Polarfronten 2001

polarfronten.dk

Polarfronten 2001

LØSSALGSPRIS 25 kr.

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER • NR. 1/MARTS 2001

Polar fronten

Det eksotiske liv under isen,

læs s. 12


Dansk Polarcenter

er en institution under

Forskningsministeriet og

har til opgave at støtte

og koordinere dansk

polarforskning.

Polarfronten udgives af:

Dansk Polarcenter

Strandgade 100H

1401 København K

Tlf.: 32 88 01 00

Fax: 32 88 01 01

E-mail: polarfronten@dpc.dk

Internet: www.dpc.dk

Udkommer 4 gange årligt

Oplag: 5400

Deadline for bidrag

til næste nummer:

16. maj 2001.

Abonnement er gratis

og tegnes gennem

Dansk Polarcenter.

Redaktionen:

Morten Meldgaard

Ansvarshavende redaktør

Poul-Erik Philbert,

redaktør, DJ

Kirsten Caning

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ

Irene Seiten, layout, DJ

Henning Thing

Produktion og tryk:

Datagraf Auning AS

Forsidefoto: Göran Ehlmé:

Sølilje og søagurk arm i arm

på bunden af Young Sund i

Nordøstgrønland

Artikler i Polarfronten giver

ikke nødvendigvis udtryk for

Dansk Polarcenters holdning.

Eftertryk er tilladt i uddrag

med kildeangivelse.

Indhold

Det var ikke en grønlænder

En isotopundersøgelse har afsluttet en

udleveringssag om en udstoppet eskimo

i en kajak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

I doktor Bertelsens kølvand

Forskere har besøgt 200 pladser i

Uummannaq-området, som for 100 år

siden vrimlede med fugle . . . . . . . . . . . . 4

Tryk på klimaet i Nordatlanten

En del af forklaringen på de seneste

årtiers temperaturændringer skal findes

ude i Nordatlanten . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

På tomandshånd med en arktisk

katastrofe

Billeddokumentation fra fotografen

Richard Harringtons møde med rensdyreskimoer

i Nordcanada . . . . . . . . . . . 8

Meteoritter på blå is

Et område med blå is i Dronning Louise

Land kan gemme på mange meteoritter . 10

Det eksotiske liv under isen

Forskere og fotografer har fulgt det

farvestrålende plante- og dyreliv under

den metertykke is . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Zackenberg i scanneren

Avanceret kortlægning fra fly giver

detaljerede vegetationskort over

Zackenberg-området . . . . . . . . . . . . . . . 14

Kommentar:

Fremmede anlæg og sikkerheden for

den grønlandske retsorden . . . . . . . . . . 15

Biprojekt med blind makker

En ubuden gæst gav biprojekt uventede

problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Da tupilakken blev synlig

De kunstfærdigt udskårne tupilakker

var fra starten beregnet for turister . . . 24


Det var ikke en grønlænder

En isotopanalyse af nogle hudrester har afsluttet en langvarig og kompliceret sag om en udstoppet eskimo i

en kajak, som Grønlands Hjemmestyre har krævet fjernet fra et museum i Holland og udleveret til Grønland.

Af Poul-Erik Philbert

Det er ikke en udstoppet grønlænder, som

i årtier har været udstillet på Westfries

Museum i Hoorn i Holland. Det er den

nagelfaste konklusion i den rapport, som

antropologen Niels Lynnerup fra Københavns

Universitet har forfattet om undersøgelserne

af den hollandske mumie.

Undersøgelsen blev sat i gang sommeren

2000 for at få slået fast, om der var

tale om en grønlænder eller ej, og rapporten

sætter dermed punktum for den

udleveringssag, som Grønlands Hjemmestyre

i 1998 anlagde mod hollænderne

gennem Udenrigsministeriet. Hjemmestyret

fandt det etisk krænkende og

nedværdigende at udstille en udstoppet

eskimo i en kajak og krævede resterne

udleveret til begravelse i Grønland (se

Polarfronten 4/2000).

Den forkerte kost

Da Niels Lynnerup sidste sommer var i

Holland for at udtage prøver til en undersøgelse

af mumien, håbede han på, at

Foto: Niels Lynnerup

en DNA-analyse hurtigt kunne afsløre,

om der var tale om en grønlænder. Men

der var ikke noget DNA tilbage i de fragmentariske

hudrester, og dermed forsvandt

en ellers sikker metode.

I stedet blev det isotopanalyser foretaget

af Jan Heinemeier på Institut for Fysik

og Astronomi på Århus Universitet,

som løste mysteriet.

En kulstof 14-analyse viste, at mumien

var et par hundrede år gammel. Men

den helt afgørende viden kom, da Jan

Heinemeier fik eksperter på Islands Universitet

til at køre hudresterne gennem

et såkaldt isotopmassespektrometer for

at undersøge indholdet i kulstof 13-isotoperne,

som gemmer på et kemisk fingeraftryk

af personens kostvaner.

Analysen viste, at der var tale om et

menneske, hvis kost for 80-90% vedkommende

har bestået af terrestriske

fødevarer, grønsager, svine- og oksekød,

og at det derfor var helt udelukket, at

der kunne være tale om en grønlænder.

- Havde personen boet i Grønland og

i mange år levet af fisk og havpattedyr,

skulle kulstof 13-isotoperne fra hudprøverne

have haft et helt andet indhold,

siger Jan Heinemeier.

Det eneste lille forbehold fra Jan Heinemeier

er, at de hollandske museumsfolk

gennem årene har præpareret mumien

med en række ukendte, kemiske

stoffer, og at der er en teoretisk mulighed

for, at det kan have påvirket isotopanalysen.

Hul i øret

Fysikernes konklusion står imidlertid

ikke alene, men bliver bekræftet af en detalje

i den undersøgelse, som Niels Lynnerup

underkastede den formodede grønlænder.

Mumien havde et hul i øret, og

det peger unægtelig mere mod en af søens

folk end mod en grønlandsk fanger.

- Vi tror ikke, at der ikke er tale om en

grønlænder, men kan ikke sige noget sikkert

om, hvor personen så kommer fra,

siger Niels Lynnerup. Men et gæt kunne

være, at der er tale om en europæer, og

at det måske er en hollandsk hvalfanger,

som de mange år har siddet udstillet i

kajakken.

Under alle omstændigheder kan museumsfolkene

på Westfries Museum roligt

hive den udstoppede mumie ud af

kajakken og give den noget andet tøj på.

En eskimo er det i hvert fald ikke.

Kontakt: Niels Lynnerup, Retsmedicinsk

Institut, Københavns Universitet,

tlf. 3532 7239,

n.lynnerup@antrolab.ku.dk

En isotopanalyse afslørede, at det ikke er en grønlænder,

som Westfries Museum i Holland har haft udstillet.

Kulstof 13-isotoper fra mumiens hudrester havde

en sammensætning, som viste, at personen havde

levet af landbaserede fødevarer og ikke grønlændernes

marine kost.

3 • Polarfronten 1 / 01


Ornitologerne Kurt Burnham og Tom Cade præsenterer

The Peregrine Funds nye flag under turen i Uummannaq-distriktet

sidste sommer. Peregrine Fund er

en privat, amerikansk forskningsinstitution, som har

været aktiv i Grønland siden 1970’erne.

Kritikken af den ukontrollable grøn-

landske jagt på fugle, fisk og hav-

pattedyr er atter blusset op. Samti-

dig har amerikanske ornitologer

genbesøgt de 200 fuglepladser, som

lægen Alfred Bertelsen registrerede

i begyndelsen af 1900-tallet. De

fandt alting sørgeligt forandret.

Foto: Knud Falk

4 • Polarfronten 1 / 01

Foto. Bill Burnham

I doktor Bertelsens kølvand

Af Poul-Erik Philbert

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har

i foreningens medlemsblad ‘Fugle og Natur’

hentet det tunge skyts frem i en artikel

‘Grønland ødelægger sin fuglefauna’,

som slår fast, at efter ‘årtiers ubegrænset

fangst af fugle, fisk og havpattedyr

er det storslåede, arktiske spisekammer

ved at tømmes’.

Med biologerne på Pinngortitaleriffik,

Grønlands Naturinstitut, som kilde hedder

det videre i artiklen, ‘at faresignalerne

er hejst for stort set alle relevante arter,

undtagen rejer, rensdyr og moskusokser’.

Pres på fuglekolonierne

Mange af Grønlands enorme kolonier af

polarlomvier, edderfugle og havterner er

i dag i bedste fald skrumpet ind til næsten

ingenting. I værste fald er de tømt

for liv.

Øverst på de 3500 grønlandske jægeres

hitliste ligger polarlomvien. Den officielle

jagtstatistik fra 1997 fortæller, at der

dette år blev skudt 236.364 lomvier, men

De officielle statistikker fortæller, at der i 1997 blev

skudt 236.364 lomvier. I virkelighedens verden er tallet

mindst det dobbelte.

ifølge både DOF og uafhængige eksperter

kan det officielle tal sagtens dække over

det dobbelte i virkelighedens verden.

Uanset om det drejer sig om en kvart

eller en halv million, så har undersøgelser

gennem de sidste 10-15 år talt deres

tydelige sprog. Bestanden af polarlomvier

i Grønland er gennem årtier blevet

voldsomt decimeret på grund af jægernes

og ægsamlernes rovdrift.

Stilheden har sænket sig

Den seneste undersøgelse i rækken kommer

fra en gruppe amerikanske ornitologer

fra The Peregrine Fund, som sidste

sommer sejlede turen fra Kangerlussuaq

til Thule Air Base. Undervejs brugte de 18

dage i Uummannaq-området til at besøge

de godt og vel 200 fuglepladser, som den

danske læge Alfred Bertelsen fra 1905-

20 registrerede og senere beskrev i et

bind af Meddelelser om Grønland i 1921.

I løbet af de 18 dage tilbagelagde Kurt

Burnham, Tom Cade, Jack Stephens, Tim

Gallagher og Bill Burnham næsten 3000

kilometer i åben båd i Uummannaq-di-


striktet og nåede at besøge 207 af de 210

steder, som Bertelsen har beskrevet.

Resultatet var ifølge de amerikanske

forskere chokerende og bekræfter tidligere

undersøgelser gennem 80’erne og 90’erne.

Bortset fra yderområder, hvor der

kommer meget få mennesker, fandt de

ingen fugle af de arter, som de lokale beboere

jager.

Alle polarlomvierne, alkefuglene og

edderfuglene og de fleste af riderne var

borte. Rugeområder, som på Bertelsens

tid havde rummet 500.000 lomvier og

100.000 rider, lå nu stille hen. De eneste

spor af fortidens larmende fuglemylder

var eskrementerne på klipperne og de

forladte, græsbegroede reder.

- Vi tænkte på, hvad doktor Bertelsen

ville have følt, hvis han havde været i live,

og hvad fremtidens biologer vil finde,

hvis de følger i hans - og nu vores - kølvand

gennem Uummannaq-distriktet, lyder

det lakonisk fra Kurt Burnham.

Et lokalt problem

Selvom de alarmerende rapporter viser, at

f.eks. polarlomvien er meget tæt på at

være udryddet i Uummannaq-distriktet,

er lomvien ikke truet som art i Grønland.

I Thule-området er der en bestand på

500.000 lomvier - halvdelen af den samlede

grønlandske bestand - og den er i modsætning

til kolonierne i det øvrige Grønland

stabil. Forklaringen er, at der kun er

få hundrede jægere i hele området.

Derimod er der i nærheden af flere bebyggede

områder, som f.eks. i Upernavikdistriktet,

alvorlig risiko for, at den ukontrollable

jagt omkring ynglepladserne i

sommerperioden inden for en overskuelig

fremtid vil udslette både lomvierne og

andre fuglearter.

Grønlændernes jagt på polarlomvien om

vinteren er ifølge artiklen i ‘Fugle og Natur’

ved at få alvorlige konsekvenser for

de islandske kolonier. En mærkbar nedgang

i antallet af ynglepar siden 1985 har

fået islændingene til at sætte lomvien på

listen over sårbare dyr. Optagelsen på den

såkaldte røde liste sker med henvisning

til ‘overdreven jagt i vinterkvartererne

ved Vestgrønland og Newfoundland’.

Kontakt: Kurt Burnham,

tlf.: +1 208-362-3716,

kurt@peregrinefund.org

Foto: Gert Brovad

Tre navngivne islændinge har fået den

tvivlsomme ære for den 3. juni 1844 på

øen Eldey at have aflivet de to sidste

gejrfugle i verden. Om det var de sidste,

ved vi selvfølgelig ikke, men det har

været tæt på.

På det tidspunkt var der så få gejrfugle

tilbage, at jægerne ikke længere gik efter

fuglen for dens velsmagende kød eller lunende

fjer. De kunne tjene langt mere

hos museer og samlere, som ønskede at

få fingre i et af de sidste eksemplarer. Indvoldene

fra gejrfuglene på Eldey kan i

dag ses på Zoologisk Museum i København,

hvor de som de eneste eksisterende

bløddele af gejrfuglen er udstillet i ni

forskellige spritglas.

Gejrfuglen ynglede især ved Newfoundland

og Island og blev fra 1500-tallet

et eftertragtet bytte blandt europæiske

fiskere. Den gåsestore, kødfulde fugl sparede

fiskerne for at proviantere hjemmefra,

og der var så mange, at de også blev

brugt til brændsel under kødgryderne.

Den store, tunge fugl var en fænomenal

svømmer, men de små vinger kunne

ikke løfte den kluntede krop, som gav

den en gumpetung gang på jorden. Gejrfuglene

var derfor prisgivet sultne fiskere,

som i yngletiden kunne drive de godmodige

fugle i store flokke op ad planken

ombord på deres skibe.

Med indvandringen til Amerika voksede

presset mod gejrfuglen, fordi dens dun

var velegnede til puder og dyner, og fuglekolonierne

på bl.a. Funk Island ud for

Newfoundlands kyst blev langsomt tømt.

Omkring år 1800 var gejrfuglen totalt

udryddet i Nordamerika.

Velsmagende

og gumpetung

Af Poul-Erik Philbert

På Island skulle der gå endnu 50 år,

før den sidste gejrfugl på artens vegne

drog det sidste suk.

Gejrfuglen er et skræmmende eksempel

på en fugleart, som blev udryddet på

grund af menneskets ukontrollable

fangstiver. Der er forskere, som mener,

at vi fik hjælp af naturen. Den lille istid,

som varede fra o. 1500-tallet til slutningen

af 1800-tallet, kan have svækket

gejrfuglens fødegrundlag. Men antagelig

har det kun været et sidste puf til en i

forvejen skamskudt art.

Fiskerne gav i øvrigt gejrfuglen navnet

peng-wyn, walisisk for ‘den med det hvide

hoved’, og da opdagelsesrejsende senere

nåede frem til Sydpolen og mødte en

fugl, som mindede om den nordatlantiske

pingvin, fik den hurtigt samme navn.

Foto: Gert Brovad

De to sidste gejrfugle i verden endte deres dage i

sprit og er i dag udstillet på Zoologisk Museum.

5 • Polarfronten 1 / 01


Foto: Ole Kjær / POLFOTO

Den nordatlantiske oscillation:

Tryk på klimaet i Nordatlanten

En del af forklaringen på de seneste årtiers temperaturstigninger skal findes ude i Nordatlanten, hvor tryk-

forskelle påvirker klimaet på den nordlige halvkugle. Det samme fænomen er paradoksalt nok årsagen til,

at Grønland bliver koldere i en periode med global opvarmning.

Af Poul-Erik Philbert

Hans Egede bemærkede i sin dagbog, som

han førte i Grønland i årene 1770-78, at

selv om alle vintre i Grønland efter hans

opfattelse var strenge, så var de dog lidt

mildere de år, hvor Danmark havde en

hård vinter - og omvendt. Han kunne af

gode grunde ikke forklare fænomenet,

men iagttagelsen var korrekt og er i dag

sat på teori blandt forskere, som har med

klimaudvikling at gøre.

Nysgerrige klimaforskere

Den nordatlantiske oscillation, som forskerne

kalder fænomenet, var det gennemgående

tema på et velbesøgt seminar

i februar om det arktiske klima arrangeret

af Copenhagen Global Change Initiative

(COGCI), et forskernetværk omkring

miljø- og klimaproblemer.

Når støvet har lagt sig efter de ophidsede

diskussioner, er klimaforskerne i det

store og hele enige om, at de seneste årtiers

temperaturstigninger er et resultat

af flere forhold: den menneskeskabte opvarmning,

solens påvirkning, vulkansk

aktivitet og klimaets indre dynamik.

6 • Polarfronten 1 / 01

Under den sidste overskrift finder vi

bl.a. den nordatlantiske oscillation, som

er med til at fordele kulde og varme i

Nordatlanten og i Vesteuropa. Fænomenet

har været kendt siden 1950’erne,

men har fra midten af 1990’erne tiltrukket

et stigende antal nysgerrige klimaforskere

i forbindelse med, at de har søgt

svar på spørgsmålet om den globale opvarmning.

Fra positiv til negativ fase

Blandt dem er Jens Hesselbjerg Christensen,

som på Danmarks Klimacenter

under DMI arbejder med at udvikle klimamodeller,

der kan simulere fremtidens

klima og give et indtryk af, hvordan den

globale opvarmning vil forløbe under

forskellige fremtidsscenarier.

- Vi ved, at klimasvingningerne i det

nordatlantiske område i vinterperioden

har forbindelse til den nordatlantiske

oscillation, siger Jens Hesselbjerg Christensen,

så derfor er den et vigtigt element,

når vi skal beregne drivhuseffektens

bidrag til klimaudviklingen.

Klimaforskerne forklarer den nordatlantiske

oscillation med udgangspunkt i

trykforskelle mellem det subtropiske

højtryk over Azorerne og lavtrykkene

over Island, som har været registreret

siden midten af 1800-tallet. De taler om,

at vi har en positiv fase af den nordatlantiske

oscillation, når trykforskellene

er store, og en negativ, når de er små (se

figur 1).

Gennem de seneste 20-25 år har vi i

vinterhalvåret overvejende oplevet en

positiv fase af den nordatlantiske oscillation

med meget markante højtryk over

Azorerne og dybe lavtryk over Island, og

det har presset fronterne nordpå og givet

en stærk, nordlig luftstrøm. Resultatet

har for Danmarks vedkommende været

en vejrtype, vi kun kender alt for godt,

med milde og fugtige vintre og flere

voldsomme storme (se figur 2).

Fra midten af 1950’erne til midten af

70’erne var Nordatlanten præget af en

negativ fase af den nordatlantiske oscillation

med mindre trykforskelle mellem

Azorerne og Island. Den situation giver

færre og svagere vinterstorme, der bevæger

sig i en mere vest-øst retning, og

førte i den periode fugtig luft og milde

vintre til Middelhavsområdet, mens kold

luft over Nordeuropa gav os en række

hårde vintre (se figur 3).

Den arktiske forbindelse

Klimaet i Grønland og i Arktis som helhed

påvirkes også af den nordatlantiske

oscillation, som indgår i et større klima-

Stormfulde, fugtige og milde vintre har været det normale

de seneste 20-25 år. Årsagen er et klimafænomen,

som forskerne kalder den nordatlantiske oscillation.


system på den nordlige halvkugle og

bl.a. spiller sammen med den arktiske

oscillation, der bestemmer mønstrene i

luftlagenes bevægelse over hele det arktiske

område. Og det er her, Hans Egede

kommer ind i billedet.

I den nuværende periode med positiv

fase i den nordatlantiske oscillation, som

giver Danmark milde vintre, vil trykforholdene

give plads til, at der strømmer

kold, tør luft fra polområdet ned over

Vestgrønland og Nordøstcanada. Det er

forklaringen på, at middeltemperaturerne

i Vestgrønland de seneste 20-25 år er

faldet med op til 1 o og dermed har udviklet

sig modsat den generelle udvikling

i det arktiske område. I Østgrønland

- beskyttet mod vestkystens polarvinde

af Indlandsisen - er klimaet derimod

præget af de mange nordgående, fugtige

og tempererede luftstrømme, og målinger

ved Tasiilaq og Danmarkshavn viser

svagt stigende middeltemperatur siden

midten af 1970’erne.

Det er endnu ikke lykkedes klimaforskerne

at beskrive dynamikken bag den

arktiske oscillation så detaljeret som den

nordatlantiske. Men ifølge Jens Hesselbjerg

Christensen er den arktiske oscillation

og dens samspil med den nordatlantiske

oscillation en del af forklaringen på

den kraftige opvarmning, som man har

oplevet over de seneste årtier i Sibirien,

Nordcanada og Alaska.

Undersøgelser peger også på, at der er

en sammenhæng mellem den nordatlantiske

oscillation og smeltningen af havisen

i Polhavet.

En del af forklaringen

Den nordatlantiske oscillation er således

på anklagebænken, når klimaforskerne

skal finde årsagerne til de sidste 30 års

globale temperaturstigninger, som er de

kraftigste i 1000 år. Men det er endnu

Fig 1. Den nordatlantiske oscillation

1860 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000

ikke lykkedes forskerne at skabe klarhed

over omfanget:

- Vi kan se, at trykforholdene i Atlanten

for øjeblikket er med til at påvirke

temperaturerne på den nordlige halvkugle

i opadgående retning, men det er

kun en mindre del af de globale temperaturstigninger,

man kan føre på den

konto, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

De interne forhold i klimaet kan

højst forklare 10-20% af stigningerne,

resten må have en anden oprindelse.

Siden trykmålingerne startede i midten

af 1800-tallet har der været en tendens

til, at den nordatlantiske oscillation

med 10-12 års mellemrum har svinget

mellem den positive og den negative

fase. Det er ifølge Jens Hesselbjerg

Christensen muligt, at en menneskeskabt

drivhuseffekt kan forstyrre dette

variationsmønster i klimaet:

- Når klimaet bliver varmere, vil fronterne

automatisk rykke nordpå. Drivhuseffekten

kan derfor tænkes at forrykke

klimaets interne balance og skabe forudsætningerne

for, at den positive fase

bliver mere dominerende i fremtiden.

Den nordatlantiske oscillation er en af

de mange brikker, som endnu mangler at

komme på plads i det samlede klimapuslespil,

før klimaforskerne med sikkerhed

kan sige, hvor stor en del af den globale

opvarmning der er naturlige variationer,

og hvor stor en del der er et resultat af

menneskelig aktivitet.

Og for en modelbygger som Jens Hesselbjerg

Christensen kan en større forståelse

af dynamikken bag den nordatlantiske

oscillation være med til at gøre

klimamodellerne mere sikre i deres forudsigelse

af klimaudviklingen i det 21.

århundrede.

Kontakt: Jens Hesselbjerg Christensen,

DMI, tlf. 39 15 74 28, jhc@dmi.dk

Fig. 1. Klimafænomenet den nordatlantiske oscillation,

som er bestemt af trykforskelle mellem højtrykket

over Azorerne og lavtrykket over Island, har siden

1860’erne svinget mellem længere positive faser (de

røde) og negative faser (de blå).

Fig. 2. En positiv fase er kendetegnet ved store trykforskelle

mellem et usædvanligt stærkt subtropisk højtryk

over Azorerne og et usædvanligt dybt lavtryk

over Island. Denne situation, som har været fremherskende

de seneste 20-25 år, giver stormfulde, fugtige

og milde vintre i Vesteuropa, men tørre og kolde vintre

i Vestgrønland.

Fig. 3. En negativ fase er kendetegnet ved små trykforskelle

mellem højtrykket over Azorerne og lavtrykket

over Island og giver tørre, kolde vintre i Danmark

og mildere vintre i Grønland.

Fig. 2. Den positive fase

Fig. 3. Den negative fase

7 • Polarfronten 1 / 01


8 • Polarfronten 1 / 01


På tomandshånd med

en arktisk katastrofe

På sine rejser i det arktiske Canada fra 1948-53 så den canadiske fotojournalist

Richard Harrington de canadiske rensdyreskimoers gamle kultur dø. I en tid

med tilbagevendende hungersnød flere gange helt bogstaveligt.

Af Poul-Erik Philbert

Richard Harringtons billeder og dagbogsoptegnelser

fra en rejse i vinteren 1949-50 til Padleimiut ved

Hudson Bay i det nuværende Nunavut står i dag som

et fotografisk monument over et lille, venneløst folks

isolerede overlevelseskamp i en ufølsom natur.

Padlemiut-eskimoerne var rensdyrjægere og boede

dérude, hvor mennesket uundgåeligt støder ind i

grænsen mellem liv og død. I vinteren 1949-50 slog

jagten på trækfugle og rener fejl.

Richard Harringtons dagbogsoptegnelse den 8. februar

1950 fanger i fortættet form tragediens omfang:

- Kom til den foreløbig mindste iglo. Udenfor lå en

enlig, skabet hund, livløs, sultende, den eneste overlevende

i spandet; et primusapparat, halvt føget til;

en ødelagt slæde. Indenfor en lille kvinde i klodset

tøj, stor hætte, med et spædbarn. Hun sad i mørket,

uden varme. Jeg tror nok, at hun sagde, at de sultede.

- Ordet huleboer var det første, der røg igennem

mit hoved, da jeg kravlede ind i det lille forrum, knogler

strøet rundt omkring, alle suget rene for marv.

Forrummet førte ind i en lille, rund hule, hvor jeg

ikke engang kunne stå oprejst. Her krøb hun sammen.

Ingen plads til Kumok: han knælede i forrummet.

Vi havde nogle kiks og noget te. Hun tyggede

små stykker beskøjter, gav dem til barnet, dejligt og

blødt. Det lille barn udstødte nogle gurglelyde.

- De manglede næsten alt. Ingen tændstikker, te

eller petroleum. Den første iglo, jeg havde set, uden

lys og varme. Vi efterlod noget te, tændstikker, petroleum,

kiks. Og fortsatte.

Padlemiut-eskimoernes hvide naboer i Eskimo

Point blev jævnligt konfronteret med hungersnødens

ofre. Men deres omsorg omfattede ikke de forhutlede

eksistenser. Harrington tog tilbage og aflagde i billeder

sit vidneudsagn. Alligevel gik der næsten et år,

før tragediens omfang og betydning nåede frem til

forsiderne i canadisk presse.

Om billederne er smukke eller skræmmende i deres

påtrængende dokumentarisme må være op til den

enkelte. Richard Harrington selv, en gammel mand

på næsten 90, bryder sig ikke om at tale om hungersnøden

i 51. ‘Jeg viser, hvad jeg så’, var hans ordknappe

kommentar til en nysgerrig journalist for nylig.

Richard Harrington:

Padlei Diary, 1950,

Rock Foundation,

2000, 109 sider.

9 • Polarfronten 1 / 01


Meteoritter på blå is

Meteoritrester tilbyder en nem og billig adgang til oplysninger om rummet. Dansk-amerikansk forsker-

hold mener, at et område med blå is i Dronning Louise Land kan gemme på mange meteoritter.

Af Jens J. Kjærgaard

I fjor var lektor Henning Haack med på

den amerikanske ANSMET-ekspedition,

der fandt 940 meteoritter i Antarktis.

Næste år, i sommeren 2002, håber han at

være fjerdemand på en dansk-amerikansk

ekspedition, der skal søge himmelfaldne

sten på den blå is, der er opdaget i

Dronning Louise Land i det nordøstlige

Grønland.

- Jeg vil mægtig gerne spadsere otte-ti

kilometer langs en moræne, der formentlig

har virket som ruse i århundreder,

måske i tusinder af år. Men det kan da

10 • Polarfronten 1 / 01

godt være, at vi ikke kommer hjem med

en eneste meteorit, siger Henning Haack.

En perfekt meteoritfælde

Lektor Haack har i samarbejde med amerikanske

forskere påvist, at der stik mod

forventningerne findes områder med blåis

i Nordøstgrønland helt i stil med de

områder i Antarktis, hvor meteoritter

hober sig op.

- Det udvalgte område i Dronning

Louise Land ligger 1500-1900 meter

over havet og giver mindelser om Ant-

arktis. Klimaet er iskoldt og tørt, middeltemperaturen

i juli er minus fem, formentlig

kommer vi over nul en enkelt

dag, snefald er en sjældenhed, og isen

smelter ikke, den fordamper. Det burde

altså være en perfekt meteoritfælde.

Når meteorer falder på Indlandsisen,

dækkes de af sne og føres med isen ud

mod kysten. Noget af isen strander vest

for nunatakkerne i Dronning Louise

Land, hvor den tørre kolde vind får såvel

snelaget som det øverste lag af isen til at

fordampe. Derved dannes områder be-

Foto: Henning Hack


stående af ren is, den såkaldte blå is, hvor

de meteoritter, isen har ført med sig, efterhånden

hober sig op på den glatte

overflade. Voldsomme faldvinde fra Indlandsisen

kan gribe de mindste meteoritter,

som så farer henover blåisen som en

puck i ishockey. Alt under 100 gram kan

flyttes med stor hast. Vinden samler dem

så sammen ved foden af nunatakker og

andre naturlige forhindringer i randen af

blåisen. Sådan er det gået i Antarktis, sådan

sker det måske også i Grønland.

For det uøvede øje ligner alle små meteoritter

hinanden; det er med dem som

de tusinder af stenøkser på vore museer.

Men der er forskelle, og det kan fortælle

fagfolk om store begivenheder i fortiden.

Fattigmands rumforskning

Ekspeditionen vil skønsmæssigt koste en

rund million kroner, og det har ikke været

muligt at overbevise Statens Naturvidenskabelige

Forskningsråd og den

amerikanske National Science Foundation

om ideens bærekraft. Men der synes

at være gode muligheder hos rumagenturet

NASA, der pludselig har fået

øjnene op for det fornuftige i at søge

efter stumper af ikke-jordiske sten, der

allerede er bragt hertil af Moder Natur.

Der er fundet månesten, og brokker

fra Mars har sat gang i spekulationer om

liv, der snublede i starten. Lidt flot sagt

kaldes undersøgelsen af meteorsten for

fattigmands rumforskning. Og det er

frem for alt billigere end at lade sonder

rejse ud i solsystemet og bringe stikprøver

med tilbage. Det er hidtil kun lykkedes

os fra Månen, og det var jo ret dyrt,

påpeger Henning Haack, der er kurator

for meteoritsamlingen på Geologisk Museum

i København.

Alle fund vil blive foreløbigt klassificeret

af eksperterne på det amerikanske

Johnson Space Center, idet de stilles til

rådighed for alverdens forskere. Måske

er meteoritterne kommet til Grønland

som en hilsen fra Månen eller Mars, teoretisk

kunne der også være en stump fra

Merkur. Det meste er nok høvlet af asteroider

i kollision; det er sandsynligt, at

den lille planet Vesta er et givtigt moderlegeme.

Men ejendommeligt nok har

det været umuligt at identificere ophavet

til tusinder og atter tusinder af kondritter

i de jordiske samlinger. Vi kan ikke

finde tilsvarende spektre i de stadigt frit

flyvende asteroider. Måske skyldes det

en form for coating, de kan være dækket

af støv.

Et erfarent hold

Lektor Haack vil til Grønland med tre

erfarne rejsekammerater: kollega Anders

Meibom fra Odense, der tog del i 96/97ekspeditionen

i Antarktis og nu sidder

på Stanford i Californien, professor R. P.

Harvey fra Case Western Reserve University

i Cleveland, Ohio, lederen af

ANSMET, det ambitiøse, amerikanske

forskningsprogram i Antarktis, og John

Schutt, sikkerhedsansvarlig på 25 ANS-

MET-ekspeditioner.

- Schutt er nok den, der har fundet de

fleste meteoritter, og hans erfaring har

gjort, at ANSMET har været forskånet

for alvorlige uheld, siger Henning Haack.

Vi delte telt, da jeg var grøn i Sydpolarlandet,

og jeg vil være meget tryg ved at

have ham med. Han bliver nok den, der

træffer beslutningerne på blåisen i Dronning

Louise Land.

- Alle nyfundne meteoritter tilhører

Grønland og hører rettelig hjemme på

Nationalmuseet i Nuuk. Vi har dog aftalt

med museet, at de fundne meteoritter

deles i to, så halvdelen kan stilles til

rådighed for forskere kloden rundt. Vi

vil naturligvis også bede om at låne nogle

af de fundne meteoritter til undersøgelse

og udstilling på Geologisk Museum

i København.

Her kan museumsgæster i forvejen se

vældige jernklumper fra Kap York-faldet,

mest iøjnefaldende er Agpalilik, der

står på en solid slæde i gården. Den blev

for godt 30 år siden af metallurgen Vagn

Fabritius Buchwald fra Danmarks Tekniske

Universitet ført til København fra

Nordgrønland. Nu er han aktiv pensionist

- og rådgiver for Haack og andre

unge meteoritforskere.

Der ligger givetvis flere jernmeteoritter

fra Kap York-faldet i området. Astronomen

Holger Pedersen, gæsteforsker på

Niels Bohr Institutet, rejser meget gerne

derop sammen med en gammel amerikansk

geolog, Mark Meier, der fandt et

fragment på en nunatak, da han kortlagde

landet omkring den store omstridte

luftbase. Meteoritten fik navnet Thule.

Den står i København.

Foto: Henning Haack

Så tæt ligger meteoritterne på et af de gode steder i

Antarktis, fortæller Henning Haack. Der er en ved

hvert eneste af de grønne og røde flag. Der er dog

ikke tale om en grovsortering efter type, flagene lå i

bunke - og vi greb blot det nærmeste.

Henning Haack ved den 20 tons tunge meteorit Agpalilik,

som er opstillet på en slæde foran Geologisk

Museum. Meteoritten er bragt hjem fra Kap York i

det nordvestligste Grønland i 1960’erne. Det bliver

ikke meteoritter i denne størrelse, Henning Haack kan

bringe hjem fra den blå is i Dronning Louise Land.

DRONNING LOUISE LAND

Danmarkshavn

11 • Polarfronten 1 / 01


Foto: Göran Ehlmé

En blødkoral med fine, sarte former står og lyser op

på 36 meters dybde.

CAMP i Young Sund

CAMP står for Changes in Arctic Marine Production

og er et dansk-ledet projekt, som i

Young Sund i Nordøstgrønland undersøger,

hvordan ændringerne i klimaet påvirker produktionen

og livet i arktiske fjorde.

Havet og fjordene ved Nordøstgrønland

er særligt påvirkelige af klimaforandringerne.

Netop her går grænsen mellem områder,

der er isdækket året rundt og områder,

der er isfrie gennem den korte sommer. Ændringer

i temperaturen og isforholdene viser

sig derfor tydeligt i disse områder.

Et af hovedformålene med CAMP-projektet

er at undersøge, hvordan dyr og planter

reagerer på ændrede forhold i isdække, lys,

temperatur og næringssalte.

Målet er at samle så stor en basisviden, så

forskerne kan opstille modeller, der kan forudsige,

hvad der vil ske i det arktiske hav,

hvis den globale temperatur fortsætter med

at stige.

CAMP er ledet af Danmarks Miljøundersøgelser

og har tilknyttet ca. 30 videnskabsfolk,

der dækker alle de vigtigste områder

af det arktiske, marine økosystem fra planktonalger

til hvalrosser.

12 • Polarfronten 1 / 01

Det eksotiske liv und

Under den metertykke havis udfolder der sig et farvestrålende plante- og dyreliv,

kendte fisk og koraller fra tropiske egne. Forskere og fotografer har i nogle år ful

natssol et par måneder om året puster i gang i det iskolde vand.

Af Peter Bondo Christensen, Søren Rysgaard og Dorte Krause-Jensen

I Nordøstgrønland er vandet ved havbunden

minus 1 o koldt året rundt. Godt

fire måneder af året er solen helt væk

fra himlen, og gennem yderligere seks

måneder lukker et metertykt is- og snelag

effektivt af for solens livgivende stråler.

Trods de hårde odds, rummer det kolde

hav et mylder af liv i en farverig palet.

Tang i metervis

Grundlaget for alt liv i havet er planterne.

Store som små. De er der også i de

arktiske fjorde. Både de store og de små.

Det er dem, der i sidste ende gør det kolde

vand til et attraktivt spisekammer for

fjeldørred, sæler, hvalrosser og hvaler.

Planterne er alger i mange forskellige

afskygninger. Der findes ingen blomsterplanter

i de arktiske fjorde.

Brunalgen sukkertang er blandt de

største arter i fjorden. Den bliver op til

seks meter lang, vokser ud til en vanddybde

på 20 meter og kan stå som store,

sammenhængende, grønne tangskove.

Det virker som en overvældende frodig

kolonihave, når man sammenligner med

den yderst sparsomme vækst på land,

hvor planterne sjældent bliver mere end

10 centimeter høje.

Det er den samme art af sukkertang,

der vokser ved de danske kyster. Faktisk

dækker den området helt fra Portugal til

Nordøstgrønland. Men planten har forskellig

vækststrategi i de forskellige klimabælter.

Ved kysten i Nordøstgrønland

bliver algen paradoksalt nok større end i

de danske farvande. Det er ikke, fordi

den vokser hurtigere i det kolde vand,

men fordi den lever længere. I gennemsnit

bliver den seks år gammel ved Nordøstgrønland

og kun halvt så gammel

langs de danske kyster.

I det arktiske hav slår planterne til, når

isen endelig forsvinder midt i juli måned,

og solen står på himlen døgnet rundt.

Sukkertang vokser 1 centimeter i længden

på tre dage, og alt i alt bliver planten

i snit ca. 65 centimeter længere på et år.

Til de små planter hører mikroskopiske

kiselalger, der sidder i et tyndt lag på

selve havbunden og farver den brunlig.

Røde kalkalger lever i bogstavelig forstand

på en sten og giver dropstenene på

havbunden et purpurrødt skær. De to

slags alger klarer sig med meget lidt lys

og vokser derfor helt ud til en dybde af

50 meter.

Isalger, der vokser på undersiden af

havisen og planktonalger i vandsøjlen er

de sidste to store grupper af planter, der

giver føde til det produktive økosystem.

Glubske gopler og snegle

Størstedelen af planktonalgerne bliver

spist af vandlopper, der springer rundt i

vandet. Vandlopperne er god føde for

bl.a. fisk, krebsdyr, snegle og gopler. Og

når de dukker frem på arenaen, træder

Tulurkaussaq - ‘den, der ligner en ravn’. Sådan kalder

grønlænderne de små sorte vingesnegle, der hen på

sommeren optræder i utrolige mængder i Young

Sund. Nordmændene kalder vingesneglene for ‘krudtsnegle’.

Når torskene langs Norges vestkyst spiser vingesneglene,

udvikler sneglene en gas, der kan få torskens

mave til at eksplodere.

Foto: Göran Ehlmé


er havisen

som godt kan konkurrere med de mere

t det hektiske liv, som sommerens mid-

livets mangfoldighed og farvevariationer

for alvor i karakter.

Men i mørke er alle katte grå, og dykkerne

skal have lys med ned i det kolde

vand for at opleve farvespillet. Og fanger

han en gople i sin lysspot, løber floureserende

lys i alle regnbuens farver langs

goplens ribber i et show, der får lysreklamerne

på Broadway til at blegne af misundelse.

Goplerne lader deres fangsttråde sprede

ud og danner med dem en netagtig

struktur, der kan dække op til en kvadratmeter.

I lyskeglen kan man se de

store vandlopper sidde antenne ved antenne

i goplens tråde, før den pludselig

ruller rundt og rundt og trækker trådene

og sin fangst til sig.

Et andet fascinerende skue er vingesneglenes

indmarch i spisesalen. Når den

korte sommer er på sit højeste, bliver

vandet levende af små, sorte vingesnegle,

der flapper hid og did på jagt efter føde.

Tulurkaussaq - ‘den, der ligner en

ravn’, kalder grønlænderne dem. De får

hurtigt følgeskab af en orange fætter:

Âtaussaq - ‘den der ligner en sæl’. Når

den nøgne vingesnegl står med hovedet

opad og vifter med sin orange kappe i

isvandet, er det elegance i ypperste grad.

Men bag den ydre ynde, gemmer der sig

et glubsk rovdyr, der bl.a. fortærer de

små, sorte vingesnegle.

Havbundens støvsugere

På havbunden lever der en række forskellige

dyr, der har udviklet evnen til at

indsamle de partikler, der drysser ned til

dem. Søliljer står som store, hvide fuglefjer.

De bliver op til 50 centimeter høje

og hæfter til sten og skaller på bunden.

Søpunge antager mange forskellige former.

Nogle står som en hvid, aflang tube,

Søanemoner i alle farver står og filtrerer partikler ud af vandet.

andre ligner en rund, rynket kartoffel på

en lang stilk. De trækker vandet ind af et

rør, tilbageholder partiklerne i maven og

spytter vandet ud af et andet rør.

Søagurker lever halvt nedgravet i bunden.

Deres mund er omdannet til brede

fangarme, der lyser orange i det mørke

vand. De fanger partiklerne på armene

og stikker én efter én armene ned i maven,

hvor partiklerne suges af. En søagurk

kan blive en større sag på et kilos

penge. Bortset fra japanere og en enkelt

Sirius-fup ved vi ikke, om der er nogen,

der sætter pris på dem.

Søanemoner i forskellige farver hæfter

sig på klippestykkerne og tager del i

festmåltidet. Og dødningehånd - den

gule blødkoral, der efter sagnet skulle

være den druknede sømands hånd, der

stikker op ad havbunden - blander sig i

den artsrige verden.

Slangestjerner i titusindtal, børsteorme

og mængder af muslinger hører også

hjemme i det mangfoldige liv. Med op til

2700 individer på en enkelt kvadratmeter

leder det tankerne hen på en undergrundsbane

i Tokyo.

Muslingerne ser man ikke. De lever

nedgravet i havbunden, og man ser kun

to røde, cirkelrunde ringe i ånderøret,

der lige akkurat stikker op af bunden for

at få en snabel op til føden og den nød-

vendige ilt. Sandmuslingen og hulemuslingen,

der bliver over 100 år gamle, er

de vigtigste arter. Sandmuslingen er en

vigtig føde for de mægtige hvalrosser,

der også trives heroppe.

Foto: Göran Ehlmé

Foto: Peter Bondo

Sukkertang bliver 4-6 meter lange og danner tætte, undersøiske

skove, selvom planterne står i mørke det

meste af året i vand, der aldrig bliver varmere end -1,5 o

.

13 • Polarfronten 1 / 01


Zackenberg i scanneren

Et omfattende europæisk testprogram, som om nogle år vil anvende

satellitter til monitering af forurening fra minedrift, gav sidste sommer

to forskere chancen for at udvikle væsentligt mere detaljerede vegeta-

tionskort over Zackenberg-området.

Af Gabrielle Stockmann

Det var på et hængende hår - og med

fare for at en bevilling på en halv million

kroner skulle forsvinde ud i den blå,

arktiske luft - at Birger Ulf Hansen fra

Geografisk Institut på Københavns Universitet

og Mikkel Tamstorf fra Danmarks

Miljøundersøgelser sidste sommer

i Zackenberg fik gennemført deres

kortlægningsprojekt, HyMap. En helt

enestående chance for at få højt opløselige

spektralbilleder af Zackenbergdalen

bød sig kun denne ene gang, men det

krævede, at vind, vejr og mekanik skulle

gå op i en højere enhed, og det skete

først på den allersidste dag efter to ugers

dårligt vejr.

For Birger Ulf Hansen og Mikkel Tamstorf

blev de to ugers ophold i Zackenberg

derfor en nervepirrende venten på

godt vejr - allerhelst solskin fra en skyfri

himmel - så et fly med højt avanceret

udstyr kunne overflyve og fotografere

Foto: Gabrielle Stockmann/ Polar Photos

14 • Polarfronten 1 / 01

Zackenbergdalen. Udstyret var en såkaldt

hyperspektralscanner, som er en

videreudvikling af de multispektralscannere,

der anvendes til fotografering fra

satellitter i dag.

Sommerens overflyvning og fotografering

var en del af et EU-testprogram,

hvor ikke blot billeder fra Grønland, men

fra hele Europa, skal anvendes til computersimulering

og modellering med det

sigte at monitere tungmetaller og anden

forurening fra råstofudvinding.

Satellitbilleder bliver i dag hyppigt anvendt

til målinger af sne- og vegetationsdække

i Arktis, men billederne har en

opløsning på 20x20 meter og kan derfor

ikke registrere de mindre snefaner og

vegetationsområder, der trods deres ringe

udbredelse er af afgørende betydning

for økosystemet i Arktis.

Med sommerens overflyvning er det

nu blevet muligt at skabe nye og væ-

En mosaik af de 12 flystriber, som blev fløjet over

Zackenberg-området den 7. august 2000. På striberne

fremstår vegetationen i røde farver, sne i hvide og

vegetationsløse overflader i grå nuancer. Forskningsstationen

Zackenberg ligger på højre side af elven i

den midt-nederste del af billedet.

sentligt mere detaljerede vegetationskort,

som kombineret med feltundersøgelser

kan bidrage til at forbedre computermodeller

over udvalgte dele af økosystemet.

Det er ikke en helt enkel proces at skabe

disse vegetationskort. Flybillederne

blander de forskellige vegetationstyper,

og hvis der er skyer på himmelen, kaster

de forstyrrende skygger. Så for at kunne

anvende billederne var det nødvendigt for

forskerne at gå i felten og måle refleksionen

fra forskellige vegetationstyper,

sne og jord samt tage målinger og billeder

af himmelen (med fiskeøje) i de 3-4

timer, flyet bevægede sig frem og tilbage

over Zackenberg. Den sidste del af processen

klarer computerne, som udstyret

med de rigtige modeller tygger sig igennem

alle data, så man ender med nogle

meget detaljerede og informative kort.

Kontakt: Mikkel Tamstorf, Danmarks

Miljøundersøgelser, tlf. 4630 1932,

mpt@dmu.dk

Mikkel Tamstorf og Birger Ulf Hansen udfører målinger,

som skal supplere flyfotograferingen over Zackenberg.


Der er stadig mangler i den faglige og politiske forståelse i Dan-

mark for den oprindelige, grønlandske befolknings rettigheder.

Da FN i 1970’erne begyndte at undersøge

indfødte folks situation og rettigheder,

mente Danmark ikke at have sådanne befolkninger

i riget. I dag har regeringen

sammen med Grønlands hjemmestyre

udnævnt indfødte spørgsmål til at være

en af hjørnepillerne i Danmarks menneskerettighedspolitik,

og man bidrager

gerne til billedet af Danmark som foregangsland

på området. I den samme periode

har der været en voksende, men

ujævn indsigt i, at den grønlandske befolkning

også som oprindeligt folk har

rettigheder i og til eget land, og at de systematiske,

grønlandske brugsmåder og

sædvaner er kilde til retlige normer. Først

med Østre Landsrets dom den 20. august

1999 i Thule-sagen kom der imidlertid et

autoritativt udtryk for, at disse normer

ikke blot var moralsk begrundet, men et

udslag af konkrete interesser, der nød

retssystemets beskyttelse.

I december 2000 offentliggjorde jeg to

artikler, som bidrog til at belyse den ufuldstændige

viden og forståelse af dette

omslag. Den første artikel ‘Thules forsvundne

erstatningssag’ i Ugeskrift for

Retsvæsen, d. 9/12-2000, dokumenterede

behandlingen af Thule Fangerråds erstatningskrav

fra 1959-60, som havde

været antaget forsvundet siden 1981.

Sagsakten blev imidlertid fundet på sin

systematiske plads d. 23/6-2000, og en

undersøgelse sandsynliggør, at materialet

ikke alene er blevet tilbageholdt for

forskningen, men også unddraget regeringens

undersøgelsesudvalg i sagen og -

trods opfordring - heller ikke blev fremlagt

for Østre Landsret. Det er videre indikeret,

at sagsakten blev opdelt d. 1/12-

1987, mens undersøgelsesudvalget eftersøgte

den, og at dele af materialet blev

overført til en parallelakt, som fortsat

tilbageholdes. Efter dette kan Thulesagen

ikke blot forklares med storpolitiske forhold

under den kolde krig. Tilbageholdelsen

af ikke-klassificeret materiale er

fortsat i nutiden - også efter nybruddet i

menneskerettighedspolitikken.

Den anden artikel ‘Raketterne i Thule

og det danske forskningsetablissement’ i

Økonomi og Politik, nr. 4, 2000, beskriver

et amerikansk forskningsprojekt, som

fire måneder efter B-52-maskinens styrt

med atomvåben ved Thule fik afslag fra

den danske regering, selvom der også

var danske forskningsinteresser i projektet.

Der var stærke protester i forskningsmiljøet,

hvor en af interessenterne beskrev

skaden for Danmarks internationale

anseelse som særlig alvorlig på baggrund

af motiveringen: et forbud mod

ophold af en meget begrænset kreds af

nordgrønlandske fangere i et bestemt

havområde, eventuelt mod kompensation.

Den pågældende rejser unægtelig

spørgsmålet om fremmede interesser og

anlæg på urbefolkningens territorium og

om sådanne indgrebs tilladelighed. Artiklen

rejser derfor også forskningspolitiske

spørgsmål om den manglende balancering

af Thules og den grønlandske befolknings

forskningsmæssige interesser

og en historisk underprioritering af en

grønlandsk rettighedsforskning. Der vises

til, at Danmark er menneskeretligt

forpligtet til at sikre en ligeværdig repræsentation

i retsforskningen mellem den

danske og den grønlandske befolkning,

men at grundlovens ekspropriationsbeskyttelse

i § 73 - trods en instruks fra

folketinget i 1977 - ikke var gennemført

i Grønland ved indgreb i kollektive jagtog

fangstrettigheder. Det uløste spørgsmål

er, hvordan der kan gennemføres

indgreb på territoriet i Grønland, og

hvilken retsbeskyttelse de oprindelige

besiddere nyder. I artiklen vises også til

generelle kriterier i den forskningspolitiske

debat om kvalitet og samfundsrelevans

i forskningen og til den tidligere

forskningsminister Jan Trøjborgs kommentar

i Polarfronten 2/98 om at sikre

koordination for at undgå, at et forskningsområde

tabes på gulvet.

Kommentar

Thule og sikkerheden for den grønlandske retsorden

Af Jens Brøsted

Jens Brøsted er forskningslektor ved

Institut for Statskundskab, Københavns

Universitet.

Tvivl og retssikkerhedsproblemer opstår

også efter omslaget i den danske opfattelse

af oprindelige rettigheder.

. I en lov fra 1993 ophævedes en fundamental,

grønlandsk retssikkerhedsgaranti

ved blot 2 linjer i et lovforslag

om noget andet - og uden at folketinget

af bemærkningerne til lovforslaget

kunne vide, hvad man ophævede:

garantien for den mellem grønlænderne

lovligt bestående retsorden i § 41 af

den grønlandske styrelseslov fra 1925.

. 1996 ratificerede Danmark ILO’s konvention

169 om oprindelige folk og

stammefolk. Konventionens anvendelse

i Grønland er omtvistet, fordi en

dansk erklæring ved ratifikationen i

realiteten vil lægge ejendomsretten

hos staten, mens konventionen anerkender

den indfødte befolknings ejendomsret

og besiddelse. I den danske

erklæring fordelte man kontrollen

mellem to velbeskrevne enheder, staten

og hjemmestyret, som tildeler ret

til brug den enkelte. I praksis har man

overset grønlænderne, som har besiddet

den traditionelle brug, den enkelte

- evt. i fællesskab - som det menneskeretlige

subjekt over for regeringen.

Viden og indsigt i både grønlandsk og

dansk retskultur er vigtig for retssikkerhed

i Grønland.

15 • Polarfronten 1 / 01


Foto: Ole Hertz

Biprojekt med blind makker

Den brune honningbi har de sidste tre år haft travlt i Sydgrønland. Det

har givet honning, men bierne har haft overraskende svært ved at klare

vinteren. Årsagen er ikke klimaet, men en blind passager, som har taget

turen med fra Danmark.

Af Poul-Erik Philbert

Grønlandsk honning er en sjælden specialitet,

som sælges for op til 1000 kroner

pr. kilo. De få udvalgte fortæller, at det er

en rigtig lækkerbisken, men den høje pris

er også bestemt af, at det er stærkt begrænset,

hvor mange grønlandske bier

der slæber pollen og nektar hjem til staderne.

Den dyre honning er det synlige resultat

af et forskningsprojekt, som med

etnografen og bispecialisten Ole Hertz i

spidsen i tre år har arbejdet på at omplante

den brune bi fra Læsø til de koldere,

men alligevel relativt milde himmelstrøg

i Sydgrønland.

De 20 bifamilier, som i 1998 tog turen

fra Læsø til Qassiarsuk, skulle ikke blot

16 • Polarfronten 1 / 01

supplere de grønlandske fåreholderes indtægter.

Holdet bag projektet ville med

flytningen også sikre et genetisk refugium

for den brune bi, som fra bistaderne

på Læsø forsvarer en af sine sidste, smuldrende

bastioner og ellers er ved at blive

løbet overende som race af importerede

bier, som passer bedre til de landskaber,

som ændringer i dansk landbrug har skabt.

Skrammer i optimismen

Ole Hertz var fra projektets start optimist.

Den brune bi er velegnet til et liv i

kolde områder: den er god til at klare kolde

vintre og går om foråret på vingerne

ved lavere temperaturer end andre bier.

Og så havde et forsøg i 1950’erne allere-

de vist, at det også i Grønland var muligt

at få honning ud af biernes slid.

Efter tre år har optimismen fået nogle

skrammer undervejs, men Ole Hertz mener

alligevel, at projektet har vist, at biavl

er mulig i Grønland på længere sigt:

- Der er blevet høstet honning alle tre

år, i 2000 helt op til 64 kilo i et enkelt

stade, og det er lykkedes at afsætte honningen

til favorable priser, siger Ole Hertz.

Der er derfor i dag er en aktiv interesse

blandt fåreholderne i at gå ind i biavl.

Derimod har bifamilierne haft overraskende

svært ved at overleve vintrene. I

foråret 1999 og 2000 var kun mellem

halvdelen og en tredjedel tilbage.

- Det var et dårligt resultat, som vi

ikke kunne forklare, siger Ole Hertz. Vi

vidste ganske vist, at honningbien ikke

kunne overleve i det arktiske på egen

hånd. Men selvom de er blevet passet og

plejet, døde alligevel mange.

Angreb af mider

Svaret på mysteriet kom i foråret 2000,

hvor den brune bi på Læsø blev ramt af

en katastrofe: 200 ud af 300 familier døde.

Bierne var bukket under for trachémider,

som havde krydset landegrænsen

med nogle importerede bifamilier fra

USA, der var ført til Læsø, selv om det

kun er tilladt at drive biavl med den brune

bi på øen.

En efterfølgende undersøgelse af de

grønlandske bifamilier afslørede, at traché-miderne

må have gjort rejsen over

Nordatlanten med de brune bier, og at

det sandsynligvis er forklaringen på, at

så mange bier ikke havde klaret vinteren

i Sydgrønland.

Trachémider lever i biernes luftveje og

kan kun ses i mikroskop. Og da de aldrig

tidligere er fundet i danske bigårde, blev

de brune bier ikke undersøgt for dem,

før de blev sendt til Grønland.

Bifamilierne er nu blevet behandlet

mod mider, så de skulle stå bedre rustet

til at klare den arktiske vinter.

- Det var tæt på at ødelægge vores

projekt, så vi håber, at de mange positive

resultater er nok til at bringe arbejdet tilbage

på sporet igen. Men det kan vi først

sige, når projektet har kørt nogle år endnu,

slutter Ole Hertz.

Kontakt: Ole Hertz, tlf. 56 48 54 28,

o-hertz@post12.tele.dk


Jordskælv i Maniitsoq

Den 22. januar 2001 klokken 15.17 blev

Maniitsoq i det vestlige Grønland ramt

af et voldsomt jordskælv, som også blev

følt i Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq.

Jordskælvet er målt til 5,1 på Richterskalaen

og er dermed det største jordskælv,

der er registeret i Vestgrønland.

Jordskælv i Grønland er ikke noget

nyt fænomen. Siden starten af 1900-tallet

er der målt og registreret en god

håndfuld jordskælv i Maniitsoq-området.

Målinger af jordskælv foretages af

en såkaldt seismograf, som måler jordens

bevægelser. Figuren øverst viser en opmåling

af Maniitsoq-jordskælvet fra den

seismiske station i Nuuk. Ved at måle

forskellen mellem de forskellige seismiske

bølgers udbredelsestid gennem jorden

kan man beregne afstanden fra seismografen

til jordskælvet, og har man tre

målinger, kan man lokalisere jordskælvet.

Den første seismiske station i Grønland

blev opstillet i Godhavn i perioden

1907 til 1912, og siden er antallet af målestationer

steget, så der i dag er fire permanente

seismiske stationer drevet af

Kort & Matrikelstyrelsen og desuden en

række midlertidigt opsatte i forbindelse

med et projekt, GLATIS (Greenland Lithosphere

Analysed Teleseismically on

the Ice Sheet), som skal kortlægge lithosfæren

under Grønland.

Da Maniitsoq-jordskælvet den 22. januar

skulle bestemmes, havde man altså

de permanente og de midlertidige stationer

til rådighed, og sammen med en række

canadiske stationer har de gjort det

muligt at bestemme jordskælvets størrelse

og beliggenhed.

Frederik Horn, KMS, tlf. 3587 5050.

KVUG-støtte for 2001

Det er nu, der skal søges om støtte for

2001 hos Kommissionen for Videnskabelige

Undersøgelser i Grønland. Ansøgningsfristen

er d. 17. april 2001, kl. 12.00.

Der vil blive lagt vægt på aktiviteter, der

bidrager til kompetenceopbygning i

Grønland og vidensoverførsel fra Danmark

til Grønland.

Opslagets fulde ordlyd kan ses på Kommissionens

hjemmeside:

www.dpc.dk/kvug

hvor ansøgningsskema og vejledning

også vil være tilgængeligt.

Materialet kan også bestilles i Kommissionens

sekretariat hos Liselotte Tvede

(tlf. 3288 0146, lt@dpc.dk) eller Iris Madsen

(tlf. 3288 0111, im@dpc.dk).


KASPER CAMP

En fleksibel og mobil lejrløsning i felten

Kan leveres med f.eks.:

• Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr

• Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm

• Solceller

Kasper Cabin

7 m2 moderne komfort hvor som helst

Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m 2

• Isolerede ydervægge af aluminium.

• Interiør af malet glasvæv.

• Kan modstå vind op til 70 m/s

• Kort montagetid

• Cabin og Camp er fremstillet i aluminium

• Kræver ingen særlig vedligeholdelse

• Cabin vejer 850 kg

• Camp kan flyttes i moduler med helikopter

Individuel indretning af Cabin til f.eks.

• Overnatning med 4 sovepladser

• Køkken, kontor eller toilet og brusebad

• El-installationer til miljøtoilet

• El-radiatorer eller oliefyr

• Ruller til transport

• Justerbare ben

Kasper ApS Strandmarksvej 1 3730 Nexø Danmark

Tlf. 5648 8456 Fax 5648 8008 info@kasper4u.com www.kasper4u.com


= TILBYG

NYBYG =

47529230

Hvem tegnede, projekterede og byggede

Zackenberg

en forskningsstation i Nordøstgrønland

20 • Polarfronten 1 / 01

- Din guide til Godthåbsfjor

Tlf. +299 32 27 00 • Fax +299 32 27 10

VENSLEV - HYTTER

T¿mrer & Snedkerentreprise

Bygaden 2 - Venslev - 4050 Skibby

Jens Christian Madsen

¨GRØNLANDSKE BOLIGER - selvbyggeri og typehuse¨

¨Her registreres 3 årtiers hektisk boligbyggeri i Grønland - perioden fra 1945 til 1975, hvor

grønlænderne byggede en lang række én- og to-familieshuse efter typeprojekter.

Der vises tegninger og fotos af næsten alle officielle typehusprojekter i denne periode, ligesom

der fortælles om de involverede entreprenører, som lånemuligheder, planlægning etc.

Altsammen fortalt med et glimt i øjet.

Bogen slutter med forslag til eftertanker om den fremtidige boligpolitik i Grønland.

ISBN: 87-90393-54-6

240 sider - 347,50 kr.

info@nuuk-tourism.gl • www.nuuk-tour

www.atuakkiorfik.gl

Atuagaarniarfik ilinnut qaninnerpaaq

Bogmarkedet tættest på dig

Atuakkiorfik A/S

Postboks 840 · 3900 Nuuk

tlf. 32 21 22 · fax 32 25 00

sale@atuakkiorfik.gl

BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND

TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44


Levevilkårsundersøgelse i Arktis

I februar og marts går startskuddet til den, store internationale

undersøgelse ‘Levevilkår i Arktis’. Det

sker med en række prøveinterviews, som gennemføres

samtidig i Sibirien, Alaska, Canada, Grønland,

Lapland og Kolahalvøen. Resultaterne af pilotundersøgelsen

skal bl.a. bruges til at udforme de endelige

spørgeskemaer og vil også indgå i den konference

om levevilkår i Arktis, som Grønlands Statistik afholder

i Nuuk i dagene fra den 5. til den 7. april. Se:

www.arcticliving.gl/

Gamle sten på udstilling

‘De ældste sten - det ældste liv’ er titlen på en geologisk

udstilling, som åbner på Grønlands Nationalmuseum

i Nuuk i slutningen af marts. De besøgende

kan se nogle af Jordens ældste sten, som kommer fra

øen Akilia lige syd for Nuuk og fra Isukasia 150 kilometer

nordøst for Nuuk. Via plancher og computerpræsentationer

kan man også sætte sig ind i, hvilke

informationer stenene gemmer på om vor planets

tidligste historie.

Stort legat til isforsker

Isforskeren Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Instituttet

ved Københavns Universitet har fået Villum

Kann Rasmussen Fondens legat på 1,5 mio. kr. Dorthe

Dahl-Jensen deltager i iskerneboringerne på toppen

af Indlandsisen og har fået legatet, fordi hun har

markeret sig med sin forskning i isens flydning og

temperaturforhold og i fortidens klimahistorie. En af

Dorthe Dahl-Jensens fremtidige opgaver vil bl.a. være

at udvikle et isbor, der kan sendes til Mars for at

undersøge planetens iskapper.

Det elektroniske Grønland

Hjemmecomputeren er endnu ikke så udbredt i Grønland.

En undersøgelse fra Grønlands Statistik viser,

at kun en tredjedel af de grønlandske husstande har

en pc, mens det tilsvarende tal for Danmark er halvdelen

og for Island tre fjerdedel. Derimod har næsten

alle husstande tv, ni ud af ti har en videomaskine og

halvdelen mobiltelefon.

Et grønlandsk touch

Sprogforskeren Birgitte Jacobsen fra Ilisimatusarfik

(Grønlands Universitet) vil kortlægge den såkaldte

Nuuk-dialekt, som tales af danske børn i Grønlands

større byer. Dialekten er tydeligt påvirket af grønlandsk

og er lidt mere flad og har mere stød end normalt

i dansk. Sprogundersøgelsen starter i første omgang

blandt børn i Nuuk og vil senere fortsætte i

andre større byer på kysten.

K O R T NYT

Meget menneskeligt

Det er nu endelig bevist, at det er en skrøne, at Antarktis’

pingviner følger overflyvende helikoptere så

intenst med øjnene, at de uundgåeligt dratter bagover.

Efter fem ugers overvågen af 1000 pingviner, er

forskerne fra British Antarctic Survey nået frem til,

at de festklædte fugle måske svajer en lille smule.

Men ellers får flystøjen blot pingvinerne til at tie

stille, og de, der ikke har pligter på reden, går deres

vej for at finde mere rolige omgivelser.

Nyt center for arktisk miljømedicin

Arktisk forskning har med oprettelsen af Center for

Arktisk Miljømedicin fået en ny selvstændig forskningsenhed

i Danmark. Centret er placeret ved Aarhus

Universitet og vil fortsætte det grønlandsrelaterede

arbejde, som hidtil er foregået under Institut for

Miljø og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitet. Centerleder

bliver dr.med. Jens C. Hansen, som også har

stået i spidsen for den arktiske forskning på Institut

for Miljø og Arbejdsmedicin.

Grønland kortlagt fra luften

Sidste sommer blev alle Grønlands 77 byer og bygder

gennemfotograferet fra luften af det danske firma

Scankort. Flyfotografierne vil blive brugt til at

fremstille de grundkort over byer og bygder, som

Asiaq de næste par år løbende vil udgive. Den digitale

teknik gør det muligt at levere specialkort i det målestoksforhold,

den enkelte kunde har brug for, og for

at anvende kortene til en bred vifte af formål. Se

Asiaqs udgivelsesplaner på www.asiaq.gl

Nuuk fra luften.

Foto: Asiaq

21 • Polarfronten 1 / 01


“ Mineraljagten

2000

Den årlige mineraljagt

i Grønland er for

år 2000 blevet vundet

af Karl Markussen

fra Attu, som fik en

1. præmie på 25.000

kr. for fundet af en

guldførende stenprøve

i fjeldet nær kysten

mellem Sisimiut

og Aasiaat. Råstofdirektoratetsmineraljagt

havde i 2000

modtaget omkring

450 stenprøver og

udbetalte pengepræmier

på i alt 75.000

skattefrie kroner.

” Foto:

K O R T NYT

22 • Polarfronten 1 / 01

Vulkaner under havisen

Besætningen på den amerikansk ubåd USS Hawkbill

har opdaget to vulkaner på Gakkel Ridge, en bjergkæde

på havbunden under den arktiske is ud for det

nordøstlige Grønland. Forskere mener på baggrund

af data indsamlet i området i 1998-99, at vulkanerne

har været aktive i sidste århundrede, og at det seneste

udbrud kan have fundet sted så sent som i 1999.

Fisk i modeller

En temperaturstigning i havet omkring Grønland

kan forstyrre balancen i de følsomme arktiske økosystemer

i en sådan grad, at det vil kunne påvirke

fiskeriet negativt. Det viser en ny beregningsmodel,

som bl.a. kan bruges til at forudsige udviklingen i de

grønlandske fiskebestande. Modellen er udviklet af

forskningsprofessor Torkel Gissel Nielsen og ph.d.studerende

Anja Skjoldborg Hansen, DMU.

Fremmede i deres eget land

En undersøgelsen blandt 500 grønlandske studerende

i Danmark og Grønland viser, at over halvdelen

oplever diskrimination i det grønlandske samfund,

fordi de ikke taler grønlandsk, og at det bl.a. giver

problemer, når de søger arbejde. Undersøgelsen, som

er gennemført af psykologistuderende Nauja Nathanielsen,

Københavns Universitet, viser også, at op

mod 70% af de grønlandske studerende ikke taler

grønlandsk.

Knud i Nunavut

Senest i 2005 vil det canadiske hjemmestyreområde

Nunavut etablere en højskole efter samme model

som Knud Rasmussens Højskole. Foreløbig har en

delegation af ministre fra Nunavut besøgt Sisimiut

for at hente inspiration til driften af en højskole. Skolens

mål skal være at højne selvværds- og ansvarsfølelse

hos befolkningen i Nunavut, og den skal derfor

placeres på linie med andre uddannelsessteder,

men uden krav om afgangsbeviser.

Bedre adgang til grønlandske iskort

Den Grønlandske Istjeneste under DMI har forbedret

sin hjemmeside og giver brugere og andre interesserede

adgang til yderligere materiale om havissituationen

omkring Grønland. Det er nu muligt at se

de seneste 10 kort, der er lavet for Kap Farvel-området

og det øvrige Grønland, samt de ugentlige oversigtskort,

der dækker hele det grønlandske område.

Istjenestens kortlægning foregår året rundt ved

hjælp af satellitbilleder og isrekognosceringer foretaget

med helikopter og fly udstationeret i Narsarsuaq

i Sydgrønland. Se www.dmi.dk/vejr/gron/index.html

Kampen om krill

Nye forskningsresultater fra British Antarctic Survey

(BAS) viser, at pingviner, albatrosser og sæler i

Antarktis må kæmpe mere om maden. Keith Reid

fra BAS har gennem 23 år samlet data omkring arter,

som lever af krill. Han mener, at bestandene af

krill påvirkes negativt af de temperaturstigninger,

som Antarktis har oplevet de sidste 50 år. Men det er

som altid svært at sige, om temperaturstigningerne

skyldes naturlige processer eller er menneskeskabte.

Antarktis skrumper

Et hold britiske forskere har i Science publiceret de

første sikre beviser på, at Antarktis bliver mindre.

Beviserne kommer fra en række satellitfotos, som

viser, at den vestantarktiske iskappe skrumper, men

forskerne ved dog ikke endnu, om processen er i tiltagen

eller aftagen. Isudtyndingen skyldes forandringer

i den hurtigt flydende Pine Island-gletscher,

som er op til 2500 meter tyk og er den største på den

vestantarktiske iskappe.

Olieboringer svækker torskebestandene

Forskere fra Havforskningsinstituttet i Bergen har

fastslået, at vand fra olieboringer svækker torskens

evne til reproduktion. Forskerne fodrede førstegangsgydende

torsk med kemikaliet alkylfenoler,

som følger med olie og gas fra reservoirerne og pumpes

ud i havet igen. Forsøget viste, at torskene selv

ved små mængder alkylfenoler fik betydelige hormonforandringer,

og at deres østrogenniveau faldt.

Flere moskusokser på kornet

Jagtkvoten på moskusokser i Kangerlussuaq (Sdr.

Strømfjord) er i 2001 øget fra 880 til 1200 dyr. Det

sker efter, at Grønlands Naturinstitut har gennemført

en tælling, som viser, at der minimum er 4000

moskusokser i området.

Henning Thing /Polar Photos


Nye bøger

Tyge W. Böcher: Det grønne Grønland,

Redaktion ved Bent Fredskild & Jens J.

Böcher, Rhodos 2000, 432 sider, 500 kr.

Ny og ajourført udgave af Tyge W.

Böchers bog om udforskningen af Grøn-

lands planteliv gennem mere end 200 år.

Med sine knap 550 farveillustrationer

dækker bogen alle egne af Grønland og

viser den umådelige diversitet i Grønlands

natur og plantevækst.

Jens Christian Madsen: Grønlandske boliger

- selvbyggeri og typehuse, Forlaget

Atuagkat 2001, 237 sider, 347,50 kr.

Bogen fortæller om grønlændernes boliger

op gennem historien. Den illustrerer

nutidens arkitektur gennem blandt

andet tegninger og fotografier af næsten

alle officielle typehusprojekter fra 1945-

75, som var en periode med hektisk boligbyggeri.

Jørgen Fleischer: Grønlands Lumumba,

Forlaget Atuagkat 2000, 104 sider,

247,50 kr.

Jørgen Fleischer skriver om vennen

Jørgen C.F. Olsen, som var en af Grønlands

mest farverige og markante politikere.

Han var bl.a. ophavsmanden til

hjemmestyretanken og havde, som titlen

antyder, den congolesiske statsleder Patrice

Lumumba som forbillede.

Tidsskriftet Grønland, nr. 1 - januar 2001,

Det grønlandske Selskab, Abonnement

275 kr. i Danmark og 260 kr. i Grønland.

Årets første nummer af Tidsskriftet

Grønland indeholder bl.a. en artikel af

Birte Haagen om fangeren og kunstneren

Johannes Kreutzmanns kajakberetninger

og en artikel af Bent Nielsen om

Tjukotka-eskimoerne, som han besøgte

på en rejse i 1998.

Anders Odsbjerg: De uundværlige,

Aschehoug 2001, 278 sider, 290 kr.

Anders Odsbjerg har skrevet en bog

om de ofte meget anonyme eskimoiske

deltagere i de store polarekspeditioner,

som dermed har fået deres eget historiske

eftermæle. Bogen er baseret på de

originale ekspeditionsberetninger.

DPC-udgivelser

Helene Brochmann: Detention in Greenland,

Night-Time Correctional Institutions,

Probation and Hostels for Juvenile

Offenders as Seen by Inmates and Staff,

Meddelelser om Grønland, Man & Society

25, Danish Polar Center 2001, 140

sider, 190 kr.

Rehabilitering og forebyggelse spiller

en afgørende rolle i det grønlandske retssystem.

Der er derfor ingen ‘rigtige’

fængsler i Grønland, kun åbne institutioner,

hvor de indsatte er lukket inde om

natten, mens målet er, at de passer et arbejde

i dagtimerne. Helene Brochmanns

undersøgelse er den første siden 1975,

som giver et samlet overblik over, hvordan

systemet fungerer i praksis.

Nyt fra DPC

www.dpc.dk er genfødt

Det er to år siden, vi sidst relancerede

Dansk Polarcenters hjemmeside, og i den

periode er den årlige trafik steget fra

63.000 besøgende, som så i alt 364.000

dokumenter, til 255.000 besøgende, der

var inde på i alt 1.120.000 dokumenter.

Nu blæser fornyelsens vinde igen, og

www.dpc.dk har fået en omfattende, grafisk

ansigtsløftning og er blevet skruet

sammen på en ny måde, så det vil være

nemmere for vore besøgende at finde

rundt i de mere end 800 sider.

Desuden er nyhedsdækningen blevet

styrket med daglig opdatering af polarforskningsnyheder

fra hele verden, ligesom

det er blevet muligt at betale med

kreditkort, når man vil købe centrets publikationer.

Vi håber, mange vil benytte

punktet på hjemmesidens forside, hvor

de kan fortælle os, hvad de mener om

siden.

Forskere billigere til Zackenberg

Dansk Polarcenter har fra 1. januar 2001

nedsat prisen for en returbillet fra København

til Zackenberg Station fra

26.000 kr. til 15.000 kr. Prisen kommer

dermed på niveau med udgifterne til en

returbillet til feltstationen Arktisk Station

i Vestgrønland. Ophold ved stationen

koster uændret 700 kr. pr. døgn.

Falken er landet

Biologen Knud Falk er blevet ansat som

Dansk Polarcenters nye forskningskoordinator

og bliver dermed et ansigt, som

forskere, embedsmænd og andre af

DPC’s samarbejdspartnere i fremtiden

ofte vil møde.

Knud Falk kommer fra en stilling som

seniorkonsulent i Ornis Consult. Hans

speciale er grønlandske havfugle, og han

har derfor siden 1979 haft sin gang i Grønland

i forbindelse med en række forskningsprojekter

(se Polarfronten 4/98).

I Dansk Polarcenter skal han fremme

polarforskningen i bred forstand og være

bindeled til forskermiljøerne i Danmark

og Grønland. Titlen bliver forskningskoordinator,

men Knud Falk mener selv,

den engelske betegnelse research facilitator,

fødselshjælper, er mere dækkende.

23 • Polarfronten 1 / 01


Da tupilakken blev synlig

Når vi står med en af de kunstfærdigt udskårne tupilakker i hånden, ved vi godt, at den er lavet til turister.

De fleste er sikkert samtidig overbeviste om, at nutidens kunstnere med deres udskæringer blot viderefører

en meget gammel, religiøs tradition i Grønland. Men det er ikke rigtigt.

Af Rolf Gilberg

For grønlandsturister er de grumt udseende

tupilakker noget af det mest grønlandske,

man kan forestille sig. Men

selvom også mange grønlændere i dag

har figurerne stående, er der ikke tale

om oprindeligt religiøse genstande, men

om kunstgenstande, som fra starten er

lavet til et ikke-grønlandsk publikum.

Før kristendommen vandt indpas i det

grønlandske samfund, var usynlige dræberånder,

tupilakker, et led i grønlændernes

magiske forestillinger. En tupilak

blev skabt med det formål at forvolde et

andet menneske ondt og i yderste konsekvens

dræbe dette. Materialet til fremstillingen

skulle have relation til offeret

og kunne bestå af udvalgte dele af nedlagte

fangstdyr og menneskerester, som

stammede fra offeret selv eller dets

slægtninge. Efter at have suget kraft hos

sin skaber kunne tupilakken med trylleformularer

nu sendes mod offeret.

Der var dog det lille problem, at opdagede

modtageren, at tupilakken var på

vej mod ham, og var han stærk nok,

Harpuneret tupilak indsamlet

i Ammassalik i

1930’erne.

kunne han i et snuptag dreje den omkring.

Den ville så gå mod sin skaber og

dræbe denne. Man kunne kun undgå

selv at dø, hvis man stod frem og åbent

bekendte sine synder. Men så havde man

også tabt ansigt i det lille samfund.

Det var kun åndemanerne, som havde

en forestilling om, hvordan tupilakkerne

og de andre ånder så ud. Da etnografen

William Thalbitzer i 1905 besøgte Østgrønland,

gav han i nysgerrighed en åndemaner

blyant og papir og bad ham om

at lave en tegning af en tupilak, så han

kunne få at vide, hvordan de så ud.

Åndemaneren var ikke særlig fortrolig

med blyant og papir og lavede derfor i

stedet en lille figur i træ. Eskimoerne

havde igennem århundreder skåret små

figurer i ben, tand og træ, som mest blev

brugt som legetøj for børnene. Thalbitzer

var yderst tilfreds med sin tupilak,

og da han kom tilbage til Danmark, viste

han den interessante figur frem og fortalte

om dens tilblivelseshistorie. Andre

blev fascineret af kunstværket, så da der

en snes år senere igen var danskere på

besøg i Østgrønland, blev de lokale beboere

endnu en gang bedt om at skære

figurer af tupilakker.

På den måde gik det op for grønlænderne,

at der var penge at tjene på de

kunstfærdige og fantasifulde figurer,

som forestillede ånder, især tupilakker.

Da der således var skabt et marked,

gik flere i gang med at skære

figurer, der oftest var rene fantasifostre

blandet med inspiration

fra de grønlandske myter og sagn.

En hel industri opstod og udviklede sig

William Thalbitzer bad i 1905 åndemaneren Mitsivarniaanga

i Ammassalik om at tegne en tupilak. I stedet

skar han i drivtømmer en tupilak, som plagede familien.

Udskæringen er omvundet med skindremme og

øjne og tænder fra et rigtigt barnelig.

for alvor efter Anden Verdenskrig, hvor

Grønland oplevede en kraftig stigning i

antallet af besøgende.

I dag arbejder kunstnerne i tand, ben,

fedtsten eller drivtømmer og tilstræber

så fantasifulde figurer som muligt, fordi

det er de mest vildtudseende figurer,

som sælger bedst.

Så mon ikke turister fortsat vil blive

draget af de mystiske tupilakker, også

selvom de ved, at figurerne er et produkt

af en souvenirindustri, som kun er omkring

100 år gammel og aldrig er indgået

i grønlændernes gamle, religiøse

ceremonier?

More magazines by this user
Similar magazines