Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

lemvigvalgmenighed.dk

Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

Kirkeblad for

Lemvig og Omegns

Valgmenighed

31. årgang OKT. - NOV. - DEC. 2008

Nr. 4


Lemvig og omegns Valgmenighed 125 år

I sammenligning med de gamle middelalderkirker

er Johanneskirken i Lemvig

et rent barn. Loven om valgmenigheder

kom i 1868, og i 1875 blev der bygget

valgmenighedskirke i Bøvlingbjerg. På

Lemvigegnen var der flere, der besøgte

kirken i Bøvling, men man begyndte

også at gå med byggeplaner selv.

I 1883 tog man fat på opførelsen af

kirken. Forud var gået mange spekulationer

og møder. Man havde sat en indsamling

i gang, som fremdeles løb hen

over sommeren. Man havde endvidere

taget kontakt til Andreas Bentsen, som

var lærer ved Vallekilde Højskole. Han

var oprindelig uddannet tømrer, men

blev altså senere lærer. Han var og

lærer ved Håndværkerskolen i Vallekilde,

som han var med til at stifte sammen

med Trier. Landet over blev der i

årene 1870 – 1900 bygget 23 fri- og

valgmenighedskirker, hvoraf Andreas

Bentsen stod for opførelsen af de 11.

Mange af de kirker og forsamlingsbygninger,

han byggede, har en konstruktion,

så rummet går helt op i kip og med

en blotlagt tømmerkonstruktion, således

som det ses i Johanneskirken.

Byggegrunden til kirken blev skænket

af Kirstine og Peter Madsen på

Møllegården. I hele opførelsesperioden

spiste håndværkerne gratis hos Kirstine

Madsen. Sidst i juni blev kransen

hejst op en smuk sommerdag, og hele

mandskabet tog plads fra murens sokkel

til den øverste spids i tårnet og sang

” På Jerusalem det ny”, så folk, der færdedes

nede i byen stod stille og lyttede.

Herefter gik det rask fremad, og 3. søndag

i advent, Johannesdag (evangelieteksten

handler om Johannes Døbe-

2

Ulla Lauritsen

Bestyrelsesmedlem fra 2000

Formand 2001-2005

ren), kunne kirken indvies. I dag kan det

synes utroligt, at man kunne opføre en

så stor bygning for 14.040 kr., hvoraf

man ved byggeriets færdiggørelse havde

indsamlet hele summen på nær 212

kr.

Da jeg første gang trådte ind i kirken,

tænkte jeg: ”Jamen, den er jo

rund”. Den er ottekantet eller korsformet,

båret af 8 slanke træsøjler, men

bænkenes placering omkring døbefont,

alter og prædikestol gør, at kirken virker

rund. I de første år indtil 1889 havde

man ved alteret et ganske simpelt

trækors omviklet med en ranke blomstrende

lyng, som hvert år blev fornyet.

I den gamle protokol står der d. 21.

marts 1889, at Kirstine Madsen havde

skænket et alterbillede til kirken. Det

er det alterbillede, som vi fortsat har,

forestillende Jesus vandrende på Genezareth

Sø, hvor han drager den synkende

Peter op af bølgerne. Forud var gået

en lang dag ved søen, og Jesus havde

bespist 5000 mand. Ved slutningen af

dagen var Jesus gået væk for at bede, og

da han vendte tilbage havde disciplene

lagt fra land og var allerede et stykke


ude på søen. Vinden var blæst op og

bølgerne begyndte at blive høje. Jesus

begav sig ud mod båden, vandrende på

søen. Først blev disciplene bange og

troede, det var et spøgelse, men Jesus

sagde: ” Frygt ikke, det er mig”. Peter

sagde:” Hvis det er dig – da byd mig at

komme til dig på vandet”. Jesus sagde:

”Kom”, og Peter trådte ned fra skibet

og gik på vandet for at komme hen til

Jesus: Men pludselig blev han grebet af

frygt og begyndte at synke ned i bølgerne

og råbte:” Herre, frels mig” Jesus

strakte sin hånd ud, tog fat i Peter og

sagde: ”Du lidet troende. Hvorfor tvivlede

du?”. Kristusskikkelsen er omtrent

af legemsstørrelse. Billedet er malet i

mørke farver.Vi fornemmer det dårlige

vejr. Både søen og himlen er mørke og

varsler uvejr. Skærtorsdag i 1889 blev

alterbilledet taget i brug. Den 21. april

stod der i Lemvig Folkeblad, at Valgmenigheden

havde fået en smuk altertavle.

Videre stod:” Lad dette være et fingerpeg

om, hvorledes ordets forkyndelse,

lovsangen og sakramenternes forvaltning

i denne kirke kan tjene til troslivets

styrkelse” Rammen til maleriet er

lavet af snedker C.P. Christensen i Lemvig

efter en tegning af Peter Nikolaj

Møller, kunstmaleren, som var bosiddende

i Kolding. Om ham ved vi, at han

blev født i Kolding i 1838. Hans far var

købmand, og da Peter Møller som 4årig

mistede hørelsen, kom han i huset

hos en tale-lærer i København. Han

blev senere elev på Kunstakademiet.

Han udstillede på Charlottenborg

1876-87, og ernærede sig siden som

kunstmaler i fødebyen Kolding.

Bag orgelbænken med front ud mod

kirkerummet findes 4 billeder malet af

Niels Bjerre. De forestiller evangelist-

symbolerne – en meget gammel tradition

i det kirkelige symbolsprog.

Døbefonten er af granit. Oprindelig

hørte den middelalderlige døbefont til i

Nr. Lem Kirke, men blev købt af en af

byens borgere, da man fik en anden der.

Den blev fundet i konsul Møllers have

og blev af ham skænket til Valgmenighedskirken

i 1883. Det første orgel fik

man i 1916, og det nuværende – et Frobenius

orgel, er fra 1963.

Relieffet, som sidder til venstre for

alteret – set fra menigheden, er lavet af

Torvald Westergaard, et af vore tidligere

medlemmer. Torvald Westergaard

var både kunstner og kunsthåndværker.

På sit stenhuggerværksted i Lemvig

lavede han utallige originale gravsten.

Samtidig arbejdede han hele livet med

skulpturer, hovedsageligt hugget i granit.

Præsterne ved Valgmenigheden

De første 22 år havde man fælles præst

med menigheden i Bøvlingbjerg, hvor

præsten også boede. 1. april 1907 blev

Birger Kjølseth ansat som præst ved

Lemvig Valgmenighed. Kjølseth kom fra

en stilling som højskolelærer i Vrå. Man

skulle nu ud at finde en egnet bolig til

præsten og hans familie. Det var oplagt

at benytte det tidligere højskolehjem til

præstebolig. Højskolehjemmet var

nærmeste nabo til kirken, og da

præsten syntes godt om ideen, blev

huset købt og har siden været bolig for

Valgmenighedens præster. I tilknytning

til præsteboligen er der forsamlingssal.

Pastor Kjølseth blev i embedet til 1920.

efter Genforeningen blev han kaldet til

en gerning i Sønderjylland.

Man ansatte derefter Adolf Drewsen

Christensen som præst. Under pastor

3


Drewsen blev menigheden splittet, og

Drewsen oprettede en frimenighed,

hvortil en tredjedel af medlemmerne

fulgte ham i 1925.

Den 11. oktober 1925 blev J. Chr.

Hejlesen, Hårlev, indsat i embedet som

valgmenighedspræst. Han var her i 6 år,

men rejste i 1931, da han var blevet

opfordret af Københavns Valgmenighed

til at blive præst der.

Hans efterfølger blev Jakob Martin

Busk Sørensen. Han kom til at virke i

Lemvig Valgmenighed i ikke mindre end

40 år, og man kunne holde jubilæumsog

afskedsfest for ham på én gang.

Mens pastor Busk var her, blev årsmødet

for de grundtvigske Valg- og Frimenigheder

afholdt her i Lemvig i juni

1964.

5. december 1971 blev Tage Stausholm-Fisker,

tidl. Staby, indsat som ny

præst ved valgmenigheden. Mens Stausholm-

Fisker var her, blev kirken underlagt

en omfattende renovering, dels af

ydre art (mure, vinduer og tag) og dels

indvendigt, hvor den rødlige farveholdning,

som kirken er ”født” med, blev

nuanceret i flere farvetoner. Loftet blev

istandsat og er stadig meget smukt.

Den største ændring i kirkerummet var

dog, at døbefonten fik en ny placering –

dog ikke i centrum under lysekronen,

men i midtergangen nær trappen til

altret. I slutningen af januar 1980 opsagde

Stausholm-Fisker sin stilling. Han

skulle være sognepræst i Asferg-Faarup

ved Hobro.

Som hans afløser fik man Holger

Knudsen, der kom fra en stilling som

forstander ved Testrup Højskole. I Holger

Knudsens tid undergik forsamlingssalen

en omfattende forvandling/renovering.

Det skete i 1991, således at vi i

4

dag har en smuk sal til vore aktiviteter,

såsom foredragsaftener, møder med de

Midt- og Vestjyske Valgmenigheder, konfirmandtræf.

Salen kan også lejes af

medlemmer til private mærkedage.

Holger Knudsen blev i embedet i 24 år

indtil 2004, hvor han og Merete ønskede

at flytte til Skanderborgegnen og

nyde deres otium.

Lisbeth Baggesen blev Valgmenighedens

første kvindelige præst, men

ønskede allerede efter et år at rejse

herfra i 2005.

Igen blev embedet opslået ledigt, og

i november 2005 blev Signe Paludan

indsat af Provst Knud Erik Nissen, Bøvlingbjerg.

Signe Paludan har trådt sine

barnesko i Vestjylland, da faderen, Lars

Paludan, var præst i Dybe, Ramme, Fjaltring,

Trans fra 1967-1978. Signe Paludan

har læst teologi i Århus og senere

videreuddannet sig i England.

Skulpturhaven

Der hører ingen kirkegård til Lemvig

Valgmenighed. Medlemmerne bliver

begravet på sognekirkegårdene enten i

Lemvig eller landsognene omkring

Lemvig.

Der er dog et stort grønt område

omkring kirken, som i dag rummer en

skulpturhave. I 1994 skænkede Torvald

Vestergaards arvinger en samling skulpturelle

værker til Lemvig Museum, og

der blev anlagt en skulptursti, der

strækker sig fra Lemvig Museums have,

op langs den 182 trin høje Stationstrappe

og slutter ved Lemvig og

Omegns Valgmenighedskirke. I haven

finder man de skulpturer, der har et

religiøst indhold. Her står de så i naturens

grønne rum med udsigt over by

og fjord.


Lemvig og omegns Valgmenighed

bliver 125 år

For mange yngre mennesker er kirken

ikke lige det, man beskæftiger sig mest

med. Den skal blot være der, når man

har brug for den ved de store begivenheder

i livsforløbet. Den skal ordne de

situationer, som vi er usikre på, hvordan

man skal klare. Og det kan kirken.

Her gælder det, at der er rammer for

den slags, og kirken har præsten, som

kan fylde disse rammer ud. Om

præsten så er missionsk eller grundtvigsk

kan jo være lige meget, når bare

denne er god til at sige ordene og

ellers er et venligt menneske. Og om

kirken er en sognekirke eller en valgmenighedskirke

kan vel også være lige

meget. Indgående kendskab til kirkelige

forhold er ikke det, der trykker de

yngre allermest. Mine to børn, som

bor i Århus, er oven i købet blevet

mødt med, om de var med i en sekt,

når de har fortalt, at de er medlemmer

i en valgmenighed.

De fleste unge og yngre mennesker

er fremmede over for kirken og kristendommen,

og man kan egentlig godt

undre sig over, at der er så mange af

dem, der alligevel er medlemmer af folkekirken.

Men måske er der ved at ske

noget her. Jeg kender et ungt menneske,

som har meldt sig ud af folkekirken.

Begrundelsen er ikke, at han er

blevet ateist, men han vil hellere bruge

pengene på sig selv, end at bruge dem

til kirkeskat. Og når han så skal giftes

eller have børn døbt, agter han at melde

sig ind i menigheden igen. Filosofien

er, at man kun vil betale for noget man

har brug for. Måske bliver det sådan

engang, at den enkelte kirke reklamerer

Daniel Eiler

Formand siden 2005

med, at en vielse koster så meget, en

konfirmation koster så meget, en

begravelse så meget, osv. At flere vil

melde sig ud for at spare pengene, har

vi kun set begyndelsen af.

Holdningen er et resultat af, at vi i et

par årtier har dyrket det individuelle.Vi

gamle har opdraget vore børn til, at

man er sin "egen lykkes smed". Denne

holdning er også et resultat af, at vi har

penge nok for tiden til at kunne have

denne holdning. Vi er ikke længere

afhængige af andre eller af fællesskaber.

Alle ting er til forhandling, og vi tager

stilling fra sag til sag. Unge mennesker

er til "midlertidige, uforpligtende

fællesskaber". F. eks. vælger mange

unge idrætsforeningen fra, og i stedet

betaler de så for et vist antal træningstimer

i et fitnesscenter.

Denne indledning skal ikke ses som

en jammer over, at det gamle ikke består.

Den skal ses som en konstatering

af, at sådan er tiden lige nu. Og det er

ud her fra, at vi skal navigere i fremtiden.

At vi overhovedet har en valgmenighed

er dog et resultat af, at mennesker

5


på et tidspunkt er gået ind i et forpligtende

fællesskab. At fællesskabet er

Grundtvigsk og hænger sammen med

højskoler, idræts- og ungdomsforeninger,

andelsbevægelsen osv. ved vi godt.

Men den direkte grund til dannelsen af

Valgmenigheder skal findes på Fyn, hvor

præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge i

1866 blev afskediget af politiske grunde,

men menigheden holdt fast ved Birkedal,

og det gav så anledning til, at de

gryende liberale strømninger i det politiske

liv fik gennemført en lov om valgmenigheder

d. 15. maj 1868. I den hedder

det, at "når mindst 20 familiefædre

el. husstande ønsker at danne egen

6

menighed og selv vælge sin præst" skulle

det være en mulighed inden for folkekirkens

rammer. Loven er justeret

nogle gange.

I den nyeste udgave af "Den frie encyklopædi"

(et leksikon på nettet) hedder

det:

Valgmenigheder hører under folkekirken

og skal som sådan godkendes af kirkeministeren.

Kravet for godkendelse er, at

mindst 50 personer, der har valgret til

menighedsråd, skriver under på ansøgningen,

og at en person, der er kvalificeret

som præst i folkekirken, erklærer, at han

ønsker at blive præst for valgmenigheden.

Valgmenigheden skal selv afholde alle

udgifter, inklusiv aflønning af præsten, men

medlemmerne betaler til gengæld ikke kirkeskat.Valgmenigheder

står i modsætning

til frimenigheder under opsyn af provst og

biskop.

Indtil 1990 var alle valgmenigheder

Grundtvigske, men i 1990 og 1991 kom

der to valgmenigheder med baggrund i

henholdsvis "den karismatiske bevægelse"

og indre mission.

I Danmark er der 31 Valgmenigheder

af Grundtvigsk observans med tilsammen

14.397 medlemmer (2007).

Næsten alle valgmenigheder er

oprettet før 1920.

En menighed består så længe, som

dens medlemmer vil det. Kernen i

vores valgmenighed ligger i den seriøse

forkyndelse ved gudstjenesten. Spekulationer

om, hvad vi kan gøre for at få

mennesker til at melde sig ind valgmenigheden

må bevæge sig her omkring.

Tiltag må ikke have baggrund i en "tivolisering"

og underlødig underholdning.

Så lad os glæde os over, at vi efter

125 år stadig har en god og vedkommende

kirke oven for bakken i Lemvig.


lemvig valgmenighed anno 2008

I år er det 125 år siden, at nogle mennesker

Lemvig-egnen oprettede en

valgmenighed og menigheden byggede

en kirke. Ved jubilæet går tankerne til

dem, der lagde engagement og kræfter

i at få Lemvig og Omegns Valgmenighed

op at stå. Jeg tænker også på de første

gudstjenester i kirken. Der var jo ikke

noget orgel, men det lagde ganske sikkert

ikke nogen dæmper på salmesangen.

Jeg forestiller mig, at der blev sunget

med på salmerne af karsken bælg.

Ved et jubilæum tænkes der ikke alene

tilbage. Et jubilæum leder også tankerne

hen på Valgmenighedens liv i dag.

Udfylder Lemvig Valgmenighed stadig

en plads? Er der behov for en valgmenighed

i Lemvig i år 2008? Hertil er at

sige, at så længe der kommer folk til

gudstjeneste, udfylder Valgmenigheden

en plads og så længe, at der er folk, der

føler, at det er i Valgmenigheden, de

hører hjemme, må man sige, at Valgmenigheden

udfylder en plads. Og sådan

er det jo i dag. Det er en lyttende

menighed, der kommer til gudstjeneste

i Valgmenigheden, fordi de netop føler

sig hjemme i Valgmenigheden. Der kan

være flere grunde til, at det netop er i

Valgmenighedskirken man føler sig

hjemme. For mange er det opvæksten

og erindringerne, der gør, at Valgmenighedskirken

er den kirke, hvor de føler

sig hjemme. De fleste medlemmer i

Lemvig Valgmenighed er ”fødte” medlemmer.

Valgmenighedskirken er for

dem familiens og slægtens kirke. Sådan

har for mange det kirkelige tilhørsforhold

til Valgmenigheden med slægtsfølelsen

at gøre. Erindringerne om konfirmationsforberedelsen

og konfirmatio-

Signe Paludan

Præst siden 2005

nen har naturligvis også skabt et tilhørsforhold

og for de ældre medlemmer

har ungdomsmøderne i 1930´erne

og 1940´erne med fællessang og foredrag

været med til at skabe et tilhørsforhold

til Valgmenigheden og tillige

skabt et fællesskab indbyrdes blandt

menigheden.

Den yngre generation har ikke den

tætte tilknytning til Valgmenigheden og

føler ikke den samme forpligtelse over

for Valgmenigheden som den ældre

generation. Det skyldes flere ting. Ikke

mindst ændringen i det kirkelige landskab.

Modsætningsforholdet mellem

Indre Mission og det grundtvigske er

blevet udvisket. Indre Mission står ikke

så markant i sognene længere. Det

betyder, at mange ikke oplever den store

forskel på sognemenigheden og Valgmenigheden

og derfor i nogle tilfælde

bruger sognemenigheden ikke mindst

til konfirmation.

Til mange valgmenigheder er tilknyttet

en friskole. Et samarbejde mellem

friskole og valgmenighed giver mulighed

for at nå de unge familier, så de får

en tilknytning til valgmenigheden. Den

tilknytning har vi ikke mulighed for at

7


skabe i Lemvig Valgmenighed, da der jo

ikke er nogen friskole. I højere grad

end tidligere (tror jeg), at det er et

stort problem for Lemvig Valgmenigheds

fremtid, at der ikke er en friskole

at samarbejde med, da det er noget,

der har stor betydning for tilslutningen

til konfirmandundervisningen.

Et kendemærke for Lemvig Valgmenighed

er Månedsmøderne mandag

aften med foredrag og sang.Til november

fejrer vi Sangens År, hvor sangforfatteren

Jens Rosendal kommer og holder

sangaften for os. De foredrag, vi har

til Månedsmøderne er af forskellig art.

Der er litterære foredrag og kunstforedrag

såvel som samfundsorienterede

foredrag. Der lægges vægt på, at det

skal være foredrag med indhold og kvalitet.

Litteraturkredsen eller studiekredsen,

der mødes nogle aftener i

8

Lemvig Valgmenighedskirke

fra ca. 1895 med højskolehjemmet

på Kirkevej, den

senere præstebolig.

løbet af vinteren omkring udlægningen

litteratur, har igennem tiden hørt med

til livet i Lemvig Valgmenighed. Nogle

vintre er det kortere noveller, der

læses og andre vintre er det en roman,

der gennemgås. Af stor betydning for

mange i menigheden har højskole-ugen

i august, som arrangeres i samarbejde

med de øvrige Midt- og Vestjyske Valgmenigheder.

Vil der også fremover være en valgmenighed

i Lemvig? Hertil er at sige, at

en valgmenighed i højere grad end en

sognemenighed lever af medlemmernes

opbakning. Om der fortsat vil være

en valgmenighed i Lemvig afhænger

derfor af, om der fortsat er folk, der vil

være menighed og støtte op om menighedens

gudstjenester og om menighedens

aktiviteter.


Kirke i rette tid

Jeg er blevet bedt om at give et bidrag

til Valgmenighedens jubilæumsskrift, og

det ønske efterkommer jeg gerne. Af

gammel vane har jeg evangeliebogen

liggende slået op foran mig. Dog alene

for inspirationens skyld og ikke fordi

det efterfølgende skal have karakter af

prædiken. Nærmere bestemt drejer

det sig om teksten til 1.s.e.trin. 2.rk.:

Luk.12,13-21 – med lignelsen om den

rige bonde, men hvor også indledningen

har noget at sige. Det skal vi vende

tilbage til. Indledningsvis nogle betragtninger

over tiden.

Det ligger til tiden at være i krise;

den kan åbenbart ikke være andet. Det

hører så at sige til dens væsen. Det har

at gøre med bevægelsen, – tidens

strøm. At tiden går, ja oftest at den

løber og at der hen ad vejen støder

forandringer til. Det kan lyde indviklet

og fortænkt, men er dog noget ganske

iøjnefaldende. Det er kun hvad enhver

har for øje i stort og småt.

Det er 25 år siden, vi sidst havde lejlighed

til at markere en milepæl i vor

kirkes og menigheds historie. 100 år i

1983; 125 år her i 2008. Et væld af forandringer

er gået hen over Lemvigegnen

i løbet af dette kvarte århundrede.

Udviklingen – eller er det måske

ligefrem fremskridtet – har sat sit præg

på snart sagt ethvert område. Ikke bare

i det udadvendte, i samfundet som vi

siger, men i mange henseender og

helt ind i det private, i familierne, i levevis

og holdninger. Et konkret eksempel

på dette sidstnævnte kunne være, at

børn i dag er blevet forhandlere og at

meget kunne tyde på, at de som sådanne

sidder i forhånd i forhold til foræl-

Holger Knudsen

Præst i Lemvig Valgmenighed

1980-2004

drene. Da vi kom til Lemvig i 1980 var

det stadig væk forældrene, der bestemte,

at deres børn skulle konfirmeres

sammesteds, hvor de 13-14 år tidligere

var båret til dåb. Sådan er det ikke længere.

I dag overlades afgørelsen herom

i stigende grad til børnene selv. Og da

kirke, menighed og præst ikke at forglemme

ofte vil være noget temmelig

ukendt for dem, vælger børnene følgelig

det sikre, at følges med klassekammeraterne.

Hvilke følger dette på sigt

vil få for menigheden skal man næppe

være nogen stor spåmand for at kunne

forudsige.

Hvad det samfundsmæssige angår,

har det for Lemvig-egnens vedkommende

været afvikling, der har sat dagsordenen

i den periode, der her

behandles. I flæng kunne nævnes noget

af det, som har været. Fiskeriet, skovbruget,

slagteriet, de mange selvstændige

landbrug, butikkerne i landsbyerne,

osv. Store og små arbejdspladser nedlagt

uden at nye er kommet til, så mange

nu må pendle for lønnens skyld. Man

kan ikke lade være at fundere over,

hvor langt sværere det ville have været

9


uden den store kemifabrik ude på Tangen.

Endelig og ikke mindst er der de

mange unge, som rejser ud for uddannelsens

skyld og som kun i begrænset

omfang vender tilbage, fordi beskæftigelsesmulighederne

ikke findes her

omkring.

Denne udvikling er vel ikke speciel

for denne egns vedkommende. Her

deler man kår med store dele af Vestkysten

og andre afviklingsområder

rundt om i landet. Udkantdanmark er

et af de nytilkomne ord. Underligt at

skulle forestille sig, at et så lille land

som vort kan have udkanter. Her spiller

tiden os vist et puds – tilmed et af de

mere ubehagelige.

Et signalement af udviklingen i det

smalle perspektiv, vil kunne hentes i

Jens Smærup Sørensens med rette rigt

belønnede og af mange læsere påskønnede

roman ”Mærkedage”. Handlingen

heri henlægger forfatteren til sin hjemby

Stavn ved Limfjorden i den nordlige

ende af Himmerland. Dette være sagt

for at imødegå en mulig misforståelse,

at det i romanen genkendelige kunne

opfattes som en umiddelbar spejling af

hændelser på Lemvig-egnen med. Det

er næppe tilfældet. Jeg tror, at romanens

store succes, der efter sigende

skulle være kommet bag på forfatteren,

har meget at gøre med, at så store dele

af vort lands befolkning kun er en til to

generationer borte fra jorden så at

sige.Altså fra at leve af landbruget eller

mere eller mindre i tilknytning hertil.

Det gør vi så ikke længere. Eller rettere

det er der kun et stadigt voksende

mindretal, der gør. I stedet er der sket

dette massive opbrud fra landet, om

ikke blot inden for det sidste kvarte

århundrede, så dog siden afslutningen

10

af den store krig midt i det forrige.

Romanen afspejler således en almen

tendens, nemlig bondekulturens afvikling.

Ikke landbrugets, det siger sig selv,

men et forfald af meget af det, der med

rette mener jeg, har haft ord for i umindelige

tider at have hørt til det bærende

i det danske folk. Skal der sættes ord

på, kan det være noget med at være

hjemmehørende, være rodfæstet og

selvhjulpen, have fast grund under sig

trods verdens mangfoldighed af omskiftelser

og problemer. I stedet er vi blevet

en nation af indenlandske emigranter

flyttet rundt mellem hinanden med

opbrud på opbrud og dertil hørende

søgen efter de faste holdepunkter, det

som kan tjene som retningsgivende i

tilværelsen, være meningen med det alt

sammen eller hvad vi kun kalder det.

Der er for så vidt tilbud nok i den henseende.

Og dur noget ikke, er der

straks andet at hente ned fra hylden.

Der er så blot det med holdbarheden.

Enhver ny anskuelse har åbenbart en

sidste salgsdato.

Dog bliver tiden næppe bedre af, at

man beklager den, endsige skænder på

den. Tidens bonitet afhænger vist for

øvrigt mestendels af, hvad der forventes

og i hvilket omfang forventningerne

indfries, samt ikke mindst af, hvorledes

vi hver især finder os til rette under de

ændrede forhold.

Selv om vi vel kan mene, at vi her

står over for noget uigenkaldeligt, ”verdens

nødvendighed af stål” som der

synges om, må det dog ikke af den

grund overses, at langt hovedparten af

udviklingen sker som følge af menneskelige

beslutninger. De senere årtiers

forandringer har for langt den overve-


jende dels vedkommende været af

materiel art og dermed været noget,

der i sidste ende – eller vel rettere allerede

på forhånd har kunnet gøres op i

penge og således været begrundet i

ønsket om at skaffe sig et større udbytte

ved at forbedre de økonomiske vilkår.

Dermed være ikke sagt, at der ikke

har været tabere i spillet; hvor der

handles, der spildes der. Men slemt er

det såvist, om det er menneskeliv, der

går til spilde.

Her er det da, at noget af det, der

siges i den Lukastekst, jeg har for mig,

vel kan være tankevækkende. Det hedder

her, ” at et menneskeliv ikke afhænger

af, hvad det ejer, selv om det har

overflod.” Og, kunne man tilføje, næppe

heller dersom man må kigge lidt længere

efter det med overfloden og selv

nøjes med mindre uden af den grund at

lide nød. Den nøgne kummer og elendighed,

er dog ligeledes noget, der hos

os hører en svunden tid til. En udvikling

ingen vil kunne beklage. Et memento er

der ikke desto mindre tale om her.

Påmindelsen om at vare sig for griskhed

og tilsvarende, fordi det som sagt

ikke er den økonomiske besiddelse,

større eller mindre, ens liv afhænger af

eller hviler på. Med dette rejses da

overvejelsen om, hvad dette livsgrundlag

i stedet måtte være, når det nu som

sandt er ikke kan købes for penge?

Med dette bevæger vi os fra disse for

hovedpartens vedkommende verdslige

betragtninger til det, som overskriften

af denne artikel sætter. Kirke i rette tid

har jeg kaldt mit essay. Hvad vil det

nærmere sige? Betyder det, at kirken

med alt hvad dertil hører, må svinge i

takt med tidens bevægelser; om ikke

følge tidens strøm så dog dens slipstrøm?

Det vil ikke så få både mene og

hævde. Der er ganske mange røster

fremme, der vil vejlede og forbedre kirken

i den henseende. Fortælle den hvad

den hellere eller i stedet burde foretage

sig i forhold det, som er kirkens

overleverede praksis. Nogle har endda

den særlige pointe, at hvis ikke, vil kirken

næppe overleve den kommende

generation. Dette skal man nu ikke tage

så tungt. Sådanne forudsigelser er ikke

nyheder. Kirkens snarlige undergang

har været forudsagt i århundreder.Alligevel

står den der. Og hvad skal den da?

Igen kunne vi kaste et blik på ”Mærkedage.”

Her – altså i romanens Stavn –

findes kirken begribeligvis også. Den er

til stede, ganske vist som et udkantsfænomen,

som det der er kaldt ”den

fjerne kirke”; eller det skulle måske

snarere hedde ”den nøjsomme kirke”.

Altså som kirke der står til rådighed,

når og hvis behov for dens ydelser opstår,

men ellers ikke synes at sætte sig

synderlige spor. Det er bestemt ikke

nogen ønskeposition for kirken, at den

bare er der. Skal kirken være, må den

være nærværende, være en fortrolig og

autentisk del af den folkelige virkelighed

– en nødvendighed kort sagt. Til

den side hører slingrekurs og eventmageri

ingen steder hjemme. Kirken må

frem for noget vise ærlig vilje til at holde

sig i sporet; ikke falde for tidens fristelser,

men holde stand mod det, der

ikke hører til i kirkelig sammenhæng.

Er der problemer i forholdet til

tiden, er sådanne efter min opfattelse

oftest af sproglig og dermed af formidlingsmæssig

art. Ord har det med at blive

gamle og nedslidte. Tiders brug og

mindst misbrug af ikke så få af de i kir-

11


ken hjemmehørende begreber har i

mange tilfælde sat sig uafviskelige præg

og derved gjort dem på det nærmeste

uanvendelige på nutidens vilkår. Det er

da næppe heller til sådant arvegods kirken

må svare arv og gæld. Dens ”gamle”

budskab må i stedet finde andre,

bæredygtige udtryk. Men det må ske

med varsomhed. Det som siges, må

kunne tåle at genhøres. Det nytter ikke

bare at lade tidens modeord finde vej

ind ad kirkedøren. I virkeligheden tror

jeg, at meget kan være vundet, hvis man

hen over en udlevet kirkelig tradition,

fandt ”tilbage” så at sige til de bibelske

tekster og lod disse komme til orde

som klar tale til tiden og ad den vej

lade kirken kendes på sit forehavende.

Vender vi os atter til Lukasteksten med

lignelsen om den rige bonde, så er

optakten hertil en scene, hvor en person,

en fra skaren som det hedder, henvender

sig til Jesus med et problem.

Han eller hun, hvem det nu er, siger:

”Mester, sig til min bror, at han skal skifte

arven med mig.” De nærmere omstændigheder

beskrives ikke, men kan

uden videre forestilles. En mand er

død, og ældste søn har arvet hovedstolen.Tilbage

er denne søns søskende og

deres arverettigheder. Det var således i

datidens verden, at den faste ejendom

gik udelt i arv til ældste søn; de efterfølgende

søskende måtte lade sig nøje

med at få udbetalt arv i form af rede

penge. Men det kunne være nok så

påkrævet at få sådanne transaktioner

på plads. Er den, der henvender sig til

Jesus, en mand, hvilket er sandsynligt,

kan der vel være tale om at få hånd om

den grundkapital, vedkommende har at

etablere sig for; er der tale om en kvin-

12

de, kan der være hendes medgift om at

gøre. Og i begge tilfælde er man dårligt

stillet, dersom arvebroderen viser sig

at være genstridig og grisk af naturen.

Jesus afviser imidlertid anliggendet. Han

svarer: ”Menneske, hvem har sat mig til

at dømme eller skifte mellem jer?”

Det kan nok undre. Har vi ikke gentagne

gange hørt, at man frit kan komme

til Jesus med alt, hvad der ligger én

på sinde. Er der her tale om sager, som

religionen og kirken skal blande sig

uden om? Både ja og nej! Der er tale

om noget af det, vi selv skal kunne klare,

og hvortil vi allerede på forhånd har

fået helt tilstrækkelig vejledning af religionen.

Det som er lovens tale. Mere

konkret kunne der her henvises til et

par vers fra Det gamle Testamente,

nærmere bestem til profeten Mikas

bog, kap. 6, vers 8, hvor det hedder:

Menneske, du har fået at vide,

hvad der er godt,

Hvad Herren kræver af dig:

Du skal handle retfærdigt,

Vise trofast kærlighed

Og årvågent vandre med din Gud.

Og er disse ord end gamle af herkomst,

så er det dog klar, entydig, ja tidløs tale.

Tankevækkende og værd at efterleve i

det, der for os hver især er den virkelighed,

hvori vi er sat.

Men da sådan vejledning vel kan tilsidesættes

i kampens hede eller fortone

sig i hverdagens mangfoldige gøremål,

har kirken sin væsentlige opgave i

den vedvarende påmindelse om, hvad vi

allerede har fået at vide om, og hvad vi

således bør sætte kursen efter, dersom

vi vil bruge den frihed, alene Kristus

giver til ”at gøre gavn som Gud det vil

på allerbedste måde.”


Hermed har vi allerede taget hul på

det, der er sagen, ja hovedsagen for kirke

og kristendom til alle tider. Jesus er

ikke kommet til verden for at være

støttepædagog til hjælp for alle vore

fortrædeligheder og problemer; dem

og kan vi selv tage vare på. Derimod

er Jesus kommet for som Menneskesønnen

at genskabe vort brudte mellemværende

med hans og vor himmelske

Fader. Genføde os til et levende

håb, som det lyder ved døbefonden og

ved kisten med. Give os den frimodighed

til dagen og vejen vort liv alene

afhænger af, tilsammen med det håb,

der rækker ud over de yderste horisonter.

Her er det vel, at vore ord ofte kan

fornemmes for små og utilstrækkelige

til at kunne høres gennem al den larm

og baggrundsstøj, der fylder tiden. ”Vor

sjæl er døv og stum for evangelium”,

sagde gamle Grundtvig med salmelinie

men tilføjer i umiddelbar forlængelse

heraf” men høres vil Guds ord og føres

trindt om jord.”

Kirke til rette tid er da at lægge

mund og hænder og vilje til Ordet, som

vil høres og som henvender sig direkte

til mennesker til alle tider.

Jeg slutter med at give ordet til en bedre

stemme, til et vers fra Jakob Knudsens

aftensalme:

Vær mig nær, thi uden dig

Ensomhed mig truer

Vær mig nær thi uden dig

Jeg for mørket gruer!

Hold mig i din faderhånd

Så jeg dig fornemmer

Fri mig ud af mørkets bånd

Så min frygt jeg glemmer!

13


På grund af sygdom, er Tage Stausholm-Fiskers tidligere indlæg blevet genoptrykt.

Noget om at være kirke – et tiggermotiv

JUBIILÆUMSÅRET

Året 1983 er et »rundt« år. 100 år er

forløbet, siden Lemvig Valgmenighed

oprettedes, og kirken byggedes. For

200 år siden fødtes Grundtvig, hvis virke

fik betydning ikke blot for de såkaldt

»grundtvigske kredse«, men for hele

det danske folk. Endelig er det 500-året

for Martin Luthers fødsel. Med ham

indledtes den reformation, der fik betydning

ikke blot i Norden, men i hele

Nord-Europa. Jubilæumsåret åbner

således for et historisk perspektiv, der

skal være en ledetråd gennem følgende

lille betragtning.

LUTHER

I februar 1546 var Luther på en rejse til

sin fødeby Eisleben, hvor han opholdt

sig, for at mægle mellem greverne af

Mansfeld. På hjemturen skulle han,

trods legemlig svaghed, prædike i nogle

vinterkolde kirker. Han blev syg, og

døden indhentede ham, inden han nåede

hjem til Wittenberg. Stilfærdigt og

uden angst gik han døden i møde, og

der fortælles, at man på hans bord

fandt en lille lap papir, de sidste optegnelser

fra hans hånd, hvor den afkræftede

mand med rystende hånd havde

nedkradset disse få ord: Wir sind betler,

hoc est verum - vi er tiggere, det er

sandt. En anden måde at sige det samme

på havde Luther tidligere formuleret

sådan: Vi retfærdiggøres af troen

alene uden lovens gerninger. I Luthers

samtid var dette noget ganske nyt, som

jo også bragte ham i modsætningsforhold

til den katolske kirke, fordi det er

14

Tage Stausholm-Fisker

Præst i Lemvig Valgmenighed

1971-1980

en tankegang, der vækker forargelse

både hos katolikker og andre moralske

folk! Og forargelsen er af dobbelt art:

Først dette, at nåden og tilgivelsen helt

og holdent beror på Kristus, og ikke på

mennesket selv.

Dernæst frygten for at Luthers synspunkt

skulle føre til sædelig slaphed og

moralsk forfald. Hvorfor dog gøre gode

gerninger, hvis et menneske godtages

ufortjent af nåde midt i og til trods for

sin syndighed? For Luther er dette et

juridisk og dermed et forkert synspunkt!

Det har intet med evangeliet at

gøre. Forargelsen over Luthers påstand

er i virkeligheden selve evangeliets forargelse,

velkendt fra de nytestamentlige

fortællinger, hvor toldere og syndere,

ringeagtede og udstødte som de var,

holdt sig nær til vor Herre, fordi de hos

ham mødte en grænseløs tilgivelse og

modtog alt af bundløs nåde. Hos ham

bliver et menneske ikke godtaget efterhånden,

som det gør gode gerninger,

men det gør gode gerninger, fordi det

på forhånd er godtaget af ham (det juri-


diske overfor det evangeliske). For

Luther var det en livsnødvendighed at

fjerne de gode gerninger fra gudsforholdet.

Dér vil de uvægerligt fremme

hykleri og forstillelse, fordi mennesket

ganske enkelt er, som det er!

Nej, et menneske er godtaget på

forhånd og kan derfor leve frit og ubekymret,

hvad angår salighedens sag.

Luthers polemik er ikke rettet mod de

gode gerninger, hvad han undertiden er

blevet beskyldt for. Gode gerninger

havde han intet imod. Hvem har

forøvrigt det? men de må ikke trænge

sig ind, hvor de ikke hører hjemme: i

forholdet til Gud. Får de lov til det, drives

et menneske før eller siden ud i

den fortvivlelse, som Luther kendte fra

sin klosterkamp: Kan du gøre nok, og

hvornår har du gjort nok? for det går

da ikke an at stå overfor livets Gud

med tomme hænder! Jo, ville Luther

sige, overfor Gud står du altid med

tomme hænder, forøvrigt har Gud slet

ikke brug for dine gode gerninger. De

hører jorden til. Herom bruger Luther

et ikke særligt poetisk billede, når han

siger, at mennesket er som et rør, hvor

Guds kærlighed strømmer ind ovenfra

og ganske selvfølgeligt strømmer videre

ud til andre mennesker, eller som

han også udtrykker det: gode gerninger

skaber ikke et godt menneske, men et

godt menneske gør gode gerninger. De

gode gerninger hører altså jorden til.

Her kræver Gud os - i medmennesket.

Derfor står vi stadig overfor Gud som

tiggere. Ved at fordybe sig i evangeliet

fik Luther hermed sagt noget andet,

end hvad der almindeligvis forkyndtes

dengang - og hvad der jævnligt forkyndes

også nuomstunder endda i såkaldt

evangelisk-lutherske kirker! For det

sidder dybt i os, at det dog er for fattigt,

at skulle stå som en tigger for Gud,

men Luther ville kalde det en nådig

befrielse, for kun tiggere kan se evangeliets

storhed, kun tiggere véd, at alt

er ufortjent. Og at stå som en tigger for

Gud er dette glædelige: aldrig at skulle

tigge forgæves. Vi er tiggere, det er

sandt.

GRUNDTVIG

De, der beskæftiger sig med Grundtvig,

har en tilbøjelighed til at hæfte sig ved

visse årstal i hans liv, men det er nu

engang sådan, at det hele værk gør det

hele, eller som én har udtrykt det: hvad

der i Grundtvigs levnedsløb er vokset

sammen på langs lader sig ikke hugge

over på tværs! Mod slutningen af sit liv

skrev Grundtvig en række artikler, der

i 1868 - kun 4 år før hans død - udkom

samlet under titlen »Den christelige

Børnelærdom«, et værk, der må anses

for et hovedværk indenfor dansk, kirkelig

litteratur. I artiklen »Det medfødte

og det gienfødte Menneskeliv« hævder

Grundtvig, at »Menneskelivet i sin

allerdunkleste, sin allerfattigste og sin

allerureneste Skikkelse dog igrunden er

af samme Art som Menneskelivet i sin

allerrigeste, sin allerreneste og sin

allerklareste Skikkelse, saa at, for at sige

alt med eet Ord: Røveren paa Korset

havde samme Menneskeliv tilfælles med

Guds eenbaarne Søn, Vorherre Jesus

Kristus, til hvem han raabde: Herre,

tænk paa mig, naar du kommer i dit

Rige! og af hvem han fik det sanddru,

mageløs kraftige og kiærlige Svar: sandelig,

sandelig siger jeg dig, idag skal du

være med mig i Paradis«. Også Grundtvig

fik hermed sagt noget nyt midt i en

tid, hvor »kirkeligheden« nok vidste at

15


afgrænse sig - hvad den forøvrigt stadig

gør! for man kan da ikke sådan uden

videre have menneskeliv tilfælles med

hvem som helst, men det kunne vor

Herre altså! Han kom for at være fælles

med mennesker om dette liv og

ikke for at forkaste menneskelivet (pietisme)

eller for at lave det om (moralisme).

Derfor kan Grundtvig også hævde,

at mennesket ikke er til for kristendommens

skyld, men kristendommen

er til for menneskelivets skyld. Her er

Grundtvig i god samklang med Luther.

Var mennesket til for kristendommens

skyld, måtte det nødvandigvis retfærdiggøres

sig ved lovens gerninger, men

når kristendommen er til for menneskelivets

skyld, er der tale om retfærdiggørelse

af tro - om dette at være en

tigger, der må tro på nåden ikke for

Guds skyld, men for sit eget livs skyld.

Røveren på korset havde samme menneskeliv

tilfælles med vor Herre. Ingen

er mere hjælpeløs end en korsfæstet

røver, ingen kan være i tvivl om fattigdommen

og afmagten, men på et andet

kors er der én, der gør fælles sag med

røveren i afmagt og hjælpeløshed. Men

midt i det totale nederlag, som enhver

kan se, lyder der et ord, som trodser

det altsammen: Sandelig, idag skal du

være med mig i paradis! Midt i nederlaget

og med døden for øje benådes

røveren for evigt, fordi hans menneskeliv

– usselt og fattigt som det er – dog

bliver godtaget. Dette -anliggende

udtrykker Grundvig i et vers sådan: »af

Guds nåde alle tråde spindes til vor

helgendragt« - alle tråde, intet mindre.

Når det er dette liv – livet som det

rent faktisk foreligger – vi har fælles

med Kristus, kan det for Grundtvig

aldrig blive nogen ligegyldig affære. Som

16

en følge af evangeliet og som en følge af

sit kristendomssyn genopdagede

Grundtvig menneskelivet. Det synger

han jo om i den ene sang efter den

anden, f.eks. »end lever kærligheden,

som aldrig skal forgå, men klare sig herneden

til livet at forstå, til klart.ham at

begribe, der evig er i live som kærligheden

selv«. Forøvrigt røber Grundvig

også her, hvad det for ham vil sige »at

forstå«. En sand forståelse af tilværelsen

er ikke blot en »hjerne-sag«, men

også en »hjerte-sag«! For at nå til en

forståelse af tilværelsen må et menneske

begynde med at holde af det foreliggende

liv, for »han har aldrig levet,

som klog på det er blevet, han først ej

havde kær«. På Grundtvigs tid var der

folk, der i religiøs nidkærhed begyndte

at tage deres medmennesker i krydsforhør

med spørgsmålet: Elsker du

Jesus? et spørgsmål, der kristeligt set er

aldeles usagligt, fordi det ikke oplyser

om kristendommens sag, men snarere

fører et menneske ind i selvkredsen og

selvspejling, hvad der aldrig har været

videre opløftende eller frugtbart. Overfor

dette nærgående og usaglige

spørgsmål stillede Grundtvig en bøn -

og ægte bøn må vist altid være den fattiges

bøn - dog ikke en bøn om at elske

Jesus, men denne bøn: »Du som har dig

selv mig givet, lad i dig mig elske livet«,

for det er stadig det foreliggende liv,

der har kærlighed behov. Og så var

Grundtvig da heller aldrig i tvivl om,

hvor et menneske henter mod og kraft

til dette liv: i kirken, hvor menigheden

samles omkring dåb og nadver, »du os

har lært din egen bøn ved barnedåb,

hør du os Guds enbårne søn, al jordens

håb! - salig er den, som du har kaldt hos

dig til ly, har ham til borgerskab udvalgt


i Sions by (menigheden), mæt du vor

sjæl i hunger tom, rigelig i din helligdom«

(nadveren). Vel er der forskelle

mellem Luther og Grundtvig, men

meget er de fælles om. Der er f.eks. det

fællestræk, at også Grundtvig når dertil,

hvor Luther endte: »Ej vil jeg bytte,

Gud, i din hytte tiggerens plads bort for

det sæde, stolte beklæde højt i palads.

Godt ikke fattes, hvem du haver kær,

lavt er ej bænket, hvem Gud sidder

nær«.

JUBILAREN

Når man træder ind i Lemvig Valgmenighedskirke

fanges ens blik straks af

det store alterbillede. Billedets kunstneriske

kvalitet kan diskuteres, men

ikke dets motiv. Det er evangelisk centralt.

Her gengives den hændelse fra

fortællingen om Jesu vandring på søen

(Matt. 14, 22-33), hvor Simon Peter

efter at være vandret hen over bølgerne

til Jesus blev bange på grund af stormen

og begynde at synke, idet han råbte:

»Herre, frels mig!« I det samme rakte

Jesu sin hånd ud, greb fat i ham og

siger: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede

du? «Det var et godt billede at have

for øje om søndagen, inden man gik på

prædikestolen. Godt af to grunde: For

det første, fordi man måske undertiden

kom med nogle mærkeligt høje tanker

om de første disciple som nogle troshelte,

hvis begejstring og udholdenhed

ingen mere kan leve op til. Men da var

det godt at erfare, at de var mennesker,

der gjorde fælles sag med én og slet

ikke var så anderledes endda: du lidettroende,

hvorfor tvivlede du? Også af

en anden grund var det imidlertid godt

at have dette billede for øje: man kunne

jo risikere at stå foran dette alter

med lidt for høje tanker om sig selv? -

en slags »præstesyge«, dog i en anden

betydning end den sædvanlige. Men da

blev man altså retledt ved at måtte se

et troværdigt billede af den kristnes

virkelighed: en tvivlende discipel, der

udelukkende holdes oppe og holdes

fast af sin herres trofasthed. En ældre,

nu afdød mand i valgmenigheden, fortalte

mig engang, at kirken deroppe på

bakken af en ivrig modstander blev

kaldt »de vantros kirke«. Formodentlig

skulle det i vedkommendes mund være

et skældsord, men er det nu også det?

Er det ikke snarere den eneste måde,

hvorpå man med ærlighed kan være

kirke og menighed? Lemvig Valgmenighedskirke

blev indviet den 16. december

1883 og kom til at bære navnet

Johannes-Kirken. Hvorfor? Jeg ved det

ikke. Men var det mon, fordi denne

søndag, 3. søndag i advent, har evangelieberetningm

om den tvivlende JohannesDøber,

der var kommet i fængsel?

Ja, måske. Da Johannes dér i fængslet

hørte om Kristi gerninger, lod han sende

bud ved sine disciple med spørgsmålet:

»Er du den, som kommer, eller

skal vi vente en anden?« hvorefter han

modtog Jesu svar: »Gå dog hen og fortæl

Johannes, hvad I hører og ser! blinde

ser, lamme går, spedalske renses og

døve hører, døde står op og evangeliet

forkyndes for fattige«-- Med arven fra

Luther »vi er tiggere, det er sandt« og

fra Grundtvig »ej vil jeg bytte, Gud, i din

hytte tiggerens plads bort« taler da

Johannes-Kirken om »evangeliet for

fattige« og alterbilledet om »du lidettroende«.

Det er den arv, der også i

100-året er givet Lemvig Valgmenighed

og os alle – at leve videre på – og

siden at dø på.

17


Til Lemvig Valgmenighed i anledning

af jubilæet

Man har bedt mig om, at skrive lidt om

vor barndom i Lemvig.At vor barndom

blev præget af krigen, det kunne jo ikke

være anderledes.Vi havde bl.a. et dejligt

lille sommerhus ved Ferring Sø, som

vor morbror havde bygget. I 1943 tog

tyskerne det, og flyttede det over i klitterne.

Desværre sprang det i luften, og

en ung tysker blev dræbt. Det kom

naturligvis også til at præge vores skolegang.

Lige efter, jeg var begyndt i skolen,

tog tyskerne skolen, så derefter

måtte vi gå forskellige steder. Først fra

2. eller 3. mellem kom jeg i almindelig

skole. Forholdene var sådan, at min

søster, der var 3 år ældre, gik i skole fra

kl. otte til kl. 12, og jeg gik så fra kl. 13

til kl.17. Der er nok ikke tvivl om, at

disse år gav en fællesskabsfølelse, som

man vel ikke har set siden. Far var medlem

af modstandskampen, og jeg tror,

den største glæde, mine forældre følte,

Marie og Jakob Busk.

Den sidste pinse i Lemvig 1971.

18

Nanna Grønlund, Aalborg,

datter af Marie og Jakob Busk

var, da befrielsen kom. Der blev bragt

tunge ofre, og friheden kom til at koste.

Som far ofte sagde, så voksede vi op

med fjorden og havet. At vi havde en

utrolig god barndom, skulle vi nok

hjemmefra for at indse. Ellers gik dagligdagen

med skolegang og lidt sport.

En af de sjovere oplevelser var, da mor

og far havde sølvbryllup.Vi havde da et

cirkustelt i haven. Mindre kunne ikke

gøre det, da det var et ret stort gæstebud.

Vi mistede Gudmund i år 2000. Det

var en stor sorg for os alle, og ikke

mindst for Gudmunds familie i Mejrup.

At mor og far skønnede på de gode

arbejdsforhold, som menigheden gav

dem, er jeg ikke i tvivl om. Derfor siger

jeg en stor tak til de mange, der var

trofaste mod vort hjem. Mor og far

købte senere et dejligt hus i Ans ved

Tange Sø. En egn, hvor de begge var

vokset op.

Desværre er vi forhindrede i at deltage,

da vi har en rund fødselsdag at fejre.

Hjertelig til lykke med jubilæet.

Mange venlige hilsener og tak.


Indtryk fra et jubilæumsår!

De frie menigheder har i mange år haft

rimelig gode vilkår i Danmark. Blandt

disse hører valgmenighederne.

Nu gælder det 125 års jubilæum her

i Lemvig. Jeg husker 75 års jubilæet,

som fandt sted i året 1958 - kort tid

efter, at vi bosatte os på denne egn. Det

morsomme var, at min kone og jeg var

uenige, om vi omgående skulle meldes i

valgmenigheden. Det blev til et kompromis,

hvor vores første barn blev

døbt i folkekirken, mod at nr. 2 skulle

døbes i valgmenigheden. Typisk dansk

vil mange sige.

Men jeg skal kort fortælle om det indtryk

man får som tilflytter.

Valgmenighedens præst hed J. Busk-

Sørensen.

Nordenfjords, som er min hjemegn,

var stærkt indre missionsk, i dette miljø

er jeg og mine opvokset.Vi havde en

lille sammenslutning, der hed kirkeligt

samfund som repræsenterede de

grundtvigske synspunkter. Disse mennesker

arrangerede en gudstjeneste

hver måned med pastor Busk som

præst. Transporten under krigen var

svær, og præsten måtte tage toget. Det

blev ofte min opgave at hente pastoren

i ponyvogn på stationen. Bilerne var

opklodset. Præsten boede ofte hos min

far og mor. Dette gav et stort personligt

kendskab.

Da min kone og jeg kommer her til

egnen, blev vi meget venligt modtaget

af præsteparret.

Pastor Busk var jo – præsternes

præst – højt respekteret udover valgmenigheden.

Harry Nicolajsen

Tiden er gået - der kom nye præster

- nye skikke - gode møder og et godt

samvær.

J. Th. Arnfred, tidligere forstander på

Askov højskole, sagde allerede for 60

år siden at den dag, hvor folkekirkens

præster er ligeså dygtige som valgmenighedernes,

er behovet for valgmenigheder

mindre - dette kan diskuteres

også i dag - der vil altid være behov for

at det frie ord har et stort råderum.

DET svære i dag i vores velfærdstider,

er at få det almindelige unge menneske

til at interessere sig for det kristne

budskab.

Stor opgave for alle præster - uanset

religiøst tilhørsforhold - er opgaven at

gøre forsøg på at øge denne interesse

for samfundets grundlæggende forhold.

Fremtiden vil også have brug for vågne

valgmenigheder, som vil og kan bevæge

sig op og ned i lyst og nød.

TILLYKKE TIL LEMVIG!

19


Marie Kjær: Konfirmand fra 1995

I anledningen af Valgmenighedens 125årsjubilæum

blev jeg for nogen tid siden

opfordret til at skrive et indlæg

omhandlende min konfirmation. Og ja,

jeg tænkte med fortrøstning, at det nok

skulle kunne lade sig gøre at skrive et

indlæg derom.

Imidlertid kan jeg afsløre, at det i

skrivende stund er 12 år, én måned og

27 dage siden, at jeg blev konfirmeret,

den 7. maj 1995; og jeg må indrømme,

at minderne fra den tid synes noget

vanskeligere at stille skarpt end umiddelbart

troet.

Det er i øvrigt de mærkligste erindringer,

der dukker frem, når tanken

søger tilbage. Som det første husker jeg

eksempelvis, at jeg cyklede ind ad en

forkert vej, den første gang vi skulle

mødes til konfirmationsforberedelse.

Resultatet blev, at jeg ganske unødvendigt

måtte ned og op ad Lemvigs ”kategori

1-stigning”, før end jeg nåede frem.

Jeg husker naturligvis vor præst,

Holger Knudsen, en rar mand med et

usædvanligt roligt og lunt gemyt og

hans hustru Merete, som altid meget

belejligt kom forbi, når ugens salme

skulle synges.Vi morede os altid vældigt

ved den opstilling. Vi var i øvrigt syv

konfirmander i alt det år: fem piger –

Sigrid, Gitte, Mette, Mariane og jeg – og

to drenge – Johnny og Troels. Jeg kendte

ikke nogen af de andre på forhånd,

og så vidt jeg husker, var de andre i

samme situation.

Jeg kan endvidere huske, at vi som

noget af det sidste i undervisningsforløbet

skulle forberede og være med til

at afvikle en gudstjeneste.Vi havde hver

især fået små opgaver at tage os af. Jeg

20

oplæste søndagens tekst, selvom jeg

godt gad have været den, der skulle ringe

med klokken! Jeg mindes også vor

konfirmandtur til Århus. Vi var blandt

andet i biografen, hvor vi så filmen

”Forrest Gump”, der straks indprintede

citatet: ”Life is like a box of chocolates,

you never know what you’re gonna

get!” [”Livet er som en æske chokolade

– man ved aldrig hvad man får!”].

– Og nu hvor vi er ved citaterne, kan

jeg ganske tydeligt huske det lille bibelcitat

skrevet på telegrammet fra Holger:

"Så bliver da tro, håb, kærlighed,

disse tre. Men størst af dem er kærligheden.".

Alle disse brudstykker af minder er

imidlertid ikke det, der fortjener størst

fokus i et indlæg omhandlende min

konfirmation. Fokus bør rettes imod

den religionsfilosofiske bevidstgørelse

jeg i den periode gennemgik – eller

med rette: påbegyndte. Uden hensyntagen

til klichéer var konfirmationstiden

således den tid, hvor jeg for alvor blev

opmærksom på religionens mangfoldighed

og fandt interesse for det væsentlige

ved og virkningen af religion.

Dels fordi det naturligt gav anledning

til forespørgsler, når man skulle forklare,

hvorfor man ikke gik til konfirmationsforberedelse

med resten af sin klasse,

og dels vel også fordi man havde

nået en alder, hvor man var blevet i

stand til at forholde sig til noget så

abstrakt som religion.

Det gik op for mig, at ikke engang

kristendommen i evangelisk-luthersk

forstand er entydig. Jeg begyndte at forstå

og reflektere over, hvad det vil sige

at være grundtvigianer, og jeg fandt


interesse for den meningsdannelse og

det menneskesyn, der ligger bag

grundtvigianismen. Jeg grublede meget

over denne ismes bevæggrunde for at

søge at påvirke den almindelige folkekirke

og den reaktionskraft, der i nogle

tilfælde ligefrem genererede et behov

for at danne en egentlig evangeliskluthersk

frimenighed.

Jeg forstod det således, at man ved

dannelsen af Lemvig og Omegns Valmenighed

ønskede en større frihed, end

den man kunne opnå inden for sognekirken

– man ønskede mere selvbestemmelse

for lægfolk og præst, større

liturgisk frihed og større fortolkningsmæssig

frihed i forhold til den evangelisk-lutherske

bekendelse.

Som så mange andre virker jeg i dag

i en hverdag, hvor religion spiller en

meget lille rolle. Jeg tror såmænd det er

rigtigt, når man konkluderer, at

velfærdssamfundet har overtaget religionens

plads som det synlige sikkerhedsnet.

Det er kun når kærligheden

overvælder os, eller sorgen melder sig,

at vi opdager behovet for det religiøse

hvilested. I og for sig ser jeg ikke noget

problem i, at religionen indtager en

sekundær rolle i hverdagen, men det er

naturligvis et problem, som det blev

problematiseret i sidste kirkeblad, hvis

vi ikke er opmærksomme på, at den

løbende meningsdannelse og ”afdogmatisering”

er en nødvendig forudsætning

for opnåelse af en kirke, som vi

rent ud sagt kan holde ud at være i, når

behovet melder sig.

For jeg skal være ærlig og sige, at der

næppe er noget, der kan gøre mig så

anstrengt som bibelfortolkninger og

religiøst funderede meningstilkendegivelser,

der savner enhver forholdelse til

Konfirmander fra 1995

vort udviklingstrin. Og jeg kan ikke

acceptere, at man med bibelen i hånden

sårer og moralisere ved at sætte regelsæt

op, som ikke tolererer følelsers

mangfoldighed, og som ikke viser tillid

til individets egen moralfølelse.

Jeg betragter mig selv som en person,

der bevidst og aktivt forholder sig

til kirken og kristendommen som en

del af dansk kultur og det at være

dansk. Og så lever jeg efter den tese, at

kristendom ikke nødvendigvis praktiseres

bedst ved at gå i kirke og tro på alle

kirkens dogmer, men derimod ved

aktivt at være med i et debat- og kulturfællesskab,

der vægter omsorg og

hensyntagen til vore medmennesker

højt.

Måske er der flere som jeg, der ønsker

at kæmpe for en kirke, der sætter

kærligheden over troen og håbet?

21


Det grundtvigske i dag. Stilstand og

bevægelse

For nogle år siden holdt jeg et foredrag

om den grundtvigske arv. Det har jeg

gjort både før og siden, men denne

gang var det i særligt manende omgivelser,

nemlig i Schrøders stue på Askov

Højskole. Det historiske lokale hvor de

ophængte portrætter af de store gamle

forstandere gennem generationer

har bivånet både inspirerende samtaler

og trivielle trakasserier samt manet

mangen en højskolelærer eller – elev til

at huske på, hvad det hele handler om,

når man holder højskole på grundtvigsk

vis. Tilhørerne befandt sig i den pæne

ende af aldersskalaen. Det føltes rigtigt

og helt efter bogen. Jeg talte om arven,

og måden den gennem tiderne er blevet

forvaltet på, og de lyttede velvilligt.

Lige indtil en, i den sammenhæng, yngre

mand pludselig følte trang til, med høj

og klar stemmeføring, at bekende, at

han ikke alene var grundtvigianer, men

at han også var blevet det for ganske

nylig. Forsamlingen, og ikke mindst jeg

selv, blev slået af mild forundring. Hvad

var det manden sagde?

For – for det første – den slags hører

man jo sjældent al den stund, at ganske

få i dag kalder sig grundtvigianere.Vi er

vel nærmest grundtvigske. Er vi ikke?

Grundtvig, det er jo ham med højskolerne,

salmerne, og alt hvad der er godt

at sige om demokrati, frihed og tolerance

i dagens Danmark.Vi vedkender

ham os gerne, priser den virkning han

har haft på vores samfund. Men i en tid

og en sammenhæng, hvor så meget

andet er kommet til – den globalisere-

22

Henrik Wigh-Poulsen

Domprovst i Odense

de virkelighed, andre religioner, indvandring,

alt i alt en verden i stadig forandring

– ynder vi jo ikke at sælge os til

den ene idé, den ene livsanskuelse. Vi

går nødigt i række og geled. Vi går

nødigt i takt. Vi går helst hver for sig,

glade, verdensåbne og i mange forskellige

retninger. Sådan er det. Og så nøjes

vi med, sådan lidt forbeholdent, at have

en vis del i Grundtvig og skrive ham på

den lange, lange liste over åndelige

partshavere i vores brogede butik af

anskuelser og inspirationer.

Men når man så oven i købet siger, at

man er blevet grundtvigianer, så anslår

man nogle meget ugrundtvigske strenge.

Det lyder jo næsten pietistisk. Og

hvis der er noget vi ikke er, så.... Og så

er det jo også sådan, at det grundtvigske

folk i vores dage mestendels

består af børn af huset. Man har det

som regel med sig hjemmefra. Ikke kun

fra barndomshjemmet, men gennem et

langt liv hvor der til stadighed er tæret

på arven fra højskoleophold, kirkegang

og menighedsrådsarbejde. Man deler


en vis indforståethed med grundtvigske

anskuelser, synspunkter, livsformer og

måder at være sammen på. Man er vokset

ind i det med andre ord.

Men ham her. Han var altså blevet det.

Sådan lige på en gang. Og så grundtvigianer.

Men derved blev det ikke. For måden

han var blevet det på, var mildest talt

heller ikke den sædvanlige. ”Jeg er buddhist”,

forklarede han, og uddybede det

nogenlunde sådan her: ”Da jeg besøgte

min lærer i Japan, fortalte han mig, at

han er grundtvigianer, og nu er jeg så

også blevet det!”.

Og den er for så vidt god nok. Grundtvig

har haft en virkningshistorie i Japan.

Som han i øvrigt også har haft det i

Indien og Baltikum og flere andre steder,

hvor folk har været – og stadigvæk

er - optaget af højskoler og myndiggørelse

af forsømte og forarmede

befolkningsgrupper.

Men hvad skulle vi sige den formiddag i

Schrøders stue? Det var jo lige før, som

der står i folkevisen om Agnete og havmanden,

at de små billeder de vendte

sig om.Til de to indledende brud med

grundtvigsk sædvane føjede nu hele

tre, endnu større og endnu mere uhørte,

sig til: omgang med fremmede religioner,

individualistisk læring og, alt i alt,

noget meget lidt dansk.

Men den unge og velvilligt indstillede

grundtvigianer ramte ikke kun ind i

grundtvigianismens hjertekule, han

ramte også hovedet på sømmet. Så han

er god at tage udgangspunkt i, hvis man

skal forstå hvad der er udfordringen til

det grundtvigske i dag.

Overordnet må man fastslå, som allerede

antydet, at det grundtvigske traditionelt

har været noget, man er født ind

i, eller er blevet ført ind i gennem sin

opvækst. Man kan kalde det en livstolkning

eller en livstydning, måske ligefrem

en livsstil, hvor man har pejlet efter

nogle værdier, der nok har været klare

for de deltagende, men som har været

svære at forklare eller udlægge for

dem, der kom til, og dem, der nysgerrigt

spurgte. Og generationerne for

hvem højskole og folkeliv og foredragsaftner

og gymnastik og kirkegang var

noget selvfølgeligt, har ikke altid haft let

ved at forklare det, når nogle spurgte

ind til, hvad det grundtvigske sådan i

grunden er. ”Prøv selv efter”, er det

bedste svar, jeg har hørt refereret i den

sammenhæng. Men det er lettere sagt

end gjort, når ham, der siger sådan, har

brugt et helt menneskeliv på dét forehavende.

For er der noget, der kendetegner nye

generationer, så er det, at man spørger,

hvis man er nysgerrig. Ganske enkelt

fordi vi efter det sidste halve hundrede

års generelle opbrud fra det, man kalder

de givne fællesskaber, ikke længere

tager noget selvfølgeligt. Der er så

meget andet, der er så mange udbydere

på den lokale markedsplads, der er

så mange andre fællesskaber og sammenhænge

end dem, vi blev sunget

eller talt eller ført ind i ved faders og

moders hånd, gennem skolen eller gennem

kirken. Impulserne fra den store

verden, individualismen, medierne,

mængden af informationer tillader ikke

at noget forbliver usagt og selvfølgeligt.

Der er ikke tid og tålmodighed til at

vokse ind i tingene og afkode dem.

23


Tiden er til overskrifter, PR og kommunikationsvidenskab.

Vi venter ikke alt

for længe på svar. Og det skal helst

være klart.

Gamle højskolefolk taler om, hvordan

deres lærere aldrig talte om, præcist

hvad det grundtvigske er. Det var bare

noget, der var der, og som man ikke talte

om. Det var der heller ikke grund til.

Højskolen var en institution, et slags

åndeligt monopol for videbegærlige

unge fra især landlige miljøer. Den lå

der. Man kom til den og voksede med

den. I nogle familier og miljøer var det

en tradition.

Og vi der ligesom vidste det, og som

levede det grundtvigske, hvad enten det

var i kirke og i skole, vi som har det i

blodbanerne, vi kan ikke finde ord, når

der spørges. Og de ord vi finder, klinger

måske underligt gammeldags. Og når

man så ikke har ord, så råder tavsheden.

Og tavshed fører til forsvinden. Så

til de der gerne vil bringe liv og unge

mennesker ind i et grundtvigsk fællesskab

og videreføre det som sådant, er

den altoverskyggende udfordring, at

gøre sig klart, hvori det grundtvigske

består, og hvori det adskiller sig fra de

andre fællesskaber, der tilbydes. Der

skal udlægges, tolkes, nyformuleres i

klare ord. Ja, det er lige før man skal til

det, som de gamle grundtvigianerne i

vidt omfang klarede sig uden, nemlig

læse Grundtvig selv. Og det kan være

svært nok. Et eller andet sted er man jo

ikke som grundtvigianer til det med de

døde bogstaver. Man kan jo også forklare

sig ihjel.

Grundtvig mente selv, at den grundt-

24

vigsk inspirerede menighed – ”de gammeldags

kristne” som han kaldte dem -

ville fremstå som noget særligt og kalde

på yderligere tilslutning på grund af

menighedens liv, dens salmesang, bøn

og bekendelse. Ingen tvivl om, at der

kunne de grundtvigske menigheder

noget særligt. Hvordan er det lige i dag,

grundtvigianere?

Men selvom den grundtvigske ”lære”

forekommer at være truet, og de

”bevidste” grundtvigianere, i de udtalt

grundtvigske miljøer, er tvunget til at

føre klar tale – kirkeligt og folkeligt -

for at få nye til, så lever det grundtvigske

jo på mange måder fortsat godt

i al dets uudtalthed. Efterskolerne med

deres klare grundtvigske arv har stor

succes. Det samme kan man sige om

enkelte højskoler, selvom tiden bruges

mere på golf end på genfortælling af

Danmarkshistorie. I kirkeligt regi boomer

kirkehøjskolerne med foredrag og

sang fra højskolesangbogen. Flere virksomheder

dyrker morgensang. Som

nævnt dukker Grundtvigs navn stadigvæk

op i internationale sammenhænge,

hvor der diskuteres udvikling og undervisning.

I tidens værdidebat og kulturkamp

bobler grundtvigske argumenter

lige under overfladen. Og når danskerne

til stadighed udviser trofasthed

overfor folkekirken skyldes det ikke

mindst den grundtvigske indflydelse.

Pointen er bare den, at i alt hvad dette

angår, finder vi det grundtvigske i en

ofte stærk opblandet udgave, som en

impuls, en måde at være sammen på, en

ubevidst inspirationskilde, en katalysator

i debatten, hvor så meget andet og

så meget forskelligt indgår. Det er


svært at pege det grundtvigske ud. Det

er, som det er blevet sagt, en vandåre i

den danske åndelige undergrund, og

den vander højst forskellige og uventede

steder.

Og det må være konklusionen: Det

grundtvigske er stadigvæk i omløb. Som

en indstilling, som en holdning, som et

særligt udsyn. Det lever et, nogle gange,

skjult liv i kulturen, i kirken, i skolen og

den politiske debat. Det popper op fra

tid til anden i argumenter og initiativer.

Men der hvor det fastholdes som en

klart defineret bevægegrund og baggrund

kræves der en ekstra indsats for

at få nye generationer i tale med eksplicit

grundtvigske argumenter. Så slipper

man ikke for at gå i kødet på den

Kirken indvendig

gamle, læse ham, debattere ham, nyformulere,

bruge det fra ham, man kan

bruge, og lade resten ligge til andre

tider. Og det er der ikke noget forkert

i. Sådan har grundtvigianere – undskyld

de grundtvigske – gjort med ham til alle

tider.

Grundtvig var altid i debat med sin

samtid. Og det skal han fortsat være,

hvis han skal overleve et århundrede

til. Så leve den flertydige og uforudsigelige

Grundtvig! Buddhisten på Askov

var ikke et tegn på det grundtvigskes

forfald.Tvært imod. Med folk som ham

vil der fortsat være liv i de gamle klude.

Det grundtvigske vil fortsat være i

bevægelse.

25


Indsamling

26

125

Program

for 125 års jubilæet

søndag den 30. november 2008

Kl. 10.30: Gudstjeneste.

Afsløring af kunstværk.

Kl. 12.00: Middag på Lomborg

Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Taler, underholdning og sang.

Pris: 125 kr. pr. person.

Der er mulighed for kørsel fra kirken til Lomborg

Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Tilmelding til præsten telefonisk, 97 82 00 52, eller

pr. mail, spaludan@mail.dk, senest den 15. november

2008.

I anledning af Valgmenighedskirkens 125-års jubilæum, vil vi sætte en indsamling i

gang til indkøb af et kunstværk. Hvis man ønsker at deltage, kan man henvende sig

i Vestjysk Bank og indbetale et beløb på konto.nr. 7730-1306021. Gaver er fradragsberettigede

– gælder også firmaer. Husk at opgive navn og cpr-nr.

Bestyrelsen


De gamles eftermiddag i Lemvig Valgmenigheds præstebolig ca. 1932

Sommermøde fra 2006

27


Gudstjenester i Johanneskirken

OKTOBER

5. oktober 20. s.e.trinitatis Kl. 10.00 K

12. oktober 21. s. e. trinitatis Kl. 10.00

19. oktober 22. s.e.trinitatis Kl. 10.00 Kurt V.Andersen

26. oktober 23. s.e. trinitatis De midt-og vestjyske valgmenigheders

fælles efterårsmøde i Kjellerup

Valgmenighed. Gudstjeneste i Levring

kirke kl. 10.30. Se program under møder.

NOVEMBER

2. november Alle Helgens Dag Kl. 10.00 K

Alle Helgens søndag i Lemvig Valgmenighedskirke.Ved

gudstjenesten på Alle

Helgens søndag den 2. november læses

fra prædikestolen navnene op på dem,

der er døde i Lemvig og Omegns Valg

menighed siden sidste Alle Helgens Dag.

9. november 25. s.e.trinitatis Kl. 10.00

16. november 25. s.e.trinitatis Kl. 10.00

23. november Sidste søndag i kirkeåret Kl. 10.00 Kurt V.Andersen

30. november 1. s.i advent Kl. 10.00 Jubilæum K

DECEMBER

7. december 2. s. i advent Kl. 9.00 Kurt V.Andersen

14. december 3. s. i advent Kl. 14.00 K

Efter gudstjenesten adventssang i salen

ved Anette Kaasgaard Pedersen og Sidse

og Svend Burchardt.

21. december 4. s.i advent Kl. 10.00

24. december Juleaften Kl. 16.00

25. december Juledag Kl. 10.00 K

26. december 2. juledag Kl. 10.00 K

Fra den 15. september til den 30. november er Marie kirken, Bøvling Valgmenighedskirke,

lukket. De søndage, hvor valgmenighedspræsten i Bøvling og Lemvig

afløser hinanden, holdes der kun en gudstjeneste i Lemvig Valgmenighedskirke.

Valgmenigheden i Lemvig kan se frem til et efterår med mange fælles gudstjenester

med kirkegængere fra Bøvling Valgmenighed.

K for kirkebil

Kirkebil til gudstjenester/arrangementer bestilles dagen i forvejen inden kl. 13.00.

Pris 15,- kr. Bemærk at ordningen kun er gældende indenfor Lemvig kommunes

grænser. City Taxi tlf. 97 82 14 15.

28


Møder og arrangementer

Mandag den 6. oktober kl. 19.30 – Månedsmøde.

Forsvarsminister Søren Gade holder foredrag.

Forsvarsminister Søren Gade vil i sit oplæg fortælle om forsvaret, herunder Danmarks

internationale engagement samt de opgaver danske soldater løser rundt

omkring i verden – blandt andet i Afghanistan. Søren Gade vil også fortælle om

sit virke og dagligdagen som minister både i og bag kulisserne.

Søndag den 26. oktober i Kjellerup Valgmenighed kl. 10.30.

De midt- og vestjyske valgmenigheders fælles efterårsmøde.

Gudstjeneste ved valgmenighedspræst Karen Marie Ravn kl. 10.30 i Levring Kirke.

Efterfølgende middag og samvær på Levring Efterskole. Efter middagen sanghalvtime

ved Lene Henriksen. Derefter foredrag ved valgmenighedspræst Kurt V.

Andersen, Bøvling om "Ånden fra 68".

Pris pr. deltager: 250 kr. Bus fra Lemvig.Tilmelding til Signe Paludan senest 10.

oktober.

Mandag den 3. november kl. 19.30 – Månedsmøde

Sangaften med sangforfatter og forhenværende højskolelærer Jens Rosendal,

Sønderjylland.

Jens Rosendal kommer på besøg og taler om sine sange og salmer.Vi synger så

mange af dem, vi har lyst til. Dels fra højskolesangbog og salmebog, men også fra

den nyudgivne samling "Evangeliesange".

Søndag den 30. november kl. 10.00 – 125 års jubilæum fejres.

Efter gudstjenesten middag på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole. – Se

programmet på side 26.

Søndag den 14. december kl. 14.00 – Eftermiddagsgudstjeneste med

efterfølgende sang i salen.

Efter gudstjenesten vil Anette Kaasgaard Pedersen, Sidse og Svend Burchardt stå

for sang i salen.

Ferie og fridage:

Jeg holder ferie fra den 16. - 20. oktober. Jeg holder fri fra den 20. - 24. november

samt fra den 4. - 8. december. Embedet passes af valgmenighedspræsten i Bøvling,

Kurt.V.Andersen, telefon: 97 88 56 50.

29


Fra valgmenighedens årsmøde

På valgmenighedens årsmøde sidst i april var der genvalg til alle bestyrelsesmedlemmer

på valg. Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig som hidtil:

Daniel Eiler

formand

Ingeborg Refstrup,

næstformand

Gustav Madsen,

kasserer

Hanne Lund,

sekretær

Gudmund Olsen,

kirkeværge

Nanna Bach

Ulla Lauritsen

Forsamlings-salen udlejes

til medlemmer til brug ved mindesammenkomster, bryllupper, fødselsdage, konfirmationsfester

og lignende begivenheder. Pris 600,- kr. Nærmere aftales med bestyrelsen

v/ Ulla Lauritsen, tlf. 97 82 36 08 (vinter) og 97 82 36 98 (sommer)

Gudstjeneste på

Klinkby bo- og

dagcenter

Onsdag den 22. oktober kl. 14.30

Gudstjeneste på

Dagcentret, lemvig

Tirsdag den 14. oktober kl. 10.15

Tirsdag den 11. november kl. 10.15

Gudstjeneste på

Lemvig sygehus

Onsdag den 10. december kl. 18.30

30

Døbte:

29/6: Jeppe Agger, Lomborg

3/8: Ida Bekker, Lemvig

Døde:

18/7: Anny Sejbjerg Laursen, Lemvig

16/8: Maren Broe, Lemvig

Lemvig Valgmenigheds hjemmeside:

www.lemvigvalgmenighed.dk/


Afs. Lemvig og Omegns Valgmenighed

Kokholmvej 5, 7620 Lemvig

Hvem hvad hvor

Valgmenighedspræst Signe Paludan,

Kirkevej 4, tlf. 97 82 00 52

E-mail: spaludan@mail.dk

Valgmenighedens bestyrelse:

Formand Daniel Eiler,

Østerbrogade 33, tlf. 97 88 97 88

E-mail: bodil-daniel@dlgpost.dk

Næstformand Ingeborg Refstrup,

Heldumvej 51, tlf. 97 82 19 12

Kasserer Gustav Madsen,

Nr. Møllevej 5, tlf. 97 82 05 96

E-mail: hvassesgaard@lemvig-vest.dk

Sekretær Hanne Lund, Sprogøvej 115,

7680 Thyborøn, tlf. 97 83 25 26

E-mail: strierl@tdcadsl.dk

Kirkeværge Gudmund Olesen, Hyldeparken 5,

tlf. 97 89 19 49

E-mail: guttesus@olesen.mail.dk

Ulla Lauritsen, Havnegade 22,

tlf. 97 82 36 08 (vinter) - 97 82 36 98 (sommer)

Nanna Bach, Lemvigvej 57, tlf. 97 83 73 20

E-mail: bach_nanna@hotmail.com

Forretningsfører Aase S. Kallesøe,

Kokholmvej 5, tlf. 97 83 65 75

ask@lemvig-vest.dk

Organist Sidse Burchardt, Havfruen 24, Holstebro

tlf. 97 81 10 80

Kirkesanger Anette Kaasgaard Pedersen,

Sollystvej 1, tlf. 97 81 11 69

Kirketjener Line Stokholm Jensen,

Kirkevej 2, tlf. 23 25 20 39

Præsten træffes

Præsten har ingen speciel træffetid – mandag dog

kun efter aftale.

Kirkebladet

Udkommer 4 gange årligt: I. januar, I. april, I. juli

og I. oktober. Redaktion: Sidse Burchardt, Kirsten

Mohr Christensen, Ingeborg Refstrup og

Signe Paludan.

Indlæg til bladet modtages gerne og skal

afleveres senest den 1. december 2008.

B

Kirkelige handlinger

Dåb:

Anmeldes til valgmenighedspræsten i god

tid, inden dåben skal finde sted. Barnets

fødselsanmeldelse, forældrenes dåbsattester

samt evt. vielsesattest afleveres til

sognepræsten i forældrenes bopælssogn

med anmodning om videre tilrettelæggelse

af valgmenighedspræsten.

Vielse:

Aftales med valgmenighedspræsten i god

tid, inden vielsen skal finde sted. Parternes

dåbsattester og en prøvelsesattest,

som udstedes af borgmesterkontoret i

én af parternes bopælskommuner, afleveres

til sognepræsten i det sogn, hvor én

af parterne bor, med anmodning om

videre tilrettelæggelse af valgmenighedspræsten.

Begravelse/bisættelse:

Dato og tidspunkt aftales med valgmenighedspræsten.

Dødsfaldet anmeldes til

begravelsesmyndigheden(sognepræsten).

Besøg i hjem og på sygehus:

Alle er meget velkommen til at ringe på

egne eller andres vegne, hvis der ønskes

besøg af præsten til samtale og/eller

hjemmealtergang. Jeg får ikke besked om

indlæggelser på sygehus, så I må sende

bud, hvis nogen har brug for mig.

Signe Paludan

More magazines by this user
Similar magazines