25.07.2013 Views

Apr 06 - 1 - VIA University College

Apr 06 - 1 - VIA University College

Apr 06 - 1 - VIA University College

SHOW MORE
SHOW LESS

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Leverage SEO-optimized Flipbooks, powerful backlinks, and multimedia content to professionally showcase your products and significantly increase your reach.

P e t<br />

S e<br />

e r S a b r o e<br />

m i n a r i e t<br />

<strong>Apr</strong> <strong>06</strong> - 1


ISSN 0909-8798<br />

Vinduet udgives af Peter Sabroe Seminariet<br />

og udkommer 4 gange årligt.<br />

Oplag: 1.2 00<br />

Vinduet<br />

Peter Sabroe Seminariet<br />

Peter Sabroes Gade 14<br />

8000 Århus C<br />

8732 7000<br />

vinduet@petersabroe.dk<br />

Bladet uddeles til seminariets stude rende<br />

og ansatte og sendes til ca. 400 praktikinstitutioner,<br />

landets øvrige seminarier m.v.<br />

Indlæggene i bladet er ikke nødvendigvis<br />

udtryk for seminariets holdning.<br />

Vinduet modtager gerne indlæg fra ansatte<br />

og brugere i praktikinstitutioner samt<br />

fra seminariets studerende og ansatte og<br />

andre med tilknytning til seminariet samt<br />

andre med relevant baggrund.<br />

Indlæg sendes som e-mail.<br />

Abonnement: 100 kr. for 1 år (4 numre)<br />

- indbetales på Giro 501-5898<br />

Spørgsmål vedrørende abonnement<br />

rettes til receptionisten, 8732 7000 eller til<br />

vinduet@petersabroe.dk<br />

Annoncepriser:<br />

Se www.petersabroe.dk under Vinduet<br />

Omslags-layout: Jens Stærmose-Madsen<br />

Forside: Kollage af Rikke Barbagallo,<br />

deltager på billedpædagoguddannelsen.<br />

Redaktion og layout:<br />

Seminarielærer Niels Graverholt<br />

Næste nummer udkommer medio juni<br />

deadline 15. maj<br />

Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk, Højbjerg<br />

Artikler fra tidligere numre kan ses på:<br />

www.petersabroe.dk<br />

Indhold<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong><br />

Arktisk Station og omegn – et liv langt mod nord 1<br />

Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….<br />

Af Anne Dalsgaard, seminarielærer<br />

International masteruddannelse for pædagoger 7<br />

Af Peter Friese, rektor<br />

Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve at 8<br />

ændre virkeligheden<br />

Af Eddy Thomsen, seminarielærer<br />

2-i-Een – Drama- og billedpædagoger 2005/20<strong>06</strong> 10<br />

Billeder fra afslutningsudstillingen<br />

Relationsarbejde i hjemmet 12<br />

Af Danny Mutanda Andersen, 04E1<br />

Fødselsdag i provinsen 16<br />

Af Dav Jacobsen, journalist, cand.mag (DJ)<br />

Evaluering via spørgeskemaundersøgelse 18<br />

Af Stefan Mossalski, afdelingsleder<br />

Anmeldelse<br />

Metro-mere-tak 20<br />

Af Lars Hur, danskstuderende


Arktisk Stati on og omegn – et liv<br />

langt mod nord<br />

Eller lidt om hvad man kan bruge 1½ års orlov på ….<br />

Af Anne Dalsgaard<br />

seminarielærer, ad@petersabroe.dk<br />

Jeg har aldrig gået med en barnedrøm<br />

om at komme til Grønland. Tanken om<br />

at flytte derop opstod ud af livets forandringsprocesser<br />

og en tilfældighed i<br />

2004. Fra da af har Grønland eksisteret<br />

i mit hjerte og mit verdensbillede.<br />

Et billede, der ikke passer<br />

I juni 2004 fik jeg orlov fra mit arbejde<br />

som seminarielektor på Peter Sabroe<br />

Seminariet for at flytte med familien (to<br />

voksne samt tre piger på 6, 9 og 13) og<br />

det fulde indbo til Nordvestgrønland.<br />

For første gang på grønlandsk grundfjeld.<br />

Jeg kom dertil fuld af drømme<br />

om det eksotiske liv langt væk, vel vidende<br />

at det ville være en udfordring<br />

– men jeg vidste ikke, hvor omfattende<br />

udfordringen ville blive. Jeg måtte erkende,<br />

at jeg havde skræmmende lidt<br />

opdateret viden om Grønland, men til<br />

gengæld mange romantiske og fantastiske<br />

forestillinger om mænd i kajak, ka­<br />

mikker, mørke, isbjørne, nationaldragter<br />

og trommedans. Selvfølgelig havde<br />

jeg læst om landet inden afgang, og vi<br />

havde i familien taget fat på et grønlandsk<br />

sprogkursus på bånd - men alligevel.<br />

Billederne krakelerede et efter et.<br />

Folk lever et liv, der - materielt set - ligner<br />

det, jeg kender fra Danmark - med<br />

mobiltelefoner, DVD’er, goretex-jakker,<br />

folkeskoler, tandklinik mm. I butikkerne<br />

fandt jeg de samme varer som<br />

i den lokale brugs i Hjortshøj. På overfladen<br />

ikke så anderledes. Måske stammer<br />

mine billeder helt tilbage fra min<br />

egen skolegang, før landet overhovedet<br />

overgik til hjemmestyre. Men forskelligheden<br />

og fremmedheden dukkede<br />

op på helt uventede måder. Faktisk viste<br />

det sig, at det ikke var dem, der var<br />

fremmede – det var mig!<br />

Turen derop foregår først i Atlantflyveren,<br />

der passerer Østgrønland og<br />

indlandsisen på vej til Kangerlussuaq<br />

(Sønder Strømfjord). Jeg kan endnu<br />

huske gyset, da jeg fik øje på indlandsisen.<br />

Ganske vist har jeg ikke haft<br />

polarekspeditionsdrømme, men indlandsisen<br />

har alligevel altid stået som<br />

noget af det fjerneste og vildeste for<br />

mig i denne verden. Og nu var jeg på<br />

vej til at bosætte mig i dette land. Vores<br />

indbo var pakket ned for mange<br />

uger siden for at blive sendt med containerskib<br />

nordpå, og det giver en særlig<br />

frihed til at opleve intenst, når der<br />

hverken er et kendt hjem bagved eller<br />

foran – bare nuet. Vi kom til at vente 8<br />

eller var det 10 timer på det næste fly,<br />

men vi var heldige. Dem der skulle til<br />

Qaanaaq (Thule) kom til at vente fire<br />

dage, fordi der var tåge. Det var i øvrigt<br />

lidt et antiklimaks at komme ud af flyet<br />

i Kangerlussuaq denne sommerdag.<br />

Der var varmere end i det Danmark, vi<br />

havde forladt, og der var mindst en million<br />

myg. Først efter fl yvningen nordpå<br />

med et mindre fly mødte vi den kol­<br />

de, tørre, klare arktiske luft. Næste dag<br />

skulle vi med helikopter. Det er et helt<br />

fantastisk fartøj. Den kan bære 9 personer<br />

– hvis de ikke er for fede. Larmende,<br />

rystende og meget elegant løfter<br />

den sig op i luften og gav os 20 minutter<br />

i luften henover Diskobugten, hvor<br />

isfjelde fra Verdensarvsområdet Ilulissat<br />

Isfjord flyder rundt. En af de mange<br />

historier om øen Disko fortæller, at<br />

Gud var så glad for den smukke ø Disko<br />

at han blev ved med at klappe og ae<br />

den – derfor er alle fjeldene flade i 8­<br />

900 meters højde. Vi fik set de smukke<br />

fjelde, før helikopteren dykkede i den<br />

tåge, der indhyllede byen den dag. Hvis<br />

det er sandt, at de første ti sekunder af<br />

et møde betyder meget for hele indtrykket,<br />

så blev vejen banet for et godt<br />

forhold, da jeg så de små farverige træhuse,<br />

der udgør det meste af byen. Og<br />

der var mennesker til at modtage os.<br />

Ædegilde for hvaler<br />

Arktisk Station er Københavns Universitets<br />

nordligste forskningsstation. Den<br />

ligger i byen Qeqertarsuaq (Godhavn),<br />

i kommunen Qeqertarsuaq, på øen Qeqertarsuaq<br />

(Disko). Qeqertarsuaq betyder<br />

”den store ø”. Bortset fra en bygd<br />

på omkring 50 mennesker udgør byen<br />

hele kommunen. Det forhindrer dog<br />

ikke hundeslædeforeningen i at afholde<br />

både by- og kommune-mesterskaber<br />

i slædekørsel. Det handler om at udnytte<br />

de muligheder der er. Byen huser i<br />

dag lidt over 1.000 mennesker. Blandt<br />

dem er der en lille håndfuld danskere.<br />

Der er hele spektret fra dem, der er gift<br />

grønlandsk med voksne børn, over dem<br />

der har boet i byen i en længere årrække<br />

til dem, der kommer og går. Det sidste<br />

er særlig udtalt på sundhedscenteret,<br />

hvor sygeplejersker skiftes ud flere<br />

gange om året, og lægen ofte en gang<br />

om måneden. Det kræver rigtig meget<br />

af det faste personale konstant at skulle<br />

tage imod nye kollegaer. Og tanken<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 1


om gerne at ville gå til den samme læge<br />

to gange i træk er ikke aktuel. Arktisk<br />

Station ligger der, hvor vejen ender, og<br />

når folk i byen tager på udfl ugt, tager<br />

de ud til områderne ved Arktisk Station<br />

– lokalt betegnet som ”det sted hvor<br />

åndemanerne øver sig”.<br />

Beliggenheden er så unik, at det er muligt<br />

at spotte hvaler fra stuevinduet.<br />

Grønlandshvalerne kommer efter nytår,<br />

og om sommeren er det pukkelhvalerne,<br />

der holder til i området. Finhvaler<br />

og vågehvaler dukker også op af og<br />

til. Og længere ude er der set grindehvaler,<br />

spækhuggere og for år tilbage<br />

også blåhval. Uden for huset er det muligt<br />

at høre blåsten, når pukkelhvalerne<br />

blæser åndehullet fri for havvand<br />

ved at sende en tre meter høj vandsky i<br />

vejret. Hele sommeren holder de ædegilde.<br />

Den lille sildelignende fi sk, ammassat,<br />

trækker ind til land for at gyde i<br />

enormt antal i maj-juni. Resten af sommeren<br />

lever de i bugten, og det er et<br />

fantastisk syn at kigge ud over havet og<br />

pludselig opdage, hvordan havet rejser<br />

sig (hundredvis af fisk der ”hopper” ud<br />

af vandet), og straks efter blive fulgt af<br />

tre-fire pukkelhvaler, der springer op af<br />

havet med åbent gab. Når ammassatterne<br />

kommer, strømmer folk til stranden<br />

med net på lange stænger. Ved vo­<br />

res første euforiske møde med denne<br />

lille fisk kunne vi klare os med håndkraft.<br />

Bare vade ud i havet og samle<br />

fisk op med de bare næver – det kan<br />

varmt anbefales. Resten af året er der<br />

stegte ammassatter, grillede ammassatter,<br />

tørrede ammassatter og ammasatter<br />

til hundemad i massevis. Hertil er det<br />

muligt at byde på kildevand med indlandsis.<br />

Alkohol er dyrt, men kildevandet<br />

løber rislende forbi, og isen driver i<br />

land på stranden.<br />

Hvordan kommer jeg herfra?<br />

Langsomt får jeg kendskab til mere<br />

og mere af byen. Efter danske forhold<br />

er det ikke en stor by, og der er ingen<br />

veje, der for alvor fører ud af byen –<br />

man kan dog komme til Arktisk Station<br />

og Røde Elv med bil. Der er en fodsti<br />

til Kuannit (der hvor der plukkes fjeldkvan)<br />

og til Udkiggen, hvor der tilbage<br />

i tiden blev holdt udkig efter hvaler til<br />

fangst. Der er også stier i fjeldet, ikke<br />

anlagte stier, men stier trådt af de mennesker,<br />

der går den vej. Den arktiske<br />

vegetation vokser langsomt, så stier<br />

lukker sig ikke så hurtigt. Hvis vi skal<br />

til andre byer eller andre steder, skal<br />

vi sejle eller flyve med helikopter. Der<br />

har indtil vi flyttede derfra været skibsforbindelse<br />

i otte af årets måneder, og<br />

helikopterforbindelse et par gange om<br />

ugen. Det er mere usikkert, hvad fremtiden<br />

bringer. Mange ejer småbåde, og<br />

det kan være muligt at lave private aftaler<br />

om sejlads. Efter lidt træning bliver<br />

det muligt at finde stierne i landskabet.<br />

Det er tilladt at gå alle steder,<br />

men stierne viser ofte den mindst kuperede<br />

vej, alligevel kan en vandretur<br />

sagtens indeholde både klatring, spring<br />

og våde sokker. I juni måned vandrede<br />

min mand og jeg langs øens sydkyst.<br />

Der er ikke anvendte stier, men vi har<br />

fået en lokal forklaring med om den<br />

mest egnede rute. Det er en stor hjælp,<br />

da det der umiddelbart ser attraktivt ud<br />

med fladt land ved basaltfjeldets fod,<br />

viser sig at være sprækkefyldt og vanskeligt.<br />

Store partier med enorme klippeblokke<br />

og områder med rullesten<br />

gør, at turen ikke anbefales til almindelige<br />

turistture. Men besværet værd –<br />

det var den. Ved den anden elv måtte vi<br />

kapitulere. Der var alt for meget iskoldt<br />

vand. Men hvad gør det, når der er mulighed<br />

for at slå sig ned i midnatssolens<br />

lys, fange friske torsk, spise fjeldkvan<br />

og tørrede ammassatter. På vejen tilbage<br />

stødte vi på en fjeldhare, der stod i<br />

den korte græsvegetation i sin kridhvide<br />

dragt. Der stod den helt stille og følte<br />

sig i sikkerhed.<br />

I området omkring Arktisk Station lever<br />

der flere polarræve. Kommunen<br />

giver 150 kroner for hver hale, man<br />

indbringer. Der er en del af de store<br />

knægte, der går på rævejagt, og rundt<br />

om i klipperne står rævefælder. Der er<br />

en angst for, at rævene kan smitte slædehundene<br />

med rabies, selvom sygdommen<br />

ikke har været fundet på øen i<br />

umindelige tider. I en periode kom ræven<br />

forbi vores hus hver aften. Den er<br />

ganske lille og ser ud til at være halvt<br />

krop og halvt hale. På jagt efter mad og<br />

fantastisk adræt i klippeområderne. En<br />

enkelt gang forsøgte den at få mad hos<br />

vores hunde, siden har vi ikke set den<br />

tæt på huset.<br />

Det er meget svært at indfange med<br />

ord, hvad den måde at bo på betyder.<br />

Men det opleves meget anderledes, at<br />

det ikke er muligt lige at smutte til nabobyen<br />

eller et andet sted. Der er ingen<br />

busser, ingen tog, og grønlændere<br />

er generelt kendt for at gå meget i for-<br />

Side 2 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


hold til deres slægtninge i Alaska. Men<br />

er du først taget på rensdyrjagt eller<br />

sejlet på familiebesøg i Ilulissat, så er<br />

det muligt, at du først er hjemme om en<br />

uge, når vejret er til sejlads igen. Her<br />

tales ikke om busforsinkelser på minutter,<br />

men skibsforsinkelser i timer eller<br />

døgn. Og det er der noget meget befriende<br />

i!<br />

Brædtet og langtidsholdbar<br />

mælk<br />

Byen største butik er Pilersuisoq. Udbuddet<br />

er som et jeg kender, jeg kan i<br />

store træk købe det, jeg har brug for.<br />

Datoerne er bare nogle andre. Her kan<br />

æg godt sælges tre måneder efter de er<br />

produceret, og det er ikke nødvendigt<br />

at pibe over, at udløbsdatoen på skinken<br />

var i går. Det er dumt bare at købe<br />

ind til dagen i morgen. Den ost, der er<br />

der i dag, kan være væk i morgen, og<br />

først være tilbage på hylderne om tre<br />

uger. Og i mælkeafdelingen er der alene<br />

langtidsholdbar mælk og fl øde. For<br />

vegetarer kan det kræve lidt ekstra opfindsomhed.<br />

Det meste af året er der<br />

æbler og kartofler, som i øvrigt er en af<br />

de få grøntsager, der også produceres<br />

i Grønland. Jævnt hen er der også diverse<br />

mere eller mindre eksotisk frugt<br />

og grønt. Og på de dage, hvor der er<br />

kommet skib, er det forholdsvis friskt.<br />

Vi havde selv succes med at importere<br />

600 kilo økologiske fødevarer til familiens<br />

vinterforbrug. Det fungerede fint<br />

med en opbevaring i en frostfri kælder.<br />

Det mest eksotiske indslag i butikken<br />

er frysedisken med hvalkød, sælspæk,<br />

ammassater, hvalhud mm. Produceret<br />

og pakket i andre dele af landet. Den<br />

virkelig friske vare kan derimod findes<br />

på Brædtet. Brædtet er et lille rødt skur<br />

på havnen som bruges af fangere, der<br />

vil sælge dele af fangsten. Det har været<br />

muligt at købe sæl, forskellig slags<br />

hval, røget ørred, røget hellefi sk, edderfugl<br />

mm. På brættet fik jeg pludselig<br />

brug for den smule grønlandsk, jeg<br />

havde lært. Og der er ikke nogen, der<br />

skjuler deres latter. Det er bare sjovt,<br />

og jeg kan jo bare grine med. Pludselig<br />

dukker der en dansk selvhøjtidelighed<br />

op, og det føles rigtig godt at forsøge<br />

sig med bare at være midt i al pinlig­<br />

heden og blive omsluttet af latter for<br />

så straks at være med! Det er ikke ondt<br />

ment – det er en invitation, hvis du vil<br />

være med på lige fod. Pilersuisoq har<br />

de senere år fået konkurrence fra en anden<br />

butiksejer, der ligeså stille ekspanderer.<br />

Og byen er i øvrigt velassorteret,<br />

det er trods alt en hel kommune, så der<br />

er alt fra skatteforvaltning og postkontor<br />

over brandstation og elværk til kiosker<br />

og tøjbutik. Og kiosker er der endda<br />

7 af. Det tog lidt tid at finde dem. Et<br />

lille skilt og så kan du bare gå ind.<br />

”…naa”<br />

Grønlandsk er hovedsproget i Grønland,<br />

dansk er andetsproget 1 , og i en by<br />

som Qeqertarsuaq er der ingen tvivl.<br />

En stor del af den voksne befolkning<br />

kan tale og forstå dansk, men blandt<br />

skolebørn er det ikke almindeligt at beherske<br />

dansk. Det har betydet meget<br />

for børnenes skolegang, og der er ingen<br />

tvivl om at det har været en rigelig<br />

stor udfordring at følge skoledage<br />

med grønlandsk som samtalesprog og<br />

primært undervisningssprog. Hvis man<br />

er vokset ud over den alder, hvor der<br />

i høj grad kommunikeres gennem fangelege<br />

og flyvende papirskugler, bliver<br />

det ikke nemmere – så er der kun det<br />

talte sprog tilbage. Selv var jeg ikke<br />

tvunget til en grønlandsksproget hver­<br />

dag, og jeg kunne lade det grønlandske<br />

sprog fascinere mig. Jeg opfatter sprog<br />

som en meget væsentlig del af mødet<br />

mellem mennesker – og indrømmet -<br />

mine talenter på det punkt er ikke store,<br />

men det har alligevel skabt både møder<br />

og samtale at turde gå i gang. Og<br />

det kan ikke andet end øge respekten<br />

for de mange mennesker, der har tillært<br />

sig det danske sprog. Der er vel intet,<br />

der taler for at det er nemmere den anden<br />

vej. Udover udtalen i det grønlandske<br />

sprog er der væsentlige mimiske<br />

elementer. ”Ja” siges ofte ved at løfte<br />

øjenbrynene eller med en sugende sulyd.<br />

Og så er der ordet ”Naa”. Det er<br />

en gave til et menneske som mig, der<br />

ikke altid fanger folks ironi – det føjes<br />

til som ”det var bare for sjov”. Det var<br />

nyt at møde et sprog, der ikke skelner<br />

mellem nutid og datid, han og hun, og<br />

som har ikke-vide og ikke-kunne som<br />

sproglige grundformer. Det åbner helt<br />

nye muligheder for at se verden anderledes<br />

og genopdage sit eget sprog.<br />

Lommefilosofi om nærvær i<br />

mødet<br />

I løbet af ganske kort tid på Arktisk<br />

Station dukkede der en klar forståelse<br />

op af ghettodannelsen i Danmark. Der<br />

er så meget, der er nemmere ved at omgås<br />

mennesker, der taler ens eget sprog,<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 3


og hvor de kulturelle koder umiddelbart<br />

kan tolkes. Der er så uendeligt meget,<br />

der skal læres i et nyt samfund.<br />

Alle de små ting. Det var dejligt at blive<br />

modtaget i danske hjem, og uden det<br />

var det nok ikke gået, men jeg var også<br />

opmærksom på, at jeg ikke var taget<br />

4.000 km hjemmefra for at være i det<br />

kendte. Derfor måtte jeg også søge det,<br />

der ikke var så ligetil. Jeg ville møde<br />

nyt, og det blev en fortsat udfordring<br />

at finde veje ind i samfundet, at åbne<br />

muligheder, at møde et menneske kun<br />

som menneske. Uden titel og status (og<br />

her vil den skarpsindige tilføje: det kan<br />

man jo ikke…). At have hverken mere<br />

eller mindre end sig selv. Det er træningen<br />

i ikke at vurdere andre, ikke at skabe<br />

afstand, men bare turde være i det<br />

fremmede og uforståelige. Samt at insistere<br />

på alles menneskers værd, også<br />

når det kniber.<br />

I en almindelig dansk hverdag er der<br />

meget nærvær, der er i risikozonen for<br />

at blive bedøvet, en vane med mentalt<br />

at være et andet sted, at være i færd<br />

med at løse tre opgaver samtidig, og altid<br />

have noget, der er vigtigere et andet<br />

sted. Her blev der pludselig mulighed<br />

for at være tilstede – fuldt og helt. Det<br />

er ikke et eksklusivt grønlandsk fænomen.<br />

Men for mit vedkommende kom<br />

de store vidder, mødet med øjeblikkets<br />

uendelighed, handlingens nødvendighed,<br />

fritagelse fra lønarbejde (og møder)<br />

og den store imødekommenhed,<br />

jeg mødte, til at styrke denne åbne fornemmelse<br />

af nærvær. Jeg oplevede et<br />

møde med mennesker, der umiddelbart<br />

har en stor evne (og tradition) til at eksistere<br />

og leve her, hvor de er. En evne<br />

til ikke at vurdere på forhånd, men lade<br />

mødet komme i stand først – og dermed<br />

give folk en chance. Jeg har bevidst ønsket<br />

at finde ressurser og muligheder.<br />

Der har både været tvangsfjerningssager,<br />

selvmord og dødsulykker, mens vi<br />

har været i byen, de er en del af livet<br />

og berører mange mennesker i et lille<br />

samfund. Men jeg står alligevel tilbage<br />

med fornemmelsen af et folk, der<br />

insisterer på livet. Jeg opfatter det som<br />

påtrængende at få øget opmærksomhed<br />

på og handling i forhold til misrøgt<br />

af børn og mistrivsel blandt voksne i<br />

Grønland, men også påtrængende væsentligt<br />

at blive ved med at fortælle historier<br />

om det betydningsfulde og livgivende<br />

i menneskers imødekommenhed<br />

og ”ikke-målrettede” livsstil.<br />

Fjeldbørnehaver<br />

I det første efterår fik jeg lejlighed til<br />

at besøge Ilulissat for at være censor<br />

på Socialpædagogisk Seminarium ved<br />

afgangseksaminerne. Velforberedte og<br />

nervøse studerende, som jeg kender det<br />

fra den danske hjemmebane. Sprogvalget<br />

er frit, og det er første gang, jeg har<br />

fået simultantolket en eksamen. Høretelefoner,<br />

der konstant ryger op og ned,<br />

for både at høre originaludgaven og simultantolkningen,<br />

spørgsmål på dansk<br />

og svar på grønlandsk. Jeg sad der og<br />

var netop overvældet og inspireret af<br />

den store grønlandske natur, og møder<br />

så en gruppe studerende, der havde været<br />

i Danmark for at søge inspiration i<br />

skovbørnehaver. I Danmark er der over<br />

500 natur- og skovbørnehaver 2 , i Grønland<br />

er der ikke en eneste fjeldbørnehave.<br />

Jeg blev i tiden derefter mere og mere<br />

optaget af, hvordan institutionerne i<br />

Grønland egentlig inddrager naturen i<br />

hverdagen. Efterfølgende havde jeg en<br />

del telefonsamtaler med institutionsledere,<br />

forvaltningschefer og pædagogiske<br />

konsulenter mm., og i marts havde<br />

jeg et materiale klar til et forskningsprojekt<br />

inden for området. Det lykkedes<br />

gennem en vedholdende arbejdsindsats<br />

at få projektet finansieret af fem<br />

fonde. Gennem brug af spørgeskemaer<br />

og et omfattende dataanalysearbejde er<br />

det lykkedes at få samlet ny viden om<br />

den nutidige naturpædagogiske praksis<br />

i Grønland. Der viser sig - ikke uventet<br />

- en stor spredning i institutionernes<br />

inddragelse af naturen: Fra børnehaven<br />

med sommergrillfest til døgninstitutionen<br />

med slædehundehold og langtursekspeditioner.<br />

Om en måned ligger<br />

projektet færdig til trykning, og det vil<br />

blive sendt til de deltagende institutioner,<br />

diverse grønlandske forvaltninger<br />

samt udvalgte uddannelsesinstitutioner<br />

i både Grønland og Danmark.<br />

Myggeinvasioner og nordlys<br />

Og hvad er det så med den der natur.<br />

Stort, åbent og uden sikkerhedsnet. Og<br />

så denne ro i vintermånederne – hvidt<br />

så langt øjet rækker eller blåt og hvidt,<br />

for det kniber med havisen i disse år.<br />

Der tales om klimaforandringer, og på<br />

disse nordlige kanter er det ikke bare<br />

noget, man taler om, her kan det mærkes.<br />

Som ændringer i livets grundvilkår.<br />

Men årstiderne har vist ikke æn-<br />

Side 4 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


dret sig. Der er fire: Sommer, efterår,<br />

mørk vinter og lys vinter. Sommer med<br />

midnatssol, myggeinvasioner og blomsterrigdom.<br />

Tøbrud i maj/juni og elvene<br />

går over deres bredder. Sommeren<br />

er kort og hektisk både for planter, dyr<br />

og mennesker. Solen er på himlen døgnet<br />

rundt, myggene kommer til i juli og<br />

kan forpeste enhver stille stund, men<br />

sommeren er også tiden for fjeldørreder<br />

og vandreture. Det er nu muligt at<br />

gå rundt i landskabet, og cyklen er for<br />

en stund et egnet transportmiddel. Efteråret<br />

er sæson for sortebær og rensdyrjagt.<br />

Det er også tid til mørk himmel,<br />

og der er en helt fantastisk klar<br />

stjernehimmel på disse kanter. Og der<br />

lige over os højt i himmelrummet bevæger<br />

en slange af nordlys sig. Ikke det<br />

spraglede lyserøde og orange nordlys,<br />

der kendes fra sydligere dele af landet,<br />

men lysegrønne, gule og hvidlige skylignende<br />

formationer, der forandrer sig<br />

lydløst og fascinerende. Den ene dag<br />

som projektørlamper over fjeldet, den<br />

anden dag som bløde bevægelige bølger<br />

tværs over himlen.<br />

Polarnat og hundeprutter<br />

Polarnatten kommer i november, sneen<br />

er kommet, og den mørke vinter er<br />

i gang. Men sort det er den ikke. Sneen<br />

giver lys og når månen er oppe, er<br />

der de smukkeste dæmoniske landskaber.<br />

Midt på dagen er der fl ere timer<br />

med lyst tusmørke. Landskabet ændrer<br />

sig radikalt, det er nu muligt at krydse<br />

elven med snescooter og hundeslæde,<br />

og alle mindre kløfter fyldes med sne.<br />

Julen som højtid er betydningsfuld, og<br />

i midten af januar fejres solens genkomst<br />

efter 45 dage i eksil. Jeg kunne<br />

føle en stor taknemmelighed for igen<br />

at opleve solens intensitet – som at få<br />

en del af livet igen. Den lyse vinter er<br />

overvældende, storslået og mættende.<br />

Den begynder i marts. Vores mellemste<br />

datter havde fået et par grønlandske<br />

slædehundehvalpe i fødselsdagsgave<br />

fra nogle grønlandske bekendte. De<br />

var store nok til at komme i gang med<br />

at trække en slæde. Og morsomt det er<br />

det! Både for den, der kører, og for dem<br />

der ser på. Og så var det ikke engang et<br />

helt spand! Udover dressuren af vores<br />

egne hunde fik jeg chancen for at køre<br />

med flere forskellige erfarne slædekuske<br />

– det der er rigtigt for den ene, ser<br />

ud til ikke at være væsentligt for den anden.<br />

Enhver slædekusk sine tricks. Og<br />

jeg følte mig dybt privilegeret ved at få<br />

lov at være med. Det er fascinerende at<br />

opleve dette levende køretøj, at opdage<br />

hvor meget det handler om erfaring og<br />

respekt for hundene. At mærke de store<br />

hvide vidder glide forbi, mens skaglerne<br />

filtres. Og mærke den karakteristiske<br />

lugt af hundeprutter.<br />

Der bliver færre og færre hundeslædeejere.<br />

Hundene er ikke mere nødvendige<br />

for fangst og bruges nu som en<br />

fritidsaktivitet eller til slædekørsel for<br />

turister. Det er et stort arbejde at have<br />

hunde og heller ikke helt billigt. Jeg har<br />

mere end en nat stået ude i vinterkulden<br />

for at reparere en lænke og indfange en<br />

frihedselskende hund. Og hvis man så<br />

har 15 hunde! Der er dog stadig hunde<br />

nok i byen til at lave et meget stort hylekor,<br />

når sirenen tuder om onsdagen.<br />

Jeg har ikke tidligere tænkt på, hvor<br />

adræt en hundeslædekusk helst skal<br />

være. Men det er nødvendigt at springe<br />

af, hænge i opstanderen for at sagtne<br />

farten, springe på igen. For så lidt efter<br />

at springe af og rode en hund ud af en<br />

skagle, mens slæden er i fart. Jeg har<br />

selv prøvet disciplinen. Og det er bare<br />

ikke nemt at løbe et hundespand op i<br />

store støvler, vinterjakke og skibukser.<br />

Et par gange er jeg i øvrigt kun kommet<br />

med fra start med nød og næppe. Når<br />

først kusken løsner den knude, der holder<br />

alle skaglerne til jorden, så er man<br />

enten med, eller man kan glemme alt<br />

om den tur. Hunde, der har stået lænket<br />

i et par dage, er i den grad klar til afgang<br />

og kan ikke vente på langsomme<br />

passagerer. Jeg har hver gang fået fat i<br />

opstanderen og har derfra kunne hive<br />

mig ombord. Det ene hundeslædespor<br />

fra byen går rundt om vores hushjørne.<br />

Det er ned ad bakke og går meget<br />

stærkt. Men uanset hvor er det uklogt<br />

at stå i vejen for en hundeslæde, de har<br />

altid forkørselsret.<br />

Vinteren åbner også mange andre muligheder.<br />

Snescooteren larmer, oser<br />

og giver fantastiske muligheder for at<br />

komme langt omkring. Om sommeren<br />

er det mindst en dagsmarch at vandre<br />

ind til Diskofjord - på snescooter<br />

tager det 1½ time. Op ad bakke er det<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 5


are håndtaget i bund, mens nedkørslerne<br />

kræver pumpebremsning for ikke<br />

at miste styringen. Nedkørslen fra fjeldet<br />

er hårdt for bremserne. Når jeg først<br />

er på vej ned er der ingen fortrydelsesret,<br />

og jeg var ikke speciel stolt, da jeg<br />

mærkede lugten af brændt gummi. Det<br />

hjalp lidt at møde en lokal, der sagde, at<br />

det kendte han godt til. Nedkørslen til<br />

Diskofjorden blev mit svendestykke på<br />

køretøjet, og jeg var glad for det gode<br />

føre den dag, så maskinen kunne holde<br />

sig næsten til sporet. På isen huggede<br />

vi hul og forsøgte med isfiskeri. Det var<br />

ikke dagen til den store fangst. Andre<br />

metoder på andre dage har imidlertid<br />

givet både store torsk og hajer.<br />

Grønlandshvalens kald<br />

Det er hverdag, men ikke en tilfældig<br />

hverdag. Bølgerne slår under kølen,<br />

og der er god fart på den åbne jolle.<br />

En finsk hvalforskeraspirant, en grønlandsk<br />

fanger og undertegnede på vej<br />

ud på åbent hav. Og en følgejolle. Det<br />

er vinter, meget smukt og næsten vindstille.<br />

Jollen er lastet med grej til at optage<br />

Grønlandshvalernes lyde under<br />

vand samt en armbrøst til at tage en<br />

biopsi (vævsprøve) . Det er en god dag<br />

– der er en hval i farvandet, og jollen<br />

accelererer, så jeg må hænge fast i rælingen<br />

for ikke at fl yve overbord. Tæt,<br />

tæt på, og så dykker den. Dette enormt<br />

store dyr, der lever sit liv i de arktiske<br />

have, og som kan blive op til 200 år,<br />

det efterlader kun ringe i vandet. En<br />

kender kan se på ringdannelsen, hvor<br />

dybt hvalen går – og dermed vide, hvor<br />

længe det varer før den kommer op, og<br />

hvor langt væk den så er svømmet. Der<br />

er bare det ved det, at hvaler kan vende<br />

under vandet. Det går op for mig, hvor<br />

vanskelig en opgave det er at få hvaler<br />

til at indfinde sig til prøvetagning. I<br />

timevis jagter vi rundt mellem isskosser<br />

og isfjelde for at komme på skudhold.<br />

Det lykkes omsider for fangeren<br />

i den anden båd. Så er det tid til lydoptagelser<br />

med slukket motor. Der er ikke<br />

tale om det stille liv under havet, der<br />

er knagen, skurren og piben og der…<br />

langt borte den dybe fyldige lyd af en<br />

grønlandshval. Fornemmelsen af den<br />

store lyd, det store hav og det store dyr<br />

får verden til at udvide sig momentant.<br />

Samme dag får jeg muligheden for at<br />

gå i land på en isflage og sætte tænderne<br />

i endnu lun sællever. Det er virkelig<br />

delikat. Min hjemtur foregår i følgejollen,<br />

jeg må hjem og hente børn i institution.<br />

Jollen er godt brugt, men fangeren<br />

der styrer er til gengæld fortrolig<br />

med forholdene. Og det er en stor oplevelse<br />

at bane sig vej igennem isskosserne.<br />

Kaffemik<br />

Jeg følger et eller to børn i skole hver<br />

morgen. Og på vejen hilser jeg på alle.<br />

Allerede de første dage hilste alle på<br />

os. Det er en meget imødekommende<br />

gestus, som nok er undervurderet herhjemme.<br />

Næsten alle vores private gæster<br />

og andre turister, jeg talte med, har<br />

lagt mærke til det samme. En stor gæstfrihed.<br />

Allerede den første uge var vi<br />

til kaffemik hos en dansk familie, der<br />

holdt konfirmation. Det var ikke dem<br />

selv, der havde inviteret, hvilket forekommer<br />

ganske fremmed. Senere er<br />

det blevet klart, at du sådan set selv<br />

vælger, om du kommer som gæst. Der<br />

er kaffemik ved næsten alle fødselsdage,<br />

konfirmation og andre mærkedag<br />

og i forbindelse med første skoledag.<br />

Muligvis et levn fra en tid, hvor mange<br />

børn ikke nåede skolealderen. Selv<br />

efter halvandet år skal jeg minde mig<br />

selv om, at man bare kan komme. Som<br />

den dag, min datter sagde vi skulle til<br />

kaffemik hos nogle børn, hun kendte<br />

perifert, og jeg stort set ikke kendte<br />

moren. Vi gjorde det, og det var fi nt og<br />

helt i orden. Måske var det endda derfor,<br />

jeg siden hen lærte dem bedre at<br />

kende. Ikke alle steder er danskere lige<br />

velkomne, men det er forholdsvis lidt,<br />

jeg har mærket til det skel. Midt i byen<br />

står en opslagssøjle. Her kan du skrive,<br />

at din datter har fødselsdag, og at der er<br />

kaffemik. Det er en vigtig måde at vise<br />

folk betydning på at komme til kaffemik.<br />

Og så skal man ikke blive for længe,<br />

hvilket er overraskende svært uden<br />

at føle sig uhøflig. Men her er det omvendt,<br />

det er uhøfligt at blive for længe.<br />

Jeg husker en af de sidste kaffemikker,<br />

jeg var til. Vi kom seks personer sammen,<br />

og der var vel omkring 10 i for­<br />

vejen. I det lille køkken var der disket<br />

op med tørret torsk, røget ørred, tørrede<br />

ammassatter, mattak, rensdyrkølle, rå<br />

sællever og moskusoksesteg. Her var<br />

det så muligt at forsyne sig, skære lidt<br />

til og fra og få rigtig fedtede fingre. På<br />

det tidspunkt havde jeg lært at gå til de<br />

forskellige ting, men jeg husker første<br />

gang, jeg blev præsenteret for en klods<br />

mattak på 7x7x7 cm – hvordan er det<br />

nu lige man spiser sådan en? Efter denne<br />

første fortæring kunne vi sætte os i<br />

sofaen eller stå langs væggene i stuen.<br />

Der var plads til seks personer ved kaffebordet.<br />

Når du først sidder ved bordet,<br />

kan du bare nyde det, drikke kaffe<br />

og spise kage. Og så kan du rejse dig,<br />

tage kop og tallerken med i køkkenet<br />

og sige tak for i dag. I mellemtiden var<br />

der kommet 10 nye gæster til.<br />

Ulo og Magnetisk<br />

Observatorium<br />

Allerede inden jeg kom til Grønland<br />

blev jeg kontaktet af DMI. De ville<br />

gerne ansætte mig som observatør på<br />

Magnetisk Observatorium, der som en<br />

af tre observatorier i Grønland registrerer<br />

jordens magnetfelt. Det kan observatoriet<br />

nu klare uden min hjælp, men<br />

der skal en person til at checke alting<br />

deroppe og foretage en referencemåling.<br />

Observatoriet ligger lidt hævet<br />

over byen, og der er ingen sti derop, så<br />

i perioder med blød sne har det været<br />

glimrende med snesko. En enkelt gang<br />

har jeg skullet lave målinger, mens der<br />

ikke var varme på. Der var minus 12<br />

grader og til sidst var jeg så kold, at jeg<br />

næsten ikke kunne tænke eller skrue<br />

på fi njusteringen, trods trøje og vanter.<br />

Men det var heldigvis ikke normalt..<br />

I det første efterår brugte jeg desuden<br />

mindst en dag om ugen på det lokale<br />

husflidsværksted. Flere havde fortalt<br />

om det, men jeg kendte ingen, der<br />

brugte det, og derfor måtte jeg selv opsøge<br />

muligheden. Mod handler om at<br />

udfordre det man ikke tør – uanset om<br />

det er at klatre i bjerge, gå på indlandsisen<br />

eller tale med sin mor. Noget i<br />

den retning var der en fra eventyrernes<br />

klub, der engang sagde i et interview,<br />

og manden har jo ret.<br />

Fortsættes på næste side<br />

Side 6 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


International masteruddannelse for pædagoger<br />

Af Peter Friese, rektor<br />

pf@petersabroe.dk<br />

I de seneste 10 år har Peter Sabroe Seminariet<br />

hvert år sendt en lille gruppe<br />

danske pædagoger (og ind imellem en<br />

socialrådgiver) på vores 1-årige masteruddannelse<br />

i Maastricht, Holland<br />

I samarbejde med 37 andre socialpædagogiske<br />

uddannelsessteder i Europa<br />

driver vi denne helt unikke uddannelse,<br />

hvor færdiguddannede pædagoger og<br />

socialrådgivere fra hele Europa kommer<br />

sammen i et fælles studiemiljø i et<br />

år. Fokus er på socialt/socialpædagogisk<br />

arbejde, og man arbejder komparativt<br />

- dvs. man sammenligner forholdene<br />

i eget land med andre europæiske.<br />

Underviserne kommer også fra hele<br />

Europa, så uddannelsesforløbet er på<br />

alle måder en øjenåbner. De studerende<br />

bliver både klogere på forholdene i an­<br />

Det kunne jeg så tænke på, mens jeg<br />

kredsede om lysten til at besøge værkstedet.<br />

En dag blev det. Det var i orden<br />

jeg kom, uden der blev gjort den<br />

store festivitas ud af det. Jeg lånte grej<br />

og gik i gang med min første udskæring<br />

af en hval. Siden er det både blevet<br />

til tupilak i rensdyrtak og hvalbarde,<br />

nøglebræt lavet af hvalkæbe og min<br />

egen ulo (grønlandsk kvindekniv) i et<br />

fint samspil mellem en gammel fukssvans<br />

og en rensdyrtak. Uden en meget<br />

kompetent leder af værkstedet var jeg<br />

næppe kommet så langt, men jeg har<br />

mange dage bare siddet og arbejdet,<br />

hørt samtaler på grønlandsk, som jeg<br />

ikke forstod, grinet og ellers bare været<br />

tilstede. Ligeså stille har jeg fået mere<br />

dre lande – og måske allermest i Danmark.<br />

Man siger jo, at ”man kun kan se det<br />

sted, man står på, ved at flytte sig fra<br />

det”. Og sådan er uddannelsen også<br />

tænkt. Man bevæger sig helt til Maastricht<br />

i Holland og bliver utroligt meget<br />

klogere på socialpædagogisk arbejde<br />

hjemme i Danmark.<br />

Når man er færdig med sin master-opgave,<br />

har man ret til at bære titlen M.A.<br />

Comparative European Social Studies<br />

Man får sit uddannelsesbevis fra London<br />

Metropolitan <strong>University</strong>, som er<br />

partner i uddannelsen. Anerkendelsen<br />

i Danmark afhænger af det enkelte<br />

danske universitet – hvis man fx skulle<br />

have lyst til at skrive en Ph.D. oveni<br />

sin master.<br />

Mange danske pædagoger har valgt<br />

uddannelsen hovedsageligt for at blive<br />

klogere på deres nuværende arbejde.<br />

Hvis man fx er ansat i narkobehandlingssektoren<br />

i Danmark, kan man<br />

vælge at skrive om narkobehandling<br />

i Europa og på den måde vende hjem<br />

med ny inspiration.<br />

Andre har valgt at bygge ovenpå deres<br />

pædagoguddannelse med henblik på at<br />

at vide om teknikker, materialer og, om<br />

hvor på øen man kan fi nde disko-jern,<br />

ametyst og andre smykkesten. Og drillerier,<br />

både sproglige og fysiske, dem<br />

er der altid plads til, og mere latter. Det<br />

blev et vigtigt sted for mig at møde<br />

mennesker.<br />

Alt det der ikke kom med i<br />

historien<br />

Det var hvad jeg valgte at bringe. Mine<br />

billeder og indtryk er alene mine egne,<br />

men jeg deler hjertens gerne ud af dem<br />

som her. Der kunne også være fortalt<br />

om flerstemmig sang, om at møde<br />

den royale familie på nært hold, om<br />

at håndsy i skind, om skolens hytte i<br />

Fortuna Bay, om Karls tupilakker, om<br />

søge stillinger i internationale miljøer,<br />

fx omkring humanitært arbejde. Og andre<br />

igen har brugt masteruddannelsen<br />

som springbræt til at søge underviserstillinger<br />

i Danmark på eksempelvis<br />

seminarierne.<br />

Uddannelse kan bruges til mange ting.<br />

Men én ting er sikker: De studerende<br />

vender hjem med en international erfaring<br />

- og ikke mindst med et internationalt<br />

netværk af kolleger og venner -<br />

som man kan samarbejde med videre<br />

frem.<br />

For tiden undersøger vi en amerikansk<br />

interesse for at bidrage med studerende<br />

til denne ”internationale klasse”, ligesom<br />

vores kommende kinesiske partner<br />

er meget interesseret netop i masteruddannelsen.<br />

Men det bliver uddannelsen<br />

og gruppen af studerende jo blot mere<br />

interessant af.<br />

Optagelse af danske studerende er vores<br />

eget ansvar på seminariet. Det kan<br />

man høre mere om ved at kontakte vores<br />

internationale sekretær Annelise<br />

Lund på al@petersabroe.dk eller tlf.<br />

8732 7040 - snarest.<br />

jordskælv og fjeldgængere – den ene<br />

fortælling sætter gang i den næste. Nu<br />

er jeg tilbage som seminarielektor og i<br />

gang med at genopdage mit hjemland.<br />

Der er uendelige vidder i Grønland, og<br />

der står stadig en stor tanke tilbage til<br />

de mange mennesker, der tog så godt<br />

imod og var med til at åbne nye muligheder<br />

i livet.<br />

Noter:<br />

1 www.oqaasileriffik.gl/documents/doc/domeneprojektet.doc.<br />

Lokaliseret 20.3.<strong>06</strong><br />

2) Niels Ejbye-Ernst (2004): Pædagogisk arbejde<br />

i naturen med fokus på børnehaver,<br />

fritidshjem og skolefritidsordninger. Speciale<br />

ved DPU.<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 7


Besøg i Kenya – en lille øvelse i at prøve<br />

at ændre virkeligheden Af Eddy Thomsen<br />

Seminarielærer, et@petersabroe.dk<br />

Vi, Birgit Bjerre og jeg, undervisere på<br />

Peter Sabroe Seminariet, var sendt ud<br />

af seminaret for at se, opleve og lære af<br />

Amani Peoples Theatre i Kenya.<br />

Hvor har vi været – indhegnet?<br />

Det område i Afrika, der hedder Kenya,<br />

rummer mennesker, folk, kulturer<br />

og sprog af forbløffende mængde, selv<br />

inde i et trods alt overskueligt område,<br />

som staten Kenya dækker. Kenya – på<br />

tværs af de over 20 stammer og sprog<br />

osv, osv – blev af en af vores værter karakteriseret<br />

noget kynisk, måske realistisk,<br />

men i hvert fald polemisk og kritisk,<br />

således:<br />

Der findes tre hovedgrupperinger i landet.<br />

De kan ikke deles op i tre lige store<br />

dele, men de er alle af et betragteligt<br />

omfang. Den ene gruppe består af dem,<br />

der bor i ”compounds”, dvs i indhegnede<br />

bebyggelser, ofte med vagter og<br />

anden overvågning. Den anden gruppe<br />

udgør de mange mennesker, der er<br />

beskæftigede med bevogtning i mange<br />

led fra planlægning, konstruktion,<br />

daglig ledelse og praktisk vagttjeneste.<br />

De sidste grupper må næsten i en systematisk<br />

logik, der ikke behøver syn<br />

for sagn, være de mennesker, som skal<br />

– og bliver – udelukket fra de bevogtede<br />

områder og bebyggelser. Det er alle<br />

fattigrøvene og også rigtig mange mennesker,<br />

som er lidt midt imellem – folk<br />

med gyldigt ærinde, lokale gæster, leverandører…<br />

Som europæiske gæster havde vi ikke<br />

nogen problemer med adgang til ”vores”<br />

indhegning eller andre for den<br />

sags skyld. Vi var genkendt på forhånd<br />

og selvskrevne VIP. Men vi oplevede,<br />

at folk, vi havde haft kontakt med, havde<br />

svært ved at få adgang til vores indelukke.<br />

Inde midt i Kenya såvel som i mange<br />

lande i den tredje verden fi ndes disse<br />

adskillelser, som jo blot bliver fordoblet<br />

og forstærket, når vi betragter<br />

menneskeheden i et globalt perspektiv.<br />

Sagen er, at vi oplever de ulige vilkår<br />

meget stærkt, når vi også ved, at<br />

de samme former for adskillelser findes<br />

i alle rige lande med både fysiske<br />

hegn og vagter med våben og med endnu<br />

flere usynlige hegn, der udgøres af<br />

sprog- og kulturkoder. Der er kun tale<br />

om gradsforskelle, og for Danmarks<br />

vedkommende er det desværre nok kun<br />

et spørgsmål om tid, hvornår de første<br />

rige indelukker bliver etableret for<br />

mere end én ejendom – antagelig i det<br />

nordøstlige Københavnsområde.<br />

Som gæster og work-shop deltagere<br />

hos Amani Peoples Theatre fik vi lejlighed<br />

til at opleve og undersøge dele<br />

af de andre steder udenfor de sikre<br />

compounds og de sædvanlige turistområder.<br />

Vi besøgte bl.a. slumkvarterer<br />

og landsbyer, men også et særligt<br />

”indelukke”, nemlig en pigekostskole.<br />

Besøget hér var også skueplads for en<br />

teater-performance, som vi havde udviklet<br />

i vores work-shop – og det besøg<br />

vil jeg uddybe:<br />

Besøg i Lwak High School,<br />

kostskole for piger (ca. 12-18<br />

år)<br />

Dette var vores største performance.<br />

Det vil sige vores største opgave, hvor<br />

vi brugte dele af teknikker, udforsk­<br />

nings- og fremstillingsteknikker med<br />

drama i konfliktløsningssammenhæng<br />

sat ind i en pædagogisk sammenhæng.<br />

Vi brugte forumteater strukturen, hvis<br />

hovedformål er at synliggøre konflikter<br />

og især undertrykkelser i fi ktiv form<br />

med henblik på, at den fi ktive øvelse<br />

kan ”smitte af” på virkelighedens konflikthåndtering<br />

og eventuelle opgør<br />

med undertrykkelse. Vi var ikke indkaldte<br />

til at løse deres problemer. Det<br />

er muligt, at vi alligevel bidrog en smule<br />

– men det er ikke til at sige. På holdet<br />

havde vi en kvinde, som var lærer<br />

på Lwak. Via hende blev vi orienteret<br />

om typiske, ret permanente konflikter<br />

i hendes verden på High School, og vi<br />

tog et af hendes punkter op til dramatisk-pædagogisk<br />

behandling: Præfekternes<br />

misbrug af privilegier og magt.<br />

Pigerne bliver banket op klokken 5 om<br />

morgenen for at læse lektier før morgenmaden.<br />

Det er selvsagt ikke altid lige populært.<br />

Pigerne er søvnige, og deres motivation<br />

er ikke i top – men der er ikke noget<br />

at gøre. Systemet er meget pligt-orienteret,<br />

og de ældre, ledere og lærere<br />

skal ubetinget adlydes. Pigerne bliver<br />

også kontrolleret systematisk. Det er<br />

præfekternes opgave, for så vidt angår<br />

nærværet ved morgenlektielæsningen.<br />

Præfekterne er imidlertid selv elever,<br />

ældre elever med magt og privilegier,<br />

og de kan finde på at snyde med opgaven.<br />

Præfektsystemet er importeret fra det<br />

gamle britiske kostskolesystem, ligesom<br />

også pigernes skoleuniformer (på<br />

denne kostskole holdt i rødt og hvidt –<br />

vi følte os på et symbolsk plan hjemme!).<br />

Præfektsystemet har vist nok<br />

længe været ude af kraft herhjemme,<br />

men det har haft et efterliv i bog, film<br />

og teater, baseret på den svenske forfatter<br />

Jan Guillou selvbiografi ske arbejder.<br />

Vi skaber et spil: Til kamp mod<br />

undertrykkelse.<br />

Side 8 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


Til grin – men gudskelov for<br />

humorens universelle kraft<br />

3 personer spiller almindelige skolepiger.<br />

Én af disse ”piger” er ham, der<br />

skriver disse linjer. Jeg er en mand med<br />

grånende skæg på 50+. Jeg ved ikke<br />

om du, kære læser, kan se det for dig!<br />

Jeg står op af sengen, strækker mig,<br />

vrikker mig ud af natkjolen og pjasker<br />

vand i ansigtet for derefter at gå til læsesalen<br />

sammen med de to andre. Jeg<br />

prøvede overhovedet ikke på at være<br />

komisk. Jeg antydede blot de nævnte<br />

rutinehandlinger for at vise scenen –<br />

men salen skreg af grin. ”Pigerne” sætter<br />

sig til at læse, men er selvfølgelig<br />

utidige, driller hinanden lidt og småskændes.<br />

Den ene er den fl ittige. Den<br />

anden er hende, der prøver at låne og<br />

kopiere opgaven fra den fl ittige. Den<br />

tredje er bare sød og uskyldig. Endelig<br />

dukker præfekten op. Hun er kommet<br />

for sent op. Hun skal registrere de yngre<br />

elevers fravær, og det er hun ikke i<br />

stand til. De tre piger kommenterer lavmælt<br />

hendes svigt. Da så læreren kommer,<br />

er det præfektens opgave at afgive<br />

rapport, og hun meddeler, at den<br />

tredje pige, den søde og uskyldige, har<br />

været fraværende. Det er usandt, men<br />

læreren stoler (blindt) på præfekten. Pigerne<br />

protesterer, mumlende og halvkvædet,<br />

da de ikke har ”lov” til at sige<br />

imod. Præfekten insisterer på sin version,<br />

hvorefter den tredje pige idømmes<br />

en disciplinær straf.<br />

Jokeren spørger salen, om det er retfærdigt.<br />

Nej!!<br />

Er der nogen, der vil overtage rollerne<br />

og vise, hvad der sker i virkeligheden –<br />

i pigernes egen virkelighed, som vi har<br />

lavet et fortegnet billede af – måske?<br />

Ja, det er der mange piger, der gerne<br />

vil. Der udpeges en større gruppe, som<br />

straks går i gang med at gennemspille<br />

scenerne. De fokuserer meget på den<br />

indbyrdes nid og nag mellem pigerne<br />

under lektielæsningen – men lader<br />

præfekten og læreren gøre som før.<br />

Det er ikke helt tilfredsstillende og Jokeren<br />

prøver igen med en ny gruppe.<br />

Stort set det samme sker.<br />

Jokeren sender nu hele salen ud i grupper<br />

med det formål indbyrdes at diskutere<br />

og blive enige om 3 gode råd til<br />

bedring af situationen. Vi, der er gæster<br />

på skolen og som har sat det hele i<br />

gang, deltager som observatører. Efter<br />

en ivrig palaver trækkes grupperne ind<br />

i salen igen for at aflægge rapport. Det<br />

er gruppernes talsmænd rigtigt gode til.<br />

Det er tydeligt, at de er trænede i at stille<br />

sig frem og ytre sig. Men hvad siger<br />

de så? Alle grupperne koncentrerer sig<br />

om elevernes selvdisciplin. De skal blive<br />

bedre til at stå op om morgenen og<br />

være friske til lektierne. De skal læse<br />

flittigt og ikke snyde. De uforbederlige<br />

syvsovere bør dog ikke straffes, men<br />

gives i Guds hånd! Ingen anfægter selve<br />

stå-op tidspunktet (klokken fem om<br />

morgenen i mørke), den strenge disciplin<br />

eller præfektsystemets beståen.<br />

Et blik over hegnet<br />

Har øvelsen da fejlet? Ja, grundideen<br />

om ikke at bøje sig for undertrykkelse<br />

blev ikke taget op som en mulighed i<br />

spillet og heller ikke i debatten bagefter.<br />

Men på den anden side blev situationen<br />

trods alt vist. Den dumme præfekt<br />

blev hængt ud til almindelig latter<br />

og hån. Og den ufølsomme lærer blev<br />

peget ud i den sceniske offentlighed.<br />

Det er i sig selv en oplevelse, der sandsynligvis<br />

bliver lagret i pigernes bevidsthed.<br />

Den kan bidrage til at kaste<br />

tværlys på den regelrette hverdag og<br />

flids-tyranniet – på et senere tidspunkt<br />

(?).<br />

Måske var det lidt for meget med de<br />

mange mennesker, herunder skolelederen,<br />

lærerne, præfekterne og gæsterne,<br />

der alle på én gang så på og fulgte med.<br />

Måske skulle man passe lidt på med at<br />

være alt for socialt opfindsom? - kunne<br />

pigerne tænkes at mene hver især for<br />

sig selv, måske kun halvt bevidst, mens<br />

de på den anden side var meget ivrige<br />

efter at gøre sig bemærket. I hvert fald<br />

nogen af dem, og efter en vis tid...<br />

Men det næste skridt - at udsige afmagten<br />

og handle (fiktivt) imod undertrykkelsen<br />

– det blev ikke taget. Det var<br />

åbenbart alligevel for stor en mundfuld.<br />

Der skal ”ses” en anden måde, en alternativ<br />

selvfølgelighed til det disciplinære<br />

og hierarkiske system, ligesom nogle<br />

individer skal træde i karakter med et<br />

vist mod til at foreslå noget andet.<br />

Den sidste fase i vores arrangement,<br />

den del der handlede om gruppesnakker<br />

efter selve forum-spillet og inden<br />

den sidste tilbagemelding i plenum, var<br />

på en måde den mest interessante. Den<br />

tog lang tid. På det tidspunkt var pigerne<br />

blevet ”varmet op”. Det der skulle<br />

ske, var på en måde allerede sket. Nu<br />

kunne de slappe af, spørge og ytre sig<br />

mere frit over for os fra Europa. Vi<br />

havde jo også givet vores bidrag ved at<br />

skabe os tosset på deres hjemme-scene.<br />

Det gennemgående tema var, at pigerne<br />

gerne ville vide noget om deres muligheder<br />

for eventuelt at kunne komme<br />

til Europa og videreføre deres studier,<br />

gøre karriere, få et liv...<br />

Vores ankerperson, der var lærer på<br />

stedet og også tog del i vores workshop<br />

med Amani People, havde været<br />

i Europa for at læse. Hendes holdning<br />

til Vesten var lunken, hun var med forsæt<br />

taget tilbage til Afrika, og hun var<br />

en mulig rollemodel for pigerne. Hvor<br />

meget det kunne betyde, ved vi ikke,<br />

men vi oplevede at pigerne var meget<br />

interesserede i vores lande. Et tilbagevendende<br />

tema var – hvordan kommer<br />

vi til Europa. Det kunne vi dårligt svare<br />

på. Nå ja, uddannelse, karriere og ægteskab...<br />

men hvordan lige nærmere….<br />

Da oplevede vi igen opdelingen i at<br />

være inde i indelukket og udenfor. Vi<br />

var i pigernes indelukke – og var velkomne<br />

gæster udefra. Pigerne var udelukkede<br />

så at sige på forhånd fra vores<br />

verden, ville gerne ind af mange mere<br />

eller mindre gode grunde. Men de var<br />

udelukkede. Vi var en slags grænsevogtere<br />

eller...?<br />

Det blev en øvelse i det forhold, at det<br />

ikke er nemt at flytte på en massiv, normativ<br />

virkelighed. En øvelse mest for<br />

os, der var gæster. Måske?<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 9


Unikt undertøj fra ”Metropols” undergrund.<br />

(Helle Bøgeskov, Natalie Sørensen, Ulla Braaby, Trine Godt Hansen<br />

2­ i-Een – Drama- og bille<br />

Den æstetisk-pædagogisk e<br />

sluttede det 20 ugers ud<br />

dag d. 16 marts med en re<br />

ling, hvortil der var inviteret<br />

baggrund, kolleger, pårøre<br />

rede, tidligere 2-i-Een stud e<br />

Udstillingen var først og fre<br />

af de studerendes afgang<br />

udpluk fra holdets performa<br />

pol. Her præsenteres et ka<br />

udstillingen.<br />

Et udviklingsforløb over 27 b i<br />

En malerisk proces udført af Jonna Brodersen (Jonna Brodersen) ”Efter festen” - rester fra<br />

(Helle Bøgeskov, Ulla Braaby, Ole B<br />

Side 10 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


dpædagoger 2005/20<strong>06</strong><br />

efteruddannelse afannelsesforløbtorsception<br />

og en udstilgæster<br />

med forskellig<br />

de, fagligt interesserende.<br />

mmest præsentation<br />

sprojekter, men også<br />

nce forestilling Metrolejdoskopisk<br />

udsnit af<br />

lleder (Tove Kappel)<br />

et dramaprojekt<br />

run Jensen, Tove Kappel)<br />

New Yorker portrætter fra ”Metropol” (Lone Larsen, Gurli Hansen, Eva Christoffersen)<br />

Gamle døre får nyt liv (Lone Larsen, Gurli Hansen)<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet<br />

Side 11


Relationsarbejde i hjemmet<br />

I sin første lønnede praktik som hjemme-hos-er for en socialt belastet familie kom det helt bag på<br />

Danny, hvor meget det rystede ham følelsesmæssigt, hvor godt han lærte sig selv at kende og at<br />

sætte grænser for, hvor meget han kunne holde til.<br />

Af Danny Mutanda Andersen, 04E1<br />

bhaktadanny@yahoo.com<br />

I min første lønnede praktik blev jeg<br />

ansat ved Familiebehandlingsinstitutionen<br />

(FI), som bostøtte eller hjemme<br />

hos`er for familien Larsen. Jeg blev optaget<br />

af, hvordan relationsarbejde foregår<br />

i pædagogisk praksis. Det at blive<br />

til og være en pædagogisk støtte person<br />

for familien Larsen, var en stor udfordring<br />

idet jeg skulle afklare min faglige<br />

identitet, afprøve teori og metoder,<br />

samt gøre et seriøst stykke selvstændigt<br />

socialpædagogisk arbejde.<br />

Jeg var spændt, men nervøs over det<br />

at håndtere opgaven som bostøtte med<br />

den begrænsede faglige viden, jeg besad.<br />

Jeg havde ikke noget erfaring med<br />

at lave selvstændigt arbejde i andres<br />

hjem på egen hånd. Jeg var usikker på,<br />

om jeg havde tilstrækkelig teoretisk<br />

kompetence til at løfte opgaven. For<br />

at sætte mere skrue på vinkelen, skulle<br />

jeg være den eneste bostøtte for familien.<br />

Før jeg gik i gang, var det vigtigt<br />

for mig, at jeg fik en klar definition<br />

af, hvad min opgave gik ud på, hvilke<br />

beføjelser jeg havde som støtteperson,<br />

hvilke metoder der egnede sig bedst til<br />

opgaven, og hvordan det administrative<br />

og juridiske bagland hang sammen<br />

for at støtte mig. Jeg havde behov for at<br />

samle så meget information om familien<br />

som muligt og forstå, hvilke værdier,<br />

FI arbejdede ud fra.<br />

Alle navne i artiklen er anonymiserede<br />

Familien, jeg skulle etablere relationer<br />

til, befandt sig i en indviklet situation.<br />

Hanne er 35 år og mor til tre børn. Rita<br />

på 16, Peter på 12 og Anton som er næsten<br />

3 år gammel. Hanne blev seksuelt<br />

misbrugt af sin stedfar som 16 årig.<br />

Moren tog stedfarens parti, så Hanne<br />

flyttede hjemmefra. Hendes far er<br />

død. Hanne har færdedes i det kriminelle<br />

narko miljø i en del år, men ikke<br />

længere. Børnene har hver deres far, og<br />

Hanne er kæreste med Antons far, Terry.<br />

Rita er anbragt, da hun har anklaget<br />

Terry for at have misbrugt hende seksuelt.<br />

Peter går på specialskole. Han<br />

har svært ved at begå sig socialt. Anton<br />

blev født for tidligt, og hans udvikling<br />

er i søgelyset.<br />

Kommunen har arbejdet med familien<br />

i mange år, og mange instanser samarbejder<br />

for at støtte en positiv udvikling<br />

i familien. Peters tilstand har vakt bekymring<br />

i Familiecentret, FI og skolen.<br />

Skolen har gjort opmærksom på, at han<br />

har brug for hygiejnisk pleje. Han har<br />

problemer med at kontrollere afføring<br />

og laver nogle gange i bukserne. Han<br />

har brug for omsorg i hjemmet, i større<br />

udstrækning end det ydes nu. Anbringelse<br />

har været overvejet. Hanne<br />

er indstillet på at undgå en anbringelse<br />

og er opmærksom på, at der skal ske<br />

ændringer i hjemmet. Efter et behandlingsforløb<br />

bliver det vurderet, at Hanne<br />

og hendes sønner Anton og Peter<br />

skal støttes derhjemme for at sikre deres<br />

trivsel. Med en hjemme-hos-funktion<br />

skal familien støttes i eget hjem, idet<br />

der især skal lægges vægt på at sikre<br />

børns trivselsvilkår.<br />

Hanne indvilger i at lade en støtteperson<br />

arbejde i hendes hjem, og jeg får<br />

støtteopgaven som min praktik. Hanne<br />

bryder sig ikke om mørklødede indvandrere,<br />

hvilket jeg er.<br />

Allerede inden jeg havde fået kendskab<br />

til familiens situation, havde jeg<br />

en forestilling om, at jeg skulle arbejde<br />

med brugere med sociale og mentale<br />

vanskeligheder, som jeg skulle relatere<br />

til på en passende måde. Det var derfor<br />

vigtigt for mig, at jeg kunne finde<br />

metoder at leve mig ind i familiens situation<br />

på, samtidig med at jeg udviklede<br />

mig fagligt. Mit valg faldt på Girafsprog,<br />

en empatisk metode. Dertil<br />

ville jeg inddrage elementer af Marte<br />

Meo, en udviklingsstøttende metode,<br />

som Maria Aarts fra Holland er mest<br />

Girafsprog – ikke voldelig kommuni­<br />

kation<br />

Girafsprogsmetoden består af fire<br />

trin.<br />

På det første trin (iagttagelsen), fortæller<br />

jeg personen, hvad jeg ser i forhold<br />

til vores udveksling eller situation. Her<br />

undlader jeg at bruge ord som udtryk­<br />

ker vurderinger, men taler konkret og<br />

præcist. Ved andet trin (følelse) fortæller<br />

jeg, hvad iagttagelsen får mig til at føle.<br />

I det tredje trin (behov) giver jeg udtryk<br />

for ønsker eller værdier, jeg gerne vil se<br />

virkeliggjort, uden at de er knyttet til en<br />

bestemt person. Det fjerde og sidste trin<br />

er anmodningen, som gives i form af et<br />

konkret spørgsmål, hvor jeg beder per­<br />

sonen om noget, for at arbejde videre<br />

i samtalen. Ved at bruge denne metode<br />

foregår samtalen på det følelsesmæssi­<br />

ge plan. Ved at bruge følelser som middel<br />

arbejder vi som ligeværdige. Der skal<br />

ikke en pædagogisk uddannelse til for at<br />

føle. Det kan ikke lade sig gøre at gemme<br />

sig bag teoretiske vendinger. Som<br />

pædagog, indgår jeg i en relation på et<br />

mere personligt, men dog stadig professionelt<br />

plan. Der indgår flere spændende<br />

lag og detaljer i metoden.<br />

Side 12 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


kendt for at have udbredt. Jeg ville gøre<br />

brug af elementer fra Marte Meo, såsom<br />

at holde øje med initiativer, sætte<br />

ord på dem, anerkende initiativer og<br />

hjælpe med at omsætte initiativer til<br />

handling. Det, jeg også vægtede højt,<br />

var at fokusere på de ressourcer og evner,<br />

jeg nu ville lægge mærke til hos familien,<br />

frem for at fokusere på eventuelle<br />

mangler og fejl. FI arbejder i øvrigt<br />

med udviklingsstøttende kommunikation<br />

i behandlingen. Metoden er bragt<br />

til Norden af blandt andre psykologen<br />

Haldor Øvreeide som også er supervisor<br />

på institutionen.<br />

Hanne og jeg hilste på hinanden for<br />

første gang i et samtalerum ved FI. Behandleren<br />

kaldte mig ind, efter de havde<br />

haft en samtale. Da jeg kom ind i<br />

rummet, sørgede jeg for, at jeg ikke<br />

havde et bedømmende blik. Det har<br />

været svært for mig at finde et ord, som<br />

på rette vis beskriver det blik, jeg mener<br />

er så vigtigt at have i mødet med<br />

andre. Øjet er så komplekst, men vigtig<br />

et redskab i relationsarbejdet. Øjnene<br />

hos brugeren giver udtryk for og ser<br />

så mange subtile følelser og holdninger<br />

hos personen, som det skrevne ord ikke<br />

kan udtrykke. Jeg prøvede derfor at afspejle<br />

min holdning til Hanne gennem<br />

mine øjne. Jeg rettede min kropsholdning<br />

uden at virke for stiv og stolt. Det<br />

gjorde jeg for at vise, at jeg er rolig og<br />

ikke udfarende. Jeg ventede på at blive<br />

introduceret til hende og gav hende<br />

pænt hånden, mens jeg bukkede mig<br />

høfligt for hende og Anton. Jeg satte<br />

mig ned og holdt min hænder sammen<br />

i en respektfuld gestus. Jeg satte<br />

mig sådan for at vise, at jeg tog min<br />

opgave seriøst. Behandleren forklarede<br />

kort de funktioner, jeg skulle have<br />

i Hannes hjem. Jeg skulle støtte Peter i<br />

hans fritidsaktiviteter samt hjælpe ham<br />

og Hanne i hjemmet med praktiske opgaver.<br />

Jeg sørgede for at bekræfte oplysningerne<br />

på en opmærksom, glad og<br />

direkte måde. Jeg sørgede for at holde<br />

øjenkontakt mens jeg talte. Det gjorde<br />

jeg for at signalere, at jeg var parat<br />

til dialog uden at have en anden dagsorden.<br />

Jeg formulerede mit danske så<br />

præcist og tydeligt som muligt for at<br />

give hende det indtryk, at vores samarbejde<br />

ikke ville bære præg af sproglige<br />

vanskeligheder. Vi blev enige om, at<br />

jeg kunne komme på besøg næste dag<br />

og hilse på Peter. Jeg fortalte Hanne, at<br />

jeg glædede mig til at være til tjeneste,<br />

gav hende hånden og forlod rummet.<br />

Ved at være respektfuld og vise en enkel<br />

villighed til at støtte familien efter<br />

dens behov giver jeg Hanne et klart signal<br />

om, at jeg respekterer hendes myndighed<br />

og situation. Jeg giver hende et<br />

indtryk af, hvordan jeg har tænkt mig at<br />

opføre mig i hendes hjem. Jeg mener,<br />

at det at udtrykke min personlighed på<br />

en enkel og tydelig måde, er afgørende<br />

for, at hun åbner døren for mig næste<br />

dag. Det var også vigtigt, at min krop<br />

sagde det samme som ordene. Jeg mener,<br />

at kropssprog/det nonverbale har<br />

større betydning end det verbale sprog.<br />

Ved at være empatisk og sætte mig ind i<br />

hendes situation, kunne jeg vise, at der<br />

ikke skulle træde en kontrollerende figur<br />

fra kommunen ind i hjemmet, som<br />

ville fravriste hende resterne af noget,<br />

som skulle være et privatliv for hende.<br />

Min opgave i familien er at holde mig<br />

Familiebehandling - Familieværksteder<br />

Inden for det pædagogiske felt er der<br />

meget fokus på, hvordan mennesker i socialt<br />

prekære situationer kan sikres bedre<br />

vilkår og forhindres i blot at være en<br />

omkostning for samfundet. Erkendel­<br />

sen af familiens betydning for, hvordan<br />

mennesker udvikler sig, har gjort, at der<br />

er etableret mange tilbud for at sikre, at<br />

familier kan opretholde eller skabe trivselsvilkår<br />

for sig. Familiebehandling er<br />

et af de tilbud, som kommunen tilbyder<br />

familier med sociale, psykiske og sam­<br />

spilsmæssige vanskeligheder. Familieværksteder<br />

arbejder hovedsageligt med<br />

samtalebehandling ud fra den systemiske<br />

tankegang. Gennem processen hjælpes<br />

familien til at udvikle metoder til at<br />

forbedre deres situation, ved at aktivere<br />

deres egne ressourcer. Der er særlig fo­<br />

kus på, at børn og unge får hjælp til at<br />

klare vanskelighederne i deres eget miljø.<br />

Dette er en måde at forebygge anbringelser<br />

på.<br />

til at nære empati for den i min bevidsthed<br />

uden at sige noget, at fokusere min<br />

opmærksomhed på familiens følelser<br />

og behov. Ved dette første møde med<br />

Hanne indleder jeg det pædagogiske<br />

arbejde ved at indgå empatisk i en relation.<br />

Den næste dag tog jeg til familien Larsens<br />

hjem for at påbegynde mit arbejde<br />

i hjemmet. Det følgende er uddrag fra<br />

min dagbog: ”Da jeg ringede på døren,<br />

åbnede Peter op. Jeg rakte ham min<br />

hånd, og han tog den, idet vi hilste på<br />

hinanden. Jeg trådte ind i en meget rodet<br />

og beskidt lejlighed, jeg tog mine<br />

sko af. Hanne, som var ved at made<br />

Anton i køkkenet, kom ud i gangen for<br />

at hilse på mig. Hun bevægede sig rastløst<br />

og hurtigt rundt i lejligheden, mens<br />

hun undskyldte rodet. Jeg svarede, at<br />

det var helt ok. Hun undgik øjenkontakt.<br />

Jeg tolker det som, hun var meget<br />

usikker på, hvordan hun skulle håndtere<br />

min tilstedeværelse. Jeg blev stående<br />

i gangen og forsøgte at afl æse signalerne.<br />

Hanne begyndte at gøre sig selv<br />

og Anton klar til at gå. Anton kom over<br />

for at vise mig Lego-figuren på hans Tshirt<br />

og et billede af ham selv på hylden<br />

i stuen. Jeg besluttede at blive i gangen,<br />

indtil jeg blev inviteret til at færdes andre<br />

steder end gangen. Hanne fortalte<br />

Peter, at hende og Anton skulle i kælderen.<br />

… Vi aftalte, at Peter og jeg ville<br />

gå en tur og vende tilbage senere, hvorefter<br />

hun gav ham et kys og smuttede.<br />

Her stod jeg i et fremmed hjem, med<br />

en 11 årig dreng jeg havde kendt i fem<br />

minutter, og skulle finde ud af noget at<br />

lave”.<br />

Oplevelsen af at træde ind i en families<br />

hjem og være støtteperson, var intens.<br />

Jeg skulle være denne her professionelle<br />

person, som var ved at blive skabt,<br />

samtidig holde mig mine metoder for<br />

øje, finde ud af hvilke adfærdsnormer,<br />

familien havde, og tilpasse mig sprogligt.<br />

Jeg skulle tage højde for familiens<br />

fordomme i forhold til min indvandrerkrop.<br />

Det var intenst, fordi jeg åbnede<br />

alle mine sanser fuldt ud for at opfatte<br />

alle de signaler, Hanne og børnene<br />

udsendte, og bearbejdede dem for information,<br />

samtidig med at jeg skul-<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 13


le skabe en kontakt som ikke skulle sagen mellem Terry og Hannes datter,<br />

gå i vasken fra starten. Jeg oplevede, Rita. Rita var lige flyttet, og Terry undhvordan<br />

jeg personligt skulle distan- gik at møde mig.<br />

cere mig fra det rod og skidt, der var Bortset fra sagen med Rita, udtryki<br />

lejligheden, og fagligt forstå det som te Peter mange ønsker og tanker i foret<br />

følelsesmæssig udtryk for, hvad der hold til det, han ville og kunne. Han<br />

foregik i hjemmet. Det at opfatte rod og havde svært ved at fastholde sig selv i<br />

skidt som en ressource, der kan bruges aktiviteter og havde lidt mange nedertil<br />

at forstå en person, krævede en vis lag og fået mange skuffelser. Peter er<br />

tilvænning. For eksempel var gulvet i overvægtig, lider af et lavt selvværd og<br />

Peters værelse blandt andet dækket af lav selvtillid. Jeg oplevede fremskridt i<br />

gammel chips og kiksposer. Jeg kun- samarbejdet med Peter. Ved at fokusene<br />

ud fra dette gætte mig frem til, hvad re på hans behov og følelser fik vi med<br />

han spiste meget af, hvilke smag han tiden et godt forhold til hinanden. Fx:<br />

brød sig mest om og omfanget af om- ”Jeg kan se du bliver ked af det, når du<br />

sorg i hjemmet. En del af mig skreg på taler om din vægt. Jeg har brug for at<br />

at komme ud derfra, mens en anden tog spørge dig om, hvorfor du bliver ked af<br />

det helt roligt og opfattede det som det det. Må jeg godt det?”.<br />

mest naturlige overhovedet. Vi ryddede hans værelse op, meldte<br />

Alt kunne levere gavnlig viden om fa- ham til en motocross-klub, hvor jeg<br />

milien, som kunne hjælpe mig i min fulgte med. Vi tog også på gåture, hvor<br />

opgave. Jeg havde pludselig ansvaret vi bare hang ud. Det hændte, at jeg fik<br />

for en 11 årig dreng, og alt hvad jeg lov til at lege med Anton. Ved at jeg var<br />

sagde og gjorde ville have betydning i hjemmet og iagttog og lyttede uden<br />

for, hvordan jeg fremover ville rangere at dømme, begyndte Hanne og Peter at<br />

som person i hans verden. Især når han betro sig til mig. Hanne lod mig hjælpe<br />

var vant til pædagogiske fi gurer, der hende med praktiske ting, og vi tog på<br />

kom og gik ud af hans verden, med er- gåture, hvor hun talte om, hvordan hun<br />

klærede bedste hensigter, men afbrudte havde det. Jeg fik lov til at hjælpe med<br />

handlinger. at istandsætte hjemmet og til at møde<br />

hendes veninder. Peter fortalte mig om,<br />

Tidligt i vores relation havde Hanne hvordan han og kammeraterne lavede<br />

svært ved at bede om hjælp og sige, drengestreger. Jeg fik lov til at besøge<br />

hvad hun havde behov for at jeg tog ham i skole og møde hans venner. Jeg<br />

mig af. Hun afviste ofte mine tilbud om mener, jeg fik en bedre kontakt med faat<br />

komme ind i hjemmet. Ved at bruge milien ved at undgå at give råd, at spilgirafsprog<br />

lykkedes det mig omsider le bedrevidende og ved ikke at kritiseat<br />

komme ind i hjemmet igen. Fx ”Nu re. Den fortrolighed, jeg søgte, banede<br />

har jeg ringet til dig fem gange, og jeg efterhånden vej for dilemmaer.<br />

er usikker på, om jeg ringer for meget.<br />

Jeg har brug for at vide, om jeg ringer Ved at arbejde med familien blev manfor<br />

meget til dig. Synes du det?”. Ved at ge følelser sat i gang inde i mig selv.<br />

dele mine følelser og udvise konkrete Jeg fik et behov for at afklare hvilke årbehov<br />

for et samspil med familien, åb- sager der lå til grund for mine følelser.<br />

nede Hanne mere op. Stemningen i fa- Jeg følte sorg, frustration, og var så ked<br />

Tegning: Allan Stochholm milien var meget påvirket af misbrugs- af det, at jeg var ved at bryde i gråd fx<br />

Side 14 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


midt i mit indkøb. Jeg græd, når jeg var delighed, mine faglige og personlige<br />

ude og gå ture. Jeg havde lige pludse- holdninger er konstant i udvikling. Det<br />

lig svært ved at forstå, hvad der følel- handler om at holde balancen i et flysesmæssigt<br />

skete med mig. Arbejdede dende landskab. Supervisionen er det<br />

jeg for at støtte familiens behov eller redskab, som hjælper mig til at sejle<br />

mine egne? Var det følelser, som skyl- mere sikkert gennem min praksis.<br />

des noget helt andet, men var blevet sat<br />

i gang af en oplevelse hos familien Lar- Ved at bearbejde mine følelser blev<br />

sen? Det var vigtigt at bearbejde mine jeg i tvivl om, hvor grænsen mellem<br />

følelser, især fordi de indgik i mit ar- min faglige og min personlig sfære<br />

bejde som redskab, og redskabet skulle gik i min praksis. Jeg begyndte at unfungere<br />

optimalt. dre mig over, hvornår jeg var den professionelle<br />

eller den private person, når<br />

Jeg betragter supervision som et af de jeg tog en beslutning på arbejde. Igen<br />

vigtigste redskaber til at forstå relatio- var spørgsmålet hvem der blev tilgodenen<br />

til mine brugere og min praksis. At set, med hvilket formål for øje. Hvor<br />

sætte ord på og begrunde mine tanker meget kunne jeg fortælle familien, og<br />

og handlinger over for min vejleder var hvor meget skulle jeg tage imod af open<br />

god måde at reflektere over mine di- lysninger fra familien? Kunne jeg vise<br />

lemmaer på. Især når jeg blev ført igen- dem billeder fra mit liv, ligesom de vinem<br />

tvivlsmomenterne på en metodisk ste billeder fra deres? Hvor gik grænmåde.<br />

Gennem supervision er jeg ble- sen mellem at være for faglig og upervet<br />

bedre til at forklare og forstå sam- sonlig?<br />

menhængen mellem mine handlinger,<br />

tanker og følelser. At forstå den teo- Hanne og Peter talte hver især om, hvor<br />

ri, jeg fordyber mig i, og at få øje på svært de havde det med at forholde sig<br />

de kundskaber, jeg har brugt i arbejdet til situationer i deres liv. Nogle gange<br />

med familien. spurgte de mig, hvad de skulle stille op.<br />

Ved at fordybe mig i familiens verden Som støtteperson er det min opgave at<br />

blev jeg følelsesmæssigt bevæget og yde opbakning til initiativer. Jeg skal<br />

brød sammen nogle gange. Igennem ikke behandle, men videregive oplyssupervision<br />

fik jeg forståelse for mine ninger til behandleren. I de fortrolige<br />

emotionelle grænser, og lærte at sætte samtaler havde jeg svært ved at skelgrænser<br />

for det input, jeg udsatte mig ne, hvornår jeg blot støttede brugeren<br />

selv for i marken. Jeg lærte at lytte bed- og hvornår jeg egentlig var i gang med<br />

re til mig selv og at være opmærksom behandling. Er det ikke behandling at<br />

på det, jeg følte. støtte en bruger gennem samtale?<br />

Jeg blev også bedre til at lytte til andre.<br />

Jeg fik hjælp til at forholde mig til Ter- I min ansættelse som hjemme hos`er<br />

rys formodede overgreb på Rita, Pe- blev vi enige om, at familien ikke fik<br />

ter og Hannes oplevelser. Ved at ven- kendskab til, at jeg var studerende. Vi<br />

de hvert dilemma fik jeg mere indsigt havde en velbegrundet formodning om,<br />

i min udvikling som pædagogstuderen- at Hanne muligvis ville føle, at hendes<br />

de. Det handlede om at finde min ba- situation ikke blev betragtet som seriøs<br />

lance i forhold til alle de faktorer, som nok og ville afbryde samarbejdet. Eller<br />

spiller sammen. Mine metoders anven- Forts. på side 19<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 15


Fødselsdag i provinsen Af Dav Jacobsen<br />

I nålestribet habitjakke, cowboybukser<br />

og smarte sko på fødderne, var jeg en<br />

aften til fødselsdag hos en af vennerne,<br />

der bor i et almindeligt hus med sin<br />

mand i en almindelig landsby lidt uden<br />

for Århus og har et almindeligt job og<br />

to børn, det ene adopteret.<br />

Der var rigtig mange mennesker, familie<br />

og venner og kollegaer, og jeg cirkulerede<br />

med hvidvin i et smalt glas<br />

på lang fod og smalltalkede til højre<br />

og venstre, mens børn i alle aldre løb<br />

rundt i huset og forsøgte at piske en<br />

stemning op.<br />

Der var flag på bordene, pindemadder<br />

på fadene og vin, øl og sodavand linet<br />

op i køkkenet.<br />

På et tidspunkt kom naboerne ind og<br />

gav hånd og sagde tillykke til fødselaren.<br />

Jeg hilste også på dem, gav hånd<br />

og sagde navn og talte lidt om vind og<br />

vejr og naboskab og løst og fast, og de<br />

fortalte, at hun var sygeplejerske og<br />

han lavede reklamer, og kort efter fik<br />

de på forunderlig vis drejet samtalen<br />

ind på penge.<br />

Ikke fordi det er usædvanligt, rigtig<br />

mange mennesker kan rigtig godt lide<br />

at tale rigtig meget om penge og aktier<br />

og stigende huspriser og realkreditlån<br />

og friværdi, men det interesserer mig<br />

så lidt, så jeg var på vej væk, da han<br />

smilede til konen og sagde, at de netop<br />

havde investeret i en lejlighed i Tyrkiet.<br />

Jeg måtte lige sikre mig at have hørt<br />

rigtigt, for stod der ikke en mand på<br />

min egen alder med fast dame, fast arbejde<br />

og fast ejendom på en villavej i<br />

en almindelig landsby og fortalte, at<br />

han havde så mange penge, så han ikke<br />

vidste, hvad han skulle bruge dem til<br />

og derfor havde købt lejlighed i et andet<br />

land?<br />

Jeg bundede hvidvinen.<br />

Så tog jeg en halvfuld flaske fra et bord<br />

med hvid dug og fødselsdagsfl ag og<br />

trådte et skridt nærmere naboen. I sam-<br />

me bevægelse smadrede jeg fl asken i<br />

panden på ham, mens jeg med den frie<br />

hånd stak to fingre langt ind i øjnene på<br />

hans kone. Glasskår, blod, hvidvin og<br />

skrig af smerte sprang ud i lokalet og<br />

fik børnene til at stå stille.<br />

Med naboen på knæ hamrede jeg resterne<br />

af den knuste flaske ned i hans<br />

tyndt behårede hovedbund. Hurtigt<br />

vendte jeg mig mod hustruen. Lossede<br />

hende over skinnebenet med hælen på<br />

min smarte sko. Hendes grimme strømpebukser<br />

gik i stykker og huden åbnede<br />

sig for knoglen. Skriget steg en oktav.<br />

For at få hende til at holde kæft, knaldede<br />

jeg albuen ind i hendes kæbe, så<br />

den brækkede. Så tav hun.<br />

Mens jeg børstede glasskår af reverset,<br />

så jeg mig om efter mere hvidvin. De<br />

omkringstående gæster genoptog samtalen.<br />

”Tænk at købe lejlighed i et land, vi<br />

ikke engang vil have med i EU,” sagde<br />

en ældre dame, der efter udseendet at<br />

dømme var fødselarens mor.<br />

”Ja, og de eneste tyrkere de ser, er dem,<br />

der vander græsplænen og fejer fortovet.<br />

Lejlighederne ligger jo i en slags<br />

reservater,” tilføjede en af mine gamle<br />

venner.<br />

”Det er ikke så meget det, selvom det<br />

selvfølgelig også er absurd,” sagde jeg<br />

og tørrede mig i ansigtet med en vådserviet,<br />

jeg havde fået af en eller anden.<br />

”Det er lige så meget… det er bare så<br />

… så fantasiløst,” fortsatte jeg. ”De bor<br />

i et hus, der med garanti ikke er vurderet<br />

til under tre millioner. De har fast<br />

arbejde. De har livslang pensionsopsparing.<br />

De får aldrig problemer med<br />

økonomien. Man har simpelthen for<br />

lidt fantasi, hvis man kun kan fi nde på<br />

at bruge sine penge til at købe lejlighed<br />

i Tyrkiet.”<br />

De andre nikkede.<br />

”Hvorfor køber de ikke en atombombe<br />

og desarmerer den? Eller adopterer 100<br />

afrikanske børn? Hvad fanden skal de<br />

med en lejlighed mere?” Min stemme<br />

lå en anelse i diskanten.<br />

”Jeg bliver så ophidset, når jeg hører<br />

sådan noget,” sagde jeg og strøg mig<br />

over håret.<br />

De andre nikkede igen. Ivrigt.<br />

Husets 12-årige datter havde fulgt med<br />

i samtalen de sidste par minutter. Nu<br />

spurgte hun forsigtigt:<br />

”Kan du ikke lide penge?”<br />

”Jo, for fanden,” sagde jeg og grinede<br />

til hende. ”Penge er en god ting. Så kan<br />

man betale husleje, købe is og få tøj på<br />

kroppen. Men med penge følger også<br />

ansvar.”<br />

Jeg tog en tår af hvidvinen. Hvordan<br />

kunne jeg forklare hende, hvad jeg<br />

tænkte, uden at komme til at lyde som<br />

en idiot? Det kunne jeg sikkert ikke:<br />

”Vi bliver rigere og rigere i Danmark.<br />

Men det ser ud som om, al den rigdom<br />

gør noget ved vores måde at tænke på.<br />

Vi bliver mere indskrænkede. Vi vil<br />

ikke længere have med andre mennesker<br />

at gøre.”<br />

”Jeg fik altså 100 kroner af mormor, og<br />

jeg gav lillebror et knus.” Hun kiggede<br />

udfordrende på mig.<br />

”Det lyder dejligt,” sagde jeg. ”Men i<br />

en lidt større målestok, er det vist alligevel<br />

rigtigt, hvad jeg siger. Vi vil for<br />

eksempel ikke have udlændinge i Danmark.<br />

Vi gør alt, hvad vi kan for at holde<br />

dem ude. Vi er bange for de fremmede.”<br />

”Jeg er da ikke bange for min lillebror.<br />

Og inden vi hentede ham, var han<br />

fremmed. Han er fra Utopia. Næh, øh..<br />

Etipio… nej, Etiopien.”<br />

”Ja, når vi lærer folk at kende, forsvinder<br />

vores frygt. Vi er kun bange for det,<br />

vi ikke kender.”<br />

Datteren lyttede, men sagde ikke noget.<br />

Jeg fortsatte:<br />

”Den frygt er der nogle mennesker, der<br />

forstår at udnytte. De fortæller os, at de<br />

fremmede kommer for at overtage vo-<br />

Side 16 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


es kirke og vores land. Og så lover de<br />

os, at hvis vi stemmer på nogle bestemte,<br />

vil de lukke grænserne, så ingen<br />

fremmede kan komme ind. De spiller<br />

på vores frygt og opnår selv magt. Det<br />

er meget lidt sympatisk.”<br />

”Hvad har det med penge at gøre?”<br />

spurgte datteren inkvisitorisk.<br />

”Tingene hænger desværre sammen.”<br />

Puha, jeg lød som en glad hippie fra<br />

60’erne, der havde røget for meget<br />

hash og nu skulle forklare verden for<br />

sig selv.<br />

”Af en eller anden grund er det sådan,<br />

at jo rigere vi bliver, jo mindre vil vi<br />

dele. Det er det, jeg mener med, at rigdom<br />

har indflydelse på vores tankegang.<br />

Vi ønsker ikke at dele vores velstand<br />

med nogen. Flertallet i Danmark<br />

synes det er fint, at vi skærer i ulandsbistanden.<br />

Lad de andre sulte, jeg skal<br />

have ny emhætte. Alle har jo ret til et<br />

nyt køkken.”<br />

Det sidste var et reklameslogan, der<br />

kørte overalt, og som jeg fandt ualmindeligt<br />

frastødende. Alle har ret til et nyt<br />

køkken. Hallo!<br />

Jeg smilede til hende, usikker på om<br />

hun fattede, hvad jeg sagde.<br />

”Forstår du det?”<br />

De andre gæster nikkede, som om det<br />

var dem, jeg talte til. Måske var de enige,<br />

måske var de bange for deres skinneben.<br />

”Joeh, men jeg tror for eksempel ikke,<br />

far har råd til at købe en atombombe<br />

og de… arm… og gøre det der, du sagde.”<br />

”Nej, vi kan ikke alle sammen købe en<br />

bombe og desarmere den. Eller adoptere<br />

100 afrikanerbørn. Men mindre kan<br />

også gøre det. Man kan bare give lidt til<br />

en eller anden organisation, der hjælper<br />

andre. Røde Kors for eksempel. Eller<br />

Mellemfolkeligt Samvirke.”<br />

Du godeste, det var lige efter bogen.<br />

Nærmest pinligt naivt. Men det var jo<br />

også sandt. Måske er det sådan, at det<br />

sande altid er enkelt og pinligt naivt?<br />

Alligevel overvejede jeg, om jeg ikke<br />

kunne finde på nogen smartere eksempler.<br />

Der havde dannet sig en lille kreds<br />

rundt om os. Med foden legede jeg forsigtigt<br />

med naboens slatne arm, der lå<br />

strakt ud fra hans krop på gulvet. Skub­<br />

bede til den og skubbede den tilbage<br />

igen. Så sagde jeg:<br />

”Du kender Daniel Agger, ikke? Ham<br />

den unge fodboldspiller fra Brøndby,<br />

der lige er blevet solgt til Liverpool.”<br />

Jeg kiggede spørgende på datteren, der<br />

nikkede.<br />

”Ok, i Liverpool tjener han omkring<br />

600.000 kroner. Om ugen. Sekshundredetusind<br />

kroner! Det er mere end jeg<br />

tjener om året. Hvorfor indfører det internationale<br />

fodboldforbund ikke en<br />

regel, der siger, at en tredjedel af spillernes<br />

lønninger skal gå til velgørende<br />

formål? Han kan da ikke mærke forskel<br />

på, om han tjener 400.000 eller<br />

600.000 kroner.”<br />

”Tror du ikke han bliver sur, hvis det<br />

der forbund tager nogle af hans penge?”<br />

Pigen satte et spørgende ansigt<br />

op.<br />

”Jo, det kan godt være. Men han bliver<br />

sikkert god igen. Og man skal jo ikke<br />

lade være med at gøre noget af frygt<br />

for, at nogle bliver sure. Når han har<br />

vænnet sig til tanken, kan han sikkert<br />

godt se fornuften i det. Han kan jo heller<br />

ikke forholde sig til en løn på små<br />

tre millioner kroner om måneden. Og<br />

han kan da slet ikke nå at bruge dem.”<br />

Folk i rundkredsen kiggede på hinanden<br />

og nikkede. Jeg kunne se på datteren,<br />

at hun tænkte over det, jeg havde<br />

sagt.<br />

Forslaget var ikke min egen opfindelse.<br />

Et par måneder tidligere havde jeg<br />

været på café med en veninde og mødt<br />

nogle sportsfolk, der brændte 15.000<br />

kroner af på et væddemål om en tjeners<br />

skostørrelse.<br />

Den mest ivrige af dem ville næppe<br />

vædde igen foreløbig. Efter at have givet<br />

hånd på væddemålet til sine kammersjukker,<br />

bøjede han sig ind over<br />

bordet for at tage en tår af sin café latte.<br />

Jeg langede en arm ind mellem dem,<br />

greb fat i hans hår og smadrede for fuld<br />

kraft hans hoved ned i bordpladen. Lyden<br />

af mødet mellem marmor og næseknogle<br />

var ikke rar. Jeg holdt fast og<br />

trak ham op igen og forklarede, hvor<br />

stupid jeg syntes, han var.<br />

Mens han lavede lyde og forsøgte at<br />

standse blodet, foreslog en af hans<br />

kammerater, at de da også kunne bruge<br />

pengene til noget mere fornuftigt. Jeg<br />

havde bare nikket. Jeg var optaget af at<br />

gnide røde pletter af min hvide skjorte.<br />

Da kammeraten foreslog et fast månedligt<br />

beløb, blev jeg mere opmærksom.<br />

Veninden jeg var sammen med havde<br />

ikke sagt noget i et stykke tid. Faktisk<br />

ikke siden sportsmanden kyssede bordet.<br />

Nu sagde hun:<br />

”Hvorfor inddrager en eller anden myndighed<br />

ikke en tredjedel af lønnen? Der<br />

er så mange penge i sport, specielt i<br />

fodbold. De tjener kassen. Det er helt<br />

uhyrligt.”<br />

Ideen var god. Rigtig god faktisk. Og<br />

bare ét eksempel.<br />

”Er det ikke bare fordi, du er misundelig?”<br />

Den 12-årige datter kiggede udfordrende<br />

på mig.<br />

”Det er der nok nogle, der vil mene,”<br />

sagde jeg. ”De samme folk tænker sikkert,<br />

at Falck og sygehusene gnider sig<br />

i hænderne, når en cyklist kører over<br />

for rødt. Helt ærligt, jeg ville ikke ane,<br />

hvad jeg skulle stille op med en månedsløn<br />

på tre millioner. Ville du?”<br />

Pigen svarede ikke. I tankerne var hun<br />

for længst forbi ny cykel, nyt tøj og lyserød<br />

svømmepøl i haven. På tv havde<br />

hun i årevis set billeder af sultne børn,<br />

hjemløse tiggere, slatne junkier, krig<br />

og voldtægt og alverdens plager. Uden<br />

at kunne forklare det i ord, forstod hun,<br />

at der på en eller anden måde var en<br />

sammenhæng mellem ustyrlig rigdom<br />

og elendighed.<br />

Hun gjorde sig klar til at gå tilbage til<br />

de andre børn. Begyndte at se sig omkring.<br />

Så kiggede hun på den livløse<br />

nabo på gulvet.<br />

”Han talte altid om motorsport. Biler,<br />

der kører rundt og rundt for at komme<br />

først over mållinjen. Hvad tror du, det<br />

koster?”<br />

Jeg blinkede til hende og vendte mig<br />

mod de voksne. Kort efter forlod jeg<br />

selskabet. Jeg skulle ud og nikke skaller.<br />

Dav Jacobsen er journalist, cand.mag (DJ)<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 17


Evaluering via spørgeskemaundersøgelse Af Stefan Mossalski<br />

Afdelingsleder, sm@petersabroe.dk<br />

Kort efter indførelsen af professionbachelorbekendtgørelsen<br />

i 2001 opstillede<br />

Danmarks Evalueringsinstitut<br />

for Undervisningsministeriet en række<br />

kriterier for tildeling af professionsbachelortitlen..<br />

Et af kriterier var, at uddannelsesstederne<br />

skulle arbejde systematisk<br />

med kvalitetssikring og under<br />

dette arbejde systematisk inddrage studerende.<br />

Man kan sige, at den måske vigtigste<br />

evaluering af uddannelsen er de eksamener<br />

og prøver, der inddrager censorinstitutionen.<br />

Sammensætningen af<br />

censorkorpset sikrer, at fagligt kompetente<br />

personer er med til at vurdere,<br />

om de studerende har nået målene for<br />

uddannelsen. Selv om den enkelte eksamenssituation<br />

ikke handler om seminariets<br />

undervisning, så vil karaktergennemsnittet<br />

være en brugbar pejling<br />

på, hvorvidt seminariets undervisning<br />

har en acceptabel standard. Og det skal<br />

understreges, at det kun vil være en<br />

pejling, en indikation. Alt for bastante<br />

følgeslutninger mellem karaktergennemsnit<br />

og undervisningens standard<br />

skal naturligvis undgås.<br />

Censorinstitutionen indløser imidlertid<br />

ikke kravet om, at de studerende skal<br />

inddrages i evalueringen.<br />

På Peter Sabroe Seminariet har vi, som<br />

vel på de fleste pædagogseminarier,<br />

gennem mange år evalueret de enkelte<br />

undervisningsforløb sammen med de<br />

studerende. Formen er oftest den, at de<br />

studerende svarer skriftligt på en række<br />

spørgsmål, som så tages op til en fælles<br />

evalueringsseance. I denne seance<br />

kommenterer såvel studerende som lærere<br />

resultaterne.<br />

I en uddannelse, hvor de enkelte undervisningsforløb<br />

oftest varetages af det<br />

samme lærerteam semester efter semester,<br />

sikrer denne form, at evalueringen<br />

umiddelbart kan få konsekvenser. I og<br />

med at lærerne er til stede ved evalueringen,<br />

kan de stille uddybende spørgsmål,<br />

der tager indholdsmæssige og didaktiske<br />

hensyn.<br />

For at få et mere systematisk struktureret<br />

datamateriale har vi på Peter Sabroe<br />

Seminariet valgt at supplere ovenstående<br />

former med en egentlig spørgeskemaundersøgelse.<br />

Allerede i 2002 udformede en arbejdsgruppe<br />

nogle spørgsmål til hvert semester<br />

på uddannelsen.<br />

I udformning af spørgsmålene tog gruppen<br />

hensyn til de formodninger, vi havde<br />

om, hvad der trængte til et kritisk<br />

blik. Vi mente dengang, at informationer<br />

til de studerende om skemaforhold,<br />

litteraturlister og formål med de enkelte<br />

undervisningsforløb kunne trænge til<br />

et eftersyn. I hvert fald indgik der i den<br />

fortælling, som vi fortalte om os selv,<br />

en vis koketteren, med ord som ”frugtbart<br />

kaos”, ”vi bygger skibet, mens vi<br />

sejler” og andre udtryk, der ikke vidner<br />

om en meget strømlinet tilgang til<br />

planlægning. Bagsiden er selvfølgelig,<br />

at ikke alle studerende oplever alt kaos<br />

som frugtbart. Vi ville gerne have data<br />

på, hvordan de studerende opfattede<br />

deres studievilkår på dette punkt.<br />

Desuden spurgte vi naturligvis ind til<br />

de studerendes vurdering af indholdet<br />

på de enkelte undervisningsforløb. Af<br />

hensyn til den kompleksitet, der kan<br />

ligge i det indholdsmæssige, valgte vi<br />

at spørge generelt til hele undervisningsforløbet.<br />

Hensigten med spørgeskemaundersøgelsen<br />

er ikke at få data,<br />

der præcist kan sige, hvad der skal ændres,<br />

men mere at få data, der kan afsløre,<br />

hvor der evt. skal undersøges<br />

nærmere. Det kan både være i form af<br />

et fokusgruppeinterview med udvalgte<br />

studerende eller bare ved at indhente<br />

forklarende kommentarer fra de ansvarlige<br />

for forløbet.<br />

Vi valgte at gøre undersøgelsen enkel<br />

ved at give relativt få svarmuligheder<br />

på de enkelte spørgsmål. Oftest<br />

5 muligheder spændende fra det bedste<br />

(f.eks. ”meget positivt” eller ”meget<br />

godt”) til det ringeste (f.eks. ”meget<br />

negativt” eller ”uacceptabelt”). Desuden<br />

valgte vi at begrænse antallet af<br />

spørgsmål, så den enkelte studerende<br />

kunne blive færdig med besvarelsen i<br />

løbet af 10 til 15 minutter.<br />

Vi har tidligere brugt spørgsmålene ved<br />

at udlevere et papirark, som så blev behandlet<br />

manuelt. Det giver høj besvarelsesprocent,<br />

men meget besværlig<br />

databehandling. Denne gang valgte vi<br />

at bruge et elektronisk spørgeskemaprogram,<br />

der er købt i fællesskab med<br />

vore partnere i CVU-Alpha. De studerende<br />

fik spørgsmålene sendt pr. mail<br />

og besvarede pr. mail. Programmet sikrer<br />

såvel de studerende anonymitet,<br />

som seminariet mod forsøg på at besvare<br />

spørgsmålene fl ere gange.<br />

Desuden spurgte vi til de studerendes<br />

trivsel. Vi har naturligvis gennemført<br />

den lovpligtige undervisningsmiljøundersøgelse,<br />

men ønskede at få endnu en<br />

pejling på, hvordan de studerende opfattede<br />

deres hverdag på studiet.<br />

Endelig valgte vi at have et tekstfelt,<br />

hvor de studerende med egne ord kunne<br />

skrive uddybende kommentarer eller<br />

behandle emner, der ikke var nævnt<br />

i undersøgelsen.<br />

For at få besvarelsesprocenten så høj<br />

som muligt var undersøgelsen annonceret<br />

på info-skærme, ligesom lærerne<br />

var blevet opfordret til at komme med<br />

remindere i forbindelse med studievejledning<br />

og undervisning. De sidste par<br />

dage inden deadline blev der sat sedler<br />

op, der gjorde opmærksom på un-<br />

Side 18 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


dersøgelsen. Anstrengelserne gav en<br />

gennemsnitlig svarprocent på 18. Det<br />

er i sig selv ikke imponerende, men tilstrækkeligt<br />

til, at vi vælger at gå videre<br />

med ideen i næste semester.<br />

Af praktiske grunde valgte vi ikke at<br />

inddrage de studerende, der i perioden<br />

var i praktik. Det er således 1., 2., 4., 5.<br />

og 7. semester, der er blevet spurgt.<br />

Hvad blev så resultaterne?<br />

Med hensyn til de organisatoriske rammer<br />

er tilfredsheden faldende i løbet af<br />

uddannelsen. Det lader til, at vi har meget<br />

godt fat i organiseringen på 1. og<br />

2. semester, mens tilfredsheden daler<br />

markant på 4. semester. Ser man fx på<br />

spørgsmålet ”Hvordan vurderer du kvaliteten<br />

af den information, du har fået<br />

om skemaforhold?” for henholdsvis<br />

1. og 4. semester er der markante forskelle.<br />

For 1. semesters vedkommende<br />

mener 61%, at den er ”God” eller ”Meget<br />

god”, 33% mener, at den er ”OK”,<br />

Forts. fra side 15<br />

ville mine kvalifikationer blive draget<br />

i tvivl og besværliggøre vores samarbejde?<br />

Familiens syn på mig som erfaren<br />

pædagog gav mig mindre rum til at<br />

begå fejl; samtidig med jeg skulle øve<br />

mig i rollen som pædagog. Hvor meget<br />

skulle jeg give af mig selv i relationen,<br />

i et kort forløb, som en praktik nu er?<br />

Og hvordan skulle jeg afslutte relationen?<br />

Det er derfor, supervision var vigtig<br />

til at afklare eventuelle dilemmaer<br />

og for at facilitere relationen til familien.<br />

Familien Larsen og jeg taler godt sam-<br />

mens 6% udtrykker, at den er ringe. På<br />

samme spørgsmål på 4. semester er den<br />

ingen besvarelser i ”Meget god”, 16%<br />

svarer ”God”, 36% svarer ”OK”, mens<br />

44% svarer ”ringe”, og 4% svarer ”helt<br />

uacceptabelt”.<br />

Besvarelsesprocenterne tillader ikke,<br />

at der drages meget bastante konklusioner,<br />

men tendensen er tydelig nok:<br />

Vi gør det på det område bedre på 1.<br />

semester end på 4. Forklaringen kan<br />

være, at vores planlægningsarbejde favoriserer<br />

1. semester, der prioriteres<br />

højt. Under alle omstændigheder giver<br />

resultatet anledning til at se på vores<br />

planlægning på 4. semester.<br />

På det indholdsmæssige område ser<br />

der ud til at være stor tilfredshed på<br />

alle semestre. Der er naturligvis forskel<br />

på vurderingen af de enkelte forløb,<br />

men der er en generel tilfredshed..<br />

På spørgsmålet ”Hvordan vurderer du<br />

generelt 4. og 5. semester” svarer 56%<br />

af de studerende på 5. semester ”meget<br />

men. Så godt, at jeg skal minde mig<br />

selv om at jeg er på arbejde. Jeg holder<br />

af familien. Hanne og børnene siger, de<br />

er glade for mig. Trods vores forskelle<br />

har vi fundet en bølgelænge, hvor vi<br />

kan omgås hinanden. Jeg er begyndt at<br />

holde igen, fordi enden på praktikken<br />

nærmer sig. Der er endnu en supervision<br />

i sigte.<br />

Jeg arbejder med relationen i brugerens<br />

hjem ved at leve mig ind i, hvordan<br />

de har det, og respektere dem. Jeg<br />

bliver påvirket følelsesmæssigt ved at<br />

opleve de svære situationer, mine brugere<br />

er i. Jeg oplever glæde ved at være<br />

en hjælp og afmagt ved ikke at kunne<br />

gøre mere.<br />

positivt” eller ”positivt”. 33% svarer<br />

”OK”. Lignende besvarelser kan findes<br />

på de andre semestre.<br />

Størst tilfredshed er der med studiemiljøet<br />

eller trivslen. På alle semestre udtrykker<br />

de studerende, at de trives. På<br />

spørgsmålet ”Hvordan trives du selv på<br />

Peter Sabroe Seminariet?”<br />

svarer 94% af de studerende på 1. semester<br />

”Godt” eller ”Meget godt” De<br />

tilsvarende tal for 2., 5., og 7. semester<br />

er henholdsvis 83, 94 og 90.<br />

Opsummerende kan man sige, at undersøgelsen<br />

viser, at vi i det store hele<br />

gør det godt, men at der især på det organisatoriske<br />

område (skemaforhold<br />

m.m.) er plads til forbedringer.<br />

Man kan finde hele undersøgelsen på<br />

www.petersabroe.dk. Hvis man har<br />

kommentarer til undersøgelsen eller<br />

til min fortolkning af den, er man<br />

meget velkommen til at sende dem til<br />

sm@petersabroe.dk.<br />

Ligesom rummet i denne artikel er for<br />

lille til at rumme og afbilde kompleksiteten<br />

i relationen mellem brugeren og<br />

pædagogen, er denne praktik ligeledes<br />

for kort. For kort til at se frugterne af<br />

denne relation modne og bære frugt. At<br />

se hvor al dette fører hen. Jeg tror, at<br />

relationsarbejde hører til pædagoger,<br />

som virkelig gerne vil vide, hvordan de<br />

følelsesmæssigt har det. For at kunne<br />

leve sig ind i andre mennesker og nære<br />

empati for dem, er man nødt til at være<br />

i stand til at leve sig ind i sig selv og<br />

have empati for sig selv. Det er svært<br />

at forstå andre, hvis jeg ikke prøver at<br />

forstå mig selv.<br />

<strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong> Vinduet Side 19


Anmeldelse<br />

Metro-mere-tak<br />

Af Lars Hur, danskstuderende<br />

De 19 deltagere i Peter Sabroe Seminariets<br />

efteruddannelse for billed-,<br />

drama og musikpædagoger<br />

2005-20<strong>06</strong> lavede et fællesprojekt<br />

- en performance.<br />

På en uges studietur i New York lavede<br />

holdet research til projektet,<br />

som havde temaet Metropol.<br />

Under opholdet i New York researchede<br />

de med brug af billeder,<br />

lyd mm. og arbejdede videre efter<br />

hjemkomsten. Hele projektet vare­<br />

de 4 uger, og performanc’en blev<br />

opført 4 gange i september.<br />

Hvad er forventningen til en performance<br />

på en billedpædagogisk efteruddannelse,<br />

der - med kun en undtagelse -<br />

udelukkende er besat med kvinder, som<br />

skal realisere sig selv ud i det kunstneriske?<br />

Mit skrækscenarium var en halv<br />

dilettantforestilling med marginaler fra<br />

nervøs lampefeber til udlevelsen af årtiers<br />

undertrykte stjernedrømme; begge<br />

med risiko for en tæerkrummende pinlighed<br />

som resultat.<br />

Heldigvis var virkeligheden en anden.<br />

’Metropol’ blev ånden i en storbys pulserende<br />

hjerte. Lyden af tilfældige møder<br />

på gadehjørner, taxachaufføren, der<br />

råber ud af vinduet, og den dybe rumlen<br />

af by, som aldrig sover. Glæden<br />

ved mødet, sorgen ved afskeden, pausen<br />

mellem timer, mellem ord, sand<br />

mellem fliser og fugle i fl ugt mellem<br />

skridt. Storbyens mangfoldighed af udtryk,<br />

indtryk, maskiner og barnegråd,<br />

insekter og sang. Det hele blandet sammen<br />

og hver for sig. ’Metropol’ blev en<br />

forestilling i stort og småt. Alle gjorde<br />

deres til at blive en del af det samlede<br />

show. Sammen med lyd, billede og<br />

events var det en sammenhængende,<br />

lukket boble; et ’byens univers’.<br />

Idet man ved indgangen fik at vide, at<br />

man ikke skulle søge sammenhæng,<br />

men blot sanse og opleve, var det ikke<br />

Foto: Thomas Kruse<br />

Foto: Thomas Kruse<br />

med hornbriller og studenterhue, jeg<br />

gik ind til forestillingen. Det var befriende.<br />

Det gav muligheden for at se<br />

’Metropol’ med det frie blik, som den<br />

slags performance skal have lov at ses<br />

med - uden at blive udsat for fortolkningens<br />

hjemme-strikkede halstørklæde.<br />

’Metropol’ er nemlig ikke en<br />

skjult historie, en symbolsk fortælling,<br />

men en væren tilstede, en oplevelse, en<br />

sansning: Oven i købet en af de mere<br />

vellykkede af slagsen.<br />

Her skal uddeles roser til både påhitsomhed,<br />

lyd, lys, billede, malere, arbejdere,<br />

underlige klovnagtige væsner på<br />

fire hjul og til ’continuity’ som det hedder<br />

på fint hollywoodsk. Der var lækkerier<br />

til både øjne og ører – og her tænker<br />

jeg ikke udelukkende på kvinder i<br />

blonde natkjoler indsmurt i diverse nuancer.<br />

Vokalen på de stille numre ikke<br />

blot supplerede oplevelsen, men gav<br />

gåsehud på den fede måde. Klovnefar<br />

og oplæseren, der ”svæver ud og væk”,<br />

skal også have et anerkendende løftet<br />

øjenbryn med på vejen for autentiskhed<br />

(autencitet hedder det vist i mere<br />

besnærende kredse), ligesom ABBAfitness-wonder-woman<br />

og hendes rødhårede<br />

modspiller skal have ’credit’<br />

for at hæve niveauet til noget nær sublimt.<br />

Min oplevelse var, at der skete<br />

noget specielt - noget som går længere<br />

end den underholdningsværdi, der ligger<br />

i, at man som tilskuer ikke kiggede<br />

på uret undervejs. Jeg er ikke ude på at<br />

forstørre ’Metropol’, men I havde fat i<br />

noget.<br />

I disse tider med kanon og målbarhed<br />

kan jeg også blive glædeligt overrasket<br />

over, at der i dagens Danmark (stadig)<br />

er plads til en uddannelse, hvor man<br />

kan svæve i kunst-bulimi-ballon. Hatten<br />

af for jer, der er med til at gøre det<br />

muligt.<br />

Skulle I finde på at genudsende ’Metropol’,<br />

vil jeg gerne inviteres.<br />

Side 20 Vinduet <strong>Apr</strong>il 20<strong>06</strong>


Afsender:<br />

Peter Sabroe Seminariet<br />

Peter Sabroes Gade 14<br />

8000 Århus C<br />

Æstetisk Pædagogisk Efteruddannelse<br />

Billedpædagog - Musikpædagog - Dramapædagog<br />

Lær at mestre dit kunstneriske udtryk<br />

Vil du gerne arbejde mere kreativt med børn og unge?<br />

Vil du lære at udnytte dine egne potentialer til at styrke børn og unges kreative udfoldelser?<br />

Så bliv billed-, musik- eller dramapædagog<br />

Peter Sabroe Seminariet udbyder igen til efteråret tre kreative efteruddannelser som henholdsvis billed-, musikog<br />

dramapædagog.<br />

Uddannelserne kører som tre parallelle kursusforløb, som både vil uddanne dig inden for dit valgte fagområde og<br />

udnytte, at de tre kunstarter kan samarbejde om kon-krete projekter og undervisningsforløb.<br />

De tre efteruddannelser har fællestitlen “TRE-I-EEN”.<br />

Uddannelsen henvender sig til dig, der gerne vil arbejde med eller arbejder med æstetiske udtryk i pædagogisk<br />

eller undervisningsmæssig sammenhæng.<br />

“TRE-I-ÉEN”<br />

er særligt velegnet for pædagoger, lærere, socialarbejdere og kunstnere. Andre faggrupper kan<br />

også deltage.<br />

Tilmeldingsfrist: 22. september 20<strong>06</strong><br />

Periode: 30. oktober 20<strong>06</strong> - 16. marts 2007<br />

Uddannelsen afvikles under lov om åben uddannelse, og der kan søges Statens voksenuddannelsesstøtte.<br />

Informationsmøder mandag d. 12. juni, tirsdag d. 15. august og tirsdag d. 5. september kl. 19.00<br />

Du er velkommen til at sende os en mail på kursus@petersabroe.dk eller ringe på tlf. 8732 7090, hvis du ønsker<br />

yderligere oplysninger. Tilmeldingsskema og program ligger på www.petersabroe.dk under kursus- og efterudd.<br />

afd<br />

Grundlæggende praktikvejlederkursus<br />

Vejledning og faglig udvikling gennem sparring<br />

Vejledning og faglig sparring er nøgleordene, når Peter Sabroe Seminariet holder praktikvejlederkursus. Vi<br />

pri­<br />

oriterer temaer som forskellige vejlederroller og vejledningsformer, læring i praksis og arbejde med deltagernes<br />

egne erfaringer ud fra cases.<br />

Kommende kurser: 22-23 maj, 12-14 september, 9-11 oktober.<br />

Deltagerbetaling: 2.200 kr. incl. forplejning.<br />

Læs mere om kurserne på vores hjemmeside eller ring til vores kursusafdeling, 87 32 70 90<br />

www.petersabroe.dk

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!