Mindreårige på flugt – - Elbo

et dilemma, da hun begyndte at arbejde med denne særlige
gruppe, eftersom en tommelfingerregel er, at man undgår
at berøre traumer med mindre klienten befinder sig i en
sikker situation.
- Selvfølgelig er de unge i sikkerhed i Danmark, men fremtiden
er fortsat utryg. Så spørgsmålet er, om man kan tale
om reel sikkerhed. Disse unge lever i en gråzone, hvor alt
er uafklaret. Drengenes perspektiv domineres af spørgsmålet:
Får jeg ophold? Eller bliver jeg sendt tilbage? – det kører
rundt i hovedet på dem.
- Min helt overordnede målsætning som psykolog er at
hjælpe de unge med at finde et håb for en fremtid og skabe
sig en mening i tilværelsen. Men først og fremmest skal de
jo kunne sove ordentligt, hvis de skal kunne stable en hverdag
på benene. Ingen af dem kan sove, for de er traumatiseret
og lider af mareridt. Man kunne jo medicinere dem,
men det gør vi ikke. I stedet arbejder jeg meget med deres
drømme og mareridt i terapisamtalerne. Jeg går med ind i
mareridtet og spørger i detaljer ind til det, så de ikke er alene
med det, siger Nike Brandt Poulsen.
Styrke de indre billeder
De unge uledsagede flygtninge kender alt til tab, svigt, uforudsigelighed
og utryghed. De har oplevet alt for meget i deres
korte liv, der har sat dybe spor i sjælen.
- Jeg indleder mine terapiforløb med at gå tilbage til der,
hvor de kommer fra. Jeg beder dem om at fortælle mig om
deres hus med mange detaljer og spørger ind til de gode oplevelser.
Jeg ønsker bevidst at skabe nogle gode, stærke rum
i deres indre, så vi hele tiden har et godt sted at gå tilbage
til. Når det er sket, kan vi nærme os de traumatiske oplevelser.
Vi kan under samtalen bevæge os fra de traumatiske
oplevelser til det sikre sted. Og så ender hver en samtale
med, at komme tilbage til nutiden.
- De unge må ikke forlades, når de er i sorg eller i en regression
fra barndommen, siger Nike Brandt Poulsen med
en påpegning af, at det kan være meget forskelligt, hvordan
man finder frem til håb og en mening med det hele. Men
selv om de unge flygtninge kommer med en helt anden baggrund
og er vokset op under helt andre kulturelle forhold,
så er det ikke noget, hun betragter som et hovedproblem i
sit arbejde som psykolog.
- Jeg synes, det er en stor hjælp at opdage, at vi mennesker
er meget ens. Vi kan fx alle forholde os til en mor. Jeg
kan leve mig ind i de unge drenge ved at tænke på mine
egne børn, eller da jeg selv var ung. Der er ikke nogen forskel,
selv om de unge drenge har deres egen særlige tilværelse
at gå ud fra. Derfor opnår vi en platform for fælles forståelse,
og derfra kan man jo bringe mere teoretiske funderede
tilgange i spil.
For Nike Brandt Poulsen bærer arbejdet med de unge
asylansøgere på Sjælmarks Kaserne præg af en stor fælles
indsats fra de forskellige faggrupper, der alle arbejder sammen
om helt overordnet at hjælpe de unge med at bevare
håbet, få en dagligdag til at fungere og genfinde meningen
med livet. Og lige det med fremtiden er svært at forholde
sig til, mens asylsagen er under behandling.
Ifølge Udlændingeservice fik ca. 55 % af de uledsagede
flygtningebørn asyl i 2007. Dette tal steg til ca. 70 % i 2008.
Så der kommer altså afslag – og når det sker, kan man mærke
det på hele stemningen på børnecentrene.
- Hvis en af de unge får et afslag, prøver jeg at vende situationen
til noget positivt. Der er ikke andet at gøre i den
situation. Jeg lægger vægt på de mange problemer og afsavn,
der venter forude, når man skal etablere og integrere
sig i landet. Her på centret oplever de jo et sammenhold
med de andre unge og de ansatte. Så snart de har fået asyl,
slipper vi dem, og den pågældende kommune tager over.
Efterfølgende skal de ud og stå helt på egne ben i et samfund,
de ikke kender. Det er ikke nemt, fastslår Nike Brandt
Poulsen.
Alligevel oplever hun, at denne gruppe af unge flygtninge
generelt har det bedre end de mange børn og unge, der
sidder i årevis sammen med deres familier og venter på
asyl.
- Situationen for mange børn og unge på de øvrige asylcentre
er, at de tilsidesætter sig selv og påtager sig et stort
ansvar for deres forældre, der langsomt bliver mere og mere
psykisk nedbrudte på grund af den lange ventetid på asyl.
Vores unge lider et afsavn, men har ikke dette ekstra ansvar
på deres skuldre – og det gør det lidt lettere for dem. Generelt
oplever jeg trods alt de uledsagede unge som en gruppe
meget stærke unge, der hungrer efter mere skolegang og
uddannelse.
- Ikke mindst hungrer de dog efter fred. Det gælder for
dem alle sammen. De ønsker et liv i fred, siger Nike Brandt
Poulsen.
Eva Nitschke, journalist
Psykolog nyt • 15 • 2009 7