Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

galleri.profilen.dk

Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

VELKOMMEN TIL FERNISERING

LØRDAG D. 7. APRIL KL. 12-15

PÅ PÅSKEUDSTILLING 2001

MOGENS ANDERSEN

MALERI – AKVAREL 1959-1995

7. APRIL – 15. MAJ 2001

MOGENS ANDERSEN ER TILSTEDE PÅ FERNISERINGEN

GALLERI PROFILEN

GRØNNEGADE 93 · DK 8000 ÅRHUS C · TLF. +45 86 20 17 22 · FAX +45 86 20 19 22

www.galleri-profilen.dk · e-mail: mail@galleri-profilen.dk

ÅBNINGSTIDER: HVERDAGE 10-17, LØRDAGE 10-13

I PÅSKEN: Skærtorsdag, langfredag kl 12-16

Center Offset Grafisk Support


MOGENS ANDERSEN


Forsidebillede: Olie på lærred 130x98 cm. December 1977


MOGENS ANDERSEN

At en kunstner udtrykker sig abstrakt vil på ingen måde sige, at han flygter fra genstandsverdenen,

fra alt det som et menneske kan se og sanse i sin omverden.

Abstraktion i billedkunsten er blot et andet ord for frigørelse fra det, som begrænses

af synet og erfaringen. At frigøre sig er derfor heller ikke det samme som at

flygte. Det er retten til at kunne bevæge sig frit i forhold til sit ståsted. Uden denne

ret vil en kunstner ikke være i stand til at opdage nye verdener. Uden denne ret ville

kunsten ikke være i stand til at udvikle sig.

Mogens Andersens livshistorie kredser om frigørelse, på flere planer. Der er frigørelsen

fra det naturalistiske motiv, som for mange stadig var anledningen til at

male, da denne kunstner, som er født i 1916, var ung. Og der er frigørelsen fra den

danske tradition i maleriet, som stadig stod stærkt før anden verdenskrig, og som

tidligere dominerede de danske museers erhvervelser og udstillinger lige så meget,

som den dengang dominerede undervisningen på f.eks. Kunstakademiets skoler.

Hvor gallisk Mogens Andersens maleri end kan virke sammenlignet med mange

andre i samme generation, er hans egen historie tæt forbundet med det abstrakte

maleris historie i Danmark. Om nogen har han været med til at placere det såkaldt

genstandsløse maleri i det offentlige rum, og om nogen har han som kunstner forsvaret

dets sag i bøger, kronikker og - ikke mindst - malerier.

Dermed er ikke sagt, at Mogens Andersen altid har arbejdet abstrakt. Hvis man

kender til hans tidlige produktion, til nogle af de meget store figurmalerier, som han

malede i slutningen af 1930'erne (og som bl.a. tilhører Aarhus Kunstmuseum), ved

man også, at han ikke altid er trådt personligt og stilistisk i karakter gennem det

mørke, dekorativt abstrakte formsprog, som er blevet så umiskendelig "ham", at det

nærmest er blevet hans anden signatur.

3


4

Selv en Mogens Andersen har engang været nærmest det modsatte af elegant og

spirituel i sine virkemidler. Selv han har malet med store, grove strøg og masser af

farvesubstans på enorme lærreder, der aldrig ville kunne passes ind i en dagligstue.

Selv han har tilhørt en nordisk skole i maleriet, som rakte tilbage til Edvard Munch,

Jens Søndergaard og den sære og oversete outsider Svend Guttorm. Dette nærmest

"vilde" ekspressionistiske maleri har været en erfaring, Mogens Andersen

måtte arbejde sig gennem for at nå den næste etape af sin frigørelse.

Denne nye etape handlede om at slippe de nationale bånd og dét, han havde lært

på maleren P. Rostrup Bøyesens skole. Det var en god skole, fordi den havde en

forstående lærer, som havde et særligt blik for de individuelle elevers muligheder.

Men den kunne ikke træde i stedet for et møde med den nation, som også havde

været lærerens væsentligste kunstneriske tilskyndelse.

Mødet med Frankrigs kunst betegnede den næste afgørende station på Mogens

Andersens lange vej mod at realisere sig selv. Han ville finde sig selv, sit eget

ståsted, ved at udforske det bedste inden for den metier, han havde valgt. Altså

opsøgte han de førende franske kunstnere i deres atelierer, og indtrykkene af sine

besøg samlede han i et par bøger, som for mange danske blev den første introduktion

til den franske modernisme.

For ham blev disse besøg en oplevelse for livet, og flere af disse franske artister

blev hans nære venner. Da han i starten af tresserne forlod Frankrig for at vende tilbage

til Danmark, måtte han endnu engang bryde bånd og bryde op. Men hans rejse

var på ingen måde en flugt, og han lagde ikke noget afgørende bag sig, heller


Olie på lærred 100x81 cm. Marts 1960

5


6

ikke denne gang. Hvad han kunne bruge af al det, han havde set og tilegnet sig i

Frankrig, deponerede han i sit maleri som essensen af en stor klassisk tradition, set

gennem hans eget temperament.

Erfaringerne fra mødet med kunstnere som Georges Braque, Henri Laurens, Jean

Bazaine, André Marfaing og Pierre Soulages beholdt han hos sig som tilskyndelser

til at arbejde videre ad den vej, han allerede var slået ind på. Og det var ingen særlig

befærdet vej i forhold til, hvad der allerede rørte sig i efterkrigstidens danske kunst.

For den lå hverken i forlængelse af Cobra eller af den abstrakt konkrete kunst, der

havde samlet sig under navnet: Linien 2. Uden kendskab til Mogens Andersens produktion

i fyrrerne vil man næppe være opmærksom på, at en lang serie naturemortér

inspireret af især Braque blev de umiddelbare forudsætninger for det maleri,

han malede i halvtredserne og tresserne, og som betegnede hans gennembrud.

Mogens Andersens maleri er diskretionen selv. Og det gør en æstetisk dyd af sine

forbehold. Det røber intet om de overvejelser, der ligger bag dets tilblivelse, intet

om anstrengelserne foran staffeliet, og intet om de forstadier, som findes i form af

andre malerier. Det efterlader sig ingen spor i form af skitser og forarbejder. Det går

også stille med de inspirationer, som kunstneren kan have modtaget i Paris, mens

han var i nærkontakt med modernismen i det, der endnu var kunstens hovedstad:

der er ingen citater, ingen referencer, ingen hentydninger til virkeligheden uden for

atelieret. Der eksisterer heller ikke, denne forfatter bekendt, fotografier af Mogens

Andersen, mens han iført plettet malerkittel selvforglemmede fortaber sig i arbejdet

med billedet på staffeliet.


Olie på lærred 195x130 cm. Structure IV 1959

7


8

På dette punkt danner kunstneren fælles sag med sit værk: Ingen af dem, hverken

kunstner eller kunstværk, er blevet dokumenteret undervejs eller midtvejs. Det er

kun det færdige resultat - og den, der har æren af det, der kan gøre krav på interesse.

Det var Degas, der engang udtalte over for en potentiel kunde, der ville besøge

ham, mens han arbejdede: Min herre, maleri er privatsag. Det samme standpunkt

indtager Mogens Andersen.

Men ikke alt kan skjules. Den ubesværede, næsten legende lethed, som billederne

fører sig frem med, havde kunstneren ikke kunnet tilegne sig ved at blive hjemme i

Danmark. Det ligner ikke fransk kunst at gøre oprør mod traditionen. Dertil er selv

traditionen for vigtig og givende, og ingen kunstner - selv ikke den mest kontrære -

ønsker at fravælge forudsætningerne for sin egen udfoldelse og fornyelse. Uden

fortrolighed med det bedste i fortiden vil avantgarden altid savne et sted at sætte

af, når den vover sit tigerspring ind i fremtiden.

Hvis der gemmer sig et oprør i disse ellers så elskværdige og kultiverede malerier,

er det et diskret oprør mod det den stoflige tyngde i nordisk maleri, der kan ligne

mangel på både præcision og mådehold, og den sjælfuldhed, der er mere ekshibitionisme

end ekspressionisme. Det ville ikke være forkert at tolke dem som en

fransk inspireret reaktion mod surrealismen, mod den udlevering af indre forestillinger,

drømme og fantasier, som blev inspireret af psykonalysen. Det kunne også

være en reaktion mod Cobra - og de orgier af følelser og farver, som bevægelsen

satte skub i - ikke mindst hos mindre gode kunstnere i Cobraens slipstrøm. At man

fravælger den ydre virkelighed som motiv indebærer ikke, at man så i stedet tømmer

sig selv - og sin palet - i fuld offentlighed.


Olie på lærred 117x89 cm. Komposition 1989

9


10

Mogens Andersen har aldrig ønsket at fortælle noget om sit eget inderste, hverken

når han malede eller gennem det, han malede. Til gengæld har han altid lagt vægt

på at fortælle noget om dét, der betyder mest for ham i maleriet: Farvernes rige

stoflighed, det grafiske spil mellem lyst og mørkt og mellem tomhed og fylde, det

fine spil mellem konstruktion og improvisation og den rytmiske bevægelse i strøgene,

som skal afspejle to væsentlige forhold: behovet for frihed og en bevidsthed om

at friheden også må have grænser.

Et maleri som Mogens Andersen’s bliver aldrig til bekendelsesmaleri. For den

abstrakte kunstner er inderlighed ikke en særlig forfinet udgave af sandheden.

Sandhed ligger for ham et helt andet sted: i den disciplinerede frihed. Han prøver at

finde en balance mellem bindingerne til sin egen natur og den natur eller virkelighed,

der ligger uden for som et potentiale af muligheder.

Det er det, han forstår ved frihed.

Peter Michael Hornung

Mogens Andersen f. 1916, repræsenteret på talrige museer i ind- og udland bl.a. Statens Museum

for Kunst, Århus Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Vestsjællands

Kunstmuseum, Kobberstiksamlingen, Kunstindustrimuseet, Listasafn Island, Malmø Museum,

Bridgestone Museum - Tokyo, Nationalmuseet Warzawa. Danmarks repræsentant på Bienalen i

Venezia 1968. Utallige udsmykninger og udstillinger.


Olie på lærred 100x81 cm. Oktober 1985

11

More magazines by this user
Similar magazines