Niels Fink Ebbesen

76
lismen kunne psykologisk og politisk lægge låg på oplevelserne af skreddene
i klassestrukturen. De virkede forløsende, da man igennem engagementet
heri kunne hengive sig til et tilsyneladende uproblematisk og entydigt almenformål.
Skandinavismen var ikke nogen »folkelig« strømning, »det var i
mangt en studenterbevegelse, og som slike bevegelser ofte kan bli, mer
skum enn øl.«36
2.4. Arbejderklassen: sammensætning og levevilkår ca. 184S-ca. 1870 37
I det kapitalistiske samfund er samfundsmæssige klasser - in casu byarbejderklassen
- ikke homogene, statistisk definerbare størrelser, men har
tværtimod en meget heterogen struktur pga. kapitalens forskellige organisationsformer.
For en historisk analyse, der vil søge at forstå arbejderklassens
handlen - såvel som for en socialistisk politik, der vil imødekomme lønarbejdernes
behov - er det af stor betydning at begribe arbejderklassens
interne strukturering. 38 M.h. t. den her behandlede periode er det derfor
vigtigt at danne sig et begreb om arbejderklassens sammensætning af håndværkere,
industriarbejdere og daglejere i øvrigt.
Københavns befolkningstal voksede i årene 1845-70 fra 126.000 indbyggere
til 181.000 indbyggere - en tilvækst på 55.000 beboere. Omtrent halvdelen
af befolkningen levede af håndværk og industri, og man kan derfor ikke
karakterisere hovedstaden som en udpræget arbejderby ved denne tid. I
perioden fandt der ingen voldsom forrykning sted i det kvantitative forhold
mellem arbejdskøbere og arbejdssælgere. Det skete der til gengæld i forholdet
mellem medhjælpere i håndværk og industri (dvs. alle til et af disse
erhverv fast knyttede personer minus ejerne) og daglejere (dvs. ufaglært
arbejdskraft uden fast tilknytning til noget bestemt erhverv - i realiteten var
de formodentlig også uden fast beskæftigelse). Ved periodens begyndelse
var medhjælpernes antal tre gange daglejernes, i 1870 kun halvanden gang.
Daglejerne var den gruppe, der voksede stærkest i hele befolkningen: fra
ca. 7,2% i 1845 til ca. 14,7% af samtlige Københavns indbyggere i 1870. 39
Der var derfor en stor og hastigt voksende gruppe fattige og udsatte i
hovedstaden, og man kan med rimelighed tale om proletarisering, økonomisk
og social deklassering af store dele af byens arbejderklasse. At så stor
en del af befolkningen levede under ustabile arbejds- og usikre levevilkår
måtte betyde et omfattende socialt problem. En samtidig iagttager, kateketen
ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 1865-68 skriver da også: 40
»Efter en Embedsvirksomhed paa omtrent 3 Aar i et af Byens fattigste Districter, er jeg
kommet til, den faste Overbevisning, at de Klager, som lyder over vor Fattigdoms frodige