Det hypnoterapeutiske arbejde - Elbo

infolink2003.elbo.dk

Det hypnoterapeutiske arbejde - Elbo

TERAPI AF. J.H. CARLOS

18 PSYKOLOG NYT Nr. 15 . 2004


Et mål for hypnoterapi er en forandring hos klienten gennem

dennes erkendelse af en eller fl ere tidligere fastlåste, uerkendte

situationer og positive suggestioner. Denne erkendelse kan føre

til nye følelser, handlinger, holdninger − og identitet?

ILLUSTRATIONER: HENNING CHRISTENSEN

Det hypnoterapeutiske

For nylig

gennemførte jeg en hypnoseuddannelse.

Gennem forskellige

seancer, »live«, på video og gennem

praktiske øvelser, havde jeg mulighed

for at opleve det hypnoterapeutiske

arbejde. Det er overraskende og opleves

som mirakuløst, hvad det dog

naturligvis ikke er. Der er blot tale om

adgang til ukendte videnslager med

kyndig vejledning. Nej, vi er ikke altid

herrer i eget hus, men vi kan faktisk

blive bedre til det.

Denne artikel er koncentreret om

enkelte af de aspekter ved hypnoseuddannelsen,

jeg fandt mest givende, og

et forsøg på at give psykologkolleger,

som ikke allerede kender dette område,

et indblik i hypnosens verden. Der er

på ingen måde tale om en komplet redegørelse

hverken for hypnosen eller

for uddannelsen, ej heller en forholden

sig til forskellige hypnoseskoler osv. Og

mange relevante sider af hypnosen kommer

jeg ikke ind på.

Trance og terapi

Hypnose kan defi neres som en opbygning

af mental forventning, hvor den

kritiske sans − modstand − omgås med

henblik på at skabe acceptabel selektiv

tænkning. Det er dette værktøj, som hyp-

noterapeuten anvender i sin vej mod en

dialog mellem klientens bevidsthed og

underbevidsthed. Denne dialog er det

hypnoterapeutiske arbejdes ydre side;

den indre side leveres af klienten.

Der er forskel på, hvad en hypnotisør

kan lave, og hvad en hypnoterapeut kan

lave. Førstnævnte kan inducere trance.

Hypnoterapeuten lærer først at blive

hypnotisør og altså at inducere trance

og efterfølgende at arbejde som terapeut

med klienten i trancetilstand.

Dette arbejde følger den samme logik

og det samme sprog som det, der bruges

af hypnotisøren, en form for trance-logik.

Til forskel fra hypnotisøren skal

hypnoterapeuten også beherske følelsernes

logik og følelsernes arkæologi

(regression) og de tilsvarende signaler,

veje og reaktionsmåder − både bevidste

og ubevidste, som klienten giver hypnoterapeuten.

For at dette arbejde kan fungere

optimalt, skal psykoterapeuten efter

min mening ikke blot have tilegnet sig

nogle hypnotiske og hypnoterapeutiske

færdigheder, men også et minimum af

personlig modenhed, der begunstiger en

sikrere reaktion, når han står ansigt til

ansigt med, hvad der kan være stærke

følelsesmæssige reaktioner. Man skal

Nr. 15 . 2004 PSYKOLOG NYT

19


nemlig ikke handle personligt, men

terapeutisk (fx ikke give et knus til en

klient, når denne græder). Nej, man

lader klienten gennemgå sin rejse

og holder sig til sine værktøjer som

hypnoterapeut. Personlig modenhed

og faglig dygtighed er det, der skal

sikre en korrekt administration af de

hypnoterapeutiske værktøjer.

Væsentlige faktorer, der sikrer hypnoterapeutens

arbejde, er bl.a. klientens

interesse for og vilje til ændring. Hertil

modtagelighed for tranceinduktion,

dybden af trancen og ikke mindst et

vellykket interview, første gang klienten

møder op. Dette interview skal tjene den

funktion at afgrænse problemområdet

og placere det i en sammenhæng. Men til

forskel fra andre typer interview fungerer

dette som en slags før-hypnose, hvor

der allerede gives positive suggestioner

ud over at fremskaffe informationer,

som senere kan bruges under trancen

som suggestioner, og som fungerer

som kendte (positive, forstærkende)

symboler for klienten.

Ind at ’se’: regression

Når trancen har nået den hensigtsmæssige

dybde − som tjekkes med passende

test − kan den egentlige hypnoterapi

foretages. Et grundlæggende mål for

hypnoterapi er en forandring hos klienten

gennem dennes erkendelse af en eller

fl ere tidligere fastlåste, uerkendte situationer,

styrket efterfølgende med positive

suggestioner. Hypnoterapeutens

udgangspunkt er klientens problembeskrivelse.

Det er herfra, hypnoterapeuten

fører klienten tilbage til den kritiske

adfærd/følelse, da det dukkede op for

allerførste gang (regression). Undervejs

kan den oprindelige følelse (symptom)

20 PSYKOLOG NYT Nr. 15 . 2004

miste sin gyldighed, hvorpå en anden

følelse eller situation træder frem som

den bagvedliggende årsag.

Når hypnoterapeuten/klienten er

nået dybt nok til, at klienten har fået

fat i den relevante følelse, sådan som

klienten oplevede den for allerførste

gang, beder hypnoterapeuten klienten

om at se den fastlåste, ukendte situation

fra den gang, men med klientens

nuværende, voksenviden og erfaringer.

Klienten kommer til bogstaveligt talt at

»se« situationen i sin helhed, »objektivt«

på en måde, der ikke havde mulighed

for den gang.

Det kan ske, at klienten til sin forundring

ser, at der kun var uheldige og

måske endda uskyldige omstændigheder,

der fi k ham til at frygte noget

så meget, at han blev præget af denne

begivenhed siden hen. I andre tilfælde

kan det selvfølgelig godt være, at det

ikke var uskyldige omstændigheder,

men objektive og direkte skadelige

omstændigheder. Men det kan klien-

ten se nu, klart, og denne ny vinkel,

dette overblik, denne indsigt, denne

erkendelse, får den gamle følelse det,

der en gang var en korrekt reaktion, men

som på uhensigtsmæssig måde fulgte

klienten op til det voksne liv − til at

blive opløst. Ud i det rene ingenting.

Ganske på samme måde, som når man

i det voksne liv og med fuld bevidsthed

kommer til at opleve, at man har taget

fejl af en eller anden situation, og et kort

øjeblik senere erkender man den reelle

situation, og med denne ny indsigt ændres

den tidligere ukorrekte følelse, og

den hensigtsmæssige følelse (adfærd) i

den nye situation naturligt dukker op.

No big deal. Det sker mange gange hos

alle, det er en situation og en proces, vi

alle kender.

Når man gennemgår denne proces

gennem det hypnoterapeutiske arbejde,

foregår det på en meget mere dramatisk

måde, for det kan være en forløsning af

et helt livs følelser og uhensigtsmæssig

adfærd, og der er ingen andre til at gøre


det end klienten selv. Hypnoterapeuten

er blot en kyndig vejleder. Klienten er

selektivt opmærksom under trancen,

og underbevidstheden vinder stemme

og sprog, som klienten så at sige stiller

til rådighed. Sådan som viljen og

forestillingsevnen skal samarbejde,

for at klienten gennemgår en succesfuld

hypnoterapi, således skal der

etableres et godt samarbejde mellem

hypnoterapeuten og klienten.

Partsterapi

Det er dog ikke altid, at klienten under

det terapeutiske arbejde kan se situationen

objektivt, første gang han forsøger,

og det kan ske, at man kun opnår en

delvis forløsning. Det betyder, at der er

andre faktorer, måske andre følelser, som

ikke er sat fri, men som den ny forløsning

nu giver klienten mulighed for at

se og arbejde med. I denne situation kan

hypnoterapeuten gå over til parts-terapi,

hvor man henholdsvis spørger klientens

ene part og anden part (evt. tredje etc.),

og så er klienten i dialog med sig selv

(eksempelvis en del, der stringent passer

på klienten ved en bestemt reaktion og

følelse − nu uhensigtsmæssig − og en

anden, der gerne vil være fri for denne

reaktion og følelse, men ved ikke, hvordan

det kan frigøre sig).

Hypnoterapeuten kan også bruge

hypno-gestalt, hvor klienten i regressionstilstand

bedes forestille sig

værende i samtale med the signifi cant

other og en dialog fi nder sted. Er trancedybden

passende dyb − det, der svarer

til at skabe positive hallucinationer, det,

der tillader den egentlige regression −

ja, så taler klienten kun i nutid, da han

for sit eget vedkommende befi nder sig

i situationen og ikke blot husker. Det

er denne virkelighedsnære karakter af

oplevelsen, der giver hypnoterapien sit

vigtigste redskab og sikrer en permanent

forløsning af den uhensigtsmæssige følelse,

da det følelsesmæssige grundlag

for den uhensigtsmæssige adfærd dermed

er fjernet. Denne adfærd kan stadig

dukke op, men nu mere som produkt af

en slags automatisk hukommelse, der

ikke forstærkes som før, fordi sammenhængen

er fundamentalt ændret.

Hypnoterapeuten fungerer så som en

mægler, der skifter mellem de forskellige

aktører: klienten i regressionstilstand,

klienten i voksen tilstand, the signifi -

cant other etc., og når denne dialog har

fundet sted − reelt har fundet sted − er

klienten sat fri med den nye erkendelse.

Denne ny erkendelse bliver til og tillader

nye følelser. Det kan klienten se, høre og

føle, og reagere kongruent herom.

Integration

og progression

Derpå skal hypnoterapeuten vejlede

klientens forskellige aktører − den regredierede

og den voksne − til at blive

ét helt menneske; hvad man kalder en

integrationsproces. Den voksne bedes

forestille sig den regredierede selv som

et fokus for omsorg og kærlighed, som

den voksne nu kan og vil give det. Når

Nr. 15 . 2004 PSYKOLOG NYT

21


klienten har accepteret, bedes han placere

denne vigtige, elskede lille »selv«

i sin egen voksne krop, hvor de begge

sammensmelter til en helhed. Det lyder

måske meget skematisk, men opleves

aldeles ikke sådan af klienten. Når det

sker, når succesen er nået, er situationen

dramatisk og glædelig. Og dette

er åbenbart for alle, der overværer det.

Uden diskussion. Der skabes dermed,

i øjeblikket, en form for fællesskab af

videnfølelse.

Efterfølgende laves der en »progression«,

hvor klienten bedes forestille

sig den nye selv, den nye hele person

i fremtidige situationer. Kan klienten

gøre det, gives der ego-styrkende suggestioner;

kan klienten ikke gøre det, går

hypnoterapeuten tilbage til partsterapi

eller hypnogestalt for at gennemføre de

dialoger, der endnu ikke har fundet sted.

Når de er gennemført, fortsættes der

med »progressionen«. Og om igen, hvis

det er nødvendigt. Herefter indledes

opvågningen.

Er hypnoterapien vellykket, oplever

vi en overraskende reaktion fra klienten,

der føler sig anderledes, tænker

anderledes, mener at kunne handle

anderledes og kan udtrykke sin umiddelbare

undren over situationen ved at

beklage, at andre måske ikke vil kunne

tro på det, »for det kan ikke forklares

med ord«. Det eneste der er sket, er,

at klienten med kyndig vejledning har

givet sig selv lov til at huske sig selv,

tale med sig selv, se sig selv i de kriti-

22 PSYKOLOG NYT Nr. 15 . 2004

ske situationer, hvor det har befundet

sig før, og med egen nuværende viden

og erfaringer har hjulpet sig selv, følt

sig selv, tilgivet sig selv: Erkendelsen

bliver til følelser, holdninger, adfærd

… identitet?

Overvejelser

På uddannelsen mente kursuslederen,

at de hypnoterapeutiske teknikker har

udviklet sig meget i de seneste årtier, og

nu kan tilbyde systematiske teknikker til

følelsesforløsninger. Den katarsis, som

grækerne forestillede sig, kan nutidig

hypnoterapi gøre muligt, sådan som

andre succesfulde terapiformer gør det,

blot meget hurtigere (og billigere). Til

underbygning af disse forestillinger og

påstande ville en metodisk undersøgelse

af sådanne personlige ændringer være

et godt svar på tiltale. Jeg ville i hvert

fald hilse metodiske forsøg velkommen,

hvor man i overensstemmelse med videnskabelig

praksis kan måle og følge

hypnoterapeutens resultater.

For mit eget vedkommende fandt jeg

disse processer stimulerende og grænseudvidende.

De satte også tanker i gang

om, hvad indlæring er. Hvis en person

havde lært at være en bestemt person

hele sit liv, med tilsvarende tanker, følelser,

minder, holdninger, og hvis alt

dette kan på et øjeblik ændres, dvs. hvis

personen på et øjeblik kan udvikle helt

andre følelser, som erstatter, udvider,

udvikler og tillader andre tanker og

konstruktive adfærdsformer … Hvis

personen føler sig helt anderledes,

fornyet og faktisk handler som sådan

… Hvordan skal vi da defi nere indlæring?

Holdning? Ja, identitet?

Én ting har jeg fået bekræftet: Reel

viden er, i personlig udviklingssammenhæng,

viden, der transformer den

enkelte, viden, der bliver integreret i

personen, der bliver en del af personen.

Forandrer, udvikler indefra.

Men hvad skal man sige om de tilfælde,

hvor hypnoterapien ikke synes

at virke? Ud fra en psykologs udgangspunkt

er det lige så interessant og overraskende,

når behandlingen mislykkes,

som når den lykkes. Hypnoterapeuten

selv kan til sit forsvar sige, at trancedybden

ikke var den korrekte, at der

var andre fastlåste mønstre, der ikke

blev behandlet, og som altså kræver

flere behandlinger. Eller at klienten

kan være på et udviklingstrin, som

nødvendiggør, at anden indlæring

sker, før den fulde hypnoterapeutiske

effekt kan realiseres.

Men er det nok? Under alle omstændigheder

er det hypnoterapeutiske

arbejde hele tiden en proces og et

arbejde med mennesker og subjektive

parametre, som der konstant skal tages

hensyn til på et bevidst og underbevidst

plan. Og jeg gentager: Jeg ville hilse metodiske

forsøg velkommen, hvor man i

overensstemmelse med videnskabelig

praksis, kan afgrænse, måle og følge

hypnoterapeutens resultater.

Vi ser, at hypnose/hypnoterapi vinder

øget udbredelse i konkurrence med

andre terapiformer. Det er glædeligt,

hvis der er tale om vel udført, dygtigt

og etisk gennemført hypnoterapi. Er

der det, har det spændende, reelle og

produktive muligheder for os alle.

J.H. Carlos, cand.psych.

More magazines by this user
Similar magazines