juni 2009 nr. 83 - Bygningskultur Danmark

juni 2009 nr. 83

Landsforeningen for Bygnings-

Landskabskultur

udgivet af:

Landsforeningen for Bygnings-

og Landskabskultur

Forsiden: Bryghushallen på Carlsberg

Foto: Caspar Jørgensen, 2006

Nr. 83: ISSN 1399-7696

Oplag: 7.000

Design: www.lykke-grafisk.dk

Tryk: Jørn Thomsen A/S

Nr. 84 udkommer 10/9-09

Deadline: 17/7-09

anvendes med tydelig kildeangivelse

efter særlig aftale med

Landsforeningen.

Dette nummer vejer ca. 80 gram

by & land udgives af

Landsforeningen for Bygningsog

Landskabskultur

Borgergade 111

1300 København K

Tlf. 70 22 12 99

Telefontid: ti. til fre.: 10.00-15.00

Reg. nr. 3121 konto 5095700

mail@byogland.dk

www.byogland.dk

Redaktion

Helge Torm (ansvarshavende)

Munkevænget 2, 2th · 4180 Sorø

Tlf. 57 82 20 15

mobil. 29 93 18 91

redaktoren@byogland.dk

Bent Falk

Leder 3

Helge Torm

Redaktørens hjørne 4

Caspar Jørgensen,

Carlsberg er andet end

Elefanttårnet 5

Lisbeth Brorsen,

Nye fredninger på Carlsberg

- proces og resultat

Lisbeth Pedersen

Bevaringsværdig

industrikultur i Høng

Niels Meyer

Møntmestergården

- en genskabt helhed

Helge Torm

Karbygaard nær Randers

skal vise vejen for

utraditionelt, nyt liv i

gamle gårde 25

Helge Torm

Referat af årsmøde i

Randers 27

Anmeldelser 30

Nyt fra sekretariatet 34

Af Bent Falk

Tid til nye overvejelser og nye fremstød

Landsforeningen har nu lagt et årsmøde bag sig, afholdt

i en god stemning. Regnskabsresultatet var tilfredsstillende.

Således er egenkapitalen genskabt, men vi skal fortsat

være opmærksomme på økonomien, for den skal skabe

grundlag for opfyldelse af fremtidens visioner.

Bestyrelsens energi skal lægges inde i Landsforeningen,

som er den store, landsdækkende paraply-organisation

for de mange foreninger landet over, men vi er til for

medlemmernes skyld, og derfor har vi nu gang i opbygningen

af forskelligartede møder og aktiviteter, der skal

styrke alle aktive medlemmers viden om bygningskultur.

Vi ønsker at udbygge disse aktiviteter til at omfatte de aktuelle

bygningskulturelle tiltag, der sker i samfundet. Der

arbejdes nu med et stormøde med temaet Bebyggelser i

det åbne land.

Også møder for medlemmerne med drøftelse af, hvordan I

og vi synliggør os bedst muligt i lokalområdet og på landsplan,

når det gælder bygningskulturen og landskabet, som

er vort interesseområde, vil vi søge at stable på benene.

Bladet by & land betragter vi som et meget vigtigt element

i Landsforeningens kommunikation til omverdenen, men

bladet by & land er også et vigtigt formidlingsorgan for

bygningskulturen i almindelighed. Vi er lydhøre over for

forslag til nye tiltag for bladet i kommunikationen til omverden.

Mange af medlemsforeningernes medlemmer bør

gøres opmærksomme på, at de med fordel kan tegne et

års abonnement på bladet.

Nyhedsbrevet forbedres løbende, og vi bemærker, at interessen

for orientering via nyhedsbrevet er blevet en succes

for os. De, der endnu ikke har tilmeldt sig denne ordning,

kan det gøre det via vor hjemmeside: www.byogland.dk

Ved årsskiftet lancerede vi en ny hjemmeside. Den er på

samme måde et vigtigt kommunikationsled til omverden,

derfor skal der fremover løbende arbejdes på forbedringer.

Vi har en dialog i gang med en freelance medarbejder, der

har påtaget sig opgaven. Målet er, at hjemmesiden skal

være et værktøj, der også kan anvendes af medlemsforeningerne,

som skal kunne orientere om deres lokale

arrangementer med link til

den lokale forenings hjemmeside m.m.

Som test er der udarbejdet en informationsfolder om foreningen.

Formålet med tryksagen er at gøre opmærksom

på Landsforeningens eksistens og formålet med foreningen.

Der er jævnligt henvendelser om at få tilsendt orienteringsmateriale.

Er behovet tilstede, vil vi udvikle en serie

informationsfoldere om særlige emner inden for vort interesseområde.

Der er foreninger i medlemskredsen, vi kunne

kalde niche-foreninger; de har et specielt område, som de

varetager, dem ønsker vi også en nærmere kontakt til; vi

har meget at tilbyde hinanden.

De personlige medlemmers antal øges støt og roligt. Vi er

meget glade for den gruppe, hvis støtte er af stor værdi for

os alle sammen. Nogle af gruppens medlemmer er aktive i

foreningens virke, jeg selv f.eks. og et par andre i bestyrelsen

har et personligt medlemskab, disse medlemmer inviteres

til de fleste af vore arrangementer.

Vi har haft resurser til at kunne deltage i det Nordiske samarbejde

mellem de respektive landes bevaringssammenslutninger.

Det kan på længere sigt blive til fælles inspiration.

Vi håber på, at det vil kunne udvikles til gavn også for lokalforeningerne.

Landsforeningen har en status, hvor vi aktivt

deltager i forskellige råd og udvalg. Vi har senest deltaget i

udvalget for revision af fredningsloven. Vi vil fortsat gerne

deltage i sådanne samarbejder inden for vort virke.

Landsforeningen har en plads i Det Særlige Bygningssyn,

som er Kulturarvsstyrelsens rådgivende organ i fredningsog

bevaringsspørgsmål. Erfaringerne herfra vil vi gerne informere

medlemmerne om. Det kan styrke sagsgangen for

vurdering af bygninger, som medlemsforeningerne peger

på over for Landsforeningen med ønske om indstilling til

fredning. Ved at inddrage medlemsforeningerne kan vi i

samarbejde afsøge lokalområderne for særlige bygningstyper

m.m.

Vi mærker, at interessen for bygningskulturen er stigende,

heldigvis, for bygningskulturen er en væsentlig del af vor

dagligdag. Vi lever med og i den. Vi skal i Landsforeningen

formidle og fortælle omverdenen, at bygningskulturen er

vor fælles arv og ansvar.

Nyfredninger hører ikke længere til dagens orden; det

er i disse tider ved at være lidt af et særsyn, men ligesom

der i 2007 i et hug blev ny- eller måske rettere

genfredet 11 bygninger på Christiania, er der just nu

igen blevet fredet en sådan klump bygninger m.m.,

nemlig 13 stk. og en have på Carlsbergs gamle bryggerigrund

i Valby, hvor der allerede i 1996 blev sikret

en del bygninger på især Gl. Carlsberg.

Det nye, meget positive fredningsfremstød er nok en

omtale værd i dette blad, og vi har derfor bedt de

medarbejdere i Kulturarvsstyrelsen, som i høj grad

har båret sagerne igennem, til at gøre rede dels for

bevæggrundene til Styrelsens omfattende initiativ og

dels for det heldige forløb af den vanskelige proces,

som disse fredningssager har været igennem.

De nyfredede bygninger spreder sig vidt over tid med

bygninger af ark. Svenn Eske Kristensen fra sidst i

1960´erne som de yngste eksempler. Desuden er haven

til æresboligen blevet fredet. Udvælgelsen, kombineret

med fastlæggelsen af flere andre bygninger

som ”blot” bevaringsværdige, giver samtidig alle

udenforstående et godt fingerpeg om, hvad det er for

bygningsværdier, Styrelsen lægger vægt på i sin aktuelle

fredningspolitik.

Der er dog som bekendt en verden udenfor Valby Bakke,

og med den tredje artikel kommer vi ud i det vestsjællandske

område, hvor Høng – udover et fredet,

men noget molesteret tinghus af ingen ringere end

HJØRNE

Sidste gang bragte vi i dette ”hjørne” et foto af et tildækket

hus. Nu er stillads og presenninger fjernet, og

vi vil her afsløre, hvad de kvikkeste af læserne dog nok

allerede har gættet, at der er tale om Nybrogade 22 i

København, beliggende på den nordvestlige side af Holmens

Kanal vis-a-vis Christiansborgs ridebaneanlæg.

Det smukke, senklassicistiske forhus, der er bygget i

1852-53 og - sammen med et væld af andre bygninger i

landet - fredet i 1945, har fået pudset facaden op og oplagt

nyt skifertag. Arbejderne er forestået af husets ejer,

d.v.s. en ejerforening v/Jørgen Reimers. Vi siger tillykke

med det flotte resultat, som alle, der går forbi, kan glæde

sig over, og som her er indfanget af Claus Jørgensen,

Landsforeningens sekretariat, en dag midt i maj 2009.

C. F. Hansen – kan byde

på et spændende industrihistorisk

miljø fra det 20.

årh. i form af en maskinfabrik,

for ikke at sige et

helt fabrikssamfund, skabt

af pioneren Vilhelm Pedersen.

Her vil det også være relevant at søge det bedste

af det beskyttet gennem fredning.

Istandsættelse af gamle bygninger kan byde på særlige,

men sunde udfordringer, og når problemerne løses,

bør arkitekter og håndværkere kunne drage nytte

af erfaringerne fremover. Arbejdet med genopførelsen

af Møntmestergården i Den gamle By, der indvies den

16. juni, har givet ny håndværksmæssig viden, hvad

arkitekt Meyer beretter om i ord og billeder.

Sluttelig bringer vi nyheden om det Realdania-støttede

initiativ til genoplivelse af den forfaldne Karbygård i

Kare nær Randers. Godt, at den bevares, men det er jo

ikke lige meget, hvordan det sker…

Udsigt fra Kraftværket: I forgrunden ses Lagerkælder 3 fra 1969, efterfulgt af Malteriet fra 1881, og på den anden

side af Ny Carlsbergvej ses Maltsilohuset i forlængelse af Bryghuset fra 1901, der anes til venstre. Foto: Lisbeth Brorsen

2006.

Indledning

I de kommende år står Carlsberg overfor en gennemgribende

omdannelse af det tidligere bryggeriområde i

Valby. Det er et af de væsentligste industrianlæg i Danmark.

Alene ud fra en arkitekturhistorisk synsvinkel er

der allerede skrevet en del om ”det gamle bryggeri”

- senest den flotte bog ”Arkitekturen på Carlsberg” fra

Arkitektens Forlag. Interessen har især været samlet om

de to grundlæggere J.C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen

og om de ældre bygninger, der fortrinsvis er set

ud fra en stilhistorisk indfaldsvinkel.

Det er der god grund til, for Carlsberg er vel det fornemste

eksempel, vi har i Danmark, på en fabrik, der er

udsmykket som et palads. Det er det, som englænderne

kalder en ”flagshipmill”, hvor ejeren gennemførte et

Af Caspar Jørgensen, Kulturarvsstyrelsen

bevidst arkitektonisk og socialt program for at demonstrere

industriens betydning og knytte arbejderne til

virksomheden. Et engelsk eksempel er tekstilfabrikken

Saltaire med tilhørende arbejderboliger og velfærdsbygninger,

der blev anlagt i 1850’erne af Titus Salt, og som

i øvrigt er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Carlsberg-området består imidlertid også af bygninger

opført efter 1945, der fortæller om en anden teknologi

og andre arbejdsforhold. Det er den del af historien, der

vil blive fokuseret på i det følgende.

1950-1970

Efter 1950 øgede Carlsberg sin eksport med udgangspunkt

i de allerede etablerede forbindelser til Storbritannien,

Sverige og Belgien. Derimod forblev de uden-

landske bryggeriers salg i Danmark minimalt bortset fra

de talrige gange, hvor bryggeriarbejderne strejkede.

Carlsberg blev en større virksomhed, der i slutningen

af 1960’erne begyndte at anlægge egne bryggerier i

udlandet, blandt andet med støtte fra udviklingsbistanden.

Teknologisk fortsatte automatiseringen. Det

medførte imidlertid ikke en reduktion af arbejdsstyrken

i første omgang. Tværtimod voksede antallet af ansatte

fra 1952 til 1973.

Efter 2. Verdenskrig var USA det dominerende forbillede.

Virksomhedsledere, ingeniører og arkitekter rejste

på studieture for at se de seneste rationelle fremskridt,

og i tidsskriftet Arkitekten diskuterede unge håbefulde

arkitekter som Preben Hansen og Gunnar Krohn den

rette udformning af fabriksanlæg. Læser man Hansens

artikel fra 1946 er det tydeligt, at idealet var de store

fladebygninger, hvor produktionslinjer let kan opstilles

og ændres på store ubrudte gulvarealer i ét plan. Hertil

kom, at fabrikken burde ligge i et planlagt industrikvarter

uden beboelse, med gode trafikforbindelser og med

rigelige arealer til parkering, eller med andre ord udenfor

de gamle byer med deres blandede arbejder- og industrikvarterer.

Idealet blev fremmet gennem den amerikanske

Marshall-hjælp 1948-52, der bl.a. søgte at øge

rationaliseringerne i den danske industri. Som et led i

dette var Hansen endnu engang i USA. Resultatet blev

et hæfte, hvor han fortalte om sine iagttagelser. Udover

igen at fremhæve fladefabrikker som langt mere

tidssvarende end etagefabrikker, var det blandt andet

detaljer som introduktionen af lysstofrør, brugen af farver

til at markere sikkerhedsafstand og anvendelsen af

gaffeltrucks, han havde hæftet sig ved.

I 1947, hvor Carlsberg kunne holde 100 års jubilæum,

var bryggeriet på engang forud og bagud i forhold til de

amerikanske rationaliseringsidealer. Tilbage i 1847 var

Carlsberg blevet anlagt på bar mark udenfor byen ved

den nye jernbane. Og i tidens løb foretog virksomheden

den ene grundudvidelse efter den anden, således

at man sikrede sig udbygningsmuligheder. Med en sådan

overordnet planlægning havde J.C. Jacobsen været

forud for de fleste af sin samtid også i udlandet. Men

organisatorisk havde han holdt fast ved forholdsvis små

produktionsanlæg, og derfor bestod Carlsberg-området

i 1900 af ikke mindre end tre selvstændige bryggerier:

Gamle Carlsberg, Mellembryggeriet og Ny Carlsberg

foruden en aftapningsanstalt. Efter 1900 gik bestræbelserne

ud på at samle enkeltdelene til ét sammen-

hængende produktionsanlæg. Først opførtes et stort,

fælles tapperi i 1903 i forbindelse med overgangen til

flaskeøl. I 1910 blev lagerkældrene forbundet med tapperiet

gennem rør, så øllet kunne pumpes fra lagertankene

til tapperiet, hvor det før var blevet transporteret i

store tønder. I 1920’erne opførtes én stor kraftcentral,

der afløste en række mindre kedel- og maskinhuse

spredt på området, hvortil kom mineralvandsfabrikken.

Under 1930’ernes krise og 2. Verdenskrig kom der en

pause i udbygningen. Samtidig var det eksisterende

bryggeriområde stort set bebygget.

Som et led i den danske del af Marshall-hjælpen modtog

Carlsberg støtte til et nyt tapperi. Det blev placeret

øst for Æresboligen ud til jernbanen og havde dermed

det gamle tapperi og Mineralvandsfabrikken som naboer.

Anlægget, der blev taget i brug i 1954, bestod af

en blok i op til syv etager og en lavere fløj. Bygningerne

havde jernbetonskelet med udmurede tavl af røde sten.

Konstruktionen blev introduceret i Danmark omkring

1910 og signalerede stadig i 1950’erne ingeniørmæssig

effektivitet. I den lave fløj fandtes stationen ”Hof” indrettet

og herover spisestuer og omklædningsrum for de

arbejdere, der var beskæftiget i bygningen. I den høje

bloks tre underste etager var der indrettet lagerlokaler

for fyldte og tomme ølkasser. Fjerde og femte etage

rummede selve tapperiet. Endelig var der to ekstra etager

i de to sydlige og nordlige fag af bygningen, hvor

der var kontorer og laboratorier mv. I alt rummede bygningen

hele 33.000 m2 . I lagerlokalerne, der oplystes

af lysstofrør, blev ølkasserne transporteret på palletter

af gaffeltrucks og mellem etagerne af elevatorer eller

rullebaner. Foruden jernbanen mod syd var der mod

nord anlagt et stort køretorv for lastbiler. Så selvom det

var en ”umoderne” etagebygning, var transportlinjerne

tænkt ind. Karakteristisk for periodens standardiseringsbestræbelser

var anlægget alene beregnet til tapning af

Hof: ”På ensartede flasker med ensartet udstyr er der

gennemført en standardisering af produktionen, som er

af største betydning for såvel økonomien som for opnåelse

af et ensartet produkt.”

I forhold til periodens ideal etplansfabrikker afveg Carlsbergs

tapperi. En del af forklaringen må være den relative

pladsmangel på Carlsberg-området. Selvom der blev

opført tapperier i én etage både før og efter 1955, var

der ikke plads til en fladebygning på 33.000 m2 uden

at nedrive det gamle tapperi først, hvad der ville have

stoppet produktionen.

Carlsberg, Tap H, Carlsberg Arkiv.

Samtidig med forøgelsen af tappekapaciteten indledtes

også en længerevarende ombygning af gær- og lagerbygningerne,

hvor der ikke synes at være sket større

bygningsmæssige fornyelser i Mellemkrigstiden, selvom

opbevaringsmetoden ændredes. Indtil omkring 1920

anvendtes træfade til lagring af øllet i de omfattende

underjordiske lagerkældre. Efter hver lagring skulle fadene

bæres op, og når de var tømt, renses og eventuelt

til af- og nybegning. Derefter kunne de så rulles

tilbage til kælderen og igen fyldes. Fra omkring 1920

gik Carlsberg over til at anvende tanke af emaljeret stål

eller aluminium. Det var arbejdsbesparende, men krævede

flere pumper og mere maskinkraft. Tankene blev

først opstillet i de gamle lagerkældre, men i perioden fra

1950 til 1970 opførte bryggeriet en række overjordiske

lagerkælderbygninger i optil seks etager.

Et eksempel er Lagerkælder 3 ud til Pasteursvej. Her

var de store lagertanke ophængt i de bærende piller

og placeret i fem etager over jorden og én etage under.

Bygningens ydre var formgivet af arkitekt Svenn Eske

Kristensen, der siden 1959 havde været kunstnerisk

konsulent for Carlsberg. Den står i røde sten, der mod

Pasteursvej prydes af cirkulære skiver med guldmosaikstifter

som tegn på de bagvedliggende tanke.

Endelig blev malteriafdelingen fornyet i begyndelsen af

1960’erne. Indtil da havde man fortsat tre malterier i

drift, et på hvert af de tre oprindelige bryggerier. Integrationen,

der var indledt 1906, blev på malterisiden

først realiseret i 1966. Samtidig med en kapacitetsudvidelse

øgedes automatisering, således at arbejdskraftbehovet

tilsyneladende blev halveret til 12 mand. Det nye

anlæg ud til Ny Carlsbergvej omfattede det 88 meter

høje silotårn og en malterifløj i 4-5 etager. Silotårnet

var beregnet til at modtage, tørre og rense årets høst i

66 siloer placeret i to lag over hinanden. Det hele blev

styret og overvåget elektronisk. Mellem silotårnet og

malteriet indrettedes en kørehal, hvor byggen kunne

losses fra lastbilerne.

Modstillingen af den relativt lave malterifløj og tårnet

giver associationer til amerikansk højhusbyggeri fra

1950’erne og dermed amerikansk modernitet. Indtrykket

forstærkes af de glasbeklædte facader i blågrå og

sort. Formsproget kendes også fra Arne Jacobsens sam-

Luftfoto af Carlsberg 2003, Carlsberg Arkiv

tidige byggerier for Novo og Toms Fabrikker, men ligger

tættest på SAS-Hotellet fra 1956-60.

Ny Tap blev udvidet 1967-69 ud mod Æresboligens

have for at give plads til en ekstra tappekolonne.

Formgivningen af tilbygningen, der er kendt som ”De

Hængende Haver”, blev forestået af Eske Kristensen.

1969-72 opførtes et fadølshus med en underliggende

lagerkælder i to etager ud til Gamle Carlsberg Vej. Projektet

blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling.

I stueetagen fandtes tappehal for tankbiler, der

transporterede øl til det britiske og belgiske marked.

Karakteristisk for tiden blev der endelig i 1969 etableret

en stor parkeringsplads for medarbejderne på

et areal, hvor der bl.a. havde været arbejderboliger.

1970-2008

I 1970 sluttede Carlsberg og Tuborg sig sammen.

Mens eksportens andel af den danske ølproduktion

var aftagende fra midten af 1970’erne, steg eksportandelen

af Carlsberg gruppens samlede produktion

fra 30 % i begyndelsen af 1970’erne til 80 % i midten

af 1990’erne. Baggrunden var, at Carlsberg og Tuborg

fra slutningen af 1960’erne begyndte at åbne egne

bryggerier i udlandet som f.eks. bryggeriet i Northampton

fra 1974, og at lade udenlandske bryggerier

brygge deres øl efter forskellige aftaler. Samtidig an-

lagdes også et nyt bryggeri i Fredericia 1976-79. Selvom

produktionen var vokset med ca. 20 % fra 1970

til midten af 1990’erne, blev arbejdsstyrken reduceret

til under det halve i samme periode. Det betød imidlertid

ikke, at produktiviteten var lige høj på alle anlæg.

Ifølge Carlsberg selv var produktiviteten fire-fem

gange så stor i det nye anlæg i Fredericia i forhold til

de moderniserede anlæg i København.

Tiden efter 1970 har således været præget af en først

relativ og senere absolut forskydning af Carlsbergs aktiviteter

bort fra København. Det kom også til udtryk

ved en meget behersket byggeaktivitet i Valby gennem

1970’erne, der tillige var præget af lavkonjunktur.

Der blev dog opført et nyt fritidshus, en sportshal,

der blev indviet i 1975. Kræfterne samledes om anlæggelsen

af det nye bryggeri i Fredericia, hvis arkitekt

var Steen Højby Rasmussen (1922-1993), der havde

været ansat hos Arne Jacobsen 1955-60, inden han

kom til Carlsberg i 1960. I 1980’erne gennemførtes

dog flere nybygninger i Valby, hvor fornyelserne fra

Fredericia blev udnyttet.

Tapperiet, Tap H1, blev opført 1982-84 med Højby

Rasmussen som arkitekt. Bygningen blev placeret ud

til Ny Carlsberg Vejs sydside. Tanken var, at der skulle

være plads til at udvide med yderligere to haller mel-

lem Tap H og Vesterfælledvej i overensstemmelse med

de for længst formulerede principper for god fabriksplanlægning.

Ifølge Højby Rasmussen var anlægget udformet ”efter

et åbent planprincip”. Det var bygget op omkring

selve tappehallen og en mindre læssehal i forlængelse

heraf. Tappehallen udgjorde et sammenhængende

rum med en fri bredde på 43 meter uden generende

piller og med nordvendte ovenlys. For enden af hallen

ud mod Ny Carlsberg Vej var der opført et besøgsgalleri

ligesom i tapperiet fra 1903. Mod øst og vest

placeredes 10 mindre sidebygninger med værksteder,

lagre, transformator, administration og medarbejderfaciliteter.

Her imellem anlagdes haverum med direkte

adgang fra kontor- og medarbejderrummene.

Udover anvendelsen af lydabsorberende materialer

blev støjen begrænset i tappehallen ved at placere

forsyningsanlæg og ventilationsmaskineriet i kælderetagen.

Ideen var således at trække grønne arealer ind

mellem bygningsdelene, give medarbejderne udsyn

og adgang til det grønne og reducere støjniveauet,

samtidig med at man fik et stort sammenhængende

produktionsareal. Der var ikke noget lager i forbin-

Tap H , CJ 2006

delse med tapperiet. De pakkede ølkasser skulle køres

direkte bort i lastbiler efter et ”just in time” princip.

De bærende konstruktioner er udført i jernbeton og

stål. Murene står i brune teglsten og afsluttedes af

halvcirkelformede betonelementer. Der er tale om et

anlæg i en mindre skala end Ny Tap. Desuden var der

tydeligvis lagt mere vægt på arbejdsmiljøet end i de

ældre bygninger. Den direkte årsag til fokuseringen på

støjbegrænsning var Bryggerirapporten, som fagforeningen

udsendte i 1972 med resultatet af en række

støjmålinger, og loven om arbejdsmiljø fra 1977.

Tap H 2 og 3 blev ikke realiseret, men en ny lagerbygning

blev indviet 1988, efter der var skabt plads

ved nedrivningen af tapperiet fra 1903. Igen var arkitekten

Højby Rasmussen. Dette stødpudelager blev

opført i forbindelse med renoveringen af en tappekolonne

på Ny Tap, hvormed lageret var forbundet ved

en kassebanebro.

Der gennemførtes desuden en omfattende ændring

af gær- og lagerkældrene, idet man 1986-88 gik over

til store fritstående tanke, hvor gærings- og lagringsprocesserne

foregik i samme tank, og hvor rensningen

var automatiseret. Den første gruppe tanke blev

Materiet fra 1965. Foto. CJ 2006.

opstillet på Mellembryggeriets plads, og en anden

gruppe blev placeret syd for resterne af gærkælderbygningen.

Endelig valgte Carlsberg at ombygge det øverste lag

siloer i tårnsiloen til kontorer for sit hovedkontor i

1997, og der opførtes en lagerbygning ud til Vesterfælledvej.

Samtidig ophørte traditionen for at lade

nogle af virksomhedens funktionærer bo på området,

som det for længst var sket andre steder. Lejlighederne

i længerne på Gamle Carlsberg blev ombygget

til gæstelejligheder, og i 1997 indviedes Carlsberg

Akademi i J.C. Jacobsens villa, der 1914-1995 havde

været anvendt som æresbolig. I december 2008 tappedes

den sidste flaske i Tap H.

Afslutning

Når Carlsberg er et så spændende og væsentligt bebyggelsesmiljø,

er det ikke alene fordi Gamle Carlsberg,

dele af Ny Carlsberg og Harilds delikate nyklassicistiske

bygninger er bevaret, men også fordi

bebyggelsen afspejler forandringerne i en central

virksomhed over en godt 150 år lang periode. Samtidig

skiller de fleste bygninger på Carlsberg sig ud ved

graden af arkitektonisk bearbejdning. Det gælder ikke

alene de to grundlæggeres anlæg eller Harilds bygninger,

men eksempelvis også bygsiloen med malteriet,

der signalerer modernitet og amerikansk effektivitet.

Ved den igangværende omdannelse af området er

bygningsfredning og fysisk planlægning ikke de eneste

og næppe heller de vigtigste redskaber til at sikre

en fortsat brug af bygningerne. Nok så væsentlig er

forståelsen af områdets værdier og brugen heraf i den

fremtidige anvendelse.

Ovenstående er en sammenfatning af en længere

artikel, som udgives i Architectura nr. 31 2009.

Se i øvrigt:

Industrimiljøer, artikler i: Den Jyske Historiker nr.

121-122, 2009.

Industri, 25 stk. kulturarv. Kulturarvsstyrelsen og

Gads Forlag.

http://www.arbejdermuseet.dk

http://www.humlen.dk

Elefanttårnet af arkitekt Vilh. Dahlerup 1901 er blandt Carlsbergs bedste eksempler på den anekdotiske detailrigdom,

som prægede arkitekturen omkring år 1900. Der var endnu gærdampe til sidst i 2008. Foto: Ole Akhøj.

Indledning

Nu er yderligere 13 bygninger og en have på Carlsberg

blevet fredet. Det var i 1996, at man gennemførte de

første fredninger. De omfattede alle bygninger på Gl.

Carlsberg og nogle af bygningerne på Ny Carlsberg.

Ingen bygninger, som dengang blev anvendt til produktion,

blev fredet.

10 år efter – i 2006 – udpegede Kulturarvsstyrelsen

Carlsberg som det første af i alt 25 nationale industriminder,

og nu i 2009 er antallet af fredede bygninger

så blevet udvidet.

Hermed er nogle af industriarkitekturens væsentlige

bygninger blevet sikret for eftertiden, og samtidig har

forløbet i denne sag været et meget positivt eksempel

på et samarbejde og en tæt dialog med en ejer,

Af Lisbeth Brorsen, Kulturarvsstyrelsen

dennes arkitekt, den aktuelle kommune, det lokale

museum m.fl.

Ambitionen om en ”omvendt Krøyer”

Carlsberg oplyste i 2006, at man ville stoppe den hidtidige

produktion af øl i Valby med udgangen af 2008.

Samtidig lancerede bryggeriet idéen om etablering af

en helt ny bydel på området. Carlsberg havde visioner

om at skabe en livlig by, rig på oplevelser, overraskelser

og historier. For at realisere dette ville man afholde en

international idékonkurrence om udvikling af området.

Til det formål ønskede Carlsberg at udarbejde konkurrenceprogrammet

i tæt dialog med de berørte parter,

og bl.a. Kulturarvsstyrelsen blev inviteret til at deltage.

Hensigten var at undgå en proces, hvor kommune og

bygherre havde investeret mange ressourcer i at af-

Bryghusets facade fra 1901 af akitekt Vilhelm Klein

er inspireret af Palazzo Bavilague i Verona. Foto: Ole

Akhøj.

holde konkurrencer og udarbejde lokalplanforslag for

efterfølgende at blive mødt med afslag fra fredningsmyndighedernes

side. Man ønskede med andre ord,

en ”omvendt Krøyer” – med klare referencer til forløbet

for van Egeraats projekt for højhuse på Krøyers

Plads på Christianshavn året før.

For Kulturarvsstyrelsen var invitationen en velkommen

lejlighed til at fremhæve både bygningers og de

grønne områders kvaliteter i en indledende fase. Vores

håb var, at det ville være muligt, at bevare alle de

bygninger, som har været væsentlige for stedets industrihistorie,

og samtidig give mulighed for at etablere

en nye bydel med den særlige identitet, som de historiske

bygninger ville kunne skabe.

Konkret foregik afdækningen af områdets værdier på

to halvdagsworkshops, hvor området kulturhistoriske

og arkitektoniske kvaliteter blev drøftet i en tværfaglig

sammensat gruppe inviteret af Carlsberg.

Denne tidlige dialog mellem parterne om de særlige

kulturhistoriske kvaliteter har i Kulturarvsstyrelsens

perspektiv beriget det efterfølgende forløb og dialogen

med bygherren. Styrelsen ser derfor meget gerne

sådanne tidlige samarbejder etableret i forbindelse

med større omdannelsesprocesser.

Konkurrencen var en succes. Der indkom 221 forslag,

og bevaringsaspektet indgik med stor vægt i de fleste

af forslagene. Det var den danske tegnestue Entasis,

som vandt 1. præmien med forslaget Vores Rum.

Idéen var at etablere en tæt, kompakt by omkring en

række forskellige torve, hvis afgrænsning var inspireret

af de underliggende kældre. Mange eksisterende

bygninger var bevaret og integreret i den ny by, som

desuden skulle indeholde ni tårne af forskellig højde.

Udvælgelse af fredningsemner

Det næste skridt var en gennemgang af området og

de enkelte bygninger for konkret at udpege, hvilke

der skulle bevares, og hvilke der kunne fjernes. Repræsentanter

fra Københavns Kommune og Københavns

Bymuseum deltog i besigtigelserne for i den

kommende rammelokalplan for området at kunne

udpege de bevaringsværdige bygninger og træer.

Kulturarvsstyrelsen deltog for at vurdere fredningsværdierne

med henblik på en forelæggelse af fredningsforslag

for Det særlige Bygningssyn. Og Carlsberg

og Entasis deltog både for at høre om bygningernes

fredningsog bevaringsværdier og for at vurdere

konsekvenserne af en opretholdelse af bygningerne

i forhold til idéerne om etablering af den ny bydel.

Alle bygninger blev drøftet og fotograferet, og mange

hundrede døre blev åbnet ind til skumle gange eller

nye overraskende rum.

Kulturarvsstyrelsens udgangspunkt for gennemgangen

var dels at få fredet de bygninger, som Bygningssynet

allerede i 1993 indstillede til fredning, men som alligevel

ikke blev fredet, dels at frede nogle af de nyere

produktionsbygninger, som repræsenterer Carlsbergs

senere industrihistorie og nyere arkitektur. Til den første

gruppe hører så markante bygninger som bl.a. Elefantporten,

Bryghuset, Stjerneporten, Den Snoede Skorsten,

Kraftværket og Kedelhuset. Blandt de andre hører

De Hængende Haver og Lagerkælder 3, begge fra

1960’erne, tegnet af arkitekt Svenn Eske Kristensen.

Samtidig forudsatte Kulturarvsstyrelsen, at de bygninger,

der skulle fredes, både skulle indeholde ind- som

udvendige fredningsværdier. Denne forudsætning

krævede en anderledes vurdering af de indvendige

kvaliteter end ved traditionelle bygningsfredninger,

hvor det almindeligvis er rumforløb og snedker- og

stukarbejder, der lægges vægt på. I industribygningerne

er det ofte f.eks. betonsøjler, metaltrapper,

elevatordøre og skiltning, som udgør de indvendige

fredningsværdier.

Endvidere var det en forudsætning, at der skulle kunne

etableres en ny tæt bydel. Det betød, at Tap H, som

er en stor tappehal i én etage fra 1984, aldrig kom seriøst

i spil. Derimod har Ny Tap fra 1954 været drøftet

indgående, men er endt med at blive foreslået udpeget

som bevaringsværdig og med mulighed for endog

ret store indgreb i bygningen. Trods denne forventede

hårde behandling har det været en fælles holdning, at

det fortsat er væsentligt, at dele af den bevares.

På baggrund af vurderingerne forelagde Kulturarvsstyrelsen

forslag om, at Det Særlige Bygningssyn

indstillede 19 bygninger og en have til henholdsvis

fredning eller udpegning som bevaringsværdige. Alle

forslag blev indstillet med undtagelse af den høje, nye

skorsten. Herefter igangsattes en høringsperiode, og

i april 2009 gennemførte Kulturarvsstyrelsen så en

fredning af 13 bygninger og en have.

De nye fredninger

Alle de bygninger, som Det Særlige Bygningssyn har

foreslået fredet, blev fredet. Det drejer sig om: kældrene

under Den Røde Lagerbygning fra 1883, Stjerneporten

med Kridttårn og Vagtbygning fra 1883,

Malteri og Maltmagasiner fra 1881, Dipylon (Dobbeltporten)

fra 1892, Bryghuset fra 1901, Elefantporten

fra 1901, Den Snoede Skorsten fra 1900, Mineralvandsfabrikkens

lagerbygning samt pergolaen syd

herfor fra 1920-27, Kraftværket fra 1923-1929, Kedelhuset

fra 1926, De Hængende Haver fra 1967-69,

Haven foran Æresboligen, Lagerkælder 3 fra 1969 og

Carlsberg Laboratorium.

De bevaringsværdige bygninger

Derimod har Kulturarvsstyrelsen ikke udpeget nogen

bygninger som bevaringsværdige, selvom de

var indstillet som sådan af Det Særlige Bygningssyn.

Det skyldes, at alle bygningerne nu indgik som bevaringsværdige

i den rammelokalplan, som Københavns

Kommune havde vedtaget endeligt i januar 2009.

Kulturarvsstyrelsen havde herefter hverken ønske om

eller mulighed for at selv at udpege bygningerne som

Kedelhuset fra 1926 af Carl Harild er med sin avanceret

konstruktion i en klassisk moduleret bygningskrop

et af periodens væsentligste arkitektur værker. Foto:

Kulturarvsstyrelsen.

bevaringsværdige. Det drejede sig om Den Røde Lagerbygning

fra 1883, Hammershus fra 1879-1882,

Administrationsbygningen fra 1903 med haveanlæg

sandt tilbygningen fra 1936, Mineralvandsfabrikkens

Aftapningshal, Essensbygning og Folkebygning fra

1920-27, samt Malteri og Bygsilo fra 1961-65. Disse

bygninger var ikke udpeget som fredningsemner, da

de alle var omfattende ændret. Dertil kom Ny Tap fra

1952-55. Bygningen er en karakteristisk repræsentant

for 1950’ernes og 1960’ernes industribyggeri, men

bygningen blev ikke fredet, jf. omtalen ovenfor.

Begrundelser for fredningerne

Ligesom Carlsberg og Københavns Kommune deltog

i de indledende drøftelser om, hvilke bygninger der

skulle foreslås fredet, har de deltaget i drøftelserne af

de endelige formuleringer i fredningsbeslutningen.

De bygninger, som nu er blevet fredet på Carlsberg,

er vidt forskellige, ligesom begrundelserne for at frede

Den pompøse hovedindkørsel til Ny Carlsberg er tegnet i 1892 af Vilh. Dahlerup. Den kaldes Dipylon

(d.v.s. dobbeltport). Foto: Landsforeningens sekretariat.

dem er det. Som eksempler bliver begrundelserne for

fredning af Bryghuset fra 1901 og Lagerkælder 3 fra

1969 gennemgået nedenfor.

Bryghuset

Den centrale del af Bryghuset fra 1901 af Vilhelm

Klein er at betragte som bryggeriets ”tempel”. Et 16

m højt rum med to gallerietager med guldbelagte inskriptioner

om bryggeriets historie danner ramme for

ni store brygkedler i kobber. Kedlerne har indtil årsskiftet

været i brug til produktion af øl. Udover dette

meget centrale rum omfatter fredningen af Bryghuset

både bygningerne nord og syd herfor, brolægningen

på Ny Carlsberg Vej og de syv brunmalede, nyere siloer

mod nord.

Fredningen er begrundet i anlæggets kulturhistoriske

og arkitektoniske værdier. Endvidere fremgår det, at

Bryghuset med al dets udsmykning er ”et velbevaret

eksempel på den anekdotiske detailrigdom i arkitekturen,

som karakteriserede 1890’erne i almindelighed,

og som i særdeleshed kom til udtryk i Carl Jacobsens

bygninger. Bygningen udgør sammen med Hammershus,

malteri og maltmagasiner, Dipylon, Elefantporten

og den snoede skorsten de centrale og ældste dele af

Ny Carlsberg.”

I de senere år har Kulturarvsstyrelsen i fredningsbegrundelserne

indføjet begrebet: de bærende fredningsværdier.

Her nævnes, som ordene forhåbentlig

indikerer, bygningens væsentligste fredningskvaliteter

i generelle vendinger. Kulturarvsstyrelsen håber dermed

både at gøre det klarere for ejerne, hvad det især

er, der skal passes på, og samtidig gøre det lettere

for styrelsen at vurdere, hvilke ændringer, der kan gives

tilladelse til, og hvilke der ikke kan. For Bryghuset

knytter de bærende fredningsværdier sig især til

”Bryghusets facader mod Ny Carlsberg Vej (dvs. facaderne

på maltmagasin, Bryghus samt humlemagasin

og gærkælder), de indvendige ældre, nagelfaste dele

i selve bryghussalen, samt trappen og kedlerne.” Da

salen i gulvplan er fyldt af kedler, og da antallet af

kedler gennem årene er øget fra oprindelig fire til nu

ni, fremgår det alligevel efterfølgende, at Kulturarvsstyrelsen

på baggrund af et konkret projekt vil tage

stilling til om enkelte kedler kan tillades nedtaget.

Udover at nævne de vigtigste og bærende fredningsværdier,

søger Kulturarvsstyrelsen også at nævne andre

væsentlig værdier, som bestemt bør opretholdes,

men som altså ikke er lige så afgørende som ”de

bærende fredningsværdier”. For Bryggeriet anbefaler

Kulturarvsstyrelsen således, ”at de to trapper i henholdsvis

maltmagasin og humlemagasin/gærkælder

bevares samt at indvendige rumstrukturer og oprindelige

materialeholdninger respekteres.”

Med hensyn til fredningen af Ny Carlsberg Vej har

Kulturarvsstyrelsen oplyst, at man finder, ”at det rum,

der er skabt imellem Elefantporten og Dipylon, er et

for Carlsberg meget centralt og bevidst skabt rum.

Kulturarvsstyrelsen er klar over, at den nuværende belægning,

herunder fortovet ikke er oprindeligt, men

finder at kørebanens granitbelægning er i fin overensstemmelse

med de omgivende bygninger. Kulturarvsstyrelsen

finder, at især fortovets belægning med fordel

kan ændres, så rummet i højere grad samles.”

Da Carlsberg Ejendomme og især København Kommune

har været bekymrede ved denne sidste del af fredningen,

er det i begrundelsen for fredningen tilføjet: ”Endvidere

har Kulturarvsstyrelsen noteret sig en bekymring

for, om brostensbelægningen er egnet til at cykle på.

Kulturarvsstyrelsen er indstillet på, under hensyntagen

til fredningsværdierne, at medvirke til en løsning.”

Endelig er der om de syv nyere, brunmalede siloer

nord for Bryghuset oplyst, ”at siloerne nord for Bryghuset

bidrager til fortællingen om de gennem årene

ændrede produktionsvilkår og muligheder. Kulturarvsstyrelsen

er indstillet på at give tilladelse til at fjerne

adgangsbro, rørforbindelser m.m., som er placeret

over og på siden af siloerne.”

Lagerkælder 3

Den yngste af de fredede bygninger er Lagerkælder 3

fra 1969 af Svenn Eske Kristensen og B. Højlund Rasmussen.

Bygningen afløste de maltmagasiner fra 1881,

som lå langs Pasteursvej. Epitafierne fra udsmykningen

af denne tidligere bygning indgår som et kuriosum i

den nye bygning i stueetagen mod Pasteursvej. Bygningen

er opført til opbevaring af lagertanke, hvorfor

der kun er vinduer ved trappeopgangene.

I beslutningen om fredningen oplyses, at bygningen

både er fredet på grund af sine kulturhistoriske og

arkitektoniske værdier. Videre oplyses, at ”bygningen

føjer sig til rækken af nyere selvstændige produktionsbygninger

af høj arkitektonisk værdi, som karakteriserer

Carlsberg. Bygningen illustrerer samtidig endnu

et led i den teknologiske udvikling for opbevaring og

behandling af øllen.” Hovedbegrundelse for etable-

ingen af det første bryggeri i Valby var, at der her

var mulighed for at etablere dybe kældre med en

konstant temperatur til opbevaring af øl. Med den

senere anvendelse af kølemaskiner var kældrene ikke

længere nødvendige, men ordet ”kælder” har fulgt

funktionen, også selv om bygningen lå over jorden.

De bærende fredningsværdier for Lagerkælder 3

”knytter sig til bygningens ydre, herunder de markante

guldskiver, og til opretholdelsen af søjle-dragersystemet

med dobbelt søjler.”

Som det næste niveau i fredningsværdier nævnes, at

Kulturarvsstyrelsen vægter, ”at man fremover opretholder

overflader i form af fliser, elevatordøre m.m. i

gennemgange og trappeopgange, samt at kaklerne

på facadens stueetage bevares. Videre vægter Kulturarvsstyrelsen,

at bygningens indvendige oprindelige

materialeholdning respekteres.”

Endelig oplyses det, at Kulturarvsstyrelsen er ”indstillet

på – på baggrund af en konkret vurdering - at se positivt

på etablering af åbninger i bygningens stueetage

mod vest, etablering af dagslys samt eventuelt gennembrydning

af enkelte dæk.” Lagerkælder 3 ligger

ud til den kommende bys centrale plads, og det har

været afgørende for Carlsberg, at det vil være muligt

at anvende bygningen til aktiviteter, som harmonerer

med en attraktiv og aktiv plads. Kulturarvsstyrelsen

har derfor allerede i forbindelse med gennemførelsen

af fredningen tilkendegivet en positiv holdning til

etablering af åbninger ud mod denne plads. Ligeledes

har Kulturarvsstyrelsen stillet sig positiv overfor etablering

af dagslys til de i dag helt mørke områder af bygningen,

og dermed medvirke til, at bygningen finder

en ny anvendelse og kan opretholdes.

Højhuse accepteres

Nogen vil måske undre sig over, at Kulturarvsstyrelsen

har accepteret den mulighed, der via rammelokalplanen

er for at etablere højhuse i området. Det

skyldes, at Carlsberg i hele sin tid som bryggeri har

været kendetegnet af en tæt bebyggelse med håndfaste

udskiftninger af bygninger, når der var brug for

det. Dertil kommer, at der løbende er opført store og/

eller høje bygninger helt tæt på de mindre, ældre bygninger.

Kulturarvsstyrelsen har på denne baggrund

fundet, at etablering af højhuse i området ville være

en videreførelse af de hidtidige traditioner, ligesom

de vil være med til at synliggøre området i forhold til

omgivelserne. Også dette er også helt i tråd med de

tidligere ejeres byggerier i området.

Større forståelse fra alle parter

Udover at processen med gennemførelse af de mange

fredninger på Carlsberg har været tidskrævende for alle

parter, har det forhåbentlig også betydet, at der i dag er

en langt dybere forståelse af fredningsværdierne i området

som helhed og i de enkelte bygninger end før.

I hvert fald er det lykkedes at videreføre den tætte dialog

mellem Carlsberg og Kulturarvsstyrelsen i forhold

til de igangværende ændringer i og ved de fredede

bygninger. Denne dialog er især vigtig i forhold til de

mange bygninger, som skal skifte funktion, og hvor

inventar og maskiner ofte er mere beskrivende for

bygningens tidligere anvendelse end bygningen selv.

Arbejdet med fredningerne på Carlsberg har været

en spændende proces. Alle parter har vist både entusiasme

og vilje til at finde acceptable løsninger. Det

skyldes selvfølgelig, at værdierne i området har været

så åbenbare, bl.a. fordi Carlsberg – har haft tradition

for, at bygningerne skulle fremstå som banebrydende

eksempler på produktionsbygninger. Det gælder

f.eks. Den Snoede Skorsten, hvor det var brygger Carl

Jacobsens hensigt at vise at selv en fabriksskorsten

kunne blive til kunstfærdig arkitektur.

Tilsvarnede høje ambitoner har også lægget til grund

for Carlsbergs arbejde ved etableringen af en ny by i

området. Det er derfor med stor beklagelse at Kulturarvsstyrelsen

erfare, at Carlsberg ikke selv ønsker at

realisere etableringen af den ny bydel, men at afhene

området.

Se selv!

Carlsberg er nu åbnet for offentligheden, så det

er muligt at komme tæt på de fleste af bygningerne.

Så besøg området og nyd herlighederne!

Den samlede tekst til de aktuelle fredninger kan

ses på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside under:

http://www.kulturarv.dk/kulturarv/bygninger/

nye_fredninger/index.jsp

Begrundelsen for udpegningen af Carlsberg som

nationalt industriminde kan ses på Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside under: Se Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside:

http://www.kulturarv.dk/tjenester/nyheder/arkiv/2006/sep/carlsberg.jsp

VP-Hallen i Høng blev bygget 1942 med ovenlysvinduer, udviklet af firmaet Kann Rasmussen, i dag kendt for Velux-

vinduerne. Hallen bruges fortsat til badminton og tennis. Foto: Bent Falk Jensen 2008.

Indledning

I 2007 markerede Danmark industrikulturens år, og dermed

blev dansk industrihistorie og dens bygningskultur

sat på dagsordenen. Kalundborg Museum udgav i den

anledning en bog om Vilhelm Pedersen Maskinfabrik i

Høng. Med bogen i hånden kan man bevæge sig rundt

i byen og gennem stedets bemærkelsesværdige industriarkitektur

følge udviklingen af maskinfabrikken fra

1910 og til nu. Den fortæller om den innovative møllersøn,

Vilhelm Pedersen, der grundlagde en fabrik til

produktion af skotøjsmaskiner, som i løbet af 1900-tallet

udviklede sig til en international virksomhed. Historien

afspejler tidstypiske træk i Danmarks udvikling

fra landbrugssamfund til industrisamfund og trækker

tråde til nutidens globaliserede marked.

Betydningen betones af virksomhedens bygningskultur,

som omfatter energiforsyning, forskellige faser

Af museumsinspektør Lisbeth Pedersen, Kalundborg Museum

af fabrikationsbygninger, administrationsbygninger,

boliger til arbejdere, funktionærer og direktører samt

– helt usædvanligt for sin tid – en sportshal, efter bygherren

kaldet VP-Hallen.

Forskud på velfærdssamfundets

bygningskultur

Som virksomhedsejer var Vilhelm Pedersen en innovator,

der i 1940’erne og i begyndelsen af 1950´erne tog

forskud på velfærdssamfundets bygningskultur ved

bl.a. at opføre en sportshal samt boliger til funktionærer

og arbejdere. Virksomhedens vækst, velstand,

planlægning og industrielle udvikling kan den dag i

dag aflæses i flere bevaringsværdige bygninger i stationsbyen

Høng.

Det begyndte med et elektricitetsværk for Høng i

1910. Bygningen står endnu og bliver brugt som la-

Maskinfabrikken i Høng har en administrationsbygning i funkis og fabriksbygninger med karakteristiske Shed-tage,

sådan at industrihistorie og arkitektur går op i en højere enhed. Collage v/Bent Falk Jensen 2008.

ger. Værket blev drevet af en dieselmotor som kraftkilde

og leverede i mange år strøm til den laveste pris i

Danmark. Med værket som nabo opførte V. Pedersen

et lille værksted, der producerede maskiner og redskaber

til landbruget. I 1912 begyndte han at producere

skotøjsmaskiner og byggede i tillid til fremtiden administrationslokaler,

udstillingsvinduer og bolig til familien

på Hovedgade 24 i Høng. Bygningen eksisterer

endnu og bag den står de første fabriksbygninger fra

1918, der blev udvidet flere gange i takt med, at produktionen

steg, og firmaet i mellemkrigsårene fandt

stigende efterspørgsel på det udenlandske marked.

De første bygninger i røde sten og klassisk fabrikstilsnit

blev opført i to etager. Fra 1935 gik man over til

fladebygninger med de åbenbare funktionelle fordele

det bød på, når produktionen foregik i samme plan. Et

minimum af skillevægge sikrede sammenhængende

gulvarealer til maskinopstillinger. Den savtakkede tagkonstruktion

sikrede et godt arbejdslys uden solindfald

fra nord.

Fladefabrikken blev bygget sammen i shed-enheder

efter engelsk mønster, et byggesystem, der var let at

udvide. Gamle facademure inde i bygningerne afslører

mange udvidelser, for det gik stærkt i Høng. Den

store eksport til Tyskland i mellemkrigsårene fortsatte

under 2. Verdenskrig og betød nye udvidelser med

kantine og administrationsbygning i sten, stål, marmor

og glas. Hovedindgangen blev i 1943 flyttet om

til en ny vej, der fik navnet Østergade.

Egen sportshal med revolutionerende

ovenlys

Her byggede Vilhelm Pedersen i 1942 også en sportshal,

som medarbejderne kunne benytte vederlagsfrit,

mens privatpersoner og foreninger kunne benytte

hallen og dens faciliteter for et beskedent beløb.

Grundet tidens mangel på jern blev hallen opført i

rundbuestil med trælameller. Den blev forsynet med

kitfrie ovenlysvinduer. Det var en af civilingeniør Villum

Kann Rasmussens første arbejdsopgaver. Herefter

udviklede Kann Rasmussen sine verdenskendte ovenlysvinduer.

Rundbuehallen blev forsynet med et forhus med indgang,

med omklædningsrum og brusebad for henholdsvis

damer og herrer samt et privat omklædningsrum

til Vilhelm Pedersen og hans familie. Førstesalen

blev indrettet med klublokaler, kantine, en lejlighed

til inspektøren og et filmforevisningslokale. Tidens

brandfarlige celluloidfilm betød, at forhuset blev ud-

styret med en udvendig brandtrappe af jern som eneste

adgangsvej til filmoperatørrummet.

- og kunstnerisk udsmykning

Kunsten fik en fremtrædende plads. Dekorationer i

forrummet markerer fortsat baderum og garderober. I

opholdsrummet viser malerier af Slagelse-kunstneren

Gerner Kajberg, henholdsvis arbejdet i jernstøberiet

og arbejdere, der forlader fabrikken ved fyraften,

men to andre afbilleder fritiden med fodbold- og badmintonspil.

VP-Hallen benyttes stadig til badminton,

og dens kunstneriske udsmykninger og inventaret er

bevaret til mindste detaljer som affaldskurve, knagerækker

og toiletdørsdekorationer. Det oprindelige

møblement fra Høng Stolefabrik står fortsat i rummene

og understreger den samlede pakke af både

bevaringsværdige bygninger og de elementer, som

knytter sig til industrikulturen i den vestsjællandske

stationsby.

Også præg af funkisstil

Bevæger man sig videre ad Østergade, ser man direktørvillaen

fra 1944 ligge i ensom majestæt lige over for

fabrikkens indgang fra 1943. En stor villa i funkisstil,

som Vilhelm Pedersen havde opført i 1932 til sin datter,

da hun blev gift, ligger ud til hovedgaden, og rundt

om hjørnet på Møllevej byggede han i 1942 14 huse

og yderligere fire på Rønnebærvej til funktionærerne.

Lige før sin død i 1952 opførte han Odinsparken med

36 lejligheder til arbejderne. Ved at tilbyde gode boliger

til rimelige priser var fabrikken i stand til at holde

på dygtige medarbejdere. Arbejdere iført blåt arbejdstøj

var i årtier et karakteristisk indslag i bybilledet i

Høng. Der blev fejret mange 25- og 40-års jubilæer.

Det at være udlært på Vilhelm Pedersen Maskinfabrik

var i sig selv en god anbefaling.

Fabrikkens industrihistoriske

fortælleværdi

Historien om Vilhelm Pedersen Maskinfabrik beskriver,

hvordan dansk industri har taget sit udgangspunkt i

landbrugets udvikling. Den fortæller desuden om

udviklingen af industrien ud fra et afsætningsmæssigt

og teknologisk synspunkt, for selv om fabrikken

afsætningsmæssigt tog udgangspunkt i hjemmemarkedet,

så blev den hurtigt eksportorienteret og del af

en globaliseret arbejdsdeling. Teknologisk udviklede

virksomheden sig fra egentlig håndværkspræget produktion

til en klassisk industri, der sluttede med udviklingen

af computerstyrede værktøjsmaskiner. Vilhelm

Pedersen Maskinfabrik var den eneste virksomhed i

Den orginale kunstudsmykning i sportshallen fremstår

uforandret. Lugerne i maleriet fører indtil et filmforevisningsrum.

Hallen opfyldte således en række

sociale funktioner i stations- og industribyen Høng.

Foto: Bent Falk Jensen 2008.

Danmark, der producerede computerstyrede værkstøjsmaskiner,

de såkaldte bearbejdningscentre, der

var i stand til at bearbejde et emne fra den rå metalblok

til det færdige produkt uden anden menneskelig

medvirken end et tryk på startknappen.

I 1980’erne blev konkurrencen fra Japan for hård, og

produktionen ophørte i 1994. I dag fremstiller Invacare

EC-Høng A/S senge og andet teknisk udstyr til

plejehjem og hospitaler i fabriksbygningerne, som bliver

indrettet og bygget om med respekt for stedets

tidstypiske og harmoniske industriarkitektur.

Helheden med elektricitetsværk, fabriksbygninger på

rad og række, funktionærboliger, etageejendomme

til arbejderne, direktørvilla og sportshal er bemærkelsesværdig.

Arkitekturen, som fortæller om velfærdssamfundets

frembrud og elementer af virksomhedens

bygningskultur, er bevaringsværdig. Får læseren hang

til en tur til Høng for at tage herlighederne i øjesyn, vil

jeg anbefale den nyudgivne bog om emnet, som med

med kort, fotos og tekst om maskinfabrikken er en

meget nyttig introduktion og guide til dette væsentlige

stykke kulturarv på Kalundborgegnen.

Litt.: Vilhelm Pedersen Maskinfabrik i Høng – fabrikant

Vilhelm Pedersen og hans livsværk. 72 sider,

rigt illustreret. Pris: kr. 95. Sælges på Kalundborg

Museum, tlf.: 5951 2141.

Sportshallen er rejst som et imponerende skelet af trælameller. Der var oprindeligt projekteret jernkonstruktioner,

men det viste sig umuligt at skaffe den fornødne mængde jern på grund af krigen. Foto: 1942, Lokal historisk arkiv

i Høng.

Den færdige fugleloftsal i en ny og farveægte udgave

Der er tidligere i år, i by og land nr. 82, udkommet

en artikel om Møntmestergården i Den Gamle By. Her

fortæller museets direktør, Thomas Bloch Ravn, om

hovedforløbet i husets historie, om redningen og hele

genskabelsen af denne fantastiske københavnske bygård.

Men der er meget mere at fortælle om dette

spændende hus, så jeg vil i det følgende gå lidt i dybden

med nogle af de mange overvejelser, undersøgelser

og håndværksmæssige udfordringer der har været

undervejs. For der har virkelig været mange.

Et hus der bevares på roden, er at betragte som en

helhed. En helhed som består af noget oprindeligt

og en række nyere lag af tilføjelser, udskiftninger og

reparationer. I mange restaureringssager vælger man

ofte at bevare så meget som muligt af denne helhed

- at bevare så mange af de bygningsdele som muligt,

der bidrager til husets kvalitet, originalitet og fortælleværdi,

uanset hvilken periode det stammer fra. I få

tilfælde vælger man af føre en bygning eller et rum

Af bygningschef Niels Meyer, Den Gamle By. Fotos: Den Gamle By

tilbage til en oprindelig tilstand eller til en bestemt

periode, men det kræver ofte, at man vælger mange

bygningsdele fra og rekonstruerer andre.

På et frilandsmuseum har man mange af de samme

overvejelser, men udgangspunktet er langtfra det

samme. Da husene på et frilandsmuseum som regel

er blevet flyttet, er helheden jo forsvundet. I hvert fald

for en tid. Selv om man med stor omhyggelighed og

systematik flytter alle delene i et hus og sætter dem

sammen i samme orden, vil der gå mørtel, puds, kalk

og andre porøse overflader tabt. Den disciplin at bringe

delene sammen på en måde så helheden genopstår –

eller illusionen om en helhed vil nogen måske sige – er

blevet dyrket på frilandsmuseerne i generationer med

større eller mindre held. Og der er i lige så stor grad

blevet udviklet metoder til at konservere, rekonstruere

og i nogen til fælde kopiere de bygningsværker eller

bygningsdele, man har ønsket.

Det originale fugleloft var ikke muligt at restaurere, men mange af motiverne var tydelige at aflæse.

Der var i hvert fald ikke meget helhed over den bunke

materialer, som Møntmestergården bestod af, da den

i 1995 blev fragtet til Den Gamle By. Flere tusinde dele

tømmer, mursten, brædder og lister var bevaret. Det

eneste, der stort set ikke var bevaret, var den mørtel,

der havde bundet murstenene sammen, samt en

del bygningsdele fra de fugtige kælderrum, som ikke

kunne reddes. Heldigvis var der også bevaret en del

tegninger, optegnelser og fotografier fra 1944, da arkitekt

Hans Henrik Engqvist nedtog huset. Og endnu

vigtigere - der var malet et entydigt nummer på alle

bygningsdelene, fordi man allerede dengang regnede

med, at huset skulle genopføres. Når en bygning er så

fuldstændig adskilt, er helheden som sagt væk, men

der opstår til gengæld en mulighed for en mere detaljeret

granskning af de enkelte bygningsdele. Samlinger

og overflader kan studeres nøje, og når iagttagelserne

sammenholdes med den dokumentation,

der findes fra nedtagningen og fra historiske kilder,

kan man efterhånden tegne et billede af den helhed,

der er forsvundet. Man får også mulighed for at tegne

detaljerede billeder af de forskellige perioder i husets

funktionelle og stilmæssige historie. Men det store

spørgsmål er selvfølgelig; kan alt dette atter bringes

sammen til en helhed?

Møntmestergården er opført i 1683 i bindingsværk,

en byggeteknik, som på dette tidspunkt stadig var

fremherskende, om end på vej til at blive fordrevet af

de rene murværkskonstruktioner. Et hus, der er opført

i bindingsværk, er i sin grundstruktur ganske velegnet

til at blive flyttet. Hele tømmerværket er tilpasset som

et stort samlesæt, som i princippet kan adskilles og

samles igen, uden at det medfører ændringer i grundstrukturen

eller i de skævheder og spor, som har sat sig

i huset. Men det udfyldende materiale, i dette tilfælde

de murede tavl, vil oftest falde fra hinanden, og kun

stenene kan bevares. Enkelte eksempler på murtavl og

fotografier af originale overflader var dog taget med

fra København, men en væsentlig del af husets overflader

gik altså tabt i forbindelse med en nedtagning.

Op gennem 1700-tallet blev Møntmestergårdens rum

udstyret med paneler og væglærreder, og mange af

disse var bevarede, omend dækket af mange lag maling

og nyere tapeter. Det har altså i nogen grad været

muligt at arbejde sig baglæns ned i husets historie

ved at undersøge overfladerne lag for lag. I det store

undersøgelsesarbejde har det altså været muligt at

fragmentere husets bygningshistorie, og suppleret af

historiske kilder, få beskrevet de væsentligste perioder

i bygningens udvikling. Det stod dog hurtigt klart, at

hvad der fremstod stærkest, var den barokke periode

fra opførelsen og frem til omkring 1740 samt en efterfølgende

periode i rokoko-stil frem til slutningen

af 1760'erne. Herefter bliver huset gentagne gange

bygget om, men da huset samtidig skifter status og

bliver gradvist mere simpelt og forarmet, kommer

der ikke perioder med den samme styrke og kvalitet i

umudstyret som i de første perioder. Der blev derfor

på et tidligt tidspunkt i restaureringsarbejdet truffet

det valg, at der skulle arbejdes med de første 90 år af

husets historie med henblik på at genskabe disse.

Der blev også vedtaget et andet princip at arbejde efter.

I stedet for at vise så mange originale overflader

som muligt, skulle der vises så mange originale bygningsdele

som muligt, men med en ny overfladebehandling.

Dels ville det være ufatteligt tidskrævende

at afdække alle de overflader, der stammer fra de tidlige

perioder, og dels ville resultatet af en sådan indsats

ende op i en meget mat og til tider farveløs udgave

i forhold til den farverigdom, vi kunne dokumentere

havde været til stede. En ny overfladebehandling kan

også bidrage med et nyt ”slidlag”, en mulighed for

at beskytte bygningsdelene mod det slid, der uvægertligt

fremkommer, når flere 100.000 gæster hvert

år skal have sin gang i huset. Dette princip bidrager

også til at man ikke ”fjerner historie” på den enkelte

bygningsdel, men i stedet tilføjer et nyt lag, der repeterer

en bagvedliggende historie. På denne måde

giver man eftertiden mulighed for at arbejde videre

med de mange lag og i yderste konsekvens foretage

den afdækning, som vi ikke har valgt at gribe til. Men

først og fremmest handler det for Den Gamle By om,

at man kan give gæsterne en oplevelse af at gå ind i

tiden. Når det fulde farveorgie er til stede, forsvinder

Skabelonmaling af tapeter

den antikke oplevelse af barokken, som man som regel

oplever, når man møder et restaureret rum fra den

tid. I møntmestergården kan man nu bevæge sig i en

stribe rum, som måske er noget af det tætteste man

kan komme på en totaloplevelse af, hvordan barokken

udfoldede sig i et højborgerligt hjem i København.

Der er næsten ingen af de håndværksteknikker, der

udøves i dag, som foregår på samme måde som for

300 år siden. Murer, tømrer, maler og smed fandtes

både dengang og nu, men stort set alle materialer

og værktøjer er undergået så stor en udvikling, at

det ikke længere er muligt at genskabe et hus fra

16-1700-årene med de kompetencer, man finder i

den aktuelle byggebranche. Der har i mange år været

en forståelse for dette problem i Den Gamle By, og

museet har derfor i stigende grad opbygget sin egen

stab af håndværkere. De ovennævnte principper har

givet store udfordringer til de håndværkere, der skulle

udføre arbejdet. Navnlig har malerarbejdet været særligt

omfattende og krævet mange undersøgelser og

nyopdagelser undervejs. Det var en stor fordel, at man

i samarbejde mellem det videnskabelige personale, arkitekter

og håndværkere hele tiden har kunnet finde

frem til de bedste løsninger.

Et omdrejningspunkt i malerarbejdet har været at genopdage

de mange imitationsteknikker, der har hersket

i navnlig barokken. Marmoreringer, et malet fugleloft,

imiterede silketapeter og vægmaleri á la gobelin er

blandt de mange måder, man i 1700-tallet brugte for

at skabe illusioner om, at man færdedes i ædle stensale,

ude i naturen eller under en åben himmel med

flyvende fugle. Det er ikke altid lige overbevisende,

når man med nutidige øjne betragter disse imitationer,

men de er altid farverige og festlige. Det er ingen

overdrivelse at sige, at der ligger tusindvis af timer bag

de mange genskabte overflader. I hvert tilfælde har

der været et grundigt forarbejde i at finde enten et

originalt motiv eller et forbillede fra samtiden. Men

også malerteknik og farvepigmenter har været under

luppen. De malingstyper og pigmenter som var til rådighed

i 1700-tallet, er kun i få tilfælde de samme,

som man bruger i dag. I Møntmestergården har det

været vigtigt for os bruge de samme opskrifter og pigmenter,

som man brugte dengang. Når man vælger

at genmale et hus af denne karakter, er det meget

vigtigt for os at erstatte mangel på autentisk overflade

med en autentisk proces. Et eksempel på dette er

måden, hvorpå det store fugleloft er genskabt i den

store sal i stueetagen. Det originale loft er bevaret,

men var ikke i en stand, hvor det kunne restaureres

på forsvarlig vis. I stedet er alle motiver aftegnet og

alle farver analyseret. Et nyt loft er fremstillet og alle

motiver er nymalet med den samme type maling, som

man brugte for 300 år siden. Det indebærer, at f.eks

den blå farve fremstilles i smalte, som både er dyr og

besværligt at anvende, og som ydermere vil miste sin

farveægthed hurtigere end mere moderne pigmenter.

Et uklogt valg kunne man mene, men en konsekvens

af ønsket om at gøre flest mulig af de processer, der

foregår i huset så autentiske som muligt. Et andet eksempel

er fremstillingen af tapeter til to rokokosale på

1. salen. Til dette formål fandt vi en original stump tapet,

som havde siddet i på samme etage, som var stor

nok til at man kunne analysere mønsteret, farverne og

fremstillingsteknikken. Det viste sig, at papiret bestod

af ca. 50 x 50 cm store ark, som var klæbet op i baner.

Hver bane var først blevet limfarvet i to forskellige striber

af bundfarve. Herpå var er trykt et blomstermotiv i

tre farver; en mørkegrå, en lysegrå og en hvid. Hver af

de tre farver blev trykt med hver sin trykkeklods som

skulle repeteres hen ad tapetbanen, indtil mønsteret

var fuldbragt. En meget omstændig metode, hvis man

sammenligner med nutidens trykvalser og silketryk.

Men ikke desto mindre er tapeterne i Møntmestergården

genskabt på denne måde, lige fra fremstilling af

trykkeklodser til fremstilling af de rette pigmenter og

endelig til en trykning og opsætning på de udspænd-

te jutelærreder på væggene. Det skal også nævnes, at

ud over den autentiske proces og det troværdige resultat,

som disse metoder afføder, er der også en stor

interesse fra publikum, som løbende er blevet inviteret

indenfor under hele restaureringsarbejdet.

I disse dage lægges der sidste hånd på restaureringen

af Møntmestergården i Den Gamle By. Nu er huset

nemlig ”færdigt” og skal åbnes af dronningen 16.

juni 2009. At et hus står færdigt, forbinder man jo

med, at nu er huset klar til, at beboerne kan flytte

ind. Her skal også flytte beboere ind. I dette tilfælde

ikke af helt almindelige folk, men af et lille udsnit af

det højere Københavnske borgerskab fra 1768, som

i dette tilfælde vil blive repræsenteret af folk fra Den

Gamle Bys aktørkorps. Og der kommer gæster. Forhåbentlig

mange gæster, som skal ind og besøge de fine

københavnere, som både har te-maskine, parykkammer

og helt nye tapeter i papir!

Der var ellers mange, som ikke troede, at vi nogensinde

ville blive færdige. Og der er mange, som ville

ønske at kunne få lov at lave bare lidt mere på huset,

at gøre det bare lidt bedre. Alle, der har arbejdet med

Møntmestergården, er blevet grebet af den samme

trang til at ville præstere det ypperste, at sætte sig

grundigt ind i 1700-tallets stil og håndværk, og gøre

de gamle mestre kunsten efter. Men færdig blev den,

og man kan med god ret også hævde, at der er kommet

en nyskabt helhed ud af resultatet. Kom selv forbi

en dag og vurder resultatet.

Karbygaard. Nordlængen består af brunmalet bindingsværk med tavl i blank rød tegl. Her bliver en del af boligerne

indrettet. Foto: Realdania

Indledning

Næsten som et apropos til Landsforeningens interesse

for og besigtigelse af to moderniserede gårde ved

Randers den 7. juni i forbindelse med årsmødet har

Realdania den 18. maj udsendt en nyhed om et tredje

tiltag på samme område, i både emnemæssig og geografisk

forstand.

På Randersegnen har man i de senere år nærmest gjort

genanvendelse af bevaringsværdige gård-ejendomme

til et speciale. Det er Randersegnens Boligforening,

der har været den udfarende kraft. Den har givet nyt

liv og moderne anvendelsesmuligheder til et par bevaringsværdige

gårdejendomme. I 2003 indgik boligforeningen

således et samarbejde med Realdania og

Nørhald Kommune omkring Skjødtgården i landsbyen

Vestrup. Gården er i dag totalrestaureret og indrettet

med 14 almene boliger. Med Skjødtgården som rol-

Af Helge Torm - på grundlag af PR-meddelelse fra Realdania

lemodel gik boligforeningen efterfølgende selv i gang

med et lignende projekt på gården Syvager i Lem.

Nyt tiltag i Kare

I landsbyen Kare, beliggende 31 km fra Randers på

østsiden af Randers Fjord, kaster Randersegnens Boligforening

sig nu for tredje gang over restaurering og

omdannelse af en firelænget gård.

Landsbyen Kare er karakteriseret ved et enestående

kulturmiljø og en historisk bevidst og engageret befolkning

på omkring 60 beboere i alle aldre. Centralt

placeret i landsbyen ligger den stærkt forfaldne og

ubeboede, stråtækte bindingsværksgård Karbygaard.

Det var en udfordring, som fik lokale beboere til at

oprette ”Foreningen til bevarelse af Karbygaard”, og

den henvendte sig derfor til Randersegnens Boligforening

med et forslag om at indgå et samarbejde om-

kring istandsættelse af gården, så den ikke længere er

en skamplet på byen.

Blanding af boliger, erhverv og

fælleslokaler

Imidlertid drejer sig i det aktuelle tilfælde ikke bare

om at få indrettet en række almene boliger, men der

er tænkt helt nye kombinationer ind i projektet som

en usædvanlig helhedsløsning. Der skal nemlig også

laves fælleslokaler til gavn for landsbyens kulturliv og

skabes tidssvarende faciliteter til enmandsvirksomheder!

Det skal styrke det lille samfund både socialt,

kulturelt og erhvervsmæssigt – og dermed gøre det

endnu mere attraktivt at bo i Kare.

Tre af gårdens længer bliver indrettet til almene boliger,

mens østlængen, der ligger strategisk placeret ud

mod byens plads, og som antikvarisk set må siges at

være den mest interessante og samtidig mest sarte del

af komplekset, opført som den er i bindingsværk med

stråtag og uden vinduesåbninger mod landsbyen, indrettes

med fælleshus og fælleskontorer. Haveområdet

omkring Karbygaard skal bevare sin karakter af fællesjord,

hvortil alle i landsbyen fortsat får adgang.

Arkitektfirmaet Exners Tegnestue A/S, der har stor erfaring

i denne type opgaver, bl.a. fra netop Vestrup

og Lem, har udviklet idéforslaget til omdannelsen af

Karbygaard. Den samlede projektøkonomi for restaureringen

og omdannelsen af Karbygaard er på knap

15,6 mio. kr. Projektet støttes af Norddjurs Kommune

og Realdania.

Fremgang for landsbyen

”Vores ønske er at fastholde det positive i det gamle

landsbysamfund, nemlig en tradition, hvor generationerne

bor tæt sammen, hvor man holder hånden

under hinanden og samtidig giver plads til forskellighed.

Forudsætningen for det gode landsbyliv er en forankring

i historien og en åbenhed overfor fremtiden,”

siger Inger-Lise Maarup, formand for Foreningen til bevarelse

af Karbygaard, og fortsætter: Samarbejdet med

Randersegnens Boligforening og Realdania har gjort

det muligt at realisere de tanker, der udtrykkes i vores

arbejdsfilosofi: Vi bevarer fortiden for fremtiden.”

Christian Andersen, projektleder i Realdania, udtaler i

anledning af det ny projekt: ”Vi ser Karbygaard som

en videreudvikling af projektet med Skjødtgården i

Vestrup. Området omkring Randers Fjord vil med de

tre omdannede gårdanlæg nu kunne fungere som

”showcase” for genanvendelse af bevaringsværdige

gårdejendomme, og på den måde formidle erfaringer

til andre.”

Udvikling og bevaring

Dette ønske om, at ombygningen af snart tre gårde

på Randersegnen kan danne forbillede for lignende

initiativer andre steder i landet, kan man godt tilslutte

sig. Antallet af bevaringsværdige gårde og husmandssteder,

som ikke længere bruges til det oprindelige

formål, men ligger mere eller mindre ubenyttet hen,

er som bekendt et voldsomt stigende problem i disse

år, ligesom mange landsbyer som sådan i det hele taget

er truet af afvikling, og derfor er ethvert forsøg

på at give udtjente bygninger på landet en ny berettigelse

velkomment.

Imidlertid vil det altid være et relevant spørgsmål

om den måde, som bygningerne bliver bevaret på,

er vellykket eller ej, det vil sige om der i de konkrete

tilfælde tages tilstrækkelige hensyn til de særlige

bevaringsværdier, eller om de nye funktioner netop

forringer disse bevaringsværdier, som man hævder at

ville gøre det bedste for. Naturligvis må der i sådanne

sager indgås kompromisser, men et eller andet sted

går grænsen for, hvor stærk en forandring en bygning

kan undergå, hvis den fortsat skal kunne beholde sin

historiske identitet.

Denne diskussion kan tages allerede nu, ikke blot ud

fra de her nævnte eksempler, men også på grundlag

af mange andre ombygningssager landet over, hvor

udgangspunktet dog som regel har været af langt

mindre altruistisk karaktér end her. Redaktionen vil

hilse en debat herom i bladet velkommen!

For yderligere oplysninger i den

aktuelle sag:

Formand Inger-Lise Maarup, Foreningen til bevarelse

af Karbygaard, tlf. 86 48 51 28

Forretningsfører Svend Aage Nielsen,

Randersegnens Boligforening, tlf. 87 10 41 24

Borgmester Torben Jensen,

Norddjurs Kommune, tlf. 89 59 10 01

Projektleder Christian Andersen,

Realdania, tlf. 70 11 66 66

Den tidligere tekniske skole i Randers er et historicistisk pragtstykke, tegnet af den lokale arkitekt P. Jensen Wærum

i 1860'erne. Det var værd at overveje en fredning af denne bygning. Foto: Torben Lindegaard, juni 2009.

Indledning

Om formiddagen lørdag den 6. juni mødtes en forsamling

på ikke mindre end 100 personer i den store

sal på 1. salen i Helligåndshuset. Her bag de næsten

metertykke munkestensmure og under de usædvanligt

svære bjælker afvikledes Landsforeningens årlige

generalforsamling.

Borgmester Henning Jensen Nyhuus, der var ”grundlovligt”

forhindret aftenen før i at byde alle årsmødedeltagerne

velkommen på byens gamle rådhus, bød

nu personligt deltagerne velkommen til den ”fantastiske

by Randers” og fremhævede, at kommunen

fortsat vil bevare byens gamle præg.

Efterfølgende fortalte arkitekt Søren Svejgård, Randers

kommune om det middelalderlige mødesteds

Af red. Helge Torm

omskiftelige historie og seneste, i bogstaveligste forstand

fundamentale restaurering til 3 mill. kr., så mødet

kunne, som anført i sidste nr. af bladet, foregå på

et sikkert grundlag, men på den anden side viste det

sig, at talerstolen ikke var alt for vel funderet, men

alle, der besteg den, kom dog helskindet ned igen!

Beretningerne

Adv. Per Hansen, Randers, kunne som dirigent fastslå

generalforsamlingens lovlighed, hvorefter formanden

aflagde bestyrelsens beretning (se nærmere hjemmesiden),

modtaget med applaus. Per Gotfredsen berettede

fra Frednings- og bevaringsudvalget og viste

eksempler på fredningssager. Fra arbejdet i udvalget

vedr. revision af bygningsfredningsloven kom Søren

Vadstrup med nyt om de endelige indstillinger til ministeren.

I dette udredningsarbejde har Kommunernes

Landsforening desværre vist sig mere som mod- end

medspiller. Desuden redegjorde Kirsten Lund Andersen

i ord og billedform for have- og landskabsudvalgets

virke. Endelig talte Peter Hee på vegne af planudvalget.

(For udvalgsarbejdet generelt se nærmere

hjemmesiden).

Førend dirigenten konstaterede forsamlingens tilslutning

til beretningerne, fik Per Godtfredsen lejlighed til

på ny at understrege, at medlemsforeninger kan trække

på Landsforeningens solidariske og kyndige medvirken

ved f.eks. møder med lokale myndigheder.

Blæst om vindmøller

Mikael Bramsen begrundede forslaget fra vestjyske

foreninger om en vindmøllepolitik i Danmark og

lagde ikke skjul på sin aversion overfor opstilling af

nye vindmøller f.eks. ved Vesterhavet. Han erklærede

sig parat til personligt at gå ind i et udvalgsarbejde

herom. Formanden bifaldt forslaget og tanken om et

nyt, tværgående udvalg. Udvalget skal fremkomme

med en indstilling, som bestyrelsen så forholder sig til.

Det var der bred enighed om, men debatten fortsatte

ikke desto mindre med stærkt delte meninger om det

ønskelige i vindmølleenergiens udbredelse. Det blev

således påpeget, at Landsforeningen ikke uden videre

kan bekæmpe nye vindmøller uden at løbe risiko for

at blive anset for at være imod en grøn udvikling.

Derefter blev forslaget vedtaget med alle undtagen 9

stemmer.

Forslaget fra Tove Jensen om personlige medlemmers

muligheder for indflydelse i landsforeningens aktiviteter

går ikke videre end det, der allerede i dag er gældende

ordninger, fastslog dirigenten.

God økonomi

Regnskabet for 2008, fremlagt af en glad kasserer,

blev taget til efterretning. Væsentligt er det, at egenkapitalen

er styrket som følge af et godt driftsresultat.

Budgettet for 2009 blev godkendt, herunder forslaget

om uændret kontingent for 2010.

Randers kan byde på meget andet end bindingsværk. "Sparinvesthuset" ved Havnegade er et usædvanligt stilrent

funkisbyggeri, som kan hævde sig blandt de bedste i provinsen. Foto: Torben Lindegaard, juni 2009.

Den ny bestyrelse ses her forsamlet foran Helligåndshuset i Randers. På bænken sidder fra venstre: Karen Margrehte

Olsen, Martin Jonø og Bent Falk. Stående fra venstre: Torben Lindegaard, Søren Vadstrup, Henriette Soja og

Peter Hee. Fraværende: Per Godtfredsen og Anders Myrtue.

Kampvalg til bestyrelsen

Da alle de tre bestyrelsesmedlemmer, der var på valg i

år: Peter Hee, Torben Lindegaard og Ejvind Bitsch var

villige til genvalg, og Anders Myrtue, Odense Bys Museer,

også meldte sig som kandidat til bestyrelsen, var

der lagt op til kampvalg. Dette gav til resultat, at følgende

blev valgt: Torben Lindegaard (med 232 stemmer),

Peter Hee med (221 st.) og Anders Myrtue (151

st.) Ejvind Bitsch opnåde kun 111 st.

Til de to suppleantposter, hvor ikke færre end fire

kandidater: Ejvind Bitsch, Lars Uldall, Henriette Soja

(Kbh.) og Karen Margrethe Olsen (Præstø) stillede op,

valgtes de to sidstnævnte med hhv. 204 og 102 st.,

hvad der altså bl.a. betyder det positive, at der igen er

kvinder i bestyrelsen.

Årsmøde 2010 og 2011 – fra øst til vest

Årsmødet i 2010 finder sted i det østligste Danmark,

det vil sige som allerede aftalt på Bornholm, nemlig i

Svaneke, men i 2011 rykker man over til den vestligste

ende af landet, nærmere betegnet Ulfborg-Vemb.

Generalforsamlingen blev hævet ved 13-tiden, og

efter frokosten andetsteds i byen vendte deltagerne

tilbage til Helligåndshuset for at høre et par spændende

foredrag om hhv. den danske landsbys historie

fra agrare fællesskaber til pendlersamfund og alternative

funktioner for de overflødiggjorte produktionsbygninger.

NB! Ovenstående må ingenlunde opfattes som

et autoriseret referat af generalforsamlingen –

et sådant blev derimod udarbejdet af Claus Jørgensen,

sekretariatet, i form af et beslutningsreferat,

og det kan ses på Landsforeningens

hjemmeside.

Genbrugte huse

Peter Olesen: Peter Olesen viser rundt til 25 af Københavns

genbrugte huse. Udgivet 2009 af forlaget

Thaning og Appel i samarbejde med Dansk Cyklistforbund

og Dansk Vandrelaug. Pris: 99,95 kr.

Dette er den femte

af Peter Olesens små

guidebøger, gui som gen-

nem gå- eller cykelture

tur viser vej til steder

i København, K der har

fanget fa hans interesse,

ofte of oversete, men

aldrig al ligegyldige.

Denne D gang handler

le det om huse, der

oprindelig o er opført

til t ét formål, men

siden s har fået et andet,

d ja måske flere

andre anvendelser.

Dem er der ganske

mange af, og Peter Olesen gør selv opmærksom på,

at disse 25 eksempler kun er et lille udvalg af alle

dem, der kunne være kommet med.

En del af de 25 huse er gamle pakhuse, der er blevet

ombygget til meget forskellige nye funktioner:

Eigtveds Pakhus er blevet ændret til Udenrigsministerium,

Gammel Dok til Arkitekturcenter m.m.,

Grønlandske Handels pakhus til Nordatlantens Brygge

med udstillingsfaciliteter, restauranten ”Noma”

o.m.a, Vestindisk Pakhus til ramme om afstøbningssamlingen,

Dahlerups Pakhus i Frihavnen til Erhvervsog

Byggestyrelse og Silopakhuset til Regionernes

Hus (tidligere Amtsrådsforeningen). Andre siloer er

blevet til boliger: Pressesiloen og Gemini Residence

på Islands Brygge samt silotårnet for det tidligere

Kongens Bryghus midt for Vesterbrogade.

Men også kirker indgår i eksempelsamlingen: Holmens

kirke var oprindelig ankersmedje, og Nikolaj

kirke blev først bibliotek og er nu Kunsthallen Niko-

laj. Og museerne: Prinsens Palæ blev til Nationalmuseet

og Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseet.

Mest engageret fortæller Peter Olesen om de genbrugte

huse i Valby – hans egen bydel – og flere har

han selv været med til at redde fra nedrivning: Trekroner

Bryggeri, ”Sukkertoppen” på Carl Jacobsens Vej,

Kapselfabrikken og indkøbscenteret ”Spinderiet”.

Som sagt kunne der fortælles om mange andre genbrugte

huse, og Peter Olesen nævner selv en lang

række i sit afsluttende kapitel. Anmelderen kunne

her have lyst til at nævne et hus, som har skiftet

funktion hele to gange og til meget forskellige formål:

Opført som palæagtig gård for en af byens

borgmestre, siden i 200 år anvendt som Assistenshus

og nu kendt som Kulturministeriet. Og endelig

alle biograferne, der lukkede og blev til supermarkeder:

Platan, Roxy, Fasan Bio, Vigerslev Bio m.fl.

Man er altid i godt selskab, når man følges med Peter

Olesen rundt i byen. Han har sine meninger om

dette og hint, og man kan være enig eller uenig,

men man må tage hatten af for hans usvækkede

engagement for den sag, han har gjort til sin. De

mange storartede fotografier er taget af Henrik

Bjerregrav.

Allan Tønnesen

Vestergade 44 – et hus og dets beboere

Af Karsten Hermansen. 20 s., illustreret,

stift omslag. Udg. af Ærø Museum 2006, tlf. 6252

2950.

Blandt Ærøskøbings mange Alle kan i dag ved selvsyn forsikre sig om husets

fifine,

gamle huse udmærker

VVestergade

44-46 fra 1784

smukke interiører, for nu er her pensionat.

forholdsvis sen barok sig i I øvrigt synes den bagvedliggende have - ud fra

sæ særlig grad, dels ved de to både tekst og fotos - at rumme så gammel beplant-

hu huses samlede volumen (fulde ning, at en udvidelse af fredningen måske var værd

etager med høj tagrejsning), at overveje.

del dels i kraft af, at de er grund-

mu murede (ud til gaden) imod det

gæn gængse byggeri i altomfattende

H.T.

bi bindingsværk. d Vindmøller Vin og Vandmøller

mø i Danmark,

Husene er med deres ensartede fremtoning og

bind bin 4

karnapper i begge de næstyderste fag spejlvendt

Af Anna Marie Lebech-Sø-

i forhold til hinanden, hvad der vidner om en fæl-

re rensen. 352 s., rigt ill. i farles

planlægning. Den smukke helhedsløsning kan vi

ve ver, stift bind. Udg. på Skib

takke to velhavende skippere for.

FForlag.

Pris: 298 kr. Købes

boghandelen el. på forla-

I nr. 46 blev Ærøs første apotek indrettet i 1806, får

vi at vide, men ellers er det historien om nr. 44, som

get (tlf. 6226 3358).

heftet er viet til. Grunden hertil er den implicitte,

Så er forfatteren, der er fhv. gymnasielektor,

at her boede fra 1943 og indtil året før sin død i kommet til vejs ende i sin gennemgang af flere hun-

1977 billedhuggeren Gunnar Hammerich, den drede danske vind- og vandmøller, både de enkelt-

navnkundige forkæmper for bevaring af Ærøskømandsdrevne og de store industrimøller. Det er i sig

bings købstadsmiljø og en førende kraft i det lokale selv en imponerende præstation, som bl.a. er båret

museumsarbejde.

af forfatterens udtalte sympati for de naturgivne

energikilder vind og vand og deres nytteværdi i al

Det er nok så meget ejerhistorien som den byg- fremtid. Indlednings- og afslutningsvis er der geningshistoriske

side af sagen, som optager forfatnerelle, instruktive artikler om hhv. vandmøllernes

teren, og det er fair nok, da han lader det fremgå af historie og om den nyeste form for vandbaseret

undertitlen, men det er lidt ærgerligt, når man ved, energiudnyttelse: bølgekraftværker, så bogen pe-

at huset er bygget pompøst for sin tid og blev fredet ger også fremad. Men derimellem ligger den brede

allerede i 1919, at der ikke er blevet plads til nær- vifte af omtale af 34 udvalgte møller med ”links” til

mere omtale af de fredningsbærende kvaliteter.

flere andre møller i et sandt kinesisk æske-system.

Kun mod slutningen af redegørelsen får vi den

interessante oplysning, at huset i 1997-2005 blev

sat grundigt, men nænsomt i stand. Således blev

havestuen, som af en tidligere ejer o. 1980 var ble-

vet ændret til køkken(!), retableret, og det ud fra

Rainer Werner Fassbinders film ”Effe Briest” fra

1974, hvor den endnu ikke ombyggede havestue

var brugt som kulisse!

Til de 34 enkeltfremstillinger hører en mølle, der

i dag ligger udenfor rigets grænser, nemlig Kruså

Kobbermølle – som den eneste repræsentant i det

hele taget for Sydslesvig, og hvorfor nu det?

Det er vel samlet vurderet en svaghed ved forfatterens

firbindsværk, at der ikke foreligger begrundelser

for den foretagne udvælgelse og en klar og

logisk linje for rækkefølgen af objekterne; systematik

er ikke sat i højsædet. Til forsvar for vilkårlighederne

kunne man bruge det argument, at netop

møllebygninger havde det med at blive flyttet rundt

fra sted til sted, men alligevel…På den anden side

er man, hvis man er på jagt efter en bestemt mølle,

godt hjulpet af stikordsregistrene i bindene.

Det, der er af afgørende værdi ved Lebech-Sørensens

indsats, er de meget detaljerede fremstillinger

af de enkelte møllers historie og nutidige status med

hovedvægten lagt på møllerivirksomheden. Her er,

ledsaget af som regel fine farvefotos, et væld af

nyttige oplysninger, som er til gavn for både ejere,

brugere og mølle-interesserede i øvrigt.

For anmelderen var det således særdeles interessant

at læse om den fredede Oxholm Mølle, som

brændte ned i oktober 2004 og derefter blev affredet.

Den er imidlertid genopstået som fugl Phønix

af asken takket være lokale ildsjæle, et af de mange

beskrevne eksempler på den offervillighed rundt

omkring i landet, som tit og ofte er afgørende for

den lokale mølles overlevelse, for de fredede møllers

vedkommende dog gerne kombineret med offentlig

støtte.

Med det afsluttende bind foreligger der nu en væsentlig

registrering og dokumentation af en type

bygninger, som virker fascinerende på alle, men

hvis bevaring også kræver fortsat handling og finansiering.

Lebech-Sørensens mølleværk vil utvivlsomt

bidrage til at skubbe i den rigtige retning!

H.T.

CD'er fra Københavns Murerlaug

Gamle håndværkstraditioner

To dvd´er om hhv. ”Gesimser - stuk - kvaderpuds”

og ”Rørvæv - indvendig puds - kalkning”, udg. af

Københavns Murerlaug på forlaget Tegl, tlf. 3332

3484. Enhedspris for ikke-medlemmer: 195 kr., ved

køb af begge: 295 kr

Meget prisværdigt har Københavns Murerlaug, oprettet

1623, netop udgivet to instruktive dvd-film

om gamle teknikker indenfor murerfaget.

Den første film omhandler mere præcist processer

som trækning af gesimser, bånd og indfatninger,

endvidere trækning af stuk, rosetter og udskiftning

af dele af sådan ornamentik, og endelig pudsning i

kvadermønster.

I den anden film gennemgås indvendig grund- og

finpuds, opsætning af rørvæv og udkast og til sidst

kalkningens svære kunst.

Formålet med udgivelserne er at være med til at

sikre, at ældre, bevaringsværdige bygninger restaureres

i overensstemmelse med de gamle håndværkstraditioner,

så de kan gives uforfalsket videre

til eftertiden. Der er tale om en slags opsamling af

erfaring og viden, som i flere tilfælde hidtil kun er

givet videre fra mund til mund.

Nu kan alle få syn for sagn på en god og grundig

måde. Den primære målgrupper er naturligvis murerfagets

egne udøvere, både mestre og svende, men

filmene henvender sig også i høj grad til alle, der i det

daglige direkte har med fredede og bevaringsværdige

bygninger at gøre, d.v.s. statslige og kommunale

myndigheder, udøvende arkitekter og ansvarlige bygherrer

samt bygningsog lejlighedsejere.

Med filmene følger også trykte vejledninger med

udførlige beskrivelser af både arbejdsmetoder og

byggematerialer samt angivelse af relevant værktøj.

Litteraturlister og henvisninger til videnscentre

mangler heller ikke.

Således får man virkelig noget for pengene. Filmene

fortjener vid udbredelse.

H.T.

Bevaringsværdige bygninger i

Randers Kommune

Illustreret pjece på 16 s., udg. af Bevaringsudvalget

i Randers Kommune, april 2009. Henv.:

Stadsarkitektens kontor, tlf. 8915 1586.

Her er godt nok tale om en pjece af rent lokalt

tilsnit, udsendt til alle ejere af bevaringsværdige

ejendomme i Randers Kommune, men den bør

fremhæves her som et udmærket forbillede for,

hvad der burde kunne lade sig gøre i mange andre

af landets kommuner.

På en informativ og illustrativ måde gøres der rede

for, hvad der betragtes som bevaringsværdier, og

hvordan man som ejer og bruger skal forholde

sig til dem i dagligdagen og i tilfælde af planer

om ombygninger eller forbedringer. Særligt

bemærkelsesværdigt er det, at der også bliver sat

focus på kvaliteter i husenes indre, her dog uden

illustrerende eksempler.

At en kommune således også på denne måde

er sig sit ansvar for den bevaringsværdige

bygningsmasse bevidst, er desværre ikke

almindeligt i dagens Danmark, men Randers

Kommune fortjener så meget desto mere ros for

initiativet!

H.T.

Landsforeningens bestyrelse efter generalforsamlingen 2009

Formand:

Bent Falk Jensen

Solbjergvej 11

4400 Kalundborg

Tlf. 59 51 62 51

formanden@byogland.dk

Kasserer:

Torben Lindegaard

Hybenvej 32

5260 Odense S

Tlf. 66 11 69 18

lindegaard.torben@gmail.com

Bestyrelsesmedlem:

Søren Vadstrup

Vejlemosevej 52

2840 Holte

tlf. 45 96 99 90

sva@bygningsbevaring.dk

Bestyrelsesmedlem:

Anders Myrtue

Tarupvej 48

5210 Odense NV

Tlf. 66 16 28 82

myrtue@talnet.dk

Suppleant:

Henriette Soja

Ellevadsvej 18

2920 Charlottenlund

Tlf. 39 63 66 56

hso@horten.dk

Bestyrelsesmedlem:

Peter Mogens Hee

Lænkebjerg 63

6100 Haderslev

Tlf. 74 52 74 99

peterhee@gmail.com

Bestyrelsesmedlem:

Martin Jonø

Vibevej 5

8990 Fårup

Tlf. 26 81 79 57

mj@eeh.dk

Bestyrelsesmedlem:

Per Godtfredsen

(desuden formand for Frednings-

og Bevaringsudvalget)

Tobergvej 3

3060 Espergærde

Tlf. 29 90 39 02

per@arkinet.dk

Suppleant:

Karen Margrethe Olsen

Torvet 13

4720 Præstø

Tlf. 55 99 26 14

karenmargrethe@dbmail.dk

Nyheder fra Sekretariatet

Landsforeningens sekretariat arbejder på højtryk for

at yde bedst mulig service til både lokalforeningen og

personlige medlemmer.

Allerede nu er vi ved at arrangere medlemsmøder til

efteråret. Der afholdes et inspirationsmøde på Bornholm,

hvor temaet er: ’Påvirkning af kommunen’, så

sæt kryds i kalenderen den 19. sep. ’09. Ligeledes er

der den 5. sep. ’09 et formandsmøde på Fyn for

✄

Vil du have indflydelse på arbejdet for bevaring af

arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger

og landskaber, så meld dig ind i Landsforeningen

for Bygnings- og Landskabskultur eller en af

dens 105 lokalforeninger.

Jo flere vi er, jo stærkere står vi!

Sendes til

Landsforeningen for Bygnings-

og Landskabskultur

Borgergade 111

1300 København K

Indbetaling på

Reg. nr. 3121 konto 5095700

LANDSFORENINGEN FOR

lokalforeningernes formænd, hvor vi vil afprøve en ny

mødeform med workshop for de fremmødte. Begge

møder vil blive særligt annoncerede via vores nyhedsbrev,

hjemmeside og en separat invitation, der sendes

ud via mail. Sørg derfor at blive tilmeldt vores mailingliste

på www.byogland.dk

Vi glæder os til, at hjælpe hvor vi kan og se jer alle til

et eller flere af efterårets arrangementer.

LANDSFORENINGEN FOR

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:

❑ En lokalafdeling under Landsforeningen

❑ Landsforeningen

(kontingent pr. år inkl. blad 260 kr.)

Navn ______________________________________

Stilling ____________________________________

Telefon ____________________________________

Adresse ___________________________________

Postnr. __________ By _______________________

E-mail _____________________________________

Underskrift _________________________________

Den ene af de to elefanter, som bærer Elefantporten

på Carlsberg, tegnet i 1901 af Vilh. Dahlerup. Foto:

Landsforeningens sekretariat.

ID nr. 46697

Borgergade 111

1300 København K

juni 2009 nr. 83 - Bygningskultur Danmark

products

Resources

Company

juni 2009 nr. 83 - Bygningskultur Danmark

Delete template?

Save as template?

products

Resources

Company