juni 2009 nr. 83 - Bygningskultur Danmark
juni 2009 nr. 83
Landsforeningen for Bygnings-
og
Landskabskultur
udgivet af:
Landsforeningen for Bygnings-
og Landskabskultur
Forsiden: Bryghushallen på Carlsberg
Foto: Caspar Jørgensen, 2006
Nr. 83: ISSN 1399-7696
Oplag: 7.000
Design: www.lykke-grafisk.dk
Tryk: Jørn Thomsen A/S
Nr. 84 udkommer 10/9-09
Deadline: 17/7-09
© Artikler eller udsnit heraf må
anvendes med tydelig kildeangivelse
efter særlig aftale med
Landsforeningen.
Dette nummer vejer ca. 80 gram
by & land udgives af
Landsforeningen for Bygningsog
Landskabskultur
Borgergade 111
1300 København K
Tlf. 70 22 12 99
Telefontid: ti. til fre.: 10.00-15.00
Reg. nr. 3121 konto 5095700
mail@byogland.dk
www.byogland.dk
Redaktion
Helge Torm (ansvarshavende)
Munkevænget 2, 2th · 4180 Sorø
Tlf. 57 82 20 15
mobil. 29 93 18 91
redaktoren@byogland.dk
Bent Falk
Leder 3
Helge Torm
Redaktørens hjørne 4
Caspar Jørgensen,
Carlsberg er andet end
Elefanttårnet 5
Lisbeth Brorsen,
Nye fredninger på Carlsberg
- proces og resultat
11
Lisbeth Pedersen
Bevaringsværdig
industrikultur i Høng
Niels Meyer
Møntmestergården
- en genskabt helhed
17
21
Helge Torm
Karbygaard nær Randers
skal vise vejen for
utraditionelt, nyt liv i
gamle gårde 25
Helge Torm
Referat af årsmøde i
Randers 27
Anmeldelser 30
Nyt fra sekretariatet 34
Af Bent Falk
Tid til nye overvejelser og nye fremstød
Landsforeningen har nu lagt et årsmøde bag sig, afholdt
i en god stemning. Regnskabsresultatet var tilfredsstillende.
Således er egenkapitalen genskabt, men vi skal fortsat
være opmærksomme på økonomien, for den skal skabe
grundlag for opfyldelse af fremtidens visioner.
Bestyrelsens energi skal lægges inde i Landsforeningen,
som er den store, landsdækkende paraply-organisation
for de mange foreninger landet over, men vi er til for
medlemmernes skyld, og derfor har vi nu gang i opbygningen
af forskelligartede møder og aktiviteter, der skal
styrke alle aktive medlemmers viden om bygningskultur.
Vi ønsker at udbygge disse aktiviteter til at omfatte de aktuelle
bygningskulturelle tiltag, der sker i samfundet. Der
arbejdes nu med et stormøde med temaet Bebyggelser i
det åbne land.
Også møder for medlemmerne med drøftelse af, hvordan I
og vi synliggør os bedst muligt i lokalområdet og på landsplan,
når det gælder bygningskulturen og landskabet, som
er vort interesseområde, vil vi søge at stable på benene.
Bladet by & land betragter vi som et meget vigtigt element
i Landsforeningens kommunikation til omverdenen, men
bladet by & land er også et vigtigt formidlingsorgan for
bygningskulturen i almindelighed. Vi er lydhøre over for
forslag til nye tiltag for bladet i kommunikationen til omverden.
Mange af medlemsforeningernes medlemmer bør
gøres opmærksomme på, at de med fordel kan tegne et
års abonnement på bladet.
Nyhedsbrevet forbedres løbende, og vi bemærker, at interessen
for orientering via nyhedsbrevet er blevet en succes
for os. De, der endnu ikke har tilmeldt sig denne ordning,
kan det gøre det via vor hjemmeside: www.byogland.dk
Ved årsskiftet lancerede vi en ny hjemmeside. Den er på
samme måde et vigtigt kommunikationsled til omverden,
derfor skal der fremover løbende arbejdes på forbedringer.
Vi har en dialog i gang med en freelance medarbejder, der
har påtaget sig opgaven. Målet er, at hjemmesiden skal
være et værktøj, der også kan anvendes af medlemsforeningerne,
som skal kunne orientere om deres lokale
arrangementer med link til
den lokale forenings hjemmeside m.m.
Som test er der udarbejdet en informationsfolder om foreningen.
Formålet med tryksagen er at gøre opmærksom
på Landsforeningens eksistens og formålet med foreningen.
Der er jævnligt henvendelser om at få tilsendt orienteringsmateriale.
Er behovet tilstede, vil vi udvikle en serie
informationsfoldere om særlige emner inden for vort interesseområde.
Der er foreninger i medlemskredsen, vi kunne
kalde niche-foreninger; de har et specielt område, som de
varetager, dem ønsker vi også en nærmere kontakt til; vi
har meget at tilbyde hinanden.
De personlige medlemmers antal øges støt og roligt. Vi er
meget glade for den gruppe, hvis støtte er af stor værdi for
os alle sammen. Nogle af gruppens medlemmer er aktive i
foreningens virke, jeg selv f.eks. og et par andre i bestyrelsen
har et personligt medlemskab, disse medlemmer inviteres
til de fleste af vore arrangementer.
Vi har haft resurser til at kunne deltage i det Nordiske samarbejde
mellem de respektive landes bevaringssammenslutninger.
Det kan på længere sigt blive til fælles inspiration.
Vi håber på, at det vil kunne udvikles til gavn også for lokalforeningerne.
Landsforeningen har en status, hvor vi aktivt
deltager i forskellige råd og udvalg. Vi har senest deltaget i
udvalget for revision af fredningsloven. Vi vil fortsat gerne
deltage i sådanne samarbejder inden for vort virke.
Landsforeningen har en plads i Det Særlige Bygningssyn,
som er Kulturarvsstyrelsens rådgivende organ i fredningsog
bevaringsspørgsmål. Erfaringerne herfra vil vi gerne informere
medlemmerne om. Det kan styrke sagsgangen for
vurdering af bygninger, som medlemsforeningerne peger
på over for Landsforeningen med ønske om indstilling til
fredning. Ved at inddrage medlemsforeningerne kan vi i
samarbejde afsøge lokalområderne for særlige bygningstyper
m.m.
Vi mærker, at interessen for bygningskulturen er stigende,
heldigvis, for bygningskulturen er en væsentlig del af vor
dagligdag. Vi lever med og i den. Vi skal i Landsforeningen
formidle og fortælle omverdenen, at bygningskulturen er
vor fælles arv og ansvar.
Nyfredninger hører ikke længere til dagens orden; det
er i disse tider ved at være lidt af et særsyn, men ligesom
der i 2007 i et hug blev ny- eller måske rettere
genfredet 11 bygninger på Christiania, er der just nu
igen blevet fredet en sådan klump bygninger m.m.,
nemlig 13 stk. og en have på Carlsbergs gamle bryggerigrund
i Valby, hvor der allerede i 1996 blev sikret
en del bygninger på især Gl. Carlsberg.
Det nye, meget positive fredningsfremstød er nok en
omtale værd i dette blad, og vi har derfor bedt de
medarbejdere i Kulturarvsstyrelsen, som i høj grad
har båret sagerne igennem, til at gøre rede dels for
bevæggrundene til Styrelsens omfattende initiativ og
dels for det heldige forløb af den vanskelige proces,
som disse fredningssager har været igennem.
De nyfredede bygninger spreder sig vidt over tid med
bygninger af ark. Svenn Eske Kristensen fra sidst i
1960´erne som de yngste eksempler. Desuden er haven
til æresboligen blevet fredet. Udvælgelsen, kombineret
med fastlæggelsen af flere andre bygninger
som ”blot” bevaringsværdige, giver samtidig alle
udenforstående et godt fingerpeg om, hvad det er for
bygningsværdier, Styrelsen lægger vægt på i sin aktuelle
fredningspolitik.
Der er dog som bekendt en verden udenfor Valby Bakke,
og med den tredje artikel kommer vi ud i det vestsjællandske
område, hvor Høng – udover et fredet,
men noget molesteret tinghus af ingen ringere end
HJØRNE
Sidste gang bragte vi i dette ”hjørne” et foto af et tildækket
hus. Nu er stillads og presenninger fjernet, og
vi vil her afsløre, hvad de kvikkeste af læserne dog nok
allerede har gættet, at der er tale om Nybrogade 22 i
København, beliggende på den nordvestlige side af Holmens
Kanal vis-a-vis Christiansborgs ridebaneanlæg.
Det smukke, senklassicistiske forhus, der er bygget i
1852-53 og - sammen med et væld af andre bygninger i
landet - fredet i 1945, har fået pudset facaden op og oplagt
nyt skifertag. Arbejderne er forestået af husets ejer,
d.v.s. en ejerforening v/Jørgen Reimers. Vi siger tillykke
med det flotte resultat, som alle, der går forbi, kan glæde
sig over, og som her er indfanget af Claus Jørgensen,
Landsforeningens sekretariat, en dag midt i maj 2009.
C. F. Hansen – kan byde
på et spændende industrihistorisk
miljø fra det 20.
årh. i form af en maskinfabrik,
for ikke at sige et
helt fabrikssamfund, skabt
af pioneren Vilhelm Pedersen.
Her vil det også være relevant at søge det bedste
af det beskyttet gennem fredning.
Istandsættelse af gamle bygninger kan byde på særlige,
men sunde udfordringer, og når problemerne løses,
bør arkitekter og håndværkere kunne drage nytte
af erfaringerne fremover. Arbejdet med genopførelsen
af Møntmestergården i Den gamle By, der indvies den
16. juni, har givet ny håndværksmæssig viden, hvad
arkitekt Meyer beretter om i ord og billeder.
Sluttelig bringer vi nyheden om det Realdania-støttede
initiativ til genoplivelse af den forfaldne Karbygård i
Kare nær Randers. Godt, at den bevares, men det er jo
ikke lige meget, hvordan det sker…
Udsigt fra Kraftværket: I forgrunden ses Lagerkælder 3 fra 1969, efterfulgt af Malteriet fra 1881, og på den anden
side af Ny Carlsbergvej ses Maltsilohuset i forlængelse af Bryghuset fra 1901, der anes til venstre. Foto: Lisbeth Brorsen
2006.
Indledning
I de kommende år står Carlsberg overfor en gennemgribende
omdannelse af det tidligere bryggeriområde i
Valby. Det er et af de væsentligste industrianlæg i Danmark.
Alene ud fra en arkitekturhistorisk synsvinkel er
der allerede skrevet en del om ”det gamle bryggeri”
- senest den flotte bog ”Arkitekturen på Carlsberg” fra
Arkitektens Forlag. Interessen har især været samlet om
de to grundlæggere J.C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen
og om de ældre bygninger, der fortrinsvis er set
ud fra en stilhistorisk indfaldsvinkel.
Det er der god grund til, for Carlsberg er vel det fornemste
eksempel, vi har i Danmark, på en fabrik, der er
udsmykket som et palads. Det er det, som englænderne
kalder en ”flagshipmill”, hvor ejeren gennemførte et
Af Caspar Jørgensen, Kulturarvsstyrelsen
bevidst arkitektonisk og socialt program for at demonstrere
industriens betydning og knytte arbejderne til
virksomheden. Et engelsk eksempel er tekstilfabrikken
Saltaire med tilhørende arbejderboliger og velfærdsbygninger,
der blev anlagt i 1850’erne af Titus Salt, og som
i øvrigt er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Carlsberg-området består imidlertid også af bygninger
opført efter 1945, der fortæller om en anden teknologi
og andre arbejdsforhold. Det er den del af historien, der
vil blive fokuseret på i det følgende.
1950-1970
Efter 1950 øgede Carlsberg sin eksport med udgangspunkt
i de allerede etablerede forbindelser til Storbritannien,
Sverige og Belgien. Derimod forblev de uden-
landske bryggeriers salg i Danmark minimalt bortset fra
de talrige gange, hvor bryggeriarbejderne strejkede.
Carlsberg blev en større virksomhed, der i slutningen
af 1960’erne begyndte at anlægge egne bryggerier i
udlandet, blandt andet med støtte fra udviklingsbistanden.
Teknologisk fortsatte automatiseringen. Det
medførte imidlertid ikke en reduktion af arbejdsstyrken
i første omgang. Tværtimod voksede antallet af ansatte
fra 1952 til 1973.
Efter 2. Verdenskrig var USA det dominerende forbillede.
Virksomhedsledere, ingeniører og arkitekter rejste
på studieture for at se de seneste rationelle fremskridt,
og i tidsskriftet Arkitekten diskuterede unge håbefulde
arkitekter som Preben Hansen og Gunnar Krohn den
rette udformning af fabriksanlæg. Læser man Hansens
artikel fra 1946 er det tydeligt, at idealet var de store
fladebygninger, hvor produktionslinjer let kan opstilles
og ændres på store ubrudte gulvarealer i ét plan. Hertil
kom, at fabrikken burde ligge i et planlagt industrikvarter
uden beboelse, med gode trafikforbindelser og med
rigelige arealer til parkering, eller med andre ord udenfor
de gamle byer med deres blandede arbejder- og industrikvarterer.
Idealet blev fremmet gennem den amerikanske
Marshall-hjælp 1948-52, der bl.a. søgte at øge
rationaliseringerne i den danske industri. Som et led i
dette var Hansen endnu engang i USA. Resultatet blev
et hæfte, hvor han fortalte om sine iagttagelser. Udover
igen at fremhæve fladefabrikker som langt mere
tidssvarende end etagefabrikker, var det blandt andet
detaljer som introduktionen af lysstofrør, brugen af farver
til at markere sikkerhedsafstand og anvendelsen af
gaffeltrucks, han havde hæftet sig ved.
I 1947, hvor Carlsberg kunne holde 100 års jubilæum,
var bryggeriet på engang forud og bagud i forhold til de
amerikanske rationaliseringsidealer. Tilbage i 1847 var
Carlsberg blevet anlagt på bar mark udenfor byen ved
den nye jernbane. Og i tidens løb foretog virksomheden
den ene grundudvidelse efter den anden, således
at man sikrede sig udbygningsmuligheder. Med en sådan
overordnet planlægning havde J.C. Jacobsen været
forud for de fleste af sin samtid også i udlandet. Men
organisatorisk havde han holdt fast ved forholdsvis små
produktionsanlæg, og derfor bestod Carlsberg-området
i 1900 af ikke mindre end tre selvstændige bryggerier:
Gamle Carlsberg, Mellembryggeriet og Ny Carlsberg
foruden en aftapningsanstalt. Efter 1900 gik bestræbelserne
ud på at samle enkeltdelene til ét sammen-
hængende produktionsanlæg. Først opførtes et stort,
fælles tapperi i 1903 i forbindelse med overgangen til
flaskeøl. I 1910 blev lagerkældrene forbundet med tapperiet
gennem rør, så øllet kunne pumpes fra lagertankene
til tapperiet, hvor det før var blevet transporteret i
store tønder. I 1920’erne opførtes én stor kraftcentral,
der afløste en række mindre kedel- og maskinhuse
spredt på området, hvortil kom mineralvandsfabrikken.
Under 1930’ernes krise og 2. Verdenskrig kom der en
pause i udbygningen. Samtidig var det eksisterende
bryggeriområde stort set bebygget.
Som et led i den danske del af Marshall-hjælpen modtog
Carlsberg støtte til et nyt tapperi. Det blev placeret
øst for Æresboligen ud til jernbanen og havde dermed
det gamle tapperi og Mineralvandsfabrikken som naboer.
Anlægget, der blev taget i brug i 1954, bestod af
en blok i op til syv etager og en lavere fløj. Bygningerne
havde jernbetonskelet med udmurede tavl af røde sten.
Konstruktionen blev introduceret i Danmark omkring
1910 og signalerede stadig i 1950’erne ingeniørmæssig
effektivitet. I den lave fløj fandtes stationen ”Hof” indrettet
og herover spisestuer og omklædningsrum for de
arbejdere, der var beskæftiget i bygningen. I den høje
bloks tre underste etager var der indrettet lagerlokaler
for fyldte og tomme ølkasser. Fjerde og femte etage
rummede selve tapperiet. Endelig var der to ekstra etager
i de to sydlige og nordlige fag af bygningen, hvor
der var kontorer og laboratorier mv. I alt rummede bygningen
hele 33.000 m2 . I lagerlokalerne, der oplystes
af lysstofrør, blev ølkasserne transporteret på palletter
af gaffeltrucks og mellem etagerne af elevatorer eller
rullebaner. Foruden jernbanen mod syd var der mod
nord anlagt et stort køretorv for lastbiler. Så selvom det
var en ”umoderne” etagebygning, var transportlinjerne
tænkt ind. Karakteristisk for periodens standardiseringsbestræbelser
var anlægget alene beregnet til tapning af
Hof: ”På ensartede flasker med ensartet udstyr er der
gennemført en standardisering af produktionen, som er
af største betydning for såvel økonomien som for opnåelse
af et ensartet produkt.”
I forhold til periodens ideal etplansfabrikker afveg Carlsbergs
tapperi. En del af forklaringen må være den relative
pladsmangel på Carlsberg-området. Selvom der blev
opført tapperier i én etage både før og efter 1955, var
der ikke plads til en fladebygning på 33.000 m2 uden
at nedrive det gamle tapperi først, hvad der ville have
stoppet produktionen.
Carlsberg, Tap H, Carlsberg Arkiv.
Samtidig med forøgelsen af tappekapaciteten indledtes
også en længerevarende ombygning af gær- og lagerbygningerne,
hvor der ikke synes at være sket større
bygningsmæssige fornyelser i Mellemkrigstiden, selvom
opbevaringsmetoden ændredes. Indtil omkring 1920
anvendtes træfade til lagring af øllet i de omfattende
underjordiske lagerkældre. Efter hver lagring skulle fadene
bæres op, og når de var tømt, renses og eventuelt
til af- og nybegning. Derefter kunne de så rulles
tilbage til kælderen og igen fyldes. Fra omkring 1920
gik Carlsberg over til at anvende tanke af emaljeret stål
eller aluminium. Det var arbejdsbesparende, men krævede
flere pumper og mere maskinkraft. Tankene blev
først opstillet i de gamle lagerkældre, men i perioden fra
1950 til 1970 opførte bryggeriet en række overjordiske
lagerkælderbygninger i optil seks etager.
Et eksempel er Lagerkælder 3 ud til Pasteursvej. Her
var de store lagertanke ophængt i de bærende piller
og placeret i fem etager over jorden og én etage under.
Bygningens ydre var formgivet af arkitekt Svenn Eske
Kristensen, der siden 1959 havde været kunstnerisk
konsulent for Carlsberg. Den står i røde sten, der mod
Pasteursvej prydes af cirkulære skiver med guldmosaikstifter
som tegn på de bagvedliggende tanke.
Endelig blev malteriafdelingen fornyet i begyndelsen af
1960’erne. Indtil da havde man fortsat tre malterier i
drift, et på hvert af de tre oprindelige bryggerier. Integrationen,
der var indledt 1906, blev på malterisiden
først realiseret i 1966. Samtidig med en kapacitetsudvidelse
øgedes automatisering, således at arbejdskraftbehovet
tilsyneladende blev halveret til 12 mand. Det nye
anlæg ud til Ny Carlsbergvej omfattede det 88 meter
høje silotårn og en malterifløj i 4-5 etager. Silotårnet
var beregnet til at modtage, tørre og rense årets høst i
66 siloer placeret i to lag over hinanden. Det hele blev
styret og overvåget elektronisk. Mellem silotårnet og
malteriet indrettedes en kørehal, hvor byggen kunne
losses fra lastbilerne.
Modstillingen af den relativt lave malterifløj og tårnet
giver associationer til amerikansk højhusbyggeri fra
1950’erne og dermed amerikansk modernitet. Indtrykket
forstærkes af de glasbeklædte facader i blågrå og
sort. Formsproget kendes også fra Arne Jacobsens sam-
Luftfoto af Carlsberg 2003, Carlsberg Arkiv
tidige byggerier for Novo og Toms Fabrikker, men ligger
tættest på SAS-Hotellet fra 1956-60.
Ny Tap blev udvidet 1967-69 ud mod Æresboligens
have for at give plads til en ekstra tappekolonne.
Formgivningen af tilbygningen, der er kendt som ”De
Hængende Haver”, blev forestået af Eske Kristensen.
1969-72 opførtes et fadølshus med en underliggende
lagerkælder i to etager ud til Gamle Carlsberg Vej. Projektet
blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling.
I stueetagen fandtes tappehal for tankbiler, der
transporterede øl til det britiske og belgiske marked.
Karakteristisk for tiden blev der endelig i 1969 etableret
en stor parkeringsplads for medarbejderne på
et areal, hvor der bl.a. havde været arbejderboliger.
1970-2008
I 1970 sluttede Carlsberg og Tuborg sig sammen.
Mens eksportens andel af den danske ølproduktion
var aftagende fra midten af 1970’erne, steg eksportandelen
af Carlsberg gruppens samlede produktion
fra 30 % i begyndelsen af 1970’erne til 80 % i midten
af 1990’erne. Baggrunden var, at Carlsberg og Tuborg
fra slutningen af 1960’erne begyndte at åbne egne
bryggerier i udlandet som f.eks. bryggeriet i Northampton
fra 1974, og at lade udenlandske bryggerier
brygge deres øl efter forskellige aftaler. Samtidig an-
lagdes også et nyt bryggeri i Fredericia 1976-79. Selvom
produktionen var vokset med ca. 20 % fra 1970
til midten af 1990’erne, blev arbejdsstyrken reduceret
til under det halve i samme periode. Det betød imidlertid
ikke, at produktiviteten var lige høj på alle anlæg.
Ifølge Carlsberg selv var produktiviteten fire-fem
gange så stor i det nye anlæg i Fredericia i forhold til
de moderniserede anlæg i København.
Tiden efter 1970 har således været præget af en først
relativ og senere absolut forskydning af Carlsbergs aktiviteter
bort fra København. Det kom også til udtryk
ved en meget behersket byggeaktivitet i Valby gennem
1970’erne, der tillige var præget af lavkonjunktur.
Der blev dog opført et nyt fritidshus, en sportshal,
der blev indviet i 1975. Kræfterne samledes om anlæggelsen
af det nye bryggeri i Fredericia, hvis arkitekt
var Steen Højby Rasmussen (1922-1993), der havde
været ansat hos Arne Jacobsen 1955-60, inden han
kom til Carlsberg i 1960. I 1980’erne gennemførtes
dog flere nybygninger i Valby, hvor fornyelserne fra
Fredericia blev udnyttet.
Tapperiet, Tap H1, blev opført 1982-84 med Højby
Rasmussen som arkitekt. Bygningen blev placeret ud
til Ny Carlsberg Vejs sydside. Tanken var, at der skulle
være plads til at udvide med yderligere to haller mel-
lem Tap H og Vesterfælledvej i overensstemmelse med
de for længst formulerede principper for god fabriksplanlægning.
Ifølge Højby Rasmussen var anlægget udformet ”efter
et åbent planprincip”. Det var bygget op omkring
selve tappehallen og en mindre læssehal i forlængelse
heraf. Tappehallen udgjorde et sammenhængende
rum med en fri bredde på 43 meter uden generende
piller og med nordvendte ovenlys. For enden af hallen
ud mod Ny Carlsberg Vej var der opført et besøgsgalleri
ligesom i tapperiet fra 1903. Mod øst og vest
placeredes 10 mindre sidebygninger med værksteder,
lagre, transformator, administration og medarbejderfaciliteter.
Her imellem anlagdes haverum med direkte
adgang fra kontor- og medarbejderrummene.
Udover anvendelsen af lydabsorberende materialer
blev støjen begrænset i tappehallen ved at placere
forsyningsanlæg og ventilationsmaskineriet i kælderetagen.
Ideen var således at trække grønne arealer ind
mellem bygningsdelene, give medarbejderne udsyn
og adgang til det grønne og reducere støjniveauet,
samtidig med at man fik et stort sammenhængende
produktionsareal. Der var ikke noget lager i forbin-
Tap H , CJ 2006
delse med tapperiet. De pakkede ølkasser skulle køres
direkte bort i lastbiler efter et ”just in time” princip.
De bærende konstruktioner er udført i jernbeton og
stål. Murene står i brune teglsten og afsluttedes af
halvcirkelformede betonelementer. Der er tale om et
anlæg i en mindre skala end Ny Tap. Desuden var der
tydeligvis lagt mere vægt på arbejdsmiljøet end i de
ældre bygninger. Den direkte årsag til fokuseringen på
støjbegrænsning var Bryggerirapporten, som fagforeningen
udsendte i 1972 med resultatet af en række
støjmålinger, og loven om arbejdsmiljø fra 1977.
Tap H 2 og 3 blev ikke realiseret, men en ny lagerbygning
blev indviet 1988, efter der var skabt plads
ved nedrivningen af tapperiet fra 1903. Igen var arkitekten
Højby Rasmussen. Dette stødpudelager blev
opført i forbindelse med renoveringen af en tappekolonne
på Ny Tap, hvormed lageret var forbundet ved
en kassebanebro.
Der gennemførtes desuden en omfattende ændring
af gær- og lagerkældrene, idet man 1986-88 gik over
til store fritstående tanke, hvor gærings- og lagringsprocesserne
foregik i samme tank, og hvor rensningen
var automatiseret. Den første gruppe tanke blev
Materiet fra 1965. Foto. CJ 2006.
opstillet på Mellembryggeriets plads, og en anden
gruppe blev placeret syd for resterne af gærkælderbygningen.
Endelig valgte Carlsberg at ombygge det øverste lag
siloer i tårnsiloen til kontorer for sit hovedkontor i
1997, og der opførtes en lagerbygning ud til Vesterfælledvej.
Samtidig ophørte traditionen for at lade
nogle af virksomhedens funktionærer bo på området,
som det for længst var sket andre steder. Lejlighederne
i længerne på Gamle Carlsberg blev ombygget
til gæstelejligheder, og i 1997 indviedes Carlsberg
Akademi i J.C. Jacobsens villa, der 1914-1995 havde
været anvendt som æresbolig. I december 2008 tappedes
den sidste flaske i Tap H.
Afslutning
Når Carlsberg er et så spændende og væsentligt bebyggelsesmiljø,
er det ikke alene fordi Gamle Carlsberg,
dele af Ny Carlsberg og Harilds delikate nyklassicistiske
bygninger er bevaret, men også fordi
bebyggelsen afspejler forandringerne i en central
virksomhed over en godt 150 år lang periode. Samtidig
skiller de fleste bygninger på Carlsberg sig ud ved
graden af arkitektonisk bearbejdning. Det gælder ikke
alene de to grundlæggeres anlæg eller Harilds bygninger,
men eksempelvis også bygsiloen med malteriet,
der signalerer modernitet og amerikansk effektivitet.
Ved den igangværende omdannelse af området er
bygningsfredning og fysisk planlægning ikke de eneste
og næppe heller de vigtigste redskaber til at sikre
en fortsat brug af bygningerne. Nok så væsentlig er
forståelsen af områdets værdier og brugen heraf i den
fremtidige anvendelse.
Ovenstående er en sammenfatning af en længere
artikel, som udgives i Architectura nr. 31 2009.
Se i øvrigt:
Industrimiljøer, artikler i: Den Jyske Historiker nr.
121-122, 2009.
Industri, 25 stk. kulturarv. Kulturarvsstyrelsen og
Gads Forlag.
http://www.arbejdermuseet.dk
http://www.humlen.dk
Elefanttårnet af arkitekt Vilh. Dahlerup 1901 er blandt Carlsbergs bedste eksempler på den anekdotiske detailrigdom,
som prægede arkitekturen omkring år 1900. Der var endnu gærdampe til sidst i 2008. Foto: Ole Akhøj.
Indledning
Nu er yderligere 13 bygninger og en have på Carlsberg
blevet fredet. Det var i 1996, at man gennemførte de
første fredninger. De omfattede alle bygninger på Gl.
Carlsberg og nogle af bygningerne på Ny Carlsberg.
Ingen bygninger, som dengang blev anvendt til produktion,
blev fredet.
10 år efter – i 2006 – udpegede Kulturarvsstyrelsen
Carlsberg som det første af i alt 25 nationale industriminder,
og nu i 2009 er antallet af fredede bygninger
så blevet udvidet.
Hermed er nogle af industriarkitekturens væsentlige
bygninger blevet sikret for eftertiden, og samtidig har
forløbet i denne sag været et meget positivt eksempel
på et samarbejde og en tæt dialog med en ejer,
Af Lisbeth Brorsen, Kulturarvsstyrelsen
dennes arkitekt, den aktuelle kommune, det lokale
museum m.fl.
Ambitionen om en ”omvendt Krøyer”
Carlsberg oplyste i 2006, at man ville stoppe den hidtidige
produktion af øl i Valby med udgangen af 2008.
Samtidig lancerede bryggeriet idéen om etablering af
en helt ny bydel på området. Carlsberg havde visioner
om at skabe en livlig by, rig på oplevelser, overraskelser
og historier. For at realisere dette ville man afholde en
international idékonkurrence om udvikling af området.
Til det formål ønskede Carlsberg at udarbejde konkurrenceprogrammet
i tæt dialog med de berørte parter,
og bl.a. Kulturarvsstyrelsen blev inviteret til at deltage.
Hensigten var at undgå en proces, hvor kommune og
bygherre havde investeret mange ressourcer i at af-
Bryghusets facade fra 1901 af akitekt Vilhelm Klein
er inspireret af Palazzo Bavilague i Verona. Foto: Ole
Akhøj.
holde konkurrencer og udarbejde lokalplanforslag for
efterfølgende at blive mødt med afslag fra fredningsmyndighedernes
side. Man ønskede med andre ord,
en ”omvendt Krøyer” – med klare referencer til forløbet
for van Egeraats projekt for højhuse på Krøyers
Plads på Christianshavn året før.
For Kulturarvsstyrelsen var invitationen en velkommen
lejlighed til at fremhæve både bygningers og de
grønne områders kvaliteter i en indledende fase. Vores
håb var, at det ville være muligt, at bevare alle de
bygninger, som har været væsentlige for stedets industrihistorie,
og samtidig give mulighed for at etablere
en nye bydel med den særlige identitet, som de historiske
bygninger ville kunne skabe.
Konkret foregik afdækningen af områdets værdier på
to halvdagsworkshops, hvor området kulturhistoriske
og arkitektoniske kvaliteter blev drøftet i en tværfaglig
sammensat gruppe inviteret af Carlsberg.
Denne tidlige dialog mellem parterne om de særlige
kulturhistoriske kvaliteter har i Kulturarvsstyrelsens
perspektiv beriget det efterfølgende forløb og dialogen
med bygherren. Styrelsen ser derfor meget gerne
sådanne tidlige samarbejder etableret i forbindelse
med større omdannelsesprocesser.
Konkurrencen var en succes. Der indkom 221 forslag,
og bevaringsaspektet indgik med stor vægt i de fleste
af forslagene. Det var den danske tegnestue Entasis,
som vandt 1. præmien med forslaget Vores Rum.
Idéen var at etablere en tæt, kompakt by omkring en
række forskellige torve, hvis afgrænsning var inspireret
af de underliggende kældre. Mange eksisterende
bygninger var bevaret og integreret i den ny by, som
desuden skulle indeholde ni tårne af forskellig højde.
Udvælgelse af fredningsemner
Det næste skridt var en gennemgang af området og
de enkelte bygninger for konkret at udpege, hvilke
der skulle bevares, og hvilke der kunne fjernes. Repræsentanter
fra Københavns Kommune og Københavns
Bymuseum deltog i besigtigelserne for i den
kommende rammelokalplan for området at kunne
udpege de bevaringsværdige bygninger og træer.
Kulturarvsstyrelsen deltog for at vurdere fredningsværdierne
med henblik på en forelæggelse af fredningsforslag
for Det særlige Bygningssyn. Og Carlsberg
og Entasis deltog både for at høre om bygningernes
frednings- og bevaringsværdier og for at vurdere
konsekvenserne af en opretholdelse af bygningerne
i forhold til idéerne om etablering af den ny bydel.
Alle bygninger blev drøftet og fotograferet, og mange
hundrede døre blev åbnet ind til skumle gange eller
nye overraskende rum.
Kulturarvsstyrelsens udgangspunkt for gennemgangen
var dels at få fredet de bygninger, som Bygningssynet
allerede i 1993 indstillede til fredning, men som alligevel
ikke blev fredet, dels at frede nogle af de nyere
produktionsbygninger, som repræsenterer Carlsbergs
senere industrihistorie og nyere arkitektur. Til den første
gruppe hører så markante bygninger som bl.a. Elefantporten,
Bryghuset, Stjerneporten, Den Snoede Skorsten,
Kraftværket og Kedelhuset. Blandt de andre hører
De Hængende Haver og Lagerkælder 3, begge fra
1960’erne, tegnet af arkitekt Svenn Eske Kristensen.
Samtidig forudsatte Kulturarvsstyrelsen, at de bygninger,
der skulle fredes, både skulle indeholde ind- som
udvendige fredningsværdier. Denne forudsætning
krævede en anderledes vurdering af de indvendige
kvaliteter end ved traditionelle bygningsfredninger,
hvor det almindeligvis er rumforløb og snedker- og
stukarbejder, der lægges vægt på. I industribygningerne
er det ofte f.eks. betonsøjler, metaltrapper,
elevatordøre og skiltning, som udgør de indvendige
fredningsværdier.
Endvidere var det en forudsætning, at der skulle kunne
etableres en ny tæt bydel. Det betød, at Tap H, som
er en stor tappehal i én etage fra 1984, aldrig kom seriøst
i spil. Derimod har Ny Tap fra 1954 været drøftet
indgående, men er endt med at blive foreslået udpeget
som bevaringsværdig og med mulighed for endog
ret store indgreb i bygningen. Trods denne forventede
hårde behandling har det været en fælles holdning, at
det fortsat er væsentligt, at dele af den bevares.
På baggrund af vurderingerne forelagde Kulturarvsstyrelsen
forslag om, at Det Særlige Bygningssyn
indstillede 19 bygninger og en have til henholdsvis
fredning eller udpegning som bevaringsværdige. Alle
forslag blev indstillet med undtagelse af den høje, nye
skorsten. Herefter igangsattes en høringsperiode, og
i april 2009 gennemførte Kulturarvsstyrelsen så en
fredning af 13 bygninger og en have.
De nye fredninger
Alle de bygninger, som Det Særlige Bygningssyn har
foreslået fredet, blev fredet. Det drejer sig om: kældrene
under Den Røde Lagerbygning fra 1883, Stjerneporten
med Kridttårn og Vagtbygning fra 1883,
Malteri og Maltmagasiner fra 1881, Dipylon (Dobbeltporten)
fra 1892, Bryghuset fra 1901, Elefantporten
fra 1901, Den Snoede Skorsten fra 1900, Mineralvandsfabrikkens
lagerbygning samt pergolaen syd
herfor fra 1920-27, Kraftværket fra 1923-1929, Kedelhuset
fra 1926, De Hængende Haver fra 1967-69,
Haven foran Æresboligen, Lagerkælder 3 fra 1969 og
Carlsberg Laboratorium.
De bevaringsværdige bygninger
Derimod har Kulturarvsstyrelsen ikke udpeget nogen
bygninger som bevaringsværdige, selvom de
var indstillet som sådan af Det Særlige Bygningssyn.
Det skyldes, at alle bygningerne nu indgik som bevaringsværdige
i den rammelokalplan, som Københavns
Kommune havde vedtaget endeligt i januar 2009.
Kulturarvsstyrelsen havde herefter hverken ønske om
eller mulighed for at selv at udpege bygningerne som
Kedelhuset fra 1926 af Carl Harild er med sin avanceret
konstruktion i en klassisk moduleret bygningskrop
et af periodens væsentligste arkitektur værker. Foto:
Kulturarvsstyrelsen.
bevaringsværdige. Det drejede sig om Den Røde Lagerbygning
fra 1883, Hammershus fra 1879-1882,
Administrationsbygningen fra 1903 med haveanlæg
sandt tilbygningen fra 1936, Mineralvandsfabrikkens
Aftapningshal, Essensbygning og Folkebygning fra
1920-27, samt Malteri og Bygsilo fra 1961-65. Disse
bygninger var ikke udpeget som fredningsemner, da
de alle var omfattende ændret. Dertil kom Ny Tap fra
1952-55. Bygningen er en karakteristisk repræsentant
for 1950’ernes og 1960’ernes industribyggeri, men
bygningen blev ikke fredet, jf. omtalen ovenfor.
Begrundelser for fredningerne
Ligesom Carlsberg og Københavns Kommune deltog
i de indledende drøftelser om, hvilke bygninger der
skulle foreslås fredet, har de deltaget i drøftelserne af
de endelige formuleringer i fredningsbeslutningen.
De bygninger, som nu er blevet fredet på Carlsberg,
er vidt forskellige, ligesom begrundelserne for at frede
Den pompøse hovedindkørsel til Ny Carlsberg er tegnet i 1892 af Vilh. Dahlerup. Den kaldes Dipylon
(d.v.s. dobbeltport). Foto: Landsforeningens sekretariat.
dem er det. Som eksempler bliver begrundelserne for
fredning af Bryghuset fra 1901 og Lagerkælder 3 fra
1969 gennemgået nedenfor.
Bryghuset
Den centrale del af Bryghuset fra 1901 af Vilhelm
Klein er at betragte som bryggeriets ”tempel”. Et 16
m højt rum med to gallerietager med guldbelagte inskriptioner
om bryggeriets historie danner ramme for
ni store brygkedler i kobber. Kedlerne har indtil årsskiftet
været i brug til produktion af øl. Udover dette
meget centrale rum omfatter fredningen af Bryghuset
både bygningerne nord og syd herfor, brolægningen
på Ny Carlsberg Vej og de syv brunmalede, nyere siloer
mod nord.
Fredningen er begrundet i anlæggets kulturhistoriske
og arkitektoniske værdier. Endvidere fremgår det, at
Bryghuset med al dets udsmykning er ”et velbevaret
eksempel på den anekdotiske detailrigdom i arkitekturen,
som karakteriserede 1890’erne i almindelighed,
og som i særdeleshed kom til udtryk i Carl Jacobsens
bygninger. Bygningen udgør sammen med Hammershus,
malteri og maltmagasiner, Dipylon, Elefantporten
og den snoede skorsten de centrale og ældste dele af
Ny Carlsberg.”
I de senere år har Kulturarvsstyrelsen i fredningsbegrundelserne
indføjet begrebet: de bærende fredningsværdier.
Her nævnes, som ordene forhåbentlig
indikerer, bygningens væsentligste fredningskvaliteter
i generelle vendinger. Kulturarvsstyrelsen håber dermed
både at gøre det klarere for ejerne, hvad det især
er, der skal passes på, og samtidig gøre det lettere
for styrelsen at vurdere, hvilke ændringer, der kan gives
tilladelse til, og hvilke der ikke kan. For Bryghuset
knytter de bærende fredningsværdier sig især til
”Bryghusets facader mod Ny Carlsberg Vej (dvs. facaderne
på maltmagasin, Bryghus samt humlemagasin
og gærkælder), de indvendige ældre, nagelfaste dele
i selve bryghussalen, samt trappen og kedlerne.” Da
salen i gulvplan er fyldt af kedler, og da antallet af
kedler gennem årene er øget fra oprindelig fire til nu
ni, fremgår det alligevel efterfølgende, at Kulturarvsstyrelsen
på baggrund af et konkret projekt vil tage
stilling til om enkelte kedler kan tillades nedtaget.
Udover at nævne de vigtigste og bærende fredningsværdier,
søger Kulturarvsstyrelsen også at nævne andre
væsentlig værdier, som bestemt bør opretholdes,
men som altså ikke er lige så afgørende som ”de
bærende fredningsværdier”. For Bryggeriet anbefaler
Kulturarvsstyrelsen således, ”at de to trapper i henholdsvis
maltmagasin og humlemagasin/gærkælder
bevares samt at indvendige rumstrukturer og oprindelige
materialeholdninger respekteres.”
Med hensyn til fredningen af Ny Carlsberg Vej har
Kulturarvsstyrelsen oplyst, at man finder, ”at det rum,
der er skabt imellem Elefantporten og Dipylon, er et
for Carlsberg meget centralt og bevidst skabt rum.
Kulturarvsstyrelsen er klar over, at den nuværende belægning,
herunder fortovet ikke er oprindeligt, men
finder at kørebanens granitbelægning er i fin overensstemmelse
med de omgivende bygninger. Kulturarvsstyrelsen
finder, at især fortovets belægning med fordel
kan ændres, så rummet i højere grad samles.”
Da Carlsberg Ejendomme og især København Kommune
har været bekymrede ved denne sidste del af fredningen,
er det i begrundelsen for fredningen tilføjet: ”Endvidere
har Kulturarvsstyrelsen noteret sig en bekymring
for, om brostensbelægningen er egnet til at cykle på.
Kulturarvsstyrelsen er indstillet på, under hensyntagen
til fredningsværdierne, at medvirke til en løsning.”
Endelig er der om de syv nyere, brunmalede siloer
nord for Bryghuset oplyst, ”at siloerne nord for Bryghuset
bidrager til fortællingen om de gennem årene
ændrede produktionsvilkår og muligheder. Kulturarvsstyrelsen
er indstillet på at give tilladelse til at fjerne
adgangsbro, rørforbindelser m.m., som er placeret
over og på siden af siloerne.”
Lagerkælder 3
Den yngste af de fredede bygninger er Lagerkælder 3
fra 1969 af Svenn Eske Kristensen og B. Højlund Rasmussen.
Bygningen afløste de maltmagasiner fra 1881,
som lå langs Pasteursvej. Epitafierne fra udsmykningen
af denne tidligere bygning indgår som et kuriosum i
den nye bygning i stueetagen mod Pasteursvej. Bygningen
er opført til opbevaring af lagertanke, hvorfor
der kun er vinduer ved trappeopgangene.
I beslutningen om fredningen oplyses, at bygningen
både er fredet på grund af sine kulturhistoriske og
arkitektoniske værdier. Videre oplyses, at ”bygningen
føjer sig til rækken af nyere selvstændige produktionsbygninger
af høj arkitektonisk værdi, som karakteriserer
Carlsberg. Bygningen illustrerer samtidig endnu
et led i den teknologiske udvikling for opbevaring og
behandling af øllen.” Hovedbegrundelse for etable-
ingen af det første bryggeri i Valby var, at der her
var mulighed for at etablere dybe kældre med en
konstant temperatur til opbevaring af øl. Med den
senere anvendelse af kølemaskiner var kældrene ikke
længere nødvendige, men ordet ”kælder” har fulgt
funktionen, også selv om bygningen lå over jorden.
De bærende fredningsværdier for Lagerkælder 3
”knytter sig til bygningens ydre, herunder de markante
guldskiver, og til opretholdelsen af søjle-dragersystemet
med dobbelt søjler.”
Som det næste niveau i fredningsværdier nævnes, at
Kulturarvsstyrelsen vægter, ”at man fremover opretholder
overflader i form af fliser, elevatordøre m.m. i
gennemgange og trappeopgange, samt at kaklerne
på facadens stueetage bevares. Videre vægter Kulturarvsstyrelsen,
at bygningens indvendige oprindelige
materialeholdning respekteres.”
Endelig oplyses det, at Kulturarvsstyrelsen er ”indstillet
på – på baggrund af en konkret vurdering - at se positivt
på etablering af åbninger i bygningens stueetage
mod vest, etablering af dagslys samt eventuelt gennembrydning
af enkelte dæk.” Lagerkælder 3 ligger
ud til den kommende bys centrale plads, og det har
været afgørende for Carlsberg, at det vil være muligt
at anvende bygningen til aktiviteter, som harmonerer
med en attraktiv og aktiv plads. Kulturarvsstyrelsen
har derfor allerede i forbindelse med gennemførelsen
af fredningen tilkendegivet en positiv holdning til
etablering af åbninger ud mod denne plads. Ligeledes
har Kulturarvsstyrelsen stillet sig positiv overfor etablering
af dagslys til de i dag helt mørke områder af bygningen,
og dermed medvirke til, at bygningen finder
en ny anvendelse og kan opretholdes.
Højhuse accepteres
Nogen vil måske undre sig over, at Kulturarvsstyrelsen
har accepteret den mulighed, der via rammelokalplanen
er for at etablere højhuse i området. Det
skyldes, at Carlsberg i hele sin tid som bryggeri har
været kendetegnet af en tæt bebyggelse med håndfaste
udskiftninger af bygninger, når der var brug for
det. Dertil kommer, at der løbende er opført store og/
eller høje bygninger helt tæt på de mindre, ældre bygninger.
Kulturarvsstyrelsen har på denne baggrund
fundet, at etablering af højhuse i området ville være
en videreførelse af de hidtidige traditioner, ligesom
de vil være med til at synliggøre området i forhold til
omgivelserne. Også dette er også helt i tråd med de
tidligere ejeres byggerier i området.
Større forståelse fra alle parter
Udover at processen med gennemførelse af de mange
fredninger på Carlsberg har været tidskrævende for alle
parter, har det forhåbentlig også betydet, at der i dag er
en langt dybere forståelse af fredningsværdierne i området
som helhed og i de enkelte bygninger end før.
I hvert fald er det lykkedes at videreføre den tætte dialog
mellem Carlsberg og Kulturarvsstyrelsen i forhold
til de igangværende ændringer i og ved de fredede
bygninger. Denne dialog er især vigtig i forhold til de
mange bygninger, som skal skifte funktion, og hvor
inventar og maskiner ofte er mere beskrivende for
bygningens tidligere anvendelse end bygningen selv.
Arbejdet med fredningerne på Carlsberg har været
en spændende proces. Alle parter har vist både entusiasme
og vilje til at finde acceptable løsninger. Det
skyldes selvfølgelig, at værdierne i området har været
så åbenbare, bl.a. fordi Carlsberg – har haft tradition
for, at bygningerne skulle fremstå som banebrydende
eksempler på produktionsbygninger. Det gælder
f.eks. Den Snoede Skorsten, hvor det var brygger Carl
Jacobsens hensigt at vise at selv en fabriksskorsten
kunne blive til kunstfærdig arkitektur.
Tilsvarnede høje ambitoner har også lægget til grund
for Carlsbergs arbejde ved etableringen af en ny by i
området. Det er derfor med stor beklagelse at Kulturarvsstyrelsen
erfare, at Carlsberg ikke selv ønsker at
realisere etableringen af den ny bydel, men at afhene
området.
Se selv!
Carlsberg er nu åbnet for offentligheden, så det
er muligt at komme tæt på de fleste af bygningerne.
Så besøg området og nyd herlighederne!
Den samlede tekst til de aktuelle fredninger kan
ses på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside under:
http://www.kulturarv.dk/kulturarv/bygninger/
nye_fredninger/index.jsp
Begrundelsen for udpegningen af Carlsberg som
nationalt industriminde kan ses på Kulturarvsstyrelsens
hjemmeside under: Se Kulturarvsstyrelsens
hjemmeside:
http://www.kulturarv.dk/tjenester/nyheder/arkiv/2006/sep/carlsberg.jsp
VP-Hallen i Høng blev bygget 1942 med ovenlysvinduer, udviklet af firmaet Kann Rasmussen, i dag kendt for Velux-
vinduerne. Hallen bruges fortsat til badminton og tennis. Foto: Bent Falk Jensen 2008.
Indledning
I 2007 markerede Danmark industrikulturens år, og dermed
blev dansk industrihistorie og dens bygningskultur
sat på dagsordenen. Kalundborg Museum udgav i den
anledning en bog om Vilhelm Pedersen Maskinfabrik i
Høng. Med bogen i hånden kan man bevæge sig rundt
i byen og gennem stedets bemærkelsesværdige industriarkitektur
følge udviklingen af maskinfabrikken fra
1910 og til nu. Den fortæller om den innovative møllersøn,
Vilhelm Pedersen, der grundlagde en fabrik til
produktion af skotøjsmaskiner, som i løbet af 1900-tallet
udviklede sig til en international virksomhed. Historien
afspejler tidstypiske træk i Danmarks udvikling
fra landbrugssamfund til industrisamfund og trækker
tråde til nutidens globaliserede marked.
Betydningen betones af virksomhedens bygningskultur,
som omfatter energiforsyning, forskellige faser
Af museumsinspektør Lisbeth Pedersen, Kalundborg Museum
af fabrikationsbygninger, administrationsbygninger,
boliger til arbejdere, funktionærer og direktører samt
– helt usædvanligt for sin tid – en sportshal, efter bygherren
kaldet VP-Hallen.
Forskud på velfærdssamfundets
bygningskultur
Som virksomhedsejer var Vilhelm Pedersen en innovator,
der i 1940’erne og i begyndelsen af 1950´erne tog
forskud på velfærdssamfundets bygningskultur ved
bl.a. at opføre en sportshal samt boliger til funktionærer
og arbejdere. Virksomhedens vækst, velstand,
planlægning og industrielle udvikling kan den dag i
dag aflæses i flere bevaringsværdige bygninger i stationsbyen
Høng.
Det begyndte med et elektricitetsværk for Høng i
1910. Bygningen står endnu og bliver brugt som la-
Maskinfabrikken i Høng har en administrationsbygning i funkis og fabriksbygninger med karakteristiske Shed-tage,
sådan at industrihistorie og arkitektur går op i en højere enhed. Collage v/Bent Falk Jensen 2008.
ger. Værket blev drevet af en dieselmotor som kraftkilde
og leverede i mange år strøm til den laveste pris i
Danmark. Med værket som nabo opførte V. Pedersen
et lille værksted, der producerede maskiner og redskaber
til landbruget. I 1912 begyndte han at producere
skotøjsmaskiner og byggede i tillid til fremtiden administrationslokaler,
udstillingsvinduer og bolig til familien
på Hovedgade 24 i Høng. Bygningen eksisterer
endnu og bag den står de første fabriksbygninger fra
1918, der blev udvidet flere gange i takt med, at produktionen
steg, og firmaet i mellemkrigsårene fandt
stigende efterspørgsel på det udenlandske marked.
De første bygninger i røde sten og klassisk fabrikstilsnit
blev opført i to etager. Fra 1935 gik man over til
fladebygninger med de åbenbare funktionelle fordele
det bød på, når produktionen foregik i samme plan. Et
minimum af skillevægge sikrede sammenhængende
gulvarealer til maskinopstillinger. Den savtakkede tagkonstruktion
sikrede et godt arbejdslys uden solindfald
fra nord.
Fladefabrikken blev bygget sammen i shed-enheder
efter engelsk mønster, et byggesystem, der var let at
udvide. Gamle facademure inde i bygningerne afslører
mange udvidelser, for det gik stærkt i Høng. Den
store eksport til Tyskland i mellemkrigsårene fortsatte
under 2. Verdenskrig og betød nye udvidelser med
kantine og administrationsbygning i sten, stål, marmor
og glas. Hovedindgangen blev i 1943 flyttet om
til en ny vej, der fik navnet Østergade.
Egen sportshal med revolutionerende
ovenlys
Her byggede Vilhelm Pedersen i 1942 også en sportshal,
som medarbejderne kunne benytte vederlagsfrit,
mens privatpersoner og foreninger kunne benytte
hallen og dens faciliteter for et beskedent beløb.
Grundet tidens mangel på jern blev hallen opført i
rundbuestil med trælameller. Den blev forsynet med
kitfrie ovenlysvinduer. Det var en af civilingeniør Villum
Kann Rasmussens første arbejdsopgaver. Herefter
udviklede Kann Rasmussen sine verdenskendte ovenlysvinduer.
Rundbuehallen blev forsynet med et forhus med indgang,
med omklædningsrum og brusebad for henholdsvis
damer og herrer samt et privat omklædningsrum
til Vilhelm Pedersen og hans familie. Førstesalen
blev indrettet med klublokaler, kantine, en lejlighed
til inspektøren og et filmforevisningslokale. Tidens
brandfarlige celluloidfilm betød, at forhuset blev ud-
styret med en udvendig brandtrappe af jern som eneste
adgangsvej til filmoperatørrummet.
- og kunstnerisk udsmykning
Kunsten fik en fremtrædende plads. Dekorationer i
forrummet markerer fortsat baderum og garderober. I
opholdsrummet viser malerier af Slagelse-kunstneren
Gerner Kajberg, henholdsvis arbejdet i jernstøberiet
og arbejdere, der forlader fabrikken ved fyraften,
men to andre afbilleder fritiden med fodbold- og badmintonspil.
VP-Hallen benyttes stadig til badminton,
og dens kunstneriske udsmykninger og inventaret er
bevaret til mindste detaljer som affaldskurve, knagerækker
og toiletdørsdekorationer. Det oprindelige
møblement fra Høng Stolefabrik står fortsat i rummene
og understreger den samlede pakke af både
bevaringsværdige bygninger og de elementer, som
knytter sig til industrikulturen i den vestsjællandske
stationsby.
Også præg af funkisstil
Bevæger man sig videre ad Østergade, ser man direktørvillaen
fra 1944 ligge i ensom majestæt lige over for
fabrikkens indgang fra 1943. En stor villa i funkisstil,
som Vilhelm Pedersen havde opført i 1932 til sin datter,
da hun blev gift, ligger ud til hovedgaden, og rundt
om hjørnet på Møllevej byggede han i 1942 14 huse
og yderligere fire på Rønnebærvej til funktionærerne.
Lige før sin død i 1952 opførte han Odinsparken med
36 lejligheder til arbejderne. Ved at tilbyde gode boliger
til rimelige priser var fabrikken i stand til at holde
på dygtige medarbejdere. Arbejdere iført blåt arbejdstøj
var i årtier et karakteristisk indslag i bybilledet i
Høng. Der blev fejret mange 25- og 40-års jubilæer.
Det at være udlært på Vilhelm Pedersen Maskinfabrik
var i sig selv en god anbefaling.
Fabrikkens industrihistoriske
fortælleværdi
Historien om Vilhelm Pedersen Maskinfabrik beskriver,
hvordan dansk industri har taget sit udgangspunkt i
landbrugets udvikling. Den fortæller desuden om
udviklingen af industrien ud fra et afsætningsmæssigt
og teknologisk synspunkt, for selv om fabrikken
afsætningsmæssigt tog udgangspunkt i hjemmemarkedet,
så blev den hurtigt eksportorienteret og del af
en globaliseret arbejdsdeling. Teknologisk udviklede
virksomheden sig fra egentlig håndværkspræget produktion
til en klassisk industri, der sluttede med udviklingen
af computerstyrede værktøjsmaskiner. Vilhelm
Pedersen Maskinfabrik var den eneste virksomhed i
Den orginale kunstudsmykning i sportshallen fremstår
uforandret. Lugerne i maleriet fører indtil et filmforevisningsrum.
Hallen opfyldte således en række
sociale funktioner i stations- og industribyen Høng.
Foto: Bent Falk Jensen 2008.
Danmark, der producerede computerstyrede værkstøjsmaskiner,
de såkaldte bearbejdningscentre, der
var i stand til at bearbejde et emne fra den rå metalblok
til det færdige produkt uden anden menneskelig
medvirken end et tryk på startknappen.
I 1980’erne blev konkurrencen fra Japan for hård, og
produktionen ophørte i 1994. I dag fremstiller Invacare
EC-Høng A/S senge og andet teknisk udstyr til
plejehjem og hospitaler i fabriksbygningerne, som bliver
indrettet og bygget om med respekt for stedets
tidstypiske og harmoniske industriarkitektur.
Helheden med elektricitetsværk, fabriksbygninger på
rad og række, funktionærboliger, etageejendomme
til arbejderne, direktørvilla og sportshal er bemærkelsesværdig.
Arkitekturen, som fortæller om velfærdssamfundets
frembrud og elementer af virksomhedens
bygningskultur, er bevaringsværdig. Får læseren hang
til en tur til Høng for at tage herlighederne i øjesyn, vil
jeg anbefale den nyudgivne bog om emnet, som med
med kort, fotos og tekst om maskinfabrikken er en
meget nyttig introduktion og guide til dette væsentlige
stykke kulturarv på Kalundborgegnen.
Litt.: Vilhelm Pedersen Maskinfabrik i Høng – fabrikant
Vilhelm Pedersen og hans livsværk. 72 sider,
rigt illustreret. Pris: kr. 95. Sælges på Kalundborg
Museum, tlf.: 5951 2141.
Sportshallen er rejst som et imponerende skelet af trælameller. Der var oprindeligt projekteret jernkonstruktioner,
men det viste sig umuligt at skaffe den fornødne mængde jern på grund af krigen. Foto: 1942, Lokal historisk arkiv
i Høng.
Den færdige fugleloftsal i en ny og farveægte udgave
Der er tidligere i år, i by og land nr. 82, udkommet
en artikel om Møntmestergården i Den Gamle By. Her
fortæller museets direktør, Thomas Bloch Ravn, om
hovedforløbet i husets historie, om redningen og hele
genskabelsen af denne fantastiske københavnske bygård.
Men der er meget mere at fortælle om dette
spændende hus, så jeg vil i det følgende gå lidt i dybden
med nogle af de mange overvejelser, undersøgelser
og håndværksmæssige udfordringer der har været
undervejs. For der har virkelig været mange.
Et hus der bevares på roden, er at betragte som en
helhed. En helhed som består af noget oprindeligt
og en række nyere lag af tilføjelser, udskiftninger og
reparationer. I mange restaureringssager vælger man
ofte at bevare så meget som muligt af denne helhed
- at bevare så mange af de bygningsdele som muligt,
der bidrager til husets kvalitet, originalitet og fortælleværdi,
uanset hvilken periode det stammer fra. I få
tilfælde vælger man af føre en bygning eller et rum
Af bygningschef Niels Meyer, Den Gamle By. Fotos: Den Gamle By
tilbage til en oprindelig tilstand eller til en bestemt
periode, men det kræver ofte, at man vælger mange
bygningsdele fra og rekonstruerer andre.
På et frilandsmuseum har man mange af de samme
overvejelser, men udgangspunktet er langtfra det
samme. Da husene på et frilandsmuseum som regel
er blevet flyttet, er helheden jo forsvundet. I hvert fald
for en tid. Selv om man med stor omhyggelighed og
systematik flytter alle delene i et hus og sætter dem
sammen i samme orden, vil der gå mørtel, puds, kalk
og andre porøse overflader tabt. Den disciplin at bringe
delene sammen på en måde så helheden genopstår –
eller illusionen om en helhed vil nogen måske sige – er
blevet dyrket på frilandsmuseerne i generationer med
større eller mindre held. Og der er i lige så stor grad
blevet udviklet metoder til at konservere, rekonstruere
og i nogen til fælde kopiere de bygningsværker eller
bygningsdele, man har ønsket.
Det originale fugleloft var ikke muligt at restaurere, men mange af motiverne var tydelige at aflæse.
Der var i hvert fald ikke meget helhed over den bunke
materialer, som Møntmestergården bestod af, da den
i 1995 blev fragtet til Den Gamle By. Flere tusinde dele
tømmer, mursten, brædder og lister var bevaret. Det
eneste, der stort set ikke var bevaret, var den mørtel,
der havde bundet murstenene sammen, samt en
del bygningsdele fra de fugtige kælderrum, som ikke
kunne reddes. Heldigvis var der også bevaret en del
tegninger, optegnelser og fotografier fra 1944, da arkitekt
Hans Henrik Engqvist nedtog huset. Og endnu
vigtigere - der var malet et entydigt nummer på alle
bygningsdelene, fordi man allerede dengang regnede
med, at huset skulle genopføres. Når en bygning er så
fuldstændig adskilt, er helheden som sagt væk, men
der opstår til gengæld en mulighed for en mere detaljeret
granskning af de enkelte bygningsdele. Samlinger
og overflader kan studeres nøje, og når iagttagelserne
sammenholdes med den dokumentation,
der findes fra nedtagningen og fra historiske kilder,
kan man efterhånden tegne et billede af den helhed,
der er forsvundet. Man får også mulighed for at tegne
detaljerede billeder af de forskellige perioder i husets
funktionelle og stilmæssige historie. Men det store
spørgsmål er selvfølgelig; kan alt dette atter bringes
sammen til en helhed?
Møntmestergården er opført i 1683 i bindingsværk,
en byggeteknik, som på dette tidspunkt stadig var
fremherskende, om end på vej til at blive fordrevet af
de rene murværkskonstruktioner. Et hus, der er opført
i bindingsværk, er i sin grundstruktur ganske velegnet
til at blive flyttet. Hele tømmerværket er tilpasset som
et stort samlesæt, som i princippet kan adskilles og
samles igen, uden at det medfører ændringer i grundstrukturen
eller i de skævheder og spor, som har sat sig
i huset. Men det udfyldende materiale, i dette tilfælde
de murede tavl, vil oftest falde fra hinanden, og kun
stenene kan bevares. Enkelte eksempler på murtavl og
fotografier af originale overflader var dog taget med
fra København, men en væsentlig del af husets overflader
gik altså tabt i forbindelse med en nedtagning.
Op gennem 1700-tallet blev Møntmestergårdens rum
udstyret med paneler og væglærreder, og mange af
disse var bevarede, omend dækket af mange lag maling
og nyere tapeter. Det har altså i nogen grad været
muligt at arbejde sig baglæns ned i husets historie
ved at undersøge overfladerne lag for lag. I det store
undersøgelsesarbejde har det altså været muligt at
fragmentere husets bygningshistorie, og suppleret af
historiske kilder, få beskrevet de væsentligste perioder
i bygningens udvikling. Det stod dog hurtigt klart, at
hvad der fremstod stærkest, var den barokke periode
fra opførelsen og frem til omkring 1740 samt en efterfølgende
periode i rokoko-stil frem til slutningen
af 1760'erne. Herefter bliver huset gentagne gange
bygget om, men da huset samtidig skifter status og
bliver gradvist mere simpelt og forarmet, kommer
der ikke perioder med den samme styrke og kvalitet i
umudstyret som i de første perioder. Der blev derfor
på et tidligt tidspunkt i restaureringsarbejdet truffet
det valg, at der skulle arbejdes med de første 90 år af
husets historie med henblik på at genskabe disse.
Der blev også vedtaget et andet princip at arbejde efter.
I stedet for at vise så mange originale overflader
som muligt, skulle der vises så mange originale bygningsdele
som muligt, men med en ny overfladebehandling.
Dels ville det være ufatteligt tidskrævende
at afdække alle de overflader, der stammer fra de tidlige
perioder, og dels ville resultatet af en sådan indsats
ende op i en meget mat og til tider farveløs udgave
i forhold til den farverigdom, vi kunne dokumentere
havde været til stede. En ny overfladebehandling kan
også bidrage med et nyt ”slidlag”, en mulighed for
at beskytte bygningsdelene mod det slid, der uvægertligt
fremkommer, når flere 100.000 gæster hvert
år skal have sin gang i huset. Dette princip bidrager
også til at man ikke ”fjerner historie” på den enkelte
bygningsdel, men i stedet tilføjer et nyt lag, der repeterer
en bagvedliggende historie. På denne måde
giver man eftertiden mulighed for at arbejde videre
med de mange lag og i yderste konsekvens foretage
den afdækning, som vi ikke har valgt at gribe til. Men
først og fremmest handler det for Den Gamle By om,
at man kan give gæsterne en oplevelse af at gå ind i
tiden. Når det fulde farveorgie er til stede, forsvinder
Skabelonmaling af tapeter
den antikke oplevelse af barokken, som man som regel
oplever, når man møder et restaureret rum fra den
tid. I møntmestergården kan man nu bevæge sig i en
stribe rum, som måske er noget af det tætteste man
kan komme på en totaloplevelse af, hvordan barokken
udfoldede sig i et højborgerligt hjem i København.
Der er næsten ingen af de håndværksteknikker, der
udøves i dag, som foregår på samme måde som for
300 år siden. Murer, tømrer, maler og smed fandtes
både dengang og nu, men stort set alle materialer
og værktøjer er undergået så stor en udvikling, at
det ikke længere er muligt at genskabe et hus fra
16-1700-årene med de kompetencer, man finder i
den aktuelle byggebranche. Der har i mange år været
en forståelse for dette problem i Den Gamle By, og
museet har derfor i stigende grad opbygget sin egen
stab af håndværkere. De ovennævnte principper har
givet store udfordringer til de håndværkere, der skulle
udføre arbejdet. Navnlig har malerarbejdet været særligt
omfattende og krævet mange undersøgelser og
nyopdagelser undervejs. Det var en stor fordel, at man
i samarbejde mellem det videnskabelige personale, arkitekter
og håndværkere hele tiden har kunnet finde
frem til de bedste løsninger.
Et omdrejningspunkt i malerarbejdet har været at genopdage
de mange imitationsteknikker, der har hersket
i navnlig barokken. Marmoreringer, et malet fugleloft,
imiterede silketapeter og vægmaleri á la gobelin er
blandt de mange måder, man i 1700-tallet brugte for
at skabe illusioner om, at man færdedes i ædle stensale,
ude i naturen eller under en åben himmel med
flyvende fugle. Det er ikke altid lige overbevisende,
når man med nutidige øjne betragter disse imitationer,
men de er altid farverige og festlige. Det er ingen
overdrivelse at sige, at der ligger tusindvis af timer bag
de mange genskabte overflader. I hvert tilfælde har
der været et grundigt forarbejde i at finde enten et
originalt motiv eller et forbillede fra samtiden. Men
også malerteknik og farvepigmenter har været under
luppen. De malingstyper og pigmenter som var til rådighed
i 1700-tallet, er kun i få tilfælde de samme,
som man bruger i dag. I Møntmestergården har det
været vigtigt for os bruge de samme opskrifter og pigmenter,
som man brugte dengang. Når man vælger
at genmale et hus af denne karakter, er det meget
vigtigt for os at erstatte mangel på autentisk overflade
med en autentisk proces. Et eksempel på dette er
måden, hvorpå det store fugleloft er genskabt i den
store sal i stueetagen. Det originale loft er bevaret,
men var ikke i en stand, hvor det kunne restaureres
på forsvarlig vis. I stedet er alle motiver aftegnet og
alle farver analyseret. Et nyt loft er fremstillet og alle
motiver er nymalet med den samme type maling, som
man brugte for 300 år siden. Det indebærer, at f.eks
den blå farve fremstilles i smalte, som både er dyr og
besværligt at anvende, og som ydermere vil miste sin
farveægthed hurtigere end mere moderne pigmenter.
Et uklogt valg kunne man mene, men en konsekvens
af ønsket om at gøre flest mulig af de processer, der
foregår i huset så autentiske som muligt. Et andet eksempel
er fremstillingen af tapeter til to rokokosale på
1. salen. Til dette formål fandt vi en original stump tapet,
som havde siddet i på samme etage, som var stor
nok til at man kunne analysere mønsteret, farverne og
fremstillingsteknikken. Det viste sig, at papiret bestod
af ca. 50 x 50 cm store ark, som var klæbet op i baner.
Hver bane var først blevet limfarvet i to forskellige striber
af bundfarve. Herpå var er trykt et blomstermotiv i
tre farver; en mørkegrå, en lysegrå og en hvid. Hver af
de tre farver blev trykt med hver sin trykkeklods som
skulle repeteres hen ad tapetbanen, indtil mønsteret
var fuldbragt. En meget omstændig metode, hvis man
sammenligner med nutidens trykvalser og silketryk.
Men ikke desto mindre er tapeterne i Møntmestergården
genskabt på denne måde, lige fra fremstilling af
trykkeklodser til fremstilling af de rette pigmenter og
endelig til en trykning og opsætning på de udspænd-
te jutelærreder på væggene. Det skal også nævnes, at
ud over den autentiske proces og det troværdige resultat,
som disse metoder afføder, er der også en stor
interesse fra publikum, som løbende er blevet inviteret
indenfor under hele restaureringsarbejdet.
I disse dage lægges der sidste hånd på restaureringen
af Møntmestergården i Den Gamle By. Nu er huset
nemlig ”færdigt” og skal åbnes af dronningen 16.
juni 2009. At et hus står færdigt, forbinder man jo
med, at nu er huset klar til, at beboerne kan flytte
ind. Her skal også flytte beboere ind. I dette tilfælde
ikke af helt almindelige folk, men af et lille udsnit af
det højere Københavnske borgerskab fra 1768, som
i dette tilfælde vil blive repræsenteret af folk fra Den
Gamle Bys aktørkorps. Og der kommer gæster. Forhåbentlig
mange gæster, som skal ind og besøge de fine
københavnere, som både har te-maskine, parykkammer
og helt nye tapeter i papir!
Der var ellers mange, som ikke troede, at vi nogensinde
ville blive færdige. Og der er mange, som ville
ønske at kunne få lov at lave bare lidt mere på huset,
at gøre det bare lidt bedre. Alle, der har arbejdet med
Møntmestergården, er blevet grebet af den samme
trang til at ville præstere det ypperste, at sætte sig
grundigt ind i 1700-tallets stil og håndværk, og gøre
de gamle mestre kunsten efter. Men færdig blev den,
og man kan med god ret også hævde, at der er kommet
en nyskabt helhed ud af resultatet. Kom selv forbi
en dag og vurder resultatet.
Karbygaard. Nordlængen består af brunmalet bindingsværk med tavl i blank rød tegl. Her bliver en del af boligerne
indrettet. Foto: Realdania
Indledning
Næsten som et apropos til Landsforeningens interesse
for og besigtigelse af to moderniserede gårde ved
Randers den 7. juni i forbindelse med årsmødet har
Realdania den 18. maj udsendt en nyhed om et tredje
tiltag på samme område, i både emnemæssig og geografisk
forstand.
På Randersegnen har man i de senere år nærmest gjort
genanvendelse af bevaringsværdige gård-ejendomme
til et speciale. Det er Randersegnens Boligforening,
der har været den udfarende kraft. Den har givet nyt
liv og moderne anvendelsesmuligheder til et par bevaringsværdige
gårdejendomme. I 2003 indgik boligforeningen
således et samarbejde med Realdania og
Nørhald Kommune omkring Skjødtgården i landsbyen
Vestrup. Gården er i dag totalrestaureret og indrettet
med 14 almene boliger. Med Skjødtgården som rol-
Af Helge Torm - på grundlag af PR-meddelelse fra Realdania
lemodel gik boligforeningen efterfølgende selv i gang
med et lignende projekt på gården Syvager i Lem.
Nyt tiltag i Kare
I landsbyen Kare, beliggende 31 km fra Randers på
østsiden af Randers Fjord, kaster Randersegnens Boligforening
sig nu for tredje gang over restaurering og
omdannelse af en firelænget gård.
Landsbyen Kare er karakteriseret ved et enestående
kulturmiljø og en historisk bevidst og engageret befolkning
på omkring 60 beboere i alle aldre. Centralt
placeret i landsbyen ligger den stærkt forfaldne og
ubeboede, stråtækte bindingsværksgård Karbygaard.
Det var en udfordring, som fik lokale beboere til at
oprette ”Foreningen til bevarelse af Karbygaard”, og
den henvendte sig derfor til Randersegnens Boligforening
med et forslag om at indgå et samarbejde om-
kring istandsættelse af gården, så den ikke længere er
en skamplet på byen.
Blanding af boliger, erhverv og
fælleslokaler
Imidlertid drejer sig i det aktuelle tilfælde ikke bare
om at få indrettet en række almene boliger, men der
er tænkt helt nye kombinationer ind i projektet som
en usædvanlig helhedsløsning. Der skal nemlig også
laves fælleslokaler til gavn for landsbyens kulturliv og
skabes tidssvarende faciliteter til enmandsvirksomheder!
Det skal styrke det lille samfund både socialt,
kulturelt og erhvervsmæssigt – og dermed gøre det
endnu mere attraktivt at bo i Kare.
Tre af gårdens længer bliver indrettet til almene boliger,
mens østlængen, der ligger strategisk placeret ud
mod byens plads, og som antikvarisk set må siges at
være den mest interessante og samtidig mest sarte del
af komplekset, opført som den er i bindingsværk med
stråtag og uden vinduesåbninger mod landsbyen, indrettes
med fælleshus og fælleskontorer. Haveområdet
omkring Karbygaard skal bevare sin karakter af fællesjord,
hvortil alle i landsbyen fortsat får adgang.
Arkitektfirmaet Exners Tegnestue A/S, der har stor erfaring
i denne type opgaver, bl.a. fra netop Vestrup
og Lem, har udviklet idéforslaget til omdannelsen af
Karbygaard. Den samlede projektøkonomi for restaureringen
og omdannelsen af Karbygaard er på knap
15,6 mio. kr. Projektet støttes af Norddjurs Kommune
og Realdania.
Fremgang for landsbyen
”Vores ønske er at fastholde det positive i det gamle
landsbysamfund, nemlig en tradition, hvor generationerne
bor tæt sammen, hvor man holder hånden
under hinanden og samtidig giver plads til forskellighed.
Forudsætningen for det gode landsbyliv er en forankring
i historien og en åbenhed overfor fremtiden,”
siger Inger-Lise Maarup, formand for Foreningen til bevarelse
af Karbygaard, og fortsætter: Samarbejdet med
Randersegnens Boligforening og Realdania har gjort
det muligt at realisere de tanker, der udtrykkes i vores
arbejdsfilosofi: Vi bevarer fortiden for fremtiden.”
Christian Andersen, projektleder i Realdania, udtaler i
anledning af det ny projekt: ”Vi ser Karbygaard som
en videreudvikling af projektet med Skjødtgården i
Vestrup. Området omkring Randers Fjord vil med de
tre omdannede gårdanlæg nu kunne fungere som
”showcase” for genanvendelse af bevaringsværdige
gårdejendomme, og på den måde formidle erfaringer
til andre.”
Udvikling og bevaring
Dette ønske om, at ombygningen af snart tre gårde
på Randersegnen kan danne forbillede for lignende
initiativer andre steder i landet, kan man godt tilslutte
sig. Antallet af bevaringsværdige gårde og husmandssteder,
som ikke længere bruges til det oprindelige
formål, men ligger mere eller mindre ubenyttet hen,
er som bekendt et voldsomt stigende problem i disse
år, ligesom mange landsbyer som sådan i det hele taget
er truet af afvikling, og derfor er ethvert forsøg
på at give udtjente bygninger på landet en ny berettigelse
velkomment.
Imidlertid vil det altid være et relevant spørgsmål
om den måde, som bygningerne bliver bevaret på,
er vellykket eller ej, det vil sige om der i de konkrete
tilfælde tages tilstrækkelige hensyn til de særlige
bevaringsværdier, eller om de nye funktioner netop
forringer disse bevaringsværdier, som man hævder at
ville gøre det bedste for. Naturligvis må der i sådanne
sager indgås kompromisser, men et eller andet sted
går grænsen for, hvor stærk en forandring en bygning
kan undergå, hvis den fortsat skal kunne beholde sin
historiske identitet.
Denne diskussion kan tages allerede nu, ikke blot ud
fra de her nævnte eksempler, men også på grundlag
af mange andre ombygningssager landet over, hvor
udgangspunktet dog som regel har været af langt
mindre altruistisk karaktér end her. Redaktionen vil
hilse en debat herom i bladet velkommen!
For yderligere oplysninger i den
aktuelle sag:
Formand Inger-Lise Maarup, Foreningen til bevarelse
af Karbygaard, tlf. 86 48 51 28
Forretningsfører Svend Aage Nielsen,
Randersegnens Boligforening, tlf. 87 10 41 24
Borgmester Torben Jensen,
Norddjurs Kommune, tlf. 89 59 10 01
Projektleder Christian Andersen,
Realdania, tlf. 70 11 66 66
Den tidligere tekniske skole i Randers er et historicistisk pragtstykke, tegnet af den lokale arkitekt P. Jensen Wærum
i 1860'erne. Det var værd at overveje en fredning af denne bygning. Foto: Torben Lindegaard, juni 2009.
Indledning
Om formiddagen lørdag den 6. juni mødtes en forsamling
på ikke mindre end 100 personer i den store
sal på 1. salen i Helligåndshuset. Her bag de næsten
metertykke munkestensmure og under de usædvanligt
svære bjælker afvikledes Landsforeningens årlige
generalforsamling.
Borgmester Henning Jensen Nyhuus, der var ”grundlovligt”
forhindret aftenen før i at byde alle årsmødedeltagerne
velkommen på byens gamle rådhus, bød
nu personligt deltagerne velkommen til den ”fantastiske
by Randers” og fremhævede, at kommunen
fortsat vil bevare byens gamle præg.
Efterfølgende fortalte arkitekt Søren Svejgård, Randers
kommune om det middelalderlige mødesteds
Af red. Helge Torm
omskiftelige historie og seneste, i bogstaveligste forstand
fundamentale restaurering til 3 mill. kr., så mødet
kunne, som anført i sidste nr. af bladet, foregå på
et sikkert grundlag, men på den anden side viste det
sig, at talerstolen ikke var alt for vel funderet, men
alle, der besteg den, kom dog helskindet ned igen!
Beretningerne
Adv. Per Hansen, Randers, kunne som dirigent fastslå
generalforsamlingens lovlighed, hvorefter formanden
aflagde bestyrelsens beretning (se nærmere hjemmesiden),
modtaget med applaus. Per Gotfredsen berettede
fra Frednings- og bevaringsudvalget og viste
eksempler på fredningssager. Fra arbejdet i udvalget
vedr. revision af bygningsfredningsloven kom Søren
Vadstrup med nyt om de endelige indstillinger til ministeren.
I dette udredningsarbejde har Kommunernes
Landsforening desværre vist sig mere som mod- end
medspiller. Desuden redegjorde Kirsten Lund Andersen
i ord og billedform for have- og landskabsudvalgets
virke. Endelig talte Peter Hee på vegne af planudvalget.
(For udvalgsarbejdet generelt se nærmere
hjemmesiden).
Førend dirigenten konstaterede forsamlingens tilslutning
til beretningerne, fik Per Godtfredsen lejlighed til
på ny at understrege, at medlemsforeninger kan trække
på Landsforeningens solidariske og kyndige medvirken
ved f.eks. møder med lokale myndigheder.
Blæst om vindmøller
Mikael Bramsen begrundede forslaget fra vestjyske
foreninger om en vindmøllepolitik i Danmark og
lagde ikke skjul på sin aversion overfor opstilling af
nye vindmøller f.eks. ved Vesterhavet. Han erklærede
sig parat til personligt at gå ind i et udvalgsarbejde
herom. Formanden bifaldt forslaget og tanken om et
nyt, tværgående udvalg. Udvalget skal fremkomme
med en indstilling, som bestyrelsen så forholder sig til.
Det var der bred enighed om, men debatten fortsatte
ikke desto mindre med stærkt delte meninger om det
ønskelige i vindmølleenergiens udbredelse. Det blev
således påpeget, at Landsforeningen ikke uden videre
kan bekæmpe nye vindmøller uden at løbe risiko for
at blive anset for at være imod en grøn udvikling.
Derefter blev forslaget vedtaget med alle undtagen 9
stemmer.
Forslaget fra Tove Jensen om personlige medlemmers
muligheder for indflydelse i landsforeningens aktiviteter
går ikke videre end det, der allerede i dag er gældende
ordninger, fastslog dirigenten.
God økonomi
Regnskabet for 2008, fremlagt af en glad kasserer,
blev taget til efterretning. Væsentligt er det, at egenkapitalen
er styrket som følge af et godt driftsresultat.
Budgettet for 2009 blev godkendt, herunder forslaget
om uændret kontingent for 2010.
Randers kan byde på meget andet end bindingsværk. "Sparinvesthuset" ved Havnegade er et usædvanligt stilrent
funkisbyggeri, som kan hævde sig blandt de bedste i provinsen. Foto: Torben Lindegaard, juni 2009.
Den ny bestyrelse ses her forsamlet foran Helligåndshuset i Randers. På bænken sidder fra venstre: Karen Margrehte
Olsen, Martin Jonø og Bent Falk. Stående fra venstre: Torben Lindegaard, Søren Vadstrup, Henriette Soja og
Peter Hee. Fraværende: Per Godtfredsen og Anders Myrtue.
Kampvalg til bestyrelsen
Da alle de tre bestyrelsesmedlemmer, der var på valg i
år: Peter Hee, Torben Lindegaard og Ejvind Bitsch var
villige til genvalg, og Anders Myrtue, Odense Bys Museer,
også meldte sig som kandidat til bestyrelsen, var
der lagt op til kampvalg. Dette gav til resultat, at følgende
blev valgt: Torben Lindegaard (med 232 stemmer),
Peter Hee med (221 st.) og Anders Myrtue (151
st.) Ejvind Bitsch opnåde kun 111 st.
Til de to suppleantposter, hvor ikke færre end fire
kandidater: Ejvind Bitsch, Lars Uldall, Henriette Soja
(Kbh.) og Karen Margrethe Olsen (Præstø) stillede op,
valgtes de to sidstnævnte med hhv. 204 og 102 st.,
hvad der altså bl.a. betyder det positive, at der igen er
kvinder i bestyrelsen.
Årsmøde 2010 og 2011 – fra øst til vest
Årsmødet i 2010 finder sted i det østligste Danmark,
det vil sige som allerede aftalt på Bornholm, nemlig i
Svaneke, men i 2011 rykker man over til den vestligste
ende af landet, nærmere betegnet Ulfborg-Vemb.
Generalforsamlingen blev hævet ved 13-tiden, og
efter frokosten andetsteds i byen vendte deltagerne
tilbage til Helligåndshuset for at høre et par spændende
foredrag om hhv. den danske landsbys historie
fra agrare fællesskaber til pendlersamfund og alternative
funktioner for de overflødiggjorte produktionsbygninger.
NB! Ovenstående må ingenlunde opfattes som
et autoriseret referat af generalforsamlingen –
et sådant blev derimod udarbejdet af Claus Jørgensen,
sekretariatet, i form af et beslutningsreferat,
og det kan ses på Landsforeningens
hjemmeside.
Genbrugte huse
Peter Olesen: Peter Olesen viser rundt til 25 af Københavns
genbrugte huse. Udgivet 2009 af forlaget
Thaning og Appel i samarbejde med Dansk Cyklistforbund
og Dansk Vandrelaug. Pris: 99,95 kr.
Dette er den femte
af Peter Olesens små
guidebøger, gui som gen-
nem gå- eller cykelture
tur viser vej til steder
i København, K der har
fanget fa hans interesse,
ofte of oversete, men
aldrig al ligegyldige.
Denne D gang handler
le det om huse, der
oprindelig o er opført
til t ét formål, men
siden s har fået et andet,
d ja måske flere
andre anvendelser.
Dem er der ganske
mange af, og Peter Olesen gør selv opmærksom på,
at disse 25 eksempler kun er et lille udvalg af alle
dem, der kunne være kommet med.
En del af de 25 huse er gamle pakhuse, der er blevet
ombygget til meget forskellige nye funktioner:
Eigtveds Pakhus er blevet ændret til Udenrigsministerium,
Gammel Dok til Arkitekturcenter m.m.,
Grønlandske Handels pakhus til Nordatlantens Brygge
med udstillingsfaciliteter, restauranten ”Noma”
o.m.a, Vestindisk Pakhus til ramme om afstøbningssamlingen,
Dahlerups Pakhus i Frihavnen til Erhvervsog
Byggestyrelse og Silopakhuset til Regionernes
Hus (tidligere Amtsrådsforeningen). Andre siloer er
blevet til boliger: Pressesiloen og Gemini Residence
på Islands Brygge samt silotårnet for det tidligere
Kongens Bryghus midt for Vesterbrogade.
Men også kirker indgår i eksempelsamlingen: Holmens
kirke var oprindelig ankersmedje, og Nikolaj
kirke blev først bibliotek og er nu Kunsthallen Niko-
laj. Og museerne: Prinsens Palæ blev til Nationalmuseet
og Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseet.
Mest engageret fortæller Peter Olesen om de genbrugte
huse i Valby – hans egen bydel – og flere har
han selv været med til at redde fra nedrivning: Trekroner
Bryggeri, ”Sukkertoppen” på Carl Jacobsens Vej,
Kapselfabrikken og indkøbscenteret ”Spinderiet”.
Som sagt kunne der fortælles om mange andre genbrugte
huse, og Peter Olesen nævner selv en lang
række i sit afsluttende kapitel. Anmelderen kunne
her have lyst til at nævne et hus, som har skiftet
funktion hele to gange og til meget forskellige formål:
Opført som palæagtig gård for en af byens
borgmestre, siden i 200 år anvendt som Assistenshus
og nu kendt som Kulturministeriet. Og endelig
alle biograferne, der lukkede og blev til supermarkeder:
Platan, Roxy, Fasan Bio, Vigerslev Bio m.fl.
Man er altid i godt selskab, når man følges med Peter
Olesen rundt i byen. Han har sine meninger om
dette og hint, og man kan være enig eller uenig,
men man må tage hatten af for hans usvækkede
engagement for den sag, han har gjort til sin. De
mange storartede fotografier er taget af Henrik
Bjerregrav.
Allan Tønnesen
Vestergade 44 – et hus og dets beboere
Af Karsten Hermansen. 20 s., illustreret,
stift omslag. Udg. af Ærø Museum 2006, tlf. 6252
2950.
Blandt Ærøskøbings mange Alle kan i dag ved selvsyn forsikre sig om husets
fifine,
gamle huse udmærker
VVestergade
44-46 fra 1784
smukke interiører, for nu er her pensionat.
i
forholdsvis sen barok sig i I øvrigt synes den bagvedliggende have - ud fra
sæ særlig grad, dels ved de to både tekst og fotos - at rumme så gammel beplant-
hu huses samlede volumen (fulde ning, at en udvidelse af fredningen måske var værd
to
etager med høj tagrejsning), at overveje.
del dels i kraft af, at de er grund-
mu murede (ud til gaden) imod det
gæn gængse byggeri i altomfattende
H.T.
bi bindingsværk. d Vindmøller Vin og Vandmøller
mø i Danmark,
Husene er med deres ensartede fremtoning og
bind bin 4
karnapper i begge de næstyderste fag spejlvendt
Af Anna Marie Lebech-Sø-
i forhold til hinanden, hvad der vidner om en fæl-
re rensen. 352 s., rigt ill. i farles
planlægning. Den smukke helhedsløsning kan vi
ve ver, stift bind. Udg. på Skib
takke to velhavende skippere for.
FForlag.
Pris: 298 kr. Købes
i
boghandelen el. på forla-
I nr. 46 blev Ærøs første apotek indrettet i 1806, får
vi at vide, men ellers er det historien om nr. 44, som
get (tlf. 6226 3358).
heftet er viet til. Grunden hertil er den implicitte,
Så er forfatteren, der er fhv. gymnasielektor,
at her boede fra 1943 og indtil året før sin død i kommet til vejs ende i sin gennemgang af flere hun-
1977 billedhuggeren Gunnar Hammerich, den drede danske vind- og vandmøller, både de enkelt-
navnkundige forkæmper for bevaring af Ærøskømandsdrevne og de store industrimøller. Det er i sig
bings købstadsmiljø og en førende kraft i det lokale selv en imponerende præstation, som bl.a. er båret
museumsarbejde.
af forfatterens udtalte sympati for de naturgivne
energikilder vind og vand og deres nytteværdi i al
Det er nok så meget ejerhistorien som den byg- fremtid. Indlednings- og afslutningsvis er der geningshistoriske
side af sagen, som optager forfatnerelle, instruktive artikler om hhv. vandmøllernes
teren, og det er fair nok, da han lader det fremgå af historie og om den nyeste form for vandbaseret
undertitlen, men det er lidt ærgerligt, når man ved, energiudnyttelse: bølgekraftværker, så bogen pe-
at huset er bygget pompøst for sin tid og blev fredet ger også fremad. Men derimellem ligger den brede
allerede i 1919, at der ikke er blevet plads til nær- vifte af omtale af 34 udvalgte møller med ”links” til
mere omtale af de fredningsbærende kvaliteter.
flere andre møller i et sandt kinesisk æske-system.
Kun mod slutningen af redegørelsen får vi den
interessante oplysning, at huset i 1997-2005 blev
sat grundigt, men nænsomt i stand. Således blev
havestuen, som af en tidligere ejer o. 1980 var ble-
vet ændret til køkken(!), retableret, og det ud fra
Rainer Werner Fassbinders film ”Effe Briest” fra
1974, hvor den endnu ikke ombyggede havestue
var brugt som kulisse!
Til de 34 enkeltfremstillinger hører en mølle, der
i dag ligger udenfor rigets grænser, nemlig Kruså
Kobbermølle – som den eneste repræsentant i det
hele taget for Sydslesvig, og hvorfor nu det?
Det er vel samlet vurderet en svaghed ved forfatterens
firbindsværk, at der ikke foreligger begrundelser
for den foretagne udvælgelse og en klar og
logisk linje for rækkefølgen af objekterne; systematik
er ikke sat i højsædet. Til forsvar for vilkårlighederne
kunne man bruge det argument, at netop
møllebygninger havde det med at blive flyttet rundt
fra sted til sted, men alligevel…På den anden side
er man, hvis man er på jagt efter en bestemt mølle,
godt hjulpet af stikordsregistrene i bindene.
Det, der er af afgørende værdi ved Lebech-Sørensens
indsats, er de meget detaljerede fremstillinger
af de enkelte møllers historie og nutidige status med
hovedvægten lagt på møllerivirksomheden. Her er,
ledsaget af som regel fine farvefotos, et væld af
nyttige oplysninger, som er til gavn for både ejere,
brugere og mølle-interesserede i øvrigt.
For anmelderen var det således særdeles interessant
at læse om den fredede Oxholm Mølle, som
brændte ned i oktober 2004 og derefter blev affredet.
Den er imidlertid genopstået som fugl Phønix
af asken takket være lokale ildsjæle, et af de mange
beskrevne eksempler på den offervillighed rundt
omkring i landet, som tit og ofte er afgørende for
den lokale mølles overlevelse, for de fredede møllers
vedkommende dog gerne kombineret med offentlig
støtte.
Med det afsluttende bind foreligger der nu en væsentlig
registrering og dokumentation af en type
bygninger, som virker fascinerende på alle, men
hvis bevaring også kræver fortsat handling og finansiering.
Lebech-Sørensens mølleværk vil utvivlsomt
bidrage til at skubbe i den rigtige retning!
H.T.
CD'er fra Københavns Murerlaug
Gamle håndværkstraditioner
To dvd´er om hhv. ”Gesimser - stuk - kvaderpuds”
og ”Rørvæv - indvendig puds - kalkning”, udg. af
Københavns Murerlaug på forlaget Tegl, tlf. 3332
3484. Enhedspris for ikke-medlemmer: 195 kr., ved
køb af begge: 295 kr
Meget prisværdigt har Københavns Murerlaug, oprettet
1623, netop udgivet to instruktive dvd-film
om gamle teknikker indenfor murerfaget.
Den første film omhandler mere præcist processer
som trækning af gesimser, bånd og indfatninger,
endvidere trækning af stuk, rosetter og udskiftning
af dele af sådan ornamentik, og endelig pudsning i
kvadermønster.
I den anden film gennemgås indvendig grund- og
finpuds, opsætning af rørvæv og udkast og til sidst
kalkningens svære kunst.
Formålet med udgivelserne er at være med til at
sikre, at ældre, bevaringsværdige bygninger restaureres
i overensstemmelse med de gamle håndværkstraditioner,
så de kan gives uforfalsket videre
til eftertiden. Der er tale om en slags opsamling af
erfaring og viden, som i flere tilfælde hidtil kun er
givet videre fra mund til mund.
Nu kan alle få syn for sagn på en god og grundig
måde. Den primære målgrupper er naturligvis murerfagets
egne udøvere, både mestre og svende, men
filmene henvender sig også i høj grad til alle, der i det
daglige direkte har med fredede og bevaringsværdige
bygninger at gøre, d.v.s. statslige og kommunale
myndigheder, udøvende arkitekter og ansvarlige bygherrer
samt bygnings- og lejlighedsejere.
Med filmene følger også trykte vejledninger med
udførlige beskrivelser af både arbejdsmetoder og
byggematerialer samt angivelse af relevant værktøj.
Litteraturlister og henvisninger til videnscentre
mangler heller ikke.
Således får man virkelig noget for pengene. Filmene
fortjener vid udbredelse.
H.T.
Bevaringsværdige bygninger i
Randers Kommune
Illustreret pjece på 16 s., udg. af Bevaringsudvalget
i Randers Kommune, april 2009. Henv.:
Stadsarkitektens kontor, tlf. 8915 1586.
Her er godt nok tale om en pjece af rent lokalt
tilsnit, udsendt til alle ejere af bevaringsværdige
ejendomme i Randers Kommune, men den bør
fremhæves her som et udmærket forbillede for,
hvad der burde kunne lade sig gøre i mange andre
af landets kommuner.
På en informativ og illustrativ måde gøres der rede
for, hvad der betragtes som bevaringsværdier, og
hvordan man som ejer og bruger skal forholde
sig til dem i dagligdagen og i tilfælde af planer
om ombygninger eller forbedringer. Særligt
bemærkelsesværdigt er det, at der også bliver sat
focus på kvaliteter i husenes indre, her dog uden
illustrerende eksempler.
At en kommune således også på denne måde
er sig sit ansvar for den bevaringsværdige
bygningsmasse bevidst, er desværre ikke
almindeligt i dagens Danmark, men Randers
Kommune fortjener så meget desto mere ros for
initiativet!
H.T.
Landsforeningens bestyrelse efter generalforsamlingen 2009
Formand:
Bent Falk Jensen
Solbjergvej 11
4400 Kalundborg
Tlf. 59 51 62 51
formanden@byogland.dk
Kasserer:
Torben Lindegaard
Hybenvej 32
5260 Odense S
Tlf. 66 11 69 18
lindegaard.torben@gmail.com
Bestyrelsesmedlem:
Søren Vadstrup
Vejlemosevej 52
2840 Holte
tlf. 45 96 99 90
sva@bygningsbevaring.dk
Bestyrelsesmedlem:
Anders Myrtue
Tarupvej 48
5210 Odense NV
Tlf. 66 16 28 82
myrtue@talnet.dk
Suppleant:
Henriette Soja
Ellevadsvej 18
2920 Charlottenlund
Tlf. 39 63 66 56
hso@horten.dk
Bestyrelsesmedlem:
Peter Mogens Hee
Lænkebjerg 63
6100 Haderslev
Tlf. 74 52 74 99
peterhee@gmail.com
Bestyrelsesmedlem:
Martin Jonø
Vibevej 5
8990 Fårup
Tlf. 26 81 79 57
mj@eeh.dk
Bestyrelsesmedlem:
Per Godtfredsen
(desuden formand for Frednings-
og Bevaringsudvalget)
Tobergvej 3
3060 Espergærde
Tlf. 29 90 39 02
per@arkinet.dk
Suppleant:
Karen Margrethe Olsen
Torvet 13
4720 Præstø
Tlf. 55 99 26 14
karenmargrethe@dbmail.dk
Nyheder fra Sekretariatet
Landsforeningens sekretariat arbejder på højtryk for
at yde bedst mulig service til både lokalforeningen og
personlige medlemmer.
Allerede nu er vi ved at arrangere medlemsmøder til
efteråret. Der afholdes et inspirationsmøde på Bornholm,
hvor temaet er: ’Påvirkning af kommunen’, så
sæt kryds i kalenderen den 19. sep. ’09. Ligeledes er
der den 5. sep. ’09 et formandsmøde på Fyn for
✄
Vil du have indflydelse på arbejdet for bevaring af
arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger
og landskaber, så meld dig ind i Landsforeningen
for Bygnings- og Landskabskultur eller en af
dens 105 lokalforeninger.
Jo flere vi er, jo stærkere står vi!
Sendes til
Landsforeningen for Bygnings-
og Landskabskultur
Borgergade 111
1300 København K
Indbetaling på
Reg. nr. 3121 konto 5095700
LANDSFORENINGEN FOR
lokalforeningernes formænd, hvor vi vil afprøve en ny
mødeform med workshop for de fremmødte. Begge
møder vil blive særligt annoncerede via vores nyhedsbrev,
hjemmeside og en separat invitation, der sendes
ud via mail. Sørg derfor at blive tilmeldt vores mailingliste
på www.byogland.dk
Vi glæder os til, at hjælpe hvor vi kan og se jer alle til
et eller flere af efterårets arrangementer.
LANDSFORENINGEN FOR
Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:
❑ En lokalafdeling under Landsforeningen
❑ Landsforeningen
(kontingent pr. år inkl. blad 260 kr.)
Navn ______________________________________
Stilling ____________________________________
Telefon ____________________________________
Adresse ___________________________________
Postnr. __________ By _______________________
E-mail _____________________________________
Underskrift _________________________________
Den ene af de to elefanter, som bærer Elefantporten
på Carlsberg, tegnet i 1901 af Vilh. Dahlerup. Foto:
Landsforeningens sekretariat.
ID nr. 46697
Borgergade 111
1300 København K