Grundtvisen nr. 3 - Grundtvigs Højskole

3.Udgave 20.03.1453
GRUNDTVISEN

Nye tider
Af Troels B. Dan-Weibel
Nye tider er på vej.
Vi har mistet samtlige chefredaktører på Grundt-
VISEN – Signe og Asta. Dette betyder at nye skuldre
må løfte det tungeste læs. Jeg snakker selvfølgelig om
den ansvarlige leder; denne gang er det undertegnede
(se højere oppe for navn, hvis man er i tvivl). Jeg håber
at denne leder, vil kunne leve op til de ufatteligt høje
standarder, som vores tidligere ledere har sat.
Men det er ikke kun lederen og redaktørerne der er
ændret. Med det nye modul er der kommet nye elever
– elever som GrundtVISEN er sikker på, nok skal
bidrage fornuftigt til fællesskabet. På vegne af Grundt-
VISEN vil jeg gerne udtrykke mine dybeste hilsener til
de nyankommende. Velkommen!
Udover de nye elever bringer det nye modul også nye
fag – på godt og ondt. Efter en dramatisk rokade af
fag (og en tilbagekaldelse af samme rokaden) har der
alligevel været et par små finurligheder med hensyn til
de forskellige fag.
Især tænker jeg på Hr. Henrik Rasmussens fag ’Journalistik
og redaktion’. Det var meningen at med dette
fag, skulle et nyt ugeblad følge; det skulle agere som
et alternativ til den efter Hr. Henrik Rasmussens egne
ord ”anarkistisk avis GrundVISEN”. Hr. Rasmussens
blad skulle derimod være et temabelagt ugeblad med
rigide rammer og en topstyret redaktion, i hvilken Hr.
Rasmussen selvfølgelig ville regere.
GrundtVISEN har ingen kvaler når det kommer til
konkurrence, men GrundtVISEN var selvfølgelig
meget overraskede og skuffede over denne fascistiske
og ubøjelige avis’ opståen. Derfor var vi da især glade
over at høre at den var faldet fra hinanden, grundet
manglende tro på Hr. Rasmussens idealer. Især var vi
forbavsede, da vi fandt ud af at Hr. Rasmussen forsøgte
at få fat i én af vores tidligere chefredaktører,
Signe Brock.
Under alle omstændigheder er GrundtVISEN glad for
at Hr. Rasmussens idéer om et topstyret, fascistisk og
politistatsagtig ugeblad faldt til jorden med et stille
suk. Vi ser frem til at Hr. Rasmussens journalister vil
sende deres artikler til GrundtVISEN, hvori de vil
være hjerteligt velkomne. Vi anser alle nyheder som
væsentlige nyheder og stiller ingen urimelige krav til
vores journalisters verdensopfattelse.
2
Redaktion:
Troels B. Dan-Weibel
Sofie Buch
Mia Sylvester Augustinus
Amanda A. B. Nielsen
Ida Skjølstrup
Mathias Guldbrandt Rødsgaard
Julie Rønne Nielsen
Alexander Bjoljahn
Maria Sophia Romeu
Sabina Louise Nesheim
Forside:
Peyman Mahmodi
Indholdsfortegnelse:
SIDE 2 10 SAGLIGE SPØRGSMÅL
SIDE 6 CHOKOLADEDRONNIN
GENS PÅSKEÆG
SIDE 9 ANMELDELSE
SIDE 10 ANMELDELSE
SIDE 11 KKK MANIFEST
SIDE 12 RØDBIS RETTER
SIDE 13 FALDNE KAMMERATER
SIDE 14 YOFO
SIDE 15 MIN ANTI-PÅSKE
SIDE 16 MED PÅSKE KOMMER
SIDE 17 /B/
HÅB OG SNAPS
SIDE 18 THOMAS SOM TOM C.
SIDE 19 BAG OM FORSIDEN

10 saglige spørgsmål ... Men vi skal længere ind
… i Signe Bladt-Woicek
Signe med sin ynglingsvare fra Danmark, mørk pålægschokolade.
Pålægschokolade er ikke til at opdrive i
Australien.
Af ’Piberne’
”Min Ancient History teacher var en kælling”
Signe Bladt-Woicek
Jeres kyndige reporter, undertegnede, satte sig
ned foran en glad om end lettere forvirret australier.
Signe sad i en fin grå sweater og var klar til
spørgsmålene. Så dem skulle hun få.
Hvem er du egentlig? Hvor pokker kommer du fra?
”Du har allerede mit navn. Jeg er 18 år gammel, og
jeg kommer fra en by to timer nord for Sydney i
Australien. Jeg elsker stranden og varmt vejr.”
Så Danmark falder lige i din smag?
”Nej. Det gør det ikke. Men der er nogen gode ting
ved Danmark, og jeg kan godt lide det her.”
Det er jeg glad for at høre.
Hvem er dit idol? Hvorfor dog det?
”’Kay. Min mor, fordi når hun var et barn havde hun
tre ting, der skræmmede hende, og i løbet af hendes
liv har hun allerede overcome de tre ting. Det
er, hun var bange for højder, men så blev hun en
rockclimber og klatrerede på rigtige store klipper.
Hun var bange for public speaking, men så blev hun
kiropraktor og laver store seminarer foran mellem
20 og 150-200 mennesker. Det er crazy og godt! Det
tredje er… ikke rigtig at hun er bange for det, men
som lille fortalte hendes mor at hun aldrig skulle
synge foran andre mennesker, fordi hun synger forfærdeligt.
Men nu synger hun i et kor og det lyder
rigtig godt!”
”Hun er mit idol, fordi det er rigtig dygtigt, at et
menneske kan gøre det. Jeg håber, jeg kan gøre det,
når jeg bliver gammel.”
Fedt svar.
Hvad fanden lavede du før?
”Jeg er lige blevet færdig med 3.g. – det var hårdt!
Det var rigtig hårdt med arbejde og exams, men det
var det bedste i mit skoleliv, fordi det var så socialt.”
Socialt på hvilken måde?
”Det var socialt på den måde, at der var mange, der
havde 18-årsfødselsdag. Og fordi vi må drikke, fra
vi er 18, var der rigtig mange fester.”
Druk som 18-årig. Ikke før?
”Der var mange, der gjorde. Jeg gjorde det også –
men jeg startede først, da jeg var 17, men der var
mange, der først startede, da de var 18 - bare det at
købe alkohol var en stor ting!”
Så 3.G vil blive husket for alkoholen?
”Nej – og ja. Men også fordi man blev bedre venner
med dem, man gik i klasse med. Min Ancient History
teacher var en stor kælling, og de ti, vi var på
holdet, stod sammen og gik imod hende og beviste,
at vi ikke ville dumpe.”
Dumpede I så?
”Nej, det gjorde vi ikke, for vi arbejdede fandme
hårdt for at vise, vi ikke var dumme.”
3

Fedt.
Hvorfor valgte du lige Grundtvigs?
”Eh… Det… Til at starte med fandt vi en almindelig
højskole, der havde et course for udlændinge, og vi
e-mailede meget sammen. Så tilfældigvis var min
mor i Danmark og besøgte højskolen – men det var
ikke en god oplevelse, fordi udlændinge sad i den
ene ende af spisesalen og danskerne i den anden.
Min mor snakkede med udlændingene, og de sagde,
de elskede fagene, men ikke rigtig snakkede med
danskerne.”
”Men så mødte hun en mand, der var rigtig høj
oppe på højskolen – en mand, der havde meget med
højskolerne at gøre. Hun spurgte, hvor en udlænding
kunne gå og føle sig meget hjemme med danskerne.
Han nævnte så Grundtvigs og en anden,
og jeg researchede begge to. Min mor besøgte så
begge højskoler og gav mig deres hjemmesider. De
så begge rigtig godt ud og lød begge rigtig godt,
men så valgte jeg Grundtvigs, fordi jeg hørte at den
anden drak sindssygt meget.”
Hvordan har du det så med festerne her?
”De lidt vilde. Og jeg har faktisk heller ikke festet så
meget i mit liv. Men de er sjove nok – og det er godt
at feste en gang imellem, men ikke hver uge i fem
måneder.”
Hvad var den anden højskole?
”Det kan jeg ikke huske… Alt jeg kan huske er, at
den var tæt på Louisiana, men jeg kan ikke huske,
hvad den hed.”
Hvilke fag valgte du? Hvorfor dog det?
”Filmproduktion, fordi det lød rigtig spændende, og
jeg vil gerne vide, hvordan tekniske fungerer… Også
fordi jeg så filmene fra sidste modul, og så vil jeg
gerne lære at lave sådan nogen.”
”Tekstil og design, men jeg er ikke vild med det,
fordi det er svært. Så tænkte jeg på foto 2, men det
er også svært… Så lige nu ved jeg ikke, hvilket B-fag
jeg ender op med.”
”Boldspil, fordi jeg var i teater først, men så realised
jeg, at jeg har lavet teater i 8 år, og jeg gerne vil lave
noget nyt. Motion er sundt og godt, så derfor har jeg
boldspil nu.”
”Dansk sprog og kultur, fordi det er rigtig godt og
hjælpsomt. Jeg har lært at skrive, mens jeg er her i
Danmark – det er jeg rigtig stolt over! Det er ikke
godt, men I kan læse det.”
4
Dét er også imponerende!
”Ja, det er det. ”
”Så har jeg kor, fordi jeg kan lide massageopvarmningen.
Og det er hyggeligt at synge med mange
mennesker… og det lyder godt! Endeproduktet
lyder rigtig godt!”
Har du en yndlingslærer, din fedterøv?
”Hmmm… [Tænkepause] Er det ikke mærkeligt,
når lærerne skal læse det her? Det var et rigtigt
spørgsmål til dig, Troels.”
Det er da ikke mærkeligt – det er bare en måde, de
kan få feedback på.
”Kan jeg sige mere end én?”
Ja da.
”Mette er så sød og dejlig. Og hun er en rigtig god
teaterlærer. ”
”Bodil er en rigtig god ganggruppelærer – jeg elsker,
at ved hvert ganggruppemøde har vi spørgsmål i en
hat, og så puller man ud, og det er rigtig hyggeligt.
Man lærer ting om folk fra ens ganggruppe – især
om ting man ikke ved noget om eller har lyst til at
spørge om.”
Hvem er din roomie – har I lavet noget lort
endnu?
”Min roomie er Luna… Nej, vi har ikke rigtig lavet
noget lort endnu… Vi bor oppe på folkemøde og
det er rigtig hyggeligt.”
”Hun har været syg i en uge nu… Og var her ikke i
weekenden… Jeg er helt ene og alene lige nu!”
Det var da synd. Er du flyttet ind hos andre?
”Jeg havde faktisk Sofie.”
Hvilken Sofie?
”Haha! Sofia Nørdager. Hun sov inde på mit værelse
efter festen i lørdags, og om søndagen, hvor Morten
også sov derinde, havde vi tre senge ved siden af
hinanden. Han lå i midten, fordi Sofie er syg, og
Morten sagde, at han ikke bliver syg… Men jeg blev
syg. Men det var hyggeligt!”
Hygge.
Kan du andre sjove historier? Hvis nej, hvorfor?
”Er det ikke underligt, at jeg skal fortælle sjove historier
i avisen, når alle skal læse det…?”

”En dag efter en fest, jeg vågnede og havde morgentjans
og gik ned, fordi jeg bor for enden af
folkemøde, kom jeg forbi Andreas’ værelse, hvor
han ingen dør havde – jo en toiletdør. Efter morgentjans
kom jeg op igen, og nogen havde brækket
sig over hele det andet toilet og vasken – så vi havde
intet toilet, fordi det andet manglede en dør! Shit
goes down on folkemøde efter fester… Fordi… Ja…
jeg ved ikke.”
Bagefter højskole, hvad vil du så? Pædagog, ikke?
”Jeg har seks uger i Europa, og jeg har fra min skole
venner i Finland, England og Norge. Og jeg har
familie i Schweiz og i Paris. Jeg har aldrig møde
dem, men det er OK. Og jeg har en ven i Italien. Og
to familiegrupper i England også… Så jeg tror bare
jeg interrailer rundt og besøger dem alle sammen.”
Dét var også en del…
”Sig bare i avisen, at jeg ikke vil gøre det alene… Så
hvis der er nogen, der vil interraile rundt i Europa
i juni, skal de komme til mig. Jeg vil ikke, men hvis
ingen vil, gør jeg det.”
Der er sikkert nogen, der gerne vil.
”Og så rejser jeg tilbage til Australien og arbejder
hopefully som svømmelærer, fordi de tjener mange
penge, og de arbejder med børn, og jeg kan lide at
svømme, så det vil jeg helt vildt gerne!”
”Og så starter jeg uni i marts 2014.”
Hvad vil du læse?
”Jeg skal være folkeskolelærer, men børnene i
Australien er ikke så… De… Behaver bedre i
Australien. Jeg har oplevet nogle danske børn, der
larmer og bullying, og de er disrespectful, og jeg
tror ikke, det er det samme derhjemme… Så jeg kan
godt forstå jeres shit til folkeskolelærere.”
Amen.
Har du en hilsen til højskolen? Hvis nej, hvorfor?
”En hilsen? Hvad betyder det?”
A greeting.
”En greeting… Det er: at komme til højskolen har
nok været den bedste beslutning i mit liv, og jeg er
rigtig glad og heldig for, at der er så mange søde
mennesker her. Og det betyder meget for mig at fly-
tte til et andet land og lave venner. Dét kan jeg sige
tak til højskolen for.”
Godt sagt og tak for tiden.
”Tak!”
Signe smiler lettet, de hårde spørgsmål har tydeligvis
tæret hårdt på hende. Vi rejser os og går hver
vores vej.
5

6
Chokoladedronningens påskeæg
Påsken er på vej, og hvilket sted er bedre at opspore påskestemning, end hos Chokolade
Mageriet i Hillerød. Her er produktionen af påskeæg sat i gang, så det endnu engang
kan blive tid til traditionernes chokoladefest.
Af Mia Augustinus
””Sikke et vejr, hva’? Jeg vågnede og tænkte, at jeg
ville have min forårsjakke på, men da jeg så hørte
den der lyd, når nogen skraber sne, så tænkte jeg
bare ’det sker bare ikke’!” Sådan lyder det fra Dorte
Pondal Vexø, chokolademager og indehaver af
Chokolade Mageriet i Hillerød.
Det er onsdag formiddag. Klokken er 10 og sneen
daler stille ned. Døren til chokoladens mekka,
nærmere betegnet Chokolade Mageriet, er låst.
Det er nemlig først klokken 11, at herlighederne er
inden for rækkevidde.
Der er fem mennesker på arbejde fra morgenstunden.
3 i køkkenet, der i daglig tale kaldes værkstedet.
En ung pige står bag de mange montre fyldt
med chokolade i alle regnbuens farver, og sidst,
men ikke mindst, er Dorte hovedpersonen. Venlige
morgenhilsner lyder i butikken, godt blandet med
U2’s’With or without you’, der ivrigt bliver fløjtet
med på. Der er en ro over settet, på trods af åbningsstress,
fordi alle kender sin plads. Der bliver
tørret af, sat på plads og rettet an, så der er klar til at
give offentligheden sukkerchok.
Danmarks første chokoladedronning
Dorte blev Danmarks første uddannede chokolatier
Hun har bl.a. vundet guld til Danmarks Mesterskab
i Chokolade i 2002, som var samme år, hvor hun
åbnede sin første butik i Hillerød. ”Uddannelsen var
startskuddet til min drøm, det var bare et spørgsmål
om tid, før jeg fik åbnet min første butik.”
Meningen var, at butikken skulle ligge i Helsingør.
Lige inden Dorte skulle sætte sin underskrift på
udlejningskontrakten, blev lokalet i stedet udlejet til
nogle andre. Herefter faldt Dortes blik på Hillerød.
Hun kommer oprindeligt fra Stevns og havde intet
forhold til Hillerød. Det har hun i dag. I Hillerød
har hun gjort det muligt at have alt samlet, lige fra

lager til produktion og naturligvis selve butikken.
”Jeg valgte ikke at åbne butik for at blive rig. Jo, rig
på andre måder. Bare ikke økonomisk. Jeg elsker det
jeg laver.”
Der bliver støvsuget i den stemningsfulde butik.
Indretningen kunne nemt stamme fra en gammel
dansk film.
I værkstedet summer der af liv, imens de tre arbejdsbier
- to kvinder og en mand - småsnakker over
store kar med henholdsvis mørk og lys chokolade.
”Der var også en for at tage billeder af os i går. Det
er jo ren VIP!”
Et grin går igennem værkstedet, hvor alle arbejder
ekstremt rutinepræget. En fingernemhed, der kunne
få de fleste bedstemødre til at sukke misundeligt,
når skummet fint placeres på marcipanbunden til en
vellykket flødebolle. En præcision, når alle miniature
påskeæg gerne skal have samme mængde fyld,
så ingen bliver snydt.
Traditionernes travle chokoladefest
Påsken er noget særligt for Chokolade Mageriet.
Først og fremmest har de langt højere omsætning
end normalt.
Det er her, deres indkomst ligger. Køkkenet er på
overarbejde, hvilket en af kvinderne giver udtryk
for. Hun forbinder påsken med at have travlt, så
derfor er påsken for hende mest en arbejdsrelateret
højtid.
Derudover hører der alligevel også en forkærlighed
til påsketraditionerne med. Dortes bedste barndomsminde
fra påsken husker hun tydeligt.
”I Køge Ås, som er en stor skov, der strækker sig,
med en masse bakker, var min familie og jeg altid
ude at trille påskeæg. Jeg ved ikke, om man bruger
den tradition i dag. Men vi malede nogle æg, som
var kogt, og så skulle man trille dem ned af de der
bakker. Og når de så gik i stykker, så måtte man
spise dem. Altså, det var jo bare æg, men det var det
sjove i at trille dem rundt ude i skoven. Det er noget
af det, jeg husker rigtig meget. Jeg vil rigtig gerne
trille æg med min datter, men hun er kun 3 år, så
det har jeg ikke gjort endnu.”
Chokoladeoplevelser for alle aldre
Ifølge Dorte er mottoet i butikken, at alt skal være
’Chokolade med oplevelser’. Både i form af flødebolle-kurser,
chokolade-gaver eller ’god-bedringskort’
lavet i chokolade.
Der findes alt, hvad den søde tand kan begære –
selvfølgelig i chokoladeform.
8
”Min drøm er, at det skal være chokolade for alle
aldre. Både for de ældre, som kommer ind og skal
have deres kop kaffe i guldstolene, derovre, men
også for børnene, der kommer med deres 20’er hver
fredag.”
Nu når det snart er påske, ligger chokolade oplevelserne
i de mange flotte former for påskeæg.
”Jeg tror ikke vi har ét påskeæg, som er mest solgt.
Der er ikke nogen af dem, som vi ikke sælger. Men
ren marcipan med mørk chokolade, tror jeg er min
favorit. Vi har en fantastisk marcipan. Så, nu bliver
du nødt til at få et æg, så du selv kan smage!”
Et æg på størrelse med en lillefinger bliver rakt over
disken. Den mørke chokolade går knasende i spænd
med en himmelsk marcipan, hvor hver en bid kan
spores tilbage til mandlerne. Så hvis der skal købes
påskeæg, vil denne lækre sukkerbombe helt sikkert
ligge godt i maven!
På vej ud af butikken takkes Dorte for besøget og
ønskes held og lykke med påskesalget.
”Der skal nok komme gang i det. Det plejer der. Nu
har Go’ Morgen Danmark også lige ringet, så der
skal jeg ind på mandag!”
Ha ha TV2; Grundtvisen fik hende først!

CD! CD! CD!
Anmeldelse af Arcade Fire - The Suburbs
Af Troels Dan-Weibel
Først kom ’Funeral’ (2004), der blev fulgt af ’Neon Bible’(2007),
og med ’The Suburbs’ (2010) har Arcade Fire
videreført en række af helt fantastiske CD’er. ’The Suburbs’
bliver muligvis ikke en milepæl i indiemusikkens historie,
men det er uden tvivl en af de CD’er, der er med til at sætte
en umanerligt høj standard inden for genren.
Med sine 16 numre er CD’en med i den tungeste vægtklasse
– et faktum, der medbringer positive og negative sider. Først
og fremmest giver den bandet muligheden for at udtrykke
alle følelser ved blot én CD, og for det andet giver det dem
et større råderum rent musikalsk, hvori de kan prøve flere
grænser af. Dette betyder, at de med lidt held kan fyre en
veritabel bredside af fantastiske sange ind i øregangene på
den heldige lytter… Eller de kan gøre CD’en for langtrukken
og miste lytteren halvvejs.
Det sidstnævnte ville uden tvivl være tilfældet for de fleste andre bands, men Arcade Fire formår, med en
finesse man sjældent ser, at holde lytteren fastspændt i deres billede af forstæderne. Et billede, der hverken
er godt eller skidt, men bliver tegnet fra indersiden af bydelen. Man får beboernes drømme, deres håb og de
tab, de kommer ud for, og man stifter bekendtskab med de forskellige typer, der bor i en forstad. Virkelighedsnære
billeder bliver malet i ens hoved, og man kan intet andet end at blive betaget.
De 16 sange passer fint sammen – der er en bred vifte af lange og korte numre, numre, der næsten kan betegnes
som intermezzoer, godbidder, der blive smidt ind imellem de egentlige hovednumre. Af favoritter fra
CD’en kan ’Rococo’ og ’The Sprawl II (Mountains Beyodn Mountains)’ nævnes. ’Rococo’ for den simple lyd
og ’Sprawl II’ for det stik modsatte. ’Rococo’ formår at vække følelser i én via en meget simpel tekst (ikke en
dårligt udtænkt tekst, men simpelt sprog), og ’Sprawl II’ får én til at synge med for fuld kraft.
Som med de fleste af deres CD’er er det guitaren, synthen og keyboardet, der er i fokus. I løbet af CD’en
skifter man forsanger – i nogle sange er det Win Butlers klang- og sjælefulde stemme, der dominerer, mens
hans kone Régine Chassagne bidrager med koret. I andre sange, meget få, er det Régine, der dominerer – her
gøres det så yndefuldt, at man undrer sig over, at det er Win, der er den egentlige forsanger. Man kan diskutere,
hvorvidt der overhovedet behøves en egentlig forsanger, for parrets stemmer passer så fantastisk, at man
rent faktisk kan kalde dem ’A match made in Heaven’. Wins lettere triste harmonerer så perfekt med Régines,
at det næsten er ufatteligt.
Fun facts:
Arcade Fire kommer med nyt album her i 2013. Ved bandets koncert for at fejre udgivelsen af dets første EP,
gik to af de oprindelige medlemmer ud af bandet – for at veje op for dette fik bandet hurtigt fat i Wins bror
og i Tim Kingsbury, som begge stadig er medlemmer. I 2011 vandt Arcade Fire flere priser for ’The Suburbs’
– bedste CD, bedste alternative CD, Årets sangskriver og Årets band.
9

Anmeldelse af Paul Simons - Graceland
CD! CD! CD!
Af Troels Dan-Weibel
Paul Simons ’Graceland’ (1986) er efterhånden blevet en
kultklassiker inden for folk rock genren. Den er skrevet i en
verden, hvor Apartheid dominerer i Sydafrika, og hvor den
kolde krig er ved at være ved vejs ende. Verden er blevet
mere globalt orienteret, og rocken appellerer til stort set alle
grupper. Paul Simon er endnu ikke så kendt som solokunstner,
men med Graceland ændrer det sig markant; Graceland
blev begyndelsen på en lang og succesfuld solokarriere.
CD’en er lavet i koalition med en bred vifte af afrikanske
musikere og grupper, hvilket man mærker med det samme,
man hører musikken. Der er langt fra 60- og 70’ernes Simon
& Garfunkel æra – Paul Simon er tydeligvis blevet påvirket
af de forskellige Sydamerikanske musikere og det i en sådan
grad, at hele hans musiske udtryk er ændret markant fra
Simon & Garfunkel. Dette høres især igennem den elektriske
guitar, de skæve orgelrytmer og endda på selve måden Paul Simon synger – efter min mening kommer
Paul Simon mere rundt i sit register, end han gjorde under sit partnerskab med Art Garfunkel. Udover Paul
Simons vokal finder man også forskellige gæstesangere (samt andre typer for musikere) både fra det afrikanske
og fra det amerikanske kontinent. Der kan eksempelvis nævnes Miriam Makeba (Mama Afrika) og Hugh
Masekela. På mange af sangene findes også afrikanske kor, der synger på en blanding af afrikansk og engelsk
– de mest markante kor finder man i ’Diamonds on the Soles of her Shoes’ og ’Gumboots’.
Af mindeværdige numre, ikke at de alle er det, huskes især numre som ’You Can Call Me Al’ (hvori Chevey
Chase gør et fantastisk komisk indtryk i den meget simple musikvideo), ’Diamonds on the Soles of her Shoes’,
’Homeless’ og titelnummeret ’Graceland’. Hele CD’en er fyldt med glæde – blæsere, elektrisk guitar og hurtige
rytmer dominerer CD’en, sikkert ét af de mange steder de afrikanske gæstemusikere har haft indflydelse. De
mange blæsere og den hurtige og lette elektriske guitar giver et indtryk af glæde og iver, følelser der smitter
af på en. Selv i sange, hvor teksten tangerer det melankolske, finder man alligevel en rytme og en melodi, der
ikke kan få én til andet end at smile.
I det hele taget, dette kan ikke siges nok, er Graceland et klart brud med Art Garfunkel og Simon & Garfunkel
– Paul Simon vil tydeligvis stå som en stærk og distinkt solokunstner – ønsker man mere folk fra 60’erne,
er dette ikke CD’en for dig. Denne CD er helt igennem Paul Simon.
Fun facts:
Paul Simon fik i begyndelsen mange protester over CD’en, da den brød det kulturelle boykot, der var lagt
imod Apartheidstyret i Sydafrika – CD’en blev hovedsageligt skrevet og produceret i landet, på trods af at
projektet blev støttet af FN’s anti-apartheid komité. CD’en blev kritiseret af ANC, det største sydafrikanske
parti efter Apartheidstyret var faldet. Nu til dags er der dog ingen fordømmelser, da CD’en var med til at rette
et større fokus mod Apartheidstyret og fik flere sydafrikanske kunstnere frem i lyset på den internationale
scene.
10

Læserbrev: Sjakal Manifest
Kamp Klar 24/7
Vi er en motorcykel klub med stolthed og ære. Vi
skelner mellem os og dem, da vi er organiserede og
ikke kan se igennem fingre med deres foretagender
her på Grundtvigs Højskole.
Vi vil kun vores land og dets medborgere det bedste
og beskytter frem for alt de andre elever her på
højskolen.
Vi respekterer de folk på højskolen og i samfundet
som fortjener det, modsat sjakalerne som ikke
respekterer andre end deres egne.
De kalder sig selv ”Protectors” men modarbejder
i virkeligheden højskolens elever, og resten af det
danske samfund.
Vi derimod beskytter danskerne og de danske
værdier, som sjakalerne tydeligvis ikke anerkender.
For en dybere karakterisering af ”dem” har vi udarbejdet
”Sjakal manifestet” som kan læses herunder.
Sjakal manifestet 2013
Vi fra KK24/7 bruger ordet sjakal om de som vi med god grund foragter. En betegnelse som passer godt i
denne sammenhæng og som set ud fra dyrets sande natur, er velvalgt.
Sjakalerne er nemme at genkende med deres stupide handlinger og feje handlingsmønstre. Betegnelsen for
dem bygger ikke på fordomme eller en snæversynet uforståelighed omkring deres ”svære vilkår”, men er derimod
grundigt overvejet ud fra utallige oplevelser her på højskolen.
Sjakalmanifestet skal ikke opfattes som en hån imod mennesker med en anden hudfarve eller religion, lige så
lidt som det er en hån imod dyret, som ligger navn til.
Manifestet skal opfattes som et brugbart redskab til forståelse for, hvem de mennesker er, som med terror,
trusler og vold holder folk her på Grundtvigs Højskole i et frygtens jerngreb. Sidst men ikke mindst bør
betegnelsen bruges som et værn mod racismens åndelige fordærv.
Sjakalerne har ingen naturlig respekt for lærere eller besøgende. De ser intet forkert i at genere eller terrorisere
dem, eller sågar bruge vold imod dem.
På trods af at de næsten alle er født og opvokset i Danmark, benytter de et tabersprog, med en stærkt påtaget
accent. Denne talemåde har de tillagt sig fordi de hader alt dansk.
Møder de modstand i en diskussion eller risikerer tæv i en konkret situation, falder de straks ned på jorden
og hyler og jamrer som rigtige sjakaler.
Et tydeligt tegn på at en sjakal føler sig usikker og derfor ikke tør slås, er hvis han råber højt og gestikulerer.
Tomme trusler er et speciale og helst på sikker afstand; at give fuckfinger til en forbipasserende elev, skrive
slagsord på tavlerne eller give hadefulde meddelelser på deres ture ned af gangene. Sådanne risikofrie handlinger
opfatter sjakalerne pudsigt nok som sejre....
Kulturberigelse er sjakalerne bestemt ikke en del af og der er snarere tale om rendyrkede tabere med påtaget
offerrolle. Aldrig i livet om man bør bøje hovedet for sådan noget menneskeligt affald!
11

Af Sofie Buch
Faldne kammerater
Gangene på Grundtvigs Højskole er øde.
Lyset strømmer blegt ind fra ovenlysvinduerne,
og på betongulvet ligger små vandpytter,
som var loftet en snottet næse. Jeg
samler armene foran brystet som et skjold
for kulden og kniber øjnene sammen for at
klare hovedet. Endelig kan jeg skubbe døren
til dagligstuen op. I dagligstuen er kun
en lille gruppe elever, og de er alle samlet
rundt om pejsens flammer. De sender mig
fjendtlige blikke: HER ER IKKE PLADS.
Siden sygdomsepidemien ramte Grundtvigs
Højskole, er stemningen gradvist skiftet. I
starten var det bare et uskyldigt ’atjue’ og
rømning af halsen. Men det var blot begyndelsen
på en epidemi, der har sendt både
elever og lærer i isolation.
“a’ ha’ fåe’ pæst”
Tilbage i dagligstuen står jeg nu i kø til den nye kaffemaskine, hvor jeg falder i snak med Amanda Rødhåret.
Hun begynder at fortælle mig om hendes oplevelse som syg på Grundtvigs Højskole.
”Jeg havde bare sådan lidt feber, ondt i hovedet og svimmel – og så skulle man bare sove mega meget. Jeg tror
jeg tog to hele dage, hvor jeg bare slet ikke var til timer. Der var flere som kom og sagde: ’Gå nu i seng, Amanda’.
Og man keder sig jo bare mega meget. Jeg havde faktisk lidt svært ved at ligge mig syg, så det var måske
derfor, sygdommen har raseret så meget”, betror Amanda Rødhåret mig med ulykkelige øjne.
Ingen ved, hvor epidemien startede, flere anonyme kilder mistænkeliggør de nyankomne elever, for som rotter
fra et andet kloaksystem at have spredt sygdomme på Grundtvigs Højskole. Dette bliver dog ved spekulationerne.
Men for Amanda Rødhåret er der ingen tvivl om, hvem der graciøst har uddelt gaver af den bakterielle
slags.
”Jeg er sikker på, det var Karina, som smittende mig. Jeg mødte hende ude på gangen, og hun havde helt
hævede øjne. Og så stod jeg og snakkede med hende i fem minutter, og jeg skulle nok bare have holdt min
distance, men jeg synes, det var så synd for hende. Hun lignede sådan noget fra Alien Attack.” Og før Amanda
Rødhåret vidste af det, lignede hun selv et Alien Attack.
I takt med at de raske elever lagde afstand til Amanda Rødhåret, og hun mærkede isolationens kolde skulder,
vendte hun ansigtet mod sin lungesvækkende ven: smøgen. Men ak, ej her fandt hun trøst.
”På et tidpunkt stod jeg udenfor og røg sammen med Mathias med Cap’en, og vi snakkede om, at vi simpelthen
ikke kunne ryge ordentligt. Vi havde voldsomme smerter i halsen. Så det var på en måde et mindre
rygestop samtidig, og så alligevel ikke for jeg røg stadig.”
Nu har vi begge fået fyldt vores kopper med varm kaffe og lettet vores hjerter. Måske er det meget hyggeligt
at være syg, når man kan være det i fællesskab? Jeg tager Amanda Rødhåret under armen på udkig efter flere
faldende kammerater.
13

YOFO…you only folkehøjskole once
By Maria Sophia Romeu
A little over eight weeks ago I walked through the front doors of Grundtvigs Folkehøjskole not knowing what
to expect. All I knew is that I was going to study abroad in Denmark for the next semester and that I was going
to live in a “folk high school,” basically a school without grades. As you all know, I am a curious person
and interested in learning the many modes of human expression. So I thought, “What better place to learn
about this than having 24/7 access to men and women just like me, just Danish?” But, I never imagined what
lie in store for me, nor did I ever expect that this place would teach me so much.
First of all, let me just say that I am really enjoying all of you, especially this whole raw honesty thing that
goes on here. Here, there is no such thing as a “mask.” It’s an unwritten rule, but firmly understood, that here
you must “be who you are and say what you feel.” My peers here like to be challenged; they like to be pushed
to grow as they have pushed me to grow. The openness around sexuality, drinking, snuggling, affection is oxymoronically
as scary as it is comforting. It’s relaxing to know that here you can just be yourself. For example,
the idea of a shower party, “Yeah, these don’t happen in the States, at least not outside of a locker room.” And,
there is no way my liver was ever prepared, nor will ever be, to match up to the likes of all y’all. Jeez, if it was
an Olympic sport you would most defiantly be undefeated; frat boys have nothing on you. And what is it with
this whole, “Everybody has sleepover in each others room thing?” It’s fantastic how comfortable this place
makes you feel, like how everybody kisses each other. I don’t think I have ever seen two men who identify as
straight ever kiss each other in public, and yet, here it’s no biggie. To walk into a room and know that there
is always room on the couch for another is kind of nice. It’s wonderful to see how so many strangers became
such a family in a short period of time. But as I continue to observe and learn from you, I have noticed that
what brought you together is not just the fact that you are here living together and taking classes together, but
an important element is that you all speak the same language, Danish.
Being in Denmark, especially living here has been such a humbling experience. I have learned the power
of language. I have learned how it can bring people together as much as it can create obstacles. I know that
there is no judgment here, as you can see by the way I feel comfortable walking around in my sock monkey
pj’s. This is not much different that you all walking around in banana sweatshirts, crocodile suites and bright
purple jumpsuits, but I wish it were all this easy. Although I can walk around in my silly pj’s and watch movies
with you, I don’t speak Danish. This language barrier has been eye opening experience for me. I grew up
in a multi-lingual and multicultural household and never in my life have I ever been exposed to this kind of
divide. It has made me reflect on what can be done to bridge the divide.
That is why this place means so much to me. We all strive to break down these barriers. We engage in fun and
silliness as a healthy way to be carefree, to relax, enjoy life and not take ourselves so seriously. Ultimately, we
all encourage each other to become active members of this community, by taking off our masks and being
vulnerable in whatever way possible with each other. Unveiling what is behind my mask has taken a long
time and I only hope that the practice and support that I have been given here will stay with me for the rest of
my days. I can honestly say that some of the people I have met here have learned more about me then some
of my friends at home. I struggle with letting go and relaxing, to actually let myself feel happiness, joy and to
really just feel okay, and although I don’t speak your language—though I have to say you English is far better
than my Danish—the smiles, hugs, and any conversation, however little, is such a treat. You have, little by little,
allowed me to be myself uninhibitedly a little bit more each and every day.
A common saying in the States is that “Home is where the heart is,” being here, I left home to find home. I left
home and came abroad to learn about myself, to learn to accept and begin to love myself. Each day, no matter
how tired I am in the morning or my how much I desire to skip class and stay and hangout here, I remind
myself how blessed I am to have to opportunity to be here and to learn something new about each person I
talk to. But most of all I am thankful for the gift that each person here has given me, themselves. All y’all are a
daily inspiration; you are a reminder that it is okay to be a bit goofy, uninhibited, and allow my tender soul to
be exposed and for that I thank you. #yofo
14

Klummelumme
Min anti-påske
Af Sabina Louise Nesheim
Synet af syrede gule planter ledsages altid af et hylekor i en eller anden form. For ikke nok med at man skal
blændes af skrigende, psykedeliske farver der pludselig vælter op af den lortebrune jord, man skal også finde
sig i at blive midlertidigt døv. Af uvisse årsager er det nemlig for nogen nødvendigt at afholde uofficiel skrigekonkurrence.
Reglerne er enkle: Når du ser en påskelilje, så skrig. Begejstringen vil ingen ende tage. Disse
snedige mutantblomster belønner dig herefter ved at sprøjte deres lugt ud over dig og alle i nærheden. Lugten
sætter sig i dit tøj og dit hår. Det kommer sågar ud af dine porer. Og før du ved af det, er du langt væk på
påskeliljer. Jeg siger dig, påskeliljer er roden til alt ondt.
Med første symptom på påskeliljepåvirkning følger et unægteligt behov for at forvandle dit hjem til et
gennemført påskehelvede. Du tror måske det er hyggeligt med regnbuefarvede æg i din vindueskarm, stuegulvet
dækket af fjer og sofaen proppet til randen med bamser formet som lam og kyllinger, men dette er blot
rusen der taler. Næste tegn på rus vil følge lige efter; Mens du vralter rundt i dit eget farverige fjerhelvede,
vælter en trang ind over dig. Trangen er insisterende, umulig at ignorere og straks du har tænkt tanken én
gang, får du en følelse af, at det er den eneste rigtige tanke du nogensinde har tænkt. En påskefrokost må
holdes.
Hele ideen om påskefrokost er komplet vanvittig. Det er et faktum. Nu vil fortalere for påskefrokostkonceptet
nok protestere vildt og brutalt. Påstå, at en påskefrokost er en fantastisk anledning til at se familie fra fjerne
egne, og spise dejlig mad. Men helt ærligt, der er jo ikke nogen mennesker der fra bunden af deres hjerte, kan
sige at de virkelig kan lide maden til en påskefrokost. Dertil kommer, at der nok er en grund til at familien
bor i forskellige hjørner af danmark. Hvad er det for et vanvittigt koncept, der tvinger folk der ikke har nogen
som helst interesse i hinanden, til at spendere x antal timer med at fylde sig selv med 100 forskellige former
for uspiselig mad?
De næste symptomer jeg vil nævne, er unægteligt de mest groteske og kombineres, til min store gru, ofte med
påskefrokosten: “Trante æg”-legen, en klovnagtig leg hvor man maler en masse æg, for derefter at kyle dem så
hårdt man kan, ned ad en bakke, mens man sigter efter andres menneskers æg. Det eneste sjove ved den leg
er, når man rammer de andre mennesker.
Men den tradition som jeg afskyer allermest, den tradition, der får hårene til at rejse sig i nakken på mig, det
er gækkebrevsklipning. Uanset hvor dygtig du selv mener, at du er til at forfatte kløgtige og gådefulde rim, vil
det altid være noget lort, det du skriver. Og uanset hvor vanvittigt et talent du føler du har for at klippe hjerter
og kaniner og kyllinger, vil disse altid ligne uformelige klumper på papiret. Og nej, du kan ikke redde dit
gækkekort ved at investere i saks med bølger.
Måske er du en af de letpåvirkelige syndere i denne påske. Måske har jeg ramt et ømt punkt hos dig, eller
måske har jeg sat et par tanker igang hos dig. Hvis dette er tilfældet, mød mig under klokken lang fredag
kl. 12. Sammen kan vi komme gennem påsken, sammen kan vi gøre lang fredag kort. Lad os samles om at
boykotte påskeliljerne - lad os holde anti-påske.
15

16
Med påske kommer håb og snaps
Af Julie Rønne Nielsen
Torben Ebbesen kommer med hastige skridt ind ad døren. Han har en smule travlt. Han sætter sig tilrette i
sin lænestol foran computeren på sit kontor. Bag ham hænger et stort billede af Jomfru Maria i træudskåret
guldramme.
Torben Ebbesen er præst i Ullerød kirke i Hillerød.
”Jeg tror, det er meget vigtigt at sætte håb og påske i samme kontekst. Det er her håbet om nyt liv spirer.” Der
er et håb om et nyt liv efter døden. Et nyt liv efter alt det vinterforfaldne og visne.
Der er en evig cyklus i naturen, hvor der er nyt liv hvert år. Dertil kommer også håbet om at det, der tynger i
ens hverdag- det, der frustrerer eller er svært - vil forsvinde, når denne højtid indtræffer.
Spirer og springer ud
”Alt har ligget i dvale i naturen, og så pludselig springer der blomster op ad jorden, og bladene begynder at
springe ud.”- siger Torben.
Her i påsken blev Jesus dræbt, men genopstod – livet vandt over døden. På den måde er påsken forårets tid i
Danmark. Alt springer ud og det passer på den måde fantastisk sammen med, at livet besejrede døden.
Jesus vandt over det onde. Han spredte håbet om, at selvom det mørke og onde så ud til at have overtaget,
kan der ske mirakler, og dem skal vi tro og håbe på vil ske.
Hvor er du Jesus?
I det kristne verdensbillede var det Langfredag Jesus blev korsfæstet. Han fik naglet sine hænder og fødder
fast til et stort trækors. Han hang der i 6 timer, hvor han til sidst overgav sig til Gud og udåndede.
Påskemorgen var graven tom - hvor var Jesus? Jesus var genopstået – livet var genopstået. Kvinderne tog til
Galilæa og møder Jesus som levende person. De var sammen med ham i hele 40 dage indtil opstandelsen
(Kristi himmelfartsdag). Naglemærkerne fra korsfæstelsen var stadig at se– det var virkelig ham, der havde
hængt på korset. På den måde er det glædens tid – livets tid. Altid springer ud, og vi kan se, at døden ikke har
alt at skulle have sagt og ondskaben heller ikke.
Snaps, sild og æg
Påskemiddage er blevet til en fast tradition rundt om i de danske hjem. Det er til påske, man samles som
familie.
”I påsken fejrer vi livet, familiesammenholdet, glæde for fremtiden – vi fejre, at vi kan være sammen”.
Det store påskebord er dækket op på farmors hvide, hjemmebroderede dug. Der er fundet det lidt finere
service frem. Det lune, friskbagte rugbrød venter kun på at blive belagt med de blanke, sølvgrå sildefileter. Et
nykogt og letsmilende æg bliver igen i år placeret letbalancerende på de halvglatte fileter. Derpå toppes der
med den traditionelle karrysalat, som har fuldt påskemiddagens madudvalg i flere årrækker.
Der bliver ikke sparet på noget til den traditionelle påskefrokost.
Man føler sig dejlig tryg i atmosfæren af hygge og samvær. Man kigger rundt på sin familie. Alle lettere røde i
ansigterne fra den højtopskruede radiator, den dampende varme leverpostej med dertilhørende bacon, champignon
og hjemmesyltede rødbeder og de mange snapser, der er røget ned i løbet af middagen. Alle kigger
på hinanden – skål – vi tager et sip – vi nikker – og sætter derefter snapseglasset ned på bordet. ”Man fejrer
taknemmeligheden for, at livet er der, og at vi har hinanden, og at vi kan holde sammen”.

Af Julie Rønne Nielsen
Fotokonkurrence !!!!!
Jeg går i min helt egen verden. Jeg slentrer ned af de hårde, grå, letvåde fliser, hvor regnen fra gårsdagen har
trængt igennem det etlags glasbelagte tag i “gaden”. Jeg tager fat i håndtaget til den dobbelte glasdør, først den
forkerte vej, men skubber ubevidst til døren, for at nå ind til det røde murstensgulv, som pryder mellemgangen
til gymnastiksalen, klostergang og det noget så besøgte vaskerum. Jeg drejer til højre og betræder med
lydløse, slentrende skridt det linoliumsbelagte gulv og nærmer mig langsomt mit værelse. Jeg har været i en
tåge. Jeg har ikke lagt mærke til, hvad jeg er gået forbi - jeg er bare gået. Jeg har været fanget i rutinens gang.
Rutinen af den vej jeg går så utalligt mange gange på en enkelt dag.
Der er så mange ting, som man ikke lægger mærke til. At den store hvide bænk faktisk står helt alene i den
store, til tider kolde mellemgang, et tyggegummi, som er som naglet fast til gulvet, da mange forskellige
typer skosåler, har været med til at udtvære det. Noget støv, der har samlet sig i en lille uformelig klump i det
fjerneste hjørne.
”Tag billeder af noget du egentlig ser hver dag, men ikke lægger mærke til”.
Tag et billede af det du altid ser, men ikke bemærker på din færd til dit værelse, til time eller på toilettet.
Send billederne til Julie_nielsen9@hotmail.com, så udvælger vi det bedste billede i redaktionen og udgiver
det i næste nummer!!!
Det eneste fornuftige i den her avis
17

18
Af Amanda A. B. Nielsen
Thomas som Tom Cruise
Det ligner ved første øjekast den klassiske skildring
fra ”Top Gun”: Tom Cruise i forgrunden med sin
babe bag sig. Men nej, -vent! -Det er jo synsforvirring!
Det er i virkeligheden Thomas der er i rollen.
I filmen “Top Gun”, er Top Gun er en skole for
amerikanske elitepiloter, hvor Tom Cruise spiller
den yderst uansvarlige og ustyrlige jagerpilot, Pete
“Maverick” Mitchell, der ikke viger tilbage fra at
overflyve kontroltårne. ( Kilde: Wiki)
Bag om bagsiden har lavet et gribende og åbenhjertigt
interview med Thomas, hvori han fortæller om
sit forhold til ”Top Gun”, og hvad der gemmer sig
bag hans facade som en hardcore krigerisk mand.
”Det hele startede med at Emil og Siri fra Nordisk
ville lave en kæmpe Top Gun fight om hvem,
der kunne lave det bedste billede af mig som Tom
Cruise.” Billederne blev lagt på Facebook, og Emil
vandt dysten, og har derfor som ekstra præmie fået
billedet i Grundtvisen.
Da jeg spørger Thomas, hvad det er for noget med
ham og Top Gun, udbryder han: ”Det der med jagerfly,
det tænder sku også mig!” Han fortæller med
voldsomt gestikulerende armbevægelser om Top
Gun som en rigtig mandefilm, der har betaget ham
siden han var blot 9 år gammel. ”Jeg så den første
gang som 9-årrig, og lige siden har jeg bare set den
igen og igen. Det var min yndlingsfilm!” Thomas så
filmen så meget, at båndet til sidst var helt nedslidt
(Ja det brugte man dengang), nu har han fået den på dvd.
”Det var dengang Ramboo og Die Hard var toppen. –De var så dybe.” Thomas nikker langsomt og usikkert.
Det sidste siger han med en sarkastisk undertone, som understreger, at han senere har fundet en dybere mening
med livet end bare jagerfly og kampscener.

Af Amanda A. B. Nielsen
Bag om forsiden
Payman har lavet denne uges forside. Payman er en dygtig tegner
og maler. Han fortæller selv, at han har tegnet helt fra barnsben. I
Iran havde han to butikker, som både solgte kalegrafi og malerier.
Han var meget populær, og lavede flere opgaver i hjembyen. Han
viser mig et billede af et højhus hvor han har malet hele den ene
side af bygningen. Han forklarer, at de har brugt et stort stillads
for at kunne komme til over det hele.
I Danmark har han lavet en del malerier for forskellige institutioner,
hvor han blandt andet både har lavet vægmalerier, og
malet udendørs på bygninger.
Han har i flere omgange været i Tisted dagblad, hvor de har skrevet
om hans værker. Han viser mig en stor stak aviser, hvori der i
dem alle er artikler om ham som kunstner. Den ene fortæller om
et helvægs maleri, som Payman
lavede på et plejehjem.
Han har været på flere plejehjem og ældrecentre, hvor han har prydet
deres væge med kunst. Han fortæller, at han elsker at være ude, og snakke
med de ældre mennesker, og faktisk stadig har kontakt til flere ældre
kvinder, som han er blevet venner med gennem sit arbejde. Han besøger
dem af og til, og synes det er hyggeligt og dejligt at snakke med dem. Han
griner skørt. Det er tydeligt, at han har charmeret sig ind på kvinderne.
Payman har desuden også været i dagbladet for et værk udenpå en bygning
i Hanstholm for firmaet ”Cool Fish” og deltaget i en konkurrence i
kirkebladet ”Udfordringen”, hvor han lavede et maleri som illustration til
Pinsedag. Han fortæller, at han har været med i flere aviser, men desværre
ikke har ikke fået udgaverne.
I fremtiden er drømmen, at han gerne vil have en kunstbutik, enten i København eller Århus, måske begge
steder, hvis det kan lade sig gøre.
19

Find fem felj
Vi, har placeret forskEllige fejl i avisen. kig efter dem, hvis du har lyst.