Apr 06 - 1 - VIA University College
Apr 06 - 1 - VIA University College
Apr 06 - 1 - VIA University College
Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!
Leverage SEO-optimized Flipbooks, powerful backlinks, and multimedia content to professionally showcase your products and significantly increase your reach.
P e t<br />
S e<br />
e r S a b r o e<br />
m i n a r i e t<br />
<strong>Apr</strong> <strong>06</strong> - 1
ISSN 0909-8798<br />
Vinduet udgives af Peter Sabroe Seminariet<br />
og udkommer 4 gange årligt.<br />
Oplag: 1.2 00<br />
Vinduet<br />
Peter Sabroe Seminariet<br />
Peter Sabroes Gade 14<br />
8000 Århus C<br />
8732 7000<br />
vinduet@petersabroe.dk<br />
Bladet uddeles til seminariets stude rende<br />
og ansatte og sendes til ca. 400 praktikinstitutioner,<br />
landets øvrige seminarier m.v.<br />
Indlæggene i bladet er ikke nødvendigvis<br />
udtryk for seminariets holdning.<br />
Vinduet modtager gerne indlæg fra ansatte<br />
og brugere i praktikinstitutioner samt<br />
fra seminariets studerende og ansatte og<br />
andre med tilknytning til seminariet samt<br />
andre med relevant baggrund.<br />
Indlæg sendes som e-mail.<br />
Abonnement: 100 kr. for 1 år (4 numre)<br />
- indbetales på Giro 501-5898<br />
Spørgsmål vedrørende abonnement<br />
rettes til receptionisten, 8732 7000 eller til<br />
vinduet@petersabroe.dk<br />
Annoncepriser:<br />
Se www.petersabroe.dk under Vinduet<br />
Omslags-layout: Jens Stærmose-Madsen<br />
Forside: Kollage af Rikke Barbagallo,<br />
deltager på billedpædagoguddannelsen.<br />
Redaktion og layout:<br />
Seminarielærer Niels Graverholt<br />
Næste nummer udkommer medio juni<br />
deadline 15. maj<br />
Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk, Højbjerg<br />
Artikler fra tidligere numre kan ses på:<br />
www.petersabroe.dk<br />
Indhold<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong><br />
Arktisk Station og omegn – et liv langt mod nord 1<br />
Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….<br />
Af Anne Dalsgaard, seminarielærer<br />
International masteruddannelse for pædagoger 7<br />
Af Peter Friese, rektor<br />
Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve at 8<br />
ændre virkeligheden<br />
Af Eddy Thomsen, seminarielærer<br />
2-i-Een – Drama- og billedpædagoger 2005/20<strong>06</strong> 10<br />
Billeder fra afslutningsudstillingen<br />
Relationsarbejde i hjemmet 12<br />
Af Danny Mutanda Andersen, 04E1<br />
Fødselsdag i provinsen 16<br />
Af Dav Jacobsen, journalist, cand.mag (DJ)<br />
Evaluering via spørgeskemaundersøgelse 18<br />
Af Stefan Mossalski, afdelingsleder<br />
Anmeldelse<br />
Metro-mere-tak 20<br />
Af Lars Hur, danskstuderende
Arktisk Stati on og omegn – et liv<br />
langt mod nord<br />
Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….<br />
Af Anne Dalsgaard<br />
seminarielærer, ad@petersabroe.dk<br />
Jeg har aldrig gået med en barnedrøm<br />
om at komme til Grønland. Tanken om<br />
at flytte derop opstod ud af livets forandringsprocesser<br />
og en tilfældighed i<br />
2004. Fra da af har Grønland eksisteret<br />
i mit hjerte og mit verdensbillede.<br />
Et billede, der ikke passer<br />
I juni 2004 fik jeg orlov fra mit arbejde<br />
som seminarielektor på Peter Sabroe<br />
Seminariet for at flytte med familien (to<br />
voksne samt tre piger på 6, 9 og 13) og<br />
det fulde indbo til Nordvestgrønland.<br />
For første gang på grønlandsk grundfjeld.<br />
Jeg kom dertil fuld af drømme<br />
om det eksotiske liv langt væk, vel vidende<br />
at det ville være en udfordring<br />
– men jeg vidste ikke, hvor omfattende<br />
udfordringen ville blive. Jeg måtte erkende,<br />
at jeg havde skræmmende lidt<br />
opdateret viden om Grønland, men til<br />
gengæld mange romantiske og fantastiske<br />
forestillinger om mænd i kajak, ka<br />
mikker, mørke, isbjørne, nationaldragter<br />
og trommedans. Selvfølgelig havde<br />
jeg læst om landet inden afgang, og vi<br />
havde i familien taget fat på et grønlandsk<br />
sprogkursus på bånd - men alligevel.<br />
Billederne krakelerede et efter et.<br />
Folk lever et liv, der - materielt set - ligner<br />
det, jeg kender fra Danmark - med<br />
mobiltelefoner, DVD’er, goretex-jakker,<br />
folkeskoler, tandklinik mm. I butikkerne<br />
fandt jeg de samme varer som<br />
i den lokale brugs i Hjortshøj. På overfladen<br />
ikke så anderledes. Måske stammer<br />
mine billeder helt tilbage fra min<br />
egen skolegang, før landet overhovedet<br />
overgik til hjemmestyre. Men forskelligheden<br />
og fremmedheden dukkede<br />
op på helt uventede måder. Faktisk viste<br />
det sig, at det ikke var dem, der var<br />
fremmede – det var mig!<br />
Turen derop foregår først i Atlantflyveren,<br />
der passerer Østgrønland og<br />
indlandsisen på vej til Kangerlussuaq<br />
(Sønder Strømfjord). Jeg kan endnu<br />
huske gyset, da jeg fik øje på indlandsisen.<br />
Ganske vist har jeg ikke haft<br />
polarekspeditionsdrømme, men indlandsisen<br />
har alligevel altid stået som<br />
noget af det fjerneste og vildeste for<br />
mig i denne verden. Og nu var jeg på<br />
vej til at bosætte mig i dette land. Vores<br />
indbo var pakket ned for mange<br />
uger siden for at blive sendt med containerskib<br />
nordpå, og det giver en særlig<br />
frihed til at opleve intenst, når der<br />
hverken er et kendt hjem bagved eller<br />
foran – bare nuet. Vi kom til at vente 8<br />
eller var det 10 timer på det næste fly,<br />
men vi var heldige. Dem der skulle til<br />
Qaanaaq (Thule) kom til at vente fire<br />
dage, fordi der var tåge. Det var i øvrigt<br />
lidt et antiklimaks at komme ud af flyet<br />
i Kangerlussuaq denne sommerdag.<br />
Der var varmere end i det Danmark, vi<br />
havde forladt, og der var mindst en million<br />
myg. Først efter fl yvningen nordpå<br />
med et mindre fly mødte vi den kol<br />
de, tørre, klare arktiske luft. Næste dag<br />
skulle vi med helikopter. Det er et helt<br />
fantastisk fartøj. Den kan bære 9 personer<br />
– hvis de ikke er for fede. Larmende,<br />
rystende og meget elegant løfter<br />
den sig op i luften og gav os 20 minutter<br />
i luften henover Diskobugten, hvor<br />
isfjelde fra Verdensarvsområdet Ilulissat<br />
Isfjord flyder rundt. En af de mange<br />
historier om øen Disko fortæller, at<br />
Gud var så glad for den smukke ø Disko<br />
at han blev ved med at klappe og ae<br />
den – derfor er alle fjeldene flade i 8<br />
900 meters højde. Vi fik set de smukke<br />
fjelde, før helikopteren dykkede i den<br />
tåge, der indhyllede byen den dag. Hvis<br />
det er sandt, at de første ti sekunder af<br />
et møde betyder meget for hele indtrykket,<br />
så blev vejen banet for et godt<br />
forhold, da jeg så de små farverige træhuse,<br />
der udgør det meste af byen. Og<br />
der var mennesker til at modtage os.<br />
Ædegilde for hvaler<br />
Arktisk Station er Københavns Universitets<br />
nordligste forskningsstation. Den<br />
ligger i byen Qeqertarsuaq (Godhavn),<br />
i kommunen Qeqertarsuaq, på øen Qeqertarsuaq<br />
(Disko). Qeqertarsuaq betyder<br />
”den store ø”. Bortset fra en bygd<br />
på omkring 50 mennesker udgør byen<br />
hele kommunen. Det forhindrer dog<br />
ikke hundeslædeforeningen i at afholde<br />
både by- og kommune-mesterskaber<br />
i slædekørsel. Det handler om at udnytte<br />
de muligheder der er. Byen huser i<br />
dag lidt over 1.000 mennesker. Blandt<br />
dem er der en lille håndfuld danskere.<br />
Der er hele spektret fra dem, der er gift<br />
grønlandsk med voksne børn, over dem<br />
der har boet i byen i en længere årrække<br />
til dem, der kommer og går. Det sidste<br />
er særlig udtalt på sundhedscenteret,<br />
hvor sygeplejersker skiftes ud flere<br />
gange om året, og lægen ofte en gang<br />
om måneden. Det kræver rigtig meget<br />
af det faste personale konstant at skulle<br />
tage imod nye kollegaer. Og tanken<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 1
om gerne at ville gå til den samme læge<br />
to gange i træk er ikke aktuel. Arktisk<br />
Station ligger der, hvor vejen ender, og<br />
når folk i byen tager på udfl ugt, tager<br />
de ud til områderne ved Arktisk Station<br />
– lokalt betegnet som ”det sted hvor<br />
åndemanerne øver sig”.<br />
Beliggenheden er så unik, at det er muligt<br />
at spotte hvaler fra stuevinduet.<br />
Grønlandshvalerne kommer efter nytår,<br />
og om sommeren er det pukkelhvalerne,<br />
der holder til i området. Finhvaler<br />
og vågehvaler dukker også op af og<br />
til. Og længere ude er der set grindehvaler,<br />
spækhuggere og for år tilbage<br />
også blåhval. Uden for huset er det muligt<br />
at høre blåsten, når pukkelhvalerne<br />
blæser åndehullet fri for havvand<br />
ved at sende en tre meter høj vandsky i<br />
vejret. Hele sommeren holder de ædegilde.<br />
Den lille sildelignende fi sk, ammassat,<br />
trækker ind til land for at gyde i<br />
enormt antal i maj-juni. Resten af sommeren<br />
lever de i bugten, og det er et<br />
fantastisk syn at kigge ud over havet og<br />
pludselig opdage, hvordan havet rejser<br />
sig (hundredvis af fisk der ”hopper” ud<br />
af vandet), og straks efter blive fulgt af<br />
tre-fire pukkelhvaler, der springer op af<br />
havet med åbent gab. Når ammassatterne<br />
kommer, strømmer folk til stranden<br />
med net på lange stænger. Ved vo<br />
res første euforiske møde med denne<br />
lille fisk kunne vi klare os med håndkraft.<br />
Bare vade ud i havet og samle<br />
fisk op med de bare næver – det kan<br />
varmt anbefales. Resten af året er der<br />
stegte ammassatter, grillede ammassatter,<br />
tørrede ammassatter og ammasatter<br />
til hundemad i massevis. Hertil er det<br />
muligt at byde på kildevand med indlandsis.<br />
Alkohol er dyrt, men kildevandet<br />
løber rislende forbi, og isen driver i<br />
land på stranden.<br />
Hvordan kommer jeg herfra?<br />
Langsomt får jeg kendskab til mere<br />
og mere af byen. Efter danske forhold<br />
er det ikke en stor by, og der er ingen<br />
veje, der for alvor fører ud af byen –<br />
man kan dog komme til Arktisk Station<br />
og Røde Elv med bil. Der er en fodsti<br />
til Kuannit (der hvor der plukkes fjeldkvan)<br />
og til Udkiggen, hvor der tilbage<br />
i tiden blev holdt udkig efter hvaler til<br />
fangst. Der er også stier i fjeldet, ikke<br />
anlagte stier, men stier trådt af de mennesker,<br />
der går den vej. Den arktiske<br />
vegetation vokser langsomt, så stier<br />
lukker sig ikke så hurtigt. Hvis vi skal<br />
til andre byer eller andre steder, skal<br />
vi sejle eller flyve med helikopter. Der<br />
har indtil vi flyttede derfra været skibsforbindelse<br />
i otte af årets måneder, og<br />
helikopterforbindelse et par gange om<br />
ugen. Det er mere usikkert, hvad fremtiden<br />
bringer. Mange ejer småbåde, og<br />
det kan være muligt at lave private aftaler<br />
om sejlads. Efter lidt træning bliver<br />
det muligt at finde stierne i landskabet.<br />
Det er tilladt at gå alle steder,<br />
men stierne viser ofte den mindst kuperede<br />
vej, alligevel kan en vandretur<br />
sagtens indeholde både klatring, spring<br />
og våde sokker. I juni måned vandrede<br />
min mand og jeg langs øens sydkyst.<br />
Der er ikke anvendte stier, men vi har<br />
fået en lokal forklaring med om den<br />
mest egnede rute. Det er en stor hjælp,<br />
da det der umiddelbart ser attraktivt ud<br />
med fladt land ved basaltfjeldets fod,<br />
viser sig at være sprækkefyldt og vanskeligt.<br />
Store partier med enorme klippeblokke<br />
og områder med rullesten<br />
gør, at turen ikke anbefales til almindelige<br />
turistture. Men besværet værd –<br />
det var den. Ved den anden elv måtte vi<br />
kapitulere. Der var alt for meget iskoldt<br />
vand. Men hvad gør det, når der er mulighed<br />
for at slå sig ned i midnatssolens<br />
lys, fange friske torsk, spise fjeldkvan<br />
og tørrede ammassatter. På vejen tilbage<br />
stødte vi på en fjeldhare, der stod i<br />
den korte græsvegetation i sin kridhvide<br />
dragt. Der stod den helt stille og følte<br />
sig i sikkerhed.<br />
I området omkring Arktisk Station lever<br />
der flere polarræve. Kommunen<br />
giver 150 kroner for hver hale, man<br />
indbringer. Der er en del af de store<br />
knægte, der går på rævejagt, og rundt<br />
om i klipperne står rævefælder. Der er<br />
en angst for, at rævene kan smitte slædehundene<br />
med rabies, selvom sygdommen<br />
ikke har været fundet på øen i<br />
umindelige tider. I en periode kom ræven<br />
forbi vores hus hver aften. Den er<br />
ganske lille og ser ud til at være halvt<br />
krop og halvt hale. På jagt efter mad og<br />
fantastisk adræt i klippeområderne. En<br />
enkelt gang forsøgte den at få mad hos<br />
vores hunde, siden har vi ikke set den<br />
tæt på huset.<br />
Det er meget svært at indfange med<br />
ord, hvad den måde at bo på betyder.<br />
Men det opleves meget anderledes, at<br />
det ikke er muligt lige at smutte til nabobyen<br />
eller et andet sted. Der er ingen<br />
busser, ingen tog, og grønlændere<br />
er generelt kendt for at gå meget i for-<br />
Side 2 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
hold til deres slægtninge i Alaska. Men<br />
er du først taget på rensdyrjagt eller<br />
sejlet på familiebesøg i Ilulissat, så er<br />
det muligt, at du først er hjemme om en<br />
uge, når vejret er til sejlads igen. Her<br />
tales ikke om busforsinkelser på minutter,<br />
men skibsforsinkelser i timer eller<br />
døgn. Og det er der noget meget befriende<br />
i!<br />
Brædtet og langtidsholdbar<br />
mælk<br />
Byen største butik er Pilersuisoq. Udbuddet<br />
er som et jeg kender, jeg kan i<br />
store træk købe det, jeg har brug for.<br />
Datoerne er bare nogle andre. Her kan<br />
æg godt sælges tre måneder efter de er<br />
produceret, og det er ikke nødvendigt<br />
at pibe over, at udløbsdatoen på skinken<br />
var i går. Det er dumt bare at købe<br />
ind til dagen i morgen. Den ost, der er<br />
der i dag, kan være væk i morgen, og<br />
først være tilbage på hylderne om tre<br />
uger. Og i mælkeafdelingen er der alene<br />
langtidsholdbar mælk og fl øde. For<br />
vegetarer kan det kræve lidt ekstra opfindsomhed.<br />
Det meste af året er der<br />
æbler og kartofler, som i øvrigt er en af<br />
de få grøntsager, der også produceres<br />
i Grønland. Jævnt hen er der også diverse<br />
mere eller mindre eksotisk frugt<br />
og grønt. Og på de dage, hvor der er<br />
kommet skib, er det forholdsvis friskt.<br />
Vi havde selv succes med at importere<br />
600 kilo økologiske fødevarer til familiens<br />
vinterforbrug. Det fungerede fint<br />
med en opbevaring i en frostfri kælder.<br />
Det mest eksotiske indslag i butikken<br />
er frysedisken med hvalkød, sælspæk,<br />
ammassater, hvalhud mm. Produceret<br />
og pakket i andre dele af landet. Den<br />
virkelig friske vare kan derimod findes<br />
på Brædtet. Brædtet er et lille rødt skur<br />
på havnen som bruges af fangere, der<br />
vil sælge dele af fangsten. Det har været<br />
muligt at købe sæl, forskellig slags<br />
hval, røget ørred, røget hellefi sk, edderfugl<br />
mm. På brættet fik jeg pludselig<br />
brug for den smule grønlandsk, jeg<br />
havde lært. Og der er ikke nogen, der<br />
skjuler deres latter. Det er bare sjovt,<br />
og jeg kan jo bare grine med. Pludselig<br />
dukker der en dansk selvhøjtidelighed<br />
op, og det føles rigtig godt at forsøge<br />
sig med bare at være midt i al pinlig<br />
heden og blive omsluttet af latter for<br />
så straks at være med! Det er ikke ondt<br />
ment – det er en invitation, hvis du vil<br />
være med på lige fod. Pilersuisoq har<br />
de senere år fået konkurrence fra en anden<br />
butiksejer, der ligeså stille ekspanderer.<br />
Og byen er i øvrigt velassorteret,<br />
det er trods alt en hel kommune, så der<br />
er alt fra skatteforvaltning og postkontor<br />
over brandstation og elværk til kiosker<br />
og tøjbutik. Og kiosker er der endda<br />
7 af. Det tog lidt tid at finde dem. Et<br />
lille skilt og så kan du bare gå ind.<br />
”…naa”<br />
Grønlandsk er hovedsproget i Grønland,<br />
dansk er andetsproget 1 , og i en by<br />
som Qeqertarsuaq er der ingen tvivl.<br />
En stor del af den voksne befolkning<br />
kan tale og forstå dansk, men blandt<br />
skolebørn er det ikke almindeligt at beherske<br />
dansk. Det har betydet meget<br />
for børnenes skolegang, og der er ingen<br />
tvivl om at det har været en rigelig<br />
stor udfordring at følge skoledage<br />
med grønlandsk som samtalesprog og<br />
primært undervisningssprog. Hvis man<br />
er vokset ud over den alder, hvor der<br />
i høj grad kommunikeres gennem fangelege<br />
og flyvende papirskugler, bliver<br />
det ikke nemmere – så er der kun det<br />
talte sprog tilbage. Selv var jeg ikke<br />
tvunget til en grønlandsksproget hver<br />
dag, og jeg kunne lade det grønlandske<br />
sprog fascinere mig. Jeg opfatter sprog<br />
som en meget væsentlig del af mødet<br />
mellem mennesker – og indrømmet -<br />
mine talenter på det punkt er ikke store,<br />
men det har alligevel skabt både møder<br />
og samtale at turde gå i gang. Og<br />
det kan ikke andet end øge respekten<br />
for de mange mennesker, der har tillært<br />
sig det danske sprog. Der er vel intet,<br />
der taler for at det er nemmere den anden<br />
vej. Udover udtalen i det grønlandske<br />
sprog er der væsentlige mimiske<br />
elementer. ”Ja” siges ofte ved at løfte<br />
øjenbrynene eller med en sugende sulyd.<br />
Og så er der ordet ”Naa”. Det er<br />
en gave til et menneske som mig, der<br />
ikke altid fanger folks ironi – det føjes<br />
til som ”det var bare for sjov”. Det var<br />
nyt at møde et sprog, der ikke skelner<br />
mellem nutid og datid, han og hun, og<br />
som har ikke-vide og ikke-kunne som<br />
sproglige grundformer. Det åbner helt<br />
nye muligheder for at se verden anderledes<br />
og genopdage sit eget sprog.<br />
Lommefilosofi om nærvær i<br />
mødet<br />
I løbet af ganske kort tid på Arktisk<br />
Station dukkede der en klar forståelse<br />
op af ghettodannelsen i Danmark. Der<br />
er så meget, der er nemmere ved at omgås<br />
mennesker, der taler ens eget sprog,<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 3
og hvor de kulturelle koder umiddelbart<br />
kan tolkes. Der er så uendeligt meget,<br />
der skal læres i et nyt samfund.<br />
Alle de små ting. Det var dejligt at blive<br />
modtaget i danske hjem, og uden det<br />
var det nok ikke gået, men jeg var også<br />
opmærksom på, at jeg ikke var taget<br />
4.000 km hjemmefra for at være i det<br />
kendte. Derfor måtte jeg også søge det,<br />
der ikke var så ligetil. Jeg ville møde<br />
nyt, og det blev en fortsat udfordring<br />
at finde veje ind i samfundet, at åbne<br />
muligheder, at møde et menneske kun<br />
som menneske. Uden titel og status (og<br />
her vil den skarpsindige tilføje: det kan<br />
man jo ikke…). At have hverken mere<br />
eller mindre end sig selv. Det er træningen<br />
i ikke at vurdere andre, ikke at skabe<br />
afstand, men bare turde være i det<br />
fremmede og uforståelige. Samt at insistere<br />
på alles menneskers værd, også<br />
når det kniber.<br />
I en almindelig dansk hverdag er der<br />
meget nærvær, der er i risikozonen for<br />
at blive bedøvet, en vane med mentalt<br />
at være et andet sted, at være i færd<br />
med at løse tre opgaver samtidig, og altid<br />
have noget, der er vigtigere et andet<br />
sted. Her blev der pludselig mulighed<br />
for at være tilstede – fuldt og helt. Det<br />
er ikke et eksklusivt grønlandsk fænomen.<br />
Men for mit vedkommende kom<br />
de store vidder, mødet med øjeblikkets<br />
uendelighed, handlingens nødvendighed,<br />
fritagelse fra lønarbejde (og møder)<br />
og den store imødekommenhed,<br />
jeg mødte, til at styrke denne åbne fornemmelse<br />
af nærvær. Jeg oplevede et<br />
møde med mennesker, der umiddelbart<br />
har en stor evne (og tradition) til at eksistere<br />
og leve her, hvor de er. En evne<br />
til ikke at vurdere på forhånd, men lade<br />
mødet komme i stand først – og dermed<br />
give folk en chance. Jeg har bevidst ønsket<br />
at finde ressurser og muligheder.<br />
Der har både været tvangsfjerningssager,<br />
selvmord og dødsulykker, mens vi<br />
har været i byen, de er en del af livet<br />
og berører mange mennesker i et lille<br />
samfund. Men jeg står alligevel tilbage<br />
med fornemmelsen af et folk, der<br />
insisterer på livet. Jeg opfatter det som<br />
påtrængende at få øget opmærksomhed<br />
på og handling i forhold til misrøgt<br />
af børn og mistrivsel blandt voksne i<br />
Grønland, men også påtrængende væsentligt<br />
at blive ved med at fortælle historier<br />
om det betydningsfulde og livgivende<br />
i menneskers imødekommenhed<br />
og ”ikke-målrettede” livsstil.<br />
Fjeldbørnehaver<br />
I det første efterår fik jeg lejlighed til<br />
at besøge Ilulissat for at være censor<br />
på Socialpædagogisk Seminarium ved<br />
afgangseksaminerne. Velforberedte og<br />
nervøse studerende, som jeg kender det<br />
fra den danske hjemmebane. Sprogvalget<br />
er frit, og det er første gang, jeg har<br />
fået simultantolket en eksamen. Høretelefoner,<br />
der konstant ryger op og ned,<br />
for både at høre originaludgaven og simultantolkningen,<br />
spørgsmål på dansk<br />
og svar på grønlandsk. Jeg sad der og<br />
var netop overvældet og inspireret af<br />
den store grønlandske natur, og møder<br />
så en gruppe studerende, der havde været<br />
i Danmark for at søge inspiration i<br />
skovbørnehaver. I Danmark er der over<br />
500 natur- og skovbørnehaver 2 , i Grønland<br />
er der ikke en eneste fjeldbørnehave.<br />
Jeg blev i tiden derefter mere og mere<br />
optaget af, hvordan institutionerne i<br />
Grønland egentlig inddrager naturen i<br />
hverdagen. Efterfølgende havde jeg en<br />
del telefonsamtaler med institutionsledere,<br />
forvaltningschefer og pædagogiske<br />
konsulenter mm., og i marts havde<br />
jeg et materiale klar til et forskningsprojekt<br />
inden for området. Det lykkedes<br />
gennem en vedholdende arbejdsindsats<br />
at få projektet finansieret af fem<br />
fonde. Gennem brug af spørgeskemaer<br />
og et omfattende dataanalysearbejde er<br />
det lykkedes at få samlet ny viden om<br />
den nutidige naturpædagogiske praksis<br />
i Grønland. Der viser sig - ikke uventet<br />
- en stor spredning i institutionernes<br />
inddragelse af naturen: Fra børnehaven<br />
med sommergrillfest til døgninstitutionen<br />
med slædehundehold og langtursekspeditioner.<br />
Om en måned ligger<br />
projektet færdig til trykning, og det vil<br />
blive sendt til de deltagende institutioner,<br />
diverse grønlandske forvaltninger<br />
samt udvalgte uddannelsesinstitutioner<br />
i både Grønland og Danmark.<br />
Myggeinvasioner og nordlys<br />
Og hvad er det så med den der natur.<br />
Stort, åbent og uden sikkerhedsnet. Og<br />
så denne ro i vintermånederne – hvidt<br />
så langt øjet rækker eller blåt og hvidt,<br />
for det kniber med havisen i disse år.<br />
Der tales om klimaforandringer, og på<br />
disse nordlige kanter er det ikke bare<br />
noget, man taler om, her kan det mærkes.<br />
Som ændringer i livets grundvilkår.<br />
Men årstiderne har vist ikke æn-<br />
Side 4 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
dret sig. Der er fire: Sommer, efterår,<br />
mørk vinter og lys vinter. Sommer med<br />
midnatssol, myggeinvasioner og blomsterrigdom.<br />
Tøbrud i maj/juni og elvene<br />
går over deres bredder. Sommeren<br />
er kort og hektisk både for planter, dyr<br />
og mennesker. Solen er på himlen døgnet<br />
rundt, myggene kommer til i juli og<br />
kan forpeste enhver stille stund, men<br />
sommeren er også tiden for fjeldørreder<br />
og vandreture. Det er nu muligt at<br />
gå rundt i landskabet, og cyklen er for<br />
en stund et egnet transportmiddel. Efteråret<br />
er sæson for sortebær og rensdyrjagt.<br />
Det er også tid til mørk himmel,<br />
og der er en helt fantastisk klar<br />
stjernehimmel på disse kanter. Og der<br />
lige over os højt i himmelrummet bevæger<br />
en slange af nordlys sig. Ikke det<br />
spraglede lyserøde og orange nordlys,<br />
der kendes fra sydligere dele af landet,<br />
men lysegrønne, gule og hvidlige skylignende<br />
formationer, der forandrer sig<br />
lydløst og fascinerende. Den ene dag<br />
som projektørlamper over fjeldet, den<br />
anden dag som bløde bevægelige bølger<br />
tværs over himlen.<br />
Polarnat og hundeprutter<br />
Polarnatten kommer i november, sneen<br />
er kommet, og den mørke vinter er<br />
i gang. Men sort det er den ikke. Sneen<br />
giver lys og når månen er oppe, er<br />
der de smukkeste dæmoniske landskaber.<br />
Midt på dagen er der fl ere timer<br />
med lyst tusmørke. Landskabet ændrer<br />
sig radikalt, det er nu muligt at krydse<br />
elven med snescooter og hundeslæde,<br />
og alle mindre kløfter fyldes med sne.<br />
Julen som højtid er betydningsfuld, og<br />
i midten af januar fejres solens genkomst<br />
efter 45 dage i eksil. Jeg kunne<br />
føle en stor taknemmelighed for igen<br />
at opleve solens intensitet – som at få<br />
en del af livet igen. Den lyse vinter er<br />
overvældende, storslået og mættende.<br />
Den begynder i marts. Vores mellemste<br />
datter havde fået et par grønlandske<br />
slædehundehvalpe i fødselsdagsgave<br />
fra nogle grønlandske bekendte. De<br />
var store nok til at komme i gang med<br />
at trække en slæde. Og morsomt det er<br />
det! Både for den, der kører, og for dem<br />
der ser på. Og så var det ikke engang et<br />
helt spand! Udover dressuren af vores<br />
egne hunde fik jeg chancen for at køre<br />
med flere forskellige erfarne slædekuske<br />
– det der er rigtigt for den ene, ser<br />
ud til ikke at være væsentligt for den anden.<br />
Enhver slædekusk sine tricks. Og<br />
jeg følte mig dybt privilegeret ved at få<br />
lov at være med. Det er fascinerende at<br />
opleve dette levende køretøj, at opdage<br />
hvor meget det handler om erfaring og<br />
respekt for hundene. At mærke de store<br />
hvide vidder glide forbi, mens skaglerne<br />
filtres. Og mærke den karakteristiske<br />
lugt af hundeprutter.<br />
Der bliver færre og færre hundeslædeejere.<br />
Hundene er ikke mere nødvendige<br />
for fangst og bruges nu som en<br />
fritidsaktivitet eller til slædekørsel for<br />
turister. Det er et stort arbejde at have<br />
hunde og heller ikke helt billigt. Jeg har<br />
mere end en nat stået ude i vinterkulden<br />
for at reparere en lænke og indfange en<br />
frihedselskende hund. Og hvis man så<br />
har 15 hunde! Der er dog stadig hunde<br />
nok i byen til at lave et meget stort hylekor,<br />
når sirenen tuder om onsdagen.<br />
Jeg har ikke tidligere tænkt på, hvor<br />
adræt en hundeslædekusk helst skal<br />
være. Men det er nødvendigt at springe<br />
af, hænge i opstanderen for at sagtne<br />
farten, springe på igen. For så lidt efter<br />
at springe af og rode en hund ud af en<br />
skagle, mens slæden er i fart. Jeg har<br />
selv prøvet disciplinen. Og det er bare<br />
ikke nemt at løbe et hundespand op i<br />
store støvler, vinterjakke og skibukser.<br />
Et par gange er jeg i øvrigt kun kommet<br />
med fra start med nød og næppe. Når<br />
først kusken løsner den knude, der holder<br />
alle skaglerne til jorden, så er man<br />
enten med, eller man kan glemme alt<br />
om den tur. Hunde, der har stået lænket<br />
i et par dage, er i den grad klar til afgang<br />
og kan ikke vente på langsomme<br />
passagerer. Jeg har hver gang fået fat i<br />
opstanderen og har derfra kunne hive<br />
mig ombord. Det ene hundeslædespor<br />
fra byen går rundt om vores hushjørne.<br />
Det er ned ad bakke og går meget<br />
stærkt. Men uanset hvor er det uklogt<br />
at stå i vejen for en hundeslæde, de har<br />
altid forkørselsret.<br />
Vinteren åbner også mange andre muligheder.<br />
Snescooteren larmer, oser<br />
og giver fantastiske muligheder for at<br />
komme langt omkring. Om sommeren<br />
er det mindst en dagsmarch at vandre<br />
ind til Diskofjord - på snescooter<br />
tager det 1½ time. Op ad bakke er det<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 5
are håndtaget i bund, mens nedkørslerne<br />
kræver pumpebremsning for ikke<br />
at miste styringen. Nedkørslen fra fjeldet<br />
er hårdt for bremserne. Når jeg først<br />
er på vej ned er der ingen fortrydelsesret,<br />
og jeg var ikke speciel stolt, da jeg<br />
mærkede lugten af brændt gummi. Det<br />
hjalp lidt at møde en lokal, der sagde, at<br />
det kendte han godt til. Nedkørslen til<br />
Diskofjorden blev mit svendestykke på<br />
køretøjet, og jeg var glad for det gode<br />
føre den dag, så maskinen kunne holde<br />
sig næsten til sporet. På isen huggede<br />
vi hul og forsøgte med isfiskeri. Det var<br />
ikke dagen til den store fangst. Andre<br />
metoder på andre dage har imidlertid<br />
givet både store torsk og hajer.<br />
Grønlandshvalens kald<br />
Det er hverdag, men ikke en tilfældig<br />
hverdag. Bølgerne slår under kølen,<br />
og der er god fart på den åbne jolle.<br />
En finsk hvalforskeraspirant, en grønlandsk<br />
fanger og undertegnede på vej<br />
ud på åbent hav. Og en følgejolle. Det<br />
er vinter, meget smukt og næsten vindstille.<br />
Jollen er lastet med grej til at optage<br />
Grønlandshvalernes lyde under<br />
vand samt en armbrøst til at tage en<br />
biopsi (vævsprøve) . Det er en god dag<br />
– der er en hval i farvandet, og jollen<br />
accelererer, så jeg må hænge fast i rælingen<br />
for ikke at fl yve overbord. Tæt,<br />
tæt på, og så dykker den. Dette enormt<br />
store dyr, der lever sit liv i de arktiske<br />
have, og som kan blive op til 200 år,<br />
det efterlader kun ringe i vandet. En<br />
kender kan se på ringdannelsen, hvor<br />
dybt hvalen går – og dermed vide, hvor<br />
længe det varer før den kommer op, og<br />
hvor langt væk den så er svømmet. Der<br />
er bare det ved det, at hvaler kan vende<br />
under vandet. Det går op for mig, hvor<br />
vanskelig en opgave det er at få hvaler<br />
til at indfinde sig til prøvetagning. I<br />
timevis jagter vi rundt mellem isskosser<br />
og isfjelde for at komme på skudhold.<br />
Det lykkes omsider for fangeren<br />
i den anden båd. Så er det tid til lydoptagelser<br />
med slukket motor. Der er ikke<br />
tale om det stille liv under havet, der<br />
er knagen, skurren og piben og der…<br />
langt borte den dybe fyldige lyd af en<br />
grønlandshval. Fornemmelsen af den<br />
store lyd, det store hav og det store dyr<br />
får verden til at udvide sig momentant.<br />
Samme dag får jeg muligheden for at<br />
gå i land på en isflage og sætte tænderne<br />
i endnu lun sællever. Det er virkelig<br />
delikat. Min hjemtur foregår i følgejollen,<br />
jeg må hjem og hente børn i institution.<br />
Jollen er godt brugt, men fangeren<br />
der styrer er til gengæld fortrolig<br />
med forholdene. Og det er en stor oplevelse<br />
at bane sig vej igennem isskosserne.<br />
Kaffemik<br />
Jeg følger et eller to børn i skole hver<br />
morgen. Og på vejen hilser jeg på alle.<br />
Allerede de første dage hilste alle på<br />
os. Det er en meget imødekommende<br />
gestus, som nok er undervurderet herhjemme.<br />
Næsten alle vores private gæster<br />
og andre turister, jeg talte med, har<br />
lagt mærke til det samme. En stor gæstfrihed.<br />
Allerede den første uge var vi<br />
til kaffemik hos en dansk familie, der<br />
holdt konfirmation. Det var ikke dem<br />
selv, der havde inviteret, hvilket forekommer<br />
ganske fremmed. Senere er<br />
det blevet klart, at du sådan set selv<br />
vælger, om du kommer som gæst. Der<br />
er kaffemik ved næsten alle fødselsdage,<br />
konfirmation og andre mærkedag<br />
og i forbindelse med første skoledag.<br />
Muligvis et levn fra en tid, hvor mange<br />
børn ikke nåede skolealderen. Selv<br />
efter halvandet år skal jeg minde mig<br />
selv om, at man bare kan komme. Som<br />
den dag, min datter sagde vi skulle til<br />
kaffemik hos nogle børn, hun kendte<br />
perifert, og jeg stort set ikke kendte<br />
moren. Vi gjorde det, og det var fi nt og<br />
helt i orden. Måske var det endda derfor,<br />
jeg siden hen lærte dem bedre at<br />
kende. Ikke alle steder er danskere lige<br />
velkomne, men det er forholdsvis lidt,<br />
jeg har mærket til det skel. Midt i byen<br />
står en opslagssøjle. Her kan du skrive,<br />
at din datter har fødselsdag, og at der er<br />
kaffemik. Det er en vigtig måde at vise<br />
folk betydning på at komme til kaffemik.<br />
Og så skal man ikke blive for længe,<br />
hvilket er overraskende svært uden<br />
at føle sig uhøflig. Men her er det omvendt,<br />
det er uhøfligt at blive for længe.<br />
Jeg husker en af de sidste kaffemikker,<br />
jeg var til. Vi kom seks personer sammen,<br />
og der var vel omkring 10 i for<br />
vejen. I det lille køkken var der disket<br />
op med tørret torsk, røget ørred, tørrede<br />
ammassatter, mattak, rensdyrkølle, rå<br />
sællever og moskusoksesteg. Her var<br />
det så muligt at forsyne sig, skære lidt<br />
til og fra og få rigtig fedtede fingre. På<br />
det tidspunkt havde jeg lært at gå til de<br />
forskellige ting, men jeg husker første<br />
gang, jeg blev præsenteret for en klods<br />
mattak på 7x7x7 cm – hvordan er det<br />
nu lige man spiser sådan en? Efter denne<br />
første fortæring kunne vi sætte os i<br />
sofaen eller stå langs væggene i stuen.<br />
Der var plads til seks personer ved kaffebordet.<br />
Når du først sidder ved bordet,<br />
kan du bare nyde det, drikke kaffe<br />
og spise kage. Og så kan du rejse dig,<br />
tage kop og tallerken med i køkkenet<br />
og sige tak for i dag. I mellemtiden var<br />
der kommet 10 nye gæster til.<br />
Ulo og Magnetisk<br />
Observatorium<br />
Allerede inden jeg kom til Grønland<br />
blev jeg kontaktet af DMI. De ville<br />
gerne ansætte mig som observatør på<br />
Magnetisk Observatorium, der som en<br />
af tre observatorier i Grønland registrerer<br />
jordens magnetfelt. Det kan observatoriet<br />
nu klare uden min hjælp, men<br />
der skal en person til at checke alting<br />
deroppe og foretage en referencemåling.<br />
Observatoriet ligger lidt hævet<br />
over byen, og der er ingen sti derop, så<br />
i perioder med blød sne har det været<br />
glimrende med snesko. En enkelt gang<br />
har jeg skullet lave målinger, mens der<br />
ikke var varme på. Der var minus 12<br />
grader og til sidst var jeg så kold, at jeg<br />
næsten ikke kunne tænke eller skrue<br />
på fi njusteringen, trods trøje og vanter.<br />
Men det var heldigvis ikke normalt..<br />
I det første efterår brugte jeg desuden<br />
mindst en dag om ugen på det lokale<br />
husflidsværksted. Flere havde fortalt<br />
om det, men jeg kendte ingen, der<br />
brugte det, og derfor måtte jeg selv opsøge<br />
muligheden. Mod handler om at<br />
udfordre det man ikke tør – uanset om<br />
det er at klatre i bjerge, gå på indlandsisen<br />
eller tale med sin mor. Noget i<br />
den retning var der en fra eventyrernes<br />
klub, der engang sagde i et interview,<br />
og manden har jo ret.<br />
Fortsættes på næste side<br />
Side 6 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
International masteruddannelse for pædagoger<br />
Af Peter Friese, rektor<br />
pf@petersabroe.dk<br />
I de seneste 10 år har Peter Sabroe Seminariet<br />
hvert år sendt en lille gruppe<br />
danske pædagoger (og ind imellem en<br />
socialrådgiver) på vores 1-årige masteruddannelse<br />
i Maastricht, Holland<br />
I samarbejde med 37 andre socialpædagogiske<br />
uddannelsessteder i Europa<br />
driver vi denne helt unikke uddannelse,<br />
hvor færdiguddannede pædagoger og<br />
socialrådgivere fra hele Europa kommer<br />
sammen i et fælles studiemiljø i et<br />
år. Fokus er på socialt/socialpædagogisk<br />
arbejde, og man arbejder komparativt<br />
- dvs. man sammenligner forholdene<br />
i eget land med andre europæiske.<br />
Underviserne kommer også fra hele<br />
Europa, så uddannelsesforløbet er på<br />
alle måder en øjenåbner. De studerende<br />
bliver både klogere på forholdene i an<br />
Det kunne jeg så tænke på, mens jeg<br />
kredsede om lysten til at besøge værkstedet.<br />
En dag blev det. Det var i orden<br />
jeg kom, uden der blev gjort den<br />
store festivitas ud af det. Jeg lånte grej<br />
og gik i gang med min første udskæring<br />
af en hval. Siden er det både blevet<br />
til tupilak i rensdyrtak og hvalbarde,<br />
nøglebræt lavet af hvalkæbe og min<br />
egen ulo (grønlandsk kvindekniv) i et<br />
fint samspil mellem en gammel fukssvans<br />
og en rensdyrtak. Uden en meget<br />
kompetent leder af værkstedet var jeg<br />
næppe kommet så langt, men jeg har<br />
mange dage bare siddet og arbejdet,<br />
hørt samtaler på grønlandsk, som jeg<br />
ikke forstod, grinet og ellers bare været<br />
tilstede. Ligeså stille har jeg fået mere<br />
dre lande – og måske allermest i Danmark.<br />
Man siger jo, at ”man kun kan se det<br />
sted, man står på, ved at flytte sig fra<br />
det”. Og sådan er uddannelsen også<br />
tænkt. Man bevæger sig helt til Maastricht<br />
i Holland og bliver utroligt meget<br />
klogere på socialpædagogisk arbejde<br />
hjemme i Danmark.<br />
Når man er færdig med sin master-opgave,<br />
har man ret til at bære titlen M.A.<br />
Comparative European Social Studies<br />
Man får sit uddannelsesbevis fra London<br />
Metropolitan <strong>University</strong>, som er<br />
partner i uddannelsen. Anerkendelsen<br />
i Danmark afhænger af det enkelte<br />
danske universitet – hvis man fx skulle<br />
have lyst til at skrive en Ph.D. oveni<br />
sin master.<br />
Mange danske pædagoger har valgt<br />
uddannelsen hovedsageligt for at blive<br />
klogere på deres nuværende arbejde.<br />
Hvis man fx er ansat i narkobehandlingssektoren<br />
i Danmark, kan man<br />
vælge at skrive om narkobehandling<br />
i Europa og på den måde vende hjem<br />
med ny inspiration.<br />
Andre har valgt at bygge ovenpå deres<br />
pædagoguddannelse med henblik på at<br />
at vide om teknikker, materialer og, om<br />
hvor på øen man kan fi nde disko-jern,<br />
ametyst og andre smykkesten. Og drillerier,<br />
både sproglige og fysiske, dem<br />
er der altid plads til, og mere latter. Det<br />
blev et vigtigt sted for mig at møde<br />
mennesker.<br />
Alt det der ikke kom med i<br />
historien<br />
Det var hvad jeg valgte at bringe. Mine<br />
billeder og indtryk er alene mine egne,<br />
men jeg deler hjertens gerne ud af dem<br />
som her. Der kunne også være fortalt<br />
om flerstemmig sang, om at møde<br />
den royale familie på nært hold, om<br />
at håndsy i skind, om skolens hytte i<br />
Fortuna Bay, om Karls tupilakker, om<br />
søge stillinger i internationale miljøer,<br />
fx omkring humanitært arbejde. Og andre<br />
igen har brugt masteruddannelsen<br />
som springbræt til at søge underviserstillinger<br />
i Danmark på eksempelvis<br />
seminarierne.<br />
Uddannelse kan bruges til mange ting.<br />
Men én ting er sikker: De studerende<br />
vender hjem med en international erfaring<br />
- og ikke mindst med et internationalt<br />
netværk af kolleger og venner -<br />
som man kan samarbejde med videre<br />
frem.<br />
For tiden undersøger vi en amerikansk<br />
interesse for at bidrage med studerende<br />
til denne ”internationale klasse”, ligesom<br />
vores kommende kinesiske partner<br />
er meget interesseret netop i masteruddannelsen.<br />
Men det bliver uddannelsen<br />
og gruppen af studerende jo blot mere<br />
interessant af.<br />
Optagelse af danske studerende er vores<br />
eget ansvar på seminariet. Det kan<br />
man høre mere om ved at kontakte vores<br />
internationale sekretær Annelise<br />
Lund på al@petersabroe.dk eller tlf.<br />
8732 7040 - snarest.<br />
jordskælv og fjeldgængere – den ene<br />
fortælling sætter gang i den næste. Nu<br />
er jeg tilbage som seminarielektor og i<br />
gang med at genopdage mit hjemland.<br />
Der er uendelige vidder i Grønland, og<br />
der står stadig en stor tanke tilbage til<br />
de mange mennesker, der tog så godt<br />
imod og var med til at åbne nye muligheder<br />
i livet.<br />
Noter:<br />
1 www.oqaasileriffik.gl/documents/doc/domeneprojektet.doc.<br />
Lokaliseret 20.3.<strong>06</strong><br />
2) Niels Ejbye-Ernst (2004): Pædagogisk arbejde<br />
i naturen med fokus på børnehaver,<br />
fritidshjem og skolefritidsordninger. Speciale<br />
ved DPU.<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 7
Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve<br />
at ændre virkeligheden Af Eddy Thomsen<br />
Seminarielærer, et@petersabroe.dk<br />
Vi, Birgit Bjerre og jeg, undervisere på<br />
Peter Sabroe Seminariet, var sendt ud<br />
af seminaret for at se, opleve og lære af<br />
Amani Peoples Theatre i Kenya.<br />
Hvor har vi været – indhegnet?<br />
Det område i Afrika, der hedder Kenya,<br />
rummer mennesker, folk, kulturer<br />
og sprog af forbløffende mængde, selv<br />
inde i et trods alt overskueligt område,<br />
som staten Kenya dækker. Kenya – på<br />
tværs af de over 20 stammer og sprog<br />
osv, osv – blev af en af vores værter karakteriseret<br />
noget kynisk, måske realistisk,<br />
men i hvert fald polemisk og kritisk,<br />
således:<br />
Der findes tre hovedgrupperinger i landet.<br />
De kan ikke deles op i tre lige store<br />
dele, men de er alle af et betragteligt<br />
omfang. Den ene gruppe består af dem,<br />
der bor i ”compounds”, dvs i indhegnede<br />
bebyggelser, ofte med vagter og<br />
anden overvågning. Den anden gruppe<br />
udgør de mange mennesker, der er<br />
beskæftigede med bevogtning i mange<br />
led fra planlægning, konstruktion,<br />
daglig ledelse og praktisk vagttjeneste.<br />
De sidste grupper må næsten i en systematisk<br />
logik, der ikke behøver syn<br />
for sagn, være de mennesker, som skal<br />
– og bliver – udelukket fra de bevogtede<br />
områder og bebyggelser. Det er alle<br />
fattigrøvene og også rigtig mange mennesker,<br />
som er lidt midt imellem – folk<br />
med gyldigt ærinde, lokale gæster, leverandører…<br />
Som europæiske gæster havde vi ikke<br />
nogen problemer med adgang til ”vores”<br />
indhegning eller andre for den<br />
sags skyld. Vi var genkendt på forhånd<br />
og selvskrevne VIP. Men vi oplevede,<br />
at folk, vi havde haft kontakt med, havde<br />
svært ved at få adgang til vores indelukke.<br />
Inde midt i Kenya såvel som i mange<br />
lande i den tredje verden fi ndes disse<br />
adskillelser, som jo blot bliver fordoblet<br />
og forstærket, når vi betragter<br />
menneskeheden i et globalt perspektiv.<br />
Sagen er, at vi oplever de ulige vilkår<br />
meget stærkt, når vi også ved, at<br />
de samme former for adskillelser findes<br />
i alle rige lande med både fysiske<br />
hegn og vagter med våben og med endnu<br />
flere usynlige hegn, der udgøres af<br />
sprog- og kulturkoder. Der er kun tale<br />
om gradsforskelle, og for Danmarks<br />
vedkommende er det desværre nok kun<br />
et spørgsmål om tid, hvornår de første<br />
rige indelukker bliver etableret for<br />
mere end én ejendom – antagelig i det<br />
nordøstlige Københavnsområde.<br />
Som gæster og work-shop deltagere<br />
hos Amani Peoples Theatre fik vi lejlighed<br />
til at opleve og undersøge dele<br />
af de andre steder udenfor de sikre<br />
compounds og de sædvanlige turistområder.<br />
Vi besøgte bl.a. slumkvarterer<br />
og landsbyer, men også et særligt<br />
”indelukke”, nemlig en pigekostskole.<br />
Besøget hér var også skueplads for en<br />
teater-performance, som vi havde udviklet<br />
i vores work-shop – og det besøg<br />
vil jeg uddybe:<br />
Besøg i Lwak High School,<br />
kostskole for piger (ca. 12-18<br />
år)<br />
Dette var vores største performance.<br />
Det vil sige vores største opgave, hvor<br />
vi brugte dele af teknikker, udforsk<br />
nings- og fremstillingsteknikker med<br />
drama i konfliktløsningssammenhæng<br />
sat ind i en pædagogisk sammenhæng.<br />
Vi brugte forumteater strukturen, hvis<br />
hovedformål er at synliggøre konflikter<br />
og især undertrykkelser i fi ktiv form<br />
med henblik på, at den fi ktive øvelse<br />
kan ”smitte af” på virkelighedens konflikthåndtering<br />
og eventuelle opgør<br />
med undertrykkelse. Vi var ikke indkaldte<br />
til at løse deres problemer. Det<br />
er muligt, at vi alligevel bidrog en smule<br />
– men det er ikke til at sige. På holdet<br />
havde vi en kvinde, som var lærer<br />
på Lwak. Via hende blev vi orienteret<br />
om typiske, ret permanente konflikter<br />
i hendes verden på High School, og vi<br />
tog et af hendes punkter op til dramatisk-pædagogisk<br />
behandling: Præfekternes<br />
misbrug af privilegier og magt.<br />
Pigerne bliver banket op klokken 5 om<br />
morgenen for at læse lektier før morgenmaden.<br />
Det er selvsagt ikke altid lige populært.<br />
Pigerne er søvnige, og deres motivation<br />
er ikke i top – men der er ikke noget<br />
at gøre. Systemet er meget pligt-orienteret,<br />
og de ældre, ledere og lærere<br />
skal ubetinget adlydes. Pigerne bliver<br />
også kontrolleret systematisk. Det er<br />
præfekternes opgave, for så vidt angår<br />
nærværet ved morgenlektielæsningen.<br />
Præfekterne er imidlertid selv elever,<br />
ældre elever med magt og privilegier,<br />
og de kan finde på at snyde med opgaven.<br />
Præfektsystemet er importeret fra det<br />
gamle britiske kostskolesystem, ligesom<br />
også pigernes skoleuniformer (på<br />
denne kostskole holdt i rødt og hvidt –<br />
vi følte os på et symbolsk plan hjemme!).<br />
Præfektsystemet har vist nok<br />
længe været ude af kraft herhjemme,<br />
men det har haft et efterliv i bog, film<br />
og teater, baseret på den svenske forfatter<br />
Jan Guillou selvbiografi ske arbejder.<br />
Vi skaber et spil: Til kamp mod<br />
undertrykkelse.<br />
Side 8 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
Til grin – men gudskelov for<br />
humorens universelle kraft<br />
3 personer spiller almindelige skolepiger.<br />
Én af disse ”piger” er ham, der<br />
skriver disse linjer. Jeg er en mand med<br />
grånende skæg på 50+. Jeg ved ikke<br />
om du, kære læser, kan se det for dig!<br />
Jeg står op af sengen, strækker mig,<br />
vrikker mig ud af natkjolen og pjasker<br />
vand i ansigtet for derefter at gå til læsesalen<br />
sammen med de to andre. Jeg<br />
prøvede overhovedet ikke på at være<br />
komisk. Jeg antydede blot de nævnte<br />
rutinehandlinger for at vise scenen –<br />
men salen skreg af grin. ”Pigerne” sætter<br />
sig til at læse, men er selvfølgelig<br />
utidige, driller hinanden lidt og småskændes.<br />
Den ene er den fl ittige. Den<br />
anden er hende, der prøver at låne og<br />
kopiere opgaven fra den fl ittige. Den<br />
tredje er bare sød og uskyldig. Endelig<br />
dukker præfekten op. Hun er kommet<br />
for sent op. Hun skal registrere de yngre<br />
elevers fravær, og det er hun ikke i<br />
stand til. De tre piger kommenterer lavmælt<br />
hendes svigt. Da så læreren kommer,<br />
er det præfektens opgave at afgive<br />
rapport, og hun meddeler, at den<br />
tredje pige, den søde og uskyldige, har<br />
været fraværende. Det er usandt, men<br />
læreren stoler (blindt) på præfekten. Pigerne<br />
protesterer, mumlende og halvkvædet,<br />
da de ikke har ”lov” til at sige<br />
imod. Præfekten insisterer på sin version,<br />
hvorefter den tredje pige idømmes<br />
en disciplinær straf.<br />
Jokeren spørger salen, om det er retfærdigt.<br />
Nej!!<br />
Er der nogen, der vil overtage rollerne<br />
og vise, hvad der sker i virkeligheden –<br />
i pigernes egen virkelighed, som vi har<br />
lavet et fortegnet billede af – måske?<br />
Ja, det er der mange piger, der gerne<br />
vil. Der udpeges en større gruppe, som<br />
straks går i gang med at gennemspille<br />
scenerne. De fokuserer meget på den<br />
indbyrdes nid og nag mellem pigerne<br />
under lektielæsningen – men lader<br />
præfekten og læreren gøre som før.<br />
Det er ikke helt tilfredsstillende og Jokeren<br />
prøver igen med en ny gruppe.<br />
Stort set det samme sker.<br />
Jokeren sender nu hele salen ud i grupper<br />
med det formål indbyrdes at diskutere<br />
og blive enige om 3 gode råd til<br />
bedring af situationen. Vi, der er gæster<br />
på skolen og som har sat det hele i<br />
gang, deltager som observatører. Efter<br />
en ivrig palaver trækkes grupperne ind<br />
i salen igen for at aflægge rapport. Det<br />
er gruppernes talsmænd rigtigt gode til.<br />
Det er tydeligt, at de er trænede i at stille<br />
sig frem og ytre sig. Men hvad siger<br />
de så? Alle grupperne koncentrerer sig<br />
om elevernes selvdisciplin. De skal blive<br />
bedre til at stå op om morgenen og<br />
være friske til lektierne. De skal læse<br />
flittigt og ikke snyde. De uforbederlige<br />
syvsovere bør dog ikke straffes, men<br />
gives i Guds hånd! Ingen anfægter selve<br />
stå-op tidspunktet (klokken fem om<br />
morgenen i mørke), den strenge disciplin<br />
eller præfektsystemets beståen.<br />
Et blik over hegnet<br />
Har øvelsen da fejlet? Ja, grundideen<br />
om ikke at bøje sig for undertrykkelse<br />
blev ikke taget op som en mulighed i<br />
spillet og heller ikke i debatten bagefter.<br />
Men på den anden side blev situationen<br />
trods alt vist. Den dumme præfekt<br />
blev hængt ud til almindelig latter<br />
og hån. Og den ufølsomme lærer blev<br />
peget ud i den sceniske offentlighed.<br />
Det er i sig selv en oplevelse, der sandsynligvis<br />
bliver lagret i pigernes bevidsthed.<br />
Den kan bidrage til at kaste<br />
tværlys på den regelrette hverdag og<br />
flids-tyranniet – på et senere tidspunkt<br />
(?).<br />
Måske var det lidt for meget med de<br />
mange mennesker, herunder skolelederen,<br />
lærerne, præfekterne og gæsterne,<br />
der alle på én gang så på og fulgte med.<br />
Måske skulle man passe lidt på med at<br />
være alt for socialt opfindsom? - kunne<br />
pigerne tænkes at mene hver især for<br />
sig selv, måske kun halvt bevidst, mens<br />
de på den anden side var meget ivrige<br />
efter at gøre sig bemærket. I hvert fald<br />
nogen af dem, og efter en vis tid...<br />
Men det næste skridt - at udsige afmagten<br />
og handle (fiktivt) imod undertrykkelsen<br />
– det blev ikke taget. Det var<br />
åbenbart alligevel for stor en mundfuld.<br />
Der skal ”ses” en anden måde, en alternativ<br />
selvfølgelighed til det disciplinære<br />
og hierarkiske system, ligesom nogle<br />
individer skal træde i karakter med et<br />
vist mod til at foreslå noget andet.<br />
Den sidste fase i vores arrangement,<br />
den del der handlede om gruppesnakker<br />
efter selve forum-spillet og inden<br />
den sidste tilbagemelding i plenum, var<br />
på en måde den mest interessante. Den<br />
tog lang tid. På det tidspunkt var pigerne<br />
blevet ”varmet op”. Det der skulle<br />
ske, var på en måde allerede sket. Nu<br />
kunne de slappe af, spørge og ytre sig<br />
mere frit over for os fra Europa. Vi<br />
havde jo også givet vores bidrag ved at<br />
skabe os tosset på deres hjemme-scene.<br />
Det gennemgående tema var, at pigerne<br />
gerne ville vide noget om deres muligheder<br />
for eventuelt at kunne komme<br />
til Europa og videreføre deres studier,<br />
gøre karriere, få et liv...<br />
Vores ankerperson, der var lærer på<br />
stedet og også tog del i vores workshop<br />
med Amani People, havde været<br />
i Europa for at læse. Hendes holdning<br />
til Vesten var lunken, hun var med forsæt<br />
taget tilbage til Afrika, og hun var<br />
en mulig rollemodel for pigerne. Hvor<br />
meget det kunne betyde, ved vi ikke,<br />
men vi oplevede at pigerne var meget<br />
interesserede i vores lande. Et tilbagevendende<br />
tema var – hvordan kommer<br />
vi til Europa. Det kunne vi dårligt svare<br />
på. Nå ja, uddannelse, karriere og ægteskab...<br />
men hvordan lige nærmere….<br />
Da oplevede vi igen opdelingen i at<br />
være inde i indelukket og udenfor. Vi<br />
var i pigernes indelukke – og var velkomne<br />
gæster udefra. Pigerne var udelukkede<br />
så at sige på forhånd fra vores<br />
verden, ville gerne ind af mange mere<br />
eller mindre gode grunde. Men de var<br />
udelukkede. Vi var en slags grænsevogtere<br />
eller...?<br />
Det blev en øvelse i det forhold, at det<br />
ikke er nemt at flytte på en massiv, normativ<br />
virkelighed. En øvelse mest for<br />
os, der var gæster. Måske?<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 9
Unikt undertøj fra ”Metropols” undergrund.<br />
(Helle Bøgeskov, Natalie Sørensen, Ulla Braaby, Trine Godt Hansen<br />
2 i-Een – Drama- og bille<br />
Den æstetisk-pædagogisk e<br />
sluttede det 20 ugers ud<br />
dag d. 16 marts med en re<br />
ling, hvortil der var inviteret<br />
baggrund, kolleger, pårøre<br />
rede, tidligere 2-i-Een stud e<br />
Udstillingen var først og fre<br />
af de studerendes afgang<br />
udpluk fra holdets performa<br />
pol. Her præsenteres et ka<br />
udstillingen.<br />
Et udviklingsforløb over 27 b i<br />
En malerisk proces udført af Jonna Brodersen (Jonna Brodersen) ”Efter festen” - rester fra<br />
(Helle Bøgeskov, Ulla Braaby, Ole B<br />
Side 10 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
dpædagoger 2005/20<strong>06</strong><br />
efteruddannelse afannelsesforløbtorsception<br />
og en udstilgæster<br />
med forskellig<br />
de, fagligt interesserende.<br />
mmest præsentation<br />
sprojekter, men også<br />
nce forestilling Metrolejdoskopisk<br />
udsnit af<br />
lleder (Tove Kappel)<br />
et dramaprojekt<br />
run Jensen, Tove Kappel)<br />
New Yorker portrætter fra ”Metropol” (Lone Larsen, Gurli Hansen, Eva Christoffersen)<br />
Gamle døre får nyt liv (Lone Larsen, Gurli Hansen)<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet<br />
Side 11
Relationsarbejde i hjemmet<br />
I sin første lønnede praktik som hjemme-hos-er for en socialt belastet familie kom det helt bag på<br />
Danny, hvor meget det rystede ham følelsesmæssigt, hvor godt han lærte sig selv at kende og at<br />
sætte grænser for, hvor meget han kunne holde til.<br />
Af Danny Mutanda Andersen, 04E1<br />
bhaktadanny@yahoo.com<br />
I min første lønnede praktik blev jeg<br />
ansat ved Familiebehandlingsinstitutionen<br />
(FI), som bostøtte eller hjemme<br />
hos`er for familien Larsen. Jeg blev optaget<br />
af, hvordan relationsarbejde foregår<br />
i pædagogisk praksis. Det at blive<br />
til og være en pædagogisk støtte person<br />
for familien Larsen, var en stor udfordring<br />
idet jeg skulle afklare min faglige<br />
identitet, afprøve teori og metoder,<br />
samt gøre et seriøst stykke selvstændigt<br />
socialpædagogisk arbejde.<br />
Jeg var spændt, men nervøs over det<br />
at håndtere opgaven som bostøtte med<br />
den begrænsede faglige viden, jeg besad.<br />
Jeg havde ikke noget erfaring med<br />
at lave selvstændigt arbejde i andres<br />
hjem på egen hånd. Jeg var usikker på,<br />
om jeg havde tilstrækkelig teoretisk<br />
kompetence til at løfte opgaven. For<br />
at sætte mere skrue på vinkelen, skulle<br />
jeg være den eneste bostøtte for familien.<br />
Før jeg gik i gang, var det vigtigt<br />
for mig, at jeg fik en klar definition<br />
af, hvad min opgave gik ud på, hvilke<br />
beføjelser jeg havde som støtteperson,<br />
hvilke metoder der egnede sig bedst til<br />
opgaven, og hvordan det administrative<br />
og juridiske bagland hang sammen<br />
for at støtte mig. Jeg havde behov for at<br />
samle så meget information om familien<br />
som muligt og forstå, hvilke værdier,<br />
FI arbejdede ud fra.<br />
Alle navne i artiklen er anonymiserede<br />
Familien, jeg skulle etablere relationer<br />
til, befandt sig i en indviklet situation.<br />
Hanne er 35 år og mor til tre børn. Rita<br />
på 16, Peter på 12 og Anton som er næsten<br />
3 år gammel. Hanne blev seksuelt<br />
misbrugt af sin stedfar som 16 årig.<br />
Moren tog stedfarens parti, så Hanne<br />
flyttede hjemmefra. Hendes far er<br />
død. Hanne har færdedes i det kriminelle<br />
narko miljø i en del år, men ikke<br />
længere. Børnene har hver deres far, og<br />
Hanne er kæreste med Antons far, Terry.<br />
Rita er anbragt, da hun har anklaget<br />
Terry for at have misbrugt hende seksuelt.<br />
Peter går på specialskole. Han<br />
har svært ved at begå sig socialt. Anton<br />
blev født for tidligt, og hans udvikling<br />
er i søgelyset.<br />
Kommunen har arbejdet med familien<br />
i mange år, og mange instanser samarbejder<br />
for at støtte en positiv udvikling<br />
i familien. Peters tilstand har vakt bekymring<br />
i Familiecentret, FI og skolen.<br />
Skolen har gjort opmærksom på, at han<br />
har brug for hygiejnisk pleje. Han har<br />
problemer med at kontrollere afføring<br />
og laver nogle gange i bukserne. Han<br />
har brug for omsorg i hjemmet, i større<br />
udstrækning end det ydes nu. Anbringelse<br />
har været overvejet. Hanne<br />
er indstillet på at undgå en anbringelse<br />
og er opmærksom på, at der skal ske<br />
ændringer i hjemmet. Efter et behandlingsforløb<br />
bliver det vurderet, at Hanne<br />
og hendes sønner Anton og Peter<br />
skal støttes derhjemme for at sikre deres<br />
trivsel. Med en hjemme-hos-funktion<br />
skal familien støttes i eget hjem, idet<br />
der især skal lægges vægt på at sikre<br />
børns trivselsvilkår.<br />
Hanne indvilger i at lade en støtteperson<br />
arbejde i hendes hjem, og jeg får<br />
støtteopgaven som min praktik. Hanne<br />
bryder sig ikke om mørklødede indvandrere,<br />
hvilket jeg er.<br />
Allerede inden jeg havde fået kendskab<br />
til familiens situation, havde jeg<br />
en forestilling om, at jeg skulle arbejde<br />
med brugere med sociale og mentale<br />
vanskeligheder, som jeg skulle relatere<br />
til på en passende måde. Det var derfor<br />
vigtigt for mig, at jeg kunne finde<br />
metoder at leve mig ind i familiens situation<br />
på, samtidig med at jeg udviklede<br />
mig fagligt. Mit valg faldt på Girafsprog,<br />
en empatisk metode. Dertil<br />
ville jeg inddrage elementer af Marte<br />
Meo, en udviklingsstøttende metode,<br />
som Maria Aarts fra Holland er mest<br />
Girafsprog – ikke voldelig kommuni<br />
kation<br />
Girafsprogsmetoden består af fire<br />
trin.<br />
På det første trin (iagttagelsen), fortæller<br />
jeg personen, hvad jeg ser i forhold<br />
til vores udveksling eller situation. Her<br />
undlader jeg at bruge ord som udtryk<br />
ker vurderinger, men taler konkret og<br />
præcist. Ved andet trin (følelse) fortæller<br />
jeg, hvad iagttagelsen får mig til at føle.<br />
I det tredje trin (behov) giver jeg udtryk<br />
for ønsker eller værdier, jeg gerne vil se<br />
virkeliggjort, uden at de er knyttet til en<br />
bestemt person. Det fjerde og sidste trin<br />
er anmodningen, som gives i form af et<br />
konkret spørgsmål, hvor jeg beder per<br />
sonen om noget, for at arbejde videre<br />
i samtalen. Ved at bruge denne metode<br />
foregår samtalen på det følelsesmæssi<br />
ge plan. Ved at bruge følelser som middel<br />
arbejder vi som ligeværdige. Der skal<br />
ikke en pædagogisk uddannelse til for at<br />
føle. Det kan ikke lade sig gøre at gemme<br />
sig bag teoretiske vendinger. Som<br />
pædagog, indgår jeg i en relation på et<br />
mere personligt, men dog stadig professionelt<br />
plan. Der indgår flere spændende<br />
lag og detaljer i metoden.<br />
Side 12 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
kendt for at have udbredt. Jeg ville gøre<br />
brug af elementer fra Marte Meo, såsom<br />
at holde øje med initiativer, sætte<br />
ord på dem, anerkende initiativer og<br />
hjælpe med at omsætte initiativer til<br />
handling. Det, jeg også vægtede højt,<br />
var at fokusere på de ressourcer og evner,<br />
jeg nu ville lægge mærke til hos familien,<br />
frem for at fokusere på eventuelle<br />
mangler og fejl. FI arbejder i øvrigt<br />
med udviklingsstøttende kommunikation<br />
i behandlingen. Metoden er bragt<br />
til Norden af blandt andre psykologen<br />
Haldor Øvreeide som også er supervisor<br />
på institutionen.<br />
Hanne og jeg hilste på hinanden for<br />
første gang i et samtalerum ved FI. Behandleren<br />
kaldte mig ind, efter de havde<br />
haft en samtale. Da jeg kom ind i<br />
rummet, sørgede jeg for, at jeg ikke<br />
havde et bedømmende blik. Det har<br />
været svært for mig at finde et ord, som<br />
på rette vis beskriver det blik, jeg mener<br />
er så vigtigt at have i mødet med<br />
andre. Øjet er så komplekst, men vigtig<br />
et redskab i relationsarbejdet. Øjnene<br />
hos brugeren giver udtryk for og ser<br />
så mange subtile følelser og holdninger<br />
hos personen, som det skrevne ord ikke<br />
kan udtrykke. Jeg prøvede derfor at afspejle<br />
min holdning til Hanne gennem<br />
mine øjne. Jeg rettede min kropsholdning<br />
uden at virke for stiv og stolt. Det<br />
gjorde jeg for at vise, at jeg er rolig og<br />
ikke udfarende. Jeg ventede på at blive<br />
introduceret til hende og gav hende<br />
pænt hånden, mens jeg bukkede mig<br />
høfligt for hende og Anton. Jeg satte<br />
mig ned og holdt min hænder sammen<br />
i en respektfuld gestus. Jeg satte<br />
mig sådan for at vise, at jeg tog min<br />
opgave seriøst. Behandleren forklarede<br />
kort de funktioner, jeg skulle have<br />
i Hannes hjem. Jeg skulle støtte Peter i<br />
hans fritidsaktiviteter samt hjælpe ham<br />
og Hanne i hjemmet med praktiske opgaver.<br />
Jeg sørgede for at bekræfte oplysningerne<br />
på en opmærksom, glad og<br />
direkte måde. Jeg sørgede for at holde<br />
øjenkontakt mens jeg talte. Det gjorde<br />
jeg for at signalere, at jeg var parat<br />
til dialog uden at have en anden dagsorden.<br />
Jeg formulerede mit danske så<br />
præcist og tydeligt som muligt for at<br />
give hende det indtryk, at vores samarbejde<br />
ikke ville bære præg af sproglige<br />
vanskeligheder. Vi blev enige om, at<br />
jeg kunne komme på besøg næste dag<br />
og hilse på Peter. Jeg fortalte Hanne, at<br />
jeg glædede mig til at være til tjeneste,<br />
gav hende hånden og forlod rummet.<br />
Ved at være respektfuld og vise en enkel<br />
villighed til at støtte familien efter<br />
dens behov giver jeg Hanne et klart signal<br />
om, at jeg respekterer hendes myndighed<br />
og situation. Jeg giver hende et<br />
indtryk af, hvordan jeg har tænkt mig at<br />
opføre mig i hendes hjem. Jeg mener,<br />
at det at udtrykke min personlighed på<br />
en enkel og tydelig måde, er afgørende<br />
for, at hun åbner døren for mig næste<br />
dag. Det var også vigtigt, at min krop<br />
sagde det samme som ordene. Jeg mener,<br />
at kropssprog/det nonverbale har<br />
større betydning end det verbale sprog.<br />
Ved at være empatisk og sætte mig ind i<br />
hendes situation, kunne jeg vise, at der<br />
ikke skulle træde en kontrollerende figur<br />
fra kommunen ind i hjemmet, som<br />
ville fravriste hende resterne af noget,<br />
som skulle være et privatliv for hende.<br />
Min opgave i familien er at holde mig<br />
Familiebehandling - Familieværksteder<br />
Inden for det pædagogiske felt er der<br />
meget fokus på, hvordan mennesker i socialt<br />
prekære situationer kan sikres bedre<br />
vilkår og forhindres i blot at være en<br />
omkostning for samfundet. Erkendel<br />
sen af familiens betydning for, hvordan<br />
mennesker udvikler sig, har gjort, at der<br />
er etableret mange tilbud for at sikre, at<br />
familier kan opretholde eller skabe trivselsvilkår<br />
for sig. Familiebehandling er<br />
et af de tilbud, som kommunen tilbyder<br />
familier med sociale, psykiske og sam<br />
spilsmæssige vanskeligheder. Familieværksteder<br />
arbejder hovedsageligt med<br />
samtalebehandling ud fra den systemiske<br />
tankegang. Gennem processen hjælpes<br />
familien til at udvikle metoder til at<br />
forbedre deres situation, ved at aktivere<br />
deres egne ressourcer. Der er særlig fo<br />
kus på, at børn og unge får hjælp til at<br />
klare vanskelighederne i deres eget miljø.<br />
Dette er en måde at forebygge anbringelser<br />
på.<br />
til at nære empati for den i min bevidsthed<br />
uden at sige noget, at fokusere min<br />
opmærksomhed på familiens følelser<br />
og behov. Ved dette første møde med<br />
Hanne indleder jeg det pædagogiske<br />
arbejde ved at indgå empatisk i en relation.<br />
Den næste dag tog jeg til familien Larsens<br />
hjem for at påbegynde mit arbejde<br />
i hjemmet. Det følgende er uddrag fra<br />
min dagbog: ”Da jeg ringede på døren,<br />
åbnede Peter op. Jeg rakte ham min<br />
hånd, og han tog den, idet vi hilste på<br />
hinanden. Jeg trådte ind i en meget rodet<br />
og beskidt lejlighed, jeg tog mine<br />
sko af. Hanne, som var ved at made<br />
Anton i køkkenet, kom ud i gangen for<br />
at hilse på mig. Hun bevægede sig rastløst<br />
og hurtigt rundt i lejligheden, mens<br />
hun undskyldte rodet. Jeg svarede, at<br />
det var helt ok. Hun undgik øjenkontakt.<br />
Jeg tolker det som, hun var meget<br />
usikker på, hvordan hun skulle håndtere<br />
min tilstedeværelse. Jeg blev stående<br />
i gangen og forsøgte at afl æse signalerne.<br />
Hanne begyndte at gøre sig selv<br />
og Anton klar til at gå. Anton kom over<br />
for at vise mig Lego-figuren på hans Tshirt<br />
og et billede af ham selv på hylden<br />
i stuen. Jeg besluttede at blive i gangen,<br />
indtil jeg blev inviteret til at færdes andre<br />
steder end gangen. Hanne fortalte<br />
Peter, at hende og Anton skulle i kælderen.<br />
… Vi aftalte, at Peter og jeg ville<br />
gå en tur og vende tilbage senere, hvorefter<br />
hun gav ham et kys og smuttede.<br />
Her stod jeg i et fremmed hjem, med<br />
en 11 årig dreng jeg havde kendt i fem<br />
minutter, og skulle finde ud af noget at<br />
lave”.<br />
Oplevelsen af at træde ind i en families<br />
hjem og være støtteperson, var intens.<br />
Jeg skulle være denne her professionelle<br />
person, som var ved at blive skabt,<br />
samtidig holde mig mine metoder for<br />
øje, finde ud af hvilke adfærdsnormer,<br />
familien havde, og tilpasse mig sprogligt.<br />
Jeg skulle tage højde for familiens<br />
fordomme i forhold til min indvandrerkrop.<br />
Det var intenst, fordi jeg åbnede<br />
alle mine sanser fuldt ud for at opfatte<br />
alle de signaler, Hanne og børnene<br />
udsendte, og bearbejdede dem for information,<br />
samtidig med at jeg skul-<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 13
le skabe en kontakt som ikke skulle sagen mellem Terry og Hannes datter,<br />
gå i vasken fra starten. Jeg oplevede, Rita. Rita var lige flyttet, og Terry undhvordan<br />
jeg personligt skulle distan- gik at møde mig.<br />
cere mig fra det rod og skidt, der var Bortset fra sagen med Rita, udtryki<br />
lejligheden, og fagligt forstå det som te Peter mange ønsker og tanker i foret<br />
følelsesmæssig udtryk for, hvad der hold til det, han ville og kunne. Han<br />
foregik i hjemmet. Det at opfatte rod og havde svært ved at fastholde sig selv i<br />
skidt som en ressource, der kan bruges aktiviteter og havde lidt mange nedertil<br />
at forstå en person, krævede en vis lag og fået mange skuffelser. Peter er<br />
tilvænning. For eksempel var gulvet i overvægtig, lider af et lavt selvværd og<br />
Peters værelse blandt andet dækket af lav selvtillid. Jeg oplevede fremskridt i<br />
gammel chips og kiksposer. Jeg kun- samarbejdet med Peter. Ved at fokusene<br />
ud fra dette gætte mig frem til, hvad re på hans behov og følelser fik vi med<br />
han spiste meget af, hvilke smag han tiden et godt forhold til hinanden. Fx:<br />
brød sig mest om og omfanget af om- ”Jeg kan se du bliver ked af det, når du<br />
sorg i hjemmet. En del af mig skreg på taler om din vægt. Jeg har brug for at<br />
at komme ud derfra, mens en anden tog spørge dig om, hvorfor du bliver ked af<br />
det helt roligt og opfattede det som det det. Må jeg godt det?”.<br />
mest naturlige overhovedet. Vi ryddede hans værelse op, meldte<br />
Alt kunne levere gavnlig viden om fa- ham til en motocross-klub, hvor jeg<br />
milien, som kunne hjælpe mig i min fulgte med. Vi tog også på gåture, hvor<br />
opgave. Jeg havde pludselig ansvaret vi bare hang ud. Det hændte, at jeg fik<br />
for en 11 årig dreng, og alt hvad jeg lov til at lege med Anton. Ved at jeg var<br />
sagde og gjorde ville have betydning i hjemmet og iagttog og lyttede uden<br />
for, hvordan jeg fremover ville rangere at dømme, begyndte Hanne og Peter at<br />
som person i hans verden. Især når han betro sig til mig. Hanne lod mig hjælpe<br />
var vant til pædagogiske fi gurer, der hende med praktiske ting, og vi tog på<br />
kom og gik ud af hans verden, med er- gåture, hvor hun talte om, hvordan hun<br />
klærede bedste hensigter, men afbrudte havde det. Jeg fik lov til at hjælpe med<br />
handlinger. at istandsætte hjemmet og til at møde<br />
hendes veninder. Peter fortalte mig om,<br />
Tidligt i vores relation havde Hanne hvordan han og kammeraterne lavede<br />
svært ved at bede om hjælp og sige, drengestreger. Jeg fik lov til at besøge<br />
hvad hun havde behov for at jeg tog ham i skole og møde hans venner. Jeg<br />
mig af. Hun afviste ofte mine tilbud om mener, jeg fik en bedre kontakt med faat<br />
komme ind i hjemmet. Ved at bruge milien ved at undgå at give råd, at spilgirafsprog<br />
lykkedes det mig omsider le bedrevidende og ved ikke at kritiseat<br />
komme ind i hjemmet igen. Fx ”Nu re. Den fortrolighed, jeg søgte, banede<br />
har jeg ringet til dig fem gange, og jeg efterhånden vej for dilemmaer.<br />
er usikker på, om jeg ringer for meget.<br />
Jeg har brug for at vide, om jeg ringer Ved at arbejde med familien blev manfor<br />
meget til dig. Synes du det?”. Ved at ge følelser sat i gang inde i mig selv.<br />
dele mine følelser og udvise konkrete Jeg fik et behov for at afklare hvilke årbehov<br />
for et samspil med familien, åb- sager der lå til grund for mine følelser.<br />
nede Hanne mere op. Stemningen i fa- Jeg følte sorg, frustration, og var så ked<br />
Tegning: Allan Stochholm milien var meget påvirket af misbrugs- af det, at jeg var ved at bryde i gråd fx<br />
Side 14 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
midt i mit indkøb. Jeg græd, når jeg var delighed, mine faglige og personlige<br />
ude og gå ture. Jeg havde lige pludse- holdninger er konstant i udvikling. Det<br />
lig svært ved at forstå, hvad der følel- handler om at holde balancen i et flysesmæssigt<br />
skete med mig. Arbejdede dende landskab. Supervisionen er det<br />
jeg for at støtte familiens behov eller redskab, som hjælper mig til at sejle<br />
mine egne? Var det følelser, som skyl- mere sikkert gennem min praksis.<br />
des noget helt andet, men var blevet sat<br />
i gang af en oplevelse hos familien Lar- Ved at bearbejde mine følelser blev<br />
sen? Det var vigtigt at bearbejde mine jeg i tvivl om, hvor grænsen mellem<br />
følelser, især fordi de indgik i mit ar- min faglige og min personlig sfære<br />
bejde som redskab, og redskabet skulle gik i min praksis. Jeg begyndte at unfungere<br />
optimalt. dre mig over, hvornår jeg var den professionelle<br />
eller den private person, når<br />
Jeg betragter supervision som et af de jeg tog en beslutning på arbejde. Igen<br />
vigtigste redskaber til at forstå relatio- var spørgsmålet hvem der blev tilgodenen<br />
til mine brugere og min praksis. At set, med hvilket formål for øje. Hvor<br />
sætte ord på og begrunde mine tanker meget kunne jeg fortælle familien, og<br />
og handlinger over for min vejleder var hvor meget skulle jeg tage imod af open<br />
god måde at reflektere over mine di- lysninger fra familien? Kunne jeg vise<br />
lemmaer på. Især når jeg blev ført igen- dem billeder fra mit liv, ligesom de vinem<br />
tvivlsmomenterne på en metodisk ste billeder fra deres? Hvor gik grænmåde.<br />
Gennem supervision er jeg ble- sen mellem at være for faglig og upervet<br />
bedre til at forklare og forstå sam- sonlig?<br />
menhængen mellem mine handlinger,<br />
tanker og følelser. At forstå den teo- Hanne og Peter talte hver især om, hvor<br />
ri, jeg fordyber mig i, og at få øje på svært de havde det med at forholde sig<br />
de kundskaber, jeg har brugt i arbejdet til situationer i deres liv. Nogle gange<br />
med familien. spurgte de mig, hvad de skulle stille op.<br />
Ved at fordybe mig i familiens verden Som støtteperson er det min opgave at<br />
blev jeg følelsesmæssigt bevæget og yde opbakning til initiativer. Jeg skal<br />
brød sammen nogle gange. Igennem ikke behandle, men videregive oplyssupervision<br />
fik jeg forståelse for mine ninger til behandleren. I de fortrolige<br />
emotionelle grænser, og lærte at sætte samtaler havde jeg svært ved at skelgrænser<br />
for det input, jeg udsatte mig ne, hvornår jeg blot støttede brugeren<br />
selv for i marken. Jeg lærte at lytte bed- og hvornår jeg egentlig var i gang med<br />
re til mig selv og at være opmærksom behandling. Er det ikke behandling at<br />
på det, jeg følte. støtte en bruger gennem samtale?<br />
Jeg blev også bedre til at lytte til andre.<br />
Jeg fik hjælp til at forholde mig til Ter- I min ansættelse som hjemme hos`er<br />
rys formodede overgreb på Rita, Pe- blev vi enige om, at familien ikke fik<br />
ter og Hannes oplevelser. Ved at ven- kendskab til, at jeg var studerende. Vi<br />
de hvert dilemma fik jeg mere indsigt havde en velbegrundet formodning om,<br />
i min udvikling som pædagogstuderen- at Hanne muligvis ville føle, at hendes<br />
de. Det handlede om at finde min ba- situation ikke blev betragtet som seriøs<br />
lance i forhold til alle de faktorer, som nok og ville afbryde samarbejdet. Eller<br />
spiller sammen. Mine metoders anven- Forts. på side 19<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 15
Fødselsdag i provinsen Af Dav Jacobsen<br />
I nålestribet habitjakke, cowboybukser<br />
og smarte sko på fødderne, var jeg en<br />
aften til fødselsdag hos en af vennerne,<br />
der bor i et almindeligt hus med sin<br />
mand i en almindelig landsby lidt uden<br />
for Århus og har et almindeligt job og<br />
to børn, det ene adopteret.<br />
Der var rigtig mange mennesker, familie<br />
og venner og kollegaer, og jeg cirkulerede<br />
med hvidvin i et smalt glas<br />
på lang fod og smalltalkede til højre<br />
og venstre, mens børn i alle aldre løb<br />
rundt i huset og forsøgte at piske en<br />
stemning op.<br />
Der var flag på bordene, pindemadder<br />
på fadene og vin, øl og sodavand linet<br />
op i køkkenet.<br />
På et tidspunkt kom naboerne ind og<br />
gav hånd og sagde tillykke til fødselaren.<br />
Jeg hilste også på dem, gav hånd<br />
og sagde navn og talte lidt om vind og<br />
vejr og naboskab og løst og fast, og de<br />
fortalte, at hun var sygeplejerske og<br />
han lavede reklamer, og kort efter fik<br />
de på forunderlig vis drejet samtalen<br />
ind på penge.<br />
Ikke fordi det er usædvanligt, rigtig<br />
mange mennesker kan rigtig godt lide<br />
at tale rigtig meget om penge og aktier<br />
og stigende huspriser og realkreditlån<br />
og friværdi, men det interesserer mig<br />
så lidt, så jeg var på vej væk, da han<br />
smilede til konen og sagde, at de netop<br />
havde investeret i en lejlighed i Tyrkiet.<br />
Jeg måtte lige sikre mig at have hørt<br />
rigtigt, for stod der ikke en mand på<br />
min egen alder med fast dame, fast arbejde<br />
og fast ejendom på en villavej i<br />
en almindelig landsby og fortalte, at<br />
han havde så mange penge, så han ikke<br />
vidste, hvad han skulle bruge dem til<br />
og derfor havde købt lejlighed i et andet<br />
land?<br />
Jeg bundede hvidvinen.<br />
Så tog jeg en halvfuld flaske fra et bord<br />
med hvid dug og fødselsdagsfl ag og<br />
trådte et skridt nærmere naboen. I sam-<br />
me bevægelse smadrede jeg fl asken i<br />
panden på ham, mens jeg med den frie<br />
hånd stak to fingre langt ind i øjnene på<br />
hans kone. Glasskår, blod, hvidvin og<br />
skrig af smerte sprang ud i lokalet og<br />
fik børnene til at stå stille.<br />
Med naboen på knæ hamrede jeg resterne<br />
af den knuste flaske ned i hans<br />
tyndt behårede hovedbund. Hurtigt<br />
vendte jeg mig mod hustruen. Lossede<br />
hende over skinnebenet med hælen på<br />
min smarte sko. Hendes grimme strømpebukser<br />
gik i stykker og huden åbnede<br />
sig for knoglen. Skriget steg en oktav.<br />
For at få hende til at holde kæft, knaldede<br />
jeg albuen ind i hendes kæbe, så<br />
den brækkede. Så tav hun.<br />
Mens jeg børstede glasskår af reverset,<br />
så jeg mig om efter mere hvidvin. De<br />
omkringstående gæster genoptog samtalen.<br />
”Tænk at købe lejlighed i et land, vi<br />
ikke engang vil have med i EU,” sagde<br />
en ældre dame, der efter udseendet at<br />
dømme var fødselarens mor.<br />
”Ja, og de eneste tyrkere de ser, er dem,<br />
der vander græsplænen og fejer fortovet.<br />
Lejlighederne ligger jo i en slags<br />
reservater,” tilføjede en af mine gamle<br />
venner.<br />
”Det er ikke så meget det, selvom det<br />
selvfølgelig også er absurd,” sagde jeg<br />
og tørrede mig i ansigtet med en vådserviet,<br />
jeg havde fået af en eller anden.<br />
”Det er lige så meget… det er bare så<br />
… så fantasiløst,” fortsatte jeg. ”De bor<br />
i et hus, der med garanti ikke er vurderet<br />
til under tre millioner. De har fast<br />
arbejde. De har livslang pensionsopsparing.<br />
De får aldrig problemer med<br />
økonomien. Man har simpelthen for<br />
lidt fantasi, hvis man kun kan fi nde på<br />
at bruge sine penge til at købe lejlighed<br />
i Tyrkiet.”<br />
De andre nikkede.<br />
”Hvorfor køber de ikke en atombombe<br />
og desarmerer den? Eller adopterer 100<br />
afrikanske børn? Hvad fanden skal de<br />
med en lejlighed mere?” Min stemme<br />
lå en anelse i diskanten.<br />
”Jeg bliver så ophidset, når jeg hører<br />
sådan noget,” sagde jeg og strøg mig<br />
over håret.<br />
De andre nikkede igen. Ivrigt.<br />
Husets 12-årige datter havde fulgt med<br />
i samtalen de sidste par minutter. Nu<br />
spurgte hun forsigtigt:<br />
”Kan du ikke lide penge?”<br />
”Jo, for fanden,” sagde jeg og grinede<br />
til hende. ”Penge er en god ting. Så kan<br />
man betale husleje, købe is og få tøj på<br />
kroppen. Men med penge følger også<br />
ansvar.”<br />
Jeg tog en tår af hvidvinen. Hvordan<br />
kunne jeg forklare hende, hvad jeg<br />
tænkte, uden at komme til at lyde som<br />
en idiot? Det kunne jeg sikkert ikke:<br />
”Vi bliver rigere og rigere i Danmark.<br />
Men det ser ud som om, al den rigdom<br />
gør noget ved vores måde at tænke på.<br />
Vi bliver mere indskrænkede. Vi vil<br />
ikke længere have med andre mennesker<br />
at gøre.”<br />
”Jeg fik altså 100 kroner af mormor, og<br />
jeg gav lillebror et knus.” Hun kiggede<br />
udfordrende på mig.<br />
”Det lyder dejligt,” sagde jeg. ”Men i<br />
en lidt større målestok, er det vist alligevel<br />
rigtigt, hvad jeg siger. Vi vil for<br />
eksempel ikke have udlændinge i Danmark.<br />
Vi gør alt, hvad vi kan for at holde<br />
dem ude. Vi er bange for de fremmede.”<br />
”Jeg er da ikke bange for min lillebror.<br />
Og inden vi hentede ham, var han<br />
fremmed. Han er fra Utopia. Næh, øh..<br />
Etipio… nej, Etiopien.”<br />
”Ja, når vi lærer folk at kende, forsvinder<br />
vores frygt. Vi er kun bange for det,<br />
vi ikke kender.”<br />
Datteren lyttede, men sagde ikke noget.<br />
Jeg fortsatte:<br />
”Den frygt er der nogle mennesker, der<br />
forstår at udnytte. De fortæller os, at de<br />
fremmede kommer for at overtage vo-<br />
Side 16 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
es kirke og vores land. Og så lover de<br />
os, at hvis vi stemmer på nogle bestemte,<br />
vil de lukke grænserne, så ingen<br />
fremmede kan komme ind. De spiller<br />
på vores frygt og opnår selv magt. Det<br />
er meget lidt sympatisk.”<br />
”Hvad har det med penge at gøre?”<br />
spurgte datteren inkvisitorisk.<br />
”Tingene hænger desværre sammen.”<br />
Puha, jeg lød som en glad hippie fra<br />
60’erne, der havde røget for meget<br />
hash og nu skulle forklare verden for<br />
sig selv.<br />
”Af en eller anden grund er det sådan,<br />
at jo rigere vi bliver, jo mindre vil vi<br />
dele. Det er det, jeg mener med, at rigdom<br />
har indflydelse på vores tankegang.<br />
Vi ønsker ikke at dele vores velstand<br />
med nogen. Flertallet i Danmark<br />
synes det er fint, at vi skærer i ulandsbistanden.<br />
Lad de andre sulte, jeg skal<br />
have ny emhætte. Alle har jo ret til et<br />
nyt køkken.”<br />
Det sidste var et reklameslogan, der<br />
kørte overalt, og som jeg fandt ualmindeligt<br />
frastødende. Alle har ret til et nyt<br />
køkken. Hallo!<br />
Jeg smilede til hende, usikker på om<br />
hun fattede, hvad jeg sagde.<br />
”Forstår du det?”<br />
De andre gæster nikkede, som om det<br />
var dem, jeg talte til. Måske var de enige,<br />
måske var de bange for deres skinneben.<br />
”Joeh, men jeg tror for eksempel ikke,<br />
far har råd til at købe en atombombe<br />
og de… arm… og gøre det der, du sagde.”<br />
”Nej, vi kan ikke alle sammen købe en<br />
bombe og desarmere den. Eller adoptere<br />
100 afrikanerbørn. Men mindre kan<br />
også gøre det. Man kan bare give lidt til<br />
en eller anden organisation, der hjælper<br />
andre. Røde Kors for eksempel. Eller<br />
Mellemfolkeligt Samvirke.”<br />
Du godeste, det var lige efter bogen.<br />
Nærmest pinligt naivt. Men det var jo<br />
også sandt. Måske er det sådan, at det<br />
sande altid er enkelt og pinligt naivt?<br />
Alligevel overvejede jeg, om jeg ikke<br />
kunne finde på nogen smartere eksempler.<br />
Der havde dannet sig en lille kreds<br />
rundt om os. Med foden legede jeg forsigtigt<br />
med naboens slatne arm, der lå<br />
strakt ud fra hans krop på gulvet. Skub<br />
bede til den og skubbede den tilbage<br />
igen. Så sagde jeg:<br />
”Du kender Daniel Agger, ikke? Ham<br />
den unge fodboldspiller fra Brøndby,<br />
der lige er blevet solgt til Liverpool.”<br />
Jeg kiggede spørgende på datteren, der<br />
nikkede.<br />
”Ok, i Liverpool tjener han omkring<br />
600.000 kroner. Om ugen. Sekshundredetusind<br />
kroner! Det er mere end jeg<br />
tjener om året. Hvorfor indfører det internationale<br />
fodboldforbund ikke en<br />
regel, der siger, at en tredjedel af spillernes<br />
lønninger skal gå til velgørende<br />
formål? Han kan da ikke mærke forskel<br />
på, om han tjener 400.000 eller<br />
600.000 kroner.”<br />
”Tror du ikke han bliver sur, hvis det<br />
der forbund tager nogle af hans penge?”<br />
Pigen satte et spørgende ansigt<br />
op.<br />
”Jo, det kan godt være. Men han bliver<br />
sikkert god igen. Og man skal jo ikke<br />
lade være med at gøre noget af frygt<br />
for, at nogle bliver sure. Når han har<br />
vænnet sig til tanken, kan han sikkert<br />
godt se fornuften i det. Han kan jo heller<br />
ikke forholde sig til en løn på små<br />
tre millioner kroner om måneden. Og<br />
han kan da slet ikke nå at bruge dem.”<br />
Folk i rundkredsen kiggede på hinanden<br />
og nikkede. Jeg kunne se på datteren,<br />
at hun tænkte over det, jeg havde<br />
sagt.<br />
Forslaget var ikke min egen opfindelse.<br />
Et par måneder tidligere havde jeg<br />
været på café med en veninde og mødt<br />
nogle sportsfolk, der brændte 15.000<br />
kroner af på et væddemål om en tjeners<br />
skostørrelse.<br />
Den mest ivrige af dem ville næppe<br />
vædde igen foreløbig. Efter at have givet<br />
hånd på væddemålet til sine kammersjukker,<br />
bøjede han sig ind over<br />
bordet for at tage en tår af sin café latte.<br />
Jeg langede en arm ind mellem dem,<br />
greb fat i hans hår og smadrede for fuld<br />
kraft hans hoved ned i bordpladen. Lyden<br />
af mødet mellem marmor og næseknogle<br />
var ikke rar. Jeg holdt fast og<br />
trak ham op igen og forklarede, hvor<br />
stupid jeg syntes, han var.<br />
Mens han lavede lyde og forsøgte at<br />
standse blodet, foreslog en af hans<br />
kammerater, at de da også kunne bruge<br />
pengene til noget mere fornuftigt. Jeg<br />
havde bare nikket. Jeg var optaget af at<br />
gnide røde pletter af min hvide skjorte.<br />
Da kammeraten foreslog et fast månedligt<br />
beløb, blev jeg mere opmærksom.<br />
Veninden jeg var sammen med havde<br />
ikke sagt noget i et stykke tid. Faktisk<br />
ikke siden sportsmanden kyssede bordet.<br />
Nu sagde hun:<br />
”Hvorfor inddrager en eller anden myndighed<br />
ikke en tredjedel af lønnen? Der<br />
er så mange penge i sport, specielt i<br />
fodbold. De tjener kassen. Det er helt<br />
uhyrligt.”<br />
Ideen var god. Rigtig god faktisk. Og<br />
bare ét eksempel.<br />
”Er det ikke bare fordi, du er misundelig?”<br />
Den 12-årige datter kiggede udfordrende<br />
på mig.<br />
”Det er der nok nogle, der vil mene,”<br />
sagde jeg. ”De samme folk tænker sikkert,<br />
at Falck og sygehusene gnider sig<br />
i hænderne, når en cyklist kører over<br />
for rødt. Helt ærligt, jeg ville ikke ane,<br />
hvad jeg skulle stille op med en månedsløn<br />
på tre millioner. Ville du?”<br />
Pigen svarede ikke. I tankerne var hun<br />
for længst forbi ny cykel, nyt tøj og lyserød<br />
svømmepøl i haven. På tv havde<br />
hun i årevis set billeder af sultne børn,<br />
hjemløse tiggere, slatne junkier, krig<br />
og voldtægt og alverdens plager. Uden<br />
at kunne forklare det i ord, forstod hun,<br />
at der på en eller anden måde var en<br />
sammenhæng mellem ustyrlig rigdom<br />
og elendighed.<br />
Hun gjorde sig klar til at gå tilbage til<br />
de andre børn. Begyndte at se sig omkring.<br />
Så kiggede hun på den livløse<br />
nabo på gulvet.<br />
”Han talte altid om motorsport. Biler,<br />
der kører rundt og rundt for at komme<br />
først over mållinjen. Hvad tror du, det<br />
koster?”<br />
Jeg blinkede til hende og vendte mig<br />
mod de voksne. Kort efter forlod jeg<br />
selskabet. Jeg skulle ud og nikke skaller.<br />
Dav Jacobsen er journalist, cand.mag (DJ)<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 17
Evaluering via spørgeskemaundersøgelse Af Stefan Mossalski<br />
Afdelingsleder, sm@petersabroe.dk<br />
Kort efter indførelsen af professionbachelorbekendtgørelsen<br />
i 2001 opstillede<br />
Danmarks Evalueringsinstitut<br />
for Undervisningsministeriet en række<br />
kriterier for tildeling af professionsbachelortitlen..<br />
Et af kriterier var, at uddannelsesstederne<br />
skulle arbejde systematisk<br />
med kvalitetssikring og under<br />
dette arbejde systematisk inddrage studerende.<br />
Man kan sige, at den måske vigtigste<br />
evaluering af uddannelsen er de eksamener<br />
og prøver, der inddrager censorinstitutionen.<br />
Sammensætningen af<br />
censorkorpset sikrer, at fagligt kompetente<br />
personer er med til at vurdere,<br />
om de studerende har nået målene for<br />
uddannelsen. Selv om den enkelte eksamenssituation<br />
ikke handler om seminariets<br />
undervisning, så vil karaktergennemsnittet<br />
være en brugbar pejling<br />
på, hvorvidt seminariets undervisning<br />
har en acceptabel standard. Og det skal<br />
understreges, at det kun vil være en<br />
pejling, en indikation. Alt for bastante<br />
følgeslutninger mellem karaktergennemsnit<br />
og undervisningens standard<br />
skal naturligvis undgås.<br />
Censorinstitutionen indløser imidlertid<br />
ikke kravet om, at de studerende skal<br />
inddrages i evalueringen.<br />
På Peter Sabroe Seminariet har vi, som<br />
vel på de fleste pædagogseminarier,<br />
gennem mange år evalueret de enkelte<br />
undervisningsforløb sammen med de<br />
studerende. Formen er oftest den, at de<br />
studerende svarer skriftligt på en række<br />
spørgsmål, som så tages op til en fælles<br />
evalueringsseance. I denne seance<br />
kommenterer såvel studerende som lærere<br />
resultaterne.<br />
I en uddannelse, hvor de enkelte undervisningsforløb<br />
oftest varetages af det<br />
samme lærerteam semester efter semester,<br />
sikrer denne form, at evalueringen<br />
umiddelbart kan få konsekvenser. I og<br />
med at lærerne er til stede ved evalueringen,<br />
kan de stille uddybende spørgsmål,<br />
der tager indholdsmæssige og didaktiske<br />
hensyn.<br />
For at få et mere systematisk struktureret<br />
datamateriale har vi på Peter Sabroe<br />
Seminariet valgt at supplere ovenstående<br />
former med en egentlig spørgeskemaundersøgelse.<br />
Allerede i 2002 udformede en arbejdsgruppe<br />
nogle spørgsmål til hvert semester<br />
på uddannelsen.<br />
I udformning af spørgsmålene tog gruppen<br />
hensyn til de formodninger, vi havde<br />
om, hvad der trængte til et kritisk<br />
blik. Vi mente dengang, at informationer<br />
til de studerende om skemaforhold,<br />
litteraturlister og formål med de enkelte<br />
undervisningsforløb kunne trænge til<br />
et eftersyn. I hvert fald indgik der i den<br />
fortælling, som vi fortalte om os selv,<br />
en vis koketteren, med ord som ”frugtbart<br />
kaos”, ”vi bygger skibet, mens vi<br />
sejler” og andre udtryk, der ikke vidner<br />
om en meget strømlinet tilgang til<br />
planlægning. Bagsiden er selvfølgelig,<br />
at ikke alle studerende oplever alt kaos<br />
som frugtbart. Vi ville gerne have data<br />
på, hvordan de studerende opfattede<br />
deres studievilkår på dette punkt.<br />
Desuden spurgte vi naturligvis ind til<br />
de studerendes vurdering af indholdet<br />
på de enkelte undervisningsforløb. Af<br />
hensyn til den kompleksitet, der kan<br />
ligge i det indholdsmæssige, valgte vi<br />
at spørge generelt til hele undervisningsforløbet.<br />
Hensigten med spørgeskemaundersøgelsen<br />
er ikke at få data,<br />
der præcist kan sige, hvad der skal ændres,<br />
men mere at få data, der kan afsløre,<br />
hvor der evt. skal undersøges<br />
nærmere. Det kan både være i form af<br />
et fokusgruppeinterview med udvalgte<br />
studerende eller bare ved at indhente<br />
forklarende kommentarer fra de ansvarlige<br />
for forløbet.<br />
Vi valgte at gøre undersøgelsen enkel<br />
ved at give relativt få svarmuligheder<br />
på de enkelte spørgsmål. Oftest<br />
5 muligheder spændende fra det bedste<br />
(f.eks. ”meget positivt” eller ”meget<br />
godt”) til det ringeste (f.eks. ”meget<br />
negativt” eller ”uacceptabelt”). Desuden<br />
valgte vi at begrænse antallet af<br />
spørgsmål, så den enkelte studerende<br />
kunne blive færdig med besvarelsen i<br />
løbet af 10 til 15 minutter.<br />
Vi har tidligere brugt spørgsmålene ved<br />
at udlevere et papirark, som så blev behandlet<br />
manuelt. Det giver høj besvarelsesprocent,<br />
men meget besværlig<br />
databehandling. Denne gang valgte vi<br />
at bruge et elektronisk spørgeskemaprogram,<br />
der er købt i fællesskab med<br />
vore partnere i CVU-Alpha. De studerende<br />
fik spørgsmålene sendt pr. mail<br />
og besvarede pr. mail. Programmet sikrer<br />
såvel de studerende anonymitet,<br />
som seminariet mod forsøg på at besvare<br />
spørgsmålene fl ere gange.<br />
Desuden spurgte vi til de studerendes<br />
trivsel. Vi har naturligvis gennemført<br />
den lovpligtige undervisningsmiljøundersøgelse,<br />
men ønskede at få endnu en<br />
pejling på, hvordan de studerende opfattede<br />
deres hverdag på studiet.<br />
Endelig valgte vi at have et tekstfelt,<br />
hvor de studerende med egne ord kunne<br />
skrive uddybende kommentarer eller<br />
behandle emner, der ikke var nævnt<br />
i undersøgelsen.<br />
For at få besvarelsesprocenten så høj<br />
som muligt var undersøgelsen annonceret<br />
på info-skærme, ligesom lærerne<br />
var blevet opfordret til at komme med<br />
remindere i forbindelse med studievejledning<br />
og undervisning. De sidste par<br />
dage inden deadline blev der sat sedler<br />
op, der gjorde opmærksom på un-<br />
Side 18 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
dersøgelsen. Anstrengelserne gav en<br />
gennemsnitlig svarprocent på 18. Det<br />
er i sig selv ikke imponerende, men tilstrækkeligt<br />
til, at vi vælger at gå videre<br />
med ideen i næste semester.<br />
Af praktiske grunde valgte vi ikke at<br />
inddrage de studerende, der i perioden<br />
var i praktik. Det er således 1., 2., 4., 5.<br />
og 7. semester, der er blevet spurgt.<br />
Hvad blev så resultaterne?<br />
Med hensyn til de organisatoriske rammer<br />
er tilfredsheden faldende i løbet af<br />
uddannelsen. Det lader til, at vi har meget<br />
godt fat i organiseringen på 1. og<br />
2. semester, mens tilfredsheden daler<br />
markant på 4. semester. Ser man fx på<br />
spørgsmålet ”Hvordan vurderer du kvaliteten<br />
af den information, du har fået<br />
om skemaforhold?” for henholdsvis<br />
1. og 4. semester er der markante forskelle.<br />
For 1. semesters vedkommende<br />
mener 61%, at den er ”God” eller ”Meget<br />
god”, 33% mener, at den er ”OK”,<br />
Forts. fra side 15<br />
ville mine kvalifikationer blive draget<br />
i tvivl og besværliggøre vores samarbejde?<br />
Familiens syn på mig som erfaren<br />
pædagog gav mig mindre rum til at<br />
begå fejl; samtidig med jeg skulle øve<br />
mig i rollen som pædagog. Hvor meget<br />
skulle jeg give af mig selv i relationen,<br />
i et kort forløb, som en praktik nu er?<br />
Og hvordan skulle jeg afslutte relationen?<br />
Det er derfor, supervision var vigtig<br />
til at afklare eventuelle dilemmaer<br />
og for at facilitere relationen til familien.<br />
Familien Larsen og jeg taler godt sam-<br />
mens 6% udtrykker, at den er ringe. På<br />
samme spørgsmål på 4. semester er den<br />
ingen besvarelser i ”Meget god”, 16%<br />
svarer ”God”, 36% svarer ”OK”, mens<br />
44% svarer ”ringe”, og 4% svarer ”helt<br />
uacceptabelt”.<br />
Besvarelsesprocenterne tillader ikke,<br />
at der drages meget bastante konklusioner,<br />
men tendensen er tydelig nok:<br />
Vi gør det på det område bedre på 1.<br />
semester end på 4. Forklaringen kan<br />
være, at vores planlægningsarbejde favoriserer<br />
1. semester, der prioriteres<br />
højt. Under alle omstændigheder giver<br />
resultatet anledning til at se på vores<br />
planlægning på 4. semester.<br />
På det indholdsmæssige område ser<br />
der ud til at være stor tilfredshed på<br />
alle semestre. Der er naturligvis forskel<br />
på vurderingen af de enkelte forløb,<br />
men der er en generel tilfredshed..<br />
På spørgsmålet ”Hvordan vurderer du<br />
generelt 4. og 5. semester” svarer 56%<br />
af de studerende på 5. semester ”meget<br />
men. Så godt, at jeg skal minde mig<br />
selv om at jeg er på arbejde. Jeg holder<br />
af familien. Hanne og børnene siger, de<br />
er glade for mig. Trods vores forskelle<br />
har vi fundet en bølgelænge, hvor vi<br />
kan omgås hinanden. Jeg er begyndt at<br />
holde igen, fordi enden på praktikken<br />
nærmer sig. Der er endnu en supervision<br />
i sigte.<br />
Jeg arbejder med relationen i brugerens<br />
hjem ved at leve mig ind i, hvordan<br />
de har det, og respektere dem. Jeg<br />
bliver påvirket følelsesmæssigt ved at<br />
opleve de svære situationer, mine brugere<br />
er i. Jeg oplever glæde ved at være<br />
en hjælp og afmagt ved ikke at kunne<br />
gøre mere.<br />
positivt” eller ”positivt”. 33% svarer<br />
”OK”. Lignende besvarelser kan findes<br />
på de andre semestre.<br />
Størst tilfredshed er der med studiemiljøet<br />
eller trivslen. På alle semestre udtrykker<br />
de studerende, at de trives. På<br />
spørgsmålet ”Hvordan trives du selv på<br />
Peter Sabroe Seminariet?”<br />
svarer 94% af de studerende på 1. semester<br />
”Godt” eller ”Meget godt” De<br />
tilsvarende tal for 2., 5., og 7. semester<br />
er henholdsvis 83, 94 og 90.<br />
Opsummerende kan man sige, at undersøgelsen<br />
viser, at vi i det store hele<br />
gør det godt, men at der især på det organisatoriske<br />
område (skemaforhold<br />
m.m.) er plads til forbedringer.<br />
Man kan finde hele undersøgelsen på<br />
www.petersabroe.dk. Hvis man har<br />
kommentarer til undersøgelsen eller<br />
til min fortolkning af den, er man<br />
meget velkommen til at sende dem til<br />
sm@petersabroe.dk.<br />
Ligesom rummet i denne artikel er for<br />
lille til at rumme og afbilde kompleksiteten<br />
i relationen mellem brugeren og<br />
pædagogen, er denne praktik ligeledes<br />
for kort. For kort til at se frugterne af<br />
denne relation modne og bære frugt. At<br />
se hvor al dette fører hen. Jeg tror, at<br />
relationsarbejde hører til pædagoger,<br />
som virkelig gerne vil vide, hvordan de<br />
følelsesmæssigt har det. For at kunne<br />
leve sig ind i andre mennesker og nære<br />
empati for dem, er man nødt til at være<br />
i stand til at leve sig ind i sig selv og<br />
have empati for sig selv. Det er svært<br />
at forstå andre, hvis jeg ikke prøver at<br />
forstå mig selv.<br />
<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 19
Anmeldelse<br />
Metro-mere-tak<br />
Af Lars Hur, danskstuderende<br />
De 19 deltagere i Peter Sabroe Seminariets<br />
efteruddannelse for billed-,<br />
drama og musikpædagoger<br />
2005-20<strong>06</strong> lavede et fællesprojekt<br />
- en performance.<br />
På en uges studietur i New York lavede<br />
holdet research til projektet,<br />
som havde temaet Metropol.<br />
Under opholdet i New York researchede<br />
de med brug af billeder,<br />
lyd mm. og arbejdede videre efter<br />
hjemkomsten. Hele projektet vare<br />
de 4 uger, og performanc’en blev<br />
opført 4 gange i september.<br />
Hvad er forventningen til en performance<br />
på en billedpædagogisk efteruddannelse,<br />
der - med kun en undtagelse -<br />
udelukkende er besat med kvinder, som<br />
skal realisere sig selv ud i det kunstneriske?<br />
Mit skrækscenarium var en halv<br />
dilettantforestilling med marginaler fra<br />
nervøs lampefeber til udlevelsen af årtiers<br />
undertrykte stjernedrømme; begge<br />
med risiko for en tæerkrummende pinlighed<br />
som resultat.<br />
Heldigvis var virkeligheden en anden.<br />
’Metropol’ blev ånden i en storbys pulserende<br />
hjerte. Lyden af tilfældige møder<br />
på gadehjørner, taxachaufføren, der<br />
råber ud af vinduet, og den dybe rumlen<br />
af by, som aldrig sover. Glæden<br />
ved mødet, sorgen ved afskeden, pausen<br />
mellem timer, mellem ord, sand<br />
mellem fliser og fugle i fl ugt mellem<br />
skridt. Storbyens mangfoldighed af udtryk,<br />
indtryk, maskiner og barnegråd,<br />
insekter og sang. Det hele blandet sammen<br />
og hver for sig. ’Metropol’ blev en<br />
forestilling i stort og småt. Alle gjorde<br />
deres til at blive en del af det samlede<br />
show. Sammen med lyd, billede og<br />
events var det en sammenhængende,<br />
lukket boble; et ’byens univers’.<br />
Idet man ved indgangen fik at vide, at<br />
man ikke skulle søge sammenhæng,<br />
men blot sanse og opleve, var det ikke<br />
Foto: Thomas Kruse<br />
Foto: Thomas Kruse<br />
med hornbriller og studenterhue, jeg<br />
gik ind til forestillingen. Det var befriende.<br />
Det gav muligheden for at se<br />
’Metropol’ med det frie blik, som den<br />
slags performance skal have lov at ses<br />
med - uden at blive udsat for fortolkningens<br />
hjemme-strikkede halstørklæde.<br />
’Metropol’ er nemlig ikke en<br />
skjult historie, en symbolsk fortælling,<br />
men en væren tilstede, en oplevelse, en<br />
sansning: Oven i købet en af de mere<br />
vellykkede af slagsen.<br />
Her skal uddeles roser til både påhitsomhed,<br />
lyd, lys, billede, malere, arbejdere,<br />
underlige klovnagtige væsner på<br />
fire hjul og til ’continuity’ som det hedder<br />
på fint hollywoodsk. Der var lækkerier<br />
til både øjne og ører – og her tænker<br />
jeg ikke udelukkende på kvinder i<br />
blonde natkjoler indsmurt i diverse nuancer.<br />
Vokalen på de stille numre ikke<br />
blot supplerede oplevelsen, men gav<br />
gåsehud på den fede måde. Klovnefar<br />
og oplæseren, der ”svæver ud og væk”,<br />
skal også have et anerkendende løftet<br />
øjenbryn med på vejen for autentiskhed<br />
(autencitet hedder det vist i mere<br />
besnærende kredse), ligesom ABBAfitness-wonder-woman<br />
og hendes rødhårede<br />
modspiller skal have ’credit’<br />
for at hæve niveauet til noget nær sublimt.<br />
Min oplevelse var, at der skete<br />
noget specielt - noget som går længere<br />
end den underholdningsværdi, der ligger<br />
i, at man som tilskuer ikke kiggede<br />
på uret undervejs. Jeg er ikke ude på at<br />
forstørre ’Metropol’, men I havde fat i<br />
noget.<br />
I disse tider med kanon og målbarhed<br />
kan jeg også blive glædeligt overrasket<br />
over, at der i dagens Danmark (stadig)<br />
er plads til en uddannelse, hvor man<br />
kan svæve i kunst-bulimi-ballon. Hatten<br />
af for jer, der er med til at gøre det<br />
muligt.<br />
Skulle I finde på at genudsende ’Metropol’,<br />
vil jeg gerne inviteres.<br />
Side 20 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>
Afsender:<br />
Peter Sabroe Seminariet<br />
Peter Sabroes Gade 14<br />
8000 Århus C<br />
Æstetisk Pædagogisk Efteruddannelse<br />
Billedpædagog - Musikpædagog - Dramapædagog<br />
Lær at mestre dit kunstneriske udtryk<br />
Vil du gerne arbejde mere kreativt med børn og unge?<br />
Vil du lære at udnytte dine egne potentialer til at styrke børn og unges kreative udfoldelser?<br />
Så bliv billed-, musik- eller dramapædagog<br />
Peter Sabroe Seminariet udbyder igen til efteråret tre kreative efteruddannelser som henholdsvis billed-, musikog<br />
dramapædagog.<br />
Uddannelserne kører som tre parallelle kursusforløb, som både vil uddanne dig inden for dit valgte fagområde og<br />
udnytte, at de tre kunstarter kan samarbejde om kon-krete projekter og undervisningsforløb.<br />
De tre efteruddannelser har fællestitlen “TRE-I-EEN”.<br />
Uddannelsen henvender sig til dig, der gerne vil arbejde med eller arbejder med æstetiske udtryk i pædagogisk<br />
eller undervisningsmæssig sammenhæng.<br />
“TRE-I-ÉEN”<br />
er særligt velegnet for pædagoger, lærere, socialarbejdere og kunstnere. Andre faggrupper kan<br />
også deltage.<br />
Tilmeldingsfrist: 22. september 20<strong>06</strong><br />
Periode: 30. oktober 20<strong>06</strong> - 16. marts 2007<br />
Uddannelsen afvikles under lov om åben uddannelse, og der kan søges Statens voksenuddannelsesstøtte.<br />
Informationsmøder mandag d. 12. juni, tirsdag d. 15. august og tirsdag d. 5. september kl. 19.00<br />
Du er velkommen til at sende os en mail på kursus@petersabroe.dk eller ringe på tlf. 8732 7090, hvis du ønsker<br />
yderligere oplysninger. Tilmeldingsskema og program ligger på www.petersabroe.dk under kursus- og efterudd.<br />
afd<br />
Grundlæggende praktikvejlederkursus<br />
Vejledning og faglig udvikling gennem sparring<br />
Vejledning og faglig sparring er nøgleordene, når Peter Sabroe Seminariet holder praktikvejlederkursus. Vi<br />
pri<br />
oriterer temaer som forskellige vejlederroller og vejledningsformer, læring i praksis og arbejde med deltagernes<br />
egne erfaringer ud fra cases.<br />
Kommende kurser: 22-23 maj, 12-14 september, 9-11 oktober.<br />
Deltagerbetaling: 2.200 kr. incl. forplejning.<br />
Læs mere om kurserne på vores hjemmeside eller ring til vores kursusafdeling, 87 32 70 90<br />
www.petersabroe.dk