Nørreå-dalen

Nørreå-dalen
- fra Nørreåens udspring i Hald sø området og til Fladbro.
Indledning
En foreløbig oversigt over væsentlige kulturhistoriske spor i landskabet
Den tematiske oversigt kan tjene som information for de enkelte arbejdsgrupper. Den kan også være
til inspiration i diskussionerne om udvikling af nye initiativer, som har et autentisk historisk udgangspunkt.
Historien eller kulturarven kan bruges aktivt i nutidige projekter. Der har levet mennesker i ådalen
i godt 10.000 år. En viden om de mange historier, som knytter sig til deres liv, kan styrke den historiske
identitet hos de mennesker, som bor her i dag.
Generationerne før os har udnyttet åens vand, de har sejlet, fisket og udnyttet vandkraften. De har
gravet tørv, udvundet okker, brændt tegl, og de har bjærget hø og ladet deres kvæg afgræsse engene.
På de højere liggende jorder har de dyrket afgrøder, de har bygget kirker og herregårde, skabt
driftige landsbyer, anlagt møller, industrianlæg, ladepladser og bygget jernbane og landeveje. For
det meste har de levet fredeligt, men ind imellem har krig og fjendskab formet deres liv. Alt sammen
kan være til inspiration, når vi som moderne mennesker i dag bor eller færdes langs den maleriske
Nørreå-dal.
Denne foreløbige oversigt af museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum, og
arkivar Dan Ersted Møller, Viborg Lokalhistoriske Arkiv, skal løbende udbygges med flere historier
og informationer. Mange kilder og historiske oplysninger findes på de lokalhistoriske arkiver i de
berørte kommuner og på Viborg Museum. Alle arbejdsgrupper er velkommen til at henvende sig
her. Kontakt findes via hjemmesiderne.
Udvalgte kulturværdier fra forhistorisk tid
Nørreådalen, der løber som en bred tunneldal i øst-vestlig retning mellem Viborg og Randers er en
del af et større istidslandskab med brede ådale og let bakket terræn. Efter isen kom stenalderhavet,
der med en fjordarm rakte helt ind til Buunshåb. Landskabets mange fredede gravhøje vidner om, at
her har der levet mennesker langt tilbage i tiden. Det understøttes af en række arkæologiske fund af
begravelser, bopladser og vejanlæg.
1

Flere oplysninger om de følgende eksempler samt om andre spor fra de ældste tider kan findes i
museernes såkaldte bygherrerapporter. (se museernes hjemmesider).
Kvorning-vejen
En 125 meter lang vej fra bronzealder (1700-500 f. Kr.).Vejen var repareret og ombygget flere gange.
Den ældste vej var opbygget af grene, senere blev den forstærket med planker, og den yngste vej
var af toppede brosten. Vejen var anlagt, hvor afstanden mellem Tindbæk Hestehave og tørt land på
nordsiden af ådalen var kortest, men om vejen blot skulle føre folk og køretøjer tørskoet over til
Hestehaven eller om den er ført videre over åen til tørt land mod syd ved vi ikke, men det kan ikke
udelukkes.
Gravhøje ved Vejlebro
I området syd for Vejlebæk er der registreret 33 gravhøje indenfor et knapt 1 km2 stort område. (Se
fig. 1.). Det er ikke mange andre steder man finder så mange gravhøje inden for så begrænset et
område. Placeringen er nok ikke tilfældig. Ved Vejlebro har man forholdsvis let kunnet passere
Nørreådalen.
Det er derfor oplagt at forestille sig, at der i enkeltgravskulturen (2.800-2.350 f.Kr.) har været en sti
eller en ’vej’ langs med højene syd for Vejlebro, og at der også dengang har været et vadested ved
Vejlebro.
Fig. 1.
Tindbæk Hestehave - en boplads fra yngre stenalder samt en boplads og en urnegrav fra yngre
jernalder
I Nørreådalen syd for Kvorning, har arkæologer fra Viborg Museum fundet anlægsspor fra 15
hustomter, et hegnsforløb og flere gruber med ornamenterede lerkarskår fra blandet andet tragtebægerkulturen
(3900-2800 f. Kr.). Husene på lokaliteten formodes at være fra tidsrummet 2500-1500
f. Kr. og dermed fra senere dele af yngre stenalder og fra starten af ældre bronzealder.
2

Fårdalfundet
Et rigt offerfund fra bronzealderen fundet ved Fårdal øst for Viborg. Fundet bestod af kvindesmykker
og figurfremstillinger af bronze, der antagelig oprindelig har siddet på en kultmodel af et skib.
Disse skatte fra bronzealderen fortæller om en naturtro og en mytologi, som vi med vores nutidige
tankegang aldrig vil kunne forstå til bunds.
Mest fascinerende blandt fundene er vølven, en lille kvindefigur med øjne, som strålede som selve
den guddommelige sol. Hun er vævet ind i en mytisk figurgruppe med slanger, tyre og hesteskikkelser.
De kraftfulde og hellige figurer rummer utvivlsomt noget kultisk; måske fortællingen om
verdens skabelser og livets mening.
Vølvefiguren fra Fårdal
Nørreåen som transportvej
Nørreåen er doven. I dens ca. 40 km. lange forløb til Fladbro falder den kun ca. 3 m. Det rolige forløb
gør den god som transportvej.
Pramfart på Nørreåen
Pramfartens udgangspunkt var Randers Havn. Fra ”Tørvebryggen” vest for broen søgte prammene
op i Gudenåen og Nørreåen. Pramfarten rækker langt tilbage i tid. Vi ved, at nogle borgere i Randers
allerede i 1400-årene blev omtalt som pramfolk, men om de på det tidspunkt kun besejlede
Gudenåen, har vi ikke efterretninger om. Springer vi frem til 1700-årene, har vi på de ældste kort
angivet enkelte ladepladser langs Nørreåen.
I begyndelsen af 1800-årene blev sejladsen på Nørreåen sat i system. Åen blev oprenset helt til
Ålemølle (Bruunshåb), og kongen befalede i 1813, at lodsejere langs åen skulle afstå den fornødne
jord til en trækkevej. Prammene fik fri passage ved broer og ålegårde. Nogle af broerne var dog
3

vanskelige at sejle under. I 1827 blev Vejrumbro derfor ombygget, i 1844 blev Skjern Bro forhøjet,
så prammene kunne passere med rejst mast, i 1860 blev Vejrumbro hævet på ny, i 1863 fik åløbet
en ny oprensning, så mindstedybet overalt var 3 fod, i 1865 forhøjedes Nybro og i 1869 Fladbro.
Pramfart på Nørreåen
Nørreå-rederiet
Den øgede transport på åen blev især varetaget af et rederi, som fabrikant Johannes Iver Bruun på
Bruunshaab Klædefabrik stiftede i 1829 sammen med et par købmænd i Viborg. Købmændenes
interesser var at få korn transporteret til Randers Havn, fabrikanten hentede råvarer i Randers og
sendte færdigt klæde den modsatte vej til videre udskibning.
Pramme og ladepladser
Rederiets to første fartøjer, kågen ”Bruunshaab” og prammen ”Vestfareren”, blev snart suppleret
med yderligere to pramme. Også andre aktører begyndte kågfart på åen, efter at fabrikant Bruun
havde anlagt en mindre ladeplads ved Bruunshåb og bygget et større anlæg med kanal, Pramhus og
ladeplads ved Vibæk. Kun de mindre kåge kunne sejle helt til Bruunshåb, mens de større pramme
søgte op til Vibæk. Faciliteterne her vakte så stor opsigt, at prins Christian Frederik under et besøg i
Viborg i 1831 partout skulle ud og se ladepladsen.
Varerne
Rederiet sikrede fast rutefart på Nørreåen modsat tidligere tiders chartertrafik. De nye pramme, der
kunne laste mellem 130 og 150 tdr. korn, var overdækkede. Foruden korn og klæde fragtede pramfolkene
også kul, tømmer, tørv og stykgods samt mursten. Den megen færdsel til Pramhuset medførte
i 1855, at vejen til Vibæk måtte grundforbedres.
Jernbanen fra Langå til Viborg, som åbnede i 1863, blev en alvorlig trussel mod kågfarten. De næringsdrivende
i Viborg foretrak toget, men enkelte kågførere fortsatte sejladsen, bl.a. med tegl og
tørv. Sandsynligvis gik de dog ikke højere op end Vejrumbro. Stigende kulpriser under første verdenskrig
gav kågfarten en sidste opblomstring. Ældre folk langs åen husker dog, at en motordreven
kåg i første del af 1920’erne tøffede rundt med en pram på slæb. Kågen fragtede især teglsten fra de
4

små teglværker, tørv fra moserne og tømmer fra Fussingøs skove samt okker fra okkerværket i Løvskal.
Jernbanen ved Bruunshåb
Fårupbanen
Møllerne langs Nørreåen og udnyttelsen af vandkraften
Siden engang i den tidlige middelalder har mennesker formået at udnytte vandkraften som energikilde.
I Nørreådalen har det været det tilløbende vandløb, som kunne udnyttes i mølledriften. Blandt
de vigtigste var:
Non Mølle
Skaber Mølle (Rindsholm Mølle)
5

Randrup mølle
Søndermølle
Åle mølle (Buunshåb)
Subæk mølle
Kvorning Mølle
Bro Mølle (Vejrum)
Welds Mølle (Ørum)
Karmark Mølle
Viskum Mølle
Tindbæk Mølle, (Skern sogn)
Alle tjente de som kornmøller, enkelte også som stampemøller. Med den tidlige industri i begyndelsen
af 1800-årene fik vandmøllerne imidlertid en ny betydning, idet vandhjulene blev koblet på
fabriksmaskinerne. Vandkraften var før opfindelsen af dampmaskinen, den eneste stabile mekaniske
trækkraft, som mennesket havde til rådighed.
Bruunshaab Klædefabrik
Industrieventyret i Bruunshåb begyndte for alvor i 1821, da Fredericia-købmanden Bertel Bruun
overlod til sin søn Johannes Ivar Bruun at opbygge Bruunshaab Klædefabrik.
Johannes Ivar var på det tidspunkt 25 år. I årene forud havde han rejst rundt i Centraleuropa for at
studere industriproduktion, og fyldt med indtryk fra det store udland gik han straks i gang med at
skabe en af Danmarks mest moderne klædefabrikker. Vandkraften skulle levere energien. Dæmningen
blev hævet, nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og fra Berlin ankom nogle af tidens
mest avancerede spinderimaskiner. Ved klædefabrikken byggede han pakhuse og klædemagasiner,
valkeri, farveri, stoftrykkeri og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig og funktionærboliger.
Et teglværk havde han også anlagt, og lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre vandløb
ved Vibæk opførte fabrikant Bruun en filialfabrik. Også Søndermølle blev moderniseret og udvidet
med maskiner til bearbejdning af hør. Med en arbejdsstyrke i 1835 på 223 arbejdere var Bruunshaab
Klædefabrik blandt tidens tre største private klædefabrikker i kongeriget.
Bruunshaab papfabrik 1956 Bruunshaab teglværk 1956
6

Bruunshaab Klædefabrik 1828
Efter 1860 mødte klædefabrikken imidlertid en øget konkurrence. Dampkraften var ved at tage over
som en stabil energikilde, og de nye klædefabrikker i byerne lå langt gunstigere i forhold til de nye
jernbaner og havnefaciliteter, tillige med at fabrikanterne her langt lettere kunne rekruttere arbejdskraft.
En vis stagnation kom derfor til at præge fabrikken i de sidste årtier af 1800-tallet. Katastrofalt
blev situationen i 1909, hvor en voldsom brand ødelagde fabriksbygningen. Fabrikant Bruun fik
Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen til at tegne den nye fabrik, men produktionsstoppet betød tab
af kunder, og i 1913 gik klædefabrikken på tvangsauktion.
A/S J. Smiths Papfabrik
I 1916 blev fabrikskomplekset i Bruunshaab købt af A/S J. Smiths Papfabrik. Stedet var velegnet,
idet Mølleåen sikrede den fornødne mængde vand til papproduktionen. Fabrikant Smith flyttede
nogle få maskiner med fra sin tidligere fabrik Clasonsborg ved Herning og indkøbte andre fra den
likviderede A/S Søborghus Papirfabrik. J. Smiths Papfabrik kunne umiddelbart koble papmaskinerne
på klædefabrikkens hoveddrivaksel og det sindrige transmissionssystem. En af fascinationerne
på det arbejdende fabriksmuseum i dag er da også, at transmission og produktion foregår stort set
som for små 100 år siden. Den ældste maskine er et pragtstykke af en dampmaskine fra 1896 og den
nyeste er tørremaskinen, en såkaldt dysentrockner, fra 1956. Bruunshaab gamle Papfabrik rummer
derfor også inden døre et potentiale til forståelsen af den teknologiske og industrielle udvikling i
Danmark.
Vibæk Mølle og Skovsgård skov
Johs. I Bruun købte i 1830 Skovsgård ved Tapdrup og tilplantede en del af jorden med løvskov.
Skoven udgør i dag et smukt rekreativt område. I kanten af bøgeskoven plantede han en række
7

gavnbøg, der er specielt velegnet til fremstilling af møllehjul. Det gjaldt for Johannes Bruun om at
handle med rettidig omhu.
Både ved Bruunshaab og ved Skovsgård byggede fabrikanten også en række arbejderkolonier til de
mange fabriksarbejdere og deres familier. De fleste arbejderboliger er dog for længst forsvundne.
Gennem skoven ved Skovsgård løber den lille Vibæk. Bruun lod bækken opstemme og indrettede
Vibæk Mølle som en filialfabrik til klædefabrikken i Bruunshaab.
I 1850 købte mekanikus Søren Vistoft Vibæk-fabrikken. Med møllehjulet som trækkraft indrettede
han her Danmarks første fabrik for ”Agerdyrkningsredskaber”, altså fremstillede landbrugsmaskiner
som svingplove, hesteriver, radrensere og kornrensemaskiner. Også krydderikværne og støbeforme
til chokoladefremstilling producerede han på fabrikken. En overgang havde Vistoft 28 mand beskæftiget.
Sønnen videre førte virksomheden i 1870, da Søren døde. Ved sønnens død ti år senere
solgte enken Vibæk Mølle til Asmild-Tapdrup Sogneråd. Rådet indrettede stedet til fattiggård, og
det var nu fattiglemmerne, der rumsterede i de små fabrikslokaler. Dog benyttede også den lokale
husflidsforening et par lokaler et par aftner om ugen i vinterhalvåret. De oprindelige fabriksbygninger
er i dag indrettet til beboelse.
Subæk Mølle
- er en gammel boghvedekværn. I 1838 overtog Søren Vistoft møllen, men forpagtede den i første
omgang ud til en holstener ved navn Johan Völker. Holsteneren forsøgte i Subæk at skabe en papirfabrik.
Han ansatte både svend og lærling og organiserede indsamling af ben og klude, uden at det
bliver til særlig meget papir. Indtil papiret blev fremstillet af træ var både ben og klude særdeles
anvendelige i papirproduktionen.
Bebyggelser i Nørreådalen - Landsbyer
Karakteristisk for landsbyerne i Nørreådalen er deres beliggenhed på kanten af engene og det højereliggende
agerland. Placeringen betød, at gårdene lå ideelt i forhold til de vigtige ressourcer: på
den ene side engene med høbjergning og græsning, ovenfor agerlandet med kornmarkerne og på
skrænterne spredt bevoksning af træ og krat. Længst fra landsbyen lå overdrev og hede.
Tapdrup
Tapdrup var oprindelig en sluttet klyngeby, med gårde og huse beliggende omkring forten, byens
fællesareal. I de sidste årtier har byen haft vokseværk. Et stort villakvarter voksede frem på ådalens
sydskråning.
Tapdrup 1956
8

I tre tilfælde har Tapdrup skrevet sig ind i danmarkshistorien. Første gang var i 1334. På det tidspunkt
rådede de holstenske grever anført af grev Gert i Danmark. Den unge kongesøn, junker Otto
forsøgte med en hær at tilbageerobre magten, men blev med sin hær slået i et stort slag på Taphede
oven for Tapdrup og taget i livsvarig fangenskab af grev Gert. Anden gang var i 1644, da ejeren af
herregården Skovsgaard, viceadmiral Corfitz Ulfeldt, blev dræbt i søslaget ved Fermern mod en
forenet svensk-hollandsk flåde og efterfølgende begravet i krypten under Tapdrup Kirkes kor. Tredje
gang var i 1908, da politikeren Anders Nielsen fra Tapdrup som den første husmand blev minister
i Danmark.
Løvskal
Landsbyen var engang kendt for sine bindingsværksgårde. Den verdensberømte ornitolog fra Viborg
Katedralskole, H. Chr. C. Mortensen, havde Løvskal som sin foretrukne storkelandsby.
Fugle-Mortensen i færd med at ringmærke storkeunger på en gård ved Løvskal.
Tindbæk
Tindbæk ligger på randen af Nørreådalen – ca 12 km nord for Bjerringbro. Første gang man støder
på bostedet er i 1600, men det er dog sikkert langt ældre.
9

Vejrum 1956
Ø
Øby 1956
Vejrumbro
Ålum
Ved Ålum lå en ladeplads for prammene på Nørreåen. Udskibningsstedet var sydøst for byen ved
”Gammel Skibsteds Eng”. Herfra udskibedes blandt andet teglsten fra Haldagergårds teglværk.
Byggemateriale fra bl.a. skovene ved Fussingø og tegl fra de mange små teglværker i ådalen blev i
stort omfang fragtet på prammene. I 1833 blev der eksempelvis årligt fragtet 500.000 mursten til
Randers fra værkerne.
10

Slotte og herregårde
Skjern Slot
Karmark var en af egnens ældste herresæder, i årene 1279 til 1298 ejet af kong Erik Glippings
drost, Peder Nielsen Hoseøl. I de urolige år efter mordet på kong Erik i Finderup Lade egnede det
relativt fladt liggende Karmark sig ikke til fæstning. I stedet opførte drost Peder Vendelbo Skjern
Slot på en banke i ådalen nær overfartsstedet. Borgen lå solidt beskyttet med dobbelte volde og grave
og var i sidste del af 1300-årene Østjyllands stærkest befæstede borganlæg. Borgen stod i 300 år,
indtil dens volde og mure blev skudt i grus under Kejserkrigen 1627.
Efter slottets ødelæggelse blev tre gårde opført på dets jord. I 1692 blev gårdene nedlagt (Skjern by)
og erstattet af Skjern Hovedgård. Både hovedgården og det nuværende Karmark Mølle blev bygget
af materialer, hentet fra det gamle borganlæg.
Viskum Hovedgård
Godset nævnes 1442 under Viborg bispestol. Godset var administrationscentrum for de store bispelige
godsbesiddelser i Sønderlyng og Middelsom herreder. Her var ikke mindst opdræt og eksport af
heste og stude en givtig indtægtskilde. Også for de senere ejere, både af adelig og borgerlig herkomst,
havde studedrift og kvægopdræt som en vigtig indtægtskilde.
Den trefløjede hovedbygning i en etage nær Viskum Kirke er opført ca. 1780. I 1860 tilføjedes en
nordfløj.
Viskum Vesterskov blev anlagt i 1820’erne af præsten Hans Bjerregaard som landets første systematiske
hedeplantning under fyndordene: ”Hvor ploven ej kan gå, og leen ikke slå, der bør et træ at
stå”. I den anlagte skov blev i 1826 rejst en obelisk til minde om Frederik d. 6.’s besøg.
Kirker langs Nørreåen
De to små sognekirker, Skjern Kirke og Vejrum Kirke, er karakteristiske for ådalen, idet de ligger
ved ældgamle overfartssteder, altså er ”vadestedskirker” og kendingsmærker for de vejfarende.
Skjern Kirke (og runestene)
Kirken, der består af romansk kor og skib, ligger på en terrasse højt over dalen. Ved våbenhuset er
anbragt to runesten. Den store sten har tekst og billede på forsiden: mon ikke den har stået meget
synligt tæt ved vadestedet, hvor vejen svinger. Stenen har været malet i stærke farver, orange, sort,
rød og bærer som en maske med store runde øjne og flettet skæg. Hovedet har sikkert haft en
skræmme- og værnefunktion.
Vejrum Kirke
Også Vejrum Kirke ligger højt med vidt udsyn over Nørreådalen. Kampestensdiger indhegner kirkegården
og omslutter to gravhøje, formentligt langhøje fra bronzealderen. Kirken er opført omkring
første halvdel af 1200-tallet i romansk stil.
Viskum Kirke
Viskum kirke er opført med romansk kor og skib i rå kampesten. Kirken ligger lige over for Viskum
Hovedgård, der som nævnt indtil reformationen tilhørte viborg-bispen.
11

Ålum Kirke
Kirken er præget af sit tilhørsforhold til Skeel-slægtens Fussingø få km nord for kirken. Kirken er
kendt for den fornemme, romanske sydportal mellem det nuværende våbenhus og kirkeskibet med 3
dobbelte granitsøjler – et prægtigt stenhuggerarbejde
En af runestenene uden for kirken tyder på, at der har stået et kirkehus på Ålum kirkebakke i mere
end 1000 år. Den nuværende kirke er opført mellem år 1150 og 1200. Det er en usædvanlig stor
romansk kirke. Størrelse hænger muligvis sammen med Sct. Kjeld, der var født i sognet og som på
det tidspunkt var domprovst i Viborg.
Ålumstene
Ved Ålum Kirke kan den besøgende studere hele fire runesten. Udenfor kirkens våbenhus står de to
største runesten, og i kirkens våbenhus står yderligere to runesten.
Råstofudvinding langs Nørreå-dalen
Okkerværket i Løvskal
Ved området Næsset lå et okkerlag, der var op til 5,4 meter tykt. Her begyndte lokale folk under 1.
verdenskrig en udvinding af okkeret. Råstoffet blev brugt i fremstilling af maling. En af aftagerne
var togvognsfabrikken Skandia i Randers, som producerede de karakteristiske røde tog til DSB.
Okkerudvindingen i Løvskal ophørte i 1960, men endnu findes rester af det gamle anlæg i landskabet.
12