Apr 06 - 1 - VIA University College

Fødselsdag i provinsen Af Dav Jacobsen
I nålestribet habitjakke, cowboybukser
og smarte sko på fødderne, var jeg en
aften til fødselsdag hos en af vennerne,
der bor i et almindeligt hus med sin
mand i en almindelig landsby lidt uden
for Århus og har et almindeligt job og
to børn, det ene adopteret.
Der var rigtig mange mennesker, familie
og venner og kollegaer, og jeg cirkulerede
med hvidvin i et smalt glas
på lang fod og smalltalkede til højre
og venstre, mens børn i alle aldre løb
rundt i huset og forsøgte at piske en
stemning op.
Der var flag på bordene, pindemadder
på fadene og vin, øl og sodavand linet
op i køkkenet.
På et tidspunkt kom naboerne ind og
gav hånd og sagde tillykke til fødselaren.
Jeg hilste også på dem, gav hånd
og sagde navn og talte lidt om vind og
vejr og naboskab og løst og fast, og de
fortalte, at hun var sygeplejerske og
han lavede reklamer, og kort efter fik
de på forunderlig vis drejet samtalen
ind på penge.
Ikke fordi det er usædvanligt, rigtig
mange mennesker kan rigtig godt lide
at tale rigtig meget om penge og aktier
og stigende huspriser og realkreditlån
og friværdi, men det interesserer mig
så lidt, så jeg var på vej væk, da han
smilede til konen og sagde, at de netop
havde investeret i en lejlighed i Tyrkiet.
Jeg måtte lige sikre mig at have hørt
rigtigt, for stod der ikke en mand på
min egen alder med fast dame, fast arbejde
og fast ejendom på en villavej i
en almindelig landsby og fortalte, at
han havde så mange penge, så han ikke
vidste, hvad han skulle bruge dem til
og derfor havde købt lejlighed i et andet
land?
Jeg bundede hvidvinen.
Så tog jeg en halvfuld flaske fra et bord
med hvid dug og fødselsdagsfl ag og
trådte et skridt nærmere naboen. I sam-
me bevægelse smadrede jeg fl asken i
panden på ham, mens jeg med den frie
hånd stak to fingre langt ind i øjnene på
hans kone. Glasskår, blod, hvidvin og
skrig af smerte sprang ud i lokalet og
fik børnene til at stå stille.
Med naboen på knæ hamrede jeg resterne
af den knuste flaske ned i hans
tyndt behårede hovedbund. Hurtigt
vendte jeg mig mod hustruen. Lossede
hende over skinnebenet med hælen på
min smarte sko. Hendes grimme strømpebukser
gik i stykker og huden åbnede
sig for knoglen. Skriget steg en oktav.
For at få hende til at holde kæft, knaldede
jeg albuen ind i hendes kæbe, så
den brækkede. Så tav hun.
Mens jeg børstede glasskår af reverset,
så jeg mig om efter mere hvidvin. De
omkringstående gæster genoptog samtalen.
”Tænk at købe lejlighed i et land, vi
ikke engang vil have med i EU,” sagde
en ældre dame, der efter udseendet at
dømme var fødselarens mor.
”Ja, og de eneste tyrkere de ser, er dem,
der vander græsplænen og fejer fortovet.
Lejlighederne ligger jo i en slags
reservater,” tilføjede en af mine gamle
venner.
”Det er ikke så meget det, selvom det
selvfølgelig også er absurd,” sagde jeg
og tørrede mig i ansigtet med en vådserviet,
jeg havde fået af en eller anden.
”Det er lige så meget… det er bare så
… så fantasiløst,” fortsatte jeg. ”De bor
i et hus, der med garanti ikke er vurderet
til under tre millioner. De har fast
arbejde. De har livslang pensionsopsparing.
De får aldrig problemer med
økonomien. Man har simpelthen for
lidt fantasi, hvis man kun kan fi nde på
at bruge sine penge til at købe lejlighed
i Tyrkiet.”
De andre nikkede.
”Hvorfor køber de ikke en atombombe
og desarmerer den? Eller adopterer 100
afrikanske børn? Hvad fanden skal de
med en lejlighed mere?” Min stemme
lå en anelse i diskanten.
”Jeg bliver så ophidset, når jeg hører
sådan noget,” sagde jeg og strøg mig
over håret.
De andre nikkede igen. Ivrigt.
Husets 12-årige datter havde fulgt med
i samtalen de sidste par minutter. Nu
spurgte hun forsigtigt:
”Kan du ikke lide penge?”
”Jo, for fanden,” sagde jeg og grinede
til hende. ”Penge er en god ting. Så kan
man betale husleje, købe is og få tøj på
kroppen. Men med penge følger også
ansvar.”
Jeg tog en tår af hvidvinen. Hvordan
kunne jeg forklare hende, hvad jeg
tænkte, uden at komme til at lyde som
en idiot? Det kunne jeg sikkert ikke:
”Vi bliver rigere og rigere i Danmark.
Men det ser ud som om, al den rigdom
gør noget ved vores måde at tænke på.
Vi bliver mere indskrænkede. Vi vil
ikke længere have med andre mennesker
at gøre.”
”Jeg fik altså 100 kroner af mormor, og
jeg gav lillebror et knus.” Hun kiggede
udfordrende på mig.
”Det lyder dejligt,” sagde jeg. ”Men i
en lidt større målestok, er det vist alligevel
rigtigt, hvad jeg siger. Vi vil for
eksempel ikke have udlændinge i Danmark.
Vi gør alt, hvad vi kan for at holde
dem ude. Vi er bange for de fremmede.”
”Jeg er da ikke bange for min lillebror.
Og inden vi hentede ham, var han
fremmed. Han er fra Utopia. Næh, øh..
Etipio… nej, Etiopien.”
”Ja, når vi lærer folk at kende, forsvinder
vores frygt. Vi er kun bange for det,
vi ikke kender.”
Datteren lyttede, men sagde ikke noget.
Jeg fortsatte:
”Den frygt er der nogle mennesker, der
forstår at udnytte. De fortæller os, at de
fremmede kommer for at overtage vo-
Side 16 Vinduet April 2006