Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

downol.dr.dk

Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

Beethoven-maraton som i 1808

Lørdag 26. januar kl. 16

Radiohusets Koncertsal


BEETHOVEN-MARATON – REKONSTRUKTION AF AKADEMI-KONCERT 22

Lørdag 26. januar kl. 16

DR Radiosymfoniorkestret

DR Vokalensemblet

DR Radiokoret

Radiohusets Koncertsal

Dirigent: Thomas Dausgaard

Solister: Robert Levin, klaver

Inger Dam-Jensen, sopran

Klaudia Kidon, sopran

Ulla Munch, alt

Adam Riis, tenor

Steffen Bruun, bas

Koncertmester: Christina Åstrand

Ludwig van Beethoven (1770-1827)

Symfoni nr. 6, F-dur, op. 68, Pastorale

(1807/08)

- Allegro ma non troppo. Erwachen heiterer

Empfindungen bei der Ankunft auf

dem Lande

- Andante molto moto. Szene am Bach

- Allegro. Lustiges Zusammensein der

Landleute, attacca

- Allegro. Gewitter, Sturm, attacca

- Allegretto. Hirtengesang - Frohe und

dankbare Gefühle nach dem Sturm

Varighed: ca. 45’

Ludwig van Beethoven

Ah! perfido, op. 65 (1796)

Koncertarie for sopran og orkester

Inger Dam-Jensen, sopran

Varighed: ca. 10’

Ludwig van Beethoven

Af Messe, C-dur, op. 86 (1807)

For solister, kor, orkester og orgel

- Gloria

Klaudia Kidon, sopran

Ulla Munch, alt

Adam Riis, tenor

Steffen Bruun, bas

Varighed: ca. 10’

Pause ca. 17.15-17.40

Ludwig van Beethoven

Klaverkoncert nr. 4, G-dur, op. 56 (1805)

- Allegro moderato

- Andante con moto, attacca

- Rondo vivace

Varighed: ca. 30’

Redaktion og opsætning: Hanne Hee Lange. Korrektur og sangtekster: Magna Blanke. Værknoter og biografier:

Jens Cornelius. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Ivar Munk. Producer: John Frandsen. Teknik: Jan Oldrup.

Regissører: Benedicte Balslev, Morten Danvad og Peter Tönshoff.


. DECEMBER 1808 I WIEN

Ludwig van Beethoven

Symfoni nr. 5, c-mol, op. 67 (1804/08)

- Allegro con brio

- Andante con moto

- Allegro, attacca

- Allegro

Varighed: ca. 33’

Pause ca. 18.50-20.00

Ludwig van Beethoven

Af Messe, C-dur, op. 86 (1807)

For solister, kor, orkester og orgel

- Sanctus

- Benedictus

Klaudia Kidon, sopran

Ulla Munch, alt

Adam Riis, tenor

Steffen Bruun, bas

Varighed: ca. 10’

Improvisation

Robert Levin, klaversolo

Varighed: ca. 10’

Ludwig van Beethoven

Korfantasi, c-mol, op. 80 (1808)

For klaver, kor og orkester

Korsoli:

Jessica Bäcklund, sopran

Hjørdis Jakobsen, sopran

Jane Bertelsen, alt

Emil Lykke, tenor

Lars Pedersen, tenor

Morten Kramp, bas

Varighed: ca. 20’

Koncerten sendes direkte i P2 og desuden

via EBU til Estland, Australien, Irland,

Canada (eng.sproget radio), Holland og

EBU’s Natradio.

Kl. 15: Introduktion med Valdemar Lønsted.


Foto: Marianne Grøndahl

Det internationale musiktidsskrift

Gramophone udnævnte Thomas

Dausgaard og DR Radiosymfoniorkestrets

seneste cd med Carl

Nielsen-værker til Disc of the month,

og på samme tid fik den prædikatet

Editor’s choice. Gramophones

anmelder David Fanning skriver bl.a.:

”Indtil videre er den min Disc of the

year. Og hvis den stadig er det ved

udgangen af 2007, vil jeg ikke være

overrasket.” Cd’en er sidenhen også

nomineret til 2007 Gramophone Award.

Endelig skal også nævnes, at indspilningen

af Rued Langgaards opera Antikrist

fra april måned sidste år blev Critics

Choise i Opera News – et anerkendt

amerikansk operamagasin.

Thomas Dausgaard

Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står

i spidsen for den fornyelse, der går gennem den

klassiske musik – og DR Radiosymfoniorkestret – i

disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og

fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende

med de store traditionelle komponisters værker.

Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til de

uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum spontant

kan møde op til en lille time i selskab med DR

Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni – ganske

uforpligtende og helt uden ‘kjole og hvidt’.

Store internationale turnéer er blevet et varemærke

for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas

Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med

Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea,

Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London,

Baltisk Østersøfestival i Stockholm, Schweiz, Østrig

og Tyskland. I forrige sæson var orkestret endda

’orchestra-in-residence’ ved festivalen Prag Efterår

og ved Festspillene i Bergen.

Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre

orkestre, senest med Staatskapelle Dresden,

Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre

i Toronto og Houston. Som chefdirigent for Det

svenske Kammerorkester har han været på turné

til København og sommerfestivalerne i London

(Barbican) og Stresa i Italien, og deres indspilninger

af Beethoven og Schumann regnes blandt de

bedste.

Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og RSO

hjemme foran højttalerne, er det værd at anbefale

deres indspilning af Ennas Den lille pige med svovlstikkerne

og Zemlinskys Die Seejungfrau (Dacapo),

som fik ikke færre end seks hjerter i Politiken.

Endvidere skal nævnes de to nye danske bidrag til

fejringen af H.C. Andersen: Bent Sørensen: Den lille

havfrue og Per Nørgård: Lygtemændene tager til

byen, der begge kan findes på en ny cd fra Dacapo.

Også indspilningerne af alle Rued Langgaards symfonier

får fremragende anmeldelser fra nær og fjern.


Robert Levin, klaver

Den amerikanske pianist Robert Levin er blandt

verdens førende inden for wienerklassisk musik,

ikke kun som musiker, men også som musikforsker.

Hans indsigt i wienerklassisk musik, især værkerne

af Mozart og Beethoven, er nærmest legendarisk

og stammer fra hans dobbelte karriere som musiker

og forsker. Den wienerklassiske stil er blevet hans

musikalske modersmål. Han kan improvisere frit

i samme stil som for 200 år siden – noget han

benytter, når han på autentisk vis improviserer

kadencerne i en klaverkoncert eller fantaserer solo,

som Beethoven eller Mozart også gjorde det.

Robert Levin har også brugt sin indsigt i den

wienerklassiske stil til at lave en ny færdiggørelse

af Mozarts ufuldendte Requiem. Mange mener –

som Levin – at den version, Mozarts elev Süssmayr

lavede efter mesterens død, er noget klamphuggeri.

Levin-versionen af Requiet er blevet opført

over hele verden og viser tydeligt, at Mozart har en

amerikansk elev 200 år efter sin død …

Som solist har Robert Levin optrådt med dirigenter

som Neville Marriner, Simon Rattle, Bernard Haitink,

Seiji Ozawa og Roger Norrington. Han har bl.a.

indspillet alle Beethovens klaverkoncerter med

dirigenten John Eliot Gardiner og hans Orchestre

Révolutionaire et Romantique og alle Mozarts

klaverkoncerter med Christopher Hogwood og

Academy of Ancient Music. I begge serier spiller

Robert Levin på et historisk hammerklaver. Men til

koncert kan man både komme til at møde ham ved

moderne flygel eller hammerklaver, for han mestrer

begge dele og vælger det, der passer bedst til sammenhængen.

Ved Torsdagskoncerten 9. februar 2006

opførte DR Radiosymfoniorkestret og

DR Radiokoret Mozarts ufuldendte

Requiem med Robert Levins færdiggørelse.

Opførelsen indgik i DR

Radiosymfoniorkestrets Mozart-fejring i

begyndelsen af 2006.


Sidst Inger Dam-Jensen optrådte i

Radiohusets Koncertsal var 8. og 9.

februar 2007, da hun sammen med DR

Radiosymfoniorkestret, DR Radiokoret

og tre andre solister opførte Beethovens

Missa Solemnis. Koncerten blev dirigeret

af DR Radiosymfoniorkestrets æresdirigent

Herbert Blomstedt.

Inger Dam-Jensen, sopran

Siden sit gennembrud i 1993 har Inger Dam-Jensen

været en af Europas mest efterspurgte sopraner

i det lyriske fag. Hun debuterede herhjemme i

1991, men det store gennembrud kom, da hun

vandt BBC’s konkurrence Singer of the World. Ikke

mindst i Storbritannien har man derfor et godt øje

til Inger Dam-Jensen, og hun har optrådt på både

Covent Garden i London, ved den internationale

Glyndebourne Festival og sunget med de store

engelske orkestre.

Det danske publikum kender hende fra Det Kgl.

Teater, hvor hun har været ansat siden 1993,

og fra hendes mange optrædener med DR

Radiosymfoniorkestret. På Det Kgl. Teater har Inger

Dam-Jensen excelleret i partier af Mozart, Richard

Strauss og Donizetti. Hun har også haft stor succes

i barok-opsætningen af Händels opera Julius

Cæsar, hvor hun i rollen som Kleopatra spillede over

for kontratenorstjernen Andreas Scholl.

Som koncertsangerinde, bl.a. i sopranpartiet fra

Mahlers 4. Symfoni, har hun optrådt med verdenskendte

orkestre som Berliner Filharmonikerne,

New York Filharmonikerne og Tjekkisk Filharmonisk

Orkester.

På cd kan man høre Inger Dam-Jensen synge

både oratorier, opera og danske romancer. Hendes

seneste pladeindspilninger er Per Nørgårds H.C.

Andersen-værk Lygtemændene tager til byen og

hovedrollen i August Ennas opera Den lille pige med

svovlstikkerne, begge udgivet af Dacapo.


Klaudia Kidon, sopran

Klaudia Kidon er uddannet på musikakademiet i den

polske by Katowice og derefter i solistklassen på

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun debuterede

i København i 1995.

I 1990’erne vandt hun priser ved en række sangkonkurrencer,

og i 1997 blev hun fast medlem af

DR Radiokammerkoret, i dag DR Vokalensemblet. I

sine år som medlem af DRs ensembler har hun haft

mange solistpartier, også ved koncerter med DR

Radiosymfoniorkestret.

Uden for DR er Klaudia Kidon ofte brugt som solist

hos landsdelsorkestrene og hos mange mindre kammerensembler.

Hun har sunget opera og optræder

ofte med lieder og i oratorier. Hun synger også en

hel del moderne musik.

Klaudia Kidon har dannet Mozart Trioen sammen

med sin kollega Ulla Munch og pianisten Berit

Tange, og hun synger desuden i den engelske dirigent

Paul Hilliers eliteensemble Theatre of Voices.

Ulla Munch, alt

Ulla Munch er medlem af DR Vokalensemblet.

Hun er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut

ved Københavns Universitet og på Det Fynske

Musikkonservatorium. Siden har hun videreuddannet

sig i USA.

Hun er en meget alsidig sanger, der synger både

opera og kammerkoncerter. Ulla Munch er også en

efterspurgt oratoriesolist, der har sunget Mozarts

Requiem, Bachs oratorier og passioner og Händels

Messias med forskellige orkestre i Danmark. Hun

er også en engageret sanglærer og har siden 2001

været fast underviser for de unge sangere i DR

Radiopigekoret og DRs korskole.

Ulla Munch har en forkærlighed for små vokalensembler

og har tidligere sunget i Ars Nova. Hun

har stiftet Mozart Trioen sammen med sin kollega

Klaudia Kidon og synger også i ensemblerne

Raphaëlis Consort og Ensemble Seraphim, der har

fokus på musik fra barokken.


Adam Riis, tenor

Adam Riis begyndte at synge i Københavns

Drengekor. Som voksen er han uddannet på Det

Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han tog

diplomeksamen i 2005. Allerede i studietiden sang

han i DR Radiokoret og Ars Nova og havde solistengagementer

ved siden af. I dag er han medlem af

DR Vokalensemblet.

Adam Riis har været solist i bl.a. Monteverdis

Mariavesper, Buxtehudes Membra Jesu nostri,

Bachs passioner og Juleoratoriet, Händels Messias,

Mozarts Requiem, Carl Nielsens Fynsk forår og

Carl Orffs Carmina burana. Han har optrådt med

orkestre som Concerto Copenhagen, Øresunds

Barokorkester og Sjællands Symfoniorkester.

Med sine egne ord er han ”afsindigt optaget af at

synge lieder”, og sammen med pianisten Christian

Westergaard har han optrådt med lieder af bl.a.

Schubert, Schumann og Britten. Han er desuden

medlem af gruppen Tre Tenorer (der for øvrigt

består af fem-seks stykker).

Sidste år blev Adam Riis belønnet med et stort stipendium

fra Léonie Sonnings Musikfond. Det skal

bruges til videreuddannelse inden for operagenren.

Steffen Bruun, bas

Steffen Bruun afsluttede sin diplomuddannelse på

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2005. Han

har desuden studeret ved operaskolen i Sydney, og

han har modtaget undervisning af bl.a. den store

svenske sangerinde Anne Sofie von Otter og af

akkompagnatøren Roger Vignoles.

Hans scenedebut var rollen som Kejseren i

Stravinskijs Nattergalen, som han sang på Den

Fynske Opera i 2005. Steffen Bruun har også optrådt

i den kollektive opera Han, Den, Det på Operaens

eksperimentalscene Takkelloftet, og han har sunget

rollen som troldmanden Sarastro i Mozarts

Tryllefløjten på Nyborg Sommeropera.

Steffen Bruun har været solist i Bachs

Johannespassion, Juleoratorium, Messe i h-mol og

forskellige kantater, Mozarts Requiem, Schumanns

Requiem, Carl Nielsens Fynsk forår og Händels

Messias.

Han er tillige assistent i vokalensemblerne Ars Nova

og Voces Copenhagen.


Beethoven-maraton som i 1808

En af historiens mest utrolige koncerter

fandt sted for 200 år siden i Wien. Den

aften gav Beethoven sit livs betydeligste

koncert, hvor han uropførte en hel buket

af sine mesterværker. Det var en skelsættende

manifestation af genialitet. Og en

begivenhed af den slags, som får en til

at håbe, at tidsmaskinen snart vil blive

opfundet.

Indtil det sker, må man foretage rejsen til

Wien 1808 i tankerne. Eller gøre som DR

Radiosymfoniorkestret, DR Vokalensemblet,

DR Radiokoret, chefdirigent Thomas

Dausgaard og en hel række solister gør

ved denne enestående lejlighed: Genskabe

hele begivenheden i anledning af

200-året for Beethovens største aften.

Beethovens maraton-koncert fandt sted

i Theater an der Wien 22. december

1808. Det var en torsdag aften (begrebet

Torsdagskoncert var dog ikke var

opfundet endnu). Beethoven dirigerede

og var også selv klaversolist. Programmet

var præcis det samme som ved denne

2008-rekonstruktion: Først Symfoni nr. 6,

Pastorale-symfonien, så koncertarien

Ah! perfido, Gloria-satsen fra Messen

i C-dur og derefter Klaverkoncert nr. 4.

Efter en tiltrængt pause fulgte Symfoni

nr. 5, Skæbnesymfonien, Sanctus og

Benedictus-satserne fra messen, en

stor improvisation på klaver og til sidst

Korfantasi for alle medvirkende: kor,

solister, orkester og igen med Beethoven

ved klaveret.

Koncerter af den størrelsesorden var

egentlig ikke så usædvanlige dengang.

Men det var indholdet! Et program af

uropførelser, der ikke kan være blevet

overgået mange gange i historien. Samtidig

fortæller det noget om, hvilken kreativ

raptus Beethoven befandt sig i - han

arbejdede oven i købet samtidig på sin

opera Fidelio.

Der var dog forskellige problemer med

koncerten. Beethoven kom op at skændes

med orkestret under prøverne, og

musikken blev ikke indstuderet ordentligt.

På et tidspunkt fik det desperate orkester

endda sendt Beethoven uden for døren,

så musikerne kunne få ro til at prøve på

den vanskelige 5. Symfoni. Til koncer-

ten faldt de medvirkende fra hinanden

i korfantasien, som Beethoven havde

skrevet færdig i sidste øjeblik. Han var

nødt til at slå af og bede om at begynde

forfra. Sangsolisterne var heller ikke på

toppen. Hvad værre var, så var der ingen

form for opvarmning i den vinterkolde

sal. Publikum hundefrøs. En af de lyttere,

der var til stede den historiske aften,

Johann Friedrich Reichardt, noterede sig

mere om de ukomfortable forhold end om

musikken: ”Jeg tog med hjertelig tak imod

fyrst Lobkowitz’ venlige tilbud om at sætte

mig i hans loge. Dér sad vi, i den bitreste

kulde, fra 18.30 til 22.30 og erfarede den

sandhed, at man faktisk kan få for meget

af det gode ...”

Symfoni nr. 6

Der er ikke nogen af Beethovens ni

symfonier, der umiddelbart minder om

hinanden. De er alle forskellige bud på,

hvad en symfoni kan være. Nogle af dem

bevæger sig meget langt væk fra datidens

opfattelse af genren, især 3., 5., 9. og 6.

Symfoni, Pastorale-symfonien.

Ved koncerten i 1808 har 5. og 6. Symfoni

trådt frem som chokerende modsatrette

værker. Den 5. som en uhørt streng og

kompromisløs kraftudfoldelse, abstrakt og

brutal på samme tid. Symfoni nr. 6 som en

vegeterende sansning af naturens hvilen

i sig selv.

I 6. Symfoni beskriver Beethoven en række

landlige stemninger. I den trykte førsteudgave

blev den kaldt ”Erindringer om livet

på landet”, men symfonien er langtfra kun

et sofastykke med brølende kronhjorte

og brusende elve. I et tidligt notat til sig

selv skrev Beethoven: ”Alle tonemalerier

i instrumentalmusik mister deres værdi,

hvis de drives for vidt. Det skal være op til

lytteren selv at uddrage situationerne.”

Beethoven var bestemt ikke den eneste

komponist, der skrev musik med udgangspunkt

i naturen. Også hans tidligere lærer

Haydn så det guddommelige i naturens

vælde og fremstiller det genialt i sine

oratorier Skabelsen og Årstiderne. En lidt

ældre, og i dag helt glemt, tysk komponist

ved navn Justin Heinrich Knecht skrev 25

år før Beethoven en fem-satset symfoni


med titlen Musikalsk portræt af naturen,

hvor nogle af elementerne er slående tæt

på Beethovens. Men som Beethoven selv

formulerede det, så er hans Pastoralesymfoni

”mere et udtryk for følelser end

et maleri”. ”Ingen kan elske landet højere

end jeg,” sagde han, og hans sansning

af herlighederne når da også religiøse

højder i den 6. Symfoni.

Men vist er det da programmusik, altså

musik der beskriver noget konkret. Som

den eneste af Beethovens symfonier har

satserne beskrivende titler, og de tegner

en fremadskridende, konkret handling.

1. sats præsenterer med det samme et

spillemands-agtigt tema, som signalerer,

at Beethoven har været en tur på landet

eller rettere, at han netop er ankommet,

for satsen bærer overskriften Glade

følelsers opvågnen ved ankomsten til landet.

Musikken har en særpræget statisk

karakter, en oplevelse af en saliggørende

og styrkende landlig ro. Dissonanser

er stort set fraværende, mol-akkorder

næsten også væk.

Andensatsen er den berømte Scene ved

bækken, et billede af en rislende bæk i

bunden af dalen. Med sine fugleimitationer

er det mere end noget andet denne

sats, der repræsenterer det maleriske i

værket, samtidig med at de mange gentagelser

i den strømmende melodik ligesom

i 1. sats har en hypnotiserende virkning.

De tre sidste satser spilles uden satspauser.

Bøndernes muntre fællesskab er 3.

sats, hvor man er til bondegilde med spillemandsmelodier

i dansende og stoute

rytmer. Her fusionerer Beethoven sin

egen scherzo-stil med endnu mere grovkornede

elementer fra folkemusikken.

Lidt senere trækker det sammen til uvejr,

og et tordenskrald afbryder lystighederne.

Stormvejret er symfoniens 4. sats,

hele værkets heftigste afsnit, hvor al den

foregående stabilitet sprænges i stykker

på voldsom vis. Hvad der måtte være

af skønmaleri i musikken krakelerer, og

gennem sprækkerne kan man se ind til

en uhyggelig, uharmonisk og abstrakt

verden.

Hyrdesang – Glade og taknemmelige

følelser efter stormen er titlen på finalen,

der flyder saligt af sted med variationer

over en hymne til naturens herlighed.

Symfonien slutter altså i samme ånd, som

den begynder, men rystelserne undervejs

gør, at lytteren har fået sat den landlige ro

i relief. Naturen har vist sig som noget, der

er uendelig meget større end mennesket.

Pastorale-symfonien kom til at danne

forbillede for to andre usædvanlige symfonier,

der på samme måde er beskrivende

og også har fem satser i stedet for de

sædvanlige fire: Berlioz’ selvbiografiske

Symphonie fantastique og Schumanns

Symfoni nr. 3, Den rhinske.

Ah! perfido

Denne store arie var slet ikke ny, da

Beethoven indlemmede den i sin maratonkoncert

i 1808. Han havde skrevet den

allerede i 1796, da han for første gang var

i Prag. Her boede en berømt sangerinde,

Josepha Duschek, der havde været en

meget nær bekendt af Mozart. Mozart

havde skrevet arier specielt til hende, og

det ville Beethoven også gerne gøre. Han

brugte en af Mozarts kompositioner som

model.

Ah! perfido er en såkaldt koncertarie,

dvs. at den ikke er et udpluk fra en opera,

men en selvstændig scene for én person.

I dette tilfælde er det en lidenskabelig

situation, hvor en kvinde tager en bitter

og fortvivlet afsked med den mand, der

forlader hende. Den slags scener var der

på Beethovens tid en meget lang tradition

for. Faktisk helt tilbage til 1600-tallet havde

digtere og komponister dyrket svigtede

kvinders stærke afskedsscener. Inspirationen

kom i høj grad fra den antikke græske

dramatik og digtning.

Beethoven skjuler ikke, at han bygger på

en gammel tradition, både hvad angår

genren og retorikken. Selv om rammerne

er konservative, udtrykker han sig dog så

dramatisk, at man skal et godt stykke ind i

1800-tallet, før man finder noget lignende

hos f.eks. Verdi. ”Her hersker de grelleste

sorte og røde farver, man nogensinde

har hørt ved siden af hinanden,” skrev

øjenvidnet Johann Friedrich Reichardt

efter at have hørt Ah! perfido ved maratonkoncerten.


25.1. - 31.1. 2008

25. 1. / 19.30 DR Vokalensemblet

Musik af Paul Patterson og Astor Piazzolla samt Ariel Ramirèz: Misa criolla. DR

Vokalensemblet/Titicaca Ensemblet. Dirigent: Fredrik Malmberg. Emil Lykke, tenor;

Adam Riis, tenor. (Koncert Radiohusets Koncertsal 18.1.)

26.1. / 16.00 beethoVen maRaton

Direkte fra Radiohusets Koncertsal. En gentagelse af en af musikhistoriens mest

berømte koncerter. Den 22. december 1808 stod Beethoven i spidsen for en koncert

i der varede i 5-6 timer og bestod af Symfoni nr. 6, Koncertarie, Ah, perfido.

Beethoven: Satser fra Messe i C-dur, Klaverkoncert nr. 4, Symfoni nr. 5. Improvisationer

for klaver, Korfantasi. DR Radiosymfoniorkestret. DR Radiokoret. DR Vokalensemblet.

Dirigent: Thomas Dausgaard. Inger Dam-Jensen, sopran; Robert Levin,

klaver; Klaudia Kidon, sopran; Ulla Munch, alt; Adam Riis, tenor; Steffen Bruun, bas.

27.1. / 19.30 Det fRanske nationaloRkesteR

Stravinskij, Prokofjev: Koncert, e-mol for cello og orkester. Gautier Capucon, cello.

Chausson: Symfoni B-dur. Det franske Nationalorkester. Dirigent: Alain Altinoglu.

(Koncert 24.01 i Théâtre des Champs-Elysées, Paris).

28.1. / 20.00 stjeRnekonceRt meD schiff og anDsnes

Direkte fra Radiohuset Koncertsal. Beethoven, Janácek, Debussy, Chopin. Heinrich

Schiff, cello; Leif Ove Andsnes, klaver.

29. 1. / 19.30 folkemusik i klassisk 1:6

Klement Slavický,. Zdenek Lukás, Dvorák. Tjekkisk Filharmonisk Orkester, Brno. Petr

Altrichter. Dalibor Strunc, cimbalon. (Koncert i går fra Janácek Teatret, Brno)

30. 1. / 19.30 esbjeRg ensemblet

Direkte fra Vestjysk Musikkonservatorium. Carl Nielsen, Morten Olsen, Schubert.

31.1. / 20.00 toRsDagskonceRt

Direkte fra Radiohusets Koncertsal. Poul Ruders: Light Ouverture Europæisk 1.

opførelse. Brahms: Klaverkoncert nr. 2. Schubert: Symfoni i C-dur, Den Store. DR

Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Nelson Freire, klaver.


Koncertarien er opdelt i de to faser,

man brugte til at beskrive kvindelige,

ulykkelige følelser: Først raseri, så sorg.

Den begynder med et langt recitativ, hvor

Beethoven bruger en tekst af operaforfatteren

Metastasio. Den er egentlig en

beskrivelse af Deidamia, der er blevet

forladt af Achilles, men denne oldgræske

sammenhæng er helt væk hos Beethoven.

I recitativet hører man alle slags forbandelser

hagle ned over den usling, hun

forlades af, men til sidst vender kvinden

følelserne indad: ”Selv om han ikke

længere er den, som han var, så er jeg

stadig den, jeg var. For ham levede jeg, og

for ham vil jeg dø.”

Derefter følger den egentlige arie, hvor

hun efterhånden synker sammen i sorg.

Man kender ikke tekstforfatteren til dette

afsnit. Beethoven har sikkert fået teksten

skrevet på bestilling eller har måske gjort

det selv.

Da Ah! perfido skulle på programmet til

koncerten i 1808, var Beethoven endnu

en gang uheldig. Begge hans foretrukne

sopraner afslog at optræde med den

vanskelige arie. I stedet fik man fat på en

ganske ung frøken med det umulige navn

Josephine Schulz-Killitschgy. Hun blev

med tiden ganske berømt, men denne

aften var hun så nervøs af sceneskræk, at

hun rystede og forkludrede det kontrastrige

drama.

Messe i C-dur

Beethovens største religiøse værk,

hans kæmpe Missa solemnis, har helt

overskygget hans Messe i C-dur. Og

Beethovens ikke-religiøse værker har helt

overskygget dem begge to.

Beethoven var født i en katolsk familie,

men havde et meget belastet forhold til

kirken. Han gik sjældent til gudstjeneste

og havde ikke noget godt forhold til de

katolske dogmer. De friheder, han tager

sig i sine to messer, kom til at føre en del

ballade med sig.

Messen i C-dur har forbindelse til den

store mester Haydn. I 1807 levede

Haydn endnu og var anerkendt som

verdens største komponist. Han havde

haft den længste del af sin livsgerning

som hofkomponist for fyrst Esterházy.

Fyrsten havde tidligere hvert år bestilt en

ny messe til at blive opført på sin hustrus

navnedag, og da Haydn nu var for gammel

til bestillingsopgaver var det Beethoven,

der blev spurgt.

Haydn var en dybt troende katolik, ligesom

fyrst Esterházy, og det kan undre, at

fyrsten ikke havde forhørt sig om, hvordan

det stod til med Beethovens tro og hans

forhold til kirkemusik. Beethoven havde

nemlig aldrig skrevet en messe før. Og

han følte hverken lyst eller forpligtelse til

at skrive noget i retning af dem, Haydn

tidligere havde glædet sin fyrste med.

”Jeg tror, at jeg i min messe har anvendt

teksten på en ny måde,” konstaterede

Beethoven i et brev til sin forlægger, da

messen var færdig. Det var en pæn måde

at ringe med alarmklokkerne.

Messen var ingen succes, da den blev opført

hos fyrst Esterházy i 1807. ”Min kære

Beethoven, hvad er det, De har gjort?”

skal fyrsten have sagt efter opførelsen!

Bemærkningen gjorde Beethoven så

skuffet, at han ganske uhøfligt ikke dedikerede

messen til fyrst Esterházy, da den

skulle udgives på tryk. Godt at Beethoven

ikke selv hørte, at fyrsten til anden side

kaldte messen for ”utålelig, latterlig og

rædselsfuld”.

Det, der chokerede fyrsten dengang, kan

være svært at opfange for os i dag. Et høvisk,

katolsk publikum i 1807 var bekendt

med kirkemusiktraditioner på et niveau, vi

ikke er i nærheden af. Hvad der for os kan

virke uskadeligt, blev af samtiden opfattet

som subjektivt, grænsende til det bizarre

og frivole. Kraftige udbrud, stærke farver

og dramatiske udsving er netop det, der

tiltrækker os ved Beethovens musik. Og

sammenlignet med f.eks. 5. Symfoni er

Messen i C-dur ikke chokerende. Men at

Beethoven trods alt lod sine frie tanker

skinne igennem i et kirkeværk, har også

af andre end den fyrste, der betalte for

musikken, været opfattet som stødende.

Da Beethoven 10 år senere skrev sin

Missa solemnis havde mange kendere

svært ved overhovedet at opfatte den som


en messe. Og da Beethoven – som selv

holdt virkelig meget af sin Messe i C-dur

– placerede et udvalg af dens satser i sin

maratonkoncert, blev de annonceret som

”latinske hymner i kirkestil”. Dels for at

fritstille publikums reaktioner og dels for

at omgå forbudet mod at man overhovedet

opførte kirkemusik i et teater.

Klaverkoncert nr. 4

Beethoven var på sin egen tid kendt som

både pianist og komponist. Dirigent-rollen

var knapt nok opfundet endnu, og

den funktion, Beethoven udøvede når

han ledede en koncert, blev set som en

praktisk kapelmesteropgave. Det var som

klaversolist, at man hørte Beethovens

inderste stemme, mente man. Og han har

været en forrygende musiker, i hvert fald

i sine yngre dage. Efterhånden blev han

lidt af et sjuskehoved og senere magtesløs,

da hans døvhed tiltog. Ved maratonkoncerten

i december 1808 optrådte han

for sidste gang som solist.

Aftenens nye Klaverkoncert nr. 4 havde

Beethoven allerede præsenteret ved en

privatkoncert hos en af sine velyndere,

fyrst Lobkowitz. Efter den offentlige

uropførelse ved maratonkoncerten blev

den opfattet som Beethovens bedste. Den

status har den også i dag, selv om nr. 5

med det prangende tilnavn Kejserkoncerten

også er overvældende. Femmerens

kraftudfoldelser slår dog i sidste ende

ikke så hårdt som de helt unikke idéer,

Beethoven præsenterer i Klaverkoncert

nr. 4. Den berømte indledning, f.eks., hvor

klaveret lige så stille lister alene i gang.

Aldrig før havde man hørt en koncert

– den mest udadvendte genre overhovedet

– begynde med stilfærdig poesi. Og

førstesatsen udvikler sig da heller ikke

til den sædvanlige duel mellem solist og

orkester. I stedet mødes de to parter i en

lyrisk dialog, hvor solistens enegang ofte

’kun’ består i at udsmykke musikken med

figurationer. Med denne uortodokse sats

tager hele klaverkoncert-genren et spring

væk fra konventionerne.

Også andensatsen er højst usædvanlig.

Den er ganske kort og er ikke en normal,

sangbar Adagio. Tværtimod er satsen,

som modsætning til den beherskede

førstesats, en konflikt mellem to temperamenter:

et truende orkester og en

forsonende solist. Opløsningen af rollerne

i førstesats fører her til, at de kan vendes

helt om.

Satsens retoriske udformning har gennem

tiderne sat tanker i gang om, at der er et

konkret programforlæg for musikken. Et

af forslagene går på myten om Orfeus,

der neddysser de vilde furier med sin

blide sang. Andre kommer til at tænke på

Det Gamle Testamente, hvor Davids sang

beroliger den sortsynede kong Saul. Symbolet

på kunstens helbredende kræfter er

universelt.

Den korte og recitativske andensats kan

opfattes som et oplæg til finalen. Den

langsomme sats glider fra e-mol over i

finalens indledende C-dur. Strygerne spiller

tyst et iørefaldende tema, som klaveret

besvarer på en herligt underspillet måde.

Først derefter retter musikken sig ind efter

hovedtonearten G-dur og præsenterer

med åbent ansigt en vital finalesats i

rondo-form.

Igen en fuldstændig uortodoks udformning.

Publikum ved maratonkoncerten

brød sig ikke om det. Året efter fik værket

stor ros i pressen af komponisten og

forfatteren E.T.A. Hoffmann, men det skaffede

ikke klaverkoncerten flere opførelser.

Først i 1836, flere år efter Beethovens

død, blev koncerten taget op igen. Det var

den unge og geniale Mendelssohn, der

samlede guldet op. Schumann var til stede

den aften og fortalte, at han næsten ikke

kunne trække vejret, mens han og resten

af salen hørte den fantastiske musik for

første gang.

Symfoni nr. 5

5. Symfoni, Skæbnesymfonien, er vel nok

det mest berømte stykke klassiske musik

overhovedet. Et værk, der er blevet et ikon

for selve kunsten og et symbol for menneskets

ret og vilje til at skabe og bestemme.

Tilnavnet Skæbnesymfonien har ifølge

en anekdote rødder hos Beethoven selv.

Han skulle have beskrevet de indledende

fire toner med ordene: ”Således banker

skæbnen på døren.” Indledningen er så

overvældende i sin trussel, at intet antyder


den lettelse og triumf, Beethoven tilkæmper

sig i løbet af den næste halve time.

Den berømte førstesats er et af de mest

koncentrerede og strenge stykker musikalsk

laboratoriearbejde i historien. En

utrolig kompakt bygning, udelukkende sat

sammen af lige rytmiske underdelinger.

Som en fæstning bygget af legoklodser

med 2, 4 og 8 dutter. Tætheden er ekstrem,

og den rytmiske energi fuldstændig

uhørt. Efter 200 år gløder satsen stadig!

Udgangstonearten for symfonien er

den dramatiske c-mol, men den ender

i C-dur, den mest hvide og renfærdige

af dem alle. Symfoniens udvikling er

en bevægelse fra mørke til lys, og med

skæbnemotivet i mente er det oplagt at

opfatte hele symfonien som et symbol

for kampen mod skæbnen og viljen til

sejr. Men symfonien handler også om

troen på en ny orden, der kan forbinde de

kontrasterende elementer uden at fratage

dem deres egenart.

Det store skift fra mol til til dur sker mellem

3. og 4. sats, hvor Beethoven laver

en glidende overgang, en af de mest opsigtsvækkende

passager i den klassiske

musik overhoevdet. Tyste pauker banker

den kommende grundrytme, violinerne

forsøger at holde fast i den netop overståede

scherzo. Hele symfonien står på

et gysende stand by, men udviklingen er

ikke til at stoppe. Og da hører man brølet

af basuner, der sætter ind med den triumferende

C-dur. Beethoven lader et brus af

C-dur fylde sidstesatsen, indtil mængden

kan modsvare førstesatsens vældige koncentration

af akkumuleret energi i c-mol.

Stilen er inspireret af revolutionsmusik

– meget passende!

5. Symfoni gik i den grad hen over

hovedet på publikum ved maratonkoncerten.

Man fandt den alt for abstrakt

og kompliceret. Først ved dens tredje

opførelse året efter blev den accepteret

som et genialt mesterværk. Og siden

gik den sin sejrsgang. Berlioz var den

første, der opførte Beethovens symfonier

i Paris. Han kunne fortælle, hvordan en

dame måtte bæres ud efter at have hørt 5.

Symfoni. ”Den er utrolig. Vidunderlig. Den

forvirrer mig i sådan en grad, at da jeg

skulle tage hatten på, kunne jeg ikke finde

hovedet. Den slags musik burde ikke skrives!”

sagde hun. ”Tag det roligt,” svarede

Berlioz, ”det vil heller ikke ske ret ofte.”

Korfantasi

Beethoven havde længe haft lyst til at

skrive et orkesterværk, hvori der også

indgik et kor. I forbindelse med maratonkoncerten

så han sit snit til at realisere

idéen. Det blev til en fantasi for klaver,

kor og orkester, hvor Beethoven selv var

klaversolist.

Korfantasien udvikler sig ligesom 5. Symfoni

fra c-mol til C-dur. Samtidig udvikler

musikken sig fra solospil til medvirken af

alle. Et tredje spor udgøres af bevægelsen

fra improvisation (klaverets indledning) til

fast orden (den afsluttende hymne).

I den udgave af Korfantasi, som Beethoven

fik trykt, er klaverets indledning

skrevet ned på noder, men ved maratonkoncerten

i 1808 har han højst sandsynligt

improviseret. I den trykte udgave spiller

klaveret solo i godt tre minutter, før orkestret

sætter ind. Hvor længe Beethoven

improviserede – og hvordan solisten

Robert Levin vil indlede musikken denne

aften – er der ingen der ved!

Mens musikken endnu kun spilles af

klaver og blæsere, præsenter klaveret en

enkel og iørefaldende melodi. Træblæserne

er straks med på idéen og begynder at

lave variationer over den. Melodien havde

Beethoven oprindeligt lavet til en lille

sang med titlen Gegenliebe, men til brug i

korfantasien fik han digteren Christoph

Kuffner til at forfatte en ny tekst om kunstens

kraft til at samle menneskeheden.

Den utopiske forestilling optog Beethoven

meget, og hans kredsen om idéen

kulminerede 16 år senere i 9. Symfoni.

Også 9. Symfoni er med kor, og korfantasien

kan godt ses som en lillebror eller

en ”1. udgave” af den store symfoni. Selv

de to værkers hymnemelodier minder om

hinanden.

Korfantasi måtte som sagt omstartes

ved maratonkoncerten i 1808. Beethoven

glemte i begejstringen de mundtlige

aftaler, han havde lavet med orkestret


om værkets forløb. Musikerne råbte til

hinanden for at komme på rette spor, men

der var ikke andet at gøre end at begynde

forfra. Korfantasien var ellers som skabt

til af afrunde aftenen, men noget af

stykkets virkning må bestemt være gået

fløjten.

Efter koncerten måtte Beethoven bittert

erkende, at han på grund af sin tiltagende

døvhed var nødt til at stoppe sin solistkarriere.

Seks år senere medvirkede han ved

en opførelse af sin klavertrio Ærkehertugtrioen,

men spillede nu så ukontrolleret,

at selv hans nærmeste venner fandt det

meningsløst og trist.

Jens Cornelius

Poul Vejbos sidste koncert i DR

Poul Vejbo, tenor, forlader med udgangen af

januar måned DR efter 33 år som sanger, i over

20 år i Radiokammerkoret. Hans stemme har

med sin klare klang været en velkommen kraft

i de store korværker, der især nyder hans kærlighed.

Han er et romantisk gemyt, som elsker

opera, og han har assisteret i mange produktioner

på Den kongelige Opera. Han er også

et samvittighedsfuldt menneske, hvilket hans

hverv som sikkerhedsrepræsentant vidner om,

og en lun personlighed, hvilket hans initiativer

til kollegial selskabelighed har bevist.


ensemblet

Kommende koncerter

Torsdagskoncert – Lørdagskoncert

Torsdag 13. marts kl. 20

Lørdag 15. marts kl. 16

DR Vokalensemblet

Concerto Copenhagen

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Corelli: Concerto grosso

Vivaldi: Gloria, D-dur

Händel: Dixit Dominus

Billetter: 345, 305, 265, 225 kr.

(U-30 = 173, 153, 133, 113 kr.)

Billetter kan købes i DR Butikken eller på billetnet


Ah! perfido

Ah! perfido, spergiuro,

barbaro traditor, tu parti?

E son questi gl’ultimi tuoi congedi?

Ove s’intese tirannia più crudel?

Va, scellerato! va, pur fuggi da me,

l’ira de Numi non fuggirai.

Se vè giustizia in ciel, se vè pietà,

congiureranno a gara tutti a punirti!

Ombra seguace! presente, ovunque vai,

vedrò le mie vendette,

io giá le godo immaginando,

i fulmini ti veggo già

balenar d’intorno.

Ah no! fermate, vindici Dei!

Risparmiate quel cor, ferite il mio!

Sei non è più qual era,

son io qual fiu,

per lui vivea, voglio morir per lui!

Per pietà, non dirmi addio,

di te priva che farò?

Tu lo sai, bell’idol mio!

Io d’affanno morirò.

Ah crudel! tu vuoi ch’io mora!

Tu non hai pietà di me?

Perché rendi a chi t’adora

così barbara mercé?

Dite voi se in tanto affanno

non son degna di pietà?

Gloria

Kor og soli:

Gloria in excelsis Deo!

et in terra pax

hominibus bonae voluntatis,

laudamus te, benedicimus te,

adoramus te, glorificamus te!

Gratias agimus tibi

propter magnam gloriam tuam.

Domine Deus, rex coelestis,

Deus Pater omnipotens.

Domine Fili unigenite,

Jesu Christe!

Domine Deus, Agnus Dei,

Filius Patris.

Qui tollis peccata mundi,

miserere nobis,

qui tollis peccata mundi,

suscipe deprecationem nostram,

qui sedes ad dexteram Patris

miserere nobis!

Quoniam tu solus sanctus,

tu solus Dominus,

Altså, du troløse, du falske, du

grusomme forræder, du forlader mig?

Og det er din endelige afsked?

Hvor hørtes om så grusomt et tyranni?

Gå, din slyngel, gå, flygt fra mig;

gudernes vrede kan du ikke undgå.

Hvis der er retfærdighed i himlen,

hvis der er medynk til, så vil de slå sig

sammen i kampen om at straffe dig!

Som en skygge, der følger dig, som er

til stede overalt, vil du mærke min hævn;

jeg nyder allerede i tankerne,

at lynene glimter rundt omkring dig.

Åh, nej, stands, hævnende guder!

Skån dette hjerte, lad mit eget blive såret!

Selv om han ikke længere er den,

som han var, så er jeg stadig den, jeg var;

for ham levede jeg, og for ham vil jeg dø!

Hav barmhjertighed, gå ikke fra mig,

hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke har dig?

Du ved det jo, min smukke helt,

jeg vil dø af sorg.

Ak, du grusomme, du vil, at jeg skal dø.

Har du ikke medlidenhed med mig?

Hvorfor gengælde den, der elsker dig,

så grusomt?

Sig mig, om jeg ikke i så stor sorg

er værdig til medlidenhed.

Ære være Gud i det høje

og fred på jorden

for mennesker med god vilje.

Vi lover dig, vi velsigner dig.

Vi tilbeder dig, vi lovpriser dig.

Vi takker dig

for din store herlighed.

Herre vor Gud, himmelske konge,

Gud, almægtige Fader.

Herre, du enbårne Søn

Jesus Kristus.

Herre vor Gud, Guds Lam,

Faderens Søn.

Du, som borttager verdens synder,

forbarm dig over os.

Du, som borttager verdens synder,

tag imod vor bøn.

Du, som sidder ved Faderens højre,

forbarm dig over os.

Thi du alene er hellig,

du alene er Herre,


tu solus altisimus

Jesu Christe!

Cum Sancto Spiritu

in gloria Dei Patris.

Amen.

Sanctus

Kor:

Sanctus, sanctus, sanctus

Dominus Deus Sabaoth.

Pleni sunt coeli et terra

gloria tua.

Osanna in excelsis.

Benedictus

Soli og kor:

Benedictus qui venit

in nomine Domini.

Osanna in excelsis!

Ludwig van Beethoven: Fantasi for

klaver, kor og orkester

Tekst: Christoph Kuffner (1780-1846)

Oversættelse: Magna Blanke 1999

Schmeichelnd hold und lieblich klingen

unsers Lebens Harmonien,

und dem Schönheitssinn entschwingen

Blumen sich, die ewig blühn.

Fried und Freude gleiten freundlich

wie der Wellen Wechselspiel;

was sich drängte rauh und feindlich

ordnet sich zu Hochgefühl.

Wenn der Töne Zauber walten

und des Wortes Weihe spricht,

muss sich Herrliches gestalten,

Nacht und Stürme werden Licht,

äuss’re Ruhe, inn’re Wonne

herrschen für den Glücklichen.

Doch der Künste Frühlingssonne

lässt aus beiden Licht entstehn.

Grosses,

das ins Herz gedrungen,

blüht dann neu und schön empor;

hat ein Geist sich aufgeschwungen,

hallt ihm stets ein Geisterchor.

Nehmt denn hin, ihr schönen Seelen,

froh die Gaben schöner Kunst.

Wenn sich Lieb und Kraft vermählen,

lohnt dem Menschen Götter-Gunst.

du alene den højeste,

Jesus Kristus,

med Helligånden

i Gud Faders herlighed.

Amen.

Hellig, hellig hellig

er Herren, hærskarernes Gud.

Himmel og jord

er fulde af din herlighed.

Hosanna i det høje.

Velsignet være han, som kommer

i Herrens navn.

Hosanna i det høje.

Indsmigrende smukt og yndigt klinger

livets harmonier,

evigt-blomstrende blomster vælder op

for skønhedssansen.

Fred og glæde strømmer roligt

som bølgernes vekslende spil;

det, som stredes hårdt og fjendtligt,

forenes i ædle, opløftende følelser.

Når tonernes trylleri råder,

og ordets hellighed taler,

da skabes det vidunderlige;

nat og storme bliver lys,

og ydre ro og indre glæde

hersker for den lykkelige;

og kunstens forårssol

lader lys opstå af dem begge.

Det mægtige,

som har gennemtrængt hjertet,

blomstrer op, nyt og skønt;

har et menneskes sind svunget sig op,

lyder mod ham et åndekor.

Tag da glad mod kunstens skønne gaver,

I ædle sjæle.

Når kærlighed og kraft forenes,

lønnes mennesket med gudernes gunst.


Rejs med os

ud i musikkens

store verden

OpeRa - Ballet - KOnceRt

Vores katalog

spænder lige

fra endags

arrangementer til

oversøiske rejser

Start rejsen på

www.riisrejser.dk

og bliv inspireret

Lyngby Hovedgade 47 · 2800 Kgs. Lyngby

Tlf. 45 28 02 80 · riis@riisrejser.dk


DR Musik

DR Byen

Emil Holms Kanal 20

0999 København C

Tlf.: 35 20 30 40

e-mail: rso-rk@dr.dk

www.dr.dk/rso

www.dr.dk/ve

www.dr.dk/rk

www.dr.dk/rpk

www.dr.dk/druen

Divisionschef

Morten Hansen Pankoke

Konstitueret orkesterchef

Per Holst

Korchef

Lene Nordin

Chefdirigent

Thomas Dausgaard

1. gæstedirigent

Yuri Temirkanov

Æresdirigent

Herbert Blomstedt

DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og DR

Radiopigekorets virksomhed er muliggjort gennem

støtte fra blandt andre:

Augustinus Fonden

Beckett-Fonden

Bikubenfonden

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat

FrederiksbergFonden

Gangstedfonden

Knud og Dagny Gad Andresens Fond

Kong Christian den Tiendes Fond

Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond

Oticon Fonden

Tømmerhandler Johannes Fogs Fond

More magazines by this user
Similar magazines