Til nærmeste udgang – - Elbo

ekspeditioner og fredningsbestemmelser samt ydes støtte til
videnskabelige undersøgelser.
Tjenesten ved Sirius foregår i en ganske bestemt årscyklus,
hvor det meget af tiden er vind og vejr, der dikterer arbejdsopgaverne.
Fra medio juni til ultimo august, er der stort set
isfrit i fjordsystemerne syd for Danmarkshavn og snefrit på
land, og det er her, den vigtige depotudlægning til slæderejserne
foregår, især ved skib.
Omkring 1. september ’lukker’ kysten, som det hedder på
disse kanter, og så er vi kun tolv mand tilbage på Daneborg,
der overvintrer indtil næste sommer. Tiden frem mod den
første slæderejse bruges på forberedelse til denne, fod- og
sejlpatruljer samt stationsarbejde på Daneborg. Der er seks
slædehold ved Sirius, hver rådende over 14 hunde, som det
enkelte hold har ansvaret for at træne, dressere, fodre og i øvrigt
sørge for har det godt.
Omkring 1. november begynder slædesæsonen og efterårsrejsen.
Den varer indtil juleaften og varierer i længde fra
ca. 700 til 1500 km. Den følgende halvanden måned bruges
på at reparere, udbygge, tælle op og vedligeholde. Både hunde,
mand og station. Fra omkring 20. januar begynder så den
lange forårsrejse. Den varer indtil først i juni og varierer i
længde fra ca. 1500 til 3500 km. Så starter sommeren og depotudlægningen
igen, et nyt hold siriusfupper ankommer til
kysten, et andet hold tager hjem, og så er cirklen fuldendt.
Den første tid
Sammen med fire andre fupper startede jeg ud med at åbne
stationen Ella Ø, der danner base for sommerdepotudlægningen
i sydområdet. Vores job bestod i at få tilkoblet strøm
og klargjort bådene til sejlads samt udbedre de skader, der
var kommet i løbet af vinteren. Vejret var i top, så vi kunne
gå rundt i t-shirt og nyde den grønlandske sommer og midnatssolen.
Sidstnævnte krævede noget tilvænning, da man
’glemmer’, at man er træt, og kan have svært ved at falde i
søvn. Det kom dog efterhånden helt naturligt efter en arbejdsdag
på 14 timer.
Vi fik også lejlighed til at sludre med de to ældre fupper,
der havde kommandoen, og stille alle de dumme spørgsmål.
Ét er, hvad vi havde øvet under hjemlige forhold. Nu var vi
landet midt i vores nye tilværelse og skulle være skarpe. Det
var interessant at lære dem nærmere at kende, og de virkede
på trods af vildmandshår- & -skæg og vejrbidte ansigter meget
afbalancerede, rolige og langt fra udbrændte, om end de
erkendte, at de snart trængte til ny stimulering fra andre miljøer.
Jeg kunne efterfølgende ikke lade være med at tænke
over den udvikling, vi nye selv kommer til at gennemgå. 26
måneder i disse omgivelser gør noget ved folk, det er sikkert.
Det er et generelt træk ved folk heroppe, at de er yderst dedikerede,
føler stort ansvar for deres opgave og i det hele taget
er meget til stede i nuet. Samtidig er der altid en hjælpende
hånd, hvis man møder udfordringer større, end evnerne
rækker, og altid er der nogen, der vil lytte, ikke bare høre efter.
Tolerance er andet nøgleord. Vi er det meste af året kun
tolv mand, der skal få det hele til at fungere, og alle er vi forskellige.
Det skal der være plads til, også selv om det indebærer,
at man skal sluge nogle kameler undervejs.
Efter en uge gik turen med fly videre nordpå til Daneborg,
mit nye hjem. Her får man som ny fup tildelt en række ansvarsområder,
som man skal varetage,
når man er på stationen. I
alt er der ca. 20 større
eller mindre ansvarsområder.
Til hvert område
er tilknyttet en ny
og en gammel fup (yngste- og
ældstemanden), så der i bed-