Læs om: - Dansk selskab for rejsemedicin

More documents

Recommendations

Info

Fig. 3: Trætte ”chauffører”. Fig. 4: Leprapatient. bejdning af marker med håndkraft med den velkendte hakkelignende skovl eller etskærsplov med okseforspand i mudder til knæene, tøjvask i mudret flodvand, hvor tøjet ikke hænges, men lægges til tørre på marker og klipper og bagefter ser rent ud!? Mange i øvrigt i søndagsdress med stærke farver i fin kontrast til husenes jordfarver. Landskabet efterhånden mere varierende, kuperet fra ret åbent til mere tæt vegetation, regnskovsagtigt. Vejret stille, skiftende, sol, skyer, støvregn, sol. Behagelig temperatur, 20-25 grader. Efter 2½ time gjorde vi holdt i en større landsby, som i dag nærmest lignede et stort marked, hvor man forsøgte at sælge hvad som helst: fødevarer, flettede kurve, tøj - mest brugt - , gamle udslidte sko, levende dyr, CD-er, mobiltelefoner, isenkram og skrammel. I dette farverige virvar tågede et enormt antal rickshaws rundt og endnu flere stod ledige med ’chaufføren’ hvilende i passagersædet. Nogen har åbenbart råd til at lade sig transportere på den måde og man kunne da også se, at enkelte huse bar præg af lidt mere velstand end den ekstremt fattige standard. Vi har selv en uoverstigelig tærskel for at sætte os op i en rickshaw, som alt for tydeligt symboliserer herre-tjener kulturen på disse breddegrader. Egentlig burde man vel støtte forretningen ved at tage en tur. I byen var de masser af søde, smilende, generte børn, nysgerrige som alle andre steder. Flere af os købte flotte, spraglede fletkurve. Få dage i forvejen var der blevet arrangeret et besøg på et lille leprahospital. Det lå afsides – efter guidernes udsagn gemt af vejen og egentlig noget, vi helst ikke skulle se. Men en af de indfødte guider Rakotondrasoa Emile Jean Prosper er opvokset i Andasibe – en nærliggende landsby – og kunne formidle kontakt til stedet. Vores anden lokale guide hedder Benjamin Raveloarimanana. Det er ikke kun bynavne, man brækker tungen på. På leprahospitalet blev vi modtaget at en elskelig, munter og storsmilende nonne, som vist brugte sin fridag på os. Hun var tydeligvis stolt af stedet og glad for at vise rundt. Der var plads til 26 leprapatienter og derudover ambulant virksomhed. Husene og faciliteterne var af langt højere standard end på universitetshospitalet i Tana og hovedsagelig drevet af midler fra en kristen organisation, men omfattede også en offentlig finansieret afdeling. Diagnoserne hvilede på det kliniske og mikroskopi af udstrygninger fra hudbiopsier, farvet for mycobakterier. Man havde også røntgen og UL-apparatur til rådighed. Vi så mange patienter med lepromatøs lepra og svære angreb af neuropati med deraf følgende komplikationer med manglende fingre og tæer og andre svært mutilerende læsioner. De lod sig tålmodigt vise frem og vi fik set ting, de fleste af os hidtil kun har set på billeder i lærebøger. Hospitalet var omgivet af en mønsterværdigt dyrket have med frugter, grønsager og masser af blomster. Man fornemmede, at det er uegennyttige ildsjæle, der arbejder her. Vores lokale guide Rakodondrasoa måtte klare oversættelsen fra malagasy/fransk til engelsk og det klarede han flot. Han er en lille, stilfærdig kasketklædt mand, som ser yngre ud end sine 30 år. Han træder i karakter, når der er brug for det. Han taler 12 Dansk Selskab for Rejsemedicin | Nyhedsbrev # 11 | Tema: Travelling doctors
engelsk bedre end de fleste andre her og det er et stort aktiv i turistbranchen. Fra spedalskhedshospitalet gik det videre over stok, sten, flod mm. til Vakona Lodge som er et hotel bestående af træbygninger beliggende på en kunstig halvø i en rydning i regnskoven med central restaurant omgivet af værelseshytter. Meget flot og ok værelser, men et setup der forekommer noget absurd her in the middle of nowhere omgivet af landsbyer præget af ekstrem fattigdom, hvor man bor i usle træskure med åbne ildsteder uden nogen form for komfort. Efter en udmærket frokost begav vi os til Lemur Island, for at tage på regnskovssafari. Stedet sejler man til med tre tag i en kano og det er en temmelig friseret kunstig ø omgivet af kanaler, hvorpå man har udsat et antal lemurer, som ikke bryder sig om vand og derfor bliver boende. Der har de det også glimrende, er tamme og bliver forkælet med bananer af deres halvfætre. Det er nogle herlige dyr, meget omgængelige for ikke at sige nærgående og meget adrætte. Det er meget hyggeligt, men det hele har mest karakter af zoo. Der var 3 timers undervisning inden aftensmaden. En velplaceret kop kaffe holdt os nogenlunde til ilden. Det øsregnede et par timer om aftenen, frøerne kvækkede livligt i søen ... 22.9 udover vores fatteevne. Vi fik også lov til at se den lokale lægeklinik, fødestuen og en slags sundhedsplejerske konsultation. Nogle meget sparsomt udstyrede, slidte, små rum med en hygiejnisk standard meget fjernt fra den vi kender. Lægen var en venlig, lille lidt kraftig mand - stort set alle andre er meget magre. Han kunne berette om masser af infektionssygdomme, som han heldigvis så ud til at have antibiotika til at behandle. Og så lidt Fansidar til malariaprofylakse til særligt udsatte grupper som gravide og svage børn. Masser af diarresygdomme, TB og kønssygdomme, men ingen HIV. Der var en veludstyret anticonceptionsklinik med en stor skålfuld Depoproveraampuller og diverse andre midler, men trods det ca. 1 fødsel pr. dag. Vi hørte ikke om spædbarnsdødeligheden, men den må være høj. Der er alt for lidt arbejde i området. De der arbejder på lodgen skiftes, så arbejdet deles jævnt mellem familierne. Ca. 60 % af mændene har et alkoholproblem, så I byen er der mange få kvadratmeter store barer, der kaldes ’hoteller’. Cigaretter køber man enkeltvis i de små butikker. Danske socioøkonomiske problemer perspektiveres i disse omgivelser. Fra Andasibe tog vi turen tilbage til Antananarivo uden pauser. Byen har ingen omfartsveje og trafikken var tæt, så vi ankom Det er utroligt, som denne verdens materielle goder er ujævnt fordelt. Dagens første stop var den nærliggende landsby Andasibe, som umiddelbart virker ganske lille, men hvor der bor 17.000 mennesker tæt stuvet sammen i bittesmå, ældgamle, udtjente bræddeskure. En lang hovedgade med ujævn brolægning og ’fortove’ af leret jord, enkelte små stikveje til siderne også mest jordveje. Der er ingen tagrender, det hele må blive slemt pløret, når det regner, og det gør det tit. Guiden Rakotondrasoa er opvokset i byen, hans mor og flere søskende, bor der stadig. Han havde udvirket, at vi kunne få lov at komme indenfor et par steder. Et sted boede en familie med flere børn, heriblandt et spastisk barn på 2–3 år uden sprog og uden evne til at gå. Loftet i rummet var delvist isoleret af et enkelt lag bølgepap og væggene delvist med noget tapetagtigt papir, som hang løst ned. Et utæt, mørkt rum på ca. 6 kvadratmeter med et bord, en taburet og et par senge. Armod helt Fig. 5: Det kan være svært at fravælge kontakt med dyr. noget forsinket til lufthavnen ved 14.30 tiden. Heldigvis er vores to små turbopropfly chartrede og de ventede på os. Der kan være 13 passagerer + bagage i hvert fly. De har små primitive sæder og det er trangt med pladsen. Piloterne flinke og tillidvækkende. Flot tur på 45 minutter til Antsirabe. Fra luften ser man tydeligt, hvorfor Madagascar kaldes den røde ø. Et flot mønster af røde og grønne farver med enorme, slyngede floder og flade vådområder med rismarker. Flyet kan være lidt uroligt og mindst et par stykker var lidt luftsyge, men landingen var glat i Antsirabes ’lufthavn’, som er en græsmark med et skur. To busser ventede på os og bragte os uden svinkeærinder til byens offentlige sygehus, hvor vi blev modtaget af en særdeles karismatisk læge i bordeauxfarvet operationstøj. Mads kunne her henrykt bevise, at han ikke havde overdrevet betydningen af tyfusvaccination i gårsdagens undervisning, for denne mand var leveringsdygtig i indtil flere tyfustilfælde, bl.a. en mand, som var nyopereret for tyfoide tarmperforationer. En anden havde hydrocele på baggrund af schistosomiasis. Der var malaria og STD i massevis. Dette var relevant rejsemedicinsk bedside undervisning i lyntempo. Få minutter senere checkede vi ind på vores nye hotel Arotel i byens centrum og et Dansk Selskab for Rejsemedicin | Nyhedsbrev # 11 | Tema: Travelling doctors 13
Page 1 and 2: Dansk Selskab for Rejsemedicin Dani
Page 3 and 4: Malaria importeret fra Gambia Cars
Page 5 and 6: og en 69-årig mand, som alle havde
Page 7 and 8: Fig. 8 Badestrand i Gambia. tvivl o
Page 9 and 10: forfattet af Klaus boss,Almen Medic
Page 11: Vi måtte vente længe på frokoste
Page 15 and 16: Fig. 7: Epokegørende landing i Isa
Page 17 and 18: hot. Det måtte hun høre en del fo
Page 19 and 20: udendørs og indendørs. Der var le
Page 21 and 22: Fig. 16: Landligt område i hovedst
Page 23 and 24: forstå, bl.a. fordi de kinesiske o
Page 25 and 26: sonale eller af lægen selv. Der in
Page 27: Naturen var uendelig smuk med stort

Læs om: - Dansk selskab for rejsemedicin

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?