Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

hjortshoejkirke.dk

Klik her for at læse kirkebladet - Hjortshøj Kirke

trækker næring fra samme rod, bliver

kronikken endnu mere smertefuld

at læse. For hvor en han dog

en ensom gren, der hænger der og

dingler i den sidste trævl. Han hænger

og dingler i sit eget rationale.

Vi kan overveje, hvorfor han gør

det. Hvem har mon hugget ham af

den stamme, han burde sidde solidt

fast i? Måske han har oplevet traumer,

skilsmisser og dårlig opvækst.

Måske han er blevet svigtet og har

oplevet, at man godt kan blive overset,

forladt eller svigtet af de andre

grene.

Eller måske han simpelthen har

gjort det selv? I hvert fald er det

trist. Ikke mindst fordi hans mange

tanker beror på to kæmpe misforståelser:

For det første tror han, at livet

handler om logiske og rationelle argumenter.

og hvor er det fattigt...

For det andet tror han åbenbart, at

der kun er ham selv i livet. Han er et

meget ensomt menneske.

Erik Christian Larsen stiller afslutningsvis

spørgsmålet: Hvorfor

skal man blive i noget, der ikke interessere

en? Hvorfor skal man blive

til en fest, der er kedelig? Mit svar

kunne lyde: Det skal man, fordi livet

”Vi er sat på et livets træ. der sidder vi sammen med de andre, og vi

er indbyrdes forbundne. Hvad enten vi kan se det eller ej.”

netop er større end dine interesser

og valg. Livet handler ikke kun om,

at vi skal gøre det, vi selv synes er

spændende. jeg har ved gud været

til mange familiefester, som jeg

selv synes var kedelige, fra jeg var

barn og til i dag, men som værten

blev glad for, at jeg deltog i.

så kære Erik: Du skal blive for

dine kæres skyld. Eller for vores

skyld. Du skal blive og så skal du

blive noget værdifuldt for andre. og

jeg ved det lyder nemt, men jeg ved

også, at det ikke nødvendigvis er

det. Men det er vores pligt.

Vi er sat på et livets træ. Der sidder

vi sammen med de andre, og

vi er indbyrdes forbundne. Hvad

enten vi kan se det eller ej. og det

gælder både hvis man betragter det

religiøst eller mellemmenneskeligt.

Det kan forstås rent menneskeligt,

men så tror jeg, at det i sidste ende

er for skrøbeligt, fordi man så netop

forlades, svigtes eller traumatiseres,

og så nemt tror, at det var

så det.

I kirken forkynder vi, at vi er grene

på et træ, der er større end mig,

og større end alle os og hele vores

familie. I dåben blev vi indpodet

i Kristus, som det hed i det gam-

le ritual. Vi blev sat på det træ, der

trækker næring gennem Kristus og

gud, som er det store rodnet, og jorden

der omgiver rodnettet og solen

der skinner og regnen, der vander

træet.

Vi er sat på et træ, som en kvist

på en gren, der er vores slægt. Der

sidder vi godt, eller vi sidder der

mindre godt. Men vi er sat der, og

det er vores pligt at blive siddende

så længe og så godt vi kan.

Billedet om vintræet handler om

at blive. At blive ved og blive i. Det

handler om det blivende... Det er

egentlig et spændende lille tema,

der gemmer sig i det ord.

Hvis vi i vor tid skal blive noget, så

er det blive til noget. I stadig forandring,

idet vi forløser vores potentialer

og bliver mere og mere af os

selv. I dag skal vi være undervejs,

forandringsparate.

Her handler det om at være rodfæstet

og forankringsparat.

Vi skal blive på træet, for uden det

og hinanden kan vi intet. Da bliver

vi overladt til os selv og den mening

vi selv kan skabe. og det er nok

meget, men det er ikke altid nok.

5

More magazines by this user
Similar magazines