Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

M A G A S I N E T
11. UDGAVE - JUNI 2012
M J Ø L N E R P A R K E N

Søger du job?
Og har du brug for hjælp til at finde jobbet, der passer dig, til at skrive
ansøgning, CV og forberede dig på jobsamtalen? Så kig forbi Job-
patruljen hver onsdag mellem kl. 09 og 15.
Sig din mening!
Nu har du mulighed for at få dit læsebrev med i Magasi-
net Mjølnerparken. Læserbrevet skal sendes til redaktionen:
Mjølnerparken 94,st, tv.
Hent hjælp i Mjølnerparkens
Infoguide
Mjølnerparkens redaktion har i samarbejde med kommunikationsam-
bassadørene lavet en bog med en række vigtige oplysninger for Mjøl-
nerparkens beboere. Vi opfordrer alle til at læse denne guide med
praktiske oplysninger om forskellige hverdagsting.
Om bladet: Magasinet, som produceres af 6 unge beboere fra
Mjølnerparken, udkommer flere gange om året.
Redaktion:
Fotograf:
Layout:
Fatema Hussein (ansvarshavende), Diana Hussein,
Duaa El-Khatib, Jawad Ahmad Zahid, Usman Iftikhar.
Aya Abdallah & Jawad Ahmad Zahid
Usman Iftikhar & Jawad Ahmad Zahid

Indholdsfortegnelse:
Magasinet Mjølnerparken Mener...
starter ens rejse altid dårligt?
En ven i verdens brændpunkt
jesu by
sorgens kaMp
det religiøse knudepunkt
elleve tusind år Med by
ABRAHAMS BY
organisationen tHip
en tragisk Historie
landsbyerne oMkring akka
5
6-7
8-13
14
15-19
20-25
26-27
28-29
30-31
32-33
34-37
FriHed eller død 38-39

Magasinet Mjølnerparken mener...
Som det fremgår af vores forside, så handler denne
udgave hovedsagelig om vores tur til Ramallah i Palæstina,
som vi præsenterede i sidste udgave af magasinet.
Denne tur har siden hen fået kritik for anvendelsen
af økonomiske midler, og det vil vi selvfølgelig
gerne forholde os til, da vi mener, at kritikken er uberettiget.
Kritikken er gået på, at turen til Ramallah
ikke har haft en særlig relation til helhedsplanen, og
at rejsen kun har været til glæde for ganske få deltagere.
På baggrund af dette, bliver der i allerhøjeste
grad rettet tvivl om relevansen af de brugte midler
fra helhedsplanen til formålet. Vi forstår fuldt ud udgangspunktet
i kritikken, men mener ikke den kan
stilles således op. Det første kritikpunkt har gået på
den særlige relation til helhedsplanen. Vi mener, at
turen har haft en betydelig relation til helhedsplanen,
i og med, at det er en af helhedsplanens projekter
– Magasinet Mjølnerparken – som var i Ramallah.
Ydermere så har op imod hver anden beboer i Mjølnerparken
tilknytning til Palæstina. De produkter,
som turen udleder, har derfor stor betydning for en
stor del af Mjølnerparkens beboere. De flere tusinde
billeder, dette magasin og den film, som er under
produktion, kommer således til at betyde, at mange
vil møde deres hjemstavn på en måde, som de ikke
har haft mulighed for tidligere. Hele turen og vores
fortællinger har dermed pustet nyt liv i håbet om måske
at få mulighed for at betræde deres bedsteforældres
landsbyer. En sådan oplevelse mener vi ikke
kunne have haft en mere betydelig relation
til Mjølnerparkens beboere og
derfor også til helhedsplanen.
Det andet kritikpunkt
er, at turen kun vil
glæde de få
delta-
gere. Dette har vi allerede berørt tidligere, i og med
at produkterne og resultatet af turen er klokkeklart
rettet mod hele Mjølnerparken, og særdeleshed den
halvdel, der er af palæstinensisk herkomst. Så det har
vi selvfølgelig haft med i vores overvejelser, og det
har været vores rettesnor under produktionen af både
magasinet og filmen. Allerede inden vi har publiceret
noget, oplever vi at flere af beboerne er interesserede
i vores oplevelser, og besøger redaktionen for at opleve
de gamle kort med landsbybetegnelser, billeder
og fortællinger. Vi oplever, at unge såvel som ældre,
planlægger turer til det oprindelige hjemland, fordi
de nu på andenhåndsberetning har oplevet, at der er
mulighed for at besøge deres bedsteforældres landsbyer.
Vi nikker derfor genkendende til kritikken, men
har gjort vores ypperste forsøg på, at denne tur bliver
til gavn og glæde for hele Mjølnerparken – noget
vi allerede oplever, at den er. Det sidste punkt i kritikken
har været anvendelsen af midler hertil, og at
Mjølnerparken tidligere har været kritiseret for midler
brugt på familieudflugter og fødselsdagsfester, og
derfor ikke kunne stå inde for anvendelse af midler
på en Ramallah-tur. Først og fremmest kan de to initiativer
ikke sammenlignes. Familieudflugter og fødselsdagsfester
har haft til formål at styrke de sociale
bånd internt i Mjølnerparken, såvel som de sociale
bånd på lokalt og nationalt plan. Turen til Ramallah
har haft en helt aldeles anderledes formål. Turen har
skullet give en dybere indsigt i situationen dernede,
samt videregive information omkring mulighederne
for et dansk-palæstinensisk samarbejde og foreningsliv
på tværs. Derfor har den lille delegation også mødt
det danske repræsentationskontor i Ramallah, samt
danske volontører i forskellige organisationer. For det
andet så har Magasinet selv brugt egne 15.000 kroner
på turen. Det skal derfor gøres klart, at Magasinet selv
har stået for en vis del af turen. Dette har i det store
hele kun udgjort en mindre del, men pointen i dette
er, at der også har været egne midler i brug. For det
tredje, og sidst men ikke mindst, så er de af midlerne,
som er blevet anvendt på en tur til Ramallah lagt godt
ud. Midlerne har startet nye tiltag og åbnet nye muligheder
for en stor del af beboerne i Mjølnerparken.
For ikke at gentage os selv igen med de samme argumenter,
håber vi således, at vi har kunne skabe en
større forståelse for turen, relevansen af de anvendte
midler, og dermed også besvaret den kritik, som vi
har modtaget. Vi håber på, at flere vil være med til at
sprede turens produkter og resultater ud over Mjølerparkens
bygninger, og dermed skabe en maksimal
udnyttelsesgrad af turen og maksimal værditilvækst
hos Magasinet Mjølnerparken. Tak!
4-5

Starter ens rejse altid dårligt?
De elleve unge og voksne ser frem til en oplevelse i det varme Palæstina.
Men uforventet bliver første dag ikke den bedste på grund af det lange
ophold i Tel Avivs lufthavn. Redaktionen bliver nemlig holdt tilbage i
lidt over fem timer, spærret inde i et rum, med ikke andet end en masse
stole og en Coca Cola automat, hvor der kunne købes drikke til at slukke
tørsten med.
Skrevet af Diana Hussein og Aya Abdallah
S p æ n d i n g e n s t i g e r
Det er en tidlig mandag morgen, og Mjølnerparkens
redaktion sætter kursen mod lufthavnen. De
er alle trætte, men også spændte på, hvad der venter
dem i Palæstina. Der er i alt elleve rejsemedlemmer
med på turen. Fatema, Aya, Duaa, Diana,
Usman og Jawad fra redaktionen, samt Kristine,
Kamilla, Marwan, Ahmad og Eskild. Seks ud af
de elleve rejsende har palæstinensisk baggrund,
som de fleste danske familier i Mjølnerparken. Så
snart de ankommer til Københavns lufthavn finder
de nogle siddepladser, og Fatema læner sig på Dianas
skulder. De fleste har ikke fået nok søvn, men
til gengæld har de unges chef Eskild allerede tjekket
sin bagage ind. ”Jeg tjekkede ind som en af de
første. På under tre minutter var jeg helt færdig”,
siger Eskild til resten af flokken, som stadig sidder
ned. Eskild tilføjer også, at de alle skal rejse sig op,
og få tjekket ind så, så de kan komme hen til flyet.
Så letter flyet
Selvom de fleste er så trætte, er det enormt svært
at sove i flyet. Samtalerne omhandler dog ikke andet
end Palæstina, og hvad det er, der skal ske der
nede. Således fortsatte det på kryds og tværs. ”Jeg
kan ikke engang vente på at se, hvordan lufthavnen
ser ud i TelAviv. Jeg er så glad. Jeg kan slet ikke
tro, at vi virkelig skal der ned før de fleste af vores
forældre!”, siger Duaa med en spændt stemme.
Tel Aviv
Flyet lander i Tel Avivs lufthavn mandag eftermiddag.
Alle rejser sig op, mens øjnene peger i retning
af de små vinduer, for at se om alles bagage er ankommet.
Dermed skynder alle sig at stige ud, så
snart dørene åbner; det er nærmest som om, at alle
løber. ”Hmm” sukker Diana og siger: ”Nøøj, hvor
kan man mærke den dejlige og varme luft hernede”.
Straks sættes tempoet op, med planer om at komme
let forbi Pascheck. ”Yes, der er ingen kø. Vi kommer
let igennem”, siger Aya glad. Alle stiller sig hver
hos en medarbejder, og får tjekket deres pas. ”Ah-
mad, hvorfor er du kommet til Israel?” spørger en
medarbejder. ”Jeg er her sammen med min chef for
at passe på de unge”, svarer Ahmad medarbejderen.
En anden medarbejder spørger så Usman: ”Er du ankommet
her med en gruppe?”, Usman svarer ærligt:
”Ja, vi er en gruppe på elleve personer”. Således bliver
ti udspurgt, mens Kamilla, som er med for at
lave en film fra rejsen, kommer igennem uden no-
gen form for problemer. Personalet tager deres pas,
og beder dem om at sætte sig sammen ind i et rum.
Afhøring
Det første kvarter er nu ovre, og chefen Eskild bliver
kaldt alene ind til afhøring. Eskild forklarer
endnu engang, hvorfor det er, at alle er her, og hvad
det er, de præcist skal hernede. ”Ej, Eskild har været
der inde i lang tid, hvad tror I der er sket med
ham?” spørger Jawad bange. ”Ej, tænk hvis der er
sket ham noget” svarer Diana. Længe efter kommer
Eskild ud. Han sætter sig ned, og er ret stille resten
af tiden. Lidt efter er det Ahmad, som bliver hevet
ind til afhøring. Igen går der lang tid, før Ahmad
er ude igen. Der er nu gået to timer, og redaktionen
er endnu ikke blevet lukket ud. De sidder i enormt
lang tid, endda så længe, at deres ben er ved at blive
godt ømme. ”Jeg har brug for at bevæge mig”, råber
Duaa, imens hun stiller sig op, og begynder at
danse rundt i lokalet, hvorefter hun bliver afbrudt
af en Israelsk medarbejder. ”Eskild, du siger, at I er
elleve personer i alt, men hvordan kan det være at vi

kun har ti pas?” Eskild kigger forundret rundt, og
ser efter den person, der mangler at give sit pas til
medarbejderne. ”Eskild, vi mangler Kamilla. Hun
er den ellevte person, som allerede er kommet igennem”,
fortæller Fatema straks. Det forklarer Eskild
til manden, og nu vil personalet ikke lukke nogen ud,
før Kamilla kommer tilbage. Personalet begynder at
lede efter Kamilla, som om hun var en tyv på fri fod.
Derudover kalder de på hende gennem højttalerne i
lufthavnen. En halv time senere kommer personalet
hen til os med Kamilla. ”Jeg har været ude af lufthavnen
før jer alle”, fortæller Kamilla glad, og siger
igen: ”Jeg forstår ikke hvorfor jeg egentlig skal tilbage?”.
Kamilla sætter sig ned, og en ny person skal til
afhøring. Det er nu Marwans tur. Heldigt for ham er
han ikke inde særlig længe, før han kommer grinende
ud, og siger: ”Deres spørgsmål er underlige, for
de spørger mig kun om, hvad navnene
på hele min familie er, og hvad deres
telefonnumre er. Det mest underlige
er, at de ikke engang bor her i Palæstina
- hvad vil de med dem?”.
Endelig noget alle kan grine af.
Lidt efter stiller Fatema, Diana,
Duaa, Aya, Usman og Jawad sig
op. De kan ikke klare at sidde
mere, så de vælger at lege en leg,
som giver dem en smule bevægelse.
Der er nu gået tre og en halv time
og ingen er blevet lukket ud. Nu er
det Ayas tur til at blive afhørt. Aya
kigger forvirret rundt, og er utrolig bange. ”Hvorfor
er jeg den eneste af de unge, der skal afhøres?”, spørger
hun. De kigger alle fem lidt fortvivlet og sætter
sig ned, mens de venter på, at Aya kommer ud.
Aya kommer nu ud og siger: ”De spurgte mig om
det samme som de spurgte Marwan om”. Redaktionen
er nu blevet så godt trætte af dem,
at de ikke engang ser overraskede ud mere.
”Hallo, jeg er skide sulten. Jeg har intet spist hele
dagen”, råber triste Diana, imens hun ser på, at Usman
går frem og tilbage til Coca Cola automaten.
Der er nu gået lidt over fire timer, og en af medarbejderne
kommer med noget mad. Det bliver
alle ret overrasket over. ”Underligt at de er
så ”søde”? De kommer med mad til os. Hvordan
kan det være?”, spørger Fatema. Men alle er
så sultne, at de selvfølgelig bliver en smule glade.
Endelige frie
Der er nu gået fem timer, og ingen kan på nogen
måder klare mere. Nu er det ikke dem der udspørger
os, men os der udspørg dem. ”Hvornår kan vi
komme ud, vi har en chauffør, som nu har ventet på
os i fem timer. Det er nat, og vi kan ikke finde en
taxa, som kan køre os hele vejen til Ramallah nu.
Bliver vi ikke snart lukket ud?”, spørger rejselederen
Kristine en israelsk medarbejder. ”Jo, lige fem
minutter mere”, er svaret. Kristine går derhen igen
efter fem minutter, og svaret fra dem er stadig det
samme. Sådan fortsætter det i en halv time, hvorefter
en medarbejder kommer ind til dem, men denne
gang med deres pas i hånden. Han giver hver enkelt
af dem deres pas igen, og afslutter ved at true Eskild:
”Hvis der sker nogen form for ballade under jeres
ophold, vil militæret tage dig til fange”. Det bliver
han en smule skræmt over, men Eskild svarede sødt
igen, og lovede at der ikke ville blive problemer.
Inden de fortsætter, kigger alle lige i passet for at se
visummet, som de har fået. Og overraskende nok er
det ikke som normalt et tre måneders visum, men
kun et otte dages visum. ”Da vi ankom i starten,
var jeg spændt på at se mit hjemland, men nu er jeg
egentlig bare glad for at komme ud af lufthavnen”,
siger Marwan trist som en afslutning på dagen. Med
oplevelsen i TelAviv lufthavn mødte redaktionen et
israelsk system, hvor der altså er enormt meget fokus
på sikkerhed, og efter samtale med andre fandt
de ud af, at det slet ikke var unormalt at blive udsat
for den slags behandling ved indrejse og udrejse.
6-7

en ven i verdens brændpunkt
Redaktionen Mjølnerparken er taget til Palæstina for at besøge den tidligere kommunale
medarbejder i helhedsplanen Jacob Midtgaard, for at følge ham og hans hverdag i af verdens
brændpunkter.
Skrevet Af Jawad Ahmad zahid & Usman Iftikhar
Click, flash, click...
Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) er navnet på foreningen,
der forsøger at bygge bro mellem danskere
og palæstinensere. Fra Mirador hotel kører redaktionen
en kort tur længere ind mod centrum og stopper
ude foran Dar Ibrahim Street 33. DHIP har hjemme
i gammelt og smukt sandfarvet sten hus på to etager i
et af Ramallahs gamle bydele. Inde på det danske hus
indlogerer redaktionen sig, efterfulgt af et intromøde
mellem Magasinet Mjølnerparken og DHIP. Ude på
terrassen går Aya straks til værks med fotografering af
alt og alle, og hun fortsætter op ad Dar Ibrahim Street
og bevæger sig længere ind til centrum op til Minara
Square, hvor de unge håber på at finde et teleselskab,
der kan holde deres telefoner i live uden at slå deres økonomi
ihjel ved brug af danske teleudbyder i udlandet.
Gardinerne bliver trukket
fra og hele Ramallah
er inden for rækkevidde.
Bilerne farer forbi på Dar
Ibrahim Street, som er
en af de store hovedveje
i Ramallah, der fører ind
til centrum. Lys og varme
fra den højtstående sol
kan ses over det smukke
landskab, der kan blive
endnu smukkere hvis de
mange oliventræer der
er hugget ned stadig stor
der. Redaktionen mødes
oppe i restauranten og den
første morgenmad i Palæstina
nydes og gårdsdagens
hændelse bliver diskuteret
grundigt inden redaktionen
pakker deres tasker
og rykker videre mod det
danske hus i Ramallah,
her er redaktionen indlogeret
indtil hjemrejsen,
hvorimod Eskild, Kristine,
Marwan og Ahmed
overnatter på hotellet.
Tilbage hos DHIP møder Redaktionen den tidligere
kommunale medarbejder i den boligsociale helhedsplan,
Jacob Midtgaard. Jacob arbejder for Action Aid Denmark,
som er den internationale del af Mellemfolkeligt
Samvirke. Fra deres regionskontor i Jordan arbejder
organisationen med en strategi, som indeholder både
langsigtet programarbejde og målrettede træningsforløb.
Indsatserne bygger bro mellem regionens unge og
styrker unges deltagelse i de lokale politiske processer.
Der arbejdes ud fra en rettighedsbaseret tilgang og samarbejdes
derfor med en række lokale partnerorganisationer,
der alle deler den overordnede tilgang ”deltagelse er
afgørende for at skabe en varig social forandring” siger
Jacob Midtgaard. For at styrke netop dette bindingsled
er der også placeret folk som Jacob rundt omkring
i regionen for at udveksle ideer, erfaringer og arbejdsmetoder
direkte med de lokale partnerorganisationer.

Hvorfor er du her i Ramallah?
Jeg har gennem mange år
arbejdet med forholdene i
Mellemøsten – både gennem
mine studier og senere
også gennem de forskellige
projekter jeg har
involveret mig i frivilligt
og professionelt . Helt specifikt
har jeg arbejdet med
helhedsplanen i Mjølnerparken
som også har betydet
meget. Jeg har her
mødt rigtig mange mennesker,
som på forskellig
vis har relation til Mellemøsten
generelt og Palæstina
specifikt. Jeg har derfor
også længe haft lyst til at
opleve regionen tættere
på, og da muligheden for
at arbejde her dukkede op,
var jeg ikke i tvivl om, at
jeg måtte afsted. Opholdet
er på den måde en professionel
erfaringsudveksling
med de lokale organisationer
og derfor en faglig
udvikling – men samtidig
er det også en stor personlig
udvikling for mig.
8-9

I dag har Jacob planlagt en tur til ”Sharek youth forum
Palestine” - En apolitisk og upartisk ungdomsorganisation
styret af unge. Organisationen bidrager til
at de unges stemmer bliver hørt gennem medierne,
og er en platform for fortalervirksomhed af sociale,
økonomiske, kulturelle og politiske ungdomsspørgsmål.
Da vi ankommer i god tid får vi en rundvisning
af en af de unge frivillige, han viser os faciliteterne
Sharek youth
forum Palestine
hos Sharek og turen går også forbi det rum, hvor de
unge skal sidde sammen med nogle repræsentanter
fra Sharek og diskutere diverse emner omkring, hvordan
det er for palæstinensere at leve i et samfundd som
de nu gør og hvordan det er for os som nydanske og
leve i Danmark. Det en time lange interview sendes
live i radioen. Ude på den store terrasse hyggesnakkes
der over en falafel inden redaktionen tager videre.
Jacob Midtgaard trives godt i Ramallah ” Byen har et
fantastisk liv og folk er virkelig imødekommende og
hjælpsomme. På grund af de omfattende begrænsninger
på palæstinensernes adgang til og fra Jerusalem, har
Ramallah på mange måder vokset sig til Vestbreddens
hovedstad. Økonomisk, politisk og internationalt er der
derfor også gang i rigtig mange ting her. Det har alt
sammen en mærkbar betydning for mangfoldigheden i
byen. Jeg har fået gode venner, har en spændende hverdag
og er omgivet af engagerede mennesker. Siger Jacob
Midtgaard, der hopper i taxaen og siger tak for i dag.

SHHH! Vi må ikke være HER!
Ved Minara Square fanger Redaktionen en ”service”, en
minibus, som kører til Bil’in. Det er en palæstinensisk
landsby, der kæmper for at eksistere. De kæmper for at
beskytte sin jord, sine oliventræer og sine ressourcer ...
SIN FRIHID!!. I Bil’in møder redaktionen Iyad Burnat,
som er formanden for folkekomiteen i den lille
landsby. Han og de andre indbyggere har gennem seks
år demonstreret hver fredag på et ikke voldeligt grundlag
imod den israelske mur – der har afskåret dem fra
deres landbrugsjord. det er dog kun lykkedes dem at få
noget af jorden tilbage dog har kampen om at få jorden
tilbage ramt hårdt på landsbyen med sårede, arresterede
med dom op til 18 måneder og dødsfald. Både israelske
og internationale aktivister har deltaget i disse demonstrationer.
Demonstrationerne er kendt i hele Palæstina
og byen anses for at være et af de mest HARDCORE
steder i Palæstina. Dette gør Eskild meget nervøs, da
han under vores 5 timer lange tilbageholdelse bliver tru-
et med fængsling, hvis der er den mindste ballade omkring
os, rejselederen Kristine Kristensen meddeler også
inden turen at det skal i hvert fald ikke siges at vi skal
til Bil’in, hvis vi nu evt. bliver tilbageholdt i lufthavnen.
Da servicen ankommer til Bil’in møder vi Iyad, der kommer
kørerne i en rød ældre Opel Vectra Servicen følger
efter Iyad til hans hus, et af de huse der ligger tættest på
muren, her byder Iyad os på arabisk te. ”så er i her omsider”,
siger han. Under teen kommer en lille pige ind
og klistrer sig straks op ad Iyad, hun er en af tre små søskende,
med en smule tøven kommer hun og hilser på os
alle. Hun ser forunderligt på os mens hun sidder på sin
fars skød. Hun har ikke muligheden for at komme over
på den anden side af muren og, der så kommer nogle fra
Danmark det forstår man ikke så meget af i den alder.
10-11

Det danske repræsentationskontor i Palæstina
Den næste morgen er redaktionen igen klar til at møde
Jacob Midtgaard men inden det går turen forbi det danske
repræsentations kontor i Ramallah, her bliver redaktionen
taget godt imod af Amal hun er en ung dansk
pige med palæstinensiske rødder, og ved sikkerhedstjekende
bedes Magasinets fotograf Aya og dokumentaristen
Camilla Bruus om at stille kamerarene. Amal fører
os til mødelokalet, her sidder Simon, der er førstesekretær
i på det danske repræsentationskontor i Ramallah.
Vi tager plads omkring det store runde bord og føler os
lidt hjemme da der ligger et godt stykke dansk design fra
Rosendahl midt på bordet. ”Når man beskæftiger sig
med det politiske ved man aldrig, hvad man står optil.
Jeg holder meget øje med det der sker, og det som kan
være interessant for udenrigsministeriet, det kan være at
nogen er blevet slået ihjel, etableret nye bosættelser, eller
at der er en udtalelse fra en af parterne. Så skynder jeg
mig at skrive til København, om hvad det er der sker, og
hvad min analyse af det er, hvorfor sker det, hvad det
er man skal være opmærksom på, hvad skal ministeren
være opmærksom på, hvis den danske presse vil stille
spørgsmål til det der sker. Ud over det støtter vi projekter,
der lægger vægt på fredprocessen og forbedring af
levevilkårene for palæstinenserne” siger Simon og afslutter
med at ønske os et godt ophold i Palæstina og Israel.

Ude foran det danske repræsentationskontor i Ramallah
kommer den tidligere kommunale medarbejder fra
den boligsociale helhedsplan, Jacob Midtgaard. Herfra
følger redaktionen med Jacob ude på hans arbejdsplads
”The Palestinian Youth Association for Leadership and
Rights Activation” er organisationens fulde navn og
kæmper for de unge palæstinensiskes rettigheder, hvilket
de har gjort siden deres oprettelse i 1998. Organisationen
har siden begyndelsen – der dengang disponerede
over to lokaler, i dag udvidet til 2 etager - oprettet
en nyhedsavis for de unge på arabisk og engelsk for at
styrke de unges kompetencer inden for det engelske
sprog. ”Der er gang i nogle rigtig spændende ting, og
jeg tror meget på vores projekter og tilgange. For et par
uger siden afholdte vi nogle træningsforløb med grupper
af unge fra forskellige organisationer på Vestbredden.
Hver gang bliver jeg overvældet at det engagement
jeg møder, og det er fantastisk at se, hvordan udviklingsprocesserne
vokser frem”, siger Jacob Midtgaard. Ifølge
Jacob er det at arbejde i en lokal organisation stiller ofte
krav til både klar kommunikation, menneskelig forståelse
og interkulturelle evner. Dette er meget lærerigt og
giver en fantastisk mulighed for at se tingene fra andre
perspektiver og bringe egne erfaringer i spil i helt nye
sammenhænge fortæller han.
PYALARA
Hvad mener du om Israel-Palæstina konflikten?
Har du set eller hørt om nogle konflikter mens du
har været dernede?
Det er et meget stort spørgsmål. Konflikten kommer til udtryk
på rigtig mange måder og har dagligt indflydelse på
alle menneskers liv både i Israel og i Palæstina. Personligt er
jeg aldrig i tvivl om, at menneskerettigheder skal overholdes
og international lov skal efterleves. Med besættelsen af de
palæstinensiske områder er magtbalancen dog så markant
skævvredet, at dette ofte ikke er tilfældet. Men når det er
sagt, vil jeg her ikke gå længere ind i den overordnede konflikt.
Gennem mit arbejde fokuserer han på de personer
han møder, og støtter dem i at skabe en positiv forandring i
deres hverdag. Det virker som ringe i vandet. Ved at styrke
unges stemme, deres deltagelse og muligheder for indflydelse
kan jeg se, at denne forandring sættes igang. Det er en kæmpe
motivation – både for mig og for de unge.
12-13

Jesu by
I Betlehem ligger der en kirke, hvor man siger, at Jesus blev født. Kirken bliver kaldt for fødselskirken.
Fødselskirken bliver både besøgt af kristne og muslimer.
Skrevet af Aya Abdallah og Diana Hussein
Betlehem er en lille by på Vestbredden, som styrres
af de palæstinensiske myndigheder. Betlehem er en
vigtig by for både muslimer og kristne, da Jesus blev
født i Bethlehem. På det sted, hvor Jesus blev født,
blev der bygget en kirke, som hedder Fødselskirken,
og denne kirke er en af de ældste kirker i verden.
Indgangen til kirken er 1 meter høj. Enhver der vil ind
i kirken skal bøje sig. Efter at have trådt ind, kommer
man ind i en stor sal med et enormt højt og mønstret
loft. På væggene hænger der flotte malerier af kristne
helgener. Bagerst i kirken er der et alter, hvor der står tre
forskellige præster: en katolsk, en ortodoks og armensk.
På højre side af alteret er der en trappe, der fører
ned til den grotte, hvor man mener, at Jesus
blev født. I den underjordiske grotte hænger
der røgelseslamper over det sted, hvor Jesus blev
født, og den er markeret med en sølvstjerne, hvor
der i midten er et hul, hvor man kan kigge ned.
Betlehem er også et af de største turistområder i Palæstina.
Masser af mennesker fra forskellige lande kommer
for at se den vigtige kirke, Fødselskirken. Omkring
kirken er der mange souvenirbutikker. På gaden møder
du mennesker fra forskellige lande, som er på vej
for at købe souvenirs til deres familier i hjemlandene.

Mange unge står i en svær situation i forhold til, hvordan de kan kæmpe for palæstinensernes sag. Skal
man ofre sit liv for sagen som selvmordsbomber, eller skal man kæmpe en ikke-voldelig modstandskamp?
De fleste palæstinensere kæmper en ikke-voldelig modstandskamp, men Ayat Al-Akhras, en ung pige fra
flygtningelejren Dheisheh Camp, mistede livet som 18årig, da hun valgte at være ofre sit liv som selvmordsbomber.
Skrevet af Diana Hussein og Aya Abdallah
Ayat Al-Akhras var en ung 18-årig pige fra Dheishehflygtningelejren
udenfor Bethlehem. Hun var en pige,
der valgte at ofre sit liv som martyr under det palæstinensiske
oprør (2.intifada) mod Israelerne i 2002. Ayat er nu
et forbillede for den palæstinensiske befolkning i lejren.
Hun bliver kaldt ”den palæstinensiske brud”. Ayat og offeret,
den 17-årige israelske Rachel Levy, bliver beskrevet
i en dokumentarfilm, som hedder ”To die in Jerusalem”.
Ayats drøm var at læse journalistik efter hendes afsluttende
gymnasieuddannelse. Hendes ønske var at fortælle
verden hvad det er, der virkelig sker i Palæstina, og
hvilken sorg palæstinenserne bærer med sig. Ayat havde
en forlovet ved navn Shadi. Deres plan var at blive gift
i juli, år 2002. Men planen gik i vasken, for den 29.
marts 2002 vinkede Ayat farvel til sit liv. Den dag tog
hun helt normalt i skole. Hun hilste på sin mor og bad
hende om at ønske hende held og lykke med en ”prøve
Sorgens kamp
i skolen”. Denne dag fulgtes Ayat ikke hjem med sine
veninder, hun valgte i stedet at tage direkte til Jerusalem.
Der tog Ayat ind i et supermarked, hvor hun stille gik
rundt. Så trykkede hun på en knap på sit bombebælte.
Hun dræbte sig selv, tog to israelere med sig i døden, og
sårede en masse andre israelere. Men før Ayats angreb
lavede hun, som andre palæstinensiske selvmordsbomber
før hende, som har valgt at ofre sig selv for Palæstina,
en video. I videoen sagde hun: ”I say to the Arab
leaders, stop sleeping. Stop failing to fulfill your duty.
Shame on the Arab armies who are sitting and watching
the girls of Palestine fight while they are asleep”.
Derudover skrev hun i det sidste brev som hendes forlovede
Shadi modtog: ”Vores planer var at blive gift efter
afslutningen af min uddannelse i år, men det lader
til, at der er andre planer for dig og mig, men måske
mødes vi i himlen”. Det var enden på Ayats historie.
14-15

Historien bag Dheisheh
Dheisheh Camp, den palæstinensiske flygtningelejr ligger
i Syd-Betlehem. Dheisheh blev bygget omkring år
1949 som et midlertidigt tilflugtssted for de 3.400 palæstinensere
som flygtede fra forskellige områder i 1948.
Lejren voksede hurtigt, og pludselig var der 11.000 mennesker
i lejren, hvoraf 50 % af dem var fra Jerusalem, og
den anden halvdel fra Hebron. Derudover var 60 % ud
af de 11.000 mennesker under 18 år. Med tiden op imod
5000 mennesker flyttet ud af lejren, da der ikke er særlig
meget plads. Bygningerne i Dheisheh er omkring tre til
fire etager høje. Hvis man i lejren ønsker at bygge flere
etager, skal dette godkendes af israelerne. I slutningen af
1950’erne begyndte ’UNRWA’ at bygge små skure, som
palæstinenserne skulle leve i. Skurene bestod af enkelte
værelser på 10 kvadratmeter, og en 10 cm tyk væg, som
var 2,45 m høj, derudover et ståltag og et gulv lavet af rå
beton. Men kort efter blev skurene revet ned, for de palæstinensiske
flygtninge valgte at bygge deres egne huse.
En af de største problemer i Dheisheh er vandforsyningen.
Dette skyldes, at palæstinenserne kun får 10
% af al vandforsyningen området. De resterende 90
% kontrollerer israelerne, og palæstinenserne må derfor
købe vand fra israelerne, selvom vandet er på palæstinensisk
jord. De får vand 1- 2 gange om ugen.
Indbyggerne i lejren tænker meget på deres uddannelse,
og husker altid, hvad de voksne siger til dem:
”I har intet andet at miste, så udnyt det, og få jer en
uddannelse”. Flygtningelejren har også to skoler. Den
første skole blev bygget i 1950, kun for drenge, mens
Her ses flygtningelejren i Dheisheh, der ligger i Bethlehem
den anden skole, bygget i 1951, kun er for piger. Begge
skoler underviser op til niende klasse, og så bliver
de unge nødt til at tage på gymnasium et andet sted
Spærret inde
I år 1989 satte israelerne et hegn op omkring flygtningelejren
Dheisheh. Målet var at forhindre palæstinenserne
i at kaste sten mod de israelske bosættelser. Det er
én af måder hvorpå palæstinenserne udtrykker overfor
Israelerne, at de ikke er velkomne i landet. Den eneste
indgang som fører ind til lejren har åbent fra kl. 07.00
- 19:00. Ingen får lov til at passere igennem porten før
eller efter dét tidsrum, udover ved særlige lejligheder.
I 1995 fik palæstinenserne i lejren nok af porten, de
gjorde oprør, og væltede hegnet. (1.Intifada startede)
Ibdaa Cultural
Et nyt center ved navn Ibdaa Cultural blev bygget i
1994. De to unge guides arbejder hos Ibdaa. Ibdaa står
får ”kreative evner”, og centerets formål er at hjælpe
børn og unge i Dheisheh med at dele erfaringer i sport,
dans og musik med hinanden og med folk i hele verden.
Det første vi får øje på, når vi kommer ind i centeret,
er en masse medaljer i både guld, sølv og bronze.
Ibdaa stræber efter at hjælpe de unge ved at give dem
mere selvtillid og styrke. ”De unge bruger sporten til
at få deres aggressioner ud”, siger guiden, som har palæstinensisk
baggrund. Ibdaa Cultural siges at være
en af de mest succesfulde organisationer i Palæstina.

16-17

Casting
til
foto
projekt
–
Vil du Vise danmark
dit hjem
og din hVerdag?

hVad
Vi vil lave en fotoudstilling.
hVorfor
Vi vil vise forskellige personlige
historier fra der, hvor du bor.
hVem
Vi søger familier, par, enlige, gamle og
unge, der har lyst til at blive fotograferet
hjemme eller i boligområdet. I får et flot
foto af jer selv.
K L AU S V E D F E LT
Baggrund
Den prisvindende non-profit organisation
Hygge Factory, BIBLIOTEKET på
Rentemestervej 76 og den professionelle
fotograf Klaus Vedfelt søger medvirkende
til fotoprojekt, der dokumenterer livet
og mangfoldigheden i dit boligområde,
som medierne kalder ”ghetto” og ”udsatte
boligområder”.
kontakt
Hvis du/I har lyst til at være med, så
skriv et par ord om dig selv og send et par
billeder af dig/dit hjem til fotograf Klaus
Vedfelt: casting@klausvedfelt.com

Det religiøse
Der har i årtusinder været kamp omkring, hvem der har magten over Jerusalem. Byen har
også meget at byde på. Både muslimer, kristne og jøder valfarter til byen for at besøge hellige
steder, og mangfoldigheden præger bybilledet i den hellige by.
Skrevet af Jawad Ahmad Zahid & Usman Iftikhar
Turen til Jerusalem på langfredag anno 2012 starter
på oliebjerget. Herfra nyder lokale, og i stor omfang
turister fra nær og fjern, udsigten over den 3000 år
gamle by, Jerusalem eller Al-Quds, som den kaldes
hos de arabisktalende. Jerusalem er den mest hellige
by på denne planet om så at sige, da den er hellig for
de tre store monoteistiske religioner; Jødedommen,
Kristendommen og Islam. For jøderne er det byen,
hvor kong David og kong Salomon byggede deres
templer på tempelbjerget, og hvor det tredje og sid-
ste tempel skal stå, når messias vender tilbage. For
de kristne er byen hellig, da de mener, at Jesus gik
sin sidste tur i denne by, hvorefter han blev korsfæstet,
og begravet. Tre dage efter sin død genopstod
Jesus, og han fulgtes med sine disciple i yderligere
40 dage. For muslimerne er byen det tredje
mest helligste sted på jorden, efterfulgt af byerne
Mekka og Medina. Der menes, at det var herfra, at
profeten Mohammed fløj op til himlene og vendte
hjem igen på én nat.

knudepunkt
Kristne bydel
Armenske
bydel
Muslimske bydel
Jødiske bydel
Tempel
bjerget
Kort over den gamle bydel
i Jerusalem ses til højre.
Dette er hjertet af byen,
som er delt op i fem dele.
Den ene del udgøres af
tempelpladsen, hvor moskeerne
er. Den fire andre
dele betegnes som kvartere,
og er delt op mellem
henholdsvis muslimerne,
de kristne, de armenske
kristne og jøderne. De
otte røde kasser markerer
indgangsportene til den
gamle bydel, som alle er
flere hundrede år gamle
og stadig i drift.
20-21

Vejen til Jerusalem
Fra olivenbjerget går der en lang trappe ned,
med Getsemane have på den ene side, og en
jødisk begravelsesplads på den anden side. Den
lyse sandfarvede trappe er bygget i klassisk
middelhavsstil med uslebede sten og lange trin.
Den jødiske gravplads, der løber langs trappestien,
er den dyreste jødiske gravplads. Her kan
en gravplads koste op mod 100.000 amerikanske
dollars, da jøderne mener, at deres messias
ville kommer herfra, og de derfor vil være de
første som bliver frelst. Den anden side består
af et havekompleks, som er betydningsfuldt for
de kristne. Derfor findes der også flere kirker,
og de kristne mener, at Jesus brugte sin sidste
tid i haven, hvor han bad. Fra trappens sidste
trin går man langs bymuren rundt om den
gamle bydel i Jerusalem. Den er indlejret af en
gammel stenmur bygget i sandsten, og historien
går på, at murene er de sidste rester fra
den anden tempeltid ((515 f.Kr - 70e.Kr.). For
at bevæge sig ind i den gamle bydel findes der
porte, der leder menneskestrømme ind og ud
af det gamle og historiske Jerusalem. Den ene
af portene – den gyldne port – er muret til, da
jøderne mener, at messias vil komme herfra.
Veje og trapper leder op til Løveporten herfra,
og fører turisterne ind ad den store gamle
sandstenshvælving ind til det muslimske kvarter
i den gamle bydel

Jerusalems hjerte
Tempelpladsen ligger i den gamle bydel, og det
er på denne side, at de muslimske helligdomme:
moskeen Qubbat As-Sakhrah (klippemoskéen)
og moskeen Al-Aqsa, befinder sig. Løveporten
fører ind til tempelpladsen, som fylder en sjettedel
af hele den gamle bydel. Denne del er kun
åben for turister engang imellem. Om fredagen
- i dag – er indgangen til pladsen kun tilladt for
muslimer. Foran de mange indgange til tempelpladsen
står der israelsk militær, som forhører
de personer, der vil ind. En arabisk-israelsk soldat
stopper en ung man i vestligt tøj, og spørger
ham: ”Er du muslim?”, hvortil den unge mand
svarer: ”Ja, alhamdullilah (Red: Jeg takker gud
for det)”. Herefter siger soldaten i sin blå uniform
stift i en barsk tone: ”Reciter Al-Fatiha
(Red: Det første kapitel i Koranen)”, hvorefter
den unge mand uden tøven begynder at recitere,
og han får lov til at komme ind. Inde på pladsen
er der en kæmpe have med gamle brostensgader
og daddelpalmer, som fører op til klippemoskéen.
Den ottekantede blå moské med sin guldkuppel
står på toppen af bjerget. Man kan komme op
til Qubbat As-Sakhrah fra alle sider. Muslimerne
mener, at profeten Mohammed fløj på sin him-
melrejse fra denne plads. Her er også fodaftryk
af hans fødder, som er lukket inde i en høj bronzesøjle.
Aftrykket kan man ikke se, men det er
muligt at føre sin hånd igennem en åbning og
mærke aftrykket. Diana Hussein mærker aftrykket,
og beder en lille bøn. ”Jeg bad om at være
en af de mennesker, som får lov til at komme i
himlen, og at jeg vil være der sammen med min
familie og venner”, fortæller Diana Hussein, som
viser sin hånd til sine veninder med et stort smil,
og udbryder: ”Duft til min hånd. Den dufter”.
Sandt nok så dufter hånden af friske blomster, og
pigerne bryder ud begejstring og stiller sig i kø
for at prøve. Moskéens interiør er under restauration,
og stilladser fylder hele midten. Nogle
meter fra denne moské ligger Al-Aqsa moskéen.
En rektangulær sandstenmoske med en grå blykuppel
i bygningens ene side. En tom plads på
størrelse med moskéen ligger ved siden af. Her
står mange mennesker og beder, når moskéen er
fyldt op. Inde i Al-Aqsa ligger der bordeauxrøde
bedetæpper i metervis og der er keramik i loftet.
Under fredagsbønnen fylder mænd denne moské
op og kvinder fylder Qubbat As-Sakhrah op.
22-23

Jerusalems kvarterer
Fra tempelpladsen er der flere udgange ud til resten
af den gamle bydel. Dog fører de fleste ud til det
muslimske kvarter, hvor der på stueplan findes utallige
små souvenirbutikker i de små toetagers sandstensbygninger,
mens der er boliger på de øverste
etager. Blandt de mange basarer popper enkelte religiøse
institutioner op. De små kringlede stræder og
gyder er fyldt med turister, og i souvenirbutikkerne
bliver der talt både arabisk, hebraisk og engelsk,
og som i de andre kvarterer bestemmer den simple
”efterspørgsel og udbud”-model butikkernes sortiment.
Kors ligger side om side med davidstjernen
og islamisk kalligrafi kunst. I T-shirt forretningerne
hænger der tryk med ”Israel Original” og ”Free Palestine”
side om side. Hovedgaden i det muslimske
kvarter ”Via Dolorosa” – Smertens Vej – er stærkt
optaget af kristne pilgrimme. Dette er vejen, hvor
de kristne mener, at Jesus gik med korset. Ved Damaskusporten
slutter det muslimske kvarter, og det
kristne begynder. Vejen forsætter, og forskellen er
ikke stor mellem de to kvarterer, udover at der i
hvælvingerne og i gennemgangene er tegnet kors,
og at der i gaderne hænger flag i mange farver med
kors i midten. En del kristne ungdomsspejdere holder
til her, og mellem de mange butikker er der
små kirker og kapeller. Gadenavnene er opkaldt efter
kristne helgener, hvilket også karakteriserer det
kristne kvarter. Ved Jaffaporten slutter det ene kristne
kvarter, og det armensk-kristne kvarter begynder.
Armenerne var det første kristne folk, og de følger
ældgamle kristne traditioner. Mange drog på pilgrimsrejse
til Jerusalem, og flere armenske pilgrimme
bosatte sig byen. I det armenske kvarter findes
der mange historiske kristne bygninger, på trods af
at kvarteret er det mindste, herunder Jesu fængsel.

Fra dette kvarter begynder det jødiske kvarter. Dette
kvarter er blevet bygget og ødelagt mange gange,
og i 60’erne opbyggede man senest kvarteret i den
gamle bystil. Kvarteret byder på mange spisesteder,
og der sælges både traditionelle arabiske og jødiske
retter. Kvarteret ligger op ad tempelbjerget, som er
det helligste sted for jøderne. Grædemuren – Kotel
på hebraisk – er den vestlige del af støttemuren
til tempelpladsen. Jøderne mener, at muren er den
sidste del af Herodes tempel. Her kommer jøderne
med deres bønner, som de skriver på små lapper,
som sættes mellem mursprækkerne. Da israelske
soldater i 1967 kom til Jerusalem var muren kun få
meter lang, resten var dækket til bag arabiske huse
i det, der engang var en marrokansk bydel. Husene
blev fjernet, og i dag er bedepladsen foran muren
flere meter bred. Den er delt i en mande- og en
kvindeafdeling. Selve murens nederste lag er hero-
diansk (ca. 73 f.Kr. til 4 f.Kr.) med enorme sten
med karakteristiske rammer. Den øvre del af muren
stammer fra 700-tallet, hvor Umayyade-dynastiet
regerede over Jerusalem. Tilbage ved Jaffaporten
fører en kæmpe trappe ned til et Mamilla Avenue,
hvor et af Jerusalems største shoppingstrøg befinder
sig. I gammel bystil og sandstensbygninger findes et
stort shoppingsstrøg med de store vestlige mærker
som Tommy Hilfiger, MAC og TwentyFourSeven.
Besøgende skal huske, at butikkerne lukker tidligt
fredag og holder lukket hele lørdag på grund af den
jødiske helligdag Sabbat. Derfor er der i dag også
lukket i dag. Herefter slutter turen i den hellige by,
og flokken bevæger sig hen mod Damaskusporten,
hvorfra bus 18 kører til Manara Square i Ramallah.
24-25

Elleve tusind
Jeriko, eller Iriha som byen hedder på arabisk, betegnes som den ældste by, der stadig er beboet.
Jeriko ligger tæt på Jordanfloden på Vestbredden, og så ligger byen 10 kilometer nord
for Det Døde Hav, og beliggenheden er cirka 300 meter under havoverfladen
På vej til Jeriko står en lille enklave af gamle sandstensbygninger
midt i den Judæiske ørken. Bygningerne,
der blev bygget af mamelukkerne tilbage i det
13. århundrede, huser Maqam Nabi Musa. Det er
det sted, hvor det menes, at profeten Moses opholdt
sig og i dag ligger begravet. Stedet ligger otte kilometer
syd for Jeriko, 28 kilometer øst for Jerusalem
og fem kilometer fra Jordan floden. I et ørkenområde
med få træer og planter ligger Maqam Nabi
Musa på en bakke i et isoleret område. Historien om
Maqam Nabi Musa går tilbage til den muslimske
hærfører Saladdin, da hans veje krydsede den nuværende
Moské og Maqam Nabi Musa. Han så en lille
flok samlet omkring en grav. Da han spurgte dem,
fik han svaret, at det var profeten Moses, der var
begravet der. Så begyndte han at bygge på stedet. Et
århundrede senere sad mamelukkerne på magten,
og de valgte som et led i deres opbygningspolitik
at bygge et skrin til ære for profeten Moses. Dette
skrin (maqam på arabisk) er et tydeligt eksempel på
tidlig islamisk mamelukisk arkitektur på bedste vis.
Bygningen er dog blevet udvidet senere hen med
minareter og lokaler, og derfor er det et unikt stykke
islamisk bygningsværk, der rent arkitektonisk dækker
over flere perioder. Den seneste restauration af
stedet skete under det Osmanniske rige i 1885, og
i dag består komplekset af selve graven midt i hjertet
af bygningen, og moskeen rundt omkring med
en kvinde- og mande afdeling. Denne del er dækket
af turkisblå og hvide kupler og en højtstående
minaret. Rundt om moskeen står der en to etagers
bygning, hvor der er mange lokaler. Disse er tidligere
blevet anvendt som resteplads for de mange
muslimske pilgrimme, som tog vejen fra Jerusalem
til Jeriko og videre på pilgrimsfærd til Mekka.
Maqam-e-Musa dækker over et stort areal midt i ørkenen, der er tæt på Jeriko og det
døde hav

år med by Skrevet
Det døde hav
Solen skinner over Det døde hav og efterlader brun
farve på huden, og en svag varm brise flyver over
os. En israelsk-talende vagt står ved indgangen til
stranden, og beder om at se billetterne. Vi viser billetterne
en efter en, og kommer forbi til det øjeblik,
som vi har ventet længe på. Vi kommer forbi en
marokkansk restaurant med beigefarvede sofaer, en
lukket bar og man kan derfra gå videre til omklædningslokalerne.
Vi tager ned til det dejlige varme
lyse sand, hvor folk ligger ned og soler sig. Kvinder
og børn med svømmetøj er smurt med ler fra havet,
og mænd står midt i det rene bølgefrie vand og nyder
solen.
Historien om Sadum
En ældre herre – halvskaldet med kort hvidt skæg
og hawaiiskjorte og sorte korte shorts – kommer
over til os, og vil lige pludselig fortælle historien
om Det Døde Hav. Han begynder: ”Det Døde Hav
regnes som at være en af de vigtigste turistområder i
det hellige land, og det ligger i den østlige del af landet.
Det Døde Hav har en historisk betydning helt
tilbage til Lots tid. Profeten Abraham og profeten
Lot vandrede fra Irak til Palæstina, og ved ankomsten
til Palæstina sendte Abraham sin nevø Lot til
landsbyen Sadum, hvilket i dag er Det Døde Hav.
Dengang var byen beboet af tusinder mennesker.
Vi ved fra Koranen, at Lot blev sendt for at advarer
dem om Allahs straf og vrede. Folket var kendt
for deres praksis af homoseksualitet, og da Lot advarede
dem, lyttede de ikke.” Manden holder en
pause, åbner sin taske, og løfter en vandflaske op,
og tager nogle slurk. Men han pakker den forsætter
han: ”Hver gang Lot fik mandlige gæster udefra,
gemte han dem væk og advarede dem om ikke at
af Fatema
Hussein og Duaa El-
Khatib
komme til landsbyen. Landsbyboerne spurgte ham,
hvorfor han gemte gæsterne væk, og Lot modtog
sågar trusler om at blive smidt ud af landsbyen.
Lots hustru gjorde også nar af Lot, og stod oftest på
landsbyboernes side”. Manden forsætter: ”En dag
kom englene Gabriel, Israfil og Mikael til landsbyen
forklædt som mennesker. Lot hilste på dem, og
tog dem hjem til sig, og da konen så de tre mænd,
skyndte hun sig over til landsbyen og fortalte dem
om de tre mænd. Landsbyboerne kom hjem til Lot
, og gjorde krav på at møde de tre mænd. Lot advarede
dem igen mod deres synder, men intet hjalp.
Gabriel fortalte Lot om sig selv, og at han var kommet
for at udføre Guds straf. Gabriel forlod Lot, og
tog ind til landsbyen, hvor folkene blev glade for at
se ham. Gabriel slog sin vinge ud, og alle mistede
synet på én gang. Det var den første del af straffen.
Lot fik derefter besked på at forlade landsbyen,
hvilket han med sine døtre om aftenen gjorde. Lots
kone fulgte efter dem, for hun følte, at der ville ske
noget med landsbyen. Lot blev befalet om ikke at
vende sig om, når straffen brød ud. Selv da de ville
høre skrigene fra landsbyen. I så fald ville straffen
også ramme dem. Konen lyttede ikke og vendte sig
om, hvorfor hun også oplevede den samme straf.
Gabriel slog den anden vinge ud, og løftede landsbyen
op. Folk forlod deres huse og gik i panik. I
gråd råbte de og bad om hjælp. Det begyndte at
regne med sten, og landsbyen mødte sin undergang,
hvorefter byen blev vendt på hovedet og lagt ned
igen. Herefter begyndte det at regne, og landsbyen
blev til et hav - Det Døde Hav. Havet har ingen
bølger og saltindhold er på omkring 31,5%”. Sådan
afslutter manden sin fortælling, om hvordan Det
Døde Hav opstod. Det begynder at blive køligt, og
badegæsterne forlader så småt stranden.
26-27

ABRAHAMS BY
Byen Hebron også kendt
som Al Khalil
Skrevet af Fatema Hussein
Byen Hebron, som er jødernes anden helligste by næst
efter Jerusalem, er samtidig muslimernes fjerde helligste
by i Palæstina. Byen er kendt for dens gamle historie og
dens hellige områder, det er samtidig en af verdens ældste
byer. Hebron er den største by på Vestbredden og har
ca. 250.000 indbyggere. Den dag i dag er Hebron kendt
for at være et meget konfliktfyldt område, og derfor er
byen blevet delt op i forskellige sikkerhedszoner.
H1 og H2
Nu er byen Hebron også kendt som Al Khalil hos araberne,
og er delt op i to dele - H1 og H2. H1 kontrolleres
af Palæstinenserne, mens H2 kontrolleres af Israelerne.
Den er delt lidt anderledes op end de andre byer
på Vestbredden, hvor der bor bosættere. Der er nemlig
ikke en kæmpe mur som adskiller de to forskellige befolkninger,
det er en mindre mur og nogle steder er der
faktisk overhovedet ikke nogen form for synlig adskillelse.
Palæstinensere skal igennem en ”lille” checkpoint
for at komme ind i H2, og når Palæstinenserne har væ-
Her ses en lille checkpost for en af de israelske bosættelser

et igennem den, kan de frit gå rundt i området H2
til et vist tidspunkt på dagen. Som så mange steder i
landet, så er vilkårene meget bedre i den Israelske del,
nemlig H2. Det gælder både de daglige indkøb, skole
og institutioner. Stedet, hvor Abraham og hans familie
siges er begravet, er ligeledes delt op i to dele, hvor den
ene halvdel er en moske og den anden er en synagoge.
Siden 1967 har der været ulovlige bosættelser af jøder i
Hebron.
En jødiske massakre
I 1929 var der voldsomme uroligheder mellem arabere
og jøder i Jerusalem. Rygtet om disse uroligheder i Jerusalem
skabte en meget spændt og intens atmosfære
i Hebron, og en ung jødisk studerende blev dræbt af
vrede arabere. En del jøder fra byen havde derfor søgt
tilflugt i nogle af naboernes huse, både i de palæstinensiske
og jødiske. Om morgenen på sabbatten den 24.
august 1929 gik rasende arabere til angreb på Hebrons
jødiske mindretal, de troede at de ville være beskyttet i
de palæstinensiske naboers huse, men de tog fejl. I alt
67 jøder i Hebron blev dræbt i løbet af et døgn. 70 blev
såret. Massakren tvang jøderne ud af Hebron. I 1931
vendte nogle familier dog tilbage, men allerede i 1936
gav de britiske myndigheder jøderne ordre til igen at
opgive deres ejendomme i Hebron og forlade byen.
Her ses Prfeten Abrahams grav
I dag bor der igen omkring 800-900 israelere fast i Hebron,
og lige uden for byen ligger den store israelske bosættelse
Kiryat Arba. Bosætterne i Hebron er berygtede
for at være fanatiske højrenationalister, der gør, hvad de
kan for at chikanere byens palæstinensiske befolkning.
Massakren i Ibrahim moskéen
I 1994 stod Baruch Goldstein bag en massakre på palæstinensere
under en fredagsbøn i Ibrahim-moskéen i
Hebron. Mens unge og gamle mænd var ved at udføre
den ugentlige fredagsbøn, gik Bauch Goldstein ind i
moskéen og begyndte at affyre skud på kryds og tværs.
Ved massakren blev 29 mennesker dræbt og 125 såret,
hvorefter Baruch Goldstein selv blev tæsket til døden af
muslimske mænd ind i moskéen. Den dag i dag kan man
stadig se spor af massakren i moskéen, de store skudhuller
i væggen er der stadig, og bliver ikke fjernet, for stadig
at mindes den tragiske dag. I Kiryat Arba bosættelsen
i Hebron er Baruch Goldstein begravet, og hans gravplads
er blevet et helligt sted for de ekstremistiske jøder.
Jewish Defense League (JDL)
Jewish Defense League (JDL) er en militant jødisk
organisation, der har til formål at beskytte jøder mod
antisemitisme (had mod jøder). Organisationen blev
dannet af rabbiner Meir Kahane i 1968. Den blev dannet
for at beskytte jøder mod en række optøjer, der
fandt sted på Brooklyn i USA, samt at protestere mod
den antisemitisme, der var i området. Særligt rettroende
jøder meldte sig ind i organisationen i de tidlige år, og i
1972 havde JDL passeret omkring 15.000 medlemmer.
I sin rapport om terrorisme fra 2000-2001 beskrev FBI
organisationen som en "voldelig ekstremistisk jødisk
organisation". Organisationen Terrorism Knowledge
Base skriver, at JDL i sine tidlige år var en aktiv terrororganisation.
Jewish Defence League opererer i dag
også i Israel, og på det besatte Vestbredden. Særligt yder
organisationen støtte til Kiryat Arba og andre jødiske
bosættelser i Hebron, hvor gruppens aktive medlemmer
har gennemført flere angreb på palæstinensere og
på palæstinensisk ejendom. Det kan også tilføjes, at
Baruch Goldstein som var skyld i massakren i Ibrahim
moskéen også var medlem af organisationen JDL.
28-29

Organisationen THIP
Skevet af Fatema Hussein og Duaa El-Khatib
I hjertet af Hebron i H1, der er den palæstinensiske
sier, ligger der en stor bygning, gemt
bag en sidegade, som tilhører en af de organisationer,
som stadig kæmper for palæstinensernes
rettigheder på en fredelig måde. Organisationen
hedder Temporary International Presence in
Hebron, men er bedre kendt som THIP. Den
fredelige organisation har eksisteret i Hebron siden
1994. THIP er en organisation, der blev oprettet
under Oslo aftalen. I Oslo aftalen i 1993
blev der repræsenterede forhandlinger mellem
Palæstina og Israel. Derefter kom Organistationen
THIP til Hebron. Organisationen observer
og rapportere til regeringen, når israelske
besættere planter nye bosættelser ulovligt i de
palæstinensiske områder. THIP startede med at
have nogle folk fra Norge, Danmark og Italien.
Hebron er en krigszone, da byen er hellig for
både muslimer og jøder. Der er specielt mange
problemer med jøderne i Hebron, da de fleste af
dem er meget konservative. I 1997 blev organisationen
udvidet da flere lande havde meldt sig
ind, udover Norge, Danmark og Italien, havde
Sverige, Tyrkiet og Switzerland nu også meldt
sig ind. Det har ikke været helt let for de ansatte
i THIP. I Hebron køre de i skudsikre biler, der
bliver kastet sten efter dem. Mange palæstinensere
tror, at THIP holder med israelerne, så de
vil bestemt ikke have denne organisation i deres
by, israelerne vil heller ikke have dem i Hebron,
fordi de rapportere om de ulovlige bosættelser.
I 2002 skete der en tragisk historie for organisationen,
der blev dræbt to ansatte - Catherine
Berruex fra Schweiz og Turgut Cengiz Toytunc
fra Tyrkiet - de blev skudt af nogle palæstinenser,
og den dag i dag ved man stadig ikke hvorfor.
I 2006 blev THIP evakueret på grund af muhammedtegningerne.
Omkring 300 palæstinen-
sere angreb THIPs hovedkvarter. Palæstinenserne
ødelagde mange vinduer og biler, der tilhørte
THIP. De prøvede at sætte ild til bygningen.
Danske observatører blev sendt til Tel Aviv i sikkerhed.
Relativt kort efter åbnede THIP igen.
Vi havde aftalt med organisationen THIP, at vi
skulle have en rundtur i H1 og H2. Under et
møde med vores kontaktperson fra THIP, bliver
vi oplyst om at de ikke vil give os den rundtur
i H1 og H2, som vi blev lovet, da situationen i
byen endnu engang er en smule hektisk. Det var
ikke en overraskelse for organisationens ansatte,
da de tit oplever at de to sektorer i byen tit har
sammenstød.

Her ses et mindesmærke for de tidligere ansatte i THIP
til møde hos THIP
30-31

En tragisk historie
Besøget hos Saed Wawie i Hebron er dybt frustrerende. En historie, der efterlader sår i både sjæl
og sind. På billedet ses Saed, som viser sit tag, hvorfra en israelsk sikkerhedspost ses.
Skrevet af Fatema Hussein og Duaa El-Khatib
Langs de smalle gader i den gamle bydel af Hebron i H2
er en række gave- og souvenirbutikker. Stedet er præget
af smalle gader, fladtagede stenhuse og gamle basarer
med grønne døre. Lugten af affald samt madrester
har overtaget den rene luft i de små stræder. En tirsdag
morgen sidder ældre mænd foran deres butikker og ryger
vandpibe, unge drenge prøver at sælge souvenirs til
de få mennesker de får øje på, mens andre råber ”kom
og køb! Kom og køb”! Foran et af de mange fladtagede
huse står 21-årige Saed med tre af hans venner og kigger
rundt omkring. Ved siden af sidder også en af Saeds
venner bag et bord og sælger kopper og krus. Saed ser
ikke ligefrem munter og glad ud, hans frustration ses
tydeligt på hans øjne som er fyldt med sorg. ”Her kommer
der ikke palæstinensisk politi, den her del hedder
H2, så det er under israelsk styre,” siger Saed utilfreds
da han overhører os diskutere internt om, hvorvidt der
er palæstinensisk politi i området. Vi beslutter os for at
spørge mere ind til hans historie i byen Hebron. ”Israelerne
har dræbt to af mine søskende. De smed os ud
af vores hus, så de kunne bruge værelserne. Mens de så
brugte de værelser måtte vi ikke nærme os dem. Gik vi
ind i nogle af de værelser som bosætterne havde beslaglagt,
så ville deres private sikkerhedsstyrker skyde efter
os, siger Saed med vand i øjnene. Saed kigger ned på
gulvet, og derefter op på hans ven og fortsætter:
”Vi er 12 personer der deler 2 små værelser, det er ca. 55
m2. Dørene må slet ikke lukkes, og hvis israelske soldater
ser dem lukket smadrer de dørene. Derfor har vi ikke engang
et dørhåndtag derhjemme, og min mor bliver nødt
til at sove med tørklæde,” siger Saed med en klump i halsen.
Der går ikke lang tid før han bliver opsat på at vise os
sit hjem. Vi starter med at være ret tilbageholdende,
men giver efter da vi kan se hvor insisterende han er.
Han flytter en stor træplade fra den store stenvæg som
er knap to meter fra stedet, hvor vi så ham til at starte
med. Det er mørkt, og der er ikke en lyd. Han bruger
noget lys fra sin lighter til at vise vej af den smalle trappe
som bliver gemt væk af træpladen. Han starter med at
vise os de værelser som de israelske naboer har taget fra
dem. Han siger, at vi helst ikke må gå for tæt på, da
de private sikkerhedsstyrker ikke skåner nogen. Dørene
er hullet af skud, og stole ligger smadret på gulvet.
”De bruger kun de her værelser når de vil chikanere os.
De sætter høj musik på fra klokken tre om morgnen til
mange timer efter. Det er ikke så meget at gøre ved det,
vi bliver bare nød til at leve med det.” Siger Saed Wawie.
Saed tager sin lille bror på to år op fra gulvet og kysser ham.
I etagen overfor bor Saed sammen med sin familie. Nøjagtig
som Saed sagde, så var der ikke et dørhåndtag på
deres hoveddør. Vi så os lidt rundt omkring i lejligheden,
men der var alt for trangt, så vi besluttede os for at
gå ud igen. Vi tog det første skridt ned af trapperne, da

vi pludselig hørte ham sige ”Det er ikke det hele, vil i
ikke se hvordan de forgifter os med jeres egne øjne” siger
han aggressivt. Vi vender op og går langsomt op til taget.
På vej op ser vi et kæmpe net over vores hoveder, der er
både sten og skrald på den. Den ligner præcis det samme
net som er blevet sat op i byen, bare en mindre version.
”Se, se, de her huller i vores vandbeholder er blevet
lavet af vores Israelske naboer, de gør det for at gøre
det besværligt for os at drikke, bade, vaske op osv.
Nogle gange når vi får råd til at købe en ny beholder
så ødelægger de den ikke, men til gengæld så hælder
de deres urin i vandet, deres søns bleer, og det ved
vi selvfølgelig ikke før vi har smagt på vandet” siger
Saed. Han går over til hjørnet og kigger ud over byen.
Til venstre overfor de store vandbeholder er der en lille
tjekpost med nogle bevæbnede soldater. Der er kamera,
flash lys og mikrofoner omkring den. Saed forklarer så,
at hver enkel israelsk familie i Hebron har nogle israelske
vagter som beskytter dem. For Palæstinenserne er
det livsfarligt at chikanere de israelske bosættere, men
når de Israelske bosættere har lyst til at chikanere palæstinenserne
virker det til at være fuldstændig i orden.
Bosætterne og soldater har altid våben på sig. De
må bruge deres våben i nødstilfælde, for eksempel
hvis en palæstinenser selv har en kniv på sig.
”Det eneste der beskytter dem er det våben de
holder, de kommer ikke her ind hvis de ikke
er i besiddelse af våben, de er en flok svanse
alle sammen”, siger han med en stærk stemme.
Mens vi ser os rundt omkring på taget og kigger ned på
de Israelske bosætter som er i færd med at grille, står Saed
ved siden af og siger: ”Det ville være så let at sælge dem
vores hus, vi er jo blevet tilbudt at rejse ud af landet, lovet
arbejde i USA samt et stort hus og en masse penge. Men vi
vil aldrig opgive vores jord og kan aldrig finde på at sælge
vores hjem, selvom de giver os milliarder af penge. Jeg er
selv blevet fængslet mange gange og tortureret men jeg
giver aldrig op”, siger han og viser os nogle ar på benet.
”Hvis vi takker ja til det tilbud de har givet os vil det
svarer til at vi er enige med dem om at Palæstina tilhører
israelerne. Det gør den bestemt ikke og det vil den
aldrig komme til,” slutter Saed af med at sige.
Over Saeds hjem hænger også hegn til beskyttelse fra jødernes affald
32-33

Landsbyerne
omkring Akka
I 1948 erobrede det israelske militær en masse landsbyer i Palæstina. Det medførte, at
beboerne var nødt til at flygte og bosætte sig i enten libanesiske, syriske eller jordanske
flygtningelejre.
Skrevet af Diana Hussein og Aya Abdallah
Grænsen mellem Libanon og Israel
Oprettelsen af staten Israel i 1948 gjorde, at man-
ge palæstinensere flygtede ud af landet. De kom til
at bo i store flygtningelejre i nabolandene Libanon,
Syrien og Jordan. De nye generationer valgte så at
flygte fra Libanon, Syrien eller Jordan og komme til
bl.a. Danmark. Her stiftede de familie, og fik børn,
som blev danske statsborgere. Denne historie går
igen for de fleste palæstinensere i Mjølnerparken.
Selv om hovedparten af de palæstinensiske flygtninge nu
bosiddende i Danmark er født og opvokset i Danmark, er
det gode forhold til Palæstina vigtigt for mange. Blandt
flygtningene er der således tradition for at fortælle hi-
storier om Palæstina, om den landsby, man kommer fra,
videre til de yngre generationer. Størstedelen af de yngre
generationer har hørt en del om indre Akka, hvor lands-
byen Ghabsiye, Kabri, Bassah og Al-Nahr lå før 1948.
Men at høre historien fra forældrene er ikke det samme
som at høre den fra nogle, der kan huske hvad der skete i
1948: Khalil Mohamad El Jalil, Marei Mohammad Ha-
mad og Dawood Bader, som dengang var unge i 1948.

På billedet ses det eneste byggeri tilbage efter erobringingen af Al-Bassah i 1948
Historien om Al-Bassah
En af de ældre mænd, der stadig befinder sig i Palæstina,
og som også har oplevet det gode og det dårlige der, er
Dawood Bader. Han er født i 1942 i Ghabsiye. ”Hvad
skete der i El – Basa, siden mine forfædre ikke bor i
Palæstina mere”, spørger Aya. ”Nu skal jeg fortælle dig
hvorfor de ikke gør det”, siger Dawood: ”Det var den
14. maj 1948, det var også en frygtlige dag. Israelerne
kom ind i El – Bassa. De havde til hensigt om at erobre
hele landsbyen, men inden da jagede de beboerne ud af
deres huse, og skød og dræbte et antal unge. Israelerne
tog en mand og hans søn med sig. De dræbte sønnen,
imens de tvang hans far til at se på.
Ruiner af moskeen i Al-Bassah
Israelernes ønske var at få El - Bassas jord, så ingen
kunne bo der. De ødelagde alt. Der var ikke
flere huse tilbage. Der var ingen skoler. Det eneste
der blev igen var en kirke, en moske, et hus og to
gravpladser – én til muslimerne og én til de kristne.
De 3000 mennesker der boede i El – Bassa, blev enten
dræbt, eller også flygtede de til flygtningelejrene i Libanon,
Syrien eller Jordan.
34-35

Historien om Ghabsiye
Khalil Mohamad El Jalil er en mand, som blev født i
1937 i Ghabsiye. Khalil er øjenvidne, og har oplevet
alt fra det gode til det dårlige i Palæstina. ”Hvad skete
der i Ghabsiye, siden min farfar blev nødt til at flygte
ud at landsbyen?” spørger Fatema. ”Nu skal du høre alt
hvad der skete denne dag”, siger Khalil til Fatema, og
starter: ”Den gang havde man en leder i Ghabsiye ved
navn Rabah El-Awad. Rabah havde lavet en aftale med
tre fra Haganah (jødisk paramilitær gruppe). Aftalen gik
ud på at israelerne ikke måtte erobre Ghabsiye, og at de
skulle lade dem være i fred. På denne måde lavede de
en fredsaftale. Men aftalen holdt ikke længe, for fredag
den 21. maj 1948 angreb det israelske militær Ghabsiye.
Det var frygtligt. Alle beboerne i landsbyen blev dybt
chokerede over det de gik igennem. Mange af beboerne
besluttede sig for at lave et fælles møde nede ved en moske.
De ville slutte fred. En mand ved navn Dawood
El-Zene tog op til toppen af moskeen, hvor han stillede
sig med et hvidt flag i hånden, som han viftede fred
med. Men der var intet håb, for israelerne skød ham og
elleve andre med. Beboerne i landsbyen følte sig ikke
trygge ved at blive i Ghabsiye, så de valgte at flygte væk.
Dernæst tog lederen Rabah hen til de israelske ledere,
som han havde indgået en fredsaftale med. ”Vi havde
en aftale, som i brød! Det israelske militær angreb min
landsby”, sagde Rabah. ”Vi brød ikke nogen aftale. Det
israelske militær kendte ikke til vores aftale. Vi beklager
meget og undskylder,” sagde israelerne. I slutningen
af 1948 og omkring starten af 1949 begynder folk at
vende hjem til landsbyen, Ghabsiye. Men over halvdelen
var allerede flygtet til Libanon, Syrien eller Jordan.”
”Israelerne lod os ikke være i fred”, siger Khalil. Han
fortsætter: ”For den 24-25. januar 1950 kom det israelske
militær igen til landsbyen. De beordrede os til
at tage ud af landsbyen inden for 2 døgn. Beboerne
var så bange, at de skyndte sig ud fra Ghabsiye. De
søgte tilflugt i andre landsbyer ved siden af Ghabsiye.
Men ikke alle glemte deres landsby, og derfor prøvede
de flere gange at vende tilbage igen men uden held.
I september 1951 prøvede de endnu engang at vende
tilbage til hjemmet i Ghabsiye, men denne gang var
det ikke alle, der blev smidt ud. For 14 af dem blev
taget med for at møde de israelske officerer. Nogen
blev så fængslet, og andre skulle betale højere skatter.
Den 30. november 1951 tog retssalen en beslutning
om, at folket gerne måtte vende tilbage til deres hjem
i Ghabsiye. Folk var lykkelige, og begyndte så den 8.
december 1951 at flytte hjem til landsbyen. Igen ville
det israelske militær smide dem ud, selvom palæstinenserne
havde vist dem et papir, hvor regeringen havde
underskrevet på, at de gerne måtte blive i landsbyen.
Soldaterne var ligeglade med denne afgørelse og deres
aftale, for den israelske hær havde besluttet at Ghabsiye
skulle være et lukket militært sted, hvor ingen måtte bo.
Det var sidste gang man blev smidt ud af Ghabsiye.
Husene i Ghabsiye var små, og lå tæt op ad hinanden.
Der var en skole og ved siden af en moske. I
1957 valgte israelerne at bombe hele Ghabsiye, så de
kunne plante en masse træer. De ville have, at det skulle
ligne en skov, så ingen kunne vende tilbage igen.”

Historien om Al–Kabri
Marei Mohamad Hamad er også fra Ghabsiye. Han er
født i 1940, og har dermed også oplevet alt det gode
og det dårlige i Palæstina. ”Kan du fortælle mig, hvad
grunden til, at jeg ikke er født her er?”, spørger Duaa
El-Khatib, som får et hurtigt svar: ”Ja det kan jeg sagtens”,
svarer Marei: ”Det var to forfærdelige dage og to
historier, som man stadig snakker en del om. Lørdag
Mellem Al-Kabri og Al-Ghabsiye er der en lille
å der adskiller disse to landsbyer fra hinanden,
en lille del af denne å ses på billedet.
den 27. marts 1948 kl. 14.00 var der en anden gruppe
israelere, som var på vej for at ophæve belejringen af
en gruppe israelere, som var belejret hos palæstinenserne.
På vejen standsede de ved Al-Kabris begravelses
plads. Her kom en stor gruppe palæstinenserne med
våben og ild som endte op i en massakre, der medførte,
at 47 israelere døde. Det hele brændte, selv israelernes
kampvogne, som stadig ligger i Al-Kabri.
Israelerne fik dernæst lavet en stor statue, hvor der står
alle de 47 døde israeleres navne på. Den 20. maj 1948
erklærede den israelske militærleder, at alle beboerne i
Al- Kabri skullel forlade stedet omgående. Israelerne
ville overtage Al-Kabri efter den store massakre. Imens
beboerne gav sig til at flygte, blev de undervejs skudt af
det israelske militær. Flere af palæstinenserne mistede
livet, mens andre nåede at flygte væk, og søge tilflugt
i Libanon, Syrien eller Jordan. Dernæst brændte det
israelske militær alle huse og træer.” Sådan fortæller
Hamad om, hvordan han husker årene omkring 1948.
Den dag i dag er Al – Kabri delt op i to dele. Den ene del
er der, hvor vandkilden, ’Ayn Alasal’ er. Ayn Alasal er den
største vandkilde i Akka, som leverer vand til alle beboerne
i Akka. Den anden del er der, hvor man som turist
kan tage hen for at se, hvor massakren fandt sted. Der kan
man så se den store statue, og israelernes kampvogne.”
Mindesmærket i Al-Kabri for ofrene under massakren den
27. marts 1948
36-37

Frihed eller død
Af hensyn til interviewpersonens sikkerhed har redaktionen valgt ikke at bringe hans navn i magsinet.
”Født under den første intifada. Kæmpede i den anden Intifada. Den tredje gang er lykkens
gang. Enten lykkedes det, eller også dør jeg i kampen. Palæstina er ét land, mit land.
Jeg opgiver aldrig kampen. Jeg kæmper til jeg opnår frihed, og jeg kæmper til min død”
Skrevet af Duaa El-Khatib og Jawad Ahmad Zahid
Midt i 20’erne. Født under den første intifada (red.: palæstinensisk
oprør i 1987-1993). I aften sidder han på
en bakketop i Ramallah, og tænder et bål af grene, som
han tidligere på dagen har hugget. Mørket er for længe
siden faldet på i byen, og klokken nærmer sig midnat.
”Har du brug for en lighter?”, spørger vi ham. Han ryster
på hovedet, og han hiver en lighter op af baglommen, og
kører dens gnister op over de tynde brune pillede grene.
”Så er der bål” siger han og smiler, ”som i ønskede”.
Han har bekendtskaber i nærområdet, og overnatter
hos dem i sin ferie. Som enhver anden stopper han redaktionen
op en af de første nætter i Ramallah. Hurtigt
tilbyder han at vise byen frem med lokale øjne. I formiddags
fulgte han os med på vores fridag til byen Nablus,
og fik de lokale der til at vise os rundt. På vej hjem
tilbyder han at tage til udkanten af byen på en bakketop
og tænde bål. ”Så kan vi også tale om alt”, fortæller
han, da ”ikke alt kan tales højt om på gader og stæder”.
Kampen løber i mine årer
”Okay, er det sikkert at tale åbent nu?” spørger vi ham,
men han sætter nye udtørrede grene på det lille bål.
Han nikker og sætter sig til rette på stenen. ”Du spurg-
te mig, hvilket palæstinensisk politisk parti jeg støtter?
Jeg støtter ingen af dem. De er ikke til gavn for palæstinenserne,
de skaber splid mellem os”. Han rejser sig og
tager nogle korte skridt og sætter sig et nyt sted. ”Vi skal
stå sammen. Israelerne står sammen mod mig. Israelske
socialister og israelske konservative står alle sammen om
bosættelser i vores land. Hvad med os palæstinensere?
Vi er enten med Fatah, eller os er vi med Hamas? Vi står
ikke sammen mod jøderne. Vi er oppe mod hinanden”.
Fra bakketoppen kan man se udover Ramallahs skyline,
hvor der i aften er lys i de forskellige moskeers minareter
og i de moderne bygningers neonskilte. ”Vi, palæstinensere,
skal stå sammen. Ligesom vi gjorde til Intifadaen.
Kampen løber gennem mine årer. I vores alles årer”.
Kun én løsning
Stilheden breder sig et øjeblik. ”Hvad skal palæstinenserne
så gøre?” spørger vi ham. Han holder en tænkepause.
”Det her politiske spil, der foregår i landet iblandt
os arabere, det er kun for at behage omverdenen og jøderne”.
Frustrationen blusser op i ham, og vi ser en helt
anden siden af ham. I flere dage har vi oplevet Ramallah
med ham. Man har ikke mærket, at de daglige problemer
berører ham. Han har åbenbart været god til at gemme
problemerne under huden, og i aften er vi vist kommet
under huden på ham. ”Der er kun én vej, mine venner”
siger han, og kigger os i dybt i øjnene. Han rejser sig og
går ned af bakken, slæber flere grene op og sætter sig et
nyt sted. Knækker en gren og kaster den i det lille bål.
Han fortsætter: ”Der er kun én vej, og der er friheden.
Der er ikke nogen tostatsløsning. Forestil jer, at nogle

kommer hjem til jer, og tager halvdelen af hjemmet. Vil
i så efter nogle tid bare indfinde jer med det? Vil i opgive
halvdelen af jeres hjem? Vil i ikke råbe op omkring det?
Det vil palæstinenserne heller ikke acceptere. Aldrig!”
Saddam, Gadaffi og frihedskæmpere
Han er folkedanser, professionel dabkedanser. ”Jeg har
besøgt forskellige dele af den arabiske verden. Mit dabkehold
har været inviteret til at danse for den arabiske
union. Jeg har været i Libyen og danset for Gadaffistyret”.
”Hvad synes du egentlig om Gadaffi og det der sker
i Syrien?”, spørger vi, interesserede i at høre palæstinensernes
holdning. Han rejser sig brat op og sætter sig på
stenen ved siden af lige overfor os: ”Gadaffi var faktisk
en fin gut. Han gjorde meget for sin befolkning, han lod
dem mangle noget”. Forbavsede som vi er, spørger vi
dybere ind til emnet: ”Hvordan kan du påstå, at han har
gjort meget for befolkningen. Han har jo slaget mange
civile fra egen befolkning?”. Inden han når at svare, hører
vi en bil nærme sig bakketoppen. Han rejser sig og
går ned til sin egen bil, og slukker den helt. Vi venter
helt stille på at den anden bil vender om. Han kommer
op igen til bålet, og har tænkt over sit svar, og begynder
i en lind talestrøm: ”Alt det i ser på tv, hører i radioen og
læser i avisen er propaganda! Førsteklasses propaganda.
Vesten har aldrig brudt sig om Gadaffi. Manden havde
magt over sit folk og over et stort stykke jord, hvor undergrunden
flød med olie. Det var det samme, de gjorde
i Irak. Hvorfor er de så interesserede i de arabiske lande?
Se Khaleeji’erne (red.: de arabiske gulflande) dem er Vesten
gode venner med, og olien, den får de uden komplikationer.
Når Saddam eller Gadaffi ikke vil give dem
olie, og araberne kræver et frit Palæstina, når de kræver
et samlet arabisk folk, ja så er de terrorister, bødler, vandaler”.
Han standser. Trækker vejret dybt. Inden han
når at sige mere bliver der fra den redaktionelle tilskuerrække
spurgt: ”Hvad med Syriens præsident Bashar
Al-Assad?”. ”Ham kan jeg ikke sige noget om. Jeg kender
ikke til situationen. Men må retfærdigheden ske fyldest”.
Han havde os med rundt i byen Nablus tidligere
på dagen, og i byen hang der flere plakater med Saddam
Hussein. Han har selv nævn Saddam. Vi tager hul på
et emotionelt emne. ”Vi, palæstinensere, elsker Saddam”,
fortæller han, mens han roder rundt i sin lomme
efter sin telefon. ”Lyt”. Han afspiller en kortere del af
en af Saddams taler. Den handler om palæstinenserne.
”Saddam hjalp palæstinenserne. Han afslog venskab
med Israel. Han åbnede sine døre for palæstinenserne i
Irak. Han kunne ikke købes af USA og Israel. Han sagde
sandheden og var ikke bange for konsekvenserne”.
Nye spillere i Mellemøsten
Han lukker øjnene, og begynder at synge en arabisk
sang, som er skrevet af den kendte arabiske sanger George
Wassouf. Han fortæller os, at han ofte sidder med
vennerne på bakketoppen og synger. Det er deres fristed,
hvor de kan være alene og sig selv. Vi vil dog hellere
høre, hvorvidt han mener de andre lande i Mellemøsten
klarer sig, og vi får ham op i gear. ”Vi, palæstinensere,
synes meget godt om tyrkerne. De prøver at hjælpe os.
Kan i ikke huske nødhjælpsskibet til Gaza”, fortæller
han, og fortsætter med gejst i stemmen. ”Endelig bliver
den venlige tone til israelerne erstattet af en mere tro
holdning. Egypterne har oplevet revolution, og nu er det
folket, der bestemmer. Og som en overraskelse er Egypten
nu mere pro-palæstinensiske. Det er blevet sådan,
at den almene israeler nu føler sig utryg i forhold til sin
sikkerhed. Så kan de lære det”. Ilden begynder så småt at
slukke. Det er køligt, og der ikke lang tid til solopgang.
Så her slutter vores chat på bakketoppen. Vi tager ned
til bilen og kører hjem. Han stopper op midt i det hele.
Han peger på en port. ”Det var her de kom under den
anden intifida og likviderede min fætter. To pansrede
militærvogne samt en håndfuld civilpoliti. Han kæmpede
til det sidste. Det var den eneste måde de kunne
få fat i ham. Jeg og mange andre ser op til ham. Vi vil
leve videre med hans mål. Vi kæmper. Det er hans motto,
jeg har tatoveret på ryggen: >>freedom or death

Den boligsociale helhedsplan
er udarbejdet af afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken
i samarbejde med konsulentfirmaet Kuben
Byfornyelse Danmark. Planen har til formål at
sikre en social, kulturel og beskæftigelsesmæssig
udvikling af Mjølnerparken med udgangspunkt
i beboernes egne ressourcer. Planen skal således
skabe rammer for, at beboerne selv aktivt kan arbejde
for at tage initiativer til projekter og ansvar
for deres boligområde. Helhedsplanen koncentrerer
sig specifikt om indsatsområderne beboere
i Mjølnerparken, børn, unge og beskæftigelse.
Planen er finansieret af Københavns Kommune,
Lejerbo og Landsbyggefonden og løber fra 2008
til og med 2012.
Helhedsplanen
Mjølnerarken 94, st. tv.
2200 København N
Tlf. +45 2020 4700
E-mail: eskild.dahl@net.lejerbo.dk
wwww.Mjolnerparken.dk
Solnedgang over Bil’in