Læs om: - Dansk selskab for rejsemedicin

Dansk Selskab for Rejsemedicin 

Danish Society of Travel Medicine 

NYHEDSBREV | # 11 | December 2008 

Læs om: 

Malaria importeret fra Gambia 

Den barmhjertige Samaritan 

Madagascar dagbog 

Traditionel Kinesisk Medicin

NYHEDSBREV 

Dansk Selskab for Rejsemedicin 

Danish Society of Travel Medicine 

# 11 December 2008 

Redaktionsgrupperne 

December 

Overlæge, dr. med. 

Carsten Schade Larsen 

Infektionsmedicinsk afdeling Q 

Skejby Sygehus 

csr@sks.aaa.dk 

Overlæge, dr. med. Ida Gjørup 

Medicinsk afdeling Q 107 

KAS Herlev 

idgj@herlevhosp.kbhamt.dk 

Speciallæge i almen medicin 

Claus Boss 

Madvigsgade 3 

3740 Svaneke 

bornboss@dadlnet.dk 

Speciallæger i almen medicin 

Steffen og Lise Jarlov 

Hovmosevej 5 

3400 Hillerød 

jarlov@dadlnet.dk 

August 

Overlæge dr. med. Mads R. Buhl, 

Mbu@sks.aaa.dk, 

Infektionsmedicinsk Afd. Q, 

Skejby Sygehus, 

Brendstrupgårdvej 100, 

8200 Århus N. 


Anette Marboe, 

Marboe@dadlnet.dk, 

Kongensgade 18, 1, 

6700 Esbjerg. 

Reservelæge Steen Villumsen, 

stv@ssi.dk, 

Statens Serum Institut, 

Afdeling for Bakteriologi, 

Mykologi og Parasitologi, 

Artillerivej 5, 2300 København S 

Speciallæge i alm. medicin 

Mogens Rishøj, 

Mrn@dadlnet.dk, 

Rejseklinikken Ordrupvej 60, 4. sal, 

2920 Charlottenlund. 

April 


Karin Stausholm, Birkerød 


Niels Jacob Nielsen, Rønne 


Peter Winge, Birkerød 

Speciallæge lunge-, infektions- 

og intern medicinske sygdomme 

Torben Seefeldt, Århus 

Overlæge dr.med. i infektionsmedicin 

Eskild Petersen, Århus 


Lis Andersen 

Medlemsinfo 

Modtag nyhedsbrevet via e-mail 

Alle medlemmer opfordres til at sende deres e-mail adresse til sekretær 

Nina Christensen: nina@it.dk 

Desuden opfordres alle medlemmer til jævnligt at logge ind på foreningens hjemmeside: 

www.dansk-rejsemedicin.dk 

Den vil fremover være mere aktiv, og der vil være mulighed for at stille rejsemedicinske spørgsmål 

og forhåbentlig få kvalificeret svar på disse spørgsmål. 

Debat & kommentarer 

Er åben for alle medlemmers ucensurerede meninger om næsten alt. 

Det der gives udtryk for i debat og kommentarer er ikke nødvendigvis et udtryk for bestyrelsens 

eller redaktørernes mening og bringes på forfatterens eget ansvar. Bemærkninger fra læserne vedrørende 

emnet vil blive gengivet ordret i den følgende udgave hvis fremsendt til nina@it.dk inden 

deadline. 

Deadline 

Indlevering af stof til nyhedsbrevet er 14 dage før udgivelse. 

Næste nyhedsbrev 

Næste nummer af nyhedsbrevet udkommer 1.4.2009. 

Grafisk tilrettelægning: 

Anette Bonde · www.freelancegrafiker.dk 

HUSK: 

Næste nyhedsbrev udkommer 1.4.2009. 

Artikler/debat/kommentarer kan sendes pr. e-mail til: nina@it.dk 

2 Dansk Selskab for Rejsemedicin | Nyhedsbrev # 11 | Tema: Travelling doctors

Malaria importeret fra Gambia 

Carsten Schade Larsen 

De seneste ti år er antallet af malariatilfælde 

per år importeret til Danmark faldet 

fra omkring 200 til under 100 (Fig. 1). 

Således blev der i 2007 kun anmeldt 80 

tilfælde. Den ”farlige form” for malaria, 

plasmodium falciparum, udgjorde 58 tilfælde, 

hvoraf 54 var importeret fra tropisk 

Afrika. 

Det betyder at det er relativt sjældent at 

vi på infektionsmedicinsk afdeling Q på 

Skejby sygehus får patienter indlagt med 

malaria. Næppe mere end 1-2 patienter 

om måneden. Faktisk tror jeg vi ser flere 

patienter med dengue feber end med malaria. 

Hvad der er årsagen til faldet i antallet af 

importerede malariatilfælde er ikke klart. 

Det er i hvert fald ikke fordi danskerne 

rejser mindre til malariaområder end tidligere. 

Så måske er rejserådgivningen blevet 

bedre og de rejsende blevet bedre til at 

beskytte sig mod myggestik og tage malariapiller. 

Der er også destinationer hvor 

risikoen for malaria er faldende, fx Central- 

og Sydamerika. 

AlARMKloKKeRNe RiNGeR! 

Midt i uge 47 blev der overflyttet en 58årig 

mand fra Regionshospital Holstebro 

med falciparum malaria. Han havde været 

to uger i Gambia (fig. 2) på badeferie 

med hjemkomst 7/11 2008, og havde ikke 

taget malariaprofylakse. Ved indlæggelsen 

er han højfebril og cerebralt påvirket og 

kan derfor ikke give oplysninger om rejseanamnese. 

Derfor bliver der først undersøgt 

for malaria dagen efter, da pårørende 

fortæller at han har været i Gambia. 

Der påvises i blod-udstrygninger plasmodium 

falciparum, med en parasitæmi grad 

på 5,8 % (Fig. 3). Hvorefter han overflyttes 

til intensiv afdeling på Skejby Sygehus 

med cerebral malaria/kompliceret falciparum 

malaria (Tabel 1), hvilket der ikke var 

noget udsædvanligt ved. 

Uge 48 begyndte med den sædvanlige 

søvndyssende morgenkonference, hvor Fig. 2. Kort over Gambia. 

vagtholdet beretter om weekendens 

hændelser. Det varede dog ikke længe inden 

alle tilstedeværende læger, inklusive 

undertegnede, var lysvågne. Fredag den 

21/11 2008, var der blevet indlagt en 50årig 

kvinde med cerebral malaria og en 

parasitæmi-grad på 2,2 %. 

Hun havde sammen med en 49-årig veninde 

været én uge i Gambia i perioden 

30/10-7/11. De havde fundet en billig rejse 

på tekst-TV relativt kort før afrejse. Ingen 

MALARIA: 

af dem havde taget malaria-profylakse eller 

var blevet vaccineret mod gul feber. 

Hun havde seks dage efter hjemkomsten 

fået symptomer i form af konfusion og 

desorientering og haft svedeture. De følgende 

dage var hun sengeliggende. En 

bekendt, der tilfældigvis kom på besøg, 

kontaktede læge, der indlagde hende. 

På indlæggelsesdagen oplyste hun at hun 

flere gange havde været i kontakt med 

rejsefællen, der havde lignende sympto- 

Dansk Selskab for Rejsemedicin | Nyhedsbrev # 11 | Tema: Travelling doctors 3

Fig. 3. Tykdråbe-præparat med talrige malariaparasitter. 

Fig. 4 Malariamyg. 

mer og de havde derfor aflyst et planlagt 

møde. 

Derfor havde vagtholdet kontaktet politiet 

for at få dem til at opspore veninden. 

Politiet kunne desværre oplyse at hun var 

fundet død i hjemmet. 

Tilfældigvis havde en af afdelingens reservelæger 

taget nogle vagter på Nykøbing 

Falster Sygehus den foregående uge og 

kunne fortælle at der var kommet to patienter, 

der havde været i Gambia, med 

falciparum malaria. De var begge blevet 

overflyttet til Rigshospitalet. 

Det fik alarmklokkerne til at ringe! Det 

kunne ikke være tilfældigt. 

Vagthavende på epidemiklinikken, Rigshospitalet 

blev efterfølgende kontaktet 

og kunne oplyse at inden for de seneste 

par uger havde fået indlagt tre patienter, 

en 49-årig kvinde, en 58-årig kvinde 


og en 69-årig mand, som alle havde været 

én uge i Gambia og ikke havde taget 

malariaprofylakse. Deres parasitæmigrad 

var henholdsvis < 1 %, 6 % og 4 %. Den 

58-årige kvinde havde cerebral malaria og 

blev behandlet på intensiv afdeling. 

Tilsvarende havde infektionsmedicinsk 

afdeling, Hvidovre Hospital to brødre på 

48- og 49 år, som havde været i Gambia 

fra 30/10-7/11, uden malariaprofylakse eller 

vaccination mod gul feber. Den ene 

bror var initialt blevet indlagt på et regionshospital. 

De havde begge cerebrale 

symptomer og parasitæmigrad på henholdsvis 

5 % og 3 %. 

Hverken infektionsmedicinsk afdeling på 

Odense Universitetshospital eller Aalborg 

Sygehus havde haft malariatilfælde fra 

Gambia indenfor de seneste uger. 

Fig. 6. Den geografiske udbredelse af malaria. 

Fig. 5. Johanna Tukiainen, fik malaria efter rejse til Gambia. 


Awareness Bite prevention Chemoprophylaxis 

Fig. 7 Malaria ABCD 

ADvARSel UDSeNDeS! 

Samlet syv tilfælde af falciparum malaria 

og muligvis et dødsfald. Alle rejsende, 

der havde været 1-2 uger i Gambia med 

samme rejsebureau i perioden 24/10-7/11 

uden at tage malariaprofylakse. De fleste 

indlagt med cerebral malaria og høj parasitæmigrad, 

hvilket viser at diagnosen stilles 

sent i forløbet. 

Der er noget helt galt! Det er jo ikke en 

badeferie til Mallorca! 

For at gøre opmærksom på hvor farligt 

det er at tage til Gambia uden malariaprofylakse 

og vigtigheden af at søge læge ved 

symptomer besluttes det sammen med 

Skejby sygehus informationschef, Lars Elgaard, 

at udsende en pressemeddelelse. 

Allerede inden denne er nået ud, bliver 

jeg kontaktet af en journalist fra Jyllands 

Posten, som er blevet kontaktet af en bekendt 

til den afdøde kvinde. Han oplyser 

at han lige havde været på internettet og 

havde bestilt to afbudsrejser til Gambia – 

med afrejse om tre dage! 

Herefter går det slag i slag og budskabet 

når samme aften nationalt TV. 

Næste dag lavede jeg stort set ikke andet 

end at tale med journalister. Det startede 

allerede da jeg var i gang med mit morgenbrusebad. 

Telefonen ringede, det var 

radioavisen, der gerne ville have en udtalelse. 

Heldigvis var det radio for jeg var 

”splittertragende Kong Hans”. 

Flere aviser og DR1 samt TV2 lavede in- 

Malaria profylakse 

Diagnosis 

terview med et par af malariapatienterne. 

Ligesom jeg nåede både at komme i TVavisen 

og Godaften Danmark. 

Selvom medierne er gået en del efter rejsebureauets 

rolle, kan jeg kun glæde mig 

over at budskabet kom ud. Jeg tror ikke 

der er nogen danskere, der er rejst til Gambia 

uden malariapiller den seneste uge. 

På afdelingen har vi også haft flere indlæggelser 

med diagnosen malaria obs. pro. 

end vanligt. 

Jeg har også fået e-mails fra rejsende, der 

har købt rejse til Gambia, som spørger om 

de skal aflyse turen. Hvilket jeg bestemt 

ikke synes! 

iKKe KUN et DANSK fæNoMeN 

For at høre om andre lande i Europa 

havde oplevet noget tilsvarende med 

malaria importeret fra Gambia blev TropNet 

Europe kontaktet. Flere infektionsmedicinske 

afdelinger, heraf flere danske, i 

Europa rapporterer bl.a. malariatilfælde til 

TropNet Europe. 

Heli Siikamäki, Helsinki, Finland oplyser at 

man siden 3/11 har set 11 tilfælde af falciparum 

malaria hos rejsende, der har været 

i Gambia. Otte havde ikke taget malariaprofylakse 

og tre havde taget klorokinfosfat. 

Der er kun én udbyder af rejser 

til Gambia i Finland. Flere af de rejsende 

havde købt rejsen fem dage før afrejse. 

En af de ramte er en kendt Finsk danserinde. 

Johanna Tukiainen (Fig. 5). 

Der har også i Finland været national mediedækning 

og rejsebureauet er øjeblikkeligt 

stoppet med at sælge ”last-minute 

trips” til Gambia. 

Der er ligeledes set fem tilfælde af falciparum 

malaria importeret fra Gambia til 

Rotterdam, Holland. Alle rejser købt hos 

samme rejsebureau. 

HvAD SKeR DeR i GAMbiA? 

Det har længe været kendt at Vestafrika 

inkl. Gambia er et af de områder i verden, 

hvor risikoen for at få malaria er størst. 

Risikoen er i størrelsesordenen 2 % per 

måneds ophold, hvis man ikke tager malariaprofylakse. 

Jeg ved ikke præcis hvor mange danske 

rejsende der tager til Gambia, men det 

er næppe mere end ét fyldt fly per uge, 

d.v.s. omkring 200-300 rejsende per uge, 

hvor forhåbentlig størstedelen tager malariapiller. 

En nylig undersøgelse har vist at 

kun 76 % af danskere, der rejser til tropisk 

Afrika tager malariaprofylakse. Hvis man 

bruger disse antagelser vil man ikke forvente 

meget mere end ét tilfælde af malaria 

importeret fra Gambia i løbet af en fire 

ugers periode. Så – hvad sker der i Gambia? 

Tilsyneladende er der for øjeblikket 

en øget risiko for at få malaria. Ingen af de 

danske tilfælde havde rejst rundt i landet, 

men alene opholdt sig ude ved kysten. 

Regntiden går normalt fra juli til oktober. 

Hvis det har regnet mere end sædvanligt 

kan det betyde at der er flere myg, men 

jeg har ingen oplysninger om dette. 

SSI er i øjeblikket ved at skaffe nærmere 

oplysninger og har i den anledning kontaktet 

WHO. 

HvAD GiK DeR GAlt? 

Malaria, selv falciparum malaria, er nemt 

at behandle og kurere hvis man kommer 

tidligt i forløbet. Hvis en dansker dør af 

malaria i Danmark, må man konkludere 

at noget er gået galt. 

Omkring malaria taler vores engelske 

kolleger om malaria-ABCD, som står for: 

Awareness, bite prevention; Chemoprophylaxis 

og Diagnosis (Fig. 7). 

Har de rejsende været opmærksomme på 

risikoen for at malaria? De fleste har nok 

været klar over at der var en risiko, men 

ikke vidst hvor stor den reelt var. De har 

ikke søgt rejserådgivning. Der er ingen 


Fig. 8 Badestrand i Gambia. 

tvivl om at de rejsende her selv bærer 

størstedelen af ansvaret for dette. Rejsebureauet 

synes dog mere eller mindre 

bevidst at have nedtonet risikoen for malaria. 

Det ville have været mere moralsk 

ansvarligt hvis det i stedet havde advaret 

mod malaria og understreget vigtigheden 

af at søge rejserådgivning. Der sælges rejser 

op til tre dage før afrejse, hvilket kan 

gøre det vanskeligt for den rejsende at nå 

at få rejserådgivning. De kan sagtens nå at 

få malariaprofylakse, men ikke nå at blive 

vaccineret mod gul feber, som er en sygdom 

med en dødelighed på 20-50 %. 

Har de beskyttet sig mod myggestik? Det 

er der ingen præcise oplysninger om, så 

det er uvist. Der synes at have været den 

generelle fejlopfattelse af at hvis man ikke 

hører myg eller mærker myggestik er der 

ingen risiko for malaria. Malariamyggen, 

anopheles spp., summer ikke og stikket er 

nødvendigvis ikke kløende. 

Har de taget kemoprofylakse? Her er 

svaret et rungende nej! Hvorfor ikke! Formentlig 

igen en undervurdering af risikoen 

for malaria og opfattelse at det måske 

ikke var nødvendigt når ”man bare skal på 

badeferie”. 

Endelig hvad med diagnostik? Helt klart 

har de rejsende ikke været klar over vigtigheden 

af at søge læge ved feber eller 

influenzasymptomer. Der er derfor gået 

flere dage fra symptomdebut til indlæggelse. 

Flere synes endvidere at været kommet 

i en tilstand hvor de ikke længere kan 

tage vare på sig selv. Hvis ikke der tilfældigvis 

var kommet en bekendt på besøg 

hos den 50-årige kvinde var hun muligvis 

ikke blevet indlagt og kunne have delt 

skæbne med veninden. 

To af patienterne blev indlagt på perifert 

sygehus under anden diagnose og var ikke 

selv i stand til at oplyse at de havde været 

i et malariaområde, hvilket yderligere forsinkede 

diagnostikken. 

Den forsinkede diagnostik betød at de 

fleste patienter ved indlæggelsen havde 

kompliceret og livstruende falciparum 

malaria og to måtte behandles på intensiv 

afdeling. 

Det er vigtigt at informere rejsende om at 

selvom de tager malariapiller og beskytter 

sig mod myggestik, skal de straks søge 

læge hvis de efter hjemkomsten får feber 

eller influenzalignende symptomer. Det 

gælder de første 3 (-6) måneder. 

Der er absolut ingen grund til at fraråde 

rejsende at tage til Gambia, medmindre 

de er gravide eller under 9 måneder 

gamle. 


FLYREJSE: 

Den Barmhjertige Samaritan ... 

– og hans vilkår i 30.000 fods højde 

Klaus Boss, Almen Medicinsk speciallæge 

Under flyrejse kan man blive tilkaldt i sin 

egenskab af medicinalperson/læge. I artiklen 

gennemgås de basale lovgivningsmæssige 

og fysiske forhold ombord. 

Chancen for at der er en læge ombord i 

et fly, angives til mellem 40-80 %, og det 

kunne være Dig – og det er ikke sikkert, 

der også er en advokat ombord. 

Iflg. lignelsen (Lukas: 10, 23-37) udførte 

personen fra Samaria, som en af de mere 

tidligt beskrevne, den ”u-egennyttige adfærd”, 

som vi som medicinske fagfolk forventes 

at yde, også når vi er på rejse. 

I USA er det bestemt i American Medical 

Association kodex, som ”the Good Samaritan 

Action”, hvor hjælpepligten og ansvars-fraskrivelsen 

går hånd-i-hånd. Dette 

forudsat, at indsatsen er frivillig (dvs. man 

ikke har ”pligt” til at handle udover den 

kodex-bestemte), at handlingen foretages 

i en god mening, samt at det sker uden 

forventning om kompensation. 

”Liability of individuals. – An 

individual shall not be liable 

for damages in any action 

brought in a Federal or State 

court arising out of the acts 

or omissions of the individual 

in providing or attempting to 

provide assistance in the case of 

an in-flight medical emergency 

unless the individual, while 

rendering such assistance, is 

guilty of gross negligence or 

willful misconduct”. 

I henhold til Lægeløftet er vi forpligtet til 

”stedse og efter bedste skønnende med 

flid og omhu at virke for (mine) medmenneskers 

gavn”. 

I Lægeloven § 6 udtales at ”Enhver læge 

er forpligtiget til på begæring at yde den 

første, fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp 

efter det foreliggende må anses 

for påtrængende nødvendig ...” 

Lægelovens § 8 udtaler sig om handlepligten, 

”når Lægen tilkaldes til en syg (og det 

efter det oplyste antages, at hurtig lægehjælp 

er påtrængende nødvendig), skal 

Lægen yde hjælp snarest muligt”. 

Begge disse aspekter er vedtaget i World 

Medical Association /senest tiltrådt 1983, 

således at vi worldwide forventes at følge 

samme kodex. 

Det er således Lægeloven der juridisk forpligter 

en dansk læge for en eventuel lægelig/medmenneskelig 

indsats på dansk 

indregistrerede (luft-) fartøjer i og over 

dansk samt i og over internationalt luftrum/farvand. 

oG HvAD eR DeR Så 

At GøRe GoDt MeD? 

Der findes ingen deciderede minimumskrav 

for hvad et flyselskab skal udstyre flyet 

med, men US Federal Aviation Authority 

og i Europa Joint Aviation Authority, 

har lavet en rekommanderet basal liste: 

Førstehjælpspakke samt en ”Grab and 

Go” pakke til opkast og akut blødning. 

Ad 1: Plastre, diverse forbindingsstoffer 

med lugt, tryk samt varme og kulde egenskaber, 

bandager for brandsår samt stabiliserende 

ekstremitetsbandager (såkaldte 

”splints” = oppustelig pose). Derudover 

smertestillende, anti-kvalme, syreneutraliserende, 

anti-diarre samt detumescerende 

mediciner. Derudover en førstehjælps 

håndbog. 

HUSK ved anlæggelse af ”splints”, skal der 

tages hensyn til at ved op- og ned-stigning 

skal tages hensyn til trykforskellene; 

man skal for optimalt tryk kunne presse 

en tommelfinger ind til ekstremiteten på 

det mest luftfyldte sted. 

2) ”Doctors Kit”: som må bruges af medi- 

cinsk uddannet person, eller af lægmand i 

kontakt med medicinsk ekspert. 

Ad2: Blodtryksapparat, stetoskop, endotracheal 

tube, nåle, venflon, væsker samt 

handsker. 

Medicin: 

Parenteralt: 

• Hjerte: Nitroglycerin, 

adrenalin, atropin, diuretika, digoxin 

• Lunge: Bricanyl 

• Allergi: adrenalin, steroid 

• Epilepsi/Psykiatri: diazepam 

• Endokrint/ blodsukker: glucose 

• Smerte: Temgesic (buprenorfin), 

NSAID(diclofenac) 

Peroralt: 

• Antihistamin, benzodiazepin, analgetica 

samt antiobstipantia (Imodium) 

• – Og i tilfælde af en akut fødsel findes 

Methergin samt navlesnorsklemme. 

derudover 

3) Iltudstyr på maske 

4) Automatised External Defibrillator (= 

AED) findes på de fleste oversøiske og 

langdistanceflyvninger, samt på stort set 

alle nordamerikanske fly. 

5) Overvågningsenheden ProPac som indeholder 

en samlet EKG overvågning, BT 

måler, saturationsmåler, er så småt ved at 

vinde frem. 

Efterhånden er der til mange flyselskaber 

knyttet en systematiseret on-line hjælp til 

kvalificeret lægefaglig rådgivning fra Jorden 

(f.eks Medlink). 

Mulighederne for at foretage en medicinsk 

begrundet landing (= diverting) 

er tilstede, men afhænger af patientens 

akutte tilstand, samt af nærmest mulige 

tilstrækkelige medicinske tilbud (-og det 

er igen afhængigt af flyve-vejret, lufttrafikken, 

”slots” for flypassage, uønsket turbulens 

og afstande. Denne vurdering ligger 

i sidste ende hos Luftkaptajnen, men vil 

grunde sig på lægens anvisninger. 


forfattet af Klaus boss,Almen Medicinsk speciallæge. 

inspireret af Steffen Ulrik friis, Medicinsk Gastroenterologisk overlæge. 

HUSK at det handler om at få løst en 

NØD-situation, hvor Din medicinske viden 

kan være afgørende for et muligt tilfredsstillende 

resultat. 

I tilfælde af ophørt cirkulation gælder, at 

for hvert minut der forløber, reduceres 

overlevelseschancen med 7-10 %. Seneste 

anbefaling for hjerte-kompression/indblæsning 

er ratio 30:2. 

MEDIF (= flyselskabets forhåndgodkendelse) 

kan være en medvirkende faktor 

til at nedbringe et antal forebyggelige 

medicinske sygdomstilstande; dette kan 

selvvalgt rekvireres hos flyselskabet, men 

rejseforsikringer vil nok i tiltagende grad 

også spørge ind til medicinske problemer 

i takt med, at ældre og derved potentielt 

skrøbeligere personer begiver sig ud på 

rejse. 

Skadespanoramaet i fly er neurologisk 

(36%), gastrointestinalt (13%), lungesygdomme 

(11%), traumer (5%) samt derudover 

akut hjertesygdom, allergi & shock, 

psykiatri (herunder abstinenser) og diabetesrelateret 

sygdom. En mindre del grundes 

i forstyrrelse af døgnrytmen (diabetes, 

psykiatri). 

Dyb Vene Trombose (-og sekundært en 

lungeembolus) er efter senere studier jo 

ikke koblet decideret til flyvning, men 

grundes i sekundære faktorer, som grund- 

morbus, dehydrering samt især immobilisation 

og giver ofte først kliniske symptomer 

efter selve flyveturen.. Vær dog her 

opmærksom på, at det så kan være på 

vejen hjem. 

På krydstogt- og passagerskibe skal tillægges 

søsyge og solskoldning. Søfartsstyrelsens 

regel for læge ombord i danske 

skibe er kortfattet: ved passagertal over 

100 pax, at rejsens længde er mere end 3 

døgn, samt foregår udenfor Nord-Europæisk 

terroterialfarvand. Bestemmelserne 

er forskellige fra land til land. 

Forholdene i cruise-højde (10.000 m), giver 

tør, delvis recirkuleret og filtreret samt 

mindre iltholdig luft (obs. for inhalationsallergier 

og smitte). Her er kabinetrykket 

forsøgt holdt på ca 0,75 atm. Ilt-dissociations- 

kurven knækker netop ved ca 0,75 

atm (svarende til ”fysisk” 2.400 m h.o.h), og 

kan for en kroniker (hjerte, lunge, anemi) 

være den sidste og afgørende marginal, 

for udvikling af hjerte-lunge insufficiens. 

Dysbarisme, hvor aflukkede hulrum, (bihuler, 

mellemøre, tarme etc.) indeholder 

expanderende luft, giver smerter. 

I flyet er udfordringen at bringe en måske 

bevidstløs, måske overvægtig patient fra 

en midterplads, til området bagerst i flyets 

pantry eller i mellemgang, hvor man 

kan opnå de bedst mulige (men fortsat 

trange) pladsforhold til at arbejde. Støjen 

er generende og stetoskopi nærmer sig 

det umulige. Ligeledes er belysningen ikke 

optimal, men der forefindes håndbåren 

nødbelysning. Flypersonalet er alle uddannede 

i førstehjælp. 

Besætningen er typisk RIGTIG glad for at 

kunne ”trække på” medicinsk ekspertise, 

og vil gøre meget for at assistere. Men 

sørg altid for at få efterspurgt det skønnet 

nødvendige og tilgængelige medicinske 

udstyr, inklusive ilt, hvis der skønnes det 

mindste behov for det. Da alt er plomberet, 

skal du ikke være bange for at bryde 

plomberne for at orientere dig i de medicinske 

muligheder. 

I tilfælde af at man bliver spurgt om at 

hjælpe (= tilkald), vil flyselskabet typisk beskytte 

én ved anvendelse af den såkaldte 

”liability” (= ansvar) – formular, således at 

man dækkes af flyselskabets forsikring i 

tilfælde af senere retskrav. Dette kan være 

en god ide at sikre sig hos besætningen (typisk 

kabinechefen, men ultimativt luftkaptajnen), 

efter at situationen har stabiliseret 

sig. Ordningen er dog frivillig for luftfartsselskabet, 

da International Civil Aviation 

Organization ikke har opnået koncensus. 


KuRSuS I INTERNATIoNAL REJSEMEDIcIN - SEpTEMBER 2008 

Madagascar Dagbog 

Henrik Mørk 

19.9. 

Mobilen ringede kl. 3.30 et sted i København. 

Et ugudeligt tidspunkt, men hvad 

gør det, når rejseadrenalinet er begyndt at 

pumpe. Det var dog en noget søvndrukken 

forsamling, der gav møde i Kastrup 

kl.5, men efterhånden som man fik øjne 

op ad formiddagen og mange begyndte 

at genkende hinanden, kom der mere facon 

på det hele. 

Efter 12½ timer i luften, eksklusive mellemlanding 

i Paris, er der nu 27 minutter 

til landing i Antananarivo, Madagascars 

hovedstad. Fin, glat flyvning. Flot tordenvejr 

i tusmørke omkring Kilimanjaro, ellers 

ingen dramaer. Benpladsen sparsom. 

Hvad ved vi så på forhånd om Madagascar? 

Ikke så meget, men lidt fra nettet, 

Lonely Planet og leksikon. Det er verdens 

4. største ø, hvordan man så definerer det. 

Det er en republik og har været det i snart 

50 år, efter tidligere fransk overherredømme, 

som det hedder. Befolkningen, ca. 17 

millioner, er blandet afrikansk, arabisk, 

indisk, indonesisk og europæisk. Sproget 

malagasy, angiveligt en lige så blandet 

cocktail som befolkningssammensætningen, 

men der tales vist også en del fransk, 

hvorimod engelsk ikke er specielt gangbart. 

Klima og natur mangeartet, der er 3 

klimazoner og betragtelige højdeforskelle. 

En stor del af flora og fauna er endemisk 

d.v.s. findes kun på Madagascar, så hvad 

biologien angår, kunne det være en anden 

planet. Vi skal flytte os meget omkring, så 

vi bliver nok en hel del klogere den næste 

halve snes dage. 

Vi blev modtaget af Mads Buhl og vores 

rejseleder Henrik Annesen i lufthavnen. 

De var ankommet dagen før og havde 

sonderet terrænet lidt. Vi blev også modtaget 

af en noget nidkær security. Efter 

tjek ind på Hotel La France strejfede vi i 

samlet flok byens natteliv og prøvesmagte 

den lokale øl. Det blev ikke vildt, men 

vi kom først i seng ved 2 tiden. Den første 

Doxycyclin skyllet ned med øl gav ½ times 

ulidelig kvalme. Det fremgår af natbordsfolderen, 

at det her på hotellet koster 

det 2000 ariary - ca. 6 kr - at få vasket 

underbukser og 12000 ariary at få vasket 

en brudekjole. Fint tilbud, men vi klarer os 

indtil videre. 

10 Dansk Selskab for Rejsemedicin | Nyhedsbrev # 11 | Tema: Travelling doctors 

20.9 

Ok morgenmad på hotellet. Kl. 8.30 entrede 

vi bussen, som skulle køre os til Pasteurinstituttet. 

Man skal ikke have været 

længe i denne by for at se fattigdommen. 

Masser af tiggende mødre med spædbørn, 

folk der sover på gaden, mange 

prostituerede, meget slum. Men også en 

flot, spraglet by med sin egen eksotiske 

stemning. Brolagte gader, alle slags huse 

i mange farver og med meget forskellige 

facader, farvestrålende gademarkeder. Vi 

bor på Boulevard Independence, byens 

monumentale hovedstrøg, bygget af den 

franske kolonimagt før republikkens tid 

og efter europæisk målestok temmelig 

provinsielt. Så snart vi træder ud af hotellet, 

bliver vi overfaldet af gadesælgere, der 

falbyder lokale strengeinstrumenter, broderede 

billedtæpper, tilvirkede fossiler, vanilje, 

kunstfærdigt emballerede krydderier 

og ditto halvædelstene. Noget for enhver 

smag, kan man sige. 

Pasteurinstituttet ligger højere oppe ad 

bjerget afsondret fra det virkelige liv i en 

næsten paradisisk, parklignende have. Her 

blev vi vist rundt af 3 meget venlige læger, 

som briefede os om Madagascars status 

m.h.t. infektionssygdomme på et engelsk, 

de skulle hente meget langt væk. Madagascars 

officielle opgivelser om incidenser, 

stemmer ikke helt overens med WHO’s 

estimater og det ved de godt - nogen har 

pyntet på tallene. Essensen var, at HIV 

ligger væsentlig lavere end i mange afrikanske 

lande, omkring 1,7, angiveligt. Derimod 

er syfilis hyppig, TB og pest ligeledes. 

I Antananarivo gives 5000 post exposure 

rabies behandlinger årligt, og mange dyrebid 

bliver ikke behandlet. Jeg tror lige, vi 

holder lidt øje med hundene. Der har været 

flere store koleraepidemier de senere 

år. Instituttets udstyr og lokaleforhold virkede 

beskedne efter danske forhold. 

Fra instituttet kørte vi højere op ad bjerget 

og fik nu et flot vue over by og omgivelser. 

Der bor 1,2 millioner i Tana og ca. 4 

millioner i Antananarivo regionen. Besynderligt 

med en millionby, hvor det urbane 

veksler med særdeles landlige, lavtliggende 

vådområder med rismarker.

Vi måtte vente længe på frokosten på en 

nærliggende, hyggelig restaurant, men da 

maden kom, var den upåklagelig – røget 

fisk til forret, bøf af den lokale okse zebu 

til hovedret. 

Vi kom for sent til besøget på byens store, 

offentlige sygehus, som viste sig at være 

et helt overvejende kirurgisk hospital, 

lidt uden for vores interessesfære. Vi blev 

dog vist lidt rundt og det var ikke specielt 

opløftende. Selve sygehuset er en nedslidt 

betonrædsel, antagelig fra 60-erne. 

Patienterne lå i ældgamle, ramponerede 

jernsenge direkte på plastikbeklædte madrasser 

eller i bedste fald i nusset sengetøj, 

de selv havde medbragt. Behandlingen af 

en traumepatient med skudsår gennem 

lår og abdomen og en anden med fremskreden 

ileus var meget expecterende, 

præget af mangel på ressourcer. En 20 

årig mand havde været udsat for kynisk, 

grov vold. Nogen havde amputeret hans 

penis. Han var helt tom i øjnene. Ellers 

syntes patienterne tålmodigt at affinde 

sig med tingenes tilstand. På os virkede 

det rystende. 

Fra dette sygehus blev der i al hast arrangeret 

et besøg på et langt mindre infektionshospital. 

Det var vores indtryk, at 

dette var noget man nødigt viste os og vi 

fik med det samme at vide, at her måtte 

vi ikke fotografere. Stedet var endnu mere 

utidssvarende og nedslidt, sygestuerne 

mørke som fængelsceller, triste, snavsede 

og dårligt ventilerede. Vi blev vist rundt af 

en heltinde af en sygeplejerske, som kunne 

berette, at hun er en af de få, der tør 

arbejde på stedet, folk er bange for infektionsfaren. 

Der var tydeligvis mangel på 

lægelig ekspertise. En pige på 21 år havde 

’febris causa ignota’, 40 i feber gennem 3 

uger, bleg og kronisk medtaget, antibiotisk 

behandlet for endocarditis, hvad hun 

ikke havde symptomer på. Hun havde 

angiveligt været igennem en masse undersøgelser. 

Der lå også et thoraxrøntgen 

som ingen læge havde fået kigget på. Det 

viste infiltrat i venstre lunge og store hilusglandler, 

altså efter al sandsynlighed lunge 

TB. Mads var insisterende m.h.t. at spørge 

ind til tilfældet. Måske bliver hun nu behandlet, 

fordi vi tilfældigt kom forbi… 

Tilbage på hotellet fik vi formelt præsenteret 

os for hinanden og så var der to timers 

intensiv undervisning i rejsemedicin, 

som virker endnu mere relevant i disse 

omgivelser. – For vores vedkommende 

meget lækker middag – grouper (stor 

fisk) - på fransk restaurant med 60-er jazz. 

Fig. 2: Gademarked i Tana. 

Fig. 2: Pasteurinstituttet i Antananarivo. 

Kontrasterne er til at få øje på i denne by. 

Gad vist hvordan privathospitalerne ser 

ud? Livlig snak og hyggeligt selskab, vores 

rejseguide Henrik, Mads, Carsten, Eva og 

Flemming fra Silkeborg. 

21.9 

Bussen var der kl.8.00, programmet er 

stramt. Man kunne godt bruge en stund 

på at vegetere lidt. Men meget skal nås. 

Det var nogle spændende og fremmedar- 

tede views, der blev rullet ud for os under 

turen østpå. Ikke de store vidder, men skiftende 

tableauer af floddale, små afgrænsede 

områder med grønsagsdyrkning og 

rismarkspatchwork, små landsbyer meget 

forskellige og meget pittoreske, men 

beskedne og fattige bebyggelser med 

huse i alle tænkelige materialer: mursten 

fra de utallige miniteglværker som ligger 

midt i rismarkerne, eller træ, lerklining, 

bambusflet dækket af blik- eller stråtage. 

Og masser af menneskelig aktivitet: bear- 


Fig. 3: Trætte ”chauffører”. 

Fig. 4: Leprapatient. 

bejdning af marker med håndkraft med 

den velkendte hakkelignende skovl eller 

etskærsplov med okseforspand i mudder 

til knæene, tøjvask i mudret flodvand, 

hvor tøjet ikke hænges, men lægges til 

tørre på marker og klipper og bagefter ser 

rent ud!? Mange i øvrigt i søndagsdress 

med stærke farver i fin kontrast til husenes 

jordfarver. Landskabet efterhånden 

mere varierende, kuperet fra ret åbent 

til mere tæt vegetation, regnskovsagtigt. 

Vejret stille, skiftende, sol, skyer, støvregn, 

sol. Behagelig temperatur, 20-25 grader. 

Efter 2½ time gjorde vi holdt i en større 

landsby, som i dag nærmest lignede et 

stort marked, hvor man forsøgte at sælge 

hvad som helst: fødevarer, flettede kurve, 

tøj - mest brugt - , gamle udslidte sko, 

levende dyr, CD-er, mobiltelefoner, isenkram 

og skrammel. I dette farverige virvar 

tågede et enormt antal rickshaws rundt 

og endnu flere stod ledige med ’chaufføren’ 

hvilende i passagersædet. Nogen har 

åbenbart råd til at lade sig transportere 

på den måde og man kunne da også se, 

at enkelte huse bar præg af lidt mere velstand 

end den ekstremt fattige standard. 

Vi har selv en uoverstigelig tærskel for at 

sætte os op i en rickshaw, som alt for tydeligt 

symboliserer herre-tjener kulturen 

på disse breddegrader. Egentlig burde 

man vel støtte forretningen ved at tage en 

tur. I byen var de masser af søde, smilende, 

generte børn, nysgerrige som alle andre 

steder. Flere af os købte flotte, spraglede 

fletkurve. 

Få dage i forvejen var der blevet arrangeret 

et besøg på et lille leprahospital. Det lå 

afsides – efter guidernes udsagn gemt af 

vejen og egentlig noget, vi helst ikke skulle 

se. Men en af de indfødte guider Rakotondrasoa 

Emile Jean Prosper er opvokset 

i Andasibe – en nærliggende landsby – og 

kunne formidle kontakt til stedet. Vores 

anden lokale guide hedder Benjamin Raveloarimanana. 

Det er ikke kun bynavne, 

man brækker tungen på. 

På leprahospitalet blev vi modtaget at en 

elskelig, munter og storsmilende nonne, 

som vist brugte sin fridag på os. Hun var 

tydeligvis stolt af stedet og glad for at vise 

rundt. Der var plads til 26 leprapatienter 

og derudover ambulant virksomhed. Husene 

og faciliteterne var af langt højere 

standard end på universitetshospitalet i 

Tana og hovedsagelig drevet af midler fra 

en kristen organisation, men omfattede 

også en offentlig finansieret afdeling. 

Diagnoserne hvilede på det kliniske og mikroskopi 

af udstrygninger fra hudbiopsier, 

farvet for mycobakterier. Man havde også 

røntgen og UL-apparatur til rådighed. Vi 

så mange patienter med lepromatøs lepra 

og svære angreb af neuropati med deraf 

følgende komplikationer med manglende 

fingre og tæer og andre svært mutilerende 

læsioner. De lod sig tålmodigt vise frem 

og vi fik set ting, de fleste af os hidtil kun 

har set på billeder i lærebøger. Hospitalet 

var omgivet af en mønsterværdigt dyrket 

have med frugter, grønsager og masser 

af blomster. Man fornemmede, at det er 

uegennyttige ildsjæle, der arbejder her. 

Vores lokale guide Rakodondrasoa måtte 

klare oversættelsen fra malagasy/fransk 

til engelsk og det klarede han flot. Han er 

en lille, stilfærdig kasketklædt mand, som 

ser yngre ud end sine 30 år. Han træder i 

karakter, når der er brug for det. Han taler 


engelsk bedre end de fleste andre her og 

det er et stort aktiv i turistbranchen. 

Fra spedalskhedshospitalet gik det videre 

over stok, sten, flod mm. til Vakona Lodge 

som er et hotel bestående af træbygninger 

beliggende på en kunstig halvø i en 

rydning i regnskoven med central restaurant 

omgivet af værelseshytter. Meget 

flot og ok værelser, men et setup der forekommer 

noget absurd her in the middle 

of nowhere omgivet af landsbyer præget 

af ekstrem fattigdom, hvor man bor i usle 

træskure med åbne ildsteder uden nogen 

form for komfort. 

Efter en udmærket frokost begav vi os til 

Lemur Island, for at tage på regnskovssafari. 

Stedet sejler man til med tre tag i en 

kano og det er en temmelig friseret kunstig 

ø omgivet af kanaler, hvorpå man har 

udsat et antal lemurer, som ikke bryder sig 

om vand og derfor bliver boende. Der har 

de det også glimrende, er tamme og bliver 

forkælet med bananer af deres halvfætre. 

Det er nogle herlige dyr, meget omgængelige 

for ikke at sige nærgående og meget 

adrætte. Det er meget hyggeligt, men 

det hele har mest karakter af zoo. 

Der var 3 timers undervisning inden aftensmaden. 

En velplaceret kop kaffe holdt 

os nogenlunde til ilden. Det øsregnede et 

par timer om aftenen, frøerne kvækkede 

livligt i søen ... 

22.9 

udover vores fatteevne. Vi fik også lov til 

at se den lokale lægeklinik, fødestuen og 

en slags sundhedsplejerske konsultation. 

Nogle meget sparsomt udstyrede, slidte, 

små rum med en hygiejnisk standard meget 

fjernt fra den vi kender. Lægen var en 

venlig, lille lidt kraftig mand - stort set alle 

andre er meget magre. Han kunne berette 

om masser af infektionssygdomme, som 

han heldigvis så ud til at have antibiotika 

til at behandle. Og så lidt Fansidar til malariaprofylakse 

til særligt udsatte grupper 

som gravide og svage børn. Masser af 

diarresygdomme, TB og kønssygdomme, 

men ingen HIV. Der var en veludstyret 

anticonceptionsklinik med en stor skålfuld 

Depoproveraampuller og diverse andre 

midler, men trods det ca. 1 fødsel pr. 

dag. Vi hørte ikke om spædbarnsdødeligheden, 

men den må være høj. 

Der er alt for lidt arbejde i området. De 

der arbejder på lodgen skiftes, så arbejdet 

deles jævnt mellem familierne. Ca. 60 % 

af mændene har et alkoholproblem, så I 

byen er der mange få kvadratmeter store 

barer, der kaldes ’hoteller’. Cigaretter køber 

man enkeltvis i de små butikker. Danske 

socioøkonomiske problemer perspektiveres 

i disse omgivelser. 

Fra Andasibe tog vi turen tilbage til Antananarivo 

uden pauser. Byen har ingen omfartsveje 

og trafikken var tæt, så vi ankom 

Det er utroligt, som denne verdens materielle 

goder er ujævnt fordelt. Dagens 

første stop var den nærliggende landsby 

Andasibe, som umiddelbart virker ganske 

lille, men hvor der bor 17.000 mennesker 

tæt stuvet sammen i bittesmå, ældgamle, 

udtjente bræddeskure. En lang hovedgade 

med ujævn brolægning og ’fortove’ af 

leret jord, enkelte små stikveje til siderne 

også mest jordveje. Der er ingen tagrender, 

det hele må blive slemt pløret, når 

det regner, og det gør det tit. Guiden 

Rakotondrasoa er opvokset i byen, hans 

mor og flere søskende, bor der stadig. 

Han havde udvirket, at vi kunne få lov at 

komme indenfor et par steder. Et sted boede 

en familie med flere børn, heriblandt 

et spastisk barn på 2–3 år uden sprog og 

uden evne til at gå. Loftet i rummet var 

delvist isoleret af et enkelt lag bølgepap og 

væggene delvist med noget tapetagtigt 

papir, som hang løst ned. Et utæt, mørkt 

rum på ca. 6 kvadratmeter med et bord, 

en taburet og et par senge. Armod helt Fig. 5: Det kan være svært at fravælge kontakt med dyr. 

noget forsinket til lufthavnen ved 14.30 tiden. 

Heldigvis er vores to små turbopropfly 

chartrede og de ventede på os. Der kan 

være 13 passagerer + bagage i hvert fly. De 

har små primitive sæder og det er trangt 

med pladsen. Piloterne flinke og tillidvækkende. 

Flot tur på 45 minutter til Antsirabe. 

Fra luften ser man tydeligt, hvorfor 

Madagascar kaldes den røde ø. Et flot 

mønster af røde og grønne farver med 

enorme, slyngede floder og flade vådområder 

med rismarker. Flyet kan være lidt 

uroligt og mindst et par stykker var lidt 

luftsyge, men landingen var glat i Antsirabes 

’lufthavn’, som er en græsmark med 

et skur. To busser ventede på os og bragte 

os uden svinkeærinder til byens offentlige 

sygehus, hvor vi blev modtaget af en særdeles 

karismatisk læge i bordeauxfarvet 

operationstøj. Mads kunne her henrykt 

bevise, at han ikke havde overdrevet betydningen 

af tyfusvaccination i gårsdagens 

undervisning, for denne mand var 

leveringsdygtig i indtil flere tyfustilfælde, 

bl.a. en mand, som var nyopereret for tyfoide 

tarmperforationer. En anden havde 

hydrocele på baggrund af schistosomiasis. 

Der var malaria og STD i massevis. Dette 

var relevant rejsemedicinsk bedside undervisning 

i lyntempo. 

Få minutter senere checkede vi ind på vores 

nye hotel Arotel i byens centrum og et 


Fig. 6: Morgenstemning i Antsirabe. 

kvarter senere startede undervisningen. 

Bagefter spiste vi middag på en nærliggende 

restaurant. Jeg fik grillspyd. Ikke 

den store kulinariske oplevelse, men vi 

hyggede os gevaldigt. Folk hænger beundringsværdigt 

med på det strabadserende 

program, ingen surmulen i krogende, 

alle er ude for at få en på opleveren og 

det får vi. Og falder i søvn, når vi lægger 

hovedet på puden. Passende mængder af 

Three Horse Beer, Madagascars bedste 

-også eneste, ser det ud til - øl, fremskynder 

processen. 

23.9 

Vi stod op ved 6 tiden for at få rørt os lidt 

mellem rejserne. Fin stemning i byen i det 

tidlige morgenlys. Trods tidspunktet en 

vrimmel af mennesker på gaderne. De fleste 

noget mere velklædte, end det vi hidtil 

har set. Her er massevis af flotte huse, 

givetvis bygget som villaer under den 

franske kolonitid. Antsirabe var engang 

kurby for rige europæere og det præger 

den stadig. Men husene er dårligt vedligeholdte, 

ligesom gader og fortove. Lige 

fra morgenstunden er der en vrimmel af 

rickshaws, som kæmper indædt om de 

få kunder. Når de har fået en eller flere i 

vognen, løber de uden pause til destinationen, 

ofte i bare tæer. Det må være hårdt 

og de har heller ikke et overflødigt gram 

på kroppen. Her er næsten ikke tiggere og 

de handlende er ikke så aggressive som 

i Tana. Tilfældigt kom vi forbi Hotel Les 

Thermes, hvor vi egentlig skulle have boet, 

men det var opgivet p.g.a. dårlig standard. 

Udefra ligner det et mellemstort kejserpalads, 

monumentalt med facaden vendende 

ud mod et stort parkområde med 

udsigt til byens store sø. Det er bygget i 

1896. Med denne kulisse er det ikke svært 

at forestille sig det daværende Europas 

jetset leve deres dekadente kurliv, hvor de 

har dyrket deres dårligdomme og pikante 

intriger med en tjener på hver finger. 

’Den norske skole’ står der pludselig på et 

skilt ved gitterlågen ind til et af de flottere 

huse. En norsk mission har ifølge Lonely 

Planet i mange år holdt til i byen og de 

driver skolen. Hvorfor lige Antsirabe på 

Madagascar? 

Morgenmad på hotellet. Vi nikkede uden 

begejstring genkendende til de hvide luftbaguetter 

og slatne croissanter, vi har fået 

de andre steder. Madagascar bugner af 

frisk frugt. I bedste fald serveres frugt som 

konserves til morgenmaden, det anses for 

mere eksklusivt, siger vores guide Henrik. 

Der var arrangeret en kort bustur rundt 

i omegnen om formiddagen, dels til et 

marked ved en sø, hvor man i de talrige 

boder forhandlede meget af det samme, 

vi har set i Tana, smykkesten, tørklæder, 

bearbejdede forsteninger, seriefremstillede 

figurer i sten og metal, sjove håndlavede 

cykel- og bilmodeller i blik - mest 2 

CV-er, som ikke synes at være veteranbiler 

her på øen, de bliver i høj grad brugt som 

taxaer i Tana. Fra markedet kørte vi til et 

stensliberi i byen, hvor man også kunne 

handle. Her var det mest dyre sten, som 

safirer og den slags. Bent så ud til at have 

den fornødne specialviden og fik købt 

nogle stjernesafirer til en god pris. 

Tilbage på hotellet fik vi en øl og en ostesandwich. 

Posthuset ligger overfor hotellet 

og her havde der lige fra morgenstunden 

stået en enorm kø uden synderlig 

dynamik. Ifølge servitricen stod folk og 

ventede på udbetaling af deres pension 

på 30.000 ariary - ca. 90 kr - for 3 måneder. 

Vi har lige købt en broderet dug med 

dækkeservietter til 40.000 ariary. Enten en 

meget dyr dug eller en meget lille pension 

eller begge dele? De handlende var meget 

ivrige for at gøre en sidste øjebliks forretning, 

inden busserne drog af – det var 

her dugen kom ind i billedet. Ole er altid 

frisk på en hurtig handel, han nænner ikke 

at skuffe de handlende. Han hævder, at 

han har flere skabe fulde af souvenirs derhjemme. 

Her erhvervede han den spæde 

begyndelse til en prismelysekrone i ægte 

megadiamanter. 

Vores kække piloter ventede med deres 

fly på airstrippen og efter få minutter var 

vi igen i luften med kurs mod Isalo Park. 

Vi skulle mellemlande for at tanke brændstof, 

selvom det er mindre end to timers 

flyvning i alt. I starten lignede landskabet, 

det vi hidtil har fløjet over, men til sidst 

skiftede det karakter og blev mere øde og 

afbrændt og uden de store floder, men 

med mange, karakterfyldte små bjerge, 

der brat rejser sig over et i øvrigt ret fladt, 

sparsomt bevokset landskab. Isalo park 

er vidt berømt for sin særegne natur, der 

leder tanken hen på månelandskaber og 

andet eksotisk. Den er en af Madagascars 

4 nationalparker og er 200 km lang og 60 

km bred. Jeg vidste meget lidt om Madagascar 

før denne tur, men Isalo havde jeg 

hørt om. 

Hvad vi ikke havde hørt var, at man aldrig 

tidligere havde landet så store fly på den 

foruroligende korte airstrip i ørknen. Vi 

fornemmede godt nok, at piloterne virkede 

lidt tøvende, indtil det pludselig gik 

meget brat nedad langs en klippeside og 

få sekunder senere ramte landingshjulene 

en nogenlunde jævn, afsvedet græsmark, 

Hotel la Reines private lufthavn. Glade 

og lidt overstadigt lettede steg vi ud og 

efter få minutter kom vores rejsekammeraters 

fly ud af himlen. Deres piloter virkede 

endnu mere tøvende, men efter et 

par overflyvninger og en mobilkonference 


Fig. 7: Epokegørende landing i Isalo. 

med vores piloter, besluttede de sig for at 

lande i den modsatte retning. Da de kom 

ned, så det alt for længe ud til, at de holdt 

kurs lige mod det sted, vi stod, men de 

ændrede kurs i sidste øjeblik og flyet gled 

flot ned på banen. 

Hotelmutter i skikkelse af en høj, slank, 

fransk dame med et ganske myndigt udseende 

var på plads i sin 4-hjulstrækker 

– muligvis mest for at overvære den epokegørende 

landing – og ledsagede os til 

Hotel la Reine, som er noget af de smukkeste 

og – skulle det vise sig – mest velfungerende, 

vi har set. Og her taler vi ikke 

bare om Madagascar. Hotellet er bygget 

af granitsten fra stedet, formoder jeg, i 

hvert fald camouflerer det sig smukt her i 

dette sælsomme, stenede ørkenlandskab, 

til overflod omkranset af blomstrende 

buske og træer. Værelserne – med interiør 

lige så flot og harmonisk som det 

ydre - spredt som små bungalows omkring 

hovedbygningen. Det hele adskilt af 

smalle brolagte stier, som diskret fører til 

pool, tennisbane og massage esthetique. 

Sidstnævntes personale så overordentlig 

sympatiske ud og ville givetvis have vundet 

ved nærmere bekendtskab – desværre 

var tiden ikke til det. Men her og nu 

var vi nødt at nyde al denne luksus, så en 

planlagt tur til en landsby blev aflyst og 

vi fik os et tiltrængt frikvarter ved poolen 

inden dagens undervisning, som vi indtog 

halvt liggende i lovligt magelige lænestole 

i hovedhusets pejsestue. 

Middagen var super. Jeg fik først røget fisk 

med spændende kunstfærdigt serveret tilbehør. 

Derefter and i pikant sauce og delikat 

is med frugt til dessert. Selv de bedste 

køkkener ville have svært ved at leve op 

til den standard. Vi sov glimrende i vores 

myggenet-himmelseng og morgenmaden 

var på niveau med middagen. 

24.9 

Mildt stemte og med åbent sind efter al 

den – desværre så flygtige – overdådig- 

hed, begav vi os af sted på dagens udflugt 

i Isalo Park. Vi startede med at køre til en 

nærliggende by, som igen så ud til at huse 

nogle få hundrede, men hvor der boede 

7000 mennesker. Herfra udgår mange 

vandre- og trekkingture i parken. Vores 

var i den første kategori. I byen samlede 

vi de to påbudte guider op. Ham i vores 

bus driver normalt landbrug – ikke det 

mest indlysende erhverv i dette afsvedne 

hjørne af verden. Men han er altså også 

guide som bierhverv, når det er sæson for 

det. Han har haft engelsk i skolen 1 time 

pr. måned i nogle år, men det meste af det 

han kan, har han lært sig selv ved hjælp 

af nogle sprogundervisningsbånd, en ven i 

USA har sendt ham. Han talte et udmærket, 

forståeligt engelsk. 

Vi startede ved en primitiv lejrplads, som 

Carsten med god sans for proportioner 

døbte Base Camp. Der er nogle ildsteder 

og stråtækte pavilloner og mulighed for 

at campere med telte. Derfra gik det i gåsegang 

op langs en lille rislende flod, som 


Fig. 8: Hotel La Reine i Isalo. 

Fig. 9: På tur i Isalo park. 

gav en oaseagtig frodig stribe i ørknen. 

Der havde været mennesker før, der var 

hugget velanbragte trin i klipperne og det 

var fint, for det gik temmelig meget op og 

ned i den smukke, fugtige frodighed, hvor 

vi passerede flere flotte vandfald og småsøer. 

Vi så en særlig mimose, hvis blade 

foldede sig sammen ved berøring og en 

kamæleon, der blev foreviget på niveau 

med en Hollywoodstjerne. Vi så også en 

del fugle, men ikke nogle vi kunne bestemme. 

Om det skyldes manglende 

ornitologiske kundskaber, eller at der var 

tale om endemiske arter, må stå hen i det 

uvisse. Til sidst nåede vi frem til den blå 

og den sorte lagune, små bjergsøer for foden 

af vandfald. Nogle af os, inklusive de 

to infektionsmedicinere, som ikke havde 

givet den for lidt med schistosomaadvarsler, 

hoppede i baljen. Det var køligt, men 

meget forfriskende. Tilbage i Base Camp 

blev vi modtaget af adskillige lemurer, 

tydeligvis vante til mennesker, men dog 

lidt mere ’vilde’ end dem på Lemur Island. 

Flemming så en kolibri. Vi har set masser 

af store fugle i det mere ørkenagtige Isalo, 

mest glenter og nogle store hvidhalsede 

krager. 

Efter en god frokost og en kop kaffe på 

terrassen kørte vi til ’lufthavnen’. Starten 

gik over al forventning, der var endda flere 

meter tilbage på banen, da maskinen gled 

op over dette besynderlige, eventyrlige 

luksushotel, som hurtigt blev mindre og 

forsvandt i ørknen. Var det hele bare en 

luftspejling? 

Kursen var sat mod Tulear på Madagascars 

sydlige vestkyst, hvor lufthavnen var 

mere civiliseret end i Isalo, men – skulle 

det vise sig – også noget af det mest 

avancerede i denne ekstremt fattige by. 

Inden landingen havde vi set en del baobabtræer 

fra flyet. Dem havde vi ikke har 

set før. De er ellers godt opreklamerede i 

rejselitteraturen. 

I en noget antik, buslignende ombygget 

lastbil, som stank af diesel, blev vi kørt 

til byen og Hotel Victory, som ligger i en 

muromkranset have med alskens tropiske 

vækster bl.a. nogle enorme mangotræer 

og med masser af fuglekvidder og en stor 

pool midt i det hele. Selve hotellet – med 

Hotel la Reine i frisk erindring – en noget 

rodet affære, men meget hyggeligt. Vi nåede 

lige at checke ind og tørre sveden af 

panden, inden undervisningen begyndte. 

Den foregik under en pavillon ved siden 

af poolen i den tropiske skumring, mens 

myggene kom frem og flagermusene begyndte 

at flakse over forsamlingen. De 

øvrige hotelgæster kiggede lidt undersøgende 

på foretagenet. I øvrigt fungerer 

disse interimistiske undervisningssteder 

glimrende. Stemningen, påklædningen og 

dialogerne er afgjort mere laid-back end 

i et sterilt auditorium, men undervisningen 

super og på et niveau, der holder folk 

fanget. 

Victory er ifølge rejselitteraturen et af 

byens bedste spisesteder, så vi blev der 

til middagen. Man kan få fisk og skaldyr 

i mange udgaver overalt på Madagascar 

og priserne er helt overkommelige. For 

mit vedkommende stod den i dag på setmenu: 

grønsagssuppe og fiskespyd, sidstnævnte 

fremkommelig, men ikke noget 

at skrive dagbog om. Andre havde mere 

eksotiske gastronomiske oplevelser. Vores 

undervisere var helt absorberede i nogle 

mega skaldyrsanretninger der fyldte 1½ 

kuvert. Lone fik lokket Bent til at krydre 

suppen med noget hakket chili, som at 

dømme efter hans ansigtskulør var noget 


hot. Det måtte hun høre en del for. Samme 

Bent er fra Nakskov og hans syngende 

sydhavsdialekt er som skræddersyet til 

alle de underholdende historier, han synes 

at have et uudtømmeligt lager af. Det 

er ikke kedeligt at spise med dette hold. 

De velvoksne Three Horse Beers har i vidt 

omfang fortrængt vin, og bidrager mærkbart 

til stemningen. 

25.9 

Efter morgenbad i poolen og morgenmad 

tog vi en slentretur på hovedgaden. 

Hotellets nabo fremstiller oksekærrer på 

absolut gammeldags maner af ubearbejdet 

tømmer. Han var i gang med et 

vognhjul, som uden videre ville gøre god 

fyldest som gavlpynt på en sydfynsk bindingsværksidyl. 

Det hele lavet med gammeldags 

håndværktøj. Jeg så ham fra 

hotellets balkon, da vi stod op. Da afbrød 

han arbejdet for at tage sin mobiltelefon. 

Sikkert 4. generation. Surrealistisk. 

På gaden var der andre små virksomheder, 

f.eks. et mobilt cykelværksted under 

et simpelt palmebladsdækket stativ, helt 

sikkert uden iværksætterydelse. Eller små 

primitive forretninger med nogle få maniokrødder, 

et par klaser bananer og intet 

andet. Beboelserne igen simple bræddeskure. 

Alt vidner om stor fattigdom og 

der er masser af mennesker. Også her er 

der nogle, der har råd til at lade sig transportere 

i det enorme antal rickshaws, der 

også findes her, dog i et lettere og mere 

elegant design, end dem vi hidtil har set. 

Busserne kørte os til havnen, hvorfra vi 

skulle sejles til Anacao Beach i en lille passagerkatamaran, 

som på grund af lavvande 

måtte ankre op nogle hundrede meter 

fra kysten. Det betød, at hele selskabet 

skulle fragtes hen over lavtvandsområdet 

i oksekærrer. Da der blev givet signal til at 

der var brug for dem, kom kærrerne flintrende 

henover området fra nær og fjern, 

alle styret af ivrige kuske, som piskede løs 

på de stakkels okser for at komme først 

til en god forretning. Stemningen var høj 

og let nervøst afventende m.h.t. hvordan 

det projekt skulle spænde af. Ingen af os 

havde vist prøvet at køre i oksekærre før 

og slet ikke i mudder eller vand til hjulnavene, 

men bortset fra en enkelt punktering 

- de fleste af disse havgående kærrer 

havde gummihjul - af en noget tungt lastet 

kærre, blev al skepsis gjort til skamme 

og vi nåede velbeholdne ud til ’mellembådene’, 

som skulle sejle os fra kærrer til 

Fig. 11: Utraditionel befordring. 

Fig. 10: Undervisning på hotel Victory i Tulear. 

katamaran. Kuskene så ud til at have det 

lige så sjovt som os andre. Der blev givet 

godt med drikkepenge og jeg tror, vores 

kuske havde en god dag. 

Vejret var fantastisk, skyfrit, brise, behagelig 

temperatur og det blev en skøn sejltur 

i adstadigt tempo, fordi kun den ene af to 

motorer var funktionsdygtig. Vi sejlede 

fra kl. 10 til 14, så solen var næsten i zenit. 

Mange af os tilbragte de timer på fordækket, 

så der var godt gang i solcremen. 

Stemningen blev meget høj, grænsende til 

det ekstatiske, da vi pludselig så hvaler om 

styrbord, først på ret lang afstand, hvor vi 

næsten kun så skyen fra de vældige blåst, 

men efterhånden kom vi tættere på, helt 

ned til omkring 100 m. Det var en kæmpemæssig 

hunhval med en unge. Det var 

stort at se de enorme rygge komme op 

af vandet i en lang glidende bevægelse fra 

mange vinkler. Der var en del diskussion 

om hvilken hval, der var tale om. Efter 

hjemkomst har nærmere studier af farver, 

blåsthøjde, adfærd - vi så aldrig halefin- 


Fig. 12: Udsigt fra værelset. 

nen - og geografisk udbredning overbevist 

mig om, at der var tale om blåhvaler 

eller finhvaler. 

Første indtryk af Anakao er en flot, bred, 

hvid sandstrand. Her var fin dybde og intet 

behov for oksekærrer, men ellers foregik 

landgangen som ombordstigningen 

med en mindre ’mellembåd’ til stranden. 

Havn eller mole findes ikke. Det behøver 

stedets altdominerende fartøjer, udriggerbådene 

ikke, de sejler lige op på stranden. 

Hotellet ligger 1 km nord for Anakao by, 

og består af lave murede bygninger med 

flettet græstag, et hovedhus med reception, 

bar og restaurant og omkringliggende 

hytter i let skyggende, lav vegetation og 

med udsigt til det turkisblå hav et stenkast 

væk. Virkelig en eksotisk oplevelse i 

luksusklassen, selvom hotellet hverken 

er fire- eller trestjernet. Men husene er 

glimrende og udsigten gennem dobbeltdørene 

enhver vinterbleg nordbos drøm 

om et tropeparadis. Vi fik et pragtfuldt 

havbad i Mozambiquestrædet. En time 

efter solnedgang sås den funklende sydlige 

stjernehimmel fra stranden uden distraherende 

bylys. 

Undervisningen var igen henlagt til hotellets 

åbne fællesarealer, men hotelaktiviteten 

var ikke så hektisk, at det gjorde 

noget, bortset fra receptionstelefonens 

irriterende ringetone, som kunne næsten 

hele foråret af Vivaldis fire årstider udenad. 

– Efter undervisningen glimrende suppe 

og languster på hotellet. 

Der er saltvand i hanerne. Der findes in- 

tet andet rindende vand i Anakao. Der 

kan ikke laves boringer, der giver ferskvand. 

Det smager rædselsfuldt og sæbe 

og shampoo skummer ikke tilfredsstillende. 

Ellers er værelserne glimrende, meget 

charmerende i deres primitivitet med 

enkel lokal udsmykning, passende krydret 

med enkelte kakkelakker og nogle store 

ubestemmelige flyvedyr 6–7 cm + læggebrod, 

som Lone bestemt ikke syntes om, 

heller ikke da jeg diskret havde anbragt et 

dødt eksemplar på hendes hovedpude. Vi 

sover som alle andre steder under myggenet 

og vi sov som sædvanligt glimrende 

indtil vi ved 5-tiden blev vækket af en meget 

anmasende og vedholdende hvislelyd 

meget tæt på. Det var bælgmørkt og ingen 

af os gad bevæge os uden for vores 

beskyttende myggenet for at undersøge 

sagen, men havde begge fantasier om 

slanger, skorpioner og andet farligt. Senere 

på dagen lå der rent faktisk en velvoksen 

slange på Bents terrasse. Man siger, der 

ikke findes farlige slanger på Madagascar….. 

? Vores farlige dyr viste sig at være 

et stort, ubestemmeligt insekt, der var 

fanget i en plasticpose på sengebordet. 

26.9 

Vi startede med et herligt morgenbad 

i solopgangen og gik/løb os tørre langs 

stranden, hvor lokalbefolkningens aktiviteter 

så småt var ved at komme i gang. 

Folk her er lidt kraftigere bygget og mere 

negroide end nordpå, hvor der er mere 

asiatisk islæt. Der blev båret fiskefyldte 

kurve på hovedet og klargjort både og 

garn. Røgen, der steg op fra Anakao by 

vidnede om madlavning over bål. 

Vi skulle på snorkletur på en nærliggende 

ø. Og hertil skulle vi bruge et antal af 

de lokale udriggerbåde, som lå klar på 

stranden lige nedenfor hotellet. Bådenes 

slanke skrog, typisk 60 cm bredt og 6–7 m 

langt er lavet af en tilhugget, udhulet træstamme, 

hvor fribordshøjden øges med 

sindrige sammenskaringer og afsluttes af 

en lønningsliste fastgjort med trænagler. 

Udriggerne er fastgjort på armtykke grene, 

der er surret fast til skroget. Mast og 

sprydstage, som holder et rektangulært 

bomuldssejl, er også solide grene. Stag, 

skøder og fald er almindeligt tovværk. I 

vores båd var der 4 passagerer og 2 besætningsmedlemmer. 

Vi sad på de smalle 

tofter eller på lønningen af hensyn til bådens 

balance. Disse smukke både er utroligt 

velsejlende og vi strøg af sted, selvom 

vi i starten havde vinden imod og måtte 

krydse. Det er en meget støjsvag og behagelig 

sejlads og vores 2 søfolk var særdeles 

kompetente udi balance og sejlføring og 

vi sejlede da også flere af de andre både 

agterud. 

Straks efter ankomst til øen iførte vi os vores 

snorkler og vadede ud i et lavtvandsområde 

ved øens sydside. Det var lige lavvandet 

nok til formålet, men det gik. Det 

var sandbund med spredte klipper. Der 

var enkelte kulørte koraller og nogle flotte 

søstjerner med flotte ildrøde eller blå 

mønstre. Jeg så også en del spraglede fisk 

5 – 6 arter i stimer på op til 30 – 40 stk. i 

op til pundstørrelse. Bestemt ikke verdens 

flotteste snorkelområde, men en fin oplevelse. 

Bagefter så vi os om på øen, nogle 

gik hele vejen rundt på ½ times tid. Jeg var 

inde på midten, hvor der var vegetation 

af buske og træer og ikke mindst nogle 

kæmpestore fiskehejrer, som sad spredt i 

trætoppene og snakkede med hinanden. 

Der var også masser af slangespor af vekslende 

kaliber fra finger- til armtykkelse. Så 

jeg så godt efter, hvor jeg satte fødderne. 

– Vi havde medbør på hjemturen og strøg 

af sted for en blid agten for tværs. 

Efter frokosten gik vi sammen med Eva og 

Flemming til Anakao by, hvor stranden er 

helt domineret af en stor fiskerflåde med 

hundredevis af udriggerbåde i alle regnbuens 

farver. De fleste lå uvirksomme på 

strandbredden. På nogle blev der repareret 

og kalfatret. Ellers holdt man vist siesta. 

Folk sad eller lå på sandet eller på måtter 


udendørs og indendørs. Der var legende 

børn alle vegne. Baglandet er tilplastret af 

en ejendommelig by. Smalle sandede gader, 

der ligesom de enkelte små parceller 

er afgrænset af palisader af flettede tykke 

grene. På grundene er der et eller få små 

træhuse, ellers sand og næsten ingen vegetation. 

En kirke og en nybygget skole 

var vist de eneste murede huse. Vi kiggede 

ind gennem skolens åbentstående dør 

og så lærerinden siddende ved kateteret 

og en flok skoleuniformsklædte børn liggende 

på gulvet for at sove til middag. De 

sov dog ikke mere, end at de bemærkede 

os. Det gav uro, men lærerinden tyssede 

dem til ro. Jeg gad nok se den skoleklasse 

i Danmark, der er dresseret på samme 

måde. 

Ifølge en meget veltalende og engelsktalende 

yngre dame, der har en managerlignende 

funktion på vores hotel er Anakao 

fastlåst i fattigdom bl.a. fordi der er tradition 

for at mændene lynhurtigt omsætter 

deres fiskeindtægter i alkohol og tobak. Pigerne 

bliver som regel gravide allerede i 15 

års alderen og kvinderne har et slidsomt 

liv med at holde sammen på det hele. En 

del af mændene har flere kvinder. 

Vi var også omkring byens apotek, et 

simpelt teltskur, hvor man solgte ganske 

mange medikamenter, heriblandt Doxycyclin, 

Ciproxin, Streptomycin, Metronidazol 

og Fansidar. Og et specielt antiemeticum 

som Vogalene. Man kunne også få 

Valium, p-piller og kondomer. Statiner og 

antihypertensiva så vi ingen af. Vi mente 

at forstå på apotekeren, at meget af medicinen 

kræver recept. 

Hårdt presset købte jeg en lille model 

af en udriggerbåd. Den bliver ikke let at 

transportere hjem, selvom den til en vis 

grad kan skilles ad. Mange af de lidt større 

børn er meget handelsmindede og falbyder 

især kæmpestore, vanvittigt flotte 

konkylier, som vi slet ikke må tage med 

gennem tolden. ’ Mais ce n’est pas interdit 

monsieur’ siger de med et ulykkeligt blik, 

når man foreholder dem de juridiske realiteter 

og så er det svært ikke at slå en mere 

legal handel af med dem. Vi fik en kold 

cola i byens altmulig-butik, hvor disken 

var afskærmet af ståltrådsnet med små 

huller til at udveksle varer og penge. 

På vej tilbage til hotellet overværede optagning 

af fiskegarn med flere både og 

mange mennesker involverede. Garnet 

blev trukket ind mod stranden i en stor 

hestesko, som selvom garnet har flydere 

og synk blev styret af unge mænd med 

Fig. 13: Klar til sejlads. 

Fig. 14: Anakao by. 

dykkerbriller. Til sidst havde de et par sækkefulde 

fisk, mest det vi kalder skidtfisk og 

nogle lidt større, der mindede om hornfisk. 

Det var åbenbart en kollektiv forlystelse. 

Der var en råben, kalden og jublen. 

For første gang kom vi en time for sent 

til undervisningen, men syntes selv, at vi 

havde gjort kompenserende antropologiske 

studier. Det var sidste undervisnings- 

aften. Mads underviste og selvom han er 

god, blev vi noget distraheret af Carsten, 

som svedende for frem og tilbage på hotelgangen. 

Han havde fået en patient og 

var rundt for at indsamle medicin, så han 

kunne få stykket en behandling sammen. 

Det var rygtedes, at vi alle var læger. En 

fransk pige var her på honeymoon og hun 

var blevet syg og varm med flankesmer- 


Fig. 15: Afsked med Anakao. 

ter. Termometer kunne ikke fremskaffes, 

urinstix og mikroskop endnu mindre. 

Gommen var TV journalist. Røde lamper 

blinkede. Der måtte trædes varsomt. Den 

barmhjertige samaritaner vandt. Hun fik 

Ciproxin og Oxynorm og næste morgen 

var hun frisk og kunne fortsætte, hvor 

hun slap. 

Undervisningen har været helt i top. Vi 

har fået lært/repeteret meget. Rejsemedicin 

er en dynamisk sag. Et brush up er 

bestemt ikke irrelevant. 

Vi var i løbet af dagen blevet kontaktet af 

en foretagsom herre ved navn Ronaldo. 

Han havde lovet at kunne skaffe pundstore 

hummere til et større selskab. Desværre 

vidste ingen helt præcist, hvilken restaurant 

der var tale om. Nå, dette var jo ikke 

just Las Vegas, så 7 af os traskede optimistisk 

af sted langs stranden i bælgravende 

mørke, mens tusindvis af strandkrabber 

pilede rundt mellem fødderne på os. Vi 

entrede det eneste restaurantlignende i 

omegnen, men fandt ingen overbevisende 

tegn på aktivitet. Nogle få forkølede 

gæster så ikke ud til at have haft de store 

kulinariske eventyr. Vi satte os ved et bord 

og efter en rum tid viste der sig en lidet 

engageret ungersvend, som spurgte om vi 

ville have noget mad. Vi nævnte Ronaldo 

og hummerne, men dette her var åbenbart 

ikke Ronaldos domæne. Det med 

hummerne ville han derimod lige undersøge. 

Så han slaskede hen og bøjede sig 

ind over en slags disk, hvor vi formoder 

indehaveren lå og tog sig en slapper. En 

eller anden havde i hvert fald bekræftet, 

at huset kunne bespise 7 mennesker med 

hummere. Båret af en forståelig skepsis 

foretog Mads og Flemming en hurtig køkkeninspektion, 

hvor de fik forevist 3 små 

langustere. Vi blev enige om, at projektet 

ikke var bæredygtigt og traskede tilbage 

til hotellet mellem myriader af krabber, 

men ingen hummere. 

27.9 

Vi har ikke været syvsovere på denne tur 

og heller ikke i dag, hvor starten fra stranden 

ud mod katamaranen var allerede kl. 

7. Så vi var oppe kl. 5.30 før solopgang. 

Det var dog lyst og en fin, stille morgen 

med masser af fuglekvidder. Vi fik et balsamisk 

morgenbad i næsten havblik. Da vi 

i solopgangen gik op mod bungalowen, så 

vi en gruppe lokale stå og pege ud over 

havet. Det viste sig, at de havde fået øje på 

en stor hval, som lå et stykke ude og prustede 

og viste sig adskillige gange. Perfekt 

punktum for Anakao. Vi var på strandbredden 

kl. 7. Kort efter viste katamaranen 

sig i horisonten og inden længe var 

vi bragt ombord. Igen med dæksplads og 

snart i bagende sol. Vi så også en hval på 

denne tur, men den var kun oppe nogle 

få gange. I Tulear ventede oksekærrene og 

det absurde skuespil gentog sig. Vi kørte 

direkte til lufthavnen og ved 13 tiden var 

vi igen i Tana. Denne gang med et ordinært 

rutefly fra Madagascar Air. 

Ved læsning af Lonely Planet om Tana 

havde jeg set en mere moderne by for 

mig og slet ikke en by domineret af disse 

meget tæt befolkede områder med meget 

primitiv bebyggelse vekslende med 

landbrug ved vidtstrakte, overrislede rismarker. 

Det synes kun at være den mest 

centrale lille brøkdel og nogle eksklusive, 

højtliggende områder, der har urbant 

præg i vores forstand og det meste af det 

må være fra kolonitiden. 

Vi skulle på marked igen. Denne gang 

skulle udbuddet ifølge guiderne være af 

højere kvalitet. Markedet var stort, men 

udbuddet var nu ikke meget anderledes, 

end det vi hidtil havde set. De fleste fik 

dog vist nok deres souvenirbehov opfyldt. 

Det lykkedes os at blive passende soigneret 

inden festmiddagen på nogle ’låneværelser’ 

på Hotel La France. Derfra blev vi 

kørt til en restaurant med ry for et godt 

køkken på et sted i et af Tanas højere niveauer. 

Maden var på middelniveau, men 

vi havde en hyggelig aften. Her skiltes selskabet. 

En gruppe skulle næste dag videre 

på nye eventyr i Sydafrika, vi andre med 

flyet kl. 00.50 via Paris hjem på arbejde i 

efterårs Danmark. 

Vi har haft en fantastisk tur. Rejsemedicinsk 

kursus er et supergodt koncept, hvor 

man bringes i nærkontakt med de rejsemedicinske 

problemer, vi rådgiver om derhjemme. 

Gode råd som kan synes simple 

hjemme i klinikken, kan vise sig svære at 

efterleve. Det være sig omgang med mad 

og drikke, compliance m.h.t. malariaprofylakse, 

konsekvent brug af myggenet og 

myggebalsam, badning i ferskvand, kontakt 

med dyr o.s.v. Jeg syntes programmet 

så meget stramt ud, da jeg blev præsenteret 

for det og det var også ti tætpakkede, 

oplevelsesmættede dage med nyt overnatningssted 

hver nat bortset fra Tana og 

Anakao, hvor vi var to nætter. Men man 

vænner sig til at leve i en kuffert og retrospektivt 

ville jeg ikke have undværet nogen 

af stederne, som var vidt forskellige. 

Det sociale samvær med kolleger får en 

ny dimension under de skiftende forhold, 

der bydes os. Det meget formelle krakelerer 

heldigvis hurtigt. Besøgene i lokale 

sundhedsinstitutioner var spændende og 

lærerige og var et fint supplement til den 

gedigne undervisning i meget afvekslende 

kulisser. Kursus i international rejsemedicin 

kan varmt anbefales. 


Fig. 16: Landligt område i hovedstaden Antanarivo. 

Læs om spændende kurser og nyheder 

på foreningens hjemmeside: 

www.dansk-rejsemedicin.dk 


KuRSuS I YuNNAN 

Traditionel Kinesisk Medicin 

Kursus i Yunnan, Kina, oktober 2008 

Lise og Steffen Jarlov, praktiserende læger, Hillerød 

Dansk Selskab for Etnomedicin gennemførte 

for tredje gang dette kursus. 

Kursusleder var Knud Faber-Hansen fra 

selskabet, rejseleder var Caspar Sutton, 

selskabets sekretær og indehaver af Trekkingbureauet 

der var teknisk ansvarlig for 

turen. 

Deltagerne var 11 læger, heraf 10 fra almen 

praksis. 7 af deltagerne havde tidligere deltaget 

i selskabets kursusrejser. 

Formålet med kursus var at give deltagerne 

en teoretisk introduktion til Traditionel 

Kinesisk Medicin (TCM). Ledsaget 

af praktiske øvelser og studiebesøg i by og 

på land. 

Endelig afsluttedes der traditionelt med 

en trekkingtur til afsides bjergegne, der 

kun sjældent besøges af turister. 

Forud for afrejsen var der to kursusmøder, 

med undervisning af fuldtids arbejdende 

dansk acupunkturlæge omkring teorien 

og filosofien bag TCM samt undervisning 

af psykiater omkring psykiatri og meditation. 

Kursus foregik i Yunnan provinsen, beliggende 

i det sydvestlige hjørne af Kina 

grænsende op til Tibet, Myanmar, Laos 

og Vietnam. TCM universitetet med 4000 

studerende i provinshovedstaden Kunming 

var rammen for den teoretiske undervisning. 

Undervisningen såvel som studiebesøgene 

foregik langt overvejende på kinesisk 

med tolkning til engelsk. Powerpoint blev 

flittigt brugt men desværre mest på kinesisk. 

Undervisningen omfattede gennemgang 

af TCM’s teoretiske grundlag som det har 

udviklet sig over årtusinder. 

Sundhed er balance mellem Yin og Yang 

således at energierne kan strømme frit og 

harmonisk rundt i kroppen. Qi er energien, 

sygdom er ubalancer hvor energien er 

blokeret, disse blokeringer kan opstå ved 

livsstilsændringer, påvirkninger fra naturen 

og følelsesmæssige belastninger. 

Følgelig består behandlingen med TCM i 

at genskabe energien og genoprette den 

frie strømning. 

En anden måde at se kroppens funktioner 

på er gennem de fem elementer. Elementerne 

er træ, ild, jord, metal og vand. Hvert 

af disse elementer er knyttet til specifikke 

kropsfunktioner og organer. Disse indgår 

i en dynamisk balance hvor elementerne 

både kan fremme og hæmme hinanden. 

Teorierne er for os meget vanskelige at 


forstå, bl.a. fordi de kinesiske organbetegnelser 

på ingen måde modsvarer vore 

velkendte anatomiske eller fysiologiske 

begreber. 

Meridianerne er i den ydre del af kroppen 

og danner et netværk der forløber symmetrisk 

om kroppens midterakse med 

overkrydsninger. Meridianerne navngives 

efter kroppens organer, men hvor disse 

organnavne for eksempel nyre, hjerte og 

tyndtarm ikke relaterer sig til vores vesterlandske 

viden om organernes funktion. 

Meridianerne fungerer som transportveje 

for energien, QI. Ved sygdom er energiernes 

strømning rundt i kroppen gennem 

meridianerne hæmmet. 

Varme og kulde er væsentlige begreber 

i den kinesiske sundhedsopfattelse og 

balancen mellem disse er afgørende for 

personens velbefindende. Begreberne har 

igen intet at gøre med vores opfattelse af 

noget der har med temperatur at gøre. 

Sygdom kan være såvel for lidt som for 

meget af varme eller kulde. 

Når en TCM læge skal stille en diagnose 

inden for det kinesiske sygdomsbegreb 

indledes der med en kort anamnese, pulsdiagnostik 

ved palpation af arteria radialis 

samt tungediagnostik ved inspektion det 

hele er overstået på få minutter. 

TCM lægens evne til i detaljer at beskrive 

variationer i tungens udseende og pulsens 

kvalitet ligger udenfor vores fatteevne. 

Behandlingsmidlerne til at genoprette 

kroppens balance omfatter acupunktur, 

moxabrænding, kopsætning, urtemedicin, 

kostråd, massage og gymnastik. 

Ved acupunktur benyttes mange nåle, 

som placeres i veldefinerede og navngivne 

punkter på meridianerne. Ønskes en forstærket 

nålevirkning, kan der på nålehovedet 

sættes en lille klump moxa, en slags 

græs, som derefter antændes, hvorved 

der sker en let opvarmning af nålen og en 

røgelsesagtig duft breder sig i lokalet. 

Kopsætning foregår med små runde glaskopper, 

som sættes på huden efter at en 

tændt spritklud har fremkaldt et undertryk 

i koppen som suger sig fast. 

Urtemedicin indgår som en væsentlig 

bestanddel i stort set alle behandlinger.. 

Lægen nedskriver en recept, med 10-30 

ingredienser, som blandes af apoteksper- 



sonale eller af lægen selv. Der indgår primært 

plantebestanddele som urter, rødder, 

svampe, frugter, men dyreprodukter 

og insekter, samt mineraler indgår også. 

Normalt medgives tre ens poser, der af 

patienten tilberedes som en tedrik, der 

indtages dagligt i tre dage. 

I alle de større byer findes der hospitaler 

og ambulatorier for såvel vesterlandsk 

som traditionel kinesisk medicin. Der 

samarbejdes begge veje, forstået således 

at nogle patienter begynder med TCM 

og supplerer med vestlig behandling, herunder 

diagnostik, operation og medicin, 

mens andre supplerer den vesterlandske 

behandling med TCM. Denne udvikling 

er taget til inden for de senere år og foregår 

i en positiv ånd. Vi bemærkede også 

at TCM lægeuddannelsen er 5-årig, hvor 

de første 2 år omfatter anatomi, fysiologi 

og biokemi.. 

I vores praktiske øvelser var vi skiftevis 

læge og patient og prøvede nåle, moxabrænding 

og kopsætning. Intensiv gymnastik 

og tai chi blev også prøvet. 

TCM klinikbesøgene omfattede dels 

hospitaler, dels ambulatorier, dels flerlægecentre 

og dels solopraksis. Kvaliteten 

forekom meget varierende. De ældre 

sololæger havde tydeligvis ingen teoretisk 

uddannelse bag sig og var oplærte efter 

mesterlæreprincippet, hvilket dog ikke 

gjorde dem mindre efterspurgte blandt 

patienterne eller kedelige for os at besøge. 

Efter universitetskursets afslutning fløj vi 

videre til Lijang beliggende i 2400 meters 

højde tættere på bjergene og Yangtze flodens 

øvre løb hvor trekkingturen skulle 

foregå. Lijang var en meget charmerende 

by med en oprindelig bydel med gamle 

huse og vandløb. Byen er optaget på Une- 

sco’s World Heritage Liste, og er centrum 

for naxifolket, en etnisk minoritetsgruppe. 

Byen er i dag et populært turistmål for kineserne. 

I den gamle by fik vi mulighed for 

at besøge flere klinikker. 

Herfra gik turen ud i bjergene med 5 

dages trekking i højdedragene omkring 

Yangtze floden. 

Der var lange dagsmarcher op til 9 timer 

med højdeforskelle fra 1500 - 3600 meter. 

Vores bagage transporteredes på heste så 

vi kun skulle bære egne dagtursrygsække. 

Der overnattedes på lokale smågårde , 

under primitive forhold, nogle steder reelt 

uden hverken toilet- eller badefaciliteter. 

Forplejningen helt i top, wok-mad tilberedt 

over åben ild, ledsaget af friskbagt 

brød. Alt indtaget med spisepinde som vi 

efterhånden mestrede. 



Naturen var uendelig smuk med stort 

udsyn til Yangtze omgivet af bjerge. Små 

landsbyer så snart der var mulighed for at 

lave små jordlodder, disse beliggende i terrasser 

overvejende dyrket med majs og ris. 

Pløjning foregik med enkel træplov, trukket 

af en okse. Varetransport til landsbyerne 

foregik enten til fods med rygkurve 

eller med heste. Veje og biler var stort set 

ikke eksisterende. 

Livet foregik som det er foregået i mange 

århundreder, kun mobiltelefoner og parabolantenner 

mindede om det 21. århundrede. 

En stor del af kvinderne var fortsat 

klædt i deres etniske dragter, hvor mændene 

var helt neutrale i klædedragten. 

Overalt blev vi mødt af mange venlige 

smil og nysgerrige øjne så vi kunne kun 

føle os velkomne og godt tilpas. Andre 

turister var et særsyn, vi mødte kun en 

anden 5 mandsgruppe. 

Yangtze floden blev krydset i primitiv 

robåd, der kunne rumme både heste og 

personer. Flere steder så vi begyndelsen 

til vej- og broarbejder, så disse uspolerede, 

isolerede etniske samfund vil om få år ikke 

længere kunne opleves i den nuværende 

form. 

Hvad var så udbyttet af turen for os ældre 

praktiserende læger der tidligere havde 

været i Kina på studiebesøg og i forvejen 

havde mange års erfaring med acupunktur? 

Vi så et forandret Kina boblende af aktiviteter, 

specielt en enorm byggeaktivitet i 

storbyen, byboere som virkede optimistiske, 

glade og afslappede og synligt nød at 

bruge penge på sko, tøj og restauranter. 

Lægefagligt fik vi en dybere indføring i teorien 

og tankerne bag TCM og en bedre 

fornemmelse for befolkningens brug af 

TCM. En oplevelse af at TCM og western 

medicine kan supplere hinanden. Det var 

i høj grad berigende at opleve lægearbejde 

udført efter andre end vores normer 

også var til gavn for patienterne.

Læs om: - Dansk selskab for rejsemedicin

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?