Sorg – en diagnose På besøg i Norge Og hvad er efternavnet? - Elbo

Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbye var
allerede tidligt i sin karriere optaget af, hvordan psykologer
sammen med deres patienter kan skabe en relation
ve anerkendt for en præstation er naturligvis fint, men den indre
anerkendelse drejer sig om, at ens dybere følelser og oplevelser bliver
set, delt og bekræftet. Hvis det lykkes psykologen at indtage
denne form for anerkendende holdning, skabes der en stemning,
i og med at psykologen formår at lytte, sanse, have hjerte og forstand
med sig.
Løvlie Schibbye fortsætter om psykologens anerkendende holdning:
- I terapi ved du så at sige ikke på forhånd, hvad klienten bringer
med sig ind i terapien. Alligevel bør psykologen være anerkendende
og ikke stille nogen diagnose på forhånd. Først og fremmest
har vi psykologer et medmenneske foran os, som vi prøver at møde
og forstå.
At praktisere denne form for anerkendelse i det terapeutiske rum
kræver ikke bare et teoretisk og praktisk syn, men et underliggende
filosofisk syn på mennesket, og her slår universiteternes psykologuddannelse
sjældent til:
- Som universitetsstuderende fik jeg ikke betydningen af det
grundlæggende menneskesyn med mig, og det stod mig heller ikke
klart, hvad de forskellige teoretikere nøjagtigt gjorde i mødet med
patienten, fortæller Løvlie Schibbye.
Og hun slår fast: - Den terapeutiske handling skal kunne begrundes
i både teori og menneskesyn. I dag prøver jeg selv at vise
mine studerende, hvorledes anerkendelse er uløseligt forbundet
med mit valg af dybdesyn og teori – ikke mindst med eksistentialisme
og især evnen til at reflektere.
Tilknytning og selvafgrænsning
Evnen til at reflektere over livets store eksistentielle spørgsmål såvel
som tilværelsens mere konkrete dilemmaer hænger ifølge Løvlie
Schibbye sammen med beskaffenheden af menneskets tilknytningsmønster.
Når hun undersøger betydningen af tilknytning, har hun
samtidig blik for selvafgrænsning, fx menneskets evne til selvstændighed
og til at distancere sig fra nogen eller noget:
- Ligesom med tilknytning er jeg optaget af menneskets behov
SIDE 14 | PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2011
for at afgrænse sig, at blive sin egen person og skille sig ud. For
mig er det dejligt, når nogen afgrænser sig. Hvis et menneske er
trygt tilknyttet, er evnen til selvafgrænsning veludviklet – og omvendt:
Er tilknytningen mere skrøbelig, har vedkommende vanskeligt
ved at afgrænse sig fra andre.
Allerede Freud havde fat i den kendsgerning, at det lille barn må
udvikle sig på en sådan måde, at det bevarer mors tilknytning.
Samtidig har barnet et stort dilemma, for det må også skille sig ud
fra moderen og udvikle et afgrænset selv:
- Barnet må arbejde for at skabe en selvafgrænsning, ’det er mit,
ikke dit’, og må finde frem til en slags kompromis for at undgå at
blive enten fuldstændig slugt eller ignoreret af sin mor. Dette relationelle
dilemma varer resten af livet. Det udspiller sig fx i valg
af partner, konstaterer Løvlie Schibbye.
- I vigtige forhold, ikke mindst i intime forhold, har vi mulighed
for at konfrontere og eventuelt bryde med vores relationelle mønster,
som bunder i fortidens relationelle erfaringer.
I terapi er der tillige mulighed for at overskride fortidens relationelle
begrænsninger. Nøgleordet er refleksion. Løvlie Schibbye
anfører om såvel patientens som psykologens bidrag hertil:
- Hvis patienten skal reflektere over noget i sig selv, må han eller
hun afgrænse sig fra andre. Jo mere vi psykologer tænker over
det, jo tydeligere bliver denne erkendelse. Det er utrolig nyttigt at
være opmærksom på sammenhængen mellem selvafgrænsning og
refleksion i terapi. Hvis en patient slider ekstra på os, eller hvis vi
lader os forvirre af vores oplevelse af patienten, er det tegn på, at
vi er ved at lade os trække ud af vores egen selvafgrænsning. Det
er krævende for både psykolog og patient hele tiden at skille sig
ad, men det lønner sig på sigt at fremme patientens egne refleksioner,
fastslår hun.
Det ’subjektive’ samfund
Har relationer og psykologers arbejde hermed særlige vilkår i vores
tid og samfund? Alment set, siger Løvlie Schibbye, nedfælder
et givet samfund sig i individet, som for sin del er med til at skabe