KRIGERNE - Elbo

infolink2003.elbo.dk

KRIGERNE - Elbo

EKSPERIMENT? AF FAEZEH ZAND OG ROLF KUSCHEL

FARVEL TIL

12 PSYKOLOG NYT Nr. 3 . 2006

KRIGERNE

To psykologer havde sagt ja til at være konsulenter

på tv-dokumentarerne om ”Krigerne”. Her fortæller de

om deres farvel til serien om ondskaben i os alle.


Var DR1’s

dokumentarprogram

”Krigerne” et psykologisk eksperiment,

som det hævdedes i udsendelsen, eller

var der tale om en tv-iscenesættelse, hvor

man manipulerede for at opnå andre

mål?

Dette spørgsmål bliver man nødt til

at stille sig selv, efter at have set de fire

udsendelser, der blev vist på DR1 i januar

måned. For at man kan tale om et

psykologisk eksperiment kræves det, at

formålet og variablerne fremlægges eksplicit,

samtidig med at forsøgsgangen

fastlægges. Når forsøget først er begyndt,

foretages undervejs ingen ændringer i

selve forsøgsdesignet; man afventer resultaterne,

der enten bekræfter eller

afkræfter ens hypoteser. Sådan var do-

FOTOS: DANMARKS RADIO

En tv-serie

”Krigerne” er en dokumentarserie i fire afsnit, vist på DR1 hver onsdag aften i januar 2006. Konceptet

er et psykologisk eksperiment, som demonstrerer de kræfter, der kan få medlemmerne i en

gruppe til at begå onde handlinger. En snes personer bliver delt i to grupper, som spiller krigsspil

mod hinanden, først uskyldig paintball på en bane i Danmark og siden under militær disciplin

ude i de svenske skove. Undervejs danner de to grupper fjendebilleder af hinanden og ender

med at prøve på at presse tilståelser ud af deres fanger ved hjælp af noget, der ligner tortur.

kumentarprogrammet ”Krigerne” også

designet.

Programmet tog udgangspunkt i vores

bog ”Ondskabens Psykologi”, hvor

vi afdækker ondskabens mangfoldige

fremtrædelsesformer og påviser, at ondskabsfulde

handlinger generelt ikke er

resultatet af enkeltpersoners motiver,

men af en række psykologiske påvirkningsstrategier,

der anvendes inden for

forskellige systemer (militæret, terrororganisationer,

fundamentalistiske sekter

etc.). I bogen understreger vi endvidere,

at uanset hvilke systemer der

forsøger at få et menneske til at begå

ondskabsfulde handlinger, er det den

enkeltes ansvar, om han vil medvirke til

at ødelægge andres liv.

Medie med magt

Bogens budskab vakte megen interesse

blandt fagfolk. Da produceren Poul Martinsen

spurgte, om vi ville være med til

at undersøge nogle af vore synspunkter

i praksis, syntes vi, at det kunne være

spændende. Spørgsmålet var, om man

kunne betragte tv som et system, der

kan få almindelige mennesker til at foretage

alvorlige grænseoverskridende

handlinger, som de ellers ikke ville have

begået.

Når man valgte tv som et magtsystem,

skyldtes det de mange realityshows som

Robinson, Big Brother og lignende, hvor

man ser mennesker udlevere sig selv for

åbent kamera på en til tider grænseløs

måde. Havde tv virkelig en så grænsesprængende

påvirkning af mennesker, at

selve det at være med i tv kunne få dem

til at være ondskabsfulde over for andre

mennesker – og hvor langt ville de gå?

Med andre ord, havde tv i Danmark en

så stor magt, at det kunne få unge mennesker,

der har levet deres liv i et åbent

og demokratisk samfund som Danmark,

til at blive ondskabsfulde over for hinanden?

Hvis svaret var positivt, ville det være

en vigtig psykologisk erkendelse, der

siden hen kunne bruges til at diskutere

massemediernes etiske ansvar, når de

inviterer mennesker til at deltage i forskellige

arrangementer. Samtidig ville

det være et bidrag til den langvarige

diskussion om, hvorvidt og hvordan

resultater af psykologiske eksperimenter,

udført inden for laboratoriets rammer,

også kan genfindes i virkelighedens

verden.

Hvis resultaterne derimod var negative,

dvs. at man ikke kunne få deltagerne

i tv-programmet til at være ondskabsfulde

over for hinanden, ville det

kunne give anledning til diskussion om

dels tv-mediets magt, dels til en diskussion

om, hvorvidt der i dag er sket sociale

og kulturelle ændringer, der gør, at

unge mennesker ikke længere ukritisk

Nr. 3 . 2006 PSYKOLOG NYT

13


gør, hvad autoriteter siger (jf. Milgrams

og Haney & Zimbardos eksperimenter).

Det er den opnåede viden, der er det

centrale, og ikke om ens egne hypoteser

bliver be- eller afkræftet.

Tænk, hvis man havde fundet ud af,

at unge danskere reagerer afslappet,

behersket og humanistisk på ydre forsøg

til at få dem til at være grusomme.

Oprindelig køreplan

Et eksperiment af den art kræver, at det

er designet på en sådan måde, at der

tages maksimal højde for deltagernes

fysiske og psykiske sikkerhed, så ingen

lider overlast under eller efter eksperimentet.

At noget sådan kan lade sig gøre, er

Haslam og Reichers psykologiske eksperiment

The Experiment, der blev udført

i samarbejde med BBC, et fint eksempel

på. I dette eksperiment, var deltagerne

under konstant overvågning døgnet

rundt, og ville blot én af observatørerne,

som var professionelle fagfolk, mene, at

nu skulle eksperimentet afbrydes, så

blev det uden videre diskussion afbrudt.

Haslam og Reichers fængselseksperiment

frembragte epokegørende ny resultater

og viser, at der kan etableres et godt og

produktivt samarbejde mellem tv og

psykologer – til begge parters fulde tilfredshed.

Efter diskussioner med Steve Reicher

var vi klar over, at samarbejde mellem

repræsentanter fra den visuelle verden

og den akademiske verden ikke altid var

lige nemt. Men vi betragtede spændingsfeltet

mellem de to faglige verdener som

en udfordring og håbede på, at et konstruktivt

samarbejde ville kunne give os

ny viden om det enkelte menneskes

forholden sig til et stærkt system som

tv. I samarbejde med producenten, psykologen

Poul Martinsen, udarbejdedes

et handlingsmanuskript, der tilgodeså

de kriterier, der er gældende for psykologiske

eksperimenter. Selve udarbejdelsen

af handlingsforløbet foregik på en

14 PSYKOLOG NYT Nr. 3 . 2006

konstruktiv måde, hvor begge parter

lyttede til hinandens argumenter og var

tilfredse med den endelige køreplan.

Det gik alligevel galt, og så havde vi

ikke andet valg end at trække os fra

optagelserne. Baggrunden for uoverensstemmelserne

bunder – når det kommer

til stykket - i en dybtliggende forskel i

de to fagområders iværksættelse af den

aftalte køreplan og de implicitte og eksplicitte

forventninger til det endelige

resultat.

Udvælgelsesprocedure

De første fingerpeg om, at vores konsulentroller

ikke blev taget alvorlig af producenten,

viste sig, da det gennemarbejdede

manuskript skulle omsættes til

praksis.

Tv-folkene havde gennemført en sortering

af de indsendte ansøgninger om

deltagelse i udsendelserne ud fra for os

ukendte kriterier, og vi blev præsenteret

for 41 udvalgte personer, som skulle

testes personlighedspsykologisk.

Da den endelige udvælgelse skulle

foretages, var der ikke altid overensstemmelse

mellem psykologernes og

producerens vurdering. For sidstnævnte

var deltagernes udseende af større

betydning end psykologernes vurdering.

Det, der betød mest for os, var, at de

udvalgte deltagere mest muligt kunne

leve op til eksperimentets definerede

krav. Ud over anvendelse af personlighedstest

var det meningen, at de 41

kandidater skulle interviewes, før den

endelige udvælgelse kunne finde sted.

Det fik dog mere karakter af en tvperformance,

eftersom det fra DR’s side

blev besluttet, at interviewene skulle

være tv-venlige. Lige før interviewene

skulle optages, fik vi så besked om at

der måtte foretages ”nødvendige” ændringer

i både form og indhold. Ændringerne

var så store, at interviewene psykologisk

set blev fuldstændigt

unødvendige og meningsløse. Allerede

her burde alarmklokkerne have ringet

øredøvende, men vi var uerfarne med

at arbejde med tv-mediet.

Køreplanen afviges

Da vi nogle dage senere ankom til Sverige,

hvor udendørsoptagelserne fandt

sted, havde deltagerne været igennem

nogle dages teambuilding og var gået

fuldt ind i de konkurrenceopgaver, de

blev udsat for. Lige indtil det tidspunkt,

hvor en deltager fra det ene hold skubbede

en fra det andet hold på en sådan

måde, at han faldt ned af en lille skrænt,


så blev denne handling opfattet som en

aggressiv handling.

Holdet, hvis medlem var blevet skubbet,

krævede, at der blev holdt et fællesmøde,

hvor man kunne drøfte episoden,

så sligt ikke gentog sig. Hvis ikke

dette kunne lade sig gøre, truede de med

at gå hjem. Dette kunne de ifølge deres

kontrakter, hvori der var en passus om,

at medvirken i programmet var frivilligt,

og at de når som helst kunne tage hjem.

Holdet var med andre ord forsoningssøgende

– og ikke ondskabssøgende.

Det kunne have været interessant at

forfølge dette spor længere ved at lade

holdene selv vælge, hvilken kontakt de


FARVEL TIL

KRIGERNE

ville have med hinanden, frem for at det

var tv, der bestemte det for dem. Det

kunne jo være, at man havde at gøre

med en gruppe mennesker, der ville løse

konflikter gennem forhandling og forbrødring.

Men dette var ikke producerens

tanke, fandt vi så ud af. Selve kravet om,

at den ene gruppe ville diskutere med

den anden, skabte stor furore og aktivitet

hos tilrettelæggerne.

Herefter skete der så en uansvarlig

afvigelse fra det planlagte manuskript.

Nye ideer om, hvordan deltagerne kunne

provokeres og sættes op mod hinanden,

så et forudbestemt mål kunne opnås

og filmes, blev introduceret af tilrettelæggerne

og anvendt næsten ukritisk. Et

eksempel herpå kunne man observere i

slutningen af 2. afsnit, hvor de tre tilrettelæggere

diskuterer, hvordan de næste

opgaver skulle iscenesættes, for at man

får de ønskede handlinger frem. Målet

var klart. Da vi over for produceren

påtalte dette skred, fik vi blot at vide, at

det skulle vi blande os udenom, for nu

skulle han ”have noget i kassen” og

”dette er tv”, som vi altså ikke havde

forstand på.

Det gik anderledes

Hjemmefra var det aftalt, at vi dagligt

skulle overvære optagelserne. Om aftenen

skulle observationerne diskuteres

med produceren, teambuilderen og DR’s

repræsentant. Psykologerne var ifølge

aftalen de faglige konsulenter. Men det

gik slet ikke sådan til. I modstrid med

aftalen fik vi slet ikke lov til at være med

dér, hvor ”krigerne” skulle udkæmpe

deres drabelige kampe med paint ball-

16 PSYKOLOG NYT Nr. 3 . 2006

geværer. Der blev ikke givet nogen begrundelse,

ud over at vi ville stå i vejen.

Retrospektivt kunne man spørge, hvad

det egentlig var, vi ikke måtte observere?

Svarene finder man i det sammenklippede

produkt.

Ligeledes var det meningen, at deltagerne

i tilfælde af eftervirkninger senere

kunne kontakte de medvirkende

psykologer. Men psykologernes visitkort

blev aldrig givet til deltagerne. Nogle

deltagere, der ønskede at få en tilbagemelding

på deres personlighedstest, blev

hermed også afskåret fra at få denne. En

anden planlagt funktion var at arrangere

en debriefing, efter at det hele var

slut, men i Sverige fandt tv-tilrettelæggerne

imidlertid ud af, at det kunne de

selv forestå. Resultaterne af denne debriefing

kender vi ikke.

Efter at det gik op for os, at vores

funktion som konsulenter under optagelserne

faktisk blev totalt tilsidesat,

havde den ene af os på et tidligt tidspunkt

en samtale med produceren Poul Martinsen

om den aktuelle situation. Her

udtrykte psykologen sin stærke utilfredshed

med de situerede afvigelser og

udtrykte tvivl om, hvorvidt de overhovedet

skulle fortsætte samarbejdet. Produceren

reagerede nærmest apatisk og

sagde, at det stod psykologerne frit for

at tage hjem.

Efter denne samtale trak vi os tilbage,

dog blev hjemrejsen udskudt, indtil den

sidste ”krigshandling” var optaget. Udsættelsen

af hjemrejsen havde sin baggrund

i, at det var aftalt, at den kliniske

psykolog skulle være til rådighed under

optagelserne i tilfælde af, at der skete

noget med en af deltagerne. Så snart den

sidste ”kamphandling” var optaget,

startede vi bilen og kørte hjem.

- - -

Moralen er, at indgår man i et dokumentarprogram

skal det i kontrakten

med tv klart fremgå, hvilket design de

involverede parter er blevet enige om,

og at der under optagelserne ikke må

ske ændringer i designet uden godkendelse

fra begge parter. Endvidere må det

afklares, hvad begge parter forstår ved

et dokumentarisk program – for i dette

tilfælde viste virkeligheden, at produceren

og psykologerne havde forskellige

opfattelser heraf.

I bagklogskabens lys kan man spørge

sig selv, hvad psykologerne egentlig

skulle bruges til. Var det på forhånd

besluttet, at de blot skulle give det hele

et skær af faglig blåstempling?

Faezeh Zand, ph.d.studerende,

Rolf Kuschel, professor i socialpsykologi.

Begge er ansat på Institut for Psykologi,

Københavns Universitet

More magazines by this user
Similar magazines