Apr 06 - 1 - VIA University College

P e t
S e
e r S a b r o e
m i n a r i e t
Apr 06 - 1

ISSN 0909-8798
Vinduet udgives af Peter Sabroe Seminariet
og udkommer 4 gange årligt.
Oplag: 1.2 00
Vinduet
Peter Sabroe Seminariet
Peter Sabroes Gade 14
8000 Århus C
8732 7000
vinduet@petersabroe.dk
Bladet uddeles til seminariets stude rende
og ansatte og sendes til ca. 400 praktikinstitutioner,
landets øvrige seminarier m.v.
Indlæggene i bladet er ikke nødvendigvis
udtryk for seminariets holdning.
Vinduet modtager gerne indlæg fra ansatte
og brugere i praktikinstitutioner samt
fra seminariets studerende og ansatte og
andre med tilknytning til seminariet samt
andre med relevant baggrund.
Indlæg sendes som e-mail.
Abonnement: 100 kr. for 1 år (4 numre)
- indbetales på Giro 501-5898
Spørgsmål vedrørende abonnement
rettes til receptionisten, 8732 7000 eller til
vinduet@petersabroe.dk
Annoncepriser:
Se www.petersabroe.dk under Vinduet
Omslags-layout: Jens Stærmose-Madsen
Forside: Kollage af Rikke Barbagallo,
deltager på billedpædagoguddannelsen.
Redaktion og layout:
Seminarielærer Niels Graverholt
Næste nummer udkommer medio juni
deadline 15. maj
Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk, Højbjerg
Artikler fra tidligere numre kan ses på:
www.petersabroe.dk
Indhold
April 2006
Arktisk Station og omegn – et liv langt mod nord 1
Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….
Af Anne Dalsgaard, seminarielærer
International masteruddannelse for pædagoger 7
Af Peter Friese, rektor
Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve at 8
ændre virkeligheden
Af Eddy Thomsen, seminarielærer
2-i-Een – Drama- og billedpædagoger 2005/2006 10
Billeder fra afslutningsudstillingen
Relationsarbejde i hjemmet 12
Af Danny Mutanda Andersen, 04E1
Fødselsdag i provinsen 16
Af Dav Jacobsen, journalist, cand.mag (DJ)
Evaluering via spørgeskemaundersøgelse 18
Af Stefan Mossalski, afdelingsleder
Anmeldelse
Metro-mere-tak 20
Af Lars Hur, danskstuderende

Arktisk Stati on og omegn – et liv
langt mod nord
Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….
Af Anne Dalsgaard
seminarielærer, ad@petersabroe.dk
Jeg har aldrig gået med en barnedrøm
om at komme til Grønland. Tanken om
at flytte derop opstod ud af livets forandringsprocesser
og en tilfældighed i
2004. Fra da af har Grønland eksisteret
i mit hjerte og mit verdensbillede.
Et billede, der ikke passer
I juni 2004 fik jeg orlov fra mit arbejde
som seminarielektor på Peter Sabroe
Seminariet for at flytte med familien (to
voksne samt tre piger på 6, 9 og 13) og
det fulde indbo til Nordvestgrønland.
For første gang på grønlandsk grundfjeld.
Jeg kom dertil fuld af drømme
om det eksotiske liv langt væk, vel vidende
at det ville være en udfordring
– men jeg vidste ikke, hvor omfattende
udfordringen ville blive. Jeg måtte erkende,
at jeg havde skræmmende lidt
opdateret viden om Grønland, men til
gengæld mange romantiske og fantastiske
forestillinger om mænd i kajak, ka­
mikker, mørke, isbjørne, nationaldragter
og trommedans. Selvfølgelig havde
jeg læst om landet inden afgang, og vi
havde i familien taget fat på et grønlandsk
sprogkursus på bånd - men alligevel.
Billederne krakelerede et efter et.
Folk lever et liv, der - materielt set - ligner
det, jeg kender fra Danmark - med
mobiltelefoner, DVD’er, goretex-jakker,
folkeskoler, tandklinik mm. I butikkerne
fandt jeg de samme varer som
i den lokale brugs i Hjortshøj. På overfladen
ikke så anderledes. Måske stammer
mine billeder helt tilbage fra min
egen skolegang, før landet overhovedet
overgik til hjemmestyre. Men forskelligheden
og fremmedheden dukkede
op på helt uventede måder. Faktisk viste
det sig, at det ikke var dem, der var
fremmede – det var mig!
Turen derop foregår først i Atlantflyveren,
der passerer Østgrønland og
indlandsisen på vej til Kangerlussuaq
(Sønder Strømfjord). Jeg kan endnu
huske gyset, da jeg fik øje på indlandsisen.
Ganske vist har jeg ikke haft
polarekspeditionsdrømme, men indlandsisen
har alligevel altid stået som
noget af det fjerneste og vildeste for
mig i denne verden. Og nu var jeg på
vej til at bosætte mig i dette land. Vores
indbo var pakket ned for mange
uger siden for at blive sendt med containerskib
nordpå, og det giver en særlig
frihed til at opleve intenst, når der
hverken er et kendt hjem bagved eller
foran – bare nuet. Vi kom til at vente 8
eller var det 10 timer på det næste fly,
men vi var heldige. Dem der skulle til
Qaanaaq (Thule) kom til at vente fire
dage, fordi der var tåge. Det var i øvrigt
lidt et antiklimaks at komme ud af flyet
i Kangerlussuaq denne sommerdag.
Der var varmere end i det Danmark, vi
havde forladt, og der var mindst en million
myg. Først efter fl yvningen nordpå
med et mindre fly mødte vi den kol­
de, tørre, klare arktiske luft. Næste dag
skulle vi med helikopter. Det er et helt
fantastisk fartøj. Den kan bære 9 personer
– hvis de ikke er for fede. Larmende,
rystende og meget elegant løfter
den sig op i luften og gav os 20 minutter
i luften henover Diskobugten, hvor
isfjelde fra Verdensarvsområdet Ilulissat
Isfjord flyder rundt. En af de mange
historier om øen Disko fortæller, at
Gud var så glad for den smukke ø Disko
at han blev ved med at klappe og ae
den – derfor er alle fjeldene flade i 8­
900 meters højde. Vi fik set de smukke
fjelde, før helikopteren dykkede i den
tåge, der indhyllede byen den dag. Hvis
det er sandt, at de første ti sekunder af
et møde betyder meget for hele indtrykket,
så blev vejen banet for et godt
forhold, da jeg så de små farverige træhuse,
der udgør det meste af byen. Og
der var mennesker til at modtage os.
Ædegilde for hvaler
Arktisk Station er Københavns Universitets
nordligste forskningsstation. Den
ligger i byen Qeqertarsuaq (Godhavn),
i kommunen Qeqertarsuaq, på øen Qeqertarsuaq
(Disko). Qeqertarsuaq betyder
”den store ø”. Bortset fra en bygd
på omkring 50 mennesker udgør byen
hele kommunen. Det forhindrer dog
ikke hundeslædeforeningen i at afholde
både by- og kommune-mesterskaber
i slædekørsel. Det handler om at udnytte
de muligheder der er. Byen huser i
dag lidt over 1.000 mennesker. Blandt
dem er der en lille håndfuld danskere.
Der er hele spektret fra dem, der er gift
grønlandsk med voksne børn, over dem
der har boet i byen i en længere årrække
til dem, der kommer og går. Det sidste
er særlig udtalt på sundhedscenteret,
hvor sygeplejersker skiftes ud flere
gange om året, og lægen ofte en gang
om måneden. Det kræver rigtig meget
af det faste personale konstant at skulle
tage imod nye kollegaer. Og tanken
April 2006 Vinduet Side 1

om gerne at ville gå til den samme læge
to gange i træk er ikke aktuel. Arktisk
Station ligger der, hvor vejen ender, og
når folk i byen tager på udfl ugt, tager
de ud til områderne ved Arktisk Station
– lokalt betegnet som ”det sted hvor
åndemanerne øver sig”.
Beliggenheden er så unik, at det er muligt
at spotte hvaler fra stuevinduet.
Grønlandshvalerne kommer efter nytår,
og om sommeren er det pukkelhvalerne,
der holder til i området. Finhvaler
og vågehvaler dukker også op af og
til. Og længere ude er der set grindehvaler,
spækhuggere og for år tilbage
også blåhval. Uden for huset er det muligt
at høre blåsten, når pukkelhvalerne
blæser åndehullet fri for havvand
ved at sende en tre meter høj vandsky i
vejret. Hele sommeren holder de ædegilde.
Den lille sildelignende fi sk, ammassat,
trækker ind til land for at gyde i
enormt antal i maj-juni. Resten af sommeren
lever de i bugten, og det er et
fantastisk syn at kigge ud over havet og
pludselig opdage, hvordan havet rejser
sig (hundredvis af fisk der ”hopper” ud
af vandet), og straks efter blive fulgt af
tre-fire pukkelhvaler, der springer op af
havet med åbent gab. Når ammassatterne
kommer, strømmer folk til stranden
med net på lange stænger. Ved vo­
res første euforiske møde med denne
lille fisk kunne vi klare os med håndkraft.
Bare vade ud i havet og samle
fisk op med de bare næver – det kan
varmt anbefales. Resten af året er der
stegte ammassatter, grillede ammassatter,
tørrede ammassatter og ammasatter
til hundemad i massevis. Hertil er det
muligt at byde på kildevand med indlandsis.
Alkohol er dyrt, men kildevandet
løber rislende forbi, og isen driver i
land på stranden.
Hvordan kommer jeg herfra?
Langsomt får jeg kendskab til mere
og mere af byen. Efter danske forhold
er det ikke en stor by, og der er ingen
veje, der for alvor fører ud af byen –
man kan dog komme til Arktisk Station
og Røde Elv med bil. Der er en fodsti
til Kuannit (der hvor der plukkes fjeldkvan)
og til Udkiggen, hvor der tilbage
i tiden blev holdt udkig efter hvaler til
fangst. Der er også stier i fjeldet, ikke
anlagte stier, men stier trådt af de mennesker,
der går den vej. Den arktiske
vegetation vokser langsomt, så stier
lukker sig ikke så hurtigt. Hvis vi skal
til andre byer eller andre steder, skal
vi sejle eller flyve med helikopter. Der
har indtil vi flyttede derfra været skibsforbindelse
i otte af årets måneder, og
helikopterforbindelse et par gange om
ugen. Det er mere usikkert, hvad fremtiden
bringer. Mange ejer småbåde, og
det kan være muligt at lave private aftaler
om sejlads. Efter lidt træning bliver
det muligt at finde stierne i landskabet.
Det er tilladt at gå alle steder,
men stierne viser ofte den mindst kuperede
vej, alligevel kan en vandretur
sagtens indeholde både klatring, spring
og våde sokker. I juni måned vandrede
min mand og jeg langs øens sydkyst.
Der er ikke anvendte stier, men vi har
fået en lokal forklaring med om den
mest egnede rute. Det er en stor hjælp,
da det der umiddelbart ser attraktivt ud
med fladt land ved basaltfjeldets fod,
viser sig at være sprækkefyldt og vanskeligt.
Store partier med enorme klippeblokke
og områder med rullesten
gør, at turen ikke anbefales til almindelige
turistture. Men besværet værd –
det var den. Ved den anden elv måtte vi
kapitulere. Der var alt for meget iskoldt
vand. Men hvad gør det, når der er mulighed
for at slå sig ned i midnatssolens
lys, fange friske torsk, spise fjeldkvan
og tørrede ammassatter. På vejen tilbage
stødte vi på en fjeldhare, der stod i
den korte græsvegetation i sin kridhvide
dragt. Der stod den helt stille og følte
sig i sikkerhed.
I området omkring Arktisk Station lever
der flere polarræve. Kommunen
giver 150 kroner for hver hale, man
indbringer. Der er en del af de store
knægte, der går på rævejagt, og rundt
om i klipperne står rævefælder. Der er
en angst for, at rævene kan smitte slædehundene
med rabies, selvom sygdommen
ikke har været fundet på øen i
umindelige tider. I en periode kom ræven
forbi vores hus hver aften. Den er
ganske lille og ser ud til at være halvt
krop og halvt hale. På jagt efter mad og
fantastisk adræt i klippeområderne. En
enkelt gang forsøgte den at få mad hos
vores hunde, siden har vi ikke set den
tæt på huset.
Det er meget svært at indfange med
ord, hvad den måde at bo på betyder.
Men det opleves meget anderledes, at
det ikke er muligt lige at smutte til nabobyen
eller et andet sted. Der er ingen
busser, ingen tog, og grønlændere
er generelt kendt for at gå meget i for-
Side 2 Vinduet April 2006

hold til deres slægtninge i Alaska. Men
er du først taget på rensdyrjagt eller
sejlet på familiebesøg i Ilulissat, så er
det muligt, at du først er hjemme om en
uge, når vejret er til sejlads igen. Her
tales ikke om busforsinkelser på minutter,
men skibsforsinkelser i timer eller
døgn. Og det er der noget meget befriende
i!
Brædtet og langtidsholdbar
mælk
Byen største butik er Pilersuisoq. Udbuddet
er som et jeg kender, jeg kan i
store træk købe det, jeg har brug for.
Datoerne er bare nogle andre. Her kan
æg godt sælges tre måneder efter de er
produceret, og det er ikke nødvendigt
at pibe over, at udløbsdatoen på skinken
var i går. Det er dumt bare at købe
ind til dagen i morgen. Den ost, der er
der i dag, kan være væk i morgen, og
først være tilbage på hylderne om tre
uger. Og i mælkeafdelingen er der alene
langtidsholdbar mælk og fl øde. For
vegetarer kan det kræve lidt ekstra opfindsomhed.
Det meste af året er der
æbler og kartofler, som i øvrigt er en af
de få grøntsager, der også produceres
i Grønland. Jævnt hen er der også diverse
mere eller mindre eksotisk frugt
og grønt. Og på de dage, hvor der er
kommet skib, er det forholdsvis friskt.
Vi havde selv succes med at importere
600 kilo økologiske fødevarer til familiens
vinterforbrug. Det fungerede fint
med en opbevaring i en frostfri kælder.
Det mest eksotiske indslag i butikken
er frysedisken med hvalkød, sælspæk,
ammassater, hvalhud mm. Produceret
og pakket i andre dele af landet. Den
virkelig friske vare kan derimod findes
på Brædtet. Brædtet er et lille rødt skur
på havnen som bruges af fangere, der
vil sælge dele af fangsten. Det har været
muligt at købe sæl, forskellig slags
hval, røget ørred, røget hellefi sk, edderfugl
mm. På brættet fik jeg pludselig
brug for den smule grønlandsk, jeg
havde lært. Og der er ikke nogen, der
skjuler deres latter. Det er bare sjovt,
og jeg kan jo bare grine med. Pludselig
dukker der en dansk selvhøjtidelighed
op, og det føles rigtig godt at forsøge
sig med bare at være midt i al pinlig­
heden og blive omsluttet af latter for
så straks at være med! Det er ikke ondt
ment – det er en invitation, hvis du vil
være med på lige fod. Pilersuisoq har
de senere år fået konkurrence fra en anden
butiksejer, der ligeså stille ekspanderer.
Og byen er i øvrigt velassorteret,
det er trods alt en hel kommune, så der
er alt fra skatteforvaltning og postkontor
over brandstation og elværk til kiosker
og tøjbutik. Og kiosker er der endda
7 af. Det tog lidt tid at finde dem. Et
lille skilt og så kan du bare gå ind.
”…naa”
Grønlandsk er hovedsproget i Grønland,
dansk er andetsproget 1 , og i en by
som Qeqertarsuaq er der ingen tvivl.
En stor del af den voksne befolkning
kan tale og forstå dansk, men blandt
skolebørn er det ikke almindeligt at beherske
dansk. Det har betydet meget
for børnenes skolegang, og der er ingen
tvivl om at det har været en rigelig
stor udfordring at følge skoledage
med grønlandsk som samtalesprog og
primært undervisningssprog. Hvis man
er vokset ud over den alder, hvor der
i høj grad kommunikeres gennem fangelege
og flyvende papirskugler, bliver
det ikke nemmere – så er der kun det
talte sprog tilbage. Selv var jeg ikke
tvunget til en grønlandsksproget hver­
dag, og jeg kunne lade det grønlandske
sprog fascinere mig. Jeg opfatter sprog
som en meget væsentlig del af mødet
mellem mennesker – og indrømmet -
mine talenter på det punkt er ikke store,
men det har alligevel skabt både møder
og samtale at turde gå i gang. Og
det kan ikke andet end øge respekten
for de mange mennesker, der har tillært
sig det danske sprog. Der er vel intet,
der taler for at det er nemmere den anden
vej. Udover udtalen i det grønlandske
sprog er der væsentlige mimiske
elementer. ”Ja” siges ofte ved at løfte
øjenbrynene eller med en sugende sulyd.
Og så er der ordet ”Naa”. Det er
en gave til et menneske som mig, der
ikke altid fanger folks ironi – det føjes
til som ”det var bare for sjov”. Det var
nyt at møde et sprog, der ikke skelner
mellem nutid og datid, han og hun, og
som har ikke-vide og ikke-kunne som
sproglige grundformer. Det åbner helt
nye muligheder for at se verden anderledes
og genopdage sit eget sprog.
Lommefilosofi om nærvær i
mødet
I løbet af ganske kort tid på Arktisk
Station dukkede der en klar forståelse
op af ghettodannelsen i Danmark. Der
er så meget, der er nemmere ved at omgås
mennesker, der taler ens eget sprog,
April 2006 Vinduet Side 3

og hvor de kulturelle koder umiddelbart
kan tolkes. Der er så uendeligt meget,
der skal læres i et nyt samfund.
Alle de små ting. Det var dejligt at blive
modtaget i danske hjem, og uden det
var det nok ikke gået, men jeg var også
opmærksom på, at jeg ikke var taget
4.000 km hjemmefra for at være i det
kendte. Derfor måtte jeg også søge det,
der ikke var så ligetil. Jeg ville møde
nyt, og det blev en fortsat udfordring
at finde veje ind i samfundet, at åbne
muligheder, at møde et menneske kun
som menneske. Uden titel og status (og
her vil den skarpsindige tilføje: det kan
man jo ikke…). At have hverken mere
eller mindre end sig selv. Det er træningen
i ikke at vurdere andre, ikke at skabe
afstand, men bare turde være i det
fremmede og uforståelige. Samt at insistere
på alles menneskers værd, også
når det kniber.
I en almindelig dansk hverdag er der
meget nærvær, der er i risikozonen for
at blive bedøvet, en vane med mentalt
at være et andet sted, at være i færd
med at løse tre opgaver samtidig, og altid
have noget, der er vigtigere et andet
sted. Her blev der pludselig mulighed
for at være tilstede – fuldt og helt. Det
er ikke et eksklusivt grønlandsk fænomen.
Men for mit vedkommende kom
de store vidder, mødet med øjeblikkets
uendelighed, handlingens nødvendighed,
fritagelse fra lønarbejde (og møder)
og den store imødekommenhed,
jeg mødte, til at styrke denne åbne fornemmelse
af nærvær. Jeg oplevede et
møde med mennesker, der umiddelbart
har en stor evne (og tradition) til at eksistere
og leve her, hvor de er. En evne
til ikke at vurdere på forhånd, men lade
mødet komme i stand først – og dermed
give folk en chance. Jeg har bevidst ønsket
at finde ressurser og muligheder.
Der har både været tvangsfjerningssager,
selvmord og dødsulykker, mens vi
har været i byen, de er en del af livet
og berører mange mennesker i et lille
samfund. Men jeg står alligevel tilbage
med fornemmelsen af et folk, der
insisterer på livet. Jeg opfatter det som
påtrængende at få øget opmærksomhed
på og handling i forhold til misrøgt
af børn og mistrivsel blandt voksne i
Grønland, men også påtrængende væsentligt
at blive ved med at fortælle historier
om det betydningsfulde og livgivende
i menneskers imødekommenhed
og ”ikke-målrettede” livsstil.
Fjeldbørnehaver
I det første efterår fik jeg lejlighed til
at besøge Ilulissat for at være censor
på Socialpædagogisk Seminarium ved
afgangseksaminerne. Velforberedte og
nervøse studerende, som jeg kender det
fra den danske hjemmebane. Sprogvalget
er frit, og det er første gang, jeg har
fået simultantolket en eksamen. Høretelefoner,
der konstant ryger op og ned,
for både at høre originaludgaven og simultantolkningen,
spørgsmål på dansk
og svar på grønlandsk. Jeg sad der og
var netop overvældet og inspireret af
den store grønlandske natur, og møder
så en gruppe studerende, der havde været
i Danmark for at søge inspiration i
skovbørnehaver. I Danmark er der over
500 natur- og skovbørnehaver 2 , i Grønland
er der ikke en eneste fjeldbørnehave.
Jeg blev i tiden derefter mere og mere
optaget af, hvordan institutionerne i
Grønland egentlig inddrager naturen i
hverdagen. Efterfølgende havde jeg en
del telefonsamtaler med institutionsledere,
forvaltningschefer og pædagogiske
konsulenter mm., og i marts havde
jeg et materiale klar til et forskningsprojekt
inden for området. Det lykkedes
gennem en vedholdende arbejdsindsats
at få projektet finansieret af fem
fonde. Gennem brug af spørgeskemaer
og et omfattende dataanalysearbejde er
det lykkedes at få samlet ny viden om
den nutidige naturpædagogiske praksis
i Grønland. Der viser sig - ikke uventet
- en stor spredning i institutionernes
inddragelse af naturen: Fra børnehaven
med sommergrillfest til døgninstitutionen
med slædehundehold og langtursekspeditioner.
Om en måned ligger
projektet færdig til trykning, og det vil
blive sendt til de deltagende institutioner,
diverse grønlandske forvaltninger
samt udvalgte uddannelsesinstitutioner
i både Grønland og Danmark.
Myggeinvasioner og nordlys
Og hvad er det så med den der natur.
Stort, åbent og uden sikkerhedsnet. Og
så denne ro i vintermånederne – hvidt
så langt øjet rækker eller blåt og hvidt,
for det kniber med havisen i disse år.
Der tales om klimaforandringer, og på
disse nordlige kanter er det ikke bare
noget, man taler om, her kan det mærkes.
Som ændringer i livets grundvilkår.
Men årstiderne har vist ikke æn-
Side 4 Vinduet April 2006

dret sig. Der er fire: Sommer, efterår,
mørk vinter og lys vinter. Sommer med
midnatssol, myggeinvasioner og blomsterrigdom.
Tøbrud i maj/juni og elvene
går over deres bredder. Sommeren
er kort og hektisk både for planter, dyr
og mennesker. Solen er på himlen døgnet
rundt, myggene kommer til i juli og
kan forpeste enhver stille stund, men
sommeren er også tiden for fjeldørreder
og vandreture. Det er nu muligt at
gå rundt i landskabet, og cyklen er for
en stund et egnet transportmiddel. Efteråret
er sæson for sortebær og rensdyrjagt.
Det er også tid til mørk himmel,
og der er en helt fantastisk klar
stjernehimmel på disse kanter. Og der
lige over os højt i himmelrummet bevæger
en slange af nordlys sig. Ikke det
spraglede lyserøde og orange nordlys,
der kendes fra sydligere dele af landet,
men lysegrønne, gule og hvidlige skylignende
formationer, der forandrer sig
lydløst og fascinerende. Den ene dag
som projektørlamper over fjeldet, den
anden dag som bløde bevægelige bølger
tværs over himlen.
Polarnat og hundeprutter
Polarnatten kommer i november, sneen
er kommet, og den mørke vinter er
i gang. Men sort det er den ikke. Sneen
giver lys og når månen er oppe, er
der de smukkeste dæmoniske landskaber.
Midt på dagen er der fl ere timer
med lyst tusmørke. Landskabet ændrer
sig radikalt, det er nu muligt at krydse
elven med snescooter og hundeslæde,
og alle mindre kløfter fyldes med sne.
Julen som højtid er betydningsfuld, og
i midten af januar fejres solens genkomst
efter 45 dage i eksil. Jeg kunne
føle en stor taknemmelighed for igen
at opleve solens intensitet – som at få
en del af livet igen. Den lyse vinter er
overvældende, storslået og mættende.
Den begynder i marts. Vores mellemste
datter havde fået et par grønlandske
slædehundehvalpe i fødselsdagsgave
fra nogle grønlandske bekendte. De
var store nok til at komme i gang med
at trække en slæde. Og morsomt det er
det! Både for den, der kører, og for dem
der ser på. Og så var det ikke engang et
helt spand! Udover dressuren af vores
egne hunde fik jeg chancen for at køre
med flere forskellige erfarne slædekuske
– det der er rigtigt for den ene, ser
ud til ikke at være væsentligt for den anden.
Enhver slædekusk sine tricks. Og
jeg følte mig dybt privilegeret ved at få
lov at være med. Det er fascinerende at
opleve dette levende køretøj, at opdage
hvor meget det handler om erfaring og
respekt for hundene. At mærke de store
hvide vidder glide forbi, mens skaglerne
filtres. Og mærke den karakteristiske
lugt af hundeprutter.
Der bliver færre og færre hundeslædeejere.
Hundene er ikke mere nødvendige
for fangst og bruges nu som en
fritidsaktivitet eller til slædekørsel for
turister. Det er et stort arbejde at have
hunde og heller ikke helt billigt. Jeg har
mere end en nat stået ude i vinterkulden
for at reparere en lænke og indfange en
frihedselskende hund. Og hvis man så
har 15 hunde! Der er dog stadig hunde
nok i byen til at lave et meget stort hylekor,
når sirenen tuder om onsdagen.
Jeg har ikke tidligere tænkt på, hvor
adræt en hundeslædekusk helst skal
være. Men det er nødvendigt at springe
af, hænge i opstanderen for at sagtne
farten, springe på igen. For så lidt efter
at springe af og rode en hund ud af en
skagle, mens slæden er i fart. Jeg har
selv prøvet disciplinen. Og det er bare
ikke nemt at løbe et hundespand op i
store støvler, vinterjakke og skibukser.
Et par gange er jeg i øvrigt kun kommet
med fra start med nød og næppe. Når
først kusken løsner den knude, der holder
alle skaglerne til jorden, så er man
enten med, eller man kan glemme alt
om den tur. Hunde, der har stået lænket
i et par dage, er i den grad klar til afgang
og kan ikke vente på langsomme
passagerer. Jeg har hver gang fået fat i
opstanderen og har derfra kunne hive
mig ombord. Det ene hundeslædespor
fra byen går rundt om vores hushjørne.
Det er ned ad bakke og går meget
stærkt. Men uanset hvor er det uklogt
at stå i vejen for en hundeslæde, de har
altid forkørselsret.
Vinteren åbner også mange andre muligheder.
Snescooteren larmer, oser
og giver fantastiske muligheder for at
komme langt omkring. Om sommeren
er det mindst en dagsmarch at vandre
ind til Diskofjord - på snescooter
tager det 1½ time. Op ad bakke er det
April 2006 Vinduet Side 5

are håndtaget i bund, mens nedkørslerne
kræver pumpebremsning for ikke
at miste styringen. Nedkørslen fra fjeldet
er hårdt for bremserne. Når jeg først
er på vej ned er der ingen fortrydelsesret,
og jeg var ikke speciel stolt, da jeg
mærkede lugten af brændt gummi. Det
hjalp lidt at møde en lokal, der sagde, at
det kendte han godt til. Nedkørslen til
Diskofjorden blev mit svendestykke på
køretøjet, og jeg var glad for det gode
føre den dag, så maskinen kunne holde
sig næsten til sporet. På isen huggede
vi hul og forsøgte med isfiskeri. Det var
ikke dagen til den store fangst. Andre
metoder på andre dage har imidlertid
givet både store torsk og hajer.
Grønlandshvalens kald
Det er hverdag, men ikke en tilfældig
hverdag. Bølgerne slår under kølen,
og der er god fart på den åbne jolle.
En finsk hvalforskeraspirant, en grønlandsk
fanger og undertegnede på vej
ud på åbent hav. Og en følgejolle. Det
er vinter, meget smukt og næsten vindstille.
Jollen er lastet med grej til at optage
Grønlandshvalernes lyde under
vand samt en armbrøst til at tage en
biopsi (vævsprøve) . Det er en god dag
– der er en hval i farvandet, og jollen
accelererer, så jeg må hænge fast i rælingen
for ikke at fl yve overbord. Tæt,
tæt på, og så dykker den. Dette enormt
store dyr, der lever sit liv i de arktiske
have, og som kan blive op til 200 år,
det efterlader kun ringe i vandet. En
kender kan se på ringdannelsen, hvor
dybt hvalen går – og dermed vide, hvor
længe det varer før den kommer op, og
hvor langt væk den så er svømmet. Der
er bare det ved det, at hvaler kan vende
under vandet. Det går op for mig, hvor
vanskelig en opgave det er at få hvaler
til at indfinde sig til prøvetagning. I
timevis jagter vi rundt mellem isskosser
og isfjelde for at komme på skudhold.
Det lykkes omsider for fangeren
i den anden båd. Så er det tid til lydoptagelser
med slukket motor. Der er ikke
tale om det stille liv under havet, der
er knagen, skurren og piben og der…
langt borte den dybe fyldige lyd af en
grønlandshval. Fornemmelsen af den
store lyd, det store hav og det store dyr
får verden til at udvide sig momentant.
Samme dag får jeg muligheden for at
gå i land på en isflage og sætte tænderne
i endnu lun sællever. Det er virkelig
delikat. Min hjemtur foregår i følgejollen,
jeg må hjem og hente børn i institution.
Jollen er godt brugt, men fangeren
der styrer er til gengæld fortrolig
med forholdene. Og det er en stor oplevelse
at bane sig vej igennem isskosserne.
Kaffemik
Jeg følger et eller to børn i skole hver
morgen. Og på vejen hilser jeg på alle.
Allerede de første dage hilste alle på
os. Det er en meget imødekommende
gestus, som nok er undervurderet herhjemme.
Næsten alle vores private gæster
og andre turister, jeg talte med, har
lagt mærke til det samme. En stor gæstfrihed.
Allerede den første uge var vi
til kaffemik hos en dansk familie, der
holdt konfirmation. Det var ikke dem
selv, der havde inviteret, hvilket forekommer
ganske fremmed. Senere er
det blevet klart, at du sådan set selv
vælger, om du kommer som gæst. Der
er kaffemik ved næsten alle fødselsdage,
konfirmation og andre mærkedag
og i forbindelse med første skoledag.
Muligvis et levn fra en tid, hvor mange
børn ikke nåede skolealderen. Selv
efter halvandet år skal jeg minde mig
selv om, at man bare kan komme. Som
den dag, min datter sagde vi skulle til
kaffemik hos nogle børn, hun kendte
perifert, og jeg stort set ikke kendte
moren. Vi gjorde det, og det var fi nt og
helt i orden. Måske var det endda derfor,
jeg siden hen lærte dem bedre at
kende. Ikke alle steder er danskere lige
velkomne, men det er forholdsvis lidt,
jeg har mærket til det skel. Midt i byen
står en opslagssøjle. Her kan du skrive,
at din datter har fødselsdag, og at der er
kaffemik. Det er en vigtig måde at vise
folk betydning på at komme til kaffemik.
Og så skal man ikke blive for længe,
hvilket er overraskende svært uden
at føle sig uhøflig. Men her er det omvendt,
det er uhøfligt at blive for længe.
Jeg husker en af de sidste kaffemikker,
jeg var til. Vi kom seks personer sammen,
og der var vel omkring 10 i for­
vejen. I det lille køkken var der disket
op med tørret torsk, røget ørred, tørrede
ammassatter, mattak, rensdyrkølle, rå
sællever og moskusoksesteg. Her var
det så muligt at forsyne sig, skære lidt
til og fra og få rigtig fedtede fingre. På
det tidspunkt havde jeg lært at gå til de
forskellige ting, men jeg husker første
gang, jeg blev præsenteret for en klods
mattak på 7x7x7 cm – hvordan er det
nu lige man spiser sådan en? Efter denne
første fortæring kunne vi sætte os i
sofaen eller stå langs væggene i stuen.
Der var plads til seks personer ved kaffebordet.
Når du først sidder ved bordet,
kan du bare nyde det, drikke kaffe
og spise kage. Og så kan du rejse dig,
tage kop og tallerken med i køkkenet
og sige tak for i dag. I mellemtiden var
der kommet 10 nye gæster til.
Ulo og Magnetisk
Observatorium
Allerede inden jeg kom til Grønland
blev jeg kontaktet af DMI. De ville
gerne ansætte mig som observatør på
Magnetisk Observatorium, der som en
af tre observatorier i Grønland registrerer
jordens magnetfelt. Det kan observatoriet
nu klare uden min hjælp, men
der skal en person til at checke alting
deroppe og foretage en referencemåling.
Observatoriet ligger lidt hævet
over byen, og der er ingen sti derop, så
i perioder med blød sne har det været
glimrende med snesko. En enkelt gang
har jeg skullet lave målinger, mens der
ikke var varme på. Der var minus 12
grader og til sidst var jeg så kold, at jeg
næsten ikke kunne tænke eller skrue
på fi njusteringen, trods trøje og vanter.
Men det var heldigvis ikke normalt..
I det første efterår brugte jeg desuden
mindst en dag om ugen på det lokale
husflidsværksted. Flere havde fortalt
om det, men jeg kendte ingen, der
brugte det, og derfor måtte jeg selv opsøge
muligheden. Mod handler om at
udfordre det man ikke tør – uanset om
det er at klatre i bjerge, gå på indlandsisen
eller tale med sin mor. Noget i
den retning var der en fra eventyrernes
klub, der engang sagde i et interview,
og manden har jo ret.
Fortsættes på næste side
Side 6 Vinduet April 2006

International masteruddannelse for pædagoger
Af Peter Friese, rektor
pf@petersabroe.dk
I de seneste 10 år har Peter Sabroe Seminariet
hvert år sendt en lille gruppe
danske pædagoger (og ind imellem en
socialrådgiver) på vores 1-årige masteruddannelse
i Maastricht, Holland
I samarbejde med 37 andre socialpædagogiske
uddannelsessteder i Europa
driver vi denne helt unikke uddannelse,
hvor færdiguddannede pædagoger og
socialrådgivere fra hele Europa kommer
sammen i et fælles studiemiljø i et
år. Fokus er på socialt/socialpædagogisk
arbejde, og man arbejder komparativt
- dvs. man sammenligner forholdene
i eget land med andre europæiske.
Underviserne kommer også fra hele
Europa, så uddannelsesforløbet er på
alle måder en øjenåbner. De studerende
bliver både klogere på forholdene i an­
Det kunne jeg så tænke på, mens jeg
kredsede om lysten til at besøge værkstedet.
En dag blev det. Det var i orden
jeg kom, uden der blev gjort den
store festivitas ud af det. Jeg lånte grej
og gik i gang med min første udskæring
af en hval. Siden er det både blevet
til tupilak i rensdyrtak og hvalbarde,
nøglebræt lavet af hvalkæbe og min
egen ulo (grønlandsk kvindekniv) i et
fint samspil mellem en gammel fukssvans
og en rensdyrtak. Uden en meget
kompetent leder af værkstedet var jeg
næppe kommet så langt, men jeg har
mange dage bare siddet og arbejdet,
hørt samtaler på grønlandsk, som jeg
ikke forstod, grinet og ellers bare været
tilstede. Ligeså stille har jeg fået mere
dre lande – og måske allermest i Danmark.
Man siger jo, at ”man kun kan se det
sted, man står på, ved at flytte sig fra
det”. Og sådan er uddannelsen også
tænkt. Man bevæger sig helt til Maastricht
i Holland og bliver utroligt meget
klogere på socialpædagogisk arbejde
hjemme i Danmark.
Når man er færdig med sin master-opgave,
har man ret til at bære titlen M.A.
Comparative European Social Studies
Man får sit uddannelsesbevis fra London
Metropolitan University, som er
partner i uddannelsen. Anerkendelsen
i Danmark afhænger af det enkelte
danske universitet – hvis man fx skulle
have lyst til at skrive en Ph.D. oveni
sin master.
Mange danske pædagoger har valgt
uddannelsen hovedsageligt for at blive
klogere på deres nuværende arbejde.
Hvis man fx er ansat i narkobehandlingssektoren
i Danmark, kan man
vælge at skrive om narkobehandling
i Europa og på den måde vende hjem
med ny inspiration.
Andre har valgt at bygge ovenpå deres
pædagoguddannelse med henblik på at
at vide om teknikker, materialer og, om
hvor på øen man kan fi nde disko-jern,
ametyst og andre smykkesten. Og drillerier,
både sproglige og fysiske, dem
er der altid plads til, og mere latter. Det
blev et vigtigt sted for mig at møde
mennesker.
Alt det der ikke kom med i
historien
Det var hvad jeg valgte at bringe. Mine
billeder og indtryk er alene mine egne,
men jeg deler hjertens gerne ud af dem
som her. Der kunne også være fortalt
om flerstemmig sang, om at møde
den royale familie på nært hold, om
at håndsy i skind, om skolens hytte i
Fortuna Bay, om Karls tupilakker, om
søge stillinger i internationale miljøer,
fx omkring humanitært arbejde. Og andre
igen har brugt masteruddannelsen
som springbræt til at søge underviserstillinger
i Danmark på eksempelvis
seminarierne.
Uddannelse kan bruges til mange ting.
Men én ting er sikker: De studerende
vender hjem med en international erfaring
- og ikke mindst med et internationalt
netværk af kolleger og venner -
som man kan samarbejde med videre
frem.
For tiden undersøger vi en amerikansk
interesse for at bidrage med studerende
til denne ”internationale klasse”, ligesom
vores kommende kinesiske partner
er meget interesseret netop i masteruddannelsen.
Men det bliver uddannelsen
og gruppen af studerende jo blot mere
interessant af.
Optagelse af danske studerende er vores
eget ansvar på seminariet. Det kan
man høre mere om ved at kontakte vores
internationale sekretær Annelise
Lund på al@petersabroe.dk eller tlf.
8732 7040 - snarest.
jordskælv og fjeldgængere – den ene
fortælling sætter gang i den næste. Nu
er jeg tilbage som seminarielektor og i
gang med at genopdage mit hjemland.
Der er uendelige vidder i Grønland, og
der står stadig en stor tanke tilbage til
de mange mennesker, der tog så godt
imod og var med til at åbne nye muligheder
i livet.
Noter:
1 www.oqaasileriffik.gl/documents/doc/domeneprojektet.doc.
Lokaliseret 20.3.06
2) Niels Ejbye-Ernst (2004): Pædagogisk arbejde
i naturen med fokus på børnehaver,
fritidshjem og skolefritidsordninger. Speciale
ved DPU.
April 2006 Vinduet Side 7

Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve
at ændre virkeligheden Af Eddy Thomsen
Seminarielærer, et@petersabroe.dk
Vi, Birgit Bjerre og jeg, undervisere på
Peter Sabroe Seminariet, var sendt ud
af seminaret for at se, opleve og lære af
Amani Peoples Theatre i Kenya.
Hvor har vi været – indhegnet?
Det område i Afrika, der hedder Kenya,
rummer mennesker, folk, kulturer
og sprog af forbløffende mængde, selv
inde i et trods alt overskueligt område,
som staten Kenya dækker. Kenya – på
tværs af de over 20 stammer og sprog
osv, osv – blev af en af vores værter karakteriseret
noget kynisk, måske realistisk,
men i hvert fald polemisk og kritisk,
således:
Der findes tre hovedgrupperinger i landet.
De kan ikke deles op i tre lige store
dele, men de er alle af et betragteligt
omfang. Den ene gruppe består af dem,
der bor i ”compounds”, dvs i indhegnede
bebyggelser, ofte med vagter og
anden overvågning. Den anden gruppe
udgør de mange mennesker, der er
beskæftigede med bevogtning i mange
led fra planlægning, konstruktion,
daglig ledelse og praktisk vagttjeneste.
De sidste grupper må næsten i en systematisk
logik, der ikke behøver syn
for sagn, være de mennesker, som skal
– og bliver – udelukket fra de bevogtede
områder og bebyggelser. Det er alle
fattigrøvene og også rigtig mange mennesker,
som er lidt midt imellem – folk
med gyldigt ærinde, lokale gæster, leverandører…
Som europæiske gæster havde vi ikke
nogen problemer med adgang til ”vores”
indhegning eller andre for den
sags skyld. Vi var genkendt på forhånd
og selvskrevne VIP. Men vi oplevede,
at folk, vi havde haft kontakt med, havde
svært ved at få adgang til vores indelukke.
Inde midt i Kenya såvel som i mange
lande i den tredje verden fi ndes disse
adskillelser, som jo blot bliver fordoblet
og forstærket, når vi betragter
menneskeheden i et globalt perspektiv.
Sagen er, at vi oplever de ulige vilkår
meget stærkt, når vi også ved, at
de samme former for adskillelser findes
i alle rige lande med både fysiske
hegn og vagter med våben og med endnu
flere usynlige hegn, der udgøres af
sprog- og kulturkoder. Der er kun tale
om gradsforskelle, og for Danmarks
vedkommende er det desværre nok kun
et spørgsmål om tid, hvornår de første
rige indelukker bliver etableret for
mere end én ejendom – antagelig i det
nordøstlige Københavnsområde.
Som gæster og work-shop deltagere
hos Amani Peoples Theatre fik vi lejlighed
til at opleve og undersøge dele
af de andre steder udenfor de sikre
compounds og de sædvanlige turistområder.
Vi besøgte bl.a. slumkvarterer
og landsbyer, men også et særligt
”indelukke”, nemlig en pigekostskole.
Besøget hér var også skueplads for en
teater-performance, som vi havde udviklet
i vores work-shop – og det besøg
vil jeg uddybe:
Besøg i Lwak High School,
kostskole for piger (ca. 12-18
år)
Dette var vores største performance.
Det vil sige vores største opgave, hvor
vi brugte dele af teknikker, udforsk­
nings- og fremstillingsteknikker med
drama i konfliktløsningssammenhæng
sat ind i en pædagogisk sammenhæng.
Vi brugte forumteater strukturen, hvis
hovedformål er at synliggøre konflikter
og især undertrykkelser i fi ktiv form
med henblik på, at den fi ktive øvelse
kan ”smitte af” på virkelighedens konflikthåndtering
og eventuelle opgør
med undertrykkelse. Vi var ikke indkaldte
til at løse deres problemer. Det
er muligt, at vi alligevel bidrog en smule
– men det er ikke til at sige. På holdet
havde vi en kvinde, som var lærer
på Lwak. Via hende blev vi orienteret
om typiske, ret permanente konflikter
i hendes verden på High School, og vi
tog et af hendes punkter op til dramatisk-pædagogisk
behandling: Præfekternes
misbrug af privilegier og magt.
Pigerne bliver banket op klokken 5 om
morgenen for at læse lektier før morgenmaden.
Det er selvsagt ikke altid lige populært.
Pigerne er søvnige, og deres motivation
er ikke i top – men der er ikke noget
at gøre. Systemet er meget pligt-orienteret,
og de ældre, ledere og lærere
skal ubetinget adlydes. Pigerne bliver
også kontrolleret systematisk. Det er
præfekternes opgave, for så vidt angår
nærværet ved morgenlektielæsningen.
Præfekterne er imidlertid selv elever,
ældre elever med magt og privilegier,
og de kan finde på at snyde med opgaven.
Præfektsystemet er importeret fra det
gamle britiske kostskolesystem, ligesom
også pigernes skoleuniformer (på
denne kostskole holdt i rødt og hvidt –
vi følte os på et symbolsk plan hjemme!).
Præfektsystemet har vist nok
længe været ude af kraft herhjemme,
men det har haft et efterliv i bog, film
og teater, baseret på den svenske forfatter
Jan Guillou selvbiografi ske arbejder.
Vi skaber et spil: Til kamp mod
undertrykkelse.
Side 8 Vinduet April 2006

Til grin – men gudskelov for
humorens universelle kraft
3 personer spiller almindelige skolepiger.
Én af disse ”piger” er ham, der
skriver disse linjer. Jeg er en mand med
grånende skæg på 50+. Jeg ved ikke
om du, kære læser, kan se det for dig!
Jeg står op af sengen, strækker mig,
vrikker mig ud af natkjolen og pjasker
vand i ansigtet for derefter at gå til læsesalen
sammen med de to andre. Jeg
prøvede overhovedet ikke på at være
komisk. Jeg antydede blot de nævnte
rutinehandlinger for at vise scenen –
men salen skreg af grin. ”Pigerne” sætter
sig til at læse, men er selvfølgelig
utidige, driller hinanden lidt og småskændes.
Den ene er den fl ittige. Den
anden er hende, der prøver at låne og
kopiere opgaven fra den fl ittige. Den
tredje er bare sød og uskyldig. Endelig
dukker præfekten op. Hun er kommet
for sent op. Hun skal registrere de yngre
elevers fravær, og det er hun ikke i
stand til. De tre piger kommenterer lavmælt
hendes svigt. Da så læreren kommer,
er det præfektens opgave at afgive
rapport, og hun meddeler, at den
tredje pige, den søde og uskyldige, har
været fraværende. Det er usandt, men
læreren stoler (blindt) på præfekten. Pigerne
protesterer, mumlende og halvkvædet,
da de ikke har ”lov” til at sige
imod. Præfekten insisterer på sin version,
hvorefter den tredje pige idømmes
en disciplinær straf.
Jokeren spørger salen, om det er retfærdigt.
Nej!!
Er der nogen, der vil overtage rollerne
og vise, hvad der sker i virkeligheden –
i pigernes egen virkelighed, som vi har
lavet et fortegnet billede af – måske?
Ja, det er der mange piger, der gerne
vil. Der udpeges en større gruppe, som
straks går i gang med at gennemspille
scenerne. De fokuserer meget på den
indbyrdes nid og nag mellem pigerne
under lektielæsningen – men lader
præfekten og læreren gøre som før.
Det er ikke helt tilfredsstillende og Jokeren
prøver igen med en ny gruppe.
Stort set det samme sker.
Jokeren sender nu hele salen ud i grupper
med det formål indbyrdes at diskutere
og blive enige om 3 gode råd til
bedring af situationen. Vi, der er gæster
på skolen og som har sat det hele i
gang, deltager som observatører. Efter
en ivrig palaver trækkes grupperne ind
i salen igen for at aflægge rapport. Det
er gruppernes talsmænd rigtigt gode til.
Det er tydeligt, at de er trænede i at stille
sig frem og ytre sig. Men hvad siger
de så? Alle grupperne koncentrerer sig
om elevernes selvdisciplin. De skal blive
bedre til at stå op om morgenen og
være friske til lektierne. De skal læse
flittigt og ikke snyde. De uforbederlige
syvsovere bør dog ikke straffes, men
gives i Guds hånd! Ingen anfægter selve
stå-op tidspunktet (klokken fem om
morgenen i mørke), den strenge disciplin
eller præfektsystemets beståen.
Et blik over hegnet
Har øvelsen da fejlet? Ja, grundideen
om ikke at bøje sig for undertrykkelse
blev ikke taget op som en mulighed i
spillet og heller ikke i debatten bagefter.
Men på den anden side blev situationen
trods alt vist. Den dumme præfekt
blev hængt ud til almindelig latter
og hån. Og den ufølsomme lærer blev
peget ud i den sceniske offentlighed.
Det er i sig selv en oplevelse, der sandsynligvis
bliver lagret i pigernes bevidsthed.
Den kan bidrage til at kaste
tværlys på den regelrette hverdag og
flids-tyranniet – på et senere tidspunkt
(?).
Måske var det lidt for meget med de
mange mennesker, herunder skolelederen,
lærerne, præfekterne og gæsterne,
der alle på én gang så på og fulgte med.
Måske skulle man passe lidt på med at
være alt for socialt opfindsom? - kunne
pigerne tænkes at mene hver især for
sig selv, måske kun halvt bevidst, mens
de på den anden side var meget ivrige
efter at gøre sig bemærket. I hvert fald
nogen af dem, og efter en vis tid...
Men det næste skridt - at udsige afmagten
og handle (fiktivt) imod undertrykkelsen
– det blev ikke taget. Det var
åbenbart alligevel for stor en mundfuld.
Der skal ”ses” en anden måde, en alternativ
selvfølgelighed til det disciplinære
og hierarkiske system, ligesom nogle
individer skal træde i karakter med et
vist mod til at foreslå noget andet.
Den sidste fase i vores arrangement,
den del der handlede om gruppesnakker
efter selve forum-spillet og inden
den sidste tilbagemelding i plenum, var
på en måde den mest interessante. Den
tog lang tid. På det tidspunkt var pigerne
blevet ”varmet op”. Det der skulle
ske, var på en måde allerede sket. Nu
kunne de slappe af, spørge og ytre sig
mere frit over for os fra Europa. Vi
havde jo også givet vores bidrag ved at
skabe os tosset på deres hjemme-scene.
Det gennemgående tema var, at pigerne
gerne ville vide noget om deres muligheder
for eventuelt at kunne komme
til Europa og videreføre deres studier,
gøre karriere, få et liv...
Vores ankerperson, der var lærer på
stedet og også tog del i vores workshop
med Amani People, havde været
i Europa for at læse. Hendes holdning
til Vesten var lunken, hun var med forsæt
taget tilbage til Afrika, og hun var
en mulig rollemodel for pigerne. Hvor
meget det kunne betyde, ved vi ikke,
men vi oplevede at pigerne var meget
interesserede i vores lande. Et tilbagevendende
tema var – hvordan kommer
vi til Europa. Det kunne vi dårligt svare
på. Nå ja, uddannelse, karriere og ægteskab...
men hvordan lige nærmere….
Da oplevede vi igen opdelingen i at
være inde i indelukket og udenfor. Vi
var i pigernes indelukke – og var velkomne
gæster udefra. Pigerne var udelukkede
så at sige på forhånd fra vores
verden, ville gerne ind af mange mere
eller mindre gode grunde. Men de var
udelukkede. Vi var en slags grænsevogtere
eller...?
Det blev en øvelse i det forhold, at det
ikke er nemt at flytte på en massiv, normativ
virkelighed. En øvelse mest for
os, der var gæster. Måske?
April 2006 Vinduet Side 9

Unikt undertøj fra ”Metropols” undergrund.
(Helle Bøgeskov, Natalie Sørensen, Ulla Braaby, Trine Godt Hansen
2­ i-Een – Drama- og bille
Den æstetisk-pædagogisk e
sluttede det 20 ugers ud
dag d. 16 marts med en re
ling, hvortil der var inviteret
baggrund, kolleger, pårøre
rede, tidligere 2-i-Een stud e
Udstillingen var først og fre
af de studerendes afgang
udpluk fra holdets performa
pol. Her præsenteres et ka
udstillingen.
Et udviklingsforløb over 27 b i
En malerisk proces udført af Jonna Brodersen (Jonna Brodersen) ”Efter festen” - rester fra
(Helle Bøgeskov, Ulla Braaby, Ole B
Side 10 Vinduet April 2006

dpædagoger 2005/2006
efteruddannelse afannelsesforløbtorsception
og en udstilgæster
med forskellig
de, fagligt interesserende.
mmest præsentation
sprojekter, men også
nce forestilling Metrolejdoskopisk
udsnit af
lleder (Tove Kappel)
et dramaprojekt
run Jensen, Tove Kappel)
New Yorker portrætter fra ”Metropol” (Lone Larsen, Gurli Hansen, Eva Christoffersen)
Gamle døre får nyt liv (Lone Larsen, Gurli Hansen)
April 2006 Vinduet
Side 11

Relationsarbejde i hjemmet
I sin første lønnede praktik som hjemme-hos-er for en socialt belastet familie kom det helt bag på
Danny, hvor meget det rystede ham følelsesmæssigt, hvor godt han lærte sig selv at kende og at
sætte grænser for, hvor meget han kunne holde til.
Af Danny Mutanda Andersen, 04E1
bhaktadanny@yahoo.com
I min første lønnede praktik blev jeg
ansat ved Familiebehandlingsinstitutionen
(FI), som bostøtte eller hjemme
hos`er for familien Larsen. Jeg blev optaget
af, hvordan relationsarbejde foregår
i pædagogisk praksis. Det at blive
til og være en pædagogisk støtte person
for familien Larsen, var en stor udfordring
idet jeg skulle afklare min faglige
identitet, afprøve teori og metoder,
samt gøre et seriøst stykke selvstændigt
socialpædagogisk arbejde.
Jeg var spændt, men nervøs over det
at håndtere opgaven som bostøtte med
den begrænsede faglige viden, jeg besad.
Jeg havde ikke noget erfaring med
at lave selvstændigt arbejde i andres
hjem på egen hånd. Jeg var usikker på,
om jeg havde tilstrækkelig teoretisk
kompetence til at løfte opgaven. For
at sætte mere skrue på vinkelen, skulle
jeg være den eneste bostøtte for familien.
Før jeg gik i gang, var det vigtigt
for mig, at jeg fik en klar definition
af, hvad min opgave gik ud på, hvilke
beføjelser jeg havde som støtteperson,
hvilke metoder der egnede sig bedst til
opgaven, og hvordan det administrative
og juridiske bagland hang sammen
for at støtte mig. Jeg havde behov for at
samle så meget information om familien
som muligt og forstå, hvilke værdier,
FI arbejdede ud fra.
Alle navne i artiklen er anonymiserede
Familien, jeg skulle etablere relationer
til, befandt sig i en indviklet situation.
Hanne er 35 år og mor til tre børn. Rita
på 16, Peter på 12 og Anton som er næsten
3 år gammel. Hanne blev seksuelt
misbrugt af sin stedfar som 16 årig.
Moren tog stedfarens parti, så Hanne
flyttede hjemmefra. Hendes far er
død. Hanne har færdedes i det kriminelle
narko miljø i en del år, men ikke
længere. Børnene har hver deres far, og
Hanne er kæreste med Antons far, Terry.
Rita er anbragt, da hun har anklaget
Terry for at have misbrugt hende seksuelt.
Peter går på specialskole. Han
har svært ved at begå sig socialt. Anton
blev født for tidligt, og hans udvikling
er i søgelyset.
Kommunen har arbejdet med familien
i mange år, og mange instanser samarbejder
for at støtte en positiv udvikling
i familien. Peters tilstand har vakt bekymring
i Familiecentret, FI og skolen.
Skolen har gjort opmærksom på, at han
har brug for hygiejnisk pleje. Han har
problemer med at kontrollere afføring
og laver nogle gange i bukserne. Han
har brug for omsorg i hjemmet, i større
udstrækning end det ydes nu. Anbringelse
har været overvejet. Hanne
er indstillet på at undgå en anbringelse
og er opmærksom på, at der skal ske
ændringer i hjemmet. Efter et behandlingsforløb
bliver det vurderet, at Hanne
og hendes sønner Anton og Peter
skal støttes derhjemme for at sikre deres
trivsel. Med en hjemme-hos-funktion
skal familien støttes i eget hjem, idet
der især skal lægges vægt på at sikre
børns trivselsvilkår.
Hanne indvilger i at lade en støtteperson
arbejde i hendes hjem, og jeg får
støtteopgaven som min praktik. Hanne
bryder sig ikke om mørklødede indvandrere,
hvilket jeg er.
Allerede inden jeg havde fået kendskab
til familiens situation, havde jeg
en forestilling om, at jeg skulle arbejde
med brugere med sociale og mentale
vanskeligheder, som jeg skulle relatere
til på en passende måde. Det var derfor
vigtigt for mig, at jeg kunne finde
metoder at leve mig ind i familiens situation
på, samtidig med at jeg udviklede
mig fagligt. Mit valg faldt på Girafsprog,
en empatisk metode. Dertil
ville jeg inddrage elementer af Marte
Meo, en udviklingsstøttende metode,
som Maria Aarts fra Holland er mest
Girafsprog – ikke voldelig kommuni­
kation
Girafsprogsmetoden består af fire
trin.
På det første trin (iagttagelsen), fortæller
jeg personen, hvad jeg ser i forhold
til vores udveksling eller situation. Her
undlader jeg at bruge ord som udtryk­
ker vurderinger, men taler konkret og
præcist. Ved andet trin (følelse) fortæller
jeg, hvad iagttagelsen får mig til at føle.
I det tredje trin (behov) giver jeg udtryk
for ønsker eller værdier, jeg gerne vil se
virkeliggjort, uden at de er knyttet til en
bestemt person. Det fjerde og sidste trin
er anmodningen, som gives i form af et
konkret spørgsmål, hvor jeg beder per­
sonen om noget, for at arbejde videre
i samtalen. Ved at bruge denne metode
foregår samtalen på det følelsesmæssi­
ge plan. Ved at bruge følelser som middel
arbejder vi som ligeværdige. Der skal
ikke en pædagogisk uddannelse til for at
føle. Det kan ikke lade sig gøre at gemme
sig bag teoretiske vendinger. Som
pædagog, indgår jeg i en relation på et
mere personligt, men dog stadig professionelt
plan. Der indgår flere spændende
lag og detaljer i metoden.
Side 12 Vinduet April 2006

kendt for at have udbredt. Jeg ville gøre
brug af elementer fra Marte Meo, såsom
at holde øje med initiativer, sætte
ord på dem, anerkende initiativer og
hjælpe med at omsætte initiativer til
handling. Det, jeg også vægtede højt,
var at fokusere på de ressourcer og evner,
jeg nu ville lægge mærke til hos familien,
frem for at fokusere på eventuelle
mangler og fejl. FI arbejder i øvrigt
med udviklingsstøttende kommunikation
i behandlingen. Metoden er bragt
til Norden af blandt andre psykologen
Haldor Øvreeide som også er supervisor
på institutionen.
Hanne og jeg hilste på hinanden for
første gang i et samtalerum ved FI. Behandleren
kaldte mig ind, efter de havde
haft en samtale. Da jeg kom ind i
rummet, sørgede jeg for, at jeg ikke
havde et bedømmende blik. Det har
været svært for mig at finde et ord, som
på rette vis beskriver det blik, jeg mener
er så vigtigt at have i mødet med
andre. Øjet er så komplekst, men vigtig
et redskab i relationsarbejdet. Øjnene
hos brugeren giver udtryk for og ser
så mange subtile følelser og holdninger
hos personen, som det skrevne ord ikke
kan udtrykke. Jeg prøvede derfor at afspejle
min holdning til Hanne gennem
mine øjne. Jeg rettede min kropsholdning
uden at virke for stiv og stolt. Det
gjorde jeg for at vise, at jeg er rolig og
ikke udfarende. Jeg ventede på at blive
introduceret til hende og gav hende
pænt hånden, mens jeg bukkede mig
høfligt for hende og Anton. Jeg satte
mig ned og holdt min hænder sammen
i en respektfuld gestus. Jeg satte
mig sådan for at vise, at jeg tog min
opgave seriøst. Behandleren forklarede
kort de funktioner, jeg skulle have
i Hannes hjem. Jeg skulle støtte Peter i
hans fritidsaktiviteter samt hjælpe ham
og Hanne i hjemmet med praktiske opgaver.
Jeg sørgede for at bekræfte oplysningerne
på en opmærksom, glad og
direkte måde. Jeg sørgede for at holde
øjenkontakt mens jeg talte. Det gjorde
jeg for at signalere, at jeg var parat
til dialog uden at have en anden dagsorden.
Jeg formulerede mit danske så
præcist og tydeligt som muligt for at
give hende det indtryk, at vores samarbejde
ikke ville bære præg af sproglige
vanskeligheder. Vi blev enige om, at
jeg kunne komme på besøg næste dag
og hilse på Peter. Jeg fortalte Hanne, at
jeg glædede mig til at være til tjeneste,
gav hende hånden og forlod rummet.
Ved at være respektfuld og vise en enkel
villighed til at støtte familien efter
dens behov giver jeg Hanne et klart signal
om, at jeg respekterer hendes myndighed
og situation. Jeg giver hende et
indtryk af, hvordan jeg har tænkt mig at
opføre mig i hendes hjem. Jeg mener,
at det at udtrykke min personlighed på
en enkel og tydelig måde, er afgørende
for, at hun åbner døren for mig næste
dag. Det var også vigtigt, at min krop
sagde det samme som ordene. Jeg mener,
at kropssprog/det nonverbale har
større betydning end det verbale sprog.
Ved at være empatisk og sætte mig ind i
hendes situation, kunne jeg vise, at der
ikke skulle træde en kontrollerende figur
fra kommunen ind i hjemmet, som
ville fravriste hende resterne af noget,
som skulle være et privatliv for hende.
Min opgave i familien er at holde mig
Familiebehandling - Familieværksteder
Inden for det pædagogiske felt er der
meget fokus på, hvordan mennesker i socialt
prekære situationer kan sikres bedre
vilkår og forhindres i blot at være en
omkostning for samfundet. Erkendel­
sen af familiens betydning for, hvordan
mennesker udvikler sig, har gjort, at der
er etableret mange tilbud for at sikre, at
familier kan opretholde eller skabe trivselsvilkår
for sig. Familiebehandling er
et af de tilbud, som kommunen tilbyder
familier med sociale, psykiske og sam­
spilsmæssige vanskeligheder. Familieværksteder
arbejder hovedsageligt med
samtalebehandling ud fra den systemiske
tankegang. Gennem processen hjælpes
familien til at udvikle metoder til at
forbedre deres situation, ved at aktivere
deres egne ressourcer. Der er særlig fo­
kus på, at børn og unge får hjælp til at
klare vanskelighederne i deres eget miljø.
Dette er en måde at forebygge anbringelser
på.
til at nære empati for den i min bevidsthed
uden at sige noget, at fokusere min
opmærksomhed på familiens følelser
og behov. Ved dette første møde med
Hanne indleder jeg det pædagogiske
arbejde ved at indgå empatisk i en relation.
Den næste dag tog jeg til familien Larsens
hjem for at påbegynde mit arbejde
i hjemmet. Det følgende er uddrag fra
min dagbog: ”Da jeg ringede på døren,
åbnede Peter op. Jeg rakte ham min
hånd, og han tog den, idet vi hilste på
hinanden. Jeg trådte ind i en meget rodet
og beskidt lejlighed, jeg tog mine
sko af. Hanne, som var ved at made
Anton i køkkenet, kom ud i gangen for
at hilse på mig. Hun bevægede sig rastløst
og hurtigt rundt i lejligheden, mens
hun undskyldte rodet. Jeg svarede, at
det var helt ok. Hun undgik øjenkontakt.
Jeg tolker det som, hun var meget
usikker på, hvordan hun skulle håndtere
min tilstedeværelse. Jeg blev stående
i gangen og forsøgte at afl æse signalerne.
Hanne begyndte at gøre sig selv
og Anton klar til at gå. Anton kom over
for at vise mig Lego-figuren på hans Tshirt
og et billede af ham selv på hylden
i stuen. Jeg besluttede at blive i gangen,
indtil jeg blev inviteret til at færdes andre
steder end gangen. Hanne fortalte
Peter, at hende og Anton skulle i kælderen.
… Vi aftalte, at Peter og jeg ville
gå en tur og vende tilbage senere, hvorefter
hun gav ham et kys og smuttede.
Her stod jeg i et fremmed hjem, med
en 11 årig dreng jeg havde kendt i fem
minutter, og skulle finde ud af noget at
lave”.
Oplevelsen af at træde ind i en families
hjem og være støtteperson, var intens.
Jeg skulle være denne her professionelle
person, som var ved at blive skabt,
samtidig holde mig mine metoder for
øje, finde ud af hvilke adfærdsnormer,
familien havde, og tilpasse mig sprogligt.
Jeg skulle tage højde for familiens
fordomme i forhold til min indvandrerkrop.
Det var intenst, fordi jeg åbnede
alle mine sanser fuldt ud for at opfatte
alle de signaler, Hanne og børnene
udsendte, og bearbejdede dem for information,
samtidig med at jeg skul-
April 2006 Vinduet Side 13

le skabe en kontakt som ikke skulle sagen mellem Terry og Hannes datter,
gå i vasken fra starten. Jeg oplevede, Rita. Rita var lige flyttet, og Terry undhvordan
jeg personligt skulle distan- gik at møde mig.
cere mig fra det rod og skidt, der var Bortset fra sagen med Rita, udtryki
lejligheden, og fagligt forstå det som te Peter mange ønsker og tanker i foret
følelsesmæssig udtryk for, hvad der hold til det, han ville og kunne. Han
foregik i hjemmet. Det at opfatte rod og havde svært ved at fastholde sig selv i
skidt som en ressource, der kan bruges aktiviteter og havde lidt mange nedertil
at forstå en person, krævede en vis lag og fået mange skuffelser. Peter er
tilvænning. For eksempel var gulvet i overvægtig, lider af et lavt selvværd og
Peters værelse blandt andet dækket af lav selvtillid. Jeg oplevede fremskridt i
gammel chips og kiksposer. Jeg kun- samarbejdet med Peter. Ved at fokusene
ud fra dette gætte mig frem til, hvad re på hans behov og følelser fik vi med
han spiste meget af, hvilke smag han tiden et godt forhold til hinanden. Fx:
brød sig mest om og omfanget af om- ”Jeg kan se du bliver ked af det, når du
sorg i hjemmet. En del af mig skreg på taler om din vægt. Jeg har brug for at
at komme ud derfra, mens en anden tog spørge dig om, hvorfor du bliver ked af
det helt roligt og opfattede det som det det. Må jeg godt det?”.
mest naturlige overhovedet. Vi ryddede hans værelse op, meldte
Alt kunne levere gavnlig viden om fa- ham til en motocross-klub, hvor jeg
milien, som kunne hjælpe mig i min fulgte med. Vi tog også på gåture, hvor
opgave. Jeg havde pludselig ansvaret vi bare hang ud. Det hændte, at jeg fik
for en 11 årig dreng, og alt hvad jeg lov til at lege med Anton. Ved at jeg var
sagde og gjorde ville have betydning i hjemmet og iagttog og lyttede uden
for, hvordan jeg fremover ville rangere at dømme, begyndte Hanne og Peter at
som person i hans verden. Især når han betro sig til mig. Hanne lod mig hjælpe
var vant til pædagogiske fi gurer, der hende med praktiske ting, og vi tog på
kom og gik ud af hans verden, med er- gåture, hvor hun talte om, hvordan hun
klærede bedste hensigter, men afbrudte havde det. Jeg fik lov til at hjælpe med
handlinger. at istandsætte hjemmet og til at møde
hendes veninder. Peter fortalte mig om,
Tidligt i vores relation havde Hanne hvordan han og kammeraterne lavede
svært ved at bede om hjælp og sige, drengestreger. Jeg fik lov til at besøge
hvad hun havde behov for at jeg tog ham i skole og møde hans venner. Jeg
mig af. Hun afviste ofte mine tilbud om mener, jeg fik en bedre kontakt med faat
komme ind i hjemmet. Ved at bruge milien ved at undgå at give råd, at spilgirafsprog
lykkedes det mig omsider le bedrevidende og ved ikke at kritiseat
komme ind i hjemmet igen. Fx ”Nu re. Den fortrolighed, jeg søgte, banede
har jeg ringet til dig fem gange, og jeg efterhånden vej for dilemmaer.
er usikker på, om jeg ringer for meget.
Jeg har brug for at vide, om jeg ringer Ved at arbejde med familien blev manfor
meget til dig. Synes du det?”. Ved at ge følelser sat i gang inde i mig selv.
dele mine følelser og udvise konkrete Jeg fik et behov for at afklare hvilke årbehov
for et samspil med familien, åb- sager der lå til grund for mine følelser.
nede Hanne mere op. Stemningen i fa- Jeg følte sorg, frustration, og var så ked
Tegning: Allan Stochholm milien var meget påvirket af misbrugs- af det, at jeg var ved at bryde i gråd fx
Side 14 Vinduet April 2006

midt i mit indkøb. Jeg græd, når jeg var delighed, mine faglige og personlige
ude og gå ture. Jeg havde lige pludse- holdninger er konstant i udvikling. Det
lig svært ved at forstå, hvad der følel- handler om at holde balancen i et flysesmæssigt
skete med mig. Arbejdede dende landskab. Supervisionen er det
jeg for at støtte familiens behov eller redskab, som hjælper mig til at sejle
mine egne? Var det følelser, som skyl- mere sikkert gennem min praksis.
des noget helt andet, men var blevet sat
i gang af en oplevelse hos familien Lar- Ved at bearbejde mine følelser blev
sen? Det var vigtigt at bearbejde mine jeg i tvivl om, hvor grænsen mellem
følelser, især fordi de indgik i mit ar- min faglige og min personlig sfære
bejde som redskab, og redskabet skulle gik i min praksis. Jeg begyndte at unfungere
optimalt. dre mig over, hvornår jeg var den professionelle
eller den private person, når
Jeg betragter supervision som et af de jeg tog en beslutning på arbejde. Igen
vigtigste redskaber til at forstå relatio- var spørgsmålet hvem der blev tilgodenen
til mine brugere og min praksis. At set, med hvilket formål for øje. Hvor
sætte ord på og begrunde mine tanker meget kunne jeg fortælle familien, og
og handlinger over for min vejleder var hvor meget skulle jeg tage imod af open
god måde at reflektere over mine di- lysninger fra familien? Kunne jeg vise
lemmaer på. Især når jeg blev ført igen- dem billeder fra mit liv, ligesom de vinem
tvivlsmomenterne på en metodisk ste billeder fra deres? Hvor gik grænmåde.
Gennem supervision er jeg ble- sen mellem at være for faglig og upervet
bedre til at forklare og forstå sam- sonlig?
menhængen mellem mine handlinger,
tanker og følelser. At forstå den teo- Hanne og Peter talte hver især om, hvor
ri, jeg fordyber mig i, og at få øje på svært de havde det med at forholde sig
de kundskaber, jeg har brugt i arbejdet til situationer i deres liv. Nogle gange
med familien. spurgte de mig, hvad de skulle stille op.
Ved at fordybe mig i familiens verden Som støtteperson er det min opgave at
blev jeg følelsesmæssigt bevæget og yde opbakning til initiativer. Jeg skal
brød sammen nogle gange. Igennem ikke behandle, men videregive oplyssupervision
fik jeg forståelse for mine ninger til behandleren. I de fortrolige
emotionelle grænser, og lærte at sætte samtaler havde jeg svært ved at skelgrænser
for det input, jeg udsatte mig ne, hvornår jeg blot støttede brugeren
selv for i marken. Jeg lærte at lytte bed- og hvornår jeg egentlig var i gang med
re til mig selv og at være opmærksom behandling. Er det ikke behandling at
på det, jeg følte. støtte en bruger gennem samtale?
Jeg blev også bedre til at lytte til andre.
Jeg fik hjælp til at forholde mig til Ter- I min ansættelse som hjemme hos`er
rys formodede overgreb på Rita, Pe- blev vi enige om, at familien ikke fik
ter og Hannes oplevelser. Ved at ven- kendskab til, at jeg var studerende. Vi
de hvert dilemma fik jeg mere indsigt havde en velbegrundet formodning om,
i min udvikling som pædagogstuderen- at Hanne muligvis ville føle, at hendes
de. Det handlede om at finde min ba- situation ikke blev betragtet som seriøs
lance i forhold til alle de faktorer, som nok og ville afbryde samarbejdet. Eller
spiller sammen. Mine metoders anven- Forts. på side 19
April 2006 Vinduet Side 15

Fødselsdag i provinsen Af Dav Jacobsen
I nålestribet habitjakke, cowboybukser
og smarte sko på fødderne, var jeg en
aften til fødselsdag hos en af vennerne,
der bor i et almindeligt hus med sin
mand i en almindelig landsby lidt uden
for Århus og har et almindeligt job og
to børn, det ene adopteret.
Der var rigtig mange mennesker, familie
og venner og kollegaer, og jeg cirkulerede
med hvidvin i et smalt glas
på lang fod og smalltalkede til højre
og venstre, mens børn i alle aldre løb
rundt i huset og forsøgte at piske en
stemning op.
Der var flag på bordene, pindemadder
på fadene og vin, øl og sodavand linet
op i køkkenet.
På et tidspunkt kom naboerne ind og
gav hånd og sagde tillykke til fødselaren.
Jeg hilste også på dem, gav hånd
og sagde navn og talte lidt om vind og
vejr og naboskab og løst og fast, og de
fortalte, at hun var sygeplejerske og
han lavede reklamer, og kort efter fik
de på forunderlig vis drejet samtalen
ind på penge.
Ikke fordi det er usædvanligt, rigtig
mange mennesker kan rigtig godt lide
at tale rigtig meget om penge og aktier
og stigende huspriser og realkreditlån
og friværdi, men det interesserer mig
så lidt, så jeg var på vej væk, da han
smilede til konen og sagde, at de netop
havde investeret i en lejlighed i Tyrkiet.
Jeg måtte lige sikre mig at have hørt
rigtigt, for stod der ikke en mand på
min egen alder med fast dame, fast arbejde
og fast ejendom på en villavej i
en almindelig landsby og fortalte, at
han havde så mange penge, så han ikke
vidste, hvad han skulle bruge dem til
og derfor havde købt lejlighed i et andet
land?
Jeg bundede hvidvinen.
Så tog jeg en halvfuld flaske fra et bord
med hvid dug og fødselsdagsfl ag og
trådte et skridt nærmere naboen. I sam-
me bevægelse smadrede jeg fl asken i
panden på ham, mens jeg med den frie
hånd stak to fingre langt ind i øjnene på
hans kone. Glasskår, blod, hvidvin og
skrig af smerte sprang ud i lokalet og
fik børnene til at stå stille.
Med naboen på knæ hamrede jeg resterne
af den knuste flaske ned i hans
tyndt behårede hovedbund. Hurtigt
vendte jeg mig mod hustruen. Lossede
hende over skinnebenet med hælen på
min smarte sko. Hendes grimme strømpebukser
gik i stykker og huden åbnede
sig for knoglen. Skriget steg en oktav.
For at få hende til at holde kæft, knaldede
jeg albuen ind i hendes kæbe, så
den brækkede. Så tav hun.
Mens jeg børstede glasskår af reverset,
så jeg mig om efter mere hvidvin. De
omkringstående gæster genoptog samtalen.
”Tænk at købe lejlighed i et land, vi
ikke engang vil have med i EU,” sagde
en ældre dame, der efter udseendet at
dømme var fødselarens mor.
”Ja, og de eneste tyrkere de ser, er dem,
der vander græsplænen og fejer fortovet.
Lejlighederne ligger jo i en slags
reservater,” tilføjede en af mine gamle
venner.
”Det er ikke så meget det, selvom det
selvfølgelig også er absurd,” sagde jeg
og tørrede mig i ansigtet med en vådserviet,
jeg havde fået af en eller anden.
”Det er lige så meget… det er bare så
… så fantasiløst,” fortsatte jeg. ”De bor
i et hus, der med garanti ikke er vurderet
til under tre millioner. De har fast
arbejde. De har livslang pensionsopsparing.
De får aldrig problemer med
økonomien. Man har simpelthen for
lidt fantasi, hvis man kun kan fi nde på
at bruge sine penge til at købe lejlighed
i Tyrkiet.”
De andre nikkede.
”Hvorfor køber de ikke en atombombe
og desarmerer den? Eller adopterer 100
afrikanske børn? Hvad fanden skal de
med en lejlighed mere?” Min stemme
lå en anelse i diskanten.
”Jeg bliver så ophidset, når jeg hører
sådan noget,” sagde jeg og strøg mig
over håret.
De andre nikkede igen. Ivrigt.
Husets 12-årige datter havde fulgt med
i samtalen de sidste par minutter. Nu
spurgte hun forsigtigt:
”Kan du ikke lide penge?”
”Jo, for fanden,” sagde jeg og grinede
til hende. ”Penge er en god ting. Så kan
man betale husleje, købe is og få tøj på
kroppen. Men med penge følger også
ansvar.”
Jeg tog en tår af hvidvinen. Hvordan
kunne jeg forklare hende, hvad jeg
tænkte, uden at komme til at lyde som
en idiot? Det kunne jeg sikkert ikke:
”Vi bliver rigere og rigere i Danmark.
Men det ser ud som om, al den rigdom
gør noget ved vores måde at tænke på.
Vi bliver mere indskrænkede. Vi vil
ikke længere have med andre mennesker
at gøre.”
”Jeg fik altså 100 kroner af mormor, og
jeg gav lillebror et knus.” Hun kiggede
udfordrende på mig.
”Det lyder dejligt,” sagde jeg. ”Men i
en lidt større målestok, er det vist alligevel
rigtigt, hvad jeg siger. Vi vil for
eksempel ikke have udlændinge i Danmark.
Vi gør alt, hvad vi kan for at holde
dem ude. Vi er bange for de fremmede.”
”Jeg er da ikke bange for min lillebror.
Og inden vi hentede ham, var han
fremmed. Han er fra Utopia. Næh, øh..
Etipio… nej, Etiopien.”
”Ja, når vi lærer folk at kende, forsvinder
vores frygt. Vi er kun bange for det,
vi ikke kender.”
Datteren lyttede, men sagde ikke noget.
Jeg fortsatte:
”Den frygt er der nogle mennesker, der
forstår at udnytte. De fortæller os, at de
fremmede kommer for at overtage vo-
Side 16 Vinduet April 2006

es kirke og vores land. Og så lover de
os, at hvis vi stemmer på nogle bestemte,
vil de lukke grænserne, så ingen
fremmede kan komme ind. De spiller
på vores frygt og opnår selv magt. Det
er meget lidt sympatisk.”
”Hvad har det med penge at gøre?”
spurgte datteren inkvisitorisk.
”Tingene hænger desværre sammen.”
Puha, jeg lød som en glad hippie fra
60’erne, der havde røget for meget
hash og nu skulle forklare verden for
sig selv.
”Af en eller anden grund er det sådan,
at jo rigere vi bliver, jo mindre vil vi
dele. Det er det, jeg mener med, at rigdom
har indflydelse på vores tankegang.
Vi ønsker ikke at dele vores velstand
med nogen. Flertallet i Danmark
synes det er fint, at vi skærer i ulandsbistanden.
Lad de andre sulte, jeg skal
have ny emhætte. Alle har jo ret til et
nyt køkken.”
Det sidste var et reklameslogan, der
kørte overalt, og som jeg fandt ualmindeligt
frastødende. Alle har ret til et nyt
køkken. Hallo!
Jeg smilede til hende, usikker på om
hun fattede, hvad jeg sagde.
”Forstår du det?”
De andre gæster nikkede, som om det
var dem, jeg talte til. Måske var de enige,
måske var de bange for deres skinneben.
”Joeh, men jeg tror for eksempel ikke,
far har råd til at købe en atombombe
og de… arm… og gøre det der, du sagde.”
”Nej, vi kan ikke alle sammen købe en
bombe og desarmere den. Eller adoptere
100 afrikanerbørn. Men mindre kan
også gøre det. Man kan bare give lidt til
en eller anden organisation, der hjælper
andre. Røde Kors for eksempel. Eller
Mellemfolkeligt Samvirke.”
Du godeste, det var lige efter bogen.
Nærmest pinligt naivt. Men det var jo
også sandt. Måske er det sådan, at det
sande altid er enkelt og pinligt naivt?
Alligevel overvejede jeg, om jeg ikke
kunne finde på nogen smartere eksempler.
Der havde dannet sig en lille kreds
rundt om os. Med foden legede jeg forsigtigt
med naboens slatne arm, der lå
strakt ud fra hans krop på gulvet. Skub­
bede til den og skubbede den tilbage
igen. Så sagde jeg:
”Du kender Daniel Agger, ikke? Ham
den unge fodboldspiller fra Brøndby,
der lige er blevet solgt til Liverpool.”
Jeg kiggede spørgende på datteren, der
nikkede.
”Ok, i Liverpool tjener han omkring
600.000 kroner. Om ugen. Sekshundredetusind
kroner! Det er mere end jeg
tjener om året. Hvorfor indfører det internationale
fodboldforbund ikke en
regel, der siger, at en tredjedel af spillernes
lønninger skal gå til velgørende
formål? Han kan da ikke mærke forskel
på, om han tjener 400.000 eller
600.000 kroner.”
”Tror du ikke han bliver sur, hvis det
der forbund tager nogle af hans penge?”
Pigen satte et spørgende ansigt
op.
”Jo, det kan godt være. Men han bliver
sikkert god igen. Og man skal jo ikke
lade være med at gøre noget af frygt
for, at nogle bliver sure. Når han har
vænnet sig til tanken, kan han sikkert
godt se fornuften i det. Han kan jo heller
ikke forholde sig til en løn på små
tre millioner kroner om måneden. Og
han kan da slet ikke nå at bruge dem.”
Folk i rundkredsen kiggede på hinanden
og nikkede. Jeg kunne se på datteren,
at hun tænkte over det, jeg havde
sagt.
Forslaget var ikke min egen opfindelse.
Et par måneder tidligere havde jeg
været på café med en veninde og mødt
nogle sportsfolk, der brændte 15.000
kroner af på et væddemål om en tjeners
skostørrelse.
Den mest ivrige af dem ville næppe
vædde igen foreløbig. Efter at have givet
hånd på væddemålet til sine kammersjukker,
bøjede han sig ind over
bordet for at tage en tår af sin café latte.
Jeg langede en arm ind mellem dem,
greb fat i hans hår og smadrede for fuld
kraft hans hoved ned i bordpladen. Lyden
af mødet mellem marmor og næseknogle
var ikke rar. Jeg holdt fast og
trak ham op igen og forklarede, hvor
stupid jeg syntes, han var.
Mens han lavede lyde og forsøgte at
standse blodet, foreslog en af hans
kammerater, at de da også kunne bruge
pengene til noget mere fornuftigt. Jeg
havde bare nikket. Jeg var optaget af at
gnide røde pletter af min hvide skjorte.
Da kammeraten foreslog et fast månedligt
beløb, blev jeg mere opmærksom.
Veninden jeg var sammen med havde
ikke sagt noget i et stykke tid. Faktisk
ikke siden sportsmanden kyssede bordet.
Nu sagde hun:
”Hvorfor inddrager en eller anden myndighed
ikke en tredjedel af lønnen? Der
er så mange penge i sport, specielt i
fodbold. De tjener kassen. Det er helt
uhyrligt.”
Ideen var god. Rigtig god faktisk. Og
bare ét eksempel.
”Er det ikke bare fordi, du er misundelig?”
Den 12-årige datter kiggede udfordrende
på mig.
”Det er der nok nogle, der vil mene,”
sagde jeg. ”De samme folk tænker sikkert,
at Falck og sygehusene gnider sig
i hænderne, når en cyklist kører over
for rødt. Helt ærligt, jeg ville ikke ane,
hvad jeg skulle stille op med en månedsløn
på tre millioner. Ville du?”
Pigen svarede ikke. I tankerne var hun
for længst forbi ny cykel, nyt tøj og lyserød
svømmepøl i haven. På tv havde
hun i årevis set billeder af sultne børn,
hjemløse tiggere, slatne junkier, krig
og voldtægt og alverdens plager. Uden
at kunne forklare det i ord, forstod hun,
at der på en eller anden måde var en
sammenhæng mellem ustyrlig rigdom
og elendighed.
Hun gjorde sig klar til at gå tilbage til
de andre børn. Begyndte at se sig omkring.
Så kiggede hun på den livløse
nabo på gulvet.
”Han talte altid om motorsport. Biler,
der kører rundt og rundt for at komme
først over mållinjen. Hvad tror du, det
koster?”
Jeg blinkede til hende og vendte mig
mod de voksne. Kort efter forlod jeg
selskabet. Jeg skulle ud og nikke skaller.
Dav Jacobsen er journalist, cand.mag (DJ)
April 2006 Vinduet Side 17

Evaluering via spørgeskemaundersøgelse Af Stefan Mossalski
Afdelingsleder, sm@petersabroe.dk
Kort efter indførelsen af professionbachelorbekendtgørelsen
i 2001 opstillede
Danmarks Evalueringsinstitut
for Undervisningsministeriet en række
kriterier for tildeling af professionsbachelortitlen..
Et af kriterier var, at uddannelsesstederne
skulle arbejde systematisk
med kvalitetssikring og under
dette arbejde systematisk inddrage studerende.
Man kan sige, at den måske vigtigste
evaluering af uddannelsen er de eksamener
og prøver, der inddrager censorinstitutionen.
Sammensætningen af
censorkorpset sikrer, at fagligt kompetente
personer er med til at vurdere,
om de studerende har nået målene for
uddannelsen. Selv om den enkelte eksamenssituation
ikke handler om seminariets
undervisning, så vil karaktergennemsnittet
være en brugbar pejling
på, hvorvidt seminariets undervisning
har en acceptabel standard. Og det skal
understreges, at det kun vil være en
pejling, en indikation. Alt for bastante
følgeslutninger mellem karaktergennemsnit
og undervisningens standard
skal naturligvis undgås.
Censorinstitutionen indløser imidlertid
ikke kravet om, at de studerende skal
inddrages i evalueringen.
På Peter Sabroe Seminariet har vi, som
vel på de fleste pædagogseminarier,
gennem mange år evalueret de enkelte
undervisningsforløb sammen med de
studerende. Formen er oftest den, at de
studerende svarer skriftligt på en række
spørgsmål, som så tages op til en fælles
evalueringsseance. I denne seance
kommenterer såvel studerende som lærere
resultaterne.
I en uddannelse, hvor de enkelte undervisningsforløb
oftest varetages af det
samme lærerteam semester efter semester,
sikrer denne form, at evalueringen
umiddelbart kan få konsekvenser. I og
med at lærerne er til stede ved evalueringen,
kan de stille uddybende spørgsmål,
der tager indholdsmæssige og didaktiske
hensyn.
For at få et mere systematisk struktureret
datamateriale har vi på Peter Sabroe
Seminariet valgt at supplere ovenstående
former med en egentlig spørgeskemaundersøgelse.
Allerede i 2002 udformede en arbejdsgruppe
nogle spørgsmål til hvert semester
på uddannelsen.
I udformning af spørgsmålene tog gruppen
hensyn til de formodninger, vi havde
om, hvad der trængte til et kritisk
blik. Vi mente dengang, at informationer
til de studerende om skemaforhold,
litteraturlister og formål med de enkelte
undervisningsforløb kunne trænge til
et eftersyn. I hvert fald indgik der i den
fortælling, som vi fortalte om os selv,
en vis koketteren, med ord som ”frugtbart
kaos”, ”vi bygger skibet, mens vi
sejler” og andre udtryk, der ikke vidner
om en meget strømlinet tilgang til
planlægning. Bagsiden er selvfølgelig,
at ikke alle studerende oplever alt kaos
som frugtbart. Vi ville gerne have data
på, hvordan de studerende opfattede
deres studievilkår på dette punkt.
Desuden spurgte vi naturligvis ind til
de studerendes vurdering af indholdet
på de enkelte undervisningsforløb. Af
hensyn til den kompleksitet, der kan
ligge i det indholdsmæssige, valgte vi
at spørge generelt til hele undervisningsforløbet.
Hensigten med spørgeskemaundersøgelsen
er ikke at få data,
der præcist kan sige, hvad der skal ændres,
men mere at få data, der kan afsløre,
hvor der evt. skal undersøges
nærmere. Det kan både være i form af
et fokusgruppeinterview med udvalgte
studerende eller bare ved at indhente
forklarende kommentarer fra de ansvarlige
for forløbet.
Vi valgte at gøre undersøgelsen enkel
ved at give relativt få svarmuligheder
på de enkelte spørgsmål. Oftest
5 muligheder spændende fra det bedste
(f.eks. ”meget positivt” eller ”meget
godt”) til det ringeste (f.eks. ”meget
negativt” eller ”uacceptabelt”). Desuden
valgte vi at begrænse antallet af
spørgsmål, så den enkelte studerende
kunne blive færdig med besvarelsen i
løbet af 10 til 15 minutter.
Vi har tidligere brugt spørgsmålene ved
at udlevere et papirark, som så blev behandlet
manuelt. Det giver høj besvarelsesprocent,
men meget besværlig
databehandling. Denne gang valgte vi
at bruge et elektronisk spørgeskemaprogram,
der er købt i fællesskab med
vore partnere i CVU-Alpha. De studerende
fik spørgsmålene sendt pr. mail
og besvarede pr. mail. Programmet sikrer
såvel de studerende anonymitet,
som seminariet mod forsøg på at besvare
spørgsmålene fl ere gange.
Desuden spurgte vi til de studerendes
trivsel. Vi har naturligvis gennemført
den lovpligtige undervisningsmiljøundersøgelse,
men ønskede at få endnu en
pejling på, hvordan de studerende opfattede
deres hverdag på studiet.
Endelig valgte vi at have et tekstfelt,
hvor de studerende med egne ord kunne
skrive uddybende kommentarer eller
behandle emner, der ikke var nævnt
i undersøgelsen.
For at få besvarelsesprocenten så høj
som muligt var undersøgelsen annonceret
på info-skærme, ligesom lærerne
var blevet opfordret til at komme med
remindere i forbindelse med studievejledning
og undervisning. De sidste par
dage inden deadline blev der sat sedler
op, der gjorde opmærksom på un-
Side 18 Vinduet April 2006

dersøgelsen. Anstrengelserne gav en
gennemsnitlig svarprocent på 18. Det
er i sig selv ikke imponerende, men tilstrækkeligt
til, at vi vælger at gå videre
med ideen i næste semester.
Af praktiske grunde valgte vi ikke at
inddrage de studerende, der i perioden
var i praktik. Det er således 1., 2., 4., 5.
og 7. semester, der er blevet spurgt.
Hvad blev så resultaterne?
Med hensyn til de organisatoriske rammer
er tilfredsheden faldende i løbet af
uddannelsen. Det lader til, at vi har meget
godt fat i organiseringen på 1. og
2. semester, mens tilfredsheden daler
markant på 4. semester. Ser man fx på
spørgsmålet ”Hvordan vurderer du kvaliteten
af den information, du har fået
om skemaforhold?” for henholdsvis
1. og 4. semester er der markante forskelle.
For 1. semesters vedkommende
mener 61%, at den er ”God” eller ”Meget
god”, 33% mener, at den er ”OK”,
Forts. fra side 15
ville mine kvalifikationer blive draget
i tvivl og besværliggøre vores samarbejde?
Familiens syn på mig som erfaren
pædagog gav mig mindre rum til at
begå fejl; samtidig med jeg skulle øve
mig i rollen som pædagog. Hvor meget
skulle jeg give af mig selv i relationen,
i et kort forløb, som en praktik nu er?
Og hvordan skulle jeg afslutte relationen?
Det er derfor, supervision var vigtig
til at afklare eventuelle dilemmaer
og for at facilitere relationen til familien.
Familien Larsen og jeg taler godt sam-
mens 6% udtrykker, at den er ringe. På
samme spørgsmål på 4. semester er den
ingen besvarelser i ”Meget god”, 16%
svarer ”God”, 36% svarer ”OK”, mens
44% svarer ”ringe”, og 4% svarer ”helt
uacceptabelt”.
Besvarelsesprocenterne tillader ikke,
at der drages meget bastante konklusioner,
men tendensen er tydelig nok:
Vi gør det på det område bedre på 1.
semester end på 4. Forklaringen kan
være, at vores planlægningsarbejde favoriserer
1. semester, der prioriteres
højt. Under alle omstændigheder giver
resultatet anledning til at se på vores
planlægning på 4. semester.
På det indholdsmæssige område ser
der ud til at være stor tilfredshed på
alle semestre. Der er naturligvis forskel
på vurderingen af de enkelte forløb,
men der er en generel tilfredshed..
På spørgsmålet ”Hvordan vurderer du
generelt 4. og 5. semester” svarer 56%
af de studerende på 5. semester ”meget
men. Så godt, at jeg skal minde mig
selv om at jeg er på arbejde. Jeg holder
af familien. Hanne og børnene siger, de
er glade for mig. Trods vores forskelle
har vi fundet en bølgelænge, hvor vi
kan omgås hinanden. Jeg er begyndt at
holde igen, fordi enden på praktikken
nærmer sig. Der er endnu en supervision
i sigte.
Jeg arbejder med relationen i brugerens
hjem ved at leve mig ind i, hvordan
de har det, og respektere dem. Jeg
bliver påvirket følelsesmæssigt ved at
opleve de svære situationer, mine brugere
er i. Jeg oplever glæde ved at være
en hjælp og afmagt ved ikke at kunne
gøre mere.
positivt” eller ”positivt”. 33% svarer
”OK”. Lignende besvarelser kan findes
på de andre semestre.
Størst tilfredshed er der med studiemiljøet
eller trivslen. På alle semestre udtrykker
de studerende, at de trives. På
spørgsmålet ”Hvordan trives du selv på
Peter Sabroe Seminariet?”
svarer 94% af de studerende på 1. semester
”Godt” eller ”Meget godt” De
tilsvarende tal for 2., 5., og 7. semester
er henholdsvis 83, 94 og 90.
Opsummerende kan man sige, at undersøgelsen
viser, at vi i det store hele
gør det godt, men at der især på det organisatoriske
område (skemaforhold
m.m.) er plads til forbedringer.
Man kan finde hele undersøgelsen på
www.petersabroe.dk. Hvis man har
kommentarer til undersøgelsen eller
til min fortolkning af den, er man
meget velkommen til at sende dem til
sm@petersabroe.dk.
Ligesom rummet i denne artikel er for
lille til at rumme og afbilde kompleksiteten
i relationen mellem brugeren og
pædagogen, er denne praktik ligeledes
for kort. For kort til at se frugterne af
denne relation modne og bære frugt. At
se hvor al dette fører hen. Jeg tror, at
relationsarbejde hører til pædagoger,
som virkelig gerne vil vide, hvordan de
følelsesmæssigt har det. For at kunne
leve sig ind i andre mennesker og nære
empati for dem, er man nødt til at være
i stand til at leve sig ind i sig selv og
have empati for sig selv. Det er svært
at forstå andre, hvis jeg ikke prøver at
forstå mig selv.
April 2006 Vinduet Side 19

Anmeldelse
Metro-mere-tak
Af Lars Hur, danskstuderende
De 19 deltagere i Peter Sabroe Seminariets
efteruddannelse for billed-,
drama og musikpædagoger
2005-2006 lavede et fællesprojekt
- en performance.
På en uges studietur i New York lavede
holdet research til projektet,
som havde temaet Metropol.
Under opholdet i New York researchede
de med brug af billeder,
lyd mm. og arbejdede videre efter
hjemkomsten. Hele projektet vare­
de 4 uger, og performanc’en blev
opført 4 gange i september.
Hvad er forventningen til en performance
på en billedpædagogisk efteruddannelse,
der - med kun en undtagelse -
udelukkende er besat med kvinder, som
skal realisere sig selv ud i det kunstneriske?
Mit skrækscenarium var en halv
dilettantforestilling med marginaler fra
nervøs lampefeber til udlevelsen af årtiers
undertrykte stjernedrømme; begge
med risiko for en tæerkrummende pinlighed
som resultat.
Heldigvis var virkeligheden en anden.
’Metropol’ blev ånden i en storbys pulserende
hjerte. Lyden af tilfældige møder
på gadehjørner, taxachaufføren, der
råber ud af vinduet, og den dybe rumlen
af by, som aldrig sover. Glæden
ved mødet, sorgen ved afskeden, pausen
mellem timer, mellem ord, sand
mellem fliser og fugle i fl ugt mellem
skridt. Storbyens mangfoldighed af udtryk,
indtryk, maskiner og barnegråd,
insekter og sang. Det hele blandet sammen
og hver for sig. ’Metropol’ blev en
forestilling i stort og småt. Alle gjorde
deres til at blive en del af det samlede
show. Sammen med lyd, billede og
events var det en sammenhængende,
lukket boble; et ’byens univers’.
Idet man ved indgangen fik at vide, at
man ikke skulle søge sammenhæng,
men blot sanse og opleve, var det ikke
Foto: Thomas Kruse
Foto: Thomas Kruse
med hornbriller og studenterhue, jeg
gik ind til forestillingen. Det var befriende.
Det gav muligheden for at se
’Metropol’ med det frie blik, som den
slags performance skal have lov at ses
med - uden at blive udsat for fortolkningens
hjemme-strikkede halstørklæde.
’Metropol’ er nemlig ikke en
skjult historie, en symbolsk fortælling,
men en væren tilstede, en oplevelse, en
sansning: Oven i købet en af de mere
vellykkede af slagsen.
Her skal uddeles roser til både påhitsomhed,
lyd, lys, billede, malere, arbejdere,
underlige klovnagtige væsner på
fire hjul og til ’continuity’ som det hedder
på fint hollywoodsk. Der var lækkerier
til både øjne og ører – og her tænker
jeg ikke udelukkende på kvinder i
blonde natkjoler indsmurt i diverse nuancer.
Vokalen på de stille numre ikke
blot supplerede oplevelsen, men gav
gåsehud på den fede måde. Klovnefar
og oplæseren, der ”svæver ud og væk”,
skal også have et anerkendende løftet
øjenbryn med på vejen for autentiskhed
(autencitet hedder det vist i mere
besnærende kredse), ligesom ABBAfitness-wonder-woman
og hendes rødhårede
modspiller skal have ’credit’
for at hæve niveauet til noget nær sublimt.
Min oplevelse var, at der skete
noget specielt - noget som går længere
end den underholdningsværdi, der ligger
i, at man som tilskuer ikke kiggede
på uret undervejs. Jeg er ikke ude på at
forstørre ’Metropol’, men I havde fat i
noget.
I disse tider med kanon og målbarhed
kan jeg også blive glædeligt overrasket
over, at der i dagens Danmark (stadig)
er plads til en uddannelse, hvor man
kan svæve i kunst-bulimi-ballon. Hatten
af for jer, der er med til at gøre det
muligt.
Skulle I finde på at genudsende ’Metropol’,
vil jeg gerne inviteres.
Side 20 Vinduet April 2006

Afsender:
Peter Sabroe Seminariet
Peter Sabroes Gade 14
8000 Århus C
Æstetisk Pædagogisk Efteruddannelse
Billedpædagog - Musikpædagog - Dramapædagog
Lær at mestre dit kunstneriske udtryk
Vil du gerne arbejde mere kreativt med børn og unge?
Vil du lære at udnytte dine egne potentialer til at styrke børn og unges kreative udfoldelser?
Så bliv billed-, musik- eller dramapædagog
Peter Sabroe Seminariet udbyder igen til efteråret tre kreative efteruddannelser som henholdsvis billed-, musikog
dramapædagog.
Uddannelserne kører som tre parallelle kursusforløb, som både vil uddanne dig inden for dit valgte fagområde og
udnytte, at de tre kunstarter kan samarbejde om kon-krete projekter og undervisningsforløb.
De tre efteruddannelser har fællestitlen “TRE-I-EEN”.
Uddannelsen henvender sig til dig, der gerne vil arbejde med eller arbejder med æstetiske udtryk i pædagogisk
eller undervisningsmæssig sammenhæng.
“TRE-I-ÉEN”
er særligt velegnet for pædagoger, lærere, socialarbejdere og kunstnere. Andre faggrupper kan
også deltage.
Tilmeldingsfrist: 22. september 2006
Periode: 30. oktober 2006 - 16. marts 2007
Uddannelsen afvikles under lov om åben uddannelse, og der kan søges Statens voksenuddannelsesstøtte.
Informationsmøder mandag d. 12. juni, tirsdag d. 15. august og tirsdag d. 5. september kl. 19.00
Du er velkommen til at sende os en mail på kursus@petersabroe.dk eller ringe på tlf. 8732 7090, hvis du ønsker
yderligere oplysninger. Tilmeldingsskema og program ligger på www.petersabroe.dk under kursus- og efterudd.
afd
Grundlæggende praktikvejlederkursus
Vejledning og faglig udvikling gennem sparring
Vejledning og faglig sparring er nøgleordene, når Peter Sabroe Seminariet holder praktikvejlederkursus. Vi
pri­
oriterer temaer som forskellige vejlederroller og vejledningsformer, læring i praksis og arbejde med deltagernes
egne erfaringer ud fra cases.
Kommende kurser: 22-23 maj, 12-14 september, 9-11 oktober.
Deltagerbetaling: 2.200 kr. incl. forplejning.
Læs mere om kurserne på vores hjemmeside eller ring til vores kursusafdeling, 87 32 70 90
www.petersabroe.dk