DNV2004-4 De 'nye kriges' økonomiske logik - DIIS

diis.dk

DNV2004-4 De 'nye kriges' økonomiske logik - DIIS

DEN NY VERDEN 2004:4 Pluk fra DIIS’s forskning

1


Dietrich Jung

De ‘nye kriges’

økonomiske logik

Krig som en kriminel forretning?

Alle taler i dag om begrebet den nye krig som en radikal ændring af

internationale krigsforløb. Regelbunden mellemstatslig krigsførelse er

angiveligt blevet erstattet af lovløse, voldelige konfl ikter, hvori krigslignende

vold hovedsageligt anvendes som et økonomisk middel af røveriske

militser. Faktisk synes de statistiske registreringer af krige i verden

tydeligt at bekræfte forandringen fra mellemstatslig til statsintern krig.

Det overvejende fl ertal af krige forekommer i dag inden for folkeretligt

garanterede grænser, og efter at Europa igennem århundreder var skueplads

for voldelige mellemstatslige konfl ikter, har krige siden anden verdenskrig

fl yttet sig til regioner i den tredje verden. De såkaldte nye krige hærger

således især i de tidligere kolonistater i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Er det dog dermed korrekt at antage, at krigsforløb – i kraft af denne

ændring – ikke længere er af politisk karakter? Har hensynsløse krigsherrers

grådighed erstattet stræben efter politisk magt? Dækker begrebet den

nye krig intet andet end en kriminel forretning?

I denne artikel argumenteres der for, at en økonomisk analyse kan yde et

væsentligt bidrag til forståelse af moderne kriges form og indhold. Den vil

især vise, hvor tæt lokale krige er forbundet med globale markeder, samt

hvor tvivlsomt begrebet statsintern krig egentligt er. Denne komplekse

sammenfl etning af internationale, transnationale og lokale kræfter udgør

desuden rammen for aktuelle processer forbundet med ‘fredsopbygning’.

De nye kriges økonomiske logik understreger dog også, at den ensidige

tale om krig som kriminel forretning ikke dækker nutidige voldelige

konfl ikters virkelighed. Krig forudsætter stadigvæk et sammenbrud af

politisk orden, og en fredelig efterkrigsorden er utænkelig uden etableringen

af legitime politiske institutioner. Dette argument vil nedenfor

blive underbygget i tre trin. Først kommer en analytisk beskrivelse af,

hvad der ofte uden yderligere diff erentiering inddrages under begrebet

krigsøkonomi. Dernæst bliver disse økonomiske aspekter af moderne

krigsforløb sat i forbindelse med specifi kke problemer i den postkoloniale

statsdannelsesproces. Artiklen slutter med nogle tanker omkring inter-

DEN NY VERDEN 2004:4 De ‘nye kriges’ økonomiske logik

81


DEN NY VERDEN 2004:4 Dietrich Jung

82

national fredsopbygning, der senest efter angrebene den 11. september

2001 er blevet ophøjet til et udenrigs- og udviklingspolitisk a priori i de

vestlige samfund.

Fra rov til politisk profi teren: forskellige krigsøkonomier

Forskerteamet Francois Jean og Jean-Christophe Rufi n (1996) har udført

et pionerarbejde inden for forskning i krigsøkonomi. I deres artikelsamling

analyserer de den komplekse sammenhæng mellem globale strukturer

og lokale krigsøkonomier, og fokuserer på de dynamiske forbindelser

mellem lokale konfl ikter og globaliseringsprocesser. Et centralt punkt

er en analyse af overgangen fra relativt isolerede krigsøkonomier, som

støtter sig til erhvervelsen af lokale ressourcer, til åbne krigsøkonomier,

der integrerer sig i globale økonomiske transaktioner. Koblingen mellem

lokale krigsøkonomier og den globale markedsøkonomi fører til udviklingen

af ‘voldsmarkeder’, hvor voldsentreprenører (dvs. krigsherrer) nu

konkurrerer indbyrdes i kraft af deres målrettede profi tinteresser (Elwert

1997). I etableringen af åbne krigsøkonomier indgår lokale voldsmarkeder

og global markedsøkonomi i et symbiotisk forhold, der i stigende grad

tvinger økonomisk rationalitet ind i lokale krigsforløb. Krigen bliver

dermed til en egendynamisk proces, hvori økonomiske interesser vinder

over politiske interesser.

Tilsyneladende har udviklinger, som kun ufuldstændigt dækkes af

begrebet globalisering, også en skyggeside. De liberale drømme om en

global udfoldelse af demokrati og markedsøkonomi og den perifere krigs

daglige mareridt er to sider af samme sag. Begrebet åben krigsøkonomi

viser, at i nutidens verdenssamfund er den voldsstøttede ‘oprindelige

akkumulation’ af kapital sammenfl ettet med fredelig byttehandel i en

højt udviklet kapitalistisk orden. Dette bliver tydeliggjort ved en her kun

overfl adisk mulig typologisering af den økonomiske handling samt de

strukturer, der i almindelighed kan sammenfattes under overbegrebet

krigsøkonomi. De viser nemlig en trinvis overgang fra isolerede til åbne

former for krigsøkonomier og dermed sammenfald af markedsøkonomisk

organiserede økonomier og selvrefererende voldsmarkeder.

Plyndring, tyveri og rov

Disse former for voldelig erhvervelse af økonomiske goder har altid fandtes

på næsten alle krigsskuepladser. I denne forstand adskiller krigene

i Afghanistan, Congo, Libanon, Liberia og Sierra Leone sig kun lidt

fra de røveriske aktiviteter i trediveårskrigen eller de tidlige europæiske

borgerkrige i moderne tid. Dengang tjente krigene som i dag først og

fremmest som levebrød for militssoldater og de dele af befolkningen, som

ser sig berøvet andre reproduktionsmuligheder. Disse krige svarer mest

til Keens begreb bottom-up violence (Keen 1998), og kun undtagelsesvist

forekommer der også en akkumulering og geninvestering af kapital i


forbindelse med disse rov- og plyndringsøkonomier. Dog følger selv disse

‘primitive’ økonomiske interesser ofte ‘regelbundne’ baner. Eksempelvis i

den libanesiske borgerkrig (1975-90) indgik de fj endtlige militser i Beirut

på tværs af alle politiske, etniske og religiøse modsætninger gentagne

gange midlertidig våbenhvile for at udplyndre de tilbageværende butikker

mellem linierne (Messara 1989: 86).

Afpresning, beskyttelsespenge og krigsskat

Igennem en udvanding af individuel og kollektiv sikkerhed i væbnede

konfl ikter opstår der tilstande, hvori de lokale militser og civilbefolkningen

kommer i et gensidigt afhængighedsforhold. Deres spændvidde

rækker fra enkle former for afpresning til højtudviklede systemer af

beskatning og afgifter, der under visse omstændigheder antager karakter

af at være statslignende. Denne hierarkisering af økonomisk

vold går i spand med fremvæksten af specifi kke krigsentreprenører, og

dermed opstår former for top-down violence (Keen 1998) . Derudover

får anvendelsen af fysisk vold som et økonomisk middel en systemisk

karakter. Der opstår således ikke blot selvrefererende voldsordener, men

der tegner sig også proto-statslige strukturer, der ikke konsolideres i

den globale sammenfl etning.

I Colombia har FARC fx oprettet et system af territorialt herredømme,

som fi nansieres igennem regulære told og afgifter, og har integreret

deres økonomiske transaktioner i landets formelle økonomi. Krigene i

Kurdistan, Libanon, Nordirland, Sri Lanka og det tidligere Jugoslavien

har vist, hvordan disse afhængighedsforhold uden videre overskrider territoriale

grænser, og dermed hvordan lokale krigsøkonomier forvandler sig

til åbne krigsøkonomier i tilslutning til de globale markeder. Forskellige

former for krigsskatter spiller også en rolle i fi nansieringen af krige, og

de betales enten frivilligt eller under tvang af diaspora. Igennem World

Tamil Coordinating Committee lykkedes det eksempelvis de tamilske tigre

at fi nansiere deres kamp mod Sri Lankas regering med midler fra tamilske

emigranter, der har integreret sig i de formelle økonomier i Europa og

Nordamerika (jf. Angoustures/ Pascal 1996).

Tvangsarbejde og slaveri

Arbejdsydelser aftvunget gennem våbenmagt eller prostitution og soldatertjeneste

under militsers tvang, er udbredte i borgerkrige, der kendetegnes

ved udprægede voldsmarkeder. I ekstreme tilfælde kan dette føre

til genoplivning af slavearbejde og -handel. Notorisk i denne henseende

er situationen i Sydsudan. Som følge af krigen, der begyndte i 1983, er

især Dinkafolket gentagne gange blevet underkastet slaveri af arabiske

militser fra Darfur og Kordofan. Oftest var det kvinder og børn, der blev

bortført til landets nordlige region, hvor de blev tvunget til at arbejde

i arabisktalende husstande. Lords Resistance Army (LRA), der kæmper i

den nordlige del af Uganda og modtager militær og økonomisk støtte

fra den sudanesiske regering, er berygtet for at gøre især børn til slaver.

DEN NY VERDEN 2004:4 De ‘nye kriges’ økonomiske logik

83


DEN NY VERDEN 2004:4 Dietrich Jung

84

Ifølge Frank van Acke (2004) har LRA tvunget op til 8.000 børn og

unge til militært og andet arbejde.

Narkohandel og organiseret kriminalitet

Illegal handel med narko, våben, mennesker og organer er en typisk

bestanddel af åbne krigsøkonomier. Især dyrkning, forarbejdning og

transport af narko er blevet til hovedindtægtskilder for en række borgerkrigsparter

og udgør en central kilde for kapitalakkumulering for

militsledere og krigsherrer. En global bytteproces foregår gennem de økonomiske

faktorer som produktion, distribution og forbrug. Denne proces

er ikke alene uadskillelig fra perifere krigsskuepladser og hverdagslivet i

de vestlige demokratiske samfund, men integrerer også den oprindelige

akkumulering på krigsøkonomiernes voldsmarkeder med geninvesteringen

af denne ‘krigskapital’ på de globale kapitalmarkeder.

Sammenhæng mellem narkohandel og statsinterne krige har fx vedvarende

præget historien i Colombia og Peru, de to største producenter

af kokain i verden. Denne tætte forbindelse mellem organiseret kriminalitet

og voldsmarkeder bør dog ikke føre til en forhastet konklusion

om kausal sammenhæng mellem narko og krig. Narkohandel er absolut

ikke årsag til, at krige bryder ud. Gennem eksemplet Afghanistan har

Barnett Rubin (1995) påvist, hvordan narkoøkonomien breder sig

‘parasitisk’ i et land, der er fragmenteret af væbnede konfl ikter, samt

hvordan lokale krigsøkonomier trinvist bliver integreret i nabostaternes

formelle økonomier. I statsinterne krige er narkoøkonomier snarere en

materiel garanti for allerede udviklede voldsordeners beståen end en

egentlig årsag til krig.

Udbytning af naturlige råstoff er

Åbne krigsøkonomier benytter sig dog ikke alene af illegale globale

markeder, da også udbytning og salg af legale, naturlige råstoff er er en

væsentlig økonomiske aktivitet i moderne krige. Eksempelvis var krigen

i Cambodja ledsaget af udbredt udbytning af nationale ressourcer som

fx tropiske træsorter, ædelsten, råstoff er og antikviteter. Transportveje på

tværs af grænserne forbandt den thailandske økonomi tæt med de røde

khmerers krigsøkonomi, og mindst en halv snes thailandske virksomheder

drev intensiv handel med tropiske træsorter med de røde khmerer

i Cambodjas nordvestlige grænseregion. Ud over politiske og militære

organisationsformer rådede de røde khmerer også over centralt styrede

økonomiske organisationsformer.

På samme måde er Afrikas krigsskuepladser sammenfl ettet med de globale

økonomiske centre. I denne forbindelse kan nævnes både de såkaldte

bloddiamanter fra Sierra Leone og Congo og det for mobilteleindustrien

så vigtige råstof coltan (columbit-tantalit), hvis eksport monopoliseres af

Rwanda-forbundne rebelorganisationer i den østlige del af den Demokratiske

Republik Congo.


Monopolisering af handel og produktion

Statsinterne krige medfører ikke nødvendigvis sammenbrud af et lands

formelle økonomi. I talrige krige er det lykkedes for de involverede

parter med vold at kontrollere handelen med, og produktionen af,

råmaterialer. Forbindelsen til verdensmarkedets formelle strukturer

forbliver derved opretholdt, mens markedskræfterne på de lokale markeder

erstattes af magthavernes egne interesser. I Libanon kontrollerer

de forskellige militser eksempelvis landets indenrigs- og udenrigshandel.

Her spiller især kontrollen over havnene en afgørende rolle og udgør

endda hovedindtægtskilden for den kristne Force Libanaise. Med efterkrigssituationen

i Bosnien og Hercegovina som eksempel påviser Mike

Pugh, hvor tæt politiske og økonomiske interesser griber ind i hinanden

i forbindelse med kontrollen over handel og produktion. Derved bliver

det også tydeligt, at mange voldsstøttede monopoler er opstået under

internationale embargoer, samt hvor meget krigens økonomiske strukturer

dermed også besværliggør opbygning af en markedsøkonomisk

efterkrigsorden (Pugh 2002).

International humanitær bistand

I mange tilfælde bliver den internationale humanitære bistand også påvirket

af voldsspiralen. Derved gavner de ressourcer, der stilles til rådighed,

ikke længere civilbefolkningen, der er ofre for krigen, men bliver i stedet

til en fundamental bestanddel i krigsøkonomiens materielle opbygning.

Med krigen i Somalia som eksempel har Joakim Gundel påvist, hvordan

internationale organisationers livsvigtige nødhjælp bidrog til at opretholde

den magt- og krigsherrestruktur, der oprindeligt udløste hungerkatastrofen.

I forbindelse med social fragmentering, væbnede konfl ikter og ekstrem

mangel på råvarer bidrog de internationale nødhjælpsaktioner i Somalia

med en krigsrelevant ressource, der blev genstand for en særdeles heftig

og voldelig konkurreren. Selvom nødhjælpen sikrede talrige menneskers

overlevelse, bidrog den dog også samtidig til at stabilisere voldsordenen

i Somalia (Gundel 2003).

International militær bistand og politisk profi teren

Den økonomiske sammenhæng mellem det internationale system og lokale

krigsforløb har dog også en systemisk dimension, der ikke omfattes af

overgangen fra isolerede til åbne krigsøkonomier. Ud over direkte militær

bistand kan frem for alt nævnes krigsrelevant materiel og fi nansielle midler,

der bliver opnået gennem profi teren (rent-seeking) rent-seeking) rent-seeking på politiske subsidier.

Under den kolde krig ydede USA og Sovjetunionen store mængder direkte

militær bistand til deres klienter. Under krige i Latinamerika, Afrika,

Mellemøsten og Indokina benyttede statslige og ikke-statslige aktører

sig af de ressourcer, som konfl ikten mellem politiske systemer stillede til

rådighed. Denne relativt overskuelige struktur i international militær

bistand har ændret sig væsentligt siden den kolde krigs afslutning. På

den ene side bestemmer kortsigtede og situationsbetingede interesser i

højere grad fordelingen af militære midler; på den anden side synes deres

DEN NY VERDEN 2004:4 De ‘nye kriges’ økonomiske logik

85


DEN NY VERDEN 2004:4 Dietrich Jung

86

relative andel i fi nansieringen af statsinterne krige at aftage. Den aktuelle

tendens til at fortolke statsinterne krige som udtryk for organiseret

kriminalitet synes også at afspejle den kendsgerning, at fi nansieringen

af krige baseret på politisk ideologi er trådt i baggrunden efter den kolde

krigs afslutning, og at de krigsførende parter er tvunget til at se sig om

efter nye fi nansielle kilder.

Politisk subsidiering har dog stadigvæk stor betydning. I denne sammenhæng

drejer det sig om økonomiske ressourcer, der som belønning for

politisk loyalitet ydes af det internationale system i form af militær eller

økonomisk bistand. Især i Mellemøsten udviklede der sig et klientsystem i

samspillet mellem palæstinensernes konfl ikt og det internationale system,

hvori den militære konfl ikt blev ophøjet til en vigtig økonomisk ressource

for regionens regimer. Nogle stater, heriblandt det Palæstinensiske Selvstyre,

var i stand til at opretholde denne tilstrømning af politiske subsidier, også

under fredsprocessens betingelser. Ressourcerne fra den politiske konfrontation

i den palæstinensiske konfl ikt blev dermed omdannet til ‘fredsdividender’.

Mens Ægypten, Israel og Jordan hovedsageligt indkasserede

dette i form af årlige militære og økonomiske bidrag fra USA, levede det

Palæstinensiske Selvstyre frem for alt af fi nansiel støtte fra EU. Dermed

har alle modtagere investeret i opbygningen af deres sikkerhedsapparater.

Eksempelvis i Ægypten bidrog disse midler til konsolideringen af Præsident

Mubaraks autoritære styreform samt sikring af regimets militære

overlegenhed i den interne kamp mod militante islamister.

Om forholdet mellem statsdannelse, politik og økonomi i

aktuelle krige

De ovenfor kun groft skitserede mønstre af profi torienteret handel og økonomiske

strukturer i moderne krige bekræfter et centralt argument i den

økonomiske analysemodel: en gennemgang af forskellige krigsøkonomier

fører begrebet statsintern krig ad absurdum. Ud fra en materiel vinkel er

lokale krige i mange henseender sammenfl ettet med den globale økonomi.

Især inden for områderne internationale embargoer, diaspora, international

nødhjælp og organiseret kriminalitet kan denne sammenfi ltning tydeligt

ses. Lokale voldsordener tager form af åbne krigsøkonomier og indgår i

dynamiske og symbiotiske forhold både med illegale globale markeder og

med liberale markedsøkonomiske strukturer. I centrum for denne skyggeglobalisering

befi nder sig krigsherre- og mafi astrukturer. De repræsenterer

på den ene side en hensynsløs og voldelig udbytning af de mennesker og

ressourcer, der befi nder sig under disse militser og krigsherrers territoriale

herredømme. På den anden side udgør disse strukturer baggrunden for

aktører, der kombinerer lokal, militær territorialkontrol med at forfølge

internationale fi nansielle og politiske interesser. Igennem såkaldte mafi øse

strukturer lykkedes det dem at integrere krigsøkonomierne og de illegale

markeder i den formelle verdensøkonomi. I denne sammenhæng spiller


krigsherrer en dobbeltrolle som lokale warlords og globale entreprenører,

der investerer deres krigsgevinster i den formelle økonomi.

Krigsøkonomier består med andre ord af dynamiske former for økonomisk

reproduktion, der rækker fra voldstøttet underhold, over fi nansieringen

af militærudgifter, til akkumulering og geninvestering af kapital i verdensmarkedet.

En forklaring baseret på en økonomisk model rækker

dermed ud over magtudøveres rent interesseunderstøttede handel. Ud

fra et systemteoretisk perspektiv henviser modellen netop også til borgerkriges

karakter som egendynamiske processer. Volden i disse borgerkrige

breder sig trinvist til alle sociale forhold, og krigsaktørernes motivation

er tydeligt inde i en dødsspiral, hvori konsekvenser af handlinger bliver

til dele af deres egen årsag.

Begrænsningerne i den økonomiske forklaringsmodel

Imidlertid peger disse egendynamiske processer også på modellens

begrænsninger. Som alle ovenfor beskrevne former for krigsøkonomier

forudsætter denne model nemlig også en tilstand af voldelig konkurrence

og dermed også krigen i sig selv. Dette gælder netop også for anvendelsen

af vold som levebrød. Fremhævelsen af ‘kriminelle’ aspekter i moderne

krige skjuler den historiske konstatering, at statsinterne krige altid har

kunnet karakteriseres af en høj grad af lovløshed. Opkomsten af krigsøkonomier

og deres sammenhæng med organiseret kriminalitet er i høj

grad afhængig af sammenbruddet i den sociale kontrol med vold. Derfor

er også nye krige dybt politiske i deres oprindelse.

Den regionalt og territorialt begrænsede frigørelse af fysisk vold, udviklingen

af egendynamiske krigsøkonomier og deres integration i et verdensmarked

fri for direkte vold lader sig kun forklare under henvisning til

det socialvidenskabelige begreb, som Paul Collier systematisk udelukker i

sine økonometriske analyser af moderne krige: den moderne stat (Collier

2000). Til forskel fra dannelsen af europæiske stater fandt dannelsen af

postkoloniale stater ikke sted i en kontekst af fri, voldsstøttet konkurrence.

Under afkoloniseringen opnåede de postkoloniale stater en form

for ‘negativ suverænitet’, hvilket muliggjorde, at deres regimer kunne

nyde gavn af international ret og bistand. Ironisk nok blev de selv samme

internationale institutioner, der garanterede kolonibefolkningerne retten

til politisk uafhængighed, udnyttet af autoritære magthavere til at nægte

deres befolkninger indenrigspolitiske friheder og civile rettigheder.

Den konfl iktfyldte udvikling af statslig autoritet fi nder i dag sted inden

for territoriale grænser, der garanteres udefra. Dermed viser krigsskuepladserne

i den tidligere tredje verden det samme grusomme billede,

som krigene og konfl ikterne i de europæiske statsdannelsesprocesser har

gennemløbet. Moderne krigsforløb kendetegnes også af monopolisering

DEN NY VERDEN 2004:4 De ‘nye kriges’ økonomiske logik

87


DEN NY VERDEN 2004:4 Dietrich Jung

88

og ‘feudalisering’ (fragmentering) af fysisk voldelighed, af voldelige sammenbrud

af tidligere fungerende sociale ordener samt af udviklingen af

bestemte former for krigsøkonomier. Postkoloniale stater er unægteligt

karakteriseret af et særligt spændingsforhold mellem stat og samfund,

hvori statslighed garanteres udefra og forsvares indefra. Tillys (1990)

logik vedrørende beskyttelse og beskatning, baseret på den europæiske

model, dækker ikke denne postkoloniale statsdannelsesproces. Mens de

autoritære statslige eliter påberåber sig det internationale systems vestfalske

normer – ifølge hvilke staterne er suveræne aktører beskyttet mod

indblanding i ‘indre anliggender’ - så orienterer eliten i et fremspirende

civilsamfund sig mod den transnationale institutionelle ramme, som

gives af et globalt civilsamfund. Fordringen om demokratisk legitimitet,

retfærdig fordeling af økonomiske goder, retsstatslighed og beskyttelse af

individuelle menneskerettigheder bliver dermed ikke forhandlet direkte

mellem stat og samfund, men derimod formidlet igennem internationale

og transnationale aktører.

Afslutning: fredsopbygning som umulig opgave

I den aktuelle diskussion om nye krige og den fredelige regulering af

krigslignende konfl ikter spiller økonomiske forklaringsmodeller en væsentlig

rolle. De er i stand til at forklare forlængelsen af krigstilstanden

i statsinterne krige ved hjælp af forskellige modeller for krigsøkonomier.

Derudover tydeliggør den økonomiske logik for nye krige, hvorledes

voldsmarkeder i den tredje verden spiller sammen med den globale markedsøkonomi,

hvilket muliggør sameksistensen af krig og liberal markedsøkonomi.

At forklare årsagerne til disse krige kræver dog en analyse

af en række andre relevante variabler ud over økonomiske strukturer og

motiver. Ligesom kollektive identitetsudviklingsprocesser har også det

internationale systems normative og magtpolitiske strukturer betydning,

fordi de som verdensstatssystem er garanter for at stater, der har negativ

suverænitet, vil bestå. Som følge af konsolideringen af verdensstatssystemet

efter anden verdenskrig er væbnede konfl ikter i voksende omfang

overfl yttet til det statsinterne rum, og de giver dermed indtryk af, at den

voldelige statsdannelsesproces i den tredje verden er et internt anliggende

for postkoloniale stater.

Den aktuelle fredsopbygning i Afghanistan, Irak og det tidligere Jugoslavien

viser den komplekse sammenhæng mellem krigskonfl ikter og

postkolonial statsdannelse. Dette involverer et utal af forskellige statslige

og ikke-statslige, internationale og transnationale organisationer, der

påtager sig en enorm spændvidde af opgaver rækkende fra afvæbning

af krigsdeltagende aktører til opbygning af politiske, sociale, juridiske

og økonomiske institutioner. Disse nye ‘protektorater’, der opstår i den

internationale fredsopbygnings navn, minder imidlertid kun ganske

svagt om statslige former for politisk autoritet. Det drejer sig snarere


om skabelsen af en form for ‘kontrolleret anarki’, hvori en række internationale,

transnationale, regionale, nationale samt lokale interesser og

kompetencer overlapper hinanden. Det er tvivlsomt, om der på denne

vis kan skabes markedsøkonomiske og retsstatslige strukturer. Denne

kontrollerede form for anarki afspejler snarere den ukontrollerede form i

nye krige - blot med den forskel, at de lokale aktører i disse protektorater

er blevet frataget deres muligheder for fysisk vold.

Det afgørende skridt mangler dog stadig i alle disse eksempler: ikke blot at

man overdrager disse magtmonopoler, etableret ved interventionskræfter,

til de lokale statslige eliter, men også at man samtidig forsyner dem med

politisk legitime institutioner, der er i stand til at tæmme statslige magtmonopoler

gennem samfundsmæssig kontrol. Det ser ud til, at international

fredsopbygning står over for en umulig opgave, idet den med ét enkelt

tag søger at opnå både militær sikkerhed i mellemstatslig og statsintern

regi, økonomisk vækst samt sikring af individuelle friheder.

Dietrich Jung er seniorforsker ved Afdelingen for udviklingsforskning ved

Dansk Institut for Internationale Studier og ekstern lektor ved Institut for

Sociologi, Kø K benhavns Universitet.

Litteratur

Angoustures, A. & V. Pascal. 1996. Diasporas et fi nancement des confl its. I

Economies des guerres civiles. Se Jean & Rufi n 1996.

Collier, P. 2000. Doing well out of war: an economic perspective. I Greed and

Grievance: Economic Agendas in Civil Wars, red. M. Berdal & D.M. Malone.

Boulder: Lynne Rienner.

Elwert, G. 1997. Gewaltmärkte. Beobachtungen zur Zweckrationalität der Gewalt.

I Soziologie der Gewalt, Gewalt red. T. Trotha, Opladen.

Gundel, J. 2003. Assisting structures of violence? Humanitarian assistance in

the Somali confl ict. I Shadow globalization, ethnic confl icts and new wars. A political

economy of intra-state war, red. D. Jung. London: Routledge.

Jackson, R. H. 1990. Quasi states: sovereignty, international relations and the

Th ird World. World Cambridge: Cambridge University Press.

Jean, F. & J-C. Rufi n, ed. 1996. Économie É des guerres civiles

. Paris: Pluriel.

Jung, D., K. Schlichte & J. Siegelberg. 2003. Kriege in der Weltgesellschaft.

Strukturgeschichtliche Erklä Erkl rung kriegerischer Gewalt (1945-2002). Wiesbaden:

Westdeutscher Verlag.

Kaldor, M. 1999. New and old wars: organized violence in a global era. Cambridge:

Cambridge University Press.

Keen, D. 1998. Th e economic function of violence in civil wars. Adelphi Paper

no.320. Oxford.

DEN NY VERDEN 2004:4 De ‘nye kriges’ økonomiske logik

89


DEN NY VERDEN 2004:4 Dietrich Jung

90

Messara, A. N. 1989. Le citoyen libanais et l’état. Une tradition tenace de constitutionnalisme

menacée. Monde Arabe: Maghreb Machrek no. 125: 82-99.

van Acke, Frank. 2004. Uganda and the Lord’s Resistance Army: Th e new order

no one ordered, African Aff airs, 103/412, pp. 335-357

More magazines by this user
Similar magazines