Teksten (31 sider) som skærmlæsnings-pdf - Morten Jacobsen

morten.jacobsen.dk

Teksten (31 sider) som skærmlæsnings-pdf - Morten Jacobsen

En lovbog fortæller aldrig om nytten, grundene, kasuistikken i en

lovs historie: netop derved ville den miste den imperative tone,

dette ’du skal’, der er forudsætningen for, at der bliver adlydt

[AK, s.82]

At redegøre for sine films nytteværdi, har aldrig været en del af Lars

von Triers kunstneriske vokabular. Ved ikke at indgå i dialog omkring

selve værket, giver instruktøren sit værk den ’imperative tone’,

idet det ikke reduceres til pædagogik. Værket er ikke autonomt i den

gængse forstand, da von Trier-mytologien og genrevalget fylder, men

det undgår at blive inficeret af pædagogik og dermed opbyggelighed.

Tilbage på filmskolen var den unge von Trier direkte modstander af de

såkaldt opbyggelige historier. Dem som handlede om nogen der lærte

noget, og gerne gjorde verden bedre. Film der søgte dialogen med sit

publikum.

Dialogen eller dialektikken betegner Nietzsche som det permanente

dagslys mod de dunkle begæringer – fornuftens dagslys. Før Sokrates,

afviste man de dialektiske manerer. Med indførelsen af dialektikken

kommer pøblen ovenpå, den fik folk til at tage sig alvorligt, den

besejrede den fornemme smag. Den som anså de dialektiske manerer som

uanstændige, idet at de var afslørende:’ Det som først må lade sig

bevise, er lidet værd.’[AR, s. 31]

I think it’s a very strange question, that I have to defend myself.

I don’t feel that(...)You are all my guests, it’s not the other way

around, that’s how I feel. I work for myself. I haven’t done it for

you or the audience so I don’t feel I owe anyone an explanation.

[http://www.indiewire.com/article/von_trier_i_am_the_best_film_

director_in_the_world/#]

’Man gendriver en sag idet man ærbødigt lægger den på is’, skriver

Nietzsche i Antikrist. Her forventes en vis ’ærefrygtig takt’. Som

’enevældig’ føler instruktøren ingen forpligtigelser til at indgå

i den dialektiske præmis: ’om at overlade det til sin modstander

at bevise at man ikke er en idiot’. Lars von Trier skylder ikke en

forklaring.

Lars von Triers kunstneriske ideal er det ekskluderende ideal; ’L’art

pour l’art’. Forstået i den nietzscheanske optik: Kunsten som den

store stimulans til livet - den har ikke kun afvist den altruistiske

19

More magazines by this user
Similar magazines