Hvorfor Moskva siger Njet.indd

More documents

Recommendations

Info

kologisk approach. 6 Ruslands udenrigspolitik er nemlig i høj grad et spørgsmål om nationale- og eliteinteresser, der er afl edt af den mest centrale markør for den russiske, politiske selvforståelse, nemlig at Rusland er eller igen skal være en stormagt i egen ret i det internationale system. Ruslands grand strategy Ruslands grand strategy 7 er hverken ”grand”, ”strategisk” eller for den sags skyld mulig at opretholde, hævdede Ruslandsanalytikeren Celeste A. Wallander tilbage i 2007. For hende var det således ”et åbent spørgsmål om Rusland overhovedet vil overleve som en stormagt i det 21. århundrede”. 8 Argumentet var baseret på en præmis om, at magtformen i Rusland er bygget på lige dele patronage og korruption, som medfører en vedvarende ineffektivitet i den russiske stat. 9 At det russiske politiske system er præget af patronage og korruption er uomtvisteligt. Således har det postsovjetiske Rusland i en årrække befundet sig blandt nogle af verdens mest korrupte lande. Ifølge Transparency Internationals årsrapport 2011 lå Rusland som nr. 143 ud af 182 lande, lige efter Nigeria. 10 Men at afskrive Rusland som stormagt på den internationale scene i det 21. århundrede ud fra et argument om, at den politiske ledelse ikke er i stand til effektivt at forfølge et opstillet udenrigspolitisk mål på grund af udbredt korruption og (6) For et lignende argument, se Andrei Schleifer og Daniel Treisman, 2011, ”Why Moscow Says No”, Foreign Affairs, Vol. 90. Nr. 1, ss. 122-138; Andrei P. Tsygankov, 2011, ”Preserving Infl uence in a Changing World. Russia’s Grand Strategy”, Problems of Post-Communism, Vol. 58, Nr. 2, ss. 28-44. (7) Harry Yarger defi nerer strategi som: ”In the context of the state, strategy is the employment of specifi c instruments of power (political/diplomatic, economic, military, and informational) to achieve the political objectives of the state in cooperation or in competition with other actors pursuing their own – possibly confl icting – objectives”. Grand strategy defi nerer han som: ”An overarching strategy summarizing the national vision for developing, applying, and coordinating all the instruments of national power in order to accomplish the grand strategic objectives”; Yarger, 2006, Strategic Theory for the 21st Century – The Little Big Book on Strategy, ss. 5, 11. http://www.strategicstudiesinstitute.army.mil/Pubs/display. cfm?pubid=641, downloadet den 10/9-12. (8) Celeste A. Wallander, ”Russia: The Domestic Sources of a Less-than-a-Grand Strategy”, i Ashley J. Tellis og Michael Wills, red., Strategic Asia 2007-2008: Domestic Political Change and Grand Strategy, (Seattle: National Bureau of Asian Research, 2007), s. 140. (9) Også Dmitrij Trenin fra Carnegie Centre i <strong>Moskva</strong> understreger i sine analyser den snævre kreds af magtgrupperinger, som den russiske udenrigspolitik baserer sig på: ”En lille gruppe mennesker, som ejer landet og har den politiske magt”. Ibid., s. 163. (10) I det hele taget er der mange af de træk, man indenfor udviklingsforskningen benytter til at betegne problemerne i transitionssamfundene i Afrika som i større eller mindre grad fungerer som markører for det russiske politiske system: 1) Neo-patronalistisk gate-keeper økonomi, hvor det er ens netværk – eller de penge man betaler eller den støtte man giver til ens patron – der sikrer, at man får tilladelser og licenser. 2) Ekstraversion, hvor eliten akkumulerer rigdom og indfl ydelse internt i Rusland, men sikrer den ved at føre en stor del af pengene ud af landet – konto i Schweiz, villa ved Rivieraen – uden at geninvestere en særlig stor del i Rusland. 3) Centrum-periferi. Afrikas lande er i høj grad organiseret ud fra centrum-periferi, et levn fra kolonitiden. I centrum er der mere kontrol, rigdom, etc. Jo længere man kommer væk fra centrum, jo mindre kontrol. Det samme gælder i høj grad også i Rusland. Her er det bare kolonistatens hovedstad, som fungerer som centrum i forhold til periferien, frem for koloniens egen hovedstad. 4) Svage statslige institutioner, så som svage domstole og svag ejendomsret, hvilket afgjort også er tilfældet i dagens Rusland. Se eksempelvis Chris Allan, 1995, ”Understanding African Politics”, Review of African Political Economy, Vol. 22, Nr. 65, ss. 301-320. Forsvarsakademiet 5
6 klientilisme - altså at Rusland er for svag som stat til at kunne være en stormagt 11 – er forfejlet. Og at afvise, at Rusland kan opretholde sin overordnede strategi på trods af korruption og klientilisme rammer ligeledes ved siden af. I mindst det sidste tiår har Rusland således fulgt en nøje afmålt og pragmatisk udført overordnet strategi, baseret på en afvejning af det verdensbillede og de nationale interesser – herunder eliteinteresser – den russiske udenrigspolitiske elite har opnået konsensus om, til trods for de problemer, Rusland slås med. 12 Efter mere end et årti i svaghed og skygge søgte Rusland imod slutningen af Vladimir Putins første præsidentperiode således igen at få foretræde på den internationale scene som en blandt fl ere stormagter. Omkring 2003 skete der et skifte i den interne magtfordeling i Kreml til fordel for de såkaldte siloviki – folk med baggrund i forsvaret og sikkerhedstjenesterne - i forhold til de såkaldte liberale teknokrater, som blev tydelig om ikke før så under den såkaldte Yukos-sag. 13 Med sig bragte silovikierne en verdensopfattelse og et syn på udenrigspolitikken, som markerede en række interessekonfl ikter med Vesten. Ifølge Olga Krystanoskaja og Stephen White kan silovikiernes nationale projekt lidt skarpt trukket op defi neres som ”patriotisme, antivestlighed, imperialisme, ortodoks klerikalisme, militarisme, autoritarisme, kulturel enshed, xenofobi, økonomisk dirigisme og demografi sk pessimisme”. 14 Udenrigspolitisk arbejder siloviki-fl øjen for at sikre Rusland som stormagt med en stærk stat, der kan genetablere Ruslands ”storhed” internationalt og i regionen. Og ikke uvæsentligt tænkes der i stor stil i geopolitiske nul-sums termer. Omkring 2005- 2006, efter en årrække med kraftig økonomisk vækst båret frem ad energiprisernes himmelfl ugt, liberale reformer og en stram fi nans- og pengepolitik, opstod der i russiske politiske kredse endvidere en følelse af ”vi er tilbage”. Som stormagt, vel at mærke. Ikke uden grund, må man sige, eftersom Rusland siden 1999 havde haft en økonomisk vækst på mellem 5-8 procent af bruttonationalproduktet om året, mens (11) For en diskussion af svag-statsproblematikken i sikkerhedspolitisk lys, se Barry Buzan, 1983, People, States and Fear, London: Harvester Wheatsheaf, ss. 65-69. (12) Den russiske politiske elite står ifølge Dmitrij Trenin overfor et stærkt moderniseringsdilemma: Den nuværende russiske modernisering er i høj grad et topstyret fænomen, og i høj grad motiveret ud fra Kremls ønsker om, at Rusland skal genvinde sin plads internationalt. Men reel modernisering, som er nødvendig for på sigt at genvinde og fastholde Ruslands plads som en international stormagt, kræver gennemgribende liberaliseringer, og formentlig også demokratisering. Eller også bliver demokratisering det krav, som middelklassen og de nye, fremvoksende magtgrupperinger, som bliver styrket ved en gennemgribende modernisering af Rusland, stiller til Kreml, når de er blevet stærke nok. Men uden modernisering, kan Rusland ikke fastholde sin stormagtsposition, hvorved eliten mister legitimitet. Se Dmitri Trenin, 2011, “Russia’s Post-Imperial Condition”, Current History, oktober, s. 276. (13) Den russiske oligark Mikhail Khodorkovskij, der var hovedaktionær i det private olieselskab Yukos, blev arresteret den 25. oktober 2003 og anklaget for skatteunddragelse og tyveri af offentlig ejendom. Sagen anses af de fl este analytikere som en skinprocess, der handlede om at sætte en potentiel farlig politisk modstander ud af spillet, samt statuere et eksempel overfor det russiske erhvervsliv om at holde sig ude af politik. Se eksempelvis Jørgen Staun, 2007, ”Siloviki versus Liberal Technocrats. The fi ght for Russia and its Foreign Policy”, DIIS Report 2007:9, København: Dansk Institut for Internationale Studier; Otto Luchterhandt, 2005, ”Rechtsnihilismus in Aktion. Der Jukos-Chodorkovskij-Prozess in Moskau”, Osteuropa, Vol. 55, Nr. 7, ss. 7-37. (14) Olga Krystanovskya and Stephen White, 2005, ”Inside the Putin Court; A Research Note”, Europe-Asia Studies, Vol. 57, Nr. 7, ss. 1065-1075.
Page 1 and 2: BRIEF HVORFOR RUSLAND SIGER NJET TI
Page 3 and 4: © Forsvarsakademiet Alle rettighed
Page 5: 4 Indledning Når vestlige politike
Page 9 and 10: 8 som det tredje Rom og med Rusland
Page 11 and 12: 10 sigter mod 1) øget statslig kon
Page 13 and 14: 12 Rusland har desuden sin eneste f
Page 15 and 16: 14 støttede ukrainske Pora!, der v
Page 17 and 18: 16 med det formål at sikre deres e
Page 19 and 20: 18 mia. USD om året. 68 Gunvor bes
Page 21 and 22: 20 om øget indfl ydelse fra dets e

Hvorfor Moskva siger Njet.indd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?