Spiseforstyrrelser og ikke-vestlig kultur - Elbo

forskning, der søger det almene og universelle ved hjælp af kvantitative
metoder, og den idiografiske, der gennem antropologiske
metoder søger det særegne ved mennesket. Interessen for nomotetisk
forskning er klart størst.
Nomotetisk forskning
Det helt store spørgsmål er, om vestlige populationer er mere
sårbare over for spiseforstyrrelser end ikke­vestlige grupper, jf. teorien,
at jo mere eksponering til vestlige slankeidealer, des større
risiko for spiseforstyrrelser. Der findes ingen repræsentative data,
idet registrering af etnicitet de fleste steder i Europa strider mod
privatlivets fred.
Interessant er imidlertid en helt ny rapport fra Center for Ungdomsforskning
om 15­24­åriges trivsel og mistrivsel i Danmark.
Ifølge den har unge af ikke­vestlig herkomst på nogle områder en
øget tilbøjelighed til at udvise adfærd associeret med spiseforstyrrelser:
Kvinderne er generelt mere utilfredse med deres krop og føler
mere skyld ved at spise, begge køn tænker generelt mere på vægten,
og mændene er mere tilbøjelige til at have sultet sig inden for
den seneste måned (Nielsen et al., 2010). En række randomiserede
metaundersøgelser peger dog i hver sin retning og konkluderer, at
ikke­vestlige populationer har henholdsvis færre, tilsvarende eller
flere spiseforstyrrelser end vestlige populationer i Vesten.
Det meget ensidige fokus på prævalens, der kendetegner den
nomotetiske forskningstradition, er formentlig årsagen til det brogede
billede, da etnicitet som regel sidestilles med kultur for at forenkle
formålet ved undersøgelserne. Derved antager man implicit,
at grupperne, man studerer, er homogene, og underkender kulturelle
forskelle, fx graden af akkulturation, som kunne have noget
at sige i forhold til psykisk sårbarhed. Akkulturation henviser til
den psykosociale forandringsproces, der opstår, når to forskellige
kulturelle grupper kontinuerligt mødes med efterfølgende forandringer
i det kulturelle mønster hos den ene eller begge grupper.
Den nomotetiske forskningstradition har yderligere metodologiske
svagheder, idet studierne ofte undersøger noget forskelligt,
dvs. både adfærd og risikofaktorer forbundet med spiseforstyrrelser
og kliniske såvel som subkliniske spiseforstyrrelser. Sluttelig
baserer de fleste prævalensstudier sig på vestlige diagnoseredskaber,
hvilket underkender alternative kulturelle definitioner på skønhed
og holdninger til mad. Man kan derfor spørge sig selv, om
vestligt socialt konstruerede diagnosekategorier i DSM­IV og ICD­
10 har universel anvendelighed?
En islamisk sårbarhed?
Skal man endelig sige noget generelt om etnicitet, peger en del
studier efterhånden på, at asiater (herunder folk fra Mellemøsten)
har flere symptomer associeret med spiseforstyrrelser end andre
etniske grupper. Hvorfor det forholder sig sådan, er uvist, men
nogle mener, det drejer sig om, at mange asiatiske forældre udøver
meget kontrol med deres børn.
Det faktum, at størstedelen af den asiatiske population i disse
studier er muslimer, rejser dog det spørgsmål, om det er den islamiske
kultur og ikke asiatisk etnicitet i sig selv, der initierer forældrenes
kontrol og derpå øget forekomst af spiseforstyrrelser (Mc­
Court & Waller, 1996). Netop kontrol bliver på mange niveauer
associeret med spiseforstyrrelser. I mange tilfælde som her fortolket
som en disponerende faktor uden at skæve til den mulighed,
at det kunne være spiseforstyrrelsen, der initierer kontrollen.
Imidlertid er en øget islamisk sårbarhed ikke noget entydigt
billede, når man sammenligner forekomst på tværs af religiøse
grupper. Der er forsket minimalt i spiseforstyrrelser i islamisk kultur,
og man har næsten udelukkende fokuseret på, om ramadanen
kan udløse og vedligeholde anoreksi og bulimi. Caserapporter har
bekræftet denne hypotese, mens større studier afviser, at ramadanen
udgør en risikofaktor.
Idiografisk forskning
Det lader til, at kernesymptomer, adfærd associeret med spiseforstyrrelser
og ætiologi ikke varierer påfaldende på tværs af kultur.
Studier har dog fundet kulturelle forskelle med hensyn til at
idealiseringen af det tynde kropsideal, frygten for fedme samt kontrol
som individuel såvel som familiær risikofaktor og forbliver
stridspunkter i debatten. En dominerende teori inden for den idiografiske
forskningstradition er, at kultursammenstød i traditionelle
familier kan udløse spiseforstyrrelser hos immigranter i takt
med den unges akkulturation (Soh, 2006). Kultursammenstød menes
at kunne disponere til en spiseforstyrrelse, idet det kan fremme
nogle af de familiemønstre, der forbindes med spiseforstyrrelser,
herunder rigiditet, overbeskyttelse og sammenfiltring. Imidlertid
kan den idiografiske forskningstradition heller ikke sige sig
fri for metodologiske svagheder, da den typisk er retrospektiv i designet
og mangler kontrolgrupper.
En kvalitativ undersøgelse
Sammen med Psykoterapeutisk Center Stolpegård har jeg gennemført
en begrænset kvalitativ undersøgelse for at få skabt et omrids
af, hvordan islamisk kultur influerer på ætiologien for anoreksi
hos to kvindelige andengenerationsindvandrere? Kvalitative metoder
er netop meget velegnede til at undersøge kvaliteten af noget
ukendt, generere nye forskningshypoteser, som man så siden
hen kan kvantificere.
Mine informanter var to kvindelige andengenerationsindvandrere
fra Pakistan og Tyrkiet, begge muslimer og i behandling for
anoreksi på Stolpegård. Undersøgelsen har givet anledning til en
række ideer om mulige sammenhænge mellem spiseforstyrrelser
og islamisk kultur. To temaer skiller sig ud:
Kultursammenstød
Undersøgelsen peger på, at sammenstød mellem vestlig og ikke­vestlig
kultur kan forstærke familiære risikofaktorer, såsom rigiditet:
“Eftersom jeg er den ældste pige, skulle jeg allerede i en alder
af 8­10 år lære at lave mad, og jeg kan huske, at det irriterede
PSYKOLOG NYT NR. 4 | 2011 | SIDE 17