Teksten (31 sider) som skærmlæsnings-pdf - Morten Jacobsen

Dedicated to Andrei Tarkovsky 1932 - 1986
1, 2, 3, 4, i fem sekunder står den hvide, typografiske skrift
centreret på den sorte flade. Der er ingen gestik. Dedikationen er
anderledes nedtonet, den er ordentlig. Alvorlig og præcis.
’Et folk, som endnu tror på sig selv, har også endnu sin egen gud. I
ham ærer det de betingelser, gennem hvilke det har bragt sig ovenpå
– det projicerer sin lyst ved sig selv, sin magtfølelse over i et
væsen, som man kan takke herfor(...)’ [AK, s.32]
Dedikationen til Tarkovsky blev hånet som snobberi, hvilket det
givetvis også er, men den er også et filmisk greb (metode). På linje
med hans ofte brugte kapitler, rammer den filmen ind, og cementerer
et vigtigt standpunkt i ANITCHRIST: afgudsdyrkelsen (Hekseri versus
videnskab).
Lars von Triers dedikation er en magtcementering, en antikristen
gestus: ’I virkeligheden er man ikke filolog og læge, uden samtidig at
være antikrist. Som filolog ser man bagom de hellige bøger, som læge
bagom det fysiologiske forfald hos den typiske kristne. Lægen siger
’uhelbredelig’ filologen siger ’svindel’...’[Ak, s. 69]
Dedikationen som fænomen eller gestus er en delikat form for svindel.
Som udgangspunkt er den ydmyg, den ærer. I dedikationen ærer man nogle
betingelser for sin egen ’storhed’: ’Mennesket(...) uddrog først
begrebet væren af begrebet jeg, det har sat tingene som værende i sit
eget billede, efter sit begreb om jeget som årsag. Hvilket under, at
det i tingene senere altid kun genfandt, hvad det selv havde lagt ind
i det.’ [AR, s.53] ’Idet de forherliger Gud forherliger de sig selv’.
’I kampen mod depression er flokdannelse et væsentligt skridt og en
sejr. Samtidig med at menigheden vokser, vokser der også for den
enkelte en ny interesse frem, der meget ofte hæver ham op over det
personlige, som hans mismod bunder i, og som er hans afsky for sig
selv.’[MO, s. 148] Lars von Trier, denne enerådige auteur søger ikke
flokken med sin dedikation, han distancerer sig fra den. Dedikationen
rummer ingen ydmyghed, er nærmere arrogant og ekskluderende i sin
indforståethed. Den er ’vilje til gensidighed’ filmaristokrater
imellem.
Dedikationen er et hårdt sats, og udover at det har givet filmen en
28