Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

clh.dk

Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

CENtEr for lIgEbEHANDlINg Af HANDICAppEDE

Institutionstankegang

DCH har gjort status over

botilbudsområdet. Side 15

LIGHEDSTEGN

Niels Egelund i DCH

Professor i specialundervisning

gæstede DCH. Side 3

Afskåret fra uddannelse

Voksne med funktionsnedsættelse

mangler kompensation

ved efteruddannelse.

Side 7

NR. 1 JANUAR 2009

Handicaprådenes gennemslagskraft

Hvordan står det til med de kommunale

handicapråds gennemslagskraft? CLH har

foretaget en analyse. Side 10


leder

Konventionen på tryk – tryk på konventionen!

Verdens befolkning – og i særlig grad den del af befolkningen,

som har en funktionsnedsættelse – fik med ”FN’s

Konvention om rettigheder for personer med handicap”

det internationale samfunds anerkendelse af, at mennesker

med funktionsnedsættelse har og skal gives samme

rettigheder som andre borgere.

Konventionen giver ikke mennesker med funktionsnedsættelse

nye rettigheder. Konventionen gentager og

reformulerer de rettigheder, som allerede er nedskrevet i

de eksisterende menneskerettighedskonventioner, men nu

"oversat" til et sprogbrug, som gør dem direkte anvendelige

i en handicappolitisk sammenhæng. Mennesker med

funktionsnedsættelse har ikke fået tillagt nye eller andre

menneskerettigheder end øvrige borgere. Konventionen

understreger, hvad der for så vidt burde være helt selvfølgeligt,

at de eksisterende borgerlige, politiske, økonomiske,

sociale og kulturelle rettigheder også gælder for mænd,

kvinder og børn med en funktionsnedsættelse.

At verdenssamfundet og dets regeringer – herunder også

den danske – har fundet det nødvendigt at udarbejde en

egentlig handicapkonvention er således en erkendelse af, at

de eksisterende menneskerettighedskonventioner på trods

af deres universalitet ikke har været i stand til at sikre disse

rettigheder for mennesker med funktionsnedsættelse.

Forsidefoto:

Istockphoto

2 LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

indhold

Med sin underskrift på konventionen tilkendegav daværende

vicestatsminister Bendt Bendtsen i marts 2007, at

den danske regering vedstår sig sit ansvar og tilslutter sig

principperne i konventionen og arbejder for en ratifikation.

En række ministerier er i øjeblikket i gang med at forberede

den endelige ratifikation, som ifølge velfærdsministeren

forventes at ske i løbet af 2009.

Det er selvfølgelig hel afgørende, at vi som nation ratificerer

og tilslutter os principperne i konventionen. Den

virkelige effekt af konventionen opnås dog først, når de,

der kan og vil gøre en forskel, tager konventionen til sig

og omsætter principperne til praktiske handlinger.

For at bruge konventionen skal den være tilgængelig.

Derfor er det glædeligt, at den nu findes i en dansk oversættelse,

og det er glædeligt, at Det Centrale Handicapråd

har foranlediget, at konventionen nu også findes på tryk.

Samtidig er konventionen kommet i en række alternative

formater, som sikrer, at konventionen bliver så tilgængelig

som mulig.

Mogens Wiederholt

Centerleder

3 Specialundervisning – det komplekse område

Niels Egelunds besøg i DCH

5 Kritik af tvang i psykiatrien

Sundhedsstyrelsens opgørelse over tvang i psykiatrien

6 Psykisk sygdom og personfarlig kriminalitet

Bedre psykiatriske behandlingsforløb

7 Handicappede afskæres fra efteruddannelse

Manglende kompensation på efteruddannelsesområdet

8 Handicaprådene – godt i gang?

En undersøgelse af rådenes årsberetninger

10 Kommunale handicapråd – en mulighed for indflydelse

En undersøgelse af rådenes gennemslagskraft

12 Mange anbragte børn har en funktionsnedsættelse

SFI‘s undersøgelse af anbragte børn

13 Bedre emballage

Forskningsprojekt skal skabe bedre emballage

14 Boligmarked eller institution

DCH‘s statusdrøftelse af botilbudsområdet

16 Bedst på Nettet

Årets Bedst på Nettet-konference

17 Hverdagslivet for børn med udviklingshæmning

Ny bog

18 Nye muligheder for hjælp

Ændring af hjælperordningen

19 FN‘s Handicapkonvention i trykt udgave


Specialundervisning

– det komplekse område

På Det Centrale Handicapråds sidste møde i 2008 havde rådet besøg af

Niels Egelund, Danmarks første og hidtil eneste professor i specialpædagik.

AF CHRISTINE BENDIXEN

Niels Egelund, der er professor på

Danmarks Pædagogiske Universitet,

var inviteret til at holde et oplæg om

udviklingen inden for folkeskolens

specialundervisning. Han lagde ud

med at slå fast, at ”det er et utroligt

komplekst område, og det er der

mange gode grunde til.” Blandt

andet er de uklare definitioner af,

hvad vi egentlig taler om, når vi taler

om specialundervisning, med til

at skabe uklarhed og derved dårlige

vilkår for specialundervisningen.

Et historisk rids

Niels Egelund begyndte derfor

med at give et indblik i, hvordan

begreberne har udviklet sig siden

specialundervisning blev introduceret

som betegnelse i 1961.

I 70’erne var specialundervisningsområdet

domineret af begrebet

integration, hvor man arbejdede

med at integrere de ”ikke-normale”

børn i den almindelige undervisning.

Der var ”dem uden for” og

”dem inden for” – og øvelsen gik

ud på at sikre, at ”dem uden for

blev integreret med ”dem inden

for”.

Integrationsbegrebet blev med

Salamanca-erklæringen i 1994

afløst af inklusionsbegrebet, som

indeholder en helt anden tilgang

end integrationstanken. Her er

grundtanken ifølge Niels Egelund,

at ”alle er inkluderet fra starten

– der er ikke nogen udenfor, som

banker på for at komme ind”.

Mange i skolemiljøet fandt det svært

at arbejde med inklusionsbegrebet

og mente, det havde en negativ

klang. Derfor blev det erstattet

af betegnelsen rummelighed, der

dog for mange lærere hurtigt blev

synonym med besparelser. ”Og

så kom inklusion på dagsordenen

igen fra ca. 2005, fordi vi havde slidt

rummelighed op,” forklarede Niels

Egelund, og fortalte samtidig om

undersøgelser, som viser, at mange

lærere mener, rummeligheden er

gået for langt, og at flere elever skal

ud af de almindelige klasser.

Men hvem er det, der skal ud af

de almindelige klasser, og hvad skal

specialundervisningen indebære?

Det var nogle af de svære spørgsmål

Niels Egelund søgte at besvare i sit

oplæg til rådet.

Hvad er specialundervisning?

For Niels Egelund er det vigtigt at

skelne mellem specialundervisning

og specialpædagogik, fordi specialundervisning

gives af lærere,

mens dette ikke nødvendigvis er

tilfældet med specialpædagogik.

Niels Egelund mener, man kan

definere specialundervisning som

undervisning i specialklasser og

specialskoler, som støtte fra en

specialundervisningslærer i den

almindelige undervisning eller

som undervisning uden for den

almindelige undervisningstid, og

som støtte fra en speciallærer i et

støttecenter. ”Men der er meget

andet, der også kaldes specialundervisning,”

fremhævede han. Det

er blandt andet, når klasser tildeles

tolærertimer, når der oprettes

delehold i en klasse, eller der er

mandsopdækning af svært urolige

elever, og her må man virkelig stille

spørgsmålstegn ved, om der er tale

om egentlig specialundervisning,

var Niels Egelunds vurdering.

Stor stigning

Hvor mange er det så, der har brug

for specialundervisning? ”Det har

vi aldrig rigtig vidst,” sagde Niels

Egelund. ”Lærerne skønner, at det

er ca. 20 % af eleverne i de almindelige

klasser, der har brug for noget

ekstra,” kunne han berette. ”Men

hvor mange får så noget ekstra?

Det har jeg godt kunne tænke mig

at undersøge siden 1981, men det

er først lykkedes mig at få opbakning

til det i 2004,” fortalte Niels

Egelund. Her kom han frem til, at

det ca. var 8,5 %.

Undervisningsministeriet fandt

i 2007 frem til, at 3,8 % af alle elever

undervises uden for de almindelige

klasser. Det er en stigning på

næsten 10 % i forhold til tidligere.

Samtidig skønnes det, at skolerne

bruger ca. 20 % af deres ressourcer

på specialundervisning imod ca.

16 % for 12 år siden. Niels Egelund

vurderede, at stigningen delvis

kommer fra det sociale områdes

brug af private opholdssteder med

interne skoler.

Fortsætter på næste side

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009


Fortsat fra side 3...

Stigning i AKT

”De børn, der tegner sig for stigningen

i specialundervisningselever,

er ikke børn med klassiske handicap

som syns- eller hørehæmning

og udviklingshæmning. Det er

AKT-eleverne,” forklarede Niels

Egelund. AKT står for adfærd,

kontakt og trivsel, og AKT-elever

omfatter også ofte elever med

autisme, Aspergers Syndrom eller

ADHD.

”AKT-eleverne er steget med 83%

siden 1993,” sagde Niels Egelund,

”og vi mangler svar på hvorfor”.

Niels Egelund havde selv forskellige

bud på, hvilke forhold der spiller

ind. Blandt dem var det moderne

familieliv med nye familiemønstre

og institutionspraksis, at børn

ofte ikke lærer, hvad NEJ vil sige,

udviklingen inden for computerspil

og medieforbrug, samt nye

pædagogiske metoder, som kan

kollidere med disse børns behov

for ro og overskuelighed.

”Det, de børn har brug for,

er ikke nødvendigvis specialundervisning

og kræver heller ikke

nødvendigvis en specialundervisningslærer”,

konkluderede Niels

Egelund. Der kan måske i stedet

være brug for en gennemgående

person i deres hverdag, der giver

personlig støtte og faglig hjælp,

men som ikke skal forestå undervisningen

eller planlægningen af

den.

”Sådan en person koster 30 %

af, hvad en specialundervisningslærer

koster,” sagde Niels Egelund

og konkluderede, at man herved

kunne frigøre ressourcer til at give

specialundervisning til dem, der

virkelig har brug for netop det.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

Inklusionsfremmende faktorer

I sit oplæg kom Niels Egelund

også ind på, hvilke faktorer, der

virker inklusionsfremmende i

skolen. Heriblandt findes faktorer

som viden om undervisningsdifferentiering

og supplerende undervisningsmidler,

skærpet løbende

evaluering af progression, viden om

specialpædagogiske principper og

metoder, tidlig indsats over for læseog

matematikvanskeligheder samt

samarbejde med dagpasningen.

Derudover nævnte Niels Egelund

en ny international undersøgelse,

hvor Danmark er meget dårligt

placeret med hensyn til at give

lærerne systematisk færdigheder

i at undervise i læsning og skrivning.

”Seminarieundervisningen

handler meget om litteraturlæsning,

men ikke så meget om, hvordan

man egentlig lærer børn at læse og

skrive”, forklarede Niels Egelund.

PPR og politisk opmærksomhed

Alle disse inklusionsfremmende

faktorer kan den enkelte skole

ikke nødvendigvis overskue. De

har ofte brug for hjælp udefra for

at kunne se problemerne, og hvad

det afføder af behov. ”Derfor er der

behov for PPR, og for at PPR har et

bredt og velkvalificeret tværfagligt

team, der har overblik over de specialpædagogiske

tilbud, der findes

i området,” sagde Niels Egelund.

Samtidig skal PPR have regelmæssige

møder med skolernes ledelse

og specialundervisningskoordinatorer

samt have et godt kendskab til

og samarbejde med hele børne- og

ungeområdet og det sociale område

i kommunen.

Men det er ikke kun PPR, der spiller

en væsentlig rolle i den fremtidige

udvikling og forbedring af specialundervisningsområdet,

også

politikerne har en vigtig rolle at

spille, slog Niels Egelund fast.

”De er blandt andet tvunget til at

fastlægge en norm for det samlede

ressourceforbrug til normal- og

specialundervisning, og så må de

stille krav om dokumentation for al

specialpædagogisk indsats,” sagde

han. ”Det kan ikke være sådan, at

skoler kan gå i gang med noget,

der ikke er dokumentation for,”

slog Niels Egelund fast.

Behov for specialskoler

Rådet spurgte til Niels Egelunds

vurdering af om fremtiden vil

byde på flere kommunale tilbud,

og om disse tilbud vil kunne løfte

opgaven kvalificeret. Niels Egelund

var ikke i tvivl om, at der vil ske

flere ændringer på dette punkt i

fremtiden, end vi har set hidtil,

og oplyste, at både Skolerådet og

Niels Egelund selv er bekymrede

for udviklingen. Nogle steder vil

man kunne lave gode tilbud, men

det vil ikke være tilfældet alle

steder. Det bliver derfor vigtigt at

følge de regionale udviklingsråds

redegørelser.

Det er Niels Egelunds vurdering,

at der fortsat vil være behov for specialskoler,

og at andelen af elever i

specialskoler ligger på et fornuftigt

niveau i forhold til det forventede

behov.Deterdetsammeniveau,man

ser i mange andre lande. Han oplyste

i øvrigt, at mange af de udfordringer,

Danmark står med på dette område,

også ses i andre lande.


Kritik af tvang i psykiatrien

Europarådets Torturkomité påpeger, at

omfanget af tvangsforanstaltninger i

Danmark er for stort. En opgørelse fra

Sundhedsstyrelsen viser, at hver femte

patient i psykiatrien blev berørt af en eller

flere tvangsforanstaltninger i 2007.

AF TINA MOU JAKOBSEN

I Sundhedsstyrelsens opgørelse

over tvang i psykiatrien for 2007,

fremgår det, at den mest udbredte

form for tvangsforanstaltning har

været frihedsberøvelse. Opgørelsen

viser samtidig, at der er sket en

stigning i antallet af fikseringer,

der varer op til 48 timer, mens der

er sket et fald i antallet af patienter,

som har været fikseret i mere end

48 timer.

Og det er særligt brugen af

fiksering, som møder kritik af

Europarådets Torturkomité efter

komiteens besøg i Danmark i februar

2008. Komiteen mener, at

bæltefiksering ikke kan erstatte den

fornødne psykiatriske behandling,

og at tvang ikke må træde i stedet

for den fornødne psykiatriske behandling

og omsorg.

Nødvendige tiltag

I sin rapport anbefaler torturkomiteen

derfor, at personalet på de

psykiatriske afdelinger undervises

i brugen af tvang, og hvilken indvirkning

det har på patienterne at

blive udsat for tvang. Komiteen

finder også, at patienter, der bliver

udsat for tvang, ikke må eksponeres

over for andre patienter, hvilket

komiteen var vidne til under sit

besøg i Danmark. Derudover bør

patienterne altid modtage grundig

information om årsagerne til,

hvorfor der blev udøvet tvang. Når

tvangsforanstaltninger finder sted,

bør der være en medarbejder være

til stede, som kan yde hjælp, og som

kan opretholde den behandlingsmæssige

alliance med patienten,

påpeger komiteen.

Revider psykiatriloven

Psykiatrilovens bestemmelser om

tvang fastsætter, at tvang ikke må

benyttes, før der er gjort, hvad der

er muligt for at opnå patientens

frivillige medvirken. Derudover

skal anvendelsen af tvang stå i et

rimeligt forhold til det, som man søger

at opnå, og udøvelsen af tvang

skal foregå så skånsomt som muligt

og med størst mulig hensyntagen

til patienten.

Som psykiatriloven ser ud i

dag, kan fiksering anvendes, hvis

patienten er til fare for sig selv eller

andre, forulemper andre patienter

eller forvolder materiel skade. Og

heri ligger en af årsagerne til omfanget

af tvangsforanstaltninger i

psykiatrien, mener torturkomiteen.

Psykiatriloven åbner for at anvende

tvang, fordi loven ikke fastsætter,

at brugen af tvang skal stoppe lige

Sundhedsstyrelsens rapport kan findes på www.sst.dk

så snart faren for skadeforvoldelse

hører op. Brugen af tvang bør altid

være den sidste udvej, og derfor

opfordrer torturkomiteen til, at

den danske psykiatrilov ændres,

så dette fremgår af psykiatrilovens

bestemmelser. Derudover bør det

også fastsættes, at brugen af tvang

finder sted i det kortest mulige

tidsrum, dvs. nogle få minutter

eller nogle få timer.

Kritik af sikringsafdeling

Torturkomiteenharblandtandetbesøgt

Sikringsafdelingen Nykøbing

Sjælland og kritiserede her særligt

de tvangsforanstaltninger, som

fandt sted. Også Ombudsmanden

har tidligere kritiseret brugen

af tvang på Sikringsafdelingen.

Efter en del debat og kritik af de

anvendte metoder, har sundhedsminister

Jakob Axel Nielsen nu bedt

Sundhedsstyrelsen om at foretage

en faglig vurdering af tvangsfikseringsmetoder,

både dem som følger

af psykiatriklovens bestemmelser

og dem, som Sikringsafdelingen

har oplyst, der anvendes i behandlingen

af patienterne.

Rapporten fra Europarådets Torturkomité kan findes på www.cpt.coe.int

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009


AF TINA MOU JAKOBSEN

Sundhedsstyrelsen har i deres

beretning gennemgået ti sager

fra 2007, hvor mennesker med en

psykisk sygdom har begået personfarlig

kriminalitet. I syv af sagerne

vurderer Sundhedsstyrelsen, at den

kriminelle handling muligvis kunne

have været forhindret, hvis forløbet

havde set anderledes ud.

I flere af sagerne har der ikke

været en klar ansvarsfordeling, og

kun i få sager blev der udarbejdet

handleplaner, koordinationsplaner

eller udskrivningsplaner. Dette bør

ske i langt højere grad, fremgår det

af Sundhedsstyrelsens beretning,

ligesom der bør sikres et ansvar for

opfølgning for at sikre kontinuitet

i behandlingen.

Gennemgangen af sagerne viser

samtidig, at der bør sikres gode og

planlagte overgange mellem sengeafsnittene

og distriktspsykiatrien,

gerne ved behandlingsplaner og

udskrivningsaftaler.

Medicinsvigt

I flere af de gennemgåede sager

manglede distriktspsykiatrien nogle

planer og aftaler om håndtering af

situationer, hvor patienterne ude-

psykisk sygdom

Der skal udarbejdes flere handleplaner, koordinationsplaner eller udskrivningsaftaler i de

psykiatriske behandlingsforløb, hvor mennesker med en psykisk sygdom begår personfarlig

kriminalitet. Sådan lyder en af konklusionerne i en beretning fra Sundhedsstyrelsen.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

og

personfarlig kriminalitet

blev fra behandling eller ikke fulgte

deres medicinprogram. Men allerede

inden udskrivningen fra sengeafsnittene

kunne man have lavet

aftaler, der sikrede opfølgning ved

medicinsvigt, evt. ved at udpege en

fagperson, som havde ansvar for,

at medicinen blev givet.

Af Sundhedsstyrelsens beretning

fremgår det også, at der bør

være en plan for patienter, der

tidligere har haft medicinsvigt,

for at sikre medicineringen og

opfølgning, hvis der er tegn på

medicinsvigt.

Forskelligartede tilbud

Sundhedsstyrelsens gennemgang

tyder på, at der er behov for flere

– og mere forskelligartede – tilbud

i psykiatrien. Årsagen er, at nogle

patienter kan have svært ved at

klare den løsere struktur uden for

hospitalet. Også de øgede krav til

at drage omsorg for sig selv, når

patienterne udskrives til eget hjem,

herberg eller psykiatrisk bofællesskab,

kan være svære at håndtere

for nogle. Resultatet kan derfor blive

tilbagefald og genindlæggelse.

Samarbejde og koordination

Som følge af Sundhedsstyrelsens

gennemgang, vil styrelsen fremover

være mere opmærksom på, at sundhedsaftalerne

mellem regioner og

kommuner sikrer koordination og

samarbejde. I forhold til de retspsykiatriske

patienter bør der sikres en

klar opgave- og ansvarsfordeling.

Justitsministeren har sendt et lovforslag

i høring, som skal gøre det

muligt at udveksle oplysninger om

enkeltpersoner for politi, sociale

myndigheder og psykiatrien, hvis

det kan styrke deres samarbejde

(psp-samarbejdet).

Sundhedsminister Jakob Axel

Nielsen har ved offentliggørelsen

af Sundhedsstyrelsens beretning

udtalt til Politiken, at man i højere

grad er nødt til at tvangsindlægge

patienter, som ikke følger deres

medicinprogram.

Sundhedsstyrelsens beretning

kan findes på www.sst.dk


Handicappede

afskæres fra efteruddannelse

En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at personer med

funktionsnedsættelse ikke er sikret kompensation, hvis de ønsker at tage en voksen-, efter-

eller videreuddannelse (VEU). Centret opfordrer derfor til, at der indsættes direkte hjemmel i

lovgivningen på VEU-området til at yde kompensation til personer med funktionsnedsættelse.

AF KIRA HALLBERG

Centret kan på baggrund af sin

undersøgelse af efter- og videreuddannelsesmulighederne

for

mennesker med funktionsnedsættelse

konstatere, at der sker en

forskelsbehandling af personer med

funktionsnedsættelse på efter- og

videreuddannelsesområdet.

Det danske sektoransvar betyder

godt nok, at udbydere af VEU

skal sikre, at personer med funktionsnedsættelse

får den rette kompensation.

Centrets undersøgelse

viser imidlertid, at lovgivningen

på VEU-området langt fra sikrer

kompensation til mennesker med

funktionsnedsættelse, i modsætning

til det almindelige uddannelsessystem,

hvor omfanget af

kompensationsmuligheder er langt

større.

Kompensationsmuligheder

For personer med funktionsnedsættelse

kan det være nødvendigt

at modtage kompensation for at

kunne efteruddanne sig. En person,

der er døv, vil eksempelvis

ikke kunne gennemføre en uddannelse,

hvis der ikke er mulighed

for tolkning undervejs. Det er

derfor altafgørende, at lovgivningen

på VEU-området giver ret til

kompensation.

Har man behov for kompensation

i forbindelse med en VEU-uddannelse,

skal man som udgangspunkt

søge om kompensation efter

lovgivningen på VEU-området.

Hvis dette ikke er muligt, kan

man i nogle tilfælde få støtte efter

anden lovgivning. For eksempel

sikrer lov om specialpædagogisk

støtte ved videregående uddannelse

(SPS-loven) kompensation til

studerende med fysisk og psykisk

funktionsnedsættelse. Men det

er kun på ganske få uddannelser

under VEU, at der er mulighed for

kompensation efter SPS-loven.

Ligebehandling

Det danske sektoransvar betyder, at

udbydere af VEU også skal udbyde

VEU til personer med funktionsnedsættelse,

men personer med en

funktionsnedsættelse opnår "kun"

en moralsk ret til VEU på baggrund

af sektoransvaret.

Derfor er det vigtigt, at retten til

kompensation er indarbejdet i lov-

givningen, der relaterer sig til VEU,

derved opnår den enkelte deltager

et retskrav på kompensation.

Center for Ligebehandling af

Handicappede anbefaler derfor

baggrund af centrets undersøgelse,

at der indsættes direkte hjemmel i

lovgivningen på VEU-området til

at yde kompensation til personer

med funktionsnedsættelse.

Samtidig opfordrer centret til, at

Undervisningsministeriet nedsætter

en arbejdsgruppe med repræsentanter

fra relevante dele af Unde

rvisningsministeriet, videnscentre

og handicaporganisationer.

Arbejdsgruppen skal se nærmere

på begrebet kompensation, så der

i Undervisningsministeriets lovgivning

indføres en ensartet men

dækkende bestemmelse for, hvad

der kan ydes af kompensation til

personer med funktionsnedsættelse

i forbindelse med uddannelse.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009


Handicaprådene – godt i gang?

AF BIRTE BREJNER

2007 var det første hele arbejdsår for de lovpligtige kommunale handicapråd. For at få

indblik i, hvordan dette år er forløbet, har Center for Ligebehandling af Handicappede

bedt om at få tilsendt årsberetninger fra de råd, som har skrevet en årsberetning.

Forespørgslen har resulteret i, at 42

råd har indsendt en årsberetning,

og 22 råd har meddelt, at de ikke

har nogen årsberetning. Hvordan

det ser ud i de resterende 34 råd,

ved vi ikke.

Der er ikke nogen formelle

krav om, at handicaprådene skal

udforme årsberetninger eller krav

til årsberetningernes udformning

i øvrigt. Derfor er det også meget

forskelligt, hvordan de enkelte

råd har valgt at udforme deres

beretninger, samt hvilke områder

rådene lægger vægt på at omtale.

Enkelte råd har valgt at udforme

deres årsberetning som en egentlig

evaluering af rådets arbejde og af

samarbejdet med kommunen.

Undersøgelsen viser en meget

stor spredning i såvel arbejdsmetoder

som arbejdsomfang for de

enkelte råd. Men de 42 årsberetninger

fra kommunale handicapråd

viser også, at rådene arbejder bredt

med handicappolitiske spørgsmål,

og at rådene generelt har en stor

mødevirksomhed.

Kommunal handicappolitik

Mange råd har fokus på at tilvejebringe

eller implementere en kommunal

handicappolitik. Især i de

kommuner, hvor man har haft han-

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

dicapråd, før de blev lovpligtige, er

man færdige med eller langt fremme

i arbejdet med at tilvejebringe en

kommunal handicappolitik.

De fleste steder har handicaprådet

haft en central rolle – om ikke den

centrale rolle – i udfærdigelsen af den

kommunale handicappolitik.

Der er udvist stor kreativitet i

arbejdet med udformningen i form

af deltagelse i temadage om handicappolitik,

initiativ til borgermøder,

temadage, idekataloger, høringer,

husstandsomdelte aviser m.m.

En del råd ser det som meget centralt,

at FN’s Handicapkonvention

danner grundlaget for den kommunale

handicappolitik

Men der forestår stadig et stort

arbejde med at implementere

handicappolitikken i de enkelte

forvaltninger og med at følge op

på, hvordan handicappolitikken

bliver forvaltet.

Samarbejde med forvaltningerne

Mange råd har en god dialog, og

i den sammenhæng kan det især

fremhæves, at sekretærfunktionen

er vigtig. I de råd, hvor sekretærfunktionen

sørger for den gensidige

dialog, er der tilfredshed. Det vil

sige, at handicaprådene får de

relevante sager, men også at handi-

caprådene får besked om, hvordan

svarene er blevet modtaget i udvalgene

eller kommunalbestyrelsen.

En del råd omtaler problemer

med strukturen og samarbejdet

med de kommunale forvaltninger,

problemer der drejer sig om for korte

høringsfrister, for store mængder

bilag og om, at relevante sager, der

ikke stammer fra socialområdet,

ikke kommer til høring.

I nogle råd opstår der problemer,

især der hvor der ikke sidder

repræsentanter fra alle kommunale

udvalg i handicaprådet, eller hvor

handicaprådets medlemmer ikke

er ”klædt på” til arbejdet. Endelig

omtales det som et problem, at

embedsmændene kan have et loyalitetsproblem,

hvis de føler, at de

skal spare på kommunens vegne.

Mødeaktivitet

Rådene holder typisk mellem seks

og otte ordinære møder årligt.

Nogle råd har faste punkter på

dagsordenen, for eksempel tilsyn

med bo- og væresteder, orientering

fra udvalgte sektorer i kommunen

eller foredrag af eksperter.

Der tegner sig et generelt billede

af stor mødeaktivitet på mange forskellige

fronter, dog med stor spredning

i antallet. Rådsmedlemmer


deltager i konferencer og temadage,

der handler om handicaprådenes

arbejde, for eksempel DH’s og

DCH’s konferencer, og de deltager

i konferencer og temadage, der

handler om handicapspørgsmål

generelt. Enkelte råd har også selv

taget initiativ til borgermøder.

Mange råd nedsætter underudvalg,

der arbejder med specielle

opgaver, og rådsmedlemmerne

deltager aktivt i ekstern mødevirksomhed,

for eksempel i kommunale

råd og lignende. Mange råd samarbejder

også med andre råd, for

eksempel ældreråd, handicaporganisationer,

primært DH eller andre

kommunale handicapråd.

Arbejdsområder

Især spørgsmål om tilgængelighed

og transport optager rådene. Men

også handicaphjælperes løn- og

arbejdsvilkår, hjemmehjælpere,

sager omkring bo- og væresteder,

beskæftigelse og job, special- og

fritidsundervisning, handicapidræt,

fysioterapi, hjælpemidler, børnepasning

og psykiatri, sagsbehandlingstider,

sundhedspolitik og generelt

tilsyn med oprettelse og funktion

af de områder, der er lagt ud til

kommunerne i forbindelse med

kommunalreformen, nævnes som

væsentlige områder for rådenes

arbejde.

En del råd har fokus på fremover

at ville arbejde i temaer.

Rådenes synlighed

For de fleste råd har de interne opgaver

været så omfattende, at de ikke

har haft mulighed for også at lægge

vægt på synlighed. Enkelte råd har

dog udformet materiale med henblik

på at øge opmærksomheden på rådets

arbejde og på handicappolitiske

spørgsmål generelt.

Enkelte handicapråd har påfaldende

mange henvendelser fra

borgere vedrørende principielle

sager. Det er helt tydeligt, at antallet

af borgerhenvendelser hænger sammen

med, hvor meget handicaprådet

lægger vægt på at være synligt.

Der er tilsyneladende opmærksomhed

på denne sammenhæng, idet

en del råd peger på, at de vil gøre

mere ud af synlighed.

Også synligheden i forhold

til kommunens forvaltninger er i

fokus. En del råd påpeger, at de

fremover ønsker en større opmærksomhed

på rådenes eksistens

og funktion i den kommunale

forvaltning.

Hele statusopgørelsen kan læse på

www.kommunalehandicapraad.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009


10

Kommunale handicapråd

Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2008 gennemført en

undersøgelse for Velfærdsministeriet af de kommunale handicapråds

gennemslagskraft. Langt de fleste handicapråd oplever i betydelig grad at

blive taget med på råd og kunne gøre deres indflydelse gældende. Samtidig

er der også handicapråd, der endnu oplever at have svært ved at slå igennem.

AF LINDA BENDIX

– en mulighed for indflydelse

”Magt, det er ikke noget, man har,

det er noget man tager.” Således

sætter en handicaprådsformand,

der er repræsentant for kommunalbestyrelsen,

fokus på handicaprådets

gennemslagskraft.

Center for Ligebehandling af

Handicappede har i 2008 gennemført

en undersøgelse for

Velfærdsministeriet af de kommunale

handicapråds gennemslagskraft.

Det generelle billede i

undersøgelsen viser, at handicaprådene

efterhånden og i langt de

fleste kommuner er veletableret.

Men opstarten har ikke været lige

let i alle kommuner.

Inddragelsen af handicaprådene

i de kommunale beslutningsprocesser

kommer ikke af sig selv.

Det kræver stor arbejdsindsats fra

rådsmedlemmerne – fra repræsentanterne

for handicaporganisationerne

såvel som de kommunale

repræsentanter.

Handicaprådene har på en og

samme tid skullet definere deres arbejdsfelt,

gøre sig kendt i og bekendt

med kommunens arbejdsgange og

arbejde for at etablere et tilfredsstillende

samarbejde internt i rådet,

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

såvel som mellem råd og kommune.

Det har været og er en arbejdskrævende

proces i langt de fleste kommuner

at opbygge et handicapråd,

der bliver anerkendt, taget alvorligt

og lyttet til som seriøs part i de kommunale

politiske og administrative

beslutningsprocesser.

Medlemmernes vurderinger

Et væsentligt succeskriterium for

handicaprådene er, at de bliver hørt

over kommunale initiativer med

betydning for mennesker med handicap

og derigennem får mulighed

for at påvirke kommunernes handicappolitiske

forhold. Det har på

den baggrund været væsentligt at

opnå viden om, hvordan samspillet

mellem handicapråd og kommune

fungerer, og hvordan de to parter

oplever samarbejdet.

Derfor er der i undersøgelsen

spurgt ind til rådsmedlemmernes

vurderinger og oplevelser. Det er der

gjort dels gennem kvalitative interview

i ti handicapråd, dels gennem

en spørgeskemaundersøgelse, hvor

der er indkommet svar fra i alt 77

handicapråd af de 98 mulige. I begge

dele af undersøgelsen er både en

repræsentant for handicaporganisationerne

og en repræsentant for kommunalbestyrelsen

blevet spurgt.

Med på råd

Undersøgelsen viser, at kommunerne

generelt er godt på vej til at

have indarbejdet handicaprådene

i de kommunalpolitiske processer.

Over 80 % af rådsmedlemmerne

oplever således, at de i høj grad eller

i nogen grad får relevante initiativer

til høring. Det er dog en gennemgående

oplevelse, at det også for

kommunerne har været en proces

at indarbejde handicaprådene som

en selvfølgelig del af de kommunale

beslutningsprocesser.

Høringerne er en del af handicaprådenes

arbejde. Derudover

beskæftiger rådene sig blandt andet

også med kommunale handicappolitikker,

generelle drøftelser

og aktuelle sager, der tages op af

rådsmedlemmerne.

Handicappolitikker

Særligt de kommunale handicap-


politikker have haft betydning for

handicaprådene de første år. Over

halvdelen af kommunerne har i

øjeblikket en vedtaget kommunal

handicappolitik. Stort set resten

af kommunerne forventer at udfærdige

en handicappolitik i den

kommende tid. I langt de fleste

kommuner har handicaprådet fået

ideen til at skrive en handicappolitik,

og endnu flere råd har haft eller

forventer at få indflydelse på selve

udarbejdelsen af de kommunale

handicappolitikker.

Indflydelse

Gennemslagskraft handler ikke

alene om at være med. Det handler

også om, i hvilken grad handicaprådene

i sidste ende har indflydelse

på den handicappolitiske indsats

og udvikling i kommunen.

Handicaprådsmedlemmerne

oplever generelt en vis grad af indflydelse.

Hovedparten oplever, at

rådets høringssvar i høj grad eller

i nogen grad bliver fulgt af kommunalbestyrelsen,

mens hovedparten

af rådsmedlemmerne oplever i

nogen grad at have indflydelse på

beslutninger i de politiske udvalg

og forvaltningernes arbejde.

I tråd med dette billede giver

hovedparten af repræsentanterne

for kommunalbestyrelserne udtryk

for, at de oplever at opnå ny viden

gennem rådsarbejdet, som er med

til at kvalificere og påvirke de politiske

beslutninger i andre fora.

Forskellige forudsætninger

Handicaprådene er ikke ens. De

har derfor også forskellige forudsætninger

for at få gennemslag.

En central pointe i undersøgelsen

er, at handicaprådene i høj grad er

personafhængige, dvs. at gennemslagskraften

i høj grad opleves at

afhænge af de enkelte rådsmedlemmers

engagement, arbejdsindsats

og kompetencer. Her vurderer rådsmedlemmerne,

at det har væsentlig

betydning for handicaprådenes

gennemslagskraft:

n Hvorvidt der i rådet sidder kommunale

repræsentanter med interesse

og engagement i rådsarbejdet,

sombærerrådetssynspunktervidere

ind i det kommunale system.

n Hvorvidt repræsentanterne for

handicaporganisationerne har

kompetence til at begå sig i det

kommunale politiske system.

Derudover vurderer rådsmedlemmerne,

at det har væsentlig

betydning:

n At handicaprådet er et kendt

organ i kommunen, der tænkes

med i den politiske proces og får

kommunal opbakning.

n At sekretariatsbetjeningen fungerer

som bindeled mellem kommune

og handicapråd og hjælper

rådet i det praktiske arbejde.

Er disse forhold til stede, er det

rådsmedlemmernes vurdering, at

der er et solidt fundament for et

velfungerende handicapråd. Men

er et eller flere af disse forhold utilfredsstillende,

vurderes det som en

hindring for handicaprådets arbejde

og derved gennemslagskraft.

Rapporten kan læses på www.clh.dk

og www.social.dk /www.vfm.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

11


12

Mange anbragte børn har

en funktionsnedsættelse

SFI gennemfører en forløbsundersøgelse af børn, der er eller har været anbragt uden for hjemmet.

Undersøgelsen peger blandt andet på, at mange anbragte børn har en funktionsnedsættelse.

AF CAMILLA JYDEBJERG

Forløbsundersøgelsen følger børn

født i 1995 igennem deres barndom,

ungdom og tidlige voksenliv, og

undersøgelsen viser blandt andet, at

de anbragte børn i undersøgelsen i

højere grad end deres jævnaldrende

ikke-anbragte børn har langvarige

sygdomme og handicap. 30 % af de

11-årige anbragte børn har således

en diagnose, hvorimod det kun

gælder for 7 % af de ikke-anbragte

11-årige børn.

Overvægt af bestemte handicap

De anbragte børn er særligt overrepræsenteret

inden for nogle bestemte

diagnosegrupper. Psykisk udviklingshæmning

og hyperaktivitet

og/eller koncentrationsproblemer

(DAMP/ADHD) samt børnepsykiatriske

sygdomme forekommer

signifikant hyppigere blandt anbragte

børn end blandt de øvrige

børn i forløbsundersøgelsen.

Omvendt er diagnoserne ”større

handicap”, ordblindhed i svær

grad, nedsat hørelse eller alvorlig

talefejl mindre udbredt blandt

anbragte børn end blandt jævnaldrende

i almindelighed.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

Der kan ifølge undersøgelsen være

flere forklaringer på disse forhold. En

forklaring kan være, at nogle typer

handicap hos børnene modsvarer

de belastningsfaktorer, som findes i

barnets opvækstmiljø. For eksempel

kan misbrug i graviditetsperioden

eller vanrøgt i den tidlige barndom

påføre barnet skader, der sætter det

bagud udviklingsmæssigt.

En anden forklaring er ifølge

undersøgelsen, at det kan være

vanskeligere at have et barn med

alvorlige handicap i hjemmet,

hvis familien samtidig har sociale

problemer. Undersøgelsen konkluderer,

at det på grund af disse

forklaringsfaktorer formentlig ikke

er overraskende, at børn med visse

sygdomme eller handicap hyppigere

end andre børn er anbragt

uden for hjemmet.

Sygdomme hos forældrene

Undersøgelsen viser, at også forældrene

til de anbragte børn ofte

har helbredsmæssige problemer.

Både mødre og fædre til anbragte

børn har omtrent dobbelt så mange

diagnoser på somatiske sygdomme

som mødre og fædre til børn i

befolkningen som helhed. Hvad

angår psykiatriske diagnoser har

næsten halvdelen af de anbragte

børns mødre en psykiatrisk diagnose,

mens det gælder for lidt

mere end en fjerdedel af fædrene.

15 % af de anbragte børn har forældre,

der begge har en psykiatrisk

diagnose.

Anbringelsesgrundene

Undersøgelsen viser, at der er en

række anbringelsesgrunde, som er

helt dominerende i forhold til de

anbragte børn. De dominerende

anbringelsesgrunde er: forsømmelse/vanrøgt,

forældrenes misbrug

af alkohol og/eller stoffer, barnets

adfærdsproblemer, forældrenes

psykiske problemer/sindslidelse

og skoleproblemer hos barnet. I

den anden ende af spektret findes

der en række anbringelsesgrunde,

som kun gælder relativt få børn.

Det er fx forældrenes fysiske sygdom

eller handicap og psykisk

udviklingshæmning.

Undersøgelsen kan læses på www.sfi.dk


edre emballage

Et tværfagligt forskningsprojekt skal ud fra studier af forskellige

brugergruppers evner og adfærdsmønstre komme med en ny

vejledning, som industrien kan bruge til bedre emballage.

AF METTE DISSING SANDAHL

Hvis man har en funktionsnedsættelse

som gigt, sclerose eller

Parkinsons syge, kan det at åbne

emballage til dagligvarerne – og

især fødevarer – være noget af en

udfordring. Men problemet med

umulige pakker med kødpålæg

eller genstridige rødbedeglas er

ikke isoleret til mennesker med

handicap. 40 % af befolkningen

oplever ofte problemer med emballage,

og problemet er stigende

ifølge Søren Rahbek Østergaard

fra Teknologisk Institut.

Han er projektleder på et fireårigt,

tværfagligt forskningsprojekt,

som skal få industrien til at lave

bedre fødevareemballage til gavn

for alle forbrugere. Søren Rahbek

Østergaard har arbejdet med emballage

i ti år, og det glæder ham,

at der nu både er politisk støtte og

industriel opbakning til at gøre

noget ved emballageproblemet.

Mange gode løsninger er gratis

Tidligere undersøgelser har peget

på, at en bedre gennemtænkt emballage

både kan resultere i designpriser

og billigere produktion. Det

er Søren Rahbek Østergaard ikke

nødvendigvis enig i.

”Det er ikke nødvendigvis billigere

at lave god emballage. Men

der er mange gode løsninger, som

er gratis at indføre,” forklarer han

og fortsætter: ”Pålægspakken, som

folk hader, kan man ændre gratis.

Den består af en bakke med påsvejset

folie. Hvis svejsetemperaturen

er korrekt, skal man bruge færre

kræfter på at åbne den, samtidig

med at den forbliver tæt.”

For spørgsmålet om god emballage

starter helt nede på det daglige

produktionsplan, understreger

Søren Rahbek Østergaard. ”Den

enkelte smed på fabrikken skal lade

være med at skrue op for varmen

på svejsemaskinen, fordi han i

den bedste mening vil sikre sig, at

emballagen bliver tæt.”

”Vi finder os i det”

Søren Rahbek Østergaard er netop

vendt hjem fra et besøg hos forskerkolleger

i USA, men det har

overrasket ham, at så få forskere

interesserer sig for et emne, der

berører så mange mennesker. Men

han mener, at forklaringen skal findes

hos forbrugeren: ”Vi finder os

i det, når vi er ude at handle.”

Derfor består forskningsprojektet

ikke kun af målinger af håndstyrke

og industrielle løsninger.

Antropologer i projektet skal

blandt andet se på, hvordan forsøgspersoner

bruger emballage i

deres eget hjem, og hvornår det er

acceptabelt at bruge redskaber for

henholdsvis mænd og kvinder.

”Mænd og kvinder bruger forskellige

strategier til at åbne embal-

lage. Jeg er en gør-det-selv mand

og har et stærkt pincetgreb, mens

en kvinde med en svagere hånd

ser det som en ubehagelig opgave

at åbne et vakuumlukket glas med

skruelåg og går ud og henter redskaber

med det samme,” forklarer

Søren Rahbek Østergaard.

Ny lydhørhed

Men han mærker en ny lydhørhed

i industrien. Især hos store multinationale

producenter, der er

begyndt at lave bedre emballage,

fordi forbrugerne af mærkevarer

er parat til at betale mere for en

emballage, der fungerer bedre.

”De store mærkevarer laver

faktisk emballage, som er blevet lettere

at åbne og har fokus på design

for alle. De kalder det ”The second

moment of truth”. Det betyder, at

forbrugerne vælger den emballage,

de har haft god erfaring med, slutter

Søren Rahbek Østergaard, der selv

indrømmer, at han har problemer

med vakuumglas og den tynde film

omkring cd’er, som ingen kan åbne,

selvom den tilsyneladende har en

tråd til formålet.

Projektet er finansieret af Økonomi- og

Erhvervsministeriet gennem Erhvervs-

og Byggestyrelsen under programmet

Brugerdreven Innovation.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

1


1

boligmarked

ellerinstitutioner AF ANE ESBENSEN

Det Centrale Handicapråd har

på sit seneste møde drøftet status

for botilbud til mennesker med

funktionsnedsættelse.

Udgangspunktet for drøftelsen

var Center for Ligebehandling af

Handicappedes endnu ikke offentliggjorte

analyse fra 2008 af

botilbudsområdet her 10 år efter

institutionsbegrebets afskaffelse

og efter kommunernes overtagelse

af hele myndighedsansvaret.

Analysen fokuserer på boformer til

mennesker med funktionsnedsættelse,

som har et hjælpebehov af

en sådan karakter, at kommunen

visiterer til en særlig bolig. Det

vil sige boliger etableret efter

servicelovens § 107 og § 108 samt

almenboliglovens § 105.

Hvor bygges botilbuddene?

Centrets undersøgelse konstaterer

blandt andet, at de fleste botilbud

er bygget af de tidligere amter eller

endnu før. Det betyder, at boligerne

i meget vid udstrækning er placeret

i ”klumper” og ud fra den logik,

som lå til grund i de gamle amtsforvaltninger.

Den placering opleves

i dag af mange kommuner som et

strukturelt problem. Mange boliger

opleves slet og ret som fejlplacerede

i forhold til kommunernes nuværende

behov. Boligerne ligger for

eksempel sjældent på de centrale

bynære lokaliteter, som mange

brugere efterspørger.

Derfor ser mange kommuner

det som en af den kommende tids

store handicappolitiske udfordringer

at få tilpasset boligudbuddet

og placeringen af boligerne til den

nye kommunale struktur.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

Kapacitet og ventetid

33 % af de 69 kommuner som er

repræsenteret i centrets analyse,

vurderer, at kapaciteten af botilbud

i kommunen ikke er tilstrækkeligt.

Derudover vurderer 26 %, at kapaciteten

er tilstrækkelig, men mange

boligereroptaget afborgerefraandre

kommuner. Der er således mange

kommuner, der oplever mangel på

botilbud. Konsekvensen er at de ikke

kan bevilge botilbud til de borgere,

der henvender sig – eller må henvise

til boliger i andre kommuner – nogle

gange langt fra hjemkommunen.

Medio 2008 var der – i de 69 kommuner

der er med i centrets analyse

– 784 personer på venteliste til et

varigt botilbud og 255 personer på

venteliste til et midlertidigt botilbud.

Hvorlangeventetiderneer,afhænger

i høj grad af, hvilken funktionsnedsættelse

den pågældende har.

Store boenheder

Center for Ligebehandling af

Handicappedes undersøgelse viser

også, ar der er stor forskel på

størrelsen af de enheder, boligerne

er samlet i. Analysen foretager en

opdeling på de fem regioner, og

heraf fremgår det, at enhederne i for

eksempel Region Nordjylland er på

10-15 boliger pr. bebyggelse, mens

det samlede gennemsnit er tæt på

20 boliger pr. bosted. I hovedstadsområdet,

hvor de største boenheder

ligger, er den gennemsnitlige

enhedsstørrelse helt oppe på 30.

Analysen viser overraskende også,

at der ikke er nævneværdig forskel

på størrelsen af byggeri opført efter

servicelovens §108 og nyere byggeri

efter almenlovens §105.

I diskussionen om boenhedernes

størrelse er det et centralt spørgsmål,

hvorvidt der kan og bør angives en

ideel størrelse for et bosted. I Norge

og Sverige har man fastsat en øvre

grænse for, hvor store enheder sådanne

boliger må samles i. Den øvre

grænse ligger hos dem omkring fire

til seks boliger. Altså meget langt fra

de danske forhold, hvor der ikke er

fastsat en øvre grænse.

I centrets analyse giver flere

kommuner deres vurdering af den

ideelle størrelse på boenhederne. I

svarene lægger kommunerne vægt

på, at man bør undgå institutionslignende

forhold, men samtidig

sikre at borgerne ikke oplever

at blive ensomme i små enheder

samt sikre muligheden for fagligt

kvalificeret støtte.

Det Centrale Handicapråd mener

ikke, man bør fastsætte et bestemt

mål for størrelsen af bosteder, men

mener i stedet, at man langt mere

målrettet og systematisk skal arbejde

for at sikre, at de, der har behov for

at få stillet en bolig til rådighed, får

mulighed for frit at vælge, hvor og

hvordan de ønsker at bo. Det er det

frie valg og dermed borgernes behov,

der skal styre bosættelsesmønstret

– ikke vilkårlige administrative

grænser eller ”systemtænkning”.

Valgfrihed

Hvis brugernes frie valg af bolig

skal være det parameter, som sikrer

et selvvalgt og frit bosættelsesmønster,

så er det naturligvis interessant,

hvordan det frie valg ser ud i

dag. Det er ikke imponerende.

42 ud af undersøgelsens 69 kommuner

oplever, at borgere ofte eller


Det Centrale Handicapråd ser gerne en gennemgribende reform af hele botilbudsområdet. Rådet

opfordrer på baggrund af en analyse fra Center for Ligebehandling af Handicappede blandt andet til

et endeligt opgør med § 108-boligerne og en sammenhængende national strategi for udviklingen af

botilbudsområdet. Rådet vil desuden med støtte fra Trygfonden etablere en tænketank, som kan formulere

en vision for udviklingen af gode boliger til mennesker med svære funktionsnedsættetser.

af og til takker nej til et botilbud.

Og 47 ud af 69 kommuner vurderer,

at borgere, der allerede har et

botilbud, ofte eller af og til ønsker

at flytte til et andet botilbud. De

mest almindelige grunde til at afslå

et botilbud er afstanden fra hjemegnen,

men også botilbuddets fysiske

standard og faciliteter samt afstand

fra bymidte spiller en rolle.

Centrets analyse viser imidlertid

samtidig, at det står yderst sløjt

til med muligheden for at vælge

et bestemt botilbud. 34 % af kommunerne

oplyser, at borgeren som

oftest kun tilbydes en valgmulighed,

når borgeren tilbydes bolig.

Andre 24 % oplyser, at borgeren

oftest kun vil få to valgmuligheder

inden for det første år.

Hjem til kommunen

Mange kommuner er opmærksomme

på at bruge egne tilbud til egne

borgere. Det er ikke et spørgsmål,

som analysen har målt direkte på,

men det går gennem analysens

interviewmateriale, som en rød

tråd, at kommunerne betragter

det som et mål, at borgere skal bo i

kommunens egne boliger. Det kan

der være mange gode grunde til,

men det afgørende er selvfølgelig,

at valget er borgerens.

Detspringendepunkter,omdettilbud,

kommunen giver ”hjemme”, er så

godt, at det kan få borgerne til positivt

at tilvælge hjemkommunens tilbud.

Derfor har Det Centrale Handicapråd

også foreslået Velfærdsministeriet

at undersøge, om kvaliteten i de

nye hjemtagningsboliger står mål

med kvaliteten i de tilbud, borgerne

”hentes” hjem fra.

Rådet opfordrer derudover til, at

det undersøges, hvorvidt der er

brug for ændringer i finansieringen

og beregningen af husleje for at

sikre, at borgere, som har behov

for et botilbud, også har råd til at

bo i det. Stadig oftere støder vi på

situationer, hvor huslejerne – især

i det almennyttige boligbyggeri

– bliver så høje, at personer med førtidspension

eller kontanthjælp ikke

har råd til at bo i disse boliger.

FN’s Handicapkonvention

Personer med handicap skal have

mulighed for at vælge deres bopæl,

samt hvor og med hvem de

vil bo, på lige fod med andre, og

er ikke forpligtet til at leve i en

bestemt boform. Dette er en af flere

rettigheder, som slås fast i FN’s

Handicapkonventions artikel 19.

Velfærdsministeren har oplyst

til Folketinget, at den nuværende

lovgivning ikke giver problemer

i forhold til denne rettighed, når

konventionen ratificeres. Der er

frit valg af bolig, også for personer,

som bor i botilbud. Men praksis er

en ganske anden, hvilket tydeligt

fremgår af centrets analyse. Både

boligpolitikken og socialpolitikken

skal udvikles for at sikre, at konventionens

artikel 19 efterleves

både i bogstav og i ånd.

En ny vision

Der er stort behov for et solidt

inspirationsarbejde, som kan

vise en måde at udvikle dette

område på, hvor ”institutionsnissen”

ikke flytter med.

Udfordringer er der mange

af, heriblandt og ikke mindst

nedgangen i arbejdsstyrke, som

betyder færre hænder til at give

den støtte, som er nødvendig. Det

Centrale Handicapråd har derfor

søgt om og fået økonomisk støtte

fra Trygfonden til en tænketank,

som skal udtænke en ægte vision

for botilbudsområdet, der respekterer

og værner om det enkelte

menneskes udfoldelsesmuligheder.

Tænketanken skal også angive en

retning for de politiske tiltag, der

kan bane vej til at virkeliggøre

visionen.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

1


1

bedst på Nettet

Den 18. november 2008 afholdt IT- og Telestyrelsen på Videnskabsministeriets vegne konferencen

“Bedst på Nettet”. Konferencen blev afsluttet med offentliggørelse af vinderne af “Bedst på Nettet”.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Bedst på Nettet-konferencen satte

fokus på den digitale kommunikation

og borgerbetjening set

ud fra forskellige vinkler, og i år

deltog Center for Ligebehandling

af Handicappede i en workshop

med et oplæg om tilgængelighed

til elektroniske blanketter.

Syv forskellige kategorier

Siden 2001 har IT- og Telestyrelsen

gennemført den årlige konkurrence

“Bedst på Nettet”, hvor der måles

på kvaliteten af de offentlige netsteder.

I 2008 er der set nærmere

på 654 hjemmesider og kåret syv

vindere inden for syv forskellige

kategorier. Herudover var der i år

to særpriser: Formidlingsprisen og

Innovationsprisen.

Alle vindende hjemmesider har

overskuelig struktur, og som minimum

opfylder de 75 % af de mulige

points inden for kategorien teknisk

tilgængelighed for mennesker med

funktionsnedsættelser, og de tager

udgangspunkt i brugerens behov.

Hjemmesiderne bedømmes derudover

med fokus på webformidling,

digital selvbetjening, åbenhed og

nytteværdi.

Et eksempel på et kriterium

under teknisk tilgængelighed for

personer med funktionsnedsættelse

er kravet om, at hjemmesiden er

udarbejdet i valid HTML. Hvis der

benyttes en valid HTML, kan hjem-

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

mesiden benyttes af alle, uansat

hvilket styresystem eller browser

der benyttes.

Og vinderne er…

Når vinderne skal findes, er det et

krav i samtlige syv kategorier, at

netstedet opfylde 75 % af kravene

til tilgængelighed for personer med

funktionsnedsættelse og minimum

60 % af den samlede score fra de

øvrige krav.

Vinderne inden for de syv kategorier

fordelte sig således:

n Kommunal og regional forvaltning:

Frederiksberg Kommune www.frederiksberg.dk

n Statslig forvaltning:

Kirkeministeriet www.km.dk

n Forsknings- og uddannelsesinstitutioner:

Københavns Tekniske skole www.kts.dk

n Kulturinstitutioner og øvrige myndigheder:

Stevns Biblioteker www.bibliotek.stevns.dk

n Portaler:

Videncenter for Arbejdsmiljø www.arbejdsmiljoviden.dk

n Formidlingsprisen:

Kvinfo - nye mænd i Danmark www.kvinfo.dk

n Innovationsprisen:

Københavns Kommune med kbh.dk–flise www.kbh.dk

Læs nærmere om konkurrencen og vinderne af de forskellige

kategorier på hjemmesiden: http://bedstpaanettet.dk/


Ny bog stiller skarpt på hverdagslivet

for børn med udviklingshæmning.

Hverdagslivet for

børn med udviklingshæmning

AF KIRA HALLBERG

Brugen af fosterdiagnostik vinder

kraftigt frem. Metoderne til at

forudsige, om det ventede barn

har en kromosomfejl, udvikles

og anvendes af flere og flere, og

mange fravælger at få et barn, der

er anderledes. Men er livet for børn

med udviklingshæmning nødvendigvis

et dårligere liv? I bogen:

”(Udviklingshæmmede) børns hverdagsliv”

af Kim Rasmussen følger

man hverdagslivet for fire børn med

udviklingshæmning.

Hverdagen ligner andre børns

De fire børn har alle Downs syndrom,

og deres liv adskiller sig på

flere punkter fra livet for børn uden

handicap. Men først og fremmest

ligner deres hverdag alle mulige

andre børns hverdag - med forældre,

søskende, skole, sfo og fritidsaktiviteter,

sorger og glæder. Kim

Rasmussen sætter derfor parentes

om det udviklingshæmmede og

beskriver børnene først og fremmest

som børn og dernæst som

udviklingshæmmede. Hans pointe

er, at man kan give børnene langt

bedre betingelser for at udvikle sig

– og for det gode liv – hvis de får

de rette rammer.

Uddrag fra hverdagslivet

Følgende uddrag giver et indblik i

et af børnenes hverdag: ”Kristian

går lidt rundt og kigger. Er ikke for

alvor involveret i en aktivitet. På et

tidspunkt går han tilbage til klassen,

hvor der igen spilles Green Day. Han

kontakter Jan. Lægger armen om

ham. Pludselig begynder de at spille

luftguitar og synge med en blyant

som mikrofon. De har fået Green

Day på hjernen. Og i kroppen.”

Kim Rasmussen kommer med

følgende refleksioner til episoden:

”Det er interessant at se, hvordan

Kristian og Jan skaber mening og

betydning ud af musikken. De

skaber sammen en stemning og

atmosfære i rummet. De gør det

med hjælp fra musikken, og de

viser det med deres kroppe. De

skaber sjov og spontan glæde, og

de får demonstreret solidaritet og

sammenhold over for de øvrige

i rummet, der er henvist til rollen

som tilskuere, mens showet

kører. Endnu en gang lægger jeg

mærke til, hvor lidt det verbale

faktisk fylder, og hvor meget det

kropslige dominerer. Det er ganske

tankevækkende.”

En parallel barndom

Af bogen fremgår det, at børnenes

hverdagsliv og barndom stadig er

stærkt institutionaliseret. Børnene

tilbringer mange timer hver dag

uden for hjemmet og sammen med

andre ”særlige børn” og voksne

professionelle. I nogle tilfælde

er børnene integreret med ikkeudviklingshæmmede,

men oftest

lever de i en parallel verden. Et

eksempel herpå er en specialbørnehave,

som er nabo til en ”normalbørnehave”,

men børnene er

adskilt af et trådhegn, hvor de kan

iagttage hinanden igennem. Hvad

mon børnene hver især lærer om

hinanden heraf?

Historisk perspektiv

Ud over en kultursociologisk beskrivelse

af børnenes hverdagsliv

giver bogen indblik i den historiske

opfattelse og behandling af mennesker

med udviklingshæmning.

Det historiske afsnit er ifølge Kim

Rasmussen ”dels historisk informerende,

dels kritisk over for de

blikke og billeder, videnskaben har

konstrueret udviklingshæmmede

igennem.”

I bogens slutning giver Kim

Rasmussen et bud på, hvordan

vi kan bevæge os i nye retninger

i fremtiden og herved forbedre

børnenes liv og hverdag.

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

1


1

Nye muligheder for hjælp

Fra 1. januar 2009 behøver brugere af hjælperordningen efter § 96 i serviceloven ikke længere

selv at stå med arbejdsgiveransvaret, og det er ikke længere et krav, at brugeren skal have et

højt aktivitetsniveau. Herved udvides gruppen af borgere, der kan modtage hjælp efter § 96.

AF BIRTE BREJNER

§ 96 i serviceloven kan tilbydes til

borgere, der har et betydeligt nedsat

funktionsniveau, og som har brug

for hjælp til pleje, overvågning og

ledsagelse. Ordningen kan også

bevilliges til andre grupper, såfremt

kommunalbestyrelsen finder det

hensigtsmæssigt.

Træder i kraft 1. jan. 200

– efter § 96, hjælperordningen

Efter 1. januar 2009 kan personer,

der er omfattet af personkredsen,

men som hidtil ikke har kunnet

komme ind under ordningen - enten

fordi de ikke er i stand til selv

at stå med arbejdsgiveransvar, eller

fordi deres aktivitetsniveau ikke

har været højt nok – blive tildelt en

hjælperordning efter § 96.

Hidtil har det været en forudsætning,

at brugerne selv kunne

påtage sig såvel arbejdsgiveransvaret

med ansættelse, afskedigelse og

lønarbejde såvel som opgaven som

den daglige arbejdsleder.

Arbejdsgiveransvaret kan nu

enten videregives til en nærtstående

person, et privat firma eller

en borgerstyret organisation.

Hvis arbejdsgiveransvaret overgives

til en nærtstående eller fortsat

bliver udført at brugerne selv, så er

kommunen forpligtiget til at tilbyde

at stå for lønudbetalingen.

Arbejdsgiveransvaret kan også

overgives til en af de private virksomheder,

der tilbyder denne

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

ydelse. Virksomheden vil så stå for

den del af arbejdsgiveransvaret, som

brugerne har behov for at overlade

til andre.

Ny brugerstyret forening

I forbindelse med lovændringen

er der startet en ny brugerstyret

forening. Foreningens navn er

Landsorganisationen Borgerstyret

Personlig Assistance (LOBPA)

LOBPA er en non-profit borgerstyret

organisation, oprettet

af en række enkeltpersoner

med tilknytning til forskellige

handicapforbund.

LOBPA tilbyder at overtage

en del af arbejdsgiveransvaret og

være behjælpelig med rekruttering

af hjælpere, vikardækning, kurser,

juridisk rådgivning osv. Derved

bevarer den enkelte borger fordelene

i form af fleksibel hjælp, hvor

man selv vælger sine hjælpere og

planlægger sin hverdag, men kan

vælge at slippe af med de administrative

byrder, der følger af at

være arbejdsgiver.

Hvilke opgaver kan løses?

Hjælpernes primære opgaver er

pleje, overvågning, ledsagelse og

almindeligt praktisk assistance.

Velfærdminister Karen Jespersen

har i forarbejdet til ny bekendtgørelse

blandt andet besvaret spørgsmål

vedrørende særlige opgaver, såsom

havearbejde, små reparationer mv.

Ministeren svarer, at opgaverne

som hovedregel skal løses i kraft

af dækning som merudgifter, men

at der ikke er noget til hinder for,

at opgaverne kan løses af hjælpere,

såfremt disse har tid ud over den

tid, der er nødvendig for at løse de

primære opgaver.

Hvor mange og hvor meget?

På nuværende tidspunkt er der ca.

1200 brugere af § 96. I forbindelse

med den nye ordning er der afsat to

mio. til administration og 126 mio.

til forbedrede løn- og arbejdsforhold

for handicaphjælperne.

Brugere, der mener at være

omfattet af personkredsen, som

fremover kan modtage hjælp efter

§ 96 skal selv henvende sig til kommunen,

idet det ikke er kommunens

ansvar at orientere personer, der

kunne have gavn af den nye ordning.

Det kan for eksempel dreje sig

om brugere, der tidligere har modtaget

hjælp efter § 95, men som ønsker

at gøre brug af de nye muligheder,

Dog skal kommunen fortsat føre

jævnligt tilsyn med om den hjælp,

der tilbydes, er optimal.

Læs mere om LOBPA på DH’s

hjemmeside www.handicap.dk


fN’s Handicapkonvention

i trykt udgave

Det Centrale Handicapråd har sikret af den danske udgave

af FN’s Konvention om rettigheder for personer med

handicap er kommet i en trykt version.

AF CHRISTINE BENDIXEN

Den 3. december var det international

handicapdag!

Det markerer Det Centrale

Handicapråd ved at udsende en

trykt version af den danske udgave

af ”FN’s konvention om rettigheder

for personer med handicap”.

Konventionen blev vedtaget

af FN’s generalforsamling den 13.

december 2006. Danmark har underskrevet

konventionen sammen

med 125 af FN’s 192 medlemslande.

41 lande har ratificeret konventionen.

Danmark er ikke iblandt

dem, men en række ministerier er

i øjeblikket i gang med at forberede

den endelige ratifikation, som ifølge

velfærdsministeren forventes at ske

i foråret 2009.

I forbindelse med udsendelsen

udtalte Det Centrale Handicapråds

formand, Ester Larsen:

”Det er naturligvis vigtigt, at vi

som nation ratificerer og tilslutter os

principperne i konventionen. Men

den reelle effekt opnås først i det

øjeblik, hvor de, der kan skabe forandring,

tager konventionen til sig

og omsætter principperne til praktiske

handlinger. Konventionen

får nøjagtig den betydning og det

liv, vi hver især vælger at tillægge

den.”

Konventionen består af 50 artikler

og en tillægsprotokol på 18 artikler,

der alle har til hensigt at sikre de

grundlæggende menneskerettigheder

for mennesker med funktionsnedsættelse.

Den skal bidrage til,

at mennesker med funktionsnedsættelse

opnår lige muligheder og

de samme rettigheder som andre

mennesker i forhold til uddannelse,

arbejde og et socialt liv.

Med den trykte udgave af konventionen

håber Det Centrale

Handicapråd på, at så mange som

muligt vil kunne skabe sig et overblik

over konventionens omfang

og indhold og dermed have et

grundlag for at integrere konventionen

i deres handicappolitiske

arbejde. Det Centrale Handcapråd

har derfor sendt den trykte version

af konventionen til alle offentlige

instanser, konventionen kan have

relevans for, heriblandt Folketinget,

ministre, departementchefer og de

kommunale handicapråd.

fN’s Handicapkonvention i trykt version og i forskellige alternative

formater kan rekvireres hos Det Centrale Handicapråd på dch@dch

eller på tlf.: 33 11 10 44

pjecen kan downloades fra rådets hjemmeside www.dch.dk

LIGHEDSTEGN nr. 1 • januar 2009

1


Afsender:

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

ID.nr. 46424

Reserver dagen!

Udgiver

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

Tlf. 33 11 10 44

Fax 33 11 10 82

Mail: clh@clh.dk

www.clh.dk

Returneres ved vedvarende adresseændring

Konference for de kommunale handicapråd 12. maj 2009

Den 12. maj 2009 afholder Det Centrale Handicapråd for tredje gang den årlige nationale konference

for de kommunale handicapråd og andre handicappolitisk interesserede.

Konferencen finder sted på Nyborg Strand og vil som tidligere tage centrale temaer fra handicaprådenes

arbejde op – både i plenum, men også i mindre workshops. Derudover bliver konferencen

også en mulighed for at mødes og udveksle erfaringer på tværs af råd og kommuner.

Det endelige program vil ligge klar medio marts 2009 og vil blive sendt ud til samtlige kommunale

handicapråd. Derudover vil programmet også ligge på www. kommunalehandicapraad.dk

og www.clh.dk.

redaktion

Ansv. redaktør Mogens Wiederholt

Christine Bendixen

Lighedstegn udkommer fire gange om året

Fås også på Daisy og www.clh.dk

Oplag 2.000

ISSN 1395-8054

Tryk: PrinfoHobro

– er en selvejende statslig institution, der

har til opgave at overvåge og fremme

ligestillingen mellem handicappede og

ikke-handicappede mennesker.

B

More magazines by this user
Similar magazines