Nielsen: Seksten salver. De henrettede – Undallslund 

Plantage ved Viborg 1946-1949. Fra Viborg-Egnen 2007, s. 73-99. 

Henrik Gjøde Nielsen: Klarupgård og Klarup Kirke i renæssancetiden. 

Fra Reformation til Enevælde. Renæssancen i Nordjylland 1536-1660. 

Udg. af Nordjyske Museers Østkystnetværk, 2007, s. 91-122. 

Henrik Gjøde Nielsen: Hals Skanse 1625-1677. Fra Reformation til 

Enevælde. Renæssancen i Nordjylland 1536-1660. Udg. af Nordjyske 

Museers Østkystnetværk, 2007, s. 269-298. 

Henrik Gjøde Nielsen, Michael Ax og Jan Hammer Larsen: Fra Reformation 

til Enevælde, Fra Reformation til Enevælde. Renæssancen i 

Nordjylland 1536-1660. Udg. af Nordjyske Museers Østkystnetværk, 

2007, s. 7-8. 

Henrik Gjøde Nielsen (red., under medvirken af Michael Ax og Jan 

Hammer Larsen): Fra Reformation til Enevælde. Renæssancen i 

Nordjylland 1536-1660. Udg. af Nordjyske Museers Østkystnetværk, 

2007. 

Henrik Gjøde Nielsen: [Anmeldelse af] Anders Malling Aaboer, Birgitte 

Dedenroth-Schou, Jens Åge S. Petersen: Folkeskolen i Kolding 

fra 1814 til i dag, 2004. Fortid og Nutid, hefte 1, 2007, s. 53-54. 

Henrik Gjøde Nielsen: [Anmeldelse af] Erik Hofmeister (red.): De ferske 

vandes kulturhistorie i Danmark, 2004. Fortid og Nutid, hefte 1, 

2007, s. 54-56. 

Henrik Gjøde Nielsen: [Anmeldelse af] Anna Rasmussen: Hylke sogn 

i det tyvende århundrede, 2005. Fortid og Nutid, hefte 1, 2007, s. 

58-59. 

101

102 

Henrik Gjøde Nielsen: [Anmeldelse af] Karin Bang: ”Denne yndige 

lille By.” Peter Nansen og Mariager, 2006. Fortid og Nutid, hefte 1, 

2007, s. 65. 

Henrik Gjøde Nielsen: [Anmeldelse af] Brian Wiborg, Lisbeth Aagaard 

Larsen: Fjends Kommune 1970-2006. Fortid og Nutid, hefte 3, 

2007, s. 229-230. 

Henrik Gjøde Nielsen [Anmeldelse af] Poul Kjeldgaard: Sammenhold. 

Fra et familieliv. Fortid og Nutid, hefte 3, 2007, s. 232-233. 

Henrik Gjøde Nielsen [Anmeldelse af]: Leonhards Minder – fra københavnerdreng 

til landsbypræst i 1800-tallet. Udgivet af Jørgen Ravn 

Elkjær, Lise Gotfredsen og Lisbeth Skovgaard med forord af Erik Nørr. 

Fortid og Nutid, hefte 4, 2007, s. 295-296. 

Henrik Gjøde Nielsen [Anmeldelse af]: Gert Jensen: Børglum Kloster 

– fra kongsgård til herregård, 2006, og Gert Jensen: Christian Michael 

Rottbøll – manden bag myten, 2007. Fortid og Nutid, hefte 4, 2007, 

s. 297-299. 

Henrik Gjøde Nielsen [Anmeldelse af]: Ole Rønnest: Den dømte 

eskadrille – en beretning om engelske fl yvere der mødte skæbnen over 

Aalborg, 2006. Fortid og Nutid, hefte 4, 2007, s. 302-303. 

Henrik Gjøde Nielsen [Anmeldelse af] Jens Andersen & Rudi Rolf: 

German Bunkers in Denmark, 2006. Fortid og Nutid, hefte 4, 2007, 

s. 303-305. 

Lars Christian Nørbach: Nye Udstillinger på Lindholm Høje Museet. 

Nye udstillinger i nye rammer. Dansk Tidsskrift for Museumsformidling 

nr. 27. Udgivet af Forlaget Hikuin og Moesgård Museum, 2007, 

s. 169-178. 

Morten Pedersen: Aalborg Portland. By og land, Landsforeningen for 

Bygnings- og Landskabskultur, nr. 75, s. 9-12. 

Morten Pedersen: På tur i Aalborgs industrihistorie. Fra Himmerland 

og Kjær herred 2007, s. 59-76. 

Morten Pedersen: På tur i Aalborgs industrihistorie. Fabrik & Bolig 

2007, Selskabet til bevaring af industrimiljøer, s. 3-18. 

Morten Pedersen: Modernismens byggemateriale. Industri Industri. 

25 stk. Dansk Kulturarv. Gads Forlag 2007, s. 131-134. 

Morten Pedersen: Ny teknologi, produktivitet og mekanisering. Industri 

Industri. 25 stk. Dansk Kulturarv. Gads Forlag 2007, s. 137. 

Morten Pedersen: Cementarbejderen uden hoved. Industri Industri. 

25 stk. Dansk Kulturarv. Gads Forlag 2007, s. 134. 

Morten Pedersen: Snapsens hjemby. Industri Industri. 25 stk. Dansk 

Kulturarv. Gads Forlag 2007, s. 138-141. 

Caspar Jørgensen & Morten Pedersen (red.): Modernism and Rationalization, 

Kulturarvsstyrelsen og Nordjyllands Historiske Museum, 

Skrifter fra Nordjyllands Historiske Museum nr. 2, 2007. 

Torben Sarauw: Male Symbols or Warrior Identities? Th e ‘Archery Burials’ 

of the Danish Bell Beaker Culture. Journal of Anthropological 

Archaeology 26, 2007, s. 65-87. 

Torben Sarauw: On the outskirts of the European Bell Beaker Phenomenon 

– the Danish case. www.jungsteinSITE.de, s. 1-61.

Museets mæcener 

 

 

· 

· 

· 

103

104

Nordjyllands Historiske Museum. Årsberetning 2007. - Aalborg ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Nordjyllands Historiske Museum. Årsberetning 2007. - Aalborg ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?