GRÆNSER & METODER - Elbo

infolink2003.elbo.dk

GRÆNSER & METODER - Elbo

På tværs af

GRÆNSER & METODER

Tværkulturel psykologi handler om mangfoldighed, og forskningen i

tværkulturel psykologi er selv mangfoldig. Forfatterne introducerer

eksempler fra feltet, som kan have interesse i en dansk kontekst.

Hvis vi antager, at mennesker fødes med nogenlunde de

samme psykologiske udviklingsopgaver foran sig, skal de

finde kulturvarierende måder at løse dem på, da det mulige

og tjenlige afhænger af den økologiske og kulturelle niche,

man befinder sig i (foruden egne biologiske særligheder).

Greenfield et al. (2003, s. 461) kalder det ”kulturlige stier

gennem universel udvikling”.

Over grænsen Af Rashmi Singla, Tia G.B. Hansen & Knut Arild Gulbrandsen

Hermed bliver tværkulturel psykologi studiet af: ”hvordan

individers psykologiske funktion er ens, hhv. forskellig,

i forskellige kulturelle og etno-kulturelle grupper; af

forholdet mellem psykologiske variable og sociokulturelle,

økologiske og biologiske variable, og af fortsatte forandringer

i disse variable.” (Berry et al., 1992, s. 3).

En stor del af forskningen i tværkulturel psykologi sam-

Psykolog nyt • 23 • 2008 3

FoTos: bam/scanpix


menligner forskellige kulturelle grupper og bruger kvantitative

empiriske metoder. Begge dele er i modsætning til

flertallet af kulturpsykologiske traditioner i Danmark – som

vi jo ellers har en del af. For eksempel slog Den Kulturhistoriske

Skole tidligt igennem i Danmark, og kulturdimensionen

er i dag central i et antropologisk program i Århus,

etnografisk og community psykologi i København, interkulturel

psykologi på RUC, sprogpsykologi i Aalborg, socialkonstruktionistiske

tilgange på DPU – foruden flere andre

sammenhænge, end det er overkommeligt at nævne.

De bestræbelser, der internationalt samler sig under betegnelsen

tværkulturel psykologi, har vi imidlertid været

sene til at integrere os i. I det følgende giver vi eksempler

fra tværkulturel psykologi, som har klare berøringsflader

med eksisterende dansk psykologi. Det er ikke de traditionelt

store områder af feltet, vi er gået efter, men netop de

områder, vi finder oplagte fra et dansk perspektiv. Dette naturligvis

i håbet om at øge interessen for, hvad vi vurderer

til at blive et uomgængeligt perspektiv i international psykologi

fremover.

Kultur og komparativ psykologi

En af tidens væsentligste kulturpsykologer er Michael Tomasello

fra Max Planck Instituttet i Leipzig, hvor han leder

afdelingen for komparativ psykologi. Her undersøges eksperimentelt,

hvordan børn og menneskeaber samarbejder

med artsfæller i problemløsning og læring. For en dansker

har Tomasellos arbejde en ekstra dimension, da de teoretiske

antagelser, han arbejder med, ligner noget, vi kender

fra Den Kulturhistoriske Skole og Virksomhedsteorien. En

hovedingrediens i teorien er, at mennesker er ultra-sociale

(Tomasello, 1999, s. 59). Hermed mener han, at vi har en

særlig hang og evne til at forstå hinandens hensigter, og at

dette er ’hemmeligheden’ bag, at mennesker kan tilegne sig

og viderebearbejde andres erkendelser, akkumulere dem

over generationer, og således danne kultur i form af komplekse

artefakter, praksisformer og institutioner.

I sin tale på Bremen-kongressen i sommeren 2008 demonstrerede

Tomasello større evne hos 2½-årige børn end

hos voksne chimpanser til at løse en kompleks opgave ved

at uddelegere dele af den til en artsfælle. Det gav Patricia

Greenfield anledning til at problematisere, om de anvendte

opgaver beviser det, Tomasello vil. Hans eksperimenter

er som regel relateret til føde, og mens det ligger uden for

4 Psykolog nyt • 23 • 2008

chimpansers naturlige repertoire at bruge hinanden til fødeindhentning,

er de gode til at samarbejde i domæner som

leg, der også kræver at tage hinandens perspektiv. Hvis eksperimenter

med fødebelønning systematisk underspiller

chimpansers sociale tilbøjelighed og kompetencer, har metoden

et bias, som svækker resultaternes opbakning til Tomasellos

teori om (ultra-)socialitet som menneskers særlige

springbræt til kultur. Tomasello anerkendte Greenfields

pointe, og de to debattanters gensidige respekt og indsigt i

hinandens arbejde var måske i sig selv et godt eksempel på,

hvordan ultra-socialitet frembringer nye produkter, her erkendelse.

Patricia Greenfields (2008) eget arbejde repræsenterer en

gren af den tværkulturelle psykologi, hvor antropologiske

metoder dominerer, men adskillige andre tilgange inddrages.

Hendes grundantagelse er, at både social og kognitiv udvikling

påvirkes af de samme kræfter og derfor må integreres

i en samlet teori om kultur og menneskelig udvikling –

en multi-niveau model for forholdet mellem demografiske

forhold, sociokulturelle forandringer og psykologiske udviklingsstier

– der integrerer data fra alle niveauer. Hun bruger

Tönnies’ klassiske begrebspar Gemeinschaft og Gesellschaft til

en relativ definition af forskellige ’sociale økologier’, hvor der

sker en kontinuerlig bevægelse fra den første prototypes landkultur,

uformelle læring i hjemmemiljøet, selvforsyningsøkonomi

og enkle teknologi, til den andens bysamfund og urbane

leveform, formale skoling, markedsøkonomi og højteknologi.

Med disse forandringer ændres samtidig kulturelle

værdier og udviklingsstier i samme retning, mener Greenfield

– og bakker det op med sociologiske, psykologiske og

etnografiske data af mange typer.

Familien og den medierende selvbiografi

Individualisme-kollektivisme (Hofstede, 1984; Triandis, 2001)

er et andet klassisk begrebspar i tværkulturel psykologi og

fortsat under diskussion. Grundideen er, at nogle samfund

er præget af værdier primært rettet mod individet, mens

det for andre er gruppen, der prioriteres (’kollektivisme’

henviser til gruppen, ikke til samfundsniveau).

Det parallelle begrebspar på psykologisk niveau er independens-interdependens

(Markus & Kitayama, 1991), som

henviser til to selvforståelser, hvis relative tilgængelighed

varierer med opvækstkultur og aktuel kontekst. Personen

kan overvejende se sig som et autonomt individ, karakte-


Psykolog nyt • 23 • 2008 5


FAKTA Bremen-kongressen

For at vise den nyeste udvikling i feltet hentes blandt andet

eksempler fra den kongres, som International Association for

Cross-Cultural Psychology, IACCP, afholdt i Bremen 27.-31. juli

2008. Her blev flere af de temaer dækket, som artiklen omhandler.

For nærmere om foreningen, dens tidsskrifter og arrangementer,

se www.iaccp.org.

riseret ved egne følelser, tanker og handlinger (independens),

eller forbundetheden kan træde i forgrunden, så personens

følelser, tanker og handlinger forstås som integreret

med og medbetinget af nære andres (interdependens).

På Bremen-konferencen gjorde Shinobou Kitayama og

den tyske udviklingspsykolog Heidi Keller i fællesskab status

over distinktionen. Et centralt spørgsmål er medieringen

mellem det kulturelle og det individuelle niveau, som

den udspiller sig i familien (Keller, 2007). Ligesom Greenfield

undersøger Keller og hendes medarbejdere sammenhænge

mellem fysiske omgivelser, socio-demografiske parametre

og de socialiseringsstrategier, der kommer til udtryk

i forældres opfattelse af godt forældreskab og normal

udvikling hos børn (kaldet etnoteorier), såvel som deres faktiske

opdragelsespraksis.

For eksempel sammenlignes interaktioner mellem mødre

og to-tre måneder gamle børn i afrikanske Nso (prototype:

interdependens) med tysk middelklasse (prototype: independens).

Tyske mødres kommunikative praksis er typisk

individcentreret og dialogisk, prioriterer øjenkontakt, giver

barnet initiativet og følger op på dets adfærd eller formodede

indre tilstand. Nso-mødres samspil med barnet er mere

kropslig, synkron og instruerende, har mere opmærksomhed

på ’tredjeparter’ i den sociale kontekst og benytter sig

6 Psykolog nyt • 23 • 2008

især af rytmiske vokale interaktioner (Demuth et al.,

2008).

Mangfoldigheden i traditioner for mor-barn-relationen

viser kulturens gennemslagskraft og konkrete mediering,

såvel som den rejser spørgsmål om almengyldigheden af de

måder at gennemføre dyadiske mor-barn samspil på, der

typisk beskrives i udviklingspsykologien. Hvordan de tidlige

interaktioner efterlader sig spor i den voksnes selvforståelse,

undersøges af endnu en ny indfaldsvinkel til independens-interdependens,

selvbiografisk hukommelse. Sociokulturelle

forståelser af selvbiografisk hukommelse antager,

at ’selvet’ og erindrede oplevelser gensidigt konstituerer hinanden,

og forskningen viser, at erindringer varierer systematisk

mellem kulturer, blandt andet med hensyn til, hvor

meget andre mennesker fylder, når man genfortæller dem,

og hvor langt man kan huske tilbage (Wang, 2006; de la

Mata et al., subm.).

Udviklingspsykologisk forskning i etnoteorier og sociokulturel

forskning i selvbiografisk hukommelse udgør således

nogle af de nye perspektiver til nuancering af independens-interdependens

distinktionen; en forskning, som

vi deltager i ved Aalborg Universitet. Disse tilgange stræber

imidlertid kun mod at nuancere begrebsparret og integrere

det med andre dimensioner og datatyper. Andre tilgange


har en mere grundlæggende skepsis overfor dette og tilsvarende

begrebspar.

Kritisk perspektiv: Emic i praksis

For eksempel sættes spørgsmålstegn ved, om brugen af bipolare

konstruktioner (som independens-interdependens)

overhovedet kan forsvares i psykologisk kulturforskning:

er disse grundideer resultat af kulturel kompetence – forståelse

for andres perspektiv – eller blot import af etnocentriske

tænkemåder om andres kultur.

Der er en lang række løbende diskussioner om, hvorvidt

tværkulturel psykologi selv er etnocentrisk, specielt om den

er grundlæggende amerikansk domineret, næsten uanset

land. Disse kritiske stemmer kommer fra psykologer i mange

lande, for eksempel Chakkarath i Tysland og KağitçibaŞi

(2003) i Tyrkiet. Der er også forslag til at overvinde etnocentrisme,

for eksempel øget interdisciplinaritet og multimetodologiske

kompetencer hos forskerne. Desuden bør

rettes mere fokus på indigenous psychology-bevægelsen, som

plæderer for inddragelse af psykologisk relevante begreber,

der er udviklet i den konkrete kultur, der undersøges, og

ikke nødvendigvis kongruente med begreber fra vestlig

mainstream psykologi (Chakkarath, 2005). Indigenous psykology

vil i nogle tilfælde være religiøst eller spirituelt ind-

lejret, men vi mener ikke, det forhindrer begrebernes videnskabelige

potentiale og psykologiske relevans.

Dette svarer til at anvende, hvad kaldes emic-tilgangen,

dvs. at se på kulturen med de indfødtes øjne og med inddragelse

af magtperspektivet – i stedet for at betragte den

som et udefrakommende og fremmed system, der skal aftvinges

en forståelse (etic-tilgangen).

Familien som en organisk enhed, der danner den kritiske

forbindelse mellem personen og et samfund under forandring

er også et væsentligt tema i disse perspektiver på

(tvær-)kulturpsykologi. Emic-studier af familier i Indien illustrerer

en kompleks og fleksibel opdeling af individualistiske

og kollektivistiske orienteringer i den levede realitet

blandt indiske mødre, bedsteforældre og fædre i samspillet

mellem familiedynamik, social forandring og politisk

ideologi (Tuli & Kapoor, 2008).

Der arbejdes med på disse temaer på RUC, hvor der fokuseres

på komplekse processer som diaspora-identiteter

og transnationalisme hos etniske minoriteter i Danmark.

Et studium af ægteskabsindgåelse blandt unge i den sydasiatiske

diaspora (dvs. personer, som har Indien og Pakistan

i Sydasien som deres oprindelseslande) udfordrer, hvad

tilsyneladende er blevet en myte i samfundet, nemlig at

unge i senmoderniteten skulle ”retreat from marriage”. Re-

Psykolog nyt • 23 • 2008 7

modelFoTos: bam/scanpix


sultaterne viser, at ægteskaber stadig indgås, blot på et relativt

senere tidspunkt; og desuden ses en stigning i pardannelse

på tværs af etniske og regionsbaserede grænser,

herunder transnationale ægteskaber (Singla, 2008).

Kritiske stemmer

om akkulturationsprocesser

En universel, unilineær model af akkulturation, som placerer

personer på ét kontinuum fra maksimal fastholden af den

oprindelige kultur til total involvering og adaptation i modtagelandets

kultur, har været herskende i tværkultur psyko-

ReFeReNCeR

Berry, J.W., Poortinga, Y.H., Segall, M.H., & Dasen, P.R. (1992).

Cross-cultural psychology: Research and applications. New York:

Cambridge University Press.

Bhatia, S. & Ram, A. (2001). Rethinking ‘acculturation‘ in

relation to diasporic cultures and postcolonial identities. Human

Development, 44(1), 1-18.

Chakkarath, P. (2005). What can Western psychology learn

from indigenous psychologies? Lessons from Hindu psychology.

In W. Friedlmeier, P. Chakkarath & B. Schwarz (Eds.), Culture

and human development: The importance of cross-cultural research

to the social sciences (pp. 31-51). New York: Psychology Press.

Chirkov, V. ( 2008, juli). Do we need a theory in acculturation

psychology and if “yes”, a theory of what? Paper, 19. International

Congress of the International Association for Cross-Cultural

Psychology, Bremen, Tyskland, 27.-31. juli.

de la Mata, M.L., Hansen, T.G.B., Santigosa, A.S. & Ramos, L.

(submitted). Autobiographical memory and self-descriptions in

Mexican, Spanish and Danish college students.

Demuth, C., Keller, H., Yovsi, R. & Lohaus, A. (2008, juli).

Cultural models in mother-infant discourse – A comparison of rural

Cameroonian Nso and urban German interactions. Paper, 19.

IACCP-kongres, Bremen.

Elsass, P. (2003). Håndbog i kulturpsykologi: Et fag på tværs.

København: Gyldendal.

Greenfield, P. (2008, juli). Shifting pathways of child development:

Linking sociocultural change and developmental change.

Keynote, 19. IACCP-kongres, Bremen.

8 Psykolog nyt • 23 • 2008

logi, men i de senere år er kritiske stemmer mod denne model

taget til (Singla, 2006). I Danmark er det blandt andre

Elsass (2003), der fremfører, at kulturelle udtryk veksler med

livsrum, og at den klassiske akkulturationsmodel er for enkel.

I amerikansk kontekst fremhæver Bhatia og Ram (2000),

at undersøgelse af identitetsprocesser kræver inddragelse af

den enkeltes livshistorie samt bredere socio-historiske kontekster,

fx en postkoloniel forståelse.

På Bremen-konferencen blev der føjet mange flere nuancer

til kritikken og skabt fremdrift ved overvejelse af forbedringsforslag.

Chirkov (2008) fra Canada tilføjede en te-

Greenfield, P.M., Keller, H., Fuligni, A., & Maynard, A.

(2003). Cultural pathways through universal development.

Annual Review of Psychology, 54, 461-490.

Kağitçibaşi, Ç. (2003). Automomy, embeddedness and adaptability

in immigration contexts. Human Development, 46(2-3),

145-150.

Keller, H. (2007). Cultures of infancy. Mahwah, NJ: Lawrence

Erlbaum.

Markus, H.R. & Kitayama, S. (1991). Culture and the self:

Implications for cognition, emotion, and motivation. Psychological

Review, 98(2), 224-253.

Singla, R. (2006). Refleksioner over multikulturalisme.

Psykolog Nyt nr. 18, 6. oktober 2006.

Singla, R, (2008) Life trajectories, family relationships and

diasporic identities: A follow up study of young adults. Copenhagen:

Copenhagen Studies in Bilingualism.

Tuli, M. & Kapoor, S. (2008, juli). Adults as parents: Exloring

the dynamics of relationships in urban Indian families. Paper,

19. IACCP-kongres, Bremen.

Tomasello, M. (1999). The cultural origins of human cognition.

Cambridge, MA, US: Harvard University Press.

Wang, Q. (2006). Culture and the development of selfknowledge.

Current Directions in Psychological Science, 15(4),

182-187.

Weinreich, P. (2008, juli). ‘Enculturation’, not ‘acculturation’:

Conceptualizing and assessing identity processes in migrant communities.

Paper, 19. IACCP-kongres, Bremen.


ori om human agency for bedre at forstå disse processer,

mens Weinrich (2008) fra Nordirland forslog, at indvandrer-efterkommeres

livsnære oplevelser i nutidens økonomiske

og konfliktstyrede migrationsprocesser bedre indfanges

med begrebet enculturation af kulturelle elementer,

der er tilgængelige inden for og på tværs af kulturelle grupper,

end med den klassiske akkulturationsforskning.

Hegemoni og amerikansk dominans er ikke afskaffet, heller

ikke i tværkulturel psykologi. Men disse kritiske stemmer

understreger en langsom ændring i de traditionelle

magtpositioner – både inden for feltet og blandt deltagere

i Bremen-kongressen sås en relativ stigning i antallet af kvinder

og deltagere fra Asien og Afrika sammenlignet med for

to år siden (jf. Singla, 2006).

Så mangler vi bare danskerne.

Rashmi Singla, lektor ved Institut for psykologi og

uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter

Tia Hansen, lektor ved Cognitive Psychology Unit, CPU,

Aalborg Universitet

Knut Arild Gulbrandsen, studerende ved

CPU’s professionsprogram Klinik for

Anvendt Neuro-, Udviklings- og Kognitionspsykologi

Psykolog nyt • 23 • 2008 9

More magazines by this user
Similar magazines