Henning Sprogøe fortæller. / Formiddage i Baby Bio. - Glostrup Bio

glostrupbio.dk

Henning Sprogøe fortæller. / Formiddage i Baby Bio. - Glostrup Bio

Film i Glostrup Bio

Medlemsblad for Sofarækken

Nr. 46 - juni 2009

Henning Sprogøe fortæller

Formiddage i BabyBio

2009 - et stort filmår


Film Film i i Glostrup Glostrup Bio

Bio

er medlemsblad for Biografforeningen

Sofarækken og

Glostrup Filmklub for Børn

og Unge.

Ansvarshavende:

Henning Richard Jensen

Redaktør:

Holger Pedersen

redaktionen@glostrupbio.dk

Tryk: Foreningsbureauet,

Glostrup Fritidscenter.

Oplag: 650.

Biografforeningen Sofarækken

Formand :

Glostrup Bio

Bryggergårdsvej 2

2600 Glostrup

Billetter: 4396 0201 og www.glostrupbio.dk

Biografleder Lotte Warming.

4396 0806 / glostrupbio@glostrupbio.dk

Formandens klumme

Rekord i 2008 - og det fortsætter!

Henning Sprogøe fortæller

Formiddage i Babybio

Se bladet i farver på

www.glostrupbio.dk

Henning Richard Jensen, Brandsbjergvej 36, 2600 Glostrup

4494 6610 / formand@glostrupbio.dk

Støt vores samarbejdspartnere

2

SIDE

3

3

5

19


Formandens klumme

8. marts 2009 var der generalforsamling i biografforeningen

Sofarækken. Det var det første,

efter at vi havde fået ”foden under eget bord”.

I de sidste 8 år er biografen blevet drevet i

samarbejde med Glostrup Kommune, men fra

1. juni 2008 overgik det fulde ansvar for selve

driften til Sofarækken. Ikke mindst derfor var

det jo spændende at se årets resultat.

Det går rigtig godt for biografen. I 2008 afvikledes over 700 forestillinger, og der blev

solgt ca. 30.000 billetter - en fremgang på 41,36 % i forhold til 2007. Som det fremgår

herunder, ser fremgangen ud til at fortsætte også i 2009.

Der er ofte danmarkspremiere i Glostrup Bio. I 2008 skete det 14 gange og tendensen

fortsætter i 2009. Der er stor interesse for vores særlige forestillinger som Seniorbio og

BabyBio, ligesom biografens faciliteter i stigende omfang bliver benyttet af firmaer og

institutioner. Billedet herover er fra et lukket arrangement med Chris MacDonald.

Vi kan glæde os over den fortsat store lokale interesse for biografen. Ved årsskiftet

havde Sofarækken 452 medlemmer, mens Børnefilmklubben slår alle sine rekorder

med hele 238 medlemmer.

Børnefilmklubben skifter navn til Glostrup Filmklub

for Børn og Unge og planlægger fra denne

sæson at fordoble forestillingerne, således at der

vises film for to aldersgrupper samme dag. Sæsonen

starter i oktober, og der fortælles mere i næste nummer.

Fra os alle i biografen ønskes du en god sommer,

hvor vi håber at se dig i biografen rigtig tit.

Henning Richard Jensen

Rekord i 2008 – og det fortsætter!

2008 blev et fantastisk godt år for de danske biografer. Der blev solgt mere end 13

millioner billetter. Dette er ca. 10 % flere end i 2007. Stigningen skyldes for en stor

del den stærke interesse for danske film, som har stået for en tredjedel af de solgte

billetter. Ved årsskiftet havde branchen nogle lidt forsigtige vurderinger med hensyn

til udsigterne for 2009. I Glostrup Bio har vi også budgetteret forsigtigt, men allerede i

første kvartal 2009 er pessimismen gjort til skamme. I branchen og i Glostrup!

3

Hent dit medlemskort

Når du har betalt kontingent,

som fortsat er 125 kr. for et

år, kan du hente dit nye medlemskort

i caféen i biografen

senest en uge senere.


Faktisk er de første måneder gået endnu bedre end året før. Med de mange spændende

film, der er på vej, er det realistisk, at vi får endnu et rekordår. Også i Glostrup Bio.

Eftersom dette blad udkommer kvartalsvist, er det desværre ikke muligt at bringe en

fyldestgørende plan for repertoiret i hele næste periode. Der henvises derfor til

www.glostrupbio.dk, hvor repertoiret for det nærmeste par måneder kan ses. Alternativt

henvises til annoncerne i Folkebladet.

Vi kan dog her løfte sløret for nogle af de mange filmoplevelser, du kan se frem til i

Glostrup Bio hen over sommeren.

• 29. maj har vi premiere på The Reader. Filmen handler om teenagerdrengen, der

forelsker sig i den modne kvinde (Kate Winslet). Historien er alt andet end banal,

fordi det viser sig, at kvinden skjuler en belastende fortid. De aktive i biografen

har allerede haft mulighed for at se denne film til en forpremiere.

• 1. juni har vi danmarkspremiere på animationsfilmen Ice Age 3. Børn og barnlige

sjæle kan glæde sig til igen at møde Manny, Sid, Diego, Scratten og alle de andre

i et nyt forrygende eventyr.

• Fra 8. juni vises Baader-Meinhof Komplekset, der sætter fokus på den tyske terrorcelle.

Den kommer meget apropos i forlængelse af den danske film om Blekingegadebanden,

som vi viste i maj.

• 12. juni har vi Danmarkspremiere på Sorte kugler med komikeren Anders Matthessen.

Det skal nok blive muntert. Fra samme dag viser vi Gran Torino, hvor

Clint Eastwood spiller en stivnakket veteran fra Korea-krigen, der prøver at hjælpe

en fyr, der har stjålet hans bil – en Gran Torino Ford fra 1972.

• Fra 26. juni vises kærlighedsfilmen Young Victoria, der handler om den lille kvinde,

der var dronning over en stor del af verden fra 1837 til 1901.

• Den 17. juli bliver en begivenhed i biografen, når der er danmarkspremiere på

den sjette film om Harry Potter: Harry Potter og halvblodsprinsen. I Glostrup Bio

vil vi gøre noget særligt ud af denne begivenhed.

Mænd der hader kvinder var den største filmsucces

i Glostrup Bio i 2008.

I løbet af efteråret kommer fortsættelsen, der

ligeledes er baseret på Stieg Larssons berømte

trilogi. I de sidste to film følger vi i endnu

højere grad Lisbeth Salander og hendes dramatiske

historie og meriter.


Henning Sprogøe fortæller

Min nethinde mangler at se Glostrup Bio!

Redaktøren havde skrevet til Henning Sprogøe for at

lokke ham til at stille op til et interview. I mailen

stod, at interviewet kunne ske efter hans ønske både

med hensyn til tid og sted. Det kunne jo f.eks. være i

Glostrup Bio. Svaret indløb hurtigt: ”Jeg synes vi

skal mødes. Jeg vil jo gerne se Glostrup Bio, da min

nethinde mangler den”.

I næste scene mødes vi en

formiddag til BabyBio i biografen.

Henning Sprogøe

ankommer en halv time før

filmens start på cykel fra

Vanløse, hvor han bor.

Vi drysser rundt blandt mødre,

dagplejemødre, enkelte

mænd og mange småbørn.

Henning Sprogøe kommer

rundt i alle hjørner af biografen.

Da Keld, der næsten altid har vagten ved Babybio, har sat

filmen i gang, står vi lidt i operatørrummet ved den snurrende

maskine.

Henning Sprogøe har prøvet alle sider af filmverdenen. Han

har været både foran og bag kameraet og har også beskæftiget

sig en del med biografverdenen. Han har såmænd været operatør

engang. Vi er begge fascinerede af filmens magi på lærredet

og teknikken bag det hele.

Derefter går vi ind i Edith Langebeks pæne stue, som nu er

biografens mødelokale. Henning har medbragt nogle private

billeder, der især viser glimt fra optagelserne. Nogle af billederne

er taget af Nordisk Films navnkundige still-fotograf,

Rolf Konow, og de har ikke før været offentliggjort.

5

Sprogøe får sig herover

en sludder med bl.a. Hanne

i caféen. Han hilser

også på biografleder Lotte,

der er på vej ud af

døren sammen med Jane

Lykke fra Vig Bio. De to

damer skal til møde i

branchen.

Vig Bio er ligesom Glostrup

Bio foreningsdrevet. Jane

Lykke er formand for FMMB

(Foreningen for Mindre og

Mellemstore Biografer), hvor

Lotte er sekretær. FFMB

samarbejder med paraplyorganisationen

DB (Danske

Biografer), hvor Lotte og

Jane også er i bestyrelsen.


Fra kabeltriller til Ballings assistent

Du startede indenfor filmbranchen på

Nordisk Film med en masse praktiske

gøremål som at trille kabler og den slags.

Du kom senere til at assistere flere filminstruktører,

bl.a. Tomas Villum Jensen,

Lone Scherfig og – især vel nok – Erik

Balling.

Inden jeg kom på Nordisk, lavede jeg

nu også praktiske ting. Jeg var en tid på

Bristol Teatret på Strøget hos Morten

Grunwald. Som militærnægter fik jeg et

job, hvor jeg i starten gjorde rent, ordnede

toiletter og rev billetter om aftenen.

Det var faktisk der, jeg først fik lyst til

at nærme mig faget.

Om aftenen, når Grunwald var gået

hjem, kiggede jeg i de engelske manuskripter,

han havde fået tilsendt. Det

syntes jeg var spændende.

Ellers er det rigtigt, at jeg startede på

Nordisk Film med at rulle kabler, hente

kaffe og smøre leverpostejmadder. Jeg

blev af Bo Christensen ansat på prøve i

3 måneder. Derefter blev jeg fastansat i

forbindelse med Olsen-banden går i

krig (nummer 10). Under optagelserne

var jeg så ham med klaptræet, der skulle

hjælpe Balling med alt, hvad der faldt

for.

Jeg var også med på de 12 midterste afsnit af Matador, hvor Balling blandt andet gav

mig en særlig opgave. Han forventede, at skuespillerne kunne deres replikker inden

optagelserne. Når de tidligt om morgenen var i gang med at sminke sig, var det mit job

at gå over og banke på deres dør og spørge, om jeg skulle gennemgå deres replikker

med dem. Det ville mange gerne have, og så kørte vi igennem dagens pensum. Mange

af dem havde jo spillet aftenen før og var kommet sent i seng.

Man mødte som regel kl. 6 på Matador!

De nye billeder er taget af redaktøren under

interviewet.

Billedet på forsiden af bladet er fra optagelsen

af Olsen Banden går i krig. Ud over

Sprogøe far og søn (med klaptræet) ser vi

lydmanden Stig Sparre Ulrich.

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film.

6


Balling var jo kendt som en alvorsmand under

optagelserne. Hvordan var det for en mild og

munter mand som dig at være hans assistent?

Det gik meget fint. Jeg var jo på dette tidspunkt

23-24 år, og når man møder sådan en

fyr som Balling, mærker man jo straks, at

han ikke bare var kongen på stedet – han

var kejseren!

De fleste sagde ”De” og ”Hr. Balling” til

ham, men jeg sagde nu hurtigt ”du”. Jeg

kendte ham ikke meget i forvejen, og jeg

var ikke vant til at sige ”De” til nogen.

Han havde det system, at han altid ventede

på, at den anden sagde ”De” eller ”du”

først. Han gik pænt og sagde velkommen,

men undgik omhyggeligt at vælge tiltaleform.

Når man så selv var kommet til at

vælge, brugte han det fremover. Hvis der

var kommet en høflig ung mand og havde

spurgt: ”Ved De, hvor jeg må stille min cykel?”.

Så var man Des derfra.

Vi to var altså dus fra start, men jeg sagde nu aldrig Erik til ham.

Han behøvede ikke hævde sin autoritet; den lå i rummet omkring ham og over hele

studiet. Det lød pludseligt: ”Nu kommer han”, og så blev der helt stille. Han virkede

altid meget sammenbidt. Han gik meget op i, at filmene skulle være i orden på alle

måder. Der var simpelthen ikke tid til at lave pjat og at være særlig social.

Skuespillere – også min far – kunne jo godt være lidt pjattede. Balling grinede da med,

men han var også god til at få dem bragt i ro med det samme.

Hvordan havde din far det med Balling?

Min far og Balling var vilde med at arbejde sammen. De havde nogle diskussioner om

politiske emner og den slags. Også lederskab så de noget forskellig på. Min far var

meget engageret og tolerant omkring sin opfattelse af kultur og menneskers forskellige

måder at kreere på. På et tidspunkt fik Nordisk Film en ny chef, Jens Jordan, og ham

var der ikke mange af de kreative folk, der kunne lide. Vi syntes, at han var en iskold

”finansbaron”. Det så Balling helt anderledes på.

De kunne skændes, men de var gode venner til det allersidste og meget afhængige af

hinanden. De kunne give hinanden meget, og de inspirerede hinanden dybt.

7


Ballings mokkakop

Jeg husker en episode fra den første tid, jeg var der. Jeg var jo ansat som Ballings assistent,

men han vidste jo godt, at sønnens far også var på arbejde. Så var Balling jo kvik

nok til at regne ud, at det ikke var helt givet, hvem sønnen nu ”lænede sig op af”. En

dag efter frokost kom Balling op fra sit kontor og gik ned på scenen, hvor jeg sad og

snakkede med min far og nogle af de andre. Balling gik forbi, men stoppede pludseligt

op og vendte tilbage og sagde til mig: ”Det er altså mig, du skal arbejde for!”.

Det var underforstået, at jeg ikke skulle sidde og pjatte med holdet, så jeg mistede fokus

på, hvad jeg egentligt var der for. Hans beskeder var meget korte og meget klare,

og han vidste præcist, hvad tiden skulle bruges til.

Balling havde sine ritualer. Han mødte altid meget tidligt og før resten af holdet. På

Nordisk Film var det altmuligmanden Gunnars job straks fra morgenstunden at komme

med en Tuborg til ham. Så gik Balling rundt en halv times tid alene, og derefter var det

min opgave at komme over med en bestemt mokkakop med kaffe og to små sukkerknalde

til ham. Der skulle ikke snakkes. Jeg stillede den, og han sagde ”ah” og brummede

lidt. Så gik jeg igen. Nu var hans dag begyndt. Han havde en tro på, at hvis disciplinen

var der – også i de små ting – blev det en god dag med optagelserne. Han

ville have absolut kontrol.

Fra optagelse af Midt om natten (1984).

Henning Sprogøe arbejdede også her sammen

med Balling og spillede rollen som Knold i filmen.

Her gøres han klar til en af filmens slagsmål.

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film.

8


Olsen-bandens allersidste bedrifter

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film

9

Du var med i baggrunden

ved den

allersidste Olsenbande

film, Olsenbandens

Sidste

bedrifter (1998).

Din far var nølende

gået med til at

spille Egon Olsen

en allersidste

gang. Var det

slemt at være

med?

Det var ikke slemt

under optagelserne.

De havde det

godt og var glade.

Nordisk Film tiggede, og min far lod sig overtale – ikke mindst af Poul Bundgaard.

Han gik nok mest med, fordi de tre så skulle være sammen igen. Han var dog ked af, at

Balling ikke var på projektet mere. Det så han som en advarsel om, at det måske ikke

ville gå så godt. Min far havde i nogle år ikke arbejdet som skuespiller, og efter filmen

sagde han definitivt stop.

Han syntes bagefter ikke, at filmen skulle have været lavet. Han gik ikke rundt og var

bitter over det, men han syntes, at de var blevet for gamle. Særligt Poul Bundgaard

skrantede meget. Men i det øjeblik, de tre gamle venner var sammen igen efter de

mange år, var det det samme pjat og ballade, der var mellem dem . Det blev naturligvis

en tung produktion, fordi der var så meget sygdom og hele to dødsfald.

Vi har altid haft en historie hjemme i familien om Gøg og Gokke. Efter deres storhedstid

skulle de jo også tjene penge, da de blev ældre i 1940-erne. De var faktisk ludfattige,

men turnerede i Europa for at reklamere for deres nye film (den sidste kom i 1951).

De var blevet gamle og tunge, og folk betragtede dem nærmest med afsky. Denne

skrækhistorie har ofte været omtalt hjemme i familien: ”Åh, bare det ikke bliver sådan

med Olsen-banden!”.

Det gjorde det jo så næsten, men filmen blev da en realitet. Men den er altså ikke god,

og personligt bryder jeg mig ikke om den. Den er tung og ikke sjov, og jeg synes det

er synd at se, at de tre knokler så meget, når man kan se, at de ikke rigtigt kan mere.


Sin egen farfar

I Olsen Banden Junior spillede du din egen farfar. Gjorde du da meget for at ligne din fars

rolle, eller måske antyde, hvorfor Egon Olsen blev en sådan fantast og kriminel?

Nej. Jeg havde hørt så meget om, hvor meget jeg ligner og lyder som min far. I min

rolle sidder jeg jo i cellen med bowler og cigar. Hele fidusen var jo, at sønnen har savnet

sin far så meget, at han har overtaget hans vaner. Sidst i filmen sætter Olsen senior

(altså mig) bowleren på hovedet af sønnen (Egon Olsen) med en bemærkning om, at

det nu er ham, der skal bære den videre. Jeg gjorde mig ikke umage for at lige min fars

fremstilling af rollen, men jeg fandt da ud af senere, at jeg gjorde det alligevel.

Naturligvis var jeg castet til rollen på grund af ligheden. De ringede fra Nordisk Film

og sagde, at det var med lidt dårlig smag i munden, at de ønskede mig i rollen. De syntes

bare, at det var så oplagt.

Jeg synes selv, at Egon-figuren er

genial, og jeg kunne godt lide filmene

og at være med til at lave dem.

Nu har jeg været vant til, at der på

vejen blev råbt efter mig ”der går

Egons søn”. Nu kunne jeg så håbe, at

man i stedet ville råbe ”Der går

Egons far”.

10

Billede fra

filmen, hvor

Henning

Sprogøe

bliver instrueret

af Peter

Flindt.

Foto: Rolf

Konow, Nordisk

Film.

Nogle scener fra Olsen-banden Junior er

optaget i Glostrup Bio den 15. august 2001.

Da der skulle findes en biograf, der med enkelte

indgreb kunne illudere 1950’erne, valgte

Nordisk Film Glostrup Bio. Det var før ombygningen

af foyeren i 2002.

Flere af Sofarækkens aktive var med som

statister.


Jeg vil gerne instruere en film

Du har virkelig været rundt i manegen. Du er skuespiller og lærer, og du har været instruktørassistent,

produktionsassistent, caster … og meget andet. Hvad ville du egentlig helst

lave, hvis du kunne vælge på alle hylder?

Lige nu underviser jeg i Århus kommende skuespillere og er censor ved optagelsesprøverne.

Det er meget spændende. Da jeg var instruktørassistent, havde jeg det med

at holde øje med skuespillerne og spørge mig selv ”hvorfor gør han det?”, ”hvad vil

hun med det?” og ”hvordan kunne dette blive tydeligere fremstillet?”. Det kan udlægges

således, at jeg måske altid gerne har villet lave undervisning. Det tror jeg egentligt

ikke. Det kan også betyde, at jeg gerne vil instruere noget mere. Det vil jeg gerne, men

jeg har endnu ikke rigtigt fundet ud af, hvordan jeg kommer i gang med det.

Hver gang jeg er kommet i nærheden af at instruere film eller har skrevet noget til en

film, er det bare ikke blevet til noget. Et eller andet sted går det i stå – og jeg ved ikke

hvorfor. Måske mangler jeg den rigtige historie eller bare en eller anden form for nødvendighed

i det, således at jeg finder ud af at ”nu er den der!”.

Hver gang, jeg ser noget nyt, tænker jeg, at det vil jeg prøve. Jeg bliver ved med at

kaste mig ud i nye ting, og bliver aldrig helt tilfreds. Der er så mange ting, man kan,

men prisen er måske, at man ikke kan én ting 100 %.

Jeg kunne egentligt også godt tænke

mig at få en biograf, og jeg kigger

mig da lidt rundt efter en ledig.

Jeg arrangerede en forestilling i den

ellers nedlagte Vanløse Bio (nu frikirke)

i kulturbyåret 1996. Vi viste En

tosset Diktator med Marx Brothers.

Det har altid været en drøm for mig at

få en biograf, men det er jo langtfra

sikkert, at det bliver til noget.

Billedet er fra den gamle Lyngby Bio,

som blev revet ned umiddelbart efter.

Det er fra den første af filmene om

Anja & Victor. Jeg sagde til instruktøren

Tomas Villum Jensen: ”Må jeg

ikke nok sidde og sælge billetter i den

scene, der foregår i biografen?”. Jeg

sad så derinde uden at skuespillerne -

her er det Robert Hansen - vidste det.

Det kom nu ikke med på filmen.

Foto: Henrik Ploug.

11


Ove Sprogøes spillestil

Min far fik lov til at spille utallige roller på teater,

film og tv. Måske drømte han alligevel om roller,

han ikke fik. Det er vist sådan, at en skuespiller

altid drømmer om at få lov at spille de roller, han

tror, han aldrig kommer til at spille. Der var naturligvis

roller, som min far var bedre til end andre.

Jeg så for nyligt Café Paradis med Ib Schønberg

og Poul Reichhardt. Jeg tror ikke, at min far ville

have kunnet spille nogen af de to forsumpede figurer.

Især den måde, Ib Schønberg gik ind i sin

rolle på, kunne min far ikke gennemføre.

Han lagde altid en lille afstand til det, han lavede,

for ligesom bedre at kunne skildre figuren. Denne

distance var et af hans varemærker.

Han var ikke optaget af method acting, som præger

moderne filmskuespillere, men var nok mere

præget af Brechts tanker om ”verfremdung”. Denne

metode betyder, at man i rollen skildrer en person

i stedet for at gå helt ind i karakteren.

Alle billeder på denne side er fra Niels Birger

Wambergs: Teatret i Nørregade (Folketeatret),

hvor Ove Sprogøe spillede et hav af roller.

Han ses her sammen med (fra oven) Osvald Helmuth,

Lis Løwert, Preben Uglebjerg samt Karl

Stegger og Lene Larsen.

Herunder to grimasser fra Molières Den Gerrige.

12


Nøddebo Præstegård – eller Nicolai II

Din første store rolle efter teaterskolen var som Nicolai i Nøddebo Præstegård

i 1984. Det er nøjagtigt ligesom din far, der havde denne rolle –

også i en årrække – fra 1945. Det har du vel næppe oplevet? Hvordan

var det at træde så direkte i sin fars fodspor?

Det var nu ikke min debut. Min egentlige debut var i Simon Rosenbaums Fredericiarevy.

Men rollen som Nicolai var min første rolle på Folketeatret, og jeg fik den året

efter, at jeg var færdig på teaterskolen.

Det var sjovt at være med i Nøddebo Præstegård, men det var irriterende i starten. Jeg

blev ringet op af Preben Harris, efter at han havde set mig spille med i De tre Musketerer

på Bådteateret. Jeg kom så til møde med Harris og tænkte: ”Gud, jeg skal ind på

Folketeatret. Det bliver spændende det her!”. Vi snakkede hyggeligt, og så sagde han

til sidst: ”Nå, men jeg skal jo også lige spørge dig, om du har lyst til at spille Nicolai i

Nøddebo Præstegård”. Så blev jeg jo meget skuffet, fordi jeg tænkte, at han nok ville

se, om jeg kunne præstere noget af det, min far havde vist i denne rolle. Dårlig smag!

Jeg blev dog enig med mig selv om at gøre det alligevel. Den figur havde jeg jo ofte

set som barn, og den havde gjort et stort indtryk på mig. Hvis jeg kunne være med til

at videregive den oplevelse og give andre fornøjelsen, så ville det da være fint for mig.

Da jeg så lavede den, blev det en kæmpeoplevelse for mig. Det er noget af det sjoveste,

jeg har lavet. Vi fik lov til at udvide rollerne lidt inden for nogle rammer, som

Harris satte.

Jeg spillede rollen i 6-7 år med en anden juleforestilling ind imellem. Vi var også på

turné med Nøddebo. Det gav meget PR postyr. Det hører jo med, men det var lidt for

meget for mig.

13

Henning Sprogøe ligner på det

sort/hvide billede sin far til forveksling.

Det er Ove herover og Henning

til venstre - hvis nogen

skulle være i tvivl!

De to piger er Linda Laursen

og Dorthea Hermann.

Foto: John Lindskov, Folketeatret.


Alle dine roller har stort set været yndefulde og muntre, og du har også spillet revy. Har du

det lidt som Carl Alstrup, der altid drømte om at spille Kong Lear og den slags?

På Folketeatret spillede jeg jo mest de lettere roller,

men der var da også nogle tungere. Jeg har også spillet

med i en hel del moderne dramatik. Det har nok ikke

været de helt store karakterroller, og jeg har ikke nogen

drøm om at spille Kong Lear.

I virkeligheden

har min største

karakterrolle

nok været rollen

som chef

for Folketeatret!

Det er jo sjældent, at man tager billeder til en radioserie.

Henning Sprogøe ses her formummet i samspil med Olaf

Ussing og Frits Helmuth i Rosens navn af Umberto Eco.

Udsendelsen var så populær, at man tog nogle billeder på

et kloster ude på Østerbro.

Filmanmelder på 10 år

Du har lavet tv-programmer om film i flere omgange og skrevet forskelligt om emnet. Er du

en passioneret filmnørd?

Jeg har altid gået meget op i film, og mit natbord består altid af bøger om film. Jeg er

meget nørdet med skuespillere, instruktører og film, og hvor filmene kom op.

Jeg havde tidligt mine egne scrapbøger om film. Specielt biografannoncer og anmeldelser.

Jeg anmeldte selv de film, jeg så fra jeg var 10-11 år. Jeg gav dem stjerner og

anmeldte dem – altid afsluttende med ”synes jeg”. En dag kom forfatteren Henrik

Stangerup, der også lavede en del filmkritik, på besøg hjemme hos os.

Han så mine scrapbøger og heri min anmeldelse af ”The Greatest Story Ever

Told” (1965). Den var med Max von Sydow som Jesus. Jeg skrev: ”God film, synes

jeg!”. Så tog Stangerup min bog og skrev tværs over: ”Denne film er noget lort! Det

kan vi godt blive enige om, ikke?”.

Så fik den bare en sort plet i stedet for stjerner, og jeg fik besked om, at jeg ikke skulle

tro, at jeg var så skide klog.

14

Henning Sprogøe var tilknyttet Folketeatret

som skuespiller i 18 år og

har efterfølgende siddet i bestyrelsen.

I den turbulente periode efter

Preben Harris 30 år lange direktørtid

var Sprogøe teaterchef 2002-3.


Privatliv som kendt

Din far og mor værnede meget om det private og lod ikke mange komme ind i huset på

Amager. Hvordan har du det selv med det private og offentligheden?

Min far gav faktisk offentligheden mere indblik i privaten, end de fleste tror. Især i

hans yngre dage, da vi var børn. Jeg har en hel del udklip fra ugeblade, hvor fotografer

har været hjemme hos os, og vi drenge sidder på skødet af min mor og så videre. Her

viser far sine mange malerier, og der viser mor sit køkken frem.

Den sidste udsendelse om ham, som Poul Martinsen lavede, foregik da også i hjemmet.

Da stod han såmænd og vaskede op.

Det er lidt en myte, det med hans lukkethed. Men det er da rigtigt, at han havde en

lang periode, hvor han lukkede mere af, fordi han syntes, at det blev for meget.

Jeg har selv nogle grænser for, hvad jeg vil deltage i.

For eksempel laver jeg ikke reklamefilm. Jeg blev

spurgt for nogle år siden, om jeg ville medvirke i nogle

kaffereklamer. Ganske vist er jeg storforbruger af kaffe,

men jeg havde ikke lyst til at stå med en pose og

sige: ”Den skal I købe”. Jeg ville have kunnet tjene

200.000 kroner om året i tre år, bare ved at lave de

film, men jeg ville krumme tæer, hvis jeg så mig selv i

den rolle.

Jeg er ikke interesseret i at vise mit privatliv frem, men

det er ikke noget princip.

Du er vokset op med god kunst på alle vægge. Har det præget dig?

Jeg kan godt lide at se på kunst, men jeg har ikke brugt mange penge på det. Jeg har

heller ikke haft lyst til at arve en masse billeder fra mine forældre. Jeg ville ikke bare

overtage fars og mors billeder, fordi det på en måde ville være som at brænde deres

hjem ind i mit. Mine brødre har mange af dem, og det ser da fantastisk ud der, hvor de

hænger i dag.

Kunsten derhjemme har meget været musik. Mine forældre var ikke musikalske kendere,

men de har lukket så meget op for interessen, at jeg selv er blevet musiker. Min

mor var enorm god til at hjælpe mig frem med det, og hun købte mit første trommesæt

for mig. Jeg betalte selv, men var ikke gammel nok til at skrive under på en købskontrakt.

Mit barndomshjem var præget af kunst på alle plan. Der gælder både bøger, musik,

kunst, film og teater. Mine forældre var begge meget interesseret i det hele.

15

Her ses Ove Sprogøe i en af

sine sjældne reklamefilm.

Denne er fra 1956.


Et hjem uden fjernsyn, men med cykel

Hvordan var det at vokse op i et hjem uden fjernsyn?

Det var nu både/og. Min far var altid meget energisk. Når

han kom hjem fra arbejde, ville han snakke og være midtpunkt.

Han kunne ikke bare sætte sig ned og finde sig i, at

andre havde overtaget dagsordenen. Min far læste op for

min mor hver aften, og de ville simpelthen ikke bruge tiden

på tv.

Det var ret klogt af dem. Hvis de havde haft et fjernsyn,

havde de bare siddet og kigget på det hele tiden, for de var i

virkeligheden enormt optagne af tv. Når de f.eks. var ude at

rejse, var det første, de gjorde, at tænde tv-apparatet på hotelværelset.

Også når far besøgte sin søster i Vanløse, blev

fjernsynet altid tændt, hvorefter han sad og stirrede på det

hele tiden.

Min far havde den tv-politiske holdning, at tv tog for meget

af folks tid og tog for meget opmærksomhed fra andre ting.

Dette mente han jo samtidigt med, at han i perioder levede

af at medvirke i udsendelserne.

Fars fodspor

Som den eneste af dine brødre blev du skuespiller. Du er uddannet fra Statens Teaterskole

i 1983. Da var du jo 30 år, så det var ikke bare den lige vej. Undervejs har du gået på universitetet

og haft forskellige jobs. Lå der i dit hjem en tilskyndelse til at blive skuespiller – eller

måske tværtimod?

Det, der lå i hjemmet var, at vi simpelthen ikke snakkede om dette. Min mor og far var

klar over, hvor belastende det ville være for den, der havde lyst til at træde i fars fodspor.

Det er jo et fag, hvor man hele tiden har risikoen for at blive dømt ude og at blive

arbejdsløs i lange perioder. Jeg forsøgte faktisk at undgå skuespillerbranchen i mange

år. Jeg ville hellere lave noget andet og ikke bare følge i min fars fodspor.

Jeg har imidlertid altid interesseret mig ekstremt meget for film og biografer – og for

at lave fis og ballade. Men jeg var bange for at blive skuespiller, fordi jeg syntes, at de

var nogle krukkede og selvoptagne mennesker. De rendte hele tiden rundt og gjorde

opmærksom på sig selv. Man skulle helst råbe lidt højere end de andre, og jeg sad og

tænkte, at nu kunne de godt skrue lidt ned, så vi andre også kunne være der.

I min karriere har jeg senere mødt en masse skuespillere, som jeg er kommet til at holde

meget af. Men jeg synes stadigvæk, at vi er sådan nogen, der hele tiden kræver opmærksomhed.

16

Den verdensberømte

stumfilmstjerne Asta Nielsen

ønskede på sine

gamle dage at møde min

far.

Han troppede op i hendes

lejlighed på Frederiksberg

– ude ved Windsor

biografen – og vi tre

drenge var med.

Vi fik the af et meget

smukt stel, som jeg arvede,

da hun døde i 1972.

Asta Nielsen på sin 90-års

fødselsdag 11/9-1971.


Får vi Fandens Oldemor fra dig?

Du er trommeslager i Return to Sender, og du har sunget fra tid til anden. Ligesom Frits

Helmuth sang sin faders viser, får vi måske en skønne dag Fandens Oldemor med dig –

den med Cigaretter, Whisky og nøgne pi’r?

Nej, den får I ikke af mig!

Jeg har engang overvejet at lave en kabaret eller noget lignende

med min fars sange. Men jeg nåede frem til, at jeg jo

aldrig nogen sinde kan lave det på samme måde. Selv om

man måske opnår at gøre det godt, kan man jo ikke overhale

det gode i folks minder.

Sven Holm havde på et tidspunkt en ambition om at lave en

tv-serie om Dirch Passer. Dengang levede min far endnu,

mens Dirch lige var død. Jeg blev spurgt, om jeg ville spille

min far i de scener, der foregik i 1950’erne og 1960’erne, da

ham og Dirch dannede et makkerpar. Det lød jo egentligt

spændende, men jeg sagde nej tak. Jeg kunne pludseligt se en

risiko for, at mit eget arbejdsliv ville forløbe med hele tiden

at gentage det, min far havde været, fordi det havde fungeret

så godt. Jeg havde lyst til noget andet end at spille Egons søn

eller Dirchs gamle makker.

Fra min fars repertoire har jeg dog sunget en buket Scherfigsange,

Det er så sundt, på Arbejdermuseet. Det var for knapt

tre år siden – på Scherfigs 100-års dag – og jeg optrådte sammen

med nu afdøde Holger Laumann og hans band.

Jeg fik lov at lave dem på min egen måde, og jeg fornemmede ikke, at folk bare sad og

håbede på, at jeg skulle bryde ud i Fandens Oldemor!

Din far optrådte – set udefra – altid beskedent og ukrukket, og han var ikke ude efter meget

offentlig opmærksomhed.

Jamen, han fik jo så opmærksomheden på nøjagtigt det modsatte. Han havde en masse

principper med fjernsyn og cykling og sådan noget. Han lagde vægt på ikke at være

særligt udadvendt, men det gjorde jo så, at han bare fik dobbelt så meget opmærksomhed.

Man kan jo ikke undvære opmærksomheden, for det handler

jo i sidste ende om, at folk skal have lyst til at kigge på én.

Henning Sprogøe samler på gamle filmplakater.

Hvis nogen ligger inde med sådanne, formidler

redaktøren meget gerne en kontakt.

17

Henning Sprogøe er

trommeslager i bandet

Return to Sender,

som han var med til at

stifte helt tilbage i

1976.

Bandet eksisterer i

bedste velgående.

www.returntosender.dk


Eksponering kan da godt kilde lidt!

Du har det altså godt med at være vokset op i et hjem med en berømt far?

Det jeg er mest glad for er, at jeg har haft en far, som jeg godt kunne lide, og som jeg

altid har været vild med. Han har hele tiden stået for noget godt og været meget anerkendt.

Allerede da jeg var lille, kunne jeg mærke det. Hvis han gik på Strøget med min

mor, og vi drenge var sakket lidt bagud, kunne vi hele tiden høre en hvisken ”Se, der

går Ove Sprogøe!”.

Det er måske ikke alle indenfor faget, der har været så allround anerkendt som min far

var det. Han var ikke alene respekteret for det, han stod for professionelt. Folk respekterede

ham også for det, han stod for og for hans menneskelige egenskaber. Derfor har

det aldrig været svært for mig at tale om min far, f.eks. i interviews. Jeg har jo altid

vidst, at der ikke ville komme ubehagelige spørgsmål.

Det er da noget af drivkraften, at jeg fornemmede, at det også er et fedt fag at komme

ind i - skuespillerfaget. Den form for eksponering kunne da godt kilde mig lidt. Det

har da også været lidt en forbandelse på den måde, at jeg jo ikke kun kommer ud for at

snakke om mit eget liv. Jeg har jo en baggrund, som ofte er årsagen til, at netop jeg

bliver trukket frem. Bare man siger ordet ”Sprogøe” er det ligesom et brand. Så bliver

jeg måske først vurderet på det, jeg laver lige nu. Men så havner vi uvægerligt altid

der, hvor vi kommer ind på ”Der var jo så også lige det med din far”. Der er også

nogen – især i den ældre generation, der starter med ham, og så måske først bagefter

bliver lidt interesseret i det, jeg selv laver.

Det har jo

også været din

indgang til

dette interview,

ikke

sandt?

Du kunne jo

se, at der er en

meget fin historie

i min far

med film- og

biografhistorie

helt tilbage til

1946, hvor

han startede.

18


Skift ble til Brad Pitt!

- formiddage i BabyBio

Overskriften er ikke et af redaktørens påfund. Det er

formuleret af Rikke, der med sin mødregruppe er blandt

de flittige brugere af BabyBio i Glostrup Bio.

BabyBio er et tilbud til mødre, fædre, dagplejemødre,

mødregrupper, bedsteforældre og andre, der ønsker at se

den aktuelle film, hvor den medbragte baby med barnevogn

og hele udstyret er særligt velkommen. Ingen lader

sig irritere af, at mødrene går en tur ind imellem - eller

pludseligt må trøste eller skifte ble midt i forestillingen.

Operatøren Keld er her flankeret af

Hanne og Annette fra caféen. De

udgør (sammen med Helle, der har

”fri” denne dag) - faktisk en fast stab,

når der vises BabyBio.

Rikke fortæller:

Det var vores første tur i babybio.

Det var en rigtig god oplevelse,

da der er plads til børn og

barnevogne, uden at det generer

nogen.

Den eneste ulempe er, at børnene

kan græde, når filmen er

spændende, så man er nødt til

at trøste dem, og dermed går

glip af filmen et kort øjeblik ;-).

Vi har allerede planlagt den

næste tur.

Hvilket ses på næste side! (red.)

Ved BabyBio vises en

aktuel film kl. 10.30. Der er dæmpet lys i salen under

hele filmen, og lyden er lidt lavere end sædvanligt. De

mange barnevogne står i foyererne, udenfor eller inde i

salen - ja næsten overalt, hvor sikkerhedsforskrifterne

tillader det.

Rikke, hvis gruppe ses herunder fandt på det slogan, som

fremgår af overskriften. Den fulde ordlyd er Slip virkeligheden

et par timer og skift ble sammen med f.eks.

Brad Pitt! Rikke går i BabyBio sammen med sin

mødregruppe, der ud over Rikke og Mikkel består af

Heidi og Victor, Tabitha og Viktor, Cornelia og Julian

samt Maria og Karla.

19

19


Ditte, som ses herunder med datteren Aija,

er i BabyBio for første gang. Faderen er

også med, men var ved at købe forsyninger

i caféen, da billedet blev taget.

Han ses med rød hue øverst på side 19 (red.)

20

Ditte fortæller:

Aija har også en storebror, men han er

vist så lydfølsom, at vi ikke tør løbe an

på, at han kan sove under en film, med

dens mange lyde. Lillesøster Aija er helt

igennem en 2'er. Nem og med overalt -

ingen særlige hensyn der.

Det var da med en vis 'stolthed' at jeg bad

kæresten om at tage overtøj på og komme

med ud ad døren, for jeg havde en

overraskelse: Vi skulle se intet mindre

end "Mænd der hader kvinder"!!! Sammen!

Ja, skat - den går i BabyBio - og lige

her i Glostrup!

Vi synes at det er en superhyggelig biograf.

Det skal nemlig helst være lidt retro.

Jeg var vild med at opleve, at det faktisk

kan lade sig gøre: At nyde en film gående

med en storpludrende glad og meget

vågen ½års pigebarn på armen, frem og

tilbage langs de bagerste tomme pladser.

Jeg har lokket min mødregruppe med

næste gang, vi mødes.

God oplevelse at komme i BabyBio.

Det er skønt at I gider!

More magazines by this user
Similar magazines