Kommentar

idan.dk

Kommentar

Kommentar

OL: Dansk navlepiercing eller universel etik

Ambitionerne for et dansk sommer-OL er ikke for store, men for små. Vi må løfte

blikket fra egen navle og tage IOC og dets universelle etiske principper på ordet

Af Jens Sejer Andersen

”Det er stort, olympiske lege, ja, men det er altså et idrætsstævne, der varer to uger.

Hvor svært kan dét være?”

Det lød forfriskende uimponeret, da en af de få danskere i sportens internationale

jetset, direktør Lars Haue-Pedersen fra TSE Consulting i Schweiz, i Politiken 7. marts

kommenterede den konsulentrapport som bliver grundlaget for en vigtig debat for

Danmark: Skal København ansøge om et værtskab for sommer-OL?

Haue-Pedersens replik var et forsøg på at berolige Politikens benovede udsendte.

Den illustrerede samtidig, hvad drivkræfterne i OL-kampagnen især føler, at de må

forsvare sig imod: At drømmen om et OL til Danmark er udtryk for alt for høje

ambitioner.

Men vi har ganske rigtigt både økonomi og kompetence til at anlægge veje, bygge

stadions og planlægge store festivaler. Så når jeg erklærer mig som skeptiker over for et

OL til Danmark, er årsagen ikke, at ambitionerne er for høje.

Jeg synes tværtimod, at de er faretruende lave.

Rambølls konsulentrapport skal roses for at fremhæve, at et OL ikke først og

fremmest kan begrundes med flere turister, en god samfundsøkonomi og anden

kræmmerfilosofi. Et OL skal ifølge rapporten begrundes ”på det mere mentale, ikkematerielle

plan”.

Men når det ikke-materielle skal defineres, strammer skyklapperne. Rapporten

nævner nydelige ord om åbenhed over for verden, internationalt perspektiv og så videre,

men forfatterne lægger eftertrykket et andet sted:

Et OL skal give danskerne en selvtillid, vi ikke har. I debatten kan vi ”arbejde på

overordnet plan med et dansk mindreværdskompleks […] Lidt malerisk udtrykt gælder

det om: At udvikle og fremtidssikre den danske folkesjæl og gøre den parat til

globaliseringens udfordringer […] en opgave, som kræver evne og mod til at tænke

stort, risikovillighed, igangsætterlyst, mv. – alle de egenskaber, som ofte nævnes som

mangelfulde i Danmark.”

Sammenfatter man rapportens bud på den store danske OL-vision, lyder det

således:

Vi skal kunne og ville OL, fordi vi skal vise, at vi kan og vil.

En fattigere argumentation er det svært at forestille sig. Oven i købet er den et

direkte spejlbillede af det provinsielle navlepilleri, som forfatterne forsøger at

distancere sig fra.

Vi må stile noget højere, hvis det skal give mening for os selv og for verden, at

Danmark afholder et OL.


Mit bud er at vi har særlige forudsætninger for at kvalificere den internationale

idræt på tre områder: Idrættens idégrundlag, kampen mod korruption og befolkningens

muligheder for at dyrke idræt.

Den Internationale Olympiske Komités mål er blandt andet at fremme et

helhedssyn på krop, vilje og sjæl og ”udbrede universelle grundlæggende etiske

principper”. Desværre har IOC aldrig været god til at præcisere de smukke tanker.

Historisk set har IOC været domineret af adelige, kongelige og andre velhavere med

tendenser til at hælde mod det ekstreme højre. I moderne tid var IOC i mange år mere

optaget af at tjene formuer og spille storpolitisk fandango end af at beskytte etiske

principper.

En reformfløj i IOC anført af den nuværende formand Jacques Rogge har siden

1999 arbejdet for at give organisationen et mere menneskeligt ansigt, men historien

tynger stadig.

Der er på tide at modernisere og præcisere idégrundlaget for den olympiske

bevægelse, og Danmark kunne tilbyde sig som katalysator for denne proces. Vi har

mange generationers erfaring i at debattere idrættens mål og midler, blandt andet fordi

vi har flere konkurrerende organisationer på nationalt plan. Vi har tradition for at

opfatte idrætten som en del af en demokratibevægelse og alt i alt en idrætsdebat med et

større register end i de fleste lande.

Rogge og hans forbundsfæller er kommet et godt stykke vej med at bekæmpe den

korruption, der i 1998 og 1999 truede med at blæse hele IOC omkuld. Er et IOCmedlem

åbenlyst korrupt i dag, bliver der gjort kort proces.

Alligevel er ethvert OL med til at hælde vand i rå mængder på korruptionens

mølle. IOC sender en stor del af profitten ved et OL videre til de internationale

idrætsforbund, som stadig plages af korruption og magtmisbrug i skræmmende grad.

Uanset hvor ren en sti Danmark holder på egne vegne, vil vi med et OL-værtsskab

bidrage til at holde liv i det store korruptionsmaskineri.

Det gør vi allerede.

I Det Internationale Volleyballforbund menes den mexicanske formand at have

tiltusket sig cirka 120 millioner kroner siden 1990. Han har udrenset sine kritikere og

forfalsket regnskaberne, og alligevel genvælges han gang på gang – også med

Danmarks stemme.

For nylig udsendte den britiske journalist Andrew Jennings bogen ”Straffe!” med

resultatet af fire års kulegravning af verdensfodboldforbundet FIFA. Her dokumenteres,

hvordan stemmefusk, bestikkelse og andre former for korruption organiseres af en kreds

af ledere, som vælges igen og igen – også med Danmarks stemme.

Både DIF-formand Kai Holm og kulturminister Brian Mikkelsen har ellers talt

idrætskorruptionen midt imod. Det vil derfor være oplagt, at Danmark tager initiativ til

at skabe en international alliance mod korruptionen – en pendant til WADA’s funktion i

dopingbekæmpelsen.

Vi kan jo øve os på de hjemlige idrætsledere, der lægger stemme til korruptionen

udenlands.

På det tredje punkt, almindelige borgeres idrætsdeltagelse, kan vi i Danmark byde på en

af de mest aktive befolkninger og en af de mest veludbyggede idrætssektorer. Vi ved en

del om, hvad der skal til for at få de manges idræt til at leve.

Der er selv i fattige lande en gryende forståelse for at en rupi givet til idræt kan

give bonus på sundhedsbudgettet. Rige lande som Norge og Schweiz har taget skridt til

at indtænke idræt og leg i deres bistand til udviklingslandene. Herhjemme er Danidas

interesse lige omkring nulpunktet.


Idrætsdeltagelse kommer ikke af sig selv, og slet ikke af OL i tv. Der skal

målrettede projekter, programmer, faciliteter, og masser af kommunikation til – også

mere end et enkelt land kan klare på alles vegne. Men det vil være et stærkt signal til

omverden, hvis Danmark stiller sig i spidsen for en kampagne, der inspirerer alverdens

regeringer til at sætte deres medborgere i bevægelse.

Danmark skal ikke levere færdige svar på verdensidrættens udfordringer. Men vi har

erfaring med at håndtere store spørgsmål i åben debat. Og vi har en enestående chance

for at sætte idrættens idégrundlag, korruptionsbekæmpelsen og den brede

idrætsdeltagelse på dagsordenen, når dansk idræt er vært for den Olympiske Kongres i

2009.

Kongressen vil blive prøvestenen på, om dansk idræt tager de universelle etiske

bestræbelser i det olympiske charter alvorligt, eller om vi til syvende og sidst

foretrækker sports business as usual – mens vi stolt fremviser nationens navle, piercet

af fem olympiske ringe.

Jens Sejer Andersen er medlem af Idans bestyrelse og sekretariatschef for Play the

Game, en institution stiftet af den samlede danske idræt med det formål at fremme

demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i verdensidrætten. Se www.playthegame.org.

More magazines by this user
Similar magazines