Ph.d.-afhandling - Arkitektskolen Aarhus

A R K I T E K T O N I S K K V A L I T E T
ph.d.−afhandling
arkitektskolen aarhus | institut for arkitektur og æstetik
o k t o b e r 2 0 0 6

Ein bestimmtes objektives Prinzip des Geschmacks, wornach die Urteile
desselben geleitet, geprüft und bewiesen werden könnten, ist schlechterdings
unmöglich.
Kant: Kritik der Urteilskraft, §57
2

I N D H O L D
FORDORD
1. INDLEDNING 12
1.1 Tematisering og forskningsemne 12
1.1.1 Indbygget kvalitet – indbygget enighed og
uforenelighed 18
1.1.2 Åbenhed og lukkethed 20
1.1.3 Formål og forbud 21
1.1.4 Lærd og læg 23
1.1.5 Betonhjerter og blød by 24
1.2 Formål og forskningsspørgsmål 26
1.2.1 Relevans 26
1.2.2 Metodologiske overvejelser og
forskningsspørgsmål 30
1.2.3 Forskningsspørgsmålenes relation til
eksisterende forskning 32
1.3 Afhandlingens indhold og opbygning 34
3

2. ARKITEKTONISK KVALITET SOM TEGN OG
DISKURSELEMENT 36
2.1 Introduktion: indhold og teoretiske og metodiske
overvejelser 36
2.1.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ som tegn 38
2.1.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ som diskurselement 39
2.1.3 Udvælgelse og strukturering af tekstuddrag 41
2.2 Forhistorie: fire historiske snit 43
2.2.1 AA’s love 43
2.2.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ i antikken og
renæssancen 45
2.2.3 Begyndende tematisering af ’arkitektonisk
kvalitet’ 47
2.2.4 Rindalisme, øjebæ og fravær af kvalitet 49
2.3 ’Arkitektonisk kvalitet’ i 90’ernes arkitekturpolitik 54
2.3.1 Arkitekturpolitikkens opkomst og
’arkitektonisk kvalitet’ 54
2.3.2 DAL 57
2.3.3 FRI 61
2.4 ’Arkitektonisk kvalitet’, evidens, evaluering og
benchmarking 63
2.4.1 Generel betydningsglidning 63
2.4.2 Sektorforskningens evalueringsprojekter 63
4

2.5 ’Arkitektonisk kvalitet’ i 00’ernes kultur- og
arkitekturpolitik 67
2.5.1 Kanon 67
2.5.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ i kultur- og
oplevelsesøkonomien 69
2.6 Lovgivning og forvaltning 71
2.6.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ i Byggeloven 71
2.6.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ og lokalplaner 74
2.7 Opsummering 83
2.7.1 Kronologisk opsummering 83
2.7.2 Begrebslig opsummering 86
2.8 Semiologiske og diskursteoretiske perspektiver 90
2.8.1 Store ord 90
2.8.2 Lévi-Strauss: flydende betegnere 92
2.8.3 Barthes: konnotationssproglig betydning 93
2.8.4 Laclau & Mouffe: Tomme betegnere og
hegemoni 94
2.9 Tre perspektiver 97
2.9.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ og kompensatoriske
strategier til håndtering af fravær af
normativ enhed 97
2.9.2 Homøopati 99
5

2.9.3 Konventionaliseret skematik eller reel
konflikt? 102
3. ARKITEKTONISK KVALITET I ET KOGNITIVT
NEUROVIDENSKABELIGT PERSPEKTIV 105
3.1 Introduktion 105
3.1.1 Fra tom betegner til konkrete referenter 106
3.1.2 Fra kvalitet til smagsdom 108
3.1.3 Indhold 109
3.2 Baggrund 111
3.2.1 Kognitivt-neurovidenskabeligt grundlag 111
3.2.2 Neuroæstetik 115
3.2.3 Visuel processering og objektkategorisering 118
3.2.4 Mulige kategoriale implikationer 122
3.2.5 Mulige ekspertisemæssige implikationer 124
3.3 Æstetisk vurdering, smag og dannelse 125
3.3.1 Smagsdommens neurale korrelat 125
3.3.2 Coke vs. Pepsi 126
3.3.3 Vinsmagning 127
6

3.4 Opsummering og hypotese 127
3.5 Eksperimentelt arbejde 129
3.5.1 Forundersøgelse 129
3.5.2 fMRI-undersøgelse 137
3.5.2.1 Eksperimentelt
design og protokol 137
3.5.2.2 Resultater 141
3.5.2.3 Diskussion 148
4. RESUMÉ OG DISKUSSION 153
4.1 ‘Arkitektonisk kvalitet’ som tegn, diskurselement og
æstetisk vurdering:
Resumé og afsluttende diskussion 153
4.2 English summary: ’Architectural quality’ as signifier,
discursive element and aesthetic judgment:
summary, conclusions and discussion 162
LITTERATUR 171
APPENDIX: Modulation of the Human Reward System as a Function
of Expertise 180
7

F O R O R D
Denne afhandling er blevet til på grundlag af et ph.d.-projekt med titlen
’arkitektonisk kvalitet’. Projektet er finansieret af Statens Forskningsråd for
Kultur og Kommunikation, men ansøgningen og projektbeskrivelsen i
forbindelse hermed blev til efter opslag af et ph.d.-stipendium på
Arkitektskolen Aarhus, hvor der efterspurgtes projekter, der kunne ”bidrage til
en indkredsning og operationalisering af begrebet arkitektonisk kvalitet”. Trods
den eksterne finansiering er projektet og afhandlingen blevet til på
foranledning af dette opslag, og bør forstås som sådan.
Da jeg i sin tid så opslaget, reagerede jeg med en vis undren og skepsis overfor
intentionen om at gøre arkitektonisk kvalitet til genstand for videnskabelig
forskning. De fleste, der gennem de sidste tre år har spurgt om, hvad jeg
lavede, har reageret på mit svar på samme måde, enkelte endda med mistro og
afvisning, de fleste med interesse og diskussionslyst.
Jeg har tolket disse reaktioner, min egen inklusiv - og undertiden ikke uden et
vist moment af selvsuggestion - som tegn på, at emnet er vigtigt.
Min motivation, der altså var større end min skepsis, har dog også andre
årsager. Praktiske og ofte konfliktfyldte erfaringer med brugere og bygherrer,
og deres ofte fundamentalt anderledes indstillinger, forventninger – ja,
kvalitetskriterier til arkitektur, kom som lettere ubehagelige overraskelser efter
et uddannelsesforløb, der i langt højere grad end jeg var bevidst om, var
præget af konsensus og fælles implicitte normer. Dette fik mig til at spekulere
over, hvorfor forskellige menneskers arkitektoniske præferencer og opfattelser
kan være så forskellige, og hvordan og hvor meget man kan forsvare eller
overhovedet påstå, at noget er bedre end andet – ud over der hvor rationelle og
økonomiske argumenter er relevante og tilstrækkelige.
Bl.a. derfor svarer projektet og nærværende afhandling ikke direkte på
opslagets fordring, og har heller ikke haft til hensigt at gøre det. Derimod har
intentionen været at undersøge denne forskellighed i opfattelser, og dermed
9

mulighedsbetingelser overhovedet for en definitorisk indkredsning og
operationalisering.
Tematiseringen af ’arkitektonisk kvalitet’ som forskningsemne i dette projekt
har derfor indebåret på én gang at fremmedgøre sig i forhold til, og samtidig
gå direkte i clinch med de latente og sædvanligvis uantastede forestillinger og
idealer, der også er ens egne i en grad så de nærmest er ”naturlige”, og som en
art tavse, regulative ideer på godt og mindre godt gennemsyrer, strukturerer
og dominerer feltet, institutionen og domænet ’arkitektur’
Det har været yderst udfordrende, men også elementært spændende og
personligt og fagligt udviklende at etablere og praktisere dette fremmedgjorte
nærvær, en form for instrumentel, bevidst og styret forudsætningsløshed
overfor det, man med arkitektstudiet egentlig og i bogstavelig forstand har
tilegnet sig.
Ph.d.-studiet har således netop været et studie, der som sådant ikke kun har
haft til formål at levere forskningsresultater, men først og fremmest at udgøre
en forskeruddannelse. Det har derfor været et selvstændigt mål at etablere en
videnskabelig horisont med en vis bredde, ikke mindst fordi forholdet mellem
arkitektur og videnskabelig forskning – med god grund - ikke er givet på
samme måde som for fx biologi. Afhandlingen kan derfor også læses som en
statusrapport over min foreløbige forskeruddannelse, og en rapporterende,
lettere efterrationaliseret beskrivelse af de vigtigste af de aktiviteter og
vidensområder, jeg har kastet mig ud og rundt i, i den temmelig intense,
forvirrede og utilstrækkelige tid, ph.d.-projektet har forløbet over.
Ikke blot på grund af forskningsemnets karakter, men også i og med dette
forsøg på en sondering, er projektet ikke baseret på én forskningsmæssig eller
videnskabelig tradition, teori eller metode, men flere, praktisk og
videnskabeligt erkendelsesmæssigt vanskeligt kompatible, hvilket i sig selv er
forbundet med vanskeligheder, jeg kun delvis har overkommet.
Dette har altså haft sine ulemper og vanskeligheder, men det har også et par
fordele: Dels at fokus forbliver på virkeligheden, der er mere kompleks end et
10

ensidigt abonnement på én teori eller metodologi kan omfatte, dels at det er
min fornemmelse at det forskeruddannelsesmæssigt har bidraget til en større
videnskabelig horisont, man ikke på forhånd er udstyret med i kraft af en
arkitektfaglig baggrund. Min uddannelsesmæssige og faglige baggrund har
dog udstyret mig med (mindst) én stor fordel, nemlig at jeg ikke som en
antropolog, sociolog eller diskursanalytiker først har skullet trænge ind i og
gøre mig bekendt med en diskurs, et domæne og et socialt system; jeg var og
er der allerede – og er ikke blevet mindre arkitekt af at have erhvervet mig en
vis videnskabelig indsigt og forskningsmæssig kunnen, snarere tvært imod.
Ud over mine vejledere, der på vidt forskellig måde og hovedsageligt
uforvarende er de væsentligste årsager til at jeg overhovedet søgte et ph.d.-
stipendium, og hvis kritik, litteraturforslag og vedholdende engagement og
opbakning har været af helt afgørende betydning, har mange, og for en hel
dels vedkommende tilfældige, ukontrollable og uforudsete faktorer haft
indflydelse på dette projekt. Diskussioner i forskernetværket Ark+, reaktioner
på foredrag, workshops, artikler og interviews jeg har leveret undervejs, og
diskussioner med forskende og praktiserende kolleger og venner og bekendte,
der beskæftiger sig med alt mulig andet, har konstant justeret og undertiden
radikalt ændret mit perspektiv. Projektet ville have været umuligt, eller i det
mindste ganske anderledes og langt mere begrænset uden disse
uforudsigelige, mere eller mindre tilfældige og mangeartede, men uvurderlige
påvirkninger. Afhandlingen har derfor mange medskyldige, men ingen
medansvarlige. Jeg er de medskyldige dybt taknemmelig – ingen nævnt, ingen
glemt. Eventuelle faktuelle fejl, misforståelser, idiosynkrasier, forglemmelser
og forblindelser er alene mit eget ansvar.
Niels Nygaard, Århus, oktober 2006
11

1 . I N D L E D N I N G
1.1 Tematisering og forskningsemne
I 2002 opslog Arkitektskolen Aarhus et ph.d.-stipendium, der efterspurgte
projekter, der kunne bidrage til en ”begrebsmæssig præcisering” og en
”indkredsning og operationalisering af begrebet arkitektonisk kvalitet”. Det
ph.d.-projekt, som nærværende afhandling redegør for, er blevet til på
foranledning af dette opslag, men har forholdt sig frit til det, for så vidt
projektet og afhandlingen, frem for at intendere og udlede en indkredsning,
definition eller operationalisering, så at sige træder et skridt til siden og i
stedet intenderer at udrede mulighedsbetingelserne overhovedet for definition
og operationalisering. Mere frit formuleret har intentionen med projektet været
at nærme sig en udredning af, hvad der er på færde, når der tales, skrives og i
det hele taget i kommunikative sammenhænge menes noget med udtrykket
’arkitektonisk kvalitet’, og af hvad der mentalt og kognitivt er på færde, når
mennesker vurderer arkitektur kvalitativt – og hvilken struktur og
sammenhæng der evt. kan være mellem alt dette.
12

Under alle omstændigheder indebærer en forskning i arkitektonisk kvalitet en
overordnet konstruktion eller tematisering af ’arkitektonisk kvalitet’ som
forskningsemne – hvilket det ikke automatisk og allerede er. Det er jo ikke alt,
der med fordel kan gøres til genstand for videnskabelig forskning; ikke alle
spørgsmål er forsknings-spørgsmål. Spørgsmål om ’arkitektonisk kvalitet’ er
som udgangspunkt blot empiriske spørgsmål om den konkret og subjektivt
erfarede beskaffenhed eller valør af et eller andet, der med en eller anden ret
eller begrundelse kan kaldes arkitektur.
Omvendt må ethvert arkitekturforskningsprojekt vel på en eller anden måde
forstå sig selv som noget, eller placere sig som en del af en kæde, hvis
endemål i en eller anden forstand er ’bedre arkitektur’ eller mere ’arkitektonisk
kvalitet’ – for alle eller i det mindste for nogen. Ud fra denne betragtning er
’arkitektonisk kvalitet’, hvis man accepterer denne vagt antydede betydning af
udtrykket, et baggrundsmæssigt, overordnet, latent eller implicit formål med
enhver form for arkitekturforskning og arkitektonisk praksis overhovedet, og
ikke noget, der med nogen fordel eller med en videnskabelig, begrebslig,
intellektuel stringens i behold kan trækkes frem i lyset og tematiseres og
afgrænses som et selvstændigt forskningsemne.
Begge common sense-betragtninger er vel som sådanne egentlig ganske
plausible.
Men også i et mere akademisk perspektiv kunne man forsvare det
udgangspunkt, egentlig i overensstemmelse med den indledende betragtning
af spørgsmål om arkitektonisk kvalitet som blotte empiriske spørgsmål, at
arkitektonisk kvalitet, og vel også litterær og kunstnerisk kvalitet eller enhver
form for kvalitet af kulturelle produkter, det er relevant at forholde sig til med
et æstetisk register, kan betragtes som et spørgsmål om smag og behag, og
som sådan ikke kan undersøges videnskabeligt, eller blot diskuteres rationelt:
De gustibus non est disputandum. Et sådant skepticistisk udgangspunkt er for
så vidt empirisk og rationelt velfunderet: mennesker har vitterlig forskellige
præferencer og smagsoplevelser, og smag er kontingent i flere dimensioner:
grundlaget for andres smag er ubestemmelig for os, det er vores også for
andre, og vores egen smag er endda kontingent for os selv, for så vidt den, jf.
13

Balthasar Gracián, ”uden forstandens medvirken skelner mellem smukt og
grimt”.
Men selvom et sådant udgangspunkt egentlig er ganske plausibelt, tenderer
det mod at udgrænse spørgsmål om arkitektonisk kvalitet til et gennemført
individuelt, rent og kompartmentaliseret æstetisk register, og derved aflyser
det ikke blot ’arkitektonisk kvalitet’ som forskningsemne, men også fx
kommunale facade- og skiltepolitikker og bestemmelser om bebyggelsers ydre
fremtræden i byplanvedtægter og lokalplaner. Eksistensen og i et vist omfang
også virkningen af de sidstnævnte er ikke desto mindre et empirisk faktum.
Det samme er, at smagspræferencer ikke er mere kontingente end at de
forefindes som intersubjektivt etablerede normer, der med en vis systematik og
uvilkårlighed spiller en stor rolle i menneskers sociale liv.
Man kunne i stedet tage udgangspunkt i at ’arkitektonisk kvalitet’, og ’kvalitet’
i det hele taget, knytter sig til den fundamentale værdidom ’god’. Hvis man vil
påstå, at noget er ’godt’ helt uafhængigt af subjektive, kontingente
betragtninger, præferencer og vurderinger uden at begå en naturalistisk
fejlslutning, må man nødvendigvis operere med og argumentere for
eksistensen af et transcendentalt princip. Spørgsmål om ’arkitektonisk kvalitet’
bliver således snarere filosofiske eller metafysiske end empirisk
forskningsmæssige eller blot pragmatiske, og selvom et sådant projekt
formentlig ville være interessant og relevant at udfolde, ville det bevæge sig på
et overordnet og meget generelt niveau, fjernt fra historiske, sociale og
sproglige kontekster og praksisser som lokalplanbestemmelser og
byplanvedtægter, kultur- og branchepolitiske statements og andre
diskurssegmenter, hvori ’arkitektonisk kvalitet’ indgår.
Et femte udgangspunkt kunne være en antagelse om, at arkitekturens egen
selvrefleksion, arkitekturteorierne, som de foreligger i form af 2000 års
tilgængelige skrifter om hvad arkitektur er og navnlig bør være, væsentligt
handler om arkitektonisk kvalitet. Man ville så skulle gå hermeneutisk,
historisk og filologisk til værks, men dels hurtigt opdage at disse teorier stort
set ikke indeholder udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, og at ’kvalitet’, fx i
formerne qualia, qualitas og qualità, indgår i betydningssammenhænge, der
overvejende er yderst forskellige fra de sammenhænge det nudanske
14

’arkitektonisk kvalitet’ indgår i, og dels at teorierne, ud over basale
oversættelses- og sammenligningsproblemer, strider med og mod hinanden,
ikke mindst om hvad arkitektur overhovedet er.
Man kunne så i stedet betragte stridende arkitekturteorier som konkurrerende
teorier om det samme, og undersøge hvilke der som sådanne kunne falsificeres
og hvilke der kunne verificeres. Men arkitekturteorier er generelt normative
teorier med vidt forskellige intellektuelle grundlag, der dog har det tilfælles, at
de ikke stiller teorierne fallibilistisk an. Man ville således blive udstyret med et
forskningsmæssigt formentlig uoverkommeligt problem med at opstille
kriterier for disse teoriers ’rigtighed’, forudsat der kan argumenteres
overbevisende for at de overhovedet og i en eller anden forstand implicit
omhandler arkitektonisk kvalitet.
Endelig kunne man forestille sig en begrebsanalyse som en mulig
definitionsproces. Dette ville dog forudsætte, at der faktisk er et begreb, der
med en vis rationalitet og logik optræder i grammatiske og betydningsmæssige
sammenhænge – hvilket langt fra nødvendigvis er tilfældet. Ellers ville en
begrebsanalyse enten kassere udtrykket og dets betydningssammenhænge
som uanvendelige for rationelle kommunikative formål og analyser, eller
definitionsprocessen ville tage form som en (re)konstruktionsproces, hvor man
udskifter det evt. irrationelle, modsigelsesfyldte, vage eller helt fraværende
begrebsindhold med et mere eksakt og veldisciplineret, hvorved man netop
ville konstruere og ikke analysere og operationalisere et allerede eksisterende
begreb, hvor diffust, modsigelsesfyldt og flydende det end måtte være.
De ovenstående, og fravalgte, metodologiske udgangspunkter, har det
tilfælles, at de, selvom de er relevante og givetvis kan legitimeres, præsenteres
og udfoldes mere konstruktivt end antydet ovenfor, ville have en tendens til
enten at gøre kort proces med arkitektonisk kvalitet som forskningsemne, eller
gennem en konstruktion, der ville foregå mere eller mindre uafhængigt af den
historiske, sociale, sproglige og fænomenale virkelighed, ’arkitektonisk
kvalitet’ faktisk indgår i, herigennem tendere mod at gøre det til noget andet.
15

Hvilke metodologiske udgangspunkter, der som formentlig mere anvendelige
alternativer end de ovenstående er taget i dette projekt, vil blive lagt frem og
gennemgået til sidst i denne del.
Ind til videre skal det blot bemærkes, at når arkitektonisk kvalitet faktisk er
relevant at tematisere som forskningsemne, skyldes det først og fremmest, at
udtrykket allerede er kommet ind i forskningens, lovgivningens, teknokratiets,
bureaukratiets, kulturpolitikkens og samfunds- og arkitekturdebattens
verdener. Udtrykket optræder altså allerede uden for hverdagssprogligt
uforpligtende sammenhænge, og i kontekster, fx forskningsmæssige, juridiske
og forvaltningsmæssige, hvor en vis begrebslig præcision og stringens synes
påkrævet - bl.a. af retssikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med
udtrykkets anvendelse i byggeloven og i forvaltningen af denne.
Hvorfor et udtryk som ’arkitektonisk kvalitet’ overhovedet er kommet ind i
disse kontekster og diskursive sammenhænge kunne være et
forskningsspørgsmål i sig selv. Selvom dette spørgsmål berøres mod
slutningen af afhandlingens anden del, har dette projekt i denne henseende
fortrinsvist koncentreret sig om hvad det gør ved og i de ovennævnte
sammenhænge.
Men ud over de ovennævnte sammenhænge, ser ’arkitektonisk kvalitet’ også
ud til at indgå i eller være en form for ”knudepunkt” i diskussioner om
arkitekturens og arkitekters værdier og normative orienteringsgrundlag. Og
ikke mindst den offentlige debat tyder på, at sådanne diskussioner eller
værdidebatter føles påtrængende: ”Det er forfærdeligt, hvis ingen tør tage den
grundliggende diskussion om værdierne i bygningskulturen”, sagde arkitekten
Lene Tranberg i Politiken (Thøgersen, 2005), som en blandt mange adspurgte
arkitekter, der alle efterspurgte en mere basal arkitektonisk kvalitets- og
værdidebat i Danmark. Dette på trods af, eller måske netop fordi, journalisten
bag og i samme artikel mener, at ”arkitekternes bidrag til den hjemlige
arkitekturdebat gennemgående er lige så tamme som de huse, de bygger.” En
anden kulturjournalist og arkitekturanmelder i samme dagblad, Karsten R.S.
Ifversen, lancerede i januar 2006 ”Makværk”, Politikens forsinkede pendant til
Ekstra Bladets 15 år tidligere ”øjebæ-kampagne”, der angiveligt ”håber at få sat
fingre på nogle af de problemer, der bør tages fat om. Og at man ved at få
øjnene op for ulykkerne i bygningskunsten også får klargjort, hvad vi forstår
16

ved kvalitet, der ofte bruges abstrakt og kan være som våd sæbe at få hånd
om.” (Ifversen, 2006).
Makværk-projektet var en læserbestemt liste over de syv største
arkitektoniske, by- og landskabsmæssige ubehageligheder eller ”makværker” i
Danmark lige nu, og som sådan en negation eller spejling af det næsten
samtidigt lancerede kulturministerielle kanonprojekt, der også ved netop
konkrete eksempler, ifølge kulturministeriets pressemeddelelse fra december
2004, sigtede mod at rejse en ”spændende diskussion om kvalitet”. Disse
induktive fremgangsmåder, der reelt ikke er ’kanoner’ i præskriptiv,
instrumentel forstand, er formentlig ganske produktive for fremkaldelse af
diskussioner og måske endda en form for erkendelser om litterær,
billedkunstnerisk eller arkitektonisk kvalitet, og interessen for dem afspejler
muligvis også et aktuelt udbredt, følt behov for den slags diskussioner,
’kulturkampe’, ’værdidebatter’ og erkendelser. Men selvom de er induktive, er
de er ikke videnskabelige, og har ganske andre, mere eller mindre latente,
underholdende, opdragende, nationalt identitetsskabende og politiske formål,
snarere end erkendelsesmæssige.
Så hvordan kan man tematisere ’arkitektonisk kvalitet’, så det bliver refleksivt
og forskningsbart i en eller anden videnskabelig forstand – uden at gøre
prokrustisk vold på udtrykket i en teoretisk og instrumentel konstruktion og
operationalisering af det som begreb, hvor det muligvis kunne blive en
teoretisk operationel term, men herved formentlig påtvinges en noget anden
betydning end den eller rettere de betydninger, det allerede har – og med
hvilke det allerede cirkulerer, og sandsynligvis uanfægtet vil blive ved med, i
såvel arkitekters som andre menneskers og institutioners sproglige praksis?
Med andre ord: Hvordan kan man stille spørgsmålet: hvad betyder
’arkitektonisk kvalitet’ (allerede)?, og ikke: hvad kan man i en instrumentel
teoretisk hensigt få ’arkitektonisk kvalitet’ til at betyde?
Dette er det hovedsagelige emne for resten af indledningen.
For at give et billede af hvordan udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ faktisk
optræder i forskellige sammenhænge, hvordan det bliver tematiseret i denne
afhandling, og for at introducere nogle af de spørgsmål der rejses hermed,
refereres og diskuteres nedenfor indledningsvist nogle konkrete,
eksemplificerende og forhåbentlig illustrative anvendelser af udtrykket.
17

1.1.1 Indbygget kvalitet – indbygget enighed og uforenelighed
Den 29. november 2005 afholdt Statens Byggeforskningsinstitut, på
foranledning af nogle af instituttets arkitekturforskere, en såkaldt debatdag
under overskriften Indbygget kvalitet. Arkitektonisk kvalitet i byggeriet og det
byggede miljø. Ifølge programmet var formålet med debatdagen, gennem ”en
konstruktiv debat”, at ”skabe en fælles forståelse blandt alle byggeriets parter
om, hvad arkitektonisk kvalitet er.”
Debatdagen bestod af 15 korte oplæg. I ét af oplæggene relateredes
’arkitektonisk kvalitet’ til det, der blev kaldt ”hverdagsæstetik”, og oplevelsen
af arkitektonisk kvalitet sammenlignedes med at tage et perfekt tempereret
karbad en kold vinterdag – altså en kropslig, omfattende følelse af velvære. Et
andet omhandlede nye beregningsmetoder i forbindelse med statik i
betonkonstruktioner. Et tredje omhandlede forskellige virksomhedskulturers
opfattelse af begrebet ’arbejde’, og hvad disse opfattelser betød for
produktivitet, stressproblemer og medarbejdertrivsel – hvilket kun yderst
perifert blev relateret til bygningsmæssige rammer. Et fjerde hævdede, at
’arkitektonisk kvalitet’ i virkeligheden er ækvivalent med det, at bygninger kan
have ”sjæl” og ”aura” – altså at ’arkitektonisk kvalitet’ alluderer til en særlig
form for metafysisk æstetisk erfaring. Og et femte handlede om nye former for
varmetabsberegninger i forbindelse med det nye bygningsreglement. Selv
bidrog jeg med en præsentation af de foreløbige resultater fra scanninger af to
forsøgsgruppers hjerneaktivitet under forevisning og evaluering af billeder af
bygninger, foretaget nogle dage før på Hvidovre Hospitals MR-afdeling.
Ud over den påfaldende diversitet imellem de hver for sig interessante oplæg,
hæftede jeg mig særligt ved to ting: Trods programmets angivelse af formålet
med dagen, sluttede arrangementet ikke med en diskussion eller stadfæstelse
af, ”hvad arkitektonisk kvalitet er” – og dette var der tilsyneladende heller ingen
af de deltagende, der havde forventninger om – men blot med en form for
implicit, kollektiv konstatering af, at det er vigtigt. Desuden var det påfaldende,
at diversiteten i oplæggene og oplægsholdernes faglige baggrunde, optikker
og tematiseringer eller ’vinklinger’ af ’arkitektonisk kvalitet’ ikke afstedkom
problematiseringer eller konfrontationer deltagerne imellem. Arkitekterne
anfægtede fx ikke relevansen af teknisk-videnskabelig forskning i varmetabs-
og statikberegninger for ’arkitektonisk kvalitet’, ingeniørerne anfægtede ikke
relevansen af en antropologisk eller erhvervspsykologisk analyse af forskellige
18

virksomhedskulturers arbejdsopfattelser. Ingen problematiserede eller spurgte
til, på hvilket filosofisk, ontologisk eller metafysisk grundlag man overhovedet
kan påstå, at døde ting som bygninger kan have ”sjæl” og ”aura” – ligesom
ingen anfægtede den såkaldte hverdagsæstetiske karbadsallegori.
Der var heller ingen, der stillede spørgsmål til, hvilken relevans et felt eller
domæne som menneskelig biologi og en metodologi og disciplin som kognitiv
neurovidenskab har i forhold til ’arkitektonisk kvalitet’.
En række indbyggede modsætninger og modsigelser – men ingen konflikter.
Hvorfor ikke?
At fraværet af uenighed og konflikter simpelthen skyldtes ligegyldighed over
for emnet – at deltagerne ikke syntes at arkitektonisk kvalitet er noget vigtigt –
synes udelukket.
Var diversiteten i optikker og tematiseringer, og fraværet af konfrontationer så
udtryk for en udpræget tolerance og forbilledlig åbenhed i deltagernes debat-
eller konferencekultur? Eller skyldtes det en form for inhærent tematisk eller
begrebslig åbenhed forbundet med selve udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’? -
Eller talte vi overhovedet om det samme?
Det er vanskeligt at svare på, men i en vis forstand talte vi om det samme, idet
vi alle sammen faktisk talte om ’arkitektonisk kvalitet’, i enighed om at
’arkitektonisk kvalitet’ er et gode, noget der er værd at efterstræbe, og – i det
mindste tilsyneladende – i gensidig anerkendelse af hinandens mere eller
mindre fagligt determinerede og vidt forskellige perspektivers legitimitet og
relevans.
Men nærmere en definition, en operationalisering eller blot en ”fælles
forståelse af hvad arkitektonisk kvalitet er”, kom vi næppe. Hvad vi derimod
opnåede var, at vidt forskellige faggrupper, professioner og discipliner, hvoraf
nogle kun løseligt har med byggeri at gøre, faktisk opholdt sig i det samme
lokale, og talte – med og til hinanden – om hvad der i en eller anden forstand
eller udstrækning var eller føltes som det samme emne – uden obstruerende
konflikter eller alvorlige uenigheder. Enhver, der har overværet eller deltaget i
diskussioner mellem fx kunstnerisk orienterede eller fagligt ambitiøse
arkitekter, professionelle eller private bygherrer, brugergrupper, investorer,
teknikere, ingeniører og entreprenører osv., må anerkende dette som
usædvanligt, som en bedrift.
19

Men hvad er det så, der er på spil, når der tales og skrives, holdes konferencer,
debatdage og seminarer – kort sagt kommunikeres om arkitektonisk kvalitet?
Er der overhovedet noget på spil – eller er det et spil uden kamp?
1.1.2 Åbenhed og lukkethed
Diversiteten i oplæggene og den gensidige anerkendelse oplægsholderne
imellem ved SBi’s debatdag indikerer, at udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ eller
tematiseringen af det har eller er knyttet til en form for
kommunikationsfremmende og inkluderende virkning: Arkitekterne tillader og
inviterer andre grupper, professioner og discipliner til at tale med på lige
vilkår, ikke om ’kvalitet’ i almindelighed, men om arkitektonisk kvalitet.
En generel inklusiv effekt forbundet med ’arkitektonisk kvalitet’ kan imidlertid
påpeges ikke bare socialt, men også genstandsmæssigt. I en publikation fra
Danske Arkitekters Landsforbund (DAL), Arkitektonisk kvalitet – 30 eksempler
(Martinussen, 1999) medtages således, udover bygninger og en del
granitbelagte torve og gågader, desuden en telefonboks, en bil, et togsæt, to
logoer og en insulinsprøjte. Ifølge den motiverende tekst i forbindelse med
insulinsprøjten, ”er det gennem dette produkt og senere udviklingen af nye
typer penne [d.s.s. sprøjter], at virksomheden gennem årene har forholdt sig til
arkitektonisk kvalitet.” (Martinussen, 1999 p62). At biler, logoer og
insulinsprøjter kan besidde, repræsentere eller forårsage oplevelser af ’kvalitet’
er vel en rimelig påstand, men at denne kvalitet skulle være særlig
’arkitektonisk’ forekommer mindre oplagt.
Og dog. De fleste af de genstande blandt de 30 eksempler, der må siges at
være yderst perifere eller helt eksterne for en umiddelbar, intuitivt defineret
kategori med prædikatet ’arkitektur’, er nemlig tegnede af organiserede,
affilierede arkitekter. Hvad der er ’arkitektur’ eller ’arkitektonisk’ er altså ikke
defineret som ’bygningskunst’ eller ”bygninger med æstetiske kvaliteter” 1 , men
derimod, og vel egentlig i overensstemmelse med disse ords etymologi, som
det, der alene er frembragt eller designet af arkitekter. Ifølge
1 Jf. Pevsners definition: ”Et cykelskur er en bygning, Lincolnkatedralen et stykke
arkitektur. ... Betegnelsen arkitektur kan kun knyttes til bygninger med æstetiske
kvaliteter.” (Pevsner, 1943 p15)
20

ancheforeningens publikation er det da også ”afgørende ..., at
arkitektstanden påtager sig at definere, hvilke kvaliteter og værdier den kan
tilbyde det omgivende samfund” (op.cit. p3. Min kursivering), og ”publikationen
er således udtryk for en vilje blandt arkitekterne til at udpege og definere
værdifulde arkitektoniske kvaliteter.” (ibid. Min kursivering). Arkitektstanden
påberåber sig altså til dels eksklusiv ophavsret og definitionsret over, hvad der
er ’arkitektur’ og ’arkitektonisk kvalitet’ – og i andre tilfælde, fx SBi’s debatdag,
inviteres der til åben diskussion. Og ofte gøres begge dele, endda i samme
tekst, fx i en tidligere publikation fra Danske Arkitekters Landsforbund (DAL),
Arkitekturpolitik fra 1996, som der skal vendes tilbage til i afhandlingens
anden del.
Så noget er der på spil, selvom ”reglerne” synes noget uklare og
selvmodsigende. Både mellem arkitektstanden eller institutionen ’arkitektur’ og
dens omverden, og internt i standen og institutionen. Nogle flere aspekter af
dette spil ridses kort op i det følgende.
1.1.3 Formål og forbud
Formålet med SBi’s debatdag i november 2005 var som nævnt ”at skabe en
fælles forståelse ... om, hvad arkitektonisk kvalitet er”. I det hele taget er det –
forståeligt nok – et eksplicit mål i mange tekster der omhandler ’arkitektonisk
kvalitet’, at bestemme, definere eller operationalisere udtrykket. De fleste af
disse tekster erkender det vanskelige, provisoriske eller umulige i indfrielsen af
denne målsætning – og nogle beklager dette, og mener fx, at der må
konstrueres et ”fælles sprog”. Andre udtrykker tilfredshed eller lettelse over, at
der ”heldigvis” 2 ikke findes nogen definition på arkitektonisk kvalitet. I nogle
sammenhænge (muligvis hvor argumenters styrke afhænger af begrebslig
klarhed), savnes og efterstræbes altså en definition. Og i andre sammenhænge
2 Fx: ”... begrebet [arkitektonisk kvalitet] omhandler det hele, og der findes
heldigvis ingen formler eller metoder, som på forhånd sikrer kvalitet.” (Niels Vium, i
Arnfred et al., 1995); ”Der findes – heldigvis – ikke nogen definition på, hvad
[’arkitektonisk kvalitet’] er”. (Post, 2001). Jeg har selv erfaret kollegers skepsis og
modvilje overfor overhovedet at gøre ’arkitektonisk kvalitet’ til forskningsemne, da
dette uanset projektets faktiske og mere nuancerede formål opfattes som et forsøg
på en definitiv rationel begrebsliggørelse, en oplysning af hvad der er og bør være
latent, og dermed nærmest en form for helligbrøde.
21

(muligvis hvor definitionsmagt eller diskursiv magt underbygges af det
modsatte, nemlig latens og begrebslig uklarhed 3 ), tabuiseres indholdssiden så
at sige, måske fordi arkitekturens fortryllelse frygtes ophævet ved en
begrebsliggørelse, hvorfor man konstaterer med lettelse at det ikke kan lade
sig gøre – eller måske fordi intentioner om eksplicitte, instrumentelle og
operationelle kvalitetskriterier associerer ubehageligt til andre tiders og steders
gleichschaltung.
Men arkitekternes tabuisering af begrebsindholdet på den ene side og ønske
om definition og operationalisering på den anden eksisterer også, ligesom
inklusion og eksklusion, side om side, og undertiden i samme tekst. Således en
af de tekster, hvor det med lettelse konstateres, at formler og definitioner
heldigvis ikke findes, men alligevel fortsætter med at udtrykke en positiv
attitude overfor, at ”måske der i alle tiders og steders arkitektur findes en
række hovedparametre, som går igen.” 4
3 Eller tavshed: ”Den kollegiale autonomi styrker tilsvarende professionsmagten ved
at udelukke andre fra kvalitetsvurdering af professionens ydelser, og den ”tavse
viden” er magtens mere subtile raffinement. Jo større tavshed, jo mere mystisk
bliver professionens ekspertise for andre, og jo større er ”troldkarlens” magt.”
(Albertsen, 1994 p119).
4 Niels Vium, i op.cit.
22

1.1.4 Lærd og læg
Måske findes der sådanne ”hovedparametre, som går igen”. Men spørgsmålet
er i så fald, om de findes i arkitekturen, eller om de findes netop i hovederne -
på arkitekterne, eller på alle mennesker. I brancheforeningens publikation
Arkitektonisk kvalitet – 30 eksempler opfattedes arkitektur jo – og med en vis
ret - som det, der er lavet af arkitekter snarere end, at arkitekter er defineret
ved at lave arkitektur forstået som ’bygningskunst’. ’Arkitektur’ kan således, i
hvert fald fra et professionelt organisationsmæssigt eller branchepolitisk
perspektiv, være næsten hvad som helst, når blot det er skabt eller designet af
organiserede arkitekter under udfoldelse af en form for særlig faglighed eller
ekspertise – og ’arkitektonisk kvalitet’ er i den forstand kvaliteten af det,
arkitekter har designet.
Men kan ’arkitektonisk kvalitet’ så også kun vurderes retmæssigt med en
særlig faglig ekspertise, dvs. af arkitekter, eller kan lægfolk vurdere på lige
fod? – det er trods alt dem, der skal se på og benytte sig af bygningen,
togsættet eller for den sags skyld insulinsprøjten hver dag.
Og har arkitekter og lægfolk de samme ”hovedparametre”, hvad enten disse er
medfødte eller en del af en erhvervet, men almen kulturel kompetence – eller er
der en særlig uddannelsesbetinget kompetence der gør, at den ene
kvalitetsvurdering kan hævdes at være mere valid end den anden? Kan
spørgsmål om (eksistensen af) en særlig privilegeret professionel
kvalitetsvurderingskompetence reduceres til spørgsmål om magt,
definitionsmagt og professionel magt over et kundskabs- og
23

virksomhedsområde, eller kan den relateres til en særlig kunnen, en reel
ekspertise eller kognitiv kompetence?
1.1.5 Betonhjerter 5 og blød by 6
”Måske er denne tids rædsel mest slående i de arkitektoniske oplevelser: en
skrækkelig træthed bringer jeg altid med mig hjem, når jeg har vandret
gennem gaderne... Det trætter mig så meget at jeg knap nok formår at hvile ud
ved synet af de klassicistiske bygninger... Jeg er overbevist om at mennesket
ikke i nogen tidligere tidsalder har betragtet de arkitektoniske udtryksformer
med væmmelse og modvilje; det skulle forbeholdes vor egen tid”, skrev
filosoffen og forfatteren Hermann Broch i 1932. Væmmelsen og modviljen
tilskrives her ikke så meget et baggrundsagtigt, akkompagnerende eksistentielt
og æstetisk ubehag ved det Moderne, der ellers ligger som grundakkord i
teksten, men nærmere at ”den nye byggemåde ... har mistet noget, som den
endda ganske bevidst forkaster ... noget, der gør den radikalt forskellig fra alle
tidligere tiders stil: Det karakteristiske ornament.” (Broch, 1932 p71-72; min
kursivering).
Ubehaget skyldes altså i flg. Broch en ”bevidst”, intenderet ”stil” eller
”byggemåde”.
Broch indrømmer, i det mindste retorisk, at ubehaget kunne tænkes at aftage
ved tilvænning, at modviljen kunne forsvinde over tid:
”Man kunne fortælle mig at denne tid har sin egen mere prægnante maskin-,
kanon- og jernbetonstil, man kunne fortælle mig at først fremtidige
generationer vil være i stand til at fatte denne tids stil.”
5 Betonhjerter er titlen på en film fra 2005, instrueret af Michael Zile, om unge
danskeres og indvandreres voldelige og problemfyldte liv i et betonboligbyggeri i
Odense. Betonhjerter er også titlen på en artikel i Weekendavisen (Rifbjerg, 2005)
om arkitekterne Signe og Christian Cold, der her udtrykker et elitært og ufolkeligt
arkitektursyn. Desuden er Betonhjerter titlen på et beboerblad for en afdeling af
Vridsløselille Andelsboligforening i et kvarter i Albertslund.
6 Blød by er titlen på et digt af Inger Christensen, fra samlingen Det fra 1967.
Blød by var også titlen på et kritisk arkitekturtidsskrift, udgivet fra Arkitektskolen
Aarhus fra 1978-1988.
24

Men tid og tilvænning ser ikke ud til at fjerne ubehaget helt. Knap 60 år senere,
i Danmark i sommeren 1991, erklærer Ekstra Bladet krig mod fraværet af
”kvalitet”, ”grimhedens planlagte tyranni” og dets bagmænd, heriblandt og ikke
mindst arkitekterne, i noget der påfaldende ligner en populariseret og
opdateret udgave af Brochs kritik:
”Hvorfor hygger vi os bedst i de gamle kvarterer, hvorfor tiltrækker de gamle
bykerner? Simpelthen fordi de er mere menneskelige... Vi bliver bedre tilpas i
smukke omgivelser, hvor steriliteten ikke er i højsædet. Hellere den
systematiske mangel på planlægning, ja, næsten bevidste anarki, der præger
gamle kolonikvarterer med deres tårne, spir og blomstrende verandaer. Her er
varme, her var og er heldigvis stadig dejligt at være. Her er menneskeligt!”
(Gade, 1991).
De to tekster indikerer, at arkitekter og dem de bygger til ikke i enhver
henseende har de samme præferencer, ”hovedparametre” og kvalitetskriterier,
og ikke har haft det siden opkomsten af en arkitektur sterisliseret for spir,
kringelkroge og ornamenter.
Både Hermann Broch og Ekstra Bladets daværende redaktør Sven Ove Gade
opererer dog med en form for transcendentalt subjekt, med ”mennesket”
(Broch) og det ”menneskelige” (Gade), og i hvert fald Gade indrømmer
arkitekterne – når de holder fri - en plads i denne menneskelighed: ”Selv bor de
[arkitekterne] i reglen både hyggeligt og smagfuldt. Ofte i gamle boliger med
dejlige kringelkroge...” (Gade, 1991). Så det er når arkitekterne udøver deres
profession, at de praktiserer en form for u-menneskelighed.
Hos Broch bliver dette tematiseret i en stort anlagt forfalds- og åndshistorisk
diagnosticerende udredning, og hos Ekstra Bladets selvudnævnte vox populi i
en populistisk, antagonistisk tabloid-skematik, men trods de nærmest
diametrale genrer og den historiske afstand er der ikke desto mindre som
påpeget ovenfor nogle slående skematiske fællestræk. Endnu en lighed er, at
hverken Broch eller Ekstra Bladet benytter udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’,
men for Ekstra Bladets vedkommende blot ’kvalitet’ 7 .
7 ’Kvalitet’ optræder ganske vist ikke i de ovenfor citerede uddrag, men som det vil
fremgå under en mere detaljeret gennemgang af øjebæ-kampagnen i anden del af
afhandlingen, var ’kvalitet’ som udtryk for noget fraværende et hyppigt
forekommende ord, specielt i journalisten og arkitekturkritikeren Peter Olesens
bidrag.
25

Og i den sammenhæng er det, som det vil fremgå af afhandlingens anden del, i
øvrigt bemærkelsesværdigt, at disse modsætningsforhold tilsyneladende
aftager eller i det mindste afdæmpes efter øjebæ-kampagnen, og
sammenfaldende med udbredelsen og cirkulationen af netop udtrykket
’arkitektonisk kvalitet’ i 1990’erne. Som allerede indikeret i forbindelse med
SBi’s debatdag har udtrykket tilsyneladende en form for konflikteliminerende
funktion eller effekt.
At brugen af udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ ikke desto mindre til stadighed
er investeret med varianter af et tilsyneladende grundlæggende modernisme-
relateret arkitektonisk-normativt modsætningsforhold mellem forskellige
befoknings- eller socialgrupper, som det udtrykkes hos Broch og Ekstra Bladet,
vil også fremgå i anden del af afhandlingen.
Om dette modsætningsforhold har en mental eller psykologisk realitet, om
”kløften mellem arkitekter og befolkning aldrig har været dybere” (Bech-
Danielsen, 2004 p162) i mental forstand, eller om det, ligesom de figurer der
knytter sig til fx forestillinger om ’klassesamfundet’ blot er en nærmest
institutionaliseret skematik og diskursiv konvention med aftagende realitet og
relevans, vil blive undersøgt og diskuteret i afhandlingens tredje del.
1.2 Formål og forskningsspørgsmål
1.2.1 Relevans
Som nævnt under 1.1 er ’arkitektonisk kvalitets’ relevans som forskningsemne
bl.a. givet ved at det allerede anvendes i sammenhænge, bl.a.
forskningsmæssige og legislative, der alt andet lige fordrer en
betydningsmæssig stabilitet og præcision, udtrykket ikke umiddelbart kan leve
op til. Alene derfor er en forskningsmæssig undersøgelse af
mulighedsbetingelser for en operationalisering og begrebslig præcisering af
udtrykket relevant.
Også fra et praktisk, professionelt og fagligt perspektiv er ’arkitektonisk
kvalitet’ relevant som forskningsemne, fordi det faktisk er det, arkitekter ifølge
26

deres egen standsforenings formålsparagraf (se 2.2.1 nedenfor) er sat i verden
for at yde til deres omverden. ”Fremme af arkitektonisk kvalitet” er også (siden
lovændringen i 2001, se 2.6.1 nedenfor), ifølge formålsparagraffen, selve
formålet med Byggeloven. I begge tilfælde er ’arkitektonisk kvalitet’ dels
forbundet med en ydelse og en sikring af noget overfor samfundet, dels en
hævdelse af hhv. professionel og juridisk magt og ret til at definere dette
noget. Uanset at dette kan betragtes som legitimt, praktisk hensigtsmæssigt
og rimeligt, er dette forhold ud fra nærmest enhver betragtning konstant
problematisk, fordi der, som allerede indikeret ovenfor, dels synes at være en
udpræget grad af semantisk labilitet forbundet med udtrykket, dels synes at
være divergerende normative arkitekturopfattelser i samfundet, som alt efter
kontekst og interesser investeres i udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’.
Fra et sådant bredere samfundsmæssigt perspektiv er emnet også relevant,
fordi der synes at være en generel tendens til at kulturelle institutioners,
smagsdommes (og smagsdommeres) og kritikkens autoritet og evaluative
kompetencer og monopoler aktuelt bliver problematiseret og sat til diskussion.
Fx udtrykte Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale som statsminister
en målsætning om at afskaffe ”eksperttyranniet” og ”smagsdommerne”: ”Vi tror
på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og
smagsdommere til at bestemme på vore vegne”, sagde statsministeren ved
årsskiftet 2001-2002. ”Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk
viden”, lød det videre, men ingen kan være eksperter i andres personlige,
subjektive domme og valg, for: ”… når vi skal træffe personlige valg, er vi alle
eksperter.”
Nogle år senere lød det ikke desto mindre i en pressemeddelelse fra
Kulturministeriet 9. december 2004, at ”Kulturminister Brian Mikkelsen vil have
udformet en national kulturkanon”… [der] kan danne afsæt for en spændende
diskussion om kunstnerisk kvalitet… Kulturministeren vil nedsætte syv
kulturkanonudvalg. Et for hvert område: Billedkunst, arkitektur, design og
kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur.” Udvælgelsen af
kanonudvalgenes medlemmer blev senere retfærdiggjort med henvisning til
deres ekspertise, som ”de mest vidende kunstfaglige”, der ”i kraft af deres
uddannelse [har] stor indsigt...” (se 2.5.1 nedenfor).
27

Paradoksalt har statsministeren, der i nytårstalen lancerede en
smagsdommerafskaffelse og gjorde sig til talsmand for en individualiseret og
pluralistisk kulturopfattelse uden statslig indblanding og skelnen mellem højt
og lavt, senere fremhævet kulturkanonen som en af regeringens vigtigste
accomplishments.
I en TV-udsendelse 8 blot en måned før lanceringen af kanon-initiativet, blev
forholdet mellem kritik, kompetencer og kvalitet problematiseret. Da to
førende danske litteraturkritikere her blev udspurgt om det kriterielle grundlag
for deres anmeldelser, undslog begge sig at formulere eksplicitte kvalitetskrav,
og benægtede muligheden af at etablere såvel sådanne som et substantielt
eller essentielt grundlag for kritikken – men benægtede samtidig, at denne
manglende fundering skulle være problematisk for deres troværdighed,
autoritet og professionalisme som kritikere. Som grundlag for anmeldernes
kriterier og for et begreb om litterær kvalitet, henvistes der til en ”kanon” af
”verdenslitteratur”, som implicit udgørende en etableret norm – men vel at
mærke kun blandt litterater.
Et par måneder senere blev samme problematik taget under behandling i et
radioprogram 9 , hvor kritikken som social institution polemisk blev beskyldt for
at ”sejle under falsk flag”, nemlig oplysningens, mens den i virkeligheden er et
medium for kritikernes selvpromovering og for ophøjelse af dels blotte,
kontingente privatbetragtninger, dels bestemte befolkningsgruppers distinkte,
men lige så kontingente smag. Under oplæsningen af et essay, der indledte
programmet, hed det bl.a.: ”Ofte er der et modsat proportionalt forhold mellem
anmeldernes begejstring og bøgernes salgstal. Men for det meste udråber
kritikerne kækt den ene til geni og den anden til håbløs taber uden nogensinde
at redegøre for præmisserne, de fælder dommen på.” Og videre: ”Hvad er
kritikken andet end konsekvensløse privatbetragtninger, hvis den ikke bygger
på argumenter og et gennemsigtigt grundlag?” Litteraturkritikeren, der var til
8 DR 2 søndag d. 7. november 2004, Deadline 2. sektion ved Jes Stein Petersen
under overskriften ”Litterær kvalitet og anmelderens dom”. De to litteraturkritikere
var Lars Bukdahl og Erik Skyum-Nielsen.
9 P1 29. december 2004, Dahls Duel ved Henrik Dahl under overskriften ”Kritikken i
krise?” Duellanten var – igen – Lars Bukdahl
28

inkvisition, havde store vanskeligheder ved at svare på spørgsmålet, men også
ved at afvise det som irrelevant.
Generelt kunne ’kvalitet’, indenfor hvad der i bred forstand kan kaldes et
kulturpolitisk ressort, synes at udgør et større udvalg af aktuelle relevante
forskningsemner, fordi funderingen af og grundlaget for værdier og
værdidomme aktuelt synes at være problematisk, eller i det mindste at blive
problematiseret. Den siden regeringsskiftet i 2001 hyppige omtale og de mere
eller mindre vellykkede lanceringsforsøg af ’værdikamp’ eller ’kulturkamp’
vidner om eller er symptom på det samme. Overhovedet er de ovenfor
eksemplificerede kulturpolitiske forvirringer og modsigelser formentlig tegn på
funderingsproblemer mht. velfærdssamfundets normative grundlag; et
problemkompleks, der rækker langt ud over denne afhandlings emne og
hensigt, men som nærværende projekt til dels kan opfattes både som en del af,
og som reaktion og symptom på.
29

1.2.2 Metodologiske overvejelser og forskningsspørgsmål
Indledningsvist blev en række mulige grundlæggende perspektiver og
metodiske udgangspunkter præsenteret og fravalgt, da de enten demonterer
forskningsemnet på forhånd, eller også operere på niveauer, der ville gøre
’arkitektonisk kvalitet’ til et (i bedste fald) meget overordnet og generelt
filosofisk eller begrebsanalytisk spekulativt problem, fjernt fra de erfaringer,
problematikker og betydningssammenhænge, ’arkitektonisk kvalitet’ reelt er en
del af.
Ud over enten at gøre kort proces med forskningsemnet, eller forekomme
vanskelige at gennemføre et reelt forskningsprojekt på grundlag af, har
perspektiverne også det tilfælles, at de så at sige ’går lige på’ emnet og på
forskellig vis spørger direkte til hvad arkitektonisk kvalitet er i en rationelt
begrebslig eller væsentlig og ontologisk forstand – hvilket synes at være
problematisk. De sproglige, sociale og kognitive strukturer, verden opleves og
forstås igennem, er måske nok transparente, men ligesom glasdøre er de der
ikke desto mindre, og bør ikke overses. Det er disse, nærværende projekt først
og fremmest interesserer sig for og spørger til.
30

Denne afhandling foreslår derfor i stedet at betragte ’arkitektonisk kvalitet’
pragmatisk og empirisk som dels et udtryk i sproget, dels en kategori eller
type af oplevelser og domme, og intenderer at udrede forholdet derimellem.
Det vil i den forbindelse være ukontroversielt at hævde at ’arkitektonisk
kvalitet’ er et udtryk eller en betegner, der uanset begrebslig status og
referencer er et reelt forekommende element i visse sproglige praksisser, og
som sådant må have en betydning i og for disse.
Det vil også være relativt ukontroversielt at hævde, at arkitektonisk kvalitet er
prædikat for noget mennesker oplever, erfarer og bedømmer - ud fra mentale
og kognitive dispositioner, der uanset om de er bevidste eller introspektivt
utilgængelige, medfødte eller tilegnede, individuelt variable eller socialt
strukturerede og grupperede, må have en betydning for, hvordan mennesker
oplever og bedømmer.
Det er måske mindre ukontroversielt at sammenstille disse to perspektiver om
ét forskningsemne, da de ontologisk og metodologisk nærmest er diametrale
og tilsyneladende inkompatible: det ene sprogligt og nominalistisk, det andet
kognitivt og begrebsrealistisk. Det gøres dog i en forventning om, at disse
metodologiske perspektiver, netop qua en form for komplementaritet, hver
især kan ’se’ forskellige aspekter det andet ikke kan ’se’ (og omvendt) af
projektets genstandsfelt, når de applikeres metodisk på dette, og derfor med
en vis fordel kan sammenstilles om ét forskningsemne, uden at der
nødvendigvis skal vælges eller konkluderes til fordel for det ene eller det andet
perspektiv. Tværtimod kan denne sammenstilling findes interessant i sig selv.
Det reelt problematiske ved dette metodologiske dobbeltperspektiv består
snarere i, om de to perspektiver så at sige ’konstruerer’ deres genstand så
forskelligt, at der ikke længere er tale om det samme emne - og hvilke
relevanser og ’tilslutningsmuligheder’ resultaterne kan siges at have for og
med hinanden i en form for samlende argumentation; det kan forventeligt dels
være vanskeligt at finde reelle og uproblematiske kongruenser perspektivernes
resultater imellem, og dels kan der være risiko for illegitime konklusioner og
kategoriale kortslutninger. Risikoen synes dog værd at løbe, da den formentlig
også indbefatter en risiko for at gøre nye og interessante opdagelser.
Desuden er disse metodologiske perspektiver ikke mere diametrale og
inkompatible end, at de begge kan forstås indenfor en form for semiotisk
begrebslig ramme, og at resultaterne kan diskuteres konstruktivt og samlende
31

i et sociologisk perspektiv - og mere generelt at der kan opereres med eller i
en art porøsitet mellem vidensformerne 10 .
Projektet rekrutterer således dette dobbeltperspektiv med det
forskningsmæssige formål at undersøge og beskrive, hvilke betydninger og
semantiske funktioner ’arkitektonisk kvalitet’ antager eller bliver investeret
med i konkrete anvendelser, og hvilke generelle og evt. konfliktende normative
strukturer, der socialt og kognitivt ligger bag.
Dette søges belyst ved at rejse to overordnede forskningsspørgsmål:
1) Hvilke generelle betydningsmæssige egenskaber og eventuelle modsigelses-
og modsætningsforhold er knyttet til konkrete anvendelser, semantiske
funktioner og begrebslige indholdsudfyldelser af udtrykket ’arkitektonisk
kvalitet’?; og
2) har disse modsætningsforhold en form for mentalt og neuralt ’korrelat’; dvs.
er der en systematisk sammenhæng mellem de diskursive betydningsstrukturer
på den ene side, og på den anden mentale og kognitive betydningsstrukturer,
som disse viser sig i moduleret aktivitet i hjernens neurale netværk?
Hvordan projektets forskningsspørgsmål mere konkret vil blive stillet, hvilke
stofområder de vil blive stillet til, og hvilke vidensområder og metoder der vil
blive taget i anvendelse, vil blive beskrevet nærmere, dels i gennemgangen af
afhandlingens opbygning og indhold nedenfor under 1.3, dels i
introduktionerne til afhandlingens anden og tredje del.
1.2.3 Forskningsspørgsmålenes relation til eksisterende forskning
Projektet adskiller sig fra anden dansk forskning med samme emne på disse to
ovenstående ’fronter’, qua de perspektiver de to overordnede
forskningsspørgsmål stilles ud fra: Dels i en tematisering af ’arkitektonisk
10 Overvejelserne om og anskuelserne af de to metodologiske perspektiver som
komplementære, som hver især afdækkende forskellige aspekter af det samme,
skyldes især Hans Feldthusen og dennes arbejdspapir (uudgivet, u.å.) ”Om
semiotikken”.
32

kvalitet’ som sprogligt tegn og diskursivt element, og i sit fokus på udtrykket
og dets funktioners og betydningers sociale og historiske kontekster og
korrelationer, og dels i en kognitiv-neurovidenskabelig tematisering af
’arkitektonisk kvalitet’ som både en form for erfaringskategori, og som
empirisk forskningsobjekt.
I et sprogligt perspektiv anlægger den eksisterende forskning om arkitektonisk
kvalitet i Danmark, der i begrænset udvalg vil blive præsenteret og refereret i
afhandlingens første del som en del af det korpus, der indgår i analysen, ikke
nogen egentlig sproglig-strukturel optik eller analyse, men betragter implicit
’arkitektonisk kvalitet’ som et udtryk, der enten allerede har et fast begrebsligt
indhold, som det for forskningen gælder om at beskrive og operationalisere,
eller som et udtryk hvis begrebsindhold via forskning bør konstrueres i form af
en normativ definition og instrumentel operationalisering, der bør knyttes fast
til udtrykssiden.
I et erfarings- og vurderingsmæssigt perspektiv beskæftiger den eksisterende
forskning sig ikke systematisk med mentale eller kognitive diskrepanser eller
dissociationer mellem ikke-arkitekter, fx beboere, og ”eksperter”, om end disse
bemærkes (se 2.4.2).
I modsætning hertil anlægger dette projekt et blik på ’arkitektonisk kvalitet’
primært som et tegn med en privilegeret udtryksside, og koncentrerer sig
primært om udtrykkets diskursive funktion, effekt og cirkulation, sekundært og
som afledninger heraf, om eventuelle begrebslige indhold. Der forudsættes
således ikke noget allerede eksisterende fast begrebsindhold, og der
intenderes ikke nogen konstruktion, definition eller operationalisering af
’arkitektonisk kvalitet’ som begreb. Desuden anlægger projektet et blik på
’arkitektonisk kvalitet’ som muligt alluderende til en form for (æstetisk)
erfaringskategori, hvor valøren af de konkrete erfaringer eller oplevelser af
arkitektonisk kvalitet og den smagsdom der fældes herover, kan være
determineret af såvel medfødte neurofysiologiske og kognitive funktioner som
forskellige internaliserede sociokulturelle strukturer og konventioner og
strukturer, der er kropsliggjorte som varige dispositioner i neurale netværk,
snarere end som henvisende til en formelt, materialemæssigt eller på anden
måde objektivt determineret beskaffenhed af bygninger.
Projektet har dog, ud over at undersøge mulighedsbetingelser for en
operationalisering, ikke som selvstændigt eller centralt formål at diskutere,
33

komplementere eller supplere den eksisterende danske forskningslitteratur,
der i afhandlingen vil blive beskrevet og analyseret på lige fod med andre dele
og genrer i det indsamlede tekstkorpus.
1.3 Afhandlingens indhold og opbygning
Afhandlingen består, udover denne indledning, en resumerende slutning og et
appendix, af to overordnede dele, (del 2 og 3), der afspejler hver sit mere eller
mindre separate stykke forskningsarbejde.
Anden del er primært en sproglig undersøgelse af udtrykket ’arkitektonisk
kvalitet’. I denne del vil det gennem præsentation, beskrivelse, fortolkning og
diskussion af en række tekstuddrag, mundtlige udsagn og billeder, der
indeholder eller er relateret til udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, blive
undersøgt hvad og hvordan udtrykket betyder i og for en række forskellige
artikulationer af normative arkitekturopfattelser, og for disses indbyrdes
forhold, antagonismer og tilslutninger. De refererede tekstuddrag kommer fra
en række forskellige aktører og genrer, fx branchepolitiske statements,
avisartikler, pressemeddelelser, forvaltningsdokumenter og
sektorforskningspublikationer, og vil således også have det formål, i
hovedtræk at præsentere den allerede foreliggende danske litteratur om
emnet. Til sidst i anden del opsummeres og generaliseres fra strukturalistiske
og diskursteoretiske perspektiver nogle semantiske funktioner og
betydningsmæssige karakteristika, der har kunnet udledes af analyserne af de
udvalgte tekstuddrag, og endelig diskuteres nogle mere spekulative
implikationer af dette.
I tredje del trækkes ét væsentligt aspekt af de problematikker og konflikter, der
blev identificeret i første del, nemlig dissociationen mellem arkitekters og ikke-
arkitekters præferencer og sprogbrug, ud af en diskursiv og social sfære, og
betragtes i et kognitivt perspektiv. Dette sker gennem præsentation og
34

diskussion af en række nyere neurovidenskabelige oversigtsartikler og
forskningsresultater, med henblik på at undersøge, om de opfattelsesmæssige
forskelle og konflikter, der ridses op i første del, overhovedet kunne tænkes at
have en form for neuropsykologiske korrelater. Med andre ord, om diskursivt
artikulerede modsætninger muligt kunne have en form for kognitiv og
neuropsykologisk begrundet eksistens og realitet som varige kropsliggjorte
neurofunktionelle dispositioner.
På baggrund af dette er formuleret og udført et neurofunktionelt eksperiment,
der intenderer at undersøge og beskrive korrelationer mellem socialt
grupperede og diskursivt artikulerede arkitektonisk-normative konflikter og
opfattelsesforskelle med de mulige forskelle i neurale processer, der er
diskuteret og fremlagt som hypotetiske muligheder.
Dette eksperiment, der er udført i samarbejde med forskere fra UCL i London,
Hvidovre Hospital og Københavns Universitet, er et såkaldt neuro-imaging-
eller fMRI-studie, hvor 11 arkitekter og 11 ikke-arkitekter har bedømt et større
antal billeder af bygninger, mens der via en MR-scanner er genereret data af
deres hjerneaktivitet.
Til sidst resumeres afhandlingens dele og resultater, og disse evalueres og
perspektiveres i en afsluttende diskussion. Som appendix er tilføjet den
neurovidenskabelige redegørelse for udførelse og resultater af fMRI-studiet i
artikelform.
35

2 . A R K I T E K T O N I S K K V A L I T E T
S O M T E G N O G D I S K U R S E L E M E N T
2.1 Introduktion: indhold og teoretiske og metodiske overvejelser
Allerede i indledningen blev ’arkitektonisk kvalitet’ præsenteret som et udtryk,
der knytter sig nogle betydningsmæssige uklarheder og modsigelsesforhold,
men også en form for kommunikationsfremmende effekt til. Disse forhold kan
have forskellige årsager: De kan være sprogligt inhærente, dvs. skyldes
udtrykket selv, der kan tænkes at have en form for inhærent selvmodsigende
eller polariseret begrebsindhold, eller have en form for ”medfødt” semantisk
variabilitet eller ustabilitet. Modsigelsesforholdene kan også være socialt
betingede, dvs. som modsætnings-forhold være en effekt af strid mellem
forskellige gruppers interesser og opfattelser af udtrykkets rette anvendelse og
begrebsindhold. Og endelig kan der være tale om begge dele, altså om
36

komplekse og gensidigt påvirkende korrelationer mellem sproglige og sociale
strukturer og praksisser. Disse forhold skal beskrives og undersøges i det
følgende.
Formålet i denne del af afhandlingen er, med andre ord, at undersøge og
beskrive, hvem der bruger udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, hvordan de bruger
det, og hvad de bruger det til – for på baggrund heraf at fremdrage nogle
generelle betydningsmæssige karakteristika og diskursive funktioner, herunder
hvilke modsigelses- og modsætningsforhold og konflikter, der er knyttet til
konkrete anvendelser og forskellige eventuelle begrebslige
indholdsudfyldelser.
Denne del af afhandlingen indeholder og bygger derfor på referater,
beskrivelser og fortolkninger af tekster og tekstuddrag, der for hovedpartens
vedkommende indeholder og på forskellig vis tematiserer eller fokuserer på
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet´, og som vil blive betragtet og analyseret ikke
bare som tekster eller udsagn, men som diskurs, dvs. sprogbrug betragtet dels
som en form for social praksis, dels som værende i et dialektisk, dvs. gensidigt
påvirkende forhold til social praksis generelt (mere herom under 2.1.2
nedenfor). Til sidst diskuteres de sproglige og sociale betydningsmekanismer,
der er uddraget af det samlede tekstkorpus ud fra en strukturelt antropologisk
og semiologisk, såvel som en nyere diskursteoretisk optik, og endelig
diskuteres nogle mere overordnede og spekulative perspektiver og
implikationer omkring udtrykkets tendentielle betydningsmæssige glidninger,
fikseringer og referencer.
Nedenfor redegøres kort for, hvilke teoretiske og metodiske overvejelser der er
gjort med henblik på at udvælge, strukturere og analysere dette korpus af
tekster, der udgør grundlaget for denne del af afhandlingen.
37

2.1.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ som tegn
Det er som udgangspunkt et empirisk anliggende – ud fra lingvistiske data, der
er ukontroversielle som sådanne, og som man i egenskab af almindelig
sprogbruger eller endda intern eller medlem i forhold til den relevante diskurs,
allerede har viden, erfaring eller begrundede formodninger om – at beskrive og
undersøge, hvordan enkeltpersoner eller grupper bruger et givent udtryk, og
dermed evt. afgøre hvilke begreber der knyttes til udtrykket.
En sådan baggrundsmæssig og erfaringsbaseret viden kan dog ikke alene
udgøre et analytisk grundlag, for selvom forhånds ”viden” er en hjælp eller
måske ligefrem forudsætning som indledende og motiveret strukturering og
afgrænsning af en undersøgelse, er det på den anden side netop disse ens
egne ”formodninger”, ”viden” og common sense man må, om ikke komplet
frigøre sig af eller distancere sig fra, så sætte parentes om, og midlertidigt og i
visse henseender suspendere for at etablere eller konstruere en form for
gunstig (og kunstig) forudsætningsløshed.
Det primære teoretiske grundlag eller greb er derfor, som allerede nævnt i
indledningen, at anskue ’arkitektonisk kvalitet’, ikke som et allerede
foreliggende begreb eller en klasse af fænomener, men som et sprogligt, to-
sidet tegn (Saussure, 1907-11) hvis udtryksside man analytisk kan rette en
selvstændig og privilegeret opmærksomhed mod.
Dette greb suspenderer dels en almen, førteoretisk sproglig transparens, hvor
der i en daglig praktisk omgang med sproget ikke foretages en bevidst
adskillelse af udtryk, indhold og referent, og dels udgrænses ens eventuelle
egne, faglige men ikke mindre kontingente inklinationer og idiosynkrasier mht.
begrebsudfyldelse og anvendelse af udtrykket.
En rent strukturel lingvistisk anskuelse af ’arkitektonisk kvalitet’ som tegn er
dog i sig selv blind for de diskursive og sociale kræfter og mekanismer, der
påvirker eller determinerer tegnets semantiske funktioner og begrebslige
indholdsudfyldelser, og omvendt for hvordan udtrykkets konkrete anvendelser
og betydningsmæssige fikseringer og glidninger evt. virker tilbage på sociale
praksisser og strukturer.
Den lingvistiske, Saussure’ske optik på ’arkitektonisk kvalitet’ som et to-sidet
tegn suppleres og komplementeres derfor med en anskuelse af ’arkitektonisk
38

kvalitet’ som diskurselement, dvs. som indlejret i artikulationer af og investeret
med forskellige større betydningssammenhænge og forskellige denotative og
konnotative intentioner.
2.1.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ som diskurselement
Struktureringen af udvælgelse og deskriptiv og analytisk behandling af
teksterne, såvel som det diskursbegreb, der er anvendt ovenfor og i det
følgende, er især inspireret af Norman Faircloughs såkaldte tredimensionelle
diskursopfattelse (three-dimensional conception of discourse, se Fairclough,
1992 p62-100), hvor en given tekst kan betragtes som diskurs, hvis man
betragter den som omfattet af en diskursiv praksis (dvs. konkrete
kommunikative omstændigheder og processer omkring tekstens produktion,
distribution og konsumption), og igen betragter denne diskursive praksis som
indlejret i og en del af en social (fx politisk, ideologisk, institutionel etc.)
praksis.
SOCIAL PRACTICE
DISCURSIVE PRACTICE
TEXT
(production; distribution; consumption)
Faircloughs ”three-dimensional conception of discourse”. Efter Fairclough, 1992 p73.
39

Konsekvensen af ovenstående er, at konkret sprogbrug betragtes som diskurs,
hvis eller når det betragtes som en (særlig og sproglig) form for social praksis.
Det følger yderligere heraf, at dialektikken mellem det sociale og det diskursive
ikke er en reel, men en instrumentel distinktion som analytisk redskab, hvorfor
Faircloughs tredimensionelle model kan betragtes som et, om end temmelig
løst, metodisk grundlag 11 snarere end et forklaringsskema.
Sprog betragtet som diskurs i Faircloughs forstand er altså ikke blot en
anvendelse af et betydnings- eller repræsentationssystem, men (som
sprogbrug) en handlingsmodus, der ikke bare repræsenterer, men påvirkes af
og selv påvirker og forandrer den sociale verden.
For at undersøge, hvad mennesker rent faktisk siger, skriver og mener om og i
forbindelse med ’arkitektonisk kvalitet’, for at sikre en analyse af dette
tilstrækkelig validitet mht. repræsentativ bredde og præcision, og for at
etablere et kriterielt grundlag for udvælgelse og strukturering af et
tekstkorpus, må der i overensstemmelse med Faircloughs tredimensionelle
model etableres en form for socialt a priori for undersøgelsen.
Dvs. der må på forhånd kortlægges og udvælges, hvilke individers og gruppers
udsagn der er relevante, og hvordan disse er differentierede i forhold til
hinanden. Desuden må der formuleres kvalificerede forventninger om, hvilke
diskursive praksisser eller kommunikative genrer disse benytter sig af.
Der må samtidig, ligesom i forbindelse med fokuseringen på tegnets
udtryksside for at suspendere evt. faglige og personlige inklinationer,
anlægges den betragtning, at de forskellige udsagn, uanset ophav og genre,
som udgangspunkt er lige gyldige, relevante og konstituerende dele af det
udsnit af den sociale og diskursive virkelighed, der analyseres.
11 Faircloughs metodiske anvisninger er dog ikke fulgt slavisk i denne afhandling.
De indeholder til dels en fordring om detaljeret systematisk lingvistisk analyse (på
modellens tekstniveau, jf. figuren ovenfor), som ikke efterkommes. Dels er
diskurssegmenterne efter min vurdering ikke specielt karakteriserede og
differentierede ud fra deres rent lingvistiske træk, dels ville mikrolingvistiske
analyser være tids- og pladskrævende i et omfang, der ville reducere korpus til et
for den overordnede analyse utilstrækkeligt antal tekster. Endelig ville en
fyldestgørende, kompetent og systematisk lingvistisk analyse kræve en
videnskabelig, lingvistisk-metodisk indsigt jeg ikke er i besiddelse af. For enkelte
teksters vedkommende, hvor det har været oplagt, rettes dog en opmærksomhed
mod fx særlige ordvalg og grammatiske forhold.
40

2.1.3 Udvælgelse og strukturering af tekstuddrag
Der er derfor sammensat et korpus, der er udviklet undervejs, men ud fra et
personligt og fagligt forhåndskendskab til, hvilke ”producenter” i Faircloughs
forstand, der er relevante, dvs. har ytret sig om eller i relation til ’arkitektonisk
kvalitet’ på en måde, der er relevant for projektet. Dette forudgående,
personlige ”arkivkendskab” (Fairclough, 1992 p227) aktiveres analytisk ved at
betragte tekstproducenterne ikke blot som forfattere til eller afsendere af
tekster med en separat og selvstændig mening, men som agenter eller aktører,
der i og med disse tekster og udsagn handler og forhandler, og dermed
positionerer sig relationelt og differentielt, i et socialt rum (Bourdieu, 1994).
Relevante producenter, der betragtet som agenter eller aktører differentierer
sig både funktionelt og interessemæssigt såvel indenfor som mellem de
enkelte nummereringer nedenfor, er således:
1) branchepolitiske aktører i form af stands- og professionsforeningerne
DAL/AA og FRI;
2) statslige, parlamentarisk-politiske aktører, dvs. skiftende kultur-, bolig-,
erhvervs- og statsministre;
3) statslige administrative, forsknings- og forvaltningsaktører, dvs.
ministerielle styrelser som Skov- og Naturstyrelsen og Erhvervs- og
Boligstyrelsen 12 (Statens Byggeforskningsinstitut);
4) fagligt-akademiske aktører, dvs. undervisere, forskere og praktiserende med
tilknytning til arkitektskolerne;
5) kommunale forvaltnings- og planlægningsaktører, dvs. planlæggere og
byggesagsbehandlere, der forvalter plan- og byggelovene lokalt;
6) offentlige meningsdannende aktører, fx kulturjournalister og andre
enkeltpersoner, der har adgang til medierne og til kommunikation med de
øvrige aktører.
Korpus er også udvalgt med henblik på at udgøre en repræsentativ
genremæssig spredning, der udgør et selvstændigt kriterium, eftersom
12 Fra 27. august 2004 skiftede Erhvervs- og Boligstyrelsen navn til Erhvervs- og
Byggestyrelsen. De refererede tekster med denne styrelse som producent, er
overvejende fra før navneskiftet. Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), der hører
under denne styrelse, hed i en kortere periode By og Byg, men for at undgå
forvirring bliver navnet SBi brugt konsekvent i afhandlingen.
41

aktørernes positionelle og institutionelle beskaffenhed kun delvis determinerer
den eller de genrer, de benytter sig af, da disse også er bestemt af mediet for,
formålet med og modtageren eller konsumenten af kommunikationen. De
relevante genrer, der er repræsenteret i korpus, er således:
1) En juridisk legislativ genre, i form af lovtekst, høringssvar i forbindelse med
lovforslag, og forvaltningsdokumenter;
2) en faglig og forskningsmæssig genre, i form af forskningspublikationer og
rapporter samt artikler i fagtidsskrifter;
3) en programpolitisk genre, i form af kultur- og arkitekturpolitiske
programerklæringer og statements;
4) en journalistisk genre, her primært i form af kulturjournalistik i
landsdækkende aviser, og endelig hvad man kunne kalde
5) en populistisk eller vox populi-påberåbende meddelelsesform, som kan
findes hos tabloidpressen såvel som i politiske taler.
Sidstnævnte form er dog snarere en form for retorik med særlige og simple
strukturerende skematikker end en egentlig genre. I det hele taget er
grænserne mellem de ovenfor nævnte genrer ikke særlig præcise i praksis, men
primært instrumentelle som strukturerende af og sikrende en tilstrækkelig
repræsentativ genremæssig spredning i korpus.
Udover hensyn til en repræsentativ spredning i udvalget af producenter eller
aktører og de genrer disse benytter sig af, er korpus også struktureret under
hensyntagen til en historik, ud fra en antagelse om, eller i det mindste åbenhed
for, at diskursive og semantiske funktioner og eventuelle begrebsindhold kan
variere både synkront og diakront. Udtrykkets indhold og funktion kan tænkes
at variere med, hvilke samtidige positioner, interesser eller aktører der bruger
det på et givent tidspunkt, men det kan også tænkes at variere historisk, fx
undergå mere generelle, tendentielle semantiske glidninger over tid. Korpus
udgøres derfor af tekster, der spænder over en periode fra 1989 til 2006, med
inddragelse af enkelte ældre tekster, hvor dette har været relevant. Teksterne
er dog ikke organiseret strengt kronologisk, da der også er taget tematiske og
sammenlignende hensyn under konstruktionen af rækkefølgen.
Undersøgelsen vil, bortset fra enkelte afstikkere, begrænse sig til en dansk
kontekst.
42

2.2 Forhistorie: fire historiske snit
2.2.1 AA’s love
På sit website 13 præsenterer Akademisk Arkitektforening (AA) sig som
”en uafhængig brancheforening, som siden sin stiftelse i 1879 har set det som
sin fornemste opgave at fremme arkitektonisk kvalitet ...”.
Udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ er altså centralt i standsforeningens
selvbeskrivelse og formulering af sit og standens formål, samfundsmæssige
funktion og eksistensbegrundelse overhovedet. ’Arkitektonisk kvalitet’ er altså
det, organiserede og affilierede arkitekter er forpligtede til at levere til deres
omverden – og sådan har det været siden 1879.
Uden at drage denne påstand i egentlig tvivl, kan og bør den dog modificeres i
denne sammenhæng, eftersom ’arkitektonisk kvalitet’ ikke reelt har optrådt
uafbrudt i foreningens formålsparagraf siden Akademisk Arkitektforenings
stiftelse den 20. november 1879. I denne første foreningslov hed det, at:
13 http://www.dal-aa.dk/aa/dk/AA/Hvaderaa
43

”§ 1. Foreningen har til Formaal at værne om den akademiske
arkitektstands Rettigheder i det praktiske og retslige Liv og i det
Hele at fremme dens Interesser.
§ 2. Foreningen virker for Fastsættelsen og Opnaaelsen af en
passende Betaling for Arkitektens Arbejde. Den arbejder hen til
at paavirke Autoriteter og Lovgivningen til Fordel for Standen...”
Formålet for de akademisk uddannede arkitekter med at organisere sig var
altså, som formentlig med de fleste andre professioners organiseringer,
overskridelse af klassegrænser i form af opadgående statusmobilitet, og
opnåelse af statsanerkendt kontrol med et virksomheds- og kundskabsområde
(Albertsen, 1994 p119).
Altså, ifølge formålsbestemmelsen, en ganske eksplicit og pragmatisk fremme
af egeninteresser mht. honorering af ydelser og politisk indflydelse.
Senere bliver det tilsyneladende hensigtsmæssigt for Akademisk
Arkitektforening at nedtone vægtningen af egeninteresser, og i højere grad
legitimere og præsentere sig med reference til sin samfundsmæssige funktion
og sit virke for almenvellet, og i forbindelse hermed dukker udtrykket ’kvalitet’
op. Før den organisatoriske opsplitning af arkitektstanden og den deraf
følgende revidering af AA’s love og vedtægter i januar 2003 hed det i § 1, stk.
2 (vedtaget august 1998), således at:
”[Foreningens] formål er at virke for øget kvalitet i planlægningen
og udformningen af vore fysiske omgivelser samt at arbejde for
en bedring af vilkårene for arkitektfagets udførelse”.
Formålet med foreningen er altså både ”at virke for øget kvalitet... af vore
fysiske omgivelser”, og samtidig fremme af egeninteresser.
Efter vedtagelsen af de gældende foreningslove i 2003 er al begrundelse i
fremme af standens egne interesser tilsyneladende væk, og i foreningens love
hedder det nu i formålsbestemmelsen (§ 1, stk. 2), at:
”AA’s mål er: at fremme kvaliteten af planlægningen og
udformningen af vore omgivelser, og at agere ud fra et
helhedssyn til fremme af arkitektonisk kvalitet”.
44

Ud fra AA’s sproglige præsentation af sig selv, herunder den gældende
formålsparagraf, ser det altså ud til, at ’arkitektonisk kvalitet’ kan bestemmes
som det, professionsorganiserede arkitekter er forpligtede til at levere til deres
omverden.
Man kan også i de tre historiske versioner af foreningens formålsbestemmelse,
se en udvikling i AA’s selvbegrundelse eller legitimering fra pleje af standens
egne, pragmatiske, økonomiske og politiske interesser til samfundets fælles
interesser i kvaliteten af ”vore” omgivelser og ”arkitektonisk kvalitet” – altså en
udvikling fra ”et snævert korporativt perspektiv” til at ”præsentere sig selv som
indfrier af bredere målsætninger” (Laclau, 1994: Se 2.8.4 nedenfor) for
samfundet som helhed. En udvikling, der som det vil fremgå senere er forløbet
parallelt og i et vist omfang korrelerende med en voldsom udvikling i
karakteren af de byggede omgivelser og arkitektoniske frembringelser, og ikke
mindst måden disse er blevet modtaget på i offentligheden, i samme tidsrum.
Der er dog ikke umiddelbart grund til at tro, at fremme af egeninteresser skulle
spille en mindre rolle for en professions organisering nu, end det gjorde i
sidste halvdel af det 19. århundrede, hvilket kunne tyde på, at udtrykket
’arkitektonisk kvalitet’ faktisk har en central funktion netop i standens eller
professionens selvbeskrivelse, profilering og kommunikation med sin
omverden. Hvordan dette forholder sig, vil også blive gjort til genstand for en
analyse senere.
Først skal der, i overensstemmelse med den ovenfor nævnte åbenhed overfor
at såvel udtryk som disses begrebslige og semantiske indhold og funktioner
kan variere både mellem samtidige sprogbrugere og sprogfællesskaber såvel
som gennem et tidsligt-historisk forløb, yderligere opridses nogle korte
begrebs- eller rettere udtrykshistoriske snit.
Betydningsmæssige og funktionelle træk ved nutidige udtryk og de diskurser
og diskurssegmenter de aktuelt knytter sig til, kan formentlig i en vis
udstrækning relateres til ordenes historik.
2.2.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ i antikken og renæssancen
’Kvalitet’ som et udtryk, der henviser til aspekter af eller egenskaber ved
arkitektur, er mindst lige så gammelt som det ældste overleverede
arkitekturteoretiske skrift. Hos Vitruvius optræder ’kvalitet’ således i de
45

latinske former qualia allerede i forordet til 1. bog 14 , og qualitas i 1. bogs
kapitel 2 15 .
Qualia ser i sammenhængen ud til at henvise til en typologisk eller artsmæssig
beskaffenhed af bygninger, og qualitas henviser formentlig til beskaffenheden
af den mentale eller psykologisk effekt, eurythmia, som kompositorisk
overensstemmende proportioner, symmetria, kan have på en iagttager (Kruft,
1994, p26 & 448n; Vitruvius I, ii, 4).
Hos Palladio forekommer qualità også både i betydningen type, art eller slags,
samt i en mere psykologisk betydning, formentlig jævnfør med Vitruvius
(Palladio, 1570, p409).
I renæssancen var qualità i kunsten og arkitekturen dels forbundet med det
åndelige, det immaterielle, tingenes guddommelige, ontologiske essens og
teleologi, dels med giudizio dell’ occhio, altså noget skønsmæssigt og
subjektivt, på sanserne (øjet) beroende, og stod i begge betydninger i
modsætning til effekten af mere kvantitative, instrumentelle ’kanoner’
(Summers, 1981, p326-331).
Som hos Vitruvius henviser ’kvalitet’, i hvert fald delvis, til en psykologisk,
æstetisk eller sensorisk effekt, men desuden ser der ud til hos Vincenzo Danti
og Michelangelo (if. Summers) at være en tendentiel form for polarisering eller
udspænding af begrebsindholdet, så qualità på den ene side henviser til noget
ideelt, åndeligt, immaterielt, og på den anden til noget konkret sanseligt og
skønsmæssigt. Altså på den ene side metafysisk, på den anden konkret og
subjektivt erfaringsmæssigt. Som det vil fremgå længere fremme, ser denne
begrebslige polarisering i forskellige former ud til at være et ret konstant og
karakteristisk semantisk træk ved ’arkitektonisk kvalitet’.
Polariseringen eller den semantiske udspænding kan relateres til og har
muligvis sin oprindelse i Aristoteles’ skelnen mellem affektive og essentielle
kvaliteter. ’Essentiel kvalitet’ betegner en hel nexus af ideer, der knytter sig til
teleologiske forklaringer, og det, i kraft af hvilket en ting ”er hvad den er”,
hvorfor en forandring i essentiel kvalitet medfører destruktion, eller skabelse.
14 Conscripsi praescriptiones terminatas, ut eas adtendens et ante facta et futura
qualia sint opera, per te posses nota habere. Namque his voluminibus aperui omnes
disciplinae rationes (Vitruvius I, 3; Kruft 1994)
15 Uti in hominis corpore e cobito, pede, palmo, digito, ceterisque particulis
symmetros est eurythmiae qualitas, sic est in operum perfectionibus (Viruvius, I, ii,
4; Kruft 1994)
46

’Affektiv kvalitet’ henviser derimod i en vis forstand til ”sanseobjekter”, altså
tingene, som de fremtræder for os i kraft af vores sanser. Affektive kvaliteter er
således ”alle de modifikationer af substansen, der skifter (fx varme og kulde,
hvidhed og sorthed, tyngde og lethed, osv.) ved hvilke legemer synes at ændre
sig” (Aristoteles’ ældre metafysik, citeret fra Summers, 1981 p327-328, min
oversættelse).
Men selvom man kan hævde, at forskellige former af ordet ’kvalitet’ i
forbindelse med arkitektur kan spores langt tilbage, og evt. at visse aspekter af
et arkitekturrelateret kvalitetsbegreb har været mere eller mindre konstante,
kan man langt fra sætte et komplet og problemløst lighedstegn mellem
Vitruvius’ qualitas og qualia, Palladios, Michelangelos og Vincenzo Dantis
qualità, og så det nudanske ’arkitektonisk kvalitet’. Bl.a. af den grund, at
’arkitektonisk kvalitet’, som et udtryk, der optræder med en eller anden form
for selvstændig tematisering eller opmærksomhed, ser ud til at være relativt
nyt. Hvorfor et følt behov for en selvstændig tematisering og endog definition
og operationalisering af et udtryk som ’arkitektonisk kvalitet’ tilsyneladende
trænger sig på sidst i det 20. århundrede, vil antydningsvist blive diskuteret
senere under 2.9. I det følgende skal der overordnet ses nærmere på forløbet
af denne selvstændige opmærksomhed og tematisering, der i det mindste i
Danmark ser ud til at være opstået op gennem 1990’erne. Som optakt til dette
forløb præsenteres først en norsk artikel fra 1989.
2.2.3 Begyndende tematisering af ’arkitektonisk kvalitet’
En egentlig, skriftlig tematisering af ’arkitektonisk kvalitet’ i Norden optræder i
en norsk artikel fra 1989, forfattet af en dansk arkitekt og professor, Birgit
Cold, med overskriften Om arkitektur og kvalitet – ikke den teknisk,
funktionelle, målbare kvaliteten, men den opplevde estetiske (Cold, 1989).
Birgit Cold stiller i artiklen spørgsmålet: ”Kan vi da ikke definere hva som er
arkitektonisk kvalitet?” og fastslår umiddelbart efter: ”Det kan vi og det gjør vi.”
Allerede overskriften fastslår, at ’kvalitet’ i forbindelse med arkitektur i denne
artikel ikke henviser til tekniske og funktionelle, kvantitative, målbare
47

egenskaber, men til oplevelsesmæssige, æstetiske. Meget længere kommer
artiklen dog ikke med en egentlig definition, og det konstateres, at det er
”lettere å beskrive mangelen på kvalitet ... enn å beskrive hva de to begrepene
[arkitektonisk kvalitet] står for. Kvalitet eksisterer og oppleves i kraft av sin
motsats – mangel på kvalitet.” Afslutningsvis voves dog ”7 ”positive” hypoteser
om kvalitet”, men det indrømmes, at disse hypoteser ”beskriver et
arkitektursyn med vekt på tradisjonelle verdier”, og implicit at hypoteserne
siger mere om et bestemt arkitektursyn end om et alment anerkendt og stabilt
arkitektonisk kvalitetsbegreb, og dermed at dette syn eller denne
arkitekturopfattelse er et blandt flere, og som sådan kan bestrides af andre
opfattelser.
Desuden skelnes der i artiklen mellem forskellige ”dimensjoner” af
’arkitektonisk kvalitet’. Disse er temmelig vanskelige at orientere sig i, men der
skelnes dog relativt klart mellem på den ene side ”den situationsbestemte
kvaliteten” hvor ”oplevelsen av kvalitet oppstår i møtet mellem oss selv og
byggverket” (p6), og på den anden side ”den evige kvaliteten”, hvor ”noen
objekter og byggverker synes å ha en evig kvalitet” (p7), og hvor disse i kraft af
”historisk tilhørighet oppfattes som bærere av en slags evig kvalitet og at
denne kvaliteten bliver oppfattet av de fleste kulturer”.
Igen ses, som i eksemplerne fra antikken og renæssancen, en polarisering af
det begrebslige indhold i det kulturelle og endda transkulturelle og universelle,
hhv. noget konkret, subjektivt sanseligt og umiddelbart erfarligt.
Til allersidst i artiklen slås det endnu engang fast, at ”Den virkelige striden
handler om mangel på kvalitet”.
En mere omfattende tematisering af ’arkitektonisk kvalitet’ begynder i
Danmark først for alvor ca. 4 år senere, omkring regeringsskiftet i 1993, men
en væsentlig baggrund for dette er, med Birgit Colds ord fra artiklen refereret
ovenfor, en ”strid” der ”handler om mangel på kvalitet”. I det følgende skal der,
i en dansk kontekst, kort ses nærmere på et udsnit af denne ”strid om kvalitet”.
48

2.2.4 Rindalisme, øjebæ og fravær af kvalitet
At politiske og kulturopfattelsesmæssige skel og alliancer fordelte sig
anderledes i samfundet end det, fire-partisystemet (eller fire plus én-
partisystemet), og samfundets kulturelle, faglige og politiske organisationer og
institutioner i øvrigt afspejlede og var gearede til at håndtere, kom til
overfladen i midten af 1960’erne efter oprettelsen af Statens Kunstfond. En
lagerforvalter i Kolding, Peter Rindal, iværksatte i 1965 en
underskriftindsamling, hvor over 50.000 vrede borgere skrev under på at de
fandt det urimeligt, at almindelige skatteyderes hårdt tjente penge skulle gå til
kunstens og kunstneres underhold – vel at mærke kunst, de hverken kunne
forstå eller fordrage. Mange socialdemokratiske vælgere begyndte herefter at
orientere sig mod borgerlige partier. Og ved jordskredsvalget i 1973 kom
Rindal, den formentlig eneste dansker, der har lagt navn til en kulturel isme, i
folketinget for det nystiftede Fremskridtspartiet, der med 28 mandater var et af
de største partier i et folketing, der pludselig havde mere end fordoblet sit
antal af partier.
49

Finkulturen, med sin almene ambition om at være en privilegeret, opdragende
og fælles ressource, blev således med ét - tilsyneladende - reduceret til blot at
være ét blandt andre kulturelle tilbud.
Og de gamle partier, med deres ambition om at repræsentere samfundets
væsentlige politiske og sociale grupperinger, blev – ligeledes tilsyneladende -
reduceret til blot at være tilbud blandt andre politiske tilbud, vælgerne føler sig
frit stillede til at shoppe i mellem.
Noget egentligt systemskifte blev det dog ikke til. De ”gamle” kulturelle og
politiske magtstrukturer viste sig så stabile, at de trods afsløringerne i 1965 og
1973 af manglende korrespondens med det omgivende samfund og i den
forstand manglende demokratiske legitimitet, stort set bestod – og består 16 .
Om end mere latent, skyder aflæggere af denne konflikt mellem
statsautoriseret og folkelig kulturopfattelse dog jævnligt op i form af
enkeltsager, fx i forbindelse med Statens Kunstfonds finansiering af
udsmykningen af Store Torv i Århus.
For arkitekturens vedkommende kulminerede det, der muligvis var et alment
ubehag og en bred, folkelig akkumuleret frustration over navnlig 60’ernes og
70’ernes omfattende modernistiske boligbyggeri og landskabelige og
infrastrukturelle transformationer, først i 1991 med Ekstra Bladets lancering af
den såkaldte øjebæ-kampagne.
Daværende chefredaktør Sven Ove Gade annoncerede i juni 1991, at:
”I den kommende tid vil Ekstra Bladet systematisk skildre den
planlagte grimhed i Danmark... Vi vil gøre det i form af en
krigserklæring...
Lad os føre fælles krig imod øjebæ’erne og deres bagmænd:
Borgmestre, bygherrer, entreprenører og arkitekter.” (Gade,
1991).
16 Nogle, fx Gyldendals forlagsdirektør Johannes Riis og kunstakademirektor
Mikkel Bogh, mener endda, at hvis Statens Kunstfond i dag er truet, er det af noget
ganske andet end folkelig protest, nemlig ligegyldighed; hvor folkelige
protestaktioner og rasende diskussioner i pressen i det mindste var en form for
kommunikation, afstedkommer fondens præmieringer i dag højst ligegyldige
skuldertræk (se Sørensen, 2006).
50

I Ekstra Bladet betragtedes et vist æstetisk ubehag eller følelsen af fremmedhed
altså ikke som en uundgåelig bivirkning eller et kulturelt grundvilkår ved
moderniteten i almindelighed, men derimod som forbundet med moderne eller
modernistisk arkitektur og planlægning i særdeleshed, og som noget, der er
udtryk for en bevidst, nærmest aggressiv og undertrykkende intention hos
bestemte grupper og individer (de politiske (”borgmestre”), økonomiske
(”bygherrer, entreprenører”) og kulturelle (”arkitekter”) eliter), rettet mod
”folket”. Disse opfattelser udtrykkes igen og igen i øjebæ-kampagnen, generelt
såvel som i Gades indledende artikel:
”... Aldrig er der gjort så meget for systematisk at gøre Danmark
grimmere. Kig dig omkring! Rædsel på rædsel. Betonmonument
på betonmonument. Boligbyggeri, hvor ensformighed og kulde er
fremherskende.
[Formgivningen] er udtænkt af en arkitekt mandag morgen med
tømmermænd...
Og husk så, det alt sammen er udtryk for den allerhøjeste grad af
planlægning. Alle rædslerne er gennemtænkte udtryk for, hvad
sagkundskaben – bygherrer, entreprenører og arkitekter –
ønsker...
Den systematiske planlægning med det endegyldige resultat:
Den totale grimhed, hvor den ene øjebæ ligger ved siden af den
anden.”
(Ibid.)
Journalisten Peter Olesen, der også i andre sammenhænge, i form af bøger og
tv-udsendelser, udgjorde en stemme for en folkelig og populariseret
arkitekturkritik og bygningskulturel interesse, bidrog også til øjebæ-
kampagnen, og som det fremgår af nedenstående uddrag, udtrykker Olesen
også, om end formentlig mere retorisk og ironiserende, en opfattelse af at
”tarveligheden” er intentionel (som efter en ”opskrift”), og at arkitekterne er
blandt de skyldige parter. Desuden er ’kvalitet’ – ikke ’arkitektonisk kvalitet’,
men blot ’kvalitet’ - et hyppigt forekommende og vigtigt ord i Olesens øjebæ-
artikler generelt:
”... I dag er næsten alt [byggeri] tarveligt og uden ringeste
kvalitet...
51

... Hvor står det skrevet, at fordi noget skal være praktisk og
effektivt, skal det også partout være... af ringe kvalitet samtidig?
Jeg kender ikke den opskrift. Selvom den synes at være i brug
overalt.”
(Olesen, 1991a)
”... mange kører på ... med alt for ringe kvalitet, uden æstetik. ...
Arkitekternes eget blad ’Arkitekten’ lever, set med mine øjne, og
undskyld mig, i en helt fjern, urealistisk drømmeverden, som om
intet var galt...”
(Olesen, 1991b)
I sidstnævnte artikel indikeres, at manglen på kvalitet måske alligevel ikke
skyldes bevidst aggression, men en manglende realitetssans eller en væren ude
af trit med virkeligheden og befolkningen hos arkitektstanden. Desuden
antydes en årsag til ”kvalitetsmanglen” i fraværet af en intern kritik hos
arkitekterne, et fravær af en selvobserverende kritisk og professionsetisk
instans i standen, der forventeligt kunne og burde udspille sig i ”arkitekternes
eget blad, Arkitekten”, men ikke gør det.
Mod slutningen i artiklen præciseres øjebæ-kampagnens udpræget
antagonistiske figur, ”os” (”folket”) og ”dem” (arkitekter, bygherrer osv.),
yderligere. Det indrømmes, at arkitektstanden faktisk har en etik eller en
”holdning til arkitektur”, men at denne er en overklasses eller kulturel elites
holdning, og i konflikt med hovedparten af befolkningen:
”Hvad tænker de egentlig på? Har de ikke øjne i hovedet? Har de
nogensinde opholdt sig i et moderne Lejerbo-byggeri eller
Danbyg-byggeri?... Havde de det, så havde det været på sin
plads, at de havde fattet, at tiden var inde til at sadle lidt om i
deres holdning til arkitektur, som de oftest behandler på samme
måde, som en vis befolkningsgruppe staver fis med ph.”
(Ibid.)
Til sidst i artiklen legitimerer Peter Olesen den grovkornede og populistisk
antagonisme-baserede øjebæ-kampagne med, at den ”uudholdelige
52

sofistikerede holdning til væsentlige problemer” (Ibid.), som andre dagblade
præsterer i deres ”enøjede” og ”slagsideagtige” kritik, er utilstrækkelig – og
måske mere en del af problemet end af løsningen.
”Jeg har til dato kun set eet eneste dagblad i dette land prøve at
håndtere denne problematik på en folkelig og let tilgængelig
måde, Ekstra Bladet. I sommer i den såkaldte øjebæ-kampagne.
Så kan man mene om kampagnens slogan og Ekstra Bladets stil
og sprog, som man vil. Men man må anerkende, at det er det
absolut første dagblad herhjemme, der konsekvent har prøvet at
pege på netop de problemer, jeg omtaler: Manglen på kvalitet og
æstetik...” (Ibid.).
Hurtigt opsummeret, generaliseret og sat i relation til afhandlingens emne,
drejede Ekstra Bladets øjebæ-kampagne i 1991 sig om følgende:
- Fraværet af ’kvalitet’ (og æstetik) i omgivelserne – (endnu) ikke ’arkitektonisk
kvalitet’ – er blandt andre arkitekternes ansvar og skyld.
- Arkitekterne, som tilhørende en kulturel (og kulturradikal) elite, er ikke
allieret med ”menigmand” og ”befolkningen”, men med den politiske og
økonomiske magtelite, mod befolkningen – intenderet (jf. ”planlagt grimhed”
og ”tyranni” (Gade) og ”opskrift” (Olesen)), eller som et udslag af manglende
bevidsthed (jf. figurerne ”tømmermænd mandag morgen” (Gade) og
”snorkbobler i timen” (Olesen)).
- ”Arkitekternes egne kritikere” (Olesen) og arkitektstanden selv varetager ikke
en selviagttagende, korrigerende, intern professionsetisk kritik, der kan bringe
arkitektstanden og dens frembringelser i normativ overensstemmelse eller
kommunikation med det omgivende samfund.
- Et vist mål af populistisk retorik, i form af vulgære slagord og forsimplet
antagonistisk skematik, nødvendiggøres eller bliver i det mindste
retfærdiggjort som følge af ovenstående.
I hvilket omfang Ekstra Bladets Øjebæ-kampagne var et legitimt talerør for en
reelt eksisterende, folkelig arkitekturrindalistisk protest er vanskeligt at afgøre,
men som det fremgår ovenfor, var kampagnen politisk. Som sådan blev den
tilsyneladende også opfattet af det politiske system, hvis reaktion kom et par
år senere, angiveligt med arkitektstandens mellemkomst. Hvordan dette forløb,
53

og hvilken funktion udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ havde heri, redegøres for i
hovedtræk i det følgende.
2.3 ’Arkitektonisk kvalitet’ i 90’ernes arkitekturpolitik
2.3.1 Arkitekturpolitikkens opkomst og ’arkitektonisk kvalitet’
Fra Julius Bomholt og kulturministeriets oprettelse i 1961 og frem til Jytte
Hildens tiltrædelse som kulturminister i januar 1993, har der ikke været ført en
eksplicit arkitekturpolitik i parlamentariske rammer i Danmark. En
arkitekturpolitik kan måske siges at have været ført indirekte, i form af fx Lov
om bygningsfredning under kulturminister Hans Sølvhøj (S) i 1966, forskellige
kulturministerielt initierede bevillingslove til nybygning og renovering af
kulturinstitutionsbygninger, og som en del af efterkrigstidens boligpolitik.
Først fra og med Jytte Hildens embedsperiode som kulturminister (25. januar
1993 - 30. december 1996), ser arkitekturpolitik – Ebbe Lundgaards korte
ministerperiode i 1997 undtaget – ud til at udgøre en eksplicit og selvstændig
del af det kulturpolitiske og det kulturministerielle ressortområde.
Opkomsten og udbredelsen af udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ ser i Danmark
ud til at være tæt forbundet med denne lancering af en egentlig
arkitekturpolitik efter regeringsskiftet i 1993 og omkring midten af 1990’erne.
I juni 1994 udgiver Kultur-, Miljø- og Boligministerierne således en
arkitekturpolitisk programerklæring med titlen Dansk arkitekturpolitik, hvori
det hedder, at ”Arkitektonisk kvalitet bør formuleres som et særligt
indsatsområde... ” (Kulturministeriet et al., 1994, p4).
Der indledes i denne publikation med at understrege arkitekturens store
betydning for, på den ene side ”vort samfunds identitet” og ”kulturarv”, på den
anden side ”det enkelte menneskes opvækstvilkår og livskvalitet”. (Op.cit. p2).
Den egentlige eller aktuelle årsag til at formulere en arkitekturpolitik med
’arkitektonisk kvalitet’ som et særligt indsatsområde, angives umiddelbart
herefter:
54

”Vi har her i landet en tradition for et kvalitetspræget byggeri og
landskab, som det er vigtigt at værne om. Men der har gennem
de seneste år i flere sammenhænge været sat spørgsmålstegn
ved arkitekturens kvalitet... Eksempler er problemer med
ensartet, oplevelsesfattigt byggeri, manglende fornemmelse for
byggeri som kulturarv samt byggeri med dårlig tilpasning til
omgivelserne.” (op.cit. p2).
Som hos Cold (1989) er ’kvalitet’ udspændt til både at omfatte det enkelte
menneskes konkrete erfaring og livskvalitet, og hele samfundet og dets
kulturarv. Og igen er ’arkitektonisk kvalitet’ primært negativt defineret eller
motiveret af sit fravær, og ligeledes er problemerne med ”arkitekturens
kvalitet” æstetiske.
En anden vigtigere, eller i det mindste stærkt medvirkende, årsag til opkomsten
af såvel arkitekturpolitik som tematiseringen af ’arkitektonisk kvalitet’ var
angiveligt (iflg. Gøsta Knudsen, se nedenfor), at man i ledende, taktisk og
politisk tænkende kredse i DAL/AA og PAR efter en lang periode i 1980’erne
med krise i byggeriet, tomme ordrebøger og stor arkitektledighed, så en
mulighed i regeringsskiftet i 1993 for igen at få sat gang i projekter og
offentlige byggerier ved at få sat arkitektur på den politiske dagsorden. Ifølge
daværende rektor på Arkitektskolen i Aarhus, Gøsta Knudsen, blev
’arkitektonisk kvalitet’ et ”mantra” i denne bestræbelse. Dette ”mantra” blev
”brugt bevidst politisk” af brancheforeningerne, ud fra en ”politisk fornemmelse
for, hvad der kunne fremme projekter og give penge i kassen”. Man erfarede
hurtigt, at ’arkitektonisk kvalitet’ var ”et begreb med en stor
gennemslagskraft”, der ”fik politikerne til at tro på, at arkitektur er et fantastisk
vigtigt tema”. Omvendt gjaldt det også, at ”ministrene markedsførte sig med
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, på samme måde som ’design’ er det nu” 17 .
Ud over stilstanden i byggeriet, der nåede bunden i 1991 med den laveste
byggeaktivitet i ca. 40 år, og det pludselige regeringsskifte i 1993, var
arkitekternes initiativ formentlig også motiveret af et stærkt følt behov for at
re-brande sig selv, efter at have været udsat for massive bebrejdelser i den
offentlige debat og medierne for meddelagtighed i eller hovedansvar for stærkt
17 Gøsta Knudsen, samtale 23. marts 2006
55

upopulære dele af 60’ernes og 70’ernes byggerier og byudviklinger. Denne
kritik kulminerede som nævnt ovenfor et par år før regeringsskiftet med Ekstra
Bladets øjebæ-kampagne i 1991.
I 1996 følger Boligministeriet, i forlængelse af den fællesministerielle
programerklæring fra 1994, op med sit eget arkitekturpolitiske
handlingsprogram (Simonsen, 1996), hvor daværende boligminister Ole Løvig
Simonsen i forordet – under overskriften ”Arkitektonisk kvalitet i hverdagen” –
spørger: ”Hvad er arkitektonisk kvalitet? Det findes der ingen enkle svar på.
Men der er ingen tvivl om, at arkitekturen har en kunstnerisk dimension, hvor
det æstetiske og det visuelle spiller en meget vigtig rolle.” Vægtningen af det
kunstneriske modereres dog efterfølgende, i en bemærkning møntet på
arkitektuddannelsen og arkitekternes selvforståelse: ”Bygningskunst, teori og
æstetik, er vigtige elementer i arkitekturens udvikling og arkitektuddannelsen.
Man bør samtidig sikre, at arkitekterne fastholder jordforbindelsen” (p5).
’Arkitektonisk kvalitet’ bliver altså forbundet med en form for moderat
normativ arkitekturopfattelse, hvor æstetik er vigtig, men det er ”hverdagen” og
”jordforbindelsen” også – muligvis på linie med Birgit Colds ”arkitektursyn med
vekt på tradisjonelle verdier”, jf. 2.2.3 ovenfor.
Ifølge Boligministeriets såkaldte handlingsprogram skyldes behovet for en
arkitekturpolitik overhovedet, helt i overensstemmelse med den
fællesministerielle programerklæring fra juni 1994, at:
”Den offentlige debat har... rettet kritikken mod kvaliteten og
arkitekturen i de store almennyttige boligbebyggelser fra
1960’erne og 1970’erne...
Der er også mange opfattelser af, hvad der er årsag til den
manglende arkitektoniske kvalitet i byggeriet. Skal årsagerne
findes i byggebranchens udvikling, arkitekternes rolle heri,
bygherrernes rolle, arkitektuddannelsens indhold?”
Det kan altså se ud til, at initieringen af en egentlig arkitekturpolitik i 1994, og
den særlige interesse for ’arkitektonisk kvalitet’, der knytter sig hertil, er et
udtryk for, at man, som Carsten Thau bemærkede i en artikel allerede samme
år,
56

2.3.2 DAL
”...tænker homøopatisk: arkitekterne opfattes nu som den
medicin der kan bruges til at bekæmpe de skader man tidligere
anklagede dem for – fattiggørelsen, tømningen og udpiningen af
samfundets bygningsmasse og videre dele af det
samfundsmæssige rum...
Den nye opmærksomhed i offentligheden overfor arkitektstanden
udspringer idag mere pragmatisk af et ubestemt ønske om
kvalitet. Det vil sige frembringelser, som har et længere tidsrum
for sig, som genopretter taktile kvaliteter og en elementær glæde
over lys, rum og detaljeløsninger...
Arkitekterne har så længe været i defensiven i forhold til
politiske, økonomiske og ingeniørrationelle opfattelsesmåder, at
man har været for lidt vedholdende og fremfor alt for lidt
offensive i forhold til at udvikle opfattelser af, hvad arkitektonisk
kvalitet kan og bør indebære” (Thau, 1994, p65-66).
Arkitektstandens ”offensiv” eller udmelding, mht. ”hvad arkitektonisk kvalitet
kan og bør indebære” som svar på det fællesministerielle udspil, blev igangsat i
form af afholdelse af fire ”saloner” i foråret 1995 i Gl. Dok. Den første blev
afviklet 25. april under titlen ’Arkitektonisk kvalitet’.
Her hed det blandt andet i et af oplæggene, at: ”Politikerne har opfanget en
fejlfunktion: Arkitekturen er forsvundet. Derfor skal der lovgives om arkitektur.
Og DAL har indkaldt til en møderække, bl.a. dette møde om arkitektonisk
kvalitet...” (Carsten Juel-Christiansen i Arnfred et al., 1995).
Hensigten med salonerne var angiveligt, i flg. Allan de Waals optakt til denne
første salon, ”at få input til, hvad DAL kan anbefale eller foreholde
kulturministeren angående en ny arkitekturlov”, selvom kulturminister Jytte
Hilden angiveligt havde tilkendegivet, ”at det drejer sig om at fremme en
statslig arkitekturpolitik, ikke en arkitektlov!”
57

Ikke desto mindre syntes de fire oplægsholdere (Jens Thomas Arnfred, Thomas
Wiesner, Carsten Juel-Christiansen, Niels Vium), jf. Juel-Christiansen og de
Waal ovenfor, at udtrykke og fastholde en form for tiltro til og forhåbning om
lovgivning eller regler som det ønskelige resultat af arkitekturpolitikken og den
heraf følgende debat om ’arkitektonisk kvalitet’.
Dette kan synes selvmodsigende i Carsten Juel-Christiansens bidrag, hvor det
fremgår, at den eneste arkitektur, der så at sige kan præstere eller leve op til
prædikatet ’arkitektonisk kvalitet’, er en værkmæssig, autonom arkitektur –
dvs. en arkitektur, der som praksis og som værker opererer på egne
præmisser, uden indblanding fra politik, lovgivning og ”magtens netværk”, der
sammen med ”internettet” anvendes metonymisk i Juel-Christiansens bidrag
for en art abstrakte agenter i en generel og destruktiv samfundsmæssig og
mental fragmenteringsproces, og som sådan opfattes som den arkitektoniske
kvalitets alvorligste trusler.
”Det er min opfattelse, at arkitekturen ikke kan forsvares ud fra
en forestilling om kvalitet som spredte egenskaber, der kan
opsummeres i større eller mindre mængder. Der er kun én
egenskab, der er grundlæggende for arkitekturen, og det er dens
værkmæssige egenskab.”
Modsætningsforholdet mellem værkmæssigheden og autonomien på den ene
side, og politik og lovgivning på den anden, søges ophævet med følgende
formulering:
”På denne baggrund er det positivt, at den samme magt, som i
sin virkemåde afviser værket, med en paradoksal logik er blevet
opmærksom på sit savn. Internettet har brug for et sted at knytte
sig til.”
De kræfter eller samfundsmæssige udviklingstendenser, der ifølge Juel-
Christiansen modarbejder eller umuliggør betingelserne for arkitektonisk
kvalitet, medproducerer så at sige samtidig en øget opmærksomhed og et øget
behov for netop disse betingelser – angiveligt en ”paradoksal logik”, der, som
det vil fremgå senere, optræder i forskellige former som en karakteristisk del af
temaet ’arkitektonisk kvalitet’ (se 2.4.1 og specielt 2.9.2 nedenfor).
58

Ellers er de fire oplæg om ’arkitektonisk kvalitet’ præget af forfalds- og
tabshistorie, med et undertiden nærmest teologisk, eskatologisk præg, og man
kan under læsningen komme til at tænke på Herman Bang, der lidt mere end
100 år tidligere skrev, at ”Seklet slæber sig mod Graven gennem triste Ruiner”.
Således fx Jens Thomas Arnfred:
”Og som verden indvikler sig, bilder jeg mig ind, at der – mere
end nogensinde – er brug for at diskutere, hvad arkitektonisk
kvalitet egentlig er for en størrelse. (...). Det paradoksale er, at
samtidig med at verden er ved at bryde sammen omkring os,
anstrenger vi os kolossalt og træfsikkert for at gøre faget
medgørligt og meningsløst...
... arkitektonisk kvalitet berører vores inderste længsler og ...
grundlæggende forhold i vores tilværelse”.
Bemærkelsesværdigt er også det undertiden på en gang mystiske og rationelle
sprog med en både religiøs og naturvidenskabelig flavour, som fx i Thomas
Wiesners beskrivelse af et udvalgt, konkret eksempel på arkitektonisk kvalitet:
”[Der bliver skabt] en intensitet af målbare, tilsyneladende
trivielle forekomster af banalt tilsnit, der pludselig kan opleves, i
klarhed. En slags renselse. (...). Intet er længere givet, men er nu
blevet fastlagt ... En komprimeret uendelighed...”
Ud over afholdelsen af de fire forårssaloner udgav Danske Arkitekters
Landsforbund (DAL) også et mere officielt arkitekturpolitisk indlæg i form af
publikationen Arkitekturpolitik (Lundgaard & Beedholm, 1996) som respons på
den fællesministerielle Dansk Arkitekturpolitik fra 1994.
I forordet til DAL’s Arkitekturpolitik hedder det, at:
”I denne publikation redegøres i ord og billeder for, hvad der forestås ved
arkitektonisk kvalitet...”
”Forestås” er formentlig en stavefejl (rettelig: forstås), men den autoritære
ophøjelse af for(e)ståelsen af ’arkitektonisk kvalitet’ til noget generelt,
universelt uden noget subjekt i grammatisk forstand (ikke: vi forstår, eller:
nogen forstår, men blot: der forstås!), er bemærkelsesværdig.
59

I publikationens første kapitel med titlen ”Om arkitektonisk kvalitet”, indledes
der med at præsentere arkitekturen som en bunden kunstart, og der
fortsættes:
”Arkitekturen er derfor ofte beskrevet som den afvejede
koordinering af æstetiske, funktionelle og teknologiske hensyn,
men dette siger ikke meget om det kvalitative. Arkitekturkvalitet
drejer sig om de påvirkninger, et bygningsværk har på beskueren
eller brugeren. Påvirkningen kan være af udefinerbar karakter i
form af den blotte fornemmelse af velbefindende”.
Hvor forordet i en vis forstand understregede eller hævdede arkitektstandens
autoritære, professionelle definitionsmagt mht. at bestemme, ”hvad der
forestås ved arkitektonisk kvalitet”, drejer det sig pludselig om lægmandens
(”beskueren eller brugeren”) fornemmelser og mere eller mindre ubevidste,
æstetiske oplevelse. Bemærkelsesværdigt er også nedtoningen eller den delvise
afvisning af syntesen af ”æstetiske, funktionelle og teknologiske hensyn” som
nødvendig betingelse for arkitektonisk kvalitet, der ellers – med referencer til
Vitruvius og den oprindelige, omvendte rækkefølge firmitas, utilitas,
venustas 18 , kom til at fylde en hel del i den senere ”kvalitetsdebat” (se 2.3.3
nedenfor).
Trods vægtningen af brugerens fornemmende eller mere eller mindre ubevidste
oplevelse, betragtes det auteur- og værkmæssige, som hos Carsten Juel-
Christiansens bidrag til forårssalonen i 1995, som den vigtigste eller
essentielle betingelse for arkitektonisk kvalitet:
”Den arkitektoniske kvalitet opstår, når alle de mangeartede
elementer, en bygning skal rumme, hver især og indbyrdes har
fået en sådan omsorg og bearbejdning, at man kan tale om en
overbevisende kunstnerisk idé.
...kvalitet opstår, når der i skitseringen udkrystalliserer sig en
formmæssig, rumlig, strukturel hovedidé, som senere
gennemsyrer værket...”
18 Rettelig firmitatis, utilitatis, venustatis, se Vitruvius I, iii, 2, og Kruft, 1994: p24-
25 & 448n
60

Alligevel hedder det nogle sider efter, at: ”Denne opfattelse af arkitektur som
æstetik og ydre skønhed, er i modstrid med det egentlige og langt mere
sammensatte kvalitetsbegreb.”
DAL’s Arkitekturpolitik indeholder altså nogle modsigelsesforhold i sin
udlægning af ’arkitektonisk kvalitet’:
Der lægges vægt på lægmands umiddelbare og forudsætningsløse oplevelse,
men samtidig vægt på professionel definitionsmagt, og ’arkitektonisk kvalitet’
som noget der opstår i og determineret af arkitektens skitsering.
Desuden er ’arkitektonisk kvalitet’ ensbetydende med arkitekturværkets
værkmæssige og kunstneriske kvalitet, men ikke desto mindre er æstetiske
begreber fraværende i teksten, bortset fra ”æstetik og ydre skønhed”, der
netop nævnes som værende ”i modstrid med det egentlige og langt mere
sammensatte kvalitetsbegreb”.
Det ligger dog fast, at ’arkitektonisk kvalitet’ bliver brugt i en branchepolitisk
hensigt og sammenhæng.
2.3.3 FRI
I forlængelse af ministeriernes arkitekturpolitiske programmer fra 1994 og
1996 og DAL’s Arkitekturpolitik fra 1996, kom også Foreningen af Rådgivende
Ingeniører (FRI) med et ”indlæg i debatten”, med den eksplicit vitruviansk
inspirerede titel Skønhed Nytte og Holdbarhed (Bertelsen et al., 1996).
Her lægges der efter forordet ud med, hvad der næsten ligner en kommentar til
modsigelsesforholdene i DAL’s Arkitekturpolitik, at: ”God arkitektur er en
forening af en række – ofte konfliktende – egenskaber.” Der fortsættes herefter
med følgende:
”Vitruvius definerede for ca. 2000 år siden de tre klassiske,
arkitektoniske kvalitetsparametre: Utilitas, Venustas og Firmitas –
nytte, skønhed og holdbarhed. Megen debat om arkitektur synes
at fokusere alene på venustas – bygningens udseende. Utilitas
kommer ofte i anden række, selv om det dog er det væsentligste
formål med at bygge. Og firmitas tages næsten for givet.”
61

”Den afvejede koordinering af æstetiske, funktionelle og teknologiske hensyn”
(Lundgaard, 1996), som DAL afviste som uvæsentlig, bliver pludselig det
væsentlige, og autoritært underbygget ved reference til den ældste,
tilgængelige arkitekturteoretiske kilde, på besværgende latin.
I forordet anerkender man dog alligevel, om ikke arkitekterne, så ”den
igangværende debats ånd”:
”F.R.I´s indlæg fokuserer naturligt på nogle mere tekniske problemstillinger,
men rører dog – i den igangværende debats ånd – også ved de mere
kunstneriske.”
Det er tydeligt – bemærkelsesværdigt nok tydeligere end for DAL’s
vedkommende - at FRI i ”debatindlægget” plejer egeninteresser og agerer
branchepolitisk snarere end arkitekturpolitisk for almenvellets skyld: Man er
ligesom arkitekterne interesseret i at få stimuleret det offentlige og staten som
bygherre, men man vil ikke miskrediteres for det, der angiveligt var en
væsentlig årsag til arkitekturpolitikken og tematiseringen af ’arkitektonisk
kvalitet, nemlig kritikken af 60’ernes og 70’ernes standardiserede, monomane
betonbyggeri. Frem for at følge strømmen i arkitekternes og politikernes
arkitekturpolitiske statements og lægge afstand til disse byggerier og deres
mangel på kvalitet, skydes skylden på ændret smag: Moden er skiftet, beton og
uniformitet er ikke længere attråværdigt – men så meget desto mere er der
grund til at huske og påskønne disse byggeriers teknisk, økonomisk og
produktionsmæssigt fordelagtige sider. De nyttige erfaringer med
standardisering og industrialisering, man gjorde sig dengang, bør ifølge FRI
reaktualiseres i en genindustrialisering af byggeriet.
På ti års afstand kan det se ud som om FRI i en vis grad erobrede dominansen
over ’arkitektonisk kvalitet’ som diskursivt knudepunkt fra arkitekterne. Dels
blev Vitruvius’ ”tre klassiske, arkitektoniske kvalitetsparametre” herefter
standardinventar i næsten enhver rapport og publikation, der tematiserer
’arkitektonisk kvalitet’, og dels blev ’arkitektonisk kvalitet’ indoptaget i en
mere teknologisk og økonomisk diskurs, domineret mere af sektorforskningen
og ministerielle styrelser end af arkitektstandens organisationer og andre
kulturpolitiske aktører.
62

2.4 ’Arkitektonisk kvalitet’, evidens, evaluering og benchmarking
2.4.1 Generel betydningsglidning
Fra 1990’ernes æstetisk orienterede arkitekturpolitik til senhalvfemsernes og
årtusindskiftets organisatoriske og teknologiske programmer sker der således
et tilsvarende skift i, hvilke sammenhænge ’arkitektonisk kvalitet’ hyppigst
optræder i, og dermed hvilken rolle eller funktion udtrykket bliver knyttet til.
’Arkitektonisk kvalitet’ bliver nu en betegnelse for – på den ene side én blandt
mange andre ”parametre” eller målbare aspekter ved en ny og primært
teknologisk og økonomisk interesse for systemtænkning, benchmarking og
evaluering indenfor byggeriet; på den anden side bliver ’arkitektonisk kvalitet’
netop en del af et modsprog til disse økonomiske og new management-
inspirerede evalueringsprogrammer. Dette delvise betydningsskift og dets
indbyggede modsætningsforhold illustreres fx af en bemærkning af Gøsta
Knudsen i et interview i Arkitekten:
”90’ernes arkitekturpolitik var en ren æstetisk diskussion, og
pendulet er nu røget over i den anden side. I dag er det en
organisatorisk og teknologisk diskussion om komponenter og
nye samarbejdsformer. Når pendulet er røget dérover, er det
fantastisk vigtigt at fastholde kvalitetsdiskussionen” (Beim, 2003
p12).
Og Johan Fogh, interviewet i samme artikel:
”Mit ønske til den fremtidige forskning [i arkitektonisk kvalitet]
kunne derfor være at skabe sproglige eller andre redskaber til at
forsvare arkitekturens luftige kvaliteter mod en alt for håndfast
evalueringspraksis” (Beim, 2003 p15)
2.4.2 Sektorforskningens evalueringsprojekter
I efteråret 2000 igangsatte det daværende By- og boligministerium et større
evalueringsprojekt omkring kvalitet i alment boligbyggeri. I alt blev 17
forsøgsbyggerier, heraf 11 under det såkaldte PPB-program (proces- og
produktudvikling i byggerier), udvalgt til denne evaluering. Formålet var bl.a. at
afprøve et evalueringskoncept udviklet af SBI, nemlig Evaluering af kvalitet i
63

oligbebyggelser – vejledning for byggeriets parter (Clausen et al., 2000).
Evalueringskonceptet skulle angiveligt ”bygge bro mellem forskellige
fagområder – hvad der [også] kaldes evalueringstemaer – for at opnå en
mangfoldig og nuanceret evaluering, som forhåbentlig indfanger alle
væsentlige kvaliteter ved et byggeri”.
Der arbejdedes med seks ”evalueringstemaer” eller ”fagområder”, hvis kvalitet
skulle vurderes; 1)byggeteknisk kvalitet, 2)arkitektonisk kvalitet,
3)indeklimakvaliteter 4)miljøpåvirkninger, 5)totaløkonomi, og
6)beboertilfredshed.
De fra forskellige faggrupper involverede personer, der skulle udføre
evalueringerne i praksis, fandt evalueringsmodellen svær at forstå,
uigennemskuelig og svær at anvende, selvom de fleste opretholdt en generel
positiv holdning til evalueringsprojektet. Man konkluderede derfor i to
rapporter, der opsamler og evaluerer erfaringer med evalueringskonceptet, at
”konceptet bør forbedres” (Haugbølle et al., 2003 p3), og ”det anbefales derfor,
at der foretages yderligere forskningsmæssige initiativer på området…” (Jensen
& Beim, 2003 p6).
Man kunne umiddelbart tro, at de mere tekniske evalueringstemaer ville volde
få og begrænsede problemer, mens ’arkitektonisk kvalitet’, konfronteret med
en relativ systematisk og stram evalueringsstrategi, for alvor ville vise sin
semantiske labilitet, og afsløre umuligheden af ”operationalisering” og
enighed. Det forholdt sig stort set omvendt:
”Når det gælder temaet arkitektur [dvs. vurdering af arkitektonisk
kvalitet, NN], har evalueringskonceptet vist sig velfungerende. De
overvejende underordnede problemer har været at undgå overlap
mellem temaerne byggeteknik og arkitektur, [og] at undgå en
faglig (indforstået) jargon...” (Haugbølle et al. 2003, p12).
Netop evalueringsaspektet ’arkitektonisk kvalitet’ viste sig altså velfungerende,
og problemet ser nærmest ud til at have været for stor enighed, udtrykt i ”en
faglig (indforstået) jargon”. Haugbølle et al. peger da også på, at dette skyldes,
at ”evalueringskonceptet er ekspertbaseret” (p9), og dette problematiseres i
nedenstående uddrag:
”Evalueringerne af de 17 bebyggelser baserer sig på både en
ekspertvurdering og en beboerundersøgelse, men konceptet har
64

ikke i tilstrækkeligt omfang givet klare retningslinier for, hvordan
de to typer af vurderinger systematisk bør sammenlignes. De to
evalueringsteam har da også brugt beboerundersøgelsen
forskelligt. Det første evalueringsteam har suppleret beboernes
vurdering med eksperternes udsagn på steder, hvor der var
sammenfald. Det andet evalueringsteam har hovedsageligt
benyttet beboerudsagnene til at belyse og evt. underbygge
eksperternes udsagn. En direkte sammenligning af de to typer af
vurderinger besværliggøres yderligere af, at spørgsmålene til
beboerne ikke er opdelt på samme måde som eksperternes
vurderingsskemaer. I det videre arbejde må det afklares og
præciseres, hvordan beboerundersøgelsen og ekspertvurderinger
skal spille sammen, så modsætninger og fælles opfattelser
mellem eksperternes og beboernes vurderinger udnyttes
systematisk” (p13).
”Ekspertkarakteren” af vurderingerne af ’arkitektonisk kvalitet’ træder tydeligt
frem i sproget i en kvalitetsevalueringsrapport (Erhvervs- og Boligstyrelsen,
2002) for et forsøgsbyggeri i Prinsessegade 56-60 på Christianshavn, ét blandt
seks udvalgte forsøgsbyggerier, hvor der skulle indsamles yderligere erfaringer
med SBi’s evalueringskoncept (Clausen et al., 2000), der allerede var afprøvet
på de ovenfor nævnte 11 PPB-byggerier:
”Den evaluerede bygning forholder sig til en grundlæggende idé
om arkitektonisk enkelhed og klarhed i relation til den mere
komplekse bymæssige kontekst.
Bygningen udtrykker således en enkel og rationel disponering...
...en horisontalt orienteret base,... og ovenover denne
boligdelens rytmiske og repeterende karakter, der orienterer sig
vertikalt. [Den samlede arkitektoniske kvalitet vurderes som]
højt. Dette skyldes først og fremmest at en række meget aktuelle
problemstillinger som kvalitet [sic], miljø, og totaløkonomi ... er
søgt samarbejdet med fagets traditionelle målsætninger”.
I uddraget af vurderingen af ’arkitektonisk kvalitet’ koncentrerer evaluatorerne
sig primært om den visuelle fremtræden og oplevelse af byggeriet, men
65

sproget er renset for egentlig æstetiske termer. Teksten har en teknisk flavour,
med en stor andel rumgeometriske fremmedord, og den ”fagligt (indforståede)
jargon” (jf Haugbølle et al., se ovenfor) kan minde om Thomas Wiesners på en
gang abstrakte, ’rationelle’ og metaforrige sprog (i Arnfred et al., se 2.3.2
ovenfor) 19 .
Beboernes udsagn foreligger ikke i rapporten om evalueringen af
forsøgsbyggeriet i Prinsessegade, kun indirekte i form af en gengivelse af de
benyttede spørgeskemaer. Her spørges ikke direkte om en vurdering af
’arkitektonisk kvalitet, men til en række aspekter af ”motivation for at flytte”
(10 aspekter), ”boligens indretning” (14 aspekter), ”boligens funktion” (10
aspekter) og ”bebyggelsen”. Rapporten vedr. Prinsessegade konkluderer mht.
beboertilfredshed, at: ”Der er meget tilfredshed eller tilfredshed blandt
beboerne omkring muligheden for privatliv og nærheden til naboerne.
Bygningens udseende er der lidt mere blandede følelser omkring”.
Efter afprøvning af sektorforskningens evalueringssystem konkluderedes det
derfor i Haugbølle et al. (2003), at der i anvendelserne af SBi’s
”evalueringskoncept” både metodisk og indholdsmæssigt er problemer med at
sammenholde ekspertvurderinger (vurdering af arkitektonisk kvalitet, foretaget
af arkitekter) og lægfolks vurderinger (fx ”beboertilfredshed”). Dels er
spørgsmålene og evalueringsstrukturen forskellig, dels er eksperters, dvs.
arkitekters, og lægfolks, dvs. beboeres, vurderinger – i det omfang de er
sammenlignelige - ofte meget forskellige, og undertiden polariserede, hvilket
fremgår tydeligt af yderligere en sammenfattende rapport vedr. evalueringen af
de oprindelige 11 PPB-byggerier (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2003).
Som det fremgår af ovenstående, blev der omkring og kort efter årtusindskiftet
igangsat og produceret et betydeligt antal projekter og rapporter om
19 Ifølge Adrian Forty er det et generelt (men beklageligt) træk ved ”modernist
critical writing” om arkitektur, at der forekommer en ”general tendency to render
what is concrete abstract... Why this compulsion...?” (Forty, 2000 p22-23). Hverken
Forty eller denne afhandling svarer direkte på spørgsmålet, men det fordrer
sandsynligvis en nærmere forståelse af, hvad ’ekspertise’ er i både social og mental
forstand, hvilket berøres i afhandlingens 3. del (3.2.5) og i den afsluttende
diskussion (4.1).
66

evaluering af ’arkitektonisk kvalitet’ i sektorforskningsregi, og det kan være
svært at få øje på, hvilket ”liv” disse har i dag, kun få år efter.
”En del af dem samler nok støv”, sagde Gøsta Knudsen i et interview i Politiken,
”men et netværk var skabt, og diskussionen må ikke gå til grunde”. (Thøgersen,
2004).
”Diskussionen” fortsatte bl.a. i det i 2002 oprettede Byggeriets Evaluerings
Center (BEC), her under temaet ’Arkitektur og brugerværdi’, der i sin titel tyder
på, at man har taget sektorforskningens problemer vedr. forskelle mellem
eksperters og lægfolks holdninger til efterretning. Centrale spørgsmål for
temagruppen ’Arkitektur og brugerværdi’ er da angiveligt også: ”Hvordan er
arkitektens selvforståelse. Bygger han for sine kolleger eller for
bygherren...[?]”(Gøsta Knudsen, op.cit.). Alligevel forekommer Gøsta Knudsens
bemærkninger i forbindelse med en evalueret bebyggelse, både i terminologi
og i den opfattelsesforskel der påpeges, at reproducere de problematiske træk
ved sektorforskningens evalueringsprogram:
”Ældreboligerne skulle passe ind på en lille grund mellem
eksisterende, ældre byggeri, og det lykkedes ikke. ...
vinduesrækken bryder takten i de eksisterende huse, og
karnapperne er et dramatisk brud på helheden. Og så er de
beklædt med eternit i stedet for zink...”
”Det er åbenlyst, at lejlighedernes beboere har glæde af dem.
Men de er med til at gøre huset til et misfoster.” (Gøsta Knudsen,
i Thøgersen, 2004)
2.5 ’Arkitektonisk kvalitet’ i 00’ernes kultur- og arkitekturpolitik
2.5.1 Kanon
Efter folketingsvalget i efteråret 2001 var det, som nævnt i indledningen
(1.2.1), angiveligt en af den nye VK-regerings målsætninger at afskaffe
”eksperttyranniet” og ”smagsdommerne”.
”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter
og smagsdommere til at bestemme på vore vegne”, sagde statsminister Anders
67

Fogh Rasmussen i sin første nytårstale i 2002. ”Eksperter kan være gode nok til
at formidle faktisk viden”, hed det videre, men ingen kan være eksperter i
andres personlige, subjektive domme og valg, for: ”… når vi skal træffe
personlige valg, er vi alle eksperter.”
Trods denne udmelding, der næsten kunne lyde som et ekko af Peter Rindal,
forlød det nogle år senere ikke desto mindre i en pressemeddelelse fra
kulturministeriet 9. december 2004, at
”Kulturminister Brian Mikkelsen vil have udformet en national
kulturkanon”… [der] kan danne afsæt for en spændende
diskussion om kunstnerisk kvalitet… Kulturministeren vil
nedsætte syv kulturkanonudvalg. Et for hvert område:
Billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk, musik,
scenekunst, film og litteratur.”
Valget af kanonudvalgenes medlemmer blev senere gentagne gange
retfærdiggjort med, at disse er de ”mest vidende kunstfaglige”, som ”i kraft af
deres uddannelse [har] stor indsigt i de enkelte kunstarter” 20 . Kanonudvalgenes
medlemmer autoriseres således med henvisning til deres ekspertise, mens ord
som ”eksperter” eller ”smagsdommere” forståeligt undgås.
Som det fremgår af uddraget fra pressemeddelelsen var ’kvalitet’ fra starten et
centralt udtryk i kanonprojektet, og i de enkelte udvalgs generelle
begrundelser for valgene af værker til den endelige kulturkanon, nævnes
’kvalitet’ ofte som det primære kriterium.
Dette gælder også for arkitekturudvalget, der i Politikens kanon-tillæg 25.
januar 2006 gør rede for deres generelle kriterier:
”Vores to vægtigste udvælgelseskriterier har været arkitektonisk
kvalitet, værkets egen syntese og værkets samfundsmæssige
betydning og kraft, herunder værket som repræsentant for et
værdisæt i dansk arkitektur”. (Politiken 25. januar 2006, 3.
sektion p2).
’Arkitektonisk kvalitet’ er her ækvivalent med beskaffenheden af ”værkets egen
syntese”, mens ”værkets samfundsmæssige betydning” udgør et andet, separat
20 her fra kanon-særnummeret af kulturministeriets organ, Kulturkontakten
68

kriterium. Alligevel skriver arkitekturkanonudvalget, under argumentationen
for udvælgelsen af Lægeforeningens Boliger på Østerbro i København, at:
”Dét at byggeriets udformning tager udgangspunkt i menneskets
trivsel, er siden blevet kendetegnende for arkitektonisk kvalitet
og det mest verdensberømte mantra i den danske
arkitekturtradition...” (Ibid.).
Modsigelsesforholdet mellem ’arkitektonisk kvalitet’ som på den ene side
værende ækvivalent med kunstnerisk-værkmæssig syntese, hvor det
samfundsmæssige er eksternt, og på den anden side netop med sociale,
samfundsmæssige forhold og brugerens trivsel, svarer delvis til det ovenfor
påpegede modsigelsesforhold i DAL’s publikation Arkitekturpolitik 10 år
tidligere (se 2.3.2).
2.5.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ i kultur- og oplevelsesøkonomien
I 2003, altså året før lanceringen af kanon-projektet, udkom publikationen
Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien – 5 nye skridt på vejen, et
fællesprojekt af kultur- og erhvervsministerierne.
Forordet er forfattet af erhvervsminister Bendt Bendtsen og kulturminister Brian
Mikkelsen, og det slås fast allerede i anden linie, at ”Det er blevet legitimt også
at tale om kommerciel kultur, ...” (p5).
I Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien er det gennemgående, at
’arkitektur’ ikke behandles eller beskrives som en kategori, en kunstart, en
institution eller en profession, men beskrives med to generelle termer som
”kulturerhverv”, og hyppigst blot ”erhverv”.
Blandt de ”nye skridt” der hentydes til i publikationens titel, er også en ”ny
arkitekturindsats”.
Begrundelsen for en ny, kombineret erhvervs- og kulturpolitisk
arkitekturindsats er, at: ”Brug af arkitektoniske kvaliteter i byggeriet har såvel
et betydeligt kulturpolitisk som vækstøkonomisk potentiale.” (p18)
Dette uddybes længere fremme i afsnittet om arkitektur:
69

”Regeringen ønsker, at der sættes fornyet fokus på arkitektur og
kvalitet i byggeriet – både hvad angår nybyggeri, vedligeholdelse
og fornyelse af det eksisterende byggeri. En by med smuk
arkitektur, gode byrum og institutioner er attraktiv at bo i og slå
sig ned i for borgere såvel som for erhvervsliv.
En bygnings arkitektoniske kvalitet er også en væsentlig faktor
for bygningens økonomiske værdi. Bygninger er en langsigtet
investering, og bl.a. gode visuelle, funktionelle og
materialemæssige kvaliteter er den bedste forudsætning for, at
byggeriet får en høj værdi og vil bevare den også på lang sigt.”
(p42)
For Dansk Arkitektur Centers (DAC) vedkommende, der angives som
”regeringens primære aktør på arkitekturområdet” (p44), er det regeringens
ønske, at ”centret sætter særlig fokus på... hvordan eksisterende bygninger
med problemer (udlejningsproblemer, hærværk etc.) kan tilføres økonomisk
værdi ved hjælp af arkitektoniske tiltag” (p46)
I kultur- og oplevelsesøkonomien har ’arkitektonisk kvalitet’ ændret status i en
mere eksplicit instrumentel retning i forhold til 1990’ernes ministerielle,
arkitekturpolitiske publikationer. ’Arkitektonisk kvalitet’ er således ikke
længere et mål i sig selv, men et middel, og ikke et middel til social- og
kulturpolitiske mål, men et middel til at tjene penge. Det er derfor forståeligt,
at publikationen indledes med at fastslå, at ”det er blevet legitimt også at tale
om kommerciel kultur.”
70

2.6 Lovgivning og forvaltning
2.6.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ i Byggeloven
Som nævnt ovenfor (2.3.2) var der i arkitektstanden et vist ønske eller en
forventning om, at 90’ernes arkitekturpolitik skulle have et legislativt resultat.
En form for lovgivningsmæssigt aftryk fik den arkitekturpolitiske tematisering
af ’arkitektonisk kvalitet’ dog først i 2001 – ikke i form af en ”arkitektlov” eller
arkitekturlov, men som en mere beskeden tilføjelse til Byggelovens
formålsparagraf.
Kort før formuleredes i EU en politisk målsætning om ’arkitektonisk kvalitet’.
Det skete i en resolution af 12. februar 2001 om den arkitektoniske kvalitet i
by- og landmiljøet, hvor
”rådet for den europæiske union… ser det som en opgave at
forbedre kvaliteten af de europæiske borgeres daglige miljø”, og
”at bygningers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres
harmoniske indføjning i det omkringliggende miljø,… er af
offentlig interesse”. 21
Umiddelbart efter fulgte i Danmark en ændring af Byggeloven, hvor der i § 1
blev tilføjet, at loven har til formål ”at fremme arkitektonisk kvalitet i
byggeriet”. Forslaget blev vedtaget marts 2001, og udtrykket ’arkitektonisk
kvalitet’ var dermed indskrevet i dansk lov.
Umiddelbart kunne man forvente en almen enighed om, at det er ubetinget
positivt at fremme den arkitektoniske kvalitet, og dermed en bred tilslutning til
resolutioner, direktiver og love, der har denne hensigt. Overraskende forholdt
det sig ikke helt så simpelt. Under høringen i forbindelse med lovforslaget
indvendte interesseorganisationen Jydske Grundejerforeninger, at:
”... det af forslagets bemærkninger bør fremgå, at den foreslåede
formålsbestemmelse om arkitektonisk kvalitet ikke medfører, at
bygningsmyndigheden har egentlige redskaber til at forkaste
eller kræve ændringer i et projekt alene ud fra en arkitektonisk
vurdering.”
21 EF-Tidende nr. C 073 af 06/03/2001 s. 0006 – 0007, eller
http://europa.eu.int/eurlex/lex/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:32001G0306(03):DA:HTML
71

Hertil svarede daværende by- og boligminister Jytte Andersen, at:
”... det er ikke juridisk muligt for bygningsmyndigheden at stille
de omtalte krav i medfør af den foreslåede formålsbestemmelse.
... Formålsbestemmelsen er en tilkendegivelse om, at
arkitektonisk kvalitet bør indgå i dialogen mellem
bygningsmyndighed og bygherre, uden at bygningsmyndigheden
på denne baggrund kan stille særlige krav til den arkitektoniske
udformning. Jeg har derfor ikke foretaget ændringer som følge af
høringssvaret.” 22
Trods den ret begrænsede lovændring, illustrerer høringsuddragene nogle
basale problemer med at stadfæste et juridisk eller forvaltningsmæssigt
operationelt arkitektonisk kvalitetsbegreb. For hvem har ret til at bestemme,
hvordan vores byggede omverden skal se ud? Ud fra hvilke kriterier, værdier og
kvalitetsbegreber skal det ske? Og hvilken status har en bedømmelse af
arkitektonisk kvalitet, når den forhenværende minister – fornuftigt nok – slog
fast, at den ikke har juridisk gyldighed; at en kvalitetsdom ikke er en juridisk
dom.
Diskussionen i forbindelsen med høringen kan dog synes irrelevant i forhold til
formålsbestemmelsen (§ 1), da det, Jyske Grundejerforeninger havde
indvendinger mod, og som Jytte Andersen forsikrede dem om ikke var juridisk
muligt, nemlig at ”bygningsmyndigheden” – uafhængig af fx
lokalplaninstrumentet – ”kan stille særlige krav til den arkitektoniske
udformning”, principielt allerede var juridisk muligt før lovændringen i 2001. I
byggelovens § 6 D står der således, at:
”Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilladelse efter byggeloven
afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at
der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god
helhedsvirkning.”
Den lokale bygningsmyndighed har altså faktisk allerede ret til ”at forkaste eller
kræve ændringer i et projekt alene ud fra en arkitektonisk vurdering” (jf. Jyske
22 se høringsresumé på
http://www.folketinget.dk/Samling/20001/udvbilag/BOU/L44_bilag2.htm
72

Grundejerforeninger, ovenfor). Hvorfor dette forhold først problematiseres i
forbindelse med indskrivningen af ’arkitektonisk kvalitet’ i lovteksten i 2001,
og uden at nogen af parterne i samme forbindelse problematiserer § 6 D, er
uvist. En mulig, men vag forklaring kunne være, at ’arkitektonisk kvalitet’, jf.
Gøsta Knudsen, er ”et begreb med en stor gennemslagskraft” (se 2.3.1
ovenfor), eller at udtrykket som nævnt i indledningen, samtidig med en
tilsyneladende konflikteliminerende effekt har en tendens til at tiltrække
opmærksomhed på normative modsætninger.
En note i Arkitekten (Post, 2001) påpegede ligesom indvendingen fra Jyske
Grundejerforeninger det problematiske i indføjelsen af ’arkitektonisk kvalitet’ i
byggeloven – denne gang ikke fra bygherrens, men fra en politisk og
forvaltningsmæssig synsvinkel:
”Det forekommer tvivlsomt, om der vil være politisk tilslutning til
at give kommunalbestyrelserne en ubegrænset beføjelse til –
uden den offentlighed, som sikres gennem lokalplanlægning – at
lege smagsdommere”.
Ændringer af byggeloven, eller af forvaltningspraksis omkring byggeloven, er
altså, ifølge notens forfatter Arne Post, ikke løsningen – bl.a. fordi: ”Der findes
– heldigvis – ikke nogen definition på, hvad [’arkitektonisk kvalitet’] er”.
Men forvaltningsinstrumenterne, dvs. fx kommune- og lokalplaner, kan ifølge
Arne Post heller ikke løfte opgaven som en juridisk bindende sikring af
’arkitektonisk kvalitet’:
”Det er en umulig opgave på forhånd at fastsætte præcise og
entydige bestemmelser om udformning og byggematerialer, som
sikrer arkitektonisk kvalitet. Og det er måske ikke altid
kommunens sagsbehandlere, som har bedst føling med, hvad
der er udtryk for arkitektonisk kvalitet” (Post, 2001).
Ikke desto mindre varetages denne ”umulige opgave” faktisk, på godt og ondt,
i den kommunale byggesagsbehandling og forvaltning af plan- og byggeloven.
I det følgende præsenteres og diskuteres nogle konkrete anvendelser af
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ i kommunale planlægnings- og
forvaltningsdokumenter.
73

2.6.2 ’Arkitektonisk kvalitet’ og lokalplaner
I Horsens kommunes lokalplan 141 (vedtaget 1998) for et område omkring
Sundgårdsvej i byens østlige udkant, står der i § 8.01 vedr. ”Bebyggelsens ydre
fremtræden”, at:
”Horsens kommune har fastsat, at en bygning er smuk, når
harmoni, balance, materialer, form, proportioner, detaljer, farver
og ikke mindst samspil med omgivelserne er helstøbt. Denne
arkitektoniske kvalitet skal sikres indenfor lokalplanens område.”
Ikke mindst i støbemetaforen (i ordet ”helstøbt” – som var der tale om en figur
eller statue) er der et vist ekko af Polyklets (ca. 450–410 f.Kr.) ’Kanon’:
”...det skønne [ligger i den] proportion..., der hersker i
kropsdelene, det vil sige i symmetrien mellem den ene finger og
den anden, og alle fingrene i forhold til håndleddet og til
håndfladen og alle disse dele i forhold til underarmen, og
underarmen i forhold til hele armen, og alle disse dele til
hinanden, sådan som det står skrevet i Polyklets ’Kanon’. For
efter han havde lært os alle kroppens symmetrier i dette skrift,
bekræftede han det sagte gennem handling, idet han skabte en
statue ud fra sine anvisninger og kaldte denne statue ’Kanon’
ligesom sit skrift.” 23
Ud over den nærmest antikke æstetiske normativitet 24 , som udtrykkes i
lokalplanens tekst, og som i kraft af denne præ-moderne, antikke konnotation
23 Polyklets ’Kanon’ ifølge Galenos (ca. 129–199). Uddraget er oversat af Jørgen
Dehs fra Ernesto Grassi, 1980: Die Theorie des Schönen der Antike, Köln: DuMont,
p65.
24 Mere arkitekturspecifikke antropometriske kanoner svarende til Polyklets er
almindelige fra antikken og frem til barokken. Fx hos Vitruvius: ”Således er der i
menneskekroppen en art symmetrisk harmoni mellem underarm, fod, hånd, finger
og andre mindre dele; og sådan er det med perfekte bygninger.” (Vitruvius, I, ii, 4);
”Eftersom naturen har designet den menneskelige krop sådan at dens dele er rigtigt
proportioneret i forhold til helheden, ser det ud til at de gamle havde god grund for
deres regel, nemlig at i perfekte bygninger må de forskellige dele være i præcise
symmetriske forhold til helheden.” (Vitruvius, III, i, 4); og Bernini (1665): ”Og hele
kunsten at bygge består i at tage proportioner fra menneskekroppen. Det er derfor
skulptører og malere normalt er de bedste arkitekter, fordi arbejdet med
menneskekroppen er deres levebrød.” (fra Kruft, 1985 p105).
74

muligvis har en form for autoritært underbyggende virkning for lokalplanens
øvrige og mere specifikke æstetiske restriktioner, skal dog først og fremmest
bemærkes, at kommunalbestyrelsen i Horsens tilsyneladende mener at have ret
til, i det mindste indenfor kommunegrænsen, at ”fastsætte” denne normative,
abstrakte definition af ’arkitektonisk kvalitet’ som alment gyldig.
Andetsteds i lokalplanen specificeres det, hvad der mere konkret og præcist
menes med ’arkitektonisk kvalitet’ i forhold til det omhandlede
lokalplanområde:
”Det er Byrådets ønske at skabe et varieret boligområde i dette
enestående lokalplanområde. Denne variation sikres bl.a. ... ved,
at der opføres individuelle boliger af høj arkitektonisk kvalitet.
Billederne... til venstre viser et standardiseret udtryk med
betydelig ensartethed. Lave helvalmede tage, træcarporte og
spansk inspirerede dørbuer ses i mange boligudstykninger. Det
er Byrådets vurdering, at der skal stilles krav i dette specielle
lokalplanområde, så denne typisering ikke bliver fremherskende.
Derfor fastlægger lokalplanen i § 8.03 at de traditionelle
rektangulære bygninger med lave helvalmede tage ikke giver
boligområdet det ønskede arkitektoniske udtryk. Billederne... til
højre kan give inspiration til boliger og udtryk.”
(se fig. nedenfor).
75

I lokalplanen præsenteres altså både en minus- og en pluskanon en miniature,
med to eksemplificerende billeder i hver. Det er dog vanskeligt at se, at der
skulle være mere ”variation” i bebyggelsen på billedet øverst til højre, end i
bebyggelsen afbildet nederst til venstre. Ligeledes forekommer det ikke
nærliggende at associere noget særligt iberisk eller mediterrant til den
angiveligt ”spansk inspirerede dørbue” på billedet øverst til venstre.
Det, der først og fremmest adskiller bygningerne på de to billedserier er, at de
for området uønskede til venstre fremstår i blankt murværk og med store
76

tagudhæng, mens de ønskede til højre fremstår helt og delvis pudsede, uden
synlige spærender eller udkraget stern, og med et vindue, der gennemskærer
et hushjørne. Altså et mere tektonisk tydeligt udtryk, præget af en typologisk
genkendelighed og vedligeholdelsesmæssige, klimatiske og økonomiske
hensyn til venstre, og et mere tektonisk abstrakt, plastisk, formelt modernistisk
udtryk i de ønskværdige eksempler til højre. Sammenholdt med karakteren af
selve udstykningsområdet, der fremhæves som ”enestående” (med en
formidabel udsigt, beliggende klos op ad et stort fredet brakvandsområde med
status som fuglereservat, og med kun fire km til midtbyen), kunne det se ud til,
at man i lokalplanens æstetiske restriktioner forbyder bygningsmæssige tegn
og karakteristika, der appellerer økonomisk og æstetisk til nogle segmenter,
smagsfællesskaber eller socialgrupper, man ikke er interesserede i, og
privilegerer andre, man er interesserede i. Dette retfærdiggøres ikke med
henvisning til en økonomisk og social politik, men med henvisning til
’arkitektonisk kvalitet’.
At i det mindste udstykningen af særligt ”naturskønne”, bynære arealer, har en
økonomisk og kommunaldemografisk hensigt, fremgår implicit også af teksten
i Lokalplan nr. 129 (fra 1996) for et område nord for Bygholm Sø ved Horsens’
vestlige udkant:
”Byrådet har besluttet at skabe flere muligheder for særligt
attraktive boligbebyggelser i Horsens. Der tænkes først og
fremmest på byggegrunde til parcelhuse, med en beliggenhed
umiddelbart til vand, skov eller med særligt gode
udsigtsforhold.” 25
Sådanne strategier, hvor hensigten er at påvirke en kommunes
befolkningsmæssige sammensætning (hvilket som sådan kan være ganske
velbegrundet), dels i kraft af hvilke områder, der ændres zonestatus for og
25 I 2000 tegnede jeg et hus til en grund i dette lokalplanområde, og fik af de
byggesagsbehandlere, jeg i den anledning var i kontakt med, at vide, at sådanne
udstykninger var et reelt udtryk for en bevidst, økonomisk strategi i kommunen:
Det gjaldt, og gælder formentlig stadig, om at få de højtlønnede arbejdstagere i
kommunen til også at bosætte sig i kommunen, og dermed betale skat i og
henlægge dagligt forbrug til kommunen.
77

udstykkes til parcelhusbyggeri, dels i kraft af nye lokalplaners æstetiske
restriktioner, er formentlig ret udbredte. I det følgende refereres to lokalplaner
i Hjørring, hvor den sidste er udtryk for en sådan strategi, samt en rapport, der
sammenligner disse to lokalplaner.
I lokalplan nr. 135.3 omkring Odbjergvej ved Bagterp i Hjørring kommune
fremgår det af § 8, der ligesom i den ovenfor gennemgåede lokalplan i Horsens
omhandler ”Bebyggelsens ydre fremtræden”, at:
”8.1 Bebyggelsen skal i princippet opføres efter følgende
hovedlinie
- de enkelte bygninger inden for et byggeområde skal samlet
set fremstå som en bygningsmæssig helhed. Med andre ord
skal bygninger, der opføres indenfor et byggeområde fremstå
i materialer med en sammenhængende karakter herunder
farver...”
Reelt er der altså ingen æstetiske restriktioner for området, ud over krav om
”bygningsmæssig helhed” og ”sammenhængende karakter”, dvs. det,
kommunalbestyrelsen allerede, og uafhængigt af lokalplaninstrumentet, kan
stille krav om jf. Byggelovens § 6 D, der dog ikke henvises eksplicit til.
Anderledes forholder det sig i en samtidig, nærliggende udstykning, Lokalplan
nr. 141.5, der ligeledes ligger vest for Bagterpvej (fordelingsvejen er her senere
kommet til at hedde Høgesangervej). Her er lokalplanens bestemmelser vedr.
”bebyggelsens ydre fremtræden” mere restriktiv:
”7.3.6 Taget skal være et "fladt" tag eller tag med en ensidig
taghældning.
Opføres taget som et "fladt" tag, skal det være konsekvent
i hele bygningen, dvs. at alle tage skal være "flade".
Opføres bygningen med et "fladt" tag, kan der etableres
tagterrasser. (...)
8.1.2 Ydervægge skal overvejende fremstå i hvid glatpudset tegl
eller
hvid indfarvet glat beton.
78

8.1.3 Taget skal fremstå i sort farve og kan dækkes med sorte
tagsten, sort tagpap eller sort skifer.”
Bebyggelse i Hjørring Kommune, ved Høgesangervej, øverst, og ved Odbjergvej nederst.
I projektet Fornyelse af planlægningen – kvalitet i bydels- og
lokalplanlægningen 26 , bliver de to lokalplaner i Hjørring kommune, begge
vedtaget i april 2000, anvendt som case i ”Delprojekt 4: Lokalplanlægning og
byggesagsbehandling”. Her knyttes der i en sammenligning følgende
kommentarer til de to lokalplaners bestemmelser om ”ydre fremtræden”, og
disse bestemmelsers effekt:
26 Et partnerskab mellem Fonden Realdania og Miljøministeriet ved Skov- og
Naturstyrelsen (Dansk Byplanlaboratorium fungerer som sekretariat sammen med
medarbejdere fra Skov- og Naturstyrelsen), se
http://www.byplanlab.dk/projekt/fornyelse/delrapport4.pdf
79

”Mens det førstnævnte område fremtræder med et samlet
arkitektonisk udtryk, er der i sidstnævnte område fremkommet et
noget uensartet område, som fagfolk finder rodet på grund af de
mange forskellige bygningsudtryk. Beboerne i sidstnævnte
område er imidlertid meget tilfredse med resultatet...
Hjørring Kommunes planafdeling fremhæver områderne som
eksempel på valget mellem på den ene side arkitektonisk kvalitet
gennem præcisering og forenkling af et områdes udtryk og på
den anden side vægten på individuelle løsninger med tab af
kvalitet i det samlede udtryk.”
I et af rapportens afsnit med titlen ”Øget fokus på arkitektonisk kvalitet” står
der, at: ”Boligområder med spændende arkitektur er blevet en vigtig salgsvare
for kommuner, der ønsker at lokke økonomisk velstillede borgere til.” (Op.cit.
p15)
I rapporten indrømmes og påpeges altså, at kommunerne agerer socialt
segregerende, ikke blot ved en villighed til at udstykke deres ”naturskønne”
områder og evt. opjustere grundpriser, men også gennem æstetiske
restriktioner i forvaltningen af plan- og byggelovene, uden at dette
problematiseres. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved det moralsk eller juridisk
acceptable i dette, og rapportens forfattere deler på dette punkt normativitet
med dem, hvis normer og såkaldte ”plankultur” de undersøger. Derimod
problematiseres (med rette) de retssikkerhedsmæssige utydeligheder omkring
detaljerede lokalplaner og diverse lokale godkendelsesordninger, men
grundlæggende betragtes det som et spørgsmål om valget mellem enten ”god
arkitektur eller borgerinddragelse” (Op. cit. p20).
80

Lignende holdninger mht. med hvilken legitim ret og hensigt man kan bruge
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ i den arkitektoniske planlægning og
forvaltning, kom til udtryk under en workshop for ca. 40 plan- og byggefolk fra
bl.a. Høje Taastrup og Roskilde kommuner den 5. maj 2006 27 .
Nogle af deltagerne tilkendegav, at de betragtede det som deres vigtigste
opgave at insistere på, ”kæmpe for”, og sikre ’arkitektonisk kvalitet’, fordi
bygherrer og deres projekterende rådgivere ”ikke ved hvad arkitektonisk
kvalitet er”, eller ”ikke interesserer sig for arkitektonisk kvalitet”, men ofte
præsenterer ”rodede” eller ”grimme” projekter, eller fokuserer mere på et
forestående byggeprojekts totaløkonomi end på ’arkitektonisk kvalitet’. Ingen
af deltagerne havde dog noget svar på, hvad en abstrakt, normativ definition af
’arkitektonisk kvalitet’ kunne være.
Flere og mere præcise bud kom der på, hvorfor og med hvilken ret lokalplaner
kan være æstetisk restriktive. Der blev sammenlignet med ”forbud mod at
27 Workshoppen med titlen Arkitektur og kvalitet. Planlægning og forvaltning blev
afviklet efter henvendelse fra plan- og byggechef i Høje-Taastrup kommune, cand.
jur. Mette Odgaard Mylin, i forbindelse med Forskningens Døgn 2006, og forløb d.
5. maj kl. 9-12 i byrådssalen i Høje-Taastrup Rådhus. De deltagende var
planlæggere og byggesagsbehandlere fra Høje-Taastrup og Roskilde kommuner,
samt disses sammenlægningskommuner. Efter mit oplæg à ca. en times varighed
blev deltagerne opdelt i 4 diskussionsgrupper, der blev bedt om at diskutere og så
vidt muligt besvare spørgsmålene: Er legislativ, juridisk og forvaltningsmæssig
regulering af det æstetiske overhovedet foreneligt med et retssamfund?; -
Forudsætter dette, at nogens ’smag’ er ’bedre’ end andres – og dermed at nogen
har mere ret til at bestemme end andre? I så fald, på hvilket grundlag kan man
hævde dette?; Er det acceptabelt at planlægge og forvalte med socialt
ekskluderende virkning eller hensigt ved hjælp af æstetiske restriktioner? De
refererede svar og kommentarer bygger overvejende på, at en af grupperne (med
byg- og planchef Jan Bille fra Roskilde Kommune som referent) efterfølgende
afleverede deres svar og kommentarer til mig i noteform. Derudover bygger det
refererede på mine egne notater af gruppernes mundtlige svar og den afsluttende
fællesdiskussion. Jeg erkender det problematiske i at lade materiale, der delvis er
produceret af eller på foranledning af forskeren selv, indgå i analysen. Jeg har dog
vurderet det rimeligt at inddrage materialet, da ingen argumenter eller slutninger i
afhandlingen afhænger helt eller væsentligt af indsamlede data fra workshoppen.
På den anden side finder jeg udsagnene fra workshoppen relevante og
underbyggende, og har tilstræbt at referere dem så uforvanskede som det er
muligt, når de optræder uden deres oprindelige kontekst.
81

drikke offentlige steder”, og dette blev uddybet med, at der i dag er ”meget
forskellige opfattelser af, hvad man ”må””, altså hvad ”man” kan tillade sig i det
offentlige rum, hvad der er socialt acceptabelt. Det var derfor holdningen, at
man bliver nødt til, er forpligtet til, og har en professionel droit moral til i
højere grad end tidligere at etablere og håndhæve æstetiske restriktioner i
planlægning og sagsbehandling, for at ”undgå Klondyke”, som en af
diskussionsgrupperne udtrykte det.
Mht. spørgsmålet om det rimelige i de implicitte, socialt segregerende
hensigter med æstetiske restriktioner, der legitimeres med henvisning til
’arkitektonisk kvalitet’, svarede en gruppe, at det muligvis ”ikke er lovligt[!] –
men acceptabelt” 28 . Det betragtedes som en form for ”boligpolitik”, og en
sådan kan udøves ”med mange forskellige midler”. Desuden påpegede man,
som en art formildende omstændighed, at ”markedskræfterne har større
indflydelse” mht. social segregering, end æstetiske restriktioner.
Der blev som nævnt ikke svaret på, hvilke æstetiske kriterier, der knytter sig til
en faglig begrebslig forståelse af ’arkitektonisk kvalitet’ blandt workshoppens
deltagere, eller i ”plankulturen” i Danmark generelt. Men selvom det i nogen
grad blev draget i tvivl, hvorvidt social segregering med æstetiske midler
egentlig er ”lovligt”, eller uproblematisk i forhold til workshopdeltagernes egne
moralske, politiske overbevisninger, et liberalt demokrati og
velfærdssamfundets normative grundlag overhovedet, så opfattedes æstetiske
restriktioner med denne implicitte hensigt og potentielle effekt som
acceptable, så længe de henviser til og er i overensstemmelse med
’arkitektonisk kvalitet’.
28 Så vidt jeg kan se, er det fuldt ud lovligt; under alle omstændigheder sker det
faktisk, og er mig bekendt ikke blevet problematiseret juridisk. Spørgsmålet er efter
min opfattelse snarere, om det burde være lovligt.
82

2.7 Opsummering
Inden en mere udførlig analyse af udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’
præsenteres, skal der i de to følgende underafsnit summeres op fra det ovenfor
refererede, dels kronologisk, dels semantisk og begrebsligt.
I forbindelse med dette, navnlig den kronologiske opsummering, skal det dog
bemærkes, at der strengt taget ikke kan drages nogen slutninger om en
egentlig kausal relation og progression i forløbet af de begivenheder og
artikulationer, der er fremlagt i det ovenstående, ej heller om de enkelte
aktørers eller ”producenters” momentane intentionalitet og rationalitet bag de
refererede udsagn. Det sker derfor med forbehold, når der i det følgende (2.7.1
og til dels 2.7.2) opsummeres fra det ovenstående delvis som om der er tale
om et egentligt kausalt hændelsesforløb, hvor forskellige differentierede og
undertiden stridende aktører handler intentionelt og rationelt.
Den nedenfor følgende narrativisering bør derfor forstås, ikke som bevist eller
udledt, men som sandsynliggjort af det forudgående, ud fra én betragtning
blandt flere mulige af dette som hændelsesforløb. Desuden indfanger en
resumerende gennemgang af stoffet som hændelsesforløb en diakroni og
generel semantisk glidning i forbindelse med anvendelse og begrebslig
udfyldning af udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, og endelig er det vurderet
hensigtsmæssigt mht. formidling og overbliksskabelse at resumere stoffet med
et vist element af narrativisering.
2.7.1 Kronologisk opsummering
En mere omfattende cirkulation af udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ opstår i
forbindelse med lanceringen af arkitekturpolitik som en del af kulturpolitikken.
Opkomsten af en arkitekturpolitik var ikke kun et kulturministerielt initiativ,
men også medinitieret og stimuleret af arkitektstanden selv:
Efter 1980’ernes økonomiske lavkonjunktur, med stilstand i byggeriet og
tomme ordrebøger og stor ledighed blandt arkitekter, anede dele af
arkitektstandens brancheforeninger, ifølge Gøsta Knudsen, en taktisk og
branchepolitisk mulighed i regeringsskiftet i 1993, for en politisk tematisering
af arkitektur som vejen til nye offentlige byggeprojekter og ”penge i kassen”.
83

Man var formentlig også motiveret af såvel behovet som muligheden for i det
hele taget at re-brande arkitektstanden efter faldende popularitet og
beskyldninger for at være meddelagtige eller ligefrem hovedansvarlige i et
udpræget fravær af kvalitet i de folkeligt upopulære resultater af 60’ernes og
70’ernes byggeboom, fremsat i bl.a. Ekstra Bladets øjebæ-kampagne, der med
bred appel klandrede arkitekterne som med- og undertiden hovedansvarlige.
Blandt arkitektorganisationernes midler til at fremmane en positiv, politisk og
almen opmærksomhed omkring arkitektur, uden konnotationer til dele af de
foregående årtiers dårligt renommerede byggeriers mangel på ’kvalitet’, var at
koncentrere diskursen omkring udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’.
De nye ministre, først og fremmest kulturminister Jytte Hilden, tog udtrykket til
sig, idet de, ud over at fremme arkitekturen, ser en mulighed i arkitekturpolitik
og ’arkitektonisk kvalitet’ for at profilere sig selv og deres mere anonyme
ministerembeder. I 1994 begynder derfor en række af arkitekturpolitiske
statements og publikationer med ’arkitektonisk kvalitet’ som centralt udtryk og
tema at cirkulere, og herfra breder udtrykket og temaet sig til mange
forskellige sammenhænge og diskursive formationer og genrer.
Udtrykket og temaet genintroduceres således også til arkitektstanden, der føler
sig ansporet til at respondere på, hvad man fornemmer eller håber ikke blot er
en politisering, men også en ansats til en egentlig arkitekturlov til fremme og
sikring af arkitekternes vilkår, og dermed ’arkitektonisk kvalitet’. I disse
responser melder sig derfor også et behov for på standens vegne at definere
eller italesætte, hvad ’arkitektonisk kvalitet’ er, og introduktionen af udtrykket
kommer således til at initiere diskussioner af, hvad det værdimæssige,
essentielle og metafysiske grundlag for arkitekturen er, og hvad der er
’kvalitet’, ægte, autentisk i arkitektonisk forstand.
Dette sker umiddelbart før eller næsten samtidig med, at en, formentlig new
public management-påvirket, interesse for at evaluere, benchmarke og
produktivitetsmåle byggeriet for alvor slår igennem i ministerielle styrelser og
sektorforskningen. ’Arkitektonisk kvalitet’ bliver således indoptaget i en
teknologisk og økonomisk diskurs som et blandt mange ”evalueringstemaer”,
tilsyneladende uden nogen speciel eller privilegeret status – men på den anden
84

side bevarer udtrykket nogle betydningsmæssigt æstetiske, essentielle og
metafysiske undertoner som netop modsætningen til evaluerings- og
optimeringsprogrammernes reduktive, rationelle optik. Men ud over interessen
for ’arkitektonisk kvalitet’ som arkitektstandens modtræk eller moratorium
overfor den rene samlebåndsrationalisme, evidens- og benchmarking-
begejstring i byggeriet, nærede man nu ønske om en operationalisering af
”begrebet” ’arkitektonisk kvalitet’, til mere eller mindre problemfri indslusning
blandt andre, umiddelbart mere operationelle ”værdibegreber” som fx
’byggeteknisk kvalitet’ og ’totaløkonomi’ i evaluerings- og
optimeringsprogrammerne.
Overraskende var ’arkitektonisk kvalitet’, der udelukkende blev bedømt af
arkitekter, faktisk blandt de mest ukomplicerede evalueringstemaer, men
metodisk usammenlignelig med og indholds- eller resultatmæssigt ofte stærkt
divergerende fra beboernes evaluering.
Evalueringen af byggeriers arkitektoniske kvalitet sagde altså mere om, hvem
der havde foretaget evalueringen og disses præferencer og professionelle,
arkitektfaglige habitus, end om selve byggeriet, eller om en form for almen og
alment gyldig kvalitetsmæssig oplevelse af dette.
I fortsættelsen af senhalvfemsernes og årtusindskiftets
kvalitetsevalueringsprogrammer, fx ’arkitektur og brugerværdi’ under
Byggeriets Evalueringscenter (BEC), er der formelt større opmærksomhed
omkring ikke-arkitekters udsagn og ”brugerværdi”, men tilsyneladende er alt
alligevel ved det gamle: ’Arkitektonisk kvalitet’ alluderer til æstetiske aspekter,
er hovedsageligt defineret ved sit fravær, og er trods en stigende
opmærksomhed omkring ”beboeren”, ”brugeren” og ”bygningsforbrugeren”,
stadig et ekspertanliggende, uafhængig af, og ofte i modsætning til lægfolks
og beboeres præferencer.
Efter muligvis at være gået i afdrift som centralt udtryk i arkitektstandens
selvprofilering og branchepolitiske og værdimæssige italesættelse, cirkulerer
’arkitektonisk kvalitet’ stadig i en række sammenhænge:
Som et blandt flere midler til økonomisk værdiskabelse frem for et mål i sig
selv i regeringens fremme af ”kultur- og oplevelsesøkonomien”; som
retfærdiggørelse af lokalplaners æstetiske restriktioner; som betegnelse af
85

formålet med Byggeloven; som betegnelse for Akademisk Arkitektforenings
formål og standens eksistensberettigelse, og endelig – hvor det hele i en vis
forstand startede i 1991 – i pressen, som betegnelse for noget der er en
eklatant mangel på i det offentlige rum.
En markant forskel mellem Ekstra Bladets kampagne i 1991 og Politikens
”makværk” i 2006 (se 1.1 ovenfor) er, at arkitekterne i modsætning til 1991
ikke er under anklage i 2006, hvilket muligvis kan tolkes som en vis og varig
succes i 1990’ernes arkitekturpolitiske tematisering af ’arkitektonisk kvalitet’
mht. at frembringe eller restituere en positiv opmærksomhed omkring
arkitektur og arkitektstanden, via en form for ”homøopatisk tænkning” (jf. Thau
1994, se 2.3.1 ovenfor).
2.7.2 Begrebslig opsummering
Der skal nedenfor, ikke for at overkomme fornemmelsen af det, Karsten
Ifversen i forbindelse med Politikens ”makværk”-projekt har kaldt ”våd sæbe”
(se 1.1 ovenfor), men for netop at udfolde den semantiske labilitet og
adspredthed som sådan, opsummeres nogle semantiske karakteristika.
Udtrykkets semantiske bredde er måske ikke mindre, men formentlig mindre
vilkårlig, end man skulle tro.
I) ’Arkitektonisk kvalitet’ er overvejende negativt bestemt, dvs. som
henvisende til noget fraværende eller manglende.
Dette gælder tydeligst i den indledende ’kulturpolitiske fase’. ’Kvalitet’
betegner således noget fraværende i Peter Olesens artikler fra Ekstra Bladets
øjebæ-kampagne (se 2.2.4 ovenfor), og i Birgit Colds artikel fra 1989, hvor det
er ”lettere å beskrive mangelen på kvalitet... enn å beskrive hva de to
begrepene står for. Kvalitet eksisterer og oppleves i kraft av sin motsats –
mangel på kvalitet.” (Se 2.2.3 ovenfor). Også i kultur-, miljø- og
boligministeriernes arkitekturpolitiske fællespublikation fra 1994 motiveres
86

tematiseringen af arkitektonisk kvalitet som ”et særligt indsatsområde” af
”problemer med ensartet, oplevelsesfattigt byggeri med dårlig tilpasning til
omgivelserne”. (se 2.3.1 ovenfor). Fælles for de refererede lokalplaner fra
Horsens og Hjørring kommuner, og Realdanias og Skov- og Naturstyrelsens
fællesprojekt (se 2.6.2) er også, at fraværet af arkitektonisk kvalitet er
udgangspunktet eller default, der kun kan overkommes ved en særlig restriktiv
indsats fra de lokale byggemyndigheder.
II) ’Arkitektonisk kvalitet’ har en form for polariseret
begrebsindhold. Det anvendes både om 1) den konkrete,
subjektive, sanselige, æstetiske og emotionelle erfaring; den
private, individuelle her-og-nu arkitekturoplevelse, og 2) et
abstrakt bygningskulturelt ideal, det af en æstetisk nexus socialt
og kulturelt integrerede.
(Ad 1) ”Arkitekturkvalitet drejer sig om de påvirkninger, et bygningsværk har
på beskueren eller brugeren. Påvirkningen kan være af udefinerbar karakter i
form af den blotte fornemmelse af velbefindende”. (jf. Lundgaard & Beedholm,
1996; se 2.3.2 ovenfor).
(Ad 2) ”Arkitektonisk kvalitet... er betegnelsen for en helhed af etisk, social
dimension, og af æstetisk, kunstnerisk dimension. (...). Des mere opsplittet
vores videnskultur bliver, des større kunstnerisk kraft skal der til for at holde
det sammen”. (...). Uddannelsen i at mestre det arkitektoniske
helhedsperspektiv må styrkes, hvis den arkitektoniske kvalitet skal være et
centralt mål for morgendagens byggeri.” (Carsten Juel-Christiansen, 2002:
”Arkitektonisk kvalitet i centrum, hvordan?”, i Copy 45)
III) Udtrykket alluderer hovedsageligt til det, der ligger ud over en
rent praktisk nytteværdi og byggetekniske anliggender.
Dette fremgår fx af SBi’s evalueringsprojekt, hvor evalueringstemaer som
byggeteknik, totaløkonomi, indeklima m.fl. udgrænses i forhold til
evalueringen af ’arkitektonisk kvalitet’ (se 2.4.2 ovenfor).
87

IV) Alligevel er ’æstetik’ og æstetiske begreber sjældne i tilknytning
til ’arkitektonisk kvalitet’.
Dette kan ligeledes eksemplificeres med de ovenfor nævnte evalueringer, hvor
de benyttede adjektiver i forbindelse med vurderinger af arkitektonisk kvalitet
mere er rationelt, videnskabeligt og abstrakt klingende rumgeometriske
fremmedord end egentlig æstetiske termer – selvom evalueringsregistret
tydeligvis er formalæstetisk. Også i DAL’s publikation Arkitekturpolitik fra
1994 fremgår det, at ”æstetik og ydre skønhed, er i modstrid med det
egentlige og lang mere sammensatte kvalitetsbegreb”, selvom arkitektonisk
kvalitet opfattes som betinget af, ”at man kan tale om en overbevisende
kunstnerisk ide” og at ”funktionelle og teknologiske hensyn [ikke siger] meget
om det kvalitative.” (se 2.3.2).
V) ’Arkitektonisk kvalitet’ alluderer til brugerens ”blotte
fornemmelse af velbefindende”.
Dette udtrykkes fx i DAL’s ovenfor nævnte publikation, og fremgår også af
arkitekturkanonudvalgets motivering af lægeforeningsboligerne (Brumleby) på
Østerbro, hvor ”[d]ét at byggeriets udformning tager udgangspunkt i
menneskets trivsel, er siden blevet kendetegnende for arkitektonisk kvalitet...”.
(se 2.5.1). Også titlen på BEC’s tema om ”arkitektur og brugerværdi” (se 2.4.2)
indikerer denne opfattelse.
VI) ’Arkitektonisk kvalitet’ vedrører ikke ’smag’ og karakteren af
ikke-arkitekters oplevelser, og kan kun vurderes fagligt, dvs. af
arkitekter.
Ikke desto mindre fremgår det af en af de i BEC’s tema om ”arkitektur og
brugerværdi” involverede sagkyndiges bemærkning i Politiken, at beboeres,
brugeres og lægfolks vurderinger betragtes som irrelevante for og direkte
konfligerende med en retmæssig vurdering (se 2.4.2). Holdningen kan også
88

eksemplificeres af SBi’s metodevalg i evalueringsprojekterne, der selvom dette
efterfølgende problematiseres, udelukkende betragter vurdering af
arkitektonisk kvalitet som et ekspertanliggende (ligeledes 2.4.2). Mere implicit
fremgår denne holdning også af DAL’s skiftlige tematiseringer af ’arkitektonisk
kvalitet’, der citerer Mies van der Rohe for, og i sammenhængen tilslutter sig,
at arkitektur kun har ”lidt eller intet at gøre med... personlig smag” (Lundgaard
& Beedholm, 1996), og at ’arkitektonisk kvalitet’ er afgjort af arkitektens
skitsering (se 2.3.2). Endelig kommer holdningen til udtryk i Realdanias og
Skov- og Naturstyrelsens fremhævelse af det eksklusive valg mellem
”arkitektonisk kvalitet eller borgerinddragelse” (se 2.6.2).
De ovenstående karakteristikker kan betragtes som delvist ordnede i parvise
modsætninger eller polariteter (I versus II; II indeholder i sig selv en polaritet; III
versus IV; V versus VI), men som det allerede er fremgået løbende gennem
præsentation og diskussion af tekstuddragene, kan disse semantiske
funktioner, karakteristika og antydede begrebsindhold ikke forbindes
konsekvent med særlige aktører 29 .
Udtrykkets funktion og begrebsindhold varierer altså ikke blot i forhold til,
hvilke aktører eller positioner der benytter det. Begrebsindholdet varierer også
hos samme sprogbruger eller diskursfællesskab og – også på skrift – med få
liniers mellemrum. Den semantiske variabilitet kan altså ikke (udelukkende)
tilskrives en strid mellem forskellige, men hver for sig stabile opfattelser af
udtrykkets rette anvendelse og begrebsindhold hos forskellige aktører eller
positioner, men må for så vidt tilskrives udtrykket selv. Udtrykkets semantiske
variation kan altså hverken udelukkende eller primært forklares rationelt ud fra
magtrelationelle forhold i et felt, men må primært forklares ud fra de
29 ’Arkitektonisk kvalitet’ kunne dog se ud til overvejende at optræde i diskursive
formationer, der er knyttet til et ”moderat arkitektursyn” med ”vekt på tradisjonelle
verdier” (Cold), hvor man ”ikke mister jordforbindelsen” (Simonsen), måske jf.
Robert Smithsons opfattelse af ’kvalitet’ som ”the middle class notion of luxury”:
“Probably the opposite of waste is luxury. Both waste and luxury tend to be
useless. Then other's kind of middle class notion of luxury which is often called
"quality." And quality is sort of based on taste and sensibility. Sartre says Genet
produces neither spit nor diamonds. I guess that's what I'm talking about.” (Robert
Smithson, i Sky, 1973).
89

etydningsmæssige funktioner, udtrykket varetager i sproget, og det eller de
semantiske domæner, det knytter sig til.
2.8 Semiologiske og diskursteoretiske perspektiver
2.8.1 Store ord
”Jo større ordene er, desto større er risikoen for at det falske sniger sig ind i
dem”, bliver Ernst Bloch ofte citeret for. 30
Som påpeget ovenfor, virker det begrebslige indhold, eller betydningen af
’arkitektonisk kvalitet, så diffust og ustabilt, at det kan synes irrationelt,
latensfremmende og kommunikationshæmmende at benytte udtrykket
overhovedet, og man kan komme til at tænke på Klumpe Dumpes vilkårlige
omgang med forholdet mellem udtryk og indhold:
30 Citatet cirkulerer hyppigt og i forskellige versioner på forskeruddannelseskurser
og –seminarer. Oprindelsen er mig ubekendt. Citatet i nærværende version
stammer fra Schanz, 1990. En mere præcis og neutral formulering af den samme
betydningsmekanisme findes hos Ernesto Laclau: ”The degree of fixity of a signifier
varies in inverse proportion to the extent of its circulation in a given discursive
formation. … only those signifiers around which important social practices take
place are subject to this systematic effect of ambiguity.” (Laclau, 1988)
90

”When I use a word”, Humpty Dumpty said in a rather scornful
tone, ”it means just what I choose it to mean – neither more nor
less.”
“The question is”, said Alice, “whether you can make words mean
different things.”
“The question is”, said Humpty Dumpty, “which is to be master –
that’s all”.
(Carroll, 1896 p269)
Som Lewis Carroll’s Klumpe Dumpe peger på, handler fastsættelse af betydning
og måder at tale om emner på om magt, diskursiv magt. Men hvis den, der har
den diskursive magt, eller forsøger at erobre den, tager Saussures påpegning
af det arbitrære forhold mellem tegnenes udtryks- og indholdsside alt for
bogstaveligt, og bestemmer ordenes mening fuldstændig vilkårligt og efter
forgodtbefindende, uden nogen form for solidarisk forhold mellem udtryk og
indhold, bliver betydning og kommunikation ekstremt ustabil, og vi står tilbage
med indholdsløse udtryk, der ikke på sædvanligvis betyder noget, hvis værdi
ikke er værdien af det, de henviser til, men i bedste fald værdien af tegnenes
brug, der således kun ”betyder at de betyder” (Goldman & Papson, 1994).
Ikke desto mindre har denne del af afhandlingen givet indikationer af, at
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ har en udpræget kommunikationsfremmende
funktion i flere sammenhænge, både som konflikteliminerende og
tilslutningsskabende, og til dels også som modsætnings- og
konfliktfremdragende – men hvordan kan dette forholde sig og begribes
rationelt?
Hvorfor kan det, i nogle situationer og indenfor visse kulturelle domæner,
fremme kommunikation at benytte udtryk, der er ”flydende” eller indholdsløse,
eller hvis begrebsindhold har inhærente selvmodsigelser? I det følgende skal
opridses nogle strukturalistisk og diskursteoretisk baserede forklaringer og
tentative svar på disse spørgsmål.
91

2.8.2 Lévi-Strauss: flydende betegnere
I sin introduktion til Marcel Mauss’ arbejder (Lévi-Strauss, 1950) peger
antropologen Claude Lévi-Strauss på det, han kalder flydende signifianter og
deres betydningsmæssige funktioner i sproget. I det nedenfor citerede uddrag,
der beskriver det polynesiske ord mana som en sådan flydende betegner,
påpeges en række betydningsmæssige træk ved sådanne udtryk:
”Jeg tror, at udtryk lig mana, hvor forskellige de end må være, og
betragtet ud fra deres mest generelle funktion (der... ikke er
forsvundet fra vores mentalitet og samfundsform), repræsenterer
hverken mere eller mindre end den flydende betegner
[signifiant], som er al final tænknings umulighed (men også
grundlaget for al kunst, al poesi, enhver mytisk og æstetisk
invention) ...
Jeg ser i mana ... og andre udtryk af samme art, det bevidste
udslag af en semantisk funktion, hvis rolle er at muliggøre for
symbolsk tænkning at operere trods inhærente selvmodsigelser.
Dette forklarer de tilsyneladende uløselige antinomier forbundet
med udtrykket mana ...; kraft og handling; kvalitet og tilstand;
substantiv, adjektiv og verbum på én gang; abstrakt og konkret;
omnipræsent og lokaliseret” (Lévi-Strauss, 1950 p63-64, min
oversættelse).
Ifølge Lévi-Strauss cirkulerer sådanne udtryk jf. ovenfor ikke kun i ”primitive”
eller præmoderne samfundsformer, men er lige så udbredte og aktive i
moderne samfund – om end de her tildeles en lidt anden status:
”Forskellen [mellem fx ’mana’ i præmoderne kulturer, og ord
med tilsvarende semantisk funktion i den moderne verden]
kommer ikke så meget fra ordene selv ..., men fra det forhold, at
disse ord i vores samfund har en flydende, spontan karakter,
hvor de andre steder udgør grundlaget for anerkendte, officielle
interpretative systemer; en rolle, vi så at sige tildeler
videnskaben” (op.cit. p55].
Disse flydende betegnere ser ifølge Lévi-Strauss desuden ud til at muliggøre
nogle særlige, betydningsmæssige funktioner, der knytter sig specielt til
92

særlige kulturelle domæner: ”al kunst, al poesi, enhver mytisk og æstetisk
invention”, jf. ovenfor. Man kunne, med henblik på det følgende og hvis de ikke
allerede implicit er indeholdt i Lévi-Strauss’ liste, tilføje ’politik’ og ’arkitektur’.
2.8.3 Barthes: konnotationssproglig betydning
Hos Roland Barthes kan også findes en om end mere implicit påpegning af
tomme eller flydende signifianter i sproget, i 2. del af Mytologier (Barthes,
1957), ”Myten i dag”, hvor Barthes viser myten, eller rettere mytificeringer som
konnotationssproglige betydningsmekanismer, der snylter på
denotationssproget og får historiske og kontingente forhold til at forskyde sig
til et andet betydningsplan, det mytiske, hvor de opleves som naturlige. I visse
passager af ”Myten i dag” kan man genkende betydningsmæssige træk, der
minder om de allerede påpegede ved ’arkitektonisk kvalitet’:
”Når det kommer til stykket, er den viden som rummes i det
mytiske begrebsindhold en uklar viden der bygger på vage
associationer uden skarpe konturer.
Det er vigtigt at understrege den åbne karakter som
begrebsindholdet har, det er på ingen måde en abstrakt og
renset essens; det er en uformelig, ustabil og tåget kondensation
hvis enhed og sammenhæng især skyldes dets funktion.”
(Barthes, 1957, p241-242)
”[Begrebsindholdet er] en slags tågebanke, en mere eller mindre
vag kondensering af viden. Dets elementer er forbundet af
associationslinier... ” (p245)
”Dets form er tom, men nærværende, meningen er fraværende,
men alligevel præget af fylde.” (p247)
Det relevante ved Barthes’ påpegning af tomme eller flydende signifianter som
konnotationssproglige betydningsmekanismer er også, at disse kan spille en
magtrelationel og politisk rolle: De har et manipulatorisk potentiale, og kan
bruges – bevidst eller ubevidst – til at fastholde mennesker eller
93

efolkningsgrupper i bestemte, normative opfattelser, eller påtvinge dem
sådanne, så at sige, uden at de er bevidste om det. Bemærkelsesværdig er også
Barthes’ påpegning af begrebsindholdet som elementer forbundet af
”associationslinier”, et begreb og et træk ved tomme signifianter, der delvis
svarer til Laclaus ækvivalenskæder, se nedenfor.
2.8.4 Laclau & Mouffe: Tomme betegnere og hegemoni
En påpegning af tomme eller flydende betegneres politiske eller ”hegemoniske”
funktion findes også hos diskursteoretikerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffe.
Ifølge Laclau og Mouffe må det, de efter Antonio Gramsci kalder ”hegemoni”
eller ”hegemoniske projekter”, for at kunne lykkes, finde en ”artikulatorisk
praksis”, dvs. en konstruktion af og omkring diskursive ”knudepunkter”, som
(kun) delvist fikserer mening.
”Tilstedeværelsen af tomme udtryk [empty signifiers] ... er selve
muligheden for hegemoni ... En klasse eller en gruppe opfattes
som hegemonisk, når den ikke er lukket i et snævert korporativt
perspektiv, men præsenterer sig selv som indfrier af de bredere
målsætninger om enten frigørelse eller sikring af orden for brede
masser af befolkningen” (Laclau, 1994 p143).
Denne beskrivelse af indebyrden af en ”gruppes” hegemoniske ageren svarer
ganske nøje til den ovenfor beskrevne udvikling i arkitektstandens
selvbeskrivelse, som den kommer til udtryk i de refererede historiske versioner
af Akademisk Arkitektforenings formålsbestemmelse (se 2.2.1 ovenfor): Fra at
være ”lukket i et snævert korporativt perspektiv” (jf. Laclau, op.cit.) i
formålsbestemmelsen fra foreningens stiftelse i 1879, er alle eksplicitte
intentioner om specifikt ”at værne om den akademiske arkitektstands
Rettigheder..., i det Hele at fremme dens Interesser.. [og] at paavirke
Autoriteter og Lovgivningen til Fordel for Standen...” nu væk, og
arkitektstanden ”præsenterer [nu, dvs. delvis siden 1998 og helt siden 2003]
sig selv som indfrier af ... bredere målsætninger ... for brede masser af
94

efolkningen”, nemlig at fremme kvaliteten af ”vore omgivelser, og at agere ud
fra et helhedssyn til fremme af arkitektonisk kvalitet” (jf AA’s
formålsbestemmelse à 2003).
Det tomme udtryk, hvis tilstedeværelse som sådant ifølge Laclau er ”selve
muligheden for hegemoni”, er ’arkitektonisk kvalitet’.
Men hvad menes der hos Laclau med, at et udtryk er tomt? Grundlæggende
(strukturelt) det samme som der menes med flydende og tomme signifianter
hos hhv. Lévi-Strauss og Barthes, men der er visse mere eller mindre implicitte
forskelle, betinget af den kontekst, hvori de præsenteres og diskuteres. Laclau
giver selv følgende illustrative eksempel på et tomt udtryk, nemlig ’orden’:
”’Orden’ som sådan har ikke noget indhold, fordi det kun
eksisterer i de forskellige former, hvori det faktisk er realiseret.
Men i en tilstand af gennemført uorden er ’orden’ til stede som
det, der er fraværende; det bliver et tomt udtryk, som er udtryk
for dette fravær” (Op.cit., p144)
’Orden’ kan muligvis virke malplaceret som eksempel, i en kontekst der,
bortset fra øjebæ-kampagnen (se 2.2.5 ovenfor) og Anders Fogh Rasmussens
nytårstale (se 2.5.1), ikke handler om populistisk politisk retorik, men det
strukturelt betydningsmæssige i eksemplet er klart nok. Erstatter man ’orden’
med ’arkitektonisk kvalitet’ i det ovenstående, kondenserer sætningerne
præcist nogle af de allerede påpegede betydningsmekanismer knyttet til
’arkitektonisk kvalitet’ i de eksemplificerede og refererede diskursive
formationer og segmenter, udtrykket cirkulerer i: 1)En abstrakt, normativ
definition af et begrebsligt indhold er umulig, eller i det mindste fraværende,
og 2)udtrykket bliver overvejende brugt som udtryk for noget fraværende, som
”udtryk for dette fravær”, jf. fx Birgit Cold (1989; 2.2.4 ovenfor), hvor ”den
virkelige striden handler om mangel på kvalitet”. Ud fra begge betragtninger
kan udtrykket siges at være tomt.
Men hvordan kan et tomt udtryk udgøre et diskursivt ”knudepunkt” (nodal
point), og hvad er et diskursivt knudepunkt i Laclaus og Mouffes forstand?
Diskurser, eller diskursive formationer kan i en vis forstand sammenlignes med
netværk, der fikserer de enkelte tegns glidninger, eller ”knudepunkters”
indbyrdes forhold. Nye punkter kan kun slutte sig til netværket, hvis de deler
95

eller kan logge sig på dettes allerede eksisterende koder eller struktur. Hvis
flere diskurser skal tilslutte sig hinanden og forenes om en ”sag”, må de gøre
det i et knudepunkt, der så at sige er kodemæssigt ”åbent” eller tomt, hvor
hvert diskursfællesskab og hver enkelt sprogbruger kan danne sine egne
”associationslinier” (Barthes) eller dele af ”ækvivalenskæder” (Laclau & Mouffe,
1997). Kommunikation og tilslutning mellem forskellige diskurser og
foreningen af disse i hegemoniske projekter er således mulig, selvom og netop
fordi udtrykket er tomt.
Men det følger implicit af Laclau & Mouffes diskursteori, at tomme betegnere –
i hvert fald ’arkitektonisk kvalitet’ – altid er betydningsmæssigt konfliktfyldte
per se. På den ene side udgør ’arkitektonisk kvalitet’ en form for knudepunkt,
selvom eller netop fordi det er flydende, åbent, eller tomt, men på den anden
side handler diskurser ifølge Laclau & Mouffe netop om det modsatte, dvs.
reduktion af muligheder, eller en standsning af tegnenes glidning i forhold til
hinanden, og dermed forsøg på at skabe entydighed. Diskurser er altså
processer, der tilstræber betydningsfikseringer, og at dominere og
konventionalisere disse i en sådan grad, at de ikke længere opfattes som
kontingente men naturlige (se Jørgensen og Phillips, 1999 p36-37). Dette
kunne observeres i den ovenfor refererede lokalplan fra Horsens, hvor
udtrykket intenderedes fikseret og naturaliseret med implicit og formentlig
ubevidst reference til en form for antik eller præmoderne kanon, og hvor en
bestemt arkitektur eller et bestemt formelt repertoire, ligesom i eksemplet fra
Hjørring, blev gjort til tegnets selvfølgelige og ”naturlige” referent.
Tomme betegnere kan altså på den ene side intenderes og lanceres netop som
tomme eller med en åben indholdsside, samtidig med eller efterfulgt af en
kamp mellem forskellige diskurser om at indholdsudfylde på netop deres
måde.
Nedenfor perspektiveres og diskuteres afslutningsvis nogle af disse forhold og
betydningsmekanismer omkring tegnets åbning, lukning, glidning og referens.
96

2.9 Tre perspektiver
2.9.1 ’Arkitektonisk kvalitet’ og kompensatoriske strategier til håndtering
af fravær af normativ enhed
Af undersøgelsen i denne del af afhandlingen fremgår det, at de diskursive
funktioner, ’arkitektonisk kvalitet’ antager eller tildeles, generelt er
kommunikationsfremmende eller konflikthåndterende, men knytter sig til to
modsatrettede strategier, der ikke desto mindre ofte kombineres. De to
tendentielle strategier kan kaldes hhv. åbnende og lukkende.
Forestillingen om ’arkitektonisk kvalitet’ som et i udgangspunktet ”åbent”,
kommunikativt dynamiserende og -fremmende diskursivt knudepunkt er
muligvis i strid med en forestilling om diskurser som fundamentalt
betydningsfikserende eller lukkende, men kan i en vis grad påpeges bl.a. i
udviklingen i AA’s selvbeskrivelse, i 90’ernes arkitekturpolitiske statements, og
ved arrangementer som SBi’s ”debatdag” i november 2005, hvor ’arkitektonisk
kvalitet’ som tomt udtryk kan siges at optræde som og opretholde en status
som kompenserende for, eller som muliggørende kommunikation, trods fravær
af diskursiv og normativ enhed mellem forskellige funktionelt og
interessemæssigt differentierede grupper.
Den ”lukkende” strategi er, i bred forstand, legislative æstetiske restriktioner –
og det vil i sidste instans sige magt – som kompenserende for fravær af
normativt fællesskab. Denne strategi er implicit påpeget ovenfor i forbindelse
med lokalplaners æstetiske restriktioner, og de mulige hensigter med disse.
Trods udtrykket ’arkitektonisk kvalitets’ status som åbent, tomt eller flydende
udtryk bliver det paradoksalt taget i ed i forbindelse med legitimering af
lokalplaners æstetiske restriktioner, og også tendentielt i andre forbindelser, fx
i Foreningen til Hovedstadens Forskønnelses ”Udkast til juridisk bindende
æstetisk regelsæt” 31 .
I disse tilfælde, navnlig i uddraget fra lokalplanen fra Horsens Kommune,
”snylter” brugen af udtrykket på dets i udgangspunktet begrebsligt åbne
31 FHF’s ”udkast” er publiceret i foreningens tidsskrift Hovedstaden, juli 2006,
efterfulgt af en række indbudte kommentarer, bl.a. min med titlen ”Damage control
eller store visioner?”
97

status, ved hvilken det blev gængs og cirkulerende i sproget, og essentialiseres
pludselig som fundering af æstetiske kriterier.
En tendens til essentialisering, ophøjelse, formel institutionalisering og i det
hele taget eksternalisering af æstetiske kriterier kan iagttages i flere
forbindelser end Horsens kommunes præmoderne kanon, fx i en tendens til
reaktualisering af gamle esoteriske discipliner som Feng Shui og Vastru
Shastra, der grundlæggende handler om at suspendere en subjektiv
dømmekraft, og i stedet udlede en bygnings udformning af kosmologiske og
metafysiske principper. Disse ældgamle metafysiske systemer blender
tilsyneladende problemfrit ind i moderne, international New Age-tankegang
såvel som management-tænkning, og leverer præskriptive instrumentelle
kanoner for udformning af bygninger af enhver art (se fx Kjærholm, 2002 p2
og 15). Det er således ikke op til fx en bygherres og hans rådgiveres subjektive
og momentane smag og præferencer – og evt. konflikter og kompromiser
herimellem – at afgøre, hvordan en bygning skal udformes, men derimod til
principper, der er eksterne for begge parter.
Selvom moderne forsøg på udarbejdelse af instrumentelle kriterier for
kvalitetsvurderinger (fx sektorforskningens evalueringsmodeller) ikke
påberåber sig et metafysisk, kosmologisk eller religiøst grundlag, men derimod
et videnskabeligt 32 eller i det mindste rationelt og begrebsligt, har disse dog
samme, men uløste funderingsmæssige problem – som de tilsyneladende ikke
kan løse uden den argumentatoriske stopfunktion der udgøres af et metafysisk
grundlag.
32 Jævnfør Lévi-Strauss’ bemærkning om flydende betegnere som udgørende
”grundlaget for anerkendte, officielle interpretative systemer [i præmoderne
samfund]; en rolle, vi så at sige tildeler videnskaben”, se 2.8.2 ovenfor. Se også
præsentationen af Academy of Neuroscience for Achitecture nedenfor (3.2.2), der
også intenderer at omgå subjektet og eksternalisere æstetiske kriterier, ikke på et
metafysisk men på et naturvidenskabeligt-biologisk grundlag.
98

2.9.2 Homøopati
Som beskrevet under 2.3.1 ovenfor, påpegede Carsten Thau i 1994 en tendens
til, at man ”tænker homøopatisk: arkitekterne opfattes nu som den medicin der
kan bruges til at bekæmpe de skader man tidligere anklagede dem for”.
Den sproglige ingrediens i homøopatien var, hvis man accepterer metaforen,
’kvalitet’ – dvs. det, arkitekterne blandt andre blev kendt skyldige i fraværet af,
i bl.a. Ekstra Bladets øjebæ-kampagne, men som i formen ’arkitektonisk
kvalitet’ få år senere blev det, netop arkitekter kunne yde til en dertil
trængende omverden.
Undersøgelsen i denne del af afhandlingen antyder dog også på en anden og
mere prævalent betydningsmæssig homøopatisk tendens, nemlig i forbindelse
med en glidning i dominansen over udtrykket, fra en arkitektonisk og
kulturpolitisk til en teknologisk og økonomisk domineret diskurs 33 .
Fra at betegne noget, der er et gode i sig selv, for kulturel og social
integration, og for individets trivsel og ”livskvalitet”, er der sket en delvis
semantisk eller i det mindste funktionel glidning i en instrumentel retning,
hvor ’arkitektonisk kvalitet’ bliver taget ”til indtægt” i en økonomisk diskurs;
som et middel til social segregering, og dermed fremme af visse kommuners
økonomi, og overhovedet som et middel til værdiskabelse i monetær forstand i
kultur- og oplevelsesøkonomien.
Glidning synes her mere passende end gængse sociologiske kamp- og
markedsmetaforer, fordi der, selvom udtrykket i visse tilfælde kan siges at
være knyttet til en strid mellem normative opfattelser af arkitektur, ikke kan
påpeges en åben strid om selve udtrykkets rette anvendelse og
begrebsindhold, der under alle omstændigheder synes modsigelsesfyldt 34 . Der
33 Tilsyneladende siden FRI’s ”indlæg i debatten”, jf. 2.3.3 ovenfor, uden at dette
dog kan hævdes at være hverken eneste eller direkte årsag.
34 ’Arkitektonisk kvalitet’ kan m.a.o. ikke kategoriseres som et ’væsentligt omstridt
begreb’ (essentially contested concept’). Såkaldt ’væsentligt omstridte begreber’
findes i flg. filosoffen W.B. Gallie især indenfor æstetikken, den politiske filosofi,
historiefilosofien og religionsfilosofien, og er overordnet kendetegnede ved, at der
vedblivende strides om deres rette mening, og at det netop er denne genuint
argumentatoriske strid der opretholder disse begrebers eksistens og centrale
status. ’Arkitektur’ er i flg. Niels Albertsen netop et sådant væsentligt omstridt
begreb (se Albertsen, 2002 p8-9), mens ’arkitektonisk kvalitet’ i flg. nærværende
afhandling ikke er. Analysen i denne afhandling af ’arkitektonisk kvalitet’ som
udtryk er dog, trods et noget andet metodisk udgangspunkt, formål og resultat,
99

er snarere tale om tendentiel glidning, der formentlig kan opfattes som en del
af en generel udvikling i, hvilket ”retfærdiggørelsesregime” 35 der er prævalent i
samfundet generelt. Man kunne med en alternativ metafor tale om
absorbering, hvor en form for ”modsprog” mod evidenstænkning, nyttekalkuler
og funktionalisering, alligevel kan indoptages i en teknologisk-økonomisk
diskurs, qua udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’.
Denne absorberings- eller homøopatimekanisme kan muligvis relateres ikke
bare til ’arkitektonisk kvalitet’ men til udtrykket ’kvalitet’ 36 i en række
sammenhænge: En teknologisk-økonomisk diskurs kan med udtrykket
’kvalitet’ delvis indoptage sin egen modsætning, og håndtere det, der ellers
ville være eksternt og potentielt kunne udgøre en moddiskurs – via
internalisering, på sine egne præmisser, inden for sit eget scope, og dermed i
væsentligt inspireret af Niels Albertsens videreudviklinger af Gallies ”begreb om
begreber” i forbindelse med begrebet ’arkitektur’.
35Sociologen Luc Boltanski og økonomen Laurent Thévenot har i flg. Albertsen 1999
beskrevet 6 forskellige retfærdiggørelsesregimer eller “verdener”, der strukturerer
argumentationer i offentlig kritik og debat. Disse regimer eller verdener er:
inspirationens, domesticitetens, opinionens, den borgerlige eller civile, handelens
og den industrielle. Argumenter, der er gyldige inden for ét
retfærdiggørelsesregime, er ifølge Boltanski og Thévenot ofte helt ugyldige
indenfor et andet, men i visse situationer og henseender kan der være sammenfald
og tilslutningsmulighed. I denne henseende kan ”regimer” sammenlignes med
”diskurser” og ”diskursive formationer”, som disse termer er brugt i denne
afhandling. Hensigten med at bruge termen ”retfærdiggørelsesregimer” her er
inspireret af Niels Albertsens oplæg til et seminar om udviklingen af en kritisk
byforskning (Albertsen, 1999), der foreslår en kritik-forskning frem for en kritisk
forskning, dvs. en forskning der frem for at basere sig (og sin kritik) på ét
værdisystem, retfærdiggørelsesregime eller én normativ diskurs, sætter sig for at
udrede og undersøge disse kritisk. Hensigten med denne del af afhandlingen har
egentlig netop været dette. Jeg har dog vurderet det hensigtsmæssigt i
sammenhængen at gå mere sprogligt-diskursivt og empirisk til værks i
undersøgelsen, end Boltanskis og Thévenots konception af
”retfærdiggørelsesregimer” lægger op til.
36 Og til suffikset –tet i det hele taget, der bruges i konstruktioner af abstrakte
substantiver, oftest fra adjektiver (fx i kompleksitet, simplicitet osv.). Det samme
gør sig gældende for det tilsvarende danske suffiks –hed, som i tryghed, sikkerhed,
frihed og lignende abstrakte substantiver, der som tomme betegnere er hyppigt
forekommende i programpolitiske sammenhænge. Det er påfaldende, at Barthes
(1957) konstruerer en række neologismer med dette suffiks (fransk -té ) for netop
at kunne betegne nogle af mytificeringernes ”vage”, ”ustabile” og ”tågede”
begrebsindhold, der ikke desto mindre er ”præget af fylde”, fx ”matematiskhed”
(mathematicité) og ”franskhed” (francité).
100

en vis grad immunisere sig mod en sådan moddiskurs. Dette ville ikke være
tilfældet, hvis man i virksomheder talte om fx ’empati’, ’solidaritet’, ’ære’ eller
’faglig stolthed’ i stedet for kvalitetssikring; ”eksistentielle åndehuller i en
gennemfunktionaliseret tilværelse”, eller noget tilsvarende, i stedet for
kvalitetstid; ’hygge’, ’varme’, imødekommenhed’, ’skønhed’, ”følelsen af at
blive genkendt og høre hjemme i Verden” eller lignende i stedet for
arkitektonisk kvalitet.
En tilsvarende, men muligvis mere bevidst, intentionelt absorberende eller
homøopatisk strategi kan også observeres i reklamebranchen, der i flg.
analyser af tendenser i advertising og markedsføring (fx Goldman & Papson,
1994) har reageret på en stigende kritik og skepsis blandt forbrugerne overfor
reklamer op gennem 1980’erne ved at inkorporere denne kritik og skepsis i
reklamerne. Denne strategi kommer også til udtryk i form af organisationers
inkorporering af kritiske instanser: Danske Bank har således ansat filosoffen,
debattøren og samfundskritikeren Morten Albæk som chef for en afdeling for
interessentrelationer. Morten Albæk, der i bogudgivelser og foredrag klandrer
sin samtid for at være materialistisk og konsumfikseret, er således ansat i en
organisation, der lever af at finansiere folks materialisme og konsum – hvorved
organisationen har inkorporeret en kritik af sig selv i sig selv; FRI har ansat
Lars Goldschmidt, en ”intellektuel”, forfatter og samfundsdebattør, som
direktør; Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, der netop er et bygge-
forskningsinstitut, og som sådan beskæftiger sig med tekniske og
produktionsmæssige anliggender, opretholder trods dette en arkitektur-
forskningsenhed, og det er bemærkelsesværdigt og formentlig ikke tilfældigt,
at hovedparten af den forskningsmæssige tematisering af ’arkitektonisk
kvalitet’ (i form af publikationer, konferencer, forsøg med evalueringsmodeller
osv.) kommer netop herfra.
2.9.3 Konventionaliseret skematik eller reel konflikt?
Som tom betegner vistes udtrykket i denne del af afhandlingen på den ene side
at have kommunikationsfremmende og konflikthåndterende eller –eliminerende
funktioner og effekter, netop qua begrebsindholdets fraværende, diffuse og
modsigelsesfyldte karakter. Derved var udtrykket centralt og effektivt i
arkitekturpolitikkens ambition om at skabe en positiv generel opmærksomhed
101

omkring arkitektur og arkitektstanden, efter den massive folkelige kritik, der
havde udspillet sig de forudgående år, og som kulminerede med Ekstrabladets
”øjebækampagne” i 1991.
På den anden side vistes udtrykket, når det, primært i lovgivnings-
forvaltnings- og forskningsmæssige sammenhænge, søges indholdsudfyldt og
betydningsfikseret som tegn og begreb, der refererer til noget, at blive
reinvesteret med normative modsætningsforhold, der er mere eller mindre
identiske med de modsætninger, udtrykket var en del af en ophævelse eller
afbødning af.
Disse konflikter, som udtrykket som tom betegner vistes til dels at eliminere
eller i det mindste suspendere midlertidigt, dukker altså op igen og
reproduceres nærmest ved forsøg på betydningsmæssige fikseringer, og ser
generelt ud til at være forbundet med divergerende æstetisk-normative
indstillinger mellem arkitekter og ikke-arkitekter til et modernistisk formelt
repertoire. Som illustration af dette kan fremdrages elementer af analysen i et
skematisk resummerende, lettere forceret handlingsforløb:
Vox populi anklager arkitekterne for intentionelt at fremmane en bygget
verden, der er umenneskelig i sin fornægtelse af ornamenter, varme, hygge,
spir og kringelkroge. Arkitektstanden, i et gensidigt fordelagtigt samarbejde
med nye ministre, responderer ved at etablere en arkitekturpolitik; politiske
diskurser er i demokratier (ifølge Laclau, 1988; 1994) karakteriseret ved at
være centreret omkring tomme betegnere, i dette tilfælde ’arkitektonisk
kvalitet’, der ud over at være tomt og som sådan ”selve muligheden for
hegemoni”, har vel nærmest uundgåeligt positive konnotationer (’kvalitet’ er
altid og notorisk godt; hvis kvalitet er ’arkitektonisk’, må ’arkitektur’ og
’arkitekter’ også være noget godt). Dette eliminerer eller afdæmper kritikken
betydeligt.
Af forskellige årsager – at arkitektstanden føler sig trængt af andre faggrupper
som ingeniører og storentreprenører og derfor føler behov for med større
argumentatorisk styrke at kunne kommunikere deres kerneydelse (som ifølge
standsforeningens formålsbestemmelse er arkitektonisk kvalitet) rationelt og
begrebsligt, eller blot at definitionsmagt synes at være en legitim, passende og
attråværdig magt for en profession – føler arkitektstanden efterfølgende et
102

ehov for at betydningsfiksere eller indholdsudfylde den ellers flydende eller
tomme betegner.
Idet arkitektstanden, ikke blot som profession, men også arkitekter indenfor
academia, sektorforskning og forvaltning, fikserer eller kompletterer den
flydende eller tomme betegner med begreb og referent, genopstår det
normative modsætningsforhold, der fremstilledes i Ekstra Bladets kampagne,
men nu på arkitektstandens eget, og ikke vox populis initiativ: Tegnet
kompletteres med en referent, der er karakteriseret ved at være uden
”ornamenter”, ”spir og kringelkroge” (se 1.1.5 og 2.2.5 ovenfor), et
modernistisk formelt repertoire, hvori standen distingverer sig i et gensidigt
ekskluderende valg mellem enten ”arkitektonisk kvalitet eller
borgerinddragelse”.
Selvom det i første halvdel af det 20. århundrede kunne ligne en hypotetisk
mulighed, ”at først fremtidige generationer vil være i stand til at fatte denne
tids stil” (Broch, 1932; se 1.1.5), og selvom et formelt repertoire uden
ornamenter, varme, hygge og kringelkroge oprindeligt blev lanceret som ”en
frihetens stil, ... ett likhetens udtryk... [der] i samhällets yttre form [skulle] häva
klassmotsärningarna” (Gregor Paulsson, citeret fra Bech-Danielsen, 2004), er
de kulturpolitiske og socialæstetiske modsætninger tilsyneladende ret
konstante.
Dette tyder på, at normative forestillinger om arkitektur kun delvis afspejles og
påvirkes af diskursive praksisser og strukturer, men så at sige stikker dybere i
både sociale og kognitive strukturer.
Et spørgsmål er altså, om denne ”strid”, eller opfattelses- eller smagsforskel,
har en realitet ”under” en antagonistisk skematik, udenfor populistiske
kommunikationsgenrer og diskursive konventioner, og som forskellige former
for varige og stabile kropsliggjorte socialæstetiske distinktionsprincipper
findes på et individuelt, mentalt niveau.
Et andet spørgsmål er, om kompetence eller uddannelsesdefineret ”ekspertise”
– fx i forbindelse med evaluering af arkitektonisk kvalitet i boligbyggerier og
kanonudvalgenes prioriteringer jf. ovenfor – kan reduceres til spørgsmål om
magt, dvs. professionel definitionsmagt og andre magtrelationelle forhold, eller
om man herudover kan påpege en eller anden form for reel, kognitiv
103

kompetence, der ikke lader sig reducere til magt, sociale dominansforhold og
symbolsk vold.
I afhandlingens følgende, tredje del rejses derfor spørgsmålet om, hvilken
realitet eller hvilket realitetsniveau disse modsætningsforhold har. Intentionen
er at undersøge, om disse diskursive modsætningsforhold også har en form for
kognitiv eller mental realitet, hvorvidt dette kan påvises som forskelle i stabile
neurofunktionelle dispositioner, og om der i så fald kan påvises en form for
overensstemmelse eller systematik i forholdet mellem diskursive, sociale og
kognitive betydningsstrukturer.
104

3 . A R K I T E K T O N I S K K V A L I T E T
I E T K O G N I T I V T
N E U R O V I D E N S K A B E L I G T
P E R S P E K T I V
3.1 Introduktion
Denne del af afhandlingen bygger på et eksperimentelt kognitivt-
neurovidenskabeligt studie, hvor to grupper af forsøgspersoner bestående af
hhv. arkitekter og ikke-arkitekter har set og afgivet en umiddelbar æstetisk
vurdering af en række billeder af bygninger samtidig med, at der ved hjælp af
en MR-scanner er optaget data af deres hjerneaktivitet. Efterfølgende er der på
baggrund af data dannet billeder og udført statistiske beregninger med henblik
på at undersøge og beskrive, hvilke eventuelle forskelle i aktiveringen af
neurale netværk der er mellem de to grupper, for dermed at kunne inferere
105

eller etablere en fortolkning af, hvilke eventuelle forskellige ubevidste kognitive
strategier de to grupper benytter i forbindelse med umiddelbare æstetiske
vurderinger af arkitektur.
Ud over neurovidenskabelige teknikaliteter, grundlag og metodiske spørgsmål,
der vil blive behandlet nedenfor under 3.2, implicerer ovenstående nogle
vigtige grundpræmisser for behandlingen af projektets emne i denne del af
afhandlingen, der indledningsvist skal redegøres og argumenteres for,
eftersom ’arkitektur’ i det følgende gøres mere eller mindre synonymt med
’bygninger’, og ’kvalitet’ nærmest synonymt med (beskaffenhed eller valøren
af) ’æstetisk erfaring’. ’Arkitektonisk kvalitet’ behandles således i denne del af
afhandlingen som en særlig form for æstetisk erfaringskategori, hvor givne
konkrete erfaringer af ’arkitektonisk kvalitet’ er ækvivalent med apperceptioner
af bygninger i en æstetisk erfaringsmodus.
Dette betinger et perspektiv, der i visse henseender er radikalt forskelligt fra
det, der blev udfoldet i afhandlingens forudgående, anden del, men som
dermed også er intenderet som komplementerende og i den forstand
sammenhængende med det forudgående.
3.1.1 Fra tom betegner til konkrete referenter
I fortsættelse af første dels anskuelse af ’arkitektonisk kvalitet’ som et tegn,
ændres perspektivet i denne del af afhandlingen fra et kontinentalt,
semiologisk og nominalistisk blik på ’arkitektonisk kvalitet’ som sprogligt
tosidet tegn, til et mere begrebsrealistisk eller realismepræget pierceansk
semiotisk perspektiv med betragtningen af ’arkitektonisk kvalitet’ som et
tresidet tegn, dvs. et tegn, der udover en udtryksside, signifiant eller
repræsentamen, og en indholdsside, begreb, signifié eller interpretant,
indbefatter en referent, eller en referens til et objekt (Pierce, 1897/1910) 37 .
37 Ækvivalensen mellem momenter i Saussures og Pierces tegnbegreber er ikke helt
så direkte, som det kunne fremgå her; der er tale om to traditioner med vidt
forskellige udgangspunkter. Jeg har dog vurderet, at sammenholdningen
anskueliggør dels det ontologiske og metodologiske skisma mellem afhandlingens
to hoveddele, dels en progression og sammenhæng i forholdet mellem de to dele.
106

Dvs. at tegnet henviser til noget konkret 38 , som det herved giver betydning.
Det kan umiddelbart virke selvmodsigende at introducere en referent i
’arkitektonisk kvalitet’ betragtet som tegn, eftersom ’arkitektur’ i indledningen
og i anden del af afhandlingen ikke behandles som en særlig klasse af
fænomener eller objekter, men som en kulturel kategori. Dvs. en kategori, hvor
det der giver kategorien mening som sådan, ikke er en række ”naturlige”, fx
formelle egenskaber, der skal opfyldes for at kunne henregne en given
genstand som tilhørende kategorien, men derimod en række kontingente,
historiske og situationsbestemte socio-kulturelle forhold. I indledningen vistes
’arkitektur’ endda - måske i ekstreme tilfælde, men velbegrundet i ’arkitektur’
som derivativ af ’arkitekt’ som social funktion og position - at kunne være
næsten hvad som helst, bl.a. et medikoteknologisk produkt (se 1.1.2).
Desuden blev ’arkitektonisk kvalitet’ identificeret som en tom betegner, det vil
blandt andet sige som henvisende til noget fraværende eller manglende, til
netop fraværet af en referent.
Men egentlig er der ikke desto mindre allerede implicit introduceret en referent
ved flere lejligheder i anden del, nemlig i forbindelse med ’arkitektonisk
kvalitet’ som evalueringstema i SBi’s kvalitetsevalueringsprogram, hvor
konkrete bygninger blev evalueret, i forbindelse med Thomas Wiesners
konkrete eksempel på ’arkitektonisk kvalitet’ (i Arnfred et al., se 2.3.2), og i
forbindelse med de refererede lokalplaner. I de førstnævnte var referenten
konkrete formalæstetiske egenskaber ved konkrete bygninger, og i de to
følgende var referenten dels et bestemt formelt repertoire, dels blev
’arkitektonisk kvalitet’ nærmest anvendt som prædikat i forbindelse med de
konkrete, eksemplificerende bygninger.
Desuden, og mere generelt, relaterer de tekster, der udgør grundlaget for
analysen i første del, og som sådant skulle udgøre en tematisk, producent- og
genremæssig spredning, der er repræsentativ for emnet og anvendelsen af
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, altovervejende udtrykket til bygninger og
38 Selvom dette ”konkrete” kan være helt igennem fiktivt eller mentalt. Tegnets
objekt er i flg. Pierce ikke i naiv forstand ’det, der bruges tegn om’, men snarere en
kausalt determinerende faktor i interpretationen af et tegn (se Jørgensen, 1993
p23-24).
107

ygningskunst, selvom der i de givne tilfælde ikke altid kan påpeges en direkte
referent i forbindelse med udtrykket.
En anskuelse af ’arkitektur’ som værende mere eller mindre ækvivalent med
’bygninger betragtet i (eller med) et æstetisk register’, er altså for så vidt
velbegrundet som mulig kategorial præmis, der dels bygger på analysen i
afhandlingens første del og de referenter, der kan påpeges her, dels er i
overensstemmelse med arkitekturbegrebets generelle bygningskulturelle
anvendelse.
3.1.2 Fra kvalitet til smagsdom
En anden grundlæggende præmis i denne del af afhandlingen, der kræver en
redegørelse er, at vurdering af arkitektonisk kvalitet er en æstetisk vurdering.
’Vurdering af arkitektonisk kvalitet’ bliver altså i det følgende betragtet som en
særlig form for æstetisk vurdering, der som sådan resulterer i en umiddelbar,
æstetisk dom, dvs. en smagsdom. Denne definition er allerede implicit
indeholdt i den begrebslige opsummering sidst i første del, hvor det på
baggrund af de refererede tekster blev konkluderet, at ’æstetik’ og æstetiske
begreber ganske vist ikke er særligt hyppigt forekommende i tilknytning til
’arkitektonisk kvalitet’, men at udtrykket ikke desto mindre altovervejende
alluderer til det, der ligger ud over en rent praktisk nytteværdi og
byggetekniske anliggender (se 2.7.2).
Således fx i SBi’s evalueringsmodel, hvor temaet ’arkitektonisk kvalitet’ blev
udgrænset i forhold til fx temaerne ’byggeteknik’, ’miljøpåvirkninger’ og
’totaløkonomi’ (se 2.4.2 ovenfor), og i den først refererede artikel, der allerede
i overskriften tematiserer og definerer arkitektonisk kvalitet som ”ikke den
teknisk, funktionelle, målbare kvaliteten, men den opplevde estetiske” (Cold,
1989, se 2.2.4 ovenfor).
Modsigelserne omkring ’arkitektonisk kvalitet’ som noget æstetisk
erfaringsmæssigt fremtræder reelt først ved spørgsmål om, hvem der skal, kan
eller har ret til at vurdere, og dermed på hvilket grundlag der kan vurderes.
Som det fremgik af tekstuddragene i første del, optræder sådanne modsigelser
endda ofte indenfor samme tekst, fx i DAL’s branche- og arkitekturpolitiske
udspil fra 1996, Arkitekturpolitik (Lundgaard & Beedholm, 1996; se 2.3.2),
108

hvor ’arkitektonisk kvalitet’ alluderer til brugerens ”blotte fornemmelse af
velbefindende”, selvom forordet hævdede arkitektstandens autoritære,
professionelle definitionsmagt mht. at bestemme, ”hvad der forestås ved
arkitektonisk kvalitet”.
Modsætningsforhold mellem forskellige normative æstetiske opfattelser af
arkitektur og af, hvem der retmæssigt kan vurdere arkitektonisk kvalitet kom
også frem dels i forbindelse med referaterne af ekstrabladets øjebækampagne
(se 1.1.5 og 2.2.5), og dels i forbindelse med Realdanias og Skov- og
Naturstyrelsens rapport om kvalitet i bydels- og lokalplanlægningen (2.6.2).
hvor ’arkitektonisk kvalitet’ henviser til et særligt formelt repertoire, og er et
spørgsmål om ”arkitektonisk kvalitet eller borgerinddragelse”.
Det er en nærmere undersøgelse af disse sidstnævnte modsætningsforhold,
der er formålet med det kognitivt-neurovidenskabelige eksperimentelle studie,
der udgør det empiriske grundlag for denne del af afhandlingen.
3.1.3 Indhold
I de følgende afsnit gennemgås først en kort og nødtørftig indførende
præsentation af kognitiv neurovidenskab og denne disciplins historiske,
teoretiske/heuristiske og teknologiske grundlag, samt aktuelle applikationer af
disse i grunden biomedicinske metoder på samfundsvidenskabelige og
humanistiske felter.
Dernæst diskuteres, som grundlag for spørgsmål og hypoteser i relation til
fMRI-studiet, en række kognitiv-neurovidenskabelige studier af visuel
processering og objektkategorisering samt af neurale netværk involveret i
evaluative processer og integration af impulser med selvmonitorering,
autobiografisk hukommelse og langtidshabituering.
Endelig gennemgås det udførte fMRI-forsøg, hvor der først redegøres for en
forundersøgelse, dernæst for det eksperimentelle design og den praktiske
fremgangsmåde, og endelig fremlægges resultaterne og disse diskuteres og
relateres til afhandlingens øvrige dele, bl.a. gennem et sociologisk perspektiv.
109

At de ovenfor påpegede modsætningsprægede, distinkte og distingverende
præferencer er ’kropsliggjorte’, er oplagt, hvis ikke trivielt, og dette ville
formentlig kunne påvises og redegøres for med andre, fx
eksperimentalpsykologiske, kognitivistiske eller pragmatiske, empiriske
metoder og perspektiver. At foretage undersøgelsen med hjernescanninger og
funktionel neuroimaging er således et metodisk valg, der er motiveret af en
afvejning af forventelige fordele og ulemper. Ulempen er en metodisk
nødvendig, men næsten ekstrem reduktivitet i de eksperimentelle betingelser,
og de inferensmæssige begrænsninger og fortolkningsmæssige forbehold
disse betingelser automatisk udstyrer resultaterne med, men fordelen er, at
kropsliggørelsen ikke blot konstateres som logisk nødvendig, dvs. som noget
der nødvendigvis må være der i en eller anden form, men derimod undersøges
disse mere eller mindre varige dispositioner i organismen i deres systematik og
faktiske udfoldelse i tid og rum, som de via MR-teknologi og fMRI-metodologi
viser sig i form af modulerede, afhængige aktiveringer i neurale netværk.
Det er selvfølgelig yderst vanskeligt og arbejdskrævende at benytte en så
metodisk, teknologisk og teoretisk kompliceret undersøgelsesform, uden en
uddannelsesmæssig, professionel baggrund inden for en relevant disciplin.
Hertil skal dog siges, at ingen enkelt forsker mestrer, endsige har en
tilbundsgående forståelse af alle de teknikker, teorier og stumper af praktisk
viden, der skal til for at realisere et kognitivt-neurovidenskabeligt fMRI-
projekt. Det involverer i alle tilfælde et større eller mindre socialt system af
teknologi og ekspertise. Studiet er således blevet til og udført i samarbejde
med en række andre forskere og institutioner, men formulering af
forskningsspørgsmålene og det overordnede eksperimentelle design er blevet
til som en del af og på foranledning af dette ph.d.-projekt.
Tværfaglig og multidisciplinær forskning har givetvis store fordele, men er
også forbundet med store og, i det mindste i nærværende tilfælde, kun delvis
overkommelige kommunikations- og formidlingsvanskeligheder, såvel som
videnskabeligt-erkendelsesmæssige kompatibilitetsproblemer. Derfor er
studiet også refereret som en egentlig neurovidenskabelig artikel, forfattet af
projektdeltagerne i fællesskab, der er føjet til som appendix til afhandlingen,
eftersom det har vist sig uoverkommeligt at transponere alle aspekter af
studiet restløst mellem afhandlingens sprog og hele tematisering af emnet
110

’arkitektonisk kvalitet’, og en mere snæver kognitiv-neurovidenskabelig optik
og diskurs.
3.2 Baggrund
3.2.1 Kognitivt-neurovidenskabeligt grundlag
Den grundlæggende antagelse i kognitiv neurovidenskab er, at der er et tæt og
systematisk forhold mellem struktur og funktion i hjernen (Bear et al., 2001
p324; Changeux & Ricoeur, 2000 p86). Dvs. hjernen er ikke en ensartet amorf
masse eller ”sort boks”, men derimod et organ ligesom resten af kroppens
organer, og yderligere sammensat af en række suborganer, der hver især
varetager vidt forskellige og visse steder meget specifikke funktioner. Det, der
opleves som en integreret helhed på et fænomenologisk eller mentalt niveau,
forsøger den kognitive neurovidenskab at beskrive på et biologisk og cerebralt
niveau som neural aktivitet i et stort antal funktionelt og topologisk adskilte,
men interagerende suborganer.
At denne ”mapping” mellem struktur og funktion ikke er metodologisk og
teoretisk uproblematisk, men snarere et heuristisk princip, vil kort blive
diskuteret nedenfor. Lidt nærmere bestemt er det det præcist systematiske i
forholdet, der er problematisk, men først skal det dog understreges, at en form
for sammenhæng er stort set ubestridt.
Det har således været kendt fra patologien i århundreder, at hjernen er inddelt
i anatomisk og funktionelt distinkte områder. Franz Joseph Gall (1758-1828),
der ellers er mest kendt som ophav til den forkætrede pseudovidenskab
frenologi, bemærkede således, at tabet af evnen til at tale almindeligvis fulgte
efter skader i en bestemt del af den venstre frontale cortex (Churchland, 1986
p155). Galls observation indikerede eksistensen af et ”talecenter”, hvilket
senere blev bekræftet af den franske neurolog Paul Broca i 1861 (Bear et al.,
2001 p10-11). Brocas observationer viste desuden, at taleevnen er funktionelt
og anatomisk distinkt fra evnen til at forstå tale.
111

Der findes langt tidligere, men mindre præcise og succcesfulde forsøg på at
korrelere bestemte adfærdsmæssige, perceptive og kognitive dysfunktioner
med traumer i bestemte dele af hjernen (fx Galen, 129-199 e.Kr. Se Bear et al.,
2001 p4), men indtil for nylig krævede erhvervelse af viden om sammenhænge
mellem struktur og funktion, enten obduktion af afdøde personer, eller at
skader eller kirurgiske indgreb gav direkte visuel adgang til hjernen. Det var
således gennem sammenhænge mellem perceptive, kognitive og
adfærdsmæssige dysfunktioner på den ene side, og lokalisering af traumer i
hjernen på den anden side, at man indirekte kunne slutte sig til noget om
normale funktioner i den anatomisk og strukturelt normale og intakte hjerne.
Med grundlag i en nyere og nærmest eksplosiv teknologisk og metodisk
snarere end teoretisk udvikling i biomedicinske billeddannelsesteknologier, er
det nu muligt at udforske direkte sammenhænge mellem hjernens struktur og
funktion i levende, normale og raske mennesker, mens de udfører fx kognitive
eller perceptuelle opgaver. Først blev det muligt at danne billeder af den
levende hjernes struktur ved hjælp af røntgenstråling (CT-scanning), og
dernæst begyndte man at kunne måle hjernens metaboliske aktivitet ved at
indsprøjte radioaktive sporstoffer med kort halveringstid (PET-scanning:
Positron Emission Tomografi). Op gennem 1990’erne er PET blevet fulgt og
delvis afløst af magnetisk resonansteknologi (MRI, Magnetic Resonance
Imaging), der benytter stærke magnetfelter til at danne billeder af hjernens
struktur, såvel som – via repræsentationer af variationer i gennemstrømningen
af iltet blod – dens metaboliske og dermed neuralt-processuelle aktivitet. MR-
teknologien og fMRI (functional Magnetic Resonance Imaging) har en række
fordele i forhold til PET: Der er en langt bedre rumlig og tidslig opløsning,
medvirken af sundhedsuddannet personel er ikke nødvendigt, da teknikken er
noninvasiv, dvs. at der ikke som ved PET skal foretages indsprøjtninger af
radioaktiv kontrastvæske, og af samme årsag er det langt mere uproblematisk
at rekruttere forsøgspersoner, da fMRI ikke er forbundet med ubehag eller
helbredsmæssige risici.
Det er trivielt, men vigtigt at understrege, at hæmodynamiske teknikker som
fMRI ikke viser, hvad der kognitivt og mentalt processuelt sker, men – og kun i
fejlbehæftet og begrænset omfang – hvor noget sker. Det betyder, at
112

neurofunktionelle data kun kan lægges til grund for kognitive og psykologiske
inferenser og fortolkninger, hvis der forudsættes det ovenfor nævnte
”mapping”-forhold mellem struktur og funktion (Henson, 2005).
Men selvom antagelsen om en systematisk funktion-struktur-”mapping” er
grundlæggende, er den ikke desto mindre et heuristisk princip, snarere end en
teori, der kan bevises på et uafhængigt grundlag, og som sådan kan den bedst
vurderes ud fra, i hvilket omfang den er effektiv som grundlag for
neurofunktionelle studier med konsistente resultater. Denne grundantagelses
’værdi’ er således et empirisk spørgsmål om dens brugbarhed, eftersom den
ikke er beviselig i streng forstand.
En effekt af en given forsøgsopstilling i form af et distribueret mønster af
neural aktivitet skal nemlig (tilfældigvis) være spatielt (og temporalt)
organiseret i en skala, der kan opfanges med hæmodynamiske teknikker som
fMRI, dvs. udstrække sig rumligt over minimum flere kubikmilimeter (typisk
3x3x3 mm, en såkaldt voxel, der indeholder mange millioner neuroner), og
over flere sekunder.
Dvs. at man med fMRI-teknikkens og andre tilgængelige billedteknologiers
noget grovmaskede optik ikke kan se evt. neurofunktionelle afhængige
variable, hvis disse udfolder sig i en skala, der tidsligt og rumligt ikke kan
registreres med den tilgængelige teknologi. Dette medfører, at man reelt ikke
kan slutte at en udebleven effekt af en ændring af uafhængige variable betyder
at der ikke er en effekt. Omvendt betyder det også, at den neurofunktionelle
modulation man evt. kan se i forbindelse med en uafhængig variabel, strengt
taget ikke kan bestemmes som nødvendig eller tilstrækkelig som neuralt
korrelat for fx processeringen af en given stimulus, og/eller for en given
adfærd.
Spørgsmålet er så, hvorfor det er relevant at kunne ”mappe” en funktion på
hjernens struktur; eller med andre ord, hvorfor det er relevant for spørgsmål,
der ikke er kliniske, fysiologiske eller anatomiske, men kognitive eller
psykologiske, at vide hvor i hjernen noget sker.
Først og fremmest skal det bemærkes, at neurofunktionelle data udgør blot ét
sæt af mulige, afhængige variable i en forsøgsopstilling, sammen med andre,
113

fx adfærdsmæssige 39 , og at neurofunktionelle data ikke automatisk har nogen
privilegeret status i forhold til evt. andre afhængige variable. En simpel fordel
ved at opsamle neurofunktionelle data er således blot at øge antallet af
afhængige variable: Hvis én type data, fx adfærdsmæssige eller deklarative
responser, ikke udviser nogen effekt ved en ændring af uafhængige variable,
betyder det ikke nødvendigvis at der ikke er nogen effekt, blot at effekten ikke
viser sig indenfor dette register, men evt. indenfor et andet, fx et
neurofunktionelt.
Det mere specifikke svar på den kognitive relevans af at kunne beskrive et
forhold mellem funktion og struktur, altså at kunne pege på et anatomisk
neuralt korrelat for en given kognitiv eller mental ’funktion’ er, at man som
nødvendighed har viden eller hypoteser om en sådan sammenhæng. At inferere
kognitivt eller psykologisk på grundlag af neurofunktionelle data, er således
kun muligt i et videre omfang, hvis man i forvejen har beskrivelser i form af
viden eller teorier om givne aktiverede områders receptive felter eller
processuelle eller kognitive funktion. Det betyder i praksis, at nye
neurofunktionelle studier mht. såvel eksperimentelle paradigmer som
inferenser og fortolkninger må basere sig på tidligere studier af korrelationer
mellem struktur og funktion. Man må altså, selvom man metodisk evt. opererer
med en nulhypotese, alligevel have en forventning om hvor og i forhold til
hvilke eksperimentelle betingelser man vil se aktiveringer, der bygger på
beslægtede studier. Som sådan er kognitiv neuro-imaging et delvis lukket
system, hvor forskningen i højere grad baserer sig på teknologiske muligheder
og egne resultater end på en egentlig, omfattende teori.
Denne i højere grad teknologidrevne end teoridrevne udvikling har, som ren
teknologisk muliggørelse, forøget antallet af forskningsprojekter eksplosivt, og
dermed den samlede neurofunktionelle viden om menneskehjernen betydeligt,
men – hvad der måske er vigtigere i denne sammenhæng – har også, i det
mindste principielt, gjort det muligt at stille helt andre og nye, såvel som
gamle, forskningsspørgsmål om menneskelig erkendelse og mentalt liv, til en
39 Andre afhængige variable i en forsøgsopstilling kan fx være svingninger i puls,
respiration eller ændringer i hudens ledningsevne (galvanic skin response, GSR)
som fysiologiske indikationer af affekt eller ændringer i mentale tilstande.
114

iologisk eller biomedicinsk, i grunden materialistisk og positivistisk
metodologi og optik.
Og ikke mindst det, at teknikken er billeddannende og præsterer ofte
farvestrålende og æstetisk appellerende billeder af hjerneaktiveringer, har gjort
kognitiv neuro-imaging tiltrækkende for tværfaglig forskning såvel som for en
ikke-videnskabelig offentlighed.
”Nu om dage er vi snart alle sammen hjerneforskere”, sagde fedmeforskeren
Christian Bjørbæk fx i et interview i Weekendavisen (Frank, 2006) om sin
forskning, der anlægger et neurovidenskabeligt og endokrinologisk perspektiv
på fedmeepidemien, i stedet for at se på ernæringsmæssige og sociale og
kulturelle forhold. Selv sociologiske og økonomiske problemstillinger bliver nu
udforsket med ikke bare kognitionsvidenskabelige og
eksperimentalpsykologiske metoder, men med biomedicinske
billedteknologier, og sociologi, økonomi og sågar marketing får påhæftet
præfikset neuro-.
Æstetikken er også blevet udstyret med dette præfiks, og selvom neuroæstetik
måske ikke er den mest rammende betegnelse for det fMRI-studie, der udgør
det empiriske grundlag for denne del af afhandlingen, har neuroæstetik
udgjort et vigtigt inspiratorisk grundlag, hvorfor denne ’disciplin’ kort
introduceres nedenfor.
3.2.2 Neuroæstetik
”Kunsten er kongevejen til kognitionen”, har Per Aage Brandt sagt i et interview
(Zeuthen, 2000). Dette forhold begyndte neurofysiologer i en vis forstand at
udnytte allerede i 1970’erne, hvor bl.a. Semir Zeki anvendte Mondrian- og
Malevich-lignende billeder som eksperimentelle stimuli til undersøgelse og
kortlægning af den funktionelle og anatomiske organisering af hjernens
visuelle system. Man anvendte denne type stimuli, fordi det var de mest
velegnede til specifikt at aktivere helt bestemte visuelle del-funktioner i
hjernen. Heraf opstod den forestilling, at dette måske netop er, i det mindste
nogle, visuelle kunstformers funktionsmåde eller æstetiske effektivitet: At de
præcist pinpointer eller hyperstimulerer ganske specifikke visuelle
subsystemer, og dermed kan bringe den bevidste opmærksomhed i nærheden
115

af ellers uattenderede og automatisk fungerende, perceptive og kognitive
funktioner 40 . Således udtrykt af Per Aage Brandt (1999) i det, der måske er det
første neuroæstetiske bidrag på dansk:
Kunstens almene effektivitet [kunne] skyldes, at den opererer
med en skønhedsoplevelse, som optræder, når denne nedre
grænse [for introspektivt tilgængelige mentale processer N.N.]
enerveres. […]. Skønheden er måske en oplevelse fremkaldt ved
en opmærksomhed fastholdt i nærheden af nærværets opståen.
Neurofysiologiprofessoren og neuroæstetik-protagonisten Semir Zeki ynder
tilsvarende at sige, at kunstnere i virkeligheden er intuitive neurologer, fordi
kunstnerisk skabelse og oplevelse undersøger og udnytter, og i en vis forstand
udvider eller eksternaliserer den allerede eksisterende funktionelle
kompartmentalisering af hjernen 41 .
Kunsten kan altså sige noget om hjernen, fordi den i flg. Brandt og Zeki så at
sige sætter kognition og perception på spidsen, og dermed udgør et reservoir
af eksemplariske eksperimentelle stimuli.
Spørgsmålet er så, om man også så at sige kan inferere den anden vej; om
hjerneforskningen kan sige noget om fx bygningskunsten?
En russisk arkitekt og teoretiker, Nikolaj Ladovsky (1881-1941), mente at en
bestemmelse af psyko-fysiologiske, perceptionsmæssige love ville føre til
produktionen af optimalt korrespenderende arkitektoniske former, og
40 I den forstand kan neuroæstetikken opfattes som en naturlig fortsættelse af
æstetik i Baumgartens og Kants forstand som gnoseologia inferior og sinnliche
Erkenntnis. Introspektivt utilgængelige funktionsmåder i et neuralt substrat for
æstetisk erfaring kunne herudfra udlægges som Kants ”übersinnliche Substrat der
Menschheit” (Kritik der Urteilskraft § 57), der ifølge Kant ikke kunne gøres videre
begribeligt, men som den teknologiske muliggørelse af neuroimaging kunne give
anledning til en større epistemologisk optimisme omkring. Eksperimentelt kan
neuroæstetikken betragtes som en fortsættelse af fx Gustav Theodor Fechners
eksperimentelle ”Ästhetik von Unten” (se Fechner, 1876).
41 Fx i Zeki, 1999 p10: ”It is for this reason that I hold the somewhat unusual view
that artists are in some sense neurologists, studying the brain with techniques that
are unique to them, but studying unknowingly the brain and its organisation
nevertheless. It was after all Pablo Picasso who, in a prescient statement, almost
anticipated the current craze for brain imaging studies when he said, ‘It would be
very interesting to preserve photographically … the metamorphoses of a picture.
Possibly one might then discover the path followed by the brain in materializing a
dream’.”
116

grundlagde til dette formål et ”psykoteknisk” laboratorium i Moskva i 1927 (se
Kruft, p419). Også den østrigsk-amerikanske vestkystarkitekt Richard Neutra
interesserede sig for at fastlægge ”biorealistiske” principper, der kunne lægges
til grund for al design. Neutra mente fx, at ”community planning is an art, but
one in need of a large scientific advisory board, chaired by an expert in
biology”. (Neutra, 1954 p337).
Den forestilling, at man kan finde en form for operationelle lovmæssigheder for
arkitekturens iboende eller oplevede kvaliteter i mekanismerne for den
menneskelige natur og psykologi, er altså ikke en ny tanke, men har en vis
arkitekturteoretisk tradition bag sig. Senest er denne tradition blevet
revitaliseret og institutionaliseret i USA med oprettelsen af Academy of
Neuroscience for Architecture (ANFA) 42 i San Diego.
Perspektivet i det studie der præsenteres i denne afhandling er dog
hovedsageligt et andet end neuroæstetikkens forsøg på at relatere
kunstneriske udtryksformer med neurofysiologisk kompartmentalisering af
perceptive submodaliteter, og intentionen er også fjern fra Neutras og ANFA’s
intentioner om helt at omgå subjektet og i stedet skabe optimal korrespondens
mellem ’objektive’ neurale processer på den ene side, og objektive fysiske træk
ved bygninger på den anden. Dette studie intenderer derimod at undersøge
netop subjektive evaluative processer og dømmekraft, som disse udfolder sig i
relation til arkitektur hos to grupper af forsøgspersoner der er differentierede
ved deres uddannelsesmæssige forudsætninger. Derfor er udgangspunktet for
fMRI-studiet bredere og mere generelt kognitiv-neurovidenskabeligt end
egentlig neuroæstetisk, og i det følgende præsenteres noget af den forskning
42 Academy of Neuroscience for Architecture (ANFA) blev oprettet i foråret 2003 på
initiativ af John P. Eberhard. ANFA’s grundlæggende antagelser, formuleret af
Eberhard er, at arkitekturens udvikling er determineret af (natur-)videnskabelige
fremskridt. I slutningen af det 19. århundrede var det angiveligt fysikken, der drev
arkitekturens udvikling, men nu er det forventningen, at neurovidenskaben skal
vise vej til en optimal korrespondens mellem nerver og formgivning: ”Not only will
those of us who are architects benefit from the new knowledge base made possible
by neuroscience, but future generations of school children, hospital patients, office
workers, and worshippers in sacred places will have their environments more
carefully tuned to their needs and desires.”
Se www.anfarch.org
117

og litteratur, der har dannet grundlag for hypoteser, forskningsspørgsmål og
eksperimentelt design.
3.2.3 Visuel processering og objektkategorisering
I det visuelle system er det kendt, at topologisk distinkte cellegrupper
varetager forskellige funktioner eller submodaliteter i den visuelle
processering, fx farver i det såkaldte V4, bevægelse i V5 osv.
Også med hensyn til processering af former og linier kan der påvises en høj
grad af specialisering på enkeltcelleniveau i tidlig visuel processering.
Individuelle neuroner i V2 og V4 responderer således overraskende specifikt på
komplekse, men ordnede former, som lateralt og rotationelt symmetrisk
”organiserede kontrastfyldte områder” (Hegdé & Van Essen, 2000; 2003), dvs.
figurer som kors, seksarmede stjerner, spiraler osv. Disse såkaldte ”shape
selective cells” (Hegdé & Van Essen) fungerer muligvis som en slags
kompleksitetsreducerende ”primere” i processeringen af visuelle input frem
mod en integreret mental formrepræsentation.
Ligheden mellem de anvendte stimuli i Hegdé & Van Essen (2000; 2003) og
traditionelle ornamenttyper er påfaldende (se fig. nedenfor). I forlængelse af
Zekis og Brandts neuroæstetiske perspektiv kunne det antages, at
ornamentering intuitivt bliver frembragt med henblik på ”oplevelse fremkaldt
ved en opmærksomhed fastholdt i nærheden af nærværets opståen” (jf Brandt
ovenfor): Globalt udbredte ornamenteringsformer som mæander, svastika, kors
og stjerner kunne ud fra dette perspektiv formodes at hyperstimulere disse
”shape selective cells”, og derved bringe opmærksomheden i nærheden af en
”nedre grænse for erkendelse” (Brandt), et under normale omstændigheder
aktivt, men uattenderet ”mellemniveau” i den visuelle integration. Disse
enkeltneuroner i V2 og V4 må derimod forventes at være mere inaktive i
miljøer, hvor ornamentik eller en naturlig detaljerigdom er fraværende. En
præference for ornamentering kunne således antages at være ”naturlig”, mens
et fravær af ornamentik kunne forventes at forårsage ”træthed”, ”væmmelse og
118

modvilje” (jf. Broch ovenfor 1.1.5) uden tilvænning eller indlæring, hvorfor en
sådan præference ville kunne være distinktiv for ”dannelse”.
Ovenfor: stimuli anvendt i Hegdé & Van Essen, 2003.
Nedenfor: udsnit af planche IX, LXXX og LXXXII i Owen Jones’ Grammar of Ornament (Jones,
1856)
119

Tilsvarende kunne det hypotetisk tænkes at forholde sig med andre typer celler
med meget specifikke funktioner eller receptive felter i tidlig visuel
processering, fx de såkaldte ”end-stopped cells” (Hubel & Wiesel, 1968; Hubel,
1988). Disse celler i den primære visuelle cortex responderer på rette linier op
til en vis længde, hvorefter aktiviteten falder til neutral.
I det hele taget bliver ”uniformitet” i en vis forstand koblet fra af vores
neurofysiologi, fordi et flertal af celler i både retina (nethinden i øjet) og den
visuelle cortex, qua karakteren af deres receptive felter, ikke responderer på
kontrastfri felter (Bear et al., 2001; Hubel, 1988). Denne frakobling kunne
formodes at ske når man perciperer og befinder sig i miljøer med minimerede
synlige detaljer og store, glatte, ensartede overflader. For den utrænede ville et
sådant fravær af visuel information i omgivelserne divergere så meget fra den
mængde og de niveauer af information det visuelle system er udviklet til at
bearbejde, og dermed forårsage et vist ubehag, mens netop denne absens, ved
indlæring eller dannelse af en særlig opmærksomhed eller særlige indstillinger
og forventninger, kunne være årsag til det modsatte.
Disse antagelser eller hypoteser er dog (endnu) ikke praktisk eksperimentelt
tilgængelige og efterprøvelige, bl.a. fordi de argumenterer på grundlag af
elektrofysiologisk forskning udført på enkeltcelle- og cellelagsniveau, et niveau
der ikke er tilgængeligt for en kognitiv, noninvasiv fMRI-metodologi eller
anden eksisterende biomedicinsk billeddannende teknologi.
Den visuelle specialisering i hjernebarken rækker dog videre end disse basale
selektive niveauer, og der kan også påvises en form for funktionel og
anatomisk visuel specialisering på et semantisk niveau, dvs. som genkendelse
eller selektiv processering af specifikke objektkategorier eller klasser af visuelle
120

stimuli. Sådanne studier og forsøgsresultater vedrørende ”objektselektive
regioner” (Grill-Spector, 2003) og ”objekt-form-topologier” (Haxby et al.,
2000) er dog omstridte, og der er flere forskellige teorier og fortolkninger med
hensyn til kognitive og processuelle funktioner, genomiske eller hebbianske 43
oprindelser og overordnede organiseringer af disse områder og deres
funktioner 44 . Disse teorier forekommer dog mere komplementære end
gensidigt ekskluderende, og en række studier og forskningsteams er enige om,
at der er et vist antal topologisk veldefinerede moduler i inferotemporal cortex
(ITC), dvs. bunden af tindingelapperne, der er specialiserede for genkendelse
eller processering af specifikke objektkategorier. Disse kategorier eller klasser
er nærmere bestemt kroppe og kropsdele (korrelerende med det såkaldte
exstrastriate body part area, EBA (fx Downing et al., 2001)), ansigter (fusiform
face area, FFA (fx Kanwisher et al., 1997; Tong et al., 2000)), steder
(parahippocampal place area, PPA (fx Epstein & Kanwisher, 1998)) – og
bygninger (building area, BA (fx Aguirre et al., 1998; Haxby et al., 2000;
Epstein & Kanwisher, 1998; Levi et al., 2001; Price & Gorno-Tempini, 2001)),
om end dette building area, BA, ikke altid tilkendes en selvstændig status, men
undertiden betragtes som en del af PPA.
Selvom der ikke er komplet anatomisk og fortolkningsmæssigt sammenfald
mellem disse studier, peger de dog alle på, at der er et område i højre ITC, der
responderer maksimalt på bygningsstimuli.
Disse studier tager dog ikke i betragtning, hvorvidt kategorien ’bygning’ som
forårsagende anatomisk afgrænsede, neurale responser, er begrænset til
almindelige enfamiliehuse med sadeltag, eftersom denne bygningsmæssige
typologi er den eneste, der er anvendt som stimuli i de nævnte forsøg, ligesom
det heller ikke diskuteres, hvad en kategori eller klasse er i lingvistisk forstand,
43 Efter Donald Hebb (se fx Bear, 2001 p724-725). I tilgængelige og plastiske
områder af cortex etablerer neuronerne spontant og kaotisk synapser. De synapser,
der er adaptivt gunstige, dvs. virker fremmende på fx processeringen af en bestemt
klasse af stimuli, bevares og forstærkes, mens de der blot befordrer ubrugelig
neural aktivitet dør ud igen. Visse topologisk veldefinerede funktionelle
specialiseringer i hjernen kan forklares som tillærte og adaptive i forhold til et
givent miljø, via en stokastisk udvikling og efterfølgende stabilisering og
forstærkning af neuronernes synapser, fx det såkaldte ”letter area”, der koder for
genkendelse og processering af bogstaver (se fx Polk & Farah, 1998).
44 For et overblik over verserende teorier om den funktionelle organisering af
inferotemporal cortex, se Gauthier, 2000 og Grill-Spector, 2003.
121

og hvordan sproglige prædikater i det hele taget forholder sig til et evt. neuralt
korrelat.
Yderligere tager de hidtidige studier, der peger på eksistensen af et building
area ikke i betragtning, hvilken effekt forsøgspersoners forkundskaber evt. har
på responsegenskaber og anatomisk afgrænsning af et neuralt korrelat. Der
kunne tænkes at være forskelle i topologi og responsegenskaber afhængig af,
om forsøgspersonen er arkitekt, arkitektur- eller kunsthistoriker, kritiker eller
lignende, eller om forsøgspersonen ikke har nogen formel eller praktisk
erhvervet uddannelse indenfor arkitektur eller beslægtede områder. Andre
studier af modellering af aktivitet i kategoriselektive områder i inferotemporal
cortex som effekt af ekspertise tyder på, at dette kunne være tilfældet (fx i
forbindelse med biler og fugle, se Gauthier et al., 2000).
Den hidtidige forskning efterlader altså to væsentlige spørgsmål mht.
eksistensen af og responsegenskaber for et building area:
1) forholdet mellem et neuralt korrelat og de kategoriale egenskaber for en
stimuliklasse som sådan, og
2) de mulige modificerende effekter af erhvervelsen af ekspertise i forhold til
responsegenskaber og topologi.
Nedenfor følger en uddybende diskussion af, hvad spørgsmålene om kategori
og ekspertise kunne betyde, både generelt kognitivt og for det eksperimentelle
design af fMRI-studiet.
3.2.4 Mulige kategoriale implikationer
Fra en strengt nominalistisk betragtning er opdelingen af den fysiske verden i
prædikative kategorier et rent lingvistisk fænomen, og således arbitrært og
kulturelt defineret. Ud fra denne betragtning har kategorier ingen universel
mening eller objektiv eller ekstern eksistens; de er rent sociale konstruktioner
og kulturelle konventioner, og kan og vil derfor variere og ændre sig med
ændringer i socio-kulturelle konventioner og kontekster.
Selvom dette mere er at betragte som en filosofisk diskussion af nominalisme
og realisme, er denne rene socialkonstruktionisme i en vis forstand empirisk
afvist af Berlin & Kays og Kay & McDaniels’ forskning i farvekategorier og –
prædikater (se Lakoff, 1987 p24-30). Resultater af disse interdisciplinære
122

samarbejder mellem kognitiv lingvistik, kognitiv antropologi og neurofysiologi
viser, at selvom prædikater kan variere, er der en udpræget grad af konsistens i
farvekategoriseringer mellem vidt forskellige sprog og kulturer, og denne
konsistens korrelerer med basale, medfødte egenskaber eller funktionsmåder i
menneskelig visuel og retinal neurofysiologi.
Forholdet mellem farveprædikater og –kategorier og farvesyn eller retinal
neurofysiologi er antageligt langt simplere end korrelationer mellem fx en
bygningskategori og dens mulige neurale substrat. Men den ovenfor refererede
forskning peger sammen med fx Eleanor Rosch’s forskning i intra-kategoriale
cognitive reference points og prototypes (se Lakoff, 1987 p39-57) på to
relevante forhold:
1) Kategorier er oftest ikke strukturerede af grænser, men af centre,
’tyngdepunkter’ eller referencepunkter, og fungerer således indenfor kognitive
skematikker med centrale og perifere medlemmer, eller med en prototype-
deviations-skematik. Dvs. at et afgrænset frekvensområde indenfor det ”blå”
spektrum bliver, uanset kategorien ’blå’s lingvistisk og kulturelt variable
afgrænsning, opfattet som prototypisk blå eller ”mere blå” end andre
frekvenser inden for dette spektrum, uanset forsøgspersoners sproglige og
kulturelle tilhørsforhold, og nogle fugle (fx spurve) opfattes som ”mere fugle”
end andre (fx pingviner);
2) kategoriers kognitive og neurofunktionelle betingelser er eksperimentelt
tilgængelige og i visse tilfælde neurofysiologisk forklarlige.
I relation til nærværende forsøg er det således forventeligt, at den
eksperimentelle aktivering af et evt. building area ikke blot kan afhænge af, om
den konkrete stimulus kan kategoriseres som ’bygning’ eller ej, men også om
denne stimulus er fx et ”almindeligt” enfamiliehus eller en forventeligt mindre
prototypisk bygning. Det er muligt, at stimuli, der repræsenterer almindeligt
forekommende eller velkendte bygningstypologier (fx bygninger med sadeltage
og vertikalt orienterede vinduer, som i de ovenfor nævnte neurovidenskabelige
studier), i det mindste hos ikke-arkitekter, ville opfattes som mere prototypisk
’hus’ eller ’bygning’, og derfor muligvis korrelere med øget aktivitet i
forsøgspersonernes building area, end fx udpræget modernistiske bygninger,
der forventeligt ville være mindre kategorialt centrale.
123

3.2.5 Mulige ekspertisemæssige implikationer
Selvom ekspertise eller viden inden for en given kunstart kan siges at være
forbundet med en øget følsomhed eller sensitivitet overfor kunstværker, er
erhvervelse af ekspertise formentlig også generelt forbundet med en form for
af-emotionalisering eller af-sentimentalisering af ekspertens forhold til det
område, han eller hun har særlige kompetencer eller viden indenfor. At være
professionel eller forholde sig professionelt er i daglig tale mere eller mindre
ækvivalent med at holde en emotionel distance til det relevante emne, mens en
amatør, i det mindste etymologisk bogstaveligt, er en der ’elsker’ et givet
emne 45 . Disse måske noget spekulative overvejelser er relevante for
nærværende forsøg i to henseender:
1) Der er betragtelige diskursive forskelle i beskrivelser og vurderinger af
arkitektur mellem arkitekter og ikke-arkitekter. Arkitekter benytter ofte et
abstrakt, ”rationelt” og rumgeometrisk vokabular (se 2.3.2 ovenfor for
eksempler på dette), mens lægfolk benytter et mere konkret og emotionelt
ladet sprog (se også Forty, 2000 og 2006 for en diskussion af dette).
Disse forskelle i sprogbrug kunne være et rent lingvistisk eller diskursivt
overfladefænomen, en form for differentierende faglig eller social kode hos
arkitekter, uden signifikante kognitive og neurale grundlag og korrelater, men
de kunne også tænkes at korrelere med, eller i en eller anden udstrækning
være effekter af distinkte, ubevidste kognitive strategier for processering og
evaluering af arkitektur hos arkitekter og ikke-arkitekter.
2) Et fMRI-forsøg (Solso, 2001), sammenligner neural aktivitet ved både passiv
betragtning og en tegningsopgave mellem en ekspert (Humphrey Ocean, en
britisk portrætmaler) og lægfolk (Robert Solso selv og en kontrolperson) uden
formel uddannelse eller kunnen mht. tegning. Aktivitetsniveauet i
hjerneområder, der normalt associeres med perception og processering af
ansigter, var betydeligt lavere hos eksperten end hos novicerne, hvor
aktiviteten i tidligere, præsemantiske visuelle områder og i såkaldt højere
kognitive, frontale områder var højere. Selvom antallet af forsøgspersoner i
Solsos studie er statistisk komplet utilstrækkeligt, indikerer det dog i det
mindste, at portrætkunstneren professionelt ser og imiterer ansigter på en
neuroprocessuelt anden måde end lægfolk, i det han fokuserer dels på
isolerede, præsemantiske visuelle træk, dels på et mere abstrakt, kunstnerisk
45 Fransk: amateur, af latin: a’mare elske.
124

meningsmæssigt indhold (korrelerende med den øgede aktivitet i den frontale
cortex), mens ikke-kunstnernes opmærksomhed er rettet mod et mere medialt,
socialt og emotionelt betydningsbærende informationsniveau i de givne
stimuli.
En række psykologiske adfærdsforsøg, der sammenligner lægfolks og
eksperters præferencer for billedkunst i forhold til grader af hhv. semantisk
indhold og abstraktion i billederne, peger på sammenhænge mellem
præference for malerier uden semantisk indhold og graden af kunstfaglig og
kunsthistorisk uddannelse og indsigt (se fx Hekkert & van Wieringen, 1996, og
Leder et al., 2004). Disse forsøg er rent adfærdsmæssige og indeholder ikke
forsøg på neurofunktionelle forklaringer, men en mulig sådan kunne være i
slægt med de tendenser, der indikeres i Solsos studie.
3.3 Æstetisk vurdering, smag og dannelse
3.3.1 Smagsdommens neurale korrelat
Udtrykket ’smag’ alluderer både til smag som en form for prototypisk,
gustatorisk sansning via direkte kemisk kontakt, og (metaforisk) smag som
målet for eller resultatet af dannelse, dvs. en udvidet, kulturelt erhvervet
dømmekraft. Begrebsindholdet kan altså både være en biokemisk-
homøostatisk og en socio-kulturel evne til at skelne og værdsætte på en hhv.
biologisk-adaptiv, og en socialt og kulturelt acceptabel eller ”passende” måde.
Flere studier peger på de samme områder i pandelappen, nærmere bestemt
dele af præfrontal cortex (PFC) og orbitofrontal cortex (OFC), som, i en vis
forstand, neurale korrelater for begge begrebsindhold, da disse områder
fungerer dels som sekundært smagscortex (’smag’ i gustatorisk forstand), dels
som monitorering af impulser fra mere basale belønnings- og
motivationssystemer og integration af disse med samvittighed, selvopfattelse,
autobiografisk hukommelse og socialisering (Kringelbach et al., 2004;
Castriota-Scanderbeg et al., 2005; Elliott et al., 2000).
125

Disse, i dobbelt forstand, smagsfunktionelle områder kan altså virke ikke bare
integrerende og modererende, men også inhibitorisk og suppressiv i forhold til
et impulspres eller en reaktion, hvis udfoldelse ville være upassende eller
ugunstig for et individ med en given position i et givent socialt rum.
I det følgende refereres som eksempler på dette to neurofunktionelle studier
af, hvordan ”ekspertise” og ”kulturel viden” modificerer aktivitet og
funktionsmåder i præfrontal og orbitofrontal cortex.
3.3.2 Coke vs. Pepsi
Produkterne Coca Cola og Pepsi Cola er stort set identiske mht. kemisk
komposition. Alligevel har mange mennesker en entydig præference for ét af
produkterne. I et fMRI-studie undersøgte McClure et al. (2004) såvel
adfærdsmæssige (deklarative) som neurale responser på cola-smagning hos en
række forsøgspersoner med en på forhånd erklæret præference for et af
produkterne. Ved blindsmagning viste hverken deklarative eller neurale
responser nogen sammenhæng med forsøgspersonernes på forhånd erklærede
præferencer, mens der ved forudgående information om mærket var en klar
sammenhæng for Coca Colas, men ikke for Pepsis vedkommende.
Introduktionen af brandet Coke umiddelbart før en given smagsprøve
modulerede i høj grad såvel deklarative responser (i en positiv retning) såvel
som neural aktivitet i forbindelse med smagningen.
Selvom studiet har fået en enorm opmærksomhed, ikke mindst i
reklamebranchen, og mere eller mindre har været startskud til endnu en ny
disciplin med præfikset neuro-, nemlig neuromarketing, yder McClure et al.
ingen forklaring på, hvorfor brandet Coke er så succesfuldt fra et
forretningsmæssigt (og ikke et folkesundhedsmæssigt) synspunkt, men viser
blot at ”kulturel viden” [cultural knowledge; McClure et al.], i dette tilfælde
kendskabet til et globalt udbredt brand, kan dominere og påvirke
processeringen af sensoriske input og suspendere evt. umiddelbare impulser,
både mht. deklarativ evaluering og neurale processer i form af top-down
modulation.
126

3.3.3 Vinsmagning
Castriota-Scanderbeg et al. (2005) undersøgte i et studie af hhv. en gruppe af
sommelier-uddannede vinsmagere og en gruppe uden særligt kendskab til vin,
hvordan en ekspertise i vinsmagning evt. er indlejret i neurale kredsløb, og om
der kan påvises en træningsrelateret plasticitet i områder af cortex, der
normalt relateres til processering af smag og lugt, og generelt til vurdering og
bedømmelse.
Forsøgspersonerne blev under MR-scanning forsynet med små doser af tre
forskellige vine, samt en glukoseopløsning som neutral stimulus, og
efterfølgende spurgt om deres smagsoplevelser og præferencer.
Hos sommelier’erne observeredes aktivitet i venstre orbitofrontal cortex og
bilateralt i dorsolateral orbitofrontal cortex, som fra andre studier vides at være
involveret i såkaldt high-level kognitive processer, såsom at overveje
konsekvenser af adfærd og vælge adfærdsmæssige strategier.
Hos gruppen af utrænede vinsmagere observeredes aktivitet i det primære
smagscortex og i områder, bl.a. amygdala, der er involveret i basal emotionel
processering.
3.4 Opsummering og hypotese
Ovenstående indeholder implicit og eksplicit flere forskningsspørgsmål og
hypoteser, som i det følgende kort skal resumeres og præciseres, inden
redegørelsen for selve det eksperimentelle arbejde.
1) Hvordan processeres arkitektoniske eller bygningsmæssige stimuli, og
æstetisk evaluering af disse, generelt i hjernen?
Som fremlagt i 3.2.2 peger adskillige studier på ét område blandt andre
objektselektive eller kategorispecifikke områder, der koder specifikt for
bygninger eller bygningsmæssige stimuli, det såkaldte building area.
Men for det første er studier af den funktionelle organisering af
inferotemporale objektselektive områder omstridt, hvorfor eksistensen af et
building area eller prædikeringen af et givent område som sådant vil være
127

elevant at undersøge. For det andet vil det være relevant at undersøge om
valøren af en æstetisk vurdering af en bygning modulerer aktivitet i såvel et
evt. building area som visuelle occipitale og temporale områder generelt.
2) Hvilken betydning har langtidshabituering eller erhvervelse af faglig
ekspertise for, hvilke neurale netværk der bliver aktiveret ved æstetisk
vurdering af arkitektoniske eller bygningsmæssige stimuli?
Umiddelbart forekommer det ikke logisk nødvendigt, at en arkitektuddannelse
betragtet som erhvervelse af fx teknisk-faglig og arkitekturhistorisk indsigt
også medfører varige adfærdsmæssige såvel som neurofunktionelle
modulationer mht. indstilling og præferencer i æstetisk henseende. Anden del
af denne afhandling indikerer dog at dette kunne være tilfældet. Det vil derfor
være relevant at undersøge om de to grupper af forsøgspersoner dissocierer
mht. hvilke dele af det limbiske system, striatum og frontale områder, der
aktiveres ved æstetiske vurderinger.
3) Er der distinkte adfærdsmæssige såvel som neuralt responsive forskelle
mellem evaluering af forskellige arkitektoniske stilarter eller typologier, og
kovarierer disse forskelle med forskelle i uddannelsesmæssigt erhvervet
ekspertise? Afhandlingens anden del indikerer et muligt systematisk forhold
mellem præferencer for bestemte formelle repertoirer og socialt eller
uddannelsesmæssigt tilhørsforhold.
At undersøge dette forhold i et fMRI-studie er dog både principielt og praktisk
yderst problematisk. Det er afgørende at have kontrol over alle faktorer eller
uafhængige variable i en forsøgsopstilling, og fotos af arkitektur er som stimuli
alt for komplekse til at være kontrollerede på et acceptabelt niveau. For det
første kan man ikke på forhånd vide med sikkerhed, hvilke visuelle træk den
enkelte forsøgsperson lægger til grund for sin bedømmelse, og
forsøgspersonen kan heller ikke i et gyldigt omfang selv gøre rede for dette
efterfølgende, primært fordi det netop er en æstetisk vurdering på meget kort
tid, der spørges om. For det andet er den kvalificerede, men ikke desto mindre
arbitrære og diskutable klassifikation af stimuli, der er foretaget af
eksperimentator, muligvis irrelevant for forsøgspersonen.
128

Som det fremgår af gennemgangen af eksperimentet nedenfor, har vi dog
konstrueret det eksperimentelle design således, at det i det mindste strukturelt
muliggør en analyse af effekten af stilistiske og typologiske træk, uden dog at
have særlige forventninger om en effekt, og i erkendelse af at en evt. effekt
ville være fortolkningsmæssigt problematisk, og derfor burde omgås med
forbehold af de årsager der er nævnt ovenfor.
3.5 Eksperimentelt arbejde
3.5.1 Forundersøgelse
I en rent adfærdsmæssig forundersøgelse bad vi 7 arkitekter (4 kvinder, 3
mænd, gennemsnitsalder 33, 26-44 år) og 6 ikke-arkitekter (3 kvinder, 3
mænd, gennemsnitsalder 29,2 år, 27-30 år) om at vurdere 180 billeder af
bygninger. Billederne blev fremskaffet fra egne fotos, diverse online og andre
kilder, og bygninger, der forventeligt ville være velkendte for enkelte af
forsøgspersonerne, navnlig arkitekterne, blev fravalgt. Forsøgspersoner blev
rekrutteret med henblik på at opnå så stor grad af jævnbyrdighed som muligt
de to grupper i mellem, mht. alders- og kønsfordeling, uddannelsesniveau og
bopæl (Århus og København), for at kunne sikre, at evt. differentielle
gruppeeffekter i de indsamlede data ikke kunne være skjulte effekter af nogle
af disse forhold, men eksklusivt – så vidt det er praktisk muligt - effekter af, at
den ene gruppe er arkitekter, og den anden ikke er. Af samme årsag blev også
ikke-arkitekter med arkitekturhistoriske og lignende forventeligt beslægtede
faglige indsigter, fx kunsthistorikere, billedkunstnere osv., ekskluderet på
forhånd.
Forsøgspersonerne fik enkelvist forevist billederne på en computerskærm.
Såvel billedfremvisning som responsindsamling og efterfølgende
datamodelleringer blev foretaget med programmet MATLAB 6.1 (MathWorks,
Naticks, Massachusetts, USA). Forsøgspersonerne blev indledningsvis bedt om
at tilkendegive deres umiddelbare vurdering af hvert enkelt billede, der blev
129

vist i 3 sekunder 46 , ved at trykke 1 (”høj” vurdering), 2 (”neutral”) eller 3 (”lav”
vurdering) på det numeriske tastatur inden for de efterfølgende 2 sekunder.
Flere forsøg blev gjort på at etablere et mere nuanceret stimuliparadigme med
hensyn til spatielle, optiske, epokale, stilistiske og typologiske parametre,
ligesom forskellige ”grænsetilfælde” som fx campingvogne, telte, telefonbokse
og broer blev medtaget som subklasser. Af statistiske og praktiske årsager
måtte stimuliparadigmet dog simplificeres væsentligt, da man med et
væsentligt større antal subklasser enten ville have for få eksemplarer i hver
enkelt gruppe til at opnå statistisk signifikans, eller være nødt til at forøge den
samlede mængde stimuli til en uacceptabelt stor mængde i forhold til
forsøgspersonernes koncentrationsevne og rimelige tidsforbrug.
Stimuliparadigmet, der primært er intenderet som sikrende en jævn diversitet i
stimuli, men samtidig muliggør at modellere data i forbindelse med subklasser,
kom derfor til at se ud som nedenfor:
domain | typological parameter
Institutional
Private/housing
Secular power
Sacral/religious
Civic/cultural
Large single-unit
Small single-unit
Large multi-unit
spatial/viewpoint parameter
En face ¾ profile
46 En række forsøg viser, at ’et subjektivt ’nu’’ varer 2-3 sekunder. Dvs. at bevidste
processer er segmenteret temporalt i intervaller af 2-3 sekunder (se fx Pöppel,
2004 for en oversigt over denne forskning. Også Per Aage Brandt har arbejdet
teoretisk-semiotisk med, at kognition og betydning er dynamiske processer, der er
udstrakte ikke blot i rum, men også i tid (se fx Brandt, 1999). I forundersøgelsen
blev et tidsvindue på 3 sekunder forsøgsvis valgt, da det jf. den ovenfor nævnte
forskning er tilstrækkelig tid til at danne en integreret, bevidst oplevelse af stimuli,
men for kort tid til at reflektere bevidst over denne oplevelse.
130

Hver boks i skemaet indeholdt således 15 eksemplarer. Reelt blev opdelingen
af stimuliklasser forenklet yderligere i forbindelse med modelleringen af de
indsamlede data, hvor subklasserne blev kollapset til to, nemlig ’offentlig’ og
’privat’. Den mere finmaskede opdeling af stimuli i 12 subklasser tjener dog
stadig et formål som sikrende en jævn spredning og variation i stimuli mht.
typologi og synsvinkel.
Derudover blev alle 180 stimuli prædikeret eller hyperklassificeret som hhv.
’modernistiske’ og ’ikke-modernistiske’, med lige mange repræsentanter i hver
hyperklassifikation, og tilnærmelsesvist jævnt fordelt i hver af
stimuliparadigmets 12 subklasser. Denne arbitrære og både
arkitekturhistorisk, metodologisk og videnskabeligt problematiske stilistiske
hyperklassifikation havde det heuristiske formål at muliggøre en modellering af
data, der kunne give en indikation af, om den polarisering mellem arkitekters
og ikke-arkitekters normative arkitekturopfattelser, der blev diskuteret i
afhandlingens anden del, bl.a. i forbindelse med Ekstrabladets øjebæ-
kampagne, kan relateres til en formel distinktion mellem modernistisk og ikke-
modernistisk.
Selve hyperklassifikationen af de enkelte stimuli blev foretaget som forced
choice, først skønsmæssigt ved bruttoudvælgelse af stimuli, og derefter
kontrolleret, dels af to involverede forskere (Ulrich Kirk og Niels Nygaard), dels
af to uvildige kontrolpersoner, begge med kandidatgrad i arkitektur. Der viste
sig at være uenighed om kategoriseringen af blot fem bygninger, hvorfor disse
blev taget ud af stimulipuljen.
Nedenfor vises figurer af forsøgspersonernes ratings (A1-5; N1-5), hvor A =
arkitekter og N = ikke-arkitekter; 1 = alle stimuliklasser kollapset; 2 =
institutionelle el. offentlige bygninger (museer, kirker, parlamentsbygninger
osv.); 3 = privat beboelse; 4 = modernistisk; 5 = ikke-modernistisk.
X-aksen angiver de tre vurderingsmuligheder, med 1 (”højt”) til venstre, og 3
(”lavt”) til højre. Y-aksen angiver det samlede antal ratings hos
forsøgspersongruppen for hver vurderingsmulighed (1-3) separat.
131

A1
N1
A2
132

N2
A3
N3
133

A4
N4
A5
134

N5
De ovenfor gengivne modelleringer af data peger på et vigtigt og basalt
problem ved studiet. En markant forskel mellem de to gruppers
præferencemotiverede adfærd viser sig nemlig i de to første figurer, A1 og N1,
hvor stimuliklasserne er kollapsede, og ideelt burde være præferencemæssigt
balancerede eller i hvert fald symmetriske for begge grupper separat. Hvor de
to grupper har omtrentlig lige mange ”lave” ratings, har ikke-arkitekterne
betydeligt flere neutrale eller ”indifferente” ratings, og betydeligt færre ”høje”
ratings end arkitekterne. En nærliggende, men spekulativ forklaring på denne
asymmetri grupperne i mellem er, at arkitekter forventeligt har fortaget en
driftsinvestering i deres fag, og derfor generelt har en større interesse og
positiv attitude overfor arkitektur. Dette kunne forklare arkitekternes færre
indifferente ratings såvel som deres flere positive ratings.
Uanset at dette forekommer at være en plausibel psykologisk forklaring,
eliminerer det dog ikke det væsentlige problem, at vi ikke kan udelukke
confounds mellem ekspertise og interesse eller motivation, dvs. at man ikke
kan se, om de fremkomne og modellerede data kan betragtes som effekter af
det ene eller det andet, eller begge dele. Dette confound-problem synes dog at
være generelt for ekspertiserelaterede fMRI-studier, hvor det normalt ikke
diskuteres eller nævnes (se fx Castriota-Scanderbeg et al., 2005 og Gauthier et
al., 2000). Desuden forekommer det vanskeligt, hvis ikke umuligt, både i
virkeligheden og i et eksperimentelt design, at adskille ekspertise og interesse,
så man med sikkerhed kan sige, at ens data er en eksklusiv effekt af det ene og
135

ikke det andet. Vi har derfor valgt at bevare det eksperimentelle design i
hovedtræk, men mener at man i fortolkningen af de endelige resultater bør
være opmærksom på dette forhold. 47
A2 og N2 (offentlige bygninger) er hver for sig præferencemæssigt
symmetriske, men viser betydeligt flere indifferente ratings hos ikke-
arkitekterne, hvilket formentlig relaterer sig til problematikken omkring en
formodet sammenhæng mellem ekspertise og motivation som diskuteret
ovenfor.
A3 og N3 (beboelse) viser en betydelig præferencemæssig forskel mellem de to
grupper. Hvor arkitekternes høje og lave ratings er balancerede, viser figuren
for ikke-arkitekter tilsyneladende en grad af aversion overfor stimuli, der
repræsenterer beboelse. Denne forskel er svær at tolke, eftersom vi ikke har
modelleret subklasserne i denne stimuliklasse; en sådan modellering kunne
muligvis have indikeret, om det evt. er en bestemt subklasse, ikke-arkitekterne
reagerer specielt aversivt imod. Nogle af ikke-arkitekterne rapporterede nemlig
umiddelbart efter deres deltagelse, at de fandt det vanskeligt at vurdere
”almindelige huse”, netop på grund af deres almindelighed, og at de
konsekvent havde vurderet modernistisk etageboligbyggeri lavt.
En næsten tilsvarende forskel ses da også mellem A4 og N4 (’modernistisk’
byggeri), hvor de typologiske kategorier er ophævet, og stimuli blot er
modelleret som ’modernistisk’ hhv. ’ikke-modernistisk’. Her er arkitekternes
ratings igen balancerede, med en svag positiv overvægt, mens ikke-
arkitekternes ratings tyder på en vis arversion overfor modernistisk arkitektur.
47 Fra et Bourdieusk sociologisk perspektiv på arkitekters evaluative ekspertise ville
’ekspertise’ og ’interesse’ i en vis forstand netop være sammenfaldende: At blive
’ekspert’ (her: arkitekt) betyder at træde ”ud af indifferencen” og ind i arkitekturens
felt. Felter er i flg. Bourdieu holdt sammen af illusio, der ”beskriver det forhold at
være grebet af spillet, at være optaget af det, at man mener det kan betale sig, eller
kort sagt: at man mener det er umagen værd at spille spillet. Faktisk ville interesse i
sin primære betydning ganske præcist betegne det som jeg beskriver med begrebet
illusio...” (Bourdieu, 1994 p151). Eksperimentelt-neurovidenskabeligt er det
problematisk at acceptere en sådan opfattelse af ekspertise som ’altid allerede’
båret af og delvis sammenfaldende med interesse, ikke med grundlag i en evt.
neurofunktionelt eller neuropsykologisk påviselig dissociation af ’ekspertise’ og
’interesse’, men af metodologiske og metodiske årsager. Problemerne er således
mindre begrundet i egentlig videnskabelig viden end i praktiske, men muligvis også
basale kompatibilitetsproblemer mellem videns- og videnskabsformerne. Denne
problematik er på et overordnet plan både praktisk og principielt nærværende i
denne afhandling.
136

Mellem A5 og N5 (’ikke-modernistisk’ byggeri) kan iagttages en vis symmetri,
samt en balancering af ratings indenfor hver gruppe, der ligner figurerne A2 og
N2. Dog ses her en svag omvending af forholdene mellem A4 og N4, nemlig en
lille negativ overvægt hos arkitekternes ratings, og en forholdsvis meget
mindre negativ overvægt i forhold til N1 og N4 hos ikke-arkitekterne.
Som allerede nævnt er de ovenstående figurer vanskelige at tolke, primært pga.
det arbitrære ved den stilistiske og typologiske subklassifikation af stimuli og
det reelt ukontrollable forhold mellem disse og forsøgspersonernes
vurderinger, og enhver fortolkning af dem vil være behæftet med stor
usikkerhed. Desuden er antallet af forsøgspersoner (to grupper på hhv. seks og
syv) for lille til at yde nogen som helst statistisk pålidelighed, hvilket da heller
ikke var meningen med forstudiet. Formålet var blot at få en indikation af, om
man eksperimentelt overhovedet kunne få forsøgspersoner til at vurdere sort-
hvide og stærkt beskårede billeder af bygninger æstetisk, om
forsøgspersonerne kunne forstå og engagere sig i ”opgaven” og bevare
interesse og koncentration i mere end 20 minutter, og om stimuli var blot
nogenlunde balancerede mht. ratings.
Da vi dels på baggrund af de modellerede data, dels på baggrund af
forsøgspersonernes rapporteringer af, hvordan de havde oplevet ”opgaven”
mente at have opnået dette, besluttede vi at fortsætte studiet og justere det
eksperimentelle design til fMRI.
3.5.2 fMRI-undersøgelse
3.5.2.1 Eksperimentelt design og protokol
Forsøgspersoner
24 forsøgspersoner (11 arkitekter (6 kvinder; alder ~ 30,8; 26-42 år) og 13
ikke-arkitekter (7 kvinder; alder ~ 27,2; 22-32 år)) deltog i studiet. To
forsøgspersoner ud af de 24, begge mænd og ikke-arkitekter, blev ekskluderet
fra analysen, en pga. anatomiske anomalier, og en pga. ekstreme adfærdsdata,
der tydede på en misforståelse af opgaven. Skriftlig informeret samtykke blev
137

indhentet fra alle deltagende, og studiet blev godkendt af den lokale
videnskabsetiske komite (journal: KF-01-131/03) forud for udførelsen. Alle
forsøgspersoner havde normalt eller korrigeret til normalt syn, og ingen havde
tidligere haft neurologiske eller psykiatriske lidelser. Arkitekterne blev
rekrutteret fra arkitektfirmaer i Danmark, og blandt forskere, undervisere og
kandidatstuderende på arkitektskoler i Danmark. Ikke-arkitekterne var alle
kandidatstuderende eller havde afsluttet en videregående uddannelse. Blandt
ikke-arkitekterne ekskluderede vi på forhånd, ligesom ved forundersøgelsen,
personer med arkitekturrelaterede jobs eller uddannelser, fx kunstnere,
kunsthistorikere osv.
Stimuli
Forud for fMRI-studiet blev stimulipuljen udvidet til nu at have to overordnede
klasser. Som kontrolstimuli valgtes ansigter, da denne stimuliklasse er
gennemprøvet i forbindelse med fMRI-studier, og for at have stimuli, der er
oplagte til æstetisk vurdering, men hvor de to grupper af forsøgspersoner
ekspertise- og erfaringsmæssigt stilles lige. Det er med andre ord nødvendigt
for at kunne inferere en evt. effekt af ekspertise, at operere med en klasse af
kontrolstimuli i forsøgsopstillingen, hvor i hvert fald arkitektonisk ekspertise
forventeligt er irrelevant for en æstetisk vurdering. Det overordnede
eksperimentelle design blev således udvidet til et 2X2 faktorielt design (se fig.
nedenfor).
138

De arkitektoniske stimuli blev med enkelte redigeringer struktureret som i
forundersøgelsen, reduceret til 168 og præsenteret med en opløsning på 600
pixels i højden og bredde varierende op til 1024 pixels.
Ansigtsstimuli, også i alt 168, blev udvalgt fra en større database, der har
været brugt til neurofunktionelle forsøg på UCL og herfra er gennemprøvet.
Disse blev ligesom bygningerne præsenteret sort-hvidt og beskåret, fordelt
ligeligt på begge køn, og præsenteret med en opløsning på 600 pixels i højden
og en bredde på 588 pixels. Alle stimuli blev justeret til tilnærmelsesvis samme
luminans med Photoshop (version 7.0, Adobe, USA) og præsenteret med en
skærmopløsning på 1024x768 pixels.
Protokol
Scanningssessionerne blev udført som et såkaldt event-related 48 design, hvor
forsøgspersonerne blev scannet, mens de fik forevist alle 168 ansigtsstimuli og
alle 168 bygningsstimuli i en pseudorandomiseret orden. For hver
stimuluspræsentation blev først et såkaldt fixation cross vist på en grå
baggrund i 1000 millisekunder (ms), og herefter stimulus i 3000 ms.
Forsøgspersonerne blev instrueret i at trykke på én ud af fem nummererede
knapper (1= meget positiv vurdering; 5 = meget negativ vurdering) på en
fiberoptisk responsboks inden for de 3000 ms, den enkelte stimulus var synlig
på skærmen. Randomiseret indlagt i stimulipræsentationen var 56 null events
(dvs. ingen stimulus). Total scanningstid pr forsøgsperson var 26 minutter.
Forud for scanningen blev hver forsøgsperson oplyst om, at forsøget drejede
sig om æstetiske vurderinger af bygninger, og instrueret i at bruge
responsboksen i overensstemmelse med evalueringsskalaen (1-5), men blev
ikke informeret yderligere om projektets formål og forskningsmæssige
spørgsmål. Efter scanning blev hver forsøgsperson præsenteret for
bygningsstimuli igen, og bedt om at rapportere evt. kendskab til stimuli (fx
lokalitet, navn på arkitekt eller bygning) for at kunne udelukke potentielle
effekter af forhåndskendskab til specifikke bygninger.
48 Dvs. at stimuli ikke bliver præsenteret i blokke tilhørende den samme klasse,
men uforudsigeligt for at undgå tilvænning og ”mætning” hos forsøgspersonen, og
opretholde dennes bevågenhed på hver enkelt stimulus.
139

Stimulipræsentation og responsregistrering blev foretaget med programmet E-
prime (Psychology Software Tools, Inc. USA). Stimuli blev præsenteret ved
spejlvendt at projicere billederne på en transparent skærm, placeret bag
scanneren (dvs. ”over” forsøgspersonens hoved), så billederne kunne ses i et
vinklet spejl fastgjort på scannerens head coil.
For beskrivelse af materiel, procedurer og metoder i forbindelse med fMRI-
dataakkvisition og –dataanalyse, henvises til appendix.
3.5.2.2 Resultater
Adfærd
Som det fremgår af figurerne nedenfor, viste stimuli sig at være
tilfredsstillende balancerede mht. til de to forsøgspersongruppers fordelinger
af såvel vurderinger på skalaen 1-5 som vurderingstider, der er påfaldende
ens, ikke kun for ansigters, men også for bygningers vedkommende. Dette
eliminerer, i det mindste tilsyneladende, i nogen grad den confound-
problematik, der viste sig i forundersøgelsen. Hvorfor vurderingerne fordeler
sig mere ens mellem de to grupper end i forundersøgelsen, er vanskeligt at
svare på; det kan skyldes små justeringer i paradigmet for stimulipræsentation,
at begge grupper tager deres deltagelse i undersøgelsen mere alvorligt pga.
scanneren og sygehusomgivelserne, eller blot at antallet af forsøgspersoner nu
er øget fra 13 til 22.
Ved modellering af adfærdsdata, hvor typologiske og stilistiske
subklassifikationer indgik som uafhængige variable, viste fordelingen samme
svage tendenser som i forundersøgelsen, hvorfor disse ikke diskuteres her.
140

141

142

Neuroimaging-resultater
På et overordnet plan viste studiet sig ikke helt i forventet omfang at yde
signifikante resultater mht. til generelle spørgsmål om processering af
bygningsstimuli, og mht. generelle processuelle forskelle mellem de to grupper
var de neurofunktionelle data vanskeligt fortolkelige 49 . Derimod viste der sig
endog meget signifikante resultater mht. dissociation i vurderingsrelaterede,
frontale aktiveringer, hvorfor det følgende fokuserer på de resultater, der er
relateret til de to gruppers æstetiske vurderinger.
For at undersøge om og hvordan neurale netværk relateret til æstetiske
bedømmelser bliver moduleret som en funktion af ekspertise, udførtes en
parametrisk analyse på to niveauer. Først identificeredes hjerneområder hvis
aktivitet skalerer lineært med 1-5-vurderingerne af bygningsstimuli. Sådanne
lineært parametriske områder blev ikke fundet hos ikke-arkitekterne, men i
udpræget grad hos arkitekterne, hvor gyrys cingularis omkring forreste spids
af hjernebjælken (i det følgende blot kaldet ACC, forkortelse for den engelske
betegnelse, anterior cingulate cortex, der benyttes i den engelsksprogede
artikel i appendix), og medial orbitofrontal cortex (medial OFC) viser tydelig
lineær parametrisk moduleret aktivitet.
49 Der var dog signifikante, men generelt mere vanskeligt fortolkelige forskelle
mellem de to gruppers neurale aktiveringer i forhold til typologiske og stilistiske
subklassifikationer af bygningsstimuli, hvorfor analysearbejdet, også af praktiske
og tidsmæssige årsager, blev koncentreret om de mest markante data. For
bygninger i det hele taget kunne der dog hos ikke-arkitekterne registreres større
aktivitet i occipitale visuelle områder relateret til ”tidlig” præsemantisk visuel
processering, samt i et område i inferotemporal cortex, der svarer til det ovenfor
omtalte parahippocampal place area men ikke building area (se 3.2.3-4). Hos
arkitekterne kunne observeres større parietal aktivitet, der muligvis kan relateres til
modulation af opmærksomhed, samt i motorisk cortex, hvilket er vanskeligt at
fortolke. En spekulativ udlægning kunne være, at et væsentligt moment i
’ekspertise’ netop er en særlig form for opmærksomhed, og at ekspertise kan være
forbundet med at beherske en kropslig, motorisk praksis. Arkitekterne udviste ikke
signifikant øget aktivitet i building area, og i modsætning til ikke-arkitekterne
heller ikke i PPA eller inferotemporale områder overhovedet.
For begge grupper kunne i forbindelse med ansigtsstimuli som forventet
observeres øget og stort set identisk aktivitet i det såkaldte fusiform face area og
andre velkendte ansigtsrelaterede områder.
143

Lineært parametriske aktiveringer ved vurdering af bygninger, øverst ACC, nederst OFC.
Arkitekter til venstre, ikke-arkitekter til højre.
144

Derefter udførtes en analyse, der identificerer hjerneområder, hvis aktivitet
varierer parametrisk men nonlineært med æstetiske vurderinger. Her viste sig
hverken gruppe- eller stimuliklasse-afhængige forskelle. Derimod kan hos
begge grupper og for begge typer stimuli iagttages en U-formet responsprofil
for venstre nucleus accumbens (NAcc), dvs. NAcc udviser øget aktivitet ved
både høje og lave æstetiske vurderinger, og et neutralt aktivitetsniveau ved
neutrale vurderinger.
Nonlineære parametriske aktiveringer i NAcc for begge grupper og begge stimuliklasser.
145

Samlet set demonstrerer dette studie, at ekspertise ikke blot funktionelt
influerer perceptive og kognitive strukturer i form af primære såvel som
semantiske visuelle områder, men også, og endog i mere signifikant grad,
ændrer responsprofiler for strukturer, der koder for emotionelt og hedonisk
indhold i givne stimuli, og for formation af æstetiske vurderinger.
Eftersom det er kendt, at OFC modtager både sensoriske input og efferenter fra
belønningsstrukturer og dopaminkredsløb i det limbiske system og
basalganglierne, er det før blevet indikeret, at OFC har en afgørende funktion
mht. multisensorisk integration og afvejning af evt. konfligerende signaler mht.
en given stimulus’ belønningsmæssige eller hedoniske værdi (se fx Elliot et al.,
2000, og Kringelbach et al., 2004). Det er også tidligere blevet påvist, at OFC
har en afgørende funktion i forbindelse med æstetiske evalueringer og
rapportering af sådanne (se fx Kawabata & Zeki, 2004). ACC, som det andet
område der udviste en lineær parametrisk modulation hos arkitekterne, er i
andre studier beskrevet som kodende for integration af emotion med motorisk
adfærd, og er ofte vist aktiveret i studier af fejlfinding (error-detection) og
konfliktmonitorering (se fx Gade, 1997). Tilsammen kunne disse to
parametrisk modulerede områder tænkes at fungere som et interface mellem
motivation, perception og motorisk kontrol, der integrerer vurderingen af en
given stimulus’ belønningsmæssige, hedoniske eller æstetiske værdi i forhold
til autobiografisk hukommelse (det, at ”vide at være ekspert”, og ubevidst
monitorere sin adfærd i forhold til sin position i et socialt rum), i forbindelse
med en specifik adfærdsmæssig opgave.
De nonlineære parametriske aktiveringer af NAcc, som observeredes hos begge
grupper og for begge stimulityper, er konsistent med den såkaldte reward
prediction hypothesis (se fx Schultz, 2000). Ifølge denne hypotese fungerer
visse frontale og striatale områder som detekterende og signalerende
prediction errors, dvs. diskrepanser mellem den forventede
belønningsmæssige værdi af en given stimulus og den aktuelle, erfarede værdi.
Såvel positive som negative deviationer fra forventningen om en given
stimulus’ værdi kan således øge aktiviteten.
146

Det kognitivt-neurovidenskabeligt mest bemærkelsesværdige resultat af dette
studie er, at aktiveringerne af NAcc tyder på en generel responsmekanisme i
forhold til deviationer fra forventninger om en stimulus’ værdi, og at denne
respons til forskel fra observationerne vedr. OFC og ACC ikke er modulerede af
erhvervede forkundskaber i form af en specifik indlæring. Denne dissociation
peger på en hos eksperterne forekommende funktionel bifurkation af områder,
der responderer på en given stimulus’ æstetiske værdi, og områder, der koder
for en afvejning af denne stimulus’ værdi i forhold til en forventning. Desuden
er det bemærkelsesværdigt, at den eksperimentelle anvendelse af en absolut
sekundær forstærker (sort-hvide billeder af bygninger, der vurderes æstetisk),
har en signifikant effekt mht. aktivering af en dopaminergisk nucleus i
midthjernen (NAcc), hvor der i andre studier af disse områders belønnings-,
indlærings- og adfærdsreguleringsmæssige funktioner udelukkende er anvendt
primære forstærkere 50 .
3.5.2.3 Diskussion
Det, at der kan påvises en markant gruppeeffekt (i form af lineær parametrisk
modulation af OFC og ACC) hos arkitekterne, men ikke hos ikke-arkitekterne,
tyder på, at arkitekter, uanset om udfaldet af deres bedømmelse af en konkret
bygning eller præference for et særligt formelt repertoire tendentielt er ens,
benytter relativt identiske ubevidste, kognitive, evaluative strategier, mens
evaluative strategier hos ikke-arkitekter er mere individuelt varierende,
eftersom der ikke kan observeres parametrisk modulerede effekter på
gruppeniveau for denne gruppe. Det er fristende, i erindring om kgl.
bygningsinspektør Niels Viums overvejelse ved DAL’s forårssalon i 1995 (se
50 I psykologien er en (positiv) forstærker en ”belønning”, dvs. en type stimulus, der
motiverer en bestemt adfærd. Primære forstærkere er kort fortalt relateret til
biologiske behov (føde, sex, blid berøring osv.), mens sekundære forstærkere er
tillærte, og kan variere mellem kulturer og individer. Nærværende studie tyder på,
at denne i grunden natur-kulturdikotomiske distinktion mellem primære og
sekundære forstærkere ikke giver mening i neurofunktionelle termer.
147

1.1.4 ovenfor) om at der måske findes ”hovedparametre”, at bekræfte, at der
faktisk findes parametre i hovederne på arkitekter, i form af neurobiologiske
dispositioner, der er så stabile og homogene, at deres funktion og modulation i
forbindelse med en æstetisk evalueringsopgave kan observeres med fMRI i
form af endog meget signifikante aktiveringsmønstre. I denne snævre forstand
kan det hævdes, at arkitekter faktisk besidder en kognitiv kompetence, ikke-
arkitekter ikke har. Men heraf kan ikke udledes at arkitekternes bedømmelser
er mere valide; studiet indikerer snarere blot, at arkitekter og ikke-arkitekter er
relativt forskellige, og arkitekter relativt ens.
Fra en sociologisk betragtning af arkitekturen som felt kunne dette forstås i
relation til, at indtræden i et felt og deltagelse i dettes spil på den ene side er
forbundet med en positionering, dvs. differentiering i forhold til andre
positioner, der netop ”trækker agenterne ud af indifferencen” (Bourdieu, 1994;
Albertsen, 2002). Men omvendt er kulturelle felter også konstitueret ved og
struktureret af en vis enhed og enighed. fMRI-studiet indikerer at denne enhed
og enighed for arkitekters vedkommende ikke blot er en enighed om en
involverethed, om at ”spillet er værd at spille” (Albertsen, 2002), men yderligere
en enighed om de mere eller mindre ubevidste og uudtalte regler, arkitektur
skal evalueres og bedømmes efter.
En rammende iagttagelse af denne indsocialiserede og kropsliggjorte
enhedsskabelse findes beskrevet i en allerede citeret og diskuteret artikel af
Carsten Thau (se 2.3.1 og 2.9.2 ovenfor):
”Hvis man vil trænge ind i den umiddelbare arkitekturkritik, som
den cirkulerer som en intersubjektivt etableret norm, vil man
formodentlig opdage meget udbredte og genkommende
mønstre, som de fleste arkitekter uvilkårligt falder ind i. Denne
til dels henkastede tale medvirker til at udvikle organer som
indebærer, at man er fuldt tilstede i det univers som arkitekter
bebor og som den vordende arkitekt langsomt udvikler til en art
anden natur. En skønne dag taler han som en arkitekt med alle
de implicite normer der ligger som et enormt inertifelt i en given
profession og tænker ikke nærmere derover. Hans hele hu står til
arkitekturen, her har han investeret sit libido og snart vokser det
arkitektoniske fagsprog, som rækker langt længere end de
tekniske betegnelser, frem på ham som et organ, der kommer
148

ligeså selvfølgeligt som zebraen får sine striber. Denne
assimilation som rækker fra betoninger, tøj- og brillepræferencer
til normer for hvordan der bør tales og hvor meget, udgør uden
for enhver tvivl den arkitekturkritik, som virker mest effektiv,
fordi den langt henad vejen er ubevidst. Den er en måde at være
til på.
Vi der kommer fra andre fagområder og i årtier har levet sammen
med de indfødte og lært at elske, værdsætte deres ritualer og
skikke, erkender undertiden hvilken forbløffende stærk magt der
ligger i normerne for i-tale-sættelse, og forundres. Hvis man
derfor vil analysere i-tale-sættelsen vil man i sin analyse af
arkitekturkritikken have ramt dens sociologiske substrat. Dens
magt er så stor, at de fleste arkitekter, selv de mest rebelske, vil
opdage at de helt pragmatisk begynder at forstå hvad det var ens
egne gamle lærere mente.” (Thau, 1994 p63-64).
Som neurologen Jean-Pierre Changeux bemærker i en dialog med filosoffen
Paul Ricoeur, hvor en oplagt forbindelse mellem neurovidenskaben,
antropologien og sociologien, her specielt Bourdieus habitusbegreb og
forestillinger om kropsliggørelse som ”styrkelse og svækkelse af synaptiske
forbindelser”, diskuteres, er der ”visse farer ... ved at give sociale
repræsentationer status af high-level mentale objekter. I overskridelsen af
grænser mellem discipliner udsætter man naturligvis sig selv for beskyldningen
for illegitim fortolkning – men man risikerer også at gøre vigtige opdagelser!”
(Changeux & Ricoeur, 2000 p160).
Under alle omstændigheder, både i forhold til ovenstående og generelt i
forhold til komplekse kognitive og psykologiske spørgsmål, er en
neurofunktionel forklaring ikke i sig selv en egentlig forklaring, men mere
noget der kalder på en forklaring.
Studiet kan måske nok påvise, at den ubevidst indsocialiserede, normative og
relativt homogene form for kropsliggjort professionalisme, Thau peger på,
faktisk er der, og også, i neurovidenskabelige og til dels også kognitive og
psykologiske termer, hvori den består – men ikke hvornår, hvordan og hvorfor
den opstår.
149

Hvordan og hvornår (i arkitektuddannelsen?) opstår dissociationen mellem
arkitekter og ikke-arkitekter i ubevidste og kropsliggjorte kognitive, evaluative
strategier? Er det fx nødvendigt (i betydningen naturligt, uundgåeligt) eller
hensigtsmæssigt at en ikke blot funktionel og færdighedsmæssig, men også
(og måske endda i højere grad) æstetisk-normativ uddifferentiering finder sted
i forbindelse med en funktionel specialisering?
Andre uafklarede spørgsmål knytter sig til, at fMRI-studiet, til trods for et
begrebsrealistisk perspektiv, og til trods for det qua metodologien
materialistiske udgangspunkt, ikke kan sige noget præcist om de deklarative
vurderingers og de korrelerende neurale aktiveringers forhold til objektive,
formelle træk ved bygninger. Data muliggør dog potentielt en sådan analyse,
hvor man så at sige skulle gå omvendt til værks, og for hver enkelt stimulus
undersøge, hvordan gruppernes vurderinger og neurale aktiveringer fordelte
sig for den givne stimulus, og om der for stimuli med mere eller mindre
identiske tilknyttede evaluative og neurofunktionelle dissociationer mellem
forsøgspersongrupperne, a posteriori kunne påvises særlige formelle
karakteristika som (hidtil ukendte) uafhængige variable. En sådan undersøgelse
ville omfatte lige så mange selvstændige analyser, som der er bygningsstimuli,
dvs. 168, og herefter et stort antal metaanalyser, og ville således være så tids-
og ressourcemæssigt krævende, at den ikke har kunnet udføres inden for dette
projekts rammer. Et sådant arbejde kunne, selvom der muligvis ville være et
statistisk problem med den relativt begrænsede mængde data for hver enkelt
stimulus, potentielt vise endog meget interessante resultater.
Med de modelleringer og analyser af data, der hidtil er foretaget, rejser fMRI-
studiet dog spørgsmål i højere grad end det besvarer spørgsmål, og disse
spørgsmål er i forskningsregi snarere (professions)sociologiske,
socialpsykologiske, pædagogiske og antropologiske end kognitivt-
neurovidenskabelige, og i (i bred forstand) kulturpolitisk regi spørgsmål,
arkitektstanden må diskutere med sig selv og sin omverden. Et
neurofunktionelt studie som nærværende kan i bedste fald bidrage til at
kvalificere og præcisere sådanne spørgsmål, og potentielt stimulere til at
spørgsmålene bliver rejst overhovedet.
150

Omvendt er studiet også et eksempel på, at det at betragte og formulere
eksempelvis æstetiske og i bred forstand kulturpolitiske problematikker som
kognitive problematikker i en vis udstrækning faktisk er muligt og fordelagtigt,
og på den anden side også kan foranledige neurovidenskaben per se til at stille
andre og mere nuancerede og informerede forskningsspørgsmål, end den
normalt kan og gør indenfor sit eget system.
151

4 . R E S U M E O G D I S K U S S I O N
4.1‘Arkitektonisk kvalitet’ som tegn, diskurselement og æstetisk vurdering:
Resumé og afsluttende diskussion
Arkitektonisk kvalitet er et udtryk, hvis større diskursive cirkulation og
udbredelse i Danmark er knyttet til lanceringen af arkitekturpolitik som del af
det kulturpolitiske ressortområde i midten af 1990’erne. Herfra har udtrykket
bredt sig til bl.a. legislative, forvaltningsmæssige og forskningsmæssige
sammenhænge. Disse sammenhænge fordrer (fx af videnskabelige og
retssikkerhedsmæssige årsager) en betydningsmæssig præcision og begrebslig
enhed, udtrykket ikke umiddelbart kan honorere. Dette er én blandt flere
årsager til, at ’arkitektonisk kvalitet’ er blevet forsøgt tematiseret som
selvstændigt, egentligt forskningsemne, og hvor de forskningsmæssige formål
alt andet lige er en definition, indkredsning og operationalisering. Nærværende
projekts formål har dog ikke været at etablere en definition eller
152

operationalisering, men derimod at undersøge mulighedsbetingelserne for en
sådan.
Afhandlingen intenderer at tilbyde et andet perspektiv på emnet ved at
tematisere ’arkitektonisk kvalitet’ som forskningsemne ud fra to ontologisk og
metodologisk forskellige og komplementære perspektiver, der i stedet for at
overkomme eller eliminere udtrykkets semantiske labilitet eller begrebslige,
betydningsmæssige uklarhed, intenderer netop at undersøge denne som
sådan.
Det ene perspektiv er sprogligt-diskursivt og i den forstand nominalistisk, hvor
’arkitektonisk kvalitet’ betragtes og undersøges som et sprogligt, tosidet tegn,
dvs. som et forekommende udtryk, hvis eventuelle begrebslige indhold og
semantiske og diskursive funktioner og effekter søges belyst ved at beskrive
og analysere udtrykssidens konkrete forekomster og anvendelser i gensidigt
påvirkende relation til dets sociale, politiske og historiske kontekster. På denne
måde søges mulighederne for en operationalisering belyst, ved at foretage en
systematisk beskrivelse og analyse af de betydningssammenhænge, udtrykket
allerede forekommer i og har en semantisk funktion i.
Det andet perspektiv er erfarings- og kognitionsorienteret og i den forstand et
begrebsrealistisk perspektiv, hvor arkitektonisk kvalitet betragtes som
prædikat for noget, mennesker konkret oplever og vurderer – men potentielt
vurderer forskelligt, ud fra forskellige ubevidste mentale dispositioner og
evaluative registre. I forlængelse af det første perspektivs betragtning af
’arkitektonisk kvalitet’ som tosidet tegn, betragtes ’arkitektonisk kvalitet’ i
andet perspektiv som et tresidet tegn, dvs. et tegn, der udover en udtryksside
og en indholdsside eller begreb kan indbefatte en referent, eller en referens til
et objekt. I dette perspektiv søges mulighederne for en operationalisering
belyst ved at undersøge enheds- og forskellighedsgraden af arkitekters og
ikke-arkitekters ubevidste evaluative strategier eller registre.
I indledningen introduceres disse to perspektiver og sættes i forhold til andre
mulige metodologiske perspektiver, og kort til den eksisterende litteratur om
arkitektonisk kvalitet. Der fremlægges og diskuteres også en række
eksemplificerende historiske og aktuelle problematikker og modsigelsesforhold
153

i relation til divergerende arkitektoniske normativiteter og til anvendelser af
udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’ – problematikker og modsigelsesforhold der
tages op i afhandlingens følgende dele. Dernæst redegøres for
forskningsemnets og dets tematiserings aktualitet og branche- og
kulturpolitiske relevans i en bredere sammenhæng. Endelig ridses projektets
metoder og forskningsspørgsmål op, og der redegøres for afhandlingens
overordnede indholdsmæssige strukturering.
I anden del, hvor ’arkitektonisk kvalitet’ betragtes og undersøges som et
sprogligt, tosidet tegn, tages der udgangspunkt i referater, beskrivelser og
analyser af primært danske, producent- og genremæssigt repræsentative
tekster i form af kultur- og branchepolitiske skrifter, rapporter, offentlig debat,
forvaltningsdokumenter m.m. Denne undersøgelse påpeger en række sprogligt
inhærente modsigelsesforhold ved udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’, og
udtrykket bliver qua disse betydningsmæssige egenskaber sat i relation til og
identificeret som det, der i strukturel antropologi og semiologi såvel som nyere
poststrukturalistisk diskursteori er benævnt tomme og flydende betegnere.
Dvs. tegn, hvor udtrykssidens udbredelse og centrale diskursive status netop
er betinget af, at indholdssiden er tom eller flydende, hvorved den enkelte
sprogbruger kan danne sine egne associationer, eller hvor forskellige individer
og grupper kan udfylde begrebsligt afhængig af kontekst og intention.
Som sådant vises udtrykket på den ene side at have
kommunikationsfremmende og konflikthåndterende funktioner og effekter,
netop qua begrebsindholdets fraværende, diffuse og modsigelsesfyldte
karakter. Derved var udtrykket centralt og effektivt i arkitekturpolitikkens
ambition om at skabe en positiv offentlig opmærksomhed omkring arkitektur
og arkitektstanden, efter en massiv offentlig kritik, der udspillede sig de
forudgående år og kulminerede med Ekstrabladets ”øjebækampagne” i 1991.
På den anden side vises udtrykket, når det, bl.a. i lovgivnings- forvaltnings- og
forskningsmæssige sammenhænge, søges indholdsudfyldt og
betydningsfikseret som tegn og begreb, der refererer til noget, at blive
investeret med sociale, ekspertisemæssige og magtrelationelle normative
konflikter og modsætningsforhold, der er mere eller mindre identiske med de
konflikter, udtrykket var en del af en eliminering af eller opgør med.
154

Disse konflikter, som udtrykket som tom betegner vistes til dels at eliminere
eller i det mindste suspendere midlertidigt, dukker altså op igen og
reproduceres nærmest ved forsøg på betydningsmæssige fikseringer, og ser
generelt ud til at være forbundet med divergerende æstetisk-normative
indstillinger mellem arkitekter og ikke-arkitekter, til et modernistisk formelt
repertoire.
Dette tyder på, at normative forestillinger om arkitektur kun delvis afspejles og
påvirkes af diskursive praksisser.
I afhandlingens tredje del rejses derfor spørgsmålet om, hvilken realitet eller
hvilket realitetsniveau disse modsætningsforhold har. Intentionen er at
undersøge, om disse diskursive modsætningsforhold også har en form for
kognitiv eller mental realitet, hvorvidt dette kan påvises som forskelle i stabile
neurofunktionelle dispositioner, og om der i så fald kan påvises en form for
overensstemmelse eller systematik i forholdet mellem diskursive, sociale og
kognitive betydningsstrukturer i relation til arkitektonisk kvalitet. Desuden
rejses spørgsmålet om, hvorvidt arkitektstandens evaluative kompetence mht.
arkitektonisk kvalitet kan reduceres til institutionelle, kulturelle og sociale
magt- og dominansforhold, eller om der herudover kan være tale om, at
arkitekter besidder en særlig kognitiv kompetence i vurderingsmæssig
henseende.
Som empirisk grundlag for denne del af afhandlingen præsenteres et såkaldt
funktionelt neuroimaging-studie, udført 2005-2006 i samarbejde med
forskere fra University College London, Københavns Universitet og Hvidovre
Hospital. I dette eksperiment har to grupper af forsøgspersoner, bestående af
hhv. arkitekter og ikke-arkitekter, set og afgivet en umiddelbar æstetisk
vurdering af en række billeder af bygninger, samtidig med at der ved hjælp af
en MR-scanner er optaget data af deres hjerneaktivitet. Efterfølgende er der på
baggrund af data dannet billeder og udført statistiske beregninger, med
henblik på at undersøge og beskrive, hvilke eventuelle forskelle i aktiveringer
af neurale netværk, der er mellem de to grupper, for dermed at kunne etablere
en fortolkning af, hvilke eventuelle forskellige ubevidste kognitive strategier,
de to grupper benytter i forbindelse med umiddelbare æstetiske vurderinger af
arkitektur.
155

Forud for præsentationen af dette eksperiment og dets resultater gives en kort
og nødtørftig introduktion til kognitiv neurovidenskab og denne disciplins
historiske, teoretiske/heuristiske og teknologiske grundlag, samt en
diskussion af aktuelle applikationer af disse i grunden biomedicinske metoder
på traditionelt samfundsvidenskabelige og humanistiske felter.
Dernæst diskuteres, som grundlag for forskningsspørgsmål og hypoteser i
relation til fMRI-studiet, en række kognitiv-neurovidenskabelige studier af
visuel processering og objektkategorisering, samt af neurale netværk involveret
i evaluative processer og integration af impulser med selvmonitorering,
autobiografisk hukommelse og langtidshabituering.
Endelig gennemgås det udførte fMRI-forsøg. Dette indikerer en markant
forskel i ubevidste evaluative strategier mellem arkitekter og ikke-arkitekter,
og en markant gruppeeffekt i form af en relativ enshed i neurale
aktiveringsmønstre hos arkitekter. Disse resultater diskuteres til slut i et
sociologisk perspektiv, og i relation til anden dels branche- og kulturpolitiske
perspektiver. De fortolkninger og resultater af studiet, der fremhæves i
diskussionen, er for det første, at de hos arkitekterne observerede relativt
homogene og signifikante aktiveringer af neurale netværk synes at bekræfte en
almindeligt iagttaget, og i en refereret artikel af Carsten Thau rammende
formuleret, indsocialisering som væsentligt moment i arkitektuddannelsen:
indtræden i arkitekturens felt og spil er uløseligt forbundet med en
assimilationsproces der effektivt og magtfuldt internaliserer og kropsliggør en i
vid udstrækning uudtalt og ubevidst fælles intersubjektivt etableret norm som
grundlag for kritik og diskurs, der bliver til ”et organ”, ”en anden natur”, ”en
måde at være til på” (Thau). Studiet indikerer med andre ord, at der er et vist
systematisk forhold mellem diskursive og kognitive strukturer. For det andet
indikerer studiet, i og med at det ikke blot påviser en kropsliggjorthed, men
også hvordan denne kropsliggjorthed faktisk udspiller sig neurofunktionelt i
tid og rum, at arkitekter har en reel kognitiv kompetence, ikke-arkitekter ikke
har, hvilket for så vidt legitimerer arkitekternes anderledes normativitet som
’ægte’, som andet og mere end ren distinktion – men herved ikke gør den
mindre problematisk, mindre ’subjektiv’ eller mere ’rigtig’ i sit forhold til ikke-
arkitekters normativitet.
156

Som nævnt afholder projektet sig, både i sin intention og qua valg af metoder
og undersøgelsesformer, fra at forsøge at etablere eller tilnærme sig en
operationalisering eller abstrakt normativ definition af udtrykket ’arkitektonisk
kvalitet’, men sigter mod at undersøge mulighedsbetingelserne for en
definition eller operationalisering. I denne henseende må afhandlingen
konkludere, at en abstrakt normativ definition og operationalisering af
’arkitektonisk kvalitet’ hverken er hensigtsmæssig eller praktisk mulig.
For det første viser afhandlingen, at forsøg på betydningsfikseringer og
naturaliseringer af begrebsindholdet har tendens til at reproducere netop de
konflikter, udtrykket qua sin begrebslige åbenhed var et centralt element i en
elimination eller frigørelse af. For det andet ville eventuelle mulige
videnskabeligt eller juridisk funderede definitioner og operationaliseringer
sandsynligvis ikke blive anerkendte og internaliserede af sprogbrugere i en
bredere sammenhæng, hvor udtrykket allerede cirkulerer og ’flyder’, og
sandsynligvis vil blive ved med det.
Mere generelt er ’Arkitektur’ formentlig et kulturelt domæne, der netop fordrer,
fungerer og er karakteriseret ved en labil eller stærkt fleksibel semantik og
diskursiv mangfoldighed, hvilket også undersøgelsen af udtrykket
’arkitektonisk kvalitet’ tyder på. Også derfor er der branchepolitisk grund til at
afholde sig fra at insistere på operationaliseringer og fra at være for
”offensive i forhold til at udvikle opfattelser af, hvad arkitektonisk kvalitet kan
og bør indebære.” (Thau, 1994, p65-66; se 2.3.1 ovenfor). Derimod kunne
arkitektstanden med fordel tage til efterretning, at det netop er som tom
betegner, at ’arkitektonisk kvalitet’ har haft en vis gunstig branchepolitisk,
hegemonisk effekt, og at en åben, fleksibel semantik, der absorberer elementer
fra og snylter konnotativt på andre diskurser, i visse henseender og indenfor
visse domæner er ”naturlig” og har store kommunikative og kreative fordele.
På baggrund af afhandlingens anden del kunne en form for anbefaling om
udtrykkets rette anvendelse og betydning således være, netop at undgå
fikseringer, der i branchepolitisk og kulturpolitisk sammenhæng er
uhensigtsmæssig, og i forvaltningsmæssige og forskningsmæssige
sammenhænge påviseligt bliver og formentlig fortsat vil blive investeret med
bestemte gruppers og aktørers normative opfattelser, og bliver brugt mere
157

eller mindre latent som legitimering og naturalisering af æstetiske
restriktioner, hvis funktion tendentielt er social segregering og fastholdelse af
sociale distinktioner og magtstrukturer.
Det branchepolitisk problematiske ved at fastholde eller restituere
’arkitektonisk kvalitet’ som et centralt og nodalt tegn med en tom eller åben
indholdsside er dog den i slutningen af anden del diskuterede tendentielle
betydningsglidning. En normativ arkitekturdiskurs, der indeholder
’arkitektonisk kvalitet’ som et centralt udtryk, ved hvilket man kan koble sig til
andre diskurser, vil i en eller anden grad være kritisk inhabil, da udtrykket
efterhånden overvejende er blevet og formentlig til stadighed vil blive
absorberet, indholdsudfyldt og semantisk og funktionelt domineret af en
diskurs, det i en vis forstand og udstrækning har betegnet en opposition til.
Hvis man med ’arkitektonisk kvalitet’ forstår og intenderer, både som
semantisk og diskursiv funktion og som en form for vagt, diffust
begrebsmæssigt indhold, en slags morativt ”modord” eller modsætning til
byggeøkonomisk og –teknisk kvantitet, evidenstænkning, og i det hele taget en
prævalent teknologisk-økonomisk makrodiskursiv tendens, ville det
sandsynligvis være mere hensigtsmæssigt at benytte andre termer, der skiller
sig tydeligere og mere kritisk ud.
Uanset hvilke termer, man finder bedst egnede som diskursive knudepunkter i
en italesættelse eller formulering af abstrakte, generelle bygningskulturelle,
arkitektoniske eller arkitektfaglige idealer, og uanset at ’arkitektonisk kvalitet’,
qua den ovenfor diskuterede tendentielle og generelle betydningsglidning i en
teknokratisk-positivistisk retning, formentlig efterhånden er blevet inhabil i
forhold til at indtage en diskursiv centralitet, findes behovet for at formulere,
diskutere og kommunikere sådanne arkitektoniske, bygningskulturelle og i
grunden kulturpolitiske forestillinger, hensigter og idealer fortfarende. Det
forekommer oplagt, at arkitektstanden her fortsat påtager sig, ikke en
diskursiv magt eller definitionsmagt, men en form for semantisk initiativ og
dominans i et sådant kommunikativt projekt. Her skal ikke fremsættes og
argumenteres for forslag til en særlig semantik eller særlige termer, men
afhandlingen kan dog i denne henseende forstås som implicit indikerende, som
etablerende et udgangspunkt for en diskussion af, to mulige strategier, der
158

ikke er gensidigt ekskluderende alternativer, men snarere er kompletterende
og supplerende.
Den ene strategi kan kaldes en politisk-hegemonisk strategi, og knytter sig
alene til det diskursive og kommunikative:
Når man siger og taler om ’arkitektonisk kvalitet’ i en mere generel forstand
end en singulær arkitekturoplevelse, taler man, selvom man eventuelt anvender
andre ord for et mere eller mindre tilsvarende diffust begrebsindhold, definitivt
(kultur-)politisk, og bør ikke gøre sig essentialistiske og transcendentalistiske
illusioner om at kunne naturalisere og fiksere et bestemt begrebsindhold; det
er ikke legitimt og foreneligt med et liberalt demokratisk samfund at ophøje et
felts interne doxa til ortodoksi på resten af samfundets vegne, og således
hverken etisk forsvarligt eller pragmatisk hensigtsmæssigt (eller overhovedet
muligt) for så vidt demokratisk politisk magt er hegemonisk, og hegemoni
drives af og konstrueres omkring det stik modsatte af definerede og
operationaliserede termer, nemlig tomme betegnere!
Hvis arkitektstanden diskursivt vil fremme en positiv offentlig opmærksomhed,
og fremme kommunikation med sin omverden og sin kulturpolitiske
indflydelse, må man i stedet mobilisere og praktisere en refleksivitet og
selviagttagelsesevne, når man taler som stand, branche og myndighed. Dette
kunne fremmes ved en instrumentalisering eller det, Fairclough har kaldt en
”teknologisering” af diskursen – hvilket i en politisk sammenhæng er det
samme som det intellektuelle grundlag for spin – og indebærer blot en
skærpelse og revision af det, arkitektstanden egentlig allerede, og med en vis
succes, har foretaget sig, fx i forbindelse med den i 2.2.1 diskuterede udvikling
i standens og standsforeningens selv- og formålsbeskrivelse, og i forbindelse
med 1990’ernes arkitekturpolitiske fremstød.
Den anden strategi er snarere professionsetisk, og knytter sig også til det
diskursive og kommunikative, men først og fremmest til det kognitive og
praksismæssige, til en refleksiv forholden sig til egne normer og praksisser:
Ekspertsprogets indforståede enighed og det uproblematiske og
konsensusprægede ved evalueringstemaet ’arkitektonisk kvalitet’ i forsøget
med SBi’s evalueringskoncept, indikerer sammen med fMRI-studiets resultater,
at der i en vis forstand faktisk er et fagligt enhedspræget arkitektonisk
159

kvalitetsbegreb og en faglig evaluativ ekspertise forbundet hermed, for så vidt
dette viser sig i form af et vist enhedspræg i såvel diskursive som kognitive
strukturer (neurale aktiveringsmønstre): der er faktisk en form for evaluativ
ekspertise, som ikke restløst kan affærdiges, miskendes eller blot reduceres til
magt og symbolsk vold. Dette betyder ikke, at arkitekters domme er mere
objektive, rigtige og valide end andres – men det betyder at arkitekter, når de
bedømmer eller i det hele taget forholder sig og formulerer sig normativt til og
om arkitektur, ikke kun mobiliserer og refererer til deres faglighed i en
differentiering og distinktion af sig selv som stand og del af en kulturel
magtelite, men rent faktisk vurderer anderledes, med et æstetisk register der
gennem socialisering, (ud)dannelse og disciplinering tendentielt er modificeret
i forhold til resten af befolkningen. Arkitekter bør således forstå at deres
forståelse af arkitektur er anderledes, og bør forholde sig varsomt og
refleksivt.
Ikke ved en empatisk ’sætten sig i lægfolks sted’ ved en nedvurdering eller
demontering af en arkitektfaglig dømmekraft, men ved en anerkendelse og
opdyrkelse af denne dømmekraft som subjektiv og kontingent, social og
dannet.
At frigøre en værdsættende tro på arkitekturen fra fetichistisk, faglig-kollektiv
tro, betyder ikke at miskende og afvise et arkitekturens illusio, men blot at
gøre det til et oplyst sådant (Albertsen & Diken, 2004), at frigøre dette illusio
fra, eller holde det rent for, en latent instrumentalisering og sammenblanding
med symbolsk vold og opretholdelse af sociale hierarkier og magtstrukturer.
Det indebærer, at man som stand og kulturel og social funktion, der formulerer
og praktiserer klare værdier, ikke blot erkender, men anerkender, accepterer
og interesserer sig indgående fagligt og intellektuelt for, at det for andre kan
være ganske anderledes. En bredere mobilisering af en refleksiv interesse i
denne retning fordrer formentlig en kritisk opmærksomhed på
arkitektuddannelsen. Ikke som udgangspunkt for en gennemgribende
omstrukturering der suspenderer enhver indsocialisering og intersubjektiv
etablering af normer, men som en styrkelse og udvidelse af faglig identitet
gennem øget selviagttagelse og iagttagelse af sin omverden. En kritisk
arkitekturforskning og ikke mindst en arkitekturkritikforskning kunne bidrage
til at informere og stimulere en sådan proces.
160

4.2 English summary:
’Architectural quality as signifier, discursive element and aesthetic
judgment: summary, conclusions and discussion
In Denmark, the dispersion and extensive discursive circulation of the term
‘architectural quality’ can primarily be related to the initiation of architectural
politics as part of cultural politics in the mid 1990’s. From this initial context of
cultural and architectural politics and debate, the term has spread, e.g. to
discourses of national economics, legislation, public management and
research. These contexts seem to demand a semantic precision and conceptual
fixation, which the term, seemingly a mere idiom of everyday language, does
not comply with. The aim of this thesis, however, is not to establish a definition
or to operationalize the idiom, but to investigate the conditions of possibilities
for an operationalization.
Hence this thesis thematizes architectural quality as an object of research from
two ontologically and methodologically different and complementary
perspectives, which both and in quite different ways, instead of intending an
elimination of the term’s semantic instability and conceptual unclearness, is
intended to investigate as such the inherent contradictions, potential conflicts
of meaning and dissociations of conceptions, as well as divergences of
evaluative practices and experiences of architectural quality.
The first of these two perspectives is discursive – and in this sense a nominalist
perspective – where ‘architectural quality’ is considered as a linguistic, two-
sided sign, i.e. an occurring signifier, whose signified, semantic and discursive
function and effect can be investigated by describing and analyzing discursive
examples of usage in mutual relation with their social, political and historical
contexts.
In this way, the conditions and possibilities of an operationalization is sought
clarified by performing a systematic description and analysis of the discursive
practices, structures and contexts of meaning in which ‘architectural quality’ is
constitutive as well as constituted.
161

The second perspective mentioned above, is experiential and cognitive - and in
these senses a realist perspective – where ‘architectural quality’ is considered
as a predicate for something people actually experience and evaluate, but
potentially experience and evaluate quite differently, due to differences of
unconscious cognitive and evaluative embodied strategies.
While the first perspective methodologically considered ‘architectural quality’
as a two-sided, Saussurean sign, the term is considered as a three-sided sign
in the second perspective, i.e. a sign that apart from having a signifying form
and a signified, conceptual content, also implies a reference. In this perspective
the possibilities and conditions for an operationalization is sought clarified by
investigating the degree of relative similarity and difference in preconscious
cognitive strategies as these are neurofunctionally embodied in architects and
non-architects.
In the introductive first part of the thesis, these two perspectives are presented
and compared to other possible methodological strategies. A number of
exemplifying historical and recent conflicts and contradictions in relation to
diverging architectural normativities and usages of the term ‘architectural
quality’ is then presented and discussed – conflicts and contradictions that will
be described and analyzed further and more systematically in the two following
parts of the thesis. Following this, the actual relevance of the subject matter
and its thematization is discussed in a broader contemporary societal and
cultural political context. Finally in the introduction, the methodology and
research questions are presented in a more elaborated form, and the overall
structure and content of the thesis are presented.
The second part of the thesis, where ‘architectural quality’ is considered and
investigated as a linguistic, two-sided sign, is based on presentations,
descriptions and analyses of primarily Danish texts selected representatively
from various agents, discursive practices, genres etc.; texts that somehow deal
with, focus on, or contain the term ‘architectural quality’. This analysis
indicates a number of linguistically inherent contradictions in usage and
conception of the expression or signifier ‘architectural quality’, and, due to this
semantic and discursive variability, the expression is identified as what is
labelled empty and floating signifiers in structural anthropology, continental
162

semiology, as well as in recent post-structuralist discourse theory; i.e. signs,
where the circulation and centrality of the signifier is determined by its empty
or floating status, by which individual language users and discursive
formations can fill in almost any signified relevant to a given context and
communicative intention.
As an empty signifier, ‘architectural quality’ is on one side demonstrated to
facilitate communication and to have a conflict eliminating or moderating
effect, precisely because of the lacking, vague, or contradictory character of the
signified. Due to this empty or fluid status, the signifier was central and
effective in fulfilling the ambition of architectural politics in the 1990’s, which
was to establish or recreate a positive public attention towards architecture and
the architectural profession and community, which had faced severe
accusations in public debate of being responsible for what was conceived as a
profound lack of ‘quality’ in the architectural, urban and infrastructural
manifestations of modern society.
On the other side, when ‘architectural quality’ is incorporated in discourses of
legislation, public management and research, and hence is intended to become
semantically fixated, it becomes conceptually reinvested with social and power
relational conflicts and antagonisms, more or less identical to the antagonisms
the expression was an important element in eliminating.
These conflicts, which the expression ‘architectural quality’ as an empty
signifier is demonstrated to partially eliminate or at least suspend momentarily,
seem to reoccur and almost to be reproduced by attempts at semantic or
conceptual fixation, and the analysis indicates that the conflicts in general were
and still are related to dissociations in aesthetic-normative attitudes towards a
modernist formal repertoire.
This indicates that normative ideas and antagonisms about architecture are in
fact both reflected by and influenced by discursive practices – but only partially
so, since the same conflicts or normative dissociations, even if more latently
so, seem to reoccur.
In the third part of the thesis questions of the level or status of these normative
dissociations are hence put forth. The questions are whether the aesthetic
163

normative dissociations that are identified and discussed in the second part of
the thesis are merely found at an institutional and discursive level of cultural
politics in a broad sense, or whether they have a cognitive or mental reality, i.e.
whether these dissociations can be inferred as differential cognitive structures,
embodied as neurofunctional dispositions in the organism, and, if so, whether
or to what extent social, discursive and cognitive structures has some sort of
systematic relation or covariation.
The empirical/experimental basis of this part of the thesis is an fMRI or
functional neuro-imaging study, performed in 2005-2006 in collaboration with
researchers from University College London, University of Copenhagen, and
Copenhagen University Hospital in Hvidovre. In this study, two groups of
subjects, architects and non-architects, have seen and evaluated a range of
photographic images of buildings, while an MR scanner recorded functional
data of their brain activity. Following the scanning sessions, neurofunctional
data was used to perform statistical calculations and to create images of brain
activity, in order to infer systematic differences in activation of neural networks
between the two groups, and thus create a basis for possible interpretations of
the character of preconscious evaluative cognitive strategies, and how they
might differ as a function of education or acquired architectural expertise.
As an introduction to the presentation of this study and its results, a short
account of cognitive neuroscience and its historical, theoretical, heuristic and
methodological basis is presented, and its recent applications in fields
traditionally associated with disciplines of the social sciences and the
humanities are discussed.
Following this, a number of relevant neurofunctional studies of processes of
visual integration, object selectivity and of processes involved in evaluation,
and integration of impulses with self-monitoring, autobiographical memory
and long term habituation are discussed as a basis for questions, hypotheses
and experimental design of the fMRI study.
Finally the performed fMRI study is presented. This study indicates a significant
difference in preconscious evaluative strategies between the two groups. Put
shortly, the non-architects are relatively different, and the architects are
relatively similar; i.e. the preconscious cognitive strategies recruited by non-
architects are neurofunctionally dispersed and individually variable, and the
strategies recruited by architects are relatively homogenous and functionally
164

and anatomically concentrated. Furthermore, the study interpretatively
indicates that architects do indeed have a cognitive competence in terms of
evaluating architecture that non-architects do not have – in the sense that only
the architects had parametrically modulated activity in two brain areas
frequently associated with aesthetic judgments, i.e. increasing and decreasing
neural activity correlating with increase and decrease of declarative judgments.
This, however trivial to mention, does not mean in any way or by any possible
interpretation that the architects’ judgments are better or more valid than the
non-architects; it only means that architects unconsciously tend to use
relatively similar and constant evaluative strategies, and non-architects do not.
As mentioned initially, this thesis refrains from any attempt at establishing an
abstract normative definition or operationalization of the term ‘architectural
quality’, but aims merely to clarify the conditions and possibilities of such.
In this regard, the thesis concludes that an abstract normative definition or an
operationalization, i.e. a restraining specification of necessary and sufficient
conditions for correct applications of the term ‘architectural quality’, is neither
beneficial nor practically possible.
Firstly, the thesis demonstrates that all attempts at semantic fixations tend to
reproduce the same conflicts that the term, qua its initial semantic and
conceptual openness and status as empty or floating signifier, was a central
element in suspending. Secondly, any potential normative definition, regardless
of any possible rationally, scientifically or legislatively authorized conceptual
status, would most likely not be thoroughly acknowledged, accepted and
internalized by language users in general, where the term already “floats” and
circulates and seem to function quite well semantically, despite or exactly
because of its lack of semantic fixation.
More generally ‘architecture’ is presumably a cultural domain that naturally
demands, functions by and is characterized by an unstable and highly variable
and flexible semantics and a discursive plurality, which also the analysis in this
thesis of the term ‘architectural quality’ indicates. Hence there is reason for the
architectural profession and community to refrain from insisting on imposing
definitions and operationalizations, and to be highly cautious about being too
“offensive in developing conceptions of what architectural quality can and
165

should encompass” (Thau, 1994, p65-66). On the contrary, the architectural
community could beneficially notice that it is as an empty signifier that the
term has had and, to some extent, still has a positive communicative effect,
and that an open, flexible and un-fixated semantics in certain regards and
within certain domains is natural and has significant communicative and
creative advantages.
On basis of this thesis, however, a tentative recommendation regarding the
usage and meaning of the term could be to avoid fixations, which seem to be
disadvantageous in architectural and cultural politics, and in contexts of
legislation and public management tend to invest the term with contingent
normative conceptions reflecting only preferences of certain groups and
agents. In the latter context, i.e. public management, the thesis demonstrates
that the term is used more or less explicitly for purposes of social segregation,
by naturalizing and essentializing ‘architectural quality’ as legitimation and
foundation of aesthetical rules in local building restrictions favouring
economical and aesthetical preferences of only certain groups in society.
However, to maintain or restitute ‘architectural quality’ as a sign with an empty
or open signified is presumably problematic for the architectural community,
due to the tendentious semantic sliding of the term, as discussed in the end of
the second part of the thesis. A normative architectural discourse containing
‘architectural quality’ as a nodal point, will to some extent almost necessarily
remain critically insufficient or inhabile, since the term eventually has been
semantically absorbed and dominated by discourses it was and is in opposition
to.
If ‘architectural quality’ is to be understood and intended, both as its semantic
and discursive function and as its conceptual content, however vague and
diffuse, as a kind of opposition to prevalent tendencies of marketization and
economization of architectural discourse, it might be more appropriate and
favourable to concentrate a normative architectural discourse around other
terms.
Regardless of what terms could be considered most appropriate as nodal
points in a discursive formation and expression of abstract and general
166

architectural and cultural ideals, and regardless that ‘architectural quality’, due
to its tendentious semantic sliding towards an economical and technocratic-
positivist direction, has become somewhat insufficient or inhabile, the need to
communicate and discuss such architectural and cultural political intentions
and ideals still exist.
In this regard it seems appropriate and expectable that the architectural
community still claims, not a restraining discursive power, but a semantic
dominance and initiative in such a communicative project. No suggestions of
specific terms or wordings should be put forth here, but the thesis could,
however, implicitly indicate or at least establish a base for a discussion of, two
possible strategies, that are not mutually exclusive, but presumably supportive
for each other.
The first strategy could be called a political-hegemonical strategy, and
connects merely to the discursive and communicative:
When speaking or speaking of architectural quality in a more general or
abstract sense than a singular architectural experience, and regardless of
whether other words are chosen for the same conceptual content, this ‘speech’
is inevitably (cultural) political, and should not be invested with ambitions of
essentially or transcendentally naturalizing or fixating any meaning or concept;
it is illegitimate and basically incompatible with a liberal democratic society to
transpose the doxa of a field to orthodoxy imposed on society as a whole, and
thus neither ethically appropriate nor pragmatically beneficial, as far as
political power in a democracy is hegemonic, and hegemony is driven by and
constructed around the opposite of defined and operationalized terms, viz.
empty signifiers!
If the architectural community wishes to promote or maintain a positive public
attention, and promote its communication and cultural political influence, it is
necessary to mobilize and practise a cautious reflexivity and self-monitoring
when uttering ideals and intentions as a community, profession and authority.
This could be accomplished by an instrumentalization, or as Norman
Fairclough coins it, a “technologization” of discourse – which, in a political
context, is equivalent to the intellectual basis of spin – and demands merely a
sharpening and reflexive revision of what the community and profession have
167

already intended and partially accomplished through its architectural-political
campaign in the 1990’s.
The other strategy could be called professional-ethical, and is also connected
to the discursive and communicative, but primarily to an underlying
professional ethos, and to cognitive and practical aspects of this:
The highly consensual, but somewhat esoteric character of the “expert
language” in the evaluation of architectural quality as part of a housing
evaluation project conducted by the Danish Institute of Building Research,
indicates consistently with the results of the neuro-functional fMRI study that a
kind of professionally consensual concept of ‘architectural quality’ and a
professional evaluative competence in fact do exist, inasmuch as this can be
inferred from a certain congruity in discursive as well as cognitive, i.e.
neurofunctional structures. This, however, does not mean in any sense that
architects’ judgments are more “objective” or valid than others’, but that
architects, when judging or conceiving architecture normatively, do not merely
mobilize and refer to their architectural competence as a means of
differentiation and distinction of themselves as a privileged community and
part of a cultural elite, but as a matter of fact do evaluate differently, with an
aesthetic register that, due to education, acquired experience and discipline, is
modified. Architects should thus understand that their understanding of
architecture is different, and employ this understanding in a cautious and
reflexive way.
To liberate an appreciative confidence in the value of architecture from fetichist
collective belief, does not mean to dissolve, neglect or deny an architectural
illusio, but merely deliberately to make it an enlightened or lucid illusio
(Albertsen & Diken, 2004), to keep it clear of any instrumentalization of or
confusion with symbolic violence and the maintenance of social hierarchies and
structures of power and dominance. This implies that architects as a
community, as a profession and as a cultural and social function
communicating and practicing explicit values and ideals, do not merely take
into account, but acknowledge, accept and invest an emphatic (though not
necessarily empathic) interest in the fact that architecture can be conceived of
quite differently. A wider mobilization of such a reflexive interest presumably
demands a critical attention towards architectural education; not as to establish
168

a basis for a thorough restructuring or deconstruction of architectural
education, expertise and identity, but as a strengthening and widening of
professional identity through an increased reflexive awareness of one self, and
of the surrounding society. It seems that a critical research in architecture, and
not least a research in architectural critique, could inform and stimulate such a
process.
169

L I T T E R A T U R
Aguirre, Geoffrey K., E. Zarahn, M. D’Esposito, 1998: ”An Area within Human
Ventral Cortex Sensitive to “Building” Stimuli: Evidence and Implications”, i
Neuron, vol. 21, 1998
Albertsen, Niels & Bülent Diken, 2004: “Artwork’s Networks. Field, System or
Mediators?“, i Theory, Culture & Society 3, 2004
Albertsen, Niels, 2002: ”Arkitekturværkets netværk: tre samfundsteoretiske
perspektiver”, i Nordisk Arkitekturforskning 3, 2002
Albertsen, Niels, 1999: ”Retfærdiggørelsesregimer og den omstridte by”. Oplæg
til seminar: Udviklingen af en reflekterende og kritisk byforskning, KACTUS 8.
april 1999 (upubliceret)
Albertsen, Niels, 1994: ”Arkitektfaget: Kunst, profession, forretning”, i Hansen,
J.W. et al.: Dansk Arkitektur. Vilkår, muligheder og udfordringer, Århus: Klim
Arnfred, Jens Thomas et al., 1995: ”Arkitektonisk kvalitet – om
kvalitetsbegrebet på tværs af form-idealer, tid og sted”, Arkitekten 16, 1995
Bear, Mark F., Barry W. Connors, Michael A. Paradiso, 2001: Neuroscience –
exploring the brain, Baltimore/Philadelphia: Lippincott Williams & Wilkins
Bech-Danielsen, Claus, 2004: Moderne arkitektur – hva’ er meningen?, Århus:
Systime
Beim, Anne, 2003: ”Forskningsfeltet: arkitektonisk kvalitet”, i Arkitekten 9,
2003
170

Bertelsen, Sven et al., 1996: Skønhed, Nytte og Holdbarhed – synspunkter på
arkitektur, FRI
Bourdieu, Pierre, 1994: Af praktiske grunde, København: Hans Reitzel (1997)
Brandt, Per Aage, 1999: “Indledning: Fænomenologi og semiotik”, i Maurice
Merleau-Ponty: Om sprogets fænomenologi. Udvalgte tekster, København:
Gyldendal
Broch, Hermann, 1932: Søvngængerne, bd. III: Haguenau, København:
Gyldendal (1967)
Carroll, Lewis, 1896: ”Through the Looking Glass”, i The Annotated Alice,
Cleveland, Ohio: The World Publishing Company (1970)
Castriota-Scanderbeg, Alessandro, G.E. Hagberg, A. Cerasa, G. Committeri, G.
Galati, F. Patria, S. Pitzalis, C. Caltagirone, R. Frackowiak, 2005: “The
appreciation of wine by sommeliers: a functional magnetic resonance study of
sensory integration”, i NeuroImage 25, 2005
Changeux, Jean-Pierre & Paul Ricoeur, 2000: What Makes Us Think? A
Neuroscientist and a Philosopher Argue about Ethics, Human Nature, and the
Brain, Oxford: Princeton University Press
Churchland, Patricia Smith, 1986: Neurophilosophy. Towards a Unified Science
of the Mind-Brain, Cambridge, Massachusetts: The MIT Press
Cold, Birgit, 1989: ”Om arkitektur og kvalitet – ikke den teknisk, funktionelle,
målbare kvaliteten, men den opplevde estetiske”, i Arkitektafdelingens
Skriftserie nr. 1, 1989, Trondheim: Norges Tekniske Høgskole Trondheim
Downing, Paul E., Yuhong Jiang, Miles Shuman, Nancy Kanwisher, 2001: “A
Cortical Area Selective for Visual Processing of the Human Body”, i Science,
293, 2003
171

Elliott, Rebecca, Raymond J. Dolan, Chris Frith, 2000: “Dissociable Functions in
the Medial and Lateral Orbitofrontal Cortex: Evidence from Human
Neuroimaging Studies”, i Cerebral Cortex 3, 2000
Epstein, Russel & Nancy Kanwisher, 1998: “A cortical representation of the local
visual environment”, i Nature 392, 1998
Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2002: Kvalitetsevaluering af 6 forsøgsbyggerier –
Prinsessegade – AKB – 100 år boligen, København: Erhvervs- og Boligstyrelsen
Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2003: PPB-evaluering af standard og kvalitet,
København: Erhvervs- og Boligstyrelsen
Fairclough, Norman, 1992: Discourse and Social Change, Cambridge: Polity
Press
Fechner, Gustav Theodor, 1876: Vorschule der Aesthetik, Hildesheim: Olms
Feldthusen, Hans, u.å.: Om semiotik, arbejdspapir, Arkitektskolen Aarhus
Forty, Adrian, 2000: Words and Buildings. A Vocabulary of Modern
Architecture,
London: Thames & Hudson
Forty, Adrian, 2006: “Words and Buildings”, i Bech-Danielsen, Claus &
Christoffer Harlang (red.) 2006: Arkitektur mellem globalisering og hverdagsliv,
København: Kunstakademiets Arkitektskole & Statens Byggeforskningsinstitut
Frank, Lone, 2006: ”Fede tider – lidt enddnu”, i Weekendavisen, 31. marts
2006, 4. sektion p6
Gade, Anders, 1997: Hjerneprocesser: Kognition og neurovidenskab,
København: Frydenlund
172

Gade, Sven Ove, 1991: ”Bekæmp grimhedens tyranni”, Ekstra Bladet 23. juni
1991, 1. sektion p4
Gauthier, Isabel, 2000: “What constrains the organisation of the ventral
temporal cortex?”, i Trends in Cognitive Science 4, 2000
Gauthier, Isabel, Pawel Skudlarski, John C. Gore, Adam W. Anderson, 2000:
“Expertise for cars and birds recruits brain areas involved in face recognition”, i
Nature Neuroscience 2, 2000
Goldman, Robert & Stephen Papson, 1994: “Advertising in the Age of
Hypersignification”, i Theory, Culture & Society 3, 1994
Grill-Spector, Kalanit, 2003: “The neural basis of object perception”, i Current
Opinion in Neurobiology 13, 2003
Haugbølle, Kim, A. Beim & L. Eriksen, 2003: Erfaringer med evaluering af
standard og kvalitet, København: Erhvervs- og Boligstyrelsen
Haxby, James V., Alumit Ishai, Linda L. Chao, Leslie G. Ungerleider, Alex Martin,
2000: ”Object-form topology in the ventral temporal lobe”, i Tends in Cognitive
Sciences, vol. 4, no.1, 2000
Hegdé, Jay & David C. Van Essen, 2003: “Strategies of shape representation in
macaque visual area V2” i Visual Neuroscience 20, 2003
Hegdé, Jay & David C. Van Essen, 2000: ”Selectivity for Complex Shapes in
Primate Visual Area V2”, i The Journal of Neuroscience 20, 2000
Hekkert, Paul & Piet C.W. van Wieringen, 1996: “The impact of level of expertise
on the evaluation of original and altered versions of post-impressionistic
paintings” i Acta Psychologica 94 (1996)
173

Henson, Richard, 2005: “What can functional neuroimaging tell the
experimental psychologist?”, i The Quarterly Journal of Experimental
Psychology 2005, 58A (2), 193–233
Hubel, David H., 1988: Eye, Brain, and Vision, New York: Scientific American
Hubel, David H. & Torsten N. Wiesel, 1968: “Receptive fields and functional
architecture of monkey striate cortex”, i Journal of Physiology 195, 1968.
Ifversen, Karsten R.S., 2006: ”Læserkonkurrence: Vælg Danmarks allerværste
makværk”, i Politiken 10. januar 2006, 2. sektion p1
Jensen, Jesper F. & Anne Beim, 2003: Synliggørelse af kvalitet i boligbyggeri. En
pilotundersøgelse af forskellige aktørers opfattelse af standard og kvalitet i
boligbyggeriet, By og Byg Dokumentation 043
Jones, Owen, 1856: The Grammar of Ornament, Mineola, New York: Dover
(1987)
Juel-Christiansen, Carsten, 2002: ”Arkitektonisk kvalitet i centrum, hvordan?”, i
Copy 45
Jørgensen, Keld Gall, 1993: Semiotik. En introduktion, København: Gyldendal
Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips, 1999: Diskursanalyse som teori
og metode, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
Kant, Immanuel, 1790: Kritik der Urteilskraft, Stuttgart: Reclam (2001)
Kanwisher, Nancy, Josh McDermott, Marvin Chun, 1997: “The Fusiform Face
Area: A Module in Human Extrastriate Cortex Specialized for Face Perception”, i
The Journal of Neuroscience, juni 1997
Kawabata, Hideaki & Semir Zeki, 2004: “Neural Correlates of Beauty”, i Journal
of Neurophysiology 91, 2004
174

Kjærholm, Lars, 2002: The Passive Revolution and Vastu Shastra. The
Timelessness of India, Århus: Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet
Knudsen, Gøsta et al., 2000: Arkitektonisk helhedssyn, København: By- og
boligministeriet
Kringelbach, Morten L., Ivan E.T. de Araujo, Edmond R. Rolls, 2004: “Taste-
related activity in the human dorsolateral prefrontal cortex”, i NeuroImage 21,
2004
Kruft, Hanno-Walter, 1994: A History of Architectural Theory: From Vitruvius to
the Present, Princeton: Princeton Architectural Press
Kulturministeriet, Miljøministeriet og Boligministeriet, 1994: Dansk
arkitekturpolitik, København: Kulturministeriets publikationscentral
Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe, 1997: Demokrati og hegemoni, København:
Akademisk Forlag
Laclau, Ernesto, 1994: ”Hvorfor betyder tomme udtryk noget i politik”, i Ernesto
Laclau & Chantal Mouffe: Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske
perspektiv, Roskilde Universitetsforlag 2002
Laclau, Ernesto, 1988: ”Politics and the limits of modernity”, i Thomas Docherty
(red.): Postmodernism. A Reader, Cambridge: Harvester Wheatsheaf (1993)
Lakoff, George, 1987: Women, Fire, and Dangerous Things. What Categories
Reveal about the Mind, Chicago: The University of Chicago Press
Leder, Helmut, Benno Belke, Andries Oeberst, Dorothee Augustin, 2004: “A
model of aesthetic appreciation and aesthetic judgments”, i British Journal of
Psychology 95, 2004
175

Levy, Ifat, Uri Hasson, Galia Avidan, Talma Hendler, Rafael Malach, 2001:
“Center-periphery organization of human object areas”, i Nature Neuroscience
Vol 4, no 5
Lévi-Strauss, Claude, 1950: Introduction to the work of Marcel Mauss, London:
Routledge & Kegan Paul (1987)
Lund, Dennis, 1998: ”Lovgivning og arkitektonisk kvalitet – er der nogen
sammenhæng?”, Arkitekten 21, 1998
Lundgaard, Boje & Bente Beedholm, red., 1996: Arkitekturpolitik, DAL
Martinussen, Kent, (red.) 1999: Arkitektonisk kvalitet – 30 eksempler,
København: DAL/AA
McClure, Samuel, Jian Li, Damon Tomlin, Kim S. Cypert, Latané M. Montague &
P. Read Montague, 2004: “Neural Correlates of Behavioral Preference for
Culturally Familiar Drinks”, i Neuron vol. 4 2005
Neutra, Richard, 1954: Survival through Design, New York: Oxford University
Press (1969)
Olesen, Peter, 1991: ”Under Carlsbergs værdighed”, Ekstra Bladet 14. juli 1991,
2. sektion p21
Olesen, Peter, 1991: ”De snorkbobler i timen”, Ekstra Bladet 4. december 1991,
1. sektion p26
Palladio, Andrea, 1570: The Four Books on Architecture, Cambridge,
Massachusetts: The MIT Press (1997)
Pevsner, Nikolaus, 1943: Europas arkitekturhistorie, København: Politikens
Forlag (1971)
176

Pierce, Charles Sanders, 1897/1910: “Logic as Semiotic: The Theory of Signs”, i
Justus Buchler (red.): Philosophical Writings of Pierce, New York: Dover (1955)
Polk, Thad A. & Martha J. Farah, 1998: “The neural development and
organisation of letter recognition: Evidence from functional neuroimaging,
computational modelling, and behavioural studies”, i Proc. Natl. Acad. Sci 95
(1998)
Post, Arne, 2001: ”Lokalplaner og arkitektonisk kvalitet”, Arkitekten 5, 2001
Price, C.J. & M.L. Gorno-Tempini, 2001: “Identification of famous faces and
buildings. A functional neuroimaging study of semantically unique items”, i
Brain 124, 2001
Pöppel, Ernst, 2004: “Lost in time: a historical frame, elementary processing
units and the 3-second window”, i Acta Neurobiologiae Experimentalis 64,
2004
Regeringen, 2003: Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien – 5 nye skridt
på vejen, tryksag
Rifbjerg, Synne, 2005: ”Betonhjerter”, i Weekendavisen 2. december 2005, 3.
sektion p3
Saussure, Ferdinand de, 1907-11: ”Forelæsninger om almen lingvistik”, i
Schmidt, Lars-Henrik (red.): Det videnskabelige perspektiv, København:
Akademisk Forlag (1991)
Schanz, Hans-Jørgen, 1990: Forandring og balance. Refleksioner over
metafysik og modernitet, Århus: Modtryk
Schultz, Wolfram, 2000. “Multiple Reward Signals in the Brain”, i Nature
Reviews/ Neuroscience 1, 2000.
177

Sestoft, Jørgen, 1979: ”1879-1900 Det nye borgerskab”, i Arkitektur DK 7-8,
1979
Simonsen, Ole Løvig, 1996: Arkitektur 1996, København: Boligministeriet
Sky, Alison, 1973: ”Entropy made visible” (interview med Robert Smithson), i On
Site 4, 1973
Solso, Robert L., 2001: “Brain Activities in a Skilled versus a Novice Artist: An
fMRI Study, i Leonardo 34, 2001
Summers, David, 1981: Michelangelo and the Language of Art, Princeton:
Princeton University Press
Sørensen, Rasmus Bo: ”Kunst debat: Kunstfonden truet af ligegyldighed”, i
Information 25. marts 2006 p14-15).
Thau, Carsten, 1994: ”Arkitekturens kriser og kritikkens normer – mellem
socialæstetik, billedstorm og selvfordybelse. Kritikkens normer i en foranderlig
verden”, Nordisk Arkitekturforskning 1994:2
Thøgersen, Birger, 2005: ”Arkitektur: Tiltrængt håndkantslag”, i Politiken 13.
maj 2005, 2. sektion p4
Thøgersen, Birger, 2004: ”De mislykkede huse”, i Politiken 7. januar 2004, 2.
sektion p1
Tong, Frank, Ken Nakayama, Morris Moscovitch, Oren Weinrib, Nancy
Kanwisher, 2000: “Response Properties of the Human Fusiform Face Area”, i
Cognitive Neuropsychology, 17, pp 257-279
Vitruvius: The Ten Books on Architecture, New York: Dover Publications (1960)
Zeuthen, Nikolai, 2000: ”Skønhed er koncentration – interview med Per Aage
Brandt”, i Reception 39, 2000
178

A P P E N D I X
Modulation of the Human Reward System as a Function of
Expertise
Ulrich Kirk, 1* Martin Skov, 2 Mark S. Christensen, 2,3 Niels Nygaard, 4 Semir Zeki 1
1 Anatomy Department, Wellcome Department of Imaging Neuroscience, University College
London, London WC1E6BT, UK.
2 Danish Research Centre for Magnetic Resonance, Copenhagen University Hospital, Hvidovre,
Kettegaards Allé 30, DK-2650 Hvidovre, Denmark
3 Institute of Exercise and Sport Sciences, University of Copenhagen, The Panum Institute
24.6, Blegdamsvej 3, DK-2200 Copenhagen N, Denmark
4 Institute for Architecture and Aesthetics, Aarhus School of Architecture, Norreport 20, DK-
8000 Aarhus C
* To whom correspondence should be addressed. E-mail: ulrichkirk@gmail.com
It is generally thought that ‘expertise’ plays a pivotal role in the appreciation of
art. For instance, the institution of critique rests upon the tacit assumption that
a more sound judgment of a work of art follows from having a deep-seated
knowledge of the type of art criticized. Yet, it is not yet known what effect, if
any, a prolonged engagement with specific art forms have on the
neurocognitive mechanisms responsible for making an aesthetic judgment.
It has been showed by several recent experiments that acquired expertise can
be associated with functional and structural changes in the brain, sometimes
even on a macro-anatomical scale. For example, in a study using voxel-based
morphometry analysis, Maguire and colleagues found that grey matter volume
in the posterior hippocampus of London taxi drivers is greater than in age-
matched controls, and that the size of this increase correlates positively with
time spent taxi driving [1]. It has also been demonstrated that musicians, after
179

years of playing, react neurally different to musical inputs compared to non-
musicians. For instance, in a functional magnetic resonance (fMRI) study,
Bangert and colleagues compared brain activity in groups of musicians and
non-musicians as they passively listened to a piano sequence, and found
increased activity in the musicians in regions of the temporal lobe associated
with auditory processing, and in frontal regions associated with motor control
[2]. However, no experiment to date has investigated specifically if such
expertise driven effects also extends to the processes underlying the aesthetic
judgment of art.
Here we present data from an event-related fMRI study that addresses this
question. Two groups of subjects, a group of architects and a group of non-
architects [3], were scanned as they rated pictures of buildings and human
faces on an aesthetic scale from 1 to 5 (where 1 was defined as very
unappealing and 5 as very appealing [4]). The rationale behind this
experimental design was the assumption that architects and non-architects
would respond differently to the pictures of buildings but not to pictures of
faces, since earlier psychometric studies have found that people in different
cultures, and of both sexes, on the whole agree on which faces are attractive
[5]. If the neural activity associated with assessing the aesthetic value of the
two stimulus types should differ between the two groups only in response to
the buildings, and not in response to the faces, this would be evidence that
expertise may indeed impact on the task of making an aesthetic judgment.
Furthermore, we were curious to see if such a potential difference in neural
activity between the groups might possibly centre on any of the structures
implicated in earlier imaging studies [6-19], in the parsing of subjective value
and preference formation in relation to various stimulus types, including the
caudate nucleus, amygdala, nucleus accumbens (NAcc), insula, orbital frontal
cortex (OFC), and the anterior cingulate cortex (ACC).
180

FIG 1. Behavioral responses collected during scanning. (A) Mean aesthetic ratings across all
A
B
scanned subjects for the two conditions. (B) The figure shows the mean reaction-times across
all subjects.
We first inspected the two groups’ behavioral responses, collected during
scanning, vis-à-vis the two stimulus types (Figure 1). The average subject-
specific aesthetic responses did not reveal a significant difference between the
two groups, but a significant difference was found between conditions
(building and faces; F (3.40 = 13.43; P

FIG 2. The figure shows areas that correlate with a 1 st order linear term for the contrast
[experts_build – non experts_build.]. Upper panels shows activation in ACC and parameter
estimates, whereas lower panels shows activation in medial OFC including parameter
estimates from the hottest voxels. Activations are overlaid on a saggital sections of the
canonical SPM structural image.
To test if architectural expertise modulates brain activity associated with
making an aesthetic judgment of buildings we employed a 1 st order parametric
regression analysis using the subject-specific orthogonalized behavioral
responses by modeling four group-by-stimulus regressors.
We first identified brain areas that scaled linearly with preference for buildings
in architects and non-architects (see Figure 2) and then compared the two
groups. This comparison revealed that bilateral ACC was significantly more
activated in architects than in non-architects at a high statistical threshold
(p

we looked for areas exhibiting a parametric response to buildings in the non-
architects compared to architects we found no areas correlating significantly
with such a response profile.
We next investigated the control stimuli (faces) in order to identify potential
brain activity for which the difference between the responses to face stimuli
varied across the two groups of subjects. As noted, if there is no difference
associated with the assessment of the aesthetic value of the faces, at the same
time as there is a difference in the assessment of the value of the buildings,
this is prima facie support for the expertise hypothesis. As with the building
stimuli, we looked for brain areas that scaled linearly with preference for face
stimuli by subtracting architects from non-architects and the converse
subtraction, non-architects from architects, but here we found no significant
difference for any of the subtractions (p

positive nonlinear response profile for building stimuli regardless of group.
One region in the ventral striatum, namely the left NAcc (p

the expertise effect is specific to the domain of their expertise. Moreover, as
noted above, the modulated areas, the ACC and the medial OFC, have been
implicated in other studies of aesthetic judgment [14-19]. Thus, the present
experiment extend other studies of expertise to suggest that expertise may not
only impact on perceptual or cognitive systems, but can also change the
response profiles of brain areas important for forming an aesthetic judgment.
In contrast, activity in the left NAcc was enhanced in both groups in response
to strongly appealing and non-appealing stimuli, suggesting a functional
dissociation between this subcortical structure and the ACC/OFC-complex.
Our finding of a positive bivalent response in the ventral striatum, specifically
left NAcc, is consistent with reports that show that dopamine neurons function
as a prediction error that signals a discrepancy between expected reward and
actual reward [22]. Studies in humans have sought an analogous signal of
prediction error in the brain using fMRI that indicate that the BOLD signal in
ventral striatum is consistent with the concept of reward prediction. An
example of this was a study by McClure and colleagues [23] where an
appetitive reward learning paradigm (delivery of juice) was applied. This study
showed that BOLD responses in the left striatum are consistent with a
prediction error pattern. These findings fit nicely with nonhuman primate
findings by Schultz and colleagues [22], who showed that the firing of midbrain
dopamine neurons which projects to the ventral striatum also conforms to the
behavior of the reward prediction error. Thus, a positive prediction error is
elicited when the environment behaves better than expected (unexpected
reward) and a negative signal for worse than expected (unexpected
punishment). On the face of it, this evidence is not consistent with the
observed bivalent positive u-shaped signal for both appealing and non-
appealing stimuli in NAcc in this study. However, it has been suggested that
the striatum’s role in reward processing is dependant on the saliency
associated with reward rather than stimulus value [24]. According to this
account the reward prediction circuitry does not encode the reward and
punishments per se, but rather a bivalent dimension according to unpredicted
salient stimuli. Such a signal carries information about stimulus magnitude and
the degree to which it was expected, but not about its valence. Thus, from the
pattern of the results we observed, we venture the conclusion that there are
185

egions within the ventral striatum that overlap in events that vary in reported
value with positive (appealing) and negative (non-appealing) stimuli, which
leave open the possibility that there may be non-overlapping populations or
firing patterns that distinguish them.
The finding that NAcc responded in a u-shaped nonlinear response profile,
suggests that this area in the ventral striatum may encode the relative value of
available stimuli, rather than coding for their ‘absolute’ value as reflected by
the 1 st order linear polynomial response function in OFC and ACC. This
observation is also compatible with another account of the function of
dopanergic areas in reward processing. The incentive motivation hypothesis
[25] implicates the dopamine system in reward anticipation, where dopamine
neurons are argued to reflect the incentive or motivational value of a future
reward, reflected in the degree to which an animal will work for reward, which
correspond to a subjective state of ‘wanting’. According to this theory, the
‘wanting’ component of reward is dissociable from the ‘liking’ or hedonic
aspects evident during reward consumption. It is interesting to note in this
context that we show that the region responding to relative value (NAcc) is
dissociable from regions responding to absolute stimulus value (OFC, ACC).
This finding contrasts with most other studies of reward function that have
used primary reinforcers and monetary rewards.
In contrast, the OFC and the ACC can be thought to be involved in the
‘absolute’ coding of valence, using information received from other structures
to bias selection of actions. In fact, the OFC is known to receive both sensory
inputs and efferents from reward structures, and it has been speculated that it
may play an important role in multi-sensory integration and encoding of the
reward value of the stimulus [26]. Neuroimaging studies have showed that the
OFC monitors changes in reward value [27] and is involved, in decision-making
situations, in the comparison and evaluation of the predicted reward values of
possible behavioral choices [28]. Furthermore, OFC has also been implicated in
the evaluation and report of subjective pleasantness [29]. Hence, the OFC
appears to be tracking the outcome of reward processing and underlie the
hedonic experience of such outcomes. The ACC, on the other hand, not only
receives input from midline thalamus and brainstem structures, but also from
186

OFC and other prefrontal structures. It furthermore projects to the cingulate
motor areas located in the cingulate sulcus. It has therefore been described as
a locus for the integration of emotion with motor behavior, in Tomás Paus’
words providing it with the potential to ‘translate intentions into actions’ [30].
Together, we speculate that the OFC-ACC complex plays a pivotal role in
mediating between preference formation and behavioral choices.
Naturally, it is not possible on the basis of the present study to determine why
OFC and ACC are differentially activated in the two groups. We have showed
that architects and non-architects employ these two structures in a different
manner for the purpose of assessing the aesthetic value of buildings, but more
experiments is necessary to explicate why this is so.
References and Notes
[1] E.A. Maguire et al., PNAS 97, 4398 (2000).
[2] M. Bangert et al., Neuroimage 30, 917 (2006).
[3] We scanned 24 subjects (11 architects/13 non-architects; 6 female
architects/7 female non-architects; architects mean age: 30.8 years, age range
26-42 years: non-architects mean age: 27.2 years, age range 22-32 years, all
subjects were right-handed), but had to exclude two subjects (both male non-
architects) from the analysis due to clinical reasons (first subject) and extreme
behavioral responses (second subject) that made it impossible to model this
subject’s data. The architects were recruited from architectural offices and
schools of architectural education in Denmark where they were graduate or
post-graduate students. Non-architects were all fully educated undergraduate
or graduate students with no formal education in any art-related field. Written
informed consent was obtained from all subjects and ethical approval (KF-01-
131/03) was obtained before the experiment. All subjects had normal or
187

corrected-to-normal vision, and none had a history of neurological or
psychiatric disorders.
[4] For a detailed description of stimuli, data acquisition and data analysis, see
supporting material on Science Online.
[5] J.H. Langlois et al., Psych. Bull. 126, 390 (2000).
[6] R. Fulbright et al., AJNR. 19, 1721 (1998).
[7] E. Rolls et al., Eur. J. Neurosci. 18, 695 (2003).
[8] D. Zald et al., Brain 121, 1143 (1998).
[9] M. Kringelbach et al., Cerebral Cortex 13, 1064 (2003).
[10] S. Francis et al., Neuroreport 10, 453 (1999).
[11] K. Nakamura et al., NeuroReport 9, 753 (1998).
[12] I. Aharon et al., Neuron 32, 537 (2001).
[13] S.M. McClure et al., Science 306, 503 (2004).
[14] A. Blood, R. Zatorre, PNAS 98, 11818 (2001).
[15] S. Brown et al., NeuroReport 15, 2033 (2004).
[16] S. Koelsch et al., Hum. Brain Mapp. 27, 239 (2006).
[17] C. Cela-Conde et al., PNAS 101, 6321, (2004).
[18] H. Kawabati, S. Zeki, J. Neurophys. 91, 1699 (2004).
[19] O. Vartanian, V. Goel, NeuroReport 15, 893 (2004).
[20] Specifically for this subtraction we used the peak voxels from the
building-specific contrast and applied Small Volume Correction (SVC) on the
face-specific contrast without, still, finding any significant difference in
activation between the two groups.
[21] C. Buchel et al., NeuroImage 8, 140 (1998).
[22] W. Schultz et al., Science 275. 1593.
[23] S.M. McClure et al., Neuron 38, 339.
[24] C.F. Zink, Neuron 42, 509.
[25] K.E. Berridge, T.E.. Robinson, Brain Res. Rev. 28, 309.
[26] M.L. Kringelbach, Nat. Rev. Neuro. 6, 691 (2005).
[27] J. O’Doherty et al., Neuroreport 11, 893 (2000).
[28] J.A. Gottfried et al., Science 301, 1104 (2003).
[29] I.E.T. De Araujo et al., J. Neurophysiol. 90, 313 (2003).
[30] T. Paus, Nat. Rev. Neuro. 2, 417 (2001).
188

Supporting Material
Stimulus set
Visual achromatic stimuli belonging to two categories, buildings and faces, in
total 336 stimuli, were selected from various online sources. 168 building
stimuli were selected from a larger collection of architecture. Prior to scanning
the building-database was exposed to an aesthetic judgment scale in a
behavioral pilot study by a separate cohort of subjects (7 experts; 3 females;
mean age 34.3 years; age range 27-44 years. 6 non-experts; 3 females; mean
age 29.2; age range 27-30 years).
Based on these results 168 building stimuli were selected that conformed to a
relatively equal distribution for the rating scale. The surroundings of the
building stimuli was shaded such that the building was in focus for each
stimulus. This was accomplished in Photoshop (version 7.0, Adobe, USA). Any
image noticeably distorted (e.g. proportion and illumination) by this process
was excluded from the stimulus pool. Furthermore all building stimuli were
subcategorized into two independent classes, viz. a formal or stylistic
(‘modernist’ and ‘non-modernist’ architecture), and a typological (‘private
buildings’, containing an equal distribution of types and scales of housing, and
‘public buildings’, also containing an equal distribution of scale and typology)
in order to control for a potential skewed preference distribution between the
groups. Though an indication of group related differences regarding the
stylistic categorization occurred in the behavioral pilot study, this potential
confound did not amount to any significant differences across all subjects
during the scanning session (n =22; i.e., the 22 subjects included in the
analysis), and thus we do not comment further on this aspect. The buildings
were presented with a resolution of 600 pixels in height and varying width with
a maximum of 1024 pixels.
168 face stimuli were selected from a larger database of Caucasian faces (half
female faces) that had been rated by a separate group of subjects (n = 10; 4
females; mean age 28.4; age range 26-30 years) for level of appeal in a
behavioral pilot study prior to scanning. Level of appeal was rated using an
identical scale as mentioned above. 168 faces were selected from the high,
middle and low ends of the appeal ratings in order to obtain a balanced
189

distribution. The face stimuli were masked to remove hair and were adjusted to
be of equal size and luminance by using Photoshop (version 7.0, Adobe, USA).
The faces were centered in a 588x600 pixel black background and presented
at a screen resolution of 1024x768 pixels.
Experimental paradigm
The experimental protocol consisted of an event-related design in which
subjects were scanned while being presented with each of the 168 face stimuli
and the 168 building stimuli in a pseudorandom order, making a total of 336
presentations. On each trial, a fixation cross was presented for 1000ms on a
grey background followed by a stimuli presentation for 3000ms. Subjects were
instructed, within the 3000 ms stimuli duration, to press one of five buttons on
a response key-pad with their right hand to indicate their aesthetic judgment
(1; very unappealing – 5; very appealing). Randomly interspersed with the
stimuli presentations were 56 null event trials. Total scanning-time per subject
was 26 min. in one session. Prior to scanning, subjects were informed that the
study was concerned with investigating aesthetic judgments and subjects were
instructed to declare their immediate aesthetic judgment by pressing the key-
pad button corresponding to the value relevant on the 1-5 judgment scale, but
no reference was made to the experimental aims. It was impressed on the
subjects that they should only concern themselves with their immediate,
subjective response to the pictures. After the scanning task was complete,
subjects were, outside the scanner, presented with the building stimuli again,
and asked to report any stimulus known beforehand to the subject, in order to
rule out any potential effect of familiarity.
Stimuli were presented and responses collected using E-prime (Psychology
Software Tools, Inc.). The stimuli were back-projected via an LCD projector
onto a transparent screen positioned over the subjects’ head and viewed
through a tilted mirror fixed to the head coil.
fMRI Data Acquisition
The functional imaging was conducted by using a 3 Tesla scanner (Siemens,
Magnetom Trio, Erlangen, Germany) to acquire gradient T2* weighted echo
planar images (EPI) to maximize the blood oxygen level-dependent (BOLD)
190

contrast (TE, 30ms; TR, 2400ms). The EPI sequence was optimized in order to
reduce signal drop-out in OFC [1]. Each functional image was acquired in an
interleaved way beginning with 2 nd slice (slice no. 2,4…40, 1,3…39) when
counted from the bottom slice comprising 40 axial slices each 3.0mm thick,
consisting of 64x64 voxels with an in-plane resolution of 3x3mm. This gave
near whole-brain coverage, excluding the cerebellum. Each session consisted
of 654 volumes. After the functional scan, a T1 weighted MPRAGE structural
sequence was acquired, using a phased array head coil to provide high-
resolution anatomical detail. The subjects’ pulse and respiration were recorded
using an MRI-compatible pulse oximeter, and a respiration belt, both sampled
at 50 Hz.
fMRI Data Analysis
Image pre-processing and data analysis was performed using SPM2 (Wellcome
Department of Imaging Neuroscience, London, UK). The EPI images were
realigned spatially [2]. This was followed by temporal realignment, which
corrected for slice-time differences using the middle slice as reference slice.
Images were then normalized to the Montreal Neurological Institute (MNI)
template provided in SPM2 [3]. Finally a spatial filtering was performed by
applying a Gaussian smoothing kernel of 8mm FWHM (full width at half-
maximum).
Following pre-processing a general linear model was applied to the time
course of activation where the middle stimulus time was modeled as single
impulse response functions and then convolved with the canonical
haemodynamic response function (HRF) including its temporal and dispersion
derivatives in order to capture small variations in the onset and width of the
BOLD responses.
A parametric regression analysis was used (see [4]) that allowed us to model
linear and nonlinear haemodynamic responses using orthogonalized
polynomial expansion functions. This was performed for each of the two
stimulus conditions using subject-specific aesthetic judgments in order to
model a potential parametric modulation of aesthetic judgments. First-level
analysis was performed on each subject to generate a single mean parameter
191

corresponding to each term of the polynomial expansion. In order to correct
for the structured noise induced by respiration and cardiac pulsation we
included RETROICOR (RETROspective Image based CORrection method)
nuisance covariates in the design matrix [5]. These regressors are a Fourier
expansion of the aliased cardiac and respiratory oscillations. We included six
regressors for respiration and ten regressors for cardiac pulsation. We also
included twenty-four regressors that remove residual movement artifacts with
spin history effects, which have been shown to remain even after image
realignment [6]. This set of nuisance regressors have also been shown to
reduce inter and intra subject variation significantly [7]. Having all four types of
nuisance regressors in the design improves the assumption of independently
and identically distributed errors [8]. For the analysis we also applied a high
pass filter with a cut-off frequency at 1/128 Hz.
The statistical parametric maps from subject-specific dataset were entered into
a second-level, random effects (RFX) analysis accounting for the between
subject variance. Experts and non-experts were treated as separate groups in
an ANOVA model using the beta-estimates of the two groups and the two
stimuli conditions separate for the linear and the quadratic expansions. Equal
variance was not assumed thus SPM2’s options for non-sphericity correction
was applied [9].
Using t-contrasts allowed us to test for correlations of the fMRI BOLD signal
and the parameters of interest performed respectively as linear and nonlinear
parametric modulations.
Reported p-values are corrected for multiple comparisons using the false
discovery rate (FDR) correction [10], unless otherwise mentioned. The co-
ordinates of all activations are reported in MNI space.
Behavioral results
The reaction times (RT) were averaged for each subject in each group and each
condition, independent of the response given, and then averaged over all
subjects in each group. Examination of these behavioral data in the two subject
groups showed mean RT for building stimuli for experts to be 2003ms
192

(SE=357.4ms) and for non-experts 2011ms. (SE= 562.4ms). Likewise the mean
response time for face stimuli for experts was 1810ms (SE =256.6ms) and for
non-experts 1696ms. (SE=440.4ms). Response latencies between the two
groups and stimuli conditions did not differ significantly in an ANOVA (F(3,40)
= 1.48; P

control stimuli (i.e. faces) were significantly modulated as a function of
expertise in ACC and medial OFC.
For the opposite contrast, i.e. when we compared non-experts’ linearly-
increasing preference for building stimuli compared to experts, we found that
no areas correlated significantly with the response profile. This effectively
means that no areas were significantly modulated when non-experts viewed
building stimuli compared to experts.
Parameter estimates for face stimuli did not result in significant differences
between experts and non-experts. This latter result was confirmed by
subtracting face-specific conditions for non-experts from experts. These
results points to that no regions were significantly modulated by aesthetic
judgment for non-experts compared to experts for both stimulus conditions.
Finally we performed a conjunction between experts and non-experts to
formally identify possible common brain areas that scaled linearly with
preference responses for building stimuli. This analysis did not reveal any
significant voxels (uncorrected), suggesting that aesthetic judgment strategies
are differentially modulated by level of expertise.
We next sought evidence for brain activity that correlated significantly with a
nonlinear response profile to account for additional variance not captured by
the 1 st order term. This corresponds to the second-order term in the
parametric analysis [11] and represents a U-shaped nonlinear response profile
where responses are maximal at “very appealing” and “very unappealing”
compared to the middle preferred stimuli. We did not observe corrected
significant differences between the groups for both stimuli conditions. Thus we
applied conjunctions in order to look for areas with a nonlinear response
profile for building stimuli regardless of group. One region in the ventral
striatum, namely the left NAcc (-10, 10, -4; z=4.94; p

using the clusters from the building-specific conjunction. Here we found that
left NAcc was significant (-10, 8, -4; z=3.42; p